Søgeresultater på "Ribe"
Dato: maj 2, 2019
Livet på Nørrebro omkring 1900
Her var masser af ubehagelige beboere. Der var masser af lejligheder at få. Mange blev sat på gaden. Fattigdom gik ud over børnene. Der var lang vej til retiraderne. De gamle damer hældte indholdet i vasken. En bred vej med ridesti. Mor tog geværet. Fælleddronningen, Maja købte sprit på klods. Usle og uhygiejniske arbejderboliger. Bal og teater i Folkets Hus. Masser af fornøjeligheder. Nu var det lettere at dø. Et glansbillede af Dagmar Hansen. Man kunne kigge ind på førstesalen. Halm til 25 øre på Lygtekroen. Æblerov i Jorcks have. Et specielt sigtebrød ved skæremøllen. En tur på Blegdamshospitalet. Husumgades Skole bliver betalingsskole. Spanskrøret sad løst. At sætte sig i respekt. Skrivelærerens pædagogik. Klasselæreren var ikke bedre. Til afstraffelse hos inspektøren. Tidligere befalingsmænd blev lærere, Nørrebros fem matadorer. Det hellige svin. Den nye sognepræst.
Ubehagelige beboere
Vi har været her før omkring dette tidspunkt. Men vi har sikkert ikke fået det hele med. Næsten alle var ludfattige dengang på Nørrebro. Men vi skal da også møde nogle af dem, der var mere rige, for dem var der sandelig også her i bydelen.
De fleste oplevede dog stor arbejdsløshed. Særlig om vinteren var det galt. Der var umuligt at opdrive arbejde. Børnedødeligheden var stor. Mange steder havde man kun en seng, hvor både forældre og børn sov i.
Der var også andre beboere. Hundreder af lopper, tusindvis af lus og myriader af væggetøj. Der var ikke meget ro, når der skulle soves. Den ene kradsede, den anden gnubbede, og den tredje vendte sig, mens den fjerde skulle tisse i spanden. Ikke så sær, når forældrene råbte, at nu ville de snart have nattero.
Enhver skoleelev havde lus dengang. Tre gange om ugen aflusede moderen ungerne. Frem med kæmmekammen, hovedet ind over et stykke gammelt gråt papir og så knæk, knæk, knæk.
Masser af lejligheder
Omkring år 1900 var der masser af lejligheder at få på Nørrebro. Den første måned var som regel gratis. Havde folk ingen penge, og det var der mange, der ikke havde, så flyttede man bare igen efter en måned. Man havde ikke mere hvad der kunne være på en stor trækvogn.
I enhver kiosk kunne man købe en lejlighedsliste over ledige lejligheder ordnede efter byens kvarterer og med opgivelse af lejlighedens størrelse og huslejen.
En treværelses lejlighed kostede 20 kr. om måneden. De fleste på Nørrebro var dog kun på to værelser.
Sat på gaden
Nu var det særlig fra Guldbergsgade 4 og de små lejligheder, at naboer havde set familier blive sat på gaden. Det var ikke et rart syn. Møblerne blev båret ud og en politibetjent holdt vagt. Hvis familien ikke selv i løbet af dagen fandt noget at bo i, så blev de sendt på Ladegården.
Man skulle passe på ikke at ende på Fattiggården, for så var det helt slut med at bestemme selv.
Man skulle passe på at bede om noget. Dengang kunne man fra Menighedsplejen få gryn, kaffe, te og andet. Man søgte det som hed hjælpekassen.
Og så en dag stod to herrer. De ville undersøge om familien nu trængte til noget. Og hvis moderen ellers så propper ud, og det var rengjort i lejligheden, ja så fik man ikke noget. For her så jo ganske pænt ud. Der blev ikke spurgt til familiens økonomi.
Om sommeren var der mange familier, der plukkede Kamilleblomster. Man solgte dem på Apoteket og købte så rugbrød for pengene.
Fattigdom gik ud over børnene
Når man talte om de gode gamle dage – Nørrebro omkring 1900, ja så var det nok en rædsel for de fleste. Den megen fattigdom gik ud over børnene. Om sommeren gik drengene barbenet, om vinteren gik de i træsko. Læderfodtøj var et statussymbol.
Pigerne kunne ernære sig som sypiger i en sidegade, hvor de fine fruer kunne få syet modelkjoler til en tiendedel af det, som de skulle give i et stormagasin.
Lang vej til retiraderne
Guldbergsgade 41 dengang bestod af forhus og baghus med en mellemliggende gårdsplads. I gårdspladsens østligste side var anbragt en række store skarnkasser. I den vestligste side var der anbragt 8 lokummer. De var som regel overfyldte. Som toiletpapir var avispapir det mest almindeligste. En spøgefugl havde en dag lagt et par klumper brødgær i et par af tønderne, hvilket udvirkede et forfærdeligt svineri.
Trappebelysningen bestod af åbent gasblus på hver etage. Det var ingen belysning på køkkentrappen som jo var den eneste vej til gården. Det var en væmmelig tur, hvis man skulle ned om aftenen eller natten på naturens vegne. Rotter så man næsten hver gang på disse ture.
De gamle damer tømte indholdet i køkkenvasken
Det var nu heller ikke alle, der gad at gå ned i gården. Således var der en del ældre fruer, der tømte både stort og småt fra natpotterne i køkkenvasken. Og dette kunne jo sagtens sætte sig fast. Og særlig om sommeren kunne dette godt skabe dårlige dunster.
Galt var det også om vinteren, når vandet frøs til is i rørene. Så standsede alt afløb.
Det påhvilede beboerne at vaske trappe, fra etage til etage. På køkkentrapperne skulle der strøs frisk sand. Der kom hver 2. uge en sandhandler i gaden.
Masser af lege i gården
Fik man besøg, ja så måtte man til bageren efter brød og fløde. Det fik man i en lille spand for 5 eller 10 øre. Fløden opbevarede bageren i et stort blikfad. I tilgift fik man en stor klat flødeskind over. Brødet var for det meste 4 øres wienerbrød til de voksne og 2 øres til børnene.
Ude i gården var der rig mulighed for spil. Man kunne lege ”Skjul”, ”Røver og Soldater”, ”Gorm, den gamles kæmper”. Ja så var det også ”Hest og Vogn”.
På Nørrebro var der et væld af beværtninger. Og særlig fredag og lørdag oplevede man gadebetjenten drive af med ”en fuld støjer”. Det gav så anledning til at lege ”Betjent og fuld støjer”. Så optrådte drengene skiftevis til at lege ”Betjent og fuld støjer”. Så optrådte drengene til skiftevis at være betjent eller ”støjer”. Den ”fulde mand” blev så puttet i kælderen.
Bred vej med ridesti
Det var dengang, hvor Tagensvej blev anlagt som en flot bred vej med ridesti. Her red officererne fra Sølvgades Kaserne. Og det var også tit med damer. Midt på gaden gik gardens piberdrenge. De skulle på Fælleden og øve sig i at fløjte. Dengang var der ikke tilnærmelsesvis så meget trafik som nu.
Men her så man også feltartilleriet med et forspand på hele fire heste. Ja, når vi nu var ved militæret, så kunne man opleve 7 – 8 regimentsorkestre give friluftskoncerter i anlæg og parker, ja selv på legepladsen på Kapelvej.
På Tagensvej kørte der også en hestesporvogn. Dens rute var fra Heimdalsvej, ad Sølvgade til Kongens Nytorv. Om vinteren var der strengt arbejde for kusken, som sad på den åbne forperron. Var snevejret for slemt, måtte der spændes to heste foran vognen.
For enden af Tagensvej var en lang bakke mod Bispebjerg. Her lå en masse kolonihaver.
Mor tog geværet
Herude på Fælleden holdt Borgervæbningen også sine øvelser. De var iklædt mørke uniformer med nogle rædsomme kasketter med store firkantede skygger.
Det var morsomt at se, når de stillede deres gevær i pyramide. Knap så morsomt og måske dog var det at se dem vakle hjem, godt påvirket af spiritus som venner, bekendte og familier havde haft med til pauserne.
Ja man kunne også opleve, at det var far, der kørte barnevognen fra øvelsen og mor, der måtte bære geværet.
Fælleddronning Maja købte sprit på klods
Det var dengang køerne græssede ved grøftekanten på Blegdamsvej. Her kunne knægtene løbe på skøjter på ”Holger Danskes Briller på hjørnet af Tagensvej og Nørre Alle. Ja egentlig var der tale om tre små søer, en virkelig tumleplads både om sommeren og vinteren. Om sommeren kunne man bygge tømrerflåder og sejle på søerne,
Fælledronningen Maja drak sprit som hun købte på klods i den lille grønthandlerbutik på Blegdammen 8 i kælderen.
Usle og uhygiejniske arbejderhuse
Over for Jagtvejens Mølle lå en hel lille by, bestående af lave et-etagers huse. Det var Arbejderboligerne. De var så usle og uhygiejniske som kunne tænkes. Men huslejen var også derefter.
Det var dengang Rantzausgade hed Nordvestvej, og hvor man så jernbanelokomotiver blive vendt på drejeskiven uden for Bergenholz Reklamepavillon.
Bal og teater i Folkets hus
Der var da heldigvis også fornøjelige ting. I Folkets Hus på Jagtvej var der bal og teater. Men her var det svært at snyde sig ind. En uhyggelig stor kontrollør med fedtet, sølv kasket bevogtede adgangen.
Har var masser af feststemning og masser af bajere. Her var sandelig også tjenere. Og så blev lyset dæmpet. Nu startede forestillingen. Bagefter var det dans. Mange havde allerede i begyndelsen fået for meget. De havde svært ved at holde balancen. For et par timer kunne man glemme nød og fattigdom.
Masser af fornøjeligheder
Det var i de dage, da en bajer kostede 11 øre, ja de var også set ned til 8 øre. Og havde man en daler med i Tivoli, så havde man småpenge med hjem. Selv Zoologisk Have gav overskud. Billetprisen til børn var kun på 25 øre.
Som bydreng hos en skrædder kunne man tjene den formidable ugeløn på 3 kroner 50 øre. Arbejdstiden var fra kl. 2 eftermiddag til 8 om aftenen. Og om lørdagen til efter 11.
Mange tog til Alleenberg på Frederiksberg Alle. Men der var sandelig også et mindre forlystelsessted på Nørrebro, der hvor Skandinavisk Motor senere residerede. Det var mellem Esromgade og den dengang Ny Åboulevard, nu Lundtoftevej. Etablissementet hed Nordlund.
Selv Cafe ”Overskæringen” havde krohave dengang. Og tænk hjørnet af Allersgade og Nørrebrogade var beæret med to værtshuse, nemlig Cafe ”Helvede” og Cafe ”Himmerrige”. Sidstnævnte havde også krohave og en navnefætter på Købmagergade.
Nu skulle han kun lukke det ene øje
På hjørnet af Nørrebrogade og Blågårdsgade lå en cafe, der hed ”Borgersalen”, hvis ejer kaldtes ”Borgeren” Ja egentlig hed han Adler Petersen.
En aften opstod der et slagsmål her. Jørgen fik det ene øje slået i stykker af et forvildet stoleben. Modparten sagde også undskyld:
Nytårsdag fik man besøg af natmænd, skraldemænd, skorstensfejere og endda postbud. De kom og ønskede ”Glædeligt Nytår”. Ja og så fik de så til gengæld en lille gave på 2 kr.
Et glansbillede med Dagmar Hansen
Det var dengang, man kunne få en rygelig cigar for 7 øre, en flaske akvavit for 40 øre. En pakke cigaretter (10 stk. Motor) for 10 øre. Men så var det også et glansbillede i af Dagmar Hansen i trikot.
På restaurant kunne man få smørrebrød til 10 – 12 og 15 øre. Bøf med løg og kartofler kosten 1 kr. og så var det en gratis snaps til.
Og portoen, ja indenbys kostede den 4 øre og udenbys 8 øre.
Man kunne kigge ind i Førstesalen i Blågårdsgade
Så var det lige den kollektive trafik. Man strøg fra Kapelvej til Kongens Nytorv og modsat fra Nørrevold til Hillerødgade for en 5 øre. Tog man så linje 3 gennem Blågårdsgade ”ovenpå” kunne man se ind ad førstesal i Blågårdsgade.
Gaderne var belagt med brosten. Dette afstedkom meget spektakel. Og Nørrebros hestesporvogn var jo på to etager. Fra Sct. Hans Plads til Christianshavn kørte ”de gule hesteomnibusser”. Disse ophørte i 1903. De grønne omnibusser kørte fra Kapelvej.
Stakkels konduktører
Som vi i tidligere artikler har omtalt begyndte de elektriske sporvogne på Nørrebro – de var ubehagelige på grund af syrelugten, som stammede fra akkumulatorerne. I 1901 kom luftledningerne og så fulgte samme år elektrisk drift i Farimagsgaderne samt på Blegdamsvej. Her var der også to – etagers vogne. Som taxaer kunne man bruge de gamle hestedroscher.
Ja så var det jo også Nordbanen og Klampenborgbanen med de morsomme toetagers vogne og åbne skovvande. Ja endelig havde man fået lokalstationer i den nuværende Nørrebroparken. Senere kom Slangerup-banen.
At være konduktør eller rettere sagt billettør, var et ualmindeligt farligt arbejde. Uanset vejret, skulle konduktøren kontrollere og klippe biletterne, stående på vognens trinbrædder.
Det var en hård tørn i frost eller blæst. Han bankede på kupéruden. Passagererne måtte så rulle vinduet ned, mens han klippede biletterne.
En stærk gene var de mange jernbanebomme. Særligt på Nørrebrogade blev trafikken forsinket også af rangering fra den der liggende sporvejsremise.
Der boede køer på førstesalen
Det var altid imponerende at se brandudrykninger. Sprøjterne og stigevognen var dengang hestetrukne. Det var et flot syn. Det flotteste var hvis dampsprøjten var med. Der var fyret op under kedelen og der kom en vældig røg op af den blankpudsede messingskorsten.
Og tænk engang på hjørnet af Murergade og Korsgade boede der køer oppe på første sal.
Halm til 25 øre på Lygtekroen
Lygtekroen var et sted, hvor man snød med øllet. Men det var også et sted, hvor man kunne købe et knippe halm til sengen. Prisen var 25 øre.
Lygtekroen lå med Ladegårdsåen på den ene side, det vil sige, den hed ved Lygteåen og gik ud i Ladegårdsåen.
Åen dannede grænsen mellem København og Bøhlandet. Her endte Nørrebrogade for at gå over i Frederikssundsvej. Det var en almindelig skærve – landevej med grønne grøfter ved siderne, åbne, bare marker med meget spredt nybyggeri.
Lygteåen løb under en bjælkebro og et godt stykke op i Lersøen. Her var fuld af grønne grøfter, store grønne arealer, masser af græs, vilde planter, brændenælder i overflod, småsøer, vandhuller og store lossepladser. Her var også modtagelsesanstalt for byens latrintønder.
Den enorme Jorcks have
På den ene side var det nærmest som en stor mark ind mod byen. Men herude lå også noget meget fornemt. Det var Jorcks Have. Det var adskilt fra Nørrebrogade med et stort gitter og søjler.
Jorck var rigmand i den helt store stil. Ja han var eventyrlig rig.
Langt tilbage i kæmpehaven knejste Jorcks residens sig. Det var en stor rigmandsvilla, luerød med en bred fornem trappe. Den førte op til en bred afsats med baldakin over en bred fløjdør, der førte ind i gemakkerne.
Her var masser af frugttræer. Men her lå folk på vagt for at fange de knægte, der turde at komme ind og stjæle frugterne.
Et specielt sigtebrød ved skæremøllen
Et stykke længere op af den brobelagte Nørrebrogade lå omkring nr. 200 i dag en skæremølle. Her solgte man et specielt sigtebrød. På den modsatte side var der en gård med pumpe midt i gården. Her blev der drevet vognmandsforretning. Man havde specialiseret sig i bryllupskaret med hvide heste. Ja det specielle var at bryllupskørsel blev foretaget i en glaskaret trukket af hvide heste.
En tur på Blegdamshospitalet
Det var på det tidspunkt, hvor en masse børn var indlagt på Blegdamshospital. Der var en epidemi af skarlagensfeber. Køreturen derud foregik i en stor hestetrukken ambulance med to heste for og en stor rar mand i uniform med stort rødt cykelstyrskæg. På bukken, hvor han saed, var en stor klokke, han kunne træde på. Det morede børnene meget, når han gjorde det. Der var vel 8 – 10 unger i sådan et læs ad gangen.
Og ungerne havde det godt på hospitalet. Der fik de da mad hver dag.
Overbelagte skoleklasser
De stakkels skolebørn. Det var i spanskrørets og pryglenes tid. Og selv om vi befinder os i et arbejderkvarter, så kunne man selvfølgelig også mærke klassedelingen her helt i overensstemmelse med tidens sædvaner og anskuelser.
Jo kæft, trit og retning det var reglen for, hvordan man skulle opføre sig i skolen. Det betød, at man skulle holde mund, og kun sige noget, når man blev spurgt. Det var lige som små soldater. Og så fik de en lussing, når de voksne ikke syntes, at de opførte sig ordentlig.
35 børn var der i en klasse. De dygtigste og mest artige sad forrest. Arbejderbørn og mælkedrenge nåede ikke altid deres lektier og sad for det meste bagerst. Her kunne det godt være svært at forstå læreren.
Husumgades Skole blev betalingsskole
Husumgades Skole blev mere og mere overbelagt. Derfor opførte man bl.a. Hans Tavsensgades Skole. Og så kunne man lige så godt skille fårene fra bukkene. Man gjorde Husumgades Skole til betalingsskole for de ”fine” Den nye skole skulle være slyngelskolen.
Den var til gadedrengene, der skulle tugtes til at blive bedre mennesker. Formålet var således godt nok, men metoden var kortsynet og middelalderlig forældet. Den prygl man fik grænsede jo nærmest til mishandling.
Spanskrøret sad løst
Man havde indført en eller anden regel om, at man højst måtte give en knægt fem slag med spanskrøret. Men lærerne kunne give dem fem slag lige så mange gange om dagen, som man havde lyst til.
I løbet af dagen havde man også forskellige lærere. De viste jo ikke, om den enkelte havde fået med spanskrøret. De enkelte lærere vidste heller ikke, hvor mange lussinger og knoer i hovedet den enkelte havde fået.
Det var selveste justitsminister Peter Adler Alberti, der omkring 1906 fremsatte sin bekendte pryglelov – korporlig revselse som opdragelsesmiddel.
At sætte sig i respekt
En læreres vigtigste opgave var at sætte sig i respekt og føre klassen frem til bedst mulige eksamensresultat. Hertil var prygl lide nødvendig. Efter myndighedernes opfattelse blev skolen bemandet med folk, der målbevist arbejdede efter Kramers Regnebog.
Skrivelæreren var en høj, ret kraftig selvbevidst herre. Han havde et velplejet gråt fuldskæg. Han var ret elegant påklædt. Om vinteren gik han altid i pelsforet frakke, som han øjensynlig var meget glad for.
Skrivelærerens pædagogik
Der blev omdelt et skrivehefte og en pen. Så skulle der skrives efter en forskrift i heftet. Så begyndte han at vandre op og nedad bænkerækkerne. Ned ad den ene side og op ad den anden side.
Under denne vandring, standsede han op ved hver dreng, rettede højlydt på ham medens han samtidig dunkede ham i hovedet med knoerne. Kun ”sinkerne”, som han havde opgivet, lod han i fred. Han råbte op med alle de fejl hver enkelt begik.
Det er jo indlysende, at denne form for undervisning indebar en meget stor undervisningsmæssig spildprocent. For det første var det umuligt at koncentrere sig om skrivningen på grund af lærerens støjende adfærd. For det andet fulgte eleverne hele tiden med øjnene, hvem læreren nu tævede.
For det tredje var glæden og dermed arbejdslysten helt ude af billedet.
Nu handlede lærerne sikkert ikke af ondskab, men de gik ind for et ældgammelt system, der var blottet for menneskekundskab og humanitet.
Efter diktatskrivning blev hver enkelt elev kaldt op til katederet, og så begyndte den sædvanlige festforestilling. Øretæverne faldt næsten i uafbrudt rækkefølge ledsaget af vrede og højlydte udskældninger.
Klasselæreren var ikke spor bedre
Den faste klasselærer var ikke spor bedre. Han blev ved med ”Hep – Hep – Hep – Pilatus med sin kæp. Han havde et robust udseende, med store, uregelmæssige, tobaksbrune hestetænder, en temmelig lang næse med en lille pukkel på næseryggen.
Han var en svoren tilhænger af spanskrørets troldoms – magt, og der gik ikke en time, inden han svang det med trænet hånd over en eller flere stramme buksebage.
Til afstraffelse hos inspektøren
Pryglesystemet blomstrede helt op til toppen. Alle småforseelser i frikvarterne blev observeret. Folk blev så trukket til side og så gik gårdvagten triumferende op til inspektøren med en flok fanger. De blev stillet op ude på gangen, mens læreren gik ind og aflagde rapport.
Så blev hver enkelt kaldt ind til hans excellence. Så blev man ellers dekoreret med røde og blå striber, der hvor det gjorde mest ondt. Nogle af synderne sagde ikke et kny til hans støre ærgrelse. Andre vrælede til hans store fryd.
Var det mange, der var trukket op, var det en fordel, at komme til sidst. Men man skulle have stålnerver og ikke lave sig skræmme af skriget og skrålet derinde. Hans kræfter var efterhånden ebbet ud.
Tidligere befalingsmænd blev lærere
Prinsesse Charlottegades Skole var også en betalingsskole. Den kostede også en krone om måneden. Nede på Sjællandsgade lå der en skole, hvor der ikke var betaling. Denne forskel bevirkede, at eleverne fra de to skoler røg i totterne på hinanden.
Ja se dengang havde afdankede soldater en stor fremtid som lærere også på Nørrebros skoler. Kaptajn Dahl straffede de stakkels elever på Prinsesse Charlottegades skole ved at slå i håndfladerne med en stok. Det sved slemt. Jo og gymnastiklæreren var oversergent Bohse.
Beklædningen – dengang
Arbejderkonerne var altid i sjal og bar en kurv under sjalet. Mændene gik uden flip. En kraveknap holdt skjorten sammen i halsen. Flippen kom frem ved forskellige lejligheder som konfirmation og sølvbryllup.
Ikke sjovt at være i lære – i fars butik
En driftig mand var Barsøe. Han startede som urtekræmmer i Guldbergsgade. Men senere etablerede han en 4 – vinduers hjørnebutik på Nørrebrogade lige ved Stefans Kirken.
Det var ikke sjovt at stå i lære i sin fars butik. Man skulle være bedre end alle de andre. Man begyndte kl. 7 om morgenen, og der blev først lukket kl. 8 (20) om aftenen ugens fire første dage. Fredag var der åben til kl. 10 (22) og lørdag til kl. 11.(23) Derefter var der oprydning. Det var en alsidig lære, hvor man virkelig lærte noget.
Frokost og aftensmad blev indtaget i bagbutikken. Alt imens måtte man også ekspedere. Den praktiske uddannelse blev suppleret af teoretisk uddannelse på handelshøjskolen på Nørrevold to gange om ugen. Det var fra kl. 20 – 22.
Sønnen ville ikke overtage – det var et slaveliv
Men sønnen ville ikke overtage butikken. Han mente, at det var et slaveliv. Faderen drejede derfor nøglen om som 60 – årig, fordi der skulle stå Barsøe over døren. Butikken var særdeles indbringende. Han havde opkøbt ejendomme og er erhvervet sig en række hjørneejendomme.
Sønnen var gået hen og blevet socialdemokrat. Og dette harmonerede slet ikke med faderens indremissionske indstilling. Der var hverken spiritus eller rygning i dette hjem. Kortspil m.m. og Tivoli – besøg var djævelens værk. Men det var et gæstfrit hjem. Her kom mange præster på besøg. Både de kendte og mindre kendte. Ved afskederne i entreen blev der dog budt på Havana – cigarer.
Travbageren
Jo der var skam matadorer på Nørrebro. Vi har her hørt om den ene. På hjørnet af Gormsgade boede Travbageren. Han havde en af datidens største travstalde. Og så var han altid godt kørende. I den lave basarbygning havde han et bageri.
Kartoffelkongen
Lidt længere henne var der en grøntforretning. Indehaveren gik under navnet ”Kartoffelkongen” eller ”Den Glade Vinder”. Han var storspiller på travbanen. Opildnet af travbagerens succes anskaffede han sig også en travhest.
Da Travbageren hørte om dette, sagde han ved deres første møde med kartoffelkongen:
Og kartoffelkongen svarede rapt igen:
Niels Mangepenge
Men vi havde dog endnu en matador på Nørrebro. Det var den store slagtermester med 7 svende. Han gik under navnet ”Niels Mangepenge”.
Når lørdagen var slut mødte han op hos Barsøe og købte en Linjeakvavit og et par dåser hummer. Og som han sagde:
Søndagsturen
Når ”Niels Mangepenge” og husholderen spændte for om søndagen var der et par markante skikkelser, der drog ud ad Strandvejen.
Husholderen var i stor vippehat, højhalset bluseliv med pufærmer. Rundskåret nederdel, høje champagnefarvede knapstøvler. Påklædningen blev fuldendt af halvhandsker.
Mester var i jaket, med stribede bukser – endog meget stribede – brune sko, stråhat. Et rødt slips fuldendte påklædningen. Det sidste var måske for at understrege tilhørsforholdet til det meget blodige fag.
Det hellige svin
For den fjerde matador, Barsøe var denne ydre pragt ikke noget han prydede sig med. Han var dog yderst velklædt. Hver morgen gik han sin morgentur i kvarteret. På denne kom han også forbi en mindre købmand, der var blevet omvendt.
Tværs over loftbjælken i hans forretning var der opsat et skilt med ordene:
Nu var hans forretning godt nusset. Og Barsøe mødte ham en morgen og talte med ham om, at han var blevet omvendt. Ja svarede købmanden:
Til dette svarede Barsøe nu:
Den nye præst var en torn i øjet hos Barsøe
Det var ikke godt, at den nye sognepræst i Stefans Kirken var grundtviganer. Det var en torn i øjet på Barsøe. Og bedømmelsen kom hurtig – en gudelig folketaler.
Der kom masser af butikker
Der var jo også et par enkelte store butikker på Nørrebrogade dengang. På hjørnet af Nørrebrogade/Stengade lå Magasin du Nord´ s filial. Og på hjørnet af Griffenfeldsgade lå L-W. Erichsens Isenkram.
I sidegaderne var der en mængde butikker, urtekræmmere, spækhøkere, hørkram og produkthandlere. Lørdag aften var der travlhed hos urtekræmmerne. Kaffekværnen skulle drejes med et håndsving.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 265 artikler fra Nørrebro og 27 artikler under rubrikken fra Urtekræmmer til Shawarmabar herunder:
Dato: april 29, 2019
Præster og Døden på Nørrebro
Desværre har vi ikke mere ugeavisen NørrebroLIV. Vi havde sendt endnu 7 – 8 artikler til bladet, som endnu ikke er blevet bragt. Så disse kommer selvfølgelig på vores hjemmeside/ Facebookside. Vi kigger på nogle af de præster, der har huseret på Nørrebro gennem tiderne. Og i den forbindelse kigger vi også på Søren Kierkegaards begravelse. Ofte er skuepladsen vores skønne Assistens Kirkegård. De havde sandelig travlt dengang i Sankt Stefans Kirken. Og så udarbejdede Anne Braad sine egne 10 bud.
Den svenske digter Nicander var begejstret for Assistens Kirkegård. Han udtrykte det på den måde:
Jo kirkegården trak tidligt en masse publikum. Men herude var der også en masse uhensigtsmæssige begivenheder. Der var nærmest et lyststed og graverne solgte sprit. Her blev de kendte efterhånden stedt til hvile.
Kirkegaard, der ofte gik langs søerne for at få et glimt af sit håb, Regine, der rejste til De Vestindiske Øer blev stedt til hvile her. Han døde kun 42 år gammel. Det var den 11. november 1855 på Frederiks Hospital. Han var den næstsidste af en søskendefolk på syv. Han viste uvilje over for Folkekirken og deres præster. Onkelen fra Pedersborg Præstegård var dog mødt op blandt de mange på Assistens Kirkegård. Pludselig kom en meget høj sortklædt bleg yngre mand frem fra mængden. Det viste sig at være slægtningen, læge Henrik Lund:
Den mand som i dag er blevet begravet med fuld musik, som om han tilhørte kirken i levende live. Han var kirkens ivrigste modstander, Kun ved et bedrag har kirken nu tilegnet sig ham, og nu raner de ham til sig efter døden. Dette skal vides her ved hans grav.
Der har altid været meget aktive præster på Nørrebro, og den tendens synes at fortsætte. I løbet af en søndag kunne Stefans Kirken klare 40 dåb, 7 vielser, 16 begravelser og 2 gudstjenester. Grunden til dette var, at i det daglige kunne de rige betale for en kirkehandling. Om søndagen var kirkehandlinger gratis. Og det benyttede arbejderne sig af. Samtidig mente arbejderne at kirkerne og præsterne var med i kapitalisternes spil.
Pater Frimodt var med til at oprette både Stefans Kirken og Skt. Johannes Kirke. Han betragtede socialismen som ugudelig. Og arbejderne betragtede ham som borgerskabets og overklassens lakaj. Alligevel strømmede de til hans kirke om søndagen. Et sammaritter-korps stod også parat, for de kirkelige gæster besvimede på stribe.
Angelica, der er født på Nørrebro i 1893 skriver i hendes erindringer:
Dette fik Angelicas søskende så at vide, men det hjalp nu ikke på deres sult.
Da Samuels kirken blev anmeldt i Politiken skrev avisen om altertavlen:
Ved samme lejlighed beskrev journalisten Biskop Ostenfelds tøj, men det var tydeligt, at han ikke kunne lide klædningen:
På det tidspunkt havde Samuels Kirken en præst, der var virkelig autoritær. Han mente, at de af sognets beboere, der havde bil, skulle køre de ældre i skoven:
Ja så var det pastor Ifersen, der ikke ville vie en fraskilt murer til en kvinde, han havde et forhold til, inden hans første ægteskab var ophørt. Sagen blev ført helt til tops. Men Landsretten frikendte pastoren. Men sagen havde taget så hårdt på ham, at han fik bevilget orlov og blev forflyttet.
Så var det også pastor Erik Bork også fra Helligkors Kirken. Han repræsenterede en unik epoke i dansk folkekirkeliv. Man vidste aldrig, hvor man havde ham. Han gennemførte mere eller mindre gennemtænkte provokationer. Han begravede blandt andet en silikonedukke på Assistens Kirkegård.
Og Anne Braad mødte jeg ofte sammen med hendes hund på et bestemt værtshus på Nørrebro. Vi talte også ofte sammen, når hun kom op i butikken. Hun udarbejde Svineriets Ti bud. De kan sagtens bruges den dag i dag:
Dengang for mange år siden var der også en meget aktiv Indre Mission på Nørrebro. Mens kammerater tumlede på Fælleden måtte andre i Søndagsskole. Her fik de så at vide, at djævlen befandt sig i kortspil, cirkus og tivoli.
Nu skal man jo ikke tro på alt, hvad man hører. Således fortalte Ruth Evensen fra Faderhuset at hun fik direkte beskeder fra Helligånden. Gud sørgede hele tiden for, at der var penge i kassen. Jo og det var sandelig også Gud, der pålagde hende, at hun skulle overtage menigheden i Ungdomshuset.
Tjah, en bekendt og præst, Niels Underberg fortalte mig engang, at han har modtaget mindst 70 stk. psykisk lemlæstede fra Faderhuset.
En meget nyttig kristelig organisation dengang var Martha – hjemmet. Her foregik en masse sociale ting. En af opgaverne for nonnerne på hjemmet var at opsøge familier til afdøde og give dem en skilling til begravelseshjælp. Og så kom der et bud, at Aksel, en stolt arbejder oppe på tredjesal et sted i Rabarberland var afgået ved døden. En nonne tog af sted og rigtig nok. Der stod en grædende hustru og under lagnet i sengen lå Aksel.
Nonnen kom med trøstende ord og Guds velsignelse. Hustruen fik en skilling til begravelseshjælpen og nonnen begav sig af sted. Men nede i gården kom nonnen i tanke om, at hun havde glemt sin paraply. Hun skyndte sig op på tredje sal og bankede på. Hvem der så blev mest chokeret, ja det er spørgsmålet. For det var liget, der åbnede døren.
Ikke alle præster var glade for det røde flag til begravelser på Assistens Kirkegård. Typograferne i Hillerød havde lavet et sort flag. Den havde absolut ikke adgang på kirkegården. For på den stod følgende:
På www.dengang.dk har vi 1.397 artikler. Heraf er 264 artikler fra Nørrebro bl.a. med følgende:
Dato: april 26, 2019
Emmerske Bedehus og Skole
For mange år siden lå her et kapel. Byhistorikere kan tage fejl. Borgere fra Emmerske skulle nu bruge kirken i Tønder. De kunne ikke tysk og kunne ikke være i Tønder kl. 5.30. Reimars ville tvinge bønderne til at komme i kirke. Hans Adolf Brorson blev tredje-præst. Det tyske borgerskab samlede ind. Her blev Brorsons julesalmer sunget første gang. Man skulle køre og bringe præsten frem til 1980. Egentlig kirke- og skolesal blev indrettet. Skolen lukkede i 1970. Eget orgel i 2001. Man havde glemt klokke til kirken. Tåbelig forespørgsel fra Kirkeministeriet. Aftale med Tønder Seminarium – en slags øvelsesskole. Helt op til 117 elever. Hakkeorden blandt eleverne. De små blev smidt i vandfontænen. Hjemmetyskere var ikke populære. En straf var at synge solo for læreren. Æ Sprøjt blev trukket af heste. Hver lørdag skulle der rives. Hårdt at lave lektie om aftenen. Efter syv år på Emmerlev Skole.
For mange år siden lå her et kapel
Vi skal besøge et meget specielt sted. Og det er ikke kun Bedehus men også skole.
Vi har kigget tilbage i Tønders litteratur, men det er ikke alt, der stemmer overens med fakta. Vi håber, at finde den rigtige vej.
Øst for vejen til Løgumkloster, kort før vejen drejer fra Emmerske (dvs. øst for Tønders nuværende kirkegård) ligger der ved siden af hinanden to jordstykker ved navn ”Kapelfenne” og ”Præstetoft”. Igennem disse gik endnu i 1900 ”Kirkestien”. Her har ligget et kapel, hvis værnehelgen ikke kendes.
Man kan også tage fejl
C.F. Carstens har antaget, at der uden for Tønder by har ligget et nu forsvundet kapel viet til det hellige kors. Ved vejen til Møgeltønder ligger et par jorder med navn ”Helligkorstoft” og ”Korseng”. Her skulle have ligget et kapel. Ud fra de oplysninger, der gives om det formodede kapel, er det imidlertid tydeligt, at det drejer sig om en forveksling med Emmerske Kapel. Hvad angår navnene på de to jorder, har de formentlig hørt til det helligkorsalter, der vides at have eksisteret i de middelalderlige Tønder – kirker.
Borgerne fra Emmerske skulle bruge bykirkens vestende
Da Sankt Laurentius Kirke var blevet nedlagt i årene efter reformationen, fik landsognet et kapel ”hart von der stadt gelegen” anvist som sognekirke. Nu kaldtes landsognet Emmerske sogn. Allerede den 18. april 1542 erklærede kong Christian den Tredje imidlertid over for rådet i Tønder, at også dette kapel måtte nedbrydes. Han mente, at sognefolkene var for fattige til selv at holde en præst og benytte en ny kirke. Derfor skulle de fremover bruge Sankt Nikolaj Kirke som sognekirke.
Sankt Nikolaj Kirke lå samme sted, som Kristkirken.
Året efter i 1543 forenedes by- og landsogn til et sogn. Den 26. marts 1543 tillod kongen byen at nedbryde kapellet. Stenene derfra skulle bruges til at forbedre Skt. Nicolai kirke og genopbygge præsteboligen.
Kapellets kirkeklokke blev ophængt i Sankt Nicolais tårn. Folk fra det tidligere landsogn skulle for fremtiden have fri klokkeringning ved begravelser.
Landsognets beboere fik anvist stoleplads i bykirkens vestende. I Kristkirken kom de til at sidde i tårnrummet. Begravelsespladsen fik de i kirkegårdens sydøstligste hjørne, den såkaldte ”Emmerske jord”.
Fra 1543 betalte landmenigheden tiende til Sankt Nikolai. Men de bidrog ikke til kirkens vedligeholdelse. De havde indtil 1869 ingen ret til at deltage i præstevalgene.
Man kunne ikke forstå tysk
Bønderne kunne imidlertid ikke forsone sig med den tysksprogede gudstjeneste, som de fleste vel helle ikke kunne forstå. Kun ved froprædikerne kl. 5.30 blev der prædiket på dansk. Men så tidlig kunne de ikke møde frem, sagde de. Efterhånden holdt de sig helt borte.
I år 1700 anmodede de om at få egen kirke og egen præst. Det var landsognets beboere, der klagede til provsten, Johan Conrad Kiefer. De gjorde opmærksom på, at de var lovet en ordentlig kirkebetjening, da deres egen kirke var blevet nedlagt.
Reimarus ville tvinge bønderne
Efterfølgeren, Samuel Reimarus havde en anden måde at løse problemet på. En løsning bønderne ikke havde regnet med. Han skrev til hertugen og bad ham sende ”Fussknechte” ud for at hente de efter hans mening både genstridige og ugudelige sognebørn til kirke.
Hans Adolf Brorson – tredje præst
Først i 1729 fik de delvis deres ønske opfyldt. Det var på foranledning af provst Johan Hermann Schrader i Tønder, der blev oprettet et embede som dansk tredjepræst ved bykirken. Og det var den senere så berømte Hans Adolf Brorson, der var den første indehaver af denne titel.
Schrader havde en anden måde at anskue tingene på. Sammen med amtmand Johan Georg von Holstein fik de med kongens velsignelse oprettet stillingen som ”Tredje og Dansk Præst i Tønder.
Det tyske borgerskab samlede ind
Det var hovedsagelig det tyske borgerskab i Tønder, der samlede ind til huset. De fik det kvit og frit overdraget. De skulle bare selv sørge for vedligeholdelsen. Det var et langhus i vestslesvigsk stil med facade mod syd, hvor der over hoveddøren var en kvist. Fra husets vesterende går en sidelængde mod nord.
Det stråtækte hus-står – bortset fra det let fremskudte indgangsparti i røde sten – hvidkalket.
Her blev Brorsons julesalmer sunget først
Fra begyndelsen af var der vest for indgangspartiet en lærerbolig, og mod øst var der en sal, der anvendtes både som skolestue og kirkesal.
Præsten skulle være søndag morgen prædike på dansk og hver søndag eftermiddag katekismus på dansk i Emmerske.
Katekisationen fandt sted i et lejet hus i begyndelsen, der dog var alt for lille til formålet. Da skolen også var alt for lille, ja så kunne man lige så godt bygge et hus, der både rummede skole og kirke.
Da Brorson blev præst i Emmerske, fandtes der i Tønder kun tyske salmer. (Tøndersalmebogen 1731) Allerede i 1732 havde Brorson julesalmer færdige ”især sin elskede menighed til opmuntring” og flere fulgte.
Køre og bringe præsten helt til 1980
På sydsiden er opsat en stentavle, der mærkelig nok er på tysk. Den meddeler, at den kombinerede kapel- og skolehus er viet og bygget 1730 til undervisning i ”Gottseligkeit” for gamle og unge sognepligtige i Tønder.
På hverdage blev der holdt skole for børnene og søndag eftermiddag kom præsten fra Tønder for at katekisere og holde gudstjeneste
Bortset fra altersølvet er inventaret fra ny tid. Indtil for få år siden bragte præsten – hvem de Emmerske sognefolk havde forpligtet sig til at hente og bringe, en pligt, der stod ved magt i mange år. Og det var frem og tilbage mellem Emmerske og Tønder. Denne ordning varede i princippet indtil 1980.
Egentlig kirke- og skolesal
I 1835 blev Bedehuset udvidet mod øst, så der blev plads til en egentlig skolestue. Samtidig føjedes en lille lærerlejlighed til. Denne ombygning som mindedes med årstal på husets vestgavl, betød at salen i midten af huset nu kunne indrettes som egentlig kirkesal.
Efter Genforeningen blev Emmerske kirkedistrikt oprettet som selvstændig menighedsrådskreds, og siden da har et menighedsråd på 6 medlemmer været ansvarlige for Bedehusets daglige drift.
Landsognet omfattede indtil mellemkrigstiden også landsbyen Dyrhus sydvest for Tønder, området Tved nordvest for byen samt gaderne Slotsgrunden og Frigrunden i Tønder.
Skolen lukket i 1970
Under Anden Verdenskrig i 1943 udbyggedes Emmerske Skole med en fløj nord for Bedehuset og en toiletbygning, så skolen blev mere tidssvarende. Men kort efter kommunesammenlægningen i 1970, hvor den lille sognekommune blev en del af Tønder storkommune, blev skolen lukket med henvisning til det stærkt dalende børnetal.
Efter nogle år blev bygningerne solgt til Emmerske Efterskole, en selvejende institution som siden august 1978 har fungeret som en efterskole for børn med læsevanskeligheder. Der blev bygget om og bygget til flere gange. Senest har skolen fået sin egen hal.
Men stadigvæk er det gamle bedehus en flot fredet bygning med stråtag som facade mod landevejen.
Eget orgel i 2001
I 2001 fik Bedehuset sit første orgel. Kirkesalen har været restaureret flere gange. I 2005 kom der et nyt gulv. Allerede i 1899 skænkede provst Carsten Erich Carstens to små klokker til bedehuset. De blev hængt op i en kasse på huset. Men i 1911 blev de flyttet til en klokkestabel, da kassen var tæret af råd.
Man havde glemt en ny klokke
Som de fleste andre kirker på egnen måtte Emmerske bedehus også bidrage til krigsindustrien under første verdenskrig. Man måtte aflevere klokkerne til omstøbning. Efter Genforeningen fik de fleste kirker nye klokker. Men man glemte i første omgang Emmerske.
Først Kristi Himmelfartsdag den 30. maj 1957 fik Bedehuset igen en klokke fra Den Sønderjydske Fond af 1920, som blev ophængt i en klokkestabel, der lå nordvest for huset. Klokken bærer på den inde side indskriften:
Tåbelig forespørgsel fra Kirkeministeriet
Da Emmerske Skole blev nedlagt, så kirkeministeriet ellers sit snit til også at nedlægge Emmerske som kirkedistrikt. Man begrundede sin indstilling med, at der ingen steder syntes, at fremgå, at kirkesalen rettelig var blevet indviet til kirke.
I sit svar anførte Emmerske menighedsråd, at det vist gjaldt for de fleste kirker i Danmark, at man ikke har noget skriftligt bevis om den sag. Og på et tidspunkt havde det immervæk været holdt danske gudstjenester i hen ved 240 år. Siden hørte man ikke mere fra Kirkeministeriet i den anledning.
Den sidste gudstjeneste fandt sted i Emmerske Bedehus den 2. december 2012.
Skole underlagt både dansk og tysk styre
Nu har det flotte hus, som vi allerede har skrevet også tjent som et andet samlingssted siden 1730, nemlig som skole og i dag som efter skole. Stedet har både været underlagt dansk og tysk styre.
I slutningen af 1800 – tallet var skolen en praktikskole eller øvelsesskole for seminaristerne fra Tønder Seminarium:
Skolen i Emmerske
I året 1888 er det med skolemyndighederne i Emmerske truffet følgende overenskomst for at give seminarister lejlighed til ved selvsyn at gøre sig bekendt med og for at opnå øvelse i undervisning i enklasset folkeskole.
Dags dato er det med forbehold af højere myndigheders godkendelse indgået følgende aftale mellem undertegnede kongeligt udnævnte seminarierektor Eckert fra Tønder og repræsentanter for Emmerske skolemyndigheder.
§ 1
Emmerske Skolekommission giver tilladelse til, at Tønder Kongelige Seminarium fremtidig må bruge deres skole som en enklasset øvelsesskole for seminariet. Seminariets undervisningsperiode på skolen finder dog i første omgang kun sted fra 1. maj til 1. november pr. år, mens læreren om vinteren som hidtil alene forestår undervisningen.
§ 2
Den nuværende skoleleder fungerer fortsat som skoleleder, dog overgår den overordnede ledelse af undervisningen til den kongelige seminarierektor i Tønder.
§ 3
Den nuværende skoleleder fungerer som skolens overlærer. Han skal følge seminarierektorens undervisningsmæssige retningslinjer. Han skal vejlede og overvåge seminaristerne i deres gøremål som hjælpelærere. Han oppebærer sin hidtidige løn fra kommunen. Dog tildeles han fra den kongelige seminariekasse en årlig godtgørelse på 150 mark.
§ 4
Religionsundervisningen ophører med kun at foregå på dansk. Der tildeles obligatorisk ugentlig 4 timers religionsundervisning på tysk og 4 timer på dansk. Det stof, der behandles skal være det samme på begge sprog.
§ 5
Skolekommissionen afholder som hidtil vedligeholdelse af skolebygningen og skolerekvisitter. De voksende udgifter ved anskaffelse af de nødvendige lære- og undervisningsmidler i forbindelse med nyordningen bestrides af seminariekassen med et beløb indtil 100 mark.
Denne aftale (afskrevet efter tysk) gælder i første omgang for året 1888.
Tønder/Emmerske 12. marts 1888.
Herefter følger diverse underskrifter samt en bekræftelse af aftalen, udsendt i Berlin 14. april 1888.
Helt op til 117 elever
I årenes løb er elevantallet i Emmerske Skole varieret meget. Skoledistriktet omfattede følgende områder fra vest mod øst:
Korntved, Toft, Lille Emmerske, Store Emmerske, Emmerske Bjerg og mod nord Hedehusene,
Udvidelsen af skolen i 1835 skyldtes en stærkt og voksende elevtal. I 1840 var der således 75 elever, der blev undervist samlet ved den såkaldte indbyrdes metode, dvs. at de ældste elever hjalp de yngste.
I 1850 var elevtallet 92, 1860 103 elever, og 1865 117 elever. Først i 1870 blev skolen delt op i to klasser, og der blev ansat en lærer mere. Men snart begyndte elevantallet at gå ned. I 1892 var man kun 49 elever.
Men alligevel bestod skolen frem til 1970. Trods nedlæggelsen af skolen kan vi stadig glæde os over den smukke bygning.
Hakkeorden blandt eleverne
Hvordan var det at gå på Emmerske Skole fra 1949 til 1955. Det fortæller Børge Petersen til Årsskriftet, Sønderjysk Skolemuseum – Årsskrift 2011. Vi har sakset lidt.
Man startede med fire timers undervisning, og de små startede en time senere. Som så mange andre steder, var der hakkeorden blandt eleverne. De store havde således ret til at stille deres cykler op ad gymnastiksalens mur nærmest skoledøren. De små måtte pænt stille cyklerne længere henne ad muren. Samme orden blev indført, da cykelskuret blev opført øst for gymnastiksalen.
De små kom i drikkefontænen
Indgangsdøren var tofløjet og havde to små ruder med jernstænger i et kryds. Inde i forstuen var der knager og en hjørnebænk. Her gjorde hakkeordenen sad også gældende. De store havde nemlig retten til at sidde tættest ved radiatoren.
Så var det lige drikkefontænen. Her blev de små sat ned, så de fik en våd ende. Dengang var der kun 16 elever i skolen. Der var tre skulepulte, fem i hver. Pultene var enkeltsæder, der kunne klappes op i forskellige størrelser.
De rige havde egen fyldepen
Bordpladerne var skrå med en rende til blyant og penneskaft. I midten var der hul til blækhus. Det skulle hentes i skabet sammen med penneskaft med pen af mærket ”Pelikan”. De bedrestillede børn havde deres eget penneskaft eller endog fyldepen.
Katederet stod lidt til højre for skolebordene med tavlen bagved. Til venstre var der et skab med landkort. Ud mod vinduesrækken stod et fast skab med de ”fine og hemmelige” ting som udstoppede fugle, dyr og fysikinstrumenter.
Spændende skabe
Derfra måtte man også søge om tilladelse til at hente ting som skrivehefter, blyanter, farvekridt og nye hæfter. Mellem de to skabe stod en vendetavle, hvor der på den ene side var linjer til skønskrift.
Mod syd var der tre vinduer, opdelt i mindre ruder. Mod nord var der to vinduer ud mod den lukkede gård, der blev dannet af skolestue/kirkesal mod syd, privatbolig mod vest, gymnastiksalen fra 1943 mod nord og toiletter og skolestue mod øst.
Ved bagvæggen stod et jalousiskab, ca. en meter bredt og 1,70 meter højt. Det var skolebiblioteket, som kun blev åbnet af læreren. Bøgerne blev udskiftet en gang om året. Før i tiden blev skolen opvarmet af en kakkelovn, men senere var det dog centralvarme.
Hjemmetyskere var ikke så populære
Man sad sammen to og to. Det kunne ske, at man kom til at sidde sammen med en pige. Og så blev man ellers kaldt for kærrester.
Det var ikke godt at komme til at sidde ved siden af en pige fra et hjemmetysk hjem dengang. Det lå i luften, at dem legede man ikke med. Og tysk skulle man slet ikke tale. I lille Emmerske var der hjemmetyskere på den ene af de ni gårde. Men der var flere i Store Emmerske.
At synge solo for læreren
Om morgenen var det morgensang og der skulle bedes fadervor. Læreren ville gerne have at alle sang med. Hvis man ikke gjorde det, kunne man risikere at skulle synge solo foran hele flokken til lærerens violinspil.
Læreren underviste i alle fag, undtagen i pigefagene. Dem havde lærerens kone. I nogle fag kunne de store hjælpe de små elever, men det var pigerne bedst til. Der var stor respekt om læreren, og ham skulle man ikke lave sjov med.
”Æ Sprøjt” trukket af heste
Der var frikvarter midt om formiddagene. Ved frokosttid var det et endnu længere frikvarter. Her gik læreren ind i privaten og fik sig en mellemmad. Så tumlede børnene løs på legepladsen, der bestod af to håndboldbaner i forlængelse af hinanden.
Mellem de to baner lå ”Æ Sprøjthus”. Det var brandstationen med det frivillige brandværn og en hestetrukken brandsprøjte, som skulle pumpes af hele fem mand i hver ende af pumpestangen. Men man fik fat i en jeep, der kunne trække sprøjten. Og så gik det ellers lidt hurtigere fremover.
Hver lørdag skulle der rives
De store elever gemte sig bag sprøjtehuset i frikvartererne. Her var det adgang forbudt for de små. Der blev nemlig røget tobak, og det var det ingen, der skulle vide. Længst væk fra skolen var der fyrretræer, hvor man kunne gemme sig.
Hver lørdag skulle de store elever rive indkørslen til skolen, så det var pænt til om søndagen, når det var gudstjeneste.
Ligeledes skulle læreren have hjælp til at holde sin urtehave og få plukket sin frugt i en lille frugthave lige vest for skolen. Men dette fik man kun lov til, hvis man havde opført sig ordentligt. Det var nu attraktivt i stedet for en kedelig skrive – eller regnetime.
Hårdt først at lave lektie om aftenen
Hjemturen fra skolen kunne godt blive ”spændende” med både slagsmål og mobning. Hvis man fulgtes med en pige med social lav anseelse, kunne man godt blive drillet med at man var kærester. Det var jo ikke så rart, Der var altså en form for kliker selv herude i Emmerske.
Det kunne være drøjt at komme igennem dagen, når man også skulle hjælpe på gården. Lektierne måtte således laves om aftenen.
Efter syv år på Emmerske Skole
Når man havde fødselsdag b lev kammeraterne inviteret hjem. Læreren gjorde også noget ud af det. Han læste også en historie. Til jul blev der opført et dilettantstykke. Det var et stort juletræ og uddeling af godteposer. Der var også skoleudflugter til Odense Zoo, Ribe og Koldinghus.
Og hallen blev brugt til andet end gymnastik. Her var foredragsaftner. Her var baller, der trak unge til helt fra Tønder.
Efter syv års skolegang i Emmerske kunne man så enten komme ud at tjene eller fortsætte skolegangen i Tønder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.382 artikler herunder en del med kirker, præster, tro m.m. herunder:
Under Tønder (242):
Under Sønderjylland (171):
Under Aabenraa (145):
Under Padborg, Kruså og Bov (57):
Under Højer (70):
Hvis du vil vide mere: Om Skolegangen i Tønder så indeholder www.dengang.dk bl.a.:
Dato: april 24, 2019
Da Zaren rejste hjem igen
En unormal situation i København. Vagtmandskabet var blevet fordoblet. Præster måtte bede til Gud. Stor aktivitet ved havnen. Zaren vækkede krofatter om natten. Zarinaen var en lille rødmosset tyksak med godt humør. Zaren var utålmodig. Han ville af sted mod Sverige og var meget utålmodig. Kongen var såret over hans kritik. Hans langsommelighed var en spare-øvelse. Kongen blev ramt af panik, blev pludselig banke for russerne. Zaren ramt af en svensk bombe. Pludselig sagde zaren bare nej. Kongen havde gjort sig nogle overvejelser. Nogle havde visket kongen noget i ørene. Så spurgte kongen om zaren ville erobre København. Og kongen blev såret i sjælen.
En unormal situation i København
Midt i september 1716 var situationen i og omkring København højst unormal. Uden for voldene camperede en imponerende hær på godt 50.000 mand. En stor dansk hær på 23.000 mand strakte sig fra Sankt Jørgens Sø ud mod Brønshøj.
Fra voldene ved Østerport og Nørreport kunne man overskue en russisk hær på hen ved 30.000 mand. Langs Øresundskysten – fra Kastellet med den aflåste Norgesport og helt ud til Svanemøllen lå de russiske gardehusarer med udsigt til deres galejflåde på et halvt hundrede fartøjer. De var ankommet allerede den 17. juli med zar Peter om bord.
Mellem Store og Lille Vibenhus sås et kosakregiment. På Fælleden ud for Østerport lå general Weydes russiske tropper, der var ankommet fra Rostock den 9. og 10. september.
Ud for Nørreport var man ved at rejse teltpælene for fyrst Rephins hær, der netop var landsat den 15. september.
Vagtmandskabet var blevet fordoblet
Vagtmandskabet ved Østerport og Nørreport var efterhånden fordoblet. I de tilstødende bastioner stod artillerister med brændende lunter ved kanonerne, der pegede ud mod de russiske tropper. Årvågenheden var skærpet inde i København. Geværbevæbnede borgere fra særlige alarmpladser holdt øje med ethvert optræk til uroligheder.
Præsterne måtte bede til Gud
Medlemmerne af det diplomatiske korps var på tæerne for at følge regeringens intense forhandlinger med russiske generaler og ministre. Hvis også byens præster virkede lidt anspændte skyldtes det sikkert, at de allerede var begyndt at tænke på deres søndagsprædiken. De havde fået en kongelig ordre om, at de fra prædikestolene skulle bede for:
Størst aktivitet ved havnen
Størst aktivitet var det nok nede ved havnen, hvor der sås en masteskov af transportskibe, og hvor man var travlt beskæftiget med at losse og laste proviant og fourage, tørv og brænde, spanske ryttere og meget mere. Undertiden kunne disse havnens arbejdere høre fjerne kanonsalutter.
En af forudsætningerne var at landsætningen kunne lykkes, er at hele arrangementet var at skaffe mad og drikke til alle. Købstæderne skulle levere 18.000 tønder rugmel. De hårdt prøvede hertugdømmer skulle levere 10.200 tønder. Der skulle bruges 8.736.000 pund rugbrød. Det skulle skaffes nok til forplejningen af 50.000 mand i 87 dage.
Også saltmad, smør, øl, brændevin og tobak skulle der skaffes. Havnearbejderne havde en 12 – timers arbejdsdag for at nå det hele. På ”Grønland” ved Østerport blev der oprettet et helt nyt magasin.
Alene fra Nordsjælland kom der på en uge 2.000 læs tørv og 1.000 læs brænde.
Zaren vækkede krofader om natten
Allerede den14. juli dukkede zaren op på Falster. Dagen efter kom hele galejflåden. I København lagde man beslag på hele 116 huse i københavnske. Gemalinden arriverede den 23. juli, og sammen kom de til at bo i købmand Edingers gård.
Her forsvandt på mystiske vis, lagener, dyner og endda natpotter.
Zaren havde vækket krofolkene midt om natten i Gedesby på Falster. Tørsten skulle stilles.
Stor velkomst af Zaren
Kongen sejlede i mod zaren, da denne ankom til København. Der var en hjertelig modtagelse med omfavnelser og kys. Zaren skrev da også til sin elskede, at den modtagelse, som han fik havde han set mage til i 20 år. Borgerskabet var da også alarmeret, så de kunne tage imod zaren.
Modsat den danske konge så gjorde zaren ikke så meget ud af det. Han skulle efter sigende have haft ”en gammel og meget plettet rød kjole af gement og rød klæde, gjort som en skipperskjorte med små opslag, der kunne tilknappet helt op til halsen. En hvis lærredstrøje med hvide stålknapper og ingen vest”
”Bukserne var af brunt klæde og gjort til at binde under kæerne. På bene havde han et par grå strømper som ikke var bedre end de vore jyder sælger på torvet”
Zarinaen – en morsom lille tyksak
Katherina kom en uge efter. Hun blev fem dage på slottet i Nykøbing, end hun så drog videre med sit følge. Hun var forstandig og omgængelig. Hun var let at omgives med og så foretrak hun dans frem for andre fornøjelser.
Den 23. juli iførte kongen og dronningen sig det stiveste puds for sammen med zaren at modtage zarinaen et godt stykke fra Vesterport. Kongen havde igen alarmeret borgerskabet. Hun blev modtaget med kanonsalutter.
Hun var en lille munter tyksak med rødmossede kinder. Hendes dragt var behængt med masser af ordener, helgenbilleder og relikvier.
Der var stor rundvisning i alle kirker. Og ved Rundetårn fandt zarens sagnsopspundne ridt sted.
Zaren beskæftiget fra morgen til aften
Zaren havde travlt fra tidlig morgen til sent til sådant, hvor han gennemgik med at inspicere på Holmen. Kongen havde stillet en karrusel, en komedie samt en opera til rådighed. Men det var ikke noget som imponerede zaren. Han var ikke kommet for at slå tiden ihjel. Den 21, juli beklagede han danskernes tempo.
En dag da zaren dinerede hos kongen, havde man drukket lidt for meget for eget.. Så sagde kongen til zaren. Åh kære border, jeg hører, at I også har en ”mætresse”. Zaren brød sig ikke om dette og svarede:
Denne bemærkning om Anna Sofie Reventlow var fremsat på en blanding af tysk og hollandsk. Det må have skurret fælt i kongens øren.
Zaren var utålmodig
Engang, da zaren ønskede at drøfte forretninger med den danske konge sendte han han bud efter denne kl. 8 om morgenen. Man svarede, at kongen stadig sov. To timer senere sendte zaren atter bud. Nu meddelte man, at kongen godt nok var stadig op, men man vovede ikke at gå ind i hans gemak. En timere senere sendt zaren igen bud og fik det fik det svar at endnu ikke var påklædt. Zaren var lige ved at miste tålmodigheden Omsider kom zaren får at aflægge visit klokken et om eftermiddag om eftermiddagen. Zaren ville gerne have at kongen stillede sig til rådighed tidlig om morgenen. Men man blev enige om, at zaren ville dukke op kl. seks om eftermiddagen, når han hade noget på hjertet.
Zaren ville af sted
Der var masser af danske og norske officerer i den russiske flåde, men marinesoldaterne manglede kamperfaring fra regulære søslag. Den svaghed var zaren opmærksom på. Han håbede snart at soldaterne ville få den erfaring, når de svenske tropper skulle angribes.
I slutningen af juli tegnede alt endnu lyst. Norge synes reddet af en sejr ved Dynekilden den 8. juli af Tordenskjold.
Det kneb for danskerne at få samlet 18 transportskibe som de havde forpligtet sig over for zaren ved Altona – konferencen. Gabel var på vej hjem fra Norge. Russiske tropper skulle også overføres fra Rostock. Zaren ville af sted til Sverige omgående, men kongen ville vente på Gabels hjemkomst.
Kongens langsommelighed var en spare-øvelse
Den 16. august var man samlet uden for København med 60 linkeskibe og 400 koffardis fartøjer. De lettede anker. Men den danske orlogsflåde blev liggende. De danske transportskibe var endnu ikke i sigte.
Kongens langsommelighed skyldtes en spare-øvelse. Zaren lagde skyldes på de store forsinkelser over på danskerne. Det var en meget forsigtig flådestrategi som danskerne havde modsat zaren, der gerne ville af sted. Den knusende overmagt til søs burde være udnyttet.
Men kongen havde allerede set, hvordan han skulle agere i forhold til evt. fredsforhandlinger. Han var bange for at russerne skulle få for stor magt. Derfor ville han ikke knuse svenskerne.
Kongen såret over zarens kritik
Syd for Dragør lå nemlig den forenede dansk – russiske flåde, der var under fælles kommando. Den bestod af 19 danske og 14 russiske linjeskibe. Side om side med den forenede flåde lå yderligere en engelsk eskadre på 14 linjeskibe. De var under kommando af admiral Norris. Den skulle ligeledes bidrage til flådedækningen af den dansk – russiske landgang i Skåne den 21. september.
Et var troppeparaden den 9.september, der gjorde zaren rassende. Kongen var dybt såret over zarens kritik over for de danske generaler. Zaren udtalte sin ringeagt over for de danske generaler. Kongen var meget oprørt over dette.
Angrebet af panik – bange for russerne
Nu blev Frederik den Fjerde også pludselig grebet af panik, da der kom endnu flere russiske tropper. Kongen greb til provokerende sikkerhedsforanstaltninger. Dette kunne godt opfattes som et udtryk for fjendskab. Den 7. september havde kongen givet ordre på fordobling af vagtmandskabet ved Østerport og Nørreport. General Bauers kavalerregimenter, der kom til Øresund den 8. og 9. september blev nægtet landgang på Sjælland og installeret på Hveen. De skulle ikke gøre nogen trussel mod København. Der blev også posteret vagtskibe, der skulle holde øje med dem. Gyldenløve fik ordre til at forfølge de skibe, der søgte til den sjællandske kyst for at få friske forsyninger.
Ramt af svensk bombe
Alt dette kunne zaren også se. Han opfattede det som en mistillid fra kongens side. Den 10. september havde man taget et togt langs den skånske kyst. Danskerne mente efterfølgende, at zaren havde fået skabt en hemmelig kontakt til det svenske diplomati.
Zarens kontakt med svenskerne var dog af en lidt anden kategori. Man var blevet ramt af en kanonkugle fra et forsænket kystbatteri ved Barsebäck. Rygter vil vide, at han derved blev grebet af panik, og at det var derfor han opgav invasionen. Det var dog næppe tilfældet.
Pludselig sagde zaren nej
Men det var bestemt ikke meningen, at det skulle være så sent. Og den 19 september sagde zaren nej, tiden var forpasset. For danskerne var det et chok. Man gjorde gældende, at det havde kostet mange penge. Efterhånden kneb det også med kommunikationen. Zaren følte sig heller ikke hjemme ved det danske hof-
Forud havde zaren lavet nogle gennemgribende undersøgelser. Han havde fået sine generaler til at komme med nogle vurderinger. Til sidst havde han forklaret kongen under fire øjne, at nu gad han ikke at vente mere, så han stoppede.
Afgørelsen hang også sammen med dyb mistillid til den danske hærledelse.
Kongen havde gjort nogle overvejelser
Flåden udgjorde en tredobling af den svenske flåde. Frederik den Fjerde ønskede ikke at art Karl den 12. skulle afstå ”Livland” til Rusland, hvis Danmark erhvervede den gottorpske del af Slesvig og Holsten.
Kredse i den danske regering oplevede utvivlsom Rusland som en større trussel end Sverige. Som nævnt mente admiral Christensen Thomsen Sehestedt , at zaren pønsede på at ødelægge såvel den danske som den svenske flåde, ”thi så råder han ene for Østersøen”
Frederik den Fjerde har sikkert ikke været fremmed for den tanke, at det ideelle for Danmark ville være en fremtidig jævnbyrdighed mellem Sverige og Rusland så de to lande kunne holde hinanden i skak. I så fald burde man forhindre den svenske hovedarmes og Karlskrona – flådens tilintetgørelse.
Nogle havde hvisket kongen i ørene
Man har sikkert også hvisket kongen i øret, at den mecklenburgske hertug som zarens protege kunne blive ham en ubehagelig nabo i både Holsten og Pommern. Det kunne få alvorlige konsekvenser for toldindtægterne, hvis zaren dirigerede det meste af Østersø-handelen til de mecklenburgske havne og derfra anlagde kanaler ned til Elben.
Zaren tænkte på en anden måde. Hans verden var opdelt i venner og fjender. Han blev derfor såret og vred, da det i dagene 7. – 9.september gik op for ham, at forbundsfællen betragtede ham og hans tropper som en trussel. Han udråbte den hannovranske statsminister A.G. Bernstorff som den virkelige skurk. Han skulle gennem sine agenter ved det danske hof, mecklenburgerne Holstein og Dewitz havde besluttet general Scholtentil at sabotere de militære forberedelser til landgang i Skåne.
Kongen havde spurgt zaren, om han ville erobre København
Kongen spurgte nu direkte zaren om han havde tænkt sig at erobre København. Men det havde zaren nu ikke. Han var blevet træt af at vente. Han troede heller ikke heller ikke, at Skåne havde nok forråd til hele invasionsstyrken.
Vejen hjem gik over Amsterdam. Katerina led alvorlig af søsyge i hendes gracide tilstand. Tilbage i Tyskland nedkom hun med sin søn, Paul, der få dage efter døde, mens hun lå alvorlig syg.
Zaren var selv nået til Amsterdam, hvor han fik feber og måtte holde sengen i seks uger.
Kongen var såret i sjælen.
På Københavns Slot sad Frederik og slikkede sine sår. Helt uden kamp og krig havde han lidt overlast. Han var såret dybt ind i sjælen.
De sidste tropper fra zaren forlod først København den 23. oktober. Zaren og zarinaen forblev i byen endnu nogle dage.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.382 artikler herunder 159 artikler fra Det Gamle København.
Dato: april 20, 2019
Odessa og de andre flugthjælpere
Har ODESSA eksiteret? Kendte mennesker her. Det amerikanske efterretningsvæsen var indblandet. Filmen: Nazi Gold in Argentina. To magtfulde mennesker i Argentina. Hemmelig rådgivning. Perron kunne lide tyskerne. Hitler blev sur. Vatikanet og Røde Kors støttede nazisternes flugt. En østrigsk biskop. Der blev anmodet om 5.000 Visa-kort fra Perron. Amerikanske CIC samarbejdede med massemordere. Og de brugte selv samme flugtrute. I Sydtyrol stillede man ikke unødvendige spørgsmål. Flensborg var en del af planen. Stille Hilfe. Massemoderen, der også fik hjælp. Paven var med til at ændrer dødsdomme. Storforbryderens sekretær anede da intet! Bødelen fra Buchenwald. Hvad havde Tysk Røde Kors gang i – i 1968? Søren Kam blev også forsvaret af ”Stille Hilfe”
Har Odessa eksisteret?
ODESSA betyder ”Organisation der ehemaligen SS-agehörigen” Hvis vi hurtig skal oversætte det, så betyder noget i retning af ”Organisation af tidligere SS-medlemmer”. Angivelig blev foreningen stiftet ved 2. verdenskrigs slutning af en gruppe SS – officerer. Der er historikere med den kontroversielle David Irving i spidsen, der afviser, at en organisation ved navn ODESSA aldrig har eksisteret.
Der findes også en række andre SS-organisationer, bl.a. ”Stille Hilfe” med Himmlers datter i forgrunden. Og Werner Best, der slap med en meget mild straf for hans forbrydelser var en vigtig medspiller i disse organisationer. Som uddannet jurist kunne han sagtens hjælpe så mangen en krigsforbryder ud af en kattepine.
Formålet med ODESSA-grupperne var at skabe og opretholde hemmelige flugtruter kaldet ”rottelinjer” ud af Tyskland til Sydamerika og Mellemøsten for eftersøgte medlemmer. Man havde gode forbindelser til Argentina, Egypten, Brasilien, Tyskland, Italien, Schweiz og Vatikanet.
Kendte mennesker i Odessa?
Man opererede bl.a. fra Buenos Aires i Argentina. Man hjalp bl.a. Adolf Eichmann, Josef Mengele, Erich Priebke, Aribert Hein og andre SS-medlemmer med at finde skjulesteder i Latinamerika og Mellemøsten.
Både Obersturmbannführer Otto Skorzeny og Sturmbannführer Alfred Naujocks menes at have været aktiv i ODESSA-organisationerne, men det kan ikke bevises.
Det vides dog med sikkerhed, at Otto Skorzenys adresse i Spanien i en årrække blev anvendt af WACL, hvorfor de fleste historikere formoder, at han var aktiv i dette netværk. Han havde erfaring fra slutningen af Anden Verdenskrig med ”Black Operations” som den nu kendte Operation Greim.
Det amerikanske efterretningsvæsen var indblandet
Ligeledes kom general Reinhard Gehlers efterretningsorganisation under mistanke. Det var en organisation, der blev anvendt og benyttet af amerikanske efterretningskræfter i Anden Verdenskrigs sidste måneder. Efter krigen blev det en vigtig del af NATO’s efterretningsværk i Østeuropa, samt i Gladio. Det var Natos hemmelige ”stay-behind” paramilitære organisationer.
Det er påstået at James Jesus Angleton fra OSS (CIA’s forløber) samt Eva og Juan Peron var medlemmer af netværket. Det hævdes også at SS-krigsforbryderen Alois Brunner gennem ODESSA kunne flygte til Syrien.
Filmen: ”Nazi Gold in Argentina”
Mengele og Eichmann var to af de mest prominente af den gruppe krigsforbrydere, som i årene efter krigen fandt en sikkerhav i Argentina, tilskyndet og overdådigt modtaget af en regering, der opsøgte det menneskelige vraggods, Anden Verdenskrig efterlod rundt om i Europa. Hertil blev de inviteret til et nyt liv i den nye verden.
Der ankom mellem 2.000 og 7.000 nazister hertil. Det er den afdøde argentinske instruktør, der efter 15 års efterforskning i filmen ”Nazi Gold in Argentina” afslører en række hemmeligheder.
To magtfulde mennesker
To centrale personer i filmen er Ludwig Freude og Rudolfo Freude, far og søn. Faderen, Ludwig Freude var allerede før krigen en af Argentinas rigeste og mægtigste mænd, der også uofficielt var leder af den vigtigste eksil-tyskergruppe i landet. Han var også ejer af to af Argentinas største banker.
Han var overbevist nazist og brugte sine banker til at vaske sorte nazi-penge hvide og finansiere et omfattende tysk spionnet i Sydamerika. Han var en tæt ven med Juan peron, hvis politiske løbebane han fulgte og støttede økonomisk.
Sønnen Rudi var også gode venner med ham. Da Peron i 1946 tog springet fra forsvars – og arbejdsminister til præsident, ja så fulgte Rudi med – som på fotografierne stod han altid i skyggen bag det glamourøse par Peron og Evita.
Hemmelige rådgivning
I sin egenskab af privatsekretær, leder af informationsafdelingen, efterretningstjenesten og ikke mindst immigrationsmyndighederne, fik Rudi Freude spundet et net af agenter i Europa, som fandt de strandede krigsforbrydere, udstyrede dem med ny identitet og sendte dem til Argentina.
Her oprettede den yngre Freude et hemmeligt råd af ”fortrolige medhjælpere” som tog stilling til de vigtigste sager og foreslog nye ”emner”, der skjulte sig i Europa. Rådet bestod af otte flygtninge fra domstole i deres hjemlande – SS-officerer, kollaboratører og andre krigsforbrydere. De havde hyppige møder med Freude og ind imellem også med Peron. En af deltagerne, den belgiske krigsforbryder, Pierre Daye skriver i sine erindringer:
Blandt dem som rådet fik til Argentina var den kroatiske ”Führer” Ante Pavelic, hvis Ustasi-styre var ansvarlig for omkring 700.000 serbere, muslimer og sigøjners død. Styret var bl.a. berygtet for at belønne medlemmer, når de kom med syltetøjsglas fyldt med deres ofres øjne.
Hertil kom også den danske læge Værnet, der udførte groteske forsøg på homoseksuelle i KZ-Buchenwald. Han døde stille og fredelig i 1965.
Perron kunne lide tyskerne
Perron var militærmand med en meget preussisk uddannelse. Han var glad for tyskerne, fordi de havde en høj teknisk kunnen. Den fascistiske ideologi havde meget til fælles med den peronistiske nationalisme. Hitler kaldte det for nationalsocialisme og Peron kaldte det for ”socialismo national”. Tyskerne udgjorde en meget indflydelsesrig gruppe, og Peron foretrak dem. Han brød sig slet ikke om amerikanerne og englænderne.
I den omtalte argentinske film kommer Wilfred von Oven, Goebbels tidligere privatsekretær til orde. Han er stadig overbevist nazist:
Til sidste ser man så den tidligere privatsekretær klukke.
Hitler blev sur
Da ærkebiskop Cesare Orsinego mødte Hitler i november 1943 for at tale om nazisternes forfølgelse af jøder, var Hitler sur. Han tog et glas vand og kylede det i gulvet.
Hitlers reaktion på de katolske bearbejdelser var voldsom. I de forløbende 10 år havde han været vant til en bedre behandling fra den kant.
Vatikanet har frigivet dokumenter for at afvise historikernes påstande om, at Vatikanet og pave Pius den 12. havde sympatier for nazismen og reelt samarbejde med nazi-styret. Vatikanet kan ikke leve med påstanden om at den katolske kirke indirekte støttede holocaust.
Røde Kors og Vatikanet støttede nazisterne
Pius den 11. roste i 1933 Hitler, fordi han er den eneste statsmand, der offentligt taler mod bolsjevismen. Den katolske kirke protesterede ikke, da Hitler gennemførte nye racelove i 1935, der satte kampen mod jøder og andre såkaldte ”undermennesker” på juridisk formel.
Problemet med de frigivne dokumenter er, at der kun er en del af dokumenterne, der er frigivet i Vatikanet. Det er meget sigende, at Hitler i ”Mein Kampf” anerkende den katolske kirke som en langt farligere modstander end den almindelige kirke.
Men dokumenter viser også, at Vatikanet i mange tilfælde hjalp stærkt eftersøgte nazi – forbrydere til flugt ved at udstede falske id-papirer. Ja sågar Røde Kors støttede aktivt nazi-forbrydere på flugt fra retfærdigheden.
Hvorfor fordømte Vatikanet ikke jødeudryddelsen dengang?
Vatikanet blev under krigen gang på gang anmodet om offentligt at kritisere nazisternes jødeudryddelse, men hver gang blev anmodningen afvist. Det samme skete med den landflygtige polske kirkes primas, Kardinal-ærkebiskop Hlods bøn til Pius den Tolvte om at forsømme nazisternes massedrab på polakker.
Hvis Pius den Tolvte skulle have gjort en indsats for et redde jøder fra udryddelse, kan man spørge, hvorfor Vatikanet forbød biskopper at udstede falske dåbsattester til jøder, forbød klostre og kirkelige institutioner i Rom at skjule dem ved at iklæde dem ordensdragt.
Hvorfor beordrede Pius den Tolvte de jøder, der i 1943 havde søgt tilflugt i Vatikanet til at forlade det igen.
I krigens sidste år var der også flere norditalienske biskopper, som opfordrede katolikker til at angive, hvor jøder skjulte sig.
En østrigsk biskop
Den østrigske biskop Alois Hudal organiserede flugten for Ustascha-folk. Og forskellige pavelige embedsmænd hjalp også til. Italiensk Røde Kors var sammen med SS – organisationen ”Stille Hilfe” også aktiv.
Denne biskop kunne kun gennemføre sit foretagende med accept fra paven. Hvor meget paven selv var indblandet vides ikke. De dokumenter, der kan bekræfte denne, er ikke frigivet.
Men vi ved, at i 1949 sendte paven 30.000 lire til Huldal.
Huldal fik hjælp af Reinhard Kopps. Han var en forhenværende agent i forsvaret. Han flygtede selv midt i 1948 til Argentina, hvor han under navnet Juan Maler kunne leve et trygt liv. Men her stod han også for nazi – propaganda.
Huldal anmodede om 5.000 Visa-kort
Disse to havde også hjulpet ”Bødelen fra Riga” Eduard Roschmann til Argentina. Ja også Franz Stangel, lederen Treblinka og Soibor. Ja han havde ansvaret for 400.000 mord
Konrad Adenauer overbeviste de kirkelige, at de skulle hjælpe fire stakkels ”fattige landsmænd” Disse viste sig at være fire Nazi – krigsforbrydere, som man fandt på Rhodos.
I et brev bad Huldal præsident Peron om at sende 5.000 Visa-kort til tyske soldater. Der var en overgang mange halvoffentlige kontorer i Rom, der bestod af mere eller mindre ægte konsulenter. Det var det østrigske kontor og Centralkontoret for tyskere i Italien. Her kunne man få et italiensk legitimationskort.
Man ved også, at vatikanske statssekretariat støttede familien til Mussolini og andre Fascister.
Amerikanske CIC samarbejde med massemordere
Så var det lige den kroatiske præst, Krunoslav Draganowitz. Under krigen var han ansvarlig for deportation af jøder og serber. Som på et samlebånd udfærdigede han legitimationer for en fast pris. 1.000 dollar var normalprisen. Børn kunne få det for det halve. Var man en kendt nazi-forbryder så kostede det 400 dollar ekstra.
Det var hurtig tjente penge for den gejstlige med den brune fortid. Også det amerikanske efterretningsvæsen brugte Draganowitz. Og de hjalp ham også til et sikkert opholdssted.
Klaus Barbie, slagteren fra Lyon var en som det amerikanske CIC hjalp væk. Det var Dragonowitz, der skaffede Baribie en opholdstilladelse i Bolivien. Her arbejde han for diktatoren Hugo Banzer Suarez.
Under sit ophold fik han stadig opgaver både af det tyske efterretningsvæsen BND og det amerikanske CIA.
Fra 1945 til 1955 arbejde Barbie både for det britiske og amerikanske efterretningstjeneste. Så sent som i 1966 arbejdede han for tyske BND under dæknavnet Adler.
Men ved hjælp af Beate og Serge Klarsfeld lykkedes det at stille ham til ansvar.
Behjælpelig med lommepenge og startkapital
Det argentinske konsulat i Barcelona var for et højt honorar også behjælpsomme med falske papirer. Også Francos Spanien var et sikkert sted for Nazi-forbrydere. Indtil et skib kunne afsejle til Sydamerika hjalp spanierne med logi, lommepenge og forplejning. Ja i nogle tilfælde fik man også startkapital til en ny tilværelse. Prisen for skibsoverfarten overtog det internationale Røde Kors. De udstedte også rejsepassene.
Indtil 1951 udstedte det Internationale Røde Kors 120.000 rejsepapirer til flygtninge så de kunne forlade Italien. Der forekom masser af misbrug, og det var Røde Kors udmærket klar over.
Mange nazi-forbrydere blev anbragt i klostre, indtil de med skibe kunne komme videre til Sydamerika.
CIC brugte selv flugtruterne
Det amerikanske efterretningsvæsen CIC kendte tidligt disse flugtveje. Men de gjorde ikke noget for at stoppe dem. Fra 1947 benyttede de selv disse flugtruter for at få deres spioner ude fra de sovjetisk besatte områder. Mange højtansete nazistiske funktionærer fik af de amerikanske myndigheder leveret falske papirer.
Mange af disse flugtruter blev kaldt ”Klosterruter”, fordi de kirkelige myndigheder var inde over. Men amerikanerne ville hellere kalde dem ”ratt lines”
Fra 1947 udkom i Buenos Aires et tidskrift overvejende på tysk ”Vejen”. En gang imellem kom det på spansk som ”El Sendero”. Læserne var Nazi-forbrydere.
Også franske kollaboratører fra Vichy-Regeringen, rexister fra Belgien, soldater fra Wlassow-armeen og medlemmer af østlige SS – divisioner, særlig ukrainere benyttede flugtvejene.
Nazi-forbryderen Hans-Ulrich Rudel blev en af Perons rådgivere. Han takkede senere kirken for, at have reddet de bedste fra nationen.
Mellem 180 og 300 af de største Nazi-krigsforbrydere kom til Argentina.
I Sydtyrol stillede man ikke unødvendige spørgsmål
En af flugtruterne gik over Sydtyrol. Og særlig den idylliske kurby Meran var eftertragtet af nazister. Her var der ingen der stillede unødvendige spørgsmål. Derfra gik det videre til havnebyen Genua.
Protestanten Adolf Eichmann var så glad for den katolske hjælp, at han senere indtrådte i denne kirke. Udklædt med Tyrolerhat og tyrolerskæg var han i 1950 gået over Brenner passet. En præst fra Sydtyrol kom bagefter med hans bagage. Derefter klædte han sig almindeligt tøj. Og så Ricardo Klement tog han til Argentina.
Her arbejde de han som elektriker ved Daimler-Benz. Som bekendt blev han bortført af den israelske efterretningsvæsen, stillet for retten og kort efter henrettet.
Mange massemordere flygtede
Den tidligere SS-Standartenführer Walther Rauff, der ansvarlig for mindst 97.000 mord, flygtede til Ecuador og derefter til Chile. Han blev støttet af både socialisten Alliende og af diktator Pinoche. Og utrolig nok brugte BND, det tyske efterretningsvæsen ham som spion mod Fidel Castro.
SS-oberscharfführer Gustav Wagner, leder af KZ – Sobibor og ansvarlig for 122.000 mord blev opsporet i Sao Paulo af Simon Wiesenthal.
Erich Priebke, der som SS – fører var ansvarlig for 340 civilisters død ved Rom blev i 1995 udleveret fra Argentina til Italien. Han blev en overgang som så mange andre anbragt i et Franciskaner-kloster.
Flensborg – en del af planen
Vi har i en tidligere artikel fortalt, at en del ”Rottelinjen” gik over Flensborg. Her fik SS- forbrydere ny identitet. Mange flygtede via Danmark og Sverige til Argentina. Åbenbart var de tilbageblivende tyske soldater i Danmark også en del af ”Rottelinjen”.
”Stille Hilfe”
Stille Hilfe var måske ikke en decideret flugthjælper, men de gjorde da i den grad tilværelsen lettere for tidligere krigsforbrydere og hjalp i forbindelse med retssager. De var også med til at påvirke retssystemet og politikere, ja selv paven påvirkede de med held.
Mallorth, massemorderen, der også fik hjælp
Men vi skal lige høre om krigsforbryderen Anton Malloth, der var opsynsmand i Theresienstadt. Han blev i 1948 i Tjekkoslovakiet dømt til døde for at have pryglet ca. 100 mennesker til døde. Fra 1948 til 1988 levede han fint i kurbyen Meran i Sydtyrol. Her sørgede det tyske konsulat for, at han hele tiden fik sit pas fornyet, trods udleveringsansøgninger fra både Østrig og Tyskland. I 1988 blev han meget overraskende frikendt
Samme år sørgede Himmlers datter, Gudrun Burwitz for, at han fik en eksklusiv lejlighed i et alderdomshjem. Mailloth havde skrevet til ”Stille Hilfe”:
Først i 2001 dømte Landsretten i München ham til livsvarig fængsel.
”Moderen af Landesberg”
Organisationen ”Stille Hilfe” blev startet af prinsesse Helene Elisabeth af Isenberg. Hendes mand havde beskæftiget sig med nazisternes racehygiejne. Begge var stadig overbviste nazister.
Prinsessen blev kendt som ”Moderen af Landesberg”.
Efter Nürnberg-retssagerne valgte amerikanerne, at de fleste af de dømte skulle sidde i Krigsforbryderfængslet i Landesberg. Det var her, at Hitler sad i 9 måneders fængsel. Her sad også de store Nazi-forbrydere, Rudolf Hess, Julius Streicher og Georg Strasser.
Indtil 1951 blev der her anbragt 288 dødsdømte.
Paven hjalp til med at omstøde dødsdomme
Men den 4. november 1950 skrev overnævnte prinsesse til paven, Pius den 12.
Allerede den 10. november svarede Paven, at han ville forsøge med hele sin indflydelse at påvirke den amerikanske højkommissær, John McCloy til at ændre nogle af dødsdommene.
Amerikanerne ændrede flere domme
På det tidspunkt sad mange fra de såkaldte ”Einsatsgruppen”, der myrdede løs på østfronten. De var skyld i masser af jøders død. Og tænk engang efter Pavens henvendelse ændrede amerikaneren afgørelsen i hele 89 tilfælde.
I andre tilfælde førte henvendelsen i 30 tilfælde til øjeblikkelig løsladelse af fangere, der i blandt Alfred Krupp, der havde tjent milliarder ved at lade KZ – fangere og andre krigsfangere arbejde for sig.
Tyske gejstlige henvendte sig til amerikaneren for at få omstødt dødsdommene og gjorde opmærksom på, at tysker med deres indsats havde forhindret kommunismen i at brede sig. Derfor burde resten af døddommene i Landesberg omstødes.
Storforbryderens sekretær anede intet!
En af dem, der sad i bestyrelsen for ”Stille Hilfe” var Heinrich Maltz. Han var sekretær for Ernst Kaltenbrunner, der var chef for Sikkerhedspolitiet (SD) og chef for Einsatsgruppen. Ja disse var ansvarlige for mindst 1 mio. Menneskers død. Ved Nürnberg-retssagerne påstod Maltz, at han overhovedet havde kendt noget til sine overordnedes forbrydelser. Så han slap fri.
En af dem som ”Stille Hilfe” også hjalp var Hildegard Lächert. Hun var inspektør i KZ – lejrene Ravensbrück, Majdanek og Auschwitz. På grund af hendes brutalitet blev hun kaldt ”Blodige Brigitte”. Den 22. december 1947 blev hun idømt 15 års fængsel. Men allerede i 1956 blev hun sat på fri fod. Den 26. november 1975 blev hun i Landsretten i Düsseldorf idømt hjælp til mord i mindst 1.196 tilfælde. Hun blev idømt 12 års fængsel. Men dem kom hun ikke til at sidde for man trak de år fra, som hun allerede havde siddet.
”Bødelen fra Buchenwald”
Martin Sommer blev kaldt ”Bødelen fra Buchenwald”. Han var kendt for at torturere fangerne til døde på den mest grusomme måde. Han sultede folk ihjel. Han forgiftede fangers levnedsmidler. Nogle kom gennem en diverse torturinstrumenter. Om vinteren måtte flygtninge sidde afklædte, også hældte han jævnligt koldt vand over dem. Der var vidner til alle hans forbrydelser.
I 1955 blev han frikendt, da han blev erklæret uegnet til at kunne deltage i retten. I 1958 blev der igen rejst sag mod ham. Han blev da idømt livsvarig fængsel. I 1971 blev han dog løsladt og levede endnu i 17 år i frihed. Måske er ”frihed” ikke det rette ord. Han blev anbragt i et ”behandlingshjem”
Hvad havde Tysk Røde Kors gang i – i 1968?
Det tyske udenrigsministerium lod i 1968 det tyske Røde Kors eftersøge 800 mennesker, der stod på en liste. De var eftersøgt for forbrydelser i udlandet. Men det var nu ikke for at få fat i dem. Nej, som man skrev advarede man mod de besværligheder, de kunne få, såfremt udenlandske retsinstanser fik fat i dem.
Det Tyske Røde Kors brugte koden: ”Advarselstjeneste Vest”.
Da andre så fandt ud af, hvad der foregik, så ville det tyske udenrigsministerium ikke indrømme, at de havde begået en fejl. Og det Tyske Røde Kors mente, at det var en god sag, de kæmpede for, og det sandelig ikke var noget at undskylde.
Søren Kam blev også forsvaret af ”Stille Hilfe”
I 2011 forsvarede den 81 årige Gudrun Burwitz på den kraftigste Søren Kam mod udlevering.
Gennem årene har mange politikere, som for eksempel Franz Josef Strauss anerkendt ”Stille Hilfe* s arbejde. På intet tidspunkt har retslige instanser forsøgt at bremse ”Stille Hilfe”, foreningen eller organisationen, der også nød det privilegium, at de ikke skulle betale skat.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk har vi 1.381 artikler herunder 279 artikler fra besættelsestiden inklusive følgende:
Dato: april 7, 2019
Stormflod – som Guds straf?
Os der er opvokset i sydvest kender til stormflod. Da militærets kommunikation brød sammen, måtte der Walkie Talkies til. Min mor ”Det er noget pjat, at vi skal evakueres” Der Schmimmelreter. Ikke alle stormfloder var hærgende eller farlige. Friserne: ”Havet tager – Havet giver”. Den fede marskjord. Rigdom kunne forsvinde på en nat. Kendskab til dige-bygning og værfter var forudsætning for at bosætte sig i marsken. Store landtab gennem tiden. Man byggede digerne for stejlt. Og så talte man om jerndiger, der heller ikke holdt. ”Blanke Hans” tog udfordringen op. De første mislykkede dige-forsøg er fra 1316. Det var Guds straf. Niels helvad havde forudset det. Ål med store øjne. Hovmod blev straffet. Friserne havde et særligt retssystem. Børn skulle ofres mod Vadehavet. Da Alt – Gamsböll gik under. Spaderetten. Den gamle dame og dige-vagterne. Peter Henriksen fra Møgeltønder. Og skibsradio ude fra Ny Frederikskog.
Vi kender til stormflod
Vi som er vokset op i Tønder kender til stormflod. Dengang var den fremskudte dige ikke blevet bygget. Vi lyttede til radioen, når Radio Syd havde særudsendelser. Min Opa, kom efter kørende på knallert fra Ny Frederikskog syd for Højer til Strucksalle i Tønder med et halv svin. Jeg husker endnu, når det var stormvejr, så gik han ud og kiggede op på skyerne. Og det skete da også, at han kørte hurtig hjem igen, for at lukke sluseportene. Han var i mange år stedfortrædende slusemester ved den gamle Højer Sluse.
Da militærets kommunikation brød sammen
Og da vi så var flyttet fra Tønder skete det, at Walkie-Talkie klubberne i Sønderjylland blev bedt om hjælp under en stormflod. Militærets systemer kunne ikke klare kommunikationen. Ved den lejlighed holdt min onkel fra Højer ved Tønder Politistation med et meget ulovligt anlæg med PA – trin (forstærker) og fungerede som hovedstation. Vi måtte skrive under på, at vi aldrig måtte fortælle om det.
Min mor: Det er noget pjat
Måske havde min mor arvet noget af min Opa’ s færdigheder. På et tidspunkt skulle Tønders befolkning evakueres. Jeg ringede hjem fra Aabenraa. Da mente hun, at det var forkert at Tønders befolkning skulle evakueres. Hun kunne over på Dreds (Lillebil) Vejrhave på Lærkevej se, at vinden ikke mere var i nordvest, så hun mente at der ikke mere var nogen fare.
Skal du besøge Tøndermarsken, Vadehavet eller Vidåen, så kig allerbagerst i artiklen. Der har vi en oversigt over 97 artikler fra dengang.dk , der sikkert kan inspirere dig til et besøg i denne skønne egn, dog ikke når der er stormflod. Du kan altid bruge søgefunktionen på hjemmesiden.
Der schimmelreiter
Jo vi er i familien også bekendt med den berømte roman af Theodor Storm, Der Schimmelreiter, der handlede om en stormflod. Og når vi dengang legede ude på forlandet havde min Opa fortalt, hvornår vi senest skulle være inde ved diget.
Får de besøgende nu alt at vide?
Vi har i denne artikel kigget på nogle af vores ældre artikler og kigget i diverse tidsskrifter og bøger omkring temaet med overtro og varsler herude ved vestkysten. Gad vide, om alle dem som nu skal trave rundt på de mange stier derude i Tøndermarsken også får disse historier fortalt? Men du kan som sædvanlig i slutningen af denne artikel få henvisninger til andre, der berører temaerne Tøndermarsken, Vadehavet og Stormflod.
Kulturlandskabet her ved Vadehavet virker. Har man først mærket og set naturens kræfter, glemmer man det ikke. Og det har mange af os, der er opvokset her.
Ikke alle stormfloder er hærgende og katastrofale
Det er langt fra alle stormfloder, der skal betegnes som hærgende og katastrofale. Der er ofte kraftige vandstigninger uden at det har konsekvenser. Her ved Vadehavet har det noget at gøre med hvor kraftig vinden er, og hvor den kommer fra. Ja og så er det jo også vigtigt, om den forhøjede vandstand kommer samtidig med flod.
Nogle stormfloder er betegnet som gode, fordi de aflejrede gødende havplanter.
Friserne: Havet giver – Havet tager
Cirka 340 før Kristelig fødsel var der en meget ødelæggende stormflod. Den var ved den lejlighed, at Den Engelske Kanal blev gennembrudt. Alt land mellem England og Nederlandene forsvandt. Al marsken, der strakte sig ud fra den engelske kyst forsvandt.
Ja sådan siger friserne. Sammenspillet mellem stormflodens ødelæggelser og den omstændighed, at det er havets aflejringer af gødende havplantedele, der giver særligt gode betingelser for god landbrugsjord.
Den fede marskjord
Den fede marskjord har givet megen rigdom. I en lille rejseskildring fra 1892 fortæller H.P. Hanssen, Nørremølle, at marsken er et vidunderligt rigt land.
Han skriver også, at – ”ifølge fuldt pålidelige vidnebyrd” – fik marskbonden Christian Meinsdorf 63 fold af sin bymark i året, mens landmanden i kongeriget på det tidspunkt var overmåde glad for at få 4-5 fold.
Rigdom forsvundet på en enkelt nat
Men på en enkelt stormflodsnat kunne al den rigdom blive skyllet væk. Generationers hårdt arbejde og velstand kunne blive ødelagt, når, som det heder hele kirkesogne forsvandt i bølgerne.
Omfanget af tragedier og katastrofer som følge af stormfloder hænger naturligvis sammen med en tiltagende indvandring og bebyggelse af marsken. Menneskerne i forhistorisk tid har forholdt sig passive over for begivenhederne ved kysten. Først i begyndelsen af middelalderen begynder beboerne i større omfang at deltage aktivt i forandringsprocesserne af landskabsforholdene.
Antallet af ødelæggede stormfloder steg i takt med digebyggeriet. Særlig slemt var der for området i det 17. århundrede.
Kendskab til bygning af diger og værfter
De dele af marsken, der hvilede på tørv sank efterhånden sammen, således at landet kom til at ligge lavere. De svage diger kunne ikke modstå vandmassernes tryk.
En forudsætning for indvandringen og bebyggelsen af marsken har været indvandrernes kendskab til at bygge diger og værfter (opkastede jordhøje, hvorpå gårde og huse kunne anlægges for at være i sikkerhed mod oversvømmelse ved stormflod).
Adgangen til den gode landbrugsjord har været drivkraften til at man flyttede ud i marsken og begyndte at bygge diger. Hvornår de første diger er bygget vides ikke. Saxo omtalte de diger, der beskyttede Lille Friesland.
Store landtab med tiden
De har næppe haft den store betydning for landskabet, idet der kun er tale om de såkaldte sommerdiger, der ikke var højere end at de lige akkurat kunne holde vandet ude, medens afgrøderne stod på marken. Resten af året var landet oversvømmet.
Det oprindelige motiv til at bygge diger, nemlig at indvinde nyt land til opdyrkning, blev hurtigt afløst af nødvendigheden af at beskytte det, man allerede havde. Man lavede også landinvindinger. Men de landindvindinger man har fået er kun procenter af de landtab, som stormfloderne har forårsaget.
Først i begyndelsen af 1800-tallet begyndte man at interessere sig for det byggetekniske.
Man kan bygge for stejlt
De store stormfloder i 1962 og januar 1976 har givet digebyggerne en lære. Det viste sig nemlig, at de nyere diger var for stejle på indersiden, hvilket bevirkede at bølgerne i stedet for at løbe stille ned ad indersiden, styrtede ned af de alt for stejle sider og vaskede jorden med sig.
En beskadigelse af et nyt dige betyder en større fare, end hvid det var et gammelt. De gamle er helt igennem af klæg. Kernen i de ny diger er havsand, som er dækket med et klæglag på 30 – 50 cm. Har brændingen først slået hul gennem klæglaget er faren for et brud overhængende.
Sandet yder ingen modstand, men skylles for nemt bort. Med andre ord er spørgsmålet, hvor sikker er man bag digerne stadig aktuelt. Ja selv med det fremskudte dige, var det kun held, at det ikke gik helt galt på et tidspunkt.
Man talte om jerndiger
I 1953 druknede 1.800 mennesker og 600.000 måtte evakueres under den store stormflod i Holland. Og 1976 skete der store skader på de danske diger.
Selv om digerne gang på gang ikke svarede til forventningerne, så har man alligevel været meget stolt over disse bygningsværker. Hver tidsepoke har ud fra sine forudsætninger gerne villet opfatte sine diger som:
Man talte om ”jerndiger” og ”evige værker”.
”Blanke Hans” tog udfordringen op
I Risummose satte man spaden i jorden efter et stort digebyggeri og sagde:
Men Blanke Hans tog udfordringen op ved den store flod natten mellem den 11. og 12. oktober 1634. I denne forfærdelige stormflod menes 10 – 15.000 mennesker og 50.000 stykker kvæg at være druknet.
Stor rigdom i det 17. århundrede
I gode tider var rigdommen stor. I det 17. århundrede indskrænkede sønderjyderne sig ikke kun til landbruget. Man deltog også i den opblomstrende handel og søfart.
Det første mislykkede digeprojekt fra 1316
Den rigdom, som marskjorden kastede af sig, betød også muligheder for gode skatteindtægter. Heri ligger nok forklaringen på, at så mange konger og fyrster i tidens løb har interesseret sig for marsken og har haft store visioner om digeprojekter.
Den første var Erik Menved, der i 1316 forsøgte at forbinde øen Vidding med fastlandet ved hjælp af et dige fra Rudbøl til Fegetasch. Det mislykkedes. Desværre kølnedes interessen noget, når markboerne bad om hjælp eller skattelettelser efter stormflodsødelæggelser.
Mange oplysninger er upålidelige
Mange oplysninger om stormfloder specielt når det gælder antal af omkomne og omfang af skader, stemmer ikke overens. Det skyldes hovedsageligt, at mange arkiver også er gået tabt i senere stormfloder.
En del oplysninger er derfor rekonstruktioner basseret på gamle sagn og vandrefortællinger. Pålideligheden i sådanne tilfælde er meget tvivlsom.
Det er gået hårdt ud over Nordstrand
Man ved fra Kong Valdemars Jordebog fra 1231, at der på øen Nordstrand har været 59 kirkesogne, hvilket er 50 flere end i 1934. Ligeledes ved man fra en meddelelse fra Slesvig Domkapitel til konciliet i Basel 1447, at ”Det Salte Hav har taget 60 kirkesogne, der har indbragt over Halvdelen af Kapitlets Indtægter”.
Mange gange henviser forfattere til lokale sagn.
Fra 1600-tallet er der bevaret en række samtidige beretninger fra de forfærdelige stormfloder, som hærgede på den tid. Præsterne fra dengang mente, at stormfloderne og deres ødelæggelser måtte være Guds straf for marskboernes syndige levned.
Det var Guds straf
Kigger man tyske og danske sagnsamlinger er holdningen den samme. Det var Guds straf. Troen på Guds straf kan opdeles i tre hovedpunkter:
Niels Helvad havde forudset det
Vi har tidligere skrevet om Niels Helvad. Han udgav i 1616 sit første flyverskrift. Det handler om den forfærdelig stormflod året før, hvor:
Niels Helvad indleder med at fortælle om det frygtelige uvejr, som kunne være blevet forudset eftersom:
Dette havde man kunnet læse i Helvad’ s store ”Prognosicon” for året 1615. Han beskriver selv katastrofen og giver en udlægning af den store Guds straf over synden. Dette bekræftes ved en række henvisninger til lignende begivenheder i den hellige skrift, nemlig Noah og syndfloden, Loftus flugt fra Sodoma og andre.
Han var flittig denne Helvad. Indtil sin død i 1634 udsendte han hvert år sine prognoser. Han har skrevet om flere stormfloder og deres årsager. Han mente, at det hørte til de plager, som Gud hjemsøgte menneskerne med for at advare dem mod synden.
Om en stormflod i året 1300 – altså 300 år før hans egen tid – skriver han, at man forud havde set en skrækkelig komet og ildtegn på himlen. Også mærkværdigheder som græshopper, ilanddrevne fisk eller andre havdyr, misfostre både blandt mennesker og dyr og ”blodregn” hører med til de varsler hører med til de varsler, som Helvad mente, at Gud sendte for at advare menneskerne.
Mange forvarsler
Andre eksempler på varsler, der optræder i forbindelse med stormfloder var:
Ål med store øjne
Der findes et sagn om Ecksee og Kattsee i Ditmarsken, hvor der havde vrimlet med ål med store øjne. Landsbyboerne i det gamle Tellingstede havde tvunget præsten til at give en so det hellige sakramente.
Kort efter rejste der sig en vældig storm og landsbyen forsvandt i en bundløs sø. Præsten og de fromme nåede at flygte. Det samme sagn kendes fra byen Hardendorf et par mil sydligere. Varslet var her, at veje og huse fyldtes med fisk.
Rig af velvære og overflod
Ofte advarer Gud direkte enkelpersoner og grupper, for eksempel præsten og de fromme i byen. Karakteristisk så når disse altid at redde sig fra området, inden stormfloden kommer.
Vi har også tidligere skrevet om Rungholdt, der forsvandt i ”Den store Manddrænkelse i året 1362:
Rungholdt var centrum for salthandelen. Rigdommen havde ledt beboerne til hovmod og gudsbespottelse.
Hovmod blev straffet
Det samme kan man sige om et sagn fra 716. Her nævnes byens navn dog ikke. Vi møder igen soen som præsten tvinges til at give det hellige sakramente. Så vred blev Gud over denne bespottelse, at hele byen plus seks nabosogne blev totalt udryddet. Kun præsten, hans pige og to jomfruer, der havde været i kirke i en anden by, overlevede stormfloden.
Men rigdommen og den dermed følgende gudløshed var kun en af årsagerne til Guds vrede. Friserne er blevet klandret for deres umådelige stolthed over digebyggerierne, hvilket blev udlagt som hovmod.
Præsten Boetius skriver i 1623 om tilstandene på Nordstrand at:
Friserne havde et særligt retssystem
Der er bestandigt klager over disse vilde frisere. Drab var hyppige i marskegnene.
Friserne havde et særligt retssystem. Den gamle organisation i slægten spillede i middelalderen og endnu længere tilbage en større rolle end blandt den danske befolkning i hertugdømmerne, og som følge heraf holdt ”blodhævnen” sig længere blandt friserne.
I Kragelund anskaffede man sig sabler mod friserne
At opfattelsen af friserne som vilde og blodtørstige har holdt sig længere blandt deres naboer, vidner et sagn fra Kragelund om. I sagnet hedder det, at friserne var ”slemme ved de folk, der boede i Kragelund, og at de havde slået mangen en Kragelund-borger ihjel. Mændene i Kragelund købte derfor sabler, så de kunne værne sig mod friserne. Det hjalp.
Børn skulle ofres mod Vadehavet
Friserne er også blevet beskyldt for at have ofret mennesker til havet. Så sent som i året 1932 skriver H.P. Hanssen, at han har truffet:
J. Kamp skriver i 1874, at man på egnen mellem Stadil og Nissumfjord fortalte om nogle landstrygere, der drog omkring lige efter Den Slesvigske Krig, at de var udsendt fra marsken til at opkøbe et barn, der skulle ofres til Vadehavet.
Der var nu gået flere år, hvor havet ikke havde fået noget offer, og nu turde man ikke vente længere. Også dette er dog et vandresagn. Det samme sagn fortælles også om Skanderborg Sø. Gamle folk siger, at de kunne høre på den lyd, som den gav fra sig, at tiden var kommet.
Der findes også sagn om menneskeofringer til Vadehavet. Her køber marskbønderne et barn fra en sigøjnerkvinde.
Nu er det nok en fordom, at friserne skulle være mere kriminelle end andre. De har levet under andre betingelser end deres naboer. Måske derfor har de virket særegne og vilde.
Da Alt-Galmsbüll gik under
I sagnet om Alt-Galmsbülls undergang har vi en klar udlægning, at en kriminel handling er årsagen til Guds vrede. Beboerne havde her skik for at lokke skibe med falske signaler, når det var dårligt vejr. Når skibene da var blevet slået sønder i den hårde brænding, besætningen druknet, og de der overlevede slået ihjel, plejede folkene fra Alt-Galmsbüll at dele byttet imellem sig.
En nat slår man på den måde nogle søfolk ihjel. Da man skal begrave dem næste morgen, opdager man, at en af de dræbte er søn af en af sørøverne. Sønnen havde i mange år rejst i det fremmede, men var altså nu vendt hjem. Straffen for denne ugerning kommer nogle uger senere. I en vældig stormflod går byen under.
Det gik også ud over de overlevende
Holdningen i dette sagn er helt på linje med præsternes. Menneskerne er selv skyld i deres ulykker. Stormfloder er retfærdige, fordi de rammer de syndige. Det er dog lige værd at huske, at det ikke kun er de stakkels mennesker, der omkom, der blev straffet.
Også dem, der blev tilbage gik det hårdt ud over. Mange gange er korn og andre afgrøder blevet ødelagt. Når digerne skulle sættes i stand igen, kunne det hænde, at det ikke var tilstrækkeligt mange arbejdsføre mænd tilbage. Arbejdet blev derfor ikke udført.
Spaderetten
Det kunne resultere i, at digerne gennem længere tid ikke blev ordentligt vedligeholdt, men forfaldt, og derfor ikke kunne modstå selv mindre stormfloder. I 1652 tog hertugen den såkaldte ”Spaderet” i brug og fratog nordstrandinger store dele af deres jord. Ved du ikke, hav spaderetten er?
Det betød, at også kommende slægter blev jordløse. Efter Den Store Flod i 1634 var forholdene så fortvivlende på øen, at de overlevende dels var for få og dels var for udmattede til at reparere digerne efter ødelæggelserne.
Hertugen overlod da retten til jorden til hollandske participanter, der til gengæld forpligtede sig til at bygge diger.
Skillingsviser
Troen på den retfærdige straf er sejlivet. I begyndelsen af det 18. århundrede støder vi på den igen. Denne gang i en skillingsvise – en klagesang om de to stormfloder i 1717 og 1718. Den har fået følgende undertitel:
Peter Henriksen fra Møgeltønder
Men se gudfrygtigt liv og en bøn kan også godt betale sig. Sagnet om Peder Henriksen fra Møgeltønder er et eksempel på, at stærk tro kan føre til frelse.
Peter Henriksen blev 127 år. Så han har bestemt ikke været en hel almindelig mand. Under en stormflod og kraftig vandstigning, da alle andre i byen havde forsøgt alt og opgivet over for vandet, der bare steg og steg, kom de til Peter Henriksen.
Han fortalte dem, at der var et, de havde forsømt, nemlig at bede til Herrernes Herre. Peder Henriksen bad nu for med ”stærk stemme”, og da han kom til den syvende bøn af Fadervor: ”Fri os fra det onde”, ja så begyndte vandet at synke. Ikke alene Peder Henriksen, men hele byen blev reddet ved hans bøn.
Den gamle kone og digevagterne
En gammel kone vågnede op og opdagede at hendes seng var omgivet af vand. Da hun blev klar over, at hun ikke havde nogen mulighed for at redde sig i land, knælede hun ned i sengen og bad til den kære Gud.
Bølgerne løftede nu hendes seng og bar den til nærmeste værft, uden så meget som hendes sengetæppe blev vådt. I samme nat og i samme sogn, var der nogle digevagter, der på frisk maner bad om noget mere at drikke. Dem gik det dårligt. Døden udfriede dem før tørsten, iden vandmasserne i det samme fik taget til at styrte sammen.
Skibsradio i Ny Frederikskog
Ja sådan kunne vi blive ved. Jeg husker endnu de aftener under en heftig storm, at jeg sad med min Opa i Ny Frederikskog cirka 3-4 kilometer syd for Højer og lyttede på en transistorradio på Blåvand Radio og Norddeich Radio. Det var på skibe, der lå ude i Nordsøen og ikke var kommet i havn. Min Opa havde forinden været oppe ved den gamle Højer Sluse for at tjekke om alt var i orden. Han havde også været nede ved sin fiskekutter og tjekket fortøjningen.
Det kan være barsk herude i Tøndermarsken. Og det er historier, sagn og vandrehistorier også.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.374 artikler herunder Tønder(241), Sønderjylland (170) og Højer (70) med bl.a. flg. 98 Artikler:
Ribe:
Mandø
Brøns:
Ballum:
Rømø:
Jordsand:
Emmerlev:
Højer:
Trøjborg:
Møgeltønder:
Rudbøl:
Aventoft:
Tøndermarsken:
Vadehavet:
Vidåen
Andet:
Syd for Grænsen:
Dato: april 4, 2019
Nazi-jægerne
Flere krigsforbrydere kunne være blevet fanget. 24 nazister blev retsforfulgt i Nürnberg. Centralkontoret for undersøgelser af Nationalsocialistiske forbrydelser skal vi besøge. I kamp med tiden. Ægteparret Klarsfeldt. Beate var ikke lige populær alle steder. To mislykkede bortførelser. Hun fik DDR til at begære udlevering. Udsat for attentat og mordtrusler. Udmærkelser i tre lande. ODESSA – hvad er det? De havde gode forbindelser. Simon Wiesenthal hilser vi på. Da Eichmann blev snuppet. Efterlod kartotek med 90.000 navne. Et brev til Anders Fogh Rasmussen vedr. Erik Haaest. Mange blev opsporet. Anklage mod dansker. Der var langt flere danske krigsforbrydere. Juraen er blevet ændret. 30 sager afleveret til anklagemyndighederne
Flere krigsforbrydere kunne være fanget
Ja egentlig er det Nazi – krigsforbryderne, der bliver jaget. Men det er vel efterhånden på sidste vers. Disse forbrydere har nået en alder, hvor de dør. Og rent juridisk kan de i 2027 ikke mere retsforfølges.
Og man må sige, at en masse er sluppet. Det skyldes diverse lovgivninger og juridiske spidsfindigheder. Men det skyldes vel også sløve regeringer. Således har man i Danmark ikke været særlig aktive for at finde ud af danske krigsforbrydelser.
Kirken, Røde Kors og diverse efterretningsvæsner har heller ikke gjort det let. De hjalp alle med til at krigsforbryderne slap væk.
24 nazister blev retsforfulgt i Nürnberg
I Nürnberg-processerne, der stod på fra 1945 og 1949 blev 24 nazister retsforfulgt. Halvdelen blev dømt til døden. Ni fik fængselsdomme på mellem ti år og livstid. Tre nåede aldrig for retten, her iblandt rigsfeltmarskal Hermann Göring, der begik selvmord i fængslet.
Centralkontoret
I et tidligere fængsel for nazi-forbrydere i Ludwigsburg ligger Centralkontoret for Undersøgelser af Nationalsocialistiske Forbrydelser. Det har siden 1958 været ansvarlig for at efterforske og finde tidligere nazister.
Kontoret blev oprettet efter at 10 tidligere medlemmer af Einsatzgruppen i 1958 blev dømt. Det var de første retssager mod nazi – forbrydere under vesttysk lov og brød forestillingen om, at alle krigsforbrydere var dømt under Nürnberg –processerne.
I kamp med tiden
Alle står til ansvar for loven uanset alder. Måske burde man for længst være blevet straffet. Nu risikerer man ikke, at få nogen straf på grund af helbredet. På kontoret arbejder otte efterforskere i kamp med tiden.
Bygningerne i Ludwigsburg skal bevares som et sted at mindes, dokumentere. Der kommer en tid, hvor der ikke er mere at forfølge. Men det er stadig rigeligt at kæmpe for i forhold til at mindes Holocaust.
Hoplocaust-benægtelsen er stadig udbredt i dag. I Østeuropa er der flere lande, der hylder nazi- forbrydere som kæmpede mod kommunister, på trods af at de deltog i folkedrabet på jøderne. Derfor er det vigtigt at skabe opmærksomhed om holocaust.
Længe har det været mest fokus på de højtprofilerede nazister, der begik selvmord ved krigens afslutning, blev dømt ved Nürnberg-processen eller gemte sig for myndighederne. Flere nazister søgte tilflugt i Sydamerika, hvor en række af dem efterhånden blev fundet af nazi-jægerne.
Ægteparret Klarsfeld
To af de kendte nazi-jægere var ægteparret Klarsfeld
Ægteparret Klarsfeld mødte hinanden i1963. Beate’ s forældre stemte på Hitler og Serge’ s far døde i en KZ – lejr.
Beate Klarsfeld blev første gang kendt, da hun i 1968 forklædt som journalist gav den tidligere tyske kansler Kurt Georg Kiesinger en lussing under et CDU – møde. Kiesinger var medlem af det tyske nazistparti under krigen. Han havde arbejdet for Udenrigsministeriets propagandaafdeling.
I første omgang blev hun idømt et års fængsel, senere blev forseelsen sat ned til fire måneders fængsel.
Selv vil de ikke kaldes nazi-jægere men hellere dokumentarister. De har i mange år afdækket rædslerne under Holocaust.
Beate var ikke lige populær alle steder
Nu er Beate Klarsfeld ikke lige populær alle steder i Tyskland. Således skulle hun have været involveret I DDR’ s hemmelige sikkerhedspoliti i 1960’erne. Hun har forsvaret sig med, at hun samarbejde med mange regeringer og instanser i sin jagt på krigsforbrydere.
De har fundet krigsforbrydere hjemme i Tyskland, DDR, Sydamerika og USA.
En mislykket bortførelse
I 1971 forsøgte de to at bortføre den forhenværende SS – mand Kurt Lischka fra Köln til Frankrig. Lischa levede som en anerkendt forretningsmand i Tyskland.
Sin fortid som Gestapo-chef i Køln og senere SS – obersturmführer og sig kommandør af sikkerhedspolitiet SD i Paris var der ingen i Tyskland, der bekymrede sig om.
I Frankrig var det noget andet. Der havde Lischa stået for deportationen af titusinder af jøder. Allerede i 1950 havde han kunne blive dømt til livslang tvangsarbejde. Men de tyske love sagde dengang, at man ikke kunne blive dømt i Tyskland for en forbrydelse, man allerede var dømt en gang for i et andet land.
Bortførelsen mislykkedes. Men i 1980 rejste tyskerne alligevel en sag mod ham. Landsretten i Køln dømte den tidligere SS-mand til ti års fængsel.
Endnu en mislykket bortførelse
Klarsfelds største succes var dog at de opsporede ”Slagteren fra Lyon, Klaus Barbie. Han ledede en afdeling af SD i Lyon og var berygtet for sin brutalitet. I begyndelsen af 1970erne fandt parret ud af at han opholdt sig i Bolivia. En bortføring mislykkedes. Men i 1983 blev Barbie udleveret til Frankrig. I 1987 blev han idømt livsvarig fængsel.
Hun fik DDR til at begære en udlevering
Allerede i kampagen mod Kiesinger havde DDR bakket Beate Klarsfeld op. I 1988 kom det sidste sammentræf i stand med DDR-politikkere. Beate Klarsfeld var på jagt efter Alois Brunner, en af de største skrivebords-forbrydere efter Adolf Brunner.
Det var ham, der var skyld i at hendes mands far blev myrdet. Han var allerede i fraværd blevet dømt til døden i Frankrig.
De havde sporet ham til Syrien, hvor Brunner siden midt i 1950erne levede. Men Syrien afviste alle udleveringsanmodninger. Ja de påstod, at han ikke var bosiddende i Damaskus. Klarsfeld henvendte sig direkte til statschef Erich Honecker.
Hun mødte ham ved et aftenmåltid hos præsident Mitterrand. Kort før murens fald sendte DDR en udleveringsanmodning til Damaskus. Men han blev ikke udleveret. Han levede til sin død i Damaskus.
Attentat og mordtrusler
Den 9. juli 1979 tog gruppen ODESSA ansvaret for et mislykket attentat mod Serge og Beate Klarsfeld. Det var en bombesprængning af deres bil. Gruppen krævede at de skulle stoppe med at forfølge nazister.
Parret fik masser af mordtrusler. Og den tyske presse var åbenbart også træt af parrets nazi-jagt. De blev beskyldt for at tilhøre studenterbevægelsen omkring Rudi Dutschke. Og hun blev også beskyldt for at være Mossad-agent.
Udmærkelser i tre lande
Trods attentatet førte Klarsfelds en kampagne mod den østrigske præsident fra 1986, Kurt Waldheim, en tidligere nazist og officer i det tyske SA. Denne kampagne var så effektiv, at de fleste vestlige lande undgik Kurt Waldheim.
Beate Klarsfeld har fået store udmærkelser i Tyskland, Frankrig og Israel for hendes arbejde sammen med hendes mand.
ODESSA – hvem var det?
Men hvem var det, der nær havde dræbt parret ved bombeattentatet? ODESSA står får betegnelsen:
Gruppen blev angiveligt dannet ved 2. verdenskrigs slutning af en gruppe SS-officerer. Nogle historikere med den kontroversielle David Irving i spidsen afviser, at organisationen nogensinde har eksisteret.
Formålet med ODESSA- grupperne var at skabe og opretholde hemmelige flugtruter kaldet ”rottelinjer” ud af Tyskland til Sydamerika og Mellemøsten for eftersøgte medlemmer.
Man havde gode forbindelser
Med forbindelser til Argentina, Egypten, Brasilien, Tyskland, Italien, Schweiz og vartikanet opererede netværket fra Buenos Aires i Argentina. Man hjalp bl.a. Adolf Eichmann, Josef Mengele, Erich Priebke, Aribert Heim og andre SS-medlemmer med at finde skjulesteder i Latinamerika og Mellemøsten.
Både SS-Obersturmbannführer Otto Skorzeny og Sturmbannführer Alfred Naujocks menes at være aktive i ODESSA-organisationer, men det er aldrig bevist. Førstnævnte var aktiv fra sin adresse i Spanien.
Mange var indblandet
Ligeledes kom general Gehlens efterretningsorganisation under mistanke. Det var en organisation, der blev anvendt og beskyttet af amerikanske efterretningskræfter i 2. verdenskrigs sidste måneder. Efter Krigen blev dette en vigtig del af NATO’ s efterretningsnetværk i Østeuropa. De virkede også i NATO* s hemmelige paramilitære organisationer.
Også Eva og Juan Peron var medlemmer af netværket samt James Jesus Angleton fra OSS (CIA’ s forløber)
Simon Wiesenthal
I 2002 indledte Simon Wiesenthal Center ”Operation sidste chance”. De ville fange de sidste krigsforbrydere, inden det var for sent. Centret startede i1977. Man fik også fat i diverse lande og fik dem til at udlevere krigsfangere til retsforfølgelse.
Han var selv gennem 12 lejre og vejede kun 45 kilo, da han i 1945 kom ud af kz-lejren Mauthausen i Østrig. Hele hans slægt var udryddet, ja han havde endda tal på det – 89. men mirakuløst så overlevede hans hustru Cyla mirakuløst krigen.
Forskellige centre både i USA og Europa mistede hurtig pusten i jagten efter krigsforbrydere, men Simon Wiesenthal viede hele sit liv til dette. Amerikanerne og europæerne virkede blikket nedad i jagten, men det gjorde han ikke.
Da Eichmann blev snuppet
Allerede efter krigen startede han med Jødisk Historisk Dokumentationscenter i Linz i Østrig. Centret lukkede i 1954. Hans materiale blev overgivet til arkiver i Israel.
Der er lidt modstridende oplysninger om Wiesenthal, FBI’ s og Mossads rolle ved opsporingen og tilfangetagelsen af Albert Eichmann i Argentina. Således skulle Wiesenthal allerede i 1953 have vidst, hvor Eichmann befandt sig.
Centret dengang i Wien blev et indsamlingssted for historiske oplysninger, papirer, dokumentationer, vidneudsagn, som kan føre til forbrydernes domfældelse. Wiesenthals kamp gennem 50 år var i høj grad en kamp med myndigheder, arkiver, retsinstanser, som helst ville slå en streg over fortiden, beholde informationer.
Mossad har således hævdet, at han overhovedet ikke medvirkede med informationer eller har assisteret ved anholdelsen.
Arkiv med 90.000 navne
Wiesenthal var med til at fange den tidligere leder af kz-lejren Sohibor, Franz Stangl. Han blev fanget i 1967 i det sydlige Brasilien, hvor han arbejdede for Volkswagen-fabrikkerne.
For Wiesenthal var der ikke tale om hævn men om retfærdighed, om lov og ret og om at betale for sine forbrydelser.
Men der var ikke alle, der var lige begejstret for hans arbejde. Så sent som i 1982 sprang en bombe uden for indgangen til det hus, hvor han boede. Det skete dog kun materiel skade. Siden da blev hans hus bevogtet af bevæbnet politi. En tysk og adskillige østrigske nynazister blev anholdt. Den tyske hovedmand fik fem års fængsel.
Da Wiesenthal trak sig tilbage som 92 årig efterlod han sig et arkiv med 90.000 personer. Kun lidt over 3.000 er blevet retsforfulgt.
Et brev til Anders Fogh Rasmussen
Man fulgte med i mange ting. Centret sendte han i 2007 et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen og opfordrede denne til at stoppe et rejselegat til Erik Haaest. Han fik to gange 100.000 kr. af Kunstrådets Litteraturudvalg.
Man mente i centret, at pengene blev givet til en, der fornægter holocaust og opfordrer til antisemitisme. Dette er en fornærmelse mod de overlevende fra Holocaust og alle ofre for nazismen.
Mange blev opsporet
Efterhånden kunne man blive dømt til at være medskyldig i mord, selv om man kun havde gået vagt i kz-lejrene. På den måde blev John Demjanjuk dømt. Han havde søgt tilflugt i USA i 2011. Demjajuk havde været på vagt i dødslejren Sobibor. Han benægtede sin skyld og døde før hans appelsag kunne prøves.
I 2015 blev den tidligere Auschwitz-vagt, Oskar Groenning dømt på samme grundlag.
Anklager mod dansker
I 2016 blev der forsøgt at rejse anklage mod en dansk mand ved navn Helmuth Leif Rasmussen. Han havde været vagt i Borbruisk under krigen. Manden var 91 år i 2016, da Efraim Zuroff fra Wiesenthal – centret var på besøg i Danmark.
Den danske statsadvokat mente dengang, at beviserne ikke var tilstrækkelig til at føre en sag om krigsforbrydelser. Og så standsede efterforskningen.
Jørgen Christianden fra Tønder var den værste i jødelejren dengang. Hans sag blev dog aldrig efterforsket, da han døde i Rusland i 1942.
Langt flere danske krigsforbrydere
Terkel Stræde og Dennis Larsen mener, at Frikorps Danmark – folk i langt højere grad end hidtil antaget var involveret i de tyske masseudryddelser af jøder. Det kan dreje sig om 10 – 15 pct. af de 6.000 danske frivillige, der var aktive ved østfronten.
De to forfattere mener, at Helmuth Leif Rasmussen var med i den indre vagtstyrke, der begik drab og andre grusomheder mod de jødiske fangere.
I dag ligger Centret i Los Angeles med flere underafdelinger for eksempel i Wien.
Juraen er blevet ændret
Efterfølgen på centret, chef – nazi-jæger Efraim Zuroff mener stadig at centrets arbejde er uhyre vigtig. Han siger, at der er begået mange folkedrab efter Holocaust. Sidste år udgav de deres seneste rapport. Her fremhævede man Tyskland, som en af de eneste lande, der går helhjertet ind i jagten på krigsforbrydere.
Men i Tyskland har det ikke altid været muligt at stille alle til ansvar for deres handlinger. I 1969 satte en retssag en stopper for efterforskernes arbejde, da et tidligere SS-medlem, der havde arbejdet i Auschwitz blev frifundet.
Retten vurderede, at det ikke var nok at have arbejdet i en koncentrationslejr til at blive dømt. Det skulle bevises, at man personligt havde begået et drab, da al anden kriminalitet falder for forældelsesfristen.
30 sager er afleveret til anklageren
I 2007 ændrede en retssag Centralkontorets muligheder. Nu kunne man gå efter de mindre brikker i nazisternes maskineri. Således har centret givet 30 sager videre til anklagemyndigheden sidste år.
Vi vil lave efterfølgende artikler om ”Rottelinjen – Odessa-sammenslutningen – Vatikanets rolle og nogle af de mest eftersøgte Albert Eichmann og ”Slagteren fra Lyon”
Kilde:
Hvis du vil vide: www.dengang.dk indeholder 1.373 artikler heraf 276 artikler om Besættelsestiden (Før/efter/under) med bl.a.:
Dato: marts 29, 2019
Gleiwitz – senderen
Aftenen inden Polen-angrebet skete angrebet mod Gleiwitz-senderen. Man fandt en mikrofon. Et lig blev medbragt. Lokale myndigheder var informeret. Naujocks: ”Det var mig, der startede Anden Verdenskrig”. Man aktionen var meget dårlig forberedt. Heydrich ventede forgæves foran radioen. Undskyldning for en krigserklæring. Heydrich påtalte fejlen. Længe leve Polen. Nye billeder skulle laves. Hvad sagde Naujocks ellers? Og hvem var han? Han dræbte mindst tre. Han var med i Peter – gruppen. Men han var en fri mand allerede i 1950. Han var med til at tilsvine Willy Brandt. Han døde i 1966.
Aftenen inden angrebet mod Polen
Den tyske sender Gleiwitz lå dengang i Øvre Schlesien (nu i Polen). Det var næsten på grænsen til Polen. Og senderen blev verdensberømt på grund af det angreb som SS fingerede sammen med andre overfald ved grænsen den 31. august 1939. Dette påskud brugte Hitler for at angribe Polen den 1. september 1939.
Om aftenen den 31. august 1939 trængte SS Sturmbannführer Alfred Naujocks og fem andre SS-folk ind på senderen. Alle var klædt i civil og optrådte som polske frihedskæmpere.
Alle aktioner den aften var organiseret og planlagt af chefen for Reichsicherheitshauotamt, Reinhard Heydrich.
Man fandt en mikrofon-tilslutning
Aktionen var nær gået galt. Gleiwitz-senderen udsendte ikke selvstændige programmer, men sendte dem blot videre. Programmerne kom fra Breslau. Endelig fandt SS-folkene en mikrofontilslutning, der kunne anvendes til at udsende meldinger om driftsforstyrrelser. Men nu kunne man udsende den melding, der var formålet med hele aktionen.
Programmet blev afbrudt og ca. fire minutter og langt opråb- angiveligt fra det polske mindretal- blev udsendt.
Et lig blev medbragt
Et lig blev medbragt fra den nærliggende arbejdslejr som bevis på det polske overfald. Hele aktionen var klaret på meget kort tid. En anden historie går på, at det var, at det var en repræsentant for landbrugsmaskiner, Franz Honick, der var kendt for at være ”polen-venlig”, der dagen forinden var blevet bortført og skudt. Så ville de hele se mere rigtig ud.
Lokale myndigheder vidste besked
De lokale myndigheder var blevet informeret om, at noget ville ske. Dem, der havde fået besked stillede ind på frekvensen. Og rigtig nok, kort efter klokken 20 den torsdag blev rigsradioen afbrudt. Det knasede og larmede. Så forkyndte en stemme på polsk, at byen og senderen Gleiwitz var i hænderne på ”Det frivillige korps af oprører fra Øvre Schlesien. Så kom der nogle bandeord på polsk og tysk. Ja så lød det som noget tumultagtigt. Bagefter forblev senderen tavs.
På grund af spændingerne de seneste dag mellem Det Tredje Rige og Polen havde mange mennesker indstillet radioen for at høre de sidste nyheder. De blev vidne til noget mystisk omkring senderen.
Politimesteren modtog telefonopkald
Politimesteren, der var blevet orienteret fik telefonopkald fra oprivende betjente fra de omkringliggende byer. Han manede til ro, og gav ordre til at berolige borgerne og så i øvrigt afvente begivenhederne. Så lod han sig fragte hen til senderen.
Hvad der ventede ham der, havde han sikkert ventet. Det var stationens teknikkere, der var blevet bagbundet og en var død, Det var en person fra sikkerhedstjenesten, der ”tilfældigvis” var kommet forbi den afsidesliggende sendestation.
”Det var mig, der startede Anden Verdenskrig”
Alfred Naujock pralede senere med, at han havde startet Anden verdenskrig. Man havde ikke aftalt et bestemt tidspunkt. Kodeordet var ”bedstemor er død”.
Den 22. august 1939 havde Hitler forkyndt ”ligegyldigt, måske noget man kan tro på”. Det var lige meget for ham. Han sagde nemlig også:
Naujocks var dårlig forberedt
Men hvorfor skulle man gøre alt dette? Naujocks overfald var dårlig forberedt. Man var således ikke en gang klar over, at det ikke var et studie. Kun i nødstilfælde kunne man bruge en mikrofon lokalt. Så meldingen fra senderen nåede ikke særlig langt ud.
Det var egentlig kun en forstærkerstation. Hovedsenderen lå fire km væk.
Andre historier går på at seks ansatte på stationen blev skudt og kun en overlevede. Og denne overlevede kun fordi han befandt sig uden for stationen.
Heydrich ventede forgæves
I Berlin ventede SD – chef Reinhard Heydrich forgæves på meldingen fra Gleiwitz. Og at en SD – mand skulle skydes var også en fejltagelse.
Aktionen blev kaldt ”Operation Tannenberg” Den var udført amatøragtig. I gaderne i Gleiwitz talte man om, at aktionen var som ”et dårligt hørerspil”
Undskyldning for en krigserklæring
Hitler har ikke direkte berørt situationen. I hans rigstale den 1. september talte han om 14 grænseovergreb, deraf var tre alvorlige. Men dette var Hitlers undskyldning for at starten Anden Verdenskrig.
Han var overbevist om, at Storbritannien og Frankrig ikke trods deres garanti, ville komme polen til hjælp. Muligvis skulle disse grænseovergreb skabe forvirring. Disse skulle give anledning til, at erklære en krigserklæring.
Heydrich påtalte fejlen
Heydrich påtalte fejlene over for Naujocks, da denne kom tilbage til Berlin. Men skuffelsen har nok alligevel ikke været så stor. Den fik ikke nogen umiddelbare konsekvenser for Naujocks karriere.
Allerede to måneder efter skulle ”Manden med de beskidte jobs” igen blive aktiv. Han bortførte ved et angreb i Venlo ved den tysk – hollandske grænse tol britiske efterretningsofficerer.
Vigtig er angrebet mod senderen i Gleiwitz af en anden grund. Den beviser, at der faktisk en gang imellem er provokationer i verdenshistorien og at det altid går galt.
Masten i Gleiwitz er af træ og 110 meter høj.
Længe leve Polen
Naujocks har senere ikke talt noget om, at nogen blev dræbt. De havde kun afgivet et par advarselsskud, for bare at lave lidt ballade og for at de ansatte skulle blive nervøs.
Han fortæller, at det var en af de ansatte, der fandt mikrofonen. Talen varede i fire minutter, og den sluttede med:
Heydrich ville have nye billeder
Ifølge Naujocks blev der taget et billede af det lig, de havde med. Det blev med det samme fløjet til Berlin. Men det billede var ikke noget Heydrich kunne bruge. Derfor blev der fremskaffet to andre lig fra KZ-lejren Sachsenhausen. Disse blev anbragt inde i lokalet.
Neujocks kommentarer
Og fra arkiverne har vi også udsagnet fra Naujocks. Om man kan stole på disse udsagn, ja det er nok tvivlsomt. Dette er en erklæring fra 20. november 1945:
’
Angrebet mod Polen
Man gik ikke tilbage for at beskylde andre nationer for krigsforbrydelser hos nazisterne.
Ja egentlig var det, det tyske skoleskib Sleswig-Holstein, der startede den egentlig krig ved at beskyde et polsk depot ved Danzig. Samtidig beskød 87 ”Stuka”-maskiner den lille forsvarsløse by Wielun. Der var ikke meget tilbage af byen.
Angrebet mod Polen var planlagt over lang tid. 1, 5 millioner soldater deltog. Luftvåbenet bidrog også, og så gik det ellers i retning mod Warschau. Frem til den 6. oktober blev den polske hær nedkæmpet.
Med største brutalitet
Krigen mod Polen var kort. Men den blev gennemført med største brutalitet. På marchen blev tusindvis af civilister dræbt, som tyskerne mente var polske partisaner. Men i september 1939 var der ingen polske partisaner.
Titusinder af den polske elite blev dræbt af det tyske sikkerhedspoliti. Man mente, at de tilhørte en polsk modstandsbevægelse. Polske jøder blev jagtet, generet og myrdet.
Polske historikere har berettet om, at Luftwaffe ødelagde 150 byer. Derved døde 10.000 mennesker.
600 ekskursioner blev gennemført med 50.000 døde. 3.000 krigsfangere omkom. Og i kampen mod både den røde hær og tyskerne kostede 120.000 polske soldater livet.
Hvem var Alfred Naujocks?
Men hvem er han, den person, der startede Anden Verdenskrig – Alfred Naujocks? Hurtig steg han i graderne. Egentlig startede han som chauffør. Bl.a. var han ansvarlig for at udfærdige falske pengesedler og pas i udlandet. Han var en af dem, der i Det Tredje Rige lavede det beskidte arbejde.
Og som de fleste forbrydere fra den tid, beskrev han sig selv som en, der bare tog imod ordre. Han skammer sig overhovedet ikke over, det har gjort. Han frygtede heller ikke, at man var efter ham.
Efter krigen opholdt han sig på St. Pauli. Han ville gerne tale om sin tid i SS.
Selv hans SD-kollegaer kaldte han for frygt og skrupelløs. Han politiske fjender frygtede ham
Han forbrydelser er almen kendt. Inden for SS havde han opnået et anerkendt rygte. Hans aktioner blev et forbillede for mange. Både i Holland og Danmark har han været involveret i mange aktioner.
Drabet på Rudolf Formis
Den 9. januar 1935 fik han af sin chef at vide, at han skulle hente Rudolf Formis. Denne havde en radiostation, der advarede imod nazisterne. Heydrich ville gerne have ham levende. Senderen lå 60 km sydvest for Prag.
Det lykkedes for Naujocks at få en nøgle til Formis lejlighed. Meningen var, at han og et par SD – folk skulle bedøve Formis med kloroform og så bortføre ham til Berlin. Men han var nu ikke så let et offer. Han forsvarede sig med en pistol. Han ramte Naujocks og kvæstede en anden SD-mand, inden de så dræbte Formis. Men inden de flygtede ødelagde de senderen.
Mordet var en af de mange forbrydelser, som Naujocks begik.
Han var med i Peter-gruppen
Han var med i mordaktioner. I Danmark var han aktiv i Peter-gruppen, der stod for over 100 mord.
Inden for SD sluttede hans karriere allerede i 1941. Han blev overført til Waffen SS som en slags straf. Antagelig havde han bedraget SD.
Kort før krigens slutning går historien på, at han frivillig meldte sig hos de allierede og angav sine kammerater. Danmark forlange ham udleveret. Han fik en flere årig straf. Men han sad kun i tre år, grundet det danske justitsministeriums milde behandling af tyske krigsforbrydere.
En fri mand i 1950
Allerede fem år efter krigen kom den tidligere bedrager, møntfalskner, terrorist og morder og overbevist nazist ud af fængslet. I 1950 forlod han allerede Danmark og bosatte sig i Hamborg.
Det tyske justitsministerium rejste flere anklager mod ham, men dette førte aldrig til en anklage.
Med til at tilsvine Willy Brandt
Han blev af konservative modstandere brugt som kronvidne mod Socialdemokraterne og Willy Brandt. I en smædekampagne mod kansler – kandidaten blev et udsagn af Naujocks udbredt, at Brandt i 1930erne skulle have begået alvorlige lovovertrædelser i kampene mellem socialdemokrater og nationalsocialister i Lübecks gader.
Han døde i 1966
Naujocks måtte under psykiatrisk behandling. Ja det var ikke noget, som han gik frivillig med til. Det var noget som Landsretten i Hamborg havde besluttet. I 1964 blev han indlagt på nerveanstalten Ochsenzoll.
Først to år senere, kort før sin død i 1966 blev han udskrevet. I højreekstremistiske kredse bliver han den dag i dag regnet for at være en af Hitlers bedste mesterspioner.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 274 artikler om Besættelsestiden (Før/Nu/Efter)
Dato: marts 27, 2019
Massakren ved Katyn
Radio Berlin: Det var russerne. BBC: Tyskerne er fulde af løgn. En ”international” undersøgelse. En dansk retsmediciner var til stede. Han tog et hoved med hjem. Russer kom og lavede deres egen undersøgelse. Hverken amerikanere eller englændere foretog sig noget, da de fik sandheden. Nürnberg-processen var til tider en farce. Stalin beordrede at 25.700 krigsfangere skulle henrettes. Dette foregik om natten med tysk våben. Løgnen om Katyn blev officiel sandhed i Polen i 40 år. I 1951-52 var der kold luft med Sovjet, så kunne amerikanerne fortælle sandheden. Kraniet blev stedt til hvile. Et flystyrt. Forbrydelser skal åbenbart stadig skjules. USA frigiver 1.000 sider om Katyn. Russerne får reprimande fra Menneskrettigheds-domstolen. Men de er vel nærmest ligeglade. De aldrig officielt undskyldt massakren.
Radio Berlin: Det var russerne
Katyn ligger 22 kilometer fra Smolensk i Polen.
Man mente helt bestemt, at det var tyskerne, der havde udført massakren i Katyn – skoven. I foråret 1943 opdagede den tyske besættelsesmagt massegrave i skoven. De første spor af massakren blev dog allerede fundet året før af polske jernbanearbejdere.
Den 13. april 1943 kunne man høre om fundet i tysk radio. Man tilskrev russerne forbrydelsen. Det var Radio Berlin, der meddelte, at det var russerne.
BBC: Tyskerne er fulde af løgn
To dage efter afviste Radio Moskva forbrydelsen. De amerikanske og engelske myndigheder troede russerne. I BBC kunne man høre den russiske forklaring:
En ”international” undersøgelse
Den tyske regering inviterede udenlandske retsmediciner til Katyn. Det vil sige at 12 retsmediciner fra hovedsagelig de tysk besatte lande deltog i undersøgelserne. Man fandt frem til, at 100 lig fra massegravene var blevet myrdet omkring 1940. Goebbels satte et stort PR – apparat i gang.
En dansk retsmediciner var der
Blandt dem, der var med til at undersøge ofrene, var den danske retsmediciner Helge Tramsen. Han var beordret til at tage til Polen. Han blev stærk præget af denne opgave.
Han havde en konstant frygt for kommunisterne, fordi han havde været med til at afsløre russernes forbrydelse. Da USSR invaderede Rusland var han på nippet til at tage til England.
Modstandsmand var han også i gruppen Holger Danske. I Shell-huset var han udsat for tortur af Ib Birkedal Hansen. Derfra kom han i vestre Fængsel og Frøslevlejren.
Ved sin anholdelse af Gestapo i 1944 mistede han sit job. Da han havde afsløret, at det var Stalin, der stod nag massakren, havde han svært ved at få sit gamle job tilbage. Kommunisterne havde stor politisk indflydelse dengang. Ja sådan står det i nogle af kilderne. Men mon det nu også er helt sandt?
Han tog et hoved med hjem
Helge Thamsen udførte sin opgave, men bryder med al retsmedicinsk tradition, idet han tager hovedet af en af de henrettede med hjem. Han pakkede ud. Og der må have stået en hørm ud af rejsetasken på Østerbro dengang.
I Berlin havde Helge Thamsen hentet noget i Berlin, som straks i Kastrup blev afleveret. Og dette indhold ankommer samme dag i Stockholm, hvorfra det sendes videre til SOE i London. Det var tegninger over Möhdæmningen i Ruhr, som Royal Airforce kunne bombe med succes 14 dage senere.
Ja faktisk var Helge Tramsen også hospitalschef på hospitalsskibet Jutlandia.
Nu kom russerne, og lavede deres egen rapport
Men et par uger efter, at tyskerne havde fundet resterne af massakren blev området besat af russiske tropper. De lavede så nogle undersøgelser, der skulle vise, at det var tyskerne, der stod bag. Og det var de undersøgelser, der blev fremlagt under Nürnberg-processen.
Hverken englænderne eller amerikanerne foretog sig noget
Englænderne havde fået tilsendt en rapport fra tyskerne, der beviste, at det var russerne, der stod bag. Men for ikke at skade forholdet til Sovjetunionen, foretog englænderne sig intet. De faktiske forhold var også kendt i den polske befolkning.
Churchill havde også forelagt kendsgerningerne for amerikanerne, men nogen officiel reaktion kom der heller ikke derfra.
Nürnberg – processen var til tider en farce
Ti tyske officerer skulle dømmes af en sovjetisk domstol for at have stået bag ved massakren. Under Nürnberg – processen forsøgte den amerikanske chefanklager, at få sin russiske kollega til at henlægge sagen men forgæves. Russerne instruerede vidnerne til at tale falsk.
Den russiske chefanklagers hjælper var dog skeptisk. Han røbede, at der var fejlagtige udsagn i sagen. Han blev under Nürnberg – processen fundet død på sit værelse. Dødsårsagen blev aldrig fundet.
Russerne kunne ikke blive enige om, hvem af de tyske officerer, der skulle dømmes. Så pludselig faldt det hele sammen. Og uofficielt kende både amerikanerne og englænderne sandheden.
Stalin besluttede, at 25.700 krigsfangere skulle henrettes
Under den sovjetiske invasion af Polen blev der taget et sted mellem 250.000 og 450.000 fanger, men hovedparten blev hurtig løsladt. De andre blev interneret i krigsfangelejre i det vestlige Sovjet. Den 5. marts 1940 besluttede det sovjetiske politibureau med Stalin, at 25.700 krigsfangere skulle henrettes.
Massakren var en masselikvidering begået af sovjetiske styrker mod polakker. Den blev påbegyndt den 4. april 1940. Det antages, at der blev dræbt mellem 15.000 og 20.000 i det vestlige sovjet. Ca. 8.000 var officerer i den polske hær. Resten blev beskyldt for at være gendarmer, spioner, landejere, fabriksejere, præster eller advokater. Ved massakren blev store dele af den polske elite udslettet.
Henrettelserne foregik om natten med tysk våben
Henrettelserne foregik om natten. Man blev skudt i baghovedet med en pistol. Det foregik meget metodisk. Og pudsig nok brugte man tyske pistoler af mærket Walther. De var mere pålidelige end de sovjetiske standardhåndvåben.
Men de tyske våben blev også slidt, og et vidne har bemærket, at der kom en kuffert med reservevåben.
De kom i jernbanevogne
De, der blev dræbt i Katyn-skoven, kom fra Kozelsk-lejren. Polakkerne kom i jernbanevogne. De troede, at de skulle fragtes i arbejdslejre. Hvorfor de blev betragtet her til, er der kun gisninger om. Området var indhegnet og i skoven lå et hus, man kunne bruge som base. Lokalbefolkningen vidste udmærket, hvad der foregik. De kunne høre skud og skrig.
Løgnen om Katyn blev officiel sandhed i fyrre år
4.421 blev henrettet i og begravet i Katyn. Ja og andre kilder siger 22.000. Det er dog ikke korrekt. I byen Miednoje lå 6.300 polakker begravet og i Charkow lå 3.800 begravet.
Egentlig var massakren tabu i det kommunistiske Polen. Løgnen om Katyn blev officiel sandhed i Polen gennem fyrre år.
I 1951 – 1952 var amerikanerne klar over, at det var russerne.
Efter at forholdet mellem Sovjetunionen og USA var blevet kølnet, nåede en amerikansk kommission i 1951 – 52 frem til, at det var sovjetiske styrker, der stod bag massakren.
Men i 1990 indrømmede Mikhail Gorbatjov, at der fandtes arkivmateriale i Kreml, som beviste, at Sovjet stod bag massakren. Den 14. oktober 1992 overleverede Boris Jeltsin sagens hemmelig – stemplede dokumenter til Lech Walesa som led i en forsoning med Polen.
Kraniet blev stedt til hvile
Det kranie, som Helge Tramsen havde med fra Polen endte på Retsmedicinsk Institut. Det lykkedes at finde navnet på ofret. Det var Ludwik Szymanski. Og det lykkedes at finde hans søn i Australien.
Søndag den 13. april 2008 – den officielle Katyn – mindedag – stedes kraniet endeligt til hvile bag en glasrude i ”Den Polske Hærs Katedral i Warszawa. For polakkerne var det en gribende højtidelighed transmitteret direkte i polsk tv med repræsentanter fra regeringen, den katolske kirke.
Resterne af den polske kaptajn af reserven, Ludwik Szymanski, henrettet af nakkeskud i Katun-skoven i april 1941, blev nu symbolet på de over 15.000 henrettede polske officerer.
Et flystyrt
Lørdag den 10. april 2010 krævede Katyn-massakren nye, polske ofre. De var på vej til Katyn-skoven for at mindes de polske officerer, der 70 år tidligere var myrdet af Stalin’ s hemmelige politi.
Den polske præsident Lech Kaczynskis flyvemaskine styrtede ned ved indflyvningen til Smolensk. Alle om bord blev dræbt, også Polens topfolk, selv om de egentlig ikke måtte benytte samme fly.
Flyet var et Tupolev Tu-154. Russerne mente, at ulykken skyldtes pilotfejl. Da der var tåge, blev flyet omdirigeret til Minsk, men piloten forsøgte alligevel at lande i Smolensk, men ramte nogle træer 1,5 km fra landingsbanen.
Forbrydelser skal stadig skjules
Et par uger efter beordrede den daværende russiske præsident, Dmitry Medvedev, at statsarkivet i Moskva skulle åbne Katyn-arkiverne.
Den nuværende russiske præsident Vlademir Putin rakte i april 2010 ved en mindehøjtidelighed i Kayn-skoven med den daværende polske regeringschef Donald Tusk hånden ud mod polakkerne og fastslog, at ”disse forbrydelser på ingen måde kan forsvares”
Men ak dokumenterne er stadig ikke tilgængelige i fuld omfang. Kun 67 af 183 dokumentmapper i forbindelse med Katyn – sagen er tilgængelig. Putins Rusland er vendt tilbage til de velkendte strategier for at fortrænge Sovjetunionens forbrydelser og at hemmeligholde navnene på de ansvarlige.
USA frigiver 1.000 sider om Katyn
I 2012 frigav USA mere end 1.000 sider om Katyn – massakren. Men allerede i 1951, ja faktisk før vidste amerikanerne at det var Sovjetunionens hemmelige politi, der stod bag. USA blev under krigen kritiseret for ikke at ville afsløre den fulde sandhed, for ikke at gøre forholdet til Sovjetunionen dårligere.
Den amerikanske undersøgelseskommission konkluderede, at amerikanske myndigheder havde fejlet med ikke at have forstået den sovjetiske regimes intentioner, som Katyn var et tydeligt udtryk for. Og endnu alvorligere konkluderede kommissionen, at den amerikanske politik muligvis var blevet anderledes, hvis ”information, der bevidst var blevet tilbageholdt fra offentligheden var blevet gjort tilgængelig tidligere”
Amerikanerne vidste udmærket besked
Sagt med andre ord, så gik det for lang tid før de amerikanske myndigheder og den amerikanske offentlighed indså den sande karakter af det sovjetiske regimes morderiske politik. Man var for længe for naive og sandheden om Katyn – massakren kunne tidligere have afsløret de sande forhold.
De amerikanske dokumenter viser, at den amerikanske ledelse fik kodede meddelelser fra amerikanske soldater i tysk fangenskab, der sagde, at det var sovjetiske soldater, ikke tyske, der stod bag massakren.
De amerikanske krigsfanger blev af tyske soldater ført ud i Katyn-skoven, hvor de fik massegrave med tusinder af lig at se. Ligenes tilstand gjorde det klart for amerikanerne, at drabene havde fundet sted, før de tyske soldater besatte området i 1941.
Churchill havde som vi tidligere har skrevet også orienteret sin amerikanske kollega.
Russerne for en reprimande fra Menneskerettigheds-domstolen
Sagen er endnu ikke slut for 15 slægtninge til ofrene for massakren af de polske officerer har ret, når de beskylder Rusland for at have forsømt at udføre en tilbundsgående og dækkende undersøgelse af nedslagtningen.
Sådan lød det fra menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg den 21. oktober 2013. Ja man skrev at:
Der mangler stadig en juridisk kulegravning af massakren, ofrenes rehabilitering og en officiel undskyldning fra russisk side.
De ansvarlige blev heller aldrig stillet til ansvar. De allierede kunne tidligere have grebet ind, hvis ikke før, så under Nürnberg-processen. Men de valgte ikke at gøre det.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder bl.a. 273 artikler om før/efter/om Besættelsestiden.
Dato: marts 25, 2019
Kaj Munk og Sønderjyderne
Det var plads på gravstenen. ”Klokker” på Regensen. Opgør med antisemitismen. Han holdt Flensborg Avis. Han besøgte sine venner i Abild. En genforeningssten i Abild. Kaj Munk var skuffet den 9. april 1940. Et brev til Fru Lausten i Tønder. Tyske protester mod teaterstykke. Justitsminister forbød teaterstykke og aflyste teaterstykke i Sønderborg. Kaj Munk var ofte i Sønderjylland. Stenkors udført af Aabenraa – stenhugger.
Der var plads på gravstenen
Kaj Munk fik nogle gode venner i Sønderjylland. En af dem var Ernst Christiansen, hvis modige holdning kostede han jobbet som redaktør af Flensborg Avis og skribent.
Halvanden år efter sin fødsel i Maribo mistede han sin far og fem år efter sin mor. I dåben fik han navnet Kaj Petersen.
På forældrenes gravsten på Maribo Kirkegård var der afsat plads til hans navn. Han var lille og skrøbelig. Man mente, at han nok snart ville dø.
”Klokker” på Regensen
Men sådan gik det dog ikke. Han blev adopteret af sin mors kusine, Marie, der var gift med Peter Munk. De havde et lille husmandssted i Opager Skov ca. 15 km vest for Maribo. Da ægteparret forblev barnløs, fik han navnet Kaj Munk.
Da Kaj Munk mange år senere blev ”klokker” (tillidsmand) på Regensen kom han en del sammen med sønderjyske studenter. De arrangerede sammen en række foredrag med sønderjyske emner.
Opgør med Antisemitismen
Fra 1924 til sin død var Kaj Munk sognepræst i Vedersø nord for Ringkøbing.
Voldtagelsen af Østrig, den såkaldte ”Anschluss” i april 1938 opfattede Kaj Munk som en yderst alvorlig advarsel til danskerne. Sønderjylland var truet.
Indtil 1938 havde Kaj Munk set op til Herodes, Georg Brandes, Mussolini og Hitler, ligesom han var skeptisk over for det danske demokrati, især dets udenrigs- og forsvarspolitik. Men under et besøg i Tyskland så han med sine egne øjne Hitlers og nazisternes djævelske værk og væmmedes især over jødeforfølgelserne.
På otte dage på et hotelværelse i Berlin skrev han i 1938 sit skuespil ”Han sidder ved smeltediglen. Her tager han skarp afstand fra jødeforfølgelsen og politisk ensretning. Han går ind for kristendom og menneskekærlighed. Stykket er et skarpt opgør mod antisemitismen.
Han holdt Flensborg Avis
I marts 1939, efter den tyske indmarch i Tjekkoslovakiet, brød Kaj Munk med diktaturerne. Og efter Danmarks besættelse den 9. april 1940 – trods ikke-angrebspagten og venskabsforsikringer-støttede han fuldt og fast den nødvendige frihedskamp i skrift og tale. Derfor kom han allerede der i tyskernes skarpe søgelys.
Kaj Munk fulgte godt med, hvad der skete i grænselandet. Han havde abonnement på Flensborg Avis og lejlighedsvis skrev han kronikker til bladet. Ernst Christiansen holdt ham også orienteret om, hvad der skete, og det som avisen ikke måtte skrive.
Han bessøgte sine venner i Abild
I 1935 samlede Det Unge Grænseværn godt 10.000 deltagere til et stævne i Løgumkloster. Stævnet indledtes med en prædiken af kaj Munk med 3.000 deltagere. Om mandagen blev der arrangeret dansktime med Kaj Munk på Tønder Statsseminarium.
Og selvfølgelig besøgte Kaj Munk sine venner i Abild, højskoleforstander Folke Trier Hansen. Ham og hans kone havde overtaget jobbet som værtsfolk på Landbohjemmet i Abild nord for Tønder. Det var tidligere en tysk landvejskro, der nu var omdannet til forsamlingshus. Ja og nu var det så blevet rammen om Abild fri Folkehøjskole.
Om formiddagen var der foredrag og undervisning. Om eftermiddagen hjalp eleverne bønderne i området. I foråret 1938 tilbragte Kaj Munk en hel uge i Abild for at høre om livet og stemningen i et grænsesogn. Også ved den lejlighed mødte han op på Tønder Seminarium.
En Genforeningssten i Abild
Et stykke tid efter, at kaj Munk var vendt tilbage til Vedersø, kom der en ældre mand fra Abild hen til Trier og sagde:
Man bad så Kaj Munk, om at lave en indskrift. Han sendte ni forslag og man valgte denne:
Og vidner, se: det er Danmark her
Ja og kan du ikke lige huske, hvad ordet ”kvær” betyder, kan vi oplyse om, at det betyder ”stille”, ”rolig”.
Kaj Munk var skuffet
Den 9. april 1940 skrev Kaj Munk sit korteste digt overhovedet:
I morges kl. 5 af skræk
Det pinte ham meget, at Danmark som det eneste land under Anden verdenskrig-overgav sig næsten uden sværdslag mod Hitler.
Få dage efter besøgte Lise og Kaj Munk igen deres venner i Abild. Digteren lagde ikke skjul på, at han var skuffet over at det var gået, som det gik.
Et brev til Fru Lausten
Da han erfarede, at Flensborg Avis’ s redaktør havde fået en tragisk meddelelse af det tyske gesandtskab i København om, at hans redaktør i Tønder, den i Flensborg fødte Viggo Lausten, havde begået selvmord ”under indtrykket af de tungtvejende bevismaterialer, der forelå”, Blev han både sorgfuld og forarget.
Som vi tidligere har skrevet i en artikel blev det forsætligt mord eller selvmord aldrig opklaret. Viggo Lausten blev stedt til hvile i Tønder under deltagelse af 400 mennesker, selv om ligfærden var blevet hemmeligholdt og annoncering var blevet forbudt.
For dem, der ikke har læst vores artikel kan vi oplyse, at Viggo Lausten sad indespærret i Kastellet anklaget for spionage til fordel for englænderne.
Nogle dage efter skrev kaj Munk følgende brev til Viggo Laustens unge hustru:
Vi lykønsker Dem med det navn, De bærer, der nu er adlet. Vi er nogen, der begynder at længes efter den død, der blev Deres mands. Døden for ære, ret, frihed, for Danmark og kristendommen. Gud vil give jer at mødes, hvor døden er kronet med sejr.
Deres hengivende, Deres ærbødige
Kaj Munk
Vedersø præstegård i maj 1940.
Tyske protester mod teaterstykke
Sønderjysk Teaterforening, som blev stiftet i 1929 i Aabenraa på initiativ af H.P. Hanssen har arrangeret talrige turnéer i Sønderjylland. Og det skete også med Kaj Munks, ”Han sidder ved smeltediglen”.
Den blev opført i Haderslev, Aabenraa og Tønder i 1938. Både ”Nordscchleswigsche Zeitung” og de tyske aviser syd for grænsen gjorde alarm. De var forbitrede for stykket forhånede det tyske riges statsoverhoved.
I rubrikken ”Unsere Stimme” som dagligt kom til orde i Nordschleswigsche Zeitung frem for alt gennem Wilhelm Jürgensens pen under pseudonymet Asmus von der Heide, påtalte denne Kaj Munk og ”hans utroligt lave forfatterniveau”:
I Aabenraa stod medlemmer af det nazistiske Jugendschaft (Hitler Jugend) og uddelte flyveblade med protest mod stykkets ånd og forrådnelse af ”Drittes Reich”.
Dette første naturligvis til, at nu myldrede folk til fra land og by som aldrig før for at opleve en sensation, se et skuespil, som man ellers aldrig havde set mage til, skuespil som havde en hvis dragende magt.
Justitsminister Steincke forbød stykket
Da stykket skulle opføres i Sønderborg i 1939 var der totalt udsolgt. Men den daværende justitsminister K.K. Steincke opfordrede til at man undlod at opføre stykket. Steincke havde fået en henvendelse fra Berlin, hvor man i stærke vendinger beklagede sig over den politiserende præst fra Vedersø.
Efter forbud og aflysning skrev Kaj Munk artiklen ”Ved Fejhed opnås intet” i Jyllands Posten den 20. juni 1939. Medlemmer af det tyske mindretal i Sønderborg havde protesteret mod opførelsen og havde uddelt løbesedler nogle dage før forestillingen.
Kaj Munk var ofte i Sønderjylland
Kaj Munk var jævnligt indbudt som prædikant i de sønderjyske kirker. Han deltog i reformationsjubilæet 1936 i Sønderborg Kirke. Senere fik denne navneforandring til Marie-kirke. Også den 14. april 1940 prædikede han i Sønderborg.
Den 7. juni 1941 prædikede han også i Kristkirken i Tønder.
Stenkors udført af Aabenraa-stenhugger
Stenkorset på Hørbylunde Bakke, hvor han blev likvideret er udført af arkitekten og billedhuggeren J.P. Junggreen Have fra Aabenraa.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.368 artikler herunder: