Søgeresultater på "Ribe"
Dato: oktober 13, 2019
Russerhulen
Grimstrup Krat er Ribe Amts største egekrat. Iden sydlige del ligger fem bronzealderhøje. Her er navnlig Trehøje et besøg værd. I den nordlige del findes ”Kampdiget”. Fra Egedalsvej i Grimstrup er der en afmærket sti til ”Russerhulen”. I 1944 blev to russiske krigsfangere spærret inde i smedjens udhus af tyskerne. Det lykkedes dem at flygte. En kreds af Grimstrup – borgere vidste godt, at de havde bygget en hule i Krattet. Når pastoren kom med maden skulle han synge en bestemt russisk sang. Hvad der blev af disse fanger vides ikke. Men Grimstrup borgerne rejste en mindesten på 45 års dagen for besættelsen – den 5. maj 1990.
Grimstrup Krat er det tidligere Ribe Amts største egekrat. Krattet er resten af en stor egeskov, som efterhånden blev mindre ved græsning og stævning.
På forunderlig vis er fortidens spor mangfoldigt bevaret i Grimstrup Krat
I den sydlige del af krattet ligger således en gruppe gravhøje – i alt fem bronzealderhøje – hvor navnlig den markante og velbevarede “Trehøje”-gruppe er et besøg værd. I den nordlige del af Grimstrup Krat findes et dige, kaldet “Kampdiget”. Det er 200 meter langt og strækker sig i retningen fra nord mod syd med en gravsænkning langs østsiden.
Fra Egedalsvej i Grimstrup er der afmærket en sti til Russerhulen, som ligger i den østlige del af krattet.
I følge “Fortællinger fra Vestjylland – En landsby i krig” – af pastor J.C. Lilleør flygtede to russiske krigsfanger i 1944 til Grimstrup Krat.
I efteråret 1944 kom en deling tyske soldater til Grimstrup medbringende nogle krigsfanger. Blandt disse krigsfanger var to russere, som var spærret inde i smedens udhus. Det lykkedes de to at stikke af, inden tyskerne igen gjorde klar til afrejse.
Russerne gravede en hule i krattet og levede i skjul for tyskerne i vinteren 1944-45. Nogle beboere i Grimstrup var bekendt med stedet, så de bar i al hemmelighed mad ud til dem.
Der fortælles at når fru pastor Lilleør bar mad ud til dem, skulle hun som signal synge en bestemt russisk sang. Hun havde gerne den mindste af drengene med, så det kunne ligne en skovtur.
Vi ved ikke, hvad der skete med de undvegne russiske krigsfanger efter krigens ophør, men de undslap i hvert fald tysk krigsfangelejr.
Mindestenen blev rejst af Grimstrupborgerne på 45 års dagen for Befrielsen, 5. maj 1990
Indskrifterne og figurerne på mindestenen er lavet af Esbjerg kunstneren,
Hjalmer Sonne, og motivet foran på stenen forestiller to personer (russerne), der sidder omkring et bord. På siden af stenen er der til venstre et par fredsduer, og på højre side indskriften: “2 russiske fanger i nød blev reddet af gæve Grimstrup borgere fra død”.
Dato: oktober 5, 2019
Hertugdømmet – den rigtige historie
Vi er i den grad blevet beskyldt for historiefordrejning her på dengang.dk. Grunden er, at vi mener, at ordene ”Grænsedragning, Afståelse, Deling eller Forening” kan være lige så gode som Genforening. Vi har i den grad argumenteret for det. Se en liste over artikler bagerst i denne artikel. Problemet er, at der er fortalt forskellige versioner af samme historie. Og her mener vi Hertugdømmet/Hertugdømmernes historie. Modsat kan vi heller ikke forstå, hvorfor Ribe – brevet tillægges så stor betydning. Kongen fik jo dengang pålagt af de holstenske grever, at han skulle regere de to ”lande” hver for sig. Det er tale om en håndfæstning, som kun gælder så længe kongen lever! Men her har du historien. Vi har forsøgt at gengive den så neutral som mulig. Det blev en lang artikel. Men hold ud, så bliver du klogere.
Forskellige versioner af samme historie
Når det fortælles om Sønderjyllands historie har fortælleren ofte en klap for øjet. Hverken den traditionelle tyske eller danske grundfortælling er sand eller falsk. Men begge er ensidige og unuancerede fortællinger.
Den danske fortælling har ment, at den oprindelige danskhed udgør en kerne som al senere tysk påvirkning blot har dannet en død og nærringsfattig skal omkring. Den tyske grundfortælling har gjort fyrsters og adels gerninger og især et enkelt stykke gulnet pergament hellige.
Begge har de fat i en del af den historiske sandhed om Slesvig og Sønderjylland. Men begge har effektivt set på andre sider af historien med det øje klappen dækkede.
1232 – er et meget vigtigt årstal
Sønderjyllands historie viser, at den ikke skal reduceres til enkelte grundpåstande. For Sønderjylland er 1232 et afgørende afsæt.
Valdemar Sejr var det år stærkt optaget, hvad der skulle ske med både Danmark og hans egen familie efter hans død. Normalt var det den ældste søn, der arvede riget. Det var stormændene, der valgte kongen.
Denne konge her havde da også valgt sin efterfølger, nemlig Valdemar den Unge. Men ak denne blev dræbt i 1231 under en jagtulykke. Han var søn af første ægteskab. Han havde dog tre sønner af anden ægteskab. Og det var sandelig også født en uden for ægteskab.
Erik, den ældste søn af anden ægteskab blev udpeget som tronfølger. Hans to yngre brødre Abel og Christoffer blev gjort til hertuger af Sønderjylland og Lolland. Den uægte søn, Knud blev hertug af Blekinge.
Området blev mere og mere selvstændigt
Abels efterkommere holdt derimod fast ved Sønderjylland. Området blev mere og mere selvstændigt. Det ændrede sig ikke, da danske konger efter 1460 selv blev hertuger af Sønderjylland eller rettere Slesvig, som området nu hed.
Landet mellem Kongeåen og Ejderen var blevet en så selvstændig politisk størrelse, at det kunne overleve at komme i union med Danmark uden at blive en dansk landsdel. De næste århundreder blev denne særstilling udbygget.
Sønderjylland var i lange perioder forbundet med Danmark. Men alligevel et land for sig. Man kan sige at danske konger bidrog til at gøre Sønderjylland endnu mere anderledes med tiden.
Tysk sprog og kultur voksede frem
Sønderjylland voksede mod sit tyske naboland Holsten, som det blev forbundet med i 1300 – tallet. Tysk sprog og kultur vandt frem i hertugdømmet. Også da det igen kom under danske konger i 1460.
Hvad skulle der ske? En orientering mod syd? Eller en orientering mod nord? Dette førte til to krige og 56 års tysk styre i landsdelen. Og så i 1920 blev det delt. Slesvig var gradvis blevet til noget for sig selv gennem kongers og hertugers politik. Men det endte med at gå under som særlig politisk område i demokratiets og nationalstaternes tidsalder.
I 1800 – tallet var der igen to versioner af historien
I 1800 – tallet gravede begge parter efter den historiske ret. Det handlede også om at få opbakning udefra. De to sider fandt deres argumenter på historiens hylder.
Sønderjylland havde været en del af Danmark helt fra danmarkshistoriens begyndelse blev de fremhævet. Ja i en hvis forstand var de danske rødder endnu dybere. Det kunne vi se på stednavne.
Ja man kan med andre ord sige, at Sønderjylland var et træ med dansk rod. Men dårlig pasning af træet havde fået det til at se tysk ud.
Fra tysk side var det svært at modargumentere. De måtte kigge på hylder længere oppe.
1190: Sønderjylland og Nørrejylland
Vi hører om et landsting, Urnehoved i Sønderjylland i 1100-tallet. Man havde dengang ikke en egentlig lov. Og landstinget vi ikke så meget om i historien kun om politiske møder. Men der var dog andre tegn på, at Sønderjylland var en landsdel for dig. En forordning fra 1190 opdeler Jylland i to retsområder: Sønderjylland og Nørrejylland. Måske hænger det sammen med, at man allerede havde en hertug, nemlig Valdemar Sejr.
I Saxos danmarkskrønike tales der meget om jyder men kun en eller to gange om sønderjyder.
Så sent som i anden halvdel af 1100 – tallet havde Valdemar Sejr stået bag en vældig teglstensmur ved Dannevirke.
Fra 1170 kender vi et hertugdømme fra Kongeåen til Ejderen
Valdemar Sejrs bedstefar Knud Lavard var også overhoved over Slesvig by, men intet tyder på, at han og andre jarler havde magt over hele Sønderjylland. Med sikkerhed kender vi først et sønderjysk hertugdømme fra Kongeåen til Ejderen i 1170’erne.
Det var lykkedes for danske konger at få anerkendt Ejderen syd for Danevirke som Danmarks sydgrænse. Den østlige del af halvøen Angel var mere eller mindre ubeboet for tusind år siden. Her gik man i 1100 – og 1200-tallet i gang med kolonisering, hvor området gradvis blev bebygget.
Friserne havde selvstændighed
Nogle områder ved Sønderjyllands vestkyst skilte sig ud. De var beboet af friserne. De havde deres eget sprog, og deres egen måde at gøre tingene på og et udbredt selvstyre. Den danske konge havde lagt dem under sig. Det var et såkaldt skatteland. Godt nok hørte de under ham, men ellers havde de indre selvstyre.
Modsat Sønderjylland havde de nordfrisiske områder et navn. De hed Utland eller lille Frisland. Man kan sammenligne deres stilling med den Island og Færøerne fik under den norske konge.
Den Jyske Lov kom til at gælde i Sønderjylland. Men hvor meget skulle hertugerne bestemme? Og hvor?
Abel blev gift med en grevedatter fra Holsten
Valdemar Sejr døde i 1241. Og faderen var dårlig kold, før sønnerne var oppe at slås. Abel og hans bror Christoffer, som var hertug på Lolland krævede mere magt, end deres storebror kong Erik Plovpenning ville give dem.
Abel var så heldig, at han var gift med en grevedatter fra Holsten. Så han kunne regne med hjælp derfra.
I 1250 kom Kong Erik på besøg hos Abel i hans hovedsæde i byen Slesvig. Under besøget blev kongen myrdet og smidt i den lokale fjord, Slien. Ret naturligt mistænkte man Abel for mordet. Men han kunne skaffe 24 riddere, der kunne sværge på at han var uskyldig. Nu blev han så konge, men det varede kun to år.
I 1252 var han gået i krig med sine besværlige undersåtter – friserne – og blev dræbt.
Lillebror havde ikke travlt med at befri storebror
Dette skabte en ny situation. Den danske kongemagt var ikke arvelig, og der var ikke aftalt en tronfølge, så flere kunne byde ind. Situationen var ikke klar i hertugdømmet. Tyske hertugdømmer var arvelige, men det var uklart, om det gjaldt danske hertugdømmer.
Det gav et vist spillerum for at hævde, at hertugdømmerne var tildelt hertugerne personligt, men ikke som et arveligt len.
Abels ældste søn var blevet sendt til Paris for at studere. Men han var blevet kidnappet af ærkebispen af Köln, der forlangte en gevaldig pengesum. Dem havde Abel ikke kunne skaffe. Og det benyttede Abels lillebor Christoffer sig af. Han fik stormændenes opbakning til at blive konge.
Denne havde ikke travlt med at hjælpe sin nevø ud af fangenskabet. Valdemar fik hjælp af sin mors familie de holstenske grever. De skaffede sig mange penge og sendte tropper ind i Sønderjylland. Det pressede Christoffer til en aftale.
Nu var Sønderjylland et fanelen
Han fik lov til at fortsætte som konge, men måtte i 1253 indsætte Valdemar i Abels gamle hertugdømme. Han fik overrakt en fane som symbol på, at Sønderjylland nu måtte regnes for et såkaldt fanelen.
Det betød at hertugen fik mere magt, men det betød også, at man måtte være loyal over for kongen. Han skulle bl.a. støtte ham militært. Der var international praksis for et fanelen. Derfor er året 1253 også et vigtigt år i Sønderjyllands historie.
Christoffer og hans slægt beholdt kongemagten. Abels efterkommere beholdt hertugdømmet. Men det sidste måtte de kæmpe for. Da hertug Valdemar døde i 1257 ville kongen ikke anerkende hans bror Erik som arving. Først efter kongens død i 1259 kom Erik igennem med sine krav støttet af de holstenske grever.
I 1312 fik hertugerne endnu mere magt
Der fulgte en masse konflikter. Og det hele endte med at kongen tabte. Hertugerne havde vundet. Sønderjylland var blevet til et arveligt hertugdømme. 1312 er også et meget vigtigt år, hvor hertugdømmet fik endnu mere magt.
Hertugerne mente, at de skulle overtage alle kongens ejendomme, indtægter og beføjelser i Sønderjylland. Det var kongerne bestemt ikke enige i. men efterhånden blev de presset til det. Efter 1326 hvor en forlening blev underskrevet havde kongen ingen reel magt i Sønderjylland mere.
Mere og mere en selvstændig stat
Kongeåen blev grænsen. Men byen Ribe, som ligger syd for Kongeåen blev ved med at høre til kongeriget. Det gjaldt også Ribe – bispens og Ribe domkapitels ejendomme syd for Kongeåen.
Og Als var ikke Sønderjylland fra begyndelsen, Det blev det senere. Og hertugerne havde et godt øje til friserne. Kongerne mente ikke, at det tilhørte Sønderjylland.
På den måde kom Sønderjylland mere og mere til at ligne en selvstændig stat. Der var nogenlunde klare grænser og der var efterhånden kun en løs forbindelse til kongemagten. I anden halvdel af 1200-tallet blev det ret almindelig at tale om ”Sønderjylland”.
Det var under Abel – slægten at Sønderjylland blev til. Og disse er blevet til skurke i den danske fortælling.
De holstenske grever af huset Schauenburg deltog i stridighederne mod de danske konger. Senere fik de selv appetit på Sønderjylland. De havde allerede i 1260 fået området mellem Slien og Ejderen i pant.
Den ”kullede” Greve helt eller skurk
I 1326 lagde holstenerne an til helt store kup. Manden bag var Grev Gerhardt den tredje. Han blev også kaldt Gerhardt den Store eller på dansk den ”kullede” greve. I den ene fortælling er han en helt og i den anden en dyster skurk.
Han var formynder for sin nevø, den sønderjyske barnehertug Valdemar den femte. I nevøens navn overlod han så sig selv Sønderjylland som arveligt len – med al kongelig magt og helt uden forpligtelser.
Han fik afsat den danske konge Christoffer den Anden og indsat Valdemar som proforma – konge. Barnekongen var kun 12 år.
Dræbt i Randers
Men i 1329 blev Christoffer den Anden igen indsat som konge og Valdemar den femte fortsatte som sønderjysk hertug. Gerhardt blev dog forlenet med Fyn. Snart fik han hele Jylland nord for Kongeåen i pant.
Her beholdt han magten efter Christoffers død i 1332 uden at gøre sig den ulejlighed igen at udstyre Danmark med en konge. Noget tyder dog på, at Gerhardt havde problemer med at styre landet. I 1340 tog han op gennem Jylland med en stor hær for at tvinge jyderne til at betale en stor skat. Undervejs dræbte Niels Ebbesen ham i Randers.
Indviklede forhandlinger
Det førte til omfattende forhandlinger mellem grev Gerhards sønner, hertug Valdemar af Sønderjylland og Kong Christoffers søn, Valdemar Atterdag.
Greverne overlod deres pant i Jylland til den sønderjyske hertug, som igen overlod greverne hele Sønderjylland som pant. Planerne var så, at kong Valdemar gradvis skulle indløse Jylland nord for Kongeåen til hertug Valdemar, der igen skulle indløse Sønderjylland fra greverne.
Det var klart, at greverne fik mest ud af det. Over de næste 20 – 30 år lykkedes det for Valdemar Atterdag, at blive herre i egen hus. Holstenerne blev dog ved med at sidde i Sønderjylland og hele Sydslesvig. Deres sønderjyske hovedkvarter blev Gottorp Slot.
Da Hertug Valdemar den Femte døde i 1364 meldte hans svoger Valdemar Atterdag sig som formynder for enkehertuginden og hendes børn. Men kongen tænkte nu mest på sig selv. Gradvis fik han kontrol over betydelige dele af Nordslesvig.
Den unge sønderjyske hertug, Henrik vidste ikke, hvem han skulle holde på. Snart var det på den ene, snart på den anden. I 1375 døde han som sin slægts sidste mand.
Valdemar Atterdag havde gode kort på hånden, men!
Dette resulterede i en styrkeprøve mellem Valdemar og de holstenske grever. Juridisk havde Valdemar gode kort på hånden. Måske kunne han nu tage landsdelen og ligge under kongeriget, da der ikke var flere hertugelige arvinger.
Men ak og ve. Samme år døde Valdemar Atterdag uden at efterlade sig sønner. Men det var så Valdemars yngste datter, Margrethe, der vandt den næste strid. Hendes mand var den norske konge, og de havde sønnen Oluf.
Margrethe hade ingen indflydelse i Sønderjylland
Ti år senere havde hun godt greb om kongeriget, men i Sønderjylland havde hun ingen indflydelse. I 1386 valgte hun at acceptere tingens tilstand. Hun forlenede de holstenske grever med hertugdømmet.
Grev Gerts sønnesøn Gerhardt blev nu hertug. Det hang sammen med, at Magrethe var ved at få magten i Sverige.
Sønderjylland kom til at hedde Slesvig
Det var her, at Sønderjylland kom til at hedde Slesvig. Måske var det for at udskille området endnu mere fra Danmark. Da Oluf døde i 1387 opstod der en alvorlig situation for Margrethe. Hun regerede på hans vegne. Det blev ordnet ved at gøre hende til regent i eget navn.
Hun adopterede sin søsters barnebarn, en hertug af Pommern. Han skiftede navn til Erik. Nu var tronfølgen sikret. Erik blev valgt til dansk og svensk konge i 1396. Han blev kronet i Kalmar i 1397. Nu var der samtidig skabt en union af de tre nordiske riger, kendt som Kalmarunionen.
Hertuginden skiftede side
Magrethe var klog. Hun holdt en kattelem åben. Den daværende hertug blev dræbt i kamp mod ditmarskerne. I 1404 blev hun formyndere for hertugens børn og enke. Hun benyttede sig af det og satte sig på store dele af Slesvig. Det foregik med diplomati, penge og militærmagt.
Hertuginden blev dog mere og mere bekymret og skiftede side. I 1410 kom det til et militært sammenstød. De danske tropper tabte et vigtigt slag. Men man havde stadig store dele af Slesvig og ikke mindst Flensborg. Her lod kong Erik og dronningen sig hylde i 1412, Men kort efter døde Magrethe på et skib i Flensborg Fjord.
Erik kæmpede forgæves for hele Slesvig Holsten
Nu kæmpede konge Erik for hele Slesvig Holsten. I 1421 hedder det endda, at Sønderjylland hørte til Danmark fra det jyske landsting. Modsat mente holstenerne, at de havde arveret helt tilbage fra 1326.
Argumentationen lignede den der skulle komme i 1800-tallet.
Erik vandt sine stort anlagte retssager, men det hjalp ikke ret meget. Han fik aldrig kontrol over hele Sønderjylland. Og det endelige militære opgør 1426 – 1431 blev et svidende nederlag. Nederlaget var begyndelsen til enden for kong Erik og reelt også for Kalmar-unionen.
Holstenerne havde sat sig på det frisiske område
Det danske rigsråd valgte også at finde en ny konge. Valget faldt på Valdemar Atterdags eneste efterkommer, Eriks søstersøn, Christoffer af Bayern. Han blev hyldet som dansk konge i 1440. Man havde brug for fred syd på, og det blev meget dyrt købt.
Hertug Adolf kunne få Slesvig som et frit arveligt len med al fyrstelig magt og uden forpligtelser. Men man overlod ham også kongens og Danmarks sidste position i hertugdømmet, Haderslev. Endda blev øen Ærø en del af hertugdømmet. Inden da havde holstenerne sat sig på næsten hele det frisiske område.
Ribe ejede godser mod syd
Nu var det lykkes for hertugdømmet Slesvig at tage form som en stat. Man var i praksis uafhængig af Danmark. Kongen sad stadig på en smule af Frisland, nemlig det halve af øen Før og øen Amrum, Ribe med Mandø og den nordligste spids af øen Sild. Blev fra gammel tid regnet til kongeriget.
Det samme gjaldt for Ribe bispestols og domkapitels godser syd for Kongeåen, som talte om områderne omkring Møgeltønder, Daler og Ballum.
Nu havde man også fået en fyrste til fælles med det sydlige naboland Holsten. Og dette land hørte under Det Tysk – Romerske Rige, mens Slesvig var et dansk fanelen. Herskeren var hertug det ene sted og greve det andet sted.
Den tyske adel havde allerede fået et godt tag dengang i 1300 – tallets Sønderjylland.
Plattysk var i fremgang
Plattysk var i fremgang. Selv de danske konger brugte sproget. Men samtidig med at plattysk udgik i Danmark vandt det indpas i Slesvig. Det foregik stadig på dansk i store dele af Sønderjylland og man havde stadig Jyske Lov.
Nu kneb det igen med arvefølgen i Hertugdømmet. Den naturligste kandidat i kvindelinjen var Adolfs ældste nevø Christian. Midt i det hele var han i 1448 blevet dansk konge. Da hertug Adolf døde, anmeldte de mulige arvinger deres krav. Christian den Første rejste for en sikkerheds skyld to alternative krav på en gang.
Ribe – brevet i 1460
Slesvig skulle være et herreløst len, der skulle gå tilbage til Danmark. Ja så rejste han et arvekrav på begge lande gennem kvindelinjen. Adelsslægten i Holsten ville have en ny aftale med kongen. Det var den eneste måde at holde sammen på Slesvig og Holsten. De tilbød kongen, at han kunne blive herre over begge land blot det skete på deres betingelser. Og det blev så forhandlet på plads i Ribe i 1460.
Greverne stille masser af betingelser
Det var det berømte Ribe-brev. Kongen lovede at overholde flere betingelser for at blive hertug af Slesvig og greve af Holsten. Centralt var, at kongen skulle regere de to lande som lande for sig og sammen med deres egne stormænd.
Han måtte ikke regere som konge af Danmark, men som herre i de nævnte lande. Han lovede også at respektere landenes love og skikke, samt adelens og kirkens privilegier.
Kongen lovede også, at efter hans død måtte Slesvig og Holstens stormænd efter hans død frit vælge en ny herre blandt deres sønner.
Evigt udelt sammen
Nu var det nok en enkelt sætning, der skabte mest røre i dette dokument:
Det kan oversættes med ”at de bliver evigt udelt sammen”.
I 1815 blev denne sætning og brevet fundet frem af glemslen. Man erklærede at det var det uanfægtelige fundament for, at Slesvig og Holsten er udskillelige.
I sin form er det en håndfæstning. Og for de nordiske konger gjaldt en håndfæstning kun i kongens levetid. En tysk historikere mener, at sætningen var en erklæring om, at adelen skulle holde sammen og fred med hinanden. Men langt fra alle tyske historikere er enige med ham.
Ribe – brevet har et tvetydigt forhold til, om det gælder to adskilte lande eller et samlet Slesvig – Holsten. Kongen havde fået at vide, at han ikke måtte regere de to lande samlet, men hver for sig!!!
En måned efter sender kongen et tillæg, der siger, at der skal vælges en biskop i begge lande ligesom adelen hvert år skal mødes på Urnehoved og Bornhöved.
Holsten blev ophøjet til hertugdømme
I 1474 opnåede kongen, at den tyske kejser ophøjede Holsten til hertugdømme. Fra da af taler vi om hertugdømmerne. Men de havde stadig forskellig rets – og forvaltningspraksis.
Der var igen mangel på sønner
Da Christian den Første døde, var der ikke mangel på sønner. Hans var der sørget for. Han var udpeget som tronarving i Danmark og Norge. Nu var det vel så naturligt, at Frederik fik de to hertugdømme. Store dele af adelen synes også, at dette var en god ide.
Kong Hans var dog ikke med på den ide. Han mente, at brødrene skulle have hver sit hertugdømme. Og sådan blev det. Da Kong Hans døde i 1513 gik hans områder og rettigheder til den ny konge Christian den Anden.
Christian regerede hertugdømmerne sammen med sin farbror til 1523, hvor han blev afsat både som konge og hertug. Frederik overtog nu det hele. Efter hans død i 1533 fulgte man principperne fra 1482 -1490.
Den ældste søn Christian blev konge af Danmark og Norge. Men det skulle lige en borgerkrig til. Hertugdømmerne blev i 1544 blev i 1544 delt mellem Frederik den Førstes tre ældste sønner. Når man nu var i gang med at dele var det svært at stoppe.
Den store deling
Delingen i 1581 – 82 blev den store deling af Slesvig og Holsten. Derefter var de to store dele kongens og hertugen af Gottorps, stort set uforandret til 1720.
En endelig stopper for delingerne kom først i 1608 og 1650. Først for den gottorpske og siden den kongelige del. Ja man skal holde tungen lige i munden med alle disse delinger.
Landdagene, hvor adelen, nogle få repræsentanter for domkapitler og jomfruklostre og byens borgmestre med uregelmæssige mellemrum mødtes med fyrsterne forblev fælles for hele Slesvig Holsten. Ud over at ”vælge” og hylde nye hertuger skulle landdagene bevillige skatter, hvis der var behov for mere end de faste indtægter, hertugerne fik fra deres egne bønder. Nogle gange vedtog man også fælles love.
Fælles var også udenrigs- og sikkerhedspolitik. Fundamentet var et forsvarsforbund mellem Danmark på den ene side og hertugdømmerne Slesvig og Holsten på den anden. Et sådant blev indgået første gang i 1466, men det fik en ny og vigtig udgave i 1533. Det blev fornyet og justeret mange gange i de næste godt hundrede år.
Kongen var med på begge sider
På den ene side af alliancen stod Danmark repræsenteret med konge og rigsråd. Mens landdagen og fyrsterne i fællesskab repræsenterede hertugdømmerne. Det betød at kongen var med på begges dier, men med forskellige partnere! Man kunne finansiere lejesoldater. Det skete flere gange i 1500 – tallet. Normalt havde man ikke et militær. Når det var brug for det, skulle adel, byer og til dels også bønder stille tropper.
I 1564 nægtede stænderne at anerkende Hans den Yngre. For stænderne var han kun en ”afledt herre”. Man ville godt anerkende Frederik den Anden, som sin fars efterfølger.
Efter hans den Ældres død i 1580 var der kun to regerende hertuger, kongen og hertugen af Gottorp. Der blev flere ”afledte” hertuger, der kun havde lokal magt. Man fik et system meddelinger, fællesregering og hertuger af første og anden klasse.
Forskel på danske og hertugelige borgere
Danske bønder levede under en treenighed med Gud, konge og herremand. Her var Gud og konge den samme i hele riget. Herremanden vekslede.
Vilkårene for bønder og borgere varierede stadig mere efter region og social klasse end efter hertug. Den største forskel opstod mellem adelens bønder på den ene side og fyrsternes på den anden. De fleste adelsgodser udviklede store herregårde, tungt hoveri og livegenskab – en slags livsvarigt stavnsbånd for begge køn.
I de kongelige og gottorpske amter slap bønderne for hoveri. Der var ikke grænser eller grænsekontrol mellem de enkelte fyrsters område.
Reformationen
Reformationen i 1536 i Danmark er nok blandt de mest skelsættende i danmarkshistorien. Allerede i 1522 var de første lutherske prædikanter i gang i Sønderjylland.
I 1534 blev hertug Christian dansk konge som Christian den tredje efter at have sejret i borgerkrigen Grevens Fejde. Officielt blev den først gennemført i hertugdømmerne i 1542. Det nordvestlige Slesvig blev lagt under Ribe Stift. Den katolske kirke havde et fælles sprog på latin. Luther lagde vægt på, at folket skulle kunne forstå kirkens sprog.
Magtens sprog var plattysk
Det var ikke noget nyt i, at der var forskellige sprog i Slesvig. Tre talesprog mødtes i det sydligste Jylland. I 1600- og 1700-tallet regnede man stadig med ret tydelige grænser mellem talesprogene. Plattysk vandt frem i byerne, både på grund af indvandringen men også fordi, at det var handelens sprog.
Magtens sprog var derimod i løbet af middelalderen blevet plattysk over det hele. Det var det sprog, amter, landskaber og byer brugte i deres administration. Når Christian den tredje skulle fastlægge kirkesproget var det ikke ligegyldigt om han kiggede til talesproget eller administrationssproget.
Plattysk blev senere afløst af det højtyske sprog syd fra. Det var Luthers sprog, som fortrængte plattysk, der nu blev en dialekt. De nordslesvigske byer Haderslev, Aabenraa, Sønderborg samt Flensborg havde to kirkesprog. Skolesproget fulgte som regel kirkesproget. Med skoleloven af 1814 blev det officielt, at alle skulle gå i skole.
Trediveårskrigen
I 1625 blandede Christian den Fjerde sig i Trediveårskrigen som prægede Tyskland. Kongen gik ind i krigen som hertug af Holsten. Fjenden kunne naturligvis ikke se forskel på, om det var hertug Christian eller kong Christian, der var i krig.
Kejserens tropper besatte både hertugdømmerne og Jylland. De var besat frem til freden i sommeren 1629. Kongen og hertugerne var ikke enige om meget. Det gjorde ondt, da kongen fik mast sin yngste søn som ærkebisp af Bremen. Imens fortsatte svenske herre med at føre krig i Tyskland. I 1643 angreb svenske tropper uden varsel hertugdømmerne syd fra og indledte Torstensson-krigen.
Igen blev både kongens og hertugens del besat. Hertugen søgte at forhandle sig til en særlig aftale. Da freden kom i 1645 var kongen og hertugen utilfredse med hinanden. Vigtigt var det, at hertugen midt under krigen fik sin egen fæstning i Tønning, som han havde begyndt at anlægge i 1644.
Hertugen holdt med svenskerne
Da der igen blev krig mellem Danmark og Sverige i 1657 skiftede hertugen side og allierede sig med den svenske Karl 10. Gustav, som var hans svigersøn.
Den første Karl Gustav – krig 1657 – 1658 er den mest katastrofale i danmarkshistorien. Danmark og Norge mistede Skåne, Halland og Bohuslen til Sverige. Faktisk mistede man i første omgang også Trondhjem Len og Bornholm, men det fik man tilbage efter den anden krig.
Kongen havde fået nok af hertugen af Gottorp
Kongen havde fået nok af hertugen af Gottorp. Han stillede nogle krav til ham. Da han ikke gav sig, besatte han hertugens lande i 1684, uden at der egentlig var tale om en krig. Han havde allieret sig med Frankrig. Til sidst tvang en alliance mellem en række tyske fyrster og Sverige ham på tilbagetog i 1689. Frankrig forholdt sig passiv.
Den næste konge, Frederik den Fjerde prøvede igen i 1700, at besætte de gottorpske områder. Det gik endnu værre. Sverige og en række lande satte sig mod kongen. Og svenske tropper gik i land på Sjælland.
Svenskerne nedbrændte Altona
Hertugen som meget forvirrende også hed Frederik den Fjerde var fætter til kongen og gik meget tættere sammen med ligeledes en fætter, Karl den 12. af Sverige. Han vandt en række sejre, men tabte mod russerne. Og det hele resulterede i ”Den Store Nordiske Krig”. Gottorp erklærede sig neutral. I 1712 gik en svensk hær ind i Holsten, hvor de brændte byen Altona af.
Da der endelig blev fred i 1720 måtte Danmark opgive at få de lande tilbage som de havde mistet i 1658. Men kongen fik dog den gottorpske del af Slesvig. Gottorp blev endnu mere en stat for sig selv.
Frederik den Fjerde lod sig hylde
I 1724 drog Frederik den Fjerde til Slesvig sammen med dronningen, kronprinsen og et stort følge af embedsmænd og hoffolk. De tog ind på Gottorp Slot. Hertugerne af Augustenborg og Glücksborg måtte aflægge ed. Adelen og kirken måtte gøre ligeså.
Kongen kunne få hele Slesvig, hvis hertugen kunne få Holsten. Det ville have givet kongen en dansk – norsk – slesvigsk stat med en klar sydgrænse ved Ejderen uden fremmede enklaver. Her fik kongen tilbudt en ”Ejder – dansk” løsning. Men han sagde nej. Christian den Femte havde ikke en national dagsorden. Han ville ikke ofre Holsten for at få Slesvig. Han ville have begge dele.
Kongen ville have det hele
At Frederik den Fjerde i 1720 fik hertugens del af Slesvig men ikke Holsten, var heller ikke hans skyld. Han gik lige som sin far efter det hele.
Kongeloven nævner ikke hertugdømmerne som en ældre arveret, der kan føres tilbage til Christian den Første. Men nu uddøde kongeslægtens mandslinje i 1800 – tallet. Christian den Ottende mente, at hans forfader i 1721 havde indført Kongelovens arveret i Slesvig og en senere begivenhed havde gjort det i Holsten i 1806.
Havde hertugen af Augustenborg ret?
Dette blev afvist af Hertugen af Augustenborg. Og historikere fulgte hertugen af Augustenborgs standpunkt. Kongen havde ikke fulgt den rette procedure. I 1840erne kunne det augustenborgske arvekrav bruges som en løftestang for en Slesvig Holstensk selvstændighedsfølelse. Det lagde grunden til en ellers umage alliance mellem den konservative og unationale hertug og national Slesvig – Holstensk bevægelse.
Men egentlig havde Frederik den Fjerde alle muligheder for at have samlet Slesvig – Holsten under Danmark i 1721. Men alle de politiske og administrative reformer nord for Kongeåen var ikke nået til hertugdømmerne.
Hver by havde sin egen lov
Hver by i Slesvig var siden middelalderen styret af sin egen bylov. Mange lignede i høj grad hinanden. Men der var forskel. De lokale bestemmelser som politiforordninger var forskellige. Det var stadig kun velstående borgere, der fik de forskellige poster. Særlig demokratisk var det ikke.
Man opererede med begrebet flække. Det var en række mindre bysamfund som Højer, Løgumkloster, Marstal og Nordborg. De fik lov til at udvikle sig med handel og håndværk. De fik dog hverken bystyre eller bylov.
Inden for amtsbønderne havde man en særlig gårdmandselite. De drev både studehandel og pengeudlån. Her fik man lov til meget mere end nord for kongeåen. De lokale embeder gik i arv i familien.
I de kongerigske enklaver havde kongen givet embedsmændene større magt over bønderne.
Russisk indflydelse
Kongen skulle stadig dele fællesregeringen med hertugen og de meget omfattende holstenske adelsgodser. Nu havde gottorperne også fået Rusland som en slags beskytter. Hertug Carl Frederik var blevet gift med en datter af Peter den Store. Men værre var det for Danmark, at hans søn blev zar Peter den tredje. Så i 1762 så det sort ud for Danmark.
Zaren var ved at vinde over Preussen
Zaren afbrød en krig med Prøjsen, som han ellers var tæt på at vinde og sendte den i stedet mod Danmark for at erobre det gottorpske Slesvig tilbage. Danmark stod alene, men regeringen nægtede at bøje sig. Mobiliseringen blev iværksat. Men zaren blev afsat af sin kone Katharina den Anden, som selv tog magten.
Danskerne ventede på en aftale i 7 år
I København åndende man lettet op. En foreløbig aftale blev indgået i 1767, men det skulle gå hele seks nervepirrende år, inden traktaten blev underskrevet. I 1773 blev traktaten underskrevet. Russerne afstod den gottorpske del af Holsten, inklusive andelen i fællesregeringen til den danske konge. Til gengæld fik de grevskaberne Oldenburg og Delmenhorst.
Det var chefforhandler fra dansk side Caspar von Saldern, der forhandlede med russerne. Vi har tidligere skrevet to artikler om denne. Han tog sig i den grad dyrt betalt.
Stor forskel på den sociale velstand
Slutningen af 1700 – tallet var præget af krige, men de danske konger holdt sig ude af dem. Men ballade og uro trængte sig på. Pludselig var der masser af ballade. På vores hjemmeside har vi en masse artikler om de slesvigske krige. Og sejren i den første var særdeles dybt købt.
Ingen steder var der så store sociale forskelle som i Slesvigs marskland. Gårdmændene steg i velstand. Og godsejerne havde næsten uindskrænket magt. I 1790erne var der en del uro. Når man betegner slutårene i 1700 – tallet som lykkelige, er det kun delvis sandt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.451 artikler, herunder
Under Tønder (247 artikler)
Under Højer (70 artikler)
Under Sønderjylland (178 artikler)
Under Aabenraa (146 artikler):
Under Padborg/Kruså/Bov (57 artikler)
Under 1864 og De Slesvigske krige (14 artikler)
Under København (159 artikler)
Dato: september 18, 2019
Militære Efterretninger i Grænselandet
Den mest udokumenterede bog, som jeg har læst. Ja sådan var reaktionen fra nogle, da vores bog om Asmus Jensen udkom. Her en delvis rekonstruktion af efterretningsvæsnet ved grænsen. Sikkert også udokumenteret. Arkiverne er ikke tilgængelige for ”amatører” Syd på, var en frikorps-bevægelse i gang. Der var ”voldsomme kommunisturoligheder” i gang. Padborg voksede fra Klondyke til Danmarks største frihavn på land. Postmesteren opbyggede et netværk. Gendarm Malling-Jacobsen var en af dem. Der var kontakt til Dons – gruppen. Og så var det speditør Andreas Andresen. Farver Jacobsen var en vigtig person fra Aabenraa. På sejltur til Mürwick. Interesse for indhold i vognene. En meget dansksindet kæmner. Da Rottbøl familien havde kontakt. Flere af Dons gruppens medlemmer i tysk varetægt. Fleggaard videregav oplysninger. Lunding i tysk fangenskab.
Arne Sørensen var gået ”under jorden”. Rønshoved Højskole underviste modstandsbevægelsen. Efterretningsvæsnet blev reorganiseret. Jens Møller gjorde sin indflydelse gældende. Urolige tider og mystiske mord i Padborg. Modstandsbevægelsen var ikke lige populær alle steder. Kaos i Flensborg. Kommunister gemte sig i Det danske Mindretal. Forholdet mellem Modstandsbevægelsen og englænderne var ikke altid lige godt. Der var også gnidninger i Flensborg. Villaer i Kollund Østerskov, hvor Familien Best og ledende personer fra Mürwick havde opholdt sig, fungerede nu som hovedkvarter for efterretningsvæsnet. Overvågning af Det tyske mindretal fortsatte lang tid efter besættelsen. Vi skal også lige hilse på chefen for det hele en overgang, og den første chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, H.M. Lunding.
Den mest udokumenterede bog, jeg har læst
Da vi skulle udgive vores bog om Asmus Jensen, der blev myrdet et par dage efter befrielsen fandt vi mange mystiske ting i Padborg og omegn. Vi vidste godt, hvilke arkiver vi skulle i. Det lykkedes også at få nogle dokumenter, der kunne dokumentere, at vi havde ret i de fleste af vores påstande. Men mange af vidneudsagnene kom fra hovedpersonens hustru. Og dem var der mange, der ikke ville anerkende. Efterhånden blev arkiverne lukket for os. Mange af disse ting, der i det følgende bliver beskrevet, har vi allerede været inde på. Se venligst bagerst i artiklen.
Således har man skulle finde sig i bemærkninger, som:
En delvis rekonstruktion af efterretningsvæsnet i Sønderjylland
Heller ikke alt, hvad der står i denne artikel, kan dokumenteres. Se venligst det omfattende kildemateriale, der er brugt. Mange af konklusionerne vil være realistiske formodninger. De arkiver, der skal bruges for at dokumentere påstandene er lukket for os amatører. Der er sikkert velrenommerede historikere, der har adgang. Også de kilder, som vi har brugt har haft adgang til alt, som de gerne ville.
Men som forfatterne Ole Grøn og Michael Clemmensen selv siger i en artikel, som vi også bruger som kilde:
Når man beskæftiger sig med disse ting er direkte indsigt ofte begrænset. Hvis man vil søge netværket, skal man lede efter de sociale relationer. Der er ofte et sammenfald.
H.M. Lunding
En vigtig person i alt dette er H.M. Lunding, selv sønderjyde. Han blev i 1937 tilkommanderet den danske generalstabs efterretningssektion og blev her næstkommanderende. Han udførte under besættelsen under dæknavnet ”Bent” spionage for englænderne mod den tyske værnemagt. Han fik i 1938 til opgave at opbygge et netværk af agenter og meddelere i Tyskland. Han udbyggede nettet, så det også kom til at dække dele af Polen.
Efter 9. april tog Lunding initiativ til flere skjulte og bevæbnede grupper i Jylland. Frem til den 29. august 1943 var han ansvarshavende for P-ordningen i Jylland.
Han blev arresteret den 29. august 1943 og overført til Tyskland. Under et besøg i Stockholm gav han oplysninger til det polske gesandtskab. Men en tysk spion havde opdaget ham.
Han sad i to år i tysk fangenskab, først i gestapo-fængslet i Prinz Albrechtstrasse i Berlin. Han hørte til de prominente fanger. Uformelt havde han under et forhør hos Obersturmbannführer Heinrich Müller fået sin dødsdom. Han fandt, at Lunding ikke var særlig meddelsom, idet han trods trusler om tortur nægtede kendskab til de fremsatte anklager.
I sidste halvdel af 1944 blev Lunding overført til KZ – lejren Flossenburg i Østbayern. Han blev anbragt lige ved siden af Abwehr-chef Wilhelm Canaris. De kommunikerede via morse-banketegn. Natten til den 9. april vågnede Lunding, da Canaris blev hentet til henrettelse.
Den 16. april kom Lunding sammen med 39 prominente medfanger på en transport til KZ – lejren Dachau, hvor de blev indkvarteret i lejrens bordel, der nu var blevet nedlagt. Fire dage senere fik de besked om, at nu var der filmforvisning i et stort baderum, der var indrettet som lejrbiograf.
Men gamle Dachau – fangere kunne fortælle, at biografen for længst var nedlagt. Det omtalte baderum betød aflivning ved gas. Men et kvarter før kom der en kontraordre. Den 22. april kom gruppen igen på transport, nu mod Innsbruck. Turen fortsatte syd på mod Italien. De blev befriet af amerikanske tropper.
I 1950 blev Lunding udpeget som chef for den nyetablerede Forsvarets Efterretningstjeneste og overtog rollen som ´chef for den milirære efterretningsarbejde efter Ejnar Mygdal Nordentoft. Denne stilling havde han indtil 1963.
Den dansk – tyske grænse gennem mere end tredive år
I forbindelse med Unnaernes afsløring af raketanlægget på Peenemünde måtte fru Lunding tage til Tyskland for at aftale koder med Unna – familien, da hendes mand lige var blevet taget af tyskerne. De kodede breve fra Unna – familien til Lunding blev adresseret til hans sigermor – Frants Thygesens svigermor.
De informationer, der fremkommer i artiklen understreger den dansk – tyske grænses vigtige efterretningsmæssige rolle gennem disse tredive år. Dette er jo logisk, selv om det ikke er et forhold, der har været fremhævet specielt klart tidligere.
Ikke alle have rent mel i posen
Men da vi lavede forarbejdet til vores bog, oplevede vi mange fordomme. Måske var det fordi, vi fandt ud af at familier, som folk respekterede måske ikke havde helt mel i posen. Vi måtte således forsyne Asmus Jensens datter med et andet navn.
Og så kom der beskyldninger om, at vi for meget troede på hovepersonens hustrus’ udsagn. Man mente ikke, at de var troværdige. Hvorfor skulle de ikke være det?
Den første periode
Den første periode er årene 1919 til 1922. Man opfattede, at den største trussel mod landet var det daværende Sovjet Rusland. Den potentielle trussel fra Tyskland blev dog ikke ignoreret.
Den anden periode
Den anden periode er 1923-1930. Her blev der mere og mere klart, at politikerne krævede, at forsvaret af de jyske halvø ikke kun skulle indledes i Sønderjylland. Man var stadig opmærksom på truslen fra Sovjet.
Den tredje periode
Den tredje periode var 1931 – 1932, hvor truslen fra Tyskland blev understreget af den begyndende genoprustning af landet fra 1928 og den igen ustabile politiske situation. Vi kunne vel heller ikke forlange allieret støtte på grund af reduktionen af størrelsen af den britiske flåde. Man skulle koncentrere sig om udfordringen fra Japan.
Det blev afgørende at følge situationen i Nordtyskland. Man måtte supplere varsling om aktiviteterne på den anden side af grænsen. Man havde Grænsegendameriet og agenterne i Berlin og de tyske havnebyer.
Efterretningstjenesten opdaterede i begyndelsen af årtiet sine oplysninger om sovjetisk militær organisation. With blev tidligt i 1931 kommanderende general og fik hermed det samlede ansvar for at forberede landforsvaret af Danmark.
Den fjerde periode
Den fjerde periode 1933 – 1936, hvor truslen blev en Versailles – revision. Den indenrigspolitiske ramme for hæren blev ændret med statsminister Stauning og hans tillidsfolks samarbejde med With.
Vigtigt var også en overvågning af de nazistiske hjemmetyskere. Og endnu vigtigere var det at følge situationen syd for grænsen.
Den femte periode
Den femte periode er fra 1937 – 1940, hvor krigstruslen og senere angrebstruslen blev stadig mere akut. Under den nye, energiske generalstabschef Ebbe Gørtz’ ledelse ændrede forsvarsforberedelserne sig til at være realistiske og fokuserende. Der skete en udbygning og supplering af diverse netværk.
Den sjette periode
Den sjette periode er 1940 – 1945, hvor det generelle samarbejde mellem hæren og dansk – nationale politikere, herunder socialdemokratiet er grundigt beskrevet af Palle Roslyng i hans disputats.
Den afsluttende periode
Den afsluttende periode er fra 1945 til ca. 1950. Truslen blev rettet mod øst nu med udgangspunktet på den anden side af Østersøen og fra foden af den jyske halvø. Men efter denne tid blev medlemmer af det tyske mindretal stadig overvåget.
Clemmensen har været inde og kigge i Statspolitiets arkiv om politiets interne efterretningsvæsen. Grøn har talt med overlevende vidner eller deres familiemedlemmer.
I begyndelsen af maj 1920 afløste en dansk hærstyrke af regimentstyrke ”Sønderjysk Kommando, den franske og den britiske bataljon, der havde overvåget folkeafstemningerne tidligere på ret.
Politisk og social uro syd for grænsen
I perioden efter Christian den Tiendes tur gennem Sønderjylland i 1920 kom der flere gange meldinger om politiske og sociale uroligheder syd for den nye grænse. De lokale myndigheder og Grænsegendameriet var bange for, at urolighederne ville passere grænsen.
Udviklingen blev fulgt intens i Nordtyskland. I maj 1919 var der således indberetninger om, at sikkerhedssituationen i Flensborg og Holsten var kritisk. Man havde opsnappet en marinedagsbefaling fra Wilhelmshafen.
Frikorpsbevægelse i Gang, syd for grænsen
Midt i august 1920 modtog Sønderjysk Kommando en melding fra en sergent Overgaard om, at tyskerne transporterede geværer og anden soldaterudrustning til Harrislee.
Tyskerne havde opmagasineret vognladninger af krigsmateriel i en stor bygning i Harrisleegade. Efterretningsvæsnets Sektion C rapporterede, at højrenationalistiske tyskere var ved at danne frivillige korps i hele Sydslesvig. Flensborgs overborgmester fra 1899 til 1930, Todsen stod angivelig i spidsen for frikorpsbevægelsen.
Korpset skulle allerede være på 5-6.000 mand. De havde alle en militær uddannelse og havde angivelig pensionerede officerer som førere. Nogle af styrkens våben blev opbevaret i private hjem.
”Voldsomme kommunisturoligheder”
I begyndelsen af 1921 blev den Sønderjyske Kommando holdt i beredskab på grund af ”voldsomme kommunisturoligheder” på den anden side af grænsen. Den umiddelbare trussel mod Sønderjylland var dog kombinationen af voldsom politisk uro i Tyskland og illoyale revisionistiske hjemmetyskere.
Postmesteren fra Padborg
Nu skal vi hilse på en person, der fik betydning for efterretningsarbejdet hernede ved grænsen. I 1931 efter 8 år i Skærbæk blev Niels Grøn Madsen som 41 – årig forfremmet til postmester for grænse – og transitposthuset i Padborg. Han var landets yngste postmester. Hurtigt blev han medlem af sognerådet i Bov Kommune og indtog fra 1938 – 1943 posten som sognerådsformand.
Postmesterfamilien oplevede gennem faderens familie den mærkelige ustabile periode i Flensborg før Hitlers magtovertagelse i 1933.
Otto og Mogens, postmesterparrets børn legede frit med tyske børn over grænsen. De lærte hurtigt at tale indfødt tysk. Otto husker fra et besøg formentlig fra 1932 under et besøg hos onkel Nicolai og tante Titte et sammenstød med skyderi mellem et demonstrationstog af kommunistiske arbejdere fra værftet og et af nationalsocialister. Det skete nederst i Harisleegaden lige neden for onklen og tantens vindue.
Padborg – fra Klondyke til Frihavn
Padborg blev efter 1920 et Klondyke som udviklede sig omkring dette centrale transitpunkt for post- og togtrafikken over den nye dansk – tyske grænse. Padborg havde i 1921 ifølge Kraks 1935 vejviser 47 indbyggere, mens antallet i 1930 var vokset til 1.161.
Der var efter ”genforeningen” blevet bygget en ny station, posthus, politistation, butikker m.m. Med tiden udviklede stedet sig til:
Ja det er faktisk et citat fra Hans Frede Fleggaard. Den lille by fik pludselig en central rolle for spedition, persontransport, fremmedpoliti, toldvæsen, post m.m. Padborg blev med andre ord et ideelt udgangspunkt for efterretningsvirksomhed rettet mod Tyskland.
Postmesteren opbyggede masser af kontakter
Niels Grøn Madsen opbyggede i og ud fra Padborg et netværk af kontakter, der i denne sammenhæng kan tyde på, at han her har fungeret som distriktsagenten for Flensborg – området.
Ottos erindringer om de af familiens potentielt efterretningsrelevante kontakter fra syd for grænsen, som hyppigt besøgte deres hjem, bliver naturligt bedre og mere detaljeret med tiden.
Niels Grøn Madsen trak sig tilbage til herreværelse for at tale uforstyrret. Otte husker ikke præcis proceduren ved Maren Sørensens besøg, men mener også her, at hun og Niels Grøn Madsen havde mulighed for at tale sammen alene.
Malling – Jacobsen
Der var en meget nær forbindelse mellem officer i Grænsegendameriet ritmester, Aage Malling Jacobsen, Kollund og Niels Grøn Madsen. Malling – Jacobsen optræder også på listen over efterretningstjenestens meddelere og tillidsmænd. Lunding nævner ham også som en del af sit alarmsystem 9. april 1940. Han har sikkert allerede i 1920erne haft en betydelig rolle.
Malling – Jacobsen og Grøn Madsen var begge frimurere og deltog begge aktivt i møder i logerne i Aabenraa og Sønderborg. De kørte begge to i Malling – Jacobsens private bil. Logerne kunne være velegnede steder for koordinering og udveksling.
Andreas Andresen var også frimurer. Han deltog også i møderne. Men han kørte selv. Dem der kom i Frimurerlogen blev anset som gode danske mænd. Vi har til gengæld i mindretallets arkiver set at Andreas Andresen lejede lokaler ud til Wehrmacht, som de så brugte som depot. Her var masser af biler, tæpper, feltrationer, tøj m.m.
Post til Flensborg Avis gik via Padborg
Al post til Flensborg Avis gik til posthuset i Padborg. Her blev den så dagligt sorteret af avisens altmuligmand, Christian Ludvigsen. Det, der kunne bruges ind i Tyskland, tog han med til Flensborg. Denne trafik fortsatte gennem hele krigen undtaget et par måneder i 1940.
Otto Grøn husker, at postmesterfamilien bl.a. fik mange interessante bøger, der ikke måtte komme ind i Tyskland. Ludvigsen havde en god relation til postmesterfamilien. Han fungerede som en slags bybud for dem til indkøb og småærinder i Flensborg. Ludvigsen fik mulighed for at overbringe kodede meddelelser.
Flensborg Avis udkom også i Danmark. Den største redaktion nord for grænsen var i Tønder, hvor den udkom under navnet ”Vestslesvigsk Tidende”. Fra 1933 – 1940 var det Viggo Lausten, der var redaktør. Denne blev i 1940 taget af tyskerne som medlem af Dons – gruppen. Som vi tidligere har berettet om, døde han i egen eller anden hånd på Kastellet.
Ifølge Otto Grøn havde Niels Grøn Madsen ”direkte” kontakter til centrale personer på Flensborg Avis. Han nævner I.K. Lausten (Viggo Laustens far) og Jacob Kronika. Han var meget velorienteret og kritisk over for tyske forhold. Ifølge de tyske myndigheder måtte han ikke være korrespondent for en avis i Tyskland. Men han stod i kontakt med Flensborg Avis via søsteren Marie Kronika.
Kontakt til Dons – gruppen
Postmesteren fra Padborg havde kontakt med to medlemmer af Dons – gruppen. Grøn – Madsen fungerede som underagent mht. forsikringssalg for Jens Dons. Denne synes at fungere som et mobilt bindeled mellem gruppens medlemmer. Han har sikkert også været aktiv for at hverve nye agenter for englænderne.
Købmand Nicolaus Nissen Wind fra Bov, der også blev taget af tyskerne lige efter 9. april 1940 havde også kontakt med Niels Grøn Madsen. Wind kom rundt ved at sælge grisefoder. Han transporterede det rundt i sin lastvogn. Wind var iflg. Trap sognerådsformand i 1935. Der var åbenbart ikke vandtætte skodder mellem engelsk og dansk efterretningsvirksomhed i 1930erne.
Andreas Andresen
Der var nære relationer mellem postmester-familien og speditør Andreas Andressen og hans kone Luise fra starten i Padborg. Andreas Andressen blev født i Flensborg i 1904. han blev i 1926 ansat i firmaet Søndergaard C.G. & Søn. Fra 1930 overtog han firmaet, der havde hovedkontor i et lille rødmalet træskur på stationens toldbehandlingsområde.
Andreas Andresen overtog jobbet som sognerådsformand, da Grøn Madsen på grund af hjerteproblemer i 1943 måtte trække sig.
Fra Padborg til Sverige
Det forekommer sandsynligt, at Lunding, da han opbyggede sit agentnet i 1937, benyttede Andreas Andresens vidtstrakte internationale transportnet. Et eksempel fra krigens tid er en sikker rute fra Padborg til Sverige. Der gik gennemgående plomberede vogne med appelsiner fra Spanien til Sverige. Andreas Andresen var som speditør i stand til at få personer på de plomberede vogne, så de kunne komme til Sverige uden tjek.
Dette vides at være sket i mindst to tilfælde. Den ene var Mogens, Otto Grøns tvillingebror, der var ansat som speditør hos Andreas Andresen. Han var jagtet af tyskerne på grund af sabotage. Den anden var en unavngiven modstandsmand. Eneste problem med den rute var den lange ventetid over Øresund.
Andreas Andresen var fra 1942 til sin død i 1976 en meget aktiv kasserer i Den danske Hospitalsfond. Efterretningsvæsen koster mange penge, og så er det ønskeligt at man råder over indirekte og diskrete finansieringskanaler.
Mange kontakter
Martin Hammerich, der på H.P. Hanssens foranledning blev udnævnt til sekretær for statsministeriets udvalg til forberedelse af genforeningen var også meget aktiv i det aktivistiske danske netværk dengang. Han var også aktiv i køb af dansk ejendom.
Ved grænseovergangen til Kruså var det ”Kong Peter”, der ledede KDAK’ s grænsekontor. Hans rigtige navn er glemt. Men han indgik også under en eller anden form i netværket. En anden person, der nævnes er Lærer Thomsen fra Udby.
Maren Sørensen var sygeplejerske og præst. Hun kom fra Valsbøl syd for grænsen. Hun havde en meget stor kontaktflade, Hun var aktiv i efterretningsvæsnet også efter krigen.
Pastor Petersen som var præst ved den tyske Mariakirke (Vor Frue Kirke) i Flensborg var dansksindet og var jævnlig i kontakt med Grøn Madsen.
Farver Jacobsen – en vigtig person fra Aabenraa
Farver Jacobsen fra Aabenraa var en central person for Dansk Samling. Der var en gruppering, der hed ”Kredsen”. Ligeledes var der en gruppering, der hed ”Forsvarsligaen”. Her var militære sagkyndige og erhvervsfolk som også samarbejde med efterretningsvæsnet.
Farver Jacobsen var en ret central person i efterretningsvirksomheden især i 1942 og 43. Søsteren Ingeborg i Hamborg blev af Lunding rekrutteret før krigens start. Hendes mand var den berømte dermatolog C.W. Unna.
V1 og V2 – raketter
Parret kom i 1943 via deres gartner, der havde været chauffør for en åbenmundet tysk general, under vejr med V1 og V2-anlæggene på Peenemunde. Det førte til bombning af anlæggene samme år.
Som tak for sin tjeneste fik C.W. Unna lov til at drive praksis i Aabenraa, Ingeborgs fødeby.
En spion syd for Padborg
Niels Grøn Madsen fik en del med Lundings folk at gøre. Det var på grund af overvågning af en tysk spion ved Padborg. Det var tale om en gårdmand ved navn Andreas Meyer, der boede på gården Simondys, syd for Padborg. Den lå i Danmark, men havde også en smule jord på den anden side af grænsen. Den var erhvervet i 1920.
Grøn Madsen holdt som postmester øje med breve mellem Meyer og hans net af agenter. De var bl.a. interesseret i afsejlingstidspunkter for skibe mellem Esbjerg og England med henblik på planlægning af torpedering af dem.
Andreas Meyer havde en ”postkasse” til den tyske efterretningstjeneste i en grøft lige ved den tyske side af grænsen. Når der dukkede et brev op, der skulle undersøges, ringede Grøn Madsen til Lundings central, som så sendte et par mand, der afhentede brevet hos postmesteren. Et par timer senere kom de igen med brevet.
Stort våbenlager nedgravet i Frøslev Plantage
Otto Grøn fortalte, at den danske hær havde nedgravet store mængder af våben i Frøslev Plantage. Måske var det forberedelse til en form for undergrundskamp mod tyskerne allerede før krigen.
Agenter rekrutteret i Padborg
Padborg Station havde udviklet sig til et knudepunkt for togtrafik, post og spedition. Politistationen havde 14 betjente og der var et anseeligt antal toldere. Der boede i området også en del kokke, tjenere og andet togpersonale, der var knyttet til de internationale tog, der passerede gennem byen.
Byen var derfor velegnet udgangspunkt for udvikling af agenter rettet mod udlandet. Det virker, som om Lunding har udnyttet denne mulighed og rekrutteret flittigt i byen.
På sejltur ved Mürwik
Kriminalassistent Ole Johansen var ansat i fremmedpolitiet, der havde ansvar for paskontrol og relaterede funktioner. Fra 1937 begyndte han og Otto grøn at sejle sammen i Flensborgs danske sejlklub ledet af hans Peter Bernhard Hansen.
Klubben havde fået foræret et antal juniorbåde af A.P. Møller. De to kørte sammen til sejlklubben i Flensborg på Ole Johansens motorcykel. Under disse sejlture indsamlede de systematisk militære efterretningsdata som f.eks. tidspunkter og regelmæssighed i sejltiderne for 3 – 4 øvelsesubåde fra marineakademiet i Mürwik, der var den centrale skole i Tyskland for uddannelse af flådeofficerer.
I 1938 foretog de en køretur i Tyskland, hvor de observerede afprøvning af luftværnssirener. De havde da en formodning af en kommende krig.
Ole Johansen blev ansat i Rigspolitiets Visumkontor, hvor han udviste stor kreativitet med hensyn til at få personer ud af landet. Han er da også registret i modstandsdatabasen.
Man var advaret om 9. april
Marineattache Kjølsen skrev hjem og forklarede, at nu skete det snart, at tyskerne gik over grænsen. Gennem årene har man diskuteret Rostock – myten. Og man skulle næsten tro, at den var sand, da man så hvad der skete.
Oberst Lunding kunne indrapportere, at det tyske vogntog umiddelbart syd for den dansk – tyske grænse var ca. 60 km lang. Den 8. april opsnappede en af Lundings tyske agenter det eksakte tidspunkt for det tyske angreb, nemlig klokken 4 om natten den 9. april. Dette indtelefonerede Lunding til generalstaben, som sendte oplysningerne videre til regeringen. Da tyskerne endelig angreb, fik Lunding sig en mindre overraskelse.
Han konstaterede, at det tyske artilleri i Sønderjylland ikke som ventet ankom med den forreste angrebsstyrke tidligt den 9. april, men de dukkede først op dagen efter.
Regeringen vidste altså også, at tyskerne ville angribe klokken 4 om natten, men regeringen forholdt sig fortsat passiv.
De danske hærenheder var ganske vist blevet sat i alarmberedskab, men hvad hjalp det, når det var blevet forbudt at grave sig ned, og når flåden og Grænsegendarmeriet ikke måtte skyde før fjenden havde beskudt dem?
Sådan noget er benzin hos konspirations- tilhængernes bål.
Min far i Tønder vidste halvanden uge i forvejen, at der holdt en masse tysk militær syd for grænsen. Det havde en tyske fiskechauffør fortalt ham. Ved Højer dige kunne man fra Sild høre jetjagere varme op. Og folk ved grænsen havde i næsten en hel uge set et dansk fly flyve langs hele grænsen dagligt.
Dem, der faldt i kampen for Danmark havde kun fået begrænset annimutation. I hvert fald de soldater, der blev sendt ud fra Søgård-lejren.
Interesse for indhold i togene
Mikkel P var i fremmedpolitiet. Han var en af de ledende på stationen i Padborg. Han var den øverst ansvarlige for Told – og paskontrollen. Han interesserede meget for de ammunitionstog, der skulle videre til Finland. Han var med til at indsamle efterretninger om disse transporter.
Lunding nævner Mikkel P som efterretningsaktiv i 1940. Han stod også på en liste fra 1942/1943. Han har antagelig været virksom i militær efterretningsvæsen før besættelsestiden.
En meget dansksindet kæmner
Grøn Madsen havde et tæt samarbejde med kæmner Erik Sonne. Han var glødende dansksindet, og havde tilbragt en nat i fængsel for at have spyttet i jorden foran en tysk soldat.
Ifølge sønnen nægtede han pure at udlevere informationer til tyskerne om borgere i kommunen for efterforskning mod dem. Han var i kraft af sin stilling i en god position til at fremskaffe alle typer administrative informationer til brug for arbejdet mod tyskerne.
En anden person, der var brugt allerede inden Første verdenskrig var vandrelærer Niels Nielsen Kjems fra Sydslesvig. Han var tysk statsborger men dansksindet.
Da Rottbøl – familien besøgte postmesteren
Der var også en kontakt mellem Rottbøl familien på Børglum Kloster og Niels Grøn Madsen. Denne hjalp med at skaffe et beløb, som familien havde erhvervet ved at sælge en større fabrik syd for grænsen. Og den gang var det svært få penge ud af Tyskland.
Det var jo sønnen, der blev skudt af dansk politi i Vordingborggade/Øresundsgade i København, da han arbejdede for SOE. Åbenbart har faderen længe opereret i efterretningsvæsnet.
Flere af Dons – gruppen døde i tysk varetægt
Vi har i flere artikler beskrevet modstandsbevægelsen i Sønderjylland. Og det har vi også omkring Dons – gruppen, der blev taget få dage efter tyskernes besættelse. Man kan undre sig over, hvem der har givet tyskerne informationerne. Viggo Laustens død har vi været inde på. Peter Dons døde på grund af forgiftning af hans hjertemedicin. Noget tyder på, at de efterretninger, der blev indsamlet var af en lidt uprofessionel karakter. Men trods dette så er det kendskab til, at tyskerne torterede to af gruppens medlemmer i Flensborg over flere måneder. En af disse døde senere.
Fleggaard videregav oplysninger
Også Peter Fleggaard’ s købmandsbutik lige ved Padborg Station spillede en rolle under krigen. Det var her tyske soldater havde mulighed for at købe mad, når de kørte nord på. Ifølge lokale kilder udviste købmanden en diskret men klar interesse i, hvad de havde på togene og hvor de skulle hen. Han fik en masse informationer som sikkert er gået videre.
Lunding i tysk fangenskab
Den 29. august 1943 opløste tyskerne det danske militær. Lunding kom i tysk krigsfangenskab mens resten af staben overførtes rimelig intakt til Stockholm. Det var efter august 1943 Svend Truelsens opgave at reorganisere efterretningsnettet i Danmark. Det var klart, at hærens arbejdsløse officerer skulle anvendes.
Arne Sørensen ”under jorden”
Lederen af Dansk Samling Arne Sørensen boede ”under jorden” i et lille vogterhus tilhørende gårdejer Hans Schmidt i Kollund. Der var relationer mellem Farver Jacobsen og Harders, der bestyrede Rønshoved Højskole.
Rønshoved Højskole underviste modstandsbevægelsen
Ved siden af normal højskole fungerede stedet som uddannelsessted for modstandsbevægelsen.
Modstandsbevægelsen hårdt ramt
Som vi tidligere har beskrevet i diverse artikler, så blev modstandsarbejdet i Sønderjylland hårdt ramt af Gestapo i slutningen af 1944. Samtidig med, at politiet blev taget den 19. september, arresteredes ca. halvdelen af gendarmerne. De sendtes til koncentrationslejre.
Dette var også tilfældet for Malling-Jacobsen, der også blev anklaget for efterretningsvirksomhed. Det lykkedes for farver Jacobsen at komme til England, hvor han gik ind i den britiske hær.
Efterretningsvirksomheden måtte reorganiseres
Niels Grøn Madsen døde under en cykeltur af sine hjerteproblemer. Det betød at modstandsarbejde og efterretningsvirksomhed måtte reorganiseres nok engang. Denne reorganisering blev foretaget af Åge Højland-Christensen, en af de meget aktive officerer i Ringen. Denne gruppe var den mest dominerende i det centrale og sydlige Jylland.
Jens Møller gjorde sin indflydelse gældende
I løbet af 1943 gik Otto Grøn og Jens Peter Thomsen i gang med at opbygge et undergrundsblad ved navn ”Grænsevagten” Det skulle fokusere på problemerne i grænselandet.
Jens Peter Thomsen blev under forberedelserne taget af tyskerne. Efter en uges tortur på Shellhuset blev han frigivet med løfte om aldrig mere at lave illegalt arbejde. Den milde udgang af arbejdet skyldte at Jens Peter Thomsens far, der var mejeribestyrer i Gammelgab nær Broager, havde deltaget i 1. verdenskrig sammen med dyrlæge Jens Møller, der senere blev leder af NSDAP – N. Jens Møller gjorde sin indflydelse gældende. Og det var ikke første og eneste gang, han gjorde dette.
Urolige tider og mystiske dødsfald i Padborg
Efter befrielsen var der ret urolige tider ved grænsen. I forbindelse med vores bogudgivelse fandt vi ud af fem mystiske dødsfald. Og det var foruden mordet på Asmus Jensen. I historiebøgerne står det, at han forsøgte at flygte over grænsen. Han blev skudt af to navngivne medlemmer af Den danske Brigade. Disse fik senere topposter i Bruxelles. Sandheden var dog, at Asmus Jensen blev likvideret på klods hold af fem medlemmer af lokale modstandsbevægelse.
Familien blev holdt hen med diverse løgne. Vi kan se, at politiet forfalskede diverse rapporter. En lokal politimester skrev på et tidspunkt til justitsministeren og spurgte, hvad han skulle gøre, fordi at nu spurgte pressen igen engang.
Modstandsbevægelsen var ikke lige populær alle steder
Et folketingsmedlem forespurgte om, hvornår man fik sandheden om Asmus Jensen. Han fik aldrig noget svar. Folk, der fortalte sandheden om mordet omkring Asmus Jensen blev mødt med hævn. Vi har spurgt ældre mennesker i Bov Kommune. Her kan fastslås, at modstandsbevægelsen langt fra var populær alle steder. Folk der havde solgt æg og kød fra deres gårde tyske soldater, der gik vagt ved Flensborg Fjord blev mødt med repressalier.
Men efterhånden som vi gravede os længere og længere ind i arkiverne blev de lukket for os. Men vi nåede dog at tale med nogle ældre mennesker, der havde oplevet ting og sager.
Den kendte forfatter og forstander på Jaruplund, Niels Bøgh Andersen var åbenbart aktiv for SOE og OSS. Måske havde Ringen også noget med det at gøre.
Kaos i Flensborg
Flensborg havde i de sidste uger op til kapitulationen fungeret som Det Tredje Riges hovedstad. Admiral Dönitz som vi også tidligere har nævnt regerede fra marinastation Mürwik. Flygtende fra de russiske tropper hobede sig op i Sydslesvig og Holsten. Befolkningen var steget med 61 pct. Flensborgs befolkning var steget fra 69.000 i december 1940 til 101.000 i december 1945.
Mange topnazister fik job hos de myndigheder. Andre blev hjulpet på flugt. Mange forsvandt nord på gennem Danmark. Tusindvis havde fået skiftet identitet.
Kommunister gemte sig i det danske mindretal
Det danske mindretal var blevet et fordelagtig skalkeskjul for tyske kommunister. I en periode interesserede Stalin sig meget for Kielerkanalen, som kunne give russerne bedre adgang til Nordsøen. Der var mange gode grunde til at området syd for grænsen og specielt Flensborg og distriktet der omkring var interessant.
Forholdet mellem modstandsbevægelsen og englænder ikke altid godt
Det var ikke altid at forholdet mellem modstandsbevægelsen i Danmark og de engelske soldater var det allerbedste. De engelske myndigheder blev rasende, da den danske modstandsbevægelse begyndte at organisere hjemsendelse af tyske flygtninge. På det tidspunkt var der hungersnød i Sydslesvig og Holsten.
Således ved undertegnede, at modstandsbevægelsen på et tidspunkt sendte flygtninge fra Oksbøl til Kolding med busser. Derfra gik det med tog til Gedser til Wanemünde, hvor flygtningene blev læsset af. Historien er fortalt af en afdød politibetjent, der selv var med på turene. Men det står ikke beskrevet i nogen kilder, som vi kan finde. Hvor mange ture, det drejede sig om, vides ikke.
Betjenten fortalte, at også lokale modstandsbevægelser sendte flygtninge retur.
Der var også gnidninger i Flensborg
Gennem en forbindelsesofficer i en dansk militær repræsentation i Flensborg holdt man fra dansk side tæt kontakt med den nye besættelsesmagt syd for grænsen. Men også her var der alvorlige gnidninger.
Den første forbindelsesofficer, der ledede militærrepræsentationen i Flensborg var oberstløjtnant P.W. Toussieng, som dog blev fjernet fra engelsk side fordi han, med Lundings ord:
Villaer i Kollund Østerskov var hovedkvarter
Den første adjudant ved militærrepræsentationen var Jørgen ”Ole” Hald, der fra tidligere sammenhænge var kendt fra modstands – og efterretningsaktiviteter. Han blev af englænderne forlangt fjernet i løbet af 1946. Men han forlod posten tidlig i 1947.
Han havde allerede fra slutningen af 1945 det overordnede ansvar for dele af militærets efterretningsarbejde i grænseområdet, som bl.a. involverede arbejde ud fra efterretningsstationen i de to store nabovillaer Olinda og Lola.
De to villaer er overtaget efter topnazister, hvor bl.a. Werner Best og officerer fra Mürvick har opholdt sig, Nu havde dansk og amerikansk efterretningspersonale indtaget villaerne.
Lunding tog selv over i Flensborg
Lunding tog over efter Toussieng i januar 1946. Han undgik at få flere adjudanter udvist og klarede at holde sig selv i sadlen til repræsentationen blev nedlagt i sensommeren 1950.
Jørgen ”Ole” Hald blev trukket tilbage til basen i Kollund Østerskov, efter at han måtte forlade posten i Flensborg.
Overvågning af Det Tyske Mindretal
I det sønderjyske kørte politimester Brix næsten sit eget løb med at overvåge folk fra Det Tyske Mindretal. I lang tid blev Knivsbjerg – møderne også overvåget. Det var Det Tyske Mindretals årsmøder. Ja man fandt også ud af, hvem der havde abonnement på Der Nordschleswiger. Brix ville også indføre en spion – ordning, men det blev ikke den store succes.
Og som tak for sin store indsats blev politimester Brix udnævnt som den første chef for PET.
Kilde:
Hvis du vil vide mere, om hvad der skete i Sønderjylland, så se bare her. www.dengang.dk indeholder i alt 1.446 artikler, herunder:
Dato: august 31, 2019
Odden – Willumsen Samling
790 værker af J.F. Willumsen hænger der på Odden herregård i Vendsyssel. De hænger i klumper. Mange er såkaldte forstudier. Således kan man opleve hele 200 skitser til et enkelt billede. Engang udgjorde herregården i Odden fire længer. De to endnu bevarede fløje er fra 1500 – tallet. Willumsen havde ingen speciel tilknytning til Vendsyssel. I en periode var han på badeferie i Skagen. Men det er takket være Victor Petersen, at billederne hænger her. Han grundlagde samlingen i Ribe. Men det blev efterhånden for dyrt for ham. Jens Ferdinand Willumsen var med til at stifte ”Den Frie”. Han var gift to gange. Begge hans hustruer har han brugt som modeller. Fra 1930 frem til sin død levede han sammen med en fransk danserinde og malerinde som inspirerede ham meget. I 1957, året før hans død etablerede han J.F. Willumsens Museum i Frederikssund.
790 værker af Willumsen
Uanset om man synes om maleren J.F. Willumsens værker eller ej, så er et besøg på Willumsen Samlingen på Odden Herregård i Vendsyssel noget ganske særligt.
Det er for det første et besøg på en af disse herlige små herregårde der heldigvis ikke har ændret sig ret meget, og som stadig ligner det, den er en rigtig nordjysk herregård med masser af stemning og fint interiør. Men for det andet er det også et besøg på en udstilling over J.F. Willumsens værker.
Rum efter rum, sal efter sal, gang efter gang – det ene maleri, tegning, skitse og stik efter det andet. Det lyder sikkert af “for” meget, og det kunne det også godt være, for der hænger nøjagtigt 790 værker af Willumsen på Odden. Tænk engang – 790 værker af den samme kunstner! Det er imponerende at gå på opdagelse i, og underligt nok er det ikke uoverskueligt. Det er netop det fantastiske ved Willumsen og Odden.
Forstudier
Når man ikke bliver træt af at se på alle disse værker, er det, fordi de hænger i “klumper”. F.eks. en stor væg, hvor der alene er forstudier til
“En bjergbestigerske”, eller et helt rum, hvor der er forstudier til det berømte maleri “Sol og ungdom” eller “Badende børn”, som det også hedder. I 1909 malede Willumsen det, han selv kaldte ”generalprøven” på sit motiv, Badende børn. Men han var ikke tilfreds, og efter endnu et år med skitse-og studiearbejde malede han det endelige værk, Sol og ungdom. På Odden kan man se forstudierne, på godt 200 skitser og det er fascinerende. At se, hvor langt Willumsen er gået ned til mindste detalje, hvor megen tid, der er brugt, og hvor grundigt, han har gjort sit arbejde, inden han har malet det egentlige maleri.
I dag tilhører det første hovedværk Skagens Kunstmuseer, men hænger til daglig på J.F. Willumsens Museum i Frederiksund, mens Sol og ungdom er hjemhørende på Göteborg Kunstmuseum. De to værker måler begge tre gange fire meter.
Bjergbestigersken
Til Bjergbestigersken fra 1904 har tre forskellige kvinder stået model. Den ene hans forlovede Edith; men da hun ikke havde, hvad der for ham var den ideale kvindekrop – hun var for ranglet – brugte han yderligere to andre modeller, således at han tog noget fra dem alle og smeltede dem sammen til Bjergbestigersken. Originalen der måler 206×169 cm hænger i dag på G.A. Hagemanns Kollegium i København.
Victor Petersen
Endelig er der det tredje, der gør et besøg på Odden til noget særligt, og det er Victor Petersen, der møjsommeligt har skaffet denne enestående samling til veje.
Victor Petersen (1918-2002) blev født i Brørup og voksede op med en enlig mor i meget beskedne kår. Han ville være journalist og blev som ung medejer af et mindre trykkeri og lokalblad i Middelfart. Da det under krigen blev røbet, at han trykte illegale blade, måtte han flygte til Sverige.
I 1945 vendte han hjem og købte året efter for en mindre erstatning fra
Frihedsfonden en lokalavis på Mors med blot 100 abonnenter. Her mødte han sin kommende hustru, Kirsten, med hvem han fik seks børn. Efter en tid som medejer og redaktør af en avis i Svendborg erhvervede han Ribe Stifts
Tidende og avisens trykkeri.
Samling vist i Ribe
I Ribe grundlagde han Willumsen-samlingen og viste den fra 1969-1981 offentligt i Ribes gamle tekniske skole, indkøbt og indrettet til formålet.
I længden blev dette dog for kostbart, og de mange værker måtte opmagasineres.
I 1988 erhvervede Victor Petersen og hans hustru Odden og genåbnede året efter samlingen for offentligheden. De sidste år af hans liv var koncentreret om Willumsen-samlingen, der blev hans livsværk.
Om Jens Ferdinand Willumsen
Jens Ferdinand Willumsen kom til verden i København som søn af værtshusholder og senere herreekviperingshandler, Hans Willumsen og hustruen Ane Kirstine. Willumsen blev oprindeligt uddannet som husbygningseksaminand, men begyndte i 1882 på Kunstakademiets Modelskole.
Efter tre forgæves forsøg på afgang opgav han i 1885 studierne og uddannede sig i stedet som maler på Kunstnernes Studieskole under Laurits Tuxen og P.S. Krøyer.
I 1891 var han med til at stifte Den Frie, som er en kunstnersammenslutning der blev til i protest over adgangskravene til det etablerede Charlottenborg. I 1898 tegnede han bygningen der permanent skulle huse den frie udstilling efter en periode med skiftende lokaler. Senere igen blev også dette lejemål opsagt, da der skulle anlægges banegrav, men bygningen blev denne gang genopført ved den nuværende placering på Oslo Plads i
København. Willumsen blev første gang gift med billedhuggeren Juliette
Meyer i 1890, med hvem han fik to sønner, Jan Bjørn og Bode.
En ny kone
Parret blev skilt kun otte år senere, og allerede året inden deres sammenliv ophørte, havde Willumsen mødt Edith Wessel, som han giftede sig med i 1903. I dette ægteskab fik han to døtre, Ingemor Gersemi og
Anne-Mathilde. Willumsen har benyttet begge sine to hustruer som modeller i flere af hans værker, og Edith er kvinden som er portrætteret på det berømte ”En Bjergbestigerske”, som hænger på Statens Museum for Kunst.
Deres sammenliv ophørte i 1928, hvorefter Willumsen tog mere permanent ophold i udlandet, selvom han i lange periode allerede opholdt sig uden for landets grænser.
Fra 1930 og frem til sin død levede han sammen med den franske danserinde og malerinde Michelle Bourret, der ligeledes blev en stor inspiration for
Willumsens kunstneriske virke.
Willumsen havde en enormt alsidig karriere, da han både malede, lavede skulpturværker, grafik, keramik og fungerede som arkitekt. Den lange periode han fungerede i gjorde også, at der inden for de forskellige kunstarter var der stor diversitet, da han i årenes løb legede med forskellige stilarter.
J.F. Willumsens Museum i Frederikssund
I 1957, året før hans død, fik han etableret J.F. Willumsens Museum i
Frederikssund, hvor mange af hans værker, men også hans private samling af kunst er udstillet. Da Willumsen døde i 1958, blev han begravet i museets have, og museet blev dermed til et af de få mausoleum museer på verdensplan. Willumsens forældre, i særdeleshed hans mor, var store støtter for ham, og han har selv lavet deres gravmonument, som står på Vestre Kirkegård. Hans og Ane Kirstine Willumsen er begravet på kirkegårdens afdeling 8.
Om Odden
At netop herregården Odden blev stedet, er en tilfældighed, for Willumsen har ikke haft nogen tilknytning til Vendsyssel, og det har Victor Petersen heller ikke. Det eneste Willumsen har gjort i Vendsyssel, er, at han en tid holdt ferie i Skagen, hvor han lavede forarbejder til maleriet Sol og ungdom.
Odden er Danmarks nordligste herregård. Oprindelig lå den på en banke som på en odde, omgivet af voldgrave, vandløb og en sø.
Odden var i skiftende adelsslægters eje indtil 1743 og havde store jordtilliggender, mange fæstebønder og gårde under sig. Efter reformationen tilfaldt Mygdal Kirke Odden, fra denne tid stammer muligvis det store kors på bygningens sydside.
I 1600-tallet udgjorde bygningerne et firfløjet anlæg omkring en lukket gårdsplads, men i begyndelsen af 1800-tallet blev den nordlige fløj nedrevet, bygningernes kamtakkede gavle blev fjernet og en lille bygning til folkeholdet føjet til.
De to endnu bestående, hvidkalkede fløje med det høje røde tag stammer fra 1500-tallet, men blev omkring 200 år senere ombygget i det indre. Den fredede bygning blev gennemgribende restaureret i 2007-09. Ved restaureringen fandt man rester af en kalkmaleridekoration fra c 1520-40.
.
Billedtekst: J.F. Willumsens – samling på Herregården Odden. “Det røde Rum” med den store kamin og gyldenlædertapeterne. Alle billederne er forstudier til “Sol og Ungdom”.
Kilde:
https://imgcdn.saxo.com/_9788788293173/0x500?fbclid=IwAR18dujmwq_FEndgptcO9mdMZcH-IRr3_ssiXgnk7g6GKS6ilvil0BnBNNs
[image: 66645884_2809990842351018_1430818000465821696_o.jpg]
J.F. Willumsen
https://kgl.frederikssund.dk/Besoegssteder/JF-Willumsens-Museum/Jens-Ferdinand-Willumsen?fbclid=IwAR02HjpfWWPbBbcVhINYqKochT0kzd-DwycExEL3nmbvm2864juq6OnQD9I
Odden Herregård
Tak til Fru Olsen. Grundet tekniske problemer kan vi ikke bringe de omtalte billeder. Men se bare her:
Dato: august 26, 2019
For mere end 100 år siden på Nørrebro
Foredrag i anledning af 100 året for Udbygård. Lørdag den 24. august 2019. Et skønt publikum og hyggelig stemning uden for i gården. Vi holder os måske ikke helt inden for dette tidsskema. Vi starter med at kigge på Serridslev. På Blågården kunne ingen styre Støvlet Cathrine. Her havde Prins Carl 47 til at opvarte sig. Heegaard måtte opgive sin tarmfabrik. Det lugtede. Og et lig åbnede for nonnen. Da gravrøvere ville røve Gertruds øreringe rejste hun sig fra kisten. Kongen var glad for at der var lokummer til alle. Og så har der altid været banditter på Nørrebro. Ude på Station Lersø havde stationsforvalteren gratis gødning- På Lygten Kro snød de med øllet. Og Lersø-bøllerne havde gratis husly. Maja trak kjolen op for 5 øre. Det betalte rødmende karle. Og Zar Peter var der ingen der ville give husly til.
Serridslev
Tillykke med jubilæet. Jeg er kommet her for at sætte jer tilbage i historien. Vi vil i hovedsagen koncentrerer os om, hvad der skete for ca. 100 år siden. Men nu holder vi os ikke helt til dette.
Noget af det første man hører om Nørrebro er navnet Serridslev. Det var en landsby med 18 gårde (1370) Men det specielle var det kæmpe område, det dækkede det meste af Nørrebro og Østerbro. Vi hører første gang om stedet i 1186.
Vi ved, at her stod en masse soldater og belejrede København.
Mange af de store marker rundt om blev givet som en slags aflønning. Vi kender Borgmestervangen, Rådmandsvangen osv.
Endte i grøfter i 1720
Allerede tidlig var Nørrebro kendt for at klare sig selv. Således foregik der dueller med kårde ved fuglestangen ved Tagens Hus. Men også på Indre Nørrebro klarede man lige tvistigheder på denne måde. Politimester Ernst udsendte i 1720 en forordning, hvori han havdede, at der ved Gamle Ravnsborg lå folk i en lergrøft efter at have ordnet tvistigheder med dueller.
47 mand til at opvarte sig
I 1616 – 17 blev Stadens Teglgård opført på Nørrebro. Og så byggede Christopher Gabel en lystgård med en mægtig havde omkring. Da tagstenene var blå kaldte københavnerne det for Blågården. Man spekulerede på, hvordan denne Gabel havde fået penge til dette. I 1704 købte Frederik den Tredjes bror Prins Carl stedet. Ja egentlig hed stedet Prins Carls Hauge. En ny hovedbygning blev opført og haven blev nærmest en park.
Prinsen havde 47 mennesker til at opvarte sig. Og prinsessen, prinsens søster havde 23 mennesker til at opvarte sig.
Støvlet – Kathrine
I mellemtiden havde Knud Jacobsen Lyhne overtaget Blågården. Han fik et godt tilbud af Grev Holck. Men denne var stråmand for Christian den Syvende. Kongen var sammen med Støvlet-Cathrine. Og de lavede ballade inde i København. De skulle lidt af vejen. Den gamle prinsegård ved Peblingesøen var det ideelle sted.
Men ak. Støvlet – Cathrine og hendes vilde horde ramponerede alt, hvad de kunne komme i nærheden af. Malerier, lofter, møbler og vægge blev ødelagt. Den fordrukne skare med kongen i spidsen fulgte hendes parole. Og de lystrede kun alt for velvilligt. Bare kongen betalte og morede sig.
Da Struensee kom til blev Støvlet-Kathrine eskorteret til Hamborg i januar 1768. Ja og da Blågården blev afhændet til Lyhne var den engang så prægtige Blågård forvandlet til et ramponeret slot. Til kongen blev der bygget en jagthytte ude i Utterslev, hvor han fortsat kunne fornøje sig.
Disciplene sang falsk under indvielsen
Her på Blågården blev der indrettet det kongelige ”Skolelærerseminarium”. Biskop Balle mente nu nok, at disciplene havde sunget falsk under indvielsen.
Ja det hedder sig, at det var englændernes ødelæggelse af Blågården var skyld i, at seminariet flyttede til Jonstrup, men præsterne mente nu, at det var den dårlige vandel. Den dårlige tone blandt seminaristerne skyldtes hovedstadens umiddelbare nærhed, mente de vise mænd.
Man talte også om at der skulle anlægges en afdeling af Skt. Hans Hospital på Blågården. Men uha uha. Man kunne da ikkehave folk med veneriske sygdomme boende her.
Da Zar Peter kom
Og når vi nu er ved Fællederne, så havde vi jo Nørre Fælled. Her skete i den grad ting og sager. Ikke nok med at kvæg og heste gik herude. Nej i tidens løb gæstede Zar Peter’ s russiske tropper også stedet. Han havde en aftale med kongen om, at de sammen skulle angribe Skåne. Men kongen var efterhånden bange for, at zaren ville angribe København.
Og zaren skulle i hvert fald ikke bo hos kongens bror på Blågården. Det var komplet udelukket. Sådan et uciviliseret mennesker kunne man ikke have boende der. Vi vender tilbage til Blågården for der kom i den grad uciviliserede mennesker til at bo der. Zaren måtte tage til takke med at bo inde i Købmand Wilhelm Ednigers Gård i København.
Han red med sin russiske hest op på toppen af Rundetårn og beså solpletter i et astronomisk instrument. Han deltog i jagter og ”karruseller” og andre hoffester”
Borgervæbningen på Fælleden
På Fælleden holdt Borgervæbningen også sine øvelser. Og det foregik ikke altid i ædruelige tilstand. Familien mødte op med madpakke og brændevin. Det var ikke unormalt, at se en soldat skubbe en barnevogn og sønnike bære geværet. Men rygterne siger, at så mangen ikke ædruelig soldat er faldet i den store grav langs Blegdamsvej.
Da Struensee blev henrettet
Her på Fælleden blev Struensee også henrettet på den mest bestialske måde. Man sagde om bødelen, at han altid var fuld, når han skulle svinge sværdet. Og det var ikke unormalt at han ramte ved siden af. Men der var sort af københavnere, der skulle se dette skuespil. Og soldater var udkommanderet for at styre menneskemængden.
Denne Struensee oprettede en koppevaccinations-institution på Nørrebro. Og måske var det landets første privathospital. For 15 af pladserne var beregnet til de rige, og de skulle betale for det.
Jo her på Fælleden var skam også væddeløbsbane, og kongen plejede at kigge forbi. Og så skal vi da også lige senere besøge Fælledbisserne med Fælleddronningen i spidsen.
Da arbejderne holdt møde
Brix, Pio og Gjerleff skal vi ikke glemme. Fra Ryesgade udgav Pio bladet Socialisten. Men det brød politimester Crone sig sandelig ikke om. Grundloven gjaldt ikke for Socialister. De skulle knækkes. Det lykkedes da også med virksomheder som sponsorer, at få dem ekspederet ud af landet. Men inden da skulle de igennem så meget.
Det var i 1874 ude på Fælleden. Arbejderne måtte ikke forsamle sig. 74 husarer og 23 betjente var kommet til skade. Dette bekymrede man sig meget om. Men ikke om, hvor mange arbejdere, der var kommet til skade.
Justitsminister Krieger havde beordret militær til at være beredt på Karstellet med skarpladte våben.
Der var hvis ikke en kirkegård
Nu skal man ikke tro alt hvad der står på skrift. For man siger, at der på Fælledvej engang har ligget en begravelsesplads for svenske soldater. Her skulle ligge 3.000 svenskere, der omkom, da de den 11. februar 1659 stormede København.
Og på et skilt på Fælledvej 4 står der anført:
Under denne ejendom hviler resterne af svenske soldater, der blev dræbt under stormen på Nørre Vold den 11. februar 1659.
Lyn Mildé var datidens Simon Spies. Han skulle have lidt opmærksomhed til sin 60 års fødselsdag og reklame for sit madras-firma.
Fra den tidligere ejer af ejendommen, skriftsstøber Harry Løhr havde han hørt, at der var fundet et par skeletter, da han skulle grave ud til en udvidelse. Først troede man, at det var et uopklaret mord. Men så fandt man på historien om svenskerne.
Og medierne og historikerne slugte historien råt. Den svenske ambassadør dukkede. Men uheldigvis så spillede musikerne den forkerte nationalmelodi. De havde valgt den norske i stedet for den svenske.
En adelsmand startede det hele
En ting vi ikke må glemme er Assistens Kirkegård. Tænk hvor mange intelligente folk, der ligger der. Og det var først da en adelsmand fra Sønderjylland lod sig begrave her, at det blev et tilløbsstykke. Nu skulle alle de rige sandelig begraves her på kirkegården.
Pludselig var der op til 100 kareter med sådan et følge. Man talte om at indrette mobile tribuner og forlange entre. Filosoffen og lægen Tode mente ikke, at rødhårde skulle have adgang på kirkegården.
Nu var det sådan dengang, at samfundet var inddelt i ni forskellige kategorier med hensyn til hvilken begravelse man kunne tilkomme. Ja og så kunne man jo også betale sig til meget.
Men efterhånden virkede alt planløst og der var stavefejl på gravstenene, skrev datidens blade. H.C. Andersen skrev om madpakkesjov på kirkegården. Her mødtes de hjemløse om natten og holdt store fester.
”Jeg er kun skindød”
Og når vi nu taler om H.C. Andersen, så var han bange for at dø som skindød. Han havde altid en seddel med når han var ude at rejse. På den stod ”Jeg er kun Skindød”. Og på kirkegården havde man etableret et system med en snor til storetåen og en klokke, hvis såfremt i fald.
Nogle gange havde man så travlt med begravelserne, at man sjuskede og ikke dækkede godt nok til. Det opdagede Nørrebros hunde.
Engang stod kisterne under vand. Og vandet løb ned i Ladegårdsåen. Man sagde dengang, at beboere i et helt hus var døde af at drikke af vandet.
Gertrud Bodenhof
Der var også masser af gravrøvere på kirkegården. Sådan to var også i gang en mørk nat, da de kom forbi Gertrud Bodenhofs grav. Da de forsøgte at hive øreringene af Gertruds øre rejste hun sig op i et sæt. Hun udbrød: ”Så befri mig dog fra dette mørke sted”. Hun lovede dem guld og grønne skove og en tur til Amerika.
De tog en spade og dræbte hende rigtig. Det er ganske vist, for den ene af røverne betroede sig til den senere biskop Mønster, da han lå for døden på Frederiks Hospital.
Og Gertud s bror havde givet udtryk for, at hun havde røde kinder, da hun lå i kisten. Sagen blev faktisk undersøgt i begyndelsen af 1950erne. Man kan hverken bevise eller afvise påstanden. Jo der kom også en bog ud af undersøgelserne.
Ingen flag med i kirken
Nu var det sådan at arbejderne ikke måtte få deres røde flag med inde i kirken i begyndelsen. Det kunne præsterne ikke tolerere. Det fik typograferne i Helsingør til at trykke følgende på deres røde flag, der blev sort:
Folk besvimede i kirken
Pastor Frimodt i Skt. Johannes Kirken kunne ikke lide Socialister. Og arbejderne på Nørrebro mente at præsterne var borgerskabets forlængede arm. Hver søndag, når Frimodt han prædikede var der et gendarmkorps parat. For folk besvimede hele tiden, når Frimodt talte i tungemål.
De havde travlt i Stefanskirken
Han var med til at etablere Skt. Stefans Kirken. Her lå forinden et værtshus. Men se dengang var det sådan, at arbejderne om søndagen kunne få kirkehandlinger udført gratis ellers skulle de betale for det. Det bevirkede, at i Stefans Kirken udførte man en enkelt søndag:
Angelika, der er født på Nørrebro i 1893 skriver i sine erindringer:
Den stærke mand
Der har altid været banditter på Nørrebro. Men nu er folk, der kæmper for deres rettigheder jo ikke nødvendigvis banditter. Allerede omkring 1635 – 1640 var der ballade herude. Man talte om skøger, røvere og banditter.
I 1722 bosatte ”Den Stærke mand” sig på Nørrebro. Men ak han optrådte i kirketiden. Og han optrådte i strid med andre forlystelser.
Men ak Magistraten lod politiet gribe ind
Den Stærke Mand var flygtet efterladende udbetalte veksler og andet gæld. Han havde knust så mangen et pigehjerte.
Masser af lystigheder på Nørrebro
Jo der var skam tidlig lystigheder på Nørrebro. Kunstneren Jean Lustre fik tilladelse til at undervise borgerskabet i ridekunst og legemsøvelser. En anden kunstner Piere Magito afbrændte i 1804 kunstfyrværkeri i bydelen.
Men en importeret slynggynge fra Rusland i 1820 opsat på Nørrebro vakte forargelse. Man kunne se kvindernes forbudte klæder. Så var det mere anstændigt med den Bestandige Borgerlige Forening, der rykkede ind på Store Ravnsborg Og mottoet:
På Store Ravnsborg fik man også lov til at opføre dramatiske opførelser. Det blev starten til Nørrebros Teater.
Nede ved Ladegårdsåen opererede Cirkus Bech Olsen. Den tidligere mesterbryder kunne byde på lidt af hvert. Der var masser af druk under forestillingen. De fleste tilskuere kom fra Rabarberlandet.
Fem smukke piger sad og ventede
På hjørnet af Nørrebrogade og Fælledvej lå Grams Have. Det var en afdanket kaptajn, der havde oprettet en lystighed. Og hver eftermiddag sad fem af Nørrebros smukkeste kvinder og ventede på Ridderen af Nørrebro. Det blev så den 19 – årige Marie, datter af gartnerenke Hansen. Der løb med ham. Og ridderen var digteren Christian Winther.
Foredrag og ølsnyd
Folkets Hus, Jagtvej 69 var dengang også et tilløbsstykke Her var juletræsballer, boksestævne, lørdagsbal og meget mere. Nørrebro Handelsforening, der havde aktier i foretagenet arrangerede et foredrag om de Dansk vestindiske øer.
På Fælledvej lå Bolero i folkemunde Bol i ro. Og så var det Danas Have, som også blev kaldt Dødens Pølse. Den eksisterede helt til 1983.
Ude ved Lygten lå Lygten kro i mange år. Man sagde, at man snød med øllet herude. Der var gammel øl i Kælderstuen ud mod landet. Ind til byen var det bayersk øl i Gæstestuen. Der var stor forskel på lokaliteterne men ikke på øllen, men det var det på priserne.
På Det Grønne hjørne ved Jægersborggade/Stefansgade byttede klunserne koner. Ja man sloges også om dem. Det var også her at syngepigerne senere holdt deres indtog.
Johanne Louise Heiberg
En ny udskænkningsvirksomhed startede i nærheden af kappelvej. Det var en tysk indvandrer ved navn Knoblauch, der startede. Her var både keglebane og gynge. Denne gynge ansporede dog igen til utugt. Når damerne svang sig i gyngen, svævede deres kjoler op under benet. Uha, det var farligt.
Her underholdt en lille pige også. Hun dansede på keglebordet. Det var hendes far og mor, der havde stedet. Men hun var ikke hvem som helst. Det var den senere berømte Johanne Louise Heiberg.
Man kunne også gå til dans et sted på Jødevejen som Møllegade hed dengang. Her lå et sted med det meget optimistiske navn ”Dødens Testamente”.
Masser af liv på søen
Der var også lystigheder på søerne. Man kunne tage med på en båd og blive bespist og underholdt af orkestre, Om aftenen var bådene illumineret. Ja her blev også tidligere dyrket sejlsport.
Der var masser af liv på søen. Man havde også begrebet Syrebåde. Det kom af lugten. Men bådene blev brugt ligesom vi i dag har havnebusserne. Inden dengang ville en murer etablerer en bro og forlange broafgift. En snedker ville etablere færgedrift.
Her havde vi Venskabsstien, Ægteskabsstien og langs Sortdamssøen, Skilsmissestien. Men man skulle i mange år leje en nøgle for at komme igennem alle porte. Ja så skulle man huske at have gummistøvler på dengang.
Stakkels Søren
Ak ja, det var her Søren Kierkegaard gik hver dag i halvanden år fra Østerbro til Nørrebro for at få et glimt af sin elskede Regine, som på det tidspunkt var forlovet. Hun rejste desværre for Søren Kierkegaard til dansk Vestindien sammen med hendes forlovede.
Her nede ved søen boede en skønhed. Man kaldte hende ”Pigen ved Søen”. Senere blev hun omdøbt til Donna Largo. På nørrebrosk blev det hurtigt til Donna D’ Ladegaard. Hun endte hvis nok også der.
Nørrebros Loch Ness uhyre
I er vel godt klar over, at Sortedamssøen har sit eget Loch Ness uhyre? Således har flere set et tre meter langt slangeagtigt væsen i cirka lårtykkelse.
Er det mon en mutant af de karper som Christian den Fjerde satte ud i den modsatte ende af Skt. Jørgens Sø?
Det er ikke det eneste mystiske ved søen. På et bestemt sted er der observeret vand, der fosser op. Måske kommer det fra en underjordisk kilde. Måske er det uhyrets bolig – en underjordisk sø? Der er i hvert fald masser af foder lige uden for hoveddøren:
Ja hvis uhyret også har smag for rustne cykler eller el-cykler, er det også muligheder for det.
Man ville ikke ende på Ladegården
Taler man om Nørrebros historie taler man også om Ladegården, selv om det egentlig ligger over på Frederiksberg. Historien om Ladegården er blevet interessant i forbindelse med frilæggelsen af Ladegårdsåen.
Egentlig var den opført som ladegård til Københavns Slot. Og den første var enorm stor og moderne. Men en orkan ødelagde den. En ny blev etableret. Og gennem historien er denne blevet brugt til meget.
Arbejderne ville nødig ende her. For gjorde de det var de under Fattigvæsnet og umyndiggjort. Det var uværdigt. Og så skulle man spørge væsenet, om man måtte gifte sig og meget mere.
Kunne man ikke betale sin husleje, blev man smidt ud af lejligheden. Havde man ikke inden aften fundet et nyt logi blev man smidt på Ladegården.
Her har været krigslazaret, afdeling af Skt. Hans, Arbejderanstalt, Produktionsvirksomheder og gæstgiverier. Her blev byens damer placeret. Og så mange et drama har udspillet sig her.
En gang om ugen var der udgang fra Ladegården. Så måtte hestevognen i gang med at indfange de sidste lemmer, når de sad og hang på Nørrebros værtshuse.
Jo her var også en præst, der mente, at alle dem, der havde fået afslag i at blive gift i de københavnske kirker kunne blive gift ude i kirken på Ladegården. Så kunne de altid give ham en afgift, så han kunne få sig en lille en. Denne præst endte med at blive indlagt derude. Ja inden han blev overbragt til Skt. Hans døde han også derude.
Det var også herude fra, at Pjaltehæren hver morgen marcherede. Nu skulle byen gøres ren. Mange år senere ville Klaus Bondam genoplive denne hær.
Badeliv i Ladegårdsåen
Den første Ladegårdså var delvis gravet. Den fik forbindelse til Lygteåen, der var udgravet af Kong Hans. I mange år havde den stor betydning for Københavns drikkevand. Men omkring 1620 hørte man om, at heste- og kreaturlig forstoppede åløbet.
Åen var tumleplads for byens unge. Der findes postkort med titlen ”Badeliv i Ladegårdsåen” men nu var Frederiksberg fjendeland for Rabarberne. Ja det hed drengene i kvarteret. De smed engang en betjent i Ladegårdsåen.
Der er historier om unge piger, der druknede deres afkom i åen. De var kommet til storbyen og havde mødt en sød fyr, troede de. Men da de hørte, at Marie var gravid, ja så var de borte. Og lovgivningen var bestemt ikke til Maries fordel. På landsplan var antallet af børn født i dølgsmål på ca. 10 pct. dengang. Og disse unger blev hele deres liv kaldt Horeunger.
Da to damer druknede
Der findes mange vandrehistorier om åen og alle dem, der er druknet i åen. Ud for Åboulevarden 16 er anbragt en høj spids sten. Den var tidligere anbragt i åen. I folkemunde mener man, at den var anbragt til minde om et brudepar der i bælgmørke var væltet ud i åen. Et andet rygte gik på, at to letlevende havde siddet og vippet fra side til side så kareten var røget i åen.
Den rigtige historie er at natten mellem den 26. og 27. november var en karet, der kom kørende fra Lystgården Rolighed væltet ned i Ladegårdsåen ikke langt fra Ladegårdsåen. Der var fem damer og en halvvoksen knægt i kareten. To af damerne druknede.
Siden blev der plantet piletræer langs Ladegårdsåen.
Masser af industri
Inden portene blev revet ned og den store menneskeskare overrumplede Nørrebro var der allerede masser af industri herude. Blegdammene var etableret. Der var en masse møller og småhåndværk.
I 1838 blev Ludvigsen og Hermann grundlagt. I 1872 var det Københavns største maskinsnedkeri. Og for længst var Heegaard etableret på Blågårds Plads. Men han måtte kunne bygge barakagtige bygninger. For man skulle fra volden kunne se svenskerne hvis de kom.
Det som ikke lykkedes for Heegaard var etablering af en tarmrester produktion til guitarstrenge. Stanken blev simpelthen uudholdelig. Datidens fødevarekontrol lukkede den del af fabrikken.
Der blev bygget fuldstændig planløst
Der blev i den grad bygget på Nørrebro. Mottoet var, at der skulle bygges så meget som muligt på så lidt plads som muligt. Og hvorfor skulle arbejderne have lys og plads. Det var der da ikke nogen, der sagde. Først efter at de første mange lejekaserner var bygget vedtog man byggevedtægter.
Man tyvstartede med at bygge i 1847 med højhuse. Fuldstændig planløst. Mellem Blågårdsgade og Peblingesøen opstod de første arbejderkvarterer omkring Smedegade, Murergade og Tømrergade. Fire til seks etagers lejekasserne skød op som paddehatte. Høj bebyggelse og snævre baggårde.
Gamle Fru Jensen og latrintømmeren
De fleste lejligheder var på 30 – 35 m2 Her skulle 4-8 mennesker leve. Køkkenet blev brugt både som badeværelse og til at lave mad i. Toiletter og lokummer var i gården. Den ældste knægt blev udnævnt som latrintømmer. Han måtte om morgenen ned fra 6. sal og tømme en overfuld natpotte.
Gamle Fru Jensen oppe på 5. kunne ikke sådan gå ned til retiraderne. Så hun gjorde både det store og det små i køkkenet. Det var ikke særlig smart midt om sommeren. Hurtigt kunne beboerne både mærke og lugte, at nu havde Fru Jensen gjort det igen. Og der var mange Fru Jensener på Nørrebro.
Man glemte kloakeringen
Jo de havde det nu meget let disse byggematadorer på Nørrebro. De indførte også det, der senere blev kaldt brobiss. Jo man skulle betale for at komme over de broer, som de byggede.
Man kunne knap nok åbne vinduet, før man stødte mod den anden bygning. Der blev efterhånden bygget første, anden, tredje og fjerde baggård. I Blågårdskvarteret glemte man kloakering. Efter flere dages regnvejr så svømmede det hele. Og gadelys havde man heller ikke sørget for. Skulle man noget om aftenen var det en farefuld færd at komme hjem.
Lokummer til alle
I 1857 havde Håndværkerforeningen foranstaltet et lotteri. For overskuddet indrettede man i 1862 et byggeri – Alderstrøst. Her kunne 7 enker og otte ærværdige ægtepar nyde tilværelsen. Ak ja. Det siges, at guldmed Ebbesen efter få dage døde af glæde. Da Frederik den Femte kort før sin død besøgte stedet udtrykte han:
Løn udbetalt på værtshus
Det var et rigtigt arbejderkvarter dengang. Mange virksomheder havde valgt at oprette egne værtshuse. Så blev lønnen udbetalt der. Så vidste virksomhederne, at de fik deres penge igen. Far drak så det meste af indtjeningen op. Ofte måtte konen indfinde sig på værtshusene for at få udbetalt lønnen.
Mange stiftelsesejendomme
Børnene på Nørrebro måtte hjælpe til med indtjeningen. Så kom man ikke i skole. Nogle af dem blev mælkedrenge på Enigheden ude på Lygten. Ikke alle lærere havde forståelse for at drengene sad og sov i skolen.
Utrolig mange stiftelsesejendomme blev op ført på Nørrebro. Det var foreninger, der købte dem. Deres medlemmer skulle have en god alderdom. Dengang var det med at blive gammel det samme som at blive fattig. Elmegade 6 er en ejendom som Ølhandlerforeningen opførte. Omkring Balders Plads findes en flot ejendom som Urtekræmmerforeningen opførte. Langt de fleste har solgte deres ejendomme.
I Prinsesse Charlottesgade har Nørrebro Handelsforening stadig deres stiftelsesejendom.
Respekt for panserbassen
Dengang havde man respekt for panserbasserne på Nørrebro. Man skulle være mellem 22 år og 40 år. Giftemål krævede tilladelse. Man havde dog fri medicin og ophold på sygehus. Var man ungkarl skulle man så vidt muligt bo på Station seks kaserne. Ja sådan hed stationen på Fælledvej.
Her skulle betjentene stå i kø for at komme på retiraderne i gården. Politiassistent Rantzau havde fået lejlighed med eget toilet. Han var stor på mange områder. Han havde fået Ridderkorset for bl.a. at have banket arbejdere ude på Fælleden. Men ellers var han meget respekteret denne Rantzau. Ja Folk på Nørrebro troede, at Rantzausgade var opkaldt efter ham.
Når en betjent ikke hilste på de kongelige, når de engang imellem forvildede sig til Nørrebro kunne man blive fyret,
Da Louisegade fik navneforandring
Der skete engang imellem nogle frygtelige forbrydelser på Nørrebro. Det gjorde det også da Louisegade fik navneforandring. Ja for egentlig var gaden opkaldt efter Anker Heegaards kone, Louise. Men den kom til at hedde Prins Jørgensgade.
Grunden var det der skete den 2. marts 1867. Smedesvend Svend Rathje var kommet hjem fra et jernbaneværksted. Inde i soveværelset lå hans kone i en kæmpe blodpøl.
Man fik hurtig fat i den mistænkte, Ole Jensen. Han skulle transporteres fra Helsingør til København. En makker skulle afløse fangevogteren. Fangevogteren gav dem penge til en flaske brændevin. Men makkeren dukkede ikke op. Så de tog flugten. Ole Jensen blev senere indfanget og sendt til Amerika.
Barnemorderen fra Jægersborggade
Dagmar Overby havde myrdet mellem 15 og 25 børn. Men hun blev kun dømt for at have myrdet 8. De 2-3 stykker myrdede mens hun boede i Jægersborggade. Mindst en af dem smed hun ud i retiraderne på kirkegården.
Da Nonnen mødte et lig
Ja denne Heegaard havde givet grundstykket til Martha – Hjemmet. Her foregik en masse sociale ting. En af opgaverne for nonnerne på hjemmet var at opsøge familier til afdøde og give en skilling til begravelseshjælp.
Og så kom der da også et bud, at Aksel, en stolt arbejder oppe på tredje sal et sted i rabarberlandet var afgået ved døden. En nonne tog af sted, og rigtig nok. Der stod en grædende hustru og under et lagen i sengen lå Aksel.
Nonnen kom med trøstende ord og Guds velsignelse. Hustruen fik en skilling til begravelseshjælpen og nonnen begav sig af sted. Men nede i gården kom nonnen i tanke om, at hun havde glemt sin paraply. Hun skyndte sig op på tredje sal og bankede på. Hvem der nu blev mest chokeret, ja det er spørgsmålet! For det var liget, der åbnede for nonnen.
Danmarks første automobil
Vidste du, at Danmarks første automobil rullede ud fra baggården til Nørrebrogade 38. I medierne kunne man læse, at det her var tale om en vogn, der kørte uden heste. Ja og mekanikeren bag bilen var Peter Myginds tipoldefar. Bilen havde en tophastighed på 7,1 km/t. På en af de første ture man selveste Christian den Niende. De måtte dog dreje skarpt ellers var de kommet på kollisionskurs med selve majestæten. Jo denne Hammel – bil kom mange år senere til ære og værdighed. Det var i 1954, da den deltog i et veteranbil-træf i England. Det var den ældste bil. Og den blev selvfølgelig nummer sidst, længe efter de andre. Men BBC afbrød deres program, da den kom i mål.
Og bilen kan stadig køre. Den befinder sig i dag på teknisk Museum.
Endelig kom jernbanen
Efterhånden kom den kollektive trafik til Nørrebro. Først som såkaldte omnibusser. Men disse havde arbejderne nu ikke råd til. Men Nørrebro Sporvognsselskab sørgede for at der kom sporvogne til bydelen. Efterhånden havde selskabet 25 vogne og 150 heste.
I utallige år havde Nørrebro – borgerne set togene køre igennem bydelen uden at stoppe. Og endelig stoppede de. Men det var en katastrofal planlægning. I det der senere kom til at hedde Nørrebroparken oprettede man station A og Station B. Men her måtte man også have støvler på, for man sank ned i ælte og mudder på vej til stationen.
Byggespekulanter var gale, for nu kunne der sættes tempo på bebyggelsen. Det var mest attraktivt at bygge lige ved stationen.
Snart var banegården for lille. Der skulle også etableres en godsstation. Men den blev planlagt på sådan en måde, at der holdt lange køer over af datidens kørertøjer utallige gange om dagen. Ja gennemsnittet for at bommene var nede på Nørrebrogade var 75 gange i døgnet.
Latrinstation Ladegården
Nu havde man allerede tidlig fået en latrinstation ude ved Lersø. Her havde stationsforstanderen gratis gødning til køkkenhaven. De der latrinvogne blev kaldt for chokoladevogne. Men de var nu ikke særlig tætte. Og det havde Nørrebros hunde stor glæde af. Om sommeren skete det ofte, at disse chokoladevogne eksploderede på stationen.
Som man sikkert ved, så lå der en chokoladefabrik, der hed Cloetta i Hørsholmsgade. Og straks opstod der en vittighedstegning i Blæksprutten. En tysker skulle således se Københavns lyksaligheder. Og tyskeren blev slæbt til Lersøen:
Da jyderne kom til Nørrebro
Det var for resten også her ved Nordbanegade, at jyderne bosatte sig. Københavnerne synes, at det var et mærkeligt folkefærd. De snakkede et mærkeligt sprog (jysk). De havde en mærkelig religion (Indre Mission) Ja og så spiste de mærkelig (kartofler).
Det var først da jyderne gik på bordel og på værtshuse, at københavnerne accepterede dem.
Gendarmerne på Ydre Nørrebro
I tidsrummet 1891 – 94 var der ansat gendarmer for at styre de urolige elementer på Ydre Nørrebro. Og det var særlig de talrige bøller i Allersgade og Gormsgade, der mærkede disse. Der var ansat to underofficerer og 23 menige. De fik at vide, at de ikke skulle løbe efter forbryderne. Stak de af skulle de råbe dem an. Hvis de ikke reagerede skulle de bare skyde efter dem. Og det vidste forbryderne.
Når lampen i underofficerernes kontor var slukket, vidste gendarmerne, at han var gået til ro. Så gik de til ro hos en bager i Gormsgade og sov trygt i hans melrum. Så gik de klokken fem hen til en skrædder i samme gade og vækkede ham. For dette fik de morgenkaffen.
Lersø-bøllerne
Omkring århundredeskiftet var der en del, heriblandt småkriminelle, der gemte sig i sivene ud i Lersøen. Her kom de pæne mennesker ikke. Her regerede Lersø-bøllerne. De blev kaldt Spiritus, Musen, Gloøje, Charles 5 – øre, Skæve Martin, Knokkeldrengen, Kno-Anders, Lange Hermann, Delle Frederik og Valdemar Skrupskider. Jo sidstnævnte kunne underholde børnene. Han kunne med bagdelen afspille Fanemarchen.
Jo herude var Sorte-Petra nærmest fælleseje. Af andre piger var bl.a. Anna 66 og Guldåsen. De bidrog med deres aktiviteter til fælleskassen.
Meget af deres indbo fik de fra den nærliggende losseplads, Mamrelunden. Huslejen var gratis. Her var nogenlunde tørt og lunt. Man kunne altid varme sig på spritten. Favoritten var et sæt bestående af en flaske brændevin, der blev rundet af med skibsøl eller en pot skummet mælk. Den eneste de havde respekt for herude, var en betjent, de kaldte for Bølle-Jørgen. Han gad ikke at slæbe dem med hen på stationen. Han slæbte dem med hen i næste portåbning og gave dem en ordentlig øretæve.
Kongeparret herude var Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus. Der var et berømt Lersø slag, En betjent blev dræbt. Og kongeparret flygtede til Århus. Efter et halv år blev de opdaget. De flygtede fra Aarhus Arrest, men blev senere pågrebet. De blev udråbt som helte og var med i diverse skillingsviser.
Da Maja trak op i kjolen
Industrien rykkede tættere på og politiet blev mere effektiv, så Lersø-bøllerne måtte fortrække. De blev så til Fælled-bisserne. Og dronningen her var Maja Robinson. Her gik rygterne, at hun før var en rig lægefrue fra Australien. Om sommeren trak han op i kjolen for 5 øre fra rødmende karle. Man sagde, at hun hver måned fik tilsendt penge fra hendes forhenværende mand.
Når hun en gang imellem blev indsat smed hun tøjet.
Men ak, tidens udvikling ramte også Nørre Fælled. Nu spredte flokken sig til Blågårds Plads. De blev enten til de såkaldte prinser eller til klunserne.
Og ak den 14. september kunne man i Aftenbladet læse:
Jo de var 5-6 stykker der var blevet tilbage på Fællederne. Det var bl.a. ”Stegt Sild”, ”Den Hvide Neger” og ”Krølle Charles”.
Prinserne på Blågårds Plads
Prinserne på Blågårds Plads var gode som babysittere. De havde besluttet sig for, hvad der skulle stå på deres gravsted:
Det ska printes på Latin
Under denne Gravsten hviler
Der et smask fordrukkent Svin
Indianerfrokost og Frelserpiger
Meget populært i de kredse var Indianerfrokost. På stegepanden varmede prinserne røget makrel, wienerbrød, fedt, tomater og affaldspålæg. Ja så fik de en spritdram til. Og imens skrålede de:
Ballade med Syndikalisterne
I 1915 blev Udbygade anlagt, og fire år efter kunne man så flytte ind.
I 1916 var der ballade med Sydikalisterne. De mente at vejen til revolutionen skulle skabes gennem arbejderpartiets overtagelse af statsapparatet og produktionsmidler med det mål at skabe et kommunistisk samfund.
Det var fastelavnsmandag den 11 februar 1918. Der blev holdt to møder samtidig. Det ene var i Arbejdernes Forsamlingshus i Rømersgade. Og det andet var i Folkets Hus på jagtvej 69. Efterfølgende skulle der være demonstration. Kun lederne vidste, hvor man skulle gå hen. Man lod sive, at Flæskehallen skulle plyndres.
Det endte med, at der blev storm på Børsen. Deltagerne var bevæbnede med køller. De slog løs på børsmæglerne. Senere angreb de politiet med murbrokker til det tredje Christiansborg.
Den 9. august var der tumult på Åboulevarden. Det endte med voldsomme uroligheder på Nørrebro.
Dern 13. november var der forsamlet 50.000 på Grøntorvet. Det endte med over 100 sårede betjente.
Verdens første spiritusprøve
En meget vigtig ting skete den 15. maj 1922 på Fælledvej. Det var Verdens Første Spiritusprøve. Den blev foretaget på Fælledvejens Politistation. Det var sikkert nødvendigt. I 1920 var der 18.000 biler. Ni år senere var dette tal vokset til 100.000.
Man skulle kunne føre to fingre sammen og kunne sige ”Bispens Gebis” uden at hvisle på S’erne. Hvis den undersøgte ikke kunne stå med samlet ben og lukkede øjne var kørerkortet for alvor i fare. Men det var nu også andre ting man skulle observere.
Verdens største indkøbscenter
Hvis en beboer fra Udbygade i 1919 gik en tur op af Nørrebrogade og sidegaderne ville de møde et hav af bagere, skotøjshandlere, isenkræmmere og slagtere. Ja og her imellem var det også hesteslagtere. Hestekød var billigere.
På det tidspunkt var Nørrebro Danmarks shoppingcenter nummer 1. Nørrebro handelsforening havde 600 medlemmer. På Nørrebrogade lå de standsmæssige butikker inden for manufakturbranchen.
Gik man et stykke ned ad sidegaderne kunne man fornemme duften af røget flæsk, gammel ost, krydderier og brændt kaffe. Hvis der havde været fødevarekontrol dengang, var der sikket ikke mange, der havde fået en glad smiley.
Medarbejderne havde fået lidt bedre vilkår i 1920erne. De startede under slavelignende vilkår. Mange var henvist til at sove under disken eller i et kammer uden varme.
Da pølsevognen kom
Tænk engang i 1916 skete der noget frygtelig, der hade betydning for mange på Nørrebro. Man beskattede fattigmandssnaps. Inden dette trådte i kraft havde man i den grad hamstret på Nørrebro.
Noget nyt dengang var pølsevogne. Og det var bestemt ikke alle der var begejstret for dette. Således mente den daværende formand for Nørrebro Handelsforening:
A, P. Møller ikke populær på Nørrebro
Et par år senere i 1926 mente K:K: Steincke, som var socialminister, at detailhandelen skulle give de arbejdsløse særrabat. Og A.P. Møller gjorde sig ikke særlig populær på Nørrebro, da han udtalte:
Da Prinserne ikke kunne få brændevin
Omkring 1939 var der mangel på spiritus, brændevin og likør også på Nørrebro. Men der var også mangel på kogesprit. Og så var den i en periode grøn. Det var ikke godt for spritterne/prinserne.
Myndighederne havde tilsat bismag til kogespritten. Men prinserne fandt ud af en løsning. Og det gjorde man ved hjælp af eksperimenter med blus og meget mere. Alt dette foregik på førstesalen på Rådmandsgade 69.
Forsøgene gik godt. Man kunne også få afsat flaskerne i restauranter. Pris 25,- kr.
Det blev selvfølgelig opdaget. Men disse prinser er nu ikke tabt bag en vogn. Anholdelsen foregik på denne måde:
Med disse ord, takker jeg for opmærksomheden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 12, 2019
Originaler i Tønder
Denne artikel har tidligere været offentliggjort på vores side under titlen ”Benne Blitz”. Vi har besluttet at gøre denne artikel mere læsevenlig og redigere i teksten. Der findes mange sjove og dejlige mennesker i Tønder. Nogle har fået heltestatus, og blevet hædret. Andre har man lagt mærke til. De har fået øgenavne. Og det er dem, denne artikel handler om. Over 230 tøndringer døse som nulevende er med på listen. Ja det er både høj og lav.
Tak til min afdøde storebror, Karl E.J. Brodersen, Siegfried Lorenzen, Karl Jørgensen og alle de andre der har bidraget til listen. Det sønderjyske og det germanske element er med i navnene. En antropolog kan sikkert sammen med dig kære læser få en masse ud af denne liste. Og mange af disse navne kender vi i forvejen fra artikler her på siden. Listen er en slags ”Tynne-Historie”
Nu behøver alle på listen ikke nødvendigvis at være det man kan kalde originaler. Man er kommet med på listen, fordi man har fået øgenavn, og det kan også være i kraft af ens beskæftigelse,
Da datteren af Matrikelkontrollør Schatz giftede sig med seminarielærer Nagel hed det i folkemunde: Nagel bekam einen Schatz und sie bekam einen Nagel (Han fik en skat og hun fik en søm) 1905.
Johan Vinhandler, byfoged Johan Schneider, vært i Ratt’ s Weinkeller på Torvet. 1780
Æ Dragonsmej. Han kom fra Randers og havde værksted i Popsensgade. Han var rykket ind med dragonerne til Tønder i 1920. Han fandt en sød pige fra Møgeltønder, Bothilde Poulsen. I 1937 købte han et værtshus på Skibbroen.
Store Adolf eller Adolf mæ æ gummiben: Hestehandler, sparket af en hest og blev forsynet med et fælt knirkende gummiben.
Hans Punch boede under taget i Zur Traube sammen med Traute. God til langspyt. Havde sin storhedstid, når der var markedsdag under ”nachspiel”
Peter Englænder var nu dansker. Han søgte lykken i Amerika. Senere søgte han lykken i jernbanevogne
Tilde fra ”Sæe”(født Mathilde Jørnsdatter) Afviklede sit ærinde i samme øjeblik, trangen meldte sig. For hende var hygiejne et fremmedord. Hun var født i 1877.
Johannes mæ æ føer. Han var pedelmedarbejder på Tønder Kommuneskole. Hans kendetegn var usædvanlig store fødder.
Bulder eller Buldog. Skoleinspektør, Johannes Petersen Tønder Kommuneskole. Han havde et usædvanligt iltert temperament. Stod man i nærheden, eller fik man selv en verbal skideballe, skulle man bag efter tørre spyt af. Havde et iltert temperament.
Danske Jensen, Niels Jensen leder af Danske Samfund Tante Meta, boede Skibbrogade 12. Hun var aldeles stokdøv, Når hun endelig modtog en nyhed udbrød hun altid: ” Det wå da noue grov noue”Benne Blitz, Bernhard Sehestedt, Nørregade var som malemester kendt som usædvanlig hurtigt arbejdende. 1950
Christian Dansker, Chr. Christensen, Kirkepladsen, kirketjener, markerede stærkt sin danske holdning 1940.
Den Glødende Blyant, Svend Nielsen, Anne Marievej, politibetjent var usædvanlig hurtig til at notere overtrædelser af færdselsloven. 1950
Deutscher Hannes. Johannes Jepsen, Richtsensgade, leder af det tyske vandrehjem 1940
Donna Mia Sterne eller bare Fru Sterne. Fru Sternkopf, Østergade 58. Som nabo til Soli Deo Gloria var denne sværvægtige damefor på et fremskredent tidspunkt at træde i aktion 1930.
Flinkesen. Cigarhandler Mathiesen, Vestergade. Som efterfølger af Jens Pejt, var der ingen grænser for hans taknemmelighed efter en handel: ”manne tak, manne tak. 1950
Flüster Heinrich, Heinrich Jürgensen, Horupsgade. Handelsmand, havde fejl på stemmebåndet. Hans tale lød som hvisken. 1950.
Glade Juhl. Gustav Juhl, Skibbrogade 10. Var altid i godt humør, bankbud i Handelsbanken 1940
Hans Bokser. Hans Hansen, Carstensgade. Bogholder i Handelsbanken. Boksede i sine unge dage. 1950.
Hans Peter Kæltring. Hans Peter Petersen, Strucksalle 58. Koldblodig og snu handelsmand. 1950
Hein Munks. Heinrich Boysen, Gasværksboligen. Var ansat på Gasværket på Slotsbanken. ”Murksen” betyder på tysk ”bøvlet arbejde” 1950.
Heine Biffelmand. H. Clausen, Gørrismarksvej, tilhørte en speciel trosretning.
Jens Pejt, cigarhandler Munk, Vestergade 27. Afledt af hans frølignende gang.
Jens mæ æ tegnboch. Handelsmand Hansen, Viddingherredsgade. Tegnebogen var et erhvervs – kendetegn. 1940
Johan der Gerechte. Johannes Bergmann. Tønders respektindgydende ene-politibetjent i prøjsisk politiuniform med sabel. 1910. Vi har en artikel med ham.
Jørn Fedt. Jørgen Jensen, Nørregade 46. Han havde lidt svært ved at afgive mere end højst nødvendigt. 1950.
Kidde mæ æ stok. Jensen, Strucksalle. Handelsmand, der havde for vane at placere sin stok på kreaturvægten og støtte på den i det øjeblik, den gik i gang med at veje det kreatur, han stod for at sælge. 1960.
Peter Fit eller Peter mæ æ navn. Siges at have et særdeles varmt forhold til en kreds af damer. 1950.
Peter Genosse, Peter Petersen, baneformand, Dragonvej, sagde ”Genosse” til alle og enhver. 1940.
Peter Kommunist. Peter Christensen, Kogade 2. Umiskendeligt politisk tilhørsforhold. 1950.
Peter Wellenbad. Peter Nielsen, provisor, Tønder Apotek. Ønskede gennemårene uden hensyn til vejrliget at kunne bade i nordsøbølgerne. Det gjorde at P.W. blev stamgæst i ”Wellebad” i Westerland på Sild. 1975.
Peter Uhu. Peter Jürgensen, taxakørsel, Østergade 22. Konen havde for vane at råbe ”uhu” efter manden, når der indløb en bestilling på taxikørsel, og han ikke var i nærheden 1940.
Pezza. Jens Petersen, Ribelandevej 10. Lærer på den tyske skole. Kendt for sin spredning af gode nyheder. Sladderhank afledt af det tyske verbum-petzen (at sladre) 1940.
Silke Madam, ? Sønderport. Dame, der næsten altid gik i silkeklæder. 1940.
Skiern Sørensen. Denne Sørensen boede i ”Sperlingsllust” i Viddingherredsgade, jernbanearbejder. Han havde langt til vaskefadet. 1940.
Sonnenschein. Chr. Lorenzen Sæd – Udbjerg. Han havde en munter og optimistisk udstråling 1940
Stille Svend. Svend Hansen, Richtsensgade, fiskehandler. Han var en stille, fåmælt mand også under kortspil. 1950.
Stürm Jürgensen, Peter Jürgensen, Vidågade 5, solgte og omdelte det tyske jødefjendtlige blad ”Der Stürmer”. 1940. Vi har skrevet flere artikler om familien.
Theodor Fidus. Theodor Nielsen, Nygade, jernbanearbejder 1940.
Valdemar Fisk, Valdemar Petersen, Smedegade/Allégade, solgte fisk 1940
Aalborg Skræk, bygartner? Nielsen, Provst Petersensvej. Var streng ved børnene. 1940.
Aksel Gris. Aksel Andersen, grisehandler, Strucksalle 1990.
Billig August. Krovært August Bruhn, Vestergade 59. Var kendt for sine små priser 1940
Den akademiske gartner. Karl Petersen, bror til gartner Henning Petersen, Østergade. Denne bror kunne efter 1945 ikke få gavn af sin tyske uddannelse som ”Justitzrat”, hvorfor han deltog i arbejdet i broderens gartneri (hvor han blev meget tørstig) 1960.
Der eisener Gustav. Gustav Heder, Uldgade, klejnsmed (Eisen/jern)1950
Der hölzerne Gustav. Gustav Schneider, Viddingherredsgade. Tømrermester (Holtz/Træ) 1950.
Didde Ging me æ Klink (Klokken). Dietrich Diedrichsen, Smedegade/Uldgade. Gadeudråber. Med sin klokke bekendtgjorde han forestående begivenheder 1910.
Dreifuss, arbejdsmand. En ”Dreifuss” var et redskab på hans arbejde med en rambuk 1940.
Fidde Bank, Peter Christensen, direktør på Tønder Landmandsbank 1950.
Fidde Chokolaat. Friedrich Clausen, Østergade havde en chokolade og tobaksforretning 1940.
Fidde Goldschmied. Friedrich Sørensen, Kogade 3, guldsmed i Kobbergade (Scheelke & Sørensen) 1950.
Fidde Hat (Midde Hat) Fr. Jürgensen, gæstgiver og ejer af Tonhalle. 1900
Fidde Tango også kaldet Lam Fidde. Friedrich Feddersen, søn af Niels Gemüse, klaverspilleren i Bombergs musikkapel 1925.
Fidde Tomstok, Frederik Nielsen, tømrer i Markgade 1950
Galopskomager. Jessen, Uldgade, hurtig arbejdende håndværker 1910.
Hanne Hat, Hanne Petersen, Hatteforretning i Vestergade 1950
Hansi Maler. Hans Petersen, maler, Søndergade 21 1975
Heine Filet. Gerhard Nicolaisen, Strucksalle. Slagter og filetskærer hos fiskehandler Thietje 1950
Heine Kontant. Heinrich Clausen, Vestergade 3. Melhandler Clausen (han handlede kun med mel) Ingen kreditgivning 1930.
Heine Natøl. Heine Christiansen, Slotsgade. Købmanden havde natlig ølsalg 1950
Heine Roll. Heinrich Hansen, vognmand (på tysk ”Rollkutscher” 1950
Heine Slaute. Heinrich Petersen, slagter Uldgade 2 1975
Jacob von oben, rektor, Jacob Randrup, øverst på ranglisten på Statsskolen 1925
Jacob von unten, pedel Jacobsen, nederst på ranglisten på Statsskolen 1925
Jens Klat, Jens Petersen, faderen var malermester. 1980.
Jens Much, Jens Mommesen, Viddingherredsgade, arbejdsmand ved byen 1935
Johan Baron, Johan Hansen, Slotsgade, havde nogle gode år som vognmand 1940
Johannes Tobak. Johannes Petersen, Storegade, tobakshandler 1950
Jörn Geldmann eller Jürgen Pengemand, Jürgen Lauridsen, Viddingherredsgade, handelsmand med tysk tegnebog 1940
Kalli Schuster, Karl Nissen, skotøjshandler, Vestergade 41 1975
Katzenkönigen, Christiane Marie Alberz, damei Østergade 15, der holdt meget af katte 1925.
Kidde Klok. Christian Petersen, urmager i Vestergade 1940.
Kidde Blik. Chr. Hansen, Lillegade, blikkenslager 1950.
Kesse Partei, Christian Jensen, Vestergade 74. Lederen af det tyske Nationalsocialistiske Arbejderparti i Tønder. Han blev også kaldt Kesse Fløjt, idet han altid gav udtryk for sit gode humør ved at fløjte 1940.
Kalle Boss. Karl Petersen, rektor ”Boss” for byens folkeskole 1910
Kristian Nachtwächter, Christian ? , Nattevægter 1910.
Ludde Rundfunk. Ludvig Bossen, radiomekaniker hos Radio Rasmussen 1950.
Lüt og Klüt, Lütjohan og Köhn , autoværksted på Kongevej 22 1950.
Martin Nibbes. M.C. Christiansen, isenkræmmeren, der handlede med ”nibbes” – småting 1940.
Midde P eller Kaffe Marie. Marie Petersen, Storegade 8, havde en kaffe- og chokoladeforretning 1940.
Mille og Fidde Hat. M.F. Mylin, krovært Østergade 26. Fra 1900 til 1920 ejer af Centralhalle. Deres etablissement var kendt for ”wo so manches Paar sich gefunden hat”. Havde tidligere hatteforretning i Østergade 1910.
Mutter Monopol. Hjørnet Allegade/Nørregade. Tobakhandlerske. Monopol var et cigarillomærke. 1910
Mutter Paris (udtales Pa-ris) eller Mudder Pariser. ? Hansen, jordemoder. Manden var bl.a. beskæftiget som ledsager af pantefogeden. Var født i Paris, men af navnet afledes Pariser, en fordums betegnelse for kondomer, hvilken hun efter sigende anbefalede fædre i børnerige familier 1930.
Mutter Slik. Henny Berg førte en kaffe- og chokoladeforretning i Vestergade 1950.
Mutter Tysk. Frk. Clausen, Søndergade, tysklærerinde på Kommuneskolen 1950.
Mængde Børge. Børge Christensen, Østergade var matematiklærer på seminariet. Var opfinder af programmet Comal 80. Min afdøde kone, Hanne lavet en film om ham. Hun brugte underlægningsmusikken ”Det haver så nyeligen regnet” som instrumental – musik. Men den ville TV Syd ikke bruge, de var bange for at genere det tyske mindretal. Filmen blev dog vist uden den musik!
Natmøller. Møller, markgade, natsygeplejerske på Tønder Sygehus 1950
Niels og Ida Gemüse. Niels Feddersen Vestergade 27. havde grøntsagsforretning. Han var også danselærer. ”Rus mit den Beinen und wieder rein. Weg von dem Mädel, wieder hin zu sie. 1925
Nis Put. Nis ?, Vestergade. Byens skraldemand 1925.
Pas Frederiksen. Georg Frederiksen Vestergade/brorsonsvej, leder af paskontrollen på politistationen 1940.
Peter Belle. Peter Riggelsen, Vidågade 115. Ejer af hunde- og skindforretning. Afledt af det tyske Belle-Hud. Rigtige Tynne-Kanjte sagde altid: ”Ve då ha jen å æ belle (Vil du have en flad) 1940.
Peter Bundgas. Nis Peter Jacobsen, chauffør, Nordre Landevej. Kendte ingen hastighedsgrænser 1990.
Peter Dach. Peter Knudsen, Viddingherredsgade, tagtækker 1940.
Peter Orne. Peter Nielsen Gråbrødrevej, staldkarl i Soli deo Gloria 1940
Peter Pind eller Peter Træ. Peter Christensen, tømrerhandler i Nørregade 1990.
Peter Pot. Peter Petersen Uldgade. Faderen var pottemager, havde en VVS – forretning 1930
Peter Sandemann. Peter ? Handlede formentlig med sand til gulve 1910
Peter Uldhaar. Peter Nielsen, Spikergade, marskandiser. Gik sjældent til frisør 1950.
Peter Vagthus ? 1910
Peter Vierlei Var faktisk hans rigtige navn, var gadeudråber 1910.
Schneider Stadtrat. Skræddermester Peter Petersen, Østergade. Var byrådsmedlem i årene 1909 til 1922
Skatte Bøg. H.C. Bøg skatteinspektør 1950
Skatte Petersen. Nis Petersen, Carstensgade. Byens skattesekretær. Var på et tidspunkt alene om dette arbejde 1930.
Stine Gemüse. Christine Schlüter. Solgte frugt og grøntsager i Vestergade 1940.
Sulte Charles eller Sule Charles. Charles Hansen, forplejningschef på kasernen. Var blandt de værnepligtige kendt for at have landets bedste kasernemad. Af en pårørende er undertegnede gjort opmærksom på, at hans øgenavn var Sule Charles, fordi han i sine unge dage solgte grise 1950.
Swing Hansen. Seminarieelev, der spillede i Due Hansens orkester 1950.
Thomas Barber. Thomas Carstensen, barber i forretningen, Vestergade 15 1950.
Thomas Briket, Thomas Selmer, Vidågade, brændsels- og tømrehandler 1940
Trompeter von Säckringen, Johannes Wiese, Viddingsherredsgade 5, trompetist i Skyttekorpset 1970.
Vissen Egon. Egon Lorentzen, Vestergade 2, blomsterhandler. Er nok ikke et helt retfærdigt øgenavn 1960.
Æ Wasserdoktor. Dr. med. Jersild var kendt for at ordinere vandkure i Højer 1880. Vi har skrevet en artikel om ham.
Wille Wurst, Willi Asmussen, Mellemgade, pølsemand på Torvet 1945.
Willi Schnelzer. W. Johansen, chauffør, Østergade. Hurtigkørende mand, formentlig afledt af det tyske ”schnell” 1950.
Æ Gafeiers. Familien Andreas Petersen, Uldgade. Han var gadefejer, men hele familien var kendt under dette navn 1940.
Æ galoppschuster. Skomager Jensen, Uldgade 1910
Æ himmelsmaler. Nørgård, Uldgade bad en bøn før arbejdets påbegyndelse 1910
Æ klosmacher. Jürgensen, træskomager, Skibbrogade 1940
Æ klosterbache. Bager Petersen, bageren i gavlhuset på Torvet 1950.
Æ Rolkusk. Emil Thiesen, vognmand, afledt af det tyske Rollkutscher 1925
Anna Prozess. Hun var formentlig hurtig til at gårettens vej i stridsspørgssmål 1910
Asse an der Kasse. Asmus Christiansen, kasserer ved foreningsfester på Tonhalle og Schweitzerhalle 1910.
Der kleine Graf. Æ lille Grev. Rasmussen, Vidågade. Chauffør hos Grev Schack, mindre af vækst 1940.
Det lille byråd. Borgmester J. Poulsen, Tobakshandler J. Petersen og boghandler J. Jefsen. De tre herrer gik deres daglige morgenture og i folkemunde hed det sig, at det var på disse ture, dagens politiske kurs blev lagt 1950. Vi har skrevet en artikel om det emne.
Fidde Kongres. Friederich Andersen. Var meget aktiv i sammenslutningen af sårede første verdenskrigsdeltagere. Han rejste som foreningens formand rundt i Europa. Blev der under hans fraværd spurgt efter ham, var konens standardsvar: ”Fidde ist zur Kongress. 1940.
Grosser. Albert Groes Petersen, Ribe Landevej, senere Birkevej. Kæmner på Tønder Rådhus. Stor og kraftig herre. 1950.
Grosse Knüppel – Kleine Knüppel. Søskende Knüppel, Leosalle 15, begge lærerinder. Ved damernes meget forskellige højde var denne betegnelse nærliggende for skoleeleverne 1915.
Hans Bulgar. Hans Stehr, vært på Schweizerhalle. Var påfaldende ivrig med sine hurraråb ved Dronning Elisabeth af Rumæniens gennemrejse på vej til Sild i 1888. Han tog imidlertid fejl af Rumænien og Bulgarien 1890.
Hansen Geist. Peter Hansen, lærer og bestyrer af Vajsenhuset, Østergade 69, Var en særdeles spinkel figur og havde i børns øjne et spøgelsesagtigt udseende. 1940.
Hein Schwalbenschwanz. Heinrich Johansen, Windwedt. Han havde arvet en kjole fra sin far. Et kendetegn for en kjole er dens to lange haler. I tysk folkesprog blev det kaldt ”Schwalbenschwanz”. For at kunne bruge kjolesættet til dagligt, klippede han halerne af og fik således navnet. 1950.
Jønne mæ æ før. Jørn Jensen, postbud. Han satte sin fødder på en speciel måde 1950.
Kalle Skagerak. Karl Jensen, vognmand, Strucksalle 14. Havde som marinesoldat i den kejserlige marine deltaget i Skagerrak-slaget i Første Verdenskrig 1940.
Kalli eller Kalle æ mure. Karl H. Brodersen, murer, Østergade/Strucksalle/lærkevej/Brofennen. Blev ofte forvekslet med sin bror Nico på afstand. Han var også murer. Jo Kalli var min far. Han kunne fortælle en historie om hvert hus i Tønder. Det gjorde han gerne over for tyske turister på gågaden i Tønder. En skam at jeg ikke tog en båndoptager og en flaske snaps med til Tønder, så kunne jeg have fået endnu flere gode historier af ham. 1990.
Klein Erna. Erna Sørensen, dame- lille af vækst 1940.
Koni. Wilhelm Johansen, Strucksalle 36 var som dilletant god i rollen som ”Der kleine Kohn”, tysk skolelærer 1940.
Kedde Napoli. Gæstgiver Christian Bruhn, Skibbroen. Elskede på et fremskreden tidspunkt at fortælle om Napoli, som han havde besøgt i sine unge dage. 1900.
Kong Ib også kaldet Røde Ib. Ib Nielsen, Skibbrogade. Ekspeditionssekretær på Jordlovsudvalget. Da Grev Schack ringede og præsenterede sig, havde Ib svaret: ”Og her er Kong Ib, kommunist” 1940.
Knold og Tot. Brødrene Bernhard og Ferdinand Linnet, Strucksalle 16. Gik som pedant til figurerne i tegneserien Knold og Tot. 1940.
Krischan Tusindmark. Huskarl hos isenkræmmer Kraus, Vestergade 4. Har formentlig ved flere lejligheder givet sig ud for at være velhavende. 1910.
Krus Persille – Kirsebær Tut – Lille Borgmester. Christian Christensen, Frigrunden senere Ribelandevej. Rådhusbud. Han havde en hårpragt som kruspersille og en forkærlighed for kirsebær, som han altid bar rundt i en ”tut”.
Lille Købmand. Christian Brodersen havde en lille købmandsforretning i Strucksalle 41. I erkendelse af ikke at være af almindelig legemsstørrelse, kaldte han sin forretning i dobbelt forstand ”Den lille Købmand” 1950.
Lille Mand. Gæstgiver Jürgensen, Skibbroen 5. Lille af vækst 1910
Lille Ole og Store Ole ?, Olsen, sygplejerske og oversygeplejerske på Tønder Sygehus. Den ene var lille og den anden var stor 1950.
Lorenz Du lügst. Gæstgiver Lützen, pralhans 1910.
Lorenz mæ æ nejs. Lorentz Carstensen, kommunalarbejder. Manden havde en næse, der var større end gennemsnittet 1920.
Misse Rundfunk. (Se også Fidde Kongres) Misse Andresen, Søndergade 32. Det kunne hænde, at radioen transmitterede et foredrag af manden, hvilket hun elskede at publicere ved at sige: ”Fidde spricht heute im Rundfunk” 1940.
Peter Cowboy. Peter Petersen, Ribelandevej. Vognmand, en mand med cowboy-agtig udseende 1940.
Peter Pik (udtales Peik) Seminarielærer Peter Wending. Stor tilhænger og udøver af kortspil. Pik (Peik) er det tyske ord for spar. 1900.
Prinzgemahl. Peter Petersen, gården Stubkjær. Ægtemand til en gårdejerske 1940.
Reserve Jesus. Han boede i Uldgade. Ond betegnelse af en skoleelev med et anderledes udseende 1940.
Røde Hans. Hans Nielsen, Landmand, Sædmark. Havde påfaldende rød hårpragt 1950
Sing-Mathiesen. Lærer på Sæd Skole. Medlem af Sangforeningen af 1842 1930.
Schmeissbein. Hans Minck, Popsensgade 12. Benskadet krigsinvalid, der fik sit tilnavn ved sin specielle gangart 1940
Smukke Carl. Carl Jensen, ingeniør, Brorsonsvej 33. Udseendet gav navnet.
Store Henrik. Henrik Petersen, skoledirektør. Meget høj mand 1970.
Store Anders. Andresen, formentlig en stærk person 1910.
Tarzan. Alfred Jensen, Krumom. Særdeles stor og stærk. Meget hjælpsom og derfor en afholdt politibetjent 1950.
Tykke Ingeborg. Ingeborg Johnsen, kroværtinde, Strucksalle 4. Hendes livomfang gav hende navnet krydret med saftige bemærkninger 1900.
Æ Piif Dochte. Dr. Vest Hansen, Vestergade 4. Sås i offentligheden med sin pibe i munden 1975.
Clausen Bleiche. Han havde et hus på Blegen 1950
Fidde å æ Torv. Fritz Christiansen, automekaniker på Torvet 1970
Hans Lægan. Hans Lydiksen, krovært på Lægan 1900.
Nigge Altona. Nikolaj Hansen havde hus i Altona 1970
Æ Fuglebache. Henry Jensen, Søndergade 9. Han havde fuglehandel i en tidligere bagerforretning 1980.
Broa Bruhn. Martin Bruhn, automekaniker (VW) 1975
Dese Papstøvl. Andreas Jensen, Østergade 1950
Dolfi. Adolfsen lærer på seminariet. Afledt af efternavnet 1950.
Dude. Gammel mand i Søndergade. Digtede vers. Navnet er afledt af ”Der Dude aus Buxtehude” 1910.
Fidde Nachtegal. Eriksen, smed 1920
Gall Anna. Gall-Sønderjysk – vred. 1910
Harry Taube. Harry Due Sørensen, vognmand. Due=Taube (tysk)
Hatzi. Hattesen, bankbogholder på Tondern Bank 1930
Hein Fienbrot. Heinrich Bahnsen , Strucksalle. Var I modsætning til konen, en høj ranglet person. Begge var kendt for deres for ”Fienbrot” Wienerbrød på anden dagen er som bekendt billigst 1950.
Lutta. Det var læge Christian P. Hansens kone. Hun havde for vane i inflationstiden regelmæssigt at stille på Tondern Bank, og stille spørgsmålet: Wie steht die Lutta? 1925
Hein Muck. Heinrich Sørensen, muresvend 1975
Jens Zigeuner. Højrøstet person, der I sine talrige branderter randalerede I gaden 1910
Kathrine Mannebørn. Kathrine Ratayczak, Nørregade. Fødte 17 børn, hvoraf dog kun 7 oplevede forældrenes guldbryllup i 1937.
Karl Markmand. Carl Albrecht Hansen. Fra 1876 var han markmand med bopæl i Vestermarkshus i Viddingherredsgade.
Lam Fidde (eller Frerk) ????? 1910
Mees. Horst Meesenburg, Bargumsvej. Afledt af navnet. Lærer på seminariet 1950.
Majse. Marius Hansen, advokat, Søndergade. 1975
Midde og Tidde. Søstrene Sørensen. Havde håndarbejds – forretning i Storegade 1920.
Mikkel Ræv også kaldt Mikkel Katslaude. Mikkel Michelsen (eller Mikkelsen) handelsmand og værnemager, slagtede katte 1940.
Mutter Lylle. Lærerinde Frk. Lützen (1940)
Mutter Repsold. Hun huskes som en dame, der faldbød sine grøntsager fra en barnevogn 1910
Muhme. Bothilde Hansen, leder af Warteschule (senere børnehave) Nørregade fra 1914 til 1937. (muhme= tante)
Peter Papegøj. Peter A. Jensen, vognmand på Papegøjevej 1950.
Pole. Hans Poulsen, bogholder på Tønder Sparekasse. Afledt af navnet. Poulsen mistede sin højre arm som 11 – årig. 1940
Pimpf. Jürgensen var lille af vækst. Som leder af den tyske ungdomsorganisation fik han øgenavn efter de mindste af drengene, der hed Pimpfe. 1940.
Schmegge. Johannes Drews, Skibbrogade. Han var smed og boede i huset med kanonkuglen i gavlen på hjørnet af Skibbrogade/Gråbrødrevej (nedrevet 1924). 1910
Sigger. Waldemar Christensen, Nørregade – senere købmand på Fanø. Afledt af musik? Spillede trompet i Skyttekorpsets orkester. Faderen var musikker og leder af Skyttekorpsets orkester fra 1923 til 1928.
Simon Tange mit dem hölzernen Bein. Simon Tange krovært og kreaturhandler, Mellemgade 5. Hans træben gav rig lejlighed til drillerier 1900.
Sine Gosk, Diedrichsen? 1920.
Skoli. Nissen, søn af boghandler Heinrich Nissen. Var aktiv i MTV (Männer Turn Verein)1930.
Stjane. Chritian Sørensen, Leosalle. Afledt af fornavnet. Elskelig cerutrygende seminarielærer 1950.
Tonderns schwiegervater. Degn Godber Carstensen, Østergade. Havde mange døtre 1900
Webbes. Werner Christiansen, Brorsonsvej. Viceskoleinspektør på Tønder Kommuneskole. I hans timer måtte man ikke tale sønderjysk. Min storebror fik engang beskeden: ”Brodersen, din tilstedeværelse her på skolen hænger i en meget tynd tråd”. Da min storebror nu alligevel bestod realeksamen, sagde Webbes: ”Brodersen, det var en nylontråd (det var udtalt med langt y)
Æ goggelhøøn også kaldet Schöne Clara. Clara Carstensen født Sönnichsen. Var det ikke på grund af hendes talemåde eller udseende? 1950.
Betzki. Hans Otto Riggelsen, skotøjshandler. Skolekammeraternes påhit.
Æ Funkisgartner (Funkisgårne) Gartnerforretning på Leosalle i en ejendom, der er opført i Funkiesstil,
Fidde Lucht. Skibbroen. Gas- og vandaflæser. En gammel og usoigneret mand 1920
Fidde Tango Bagermester Friedrich Jessen, Østergade 38. Var kendt som en god og afholdt tangodanser 1940
Nis Løgn, Nis Nissen, hjørnehuset Søndergade/Vidågade, gasværksarbejder. Han havde det så som så med at omgås sandheden (1940)
Lorentz Pot, Lorenz Petersen, Leosalle, bogholder på Tønder Landmandsbank. Faderen var pottemager, bror til Peter Pot. Han gik altid med en ”kuglespind” 1940.
Carl Langfart. Lokomotivfører, forestod rangerkørsel på de ”korte” skinner. Sin kørsel som persontogfører kaldte han at være på langfart (de lange skinner).
Kalle Træbasun. Karl Jørgensen, overportør. Som orkestermedlem blæste han på trækbasun.
Den Landskendte. Andersen, Storegade, lokomotivføreren, der kørte det første tog ind i Sønderjylland efter Genforeningen.
Doktor Felikum. Lokomotivfører, en kammerat, der vidste mere end de andre.
Fin (Fiin) Boysen, lokomotivfører. Kunne træffes i byen iført hvide handsker.
Generalen. Overassistent. Havde evne til at blive højrystet
Gnisten. Elektriker, erhvervsbelastet øgenavn.
Hurtig Hans, Overportør, havde altid travlt.
Jens Vandtårn, remisearbejder. Havde sin arbejdsplads på remisens lille vandtårn
Jern Henrik. Vognopsynsmand. Havde til opgave med en hammer at banke på jernbanevognenes hjul for at konstatere evt. skader.
Jens Ølkasse, lokomotivfører. Navnet taler hvis for sig selv.
Kong Viggo, Lokofører, stovt person
Krumrager. Remissearbejder. Skulle fjerne slaggen fra lokomotivets fyr med et bøjet ragejern.
Krissen Gummi. Remissemedarbejder, kunne hjælpe i en nødsituation
Krischen Flæsk. Remissearbejder. Handlede med forskelligt i sin fritid.
Krischen Banemand. Overportør. Havde ærinde på banen siden det 15. år.
Misse Europa. Depotforvalter, ikke just den smukkeste
Peter Pøls. Togfører, var tidligere bydreng for Slagteriudsalget.
Skimmel. Fru Falkenberg forestod jernbanerestauranten. Dame med blegt udseende.
Vejle Jensen. Lokomotivfører. Tilrejst fra Vejle.
Verner Krumben, overportør, fodboldspiller med specielt formede ben.
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.431 artikler, herunder 246 artikler fra Det Gamle Tønder. Der er enkelte steder, hvor vi henviser til artikler, hvor omtalte personer figurerer.
Dato: august 8, 2019
Gamle detailhandelsforretninger på Nørrebro (1920)
Dette er nærmest en oversigt for nørder. Det er ikke grupperet efter branche eller gade. Vi kigger på nogle af de første virksomheder på Nørrebro. Mange af dem var grundlagt i 1860erne. Og de lå der endnu omkring 1920. Ja du får en fortegnelse på ca. 80 virksomheder. Det er begrænset, hvad der står om virksomhederne. Men der findes altid nogle, der kan bruge disse oplysninger. Vi ved ikke, hvilke kriterier man har lagt til grund for, at det netop er disse virksomheder, der skulle fremhæves. Vi kunne have peget på andre virksomheder fra dengang. Men vi kan konstatere, at der var usædvanlig mange bagerbutikker dengang. Nogle af butikkerne eller personerne har vi beskrevet i andre artikler.
Bagermester Georg Johansen, Borups Alle 13
I 1902 overtog Georg Johansen en butik etableret i Turensensgade 21. Dengang var han allerede etableret på Nørrebro. Ved overtagelsen beskæftigede han tre svende. I 1918 etablerede han også en butik på Borups Alle 13.
Nu var der i alt beskæftiget 20 personer i butikkerne. Georg Jensen havde i flere år været leverandør til kommunen, alm. hospital og diverse institutioner. Bagermester Georg Jensen var bestyrelsesmedlem i Københavns Bagerlaug siden 1920.
Bagermester Carl Nielsen, Blågårdsgade 21
Efter Engelbrecht-Petersen overtog Bertram Petersen forretningen som blev forsynet med de nyeste maskiner og moderne indrettede ovne. Ved Bertram Rasmussens overtagelse i 1916 blev der beskæftiget 10 personer i forretningen. Man nåede dog helt op på en beskæftigelse på 18 personer.
Bagermester Vilhelm Troest, Griffenfeldtsgade 56
Forretningen blev grundlagt i 1900 af bagermester Albrecht. Da Wilhelm Troest overtog forretningen ombyggede og moderniserede han butikken. Lokalerne blev mere praktiske og moderne. Forretningen beskæftigede 8 personer.
Bageriet Falken, Jagvej 123
Bagermester R. Madsen overtog i 1913 bageriet Falken, Jagtvej 123. I en årrække drev han bageri i Ryesgade 85. Bagermesteren var i en årrække næstformand i Københavns Bagermesterforening.
Wienerbageri og Konditori, Ægirsgade 50
Det var Carl Jessen Petersen Østbye, der i 1904 overtog denne forretning. Den beskæftigede 6 personer.
Nønnickes Konditori, Jagtvej 208
Konditor F.W. Nønnicke åbnede den 7. december 1919 et moderne konditori i det nyopførte ”Kanslerhus”, Jagtvej 208. Her lykkedes det hurtigt at få en god og solid kundekreds. Ved siden af almindelig konditorforretning drives konditori med udskænkning af alkoholfri drikke, kaffe, te, chokolade og sodavand i det dertil indrettede serveringslokale.
Købmand Frederik Schiøth, Åboulevard 9 C
Virksomheden blev påbegyndt i 1915. Der var tidligere en forretning af samme art i bygningen. Men det var først fremgang at måle efter denne dato. Og inden for branchen brugte man benævnelsen ”betydelig fremgang”. Man handlede med kolonial, delikatesse, vin og konserves. Man var leverandør til flere større hoteller, folkekøkkener og lignende større virksomheder.
Blomsterhandler L. Bang, Åboulevarden 44
Blomsterhandler L. Bang grundlagde sin virksomhed i året 1893 på hjørnet af Åboulevarden og Rantzausgade. Men i 1913 flyttede han hen til Åboulevarden 44, hvor der blev indrettet større og bedre lokaler.
L.J. Larsens Fedevareforretning og Fabrikationsvirksomhed
Denne virksomhed er vi stødt på tidligere i en af vores artikler. Virksomheden var beliggende Nørrebrogade 53. Den var grundlagt i 1897 under ganske beskedne former. Gennem årene udviklede den sig til en af de betydeligste inden for branchen.
Grundlæggelsen fandt sted på Godthåbsvej. Derefter havde den til huse forskellige steder, indtil man slog sig ned her. Samtidig med flytningen etablerede man leverpostejsfabrik. Her har man plads til gode maskiner. Her fabrikeres også forskellige slags pølser.
Virksomheden omfatter fabrikation i en gros såvel som detailsalg. Og det er inden for alle arter af fedevarer, viktualier, delikatesser samt oste. Man lavede mange af disse varer selv.
Ved grundlæggelsen var Hr. og fru Larsen selv. Men efterhånden blev der beskæftiget 12 personer.
Slagtermester Nordenbøges Forretning, Nørrebrogade 43
Den er grundlagt i året 1888 på Falkoner Alle 37. De nuværende lokaler i Nørrebrogade 43 blev åbnet i 1913. Forretningen, der omfatter salg af okse-, kalve og lammekød er installeret i moderne og hygiejnisk indrettede lokaler.
Firmaet, der beskæftigede 7 – 8 mennesker hørte til de største slagtermestre i byen.
Brødrene Zøllner, Nørrebrogade 174
Firmaet er grundlagt allerede i 1846 af slagtermester Carl Zøllner, der var indehaver fra 1846 til 1905. I august 1905 blev virksomheden overtaget af Ludvig og Georg Zøllner.
Virksomheden omfattede slagteri og handel med okse- kalve- og lammekød. I 1911 oprettedes en filial på Falkoneralle 49. Firmaet var leverandør til mange restaurationer. Men de havde en stor privat kundekreds.
Slagtermester Trebbien
I 1913 grundlagde slagtermester V.A. Trebbien sin virksomhed i Prins Jørgensgade 4. I 1917 flyttede han hen til Rantzausgade 32, hvor en moderne butik blev indrettet. Virksomheden omfattede salg af alle former for kød også hestekød.
Sideordnet med detailvirksomhed drev han en moderne pølsefabrik. Men slagtemesteren havde også filialer i Ryesgade 38 og Jagtvej 119. Han beskæftigede 7 medarbejdere.
Helga Rasmussens Blomsterbutik, Fælledvej 9
Helga Rasmussen begyndte sin virksomhed på Fælledvej 9 i 1906. Men butikken udviklede sig og det kneb med pladsforholdene. Så hun flyttede til Strandvejen 41, hvor en moderne butik blev indrettet.
Buntmager Harald Lippert
Forretningen blev grundlagt i Blågårdsgade 30 i året 1916. Men allerede to år senere flyttede den til Fredensgade 14. Virksomheden omfattede fabrikation af alle arter af pelsvarer, så som specielle herre – og damepelse.
Forinden buntmager Lippert begyndte selvstændig virksomhed har Lippert opholdt sig i Berlin og Paris og uddannet sig yderligere.
Købmand Valdemar Bengtson, Jagtvej 202
Butikken blev indrettet i ”Kanslerhus”. Butikken startede, da komplekset blev taget i brug. Der blev forhandlet vin, konserves og delikatesser. Varerne blev bragt ud overalt i byen og langs Strandvejen.
Købmand Oluf Olsen, Jagtvej 207
Da Olsen overtog butikken i 1919 var det ikke så meget gang i den. Men den voksede sammen med kvarteret. Den blev betegnet som en af de bedre inden for branchen. Virksomheden omfattede kolonialvarer, vin, konserves og delikatesser. Oluf Olsen havde opholdt sig 20 år i branchen.
Skotøjshandler Ernst Grûn, Nørrebrogade 84
Grün havde skabt sig en god butik på Nørrebro. Begyndelsen var ikke overvældende men med energisk arbejde er der skabt resultater. Der var forhandling af fodtøj fra ind – og udland. I 1920 blev hele ejendommen overtaget, så lager og ekspedition nu var på tre etager.
Købmand Olaf Lenz, Nørrebrogade 61
Lenz overtog butikken i 1904 af købmand Søren Bredal. Denne grundlage allerede i 1890 en urtekræmmer-forretning samme sted. Butikken handlede med kolonial, urtekram, vin og materialvarer.
Isenkræmmer L.V. Erichsen, Nørrebrogade 55 A
Virksomheden blev grundlagt i 1880 af købmand L.V. Erichsen som detailforretning i isenkram, værktøj og bygningsbeslag, samt køkkenudstyr. Gennem årene voksede forretningen så stærkt, at det blev nødvendigt at oprette en gros forretning I 1917 indtrådte sønnen Knud Erichsen som medindehaver.
Firmaet havde leverancer overalt i Danmark og var en af landet største isenkrambutikker. Firmaet beskæftigede 32 personer og havde også en filial på Godthåbsvej.
Nørrebros Isenkramhandel, Nørrebrogade 160
Indehaveren var H.E. Saabye og butikken lå på hjørnet af Thorsgade. Den var grundlagt den 30. marts 1885 af isenkræmmer Christian Nielsen i ejendommen, Nørrebrogade 162.
I juli måned 1897 blev forretningen overdraget til isenkræmmer V. Reinstrup. Han begyndte den 25. juli 1901 at indrette nye lokaler i naboejendommen. I efteråret samme år flyttede man ind.
I januar 1912 blev forretningen så overtaget af Hans Egede Saabye, som førte den frem til en af de bedste inden for branchen.
Ved overtagelsen var der beskæftiget 8 medarbejdere. Men efterhånden var man oppe på 16. Virksomheden omfattede isenkram, køkkenudstyr, lamper, elektriske kroner, glas, porcelæn, fest- og brudegaver, nikkel, messing, kobbervarer samt restaurationsartikler.
Hattemager, C. F. Jensen, Nørrebrogade 163
Hattemager C.F. Jensen grundlagde i 1876 sin forretning. I 1904 overtog sønnen Simon C.F. Jensen forretningen. I 1915 oprettede Jensen Junior en filial på Amagerbrogade 119.
Forretningen førtes som specialforretning i herrehatte. Og Jensen var selvfølgelig medlem af Hattemagerforeningen. Butikken blev en af de mest betydelige inden for branchen.
Isenkræmmer H. Michelsen, Rantzausgade 64
Isenkræmmer H. Michelsen overtog i 1918 forretningen. Den var grundlagt 10 år forinden. Virksomheden omfattede alt i isenkram, bygningsbeslag, glas, porcelæn og køkkenudstyr. Foruden almindelig detailsalg var omsætningen steget betydelig inden for leverance af specialværktøj til installatører og maskinforretninger.
Slagtermester Johan Bekker, Blågårdsgade
Slagtermester Johan Bekker startede sin virksomhed i 1891. Det startede med slagtning og forhandling af hestekød. Det startede under beskedne kår og en medarbejderstab på fire personer.
Som tiden gik, lærte folk at spise hestekød. Ved siden førtes også andre slagteriprodukter. Man startede på Frederiksborggade. Der blev oprettet fire filialer, Blågårdsgade, Istedgade, Adelgade og Pilestræde.
Men forretningen i Blågårdsgade blev hovedforretningen. Her fandtes tidssvarende og moderne maskiner. Efterhånden kom man op på 30 medarbejdere. Ja og så havde firmaet fire automobiler til varetransport.
Slagtermester N.A. Olsen, Nørrebrogade 193
I 1902 grundlagde N.A. Olsen sin første forretning på Godthåbsvej 24 med udsalg af hestekød. I årenes løb blev der oprettet flere filialer. Således i 1905, forretningen, Nørrebrogade 193.
Foruden hestekød handlede alle filialer med okse- og kalvekød. Ved siden af alt dette drev Olsen også en omfattende hestehandel med stalde på Kong Georgsvej 43.
Vi har tidligere omtalt denne person i en artikel.
A/S Louis Lillieqvist Garver- og Læderhandlerfirma
Firmaet er allerede grundlagt i 1854 af J.F.F. Lillieqvist. Efter hans død overtog enken, Andrea virksomheden. Hun optog året efter sønnen, Louis i firmaet.
Efter moderens død i 1905 var sønnen nu eneindehaver. I 1912 overgik virksomheden til aktieselskab. Adressen var Nørrebrogade 187.
Firma R. Højland, Nørrebrogade 166
Den første forretning begyndte i 1912 i Stefansgade 14. Den omfattede kolonialhandel. Nogen tid efter gik Højland væk fra denne branche og åbnede en ny forretning i Ægirsgade 3 som speciel forretning i røgeri, pålæg og en del hørkram.
I 1917 flyttede forretningen så til Nørrebrogade 166, hvor en stor smuk butik blev erhvervet. Det begyndte uden medarbejdere. Men efterhånden blev der dog ansat 3 stykker udelukkende i ekspedition. Senere oprettede han også en filial på Frederikssundsvej.
Axel Lundhs Forretning, Nørrebrogade 45
Butikken blev grundlagt i nr. 43 i 1884. I 1913 flyttede man ind i nabobygningen. Forretningen omfattede salg af kaffe, te, kakao. Axel Lundh importerede selv.
Han begyndte selv men efterhånden voksede butikken. Således kom til at omfatte 14 medarbejdere.
I 1913 åbnede man en filial på Gl. Kongevej 119. Under de vanskelige vilkår med kaffen i 1917 var A. Lundh blandt de næringsdrivende, hvis kaffeerstatning blev anerkendt. Han fik tilladelse til at fremstille det.
I 1915 blev sønnen, Jørgen optaget i forretningen.
Anton Nielsens Forretning, Blågårdsgade 8
Forretningen blev grundlagt 1888. Forretningen omfattede æg, smør, ost og konserves. I 1900 blev butikken ombygget til en moderne og tidsvarende butik. Det blev til kvarterets største ostebutik.
Firma C.M. Nygaard, Blågårdsgade 36
Firmaet blev grundlagt 1908. Virksomheden omfattede fabrikation og handel med bygningsmateriale. Virksomhedens speciale var montering med fliser af køkkener, badeværelser, fabrikker, hospitaler m.m.
Desuden lagde man mosaik og almindelige gulve, som udførtes efter egen eller fremmed tegning. Virksomheden beskæftigede ca. 50 mand.
Man havde egn opslagsplads på Slangerupbanens grund. Og så havde firmaet hele 8 kørertøjer.
Fiskehandler Oskar Arentzen, Rantzausgade 42
Forretningen blev grundlagt i 1910 af Herman Olsen, der i 1917 solgte den til Arentzen. I den tid har butikken haft betydelig fremgang. Hurtig nåede butikken det dobbelte i omsætning.
Forretningen førtes som Vildt – og Fiskeforretning.
Brødrene Hansen, Blågårdsgade 2
Firmaet blev grundlagt i 1875 af brødrene H. og C. Hansen. I 1877 overtog C. Hansen forretningen og drev den til sin død i 1910, hvorefter sønnen O. Carl Hansen overtog den.
Forretningen var anlagt som farve- og Materialhandel men allerede i 1907 begyndte man med en speciel forretning i fotografiske artikler.
I januar 1913 solgte O. Carl Hansen materialhandlen og drev nu kun fotografiske artikler. Forretningen foretog fremkaldelser, kopiering og forstørrelser. Alle varerne blev importeret af firmaet selv.
Nørrebros fotografisk magasin, Nørrebrogade 30
Arthur Meyer grundlagde i 1913 firmaet. Her kunne man få alt inden for fotoartikler.
Firmaet Elis Mogensens Efterfølger ved O.C. Herbst
Firmaet blev grundlagt 1895 af Hr. E. Mogensen på Nørrebrogade 57. I 1914 overtog O.C. Herbst butikken. Forretningen omfatter salg af optiske og fysiske instrumenter. Her kan du købe briller og pincetter af alle ”arter”.
Foruden indehaveren beskæftigede forretningen 1 dame og 1 lærling. Hr. Herbst var formand for de optiske instrumentmagere.
Skotøjsmagasinet Blaagaard, Blågårdsgade 6
Butikken blev grundlagt i 1895 af skotøjshandler C.F. Christensen, Nørrebrogade 25. I 1911 blev butikken overtaget af C. W. Johansen, som knyttede den til Blågårdsgade 6. I 1915 blev butikken udvidet. Den beskæftigede 6 personer og forhandlede ”prima fodtøj”.
Kgl. Hof-Paraplyfabrikant M. Polack jun. Efterfølger
Hovedudsalget var Købmagergade 4. Filialen var Nørrebrogade 47. Firmaet havde indtaget en ledende stilling inden for paraply – industrien.
Fabrikkens produkter udmærkede sig ved soliditet og elegance. Produkterne har vundet stor udbredelse og stor anseelse for deres fortrinlige egenskaber. Ja sådan hed det sig.
Firmaet blev grundlagt i 1882 af Marius Polack, som fortsatte under dette navn. I året 1890 blev firmaet kongelig græsk hofleverandør og to år efter endda også dansk hofleverandør.
Den 15, februar 1904 overtog V. Meyer firmaet. Firmaet omfatter fabrikation og handel af paraplyer, parasoller og spadserestokke. Firmaets produkter eksporteredes også til udlandet efter en ret synlig målestok, særlig til Dansk Vestindien.
Fedevareforretningen J. Nielsen og Co.
Firmaet begyndte under beskedne forhold i Blågårdsgade 4 og beskæftigede fire personer. Virksomheden er i årenes løb vokset betydeligt og omfattede alt i fedevarer og pølser fra egen pølsefabrik forsynet med de fineste maskiner og redskaber.
Forretningen var installeret i moderne lokaler og under hygiejniske forhold og beskæftigede efterhånden 10 personer.
Virksomheden blev drevet både som detailhandel og en gros. Forretningen var grundlagt af Konrad Nielsen og jens R. Nielsen.
H.P. Sørensen, Nørrebrogade 18 B
Firmaet H.P. Sørensen, Nørrebrogade 18 var en af Nørrebro s største skotøjsfirmaer, der var grundlagt af skomagermester H.P. Sørensen, Baggesensgade. Senere flyttede man til Nørrebrogade 17 for så at lande her i Nørrebrogade 18 B.
Frk. J. Frederiksen blev optaget i firmaet som kompagnon. Hun blev eneindehaver i 1915. Firmaet forhandlede skotøj overalt i indlandet og en del til udlandet. Virksomheden beskæftigede 12 personer. Man havde også et fuldt moderne reparationsværksted.
Firmaet Rasmus Olsen, Nørrebrogade 118
Butikken var en af de mest velrenommerede inden for sin branche. Forretningen førte ure af enhver art. Desuden førte man optiske apparater.
Carl Th. Jacobsens Conditori og Bageri
Firmaet blev grundlagt I 1880 og var beliggende Guldbergsgade 21. Hr. Jacobsen overtog forretningen i 1913. Og siden gik det stærkt. Butikken fik seks udsalgssteder. I bageriet blev der indlagt elektrisk drift.
Hr. Jacobsen blev udlært i Næstved i 1891. Han modtog for sit svendestykke en bronzemedalje og hæderlig omtale.
Firmaet H. Petersens Efterfølger
Firmaet lå på hjørnet af Blågårdsgade og Blågårds Plads. Man solgte alt inden for en velassorteret kolonialforretning. Desuden havde man et udsøgt vinlager.
Bagermester Villy C. Olsen, Griffenfeldtsgade
Forretningen, Griffenfeldtsgade 20 var grundlagt i år 1900 af bagermester Otto. I 1917 overtog Villy C. Olsen forretningen, der omfattede bageri og konditori. Bagermesteren og fruen arbejde i begyndelsen selv. Men senere fik de fire medarbejdere.
Virksomheden fik en helt ny stor ovn samt nye røre- og piskemaskiner.
Carl Hemstra, Fælledvej 18
Carl Hemstra oprettede sin butik i 1906. Han beskæftigede to personer. Man solgte kolonial, delikatesser, vin og tobak.
Bagermester Johannes Thygesen, Korsgade 49
Bageriet blev grundlagt i 1879 af bagermester E. Jørgensen, Korsgade 60. Forretningen var på forskellige hænder, inden J. Thygesen overtog den i 1911. Forretningen beskæftigede 4 personer.
Firmaet Th. Johannesen, Nørrebrogade 64
Forretningen blev grundlagt i 1909 i Haderslevgade 30 af Johannesen. I 1915 flyttede firmaet tul de nuværende lokaler. Forretningen rummer alt inden for viktualier og alt henhørende til det kolde bord. Man havde også salg af egne produkter.
Bagermester Louis Hansen, Nørrebrogade 201
Butikken blev grundlagt 1896. Der har været en del forskellige indehavere. I marts 1919 overtog Louis Hansen forretningen. Virksomheden beskæftigede 2 svende og 2 damer. Og der var både bageri og konditori.
Kirschner, Griffenfeldsgade 38
Virksomheden omfattede fabrikation af ligkister. Firmaet var ejer af en rustvogn samt en automobil til befordring af følget. Forretningen var en af de største i byen og påtog sig alt inden for begravelse.
Forretningen blev grundlagt i 1893 af F. Klühns. Han drev forretningen ind til Kirschner overtog forretningen i 1911.
Bagermester Valdemar Gætje, Fælledvej 10
Firmaet blev grundlagt langt tilbage af Valdemar Gætje, der var formand for Bagerlauget. Det var en af Nørrebros ældste butikker. C.F. Olsen overtog butikken i 1920. Han førte butikken videre efter de samme gode og solide principper. Man havde en filial på Østerbrogade 60.
Inden C. F. Olsen overtog butikken havde han været ansat i firmaet i 15 år. Forretningen omfattede bageri og konditori.
Bagermester Chr. Nielsen, Tagensvej 5
Firmaet blev grundlagt i 1905, men i 1912 blev det overtaget af Chr. Nielsen. Firmaet omfattede bageri og konditori. Firmaet beskæftigede 5 personer.
Firmaet Anders Jørgensen, Ravnsborggade 8
Firmaet var allerede grundlagt i 1860 på Nørrebrogade 10 af faderen til den senere indehaver Sophus Sørensen. Denne overtog firmaet i 1920. Grundlæggerens kone førte firmaet videre fra 1913 til sønnens overtagelse.
Firmaet omfatter salg af fedevarer, viktualier, delikatesser og ost. Som specialitet havde man skildpadde. Forretningen leverede også smørrebrød på bestilling. Der var beskæftiget 10 personer i forretningen.
Firmaet Jul. E. Hansens Efterfølger, Nørrebrogade 53
Firmaet blev grundlagt 1882. Efter Hr. Hansens død i 1900, bestyrede hr. Nielsen forretningen indtil han overtog den i 1903. Forretningen omfattede ure og optiske instrumenter.
Hr. Nielsen var laugets repræsentant i Haandværkerforeningens Repræsentantskab samt i Fællesrepræsentationen for Handel, Industri og Håndværk. Hr. Nielsen beklædte gennem årene flere tillidshverv.
Urmager P. Hansen, Nørrebrogade 70
På Nørrebrogade 70 grundlagde urmager P. Hansen i 1895 sin forretning under meget beskedne forhold. Butikken blev udvidet ganske betydeligt. Den beskæftigede efterhånden 5 medarbejdere.
Emil Mortensens Manufakturforretning, Borups Alle 116
Forretningen blev grundlagt i 1912 af Fru M. Iversen. I 1920 blev forretningen ovetaget af Emil Mortensen. Den omfatter bl.a. manufaktur og trikotage.
Konditor F. Nønnecke, Jagtvej
Konditor F. Nønnecke, der havde hovedforretning i ”Kanslerhus” på Jagtvej åbnede i 1920 også en filial på Frederiksborgvej 77 i Søborg. Konditor Nønnecke var på et tidspunkt Københavns yngste konditor.
Bagermester H. Sanders Forretning, Rantzausgade 44
Butikken omfattede bageri og konditori. Den var fuldt moderne indrettet som ”Wiener- og Dresdner- Bageri. Virksomheden omfattede 5 personer foruden Hr. Sander og frue.
Tobias Troelsens firma, Ægirsgade 18
Tobias Troelsen var blandt sine kollegaer anset som en dygtig forretningsmand. Fru Troelsen ordnede alt i forretningen og var en meget dygtig dame som i vide kredse forstod at gøre sig afholdt, såvel blandt kunder som konkurrenter.
Man forhandlede æg, ost, pålæg, konserves og smør.
Gunni Larsens Hatteforretning, Blågårdsgade 20
Forretningen blev grundlagt tilbage i 1867 af Vilhelm Foltener. Den blev overtaget af G. Larsen den 13. juli 1913. Forretningen blev udvidet flere gange. Den 1. november 1917 blev der oprettet en filial i Istedgade 136. Forretningen havde et personale på 7 ekspedienter.
Bagermester Georg Høgholt, Rantzausgade 26
Den 1. april 1905 blev bageriet ovetaget. Men gennemårene er har bageriet udviklet sig. Virksomheden omfattede også et konditori.
Firmaet Christian Jennert, Gartnergade 9
Forretningen blev i 1916 overtaget af C. Jennert, der har udviklet forretningen. Forretningen omfattede bl.a. alt under kolonial, vine og delikatesse samt konserves.
Firmaet W. Andersen & Co, Fælledvej 1
Firmaet var grundlagt i 1913 af W og J. Andersen. Virksomheden omfattede stukkatur, gips, cementarbejde og imiteret sandsten og granitstøbning samt en gros salg og import af gips. Virksomheden leverede arbejde til både stat og kommune foruden private institutioner og bygninger.
Virksomheden var beliggende Fælledvej 1 og omfattede 2 etager i to store bygninger.
Fribergs Soigneringsanstalt, Jagtvej 59
Firmaet blev grundlagt i 1905 i Fynsgade 6 under beskedne forhold. Virksomheden omfattede udlejning af håndklæder, viskestykker og toiletskabe til forretninger og kontorer samt duge og servietter til restauranter.
I 1907 flyttede man til J. Blombergsgade 12. Forretningen var i stadig udvikling. I 1920 blev der foretaget en større udvidelse idet R.C. Friberg overtog 2 firmaer i samme branche, nemlig Soigneringsanstalten Fix og Københavns Soigneringsanstalt og sluttede den sammen med den bestående forretning.
Virksomheden beskæftigede 11 personer.
Slagtermester Einar Fr. Jensen, Prins Jørgensgade 7
Butikken var ældgammel og var i slægten Schumacher- Jensens besiddelse indtil Einar Fr.Jensen olvertog forretningen i 1913. Dengang blev den ved overtagelsen moderniseret efter alle tidens regler forretningen drev handel med alle arter kød. Okse-, Kalve- og lammekød samt flæsk.
Johs. Hansen, Nørrebrogade 61
Efter en uddannelse hos glarmester O.A. Olesen, Godthåbsvej 47 nedsatte Johs. Hansen sig som glarmester på Nørrebrogade 61 i året 1918.
Forretningen drev fabrikation af rammer og almindelig glarmesterarbejde. Desuden var der salg af raderinger og malerier. Hansen fik i 1907 tildelt bronzemedalje for udført svendestykke. Specialet var indramning af broderier.
Beklædningsmagasinet ”Blaagaard”
Magasinet ved Andreas Petersen blev grundlagt i året 1920.Forretningen omfattede herreekvipering, lingeri og skrædderi. Forretningen var i en rivende udvikling. Og allerede året efter blev butikken bygget sammen med nabobygningen.
Trikotageforretningen Chr. Omøe, Korsgade 21
Forretningen havde mange år på bagen, da den i 1916 blev overtaget af Chr. Omøe. Forretningen havde egen systue og forarbejde linned. Den beskæftigede 5 personer.
Crome & Goldschmidts Udsalg, Nørrebrogade 26
Butikken blev bestyret af Laurits Jacobsen. Den blev grundlagt 1898 A. Borberg-Sørensen. I 1904 overtog Jacobsen butikken. Der skete gennem årene betydelige udvidelser idet forretningen kom til at bestå af både stue, førstesal og kælder.
Forretningen omfattede alt inden for manufaktur, specielt sengeudstyr, tæpper, gardiner m.m. Forretningen havde 9 personer ansat.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 30, 2019
Jagten på en adelig heks
Den store heksejagt efter reformationen. Det tog tid, at udvikle et hekserygte. 100.000 heksesager i Europa. Det sidste heksemord herhjemme. 800 dømte hekse under Christian den Fjerde. Kongens søster udsat for hekseri. 13 kvinder blev dømt for hekseri mod kongens skibe. Kongen skærpede sit syn. Nu beordrede han, at der skulle samles beviser mod Christence Kruckow. Hun skulle lære på Nakkebølle. En ny kone til Eiler Brockenhuus. 15 dødfødte børn. Var det hekseri. En gammel kone indrømmer under tortur. En voksdukke med navn Anne. Christence har været i Bloksbjerg to gange. Kongen lagde i første omgang låg på. Var præstens prædiken i Aalborg møntet på naboen? En fætter til Anne Bille samler beviser. Nye anklager. 13 siders domsudskrift. Hun blev slået ihjel med sværdet. Måske er hun begravet i/ved Sønderholm Kirke. Var hun jaloux på Anne Bille?
Den store heksejagt efter Reformationen
Rigtige troldfolk havde afsvoret deres kristendom og givet sig til Fanden. Forestillingen om, at tilståelser blev fremkaldt gennem tortur og ved gejstlige forhør hang ikke sammen med det, der blev vedtaget ved lov.
I den katolske verden var det den kirkelige magt, der både anklagede, forhørte og dømte. Luther mente, at det var kongen/fyrsten, der havde det endelige ansvar for både sit folks åndelige og timelige velfærd.
Den store heksejagt fandt sted efter at reformationen havde fundet sted ikke mindst på baggrund af, at Luther havde overtaget samtidens hadefulde syn på kvinder. Samtidig var han meget overtroisk. Som regel var det ældre kvinder, der blev dømt for hekseri.
Det tog tid at udvikle et hekserygte
Der skulle tid til at udvikle et hekserygte. Rygtet kunne løbe i mange år. Blev heksen så endelig arresteret, ja så myldrede det frem med anklager i forhold til begivenheder, der lå meget lang tilbage i tiden.
Det var især fattige kvinder, der blev anklaget. De havde svært ved at skaffe de daglige brød og måtte derfor tage alle midler i brug. Derfor kom de ofte på kant med deres naboer og bysbørn. Mændene klarede deres konflikter med fysisk vold, mens kvinderne brugte mund. De lovede måske deres modstandere alverdens ulykker, og hvis nogen af disse gik i opfyldelse, ja så var kvinden et oplagt emne til hekseforfølgelse.
Jordemoderen var også at betragte som heks. Hun fremtryllede børn ud af kvindens mave, eller lade mor og barn dø allerede i barselssengen. Man mistænkte heksen for at være i pagt med djævlen og kaste onde øjne på folk, så høsten slog fejl, husdyr døde og sygdom spredte sig. Hekseriet var noget, man var født med. Det kunne ikke læres, men var en personlig evne.
100.000 heksesager i Europa
I Europa var der cirka 100.000 heksesager. Halvdelen af disse hekse blev brændt. Den første hekse herhjemme, der blev dømt til bålet var i Stege i 1540. Under hekseprocessen, der blev kaldt Køge Huskors i 1612 blev mindst 15 hekse dømt til bålet.
Den officielt sidste heks, der dømtes herhjemme, blev brændt herhjemme var i 1693. Senere er det dog sket flere lynchninger af hekse i Danmark helt op til 1800-tallet. Og så sent som i 1934 blev en mand anklaget for hekseri. Han anlagde dog injuriesag og vandt.
Længe efter det officielle Danmark havde taget afstand til hekse, hjemsøgtes landsbyen Øster Grønning i Salling i 1722 af dødsfald og kvægproblemer. Man var enige om, at det var Dorte Jensdatter, der var skyld i dette. Hun blev udsat for forhør. Det endte med, at landsbyboerne satte ild til Dortes hus og brændte hende inde.
Det sidste heksemord
Det sidste heksemord fandt sted i år 1800 i Brigsted ved Horsens. Den 82 – årige Anna Klemens kom gående ind i en gård, hvor en klog kone havde konsultation. Der var mange nysgerrige forsamlede for at se, hvordan hun ville doktere på knægten Jens.
Da Anna kom ind, råbte den kloge kone:
Hun kommanderede de forsamlede til at prygle Anna. Formodentlig var baggrunden, troen på, at man kan bryde heksens magt ved at slå blod af hende. Da den kloge kone var kendt og velanskrevet turde man ikke andet end at gøre som hun sagde, hvilken førte til, at Anna blev pryglet ihjel.
800 dømte hekse under Christian den Fjerde
Da Christian den Fjerde var konge blev op mod 800 dømte hekse brændt på bålet i Danmark- Norge. Hvorfor mon han var så besat af trolddom?
Kongens søster udsat for hekseri
Som dreng mente han, at sorte kræfter havde forhekset hans søsters brudefærd. Prinsesse Anne skulle i 1589 sejle til Skotland for at blive forenet med sin kommende mand, Jacob den Fjerde af Skotland.
Men halvvejs over Nordsøen tvang en kraftig storm skibene at sejle mod roligere farvand ved Norge. I Skotland blev kongen træt af at vente og sejlede til Norge efter bruden. Men så sejlede de til Danmark og blev gift her. De blev her vinteren over.
Men hvorfor havde en storm ramt den kongelige flåde? Rygterne begyndte at svirre. Det stod klart, at troldfolk måtte stå bag. Kvinden, Anna Koldings, kendt som ”Djævlens moder” var allerede indespærret for trolddom. Hun tilstod nu at stå bag, sikkert ikke uden tortur. Og så begyndte anmeldelserne ellers at rulle ind.
13 kvinder dømt for hekseri mod kongens skib
I alt blev 13 kvinder i sommeren 1590 henrettet for at have forhekset kongens skib. Desuden blev flere troldfolk i Skotland straffet for forbrydelsen.
I 1590erne blev der ført yderligere to sager mod hekse fra samfundets top. En ung og myndig Christian den Fjerde var med til at dømme i sagerne i datidens Højesteret, Kongens Retterting.
Ingen af adelskvinderne blev dog dømt for trolddom, men flere bondekvinder indblandet i sagerne kom på bålet.
Kongen skærpede synet på hekseri
25 år senere havde trolddomsklimaet ændret sig kraftigt. I årene 1617 – 1622 havde Danmark – Norge den mest intensive heksejagt i historien. Mindst 1.000 personer kom på anklagebænken, hvoraf 500 endte på bålet.
Startskuddet på jagten var en forordning om trolddom fra kongen i 1617. 25 år efter skærpes kongens syn på trolddom. Det skyldes, at han tror at dommedag er nær og at samfundet var så fuld af synd.
Der skulle samles beviser mod Christence Kruckow
Den 15. januar 1620 fatter kongen sin pen på Nyborg Slot. Han har længe hørt nogle ukristelige rygter, og nu skal der handles. Han skriver derfor til to betroede adelsmænd i Aalborg:
Kongen pålægger de to adelsmænd i al hemmelighed at samle beviser sammen til en retssag om beviser for hekseri.
Det var ikke første gang, at kongen hører den slags beskyldninger mod den aldrende adelsjomfru. 22 år forinden var han selv med til at friholde hende fra trolddomsanklager. Kongen havde nu indset, at han dengang begik en stor fejl.
Troen på hekse blev bekræftet med klæbrige rygter, faste forestillinger og fantasifulde bekendelser.
Hun skulle lære på Nakkebølle
I 1558 dør den lavadelige Axel Kruckow. Hans datter Christence Axelsdatter kommer til verden på den lille herregård Årslevgård ved Nyborg. Man ved ikke så meget om barndommen. Men hun vokser sikkert op hos den nære familie.
Kruckow-slægten var en gammel men fattig adelsslægt i Danmark. Som ung pige blev hun sendt til den lang finere herregård, Nakkebølle på det sydvestlige Fyn. Her får hun erfaring i husførelse og selskabelig adfærd. I overklassen var det almindeligt, at unge kvinder opholdt sig en tid hos slægt og venner.
Det nybyggede gods bliver ejet af adelsmanden Eiler Brockenhuus. Efter alt at dømme befinder vores hovedperson sig godt på herregården.
En ny kone til Eiler Brockenhuus
Men da hun er 24 år gammel dørhusets frue Bente Friis i barselssengen. To år efter gifter Eiler Brockenhuus sig igen. Vielsen er med 20 årige Anne fra den fine og indflydelsesrige Bille-slægt. Dette ægteskab viser sig at være en stor ulykke for Christence Kruckow.
15 dødfødte børn
Efter brylluppet bliver Anne Bille hurtig gravid. Men alt for hurtig ebber livet ud af spædbarnet. Kort efter bliver Anne Bille igen gravid. Men barnet er dødfødt. Og sådan fortsætter det i en uafbrudt række graviditeter med det værst tænkelig udfald.
Anne Bille bliver både tilset af udenlandske doktorer og kommer på baderejser, men intet hjælper.
Herefter er kilderne uklare, men det ser ud til, at Christence Kruckow forlader Nakkebølle i 1592. Anne Bille fortsætter med at føde børn, der aldrig når døbefonten. 14 år efter brylluppet i 1596 har Anne Bille født 15 børn. Men ikke et har overlevet.
Var det hekseri?
Hun har fejlet i hendes vigtigste opgave som fertil adelskvinde, der kan levere en madelig arving. Selv om dødeligheden er høj i 1500 – tallet, så er 15 dødsfødte børn lige voldsom nok. En tanke begyndte at presse sig på. Måske er hun blevet forhekset?
Ideen kommer formentlig ikke fra Anne Bille selv. I sommeren 1596 er heksefeberen nået Sydvestfyn. Anne Billes kusine Anne Hardenberg, der bor på herregården Hagenskov en dagsrejse fra Nakkebølle får dømt to kvinder til bålet for trolddomskunstner.
Anne Hardenberg havde dem mistænkt for at stå bag en forbandelse, der i 1592 gjorde hende melankolsk og syg efter fødslen af hendes søn. Da drengen døde efter et år fik Anne Hardenberg det mentalt bedre og konkluderede derfor, at hun måtte have været forhekset.
Det er ikke til at vide, om de to kusiner har snakket sammen. Men det er ganske sandsynlig. Nu skulle den skyldige findes.
En gammel kone indrømmer under tortur
Mistanken falder først på den gamle forkrøblede kone Ousse Lauritzes fra Fåborg, som arbejdede på Nakkebølle, dengang Anne Bille og Eiler Brockenhuus blev gift. I august 1596 blev den gamle kone spærret inde på Nakkebølle.
Eiler Brockenhuus er højst sandsynlig draget til Christian den Fjerdes kroningsfest i København selvsamme august. Så fruen tager sagen i egen hånd. Hun står for afhøringen af kvinden i godsets fangekælder. Til at hjælpe med at få den ”hele og sande historie” frem er den lokale bøddel med i fangekælderen.
Den 6. august dreje bødlen langsomt på skruetvingen, så jernet boltrer sig i den gamle kones krogede tommelfingre. Tommelskruerne kan nemt kvase fingerleddene. Hvis den gamle dame ikke kommer med forklaringer som tilfredsstiller Anne Bille bliver der lige strammet en ekstra gang. En dramatisk og skræmmende vidnesbyrd fremtvinges nu fra den forpinte kvinde.
Christence Kruckow står bag
Svaret var, at Christence Kruckow står bag. I alt fem kvinder stod bag. Fredagen inden bryllup havde Christence Kruckow med sin lille djævel ”Jeronimus” og en tjenestekvinde opmålt brudsengen med et mål. Under selve vielsen knyttede kvinderne en knude på båndet, og derved skulle impotens og andre ulykker falde over parret.
Men det var langt fra alt. Med rigelige mængder af brunt klæde bestak jomfru Christence kvinderne til tavshed, da hun om torsdagen efter brylluppet ville forhekse Anne Bille. Men hvad fruen ikke ved, var at Christence tog en edderkop og gemte den i mælken, inden hun drak. Djævlen havde fået direkte adgang til Anne Bille.
Også en kvinde ved navn Gunder Kældersvends og en hjælpedjævel havde deltaget.
En voksdukke ved navn, Anne
Og der var endnu mere. Oldingen bekender, at Christence Kruckow i 40 uger havde båret en voksdukke på længde af en halv arm under sin højre arm. Voksbarnet ved navn Anne blev ofret på højalteret i den lokale kirke, Åstrup Kirke.
Man havde begravet voksbarnet med ordene:
Ved ceremonien var de fem kvinder forsamlet. De fratog for al fremtid Anne Billes velfærd og lykke.
I oktober stod Ousse Lauritzes og en anden tjenestepige over for den lokale dommer, herredsfogeden for Sallinge Herred. Dommeren er udpeget af til hvervet af lensmanden, som i dette tilfælde hed Laurids Brockenhuus, og er fætter til Eiler Brockenhuus.
Herredsfogeden finder ikke overraskende de to kvinder skyldige i trolddom. Kort herefter bliver kvinderne i levende live spændt fast på to stiger og skubbet ind i et flammende storbål. Alt imens ser lokalbefolkningen på.
Christence havde været på Bloksbjerg to gange
En anden troldkone bliver også afhørt. Det var Johanne Jenses. Hun fortæller, at hun og Christence havde været på Bloksbjerg to gange. Der havde været dans og musik og Djævlen havde sørget for, at der var nok at drikke.
Johanne havde også været med til at lave trolddom med fru Annes seng. De havde pakket tre stålkors ind i papir med en sort tråd om, og korsene var sat under sengen. I pakkerne havde det været hårtotter fra de tre troldkoner. Johanne bekendte, at jomfru Christense havde været med til al trolddom lavet mod fru Anne.
Helt glemt er åbenbart loven vedtaget i Kalundborg i 1576, at henrettelser i trolddomssager ikke må finde sted, før personen også er kendt skyldig ved landstinget.
Kongen ligger låg på
Sagen mod Christence Kruckow ruller fortsat og den 9. december 1596 modtager hun indkaldelse til herredstinget i Sallinge Herred, hvor Nakkebølle ligger.
Den anklagede adelskvinde bliver gjort bekendt med de anklager, der kom fra Ousse Lauritzes. Adelsdamen skriver et langt forsvarsskrift, hvor hun afviser alle anklager. Skriftet fremfører hendes broder og værge, Jens Kruckow herredstinget den 15. februar 1597. I retssalen sidder herredsfogeden med tingskrivere og otte ”trofaste dannemænd”.
Vi kender ikke dommen fra herredstinget, men den falder næppe ud til Christence Kruckows fordel. Hendes bror klager til Landstinget over processen og herredsfogedens opførsel. Herredsfogeden får faktisk tilkendt en bøde som straf for procesfejl.
Derved erkendes det, at sagen skal for Kongens Retterting, bestående af kongen og Rigsrådet. Hverken herredsting eller landsting må fælde dom over adelsfolk.
På Nakkebølle fortsætter forhørene under tortur.
Kongen ligger låg på sagen også for diverse æreskrænkelser. Sagen mod Christence Kruckow bliver heller ikke videreført. Men ilden under hende er ikke slukket. Gløderne ulmer.
Peder Poulsen opdager trolddomskunstner
På Skt. Lucia-aften den 12. december 1611 skal en mand aflevere nogle penge til en anden mand i gaden Kattevad i Aalborg. Manden, Peder Poulsen banker på døren, men ingen åbner. Det er dog lys i vinduet, så han kigger ind i huset ad en knust rude.
Et uhyggeligt optrin viser sig. Konen i huset, Marine Knep, ligger på en dyne på gulvet omringet af op mod 10 andre kvinder. Fra Marie Knebs skød trækker de andre et voksbarn. Manden råber ind ad vinduet:
Kvinden får hurtigt gemt voksbarnet og forlader huset ad bagdør og fordør. Manden går straks til byfogeden, for han er ikke i tvivl om, at han har overværet trolddomskunster. Han fortæller, at den ene af dem genkender han som Christence.
Vidneudsagnet sætter gang i en lavine af hekseprocesser i Danmarks dengang næststørste by. Andre vidner bakker mandens udsagn op, inklusive Marine Knep selv. I 1612 bliver Marine Knep og en anden kvinde dømt og senere ædt af ildens flammer uden for Aalborg.
Christence opholdt sig Aalborg
Mellem domsfældelse og straf må man officielt godt torturere kvinderne. Det kunne jo være, at de kunne pege på andre ”hekse”. Men så vidt vides blev Christence Kruckow ikke omtalt. Hun havde nu bosat sig i Aalborg.
Men rygterne begyndte at løbe i Aalborg. Christence Kruckow bor sammen med sin søster Anne i Peder Brakes Gyde ved siden af præsteboligen til Vor Frue Kirke. I 1616 lægges kimen til en nabostrid af den anden verden.
Christence havde opholdt sig en tid hos en anden bor Eiler Kruckow, der ejede Bellinge på Falster. Seneste 1607, da han solgte gården er hun antagelig flyttet til Aalborg. I 1615 havde hun sammen med sin søster stiftet et legat til fattige studenter til latinskolen i Aalborg.
Var præstens prædiken beregnet mod naboen
Christence Kruckow har et par af den slags i sin stab. Dagen efter sender hun en af disse ind til præsten:
Præsten David Klyne svarede, at hvis hans prædiken havde ramt hendes samvittighed, var det en glæde for ham. Forholdet blev ikke bedre, da de to Kruckow – søstre tager en kvinde til nåde, der har født i dølgsmål.
Og søstrene skriver en besked til præsten, at de skal lade hende skrifte. Præsten nægter dog dette.
Var det en forbandelse mod præstefruen?
I juli 1618 optrappes nabostridighederne. Jomfru Christence omdirigerer et rendestensløb med sten fra hendes grund. Præstens kone, Lisbeth Nielsdatter råber over plankeværket, at hun skal fjerne disse sten. Adelskvinden svarer, at præstefruen ”skal få skam inden for en stakket tid”.
Grædende fortæller den skræmte præstefrue historien til sin mand. Kort tid efter mister præstefruen både mælet og forstanden.
Præsten var overbevist om Christences trolddomsevner
Der blev fundet mystiske snore og snarer udspændt i Aalborgs haver. Det fortælles at hunde og svin under ledelse af djævlen selv holdt natlige gudstjenester i Vor Frue Kirke. Sidst men ikke mindst gik rygtet, at heksene med deres trolddomskunstner skulle have myrdet byens borgmester Niels Iversen Skriver.
Præsten er overbevist om Christences trolddomsevner. Men der mangler lige nogen andre til at pege på hende først.
Abelone Guldsmed
Det problem løser sig året efter. For en kvinde bliver nævnt som medskyldig af de afbrændte hekse – Abelone Guldsmed.
Men hun blev ikke anklaget af myndighederne, indtil en tidligere guldsmedesvend peger på, at hun har brugt magi. Myndighederne vælger nu at afhøre Abelone Guldsmed. Og hvilken bekendelse.
Hun udpeger Christence Kruckow til at være leder af hekseroden i byen. Abelone Guldsmed havde engang konfronteret Christence for noget pisseri op ad en dør. Til det havde adelskvinden angivelig sagt:
Derefter havde Kruckow slået en ”hemsk latter op”.
En fætter til Anne Bille samler beviser
Adelsmanden Stygge Høeg stiller sig i spidsen for at samle beviser mod jomfruen. Den ivrige mand er i øvrigt fætter til adelsfruen på Nakkebølle, Anne Bille. Den 19. november 1619 tropper han op hos Christence Kruckow for at høre hendes svar på anklagerne fra Abelone Guldsmed. Hun bliver også spurgt om de 15 barnedødsfald på Nakkebølle.
De indflydelsesrige Bille – og Brockenhuus-familier er meget magtfulde især på Fyn. Og det var netop fra Nyborg Slot at Christian den Fjerde sender besked til at indsamle beviser mod Jomfru Christence.
Nye anklager
Efter at Christence Kruckow er blevet buret inde på krongodset Dueholm Kloster på Mors, indfinder der sig i løbet af maj 1620 en række vidner i Aalborg. Dette sker i Bytinget. Kongen beslutter, at sagen skal køre videre. En tømrer havde blandt andet sagt, da han var blevet uenig med hende, skulle hun have sagt:
Dagen efter sad tømmeren på en veranda, da en ukendt mand kom løbende med en kniv og skar han tværs over læberne. 26 af byens fremtrædende mænd møder op i byretten og vidner mod hende.
Kirkens mænd bliver også afhørt.
13 siders domsudskrift
Den 21. marts 1621 dukker Otte Skeel op i Christences fangehul med et brev fra kongen. Hun er tiltalt for at have begået ”adskillige spøgeri” Hun bliver bedt om at dukke op for næste berammende møde for Rigsrådet den 27. maj.
Den 21. maj blev hun overført til fængslet ved Københavns Slot. Hun havde ikke tænkt sig, at forsvare sig. Begge hendes værger har sikkert været døde. Det eneste hun beder om er nåde.
Hele sagen oprulles den 9. juni 1621. Og det er nedfældet i et 13 siders domsudskrift. Hun bliver sikkert tortureret af kongens mænd efter dommen. Straffen er nådig, for i stedet for at blive kastet på bålet, lader skarpretteren sværdet svinge ned gennem hendes hals den 26.juni 1621. Det er det man kalder en ”ærlig” henrettelse. Måske fik hun også en ordentlig begravelse – og måske kom hun også i himlen!
Måske begravet i/ved Sønderholm Kirke
Ingen ved, hvor Christence Kruckow ligger begravet. Ifølge overleveringer skulle hun ligge begravet i Sønderholm Kirke. Christence var i slægt med Gyldenstierne. Hun boede en tid hos en onkel på St. Restrup. Denne fik udvirket – på grund af Gyldenstiernes tætte forbindelser til Christian den Fjerde.
Men hvor hun ligger begravet her er uvist. Nogle kilder siger, at hun ligger i kirken. Andre kilder påpeger, at en dømt heks ikke må komme i indviet jord, og hun derfor ligger uden for kirkediget.
Et legat fra den halshuggede kvinde
Inden sin henrettelse testamenterede Christence Kruckow 1.000 daler til fattige studenters underhold. Legatet blev tilknyttet de studerende på kollegiet Regensen og blev stadig uddelt i det 20. århundrede. I 1987 udgjorde legatportionerne 97,50 kr. Nu eksisterer det dog ikke mere.
Ja selv om hun var blevet dømt til døden, så måtte den nu 63 – årige Christence betale for sagens omkostninger. Og dette beløb blev så taget af legats-midlerne.
Var hun jaloux på Anne Bille?
Historikere har diskuteret om hun var jaloux på Anne Bille, fordi hun regnede med at enkemanden ville gifte sig med hende.
Var det hendes lavadelige status og økonomi, der var afgørende for dommen? Hun havde ikke flere slægtninge, der kunne føre hendes sag. Rigsrådet bestod for det meste af højadelige. De regnede ikke de lavadelige. Kruckow – slægten var ved at uddø.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.429 artikler. Inden for overtro/hekse/skarpretter/sagn/spøgeri finder du dette på vores side:
Dato: juli 27, 2019
Den Blå Sangbog i Sønderjylland
Trykkefrihed i Preussen? 16 unge piger blev anholdt. De sang derhjemme for åben vindue. Mange blev dømt. De forbudte sange blev markeret med en stjerne i sangbogen. Høje Nord-Håbets Borg var også forbudt. H.P. Hanssen blev dømt fordi Hejmdal bragte en idrætssang. Fanatikere overvågede de danske aktiviteter. Den tyske Forening fandt 100 sange anstødelig. Udgiver var usikker. De forbudte sange kunne man udenad. Der var vagt på. En ”Forbudt” allike. En nyere historie om en ”forbudt” sang, som TV – Syd ikke turde spille. Og det hele startede med Dansk Sangbog
Trykkefrihed i Preussen?
Allerede den 12. juli 1865 udstedte det foreløbige styre i Sønderjylland en forordning, der forbød afsyngelse af danske sange med et ophidsende og fornærmeligt indhold. Et år efter blev det også forbudt, at udbrede sådanne sange.
Man sagde ellers, at det var trykkefrihed i Preussen. Men snart skulle man opleve noget helt andet.
Sangbogen udkom 1867, først benævnt som Dansk Sangbog udgivet af Sprogforeningen ved M. Andresen, Aabenraa – Eget Forlag. Den kom i alt i 20 udgaver og blev afløst af Højskolesangbogen.
16 unge piger blev anholdt
Der blev sandelig også grebet ind, når landboforeningerne holdt fest. En affære i 1884 i Aabenraa vakte stor opsigt. 16 unge piger blev idømt bøder for at have sunget nationale danske sange i et privat hjem men for åbne vinduer.
Den lokale domstol havde idømt pigerne hver en bøde på 5 mark. Men til politiets store irritation blev de frikendt ved Landsretten i Flensborg. Begrundelsen var, at forordningen var bortfaldet, da den preussiske straffelov først blev indført i 1867.
Anklagemyndighederne appellerede derfor dommen til en højere instans. Den fastslog, at forbuddet mod ophidsende og fornærmelige sange stadig var gældende ret.
Mange blev dømt
Man måtte ikke afsynge sange som ”Vift stolt på Codans bølge blodrøde Dannebrog”. Den indeholdt en forherligelse af det danske flag.
I 1890 blev fire Haderslev – borgere dømt for at have afsunget ”Der er et yndigt land”. Ved byretten blev de frikendt, men igen i Landsretten blev de dømt.
I 1897 talte H.P. Hanssen ved et møde i Rødding, men mødet blev afbrudt af en gendarm, da H.P. Hanssen foreslog at man skulle synge ”Jeg vil værge mit land”. Ved retten blev H.P. Hanssen idømt en bøde på 50 mark og dertil en tillægsbøde, fordi han havde vist foragt for retten ved at afvise at besvare uvedkommende spørgsmål.
De forbudte sange blev markeret med stjerne
Men det absurde var, at man godt måtte foreslå at synge en ”forbudt” sang, bare man ikke selv sang med.
For ikke at få for mange kontroverser havde udgiveren M. Andresen i 1899 – udgaven af Den Blå Sangbog med stjerner markeret 24 sange som ved dom blev anset for ophidsende og fornærmelige. Han anbefalede, at man ved offentlige møder undlod at synge disse sange.
Høje Nord, håbets borg – måtte man ikke synge
I 1903 begyndte man en mere systematisk forfølgelse. Ved et vælgermøde i Nybøl den 11. juni 1903, hvor Jens Jensen talte, udbragte P. Philipsen et leve og foreslog forsamlingen at synge ”Høje Nord, frihedens hjem”. Den tilstedeværende gendarm B. Cummerow krævede straks mødet opløst.
Landråden påstod, at ”Høje Nord” ved en retslig kendelse var blevet forbudt, og at det var strafbart at foreslå og at synge den. Og det var åbenbart fordi, at der i tredje vers stod ”Høje Nord, håbets borg”.
Når man i Nordslesvig talte om håbet, talte man om ”Genforening” med Danmark. Dette fremgik også af ordene ”Vårfryd efter vintersorg”. Efterhånden kunne politiet gribe ind efter behag. Man kunne efterhånden selv fortolke sangene.
H.P. Hanssen blev dømt efter at Hejmdal bragte en idrætssang
Hejmdal havde gengivet en idrætssang med titlen ”Opad og fremad er Danmarks mål”. Ikke redaktøren, men udgiveren H.P. Hanssen blev dømt som ansvarlig for udbredelsen.
Den tyske Forening mente samtidig, at nu måtte der være grundlag for at standse udbredelsen af Den Blå Sangbog.
Han var ellers en afholdt gendarm
Vi omtalte lige før gendarmen Cummerow. Han var ellers en meget vellidt person, der havde lært sig dansk. Hjemme gik han til stor fortrydelse for hans kone og fløjtede de danske fædrelandssange. Han flyttede efter ”Genforeningen” eller ”Grænsedragningen” til Sønderborg som en glad pensionist.
Fanatikere overvågede danske aktiviteter
Angrebet på Den Blå Sangbog blev ledet af et udvalg inden for Den tyske Forening for det nordlige Slesvig oprettet i 1890 som et modstykke til Vælgerforeningen. I ledelsen sad en række fanatikere, der nidkært overvågede danske aktiviteter i Sønderjylland og mødevirksomheder i de sønderjyske foreninger i kongeriget. De holdt så myndighederne orienteret om dette.
Man fandt 100 sange anstødelig, retten fandt kun 4 mere.
I maj 1905 beslaglagde politiet de sangbøger, der fandtes hos boghandlere i Haderslev, Rødding, Skærbæk, Toftlund og Sønderborg. I Aabenraa fandt politiet ikke nogen sangbog hos de daværende boghandlere.
Den tyske Forening havde oversat ca. 100 af de sange, som de fandt anstødelige. Og alle disse sange blev så gennemgået i retten. Da Landsretten så overtog sagen viste det sig, at de kun anså de 4 af de 100 sange som anstødelige.
Boghandlere frikendt
Og de boghandlere, der skulle dømmes blev sandelig frikendt af Kammerretten i Berlin. I den følgende udgave af Den Blå Sangbog fandtes de fire forbudte sange i indholdsfortegnelsen, men når man slog op på nummeret, var der en hvid side beregnet til, at sangbogens ejer selv kunne indskrive teksten.
Udgiver var usikker
I den følgende udgave kunne man i 1908 mærke udgiverens lettelse for han skrev, at sangbogen ”kunne føres, lægges frem og bruges frit og uhindret overalt.
Men helt tryg ved, hvad politiet kunne finde på, var han dog ikke. I et efterskrift anbefalede han brugerne at undlade i alt 16 sange, da der ved domstolene var kommet afvigende meninger og fortolkninger.
Sange er emneopdelt
I alt var 700 sange optaget i den Blå sangbog efterhånden. Den var emneopdelt med sange om Modersmålet først. Derefter fulgte Mindesange fra Danmarkshistorien, Nyere Fædrelandssange, Danmark, Norden, Friheden, Drikkeviser, Kærlighedsviser og aftensang.
De forbudte sange kunne man udenad
Under det preussiske styre kom der efterhånden større og større pres på de danske traditioner. Når der kom besøg fra kongeriget nede i Nordslesvig skulle der synges i den blå sangbog. Så blev det for eksempel sagt:
Men når man slog op så stod nummeret der og ellers ingenting.
Der var vagt på
Når man skulle synge nogle af de forbudte sange, så havde man vagtpost til at holde øje med, om den tyske gendarm kom ridende. Der var en til begge sider. Hvis der så blev meldt:
Ja så slog man pludselig over i tyske sange, indtil han var redet forbi. Så fortsatte man som om ingenting var sket.
En ”forbudt” allike
Tolder Beck ved Skodborghus havde en tam allike på loftet, og den kunne fløjte. Han havde lært den at fløjte ”Dengang jeg drog af sted”.
På et tidspunkt forsvandt den i et par dage, og så hørte han ad omveje, at de havde hørt en fugl i Skodborg, der sad på skorstenene og fløjtede de første strofer af ”Dengang jeg drog af sted”
Tyskerne havde skudt efter den, for det var en af de forbudte sange. Men den kom dog hjem igen i god behold.
En historie om en forbudt sang
Højskolesangbogen så dagens lys i 1894 under navnet ”Sangbog udgivet af foreningen for højskoler og landbrugsskoler”. Ja den har også heddet Folkehøjskolens Sangbog.
I den 18. udgave fra 2006 havde 166 sange måtte vige pladsen til fordel for nye og det vakte furore i Sønderjylland. Rygter om, at sang nr. 497 ”Det haver då nyligen regnet var røget ud af repertoiret nåede hurtig den sydlige del af landet. Beslutningen blev mødt med stor modstand i brede kredse.
Det viste sig dog, at den sønderjyske kampsang havde overlevet redigeringsprocessen i fin form, men at den stort set ukendte folkevise af samme navn måtte forlade de eftertragtede sider.
Mange år senere skulle min afdøde kone, Hanne lave en film om Børge Christensen fra Tønder, der opfandt ”EDB – programmet” Comal 80. Hun var ansat på fagbevægelsens videoselskab BIS – Video. Filmen skulle vises på TV-Syd. Hun fik en af Aabenraas bedste musikkere til at indspille ”Det haver så nyligen regnet”. Det skulle være instrumental underlægningsmusik. Men TV – Syd ville ikke bringe filmen, fordi det netop var den melodi.
Det var en af dem, som også preusserne forbød.
Melodien er en gammel dansk folkemelodi. Den oprindelige tekst blev skrevet Svend Grundtvig i 1861. Omkring 1890 skrev Johan Ottosen en ny, let satirisk tekst, som blev sunget første gang ved Sønderjydernes besøg i København i marts 1890.
Og det Preusserne ikke kunne lide var følgende ”Frø af urgræs er føget over hegnet”. Og selv om det kun var i en instrumental udgave, ja så mente TV Syd så mange år efter, at bare melodien kunne få Det Tyske Mindretal til at reagere.
Min kone, Hanne måtte simpelthen fjerne musikken ellers ville TV Syd ikke bringe filmen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere om Genforening, Grænsedragning, Afståelse og Deling, 1864 og De Slesvigske Krige, Sprogkamp, Dansk/tyske tildragelser så har vi lavet en liste med 129 artikler om disse temaer, som du kan finde her på www.dengang.dk
Dato: juli 24, 2019
Genforening, Afståelse, Deling eller Grænsedragning
Undertegnede har fået masser af hug, fordi jeg uden videre godkender ordet ”Genforening”. Læs her i den lange artikel, hvorfor. Det er ikke historieforfalskning og sludder. Jo, Sønderjylland var en del af det danske kongerige for meget lang tid siden. Sydgrænsen var Ejderen. Da Abel blev gift med en greve-datter, skete der noget. Erik Menved pantsatte alt syd for Kongeåen. Erik af Pommern kæmpede forgæves. ”Evigt uddelte sammen”, blev udnyttet af en bevægelse i 1800-tallet. November-forfatningen gik galt. H.C. Andersen fattede ingenting. Tyske stater fik mulighed for at blande sig i interne danske forhold. Preussen forslog en afstemning, men Danmark sagde nej. Omkring 60.000 udvandrede. I København havde de en meget ængstelig holdning over for tyskerne. Zahle og Scavenius brød sig ikke om H.P. Hanssen. Et forslag lød på, at bytte De Vestindiske Øer med Nordslesvig. Den franske hovedforhandler mente, at Danmark var alt for beskeden. De danske regeringer påtvang det tyske sprog. Og så opdagede danskerne ikke graverende fejl i afstemningen. Tusinder af menneskeliv kunne være sparet.
Masser af hug
Når man befatter sig med historie, så befatter man sig også med tolkning. Mange har deres opfattelse af historie. Dette er måske afledt af det man har læst. Men nu er ikke alt, hvad der står i diverse fag – og historiebøger rigtigt.
Her på siden får ”Den Gamle redaktør” da også mange hug. Og de fleste hug kommer i forbindelse med ”Besættelse” og ”Genforenings-historie”. Ja for sidstnævntes vedkommende er det blevet antydet, at jeg ikke kan kalde mig sønderjyde med den mening, jeg har om Genforeningen. For min skyld må man da godt kalde det ”Genforening”, men det er historisk ukorrekt.
Historieforfalskning, sludder og fortyskning
Ja artiklerne her på siden er blevet kaldt meget, historieforfalskning, sludder, fortysket og meget mere. Det blev jo dansk, da det blev en ”Helstat” er det blevet påstået. Sønderjyllands Historie er ikke let at forstå.
Der er mange følelser med dette ord ”Genforening”, og det kan jeg da godt forstå. Men der er sandelig også mange usandheder. Der er for meget glansbillede over det. Vi har gennem snart mange artikler her på siden forsøgt at skildre sandheden. Det er også stor forvirring om, hvornår man må kalde det for Sønderjylland.
Dette bliver en lang artikel. Men vi vil forsøge at forklare sammenhængen. Men vi skal da lige advare, at dette ikke er helt let. Og bagerst er der en artikeloversigt såfremt du vil have uddybet historien.
Afståelse af Nordslesvig
Ordet ”Genforening” er præget af det danske nationale perspektiv, hvor den danske landsdel Sønderjylland kom tilbage til moderlandet. Fra tysk side talte man derimod om en afståelse af Nordslesvig.
For de mennesker, der var præget af hertugdømmet Slesvigs interne sammenhængskraft, betød grænsedragningen en deling af Slesvig. Det var ofte tværs gennem familier, handelsforbindelser og kulturelle bånd.
Overtrumfet af Tysklands nationale samling
1800-tallets ønske om et samlet og selvstændigt Slesvig – Holsten blev overtrumfet af hele Tysklands nationale samling, og måske først delvist indfriet med dannelse af den nuværende delstat Slesvig – Holsten i 1947.
Og for begge mindretallene – både danskerne i Sydslesvig og hjemmetyskerne i Sønderjylland (Nordslesvig) blev 1920 tidspunktet, hvor et afstemningsresultatet ikke blev som ønsket.
En del af det danske kongerige – for meget lang tid siden
Sønderjylland havde oprindelig været en del af det danske kongerige, men dets tilknytning hertil var blevet svækket ved en kompliceret arvelighedspolitik, hvis virkninger blev kompliceret af indvandring af fortrinsvis holstensk, kapitalstærk adel, som opnåede særrettigheder.
Disse særrettigheder ville det holstenske ridderskab ikke give afkald på.
Ejderen anerkendt som Danmarks grænse
Danevirke ved Den Jyske Halvøs smalleste punkt udgjorde fra Jernalderen og århundreder frem danernes sydligste forsvarsværk. I 811 blev Ejderen anerkendt som Danmarks sydgrænse af den tysk-romerske kejser Karl den Store.
I de følgende århundrede blev grænsen truet af svenske vikinger, tysk – romerske kejsere og vendere. Derfor blev der fra slutningen af det 11. århundrede udnævnt en grænsejarl, der skulle forsvare grænsen. Denne jarl af Sønderjylland styrede et område, der bestod Barvidsyssel, Ellumsyssel, Istedsyssel. Ja det var helt fra Kongeåen ned til Ejderen og Levenså.
Knud Lavard – anset som trussel
Knud Lavard, der blev jarl af Sønderjylland i 1115 fik efter sin sejr over venderne titlen hertug af Holsten. Hans efterfølgere kaldte sig i flæng, hertug af Sønderjylland eller hertug af Slesvig.
Knud havde tilbragt en del af sin ungdom hos hertug Lothar af Sachsen. Han var bekendt med det tyske lensvæsen. På den tid var dette ukendt i Danmark. Men ak, så blev han anset for at være en trussel for kongeriget og blev dræbt.
Hertug Abel giftede sig i1237 ind i den holstenske greveslægt Schauenburg. Hertugtitlen blev betragtet som arvelig i hans slægt, men da den uddøde med hertug Henrik af Sønderjylland i 1375, kunne Schauenburgerne overtage Hertugdømmet Slesvig.
Yngre kongesønner blev jarler
Fra slutningen af det 11. århundrede til 1375 var der jarler, der styrede området. Margrethe den Første opkøbte ejendomme i Slesvig og lagde dem under Kronen, så Sønderjylland kom reelt til at bestå af to dele, hertugdømmet og de kongerigske enklaver. Dronning Margrete den Første måtte dog affinde sig med at Greven af Holsten havde overtaget Sønderjylland. Hun valgte at gøre ham til lensmand i 1386.
Hertugdømmet Slesvig bestod fra ca. 1200 til 1867. Stort set dækkede det ordet for Sønderjylland (også syd på). I løbet af middelalderen udviklede landsdelen sig til et eget dynasti.
Fra slutningen af 1100-tallet fik yngre kongesønner titlen hertug af Jylland/Sønderjylland. I 1187 blev Valdemar hertug. I 1202 blev han konge som Valdemar Sejr. En dynasti blev grundlagt, da Valdemar Sejrs søn Abdel 1232 blev gjort til hertug af Sønderjylland.
Jo det var især efter 1241, at hertugernes selvstændighed voksede i forhold til de danske konger. Samtidig voksede de holstenske grever indflydelse i Sønderjylland.
Da Abel blev gift med en greve-datter
Abel var gift med den holstenske grevedatter Mechtilde, og dermed skabtes en dynamisk forbindelse mellem områderne nord og syd for Ejderen, som fik vidtrækkende følger. Abels efterfølgere som hertuger vandt efterhånden hævd på, at hertugtitlen i Sønderjylland var arvelig inden for Abels slægt. Hertugerne fik flere rettigheder, som ellers var kongens. Således fik de ret til at kræve skatter og til at slå mønt.
Desuden fik Sønderjylland sit eget landsting Urnehoved syd for Aabenraa. Abel-slægten blev kraftigt støttet af de holstenske grever og kom efterhånden i et afhængighedsforhold.
Den 12. maj 1260 pantsatte Mechtilde sammen med sine sønner Erik og Abel Abelsen landet mellem Ejderen og Slien til sine brødre, Johan den Første af Holsten og Gerhard den Første af Holsten, samt yderligere fæstningen Rendsborg, som hun havde modtaget som medgift.
Erik Menved pantsatte alt syd for Kongeåen
Af betydning for hertugdømmernes svækkende tilknytning til kongeriget er det, at kong Erik Menved i 1313 de facto afstod alt kongeligt gods syd for Kongeåen. Til hertug Erik den Anden og i 1316 afstod fra retten til at udnævne hirdmænd i Sønderjylland.
Greverne overtog mere og mere af hele Danmark
Greverne fik på grund af indre stridigheder i Danmark også en tiltagende indflydelse i kongeriget. I begyndelsen af 1300-tallet var stort set hele det danske rige pantsat til greverne Gerhard den Tredje (Store) og Johan den Tredje (Milde). I 1316 kunne de afsætte den danske konge Christoffer den Anden og gøre den 12 – årige Valdemar af Sønderjylland til konge af Danmark.
Fra 1326 havde hertugerne overtaget alle kongens kompetencer i Sønderjylland. Samtidig var der en kamp mellem konger og hertuger om hertugdømmets grænser, som først fandt sin afslutning i 1440, hvor både Als, Ærø og 12 af 13 frisiske herreder ved vestkysten var blevet en del af hertugdømmet. Femern fik fælles herre med Slesvig sidst i 1300-tallet og fulgte derefter hertugdømmet, men regnes først helt som del af det i 1658.
I slutningen af 1300-tallet satte greverne af Holsten-Rendsborg sig i besiddelse af hertugdømmet, hvilket blev grundlaget for en næsten 500 års forbindelse mellem Holsten og Slesvig som hertugdømmet nu hed.
Den sønderjyske hertugslægt uddøde i 1375
Den sønderjyske hertugslægt uddøde i 1375. I 1385 blev greverne formelt forlenet med det af Margrethe den Første. Betegnelsen Hertugdømmet Slesvig blev nu mere almindeligt og overtog den gamle betegnelse Hertugdømmet Sønderjylland.
Officielt var det ikke noget, der hed Sønderjylland efter 1375. Men Sønderjylland blev et slagord og en appel til de dansksindede befolkning i 1800 – tallet, hvor modsætningen mellem tysk og dansk blev tilspidset. Navnet Sønderjylland havde en sammenhæng med Nørrejylland nord for Kongeåen.
Erik af Pommern kæmpede forgæves
Magrethe den Første gjorde meget for at genvinde Sønderjylland i tidsrummet 1404 – 1448. Men Erik af Pommern tabte slaget. Striden sluttede med, at den holstenske greve og slesvigske hertug Adolf i 1448 stod som den store vinder. Talrige retssager var blevet afholdt. Ja kampen var blevet udkæmpet med diplomati, retssager og militær magt. Erik tabte kampen om Sønderjylland. Det blev også begyndelsen til enden på den ekspansive kongemagt, som var hans politiske arv fra dronning Margrethe og Valdemar Atterdag. Sønderjyllands eller Slesvigs status som hertugdømme blev fastslået på en måde, der rakte århundreder frem.
En konge med tysk baggrund
I 1448 fik Danmark en konge med tysk baggrund. Det var på baggrund af en anbefaling af hertug Adolf den Første af Slesvig. Og kongen, ja det var Christen den Første fra Huset Oldenburg. Foruden at blive konge af Danmark blev han efter Adolfs død, hertug af Slesvig og greve- senere hertug- af Holsten. Denne personaleunion mellem helstatens bestanddele gav det danske rige en indre stabilitet i de følgende århundreder.
Masser af mini – hertugdømmer
Betydelige områder af Slesvig – Holsten udgjorde efter delinger i 1500- og 1600-tallet i lange perioder selvstændige småhertugdømmer. Navnlig delingen i 1544 trak lange spor efter sig. Hertugerne af Gottorp regerede over en del af Slesvig indtil 1713 og af Holsten indtil 1773. På Als og Ærø, på Sundeved og ved Glücksborg havde fra 1564 og indtil 1779 hertug Hans den Yngre og hans mange efterkommere deres bittesmå dele af Slesvig- hertugerne af Sønderborg, Nordborg, Ærø, Glücksborg og Plön. Dertil kom hertugerne af Augustenborg, uden eget hertugdømme, men efterhånden med store godser.
Evigt uddelte sammen
Men det forhindrede også, at der i 1800-tallet kunne dannes en dansk nationalstat bestående af kongeriget og Slesvig – et Danmark til Ejderen. Christian den Første havde nemlig måttet love, at Slesvig og Holsten skulle ”blive evigt udelte sammen”.
Nu har historikere godt nok studeret dette begreb, og man er uenige i fortolkningen. Nogle mener, at det kun stod sådan anført, fordi man skulle hjælpe hinanden. Siden dengang har der været Slesvig – Holstenske jordbesiddelser mange steder. Og det var først, da en sekretær fra Ridderskabet fandt bemærkningen frem i 1820erne, at det blev aktuelt. Men den Slesvig – Holstenske bevægelse voksede. Og det var dem, der gjorde oprør i 1848.
Mellem den lokale kongelige amtsforvaltning i hertugdømmerne og Tysk Kancellis Indenrigske Afdeling i København fandtes der flere melleminstanser med sæde i hertugdømmerne.
Statholdere og kancelli
I 1545 indsatte kongen første gang en Statholder til at varetage sine interesser i hertugdømmerne. Embedet bestod med mindre afbrydelser indtil 1848.
I 1648 oprettede Christian den Fjerde et særligt ”regeringskancelli” for de kongelige dele af hertugdømmerne under forsæde af statholderen. Det fik sæde i Glûckstadt og var tillige appeldomstol. Fra 1713 beskæftigede kancelliet sig kun med holstenske forhold.
I den sydlige del af Slesvig følte hovedparten af borgerne sig knyttet til andre tysktalende. Og det gjorde holstenerne også. Grænsen for den danske helstat gik således langt sydligere end grænsen for det danske folk. (Dansksindede borgere) Det skyldtes at Slesvig – holstenerne ville have en fælles grundlov for de to hertugdømmer samt Slesvigs indlemmelse i Det Tyske Forbund.
Den danske Helstat
I forbindelse med Genforenings-debatten er det opstået nogle misforståelser vedr. begrebet Helstaten. Den varede fra 1814 til 1864. Ved oprettelsen omfattede den:
En Helstat var reelt en personalunion, hvor det alene var de enkelte landområders tilknytning til den enhver siddende konge, der afgjorde tilhørsforholdet. I alle andre henseender blev de enkelte rigsdele formelt forvaltet som egne stater, idet man dog i praksis samlede den overordnede centralforvaltning i den kongelige residensstad, København, og her i særdeleshed med to kancellier, et for de kongerigske dele (Dansk Kancelli) og et for hertugdømmerne (Tysk Kancelli)
November – forfatningen gik galt
Egentlig førte treårskrigen kun til status que, men da Danmark i 1863 indførte November – forfatningen, som knyttede Slesvig tættere til kongeriget end Holsten, at det gik galt.
Administrativt og politisk – ingen indlemmelse i kongeriget
På dansk side bider særligt Christian den Ottende sig fast som hovedperson. Som kernen i denne konges politiske tankegang sættes genoptagelsen af Frederik den Sjettes helhedstanker fra dennes første kongeår. Slesvig skulle så vidt mulig genvindes for danskheden, men ikke politisk og administrativt indlemmes i kongeriget, skulle Holsten bindes til denne danske helstat.
Kongens ulykke var at han ikke kunne frigøre sig for sit gemyt og tage klare og utvetydige standpunkter. Bernsdorf havde også indtil sin død i 1813 været en statsmand af et vist format
Klosterbrødrene var imod sprogtvang
Det var regeringen i København, som mellem de to slesvigske krige forlangte, at dansk skulle være herskende i hele Slesvig – Holsten også blandt dem, der kun talte tysk. Det var der mange dansksindede, der kæmpede imod bl.a. Klosterbrødrene. De mente at sproglig frihed skulle gælde både dansk- og tysk slesvigere.
Den særegne sønderjyske kultur er historisk både blevet truet af rigsdanskernes kultur nord for Kongeåen og af tyskerne syd for Ejderen. Gennem hundreder af år havde Sønderjylland været nærmere tilknyttet Hamborg end København.
H.C. Andersen forstod ikke konflikten
Halvvejs i livet mødte H.C. Andersen første gang grænselandets nationale modsætninger. Efter et vellykket og givtigt besøg hos det danske kongepar tog han ophold på Augustenborg. Her mødte han for første gang en ulykkelig national splittelse rettet mod sit fædreland.
I år 1844 var H.C. Andersen endnu lykkeligt uvidende om den kommende nationale katastrofe. Han går hånd i hånd sammen med prinsen af Nør på Amrum og beundrer det frisiske landskab. Friserne mødes samme år i bredstedt og undsiger Danmark. Og i byen Slesvig mødes Slesvig – Holstenerne for at værne om tyskheden i hertugdømmet.
Grundvig mente ikke, at sønderjyderne skulle bruge magt
På Skamlingsbanken fortæller N.F.S. Grundtvig de danske sønderjyder, at man ikke må bruge magt, hvis man vil fastholde et nationalt tilhørsforhold. Magt flytter ingenting, som han siger – kun kærlighed til sprog og kultur fastholder et folkefællesskab
Tyske stater fik mulighed for indblanding
Internationale aftaler af 1851 – 52 gav imidlertid de tyske stater mulighed for indblanding i danske forhold. Og det benyttede Preussen sig af.
De to territorier voksede i vidt omfang sammen til en politisk enhed, benævnt Slesvig-Holsten. Slesvig bestod dog som område med sit eget navn og bevarede en række særtræk i lovgivning, forvaltning mv.
Måske var det ikke så underligt, at tyskerne i 1895 forbød at bruge navnet Sønderjylland undtagen i historiske fremstillinger.
Grundloven skulle senere have været brugt i Slesvig
Vi skal måske også lige nævne, at da grundloven blev indført i 1849 var denne ikke gældende i hertugdømmerne, selvom den i forordet åbnede for en senere udvidelse af dens gyldighed til hertugdømmet Slesvig.
Efter Treårskrigen samledes centraladministrationen af Slesvig i 1851 i Ministeriet for Hertugdømmet Slesvig med sæde i København.
Krigen i 1864
Preussen og Østrig forlangte at forfatningen blev annulleret. Det imødekom Danmark ikke lige med det samme. Den danske regering brød indgående aftaler. Dens manglende dømmekraft var årsag til den slesvigske krig 1864.
I alt 4.800 mand manglede på dansk side. Heraf var 2.900 taget som fanger. Resten var faldne, sårede eller savnede.
Preussen foreslog selv en afstemning
På fredskonferensen foreslog England en deling af Slesvig. Også Preussen fremsatte et forslag om Slesvigs deling, eventuelt efter en vejledende folkeafstemning. Her kunne man sagtens have fået Flensborg med til Danmark. Men den danske delegation foreslog en deling langt mere sydlig. Og denne kunne Preussen og Østrig slet ikke gå med til.
Den danske Helstat blev reduceret med en tredjedel
Våbenhvilen løb ud og Danmark løb atter ind i et militært nederlag. Nu måtte man acceptere særdeles barske fredsbetingelser. Al tale om deling af Slesvig eller vejledende folkeafstemning blev nu afvist af de tyske forhandlere. De forlangte at de tre hertugdømmer skulle afstås til sejrherrerne. Det betød, at den danske helstat blev reduceret med en tredjedel af sit areal og 40 pct. af befolkningen.
Helstaten havde været sprængt på det indre plan
Fredsafslutningen i 1864 beseglede helstatens undergang. Forbindelsen mellem Slesvig og Holsten og det danske kongerige havde bestået i århundreder, men den blev med et slag overskåret. For hovedparten af hertugdømmernes indbyggere føltes dette dog som en befrielse, fordi nationale, politiske og sociale spændinger allerede havde sprængt helstaten på det indre plan.
Nu ville nordslesvigerne(sønderjyderne) godt til Danmark
Nu blev sprængningen en realitet også på det ydre, statspolitiske plan. De dansksindede indbyggere i det nordlige Slesvig følte adskillelsen fra Danmark som en stor ulykke. Deres ønske om at blive indlemmet helt og fuldt i kongeriget opstod imidlertid først, da alternativet – indlemmelse i Preussen – var uundgåeligt.
Der var ikke inden da, det store ønske om at blive indlemmet i det danske kongerige, som påstået i nogle historiske kilder.
Preusserne fik også de Kongerigske enklaver
Det var kun befolkningen i de kongerigske enklaver, der kunne deltage i valgene til den danske Rigsdag.
Efter 1864 fik tyskerne enklaverne mod at Danmark så til gengæld fik 6 sogne i Ribe Herred og 8 sogne syd for Kolding.
Tyskerne vedblev med at være et fjendebillede
1864-krigen var med til at bestyrke danskerne i opfattelsen af tyskerne som ekspansionslystne og undertrykkende. Mange danske frygtede, at det var umuligt at overleve efter 1864 – og det var virkelig en fare for vores lands beståen.
Men Danmark klarede omstillingen til at være et lille, men alligevel selvstændig stat. Forestillingen om en stærk og rænkefuld tyskhed, der var parat til at opsluge danskheden var blevet udbredt under den første slesvigske krig og blevet styrket under 1864-krigen.
Undertrykkelsen af de dansksindede nordslesvigere efter 1864 var med til at befæste denne opfattelse og bevirkede, at tyskerne vedblev med at være fjendebillede for danskere gennem mere end et århundrede.
Danmark er en af de få lande, der mindes deres nederlag.
De dansksindede blev undertrykt
200.000 dansksindede kom nu under tysk styre. Frem til 1920 stod de dansksindede nordslesviger under pres. Skoleundervisningen blev mere og mere fortysket. Danske foreninger med betegnelsen politiske blev forbudt. Tyske foreninger fik statstilskud. Dansksindede lærere, embedsmænd og præster blev fyret. Også vandrelærere blev forfulgt. Fra 1876 var administrationssproget tysk.
Fra 1896 begyndte den preussiske stat at opkøbe landbrugsjord for at oprette såkaldte domænegårde og få jorden på tyske hænder.
Ifølge Wienerfreden fra 1864 kunne indbyggere vælge at få dansk statsborgerskab og fortsat være bosat i Slesvig. Ca. 25.000 valgte dette. Men de skulle forholde sig politisk og nationalt passive for ikke at blive udvist og få deres børn gjort statsløse.
Omkring 60.000 dansksindede udvandrede
Omkring 60.000 dansksindede slesvigere udvandrede frem til år 1900. Denne udvandring kunne have fået indvirkning på afstemningen i 1920. Fortyskningspolitikken mødte dog også modstand. Der dannedes danske foreninger, frimenigheder og vælgerforeninger. Danske forsamlingshuse som bl.a. Folkehjem i Aabenraa og aviser som Dannevirke i Haderslev, Flensborg Avis og Hejmdal i Aabenraa.
30.000 dansksindede måtte gå i tysk krigstjeneste og omkring 5.300 faldt.
I 1867 var der endnu dansk flertal i den preussiske rigsdag
Endnu i 1867 havde det været dansk flertal til den preussiske rigsdag. Tyskerne/Preusserne fik ved hjælp af Valggeometri neddroslet den danske indflydelse. Og så forstod de at kolonisere området.
Danmark sagde definitivt ja til Kongeå – grænsen
En af de mærkeligste traktater i nyere dansk historie blev underskrevet den 11. januar 1907. Det var den såkaldte ”Optant-Konvention”. Danmark lovede at forbedre sig i forholdet til Tyskland, imod at Prøjsen til gengæld lovede at behandle en bestemt gruppe sønderjyder – dem, der var børn af optanter – bedre.
Men egentlig var det tale om, at Danmark sagde definitivt ja til Kongeå-grænsen og endelig naj til & 5 afstemning. Da Stauning blev konfronteret med dette i 1919, sagde han, at han havde taget afstand fra genforeningskravet, ikke fra genforenings-håbet.
Ængstelig holdning over for tyskerne
I 1913 havde amtmanden (landråden) i Sønderborg forespurgt Folketinget om, man kunne gøre noget for at få tyskerne til at lade være med at nægte danske skibe at lægge til kaj i byen. Det var bl.a. danske rejsende på lysttur og nogle hundrede unge fra Als, som skulle på deres årlige sommerudflugt til Danmark.
Dette fik Scavenius til at bemærke, at ”hellere udsætte sig for en afvisning var det bedre og værdiger for danske turister at blive hjemme eller gøre udflugter inden for Danmarks grænser.
Det var karakteristisk for den ængstelige holdning alle ansvarlige i Danmark indtog over for Tyskland i denne tid.
Zahle bad om at lægge en dæmper på festligheder
Regeringen Zahle bad om at lægge en dæmper på 50-året for krigen 1864. Embedsmændene blev bedt om at vise det fornødne hensyn.
I Tyskland var kursen lige modsat. Her blev der ved forsamlinger råbt: ”Dänen raus”. Og ”Deutschland bis Skagen”.
Zahle brød sig ikke om H.P. Hanssens indflydelse og indblanding
Statsminister Zahle havde ikke meget til overs for H.P. Hanssen og hans indflydelse i Danmark. Han ville hellere støtte den radikale politiker Christoffer krabbe, da dennes datter fru Wildenrath – Krabbe ved hjælp af bladet Dannevirke i Köller-perioden faldt de danske sønderjyder i ryggen.
H.P. Hanssen kritiserede også Scavenius, fordi man i Danmark ikke måtte diskutere Nordslesvig offentlig.
Påskekrisen
Det var stærke krav om at Flensborg skulle indlemmes i Danmark uanset resultat af folkeafstemningen. Dette blev afvist af Zahle. Christian den Tiende krævede at Zahle udskrev nyvalg, der kunne give et flertal for at kræve Flensborg indlemmet. Da Zahle nægtede dette, afskedigede kongen ham. Det førte til Påskekrisen, hvor kongen måtte opgive sin aktion under trussel af generalstrejke.
Man kan sige, at begyndelsen til ”Genforeningen, Afståelsen, Grænsedragningen eller foreningen” tog sin begyndelse i oktober 1918, da Tyskland erkendte sit nederlag og bad om våbenhvile.
Vide kredse ønskede at Sydslesvig skulle med til Danmark.
De danske politikere stod helt uforberedte
Det store flertal af befolkningen i Sønderjyllands nordlige del (Nordslesvig) følte sig som danske. Men det sønderjyske spørgsmål havde nu ikke været en del af debatten under krigen. Det var som om det ikke rigtig interesserede politikerne i København.
Da det kom på dagsorden ved krigens afslutning stod mange uforberedt. Det var forskellige principper om folkets selvbestemmelsesret eller en historisk, hvor genforeningen kunne opfattes som genoprettelse af en tidligere retstilstand. Efter den første løsning måtte man følge folket efter den anden måtte folket følge landet. Men var det nu 100 pct.?
Ingen af de to principper blev søgt anvendt i deres yderste konsekvens, men de udgjorde den afgørende politiske skillelinje.
H.P. Hanssen fik et skriftligt svar
Et lukket fællesmøde mellem Folketing og Landsting den 23. oktober 1918 tilkendegav at man ville løse problemet i overensstemmelse med folkenes selvbestemmelsesret, dvs. gennem en demokratisk løsning.
De dansksindedes leder, H.P. Hanssen rejste spørgsmålet i den tyske Rigsdag den 23. oktober 1918. Det lykkedes den 14. november at få et skriftligt tilsagn den 14. november fra den fungerende tyske udenrigsminister, at Tyskland var indstillet på, at få løst spørgsmålet ved den forestående fredskonference.
Stauning havde skrevet til sin partifælde
Allerede den 18. oktober havde Stauning sendt et fortroligt brev til den ledende tyske socialdemokrat, senere rigspræsident Friedrich Ebert, omkring Nordslesvig – spørgsmålet.
Scavenius ville ikke have sagen op på fredskonference
Dette betød, at Den Nordslesvigske Vælgerforenings Tilsynsråd vedtog den såkaldte Aabenraa-resolution, der fastlagde deres ønsker den såkaldte Genforening.
Udenrigsminister Erik Scavenius og Det Radikale Venstre var ikke særlig glad for denne ordning. Man ønskede at holde sig gode venner med tyskerne og så helst, at man fandt en dansk – tysk løsning.
Det Radikale Venstre havde en stor mistro til de sønderjyder, der efter at havde været tysksindede lod sig genvinde for danskheden.
Tyskerne havde forespurgt længe før
Allerede i 1914 startede tyskerne med en forespørgsel. Det var en fremtrædende socialdemokrat fra den yderste venstre fløj, dr. Rudolf Breitscheid, der under et besøg i København rejste det ”Nordslesvigske spørgsmål”.
I marts 1915 kom der meldinger gennem den tyske gesandt Grev Rantzau. De danske ministre blev enige om ikke at røre ved sagen. En frigørelse af Als var dog udelukket på grund af den tyske flådestation.
Men senere kom der dog et dementi fra højeste sted.
Der var udpræget pressecensur. Således blev Dannevirke forbudt i en uge, fordi man ikke havde omtalt kejserens fødselsdag.
Skulle man bytte med De Vestindiske Øer?
Ja tænk engang. Man talte også om, at bytte De vestindiske Øer med Nordslesvig. Det var efter, at amerikanerne havde vist interesse for øerne. Men disse ville nok ikke have tyskerne som nabo.
Men det var faktisk vores salg af De Vestindiske Øer til USA, der kom til at betale en del af Genforeningen. For det blev en særdeles dyr omgang.
Den sønderjyske sag var en ”udenrigspolitisk fare”
Zahle var meget irriteret over H.P. Hanssens indflydelse på danske politikere og anså det således for ”højt uheldigt, at dansk politik skulle dirigeres fra Slesvig”. Erik Scavenius skrev i 1914 til en anden radikal politiker i 1914:
Clausen – linjen
Historikeren H.V. Clausen havde på baggrund af studier forsøgt at fastslå, hvor grænsen mellem dansk og tysk lå. Han havde lavet en sindelagsgrænse og en sproggrænse. Disse fulgtes nødvendigvis ikke af.
Han foreslog en rigsgrænse syd om Tønder og Højer, selv om hav vidste, at der var flere tysksindede end dansksindede. Men han tog også hensyn til geografiske grænser. Ja grænsen havde han allerede udarbejdet i slutningen af det 19. århundrede i et kort om dansk landbrug. Og grænsen gik nord om Flensborg.
Udenrigsministeren talte med ringeagt om Nordslesvig (Sønderjylland)
H.P. Hanssen har beskrevet Scavenius reaktion:
– Han talte om dette land med ringeagt i tonen, bandede stærkt.
De allierede blandede sig i danske anliggender
De Radikale mente, at de områder, der engang havde været tysksindet aldrig kunne vælge dansk.
De allierede ambassader i København var stadige kilder til megen rygtedannelse, ja for den franske ambassades vedkommende var der tale om direkte indblanding i indre danske anliggender.
Når regeringen Zahle og H.P. Hanssen sejrede ”i det saglige” om end led nederlag ”på det politiske og personlige plan” skyldtes det, at man byggede på et klart politisk grundlag.
Selvbestemmelsesretten var et princip, som man på intet tidspunkt accepterede at fravige. Nordslesvig til Clausen-linjen blev betragtet som en enhed.
Flensborg – og Danevirke-bevægelsen blev svækket af manglende enighed om mål og midler. Der var på intet tidspunkt skabt noget bærerdygtigt alternativ til det program, der blev vedtaget af Vælgerforenings – Tilsynet.
Fredskonferencen i Versailles
Fredskonferencen i Versailles varede fra januar til juni 1919. Både officielle og uofficielle deputationer havde foretræde, således også Dannevirke-bevægelsen. De ønskede at den kommende grænse skulle gå langs Dannevirke. Nu var det sådan, at det franske diplomati ville ødelægge det så meget for Tyskland som mulig.
Og som vi alle ved blev der afholdt en afstemning i Nordslesvig (1. zone) Og en separat distriktsvis afstemning i Mellemslesvig. Ja der blev også foreslået en 3. zone.
Den Radikale regerings ønske om at protestere mod fredsforslaget fik den hidtidige politiske enighed i Danmark til at bryde sammen. Det Konservative Folkeparti ville ikke gå med til at protestere.
Ikke alle rigsdanskere havde lige meget forståelse for Sønderjylland
Englænderne forkastede et forslag om internationalisering af 2. zone. Det var uden belæg i fredstraktaten. Sagde englænderne. Fra 15. juni 1920 var Sønderjylland under dansk suverænitet. Og i dagene den 10. og 11. juli 1920 blev ”Genforeningen” markeret ved Christian den 10* s indtog i Sønderjylland og den store folkefest i Dybbøl.
Nu var det heller ikke alle rigsdanskere, der var lige velkommen efter 1920. Mange sønderjyder mente, at disse havde et forkvaklet Tysklandsbillede. Deres danskhed var efter sønderjydernes mening for teoretisk og abstrakt. Rigsdanskerne forsøgte at lægge deres traumer og historiebilleder ned på Sønderjyllands historie, som mange opfattede som et overgreb.
Stærk nationale danskere har sikkert gjort dette i en god mening dog uden forståelse for at regionen hernede var multinational og regional.
Sønderjydernes danskhed er ikke ideologisk betinget, men født af praktisk kamp mellem tysk og dansk. Dette forstod rigsdanskerne ikke.
Efter ”Genforeningen” kom landsdelen ikke officielt til at hedde Sønderjylland, men ”De Sønderjyske Landsdele. Efter kommunalreformen i 1970 blev betegnelsen, Sønderjyllands Amt.
Kunne man have været mere smart?
Det er altid lidt af en dødssynd, når man beskriver fortiden med nutidens øjne. Men i dette tilfælde er det vel godt anbragt? Man kunne jo have knyttet Sønderjylland til Kongeriget
Skiftende danske regeringer og konger har gennem historien forkludret det Slesvig – Holstenske spørgsmål. En afgørende fejl blev begået af Frederik den Tredje, da arve og enevælds – regeringen blev ham overdraget af rigets stænder i1660. Da indførte han en arvefølge, hvori spiren lå til begge hertugdømmers udskillelse af kongeriget.
Den næste store fejl blev begået af præsidenten for det daværende tyske kancelli A.P. Bernstorff derved, at han i 1773, da kongen af Danmark ved traktat med det gottorpske fyrstehus fik sit herredømme over hele Slesvig endelig anerkendt, ikke benyttede lejligheden til at indlemme Slesvig i Danmark.
Kongen burde da have benyttet den lejlighed, han ved sit fuldstændige herredømme over begge hertugdømmerne have sammenslettet Slesvig endelig med Danmark.
Samtidig kunne man i hvert fald ved denne lejlighed have udvidet den danske rigslov for kongeriget, Christian den Femtes Danske Lov og de andre danske love, til også at gælde for Sønderjylland (Slesvig – Holsten).
Man førte en helt forkert sprogpolitik
Men samtidig med disse afgørende politiske fejlgreb forspildte de danske enevældige regeringer på det sproglig-kulturelle område alle de mange chancer, der var til at bevare og fæstne dansk sprog og kultur i Sønderjylland ned til Slien og Dannevirke. Ja fra gammel tid endda ned til Ergenförde Fjord. Her må vi ikke glemme, at allerede dengang var det frisiske sprog meget udbredt i det sydvestlige hjørne.
Det tyske sprog trængte frem
Men reformationen og senere tyske åndsretningers udbredelse til Danmark trængte det tyske sprog i det 16., 17., og 18. århundrede ind i de dannede kredse, særlig i embedsstanden. Og det skete både i hele Slesvig – Holsten og kongeriget.
Som bekendt var endog kommandosproget i den danske hær dengang en lang tid på tysk.
I flere sønderjyske købstæder var allerede tidligt sproget blandt forretningsfolk tysk. Men bortset fra embedsmænd og forretningsfolk samt de fra Holsten indvandrede godsejere vedblev den store jævne befolkning navnlig bønder og husmænd, at tale dansk i hele Sønderjylland altså også i Sydslesvig.
Man påtvang danskere det tyske sprog
Her begik de danske regeringer den grundfejl, at de og deres af tysk væsen påvirkede embedsmænd påtvang den jævne danske befolkning i størstedelen af Sønderjylland det tyske sprog, både tysk kirkesprog, skolesprog og retssprog gennem det 16., 17., og 18, og første halvdel af det 19. århundrede.
Mærkelig er det, at statsminister Høegh-Guldberg, der ellers i gerning viste sin varme interesse for det danske sprog og dansk nationalitet, ikke i årene 1772 – 84, hvor han var den ledende i regeringen, benyttede lejligheden til at indføre dansk sprog i skolen, kirken og retten i Slesvig – Holsten.
Århundredeskiftet 1800 er skæbnesvangert for det danske sprog i Slesvig – Holsten. Omkring denne tid begyndte den danske bondebefolkning i Sydslesvig at lade deres børn gå over til tysk tale. De blev indpodet med tysk alle mulige steder fra.
Frederik den Sjette var opmærksom
Først i 1810 og 1811 begynder Frederik den Sjette og hans rådgivere at interesserer sig for det danske sprog i Slesvig. For første gang forsøgte den danske regering at indføre dansk kirke- skole- og retssprog i de egne, hvor dansk endnu var menigmandssprog. Nu fik man endelig dansktalende præster, dommere og skolelærere.
Men for store områders vedkommende var det allerede alt for sent. Og disse kongelige forordninger blev ikke ført ud i livet af grunde, som man ikke er helt klar over. Den senere danske politik i 30erne og 4oerne var svag og vaklende.
De danske regeringer, der kom efter 1848 manglede realistisk sans og de skadede i den grad danskheden i Sydslesvig. Vi havde sikkert nogle gode nationalliberale førere, der som ministre fik ledelsen i det sønderjyske spørgsmål, Monrad, Krieger, Hall, Lehmann o.l. De var velmenende og på specielle områder dygtige mænd.
Kunne man ikke have forhandlet med Bismarck inden?
De var dog teoretiske og følelsesbetonede i deres sønderjyske politik og forstod navnlig ikke de magtpolitiske forhold og intriger mellem stormagterne på den tid. Hvis man nu i regeringen havde haft nogle fremragende praktikere i regeringen kunne man have slået en handel af med Bismarck om Kieler – havn og Holsten, som særlig interesserede ham.
Den tysk nationale begejstring for Slesvig-Holsten som tysk forbundsstat interesserede ikke Bismarck det ringeste. Den tyske nationale begejstring Kaldte Bismarck for foragtelig. Han kaldte det for ”Bierhaus – entusiasmus”. Det kunne måske imponere Paris og London men ikke ham.
Læs engang – Bismarcks tanker?
Det som interesserede ham var at Preussen fik Kieler-havn til flådehavn og en kanal gennem Holsten. En praktisk statsminister kunne måske have ofret Holsten og Lauenburg for så at kunne beholde Slesvig. Prøv engang at læse Bismarck: Gedanken und Erinnerungen (2)
Politikerne var heller ikke opmærksomme på, at Preussen fik stor fordel af tvangsfortyskningen af Slesvig mellem 1864 og 1918. Samtidig udvandrede 60.000 sønderjyder.
Den franske hovedforhandler undrede sig over danskernes beskedenhed
Grænsen burde ikke have været nordligere end den grænse der var dansk flertal i 1867. På den måde kunne Mellemslesvig og Flensborg været blevet dansk. Og mon ikke dette ønske var blevet accepteret af de allierede magter.
Således skulle statsmændene og afstemningsteknikkerne have været meget forbavset, da de hørte danskernes ønsker. Direktøren i det franske udenrigsministerium Jules Laroche udtalte således om den danske regerings holdning:
Grunden til den danske indstilling skyldtes de ledende nordslesvigere med H.P. Hanssen i spidsen. Og han var stærk påvirket af de to historikere H.V. Clausen og Aage Friis. Disse to var ukyndige i juridisk afstemningsteknik og tog ikke hensyn til tvangsfortyskningen.
Andre nationer som Tjekkoslovakiet, Polen, Serbien og andre var ikke så gavmilde som den danske regering.
På Socialistkongressen i Bern den 7. februar 1919 gjorde de svenske socialdemokrater også gældende, at Tyskland ikke måtte beholde nogen del af det Sønderjylland (Slesvig – Holsten), der havde været dansk flertal i 1867, for de kunne kun kræve det med den ret, at de havde udnyttet deres magt.
Man opdagede ikke en graverende fejl i afstemningen
Og så opdagede man fra dansk side ikke en graverende fejl i afstemningen. Det er uforståelig, at der ikke blev protesteret fra dansk side. Ordet ”bopælskrav” var røget ud af traktaten. Denne fejl var til en stor fordel for tyskerne.
Der blev givet stemmeret til ca. 40.000, som ikke skulle have haft det. De var godt nok født i området, men de var ikke bosat der.
Tusinder af menneskeliv kunne være sparet
Set ud fra selve befolkningssammensætningen i 1920 kan man vel godt betragte grænsen for retfærdig, selv om tyskerne var længe om at anerkende den. Men man må da vel godt stille spørgsmålstegn ved om en lidt mere smart måde, at løse det på, kunne have sparet os for tusinder af menneskeliv.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.422 artikler inklusive disse artikler, der berører emner, der er omfattet i artiklen:
Under Tønder
Under Højer
Under Sønderjylland
Under Aabenraa
Under Padborg/Kruså/Bov
Under 1864 og de Slesvigske Krige
Under Besættelsen (før/nu/efter)
Under København