Lov og Ret i Sønderjylland – dengang

Man kan fortælle Sønderjyllands historie på mange måder. Men hvis du læser dette, kan du se, at Sønderjylland i den grad blev svigtet af sløve politikere i København. Hvorfor blev Sønderjylland ikke indlemmet i Danmark i 1720? Hvorfor blev retssystemet i landsdelen hele tiden fortysket? Det skyldtes også svigt. Blev Frederik den Fjerdes hof for tysk? Den Holstenske adel brugte sine kort meget kløgtigt. Der var hele tiden kun tilløb til dansk retsstilling? Danske Lov blev lovprist over hele Europa. Men ”Det Tyske Kancelli” forbød at bruge den. Hvorfor trak de hele tiden det længste strå? I 1658 var vi den grad ved at miste Sønderjylland. I bagklogskabens lys kunne Sønderjylland sikkert være sparet for mange lidelser, hvis vi havde haft nogle flere karsynede konger og politikere.

 

Sønderjyllands historie – endnu mere kompliceret

Sønderjyllands historie er kompliceret. Man skal i den grad have tungen lige i munden. Hvis vi nu kigger på lov og ret, bliver det så lettere at fortælle Sønderjyllands historie? Vi forsøger.

Ja allerede nu må vi konstatere, at det bliver endnu sværere at fortælle historien. Men hvis du nu holder ud helt til sidst, stiller du måske også spørgsmålet, hvorfor Sønderjylland ikke blev indlemmet i Danmark, da der under Frederik den Fjerde virkelig var mulighed for det.

 

Fra 811 – Danmark ved Ejderen

Fra traktaten i 811 med Karl den Store til 1864 gik grænsen for det danske rige i princippet ved Ejderen. Men det er dog tidligt blevet et særligt hertugdømme som dansk len. Gennem 500 år var man nøje bundet sammen med Holsten.

Groft sagt kan man sige, at sønderjyderne i hovedsagen har dansk oprindelse og natur, men gennem langvarige tryk syd fra. Man er blevet stærkt påvirket af tysk sprog og kultur. Denne forbindelse eller modsætning mellem nordisk natur og tysk kultur lever i mange slesvigere som enkeltpersoner.

 

Hertugdømmet Slesvig – første gang i 1340

Og for landsdelen som helhed er det foreløbige resultat, at over halvdelen af den i dag er tysktalende og under tysk styre.

Denne dobbeltstilling ses også i brugen af de to navne Sønderjylland og Slesvig. Da hertugdømmet blev til, kaldtes hertugen på latin ”dux Jutiæ” (Jyllands hertug) Siden blev dette ændret til ”dux Slesvicensis” (Hertug af Slesvig).

Navnet Slesvig for landsdelen træffes første gang 1340 i en skrivelse fra den holstenske grev Gert (det var ham jyderne kaldte ”den kullede”, men holstenerne kaldte ham ”den store”). Skrivelsen kom fra byen Slesvig, som var de holstenske grevers faste holdepunkt i det sydlige Sønderjylland. Det blev også de gottorpske hertugers residensby. Flensborg blev dog kongernes by.

 

Fra 1460 en slags realunion

Dengang var dog hertugdømmets stilling som len af Danmark helt klar. Indtil 1459 sad de holstenske grever som hertuger af Slesvig i det danske rigsråd. Men efter ”Ribe-aftalen” af 1460 var Sønderjylland i ”en slags realunion” med det tyske grevskab Holsten.

Denne aftale var indgået på den ene side af det holstenske ridderskab, som nu havde overtaget Slesvig, og på den anden side den tyske grev Christian, som netop var blevet konge over Danmark, Norge og Sverige.

Fælles landsherre for de to provinser var dog stadig kongen af Danmark eller de slægtninge, han delte dem med. Navnlig var Sønderjylland stadig dansktalende bortset fra friserne på vestkysten fra Tønder til Ejderen.

 

Ejderen – et klart skel mellem dansk og tysk ret

Kun det sydøstlige hjørne til nord for Egernførde var for alvor tysktalende. Desuden havde tysk sprog fået overtaget i byerne Husum og Slesvig og til dels også i Flensborg.

Den tidligere appelvej fra Sønderjylland til Viborg Landsting eller kongens retter – ting blev nu afskåret.

Ejderen var endnu ved middelalderens slutning et klart skel mellem tysk og dansk ret. Men også her er historien kompliceret. For Tønder havde lybsk stadsret ligesom Rensborg, der halvvejs lå i Holsten. Ja så var det også lige Burg på Femern, der oprindelig lå under Fyns Stift. Men siden kom den til hertugdømmet Slesvig.

