Lov og Ret i Sønderjylland – dengang

Man kan fortælle Sønderjyllands historie på mange måder. Men hvis du læser dette, kan du se, at Sønderjylland i den grad blev svigtet af sløve politikere i København. Hvorfor blev Sønderjylland ikke indlemmet i Danmark i 1720? Hvorfor blev retssystemet i landsdelen hele tiden fortysket? Det skyldtes også svigt. Blev Frederik den Fjerdes hof for tysk? Den Holstenske adel brugte sine kort meget kløgtigt. Der var hele tiden kun tilløb til dansk retsstilling? Danske Lov blev lovprist over hele Europa. Men ”Det Tyske Kancelli” forbød at bruge den. Hvorfor trak de hele tiden det længste strå? I 1658 var vi den grad ved at miste Sønderjylland. I bagklogskabens lys kunne Sønderjylland sikkert være sparet for mange lidelser, hvis vi havde haft nogle flere karsynede konger og politikere.

Sønderjyllands historie – endnu mere kompliceret

Sønderjyllands historie er kompliceret. Man skal i den grad have tungen lige i munden. Hvis vi nu kigger på lov og ret, bliver det så lettere at fortælle Sønderjyllands historie? Vi forsøger.

Ja allerede nu må vi konstatere, at det bliver endnu sværere at fortælle historien. Men hvis du nu holder ud helt til sidst, stiller du måske også spørgsmålet, hvorfor Sønderjylland ikke blev indlemmet i Danmark, da der under Frederik den Fjerde virkelig var mulighed for det.

Fra 811 – Danmark ved Ejderen

Fra traktaten i 811 med Karl den Store til 1864 gik grænsen for det danske rige i princippet ved Ejderen. Men det er dog tidligt blevet et særligt hertugdømme som dansk len. Gennem 500 år var man nøje bundet sammen med Holsten.

Groft sagt kan man sige, at sønderjyderne i hovedsagen har dansk oprindelse og natur, men gennem langvarige tryk syd fra. Man er blevet stærkt påvirket af tysk sprog og kultur. Denne forbindelse eller modsætning mellem nordisk natur og tysk kultur lever i mange slesvigere som enkeltpersoner.

Hertugdømmet Slesvig – første gang i 1340

Og for landsdelen som helhed er det foreløbige resultat, at over halvdelen af den i dag er tysktalende og under tysk styre.

Denne dobbeltstilling ses også i brugen af de to navne Sønderjylland og Slesvig. Da hertugdømmet blev til, kaldtes hertugen på latin ”dux Jutiæ” (Jyllands hertug) Siden blev dette ændret til ”dux Slesvicensis” (Hertug af Slesvig).

Navnet Slesvig for landsdelen træffes første gang 1340 i en skrivelse fra den holstenske grev Gert (det var ham jyderne kaldte ”den kullede”, men holstenerne kaldte ham ”den store”). Skrivelsen kom fra byen Slesvig, som var de holstenske grevers faste holdepunkt i det sydlige Sønderjylland. Det blev også de gottorpske hertugers residensby. Flensborg blev dog kongernes by.

Fra 1460 en slags realunion

Dengang var dog hertugdømmets stilling som len af Danmark helt klar. Indtil 1459 sad de holstenske grever som hertuger af Slesvig i det danske rigsråd. Men efter ”Ribe-aftalen” af 1460 var Sønderjylland i ”en slags realunion” med det tyske grevskab Holsten.

Denne aftale var indgået på den ene side af det holstenske ridderskab, som nu havde overtaget Slesvig, og på den anden side den tyske grev Christian, som netop var blevet konge over Danmark, Norge og Sverige.

Fælles landsherre for de to provinser var dog stadig kongen af Danmark eller de slægtninge, han delte dem med. Navnlig var Sønderjylland stadig dansktalende bortset fra friserne på vestkysten fra Tønder til Ejderen.

Ejderen – et klart skel mellem dansk og tysk ret

Kun det sydøstlige hjørne til nord for Egernførde var for alvor tysktalende. Desuden havde tysk sprog fået overtaget i byerne Husum og Slesvig og til dels også i Flensborg.

Den tidligere appelvej fra Sønderjylland til Viborg Landsting eller kongens retter – ting blev nu afskåret.

Ejderen var endnu ved middelalderens slutning et klart skel mellem tysk og dansk ret. Men også her er historien kompliceret. For Tønder havde lybsk stadsret ligesom Rensborg, der halvvejs lå i Holsten. Ja så var det også lige Burg på Femern, der oprindelig lå under Fyns Stift. Men siden kom den til hertugdømmet Slesvig.

Slesvig – Danmarks ældste stadsret fra 1200

Slesvigs gamle stadsret er fra 1200. Det er Danmarks ældste. Den bygger i høj grad på Hedebys gamle ret. Og den har slægtsskab med tilsvarende love nede ved Rhin – egnen.

Senere danske rigslove blev brugt i Sønderjylland. Jyske Lov blev 1300 – tallet oversat til plattysk. Ja og dette sprog var til omtrent 1600 – tallet regeringssprog i Sønderjylland. (Og Holsten). Ja selv på Helgoland blev Jyske Lov anvendt. Det hørte også til Nordfriesland. Dertil kom også nogle helt specielle love.

Øje for Øje – Tand for Tand

Efter Christian den Andens fald skete der en væsentlig begrænsning af det danske retsgrundlag i Sønderjylland. Reformationen hernede begyndte allerede i 1522 i Husum. Den endelig form kom dog først i 1542 med en tyskpræget kirkeordning med udelukkende tysk kirksprog op til Flensborg Fjord uden hensyn til det danske – på vestkysten frisiske – folkesprog. Dette berørte også retsudviklingen.

Man begyndte ligesom nord for Kongeåen og i de andre protestantiske lande at bruge det Gamle Testamentes retsregler (Mose Lov), især i straffesager. Det gav indpas for regler som ”øje for øje, tand for tand, liv for liv”.

Urnehoved blev afskaffet

Den jyske højadel undsagde i 1523 Christian den Anden. På det gamle sønderjyske landsting Urnehoved samledes bønderne for at støtte kongen. Herredsfogeden Nis Henriksen talte hertugens sag og blev jaget væk med pile i sin kappe. Denne dramatiske historie har vi mere om et andet sted.

Året efter blev dette landting ophævet. Det blev erstattet af et årligt landdag i første omgang i Flensborg. Her havde bønderne dog ingen adgang. Det blev behersket af den holstenske adel.

Det var som om, at den sønderjyske almues medvirken i retsplejen efter reformationen blev ret så begrænset.

Kongen styrede det hele gennem et tysk kontor

Hertug Friedrich var udpræget holstensk. Han lærte aldrig at tale rigtig dansk. Vidste du for resten, at Frederik den Niende var den første, der blev født Frederik med dansk stavemøde?

Også som konge blev Frederi9k den Første boende på sit kære Gottorp. Nord for Kongeåen blev landet styret fra København gennem rigsråden og kongens danske kansler. Denne deling blev fastholdt, da sønnen Christian den Tredje overtog magten. Det Tyske Kancelli flyttede dog fra Gottorp til Slotsholmen i København.

Fra 1536 styrede kongen af Danmark det danske hertugdømme Sønderjylland (eller sin del af det) fra Danmarks hovedstad København, men gennem et tysk kontor og på tysk – sammen med det tyske Holsten.

Plattysk udgave af Jyske Lov

I 1544 blev hertugdømmerne delt mellem kongens brødre.  Nu kom der også et kongelig regeringskancelli I Glückstadt i Holsten. Men det hele blev styret på tysk, og det fik følger.

Foreløbig gjaldt dansk ret uindskrænket ned til Ejderen. Under Christian den Fjerde blev en plattysk udgave af Jyske Lov autoriseret.

I Holsten brugte man den såkaldte Carolina. Den var allerede i brug før 1600. Man brugte den sammen med den ældgamle ”Sachsenspiegel”.

Fra danske retssager i 1500- og 1600 – tallet brugte man også ”kejserretten”, hvis man ikke lige kunne anvende noget herhjemmefra. Men ellers blev tysk og romersk ret ikke anvendt meget i Danmark. Det gjorde man meget mere i Sverige.

Tysk Romerret vandt indpas

Men efterhånden fandt tysk romerret ind i Sønderjylland.

I 1636 kom en revideret landsrets – ordning. Denne skelnede klart mellem Hertugdømmet Slesvig, hvor man skulle dømme efter Jyske Lov og ”Gammel sædvane” og Hertugdømmet Holsten, hvor sagerne skulle afgøres efter ”holstenske sædvaner”, saksisk ret og romerretten.

Men samme år blev det af der for de to hertugdømmer i fællesskab oprettet en specialdomstol for adelige og kirkefolk. Her blev der påbudt at bruge kejser Karls ”pinlige halsretsordning”. Med andre ord en tysk straffelov men kun for en begrænset del af befolkningen.

Tysk uddannede advokater vandt indpas i Sønderjylland

I Holsten indførte man en tysk skik med universitetsuddannede advokater. De brugte Corolina. Også til Sønderjylland kom disse advokater. Endnu brugte man i Danmark den mere enkle danske retspleje, der kunne administreres af flere.

I Sønderjylland fik de tysk uddannede advokater efterhånden større indflydelse. I begyndelsen blev deres forordninger afvist, men i det lange løb satte tysk jura et stærkt præg på retsforholdene i Sønderjylland. Og det skete særlig efter 1700, hvor de fleste dommerembeder blev besat med tysk uddannede jurister.

Bålet som straf for trolddom

Jyske Lov fik længe efter Valdemar Sejr en tillægsstraf om trolddom. Carolina fastsatte bålet som straf for skadelig trolddom. Efter reformationen flammede heksebålene overalt i Europa. I selve kongeriget Danmark brændte den første heks 1540 på Møn og den sidste i 1693.

I Sønderjylland brændte den første heks på Als fra 1543. Og den sidste var i 1686 i Angel på godset Runtoft.

I 1658 var vi ved at miste Sønderjylland

Ved den ulykkelige Roskilde fred i 1658, hvor Danmark ikke blot mistede hele Skåne, Halland og Blekinge, ja da måtte man også opgive suveræniteten over den hertugelige del af Sønderjylland. Hertugen af Gottorp var svigerfar til karl 10. Gustav. Han havde indgået forbund med Sverige mod Danmark. Denne store gevinst for Gottorp blev opretholdt ved fredsslutningen 1660 efter Sveriges nederlag og den svenske konges død.

I øvrigt så kan københavnerne takke en række gæve sønderjyder for, at de holdt for det svenske pres. Vi kan nævne navne som Nansen, Schack, Ahlefeldt, Tuxen og Rostgaard.

Danmark mistede lenshøjheden over hele Sønderjylland. Danske historikere har ikke tillagt dette nogen væsentlig betydning. Men det har tyske jurister og historikere. Det fik en række indgribende for den indre retsudvikling i hertugdømmet. Det var som om både Frederik den Tredje og Christian den Femte var klar over denne afståelse mod sydvest.

Pres fra naboerne – aflever det erobrede land

Christian den Femte understregede, at Sønderjylland ikke var noget tysk land. Han lod oprette en tavle over en af Rendsborg – fæstningens porte:

• Hertil og ikke længere gælder Kejserretten

Kongen havde et dårligt forhold til hertug Christian Albrecht. Denne opholdt sig i Karl Gustavs lejr i Brønshøj under Københavns belejring som Danmarks fjende. Da kongen fik lejlighed til det i 1684 besatte han hertugens dele af Slesvig og forenede det med de kongelige dele af hertugdømmet.

Han indrettede et specielt kontor og befalede, at der i hertugdømmet skulle dømmes efter Jyske Lov. Kongen nedsatte samtidig et udvalg, der skulle udarbejde en ny lov for Slesvig. Men ak efter pres fra Sverige, Tyskland og Frankrig måtte kongen efter fem år igen udlevere de gottorpske dele af Slesvig.

Tilbage ved den gamle styreform

Nu var Sønderjylland tilbage ved den gamle styreform, hvor styret var tysk og blev udøvet af holstenere.

Danmark havde fået en ny lov af 1683, men den kom ikke i første omgang til at gælde i Sønderjylland. Danske Lov gjaldt ikke syd for Kongeåen. Det var nu suverænt hertugdømme. Og dog for loven gjaldt i de kongerigske enklaver.

Et forfald af retsplejen i Sønderjylland

Det skete dog en slags forfald omkring retsplejen i Sønderjylland. Amtmanden overtog en del af de borgerlige sager. Det skete først i herrederne og senere i byerne. Dog ikke i Flensborg.

I særlig vanskelige retssager blev der indhentet udtalelser, der afgjorde diverse sager. Det gjorde man også i Sønderjylland, men de tyske universiteter, som man spurgte kendte ikke det danske retssystem.

Sønderjylland igen en provins

Det sønderjyske retssystem blev mere og mere trukket i tysk retning. Men så kom den stund, da det lykkedes at drive den gottorpske hertugslægt helt ud af Sønderjylland. Under den store nordiske krig optrådte Gottorp på ny som Sveriges faste allierede og Danmarks fjende. Denne gang kunne den dan danske konge slå til og gøre ende på den stadige trussel i ryggen på Danmark.

I 1713 lod han sine tropper besætte hertugens sønderjyske områder. Ved fredsslutningen i 1720 blev han stilling som eneherre i Sønderjylland fastslået. Sønderjylland var nu igen en provins som før 1326, 1460 og 1658. Det forkvaklede styre i landsdelen kunne afskaffes.

Klartskuende statsmænd efterlyses

Frederik den Fjerde fik ikke indlemmet Sønderjylland i Danmark.  I 1713 havde han magt til at gøre det og ville det også. Men i de 7 år, der gik til freden blev sluttet, kom ridderskabet atter til kræfter. De ville ikke opgive magten i Sønderjylland, som de havde oparbejdet gennem 3 – 400 år.

Kongehusets betroede medarbejder, sakseren von Breitenau, der boede i Lûbeck, fremhævede i en erklæring i 1721 også en del modargumenter mod Sønderjyllands indlemmelse i Danmark. Og det var blandt andet problemer med ridderskabet. Og det kunne også være praktisk at have Sønderjylland som forsørgelse af yngre sønner. Det kunne nemlig ikke lade sig gøre som følge af Kongeloven.

Andre rådgivere gik ind for fuld indlemmelse i Danmark, som også var kongens eget ønske. Men som så ofte før i Danmarkshistorien savnede man også på dette tidspunkt en klartskuende statsmand, som kunne sætte sine ideer igennem.

Frederik den Fjerdes hof var nok for tysk

Afgørende var nok, at Frederik den Fjerde og hans hof var mere tyskpræget end både Christian den Fjerde og Femte. Kongen blev måske også optaget af en helt anden sag. Straks efter sin dronnings død indgik han regulært ægteskab med Anne Sofie Reventlow og gjorde hende til dronning. Ja dette bevirkede yderligere en fortyskning af hoffet. Det tyske kancelli støttede selvfølgelig von Breitenau. De var ikke interesseret i at afgive magt.

Det endte så med, at kongen mente, at indlemmelsen af Sønderjylland i Danmark skulle ske lidt efter lidt. I første omgang skulle hertugdømmet ”genforenes med kronen”. Det er et noget uklart udtryk som tolkes vidt forskellig fra tysk og dansk side.

Måske kunne man have sparet Sønderjylland for lidelser

Der gennemførtes i 1721 en arvehyldning på Gottorp slot ved repræsentanter for de slesvigske stænder, og Frederik den Fjerdes navnetræk blev anbragt på alle offentlige bygninger i hertugdømmet.

Men kongens titel var stadig ”Konge til Danmark og Norge, hertug til Slesvig, Holsten osv. med Slesvig som et særligt område ved siden af det danske.

Det blev så resultatet af det hele. Man nåede aldrig videre heller ikke lidt efter lidt. Havde man været mere radikal, kunne man måske have sparet Sønderjylland for mange lidelser senere hen.

Det eneste, der skete var i 1713, hvor de gottorpske områder med den kongelige del af hertugdømmet og så oprettelsen af nogle fælles slesvigske institutioner uden forbindelse med Holsten.

Tilløb til brug af dansk ret

I de første år var det dog tilløb til at gå videre i dansk retning. Alle slesvigske domstole fik ordre til at anskaffe en ny udgave fra 1717 af Jyske Lov i tysk oversættelse med udførlige noter.

Kongen gentog også forbuddet mod at bruge fremmede notarer i Sønderjylland. Det blev dog ikke brugt til at undlade holstenere. Og ordningen bortfaldt, da der blev udstedt en ny advokat-ordning i 1740.

Denne forbød derimod at henvise til fremmed ret eller bruge latinske vendinger. Men denne forskrift havde lige så list betydning som alle de tidligere. I 1746 blev det forbudt at indhente udtalelser fra tyske universiteter.

Hvorfor brugte man ikke Danske Lov?

Det kan undre, at man ikke gjorde mere for at indlemme Slesvig i kongeriget. Man gjorde heller ikke meget for at udvide Danske Lov til at omfatte Slesvig. Det blev heller ikke grebet ind over for det tyske retssprog i dansktalende områder.

Det absurde var også, at herredsfogederne syd for Kongeåen efterhånden blev besat med tyske jurister. Købstædernes rådhusretter blev også tyske. Efter 1720erne slog Karl den Femte’ s ”pinlige halsretsordning” (Carolina) i brug i Sønderjylland.

De tyske torturregler var strengere

Det var som om, at straffene ved tyveri nu blev betydelig mildere. En tyv slap nu med kagstryning (pisk) samt brændemærke, landsforvisning eller lignende. Jyske Lovs hovedrolle i tyverisager var nu forbi.

De tyske torturregler var væsentlig strengere end de danske. I Sønderjylland brugtes tortur derfor i videre omfang end nord for Kongeåen. Sidste gang var i 1767 mod nogle jøder i Flensborg. I 1770 blev tortur helt forbudt i Slesvig grundet en forordning af Struensee. Ja i Holsten fortsatte man endnu 25 år med tortur.

Danske Lov blev rost i Europa

Als overgik til kongen i 1730 og Ærø i 1750. Overretten ville heller ikke bruge Danske Lov på disse øer. Ja det mystiske var, at Carolina var 150 år ældre end Danske Lov. Ja overalt i Europa roste man Danske Lov. Men i Sønderjylland måtte man ikke bruge denne lov. Det sørgede Tyske Kancelli for. Ja det virker godt nok forunderligt.

Det passede de tyske jurister fint, at man holdt den danske lovgivning ude af spillet.

Den holstenske adel havde indført hånds – og halsret

Den holstenske adel havde indført hånds – og halsret på deres godser. Og bønderne fandt ikke nåde i den danske lovgivning, da den ikke blev brugt. Nogle bønder i Sundeved måtte kæmpe i mange år for at få fastslået, at de var selvejere og ikke fæstebønder.

Jyske Lovs middelagtige regler brugtes endnu inden for civilretten. De tyske jurister rynkede over bønderne som lægdommere. De fattede ikke advokaternes tysk – latinske foredrag.

Den tyske overklasse opfattede det som en tysk provins

Noget af det, der holdt sig længst, var arvereglerne, herunder at broderlod var det dobbelte af et søsterlod. Det sidste gjaldt også fordeling af kirkestole, som dengang var et vigtigt tegn på velstand.

For den tyske overklasse så det danske hertugdømme ud som en tysk provins. Landbefolkningen i det nordlige og Mellem – Slesvig talte ”plat-dansk” eller det vi i dag vil kalde sønderjysk.

Man må huske på at holstenerne så ned på det fattige Jylland med store heder og magre kvæg. Dette blev sendt syd på for at få kød på kroppen i marsken.

Dansk svigt og sløvhed

Historien viser dansk svigt og sløvhed både i grænselandet og i København ikke mindst på det retslige og juridiske område. Hvorfor trak Danske Kancelli gang på gang det korteste strå i forhold til Tyske Kancelli?

Det var en kæmpe fejl i Danmarks grænsepolitik. Frederik den Fjerde forsømte trods faderens indskærpelse at løse det slesvigske spørgsmål. I tiden efter 1713 forsømte han at hele såret. Derved fik de dygtige holstenere adgang til deres målbeviste politik at fjerne Sønderjylland mere og mere fra Sønderjylland indtil katastrofen i 1864. Med brutal prøjsisk magt blev Sønderjylland hævet fra Danmark.

Situationen for 1920 må vente

Egentlig kunne vi også kigge på situationen lige før 1920. Her så det unægtelig også sløvt ud fra København. Politikerne vidste ikke, hvordan de skulle håndtere Sønderjylland. Men den historie kan vi tage på et senere tidspunkt.

Kilde:

• Frants Thygesen: Tysk strafferets indtrængen i Sønderjylland mellem 1550 og 1800
• Sønderjysk Månedsskrift
• Sønderjyske Årbøger
• Artikler på www.dengang.dk

Hvis du vil vide mere: Om Sønderjyllands historie, Se her på www.dengang.dk :

• Ribe Brevet
• Sproget i Sønderjylland
• Begik Kongen højforræderi?
• Magrethe den Første og Sønderjylland
• Abel og hans sønner
• Sønderjyllands Historie indtil 1200
• I Sønderjylland siger vi Mojn
• Friserne syd for Tønder og mange flere

Hvis du vil vide mere: Om Lov og Ret i Sønderjylland, Se her på www.dengang.dk

• Ribe Hekseafbrænding (2)
• Riber Ret
• Æ Kachmann i Tynne (Kagmanden i Tønder)
• Lov og ret i Tønder
• Henrettet i Aabenraa(2)
• Mere om Urnehoved
• Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa
• Lov og Ret i Aabenraa og mange flere

Mange andre artikler kan indeholde elementer artiklen: Se her på www.dengang.dk

• Historier fra Tønder (230)
• Historier fra Sønderjylland (153)
• Historier fra Aabenraa (135)
• Historier fra Højer (67)
• Historier fra Padborg/Kruså/Bov (55)

Ulve i Sønderjylland

Den sidste ulv blev sidste gang skudt i 1813. Sted- og marknavne præget af ulve. Borger hårdt belastet af ulve. Det var tilladt for bønder selv at jagte ulve. Man lavede ulvegrave. Og så skal vi have sagnet om Spillemanden nede i ulvegraven. Ulveunger blev udgravet af bønder. Ulvene formerede sig mere i krigstid. Gamle dagbøger fortæller om ulvenes hærgen. 10 ulveunger fundet på løgumklosteregnen. 14 ulve ophængt i galge ved Ellum. Schackenborgs tjenere inviteret til jagt. Hesteangreb ved højlys dag. 3.900 klapper var mødt op til ulvejagt. Jægermester Brockendorf fik kål på 300 ulve. Bønderne var lettet, da ulvene var udryddet. Også fordi det ikke var risikofrit at gå på jagt efter ulve.

Den sidste ulv blev skudt i 1813

Det er ikke alle, der er lige begejstret for de ulve, der løber rundt i naturen. Egentlig troede man, at disse var fortrængt til øde og ret utilgængelige skov- og fjeldegne i det nordlige Skandinavien, Sovjetunionen og Polen.

Men inden den sidste invasion, har vi haft ulve i Danmark fra stenalderen til 1813, hvor den sidste ulv blev skudt ved Estvadgård syd for Skive.

I Sønderjylland hærgede de til 1811, da man skød en ulv i Vesterskov ved Haderslev. Men endnu så sent som i 1778 dræbtes der 12 ulve på en klapjagt i den store Farris Skov. Først 1780 dræbtes den sidste ulv på Løjtland.

Sted – og marknavne præget af ulve

Om ulvenes tidligere udbredelse vidner endnu adskillige af vore sted og marknavne, således:

• Ulvemose i Langtved, Spandet, Løgumkloster og Tinglev
• Ulvegalge i Skodborg, Øster Linnet og Rødding
• Ulvepæl i Lindet
• Ulvegrav i Ødis og Abild
• Ulvsvig i Kværs og sikkert mange flere eksempler

Ægtepar angrebet af ulve

Tidligere tiders mere udbredte skov -, hede – og mosestrækninger gav bedre vilkår for rovdyrenes tilstedeværelse. Men også det meget krat, der var overalt.

Forhadt var ulvene især af bønder og ensomme vejfarende. Om sommeren lod de sig nøjes med bær, insekter og mindre hvirveldyr. På mere barske årstider kunne de godt hitte på at tage fjerkræ, får, svin og kalve. De kunne finde på at angribe heste, når de græssede ude om natten.

Et ægtepar fra Spandet, som i 1763 havde været til barselsgilde i Gånsager, blev på hjemvejen angrebet af ulve, der kom så nær, at de sprang over hammelstokken og ville op i vognen til dem.

Borgere hårdt belastet af ulve

I Hytten herred syd for Slien blev der i løbet af en kortere årrække i 1600 – årene dræbt 1.275 heste og 225 stk. kvæg, kalve og svin af ulve.

I 1737 klagede bønder og borgere ved Aabenraa over ulves og rævens huseren og vildtets forfærdelige skade på deres agre. Men da der blev tale om afholdelse af en klapjagt var der ingen, der gav tilsagn om dette.

Der var tilladt for bønder at jagte ulve

Ellers var der pligt, at bønderne skulle stille til ulvejagt, når og hvor den adelige lensmand, amtmand eller jægermester tilsagde dem. Så skulle de stille med fourage, høforke og hakker eller lignende. De skulle også underkaste sig amtmandens ulvefoged.

Udeblivelse blev straffet med bøde eller hårde foranstaltninger, uanset om det var kongens, hertugens undersåtter. Mens jagtrettighederne almindeligvis tilkom kongen, hertugen og de større godsejere, var ulvejagt tilladt for alle. Bønderne havde nu for det meste meget primitive våben. Man kunne selvfølgelig grave en ulvegrav. Men det gav nu ikke så meget gevinst.

Ulvegrave

Det vil sige, at det gjorde det for degnen Hans Nielsen fra Oksenvad i 1739. Han fangede deri en gammel ulv. På amtsstuen fik han udbetalt 6 rigsdaler. Ifølge jagtforordningen af 1737 var det taksten. For en ung ulv fik man 2 rigsdaler.

Sådanne ulvegrave var normalt 7 – 8 alen dybe. I midten ragede en pæl op, hvorpå der var anbragt et hjul med et fastbundet, som regel levende lokkedyr. Det kunne være en ged, et får eller helst en and, som kunne udholde stærk nattefrost.

Kulerne var oversækket med faldlemme, som igen var ”sløret” med kviste, løv, mos, jord eller sne. Ved Draved og Rødding præstegårdsskov fandtes endnu 1912 spor af sådanne ulvegrave.

Spillemanden i ulvegraven

Et lokalt sagn beretter, at en spillemand fra Arrild, som en aften silde kom fra legestue i Rost gik vild og kom hen til ulvegraven i Ultoft, hvor han faldt ned i graven til ulven. Næste morgen hørte folk spillemanden spille fra ulvegraven. Da de kom nærmere, så de, at han sad og spillede for sin medfange. Således holdt han den på afstand. Men da var der ganske vist kun en streng tilbage på violinen.

Lignende sagn fortælles dog fra Sundeved, fra Himmerland, Djursland og Vendsyssel. Det er nok det, der hedder vandresagn.

Ulveunger udgravet af bønder

Om sommeren blev der taget ikke så få ulveunger, idet disse ligesom rævehvalpe bliver født i en jordhule. Ulvens brunst – og parringstid er fra slutningen af december til midt i marts. Drægtighedstiden varer 9 uger. Kullene er på sædvanligvis 5 – 9, sjældent helt op til 12 unger.

Ungerne blev gravet ud af bønderne, når de fandt en sådan ulvehule.

Ulve formerede sig i krigstid

Især landsbyerne langs Hærvejen var til dels afbrændte, udplyndrede, forarmede eller affolkede efter krigslignende forhold. Og lyngen bredte sig. Under sådanne forhold formerede ulvene sig, og der måtte træffes særlige foranstaltninger mod dem.

Under Svenskekrigene 1657 – 1660 blev bestanden af ulve pludselig forøget. I de følgende over hundrede år udgjorde de en stor plage for befolkningen i Sønderjylland. Under strenge vintre kunne de driste sig ind i landsbyer.

Ulveoverjæger kunne ikke klare sig

I 1677 fandt Christian den Femte det nødvendigt at ansætte en særlig ulveoverjæger, Johann Täntzer i Jylland og hertugdømmet Slesvig. Han fik fri befordring, dertil 2 skilling af hver gård i herredet, hvor ulve blev dræbt og måtte desuden beholde skindene.

Täntzer fangede ulvene dels i ulvegårde og – grave og dels i sakse. Men han kunne ikke leve af hvervet allerede i 1685. Hans efterfølger, Lampmann holdt heller ikke så længe.

Dagbøger fortæller om ulvens hærgen

Men ulvene var stadig en landepleje. P. Rhode, som var præst i Stepping 1760-67 fortæller:

• 1763 var her i amtet et eget optog med ulvene, enten snevejret eller en og anden galskab drev dem, skal jeg ikke kunne sige. Men det var farligt at ride ubevæbnet. De søgte uden frygt hestene. Man dræbte dem inde i Kolding by og inde i våbenhusene ved landsbykirkerne. De gik frem lige som blinde og gale.

I 1792 skriver en bonde i Ørsted i sin dagbog:

• I min ungdom var ulvene her meget skadelige dyr. De rev ihjel føl, kvæg, får og lam, så alting bestandig måtte være i god varetægt. De kom ofte i tofter og selv ind i byen om natten.

10 ulveunger på Løgumkloster-egnen

I juli 1732 blev der fanget 10 ulveunger på Løgumkloster – egnen. 1737 blev der nedlagt 2 gamle ulve, en han og en hun og 7 unger. Året efter blev der indberet, at der var fanget 2 ulve i Lindet Skov, hvor de ynglede.

14 ulve ophængt ved Ellum

1739 indleveredes der til en amtsstue i Nordslesvig 12 levende ulveunger, hvoraf 6 var fanget på heden. I marts 1756 blev der foranstaltet en ulvejagt i Tønder og Højer herred. Her deltog også Schackenborg og Trøjborg godsers jagtpligtige beboere. Jagten førte til tre ulves død.

Særlig i 1750 var ulveplagen stor omkring Draved. Næsten dagligt oplevede bønderne angreb på deres kvæg. Efter en klapjagt i 1750erne blev 14 ulve hængt op i en galge ved Ellum i nærheden af Løgumkloster.

I slutningen af 1770erne så det ud som om, at de var forsvundet fra skoven.

I maj 1762 blev der udgravet 8 ulveunger ved Frøslev. Og det samme antal blev udgravet tre år efter på samme sted, og her fandt man også en gammel ræv.

Schackenborgs tjenere inviteret

En stor ulvejagt fandt sted i Linnet Skov i maj 1769. I en indbydelse til Grev Schack til Schackenborg bedes greven om:

• At lade Schackenborg grevskabs tjenere møde til ”Linnetschous” ulve-jagt ved dagens anbrækning ved Roager Kirke.

Heste angrebet ved højlys dag

I maj 1765 klagede beboerne i Tastrup ved Flensborg over omstrejfende ulve, som dræbte deres kvæg. En kådner havde mistet 11 får – og 2. pinsedag ved højlys dag var en hest blevet skambidt på marken.

I området mellem Løgumkloster og Højer afholdtes i oktober 1770 en ulvejagt, hvori deltog 500 klappere og året efter berettes om en ulvejagt nordvest for Løgumkloster, hvor 4 ulve blev skudt, men mange undveg.

Jagtforordningen af 1781 bestemte, at jægermestrene efter landsherrens godkendelse kunne afholde lokale jagter på ulve og lade bønderne tilsige dertil. Men når det blev skønnet nødvendigt, kunne der afholdes store fælles klapjagter landskabsvis over større områder.

3.900 klapper mødt op til ulvejagt

En sådan fandt sted i egnen mellem Kongeå og Vidå i 1695 under ledelse af jægermester Gerhard Brockendorff. Klapperne i disse herreder skulle møde en bestemt tid i hvert herred den 27. juni om aftenen med tre dages proviant og spidse redskaber.

I alt mødte 3.900 klappere. Fritaget for at møde var personer, der var kendt som private ulvejægere eller som afgav kvarter for klapperne. Bønderne opstilledes med ca. 20 alens afstand, og råbende og klappende drog de så af sted. Det var forud bestemt, hvor ”Ulvehaven”, dvs. den indhegning, hvor ulvene skulle drives hen, skulle sættes.

Efterhånden som klapperne rykkede frem, indsnævredes kredsen og når de nærmede sig garnene gik de næsten side om side. ”Ulvehaven” var et lille stykke skov, der var omspændt af ”Jægergarn”, og som det gjaldt at få ulvene drevet ind i.

Klapperne var kun bevæbnet med forke, hvorimod jagtbetjentene naturligvis havde deres skydevåben. Så længe garnene kunne holdes i god stand, blev næsten alle de ulve, der gik i dem, taget. Men blev garnene først bidt itu, var der ofte mange ulve, som undslap.

De ulve, som blev fanget, blev flået. Og kroppen blev hængt op i en galge til skræk og advarsel for andre ulve. Her fik de lov til at hænge, indtil de rådnede op og knoglerne faldt ned af sig selv.

Jægermester Broockendorff fik fat i 300 ulve

I årene 1681 – 90 fik jægermester Brockendorff over 300 ulve, alene i 1684, 42 stykker.

Bønderne åndede lettet op

Ulvejagterne var ikke helt ufarlige for klapperne og jagtbetjentene. De sønderjyske bønder, som på mange måder havde en friere stilling end kongerigets, kviede sig ved at lade sig kommandere af de ofte indvandrede holstenske embedsmænd.

De udeblev ofte i stort tal, idet de foretrak at betale mulkt. Navnlig var vinterjagterne en plage. Man skulle være på benene dag og nat, ofte tre døgn i træk. Mange havde flere mil til mødestedet. Også derfor følte bønderne det som en lettelse, at ulvene i begyndelsen af 1800 – tallet blev udryddet.

Kilde:

• Sprogforeningens Almanak (1913)
• Sønderjysk Månedsskrift
• Sønderjysk Årbog
• Dansk Jagtleksikon (1944)
• Artikel – dengang.dk : Ulvejagt ved Tønder

Da Nazismen kom til Sønderjylland

Det danske mindretal syd på blev forfulgt. De blev kaldt for ”Speck-Dänen”, og aviserne mente, at det skulle boykottes. Pludselig heilede man overlat i Flensborg. Så kom Påskeblæsten. Det tyske mindretal mente, at grænsedragningen var uretfærdig og vanærende. Mindretallet tilsluttede sig i begyndelsen DNSAP. Men hurtigt fik de egne afdelinger. Der kom nazistiske møder i Tønder og Saksborg. En masse Ortsgruppen blev dannet, og pludselig var der 4.000 medlemmer. Frits Clausen var vældig populær i grænselandet. Vi kigger på hans ”Bovrup-storm”. Og så var det også det såkaldte ”Førerkup” på Hotel Royal i Aabenraa. Flensborg Avis var lidt brun i kanten. Og på Rønshove Højskole sammenlignede forstanderen Hitler med Grundtvig. Bjørn Svenson blev smidt ud efter kritiske spørgsmål. Den tyske ”Marinestorm” overvågede indsmugling af folk fra SPD. Og så kom Maja med hagekorsflag til Aabenraa Havn. Det gav en masse ballade.

Liste over artikler, bagerst

Vi har bagerst i artiklen samlet en oversigt over, hvor du kan læse mere om nazister og de dansk-tyske forhold i grænselandet. Her har vi også samlet artikler om landbrugskrisen.

Det danske mindretal blev forfulgt

Hitlers magtovertagelse den 30. januar 1933 fremkaldte en euforisk stemning mange steder i det sønderjyske. Landbrugernes Sammenslutning (LS) tordnede mod systemet. Den nazistiske ideologi vandt indpas også nord for grænsen.

Sendte medlemmer af det tyske mindretal deres børn i dansk skole var de nærmest rigsfjender. Jo de enkelte medlemmer kom efterhånden under et stort pres. Lige syd i Flensborg blev et stort antal kommunister arresteret. Siden var det socialdemokraterne og fagforeningerne, der måtte stå for skud.

Kommunistiske Speck-Dänen

I Flenburger Nachrichten gik man til angreb mod den danske kommuneskole i Flensborg. Jo nu hed det sig, at det var ”kommunistiske Speck-Dänen”. Det danske mindretal advarede deres medlemmer i at lave illegalt arbejde inden for socialdemokratisk og kommunistisk partiarbejde. Sådant noget ville underminere troværdigheden over for danskheden.

Nu heilede man i Flensborg

Ved valget den 12. marts 1933 fik det danske mindretal 4.658 stemmer. Man valgte en ny overborgmester Wilhelm Siewerts og for første gang heilede man nu i Flensborg. Med den nazistiske overtagelse begyndte ensretningen i det tyske samfund. Hvis danske embedsmænd ville beholde deres job, skulle de sætte deres børn i tysk skole og droppe den danske skole.

Aviser opfordrede til boykot af det danske mindretal

Også børnene i skolerne skulle bruge Nazi-hilsen. Men dette blev dog ophævet i oktober 1933 i de danske skoler, og alle Hitler billeder blev taget ned. De dansksindede blev heller ikke presset til at være medlemmer af Hitler-Jugend. De meldte sig i stedet i Spejderbevægelsen. Og forholdet mellem HJ og den danske spejderbevægelse blev noget anstrengt.

Den slesvigske Forening oplyste at et medlemsskab af SA eller NSDAP ville føre til eksklusion. Flere tyske aviser opfordrede til, at man skulle boykotte det danske mindretal.

Medlemmer af partiet fik mest

Efter den nazistiske overtagelse var offentlig social forsorg ikke længere et kommunalt eller statsligt anliggende, men blev varetaget af partiets organisationer. Fra 1934 blev det varetaget af National-Sozialistische Volkswohlfart (NSV).

Medlemmer af partiet fik selvfølgelig mest. Dem, der skønnedes af mindre værd, fik ringere hjælp end de mennesker, der efter arvebiologiske principper blev betragtet som værdifulde.

Disse forhold stillede det danske mindretal i en sårbar situation. Man blev også tilsidesat, da der var uddeling af vinterhjælp. Man fandt ud af fra tysk side, at den hjælp mindretallet fik af Dansk Menighedspleje var større end den tyskerne selv fik. Og mange tyskere, der slet ikke var dansksindede meldte sig ind i Den Slesvigske Forening udelukkende for at få denne hjælp.

For det danske mindretal i Sydslesvig blev det endnu værre, da overborgmester Wilhelm Sievers i 1936 blev afskediget. Nu begyndte den nazistiske skrue for alvor at stramme.

Påskeblæsten

Påskeblæsten er i hvert fald man i historisk sammenhæng kender i Sønderjylland. Den 30. januar 1933 indledte nogle fremtrædende slesvig-holstenske nazister et verbalt stormløb mod grænsen. Formålet var at nazificere det tyske mindretal nord for grænsen. Og man kan sige, at denne påskeblæst varede til juni 1933.

Man ville hurtigst muligt tilkæmpe sig et ”Heim ins Reich”. Det vil sige, at man ville have en revision af grænsen fra 1920 i tysk favør. Selve Påskeblæsten blev nedkæmpet af tyske regeringskredse i Berlin. Men den havde skabt stærk uro i det sønderjyske grænseland og belastede i høj grad det dansk-tyske forhold.

Grænsedragningen var uretfærdig og vanærende

I tyske øjne var grænsedragningen uretfærdig og vanærende. Pastor Peperkorn gav bolden op ved et stævne i Flensborg. Han angreb danskhedens fører, H.P. Hanssen og dennes avis Hejmdal. Ja og set med nazistiske øjne var det en jammerlig presse i Nordslesvig. Og igen kom grænsespørgsmålet i spil.

Adskillige gang kom opfordringen fra Sydslesvig, at nu ville man have Nordslesvig tilbage. H.P. Hanssen krævede, at regeringen en gang for alle forhørte sig hos den tyske regering, hvordan de så på grænsespørgsmålet. Men det ville udenrigsminister Munch ikke.

Nord for grænsen havde pastor Johannes Schmidt-Vodder mere eller mindre ridderligt kæmpet for en grænserevision i tysk favør.

Stauning afviste en militærisk stramning

Socialdemokraterne holdt den 17. april 1933 et møde i Tinglev. Her gjorde de det klart, at grænsen ligger fast. De ville lave en kampfront mod nazisterne. De borgerlige danske sønderjyder var forsamlet på Folkehjem i Aabenraa. Her forlangte de grænsen ”skarpt overvåget”.

Men Stauning afviste en militærisk forstærkning af grænsen. Og egentlig tog Berlin ikke entydigt og officielt afstand fra et grænserevisionskrav.

Den danske grænsekontrol var blevet skrappere

Von Richthofen, den tyske gesandt i København kunne berette, at den danske grænsekontrol var blevet skrappere. Dette kunne han så orientere Berlin om. Men efterhånden blev det fra tysk side slået fast, at Peperkorn ikke var ”regeringens sagkyndige i slesvigske spørgsmål”

Allerede dengang udtalte udenrigsminister Munch, at vi ikke skulle give anledning til en omfattende grænsediskussion. ”Småbanders” angreb mod grænsen kunne Danmark nok afværge sig militært imod, men et rigtigt militært angreb kunne man ikke afværge.

Den dansk-tyske-ikke-angrebstraktat den 24. juni 1939 tog ikke direkte stilling til grænsespørgsmålet.

Med grænseløs kærlighed og troskab

Man kan ikke lade være med at tænke på Hitlers såkaldte ”Fredstale” den 17. maj 1933, hvori Hitler havde udtalt nazisternes respekt overfor andre folks nationale rettigheder, netop fordi nazisterne:

• Med grænseløs kærlighed og troskab

De ønskede at leve i:

• Fred og venskab med andre folk

Nazificering og Gleichschaltung

Men inden for det tyske mindretal var grænserevisionen overhovedet ikke glemt. I Hejmdal kunne man den 29. maj 1933 læse følgende:

• Landraad Dr. Sievers proklamerer Nazificering og Gleichschaltung af Tyskheden i Nordslesvig. Han kalder Grænsen for en haardrejsende Forbrydelse mod det tyske Folk. Schleswig-Holsteiner Bund vil gøre Nordslesvigerne modne til ”Dagen, der atter fører dem tilbage til os”.

Tysk aften i Tønder  

Den 22. marts 1933 annoncerede Nordschleswigsche Zeitung med hagekors, at der ville blive afholdt en ”tysk aften” i Tønder. Lærer Lutz fra Süderlügum ville tale om:

• Ein neues Deurschland ist erwacht

Det var lokale nazister med hjælp syd fra, der havde arrangeret mødet. Både SA og Hitler Jugend fra Süderlügum var mødt op. Og det var vel også rigtig refereret af Lecker Zeitung, der sluttede referatet fra mødet med at konstaterer, at

• Spidsen af de brune bataljoner har dermed betrådt Tønder og Nordslesvig.

Egne NSPD-afdelinger i Sønderjylland

NSPD’s eksplosive tilgang var særlig markant i Slesvig-Holsten. Gauleiter Lohse beklagede sig over, at nordslesvigerne følte sig tiltrukket af danske DNSAP. Han sagde, at nu ville man oprette deres egne afdelinger af NSDAP nord for grænsen. Og det gik ret så hurtigt.

Nazi-aften på Saksborg Kro

Lærer Jacob Hansen fra Saksborg havde i Nordschleswigsche Zeitung under overskriften ”Gaden er fri” argumenteret for nazismens fortræffeligheder. Svigersønnen Jep Nielsen indkaldte dagen efter til møde på Saksborg kro. Her blev der så talt mod Jødedommen, Pacifisme og Marxisme. Inden aftenen var omme havde 65 mennesker meldt sig ind under NPSD.

Masser af aktiviteter

Til et møde den 5. april 1933 i Eckernförde fortalte pastor Peperkorn, at fem organisationer allerede var opstået i Nordslesvig. Det ville snart blive til 88. Jens Lorenzen var opvokset i Feldsted blev udnævnt som Landesführer. Han fik sæde i det ”Lille Førerråd”.

Fra sommeren 1933 blev der afholdt ”Grænselands-skolingsdage” på Knivsbjerg. På teaterhotellet i Sønderborg blev der den 16. august 1933 blev der afholdt ”Kundgebung” med 200 deltagere. Jens Lorenzen var kommet ind i Teaterhotellet i brun skjorte i spidsen for 12 faner.

Rundt omkring blev der i meget hurtigt tempo oprettet ”Ortsgruppen”. Ved næsten alle de møder, der her blev afholdt var der aflæggelse af troskabsed, afsyngelse af Horst Wessel-sangen og Tysklandssangen. Man fik uniformer syd fra. Men det var uniformsforbud, så diverse øvelser foregik i nattens mulm og mørke.

Man gik tæt på i mindretallet

Men man gik til den i mindretallet. Hejmdal kunne afsløre, at alle medlemmer fik udsendt et spørgeskema:

1. Er De i SA eller i SA-reserven?

Hvilken afdeling hører De til?

Hvilken tjenestegrad har De?

2. Hvis De ikke er i SA, har De da et hverv inden for politiet og hvilket?

Hvis ikke, hvorfor stiller De ikke arbejdskraft til rådighed for vores bevægelse?

Herpå blev der stillet en række nærgående spørgsmål plus en erklæring om, at man vil støtte partiet økonomisk.

Hurtig nazificering

Ret hurtigt havde man 4.000 medlemmer. Flere tyske foreninger, herunder borger- og musikforeninger blev opslugt af det nyoprettede ”Bund für deutsche Kultur”, der gennem koncerter, teater, foredrag og film skulle sammensvejse mindretallet til et ”nationalsocialistisk kulturfællesskab”.

Tilsvarende gik det for Pfadfinder og Wandervogel. De blev sammensmeltet i det nyoprettede ”Deutscher Jugendverband Nordschleswig. Det var nærmest en hjemmetysk kopi af Hitlerjugend. Men det var en lang opslidende kamp mellem flere nazistiske grupperinger. Den blev først afsluttet i 1938. I den forbindelse forsøgte Pastor Schmidt hele tiden at få comeback, men det lykkedes ikke.

Problemer i landbruget

I 1933 var arbejdsløsheden herhjemme oppe på 43,5 pct. blandt organiserede arbejdere. Samtidig forlangte arbejdsgiverne en lønnedgang på 20 pct. Og i 1931-32 kom 484 landbrug i Sønderjylland på tvangsauktion.

Krisen førte til dannelse af Landbrugernes Sammenslutning. Den fandt stor opbakning i Sønderjylland. I 1926 lavede Cornelius Hansen fra Vester Anflod ”Bondens Selvstyre”. De sønderjyske landmænd mente ikke, at den danske stat havde ydet nok økonomisk hjælp efter Genforeningen. Det såkaldte ”Nordslesvigske Manifest” kunne fastslå, at den danske stat skyldte sønderjyderne 300 millioner kroner.

Frits Clausen turnerede rundt i Sønderjylland

DNSAP har vi flere gange tidligere været inde på her på siden. I 1931-1932 turnerede Frits Clausen Sønderjylland tynd for at gøre propaganda for hans nye parti. Ja man holdt også mange møder sammen med føromtalte LS. I begyndelsen var der både dansk- og tysksindede, der mødte op til disse møder.

Syd på i Slesvig Holsten havde NSDAP i 1932 fået hele 51 pct. af stemmerne. I Tyskland havde de fået 37 pct. af stemmerne.

Frits Clausens grænsesyn

I 1933 var 300 mennesker mødt frem i Toftlund for at høre Frits Clausen, der mødte frem med 25 brunskjorter. Her sammenlignede Frits Clausen Hitler med Martin Luther. Han ville ikke kun redde Tyskland med alle folkeslag. Frits Clausen kunne ikke lide Pastor Peberkorn og hans argumenter:

• Den nazisme pønser kun på krig over grænserne

Pastoren havde efterlyst Frits Clausens holdning til grænsespørgsmålet. I begyndelsen kunne man heller ikke rigtig få klarhed om dette. Men han mente, at hele Slesvig skulle være dansk. Ja det var vel nærmest Danmark til Ejderen. Og NSDAP-N ville have Danmark til Kongeåen.

Frits Clausens ”Bovrup-Storm”

Det var ikke godt for Frits Clausen og DNSAP, at der blev indført uniformsforbud. Det kneb med at komme i den rette stemning.

De sønderjyske politikredse er fulde af rapporter, hvor danske eller tyske nazister havde fået konfiskeret uniformer eller uniformsdele.

Søndag den 26. november 1933 blev der taget en masse ”uniformerede billeder” i haven ved SA-hjemmet i Bovrup.

Men det blev for meget, da medlemmer af ”Bovrup-Storm” også viste sig uniformeret på Harald Johansens Gæstgivergård i Bovrup. 19 personer blev anklaget. DNSAP’ s mødeaktivitet var særdeles høj og møderne velbesøgte. Partiets indre liv bestod udover politikmøder også af fysisk træning og øvelser.

Partiets ”storm-afdeling” (SA) blev senere omdøbt til sportsafdeling. Den bestod af unge karle. En gang om måneden mødte man til eksercits, march og opstillingsøvelser. Formålet var at træne dem til ordensmandskab ved møder og forsamlinger. Jo, første onsdag i hver måned mødte man op i gæstgiver Johansens sal. Værten havde betinget sig, at der ikke måtte foregå noget ulovligt. Der blev også trænet i politiske slagsmål.

Politiet forsøgte at få et overblik over nazisternes træningsaktiviteter. Men ofte foregik dette på afsides beliggende steder i ly af mørket. Og der var altid stillet vagtposter op.

Jydske Tidende var ikke imponeret

Jydske Tidende havde rapporteret fra et arrangement i Toftlund. Journalisten var ikke synligt imponeret. Han hæftede sig ved fraværet af Dannebrog på festpladsen. Han kunne heller ikke frigøre sig fra den tanke, at de danske nazister kopierede de tyske.

Pastor Mallings bøn ved gudstjenesten havde godt nok omfattet folk og fædreland men ikke kongehuset. Omkring 500 havde overværet gudstjenesten. Ifølge DNSAP selv havde de andre møder omfattet 2.500 deltagere. Det var nok mere end overdrevet.

Det såkaldte ”Førerkup”

Det såkaldte ”Førerkup” foregik den 23. juli 1933 på Hotel Royal i Aabenraa. Her havde Frits Clausen truet med at gå som sønderjysk leder. Men det var kun et led i en snedig plan. Kort tid efter blev den erfarende journalist Aksel Olesen redaktør af National Socialisten.

Frits Clausen havde succes i det sønderjyske

Frits Clausen havde succes i det sønderjyske. Han var vellidt og talte sønderjysk. Op gennem 1920erne holdt han i næsten et hvert forsamlingshus i hele Sønderjylland dansk-nationale foredrag. Også ved den lejlighed gik han tilbage til den nordiske mytologi.

Mange af bønderne var blevet radikaliseret og meldt sig ind i LS. Det var ikke så langt fra Frits Clausens synspunkter.

Men tag ikke fejl. DNSAP var ikke et sønderjysk forsamlingshus-fænomen. Det var racistisk, anti-semitisk, antidemokratisk og nærede helt absurde forestillinger om den økonomiske politik.

Både på Rønshoved Højskole og i Flensborg Avis blev der i 1933-1934 flirtet med nazismen.

Flensborg Avis var brun i kanten

Også Jacob Kronika, et fremtrædende medlem af det danske mindretal i Sydslesvig flirtede med de brune. Det kom til udtryk i en artikel i Flensborg Avis den 21. april 1933. Det var dagen efter Hitlers 44 års fødselsdag. Men et par år efter kom Kronika dog på andre tanker.

Også avisens chefredaktør Ernst Christiansen var lidt brun i kanten. Han skrev en leder den 5. maj 1933 om nazismen:

• Nazismen er en bevægelse, der er i stand til at vække en sådan national begejstring, navnlig blandt ungdommen, måtte indeholde i det mindste et eller andet godt, som også danskerne kan lære af.
• Danskerne skulle også lære af nazismen for bedre at kunne bekæmpe den fare, den tyske nazisme udgjorde ved grænsen.

Hitler blev sammenlignet med Grundtvig på højskole

Forstanderen på Rønshoved Højskole, Aage Møller formulerede sine synspunkter i højskolens årsskrift i 1933:

• Nationalsocialismen var en frigørelse af det tyske folks bundne kræfter. En sådan frigørelse er det brug for i Danmark.

Aage Møller afviste, at han var nationalsocialist. Han var grundtviganer, sagde han. I 1934 erklærede han, at man skulle være ”stokblind” for ikke at kunne få øje på lighederne mellem Hitler og Grundtvig.

Den danske nazist, Mikkel P. Ejerslev var historielærer på skolen. Han holdt studiekredse på højskolen i nationalsocialisme. Han hørte til i kredsen omkring Ejnar Vaaben.

En læserbrevsskribent i Hejmdal anbefalede, at man fjernede statsstøtten til Rønshoved Højskole. Ikke en eneste fra Nord- eller Sydslesvig meldte sig til vinterholdet i 1934 og 1935.

Aage Møller var nødsaget til at fyre Ejerslev for at redde højskolen for økonomisk ruin.

Smidt ud efter kritiske spørgsmål

Den unge journalist, Bjørn Svensson har punkt for punkt gennemgået nazisternes program. Han fremhævede også, at den danske nazifører næppe kunne måle sig med Hitlers format. Jo, der er mange sandheder i hans ”Den danske nazisme i kritisk belysning”. Og den udkom i 1934. Han oplevede også selv at blive smidt korporligt ud fra et nazistisk møde, hvor han stillede nogle kritiske spørgsmål.

Danske aviser forbudt i Tyskland

Nogle af de danske aviser blev forbudt i Tyskland på grund af deres kritiske artikler. Det førte ofte til raseri i partiet. De borgerlige aviser herhjemme var også kritiske men måske i mere behersket grad.

Tillidsmænd imod nationalsocialismen

Den 17. april 1933 mødtes 300 tillidsmænd fra de sønderjyske fagforeninger i Tinglev. De ville lave et aktionsudvalg, der skulle bekæmpe nazismen. Man vedtog en resolution, der gik ud på, at man ville bekæmpe nationalsocialismen med alle stående midler. Og så skulle alt samarbejde med nazistiske foreninger og institutioner afbrydes.

Pas på ”den brune og sorte pest”

DSU afholdt den 24.-25. juni 1933 sommerlejr i Gråsten. 2.000 socialdemokrater var mødt frem. Man gik i protestmarch gennem byen. Og den unge maskinarbejder Robert Huhle advarede mod både ”den sorte og den brune pest”.

Han rettede en anklage mod de konservative og deres organ Jydske Tidende, der gav nazister og antidemokrater spalteplads. Ja han kaldte avisen for ”en samlebrønd til en kloak”.

Samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Slesvigsk Parti blev afbrudt. Dette medførte blandt andet, at Tønder fik sin første danske borgmester i 1936.

Den tyske ”Marinestorm” blev indsat

Danske og tyske socialdemokrater og kommunister havde forbindelser over grænsen. Men dette blev overvåget af nazistiske grupper. Og det endte også ofte med slagsmål. Vi har tidligere i en artikel beskrevet gadeslagsmålet mellem nazister og arbejdere i Tønder.

SPD-folk blev smuglet over ”den grønne grænse” eller smuglet over Flensborg Fjord i små både. Men dette blev der også sat en stopper for. Man havde fra hjemmetyskernes side oprettet den såkaldte ”Marinestorm”, der i 1934 talte 100 mand. De holdt øje med havne og kystlinjer.

”Fredelige turister” var spioner syd fra

Ved Hostrup Sø var DSU forsamlet til en hyggelig komsammen. Der var også socialdemokrater syd fra. Men to spioner overværede det hele med kameraer. Den ene var redaktøren af Flensburger Nachrichten. Fotoerne skulle bruges til at jagte tyske socialdemokrater. De to blev opdaget, og filmene blev beslaglagt. De beklagede sig højlydt og sagde, at de var tilfældige turister. Og sådan blev det også udlagt i de tyske aviser.

Da Maja kom med hagekorsflag

I Aabenraa var skibet Maja dukket op med hagekorsflag. Skruebrækkere lodsede skibet. Arbejderne ville ikke. De kommunistiske ledere Arne Munch Petersen og Aksel Larsen var dukket op. De holdt brandtaler på havnen. Og det lykkedes dem at få skruebrækkerne til at droppe arbejdet.

Men den 8. august 1933 dukkede hjemmetyske nazister fra Rødekro og Rise op. De lodsede skibet, og var under bevogtning af en politistyrke på 30 mand. De var under ledelse af mekaniker I.M. Jensen fra Aabenraa. Han var udgiver af det nazistiske tidsskrift ”Die Fackel”.

Lokale socialdemokrater gik nu sammenmed kommunisterne til politimesteren og truede med generalstrejke såfremt politispærringen ikke blev ophævet. Men ak, inden den kom i gang var Maja blevet lodset.

Der kan fortælles meget mere

Ja kære læsere, sådan kunne vi blive ved. Men du kan læse meget mere om de dansk-tyske forhold og nazismen i de artikler, du kan se på listen. Dertil kommer så alt det, der skete inden de Slesvigske krige og under prøjsisk styre. Dette har vi ikke medtaget her.

Kilde:

• Birgitte Herreborg Thomsen, Henrik Skov Kristensen: Sønderjylland 1933
• Niels Bøgh Andersen: Fiskersøn fra Aventoft
• Lars N. Henningsen: Sydslesvigs Danske Historie
• Henrik Becker-Christensen: Det tyske mindretal i Nordslesvig 1920-1933
• Troels Fink: Sønderjylland siden Genforeningen
• Sønderjyske Årbøger
• Morten Andersen: Den følte grænse, Slesvigs deling og genopbygning 1918-1933
• Malene Djursaa: DNSAP. Danske nazister 1930-1945
• John T. Lauridsen: Dansk Nazisme 1930-1945-og derefter
• John T. Lauridsen: Føreren har ordet. Frits Clausen om sig selv og DNSAP
• Hans Schultz Hansen, Henrik Skov Kristensen: Sønderjylland under krig og besættelse 1940-1945
• Bjørn Svensson: Den danske Nazisme i kritisk belysning
• Hans Mørup: På fløjen
• Kaj Edvard Larsen: Fra en stormfuld tid
• Artikler på www.dengang.dk

Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk: Om det dansk-tyske forhold og Nazisme:

• Livet på Seminariet i Tønder
• Da gadeskiltene blev skiftet i Tønder
• Fysikus Ulrik-endnu mere (2)
• Sprogkampen i Tønder 1851-1864
• Dansk-tyske tildragelser i Rørkær
• En avis i Tønder
• Tondern Station
• Heimatfest i Tønder 1921
• Tønder omkring 1930
• Jamen, vi forstår ikke tysk
• Da, Tønder igen blev dansk
• Nazister i Tønder
• Da Hagekorsflaget blev hejst i Tønder
• En rebel og hans gård
• Socialdemokrat i Tønder-dengang
• Da tyskerne kom til Tønder
• Tønder mellem dansk og tysk
• Ulrik-en fysikus fra Tønder (1)
• Tønders dansksindede
• Hvorfor var Tønder tysk
• Overvågning i Sønderjylland
• Fremmedflag i Sønderjylland
• Sønderjylland efter Genforeningen
• Sønderjylland i knibe
• Folketingsvalg i 1939
• Jens Møller-Folkefører eller Folkeforfører
• Den dansk-tyske sameksistens i Sønderjylland
• Pastoren fra Bylderup Sogn
• Ned med de dansksindede
• Mindretal i brændpunktet
• Sheriffen fra Tinglev
• Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
• Det tyske mindretal
• Jordkamp, Vogegesang og Domænegårde
• Familien Jürgensens tyske sind
• Da Aabenraa fik danske gadenavne
• Aabenraa-under de to krige
• Højer Kirke
• Bov Sogn-mellem dansk og tysk
• Genforeningen i Bov Sogn
• Besættelsestiden og det tyske mindretal
• Varulve-angreb eller drengestreger?
• Bloddrenge og unge nazister
• Sommerkorpset
• B. Mathiesen-Portræt af en forræder
• Da Frits Clausen kom til middag
• Bovrup-kartoteket
• Skal alle krigsforbrydere ikke straffes?
• Frits Clausen-den tredje historie
• Waffen SS-engang en elitehær
• Søren Kam-og hans erindringer
• De danske varulve
• De dødsdømte fra Tønder
• Tønder-efter krigen
• Den Sønderjyske Politiadjudant
• Frits, nazister og et kartotek
• Løjt-mellem dansk og tysk
• Frits Clausen-lægen fra Aabenraa
• Retsopgøret i Sønderjylland og mange flere

De Fattige i Vest – Sønderjylland

Daglønnen om vinteren var 50 pf. og betydelig større om sommeren. Det var en lang arbejdsdag. Hvorfor skulle man lige have blå bukser på i fattiggården i Borg? Her var masser af børn. En af disse blev præst i Møgeltønder. Bestyreren skulle bruge skrappe midler. Pludselig sad en nøgen pige fast i tremmerne. Og nogle tog sig en udgangsbillet. Så var det Anders ”Kjærremand”, Jørgen og Kjesten Trild, Æ synkuen, Stam Peter og Æ Pryller. ”Bosser” blev en landepage.

Daglønnen om vinteren: 50 pf.

Brede Sogn hørte nok ikke til de fattigste sogne. Her var mange større og mindre gårde. Og på de mindre ejendomme holdt man 3 – 4 køer og ofte en hest. For almindelige arbejdere var forholdene nogenlunde. Lønnen var lille, men det var heller ikke de afgifter og skatter, som vi kender i dag. Her i slutningen af 1800 – tallet var daglønnen 50 pf. plus kost. Det vil sige, at det var vintertaksten.

En lang arbejdsdag

Om sommeren, når der skulle høstes var daglønnen selvfølgelig væsentlig højere, men man nåede dog ikke over 3 mark. Man kunne også arbejde på akkord. Betalingen for at slå en demant eng var normalt 3 mark. Dygtige ”slættere” kunne klare 1 ½ demant på en enkelt dag.

Arbejdsdagen kunne sagtens starte klokken tre om morgenen og først slutte klokken otte om aftenen afbrudt af et par timers hvil.

Brede Sogns fattiggård i Borg

Men fattigdom kunne ikke undgås. Kunne man ikke klare sig, var den eneste udvej, fattighjælp. Og helt galt var det, hvis man endte på fattiggården.

Brede sogns fattiggård lå uden for byen Borg. Den blev ejet af sognet og var en mindre gård, der blev drevet af en bestyrer. Ved driften måtte alumnerne hjælpe til. Kvinderne hjalp til i huset og mændene på gården.

Det var pinligt med de lyseblå bukser

Der blev kartet, vævet, spundet og strikket tøj til de mange beboere. Var et stykke færdigt, kom skrædderen for at sy tøj til både mænd, kvinder og børn. Mændene bar korte mørkeblå jakker (jækkerter), lyseblå bukser, strømper af ufarvet uld og træsko.

Man var ikke så tilfreds med de lyseblå bukser. Det var tydligt, at man var fattighuslemmer. De blev dog også afskaffet senere.

Kvinderne bar normalt hjemmelavet mørkeblåt tøj både sommer og vinter. Det har sikkert været pinligt for børnene at skulle bære samme uniform som mændene, når de skulle i skole.

Op til 50 personer på fattiggården

I perioder var belægningen helt op til 50 personer, deraf en stor del børn. Børnetallet i sognet var temmelig stort dengang. Alle skoler var overfyldt. Ja der var hele 50 i en skolestue, som i dag måske kunne rumme 20.

Masser af børn

Børnene på Fattiggården hørte til Borg skole. Men da den var meget lille, gik seks – syv stykker af de store på skolen i Bredebro. Ja i perioder blev man også nødt til at sende børn til Harres Skole og til noget fjerntliggende skole I Abterp.

Skoletiden var fra 9 til 12 og 13 og 16 hver dag med undtagelse af onsdag og lørdag eftermiddag, blev der især om vinteren ikke megen fritid for børnene. Det var mørk aften, inden de kom hjem til fattiggården igen.

Blandt fattighus – børnene var der en del født uden for ægteskabet. Der var ugifte kvinder, der bragte en del børn til verden i fattiggården. Moderen måtte atter ud at tjene, men børnene blev der.

I skolen klarede disse børn sig godt, når man betænker under hvilke elendige forhold, de voksede op.

En præst i Møgeltønder

En af disse var særlig opvakt. Navnlig ved præsternes hjælp kom han senere til at studere teologi i København. Efter endt studium blev han præst og havde embede forskellige steder. Efter Genforeningen blev han sognepræst i Møgeltønder, men døde kort tid efter.

Bestyreren skulle bruge skrappe midler

Under disse forhold var det at være bestyrer ikke en let post. Der måtte både en mand og en kone til. Der skulle både energi og vilje til at regere de mange fattiglemmer.

I mange år og i den værste tid hed bestyreren, Sven Olesen. Det var ikke altid såkaldte ”førsteklasses” mennesker, der kom på fattiggården. Mange af mændene var forhutlede og fordrukne. De var ikke altid lige medgørlige. Og med adskillige kvinder var det ligesådan. Bestyreren var derfor nødt til at bruge skrappe midler.

En nøgen kvinde sad fast i tremmerne

For alle tilfældes skyld var det på fattiggården indrettet et arrestlokale, hvori den, der blev alt for umedgørlig, kunne indsættes, til han kom på bedre tanker, eller til rusen, der sædvanligvis var skyld i opsætsigheden var sovet ud.

Uha, og så var det en mand, der levede sammen med en kvinde uden at være gift. Sådan noget kunne ikke tillades på fattiggården. Dette passede ikke kvinden. Hun opførte sig så rebelsk, at hun måtte i arresten.

Da manden kom hjem, var konen borte, hvad der ikke passede ham. I nattens mulm og mørke gik han på opdagelse for at finde hende og få hende med hjem igen.

Han havde vel en anelse, om hvor hun var havnet. Så fandt han ud af, at hun sad i arresten. Han forsøgte at befri hende. Men det lykkedes nu ikke. Bestyreren anede uråd og kom på benene. Han fandt kvinden, som Gud havde skabt hende siddende mellem stængerne. Benene havde hun fået ud, og manden hev så godt han kunne.

Det kostede bestyreren en del møje og besvær at hale det nøgne kvindemenneske tilbage igen.

De tog sig en udgangsbillet

En gang imellem fik eller tog mændene på fattiggården udgangsbillet og benyttede friheden på deres vis. Med andre ord, de drog rundt i sognet og omegnen og tiggede sig frem. Hurtigst muligt blev pengegaverne omsat i brændevin.

En gammel mand ved navn Ebbe var ret anmassende. Han optrådte som prædikant og kunne være ret besværlig at komme af med igen.

Anders ”Kjærremand”

De fattigste koner i sognet gik også rundt med tiggerposen eller sendte deres børn på tiggergang. Men de kom også fra nabosognene som Sejerslev og Nørre Løgum.

I gamle dage lå der vest for Brede op vejen til Abterp to huse i Kjærfennerne, de såkaldte Kjærhusene. Herfra stammede en mand, der blev kaldt ”Æ Kjærremand”. Han gik rundt i et stort område og solgte selvlavede lynglimer(koste) og koste. Men han glemte aldrig at tage tiggerposen med på turen. På sine ture bar han altid en gammel cylinderhat.

På den måde slog han sig igennem tilværelsen. Men han var et meget skikkelig menneske. Mange gange blev han på sine vandringer nappet af politiet for løsgængeri. Så måtte han ind og brumme et par dage. Men lige meget hjalp det, så snart han var kommet ud, optog Anders Kjærremand atter sin håndtering, trofast assisteret af sin kone.

Jørgen og Kjesten Trild

I Abterp boede et ældre ægtepar, manden hed Jørgen og kaldtes Jørgen Trild. Konen hed Kjesten og blev selvfølgelig kaldt Kjesten Trild.

Manden var ingen ven af fast arbejde, men lå hellere og plaskede om i Brede Å., som fisker. Og deraf levede de hovedsagelig.

Ægteparret boede i et gammelt forfaldent hus, der tilhørte pastoratet i Brede. Undertiden blev det dog lidt skralt med udkommet for Jørn og Kjesten, men så hittede de på råd. Hun foranstaltede et lille privat lotteri. Det gik sådan for sig. Hos en eller anden købmand købte eller tiggede hun sig en glasvase i meget grelle farver.

Den skulle så bortloddes, og hun gik fra hus til hus og solgte lodsedler til fire skilling stykket. Lodsedler havde hun ingen af, men skillingerne fik hun alligevel. En lodtrækning er sikkert heller aldrig blevet foretaget.

”Æ synkuen”

I sognet var der også en lille krumbøjet kone ”æ synkuen”. Hun var en trofast gæst rundt på gårdene. I den tid fåreklipningen stod på lød spørgsmålet:

• Sku I it ha en lille tot uld te mæ?

I slagtetiden:

• Sku I it ha en lille toten te mæ?

Dermed mente hun en grisetå, men hun var også taknemmelig for andre spisevarer.

Hun kom på sine rundture adskillige gange i konflikt med politiet og var ret bange for det:

• Æ ska jo pas å for den skidte sjendarm, te han it tejer mæ o putter mæ i æ sort gaf.

Ja sådan sagde hun altid, og sluttede med: ”Gud velsing dæ”.

”Stam Peter” og ”æ Pryller”

I fattiggården i Visby var der i nogle år nogle originaler, som af og til fik lov til at gå en tur i omegnen. Det var ”Stam Peter”, som stammede så meget, at det næsten var umuligt at forstå ham. Og så var det ”æ Pryller”, der var en ældre helt forskruet person. Brystet havde han behængt med ”ordener”. Det vil sige, at det var brogede sløjfer og bånd og prunkende ting. En eller anden havde givet ham dem, og som han indbildte sig, var det ordener og hæderstegn.

Havde han fået en ny, fremviste han den altid og forklarede, at den var blevet ham tilsendt af kejseren i Kina eller en anden eksotisk person.

Med sig havde han altid en ældgammel harmonika, hvorpå han spillede, det vil sige, han trak instrumentet ud og ind, hvorved det gav nogle vældige hyl. Dertil sang han så en vise, sædvanligvis om en eller anden frygtelig udåd.

”Æ Pryller” var nærmest lykkelig med tilværelsen. Gladest blev han, når man gav ham et blank æskelåg eller lignende.

”Bosser” var en landeplage

I årenes løb forsvandt disse personer efterhånden og en ny slags dukkede op på egnen. Det var de såkaldte ”bosser”, der strejfede rundt på landevejene og brandskattede beboere. For det meste var det arbejdssky, ofte fordrukne personer, tit hjemmehørende langt nede i Tyskland.

Det var ikke velsete gæster at få, og der var mange af dem. Det var ikke sjældent, at der kunne komme fem – seks stykker om dagen.

Det var ikke altid hyggeligt, at få sådant besøg, især ikke, hvis der ingen mandfolk var hjemme på gårdene. Gendarmerne var naturligvis på nakken af disse ”bosser”.

Det tog tid for gendarmerne i Bredebro, at føre ”bosserne” til amtsretten i Løgumkloster. Turen måtte tages til fods. Imens kunne andre ”bosser” husere i området. Jo disse ”bosser” var en ren landeplage. Nogle steder fandt man på at lave blikpenge.

• Kilde:

Sønderjysk Månedsskrift

Sønderjyske Årbøger

Litteratur Bredebro (under udarbejdelse)

• Hvis du vil vide mere – læs her på dengang.dk : Om Fattige:
• Det gamle Nørrebro og de fattige
• Fattiglemmer på Ladegården
• Moral, etik, horeunger og fattighjælp
• Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro
• Fattige i Tønder
• Sygdom og andre lidelser i Tønder
• Udvandring fra Tønder 1 – 2
• Aabenraa’ s fattige
• Husvild i Aabenraa og mange flere

Alarm i Sønderjylland den 8. april

Divisionerne i Sønderjylland var i alarmberedskab. Diplomater havde indberettet Danmark om faren. Man kunne høre det i Højer, at man på Sild varmede flyene op. Hver dag den sidste uge fløj der danske observationsfly langs grænsen. Min far havde vidst det i en uge, bare ikke hvornår. Men det kom alligevel som et chok. Generalkommandoen i København havde fået indberetninger om stigende aktivitet syd for grænsen og om krigsskibe i Storebælt. Men man mente, at der først skulle komme et ultimatum. Der skulle hverken indkaldes sikringsstyrker, foretages forskydninger eller sammendrag af tropper. Der skulle bare foretages flere flyobservationer ved daggry. Men klokken 3 indløb der pr. fjernskriver en meddelelse til Sikkerhedspolitiet fra Aabenraa.

Man vidste, at de ville komme

Man vidste det jo godt, at tyskerne ville komme. Diplomater havde meddelt det fra Berlin. De talte om store troppeforskydninger mod det nordlige Tyskland samt aktiviteter i de nordtyske havne.

Som vi også havde meddelt det i tidligere artikler, så vidste min kære far i Tønder det en uge før. En tysk fiskechauffør havde fortalt ham, at der var masser af tyske tropper lige syd for grænsen.

Det kunne høres i Højer

En person fra Højer talte også om, at der i en uges tid før den 8. april havde fløjet et dansk observationsfly langs grænsen. Fra Sild kunne man i en uges tid i Højer høre jagerfly varme op.

Også tydeligt at høre ved Sæd Grænse

Noget var i gærde ved Sæd Grænse, dette kunne tydelig høres.

Det kom alligevel som et chok

Alligevel kom der et chok for danskerne, at tyskerne kom. Tre gendarmer måtte lige inden besættelsen lade livet i Padborg. Og 16 soldater måtte lade livet i Sønderjylland i kamp mod tyskerne. Og mange kæmpede længe efter, at man havde kapituleret. Men grundet kommunikationsproblemer nåede budskabet ikke til Sønderjylland.

Den 8. april var man enige om i Sønderjylland, at divisionerne skulle holdes i ”alarmberedskab”.

Generalkommandoen fik følgende melding:

Om aftenen den 8. april indløb der meldinger om følgende:

• At Motorkolonnen var ”echelonneret” langs Vejen Flensborg – Slesvig – Rensborg med Tyngden ved Inningstedt (Sydvest for Slesvig)

• At der ridende syd ud af Flensborg var set ca. 100 Ryttere

• At der ventedes 28 Troppetog til Flensborg (formentlig marcherende Dele af 1 Division)

• Desuden, at 3 store Krigsskibe (de tidligere gennem Store Bælt og Kattegat for nordgaaende meldte) kl. 19.00 – 19.30 stod Skagen ud.

En afgørelse fra Generalkommandoen

Først klokken 22.30 den 8. april forelå regeringens afgørelse efter et ministermøde klokken 21.30. Chefen for Generalkommandoen blev kaldt til ministeren, og der blev her meddelt:

• Der skal hverken indkaldes Sikringsstyrker eller foretages Forskydninger eller Sammendragning af Tropper

Endvidere blev der konstateret, at:

• Henvendelser af ultimativ Karakter forelaa stadig ikke.

Åbenbart regnede man ikke faren for ultimativ. Alt tyder på, at alle bagefter gik rolig i seng.

Flyovervågning ved daggry

Inden man skiltes foreslog chefen for Generalkommandoen Søværnskommandoen at lade opklare med flyvere fra daggry syd om Sjælland og Lolland. Dette blev lovet af viceadmiralen.

Hærens flyvertropper var klokken 20.15 blevet beordret til at have tre maskiner klar til start med en halv times varsel. Klokken 23.25 fik Flyvertropperne ordre til at gentage luftobservationerne ved grænsen så tidligt, som dagslyset gjorde observation muligt, idet grænsen ikke måtte overflyves.

Man ville først få et ultimatum!

Generalkommandoen var af den opfattelse, at det drejede sig om en aktion mod Danmark, specielt Jylland. Hvad der kunne udløse denne aktion stod ikke helt klart. Måske var det først, når der kom et eller andet skridt fra Vestmagternes side.

Man anså det for mest sandsynligt, at der inden Tyskland skred til en aktion, ville der blive tilstillet Danmark et – om end – kun kortfristet – ultimatum.

Et telegram til Sikkerhedspolitiet fra Aabenraa

Tirsdag morgen klokken tre kunne kriminalassistent Mønnicke – Petersen fra Sikkerhedspolitiet rapportere, at han pr. fjernskriver fra Aabenraa havde modtaget følgende:

• Divisionen mellem Rendsburg og Grænsen synes for Størstedelen at være gaaet i Kvarter for Natten i Hovedsagen langs Marchvejen. Tyngden ligger sydvest for Slesvig.

• Tèten af Hovedstyrken tæt syd for Flensborg, et mindre sikringsled synes at ligge Nord for Flensborg, en postering nogle Hundrede Meter syd for Grænsen

• Ved Havnen i Flensborg stod kl. 21 ca. 90 Lastvogne med Tropper. Der ses stadig en ikke ringe Trafik fra Hamborg mod Nord

• Divisionen gør Indtryk af, at være Liniedivision, ca. 70 pct. af Mandskabet er helt unge, det er vistnok kun et Artilleriregiment, let.

• Divisionen er en typisk J.D. (Infanteri – Division) paa Motorvogne, idet Vognmateriellet er uensartet og for en stor Del udskrevet

• Deutsche Reichpost – Omnibusser i Flensborg ligger i Aften med Ordre til at holde sig klar til Kørsel med Tropper fra Banegaarden.

• Der ventes 22 eller 18 Transporttog i Nat

• De vestlige Veje synes fri for Tropper. Grænsen fra Pebersmark er blevet forstærket med Mandskab fra Danzig i Eftermiddag.

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 184 artikler om Besættelsestiden før, nu og efter herunder:
• Optakten til den 9. april 1940
• Rostock – mødet, Myte eller virkelighed
• Danmark var advaret 9. april
• Da Hagekorsflaget blev hejst i Tønder
• Tønder og Omegn 9. april 1940
• Sønderjylland 9. april 1940
• Kampene 9. april 1940
• Sorgen ramte Aabenraa 9. april 1940
• Sorgen ramte Aabenraa – endnu mere
• Dansk agent skyld i gendarmers død
• Dramaet ved Viadukten
• Rønshoved, Hokkerup og Gaardeby

Overvågning i Sønderjylland

Vi følger overvågningen især fra 1945 – 1950 af Det Tyske Mindretal. Ja den fortsatte under mindre intensitet. BdN blev oprettet. Men i Det Tyske Mindretal var der ballade mellem de moderate og de aggressive. Der Nordschleswiger, mindretallets blad skulle bevæge sig mellem de to. Justitsminister Elmquist påpegede, at man sandelig ikke overvågede uskyldige. Men politimester Brix og til dels Bøving fik deres vilje. Der skete en intens overvågning. 80.000 kort endte det med i kartotekerne. Men der kom til åben konfrontation mellem Brix og Mindretallet. Måske havde Mindretallet ret. De blev snydt for et halv år under retsopgøret. Havde Brix og de aggressive fra Mindretallet kunnet beherske sig, havde forholdene i Sønderjylland været forbedret længe før. Brix ville have spioner, de skulle kaldes tillidsmænd og spises af med smørrebrød eller et kop kaffe. Brix blev Danmarks første PET – chef.

Anspændt situation

Det var en anspændt situation i Sønderjylland lige efter besættelsen. De danske myndigheder kiggede med ængstelser på pronazistiske strømninger i det tyske mindretal. Og det blev politikommandør for Sydjylland, Ernst Brix der var primus motor i denne overvågning. Han fik det nærmest, som han selv ville have det. I 1951 blev han PET’ s første chef, men det endte også brat.

Og efter Brix var der folk, der ikke mere end villig til at fortsætte med overvågningen.

1.700 fortrinsvis ældre tysksindede mænd meldte sig til ”Zeitfreiwilligedienst”. Dette hørte under værnemagten. De trak i tyske uniformer og blev uddannet i våbenbrug.

De moderate forsøgte at samle stumperne

I sommeren 1945 anholdt modstandsbevægelsen 3.500 medlemmer af mindretallet. De fleste blev interneret i Fårhuslejren. I løbet af 1945 – 1950 blev 2.958 tysksindede dømt med tilbagevirkende kraft for deres færden under besættelsen.

De moderate tysksindede kræfter inden for Mindretallet forsøgte at samle stumperne. Økonomien lå i ruiner og de tyske skoler var blevet lukket. Efter befrielsen blev tyske bygninger og mindesmærker sprunget i luften. Tysksindede butikker blev ødelagt, den tyske avis Nordschleswigsche Zeitungs lokaler i Aabenraa blev ødelagt og det store monument på Knivsbjerg blev sprunget i luften.

De Moderate udsendte en erklæring

Den 6. september 1945 udsende en gruppe moderate mindretalsmedlemmer fra Haderslev en erklæring, at de tog afstand fra de begivenheder, der havde forgiftet de dansk – tyske forhold de forgangne 12 år.

Det var den moderate kreds af tysksindede, der bestod af pengestærke borgere fra købstæderne, som også under besættelsen havde holdt sig på afstand fra den officielle mindretalslinje. De finansierede også beredvilligt den nye mindretalsavis ”Der Nordschleswiger”, der begyndte at udkomme i februar 1946.

De håbede, at der fra dansk side kunne opnås accept til at genopbygge mindretallet. Men det var åbenbart ikke så let i mindretallet at opnå enighed og en moderat linje.

Bund deutscher Nordschleswiger en realitet

Den 22. november 1945 mødtes 30 fremtrædende tysksindede i Aabenraa. Efter meget hidsige diskussioner vedtog man at anerkende de moderates erklæring og en anerkendelse af 1920 – grænsen.

De internerede fik samtidig lovning på ikke at vende hjem til social isolation. Men sådan blev det nu ikke for alle. Men Bund deutscher Nordschleswiger (BdN) var en realitet.

Mathias Hansen fra den moderate fløj blev provisorisk formand. I maj 1945 mødtes foreningen til deres første egentlige generalforsamling. Her nedlagde Mathias Hansen sit hverv og Niels Wernich blev valgt som formand.

Situationen blev tilspidset

Men situationen var ret så tilspidset i foreningen. Den var reelt ved at blive splittet. Lokalafdelingen i Haderslev truede med at lave deres egen parti. De mente at foreningen var alt for aggressiv. Der blev truet med økonomiske konsekvenser.

Ernst Brix mente, at Wernich’ s aggressive linje havde 40 pct. tilhængere, mens den mere moderate fløj havde 60 pct’ s opbakning.

Baggrunden for den aggressive linje skulle søges syd for grænsen. Man havde fået fornyet tiltro til ”Kiels voksende Magt”. Men efter de første fem år begyndte forholdene at normalisere sig. Men nogle af de gamle ledere begyndte at vende tilbage til foreningen.

Diverse kartoteker tidligt oprettet

En politiadjudant – stilling blev allerede tidligt oprettet, faktisk allerede da nazisterne fik magten syd på. Man skulle fremskaffe oplysninger ved udnyttelse af de oplysninger, der fremkom i pressen. Der blev oprettet fire forskellige kartoteker. Hovedkartoteket indeholdt samtlige navne på de personer, der blev nævnt i de sager, politiadjudanten fik på sit bord.

Yderligere blev der oprettet et specialkartotek, der opsummerede navnene på de personer, der tilhørte yderliggående politiske fraktioner.

Et emnekartotek indeholdt oplysninger af grænsepolitisk betydning og endelig rådede politiadjudanten over et kartotek, der indeholdt navnene på personer fra sager med opholds – og arbejdstilladelser.

18. maj 1945: der er kontrol på det

Aabenraa’ s konstituerede politimester T. Martensen – Larsen beskrev situation den 18. maj 1945 situationen for Rigspolitichefen:

• Armbindene er aflagt. Gade – og Landevejspatruljering er påbegyndt. Havne – og grænsekontrol samt andet tilsyn med fremmede og rejsende er etableret. Anholdelserne fortsættes og foretages nu udelukkende af politiet.

En undersøgelsesafdeling

Sønderjyllands særstatus som grænseområde gjorde det nødvendigt med endnu en politikommandør, der skulle varetage de særlige politimæssige opgaver i grænselandet. Dette hverv blev i første omgang varetaget af Tønders politimester, Ernst Brix, indtil han 1. august 1945 blev udnævnt til politimester i Aabenraa og dermed politikommandør for Sydjylland.

I sommeren dette år, blev der oprettet en undersøgelsesafdeling i Aabenraa, der skulle tage sig af de særlige sager, der hørte under politikommandørens embede. Afdelingen havde til huse i det tidligere tyske konsulat og bestod af en politifuldmægtig og 12 kriminalpolititjenestemænd. De havde til opgave at skaffe bevismateriale mod enkeltpersoner i Sønderjylland, som havde overtrådt straffelovstillægget af 1. juni 1945.

Sideløbende med disse undersøgelser var afdelingen beskæftiget med at kortlægge mindretallets nationalsocialistiske partis forhold til både det danske nazistparti, det tyske politi og værnemagten.

Mange opgaver

Af andre opgaver som også faldt under politikommandørens myndighed hørte den centraliserede behandling af opholds – og arbejdstilladelser for udenlandske borgere og ledelsen af det dansk – britiske paskontor i Flensborg, hvor danske sydslesvigere kunne få udstedt visa til Danmark. Som Brix udtrykte det:

• Med henblik på støtte og fremme af det dansk – nationale og kulturelle liv i Sydslesvig.

Overvågningen burde forøges

Brix mente at det var meget vigtigt at udbygge efterretningsarbejdet især over for det tyske mindretal:

• Selv om man vil mene at det tyske mindretal i øjeblikket er lammet, findes der dog i den seneste tid tegn til, at man igen vil forsøge at rejse hovedet og en nøje overvågelse af udviklingen finder jeg det påkrævet med henblik på rettidig fast indgriben

• Samtidig pegede de nyeste oplysninger om den tyske infiltration og spionagetjeneste før og under krigen i retning af, at man fortsat ville ”søge den tyske indflydelse forøget i landsdelen”.

• Alt dette taget i betragtning finder jeg det ubetinget påkrævet at Politiets Efterretningstjeneste udbygges og søges gjort fuldt ud effektiv

Ja sådan sagde Brix omkring årsskiftet 1945/46. Han havde forsøgt at få sine kollegaer til indsende stemningsberetninger om tysksindede i landsdelen. Der kom blot en eneste melding retur.

Brix og Bøving pressede på

Rigspolitichefen ville ellers afvikle den specielle politikommandørordning omkring december 1945. Et halv år senere blev der udsendt en bekendtgørelse med at de forskellige foranstaltninger til oprettelse af ro og orden var ophævet.

Men allerede to dage inde i det nye år havde Brix skrevet til Rigspolitichefen, at der i Sønderjylland var stærk behov for udevidet efterretnings og oplysningstjeneste. Også hans kollega i Tønder, politimester Bøving skrev at,

• Om end principielt en modstander af særordninger hernede, må jeg erkende, at med de problemer, som de danske myndigheder vil have at tumle med i Nord – og Sydslesvig, er det absolut nødvendigt at Grænselandets Politi har en centralmyndighed hernede.

Brix fik nærmest frie hænder

Dette lobbyarbejde bar frugt, for justitsminister Elmquist gav nærmest Brix fri hænder til at fortsætte arbejdet.

Efterretningsafdelingen skulle koncentrere sig om undersøgelser af alle former for spionage rettet mod Danmark og andre lande, grænsetrafikken og undersøgelser af personer ved ansættelse i militæret, post – telegraf – og telefonvæsen, samt lærere ved privatskoler.

Desuden skulle afdelingen undersøge yderliggående politisk virksomhed i landsdelen og det tyske mindretal. Den yderliggående politiske virksomhed skulle overvåges ved at følge såvel den legale som den illegale presse. De politiske partier og den terroristiske virksomhed, der udføres af såkaldte ”varulvebevægelser” i Sønderjylland efter befrielsen.

Slap godt fra diskriminerende udtalelser

Ifølge Brix havde Sønderjylland i fortiden vist sig at være arnested for disse yderlige politiske bevægelser, og der er næppe grunde til at tvivle om, at landsdelen igen vil blive forsøgsmark for en politik, der tidligere gik under navnet ”Lei – bevægelsen” Cornelius Petersen – Bevægelsen (Bondens Selvstyre) og dansk og tysk nazisme. Disse bevægelser findes blandt ”den tyskstillede, den blakkede og den utilfredse og den uduelige del af den danske bevægelse her”

Ja tænk sådan udtalte han det, og slap godt fra det. Det skulle i det hele taget holdes et skarpt øje med den ”tyskindstillede” del af den sønderjyske befolkning, hvorfor der hver måned burde sendes en fortrolig rapport til samtlige sønderjyske politimestre over mindretallets arbejde, baseret på informationer fra de enkelte politikredse.

Var det Berufsverbot?

Derudover skulle tysksindede tjenestemænd identificeres idet ”illoyale kredse vil gøre forsøg på at få deres folk ind i etaterne igen. Tyskerne findes som bekendt vedvarende i såvel Statens som Kommunens tjeneste. De må være kendt og registreret. Hertil er det absolut nødvendigt, at der træffes fornøden aftale med de respektive myndigheder om at rette forespørgsler vedrørende ansøgninger til stillinger”

Om det var en form for ”Berufsverbot” som Brix ville have indført, vides ikke. Men i forvejen havde de dømte fra mindretallet ingen mulighed for at søge offentlige stillinger. Det var jo en tillægsdom de fik foruden interneringen.

Spioner skulle kaldes tillidsmænd

Brix ville også have tilknyttet en net af meddelere (vaagne Iagttagere). Og hans planer var, at der skulle være en for hver 200 beboer. Disse skulle så rekrutteres blandt ”den gamle før 5. Maj Modstandsbevægelse”. De ville nemlig gå ind i et arbejde ”ud fra rent ideologiske grunde og med en del af den gamle kampiver i behold”

Alt tyder på, at Brix ville have resultater ud af sine spioner. Og observationerne og rapporterne ville nok være alt andet end neutrale. Disse informanter skulle ikke betales for deres tjeneste. De skulle derfor kaldes ”Tillidsmænd”. Og som betaling kunne man tilbyde et kop kaffe eller et stykke smørrebrød.

Sagsmapper var nødvendigt

Ja Brix mente, at de enkelte politikredse burde se stort på bilag, når det var overvågning af det tyske mindretal, det drejede sig om. Der burde vises den enkelte politimand fornøden tillid i denne sag.

Brix gjorde også opmærksom på at nogle af de folk, der sad i spidsen for BDN havde en fortid i NSDAP – N. Så et omfattende kartotekssystem og sagsmapper var absolut nødvendig.

Justitsminister er ikke sandfærdig

Men alt tyder på, at Justitsminister Elmquist måske ikke var helt enig med Brix metoder. I Folketinget udtalte han om politiets anvendelse af kartoteker:

• Politiet fører eller bruger ikke, uden at der foreligger mistanke om forbrydelser eller mistanke om lovlig politiske virksomhed og har i hvert fald ikke ført eller brugt sådanne kartoteker siden 5. maj 1945. Til gengæld føres der naturligvis kartotek over personer, der mistænkes for landsskadelig virksomhed eller for at tilhøre Vareulvebevægelser eller som mistænkes for at ville danne grupper med det formål at skabe uro og uorden i samfundet eller foretage anden ulovlig handling.

Nu svarer den udtalelse nok ikke helt til sandheden. Men denne justitsminister er ikke den eneste politiker der i historiens løb har løjet om dette.

Særlige omstændigheder

Man Brix modtog dog en fortrolig cirkulæreskrivelse fra Justitsministeriet, der levede op til justitsministerens udtalelse. Og ministeren åbnede dog også for betegnelsen ”særlig ordning”. Og ”særlige omstændigheder”.

Uenighed om mødets resultat

Den 8. september 1947 mødtes de sønderjyske politimestre med justitsministerens departementschef Eivind Larsen samt justitsminister Elmquist. Fra starten vidste man, at der ikke ville foreligge en dagsorden, og at der heller ikke ville blive taget referat fra mødet.

Nu var det langt fra alle sønderjyske politimestre, der var lige begejstret for et sønderjysk efterretningstjeneste med base i Aabenraa. Bøving fra Tønder havde vist sin begejstring, men Hartmann fra Haderslev brød sig ikke om det.

Hvad der kom ud af mødet var der vidt forskellige opfattelser af. For to år efter mødet mente Brix, at nogle af de sønderjyske politimestre boykottede efterretningen. Således havde politimester Sundorph videresendt Brix opfordring videre til kirkeministeren og spurgt:

• Er det virkelig meningen, at politiet skal beskæftige sig med den slags spørgsmål?

Politimester Hartmann havde skrevet et brev til justitsministeren, at han ikke var begejstret.

Politimester Bjerre fra Gråsten havde spurgt Justitsministeren om, hvad baggrunden var for at etablere dette store apparat. Og da havde justitsministeren svaret, at der slet ikke skulle foretages noget som helst.

En ny plan i 1949

Men Brix fik igen sin vilje igennem og efterretningen fortsatte. I 1949 udfærdigede han derfor en ny plan, der gik ud på en endnu mere effektiv overvågning af det tyske mindretal. Og planen indeholdt en systematisk oversigt over fremgangsmåden.

Intens overvågning

Planen var delt i otte hovedområder, som udgjorde mindretallets finansielle, kulturelle og politiske rygmarv. Der skulle kigges intens på lærerne, børnenes forældre i skolen. Havde de været udsat for pression? Man skulle finde ud af, hvad der fra tysk side var blevet gjort for at bevare jord på tyske hænder. Hvordan så det ud med tyske banker? Hvem var de tyske finansielle bagmænd?

Den nuværende politiske kurs skulle undersøges. Hvem havde magten, de aggressive eller de mere moderate? Eksisterede der forbindelser til 6. maj – bevægelsen eller tidligere DNSAP – folk?

Man skulle overvåge ungdomsorganisationer, skytteforeninger, eks – og importører, fabrikker, arbejdspladser og radioamatører.

Overvågning fik en anden karakter

Brix afløser i Aabenraa blev en tidligere kontorchef i Justitsministeriet, N. Schaumborg – Christensen. Han var også overbevist om, at det var nødvendigt at følge udviklingen i mindretallet.

Men overvågningen fik nu en anden karakter. Det fik et mere overordnet præg. Overvågningen af det tyske mindretal nåede aldrig den intensivitet som Ernst Brix havde lagt i arbejdet.

I 1955 blev der udfærdiget en rapport om mindretallets udvikling. I 1958 gemte man heller ikke mere programmerne fra Knivsbjerg – festerne.

Den lokale betjent oplevede hadet

Det sønderjyske politis opfattelse af mindretallet var i den første tid efter befrielsen påvirket af de erfaringer, man gjorde under besættelsen. Den lokale betjent oplevede også bitterheden og endda had, som var fremkaldt af retsopgøret. Således er der barske indberetninger fra betjente i Ravsted og Højer.

Og i Tinglev havde ”Sheriffen fra Tinglev” sine udfordringer.

Brix: En nazibande

Det skortede nu heller ikke med Brix barske udmeldinger mod mindretallet, således udtalte han:

• En Nazibande, der laver propaganda efter de bedste gøbbelske metoder.

For Ernst Brix betød det tyske mindretal en trussel mod den nationale sikkerhed. Han var misfornøjet med at mindretallet til dels valgte ”ledende nazister” i den ny ledelse. Jo mere han fik at vide om den ny ledelse, jo mindre tillid havde han til dem og jo mere overvågning ønskede han.

Brix holdt sig ikke tilbage

Han holdt sig jo heller ikke tilbage med udtalelser og ud fra disse kan vi sagtens se hans holdning.

• Efterhånden som man trænger ind i affæren hernede, så er det egentlig utrolig, hvad en lille gruppe ledere har kunnet udrette til fordel for tysk ekspansion nord for grænsen og at en ny tid er oprunden har den ny ledelse ikke erkendt

• Den ny ledelse og dens politik gjorde, hvad den for at skade Danmark og danskernes omdømme, især Der Nordschleswigers spalter blev misbrugt til dette formål

• Gennem sine ofte urigtige og perfide angreb på danske myndigheder bidrager bladet sikkert i væsentlig grad til i Sydslesvig og Holsten at skabe et fuldkomment skævt billede af forholdene i Nordslesvig, særlig ved den måde, på hvilken retsforfølgningen og behandlingen af det tyske mindretal i det hele taget omtales.

• Der var endda forlydender om ” at der skal forefindes et kontor syd for grænsen (muligt i Kiel), hvor al ”Greulepropaganda” mod Danmark, specielt om forholdene i Nordslesvig efter den 5. maj 1945, skal blive samlet.

• Der hersker i tyske kredse syd for grænsen utvivlsomt en udbredt opfattelse af, at en sådan forfølgelse virkelig at finde sted, og Der Nordschleswiger må tilskrives en stor del af ansvaret herfor.

Åben konfrontation

Brix mistillid til mindretallet og dets ledere var dybfølt – og gengældt. I årenes løb blev Aabenraas politimester for mange tysksindede personificeringen af det i deres øjne uretfærdige retsopgør og hvad de opfattede som forfølgelse.

Politimesterens uforsonlighed kombineret med mange tysksindedes bitterhed eller ligefrem had og dermed provokerende opførsel resulterede i en tilspidset situation, der gjorde en forståelse vanskelig. Parterne var uforstående over for hinanden og i efteråret 1947 eskalerede situationen. Det var en åben konfrontation

Brix truede med sagsanlæg

Folketingskandidaten Reuter beskyldte Brix for at chikanere mindretallet ved at nægte indrejsetilladelse til tyskere, der ønskede at besøge mindretallet.

BdN – bestyrelsesmedlem Frederik Christensen havde ved et tyske vælgermøde i oktober 1947 påstået, at Brix i oktober 1946 havde sagt i vidners nærværelse, at man ville undertrykke alt tysk, så der intet var om 50 år. Desuden havde politimesteren ifølge Christensen forhalet opklaringen af de talrige bombeattentater mod tyske mål, der bl.a. havde lagt Knivsbjerg og Nordschleswigsche Zeitungs lokaler i ruiner, selv om

• Die Spatzen pfeiffen ja vom Dach, wer es gewessen ist

Da Ernst Siegfried Hansen oven i købet valgte at viderebringe påstanden om Brix’ ”udryddelsesplan” i Der Nordschleswiger blev det for meget for Brix. Han havde nægtet, at have udtalt sig som sådan og spekulerede på, at anlægge sag mod chefredaktøren.

Men nu var det sådan at chefredaktøren blev kaldt ned på politigården og lovede at bringe et dementi i bladet.

En PET – chef med absurde fjendebilleder

Men egentlig var Brix måske også en speciel fintfølende person, for på Politiskolen holdt han i 1950 en tale, hvor han skitserede trusselsbilledet fra Tyskland på denne måde:

• Men tyske metoder ændrer sig vanskeligt, og ekspansionstrangen uddør næppe. Det farlige perspektiv for os er er, hvis de ca. 50 millioner tyskere i vestzonen skal have Lebensraum og ikke kan få det øst for Oder – Neisselinjen. Hvor skal de søge hen? Al naturlig udbyggelse af tyskheden uden for landets grænser har altid været farlig for Tyskland.

• Derfor udgjorde det tyske mindretal med dets 20.000 medlemmer og dets nazificerede ledelse som forpost for Tyskland et latent faremoment. Man kan nok have bange anelser om fremtiden.

• Det er sådanne problemer, der plager politiet i Nordslesvig i dets arbejde med det tyske mindretal.

• Ro, besindighed, omtanke og nøje overvåning over udviklingen er påkrævet i politiets arbejde.

• Små fejltagelser kan i Nordslesvig bliver udnyttet i propagandistisk henseende til stor skade for landet og for det danske mindretal syd for grænsen.

En mand med disse livsanskuelser blev så valgt til Danmarks første PET – chef.

Registeringen fortsatte

Registreringen fortsatte. Alle personer, der var i forbindelse med BdN’ s ledelse kom med i diverse kartoteker. Det gjaldt også børnene til hovedpersonerne. De 38 tysksindende personer, der anbefalede Reuter til folketingen opnåede dens status, at komme med i kartoteket. Dem, der sad i diverse ungdomsforeningers bestyrelse kom med i hovedkartoteket.

Og bag på kortet blev der hele tiden tilføjet nye ting. De sidste abonnementstal for Der Nordschleswiger blev indført i 1957. Man fulgte undervisningen af mindretallets børn, hvor blev de undervist, derhjemme? Eller var de kommet i dansk skole?

De hovedtalere, der optrådte til Knivsbjerg – festerne blev også noteret i hovedkartoteket. Mange blev også nægtet indrejse. De sidste indførelser i kartoteket er fra 1961.

Angrebet i Tinglev

Angrebet mod politistationen i Tinglev skabte store overskrifter. En masse medlemmer af det tyske mindretal blev arresteret uden nogen form for beviser. I der Nordschleswiger kunne man læse at disse ikke var begået af medlemmer af det tyske mindretal. Lokalbetjent Andersen fra Tinglev var alt andet end populær.

Det viste sig, at de skyldige var 13 fortrinsvis yngre personer fra Løgumkloster området. De ti var medlemmer af det tyske mindretal, de sidste tre var danske nazister. Vi vil i en senere artikel forklare hændelsesforløbet. Men læs vores artikel om ”Sheriffen fra Tinglev”.

Foreningen af 6. maj 1945

Foreningen af 6. maj 1945 med bl.a. redaktør A. Olsen fra Aabenraa havnede også i kartoteket. Det blev opfattet som særdeles vigtigt at få indsamlet oplysninger om disse medlemmer. Brix var overbevist om, at her mødtes de gamle nazister. Den 21. maj 1947 afholdt Foreningen af 6. maj 1945 et møde i Tinglev med 700 deltagere. To betjente fra Tønder var rejst til byen. De deltog ikke selv i mødet. Men fik det referat af en af deltagerne.

Revision under opsyn

Man holdt også meget nøje med foreningens blad, Revision. Efter en ”diskret” undersøgelse i 1947 kunne man konstatere, at bladet ugentlig kom i et oplag mellem 1.200 og 1.400 eksemplarer. Ja man kunne endda konstatere, at det udkom i 24 eksemplarer til Aabenraa postdistrikt, fire til Varnæs, 11 i Felsted og hele 45 i Løgumkloster m.m.

Brix havde planer om, at aflytte A. Olsen’ s telefon og kontrollere hans post. Men det lykkedes åbenbart ikke Brix, at få tilladelse til dette. Politiet i Aabenraa vedblev med at læse Revision til 1960.

Fårhus – mentaliteten

Fårhus – fangerne havde skabt en fællesskabsfølelse man kaldte for Fårhus – mentaliteten. Man var temmelig sure på de danske myndigheder. Og disse holdt meget nøje øje med dem.

I vinteren 1948 samledes ikke mindre end 138 tidligere fanger i Højer. Nu var disse godt klar over, at de blev overvåget af politiet, så de sendte en deltagerliste og A. Olsen sendte også en kopi af sin egen tale.

En ny Fårhus – forening

Halvanden år efter blev der dannet en Fårhus – forening, som intet havde med den i Højer at gøre. Den blev dannet i Tinglev den 2. oktober 1949 og henvendte sig til alle dem, som

• Havde været internerede eller som er dømt efter love med tilbagevirkende kraft.

Både pårørende og danskere var velkommen.

Landbrugernes Sammenslutning

Også Lanbrugernes Sammenslutning blev undersøgt. Da de holdt møde den 20. februar 1947 i Aabenraa var politiet til stede. 57 deltagere var mødte op. Det var ifølge meddeleren Fårhusfolk og tidligere nazister. Hovedtaleren talte om retsopgøret, at det var den største skændsel i danmarkshistorien. Politiet tilføjede en del til deres kartotek.

Den 23. september 1947 var der LS – møde i Kværs. Dørvogterne var iført sorte ridebukser, lange sorte støvler og sweater. 90 pct. af deltagerne var tidligere danske og tyske nazister. En person fra Rinkenæs var fortørnet over, alle de midler der blev sendt til Sydslesvig.

Stauning fornærmede bønderne

Ja for at forstå, hvad Lei – bevægelsen er for noget, og hvem Cornelius Petersen var, skal vi tilbage til 1925/26, hvor Sønderjylland blev ramt af en alvorlig landbrugskrise. Cornelius Petersen mente, at Danmark selv var skyld i krisen. Og han skabte den sønderjyske selvstyrebevægelse. Den fik vind i sejlene Folk strømmede til møderne med den farverige mand. Mens Cornelius Petersens indflydelse var på det højeste, talte Stauning i Bov.

Her kom Stauning med en meget ubesindig udtalelse om, at hvis 50.000 bønder på grund af landbrugskrisen måtte gå fra deres gårde, stod et lignende antal arbejdsløse parate til at overtage dem. Dette fik Cornelius Petersen til at hidse sig alvorlig op. Han opfordrede til at dræbe Stauning. Og af den grund fik han en fængselsstraf, da han kom ud, var han en knækket mand og blev indlagt på Augustenborg psykiatriske hospital.

Lei – bevægelsen stammer fra en bonde fra Sottrup. Og de arvede synspunkterne fra Cornelius Petersen. Bevægelsen knyttede sig til hjemmetyskerne. Men egentlig støttede de bevægelser op om LS.

Otto Strasser – bevægelsen

Sidst i 1940erne florede der rygter om kontakter mellem medlemmer af det tyske mindretal og kredsen omkring Otto Strasser. Organisationens blad skulle florere inden for mindretallet især i Tønder og Aabenraa amter. Denne Strasser var et fremtræden medlem inden for tyske nazistiske kredse.

En betjent havde tilfældigvis fundet en kuvert hos en enkefru i Kollund. Den lå fremme til landpostbuddet og var adresseret ”Otto Strasser, Canada”. Også denne enkefrue blev noteret i kartoteket. Det sidste, der stod om denne Strasser i kartoteket var, at han i 1954 var blevet nægtet indrejse i Sverige.

80.000 kort

Kartoteket svulmede op til at indeholde 80.000 kort fordelt på 80 kasser. Hovedkartoteket blev brugt helt frem til 1970. To nye personkarteker blev oprettet blandt andet over ”aktive” tysksindede og over ”ledende” tysksindede.

Et pressearkiv blev også oprettet. Det omfatter seks pakker med detaljerede avisreferater. Og dette arkiv blev ført frem til 1958. Ja så er det også omfattende foreningskartotek.

Brix sammenlignet med Köller

Måske skal vi da også lige have med, at Der Nordschleswiger sendte en hilsen, da Ernst Brix fyldte 70 år den 10. juni 1972. Her sammenlignede redaktøren ham med Ernst Matthias von Köller. Denne var overpræsident i provinsen Slesvig – Holsten i årene 1897 – 1901. Han gjorde hårdhændede forsøg på at tvangs – germanisere de dansksindede i Sønderjylland i form af mødeforbud og tvangsudvisning.

Det var det national, der trak

Men kan man enlig kalde Det Tyske Mindretal højreorienterede? Den 9. april 1940 vendte de fleste Danmark ryggen. De følte det som et særlig kald for Tyskland. Det var det nationale, som trak. Det var det ikke for de danske frontvillige. Man kan ikke sætte lighedstegn ved de to grupperinger.

Blev Mindretallet snydt?

Egentlig havde mindretallets frontvillige på grund af deres sindelag fået en bonus på et halvt år. Men det blev glemt af den daværende stadsadvokat i Sønderborg, Dines Kirk. Dette standpunkt er Ditlev Tamm også kommet frem til.

Der er to forskellige grupperinger

Og et eller andet er også galt. For i 1943 stillede det tyske mindretal ikke op til Folketingsvalget, men trods det gik DNSAP med Frits Clausen ikke frem. Man kan ikke rigtig sammenligne de to grupperinger.

Der Nordschleswiger mistede 1.000 abonnenter

Med i PET – rapporten om overvågningen af Det Tyske Mindretal, er ikke medtaget at redaktøren af Der Nordschleswiger, Ernst Siegfried Hansen i 1946 under overskriften ”Fluch der Masslosigkeit” gjorde op med nazi – fortiden. Det skrev han selv, om han havde en ledende stilling i den nazistiske avis før Der Nordschleswiger. Hansen stod jo midt i de to grupperingere kamp.

Denne artikel kom til at koste 1.000 abonnementer og Hansen blev således en dyr herre for avisen.

Et mord i Løgumkloster

Det mærkelige er også, at mordet på en lærerinde fra Det tyske Mindretal i Løgumkloster ikke er med i rapporten om PET. Det vakte vild forargelse med den lave straf morderne fik i første omgang

Man må give Siegfried Matlok ret i, at København kun blev orienteret om ”de onde kræfter” i det tyske mindretal og blandt tyskerne syd for grænsen. Matlok er tidligere mangeårig redkatør af Der Nordschleswiger.

Varulve – angrebene var et hævnangreb

Det såkaldte Wehrwolf – angreb i Tinglev havde jo slet ikke noget med et Varulve – angreb at gøre. Men Brix betragte det hele tiden som sådan. Åbenbart var baggrunden for angrebet, en hævn for den berygtede ”sherif’ s nedskydning af en tysk soldat på banegården i Tinglev. Selv danske aviser kritiserede politimanden for denne brutale og unødvendige handling. Vi har tidligere også nævnt dette i artiklen.

Blev Grænsekampen forlænget unødvendig

Matlok mener, at Brix med sin agentvirksomhed i virkeligheden har forlænget grænsekampen unødvendig. Nu har en sag altid to sider. Og inden for mindretallet var det som skrevet også de aggressive, der selv valgte at forlænge grænsekampen. Således foretrak man i en årrække folk, der havde været i Fårhuslejren, når der skulle være valg. Men Matlok har vel ikke uret i sin konstatering.

Brix sluttede i Gentofte

Brix afsluttede sin politikarriere som politimester i Gentofte fra 1960 – 1972.

Stor interesse for det dansk/tyske

Vi afslutter med en artikelhenvisning. Vi oplever her på siden en stor interesse for det dansk/tyske forhold. Men der kan være lidt svært at finde en afgrænsning lige med dette tema. Men der er nok at gå i gang med.

Du kan læse en del artikler om Asmus Jensen, hvor politiet ikke ser så godt ud med deres fuprapporter. Og så en person, der vidste besked om de faktiske forhold. Ja han fik udskudt sin udvisning ved at true med sin viden.

Og så har vi landbetjenten fra Højer, der blev truet af tyskerne til at rejse fra byen. Ja i samme stil blev Sheriffen fra Tinglev vel også på en måde tvangsforflyttet fra byen. Og vi har mange flere artikler i støbeskeen.

Kilde:

• PET’ s Overvågning af den yderste højrefløj 1945 – 1989 – Kommissionens Beretning Bind 2 – Det Politiske overvågning Sønderjylland 1945 – 1950
• Sønderjyske Årbøger
• Gese Friis Hansen: Kampen om Loyaliteten (speciale – Århus Universitet 2003)
• Henrik Becker – Christensen: Det tyske mindretal i Nordslesvig 1920 – 1932
• Henrik Becker – Christensen: Grænsen i 75 år
• Troels Fink: Sønderjylland – siden Genforeningen
• Johan Peter Noack: Det tyske mindretal i Nordslesvig under besættelsen
• Ditlev Tamm: Retsopgøret 1 – 2
• Sabine Lorek: Rechtsabrechung – Retsopgør
• Henrik Skov Kristensen: Det Tyske Mindretal of Fårhuslejren (Særtryk af Historie 2oo5)
• Ernst Siegfried Hansen: Diesteln am Wege
• Siegfried Matlok: PET– rapporten og Det Tyske mindretal (artikel)

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk

Tønder:

• Nazister i Tønder
• De dødsdømte fra Tønder (Familien Júrgensen og mordet i Løgumkloster)
• Socialdemokrat i Tønder – dengang
• Da tyskerne kom til Tønder
• Tønder – efter krigen
• En rebel – og hans gård (Cornelius Hansen)
• Tønder – mellem dansk og tysk
• Obersten fra Tønder
• Hvorfor var Tønder tysk?
• Tønder – under besættelsen
• Tønder og omegn – 9. april 1940

Sønderjylland:

• De mystiske mord ved grænsen (1 – 2) (Mordet på Asmus Jensen)
• Den sønderjyske politiadjudant
• Folketingsvalget 1939
• Jens Møller – folkefører eller folkeforfører
• Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
• De fem lange år i Sønderjylland
• Ned med de dansksindede
• Mindretal i brændpunkt
• Sheriffen fra Tinglev
• Den Sønderjyske efterretningstjeneste
• Opgøret efter 1945
• Det Tyske Mindretal
• Jordekamp, Vogelgesang og Domænegårde

Aabenraa:

• Sorgen ramte Aabenraa 1 – 2
• Frits Clausen – lægen fra Aabenraa
• Frits, nazister og et kartotek
• Løjt, mellem dansk og tysk

Højer:

• En sønderjydes liv på godt og ondt (Landbetjent Hartung)

Padborg/Kruså/Bov:

• Mord i Padborg (1-4) (Mordet på Asmus Jensen)
• To skæbner i Kiskelund
• Bov Sogn – mellem dansk og tysk
• Fårhuslejren
• En sønderjyde krydser sine spor

Besættelsestiden:

• Kunne man stole på Centralkartoteket
• Bovrup kartoteket
• Frits Clausen – den tredje historie
• Politik under besættelsen
• Danskerpak og tyskerpak
• Retsopgøret i Sønderjylland
• At handle med ondskaben

København:

• Historien om overvågning 1 – 2
• Overvåget – dengang og mange flere

Spionage i Sønderjylland inden Besættelsen

Agenterne startede deres virke i december 1939, med ekstra fokus fra marts 1940. Mange oplysninger var af ringe kvalitet, og 60 pct. blev frasorteret. Postmesteren i Tønder råbte vagt i gevær. Nogle af agenterne havde jord på begge sider. Den største agent var den sønderjyske kæmner fra Kjellerup. Ikke alle de oplysninger tyskerne fik var korrekte. Vi kigger på nogle af de oplysninger, som de fik. Og så får vi en bedømmelse af danskere. Den danske soldat får ikke den bedste bedømmelse. Og den danske bonde er langsom, godmodig og sej. Danskeren er uforstående over for nationalsocialismen, men han kan påvirkes. Og de største blade er styret af jødisk økonomi. Den danske efterretningstjeneste var ikke klar over denne aktivitet.

Agenter startede i december 1939

Det kan være svært at få indblik i disse sager grundet vores arkivlov. Der var masser af spioner i det sønderjyske. Men det betingelsesløse tyske kapitulation i 1945 bevirker dog, at tyske akter er kommet frem.

Dette er selvfølgelig ikke komplet men alligevel er det interessant. Og hvor vidt, at de oplysninger, der er videregivet er landsskadeligt, kan altid diskuteres. I vores tidligere artikel om gendarmerne i Padborg kan vi dog se, at et sammenfald af uheldige omstændigheder kan få katastrofale følger.

Lederen af det tyske efterretningstjeneste dengang var admiral Canaris. Han havde en hel masse underafdelinger under sig.

Allerede i januar 1940 foreligger der en melding om luftværnsartilleri i Sønderjylland. En dansk agent skulle være erfaren, pålidelig, troværdig og godkendt af Abwehr. En agent blev på tysk benævnt som V – Mann. V stod for Vertrauen. Til støtte for disse agenter var der meddelere, kaldet V- Leute.

Agenterne begyndte at arbejde fra december 1939. Og den første opgave var, at sætte fokus på den danske hær. Hvor var de og var mange var de? En anden vigtig ting var at fastslå om de danske grænseovergange var miniret eller om der var truffet andre forholdsregler ved en eventuel invasion.

Fuld spionage fra marts 1940

Det har været hævdet at lederen for 31. korps, general Kaupisch under falsk navn havde opholdt sig i Danmark i november – december 1939, men det har undertegnede ikke kunne finde beviser for.

Den tyske efterretningstjeneste begyndte først i fuldt omfang at spionere mod Danmark efter 1. marts 1940. I løbet af februar var der kun indgået et begrænset antal. Det meget øgede antal meldinger blev ikke opdaget af det danske efterretningsvæsen.

Af ringe kvalitet

Intet tyder på, at der var truffet forhåndsaftaler. Der findes heller ikke beviser for, at flere danske søofficerer skulle have været landsforrædere.

Antallet af danske agenter i tysk tjeneste var begrænset og ingen af dem havde den fornødne indsigt i militære forhold eller de fornødne evner og uddannelse. De danske meddelere var også af ringe kvalitet.

Nogle agenter havde en kodebetegnelse R 3900, R 3419 og R 3903. Og R 3900 var en meget flittig brugt spion, der også gik under betegnelsen Kæmneren fra Kjellerup. R 3419 var også en erfaren V – mand, som vi i en tidligere artikel har omtalt som agent 1.

Jord på begge sider

Meldingerne blev givet via kurér eller ved aflevering ved grænsen til en agnet, der havde jord på begge sider af grænsen, hvad der muliggjorde at oprette en postkasse på tysk grund. I nødstilfælde blev i enkelte tilfælde brugt telefoniske meldinger og brevmeldinger direkte til Tyskland.

Kæmneren fra Kjellerup, der var radioamatør havde en radioforbindelse til Tyskland. Meldingerne gik til Flensborg og Hamborg, men også Kiel og Stettin.

Postmesteren råbte vagt i gevær

Den 4. april meddelte postmestren i Tønder, at der var kommet et indgående brev til broderen til agent 3. Brevet viste sig at være et stor gul kuvert. Den var poststemplet Viborg og bar broderens navn og adresse. Undersøgelsen godtgjorde, at brevet var en kinesisk æske, der indeholdt flere konvolutter, det ene mindre end den anden. Den næstinderste bar agent 3’ s navn. Kuverten skulle på sikreste måde via Eckernförde og Kiel afleveres til en person i Hamborg ved navn, Hans.

Af brevet fremgik det, at vedkommende kunne skaffe oplysninger af visse kommunale og tjenestelige interesse. Han bad dog om et større pengebeløb. Han havde modtaget et kortbølgesignal om, at hans sidste forsendelse var ankommet. Han anmodede endvidere om, at dette signal blev ændret.

Den sønderjyske kæmner i Kjellerup

Politimester Martensen – Larsen tog straks mod Viborg for at undersøge sagen. Kæmneren på kommunekontoret i Kjellerup ved Viborg var sønderjyde og talte både tysk og dansk. Han var medlem af EDR – Eksperimenterende Danske Radioamatører. Trods det, at han skulle aflevere sendeudstyr. Så sendte han alligevel fra stedet. Senderudstyret fik han tilsendt fra Tyskland.

Han havde en relativ lille løn, men havde fornylig købt nye møbler og ladet villaen modernisere. Han var formand for den lokale DSU.

Man havde fundet ud af, at en række internerede flyvere via kortbølgeradio opretholdt kontakten til Tyskland. I Viborg var der også modtaget afslørende breve. Her blev der lovet kæmneren større beløb for hans gerninger. Han havde en ret stor rejseaktivitet i det meste af landet.

Politimester Martensen – Larsen havde i sinde at foretage anholdelser. Men politimesteren havde fået opsnappet, at tyskerne den næste dag ville invadere landet.

Men som det vil fremgå af en tidligere artikel, så blev der foretaget en retssag i Tønder mod en række spioner

Cirka 60 pct. blev frasorteret

31. korps havde inddelt Danmark i 7 efterretningszoner. Cirka 60 pct. af alle efterretninger fra Danmark blev frasorteret. Alle brugbare oplysninger blev fremstillet i 7 eksemplarer.

Tyskerne troede ikke, at der var så få

I februar 1940 mente tyskerne, at den danske landstyrke udgjorde 30.000 mand. Man fastholdt dette antal. Man kunne ikke i den vildeste fantasi forestille sig, at den danske hær kun havde 15.000 mand under våben.

Den tyske efterretningstjeneste var udmærket klar over, hvor mange bataljoner, Danmark rådede over. Men de var ikke klar over at regimenterne kun havde en tredjedel af krigsstyrken.

Der var kun 500 i Søgård lejren

Den 15, februar mente tyskerne, at der var ca. 5.000 mand omkring Søgårdlejren. Den 16. marts fremgår det af angrebsbefalingen mod Danmark, at der var ca. 500 mand i området Søgård – Tinglev. Dette tal var næsten sandheden. Men den 5. april bliver det fastslået at der i området er 1.200.

Luftværnsartilleri

Den 20. marts sendte Abwehr melding om luftværnsartilleri i Sønderjylland til 31. korps. Meldingen var udarbejdet af en agent, der rejste rundt i Sønderjylland i januar 1940. Han meldte om luftværnsartilleri nord for Tønder, Løgumkloster, Rødekro, Nordborg, Rømø, nordvest for Skærbæk, nord for Haderslev, nordvest for Vamdrup osv.

Endvidere oplyste han, at 37 mm luftværnsskyts ved Kollund og Frøslev var vendt tilbage til Århus. Det blev også meldt om luftværnsartilleri i Sønderborg og ved Kliplev.

Ingen signalofficerer

Tyskerne troede, at der var en signalofficer med 15 – 20 mand på en række af de højeste punkter i Sønderjylland. Oplysningerne havde intet med virkeligheden at gøre. Måske havde det noget at gøre med Geodætisk Instituts opmålinger.

Tønder Flyveplads – dobbelt så stor

Også vejenes beskaffenhed blev indrapporteret. Hovedvejene kunne normalt tage 10 – 12 ton, i nødstilfælde 15 t. Der anføres dog, at vejen Kruså – Kollund – Gråsten kun kunne tage lette køretøjer.

Nu var ikke alt Lige rigtigt. Således var det melding om, at Tønder Flyveplads var dobbelt så stor som Aalborgs og omgivet af en stor mur.

Ikke store tanker om DSB

Den agent, der havde indberettet forholde for de danske jernbaner havde ikke store tanker om denne. Således kunne man læse, at DSB indkøbte udtjente lokomotiver fra Tyskland og Sverige. Og nybygninger af stationsanlæg forekom yderst sjældent.

Sprængmidler forskellige steder

I Jylland syd for linjen Kolding – Esbjerg var 21 broer forberedt til sprængning. Sprængmidler var oplagt i Tønder, Tinglev, Vojens og Ribe. Udførelserne af ødelæggelserne skulle for de sydlige broers vedkommende foretages af grænsegendarmer. Og de øvrige af DSB – folk.

Broer var klargjorte

Broen ved Gejlå skulle være forberedt til sprængning. Der var indbygget ladningskamre i en rampe på Bredebro banegård. Broen syd for Tinglev var ikke klargjort. I øvrigt var der hvis ikke klargjort noget som helst broer den 9. april!

Vigtige broer på hovedvejen Tønder – Ribe – Esbjerg skulle være forsynet med ladningskamre. Det samme var tilfældet med vigtige broer Flensborg – Kruså – Haderslev – Horsens.

Vejene skulle ikke afspærres

Agenterne mente, at markredskaber og vejmateriel var blevet indregistreret med henblik på spærring af veje. Blandt andet skulle vejene Kruså – Åbenrå, Kruså – Sønderborg og Tønder – Bredebro spærres i dybden med nævnte materiel.

De danske styrker regnede med til støtte for forsvaret at udføre vejspærringer i en linje foran fronten. Men nogen egentlig registrering har ikke fundet sted.

General Prior havde i øvrigt som chef for generalstaben foreslået, at vejmyndighederne skulle uddannes til at spærre veje, men dette blev afslået af chefen for generalkommandoen, generalløjtnant With. De enheder, der var bedst til dette var nu engang ingeniørtropperne.

Oversvømmelser næppe planlagt

Der var planlagt opstemninger i forbindelse med Haderslev – Ribestillingen. Således havde agenterne fundet ud af, at der var udført et enkelt bassin i dagene op til 9. april. Planerne var dog noget urealistiske. Der var også indberettet at Vidåen kunne opstemmes og oversvømme store arealer.

Kun ældre geværer

En soldat fra det tyske mindretal kunne fortælle, at der i nærmeste tid ville finde troppeforskydninger sted til Haderslev, Tønder og Søgård. Og så blev der observeret at soldaterne fra Søgård kun havde ældre geværer.

Danske luftværnsartillerister ved Rødekro kunne oplyse, at batteriet omfatter 4 tunge og tre lette kanoner samt to lyskastere. Den 10. marts havde batteriet afgivet tre skud mod et tysk jagerfly. Flyet fløj så hurtigt at sigtemidlerne ikke kunne anvendes mod flyet.

Interessant dagbog

Et interessant dokument, der er fremkommet er uddrag af en dagbog, der blev ført af efterretningsofficeren ved 31. korps, major Haydebreck. Dagbogen er en opremsning af de emner, som blev drøftet og de beslutninger, som blev truffet.

Dagbogen starter den 8. marts. Tre dage efter er der diskussioner med Canaris, og her fremsættes ønsker om, at hele Danmark skal besættes, egentlig var det kun Jylland, der skulle besættes.

Den 16. marts fremsættes ønsker om luftfotos af bl.a. Åbenrå, Haderslev, Vojens og Tønder.

Den 19. marts ønskes, at danske skibe skal hindres i at udløbe fra Holtenau den 8. april.

Man aftaler, at der placeres stedkendte vejvisere ved

1. Küpfermühle
2. Klaushof
3. Vejkryds vest for Harrislee
4. Vejen nord for Sønder Løgum

Andre efterretninger

Andre efterretninger, der blev videresendt, var blandt andet følgende:

• I Tønder er for tiden kun 2 fodfolkspioner – kompagnier (180 mand) Kasernen er luftsikret af 2 stk. 20 mm maskinkanoner. Den største del af fodfolk – bataljonen er for tiden i Søgård – lejren.

• Slagbomme kan undgås ved vejene Kobbermølle – Åbenrå og Harreslev – Padborg med motorcykler, men ikke ved andre veje.

• De danske grænsegendarmer har i begyndelsen af januar ved en underskrift måtte forpligte sig til sammen med hæren at yde modstand ved en tysk indmarch. OBS: Denne ordre blev tilbagekaldt den 8. april til stor fortrydelse for Paludan – Møller.

• 15 grænsegendarmer er i øjeblikket på sprængningskursus i København. Gendamerne uddannes i håndgranatkastning

Lidt for mange cykler

• I Kliplev er 12 jernbanevogne med cykler, 2 med motorcykler med sidevogn og 10 personvogne aflæsset.

• I Sønderborg er for tiden, oberst, 12 officerer og 400 mand (40 mand fast personel, 360 mand underofficerselever, der stadig skifter)

• Ved Rise vest for banen en lyskaster og lytteapparat i træbarak,

• Der er stationeret 168 mand ved Rødekro luftværnsafdeling

• Ved vindmøllen i Løgumgårde et luftværnsbatteri, 2 lytteapparater, 16 lastvogne, 10 personvogne

• Ved Vognshøj et observationstårn af jern. Lyskastere

Skyttehuller

• På sydbredden af Rønshoved Mølleå og Sønderå, der løber i 3 til 6 km’ s afstand fra grænsen mellem Rønshoved og St. Jyndevad, er alle nord – sydgående biveje af soldater markeret med rød – hvid stav på steder, der er egnet til spærringer ved sprængning eller spærremateriel.

• På højdedragerne nord for Sønderå, fra umiddelbart vest for og indtil 2 km øst for jernbanen Flensborg – Tinglev er der skyttehuller, dækket med græstørv.

• 500 m øst for Bajstrup banegård er der foretaget opmålingsarbejder af soldater. En maskingeværstandplads er indrettet i sydvesthjørnet af 1 ha stor skov, der ligger i vejgaflen 200 meter øst for punkt 25. Stillingen er ikke besat.

• 9 km nord for Aabenraa, 300 m øst for vejen Åbenrå – Haderslev maskingeværstillinger. Skoven i nærheden er nylig blevet fældet.

• Broerne på hovedvej 10 og vejen grænsen – Tinglev – Løgumkloster – Skærbæk – Ribe – Esbjerg har en bæreevne på 12 t.

• Ved Vamdrup er banelegemet på hovedstrækningen Padborg – Fredericia undermineret. Yderligere sprængningsforberedelser er planlagt

Grænseovergangen

• Ved de 2 grænseovergange Harreslev og Kobbermølle er den normale spærretid kl. 20.00 til 07.00. Fra kl. 20.00 til 22.00 bliver kun lastvogne, der kommer med fisk og kød til Danmark ekspederet. I dette tidsrum passeres Harreslev af 8 – 10 lastvogne og Kobbermølle af 12 – 15 lastvognstog. Efter kl. 20.00 ingen persontrafik bortset fra chauffører og hjælpechauffører. Nævnte vogntogsudrejse fra Tyskland finder kun sted fra kl. 7.00 til 20.00. I spærretiden får ingen udrejsende vogne lov til at passere.

• På Haderslev kassernes østlige bygning er en 20 mm luftværnskanon opstillet på en kasseformet platform af træ

• Vejen Åbenrå – Løgumkloster – Bredebro fast kørebane 5 til 6 m bred.

• Kystvejen Kollund – Rønshoved – Rinkenæs kun egnet til lette køretøjer. Ved bro i Rønshoved er et landfæste sunket. På grund af sumpet undergrund er opretning vanskelig.

• Vejen Kruså – Tønder har en ca. 25 cm tyk underbygning og 2 – 3 cm asfalt

• Danske toldere kun ved regulære grænseovergange, ligeledes politifolk til paskontrol. Som grænsebevogtning anvendes grænsegendarmeri med en styrke på 420 – 450. Chef for Grænsegendarmeriet er oberstløjtnant Müller, Gråsten. Han har gendarmeri – kaptajner under sig. Kaptajnerne er placeret i henholdsvis Sønderborg, Kollund og Tønder. Grænsegendarmeriet er helt igennem tyskfjendtligt

• Der er ikke observeret blokeringer om natten på jernbanen ved Padborg. Der kører hver nat godtog på denne strækning mod syd.

Tønder Garnison skulle optage først stød

• Der følger flere beskrivelser af vejforhold, og flere gange nævnes der at der er truffet forberedelser til afsprængning. Ligeledes påstås der flere gange, at der er forberedt afspærring med landbrugsredskaber.

• Til styrkerne i Søgårdlejren og omegn er der udleveret 60 skud pr. mand. Tjenestegørende soldater, der skulle være hjemsendt forbliver inde. Ældre reserverister forbliver klar til alarm.

• Tønder garnison skal optage første stød. De to motoriserede fodfolks – pioner – kompagnier er udrustet med 100 motorcykler med sidevogn, 50 motorcykler med 8 mm rekylgeværer (250 skud i minuttet). Efter en ny melding skal hver 5 mand være udstyret med et rekylgevær af ældre model, som dog har magasiner som model 39

Manglende initiativ og handlekraft

Tyskerne havde også lavet en vurdering af danskerne, deres hensigter og muligheder. Og den enkelte soldat var også udstyret med retningslinjer.

Tyskerne mente kort og godt, at

• Den danske soldat var villig og havde en god fysik, men at hans uddannelse var utilstrækkelig

• Der ikke var tilstrækkelig mange underofficerer, og at de kun til dels havde en tilfredsstillende uddannelse

• De yngre officerer havde en tilstrækkelig uddannelse

• Officerer med oberstgrad og højere grad var for gamle til deres stillinger og at de manglede initiativ og handlekraft (schwunglos)

Den danske hær led af mangler

• Den danske hær led af de mangler, som et værnepligtsystem medførte. Den var for tiden ikke egnet til angrebsoperationer. Overfor en resolut fjende kunne den vanskelig vanskeligt klare forsvarsopgaver på grund af talmæssig og udrustningsmæssig underlegenhed.
• Befolkningen som helhed manglede de fornødne soldateregenskaber.

Danskerne ikke afholdt af broderfolket

Som begrundelse for de manglende soldateregenskaber, skrev tyskerne:

• Danskerne er trods deres nære racemæssige slægtskab med de andre skandinaviske folk ikke meget afholdt af disse, fordi de har ry for en vis karaktermæssig upålidelighed.

• De er det folk i Norden, der er under stærkest indflydelse af civilisationen, som hos dem i vid udstrækning har ført til blødagtighed og passiv nydelsessyge.

Den danske bonde er langsom, godmodig og sej

• Den danske bonde er dog ikke så stærk påvirket af civilisationens skadelige virkning og præges endnu af et vist retsind. Og jævn levemåde. Han er langsom, godmodig og sejt udholdende.

• Et flertal af befolkningen er gennemtrængt af en stærk materialisme, dels på grund af et fredligt og farefrit liv gennem lang tid, dels på grund af den høje levestandard, der omfatter både bønder og arbejdere. De er uforstående overfor en heroisk – militant stræben.

Danskerne er uforstående over for nationalismen

• Til gengæld udmærker danskerne sig ved intelligens og udholdenhed, som især gør dem egnet til præstationer, der giver økonomisk udbytte. En stærk individualisme og karakteristisk for danskerne på det åndelige og politiske område. Disciplin og ubetinget lydighed fylder dem med rædsel. Af denne grund står de uforstående over for nationalsocialismen og det tyske militærvæsen og afviser de tyske livsformer og politiske metoder.

• Af denne grund er de modtagelige for engelsk propaganda.

Danskerne kan påvirkes

• Dog bestemmes deres politiske handlen mere af økonomiske overvejelser end af en politisk opfattelse, og de er – hvis deres individualistiske og frihedstørstende grundindstilling samtidig ikke trædes for nær – i sådanne henseende lette at påvirke.

Blade er under jødisk økonomisk indflydelse

Tyskerne oplyste, at de tre store hovedstadsblade, Politiken, Berlingske Tidende og Nationaltidende – er under jødisk økonomisk indflydelse. Dette forhold sænker utvivlsomt efter deres opfattelse den danske modstandskraft.

Det fastslås, at den tyske soldat i enhver henseende er den danske overlegen såvel i kamp – og angrebsånd som i uddannelse og bevæbning.

Kilde:

• Se Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Se Litteratur Besættelsestiden (under udarbejdelse)
• Paul Leverkuehn: Der Deutsche Geheimdienst
• R. Jørgensen: Spionage mod Danmark
• Julius Mader: Hitlers Spionagegenerale sagen aus

Hvis du vil læse mere:

• dengang.dk indeholder 174 artikler fra Besættelsestiden og Anden Verdenskrig herunder:

• Dramaet ved Viadukten
• Dansk agent skyld i gendarmers død
• Obersten fra Tønder
• Var Paludan – Møller en folkehelt?
• Pas på Grænsen (1)
• Grænsen – dengang
• Grænsen og dens bevogtere
• Optakten til den 9. april 1940
• Danmark var advaret 9. april 1940
• Kampene 9. april 1940
• Rønshoved, Hokkerup og Gaardeby
• Sønderjylland 9. april 1940
• Tønder og Omegn 9. april 1940 og mange flere

Fremmedflag i Sønderjylland

I Danmark var der et forbud med fremmedflag. Men dette forbud blev aldrig gennemført i Sønderjylland. Det var først op til amtmændene at vurdere det. Og det blev tolket meget forskelligt. Amtmand Schack havde valgt den bløde side. Han mente ikke, at man skulle betragte Mindretallet som et fremmedlegeme. Også tolkningen af uniformering og møde – og foreningsret blev tolket vidt forskellig. I Sønderjylland var det et statspoliti i modsætning til resten af landet. En ny stilling blev oprettet, Politiadjudant. Denne stilling kom rigtig i offensiven efter besættelsestiden. Da rettede de sig ikke efter justitsministeriet.

Et stigende problem

I mellemkrigsårene blev flagning med tyske flag et stigende problem for de danske myndigheder i det hjemvendte Sønderjylland. De danske myndigheder var heller ikke enige om, hvordan de skulle løse problemet. Dertil kom uniformsforbud samt andet nazistisk agitation.

Flaget – et stærkt national symbol

Fra midten af 1800 – tallet blev flaget nærmest tilbedt som et stærkt nationalt symbol. Det at vise flaget skulle tolkes som et nationalt tilhørsforhold.

I forbindelse med afstemningen i 1. og 2. zone i 1920 var gaderne i de slesvigske byer i rødt, hvidt sort og blåt, hvilket var kendetegnede for Dannebrog, kejsertidens tyske rigsflag og den Slesvig – Holstenske fane.

Den internationale kommission, der stod for styret i afstemningsområdet ville forbyde flagkrigen i de sidste dage før afstemningen i 2. zone den 14. marts 1920. Tyske protester førte dog til, at flagforbuddet blev indskrænket til offentlige bygninger og andre huses stueetager.

En skov af flagstænger

Efter Sønderjyllands genforening med Danmark blev der rejst en skov af flagstænger i landsdelen. Hvis der ikke blev rejst en flagstang på en gård, sagde man at beboerne var tysksindet, og det blev husket.

Det nationale klima bliv i midten af 1920erne tilspidset. Landbrugskrisen kradsede og hermed fulgte øget tilslutning til Det Tyske Mindretal.

Mindretallet gik kraftigt frem ved folketingsvalget i 1926. Det var samme år, som Vogelgesang blev oprettet, som bl.a. blev oprettet ved hjælp af tysk kapital.

Politimesteren gik til justitsministeren

Politimesteren i Tønder, Aage Seidenfaden henvendte sig flere gange i 1927 til justitsministeriet, da han havde modtaget klager fra dansksindede i Tinglev og Tønder. De klagede over hjemmestyskernes brug af det tyske flag og det Slesvig – Holstenske flag.

Ofte var det i forbindelse med tyske skoleindvielser, at problemerne opstod. En gang imellem var der problemer ved familiefester og begravelser, hvor det tyske flag blev anvendt. Men politimesteren fra Tønder var bange for at flagningen efterhånden ville føre til national uro.

Et statsligt politi

Og hans profeti kom til at holde stik. Men det kneb voldsomt med at få den samme flagordning i Sønderjylland som i resten af landet. 1915 – bekendtgørelsen, der proklamerede, at det var forbudt at flage med udenlandsk nationalflag. Det var et anlæggende for Justitsministeriet og det var politiet, der på vegne af ministeriet skulle håndhæve dette.

Måske kan forvirringen skyldes, at politiet i Sønderjylland var statsligt indtil 1938. I resten af landet var det kommunalt. Årsagen til dette var, at man frygtede, at i de kommuner, hvor der var tysk flertal ville ansætte betjente, der måske ikke var 100 pct. loyale over for den danske stat.

En irettesættelse til politimesteren

Aage Seidenfaden fik ikke nogen hjælp fra ministeriet. Tværtimod, så opstod der stor forvirring efter henvendelsen. Ja han måtte endda finde sig i, at få en irettesættelse fra chefen for ordenspolitiet i Sønderjylland, Valdemar Mensen. Han skulle åbenbart informeres, hvis der var sager af den art.

Lempelig ordning i Tønder Amt

Åbenbart havde henvendelsen ikke været helt forgæves, for der blev nedsat en såkaldt flagkommission. Og denne var to år til at fremkomme med en betænkning. Det var så fjerede gang inden 70 år man nedsatte en kommission. Og heller ikke dengang fremkom der nogen egentlig lovgivning på området. Tre gange fremsatte Stauning lovforslag.

Ja der blev fremsat en hemmelig instruks allerede den 11. juni 1928. Det var en lempelse af reglerne fra 1915. Den påbød politimestrene ikke at gribe ind. Man skulle kun skride ind, hvis en udpræget demonstration skønnedes tilsigtet.  Og politimestrene tolkede dette meget forskelligt. Mest lempeligt var det i Tønder Amt, hvor der var flest hjemmetyskere.

Ved sportsstævner og indvielse af skoler, samt privates flagning en enkelt dag, skulle der ikke skrides ind.

Amtmændene skulle udføre ensartet praksis

Men i 1931 synes det som om, at instruksen var blevet skærpet. Nu skulle der skrides ind mod udlændinge, der bar uniform eller ensartet påklædning, der kunne sidestilles med uniform. Udenlandske bannere og flag og medførte musikkorps, der spillede udenlandske musikstykker eller hvis der blev sunget udenlandske sange. Foranstaltninger af en nationalpolitisk karakter skulle der også skrides ind over for. Her var det op til amtmændene at føre en ensartet praksis.

Selvtilliden voksede i Mindretallet

I 1930erne voksede selvtilliden hos Det Tyske Mindretal og dermed også deres aktiviteter og her var også omfattet flagningen.

Efter nazisternes overtagelse sydpå blev problemerne større i Sønderjylland. Hagekorsflaget og det tyske sort, hvid, røde flag begge blev officielle tyske rigsflag. Det politiske uvejr drev efter påskekrisen ind over Sønderjylland.

Et nyt Tyskland er vågnet

Den 22. marts 1933 indeholdt Nordschleswigsche Zeitung en hagekors – smykket annonce. Den bekendtgjorde, at der på Deutches Haus i Tønder ville blive afholdt en tysk aften, hvor lærer Lutz fra Süderlügum ville tale under emnet: Ein neues Deutschland ist erwacht. Mødet var arrangeret af lokale nazister. Men også medlemmer af SA og Hitler – Jugend fra Süderlügum var til stede.

Der skete noget på Saksborg Kro

Allerede 1. april skete der noget igen. Lærer Jacob Hansens svigersøn, Jep Nissen havde indkaldt til møde på Saksborg Kro. Man kunne tilslutte sig et nazistisk arbejderfælleskab. Og inden aftenen var omme havde 65 deltagere skrevet under.

Omkring den 15. april havde Jens Lorenzen, som også blev kaldt Jens Godaw samlet 300 nazister i Aabenraa.

Hejmdal omtaler den 29. maj 1933, at landråd Sievers på et møde i Leck kom med nye provokerende ytringer om grænsens beliggenhed. Han kaldte grænsen for en hårdrejsende forbrydelse mod det tyske folk.

Også i Tinglev var der gang i den. Man mødtes på Hansens Gasthof.

100 – mandsholdet

Man besluttede, at trække mere statspoliti til Sønderjylland. Resultatet blev oprettelsen af 100 – mandsholdet. Det var et uniformeret statsligt kriminalpoliti. Korpset blev først etableret med base i Sønderjylland, men kunne sættes ind over det ganske land ved lejligheder.

Schack var ikke enig med politimesteren

De danske myndigheder var bekymret for, at nazistbevægelsen skulle få fodfæste inden for nazistbevægelsen. Specielt var situationen spændt i Tønder Amt. Hertil kom også, at politimester Aage Seidenfaden og amtmand O.D. Schack ikke var enige om, hvilken linje, der skulle følges. Og det gjaldt ikke kun i spørgsmålet om flagning.

Justitsministeriet var generelt mere til sinds at følge amtmandens mere eftergivende politik end den linje som politimesteren ville følge.

Nazi – demonstration i Tønder

Da Danmarks Nationale Socialistiske Arbejder Parti (DNSAP) i slutningen af august 1933 anmeldte et demonstrationstog gennem Tønder by til den 17. september, anbefalede Seidenfaden, at demonstrationen skulle forbydes. Han henviste til, at nationalsocialisterne i hvert fald i Sønderjylland var et parti af urostiftere.

Anmelderen af demonstrationen, bagermester Kretzing i Bylderup – Bov, der på den tid optrådte som dansksindet nationalsocialist. Han havde også været med til at stifte Nationalsocialistische Arbeitergemeinschaft Nordschleswig (NSAN) på Saksborg Kro.

Seidenfaden slog fast at i:

• Grænseegnene specielt i Tønder, maa jeg formene at Optog af Nationalsocialister, være sig danske eller tyske, paa offentlig Gade ikke bør taales.

Schack var af en anden overbevisning. Men justitsminister Zahle afgjorde sagen til amtmandens fordel.

Befolkningen grinede af Nazisterne

Ved selve demonstrationen i Tønder by deltog ca. 140 personer som medbragte 10 faner med hagekors. Demonstrationen samlede både dansk – og tysksindede. Under marchen gennem Vestergade spillede musikkorpset melodien til Horst Wessel – sangen, og de tyske tilskuere, der stod på fortovet istemte straks: Die Fane hoch, die Reihen fest geschlossen og hilste med Heil Hitler.

Byens tyske nazistgruppe optrådte som Tordenskjolds soldater. Men mange danske tilskuere fandt optoget latterlig, og de måtte le. Dette medførte dagens eneste voldelige episode. En tysk statsborger, der deltog i optoget, så sig gal på en tilskuer, som han mente lo af ham, hvilket gav anledning til at give tilskuer, som han mente lo af ham, hvilket gav ham anledning til at give en tilskuer et slag i ansigtet.

Politiet greb straks ind og anholdte manden. Optoget var en klar provokation, men der kom ikke til yderligere provokationer.

Slesvigsk Automobilklub

I Tønder blev der i begyndelsen af december først oprettet en SA – efterretningsstorm. Men den blev senere omdannet til en motorstorm. Men her slog politiet så til. Derefter fik afdelingen det tandløse navn: Slesvigsk Automobilklub.

I Tønder fik man uniformer fra lidelsesfæller syd fra. Men på grund af uniformsforbuddet, så blev øvelser i fuld mundering henlagt til om natten eller tidligt om morgenen.

Faner, pomp og pragt

Hjemmetyskerne i Sønderjylland ville gerne efterligne nazisternes partidage i Nürnberg med faner, pomp og pragt. Set fra dansk side var det tyske mindretals talmæssige styrke ikke foruroligende. Dets kraft bestod i den faste organisation og store støtte syd fra. Og det tyske mindretal sluttede meget massivt op om nazismen.

En særlig politistilling

Det tyske mindretals nazificering fik i 1934 den danske regering til at oprette en særlig politistilling i Sønderjylland. Den 20. april 1934 blev Fritz Jacobsen beskikket. I hans instruks stod det bl.a.:

• Som Politiadjudant i de sønderjyske Landsdele er De direkte underlagt Justitsministeriet som Raadgiver i Sager angaaende grænse – politiske Spørgsmaal. Det vil navnlig paahvile Dem gennem Politimestrene og i Samarbejde med Statsadvokaten, Amtmændene og Centraladministrationen at samle alle Oplysninger om de særlige sønderjydske Forhold og skabe en hurtigt virkende Oplysningscentral for Landsdelen under Anvendelse af Person – og Sagskartoteker. Til Fremme heraf kan De i det Omfang De skønner det nødvendigt, sætte en udvidet Efterretningstjeneste i System i de enkelte Politikredse i Samarbejde med den stedlige Politimester.

• De vil derhos, saafremt der i Tilfælde af Uroligheder, Demonstrationer o.lign. bliver Spørgsmaal om Anvendelse af større Politistyrker have Dispositionsret over det i Sønderjylland stationerede Politi, ligesom De bør være tilstede ved Uroligheder af denne Art og eventuel lede Politiets Bevægelser i Marken. Af de af Dem til Justitsministeriet afgivne Indberetninger og Indstillinger vil De samtidig have at sende Genpart til Chefen for Statspolitiet.

Stilling overdraget til Refslund Tomsen

Der lå igen instrukser omkring flagning. Og nu var det åbenbart sket en ændring i kompetencespørgsmålet.

Fritz Jacobsen kom kun til at virke i godt et år. Den 4. august 1935 døde han af hjertelammelse i en alder af 43 år.

Stillingen blev den 19. november 1935 blev overtaget af amtmand for Aabenraa og Sønderborg amter, Kresten Refslund Thomsen. Han var sønderjyde og med indgående kendskab til grænselandets mange aspekter og sine landsmænds mentalitet. Men han var forsigtig og tilbageholdene.

Onde tunger vover den påstand, at udnævnelsen først kom efter massiv pres fra statsminister Th. Stauning samt svigerfaderen H.P. Hanssen.

Hjemmetyskere blev truet

Man frygtede nu at, NSDAP – N ville samle alle de hjemmetyske nazist – bevægelser under et. Der var sket en yderligere radikalisering efter at dette parti var blevet dannet i juli 1935.

Hver enkelt medlem af Det Tyske Mindretal blev presset af NSDAP – N. Man blev truet med repressalier og meget mere.

Og det var blevet endnu svære at se en ensartet holdning over for flagningen i Sønderjylland. Det så noget vilkårligt ud. Den danske regering frygtede faktisk, at en stramning over for Det Tyske Mindretal i Danmark ville føre til repressalier over for det danske mindretal syd på.

Flagkampen blev udnyttet af hjemmetyskerne

Flagkampen blev selvfølgelig udnyttet af Det Tyske Mindretal. Man flagede til Knivsbjerg – festene, Hindenburgs begravelse, Heldebgedenktag, Volkstrauertag, de tyske nazisters partidage og Die Machtergreifung.

I 1934 var der lagt op til den helt store fest på Knivsbjerg. Fritz Jacobsen forlangte, at festkomiteen garanterede, at der ikke blev opildnet mod den danske stat. Man måtte kun bruge et flag, og der var ikke noget med at gå i optog gennem Aabenraa. Fritz Jacobsen forbød tillige, at der måtte afsynges Deutschland, Deutschland über alles, Schleswig – Holstein Meerumschlungen og den tyske Horst Wessel – sang.

Justitsminister kritiseret i Hejmdal

Dette blev stort set overholdt og blev håndteret på den bedste måde. Men det gjorde det godt nok ikke, da Johannes Schmidt, Vodder lederen af Det Tyske Mindretal rettede en henvendelse til justitsminister Zahle angående tysk flagning i Nordslesvig ved Hindenburgs jordefærd. Man fik lov at flage fra tyske bygninger, men fik ikke tilladelse til at flage privat.

H.P. Hanssens avis Hejmdal kritiserede i kraftige vendinger, justitsministerens tilladelse. Og det var nu ikke alle, der overholdt reglerne. Således flagede formænd for tyske foreninger foran deres private boliger, og det samme gjorde tyske frimenighedspræster.

Episoden i Rends

På kommuneskolen i Rends opstod der en absurd situation. Det var en dansk skole med en tysk afdeling, og lederen af denne havde hejst det tyske flag. Flaget blev dog på foranledning af skolekommissionens formand fjernet.

Volkstrauertag i Haderslev

I Hadeslev blev der til Volkstrauertag nedlagt kranse. I den forbindelse brugte man flag med hagekors. De blev dog efterfølgende fjernet af dansksindede eller folk fra mindretallet, der ikke sympatiserede med nazismen.

Et sekundært problem for Hitler

I Berlin lagde man i 1935 større afstand til mindretallets ønske om en grænserevision. For Hitler var mindretalsproblematikken sekundær i forhold til de udenrigspolitiske mål, som han fulgte. Et var som om, at dette satte en lille dæmper på propagandaen.

Ny fornuftig procedure

Man fandt nu frem til en anden procedure i forbindelse med flagning m.m. Når der til politimesteren eller politiadjudanten nu indløb en anmeldelse om et optog, sammenkomst m.m. blev den ansvarlige indkaldt til en samtale hos politimesteren. Her blev der spurgt om arrangementets karakter, hvem der skulle deltage, om musikken, om bannere m.m. Tilladelse kunne nu først gives hvis:

1. Der ikke deltog udlændinge i større tal.
2. De udlændinge, der deltog ikke optrådte i særskilte grupper, markerede kooperationer og organisationer
3. Ingen udenlandske musikkorps
4. Indenlandske musikkorps ikke spillede udenlandske national – og kampmelodier
5. Flag eller bannere ikke blev medført, hvis der var tale om udenlandske flag og – bannere, som havde været i vedkommende forenings eje fra før Genforeningen.
6. Ingen fællessang i gader inden for bymæssige bebyggelse.

Mere lempelige regler blev praktiseret ved sportsstævner.

Endnu flere uklare procedurer

Men allerede i 1936 kom en ny forordning, hvor der blev anmodet om, at sager omkring nationalpolitisk karakter skulle forelægges politiadjudanten. Man kan med andre ord sige, at reglerne var nu igen engang blevet mere uklare.

Politiadjudanten fik større kompetence, og det var amtmanden i Tønder, Grev Schack ikke tilfreds med. Måske var det med vilje at han titulerede Refslund Paulsen med Gode Kollega og ikke som politiadjudant.

Mindretallet var ikke et fremmedlegeme

Schack var af den opfattelse. Han mente ikke, at mindretallet skulle betragtes som et fremmedlegeme uden eksistensberettigelse. Undtagelseslovgivning, politiregimente og snart en streng kurs er fejlgreb, der absolut burde undgås.

En eftergivende politik, som Schack stod for, blev ikke kronet med succes, når modstanderne bestod af yderliggående nazistiske bevægelser, der udfoldede antidemokratiske bevægelser.

Pressen blev beskyldt for at piske en stemning i vejret, der var helt ude af proportion med virkeligheden. Det var med til at piske en stemning i vejret.

Men det lykkedes ikke for Refslund Thomsen for at få en ny flaginstruks for Sønderjylland.

Hagekorsflag i Sønderborg

Hagekorsfanerne vajede også ved NSDAP – N’ s hyldestmarch gennem Sønderborg i anledning af 6 – års dagen for Hitlers magtovertagelse i 1939. Her var alle spidser til stede, og der var masser af faner.

Østrigs indlemmelse i Tyskland var en opmuntring for hjemmetyskerne i Sønderjylland i 1938. Man vejrede nu atter engang muligheden for grænserevision.

Partistævne i Haderslev

Det årlige partistævne i Haderslev blev imødeset med spænding. Den 14. april skulle der ske en march gennem byen. I alt deltog der 800 – 1.000 mennesker. Haderslev – borgerne havde smykket byen med Dannebrog. Det var en slags moddemonstration med nazisterne. Og disse brugte rigeligt fanerne. Dette var en klar overtrædelse af gældende regler. Men politiet valgte ikke at skride ind.

Man rejste dog sag mod optogets ansvarlige leder for bevidst tilsidesættelse af påbuddet.

Det Tyske Mindretal i Sønderjylland var relativt svag i antal og indbyrdes var de også splittet. Deres grænserevision fik aldrig opbakning i Berlin. Men kunne man stole på Berlin?

Den efterretningscentral, som politiadjudanten opbyggede havde et udsædvanligt indblik i Det Tyske Mindretals gøren og laden. Måske var det årsag til at denne ikke lod sig provokere.

Politiadjudanten i offensiven

Efter 9. april havde de danske myndigheder svært ved at styre flag – reglerne. Men efter den 5. maj 1945 tog Politiadjudanten revanche og hævn. Det kan du læse om her på siden i diverse artikler. Det Tyske Mindretal blev i den grad overvåget. Mystiske dødsfald uden egentlig opklaringsarbejde og forfalskede rapporter fulgte. Her var det også en masse eksempler på at Politiadjudanten i Sønderjylland ikke rettede sig efter Justitsministeriet’ s henvisninger og retningslinjer.

Kilde:

• Fortid og Nutid (2009)
• Grænsevagten (diverse udgaver)
• Se Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Sønderjylland i 1933 (Historisk Samfund for Sønderjylland)
• Claus Bundgård Christensen m.fl.: Danmark besat – krig og hverdag
• Karen Gram – Skjoldager: Grænsen ligger fast

Hvis du vil vide mere: Læs:

• Danskerpak og Tyskerpak
• Retsopgøret i Sønderjylland
• De danske nazister
• Hagekorset i Parken
• Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
• Mindretal i brændpunktet
• Opgøret efter 1845
• De mystiske mord ved grænsen
• Jens Møller – folkefører eller folkeforfører
• De femlange år i Sønderjylland
• Knivsbjerg – nord for Aabenraa
• Det Tyske Mindretal
• Mord i Padborg 1 – 4
• To skæbner i Kiskelund
• Nazister i Tønder
• Dødsdømte fra Tønder
• Frits Clausen – lægen fra Aabenraa
• Frits, nazister og et kartotek
• Tondern Station
• Heimatfest 1921
• Jamen – vi forstår ikke tysk
• Da, Tønder igen blev dansk
• Tønder – mellem dansk og tysk
• Løjt, mellem dansk og tysk
• Tønders dansksindede
• Hvorfor var Tønder tysk?
• Den dansk – tyske sameksistens
• Sønderjylland – efter Genforeningen
• Ned med de dansksindede
• Sønderjylland – i knibe
• Bov Sogn – mellem dansk og tysk
• Genforeningen i Bov Sogn og mange flere.

Sønderjylland Besat

Forsøg på en anmeldelse af Søren Flott: Sønderjylland besat. Det er en spændende bog, for dem der ikke ved noget, om de specielle forhold i Sønderjylland. Og den journalistiske frihed er brugt til at dramatisere et par forhold. Det er ret underholdende. For nørder og historieinteresserede er der ikke så meget nyt. Forfatteren forholder sig neutral til det dansk – tyske forhold. Man må sige, at dette klæder bogen. Jo, der er skam masser af dramatik. Vi får alle de kendte episoder.

Advaret i forordet

Dette er ikke en historiebog i egentlig forstand, og dog. Den fortæller på en underholdende måde de vigtigste begivenheder i Sønderjylland under besættelsestiden. For at dramatisere noget af forløbet bruger forfatteren den journalistiske fortælling. Vi hører om nogle forløb, som måske er konstrueret.

Det kan altid være lidt kontroversielt, når man skal gengive nøglepersonernes tanker.

Dette er dog ikke noget forkert i. Vi bliver advaret om dette i forordet. For at få en bedre fordeling af begivenhederne følger vi en række hovedpersoner, der betød noget under besættelsen.

Detaljer, dialoger, tanker, følelser og handlinger stammer fra bøger, arkivmaterialer, breve, dagbøger, øjenvidnebeskrivelser og film. Og det er jo nok at tage af. Der findes ikke et emne, der er beskrevet så meget som besættelsestiden.

Masser af nøglepersoner og episoder

Men er det så det rigtige, der er gengivet. Vi kommer i bogen også ind på retsopgøret og anholdelserne efter krigen. Dette er også pænt gengivet uden form for egentlig stillingtagen.

Vi hører om Hans Mørups skæbne. Adolph Svensson, som er journalist og meget mere fra Løjt Kirkeby. Selvfølgelig er det også oberst Paludan Møller fra Grænsegendameriet. Leder af det Tyske Mindretal og NSDAP – N er også en af hovepersonerne.

Amtmand på sort liste

Kampene i Sønderjylland den 9. april gennemgås. Og så er det også amtmand Refslund Paulsen som blot fulgte regeringens samarbejdspolitik, men modstandsbevægelsen satte ham på den sorte liste.

Dansk Samling, sabotagen på Aabenraa Motorfabrik og den efterfølgende optrevling af modstandsbevægelsen skildres også ret så livligt. Aktionen mod Aabenraa Politistationen efter ordre fra tyskerne.

Grænsedragningen

Som sådan indeholder bogen ikke noget nyt til historien, men er samlet og gengivet i en neutral version, forstået på den måde, at begivenhederne er serveret ukritisk. Mange af de kilder, som forfatteren har benyttet sig af, er også offentlig tilgængelig. Og de fleste begivenheder er da også gengivet her på siden gennem diverse artikler.

Som sådan får vi ikke den sort/hvide fremstilling. Vi ser også situationen set fra Det Tyske Mindretals side. Således får vi flere gange at vide, at der bestemt ikke var enighed i mindretallet m.h.t. håndtering af situationen.

Flere gange påpeges grænsekonflikten. I Mindretallets øjne var grænsen ikke retfærdig.

En avis, der vakte forargelse

Asmus von der Heide, ja sådan kaldte han sig. Men egentlig var han i begyndelsen lærer i Løgumkloster. Denne havde en klumme i Nordschleswigsche Zeitung, som han kaldte Unsere Stimme. Denne klumme vakte i danske kredse vild forargelse. Men de danske kredse kun gengælde disse angreb i illegale blade.

Vi hører om unge tyskere, der blev sendt til Klagenfurt for at blive uddannet til Waffen SS.

Bange for boykot af tyske butikker

Amtmand Refslund Paulsen var sammen med de andre sønderjyske rigsdagsmedlemmer kaldt til møde i statsseminariet. På dagsorden var de dansksindedes boykot af butikker med en hjemmetysker som ejer.

Men den sønderjyske amtmand kunne forklare, at det hele var startet med, at tyske soldater i landsdelen havde fået udleveret en liste på tysksindede butikker og håndværkere.

Amtmanden fik dog ordre til at tage kontakt med de enkelte handelsforeninger for at få sat en stopper for dette.

Frits Clausen

Vi hører ikke så meget til Fritz Clausen fra Bovrup. Det er heller ikke nævnt at han blev smidt ud af De Konservative i Aabenraa. Det kunne man måske godt have gjort, således bliver disse hyppig nævnt i bogen. Det var jo netop, at Hans Mørup kom fra.

Spadeslaget

Men vi hører dog en del om spadeslaget i Haderslev. DNSAP havde flere gange trodset uniformsforbuddet. Og det gjorde de også den 8. december 1940. 400 partimedlemmer havde sat hinanden stævne på Aabenraavej i Haderslev.

7 – 8 betjente var mødt frem og havde trukket kniplerne. Men da nazisterne trak deres spader, fortrak betjentene. Men efterhånden havde fået hjælp fra 200 betjente fra hele landsdelen.

Falck stod parat med brandslanger, og tåregasbomber stod parat. Nazisterne fik et ultimatum, da fire betjente gik ind til dem. Men det ville de skam ikke rette sig efter. I stedet gik de til angreb med deres spader. Men ved 23.30 var Spadeslaget slut. 239 nazister blev anholdt og 23 betjente var blevet såret.

Fritz Clausen ankom til byen og forlangte partifællerne udleveret. Men det fik han dog ikke noget ud af. Først da dem tyske kommandant lagde pres på politiet blev de løsladt.

DNSAP blev aldrig en magtfaktor, men som forfatteren rigtig nok anfører, så frygtede sønderjyderne de hjemmetyske nazister.

SK spillede med musklerne

Schleswigsche Kamaradenschaft (SK) begyndte at spille med musklerne. Selv om der var uniformsforbud, viste de sig i kridhvide skjorter, spidsbukser, sorte ridestøvler, skrårem og slips. Om armen havde det et armbind med påtrykt hagekors.

Og så gik der ellers i strækmarch gennem Sønderborg ril stor forbavselse for den danske befolkning.

De tog loven i egen hånd. I juni 1941 kom der til uroligheder i Kruså.

Således var der også indkaldt til kursus i Tinglev den 17. august 1941 – geværer skulle selv medtages. Der var store protester fra den dansksindede del af befolkningen. Til sidst aflyste den tyske gesandt Renthe – Fink, kurset.

To SK – formænd blev idømt 40 dages hæfte for overfald på lektor Victor Rosent fra Aabenraa statsskole. Også den historie har vi tidligere omtalt.

Peter Larsen sørgede for, at hjemmetyskere meldte sig til Waffen SS. Han var formand for Zeitfreiwillige og Selbstschutz.  Han sendte meldinger til flere tyske efterretningsvæsner om tyskfjendtlige danskere.

Internt havde Jens Møller problemer med Paysen og højrefløjen i partiet.

SS forlangte flere frivillige

Et andet problem var, at SS forlangte flere og flere frivillige. Jans Møller havde dog mulighed for at erklære De Frivillige for uundværlig for mindretallet. Men det stigende krav var en årsagerne til oprettelse af det tyske hjemmeværn.

Men dette førte også til problemer for Møller. Gårdejere, selvstændige erhvervsdrivende, embedsmænd og lærere hørte til den bedre stillede del af mindretallet. Og de blev erklæret uundværlige.

Dem, der hovedsagelig blev sendt øst på, var arbejdere og studerende. En del af mindretallets spidsere fik også deres sønner fritaget. Så oprettelsen af Zeitfreiwillige blev indført ikke alene for at lukke munden på Waffen SS men også internt i mindretallet og NSDAP – N.

Voller Einsatz

Og det var nu heller ikke Jens Møller, der havde sendt Die Zeitfreiwilligen på gaden, da der blev erklæret undtagelsestilstand. Jens Møller var rasende over, at de lokale kommandører havde sendt dem på gaden. Han var modstander af, at de skulle udføre politiarbejde mod deres landsmænd.

Jens Møller var ikke bange for at give udtryk for sit raseri over for Werner Best og von Hanneken. Desuden var han rasende over, at 200 kendte sønderjyder var blevet anholdt.

På Skyttegården i Tønder forsøgte Peter Larsen fra NSDAP – N at berolige de Zetfreiwillige. De havde fået at vide, at tyskerne forlangte Voller Einsatz fra dem, forstået på den måde, at de skulle til fronten. Men af de 1.600 – 1.700 var der kun 30, der skrev under på en Voller Einsatz.

Spæret inde på skole i Kruså

Nervøsiteten blandt både dansk – og tysksindede voksede. En ukendt mand havde ringet til lærerinden på den tyske skole i Kruså. Truslen gik på, at den tyske skole ville blive sprunget i luften, og det var bedst, at hun forlod skolen med det samme. Det var ikke første gange, hun modtog sådanne trusler. Men nu kontaktede hun Deutscher Selbstschutz´s lokale afdeling.

Over hele Sønderjylland modtog medlemmer af Det Tyske Mindretal lignende opkald. De tysksindede borgere vidste ikke, om de dansksindede ville gøre alvor af deres trusler.

Nu måtte det ske noget. Selbstschutz trådte i funktion. Lærer Otto Kortch fra Aabenraa blev sat til at løse opgaven. Han mødtes med de lokale folk. Der var klædt i SK – uniformer og bevæbnet med pistoler. De tog så ud i kommunen og anholdte seks mennesker. De fik nu besked på, at overnatte på skolen.

Rygterne gik hurtigt, og snart nåede de Dr. Møller. Han var ikke glad for at høre det. Han kontaktede nu lærer Kortsch og skældte denne hæder og ære fra. Godt nok skulle Selbstschutz beskytte folkefællernes ejendom. Men det var ikke korpsets opgave at puste til ilden med den slags ulovligheder.

Samtidig havde Dansk Samling udsendt et cirkulære, hvor de gav deres mening til kende. Jo amtmanden havde rigeligt at se til.

Jens Møller prøvede at dæmpe gemytterne

Jens Møller forsøgte at dæmpe gemytterne i Det Tyske Mindretal. Men de unge kræfter krævede handling. Det var de yngre kræfter i SK, der som Selbstschutz – folk nu patruljerede i gaderne. I Nordschleswigsche Zeitung var det Asmus Wilhelm Jürgensen der råbte højest om at lade mindretallet deltage i den totale krig.

Værnemagten pressede på. Zeitfrewillige skulle melde sig frivilligt. Men Jens Møller fik halveret dette krav.

Jo, Jens Møller havde mange indvendinger. Han blev da også kaldt Rettungsaktion Møller. Det var hvis nok efter, at han havde beklaget sig over, at Grænsegendarmerne var blevet anholdt.

Politibetjente i Aabenraa blev anholdt for manglende indsats mod sabotagen af Aabenraa Motorfabrik. Ved et held blev de løsladt to dage efter.

Topnazist, generalsekretær i BDN

Peter Rudolph Stehr sad også i topledelsen i NSPD – N. Efter besættelsen blev han idømt 10 års fængsel. Det blev så senere nedsat med et år. Han fungerede som en slags Overredaktør på Nordschleswigsche Zeitung og mange andre ting.

Efter blot et par måneder i Faarhuslejren blev han mod ledelsen i lejren løsladt af justitsministeriet. Han fik derefter arbejde i København.

I 1951 vendte han hjem til Sønderjylland. Det vakte forargelse hos de dansksindede, at han som tidligere topnazist nu fik hvervet som generalsekretær i den nye mindretalsorganisation Bund Deutscher Nordschleswiger.

Men han var nu ikke den eneste topnazist, der fik en toppost i BDN.

Bekymringer for stigende provokationer

Amtmand Reftslund Thomsen havde også nok af bekymringer efter stigende provokationer mod tyskerne. Hans fornemste opgave som repræsentant for regeringen var at samarbejdet kunne foregå så gnidningsfrit som muligt.

Fejlbombninger på Nordals

På Nordals bombede britiske fly. De troede, at de var over Flensborg. Forfatteren kalder det besættelsens største allierede fejbombardement i Danmark. Ja det kan så diskuteres. Ved Den franske Skole omkom der i hvert fald flere. Og det gjorde det også i Tønder, hvor det samme hus i nærheden af Tønder H to gange blev bombet under besættelsen. Disse to episoder er så ikke omtalt i bogen.

Væk med soldater fra Jylland

Von Hanneken havde forlangt, at de danske soldater forlod Jylland. Tyskerne var bange for, at de ville hjælpe englænderne ved en allieret landgang. I Sønderjylland blev de danske soldater opfattet som et symbol på danskheden. Nu følte de sig helt alene.

De kæmpede i Sønderjylland

Vi befinder os i Gråsten hos den stædige oberst. Og så er Fru redder Jepsen på besøg hos manufakturhandler Peter Jessen på Storegade i Aabenraa. Hun forlanger en stol og forlanger at blive ekspederet af førstemanden Hans Mørup.

Selvfølgelig får vi også historien om mordene på de tre gendarmer i Padborg. Og årsagen til kampene i Sønderjylland den 9. april var manglende kommunikation. Telefonledninger var skåret over. Men det måtte man vel have regnet med. For i over en uge vidste man jo, at tyskerne ville komme. Meget sent fik de tapre soldater i Sønderjylland så at vide, at man fra dansk side, havde kapituleret.  Officielt var dette allerede sket klokken 6. Men kampene ved Haderslev, Bredebro, Bredevad, Lundtofte, Aabenraa og andre steder fortsatte.

Sabotageaktionerne kom først sent i gang i Sønderjylland. Det var lokomotivfører C.F. Jensen, der sammen med sin gruppe den 16. april 1943 forsøgte at ødelægge DSB’ s oliedepot i Tønder.

En minestryger og en teknisk fejl

En 250 meter lang tysk minestryger skulle lægge til i Sønderborg. Brovagten ventede med, at åbne broklapperne, da et tog i det samme skulle passere. Men mandskabet på minstrygeren havde mistet tålmodigheden. To gange sendte de granater af sted. Det resulterede i døde og sårede. Tyskerne beklagede episoden, og talte om en teknisk fejl.

Men det var det nu ikke mange i byen, der troede på. Borgerne protesterede mod hændelsen, og der kom til uroligheder. En butik, der tilhørte en hjemmetysker fik ruderne smadrede. Han ringede til kasernen efter hjælp. Og pludselig ankom en lastbil med 50 maskingevær – bevæbnede tyske soldater og omringede borgerne.

Modstandsbevægelsen blev optrevlet flere gange

En af bogens hovedpersoner, Hans Mørup blev taget til fange og tortureret af Gestapo på Staldgården i Kolding. Gestapo have for længst fundet ud af, at terrænsporten indeholdt masser af modstandsfolk. Flere gange var modstandsbevægelsen i Sønderjylland blevet optrævlet. Vi får i bogen et indblik i organisationen.

Den 26. september var 150 dansksindede forsamlet på Vedsted Landbohjem, sydvest for Haderslev. Tre store busser ankom og 50 bevæbnede værnemagts – soldater sprang ud. De to Gestapo – folk, Brinkmann og Johannes Rasmussen var også med. Man havde fået et praj om, at en eftersøgt modstandsmand skulle være i forsamlingen. Prajet var kommet fra to søstre fra mindretallet, der havde en kro lige i nærheden.

Klokken 23 blev der givet ordre til at åbne ild mod bygningen. Den eftersøgte modstandsmand blev dræbt. Tre dage senere blev Vedsted Landbohjem og nogle nærliggende bygninger sprunget i luften.

Mørup endte i en KZ – lejr ved Husum. Her nåede han, at tale med lektor Aage Rosenkjær fra Tønder Statsskole, inden denne døde.

Tilløbsstykke, da tyskerne blev ydmyget

Efter besættelsen vandrede de tyske soldater hjem. Og bunker af konfiskerede ting og sager hobede sig op i Kruså og ved andre grænseovergange. Ja også en masse kontanter blev konfiskeret.

Og masser af sønderjyder valfartede til grænsen, for at se, hvordan det så ud, når de tyske soldater blev ydmyget.

Mange kom trækkende med lad – og barnevogne fyldt med mad, tøj og andre fornødenheder, som givetvis skulle have været til familien, der sultede i det udbombede Tyskland. Men det hele blev taget fra dem nede ved grænsen.

Kendte episoder, der er samlet

Bogen er en ganske spændene beretning fra de specielle forhold i Sønderjylland under besættelsestiden. Det er lutter kendte ting, der er samlet på en meget underholdende måde. Vi følger forskellige højdepunkter og nøglepersoner. Og egentlig forholder forfatteren sig neutral. Der er ingen løftede pegefingre. I visse situationer Har forfatteren brugt sin journalistiske frihed til at dramatisere nogle episoder.

For nørder og historiekendere er det ikke så meget, at komme efter. Men nye læsere, der gerne vil have et indblik i forholdene i Sønderjylland, er det absolut en masse at hente.

Søren Flott: Sønderjylland besat, Gyldendal.

Hvis du vil vide mere: Læs:

• De hvide Busser, nok engang
• Danskerpak og Tyskerpak
• Tilfældet – Aabenraa Motorfabrik
• Hvorfor kom Montgomery så sent?
• Retsopgøret i Sønderjylland
• Danskeren, der ville dræbe Hitler
• Den sønderjyske efterretningstjeneste
• Det tyske mindretal
• En stikker fra Sønderjylland
• Kampene – 9, april 1940
• Mindretal i brændpunkt
• Modstand i Kolding
• Opgøret efter 1945
• Sheriffen fra Tinglev
• Stikkeren – mord uden samvittighed
• Sønderjylland – maj 1945
• Tyskertøsser, Feltmadrasser og Horeunger
• De mystiske mord ved grænsen
• Tyske Flygtninge i Nordslesvig
• Modstand og sabotage i Sønderjylland
• Jens Møller – en folkeforfører eller fører
• Modstand i Tinglev
• De fem lange år i Sønderjylland
• Modstand i Aabenraa
• Frits, nazister og et kartotek
• Aabenraa – maj 1945
• Aabenraa – under de to krige
• Frits Clausen, lægen fra Aabenraa
• Modstandsbevægelsen i Aabenraa
• Sabotage i Aabenraa
• En dobbeltagent fra Aabenraa
• Knivsbjerg – nord for Aabenraa
• Bov Kommune – under besættelsen
• Bov Sogn – mellem dansk og tysk
• Dagligliv i Frøslevlejren
• Dramaet ved Viadukten
• En sønderjyde krydser sit spor
• En villa i Kollund
• Frøslevlejren
• Fårhuslejren
• Grænsen – dengang
• Harreslev – dengang
• KZ – lejr Ladelund
• Mord i Padborg 1 – 4
• Rønshoved, Hokkerup og Gaardeby
• Sandheden om de hvide busser
• Straffelejren
• To skæbner i Kiskelund
• En villa i Kollund – endnu mere
• Tønder omkring 1930
• Bombeangreb mod Tønder
• Da Tyskerne kom til Tønder
• Flygtninge i Tønder
• Historien om Jeppe K. Christensen
• Nazister i Tønder
• Obersten fra Tønder
• Sabotage i Tønder
• Sønderjylland 9. april 1940
• Tønder – under Besættelsen
• Tønder – efter krigen
• Tønder – maj 1945
• Tønder – marskens hovedstad
• En frihedskæmper fra Tønder
• Dødsdømte fra Tønder
• Baraklejren i Højer
• Højer 1935 – 1945
• Højer – minder (2)
• Sorgen ramte Aabenraa 9, april
• Sorgen ramte Aabenraa – endnu mere

Retsopgøret i Sønderjylland
Det skete en del mystiske ting. Officielt er alt opklaret. Det tyske Mindretal følte sig dårlig behandlet. I Fårhuslejren voksede hadet. Vi kigger på de forhold, som man blev dømt for. Desuden kigger vi lidt på straffeudmålingen. Medlemmer af Det Tyske Mindretal blev hovedsagelig dømt for tysk krigstjeneste, for at være medlem af Selbstschutz, Zeitfreiwillige og for at have gravet en skanse. Mange fra ledelsen var anklaget for højforræderi og Modstandsbevægelsen havde gerne set et par stykker dømt til døden. En del blev også anklaget for stikkeri.