Søgeresultater på "sønderjylland"
Dato: august 14, 2020
Sønderjylland eller Slesvig?
Mange meninger om et bestemt tema. Der er mange meninger om Sønderjyllands historie. Meget tidligt nævnte man ordet 2Sønderjylland”. Man kaldte det også for Jylland. Ordet Slesvig blev dog også brugt. Sidstnævnte blev efterhånden officielt. Hertugdømmet benævnes som selvstændig betegnelse. Stænderforsamlingen blev vred. Administrationen bevarede sit navn efter 1850. Ordet ”Nordslesvig” vandt frem. Så fik bøde for at bruge ordet ”Sønderjylland”. Og syd på kalder man det efterhånden for Landesteil Schleswig. Der røres i den grad i følelserne. Men hvad så med de ”Sønderjyske” krigsdeltager? Er det ikke bedre med de dansksindede nordslesvigere”?
Mange meninger om et bestemt tema
Der mange meninger om Sønderjyllands historie
Det er så en af de talrige beskeder og mails, vi har fået. Men en ting er sikkert, jeg er ikke fuld af løgn. I hvert fald ikke bevist.
De ting, som læseren undrer sig over, er sådan set temaer, som vi har haft oppe at vende i vores artikler. Sønderjyllands historie er kompliceret.
I debatten har følelserne nok taget overhånd og det har skadet den historiske korrekthed. Nu er det lettere at anfægte brugen af ordet ”Genforening” end det, der skrives i bøger, artikler m.m. og som vi hører og ser i medierne. For juridisk er ”Genforening” forkert. Ja man kan gå mange år tilbage og så finde ud af, at Slesvig – Holsten var dansk i 1200-tallet.
Men Sønderjyllands historie er vanskelig. Og hverken Nord- eller Sydslesvig var dansk i 1864 eller efter 1200 – tallet.
Meget tidligt nævnte man ordet ”Sønderjylland”
Men året 811 er skelsættende i grænselandets historie. I dette år blev der indgået aftale mellem frankerkongen Karl den Store og daner-kongen Hemming. Man mødtes ved Ejderen og blev enige om, at dette skulle være grænsefloden.
Jylland strakte sig ned til Ejderen. Området nord for Kongeåen var Nørre – Jylland. Området syd for var Sønder – Jylland. Og denne sydlige del af Jylland fik sin egen hertug.
De fleste af de ældste kilder er på latin, så der er navnene lidt anderledes.
Men hos gode gamle Saxo. Hos ham er Jylland landet fra Skagen til Ejderen. Han kalder indbyggerne syd for åen for sønderjyder. I den danske rimkrønike fra 1400-tallet omtales beboerne som ”de søndre jyder”. Og i flere tyske kilder sidst i 1300-tallet tales om ”de Sünderjüten”.
Man kaldte det også for Jylland
I Ryd Kloster årbogen fra 1200-årene optræder området som Sunder Jucia. Da hertug Valdemar 1326 kåres til konge benævnes hertugdømmet i hans håndfæstning ”Sunderjütland”. At grænselandet er en del af Jylland, kom til udtryk i titlen for de grænsevogter – eller hertuger hertugerne der fra 1000-tallet og fremefter blev indsat i det sydligste område. Valdemar Sejr kaldes foruden sin kongelige titel:
I Flensborgs danske byret fra 1284 siges det at den er givet af:
I Aabenraa Byret fra 1335 taler man tilsvarende om
Dette var det almindelig sprogbrug frem til midten af 1300 – årene. Hertugen bar officielt titlen ”Jyllands hertug, fordi der kun var en hertug i Jylland.
Ordet ”Slesvig” blev også brugt
Vi møder ordet Sønderjylland fra ældste tid. Men området havde også endnu en betegnelse. Tidligt blev byen Slesvig sæde for områdets grænsevogter og for bisperne. Dermed kom byens navn, som skik var sydpå, til at betegne ikke blot byen, men også den myndighed som udgik fra byen.
Saxo taler om det slesvigske statholderskab og slesvigske landområde. Svend Aggesen bruger sidst i 1100 – årene i sin Danmarkshistorie betegnelsen den slesvigske hertug om Knud Lavard.
I en toldforordning fra Greifswald 1275 forekommer navnet det slesvigske hertugdømme. Brugen af slesvigsk og Slesvig i hertugtitlen har altså lige så gammel hjemmel som brugen af Jylland og Sønderjylland.
En officiel betegnelse
Men officiel titel ”hertug af Slesvig” først, da hertuglinien af Abels slægt uddøde 1375. Her blev hertuglinien afløst af de holstenske grever. Lidt efter lidt ændredes sprogbrugen, så man ikke blot kunne sige ”hertugdømmet Slesvig” men ”Slesvig” alene som betegnelsen for området. Denne forskydning var formentlig tilendebragt i 1500-årene.
Men navnet Sønderjylland for landsdelen gik aldrig helt af brug. Det benyttes af Anders Sørensen Wedel sidst i 1500-årene. I anledning af Frederik den Fjerdes overtagelse af den gottorpske del af hertugdømmet i 1721 blev der smedet et pragtfuldt mindebæger – Det Slesvigske Bøger. Indskriften lød således:
Hertugdømmet omtales som selvstændig betegnelse
Navnet Slesvig blev den almindelige, i officiel sprogbrug ligefrem den enerådende betegnelse på landsdelen. Mange forfattere brugte dog begge betegnelser. De gjorde Erik Pontoppidan også med fastslog da også i Den danske Atlas bd. 7 fra 1781, at:
Konsekvent omtales beboerne også for slesvigere og ikke sønderjyder. Johann Friederich Hansen skrev i 1770, at Slesvig er et selvstændigt hertugdømme og ikke en del af Danmark eller Tyskland.
Nogle brugte begge betegnelser
Navnet Sønderjylland blev dog foretrukket af danske lærerstuderende i Tønder i 1788. men for at gøre forvirringen endnu større var det sandelig også folk, der brugte betegnelsen Holsten for hele området fra Kongeåen til Ejderen.
Længe endnu var Slesvig dog klart den foretrukne betegnelse, både i officiel og i daglig tale. Slesvig blev således brugt af kniplingskræmmer Jens Wulff i Brede. En mere diffus regionalfølelse var endnu i 1840’erne meget udbredt. Mange ville forblive slesvigere.
Christian Paulsen skrev i en pjece i 1837, at Slesvig indtil Slien var et dansk land. Han skrev også:
Stænderforsamlingen blev vred
I 1838 fremkom der et nyt kort over Danmark, Holsten og Lauenburg. Her var Slesvig erstattet med navnet Sønderjylland. Dette fremkom stærk vrede i den slesvigske stænderforsamling. Her så man Hertugdømmets selvstændighed krænket.
Brugen af ”Sønderjylland” forblev en teoretisk diskussion. Mange brugte begge betegnelser. Den danske bevægelse brugte dog betegnelsen Slesvig. Den første danske nationale forening fra 1843 fik således navnet:
Man ville bevare selvstændigt styre
Den slesvig-holstenske opstand i marts 1848 og Treårskrigen tvang slesvigerne til at opgive den nationale neutralitet. De måtte tage parti for hertugdømmets tilknytning enten til norden eller syden. Det blev de ved at blive enten dansk – slesvigere eller slesvig-holstenere. Mere end danskere eller tyskere i renkultur.
Dansk-slesvigerne ønskede et forfatningsfællesskab mellem kongeriget Danmark og Slesvig men fortsat selvstyre inden for indre slesvigske anliggender. De mest aktive organiserede sig i 1849 i ”Den slesvigske Forening”.
Slesvig-holstenerne foretrak et nært fællesskab mellem de to hertugdømmer inden for Det tyske Forbund, men som selvstændig småstat under egen fyrste.
Administrationen bevarede sit navn
Freden i 1850 genindførte status quo fra før 1848, og landsdelen Slesvig beholdt sit officielle navn. Administrationen hed da også:
Brugen af ”Sønderjylland” blev nu en politisk sag, en Ejderdansk sag. Mest tydeligt blev bruget af ordet i Pastor Kok fra Burkal i hans bog om det sønderjyske folkesprog.
Ordet ”Nordslesvig” vandt frem
Efter 1864 da Preussen og Østrig overtog Hertugdømmerne overdrog Østrig i 1866 rettighederne til Preussen. Med § 5 knæsattes tanken om Slesvigs deling som de dansksindede slesvigers grænsepolitik.
I overensstemmelse hermed vandt navnet Nordslesvig frem som en betegnelse på den del af Slesvig, der var dansk af sindelag og/eller sprog og som kunne påberåbe sig en forening med Danmark i henhold til § 5.
Danskhedens tilbagegang i Flensborg rejste tvivl om, byen kunne regnes for Nordslesvig. Selv om § 5 blev ophævet i 1878 var Nordslesvig blevet indgroet i befolkningen. Og læg mærke til alle de foreninger, der opstod dengang med navnet Nordslesvig:
Ja sådan kunne vi blive ved. Man har ellers hævdet at bruget ordet Nordslesvig var kendetegnende for de tysksindede. Men se dette her var dansksindede foreninger.
Den tyske organisation ”Deutscher verein für das nördliche Schleawig fik snart tilnavnet ”Nordmarkverein” og benævnelsen ”Nordmark”.
Bøder for at bruge ordet ”Sønderjylland”
Men stadig flere bøger brugte efterhånden ordet ”Sønderjylland”. I stigende grad fandt de danske nordslesvigere sikkert også deres forbilleder i folkebevægelser nord for Kongeåen.
Karsten Thomsen fra Frøslev sagde også ”I Sønderjylland er jeg født”. Og fra 1884 brugte H.P. Hanssen betegnelsen ”Brev om Sønderjylland” når han korresponderede med danske aviser.
Det nye tidsskrift for landsdelen skulle hedde ”Sønderjyske Årbøger”, men ordet blev forbudt af de preussiske myndigheder. Bladet Hejmdal fik også en række bøder fordi de brugte ordet Sønderjylland.
Landesteil Schleswig
Ved foreningen med Danmark i 1920 var det ”De Sønderjydske Landsdele”, der blev anvendt. Det virkede dog lidt kunstigt. Først i 1993 skiftede Landsarkivet for de sønderjyske Landsdele navn til Landsarkivet for Sønderjylland.
I 1918/1920 var der adskillige foreninger, der skiftede navn og brugte Betegnelsen Sønderjylland. Efter 1920 brugte Det Tyske Mindretal betegnelsen ”Nordschleswig. De betragtede hændelsen som en ”Abtrennung” fra Sydslesvig. Og deres valgforening fik navnet Slesvigsk Parti.
Det officielle slesvig-holstenske navn på Sydslesvig er ikke Südscleswig men Landesteil Schleswig. Historisk korrekt kan man ikke sige, at man har anvendt alle disse benævnelser. Men man har taget konsekvensen af folkets selvbestemmelsesret og indført de navne, som de respektive befolkninger eller årtiers politisering af landsdelens navnskik selv foretrak.
Der røres i den grad ved følelserne
Og historien er stadig ukorrekt. Skolebørn får stadig at vide, at det var de slemme holstenske graver som fortyskede det urdanske grænseland og bragte deres navn Slesvig ind på bekostning af det danske Sønderjylland. De får også at vide at Preussen ”stjal” Sønderjylland fra ”danskerne”.
Der røres i den grad ved følelserne. Politikere i Sønderjylland mener, at folk fra det tyske mindretal skal tvinges til anerkende ordet ”Genforening”. Og tiden er slet ikke ind til dobbeltsporede skilte.
Måske er dette også en af årsagerne til at vi møder så meget kritik af vores artikler fordi vi forsøger at beskrive sandheden.
Hvad så med de ”Sønderjyske” krigsdeltagere
Når man så mener, at det var dansksindede sønderjyder, der kæmpede i første verdenskrig. Ja så man jo også huske, at det var folk, der mod deres vilje kæmpede for en fremmed magt mod nogle, der slet ikke var deres fjender. De såkaldte fjender sørgede for at Sønderjylland fra 1920 blev dansk.
Alt dette må vi håbe, at medierne fortæller
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 9, 2020
Forsvarsværker i Sønderjylland fra Oldtiden
Da en ny motorvejsstrækning blev etableret i Sønderjylland i 2011, fandt man ud af, at stedet havde været meget tættere beboet dengang end forventet. Og det var slet ikke med jyder, men med Anglere. Var det mon dem, der sænkede Nydam – bådene? Ja det var 3-4 stykker, men kun en af dem blev nogenlunde reddet. Og den ene af bådene var ikke lokal. Var det også Anglere, der bryggede Olgerdiget og Æ Vold. Allerede i slutningen af 1920’erne fandt man ud af via en jordebog fra 1789 ud af, hvor Tingstedet urnehoved virkelig lå. Vi kigger også på spærringerne i Haderslev Fjord. De blev kaldt Magrethe-broen og Æ Lei. Ikke langt fra Æ Vold eller Venderdiget lå en anden forsvarsstilling bygget af tyskerne. I en senere artikel vil komme ind på Ringborgene i vadehavet. Og Guldhornene har vi allerede skrevet om. Det hele hører på en eller anden måde sammen. Skal Sønderjyllands historie skrives om?
Kom Anglerne tidligere end ventet?
Vi skal i denne artikel høre om Olgerdiget/Olmersdiget/Olmersvolden og Oldemorsvolden. Ja kært barn har mange navne. Og ja, det er den vold, der ligger ved Tinglev.
Men vi skal også høre om Æ Lei og Magrethes Bro i Haderslev Fjord. Og så var det også lige Æ Vold eller også kaldet Vendersvold lige syd for Øster Løgum. Lidt nordlige lå Trællediget, som vi kort skal berøre.
Ja og så kan vi ikke lade være med at berøre Nydam-båden. Eller bådene for der var jo tre. De blev ofret omkring den tid, som ”Folkevoldene” blev bygget. Så måske får vi derved en større afklaring. Det bliver en lang artikel.
Det er jo tydeligt, at der er sket noget i historieforståelsen i Sønderjylland. Man er blevet dygtigere siden de første undersøgelser gik i gang. Da motorvejsforbindelsen ved Kliplev blev bygget, opdagede man, at der her har været meget tættere bebygget dengang. Noget tyder på at anglerne kom tidligere end vi har regnet med.
Det var i 2011, at man opdagede det, at det ikke var jyderne, der havde sænket Nydam – bådene med germanerne. Området omkring mosen i Nydam var ikke jydernes offermose. Det er anglerne, der har ofret bådene.
Man har fundet nye gårde og landsbyer
Og her troede ”Den Gamle redaktør” at både bare var sejlet derind. Hvis man kigger på landskabet i dag, så kunne man sagtens forestille sig at kysten eller forbindelsen fra Østersøen gik helt derind dengang.
Man har fundet gårde og landsbyer, som man ikke troede eksisterede. Der er en påfaldende sammenhæng mellem de store ofringer, bopladserne omkring Nydam og Thorsbjerg og store samtidige byggeprojekter som for eksempel Olgerdiget og ringborgene i vadehavsområdet. Det vidner nemlig om en stærk kongemagt – og det langt tidligere end man troede.
Forhistorien er langt mere nuanceret end man hidtil har troet.
Anglerne blev besejret og tog til England
Anglerne udvidede deres område mod nord. Det er temmelig sikkert, at Ejderen var Anglernes sydgrænse mod Sakserne. Og det har Saxo beskrevet i sin beretning om den Anglerske kongesøn Uffe og to Saksiske kæmper. De kæmpede på en holm i Ejderen.
Opfattelsen er at Jyderne senere trængte Anglerne syd på igen efter masser af dramatiske kampe. Derefter bosatte de sig i England nord for Sakserne. Udvandringen er sket mellem 250 og 450 e.Kr.
Det er sandelig ikke gået fredelig for sig i området. Krig, afbrænding, erobring af den oprindelige befolknings jorder og etnisk udrensning, hvor en hel kultur blev fortrængt. Lidt efter lidt blev Anglerne fortrængt. Utallige våben og andet udstyr er blevet frataget den slagne hær og ofret i mosen. Sådan var sædvanen i Jernalderen.
1.000 skeletter
Efterhånden gik anglernes rige til grunde. Men sporerne efter dem og deres gerninger kan arkæologerne finde i jorden. Brikkerne til historien om de sidste grænsedragninger er først ved at falde på plads.
Ved Alken Enge ved Skanderborg har man fundet skeletdele af en hel hær på 1.000 mand. Det fortæller i al sin gru, hvordan fjenden blev slagtet og frataget al jordisk gods. Skeletdelene stammer fra året efter Kristus og kan nemt være en Angels hær, der i første omgang er slået tilbage. Der hat også været tale om etnisk udrensning af en oprindelig befolkning
Nydambåden
Dette burde vi egentlig skrive i flertal for det er jo tale om 3 eller fire både. I Ejsbøl mose blev der også fundet rester af en båd.
I Nydam Mose blev der fundet tre store både. To af eg en af fyr. Af disse er dog kun den ene af egetræsbådene, som i det væsentligste er bevaret. Denne er i en klasse for sig selv. Det er bygget af egetræ som er fældet 320 e.Kr. Det er så nedlagt i mosen nogle årtier forinden. Det store fartøj var væltet om på siden og lå omtrent i retningen NV – SØ.
I dag står den gamle båd i den gamle eksercerhal ved Gottorp Slot. Det var i 1863, at Engelhardt fandt den gamle båd. Nitterne, som holdt bordbrædderne sammen var blevet delvis fortæret af rust. Tovværket, som sammenholdt konstruktionen var opløst. Plankerne faldt derved fra hinanden og rettede sig ud i sin naturlige form.
Ikke det helt korrekte billede
Mosen groede op om båden. Da man kort før krigens start gravede den op kunne man ikke umiddelbart se bådens oprindelige form. Den rekonstruerede man først, da alle fundne dele var bragt til museet i Flensborg. Adskillige originaldele var så ødelagte, at de ikke lod sig indpasse i rekonstruktionerne.
Selv om båden i dag er imponerende at se på giver det ikke et helt korrekt billede af det oprindelige fartøj. Bådtræet har i mange henseender ændret facon og dimensioner. Det har påvirket bådens udseende.
Det er formentlig lagt i mosen med den tredje nedlæggelse af våben omkring midten af det fjerde århundrede. Man har tillige fastslået at træet som det er bygget af er fra Jylland eller Slesvig Holsten.
Et regulært krigsskib
Ved fornyede udgravninger i Nydam Mose i årene siden 1984 har man ydermere fundet tre udskårne træhoveder, som formentlig har hørt til egetræsbåden. Ved udgravningerne i 1993 fandt man i øvrigt også i alt 11 årer, men deres længder er stærkt varierende – fra 2,2 til 3,4 m – ligesom former og træsorter er uens, så de må være fra forskellige fartøjer.
Egetræsbåden fra Nydam har været et regulært krigsskib, som kun var manøvredygtigt med fuld besætning. Det drejede sig ikke om et skib, som kunne bruges til et hvilket som helst formål. Lastkapaciteten stod helt enkelt ikke i et rimeligt forhold til besætningens størrelse. Midterpartiet af båden manglede, da Engelhardt fandt det. Ved et stort held blev dette fundet 130 år senere.
Under preussiske soldaters kødgryder
Den anden af bådene fra Nydam mose, fyrretræsbåden fik en mere ublid skæbne. Det blev også afdækket, men måtte på grund af den pressede situation efterlades i mosen og kom aldrig på museum. Skibets fuldstændige sideror blev imidlertid fundet ved nye udgravninger i mosen i 1993 – det er det ældst kendte i Nordeuropa.
Fyrretræsbåden blev ofret ca. 50 år tidligere end egetræsbåden. Den ser ud til at have været mere elegant og lettere end egetræsbåden. Også fyrretræsbåden var klinkbygget. Der var også mange væsentlige dele af båden, der manglede.
Meget af det træ, som Engelhardt havde efterladt i mosen i efteråret 1863, endte for en stor del som brænde under de preussiske soldaters kødgryder under krigen det følgende år. Men det har vist sig, at Nydam Mose stadig er fuld af overraskelser.
Fyrretræsbåden var ikke bygget lokalt
Fyrretræsbåden blev som omtalt ofret omkring 300 år e.Kr. Men meget tyder på, at det ikke var bygget lokalt. Der voksede ikke fyrretræer i Danmark i jernalderen, som var store nok til at levere planker af sådanne dimensioner, at man kunne bygge et rorskib af denne størrelse. Formentlig stammer båden fra Vestnorge eller Mellemsverige – eller måske den sydlige del af Østersøen.
Bådfundene fra Nydam Mose synes at have været af tre måske fire forskellige skibstyper, formentlig er de lagt i mosen på forskellige tidspunkter. Noget tyder på, at man ikke dengang brugte sejl. Nydam – Båden blev drevet frem af årer og kunne klare sig i større søgang, da den havde højere sider.
Nydam-Båden vejer tre tons, er 23 meter lang og 3,5 meter bred. Den havde en besætning på 45 mand, hvoraf 36 var roere. Den berømte mose ligger ved landsbyen Øster Sottrup ca. 8 kilometer vest for Sønderborg.
Danmark blev nægtet udlevering
Engelhardt fandt også en masse våben. Men en del af disse blev ødelagt eller forsvandt under krigen 1864. Flensborgsamlingen, der indbefattede Nydams-båden blev inddraget i fredsafslutningsaftalen efter krigen i 1864. Det er grunden til, at båden befinder sig i Tyskland.
Efter at have afvist en anmodning fra Danmark om at få Nydambåden udleveret, gav den britiske militærregering tilladelse til, at den fra maj 1947 kunne få permanent ophold i den tidligere ridehal ved siden af Gottorp Slot.
Jyder, anglere og saksere har formentlig benyttet skibe, der ligner Nydambåden til at sejle til England i 400 og 500 – tallet.
Nydam – båden blev reddet
Men i Nydam-Bådens historie kunne den være blevet ødelagt. I 1941 blev Nydambåden transporteret på en flodpram via kanaler til søen Ziegelsee i nærheden af Mölln, hvor den lå til 1946. Bådens udstillingsbygning udbrændte den 18. maj 1844 på grund af luftbombardement.
Og vikingerne videreudviklede bådbygningen. De brugte trænagler i stedet for jernnagler.
Olgerdiget / Olmersdiget
Det ældste forsvarsanlæg er Olgerdiget. Det er en kæmpekonstruktion som afbrudt af vådområder dækker en strækning på 12 kim. Det blev formentlig opført omkring 219 e.Kr.
Folk har kaldt stedet for ”Olger Danskes Dige” og påstået, at det var bygget ”mod Fjenderne i Ufredstid”. Men ordet er jo som sådan ikke ukendt. Vi har Oldemorstoft. Og der var også tidligere begreber som Oldemorsvej i betydningen den gamle markvej.
Olgerdiget løber i retningen NNØ – SSV igennem det lave og stedvis meget sumpede terræn fra Urnehoved sydvest for Aabenraa til Gårdby syd for Tinglev.
Det består af en voldgrav og øst for den en træpalisade at tætstillede egetræsstammer. Den første byggefase var palisaden enkelt, men senere blev det til tre til fem parallelle rækker. Palisaden stod nogle meter foran en bred, fladbunden grav, på hvis anden side der var en lav vold dannet af den opgravede jord.
Et kæmpe projekt
Man har beregnet, at der er gået omkring 90.000 egestammer til hele konstruktionen. Den kan altså i omfang, og hvad angår arbejdsindsatsen, måle sig med de største fra vikingetiden.
Det skulle en stærk, central ledelse til at gennemføre så kæmpemæssigt at anlægsarbejde. Men Olgerdigets dimensioner er også vidnesbyrd om størrelsen og styrken hos den magt, man søgte at værne sig imod. Hvem det var, ved vi desværre ikke.
Men volden lå i netop ide område, hvor der havde været mange krige. Det er også her, langs hele østkysten så langt mod syd som til Angel, landet mellem Flensborg Fjord og Slien, at de store våbenfund vidner om voldsomme, tilbagevendende kamphandlinger, der første gang fandt sted i den ældre romerske jernalder, men som fortsatte og tiltog gennem de efterfølgende århundreder.
Olgerdiget anlagt i tre omgange
I det Første Århundrede boede anglerne i området omkring Slien og Flensborg Fjord. Tidligere var det opfattelsen at Olgerdiget blev anlagt i begyndelsen af 3. århundrede f.Kr. Men udgravninger fra 2003 har dog vist, at Olgerdiget har mindst tre byggefaser. Som vi hvis har skrevet er det grundlagt mellem 40 og 50 e.Kr. Det er udbygget og repareret mellem 80 og 90 e.Kr. Og så igen mellem 100 og 110 e.Kr.
Olgerdiget var konstrueret efter samme model som det romerske grænseforsvar, Limes. Det var et effektivt værn mod pludselige angreb. Man kan betragte det store voldanlæg som en slags forløber for Dannevirke. Men overraskende nok vender dets palisade mod nordvest – og dermed modsat Dannevirkes.
Diget forløber over to hovedstrækninger henholdsvis nord og syd for Tinglev Mose, hvoraf den nordligste er den mest velbevarede. Tinglev Mose har fungeret som en integreret del af forsvarsanlægget. Den sydligste del har fungeret som en sikring mod indtrængen mellem det uvejsomme Tinglev Mose og Sønderå.
En vigtig kilde til forståelse af rigsdannelse
Kun et bevaret voldafsnit i et hegn ved Skovsminde samt en kortere strækning syd for Almstrup er fredet. Herudover er der under pløjelagsniveau endnu bevaret rester af grav og palisadespor mange steder langs forløbet. De stedvist bevarede trærester fra palisaderne er dog truede og under stærk nedbrydning som følge af dræning. I det hele taget er Olmerdiget truet som følge af den meget intensive råstofvinding, som foregår i området i form af grus – og lergravning.
Olmerdiget udgør en meget vigtig kilde til forståelse af den tidlige rigsdannelse og er derfor en væsentlig del af den naturlige del af den nationale kulturarv.
Måske var volden også en beskyttelse for anglerne imod de autonome småstammer fra Over Jerstal – kredsen som efterhånden indgik i den jyske sydgruppe.
Gik diget helt over fra Sild
Tyske kilder påpeger, at Olgerdiget er en grænsevold mellem germanske stammer fra Anglen og Warnen (Varini). Anglerne var kommet syd fra og fortrængt Warnen – folket nord på.
Nogle tyske eksperter mener at Olgerdiget måske er en del af en større grænse og forsvarslinje, der var anlagt lidt nordlige end den nuværende tysk – danske grænse fra vest til øst. Linjen skulle begynde ved borgene ”Arschsumburg” på øen Sild og ”Trælbanken” ved Højer og så gå langs de dengang flydende danske floder (Vidåen?) Og så skulle linjen være sluttet ved Olgerdiget.
Masser af spor i 1920’erne
Egentlig var det først i slutningen af 1920’erne at man for alvor begyndte at interessere sig for alvor for dette interessante stykke forhistorie, der beviselig strækker sig fra Gratberg som ligger ca. 1.00 meter øst for Løgpold ved Urnehoved Stenvase. Og volden strækker sig syd om byerne Uge og Lautrup til grænsen af Tinglev Sø, hvor den så igen på den anden side fortsætter hen over Gårdeby Mark i det gamle Tinglev Sogn til Bjerndrup Mølleå ved Gejlå.
En forklaring fra 1812
Allerede i 1819 skrev pastor Outzen om fænomenet. Han er født i Terkelsbøl i Tinglev Sogn og var det der hed ”Oldtidsgransker”. Også en ung forsker J.N. Schmidt omtaler volden i Antikvarisk Tidsskrift- Det var i 1848 – 1849. Denne forsker døde allerede som 25 – årig og ligger begravet på Tinglev Kirkegård.