 

Slesvig – Danmarks ældste stadsret fra 1200

Slesvigs gamle stadsret er fra 1200. Det er Danmarks ældste. Den bygger i høj grad på Hedebys gamle ret. Og den har slægtsskab med tilsvarende love nede ved Rhin – egnen.

Senere danske rigslove blev brugt i Sønderjylland. Jyske Lov blev 1300 – tallet oversat til plattysk. Ja og dette sprog var til omtrent 1600 – tallet regeringssprog i Sønderjylland. (Og Holsten). Ja selv på Helgoland blev Jyske Lov anvendt. Det hørte også til Nordfriesland. Dertil kom også nogle helt specielle love.

 

Øje for Øje – Tand for Tand

Efter Christian den Andens fald skete der en væsentlig begrænsning af det danske retsgrundlag i Sønderjylland. Reformationen hernede begyndte allerede i 1522 i Husum. Den endelig form kom dog først i 1542 med en tyskpræget kirkeordning med udelukkende tysk kirksprog op til Flensborg Fjord uden hensyn til det danske – på vestkysten frisiske – folkesprog. Dette berørte også retsudviklingen.

Man begyndte ligesom nord for Kongeåen og i de andre protestantiske lande at bruge det Gamle Testamentes retsregler (Mose Lov), især i straffesager. Det gav indpas for regler som ”øje for øje, tand for tand, liv for liv”.

 

Urnehoved blev afskaffet

Den jyske højadel undsagde i 1523 Christian den Anden. På det gamle sønderjyske landsting Urnehoved samledes bønderne for at støtte kongen. Herredsfogeden Nis Henriksen talte hertugens sag og blev jaget væk med pile i sin kappe. Denne dramatiske historie har vi mere om et andet sted.

Året efter blev dette landting ophævet. Det blev erstattet af et årligt landdag i første omgang i Flensborg. Her havde bønderne dog ingen adgang. Det blev behersket af den holstenske adel.

Det var som om, at den sønderjyske almues medvirken i retsplejen efter reformationen blev ret så begrænset.

 

Kongen styrede det hele gennem et tysk kontor

Hertug Friedrich var udpræget holstensk. Han lærte aldrig at tale rigtig dansk. Vidste du for resten, at Frederik den Niende var den første, der blev født Frederik med dansk stavemøde?

Også som konge blev Frederi9k den Første boende på sit kære Gottorp. Nord for Kongeåen blev landet styret fra København gennem rigsråden og kongens danske kansler. Denne deling blev fastholdt, da sønnen Christian den Tredje overtog magten. Det Tyske Kancelli flyttede dog fra Gottorp til Slotsholmen i København.

Fra 1536 styrede kongen af Danmark det danske hertugdømme Sønderjylland (eller sin del af det) fra Danmarks hovedstad København, men gennem et tysk kontor og på tysk – sammen med det tyske Holsten.

 

Plattysk udgave af Jyske Lov

I 1544 blev hertugdømmerne delt mellem kongens brødre.  Nu kom der også et kongelig regeringskancelli I Glückstadt i Holsten. Men det hele blev styret på tysk, og det fik følger.

Foreløbig gjaldt dansk ret uindskrænket ned til Ejderen. Under Christian den Fjerde blev en plattysk udgave af Jyske Lov autoriseret.

I Holsten brugte man den såkaldte Carolina. Den var allerede i brug før 1600. Man brugte den sammen med den ældgamle ”Sachsenspiegel”.

Fra danske retssager i 1500- og 1600 – tallet brugte man også ”kejserretten”, hvis man ikke lige kunne anvende noget herhjemmefra. Men ellers blev tysk og romersk ret ikke anvendt meget i Danmark. Det gjorde man meget mere i Sverige.

 

Tysk Romerret vandt indpas

Men efterhånden fandt tysk romerret ind i Sønderjylland.

I 1636 kom en revideret landsrets – ordning. Denne skelnede klart mellem Hertugdømmet Slesvig, hvor man skulle dømme efter Jyske Lov og ”Gammel sædvane” og Hertugdømmet Holsten, hvor sagerne skulle afgøres efter ”holstenske sædvaner”, saksisk ret og romerretten.

Men samme år blev det af der for de to hertugdømmer i fællesskab oprettet en specialdomstol for adelige og kirkefolk. Her blev der påbudt at bruge kejser Karls ”pinlige halsretsordning”. Med andre ord en tysk straffelov men kun for en begrænset del af befolkningen.

 

Tysk uddannede advokater vandt indpas i Sønderjylland

I Holsten indførte man en tysk skik med universitetsuddannede advokater. De brugte Corolina. Også til Sønderjylland kom disse advokater. Endnu brugte man i Danmark den mere enkle danske retspleje, der kunne administreres af flere.

I Sønderjylland fik de tysk uddannede advokater efterhånden større indflydelse. I begyndelsen blev deres forordninger afvist, men i det lange løb satte tysk jura et stærkt præg på retsforholdene i Sønderjylland. Og det skete særlig efter 1700, hvor de fleste dommerembeder blev besat med tysk uddannede jurister.

 

Bålet som straf for trolddom

Jyske Lov fik længe efter Valdemar Sejr en tillægsstraf om trolddom. Carolina fastsatte bålet som straf for skadelig trolddom. Efter reformationen flammede heksebålene overalt i Europa. I selve kongeriget Danmark brændte den første heks 1540 på Møn og den sidste i 1693.

I Sønderjylland brændte den første heks på Als fra 1543. Og den sidste var i 1686 i Angel på godset Runtoft.

 

I 1658 var vi ved at miste Sønderjylland

Ved den ulykkelige Roskilde fred i 1658, hvor Danmark ikke blot mistede hele Skåne, Halland og Blekinge, ja da måtte man også opgive suveræniteten over den hertugelige del af Sønderjylland. Hertugen af Gottorp var svigerfar til karl 10. Gustav. Han havde indgået forbund med Sverige mod Danmark. Denne store gevinst for Gottorp blev opretholdt ved fredsslutningen 1660 efter Sveriges nederlag og den svenske konges død.

I øvrigt så kan københavnerne takke en række gæve sønderjyder for, at de holdt for det svenske pres. Vi kan nævne navne som Nansen, Schack, Ahlefeldt, Tuxen og Rostgaard.

Danmark mistede lenshøjheden over hele Sønderjylland. Danske historikere har ikke tillagt dette nogen væsentlig betydning. Men det har tyske jurister og historikere. Det fik en række indgribende for den indre retsudvikling i hertugdømmet. Det var som om både Frederik den Tredje og Christian den Femte var klar over denne afståelse mod sydvest.

 

Pres fra naboerne – aflever det erobrede land

Christian den Femte understregede, at Sønderjylland ikke var noget tysk land. Han lod oprette en tavle over en af Rendsborg – fæstningens porte:

• Hertil og ikke længere gælder Kejserretten

Kongen havde et dårligt forhold til hertug Christian Albrecht. Denne opholdt sig i Karl Gustavs lejr i Brønshøj under Københavns belejring som Danmarks fjende. Da kongen fik lejlighed til det i 1684 besatte han hertugens dele af Slesvig og forenede det med de kongelige dele af hertugdømmet.

Han indrettede et specielt kontor og befalede, at der i hertugdømmet skulle dømmes efter Jyske Lov. Kongen nedsatte samtidig et udvalg, der skulle udarbejde en ny lov for Slesvig. Men ak efter pres fra Sverige, Tyskland og Frankrig måtte kongen efter fem år igen udlevere de gottorpske dele af Slesvig.

 

Tilbage ved den gamle styreform

Nu var Sønderjylland tilbage ved den gamle styreform, hvor styret var tysk og blev udøvet af holstenere.

Danmark havde fået en ny lov af 1683, men den kom ikke i første omgang til at gælde i Sønderjylland. Danske Lov gjaldt ikke syd for Kongeåen. Det var nu suverænt hertugdømme. Og dog for loven gjaldt i de kongerigske enklaver.

 

Et forfald af retsplejen i Sønderjylland

Det skete dog en slags forfald omkring retsplejen i Sønderjylland. Amtmanden overtog en del af de borgerlige sager. Det skete først i herrederne og senere i byerne. Dog ikke i Flensborg.

I særlig vanskelige retssager blev der indhentet udtalelser, der afgjorde diverse sager. Det gjorde man også i Sønderjylland, men de tyske universiteter, som man spurgte kendte ikke det danske retssystem.

 

Sønderjylland igen en provins

Det sønderjyske retssystem blev mere og mere trukket i tysk retning. Men så kom den stund, da det lykkedes at drive den gottorpske hertugslægt helt ud af Sønderjylland. Under den store nordiske krig optrådte Gottorp på ny som Sveriges faste allierede og Danmarks fjende. Denne gang kunne den dan danske konge slå til og gøre ende på den stadige trussel i ryggen på Danmark.

