Marie og Søren i Borrehuset

af Lisa Hildegarth

Her får vi denne sande historie af Marie Grubbe, skrevet af J.P. Jacobsen. Det var i Borrehuset. At Marie Grubbe endte sine dage. Borrehuset brændte i 1731. Tomten af det gamle hus blev først fundet i 1941. Da Marie og Søren flyttede ind, var det nyt. Søren var Maries tredje mand. Her var hendes elskere ikke inkluderet. Søren fungerede som opsyns- og færgemand. Han rodede sig ind to retssager. På Herredstinget blev Søren dømt til døden for mord. I romanen kommer han tilbage. Men sådan var det ikke i virkeligheden. Ingen ved, hvor Marie blev begravet 75 år gammel. Hun var trods alt datter af adels- og lensmand Erik Grubbe. En mindesten er rejst ved tomten af Borrehuset ved Grønsund.

Færgestedet bruges ikke mere, for dæmningen har gjort Bogø landfast med Møn, og broen over Ulvsund har gjort Møn landfast med Sjælland, men indtil engang i 1940’erne var der faktisk stadig færgeri over Grønsund mellem Falster og Møn. Egentlig lå tyngdepunktet i færgeriet på Møn-siden af sundet, hvor den største og bedste færgekro var, men i begyndelsen af 1700-årene fik kroen en aflægger på Falster-siden, som blev kaldt Borrehuset. Det tjente et dobbelt formål, idet manden i Borrehuset dels skulle ro de rejsende over til Møn, dels føre tilsyn med hugsten i skovene, som tilhørte enkedronning Charlotte Amalie – Christian 5.s hustru. Skoven leverede brændsel til dronningens hof – dels i København, dels i Nykøbing Falster.

Muligvis får navnet – “Borrehuset” – allerede en klokke til at ringe, for var det ikke her, den berømte fru Marie Grubbe endte sine dage? Historien er jo fortalt nogle gange – såvel tørt dokumentarisk som i litterær gendigtning, bedst og vel definitivt af J.P. Jacobsen, fordi han evnede at sandsynliggøre et forløb, der ellers har slået alle som absurd og uforståeligt: den højbårne adelsdames deroute fra et ægteskab med prins Ulrik Frederik Gyldenløve fra 1660-1670, til samlivet med en fordrukken færgemand. Den helt ubegribelige pointe i fortællingen var – med hendes egne ord til den unge Ludvig Holberg – at hun var “langt mere fornøjet” med sin færgemand, selv om “han dagligt handlede ilde med hende”, end hun havde været med Gyldenløve. Historikerne har betragtet hende som selve sindbilledet på den gamle danske adel, der gik nedenom og hjem under den ældre enevælde; Jacobsen derimod så sammenhængen i Maries eget kvindesind.

Borrehuset ved Grønsund er forsvundet for længst. Det brændte i 1731 – få år efter, at Marie Grubbe var død – og selv om man byggede et nyt færgehus, som fik samme navn, lå det ikke på samme plads som det gamle. Tomten af det oprindelige Borrehus blev først genfundet ved en udgravning i 1941, og stedet er nu markeret med en mindesten. Der er ikke meget at sige om huset selv; det var opført i bindingsværk, og det var nyt, da Marie og Søren Møller flyttede ind.

Han var hendes tredje mand – løse elskere ikke medregnet – og han var næppe stort mere end halvt så gammel som hende, da de mødtes på Tjele nær Viborg, hvor han tjente som kusk og ladefoged. Maries daværende ægtefælle – Palle Dyre – tog det åbenbart forholdsvis let, at hun gjorde ham til hanrej, og det var snarere den offentlige skandale end hr. Palles sårede følelser, der førte til skilsmisse og – altså – til hendes tredje ægteskab.

Selvfølgelig slog familien hånden af hende og Søren, men man kan nu godt have en mistanke om, at man på højere sted fulgte det umage ægtepar med en vis opmærksomhed; de fik i hvert fald ikke lov til at gå helt til bunds. I 1697 dukkede de op på Møn, hvor Søren tjente hos generalløjtnant von Plessen, siden blev han bådsmand i flåden og forfremmet til kvartermester, og enkedronning Charlotte Amalie må have været vidende om, hvem det var, hun i 1705 lod rykke ind i Borrehuset og overdrog ansvaret for sine brændselsforsyninger. Marie var dog en slags ekssvigerinde til dronningen.

I de få år, hvor Søren Møller fungerede som opsyns- og færgemand, blev han rodet ind i ikke mindre end to retssager, og selv om han ikke selv stod anklaget i den første, afslører de begge, at han var en voldsom og rå mand. Skæbnen indhentede ham i foråret 1711, da der kom skibe fra Dragør for at hente brændsel, og han satte sig til at drikke om bord med skipperen Pejter Palmsten og et par andre. De blev meget opstemte og ville fortsætte i selve Borrehuset, hvor Marie gjorde alt, hvad hun kunne for at dæmpe de højrøstede mandfolk. Det hjalp ikke, så hun gik i seng, og drikkeriet fortsatte til om morgenen, da det udartede i skænderi og slagsmål. Søren rev en ladt bøsse ned fra loftsbjælken – måske kun for at true, men skuddet gik af og ramte Pejter i panden. Flere kom styrtende for at se, hvad der var sket, og med bemærkningen – “der ligger en mand derinde” travede Søren ned til færgen og roede over til Møn. Her blev han arresteret.

Retssagen mod Søren Møller blev lang. På herredstinget blev han dødsdømt, på landstinget tog man hans forklaring om vådeskud for gode varer og idømte ham en bøde, men højesteret skærpede atter straffen til tre års strafarbejde på Kronborg. Nogen streng dom var det – alt taget i betragtning – dog ikke. Kan det tænkes, at man ved strafudmålingen atter skelede en smule til Marie?

Man aner ikke, hvad der siden blev af Søren Møller. J.P Jacobsen lod ham vende hjem efter udstået straf – syg og elendig – men det står for Jacobsens egen regning. Sandsynligvis døde han under afsoningen. Marie blev imidlertid siddende i Borrehuset resten af sine dage, selv om det jo egentlig var Søren og ikke hende, der skulle klare færgeriet og alt det andet. Man ved endda, at hun modtog en slags pension – en andel i de almisser, som godgørende folk lagde i blokken ved den hellige kirke i Kippinge. Store sager var det ikke – slet intet imod den mødrene arv, hun i sine yngre, letsindige dage soldede op på en udenlandsrejse med sin formentlig lige så letsindige svoger Stygge Høg, men hun klarede sig åbenbart.

Hun døde 1718, 75 år gammel – i fattigdom, men en gådefuld skandale for sin samtid og med et eftermæle, der uden sammenligning gjorde hende til den mest interessante af alle adelige damer i samtiden. Ingen ved hvor hun er begravet – måske på Kippinge kirkegård, Det er dog mest sandsynligt, at adelsslægten begravede hende på Tjele kirkegård. Hun var datter af adels- og lensmanden Erik Grubbe og født i 1643 på godset Tjele i nær Viborg.

Mindestenen ved tomten ved Borrehuset ved Grønsund. Indskriften lyder:

HER LAA BORREHUSET 1705–1731. TOMTEN UDGRAVET 1941
på bagsiden satte man de vers, af Frederik Nygaards tekst til operaen ”Marie Grubbe”, der indledes således: DANMARKS RIGE, DER VAR EN GANG EN FRUE ELSKOVSOMBRUSET

Et halvt århundrede senere ændrede samfundet dog mening og tilføjede nederst på forsiden af stenen:
BEBOET AF MARIE GRUBBE 1705 – 1718 

Tak til Lisa Hildegarth