I 1812 blev volden beskrevet af pastor Kjer:
Det var bygget som et forsvarsværk
I ældre tid kaldte man volden for ”Æ Skans”. Den lå på marker, hvor bønderne udjævnede den. I engenes mosebund stødte de ofte på rester af palisaderne i engenes mosebund. Dengang tog man ikke så meget notits af dem.
Da svenskerne slog lejr ved Uge dengang, brugte de disse palisader til diverse bål. Disse træstykker var af eg. Nederst kunne man se tydelige mærker af øksehug. Når disse pæle var taget op, varede det ikke mange dage, når de havde været udsat for sol og vind, ja så lignede det nærmest svamp.
Det var også i slutning af 20’erne at H.P. Jørgensen gennemgik hele forløbet af Olgerdiget. Overalt var der tydelige spor af volden, palisaderne og voldgraven. Han var sikker på at volden ikke var bygget som et grænseværn men som et forsvarsværk. På samme tidspunkt undersøgte Magister Matthiesen Olgerdigets forløb. Han var udsendt af Nationalmuseet.
Her lå Tingstedet Urnehoved
H.P. Jørgensen fik indsigt i en gammel jordebog fra en ung mand fra Lautrup. Den var gået i arv fra sin bedstefar. Bogen var fra 1782 og omhandlede udskiftningen i Lautrup. Bedstefaderen havde været ejer af en af de største gårde i området dengang. Her omtales volden som ”Den Gamle Grøft”. Dengang var den mere betydelig og fremhævende.
En anden interessant ting stod også i bogen, og det var beliggenheden af det gamle Tingsted. Vi har tidligere i artikler kunnet berette om, at man har peget på syv forskellige steder, hvor Urnehoved Tingsted kunne have ligget.
Ifølge Jordebogen er beliggenheden på Rossens Toft under ”Sandet i Toften”. Med andre ord den gamle ”Tinghøj” er billigende her. Syd herfor ned mod Uge Bæk angives stedet for ”Borgstedet”.
Broen der fører over bækken her, hed da også engang ”Æ Borrevoj” (Borgvadestedet). Dette tyder på, at der har ligget en borg i Loutrup By engang.
En stenøkse blev fundet
Da magister Matthiesen og H.P. Jørgensen gik rundt langs volden på Almstrup Mark fandt de en stenøkse i kileform. Det er ikke umuligt at denne er blevet anvendt til bearbejdelse af træstykkerne. På Tylsbjerg er der ligeledes fundet en spydspids af sten.
En af de få strækninger, hvor Olgerdiget er synligt, er vejen mellem Kliplev og Tinglev – Bjerndrupvej. Lige inden anden rundkørsel før Tinglev skiltes til venstre til Olgerdiget. For enden af denne vej kan parkeres. Diget ligger da i et fugtigt engareal vest for vejens afslutning.
Man er sikkert langt fra færdig med at undersøge volden. Det er foregået mange gange siden slutningen af 1920’erne. Da en ny stald skulle opføres ved Ligård nær Uge blev der gravet i Olgerdiget. Og så sent som i 2014 kom der ifølge tyske kilder nye undersøgelser.
Tænk engang, der er brugt 90.000 egestammer til at lave palisaderne.
Der er gennemført en fredning af et 50 meter langt afsnit på Almstrup Mark mellem Lovtrup og Bjerndrup syd for landsbyen Uge. Der findes overhovedet ikke noget historisk materiale om det.
Æ Vold/ Vendersvold
Den seneste fase af det store Olgerdige er dateret til 279 e.Kr. Det er netop samme år som et andet anlæg, Æ Vold 15 – 20 km længere mod nord bliver opført. Også Æ Vold er et stort og kompliceret voldanlæg, som indgår i en spærring tværs over den jyske halvø, lagt af naturen og menneskerne i fællesskab.
Æ Vold synes at have afløst Olgerdiget, som blev opgivet. Forsvarslinjen rykkede mod nord mod Genner Bugt.
Syd for Lerskov mødte man et kort vold-stykke, som endnu i 1912 blev betegnet som en ”Overordentlig velbevaret vold med grav foran”. I dag er det kun en lav udjævnet forhøjning tilbage. Men ved nyere udgravninger har man kunnet påvise, at dette voldstykke i mange henseender ligner Æ Vold, som følger længere inde i landet. Den korte vold har dækket en ca. 100 m bred landkorridor mellem to store mosedrag, som udgjorde den østligste mulighed for passage i nord – sydlig retning. Dette stykke er opført i slutningen af 200 – årene.
Man kan følge det et par kilometer
Efter dette korte vold-stykke fulgte en af de store mosedrag, som denne egn var så rig på i jernalderen, og man nåede nu frem til selve Æ Volds hovedstykke. I dag er det ikke meget tilbage af det engang så imponerende anlæg. Man kan dog følge det over en strækning på godt et par km.
Et enkelt sted har man ved en række snit kunne vise, at den bestod af en vold med en meterdyb grav langs nordsiden. Gravene var op til 4,5 meter bred og 1,5 meter dyb, som regel fladbundet og af den type, der benævnes en tørvegrav. Over store dele af voldforløbet kunne man følge spor af palisadehegn, der som regel lå fra tre til seks meter nord for graven.
Videre vestpå fulgte endnu et vådområde ”Stavereng”, et navn der kunne tyde på, at i hvert fald palisadehegnet har fortsat ud i engen. Herude i disse vådområder var der ved gården Kopsholt en snæver landpassage, som endnu ikke er undersøgt for voldspor. Straks på den anden side fulgte igen store mose – og engstrækninger., samt vandløb som Nipså og fortsættelsen Gelså, der via forskellige mere eller mindre vandrige mellemled mundede ud i Vesterhavet.
Brugt som markvej og roekule
I dag er det vel kun 500 meter synligt. På et kort fra 1640 af Johannes Meyer er det vist som en skanse. Det er bygget samtidig med våbennedlæggelserne i f.eks. Ejsbøl Mose, Nydam Mose og Thorsbjerg Mose.
Voldgraven er blevet brugt som roekule og markvej for de efterhånden meget store landbrugsmaskiner.
Hvad mon baggrunden var for dette kilometerlange fæstningsværk? Hvem forsvarede sig mod hvem i disse århundreder af jernalderen? Opførelsen må have krævet ressourcer, som rakte langt ud over, hvad enkelt eller hvad nogle få landsbysamfund kunne præstere.
Æ Vold må være anlagt af en myndighed, der rådede over store mandskabsstyrker. Og navnlig placeringen tværs over den sydjyske halvøs smalle færdselskorridor er iøjnefaldende.
Hvilken del skulle man forsvare?
Det er ikke let at se, hvilken side, anlægget skulle forsvare. Sydfra møde man først volden, så følger graven og palisadehegnet. Det tyder på, at Æ vold var vendt mod angribere fra nord. Men der er også vådområder, der når helt frem til volden på sydsiden, der taler for en modsat tolkning. Og hvad er forbindelsen mellem Æ Vold og det ca. 15 km længere mod syd liggende Olgerdige? Vi kender endnu ikke det rigtige svar men har en formodning.
To forsvarsstillinger lige i nærheden
Ja egentlig har vi her i den sydlige del af Andholm Plantage at gøre med to forsvarsanlæg bygget med 1.700 kilometers mellemrum. Det yngste er en del af ”Sicherungstellung Nord, som udgør det forsvarsanlæg, tyskerne anlagde tværs over Sønderjylland under Første verdenskrig til beskyttelse mod et eventuelt angreb fra Danmark/England.
På begge sider af Hærvejen, nord for Rødekro kan vold og palisader følges over mange hundred meter. Og tyskernes ”Sikringsstilling Nord” har vi tidligere skildret. Den var anlagt af tyske militær og krigsfanger fra 1916 – 17 fra Hoptrup til Skærbæk. Den bestod af 900 bunkers og 40 kanonbatterier.
Der er adgang til Æ Vold fra Hærvejsstien i øst og fra en p – plads i Andholm Plantage ved Hærvejen – fælles med Andholmbatteriet i vest.
Trældiget
Andre steder i Jylland ligger beslægtede anlæg. For eksempel det 12 km lange Trældige vest for Dollerup. Vi ved kun at det er yngre end den keltiske jernalder. Men det ligner meget Olgerdiget. Det kan sagtens være bygget samtidig med dette.
Allerede i 1840 havde Worsaae interesseret sig for Trældiget. I 1638 nævnte præsten i Skanderup Sogn om en ”gammel steenrøgell”. Meget tidlig fastslog arkæologer og historikere, at ”Trældiget” blot var resterne af en eller flere middelalderveje.
Æ Lei/ Magrethes Bro
i dag kan skibe med en dybdegang på indtil 6,5 meter slippe igennem Haderslev fjords snævre sejlløb. Men sådan har det ikke altid været. Man har gennem flere perioder lavet opmudringsarbejde. Man fandt i 1859 en masse pæle i mudderet, der gjorde det hele mere vanskeligt. I perioden 1899 – 1902 fortsatte man arbejdet. Man fandt her en pælerække på det smalleste sted af fjorden. Man troede i første omgang, at der var tale om en gammel bro.
Nævnt første gang i 1847
Men så fandt man ud af, at der var tale om spærringer, der skulle forhindre venderne i at komme ind og røve Haderslev. Men spærringerne ved mundingen var allerede blevet omtalt i en artikel i Haderslev Latinskoles program i 1847.
Man havde antaget, at grunden til det meget tømmer kunne have været en transport over isen, der var gået galt.
Truslen fra havet medførte, at man flere steder opførte såkaldte pælespærringer. Og det gjorde man også i Haderslev Fjord. Hensigten var at kontrollere, hvem der kom ind i fjorden. Men man kunne også med disse foranstaltninger tvinge fjenden i land og så angribe. Forsvarsanlægget var enormt – både af hensyn til træforbrug og arbejdsindsats.
Spærringerne i Haderslev Fjord bærer navne som ”Margrethes bro og Æ Lei, og deres placering er i mundingen af fjorden. Formålet var at afspærre adgangen til den 16 km lange fjord. Æ Lei havde en bredde på mellem 15 og 50 meter og en længde fra bred til bred på 600 meter.
Forsvare handelspladsen ved Starup kirke?
Margrethes Bro’ s største bredde var 25 – 30 m, og dens længde var ca. 425 meter. Tællingerne af tømmerets årringe daterer fældningen til år 370 e.Kr. Og med hensyn til Æ Lei drejer det sig om 403 e.Kr. Åbenbart er indretningen blevet repareret hvert år.
Ved Haderslev Fjord er der både spor efter krigens begivenheder i Ejsbøl Mose, som ligger ind i landet bag fjorden – og spor af defensive forholdsregler, der blev iværksat ved kysten. Det er muligt at spærringerne spillede en rolle ved at forsinke de angribende, hvis udstyr i slutningen af det 4. århundrede e.Kr. blev ofret i Ejsbøl Mose.
Måske har spærringerne også haft til hensigt at forsvare handelspladsen ved Starup Kirke.
Kunne de lokale komme igennem
Helhedsbilledet af det søforsvar, som man byggede op ved mundingen af Haderslev Fjord omkring 300 e.Kr. omfatter således to store tilsammen over 1.000 meter lange tømmergærder, som har været ført tværs over fjorden og op til nærmeste stejle skrænter. Søspærringerne har ikke kunnet omgås ved at trække skibe over land på sydsiden af fjorden på grund af det bakkede terræn. Heller ikke det jævnere terræn på nordsiden af fjorden har heller ikke kunnet passeres med både af Nydambådens art og størrelse på grund af to dybe render.
Man må gå ud fra, at der har været passagemulighed for de lokale. Når så fjenden havde nærmet sig har man ved hjælp af et sindrigt system kunne lukke for passage.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: december 21, 2019
Tiden omkring 1920 i Sønderjylland
Skal en københavner gør sig klog på dette? En forsigtig udenrigsminister. Var Stauning bedre? Et chokerende forslag. Store tab i krigen. Vi tager en tur rundt i Sønderjylland og ned langs grænsen. Vi når Haderslev, Sønderborg, Kruså, Frøslev, Bylderup Bov, Burkal, Jejsing, Tønder, Aventoft og Højer. Vi skal hilse på grænsegendarmerne og de danske jernbaner. Vi kigger lidt på skolepolitikken. Og så havde den tyske mark det ikke særlig godt. Og så tager vi igen en gang stilling til benævnelsen. Og vi henviser til en ordentlig stak historiske artikler, der mere eller mindre afviser det ord, som mange bruger. H.V. Clausen havde argumenterne klar. Regeringen ville ikke have at stormagterne skulle blande sig. H.P. Hanssen blev kaldt for landsforræder. Christian den Tiende fik ikke hele Slesvig, ikke engang Flensborg.
En københavner – der gør sig klog
Sønderjyllands historie er kompliceret. Men der ingen grund til, at kalde en for historieløs, fordi man ikke vil anerkende ordet Genforening! Ordet er lige så godt som alle de andre ord, der er brugt i denne forbindelse. At ordet Genforening bringer mange følelser frem kan jeg godt forstå. Vi har efterhånden bragt en del artikler om dette tema. Reaktionerne har været mange:
Ja sådan kunne vi blive ved. Men her vil vi prøve at dukke ned i dagligdagen dengang. På den måde kan man måske bedre tolke problemerne dengang. Det er ikke så kedelig som statistikker og tal. Vi tager lige en rundtur i Sønderjylland før, under og efter 1920.
En forsigtig udenrigsminister
Udenrigsminister Scavenius var en meget forsigtig mand. Han ville ikke genere tyskerne. I Tyskland var det lige modsat. Her blev det råbt:
De københavnske politikere var meget irriteret over sønderjyderne. Scavenius havde nærmest forbudt dagbladene at omtale Sønderjylland/Nordslesvig.
Var Stauning bedre?
Til et møde med SPD i Tyskland i 1918 blev Stauning spurgt om holdningen til de dansksindede i Nordslesvig:
Politikerne var chokeret
Allerede i 1915 var en tysk ambassadør rejst til København for at tale med politikerne der, om Nordslesvig. Hvad havde man tænkt sig? Ja de var nærmest blevet chokeret.
Et chokerende forslag
H.P. Hanssen havde længe gentagende gange efterlyst en positiv interesse fra de danske politikere om det sønderjyske spørgsmål.
Og det var sikkert ikke det forslag som Scavenius kom med den 10. februar 1917, som H.P. Hanssen havde regnet med. Vi skulle have Nordslesvig tilbage mod at englænderne skulle tilbagelevere nogle af de kolonier, som de havde erobret af tyskerne. Med andre ord, England skulle betale for tysk velvilje.
Lige så chokerende var det vel, at forsvarsminister Munch var villig til at give tyskerne Årø, så de kunne opbygge en militærstation. Scavenius ville ikke have, at de allierede blandede sig i Sønderjyllands – spørgsmålet.
Grev Moltke mente at sønderjyderne skulle lade sig germanisere
Grev Moltke var Danmarks gesandt i Berlin. Han mente, at sønderjyderne skulle lade sig germanisere. Ja det fremgik af artikler fra 1919. Det bedste ville være hvis sønderjyderne holdt op med at blive ved med at kværulere.
Tænk, at sådan en mand senere blev vores udenrigsminister.
Store tab i krigen
26.000 nordslesviger/sønderjyder var blevet tvangsudskrevet til Første Verdenskrig. Dette bevirkede:
– at 5.270 aldrig vendte hjem
– at de efterlod 1.500 enker
– de efterlod 5.000 faderløse børn
– at 7.000 blev såret.
Hvis de så forsøgte, at desertere, ja så var de tyske soldater eller gendarmer ved grænsen lovet 50 mark i belønning hver gang de skød eller pågreb en desertør.
Fordommene stortrivedes
De tysksindedes fest på Knivsbjerg samlede 2.000 – 3.000 mennesker. Selv om grænsen nu lå fast diskuterede man stadig grænsen. Den 12. januar 1923 udtalte overborgmester Todsen fra Flensborg, at danskerne ville besætte området ned til Ejderen. Han så hellere, at grænsen blev lagt længere nord på. Men nu havde gårdejer Cornelius Petersen været i gang med en kampagne om en selvstændig stat.
Danmark til Ejderen
Orla Lehmann ville have Danmark til Ejderen. Holsten skulle udskilles fra den danske stat. Argumentet var, at Danmark via Holsten ville blive trukket ind i det tyske forbund og dermed miste sin selvstændighed. Årsagen til krigen i 1864 var jo netop, at Slesvig skulle tættere på Danmark end Holsten, sagde Lemann.
Egentlig havde danskerne i Nordslesvig jo ikke haft den største tillid til København. Den begyndte først at komme i 1840erne og kom helt frem i lyset i 1864 – 1920.
Ernst Christiansen redaktør af Flensborg Avis ville have grænsen ned til Slien.
Jonaz Colin ville have bedre bånd til England. Han stod for en meget antitysk retning.
Clausen havde argumenterne klar
H.V. Clausen var Colins ærkefjende. I nationaltidende skrev han:
– Vi vil ikke have Sydslesvig ind under disse grunde:
Hvis vi krævede Slesvig, ville Danmark begå den samme uret som først Preussen og siden Tyskland begik mod Danmark ved at håndhæve et område som det nordslesvigske, der var så udpræget dansk:
Regeringen var bange for naboen i syd
Regeringen var bange for naboen i syd. Var det ikke bedre at forhandle direkte med tyskerne. Man måtte ikke genere dem. Udspillet måtte komme derfra. Heller ikke Stauning brød sig om, at stormagterne blandede sig.
Den danske neutralitet indeholdt en velvillighed for Tyskland under Første Verdenskrig. Tyske skibe udlagde miner i strædet og mellem Langeland og Lolland.
Christian den Tiende så heller ikke dette som noget problem.
6.500 vendte aldrig hjem
I løbet af den 4- årige periode – krigen varede drog 26.000 i krig, 6.500 vendte tilbage. Der opstod et rygte i København i København, at danskerne havde lavet en undergrundsaftale med tyskerne. Kongen håbede stadig inderst inde at få hele Slesvig. Det ville være den perfekte aftale for hele Slesvig. Han ønskede ikke direkte forhandlinger med tyskerne. Dette forhold gav så et anspændt forhold til udenrigsministeren.
Danmark var en kræmmernation
Frankrig mente, at Danmark var en kræmmernation: Først De Vestindiske Øer, så Island og nu ville man give afkald på hele Slesvig. De gik ind for Dannevirke-linjen.
Vi havde ikke juridisk krav på §5
Da Paragraf 5 og Pragferien for længst var blevet opløst havde Danmark faktisk ikke et juridisk krav på en juridisk afståelse af hele eller dele af Slesvig. Vi havde egentlig heller ikke en ret til afstemning. Dette glemmer man altid at fortælle. At man så moralsk havde det, ja det er noget andet.
H.P. Hanssen mente hele tiden, at vi havde juridisk ret til begge ting.
Et vigtigt møde på Folkehjem
Den 17. november 1918 blev der holdt et vigtigt møde på Folkehjem i Aabenraa. 3.000 mennesker deltog. Her blev en vigtig reluition vedtaget. Der var også meget store mødeaktivitet hos de tysksindede. Fordelen ved et man vedtog i Aabenraa var, at nu kunne tyske områder som Højer og Tønder også bliver sønderjysk.
Egentlig blev den danske regering godt tilfreds med udviklingen. Præsident Wilson var kommet med et udkast. Det var ikke noget den danske regering selv var komme med, så det kunne ikke genere tyskerne. Og så var der også kommet et forslag fra de dansksindede fra Nordslesvig og ikke bare fra den ”irriterende” H.P. Hanssen.
Senere kom man til at overtage en del af tyskernes statsgæld. Og mange håbede endnu på at få Flensborg med.
På Fredskonferencen
På selve fredskonferencen var der bestemt ikke dansk enighed. Egentlig var Colin slet ikke inviteret, men han dukkede op. De britiske repræsentanter havde fået at vide, at de skulle gå ind for en linje – nord om Flensborg og syd om Tønder og Højer.
Nu var der så pludselige planer om en stemmeafgivning i tredje zone, Måske havde Colin alligevel fået indflydelse.
H.P. Hanssen som minister
Zahle udnævnte nu helt selvstændigt H.P. Hanssen til minister for sønderjyske anliggender. Men dette var Christian den Tiende dog lidt betænkelig ved. Der var stor opstandelse over, måden han gjorde det på. Nu havde regeringen da ellers krammet på Vælgerforeningen. Amtmand O.D. Schack blev udnævnt som ny formand for Vælgerforeningen.
De to Zoner
Den første zone gik fra Flensborg Fjord vest på langs Skelbækken og Vidåen syd om Tønder. Den anden zone var et område der strakte sig ca. 20 km syd for linjen, der adskilte de to zoner og som bl.a. omfattede Flensborg og vadehavsøerne.
Tropperne kommer
Ja og den 25. januar ved middagstid ankom nattoget fra København til Flensborg. Ombord var den internationale kommission.
Efter 10. februar
Efter afstemningen kunne man konstatere tysk flertal i Aabenraa, Sønderborg, Tønder, Højer Flække og Landsogn samt i Ubjerg og Tinglev Landsogne.
Tiden mellem den 14. februar og 14. marts var formentlig den mest udfordrende for den Internationale Kommission.
I Mellemslesvig havde de dansksindede været i mindretal i debatterne. I Flensborg var der ofte ballade. Den lokale politimester tog sin afsked, fordi han ikke kunne få et fornuftigt samarbejde med de internationale tropper.
Den såkaldte Tiedje – linje kom til debat. Den gik i en lige linje nord om Højer, syd om Møgeltønder, nord om Tønder og videre i en bue om Løgumkloster og ud ved Flensborg Fjord.
Påskekrisen
Egentlig vil vi ikke gå i detaljer med dette. Det er jo en artikel i sig selv. Zahle har en gang sagt, at ”Christian den Tiende førte politik med hjertet”. Han tillod at afsætte regeringen. Men det var sandelig lige før, at han havde afsat sig selv. Hans hjerte bankede stadig for hele Slesvig. Og han var bestemt ikke tilfreds med udviklingen. Han var af den opfattelse, at Zahle – regeringen i den grad havde begået vildfarelser. Kongen ville også have haft Flensborg til Danmark.
I befolkningen opnåede H.P. Hanssen at blive kaldt for forræder, fordi han gik med til Slesvigs deling.
Først den 9. juli underskrev Christian den 10. formelt den traktat, der delte Slesvig midt over.
Kvinderne i Haderslev
Kvinderne i Haderslev havde fået nok. De måtte ikke engang tale dansk i telefonen. Blev det opdaget blev telefonen konfiskeret. Den 2. jan 1918 kl. 10 præcis startede et kæmpe opløb i byen. På alle fabrikker og Fuglsang bryggeriet nedlagde kvinderne arbejdet. De begav sig alle til Rådhuset.
Hurtigt fik man fat i borgmester Schindelhauer. Han måtte have politieskorte gennem menneskemængden. Gennem vinduet lovede han nu kvinderne marmelade, sirup og et pund gryn. De fik også lovning på sukker og at mælken fremover ikke var sur, når de fik den.
En spion i Sønderborg
Man havde fundet ud af, at der var en spion, der huserede på flådestationen og andre steder i Sønderborg. Men man vidste ikke, hvem det var.
En ung flyveløjtnant, der kaldte sig Freiherr von Smettau var kommet til Sønderborg. Han havde fået talt med landråden og omgikkes alle officerer. I Varnæs fik han en meget fin middag. Da han så skulle betale, sagde han, at regningen skulle sendes til flyverskolen i Aabenraa.
Værten fattede mistanke og ringede til skolen. Et par flyvere blev nu sendt til Varnæs, fordi man pludselig fandt ud af, at han kunne være spionen. Men han var for længst over alle bjerge.
Da Als blev republik
Det var den 6. november 1918, at Bruno Topf erklærede Als som en republik og at han nu var præsident. Dagen efter ophørte Als at være republik og ekspræsidenten gled ud af historien.
Under krigen var han overskædder – gast i Marinen. Da budskabet om revolutionen nåede Sønderborg lå han på lazarettet. Han led af tuberkulose. Trods alt kom han i spidsen af Soldaterrådet.
Han forlangte bl.a. at marinen skulle sejle under rødt flag.
Flertal i Bov Sogn
I Bov Sogn var der 656 danske mod 496 tyske stemmer. Og så var det problemer for befolkningen i Frøslev. De skulle have speciel tilladelse for at komme til Padborg.
Den 10. februar 1929 blev der rejst 29 flagstænger i Frøslev og alle var naturligvis forsynet med Dannebrog. De tysksindede flagrede med Slesvig Holsten flaget eller det tyske rigsflag.
Og resultat i Frøslev blev 149 danske mod 106 tyske stemmer.
Grænsedragningen
I første omgang kom grænsedragningen til at gå tværs gennem Kruså Mølle og Kobbermøllen. Ejerne ønskede at komme til Danmark. Men det skete nu ikke for Kobbermøllen. Også Krusågård ønskede at komme til Danmark.
Grænsegendarmerne
Grænsegendarmerne, der stadig stod ved Kongeåen til november 1920, måtte sende folk til den ny grænse den 5. maj 1920. Oprindelig var de 100 mand hernede. Men det blev hurtig udvidet til 500. Unge danske soldater, der ellers skulle have været hjemsendt blev nu udkommanderet til grænsegendarmerne.
De skulle gå to daglige ture på gendarmstien. Dagen var inddelt i 6 vagter af 4 timer. Og der var masser af smugleri over grænsen. I 1920 blev en gendarm skudt.
Ordren lød på, at man ikke måtte gå til bal i den flotte blå uniform. Men ak. De unge gendarmer kunne godt mærke, at den blå uniform tiltrak de unge sønderjyske piger.
Mange forelskelser fulgte. Der blev til mange forlovelser. Og mange gendarmer bosatte sig hernede.
Dem, der så ikke havde held med pigerne i første omgang indrykkede en annonce i Flensborg Avis:
Rige tysker i Kollund
Efter 1920 var der stadig masser af rige tysker, der besøgte hotellerne langs Flensborg Fjord. Ja man kunne læse i Flensborg Avis, hvem der besøgte Kollund. Fjorddamperne havde masser af passagerer.
Kruså voksede
I 1921 var der kun 120 mennesker i Kruså. Men det antal voksede hurtigt. Tolderne stiftede familie og bosatte sig. Mange embedsmænd fra Padborg bosatte sig også her.
Farvel til de russiske flygtninge
Det var vedmodigt, da de russiske flygtninge fra sognet forlod stedet. De blev kørt til Flensborg Banegård. Men mange beboere fra sognet var taget med derover. Der blev udvekslet mange ”Dosvidanje”. Fangerne gav udtryk for, at de aldrig ville glemme befolkningen i Bov.
Landeværnet blev dannet i Tinglev
I Tinglev blev foreningen ”Landeværnet” dannet som led i den nationale kamp om jorden i Sønderjylland. Allerede i 1890 startede den preussiske stat germaniseringen af området ved at tilbyde tyske landmænd billige jendomme og jord.
Mens landbruget i Sønderjylland var i dyb krise forsøgte ”Kreditanstallt Vogelgesang” at støtte unge tyske landmænd med billige lån.
I juli 1920 var markens kurs helt nede på 16 øre. De sønderjyske banker og sparekasser fik stillet 20 mio. kr. til rådighed i statslån. Man forsøgte sig med Sønderjysk Kreditforening. De nystiftede lån var dog forholdsvis dyre. I 1927 oprettedes Sønderjysk Hypotekslån.
Dengang var 40 pct. af nordslesvigerne beskæftiget ved landbruget. Men man manglede arbejdskraft. Mange af sønderjyderne var udvandret enten til Amerika eller Danmark.
I 1926 havde Berlin bevilliget 6 mio. kr. til tysk kultur i Nordslesvig. Interessant er det også at se, at 17.000 af befolkningen var født syd for grænsen, og 8.000 tjenestefolk var såkaldte ”udlændinge” nok mest tyske.
Præst vækker forargelse i Bylderup Bov
En mindetavle i Bylderup Bov vakte vild forargelse. Pastor von Hermolt havde ladet en mindetavle opstille. Han havde forsynet den med det Slesvig Holstenske våben og med tysk indskrift med, hvem der var faldet for fædrelandet.
Da konfirmationsundervisningen skulle starte ville man have en anden præst. Det var så pastor Schüllein fra Øster Højst, der måtte træde til.
Det var sin sag med disse præster. Mange søgte embeder syd for grænsen. Nogle blev fyret, og nogle beholdt man. I Visby nord for Tønder lød afstemningen på 146 mod 146 for den nuværende præst. Men han trak sig først i 1922 mod en understøttelse på årligt 2.500 kr.
Præsten havde begået den ”forbrydelse”, at begrave sin kone ude i haven. Det havde han ikke fået tilladelse til.
Og ude i Højer havde pastor Rolfs taget sin afsked. Så blev det pastor Brarens tur. Men han mødte op i sin tyske præstedragt ved indsættelsen. Han mente at han både var danskernes og tyskernes præst. Han lagde alle hindringer i vejen, da det endelig kom en dansk præst til Højer. Her gad menighedsrådet ikke engang at hjælpe med at finde en bolig til den ny pastor.
Så måtte direktøren for Højer Tæppefabrik træde til og købe en bolig til ham.
I Burkal
Først i oktober 1920 blev et skilt, hvor der stod ”Dorf Burkall, Kreiss Tondern” fjernet. Her boede danskere og tyskere side om side. Ja tyskerne hed også Nissen, Petersen, Nielsen, Hansen, Lorentzen m.m. For udefrakommende var det en overraskelse. Og de talte også sønderjysk.
Ja man sagde, at i Tønder snakkede man fem sprog omkring 1920, højtysk, rigsdansk, plattysk, frisisk og sønderjysk. Ja nogle talte også Tønder – plat. Men på gaden talte man sønderjysk.
Skolen i Burkal var forsømt. Der var to klasser med 60 elever i hver. Førstelærer Hansen kunne fortælle, da en preussisk embedsmand var på besøg engang. Han åbnede vinduet på en måde, så glasset faldt ud rammen:
En søndag I november blev en sten afsløret ved indgangen til kirkegården. Det var til minde om dem fra sognet, der faldt i krigen. 70 navne var der på stenen. Pastor Schwartz fra Holsten holdt tale på dansk, og førstelærer Hansen, der var født i Sønderjylland holdt tale på tysk.
I det daglige var der ingen problemer mellem de danske og de tysker. Man levede side om side. Men ved fester og sammenkomster kunne udtalelserne godt løbe løbsk.
Slogs Herreds Hus betød meget for danskheden. Den lå i Bylderup. Og her i Burkal var der et stort tysk flertal.
I Slogs Herred var der stærk hjemmetyskhed efter 1920. De danske præster var for længst fordrevet. Kun i Ravsted og danske Rørkær havde man dengang protesteret.
Meyer var jo dansksindet
Lærer Meyer i Rørkær stammede fra Simondys ved Frøslev. Han måtte undertrykke sin danskhed for at bevare jobbet. Mod sin vilje var han også formand for en tysk forening i byen.
Den danske Sangforening blev oprettet. De øvede på Stationskroen i Jejsing. Men så kom der et forbud mod at synge på kroen. Resultatet af dette forbud førte til et dansk forsamlingshus lige i nærheden.
En aften var der et tysk møde på kroen og på forsamlingshuset var der samme aften et dansk møde. Men Johan Meyer kunne ikke dy sig:
Dermed faldt Johan Meyer i unåde hos tyskerne i sognet.
Anton fra Lydersholm
Efter afstemningen i 1920 og grænsedragningen blev den justeret mange steder. Det skete fordi ejeren absolut ikke ville tilhøre den anden nationalitet. Det gjaldt også for Adolf Ewertsen. Han blev også kaldt for Adolf Tysker. Inden grænsen blev flyttet boede han i Lydersholm.
Han ville absolut ikke være dansk statsborger. Da området så blev dansk pakkede han sine ejendele og flyttede over på tysk side. Han boede så med en ko og nogle får i en jordhule, da han ikke havde råd til at købe eller leje et hus.
Han blev i 1924 begravet på Ladelund Kirkegård, syd for grænsen. Familien betalte i danske kroner og ører.
Mange tyske foreninger i Tønder
I Tønder var det både Singverein, Familienverein, Schützenverein og Æ Feuerwehr. De fleste tysksindede talte sønderjysk i det daglige. De havde ikke så meget til overs for Danmark:
Kiegsverein havde sagt, at de ville ekskludere de tysksindede borgere, der blev aktionærer hos Tønder Landmandsbank. Mange fik så deres koner til at skrive under i stedet. Så kunne man stadig være anset i de tyske kredse.
Oluf Olufsen, Tysksindet borgmester i Tønder og byens matador så helst ikke, at der kom flere banker til byen. Han opbevarede alle de store landmænds penge i sin meget store bankboks.
Desværre fik han solgt alle sine grunde på et forkert tidspunkt. Han investerede sine penge i tyske mark. Det skulle han nok heller ikke have gjort.
Den nye matador i Tønder blev Hans Angel. Han blev også kaldt for Tykke Angel. Han var urimelig tyk. Man sagde om ham, at han kunne spise en hel ost af gangen.
Revolutionen i Tønder
Også i Tønder var der revolution. Et par menige soldater fra Kiel var ankommet med røde plakater. Der blev også oprettet soldater – og arbejderråd. På et møde i byrådet bankede førerne af kommunisterne deres revolvere i bordet. Dette medførte, at de fik flere penge til deres gøremål
Det blev også afholdt et offentlige møde på Torvet i Tønder. Til den historie hører, at borgmesteren skulle fremskaffe et rødt flag. Men det lykkedes ikke, så måtte fruen ofre hendes røde kjole, ellers kunne revolutionen ikke gennemføres i Tønder.
Legater kun til tysksindede
Der var mange legater i Tønder. Men de allerfleste blev kun givet til de tysksindede. En dansksindet mor henvendte sig for at få et legat til datterens konfirmation. Hun fik følgende svar:
Da Thorvald Petersen rejste problemet i Tønder i 1919 var svaret:
Sturm auf Tondern
Deutscher verein havde i Tønder indkaldt til Folkemøde. Der samlede 1.000 deltagere. Ekstra tog var indsat. Man kaldte mødet ikke uden grund ”Sturm auf Tondern” Og formanden holdt et langt indlæg om de tyske værdier.
Sangerkrigen i Tønder
Inden valget havde de dansksindede meget travlt. Det viste sig, at meget få havde kendskab til Danmark og hvad det stod for.
Fra tysk side havde man i generationer fortalt, om hvilket lille usselt land, det var. Og det var avisen Tonderische Zeitung, der førte an.
Til afstemningen var der kommet et særtog nord fra. Men der var ingen flagalle til at tage imod de dansksindede. I stedet for stod hundredevis af tyske skolebørn på banegården og sang:
Den 10. februar 1920 opstod der en sangerkrig på Storegade i Tønder. De tysksindede sang ”Schleswig Holstein meerumschlungen” og de dansksindede sang ”I alle de riger og lande”
Det kom til optøjer. Engelske soldater måtte tilkaldes og Grev Schack forsøgte at berolige gemytterne.
Ja det blev et klar flertal til Tyskerne med 2.448 stemmer. Danskerne fik kun 750 stemmer. Inden valget var borgerne gået rundt med sløjfer på tøjet for at tilkendegive, hvor de hørte til. De dansksindede med rød og hvis og de tysksindede med ”Schwartz, Rot, Gold.
Selve afstemningsdagen var præget af stærk storm, sne og slud.
Soldaterne kommer
Den 10. jan 1920 forlod de tyske tropper endelig afstemningszone. Rundt omkring i Sønderjylland begyndte engelske og franske tropper at rykke ind efter 14. jan.
Den 2. februar var englænderne kommet med en fortrop med 60 mand. Til tonerne af engelske kampsange gik det til Seminariet. Forest gik en karl fra Solvig med Dannebrog.
Den 5. maj kom de danske tropper endelig til Sønderjylland. De havde fået strenge ordre til opføre sig korrekt over for de tysksindede. De skulle fremme danskheden ved at lære fædrelandssangen udenad. De skulle kunne Sønderjyllands indviklede historie og besøge mindestenene.
Allerede syd for Ribe løb man ind i de første problemer. Her ville den tyske lokomotivfører spænde treinvognene fra. Men han kom på andre tanker, da han blev truet med en pistol.
Ved den første sønderjyske station Vester Vedsted stod folk og vinkede med Dannebrogs – flag.
Ved ankomsten til Tønder drillede de tyske jernbanefolk igen. Tropperne blev rangeret helt over til kreaturstaldene. Man rangerede ekstra kraftig og ekstra længe.
Det var uro i Tønder. Det hjalp da de danske soldater ankom til Tønder. Men det var kun kortvarig.
Den 4. juni blev der erklæret generalstrejke. De tyske arbejdere forlangte timelønnen sat op fra 1,60 til 2,00 kr. Man forlangte at danske politi skulle beskytte arbejderne på værkerne. Men det ville politiet ikke, så måtte dragonerne træde i funktion.
Den 8. maj var dragonerne ankommet til Tønder fra Randers. Hestene blev i begyndelsen opstillet forskellige steder i byen indtil staldene ved Ryttervej var færdigbygget.
Soldaterne flyttede først ude på zeppelinbasen nord for Tønder. Efterhånden flyttede de så ind i det nordlige Tønder, hvor Ryttervej og Svinget nu ligger.
Møntsystemet
Den 20. maj indførtes det danske møntsystem. Kroner og øre afløste Mark og pfennig.
Håndværkere, lønarbejdere og tjenestefolk klagede over, at de fik deres løn udbetalt i ustabile D – mark. De ville hellere have deres løn udbetalt i danske kroner.
Overgangen fra tysk til dansk forvaltning skabte problemer. I den tyske forvaltning havde hver lille by et kommuneråd og en forstander. Nu skulle man pludselig være en stor sognekommune.
De danske Tog
Den 14. juni kørte det første danske tog til Bramming. To dage efter rejste det tyske personale med et tog bestående af 10 tyske lokomotiver med af rejse fra Marschbahnhof, men nu Tønder H.
Man lod alle dampføjterne pibe på en gang. På siden af alle lokomotiver var hængt plakater med teksten:
Den tyske stationsforstander overlod kassen til den danske efterfølger. Kassen var tom. Der blev drukket et glas portvin. Man var høflige over for hinanden. Men tyskerne trak sig hurtig. Næsten alt på stationen manglede. Det så noget ramponeret ud.
Et par dage efter overmalede de tysksindede alle de røde postkasser i Tønder.
Tønder mister opland
Tønders opland mod syd blev ny stærkt begrænset, Fra en upåagtet Kreisstadt blev byen nye Danmarks yderste grænseby.
I Byrådssalen
Det første valg efter ”Genforeningen” gav de dansksindede tre ud af 18 stemmer. De dansksindede nægtede at tale tysk efter 1920. Det fik skræddermester Petersen til ar rejse sig. På tysk forkyndte han:
Et dansk bibliotek
I en baggård til Tønder Landmandsbank var der under det tyske styre indrettet et dansk bibliotek på 56 m2. Man var meget forsigtig. Danske tjenestemænd turde ikke at møde op her.
Af og til dukkede en tysk gendarm op. Han skulle høre, hvad der blev læst op og hvad der blev sunget.
Under det tyske herredømme fik man meget hjælp fra Kongeriget. Byrådet i Tønder mente, at man kunne klare sig med det tyske bibliotek. Og det var i 1922. Men Tønder Bibliotek startede først sin virksomhed i 1923 med kun 12.000 kr.
Man havde i begyndelsen 1.400 bøger til udlån. I 1928 havde man samlet så mange bøger, at man kunne kalde sig centralbibliotek. Det var en meget svær fødsel.
Hvor er de dumme danskere?
For Landrath Rogge var det irriterende, at der trods alt var dansksindede i byen inden 1920. Han kendte ikke så mange af dem. Og så stillede han hele tiden spørgsmålet:
Og de dansksindede blev mødt af de tysksindede med følgende bemærkning:
Statsskolen
I 1920 afløste Tønder Statsskole, Realschule Tondern. Den danske regering havde besluttet, at der skulle oprettes fire gymnasier i Sønderjylland.
Pastor Steffen, den tyske præst i Tønder synes, at det var uretfærdig at Tønder var blevet tysk. I 1917 havde man besluttet at afskaffe den danske gudstjeneste.
En adjunkt senere lektor dr. Felix Arnt var lærer i tysk. Han kom fra Brandenburg. I 1920 fik han lov til at gå med over i Statsskolen. I Tønder lærte man sandelig ikke ”Københavner – tysk” Han var ret populær. Men senere oplevede eleverne nærmest et chok.
Den rebelske storbonde
Ude i Vester Anflod boede den rebelske storbonde Cornelius Petersen. Hans fødeegn var Nordfrisland. Han gik egentlig ind for et samlet Slesvig Holsten. Han oprettede bevægelsen ”Bondens Selvstyre” Han havde også tæt kontakt Danevirke – bevægelsen.
I 1926 kaldte han Stauning for en røverkaptajn. Det kom efter at Stauning på Bov kro havde sagt, at 50.000 arbejdsløse var klar til at overtage det fallerede landbrug. Ja for denne bemærkning fik han tre måneders fængsel.
Heimatfest 1921
Genforeningen var langt fra så smertefri, som det ofte bliver fremstillet. Den 18. – 19. juni 1921 var der Heimatfest i Tønder. De tysksindede havde set frem til den dag. Det var ”Oprørssangen” og ”Oprørsfanerne”. Man sang også smædesangen:
Folketingsmand Schmidt holdt en kamptale for den tyske ungdom. 1.500 mand var med i marchen. Danske soldater gik i spidsen og forsøgte at overdøve tyskerne ved at afsyngefædrelandssange. Militæret blev svinet til i de tysksindede medier i Sønderjylland.
Man talte dansk i Aventoft
Man talte dansk i Aventoft syd for Tønder. Og det gjorde man også i den nærliggende by Humptrup. Men en ”Jyllænder” var noget af det mest forargelige, som man kunne tænke sig. Det kaldte man en, der var dansk døbt i Møgeltønder.
Og når kaffen steg i pris var det københavnernes skyld. I 1920 skete der noget i Aventoft. Nu sagde de tysksindede:
Det blev de så drillet for af dansksindede. For knoglerne var jo danske. De havde jo alle sammen hentet dansk flæsk i Ribe. Efter afstemningen blev kontakten til Danmark udvidet.
Den 15. juni blev Nordslesvig officielt forenet med Danmark. Indtil november 1920 var den gamle grænse stadig overvåget.
En overgang efter 1920 var bestemmelserne så strenge, at man ikke måtte tale med tyskerne på den anden side af grænsen.
Her ved Aventoft ville ejeren sandelig ikke sælge arealet til det danske toldvæsen. Han kunne ikke komme til sin mødding hævdede han, når arealet blev solgt. Myndighederne besluttede, at man skulle foretage prøvekørsler med og uden mødding. Men man nåede dog til kompromis uden disse prøvekørsler.
Den stakkels beboer
Ude i Højer havde man den 18. marts 1919 udvidet flækkebestyrelsen fra 8 til 15. Og det var med et meget stort tysk flertal
En gammel tysk beboer i Højer troede blindt på Tysklands sag. Han gav i den grad udtryk for sine følelser med ”Die Abtrennung”. I hans bibel skrev han:
Ikke mange danske børn
I oktober 1920 blev der oprettet en dansk kommuneskole. Men i bygningen skulle man også dele med den tyske kommuneskole med 168 børn. Den danske afdeling havde kun 16 børn det første år. Året efter var der allerede 45 danske børn.
De to skoleledere var uenige om alting. Det blev først meget bedre i 1926, da den danske skoleleder blev fyret.
De dansksindede forældre havde heller ikke så meget, at skulle have sagt i Højer. De tysksindede havde også de største gårde i byen.
I Flækkerådet blev der altid sagt ”Lad os stemme om det”. Der var tysk flertal til efter besættelsen. Der sad da så mange i Fårhuslejren, at det endelig blev dansk flertal.
Mange skift af statsborgerskab
Käthe Boysen fra Herbergsgade blev født som tysk statsborger i 1906. Hun fik dansk statsborgerskab i 1920. I 1926 blev hun gift og blev automatisk tysk statsborger. Senere Blev hun og hendes mand så danske statsborgere. Så let gik det langt fra alle i Sønderjylland.
Revolution i Højer
Som alle andre steder varder også revolution i Højer. Det foregik på Centralhotellet. En kendt håndværker blev foreslået som formand:
Men håndværkeren måtte nu bøje sig for modbevisningen:
Eksempel på modsætningsforhold
Modsætningsforholdene mellem dansk og tysk var til stede. Og den lille historie giver et humoristisk indtryk af det.
En hjemmetysker havde været på kro og fået en ordentlig ”hårbyttel” Han kunne ikke stå på benene og endte i rendestenen. Et par mænd kom forbi og spurgte om de kunne hjælpe:
De to måtte indrømme, at de var dansksindet. Så lod svaret ned fra rendestenen:
Kongens rundtur
Så var det Jomfru Fanny fra Aabenraa. Ja og for dem, der ikke kender hende, kan vi fortælle, at mange tror, at hun var kongedatter. I så fald skulle hun have været halvbror til H.C. Andersen, som var beskyldt for at være kongesøn. Jomfru Fanny var kommet til Aabenraa en sen nattestund i en kongelig karret til Slotsgade i Aabenraa. Men se det er en hel anden historie. Men hun kunne forudse ting og sager. Hun havde proklameret:
Og kongen kom den 10. juli 1920. Han var kommet med skib til Kolding. En kilometer før grænsen var han steget op på Malgre Tout. Det er fransk og betyder ”Trods alt”
Man har sagt at hesten var en albino. Men nu kan heste ikke blive albinoer.
Dengang havde de kongelige stalde ikke nogen hvide heste. Men det havde man på Visborggaard.
Hesten blev aflivet i 1921
I 1921 fik den dårlige ben og måtte skydes. Man talte om at skyde den. Men det ville koste den fyrstelige sum af 12.000 kr. Det ville man dog ikke ofre. I stedet lagde man en stor sten over dens grav. Kongen havde været op og snakke med den, da den levede.
Hesten var ikke blevet skudt påstås det. Den blev slået ned. Og så var den ikke købt i Frankrig, men det var en ”Knabstrupper” Og så havde man ikke brugt kalk men pibeler.
Og myterne er mange. Således skulle Arveprins Knud have fået noget kalk på sig. Han red ved siden af sin far.
Lille Johannes tårer
Den lille pige var Pastor Brarens lille plejedatter. Han blev senere dansk/tysk præst i Højer. Det var i 1926. Og Henrik Pontopidan skrev et digt om episoden. Det var meningen, at hun kun skulle give ham blomsterne. Meningen var slet ikke, at hun skulle op til kongen. Kongen spurgte moderen. Men hun hørte ikke spørgsmålet.
I forvejen havde nerverne spillet hende et puds. Der var mange mennesker, så hun var utryg. Tårene trillede ned af hendes kinder, da hun sad oppe hus kongen. Lille Johanne var i 1915 blevet overladt til et børnehjem. Hun kom i pleje hos familien Braren i Årslev.
Kongen mente ellers at pigen var meget tillidsfuld. Han holdt kontakten ved lige. Og Johanne fik et halsbånd af ham til sin konfirmation.
Der hvor kongen red over var lige i nærheden af Frederikshøj, nord for Christiansfeld.
De kom fra Flensborg
Den 12 juli kom kongen forbi Bov Sogn. De danske fra Flensborg var gået til Kruså for at hilse på kongen. Et mindesmærke er også sat op ved Kruså Korsvej:
Besøget i Burkal
Selvfølgelig kom kongen og dronningen også til Burkal. De dansksindede havde travlt. I løbet af natten havde de rejst en æresport. Og da tiden nærmede sig, var de to lærere og børnene styrtet hen til landevejen. Pastor Schwartz skulle byde velkommen. Han var nervøs og gik frem og tilbage.
Delvis skjult bag buskerne over på den anden side af vejen stod en masse hjemmetyskere. Alle kiggede spændt i retningen af Saksborg. Så kom der en bil. Alle skyndte sig tilbage i opstilling. Men ak, det var bare amtsskolekonsulent Svendsen. Han kørte en Ford af ældre model. Han råbte, at de var på vej.
En bil i det fjerne. Den funklede i solen. Det måtte være den. Tilbage i opstillingen. Det måtte da være kongen. Men ak nej. Det var Grev Schack. Og hvad lavede han her. Han skulle jo selv tage imod på Schackenborg senere i løbet af dagen.
Men et par minutter efter kom kongen og følge. Han var i admiralsuniform. Pastor Schwartz fra Holsten holdt tale på dansk, Og kongen sagde tak for troskab gennem årene. Nogle af børnene fik et kongeligt håndtryk. Og efter et kvarter var det hele overstået. Kongen med følge tog retning mod Store Jyndevad og Rens.
Store øre i Tønder
Da kongefamilien kom til Tønder kom til lovede den tysksindede borgmester Olufsen loyalitet over for Danmark. Kongen var stadig præget af et uheld ved grænsen, hvor hesten smed ham af. Han haltede temmelig meget.
Man flagede endda med Dannebrog fra kirketårnet. I første omgang havde man ikke turdet at spørge det tyske flertal om lov. Men de havde ikke noget imod det.
To hjemmetyske piger stod og snakkede sammen på Torvet:
Pludselig vendte kongen sig smilende om til de to piger:
Da Laust fik en kongelig køretur
Det var lidt af en kattepine for Højer, at kongen kom på besøg. Byrådet skulle godkende talen, som borgmester Johansen holdt på tysk.
Da kongen havde været i Møgeltønder og Højer og skulle til Skærbæk, gjorde han lige holdt i en lille landsby. Og der stod en af byen gamle bønder, Laust. Han hilste på kongen:
Laust ville gerne være der i Skærbæk, når Kongen blev modtaget. Det endte med, at Laust kunne tage plads i en af de medfølgende biler.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Se listen (118 artikler) – i artiklen – Velkommen til Indlemmelse. Afståelse og Genforening her i kategorien
Dato: juli 27, 2019
Den Blå Sangbog i Sønderjylland
Trykkefrihed i Preussen? 16 unge piger blev anholdt. De sang derhjemme for åben vindue. Mange blev dømt. De forbudte sange blev markeret med en stjerne i sangbogen. Høje Nord-Håbets Borg var også forbudt. H.P. Hanssen blev dømt fordi Hejmdal bragte en idrætssang. Fanatikere overvågede de danske aktiviteter. Den tyske Forening fandt 100 sange anstødelig. Udgiver var usikker. De forbudte sange kunne man udenad. Der var vagt på. En ”Forbudt” allike. En nyere historie om en ”forbudt” sang, som TV – Syd ikke turde spille. Og det hele startede med Dansk Sangbog
Trykkefrihed i Preussen?
Allerede den 12. juli 1865 udstedte det foreløbige styre i Sønderjylland en forordning, der forbød afsyngelse af danske sange med et ophidsende og fornærmeligt indhold. Et år efter blev det også forbudt, at udbrede sådanne sange.
Man sagde ellers, at det var trykkefrihed i Preussen. Men snart skulle man opleve noget helt andet.
Sangbogen udkom 1867, først benævnt som Dansk Sangbog udgivet af Sprogforeningen ved M. Andresen, Aabenraa – Eget Forlag. Den kom i alt i 20 udgaver og blev afløst af Højskolesangbogen.
16 unge piger blev anholdt
Der blev sandelig også grebet ind, når landboforeningerne holdt fest. En affære i 1884 i Aabenraa vakte stor opsigt. 16 unge piger blev idømt bøder for at have sunget nationale danske sange i et privat hjem men for åbne vinduer.
Den lokale domstol havde idømt pigerne hver en bøde på 5 mark. Men til politiets store irritation blev de frikendt ved Landsretten i Flensborg. Begrundelsen var, at forordningen var bortfaldet, da den preussiske straffelov først blev indført i 1867.
Anklagemyndighederne appellerede derfor dommen til en højere instans. Den fastslog, at forbuddet mod ophidsende og fornærmelige sange stadig var gældende ret.
Mange blev dømt
Man måtte ikke afsynge sange som ”Vift stolt på Codans bølge blodrøde Dannebrog”. Den indeholdt en forherligelse af det danske flag.
I 1890 blev fire Haderslev – borgere dømt for at have afsunget ”Der er et yndigt land”. Ved byretten blev de frikendt, men igen i Landsretten blev de dømt.
I 1897 talte H.P. Hanssen ved et møde i Rødding, men mødet blev afbrudt af en gendarm, da H.P. Hanssen foreslog at man skulle synge ”Jeg vil værge mit land”. Ved retten blev H.P. Hanssen idømt en bøde på 50 mark og dertil en tillægsbøde, fordi han havde vist foragt for retten ved at afvise at besvare uvedkommende spørgsmål.
De forbudte sange blev markeret med stjerne
Men det absurde var, at man godt måtte foreslå at synge en ”forbudt” sang, bare man ikke selv sang med.
For ikke at få for mange kontroverser havde udgiveren M. Andresen i 1899 – udgaven af Den Blå Sangbog med stjerner markeret 24 sange som ved dom blev anset for ophidsende og fornærmelige. Han anbefalede, at man ved offentlige møder undlod at synge disse sange.
Høje Nord, håbets borg – måtte man ikke synge
I 1903 begyndte man en mere systematisk forfølgelse. Ved et vælgermøde i Nybøl den 11. juni 1903, hvor Jens Jensen talte, udbragte P. Philipsen et leve og foreslog forsamlingen at synge ”Høje Nord, frihedens hjem”. Den tilstedeværende gendarm B. Cummerow krævede straks mødet opløst.
Landråden påstod, at ”Høje Nord” ved en retslig kendelse var blevet forbudt, og at det var strafbart at foreslå og at synge den. Og det var åbenbart fordi, at der i tredje vers stod ”Høje Nord, håbets borg”.
Når man i Nordslesvig talte om håbet, talte man om ”Genforening” med Danmark. Dette fremgik også af ordene ”Vårfryd efter vintersorg”. Efterhånden kunne politiet gribe ind efter behag. Man kunne efterhånden selv fortolke sangene.
H.P. Hanssen blev dømt efter at Hejmdal bragte en idrætssang
Hejmdal havde gengivet en idrætssang med titlen ”Opad og fremad er Danmarks mål”. Ikke redaktøren, men udgiveren H.P. Hanssen blev dømt som ansvarlig for udbredelsen.
Den tyske Forening mente samtidig, at nu måtte der være grundlag for at standse udbredelsen af Den Blå Sangbog.
Han var ellers en afholdt gendarm
Vi omtalte lige før gendarmen Cummerow. Han var ellers en meget vellidt person, der havde lært sig dansk. Hjemme gik han til stor fortrydelse for hans kone og fløjtede de danske fædrelandssange. Han flyttede efter ”Genforeningen” eller ”Grænsedragningen” til Sønderborg som en glad pensionist.
Fanatikere overvågede danske aktiviteter
Angrebet på Den Blå Sangbog blev ledet af et udvalg inden for Den tyske Forening for det nordlige Slesvig oprettet i 1890 som et modstykke til Vælgerforeningen. I ledelsen sad en række fanatikere, der nidkært overvågede danske aktiviteter i Sønderjylland og mødevirksomheder i de sønderjyske foreninger i kongeriget. De holdt så myndighederne orienteret om dette.
Man fandt 100 sange anstødelig, retten fandt kun 4 mere.
I maj 1905 beslaglagde politiet de sangbøger, der fandtes hos boghandlere i Haderslev, Rødding, Skærbæk, Toftlund og Sønderborg. I Aabenraa fandt politiet ikke nogen sangbog hos de daværende boghandlere.
Den tyske Forening havde oversat ca. 100 af de sange, som de fandt anstødelige. Og alle disse sange blev så gennemgået i retten. Da Landsretten så overtog sagen viste det sig, at de kun anså de 4 af de 100 sange som anstødelige.
Boghandlere frikendt
Og de boghandlere, der skulle dømmes blev sandelig frikendt af Kammerretten i Berlin. I den følgende udgave af Den Blå Sangbog fandtes de fire forbudte sange i indholdsfortegnelsen, men når man slog op på nummeret, var der en hvid side beregnet til, at sangbogens ejer selv kunne indskrive teksten.
Udgiver var usikker
I den følgende udgave kunne man i 1908 mærke udgiverens lettelse for han skrev, at sangbogen ”kunne føres, lægges frem og bruges frit og uhindret overalt.
Men helt tryg ved, hvad politiet kunne finde på, var han dog ikke. I et efterskrift anbefalede han brugerne at undlade i alt 16 sange, da der ved domstolene var kommet afvigende meninger og fortolkninger.
Sange er emneopdelt
I alt var 700 sange optaget i den Blå sangbog efterhånden. Den var emneopdelt med sange om Modersmålet først. Derefter fulgte Mindesange fra Danmarkshistorien, Nyere Fædrelandssange, Danmark, Norden, Friheden, Drikkeviser, Kærlighedsviser og aftensang.
De forbudte sange kunne man udenad
Under det preussiske styre kom der efterhånden større og større pres på de danske traditioner. Når der kom besøg fra kongeriget nede i Nordslesvig skulle der synges i den blå sangbog. Så blev det for eksempel sagt:
Men når man slog op så stod nummeret der og ellers ingenting.
Der var vagt på
Når man skulle synge nogle af de forbudte sange, så havde man vagtpost til at holde øje med, om den tyske gendarm kom ridende. Der var en til begge sider. Hvis der så blev meldt:
Ja så slog man pludselig over i tyske sange, indtil han var redet forbi. Så fortsatte man som om ingenting var sket.
En ”forbudt” allike
Tolder Beck ved Skodborghus havde en tam allike på loftet, og den kunne fløjte. Han havde lært den at fløjte ”Dengang jeg drog af sted”.
På et tidspunkt forsvandt den i et par dage, og så hørte han ad omveje, at de havde hørt en fugl i Skodborg, der sad på skorstenene og fløjtede de første strofer af ”Dengang jeg drog af sted”
Tyskerne havde skudt efter den, for det var en af de forbudte sange. Men den kom dog hjem igen i god behold.
En historie om en forbudt sang
Højskolesangbogen så dagens lys i 1894 under navnet ”Sangbog udgivet af foreningen for højskoler og landbrugsskoler”. Ja den har også heddet Folkehøjskolens Sangbog.
I den 18. udgave fra 2006 havde 166 sange måtte vige pladsen til fordel for nye og det vakte furore i Sønderjylland. Rygter om, at sang nr. 497 ”Det haver då nyligen regnet var røget ud af repertoiret nåede hurtig den sydlige del af landet. Beslutningen blev mødt med stor modstand i brede kredse.
Det viste sig dog, at den sønderjyske kampsang havde overlevet redigeringsprocessen i fin form, men at den stort set ukendte folkevise af samme navn måtte forlade de eftertragtede sider.
Mange år senere skulle min afdøde kone, Hanne lave en film om Børge Christensen fra Tønder, der opfandt ”EDB – programmet” Comal 80. Hun var ansat på fagbevægelsens videoselskab BIS – Video. Filmen skulle vises på TV-Syd. Hun fik en af Aabenraas bedste musikkere til at indspille ”Det haver så nyligen regnet”. Det skulle være instrumental underlægningsmusik. Men TV – Syd ville ikke bringe filmen, fordi det netop var den melodi.
Det var en af dem, som også preusserne forbød.
Melodien er en gammel dansk folkemelodi. Den oprindelige tekst blev skrevet Svend Grundtvig i 1861. Omkring 1890 skrev Johan Ottosen en ny, let satirisk tekst, som blev sunget første gang ved Sønderjydernes besøg i København i marts 1890.
Og det Preusserne ikke kunne lide var følgende ”Frø af urgræs er føget over hegnet”. Og selv om det kun var i en instrumental udgave, ja så mente TV Syd så mange år efter, at bare melodien kunne få Det Tyske Mindretal til at reagere.
Min kone, Hanne måtte simpelthen fjerne musikken ellers ville TV Syd ikke bringe filmen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere om Genforening, Grænsedragning, Afståelse og Deling, 1864 og De Slesvigske Krige, Sprogkamp, Dansk/tyske tildragelser så har vi lavet en liste med 129 artikler om disse temaer, som du kan finde her på www.dengang.dk
Dato: februar 8, 2019
Nazistisk Ungdomsarbejde i Sønderjylland
Du er fuld af løgn, ja det er en af de bemærkninger, man møder, når man skriver under besættelsestiden. De unge i det tyske mindretal mødte en barsk pression med svulstige hvervekampagner. Forbillederne var i Nazi – Tyskland. Man startede forfra i 1920. Dog overlevede Wandervogel – bevægelsen. Og der var stadig spejderbevægelsen og idrætsforeninger. Der var mange stridigheder i det tyske mindretal. To nye ungdomsbevægelser opstod. Man afventede stemningen syd fra. Men der var en sand nazistisk pionerånd. Allerede i 1933 havde man vedtaget et manifest. Og det var to selvstændige organisationer. Igen opstod der uoverensstemmelser. Ungdommen fik betydning for rekrutteringen Officielt måtte man ikke gå i uniform. Der var lejre hos bønder og på Knivsbjerg. Lærere var i dobbeltrolle. Man blev opdraget til at være soldat. Og der var alvorlige og triste skæbner. En gruppe kæmpede til det sidste. Jens Møller var imod, at de unge blev brugt som kanonføde.
Du er fuld af løgn
Hvorfor holder du ikke bare inde med at skrive om den tid? Du er jo fuld af løgn? Du kører jo en bevidst kampagne! Du er jo fuld af fordomme! Du er for grov over for det tyske mindretal!
Der er mange bemærkninger til vores artikler om besættelsestiden. Mange har en holdning til det. Og det er jo fint nok, hvis man kan bidrage til historien. Men ligefrem at beskylde en for løgn! Indrømmet, en gang imellem bruger vi forkerte historiske kilder og kommer med en forkert oplysning. Men at kalde dette for ”bevidst løgn”?
En af de ting, som vores læsere ikke altid er enig med os i, er nazisternes rolle. Man stiller spørgsmålstegn ved, om Konservativ Ungdom virkelig var nazister. Og man stiller spørgsmålstegn ved, om de unge fra det tyske mindretal blev nazister. Det er det sidste tema, som vi i denne artikel kigger på.
Barsk pression
I forbindelse med arbejde til vores bog, var vi inde at kigge på Dibbernhaus – kartoteket i Aabenraa. Og det som vi hæftede os ved, var det pres, som medlemmer af det tyske mindretal hele tiden skulle tage stilling til. Man kunne ikke lige som i Tyskland bruge tvang, men den pression man brugte var temmelig barsk.
Vi har tidligere beskrevet Hitler-Jugend i forbindelse med vores artikel om St. Petri Schule i København. For pigerne hed organisationen Bund Deutscher Mädel. Opgaven var at opdrage de tyske drenge og piger til at være trofaste og lydige tilhængere af nazismen. For drengenes vedkommende stod soldatertjenesten som det store forbillede, mens det for pigerne var modergerningen, der var i centrum.
Forbilleder i Nazi – Tyskland
Inde for det tyske mindretal var der to ungdomsorganisationer, der svarede til disse forbilleder i Nazi-Tyskland. Blot havde man ikke de samme betegnelser som de tyske forbilleder. Drengeorganisationen hed Deutsche Jugendschaft Nordschleswig. Pigernes organisation bar navnet Deutsche Mädschenschaft Nordschleswig.
Men var det nu en efterligning eller var det et tysk-nordslesvigsk særpræg?
Den tyske ungdom i Nordslesvig udgav også to tisskrifter nemlig Junge Front og Junger Wille.
Man starter forfra efter 1920
Efter folkeafstemningen i 1920 var de tysksindede nu en minoritet inden for det danske samfund. Derfor måtte man omstrukturere og omorganisere. Med dannelse af Schleswigscher Wählerverein i 1920 kom der gang i tingene. En tysk skoleforening Deutscher Schulverein für Nordschleswig blev oprettet. De skulle varetage oprettelsen af tyske skoler. Dette punkt var meget vigtigt for ledelsen. Og det var det var oprettelsen af ungdomsforeninger også for at hindre de unge i at melde sig ind i en dansk forening.
Wandervogel bevægelse
Før delingen havde man haft spejderbevægelsen og Wandervogel. Men nu gjaldt det om at opbygge ungdomsarbejdet fra begyndelsen.
I 1921 blev der oprettet ”Deutscher Jugendbund Nordschleswig”. Det blev senere ændret til ”Deutscher Jugendverband Nordschleswig”. Formand blev mindretallets ledende skikkelse, pastor Johannes Schmidt.
Man havde bündische Jugend, som bl.a. Wandervogel – bevægelsen. Her gjaldt det om det frie liv i naturen og de unges ”selvopdragelse”, der var i fokus. Det overordnede mål var at værne og uddybe tysk sæd og skik. Man betragtede sig selv som bærere af tysk liv og ære over for det danske folk.
I praksis blev det tyske liv dyrket gennem foredrag, oplæsninger, sang folkedans, koralaftner og idræt. Ungdomsforbundene var ikke kønsopdelt.
Spejderforeninger og idrætsforeninger
I 1922 var der 29 ungdomsforbund med lidt over 2.000 medlemmer. Herefter fandt antallet betydeligt. I 1932 var tallet igen oppe på 1.700 medlemmer og 42 lokalafdelinger.
Udover ungdomsforbundene fandtes der Wandervogel og spejderforeninger, der dog ikke talmæssigt var af stor betydning. Dertil kom unge fra idrætsforeninger og roklubber. Efter 1920 oprettede man ligeledes vandrehjem for unge. Formålet var dobbelt. Dels var det for at vandre – det var en vigtig del af forbundsungdommens idegrundlag. Man talte om ungdomsvandring som en helbredende og forebyggende foranstaltning over for tuberkulose, kønssygdomme(!), alkohol og andre kropslige nedbrydelser.
Vandrehjemmene var et vigtigt bindeled mellem tysk ungdom i Nordslesvig og tysk ungdom i Slesvig – Holsten. I 1925 blev der oprettet en særlig nordslesvigsk afdeling af ”Reichsverband für deutsche Jugendherbergen”. I 1935 blev dette et selvstændigt forbund i Nordslesvig.
Mange stridigheder i Det Tyske Mindretal
Ved Hitlers magtovertagelse 30. januar 1933 var der allerede et eksisterende og velfungerende ungdomsarbejde med lokalt selvstyre overalt i Sønderjylland i det tyske mindretal.
To nye ungdomsorganisationer
I Sønderjylland blev det tyske mindretal nød til at gå frem på en helt anden måde end i Tyskland. Man var indstillet på at følge politikken syd på. Men hvem skulle lede det tysksindede nazistparti i Sønderjylland? Dette blev genstand for mange stridigheder. Først fra 1935 blev der enighed om dyrlæge Jens Møller fra Gråsten til leder af Nationalsozialistische Deutsche Arbeiter – Partei – Nordschleswig som det samlende parti. Men uroen fortsatte, ja helt frem til 1938.
Ensretningen af ungdomsorganisationerne foregik stort set på samme måde som i Tyskland, dog uden direkte tvang. I Sønderjylland brugte man nævnt pres.
Man oprettede to ungdomsorganisationer, Deutsche Jugendschaft Nordschleswig (DJN) og Deutsche Mädchenschaft Nordschleswig (DMN). De eksisterende ungdomsforbund fik tilført nazistisk indhold og underlagt nazistisk overherredømme for så til sidst at forsvinde.
Udviklingen mellem 1933 og 1937 bar præg af personlige uoverensstemmelser og reel uenighed om den nye linje inden for ungdomsarbejdet.
Man afventede stemningen fra syd
Mellem 1934 og 1935 indstillede ungdomsforbundene så godt som fuldstændig for at afvente den nye udvikling i syd. Principielt var holdningen den, at man sluttede op omkring nazismen, men at man ikke vidste, hvordan et nazistisk ungdomsarbejde skulle tage sig ud i Sønderjylland. Hvordan kunne man bedst tjene til udbredelsen af den nazistiske ide?
På tre år fra 1933 til 1935 faldt medlemstallet med 900 medlemmer. Man kunne dog ikke fortsætte ungdomsarbejdet uden nazificering. Og til det formål oprettede man i 1935 den såkaldte ”Jugendring”.
Fælles ideologisk styring
Deutscher Jugenring Nordschleswig blev oprettet i efteråret 1935 med det formål at koordinere det tyske ungdomsarbejde i Nordslesvig. Denne organisation var tænkt som en midlertidig organisation. Meningen var at alle unge skulle samles i ”Jugendwerk”. Der var en fælles overordnet politisk linje, som var nazistisk, hvilket indebar en fælles ideologisk skoling af alle ungdomsførere.
En sand nazistisk pionerånd
Leder af ungdoms ringen blev skoleleder Carl Tønder, der havde været leder af DJN. Senere trådte skoleleder senere bibliotekar Peter Callesen til. Han tilhørte den moderate fløj af nazister, der ønskede en begrænset ensretning.
Man fandt dog i ledelsen også frem til mere rabiate nazister som lærer Asmus Wilhelm Jürgensen, Løgumkloster. Han skrev under pseudonymet ”Asmus von der Heide” i bl.a. Nordschleswigsche Zeitung og Junge Front. Fælles for Tønder og Jürgensen var en sand nazistisk pionerånd, hvor målet var effektivt og hurtigt at gennemføre ensrettet nazistisk ungdomsarbejde. Men de to var dog uenige om den politiske linje.
To faser i historien
Hvorledes adskilte de to nazistiske ungdomsorganisationer sig fra fra Hitler – Jugend og Bund Deutscher Mädel syd for grænsen?
DJN og DMN’ s historie kan opdeles i to dele. Første del er fra 1933 til 1940. Udviklingen fra præget af opbygning. Man grundlagde lokale afdelinger ”Standorte”. Man begyndte med førerskoler og indførte ensartet arbejde. De to tidskrifter ”Junge Front” og ”Junger Wille” så dagens lys. Og endelig blev der skabt enighed. Den neutrale holdning til magtkampen i Nazi-partiet blev brudt.
Anden fase fra 1940 til 1945 var præget af Anden Verdenskrig og den deraf følgende besættelse af Danmark. Efterhånden som krigen skred frem, opstod der større behov for soldater. Dem forsøgte man at få ved rekruttering af folketyske frivillige. For Jugenschafts vedkommende betød det, at hovedparten af deres aktiviteter var rettet mod hvervning af frivillige.
Et manifest allerede i 1933
Allerede i juni 1933 havde de tyske ungdomsorganisationer bekendt sig til den nazistiske udvikling i et ”Manifest der deutschen Jugend”.
Her proklamerede man løftet om at være med til at opbygge nationalsocialismen i Sønderjylland med ordene:
”Deutsche Mädchenshaft” fik også hurtig tag i kvinderne. Nu var ungdommen blevet kønsopdelt som også var det nazistiske ideal. Holdningen bag det tyske mindretals nazistiske organisationer var entydig. De skulle i størst mulig omfang ligne de rigstyske forbilleder.
Selvstændige organisationer
Men for ikke at belaste forholdet til Danmark skulle organisationerne udadtil fremtræde som selvstændige sønderjyske organisationer.
Men nu var de vel også selvstændige. Meget tyder på, at man kun havde begrænset samarbejde med søsterorganisationerne i Slesvig-Holsten. Og noget tyder på, at Berlin heller ikke dikterede deres politik.
Strukturen var også anderledes end for eksempel i Hitler Jugend. Volksdeutsche Mittelstelle, som var et SS-ledet organ til koordinering af mindretalsarbejdet havde langt større indirekte indflydelse gennem tildeling af økonomiske midler til det tyske kulturarbejde i Sønderjylland. Det tyske skolevæsen fik som helhed tilført 7 mio. kr. Jungenschaft fik 88.000 kr. og Mädchenschaft fik 52.000 kr.
Uoverensstemmelser
Fra 1941 fik DJN og DMN status som organisation under partiet. Det betød indflydelse. Forholdet mellem partifører Jens Møller landsungdomsføreren Jef Bluhme var efter alt at dømme godt.
Efter Bluhmes afgang blev forholdet dog mere anstrengt. Især hvervningen blandt frivillige hen imod krigens slutning fremkaldte en del uoverensstemmelser mellem Jef Blumes efterfølger og Møller.
Jens Møller ville ikke have at de unge fra mindretallet skulle være ”kanonføde”.
Ungdommen fik betydning for rekrutteringen
Ungdomsorganisationernes integration i NSDAP-N betød også, at landsungdomsføreren fik sæde i det såkaldte ”Lille politiske Råd”. Den mandelige tyske mindretalsungdom fik nemlig større og større betydning i kraft af rekruttering til Waffen-SS.
Officielt måtte man ikke gå i uniform
Næst efter uddannelse af førere blev lokal – afdelingerne prioriteret højest. Ugentlig holdt man ”Heimatabend”. Her stod sang, nazistisk ideologi og leg på dagsordenen. Terrænsport blev kun dyrket i begrænset omfang. De danske myndigheder forbød militærlignende øvelser. Man dyrkede også eksercits og march. Og sidstnævnte foregik i uniform. De danske myndigheder havde en lidt vattet holdning til deres forbud mod uniformer. Man ville ikke genere tyskerne.
Der skulle søges tilladelser til march og brænde bål. Der måtte heller ikke spilles tyske national – og kampmelodier. DJN’ s nazistiske fane var også bandlyst. Man var meget utilfredse med de danske myndigheder. Man mente, at Jungenschaft skulle behandles lige som en dansk idrætsforening.
Svulstige hvervekampagner
Man skulle marchere med. Når man stod udenfor blev man betragtet som svag. Så var det et tegn på manglende kraft. Fysiske anstrengelser på diverse lejre skulle virke hærdende for sjælen. I vores besøg i ”Dibbernhaus – kartoteket” har vi set mange eksempler på pres i mindretallet over for de unge, der ikke deltog.
Det var ellers hvervekampagner med et meget svulstig ordvalg, der blev anvendt:
Lejre og møder hos bønder og Knivsbjerg
Lejrene blev afholdt hos forskellige bønder rundt om i landsdelen. Men det var også den årlige Knivsbjerg – fest. Det var nu ikke noget som nazisterne havde opfundet. Det var blevet afholdt siden 1894. Der var stor tilslutning til disse fester. I 1934 og 1935 deltog omkring 1.000 unge nazister.
Stor organisationsgrad
I 1944 havde de to organisationer næsten 3.300 medlemmer. Ifølge mindretallet var der en organisationsgrad på 95 pct.
Lærerne havde en dobbeltrolle
Mange af førerne og førerinderne havde tilknytning til den tyske skole eller børnehave. På de tyske privatskoler var dobbeltrollen mellem lærer og fører særlig udpræget. En dag for en tysk lærer kunne f.eks. være almindelig undervisning om formiddagen og gennemførelse af en hjemmeaften om aftenen. Denne dobbeltrolle kunne med hensyn til tiltaleform give børnene problemer. I skolen skulle man tiltale læreren med De. Hos DJN og DMN var tiltaleformen du. Alle generationsmæssige og sociale forskelle var ophævet i det nazistiske fællesskab.
DJN og DMN var de eneste ungdomsklubber, der var tilbage for de tysksindede. Man ville ikke stå udenfor. Det var også de forlokkende toner om det frie liv i naturen, der trak.
Man kunne mærke tilmeldingen til Waffen SS
Jungenschaft fik især fra 1942 at mærke, at førerne meldte sig frivilligt til Waffen – SS. Men alligevel lykkedes det at holde det samme aktivitetsniveau som før krigen. Tjenesten var måske blevet mere kedelig og strengere. Der var kommet nye tjenester til.
Jungen- og Mädchenschaft afholdt forskellige arrangementer for tyske soldater. Og arbejdet fortsatte til få måneder før krigens afslutning.
I Jungenschaft blev arbejdet nu anført af den højt dekorede Johann Thorius, der havde afløst Jef Blume som landsungdomsfører. Thorius iværksatte den allersidste hverveaktion til Waffen-SS i februar måned 1945.
En gruppe kæmpede til det sidste
Det var karakteristisk, at der var en gruppe inden for Jungeschaftlerne, der til sidst kæmpede for den nationalsocialistiske sag. I det sidste nummer af Junge Front, der udkom i april 1945 stod følgende:
Opdragelse til soldat
Opdragelsen til soldat var kernen i den nazistiske drengeopdragelse. Hele træningen hos DJN var lagt an på at gå i krig for Tyskland. Udøver førerne, som var over 18, kunne unge mænd allerede gå i Waffen – SS fra 17-års alderen. I alt stod i 1944 omkring 1.800 medlemmer af mindretallet i tysk krigstjeneste, heraf var 285 DJN – førere.
Junge Wille var fra oktober 1942 blev det en feltavis for frivillige ved fronten. Tidsskriftet indeholdt derefter billeder af faldne fra DJN, udmærkelser og forfremmelser, breve fra Jungenschafler i felten og endelig en beretning fra arbejdet i folkegruppen.
Alvorlige skæbner
En familie på Strucksalle i Tønder fik at vide, at deres søn var deserteret. Han var i vagttjenesten i Buchenwald. Skulle han dukke op i Tønder, skulle de straks give melding. Et par måneder efter fik familien den triste besked, at man havde fundet sønnen i Bayern og at han nu var blevet skudt.
Mange forældre forsøgte også at få deres sønner ud af hæren, fordi det var brug for dem på gården eller til andet. Men det hjalp ingen kære mor. De tyske myndigheder gjorde opmærksom på, at deres søn havde underskrevet en kontrakt:
Folketyskerne kom gennemgående i de samme regimenter
De unge mennesker blev konstant opfordret til at melde sig i tjenesten. Ja man forventede at alle over 18 år meldte sig.
Folketyskerne kom gennemgående i de samme SS-enheder. Det drejede sig om divisionerne Wiking, Das Reich, Nordland og Totenkopf – Standarte.
Et ukendt antal Mädchenschaftler gjorde tjeneste som såkaldte frontsøstre, dvs. som sygeplejersker i SS – lazaretter. Det samlede antal danske statsborgere, der udførte denne tjeneste anslås til at være ca. 60.
Kilder:
Hvis du vil vide mere: Blandt www.dengang.dk ’ s 1.356 artikler har vi mange artikler, der omkranser nogle af de emner, der bliver behandlet i artiklen. Vi har udvalgt nogle her:
Dato: december 25, 2018
Præster og andet Godtfolk i Sønderjylland(2)
Foredrag afholdt den 27. oktober 2010 i Anna Kirke på Nørrebro. Det er en nyredigering. Vi skal besøge præster, herredsmænd, munke og nogle almindelige sønderjyder. Nogle af de præster, som vi besøger bedrev utugt, var mordere og andet. Vi kigger også på gamle traditioner og klostre. Vi starter på Rømø, går videre til Skærbæk, Højer, Tønder, Burkal, Løgumkloster, Hostrup, Ryd Kloster, Bov kirke, Kliplev, Søgård, Aabenraa, Hjordkær, Rise, Løjt og mange steder. Det kneb gevaldig for amtmændene på Brundlund Slot med moralen. Og så var præstene ikke altid lige ædruelige og organisterne kunne ikke finde den rette melodi. På kirkegårdene gik der gæs, får, svin og kvæg. Et kloster blev flyttet grundet utugt. Advarsel: det er en meget lang artikel
Ny redigering af ældre artikel
Den 27. oktober 2010 afholdt undertegnede et foredrag i Anna Kirken på Nørrebro. Desværre er der sket noget med teknikken, da foredraget skulle overføres til hjemmesiden. Det er ikke særlig læsevenligt. Derfor skrives foredraget nu om. Egentlig var det i to dele, men vi skriver nu det hele i en del. Vi redigerer indlægget og undlader enkelte historier, som vi har brugt i nogle andre artikler. Til sidst i artiklen henviser vi til andre artikler, hvis du vil fordybe sig yderligere.
Men vi ønsker god fornøjelse.
En rundrejse i Sønderjylland
Vi skal en rejse rundt i Sønderjylland. Vi skal møde præster, munke, skarprettere, adelsfolk og almindelige sønderjyder. Ikke alle præster er lige så søde som Anna Kirkes præst.
Rømø Kirke
Vi starter på Rømø. I kirken hænger 15 hatteknager ned fra loftet. På de fleste af dem finder man ejermændenes initialer.
Den store tilknytning til havet ser man på byens kirkegård. Storskippere tog selv deres gravsten med hjem fra deres togter. De fik hollandske mestre til at hugge deres indskrifter og billeder på stenen. På stenene kan man også finde en hel levnedsbeskrivelse.
På en af stenene ses et relief af kommandøren og hans kone samt 12 børn. En anden gravsten fortæller en skipper, der døde i en alder af 45 år, at han foretog 27 rejser fra Hamborg til Grønland.
Bryllupsskikke på Rømø
På Rømø forlovede man sig i en meget ung alder. Man giftede sig først, når man havde bestået sin eksamen. Som regel var det styrmandseksamen. Forlovelsestiden strakte sig ofte over 8 år.
Tre uger før brylluppet gik det unge pars fædre eller brudgommen med to vidner op til præsten og forlangte tinglysning. Trolovelsen blev fejret med et kaffegilde.
Efter en tid blev der travlt i bryllupsgården. Brudeparret gik personlig rundt og inviterede gæsterne. De nærmeste slægtninge udpegede en skaffer, en redekone, fire skænker og fire brudepiger.
En uge før brylluppet skulle der være ”brudeseng”. Fra de gårde, der ville give flæsk, kød og pølser. Et fad mad blev givet som bryllupsgave. De ældre mødte frem med mad inden den store dag.
Under redekonens påsyn blev brudsengen nu opredt. Her måtte alt være til stede lige fra undertøj til en fuldstændig beklædning og hvad der ellers hørte til et ”sovekammerudstyr”. Når de var mødte til brudeseng havde de fået en kop kaffe. Alt tilbehør blev fremvist af redekonen. Og dette punkt gav ofte anledning til drøje vittigheder. Det var slemt, hvis ikke alt var i orden.
Efter dette blev der drukket skål og gæsterne dansede hele natten.
To dage før brylluppet mødte alle skænker og brudepiger i Bryllupsgården. De to skænker blev med paraply i hånden sendt ud med en formel indbydelse til alle de indbudte. Det lød nogenlunde sådan:
Der blev lånt borde og bænke i nabolaget. Brudepigerne gik parvis og lånte tallerkner, knive og gafler, skeer, kopper, kaffekander, lysestager, lamper og hvad det ellers hørte til.
Skafferen var udstyret med et tykt spanskrør. Han bestemte rangfølgen ved bordet. Han bestemte også, hvornår der skulle spises, drikkes punch og meget mere. Han slog så på en bjælke for at få ørenlyd og afgive ordre.
Redekonen sørgede for at pynte bruden og var dennes anstandsdame. Fædrene var forlovere. Mødrene derimod var ikke engang med i kirken. De skulle tjekke i køkkenet, om alt gik rigtigt for sig. Mændene blev budt på brændevin og en slurk øl. Kvinderne fik en skefuld mjød og en tvebak af et fad.
Mad til brylluppet
Den efterfølgende opvartning bestod i kaffe og belagt smørrebrød, et stykke Sinka (hvedebrød med rosiner og krydderier). Dertil fik man tre-fire punch, hvoraf den ene i hvert fald var en rumpunch.
Derefter tog man i kirke.
Ved middagen bærer skænker på de store stegefade, flæskeskiver (Børster) ind til skafferen. Han fordeler dem på bordene. Spisesedlen bød som regel på flæsk og kød med kartofter og sauce. Hertil kom flere flasker snaps og brændevin.
Den anden ret var vinsuppe med rosiner og kanel. Desserten bestod af tvebakker (kovinge) med smør og øl til. Mens alt dette foregik gik tre underkopper rundt. Det var til indsamling til de fattige, jordemoderen og spillemanden.
Dansen om huset var egentlig afslutningen på brylluppet. Den blev afsluttet med en afskedsskål. Som regel blev brylluppet fortsat om søndagen med ”æ Syndeshytte” Ja egentlig varede et helt almindelig bryllup på Rømø en helt uge.
Skikke fra Højer
I Højer sang man ved en tysk vielse ”Jesu gehe Voran” og ”So nimm denn meine Hânde”. Foregik vielsen på dansk, så sang man ”Det er så yndigt at følges ad” og ”Jert hus skal bygges på klippegrund”.
Indtil 1736 blev der sunget tyske salmer, selv om det var en dansk vielse. En anden skik var at affyre nogle skud, når de unge mennesker gik eller kørte i kirke. Det blev dog forbudt flere gange. På grund af disse skud opstod der gårdbrande.
Den 24. juni 1783 blev der desuden indskærpet, at man skulle overholde sig fra overdådigheder på landet i forbindelse med bryllupper, barnedåb og begravelser.
I Frøslev kunne man ikke nøjes med geværer. Her brugte man en kanon.
Ved Højer Kirke var der en indgangsdør, der vendte mod nord. Den blev kaldt ”Brudedøren”. Oven over døren stod der på tysk: ”Stærkere end døden er kærligheden”.
Plant Bryllupstræer
En ordning fra dengang kunne også sagtens bruges i dag. En forordning pålagde de unge mennesker at plante bryllupstræer, inden de giftede sig, ja det hed sig at
Det skulle også kunne bevises, at beplantningen havde fundet sted. Man forpligtede sig også til vedligeholde disse træer. Og dem, der kender naturen vest på ved, at dette er meget svært. Her er ikke meget læ, når vestenstormen raserer.
Begravelse på Rømø
Der blev ikke ringet med klokkerne på Rømø, når en person var død. Æ Bojmand, en ung pige klædt i sort med en paraply i hånden gik rundt på øen med en hilsen, der lød nogenlunde sådan:
Et par dage før begravelsen samledes de nærmeste slægtninge ”Kestlæg”. Samme dag gik Æ Bojmand, denne gang en ung mand og indbød slægtninge og bekendte. Somme tider var det hele øens befolkning til at følge:
I lighuset blev man beværtet med kaffe og smørrebrød og to eller højst tre kaffepunch. En gammel pebermø havde ønsket hendes begravelse fejret som hendes bryllup. Dette ønske blev opfyldt.
På vejen til kirken skulle to af de nærmeste sidde på kisten. De sad på en stol lige bag kisten.
Efter begravelsen var der for de særlig indbudte Ærr’ Øl.
Ligklæde-Broderskab
I Højer havde man et Ligklæde-broderskab. Det blev stiftet den 21. februar 1681. Der var både vedtægter og protokol. Formålet var at sikre gildebrødrene en værdig begravelse. Man skulle følge hinanden til døden. Gjorde man ikke det skulle man betale en bøde. For Gildets broderskab var brugen af ligklæde og ligbåre gratis.
Den årlige forsamling foregik altid på fastelavnsmandag kl. 13. Alle gildebrødre skulle ved dette møde betale 1 sk. Lybsk. Hvervet som oldermand skiftede hvert år fra nabo til nabo. Og brødrene bar kisten på skulderen lige som i gammel tid.
Gildet bestod indtil 1869. Overskuddet blev overdraget til Højer Sparekasse. Og beløbet var med til at finansiere en ligvogn.
Den gamle ligvogn
Denne ligvogn blev restaureret i 1930. Den havde parkeringsplads i Sprøjtehuset på Torvet i Højer. Da denne blev nedrevet i 1937 bevilligede menighedsrådet en grund til ligvognen ved siden af den nye brandstation.
I 1948 blev den igen restaureret. Betingelsen var, at der skulle være flotte heste foran. Og tænk ligvognen var i brug til 1982. Jeg har set den i brug.
En værdig begravelse
Under besættelsen var der mange tyske soldater på Rømø
En tysk soldat havde dog fået nok af det hale og begik selvmord. Han skød sig selv i barakbyen i Kongsmark. Hans soldater-kollegaer forsøgte at få ham begravet uden kiste som landsforræder.
Men Rømøs præst nægtede at begrave ham uden kiste.. Under trusler med at komme i Kz-lejr, sørgede han for, at soldaten kom i en kiste og fik en værdig begravelse.
Drama hos præsten i Skærbæk
Kigger man godt efter på den første af Skærbæk Kirkes præstetavler ud for den fjerde række står der følgende angivet:
Anno 1627, da han i 1627 ihjelstak med Penne Kniv Christian Billum Sognepræst til Brøns Menighed og derfor maatte rømme Landet.
Hvad ligger til grund for denne historie? Johannes Andersens far og farfar var begge præster i Skærbæk. Faderen, Anders Jacobsen døde i 1616. Han ønskede, at få sønnen, der studerede som præst i København hjem til Skærbæk som præst.
Men han havde ikke fuldført sine studier og taget eksamen. Derfor kunne han ikke ordineres til embedet. Det var statholderen i Haderslev, der havde kaldsretten over embedet. Han indsatte Johannes Andersen i embedet. Men det var biskoppen i Ribe, der skulle foretage ordinationen. Han nægtede dog indtil papirerne var i orden.
Derfor var den unge præst i en yderst prekær situation. Biskoppens tilsynsførende var provst Billum i Brøns, og han var på nakken af den unge Johannes Andersen.
Ved en bestemt lejlighed i 1627 var der kommet til et skænderi, ja der var kommet til håndgribeligheder. Andersen havde dræbt Billum. En version fortæller, at drabet foregik foran alteret. En anden version fortæller, at det skete på kirkegården.
Johannes Andersen måtte flygte. Tre år senere blev han frikendt af et nævningeting. Han fik et fredsbrev af Christian den Fjerde. Han påstod nemlig, at han havde handlet i nødværge.
Sandelig om han ikke også fik lov til at søge embedet, når han klagede sin eksamen. Men det skete aldrig.
Pastor Jacobsen blev fyret
Og så havde Skærbæk også Pastor Jacobsen. Han var en af tyskhedens førere i Nordslesvig. Og det var ikke godt for Skærbæk var udpræget dansksindet, da han blev indsat i 1864. Han iværksatte nogle risikable projekter på Rømø, der ikke kunne tåle dagens lys.
Han blev afskediget som præst. De kirkelige myndigheder havde længe haft et vågent øje med ham.
Løgumkloster – Munkene fik magt
Vi tager i vores historiske rundtur lidt øst på til Løgumkloster og kigger på munkene.
Cistercienserne stammede fra Burgund i Frankrig. Ordenen var en fornyelse af Benediktiner-ordenen. De var vegetarer og fuldstændig selvforsynende. Munkene skulle iagttage ansvarsfuld tavshed, også under legemlig arbejde. Kun ved hjælp af tegn måtte de kommunikere. Otte gange i døgnet skulle de bede.
Egentlig kom de fra et klostersamfund i Seem ved Ribe. Der var langt fra alle, der var lige begejstret for munkenes tilstedeværelse. Mange sogne følte at klosteret fik alt for meget magt og dermed tiende. Det skete blandt andet i brede Sogn, hvor det lykkedes for munkene at få præsten afsat.
Ved reformationen ejede klosteret 193 gårde, 4 kirke, adskillige møller og flere store huse i Ribe.
Da Ludde blev henrettet
Man kan i Hostrup-præstens dagbog finde et notat om, dengang man forsøgte at hænge Ludde Jensen ude i Draved Skov i 1598.
Han var en skidt knægt. I sine unge dage havde han hugget armen af sin far. Nu havde han hugget en masse træ i skoven og antændt det fyrstelige Vogterhus.
Men ak, skarpretteren havde fået en for meget. Den 19. juli havde han fået to fingre klemt mellem galgestokken og strikket. Han lod Ludde hænge så længe han troede, at han var død. Men han blev nødt til at skære snoren over for at få sine fingre ud. Og overraskende for mange, så rejste Ludde sig op efter at have sundet sig lidt.
Torsdag den 22. juli forsøgte man så igen. Nu var skarpretteren ædru. Og denne gang overlevede Ludde ikke.
Kresten Kold ude vest på
Herude vest på lå Mjolden Kirke. Den var rammen om en frimenighed dannet af Kresten kold. Han var irriteret over, at børnene skulle lære udenad. Han var også med til at grundlægge højskole-tanken.
Han var huslærer hos en af de rigeste bønder på egnen, Knud Knudsen. Denne var far til forfatteren Jacob Knudsen. Og A.P. Møller er i familie med ham. Men ved det sikkert ikke. De nedstammede begge fra Mærsk-familien ved Ballum.
Ikke langt herfra – i Randerup blev Hans Adolph Brorson født. Ham hører vi mere om, når vi i vores rundrejse når Tønder. Se hans far hed Brodersen. Ikke langt derfra havde jeg slægtninge. Men det er endnu ikke lykkedes at finde The Missing link.
Aflønningerne af præsterne
Aflønningen af præsterne i Højer var kompliceret. Juledag efter prædiken plejede herredsfogeden at give 8 mark. Bolsmænd og Kådnere gav også 1-2 mark. Tjenestekarle gav 12 skilling og tjenestepiger 8 skilling.
Man skulle betale for bestemte kirkelige handlinger. Man havde fra gammel tid indført noget, som man kaldte for ”Mantel-penge”. Mantel er sønderjysk og betyder frakke, men i dette tilfælde henviser det til præstekjolen.
For lig-prædiken måtte menigheden til lommerne. Prisen varierede fra 2 mark ved børns begravelse. Var man velhavende så måtte man betale fra 12 – 48 mark.
Præsteenken fulgte med
Det var normalt, at den ny præst foruden embedet også overtog enken. Ja så kunne det ske, at enken var for gammel, så måtte den nye præst gifte sig med evt. barn eller barnebarn af enken.
Organisterne var der også problemer med. De var ikke lige musikalske alle sammen
Fattighuse
I sognene opstod der fattighuse. I Højer fandt man ud af, at fjerne ølkanden om morgenen og aftenen. Det var kun tilladt at få øl til grøden. Vandspanden erstattede ølkanden. Man indførte strenge regler. Og det var bl.a. præsten, der sammen med fattigforstanderen, der skulle sørge for at reglerne blev overholdt.
Det var bare et par af de regler, der skulle overholdes.
Kamp mellem dansk og tysk
Efter 1920 blev de tyskuddannede præster siddende i over 40 sogne i Sønderjylland. Efterhånden voksede interessen fra de danske menigheder i disse sogne for at få en dansk præst. Behovet voksede efter nazisternes overtagelse i Tyskland i 1933.
I Højer opstod der store kontroverser mellem den danske og tyske menighed. Et kirkeligt udvalg foreslog den tyske præst, Braren om, at antage en dansk ordineret medhjælper. Dette nægtede Braren kategorisk.
Sagen endte med, at en dansk præst blev udnævnt som kapelan i Højer. Braren betragtede dette som et personligt angreb. Men menigheden, der havde tysk flertal ville ikke hjælpe den ny præst til at finde en ny bolig. De ville heller ikke afgive præstegården.
Det var ikke kun i Højer, der var problemer mellem den danske og tyske menighed. I 1951 oprettede de tyske menigheder i Sønderjylland en frimenighed. De var underlagt den Slesvig – Holstenske evangeliske kirke med Slesvig som kirkeligt tilsynsførende. Dette medførte, at ca. 200 i Højer meldte sig ud af folkekirken.
Daler Kirke
Daler Kirke tilhørte Schackenborg. Den var i den kongerigske enklave lige som Møgeltønder. Stedet var underlagt greven og hans luner.
Stakkels Anders Wedel havde underskrevet en kontrakt, at han skulle gifte sig med den gamle præsts datter og underholde svigermor, såfremt den gamle præst døde. Og det gjorde han.
Men den nye præst havde gå på mod. Han forsøgte at modernisere kirken. Men ak af greven på Schackenborg fik han en påtale:
Katekismus skulle anskaffes
Problemerne voksede for Anders Wedel. Han vil indføre konfirmationen. Der kom til et opgør med menigheden. Præsten mente, at børnene blev taget ud alt for tidlig af skolen. De kunne ikke nå at lære katekismus.
Pigerne skulle meget tidlig lære at kniple. Og drengene skulle til søs.
Svigerfar havde skrevet en katekismus, inden han døde. Men børnene kunne ikke læse skråskrift. Men så tvang pastoren forældrene til at anskaffe sig en katekismus fra Flensborg.
Grevinden fra Schackenborg synes, at det var en god ide med offentlig eksamen i kirken. Og nu befalede hun det nærmest.
Konfirmationen indføres
Den 30. november 1707 var konfirmationen blevet indført i daler Kirke. Det var længe før, det blev indført i det øvrige rige.
Jo præsten mente, at ved det fjerde bud ”Du skal ære din far og mor”, ja så han bedre til at bibringe de unge det åndelige budskab.
Præsten ville heller ikke finde sig i, at der gik kreaturer på kirkegården. Han udsendte en forordning:
Stakkels Anders Wedel fik en alvorlig påtale og bøde. Og så blev han også dømt til at betale svigermor 1.530 rigsdaler.
Sømærke
Bevidst byggede man kirketårnet på Møgeltønder Kirke så højt som muligt. Så kunne den bruges som sømærke ude i Vadehavet. Da det engang blev ødelagt af et lyn, ville hollandske kaptajner betale halvdelen af udgifterne, hvis det nye tårn blev lige så højt. Men det blev nu aldrig så højt som før.
Blodig reformation
Reformationen i Møgeltønder var meget blodig. Den katolske præst Hr. Peder ville ikke bare opgive sit embede. Han blev simpelthen slået ihjel.
I 1560erne overtager Rantzauerne lenet. Det var bestemt ikke Guds bedte børn. Den sidste Rantzau beskrives som:
Han tilranede sigmere og mere ejendom på ulovlig vis.
Præsten blev henrettet
I 1585 blev Laurits Thomsen præst i Møgeltønder. Hans kone var hengiven til drukkenskab og letfærdig. Man sagde, at hun lå med mange borgere i Møgeltønder. Og datteren var udsat for blodskam og blev udlånt til diverse ting og sager.
Det hele endte med at konen og datteren blev halshugget. Laurits Thomsen blev brændt.
Der er givet pardon
Møgeltønderhus så ikke godt ud efter svenskernes hærgen. Mad Schack-familien begyndte en ny tilværelse for beboerne i Møgeltønder på godt og ondt. Felthæren købte selv lenet tilbage. De penge skulle tilbage igen, derfor hersede han med bønderne. Bønderne gjorde oprør. Oprørslederen skulle halshugges i slotsgården. Bødelen stod parat og skulle til at svinge øksen. Pludselig åbnes et lille vindue. Hans Schack stikker hovedet frem:
Social skel i kirken
Det sociale hierarki afspejlede sig, hvor i kirken, man sad. På de forreste rækker sad overinspektøren, derefter betjentene. I tredje stolerække sad godsets øvrige folk. Men her sad også 5 sognemænd. Desuden sad her også folk, der ville betale leje for stolene. Det var absolut kirkens dyreste pladser lige under prædikestolen.
Derefter fulgte 15 rækker med bolsmænd, der betalte afgift i naturalier og penge til degnen og organisten. Derefter fulgte tre stolerækker med mænd, der havde betalt seks eller otte skilling.
I skibets nordre side sad godsinspektørens kone og de øvrige kvinder fra godset. Yderligere havde grevinden bevilliget, at præstens, birkedommerens samt delfogedens koner fik plads her.
Kirkens allerdårligste pladser var beregnet til pøbelen og andre kvinder.
I Møgeltønder talte man meget om de onde grevinder. Den anden kone efter den tredje Schack var således en af de værste.
Hun ville have genindført hoveriet. Hun førte talrige retssager og forsøgte sig med bestikkelse. Hun satte spørgsmålstegn ved de lokale bønder. Til hendes egen børn forklarede hun, at de lignede mennesker. Men det var mærkelige skabninger, der var overtrukket med menneskehud.
Hovedet mod døbefonden i Tønder
Her i Tønder Kristkirke har jeg været til et hav af barnedåb, begravelser og bryllupper. Ja også til juleafslutning med skolen. Her gik jeg til konfirmationsforberedelse. Og blev kørt hjem af præsten i en Folkevogn. Jeg var besvimet. I første omgang troede han, at jeg var faldet i søvn. Men faktisk var jeg meget syg, og var ikke i skole i 14 dage.
Her var det også, at jeg slog hovedet mod døbefonten. Så både denne og mit hoved gyngede. Måske er det derfor, jeg er som jeg er. Min far har påstået, at han har leget cowboy og indianer her inde i kirken.
Mit dem Totenkopf spielen
Dengang der blev gravet ud om kirken, fandt min far og nogle kammarater noget som de kunne spille fodbold med. I skolen blev de mødt af en fortørnet lærer:
Jo de havde fundet et skelethovede.
Den tyske præst
Og her i Tønder var den tyske præst skyld i at vi i familien er tre søskende, der er tysk døbt og tre, der er dansk døbt. Jo mine forældre var tysksindede, indtil den tyske præst blandede sig i, hvad min Oma skulle foretage sig.
Min far skiftede Der Nordschleswiger ud med Aktuelt. Men nu ved jeg egentlig ikke, hvor tysksindet de var, for ingen af os har gået i tysk skole eller tysk børnehave. Jeg har endda gået i samme børnehave som Poul Schlûter dog ikke samtidig.
Brorson – en præst fra Tønder
På det sted, hvor jeg stod i lære, skrev Hans Adolph Brorson nogle af sine populæreste salmer. Det var dog ikke i samme ejendom.
Ved den store mandedrukning ved vestkysten, hvor der omkom 10.000, måtte familien søge tilflugt i kirken.
Da han var 10 år gammel døde hans far. Faderen samlede sine tre drenge ved sit dødsleje og sagde til dem, at han ingen penge havde. Men hvis de stolede på Gud skulle det nok gå. I hjemmet var der en huslærer, der hed Oluf Holbæk. Han blev gift med Hans Adolphs mor.
Brorson kom i forbindelse med pietismen. Det vakte stor udbredelse i Sønderjylland. Brorson giftede sig med sin kusine. De fik 10 sønner og tre døtre. Tre sønner var dødfødte og yderligere fire børn døde, mens de var små,
Brorson udgav 11 salmehefter. I 1739 blev disse samlet i salmebogen Troens Rare Klenodie (Tønder Salmebøgerne).
I 1737 blev han stiftsprovst i Ribe. Egentlig ville han ikke have hvervet. Hans kone døde ved fødslen af deres 13. barn. Han var knuget af sorg.
Munkene fra Tønder
Et Franciskaner-kloster blev stiftet i 1238 i Tønder. Til dette var der knyttet en kirke, der blev indviet i 1247. Mange håndværksfolk og handlende søgte tilflugt hos den mest populære katolik Frans af Assisi.
Disse munke havde stor betydning på egnen. I Løgum dyrkede de jorden, de havde møller og gårde. Fra Tønder til Ribe gik de barfodede rundt og forkyndte Guds lære.
I 1530 blev klosteret i Tønder ophævet. Slottet krævede mere plads. Lutherdommen trængte igennem overalt. Det gik ud over tiggermunkene, der til sidst blev fortrængt og jaget ud af Tønder.
Præsten fra Aventoft
I 1556 begik præsten i Aventoft, Henricus Sicander i Aventoft syd for Tønder dokumentfalsk. Han blev henrettet. Først blev han lagt på hjulet. Men inden da fik han det ene øje stukket ud og kappet to fingre af.
Gud er dig nådig
Ved henrettelser skulle præster stille sig til rådighed. Som regel var de sidste ord:
Det var allerede fastlagt i kirkeordningen af 1542. Her siges det, at præsten ikke blot skulle medvirke, når de dømte føres til straffen. Han skulle også tage sig af dem. Og dem, der så blev overbevist af præsten skulle en eller to dage inden henrettelsen modtage sakramentet.
Ikke plads til kisten
Las Petersen havde efter ansøgning om tilladelse til at indrette og vedligeholdelse af en begravelse under kirkegulvet i Hostrup Kirke fået tilladelse til dette.
Det gjaldt sådan set hele familien på gårdene Store Tønde og Solvig. Dette kostede 10 rigsdaler.
Men det gik ikke altid lige godt. I 1733 døde Andreas Nissen. Da man skulle have kisten ind i kirken, var den for stor. Man blev nødt til at hugge en del af muren væk og fjerne nogle af bænkene for at få den ind.
Kirken ville ikke betale. Men enken ville heller ikke. Hun forklarede, at slægten havde betalt både lyskrone og så meget andet til kirken. Desuden ejede hun 12 skolestader i kirken.
Og her i Hostrup Kirke kunne man ligesom så mange andre steder betale sig til en lang lig-prædiken, bare man ville betale nok. Mange ville gerne huskes efter deres død.
Barn med tjenestepigen
I 1200-tallet var der selvfølgelig en præst i Burkal. Meget mod kirkens vilje havde han en husholderske. Han måtte jo ikke gifte sig med hende. Men uha han fik et barn med hende.
Og i 1722 berettes om en mand, der levede sammen med sin kone og søster. De blev begge to gravide. Søsteren fødte først. For at skjule utugten, lod konen som om det var hendes barn. Præsten kom og døbte barnet.
Men da konen steg op af barselssengen kunne man jo ikke undgå at se, at hun stadig var gravid. Det endte med at faderen og søsteren flygtede.
Du sorte Kock
Tre gange har der været såkaldte vækkelser i Burkal Sogn. Den pietistiske – herrnhutiske bevægelse havde særdeles gode vilkår. Senere forsøgte Dansk Missionsforbund sig.
Og så var det pastor Petersen, der kom direkte fra et drikkelag i Tønder for at klare gudstjenesten. I præstegården havde han også en elskerinde.
I 1864 havde den danske præst Kock udtjent sin tjeneste. Uden for vinduerne råbte Burkals ungdom:
Ikke ærbar
I 350 år huserede munkene omkring Flensborg og i skovene omkring Kollund. Et stort kloster lå nordvest for det nuværende slot Glücksborg. Et del af klosteret lå i den nuværende slotsø.
Cistercienserne havde i middelalderen 13 klostre i Danmark. Vi skal helt tilbage til 1191, hvor der blev anlagt et kloster i Guldhom i Nybøl Sogn nord for Slesvig. Det var Biskop Valdemar, der indviede klostret. Grunden var, at det lille munke og nonnekloster St. Michael ikke var særlig ærbar.
Der blev horet og drukket. Abbeden og hans munke lå døddrukken rundt i byens ølhuse. Her havde de ædt og svirret og moret sig med byens fruentimmere. Derfor flyttede Valdemar klosteret. Men det blev ærbarheden ikke bedre af.
Derfor blev man i 1210 nødt til at flytte nok engang. Dengang til Ryd(Ryde) ved Flensborg. Men ak, der udspændt sig en krig mellem Benediktinerne og Cistercienserne.
Man besøgte de fattige og husede de vejfarende. Det var ikke ualmindeligt at de gamle og syge købte sig ind i klosteret for at tilbringe deres sidste tid her.
Hygiejnen var stor. Man havde badestuer og toiletter. Lægerne på klosteret gik ikke af vejen for komplicerede operationer af hjernesvulster. De lappede kampskader som sværdhug eller pileskader.
Men det var ikke altid godt i klosteret. I 1280erne var det bispen fra Slesvig, Jacob, der forpestede munkenes tilværelse. Han burde nok snarere kaldes tyran i stedet for bisp. Han berøvede munkenes indtægt og lod dem piske.
Kongemord
Her på Ryd Kloster skulle der også være foregået et kongemord, idet Christoffer den Første under nadveren 1259 var blevet forgiftet af abbed Arfast. Det skete efter årelange stridigheder mellem Jakob Erlandsen om magten i riget skulle gå til kirken eller staten.
Kæmpe kloster
Det må have været et kæmpe kloster. Hovedbygningen menes at have været 350 meter i længden og 200 meter i bredden. Den omfattede korsgang og gård, søjlesalsfløj, lægebroderboliger med køkken og spisesal, kirke, kirkegård samt sygehus og herberg.
Man faldt i søvn
Hvornår den første kirke er bygget i Bov vides ikke. Den var ret betydningsfuld lige ved Hærvejen. Gulvet var dengang dækket med hø og halm. Det skete ikke så sjældent, at dele af menigheden faldt i søvn under de lange ceremonier.
Efter at have talt om bibelen i en times tid, ja så gik præsten over til at tale om hverdagens problemer dengang. Men man havde dengang en lang stok, så man kunne prikke til dem, der var faldet i søvn.
Spedalskhed
I 1300-tallet blev Europa plaget af Den Sorte Død. Pesten holdt også sit indtog. I Bov Kirke var der et spedalskhedsvindue. Gennem dette vindue kunne de syge udefra følge gudstjenesten.
Pastoren blev hentet ned
I slutningen af 1700-tallet var der igen galt med troen i Bov. Pastor Clausen var rationalist og prædikede fornufttroen, mens menigmand hold fast ved åbenbaringstroen. Det endte med, at borgere trak pastoren ned fra prædikestolen. Otte borgere fik bøder og kom bag tremmer.
Denne Clausen var en meget bestemt mand. Det blev sagt, at når han gik en tur gennem Bov var det ikke et menneske at se. De skyndte sig ind i husene. Når børnene fra skolerne uden for Bov skulle have eksamen, måtte lærerne stille med dem på præstegården.
Og så blev der holdt danske prædikener og undervist på dansk i præstegården. Men det tog prøjserne meget ilde op. Det endte med at præsten måtte tage sin afsked.
Ligvogns-forening
I Frøslev by havde man fra 1882 en ligvogns-forening. Foreningen blev først opløst efter 80 år. I 1912 havde man 60 medlemmer. Der var også en skik med, at det var afdødes nærmeste nabo, der skulle køre ligvognen og ligge hesteforspand til. Men efterkrigens mekanisering gjorde hesten overflødig.
Adelsfamilien Ahlefeldt
Da Kong Hans endelig erhvervede Lundtoft Herred var det ikke meget tilbage. Adelen ejede det meste. Godset var Søgård var Slesvigs største. Og her sad familien Ahlefeldt. Ja de sad her i mere end 300 år.
Men slægten har indbyrdes ikke været særlig gode venner. En mur gik tværs gennem gården. Men efterhånden foretrak den ene gren af familien at bosætte sig længere øst på ved Sundeved.
Og det er ganske vist. Ved Søgård Sø er der en heks. Grev Ahlefeldt havde besøg af den, og han fik et rødt ar i panden.
Nu var det ikke alle Ahlefeldter, der var Guds bedste børn. De to fætre Frederik og Ditlev deltog i forskellige krige rundt om i Europa. Ved et slagsmål i Amsterdam kom den iltre Frederik til at dræbe en mand. Ved hjælp af diplomati og penge lykkedes det for Ditlev at frikøbe sin fætter for mordanklager.
Stor søgning til Kliplev Kirke
I hele den negative periode i Sønderjylland søgte folk trøst i den kristne tro. I 1400-årene havde Ahlefeldt-familien høstet stor fordel af, at der fandt valfart sted til Kliplev Kirke. Især til de årlige Helligkors-messer den 3. maj og 14. september var der en enorm søgning. Det var en omfattende valfart til Kliplev kirke via Hærvejen.
Alle skulle hen til Skt. Hjælper. Det hang i korets nordligste kapel. Figuren blev betragtet som særlig herlig og dermed helbredende. Man så figuren gennem et vindue med jerngitter.
Kapel i Årup
Familien oprettede et kapel i Årup. Det var et omfattende byggeri. Var byggeriet blevet færdig havde skibet udgjort 35 meter i længden og 11 og 21 meter i bredden. Det var et anseeligt byggeri, der kunne måle sig med Løgum Kloster.
Bekend dine sønner
I kirken måtte man bekende sine syndere. Således måtte den 19 – årige Hans Rossen, søn af den ansete bonde og lensfoged Rasmus Bossen knæle ved alteret. Over for menigheden måtte han erkende, at han havde fået et barn med en gårdmandsdatter fra Torp-uden for ægteskab.
Gårdejerne ville ikke betale tiende
I 1774 fandt sognepræsten Nicolaus Freuchen det nødvendigt, at være talsmand for småfolkene i Ensted Sogn. Årsagen var, at de 27 kongelige gårdejere på skift hver måned bragte deres skat til Arresthuset i Tønder. Nu forlangte han, Kådnere og inderste skulle være med til at betale, hvis de ville være med i ordningen. Præsten mente ikke, at småfolkene skulle betale.
Gårdejerne mente ikke, at pastoren skulle blande sig. Det lykkedes for dem, at få ham fyret. I 1798 kom en ny præst fra Løgumkloster. Han skulle snart komme i vanskeligheder. Man nægtede at give tiende.
Præsten truede med at tage sin afsked, hvis han ikke fik tiende. Men stor del af de rige gårdejere mente, at man skulle spare på kirke, skole og præst. Pastor Hoeck skrev således i 1799:
Militæret indsat
Øvrigheden reagerede ikke rigtig. Men endelig i december 1799 kom en militær eksekution bestående af en koporal og 12 ryttere. De blev indkvarteret hos dem, der råbte op. De skulle have forplejning og rejste ikke før, at gårdejerne havde betalt deres restance til præsten.
I begyndelsen af 1800 tallet steg antallet af Kådnere, inderste og jordløse i sognet i forhold til antallet af gårdejere. Dette kunne mærkes på kirkens økonomi.
I 1826 blev der bygget et nyt klokketårn. Gårdejerne mente, at Kådnere og andre af sognets beboere skulle betale halvdelen.
Amtmanden træder ved siden af
Amtmand Gundelach i Aabenraa var kommet galt afsted. Han var stadig gift med Adelheit von der Wich. Men han havde fået en datter med Mette Ivers. Hun var af betydeligere lavere stand.
Som skik og brug var dengang sørgede børnefaderen i de bedre kredse for sit illegale afkom. Mette var derfor blevet giftet med en af amtmandens medarbejdere, Johan Ranow. Denne befandt sig på et nogenlunde acceptabelt trin på samfundets trappe.
Amtmandens plan var at denne nye ægtemand skulle være tolder på Toldsted sydvest for Aabenraa lige ved Hærvejen.
Familien Ahrenkiel
Nu havde Ahrenkiel-familien dog reageret på stedet i over 200 år. Den eneste måde, at få dette ordnet, var at lave en kile, der betød, at man betvivlede embedsførelsen. Og Amtmanden havde nok af penge og magt, så dette kunne lykkes for ham. Den 18. april 1694 blev familien Ahrenkiel smidt ud af deres gård i Toldsted.
Troels Ahrenkiel protesterede på familiens vegne. Og han klagede til hertugen.
Amtmændenes manglende moral
Han har sikkert også påpeget amtmandens manglende moral. Nu var det ikke unormalt at amtmanden på Brundlund trådte ved siden af. Når pastorer anfægtede dette, ja men så skiftede man bare til præsten i Løjt.
Omkring 1650 ventede amtmand von Winterfeldts ugifte kokkepige sig. Hun ville ikke opgive navnet på faderen. Man var det amtmanden?
Han forsynede i hvert fald sin skytte, Nis med den nødvendige kapital til at købe en mindre bolig og etablere en kro ved Hærvejen ved ”Die Rote Brücke”
Pastor Hübschmann havde også sine genvordigheder i Aaabenraa. Han havde mistanke om, at amtmand Heinrich von Brockdorff i mindst to tilfælde havde forført amtmandindens tjenestepige Trincke.
I hvert fald fik hun to børn. Og hun ville ikke oplyse, hvem faderen var.
Ja præster var nok heller ikke være eller bedre. Således blev præsten i Ballum dømt til at være far til tjenestepigens barn.
Men episoden her første til et langvarigt fjendskab mellem provst Troels Ahrenkiel og Amtmand Gundelach.
Amtmanden beskyldte nu provsten at have svin gående på kirkegården. Provsten svarede, at det ikke var hans opgave at føre tilsyn på kirkegården. Det var skarpretterens søn. Faktum var, at der både gik kvæg, svin får og gæs rundt på kirkegården i Aabenraa.
Guds straf
Troels Ahrenkiel var et højt uddannet teolog og udgav flere historiske værker. Han viste også stor interesse for oldtidskundskab.
I 1680 og 1681 Havde det efter sigende været set kometer over Aabenraa. Præsten var helt sikker på, at det var Guds straf.
Fra Nicolai Kirken tordnede provsten mod menigheden. Han pegede på Romerbrevets 8. kapitel vers 28:
Vestergade brændte tre uger efter. Jo provsten har sikkert haft ret.
Flere problemer
Provsten havde dog flere problemer at slås med. Diakonen blev anklaget for usømmelig vandel. Han drak sig fra sans og samling til fester. Han havde sågar ladet trusseløse piger hoppe over sig. Så havde han drukket de vakre pigers skål og revet parykker og hatte af festdeltagerne.
Kantoren dukkede ofte fuld op i kirken. Han gik ofte i gang med at fyre de forkerte salmer af. Og tonen ramte han sjældent. Først i 1704 blev han afskediget.
Ikke sjældent lød der støj udefra under gudstjenesten. Der var arrangeret keglespil og øldrikkeri ude på Kirkepladsen.
Troels Ahrenkiel havde det ikke let som præst i Aabenraa.
Danmarks ældste kirkebog
I Hjordkær Kirke har man Danmarks ældste kirkebog. Her kan man læse, at Matz Rasmussen fra Aarslev i Aabenraa den 7. september 1594 blev gennemboret af et sværd ført af Johan Tucksen.
Kirketugten var streng
Kirketugten var streng. Visse synder blev anset som meget slemme. Hvis præsten opdagede, at man havde født for tidlig efter vielsen, blev barnet slet ikke indført i selve kirkebogen. Forældrene blev indkaldt for at skrifte.
Ja det fortælles, at en brudgom i 1645 førtes til alteret, fordi han havde krænket en pige og lovet hende ægteskab. Han ville ikke frivillig stå ved sit løfte.
Pastoren tror på trolddom
Pastor Fabricius i Løjt måtte engang mane en kromands genfærd i Mørkesø nord for Løjt Kirkeby. Og pastor Bendixen havde Cyprianus trolddomsbog. En tjenestepige fik fat i den og havde læst rotterne i Præstegården. Men pastoren fik dog læst dem ud igen.
På et tidspunkt fik man en ny præst i Løjt. Og det betød en helt ny vækkelse. Andreas Mathiesen var stærkt præget af Herrnhuter-bevægelsen. Og så samarbejdede man med Brødremenigheden i Christiansfeld.
Bekymret for udviklingen
I 1819 var der 110 opvakte sjæle i sognet, der troede på Herrnhuter. Man blev organiseret i forskellige grupper, ugifte mænd, ugifte kvinder, ægtepar og enker. Man holdt møder hver for sig. Men alle samlede sig om søndagen.
Provst Paulsen i Aabenraa var meget bekymret for udviklingen i Løjt. I 1815 skrev han således:
Præsten døde af druk
Ak ja Matthiesen fortsatte med at prædike to timer i træk. Og Paulsen satte sin andenpræst, Bachmann ind i kampen mod den rebelske præst i Løjt. Men Bachmann forfaldt til druk. Det endte med at han drak sig ihjel.
Matthiesen talte mere og mere uden sammenhæng. Efterhånden var der dog ikke kun Herrnhuter, der gik i kirke i Løjt Sogn. Vækkelsen var årsag til, at det var Indre Mission og ikke den Grundtvigske mission, der vandt størst fodfæste i Løjt.
De fleste præster tog også parti for Slesvig-Holsten i den nationale kamp. Og sådan kunne vi blive ved. Vi når ikke mere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Her på www.dengang.dk kan du læse følgende:
Dato: november 1, 2018
Sønderjylland under pres – syd fra.
Ensretningen ramte også hårdt ned i det tyske mindretal. Pastor Schmidt kunne ikke beholde magten. ”Vi vil have Nordslesvig tilbage”, lød budskabet. Fra dansk side, lød det ”Grænsen ligger fast”. Men de tysksindede mente, at der i 1920 var sket ”En hårdrejsende forbrydelser mod det tyske folk”. Nazismen startede i tønder! Frits Clausen sammenlignede Hitler med Morten Luther. Mindretallet blev næsten totalt nazificeret. Landbruget i Sønderjylland havde store problemer og landmændene radikaliseret. Vi fik Bovrup Stormen med bøder. Frits Clausen meget populær på hjemegnen. Nazismen tiltrak ungdommen Rønshoved Højskolen sammenlignede Hitler med Grundtvig. Aksel Larsen hev et Nazi – flag i stykker. Sønderjyderne forlangte ekstra bevogtning af grænsen. Men det ville man ikke fra Københavns side. Det ulmede i Sønderjylland i 1920erne. Presset syd fra var stort.
Ensretningen ramte hårdt i det tyske mindretal
Det var en forvirrende periode i Sønderjylland. Støvletramp var allerede kommet til landet. Og i Sønderjylland var nogle sønderjyder begyndt at heile. Vi er i 1930erne. Forfatteren Jacob Paludan kaldte det i romanen ”Jørgen Stein” for ”Torden i syd”.
Man kunne i den grad mærke i Sønderjylland, at Hitler var kommet til magten.
Orkanens øje var det tyske mindretal. De enkelte medlemmer blev i den grad presset. Ensretningen i Det Tredje Rige ramte hårdt i Det Tyske Mindretal. Vi oplevede Påskeblæsten. Det var vel den første egentlige konfrontation med det nazistiske Tyskland. Og pludselig kan man i tanke om, at tyskerne aldrig havde accepteret grænsedragningen i 1920.
Pastor Schmidt kunne ikke bevare magten
Pastor Schmidt regnede med, at han kunne bevare magten inden for det tyske mindretal. Ideologisk set var det sikkert ikke så svært for ham at acceptere den nazistiske ideologi. Men den kommende tid med den turbulente nazificering af mindretallet skulle vise ham, at han, og dermed også den gamle mindretalsledelse, ville trække det korte strå i dette politiske opgør.
Vi vil have Nordslesvig tilbage
For Danmark betød nazismens barske og fuldstændige overtagelse af mindretallets ledelse en stor politisk udfordring for nazisterne havde bestemt ikke skrinlagt grænserevisionskravet.
Landrat Dr. Wilhelm Sievers, der senere blev borgmester i Flensborg og Pastor Johann Leopold Peperkorn rettede voldsomme angreb mod alt, hvad der var dansk.
Sievers krævede under en tale i Rendsborg:
De to krævede også Slesvig – Holsten ”Up ewig ungetailt”.
Men noget tyder dog på, de to herrer nok optrådte for egenrådige. Ifølge Berlingske Tidende ønskede Tyskland et godt naboforhold til Danmark. Også Hitler var blevet irriteret over de to herrers agitation.
Flensburger Nachrichten gik til angreb mod det danske mindretal endda inden det blev et nazistisk organ. Ja egentlig blev der kæmpet helt frem til 1955, da København – Bonn erklæringen blev vedtaget.
Grænsen ligger fast
Ja egentlig var det tale om en mindre udenrigsk politisk krise, der resulterede i Staunings udtalelse:
Berlin gav dog også en ordre til at dæmpe tonen.
Hverken Thorvald Stauning eller udenrigsminister Munch ønskede ingen optrapning eller dramtik om grænsespørgsmålet. Denne holdning var i overensstemmelse med den udenrigspolitiske linje, som Danmark havde lagt fra midten af 1920erne. Man kan også kalde det for afmålt tilpasningspolitik over for Tyskland.
Udenrigsminister Munch bad den københavnske presse om ikke at omtale den slesvigske ”Grænsekonflikt”.
En hårdrejsende forbrydelse mod det tyske folk
Men Hejmdal kunne dog berette om flere grænse – synspunkter fra Peperkorn. Men provokationerne fortsatte. Således lovede Sievers, at understøtte de tyske nordslesvigere i nazismens ånd. Desuden blev det fastslået at grænsedragningen i 1920 var:
I en kort periode omkring 1937 forsøgte Stauning forgæves om hjælp fra England og Skandinavien. Den dansk – tyske angrebspagt den 24, juni 1939 var vel i den henseende uundgåelig. Men denne pagt tog ikke stilling til grænsen.
Det startede i Tønder
Vi har i tidligere artikler beskrevet mødet i Tønder den 23. marts 1933, hvor vi mødte den første nazistiske manifestation inden for det tyske mindretal. Det var lærer Lutz fra Süderlügum på besøg.
Den 15. april blev Nationalzozialistische Arbeitsgemeinschaft Nordschlewig NSAN stiften i Aabenraa med Jens Lorenzen som formand. I 1938 havde NSDAP – N med dyrlæge Jens Møller udkonkurreret den anden forening.
Det var nok Gauleiter Heinrich Lohse i Flensborg, der gjorde sit ti at nazificere det tyske mindretal nord for grænsen. Han advarede mindretallet mod at indmelde sig i DNSAP. Pastor Peperkorn forlangte at alle tysksindede nordslesvigere inden den 15. april 1933 skulle være udmeldt af DNSAP. Pastoren forlangte, at Frits Clausen tog en klar stilling til grænsen.
Frits Clausen sammenlignede Hitler med Martin Luther
Frits Clausen sammenlignede Hitler med Martin Luther. Hans ide kunne ikke blot redde Tyskland, men ”alle folkeslag af nordisk-germansk kultur”. Egentlig tog Clausen ikke rigtig stilling til det slesvigske spørgsmål. Han gik i stedet tilbage til de ”urgamle forestillinger” om den nordiske historie.
Mellem linjerne kunne man dog skimte den holdning hos Frits Clausen, at hele Slesvig i sin oprindelse var kernedansk. Men der skulle holdes en dør på klem for de tysksindede landsmænd – de skulle nemlig på længere sigt genvindes for danskheden.
Mindretallet blev nazificeret
På Saksborg kro ikke langt fra Tønder blev der begejstret gjort rede for NSDAP’ s grundlag og mål. På en enkelt aften var der 65 nye medlemmer. På et møde i Tinglev blev man enige om, at mindretallets vælgerforening skulle nazificeres. Man afsluttede mødet med Hitler – Lied og Hitler – hilsen.
Flere tyske foreninger, herunder borger – og musikforeninger – blev opslugt af det nyoprettede ”Bund für deutsche Kultur, der gennem koncerter, teater, foredrag og film skulle sammensvejse mindretallet til et ”nationalsocialistisk kulturfællesskab” Tilsvarende gik det med Pfadfinder og Wandervogel, som smeltede sammen med det i sommeren 1933 nyoprettede Deutsche Jugendschaft Nordschleswig. Det blev en hjemmetysk pendant til det rigstyske Hitler – Jugend.
Landbruget havde store problemer
Man skal også huske, at Sønderjylland i 1930erne var ret gældsplaget. Landsdelen var præget af mange konkurser. Mellem 1926 og 1937 var der i alt 2.440 sønderjyske landbrug, der gik på tvangsaktion. Måske var derfor, at LS – bevægelsen havde så godt et tag i sønderjyderne.
Man vedtog ”Det Nordslesvigske Manifest”, der konkluderede, at den danske regering ikke ydede tilstrækkelig økonomisk hjælp efter Genforeningen. Dette satte i den grad sindene i kog. Det kogte så meget, at regeringen vedtog en ”rentelempelseslov”, der ”gav mange sønderjyske erhvervsdrivende et tiltrængt økonomisk pusterum”.
Bovrup – storm
Det var jo også her fra Sønderjylland, at man kunne levere en formand til DNSAP – det danske nazistparti. Ja partiet blev startet den 16. november 1930 i selveste Grundtvigs Hus i København med 5 deltagere.
Til stor fortrydelse vedtog man et uniformsforbud. Men det forhindrede dog ikke i afholdelse af den såkaldte ”Bovrup Storm” i uniform. Men hammeren faldt prompte. 17 mand blev anklaget. De fik alle bøder mellem 10 kr. og 20 kr. og konfiskeret uniformer og uniformsgenstande.
I dag er der ingen der vil kendes ved denne Frits Clausen. Han var ellers meget populær dengang.
Til et møde i Kollund blev Frits Clausen spurgt om nationalsocialisme ikke i bund og grund var en tysk bevægelse. Hertil svarede Frits Clausen, at hans bagdel var bred nok til at sidde på to stole på en gang. Det morede selvfølgelig forsamlingen, men spørgeren fik ikke svar på, om det nu også lod sig gøre at forene nationalsocialisme med dansk nationalfølelse.
Frits Clausen – populær på hjemegnen
Frits Clausen trak mange stemmer fra hans hjemegn i Bovrup, Felsted, Ullerup og Varnæs. Den stærkt dansk – nationale Ejnar Vaaben var kun i perioder allieret med DNSAP. Han stod nærmest i opposition til Frits Clausen grundet dennes særlige læggen vægt på det slesvigske.
I 1935 fik DNSAP 4,4 pct. af stemmerne i Sønderjylland mod 1 pct. på landsplan. Frits Clausen var populær. Og så var det jo lige landbrugskrisen i Sønderjylland. Det gjorde landmændene mere radikale.
Ved årsmødet den 25. juni 1933 i Toftlund sang deltagerne en dansk version af ”Horst Wessel Lied” samt ”Dengang jeg drog af sted”. I sangen hedder det dog:
Det havde man måske ikke opdaget. En måned efter havde Frits Clausen taget magten i DNSAP. Det foregik faktisk på det nuværende Hotel Royal i Aabenraa.
En snert af Nazisme
Korrespondent for Dagens Nyheder og Flensborg Avis var dengang Jacob Kronika. Han havde været en uforsonlig kritikker af Nazismen. Men den 21. april 1933 kunne man i Flensborg Avis læse følgende fra hans pen:
Avisens chefredaktør Ernst Christensen lod sig til en vis grad forblænde. Men nu kunne ingen på dette tidspunkt ane, at den højtstående kulturnation kunne udvikle sig til et af de mest grusomme og umenneskelige diktaturer, som verden nogensinde har set.
Chefredaktøren var dog mere forbeholden end Kronika, men også han fremhævede de samme udviklinger og tendenser i Hitlers Tyskland, som han mente Danmark kunne lære noget af. Den var helt i overensstemmelse med hans ”front og bro – tænkning, der betød, at det var de danske slesvigers helt særlige opgave ved siden af at forsvare egen nationalitet også at fungere som formidlere af gode tanker fra Tyskland.
Nazismen tiltrak ungdommen
Men Kronika og Christensen pegede også på, at nazismen tiltrak ungdommen. Hvis ikke danskerne kunne tilbyde de unge sønderjyder en national vækkelsesbevægelse, der kunne måle sig med nazisternes, så risikerede man at de unge blev nationalsocialister.
Det unge Grænseværn blev oprettet som en slags modvægt, og Flensborg Avis stillede en ugentlig side til rådighed. Kronika og Christensen endte som antinationalister.
Rønshoved Højskole så ligheder mellem Grundtvig og Hitler
I Rønshoved Højskoles årsskrift for 1934 skrev forstander, Aage Møller, at man skulle være ”stokblind” for ikke at kunne få øje på lighederne mellem Grundtvig og Hitler. Så må vi da lige tilføje, at man skal være end almindelig svagtseende for ikke at få øje på forskellene.
På skolen ansatte man nazisten Mikkel P. Ejerslev som historielærer. Men dette førte til modstand. Og med bitterhed blev Aage Møller nødt til at afskedige Ejerslev for at redde sin højskole fra økonomisk ruin.
Også på Askov Højskole var der en hvis sympati for nazismen men også en afsky.
Hans Harder, der i 1941 overtog Rønshoved Højskole anerkendte det tyske regimes evne til at begejstre og samle folket, men på debetsiden regnede han hetzen mod jøderne og styrets militaristiske propaganda.
Aviserne tolkede nazismen forskellig
Mellem Jyske Tidende, Dannevirke/Modersmålet og Flensborg Avis på den ene side og Hejmdal og Sønderborg Socialdemokrat på den anden side var der dyb uenighed om, hvordan man skulle håndtere nazismen. Inden 1933 var omme, var Hejmdal og Sønderborg Socialdemokraten forbudt i Tyskland.
Aksel Larsen i retten
I Aabenraa rev folketingsmedlem Aksel Larsen et naziflag itu under et møde. Det tyske gesandtskab gik i selvsving og krævede retssag og straf. Det blev til en frifindelse, for Hagekorsflaget var endnu ikke det officielle flag.
Danmarks grænse skulle vogtes
Den 18. april – selvfølgelig på årsdagen for ”Slaget ved Dybbøl” samledes 3 – 4.000 mennesker på et stort folkemøde i Haderslev. Her forlangte man, at:
Man sendte en delegation til København, hvad der absolut ikke kom noget ud af. Men sønderjyderne sled videre. I perioden oktober til november 1933 kunne man oprette ”Danske Samfund” i 32 grænsesogne.
Ingen føling i København
Til et møde den 17. juli 1933 sendte Martin Hammerich fra ”Danske Samfund” nogle tanker til H.P. Hanssen. Han mente, at der fra København manglede en føling af forholdene. Desuden mangler man det rigtige kendskab, derfor var det heller ikke de rigtige ting, der blev gjort. Han mente også, at der skulle vedtages en særbevilling så unge landmænd kunne etablere sig i grænseområdet.
Det ulmede rundt omkring
H.P. Hanssen havde noteret sig, at i Ubjerg ved Tønder da regnede de tysksindede med, at grænsen snart blev flyttet. I Højer var de tysksindede allerede nazister. De regnede med at kunne få de danske arbejdere med på vognen. I Tønder lød parolen:
– Vi er tyske om 14 dage.
I Øster Løgum meldte tyske arbejdere sig ud af Socialdemokratiet og ind i Nazi – partiet. I Holbøl var nazist – partiet særdeles populært blandt ungdommen. I Rise gjorde man på den tyske skole meget for, at få danske elever over på den tyske skole. I Rinkenæs blev der lagt meget tryk på håndværkerne for at få dem over i nazist – partiet. Og i Genner var der særdeles meget tryk på danskerne fra tysk side.
I Nr. Løgum savnede man begejstring fra den danske ungdom. I Bov fandtes en dygtig lærerstab i de danske skoler. I Kliplev savnede man gode danske ledere. Her var det svært at samle folk til foredrag. I Rinkenæs var der intern strid. Der var modsætninger mellem ungdommen nord fra og ungdommen her.
I Hjordkær skabte det religiøse skel. De missionske holdt sig tilbage fra dansk arbejde. Behovet for dansk samling kom fra Burkal. Fra Holbøl lød det, at tyskerne får alt og vi intet.
Kreditanstalt Vogelgesang var ret så aktiv. Befolkningen mente, at Statens Jordlovsudvalg var alt for sløve.
Der var behov for nye impulser og kræfter til ungdomsarbejdet, bedre faciliteter, øget systematik og frem for alt, flere penge.
De tysksindede arbejdede meget målbevidst og var godt organiserede.
12.000 unge til idrætsstævne i Tønder
Der blev også oprettet et Grænseværn. En af foreningens stolteste timer da op mod 12.000 unge fra hele landet mødtes i den ellers meget ”tyske” by, Tønder.
Den 11. juni mødtes mellem 35.000 og 50.000 i selveste ”Kongeskansen” på Dybbøl Banke. Ja selv Statsradiofonien transmitterede fra mødet.
Men sønderjyderne var angste for at nazismen nu for alvor via det tyske mindretal ville styrte over grænsen. Det tyske mindretalsavis ”Nordschleswigsche Zeitung” gjorde sit til at opildne til nazisme.
Et nazistisk fremstød ved grænsen
Avisen, Hejmdal regnede med ”et tysk nazistisk fremstød over grænsen”. Dagens Nyheder opfordrede de danske sønderjyder til national samling for at tilbagevise nazisterne.
I Sprogforeningen forlangte man at grænsen blev ”skarpt overvåget”. Stauning afviste dog at lade grænsen blive bevogtet af militæret.
Presset syd fra
Socialdemokraterne afbrød samarbejdet med Slesvigsk Parti. Dette resulterede i, at Tønder fik sin første danske borgmester i 1936. Socialdemokraternes anti-nazistiske arbejde blev overvåget af både hel og halvofficielle spioner fra Tyskland. I Tønder kom der til slåskamp mellem nazister og socialister.
Sønderjyderne var presset – syd fra. Og temaet er beskrevet i andre artikler på vores hjemmeside.
Kilde:
Hvis du vil vide mere – Læs her på www.dengang.dk
Dato: september 7, 2018
Var Sønderjylland en del af Danmarks rige i Middelalderen?
Grev Gerhard udnyttede situationen. Der var skiftende stillinger i Sønderjylland til kongeriget. Sønderjyske fyrster vaklede. Talrige retssager blev ført. Man bliver endnu mere forvirret over Sønderjyllands historie, når man har læst dette. Man sagde at ”I Slesvig var kongen kun delvis herre”. I 1280 var Sønderjylland en del af kongens land. I 1326 fik Sønderjylland en holstensk fyrste. Kongemagtens styrke bestemte politikken Dronning Magrethe lagde to leoparder i hendes våben og begyndte at opkøbe slotte og borge i Sønderjylland. ”Danmark begynder ved Kolding Bro” sagde man i Holsten. Erik af Pommern vandt i retten men tabte på slagmarken.
Man bliver endnu mere forvirret
Vi nærmer os Genforeningsfesten. Det skal fejres – Sønderjyllands genforening. Og det ikke særlig populært at kalde det for en forening med Danmark i stedet. Det er heller ikke særlig populært at anfægte de ting, som nogle historiebøger har skrevet.
Men det er sandelig heller ikke let at finde ud af det, rent juridisk. Det er med at holde tungen lige i munden. Vi fokuserer i dette indlæg kun på middelalderen, ellers ville indlægget blive alt for langt.
Vi henviser også lige vores læsere til vores artikeloversigt allerbagerst, for at man kan få et nogenlunde indblik i problematikken. Især skal du læse artiklen Lov og ret i Sønderjylland dengang. Så bliver du nemlig endnu mere forvirret.
Datidens fyrster havde mange meninger
Ja det hele startede efter Valdemar Sejrs død. Hertug Abel og hans efterkommere formåede at gøre hertugdømmet arveligt. I 1375 uddøde hertugslægten og kongen havde alle tiders chance for at få nedlagt hertugdømmet. Samme år uddøde kongeslægten imidlertid også.
På vej til at blive dansk konge lovede Christian af Oldenburg i 1448, at hertugdømmet Slesvig ikke skal forenes med Danmarks rige og krone. Dermed var et markant synspunkt formuleret. Men det var langt fra det første og det eneste datidens fyrstehuse fremsatte.
Rigsgrænsen var ikke sproggrænsen
Hvor var Danmarks sydgrænse i middelalderen? Det var den almindelige opfattelse, at det hele tiden var Ejderen. Det var den politiske grænse fra 800. Der var lige et intermezzo med Valdemar Sejr. Han lagde Holsten under Danmark og gjorde en kort tid, Elben som sydgrænse.
Nu falder rigsgrænsen ikke nødvendigvis sammen med sproggrænsen. Fra Kong Valdemars Jordebog og stednavnene ved vi, at der i Valdemarstiden var tysk bosættelse nord for Ejderen. Andre forskere har fundet ud af, at der gik en sproggrænse lige syd om Husum til nord for Eckernfôrde.
Sønderjyske herremænd i tjeneste
I 1326 fremtræder hertugdømmet Sønderjylland og Danmarks rige som to forskellige områder som ikke må forenes. Tilsvarende ser vi i ”Klagesangen over Danmarks ulykke” digtet sommeren 1329, at til Danmarks rige hørte Sønderjylland ikke.
Det er karakteristisk at selvom Sønderjylland var et hertugdømme i Abels slægt fra 1232 bevarede kongen i hele det 13. århundrede en række rettigheder som først lidt efter lidt gik over til hertugen. Kongen havde fra begyndelsen kronegodset i Sønderjylland og kongen slog mønt i Slesvig. Helt op i det 14. århundrede tog han også sønderjyske herremænd i sin tjeneste.
I Slesvig var kongen kun ”delvis herre”
I 1266 var der en ærkebispestrid mellem Erik Glipping og Jakob Erlandsen. Kardinalen vil have en afgørelse af rettens vej. Han havde bedt Kongen og Enkedronningen om at anvise et ”egnet og sikkert” sted. Og det skulle være inde for rigets grænser. Kardinalen anfører, at Slesvig by. Kongen og enkedronningen anerkendte stedet. Men han kunne ikke komme, da han i nærheden var dødfjender ”uden for rigets grænser”.
Kongen svarede, at ”den” (byen) står under hertugen, og hele landet er et hertugdømme til len af kongen, og han er kongens ”vasal” på grund af hertugdømmet”. Kardinalen svarede, at man kunne flytte sagen til Ribe, ”hvor kongen er fuld ud herre”.
Kongen havde dødsfjender ”uden for Riget”
Der siges endvidere, at ”hertugdømmet er en del af riget”. Men der står også at i Slesvig by er kongen ”kun delvis herre”. På dette tidspunkt er det berettiget at tale om Sønderjyllands særstilling inden for det danske rige.
Kongerigets sydgrænse i 1266 har været Ejderen, eventuelt Slien. Grænsen angives ikke nærmere i kilden. Kun siger kongen, at uden for riget, men i nærheden af Slesvig by, har han sine dødsfjender.
Kongemagten blev mindre i hertugdømmet
Vi forlader nu år 1266 for at se på udviklingen frem til 1326. Betragtet under et, er det for hertugdømmet en selvstændighedens tid. Forskningen har i enkeltheder kunnet vise hvorledes de kongelige rettigheder i Sønderjylland må opgives og går over til hertugen.
Kongens magt i hertugdømmet blev mindre og skellet mellem hertugdømme og kongerige blev derved skarpere.
I 1280 var Sønderjylland en del af kongens land
I 1280erne er der ikke klare tegn på at nogen har opfattet Sønderjylland som en del af kongens land, men det var fortsat en del af Danmark. Kongen havde stadig rettigheder. Den bedste kilde til forståelse af forholdet mellem kronen og riget over for hertugdømmet er hertug Valdemars forpligtelsesbrev i 1286, hvori han lover at ville respektere kronens rettigheder i Sønderjylland. Og at overholde sine forpligtelser.
Dette brev viser, at hertugdømmet ikke var en del af riget og at hertugens deltagelse i hoffet var en lenstjeneste.
Det er i brevet en gennemgående adskillelse af hertugdømmet og riget. Hertugen lover at komme Danmark til hjælp i tilfælde af krig. Selv lover hertugen ikke at bekrige kongen. Hertugen måtte heller ikke gå i forbund eller støtte nogen, der ville kongen noget ondt.
Over Sønderjylland havde kongen et overherredømme, en overejendomsret, men området var ikke en del af riget. Det gælder også i de følgende årtier. Det var nu dannet en grænse mellem kongeriget og hertugdømmet som i det store og hele skulle blive til virkelighed til 1920.
I 1326 en holstensk fyrste
Året 1326 danner epoke. For første gang ser vi Sønderjylland få en holstensk fyrste og hermed grundlægges det holstenske retsstandpunkt på Sønderjyllands stilling som vi møder frem til det 15. århundrede. Den 7, juni blev den hidtidige sønderjyske hertug Valdemar Eriksen hyldet som konge af Danmark på Viborg landsting og den 15. august forlenede han på danehof i Nyborg grev Gerhard den tredje af Holsten med Sønderjylland som arveligt fanelen.
At Gerhard tildeles lensherrens rettigheder over Sønderjylland må være et udtryk for at han ikke pålægges nogen form for forpligtelser. Det er i realiteten tale om ophævelse af det feudale, delte dominion. Kongen af Danmark bevarede kun en formel ret til at forny forleningen for grev Gerhards arvinger.
En retstilstand ikke alle kunne acceptere
Reelt blev lensbrevet ophævet. Dermed var Sønderjylland et selvstændigt territorium. I 1336 betegnede hertugen over for paven hertugdømmet som et selvstændigt område, skønt det i sin tid bortforlednedes af den til enhver tid eksisterende konge af Danmark.
Den samme opfattelse af Sønderjylland som et land tabt for Danmark møder vi i den latinske klagesang fra 1329. I vers otte gives en historisk beretning om rigets formindskelse siden Valdemar Sejrs dage der er i god overensstemmelse med hvad der kan udledes af officielle dokumenter.
Først gik Danmark til Elben, så knap nok til Ejderen og omsider til Slien. Stykke for stykke trænges Danmark tilbage og til sidst går den til den å, der overskærer Jylland (Kongeåen). Den grænse der i 1280erne sås dannet mellem riget og hertugdømmet var nu Danmarks grænse. Der blev skabt en retstilstand, som man ikke uden videre kunne gå ud fra at fremtidige danske konger ville respektere.
Man lagde en strategi
Ser vi på perioden frem til 1460, så var der to hovedopfattelser af Sønderjyllands rette forhold til riget.
Den ene prioriterede hertugdømmets selvstændighed. Det var de sidste hertuger af Abels slægt og især en række holstenske grever af det schauenburgske hus. Den modsatte opfattelse praktiseredes med forskellige nuancer af magtfulde danske regenter som Valdemar Atterdag, dronning Magrethe den Første og Erik af Pommern.
Det overordnede mål er altid at sikre de holstenske fyrster regeringsmagten over Sønderjylland. Det kan ske ved at forudsætte at Sønderjylland ikke var noget len. Her er selvstændigheden altså fuldstændig. Det kan også ske ved en indrømmelse af at Sønderjylland var et len af Danmarks krone og rige.
Kongemagtens styrke bestemte politikken
I så fald gjaldt det om at gøre det synspunkt gældende, at Sønderjylland var et hertugdømme, som den danske konge skulle bortforlede til grev Gerhards arvinger uden at disse som lensmænd påtog sig forpligtelser af betydning. Som begrundelse kan de fremføres akterne fra 1326.
Og det er åbenbart den danske kongemagts styrke, der bestemmer nuancen af det holstenske standpunkt.
Kort før Valdemar Atterdags død før valget af en ny dansk konge fik de holstenske grever overdraget Sønderjylland af den mecklenburgske tronrepræsentant i Danmark, Valdemar Atterdags dattersøn Albrecht og hans slægtninge.
Teksten i papirerne er i overensstemmelse med den sønderjyske hertugs opfattelse i 1336, at Sønderjylland ikke var noget len. Den skarpe adskillelse i forhold til kongeriget markeredes også af grevernes rettigheder i herredømmet stilles i modsætning til gods de ejede i Danmark. Hertugdømmet lå uden for Danmark.
Margrethe lagde de to leoparder i sit våben
Straks ved sin ankomst havde Dronning Margrethe den Første sat Sønderjyllands to leoparder i sit våben. I et brev fra 1386 lod hun sin søn, kong Oluf, opfatte sig som de sønderjyske hertugers efterfølger.
I denne situation valgte de holstenske grever at få deres faktiske herredømme over Sønderjylland retsligt sikret uanset prisen. Samme år modtog de forleningen af kong Oluf i Nyborg. Kun Gerhard fik hertugtitel, og prisen var en forpligtelse at tjene riget i krig. Det kunne synes en tilbagevenden til en fjern fortids lensforpligtelser. Men faktisk forfulgte greverne i de følgende år med held en politisk retning af størst mulig selvstændighed og uafhængighed for Sønderjylland i forhold til kongeriget.
De holstenske grever støttede ikke dronning Margrethe i kampen for Sverige, ja en af dem var blandt hendes modstandere.
I 1392 var Sønderjylland igen et len
En traktat fra 1392 henviser til, at Sønderjylland var et len, men i øvrigt indgår dronning Margrethe og holstenerne på vilkår der viser at aftalen indgås mellem selvstændige fyrster. Endelig lykkedes det i 1396 de holstenske fyrster ved aftalen i Assens at smyge sig uden om forpligtelser af krigstjeneste. Efter denne aftale får holstenerne sold for deres tjeneste. Tjenesten var ikke en konsekvens af lensforholdet.
Det blev farligt for de holstenske fyrster da Erik af Pommern i 1424 under processen for den tyske kejseer hævdede, at Sønderjylland var en provins i kongeriget. Vi ser da også holstenere både på danehoffet i 1413 og under processen for kejseren gå ind for den opfattelse at Sønderjylland var et dansk len, hvortil de havde arveretten.
På dette grundlag lykkedes det Adolf den Ottende at blive anerkendt som hertug i 1440 og dermed forene Slesvig og Holsten som sidste mand af det rendsborgske grevehus. I 1448 betegnedes han som Danmarks riges fyrste og råd.
Kilderne skelner skarpt mellem Sønderjylland på den ene side og kongeriget på den anden, uanset om Sønderjylland blev opfattet som len eller ikke. Traktatudkastet i 1376 talte som sagt om grevernes rettigheder i hertugdømmet i modsætning til de ejendomme de ejede i Danmark, og i hertug Gerhards privilegium fra 1399 til Slesvig domkapitel.
Danmark begyndte først ved Kolding Bro.
Det er ikke tale om at hertugdømmet kan opfattes som en del af riget. Det kommer klarest frem under det holstenske synspunkt i 1424 under processen for den tyske kejser. Man hævdede da, at fra arilds tid havde landet mellem Levensau og Kolding bro været et særlig hertugdømme, og nord herfor begynder Danmarks rige.
Man kommer til Danmarks rige syd fra ved at gå over Kolding Bro, og der synes ikke at være forskel på udtrykkene Danmarks rige og Danmark.
I 1374 kom Valdemar Atterdag i besiddelse af indløsningsretten til Gottorp len af hertug Henrik, der dog ikke gav afkald på selve højhedsretten. Han opkøbte en del godser i Nordslesvig. Måske ville han på denne måde erhverve sig Sønderjylland. Men Valdemar Atterdag betragtede Sønderjylland som en del af Danmark.
Margrethe var henholdende
En ”Nyborgforlening” betød en genoprettelse af det lensforhold til rige og krone som var gået tabt efter Valdemar Atterdags død, da de holstenske grevers mænd holdt deres indtog på Sønderjyllands borge og slotte. Der blev etableret krigstjenestepligt for hertugen. Andre træk viser at dronning Margrethe var henholdende, dog ikke opgivende i Sønderjylland – spørgsmålet.
Fra starten havde hun rejst arvekrav på Sønderjylland og kravet levede videre. Erik af Pommern satte Sønderjyllands våben på Margrethes sarkofag i Roskilde domkirke. Selv anførte han i Nyborgdommen 1415 at han gennem sin moder havde arveretten til Sønderjylland.
Margrethe opkøbte slotte og borge
Helt klart er det at dronning Margrethe fortsatte sin faders politik efter hertug Gerhards død i 1404. Også hendes fremgangsmåde var at skaffe sig hertugdømmets slotte i besiddelse et for et, navnlig i form af pant. Men skønt kongemagtens herredømme blev udvidet, blev hertugslægtens formelle rettigheder aldrig anfægtet.
For både fader og datter har Sønderjylland været et langsigtet mål som ikke kunne nås på en gang. Ingen af dem opgav tanken om at erhverve Sønderjylland for kronen. Begge døde under virkeliggørelsen af den.
Erik af Pommern satsede på retslig afgørelse
Dette ønskede Erik af Pommern åbenbart ikke at risikere. Han satte erhvervelsen af Sønderjylland som sit højeste mål. På dette tidspunkt var forholdet til hertugdømmet uklart.
I 1386 havde man fra kongelig side indrømmet at landet var et arvelen i den holstenske greveslægt, men en formelt korrekt fornyelse som Erik af Pommern antagelse til dansk konge i 1396 fordrede, havde ikke fundet sted.
Tillige var det en realitet at kronen i årene op til 1412 havde fået store dele af hertugdømmet i faktisk besiddelse, mens resten stod i pant hos slesvigholstenske lensmænd.
I denne situation valgte Erik af Pommern at opgive bid – for – bid taktikken og satse på en definitiv retslig afgørelse. Hans hovedpåstand på danmarkshistoriens sidste danehof 1413 i Nyborg var at hertugslægten havde forlenet lenet, fordi den og dens medhjælpere ved at bære våben mod lensherren havde begået troskabsbrud.
Kongen påstod at efter feudalretten var hertugdømmet på lovlig måde hjemfaldet til ham, hans rige, arvinger og efterfølgere. I dommen taler kongen bestandigt om ”os og vort rige” eller om ”vort rige Danmark”. Over for hertugdømmet, hvis lensherre han er.
Det er værd at bemærke at den modstilling af begreberne Danmark og Sønderjylland vi tidligere har mødt i en holstensk kilde, genfindes her. Kong Erik erklærer under de indledende forhandlinger på danehoffet seks råder udpeget på holstensk side for inhabile, da de hverken var fra Danmark eller Sønderjylland.
Erik af Pommern førte også retssag for kejseren
På danehoffet dømtes i overensstemmelse med kongens påstand. To år efter stadfæstede kejseren dommen. Gennemførelsen af denne dom ville i praksis indebære at Sønderjylland nu blev en del af kronen og kongeriget. Det ville ophøre med at være hertugdømme. Kongen ville blive de slesvigholstenske lensmænds herre.
Nyborg – dommen forudsatte at Sønderjylland var et len, en tankegang der var kong Erik ganske fremmed, da han på ny 11 år senere førte retssag om Sønderjylland. Denne gang var det for den tyske kejser. Kejserens dom var fuldstændig imødekommelse af Erik af Pommerns nyeste påstand.
Sønderjylland tildømtes kongen og riget med over- og underejendomsret, mens greverne Henrik, Adolf og Gerhard frakendtes enhver ret til et arveligt hertugdømme.
Hvad Erik af Pommern i 1413 og i 1424 sigtede på, var med forskellige begrundelser at gøre Sønderjylland til en provins i kongeriget som i den ældre middelalder. I 1421 formulerede han sin mening klart ved at sige at Gottorp og Sønderjylland ligger i Danmarks rige og med rette hører til kronen. Gottorp len var hertugdømmets sydligste. For Erik af Pommern gik kongerigets grænse ved Ejderen og Levensau.
Erik af Pommern tabte på slagmarken
Da Erik af Pommern havde vundet ved domstolen tabte han imidlertid på slagmarken. I 1440 modtog Adolf den Ottende forlening med alle rettigheder og ingen forpligtelser. Lensbrevet bekræftes i 1443 og 1455. I 1448 lod hertugen sin søstersøn Christian af Oldenburg love at han ikke ville indlemme Sønderjylland i riget og kronen, hvis han blev konge af Danmark.
Dette løfte blev overholdt. Da Christian den Første i 1460 blev hertug af Slesvig og greve af Holsten markeredes en tydelig forskel på det at være konge i Danmark og fyrste og ”landene”.
Det kan således hævdes, at den holstenske opfattelse af Sønderjyllands rette stilling i forhold til kongeriget blev den varige selvom Danmarks konge blev Sønderjyllands hertug.
Danmarks riges fyrste og råd
Ejderen var i vikingetid og Valdemars tid Danmarks rigsgrænse mod syd. Det var i den her behandlende periode grænse mellem Slesvig og Holsten, men var den også rigsgrænse og Sønderjylland dermed en del ad Danmarks grænse?
Hertug Adolf, der med næb og klør kæmpede for at undgå hertugdømmets inddragelse i riget, betegnede sig i 1448 som Danmarks riges fyrste og råd. Det skyldtes at han var kongens og rigets vasal og derfor havde pligt til at give råd. Ingen kan mistænke ham for at mene, at Sønderjylland af den grund var en del af riget.
Grev Gerhard udnyttede situationen
Indrømmet at disse to århundredes gennemgang af historien ikke har været så ligetil. Da kong Valdemar 10 år gammel i 1326 bortforlenede Sønderjylland til sin morbroder grev Gerhard skete det med den begrundelse, at efter naturens og Guds lov skal trofaste mænd modtage gengæld for den tjeneste, de havde ydet.
Det var en almindelig tanke i middelalderen at visse forhold som f.eks. det nævnte, repræsenterede en sådan grad af fornuft og retfærdighed at alle mennesker kunne indse deres berettigelse, men det er mærkeligt at se denne tanke udkastet netop i forleningen af Sønderjylland.
Grev Gerhard havde tiltaget sig formynderskabet over drengen, havde pantsat det sydligste af hans land og i ledtog med danske stormænd gjort sig til Danmarks mægtigste mand. Han havde til fremme af egne formål fået indsat nevøen som konge af Danmark og som kronen af værket ladet ham tildele sig det hertugdømme, der i generationer havde tilhørt drengens forfædre. Man kunne sandelig spørge om dette virkelig var ret og rimligt.
Skiftende stillinger til Kongeriget
Men Sønderjyllands forhold til kongeriget blev i det hele taget ikke ordnet på grundlag af alment anerkendte forestillinger om fornuft og retfærdighed. Både retsbestemmelser og den faktiske udvikling viser at hertugdømmet indtog skiftende stillinger i forhold til kongeriget. Retsstandpunkter fremførtes af modstandere med hver deres interesser, og det var et politisk spørgsmål, hvad der til forskellige tider kunne gøres gældende.
Udgangspunktet i den ældre middelalder var at Sønderjylland blot var en provins i kongeriget, og endnu i 1266 sås kongemagten så stærk at hertugdømmet kunne regnes for at høre til riget. Men ellers udskilles det, og er først i årtierne før og efter 1400 at stærke danske konger forsøgte at ændre herpå, som bekendt forgæves.
Den næstbedste set med danske øjne var et hertugdømme med klarest muligt definerede forpligtelser. Sådan var det frem til 1326, og dronning Margrethe lagde vægt på at få tjenestepligten fastslået i 1386.
Sønderjyllands fyrster vaklede
Sønderjyllands fyrster derimod vaklede, når det gjaldt spørgsmålet hvad det var den fordelagtige ordning for dem. Flere gange i det 14. århundrede valgte de den totale uafhængighed af Danmark, dvs. en afbrydelse af lensforholdet og de selv i en helt uafhængig stilling.
Efterhånden foretrak de dog selvstændigheden i lenets form, uden forpligtelser af betydning over for kronen og riget, og det blev da deres arv til de oldenborgske konger i Danmark.
Men blev vi egentlig klogere på begrebet Genforening/Forening til Danmark?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 11, 2018
Da Sønderjylland blev dansk
De danske politikere var mere end forsigtige. Tænk hvis tyskerne spærrede for kul. § 5 afstemningen var ikke juridisk bindende over for Danmark. Sønderjyderne betragtede det som et uløst nationalt problem. Men Danmarks repræsentant i Berlin Grev Moltke mente, at sønderjyderne skulle lade sig germanisere. I Sydslesvig råbte tyskerne: ”Dänen raus”. De københavnske politikere var irriteret over de aktive sønderjyder. Stauning indrømmede over for sine tyske kollegaer, at socialdemokraterne ikke bakkede danskerne op. Allerede i 1915 havde tyskerne henvendt sig angående Nordslesvig. Munch ville ikke have afstemning. Han ville også forære tyskerne Årø, så de kunne bygge militærbase. Og Scavenius ville have englænderne til at give nogle af deres erobrede kolonier tilbage til tyskerne. Der var to fløje hos danskerne, men det handlede nu ikke udelukkende om nationalitet med om grådighed. Det var de allierede der bakkede sønderjyderne op.
Ordet ”Genforening”
Mange læsere har gjort os opmærksom på, at ordet ”Genforening” ikke er det rigtige ord at anvende, om det der skete i 1920. Men hvad skete der egentlig op til den afstemning, der blev afgørende for, at Sønderjylland blev dansk. Ja det kigger vi på. Og selv det lille stykke af danmarkshistorien er der delte meninger om.
Danmark havde ingen juridisk krav
I 1879 havde den danske regering skrevet til Bismarck og gjort opmærksom på §5’ s ophævelse. Den var blevet ratificeret under Wiener-freden. Men Bismarck svarede, at han betragtede dette kapitel som afsluttet. I øvrigt havde han heller ikke set, at Danmark havde taget nogen som helt hensyn til Tyskland som stormagt.
Med andre ord, man så ikke fra tysk side nogen dansk retskrav,
Det er lige vigtigt at huske, at Danmark ikke havde noget juridisk krav gældende på Sønderjylland eller dele af den gamle danske provins. Ved Wienerfreden i 1864 havde Danmark afstået hele Sønderjylland sammen med Holsten og Lauenborg til de tyske stormagter. To år senere havde Preussen efter en ny krig tvunget Østrig til at afstå krigsbyttet fra 1864. På den måde blev hele Sønderjylland indlemmet i Preussen.
Ved Pragerfreden lovede Preussen ganske vist Østrig at lade afholde en folkeafstemning i de nordlige distrikter af Slesvig (den berømte & 5) gennem hvilket, der skulle afgøres, om disse skulle tilbage til Danmark.
Forslaget blev trukket i 1878
Der førtes i årene 1866 forhandlinger med Bismarck om en opfyldelse af dette løfte – forhandlinger, i hvilken også Danmark deltog. I 1878 blev Østrig og Preussen enige om at ophæve & 5.
Et uløst nationalt problem
De danske sønderjyder følte, at der stadig var et uløst nationalt problem mellem Danmark og Tyskland. Da krigen brød ud i 1914 meddelte den danske regering, at de vedblev med at være neutral. Da krigen sluttede kunne den danske regering ikke fremsætte et juridisk krav.
I mange år håbede man på at blive dansk i en linje nord for Tønder og syd for Flensborg. Sådan viste valget sig også til den tyske Rigsdag i 1867. I forventning til snart at komme tilbage udrejste mange dansksindede og dette svækkede den danske nationalitet i Sønderjylland. Men den danske leder opfordrede de unge til at blive for at styrke den danske nationalitet.
Det kneb med danskheden sydpå
Nord på så det ud til, at danskheden blev bevaret, men sådan så det ikke ud syd på. Her havde tyskheden fået overtaget. I flere mellem slesvigske havde befolkningen mere og mere mistet forbindelsen til de slagkraftige danske organisationer. Det blev i årene frem over en svær dyst med de tyske myndigheder.
Man skal også huske på, at ikke mindre end 6.000 dansksindede sønderjyder mistede livet under første verdenskrig. Andre tusinder kom hjem som krigsinvalider.
Scavenius var meget forsigtig
I perioden 1913 til 1920 var Erik Scavenius udenrigsminister. Han blev hurtig stillet over for et sønderjysk problem. Det var landraaden i Sønderborg, Curt Schônberg, der rejste problemet. I sommeren 1913 var flere danske dampere blevet nægtet landingsforbud. Danske rejsende på lysttur måtte ikke gå i land i Nordslesvig.
Udenrigsminister Scavenius var meget forsigtig i Tysklands- politikken. Han lod den danske gesandt i Berlin sørge for et svar. Men det lykkedes dog ikke. Der kom aldrig et svar. Men så kunne man jo fortælle, at man havde forsøgt.
”Dänen raus”
Regeringen Zahle forsøgte også at lægge en dæmper på festlighederne for 50 året for festlighederne omkring 1864. I Tyskland gik det lige modsat. Tonen blev angivet som:
Og det fik så overpræsidenten i Slesvig-Holsten, Detlev von Bülow til at udbryde:
Danamarks gesandt mente, at sønderjyderne skulle lade sig germanisere
I dagbladet København var der så sent som i 1919 en række artikler, hvor der blev påvist, at grev Moltke, Danmarks gesandt i Berlin tog afstand fra sønderjydernes utilfredshed. Det bedste de kunne gøre var at holde op med at kværulere og så lade sig germanisere. Ja denne Moltke blev senere Danamarks udenrigsminister.
Statsminister Zahle viste nu heller ikke den store interesse for Sønderjylland. Men i 1915 sagde han dog følgende:
De københavnske politikere var irriteret over sønderjyderne
Nu var kemien mellem Zahle og H.P. Hanssen heller ikke særlig god. Sønderjyderne var noget irriteret over de danske politikers gøren og laden. Den danske udenrigsminister havde påbudt, at man ikke diskuterede Sønderjylland offentlig.
Udenrigsminister Scavenius var på tysk side. Han mente helt bestemt, at vi skulle holde på tyskerne i stedet for englænderne.
En speget holdning fra de danske socialdemokrater
De danske socialdemokrater og deres holdning til tyskerne i begyndelsen af Første Verdenskrig var også lidt speget. De tog gerne imod indbydelser til landet. Og de ville ikke skrive under på en henvendelse fra Socialdemokraterne i Belgien i en forsømmelse af tyskernes overfald over Belgien.
Da USA som ventet gik ind i krigen, efter at Tyskland havde indført den uindskrænkede u-bådskrig, havde Stauning sin egen udlægning. Til Berliner Zeitung siger han den 9. juni 1917, at Amerikas krig er kapitalismens krig, og at den forsinker freden i stedet for at fremskynde den.
Tyskerne havde deres bagtanker
Tyskerne havde bagtanker med at stå godt med de danske arbejdere. Således indberettede den tyske gesandt i København grev Rantzau den 12. august 1916, at kulleverancerne havde udøvet en gunstig virkning. De socialdemokratiske førere havde over for ham ladet vide, at de var rede til at sætte deres parlamentariske indflydelse ind, som han ønskede det.
Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforretning A/S, der blev stiftet den 23. juni 1916 opnåede trods en aktiekapital på 25.000 kr. allerede det første år en bruttofortjeneste på 10 millioner kr. De danske socialdemokraters tyskerkurs gjorde dem faktisk til kejsersocialister eller sagt på en anden måde højreorienterede socialdemokrater.
Stauning indrømmede, at man ikke bakkede sønderjyderne op
Til et møde sammen med tyske SPD, blev Stauning da også spurgt om deres holdning til Nordslesvig – spørgsmålet:
På mødet spurgte Stauning heller ikke de tyske socialdemokrater, om man ville bruge selvbestemmelsesretten her.
En forespørgsel i 1915
I marts 1915 var den danske regering nærmest blevet chokeret. Her rejste tyskerne det sønderjyske spørgsmål. Allerede i september 1914 var H.P. Hanssens gode ven, dr. Rudolf Breitscheid været i København for at diskutere spørgsmålet. Gennem Grev Rantzau havde man fra Berlin spurgt den danske regering, hvad man forventede sig af Nordslesvig/Sønderjylland?
Munch ville ikke have afstemning
Munch ville i stedet for en afstamning have, at man var enig om en fælleslinje, så man kunne omflytte danskere og tyskere. Zahle var skuffet over, at Als ikke kunne komme med, fordi den tyske flådestation lå i Sønderborg. Men efter de første føler var det som om sagen igen gik i stå.
Tredje gang, der kom noget officielt fra Tyskland var den 26. november 1915. Her dementerede overpræsidenten i Slesvig-Holsten Friedrich von Moltke rygter om, at der efter krigen kunne gives noget tilbage til Danmark. Dette bragte Grev Rantzau i en lidt pinlig situation.
H.P. Hanssen efterlyste interesse fra danske politikere
Den 14. december var Grev Rantzau hos udenrigsminister Scavenius for at beklage sig over tyskfjendtlig agitation i det sønderjyske spørgsmål. Greven påstod, at man fra dansk side, havde opfordret de dansksindede til at desertere.
H.P. Hanssen havde efterlyst en positiv interesse fra dansk side, om at få Nordslesvig tilbage. Munch og Scavenius havde diskuteret dette. Man mente ikke, at man kunne tage stilling under en krig. Såfremt man skulle modtage en gave fra Tyskland, ville dette blive for dyrt.
Et overraskende forslag fra Scavenius
Den 10. februar 1917 kom der højst overraskende et forslag fra Scavenius omkring Sønderjyllands-spørgsmålet. Landsdelen skulle modtages som følge af en overenskomst mellem Tyskland og England. Vi skulle have Nordslesvig mod at englænderne tilbagegive dem nogle kolonier. Med andre ord, England skulle betale den tyske velvilje.
Nordslesvig skulle have en stilling som Luxembourg med selvstyre og fritagelse for værnepligt.
Forvirring hos danske politikkere
Den tyske rigskansler prins Max af Baden havde sent den 5. oktober givet rigsregeringen meddelelse om, at han over Schweiz havde givet præsident Wilson meddelelse om, at man på basis af de 14 punkter, som præsidenten havde stillet op var klar til at påbegynde fredsforhandlingerne.
Nu var Nordslesvig – spørgsmålet ikke udtrykkeligt nævnt i disse punkter, men det var klart, at det ville blive aktuelt. Nu var spørgsmålet om folkenes selvbestemmelsesret jo proklameret. Så dette måtte være udgangspunktet.
Sønderjyderne havde længe været i gang
Der var allerede en del forvirring blandt de hjemmelige politikere. Man turde ikke at tage et afgørende skridt for at genere tyskerne og det var som om, at de danske politikere holdt de dansksindede sønderjyder helt ude af problematikken. Men hvem var i stand til at tage det afgørende skridt? Der forelå tre muligheder:
Ja sønderjyderne havde været i gang længe. Og den danske regering ville helst have at tyskerne tog initiativet.
Den første danske avis med Sønderjylland på dagsordenen
Den 6. oktober 1918 kunne bladet ”Socialdemokraten” som den første danske avis stille det sønderjyske spørgsmål på dagsordenen. I en længere ledende artikel gjorde bladet opmærksom på de socialdemokratiske forhandlinger i Stockholm i 1917, som nu forelå samlet i en fransksproget redegørelse. Det mundede ud i det neutrale socialdemokratiske fredsudkast af 10. oktober 1917, som nu også var tiltrådt af de tyske socialdemokrater.
Hvad der slet ikke stod i manifestet var, at de tyske socialdemokrater havde afvist en folkeafstemning i Sønderjylland.
”Socialdemokraten” ville have taget det sønderjyske spørgsmål ud af fredsopgøret mellem det tabende Tyskland og de sejrende allierede. De ville have det klaret direkte i en aftale mellem Tyskland og Danmark.
Et brev, der ikke eksisterer, Staunings Brev
Hvad mange benægter er, at Stauning sendte et brev til senere rigspræsident Friedrich Ebert. Det var stilet ”Lieber Genosse” og dateret den 18. oktober 1918. Heri anbefaler Stauning, at tyskerne selv rejser ”Nordslesvig/Sønderjyllands” spørgsmålet. Man må gå ud fra, at Scavenius var indforstået med brevets indhold.
Egentlig var det en uofficiel henvendelse fra den danske regering til den tyske regering om, at få ordnet grænsespørgsmålet underhånden, så både den danske opposition og de allierede sejrherrer kunne stilles over for en fuldbyrdet kendsgerning. Men officielt så eksisterer dette fortrolige brev ikke.
Forsvarsminister Munch ville give tyskerne, Årø
9 dage før brevet blev afsendt kaldte Zahle professor Aage Friis til sig for at drøfte problemet Sønderjylland. De to var enige om at trække en grænse bor for Flensborg og syd for Tønder. Om aftenen den 9. oktober havde Scavenius besøgt Zahle. Scavenius havde over for Grev Rantzau sagt, at tyskerne selv skulle løse problemet. Forhandlingerne med Danmark kunne så komme bagefter.
De to ministre var ikke meget for H.P. Hanssens gøren og laden. Man ville have sendt professor Friis for at forklare regeringens holdning i spørgsmålet. Men nu var man så enige om, at H.P. Hanssen skulle underrettes af den tyske regering. Scavenius kunne også fortælle greven, at man forventede, at den tyske regering bremsede H.P. Hanssen. Munch mente, at man kunne måske lade tyskerne beholde Årø som militærstation. Men se de tanker havde de allierede slet ikke gjort gældende. De mente, at tyskerne skulle helt afvæbnes. Derfor kan Munchs holdning virke meget overraskende.
Kendte han ikke Versailles – traktaten?
Den danske forsvarsminister Munch burde have kendt til Versailles – traktaten artikel 195, hvori der blev fastslået, at alle nationer skulle sikres fri adgang til Østersøen. Munchs planlagte indrømmelse til tyskerne om at give dem Årø til beherskelse af Lillebælt stred fundamentalt imod de allieredes interesser. En tysk base på Årø ville jo være vendt direkte mod de allierede. I storpolitisk sammenhæng ville det jo binde Tyskland og Danmark sammen.
Det er indlysende, at militære indrømmelser til Tyskland på de allieredes bekostning i en situation, hvor det udelukkende var de allieredes sejre, der havde åbnet mulighed for en genforening, ville være en provokation.
Den 13. oktober om formiddagen fortsatte det grænsepolitiske spørgsmål mellem statsminisister Zahle, udenrigsminister Scavenius samt professor Aage Friis.
Scavenius ville ikke have at de allierede blandede sig
Scavenius refererede en samtale med en amerikansk chargé d´affaires. Han var kommet til Scavenius og spurgt, om der forelå en overenskomst med Tyskland. Om Nordslesvig på en meget dårlig løsning for Danmark. Her måtte Scavenius svare, at det gjorde det ikke, men at man skulle tage hensyn til vores store nabo i syd. Danmark havde jo som de krigsførende magter ikke noget krav at rette mod Tyskland.
Scavenius havde forklaret, at egentlig ønskede man ikke de allieredes indblanding i sagen. Der gik også rygter om, at tyskerne kunne havde tilbudt danskerne Haderslev og Aabenraa – amter.
De danske politikere havde forregnet sig
Scavenius og Stauning havde forventet hurtigere svar på deres henvendelser til den tyske regering.
Fra dansk side havde man helt overset de svage elementer i planen. Der ville komme en voldsom kritik fra Prøjsen og Slesvig-Holsten. Og dette kunne i sig selv være farlig for den tyske regering. De allierede ville også føle sig irriteret over udspillet.
Troels Fink har i arkiverne fundet belæg for, at samtalen med den amerikanske diplomat har fundet sted.
Vi opgav neutralitetspolitikken
Danmarks stats-, udenrigs- og forsvarsminister opgav i krigens sidste face vores neutralitetspolitik, som jo forudsatte, at vi ikke kom i et taknemligheds- og afhængighedsforhold til Tyskland. Regeringens repræsentanter vente ryggen til de allierede.
De allierede slog bremsen i
Men de allierede slog bremserne i. Oppositionen og sønderjyderne kom ind i billedet. Og det var netop dette som H.P. Hanssen han kæmpede for fra sit hotelværelse i Berlin. Han skrev til blade, politikere og indflydelsesrige personer. Det initiativ som H.P. Hanssen lagde for dagen var ikke noget, de etablerede politikere i København brød sig om.
Et skuffende svar fra tyskerne
Den 23. oktober fremkom der et svar fra understatssekretær David, der meddelte, at man ville anvende princippet om folkenes selvbestemmelsesret også på det nordslesvigske spørgsmål. Man bestred dog fra tysk side, at man havde et krav på § 5
To fløje hos danskerne
Men nu var det sådan, at man fra dansk side havde to fløje. En fløj samlede sig om historikeren H.V. Clausen og hvortil hørte dr. Mackeprang, professor Harald Høfding, dr. H.L. Møller og professor Aage Friis. Disse ønskede afholdt en folkeafstemning. De ønskede en linje nord for Flensborg og syd om Tønder. Man kaldte det for den såkaldte H.V. Clausen – linje.
Det handlede ikke kun om nationalitet
En anden gruppe ville have Flensborg tilbage. Man var ikke helt enige om, hvor meget man egentlig ville have. Nogle ønskede den gamle Dannevirke-linje. Andre ville fraviste tyskerne Kieler – kanalen.
Tonen mellem de to linjer var meget personlig og i de 18 måneder denne krig raserede, blev der gravet særdeles dybe grøfter i det danske folk. Det handlede ikke kun om nationalitet men også om grådighed.
Et forslag til fredskonferencen
På Folkehjem i Aabenraa var Vælgerforeningens Tilsynsråd samlet den 16. – 17. nov. For at godkende en løsning. Man var enige om, at der skulle tilvejebringes en folkeafstemning om genforening med Danmark i det område man betegnede Nordslesvig.
I København gik regeringen videre med resolutionen. Nu var den så overladt til den fredskongres, der skulle afholdes i Versailles.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du læse mere om samme emne. Indrømmet ordet ”Genforening” i denne forbindelse er ikke altid helt let at forstå:
Dato: juni 24, 2018
Slemme folk fra Sønderjylland
Anton Peter Callesen fra Rens. Han slog syge mennesker med en kæp. Ja han slap med dødsstraf. Og så var de sorte fra SA åbenbart politiets håndlangere. Ns lorns Closter var fra Stollig. Han blev også dømt til døden med løsladt i 1957. Og så var det stikkeren Johannes Nielsen fra Padborg. Han var indirekte skyld at to blev nærmest tortureret til døde. Carl Christian Jensen havde arbejdet i Padborg Mølle. Han gemte sig hos borgmesteren i Handewitt. To brødre i Tønder blev straffet. Men værst gik det ud over en fra Ensted. En skomagersøn fra Aabenraa var efterlyst, antagelig mistet livet om bord på skib. Og Jepsen blev hængt af de amerikanske myndigheder. Wind blev benådet i 1953, han blev beskyldt for at være sadist. 99 KZ- fangere er straffet. Der har været mange flere. 100.000 slemme nazister forsvandt eller fik foretaget et ID-skifte.
Anton Peter Callesen fra Rens
Familien Callesen kom fra Rens meget tæt ved grænsen ca. 17 – 18 km øst for Tønder. Anton Peter har medvirket i begge krige. Allerede i november 1915 kort efter sin konfirmation blev han indkaldt første gang.
I 1920 blev han dansk statsborger. Han arbejdede mange forskellige steder og begik småkriminalitet. I 1935 blev han medlem af NSDAP-N.
Da tyskerne kom fik han arbejde på Fliegerhorst Grove (Karup) som altmuligmand. I 1942 meldte han sig til Waffen SS. Han kom dog ikke til fronten, som han havde håbet, men blev udstationeret i forskellige KZ – lejre.
Han slog de syge med en kæp
Han fik hurtigt et øgenavn ”Stokken” eller ”Knippel” fordi han slog fangerne kæp. I Neuengamme blev han i foråret 1943 udnævnt til SS – Rottenführer. Derefter gik turen til KZ Aussenlager Laagberg (Fallersleben). Her blev han udnævnt som næstkommanderende.
I sygebarakkerne slog han de indlagte og udskrev dem til tvangsarbejde. Han lod også hundene bide fangerne til blods. Han beordrede fangerne til at begå mishandlinger mod andre fangere. På appelpladsen lod han fangerne stå i timevis i al slags vejr. I den grad udøvede han tortur mod de fangere, som han havde set sig gal på.
I begyndelsen af april 1945 var de engelske og amerikanske tropper kommet til Tyskland. Dette betød at mange udkommandoer og KZ – lejre sendte fangerne fra lejr til lejr uden vådt eller tørt.
Slap for dødsstraf
Anton Peter Callesen tog i civilt tøj og drog nord på. Men her blev han hurtig opdaget og indsat i Fårhuslejren. Han fortalte selvfølgelig ikke noget om sine mange gøremål. Derfor slap han i første omgang med fire års fængsel.
I januar 1950 havde Københavns Byret. Her blev han dømt for forbrydelser mod menneskeheden og dømt til døden. Men den 14. december 1950 blev han benådet for dødsstraf og i stedet hensat til afsoning på livstid.
Man kan så spørge sig selv, hvorfor en mand med så mange liv på samvittigheden skulle slippe for dødsstraf. Den 5. februar 1960 blev Callesen løsladt fra Vridsløse Statsfængsel.
Benådet allerede i 1948
C.S. havde også gjort tjeneste samme sted som Callesen. Han blev anholdt i Tønder. Han idømtes tre års fængsel, men dommen blev anket til Vestre fængsel. Her fik fire års fængsel. Men allerede i 5. juni 1948 blev han benådet.
SK fungerede som tyskernes håndlangere
Den 9. april 1940 ankom tre sortklædte mennesker til rederiet Cleemanns kontor i Aabenraa. De anholdt skibsredder Knud Thyregod Larsen mistænkt for spionage for England. Og de sortklædte, ja de var fra Schleswigsche Kammeradenschaft. De handlede på ordre af politiet i Flensborg. Samme dag blev skibsredderen ført over grænsen. Visiteret og smidt i en celle. Man fandt da også et engelsk visum.
Næste dag blev han løsladt og sat af ved grænsen, dog med en formaning om, at han ikke måtte gå til pressen. Det tyske politi havde fundet beviser på, at han havde en kæreste i England.
Nis Lorens Closter fra Stollig
De tre sortklædte personer var anført Nis Lorens Closter. Familien Closter stammede fra Stollig lige syd for Aabenraa. Han blev erklæret 40 pct. krigsinvalid efter sin deltagelse i Første Verdenskrig.
Da en hjemmetysk gård i nærheden blev solgt til en dansk landmand var Closter anfører for en række chikaner mod den danske landmand. Men han slap med en bøde på kun 100 kr.
Han meldte sig ind i NSAP-N og blev afvist af Waffen SS på grund af sine skader. Men i maj 1942 lykkedes det for ham at blive ansat af den tyske besættelsesmagt. Han blev tolk ved flere byggerier. I november 1943 fik han arbejde hos Sicherheitsdienst i Aarhus.
Dømt til døden – løsladt i 1957
Han gik lige til grænsen af, hvad hans helbred kunne holde til ofte gik han meget videre end sine kollegaer, når det gjaldt razziaer, afhøringer og brutale mishandlinger.
Den 28. april 1944 troede Closter, at han skulle stige i graderne, men da fandt de ud af, at han ikke var arisk gift. Nu måtte han tage til takke med et job på Vandel Flyveplads. Men han fik kontakt til Staldgården i Kolding – Gestapos hovedkvarter i Sydjylland. Her fortsatte han så med at mishandle folk.
Closter blev dømt til døden, men benådet i 1949. I løbet af 1957 blev hans helbredstilstand svækket, så man besluttede at løslade ham. Men man var nu ikke meget for det.
Stikkeren Johannes Nielsen fra Padborg
To modstandsfolk sneg sig over grænsen ved Padborg. De havde Johannes Nielsen med sig. De sidste forhandlinger om et våbenkøb skulle afsluttes hos en mand ved navn Clausen i Flensborg. Men pludselig præsenterede denne Clausen sig som dansker og ansat hos Gestapo i Flensborg. Og så vrimlede der pludselig med bevæbnet politi over det hele. En af de senere torturede modstandsfolk befandt sig i direkte livsfare.
Stikkeren Johannes Nielsen boede i Padborg. En mængde penge havde han fået for sin ”heltedåd” Han havde her kone og fem børn. Han havde i 1942 fået arbejde hos den tyske statsbane som fyrbøder på strækningen Flensborg og Padborg. Modstandsbevægelsen vidste godt, at Johannes Nielsen havde meldt sig ind hos DNSAP, men alligevel kontaktede de ham.
Johannes Nielsen blev anholdt den 27. maj 1945. I sagen kom det frem, at Johannes Nielsen havde angivet mange for Judas – penge. Han blev dømt til døden med benådet. Han kom til at sidde i 10 ½ år, inden han blev løsladt.
Havde Jeppe Jepsen begået forbrydelser?
Jeppe Jepsen var fra Årøsund. Han gjorde tjeneste i KZ Dachau. Det har ikke kunnet bevises, at han her lavede forbrydelser.
Thomsen fra Gråsten var sadist
SS manden Thomsen er fra nærheden af Gråsten. Han var medlem af forskellige nazistiske organisationer i mindretallet. I Sachsenhausen var han ansat i våbenafdelingen. I KZ Sachsenhausen var han desuden chef for transportafdelingen. Vidner har set han banke fangere med kæppe. Han blev karakteriseret som sadistisk.
Carsten Christian Jensen arbejdede ved Padborg Mølle
SS- manden Carsten Christian Jensen blev født i landsbyen Jardelund i Medelby sogn i Kreis Süd Tondern i Tyskland. Han havnene i Toftlund blev gift og fik fire børn. I flere omgang arbejde han ved Padborg Mølle.
Han meldte sig ind i NSDAP-N og meldte sig ind i Deutsche Selsthilfe. Han kom til Neuengamme, hvor han blev en del af vagtmandskabet. 1. november 1943 bliver han forfremmet til SS-Sturmann og iklædt SS-uniform og dødningehoved.
Han gemte sig hos borgmesteren i Handewitt
Vidner har fortalt, at Jensen ofte pryglede KZ-fanger uden grund. Han slog KZ- fangere med slagvåben og pisk. Krøblinger og ældre mennesker fik også klø af ham.
Han forsøgte den 6. maj 1945 at krydse grænsen sammen med en anden vagtmand fra Neuengamme.
Den 9. august blev han fundet hos borgmesteren i Handewitt efter, at det ar lykkedes ham at holde sig skjult. Først skulle han dog forbi karantænestationen i Padborg og afluses. Under retssagen blev der afhørt hele 21 vidner. Han blev også erkendt skyldige i, at han bevidst havde slået jødiske indsatte. Ja hele 21 anklagepunkter blev han dømt for, herunder hængning.
Carsten Christian Jensen slap for dødsstraf. I 1949 blev han idømt 14 års fængsel. Men allerede i 1952 blev han benådet af Frederik den Niende. Senere i 1969 efterforskede Statsadvikaten ved Landgericht i Hamborg mod Carl Christian Jensen for meddelagtighed for mord i KZ Neuengamme. Men sagen blev henlagt.
J.F.C. slap med 2 ½ år
Tre SS-vagter var blevet dømt i Tønder. Det var J.N.C, C.W. Og J.F.C. Deres sager var indbundne forbundne og tilmed var to af dem brødre.
J.F.C. var 23 år og tilhørte den tyske mindretal og havde været medlem af Deutsche Jugendscahft. Nordschleswig. Han var blevet indrullet i Divison Totenkopf. Han var blevet såret, men blev igen indkaldt i tjeneste. Han gjorde tjeneste i Normark ved Kiel. Han blev i 1946 idømt 2 ½ års fængsel.
J.N.C. fik 3 ½ år
Hans bror J.N.C. var zeitfrewillig. Omkring den 29. august 1943 lå han i fem dage i beredskab på Tønder Kaserne. På broderens foranledning kom han også til Nordmark. Han slog ofte fangerne med en stok under afhøringer. Han blev dømt for 3 ½ års fængsel.
C.W. fra Ensted fik 8 år.
C.W tilhøret også det tyske mindretal. Han stammede fra Ensted. Han havde 3 været Zeitfreiwwilig. Flere vidner berettede om, at han havde været brutal. CW blev ved retten i Tønder dømt 8 års fængsel.
Heide blev eftersøgt
En SS-mand ved navn Carl Friedrich Robert Heide blev eftersøgt. Han blev nævnt af flere vidner. Han er født i Aabenraa som søn af en skomagermester. Han var gift med børn og tilhørte det tyske mindretal. Han tilhørte det tyske mindretal og blev overført til KZ Neuengamme. Senere blev han overført til Aussenlager Meppen-Versen. Sammen med en fangetransport blev han indskibet i Lübeck.
Det var det sidste livstegn fra ham. Han blev eftersøgt af både rigspolitiets efterretningstjeneste og de allierede for mishandlinger. Den 2. maj 1945 blev han formodet som død om bord på et skib.
I første omgang, 4 års fængsel
Gustav Alfred Jepsen er blevet født i Haderslev af en søskendeflok på fire. Han kom ind i SS Germania. Han kom til Prag og Holland og Blev sendt til Dachau. Han blev i september 1944 overført til Neuengamme og videre til Aussenlager Marinenwerft/Wilhelmshafen. Han blev overført til skibsværftet Westwerft i nærheden af Banterweg.
På et tidspunkt var Jepsen afløser for lejrkommandanten Günther Rudolf. Jepsen havde en elskerinde, selv om han havde en kone derhjemme.
Jepsen blev anholdt den 17. juni 1945. I første omgang fik han fire års fængsel. Via Military Mission Demark henvendte man sig tide danske myndigheder og forlange Jepsen udleveret. Man meddelte dog, at en dansk undersåt ikke kunne retsforfølges i udlandet.
Det endte med hængning
Men den 7. marts blev Jepsen idømt livsvarig fængsel til afsoning i Celle. Men den 7. marts 1947 idømtes Carl Alfred Jepsen i Hamborg døden ved hængning.
I Danmark overvejede myndighederne, hvordan de kunne forlange Jepsen udleveret. Men egentlig ikke udleveret, da man mente, at have begået så grusomme ting og druknet folk. Den 26. juni 1947 blev den knap 39 – årige Gustav Alfred Jepsen hængt for forbrydelser begået i Aussenlager Marinenwerft/Wilhelmshafen.
Hans ven fik tre år
En af hans venner fra Haderslev. Han udførte vagttjeneste i Dachau. Efter endt krigsfangenskab var han ankommet til den dansk-tyske grænse den 29. juni 1946. Den 7. november samme år blev han idømt tre års fængsel. Den 4. maj 1948 blev han benådet.
Wind allerede benådet i 1953
Karl Johannes Wind var gået i tysk skole indtil han blev 14 år. I sommeren 1942 meldte hans sig til tysk krigstjeneste efter, at han havde meldt sig ind i NSDAP-N. Han indkaldtes sammen med 12 andre danskere den 10. oktober 1942 til KZ Sachsenhausen. Senere blev han tilknyttet vagtmandskabet i Neuengamme.
I februar 1943 blev Wind overført til Aussenlager Wittenberge. Her var en delvis underjordisk rustningsfabrik. Ifølge vidner var han meget grusom. Et vidne kunne fortælle, at Wind havde en særlig forkærlighed at banke invalide mennesker. Hanhavde også banket en fange indtil denne faldt om og døde.
Wind deltog også i et stort antal hængninger. Han var også med til at hænge 40 hollændere.
Johan Wilhelm Wind blev idømt 18 års fængsel. Men han blev benådet allerede den 15. maj 1953.
Fire år og seks måneder for terror
Frederik Peter Andreas Schmidt arbejde indtil 1941 på Aabenraa Havn. Egentlig var han kommunist men han meldte sig ind i Schleswigsche Kammeratenschaft (SK). Han arbejde sig til en tillidspost men blev degraderet på grund af alkoholproblemer.
Han meldte sig til vagttjeneste i Waffen SS og kom til Sachsenhausen. Da han under en orlov kom 12 timer for sent blev han overført til KZ-lejr Krakow Plaaszow i Polen. I september 1944 kom han til Neuengamme.
Den 9. maj 1945 blev han anholdt på sin bopæl. Han blev fire år og seks års fængsel. Schmidt var en aktiv del af terror og chikane.
Gerninger oprullet mange år efter
Hans Friedrich Petersen fra Sønderborg og hans gerninger i Bullenhuser Damm blev først oprullet i 1970erne og 1980erne. Det var det tyske magasin Stern, der fandt ud af identiteten. Og den tyske statsadvokat fortsatte undersøgelserne. Men Petersen var død den 22 december 1967.
99 danske KZ – fangere dømt
I 1945 blev 99 danske KZ-vagter dømt. Men der var mange flere. 44 af disse var medlem af NSDAP-N eller DNSAP. 43 af de dømte KZ-vagter tilhørte det tyske mindretal. Og de 1.500 af de godt 6.000 frivillige kom fra mindretallet, der også leverede 500 til værnemagten.
10 – 20 medlemmer af det tyske mindretal fungerede som vagter ved KZ- lejren Ladelund sydøst for Tønder. Den lå her kun i meget kort tid og fungerede som en aussenlager for KZ Neuengamme.
Masser af frivillige til Gestapo
En 14 stykker fra mindretallet havde også meldt sig som vagtmandskab m.m. hos de forskellige Gestapo – hovekvarterer. Men inden vi nu går i selvsving over dette, så var det lige så mange rent dansksindede der gjorde det samme. Dertil kom også de mange terrorgrupper og uniformerede korps.
Alene i Neuengamme var der 30 danske vagter. Destruktionen af kildemateriale fra de forskellige KZ – lejre hjalp senere en masse danske SS-vagter. Hurtig var det også lykkedes for det tyske efterretningsvæsen at få fat i en masse registre fra lagrene.
100.000 forsvandt lige så stille
På den måde lykkedes det for ca. 100.000 svært belastede nazister at ”forsvinde” lige efter krigens afslutning eller bare at skifte navn. Særlig i Flensborg i de sidste 20 dage af Döniz magt var myndighederne gode til at ændre topforbryderes identitet. Det var som om, at man havde forberedt sig på det.
For de danske myndigheder var det ikke let at knytte en vagt, som man havde fanget til en bestemt forbrydelse, så i sidste ende måtte man bare lade vedkommende slippe igen.
Vi burde også i denne artikel have det store antal stikkere med, der befandt sig i Sønderjylland. Ja her var også før krigen egentlige spioner, men vi har allerede berettet om disse.
Mange ulykkelige skæbner
Og så er det også alle de ulykkelige historier, hvor forældre fra mindretallet har fået at vide, at deres søn er efterlyst. Han vil blive henrettet, når de finder ham. Han er flygtet som en vagt fra en KZ – lejr. Da vi var inde i ”Dibbernhaus – kartoteket” i Aabenraa fandt vi mindst fem eksempler.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 234 artikler fro inden/under/efter besættelsestiden herunder: