Søgeresultater på "Ribe"
Dato: december 22, 2019
Historien om Gade
Fortalt af John Dickow
Her på siden vil der løbende blive rettet og tilføjet noget til historien, når jeg falder over noget brugtbart, mens den trykte udgave kan bestilles hos undertegnede.
Udgiver & Redaktion:
Nørrebro Lokalhistoriske Forening & Arkiv
http://www.noerrebrolokalhistorie.dk/
Forfatter: John Dickov Hansen
Redaktion: Jægerposten
Indsat på A/B Jæger’s hjemmeside i marts 2002
Indsat på Nørrebro Lokalhistoriske Forening & Arkivs hjemmeside i marts 2004
Tryk og indbinding: Nørrebro Bogtryk & Grafisk Center Kbh. ApS.
Eksemplarer kan bestilles via mailto: dickov1951@gmail.com for kr. 40,- pr. eksemplar + forsendelse.
Bogen er blevet til med velvillig støtte i form af tekst og billeder fra:
A/B Jæger
http://www.ab-jaeger.dk/historie/dickovbog.htm (siden er nedlagt)
Nørrebro Lokalhistoriske Forening & Arkiv
http://www.noerrebrolokalhistorie.dk/
Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv
http://net.aba.dk/aba/index.php
Strandbergs Forlag A/S
mailto: strandberg.publishing@get2net.dk
Det Kgl. Biblioteks billeddatabase
http://rex.kb.dk/ALEPH/U8388Y4UTUCFMACCSU8L6MQPPBJGKX88DM2INFYMMJ3I9FTYMB-06536/file/start-0
Tak til: Nørrebro Park Kvarter, Kulturpuljen –
for økonomisk støtte
m.fl.
For enkelte illustrationer har det været umuligt at finde frem til den retsmæssige copyrightindehaver. Såfremt vi på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil selvfølgelig blive honoreret, som havde vi indhentet tilladelse i forvejen.
I bogserien »KØBENHAVN før og nu – og aldrig« sluttede man i midten af 1990’erne med det 21. og sidste bind i den ellers så udmærkede historiske skildring om København med omliggende bydele, men man gik let og elegant uden om arbejderbydelen Nørrebro. Det blev der rådet bod på ved udgivelsen i december 1997 af lokalhistoriebogen »NØRREBRO – træk af en bydels historie«, som kan købes ved henvendelse til Nørrebro Lokalhistoriske Forening & Arkiv. Til at supplere op på denne udmærkede bog følger her en skildring, som hele tiden er blevet opdateret, om én af de første gader på Ydre Nørrebro. Yderligere opdateringer vil blive bevaret til en eventuel senere udgave, men vil blive tilføjet denne digitale udgave.
På baggrund af en opfordring i beboerbladet for A/B Jæger i november 1995, hvor der blev efterlyst en, som ville skrive om lokalhistorie, er der i de efterfølgende 10 års tid fremkommet en hel del artikler af lokalhistorisk karakter, og forfatteren til disse artikler er et par gange blevet opfordret til at samle dem for udgivelse, hvilket hermed forsøges gjort.
Som tilflytter i begyndelsen af 1982 fra Vesterbro via Sundby stod jeg på næsten bar bund med det historiske kendskab til bydelen, så jeg opsøgte forskellige steder for at finde noget kildemateriale, som kunne bruges. Af de steder jeg opsøgte kan nævnes og takkes følgende steder:
Hovedbiblioteket i Krystalgade,
Bibliotekerne på Nørrebro,
Landsarkivet på Jagtvej,
Arbejderbevægelsens Bibliotek & Arkiv på Nørrebro samt Bymuseets Billedarkiv i Absalonsgade på Vesterbro ,
hvoraf de to sidstnævnte steder havde et meget lille udvalg af gamle billeder, som desværre i de fleste tilfælde var fotokopier af gamle postkort, billeder og aviser, så gengivelseskvaliteten var ikke så god. De opfordrede mig derimod til at spørge efter billedmateriale, som de kunne låne til scanning, så billederne kunne bevares for eftertiden.
Da beboerbladet Jægerposten var hjemmehørende i Jægersborggade, drejede historierne sig først og fremmest om gadens historie samt om det nærmeste nabolag.
Her følger en gengivelse af historiebogen uden illustrationerne fra bogen:
Jægersborggades historie
Gadens historie starter i del sidste halvdel af 1800-tallet. Området var oprindeligt en del af gården Havremarks jorde, hvor der først og fremmest i gårdens sidste leveår blev avlet tobaksplanter og senere hø.
En del af området blev også benyttet som græsningsareal for egnens kreaturer, og allerede dengang havde bønderne en mindre form for genbrug, da de genbrugte masken, som er affaldsstofferne fra brændevinsfremstillingen, til fodringen af kvæget, som må have gået rundt i en lille brandert, mens de græssede.
Den 30. juni 1856 blev de militære skildvagter ved Kjøbenhavns porte inddraget, med det resultat, at udbygningen af hovedstaden udenfor voldene eksploderede, da byen indenfor voldene ikke kunne huse flere mennesker.
I 1857 blev den første gade i »Kløvermarken«, som området mellem Jagtvej og Lygten blev kaldt, anlagt. Gadens navn er Allersgade, og den er opkaldt efter faderen til Aller-koncernens stifter, grundejer og brygger Christian Hansen Aller [1797-1852], og senere kom andre gader og veje til, f.eks. Nordvestvej, Lyngbygade, Brøndshøjgade, Gjentoftegade, Ordrupgade m.fl. Siger disse navne læserne noget? De eksisterer stadig den dag i dag, men har i mellemtiden fået navneforandring til Rantzausgade, Hillerødgade, Søllerødgade, Vedbækgade og Skodsborggade.
De første spor af Jægersborggade går tilbage til midten af 1880’erne, hvor en grusvej kantedes af nogle enkelte 1-2 etagers bygninger. I forbindelse med åbningen af Nørrebro Jernbane Station i 1886, som station mellem København og Hellerup på både Nordbanen og Klampenborgbanen blev kaldt, blev den lille grusvej udbygget til trafikken til og fra stationen, så hestetrukne og motoriserede transporter nemmere kunne hente og bringe deres banegods og passagerer.
Følgende bygherrer stod for bebyggelsen af de første ejendomme i Jægersborggade:
I 1887-88 bebyggedes 2/3 af den nuværende gade af de 5 førnævnte entreprenører, med den daværende fagbevægelse som støtter. De byggede de første beboelsesejendomme i gaden som deciderede lejekaserner, mens gaden blev fuldendt fra omkring 1889 af et kompagniskab bestående af murmester, Justitsråd Albert Nicolaj Schioldann [1843-1917] og chokoladefabrikanten Christoph Cloëtta [1836-1897], som foruden resten af Jægersborggade også stod for en del andre bebyggelser i nabolaget. Deres daværende samarbejde kan ses den dag i dag i Dansens Hus i Hørsholmsgade 20, som i tidsrummet 1901-54 rummede Cloëttas chokoladefabrik. Oven over hovedporten til naboejendommen står der Schioldanns Hus, som i mange år efter tilhørte Schioldanns Stiftelse. Dette kompagniskab overtog efter fuldendelsen af gaden hovedparten af ejerskabet af gaden og da Cloëtta døde i foråret 1897, blev ejerskabet rekonstrueret under navnet Kjøbenhavns Husejerselskab. Under dette navn og efter en senere navneforandring til A/S Jægersborggade fortsatte ejerskabet med forskellige ejendomsadministratorer indtil midten af 1960’erne.
Fra 1888 boede der en urtekræmmer S. J. Knudsen i nr. 41, og fra 1899 og en del år frem ejede han 4 opgange i gaden, som i 1990’erne blev en slags kollega for vores egen andelsboligforening som AB Victoria, men mere om det senere.
Forretningsliv i gaden
Som et eksempel på hvor omfangsrigt forretningslivet har været i gaden følger her en oversigt over, hvad der fandtes af erhverv i gaden i årene 1888-1903 i henhold til oplysninger fra Kraks vejviser for disse 15 år:
Jagtvej 35/Jægersborggade 1
1889- Urtekræmmer H. Paulsen/M. M. C. Paulsen
1897- Skomager C. F. Madsen
Jagtvej 37/Jægersborggade 2
1889-1893 Værtshusholder H. P. Nielsen
1894-1902 Værtshusholder M. C. Mikkelsen
1902- Værtshusholder Enkefrue Mikkelsen
Stefansgade 41/Jægersborggade 56
1893- Værtshusholder H. P. Hansen
Stefansgade 43/Jægersborggade 57
1889-1891 Urtekræmmer P. N. Ramlau
1892-1899 Bogholder O. H. S. Lybecker
1893-1893 H. M. Jørgensen
1893-1896 Fabrikant H. H. A. Tvede (St. 43, 1)
1893-1896 Fabrikant J. Blauenfeldt (St. 43, 2)
1895-1897 Urtekræmmer P. F. Henriksen
1898-1901 Urtekræmmer T. F. Hansen/
G. T. Hansen
1902- Urtekræmmer S. A. Christensen
Jægersborggade ulige side:
Nr. 3 Detailhandler H. P. Hansen
1888-1888
– 7 Høker J. Petersen
1889-1902
– 7 Bager F. Vulfbrandt
1903-
– 11 Detailhandler J. P. Simonsen
1889-1894
– 11 Slagtermester A. K. Sander
1895-1899
– 11 Skomager V. Andersen
1903-
– 15 Detailhandler R. P. Rasmussen
1892-1902
– 15 Detailhandler B. Pedersen
1903-
– 17 Værtshusholder J. Nielsen 1888-1888
– 17 Barber J. A. Seerup 1889-1892
– 17, st Handelsagent H. V. Erichsen 1893-
– 17 Detailhandler F. Nielsen 1900-1901
– 17 Detailhandler A. Jensen 1902-
– 19 Høker P. N. Jørgensen 1889-1895
– 19 Høkerske A. Jørgensen 1895-
– 19 Detailhandler S. C. Petersen 1896-
– 21 Detailhandler C. D. Jacobsen 1892-1895
– 21 Hvidgarver J. C. Schjok 1896-1902
– 21 Dameskrædderinde F. Jensen 1903-
– 21 Cigarhandler J. A. Lund 1903-
– 23 Skomager L. Nielsen 1888-1900
– 23 Gæstgiver J. J. Rasmussen 1902-
– 25 Urtekræmmer Alb. Jørgensen 1900-1902
– 25 Viktualiehandler P. Petersen 1902-1902
– 25 Urtekræmmer O. V. Petersen 1903-
– 27 Marskandiserske L. Lorentzen 1900-1901
– 27 Urtekræmmer Alb. Jørgensen 1902-
– 29 Detailhandler P. Christoffersen 1903-
– 37 Detailhandler C. Pedersen 1888-1888
– 37 Jernhandler C. Vendelboe 1890-
– 39 Bager R. Lorentzen 1890-1891
– 39 Ølhandler J. C. Jørgensen 1890-
– 39 Bager N. M. Hansen 1892-1892
– 39 Bager C. Sørensen 1893-1896
– 39 Bager V. Jensen 1897-1900
– 39 Bager N. A. Sørensen/J. Sørensen 1901-
– 41 Urtekræmmer S. J. Knudsen 1888-1901
– 41 Urtekræmmer Oluf Bjørnsen 1902-
– 43 Detailhandler N. Nielsen 1889-1891
– 43 Høker C. J. Jørgensen 1892-
– 45 Entreprenør P. Jørgensen 1892-
– 47 Detailhandler M. Sørensen 1889-1889
– 47 Brødhandler L. B. Lyster 1890-1898
– 47 Grønthandler C. O. Henriksen 1902-
– 49 Urtekræmmer T. F. F. Nielsen 1890-1897
– 49 Cigarhandler H. Christoffersen 1898-
– 53 Gæstgiver J. H. A. Larsen 1898-1900
– 55 Detailhandler P. Jørgensen 1890-1891
– 55 Høker J. Andersen 1892-1900
– 57, 1 Maler O. R. Aagaard 1892-1900
– 57 Smed S. Pedersen 1902-
Jægersborggade lige side:
Nr. 2 Bager W. T. H. Friedrichsen 1888-1889
– 2 Bager S. C. Poulsen 1890-1891
– 2 Bager K. K. Monrad 1892-1894
– 2 Bager E. E. Jensen 1895-1896
– 2 Bager A. G. Bengtsson 1897-1900
– 2 Bager P. E. E. Samson 1901-1901
– 2 Maler O. C. Strange 1902-1902
– 2 Bager C. Andersen 1903-
– 4 Detailhandler H. Mytzel 1890-1899
– 4 Hørkræmmer L. A. Holm 1900-
– 6 Handelsagent J. V. H. Petersen 1896-1898
– 6 Detailhandler G. T. F. Becker 1898-1899
– 6 Detailhandlerske A. P. Becker 1899-
– 6 Tømmerhandler B. Pedersen 1900-1902
– 6 Skomager J. C. Jensen 1902-
– 10 Glarmester J. J. Sørensen 1888-1889
– 10 Slagtermester S. Seitzberg 1890-1893
– 10 Barber C. Wager 1894-1899
– 10 Barber V. N. Mortensen 1901-1901
– 10 Bager G. E. Nielsen 1902-
– 12 Detailhandler J. E. Foght 1888-1888
– 12 Detailhandler A. Foght 1889-1894
– 12 Ismejeri A. Laugesen 1895-
– 14 Detailhandler C. P. Heiberg 1888-1888
– 14 Detailhandler C. Rasmussen 1890-
– 14 Cigarhandler N. L. Jørgensen 1893-1894
– 14 Detailhandler H. Johansen 1894-1896
– 14 Ølhandler D. H. G. Bohm 1897-1898
– 14 Cigarhandler A. Larsen 1899-1902
– 14 Detailhandler M. E. Madsen 1903-
– 16, 2 Fuglebursfabrikant Moritz Rabén 1890-
– 16 Fabrikant L. E. Schiøttz 1894-1897
– 16 Marskandiser H. Olsen 1898-1902
– 18 Handelsagent H. P. Stephansen 1888-1888
– 18 Urtekræmmer G. V. Liisberg 1890-1894
– 18 Smedemester G. C. Jensen 1895-1899
– 18 Snedkermester N. P. Kristensen 1900-1900
– 18 Urtekræmmer Edvard Vilhelmsen 1902-
– 20 Detailhandler S. Stephansen 1888-1894
– 20 Skomager C. Poulsen 1895-
– 22 ejet af urtekræmmer S. Knudsen 1899-
– 24 ejet af urtekræmmer S. Knudsen 1899-
– 26 ejet af urtekræmmer S. Knudsen 1899-
– 28 ejet af urtekræmmer S. Knudsen 1899-
– 30 Mejeriejer J. Nielsen 1901-
– 32 Blikkenslager J. P. Nielsen 1902-
– 34 Cigarhandler O. Gundersen 1901-
– 36 Hørkræmmer A. Jensen 1892-
– 38 Vævermester D. Mehrpahl 1893-1895
– 38 Manufakturhandler S. T. Bruhn 1898-
– 40 Væver D. & C. F. Mehrpahl 1896-1897
– 40 Bager C. Sørensen 1898-1900
– 40 Detailhandler N. H. Hansen 1902-
– 42 Hørkræmmer J. Larsen 1891-1900
– 46 Høker C. Markussen 1888-1888
– 46 Høker H. Markussen 1889-1900
– 48 Ismejeri B. N. Ploug 1903-
– 50 Hørkræmmer O. Hansen 1889-1900
– 52 Uhrmager J. P. Rasmussen 1895-1900
– 54 Bager P. Rasmussen 1889-1894
– 54 Bager L. P. Jørgensen 1895-1900
– 56 Snedkermester C. G. Glud 1898-1902
– 56 Skomager K. Petersen 1903-
Går man denne liste i gennem kan man se, at der på et tidspunkt var 5 bagerforretninger i gaden, hvorimod der i dag kun er én købmand i gaden samt forskelligt erhverv på hjørnerne ved henholdsvis Stefansgade og Jagtvej, bl.a. cykelsmed, døgnkiosk m.m.
Fra 1889 til 1893 fandtes der en danserestaurant på hjørnet af Jagtvej og Jægersborggade, hvor der i dag findes en døgnkiosk. Her var der bl.a. syngepiger, som dem vi i dag kender fra Bakkens Hvile. Fra 1894 fik denne restaurant nye ejere, som fik installeret billardborde og kaldte den for »Cafe du Jægersborg«, og med det navn fortsatte den til ejerens død i 1902, hvorefter enken fortsatte endnu et par år for derefter at afhænde forretningen. Så sent som i 1958 var der stadig en restaurant på dette sted under navnet »Café Jægersborg«. Små cafeer var en del af gadebilledet på Nørrebro såvel som i andre københavnske arbejderkvarterer. Arbejderboligerne var små og en del af det sociale liv måtte nødvendigvis foregå uden for disse. Drikkeri var et stadigt problem for mange familier.
Kort før århundredskiftet fandtes der som nævnt adskillige forretninger i gaden, som f.eks. urtekræmmere, høkere, bagere, detailhandlere m.fl. I dag tæller gaden som nævnt kun én købmand i gaden, som ifølge Carlsberg i slutningen af 1990’erne var det sted på Nørrebro, som fik leveret mest øl i sommerperioden – 3 gange om ugen mod højst 2 gange om ugen til de store supermarkeder og restauranter på Nørrebro!
Boligsituationen på Nørrebro belyst ved Jægersborggade i 1890’erne
I 1988 fyldte Dronning Louises Asyl 100 år. I den anledning udkom en bog, som Jægerposten flere gange har brugt som kilde, hvori der står følgende om gaden:
“Husejere i Jægersborggade
Hvor placerede man så denne institution?
»I forstaden Nørrebro – med dens talrige for en væsentlig Del til den ubemidlede Arbejderklasse hørende Befolkning af omtrent 100.000 Indbyggere«… som nabo til Jægersborggade.
Vores interesse for Jægersborggade opstod da det fremgik af Indskrivningsprotokollen, at næsten halvdelen af de 500 første børn boede i Jægersborggade.
Vi havde meget tidligt en formodning om, at de der lod opføre de meget ringe boliger meget vel kunne tænkes at deltage i velgørenhed omkring de familier, som dannede baggrund for “velgørerens” velstand.
Jægersborggade er helt ny, endnu ikke med i folketællingen i 1885, men i 1890 er de fleste huse der. Af Kraks vejviser 1890 fremgår det, at der er ubebyggede grunde mellem nr. 23 og 35 og mellem nr. 20 og 36. Det er sikkert her på den lige side asylet har fået tilbudt en gratis grund af chokoladefabrikanten Christoph Cloëtta. Alle ejendomme på den lige side på nær seks ejedes da af makkerparret Cloëtta & Schioldann.
I 1890 er der i alt 45 ejendomme i Jægersborggade og om bygherre- & ejerforholdene er følgende oplyst i Krak:
24 ejendomme ejedes af
Cloëtta & Schioldann
6 ejendomme ejedes af
Tømrermester L. Larsen ( 1-11)
2 ejendomme ejedes af
Tømrermester J. Jensen (13-23)
6 ejendomme ejedes af
Murermester J. M. Hansen (43-53)
4 ejendomme ejedes af
Murermester C. Feldborg ( 2- 8)
6 ejendomme ejedes af
Murermester R. H. Knop (10-20)
2 ejendomme ejedes af
Snedkermester E. Jensen (opgange er ukendt)
1 ejendoms ejerforhold er ukendt.
De resterende grunde blev bebygget i tidsrummet 1895-1901,
5 ejendomme ejedes af
Snedkermester C. Nielsen
4 ejendomme ejedes af
Urtekræmmer S. J. Knudsen (22 – 28) –
han boede selv i nr. 41.
3 ejendomme ejedes af
Murermester P. Petersen.”
I 1901 er Cloëtta & Schioldann, efter Cloëttas død i marts 1897, overgået til A/S Kjøbenhavns Husejerselskab.
I Socialdemokratiets 10. kreds’s 100 årsskrift refereredes der to gange til problemer med de dårlige bygninger i Jægersborggade i 1890’erne, hvor man forlangte en restaurering af de dengang godt 10 år gamle huse, samt i 1964.
Uddrag af Socialdemokratiets 12. kreds’s 100 årsskrift
“Jægersborggade blev bygget som udpræget spekulationsbyggeri af et konsortium, der talte navne som minister Peter Adler Alberti [1851-1932], murmester og justitsråd Albert Nicolaj Schioldann [1843-1917] samt en sagfører G. Kremer. De førte en meget hårdhændet politik overfor lejerne. Under lockouten i 1899 blev mange lejere hensynsløst sat på gaden. Konsortiet bekvemmede sig endelig til at indlede forhandlinger med 12. kreds’ folketingsmand, redaktør Emil Wiinblad [1854-1935], hvis krav var, at ejendomme og lejligheder skulle istandsættes, og at der skulle ansættes en inspektør, som arbejderbefolkningen kunne have tillid til. Det blev altså foreningens formand, Alfred Andersen.
Mange år efter – i 1964 – var foreningens daværende Folketingsmand og senere Boligminister Helge Nielsen stærkt involveret i en strid med ejerne om forholdene i Jægersborggade. Ved 100 års jubilæet (Dr. Louises Asyl – red.) må vi desværre konstatere, at boligstandarden i Jægersborggade og kvarteret heromkring stadig er alt for ringe.
Og senere i skriftet:
Jægersborgsgadesagen
Jægersborggade er stadig 12. kreds’ mest folkerige gade med sine 700 husstande, og husstande der for langt de flestes vedkommende består af flere end 2 personer. Jægersborggade var stadig en gade, hvor nedslidningen havde været stor, og hvor vedligeholdelsen havde været meget lav.
Helge Nielsen, dengang MF, havde den 1. december 1963 et spørgsmål til den daværende boligminister om huslejeforhøjelser og vedligeholdelser og sondringen mellem vedligeholdelse og forbedring. I forbindelse med dette spørgsmål kom Helge Nielsen med nogle meget nedsættende bemærkninger omkring vedligeholdelsesstandarden i Jægersborggade og de lejeforhøjelser, den daværende ejer, vekselerer Erik Jensen havde gennemført efter at have overtaget ejendommene fra den svenske godsejer Anders Bergengren.
Jægersborggades lejerforening havde i mange år kæmpet med de hidtidige ejere, og kampen fortsatte med de nye ejere, der på mange måder optrådte meget aggressivt overfor lejerne med huslejesager til følge Det var helt naturligt, at 12. kreds’ folketingsmand gik ind i disse sager på lejernes vegne. Helge Nielsens udtalelser medførte, at ejerne klagede til Folketingets formand og anmodede om, at Helge Nielsens udtalelser blev tilbagekaldt; hvilket naturligvis blev afvist. Ejeren og hans medarbejdere fulgte Helge Nielsen på hans forskellige møder rundt om i landet og opfordrede ham til at gentage sine angreb på Erik Jensen. Hver gang gentog Helge Nielsen, at han stod ved sine udtalelser. Erik Jensen havde en båndoptager med til alle de omtalte møder i håbet om, at få nogle kompromitterende udtalelser fra Helge Nielsen, men det mislykkedes for ham og hans håndlangere.”
Transportforhold
Skulle man fra København (indenfor voldene) på familiebesøg eller omvendt, fandtes der et par transportmuligheder. Med toget tog det 6-8 minutter fra Nordbanegården, som lå omtrent hvor Nyropsgade og Dahlerupsgade ligger i dag, til den tidligere nævnte Nørrebro Jernbane Station, eller man kunne tage en sporvogn fra Nørrebros Sporvejsselskab fra Kongens Nytorv til Nørrebrogade 196 (lige overfor tankstationen i Farumgade) for 15 øre eller Falkoneralléens Sporvejs-Selskab fra Halmtorvet (nuv. Rådhuspladsen) til Frederiksberg Runddel og skifte til en anden sporvogn, kaldet Tværlinien, til Nørrebros Runddel, som var rundkørsel med vendeplads for sporvognen udenfor den nuværende Café Runddelen. Denne tur kostede 20 øre.
Den nævnte rundkørsel blev først endeligt nedlagt i 1961, men man kan stadig se spor af rundkørslen i bebyggelserne på Runddelen.
Med toget kostede det mellem 25 og 60 øre for en enkeltbillet alt efter, om det var på I., II. eller III. klasse. Hvis man ville investere i en returbillet, var prisen det dobbelte, og så var billetten gyldig til 4. dagen kl. 24. Der var altså ingen besparelse i at købe en returbillet.
