Den onde amtmand fra Aabenraa

Overklassen holdt sammen. 1597 overtog Frederik Ahlefeldt posten. Straks kom der nye afgifter. 125 bønder tog til hertugen og klagede. De havde 28 klagepunkter. Bøndernes tillidsmænd blev sat i hullet. Ahlefeldt var hensynsløs men initiativrig. Smedjen blev bespist på Brundlund, men lavede ting til Søgård. Han gik ofte på jagt. Var der ikke fangst kom bønderne i fængsel. Kirkerne skulle betale afgift 4 rdl. Fogeder, møllere og skrivere var med til at fordærve livet. Bønderne i Hellevad skulle betale for herredfogedens og amtmandens fest. Præst udsat for falske anklager. Der skete omplaceringer efter 1603. Men skriverene fortsatte deres ulovligheder. De rige kunne betale sig fra forbrydelser. Det hele sluttede med mord på borgmester Claus Esmarch

Overklassen holdt sammen

Amtmand Kay Rantzau holdt i 1592 i sin egenskab af fadder, Fladsten-bonden Matz Paulsens søn over dåben. Jo de rige overklasse-bønder skulle nok holde sammen. Den slesvigske bonde-overklasse, hvad enten den bestod af selvejere eller arvefæstere, har tydeligvis vidst at værdsætte sin i tiden enestående position.

1597 fik Ahlefeldt posten

I 1597 fik Aabenraa Amt en ny amtmand nemlig Frederik Ahlefeldt. I det korte åremål han fungerede på denne post fik han aldeles mange fjender. Og der blev klaget over ham til hertugen på Gottorp. Det er disse klager som vi kigger på i denne artikel.

Frederik Ahlefeldt var lige som andre adelsmænd på udenlandstur. Denne førte ham til Italien og gennem de habsburgske arvelande. Efter sin hjemkomst i 1589 blev han i 1592 udnævnt til det gottorpske råd for derefter i 1597 at få betroet styrelsen af Aabenraa Amt.

Som amtmand kendes hans navn i forbindelse med udskiftningens tidligste historie. Regnskabet for Aabenraa Amt i 1597 indeholder en fortegnelse over de såkaldte ”tofterodepenge”.

Nye afgifter

Mens bønderne uden tvivl i de nærmest foregående år har kunnet indhegne deres marker og lægge dem i særdrift uden øvrighedens indgriben, har dette efter Frederik Ahlefeldts overtagelse af embedet som amtmand kun kunnet ske med erlæggelse af 1 Rigsdaler pr. tofterode.

125 bønder i protesttog

Men også på en lang række andre områder har den nye amtmand sammen med sine nærmeste medhjælpere grebet ind til ugunst for amtets bønder. Efterhånden tiltog harmen hos disse derfor i en sådan grad, at de vovede springet og i 1603 indgav de på allerhøjeste sted klage over de mislige forhold.

Nu kunne en sådan aktion i disse tider være en betænkelig sag, der meget let kunne stemples som opsætsighed. Uden tvivl har bønderne derfor indset nødvendigheden af at optræde i samlet flok. Det høje herskab blev tvunget til at forstå, at det ikke drejede sig om isolerede grupper af utilfredse bønder.

Derfor blev der arrangeret et bondetog på 125 af amtets bønder, som på Gottorp Slot over for hertug Johan Adolf og hans kansler og råd redegjorde for de usædvanlige skattepålæg, hvormed Frederik Ahlefeldt havde vakt strid og forbitrelse i Aabenraa Amt.

Befolkningen kunne inddeles i tre grupper

Ikke alle var dog med. Som de selv forklarede hertugen og hans mænd kunne amtets befolkning nemlig deles op i tre grupper. For det første, var det alle de, der nød godt af skattefrihed såsom fogeder, møllere og skrivere. Dernæst alle de mange småkårsfolk, der intet ejede og følgelig intet havde at miste. Derfor var det alene bønderne, der kom til at bære byrderne. Og det var fra den kreds, de mange klager hidrørte. Og en af dem var Andreas Marquartsen fra Barsmark. Det anførtes med en hvis stolthed, at hans bedstefar havde været herredsfoged i over 40 år.

28 klagepunkter

Selve klagerne udgjorde ikke færre end 28 punkter. De første handlede om uretmæssigt opkrævede tofterodspenge. Således havde en række navngivne løjtninger oplyst, hvad de havde måttet betale for at:

• At indgrave lykker og kobler af fællesmarken

Adskillige af dem har på et enkelt år måtte udrede helt op til 10 Rigsdaler.

Bønderne i Brunde har i 1603 tilsammen måtte betale 20 Rigsdaler. Og således var tilfældet mange steder, blev det oplyst.

Dertil kom også, at amtmanden havde forbudt dem at hugge ”Stuck und Dorn” på deres egen arvejord, ligeledes havde det været påbudt at fjerne hegn i skovene, der sammen med græsarealerne skulle forblive under fællesskabet.

Bønderne var bange for, at Ahlefeldt ødelagde skovene

Mens det hidtil havde været således, at bønderne havde ret til de ”vindfaldne” træer, havde Frederik Ahlefeldt uden videre frataget dem denne ret. Oven i købet havde han for egen regning ladet grovtømmeret sælge, mens hans ”Fusskncht” havde fået overladt toptræet.

Ja man havde endda også ladet bønderne fælde træ i de hertugelige skove og ladet det føre til Brundlund Slot. Fik han fortsat lov til dette, ville han komme til at ødelægge alle skove, mente de klagende bønder.

Bønderne fik deres svin vurderet alt for lavt. De forsøgte derfor at aflevere deres magreste svin, men det accepterede myndighederne ikke.

De bedste svin blev taget fra bønderne

Resultatet var da, at bønderne beskyldte sig over, at amtsskriver Wolf Kalundt sammen med husfogeden fratog dem deres bedste svin. Tre bønder fra Rise og Brunde kunne endda påvise, at deres svin var blevet solgt til en navngiven kongelig mand for 2 ½ Rigsdaler stykket. De var blevet vurderet til 2 Rigsdaler af Claus Esmarch. Man bragte eksempler på, at denne havde stukket penge i sin egen lomme.

Bøndernes tillidsmænd røg i hullet

Straks ved sin tiltrædelse havde Frederik Ahlefeldt tilsagt bønderne i Aabenraa Amt til en forhandling om en afløsning i penge af de hidtidige tjenestepligter. Under henvisning til forholdene i Haderslev Amt, hvis undersåtter efter konge Frederik den Andens opkøb af derværende godser nød deres friheder med hensyn til tjenesteydelser til andre steder i amtet end til ladegården ved Brundlund. Men til gengæld skulle der så betales et pengebeløb til afløsning af den hidtidige tjenestepligt, de såkaldte tjenestepenge eller ottingspenge.

Bønderne havde derfor valgt seks mænd til at varetage deres interesser under forhandlinger om de nærmere betingelser. Men da disse ikke uden videre ville gå ind på amtmandens krav om mindst 1 Rigsdaler pr. otting jord, havde han kastet dem i hullet og derved indjaget dem en sådan skræk, at de havde accepteret hans forslag.

Resultatet blev da til slut, at de landsbyer, der lå i de bedste egne, skulle give 5 Rigsdaler pr. otting, mens de dårligst stillede kunne nøjes med at erlægge 1 Rigsdaler pr. otting jord.

Ottingspengene fritog altså bønderne for deres tjenestepligter til avlsgårdene ”Meierhöhe” af hvile amtet talte tre, nemlig Høgebjerg, samt jordene til de nedbrudte gårde Jørgensgård og Ornum.

Tjenesteydelser påhvilede bønderne

Disse ejendomme var på den tid til stadighed bortforpagtede, og det er derfor indlysende, at amtets ledelse ikke kunne have noget som helst imod en pengeafløsning af de tjenesteydelser som det fra gammel tid påhvilede bønderne. Dette var den mest betydelige afgift, som bønderne skulle af med. For mange bønder var der dog stadig hoveripligt.