I 1713 lod han sine tropper besætte hertugens sønderjyske områder. Ved fredsslutningen i 1720 blev han stilling som eneherre i Sønderjylland fastslået. Sønderjylland var nu igen en provins som før 1326, 1460 og 1658. Det forkvaklede styre i landsdelen kunne afskaffes.

 

Klartskuende statsmænd efterlyses

Frederik den Fjerde fik ikke indlemmet Sønderjylland i Danmark.  I 1713 havde han magt til at gøre det og ville det også. Men i de 7 år, der gik til freden blev sluttet, kom ridderskabet atter til kræfter. De ville ikke opgive magten i Sønderjylland, som de havde oparbejdet gennem 3 – 400 år.

Kongehusets betroede medarbejder, sakseren von Breitenau, der boede i Lûbeck, fremhævede i en erklæring i 1721 også en del modargumenter mod Sønderjyllands indlemmelse i Danmark. Og det var blandt andet problemer med ridderskabet. Og det kunne også være praktisk at have Sønderjylland som forsørgelse af yngre sønner. Det kunne nemlig ikke lade sig gøre som følge af Kongeloven.

Andre rådgivere gik ind for fuld indlemmelse i Danmark, som også var kongens eget ønske. Men som så ofte før i Danmarkshistorien savnede man også på dette tidspunkt en klartskuende statsmand, som kunne sætte sine ideer igennem.

 

Frederik den Fjerdes hof var nok for tysk

Afgørende var nok, at Frederik den Fjerde og hans hof var mere tyskpræget end både Christian den Fjerde og Femte. Kongen blev måske også optaget af en helt anden sag. Straks efter sin dronnings død indgik han regulært ægteskab med Anne Sofie Reventlow og gjorde hende til dronning. Ja dette bevirkede yderligere en fortyskning af hoffet. Det tyske kancelli støttede selvfølgelig von Breitenau. De var ikke interesseret i at afgive magt.

Det endte så med, at kongen mente, at indlemmelsen af Sønderjylland i Danmark skulle ske lidt efter lidt. I første omgang skulle hertugdømmet ”genforenes med kronen”. Det er et noget uklart udtryk som tolkes vidt forskellig fra tysk og dansk side.

 

Måske kunne man have sparet Sønderjylland for lidelser

Der gennemførtes i 1721 en arvehyldning på Gottorp slot ved repræsentanter for de slesvigske stænder, og Frederik den Fjerdes navnetræk blev anbragt på alle offentlige bygninger i hertugdømmet.

Men kongens titel var stadig ”Konge til Danmark og Norge, hertug til Slesvig, Holsten osv. med Slesvig som et særligt område ved siden af det danske.

Det blev så resultatet af det hele. Man nåede aldrig videre heller ikke lidt efter lidt. Havde man været mere radikal, kunne man måske have sparet Sønderjylland for mange lidelser senere hen.

Det eneste, der skete var i 1713, hvor de gottorpske områder med den kongelige del af hertugdømmet og så oprettelsen af nogle fælles slesvigske institutioner uden forbindelse med Holsten.

 

Tilløb til brug af dansk ret

I de første år var det dog tilløb til at gå videre i dansk retning. Alle slesvigske domstole fik ordre til at anskaffe en ny udgave fra 1717 af Jyske Lov i tysk oversættelse med udførlige noter.

Kongen gentog også forbuddet mod at bruge fremmede notarer i Sønderjylland. Det blev dog ikke brugt til at undlade holstenere. Og ordningen bortfaldt, da der blev udstedt en ny advokat-ordning i 1740.

Denne forbød derimod at henvise til fremmed ret eller bruge latinske vendinger. Men denne forskrift havde lige så list betydning som alle de tidligere. I 1746 blev det forbudt at indhente udtalelser fra tyske universiteter.

 

Hvorfor brugte man ikke Danske Lov?

Det kan undre, at man ikke gjorde mere for at indlemme Slesvig i kongeriget. Man gjorde heller ikke meget for at udvide Danske Lov til at omfatte Slesvig. Det blev heller ikke grebet ind over for det tyske retssprog i dansktalende områder.

Det absurde var også, at herredsfogederne syd for Kongeåen efterhånden blev besat med tyske jurister. Købstædernes rådhusretter blev også tyske. Efter 1720erne slog Karl den Femte’ s ”pinlige halsretsordning” (Carolina) i brug i Sønderjylland.

 

De tyske torturregler var strengere

Det var som om, at straffene ved tyveri nu blev betydelig mildere. En tyv slap nu med kagstryning (pisk) samt brændemærke, landsforvisning eller lignende. Jyske Lovs hovedrolle i tyverisager var nu forbi.