Se i øvrigt afsnittet om Nørrebro Jernbanestation.
Lejlighedernes udseende
I en artikel bragt i et blad eller avis i 1906 er fundet en artikel om lejlighedsstandarden i Jægersborggade, hvorfra jeg citerer: “I begyndelsen af 1900-tallet solgte de daværende ejere gaden til et kompagniskab bestående af Sagfører G. Kremer og Malermester Chr. Rosted. Ejendommene, der indeholdt ca. 650 lejligheder, for størstedelen 2 og 3 værelsers, var på det tidspunkt i en så sørgelig forfatning på grund af de gamle ejeres opførsel overfor håndværkere under den store arbejderkonflikt i 1899, at mange lejligheder havde været ubeboet i flere år og flere ejendomme stod gabende tomme.
Gaden gav dengang, dels på grund af dens tarvelige standard og dels på grund af de mange tomme lejligheder et i høj grad trist og mørkt indtryk, og af den grund havde gaden ikke den store tiltrækningskraft på nye beboere.
Da de nye ejere havde overtaget ejendommene, tog de straks fat på at istandsætte og forbedre disse, og denne store reparation er nu (i 1906 – red.) tilendebragt med det resultat, at gaden nu hører til de lyseste og smukkeste i byen. Alle facader er malet i lyse farver, trappeopgange og lejligheder er særlig smukt istandsatte overalt, og der er nu et forholdsvis ringe antal ledige lejligheder i gaden.
Grunden til denne hurtige forandring i en hel gades udseende, må dels søges deri, at ejerne intet havde sparet for at gøre lejlighederne så hyggelige og smukke som overhovedet muligt, dels deri, at lejlighederne til trods for den fortrinlige stand, hvori ejendommene befinder sig, er så usædvanligt billigt, at man næppe andetsteds her i byen kan få tilsvarende lejligheder til samme pris:
2 værelser koster således 15 – 17 kr./måned
3 værelser koster således 20 – 22 kr./måned
I alle ejendomme er der nu indrettet vaskerum og tørrelofter, ligesom der er anbragt nye magasinovne i lejlighederne.
Ejerne har desuden sluttet kontrakt med København-Frederiksberg Nattevagt om bevogtning af ejendommene, herunder aflåsning af alle gadedøre. Som følge af den store indvandring til gaden er det gået stærkt fremad for de forretningsdrivende i gaden, og de mange butikker, der tidligere stod tomme, begynder nu at finde lejere, efterhånden som gaden bliver stærkt beboet.
Man kan i det hele taget sige, at folk, der sætter pris på at bo i en vel vedligeholdt og smuk lejlighed, og dog ikke vil give den høje leje, der nu om stunder forlanges for lejligheder i nye huse, ikke kan finde noget bedre sted end i Jægersborggade.
Der findes også i gaden en del større og særdeles rummelige 3 værelsers hjørnelejligheder med pigeværelse og 4 værelsers lejligheder, der ligeledes udlejes på overordentligt billige vilkår, som
3 værelser fra ca. 300 – 325 kr./årligt
4 værelser fra ca. 350 – 400 kr./årligt.”
Den store arbejderkonflikt i 1899
Arbejdsgiverforeningen erklærede 24. maj 1899 generallockout i byggefagene, jernindustrien og enkelte andre fag. I august omfattede lockouten over 40.000 mand.
Først efter 16 ugers arbejdsstandsning blev der 5. september opnået forlig, og af den grund blev det kaldt Septemberforliget.
I 1897 havde arbejdsgiverne i jernindustrien gennem en lockout forsøgt at gøre forholdene strammere inden for deres område, men det var endt med en fiasko. Da de i foråret 1898 mente at have forstået, at der var lidt uro i arbejdernes rækker, bl.a. fordi visse enkeltforbund ikke rigtig kunne forlige sig med at afgive deres selvstændighed til »De Samvirkende Fagforbund« (nuv. SID – red.), slog de til.
Konfliktstarten
Konflikten startede med at snedkerne i nogle jyske byer strejkede, og de lokale fagforeninger nægtede at respektere en overenskomst, som deres hovedorganisation, Snedkerforbundet havde indgået med mesterorganisationen. Arbejdsgiverforeningen svarede igen med at lockoute snedkerfaget over hele landet, og denne blev 24. maj udvidet til at omfatte samtlige byggefag, jernindustrien og enkelte andre fag. I alt blev ca. 30.000 arbejdere landet over sendt på gaden, og konflikten varede sommeren igennem.
“Hvad har denne historie med gaden at gøre?” spørger du måske.
Jo, under konflikten boykottede socialisterne gadens lejligheder, som var under modernisering af, efter deres mening, uorganiseret arbejdskraft, også kaldet strejkebrydere eller skruebrækkere. Med andre ord – efter omkring 10-15 års eksistens blev ejendommene endeligt moderniseret. De var som tidligere nævnt bygget som såkaldte lejekaserner til den voksende arbejderbefolkning, der i de fleste tilfælde talte to voksne og op til 10-12 børn presset sammen i lejligheder på ca. 60-70 m² og i de fleste tilfælde ned til ca. 50 m².
De ramte familier
De lockoutede arbejdere og deres familier havde det svært. En hel del familier sultede. Der var meget lidt understøttelse at få, selvom indsamlinger skaffede ganske betydelige beløb til veje. Ikke blot beskæftigede kammerater, men også mange fra det liberale borgerskab og mange bønder bidrog. Da ferietiden kom, blev arbejderbørn inviteret på ferie hos landbofamilier. Nogle af de indsamlede midler blev brugt til at organisere spisesteder flere steder i byen, hvor kvinder og børn fra de lockoutede hjem kunne få et måltid varm mad en gang om dagen.
Konflikten slutter
Efter at forligsforsøget i juli var slået fejl blev konflikten udvidet. I august lockoutede arbejdsgiverne vogn- & beslagsmedene samt arbejdsmændene i en række fagområder. Forligsbestræbelserne fortsatte og endelig 5. september 1899 kunne et dokument underskrives på restaurant »Søfryd« på hjørnet af Sortedams Dossering og Fredensgade. Et af stridspunkterne havde været spørgsmålet om parternes gensidige kompetence og arbejds-givernes holdninger til arbejdsregler og lignende. Det vigtigste i forliget blev derfor dets kodificering af reglerne for det fremtidige forhold mellem arbejdere og arbejdsgivere samt mellem arbejdsmarkedets parter. Da disse regler siden viste deres levedygtighed, har man siden kaldt Septemberforliget for »Arbejdsmarkedets grundlov«.
Nørrebro Jernbanestation
Som nævnt tidligere blev Nørrebro Jernbanestation åbnet i 1886 som station på både Nordbanen og Klampenborgbanen, som begge havde fælles ruteføring mellem København og Hellerup. Nordbanen gik i første omgang kun til Lyngby for senere at blive forlænget via Hillerød til Helsingør. Begge baner var oprindeligt åbnet 25 år tidligere, da banen til Klampenborg blev indviet 22. juli 1863, mens banen til Lyngby fulgte efter 1. oktober samme år.
Indtil 1921 kørte disse 2 baner fra hhv. Klampenborg- og Nordbane-stationerne, som begge lå, omtrent hvor Nyropsgade og Dahlerupsgade ligger i dag. Herfra gik banen i en bue over Skt. Jørgens Sø på en dæmning parallelt med Gyldenløvesgade på den modsatte side af Søpavillonen og videre til omtrent det område, hvor Radiohuset ligger i dag.
Her delte banen sig i 2:
1)
Mod Roskilde og Frederikssund over Frederiksberg
2)
Nordbanen og Klampenborgbanen over Nørrebro.
Nordbanens sidste etape fra Lyngby til Helsingør via Hillerød blev indviet 8. juni 1864, og stationen på Nørrebro kom så til i 1886. Den eksisterede som personbanegård til 1921, hvor det sidste tog til Klampenborg afgik fra Klampenborgbanegården 30. september kl. 23:27.
Boulevardbanen
Grunden til lukningen af banen over Nørrebro ligger i dag under Nørre og Øster Voldgade. Udgravningen til Boulevardbanen startede i 1913 og var færdig og blev åbnet for damptogstrafik 1. december 1917, hvorefter alle tog blev ført den vej gennem “røret”, som det blev kaldt i daglig tale dengang.
Der blev dog bevaret lidt togtrafik på Nørrebro nogle år endnu i form af godstogstrafik til og fra Frihavnen, og den gamle station fortsatte som godsindleveringssted indtil 1934. Stationen og dens funktioner ophørte samtidig med, at S-banen’s linie F havde premiere 3. april 1934. Samtidig blev den nye S-tog station Nørrebro åbnet, og de gamle jernbanespor, bl.a. tværs over Nørrebrogade og i den nuværende Nørrebroparken, blev fjernet. Sammen med anlæggelsen af S-banen blev der anlagt et stort rangeringsterræn på Lersøen, som blev brugt af DSB til parkering og rangering af godsvogne, bl.a. for Dan-Link indtil Øresundsbroen blev indviet.
I øvrigt kan det nævnes, at store dele af den opgravede jord fra tunnel-byggeriet blev transporteret til den nuværende Færgehavn Nord og Kalvebod Brygge, hvor det blev brugt til opfyldning i forbindelse med udbygningen af Københavns Havn.
Drengestreger
Allerede, mens stationen var i brug, blev der lavet mindre drengestreger på Nørrebro, da en del unger saboterede jernbanefolkenes arbejde ved at koble godsvognene fra hinanden og skubbe dem i gang, til meget stor gene for rangeringspersonalet på og omkring Nørrebro Jernbanestation.
Så noget tyder på, at hærværk og drengestreger på Nørrebro ikke kun er af nyere dato.
Barnemord i Jægersborggade
Blandt det meget lille billedmateriale redaktionen er i besiddelse af er et par dårlige fotokopier af avisbilleder taget efter et mord begået i gaden i 1924, som vi ikke har kunnet finde yderligere oplysninger om, og det nævnte vi i Jægerpostens juninummer 1996 med det resultat, at redaktionen blev opsøgt af en beboer fra gaden, der kom med en fotokopi af en side af Berlingske Tidende fra august 1919 med følgende overskrift:
“En 13-årig pige voldtaget og dræbt i Jægersborggade”
Om denne udåd fortalte avisen følgende, som redaktionen har tilladt sig at forkorte lidt.
“I Jægersborggade 36, 2. sal bor en forladt hustru med to små børn. Hun har i et stykke tid udlejet værelset mod gården til en sømand, som midlertidigt er uden hyre, men af til har et job i Nyhavn som nattevagt på skibe. Da moderen ved 16-tiden kom hjem, blev hun mødt af et frygteligt syn, for på køkkengulvet lå en pige, som så ud til at være 13-14 år gammel, med tøjet i uorden, og hun kunne straks se, at pigen var død kort tid før, da liget stadig var varmt. Hun kendte ikke pigen, men kontaktede straks politiet på Hillerødgadestationen, som straks kom sammen med en lokal læge, som blot kunne konstatere, at pigen var død.
Politiinspektøren og to af hans assistenter gik i gang med at afhøre opgangens beboere samt moderen uden at kunne få et afgørende spor, men det stod dog snart efter klart, at gerningsmanden måtte være den logerende sømand, som straks blev efterlyst, da politiet fandt ud af, at han tidligere var straffet to gange for tyveri med efterfølgende afsoning i Tugt- & Forbedringshuset.
Pigens identitet kendte man dog ikke, og hverken damen, som fandt pigen, eller opgangens beboere kendte den myrdede. Hun blev først identificeret senere på aftenen efter adskillige gisninger om, hvor hun hørte hjemme, og til sidst troede man simpelthen, at hun slet ikke kom fra gaden.
Ved 20-tiden blev en pige fra nr. 53 imidlertid efterlyst, da en moder savnede sin 13-årige datter, som var iført en trøje med store knapper på, og netop sådan én trøje havde den myrdede pige på. Da moderen hørte, hvad der muligvis var hændt hendes datter, faldt hun i krampegråd og besvimede. I hendes sted tog hendes nabo af sted sammen med politiet til Retsmedicinsk Institut for at identificere pigen. Efter dette var det så op til denne nabo at forklare sagens rette sammenhæng for moderen.
Forbryderen anholdes….
Den mistænkte sømand var nattevagt på skibet “Kansas”, som var under reparation ved Refshaleøen, og dette sted blev holdt under opsigt af politiet, mens andre politifolk ransagede kvarteret omkring Nyhavn uden at kende den mistænkte. De havde kun set et foto af ham, og de genkendte ham straks ved 21.30-tiden, da en tydeligt beruset herre kom vaklende hen ad Nyhavnsbroen, og politiet tiltalte ham med et “Godaften Sørensen”, men han svarede koldt, at han ikke hed Sørensen. Politiet var imidlertid så sikker på identiteten, at de tog ham med ind i en port for at kropsvisitere ham. Denne foranstaltning var for ikke at forurolige det øvrige publikum i området.
Dette kunne meget let være endt katastrofalt for politibetjentene, da mistænkte pludselig rakte om til baglommen, hvorfra han trak en skarpladt pistol, men han blev dog hurtigt overmandet og erklæret for anholdt.
Han blev kort efter identificeret som omtalte sømand med et synderegister, som talte 9 måneders Forbedringshusarbejde for tyveri i 1917, hvor noget af straffen var blevet gjort betinget, men allerede året efter fik han endnu 1 års Forbedringshusarbejde for endnu et tyveri, hvorfra han var blevet løsladt i december året før.
Da han blev ført ind til afhøring under stærk bevogtning, brød han sammen, så det var ikke meget, politiet fik ud af ham.
Forbryderens offer
Berlingske Tidendes udsendte talte samme aften med ejendomsinspektøren for de mange tæt befolkede ejendomme i gaden. Han fortalte, at han havde opsyn over 700 lejligheder, så han kendte ikke alle gadens beboere, men dog de fleste. Han kendte ikke den omtalte sømand, men derimod den myrdede piges mor, som var i midten af 40’erne og var kommet hertil fra Horsensegnen. Hun havde 10 børn, som hun selv havde opdraget og skaffet føden til ved sit arbejde på et snedkeri, hvor hun var meget vellidt. Desuden kendte han den myrdede pige, der så sent som om eftermiddagen havde været nede på ejendomskontoret for at betale husleje for sin mor, så hun måtte stadig have en huslejekvittering på sig, mente han. Han mente desuden, at morderen under et eller andet påskud måtte have lokket pigen med op i lejligheden, hvorefter udåden er sket.”
Redaktionens tilføjelse….
Jeg har selv siden februar 1982 boet i den omtalte lejlighed og har talt med min nabo om denne historie, og vi blev enige om, at mordet måtte være begået i min lejlighed, da det drejer sig om en 2 værelsers lejlighed, hvor min nabos lejlighed er en 3 værelsers lejlighed.
Af læseren, som bragte mig dette materiale, fik jeg at vide, at morderen blev idømt 14 års Tugthus.
Rundtur i nabolaget
I artiklerne i Jægerposten om lokalhistorie har vi også været på rundtur i det nærmeste nabolag, hvor vi kan starte i Stefansgade, som fra anlæggelsen gik fra Nørrebrogade til Hørsholmsgade ved banen og hed Havremarksvej indtil indvielsen af Skt. Stefans Kirke på 2. juledag 1874, hvorefter Havremarksvej fik navneændring til Stefansgade. Navnet Havremark stammer fra en gård i området i gamle dage, som hed Havremark. Denne gårds jorde strakte sig ca. fra Jagtvej og næsten op til nuværende Hillerødgade og hen over banelegemet, og det er disse marker, der som nævnt i indledningen blev brugt til tobaks- og halmmarker. Navnet Havremark går igen i navnet på en skole i Husumgade 44, som hedder Havremarkens skole.
På vej tilbage ad Stefansgade fra Stefanskirken til Jægersborggade passerer man en institution, som i 1988 fyldte 100 år. I den anledning blev der udgivet en jubilæumsbog, som fortæller lidt om institutionens historie.
Dronning Louises Børneasyl
Fra jubilæumsbogen har vi lånt et lille udpluk af lokalhistorisk interesse.
I 1887 var den daværende 70 årige Dronning Louise en aktiv deltager i »Det Kjøbenhavnske Asylselskab«. Hun godkendte selv ansættelsen af personale og foreslog selv den første asylmoder, også kaldet bestyrerinde, til asylet i Stefansgade.
Majestæten ydede også en stor økonomisk støtte og organiserede egenhændigt grundstensnedlæggelsen til Dronning Louises Asyl, og det blev annonceret på følgende måde: “Den 4. Oktober 1887 meddelte etatsråd Hennings selskabets forretningsudvalg at: “Hendes Majestæt Dronningen nu havde fastsat tiden for grundstenens nedlæggelse til førstkommende fredag den 7. ds. Middag kl. 12, og derhos havde meddelt, at Hendes Majestæt Kejserinden af Rusland (prinsesse Dagmar) og Hendes Kongelige Højhed Prinsessen af Wales (prinsesse Alexandra og senere Dronning af England) ville tage del i denne akt samt at Hans Majestæt Kejseren af Rusland (Czar Aleksander III) og hele den øvrige kongelige familie ville overvære højtideligheden. Desuden ville der blive inviteret medlemmer af både den russiske og den engelske legation, ministre med fruer, Rigsdagens 2 formænd og andre notabiliteter.”
Royalt besøg på Nørrebro
Berlingske Tidendes reporter på stedet skrev følgende om begivenheden: “Grundstensnedlæggelsen til børneasylet i Skt. Stefans sogn har efter bestemmelsen fundet sted i formiddags. Efter ankomst fra Fredensborg til Nordbanegården blev de kongelige herskaber transporteret med hestetrukne kareter ad Farimagsgade, Frederiksborggade og over Dronning Louises Bro, som Dronningen passerede for første gang, trods det at den var opkaldt efter majestæten. Derefter kørte kortegen ad Nørrebrogade til Stefansgade, hvor man svingede ned mod bestemmelsesstedet. På den indhegnede plads i Stefansgade var der samlet et talrigt og festklædt publikum, som fik plads langs med de tre sider på lange bænkerækker. Midt på den med en mængde flag udsmykkede plads var en murpille muret op, og den skulle indeslutte grundstenene”.
Grundstensnedlæggelsen kan med lidt god vilje kaldes en lille kongelig familieudflugt, da Kongeparret fik tilnavnet »Europas svigerforældre«, fordi de fik deres 6 børn giftet ind i flere af Europas fyrste- og kongehuse. De mødtes jævnligt under familiære former med ægtefæller og børn på Fredensborg Slot, som derved næsten var Europas centrum.
Uventet henvendelse dagen derpå…
Få dage efter grundstensnedlæggelsen holdt forretningsudvalget igen møde, og Kammerherre Benzon fremlagde en skrivelse af 5. oktober fra chokoladefabrikanten Christoph Cloëtta, hvorved denne uden vederlag tilbød en grund midt i Jægersborggade til opførelse af en børnehave eller et asyl. Samtidig tilbød de at købe det af Dronningen skænkede grundstykke i Stefansgade for kr. 10.000,-, som var det samme beløb Majestæten havde givet for grunden. Cloëtta var dog lidt for sent ude med sit tilbud, så det blev ikke til noget.
Til dette tilbud skal lige nævnes, at Jægersborggade endnu ikke var fuldt udbygget på det tidspunkt, da der endnu var tomme byggegrunde mellem numrene 23 og 35 samt mellem numrene 30 og 36. Det var muligvis på den lige side, at asylet fik tilbudt en gratis grund, da alle ejendomme på nær nr. 6 på det tidspunkt var ejet af det tidligere nævnte partnerskab Cloëtta & Schioldann.
Cloëtta var dog endnu ikke helt færdig med asylselskabet, da han senere blev en stor giver, eller som vi kalder det i dag sponsor for Asylselskabet.
Den 12. april 1894 henvendte han sig til bestyrelsen angående udskænkning af chokolade til børnene i forbindelse med pinse, og ved hans død i 1899 tildelte hans enke, konsulinde Ida Cloëtta, asylselskabet et legat på kr. 25.000, som rettede op på den betrængte økonomi, og hun blev samtidig indvalgt i bestyrelsen.
Børnerige familier
Jægersborggade var Nørrebros mest børnerige gade, så det kan derfor ikke undre, at førnævnte Dronning Louises Asyl blev stiftet. At børnemængden dengang var stor i Jægersborggade fortæller en statistik fra perioden 13. februar 1889 til 21. september 1892. Af 484 børn fra kvarteret kom de 202 fra Jægersborggade, hvilket svarer til 41,7%.
I februar 1895 boede der i én opgang i gaden i alt 74 personer, hvoraf de 49 var børn fordelt på 10 lejligheder.
Af en nu afdød beboer opvokset i gaden i 20’erne og 30’erne har jeg fået fortalt om en for os i dag usædvanlig situation. Et par voksne eller store teenagere trommede gadens mange børn sammen på gaden søndag eftermiddag, hvorefter et følge på omkring 100 børn vandrede stille og roligt i to geledder ad Jægersborggade og Jagtvej til den lokale biograf »Colosseum« (nu Aldi) for at se en cowboyfilm eller lignende. Af lignende arrangementer var der også f.eks. fælles udflugt til Zoologisk Have og lignende steder.
Det kan så undre nogle, at der så ikke bor flere børn i gaden i dag…
Landsarkivet
På vores rundtur i nabolaget har vi også været en tur nede på hjørnet af Rantzausgade og Jagtvej, hvor man finder en offentlig institution kaldet Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm, som oprindeligt hed Provinsarkivet, og det var som tidligere nævnt et af de første steder, jeg opsøgte, da jeg begyndte med at opspore lokalhistorier. Her findes der et udmærket og alsidigt bibliotek med lokalhistoriske bøger og biografier, som man kan sidde og studere i læsesalen.
På Landsarkivet begyndte jeg kort efter at snuse lidt til slægtsforskningens besværlige kunst. Diverse bøger og hjælpemateriale til denne til tider vanskelige kunst opfordrer interesserede i at forberede sig godt og grundigt i forvejen. Det havde jeg nu ikke gjort, men kom i gang alligevel og har nu 2-3 slægtsforskningsprojekter i gang på tiende år, hvor jeg har sporet min egen familie tilbage til slutningen af 1700-tallet, mens et andet projekt for en tidligere skolekammerat er nået tilbage til første halvdel af 1600-tallet i Wales og videre over den daværende dansk/norske marine til anlæggelsen af fortet på Christiansø og frem til vor tid.
Vedrørende Landsarkivet, så har det indenfor de sidste par år været meningen, at de sammen med Rigsarkivet skulle flytte sammen i et nybyggeri i Ørestaden, men efter regeringsskiftet i november 2001 blev dette projekt sparet bort og tilbage står et halvfærdigt byggerifundament. Efter denne besparing er det myldret frem med forslag fra andre byer, som gerne vil huse Rigsarkivet, men nu tyder det på (i slutningen af 2003), at det skal flyttes til Godsbaneterrænet i og ved DSB’s bygning på hjørnet af Bernstorffsgade og Vasbygade.
Assistens Kirkegård
I forlængelse af Jægersborggade ligger på den anden side af Jagtvej et område med navnet Assistens Kirkegård. Navnet stammer fra latin og betyder “kirkegård til aflastning af centralkirkegård”. Den oprindelige kirkegård, som er det nuværende afsnit A, blev anlagt og indviet 6. november 1760 under navnet “Assistenskirkegaardene udenfor Stadens Nørreport”. Med denne betegnelse henviste man til, at den rent faktisk var oprettet af nød, da Staden Københavns kirker og kirkegårde indenfor voldene var fyldt op, og man blev derfor nødt til at anlægge “Assistenskirkegaarde” udenfor byens volde.
I 1711 ramtes København af en pestepidemi – byldepest eller “den engelske sved”, som den blev kaldt dengang. Pesten førte til omkring 23.000 dødsfald i løbet af sommeren og efteråret, og det var langt over de eksisterende kirkegårdes kapacitet, selvom Garnisonskirkegården blev anlagt samme år, men den dækkede langt fra behovet. På Holmens Kirkegård stod kisterne ubegravede og for at afbøde for de værste lugtgener, affyrede man kanoner for at sprede og dæmpe ligstanken.
Først ved et kongelig reskript af 20. maj 1757 blev det vedtaget at anlægge kirkegårde udenfor voldene her i blandt Assistens kirkegård, som kom til 3 år efter.
I de første år var københavnerne dog ikke så interesseret i at blive begravet på “fattigkirkegården”, som den blev kaldt i folkemunde.
Sådan fortsatte det indtil førstesekretæren i Krigskancelliet, Johan Samuel Augustin (1715-1785), som ønsket i sit testamente, blev begravet på Assistens kirkegården, og så blev stedet med ét accepteret som andet end en “fattigkirkegård”.
Allerede i 1801 diskuteredes den første udvidelse, som påbegyndtes i 1803, og siden hen fulgte flere afsnit til, så kirkegården i dag tæller omkring 26 afsnit.
Denne kirkegård gemmer på adskillige historier, både de makabre og de lidt mere muntre. Af de førstnævnte er der et par historier om gravrøverier, som blev opdaget i januar 1804 – et håndgribeligt tilfælde fandt sted i 1798, hvilket blev afsløret af en af kirkegårdens daværende gravere på hans dødsleje.
Kirkegården blev hurtigt et yndet udflugtsmål for københavnerne med eller uden madkurv og drikkevarer, men manglede man dette, var der flere butikker i nabolaget, der levede af at sælge mad og drikkevarer, bl.a. mælketoddyer (½ snaps + ½ mælk).
Om dette fortæller H. C. Andersen, som ligger i afsnit P, i historien “Portnøglen”, om hvordan københavnerne på Frederik VI’s tid gik søndagstur: “ud af Porten til Assistens-Kirkegaarden, læste Indskrifterne paa Gravene, satte sig i Græsset, spiste sin Madkurv og drak sin Snaps til….”
I februar 1805 blev det dog forbudt at foretage disse skovture, da man mente, at det var helligbrøde og gravskænderi at lægge skovtursduge henover gravstenene, så man kunne nyde skovturskurvens indhold.
Diskussionen om kirkegårdens fremtid er ikke af ny dato. Allerede i 1873 udtalte den daværende biskop Hans Lassen Martensen [1808-1884], at det var hans håb, at Assistens Kirkegård måtte blive bevaret som “en park med smukke monumenter”. Hvilken fremsynet tanke var det ikke, når man ser kirkegårdens nuværende fremtidsplan kaldet “Dispositionsplan År 2020”, hvor kirkegården ønskes opdelt i følgende fire områder: Museumsdel, Mindepark, Lokalkirkegård og Park.
Efter at have deltaget i et par af de guidede rundture på kirkegården i weekenderne har jeg selv fundet flere gravsteder og historier end dem, der bliver fortalt om, med det resultat, at jeg selv kan stå for en rundtur på kirkegården ud over de sædvanlige rundture, som kun kredser rundt omkring kapellet. Mit eget forslag til en guidet rundtur gælder det meste af kirkegårdens område og tæller både historiske, kulturelle og andre kendte og mindre kendte personer tilføjet et par muntre anekdoter.
Gaden til salg
I marts 1958 havde det nu hedengangne dagblad Land & Folk et par medarbejdere på besøg i gaden for at checke op på en annonce i Berlingske Tidende, hvor gaden var sat til salg af den tidligere nævnte svenske godsejer Anders Bergengren. Vi citerer her artiklen med denne overskrift:
“Godsejeren vil nu skille sig af med Jægersborggade.
Efter en årrækkes godt udbytte vil han slippe for istandsættelse…
Det røre som beboerne i Jægersborggade i København har skabt ved bl.a. at henlede offentlighedens opmærksomhed på grundejernes totale misrøgt i et halvt hundrede ejendomme, som de lader forfalde ved manglende vedligeholdelse og rengøring, har allerede sat sine spor.
Som nævnt ejes hovedparten af gadens ejendomme af A/S Jægersborggade, hvis hovedaktionær er den svenske godsejer Anders Bergengren, der har sin bopæl i Malmö.
Udsigten til at selskabet ikke længere uden videre kunne tilsidesætte sine lejeres berettigede krav om et minimum af reparationer og mere anstændige omgivelser, har sandsynligvis foranlediget ham til det skridt, der kan læses i Berlingske Tidende for i går, hvor 44 opgange, som A/S Jægersborggade ejer, averteres til salg.”
Land & Folk slutter så sin artikel af med følgende kommentar: “Sådan kan man jo også frigøre sig for sine forpligtelser!”
Annoncen resulterede dog ikke i noget, og A/S Jægersborggade indgav frivillig konkursbegæring, som dog først resulterede i salg ca. 10 år efter. I den tid var der ikke den store søgning efter lejligheder i gaden grundet den manglende vedligeholdelse, og det resulterede i et besøg af “slumstormere” i december 1970, men de blev her kun i 3 ugers tid.
Små 10 år før havde nogle andre “huseret” i gaden. I den halvdel af gaden nærmest Stefansgade holdt Galopping Goose til, mens rivalerne Filthy Few holdt til i den anden halvdel, så gaden kunne på nogle tidspunkter ligne en krigsskueplads. Filthy Few holdt dog ikke længe i gaden, mens Galopping Goose på et lidt senere tidspunkt blev til Hells Angels med hovedkvarter i Titangade, som de dog måtte fraflytte i efteråret 1996.
Gadens dårlige rygte flere steder ude i byen den dag i dag stammer ganske givet fra den gang, men det forsøger vi nu at råde bod på.
Beboerne køber gaden
Som nævnt i indledningen er jeg tilflytter og kom som nævnt til gaden i februar 1982, og fra den tid og 11 år frem havde vi 5-6 forskellige ejendomsadministratorer i gaden.
Til sidst endte ejerskabet hos den tidligere storentreprenør Kaj Wilhelmsen, som bl.a. fik iværksat de første gårdsaneringer i gaden, men da hans virksomhed gik konkurs, fik beboerne iht. gældende lov tilbuddet om at købe gaden som andelslejligheder. Dette fik et par interesserede beboere til at samles over noget grillmad og nogle håndbajere på gaden for at drøfte, om det kunne realiseres at købe gaden.
I dag findes foruden A/B Jæger et par mindre boligforeninger i gaden. De 49 af de 59 opgange i gaden ejes af A/B Jæger, mens de resterende 10 opgange består af AB Victoria med 4 opgange nr. 22-28, AB Jægersborggade 21-23, AB Nørreblå også med 2 opgange nr. 1 & Jagtvej 35, AB 3’eren, mens de resterende 2 opgange nr. 29-31 er de sidste privatejede lejelejligheder, hvor beboerne dog har vist interesse i også at blive andelshavere, når den nuværende ejer vil skille sig af med dem.
Idéen til andelsforeningen opstod som nævnt i 1993, da storentreprenøren Kaj Wilhelmsens konkursbo skulle sælges, og Jægersborggade blev i overensstemmelse med gældende lov tilbudt beboerne som andelsforening. Efter en snak over en kasse øl på gaden efterfulgt af et møde på “Café Lille Peter” i Stefansgade tog en gruppe på 6-7 beboere fat på arbejdet og sørgede for at det blev en realitet og andelsboligforeningen A/B Jæger blev stiftet 24. juni 1993.
Det nye mål med erhvervelsen af gaden var 300 lejligheder, som var det absolutte minimum for at få økonomien til at løbe rundt i andelsboligforeningen. De første kommende medlemmer af foreningen blev kapret på gaden, hvorefter 7-8 personer, hvoraf de fleste stadig bor i A/B Jæger, begyndte at få andre beboere interesseret i projektet ved at stemme dørklokker og informere om planerne.
Blandt disse initiativrige personer er Martin Rosendal, som ved den efterfølgende stiftende generalforsamling i juni 1993 blev valgt som formand for bestyrelsen, en post han bestred lige indtil generalforsamlingen i november 1998, da han ved de mellemliggende generalforsamlinger var blevet genvalgt med akklamation uden modkandidater. Han indrømmede i 1997 ærligt i et interview, at han havde absolut intet kendskab til andelsboligforeningsarbejde fra starten, så han måtte starte fra bunden, og han erindrer, at de fik 6-7 flyttekasser fyldt med papirer, da de begyndte deres arbejde på boligkontoret.
Det vigtigste job for bestyrelsen siden starten er generalforsamlingsbeslutningen om renovering af gadens ejendomme, som siden anlæggelsen i 1886-89 som nævnt tidligere kun havde fået én ansigtsløftning i begyndelsen af 1900-tallet, og derfor trængte meget hårdt til en særdeles kraftig renovering.
Beslutningen har resulteret i udskiftning af taget, facadeafrensning, termovinduer, fjernvarme med radiatorer i lejlighederne, varmt vand i alle lejligheder, nye gadedøre med dørtelefoner m.m. Projektet var fra starten budgetteret til omkring 350 millioner kroner.
Vi har dog haft vores problemer med byfornyelsen, da der grundet den manglende vedligeholdelse gennem tiden blev fundet et stort antal svampeskader, som har resulteret i, at vi blev tvunget til at genhuse en del beboere for kortere eller længere tid.
I efteråret 1998 var der indvielse af et beboervaskeri i gaden kombineret med et beboerlokale og en beboerbadeanstalt. Bestyrelsesmøderne bliver afholdt i beboerlokalet og andelshaverne kan leje lokalet til festlige lejligheder. Som et resultat af renoveringen er der pludselig blevet rift om lejlighederne i gaden med det resultat, at ventetiden i øjeblikket er på ca. 3 år. Jævnligt bliver ejendomskontoret ringet op fra det meste af landet af unge boligsøgende, som ønsker en lejlighed til en rimelig leje. Blandt de utallige telefonopringninger med forespørgsel om opskrivning til en lejlighed erindrede vores tidligere formand Martin Rosendal i det tidligere omtalte interview til lokalavisen PåGaden en opringning fra Grønland. Det har vist sig, at selv uden reklamering er der rift om lejlighederne, som efter renoveringen skal have malet facaderne i flotte lyse farver.
Efter opstarten af A/B Jægers hjemmeside er der dog sket det, at flere og flere er blevet gjort opmærksom på foreningen og dens venteliste, med det resultat at antallet af opskrivelser til ventelisten er øget betragteligt, men på grund af den løbende udskiftning er ventetiden dog i skrivende stund stadig på de ca. 3 år.
Gadens egen kommunikationscentral
Siden 1997 har en lille gruppe mennesker i gaden arbejdet med muligheden for at etablere gadens egen telefoncentral. I forbindelse med afslutningen på TDC’s monopol på teletrafik startede de forhandlinger med et par af de nye teleselskaber om et system med telefon- & datatrafik m.m. Dette system ville give os mulighed for at tale sammen i gaden gratis, spille EDB-spil med andre computere i gaden, surfe på Internettet og meget andet til en billig penge.
Efter mange svære forhandlinger med entreprenører lykkedes det så endelig i 1999 at få startet gadens egen kommunikationscentral, som for billige penge giver abonnenterne billig telefoni, TV og datatrafik.
I starten af 2004 gik A/B Jæger så ind og overtog Jægersborggade Kommunikationscentral, og den fortsætter så som et af bestyrelsens underudvalg kaldet A/B Jægers Lokalnet. Det giver mulighed for flere abonnenter, da der fra 1. februar 2004 sammen med boligafgiften vil blive opkrævet et beløb på kr. 125,- pr. måned for alle A/B Jægers andelshavere og de enkelte lejere, som er tilbage. For dette beløb får alle beboerne nu fri adgang til både telefon, internet og kabel-TV i modsætning til kommunikationscentralens hidtidige abonnenter. På et senere tidspunkt er det så planen, at vi skal etablere gadens egen lokal-TV, og hvem ved måske også gadens egen lokalradio. Mulighederne er til stede med det nuværende modtageudstyr. Vores kommunikationscentral er sidenhen blevet lagt sammen med Parknet, som dækker størstedelen af lokalområdet.
Gaden holder fødselsdag
På en af lørdagene i august måned markerer andelsboligforeningen sin fødselsdag ved et heldagsarrangement, hvor gaden bliver spærret for al trafik.
Vi starter ved middagstid med børneunderholdning efterfulgt af levende musik fra 2-4 bands fra om eftermiddagen indtil kl. 22, da politivedtægten forhindrer os i at fortsætte med levende musik udendørs efter dette tidspunkt. For at slukke tørsten og fylde maven kan man købe drikkevarer og nogle gange også små lune retter fra boder i gaden, og også her sker reklameringen ved hjælp af omtale fra mund til mund.
Gaden bliver kendt i offentligheden
Søndag 23. august 1998 havde Nørrebro Lokalhistoriske Forening & Arkiv i samarbejde med Komité Nørrebro 2000 arrangeret en gadevandring i lokalområdet startende fra Nørrebros Runddel via Jægersborggade for derefter at afslutte over en kop kaffe med blødt brød i menighedsrådslokalerne i Anna Kirken i Bjelkes Allé. Her deltog ca. 50 mennesker, som fik fortalt lidt om gadernes og bygningernes historie. Fra Hørsholmsgade ud for nr. 20-22 overtog undertegnede fortællingen om A/B Jægers og gadens historie. Til at assistere mig med fortællingen om A/B Jægers start fik jeg assistance af foreningens daværende formand Martin Rosendal.
En par måneder efter, tirsdag 27. oktober 1998 var A/B Jæger inviteret til en reception hos Unibank på Nørrebrogade. Her blev der uddelt diplomer og rosende omtale til 4 foreninger på Nørrebro, bl.a. til A/B Jæger, hvor diplomets rosende omtale lød:
“Fremhæves for Andelsboligforeningen A/B Jægers initiativ og vilje til at gennemføre en samlet renovering af gadens facader, hvor der er taget et stort hensyn til de enkelte ejendommes arkitektoniske særpræg.”
I forbindelse med offentliggørelsen af diplommodtagerne var der udsendt en pressemeddelelse, som resulterede i besøg af et par TV-hold og skrivende journalister, så her fik gaden en positivt omtale i forhold til det dårlige, gamle ry, der som tidligere nævnt stadig florerer mange steder ude i byen.
Nogenlunde samtidig var et filmhold fra EASY-film begyndt på optagelser af en TV-udsendelsesserie i 4 afsnit om storbyers byfornyelse. Første afsnit af denne miniserie blev udsendt på DR2 onsdag 20. januar 1999 med genudsendelse på DR1 søndagen efter og omhandlede Jægersborggade samt A/B Mønten ude i NV-kvarteret. Serien har siden hen været genudsendt et par gange på enten DK4 eller på DR2.
Massemorder i gaden
Kort tid før denne bog gik i trykken, blev jeg gjort opmærksom på, at en massemorder skulle have boet i gaden. Jeg fik det undersøgt og fandt frem til, at en Dagmar Overby har boet i gaden. Det menes at hun i perioden 1911-1920 tog hun livet af omkring 25 spædbørn. Hun var berygtet for sin måde at slette sporene på – kakkelovnen var hendes mest foretrukne løsning. Det var tiden inden plejeloven, inden folkeregistreringen og Dagmar havde frit spil. Historien om denne sag er udførligt kommenteret i en i begyndelsen af april 2004 udkommet bog med titlen “Englemagersken” af Karen Søndergaard Jensen på forlaget Ådalen. Til brug i beboerbladet Jægerposten fik jeg en bekendt, som er en af bydelens boghandlere til at anmelde bogen.
Uwe Brodersen’s anmeldelse af “Englemagersken”
En del af mordene foregik i Jægersborggade og et enkelt skulle have fundet sted på Assistens Kirkegård. Kort før hendes dom, blev Dagmar Overby mentalundersøgt. Professor Wimmer gav bl.a. følgende karakteristik. “Hun er ikke lidende af hysteri eller tvangstanker. I moralsk henseende betegnes hun som defekt, uærlig, seksuelt uregelmæssig og med trang til at lade andre tage skylden, for det hun har begået. Det er mulighed for, at brugen af narkotiske midler har svækket hende i moralsk henseende.” Man kan tilføje, at hun var ualmindelig godt begavet og lærenem. Hun havde et frygteligt temperament og sind.
Egentlig blev hun kun dømt for 8 mord, og det var med livet. Hun skulle henrettes ved halshugning, guillotine eller økse. Henrettelsen skulle ske offentlig. Den 15. januar 1921 blev dommen omstødt til tugthusarbejde på livstid. Dagmar Overby kunne ikke affinde sig med at være indespærret. Mentalt blev hun helt afsporet, og måtte senere overflyttes til Skt. Hans i Roskilde. Hun døde den 6. maj 1929. Som barn havde hun det ikke let, tyvetøsen blev hun kaldt. Sammen med sine forældre flyttede hun til Århus, nærmest i en fattiggård. Hun blev dømt 10 dages fængsel for at “rapse” 50,- kr. Hendes første barn døde – en naturlig død. Hun blev igen gravid uden for ægteskabet, og giftede sig med én, der var meget ældre end hende selv. Han kunne jo passende tro, at være far til barnet.
Flere forhold fulgte. En husbond ville ikke anerkende et barn hun fik, så det måtte ryddes af vejen. Det blev så lagt i en lade, og heldigvis fundet i live. I 1915 ankom hun til hovedstaden, og etablerede en slikbutik i Holmbladsgade. Hun blev forelsket i Svendsen, som var bud for en af slikleverandørerne. På grund af indlæggelse måtte hun afhænde slikbutikken og flyttede til Jægersborggade i april 1916. Hun annoncerede i avisen efter plejebørn, og det gik fint. Det gav penge. Horeunger havde ingen rettigheder i verden. Mange ulykkelige unge piger blev gravide uden for ægteskab. Datidens moral var indskrænket. Ofte ville faderen ikke kendes ved barnet. Han betalte sig fra det. Og det blev Dagmar Overbyes lykke eller ulykke – om man vil.
Det vides, at hun smed et barnelig i latrinet på Assistens Kirkegården. Andre oplysninger siger, at hun skar halsen over på et barn, og lagde det på en grav på kirkegården. Som regel skrev hun et kort til moderen, efter at hun begik mordene. “Lillebror har det godt.” Det skete også, at hun mødte mødrene til de børn, hun havde myrdet, når hun gik tur med barnevognen. Det var så med et andet barn. I begyndelsen gemte hun ligene i en kuffert og begravede dem i udkanten af København – på Amager eller Bispebjerg.
Hun fandt ud af at æter, gav en dejlig afslappende virkning på sig selv. Ofte under disse rus begik hun mordene. Hun kvalte børnene med en snor og gemte dem i køkkenskabet. Ofte glemte hun ligene. Hun fandt så ud af, at den letteste måde, at komme af med dem på, var at brænde dem i kakkelovnen. Mindst tre af mordene blev begået, mens hun boede i Jægersborggade. Hun boede også en kort overgang i Landemærket, Adelgade, Ryesgade og til sidst på Enghavevej. Et af ligene havde hun med i en kuffert, da hun besøgte familien i Århus.
Et af plejebørnene, Angelo, blev hendes yndlingsbarn og blev efter mange år i pleje afleveret til den rigtige mor.
Et familiemedlem blev på et tidspunkt mistænksom, men Dagmar Overby skaffede både lægeattest og begravelsespapirer på et barn, hun havde myrdet. Hun fik selv et barn, Erna, sammen med hendes mand, Svendsen, og ofte blev Erna og Angelo passet hos marskandiser Petersen i Jægersborggade, mens hun begik nye mord.
I 1918 befandt Dagmar Overby sig omkring Århus. Her blev hun dømt 11 måneders forbedringsarbejde for at stjæle høns. Børnene blev fjernet, og kom på børnehjem. Efter at have afsonet straffen i Straffeanstalten Christianshavn, blev hun aktiv i Kirkens Korshær. Og efter et stykke tid fortsatte hun sine ugerninger. Men det fik en brat ende. En ulykkelig mor fortrød, at have givet Dagmar Overby, barnet i pleje, og ville have det igen. Barnet var myrdet og moderen gik til politiet. Da politiet efterforskede sagen, fandt de knoglerester i kakkelovnen, flere sæt børnetøj i skufferne og et glemt indtørret barnelig på loftet.
Efterskrift:
Efter denne historiebog er udkommet har jeg ved gennemlæsning af bogen “Englemagersken” fundet ud af, at Dagmar Overby i 1916 flyttede til Jægersborggade 43 fra Dagmarsgade – et halvt års tid hvert sted – hvorefter hun flyttede til Enghavevej på Vesterbro.
ISBN: 87-990136-0-6
ISBN/EAN: 9788799013609
Dato: december 22, 2019
Det er 100 år siden
En region blev reduceret. Hertugdømmerne for sig selv i århundreder. En lang fest for de dansksindede. Den Slesvig – Holstenske bevægelse. Forslag til grænser. Wilson reddede den danske regering. H.P. Hanssen ville ikke satse på Flensborg. Ingen dansk enighed på fredskonference. En forsømt og fattig landsdel. Sangerkrig. Stor valgdeltagelse. Afstemningsfesterne.
En region blev reduceret
En velstående og sammenhængende region blev reduceret til to periferier i hver sin nationalstat. Siden er Sønderjylland og Sydslesvig glædet længere fra hinanden. Ja sådan slutter Hans Schultz Hansen sin meget informative bog om Genforeningen i serien 100 danmarkshistorier fra Aarhus Universitetsforlag. Den kan varmt anbefales.
Måske kan 100 året være afsæt for en ny grundfortælling. Perspektivet vil være Slesvigs deling frem for Sønderjyllands Genforening.
Hertugdømme for sig selv i århundreder
For hvad var det lige statsminister Neergaard sagde i sin tale i Dybbøl i 1920:
Ja så klart kan det siges.
Desuden sagde den daværende statsminister Neergaard:
En lang fest for de dansksindede
Jo det er en kompliceret historie mellem Danmark og Tyskland. Det har mange nord for Kongeåen glemt. De undervurderede også, hvordan Sønderjylland var i forhold til det øvrige land.
Det var en lang fest for de dansksindede i 1920. Det havde været en kampplads mellem holstenske grever, sønderjyske hertuger og danske konger. I 1800 – tallet var det mellem dansk og tysk.
Den Slesvig – Holstenske Bevægelse
Den Slesvig – Holstenske bevægelse hævdede at Slesvig og Holsten siden middelalderen hørte sammen. De mente, at de havde ret til at leve sammen ”evig udelte sammen”. Men først fra 184o0 arbejdede man målrettet på at opnå denne statsdannelse.
Arveforhold satte grå hår i hovedet på de europæiske diplomater. Men hvor meget gyldighed havde Ribe – brevet egentlig?
Det danske sprog blev også udgangspunkt for en bevægelse.
Ja det var Slesvig – Holstenere, der i 1848 gjorde oprør og dannede deres egen regering.
Forslag til grænser
Efter den Første Slesvigske krig foreslog den britiske regering en deling syd for Flensborg og nord for Bredsted, men den danske regering ville ikke afstå området syd for linjen Slien – Dannevirke – Husum.
Og egentlig foreslog Bismarck jo også en linje syd for Flensborg og Tønder i begyndelsen af fredsforhandlingerne efter 1864. Men den danske regering håbede på mirakler.
Flensborg blev tabt for danskheden
I 1867 var det dansk flertal nord om Tønder og syd for Flensborg. Omfattende udvandring og dårlig dansk organisering kunne ikke fastholde dette gunstige udgangspunkt. Især i 1870erne og 1880erne gik de dansksprogede tilbage. Fra tysk side forstod man at tiltrække folk syd fra.
Det tyske sprog i administration og skole
Omkring 1890erne gik Flensborg definitivt tabt for danskheden Det industrielle gennembrud tiltrak arbejdskraft syd fra.
I Sønderjylland blev tysk 1876 det eneste tilladte sprog i administrationen i Nordslesvig. I 1888 blev tysk det eneste tilladte skolesprog bortset fra fire dansksprogede religionstimer.
Allerede i 1914 havde den Slesvig – Holstenske bevægelse udspillet sin rolle.
Wilson redede den danske regering
Den danske regering havde i den grad berøringsangst. De turde ikke fornærme den sydlige nabo. Det var præsident Wilson, de redede den danske regering. I februar 1918 lovede han, at alle klart formulerede nationale ønsker skulle imødegås.
H.P. Hanssen ville ikke satse på Flensborg
H.P. Hanssen var ikke meget for at satse på, at Flensborg skulle med til Sønderjylland. Dette synspunkt var årsag til, at han senere af københavnerne blev kaldt forræder. Men han var jo bare realistisk. Han vidste, at her var et stort tysk flertal.
Han mente, at dette forhold senere ville skabe problemer for sønderjyderne. I Flensborg var der kun 4 pct. danske stemmer ved Rigsdagsvalget i 1912. Flensborg havde 60.000 stemmer. Selv ved en-bloc afstemning kunne det danske flertal komme i klemme.
Ingen dansk enighed ved Fredskonferencen
Ja og selv på fredskonferencen i januar 1919 smuldrede den brede danske enighed fra rigsdagsresolutionen og Aabenraa – resolutionen til fordel for dansk splittelse i grænsespørgsmålet.
Der opstod i vinteren 1918 – 1919 tre retninger med forskellige holdninger til folkets selvbestemmelsesret. Dannevirke-bevægelsen skød selvbestemmelsesretten helt til side og krævede grænsen langs den historiske grænsevold i Sydslesvig.
Flensborgbevægelsen var i tråd med selvbestemmelsesretten, men slog også på byens historiske tilknytning til Danmark og på det danske flertal i 1867 som for længst var borte.
Frankrig ønskede hævn og tyskerne og gik med til at give Danmark området ned til Slien – Dannevirke og Ejderen.
Arbejder – og Soldaterrådene afviste, at en grænsedragning skulle være relevant efter revolutionen.
En forsømt og fattig landsdel
Men hvordan var det egentlig dengang?
En forsømt og fattig landsdel ventede de hjemvendte. Her havde kvinder, store børn og ældre under mændenes fravær havde slidt hårdt, mens de tænkte på soldaternes skæbne.
I byerne sultede man i underklassen. Butikkerne var tomme. Man solgte dårlige erstatningsvarer. Det var generel mangel på sæbe, kaffe og tobak. Smugleri med de rationerede varer skete i stor stil.
Den tyske inflation udhulede folks økonomi. Før krigen kostede 100 mark – 89 kroner. I februar 1920 var man nede på 7 kr.
Sangerkrig
De tysksindede betragtede de fremmede tropper i landsdelen som en besættelsesmagt. De dansksindede hilste dem velkommen.
I Udbjerg mødtes tysksindede. Her blev der i første omgang bestemt, at man kun talte tysk i hvert fald ikke dansk. Men det hele endte nu i fordragelighed for man bestemte, at det skulle være på sønderjysk.
Der var også sangerkrig i Tinglev mellem dansk – og tysksindede. Det gjaldt om, hvem der kunne synge højst.
Stor valgdeltagelse
Og den 10. februar 1920 var valgdeltaget på 91,5 pct. Det svarede til 100.000 vælgere. Det blev i 1. zone, 75.431 danske stemmer og 25.329 tyske stemmer. I Rejsby og Skast sogne var det flest danske stemmer.
Skal vi prøve at kigge på nogle interessante tal. Her følger antallet af danske stemmer:
Ja og fra 2. afstemningszone:
Afstemningsfesterne
Afstemningsfesterne blev svækket i1960erne. I 1970erne så det ud som om, at de helt skulle uddø. Men sådan kom det ikke til at gå. I 1980erne genopstod de. Og siden har de været levedygtige uden dog at kunne leve op til fortidens højder.
Kilde/øvrig litteratur:
Hvis du vil vide mere:
Dato: december 21, 2019
Tiden omkring 1920 i Sønderjylland
Skal en københavner gør sig klog på dette? En forsigtig udenrigsminister. Var Stauning bedre? Et chokerende forslag. Store tab i krigen. Vi tager en tur rundt i Sønderjylland og ned langs grænsen. Vi når Haderslev, Sønderborg, Kruså, Frøslev, Bylderup Bov, Burkal, Jejsing, Tønder, Aventoft og Højer. Vi skal hilse på grænsegendarmerne og de danske jernbaner. Vi kigger lidt på skolepolitikken. Og så havde den tyske mark det ikke særlig godt. Og så tager vi igen en gang stilling til benævnelsen. Og vi henviser til en ordentlig stak historiske artikler, der mere eller mindre afviser det ord, som mange bruger. H.V. Clausen havde argumenterne klar. Regeringen ville ikke have at stormagterne skulle blande sig. H.P. Hanssen blev kaldt for landsforræder. Christian den Tiende fik ikke hele Slesvig, ikke engang Flensborg.
En københavner – der gør sig klog
Sønderjyllands historie er kompliceret. Men der ingen grund til, at kalde en for historieløs, fordi man ikke vil anerkende ordet Genforening! Ordet er lige så godt som alle de andre ord, der er brugt i denne forbindelse. At ordet Genforening bringer mange følelser frem kan jeg godt forstå. Vi har efterhånden bragt en del artikler om dette tema. Reaktionerne har været mange:
Ja sådan kunne vi blive ved. Men her vil vi prøve at dukke ned i dagligdagen dengang. På den måde kan man måske bedre tolke problemerne dengang. Det er ikke så kedelig som statistikker og tal. Vi tager lige en rundtur i Sønderjylland før, under og efter 1920.
En forsigtig udenrigsminister
Udenrigsminister Scavenius var en meget forsigtig mand. Han ville ikke genere tyskerne. I Tyskland var det lige modsat. Her blev det råbt:
De københavnske politikere var meget irriteret over sønderjyderne. Scavenius havde nærmest forbudt dagbladene at omtale Sønderjylland/Nordslesvig.
Var Stauning bedre?
Til et møde med SPD i Tyskland i 1918 blev Stauning spurgt om holdningen til de dansksindede i Nordslesvig:
Politikerne var chokeret
Allerede i 1915 var en tysk ambassadør rejst til København for at tale med politikerne der, om Nordslesvig. Hvad havde man tænkt sig? Ja de var nærmest blevet chokeret.
Et chokerende forslag
H.P. Hanssen havde længe gentagende gange efterlyst en positiv interesse fra de danske politikere om det sønderjyske spørgsmål.
Og det var sikkert ikke det forslag som Scavenius kom med den 10. februar 1917, som H.P. Hanssen havde regnet med. Vi skulle have Nordslesvig tilbage mod at englænderne skulle tilbagelevere nogle af de kolonier, som de havde erobret af tyskerne. Med andre ord, England skulle betale for tysk velvilje.
Lige så chokerende var det vel, at forsvarsminister Munch var villig til at give tyskerne Årø, så de kunne opbygge en militærstation. Scavenius ville ikke have, at de allierede blandede sig i Sønderjyllands – spørgsmålet.
Grev Moltke mente at sønderjyderne skulle lade sig germanisere
Grev Moltke var Danmarks gesandt i Berlin. Han mente, at sønderjyderne skulle lade sig germanisere. Ja det fremgik af artikler fra 1919. Det bedste ville være hvis sønderjyderne holdt op med at blive ved med at kværulere.
Tænk, at sådan en mand senere blev vores udenrigsminister.
Store tab i krigen
26.000 nordslesviger/sønderjyder var blevet tvangsudskrevet til Første Verdenskrig. Dette bevirkede:
– at 5.270 aldrig vendte hjem
– at de efterlod 1.500 enker
– de efterlod 5.000 faderløse børn
– at 7.000 blev såret.
Hvis de så forsøgte, at desertere, ja så var de tyske soldater eller gendarmer ved grænsen lovet 50 mark i belønning hver gang de skød eller pågreb en desertør.
Fordommene stortrivedes
De tysksindedes fest på Knivsbjerg samlede 2.000 – 3.000 mennesker. Selv om grænsen nu lå fast diskuterede man stadig grænsen. Den 12. januar 1923 udtalte overborgmester Todsen fra Flensborg, at danskerne ville besætte området ned til Ejderen. Han så hellere, at grænsen blev lagt længere nord på. Men nu havde gårdejer Cornelius Petersen været i gang med en kampagne om en selvstændig stat.
Danmark til Ejderen
Orla Lehmann ville have Danmark til Ejderen. Holsten skulle udskilles fra den danske stat. Argumentet var, at Danmark via Holsten ville blive trukket ind i det tyske forbund og dermed miste sin selvstændighed. Årsagen til krigen i 1864 var jo netop, at Slesvig skulle tættere på Danmark end Holsten, sagde Lemann.
Egentlig havde danskerne i Nordslesvig jo ikke haft den største tillid til København. Den begyndte først at komme i 1840erne og kom helt frem i lyset i 1864 – 1920.
Ernst Christiansen redaktør af Flensborg Avis ville have grænsen ned til Slien.
Jonaz Colin ville have bedre bånd til England. Han stod for en meget antitysk retning.
Clausen havde argumenterne klar
H.V. Clausen var Colins ærkefjende. I nationaltidende skrev han:
– Vi vil ikke have Sydslesvig ind under disse grunde:
Hvis vi krævede Slesvig, ville Danmark begå den samme uret som først Preussen og siden Tyskland begik mod Danmark ved at håndhæve et område som det nordslesvigske, der var så udpræget dansk:
Regeringen var bange for naboen i syd
Regeringen var bange for naboen i syd. Var det ikke bedre at forhandle direkte med tyskerne. Man måtte ikke genere dem. Udspillet måtte komme derfra. Heller ikke Stauning brød sig om, at stormagterne blandede sig.
Den danske neutralitet indeholdt en velvillighed for Tyskland under Første Verdenskrig. Tyske skibe udlagde miner i strædet og mellem Langeland og Lolland.
Christian den Tiende så heller ikke dette som noget problem.
6.500 vendte aldrig hjem
I løbet af den 4- årige periode – krigen varede drog 26.000 i krig, 6.500 vendte tilbage. Der opstod et rygte i København i København, at danskerne havde lavet en undergrundsaftale med tyskerne. Kongen håbede stadig inderst inde at få hele Slesvig. Det ville være den perfekte aftale for hele Slesvig. Han ønskede ikke direkte forhandlinger med tyskerne. Dette forhold gav så et anspændt forhold til udenrigsministeren.
Danmark var en kræmmernation
Frankrig mente, at Danmark var en kræmmernation: Først De Vestindiske Øer, så Island og nu ville man give afkald på hele Slesvig. De gik ind for Dannevirke-linjen.
Vi havde ikke juridisk krav på §5
Da Paragraf 5 og Pragferien for længst var blevet opløst havde Danmark faktisk ikke et juridisk krav på en juridisk afståelse af hele eller dele af Slesvig. Vi havde egentlig heller ikke en ret til afstemning. Dette glemmer man altid at fortælle. At man så moralsk havde det, ja det er noget andet.
H.P. Hanssen mente hele tiden, at vi havde juridisk ret til begge ting.
Et vigtigt møde på Folkehjem
Den 17. november 1918 blev der holdt et vigtigt møde på Folkehjem i Aabenraa. 3.000 mennesker deltog. Her blev en vigtig reluition vedtaget. Der var også meget store mødeaktivitet hos de tysksindede. Fordelen ved et man vedtog i Aabenraa var, at nu kunne tyske områder som Højer og Tønder også bliver sønderjysk.
Egentlig blev den danske regering godt tilfreds med udviklingen. Præsident Wilson var kommet med et udkast. Det var ikke noget den danske regering selv var komme med, så det kunne ikke genere tyskerne. Og så var der også kommet et forslag fra de dansksindede fra Nordslesvig og ikke bare fra den ”irriterende” H.P. Hanssen.
Senere kom man til at overtage en del af tyskernes statsgæld. Og mange håbede endnu på at få Flensborg med.
På Fredskonferencen
På selve fredskonferencen var der bestemt ikke dansk enighed. Egentlig var Colin slet ikke inviteret, men han dukkede op. De britiske repræsentanter havde fået at vide, at de skulle gå ind for en linje – nord om Flensborg og syd om Tønder og Højer.
Nu var der så pludselige planer om en stemmeafgivning i tredje zone, Måske havde Colin alligevel fået indflydelse.
H.P. Hanssen som minister
Zahle udnævnte nu helt selvstændigt H.P. Hanssen til minister for sønderjyske anliggender. Men dette var Christian den Tiende dog lidt betænkelig ved. Der var stor opstandelse over, måden han gjorde det på. Nu havde regeringen da ellers krammet på Vælgerforeningen. Amtmand O.D. Schack blev udnævnt som ny formand for Vælgerforeningen.
De to Zoner
Den første zone gik fra Flensborg Fjord vest på langs Skelbækken og Vidåen syd om Tønder. Den anden zone var et område der strakte sig ca. 20 km syd for linjen, der adskilte de to zoner og som bl.a. omfattede Flensborg og vadehavsøerne.
Tropperne kommer
Ja og den 25. januar ved middagstid ankom nattoget fra København til Flensborg. Ombord var den internationale kommission.
Efter 10. februar
Efter afstemningen kunne man konstatere tysk flertal i Aabenraa, Sønderborg, Tønder, Højer Flække og Landsogn samt i Ubjerg og Tinglev Landsogne.
Tiden mellem den 14. februar og 14. marts var formentlig den mest udfordrende for den Internationale Kommission.
I Mellemslesvig havde de dansksindede været i mindretal i debatterne. I Flensborg var der ofte ballade. Den lokale politimester tog sin afsked, fordi han ikke kunne få et fornuftigt samarbejde med de internationale tropper.
Den såkaldte Tiedje – linje kom til debat. Den gik i en lige linje nord om Højer, syd om Møgeltønder, nord om Tønder og videre i en bue om Løgumkloster og ud ved Flensborg Fjord.
Påskekrisen
Egentlig vil vi ikke gå i detaljer med dette. Det er jo en artikel i sig selv. Zahle har en gang sagt, at ”Christian den Tiende førte politik med hjertet”. Han tillod at afsætte regeringen. Men det var sandelig lige før, at han havde afsat sig selv. Hans hjerte bankede stadig for hele Slesvig. Og han var bestemt ikke tilfreds med udviklingen. Han var af den opfattelse, at Zahle – regeringen i den grad havde begået vildfarelser. Kongen ville også have haft Flensborg til Danmark.
I befolkningen opnåede H.P. Hanssen at blive kaldt for forræder, fordi han gik med til Slesvigs deling.
Først den 9. juli underskrev Christian den 10. formelt den traktat, der delte Slesvig midt over.
Kvinderne i Haderslev
Kvinderne i Haderslev havde fået nok. De måtte ikke engang tale dansk i telefonen. Blev det opdaget blev telefonen konfiskeret. Den 2. jan 1918 kl. 10 præcis startede et kæmpe opløb i byen. På alle fabrikker og Fuglsang bryggeriet nedlagde kvinderne arbejdet. De begav sig alle til Rådhuset.
Hurtigt fik man fat i borgmester Schindelhauer. Han måtte have politieskorte gennem menneskemængden. Gennem vinduet lovede han nu kvinderne marmelade, sirup og et pund gryn. De fik også lovning på sukker og at mælken fremover ikke var sur, når de fik den.
En spion i Sønderborg
Man havde fundet ud af, at der var en spion, der huserede på flådestationen og andre steder i Sønderborg. Men man vidste ikke, hvem det var.
En ung flyveløjtnant, der kaldte sig Freiherr von Smettau var kommet til Sønderborg. Han havde fået talt med landråden og omgikkes alle officerer. I Varnæs fik han en meget fin middag. Da han så skulle betale, sagde han, at regningen skulle sendes til flyverskolen i Aabenraa.
Værten fattede mistanke og ringede til skolen. Et par flyvere blev nu sendt til Varnæs, fordi man pludselig fandt ud af, at han kunne være spionen. Men han var for længst over alle bjerge.
Da Als blev republik
Det var den 6. november 1918, at Bruno Topf erklærede Als som en republik og at han nu var præsident. Dagen efter ophørte Als at være republik og ekspræsidenten gled ud af historien.
Under krigen var han overskædder – gast i Marinen. Da budskabet om revolutionen nåede Sønderborg lå han på lazarettet. Han led af tuberkulose. Trods alt kom han i spidsen af Soldaterrådet.
Han forlangte bl.a. at marinen skulle sejle under rødt flag.
Flertal i Bov Sogn
I Bov Sogn var der 656 danske mod 496 tyske stemmer. Og så var det problemer for befolkningen i Frøslev. De skulle have speciel tilladelse for at komme til Padborg.
Den 10. februar 1929 blev der rejst 29 flagstænger i Frøslev og alle var naturligvis forsynet med Dannebrog. De tysksindede flagrede med Slesvig Holsten flaget eller det tyske rigsflag.
Og resultat i Frøslev blev 149 danske mod 106 tyske stemmer.
Grænsedragningen
I første omgang kom grænsedragningen til at gå tværs gennem Kruså Mølle og Kobbermøllen. Ejerne ønskede at komme til Danmark. Men det skete nu ikke for Kobbermøllen. Også Krusågård ønskede at komme til Danmark.
Grænsegendarmerne
Grænsegendarmerne, der stadig stod ved Kongeåen til november 1920, måtte sende folk til den ny grænse den 5. maj 1920. Oprindelig var de 100 mand hernede. Men det blev hurtig udvidet til 500. Unge danske soldater, der ellers skulle have været hjemsendt blev nu udkommanderet til grænsegendarmerne.
De skulle gå to daglige ture på gendarmstien. Dagen var inddelt i 6 vagter af 4 timer. Og der var masser af smugleri over grænsen. I 1920 blev en gendarm skudt.
Ordren lød på, at man ikke måtte gå til bal i den flotte blå uniform. Men ak. De unge gendarmer kunne godt mærke, at den blå uniform tiltrak de unge sønderjyske piger.
Mange forelskelser fulgte. Der blev til mange forlovelser. Og mange gendarmer bosatte sig hernede.
Dem, der så ikke havde held med pigerne i første omgang indrykkede en annonce i Flensborg Avis:
Rige tysker i Kollund
Efter 1920 var der stadig masser af rige tysker, der besøgte hotellerne langs Flensborg Fjord. Ja man kunne læse i Flensborg Avis, hvem der besøgte Kollund. Fjorddamperne havde masser af passagerer.
Kruså voksede
I 1921 var der kun 120 mennesker i Kruså. Men det antal voksede hurtigt. Tolderne stiftede familie og bosatte sig. Mange embedsmænd fra Padborg bosatte sig også her.
Farvel til de russiske flygtninge
Det var vedmodigt, da de russiske flygtninge fra sognet forlod stedet. De blev kørt til Flensborg Banegård. Men mange beboere fra sognet var taget med derover. Der blev udvekslet mange ”Dosvidanje”. Fangerne gav udtryk for, at de aldrig ville glemme befolkningen i Bov.
Landeværnet blev dannet i Tinglev
I Tinglev blev foreningen ”Landeværnet” dannet som led i den nationale kamp om jorden i Sønderjylland. Allerede i 1890 startede den preussiske stat germaniseringen af området ved at tilbyde tyske landmænd billige jendomme og jord.
Mens landbruget i Sønderjylland var i dyb krise forsøgte ”Kreditanstallt Vogelgesang” at støtte unge tyske landmænd med billige lån.
I juli 1920 var markens kurs helt nede på 16 øre. De sønderjyske banker og sparekasser fik stillet 20 mio. kr. til rådighed i statslån. Man forsøgte sig med Sønderjysk Kreditforening. De nystiftede lån var dog forholdsvis dyre. I 1927 oprettedes Sønderjysk Hypotekslån.
Dengang var 40 pct. af nordslesvigerne beskæftiget ved landbruget. Men man manglede arbejdskraft. Mange af sønderjyderne var udvandret enten til Amerika eller Danmark.
I 1926 havde Berlin bevilliget 6 mio. kr. til tysk kultur i Nordslesvig. Interessant er det også at se, at 17.000 af befolkningen var født syd for grænsen, og 8.000 tjenestefolk var såkaldte ”udlændinge” nok mest tyske.
Præst vækker forargelse i Bylderup Bov
En mindetavle i Bylderup Bov vakte vild forargelse. Pastor von Hermolt havde ladet en mindetavle opstille. Han havde forsynet den med det Slesvig Holstenske våben og med tysk indskrift med, hvem der var faldet for fædrelandet.
Da konfirmationsundervisningen skulle starte ville man have en anden præst. Det var så pastor Schüllein fra Øster Højst, der måtte træde til.
Det var sin sag med disse præster. Mange søgte embeder syd for grænsen. Nogle blev fyret, og nogle beholdt man. I Visby nord for Tønder lød afstemningen på 146 mod 146 for den nuværende præst. Men han trak sig først i 1922 mod en understøttelse på årligt 2.500 kr.
Præsten havde begået den ”forbrydelse”, at begrave sin kone ude i haven. Det havde han ikke fået tilladelse til.
Og ude i Højer havde pastor Rolfs taget sin afsked. Så blev det pastor Brarens tur. Men han mødte op i sin tyske præstedragt ved indsættelsen. Han mente at han både var danskernes og tyskernes præst. Han lagde alle hindringer i vejen, da det endelig kom en dansk præst til Højer. Her gad menighedsrådet ikke engang at hjælpe med at finde en bolig til den ny pastor.
Så måtte direktøren for Højer Tæppefabrik træde til og købe en bolig til ham.
I Burkal
Først i oktober 1920 blev et skilt, hvor der stod ”Dorf Burkall, Kreiss Tondern” fjernet. Her boede danskere og tyskere side om side. Ja tyskerne hed også Nissen, Petersen, Nielsen, Hansen, Lorentzen m.m. For udefrakommende var det en overraskelse. Og de talte også sønderjysk.
Ja man sagde, at i Tønder snakkede man fem sprog omkring 1920, højtysk, rigsdansk, plattysk, frisisk og sønderjysk. Ja nogle talte også Tønder – plat. Men på gaden talte man sønderjysk.
Skolen i Burkal var forsømt. Der var to klasser med 60 elever i hver. Førstelærer Hansen kunne fortælle, da en preussisk embedsmand var på besøg engang. Han åbnede vinduet på en måde, så glasset faldt ud rammen:
En søndag I november blev en sten afsløret ved indgangen til kirkegården. Det var til minde om dem fra sognet, der faldt i krigen. 70 navne var der på stenen. Pastor Schwartz fra Holsten holdt tale på dansk, og førstelærer Hansen, der var født i Sønderjylland holdt tale på tysk.
I det daglige var der ingen problemer mellem de danske og de tysker. Man levede side om side. Men ved fester og sammenkomster kunne udtalelserne godt løbe løbsk.
Slogs Herreds Hus betød meget for danskheden. Den lå i Bylderup. Og her i Burkal var der et stort tysk flertal.
I Slogs Herred var der stærk hjemmetyskhed efter 1920. De danske præster var for længst fordrevet. Kun i Ravsted og danske Rørkær havde man dengang protesteret.
Meyer var jo dansksindet
Lærer Meyer i Rørkær stammede fra Simondys ved Frøslev. Han måtte undertrykke sin danskhed for at bevare jobbet. Mod sin vilje var han også formand for en tysk forening i byen.
Den danske Sangforening blev oprettet. De øvede på Stationskroen i Jejsing. Men så kom der et forbud mod at synge på kroen. Resultatet af dette forbud førte til et dansk forsamlingshus lige i nærheden.
En aften var der et tysk møde på kroen og på forsamlingshuset var der samme aften et dansk møde. Men Johan Meyer kunne ikke dy sig:
Dermed faldt Johan Meyer i unåde hos tyskerne i sognet.
Anton fra Lydersholm
Efter afstemningen i 1920 og grænsedragningen blev den justeret mange steder. Det skete fordi ejeren absolut ikke ville tilhøre den anden nationalitet. Det gjaldt også for Adolf Ewertsen. Han blev også kaldt for Adolf Tysker. Inden grænsen blev flyttet boede han i Lydersholm.
Han ville absolut ikke være dansk statsborger. Da området så blev dansk pakkede han sine ejendele og flyttede over på tysk side. Han boede så med en ko og nogle får i en jordhule, da han ikke havde råd til at købe eller leje et hus.
Han blev i 1924 begravet på Ladelund Kirkegård, syd for grænsen. Familien betalte i danske kroner og ører.
Mange tyske foreninger i Tønder
I Tønder var det både Singverein, Familienverein, Schützenverein og Æ Feuerwehr. De fleste tysksindede talte sønderjysk i det daglige. De havde ikke så meget til overs for Danmark:
Kiegsverein havde sagt, at de ville ekskludere de tysksindede borgere, der blev aktionærer hos Tønder Landmandsbank. Mange fik så deres koner til at skrive under i stedet. Så kunne man stadig være anset i de tyske kredse.
Oluf Olufsen, Tysksindet borgmester i Tønder og byens matador så helst ikke, at der kom flere banker til byen. Han opbevarede alle de store landmænds penge i sin meget store bankboks.
Desværre fik han solgt alle sine grunde på et forkert tidspunkt. Han investerede sine penge i tyske mark. Det skulle han nok heller ikke have gjort.
Den nye matador i Tønder blev Hans Angel. Han blev også kaldt for Tykke Angel. Han var urimelig tyk. Man sagde om ham, at han kunne spise en hel ost af gangen.
Revolutionen i Tønder
Også i Tønder var der revolution. Et par menige soldater fra Kiel var ankommet med røde plakater. Der blev også oprettet soldater – og arbejderråd. På et møde i byrådet bankede førerne af kommunisterne deres revolvere i bordet. Dette medførte, at de fik flere penge til deres gøremål
Det blev også afholdt et offentlige møde på Torvet i Tønder. Til den historie hører, at borgmesteren skulle fremskaffe et rødt flag. Men det lykkedes ikke, så måtte fruen ofre hendes røde kjole, ellers kunne revolutionen ikke gennemføres i Tønder.
Legater kun til tysksindede
Der var mange legater i Tønder. Men de allerfleste blev kun givet til de tysksindede. En dansksindet mor henvendte sig for at få et legat til datterens konfirmation. Hun fik følgende svar:
Da Thorvald Petersen rejste problemet i Tønder i 1919 var svaret:
Sturm auf Tondern
Deutscher verein havde i Tønder indkaldt til Folkemøde. Der samlede 1.000 deltagere. Ekstra tog var indsat. Man kaldte mødet ikke uden grund ”Sturm auf Tondern” Og formanden holdt et langt indlæg om de tyske værdier.
Sangerkrigen i Tønder
Inden valget havde de dansksindede meget travlt. Det viste sig, at meget få havde kendskab til Danmark og hvad det stod for.
Fra tysk side havde man i generationer fortalt, om hvilket lille usselt land, det var. Og det var avisen Tonderische Zeitung, der førte an.
Til afstemningen var der kommet et særtog nord fra. Men der var ingen flagalle til at tage imod de dansksindede. I stedet for stod hundredevis af tyske skolebørn på banegården og sang:
Den 10. februar 1920 opstod der en sangerkrig på Storegade i Tønder. De tysksindede sang ”Schleswig Holstein meerumschlungen” og de dansksindede sang ”I alle de riger og lande”
Det kom til optøjer. Engelske soldater måtte tilkaldes og Grev Schack forsøgte at berolige gemytterne.
Ja det blev et klar flertal til Tyskerne med 2.448 stemmer. Danskerne fik kun 750 stemmer. Inden valget var borgerne gået rundt med sløjfer på tøjet for at tilkendegive, hvor de hørte til. De dansksindede med rød og hvis og de tysksindede med ”Schwartz, Rot, Gold.
Selve afstemningsdagen var præget af stærk storm, sne og slud.
Soldaterne kommer
Den 10. jan 1920 forlod de tyske tropper endelig afstemningszone. Rundt omkring i Sønderjylland begyndte engelske og franske tropper at rykke ind efter 14. jan.
Den 2. februar var englænderne kommet med en fortrop med 60 mand. Til tonerne af engelske kampsange gik det til Seminariet. Forest gik en karl fra Solvig med Dannebrog.
Den 5. maj kom de danske tropper endelig til Sønderjylland. De havde fået strenge ordre til opføre sig korrekt over for de tysksindede. De skulle fremme danskheden ved at lære fædrelandssangen udenad. De skulle kunne Sønderjyllands indviklede historie og besøge mindestenene.
Allerede syd for Ribe løb man ind i de første problemer. Her ville den tyske lokomotivfører spænde treinvognene fra. Men han kom på andre tanker, da han blev truet med en pistol.
Ved den første sønderjyske station Vester Vedsted stod folk og vinkede med Dannebrogs – flag.
Ved ankomsten til Tønder drillede de tyske jernbanefolk igen. Tropperne blev rangeret helt over til kreaturstaldene. Man rangerede ekstra kraftig og ekstra længe.
Det var uro i Tønder. Det hjalp da de danske soldater ankom til Tønder. Men det var kun kortvarig.
Den 4. juni blev der erklæret generalstrejke. De tyske arbejdere forlangte timelønnen sat op fra 1,60 til 2,00 kr. Man forlangte at danske politi skulle beskytte arbejderne på værkerne. Men det ville politiet ikke, så måtte dragonerne træde i funktion.
Den 8. maj var dragonerne ankommet til Tønder fra Randers. Hestene blev i begyndelsen opstillet forskellige steder i byen indtil staldene ved Ryttervej var færdigbygget.
Soldaterne flyttede først ude på zeppelinbasen nord for Tønder. Efterhånden flyttede de så ind i det nordlige Tønder, hvor Ryttervej og Svinget nu ligger.
Møntsystemet
Den 20. maj indførtes det danske møntsystem. Kroner og øre afløste Mark og pfennig.
Håndværkere, lønarbejdere og tjenestefolk klagede over, at de fik deres løn udbetalt i ustabile D – mark. De ville hellere have deres løn udbetalt i danske kroner.
Overgangen fra tysk til dansk forvaltning skabte problemer. I den tyske forvaltning havde hver lille by et kommuneråd og en forstander. Nu skulle man pludselig være en stor sognekommune.
De danske Tog
Den 14. juni kørte det første danske tog til Bramming. To dage efter rejste det tyske personale med et tog bestående af 10 tyske lokomotiver med af rejse fra Marschbahnhof, men nu Tønder H.
Man lod alle dampføjterne pibe på en gang. På siden af alle lokomotiver var hængt plakater med teksten:
Den tyske stationsforstander overlod kassen til den danske efterfølger. Kassen var tom. Der blev drukket et glas portvin. Man var høflige over for hinanden. Men tyskerne trak sig hurtig. Næsten alt på stationen manglede. Det så noget ramponeret ud.
Et par dage efter overmalede de tysksindede alle de røde postkasser i Tønder.
Tønder mister opland
Tønders opland mod syd blev ny stærkt begrænset, Fra en upåagtet Kreisstadt blev byen nye Danmarks yderste grænseby.
I Byrådssalen
Det første valg efter ”Genforeningen” gav de dansksindede tre ud af 18 stemmer. De dansksindede nægtede at tale tysk efter 1920. Det fik skræddermester Petersen til ar rejse sig. På tysk forkyndte han:
Et dansk bibliotek
I en baggård til Tønder Landmandsbank var der under det tyske styre indrettet et dansk bibliotek på 56 m2. Man var meget forsigtig. Danske tjenestemænd turde ikke at møde op her.
Af og til dukkede en tysk gendarm op. Han skulle høre, hvad der blev læst op og hvad der blev sunget.
Under det tyske herredømme fik man meget hjælp fra Kongeriget. Byrådet i Tønder mente, at man kunne klare sig med det tyske bibliotek. Og det var i 1922. Men Tønder Bibliotek startede først sin virksomhed i 1923 med kun 12.000 kr.
Man havde i begyndelsen 1.400 bøger til udlån. I 1928 havde man samlet så mange bøger, at man kunne kalde sig centralbibliotek. Det var en meget svær fødsel.
Hvor er de dumme danskere?
For Landrath Rogge var det irriterende, at der trods alt var dansksindede i byen inden 1920. Han kendte ikke så mange af dem. Og så stillede han hele tiden spørgsmålet:
Og de dansksindede blev mødt af de tysksindede med følgende bemærkning:
Statsskolen
I 1920 afløste Tønder Statsskole, Realschule Tondern. Den danske regering havde besluttet, at der skulle oprettes fire gymnasier i Sønderjylland.
Pastor Steffen, den tyske præst i Tønder synes, at det var uretfærdig at Tønder var blevet tysk. I 1917 havde man besluttet at afskaffe den danske gudstjeneste.
En adjunkt senere lektor dr. Felix Arnt var lærer i tysk. Han kom fra Brandenburg. I 1920 fik han lov til at gå med over i Statsskolen. I Tønder lærte man sandelig ikke ”Københavner – tysk” Han var ret populær. Men senere oplevede eleverne nærmest et chok.
Den rebelske storbonde
Ude i Vester Anflod boede den rebelske storbonde Cornelius Petersen. Hans fødeegn var Nordfrisland. Han gik egentlig ind for et samlet Slesvig Holsten. Han oprettede bevægelsen ”Bondens Selvstyre” Han havde også tæt kontakt Danevirke – bevægelsen.
I 1926 kaldte han Stauning for en røverkaptajn. Det kom efter at Stauning på Bov kro havde sagt, at 50.000 arbejdsløse var klar til at overtage det fallerede landbrug. Ja for denne bemærkning fik han tre måneders fængsel.
Heimatfest 1921
Genforeningen var langt fra så smertefri, som det ofte bliver fremstillet. Den 18. – 19. juni 1921 var der Heimatfest i Tønder. De tysksindede havde set frem til den dag. Det var ”Oprørssangen” og ”Oprørsfanerne”. Man sang også smædesangen:
Folketingsmand Schmidt holdt en kamptale for den tyske ungdom. 1.500 mand var med i marchen. Danske soldater gik i spidsen og forsøgte at overdøve tyskerne ved at afsyngefædrelandssange. Militæret blev svinet til i de tysksindede medier i Sønderjylland.
Man talte dansk i Aventoft
Man talte dansk i Aventoft syd for Tønder. Og det gjorde man også i den nærliggende by Humptrup. Men en ”Jyllænder” var noget af det mest forargelige, som man kunne tænke sig. Det kaldte man en, der var dansk døbt i Møgeltønder.
Og når kaffen steg i pris var det københavnernes skyld. I 1920 skete der noget i Aventoft. Nu sagde de tysksindede:
Det blev de så drillet for af dansksindede. For knoglerne var jo danske. De havde jo alle sammen hentet dansk flæsk i Ribe. Efter afstemningen blev kontakten til Danmark udvidet.
Den 15. juni blev Nordslesvig officielt forenet med Danmark. Indtil november 1920 var den gamle grænse stadig overvåget.
En overgang efter 1920 var bestemmelserne så strenge, at man ikke måtte tale med tyskerne på den anden side af grænsen.
Her ved Aventoft ville ejeren sandelig ikke sælge arealet til det danske toldvæsen. Han kunne ikke komme til sin mødding hævdede han, når arealet blev solgt. Myndighederne besluttede, at man skulle foretage prøvekørsler med og uden mødding. Men man nåede dog til kompromis uden disse prøvekørsler.
Den stakkels beboer
Ude i Højer havde man den 18. marts 1919 udvidet flækkebestyrelsen fra 8 til 15. Og det var med et meget stort tysk flertal
En gammel tysk beboer i Højer troede blindt på Tysklands sag. Han gav i den grad udtryk for sine følelser med ”Die Abtrennung”. I hans bibel skrev han:
Ikke mange danske børn
I oktober 1920 blev der oprettet en dansk kommuneskole. Men i bygningen skulle man også dele med den tyske kommuneskole med 168 børn. Den danske afdeling havde kun 16 børn det første år. Året efter var der allerede 45 danske børn.
De to skoleledere var uenige om alting. Det blev først meget bedre i 1926, da den danske skoleleder blev fyret.
De dansksindede forældre havde heller ikke så meget, at skulle have sagt i Højer. De tysksindede havde også de største gårde i byen.
I Flækkerådet blev der altid sagt ”Lad os stemme om det”. Der var tysk flertal til efter besættelsen. Der sad da så mange i Fårhuslejren, at det endelig blev dansk flertal.
Mange skift af statsborgerskab
Käthe Boysen fra Herbergsgade blev født som tysk statsborger i 1906. Hun fik dansk statsborgerskab i 1920. I 1926 blev hun gift og blev automatisk tysk statsborger. Senere Blev hun og hendes mand så danske statsborgere. Så let gik det langt fra alle i Sønderjylland.
Revolution i Højer
Som alle andre steder varder også revolution i Højer. Det foregik på Centralhotellet. En kendt håndværker blev foreslået som formand:
Men håndværkeren måtte nu bøje sig for modbevisningen:
Eksempel på modsætningsforhold
Modsætningsforholdene mellem dansk og tysk var til stede. Og den lille historie giver et humoristisk indtryk af det.
En hjemmetysker havde været på kro og fået en ordentlig ”hårbyttel” Han kunne ikke stå på benene og endte i rendestenen. Et par mænd kom forbi og spurgte om de kunne hjælpe:
De to måtte indrømme, at de var dansksindet. Så lod svaret ned fra rendestenen:
Kongens rundtur
Så var det Jomfru Fanny fra Aabenraa. Ja og for dem, der ikke kender hende, kan vi fortælle, at mange tror, at hun var kongedatter. I så fald skulle hun have været halvbror til H.C. Andersen, som var beskyldt for at være kongesøn. Jomfru Fanny var kommet til Aabenraa en sen nattestund i en kongelig karret til Slotsgade i Aabenraa. Men se det er en hel anden historie. Men hun kunne forudse ting og sager. Hun havde proklameret:
Og kongen kom den 10. juli 1920. Han var kommet med skib til Kolding. En kilometer før grænsen var han steget op på Malgre Tout. Det er fransk og betyder ”Trods alt”
Man har sagt at hesten var en albino. Men nu kan heste ikke blive albinoer.
Dengang havde de kongelige stalde ikke nogen hvide heste. Men det havde man på Visborggaard.
Hesten blev aflivet i 1921
I 1921 fik den dårlige ben og måtte skydes. Man talte om at skyde den. Men det ville koste den fyrstelige sum af 12.000 kr. Det ville man dog ikke ofre. I stedet lagde man en stor sten over dens grav. Kongen havde været op og snakke med den, da den levede.
Hesten var ikke blevet skudt påstås det. Den blev slået ned. Og så var den ikke købt i Frankrig, men det var en ”Knabstrupper” Og så havde man ikke brugt kalk men pibeler.
Og myterne er mange. Således skulle Arveprins Knud have fået noget kalk på sig. Han red ved siden af sin far.
Lille Johannes tårer
Den lille pige var Pastor Brarens lille plejedatter. Han blev senere dansk/tysk præst i Højer. Det var i 1926. Og Henrik Pontopidan skrev et digt om episoden. Det var meningen, at hun kun skulle give ham blomsterne. Meningen var slet ikke, at hun skulle op til kongen. Kongen spurgte moderen. Men hun hørte ikke spørgsmålet.
I forvejen havde nerverne spillet hende et puds. Der var mange mennesker, så hun var utryg. Tårene trillede ned af hendes kinder, da hun sad oppe hus kongen. Lille Johanne var i 1915 blevet overladt til et børnehjem. Hun kom i pleje hos familien Braren i Årslev.
Kongen mente ellers at pigen var meget tillidsfuld. Han holdt kontakten ved lige. Og Johanne fik et halsbånd af ham til sin konfirmation.
Der hvor kongen red over var lige i nærheden af Frederikshøj, nord for Christiansfeld.
De kom fra Flensborg
Den 12 juli kom kongen forbi Bov Sogn. De danske fra Flensborg var gået til Kruså for at hilse på kongen. Et mindesmærke er også sat op ved Kruså Korsvej:
Besøget i Burkal
Selvfølgelig kom kongen og dronningen også til Burkal. De dansksindede havde travlt. I løbet af natten havde de rejst en æresport. Og da tiden nærmede sig, var de to lærere og børnene styrtet hen til landevejen. Pastor Schwartz skulle byde velkommen. Han var nervøs og gik frem og tilbage.
Delvis skjult bag buskerne over på den anden side af vejen stod en masse hjemmetyskere. Alle kiggede spændt i retningen af Saksborg. Så kom der en bil. Alle skyndte sig tilbage i opstilling. Men ak, det var bare amtsskolekonsulent Svendsen. Han kørte en Ford af ældre model. Han råbte, at de var på vej.
En bil i det fjerne. Den funklede i solen. Det måtte være den. Tilbage i opstillingen. Det måtte da være kongen. Men ak nej. Det var Grev Schack. Og hvad lavede han her. Han skulle jo selv tage imod på Schackenborg senere i løbet af dagen.
Men et par minutter efter kom kongen og følge. Han var i admiralsuniform. Pastor Schwartz fra Holsten holdt tale på dansk, Og kongen sagde tak for troskab gennem årene. Nogle af børnene fik et kongeligt håndtryk. Og efter et kvarter var det hele overstået. Kongen med følge tog retning mod Store Jyndevad og Rens.
Store øre i Tønder
Da kongefamilien kom til Tønder kom til lovede den tysksindede borgmester Olufsen loyalitet over for Danmark. Kongen var stadig præget af et uheld ved grænsen, hvor hesten smed ham af. Han haltede temmelig meget.
Man flagede endda med Dannebrog fra kirketårnet. I første omgang havde man ikke turdet at spørge det tyske flertal om lov. Men de havde ikke noget imod det.
To hjemmetyske piger stod og snakkede sammen på Torvet:
Pludselig vendte kongen sig smilende om til de to piger:
Da Laust fik en kongelig køretur
Det var lidt af en kattepine for Højer, at kongen kom på besøg. Byrådet skulle godkende talen, som borgmester Johansen holdt på tysk.
Da kongen havde været i Møgeltønder og Højer og skulle til Skærbæk, gjorde han lige holdt i en lille landsby. Og der stod en af byen gamle bønder, Laust. Han hilste på kongen:
Laust ville gerne være der i Skærbæk, når Kongen blev modtaget. Det endte med, at Laust kunne tage plads i en af de medfølgende biler.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Se listen (118 artikler) – i artiklen – Velkommen til Indlemmelse. Afståelse og Genforening her i kategorien
Dato: december 20, 2019
Velkommen til Indlemmelse, Afståelse og Genforening
Der er mange holdninger til brugen af ordet ”Genforening”. Følelsesmæssig kan man måske godt forstå det. Men historisk er det forkert. Det vil ”Den Gamle Redaktør” fortælle om til Afstemningsfest i Rens den 10. februar 2020. Her er en liste over 112 artikler på dengang.dk, der har relationer til Indlemmelse, Afståelse og Genforening.
Utilfredshed med ”Den Gamle Redaktørs” artikler
Her i 2020 er det 100 år siden, at Sønderjylland blev indlemmet i Danmark. Her på siden har vi efterhånden skrevet en del artikler, der henviser til overstående. Vi har fået mange hug fra læsere, fordi vi ikke uden videre anerkender ordet Genforening.
Vi kan sagtens forstå, at der er følelser med ordet Genforening, men historisk er det ikke korrekt. Og det er jo vanvittigt, hvis man forlanger at folk fra Det Tyske Mindretal uden videre skal godkende ordet. Så kender man ikke historien.
Der bliver i jubilæumsåret holdt mange arrangementer i det sønderjyske. Det er ”Den Gamle Redaktørs” håb, at man ikke begår historieforfalskning. Der er skrevet mange bøger om begivenheden. Og dem ”Den gamle redaktør” indtil nu har læst er udmærket.
Men der er sandelig også læst artikler, der ikke holder sig til sandheden.
En festtale i Rens
Selv har ”Den Gamle Redaktør” æren af, at skal holde Festtalen til Afstemningsfesten nede i Rens i Sønderjylland. For dem der ikke ved det, så ligger den lille by mellem Tønder og Tinglev lige op af den tyske grænse. Og ”Den Gamle Redaktør” glæder sig.
Vi skal have en festmiddag, der består af det, som man spiste dengang. Ja så kommer Tinglev Brandværnsorkester og spiller nogle melodier, der hører med til Afstemningsfesten. Og det bedste er, at talen bliver holdt på sønderjysk. Måske har der allerede lyst nogle kritiske ryster:
Ja de faste læsere af denne side ved hvis bedre!
Masser af artikler
Nu er det sådan, at allerede nu har flere medier henvendt sig, derfor starter vi en ny temaside om Indlemmelse, Afståelse og Genforening. Vi kan sikkert også finde flere ord for det, der skete for 100 år siden.
Vi har jo allerede skrevet en del om temaet og lagt artiklerne ud. Derfor starter vi her med en oversigt over de artikler, der giver et overblik over begivenhederne. Og så starter vi med at henvise til, hvor du kan finde artiklerne.
Vi vil i løbet af 2020 skrive flere artikler om temaet. Og til kritikkerne af vores indlæg, kan vi kun sige, at det selvfølgelig er tilladt at have en holdning, så længe man holder sig til de historiske kendsgerninger.
Oversigt over artikler, der relaterer sig til begreberne Indlemmelse, Afståelse og Genforening:
Her belyses dansk – tyske forhold efter 1940 og situationen i Sydslesvig.
Dato: december 2, 2019
En Amagerdrengs oplevelser
Amager – historie fra omkring 1900 – 1912. Det lignede Lægeforeningens boliger på Østerbro. Stadsstuen blev næsten ikke brugt. Pas på – gæs. Ugelønnen var på 12 kr. Artilleri kom i fuld galop. Landelige omgivelser med lav bebyggelse. Masser af ildebrande. Arbejderne Forsamlingsbygning, Røde Kro og Vennelyst. Vi kigger på transportmidlerne i 1900. Sundholm kom bag trådgitter. Flypionererne på Kløvermarken. Her landede Graf Zeppelin også. Lærerplads på B&W. En lille opstrammer om morgenen. M/S Selandia skulle repareres. Respekt for ”den lange ” driftsbestyrer. På tegnestuen sagde man De.
Det lignede Lægeforeningens Boliger på Østerbro
Dengang i 1893 hed det endnu Nygade, i dag er det Sverrigsgade. Stedet hørte til Sundbyvester Sogn. Og egentlig lignede kvarteret Lægeforeningens Boliger på Østerbro.
Køkkenet var lille uden gas eller indlagt vand. Vandet måtte hentes fra en vandhane henne op hjørnet. Det var ”Københavnervand”. Det var blødere end det man fik fra posten nede i gården.
Stadsstuen blev næsten ikke brugt
I stuen mod haven (syd) stod en dobbeltseng – en barneseng – et skab – en kommode med hvidskuret bord oh fire stole. Her sov, spiste og opholdt man sig.
I den tilstødende stue – stadsstuen – fandtes røde klunkemøbler – en sofa – to lænestole – et ovalt mahognibord og et konsolskab med et stort spejl. Denne stue blev kun benyttet, når der var besøg af familien.
Pas på gæs
En af de begivenheder som man aldrig glemmer, er en stor flok gæs med en meget aggressiv gasse der kom vraltende hver aften hjem fra Fælleden. Denne gasse kun godt finde på at nappe folk så eftertryggelig i ens bag. Havde man en gang oplevet dette var det med at komme væk, når man hørte at de var på vej.
Langt mellem lygterne
Stedet her omkring Nygade var en stille idyl uden nogen form for trafik. Der var åbne rendestene, belysningen af gaden skete fra lygter med tranlamper, anbragt med store mellemrum. De blev dog ikke tændt i de lyse nætter.
Nu var det heldig, hvis man kunne flytte til en større lejlighed i samme gade. Til en opgang var der seks lejligheder. Der hørte en legegård til og en lille have, som børnene dog ikke måtte lege i.
Ugeløn på 12 kr.
En arbejdsmand på Holmen løn var på ca. 12 kr. Men når far kom hjem med resterne om lørdagen var vejen næppe bred nok. Konen måtte derfor vaske for fremmede og tjente vel 2 kr. for 8 – 10 timers slid. De store børn arbejdede i Skråtobaksfabrikken i Prinsessegade.
På Bådsmandsstrædes artillerikasserne kunne man dengang for 25 øre købe 8 punds kommisbrød hos basserne, som vist fik meget af fortæringen sendt hjemmefra.
Artilleri i fuld galop
Men der var penge at tjene på Fælleden til eksercerpladsen, som hørte til Artillerivejens Kasserne. Man kunne tjene 2 øre ved at samle madpapir efter soldaternes frokost. Dette soldaterliv var meget interessant for knægtene. Det var især, når de skød med kanonerne fra ”Faste Batteri”. Men det var også sjovt at se, når den hestetrukne artilleri i strakt galop stormede ud over selve den vidtstrakte Amager Fælled.
Beboerne, der boede her i Nygade (Sverigesgade) var jævne folk, arbejder, håndværkere, formænd m.m. Lørdagsbranderne forekom længe efter, at børnene var lagt i seng efter behørig aftenbøn.
Slagsmål var der mere af i sidegaderne inde på Christianshavn.
Landelige omgivelser med lave bygninger
Det var endnu ret landelige omgivelser. Mange af husene på Amagerbrogade var lave 1. og 2. etagers ejendomme. Det var først efter indlemmelsen i København, at der kom fart i byggeriet af de store karreer f.eks. Sundbyholm ved Norgesgade – Syven – Sundborg ved Frankrigsgade.
I mange år var vejen fra Volden og ud til Frelserens Kirkegård en allé med store kastanjetræer og dybe grøfter på den østlige side. Her lå et stort blomstergartneri samt Holmblads palæagtige hus – det som senere blev hovedsæde for Amagerbanken.
Masser af ildebrande
På den modsatte side lå nogle store tømmerpladser, som af og til brændte under stor tilstrømning af tilskuere. Det tjente de omkringliggende beværtninger og forlystelser også på.
Herude lå også Vennelyst Varieté, som senere blev til White Star.
Ved sådanne brande kom der selvfølgelig slukningstog fra København. Det lokale brandværn var ikke meget bevendt. Sognets håndbetjente sprøjte var anbragt i et skur på Brigadevej.
I bydelen øst for Amagerbrogade fandtes mange gamle stråtækte rønner og en overgang var det almindeligt, at der hver lørdag aften gik en op i luer. Så trådte det lokale brandvæsen i funktion, Man klemtede med kirkeklokkerne i Sundby kirke. En dertil bestikket beboer i sidegaderne for ud og fløjtede. En hest – muligvis en droskehest – blev trukket hen til sprøjten og spændt for. Så gik det ellers i luntetrav til brandstedet, hvor man som regel kun nåede at slukke ulmende gløder fra det nedbrændte hus. Men sådanne brande var store begivenheder for befolkningen som med liv og lyst deltog i slukningsarbejdet.
Forlystelsesstedet Vennelyst
På Vennelyst var et orkester. Det bestod af klaver – violin og janitshar, det vil sige en musiker som betjente et horn, bækken og trommerne. Om vinteren var der varietéforestillinger i en træbygning med en scene og bagvedliggende garderobe – en til mænd og en til kvinder.
Salen kunne vel rumme 250 – 300 gæster. Ud mod Alléen lå restauranten, som var åben hele dagen og til kl. 1 om natten. Efter forestillingen, der bestod af sangerinde og dansenumre. Ja så var der også små sketches.
Derefter fortsatte mange af gæsterne i restauranten. Det var også velset, at musikkerne og de optrædende blandede sig med gæsterne. Det stimulerede omsætningen.
En lort til – kan ikke gøre noget
Den senere meget kendte skuespiller, Oscar Stribolt startede sin karriere i Vennelyst. Han havde en udmærket sangstemme. Om dagen arbejdede han som smedesvend på en renovationsstation længere nede af Kløvermarksvej. Her afleverede hver nat de såkaldte natmænd byens latrinspande. Indholdet blev så pumpet ud i Øresund.
Det fortælles, at en mand, som var kommet for sent til sidste sporvogn, prajede kusken og spurgte, om han måtte køre med ud på Østerbro. Svaret lød:
Om sommeren blev der spillet på en separat scene i haven, mens publikum sad i det fri eller i lysthuse langs siderne i haven. Der kunne man så søge ind i tilfælde af regnvejr.
Arbejdernes Forsamlingsbygning
Publikum bestod af ”borgerskabet” fra Christianshavn og Sundbyerne. Men der kom også folk fra byen, som i de frie og luftige omgivelser medbragte madkurve og kun købte drikkevarerne og fik kaffe på maskine. At man ofte på bunden af kaffekoppen fandt en død kakerlak vakte sjældent større opmærksomhed.
Men altså ”borgerskabet” holdt til i Vennelyst, var det ved siden af beliggende traktørsted ”Arbejdernes Forsamlingsbygning” tilholdssted for selve arbejderpublikummet, Det kaldtes ”Slæven”. Det var formodentlig, fordi man på balaftener under danse smed slæverne – altså træskoene – og dansede på strømpesokkerne.
Det var dengang skarpt skel mellem arbejderne og borgerskabet, som de handlende – funktionærer – lærerne – etc. Og mellem disse og de højstbeskattede var der igen en vis afstand. Det var folk med en skattepligtig indtægt på over 4.000 kr. om året.
Det var også forskel på kædedragten. De mere velstillede optrådte gerne i diplomatfrakke eller i jaket med stribede benklæder – og oftest med høj hat.
Transportmidlerne omkring 1900
Cyklen var før 1900 et ret sjældent befordringsmiddel. Folk dengang gik eller kørte med de hestetrukne sporvogne. En tur fra Sundby til Christianshavns Torv kostede 5 øre, og til Højbro Plads 10 øre. Derfra kunne man så stige om til vogne, der kørte mod Østerbro og Vesterbro.
Til Nørrebro kom man gennem Købmagergade med en omnibus, som var en skrækkelig rumlekasse med jernbeslåede hjul, der lavede en farlig støj, når den kørte på gader med stenbrosbelægning. Man kunne også komme med en elektrisk drevet sporvogn fra Kongens Nytorv til Nørrebro. Den kaldtes syrevognen, fordi elkraften skabtes fra syrebatterier under vognen. Osen fra disse trængte undertiden op i vognen og gjorde folk syge.
Endelig havde man hestedroskerne. Det var en stor oplevelse for børnene. Når man så kørte med den mod Amager blev man stoppet ved ”Bommen” – som var anlagt ved ”Syven” Der skulle man så betale 2 eller 4 øre i bompenge.
Alle køretøjer – undtagen sporvognene – måtte betale bompenge. Det var især Amagerbønderne, som kørte på Torvet måtte bløde op med 5 eller 10 øre. Det var mange penge dengang.
En lang vandretur for en musiker
Dengang fik man 6 – 7 kr. om ugen i aldersrente. Så kunne man tjene 2 kr. om ugen ved at bære en tung posttaske fra Christianshavns Torv hen til posthuset i Strandgade. Dagvognen fra Dragør havde den med. Men den kørte kun til torvet. Endnu i halvfemserne solgte amagerne deres varer fra dette tov.
Hestene blev opstillet i stalde i nærheden.
Musikkerne dengang var for resten samtidig militærmusikere. Det var nu en meget beskeden løn som de fik. En trompeter, der var stationeret i Helsingør spillede også på danseestraden i Grøndalshuset i Charlottenlund om søndagen. Han spadserede frem og tilbage og måtte stille til tjeneste mandag morgen kl. 6.
Sundholm bag trådgitre
Arbejdstiden var på fabrikker og i håndværket fra kl. 6 om morgenen til kl. 17 eller 18. Det var derfor almindeligt, når manden kom hjem fra arbejdet og havde spist, lagde han sig på sofaen. Der blev han liggende til han skulle i seng.
Der fandtes ikke så meget kulturelt liv. Ud over de små skillingsviser til 2 øre kunne man læse Folkets Avis – aftenbladet m.m. Men det var nu begrænset, hvad folk læste. Mange børn måtte i en tidlig alder hjælpe til som for eksempel mælkedrenge – bydrenge m.m. Pigerne måtte hjælpe til ved at passe på mindre søskende. Det var ikke ualmindeligt at folk havde 8 – 10 børn, og at moderen gik på arbejde.
I 1902 blev bydelen indlemmet i København, og i 1908 flyttede Ladegården til Sundholm. Stedet var omgivet af dybe grave og høje trådgitre,
Bedre folks børn gik i private – realskoler
Bedre folks børn gik i private – realskoler, hvor man betalte skolepenge. Så var der kommuneskoler, der var delt op i friskoler og kroneskoler. Her betalte man 1 kr. om måneden i skolepenge. En af disse var Prinsessegades Skole. Undervisningen for piger var fra kl. 8 – 13 og for drenge 13 – 18.
Det var heldigvis ikke alle lærer, der brugte spanskrør.
I 1905 kunne de 25 dygtigste elever i kommuneskolen blive optaget i Kommunens Belønningsskole i Lille Istedgade.
Der var mindst en dansk og en tysk stil hver uge. Om sommeren blev der svømmet nede i Gasværkshavnen på den kommunale. Om vinteren var der masser af gymnastik i skolen.
Flyvepionererne på Kløvermarken
Mangen en sommerdag gik turen til Kløvermarken. Man ville se flyvepionererne. Det var spinkle lavet af cykelrør og sækkelærred. Det var dengang, da Robert Svendsen fløj over Sundet. Så var det Alfred Nervøs flyvning ind over byen og rundt om rådhustårnet.
Røde Kro
Ja herude lå også Røde Kro. Det var et rigtigt teater med faste skuespillere og et repertoire bestående af lystspil, farcer og især revy. Det var noget af en københavner – begivenhed, når der var premiere på den årlige begivenhed. Røde kro var også et serverings – teater.
Ud med telegrammer – 3 kr.
Man kunne nu også som knægt tjene penge på andre måder. Man kunne få et job som bud i en aviskiosk. Hver morgen skulle man udbringe aviser og telegrammer. Så kunne man tjene 3 kr. om ugen. Det med at udbringe telegrammer var mest basseret på drikkepenge. Og det var de fattige, der gav mest.
Lærerplads på B&W
Hvis man var heldig kunne man få en lærerplads hos B&W, men så skulle man også have forbindelserne i orden. En larmende inferno stod imod en. Kvælende gul røg steg op gennem aftrækshætterne. Fra de mellemstore ovne, som var nødtørftigt lukkede med ildfaste hejselemme strålede kaskader af ild og gnister, mens smede prøvede de større og mindre dampkamre. Som anvendes til smeltning af skrueaksler og krumtapaksler. Disse blev opvarmet i store ovne, som opfyredes med generatorgas.
Samtidig med oplæring skulle man passe sin aftenskole.
Det var meget ofte sveddryppende mænd, der arbejdede her. Dengang var der ikke kantine hos B&W. Det var ikke noget med, at man vaskede hænder før man spiste. De blev tørret af i en tot tvist. Det var et vaskerum, hvor man om aftenen vaskede sig i lange trug med koldt vand – dog rindende.
En lille opstrammer om morgenen
Når arbejderne om morgenen, dengang før kl. 6 stævnede mod fabrikken skulle de i Torvegade forbi en lang række morgenbeværtninger, som udskænkede mælketoddyer – eller en ”Rund”. De kostede pr. stk. fra 2 til 4 øre. Mange begyndte dagen på denne måde muligvis fordi man virkelig trængte til en opstrammer, som kunne varme de indre organer og sætte blodet lidt i cirkulation. Men kom jo ikke fra en lun centralopvarmet lejlighed.
Da Graf Zeppelin landede på Kløvermarken
En dag i 1912 lukkede virksomheden allerede kl. 12. Hvorfor? Jo, det var for at alle kunne få muligheden for at se Graf Zeppelin svæve ind over København. Det var et imponerende syn at se denne kæmpe cigar let og elegant manøvrere ud til Kløvermarken.
M/S Selandia til reparation
Det var også en interessant begivenhed, at M/S Selandia gik ud på sin jomfrurejse drevet af verdens første reversible skibsdieselmotorer. Det var en mægtig reklame for B&W. Skibet havde to hovedmotorer med hver 6 cylindre. Skibet kom både ud og hjem ved egen kraft om end med besvær. Det var kun få cylindre, der var i drift, da man lagde til kaj. Motorerne blev fuldkommen splittet af og sendt ind på Christianshavn for reparation og udskiftning.
Respekt for ”den lange” driftsbestyrer
Fabrikken på Christianshavn blev ledet af en driftsbestyrer, som i daglig tale kun blev benævnt som ”den lange”. Det var en meget myndig herre. Han gik hver dag en tur gennem alle værksteder og havde et uhyre skarpt blik for den mindste uregelmæssighed.
Hans bowlerhat var anbragt ned over panden, så han lige kunne se under hatteskyggen. Når han forlod driftskontoret, gik det som en løbeild gennem alle værkstederne:
Så fløj værkførere og formænd ud af deres bure – som kontorerne kaldtes. Alle arbejderne udviste en energi og aktivitet, som ellers var mere behersket. På hans vandring strøg alle han kom forbi huen eller kasketten, mens han aldrig selv tilkendegav, at han havde bemærket vedkommende.
Jo det var en mand, der var respekt om. Hvis han opdagede at noget var galt, kaldte han med pegefingeren på den nærmest stående og befalede:
Og så kan det nok være, at vedkommende fik læst og påskrevet. Når ”den lange” så var gået, fik den eventuelle synder en endnu kraftigere skylle. Hvis det var muligt, blev skideballen videregivet nedefter som hakkeloven foreskriver.
I Tegnestuen sagde man ”De”
Var man så heldig at komme op i tegnestuen, ja så skulle man have helt andet tøj på, og så blev man tituleret med De. Hver eneste rør med haner, ventiller, forgreninger, aftapninger, udluftninger m.m. som fandtes i et skib, blev tegnet op på ofte meter lange tegnepapirer og med forskellige farver for de respektive anvendelser.
Med dette besøg hos B&W forlader vi Christianshavn for denne gang, men vi kommer snart igen
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Her på www.dengang.dk har vi 160 artikler fra København herunder disse fra Amager:
Dato: november 30, 2019
De stridbare danskere
Dette er forsøg på anmeldelse af Rene Karpantschof: De Stridbare danskere – Efter enevælden før demokratiet 1848 – 1920. En anderledes Danmarkshistorie fortæller, at der langt fra var så fredelig herhjemme. Bogen spænder vidt, lige fra Nørrebro Anarkister til Genforening i Sønderjylland. Der er sydende oprør og uretfærdigheder, Ukendte dramaer fremkommer. Selv i Ribe trak gendarmerne sablerne. Det var styrkeprøve mellem kapitalisme og socialisme. Det er bestemt ikke klassisk danmarkshistorie. Overklassen forsøgte at bevare deres magt. Bogen er opbygget som en roman og ganske spændende at læse. Den kan varmt anbefales. Det er en oplagt julegave til de historieinteresserede. Og måske en kandidat til Årets bog, fordi den er så anderledes. Her på siden vil vi med jævne mellemrum vende tilbage til bogen.
Nørrebro – anarkister og Genforening
Dette er en anderledes historiebog, en helt anden forklaring af vigtige begivenheder. Og måske er det derfor at bogen er spændende at beskæftige sig med. En anden ting, det gør den spændende, er at mange af de ting bogen beskæftiger sig med, er også ting vi her på hjemmesiden har beskæftiget os med og sjov nok er mange af kilderne også de samme.
Forfatteren mener, at demokratiet først indtrådte i 1920. Han mener, at de danske konger spillede en større rolle, end vi egentlig forestiller os. Bogen rummer så forskellige ting som Nørrebro-anarkister og Genforening. Ja forfatteren husker også at nævne, at det begreb, anerkender tyskerne ikke. De kaldte det for ”abtrennung” og Sønderjylland for ”Das abgetrennte Land.
Sydende oprør og uroligheder
Problematikken får vi også godt fat. Vi hører dog så meget om preussernes undertrykkelse af de danske sønderjyder. Men selv H.P. Hanssen fylder meget i bogen. Og så er det lige den modige kamp ude i Vadehavet, ja den er også med i bogen.
Normalt når vi læser danmarkshistorie hører vi om en et roligt Danmark. Men det får vi bestemt ikke i denne bog. Vi hører om kamp mod udsugning af bønder. Det er et sydende oprør og uroligheder som følgende af stigende uligheder.
Ukendte dramaer kommer frem
Selv de slesvigske krige bliver beskrevet uden den gnist af national stolthed, der normalt er overskriften. I 1849 blev 146 soldater arresteret for lydighedsnægtelse.
Der var store samfundsomvæltninger, vold og ballade. Danmarkshistorien er slet ikke så pæn og renvasket. Der er mange spændende vinkler og afkroge i denne bog, som vi aldrig har hørt om.
Vi hører om bonde – og arbejderbevægelse. Og overraskende ting kommer også frem så som nordsjællandske soldater, der blev dræbt af protesterende landarbejdere. Ja og tjenestepiger, der måtte gemme sig i skovene. Ukendte dramaer kommer pludselig frem til overfladen.
Selv i Ribe trak gendarmerne sablen
Undertegnede var ikke klar over, at der i 1849 var voldsomme slagsmål i Kalundborg og Skælskør i 1849. I Jyderup var der i 1883 blodige optøjer.
Danskerne havde indbyrdes kampe og uenigheder. Her har vi så tidligere fået at vide, at vores indbyrdes konflikter ikke var så dybe, men vi slog hinanden ihjel for det.
I 1885 var der særdeles mange protester herhjemme. De fik dog også mange konsekvenser. Historikere har ikke hidtil beskæftiget sig så meget med dette. Jo danskerne har været stridbare.
Selv i fredelige Ribe måtte gendamerne trække sablerne foran rådhuset i 1887.
Styrkeprøve mellem kapitalisme og socialisme
Tjenestepiger satte ild til gårde. Landarbejdere og deres overordnede kæmpede mod hinanden, og nogle gange endte det med døden.
Vi følger demonstranter, politikere, præster, direktører, generaler og konger. Det var en styrkeprøve mellem kapitalisme eller socialisme.
Og så er der i den grad brugt faglitteratur. Det er sammen med både sted og navneregister flot og overskuelig placeret i bogen. Jeg er sikker på, at vi kommer til at høre mere om bogen i forbindelse med andre artikler på vores hjemmeside.
Det er ikke klassisk Danmarkshistorie
Nej det er bestemt ikke en klassisk Danmarkshistorie. Vi møder selvfølgelig tidens prominente personer, men vi møder sandelig også tjenestepiger, der brænder gårde af og den københavnske gadebetjent. Ja vi tager da også lige et smut til De Vestindiske Øer.
Karpantschof mener som sagt, at demokratiet lod vente på sig. Grundloven af 1849 var ikke skabt for at fremme demokratiet. Dette tema bliver også fremragende belyst i bogen.
Overklassen forsøgte at bevare sin magt
Bogen tegner også en fin gennemgang af overklassen, der forsøgte at bevare sin magt. Vi hører selvfølgelig om kvindekampen og det berømte møde i Folkets Hus. Syndikalisten Christian Christensen og hans lidelsesfælder er med. På en forunderlig måde lader forfatteren kilderne fortælle. Ja han er nærmest nøgtern i sin fortællerstil.
Vi slutter med Påskekrisen. Ja egentlig havde man lyst til at læse meget mere. For historie kan være utrolig spændende – det viser denne bog.
Opbygget som roman
Bogen er opbygget som en roman. Det er en fortællende fremstilling, hvor man følger forskellige personer, der gør noget ud fra forskellige motiver. Selv om det er en ordentlig moppedreng så har man lyst til at fortsætte med at læse. Vi må så håbe at René Karpantschof har fået bod på tanden og snart fortsætter.
Kandidat til ”Årets Bog”?
Her på siden vil vi med jævne mellemrum dukke ned i bogen. Mon ikke denne bog bliver en af kandidaterne til Årets Historiebog, alene på grund af sin forskellighed. Herfra skal lyde de varmeste anbefalinger. En god julegave for den historieinteresserede er det bestemt også.
Den Gamle Redaktør mente, at kende en del til historien i denne periode, både om, hvad der foregik i Sønderjylland og på Nørrebro, men blev dog en del overrasket ved at læse bogen.
René Karpantschof: De stridbare danskere – Efter enevælden og før demokratiet 1848 – 1920. Gads Forlag.
Dato: november 23, 2019
Øllets historie på Nørrebro og Nordvest
Foredrag afholdt den 23. november til Ølfestival i Nordvest afholdt i Tribeca. Her var masser af spændende, sjove og interessante mennesker. En verdensrekord i Tønder. En selvbestaltet lokahistoriker med mange hatte. Kvinder i ølboderne snød. De kongelige drak. En kongelig jagthytte. Øl var sundere end drikkevand. Nørrebros første værtshus. 140 bryggerier i København. En filosof med den rigtige mening. Øl til skoleelever. Ølhandlerforeningen. De snød på Lygten kro. Lokale bryggerier. Syndens springvand på Blågårds Plads. Bliver den almindelige pilsner forbigået? Ølrevolutionen startede for 40 år siden. De gule/brune værtshuse uddør. Her kunne man søge trøst. Dengang var værtshuset det samme som dagligstuen. Man møder mennesker. Ølbarene vinder frem. Far kom ikke altid hjem med lønnen. Fabrikkerne ejede værtshusene. Aldrig har en øl smagt så godt som nu.
En verdensrekord i Tønder
Det er jo en umulig opgave, at skulle holde sådan et foredrag på en halv time. Det kan ikke lade sig gøre. Selv kommer jeg fra en by, der hat verdensrekorden i antal værtshuse pr. borger. Jo, det er Tønder. Hvis man da havde fået en for meget og ikke vidste, hvilken dør man gik ind ad, var man næsten sikker på, at komme på et værtshus. Det er godt nok mange år siden.
En selvbestaltet lokalhistoriker
Skulle jeg tage en anden hat på som med i handelsforeningen, så vil den type virksomheder, som vi her ser i fremtiden afløse de traditionelle detailbutikker. Det skyldes, at københavnere gerne går ud og spiser og drikker. Se bare alle de vin- og ølbarer, der dukker op overalt også på Nørrebro og i Nordvest. Det betyder også et farvel til de brune eller gule værtshuse. Men det kommer vi tilbage til, hvis der vel og mærke er tid tilbage.
Her står jeg også i min egenskab af selvbestaltet lokalhistoriker for at bruge Berlingske Tidendes udtryk. Jeg kommer til at tænke tilbage til alle de belgiske øl og andre landes som jeg smagte nede i gården, når Johnny, der var kameramand hos DR atter engang kom hjem fra en øltur sammen med bl.a. Carsten Bertelsen.
Med mange hatte
Og så minder det mig om den værtshustur som Allan Mylius Thomsen skylder mig efter at jeg fortalte ham om Sønderjyllands historie. Jo jeg har en stor hjemmeside, Facebookgruppe og alt det der, som selvfølgelig hedder dengang.dk. Jeg har skrevet tre bøger. Det er også inde på den hjemmeside, du kan læse hele dette indlæg.
Og som aktiv i diverse kvarter- og områdeløft, handelsforening m.m. kan jeg også se, hvilke forandringer der sker i byudviklingen. Det har i høj grad betydning for ølkulturen.
Kvinder i ølboderne snød
I ølboderne dengang var der som regel kvinder, der stod og solgte øl. I Kjøbenhavns Byret fra 1251 hedder det sig at dem, der solgte øl årlig skulle betale en afgift på 2 øre. Men ak, disse kvinder snød. De forstyndede øllet med vand.
Christoffer af Bayerns stadsret af 1443 befalede, at der skulle oprettes en stadskælder, hvor man kunne få ordentlig øl og vin.
De kongelige drak
Flere gange blev import af god tysk øl forbudt. Det var for at fremme den danske øl. Men i kvalitet var det noget sprøjt. Det var ufattelig hvad man drak dengang. 3-4 potter øl var gennemsnittet. Til Koldinghus blev der til dronning Sofias nedkomst leveret:
Det tyske øl havde dengang navne som Pryssing (Preussisk øl), Braunsweiger Mumme, Rostocker – øl m.m.
De kongelige drak ganske tæt. Således drattede en af dem også i havnen. Han blev reddet. Men redningsmanden døde senere af lungebetændelse.
En kongelige jagthytte
Herude i Nordvest ude ved Utterslev blev der indrettet en jagthytte, andre kaldte det et horehus til Christian den Syvende. Man havde bygget det til ham, at han og Støvlet Cathrine havde ramponeret Blågården. Ja stedet blev senere indrettet til værtshus bl.a, hed det en overgang Schweitzerhuset.
Tre slags kvaliteter
Der var dengang i 1621 tre typer øl
Der blev ansat ”vragere”, der skulle sætte cirkler som tegn på, om øllet var godt og prøvet. Den mindre gode fik kun en cirkel eller slet ingen.
Øl er sundere end drikkevand
Nu skal det dertil siges, at det var sundere at drikke øl end vand. Drikkevandet kom bl.a. fra Ladegårdsåen og Søerne. Begge steder brugte man som losseplads.
Der var masser af gæstgiverier i København og der lå et værtshus på hver gadehjørne.
Nørrebros første værtshus
I 1662 kom det første officielle værtshus på Nørrebro. Det var Johan Merhoff, der fik ret til at oprette en ølbod ved Peblingesøen. Også ved Tagens Hus på Nørrebro var der et traktørsted. Det var lige der, hvor man skød efter papegøjen. Så fulgte ellers Gabels Gård, Store Ravnsborg og ved 8. blegdam lå også et mere uofficiel værtshus.
140 bryggerier i København
Christian den Fjerde drev selv et ølbryggeri, Kongens Bryghus. Han havde privilegium til at levere til hoffet og flåden. Tænk engang i 1687 var der 140 bryggerier i hovedstaden. De lå som perler på snor på Nørregade.
En filosof med den rigtige mening
Inde på Indre Nørrebro boede der en læge og filosof. Han havde mange mærkelige ideer, bl.a. mente han at rødhårede ikke skulle have adgang på kirkegården. Han advarede også mod te, kaffe og krydderier. Men han mente, at det var sundt, at dejse omkuld i en brandert. Så faldt man med ære:
For at ære hans minde oprettede man lang tid efter en cafe – Todes Café.
Øl til skoleelever
Det var ikke unormalt, at middelklassen dengang havde to øltønder installeret derhjemme. En med god øl og en med skillingsøl. En potte kostede normalt en skilling. Det gode øl kostede tre skilling pr. potte.
Og tænk engang. Nyboders skoledrenge fik to gange om året – til kongens og til dronningens fødselsdag lov til et få et tinkrus med den gode øl til risengrød og oksesteg. Og vel at mærke så var øllet – ”til fri afbenyttelse”
Ølhandlerforeningen
Den store omvæltning i kvaliteten kom det først, da brygger Jacobsen indførte brygning af bajersk øl. Dette havde en god afsætning. I sin mors vaskekeddel bryggede han sit første bajerske øl.
Ølhandlerforeningen byggede en flot stiftelsesejendom i Elmegade 6. Den 20. marts 1887 blev grundstenen lagt. Og tænk brygger Jacobsen skænkede 5.000 kr. til projektet.
De snød på Lygten kro
Et meget berømt sted var i mange år Lygten Kro. Her stoppede bønderne op på vej ind til byen. Og når de var på vej hjem efter en godhandelsdag. Der var to forskellige stuer i hver sin kvalitet. I den flotte stue var øllene dobbelt så dyre end i den dårlige stue. Men øllen var den samme.
Lokale bryggerier
På Aldersro Bryggeri havde de meget gode dage, når Borgervæbningen holdt deres øvelser på Fælleden. Der blev hentet masser af bajersk øl derover fra. Man sagde, at så mangen en tapper soldat er faldet i den dybe grav, der var på Blegdamsvej dengang.
Blandt andre bryggerier i området dengang kan nævnes:
Syndens springvand
På Blågårds Plads tale man efter at Heegaards Fabrik var jævnet med jorden, at der skulle opstilles et springvand. Det skulle forestille to brede bryggerheste, der kom slæbende med en øltønde. Tøndernes indhold skulle så plaske i en kumme. Tilhængerne var begejstrede. De mente at vandet skulle erstattes af hvidtøl eller stærk øl.
Men afholdsforeningerne på Nørrebro, og dem var der et par stykker af mente, at det var vulgært. De argumenterede i den grad imod.
Mange måder at tiltrække kunder
Jo der var mange måde at tiltrække gæster på. På Lille Ravnsborg var der en pige, der dansede på billardbordet. Det var skam ingen mindre end den senere nok så berømte Johanne Louise Heiberg.
Og en restauratør i Blågårdsgade havde adopteret en plejedatter. Da hun kom i den rigtige alder, manglede der ikke noget nogen steder. Hun blev i den grad et trækplaster. Mændene stod i kø for at få et glimt af hende. Og hun fik mange frække tilbud. Angelica blev senere kendt som ”Grevinden af Bagsværd”.
Det drak de
Der var masser af klunsere både på Nørrebro og i Nordvest. De drak bl.a. ”Døden fra Lübeck”. Man tager en tom flaske. Så tager man og hælder en halv flaske hvidtøl og så en rød sodavand. Resten fyldes med sprit.
Lersø-bøllerne havde sandelig også deres stamværtshus. Den lå på Brønshøjvej bag ved Stefans kirken. Og stedet hed Lampekælderen. Og det som de drak var et sæt bestående af en flaske brændevin og en skibsøl. De sluttede så af med et sæt bestående af skummet mælk og en snaps.
Kun tre Pilsner
Man kan jo ikke fortælle hele historien på 30 – 40 min, som jeg har fået til rådighed. Hvis vi når det skal vi en tur gennem de hyggelige steder på Nørrebro. Men tænk engang på en af kultstederne, Himmeriget på Åbolevard, kan du kun vælge mellem tre slags pilsner. Er det fordi at ølfolket elsker crazy øl?
Den almindelige Pilsner bliver trynet
Den almindelige Pilsner bliver i den grad trynet. Man kan vel stadig få Budweiser, Heineken, Corona, Tuborg og Carlsberg? Man skal nok ikke belære øllets folk, om at Pilsneren er først og fremmest maltens og humlens øl. Det var tyskerne og tjekkerne, der opfandt den i 1842. Men den er langt fra kedelig og uinteressant.
Den populære modsætning er India Pale ale (IPA). Dertil kommer stout, syrlig øl og fadlagrede øl, modnet på træ, IPA er det perfekte våben mod den gamle øl, pilsneren. Med dens kraftige smag, den har en vildere og vildere bitterhed og tusind andre ting fjerner den mere og mere fra almindelig øl.
Ølrevolutionen startede for 40 år siden.
Humle har mere end nogen styret ølrevolutionen, siden den begyndte i USA for 40 år siden. I Danmark startede det ført for 20 år siden. Humle er øllets krydderi og gør øl aromisk og bittert.
Den danske revolution begyndte i 1998, hvor Danske ølentusiaster blev stiftet af 22 utilfredse mennesker, der rejste til udlandet og drak vidunderlig øl, som de aldrig kunne få herhjemme. Nu er de 8.600. Dengang var der måske ti bryggerier i Danmark og de lavede stort set den samme øl.
Da Mikkeler åbnede den første ølbar i Victoriagade lød der: I hate Carlsberg
Pilsneren blev skænket i den tjekkiske by Pilsen om aftenen den 11. november 1842. Folk var målløse over dens klarhed og dejlige smag. De blev ikke engang syge af den. Før var øl mørk og grumset. Borgerne var frustreret og rasende over den svingende kvalitet.
I år 2000 fandt vi med Jacobsen ud af, øl godt måtte koste penge.
Den såkaldte nørde – øl får efterhånden større og større markedsandele. Efterhånden har de 12 pct. af markedet. Gode råvare, respekt for håndværket og øllets egen proces er vigtig.
Hancock bruger for eksempel kun den fineste og dyreste humle, der hedder Saaz. De bruger undergær, selv om flere og flere bryggeriet anvender overgær
Det er også blevet en mode at gære og lagre ved høj temperatur for at speede processen op eller fremstille en stærk øl og så fortynde den med vand til den ønskede styrke. Men andre bryggerier fastholder gæringsprocessen ved lav temperatur.
De fleste pilsnere holder sig inden for en alkoholstyrke på 4,6 pct. og dermed den lavere alkoholafgift.
Bryggeriet Stjernen
De kooperative virksomheder blomstrede i området. De mest berømte er vel Mejeriet Enigheden på Lygten og Arbejdernes Fællesbageri. Men arbejdernes bryggeri – Stjernen på Frederiksberg skal vi ikke glemme. Det havde forbindelser til et bryggeri i Stefansgade.
De første penge kom fra Arbejdernes Fællesbageri på Nørrebro. Men også bryggeriarbejderne støttede virksomheden. Tanken var, at skulle arbejderen have en øl eller to, kunne man lige så godt drikke øl, der var brygget af arbejderne selv.
Hafnia på Stefansgade lavede hvidtøl til Stjernen helt ind til 1933.
I 1916 var der 35 bryggerier i Danmark. Man måtte ikke brygge med en alkoholprocent over 3. Ja allerede i 1895 var der oprettet et bryggeri, der hed Stefan.
Godt nok var arbejdere tørstige, men det var ikke øl fra Stjernen, som de drak. Efter Anden verdenskrig var andelen kun 10 pct. I starten af 1960’erne var andelen helt nede på 2 pct.
Dengang var værtshusene – dagligstuen
Jo de gule eller brune værtshuse er ved at forsvinde. Det gør de også på Nørrebro og i Nordvest. Det upolerede og det skæve forsvinder. Specielt på Nørrebro var der mange af disse. Egentlig er det en tidslomme og et dansk stykke kulturarv, der er ved at forsvinde. Man kan næsten fornemme den særlige lugt af tobaksrøg og pissoir-kugler.
I gammel tid boede man i brokvarterne i bittesmå lejligheder. Værtshusene blev også brugt som en form for dagligstue. Dengang kom de ældre ned og fik et kop kaffe. Værtshusenes styrke var at man blander sig i hinandens liv og taler på kryds og tværs.
Med brokvarternes forandring til mere trendy og dyre bydele er fulgt udfordringer for byens bodegaer, hvor smørrebrødet for længst er forsvundet. Det er også begrænset, hvor mange der benytter sig af tilbuddet om vådt til ganen midt på dagen.
Her kan man søge trøst
Det er lidt nus over i hjørnerne, men det gør det mere intimt sammenlignet med cafeer, som er meget rene og pæne. På værtshuse slapper man mere af.
Man kunne altid komme på sit stamværtshus selv om livet var ved at ramle sammen. Her kan de søge trøst og få noget samvær eller møde deres venner.
På Heimdal står stadig en telefonboks. Gad vide om den virker.
Spytbakker på Det Rene Glas
På Det Rene Glas stod der sidst, jag var forbi spytbakker over i hjørnet. Engang var der sand på gulvet. Og egentlig hedder stedet dette, fordi man oprindelig fik skyllet glasset, hver gang man skulle have tanket op.
Værtshuset går tilbage til 1891, hvor murstensbygningen blev opført. Nogle tunger påstår, at her lå et værtshus inden bygningen blev opført.
Nazistiske håndlangere smadrede lokalerne den 20. april 1945 – på Hitlers fødselsdag. Og ført i 1969 fik kvinder adgang til ”Det Rene Glas”.
Nogle på øl, andre på det, der er værre
Esrom bar har ikke mere åben om eftermiddagen. Dartskiverne er også forsvundet. Der er endnu spillemaskiner i nogle af værtshusene. Og musikboksen er der også nogle steder.
På Cafe Runddelen er der endnu livemusik. Utrolig hvor lidt en Humle – fadøl koster. Men her kan du ikke rigtig holde møder. Musikken er for høj, men ellers er her næsten altid god stemning. Her er lidt snusket, men det passer til stedet.
Nogle er på øl, andre er på det, der er værre.
Under besættelsen, ville en række tyske soldater ind og have en øl. Men det blev meddelt, at der var udsolgt. Man var lidt bange for reaktionen. Men de tyske soldater gik, sikkert hen til et sted, hvor man ikke var lige så modig eller letsindig, om man vil.
Så kan jeg bare drikke dem selv
Hos Cafe Viking er der meget hyggelig. Og Jane har gjort det, at hun har hjemkøbt ca. 200 forskellige special – øl.
Stedet åbnede i 1924 som kaffebar. Men i 1964 blev der lavet om til værtshus. Ja Jane er nok Danmarks mest kendte bartender. I 2012 gik fanden løs i Ægirsgade. Man afpressede Jane, baldrede hendes ruder og malede graffiti på murerne. Men hun lod sig ikke afpresse.
Jo her er grønne fletlamper, brune borde, brune stole og brun hoveddør. En rigtig brun bodega. Og selvfølgelig er det også her et billardbord.
Dengang kom håndværkere og drak morgenkaffe og fyraftensbajere. Det gør de ikke i dag. Du må ikke lugte af øl på arbejdspladsen.
Danmarks første striptease – danser
På Karusellen kan du få Guiness på fad. Det er det nu ikke så mange steder, som du kan. Og lille Peter er vel hundrede år – en sporvognslang bodega med symaskiner og en udstoppet elg. Her var Moster Inge stamkunde. Hun var Danmarks første streaptease danser og optrådte bl.a. på Moulin Rouge. Hun havde temperament, så fyrene skulle ikke komme for tæt på.
Nørre Bodega er fra 1945 med masser af billige fadbamser og dengang masser af røg.
Man møder spændende mennesker
I min værtshuskarriere er jeg i min voksne tid to gange blevet bedt om, at forlade værtshuset. Det var jeg nu ikke ene om. Vi sang begge gange skønsang. Den ene gang var det Oldies, den anden gang var det tyske slagere. Det lød godt, men åbenbart ikke for alle.
Man møder mange spændende mennesker på værtshusene. En af de mest spændende var Anne Braad, præst ved Stefanskirken, der kom her sammen med hendes hund. Om det var på Stefanshus eller Lille Peter, kan jeg ikke huske mere.
Ølbarene vinder frem
De almindelige værtshuse er truet af byfornyelse og beboersammenhæng. Nu er den kolde øl, snapsen og raflebægeret skiftet ud med en Cappuccino og et spil backgammon. Kaffebarer, vinbarer og specielle ølbarer, der serverer specialøl fra mikrobyggerierne vinder i den grad frem.
Far kom ikke altid hjem med lønnen
Værtshusene har også rummet tragedier, når folk gik i hundene og drak lønnen op. Fabrikkerne ejede selv værtshuse, hvor lønnen blev udbetalt. Så fik de udgifterne hjem igen. Det var ikke altid at far kom hjem med lønnen.
Drikfældigheden var stor. Der var masser af smugkroer. Den mest kendte var nok den, der lå på Kapelvej 7A. Det var hos barbermaleren. Egentlig var der barbersalon, men så mangen glas øl er serveret her.
Døgnkiosker sælger øl hele natten
Tænk engang i 1965 var der endnu 123 udskænkningssteder på Nørrebro. Her var berømte steder som Zigøjnerhallen, Zillertal, Danas Have, Heidelberg, Tyroler-Kroen, Resi og alle de andre.
Mange af de gule brune værtshuse har mistet deres morgenbevilling, ja så er det lige det med rygeloven. Og så er det et stigende antal klager over støj og larm. Et problem er måske også, at døgnkiosker må sælge bajere hele døgnet.
Engang kunne man købe en parisertoast
Se dernede i Sønderjylland er det almindeligt mange steder, at man kan købe solæg til sin øl. Men engang kunne man på værtshusene på Nørrebro og Nordvest købe oversaltede peanuts, et hårdkogt æg, gratis saltstænger, et stykke med medister og kartoffelsalat og lune baconchips. Eller to stykker sprødristet hvidt brød med smør og sennep og så ellers skinke. Jo det er parisertoasten, der også forsvinder fra værtshusene.
Værtshusene lukker på stribe
Byens beværtninger dør sammen med deres kunder. På ti år er antallet af byens bodega er mere end halveret. Folk og specielt de unge vælger det traditionelle værtshus fra, når de skal have en øl eller et glas vin.
I 1992 var der ifølge Danmarks Statistik 571 traditionelle værtshuse i Københavns Kommune. Ti år efter var der 278 tilbage.
Mange københavnere mister et fast mødested, hvor de kender stamgæsterne, har deres faste stol og bodegamutter stiller den rigtige øl på bardisken, inden de har bestilt.
Men der er dog stadig kunder til de gamle værtshuse, fordi man kan komme her uden make up og modetøj. Folk har siddet på den samme stol i en menneskelader. Fællesskabet er stærkt på de fleste værtshuse. Man bliver ikke sådan uden videre lukket ind i dette fællessskab.
Nu skal man dog passe på, at overdramatisere det. Her er også gennem tiden blevet drukket tæt. Nørrebro og Nordvest har oplevet mange lidelser og skæbner på værtshusene. Så mange fædre har drukket hele lønnen op. Lille Alfred har måtte ekstra tidlig op for at tjene ekstra penge til familien.
Måske er der for mange øl-barer m.m.?
Mange er glade for den nye udvikling med en ny slags virksomheder, der erstatter de gamle. Folk køber mere og mere og mere på nettet. Inden for et år har danskerne købt for 7 milliarder kroner mere. Boghandleren og isenkræmmeren lukker. Ølbaren, restauranten og fastfood – restauranten er opstået i stedet for.
På blot fire år er omsætningen i restaurant-branchen vokset med 25 pct. Samtidig er indtjeningen pr. ansat faldet med 34, 2 pct. På få år er der kommet 1.400 nye restauranter til, så det nu er 17.500 i Danmark. Og det kommer til at kollapse.
I 2018 steg mængden af konkurser i restaurationsbranchen med 92 pct. – så tallet ifølge Børsen lå på 501. Allerede i år er vi nået op på 372 konkurser.
Der vil komme et udskillelsesløb i branchen, og det ville blive ret voldsomt.
De gode år trækker mange nye aktører ind i branchen. Dette gør at flere og flere har svært ved at tjene penge. Det er en tendens, der skinner mere og mere igennem.
Aldrig har en øl smagt bedre.
Men aldrig har en øl smagt bedre end den gør nu. Antallet at mikrobryggerier er eksploderet. Hermed skal undertegnede ønsker hel og lykke med ølfestivallen, et kærkommet tiltag. Og nu glæder jeg mig til at smage et par stykker.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: oktober 26, 2019
Arbejdende Børn på Fabrikkerne på Nørrebro (64)
Billig arbejdskraft og nødvendig for familien. Den engagerede læge Hornemann. Børnearbejde godt for opdragelsen. Fabriksloven af 1973. Den nye lov mødt af protester. 70 pct. af arbejderfamiliens indkomst gik til fødevarer. Børn under 13 år arbejdede næsten 8 timer om dagen. De farlige tændstikfabrikker på Nørrebro. Fattigdommen på Nørrebro i 1887. På tobaksfabrik. Mælkedrengene fra Enigheden skulle tidlig op. En ny fabrikslov i 1901. Halvdelen af drengene arbejdede stadig i 1901. I 1913 blev alt børnearbejde på fabrik forbudt. Der var dog stadig masser af arbejde til børnene. Realindkomsten steg til det dobbelte.
Billig arbejdskraft og nødvendig for familien
Der var masser af børn på arbejde på Nørrebro dengang. Det var simpelthen nødvendig for at sikre mad på bordet. Forældrene valgte ofte, at nogle af børnene ikke skulle skole hele tiden. De skulle være med til at tjene penge i stedet for.
Arbejderfamilier dengang kunne ikke alene leve af faderens indtægt. Og for fabriksejerne på Nørrebro var det jo dejligt med billig arbejdskraft.
Udnyttelse af børns arbejdskraft blev et tema, der i juli 1872 blev drøftet på det første nordiske industrimøde i København. Opgørelser viste, at børn under 14 år udgjorde ca. 10 pct. af den samlede arbejdsstyrke på landets fabrikker. Heraf var godt 16 pct. under 10 år.
De erhverv, der mest brugte børnearbejde var tobaksindustrien, tændstikindustrien og tekstilindustrien.
Den engagerede læge Hornemann
I industrielle kredse var man begyndt at blive bekymret for disse børns helbred. Og den socialt engagerede læge Emil Hornemann gav udtryk for bekymring. I et foredrag på mødet gav han udtryk for, at børn under 12 år ikke skulle bruges til fabriksarbejde. Generel burde arbejdet for børn nedsættes, mente han. Og de burde heller ikke arbejde om natten.
Som udgangspunkt opfattede Hornemann børnearbejde som sundt og lærerigt, men han havde en række indvendinger. Hornemann konkluderede, at fabriksarbejde kan have indflydelse på børns vækst og udvikling. Der kan også opstå sygdomme på grund af arbejdet.
Børnearbejde, godt for opdragelsen
Han nævnte, at blegsot og brystsygdomme kan opstå på grund af støv, og at børn, der laver blyglassur, kan få blyforgiftninger. Alligevel virker Hornemanns undersøgelser en smule idylliseret og loyal overfor fabrikanterne. Men alligevel var hans kommentarer banebrydende i 1872:
Hornemann lavede en ret stor undersøgelse. Han konstaterede, at 600 var under 10 år gamle. 2.632 børn var under 14 år.
Fabriksloven fra 1873
Den første fabrikslov blev udsendt i 1873. Loven fastsatte en minimumsalder på 10 år og en maksimumarbejdstid på 6,5 timer inklusiv en halv times spise- og hvilepause. Senere lovgivning hævede minimumsalderen og sænkede arbejdstiden.
Børn måtte heller ikke arbejde på søn – og helligdage. Et arbejdstilsyn skulle holde øje med at disse regler blev overholdt.
Den nye lov mødt af protester
Den nye lovgivning blev mødt med protester. Det var det betænkelige ved at gribe ind i forældremyndigheden, dels havde de fattigste familier fortsat behov for børnenes indtægt og endelig havde børnearbejdet en social og en moralsk opdragende funktion. Andre hævdede, at virksomhederne havde svært ved at klare sig uden børnenes arbejdskraft.
Landstingsformand Schøler mente dog, at loven var direkte skadelig for de unge mennesker, hvis man begrænsede deres mulighed for arbejde:
Schiøler var nu ikke ene om den holdning at det er bedre at børn arbejder og gør noget fornuftigt end at de skulle drive rundt på gaderne uden nogen formål med fare for at blive ”moralsk fordærvede”. Fra fabriksejernes side var der naturligvis også modstand. I flere industrier var børnenes arbejdskraft nødvendig og samtidig billig. Nogle fabriksejere truede med, at de måtte lukke virksomheden, hvis de nye regler skulle overholdes.
70 pct. af indkomsten gik til fødevarer
Ja selv blandt arbejderfamilier var der modstand. For familiens økonomi var afhængig af ekstraindtægten. Og hvis børnene ikke kunne arbejde, ville det betyde at de måtte søge fattighjælp og så måske ende på Ladegården.
En undersøgelse foretaget af Indenrigsministeriet i 1872 viste, at fødevarer udgjorde 70 pct. af en arbejderfamilies budget. Selv mindre indtægtstab fik konsekvenser for kosten.
I en sådan presset økonomisk situation må indtægterne fra børnearbejde have været et kærkommet og ofte nødvendigt supplement til hovedindtægten. Et barns indtægt var ca. 15 pct. af en ufaglig mandlig dagløn eller næsten tilstrækkelig til at kunne betale huslejen. For enlige kvinder betød et barns indtægt endnu mere.
Børn under 13 år arbejdede næsten 8 timer dagligt
Men tænk engang, at børn under 13 år havde en gennemsnitlig arbejdsdag på 7,9 timer.
I tiden efter 1873 var der masser af eksempler på, at arbejdsgiverne søgte dispensation fra loven. Der blev udskrevet lægeattester, uden at børnene var blevet undersøgt.
Nu måtte børn ikke mere sættes til at smøre og rense maskindele, når maskinen var i gang.
Loven blev ikke overholdt
I Socialisten kunne man læse, at de to statsansatte arbejdsinspektører aldrig viste sig på fabrikkerne. Hvis de så endelig kom, var det for at drikke portvin med fabriksejeren.
Men et en lov, et andet virkelighed. En nykonfirmeret spindedreng fortalte:
Tændstikfabrikkerne på Nørrebro
På de mange tændstikfabrikker på Nørrebro var der mange børn ansat. Deres andel af den samlede arbejdsstyrke var stor. Lønnen var lille. Og børnene arbejde med giftige stoffer, der gav varige skader og i nogle tilfælde også skyld i dødsfald. Den fosfor, der blev brugt i produktionen fik knoglerne til at smuldre. Flere tændstikpiger blev mærket for livet efter at have arbejdet på en tændstikfabrik. Deres kæbeben var simpelthen smuldret væk.
I 1873 blev det godt nok forbudt at bruge hvid fosfor i tændstikproduktionen. Arbejderne indåndede fosfordampene. Børnene var mest udsatte. De undlod ofte afvaskninger og havde mindre modstandskraft over for fosforen.
Under lovgivningsarbejdet havde man haft det aspekt med, at hvis der ikke kom et forbud mod anvendelse af hvid fosfor, ville det givetvis medføre, at ingen under 18 år måtte deltage i tændstikproduktionen.
Det kunne i sidste instans fordyre produktet, da børn som bekendt var billigere arbejdskraft end voksne. Man anså arbejdet for at ligge ”godt” for børn og deres indkomst.
Yderligere i9ndgreb kom efter storbrande også på Nørrebro, hvor der blev fabrikeret sikkerhedstændstikker. Der kom en række krav om indretning og en begrænsning af børns arbejdsprocesser.
Børnenes arbejde bestod i at udtage tændstikkerne af de rammer, de var spændt fast i, pakke dem ind samt gå til hånde ved lettere forefaldende arbejde.
Fattigdom på Nørrebro 1887
Christian Christensen, den senere anarkist berettede om, hvordan fattigdommen så ud på Nørrebro i 1887. Moderen havde sagt, at man ikke kunne klare sig for fars løn alene. Så snart de var flyttet til Skyttegade havde moderen set sig om efter arbejde. Som femårig skulle han hjælpe moderen derhjemme med at fremstille ildtændere. For 500 ildtændere fik mor 25 øre. For disse penge kunne man hos spækhøkeren købe et kvart rugbrød og en halvfjerding madfedt. Denne ration kunne knap nok holde sulten fra døren.
Derfor gik mor og søn nu over til at producere store 500 ildtændere, der blev betalt med 35 øre. Oftest foregik dette om natten, mens faderen sov. Og for at Christian ikke skulle falde i søvn, blev han lovet et stykke wienerbrød til to øre. Men det fik han nu aldrig.
På Tobaksfabrik
I 1890erne arbejdede Christian på tobaksfabrik. Far gik på arbejde ved halvsekstiden. Efter en rugbrødsklemme til noget tyndt kaffe gik den på hovedet i produktion af ildtændere. Kvart i otte gik det så i løb til skole. Og det var med at komme inden skoleklokken ringede. Formiddagen var den samme. Den daglige – fem af spanskrøret af viceinspektør Mortensen.
På ti minutter skulle Christian så nå frem til sit arbejde fra Jagtvejen til Tobaksfabrikken. Her kunne arbejdet være meget hårdt. Man skulle hjælpe svendene. Men de arbejdede på akkord.
Christians mor var langt fra den eneste, der sad hjemme i de små hjem på Nørrebro og producerede varer for industrien. Det gjorde mange.
Mælkedrenge fra Enigheden skulle tidlig op
I 1890erne steg antallet af københavnske børn, der havde arbejde uden for skoletiden. Vækst inden for industri og handel havde skærpet efterspørgslen efter deres arbejdskraft
Der var masser af mælkedrenge på Nørrebro. De arbejdede ude hos Enigheden på Lygten. Og det var hårdt. De skulle op klokken 4 om morgenen. De skulle hjælpe kusken med at bringe mælken ud. Den friske mælk skulle placeres på dørmåtten. Tomme flasker skulle tages med retur.
Ofte måtte disse mælkedrenge gå op af etagerne på Nørrebro i bælgragende mørke.
Ved frokosttid styrtede de sultne og udasede i skole, hvor de ofte faldt i søvn. Men det var særlig det, at de skulle meget tidlig op om morgenen, der var en torn i øjet på skolefolkene. Ord som misbrug, mishandling og børneplageri blev hæftet på mejeriernes udnyttelse af drengenes arbejdskraft.
På Frederiksberg var disse mælkedrenge med i en strejke i 1896.
Egentlig så ramte fabrikslovene ikke mælkedrengens arbejdsvilkår. Men efterhånden løb der mange klager ind fra skolerne. Og især på Rådmandsgades Skole var man utilfredse med mælkedrengene.
Også i tobaksindustrien var der mange tilfælde af børnestrejker omkring århundredeskiftet.
I 1897 var en femtedel af skolebørnene fra Nørrebro i erhvervsarbejde
I 1897 blev skoleinspektørerne i København indberette, hvordan det var med mælkedrenge og fabriksarbejdende børn og deres indlæring. Kigger vi på Nørrebro – skolerne så så lå andelen af børn på fabrikker på ca. 20 – 21 pct. Og det var i alt seks skoler, der havde indberettet deres tal. Men de tal passer ikke rigtig til andre undersøgelser.
En ny fabrikslov i 1901
I 1901 blev der vedtaget en ny fabrikslov, hvor aldersgrænsen for fabriksarbejdere blev hævet fra 10 til 12 år og den daglige arbejdstid nedsat med en halv time. Man arbejdede også på vedtægter med henblik på at begrænse skolebørns arbejde på områder, der ikke var dækket af fabriksloven.
Borgerrepræsentationen fik nu godkendt vedtægten af Indenrigsministeriet. Hermed blev det forbudt at bruge børn under 12 år ved udbringning af mælk, brød og aviser, ved arbejde i beværtninger og ved andre forlystelsessteder. De måtte heller ikke aftappe øl og petroleum. Arbejdstiden for børn over 12 år fulgte reglerne i fabriksloven.
Bemærkelsesværdigt er det at vedtægten ikke kom til et gælde udbringning af andre varer eller rengøringsarbejde, der var en af de områder for flest københavner – børn var beskæftiget.
Halvdelen af drengene arbejdede i 1905
En undersøgelse fra 1905 viste, at halvdelen af de 13 årige arbejdede for fremmede. For pigerne var det tale om 30 pct.
En undersøgelse fra 1908 viste, at ca. en tredjedel af alle drenge og en fjerdedel af alle piger i byerne havde et lønnet arbejde. Dengang var det for det meste børnene i de ældre klasser. Og de arbejde 4 – 6 timer hver dag ved siden af skolen.
Drengene arbejdede på fabrik, kørte varer ud. Pigerne passede børn og gjorde rent.
I 1913 blev børnearbejde på fabrik helt forbudt
I 1913 blev fabriksarbejde for skolesøgende børn helt forbudt. Måske var det på grund af skolerne stigende krav på børnenes tid, der gjorde børn uegnede til fuldtidsarbejdskraft. Men nu var det sådan, at reglerne ikke blev fulgt. Når inspektøren kom på besøg skjulte man børnene.
Nu måtte børn under 14 år heller ikke mere arbejde i håndværks- og industrivirksomheder.
Men også arbejderfamiliens økonomi var blevet bedre. Indtægterne fra børnenes arbejde kunne nu lettere undværes med mindre man var enlig.
Masser af andet arbejde til børnene
Men nu kunne man bruge børn som buddrenge og medhjælpere i værksteder og butikker. Dertil kom også alt det ulønnede arbejde som udførte for deres forældre med løbe ærinder, bære koks ind, passe på mindre søskende og lave mad. Men deres hovedbeskæftigelse blev efterhånden at gå i skole.
Særlig på Nørrebro blev der bygget mange nye skoler. Og disciplinen var benhård. Mange gange var det tidligere officerer, der underviste i en række fag, bl.a. i gymnastik.
Realindkomsten steg til det dobbelte
Fra 1870 til 1914 er det skønnet, at realindkomsten steg til det dobbelte. Konsekvensen af de forbedrede levevilkår var, at børnearbejdet måske bortset fra enlig forsørgere, ikke var så bydende nødvendigt som tidligere.
I 1919 skete der også en regulering med hensyn til skoletiden. Nu måtte mindre handlende heller ikke bruge skolebørn til udbringning af mælk. Nu var det slut for mejerierne at bruge mælkedrenge. Men på Enigheden gjorde man det nu stadig væk.
I de københavnske skoler var skoletiden nu fra 8 til 16. Nu gik man ikke i skole enten om formiddagen eller om eftermiddagen. Dermed var der også sat grænser for børnenes arbejdskraft. Der skete nu et markant fald i antallet af børn, der havde erhvervsarbejde efter skoletiden.
Kilde:
Dato: oktober 26, 2019
Hvorfor anerkender det tyske mindretal ikke ordet ”Genforening”?
Mindretallet burde ”Klart og tydelig” anerkende ordet ”Genforening”, siger byrådspolitiker. De vil fejre deres 100 års fødselsdag. For de tysksindede er det jo ikke tale om ”Genforening”. Man taler om ”wiedervereinigung” med DDR. Det handler jo egentlig om, hvad man føler. Det blev jo ikke fremkaldt en tilstand, der var før! Statsretslig hedder det ”Indlemmelse” Årsagen til følelserne er sikkert 1864. For de tysksindede var det ”Afsked” eller ”Adskillelse”. Vi skal kigge på H.P. hanssens påmindelse på Folkehjem. Det danske mindretal fejrer heller ikke ”Genforening”. Skal de også have en påtale? Det tyske mindretal mener, at det er en ”genistreg” at kalde det ”Genforening” Dansk politiker håbede så sent som i 2017 på en ”genforening” med Sydslesvig. De blev kaldt ”tyskersvin” og ”nazisvin” som skolebørn. De måtte bøje nakken. Og så er det stor forskel på tilskud nord og syd for grænsen.
Mindretallet burde ”klart og tydeligt” anerkende ordet ”Genforening”
Hvorfor fejrer det tyske mindretal ikke ”Genforeningen” med i stedet for ”Grænsedragning”. En diskussion er nu i gang omkring ordet ”Genforening”. Hvad er sandheden? Og hvad er historisk korrekt?
Mens man i Danmark fejrer ”Genforeningen” (Wiedervereinigung) , så fejrer det tyske og danske mindretal ”Grænsedragningen” fra 1920 og deres 100 års fødselsdag.
Men hvorfor vil man i det tyske mindretal ikke bruge navnet ”Genforening”? spørger en socialdemokratisk byrådspolitiker fra Sønderborg, og det er i en anklagende tone. Det gør ondt i hjertet, når det tyske mindretal ikke vil tale om ”Genforening”. Mindretallet burde ”kart og tydeligt” anerkende, at det handler om en ”Genforening”, sådan siger det socialdemokratiske byrådsmedlem.
Mindretallet vil fejre deres 100 års fødselsdag
Ja hvorfor fejrer det tyske mindretal ikke ”Genforeningen”? Ja i 2020 fejrer de deres 100 års fødselsdag. De kan ikke fejre ”Genforening”, fordi det for det tyske mindretal ikke er tale om en ”Genforening” Men de har ikke noget imod, at vi danskere fejrer ”Genforeningen”.
For de tysksindede var det ikke en ”Genforening”
I det tyske mindretals lys var grænsedragningen i 1920 ingen ”Genforening”. Man kan ikke forlange af folk, at man skal fejre en ”Genforening”, når det for tyskerne i Nordslesvig ikke var nogen. Hvis danskerne fornemmer det og fejrer det, kan man glæde sig over dette.
”Wiedervereinigung” med DDR
For det tyske mindretal er det uforståeligt, at man fører en sådan diskussion. Man har dog stor respekt for, at danskerne fejrer det. Men i det tyske mindretal fejrer man fødselsdagen. Det var det for dem den gang. Begrebet ”Wiedervereinigung” i Tyskland bliver brugt til en helt anden begivenhed. I Tyskland er ”Wiedervereinigung” det ord man bruger i forbindelse med genforeningen med DDR.
Det handler om, hvad den enkelte føler
Om det er historisk rigtig, at tale om en ”Genforening”? Det handler nok om en begreb, der giver udtryk for, hvad den enkelte borger føler. Om det juridisk eller historisk er korrekt at anvende eller ikke vil det tyske mindretal ikke blande sig i. I hvert fald bliver det opfattet af mange mennesker i Danmark som ”Genforening”.
Blev der frembragt en tilstand, der var der før?
Det er på den ene side de historiske kendsgerninger og på den anden side de nationale følelser. Blev der i 1920 gennem afstemningen til grænsedragningen frembragt en tilstand, der havde været der før? Hertil må man sige nej.
Statsminister Neergaard sagde det selv i 1920:
Statsretslig hedder det ”Indlemmelse”
Statsretslig er det også ved lovene fra 1920 tale om en ”Indlemmelse”. Det hedder:
Årsagen til følelserne er sikkert 1864!
Den følelsesmæssige ”Genforening” er til at forstå efter ”Traumet fra 1864”. Pludselig måtte den dansksindede befolkning finde sig at være under Preussen.
At tale om ”Genforening” er som historisk begreb – falsk. Men det svarer til befolkningens følelser.
For de tysksindede var det en ”Afsked” eller ”Adskillelse”
For den tyske del af befolkningen var resultatet af afstemningen en smertelig afsked fra Tyskland. Det kan vel på en eller anden måde sammenlignes med de dansksindedes følelser efter 1864.
I 1920 fremkom en afgørelse som det tyske mindretal i dag anderkender. Men for de tysksindede var der tale om en ”Adskillelse” eller et tab. Det er vigtigt, at også denne side af historien finder plads. Det er også derfor at begrebet ”Wiederverenigung” (”Genforening”) for de tysksindede nordslesviger ikke skal påtvinges dem fra dansk side.
Dronning Alexandrine var tysk
I forbindelse med ”Genforeningen” havde magasinet Grænsen inviteret de to ledere af mindretallene til et ”stævnemøde”. Det var Jens A. Christiansen (JAC), der er generalsekretær for Sydslesvigsk Forening og Heinrich Jürgensen (HJ), der er formand for Bund Deutscher Nordschleswiger.
H.P. Hanssens påmindelse
HJ minder os om, at Christian den Tiendes – dronning Alexandrine var født som hertuginde i Schverin i Mecklenburg – Vorpommern. Og så kigger HJ på de manende ord over baren på Folkehjem i Aabenraa på en indskrift af H.P: Hanssen fra den 17. november 1918. Det handlede om at behandle de tysksindede godt:
Det danske mindretal fejrer heller ikke ”Genforening”
Da HJ var ung, var det ikke velset, at dem der kom fra det tyske mindretal kom til bal i de sønderjyske forsamlingshuse. Men de kom nu alligevel.
Hvad håber det danske mindretal syd for grænsen, at få ud af ”Genforeningen”? JAC svarer på det spørgsmål:
Det tyske mindretal: Genistreg, at kalde det ”Genforening”
Og det tyske mindretal i Danmark svarer således siger HJ bl.a.:
Det var først i 1995 ved festlighederne i anledning af 75 – året for ”Genforeningen”, at Heinrich Schultz, der var formand for SSF dengang, anerkendte grænsedragningen.
Danske politikere håbede på ”Genforening” med Sydslesvig
Men også anerkendelsen fra det danske mindretal syd for grænsen lod vente på sig. Men i 2006 udtalte Søren Krarup fra DF, at han havde et genforeningshåb. I 2017 var det så Søren Espersen, den daværende formand for Udenrigspolitisk Nævn også fra DF, der udtalte det samme. Det var ikke så sært, at dette vakte opsigt i de tyske medier.
”Tyskersvin” og ”Nazisvin”
Det tyske mindretal i Danmark kæmpede for en grænserevision frem til 1945. De lavede en loyalitetserklæring i 1945, hvor de accepterede den danske grundlov og det danske kongehus.
HJ fortæller, at det tyske mindretal forsøgte at presse sin far i krig i Anden Verdenskrig. Men det endte så med at han meldte sig i Zeitfreiwillige . Efter krigen blev han interneret i Fårhus-lejren. Han følte sig uretfærdig behandlet som så mange andre fra det tyske mindretal.
HJ fik som barn mange venner, men når de gik forbi den gamle danske skole i Tinglev blev der råbt ”Tyskersvin” eller ”Nazisvin” efter dem.
Det tyske mindretal måtte bøje nakken
Men efter Anden verdenskrig havde de dansksindede i Sydslesvig friheden til at være danske i Sydslesvig. Det tyske mindretal nord for grænsen måtte bøje nakken efter krigen. Men først gennem de seneste 30 år, er det, at det tyske mindretal har fået sin selvforståelse tilbage og begyndt at være i øjenhøjde med sine omgivelser.
Men HJ husker tilbage til 2007, da debatten om at sætte tosprogede byskilte op i Sønderjylland rasede. Han modtog flere trusselsbreve.
Forskel på tilskud nord og syd for grænsen
I dag modtager de danske foreninger i Sydslesvig ca. 480 millioner kroner i tilskud fra Folketingets Sydslesvigudvalg. Det tyske mindretal modtager væsentlig mindre fra Slesvig-Holsten og Berlin. Tilskuddet er på ca. 90 millioner kr. Dertil kommer tilskud fra den danske stat, fordi mindretallets skoler anerkendes som offentlige skoler for mindretallet.
Kilde:
Dato: oktober 25, 2019
Den Gamle Grænsekro
Den har engang heddet Høkkelbjerg Kro. Men den er kendt som frederikshøj. Det var egentlig Hertug Hans den Ældre, der anlagde vejen fra det nu helt forsvundne Hansborg til Koldinghus. Vejen var forbeholdt de adelige og kongelige. Kroen var privilegeret. Det vil sige, at de andre kroejer i et par sogne skulle betale afgift til kroejeren. 1854 var et skelsættende år for kroen. En ny vej blev anlagt. Den økonomisk velfungerende kromand af slægten Wilson rev den gamle kro ned, og oprettede et ny kro på den ny vej. I 1864 blev Grænsekommissionen bespist på kroen. Og ved hjælp af sprit og overtalelse fik han lov til at blive i Danmark. Grænsen skulle ellers være lagt nord for kroen. Genforeningsmuseet ligger lige overfor. Jo, det var her kongen red over grænsen sammen med lille Johanne.
Den gamle, kongelig privilegerede kro ligger ved den gamle hovedvej A 10 på den danske side af den gamle dansk-tyske landegrænse 1864-1920, 3 km nord for Christiansfeld. Den er desuden kendt som Frederikshøj Kro og har også heddet Høkkelbjerg Kro og Gjæstgiveriet Frederikshøj. Den oprindelige Høkkelbjerg Kro lå ikke på samme sted som den nuværende lige nord for Christiansfeld. Den opførtes omkring år 1600 ud til den daværende Kongevej, som ligger ca. 400 meter østligt for den nuværende landevej. Vejen blev anlagt i 1560 af Frederik 2. og hans farbror, hertug Hans den Ældre.
Formålet var at skabe en direkte forbindelse mellem det vældige Koldinghus, hvor kongerne elskede at residere om sommeren, og det nu totalt forsvundne Hansborg Slot i Haderslev. Indtil da var man tvunget til at benytte studevejen over Aller og Fjællebro, hvor der dengang kun var et vadested med deraf følgende besværligheder ved højvande.
Denne vej hedder i dag Tingskovhedevejen efter det første herredsting. I
1562 gav hertug Hans den Ældre tilladelse til, at det måtte nedbrydes, og tingstokke; “sættes ved Aller Kirke som det bekvemmeste Sted for
Undersåtterne i Tyrstrup Herred og for Fremmede med hensyn til Postgangen, fordi Aller laa ved den almindelige Hærvej”.
Da den nye Kongevej var forbeholdt de kongelige og adelige, er det svært at gisne om kroens omsætning. Der har sikkert været langt mellem de betalende gæster. Selvfølgelig så bønder og andet godtfolk deres snit til at anvende vejen i smug, men ve den arme synder, hvis han blev snuppet af herredsfogeden og hans svende for uberettiget benyttelse af vejen. Da kostede det dyrt både i penge og naturalier prompte at levere til hofferne.
Dér hvor kroen i sin tid blev bygget, står der en mindesten med følgende indskrift: “Her laa fra 1660 til 1854 den navnkundige af Frederik III privilegerede Høkelbjerg Kro”. Sådan står der faktisk på den store sten.
Der kan kun gisnes om, hvorfor privilegeret først blev givet i 1660, måske som tak for årelange tjenester.
Privilegierne gav eneret på krohold i Tyrstrup, Aller og Taps sogne. Der kom nu velstand til huse dels på grund af det stigende besøg efter
Kongevejens samtidige åbning for den almindelige trafik, dels fordi de omkringliggende kroer måtte svare ejeren på Høkkelbjerg Kro en årlig koncessionsafgift. Denne ophørte først efter indførelsen af den tyske næringslov og mod en passende affindelsessum.
Til gæstgiveriet hørte tillige et stort, veldrevet landbrug på 55 tønder land plus noget mose, hvor man gravede tørv. Landbrugsarealet svandt siden ind til 24 tdr. land.
1854 blev et skelsættende år for den gamle kro. Den nye direkte vej, chausseen mellem Kolding og Haderslev, blev åbnet og overtog næsten al stedlig trafik. Med et pennestrøg var det pludselig forbi med kroens eksistensgrundlag.
Den i øvrigt økonomisk velfungerende kromand af slægten Wilson lukkede følgelig kroen, rev bygningerne ned og genopførte bedriften ved den nye vej, hvor Den Gamle Grænsekro nu ligger. Meget belejligt havde Wilson også jord dér. Den efter datidens normer anselige gæstgiveribygning fik navnet Gjæstgiveriet Frederikshøj efter Frederik 7. Det fortælles, at der til opførelsen blev genbrugt sten oppe fra Koldinghus, som brændte i 1808. Rent faktisk er der under moderniseringsarbejdet fundet sten af samme type som dem på Koldinghus.
Ti år senere måtte Danmark efter nederlaget i krigen 1864 afstå hele
Sønderjylland. I foråret 1865 gik man i gang med nedgravningen af de 128 svære egepæle, som skulle markere den nye grænse fra Vadehavet syd for Ribe til Hejlsminde mod øst. Under det praktiske arbejde med grænsedragningen var den 20 mand store grænsedragningskommission med repræsentanter fra begge sider en tid indlogeret på kroen.
Den meget aktive og dansksindede kromand Wilson gav de fornemme gæster en udsøgt behandling under deres ophold. Det fortælles, at de blev bespist og beskænket så fyrsteligt, at den rette linje mellem to punkter blev til en krum bue syd om kroens jorde i stedet for, som han kunne frygte, lige nord for hans kro. Således siges det, at Frederikshøj blev dansk grænsekro og grænsetoldsted. Skal sandheden frem – og det skal den jo helst – har man ved grænsedragningen, ligesom ude i marsken, nok snarere taget hensyn til kroens samlede tilliggende.
Toldvæsenet lejede sig derefter ind på kroen mod en årlig husleje på 700
En koleraepidemi i Hamburg i 1892 satte hele den danske grænsebevogtning på den anden ende og i højeste alarmberedskab. Sværtbevæbnede danske soldater afpatruljerede grænsen for at opsnappe eventuelle overløbere. Disse blev anbragt i en af staten lejet barak på den modsatte side af kroen. Her var karantænestation med ovn og gryde til brug ved desinficering. Dette menageri stod på i et halvt års tid.
Ellers lagde kroen i disse år lokaler til talrige nationale sammenkomster.
Passagen over grænsen foregik dengang i øvrigt uhindret. Pas behøvedes ikke, men da Første Verdenskrig brød ud i 1914, skiftede scenen atter karakter. Der blev sat bom over vejen, som groede helt til i græs. Ovre på den tyske side gik der Landsturmsoldater for at forhindre grænseoverløbere i at nå op til det forjættede land, Danmark.
Ikke så få slap alligevel over, trods store risici, og fik foreløbigt logi i den gamle krosal. En ekviperingshandler fra Kolding kom én gang om ugen og udstyrede de heldige med det nødvendige.
Krigsafslutningen ændrede situationen på ny. Ved det nordlige – det nuværende danske – Sønderjyllands officielle genforening med det gamle land den 10. juli 1920 stod den festligt pyntede kro i stiveste puds med dannebrogsflag og guirlander hen langs facaden og over vejen en rejst æresport med indskriften, set nordfra:
Hav tak, fordi I led og stred
nu kommer lyse dage.
Vi mindes vil med Vemod
den Flok, der blev tilbage.
Alt hvad der kunne krybe og gå, høj som lav, tog til Frederikshøj Kro for under stor festivitas at tage imod Christian 10. på den hvide hest og den øvrige kongelige familie.
Den berømte hvide hest, der måtte hentes så langvejsfra som på Visborggård nord for Hadsund, skulle være hvid ifølge den spådom, som den legendariske jomfru Fanny i Aabenraa havde fremsat år forinden. Helt hvid blev den ved slet og ret at blive opkalket. Den historie har været fortalt vidt og bredt, men om den holder sig til sandheden, er vanskeligt at sige noget konkret om. Kongen søgte i hvert fald at leve op til profetien og foretog sit ridt over den nu pludselig gamle grænse med den smukt prydede æresport.
Han sluttede af med en kort andagt i Tyrstrup Kirke, hvor han skulle binde hesten ved et hyldetræ,
Det var under denne ridetur over grænsen, at kongen symbolsk tog en lille pige op til sig på hesten. Pigen, Johanne Herlak, døde først i 1999 i den høje alder af 87 år. Da man i 1995 skulle markere 75-året for
Genforeningen, sendte Johanne Herlak en blomsterhilsen med røde og hvide roser i knop, som datteren Eli Fredskilde, lagde ved den store natursten, som man i 1921 havde rejst ved landevejen og den gamle grænse neden for kroen med indskriften: “Her hilste Sønderjyderne Kong Chr. X Velkommen ved Genforeningen den 10. Juli 1920”.
Som et lille, men utilsigtet minde om tiden under det tyske fremmedherredømme kan man stadig se en gammel grænse-nivelleringssten på den modsatte side af landevejen lige over for den store mindesten.
Familien Wilson residerede på kroen gennem tre generationer frem til slutningen af 1940’erne, da andre tog over. Her er stadig krodrift. Salen blev udvidet i 1975, og i 1987 opførtes en ny værelsesfløj. Her er gode kursusfaciliteter, ligesom her er plads til selskaber med indtil 350 kuverter i samme lokale.
Særligt interesserede i de spændende begivenheder før og efter 1920 kan med udbytte se ind Genforenings- og Grænsemuseet, som i 1995 blev indrettet i det det lille hus fra 1877 med en smuk museumshave omkring lige over for kroen.