Der var bitter nød mange steder. Der var indkommet færre penge fra kådnerne. Men mange af disse var løbet bort på grund af fattigdom. Ved århundredskiftet var der ret betydelige restanceposter.

Myndighederne havde manglet penge, derfor var der udskrevet en ny skat.

En hensynsløs herre, men initiativrig

Godt nok var Frederik Ahlefeldt en hensynsløs herre, men han havde også et vist mål af fremsyn. Man kan ikke frakende ham i besiddelse af både initiativ og administrativ dygtighed. Han lod også pågribe en række bolsmænd og kådnere. Disse var ikke opført i skatteregistret. Man gætter uvilkårligt, at disse var folk, der var flygtet fra hans egne tilgrænsende godser.

Også amtets møllere fik hans reformer at føle. Efter forhandlinger fik han forhøjet deres forpagtningsafgifter. Men mølleriet var en særdeles indbringende forretning.

Bønderne klagede også over, at Frederik Ahlefeldt havde tvunget dem til at lave arbejde for ham selv på sine private godser, Arlevad, Timmersig, Grøngrøft og Søgård.

Han havde også ladet amtets bønder køre for sig i anledning af hans private byggerier på Søgård.

Smeden blev bespist på Brundlund Slot

Folkene i Genner og Hovslund havde således måttet fælde bøgetræer, brænde trækul og bringe det til Brundlund Slot. Her havde amtets bønder i årevis måttet underholde to medhjælpere, der konstruerede smedejern til Søgård.

Smeden var derimod blevet bespist på slottet. Han konstruerede ankre, stænger, gitterværk, hængsler og dørklinker, der alt sammen blev brugt på Søgård.

Hvor stort dette byggeri var vides ikke. Ifølge regnskabet var der sket betydelige forbedringer af Brundlund, der var i meget brøstfældig og forfalden tilstand. Det var ligefrem tale om nedstyrtningsfare. Ligeledes var det helt galt med ”borgmøllen”, hvor murværket på østsiden måtte fornys helt fra grunden af.

Han ville ikke bygge flere ladegårde

Bønderne klagede også over, hvordan Frederik Ahlefeldt behandlede sine undersåtter på. Han lovede ikke at oprette flere ladegårde. Men han lod alligevel oprette et ”skæferi” ved Anholm. Og her måtte bønderne så gøre hoveri. Han havde også lovet at afskaffe hoveriarbejde ved teglgården. Men han lod dem stadig køre tørv og brænde til den. Ofte var dette endda fældet i deres egen bondeskov.

På jagt med Ahlefeldt

Som de fleste af hans standsfæller i samtiden var Frederik Ahlefeldt også jæger. Næsten dagligt var der jagt. Og hvis bønderne klagede over dette, så blev de beordret til at møde frem til disse jagter.

Forsøgte man i stedet at sende en søn eller en datter, blev disse afvist med skældsord. Ja Marcus Fussknecht havde endog pryglet nogle af disse. Heste blev under jagterne uden videre frataget de arme bønder og skamferet til døde. Undslap der storvildt blev de medvirkende bønder fængslet.

Ganske åbenlyst dyrkede Frederik Ahlefeldt en ulovlig jagtform, som de kaldte ”Panjacht”. Engang havde han oven i købet slået 8 – 9 stykker storvildt ned i Strandelhjørn skov, som lå på kongelig grund.

Den omtalte jagtform havde amtmanden for øvrigt også givet sig af med i den hertugelige dyrehave på Hesselmark ved Brundlund. Amtets bønder havde måttet gøre tjeneste ved jagterne på de ahlefeldtske godser.

Bønderne skulle fremskaffe strå

Endvidere havde amtmanden befalet bønderne at fremskaffe strå til hustagene og at skære hakkelse, hvilket ingen amtmand før ham havde hittet på. Der var også sket overtrædelser af helligdagene, idet nogle bønder havde måttet køre korn fra Søgård på en anden juledag. Brosten fra Brundlund var som så meget andet havnet på Søgård.

Kirkerne skulle betale afgift på 4 Rigsdaler

Ganske imod al hidtidig sædvane havde Frederik Ahlefeldt afkrævet amtets kirker en afgift på 4 Rigsdaler. Da ”de arme folk i Egvad”, hvis kirke næst efter den i Slesvig blev sagt at være landets ældste opført som den er af kvadersten, ikke betalte de 4 Rigsdaler, ville amtmanden lade kirken rive ned. Dette ville menigheden dog ikke tillade. Her var deres forældre bl.a. begravet. Inden årets udgang havde de fået betalt afgiften.

På baggrund af dette forstår man bedre, at Niels Heldvads ejendommelige udbrud i sine levnedsoptegnelser:

• Anno 1602 er jeg blevet heftigt forfulgt af Frederik von Ahlefeldt og Bertram Jensen. Gud skal være dommer mellem os.

Den gæve præst har sikkert søgt at værne sin kirke mod den verdslige magts overgreb og vel ment, at Hellevad – Egvad kunne nøjes med at erlægge 4 Rigsdaler i fællesskab. Ja den gæve mand kan du læse mere om i en artikel, som vi har skrevet: ”En berømt mand fra Hellevad”.

Ved den årlige regnskabsaflæggelse var det skik og brug, at kirken gav en tønde øl til fortæring, men nu mødte tillige kvinder op med børn. Dette betød en kendelig fordyrelse. Myndighederne lod sig repræsentere af amtsskriveren.

Skrivegebyret skulle sættes i vejret

Ifølge gammel vedtægt måtte der ikke tages noget ud over et beskedent skrivegebyr for offentlige kundgørelser, der sendtes til oplæsning i kirkerne. Nu havde amtsskriveren imidlertid i Frederik Ahlefeldts navn befalet alle de præster, som havde fundet en ny kundgørelse tilsendt, at den kunne måtte oplæses fra prædikestolen i det højtyske sprog og ikke måtte forklares på dansk. Sådan havde det altid været med fyrstelige bekendtgørelser. Straks efter bekendtgørelsen måtte disse kundgørelser sendes tilbage til amtshuset.

Meningen med det hele havde været at tvinge skrivegebyret i vejret. Amtsskriveren havde da også forlangt 2 skilling mere for hvert skøde og tingsvidne.

Embedsmændene havde uden tvivl måttet benytte sig af alle disse kneb for at få indtægterne sat i vejret.

Bønderne fortalte også, at der var blevet opkrævet mere i ”frøkenudstyr”, en ekstraskat i anledning af en prinsesses formæling, end der var forordnet.

Fogeder, møllere og skrivere hjælper med at fordærve bønderne

Klager var der således nok af. Man havde ikke kunnet have klaget af normal vej. Amtmanden havde nedlagt ting og ret. Fogeder, møllere og skrivere ”som hjælper til at fordærve os”, havde på Brundlund Slot hemmeligt sammensvoret sig med amtmanden, og det nyttede derfor ikke noget at bønderne henvendte sig på tinge for at få deres ret!

Næst amtmanden er det navnlig skriveren Claus Esmarch, klagerne samler sig om, hvilket i nogen grad må vække forundring. Denne mands eftermæle var jo overordentlig smuk. Men hans voldsomme død har jo nok en andel i dette.

Efter bøndernes fremstilling har han i sine unge år været en hensynsløs og magtsyg mand, der i sit fremadstræb har været et kun alt for villigt redskab for en herre af Frederik Ahlefeldts kaliber.

Flere klager over Claus Skriver

Klagemålet over Claus Skriver, som han dengang endnu blev kaldt er i hvert fald langt. Nogle af dem må dog tilskrives højere gebyrer og prisstigninger.

Værre var det nok, at han i 1601 med et spyd havde slået Christen Jensen i Øster Løgum halvt ihjel. Denne måtte føres til lægen. Bagefter måtte han under store smerter holde sengen i 3 – 4 uger. For at slippe for at komme i bøderegistret havde han senere betalt den skadelidte 2 Rigsdaler.

I 1601 havde den ”strenge” Claus Skriver sat Jens Andersen fra Brunde i tårnet, fordi han havde betlat i havre, hvad han var blevet en købmand skyldig i malt.

Denne Claus Skriver havde også forlangt adskillige skillinger i ”rente” for at forlænge en betalingsfrist på et halv år.

Tilranet sig gård i Lunderup

Endvidere hedder det sig, at han havde tilkæmpet sig et job som tingskriver for Sønder Rangstrup Herred. Han havde også tilranet sig den frie bondegård i Lunderup. Denne udgjorde det halve af byen. Som følge heraf måtte bønderne nu påtage sig kørselstjenester.

Han drev også et ”købmandsskab” og udpantede i hertugens navn. Det var en gæld, der var opstået omkring hans egen gård. Han tog bøndernes korn, hø og foder, for at han selv kunne få affodret sine 12 stykker kvæg. Et rigtigt røverlandbrug, sagde bønderne.

Klagede i kirken

Men ikke nok med det. Søndag efter helligtrekonger var han mødt op i Rise Kirke, hvortil hans bondegård hørte. Her havde han truet sognets befolkning, dersom de understod sig i at klage, således som de havde gjort det i Løjt. Amtmanden havde givet ham frie hænder over for dem, havde han tilføjet.

Den rige møller i Hellevad

Amtmanden havde for øvrigt også selv drevet en bonde fra stavnen. Det var Hollen Hollingsen i Klovtoft. Gården var derefter med ager og eng blevet overladt til Hans Hollingsen eller Holdensen, mølleren i Hellevad. Denne havde amtmanden gjort til sandemand på grund af hans rigdom.

Man havde nedlagt gården og delt dens jord, således at alle de pligter, der hidtil havde været pålagt dette sted fra nu af måtte overtages af landsbyens menige bønder.

”Den rige Møller” i Hellevad har hørt til kredsen omkring Frederik Ahlefeldt, mens stedets præst, som vi har hørt, forfægtede bøndernes standpunkt.

Præsten udsat for falske anklager

Da Niels Heldvad senere atter kom i konflikt med øvrigheden, var det hertugens råd, Johann von Wovern, der var hans hovedmodstander. Stridens hovedemne var den truende calvinisme, som Niels Heldvad ud fra sin lutherske rettroenhed måtte hade af sit ganske hjerte.

Men i hvert fald blev Niels Heldvad beskyldt for at have næret calvinske sympatier. Det var da også På Hellevad Vandmølle man fandt en efterfølger til den fordrevne præst.

Bønderne skulle betale de riges fester

Herredsfogeden og amtmanden har åbenbart været pot og pande. Bønderne havde grund til at klage over dette bekendtskab. For det var dem, der kom til at betale gildet. Omkostningerne ved deres fester blev nemlig pålagt dem, idet et amtmandsbesøg øjensynligt havde været regnet for et officielt anliggende. Det blev regnet for en tjenesterejse.

Og sparet blev det bestemt ikke. Bønderne måtte fremskaffe udenlandsk øl, kød, gæs og høns. På en enkelt nat havde de således hos herredsfogeden fortæret for mere end 20 mark.

Betale for at få præstejob

Det fortælles også, at Jacob Generanus i Hjorkær havde måttet betale amtmanden en sum penge og noget sølv for at få sin søn Paul Jacobsen udnævnt til præst i Rise. På samme måde havde præsten i Bedsted, Jens Petersen måttet give foged Jens Ibsen eller Jepsen, herredsfoged Bertram Jensens far ”en god foræring” både før og efte, at han fik præstekaldet. Hans hustru, der havde været enke, havde givet fogeden en okse for ikke at blive forstødt.

Matz Negelsen i Hønkys har således måttet skaffe amtmanden en jagthund. Ja han måtte opdrætte hele tre af slagsen.

Omplaceringer efter 1603

Ja vi kunne sagtens have kommet med flere klager. Men hvilke følger fik alle disse klager i 1603? Ja, der foreligger ikke rigtig noget skriftligt. Men efter 1603 skete der en del nybesættelser eller omplaceringer inden for nogle embedsområder, der var blevet berørt af den store klage. Måske har dette været som følge af bøndernes klage.

Straks i 1603 blev Wolf Kalundt forflyttet til Løgumkloster. Som amtsskriver i Aabenraa blev han efterfulgt af sin tidligere sekretær Claus Esmarch, der tillige var hans svigersøn. Rimeligvis er han gjort til syndebuk. Han var gift med en kvinde, der var af gejstlig herkomst. Men det kunne man nu ikke mærke på hende. Hun interesserede sig meget for penge.

Kalundt steg i løn

Som amtsskriver i Løgumkloster efterfulgte Wolf Kalundt, Andreas Nielsen. Det lykkedes ham meget hurtigt at få skruet sine indtægter i vejret. Således blev hans løn forhøjet fra 17 til 22 Rigsdaler. Mere indbringende var det dog, hvad han siden formåede at skaffe sig af biindtægter.

Han havde således ikke været der et år, før han overtog et kåd, der havde tilhørt en kvinde ved navn Marina Mejerske. Hun havde åbenbart forbrudt sit fæste, da hun var blevet dømt for en forbrydelse.

Ligeledes lykkedes det ham, at tilegne sig et stykke græsland, som hidtil havde hørt til Løgumklosters ”kogang”. Men skulle man rigtig tjene penge dengang, skulle man kaste sig over studehandel. Wolf Kalundt havde da også straks ved sin tiltrædelse fået tilladelse til at have 50 stude opstaldet om året. Blot fire år efter havde han indkasseret en fortjeneste på 100 Rigsdaler.

Den hemmelige handel med okser

Men han kiggede dog skævt på den omfattende bondehandel. I et brev til regeringen oplyste han således i 1607, at en mand som Peter Jepsen i Arndrup opkøbte de bedte skude til skade for hertugen og foreslog derfor, hvad han kaldte ”Den hemmelig handel med okser”, forbudt.

Men han fik nu et klart afslag:

• Fyrstelig nåde vil ikke forbyde nogen at handle, men drejer det sig om handlende, der under navn af kådnere driver dette erhverv, skal de alt efter deres nærings beskaffenhed og amtmandens vilje betale højere afgifter.

Men i en randbemærkning blev der også skrevet:

• Vores embedsmænd skal forblive ved deres tjeneste og afholde sig fra umådeholden og forfordelende egennyttig studehandel, for at vi dog ikke derved ganske vil forbyde eller ophæve de menige undersåtters handel.

Særdeles upopulær i Løgumkloster

Åbenbart var han blevet særdeles upopulær i Løgumkloster. For i foråret 1608 havde han fået udvirket en regeringsskrivelse til befolkningen i Løgumkloster, hvo ri der blev pålagt undersåtterne at lade være med at vise sig ubehagelige over for ham. Man måtte heller ikke råbe skældsord efter ham eller vise anden form for fjendskab.

Men hans grådighed fik også Tønders amtmand, Dietrich Blomme at føle. Og stridigheden med en række indflydelsesrige bønder i Løgumkloster fortsatte i 1608.

Heinrich Boysen havde kørt ler til Teglgården. Men han blev sat fra bestillingen, da han ønskede at få forhøjet betalingen. Men så blev han afsat og konen, Margrethe Kalundt påtog sig så dette arbejde.

Senere blev Wolf Kalundt dømt for bedrageri med tømmer.

Endelig blev det omtalt, at påfaldende mange kvinder i hans tjeneste blev besvangret. Efterhånden var man i Gottorp blevet trætte af de beskyldninger og klager som man hele tiden modtog fra Løgumkloster.

Beskyldninger mod voldshandlinger

Der kom ordre fra Gottorp, at han skulle rense for de fremsatte beskyldninger ved hjælp af 12 mand, lige som han skulle betale bønderne for de besvangrede kvinder, som han havde haft i sin tjeneste. Amtsskriveren havde også glemt at betale afgifter.

Dertil kom en del voldshandlinger som absolut ikke pynter på Wolf Kalundt i forvejen tvivlsomme rygte. En karl havde han således slået, så han ikke kunne komme sig af det. Ja en hvis Nis Jeppesen havde han slået så slemt, at han var død af det. Også i dette tilfælde krævede regeringen bødestraf-fordi han er omgåedes utilbørligt med folk.

Det skulle heller ikke gå længe før han og hans kones fælles intriger skulle bringe dem begge for retterstedet.

Familie blev smidt ud af Årup

Men hvad skete der for den hovedansvarlige for Aabenraa amts styre i disse år, Frederik Ahlefeldt. Ja han bestyrede endnu amtet – med Claus Esmarch som amtsskriver- i hen imod to år indtil januar 1605. Men så var linjen også løbet ud. Nu anføres hans dødår andre steder som 1607.

Frederik Ahlefeldt købte sig på den tid et gods mere, nemlig Steindorf i nærheden af Eutin. Han trak sig derefter ud af al offentlig virke. Der står også anført at 1605 var hans dødsår.

I sine sidste to år nåede han dog at føje endnu et overgreb til de mange, hvormed han har plettet sit eftermæle. Det lykkedes ham nemlig at få nedlagt landsbyen Årup. Men dette blev dog først fuldbyrdet i 1608.

Men allerede i 1607 behandlede Aabenraa Byting en sag, der havde forbindelse med nedlæggelse af en gård i Årup. Andreas Jacobsen fra Rise var vistnok en bror til den daværende sognepræst Poul Jacobsen.

Og i den forbindelse var en svoger, Claus Clausen fra Årup blevet fængslet i Tønder, fordi han havde talt ilde om sit herskab. Men det han havde klaget over, var at han var blevet offer for en byttehandel mellem Gregers og Frederik Ahlefeldt, der på den tid havde Søgård gods i sameje.

Nu ville Frederik fordrive ham med kone og børn fra hans stavn. I Aabenraa mente de ikke, at han havde sagt noget æreskrænkende. Claus ”van Arup” endte sine dage som anset borger i Aabenraa, hvor han havde været rådmand og byfoged.

Kort periode for ny amtmand

Den nye amtmand, der blev sendt hertil hed Clemet Gadendorp og var lige som sin forgænger af gammel holstensk adelsslægt. Han kom dog kun til at gøre sin indflydelse gældende i ganske kort tid, idet han døde allerede året efter i Kiel.

Claus Esmarch sat fra sin bestilling

Claus Esmarch blev sat fra sin bestilling som amtsskriver samtidig med, at Frederik Ahlefeldt forlod Brundlund slot, idet Peter Moritzen i 1605 fra kancelliet på Gottorp ”forfremmedes til amtsskriveriet i Aabenraa”, som det hedder i bykrøniken.

I sine sidste fem leveår har Claus Esmarch derefter tjent Aabenraa. Straks i 1605 indvalgtes han i byrådet, og i 1608 rykkede han op i borgmesterstolen. Det er som borgmester, at han hidtil er blevet mindet. Hans eftermæle har som nævnt været det bedst tænkelige.

Uden tvivl har han med hele sin ubestridelige energi kastet sig ud i et arbejde for sin bys trivsel, et arbejde som har været til fælles bedste for det lille bysamfund. Måske har han også i disse år løsrevet sig fra den uheldige indflydelse, som svigerforældrene måske nok har haft på ham.

Ulykkelig samliv med datteren

Som et af motiverne til familien Kalundts udåd anføres netop Claus Esmarchs ulykkelige samliv med deres datter. Dette har kølnet forholdet til svigerforældrene. Pengevanskeligheder antydes også som motiv og sikkert med rette.  Tallet på de pengetransaktioner, denne familie har været indviklet i, har været store.

Meget ofte er det Margrethe Kalundt, der nævnes i forbindelse med disse sager. Hun har tilsyneladende efter sin smatids mening indtaget en for en gift kvinde endog meget fremtrædende stilling.

Mord den 22. april 1610

Den familiære konflikt bragtes til ophør ved det mord, som den 22.april 1610 blev begået af Jørgen Skytte, der var teglmester på Jørgensgård teglgård.

Gerningsmanden reddede sig ved flugt. Misgerningen var nøje planlagt. Ret omgående blev imidlertid Wolf Kalundt og hans kone mistænkte for at være medskyldige. Det lykkedes kun myndighederne at fremskaffe en tilståelse ved hjælp af tortur, hvorefter de begge blev henrettet på Arnbjerg, som i dag hedder Galgebakken.

I forbindelse med denne ugerning rømmede den nye Hellevad-præst Jørgen Lund, der netop var blevet indsat som efterfølger for den uskyldig fordrevne Niels Heldvad bort fra sine to kirker. Han blev dog hurtigt pågrebet og henrettet ved Flensborg.

Herredsfogeden kunne betale sig fra sin forbrydelse

Man aner i den forbindelse til mølledynastiet i Hellevad, der jo som bekendt hørte med til amtmandskamarillaen i Aabenraa amt. Der er så meget mere grund til denne antagelse, som møllerens svoger, herredsfoged Bertram Jensen, også var impliceret i mordsagen.

Det nævnes udtrykkeligt, at han havde været vidende om ugerningen, ja oven i købet huset morderen, ligesom han beskyldes for at have vidnet falsk. Denne oplysning lader os ane, at moderen er flygtet over Hellevad og Bedsted ud til vestkysten, hvorfra han vel sagtens er undsluppet med et skib til Holland eller de oversøiske lande.

Til trods for sin åbenbare medskyld slap herredsfogeden dog med en bøde på først 1.000 Rigsdaler. Siden blev den dog nedsat til 500 Rigsdaler. Var det hans gode forbindelser, der hjalp ham til at slippe så billigt?

En lykkelig afslutning?

Men et lille års tid efter havde også Bertram Jensen levet sit liv til ende. Efter elleve ugers sygdom døde han den 22. maj 1611.

I løbet af mindre end en halv snes år var således alle de store herrer, som i årene omkring århundredskiftet havde været mange bønders plageånder, ude af verden. Et særdeles begivenhedsrigt afsnit i Aabenraa amts historie havde dermed fundet en lykkelig afslutning.

Kilde:

• Sønderjyske Årbøger (Div. Udgaver)
• Sønderjyske Månedsskrifter (Div. Udgaver)
• Sprogforeningens Almanak (Div. Udgaver)
• Louis Bobé: Slægten Ahlefeldts Historie 1-2
• Troels Fink: Udskiftningen i Sønderjylland indtil 1770
• M. Kamphôverer: Møllens Røst
• Aage Dahl: Sønderjyllands Bispehistorie
• Vilhelm Marstrand: Aabenraa
• Div. Artikler på dengang.dk

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.371 artikler herunder 144 artikler fra Aabenraa herunder:

• Ahlefeldt – fra storhed til fald
• Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
• Ahlefeldt og Søgård
• Søgårdlejren
• I Rinkenæs Sogn
• En adelsborg ved Tørning
• Gråsten – en flig af historien
• Hvor ligger Tumbøl?
• Bønder – syd for Aabenraa
• En berømt mand fra Hellevad
• Mysteriet i Ensted
• Kliplev Marked
• Fra Varnæs til Felsted
• Brundlund Slot
• Folk – syd for Aabenraa
• Kirker – syd for Aabenraa