De tyske torturregler var væsentlig strengere end de danske. I Sønderjylland brugtes tortur derfor i videre omfang end nord for Kongeåen. Sidste gang var i 1767 mod nogle jøder i Flensborg. I 1770 blev tortur helt forbudt i Slesvig grundet en forordning af Struensee. Ja i Holsten fortsatte man endnu 25 år med tortur.

 

Danske Lov blev rost i Europa

Als overgik til kongen i 1730 og Ærø i 1750. Overretten ville heller ikke bruge Danske Lov på disse øer. Ja det mystiske var, at Carolina var 150 år ældre end Danske Lov. Ja overalt i Europa roste man Danske Lov. Men i Sønderjylland måtte man ikke bruge denne lov. Det sørgede Tyske Kancelli for. Ja det virker godt nok forunderligt.

Det passede de tyske jurister fint, at man holdt den danske lovgivning ude af spillet.

 

Den holstenske adel havde indført hånds – og halsret

Den holstenske adel havde indført hånds – og halsret på deres godser. Og bønderne fandt ikke nåde i den danske lovgivning, da den ikke blev brugt. Nogle bønder i Sundeved måtte kæmpe i mange år for at få fastslået, at de var selvejere og ikke fæstebønder.

Jyske Lovs middelagtige regler brugtes endnu inden for civilretten. De tyske jurister rynkede over bønderne som lægdommere. De fattede ikke advokaternes tysk – latinske foredrag.

 

Den tyske overklasse opfattede det som en tysk provins

Noget af det, der holdt sig længst, var arvereglerne, herunder at broderlod var det dobbelte af et søsterlod. Det sidste gjaldt også fordeling af kirkestole, som dengang var et vigtigt tegn på velstand.

For den tyske overklasse så det danske hertugdømme ud som en tysk provins. Landbefolkningen i det nordlige og Mellem – Slesvig talte ”plat-dansk” eller det vi i dag vil kalde sønderjysk.

Man må huske på at holstenerne så ned på det fattige Jylland med store heder og magre kvæg. Dette blev sendt syd på for at få kød på kroppen i marsken.

 

Dansk svigt og sløvhed

Historien viser dansk svigt og sløvhed både i grænselandet og i København ikke mindst på det retslige og juridiske område. Hvorfor trak Danske Kancelli gang på gang det korteste strå i forhold til Tyske Kancelli?

Det var en kæmpe fejl i Danmarks grænsepolitik. Frederik den Fjerde forsømte trods faderens indskærpelse at løse det slesvigske spørgsmål. I tiden efter 1713 forsømte han at hele såret. Derved fik de dygtige holstenere adgang til deres målbeviste politik at fjerne Sønderjylland mere og mere fra Sønderjylland indtil katastrofen i 1864. Med brutal prøjsisk magt blev Sønderjylland hævet fra Danmark.

 

Situationen for 1920 må vente

Egentlig kunne vi også kigge på situationen lige før 1920. Her så det unægtelig også sløvt ud fra København. Politikerne vidste ikke, hvordan de skulle håndtere Sønderjylland. Men den historie kan vi tage på et senere tidspunkt.

 

Kilde:

• Frants Thygesen: Tysk strafferets indtrængen i Sønderjylland mellem 1550 og 1800
• Sønderjysk Månedsskrift
• Sønderjyske Årbøger
• Artikler på www.dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: Om Sønderjyllands historie, Se her på www.dengang.dk :

• Ribe Brevet
• Sproget i Sønderjylland
• Begik Kongen højforræderi?
• Magrethe den Første og Sønderjylland
• Abel og hans sønner
• Sønderjyllands Historie indtil 1200
• I Sønderjylland siger vi Mojn
• Friserne syd for Tønder og mange flere

 

Hvis du vil vide mere: Om Lov og Ret i Sønderjylland, Se her på www.dengang.dk

• Ribe Hekseafbrænding (2)
• Riber Ret
• Æ Kachmann i Tynne (Kagmanden i Tønder)
• Lov og ret i Tønder
• Henrettet i Aabenraa(2)
• Mere om Urnehoved
• Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa
• Lov og Ret i Aabenraa og mange flere

 

Mange andre artikler kan indeholde elementer artiklen: Se her på www.dengang.dk

• Historier fra Tønder (230)
• Historier fra Sønderjylland (153)
• Historier fra Aabenraa (135)
• Historier fra Højer (67)
• Historier fra Padborg/Kruså/Bov (55)