Søgeresultater på "Ribe"
Dato: februar 6, 2020
Nørrebros Identitet
Foredrag afholdt den 6. marts i DR Seniorklub. Vi skal kigge på Nørrebros historie, og vi kigger på al den ballade, der har været her gennem tiderne. Så kigger vi også på, hvorfor butikkerne forsvinder. Der har altid været banditter på Nørrebro. Å se bare her. Du skal læse om Serridslev, Blågården, Borgervæbningen, Socialister, Begravede svenskere, Stavefejl på gravstene, skindød, kirkerne, Loch – Ness uhyre, Ladegårdsåen, Heegaard, Planløst byggeri, Panserbasser, barnemorder, et lig, Rabarberlandet, Chokoladevogne, Gendarmer, Lersø – bøllerne, Fælled – bisserne, Prinserne, Syndikalister, Spritprøve, Hypnose-moderen, Bomben i Søllerødgade, livvagt, Panserværnsraket, amerikansk actionfilm, Lokalbetjent, Indkøbsforening, trusler.
Skt. Joseph hospital
Vi startede med at fortælle om Skt. Joseph Hospital, hvor arrangementet blev afholdt, ja det var en kanonstemning og fadøl til ”Den Gamle Redaktør” Ja og så vil de gerne se ”Den Gamle Redaktør igen ved en senere lejlighed. Skulle du få lyst til at læse om stedet så se her www.dengang.dk/artikler/2199
Der har altid været banditter på Nørrebro
Der har altid været ”banditter” på Nørrebro i en eller anden afskygning. Ja hvis man skal tro medierne, så består bydelen næsten kun af disse. Medierne har været med til at skabe Nørrebros identitet. I Nørrebro Handelsforening lærte vi alle journalister på deres PC’ er har en såkaldt Nørrebro – knap. Den knap omfatter også Nordvest. Det kalder man så bare for Ydre Nørrebro. Og med så mange år i Nørrebro Handelsforening. Hvor man har forsøgt at forsvare detailhandlens interesser, så har man sandelig oplevet lidt af hvert. Men nu må vi jo se, hvor meget vi kan nå på en time.
En by ved navn Serridslev
Ja det første man høre er landsbyen Serridslev. Det var i 1370 en landsby med 18 gårde, og det dækkede et kæmpe område, der dækkede næsten hele Østerbro og Nørrebro – området. Ja faktisk bliver landsbyen nævnt allerede i 1170.
Vi ved at herude stod soldater og belejrede København. De kunne ikke få løn, jamen så lavede man da bare selv mønter herude.
I området var der store fælleder som Bormestervangen, Rådmandsvangen m.m. De blev givet til embedsmænd i kommunen som en slags løn.
Man lærte at klare sig selv
Tidlig lærte Nørrebro at klare sig selv. Således foregik der drabelige dueller med kårde ved fuglestangen ved Tagens Hus. Men også på Indre Nørrebro klarede man lige tvistighederne på denne måde. Således udsendte politimester Ernst en forordning, hvori han hævdede, at der ved Gamle Ravnsborg lå folk i en lergrøft efter at man havde ordnet tvistigheder.
Zar Peter var ikke velkommen på Blågården
I 1616 – 17 blev Stadens Teglgård oprettet her. Og så byggede Christoffer Gabel en lystgård med en mægtig have omkring. Da tagstenene var blå, kaldtes det i folkemunde for Blågården. I 1704 købte Frederik den Tredjes bror Prins Carl stedet. En ny hovedbygning blev etableret og haven blev nærmest en park. Prinsen havde 47 mennesker til at opvarte sig. Og prinsessen, prinsens søster kunne nøjes med 23 mennesker.
Zar Peter fik sandelig ikke lov til at bo her, da han ankom til København med sine tropper. Sammen skulle de angribe Skåne. Sådan et uciviliseret menneske kunne ikke bo her.
I mellemtiden havde Knud Jacobsen Lyhne så overtaget stedet. Han fik så et godt tilbud af Grev Holck. Men han var stråmand for Christian den Syvende. Denne var ofte sammen med Støvlet Cathrine. Og de lavede ballade inde i byen. Man ville godt have dem lidt af vejen.
Men ak. Støvlet – Cathrine og hendes slæng ramponerede alt, hvad de kunne komme i nærheden af. Malerier, lofter, møbler, vægge. Bare kongen betalte. Men det blev for meget. Støvlet – Cathrine blev sendt syd på til Altona i januar 1768. Og Lyhne måtte tage et ramponeret Blågård tilbage.
Til kongen blev det nu bygget en jagthytte ude i Utterslev, hvor han fortsat kunne fornøje sig med andre.
Disciplene sang falsk
Her på Blågården blev der indrettet det kongelige ”Skolelærerseminarium”. Biskop Balle mente dog, at disciplene havde sunget falsk under indvielsen. Det hedder sig officielt at det var englændernes ødelæggelse af Blågården, der var skyld i, at seminariet flyttede til Jonstrup. Men præsterne mente nu, at semaristerne havde en dårlig vandel på Blågården. Den dårlige tone skyldtes hovedstadens umiddelbare nærhed, mente de vise mænd.
Nej til afdeling af Skt. Hans Hospital
Men uha uha, man vil anlægge en afdeling af Skt. Hans Hospital på Blågården. Men man kunne da ikke have folk med veneriske sygdomme liggende her:
Der har altid været banditter på Nørrebro. I 1635 – 1640 var der ballade herude. Man talte om skøger, røvere og banditter, der boede i barakker.
Den stærke mand optrådte i kirketiden
Og i 1722 optrådte ”Den stærke mand” Han optrådte i kirketiden. Og han optrådte i strid med andre forlystelser. Han kunne løfte en kanon på 2.000 – 2.500 pd. Vægt med den ene hånd, og drikke et glas med den anden. Pludselig var han væk. Han efterlod ubetalte veksler og knuste pigehjerter.
Borgervæbningens øvelser
På Fælleden søgte man hen til søndagsudflugt. Men her holdt Borgervæbningen også sine øvelser. Og det foregik ikke altid i ædruelig tilstand. Familien mødte op med madpakke og brændevin. Det var ikke unormalt af soldaten skubbede barnevognen og sønnike bar geværet. Men rygterne siger, at så mangen en ikke ædruelig soldat er faldet i den store grav langs Blegdamsvejen.
De farlige socialister
Det var jo på Nørrebro, at Brix, Pio og Gjerleff startede. Fra Ryesgade startede Pio bladet, Socialisten. Men det brød politimester Crone sig ikke om. Grundloven gjaldt ikke for Socialister. De skulle knækkes. Det lykkedes da også med virksomheder at sende disse tre socialister ud af landet.
Det var i 1874 ude på Fælleden, at arbejderne havde forsamlet sig. 74 husarer og 23 betjente kom til skade under optøjerne. Dette bekymrede man sig meget om. Men hvor mange arbejdere, der kom til skade, var man ligeglad med. Justitsminister Krieger havde beordret militær være beredt på Kastellet med skarpladte våben.
Et godt reklamenummer
Vi skal ikke glemme, at der å Fælledvej er opsat en mindetavle på en husmur:
Under denne ejendom hviler resterne af svenske soldater, der blev dræbt under stormen på Nørre Vold den 11. februar 1659.
Men det skal man nok ikke tage helt alvorlig. Man fandt godt nok nogle skeletter, da man gravede ud til udvidelse. Og så fandt man på det med svenskerne. Det blev brugt som et reklamenummer til en 60 – års fødselsdag og til reklame for et madras – firma.
Medierne slugte det råt. Den svenske ambassadør dukkede op. Men uheldigvis kom de efterhånden fulde musikere til at spille den norske nationalmelodi frem for den svenske.
Stavefejl på gravstenene
Tænk hvor mange intelligente, der ligger på Assistens Kirkegård. Det var en adelsmand fra Augustenborg Slot, der startede som den første af de mere velhavende. Nu skulle alle rige pludselig begraves her. Det blev et tilløbsstykke. Op til 100 kareter fulgte et optog. Man overvejede at indrette tribune og forlange entre. Filosoffen og lægen Tode mente ikke, at rødhårede skulle have adgang her på kirkegården.
Samfundet var inddelt i ni forskellige slags kategorier med hensyn til hvilken begravelse man kunne tilkomme. Men efterhånden virkede meget planløst på kirkegården. Man måtte vade over andre gravstene, og så var det stavefejl på gravstene. H.C. Andersen skrev om madpakkesjov på kirkegården. Her mødtes de hjemløse om natten og holdt store fester.
Jeg er kun skindød
Og når vi nu taler om H.C. Andersen, så var han bange for at dø som skindød. Han havde altid en seddel med, når han var ude at rejse. På den stod: ”Jeg er kun Skindød. Og på kirkegården havde man etableret et system med en snor om storetåen og en klokke, hvis såfremt i fald.
Her blev Gertrud Bodenhof også begravet. Hendes bror mente, at hun havde røde kinder, da hun blev begravet. Om natten kom nogle gravrøvere og stjal hendes øreringe. Men pludselig rejste hun sig op i kisten og råbte:
Hun lovede dem guld og grønne skove og en rejse til Amerika, hvis de ville befri hende. De tog en spade og dræbte hende rigtig. Og det er ganske vist. Den ene af gravrøverne betroede sig til biskop Münster, da han lå for døden på Frederiks Hospital.
Sagen blev undersøgt engang i 1950’erne. Og man kan hverken bevise eller afvise påstanden.
Der var gang i kirkerne på Nørrebro
Der var gang i den i Skt. Johannes Kirken, den første kirke på Nørrebro. Hver søndag, når Pastor Frimodt prædikerede stod et gendarmkorps parat til at bære alle de besvimede ud af kirken. Pastoren talte i det, der hed tungetale.
Jo denne pastor var med til at etablere Stefans Kirken. Her lå inden kirken et værtshus. Men se dengang var det sådan, at arbejderne om søndagen kunne få udført kirkehandlinger gratis. Det bevirkede, at man på en enkelt søndag i Stefans Kirken udførte
Den hjælpsomme præst i Stefans Kirken
Når vi nu er ved Stefans kirken, så skriver Angelika i 1893 i sine erindringer:
Et Loch Ness – uhyre i Søen
Nede ved søen boede en skønhed. Man kaldte hende ”Pigen ved Søen”. Senere blev hun kaldt ”Donna Largo”. På Nørrebrosk blev det hurtigt til Donna D’ Ladegaard. Hun endte hvis nok også der.
Og Sortedamssøen havde sit egen Lochness – uhyre. Således har flere set et tre meter langt slangevæsen i cirka lårtykkelse. Er det mon en mutant af de karper som Christian den Fjerde satte ud i den modsatte ende af Skt. Jørgens Sø?
Man har set vand, der fosser op. Måske bor uhyret i en underjordisk kilde? Der er nok at leve af:
Ja hvis uhyret har smag for det, er der også rustne cykler og el – cykler.
Mange ting er kommet i Ladegårdsåen
Så er det også den legendariske Ladegårds Å, som er en udgravet å. Den skulle føre drikkevand fra Utterslev Mose via Lygteåen og så Ladegårdsåen til søerne. Men man hørte om, at i 1620 forstoppede mange heste – kreaturlig å – løbet. Og så mange en Marie har druknet sit afkom i denne å. Prinsen på den hvide hest var for længst redet bort. Lovgivningen var bestemt heller ikke til Maries fordel.
Der var også en karet, der landede i åen, hvor to fine damer druknede.
Masser af industri på Nørrebro
På Nørrebro kom der masser af Industri. Vi har lige haft to tre – timers foredrag med 300 billeder og over 50 tekststykker. Disse foredrag skal i marts holdes i Nordvest i afkortet version.
Her var det Heegaard, der var foregangsmand. Han oprettede et jernstøberi og opkøbte en masse grunde. Så da der skulle anlægges nye veje, måtte man gå til ham. Men hans musikstrenge – fabrik måtte lukkes. Folk kunne ikke holde stanken ud.
Planløst byggeri på Nørrebro
Og byggeriet på Nørrebro var fuldstændig planløst. Man tyvstartede i 1847. Mellem Blågårdsgade og Peblingesøen opstod de første arbejderkvarterer. Så fulgte Smedegade, Murergade og Tømrergade. Fire til seks etagers lejekaserner skød op som paddehatte. Der var meget snævre baggårde. 4-8 mand skulle leve på 30 – 35 m2.
Toiletter og lokummer var i gården. Den ældste knægt blev udnævnt som latrintømmer. Han måtte om morgenen ned fra 6. sal og tømme en overfuld natpotte. Sådan noget gav bestemt ikke anseelse i gården.
Oppe på femtesal kunne Fru Jensen ikke nå ned til retiraderne. Så hun gjorde både det store og det små i køkkenet. Det var ikke særlig smart om sommeren. Hurtigt kunne beboerne både mærke og lugte. Ja om sommeren var det heller ikke smart når det hele var overfrossent.
I Blågårdskvarteret glemte man kloakeringen. Efter regnvejr svømmede det hele. Og gadelys havde man heller ikke sørget for.
Det glæder mig, at der er lokummer til alle
I 1867 holdt Håndværkerforeningen et lotteri. For overskuddet etablerede man et byggeri, Alderstrøst. Her kunne 7 enker og 8 agtværdige ægtepar nyde tilværelsen. Ak ja. Man sagde, at guldsmed Ebbesen efter få dage døde af glæde. Da Frederik den Femte kort før sin død besøgte stedet udbrød han:
Der var masser af stiftelsesejendomme på Nørrebro – dengang.
Respekt for panserbassen
Jo det var dengang, at beboerne på Nørrebro havde respekt for panserbasserne. Det var også nogle sværvægtere. Man skulle være mellem 22 år og 40 år. Hvis man ville giftes, skulle man spørge om lov. De enkelte betjente måtte stå i kø til retiraderne i gården. Politibetjent Rantzau fik sit eget toilet til lejligheden på Fælledvejens Politistation.
Ja borgerne på Nørrebro troede, at Rantzausgade var opkaldt efter ham.
Barnemorderen
På Jægersborggade boede Dagmar Overby. Hun havde vel myrdet mellem 15 og 25 børn. Men hun blev kun dømt for at have myrdet 8. Der 2-3 stykker myrdede hun mens hun boede i Jægersborggade. Mindst en af dem smed hun ud i retiraderne på kirkegården.
Da liget åbnede døren
På Nørrebro var der mange sociale initiativer i gang. En af disse blev foranstaltet af Martha – hjemmet. Her arbejdede nonner, og en af nonnernes opgaver var at opsøge familier til afdøde og give en skilling til begravelseshjælp.
Og så kom der da også et bud, at Aksel, en stolt arbejder oppe på tredje sal i Rabarberlandet var afgået ved døden. En nonne tog afsted. Og rigtig nok. Der stod en grædende hustru og under et lagen i sengen lå Aksel.
Nonen kom med trøstende ord og Guds velsignelse. Hustruen fik en skilling til begravelseshjælp og nonnen begav sig afsted. Men nede i gården kom hun i tanke om, at hun havde glemt hendes paraply. Hun skyndte sig op på tredje sal og bankede på. Hvem der nu blev mest chokeret, ja det er spørgsmålet. For det var liget, der åbnede for nonnen.
Rabarberlandet var ikke glad for politiet
Rabarberlandet var dengang en udfordring for politiet. Således overværede slagteriarbejder Eriksen en episode, hvor to betjente overfaldt en gammel kone. Han blandede sig og spurgte, om det ikke kunne løses på en anden måde.
Det skulle han nok ikke have gjort. Han blev banket gul og grøn. Og fik to brækkede arme ud af det. Oprører bredte sig i Rabarberlandet, da man hørte, at Eriksen var blevet dømt 30 dage i brummen for gadeuorden.
Da politiet så dukkede op i Eriksens lejlighed, var Rabarberlandet forberedt. Tolv betjente var også dukket op. Ret hurtig blev tre betjente gjort ukampdygtige. Beboerne var udstyret med jernrør og ret hurtig fortrak politiet.
Men næste dag var der ingen til at passe på Eriksen. Han var i forvejen mærket af politiets tidligere behandling. Men det tog de ingen hensyn til. Brutalt blev han smidt ind i salatfadet og kørt bort. Hvad der siden hændte ved ingen. Men kort tid efter døde Eriksen i fængslet.
Myndighederne tillod ikke, at han blev begravet på Assistens Kirkegård. Det blev så på vestre Kirkegård.
Efter episoden mente Rabarberlandet, at ord ikke hjalp over for politiet. Vold skulle bekæmpes med vold, mente de. De mente, at politivagten i Korsgade bestod af halv fordrukne betjente, der bestyrede rene torturkamre.
Danmarks første automobil
Vidste du, at Danmarks første automobil blev fremstillet i en baggård til Nørrebrogade 38. Og det var faktisk Peter Myginds oldefar, der var med til at udvikle bilen. På en af de første ture var de ved at nedlægge Christian den Niende. Bilen blev glemt, men fundet frem igen. Den deltog i et væddeløb i England i 1954, og BBC afbrød deres programmer, da den kom i mål som nummer sidst med en tophastighed på 7,1 km i timen. Og den kan stadig køre. Den befinder sig på Teknisk Museum.
Chokoladevogne
Ude på Ydre Nørrebro lå chokoladefabrikken Cloetta i Hørsholmgade og her lå også latrinstationen på Lersøen. Disse latrinvogne havde det ikke så godt når det var varmt. De sprang i luften. Og så var de også utætte. De eneste, der havde glæde af dette, var Nørrebros hunde. Disse vogne blev ikke uden grund kaldt chokoladevogne. Selvfølgelig skulle dette foreviges i Blæksprutten. En tysker skulle se på Københavns lyksaligheder og blev slæbt ud til Lersøen:
Gendarmer sov sammen med mel
I tidsrummet 1891 – 1894 var der ansat gendarmer til styre de urolige elementer på Ydre Nørrebro. Det var masser af bøller i Allersgade og Gormsgade. Der var ansat to underofficerer og 23 menige. De fik at vide, at de ikke skulle løbe efter forbryderne. Stak de af, skulle de råbe dem an. Hvis de ikke reagerede, så skulle de bare skyde efter dem. Og det vidste forbryderne.
Når lampen i underofficerens kontor var slukket, vidste gendarmerne, at de var gået til ro. Så gik de selv til ro hops en bager i Gormsgade og sov trygt i hans mel – rum. Så gik de klokken fem om morgen hen til en skrædder i samme gade og vækkede ham. For dette fik de morgenkaffen.
Lersø – bøllerne
Omkring århundredeskiftet var der en del, heriblandt småkriminelle, der gemte sig i sivene i Lersøen. Her kom de pæne mennesker ikke. Her regerede Lersø – bøllerne. De blev kaldt Spiritus, Musen, Gloøje, Charles fem – øre, Skæve Martin, Delle – Frederik og Valdemar Skrupskider. Ja sidstnævnte kunne i den grad underholde børnene. Han kunne med bagdelen afspille Fanemarchen. Jo herude var Sorte – Petra nærmest fælleseje. Af andre piger var det bl.a. Anna 66 og Guldåsen. De bidrog med deres aktiviteter til fælleskassen.
Huslejen var gratis. Man kunne altid varme sig på spritten. Favoritten var et sæt bestående af en flaske brændevin, der blev rundet af med skibsøl eller en pot skummet mælk. Den eneste, som de havde respekt for var Bølle – Jørgen. Han var en betjent, der ikke gad slæbe dem med på stationen. Det var bare en i næste portåbning, hvor de så fik en på hovedet.
Kongeparret herude var Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus. Industrien rykkede tættere. Nu blev de til Fælledbisserne. Og her var dronningen absolut Maja Robinsson. Man sagde om hende, at hun havde været en rig lægefrue fra Australien. Flere gange forsøgte man at hjælpe hende. Og hver måned fik hun penge af manden. Og så var der ellers fest på Fælleden.
Pinserne på Blågårds Plads
Nogle af Fælledbisserne fortsatte men ellers blev de til Prinserne. Det var sprittere, der opholdt sig på Blågårds Plads eller ude i Nordvest. De havde besluttet sig for, at der på deres gravsten skulle stå:
Meget populært i de kredse var Indianerfrokost. På stegepanden varmede Prinserne røget makrel, wienerbrød, fedt, tomater og affaldspålæg. Nu er opskriften givet videre til fri afbenyttelse.
Syndikalisterne
I 1916 var der ballade med Syndikalisterne. De mente at vejen til revolutionen skulle skabes gennem arbejderpartiets overtagelse af statsapparatet og produktionsmidler med det mål at skabe et kommunistisk samfund.
Det var fastelavnsmandag den 11. februar 1918. Der blev holdt to møder samtidig. Det ene var i Arbejdernes Forsamlingshus. Og det andet var i Folkets Hus på Jagtvej 69. Efterfølgende skulle der var demonstration. Kun lederne vidste, hvor man skulle gå hen. Man lod sive, at Flæskehallen skulle stormes. Det endte med storm på Børsen. Senere var der tumult på Åboulevarden. Og den 13. november var det forsamlet 50.000 på Grøntorvet. Det endte med 100 sårede betjente.
Den første spiritusprøve
Der er sikkert ikke mange, der ved det, men verdens første spiritusprøve blev foretaget på Fælledvejens politistation. Det var den 15. maj 1922. Det var sikkert også nødvendigt. I 1920 var der 18.000 biler. Ni år senere var dette tal vokset til 100.000.
Man skulle føre to fingre sammen og kunne sige ”Bispens gebis” uden at hvisle på S’erne. Hvis den undersøgte ikke kunne stå med samlede ben og lukkede øjne var kørekortet i fare. Men det var også andre ting, som man skulle observere:
Hvordan er håndskriften
Stavene i grøn sæbe
Den 18. april 1934 lavede kommunister og strejkende søfolk ballade på Fælleden. Mødet var blevet forbudt, og mens talerne udfoldede sig, kom ridende politi til, for at stoppe mødet.
Men 200 kommunister angreb politiet med sten. Men så kom politiassistent Tværmoes til med et halvt hundrede mand. Politiet havde smurt stavene ind i grøn sæbe, så de ikke kunne vristes fra betjentene. Og så tævede betjentene ellers løs på kommunisterne.
KU på Blågårds Plads
Konservativ Ungdom havde den 29. september 1935 forsamlet sig på Blågårds plads. Det var ellers socialisternes samlingssted. Men inden mødet havde politiet renset pladsen for socialister og kommunister. Disse havde dog forsamlet sig i sidegaderne. Og da KU’erne forlod pladsen blev de angrebet fra flere sider. Fra Baggesensgade kom det afgørende angreb, og på Dronning Louises Bro fortsatte de blodige kampe.
Hypnose – mordene
Den 21. marts 1951 var 21 bankansatte forsamlet i lokalerne Nørrebrogade 58. Pludselig trækker en mand en pistol og skyder op mod loftet. En bankassistent trykker på alarmknappen. Hovedkasseren forsøger at flygte ud af lokalerne men blev skudt. Pistolmanden går til kassereren og kræver penge. Det går ikke hurtig nok og et dræbende skud bliver affyret. Hypnosemordet fylder i de kommende år meget i datidens medier. I maj 1974 kunne BT så skrive:
1.000 beboere forsvarede institution
I 1971 besatte slumstormere et hus i Stengade 50 og kaldte det for Folkets Hus. Og i 1977 stormede 300 betjente en seks år gammel institution i Todesgade. Men 1.000 lokale beboere forvarede institutionen.
Danmarks største indkøbscenter
Nørrebro var omkring 1915 – 1920, Danmarks største indkøbscenter. Og Nørrebro Handelsforening var absolut Danmarks største handelsforening med 800 medlemmer. Butiksantallet på Nørrebro faldt fra 2.256 butikker i 1958 til 965 butikker i 1981. Antallet er sikkert endnu lavere i dag.
Forkælede venstreorienterede
Grunden til dette var bl.a. Bulldogsaneringen. Det var en planløs sanering, hvor pengene slap op midt i det hele. I 1980 førte dette bl.a. til kamp om Byggeren. Her blev Nørrebro erklæret i undtagelsestilstand. Medierne kaldte aktivisterne for
Men sandheden var nok mere, at beboerne var trætte af politikernes hårdhændede saneringsmetoder. Nørrebro beboeraktion var dannet. Den bestod ikke kun af venstreorienterede med også Nørrebro Handelsforening.
BZ i aktion
Den 15. oktober 1981 indkaldte unge til stormøde i lånte lokaler. Disse lokaler tilhørte foreningen Tinglutti. De unge foragtede forbrugerræs, konkurrence, umyndiggørelse og hierarki. Man havde et godt øje for Rutana i Nansensgade.
BZ’ erne var for alvor trådt i funktion. I oktober 1981 gik det så ud over den nedlagte brødfabrik Rutana. Lidt senere var det den tidligere gummifabrik Schønning og Arvé., der blev besat. For første gang brugte politiet masser af tåregas, for at tvinge de unge mennesker ud. Overborgmester Weidekamp udtalte:
De får et hus og jeg får fred
På Allotria legede en gruppe unge mennesker kispus med politiet og i maj 1982 var det Bazoka på hjørnet af Baggesensgade og Stengade besat.
Tinglutti på Jagtvej 69 havde fået økonomiske problemer. Københavns Kommune købte ejendommen for 750.000 kr. Og Nørrebro Handelsforening sagde, at ejendommen var bevaringsværdig. Det sagde man sikkert for at holde Irma væk. De unge fik nu overladt huset. Overborgmesteren udtalte:
Men det fik overborgmesteren nu langt fra. Da han besøgte huset, endte det med at han fik buksevand. De unge mente ikke, at han skulle profilere sig på deres bekostning.
Manden, der ville købe Nørrebrogade
Vi skal da ikke glemme farvehandleren, der ville købe Nørrebrogade. Brask Thomsen legede også kispus med myndighederne med hans økonomiske spekulationer. På et tidspunkt ejede han piratskibet Radio Merkur. På Nørrebros Teater blev store underholdningsudsendelser optaget og sendt ud i æteren fra et skib i Øresund.
Brask ville ikke begraves på Nørrebro. Han var bange for at drukne. Men begravelsen fandt da sted fra Stefans Kirken.
Et brag i Søllerødgade
I 1992 lød der et ordentligt brag i Søllerødgade. En bombe var gået af. Internationale Socialisters Kontor var sprunget i luften. En 29 – årig aktivist og familiefar var blevet dræbt. Der var masser af gisninger om, hvem den skyldige var, men sagen er aldrig blevet opklaret.
Ingen klassekamp uden gadekamp
I 1993 blev der affyret 113 skud på Nørrebro. Butikkerne blev taget som gidsler. Men den 8. – 9. november 1999 oplevede man i den grad ødelæggelser og hærværk samt plyndringstogt. Næste morgen kunne man på muren foran Assistens Kirkegården læse:
Nørrebro Handelsforening udsendte en presseinfo, hvor man bl.a. skrev:
Politiet dukkede først op, da det hele var overstået. Nørrebros detailhandlere blev atter engang ladet i stikken. De måtte igen klare sig selv. Og forsikringerne skruede atter op for betingelserne.
Formand måtte have livvagt med
I 1995 oprettede McDonald en filial på Nørrebrogade. Dette resulterede i 19 sårede betjente og en total smadret butik.
Tidligere havde der været kastet en sten gennem vinduet i afdelingen på Runddelen. Den var kun centimeter fra at ramme nogle gæster. Gerningsmændene forsvandt ind i Ungdomshuset. Politiet blev tilkaldt, men foretog sig ellers intet.
På et tidspunkt blev Nørrebro Handelsforenings formand bedt om at møde op til en høring i ”Støberiet” på Blågårds Plads. Politiet sørgede for, at han havde livvagter ved siden af. Politikere havde truet ham på livet.
Da Janne døde
Den 6. oktober 1996 kl. 3.06 om natten. En smuk enlig mor fra Ægisgade mistede livet. Hun befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det var i HA’ s tilholdssted i Titangade 2 – 4. Der var samlet 150 mennesker til en såkaldt vikingefest. 20 kampklædte betjente holdt vagt. Fra en af hustagene skød Banditos en panserværnsraket over hovedet på betjentene. Foruden Janne dræbtes en anden person og 28 blev såret.
Som en amerikansk actionfilm
Den 1. marts 2007 var det Bogudsalg. Vi åbnede kl. 7 om morgenen. Men hvad var det som vi så ud af køkkenvinduet. I bedste amerikansk actionfilm blev specialtropper firet ned af helikoptere på Ungdomshusets tag. Dagen endte med vold, bål, brand og røverier fra butikkerne. Enkelte butikker blev truet med brandtrusler, fordi de betjente ”civilstrømere”.
I bedste Breaking News fulgte seerne det hele på nærmeste hold. Igen gik det ud over butikker. Denne gang var det 44 butikker. Skaderne beløb sig til flere millioner kroner.
Det har kostet mere end 200 millioner kroner
Det er tankevækkende at vide, at det har kostet samfundet mere end ca. 200 millioner kroner med al den ballade med de unge og ungdomshuset. Disse millioner dækker udgifter til politi, retsinstanser m.m. Og tager man detailhandelens udgifter og tabt omsætning med, fordi folk fravalgte Nørrebro, ja så er der endnu flere penge tabt.
Nogle områder er blevet trendy
Internettet har også ramt Nørrebro. Der kommer nye typer virksomheder til Nørrebro i form af restauranter, ølbarer, nye former for Fast Food m.m.
Men nogle områder er ligefrem blevet trendy. Se bare på Jægersborggade, Blågårdsgade og Elmegade. Men det er ikke alle typer virksomheder, der får lov til at etablere sig på Nørrebro. Således har flere virksomheder oplevet hærværk og andre chikaner. I Nørrebro handelsforening skrev vi til justitsministeren og mente, at politiet burde tage dette opklaringsarbejde mere alvorlig. Vi fik svar fra ministeren og blev kaldt til afhøring hos politiet.
Tingene blev diskuteret med lokalbetjenten
Kampen om ungdomshuset og bandekrig har også betydet en masse for butikslivet på Nørrebro. Mange har ikke læst forsikringsbetingelserne, som er skrevet med småt. Hærværk og nye ruder har været en dyr fornøjelse for mange. Men også ændring i trafikafvikling har betydet færre butikker på Nørrebro.
For nogle år siden havde vi et udmærket forhold til politiet, særlig lokalbetjenten. Man kunne altid diskutere tingene. Den tid er forbi.
Den daværende formand for Nørrebro Handelsforening fik sin malerbutik ødelagt efter at han havde udtalt sig kritisk om den voldelige del af aktivisterne i Ungdomshuset. De andre havde vi såmænd et udmærket forhold til.
En indkøbsforening i storhed og fald
De blev ansat i Handelsforeningens indkøbsordning, hvor de kørte rundt på Christiania cykler og leverede mad til de ældre borgere i København. På et tidspunkt havde vi vel 75 ansatte. Vi fik Københavns Kommunes Erhvervspris.
Men så brød kommunen kontrakten og vi fik økonomiske problemer. Selskabet måtte vi sælge med tab. Pludselig krævede Københavns Kommune bestyrelsesansvar. Det vil sige, at hvert enkelt bestyrelsesmedlem nu i Nørrebro Handelsforeningen skulle gøres økonomisk ansvarlig.
Udsat for trusler
Når man nu i så mange år har kæmpet for detailhandlen på Nørrebro, har man også modtaget trusler. Således blev vi truet til at skulle fjerne noget fra Facebook. Hvis det ikke skete, ville det gå ud over medlemsbutikker. Da vi så ikke gjorde dette, blev min kæreste derhjemme opsøgt af to hætteklædte personer, der klokken fem lørdag eftermiddag påstod, at de vi fra postvæsnet og gerne ville lukkes ind. Det gjorde hun selvfølgelig ikke. Jeg var til konfirmationsfest hos lillesøster. Politiet ønskede ikke at gøre noget ved sagen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: januar 31, 2020
Modstand og Besættelse på Nørrebro
Foredrag den 31.1.2020 på Vedbækgade, Nørrebro. Hvorfor var Nørrebro særlig ramt? Vi kigger i døgnrapporter og modstandsbevægelsens beretninger. Der var mange sabotagehandler og mange blev likvideret. Der var masser af sortbørshandel Der foregik jagt på kommunister, nazister og danskere i tyske uniformer. På Nørrebro var der også bødler. Modstandsbevægelsen synes, at politiet var for samarbejdsvillige. Rovmordere blev ikke straffet. Ni dage på Nørrebro var særlig slemme. Patruljerende terrorkorps skød vildt omkring sig. Bomber affyret ned gennem Nørrebrogade. Også fly skød med maskingevær. Buldogs brand var ved at udvikle sig til en katastrofe, brandværnet nægtet adgang. Flygtninge ikke behandlet særlig pænt. Op til 150 sabotører i aktion. Så er det lige de moralske og etiske dilemmaer under besættelsen.
Altid god stemning til Fredagsrundstykker
Det er altid en kanonstemning til Fredagsrundstykker, kaffe og Højskolesangbogen. Og ”Den Gamle Redaktør” var positiv overrasket over, at der kom så mange. Der måtte slæbes ekstra borde og stole ind. Hvor var det skønt at snakke med alle efter foredraget. Held og lykke til de to søde lærerinder, som skal til at undervise deres elever i dette tema. Ja og tak til de andre – et veloplagt publikum. Jeg kommer gerne igen.
Jagtet vildt
Hvor er jeg glad for atter engang at være her. Jeg har ikke mere tal på, hvor mange gange, jeg har optrådt i kirken og her. I dag skal vi berøre et emne, som stadig er meget betændt. Hvis du ikke har den rigtige holdning om dette, kan du blive smidt ud af Facebook. Det har jeg prøvet flere gange. Og nu ser det ud til at være definitivt.
Besættelsen på Nørrebro var ikke rar. I døgnrapporterne kan vi konstatere, at der skete en masse ting. Ikke alt blev siden opklaret. I slutningen af besættelsen patruljerede Schalburg – korpset, Hipo og Sommerkorpset rundt på Nørrebro.
Glemmes skal det heller ikke, at der også var nazister. De blev jagtet af modstandsbevægelsen. Ja det gjorde stikkere også. Danskere i tysk uniform var også jagtet vildt. Selv marinevægtere blev skudt.
Sabotører og kommunister blev jagtet af dansk politi.
Kriminelle havde også på Nørrebro gode vilkår efter, at politiet var sendt syd på. Vi har kigget i døgnrapporter og i modstandsbevægelsens beretninger.
Nu har jeg altid vane for at snakke for meget. Sådanne gener er det nogen, der er født med. For jeg håber også vi kan komme ind på nogle etiske og moralske dilemmaer, der var unde besættelsen. Set kan så måske for nogle være provokerende.
Jubilæumsår
I år markerer vi 80- året for den tyske invasion og 75 året for Danmarks befrielse. Perioden 1940-1945 er længe siden, og de fleste, der har oplevet det er borte. Men det er fem år, der stadig bliver mindet. Men måske ikke alle steder med stolthed. 1945 var præget af hidsige debatter i dagspressen. Der var et par tusinde frihedskæmpere, som var skyld i, at de allierede alligevel stolede på os. Efter den 4. maj var der pludselig 50.000 med armbind.
Men var frihedskæmpernes historie den eneste sandhed? Frode Jacobsen ville ikke have, at man undersøgte alle de likvideringer, der blev foretaget. Han sagde selv, at han ville beskytte dem, for de kæmpede for Danmarks sag. Men gjorde han dem ikke en bjørnetjeneste? Der blev hvis ikke undersøgt så meget, inden man likviderede en person. Og er man i grunden sikker på, at der kun var 400 likviderede. I vores bog, som vi skrev for et par år siden, fandt vi fem mystiske dødsfald i Padborg – området. De stod ikke på nogen liste og er aldrig registreret som nedskydning fra modstandsbevægelsens side. Man kan finde ud af meget i en kirkebog, særlig når præsten undrer sig.
Der blev skudt for få stikkere
Gunnar Dyrberg mente, at man fik likvideret alt for få. Man regner med, at man nåede mellem 400 og 500. Stikkere og andre blev dræbt. Det var clearingmord, snigmord, rovmord, private og kriminelle opgør, jalousidrab, seksualdrab m.m. Selv 15 – 16-årige deltog i dette.
Det er ikke sort/hvid
Vi begår alle den fejl, at vi ser datidens hændelser med nutidens øjne. Vi glemmer at sætte os ind i datidens forhold. Men det er dog tilladt at undre os. Der har været tale om tyverier af nazi-dokumenter. Det er nok ikke alt, der mangler, som er stjålet. Det er sikkert fjernet af myndighederne.
Danske myndigheder udleverede tyske jøder til Tyskland, hvor de blev myrdet. Danske officerer meldte sig til Waffen SS for at kæmpe mod kommunisterne på Østfronten. Politikerne indførte kommunistloven. Dansk Politi hjalp med at indfange dem. Statsminister Buhl opfordrede til at angive sabotører. Betjente blev belønnet, når de havde fanget SOE – agenter.
Hvor er de moralske kridtstreger? Hvad skal man gøre i krigssituationer?
Erik Scavenius var åbenlyst begejstret for de tyske sejre, og han så frem til en ny fremtid i Europa. Havde han ret til den mening? Hvorfor fortier man fagbevægelsens rolle dengang? Det er svært at udpege de egentlige helte og skurke. Også kommunisterne overtrådte de moralske kridtstreger.
Masser af uopklarede hændelser
På et møde den 18. september 1945 mellem justitsminister Busch-Jensen, politiets ledelse og Frode Jacobsen blev det aftalt at følge Frode Jacobsens forslag. Landets politimestre fik herefter i slutningen af september 1945 tilsendt et nyt cirkulære, hvorefter de straks skulle indsamle lister over samtlige drab, som var begået i deres politikreds, men uden at foretage nogen undersøgelse af drabene.
320 af de dræbte var nogen som modstandsbevægelsen tog ansvar for. Men Frode Jacobsen og hans efterfølger mente, at disse drab var krigshandlinger og skulle ikke efterforskes. Frode Jacobsen sagde, at det var krig ikke jura. Dem, der havde foretaget likvideringerne skulle ikke drages til ansvar, da de havde handlet ”efter ordre” og kunne derfor ikke drages til ansvar!
Man siger fra myndighedernes side, at der hvor der er begået fejltagelser, har de pårørende fået fuld oprejsning. Men det svarer ikke til sandheden. Begynder man at undersøge disse forhold, ja så gør myndighederne alt for, at du ikke kommer videre. Og selv om du har nye oplysninger i en mordsag, så åbner man den ikke.
Vi har gjort vores erfaringer.
Når man taler om besættelsen, så er der mange, der bruger nutidens viden og moral til at beskrive datidens historie. Det vil vi forsøge at undgå.
Kriminelle handlinger i modstandsbevægelsens navn
Cirka 600 frihedskæmpere faldt. 20 af disse blev fældet af deres egne.
På Nørrebro var der en gruppe, der kaldte sig Pelle-gruppen. De foretog sig kriminelle handlinger i modstandsbevægelsens navn.
Man viskede og tiskede
Man viskede og tiskede, når man ikke har lys i vinduerne den 4. maj – Værnemagere – Nazister – Ja tænk engang mange børn var kede af, at deres forældre ikke var med i modstandsbevægelsen. Hvor kunne det være fedt at rende rundt med et foto af sin far med maskinpistol.
Besættelsestiden er kilden til meget løgn. Det er ting, vi ikke taler om, fortier eller fordrejer. Vi vil gerne fremstå som et land, der var tapper under Anden Verdenskrig. Vi vil fremstå som modige, helteagtige og idealistiske. Vi vil ikke få det mindste snavs på fingrene.
Vi er nu ikke den eneste nation. På Facebook kan du heller ikke skrive sandheden. Hvis du skriver noget som historisk er sandt, men støder den amerikanske ideologi, ja så kan du risikere at blive deaktiveret. Det drejer også om historiefortolkning.
Ja og så var det lige før, at ”Den Gamle Redaktør” havde glemt søens folk, alle dem, der kæmpede på havet.
Da Børge Houmann blev jagtet
I begyndelsen skulle man lige huske at få mørklægningsgardinerne ned, ellers stod tyskerne dernede på gade og pegede op på lejlighederne med deres våben.
Allerede tidlig under besættelsen var politiet efter kommunisten Børge Houmann. Han var flyttet til Husumgade og skulle hente sin skjorte hos rullekonen. Her havde det danske politi holdt vagt i 11 dage. Men det lykkedes hende at advare ham. Nu begyndte hans nomadeliv.
Man fik da også lige fat i en skræddermester på Nørrebrogade. Denne havde flirtet med kommunister, så han blev lige taget med.
Da kommunisterne blev taget
Det var den 22. juni 1941. Der var kø foran bagerbutikken på hjørnet af Rantzausgade/Griffenfeldsgade, Brødmærker blev omvekslet til søndagsrundstykker. Men folk lagde mærke til masser af danske betjente. De brød ind i kommunisternes kontor, Griffenfeldsgade 50. En masse kasser blev smidt ud i de ventende salatfade.
Kommunister havde ellers nået at få brændt medlemslister, abonnementslister m.m. Men det danske politi havde allerede adresserne. Disse kommunister var allerede i flere år blevet overvåget endda i samarbejde med Gestapo også inden disse kom til Danmark.
Egentlig ville tyskerne kun have en liste med 50 navngivne kommunister, men dansk politi fik fat i cirka 300. Og dette var tyskerne glade for.
Der blev lovet disse kommunister guld og grønne skove, da de blev interneret i Horserødlejren. Men en masse blev sendt syd på, og mange kom ikke tilbage. Var grundlovsbruddet blevet presset ned over hovedet på danskerne?
Var Aksel Larsen stikker?
Jo Aksel Larsen var man også ude efter. Han boede i Blågårdsgade og havde ladet skægget stå. Han kaldte sig lærer Carlsen. Dansk politi holdt en lejlighed på Tagensvej under observation. Og så fik man ellers fat i ham.
I jagten efter sensationer udnævnte BT ham som stikker. Aktuelt fulgte efter og fortalte, at han i 130 tilfælde havde angivet sine kammerater.
Den første modstand
Modstanden i begyndelsen antog hærværk mod nazi – butikker. Ruder blev knust. Man havde tændt ild på en klud og smidt ind i butikkerne. Kommunister blev hos doktor Kjems i Hillerødgade 75 undervist i, hvordan man fremstillede brandbomber.
Op under taget i en ejendom i Tømrergade lå der et våbenlager bestående af fire brandbomber og en flødeflaske med benzin. Dette blev brugt mod en sabotageaktion mod et skibsværft i Nordhavn.
Dømt til døden
En af de første sabotageaktioner skete i Bjelkes Alle mod en tysk transportorganisation. Hans Petersen havde fremstillet en hjemmelavet bombe. Dansk politi fik fat i ham. De tyske myndigheder forlangte ham udleveret og de dømte ham til døden. Han blev dog benådet til livsvarigt tugthus.
Bøddel nr. 1 på Nørrebro
Der var selvfølgelig også bødler på Nørrebro. Det var sådan nogen som gik i tyskernes tjeneste. Lad os præsentere to af de mange. Kristen Kjærsgaard Rasmussen var egentlig dømt til døden, men blev benådet. Halvanden år efter sin død blev han fundet myrdet.
Han tilhørte den gamle Lorenzen – gruppe, der havde meget på sin samvittighed. Han var uddannet slagtersvend hos sin svigerfar på Nørrebro. Familien var kendt for at være nationalsocialister. Kristian blev gruppeleder for DNSAP’ s ungdomskorps.
Kristian blev marinevægter. Han kom stil Schalburgkorpset, hvor han avancerede. I terroraktioner har han været med til at dræbe landsmænd.
Bøddel nr. 2 på Nørrebro
En anden af bødlerne fra Nørrebro var Helge Rudolf Keil. Han var et usædvanligt nervøst gemyt. Han var heller ikke en af Hillerødgades Skoles bedste elever. Hans far havde et værtshus. I kvarteret gik han som særling. Han kom i lære som barber. Og fem gange i træk måtte han op til fornyet svendeprøve. Da han endelig bestod, havde han drukket en flaske portvin og fire øl.
Han holdt dog hurtig op med at være barber. Han fortalte, at grunden til dette, at han fik lyst til at skære halsen af folk. En dag var han utilfreds med moderens mad og havde stukket en gaffel i hovedet på hende.
Han rejste til Norge og arbejdede for tyskerne. Da han kom hjem, blev han anholdt af tyskerne. Han kunne ikke legitimere sig, og kom til forhør hos den berygtede Birkedal. Han kunne godt bruge sådan en type. Han blev brugt til at torturere danske modstandsfolk. Han har mindst fem mand på sin samvittighed. Han blev dødsdømt ved Københavns Byret. Men han blev benådet ved Østre Landsret til livsvarigt fængsel.
Første gang med plastik sprængstof
Den 7. maj 1943 gennemførte BOPA en aktion mod Standard Electric i Rådmandsgade. De arbejdede for den tyske rustningsindustri. Modstandsfolkene udgav sig for betjente, der havde set noget mistænkelig. Da de var blevet lukket ind, holdt de sabotagevagterne op. Bomberne blev anbragt men sprang ikke.
Første gang, der blev brugt plastik sprængstof var mod Glud & Marstrand på Rentemestervej. I overensstemmelse med den danske samarbejdspolitik fremstillede de komponenter til tyskerne. Det var natten mellem den 22. og 23. juni. Aktionsgruppen forlod fabriksområdet i stor hast. Da de nåede Glasvej lød der et ordentligt brag. Hundreder af vinduesruder raslede ned på gaden.
Politiken kaldte aktionen for et attentat. De skrev også at nu mistede mellem 300 og 400 deres arbejde. National Tidende kaldte aktionen for hærværk.
Aktien steg med 40 pct.
Den 23. august var målet Lauritz Knudsens mekaniske Etablissement, senere kendt som LK – nets. Fabrikken lå i Haraldsgade og producerede for ca. 2 millioner kroner elektriske artikler til tyskerne. Tre transformatorer blev fuldstændig ødelagt og hele færdiglageret blæste bort. Selv om det meste blev ødelagt, så kom fabrikken sig forbavsende hurtigt. Allerede i 1944 steg virksomhedens aktier med 40 pct.
Regeringen går af
Den 23. august meddeler den danske regering, at de ikke kan gå ind for Hitler. De går af. Der indføres departementschefstyre. Politikerne er stadig i kulissen. De bliver stadig taget med på råd. De har stadig medindflydelse men uden dog at tage ansvar for tyskernes bosættelsespolitik. En række politikere bliver interneret.
Vores eksport af fisk og landbrugsvarer til Tyskland stiger dog fortsat.
I Stockholm etableres en kontra – efterretningstjeneste.
Da Danmarks Frihedsråd blev startet
Den 13. september 1943 blev der på Nørrebrogade 156 i Harilds Maskinbureau dannet Danmarks Frihedsråd. Det var ikke alle der var lige begejstret for dette. Hverken i modstandsbevægelsen eller hos politikerne. Socialdemokraterne tog længe afstand fra dem, fordi de mente, at kommunister havde for stor magt.
Gestapo strammer grebet
Gestapo strammer grebet Der indføres tortur mod tilfangetagende frihedskæmpere og besættelsesmagten indfører clearingsdrab. Situationen tilspidses voldsomt. Clearinsdrabene udføres ofte af danske statsborgere, der er tilknyttet de tyske terrorkorps.
1.300 ødelagte vinduer
I september 1943 skete der en sabotageaktion mod K.A. Hartmanns Maskinfabrik i Vermundsgade. Her havde man også været i april. 200 mand arbejde i døgndrift for den tyske regering. Her var svært bevogtet sabotagevagter. Eneste måde at angribe på, var at lokke vagten i tårnet ned. Det lykkedes at opholde vagterne med to mand i politiuniform og en i CB – uniform.
I mellemtiden lykkedes det at anbringe 50 kg trotyl midt i produktionshallen. Arbejderne blev med en maskinpistol bedt om at søge i beskyttelsesrum. Gaden blev spærret af og beboerne blev advaret. Men noget gik galt. En nattevagt var ubemærket kommet ind i en smøge. Og han blev dræbt ved den voldsomme eksplosion.
Der skete skader for 930.000 kr. direktøren anslog, at det ville gå 4 måneder inden de var klar igen. Nabobygningerne havde fået indbo – og murskader. Der var mindst 1.300 beskadigede ruder.
Jødetransport
Danmark bliver delvis advaret om, at en jødeforfølgelse vil blive etableret i Danmark. Der sker en farlig transport over Øresund. Der er delte meninger om, hvor meget tyskerne lukker øjnene. Men mange skippere tager sig særdeles godt betalt for denne transport.
Danske befalingsmænd går under jorden. Der skaffes 1.500 dækadresser.
I september 1943 bliver en tysk vagtmester skudt ned af en forbipasserende cyklist i København. Byen bliver idømt en stor bod. Der bliver simpelthen forbudt at cykle mellem kl. 20 aften og 5 morgen.
En aktion, der måtte opgives
Natten efter den 23. oktober havde Holger Danske planlagt sabotage mod Atlas i Baldersgade. Man var mødtes om aftenen for at gennemgå forløbet. På vej i cykel til stedet var de to grupper dog kommet bort fra hinanden.
Da den ene grupper var ved at gøre våben og sprængstof klar lød der pludselig skyderi omkring midnatstid. Mens fire mand ventede på deres cykler, kom der en politipatrulje forbi. Deres tilstedeværelse påkaldte politifolkenes opmærksomhed. Og de fire modstandsfolk flygtede.
Politiet skød syv skud efter dem dog uden at ramme. Der blev ikke skudt efter politiet, men en reservebetjent blev ramt af en vildfaren kugle. Politiet anmodede om assistance. 5 modstandsfolk blev anholdt. Men efter 8 dage i Vestre Fængsel blev de løsladt grundet manglende bevis.
Overbetjent hårdt såret – ville hjælpe
Den 30. november 1943 blev sabotagevagt Ernst Otto Møblus dræbt af revolverskud ud for Fælledvej af tre – fire cyklister. De havde forfulgt ham. Under skydningen kom overbetjent A. Jørgensen alvorlig til skade. Han forsøgte at hjælpe sabotagevagten. Man forsøgte forgæves at afvæbne overbetjenten. Men da dette mislykkedes, blev han skudt i ryggen bag fra af en af cyklisterne.
Også danske sabotagevagter må skydes
I slutningen af 1943 skærper modstandsorganisationerne deres syn på danske sabotagevagter. Hvis de beskød sabotørerne, var det OK at skyde igen.
Sabotørerne levede farligt. Hvis de blev fanget og udsat for tortur, kunne de jo røbe ting, som besætterne kunne udnytte. Omvendt kunne likvideringer af formodede stikkere også foregå for øjnene af familiemedlemmer. En dansk kvinde, der arbejdede i et tysk marketenderi, blev henrettet for øjnene af sin seksårige datter.
På Østerbro fik underboen besøg af en 3 – årig pige en morgen. Far og mor ville ikke stå op og lave morgenmad til hende. Da underboen kom op, så hun dem begge ligge i en stor blodpøl skudt af modstandsfolk.
Dræbt under betonmur
Den 29. januar 1944 blev folk vækket af fire eksplosioner på Ydre Nørrebro. En transformerstation hos General Motors blev fuldstændig ødelagt. En mand blev dræbt under en betonmur. En anden blev såret af pistolskud.
Klokken 13.45 genlød området af pistolskud. Tyskerne jog nysgerrige væk fra kolonihaverne.
Seks ukendte mænd trængte den 10. marts ind hos Titan efter arbejdstids ophør. De overrumplede sabotagevagterne og stjal 4 karabiner og 3 tromlerevolver.
En vred værtshusholder
En værtshusholder på Egely, Elmegade 23 blev godt sur i skralden, da hans beværtning blev saboteret af modstandsfolk. Det skete den 30. marts 1944. Værten forklarede, at han ikke havde en speciel politisk indstilling og så mange tyskere kom der heller ikke på hans beværtning.
Men han forklarede, at i lejligheden lige over for boede en frikorpsmand, som i øjeblikket var hjemme på orlov. Og ham gik modstandsfolkene nu også efter.
Store udenoms-skader
Den 28. april 1944 var der planlagt en aktion mod maskinfabrikken Hero på Nordre Fasanvej. Lige i nærheden var det boligblokke, så man skulle også være forsigtig. Ved at udgive sig som leksikon – sælger var det lykkedes en af modstandsfolkene at komme ind og rekognoscere.
To – tre mand skulle gemme sig inde på pladsen og holde vagterne oppe. Men noget gik galt. Der blev foretaget en hurtig tilbagetrækning.
En uge efter foretog man et nyt forsøg. Man havde stoppet trafikken og advaret de forretningsdrivende på Nordre Fasanvej. Der lød to kraftige eksplosioner og fabrikken lå i grus. 35 butiksruder og flere hundrede almindelige ruder gik til. Der skete en del indboskader.
60 pct. eksporteres til Tyskland
Den 8. juni var der en sabotageaktion mod maskinfabrikken Petersen & Wraa i Heimdalsgade. Her producerede man bl.a. bolte til lokomotiver. 60 pct. af eksporten gik til Tyskland.
Omkring kl. 23 trænger 20 – 25 sabotører ind på fabrikken. To danske vagter bliver holdt op. Bomber blev placeret rundt om på virksomheden. Nu var aktionen ikke specielt vellykket. Virkningen var ikke så ødelæggende, som man havde troet. Den tyske sprængningskommando fandt 17 ueksploderede trotylladninger.
Problemet var at maskinerne var blevet startet inden bomberne skulle have haft sin virkning. Derved var en masse ledninger revet af.
Men den 14. juni var man mere heldig. Her blev fabrikken totalt ødelagt. Beboerne i de nærliggende bygninger var blevet advaret. Der skete temmelig store sideskader.
En farlig stikker
Den 15. juni 1944 kom danske modstandsfolk på sporet af en af de mest farlige stikkere. Han var medicinstuderende og tjente ved siden af som stikker. Efter en forelæsning på Rigshospitalet blev han forfulgt. Han var normalt mandsopdækket af fire civilklædte og stærkt bevæbnede bodyguards fra Schalburg – korpset.
Men de så ud til at være fraværende den dag. Stikkeren var normalt bevæbnet. Lige før Sankt Hans Plads blev han ramt af skud. I næste øjeblik styrter han af cyklen. På jorden forsøger han at få fat i sin pistol, der er gledet fra ham. Modstandsfolkene affyrer nu to skud mod hans hoved.
Fra Fælledvejens Politistation myldrede betjente nu frem til stedet. Modstandsfolkene kastede nu en røgbombe og flygter ned ad Nørre Alle.
Modvillige arbejdere
Den 24. juni lykkede det for en gruppe modstandsfolk at komme ind på maskinfabrikken FKL på Tagensvej 97, hvor 150 mand arbejdede i treholdsskift. Det lykkedes vagterne at stikke af. Arbejderne var ikke særlig samarbejdsvillige. De måtte trues med maskinpistoler. Kun modvilligt åbnede de en dør til de vitale maskiner.
Sabotørerne medbragte 40 kg. Trotyl. Maskinfabrikken blev jævnet med jorden.
Politiet alt for samarbejdsvillig
Under en dobbeltaktion mod Ambi og Nordværk mente modstandsfolkene, at dansk politi gik alt for meget op i deres opgave. Der udspandt sig alvorlige gadekampe, hvor kuglerne føg om ørene. På den ene side var det tyske soldater og danske betjente i fællesskab mod danske modstandsfolk. Utroligt var det kun to danske betjente, der blev såret.
Undtagelsestilstand
I hele ni dage var der gang i den i København. Werner Best havde den 25. juni erklæret undtagelsestilstand i København.
I information kunne man læse, hvad der foregik den 27. juni 1944:
Varmt på Nørrebro i dobbelt forstand
Det var varmt på Nørrebro i dobbelt forstand i dagene mellem den 30. juni og 1. juli 1944. Det var nok nogle af de blodigste dage på Nørrebro nogensinde. Beboerne på Nørrebro vågnede op til budskabet om, at otte medlemmer af Hvidstensgruppen var blevet henrettet dagen forinden. Budskabet fik sporvognspersonalet til at nedlægge arbejdet.
Ved 10 – tiden den 30. juni vrimlede der med mennesker på Nørrebrogade. Man begyndte at bygge barrikader over vejen. Arbejdsvogne og en masse andet materiale blev anvendt. Røde flag med hammer og sejl flagrede på barrikaderne. Mængden var ophidset. Og dansk politi affyrede skræmmeskud.
En sten endte stikkerens liv
En enlig tysk soldat på cykel blev overfaldt af masserne. Ved Fredensgade blev der rejst en figur, der forestillede Hitler. Dansk politi var dukket op med 15 mand. Men det var slet ikke nok. Man trak sig tilbage til politistationen på Fælledvej og ventede på forstærkning.
Mellem Stengade og Griffenfeldsgade brændte et mægtigt bål. Kommunens store redskabsvogn, som stod på Blågårds Plads var blevet hentet til Nørrebrogade og væltet om på siden. Nu var der også tændt bål på Kapelvej. En masse fødevare – og tobaksforretninger var ved at blive plyndret. Situationen udviklede sig mere og mere.
En mand blev overfaldet. Der blev med stor kraft kastet en stor sten mod hans hoved. Han var dræbt på stedet. Man sagde om ham, at han var stikker.
Butikker blev plyndret
I Rantzausgade foran slagter Trebien var der opløb. Pludselig lød der et brag. Ruderne var knust. Tre – fire mand sprang ind i butikken og kastede spegepølser, rullepølse, leverpølse og kødpølse ud til folk. Butikken blev ikke kun plyndret. Den blev i den grad ødelagt. Alt hvad der overhovedet kunne slås i stykker med hænder, ved spark eller hakke og koben. Denne Trebien havde nazistiske tilbøjeligheder.
Da man var færdig her, gik det ud over en bagerbutik på hjørnet af Rantzausgade og Skyttegade. Den blev også kåret som nazi-butik. Wienerbrød, kiks, ispinde, smør og fedt blev mere eller mindre fordelt mellem de tilstedeværende, inden butikken helt var ødelagt. Men pludselig lød det:
Buldog brænder
Og pludselig lød det ”Til Buldog”. Det var det store varehus på hjørnet af Ravnsborggade og Nørrebrogade. Først blev det plyndret. Ruderne blev knust og inventaret smidt ud i et stort bål på Nørrebrogade. Man kaldte varehuset for en Nazi – redde.
Dansk Politi kunne ikke stille noget op. Og de måtte helt opgive, da medlemmer af Schalburg – korpset dukkede op og skød vildt omkring sig. De dukkede op med maskinpistoler og skød ud ad vinduerne. Tre personer døde under denne aktion.
Et par skovvogne med politi dukkede op. Folk forsvandt midlertidig fra varehuset. Men de vendte snart tilbage og satte nu endnu mere ild til Buldog. Millioner af varer gik op i lys lue. Branden var meget omfattende og havde allerede fat i en beboelsesejendom i Ravnsborggade. Brandvæsnet blev nægtet adgang af menneskemængden. Politiet søgte at redde det, som kunne reddes. En beboelsesejendom, som var nabobygning til Buldog var begyndt at brænde.
Skud fra fly
Henne fra Sankt Hans Torv lød nogle maskingeværsalver. Det var fra en tysk flyvemaskine, der sendte nogle salver over folkemængden. En halv snes mennesker blev under denne aktion såret eller dræbt.
Kort efter kom en tysk lastbil med soldater. Kuglerne hvinede hen over Fælledvej. Folk skyndte sig ind i porte og ind i gadedøre. En Schalburg – mand havde vist sig i civil. Han blev klædt af, af mængden. Han måtte nøgen løbe spidsrod til Schalburg – borgen på Blegdamsvej.
Mange butikker på Nørrebro, der nødvendigvis ikke alle var Nazi – butikker var nu sat i brand. Omkring varehuset var der nu kun røgsværtede murer tilbage.
Klokken 17 var der udbrudt brand i Palsbøls Konfektionsfabrik i Stengade 38. En halv time efter var der brand i Lysdahls Konfektionsfabrik. Ved 18 – tiden kom en hestevogn uden heste foran kørende fra Griffenfeldsgade med masser af høballer. Der var sat ild til dem og nu rullede de brændende høballer ned ad Nørrebrogade.
Kanonsalve ned gennem Nørrebrogade
Pludselig lød et voldsomt brag. En dreng hoppede rundt med et ordentligt hul i låret, hvorfra kødtrevler hang ud. Ude midt på gaden lå en ung mand og nærmest svømmede i blod. Han var revet i stykker af en ordentlig eksplosion. På modsatte gadehjørne lå en kvinde og to – tre mænd gennemvædet af blod. Deres kroppe, arme og ben var gennemskåret af splinter.
Tyskerne havde opstillet kanoner, der tilfældigt skød ned ad Nørrebrogade. Vidner beretter om 12 – 20 døde. I butiksdøren til en chokoladefabrik lå en kvæstet kvinde. Der stod nogle CB’ ere omkring hende. På vejen lå hendes cykel sprængt i tre dele. En familie var netop kørt over Nørrebrogade fra Møllegade til Solitudevej, da katastrofen indtraf. Drengen lå inde i en opgang. Der lå mange døde og kvæstede rundt omkring i opgange og på sideveje.
I løbet af aftenen var der talrige skudepisoder. En tysk uniform blev hængt ud og antændt. Det betød at tyskerne skød ekstra vildt omkring sig. I flere timer kørte forskellige patruljer rundt bestående af tysk militær og danske terrorkorps.
Det første dødsfald allerede kl. 6.20
Balladen fortsatte de næste tre dage. Allerede næste morgen kl. 6.20 blev den første person skudt. Tilfældige forbipasserende blev bedt om at fjerne barrikaderne. Der var opstillet kanoner på Nørrebrogade, Skt. Hans Torv, Blågårdsgade og andre steder. Patruljer kørte stadig rundt og skød på folk med geværer, maskinpistoler og undertiden større våben.
De tyske myndigheder forbød, at der blev kørt med Brandvæsnets og Zone – redningskorpsets køretøjer samt ambulancekørsel i tidsrummet 23 til 5. Det danske politi arbejdede dog hele natten. I flere tilfælde blev salatfade brugt til ambulancekørsel.
En brandmand på vej til arbejde blev skudt på sin cykel.
Flere tilfældige blev ramt
På Nørrebro var oprøret endnu ikke knækket trods mange døde og sårede. Der var stadig mange på gaderne. Tyskerne og deres terrorkorps kørte stadig rundt i gaderne og skød navnlig i kvarteret omkring Griffenfeldsgade. Der lød skrig og råb fra sårede personer. Det danske politi måtte flere gange søge dækning for ikke selv at blive ramt.
Flere tilfældige blev ramt på Fælledvej.
Senere stillede tyskerne en kanon for enden af Smedegade. Løbet pegede op på en beboelsesejendom, Thorupsgade 15. Da kanonen blev affyret sprængte projektilet et stort hul i ejendommens facade og dræbte en beboer på anden sal.
Så snart der var forsamlet mere end 5 personer et sted begyndte tyskerne at skyde.
Omkring Stengade, Skt. Jørgensgade og Griffenfeldsgade lignede det krig. Nogle steder var der ligefrem konstrueret skyttegrave. Tyske uniformer fra den nedbrændte Palsbøls skrædderfirma var slæbt på gaden, nedtrampet, revet i stykker og sat i brand.
Anerkendt som allierede
8 medlemmer af Hvidstensgruppen var henrettet, tre fik livstidsfængsel og tre fik to års ungdomsfængsel. Det var med til at sætte gang i oprøret. Over hele byen blev der tændt over 1.000 bål i byen. Besættelsesmagten lagde en jernring om byen. Ingen kunne hverken komme ud eller ind. Der blev slukket for el, gas og vand.
Allerede den 12. juni 1944 anerkendte først Storbritannien og samme dag USA, Danmark som allieret.
Marinevægter dræbt
Den 25. juli omkring 7 – tiden om morgenen kom en kraftig mand cyklende af Nørre Alle ved Rigshospitalet. Det han ikke vidste var, at det var hans sidste minutter. Han var marinevægter for tyskerne. To medlemmer fra BOPA ventede på ham. Han forsøgte at køre væk, men forfølgerne indhentede ham. Han blev skudt i nakken. Med et brøl faldt han af cyklen.
To skud i panden gjorde det endeligt af med ham. De to modstandsfolk sprang på deres cykler. Ved næste kryds
En likvidering med følger
Den 7. august 1944 kl. 20.15 blev den tidligere danske politibetjente Robert Sustmann Ment, der nu var ansat hos tyskerne dræbt på hjørnet af Ravnsborggade/Nørrebrogade. Det var i en sporvogn linje 16 lige ud for det nedbrændte Buldog. Det lykkedes for tre modstandsfolk at springe på den samme sporvogn.
Sustmann – Ment var kendt som bødlen Birkedals assistent. Modstandsfolkene kunne godt se på hans gang, at han var iført skudsikker vest. Han på vej hjem fra sit hjem på Jagtvej til sit arbejde i Shell-huset.
Efter episoden kom der en voldsom modreaktion fra tyskernes side. 11 Bopa – medlemmer blev skudt på en øde landevej mellem Roskilde og Ringsted. Det skete den 9. august.
Den hovedansvarlige for dette blev vicepolitimester i Berlin og viste bl.a. Robert Kennedy rundt i byen.
Den anden hovedansvarlige var dansker. Efter krigen havde han oprettet et firma i Hamborg og fået tysk statsborgerskab. Her kunne han også føre en tryg pensionisttilværelse uden nogen sinde at være blevet straffet.
Et opgivet forsøg
Den 10. august 1944 forsøgte man et udfald mod Titan på Tagensvej. Sabotører trængte ind, men det blev opdaget. Alarmen gik i gang og katastrofebelysningen blev sat i gang. Da fabriksarealet var temmelig stort, kom sabotørerne kun i kontakt med fem af fabrikkens ni vagter. Disse fortalte, at 50 andre sabotagevagter nu var på vej. Man måtte opgive fortagenet.
Den 17. august blev der foretaget en aktion mod Stjernesko, Nørrebrogade 56. En vagt blev såret. Men aktionen måtte opgives.
Tre tyske soldater ville gerne have en øl på Cafe Runddelen. Men værten sagde, at øllet var udsolgt. De havde truet ham, men gik fredelig og rolig.
Hjerteskærende hyl fra hunde
Gudrun Jensen alias Frk. Jensen havde sin egen likvideringsgruppe. I december havde hun fået sin første opgave. Ofret var fru Susment Ment. Hendes mand har vi lige hørt om. Og fruen her blev skudt på hjørnet af Stefansgade og Husumgade.
Gruppen havde trukket lod om, hvem der skulle skyde. Og det blev Poul. Han gik helt op til hende og trykkede af. Hendes hoved blev fuldstændig knust. De hunde, som hun havde med, lagde sig tæt ind til hende og begyndte at hyle hjerteskærende. Modstandsfolkene skyndte sig fra stedet.
Efter hendes mands likvidering havde hun fortsat sit samarbejde med tyskerne. Hun var telefondame og viderebragte værdifulde oplysninger til tyskerne.
Mistanke var nok
Ofte blev sagerne om likvideringer ikke ordentlig undersøgt. På et værtshus på Nørrebro blev en ung kvinde udpeget af nogle kammerater som mistænkelig over for en modstandsmand. Samme aften blev hun dræbt.
Politikompagniet udførte også likvideringer
Modstandsmanden Hugo Horwitz sagde bl.a.:
Herluf Rasmussen var under besættelsen leder af et illegalt politikompagni, der talte 120 bevæbnede medlemmer. I to tilfælde fik han fra højere instanser i det illegale politi ordre om at likvidere personer, hvor han efter at have undersøgt sagen valgte at afstå. Personerne kunne ikke være skyldige.
Det ene tilfælde drejede sig om en manufakturhandler fra Nørrebrogade. Han skulle ifølge de oplysninger, som han havde fået i marts 1945 samarbejde med tyskerne.
Herluf mente, at det var underligt, at man ikke havde hørt noget om dette fra de lokale beboere. Han sendte sine folk ind i butikken for at købe et slips og sikre at kysten var klar. Så stormede han selv ind i butikken med en skudklar pistol og ventede på at manden skulle dukke frem fra baglokalet.
Men det viste sig at være en af de illegale fra politikompagniet, der dukkede frem. Han arbejdede i butikken og kunne berette om, at hans chef aldeles ikke samarbejdede med tyskerne. Han havde et hadforhold til dem. Herluf bad nu sin mand om at advare manufakturhandleren til at holde sig væk fra butikken. Var det en personlig hævntørst?
Tyskerne og deres håndlangere mistede 19 stykker
En gruppe på 50 mand slog til mod Motorfabrikken Dan i Bragesgade. En dækningsgruppe havde taget stilling på Nørrebrogade. Syv man trængte ind på nabovirksomheden Atlas. Fra en sporvognsremisse kunne de beskyde et vagttårn på Motorfabrikken. Endelig gik to mand i stilling i en opgang i Bragesgade 12.
Men man havde overvurderet sprængstoffets virkning, så de måttegør det hele om. Nogle af vagterne blev dræbt, og dem der endnu var i live fik masser af håndgranater. Pludselig skvattede taget sammen.
Ildkampen havde påkaldt både Værnemagten og Hipo. Der kom til en heftig skudveksling. Tyskerne og deres håndlangere led et tab på 19 personer. Sabotørerne mistede en person og en blev såret.
Nordwerk
Egentlig var det et sted, hvor man samlede biler for General Motors. Men ikke under krigen. Da havde tyskerne tvunget virksomheden til at udleje stedet til reparation af BMW – fly – motorer. Egentlig var det et dansk firma, der skulle foretage det, men snart blev det ledet af BMW. Under krigen nåede man at reparere 400 motorer, så havde man fået nok af sabotager.
På grund af den specielle arbejdsopgave var virksomheden særdeles godt bevogtet. Den var omgærdet af pigtråd, spanske ryttere samt volde af sandsække. Overalt var der tyske soldater, lige som der var luftværnskanoner på taget. Det var tale om en fæstning.
BOPA havde gjort sig mange overvejelser om at sprænge fabrikken i luften. General Motors havde råderet over en bygning i yderkanten af fabriksområdet i Aldersrogade. Man fandt ud af, at der var en underjordisk gang til fabrikkens kraftcentral. Sprængte man den, ville det lamme produktionen på fabrikken i månedsvis.
Den 29. januar 1944 slog man til. På General Motors fabriksområde var der tre danske sabotagevagter, som hver nat hvert femte minut skulle rapportere til tyskerne, om alt var i orden. Research viste, at en af vagterne havde en svoger, der var sendt i koncentrationslejr i Tyskland.
Man fik kontakt med denne vagt. Det viste sig, at han ikke var særlig venlig stemt over for tyskerne. Han ville gerne hjælpe til.
BOPA gik i aktion
Kl. 4.30 gik man i gang. Sabotagevagten fik ni sabotører ind i fabriksbygningen og hurtigt fik de afvæbnet de resterende to vagter. Efter en lang og varm tur gennem den underjordiske tunnel med rustne og fastgroede døre fik de placeret 100 kg sprængstof i kraftcentret og samtidig advaret de danske arbejdere, der opholdt sig der.
Efter tyve minutter i tunnelen kunne sabotørerne begynde deres tilbagetog. Desværre forsøgte en af de danske sabotagevagter at kalde på hjælp. Han blev skudt ned. Alligevel slap alle ud uden at tyskerne opdagede dem. På vej ned ad Aldersrogade kunne man høre frugten af anstrengelserne. En kæmpe eksplosion ødelagde kraftcentralen. To tyske politivagter døde. Den ene blev klemt ihjel af en betonmur, der væltede over ham.
Vagten nåede at råbe om hjælp
Nordwerk var begyndt at køre igen. Den 28. september 1944 blev nok den største aktion under besættelsen rent mandskabsmæssig udført. Der deltog omkring 150 mand.
Fortagenet havde 700 ansatte, og mange af vagterne var tidligere øst – frivillige. Men denne gang gik det ikke helt efter planen.
En af de tyske vagter var ikke blevet overmandet og råbte efter hjælp.
Hovedstyrken af modstandsfolk lå klar til angreb i kolonihaverne langs Rovsinggade. Delt i grupper skulle vagtpersonalet afvæbnes i vagtstuerne, på taget og strejfpatruljerne. Når kontrollen over Nordværk var opnået, skulle tre lastbiler, som holdt klar på en benzintank på Tagensvej tilkaldes og transportere våben og ammunition bort.
Hvis en tysk forstærkningsgruppe ankom, skulle aktionen afblæses. Det skulle ske med en håndsirene og raketter. Det springende punkt var at kunne afvæbne maskingeværerne. Men den store aktion måtte afbrydes. Man var blevet opdaget for tidligt og håndsirenen kom i gang. At ingen blev dræbt, var et under. En af modstandsfolkene meldte sig igen klar efter behandling på hospital.
Der kom til åbent skyderi med tyskerne, der beskød de danske modstandsfolk med luftværnskanoner.
Senere den 24. november blev Nordværks ejer dræbt under et attentat på Gammel Køge Landevej. Chaufføreren og en tysk ingeniør blev hårdt såret. Indehaverens søn blev lettere såret.
Straffet efter krigen
Den danske bestyrelse bag Nordwerk blev efter krigen idømt bøder, erstatninger og fængselsstraffe, fordi de havde opsøgt samarbejde og aktivt fremskaffet flere ordrer fra besættelsesmagten. Desuden havde de fusket med regnskaber og intet gjort for at forhindre sabotagevagternes magtmisbrug med hensynsløse skydninger som især gik ud over befolkningen i forbindelse med Folkestrejken i juli 1944.
En pædofil i aktion
Københavns Vagtværn blev den 8. november alarmeret fra Baggesensgade 25. En dreng var blevet overfaldet af en beruset voldsmand. En stor menneskemængde var kommet til og havde befriet drengen. Men det lykkedes for voldsmanden og trække sin pistol. Han truede en bilist til at udlevere hans bil. Men det lykkedes for bilisten at fravriste revolveren. Menneskemængden trak ham nu ud af bilen og begyndte nu at tæve ham.
Da Københavns Vagtværn kom til, trak de stavene og befriede voldsmanden. Manden indrømmede, at han var dansk medlem af Waffen SS. Fra anden side blev det oplyst at han havde forbrudt sig mod flere småpiger.
Dansk betjent skudt under aktion
Den 23. november klokken 15 gik 20 sabotører i gang med transformerstationen på Lygten. Sabotørerne var klædt i CB – uniformer. Forbipasserende betjente blev afvæbnet.
Sabotagen mørklagde det yderste Nørrebro, Brønshøj, Emdrup og Søborg. Al sporvognstrafik i området blev lammet. Men egentlig var skaderne på bygningen minimale. Ikke al sprængstoffet var eksploderet.
Allerede efter en time var strømmen etableret. I Berlingske Tidende stod der, at personalet havde trykket på alarm-knappen til Frederikssundsvejens Politistation. Men de havde ingen udrykningsvogne hjemme. Så skulle Fælledvejens bil komme. Men den kom aldrig. Desværre blev en dansk betjent skudt af modstandsfolk under aktionen.
Hel ejendom ødelagt
Ved middagstid den 1. december blev der begået sabotage mod Dansk Industri Renseri, Thorsgade 121. Nogle bevæbnede mænd trængte ind i virksomheden og anbragte bomber i den to – etagers bygning. Bomberne eksploderede straks. Der opstod brand i de mange brændbare væsker. Ejendommen blev stærkt ødelagt. Virksomheden rensede bl.a. tyske uniformer
En midaldrende mand blev den 11. december dræbt ud for Nørrebrogade 70. Han havde stukket to. Om formiddagen blev en mand, der var medlem af Schalburgkorpset dræbt i Elmegade.
Aktion nummer to ødelagde resten
En sabotage, der påkalder sig særlig opmærksomhed var mod Jensen Industri (Jensen Motor Co) i Hillerødgade 30. En del af produktionen af flymaskine-dele var flyttet hertil. Det var den 5. januar 1945.
Om morgenen havde BOPA været i aktion, De havde bare placeret bomber, med det resultat, at taget var blæst ud. Maskinerne var stadig intakte. Og efter aktion nummer to blev maskinerne også ødelagt.
Du har ikke noget at gøre ved vores bord
Den 2. februar 1945 sætter en mand i civil sig ved et bord på Café Luna på Jagtvej 171. Den ny gæst spurgte om han måtte give en omgang. Pludselig glider hans frakke til side. Gæsterne kan se, at han har en marinevægter-uniform på. Dette afstedkom en reaktion fra en af de andre gæster, der tog ham i kravetøjet:
Men den nye gæst, der var vagtmand på Værløse Flyveplads, trak sin pistol og sigtede på pågældende. Dernæst gik han til telefonen for at tilkalde assistance. Men det lykkedes ikke. Flere personer overmandede ham. De slog ham i hovedet med pistolen. Det viste sig at være modstandsfolk. De råbte:
Det lykkedes dog vagtmanden at flygte. Det skete mod Aldersrogade. Modstandsfolkene var i hælene på ham. Der lød fem – seks skud. Dagen efter fandt man i Teglværksgade en såret person iført marinevægter-uniform
Tyskerne glemte det ikke
Fra tysk side havde man ikke glemt aktionen. Den 9. februar samledes medlemmer af den berygtede terror – gruppe, Schøiler – gruppen for at planlægge en aktion mod Cafe Luna. De planlagde at bryde ind i Cafeen samme nat og anbringe en sprængladning. Under musiktribunen, hvor der var flest gæster.
Den oprindelige plan ville have kostet masser af menneskeliv. I stedet blev man enige om at ændre planen. Den 10. februar kl.19.30 lød et lille knald under musiktribunen. Flammerne slog pludselig op mellem gulvbrædderne. Branden udviklede sig så voldsom, at den ikke kunne slukkes. Der var massive ødelæggelser, men heldigvis kom ingen mennesker til skade.
Fastelavnsfest endte tragisk
I Griffenfeldsgade 7 blev der den 11. februar afholdt en fastelavnsfest i en sluttet kreds. Her mente Hipo – folk, at der skulle laves en razzia. Af en eller anden grund blev der åbnet ild både udenfor og indenfor. En blev dræbt og 3 såret. Den dræbte var en jord – og betonarbejder, der tilfældigvis kom forbi med hustru og tre børn.
Stikkergruppe optrevlet
Modstandsbevægelsen var på jagt efter en stikker-gruppe, der hed Sahl – gruppen. En af gruppens medlemmer hed Henrik Wahling med dæknavnet Mr. Smile. Sammen med sin kone drev han Rantzausgade 44. Tyskerne havde åbenbart finansieret købet. De håbede, at man på denne måde kunne infiltrere modstandsbevægelsen.
Den 23. februar angreb BOPA deres private bopæl. Her skød man lederen af stikkergruppen samt Henriks kone. Mr. Smile tog man med, torturerede ham og forsøgte at presse informationer ud af ham. Senere kørte man ham til Buddinge og skød ham.
En dræbt Hipo – mand
Den 27. februar var nogle Hipo – folk kørt ud i en lukket udrykningsvogn til en razzia i en kaffebar på Blågårds plads. En gruppe modstandsfolk fra BOPA kom tilfældigvis forbi. De sprang ud og åbnede ild mod Hipo – folkene. En ambulance blev efterfølgende tilkaldt til hjørnet af Todesgade/Blågårds Plads. Her fandt man gennemhullet udrykningsvogn og en dræbt Hipo – mand.
Tysk hævnaktion
Dette skulle hævnes fra tysk side. Allerede samme aften ved 22 – tiden blev der kastet håndgranater mod Kaffebaren, Cafe Lynet og Cafe Sevilla. Igen var det Schøiler-gruppen, der stod for det.
Schøiler – gruppen mente, at en kommunist skulle lade livet som følge af aktionen. Og det blev bogtrykker Evald Jensen, der blev brutalt myrdet. Og endnu en i Haveforeningen Lersøen, Ernst Christiansen blev myrdet som hævn.
Der foregik en masse sortbørshandel på Nørrebro. Og samme dag udspillede der sig et sandt drama omkring Blågårdsgade. En halv snes dræbte og sårede blev kørt væk i brandvæsnets ambulancer.
Det hel begyndte med, at to mand holdt nogle sortbørs – folk op på hjørnet af Blågårdsgade og Baggesensgade. Der blev taget nogle cigaretter fra de to. Men de tog så deres revolver frem. En større menneskemængde fulgte dem. Menneskemængden fik fat i dem og gennempryglede dem så eftertrykkelig, at de blev bevidstløse. Hipo – folk kom efter dem. Det viste sig, at de havde tysk Ausweis.
Rovmord
Det var bestemt ikke alle likvideringer, der gik lige efter bogen. Det skete, at man var for hurtig ude og likviderede uskyldige. Der er ikke rigtig nogen pålidelige tal, der viser, hvor mange uskyldige, der gik til. Og hvis man vil søge aktindsigt i det spørgsmål, vil myndighederne nok spænde ben.
Således blev den 47 – årige købmand Knud Valdemar Hansen den 4. april bortført af fire bevæbnede mænd fra sin forretning på Rungsted Plads. Senere blev han fundet skudt med tre skud ude ved Utterslev Mose.
Drabet var sket under dække af en likvidering. Drabsmændene havde stjålet købmandens bankbog. Og de var dumme nok til samme dag at forsøge at hæve pengene i Bikubens afdeling ved Nørrebros Runddel.
Ingen blev dømt
Ingen af drabsmændene blev dømt efter krigen. Det blev forhindret af ministeren for særlige anliggender, Frode Jacobsen. Han ville ikke have modstandsbevægelsens ry tilsmudset.
Den unge politifuldmægtig Valdemar Nielsen havde ellers hurtigt opklaret sagen. Men da politifuldmægtigen og hans chauffør var på vej til gerningsstedet, var det lige før, at de også var blevet skudt – af modstandsfolk fra Holger Danske.
Afdelingsbestyreren i Bikuben, Jagtvej – afdeling havde et godt signalement af gerningsmændene, Mistanken rettede sig hurtigt mod Jens Christian Dundahl. Han havde arbejdet for tyskerne men var nu gået over til modstandsbevægelsen. Men så var det lige at faderen var landsretssagfører. Der blev truffet aftale om, at sønnen skulle eksporteres til USA. Og de tre andre skulle ikke straffes til stor undren for den unge politifuldmægtige, der blev taget af sagen.
Afvist på Kommunehospitalet
På Sjællandsgade kom en tysk politisoldat cyklende den 29. april omkring midnatstid. Med en pistol i hånden forlangte han legitimationskort. Han kommanderer to mænd væk og trækker af med den ledsagende kvinde.
De to mænd, hvoraf den ene er kvindens mand henvendte sig hos Det Danske Vagtværn i Møllegade. Har sætter man sig straks i forbindelse med Det Tyske Feltgendammeri. De kommer med det samme og sætter en stor eftersøgning i gang.
Kort efter ringede fruen. Det blev konstateret, at hun var blevet voldtaget på Nørrebrogade. Hun blev kørt til Kommunehospitalet, hvor hun dog blev afvist med den begrundelse:
Efter afvisningen sørgede Vagtværnet for, at hun blev tilset af en privat læge.
I mellemtiden var tyskeren på cykel blevet efterlyst. I Slotsgade kom man på sporet af tyskeren, da han her havde antastet endnu en kvinde. Denne oplysning gik nu videre til Overfaldskommandoen. Det lykkedes at anholde manden. Skulderstropperne blev med det samme revet af politisoldaten, samtidig med at de slog ham med en geværkolbe.
Til Vagtværnet blev det oplyst, at han ville blive skudt. Det viste sig, at han også havde voldtaget en kvinde fra Østerbro.
Blodig befrielse
Befrielsen i København var blodig. Den 4. og 5. maj omkom 54 mennesker. Modstandsbevægelsen havde overtaget bevogtningen.
Tre medlemmer af Den Danske Brigade skudt
Da Den Danske Brigade kom fra Sverige, blev de i begyndelsen godt modtaget. De havde flødekarameller med til børnene. Men pludselig gik det galt. Fra taget i nogle bygninger på Julius Blomsgade stod der pludselig en masse hipoer og skød ned i gården på Havremarkens Skole, hvor brigaden var forsamlet.
Tre medlemmer af brigaden blev dræbt ved aktionen, men en masse blev også såret, blandt andet nogle børn, der var ramt af glasskår, da vinduerne blev smadret af skud.
Var retsopgøret retfærdig
Man kan også stadig diskutere retsopgøret. 43 danskere blev skudt. – dømt til døden. Men dem, der gav ordren, ja de blev udvist tit Tyskland seneste i 1953.
Tyskerluderne udgjorde en fare sagde modstandsfolkene, derfor skulle de afstraffes. Og det var ”Gadens Parlament”, der afgjorde dommen. I illegale blade var der en liste over dem.
Mange slap for at blive straffet. Bønder og fiskere havde en god tid. Det havde andre virksomheder også. Men butiksejeren måtte opgive. Et par tyskere havde handlet hos ham. Så var han tyskervenlig
Unge mennesker havde givet deres bidrag
Omkring maj 1945 opholdt der sig 90.000 flygtninge i København. Frem til befrielsen var 59 af byens 70 skoler beslaglagt. De unge mennesker på Nørrebro havde lokket pengesedler ud af flere af disse flygtninge med lovning om, at de ville hente ”Wienerbrot”. Men flygtningene så aldrig wienerbrødet. De unge mennesker følte, at de med deres indsats havde bidraget til frihedskampen.
Kapitulation på Hillerødgades Skole
Da Hillerødgades Skoles flygtninge skulle flyttes ud til Kløvermarken, blev der banket på skolebetjentens dør. En af de mandlige flygtninge stod med tårerne trillende ned ad kinderne:
Dermed lagde han sin hemmeligholdte revolver på bordet.
Ikke alle tyske piger var grimme
Børnene på Nørrebro havde fået at vide af deres forældre, at alle tyskerevar slemme og grimme mennesker også flygtninge. Man da en flok knægte kiggede ind i på Sjællandsgades Skoles skolegård syntes de dog, at det nu ikke helt var tilfældet. Her var adskillige piger, der aldeles ikke var grimme.
Ville ikke rage i Nazi – lort
På Stevnsgade Skole og på andre skoler var lokummerne forstoppet. Men som håndværkerne på Nørrebro sagde:
Hvad skulle tyske flygtninge i Simeons Kirken
Det var masser af debat i Nørrebro Folkeblad. Det var tydeligt at flygtningene ikke var velkommen. Og stor var harmen, da man havde set tyske flygtninge i Simeons Kirke. På Nørrebro var man ikke tilfredse med at Gud ville modtage dem. Præsten måtte fortælle, at det drejede sig om en tysk konfirmation, og der var en tysk præst til stede.
Da 60 præster gjorde opmærksom på, at de tyske flygtninge ikke blev behandlet særlig godt, krævede Københavns befolkning dem fyret.
En lang valgkamp
Ved udgangen af oktober skulle der afholdes Rigsdagsvalg. Og tiden efter 4- – 5. maj var en lang valgkamp De gamle partier skulle legimitere deres rolle i samarbejdspolitikken før 29. august 1943.
Næsten alle sluttede op om samarbejdspolitikken i begyndelsen. Også de senere modstandshelte, Frode Jacobsen og John Christmas Møller, der som handelsminister i 1940 gav de store entreprenører tilladelse til at producere for tyskerne.
Det var først i 1943 – 44 at den offentlige stemning skifter. Den brede befolkning havde uhyre vanskeligheder ved at placere sig i begyndelsen. Scavenius gav jo også udtryk for sin begejstring af tyskernes store sejre. Men da først tyskerne begyndte at lide nederlag, kunne man jo godt ændre mening.
Modstandsbevægelsen stod med sejrens palmer
Modstandsbevægelsen stod derimod med sejrens palmer og blev hyldet af både pressen og befolkningen som besættelsens helte. Socialdemokratiet frygtede kommunisterne stod stærkt i befolkningen takket være deres indsats i modstandskampen.
Imens foretog modstandsbevægelsen tusindvis af interneringer under forhold, der havde mere karakter af hævntogt og lynchstemning end traditionel retssikkerhed. For at modvirke at udviklingen løb løbsk igangsatte man en lovgivning mod alle der havde samarbejdet med nazisterne.
Der blev lagt op til uhørt hårde domme og dødsstraf med tilbagevirkende kraft. De små fisk blev hurtig fanget og dømt. Retsforfølgelsen af de store trak ud. Hertil kom så spørgsmålet om en udrensning helt til tops, som også havde omfattet de gamle politikere, der både havde tilskyndet til samarbejdet og samarbejdspolitikken. Ja de havde endda også opfordret til at angive sabotører så sent som i 1943. Og det havde kongen hvis også gjort.
En myte, som pressen støttede
De gamle politikere valgte straks efter befrielsen at erklære sig som modstandsfolk og fremstille deres optræden i samarbejdspolitikken op til 1943 som en del af en bevidst, men skjult optakt til bruddet og modstandskampen.
Dette var en myte, som også pressen havde støttet. De valgte også samarbejdspolitikken. De gamle politikere følte sig truet af Frihedsrådet og modstandsbevægelsen.
Men myten om, at det officielle Danmark sagde nej den 29. august 1943 og både politikere og den brede befolkning stod skulder ved skulder bag modstanden er en myte.
Det store sammenhold om sabotage og modstand var en populær antagelse, som alle ville have andel i. Men ikke desto mindre var den usand, idet bruddet med tyskerne i 1943 udelukkende blev skabt af modstandsbevægelsen og den spontane folkelige opstand på arbejdspladser og i storbyerne.
Gav efter for Gadens Parlament
Besættelsesmagtens undertrykkelse blev voldsommere det sidste år af besættelsen, men modstandsbevægelsen gik også hårdere til værks. Ukontrollerede voldshandlinger tog til. I de sidste ti måneder antog det nærmest borgerkrig mellem modstandsbevægelsen og danske håndlangere i tysk tjeneste. Folkestemningen blev også præget i retning af stærkere had til besættelsesmagten.
Holdningen til retsopgøret blev ivrig debatteret i de illegale blade. Der blev ikke lagt fingrene imellem. Man krævede dødsstraf over for de værste landsforrædere. Det var hævn og behovet for ”udrensning i folkelegemet”.
Der var had mod dem, der havde gået besættelsesmagtens ærinde. Nuancerede betragtninger i retning af, at hele det danske samfund havde gavn af det økonomiske samarbejde med besættelsesmagten, havde ikke en chance i maj 1945.
Hvor gik grænsen mellem det straffrie og det strafbare? Mange syntes tilbøjelig til at markere egen retfærdighed ved at være fordømmende over for besættelsesmagtens håndlangere. En Gallup – undersøgelse fra juni viste, at 91 pct. af befolkningen gik ind for genindførelsen af dødsstraffen.
Det var i den stemning, at Rigsdagen vedtog loven om retsopgøret i slutningen af maj og gennemførte dødsstraffen for klart definerede forbrydelser som mord, terror og anslag mod statens sikkerhed.
I hjertet var flertallet af Rigsdagens politikere formentlig imod gennemførelsen af dødsstraffen, men frygt for, at de hadefulde stemninger kunne blive rettet mod dem selv – i en situation, hvor statens institutioner ikke var fuldt retableret efter besættelsen – fik dem til at give efter modstandsbevægelsens krav om dødsstraf.
78 dødsdomme
Der blev afsagt 78 dødsdomme, men hævnfølelsen ebbede hurtigt ud og gjorde til sidst genindførelsen af dødsstraffen ubærlig for det danske samfund. Men lighed for loven! Man måtte fortsætte. Benådningen blev dog flere og flere. I juli 1950 kunne man bare ikke mere og stoppede efter 46 eksekveringer. Loven om visse forbrydelser under besættelsen gjaldt dog indtil december 1993.
Dem, der gav ordren til de mange forbrydelser, der førte til disse dødsstraffe, var uniformerede tyskere. De slap med et par år og blev så udvist. Mange af dem slap for straf i hjemlandet.
Man efterkom tyskernes ønsker
Politikerne strittede her imod til det sidste. Ledige blev selv efter den 29. august 1943 stadig sendt afsted som Tysklandsarbejdere, ligesom man under Departementschefstyret var gået så langt som at tilbyde Werner Best selv at internere de danske jøder samme efterår!
De politiske partier, som ved befrielsen havde positioneret sig som en del af modstanden, begynde i sommeren og eftersommeren i partiaviserne og dagspressen at kritisere frihedskæmpere.
Da valget oprandt den 30. oktober, blev således kun Frode Jacobsen af de opstillede fra Frihedsrådet og modstandsbevægelsen valgt ind. Det glorværdige sammenhold blegnede.
Gjorde politikerne det rigtige? Gjorde modstandsfolkene det rigtige? En historisk etisk og moralsk besættelsesdiskussion blev aldrig afsluttet herhjemme.
Ikke alle værnemagere var nazister
Det var ikke alle værnemagere, der var nazister. Når vi ser film og læser bøger fra den tid så er der vindernes historie. Retsopgøret ramte skævt, så de små værnemagere – vognmænd, vaskeriejere og måske enkelte fiskere.
Da tyskerne var kommet over grænsen, og den beskedne modstand var indstillet gik kongen i radioen med formaninger om, at vi skulle forholde os i ro. Den tyske regering lovede Danmark ”politisk uafhængighed”, hvis regeringen sikrede tysk militær hindret operation i landet. Løftet om politisk uafhængighed betød, at det politiske system og den offentlige forvaltning fik lov til at virke uden indblanding – på nær det udenrigspolitiske område, hvor Danmark blev forhindret i at pleje politiske og handelsmæssige forbindelser med Tysklands fjender.
Danmark fik betydelige fordele
Med det meste af den politiske uafhængighed intakt fik Danmark betydelige fordele. Mens der i andre besatte lande blev oprettet tyske forvaltninger og indsat marionetregeringer, blev Danmark styret af danske myndigheder, ligesom det politiske system fra Folketing til sogneråd var intakt. Det gav myndighederne mulighed for at beskytte befolkningen mos krigen og besætternes vilkårlige herredømme. Modydelsen var, at myndighederne forhindrede enhver modstand mod besættelsesmagten.
I begyndelsen af besættelsen gav det ikke større problemer. Da de første forskrækkelser havde lagt sig, kunne en rystet befolkning ånde lettet op. Vel føltes det uvirkeligt og ydmygende, at landet var blevet besat på kun et par timer, men man var blevet forskånet for de hundredvis af tabte menneskeliv og massive ødelæggelser, som f.eks. Holland, der led under Rotterdams bombardement.
Frem for alt var man stadig nogenlunde herre i eget hus, og man undgik den brutale undertrykkelse, andre lande led under. Konge og politikere sagde beroligende, at det skulle nok gå, hvis danskerne stod sammen og adlød myndighederne.
Forklaringsproblemer efter krigen
I begyndelsen, da tyskerne vandt og havde fremgang holdt den danske befolkning med tyskerne og samarbejdede. Men efterhånden som tyskerne led nederlag ændrede danskernes holdning sig. I stigende omfang støttede man nu også aktiv modstand. Embedsmænd og politikere blev presset til at ændre politik. Indtil 1943 anså danskerne sabotage som nyttesløs og ingen ville skjule en engelsk flyver.
Der var mange forklaringsproblemer efter krigen. Mange danskere havde på regeringens opfordring meldt sig til SS – tjeneste. Nu var de værnemager eller forrædere og i sidste del af besættelsestiden blev de også skudt af modstandsbevægelsen. Man solgte løs til tyskerne med regeringens billigelse. Den jødiske overretssagfører og formand for den jødiske menighed kaldte det også for et juridisk galehus.
Juridisk og moralsk galehus
Men galehuset var ikke blot juridisk. Det var også moralsk. Og det var måske endnu værre. I 1930’erne og 1940’erne havde man udvist jøder til den nazistiske dødsmaskine. I oktober 1943 hjalp man dem på flugt. Men efter 1945 havde man travlt med igen at komme af med statsløse jøder.
Selv Kommunisterne havde samarbejdet med tyskerne fra 1939 – 1941. Deres leder Axel Larsen havde tordnet mod Frankrig og Storbritannien og støttet Stalin. Siden havde kommunisterne ydet en formidabel indsats mod tyskerne. I Frihedskampen. Men Kommunisterne var nogle af de største kritikkere af samarbejdspolitikken?
Ledende politikere som statsminister Wilhelm Buhl havde opfordret danskere til at anmelde sabotører. Efter krigen blev mindst en dansker dømt i retten og fik fem års fængsel for netop at have angivet en sabotør. Buhl slap ikke alene fri. Han blev også statsminister i frihedsregeringen i 1945.
Det er sjovt nu til dags at læse avisernes dobbeltmoral, når de skildrer begivenhederne dengang. De fulgte regeringens linje og støttede samarbejdspolitikken og manede til at man afholdt sig fra sabotage og uroligheder. Men da krigen var slut var aviserne de første til at råbe på strenge straffe til nazister, værnemagere og andre. Kong Christian den 10. havde i 1943 havde advaret ungdommen mod ”uansvarlige elementer” – altså frihedskæmpere. Men efter krigen hyldede han også kampen mod tyskerne. Hykleriet ville ingen ende tage.
Gjorde Erik Scavenius det rigtige?
Så er det lige diskussionen om Erik Scavenius igen. Han kan godt bringe følelserne i kog. Megjorde han andet end at samarbejde med tyskerne, som et bredt flertal af befolkningen ønskede? Da regeringen gik af i 1943, overtog uden rigsministeriets chef, Niels Svenningsen landets styre og fortsatte reelt samarbejdspolitikken. Tjente han og Scavenius ikke bare landets interesser?
Nu var det bare sådan, at Scavenius hustru, Alice plejede venskab med den tyske sikkerhedspolitischef, Karl Heinz Hoffmann. Det var ham, der leddede jødeaktionen, den tyske modterror og Gestapos brutale forhørsmetoder. Efter krigen blev han fængslet i Tyskland. Der fik han besøg af Erik og Alice Scavenius.
Både Erik Scavenius og Niels Svenningsen var villige til at støtte den tyske rigsfuldmægtige i Danmark, Werner Best, efter krigen i de retssager, der blev ført mod ham. De fortsatte også venskabelig at korrespondere med ham. Det var på et tidspunkt, hvor ingen havde tvivl om, at Werner Best havde blod på hænderne.
Forstod de Nazismens Dæmoni?
Måske forstod de ikke nazismens dæmoni? Og Werner Best var en meget snu strateg. Måske har han i den grad udnyttet det.
Måske var det rigtigt af Danmark at samarbejde? Set ud fra en national vinkel var det måske fint. Men set ud fra en international vinkel svigtede politikerne politisk og moralsk. Vi eksporterede masse af fødevarer og samarbejde, så tyskerne kunne undvære soldater i Danmark og indsætte dem i lande, hvor der var reel modstand.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: januar 17, 2020
I Fængsel i Tønder
I denne lidt lange artikel kigger vi på at sidde fængsel i Tønder. Vi kigger også på afstraffelsesmetoder, på bødler og kriminelle. Så var det lige Tønder Slot, hvor Hertugen havde sin egen ret. I Porthuset og på Rådhuset var der fængselsceller. Så kom der en retsbygning. Mindst 74 er blevet henrettet i Tønder. Og der lå to galger lige ude for byen kun 800 meter fra hinanden. Så er det lige bødlerne. En kroejer i Rørkær arvede et sværd fra den sidste skarpretter i Tønder, som var hans bedstefar. Vi kigger også på en betjent, som blev kaldt ”Johan – Der Gerechte”. Han havde nok at se til, med at slæbe fulderikker og seminarister til afkøling. Ofte måtte han bruge en trillebør. Ja så er det jo også lige ”Æ Kachmand”, der står på Torvet. Det er moralens vogter. Pas på, når du går forbi. I 1600 – tallet blev præsten Hr. Laurids fra Møgeltønder brændt på bålet. Hans kone og datter blev halshugget. I 1917 huserede en kvindelig tyv – bande omkring Tønder.
Da vi hyggede os til Tønder Festival
Vi kunne se Tønder Arrest, når vi hyggede os til Tønder Festival i Æ Liebestempel. Her er der ikke flere kriminelle. Og det er der heller ikke i Porthuset ved det gamle Tønderhus. Men her er der dog adgang.
Vi kigger også lige på straffeformer i Tønder.
Den ”Lybske Ret”
Officielt blev Tønderhus påbegyndt omkring 1270. Men der har nok ligget en borg der i forvejen. Den arabiske geograf Idrisi fortalte om borgen i 1130.
Borgen blev opført for at beskytte den eksisterende handel. Byen havde jo som bekendt fået sin stadsret i 1243. Tønder var den næstældste købstad i hertugdømmet Slesvig efter byen Slesvig. Og man anvendte ”Den Lybske Ret”
Man kunne betale sig fra et mord
Efter den Lybske Lov blev manddrab takseret med dødsstraf. Men sådan var det ikke oprindelig i Jyske Lov. Her medførte drab kun pligt til at betale den dræbtes familie. Men man skulle huske at meddele offentligheden at man havde ordnet det på denne måde. Noget tyder på, at man en overgang ordnede det sådan i Tønder.
En kvinde blev ikke hængt. Det var på grund af ”kvindelig æres skyld”. I stedet blev hun levende begravet.
”Hvis man snød med målet, kunne det føre sin mand til galgen”. I mindre tilfælde var straffen piskning og afskæring af håret. Falskmøntneri blev straffet med afhugning af hånden.
Hvis en gift kone blev grebet ”in flagranti” med en fremmed mand, skulle hun trække manden op og ned ad gaderne i Tønder.
Hvis man med forsæt og and vilje overfalder en person, straffes man med en bøde på 10 mark – samt et vognlæs vin. Hvem der i Tønder skulle drikke den vin vides ikke.
Dengang nævnedes også tvekamp, hvis man var over 24 år og under 60 år.
Slottet lå på tre banker
Borgen bestod af tre banker. Nordligst lå forborgen, hvorfra der var en bro over til hovedborgen, der formentlig har været omgivet af en ringmur. Fra hovedborgen har man via endnu en bro kunnet komme over til den tredje banke, beboelsesbanken, der har båret et grundmuret hus. Man regner med, at voldgravene altid var vandfyldte, også ved ebbetid.
I 1490 overtog hertug Frederik af Gottorp Tønderhus, og hurtigt herefter påbegyndtes ombygninger af borgen. Det var dog sandsynligvis først i 1523, da der var frygt for krig mod kong Christian den Anden, at der udførtes arbejder på vold og grav, hvor det gamle middelalderlige voldsteds grave blev fyldt op, så de tre oprindelige banker blev til en stor banke.
I 1511 fik Frederik den Første anlagt en ringmur. Når Frederik den Første og senere hans søn Christian den Tredje besøgte Tønder boede de på slottet. Følget måtte bo ude i byen. Det skyldtes sandsynligvis, at de senere øst – og sydfløje endnu ikke var færdige.
Slottet blev til forsvarsværk
Hertug Hans den Ældre fik tildelt Tønder Amt i 1544 og han fortsatte udbygningen af Tønder Slot fra midten af 1560’erne. Den sidste store byggeperiode foregik fra 1574 til hertugens død i 1580. I denne periode blev byggeriet ledet af den hollandske byggemester Hercules von Oberberg, der gav slottet dets renæssancepræg. Han forsynede det med store fremskudte forsvarsanlæg med skyttegange og to store rondeller i sydøst og nordvest.
Præsten fra Aventoft
Ægteparret Anna og Per Thomsen blev i 1551 anklaget for trolddom og underkastet tortur. Deres endelig dom kendes ikke. Men formentlig er de blevet brændt.
I 1558 begik præsten Henricus Sicander i Aventoft dokumentfalsk, Han blev henrettet. Inden han blev lagt på hjulet, havde man bundet ham til galgen, stukket hans øje ud og hugget:
Af ham. Nej, det er ikke mig, der skriver forkert. Sådan stavede man det dengang.
Hans Jensen fik nogenlunde samme straf på Tønder Herred Rettersted i 1599, hvor han fik:
I 1569 døde Nis Hansen i fangetårnet på Tønder Slot. Han var dømt til hjulet, dvs. radbrækning. Hertugen lod straffen fuldbyrde på liget.
Slottet blev også administrationsbygning for Tønder Amt. Den daglige tilsynsførende var husfogeden, der havde sit kontor i slottets nordfløj.
To mordere erklæret fredløs
I år 1600 slog Erich Schlächter og Jacob Dürhuss fra Tønder to af byens vægtere ihjel. Gerningsmændene flygtede. Byens råd lod de to døde stadstjenere bringe hen på Torvet, hvor byskriveren stævnede Erich og Jacob:
Med andre ord. De blev erklæret fredløse. Skarpretteren svang sværdet over ligene tre gange. Han råbte i alle retninger gerningsmændenes navne og endelig blev der ringet ni gange med klokken.
Nogen tid efter vendte Erich Schlächter hemmeligt tilbage til byen. Han blev genkendt og arresteret. Den 26. juli blev han dømt til døden med sværdet og henrettet.
Præstefamilien fra Møgeltønder
I Møgeltønder skete der sandelig også noget en gang imellem. Den 23. mats 1614 blev provsten Hr. Laurids brændt. Hans hustru og datter blev halshugget. Årsagen var:
I 1633 blev en kvinde fundet skyldig i tyveri. Hun blev henrettet med et sværd. Af andre kreative afstraffelsesformer dengang i Tønder kan nævnes:
Trolddoms-dømte var ikke alene om at ende på bålet. Blodskam, sodomi eller omgængelse mod naturen samt brandstiftelse betød også bålstraf. Det gjorde falskmøntneri også en overgang samt visse former for kirketyverier.
Rod i Tønders økonomi
I 1680 blev der indledt en undersøgelse i Tønder. Det var galt med økonomien. Og det var bysekretæren Georg Boysen, der var galt med. Han havde været i embedet siden 1659. Nu forlod han så for en tid byen for nu kunne han mærke, at jorden brænde under sig. Der blev rejst alvorlige anklager mod ham. Hans Rasmus havde også klaget over, at han ikke kunne få udbetalt de 141 Rigsdaler, som han havde deponeret hos Bysekretæren. Dem havde han tigget sammen for at få befriet sin bror som var i tyrkisk fangenskab. Nu var hans bror død i ”Baand og Lænker”.
Byfogeden skulle passe sine pligter
Siden 1243 var arrestanter holdt til fange på rådhuset under byfogedens ansvar. I en drabelig anklage mod byfoged Günther Dragman formentlig kort efter hans ansættelse i 1682 resumerer byrådet hans pligter om ville være en kombination af politimester og pantefoged, herunder at påse, at stadstjenerne førte ”Tumulanter og andre Delinquenter” i fængsel og holde gældsfanger i et ”lideligt Custodi” i hans eget hus, dog i ”Jern og Baand”.
For alle disse pligter og meget mere oppebar byfogeden den fyrstelige løn af 10 (ti) lybske mark pr. år. Man kan måske ikke fortænke ham i, at han var lidt efterladende ved udførelsen.
Torturinstrumenter i kasser
Men ud over rådhusfængsel til byens egne fanger havde den regerende hertug – først Hans den Ældre, derpå Gottorperne, den store sal på slottet, hvor hertugerne selv holdt rettergang i den store portbygning. Her fandtes også torturredskaber i kasser.
Tortur var noget som skarpretteren tog sig af. Han kunne for eksempel bruge ”Tommelskruer”, ”Jernhånden”, Den Spanske Støvle” og ”Stigen”.
Stakkels Roland
Den gamle kagmand, som står på byens torv, er en kopi af den originale, som er anbragt inde på Tønder Museum. Men den har ikke altid stået inde i varmen. Stakkels Roland, som den hedder, har stået ide i al slags vejr. Og det kunne ses på den. Den oprindelige farve var forsvundet. Nu er den så blevet restaureret på Bevaringscenter Sjælland. Ja tænk engang, at den har været igennem et røntgeneftersyn. Og hele herligheden har kostet 140.000 kr. Roland er også en gammel fætter. Han er fra 1699 og er den eneste originale kagmand som er tilbage i Danmark.
Kagmanden er skåret af en enkelt træstamme. 8 mand og seks heste slæbte en egetræsstamme hen til træskæreren. Egentlig var han militær politichef, der bl.a. forestod afstraffelse af regimentets soldater og deres familier, men her i Tønder var han symbol for lovens lange arm. Han er trukket i arbejdstøjet med sværd ved siden og pisken. Pas nu ikke på, du bliver ramt, når du kommer for tæt på.
Men inden da var Kagen i Tønder en muret søjle på et stenfundament, der stod på Lille Torv. I 1654 nævnes ”Dat Bild up dem Kaake”. Jo Roland er stadig moralens vogter i Tønder. Husk det, når du går forbi ham. Navnet kommer fra Karl den Stores bretonske ridder, Roland, der faldt i Pyrenærerne.
Kagmanden landede på Rådhusets luft, hvorfra tyskerne bortførte ham. Men efter 1920 blev han sendt tilbage til Tønder, hvor han blev flikket sammen.
To galger i Tønder
Kagen var ikke stedet, hvor mordere, røvere og andre storforbrydere blev straffet. Det foregik uden for byen ved Marskvej, mellem Digevej og Vidåen hvor bødelen tog sig af dem. Dette blev kaldt for Tønders Rettersted. Det var 500 meter nordøst for byporten.
Tønder Herreds Rettersted var lige i nærheden. Det var ved Nordre Landevej, hvor Galgestrømmen drejer fra, på det nordøstligste hjørne. I 1860 skulle der endnu have været spor af galgen. I 1906 blev stedet markeret med en sten. Og i 1760 måtte alle henrettelser aflyses på grund af oversvømmelse.
Faktisk er mindst 74 blevet henrettet i Tønder. Ja nogle gange skulle det ikke så meget til. Antallet af henrettelser var størst mellem 1550 og 1850. Det skyldes at mange også mindre tyverier blev straffet med galgen.
Endelig var hekseforfølgelser stigende især i årene mellem 1600 og 1650.
Tønders egen skarpretter
Tønder havde sin egen skarpretter. Fra 1722 til 1846 var det Stöckler – familien, der i tre generationer klarede embedet. I det meste af 1600 -tallet havde Tønder-skarpretteren inden Stöckler – familien også Aabenraa under sig.
Ja skarpretteren i Tønder holdt længst. Hvervet blev først nedlagt i 1847. Hans indkomst bestod dels af et fast beløb hvert år, dels af betalinger for hans ydelser i form af henrettelser i forskellige udgaver og andre opgaver som kagstrygning (piskning ved kagen eller pælen), brandmærkning, afskæring af ører, diverse tortur eller udvisning af byen.
Prisen for disse ting var fastlagt i et takstsystem. Men ofte havde skarpretteren kontroverser med de overordnede myndigheder. Disse mente at regningerne var alt for høje.
I 1864 fik Boysen Kro i Rørkær nye ejere. Det var den tidligere opsynsmand på Tønder Kirkegård, Christian Stöckler, der overtog beværtningen. Hans bedstefar var Eberhardt Stöckler, den sidste skarpretter i Tønder. Det uhyggelige værktøj, sværdet, der blev anvendt til hvervet, blev opbevaret på kroen. Det gik i arv i familien. Så vidt vides forsvandt det.
Hvis du kender efternavnet i en sammenhæng, er det fordi broderen var ombord på krydseren Dresden. Det kan du læse mere om i bogen ” Kejserens sidste kaper – krydser”
Han ramte to gange ved siden af
I 1729 var Johan Christopher Stöckler antaget som skarpretter i Tønder. Dette folkefærd var uværdige. Derfor blev de nødt at gifte sig ind i andre skarpretter – familier. Og Stöcklers kone var da også datter af den kendte skarpretter Asthausen fra Hamborg.
Det siges om denne, at han i 1703 skulle kappe hovedet af en morder i Hamborg. Han ramte dog forbi to gange. Han gik hjem og lagde sig i sengen i sorg. Han rejste sig aldrig mere fra sengen og døde tre uger efter.
Vi skal heller ikke glemme at adelen i 1524 fik retsmyndighed på deres besiddelser. Dette blev indskrænket i 1805, men først i 1853/1854 blev den helt fjernet.
En skomagerlærling, der blev grebet i æblerov, blev dømt til pisk og gabestok.
Mange af de hoveder, der blev afhugget, blev sendt videre til universiteter. Mange blev sendt til Kiel til nærmere studier af Johannes Geltzer, skarprettersøn fra Tønder. Han blev i 1700 ”dr. Chirurgiæ”
Et utæt slot
I inventaret fra 1706 blev slottet omtalt som et spøgelsesslot med utætte lofter. Den fornemme Drabantsal var også i forfald. Sydfløjen rummede forrådsrum, køkken og bryggers. I vestfløjen lå staldene. Den egentlige ladegård var allerede i 1533 flyttet ud til Hestholm.
Stakkels Karen Christens fra Sæd
I 1712 havde Karen Christens i Sæd forgiftet sine fire børn og sig selv med rottegift. Sognepræsten i Udbjerg ville have begravet moderen sammen med hendes fire børn på kirkegården. Men provsten Samuel Reimarus i Tønder bemærkede i sin indberetning, at der ved sådan et skrækkeligt mord ikke kunne tilkomme hende andet end en ”hundebegravelse”.
Den 21. april blev da i overværelse af en store retskommission liget af Karen Christens ved solnedgang af bødelen smidt ud af vinduet, slæbt ud på bar mark og kulet ned i passende dybde på marken.
En skamstøtte skal have båret følgende indskrift:
Kun Porthuset blev bygget om
Efter Frederik den Fjerde overtog hertugdømmet Slesvig i 1721 slottet. Den slesvigske bygningsinspektør O.J. Müller kom med et forslag til restaurering af det misligholdte slot i Tønder. Hans udkast blev desværre aldrig udført. Derimod gennemførte Müller en ombygning af porthuset., hvor han fjernede von Oxenbergs førstesal. I stedet byggede han en etage på den tidligere et – plans vinkelføj fra Frederik den Fjerdes tid.
Tønders håndværkere nægtede
Desertører fik deres navne slået på galgen. Og så måtte de løbe spidsrod mellem 300 mand, der var opstillet i to rækker. Hver mand stod med en tynd gren som ramte den skyldiges ryg.
I Tønder var en søn af en lokal håndværker deserteret i 1736. Han blev i første omgang dømt til døden. Hans navn skulle på galgen. Men både i Magistraten eller de andre håndværkere ville ikke medvirke til dette. Tavlen måtte fremstilles udenbys. Og først da en militærkommando havde slået kreds om galgen kunne skarpretteren sætte den på.
I 1750 påbegyndtes nedrivningen af Tønder Slot, der var blevet solgt til byggematerialer. Kun det ydre porthus blev stående. For kun 2.000 rigsdaler blev slottet solgt. En del af Ribe Landevej er bygget på rester af slottet.
Nu skulle der bruges økse
Myndighederne udsendte i 1779 en forordning om at henrettelser fremover i Slesvig Holsten ikke skulle gøres med sværd, men med økse. Dette skulle ikke anses for at være mere uærlig end anvendelse af sværd. Det uærlige bestod kun i, at den henrettede ikke kunne begraves på indviet jord. Men nu syntes alle bødler ikke at have fulgt denne forordning.
Tønders egen privatdetektiv
Kaspar Dohrn var dengang fra 1782 – 1811, Tønders officielle spillemand. Han var meget populær og havde en hobby, der gik på at opklare forbrydelser.
En morgen fandt man en mand siddende død med en seddel, hvor der stod ”Berøvet af Hart” I samme ejendom boede en person, der hed Hartmann. Han blev nu anklaget for mordet.
Kaspar var en god ven af den smukke Mansel Hartmann, der var ”Skænkejomfru” Den Hvide Svane”. Men hun var rejst fra byen, da hendes far blev anholdt. Men Kaspar fik hende til at komme til byen igen. Det var i forbindelse med en fest. Hun vidste nemlig godt, havde det var for et ur, der var forsvundet.
Kaspar havde lagt en plan med at hun skulle gå en tur med ”mexicaneren” langs Vidåen. Og så skulle Mansel spørge om, hvad klokken var. Og planen lykkedes. Han tog det stjålne ur op af lommen. Kaspar og en vægter sprang frem.
I retten tilstod mexicaneren forbrydelsen. Han ville hævne sig hos Hartmann, som havde vundet en masse penge af ham. Kaspar fik masser af tak fra borgmesteren.
Blev det for trangt på Rådhuset?
I 1811 blev indrettet byfængsel på første sal i vinkelfløjen i Porthuset. Måske var der blevet for trangt på Rådhuset.
Ud over en arrestforvarerbolig i den gamle drabantsal blev der indrettet seks celler på første sal, fire almindelige, et ”hundehul” og en finere arrest, vel til gældsfanger.
Man har ikke taget for eksempel værktøjet fra den håndværkersvend, som efter slagsmål blev indsat. For overalt er der graffiti og billeder af kvinder, skibe, drømmeagtige marker og endda krigsscener.
Ud over varetægtsfanger og småforbrydere har landstrygere og prostituerede været anbragt der. Men dem, der hovedsagelig tilbragte deres tid i Tønder Arrest var først og fremmest straffet for almindelige forseelser, som tiggeri, fuldskab, vagabondering, gadeuorden, hustruvold, vold mod tjenestemand i funktion, prostitution og småtyverier
Forhørsprotokollerne dengang blev ført meget detaljeret af de daværende politimyndigheder. Man blev straffet hårdt dengang. En kvinde tilbragte tre år i arresten for at have stjålet en tekande
Mange skæbner
Her har været mange ulykkelige skæbner, lige fra fordrukne mænd og kvinder, der har måttet tilbringe en enkelt nat i arresten og så til dem, der blev dømt til fængsel på vand og brød. Hvis det var lidt mere alvorligt, blev man anbragt på Tugthuset i Glückstadt.
Ofte var fattigdom årsag til tyveri og i Tønder var der mange gengangere. Maren Hansen Brorsgaard, der for druk, forstyrrelse af den offentlige orden og tiggeri røg til Glückstadt i 1832. I 1846 er hun kommet hjem igen. Her fortsætter hun sit drikkeri og bekendtskab med indersiden af arrestens mure.
På slotstomten opførte man efterhånden Tønders kommunale værker. Det begyndte med gasværket 1864 – 65 og senere fulgte vand – og elektricitetsværkerne.
Man vidste altid, hvor retsbuddet var
I Tønder var der to gendarmer, som godt kunne ligne ryttergeneraler. Men der var også en betjent med Schnurrbart, uniform og kårde. Den væsentligste opgave for han var at transportere berusede personer fra arresten til detentionslokalet Klötzen over den gamle Ratzkeller.
Om natten gik der tre vægtere og passede på Tønders natteliv med alle de mange værtshuse.
I 1870’erne var arrestforvareren også retsbud, men når han bragte breve rundt, besøgte han beværtninger undervejs. Det var måske svært at lade være. Lillebyen med 3.000 indbyggere havde over 80 beværtninger.
Man vidste altid, hvor han var. Han blev ledsaget af sin trofaste puddel, der pligtskyldigt sad udenfor og ventede på ham, således også Hakon Gjessing dreng i Tønder. Efter 1920 var han byens første danske dommer.
Efter 22 år var det slut
Byens eneste politibetjent havde det vigtige hverv at befordre en særlig vedholdende drukkenbolt til Porthuset, når han var for fuld og fuld, var han altid. En dag i april i 1891 skulle den 64 – årige politibetjent Nicolaus Anthony anholde en beruset person og sætte ham ind i Pothuset. Men han var åbenbart for højrøstet, for da de nåede fængslet, faldt betjenten om, ramt af et hjerteslag. Han havde været 22 år i Tønder.
Særlig der hvor murersvendene holdt til, var der ballade. I folkemunde blev stedet kaldt ”Zur Blutigen Knochen”. Det skete ofte, at den nye betjent Bergmann måtte transportere fulderikkerne på en trillebør. Også seminarister trængte ofte til afkøling i Porthuset.
I 1890 havde man fået indrettet ”Herberge Zur Heimat”. Her kunne vagabonder og rejsende svende få ophold, hvis de var ædruelige
Porthusets vinkelfløj anvendt som arrest for Tønder by, hvorefter arresten flyttede til en nyopført bygning i Nørregade.
Jura kunne bruges til meget
Det er altid trist, når Ordenskapitlet skal fratage en ridder hans ordensdekoration efter en straffedom. Men det er utænkeligt at kongen dekorerer en straffet. Det skete dog i flere tilfælde med de vedkommende ridderkors i 1920 til sønderjyske redaktører, der havde afsonet straffe for meget luftige injurier, således Porthus – fængslets mest berømte fange P. Skovrøy. Han var i over 30 år lokalredaktør i Tønder for Flensborg Avis.
I 1895 blev han offer for den mest bizarre injuriesag i sønderjysk pressehistorie. Han skulle have skrevet, at en dommer, formand for den lokale krigerforening, havde sendt et hyldesttelegram til en general og ”maaske for en Ordens Skyld” til kejseren, hvilket bragte ham en måneds fængsel, idet den omtalte dommer og retten læste notitsen som, at han skulle have telegraferet til kejseren for at få et ordenstegn, hvilket ansås som en injurie.
Det hjalp ikke, at 2.106 danske sønderjyder erklærede at udtrykket kunne forstås ”for god Ordens Skyld”. Retten vidste bedre. Jura kunne bruges til meget.
Skovrøy beskriver stemningen fra Porthuset, især den væmmelige stank. Efter løsladelsen skænkede han en vagabonderende snedkersvend sin fængselsdragt. Skovroy har åbenbart afsonet i sit eget tøj.
Der var dog også små glæder i fængslet, da fængselsinspektøren gav ham læsetilladelse.
Fængslet blev brugt den sidste gang
Ved krigsudbruddet i 1914 spillede Porthus – fængslet for sidste gang en sørgelig rolle. Mange dansksindede blev anholdt endog to gange. Første gang blev de løsladt efter en uge i Altona. Anden gang blev de sendt til Flensborg, hvor de sad i mange uger.
De blev sendt gennem Tønders gader, hånet af den tyske pøbel, gammel og unge, kvinder og børn. De peb og hylede og spyttede. Grev Schack blev ført separat til Flensborg uden om Porthus – fængslet.
I 1877 var der blevet oprettet en ”Stadsdomstol” ”Burgerliches Gestzbuch blev indført i år 1900. Nu var de sidste rester af Jyske Lov forsvundet.
Domhus, arresthus samt dommerblig
Et domhus, et arresthus samt en dommerbolig blev opført i 1915. Lidt senere Alexandrineskolen, som senere blev til politistation. Domhuset blev brugt som lazaret. Det var så smart at dørene var uden dørtrin og så brede at man kunne køre hospitalssenge igennem.
Den 15. august 1916 blev domhus og fængsel overdraget til myndighederne. Tondernsche Zeitung skrev bl.a., at
Var det kvinder, der byggede de store projekter?
Under 1. verdenskrig blev der udført flere store byggeprojekter i Tønder, bl.a. blev Alexandrineskolen (politistation) opført og seminariet udvidet. Man kan undre sig over, at der kunne skaffes arbejdskraft til disse byggearbejder, når Tyskland sendte så mange unge mænd i krig.
Af en artikel i bladet ”Kriminalforsorgen 2011” fremgår, at Tønder Arrest blev bygget af tyske kvinder. Det er det dog ikke fundet belæg for. Tyske krigsfanger har nok heller ikke bidraget til dette. Her på egnen var de stort set kun beskæftiget ved landbrug og jordforbedringsarbejder.
Efter 1920 overgik domhus, fængsel og dommerbolig i dansk regi. Fængslet ændrede formodentlig snart status til arrest. Arresten havde i 1923 plads til 19 personer, heraf 16 eneceller.
En kvindelig tyvebande
I 1917 var der en kvindelig tyvebande fra Tønder. De var anklaget for mere eller mindre i fællesskab at have begået en række tyverier. Sagen blev ikke behandlet i Tønder men i Landsretten i Flensborg. I april måned havde de hos pyntsyerske frøken Knudsen i Nibøl stjålet en del hatte og andre varer til en værdi af 300 mark. Sagerne blev bragt til Tønder, hvor de så blev delt. Nogle uger senere begik de tyveri samme sted igen.
Sandelig om de ikke også stjal et får fra en mark ved Tønder til en værdi af 200 mark. Og hos en gæstgiver i Tønderstjal de en del linned til en værdi af 400 mark.
Og sandelig ude på Schweizerhalle stjal de en sæk kartofler.
Statsadvokaten dømte dem alle mere eller mindre skyldige i tyveri og hæleri. De seks piger blev idømt fra 2 uger til et års fængsel.
Gadedrenge i Nystaden
Ja og egentlig er det ikke alle der ryger i fængsel. Således var det også dengang en del gadedrenge, der skulle lave sjov. Og en lørdag fik det alvorlige følger ude i Nystaden. Man brænder knallerter af og kaster sten efter køretøjer som passerede Strucksalle. Disse knægte var skyld i, at fru Petersens hest fra Stokkebro løb løbsk. Hun fik først fat i den lige før Møgeltønder.
Kort tid efter kom et par småpiger ridende. Det var døtre af H. Michelsen og Lorens Filskov i Møgeltønder. Drengene skræmte hesten, så den løb løbsk. Pigerne faldt af. Den ene, Filskovs datter, en 12 års pige fik et hul i hovedet og næsebenet knust. Mens den anden slap godt fra det. Den tilskadekommende blev båret ind i et hus og forbundet af lægen. Hesten fandtes senere ved Gallehus.
Flensborg Avis håbede, at politiet i Tønder ville sætte en stopper for den slags ”almenfarlige Drengestreger”
”Johan der Gerechte”
Betjent Bergmann havde fået en medarbejder, en hund ved navn Adifax. Byrådet havde bevilliget et kosttilskud på årligt 20 mark. Jo han blev meget populær denne betjent. Man kaldte ham for ”Johan der Gerechte”
Når børn var med deres forældre i Flensborg og så en betjent råbte de altid:
Bergmann fratrådte den 10. januar 1920, da et politikorps af dansksindede krigsdeltagere overtog bevogtningen. Man fik også en ny politimester, der havde et tysk klingende navn – Seidenfaden. En gang om ugen kritiserede de tysksprogede medier, at han generede de tysksindede.
Men bagermester Thorvald Petersen, der skrev bogen ”Fra Als til Tønder” og som var en af dem, der blev interneret i Flensborg, kan også huske betjent Bergmann, Han sagde nemlig, da han anholdt Thorvald Petersen:
Da min far mødte Bergmann
Bergmann fortsatte som opsynsmand på markedspladsen, men åbenbart stod han også for indsamling af rotter. Det var ved den lejlighed min far stiftede bekendtskab med ham. Man fik lidt håndøre hver gang man afleverede en rotte. Min far var ekspert i at fange vandrotter fra Vidåen. Men på et tidspunkt kneb det med fangsten. Min far havde dog set, at Bermann gravede rotterne ned ved hans hus på Kongevej. Dem gravede min far så op, skyllede dem i Vidåen og indkasserede nok engang en belønning. Men på et tidspunkt opdagede Bergmann, hvad der foregik, så min far fik en ordentlig reprimande.
I løbet af 1925 blev i alt 139 personer indsat i arresthuset.
Man kunne leve i skattely i Tønder
Tænk engang, man kunne fuldt ud leve i skattely i Tønder i nogle gader. Her betalte man kun skat til amtet. Først i 1933 blev gaderne fuldstændig indlemmet i byen. Indtil da var det hele 400 borgere, der levede i ”Skattely”. Egentlig blev man fra gammel tid smidt us af byen, hvis man ikke betalte sin skat.
Uldgade og Slotsgade opstod i det 16. århundrede. Gaderne blev bygget oven på det nedrevne Franciskaner Kloster. De hørte sammen med slots – og frigrunden under amtet. Beboerne her delte ikke byrderne sammen med de andre borgere i byen. Her boede også tjenestefolk, der arbejdede ved slottet.
Ved Hertugens dom i 1665 blev gaderne indlemmet i byen. Men det var kun en kortvarig affære. En overgang kom Uldgade også med til byen.
Kæmpe slagsmål i Tønder
Den 30. juli 1933 opstod der et gigantisk slagsmål i Tønder. Det var hjemmetyskeren, SA – Sturmführer Jürgensen og 12 – 14 nazister, der havde været til håndgranats – kastning ved vejkrydset Øster Højst – Vennemose, der nu syngende var på vej hjem.
Her ventede en forsamling på 30 – 40 arbejdere. Heriblandt en del kommunister. Sturmführer Jürgensen var også vulkanisør, så han havde fremstillet gummiknipler til sine folk. Da arbejderne så det, gik de først løs på et plankeværk, og brugte brædderne derfra som våben. Det gik særdeles hårdt for sig og mange kom til skade.
Efterfølgende stod 10 arbejdere og 14 nazister tiltalt for hærværk, vold og gadeuorden.
Meget omfattende retsopgør i Tønder efter besættelsen
Retsopgøret efter besættelsen var ret så omfattende i Tønder. Tønders dommer Stemann skulle ramle 12 – 15.00 års fængsel ud af Det Tyske Mindretal. Han måtte dog halvvejs lade sig indlægge på grund af overanstrengelse.
Under retsopgøret efter 2. verdenskrig steg arrestens belægningsprocent.
Alle dem, der skulle videre til Fårhuslejren blev samlet på Missionshotellet. De blev kørt gennem Tønder på åbne lastbiler, så der var rig mulighed for Tønders dansksindede at spytte på dem.
Ved udgangen af 1947 var der afsagt dom over 1.047 personer fra hele politikredsen. I 1947 mente bogtrykker Lauersen, at alle dem, der havde båret tysk uniform skulle udvises.
Sagen mod familien Jürgensen
Men der var også et par krigsforbrydere i byen. Og Familien Jürgensen fra Vidågade ville man gerne have givet lange fængselsstraffe, hvis det da ikke kunne blive til en dødsdom. Således stormede 30 – 40 personer Vidågade 3. To engelske soldater var imellem.
De var i den grad nazister og egentlig var der faldet en dødsdom af en amerikansk militærdomstol i Flensborg. Familien skulle være ledere af forskellige varulve-grupper. Man der var ikke skygge af bevis. Nu forsøgte man så at dømme far og søn som krigsforbrydere. De var ind og ud af fængslet mange gange i Tønder.
Den 28. januar 1950 var politifuldmægtig Møller sikker på sin sag. Men højst overraskende frikendte stadsadvokaten Peter Jürgensen. Man ville dømme Jürgensen for krigsforbrydelser. Åbenbart havde man fundet et tvivlsomt vidne, der påstod, at Peter Jürgensen havde givet ham en lussing.
Men der var ingen erstatning at hente. Dommer Stemann afviste kravet
Man krævede dødsstraf
14 mand blev anholdt for at have kastet en håndgranat mod ”Sheriffen fra Tinglev”. Heldigvis var han ikke hjemme. Modstandsbevægelsen krævede dødsstraf til hovedpersonen. Sagen blev behandlet i Tønder den 26. december 1946. Det endte med 12 års fængsel og senere sat ned til seks år. Et mord på en lærerinde fra Det Tyske Mindretal blev i Løgumkloster takseret til i første omgang fem måneders fængsel
”Overvægt” af mad i Tønder Arrest
Tønder Arrest var kendt som et godt madsted. I 1950 var der en vagabond, der meldte sig den 24, og bad om øjeblikkelig afsoning. Politimester Bøving var i julehumør og takserede forbrydelsen – ulovlig omløben med varer til 80 kr. eller 12 dages forvandlingsstraf.
Engang i 1980’erne var der kontrolbesøg. Man påtalte ”overvægt” på ca. 20 pct. på osten og for meget sønderjysk spegepølse. Jo det kom da også med i Tønder Revy som Prebens Pølsebord. Preben Jacobsen var dengang politimester. Og Bo Bojesen malede da også en flot tegning af episoden.
Uhyggeligt mord i 1987
Natten mellem den 25. og 26. april 1987 skete der et uhyggeligt og uforklarlig mord i Tønder. Først tre dage senere, da Marianne Jensen rutinemæssig bliver obduceret på Odense Universitets retsmedicinske institut finder man ud af dødsårsagen var kvælning. Man har aldrig fundet ud af motivet. Og det var ikke tale om en seksualforbrydelse.
Der var ingen spor, alt var vasket væk eller forvundet på de tre døgn, der var gået. Der var ingen tegn på indbrud på hverken døre eller vinduer. Hvorfor gøede familiens ellers så normalt vagtsomme hund ikke? Selv med assistance fra Rigspolitiet lykkedes det ikke at opklare mordet. Hvorfor skulle Marianne Jensen dø?
Politiet foretog hele 1.800 afhøringer. Omkring midnat var moderen gået ud og lufte familiens jagthund, en tysk korthåret. Hjemme igen siger hun godnat, før de begge går i seng. De sover i hver sin ende af det 240 kvadratmeter store hus. Da datteren skal på toilettet ved et – tiden ser hun, at der stadig er lys, der hvor moderen og hunden sover.
Datteren går ind i soveværelset næste morgen. Hun kan ikke forstå, at moderen ikke er stået op. Hun finder hendes mor død. Snart vrimler huset på Marskvej med efterforskere og Marianne Jessens mand og de to største børn får den uhyggelige besked.
Fangeflugt
I 1988 var kapaciteten i arresten faldet til 16. Og det var lige før, at man måtte lukke. I stedet fandt der en større ombygning sted i 2001. Nu kunne man så tage 20 personer.
I 2004 rådede man over 19 celler og arresten havde 12 ansatte. I 2014 flygtede tre fanger fra Tønder Arrest efter at have gennembrudt en mur. Det lykkedes hurtig en fængselsbetjent at pågribe den ene. I december samme år overfaldt en indsat to fængselsbetjente, at hvilke den ene blev alvorlig kvæstet. Derefter overfaldt flygtningen en bilist og røvede dennes bil. Der blev rejst kritik af sikkerheden i landets arrester.
Røveri og drab
I juli 2008 begik den 44 – årige Allan Winther røveri og drab i Tønder. Ja faktisk begik han to bankrøverier og stak den Magrethe Nielsen ihjel i eget hjem. Dette blev takseret til 15 års fængsel.
Dobbeltdrab i Møgeltønder
Om aftenen den 17. september 2010 skete der to grufulde mord i Møgeltønder. Det var på den 68 – årige Elke Ibsen Mamsen og hendes 42 – årige søn Hans Mamsen. De blev først fundet knivdræbt den næste formiddag i forstuen til Gyden 1 i Møgeltønder.
Elkes aldrende mand, som også hed Hans Mamsen, boede også i ejendommen. Men han opdagede ikke mordene. Det var Elkes søster, der gjorde fundet. Indledningsvis mistænktes og fængsledes Hans Mamsen senior for dobbeltdrabet, uden politiet dog kunne finde et motiv. Alt imens blev naboer og andre afhørt.
Den 22. september 2010 skete der et gennembrud i sagen, så den 32 – årige genbo Andreas Linnet og hans 25 – årige kammerat Jonas Melchior Hansen blev fængslet. De aflagde under grundlovsforhøret samme dag en delvis tilståelse. Indbyrdes kunne de to ikke finde ud af, hvem der svunget mordvåbnet. En af de tiltalte havde kastet våbnet i Brede Å. Kniven blev senere fundet.
Et nævneting i Retten i Sønderborg idømte 26. august 2011 de to hver 16 års fængsel for dobbeltdrabet. Den 6. januar 2012 skærpede nævningetinget dommen til livsvarigt fængsel.
En 100 – års fødselsdag blev glemt
Som følge af faldende antal arrestanter besluttede Kriminalforsorgen, at Tønder Arrest pr. 1.11.2015 skulle tømmes for varetægtsklienter/anholdte. Stedet skulle eventuelt huse illegale flygtninge. De 12 ansatte fik nyt arbejdssted. Dommerboligen blev omkring 1998 solgt til privat side.
I 2007 blev retten i Tønder nedlagt, men fik lov til at eksistere som afdelingskontor for Sønderborg Byret. Kontoret flyttede til lokaler på politistationen. Domhuset blev solgt i 2015. Tilbage er endnu arresten, der den 15. august 2016 kunne have fejret 100 år. Men det havde de hvis alle sammen glemt.
Kilder:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.490 artikler, heraf 251 artikler fra Tønder inklusive:
Dato: januar 14, 2020
Lorens Filskovs Bedrifter
Dette handler om den berømte købmand fra Møgeltønder. Han var en af de markante dansksindede, som også blev interneret i Flensborg. Han var 38 år, da han blev indkaldt til den tyske hær. Han troede, han kunne slippe. Han mente at have Iskias. Men tyskerne gik efter de dansksindede, der åbnede munden. De skulle til fronten. Vores hovedperson var i den grad en spasmager, der drev gæk med den tyske hær. Således opfandt han en ny sygdom, nemlig afføringsproblemer. Det betød, at han i sidste øjeblik slap for at komme til fronten i Rumænien. Han nåede at besøge hele 13 forskellige lazaretter mens han aftjente sin værnepligt. Jo han blev berømt for at være Tysklands dyreste soldat. En overgang havde han seks oppassere. Vi skal også her høre om hans bror, Tycho, journalist på Flensborg Avis. Han startede på et tidspunkt Tønder Amtstidende. Og så skrev han en bog. Læs her om Nordslesvigs svar på soldat Svejk. Vi har tilladt os, at redigere en smule i forhold til originalen.
Nordslesvigs soldat Svejk
Der findes mange beretninger fra Første verdenskrig, men der er ikke mange, der er så festlige som Lorens Filskovs beretninger. Jo han har stadig slægtninge. Vi ved, at de følger med her på siden. Han havde en stor købmandsforretning i Møgeltønder. Og der findes en festlig fortælling om ham.
Jo Filskov var kendt viden om. Og beretningen om ham skulle være sand nok. Det må være historien om Nordslesvigs Soldat Svejk. Og mon ikke, at han var den dyreste soldat i krigen.
Dansker – bør indkaldes hurtigst muligt
Det havde sikkert været lettere for tyskerne og alle andre, hvis de ikke havde indkaldt købmand Filskov. Han var 38 år, dengang i 1915. Han havde da hvis nok fået et brev på, at var ubrugelig til al krigstjeneste. Så sent som i 1912 var han mødt op til session med en hel masse attester, at han var angrebet af Iskias.
Men nu gik rygterne dengang, at der ud for alle dansksindede stod:
Filskov – bliver selvfølgelig skudt
Filskov var en af de danske mænd, der ved krigens start var blevet holdt varetægtsfængslet i flere uger på Navigationsskolen i Flensborg. Forstanderen på Bylderup Bov Station havde spurgt den revolvermand, der ledsagede Filskov, hvad der ville ske med ham:
Nu blev Filskov da ikke skudt, hverken før eller siden. Vi har mere om det ufrivillige ophold bagerst i artiklen.
Man skyder med skarpt ved fronten
Han var sikkert sværtet inden krigens start, måske af Den Tyske Forening i Toftlund. De så gerne visse folk til fronten. Filskov havde også et motto:
Efterhånden blev han en myte ide nordtyske garnisoner. Han humoristiske sans samt hans civile klodsethed hjalp ham ud af mange situationer.
Iskias blev forværret
Lorens Filskov skulle til at begynde med gøre tjeneste som kanonér i den store garnisonsby Güstrow i Mecklenborg. Jo nærmere toget nærmede sig byen jo mere brød han gamle Iskias op. Og da han holdt sit indtog i byen, gik han foroverbøjet. Han støttede lænden med højre hånd.
Man mente hurtigt, at han var simulant, så han blev overgivet til en underofficer, som var specialist i sådanne folk. Men kompagniet opgav ham ret hurtig og indlagde ham på et lazaret til observation.
Den store løbetur
En anti-prøjser ligesom Filskov havde advaret ham om, at han snart skulle løbe for overlægen på gangen. Flere læger og et par officerer, hvide kitler og uniformer imellem sig havde indfundet sig. En læge og en menig tog ham i hver sin arm og slæbte ham hen ad gangen. Filskov skreg som en stukken gris. Flere var løbet med.
Nu så Filskov sin redning. Hans gode ven Anti – prøjseren komme ud fra køkkenet med 32 krus dampende kakao bærende på en stor bakke. Og indholdet landede også på uniformer og hvide kitler. Filskov kom nu i bur.
En måske uberettiget orlov
Nu kom Filskov så på et Røde Kors Hospital, som åbenbart var finere end de andre. Det var en adelsmand, der ledede det. Patienterne trådte nu frem for overlægen og spurgte om orlov. Det gjorde Filskov også. Og han fik det bevilliget. På banegården mødte han nogle af sine gamle kompagnikammerater. De rystede på hovedet af hans fortagende. Men han tog glad mod Nordslesvig og glædede sig til gensynet med kone og børn.
Men han havde kun opholdt sig to timer i hjemmet før gamle kommuneforstander Jensen stillede med et ildtelegram, hvor der stod at man i Güstrow snarest så hans tilstedeværelse.
”Einquatierung ” hos Skovrøy
Købmanden tog sig nu den frihed at vente til næste morgen. I Tønder gik toget en time senere end beregnet. Han var i fuld krigsmaling og fik nu et ellevildt indfald at besøge sin gamle ven, redaktør P. Skovrøy.
Med hjelmen godt nede i hovedet bankede han på hos sin ven. Husbestyreren blev helt fortumlet, da Filskov skreg ”Einquatierung” Skovrøy forsøgte at afværge en indkvartering af en gammel soldat og påstod, at han var syg. Men da Filskov nu smed hjelmen:
Tysklands dyreste soldat
Da han nu var ankommet til Güstrow fik han en alvorlig reprimande. Men det var nu ikke det værste. Han blev ført til Sindssygehospitalet i Rostock. Her blev han på nerveklinikken gjort til genstand for en meget grundig og lidet hyggelig prøve.
Det var nu ikke lige let for Filskov altid. Han blev sat til de mest mærkelige ting. Han optrådte både som rengøringskarl og bregneplukker. En officer havde normalt kun en oppasser. Filskov havde fem – seks stykker. Han var simpelthen Tysklands dyreste soldat.
Oppasser for 16 – 18 krikker
Også som hestepasser forsøgte Filskov sig. En aften stillede han stadig med hånden i lænden udstyret med en flagermuslygte som nattevagt og skulle passe 16 – 18 krikker. Han havde ellers fortalt, at hans erfaring på dette område var ret begrænset.
Det skete da også, at et par stykker rev sig løs og duellerede i bagbensspark. Filskov mente, at et menneskeliv trods alt var mere værd, så han barrikaderede sig i en tom bås. Han skulle afgive forklaring til dagvagten. Med ivrige gebærder forklarede at det ville være sårlig økonomi hvis han skulle sætte sit liv på spil i en sølle hestestald.
Havaristernes genopdragelse
Efter nogen tids sygeorlov hjemme i Møgeltønder havde han ligget på fem forskellige lazaretter. Nu indtrådte han så igen i krigstjeneste – denne gang i Garderegiment zu Fuss in Berlin. Dette regiment var et såkaldt ”Sammenstelle”. Her blev de mere eller mindre medtagende soldater opsamlet for at komme til hægterne igen. Nogle unge energiske officerer forestod daglig havaristernes genopdragelse.
Maden skal tygges 40 gange
Nu var denne formation nok ikke den mest glansfulde. Det var nærmest ”De elendiges regiment”. Hans major von der Tann pålagde indtrængende Filskov til at tygge sin mad 40 gange. Det befordrede nemlig stofskiftet. Man skulle jo først og fremmest sende sunde soldater til fronten. Denne besked forstod Filskov til fulde. Ude i gården manglede der en soldat. Og det var Filskov. Man kom til at kigge gennem vinduet til markenteriet. Og der så man ham stadig siddende og tyggende. Feldweblen sendte en mand ind efter ham og spurgte han ville komme ud.
Filskov troede sig beskyttet af en ordre fra en højere befalingsmand, men Feldwebel var ligeglad. Han skulle stille i gården. Filskov bad nu om en stol. Nu skreg Feldwebel:
Feldwebel var nu helt rød i ansigtet af raseri og skreg:
Mødet med en General, der var Kaptajn
I de følgende dage undgik Filskov at falde sit kompagni til byrde. Fra morgen til aften drev han omkring i Tiergarten og Zoologisk Have. Men sådan kunne det ikke gå i længden. Så man fandt til en ikke ukendt udvej at indlægge ham på et lazaret.
Her ankom han så en lørdag aften. Det var netop nyoprettet og inspektøren ville gerne til en familiefest om søndagen. Så han gav de fire nyankommende udgangstilladelse. Men hvad skulle han lige gøre ved Filskov. Hans mundering lå endnu ved kompagniet. Så han blev påklædt et sæt drejlstøj.
Filskov havde hørt, at købmand Fink, Aabenraa og bankdirektør Andresen fra Tønder også var indkaldt til militærtjeneste og opholdt sig i Berlin. Inspektøren fandt nu en gammel Ulansuniform frem, som Filskov nu trak over drejlstøjet. Inspektøren viste ham da også lige, hvordan man hilste på en overordnet. Denne ejendommelighed havde nok i nogen grad hæmmet hans karriere i militæret.
Nu kunne inspektøren jo bare give man et Kommisbrød under armen, så kunne Filskov jo nøjes med ”Stramme Haltung”. Han var kommet på gaden og så nu en officer på lang afstand med fjerbusk og masser af ordner. Her mente Filskov nu ikke, at ”Stramme Haltung” var nok. Filskov gik nu ud i rendestenen og gjorde sig virkelig umage.
Ja sådan spurgte ham, der blot var kaptajn.
Nu blev lommebogen ellers taget frem. Og det bekræftede, at det ikke kun var Filskovs ben, der var noget galt med.
På Hotel Fürstenhof
Filskov fortsatte sin ejendommelige solo-march gennem Berlin. Hos Andreasen og Fink erfarede han, at Rigsdagsmand H.P. Hanssen og Landdagsmændene Nis Nissen og Kloppenborg Skrumsager vistnok kunne træffes på ”Hotel Fürstenhof” Han besluttede sig så at aflægge dem et besøg. Måske kunne H.P. Hanssen sørge for, at han blev hjemsendt som for stedse ubrugelig til al krigstjeneste eller dog fik en langvarig orlov.
Der var fyldt med palmer og pinjer. Her var tykke røde løber, hvor folk promenerede. I selve restauranten sad høje officerer med deres damer. De nød eftermiddagen omkring det plaskende springvand. Filskov havde med interesse studeret denne ukendte verden men interessen syntes gensidig.
En officer rejste sig fra en af bordene og gik nu langsom hen til Filskov. Denne henvendte sig nu til Filskov:
Filskov fik udtrykt på sådan en måde, at officeren fik ondt af ham og spurgte om han søgte nogen bestemt. Og det gav Filskov så udtryk for. Officeren fulgte med Filskov hen til portieren. Men det var sikkert upassende, at sådan en ejendommelig Utan blev ført op til Rigsdagsmanden.
En nat i arresten i Tønder
Efter 2-3 måneders sygeorlov i Nordslesvig blev Filskov forflyttet til Hamborg. Sygeorloven fik en dramatisk afslutning. Under påberåbelse af en hårdnakket sygdom havde han sat tilbagekaldelsen overhørig. En skønne dag stillede en løjtnant og fire mand op i Møgeltønder og transporterede ham til Tønder. Her blev han nu anbragt i arrest.
Filskov havde fået ny lidelse
Ved ankomsten til Hamborg besluttede Filskov at lade sin Iskias træde lidt i baggrunden. Nu slog han sig i stedet på forstoppelse (Obstipatio). Han var blevet ansat hos arbejdskommando som kartoffelskræller. Der kom nu en ubehagelig meddelelse om, at han skulle melde sig ved et kompagni, der næsten øjeblikkelig skulle afgå til Rumænien. Rent ud sagt til den rumænske front. Filskov trak sig tilbage i stilhed for lige at overveje situationen.
Da morgenen for kompagniets afrejse til Balkan oprandt, stod den tapre soldat i geleddet. Sammen med alle de andre. Soldatens udrustning var upåklarlig korrekt, dog lige med den lille undtagelse, at der op af tornystret ragede en stump af en gummislange med en aluminiumsspids.
Officererne gik nu række op og række ned og undersøgte hver mands udrustning. Nu kom kaptajnen over til Filskov. Nu får han øje på det, der stikker ud af soldatens tornyster:
Filskov gjorde som om han ikke ville svare på det, men nu spurgte kompagnichefen også om det. Jo det var et klysteraparat. Sagen var, at han havde svært ved at få afføring, ja somme tider endog meget svært ved det. His det bare kom lidt vand ind og op, så gik det udmærket.
Den tyske hær kunne ikke sende jordemødre med til fronten
Nu blev der holdt samråd mellem befalingsmændene og der var blevet sendt bud efter Filskovs helbredsattester. Efter en halv times tid styrtede kaptajnen hen mod Filskov:
Samme eftermiddag blev Filskov indlagt på sygehuset. Der lå han og græmmede sig over ikke at være kommet med til Balkan, men efter en uges forløb sporede lægen dog helt gode fremskridt.
Filskov fungerede som detektiv
I den følgende tid fungerede Filskov som en slags detektiv. Mange soldater vendte ikke tilbage efter orlov. Mange skjulte sig i Hamborgs slumkvarterer. Hos flygtningens familier skulle han lede efter bortkommende våben og uniformsgenstande. De skulle bringes tilbage til militære depoter.
Med en revolver i hånden besteg han så de mest skumle trapper i storbyens mest berygtede gader. En gang imellem kom han dog også tilbage med et bælte eller en patrontaske. Det var på sin vis en interessant tid.
Ulovlig jagt med byens mænd
Men fortiden forfulgte Filskov. Han var en ivrig jæger. Og under en orlov derhjemme havde han begivet sig på en ulovlig jagt sammen med byens mænd. Overvagtmester Parbs overrasker jægerne. Han affordrede dem bøsserne. Men Filskov, der var i uniform, erklærede kort og godt, at en prøjsisk soldat under ingen omstændigheder lod sig fratage sit våben – så hellere dø på stedet. Men episoden førte til forhør både i Tønder og Hamborg.
Men inden overvagtmesteren var ankommet, havde Filskov kun nået at skyde en rotte. Netop på dette tidspunkt var der udstedt et opråb til det tyske folk om at medvirke til udryddelse af rotterne. Ved retten mente Filskov, at han havde gjort sit til at udrydde hærens værste fjende.
Amtsdommer Kettels i Tønder var af helt samme mening som Filskov. Det påstås, at overvagtmester Pabst aldrig helt overvandt dette.
Retssagen havde vakt interesse i Hamborg. Filskovs ry som Tysklands dyreste soldat havde virkelig fået et kærkomment supplement.
Filskov møder sprogkyndig
Feldwebel ville gerne bryste sig af at have forstand på jura, og han mente, at det var en retfærdig dom. Men han mente, at det var et mærkeligt ”mål” man talte deroppe. Det er mit modersmål, og det hedder dansk. Nu mente han og soldaterne, at han skulle tale noget dansk. Filskov erindrede sig en mundfuld ”Vrøvlelatin” som hans brødre havde vigtet sig med hjemme i Møgeltønder i en tid de gik i Ribe Latinskole. Filskov rømmede sig og slog ud med hånden:
Hvorledes kan det oversættes på tysk, spurgte Feldwebel
Nu mente Feldwebel, at dansk lød lige som græsk. Det forklarede Filskov med, at det danske kongehus havde slægtskab med det græske. Jo, sluttede Feldwebel, at når man havde en smule sprogøre, så kunne man hurtigt høre sådan noget.
Filskov på toilet med ”Liebesgabe”
En morgen var Filskov kommet lidt sent afsted og han befandt sig pludselig i en skolegård med påfaldende mange ukendte ansigter. I anledningen af kejserindens fødselsdag var der ankommet en ”Liebesgabe” med tre pakker kiks til hver mand. Ja sådan sagde løjtnanten. Nu mente Lorens Filskov fra Møgeltønder dog også, at hun var kejserinde over ham, så han modtog med glæde tre pakker kiks.
Ja sådan kommanderede løjtnanten nu, men Filskov havde ingen gevær. Han var jo blot kartoffelskræller. Krigsmagten havde kun betroet ham en lille spade. Den kunne han ikke eksercere med og heller ikke affyre skud med.
Da de andre røg til geværerne trak Filskov sig stilfærdigt tilbage til gårdens W.C. med tre pakker kiks i anledningen af kejserindens fødselsdag. I denne retirerede stilling forblev Filskov i halvanden time. Nu mente han at luften var ren. Forude lå også en reprimande med at han var kommet to timer for sent. Sandheden var nok at jorden begyndte at brænde under sålerne.
Lazaret nr. 13 besøges
Var det ikke bedst at komme på lazaret igen? Da Filskov kom ud på Hamborgs gader, tillod han sig at besvime på et sted, hvor færdslen var livsfarlig. Først kom civile siden militære for at se på den havarerede soldat. De forsøgte med koldt vand i ansigtet og det lykkedes da også at kalde ham til bevidsthed. Men det var først efter lang tids forløb.
Nu blev han lagt på en båre og ført derhen hvor hans skulderstropper fortalte, hvor han hørte hjemme. Og nu blev han så ført på det 13. lazaret siden foråret 1915. Her lå Filskov på en sygestue med en snes senge.
Ekspert i at fange måger
Da han var kommet lidt til kræfter, begyndte han ved hjælp af en vinduesmekanisme at fange måger. Han kunne fange 13 – 14 fugle om dagen. Det var ikke uden grund, at de andre kaldte ham ”der Möwenfänger”
Det var knaphed på levnedsmidler så det efterlod et godt indtryk hos lazaretdirektøren og andre, at Filskov kunne levere alle disse fugle til fortæring. Han fik på denne konto mange små lempelser, ja kunne endda få lov til at gå i biografen om aftenen, hvis han selv skønnede, at han havde kræfter til sådanne anstrengelser.
På lazarettet var ved Isebecker Kanal var der en overordentlig afholdt overstabslæge, Friherre von Finke. Han var forgudet af patienter og personale. Da Friherren fyldte 75 år måtte alle patienter fremføre et ønske for ham.
Filskovs fromme ønske
Og turen kom også til Filskov. Han havde et fromt ønske:
Forventningsfuld stilhed, men så gav Oberstabsartz Filskov hånden og sagde med et stort fødselsdagssmil:
En ros til en dansker
I november 1918 kom Lorens Filskov hjem fra militærlivet. Nu var han atter i Møgeltønder. Han gemte uniformen og militærjakken som kære minder fra en stor og bevæget tid.
Jo og så skete det at Lorens Filskov fik rosende omtale af selve amtsforstanderen. Det var ved et møde, hvor foranstaltninger i anledning af fødemiddels – spørgsmålet blev forhandlet. Filskov havde sikret sig en vognladning kartofler. Og nu stillede han hele vognladningen til kommunens disposition.
I den anledning rejste amtsforstanderen sig og udtalte i varme ord på kommunens vegne en tak til Filskov for hans uegennyttige handlemåde. Det var hvis første gang en forvaltnings-embedsmand havde rost en dansker.
De var tre brødre. Lorens Filskov kaldte dem ”De Tre Musketerer”. Det var også redaktør Tycho Filskov og skibsinspektør Aksel Filskov.
Sat i fængsel på Rådhuset i Flensborg
Og Tycho Filskov var en af de dansksindede, der blev interneret ved Første Verdenskrigs start. Op mod 280 dansksindede i Sønderjylland blev interneret. Den 4. august 1914 var det Flensborgs tur. Dengang arbejdede Tycho Filskov på Flensborg Avis. Om formiddagen blev han sammen med andre på redaktionen afhentet. Dengang lå redaktionen på Nørretorv og så blev det ellers marcheret gennem byen.
På rådhuset blev journalisterne lukket ind i en enecelle, hvor politiet plejede at opbevare vagabonder og løse eksistenser. Senere blev de flyttet til en større celle. Her var kun to smalle brikse, så de måtte skiftes til at sove. Mad måtte de selv bestille ude fra byen.
Onsdag den 5. august 1914 skulle Tycho Filskov være mødt til mobilisering. Han frygtede, at der ville komme bud efter ham. Men intet skete. Det var en underlig situation at sidde i en stinkende kachot, husker han senere. Egentlig ønskede han, at der ikke skete nogen forandring hele krigen ud.
Flyttet til Latinskolen
Den 6. august 1914 blev fangerne flyttet til den splinternye latinskole mellem diakonissestiftelsen og Kunstindustrimuseet. Her blev de nu 7 fanger indlogeret i et klasseværelse med hver en halmsæk som leje. Næste dag fik de dog lov til at rekvirere sengetøj hjemmefra. Overborgmester Todsen kiggede forbi for at se om fangerne blev behandlet korrekt.
Der blev kommunikeret med broderen
I andre lokaler sad efterhånden også fangere. Indbyrdes kommunikation mellem cellerne på latinskolen var i begyndelsen strengt forbudt. Tycho Filskov fandt dog på en metode, hvordan han kunne kommunikere med sin bror, Lorens Filskov.
Han overtalte den venlige arrestforvarer Speck til at overbringe broderen to bananer. Broderen led af svag mave og tålte desværre ikke meget andet, forklarede han. Bananerne var indsvøbt i avispapir, som Tycho Filskov med blyant havde skrevet en meddelelse på. Lidt senere returnerede Speck så to nikotinfrie cigaretter fra Lorens Filskov til sin bror. Han kunne ikke tåle at ryge andet, blev det sagt. Disse var også viklet ind i avispapir med meddelelser på. Og på denne kreative måde blev der udvekslet beskeder på.
Fængselsavisen
Efter nogen tid blev der slækket på sikkerheden. Nu var der mulighed for at snakke sammen. Til sidst blev der lavet en fængselsavis. Hele redaktionen var jo samlet. Den kom i et eksemplar og prisen var en cigar pr. stue. Godsinspektør Davidsen fra Schackenborg fungerede som illustrator.
Tycho Filskov ville ikke skrive under
H.P. Hanssen kæmpede ihærdigt for deres frigivelse. Men de blev i stedet flyttet til navigationsskolen. Endelig den 6.september 1914 slap de flensborgske pressefolk ud. Og i de følgende dage fulgte de andre. Men inden de slap ud, skulle de underskrive en erklæring:
Jeg erklærer herved:
De to sidste fanger i Flensborg
I begyndelsen af oktober 1914 var der kun to fanger tilbage på navigationsskolen i Flensborg, Grev Schack og Tycho Filskov. Sidstnævnte nægtede at underskrive erklæringen. Han var nemlig udmærket klar over, at samme øjeblik han skrev under, så ville han blive indrulleret i hæren og sendt afsted til fronten.
Men den 8. oktober 1914 gik den ikke længere for Tycho Filskov. Selv om han nægtede at prente sit navn under noget som helst blev han hentet af en betjent og ført til kasernen, hvor han blev indrulleret i den tyske hær.
Han skrev senere feltpostbreve fra Belgien i Flensborg Avis.
I 1933 åbnede Flensborg Avis’ s egen lokalredaktør så en ny avis i Tønder, Tønder Amtstidende. Og en bog skrev han også. Det var i 1934, hvor han udgav ”Seks Aar for Rachel
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.489 artikler, herunder 250 artikler fra Tønder og omegn, inklusive ca. 10 fra Møgeltønder.
’
Dato: januar 12, 2020
Vi skal styrke historiebevidstheden
Frasorteret på grund af nedadgående historiebevidsthed. En københavner og ”Genforeningen”. Hold lige igen med selvforherligelsen. Det er sønderjydernes egen fortjeneste. Scavenius: ”Udspillet skal komme fra tyskerne selv”. Sindelagskontrol og splittede familier. Man skal ikke lade sig styre af følelser og mavefornemmelser, når det drejer sig om grænsedragning. Ordet Sønder – Jylland brugt i 1743, Det var ikke gamle feudale tilhørsforhold, der blev gendannet. Det moderne Danmark blev skabt i 1920. I 1920 var der langt flere tyskere i Flensborg. I 1840’erne foretrak man et blandet samfund. Slesvig – Holstenere ønskede at frigøre sig. I Danmarkshistorien bliver de udråbt som landsforrædere. Bitter strid i det sønderjyske. ”I skal ikke blive glemt”. Det var også andre grænser. Tyskerne anerkendte ikke grænsen. Tysk støtte til tyske landmænd nord for grænsen.
Frasorteret på grund af nedadgående historiebevidsthed
Når man sidder og beskæftiger sig med historie, må man være forberedt på at blive frasorteret på grund af nedadgående historiebevidsthed eller mærkelige algoritmer.
Jo historiebevidstheden er nedadgående. Man sluger alt det, der kommer på skrift også omkring den såkaldte ”Genforening”. Men lad os håbe, at dette kan give anledning til at tænke over, hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen. Vi kan måske også begynde at tænke over, hvorfor tyskerne reagerer så stærkt på flygtningepolitik, grænsekontrol og vildsvinehegn.
En københavner og ”Genforeningen”
Jeg fortæller vidt og bredt, at jeg skal til Sønderjylland og holde festtale til en Afstemningsfest i Rens. Egentlig ved jeg endnu ikke, hvad jeg vil sige. Det er så meget at tage af. Men også her bliver man mødt af fordomme:
Måske et berettiget spørgsmål. Men hvor bliver det skønt at møde gamle kammerater og kunne tale og lytte til sønderjysk, som ikke lige sådan er til at udrydde. Og måske kan man også lige korrigere de misforståelser der er ude i forbindelse med den såkaldte ”Genforening”.
Hold lidt igen med selvforherligelsen
Åbenbart er sandheden stadig ilde hørt. Det gælder også for besættelsestiden. Men man skal selvfølgelig være modtagelig for kritik.
Hold nu lidt igen med selvforherligelsen. Jo Nordslesvig var en del af den danske helstat. Men det er nu engang ikke det samme som det danske kongerige. Hertugdømmet Slesvig blev delt på midten. Nordslesvig blev en del af det danske kongerige.
Ja sådan stod det på forsiderne dengang efter afstemningen den 10. februar.
Det er sønderjydernes egen fortjeneste
”Genforeningen” fejres også i København. Der var inviteret VIP’ s i Det Kongelige Teater for at markere begivenheden. Men egentlig ville Danmark eller København slet ikke Nordslesvig. Det har vi berettet om i tidligere artikler. Den danske ambassadør i Berlin mente, at Nordslesvigerne lige så godt kunne vænne sig til at lade germanisere.
Danmark skal nok ikke bryste sig af at vi fik en afstemning. Det var ene og alene sønderjydernes egen fortjeneste, at der kom en afstemning.
Den danske regering mente, at de dansksindede ”oprører” nede i Nordslesvig var irriterende. De kunne ødelægge det ”gode” forhold til Tyskland. Selv Stauning bedyrede over for sine tyske partikammerater i 1917, at man sandelig ikke bakkede de oprørske dansksindede op.
Scavenius: Udspillet skal komme fra tyskerne selv
Scavenius ville ikke have, at det Nordslesvigske spørgsmål skulle diskuteres på fredskonferencen sammen med de allierede. Det kunne man selv diskutere med tyskerne. Men udspillet skulle komme dernede fra.
Sindelagskontrol og splittede familier
Glemmes skal det jo ikke, at den ny grænse i 1920 skabte et dansk mindretal i Sydslesvig og et tysk mindretal i Nordslesvig. Dette førte i mange tilfælde til splittede familier og venskaber. Begge mindretal oplevede i den grad diskrimination og sindelagskontrol. De dansksindede i Sydslesvig er for flertallets vedkommende tyske statsborgere. Og de tysksindede i Nordslesvig er for det meste danske statsborgere.
Glemmes skal det ikke, at det dansk – tyske grænseland var som mange grænseregioner spændingsfyldt. Det er flere jubilæer, der skal fejres. I den forbindelse er det meget mærkeligt at høre, når sønderjyske politikere mener, at man i det tyske mindretal nærmest skal tvinges til at bruge benævnelsen ”Genforening”
Man skal ikke lade sig styre af følelser og mavefornemmelse
Der findes ikke kun en fortælling om ”Genforeningen”. Husk lige det. Man skal ikke lade sig styre af følelser og mavefornemmelser. Man må gå til enhver grænsekonflikt med forstand og langsigtede overvejelser, hvad der tjener helheden bedst.
Ordet ”Sønder -jylland” brugt i 1743
Det var en provins, der blev opdelt. Slesvig var historisk altid samlet. Nu blev Nordslesvig til Sønderjylland i dansk terminologi. Betegnelsen Nordslesvig nu kun brugt af det tyske mindretal, ligesom det meste af det danske mindretal, som også bruger betegnelsen Sydslesvig. Jo navnet Sønder – Jylland blev brugt i 1743. Nord for Kongeåen havde vi betegnelsen Nørrejylland.
Det var biskop Erik Pontoppidan, der i 1743 holdt et foredrag med titlen:
For at gøre hele historien endnu mere kompliceret, så er navnet Sønder – Jylland en del ældre end Slesvig.
Det var ikke gamle feudale tilhørsforhold, der blev genoptaget
Nå nogen tøver med at bruge benævnelsen ”Genforening” er det jo fordi er, at det ikke er at fornægte, at Slesvig sammen med Holsten og Lauenborg før 1864 havde en lang historie som hertugdømmer med danske konger som lensherrer.
Men det var ikke det gamle feudale tilhørsforhold, der blev genoptaget. Det var en ny tid, der begyndte. En tid, hvor Slesvig var skåret over. Den danske del fik fra 1970 betegnelsen ”Sønderjyllands Amt”. Og nu hedder det så Region Sydjylland.
Det moderne Danmark blev skabt
I 1920 fik vi et område, hvor der blev talt dansk i et vist omfang. Samtidig havde vi i 1918 skibet Island af. Vi havde Grønland og Færøerne i riget, men deres økonomiske og befolkningsmæssige betydning var mindre. Det betød, at der kunne skabes en samling af befolkningen, en enhedskultur som kunne udvikle sig til den danske velfærdsstat.
Danmark blev en nationalstat. Ved at indlemme de overvejende dansksindede sønderjyder havde man for første gang nogensinde opnået overensstemmelse mellem den danske stat og det danske folk. Det moderne Danmark, som vi kender i dag, geografisk og folkelig, var skabt. Var de den 10. februar 1920 den dag det egentlige demokrati blev skabt i Danmark?
I 1920 var der langt flest tyskere i Flensborg
Vi fik Påskekrisen. Og stridens kerne var kongens og store dele af befolkningen var frustreret over, at Flensborg ikke kom med til Danmark efterfolkeafstemningen. Men egentlig havde man jo vel heller ikke regnet med dette. Kongehuset fik dog afklaret, at de absolut ingen indflydelse har på en regeringsdannelse.
Flensborg havde dansk befolkning i 1864, men det havde de ikke i 1920. Det havde H.P. Hanssen sagt hele tiden. I Flensborg var de gode til at tiltrække nye beboere syd fra. Men i København ville man alligevel have haft Flensborg med til Danmark trods stort tysk flertal. Efterfølgende blev H.P. Hanssen jo nærmest gjort til forræder. Ved festlighederne i Dybbøl var det kun allernådigst at han fik lov til at tale.
I 1840’erne ville man have et blandingssamfund
Man glemmer også lige at nævne, at mange sønderjyder jo faktisk ikke ville indlemmes i Danmark. Underskriftsindsamlinger og andre kilder fra perioden viste, at i 1840’erne viste et flertal, at man ønskede at bevare det dansk – tyske blandingssamfund, som de var vant til. Men det var de yderliggående på begge sider, der vandt. Slesvig blev til sidst blandet i et dansk og i et tysk. Blandingssamfundet forsvandt.
Slesvig – Holstenerne ønskede at frigøre sig
Der er mange, der i tidens løb har haft en menig om, hvor grænsen skulle ligge. Man vil gerne lægge fortidens stridigheder bag sig. Grænsen var til diskussion i 1848, da Slesvig – Holstenerne ønskede at frigøre sig fra den enevældige danske kongemagt med fri forfatning. Det førte til krig, afskaffelse af enevælden og en demokratisk grundlov i 1849 – i det mindste i kongeriget. Det vil sige, at arbejderne nok ikke synes, at den var så demokratisk.
I Danmarkshistorien er de Slesvig – Holstenske oprører gjort til landsforrædere.
Men det lykkedes aldrig at formulere en fælles forfatning for kongeriget og hertugdømmerne. De sidstnævnte forblev enevældig styret.
Det drejer som om 1800-tallet og 1900-tallet. Hvor hørte Nordslesvig til sprogligt, statsretsligt og sindelagsmæssigt. Frem til indlemmelsen gik mange i Slesvig fra at have en lokal slesvigsk identitet til at føle sig national tilknyttet til enten Tyskland eller Danmark. Ved afstemningen stod man over for et sort-hvidt valg:
Efter afstemningen var det folket, der symboliserede nationen før var det kongen.
I 1863 var grænsen igen til diskussion
November – forfatningen 1863 satte igen grænsen til diskussion. Det førte så til den næste krig og nederlaget på Dybbøl 18. april 1864, ny grænsedragning ved Kongeåen og en ny grundlov i 1866. Nu begyndte man at tvivle om Danmark kunne overleve som selvstændig stat med et selvstændigt sprog. Christian den Niende havde følere ude til Det Tyske Forbund om Danmarks optagelse heri. Det taler man heller ikke gerne om.
Vi havde en chance til fredskonferencen
Men det mest afgørende er nederlaget og tabet af hertugdømmerne (og alt tysk), at lighedstegnet mellem på den ene side folk, sprog og kultur og på den anden side stat etableres. Den danske nationalstat blev på en sørgelig baggrund en realitet den dag på Dybbøl, men dermed fødtes også de folkelige bevægelser i resten af århundredet.
Vi glemmer også den famøse fredskonference i London, hvor vi havde chancen for at få Nordslesvig med Flensborg. Men nej, vi troede stadig at vi kunne få det hele. Bismarck tilbød os, omtrent den grænse vi har i dag plus Flensborg.
H.P. Hanssen startede allerede i 1880’erne
Afstemningen den 10. februar 1920 kom ikke af sig selv. Det var ikke fordi, at Tyskland tabte krigen eller fordi Wilson foreslog en afstemning. Og det var heller ikke fordi den danske regering havde foreslået. Nej, det var skam dansksindede sønderjyder, der havde presset på, for at få den afstemning, de tidligere var blevet snydt for. Nu var der dog ikke et juridisk belæg for, at preusserne skulle afholde denne § 5 – afstemning.
Allerede i slutningen af 1880’erne var H.P. Hanssen den drivende kraft bag organiseringen af de danske nordslesvigere. Det var også ham, der som medlem af den tyske rigsdag fik skabt grobund for en officiel tysk stillingtagen til en folkeafstemning i Slesvig. Det var også ham, der var drivkraften bag den såkaldte Aabenraa – resolution den 17. november. Men også her kunne danskerne ikke blive enige.
Bitter strid i det sønderjyske
Flensborgbevægelsen ønskede modsat H.P. Hanssen en grænse syd for Flensborg, selv om byen var overvejende tysk. Så var det de nationalkonservative Dannevirkemænd og Ejderfolk, der påberåbte sig en historisk ret til en grænse ved Dannevirke eller endnu sydligere ved Ejderen.
Disse forskellige holdninger skabte megen bitter strid og splittede familier og venner i Sønderjylland. Således var der folk, der holdt sølvbryllup to gange, en for Aabenraafolk og en anden for Flensborg – folk.
Men vi fik da også et tillæg til grundloven her i september 1920.
”I skal ikke blive glemt”
Statsminister Neergaard sagde dengang til de dansksindede syd på, at de aldrig skulle blive glemt. Og man har da heller aldrig stillet spørgsmålstegn ved de cirka 500 mio. kr., som de får hvert år.
Grænseforeningen blev oprettet den 2. november 1920 på baggrund af udbredt utilfredshed med folkeafstemningen 1920. Man håbede på, at der senere kom mulighed for en grænserevision. En af de mest aktive, der kæmpede for en grænse ved Ejderen var A.P. Møller. Ja tilsvarende håbede det tyske mindretal også for at få Kongeå – grænsen tilbage.
Ja regeringens fald i 1947 handlede jo netop også om spørgsmålet om grænserevision. Det var statsministeren, der i løbet af 1946 havde gjort sig til talsmand om en grænserevision.
Der var også andre grænser
Der var jo også andre grænser. Toldgrænsen har fra 1200-tallet ligget ved Kongeåen. Den blev i 1850 flyttet til grænsen mellem Slesvig Holsten ved Ejderen. I lange perioder var der også toldgrænser mellem de forskellige hertugdømmer, hvor okser for eksempel skulle fortoldes.
De administrative forhold i hertugdømmet har medført grænser, der har gjort forholdene særdeles komplicerede for eksempel med de kongerigske enklaver og det frisiske Utland ved vestkysten. Det tog for eksempel 70 år at planlægge vejstrækningen Tønder – Ribe. Det, der gjorde ekstra vanskeligt var, at strækningen skulle gå gennem tre kongerigske enklaver.
Man havde også vanskeligheder ved at administrere de retslige grænser, som netop var bestemt af, hvem der udøvede retten til at afsige domme. De kirkelige grænser skyldes bl.a. de forskellige bispedømmers afgrænsninger, der netop i Sønderjylland har ændret sig meget gennem tiden.
Kirkesprogsgrænsen blev fastlagt efter Reformationen og bevirkede, at det nordlige Slesvig fik dansk kirkesprog, mens det sydlige fik tysk. Der var også sproggrænser mellem højtysk, plattysk, sønderjysk, rigsdansk, øfrisisk og fastlandsfrisisk. Disse sproglige grænser har også flyttet sig mærkbart i tidens løb. I første halvdel af 1800 – tallet rykkede grænsen mellem dansk og tysk talesprog således kraftigt mod nord.
Sindelagsgrænser
De kulturhistoriske grænser kom bl.a. til udtryk i byggeskik, navneskik, klædedragt og kostvaner.
De sindelagsmæssige eller identitetsmæssige grænser i Sønderjylland er i en klasse for sig selv. De kan være både slægts – og traditionsbestemte eller resultater af individuelle, personlige valg. De identitetsmæssige grænser går undertiden gennem familier og landsbyer. Da de er konstant under forandring, kan de være svært at indfange.
Nordslesvig skulle hurtigst muligt blive til Sønderjylland. Det skulle ikke længere være en del af Slesvig. Nu skulle det være en del af Jylland og Danmark. Man ville for alt i verden forhindre at den nationale konflikt i at undergrave den ny grænse.
Det var ikke billigt
Der blev postet masser af penge i den nye landsdel. Vej- og jernbanenet blev udviklet. Elektricitet og telefonsystemer blev moderniseret. Det var både fordi det var tiltrængt, men lige så meget for at få det til at hænge sammen med det øvrige Danmark. Det gjaldt både praktisk og symbolsk. Samtidig skulle produktionen omstilles, så det passede bedre med dansk økonomi.
Landbruget skulle lægges om, så det kunne levere smør og bacon til det britiske marked. Byerhvervene måtte vende handlen mod nord, hvor den tidligere var gået mod syd. Det var en lang proces. Det krævede meget store investeringer.
Tyskerne anerkendte ikke grænsen
Fra tysk side var situationen anderledes. Man anerkendte aldrig den nye grænse. På forskellig måde forsøgte man at opretholde kontakten til Nordslesvig. Det skete både af de officielle kanaler og ved underhånden at give økonomisk støtte til det tyske mindretal.
Fra begyndelsen af 1920’erne erkendte de tyske myndigheder i Kiel og Berlin, at man ikke kunne klare sig i den økonomiske konkurrence med danskerne. I stedet skulle man slå på tysk kultur, der var den danske klart overlegen. Der skulle ydes kulturel støtte til mindretallet for på den måde at vinde øget støtte i Nordslesvig.
Der måtte ikke tages kontakt til tyskerne
Den danske grænsepolitik var i løbet af 1920’erne mere rigid ”Den følte grænse” var midlet. Målet var at der var så få kontakter over grænsen som muligt. Grænsehandel skulle forhindres, og man ville ikke acceptere arbejdsmigration over grænsen. Det gav en række økonomiske ulemper for handlende nær grænsen. Mange arbejdsgivere var vant til at hente medhjælpere på den anden side.
Den danske regering ville dermed hindre, at mindretallets landmænd og erhvervsdrivende i Sønderjylland hentede tyskere op. Det mest absurde eksempel på dansk symbolpolitik var at borgerne i Flensborg blev nægtet adgang til Kollund Skov, som var ejet af byen. De danske myndigheder ville ikke have flensborgere rendende rundt på dansk jord.
Tysk støtte til tyske landmænd nord for grænsen
Den tyske regering støttede efterhånden tyske landmænd i Nordslesvig ved fra 1926 give penge til ”Kreditanstalt Vogelgesang”. Under landbrugskrisen i slutningen af 1920’erne hjalp kreditanstalten trængte tyske landmænd. De ydede også lån til tyske landmænd, som kunne overtage danske ejendomme. Missionen lykkedes ikke rigtig, fordi der på dansk side var langt flere midler til rådighed via de almindelige kreditforeninger.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.488 artikler. Heraf er 123 inden for kategorien ”Indlemmelse, Afståelse og genforening”
Dato: januar 9, 2020
Fornemt besøg i Højer
I begyndelsen af 1930’erne havde Højer – egnen fornemt besøg. Og det var af selveste Achton Friis, manden bag værker som De Danskes øer og De Jyders land. Det er nu ikke så meget vi får at høre om selve Højer. Men åbenbart var der ret så mange storke dengang. Han var også betaget af gårdene inde i selve byen. Og så skal vi høre en masse om stormflod. Vi hører igen om Tøndermarsken og forfatteren er sur over den måde gravhøje blev ødelagt ved Hjerpsted. Vi skal også høre om tragedien ved Midthusum. Vi har i slutningen af artiklen samlet en oversigt over artikler, som du kan finde her på siden, hvis du vil have uddybet de ting som Achton Friis er inde på i en lidt nyere version. Men det er meget levende at høre beskrivelsen af Højer – egnen med disse ord. Vi har tilladt at redigere lidt for at gøre det mere læsevenligt.
Egnen plaget af stormfloder
Det er altid spændende at kigge i ældre bøger, i gamle historiebøger, rejsereportager, kulturelle bøger m.m. Man får et helt andet syn på mange ting. Achton Friis burde være kendt af de fleste. Han var med på Grønlandsturen i 1906 – 1908. Og han har skildret Danmarks øer i fem bind. Ja han nåede faktisk 132 øer. Men han udgav også De Jyders land i to bind. Det var i 1932 – 1933. I den forbindelse besøgte han Højer og vi følger ham her op ad vestkysten til Ballum, Døstrup og Skærbæk.
Nu har vi redigeret lidt i teksten og lidt mere for at få et mere læservenligt indtryk. Mange af emnerne har vi tidligere berørt i artikler. Men vi håber, at du følger os på turen.
Helt fra Ribe til grænsen har kysten været plaget af stormfloder, som man ikke har oplevet andre steder i landet. Og videre syd på har stormfloder forårsaget store ødelæggelser og mennesketab.
Der er et årstal som endnu hernede har en dyster klang hos beboerne ved kysten og det er 1634. Det er året for den store stormflod, der i lange tider blev skellet til en ny tidsregning i de hærgede egne. Havets angreb i forbindelse med den store sænkning af landet har medført. At vores lands kyster intet andet sted har gennemgået så uhyre forandringer som her.
Det slesvigske fastland strakte sig milevidt
Før den omtalte sænkning, der fortsættes helt ind i historisk tid, har det Slesvigske fastland strakt sig milevidt ud i havet vest for Rømø, Manø og Sild. Her vidner ferskvandsmoser, træstubbe og oldtidssager fundet på havets bund, at her har været fastland.
Da sænkningen ophørte, omdannedes de forsvundne hedeflader til et udstrakt Vadehav som kun i flodtiden overskylledes af havet. Vadehavets vand er udenfor dets strømløb ”Loerne” farvet af Slik, Svæv og sandpartikler, som daglig skylles ind og i stille bugter bundfælles som klæg under medvirkning af planter, orme og krebsdyr.
På kysten fandtes to steder bugter som havde fremragende betingelser for sådanne aflejringer, Bredeå – Vaderne og Vidå- dalen, hvis vader har strakt sig 22 km ind i landet til foden af Jejsing Bakke.
På disse steder mødes havets bundfald med åernes fede dynd og dannede de store marskflader., som gennemstrømmedes af Bredeå og den flodlignende Vidå med deres mængder af tilløb.
De frisiske stammer
Gesten ud mod marsken ofte er så lav, at også landet bag dens rand har været hjemsøgt af stormfloder. Mod sydvest og syd, hvor den grænser til marsken er den ret ufrugtbar. Men bakkeøerne er ret frugtbare. Og dem har vi blandt andet ved Møgeltønder, Højer og Emmerlev. Ja de har faktisk engang været rigtige øer. Og Emmerlev Klev rejser sig faktisk i 13 meters højde.
Tøndermarsken er den mest betydelige af vores lands marskegne. Den strækker sig langt ned i Tyskland i omtrent 30 km’s længde. På dansk territorium er den vel kun 7 km lang mens bredden vel er 16 km.
Syd på bebos marsken stadig af forskellige frisiske stammer. Der boede ikke så mange af dem her nord på.
Marsken er lav
Marsken er så lav, at den de fleste steder kun rager en meter over dagligt vande. Selve Tønder By er anlagt på en lav sandpold, der tidligere kunne nås af havet. Før inddigningen boede marskbønderne på værfter. Dette er kunstigt opkastede forhøjninger, der dog kun sikrede mod sædvanligt højvande. Rundt omkring i marsken ses endnu disse værfter.
På disse usikre vilkår levede befolkningen til midten af det 16. århundrede. Indtil da hærgede alle større stormfloder egnen. Folkene på de ensomme gårde var bestandig truede af det urolige hav.
Masser af diger blev anlagt
Allerede i det 15. århundrede havde man ved diger skærmet Viding Herreds marskø og noget senere foretog man noget lignende i Vidå-dalen. I 1555 slog man et dige op fra Højer over Rudbøl til Lægan. Derfra gik det over Sønderåens munding til Grelsbøl, hvorved Højer, Møgeltønder og Tønder Koge blev inddiget. I 1566 skete der igen en overdigning ved Rudbøl, hvorved Viding Herred og Aventoft blev landfast mod nord.
I 1692 overdiges Vidåen for tredje vest for Gade. Derved blev Rudbøl – og Gammel Frederikskog dannet. I 1861 førtes et havdige fra Højer mod syd til Vidding Herreds gamle digebånd, hvorved Ny Frederiks Kog opstod. I 1864 blev et dige ført nord på til Emmerlev Klev. Højer Sluse blev bygget og en kanal blev ført gennem det nye forland ud til Højer Dyb.
Vadehavs-øerne var fastland
Men hvordan har menneskene levet herude før disse diger blev opført, eller mens disse endnu var for svage til at være et sikkert værn? Man må huske på, at hvad der nu ved inddigningen er reddet fra havet, kun er en brøkdel af hvad dette har taget. Engang var kystlinjen nået så langt ud, at både Vaderne og de mange øer uden for disse hørte med til fastlandet. Øerne Pelworm, Nord-Strandischmoor og Hamburg Hallig var lige til stormfloden 1634 en sammenhængende ø, som ved den lejlighed blev oversvømmet og splittet.
Mange omkom under stormflod
Allerede fra 1362 har man beretninger om ”Den Store Menneskedrukning, da 30 sogne ødelagdes og 200.000 mennesker druknede. Dette antal er dog nok stærk overdrevet. Der syntes dog sikkert, at der i de hundrede år fra 1340 til 1440 er forsvundet hen imod et halvt hundrede små kirker og kapeller på denne kyst. Men de tilhørende ”Sogne” har for størstedelens vedkommende været små og fattige. Enkelte rummede kun ganske få beboere.
Om de senere stormfloder i 1634, 1825 og 1839 har man pålidelige beretninger. Og den oktobernat 1634 omkom med sikkerhed 11.000 – 12.000 mennesker, deraf alene på Nordstrand over 6.000 Sammen med dem blev 50.000 kreaturer opslugt af havet foruden tusinder af menneskeboliger. Det siges, at man efter uvejret i egnen fra Velslev og syd på kunne gå 4 mil langs kysten ”på døde ådsler”. Denne stormflod var for vestkystens vedkommende et led i den kæde af ulykker, som i det 17. århundrede bidrog til at gøre bonden fattig.
Alene i Tønder Amt, som dengang strakte sig syd for den nuværende grænse, omkom hen imod 800 mennesker. Alle de til amtet hørende koge blev oversvømmet. I Tønder og Klægsbøl Kirker stod vandet mange alen høj over gulvene. Slemt gik det også ud over Bredeå – fladerne, der blev oversvømmet en mil inde i landet, mens de fleste af marskens byer:
Stormfloden i 1825, som er den næststørste, der i historisk tid har ramt disse kyster, tåler ikke sammenligning med den i 1634, hverken med hensyn til skade eller tab af menneskeliv. Men det varede efter hver af disse ulykker mange år inden de gamle havdiger på ny blev sat i stand. Jordene led meget skade af saltvand. Især var de såkaldte isfloder frygtede, når havet førte de langs kysten ophobede ismasser som kæmpeplove ind over land, så marken rodedes op. Veje og broer lagdes øde og huse jævnedes med jorden – sådan som det skete i 1839.
Folk omkom også under helteforsøg
De fleste stormfloder indtraf om efteråret og var kreaturerne i marken måtte karle med reb og springstokke eller til hest ud og brydes med havet for at redde dem. Det var ført og fremmest fårene, som er dårlige svømmere og mere tilbøjelig til panik end kvæget, man måtte redde. Hestene kunne som regel klare sig selv. I land, når man blot slog dem løs enkeltvis, uden at koble dem sammen.
Det samme gjaldt køerne, når de ikke blev stående for længe og var så medtagne af kulde, at de ikke kunne svømme. En mængde mennesker satte livet til under disse bjergningsforsøg. Det hændte at folk i sidste øjeblik måtte binde sig til en ledstolpe, der ragede op over bølgerne og her vente på at vandet lagde sig. Mangen en karl eller bonde har stået en nat igennem ude på havstokken, mens man inde på land ikke har kunnet komme til hjælp. Mangen en heltedåd, som er udført på disse kyster, er for længst gået i glemmebogen.
De forsvarsværker som menneskerne i form af de svære havdiger har rejst mod havet, er endelig blevet så stærke, at folk nu med nogenlunde tryghed lever bag dem. Nu bor hernede en bondebefolkning, som indtager en fremragende plads mellem Nordslesvigs bønder. Det er deres årelange kamp mod naturen, som har dannet dem.
Også i nyere tid har det været fare på færde
Se Achton Friis skrev dette i slutningen af 1930’erne. I nyere tid inden det fremskudte dige, måtte befolkningen i Tønder evakueres. Og det var også et år med det fremskudte dige, at det var ved at gå galt. Et par timer mere med samme vindstød, så var der sket noget katastrofalt. Så helt sikker kan man nok aldrig være.
Der var ofte vand i marsken
Veje findes ikke i landet. Herude ved Digevejen mellem Højer Kog og Ny – og Gammel-Frederikskog fik jeg endelig det første, overvældende indtryk af, hvad den tønderske mark er. Det er et umådeligt hav af lavt græs, en uendelig steppe. Man ser ikke dens grænse, man ved kun, at den er der. Mod vest dannes den af de vældige diger mod havet. Men herinde fra er de usynlige. Kun enkelte gårde rager lidt op over den fuldstændige horisont, som sejlende kufferter., der danner fine, blålige silhuetter mod den tynde luft. De synes at ligge på række, fordi de alle ligger i samme højde. Hist og her er den vide slette furet af lange, blanke kanaler, som spejler den klare himmel.
Ja sandt er det, at marsken er slægt med havet. Med dette har den tilfældes med den vældige himmel – aldrig uden på det åbne hav har jeg set så meget himmel som her. Og dets frænde er den dag i dag i dag i dag en temperamentsfuld nabo, som uanmeldt kan komme på besøg. En dansk gendarm, som jeg faldt i snak med nede ved grænsen nær Rudbøl, fortalte at havet for tre år siden brød gennem havdiget og oversvømmede store dele i de sydlige områder assisteret fra landsiden af Vidåen, som regnskyl havde drevet over dens bredder. Vidåen og Bredeåen er begge helt flodlignende løb, selv under dagligdags jævne forhold – sikkert er det, at de er både vide og brede.
Der pumpes bestandigt
Som jeg så Vidåen denne augustdag, gik den med rejst manke og flyvende faner under en voldsom ørkenblæst ud i Rudbøl Nør. Det var et lille fræsende hav, som slog med sorte bølger og lange blinkende skumstriber med de lave grønne kyster. Pumpes må her bestandigt rundt omkring, og graves med store ”Gravkøer” spadserer som pansrede uhyrer rundt herude.
Rudbøl og Rosenkrantz
Med stejle kamme går norets bølger helt ind mellem de tykke sivskove, som strækker sig langs digevolden, hvor de små byer Rudbøl og Rosenkrans ligger i fortsættelse af hinanden. Husene deroppe skyder ryg mod blæsten. Det er blot af gammel vane, for et vejr som i dag er kun en lille sommerspøg for dem. Men man tænkte sig dette sted ved vintertid, når marsk og himmel står i et under storm og snefog, eller når havgusen i ugevis lægger sit klamme dække over egnen.
De to småbyer er mærkelige, fordi de udelukkende består af marskhuse med deres ejendommelige arkitektur. Her er slet intet, som forstyrrer indtrykket, til alle sider kun den nøgne marsk med dens diger. Husrækkerne ligger tæt på begge sider af vejen, hvor den dansk – tyske grænse et langt stykke langs vejens midte, markeret ved flade firkantede sten. Husene på østre side af Rosenkrantz er tyske. Danske på den modsatte, men de er alle af nøjagtigt samme type. Det må have være underligt for beboerne en skønne dag at få trukket denne skarpe grænselinje, med venner og frænder i et andet land på vejens modsatte side.
De gamle frisergårde
Mest mærkeligt af alt menneskeværk hernede på boligernes område er de ægte gamle frisergårde af hvilke, der kun findes ganske enkelte. Det er en byggeskik, der er vandret ind med de folk af den frisiske stamme, der har bosat sig så højt mod nord. Et pragtstykke af en sådan bygning fandt jeg på dansk grund lige ved grænsen inden for det store vestlige dige, i det skarpe hjørne, hvor Gammel – og Ny-Frederikskog mødes.
Gården, hvis ejer hedder Pørksen, er af det sædvanlige materiale, de prægtige, brunrøde mursten, der undertiden slår over i helt grøngrå farver.
Digerne med deres brede chausseer leder mig bestandig. Men enkelt gang forlader jeg trods beboernes advarsler disse slagne veje og kører vest på til havdiget, det yderste værn mod havet. På dette sted findes kun en tarvelig markvej, ad hvilken ellers kun bøndervogne færdes, fortæller bonden, som jeg adspørger, Men gendarm, jeg snakker med, mener at vi skal prøve, og det gør vi da.
Jeg kom næsten til at fortryde det. Stormen fra øst river og slider i vognen, så vi hvert øjeblik tror, at den skal ramle ned fra den smalsporede vej ad det bratte dige og havne i dybet dernede. Men vi tager med de to hjul et af de dybe spor.
Levende drengebørn i digerne
Mand, som går og søger efter et hul i jorden at gemme sig i, eller som vil grave ved vejsiden. Så kommer jeg til at tænke på sagnet, som siger, at marskbønder herude i gamle dage hvert syvende år begravede en levende dreng i et af digerne, for at dæmningen skulle holde mod havets og onde magters angreb – sådan som skik var mange steder i landet før i tiden.
Masser af storke i Højer
Nord for Højer Kog ligger på en lille bakkeø landsbyen Højer, endnu en rigtig marskby med sine gamle huse, mere landsbyagtig end Møgeltønder, der næsten virker som en lille provinsby. Især i dens vestlige del finder man endnu prægtige eksempler på de smukke marskgårde af brunrøde mursten,
Fire storke står på taget af bondegårdslænger, syv andre ses på en gang kredsende over de høje trætoppe. Rundt om i byen findes en mængde reder, enkelte gårde har hele tre på en længe, alle beboede.
Byer med en ejendommelig form
Mens frisergårdene forsvinder straks nord for Tøndermarsken – den nordligste fandt jeg i Abild. I Skærbæk blev man præsenteret for en overflod af byggerædsler af enhver art. Men marskgårde følger os over Emmerlev – Ballum Bakkeø gennem byerne Emmerlev, de to Sejerslev’ er, Sønder-Skast og Ballum følger de os stadigt. De er altid af mursten Og har i det mindste en af de karakteristiske kviste på stuehusets facade, ofte lignende på udhuse.
Byerne Emmerlev-Sejerslev og Ballum har en ejendommelig form, idet husene ikke ligger samlede i klump, men i lange rækker på geeststranden eller i sammenstødslinjen mellem gest og marsk. De førstnævnte har en milevid udstrækning langs Sejersbækkens dalføre mod syd og øst. Terrænbyer af den art kendes ellers slet ikke i vores land. Man har troet, at det oprindelig er frisiske anlæg. Men da byerne har været til længe før Frisernes indvandring i det 10. og 11. århundrede, og da selv de ældste skattelister herfra viser, at besiddere med danske navne er i overvejende stort antal, er det ikke megen hjemmel for en etnografisk forklaring.
Den vestlige vej over Hjerpsted
Umiddelbart efter mit besøg i marsken tog jeg en smuk høstdag fra Højer op over landet mellem Emmerlev og Ballum – ikke hovedlandevejen, men den vestlige over Hjerpsted og langs kysten. Hele det store morænelandskab, som engang har været en ø i havet og falder med stejle klinter ned mod vest og nord, er det morsomste af de gamle kystlandskaber inden for Vadehavet. Med sit bølgende terræn når det ud mod vestkysten et par steder 18 – 19 meters højde, hvad det virker ganske anseligt, navnlig umiddelbart oven på indtrykkene fra marsklandskabet.
Hærværk over Oldtidshøje
Det er mærkeligt at se, hvor rig denne stump land er på oldtidshøje. På den 13 meter høje Emmerlev Klev finder jeg 4, som alle er fredet. Senere tæt syd for Hjerpsted, ligger en ny lille gruppe vest for vejen helt omgivet af dyrkede marker. Og senere, da jeg når op på det højeste punkt ved kysten nord for Hjerpsted Kirks, finder jeg en gruppe på ikke mindre end 12 stykker. Enkelte af dem er fredet, men 4 er mishandlede af deres ejere på en usædvanlig oprørende måde, idet et markskel i form af en flere meter dyb grøft gennemskærer dem på række, deriblandt de to største i hele gruppen. Grøfterne er på begge sider garderet af pæle, forbundet med pigtrådshegn. Det er en hæslig form for hærværk. Og en ganske overflødig foranstaltning. Man kunne dog have nøjes med pigtrådshegnet og sparet de ødelæggende grøfter.
Fremragende udsigt
Udsigten fra stedet over marsken i nord og syd er fremragende. Men ligefrem dejlig er synet over Vadehavet mod Rømø over hvilken nogle vældige klodeskyer har lejret sig og spejler deres hvide lys og dybe skygger i den aldeles blanke vandflade. Den fjerne os Sandbjerg rager højt op mod den dybtviolette varmedis i horisonten. De ser ud som skinnende gletsjerrand, der bølger i et fantastisk Fatamorgana.
Trøjborg
Knap en mil øst for Hjerpsted ligger på den indre side af Sejerslev ruinen af det gamle slot Trøjborg, der opførtes i 1580’erne af Peder Rantzau på det sted, hvor en middelalderborg af samme navn havde stået. Af denne som endnu stod i 1566 og da blev ejet af Daniel Rantzau, er nu intet spor tilbage. Den nuværende ruin er de sparsomme rester af en af de smukkeste renæssanceslotte i Sønderjylland.
Det stod uforandret til det 19. århundrede, men blev for størstedelen i 1854 nedrevet. Kun vestfløjens ydermure og kældrene er tilbage. Men storslået og fuld af mærkelig stemning er endnu den gamle park med dens trækæmper omkring de stille voldgrave og ruinen på dens solide kampstensfundament.
Kastanje, linde, elme og store bøge omringer graven og de vældige murrester, og under det soltindrende løv hersker den dybeste stilhed og fred. Selv som ruin bærer denne borg og dens omgivelser endnu vidner om en tryghed og ophøjet ro, som danner den mærkeligste modsætning til de nære, åbne, vindhærgede sletter og de små, tætbyggede marskgårde, der synes at være indrettet som fæstninger mod alle elementers angreb.
Ballum Marsk knap så storslået
Indtrykket af Ballum Marsk er ikke nær så storslået som Tøndermarsken. Fra dens eneste dige, den mindst seks meter høje vold yderst mod havet, har man udsigt over Vaderne, der kun ved en ret smal græsklædt forstrand er skilt fra diget. Det hele har karakter af en indhavskyst. Kun Rømø derude med dens klitrækker, dens møller og kirke giver landskabet noget hold. Længere mod syd skimtes øen Silds helt ørkenagtige strand.
Men på sin vis er også dette sted mærkeligt. Stranden med dens græsklædte polde strækker sig helt ud til det rødbrune slik, der hist og her som øer rager op over fladvandet. Sandet lyser gulgrønt og ravfarvet gennem det lave vand over til Rømøs Kyst. Nedenfor diget, hvor Bredeåen gennemstrømmer fladen, kan denne dog minde noget kirkefærd.
Katastrofen i Misthusum
I gammel tid var marsken herude derimod delvis beboet. I 1417 omtales dens første beboere som ”de Hollender i Balm Mersk”, der grundlagde værfter og byggede gårde herude. Men allerede i slutningen af det 16. århundrede omtales her kun folk med danske navne på de fire gårde, som da var tilbage.
Få år senere ramtes hele Ballum Marsk frygtelig af den store stormflod 1634, da havet her skyllede en hil mil ind i landet gennem sognene Randerup, Brede, Døstrup og Mjolden. Flere hundrede mennesker og tusindvis af heste og kvæg druknede, mens markerne lagdes øde af sand, muslingeskaller og tang. Det er en ynk at læse beretningen om de ulykker og rædsler, som floden førte med sig. Byen Mjolden var ukendelig efter katastrofen. Også Rejsby, som liger omtrent en mil nord for Skærbæk, blev helt bortskyllet i denne nat. Værst gik det ud over den lille by Misthusum i Døstrup Sogn, som var bygget nær Bredeåens munding på 8 værfter. Byen forsvandt fuldstændig på få timer
Ja sådan sagde sognepræst Søren Hegelund.
Hundreder af tragedier har udspillet sig på nogle få timer, som når Mathias Martensen af Randerup Sogn forklarer for Herredstinget, at han har:
Beboerne vendte tilbage
Det er forbavsende at tænke sig, at beboerne af Misthusum vente tilbage og genopbyggede deres by, og på denne stod gennem alle trængsler i omtrent to hundrede år. Men under de seneste stormfloder led den så meget, at beboerne endelig langsomt fortrak. Den sidste familie flyttede dog først herfra i 1814. Endnu i 1890 kunne man i ruinerne af et hus læse følgende indskrift på en bjælke:
Stormfloden 1825 nåede ind til Brede og Døstrup, og i tiden fra 1819 – 1884 er flodvandet 31 gange raset helt ind til Randrup Enge.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk finder du 1.487 artikler heraf
249 fra Tønder
186 fra Sønderjylland
Travlhed ved Højer Sluse
Fiskeri ved Højer
Askerode ved Vidåen
Omkring Vidåen og havnen i Tønder
Kanal gennem Tønder
En vandmølle i Tønder
Dato: januar 4, 2020
Dansk og Tysk i Højer
Forskellige forhold til de tysksindede. Revolution i Højer. Stort tysk flertal i 1920. Man kunne ikke sælge Dybbøl – mærker til de tysksindede. Fem slags beboere i Højer. De blandede ægteskaber. Sønderjysk Tæppefabrik. En tysk hustru. Både dansk og tysk skole. De danske børn var i mindretal. Tog til Tønder og hilste på soldaterne 9. april 1940. Da undervisningsministeren kom på besøg. Lærerne risikererede at kigge på et kanonrør. Afsted til Fårhuslejren. Tyske privatskole opstod. Kaotiske forhold omkring 4. maj. 1945. To nationaliteter. Kreditanstalt Vogelgesang. De fortrød ofte, at de meldte sig. Han meldte sig til Waffen SS.
Forskellige forhold til de tysksindede
Egentlig skulle min Oma være blevet begravet af den tyske præst, men hun valgte den danske præst. Beslutningen var ikke så svær for hende. Her i Højer har dansk og tysk levet side om side i mange år. Som vi tidligere har nævnt, var det nok de tysksindede, der dominerede. Det var dem, der sad på de rigeste gårde. Det var også de tysksindede, der bestemte i Byrådet, hvor de havde absolut flertal i mange år. Og vi har også skrevet om en politibetjent, der nærmest blev presset ud af de tysksindede.
Og så var det Folmer Christiansen, der stort havde et godt forhold til de tysksindede i alle de år, han opholdt sig i byen fra 1939-2011.
Revolution i Højer
51 af byens borgere faldt under Første Verdenskrig. Det kunne selvfølgelig mærkes. Og også i Højer var der revolution. Vi har tidligere skitseret det, men her kommer en nærmere præsentation.
Det var i november 1918 og så brød der revolution over alt i Tyskland og Nordslesvig. Det skete selvfølgelig også i Højer. Der blev dannet arbejder- og soldaterråd. Man sendte den offentlige udråber ud i Højer med sin tromme. Han bekendtgjorde:
Næste dag samledes naturligvis hele befolkningen på torvet. Klokken 12. Det landstormkompagni, der var udstationeret der, marcherede ind på torvet kl. 12. Og også en lille afdeling af marinen i Flensborg marcherede ind på pladsen. Lederen af marinen gik hen til kaptajnen for Landstormen og hev hans epauletter af ham. Han tog også hans sabel fra ham.
Dermed var revolutionen i Højer sådan set forbi. Derefter skulle der ellers dannes arbejder – og soldaterråd. Det foregik om aftenen på Centralhotellet. Det var igen denne marinere fra Flensborg, der førte ordet. Han var godt kendt med forholdene i Højer. Måske stammede jan fra Højer?
Han foreslog en bestemt håndværker til formand for Arbejder- og Soldaterrådet, men håndværkeren svarede:
Men marineren svarede ham:
Så var det ikke let at tale udenom. Men det blev nu ikke ham, der blev formand for Arbejder- og Soldaterrådet, som ikke fik den store betydning i Højer.
Stort tysk flertal
Det blev et stort tysk flertal i Højer den 10. februar 1920. Der var 73 pct. tyske stemmer og kun 27 pct. danske stemmer. Man kunne måske godt forstå, at tyskerne var fornærmede over, at de ikke skulle med ned til Tyskland. En gammel tysker skrev da også i sin bibel:
Efter Genforeningen skulle man jo prøve at leve sammen med hinanden under de forandringer, som det jo gav. Landet kom jo nu ind under dansk lovgivning. Men nu havde tyskere og danskere i Højer jo levet sammen i mange år. De havde jo egentlig haft et godt naboskab.
De unge danske gendarmer kunne nu godt spille fodbold sammen med de tyske unge. Det blev anderledes da nazismen dukkede frem i 1933.
Man kunne ikke sælge Dybbøl – mærker i Højer
Dette kom i høj grad til at præge forholdet. I Højer var de allerfleste tyskere gået over til nazismen. Det var blevet en meget stærkere stemning, end det var før. Alle kendte alle. I skolen skulle man sælge mærker, og det var sandelig ikke alle steder, man måtte gå med alle mærker.
Hvis det var Dybbøl-mærker, så fik børnene at vide:
Men det var ikke altid lige let, for der kom også børn udefra. Når man så kom til at gå ind til en tysksindet, ja så fik man at vide, at man nok skulle gå et andet sted hen. Andre steder fik man et decideret møgfald.
Fem slags beboere i Højer
Nu kunne forholdene i Højer godt være lidt komplicerede med så mange tysksindede. Det fik engang Troels Fink til afbryde følgende, da han var på besøg i Højer:
Det siger man selvfølgelig ikke til dem selv. Altså dem, der hverken føler sig danske eller tyske, men er sådan ind imellem. Måske stemmer de ved et valg dansk og ved et andet tysk. Sognepræsten N.P. Nielsen kaldte dem ”De uafgjorte”.
Kategori nummer to var de blakkede, der hældte til dansk side og nummer fire blakkede, der hældte til dansk side. Sådan sagde Troels Fink. Det lyder indviklet, men i praksis vidste man godt, hvor beboerne skulle anbringes i de fem grupper.
Der var faktisk en sjette gruppe i Højer, som man kunne kalde ”Jyllands – tyskere”. De kom nordfra til Sønderjylland. Du kunne ikke være andet end danskere, men som så gik over til tyskheden – i reglen fordi de blev tysk gift.
De blandede ægteskaber
De blandede ægteskaber – som det er en del af, fungerede normalt på den måde, at når det var en dansk pige og en tysk mand, så gik hun over til tyskheden. Det er jo også historien om håndværkeren fra Højer, der gik på valsen oppe i Nordsjælland. Så fandt han en pige deroppe. De blev gift og flyttede til Højer. Han var alle dage tysk og hun var alle dage dansk. Det var der ingen, der tog anstød af.
Det var en enkelt familie-det var en mejeribestyrer – han blev tysk gift. De fik tre sønner, hvoraf de to blev danske og den tredje tysk. En af de danske blev gift med en nord fra Hun havde det ikke så godt, at der var tyskhed i familien. Samtidig havde hun og hendes mand et meget nært venskab med en tysk snedkermester i Højer.
Højer er karakteristisk ved at danske og tyske bor imellem hinanden. I samme hus kan der bo en dansk familie og en tysk familie, og er der sygdom i familien, så hjælper den anden. Er der begravelse så går man uanset om det er dansk eller tysk.
Sønderjysk Tæppefabrik
Højer var i mange år afhængig af Sønderjysk Tæppefabrik. Den blev startet af en fynbo i 1919. Han havde studeret tekstilvirksomhed i Tyskland. Der havde han fundet sin kone i Hannover. Hun flyttede med til Danmark. Hun valgte at følge hendes mand, og det lykkedes hende at komme godt ind i det danske.
Han købte i 1919 et lille uldspinderi, der beskæftigede fire mennesker. Der var en klausul i handelen, at hvis Højer kom til Tyskland, så skulle handelen gå tilbage. Han ville have sin virksomhed i Danmark. Han gav sig til at fremstille tæpper. Op til 1940erne blev det Tønder Amts største industrivirksomhed.
En tysk hustru
Hans søn – som overtog fabrikken efter ham – giftede sig med datteren af byens tidligere tyske borgmester, og hans søn igen – der også var direktør på tæppefabrikken – giftede sig med datteren af den tyske præst her. Det var altså den tredje generation af sådan et blandet ægteskab.
Når man spurgte nummer to Kjærby – og det var det somme tider, nogen der gjorde – hvordan klarer I jer egentlig i Højer med alle de tyskere, så svarede han:
Dengang under Anden verdenskrig forærede Det Tyske Forening Hagekorsflag rundt til de tysksindede. Men de fik lov til at blive liggende i kommodeskuffen. Ja en enkelt lade flaget om til en mørkerød nederdel.
Både dansk og tysk skole
I den tyske tid fra 1864 til 1920 var der kun tysk skole i Højer. I oktober 1920 blev der oprettet en dansk skole. Ja så skulle man jo lige finde lokaler til den. Det sparsommelige byråd fandt ud af, at børnene hidtil har kunnet finde plads i den forholdsvis nye skolebygning fra 1905. Der måtte de også være i fremtiden.
Det blev sådan, at den danske skole fik to klasser i den nordlige del, og den tyske fik tre klasser i den sydlige del. Over indgangsdøren stod der:
Op ad trapperne stod der også tyske indskrifter. De var nu så uskyldige, at ingen havde noget imod dem. Men de danske lærere mente alligevel, at man jo var i Danmark, så hver gang der skulle males, blev de tyske inskriptioner malet over.
Da undervisningsministeren kom på besøg
Inden den danske kvindelige undervisningsminister, Nina Bang var første gang på besøg på skolen i Højer, havde hun fået noget at vide i forvejen. Hun havde fået at vide, at der var fælles lærerværelse for både danske og tyske lærere og at der på lærerværelset stadig hang et billede af Kejser Wilhelm.
Da hun nu kom ind i lærerværelset sammen med lærerne og skolekommissionen, pegede hun på billedet og sagde:
Ja så måtte kejseren væk. Men de tyske og danske lærere blev så enige om, hvem der så i stedet måtte hænge der.
De danske børn var i mindretal
I frikvarteret var det fælles legeplads. Der legede danske og børn. Som regel foregik det hver for sig. Men det hændte også, at de legede sammen. Uden for skoletiden legede de også sammen. Men om vinteren i sneboldkampe kunne det godt opstå et problem. For de tyske børn var flest.
De danske og tyske lærere talte aldrig om nationale forhold. I besættelsestiden var det også sjældent, at de var i lærerværelset samtidig.
Tog til Tønder og hilste på soldaterne
Den 9. april fik de tyske elever allerede fri klokken ti. Da lukkede man skolen og gav eleverne fri. Mange af disse tog sammen med deres forældre til Tønder for at møde de tyske soldater. Det gik lang tid, inden disse kom til Højer.
Lærerne risikerede at kigge ind i et kanonrør
Fra 1943 til 1945 var der hele tiden soldater på skolen. Gymnastiksalen og skolekøkkenet havde de hele tiden. Sommetider havde de også klasseværelset. Og så brugte de skolepladsen som oplagringsplads og dels som øvelsesterræn.
Lærerne kunne risikere at kigge ud i et kanonrør, når de stod inde i klassen og kiggede ud, fordi tyskerne holdt øvelse på skolepladsen. Man kunne godt blive knotten og bede børnene om at synge en god dansk sang. Men det var de tyske soldater nu ligeglade med. Og egentlig opførte de tyske soldater sig pænt, selv om den støj og uro, de frembragte på skolen, var ubehagelige.
Afsted til Fårhus-lejren
Alle Zeitfreiwillige og tyske lærere i Højer blev hentet den 9. maj og ført i Fårhuslejren. Det skete under meget nedværdigende forhold. Derefter var der kun en tyske lærerinde tilbage på skolen. Senere kom endnu en til. Med nedsat timeantal holdt de skolen gående til den 27. juni, hvorefter den tyske skole blev lukket.
Tyske privatskoler opstod
De tyske børn var så uden undervisning resten af året. I 1946 blev der oprettet nogle særklasser, hvor tyske børn fik undervisning. Det skete dels af danske lærere, der underviste i dansk, historie og geografi og dels af tyske lærerinder, der underviste i de øvrige fag.
Det varede dog kun i tre måneder, så ville de danske lærere ikke mere. Derefter blev den tyske skole igen nedlagt. De tyske børn var så uden undervisning til den 7. juni. Den tyske borgmester ankom nu til den danske førstelærer og ville gerne indmelde 71 elever fra den tyske skole i den danske. Han ankom om eftermiddagen og forventede, at de kunne starte næste morgen.
I løbet af natten måtte der så pukles for at få det hele op i en højere enhed. Nu var det jo den store fordel at alle elever havde dansk som hjemmesprog. De forstod udmærket dansk.
I den følgende tid skød tyske privatskoler op rundt omkring i Sønderjylland. Det varede ret længe inden regeringen fandt ud af at tackle skoleproblemerne i Sønderjylland. Først i 1951 dukkede en ny tysk privatskole op i Højer.
Det var faktisk først fra omkring 1830 at folk bevidst gik over til det tyske i Højer. Og det var hovedsagelig de velhavende.
Kaotiske forhold omkring 4. maj
Den 4. maj og de første dage efter Befrielsen var meget kaotiske i Højer. Den 4. maj blev en søn af direktør Kjærby på Tæppefabrikken begravet. Den 1. maj var han blevet dræbt af noget ammunition, som tyskerne havde smidt fra sig. Det var det så nogle drenge, der legede med.
Kjærby’ s søn blev begravet den 4. maj om eftermiddagen. Et par dage efter blev en gendarm, der havde været i koncentrationslejr og var kommet meget syg hjem begravet. Der var også en dansk frihedskæmper, der stammede fra Højer, men som havde boet i Skærbæk, der blev dræbt af tyskerne 5. maj. Han blev også begravet i Højer. Man gik fra befrielsesfest til begravelse. Det var nogle mærkelige dage – dengang.
To nationaliteter
Dem nord fra havde efterhånden fundet ud af, at der var en tysk skole i byen, der var tyske foreninger, og der har været en tysk børnehave. Der har været tysk læge og tysk kirkegang. Men de opdagede knap nok, at der var to nationaliteter.
Under Første Verdenskrig havde mange i Højer hjælp af russiske krigsfanger. Men som vi allerede har skrevet, så var der 51, der ikke kom hjem.
Kreditanstalt Vogelgesang
Tyskerne oprettede i 20erne Kreditanstalt Vogelgesang. Deres opgave var at skaffe så meget jord på tyske hænder som muligt og få det båndlagt til det blev tysk. Det var sådan, at hvis en dansker solgte jord til en tysker, så blev han meget ugle set.
Efter ar Kreditanstalt Vogelgesang var oprettet, så oprettede danskerne Landeværnet, som så sørgede for så vidt muligt at beholde dansk jord på danske hænder. Men det betød meget i de år efter. Vi har også her på siden skrevet en artikel om dette tema.
De fortrød ofte, at de meldte sig
Det var svært i de tyske hjem, da mændene blev sendt til Fårhuslejren. Nogle af dem fik en ret lang straf. De dansksindede syntes stadig at det var unaturligt, at nazister meldte sig til tysk krigstjeneste. Men det var nu ofte at de fortrød. En ung tysker var hjemme på orlov og den tyske forening holdt fest på det tyske hotel. De bad ham om at fortælle om hans oplevelser. Han svarede:
Han meldte sig til Waffen SS
Ved kampene ved Bredevad den 9. april 1940 var han en helt.
Han lå i vejgrøften bag et maskingevær sammen med en dansk kammerat. Han har selv fortalt, at han helst ville have sprunget op og løbe over til sine venner. Men nu blev han liggende der. Hans kammerat blev ramt i hovedet og han gjorde alt muligt or at hjælpe ham.
Efter at træfningen var endt, blev de danske soldater taget til fange. Nogle dage efter blev de frigivet. Noget af det første han gjorde, da han kom hjem, var melde sig til SS. Et år efter faldt han i Rusland. Men i mange tilfælde var det forældrenes nazisme, der førte til dette, at de unge meldte sig til krigstjeneste. Der er mange triste historier fra denne tid.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: december 24, 2019
Sønderjyske Årbøger 2019 – en anmeldelse
Global søfart og lokalidentitet i Sønderjylland. Før krigen har det aldrig været noget i vejen med mig – psykiske krigslidelser i Sønderjylland. Stenderup Slaget. Civile flygtninge i Hørup Sogn på Sydals 1945 – 1947. Når man ikke kan skaffe uddannede lærere – Læremangel i Sønderjylland i 1950erne og 1960erne. Karl Otto Meyer: At leve så dansk så stærkt, at det smitter. Erindringer fra et dansk mindretal. Vi bringer også en oversigt over masser af artikler, du kan læse om på dengang.dk, der berører disse emner.
I år kom bogen ikke automatisk. Jeg måtte rykke for den. Men så kunne man jo samtidig bestille en ny nyhed, som vi vender tilbage til her på siden. Og det kommer åbenbart mere i godteposen fra Historiske Samfund for Sønderjylland. En bog om sønderjysk søfartshistorie og om zeppelinbasen i Tønder. Ja der er flere på vej, men det er da i hvert fald nogle som ”Den Gamle Redaktør” skal have.
Denne gang indeholder Sønderjyske Årbøger 7 artikler. Og helt ærligt så er alt ikke lige interessant. Men det har hverken noget med skribenterne eller historieformidlingen at gøre. Det handler om, det som man interesserer sig for i historien.
Imponerende er også, at bogen indeholder hele 14 anmeldelser. ”Den Gamle Redaktør” har læst nogle stykker af dem. Og så er det igen imponerende at læse, hvad sker på den historiske front i Sønderjylland.
Global Søfart og Lokal Identitet i Sønderjylland
Af Mikkel Leth Jespersen
Vi går aldrig fejl af denne forfatter, således har ”Den Gamle Redaktør” læst flere artikler/bøger af denne forfatter om søfartshistorien i Sønderjylland. Og det er spændende formidlet.
I løbet af 1800 – tallet var det en betydelig søfart i Aabenraa, Sønderborg og Flensborg. For alle tre byer har udgangspunktet været Østersøsejladsen og senere Middelhavs-sejladsen.
Flensborg havde allerede fra midten af 1700 – tallet indledt en betydelig sejlads på de danske kolonier. Englændernes bortførelse af den danske flåde i 1807 betød et total kollaps for den sønderjyske langfart.
Først efter 1814 kom der gang i den igen. Fra midten af 1800 – tallet overhalede Aabenraa den langt større by, Flensborg. En Aabenraa – kaptajn var i Rio de Janeiro. Her var han blevet spurgt om Danmark lå i Aabenraa.
I 1860erne og 1870erne fortsatte sejlskibene med at sejle på den kinesiske kyst. Men konkurrencen fra dampskibene kunne mærkes. I løbet af 1880erne blev Sønderborgs beskedne og Aabenraas betydelige sejlskibsfart afviklet.
Dampskibsteknologien betød at Flensborg fik vind i sejlene. Men det fik man aldrig rigtig indført i Aabenraa. Sønderborg havde dog en småskibsfart og fjorddampere på Flensborg Fjord.
I avisen ”Neue Apenrader Anzeiger” kunne man den 30. november 1885 under overskriften ”Gedanken über Grûndung eines Stâdischen Museum” kunne læse om, hvordan, der 20 år forinden havde stået fem store flotte bakskibe på bedding. To år senere fik Aabenraa et museum.
Bortset fra Michael Jebsens dampskibsrederi var Aabenraa stolte søfart fortid. Man kunne i Aabenraa komme på preussisk navigationsskole ind til 1920 og læse til styrmand og tage eksamen.
Inge Refslund Thomsen udgav i 1957 sine erindringer. Hun fortalte bl-a- om de mange kaptajner i Aabenraa omkring 1900. At få en kaptajn og sidde i en villa på Nørre – Chausse, var pigernes drøm dengang.
I 1929 udgav den pensionerede kaptajn, Hans Schlaikier, Aabenraa Søfarts Historie på både dansk og tysk.
I løbet af 1920erne og 1930erne døde de sidste sejlskibskaptajner og kaptajnsfruer.
I Sønderborg havde man Skipperlauget. Og i 1850erne holdt man fester på Colosseum. I 1934 blev der udgivet et jubilæumsskrift om ”Skipperlauget”. I 1971 kom der endnu et skrift.
Det vakte forargelse at udstillingen på Sønderborg Slot blev nedtaget og uidstillet i et mindre rum på slottet.
Frem til Første Verdenskrig gik det kun fremad for skibsfarten i Flensborg. Omkring århundredeskiftet boede der hundredvis af søfolk i Flensborg. Værftet beskæftigede dengang mere end 1.000 personer. I begyndelsen af 1930erne flyttede et par store rederier til Hamborg.
Efter Anden Verdenskrig havde byen helt udspillet sin rolle som søfartsby. Da man genopstillede udstillingerne i byens museum b lev søfarten helt udeladt. Man havde dog mange bygninger tilbage fra byens storhedstid med søfart. I 1984 kunne man i en af disse historiske bygninger indrette et søfartsmuseum.
Blandt interessenterne var Flensburger Schiffergelag e.V. med rødder tilbage til 1500 – tallet. Og hvert år bliver der afholdt Romregatta i Flensborg
Mange udgivelser fremkom pludselig om byens storhedstid med søfart.
En spændende beretning som mange ting, ”Den Gamle Redaktør” ikke var klar over.
Før Krigen har det aldrig været noget i vejen med mig- Psykiske krigsinvalider i Sønderjylland efter 1. Verdenskrig, ca. 1920 – 1939.
Kaspar Nielsen
Allerede i efteråret 1914 begyndte de første meldinger at tyde om store grupper af soldater, der var blevet ukampdygtige. Det skete på grund af ”hysteriske” anfald af bl.a. blindhed, stumhed, lammelser i alle dele af kroppen og ukontrollabel gråd, rysten og opkast. Symptomerne spredte sig som en epidemi i skyttegravene.
Alene var det i den tyske hær op mod 200.000 soldater i løbet af krigen, der blev behandlet for en ”nervøs” lidelse af det militære lægevæsen.
De fleste læger og højtstående officerer betragtede fænomenet som fejhed. Mange af ofrene var plejekrævende og nye tilfælde opstod efter krigen. En rapport fra 1922 viste, at krigsveteranerne med ”nervøse” lidelser udgjorde halvdelen af alle militære rentemodtagere i Tyskland. Det kostede staten i omegnen af en milliard mark årligt.
Alle udbetalinger til psykiske krigsledelser blev stoppet i Tyskland i 1926.
I Sønderjylland Var Invalidenævnet nedsat men snart blev de i den grad overbebyrdet. I løbet af de første måneder modtog man over 3.000 sager. I 1924 blev der udbetalt 4,9 millioner kroner. Det svarede til 1,2 pct. af statsbudgettet. Den sidste krigsinvalide døde i 1996, 97 år gammel.
Det var bestemt ikke alle, som led af psykiske lidelser, der fik hjælp og støtte. 346 soldater fra Det Britiske Imperium blev henrettet som kujoner. Antagelig led de af granatchok. Jo man kaldte også symptomerne for renteneurose.
Meget tyder på, at lægerne ikke vidste, hvad de skulle stille op med de psykiske lidelser. Der var mange tilbagefald og genindlæggelser. De ramte blev indlagt både på den medicinske afdeling, sindssygehospitaler, nervesanatorium. Kuranstalt m.m. Mange gange blev patienterne beskyldt for at spille skuespil.
Den nedsatte arbejdsevne skulle dokumenteres. Der skulle dokumenteres. Der skulle indhentes vidneudsagn fra soldaterkammerater, fra soldaterkammerater, tidligere chefer, mestre og kollegaer m.m. Lokale politimyndigheder blev bedt om at udspørge folk i lokalområdet.
Men i Danmark tog man dog individuelle hensyn i modsætning til andre lande.
Er meget interessant indlæg som du kan læse meget mere om i Sønderjysk Årbog.
Stenderup – Slaget
Af Leif Hansen Nielsen
Gårdejer Jørgen Nielsen fra Stenderup på Sundeved skulle sættes ud af sin gård ”Vestervang” af Kongens Foged. Det skulle ske den 4. april 1932. Dagen derpå blev der afholdt et protestmøde, der bl.a. blev arrangeret af LS (Landbrugets Sammenslutning) Det endte med en konfrontation med gældstyngende bønder og politi.
Vi har tidligere læst om dette slag et par gange, men forfatteren formår på bedste måde, at få de sociale aspekter med i historien.
De sønderjyske bønder var hårdt ramt. Landbruget skulle omlægges fra preussisk til dansk landbrug. Det var ikke helt let, og det kostede penge. Det var også dyrt at konventere fra mark til kroner efter 1920. Dertil kom også den nationale konflikt i det sønderjyske.
Efter en tvangsauktion skulle Jørgen Nielsen og hans familie flytte fra slægtsgården i Stenderup. Her havde familien boet gennem 300 år. LS havde opfordret Jørgen Nielsen til at blive boende på gården. Så ville de placere vagter.
Den kommende ejer, Johan Philipsen havde valgt at flytte ind hos sin svoger, Peter Bladt, der boede i den anden ende af Stenderup. Den 29. marts havde en delegation fra LS bedt ham om at trække handelen tilbage.
En af de ledende i LS var Wilhelm Deichgräber fra Sebbelev på Als. Han var egentlig nazist og aktiv i det tyske mindretal. Man sagde også at kommunister deltog i slaget.
Begrebet ”kommunister” var i borgerlige kredse arbejdsløse, der gennem demonstrationer krævede brød og arbejde. Den 16. november 1932 fik kommunisterne i Sønderjylland således 931 stemmer.
En tredje gruppe, der spillede en rolle ved Stenderup – slaget var DNSAP. Særlig her på Sundeved havde de god tilslutning. Det hang sammen med Frits Clausen, læge i Bovrup. I 1933 blev han partifører. På det overordnede plan gik DNSAP godt i spænd med den radikale del af LS.
NSDAP – N var endnu ikke helt så godt organiseret. Men man kan i grunden undre sig lidt over, at alle disse grupper var gået sammen.
I 1932 var arbejdsløsheden i Danmark næsten 32 pct. Politimestrene i det sønderjyske var blevet advaret fra krigsministeriet om borgerkrigslignende tilstande. Politimester Vilstrup i Gråsten havde da også skrevet til Justitsministeriet, at han var bekendt med Jørgen Nielsens udsættelse.
Politimesteren havde allerede henvendt sig til nabokredsene (Aabenraa, Tønder, Haderslev og Sønderborg). Men de kunne kun mønstre 33 betjente. Man anmodede derfor om yderligere om en styrke fra 50 mand.
Dagen efter kom 52 mand fra Københavns Politi med eksprestog.
Den 20. marts var der kastet en såkaldt håndbombe ind hos Peter Bladt og den nye ejer af Vestervang. Der fulgte en del trusselsbreve også mod Andelskassen, der havde begæret trusler. Også Johan Philipsen og hans familie modtog trusler.
Der var afholdt hemmelige møder på Snogbæk Kro mellem medlemmer af LS, Nationalsocialister og LS, samt personer fra Tyskland. Heriblandt var Bruno von Salomon. Han var kendt for at bruge sprængstoffer ved attentater.
Selve udsættelsen den 4. april 1832 blev iværksat med 30 lokale betjente. I stuehuset var der forsamlet 30 -40 mennesker. Fogeden opfordrede dem til at gå. Efter anden opfordring forlod folk gården. Jørgen Nielsen og hans svoger blev ført væk af politiet. Efter få minutter kom tre lastbiler og kørte Jørn Nielsens indbo væk.
Politistyrken blev ved gården. Ved 18 – tiden forlod styrken gården og fire stykker blev tilbage. Efter udsættelsen flyttede Jørn Nielsen med familie hen til moderen i aftægtsgården 50 meter fra gården.
LS havde indkaldt ”Slesvigske bønder og arbejdere” til ar møde talstærkt op den 5. april. 1.500 mødte op. Men mødet blev afholdt på en mark ved kroen i Stenderup. Første taler var Frits Clausen. Herefter fulgte en række markante talere. Gruppen søgte nu til Vestervang, hvor optøjerne startede. Stavene blev trukket. De københavnske betjente drev nu mængden mod syd. Der blev kastet ler klumper og sten efter politiet.
I den konservative avis ”Dagens Nyheder” forlød det, at det var 100 kommunister, der havde stået for optøjerne. Avisen kunne berette, at det var de københavnske betjente, der gav kommunister ”brodne pander”. Jyske Tidende, Dannevirke og Dybbøl Posten mente, at det var en krænkelse af befolkningens æresfølelse, at københavnske betjente skulle deltage.
Stenderup – slaget blev af tyske medier brugt til argumentation for en grænserevision. En flot gennemgang af Leif Hansen Nielsen. Det undrer ”Den Gamle Redaktør”, at der var fulgte så mange milde straffe.
Civile flygtninge i Hørup Sogn på Sydals 1945 – 47
Anton Marckmann
Der kom 250.000 tyske flygtninge til Danmark. Disse blev anbragt rundt om på skoler og andre offentlige bygninger. Man langt de fleste blev anbragt i interneringslejre. En af disse lejre lå i Hørup på Als. Indtil befrielsen var det de tyske myndigheder, der havde ansvaret.
Men efter maj 1945 var det de danske myndigheder, der stod for behandlingen af de tyske flygtninge.
I alt var der 23.000 tyske flygtninge i Sønderjylland. De 9.000 var indkvarteret hos landsdelens hjemmetyske befolkning. Tyske læger og sygeplejerske tog sig af dem. Den danske lægeforening havde afslået at yde hjælp.
Lejrene blev efterhånden indhegnet med pigtråd og sat under væbnet bevogtning. I høsten 1945 hjalp de endnu bønderne med høsten. Til gengæld havde de som modydelse modtaget flæsk, brød, smør og beklædningsgenstande.
Den ene af lejrene i Hørup var i begyndelsen ubevogtet. Hver uge kom den tyske læge og tandlægen kom efter behov. I juni 1945 var der 14 personer. I april 1946 var der 114 personer.
Hotel Baltic i Høruphav var beslaglagt af tyskerne fra december 1944. På hotellet boede i perioden 3. marts til 17. maj 1945 ca. 60 KLV – flygtninge (Hitler Jugend) De blev kommanderet rundt af en sergent og kommanderet i havet i marts måned.
Disse blev overført til lejren ved Hørup Klint. 470 flygtninge blev indkvarteret på Hørup Klint. I starten af 1900 – tallet havde tyskerne anlagt en torpedoprøvestation. I 1945 – 1946 blev her bygget mere end 20 træbarakker.
Ved byggeriets afslutning blev det anslået at lejren kunne rumme ca. 2.000 flygtninge. Men i 1946 nåede lejren sit maksimum på 1.346 flygtninge. Den daglige ledelse blev overdraget til en fisker og cykelsmed fra Høruphav.
Lejren havde sit eget politi. Efterhånden blev også denne lejr indhegnet og bevogtet. De personlige ejendele blev frataget flygtningene. Lejren var præget af rotter. Her var gammeldags toiletter med spande. Barakkerne var utætte og der var alvorlige fugtproblemer. Vejene til lejren var meget pløret.
Den kolde forplejning blev uddelt hver anden dag og bestod af brød margarine og pølse. Den varme ret bestod af en sammenkogt ret, dog ikke om søndagen. Kosten var ensformig og mangel på kød.
I årene 1945 – 47 døde 27 flygtninge, men der fødtes tolv drenge og seks piger.
Her var også teater- og dansegrupper. Forholdene her var nok trods alt bedre her end så mange andre steder, fordi her var mere plads.
Beretningen slutter med en erindring om, hvordan det var dengang fra en, der selv sad i lejren. Hun blev dansk gift og var godt tilfreds med opholdet.
Dette var en udmærket og informativ beretning.
Når man ikke kan skaffe uddannede lærere – Lærermangel i Sønderjylland i 1950erne og 1960’erne.
Erik Nørr
Dette mærkede vi nu ikke noget til på Tønder Kommuneskole dengang.
I 1930erne havde det været utallige ansøgninger til de sønderjyske læreanstalter og mange seminariestuderende måtte påtage sig tilfældige vikariater og andet arbejde. Hvorfor var det sådan? Hvordan blev lærerembedene besat? Ja det er i virkeligheden. Hvad denne artikel handler om.
Specielt i Tønder Amt manglede der ansøgninger. Derfor tillod Undervisningsministeriet, at der i første omgang blev oprettet ekstra klasser på Tønder Statsseminarium og N. Zahles Seminarium. Senere kom der 11 nye seminarier til. Problemet var at lærerne også skulle kunne beherske nogenlunde tysk. Der skulle jo pludselig skaffes plads til en masse tyske børn.
Ved afslutningen af Anden Verdenskrig havde det kun været ansat 35 lærere ved de danske skoler i Sydslesvig. Fire år senere var der 390.
Dette var et problem, som ”Den Gamle Redaktør” ikke var klar over.
Karl Otto Meyer – at leve så dansk så stærk at det smitter
Mogens Rostgaard Nielsen
Karl Otto Meyer var den politiske leder i Sydslesvig gennem fire årtier. Han havde nogle stærke holdninger til forskellige emner. Dette kom til udtryk i mange lederartikler i Flensborg Avis, mens han var chefredaktør.
”Den Gamle Redaktør” her mødte ham flere gange i Padborg Boghandel. Jeg fik engang en plakat af ham, hvor han nærmest forestillede James Bond. Han var spændene at diskutere med.
Han døde i Skovlund i 2016 og han havde selvfølgelig gået på Duborg Skolen. Fra november 1963 til oktober 1985 skrev han mere end 6.500 ledere. Hver tiende artikel havde noget med mindretallet at gøre. I 1968 udgav han en bog med 68 af disse lederartikler.
Pludselig blev danske fodboldklubber i Sydslesvig ikke taget med til fodboldturneringer i Danmark. DBU sagde, at dette skyldtes sprogvanskeligheder. Det var et emne, som Karl Otto Meyer i den grad tog op.
Han havde markante holdninger og var bestemt ikke altid enig med Mindretallets indstilling.
Da tidsskriftet Slesvigland dukkede op, vakte det kraftig modstand fra tyskernes side, fordi bladet udkom til adresser i Sydslesvig. Meyer syntes godt om tidsskriftet fra starten og skrev mange artikler om det.
Meyer skrev mange artikler om sprog og identitet. Nogle gange var det lidt at vide, om det var chefredaktøren, partiformanden eller landdagsmanden, der talte.
Erindringer fra et dansk Mindretal
Anne Marie Erichsen
Anne Marie Erichsen har både dansk og tysk slægt. Hun fortæller om sine mange oplevelser som aktivt medlem af dansk medlem af danske mindretal og ikke mindst som formand for kvindeforeningen.
Hun er født og opvokset i Flensborg. Hendes farfar engagerede sig i ”Hjemmetysk” politik. Hendes bror var ”flakhelfer” uddannet i Kollund Skov. Forældrene blev i 1947 medlem af SSF. Vi hører også om starten af Dansk Sundhedstjeneste – en tjeneste fra Sydslesvig.
Vi hører her om en meget aktiv forening.
Årbogen har så igen levet op til en god årgang. Nogle af artiklerne var mere interessante end andre. Men sådan er vi jo så forskellige. Nu glæder vi os allerede til næste månedsblad.
Hvis du vil vide mere: Her på www.dengang.dk kan du finde:
Vikinger i Vadehavet
Haderslev – handel og søfart
Søfolk fra Emmerlev
Familien Fischer fra Aabenraa
Søens Folk fra Aabenraa
Aabenraas storhedstid med søfart
Søfartshistorier fra Aabenraa
Sømænd fra Løjt og Aabenraa
Skibsbyggeri og Industri i Aabenraa
Aabenraa, skibe og søfart
En skibskaptajn fra Aabenraa
Aabenraa, skibe og søfart
En skibskaptajn fra Aabenraa
Briggen Chico fra Aabenraa
Aabenraa – som søfartsby
Skibe fra Aabenraa
Flere skibe fra Aabenraa
Om Sydslesvig
Om Første Verdenskrig
Om LS – DNSAP – NSDAP – N
Om Tyske Flygtninge og Flygtningelejre
Dato: december 23, 2019
Var det hævnmotiv?
For nogle år siden var vi fremme i lokale medier med vores opdagelser om Asmus Jensen, som du kan læse om i første afsnit af denne bog. Og da var der en lokal journalist, der spurgte om, vi troede, om der var tale om et hævnmotiv. Og han mente, om hele retsopgøret var et tak for sidst fra de dansksindede over for de tysksindede.
Dengang tænkte jeg ikke så meget over det. Men efter diverse foredrag og henvendelser til min hjemmeside, kunne man næsten komme til at tro det. Dertil kommer en diskussion om tosprogede skilte i Sønderjylland, hvor nogle politikere efter min mening i deres modargumentationer gik lidt for langt.
Jeg tror måske ikke helt det er et hævnmotiv, men måske en form for ”betændelse, der ikke helt vil hele”.
Vreden og bitterheden mod naboen gjorde, at retsopgøret i Sønderjylland havde særlig intensitet. Den danske holdning var præget af mistro og afstandtagen. Det sønderjyske Raad, der bestod af modstandsbevægelsen fik stor folkelig opbakning til deres synspunkter.
Svært at hedde Uwe i København
Det er lidt svært at hedde Uwe i København. Det er ikke helt almindeligt herover og ofte bliver det også til Ove. Men det er altid sjovt ved foredrag, for da skal man altid forklare, at man ikke er tysker. Derhjemme i Tønder var vi tre søskende, der var tysk døbt og tre søskende var dansk døbt med dertil hørende dansk/tyske navne. Min far blev træt af den tyske præst’ s indblanding i private forhold. Han skippede det tyske mindretal og Der Nordschleswiger blev skiftet ud med Sønderjyden.
Men lidt foruroligende var det at få at vide lang tid bagefter af min gode ven, Ib, at vi blev kaldt for tyskerbørn ude på Lærkevej i Tønder. Vi er nu alle søskende gået i dansk børnehave og skole i Tønder. Men derfor kunne man jo godt bedrive sport i en tysk klub i byen. Det betød ikke så meget.
Da jeg startede som lærling i Andersen & Nissens Boghandel i Tønder fik jeg at vide, at jeg skulle tiltale alle medlemmer af det tyske mindretal på tysk, for som gamle Nissen sagde:
Men se det nægtede jeg. Som jeg forklarede gamle Nissen, så ville jeg gerne tiltale kunder fra Tyskland på tysk, men jeg gik ud fra, at medlemmer af mindretallet kunne dansk eller sønderjysk. Og på de sprog, ville jeg gerne tiltale dem.
Det var lige før, at det var fyringsgrund. Men så gik den yngre Andersen ind og forsvarede mig. Det varede nu lidt inden Nissen så på mig med milde øjne.
Ja vores egne børn fortsatte i det tyske system, ikke fordi vi selv tilhørte det tyske mindretal. Men vi mente, at de med to sprog stod godt rustet i EU. Thomas snød dem alle og blev en af de bedste i hans årgang på Deutsches Gymnasium i Aabenraa. Rasmus startede i Kindergarten i Aabenraa, hvor jeg hvis også var tysk julemand. Rasmus fortsatte så i Kindergarten og tysk skole i Padborg.
Der burde være plads – uden undertoner
Da fik vi lidt problemer. I forbindelse med en bogudgivelse, skrev min kone og jeg en kronik, som Der Nordschleswiger i første omgang ikke ville bringe. Men det ville Flensborg Avis. Det handlede om, hvad man i det tyske skolesystem kunne gøre anderledes. Her kom vi så med nogle konstruktive forslag til fri afbenyttelse. Indlægget blev hvis nok også omtalt i Radio Syd. Og nu ville Der Nordschleswiger gerne bringe indlægget.
Dette resulterede i, at jeg blev bedt om, at skulle fremlægge mine argumenter på Den Tyske Efterskole i Tinglev. Og for at provokere, så holdt jeg indlægget på tysk, sønderjysk og dansk. Halvdelen var begejstret og klappede, og den anden halvdel var for at sige det mildt ikke begejstret. Og til dem hørte desværre den tyske Skole i Padborg.
Ved en senere lejlighed var vi nogle forældre, der var lidt utilfredse, og vi samledes hos et forældrepar. Det var inden en generalforsamling. Vi kunne nu læse i Der Nordschlewiger, at et oprør var i gang.
Det havde slet ikke noget med virkeligheden at gøre. Ingen havde talt med avisen. Jeg bad Schul- und Sprachverein om at sende en repræsentant. Og det blev heldigvis en af mine gode venner fra Tønder, der kom til generalforsamlingen.
Men pludselig snakkede hverken lærere eller leder af den tyske skole til mig. Langt senere fik jeg tilfældigvis en undskyldning. Nu kunne man jo også bare have holdt sin mund og ladet som ingenting. Men det varmede nu ens hjerte, da vi på den tyske årsfest på Knivsbjerg kunne høre vores forslag blive refereret som positive.
Ja og så kom et kvindelig byrådsmedlem ind i boghandlen i Padborg og skulle bruge noget gavepapir. Jeg viste hende noget med Danneborg på. Hun blev helt stram i masken:
Nu er alle disse ting over 20 år gamle, og forhåbentlig forekommer dette ikke på samme måde mere i det sønderjyske. Der burde være plads til mindretal uden politiske undertoner fra nogle af parterne.
I Sønderjylland er tysk ikke et fremmedsprog
Vi skal lige have noget klarlagt. Tysk er ikke et fremsprog – i Sønderjylland. Det står faktisk i København-Bonn erklæringen. Og det tyske mindretal omfatter vel i dag cirka 15.000. De har egne institutioner, børnehaver, skoler, biblioteker m.m. Formålet er, at formidle tysk kultur og sprog.
Den 22. november 1945 startede en ny epoke. Bund deutscher Nordschleswiger afgav en loyalitetserklæring, hvori man udtrykte loyalitet over for den danske grundlov og anerkendelse af grænsen fra 1920. Det tyske mindretal fik efter 1933 mere vind i sejlene. Hitler’ s magtovertagelse var gavnlig for mindretallet.
De danske sønderjyder opfattede det tyske mindretals krav om grænserevision som en trussel. Måske var det set i lyset af et muligt tab af Sydslesvig, der fik tyskerne til at anerkende, at grænsen skulle bibeholdes.
De nordiske racer var blodbeslægtet
Fra nazistisk side var der en afgørende forskel til den nordlige grænse end til nogen anden. Ifølge de nazistiske raceteorier, så var det nordisk-germanske folk blodbeslægtet. Dette betød, at uoverensstemmelser ved grænsen måtte indtage andre former end ved østgrænsen. Dette var et synspunkt, som man hyldede fra Berlin, men som man ikke var begejstret for lokalt. Nazister på begge sider af grænsen mente, at grænsen skulle forskydes mod nord. I Berlin gik man ind for det storgermanske rige, men man ville lige vinde krigen først. Nu skal det lige dertil siges, at Frits Clausen fra DNSAP ville have grænsen flyttet ned til Ejderen.
Mindretal følte sig forfulgt
Det tyske mindretal beklagede sig flere gange til Berlin over danske ”Belästigungen”. Det vil sige chikaner i et forsøg på, at få tyskerne til at gribe ind over for den danske flertalsbefolkning. Men dette krav blev stort set aldrig efterfulgt.
Nazificeringen af mindretallets skoler kunne foregå uanfægtet. I skolelovgivningen af 1923 kunne man i mindretallet selv oprette skolenævn. Mange lærer tog afstand fra den nazistiske lære, mens andre mødte op i fuld uniform og startede dagen med en nazi – hilsen. Antallet af tyske privatskoler steg i Sønderjylland under besættelsen, og det selv om mange lærer var ved fronten. Således var der oprettet 89 tyske skoler i 1945. Ja ved en skoleindvielse i Gråsten havde Jens Møller besøg af sine gode ven, Werner Best og andre nazistiske ledere.
Tiden efter 1945 var svær for både de dansksindede og de tysksindede i Sønderjylland. Man havde svært ved at se hinanden ind i øjnene. Retsopgøret var medvirkende til dette. Trods nedsættelse af diverse straffe, så pinte de borgerlige afstraffelser dog stadig. Selv om de i realiteten blev afskaffet, så eksisterede de i realiteten i lang tid.
Den borgerlige afstraffelse hed nærmere betegnet, ”Tab af almen Tillid”. Denne betegnelse stod fortsat i mange af medlemmer af mindretallets papirer i slutningen af 1970erne. Det betød, at de ikke kunne søge arbejde inden for stat og kommune. De kunne heller ikke få nogen offentlig autorisation. Og så mistede de retten til at opnå næringsbrev som selvstændig erhvervsdrivende.
En anden udgave af Det Tyske Mindretal
Der var også en anden udgave end den nazificerede del af det tyske mindretal. Men som bekendt er historien ikke bare sort/hvid. Det var ikke alle fra mindretallet, der var nazister og landssvigere. Og lad det være sagt en gang for alle. Retsopgøret var langt fra fejlfrit.
Vi har haft historikere, der har påpeget, at dem der sad i Fårhuslejren, sad der af god grund. Men der blev begået uretfærdigheder, og hvorfor må dette ikke komme frem? Der blev lagt et kæmpe pres mod alle i det tyske mindretal fra ledelsens side, men mange holdt stand. Mindretallet forsøgte også, at forhindre unge mennesker i at tage en uddannelse, hvis de nægtede at melde sig under hagekorset. Dette forhold er der ikke mange historiebøger, der beskriver.
Vanskelige tider for Den Tyske Skole
De lærere, der underviste på de tyske privatskoler, og som ikke havde dansk statsborgerskab blev udvist. En masse var desuden blevet interneret. 90 pct. af de tyske lærere var indespærret. 3.000 tysksindede børn skulle pludselig vende sig til dansk undervisning.
Tiden indtil 1955 var særdeles usikker for det tyske mindretal. De tyske skoler var blevet konfiskeret eller lukket. I 1946 trådte en lov i kraft, der henviste mindretallet ril at oprette privatskoler. Man måtte dog ikke afholde statskontrollerede eksammen. Der fandtes heller ingen undervisningsmateriale. Alt det gamle var blevet beslaglagt.
I 1948 fik man mulighed for at købe 13 af de beslaglagte skoler. Den danske stat havde solgt de 40 andre skoler til anden side. Efter langvarige forhandlinger lykkedes det fra juni 1950, at få genansat nogle af lærerne, som havde fået amnesti.
De skal nyde samme rettigheder
Bemærkelsesværdigt er de ting, som Danmark’ s forhandlere lovede i fredskonferencen i Paris i 1919:
Efter Genforeningen var betegnelsen for Sønderjylland, De sønderjyske Landsdele. Men betegnelsen viste sig hurtig, at være for kunstig.
De mistede alt
I 1926 blev Kreditanstalt Vogelgesang oprettet. Lånekapitalen kom fra hemmelige tyske kanaler. Her var det de tysksindede landmænd, der blev støttet. Året efter blev Foreningen Landeværnet oprettet for at modvirke de tyske opkøb.
Denne forening havde til formål at holde landbrug på danske hænder. Det skete i form af billigere og risikovillige lån. Vogelgesang blev tvangslikvideret af den danske stat i 1945. Det skete så også for de landbrug, som anstalten havde støttet. Det betød, at mange fra det tyske mindretal pludselig mistede alt, hvad de ejede. Vi har mere om dette senere i artiklen.
København – Bonn erklæringen
København – Bonn erklæringerne i 1955 fastslog, at ”bekendelsen til tysk nationalitet og tysk kultur er fri Endvidere blev det fastslået, at dette af myndighederne ikke må Bestriden eller efterprøves.
Lovgivningen for mindretallene er et indre anliggende for den enkelte stat. Det blev fra dansk side allerede i 1919 gjort klart, at man ikke ville søge internationale garantier, når det gjaldt en aftale mellem Danmark og Tyskland.
Den slesvig holstenske landdag havde allerede i Kiel-erklæringen i 1949 vedtaget en ordning for det danske mindretal i Sydslesvig. Denne ordning byggede på den nye vesttyske lovgivning.
Er de tyskere?
Jamen er de der fra mindretallet tyskere, spørger mange af mine københavnske venner undertegnede? Mindretallets medlemmer opfatter sig selv som tyske nordslesvigere, danske statsborgere med tysk identitet og forankring i regionen. Mange af medlemmerne taler i hverdagen ikke kun tysk, men også ”synnejysk”.
Det er danskere, danske statsborgere med tysk kultur. De børnebørn, oldebørn og sågar tipoldebørn af de tyskere, der ved folkeafstemningen i 1920 var imod at stemme deres tyske pas retur og gør Sønderjylland dansk. Jo de går i tyske skoler. De fleste af dem holder på tyske værdier, tyske kulturelle træk og tyske traditioner.
Indtrykket er dog, at de unge fra det tyske mindretal føler sig både tyske og danske på en gang. Måske er man i gang med at betragte sig som folk, der kommer fra grænselandet mere end at være tyskere i den gamle forstand. Mindretallets kultur og historie er vel mere ved at blive knyttet sammen i en blanding af både tysk og dansk. Mon ikke de unge er ”mere integrerede” end deres bedsteforældre, da deres bånd til Tyskland er tyndere?
De danske sønderjyder betragter deres identitet som meget dansk mens mindretallets sønderjyske identitet nok er en blanding af både dansk og tysk.
For udefrakommende kan det godt være lidt forvirrende. Tyskere fra mindretallet er i dag aktive i danske sportsklubber og det omvendte kan også sagtens være tilfældet.
Traditioner opløses hurtigere i vores samfund. Mindretallets identitet forlænges, hvis man forstår at give identiteten videre til næste generation.
Mindretallets samlede budget er på 275 millioner kroner. Disse penge kommer fra tilskud fra Tyskland, egne indtægter og tilskud fra danske kommuner og den danske stat. Største delen af de danske tilskud er omfattet af henholdsvis friskoleloven og lov om social service. Der skal penge til at drive 22 børnehaver, 15 folkeskoler, en efterskole og et gymnasium, 4 biblioteker og 2 bogbusser. Dertil kommer diverse sportsklubber og museer. Og så har vi jo også den tyske kirke m.m. Indrømmet, jeg ved ikke om disse tal endnu er helt korrekte. De er nok et par år gamle.
Kig dog på historien
I 1894 forbød prøjserne, at man udtalte navnet Sønderjylland. Men kigger man efter i historien så er mange af de sønderjyske byers navne oprindelig tyske. Det gælder for eksempel Gråsten, der oprindelig hed Grawenstein.
Kigger man på gamle kort over Sønderjylland fra 1600 – tallet, så ser man en masse tyske stednavne. Åbenbart er ikke alle stednavne blevet rekonstrueret af prøjserne i 1864. Har man glemt, at det tyske har haft hjemstavn i Sønderjylland i hvert fald siden slutningen af det 14. og begyndelsen af det 15. århundrede? Det har været forsøgt modbevist af talrige skrifter.
Går man så længere tilbage, kan man se at området er gammel dansk land. Men historikere på hver side af grænsen diskuterer stadig dette spørgsmål.
Ifølge de tyske historiebøger bestod Slesvig Holsten også af hertugdømmet Holsten, som siden Karl den Store havde tilhørt det tyske rige. I 1025 havde kejser Konrad den Anden foræret danskerkongen hertugdømmet.
Men se i 811 fastslås Ejderen som grænseflod mellem Frankerriget og det danske kongerige. Kulturgrænsen-den sproglige og kulturelle grænse-mellem dansk og tysk lå nordligere ved grænsevolden Danevirke.
I 1100-tallet indsatte den danske konge repræsentanter, som skulle vogte det danske riges sydgrænse ved Ejderen. Repræsentanterne fik titel af hertug og hermed var hertugdømmet Slesvig skabt. Hertugdømmet var underlagt den danske krone og bestod af området fra Kongeåen til Ejderen.
Hertugerne ønskede selvstændighed fra den danske konge og allerede i denne magtkamp med de holstenske grever knyttedes der stærke bånd mellem Slesvig og Holsten.
Debat om tosprogede vejskilte
I 2007 blussede der pludselig en debat op omkring tysksprogede by og vejskilte. Forslaget kom fra det tyske mindretal Mange opfattede dette som en provokation. De gjorde opmærksom på, at Danmark var den sydlige del af Kongeriget Danmark, og ikke den nordlige del af Forbundsrepublikken Tyskland. De tyske vejskilte var blevet fjernet i 1920. Og dog, i mange sønderjyske byer var der en overgang tosprogede gadenavne. De var der helt til 1945.
Fra mindretallets side ville man gerne markere, at der i landsdelen fandtes to kulturer og to sprog. Man mente, at der er ganske naturligt, samt praktiseret i andre dele af Europa. Allerede i 2006 havde indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen fremsendt disse tanker i en skrivelse til de sønderjyske kommuner. Det tyske mindretal mente, at tyske skilte netop markerede tolerance og åbenhed og ikke kun floskler.
Tre årsager blev også nævnt som årsag til at vejskiltene skulle have en tysk tekst, turister, grænsependlere og historien.
Debatten blussede op igen. Man kunne ikke forstå, at der efter 87 år nu forlangtes skilte på tysk. Mange bemærkede også, at fortidens krigsspøgelser var væk, og at man behandlede hinanden med respekt. Straks kom der dog også forslag til danske skilte syd på, for at minde sydslesvigerne om, at de bor i et gammelt dansk land, hvor sproget først de sidste to – tre hundrede år er skiftet fra dansk til plattysk. Mange sønderjyder påpegede også, at tysksprogede skilte ville trampe på følelserne hos mange gamle.
Ja, der var debattører, der mente, at tosprogede skilte kun havde det formål, at holde det tyske mindretal i live. Politikere fik at vide, at de kun forsvarede mindretallet, fordi de kunne have gavn af deres stemmer. Og pludselig fik vi igen at vide, at der blandt det tyske mindretal var adskillige stikkere under besættelsestiden.
Man kræver kirkekunsten tilbage
Pludselig kom man i tanke om, at der på tysk side stod klenodier inden for kirkekunsten på tyske museer. Klenodier, der stammede fra dansk kirkekunst. Ja endda Nydambåden som blev fundet i mosen uden for Sandbjerg Slot. Ældre sønderjyder spurgte, hvornår alle disse kulturskatte vendte tilbage til Sønderjylland
Debatten kammede til tider over. Man talte om en fortyskning og sammenlignede det med Köhler-politikken under det prøjsiske styre. Glemt var også de talrige forsøg på fordanskning, dengang.
Normalt lever nationaliteterne side og side uden problemer af nogen art i Sønderjylland. Men måske er det fordi, at man i det daglige lever forholdsvis usynlig sammen.
Hvorfor man gang på gang henleder opmærksomheden på forbrydelser, som ligger 60 – 90 år tilbage i tiden og som de nuværende hjemmetyskere ingen andel har i, forbliver et stort spørgsmålstegn. At være tysksindet i dag, har ikke noget med nazismen at gøre.
Er man ikke modne til at anerkende mindretallet?
Her troede man som sønderjyde, at befolkningen var parat til at anerkende, at vi havde et mindretal med egen national og sproglig identitet. Efter alle de år burde man være modne til at anerkende, at vi har et grænseland med flere nationale tilhørsforhold, sprog og kulturstrømme. Skal vi lige minde om, at forskellige steder i Europa, hvor historien er endnu mere sårbar end i Sønderjylland, har man indført tosprogede skilte. Det er for eksempel i Sydtyrol, Slovenien, Transsylvanien m.m. Og det breder sig – til de britiske øer, de sorbiske områder i Østtyskland, de Samiske områder i Nordskandinavien m.m.
Flensborg Byråd synes, at det er en god ide, at have tosproget skiltning i Flensborg. Det var det danske mindretal i Sydslesvig, der havde stillet forslaget. Her mente politikerne, at det var ganske passende for en by, der havde så et intens forhold til det danske, at have tosprogede skilte. Også delstaten Slesvig Holsten ser positiv på, at der bliver tosprogede skilte i de byer, hvor der også findes andre sprog som dansk og frisisk. Med andre ord, her vises tolerance, åbenhed og respekt.
Tysk øl, danskere og en løve i Flensborg
I den forbindelse er der stadig mange Flensborg-borgere, der ikke kan forstå, at så mange danskere, tager ind til en kirkegård, sætter sig i græsset, drikker en tysk øl og kigger på en kæmpe løve. Det er Isted-løven
Og så hørte jeg for nylig et ungt menneske fra det tyske mindretal sige:
Dette kan så berolige mit sønderjyske hjerte. Måske er manglen på tolerance et spørgsmål om genrationskløft.
Det handler om følelser
Sønderjydernes følelse i 1864 var skuffelse og modløshed. Et dansk flertal kom under prøjsisk styre.
Københavnerne havde ”en svimlende selvfølelse” helt uden grundlag. Her tillod man sig uhæmmet national stolthed. Tyskerne fandt danskernes opførsel mærkværdig. Krigen gjorde ende på en 400-årig union mellem kongeriget og hertugdømmerne. Et langt og tæt forhold er slut. Hårdt såret og stærkt formindsket smækker Danmark med døren og omfortolker sin egen fortid.
Danmark var nu et lille land banket på plads af en langt større og ond nabo. Vi betragtede os pludselig som en nation, som uskyldigt offer for stormagtspolitik.
I 1920 blev sønderjydernes kår og fremtidsudsigter blev traumatisk for dansk politik. Og det tyske mindretals forhold blev et marginalt problem for den tyske rigsregering.
Ernst von Köller
En af de værste perioder for sønderjyderne var perioden fra 1. oktober 1898 til 1903. Da var man udsat for overpræsident Ernst von Köller. Danske embedsmænd blev tvunget til at aflægge preussisk ed. De dansksindede blev af Prøjsen betragtet som Reichsfeinde.
1.300 trykte skrifter blev forbudt og næsten 1.000 mennesker blev efter hans kommando udvist af Sønderjylland. Von Köller følte sig forpligtet til at fortrænge danskheden. Offentlige tillidshverv skulle dansksindede heller ikke forvente sig.
Den 18. december 1888 lykkedes det for ham ved hjælp af forordninger, forskrifter og forbud at påtvinge alle børn i Sønderjylland til at tale tysk i skolen, dog undtagen i et par enkelte religionstimer.
Og det var bestemt ikke alle sønderjyder, der var enige med den unge journalist H.P. Hanssen i, at det var en god ide, at aflægge ed og aftjene preussisk værnemagt. Ved at række hånden frem, ville man kunne opnå nogle rettigheder. Man kunne så også forhindre, at befolkningstallet af dansksindede faldt.
Overpræsident von Steinmann fulgte opmærksomt foreningslivets udvikling i Sønderjylland. For at skaffe sig indblik i foreningernes virksomhed foranstaltede han husundersøgelser. Desuden beslaglagde han oceaner af post, dog uden at finde noget ulovligt.
Bismarck havde forsøgt derhjemme at undertrykke katolikker, socialdemokrater og polakker ved hjælp af undtagelseslove. Disse love udstyrede administrationen til at overvåge disse statsborgere.
Von Kölle forsøgte det samme i Sønderjylland. Han udsendte blandt andet følgende opfordring:
Danskerne kunne slet ikke forholde sig til den preussiske filosofi. De følte sig i besiddelse af den historiske, den politiske og den moralske ret.
Den 24. oktober 1898 udvistes for eksempel 15 karle, piger og drenge i Bevtoft. De var ansatte hos folk, der havde deltaget i et vælgermøde. Bladet Hejmdal’ s bogtrykker Carlsen med hustru og fire børn fik marchordre med 24 timers varsel. Den yngste var kun fire uger gammel.
Det var ikke noget med anklage eller domsafhandling. Vi kunne sådan set have nævnt talrige eksempler. Rundt omkring i Sønderjylland henvendte amtsforstandere sig til de dansksindede. Det vil ikke ske jer noget såfremt I:
Forsamlingshuse ville knække tyskheden, mente man. Foredragsholderne kom på en sort liste. Kirkedørene var også lukket.
Bladet Dannevirke ændrede efterhånden stil. De kunne ikke klare sig økonomisk i længden og bøjede sig efter prøjserne. Men det betød også, at danskerne vendte bladet ryggen.
I fredstraktatens §5 fik Napoleon den Tredje indført en bestemmelse om, at befolkningen i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når de ved fri afstemning tilkendegiver ønske derom.
Men se dette skete aldrig. I 1879 blev dette blevet strøget af traktaten. Det var en torn i øjet på de dansksindede.
Efter 1920
Under Første Verdenskrig faldt 5.000 dansksindede for Prøjsen. Da Schleswiger Wählerverein blev dannet den 15. august 1920 startede det tyske mindretal også sit virke.
Ved Folketingsvalget samme år fik Slesvigsk Parti 14,4 pct. af stemmerne i Sønderjylland. Det var den tyske præst i Vodder, Johannes Schmidt, der kom til at sidde på Christiansborg de næste 19 år.
I Tønder, Højer, Aabenraa og Sønderborg var der flertal for Tyskland. Men da Flensborg sagde nej til Danmark var det med til at udløse Påskekrisen.
Danskerne kaldte det for Genforening, men de tysksindede mente, at Hertugdømmet Slesvig aldrig statsretslig har tilhørt Danmark.
Den 12. januar 1923 udtalte overborgmester Todsen i Flensborg, at han hellere så, at grænsen var flyttet langt længere nord på, for nu ville danskerne besætte hele området ned til Ejderen.
Det sønderjyske spørgsmål skabte mistro til Danmark i Tyskland. Her tillagde man os ”Revanche- eller hævnlyst”. Dette oversteg vores lyst til neutralitet, mente man. Man var i København udmærket klar over dette. Erik Scavenius førte en meget forsigtig politik over for tyskerne.
Var Nordslesvig et blandingsprodukt?
Jo, det var jo også tyskerne, der i 1864 fratog os to femtedele af det danske rige. De havde ført en hensynsløs undertrykkelsespolitik over for de danske sønderjyder. Egentlig var der ikke mange, der turde at anfægte denne politik. Men Georg Brandes gjorde det flere gange. Han mente, at den danske regering var alt for passiv.
Det var bestemt ikke alle, der var enige med Georg Brandes. Videnskabsmanden Frederik Poulsen stod bestemt ikke alene med følgende synspunkt:
En artikel, der ikke vakte begejstring
Glemt er også, at udenrigsminister grev Ahlefeldt-Laurvig og generaldirektøren for told- og skattevæsnet, Marcus Rubin aftalte at sidstnævnte skulle skrive en artikel, der i 1911 skulle forbedre forholdet til Tyskland. Den udkom i Preussische Jahrbücher under titlen:
Men den stødte i den grad de danske sønderjyder med sætninger som:
Tyskerne rejste selv ”Det Sønderjyske spørgsmål”
Danmark var meget protysk. I januar 1915 havde Stauning afvist et hollandsk forslag om, at man skulle fordømme tyskernes overfald af Belgien. Danske socialdemokrater havde også været i Belgien på tysk initiativ. Og dette irriterede i den grad belgierne.
Det kom helt bag på den danske regering, da tyskerne i 1915 selv rejste det sønderjyske spørgsmål. Igen blev artikel 5 taget op. I første omgang kunne Als ikke komme med til Danmark på grund af flådestationen i Sønderborg, mente tyskerne
Det Tyske Mindretal kører det store skyts frem
På et tidspunkt omfattede det tyske mindretal 30.000 personer. Det var fire gange så meget som det danske mindretal syd for grænsen. Og syd for kom de typisk fra samfundets underklasse, mens mindretallet nord for grænsen var blandt de velstillede. På landet var der mange større gårdejere og i byen var der mange selvstændige erhvervsdrivende.
Ved Folketingsvalget i 1939 kørte man fra det tyske mindretals side det store skyts frem. Man fik hjælp syd fra. Da resultatet forelå, manipulerede man med tallet, for det var en kæmpe skuffelse.
Redaktør Ernst Schröder skrev i Flensburger Nachrichten, at der ved anvendelsen af en god dosis tillid burde være muligt at mindske gnidningerne i grænselandet. Men de var opstået genopstået gennem 1930erne. Denne udtalelse passede ikke det tyske mindretals filosof, Jep Schmidt. Han mente, at Ernst Schröder skulle ”sættes ud af spillet”
Den 4. marts 1939 udsendte Hans Schmidt, Oksbøl og A. Freiberg, Tønder et opråb til det tyske mindretal med opfordring til at arbejde hen mod et dansk-tysk tillidsforhold. Men det gjorde nu ikke indtryk på ledelsen i det tyske mindreta. På en valgplakat gjorde man opmærksom på, at Østrig, Sudeterlandet, Bøhmen og Mehren var vendt tilbage til ”Riget”.
Fra tysk side kørte man frem med følgende tal efter valget:
De reelle tal var:
Danmark havde forhandlet Sønderjylland til en Fattiggård?
En af storbønderne fra det tyske mindretal, Deichgreber, havde ellers forkyndt, at Danmark havde forvandlet området som en fattiggård. Men sandheden var vel, at Sønderjyllands landbrug efter 1920 var kørt helt i sænk. Gennem smug handel med landbrugsprodukter til tårnhøje priser havde man klaret sig nogenlunde gennem krigen. På landet havde gendarmer gået rundt og kontrolleret, at der ikke i smug blev slagtet, kærnet smør eller slagtet.
I 1890erne havde den tyske stat opkøbt 36 store landbrug i Sønderjylland. De indsatte tysksindede forpagtere på særdeles fordelagtige betingelser. Der kunne sagtens være 80 mand tilknyttet et sådant landbrug. Man kaldte det for en domænegård.
I 1891 stiftedes den tyske Ansiedlungsverein. Det lykkedes at få anbragt 200 såkaldte rentegårde i de ellers dansksindede nordlige regioner i Sønderjylland.
I 1914 nægtede den Slesvig Holstenske kreditforening med at give dansksindede kredit med den begrundelse, at pengene ville blive brugt til at modarbejde tyske formål.
I 1922 bestemte man, at domænegårdene skulle udstykkes i husmandsbrug
Mange landboer havde inden Genforeningen optaget lån for at få bragt deres gæld ned. Landsdelen blev efter Genforeningen tilført ny kapital. Det var specielt til erhvervslivet og landbruget. De sønderjyske banker og sparekasser fik stillet cirka 20 millioner kroner til rådighed i statslån. Man forsøgte med Sønderjyllands Kreditforening. De nystiftede lån var forholdsvis dyre. I 1927 oprettedes Sønderjysk Hypoteklånefond.
De kriseramte og kredithungrende landmænd blev pludselig lydhøre over for mere eller mindre fantastiske bevægelser. Og denne situation benyttede man sig af i Berlin. I første omgang sendte man et beløb på 5 millioner kroner til Nordslesvig.
Som modforanstaltning oprettede man Landeværnet, der i løbet af få år fik 10.000 medlemmer.
Den usikre grænse
Stauning udtalte engang i et interview, at en dansk-tysk mindretalstraktat kunne være meget praktisk, hvis den ikke indeholdt nogen bestemmelser, der kunne krænke Danmarks suverænitet. Udenrigsminister Moltke fik dog hurtigt banket statsministeren på plads.
Den tyske regering anerkendte på intet tidspunkt grænsen, men de havde intet ønske om at rykke den mod nord. Men se dette vidste man ikke i Danmark. H.P. Hanssens svigersøn, Kresten Refslund Thomsen, der var amtmand over Aabenraa og Sønderborg amter, vågnede hver morgen tynget af tanken om, hvad der kunne ske ved grænsen i dagens løb.
Tidligere udenrigsminister Erik Scavenius skrev i 1930, at en direkte afgørelse mellem Danmark og Tyskland i 1920 ville have været at foretrække.
Det kan næppe tolkes på anden måde, end at i al fald han var parat til at overveje en grænserevision for at få fred med den store nabo mod syd, hvilket måske kan tages som udtryk for, at det var nogen, som var usikre over for, hvor betryggende grænsen var.
Rigsindenrigsminister Karl Jarres havde på en nordisk messe i Kiel i 1924 omtalt Nordslesvig som røvet fra Slesvig Holsten og forkyndte:
Ja da mente den danske regering dog, at her gik man over stregen, så der blev protesteret.
Det var senere mange dansksindede, der mente, at hvis det tyske mindretal ikke havde kæmpet for en grænseændring, var de dømt til undergang, for så havde de ikke noget at kæmpe for.
Mindretallet var utilfreds med skolereformen. Var den tyske utilfredshed velbegrundet? Man fik i 1928 ret til studentereksamen. Men den danske regering ville ikke tillade realeksamen, fordi det gav adgang til postvæsen, toldvæsen og DSB.
Vogelgesang
Fra dansk side ville man forhindre at mindretallet hentede arbejdskraft syd fra. Og det absurde var, at borgerne i Flensborg blev nægtet adgang til Kollund Skov. Og så var det fænomenet Cornelius Petersen. I begyndelsen stillede han sig på danskernes side. Men han blev så irriteret på de danske myndigheder, at det var de tysksindede, der fik gavn af ham.
Tyskerne oprettede nu et nyt kreditinstitut, der blev administreret af sagfører Georg Vogelgesang Dette blev aktivt bakket op af det tyske mindretal. Der kom masser af andragender. I begyndelsen så man ikke så meget på sikkerheden. Man skulle bare pille flagstangen ned.
Men sådan blev det ikke ved med at være. Man tinglyste nu forkøbsretsklausuler, der skulle garantere, at man holdt øje med ejendommen. Men det var netop formålet med dette institut. Området skulle germaniseres.
Et specielt administrationsselskab blev oprettet. Det blev kaldt Höferverwaltungsgesellschaft. Efterhånden rådede de over 90 gårde. Vogelgesang sprang til, hvis der manglede børn til de tyske privatskoler. Man kunne med instituttets hjælp flytte en familie med mange børn til et udsat sted, for eksempel til Lydersholm øst for Tønder. Man kunne opsige en kontrakt med kort tids varsel:
Ved Tysklands sammenbrud blev kreditforeningen opløst, lånene blev afløst af andre lån. De 86 gårde som gårdforvaltningsudvalget lå inde med blev overtaget af Jordlovsudvalget.
I alt var der 135 gårde som Vogelgesang/Höfeverwaltung lå inde med. Det største antal på 40 lå i Tønder-området. Dernæst fulgte Gråsten-området med 34 og Løgumkloster med 29.
Midt i 1930erne udkom en bog med titlen På vej til Danmark. Den beskrev forholdene i Sønderjylland således:
Ribebrevet
Helt frem til 1945 fastholdt det tyske mindretal kravet om en grænserevision. De henholdt sig til Ribebrevet. Dette var den aftale som blev indgået den 5. marts 1460 mellem det holstenske ridderskab og Christian den Første.
De tysksindede mente, at der var blevet begået et kæmpe aftalebrud. Ja de dristede sig til at kalde det for en statslig historieforfalskning. Andre mener dog, at gyldigheden bortfaldt, da den danske Helhedsstat forsvandt ved Konventionen den 15. august 1865.
Andre igen mener, at ordvalget blot markerede bevarelsen af fred. Brevet skulle ses som et formål på, at den slesvigske adel ikke måtte få forringet deres magt og privilegier, selv om hertugdømmerne blev indlemmet i Danmark.
Barske udtalelser i Grænsevagten
Ak ja, fra dansk side blev det nævnt, at det tyske mindretal var med i planlægningen af besættelsen af Danmark. Jens Møller indrømmede, at han vidste det tre dage før. Min kære far vidste det en uge før ved at snakke med tyske lastbilchauffører i Tønder.
Og havde man i København lyttet til de efterretninger, der kom havde man nok heller ikke kunnet være overrasket. Og en uge inden besættelsen fløj der hver dag et dansk militærfly langs grænsen. Her havde man vel også rapporteret noget.
Antallet af tyske privatskoler steg i begyndelsen af besættelsen til 59, mens antallet af tysksprogede kommuneskoler forblev uændret på 30. Fra dansk side var det alt andet en begejstring for de tysksindede medborgere. Således kunne man i Grænsevagten i februar 1949 læse følgende:
Nu var det godt nok Dansk Samling, der udgav Grænsevagten. Og det var et problem i lokalsamfundet med denne stejle holdning. Myndighederne havde næsten den samme holdning og det gjaldt også for modstandsbevægelsen.
Det tyske mindretal henviste til deres loyalitetshensyn som medlem af et mindretal over for regering, myndigheder og militær. Og ikke alle jurister var enige i om det gik rigtig for sig efter besættelsestiden. Men fra dansk side sagde man, at der ikke ville blive gjort forskel på danske statsborgere og medlemmer af det tyske mindretal.
Mange tog af sted som helte til fronten og vendte hjem som landsforrædere.
Stor Fattigdom
I en række sønderjyske byer drog modstandsfolk gennem byerne og dækkede de tysksindedes forretningsvinduer til med dansk-engelsk boykot-plakater:
Den engelske kommandant vidste ikke noget om dette. Vrede engelske soldater blev dog beordret til at fjerne disse plakater. I mange frivillige brandværn rundt omkring i Sønderjylland blev medlemmer af det tyske mindretal smidt ud.
I den grad blev der beslaglagt ejendom hos det tyske mindretal. Den løn som manden havde sendt hjem under krigen fra Deutsche Wermacht blev også beslaglagt. Dertil kom også, at man skulle betale for mad og andet i Fårhuslejren. Dette betød stor fattigdom hos mange i det tyske mindretal. Her opfattede man afstraffelsen som tilfældig og som hævn for de grusomheder Det Tredje Rige og nazisterne havde udført.
Hadet forblev
Hadet til det tyske mindretal tog ikke lige sådan af. Den 15. oktober 1946 holdt pastor H.J. Hansen fra Løjt et foredrag i Simon Peter Sogns Menighedshus i København. Fra www.tidehverv.dk bringer vi disse brudstykker, som viser noget af det had, som det tyske mindretal stadig lå under for:
Allerede den 11.november 1943 havde der været et møde i Haderslev-kredsen i det tyske mindretal. Her var det blevet diskuteret, hvordan forholdene mellem de dansk- og tysk sindede kunne blive efter krigens ophør. Det var pastor Friedrich Prahl, der havde foreslået, at man anerkendte grænsen fra 1920, og at man aktivt skulle vise loyalitet over for den danske stat. Men mødets konklusioner vandt ikke rigtig genklang før tyskernes endelige nederlag.
Men den 22. november 1945 var man dog ikke helt klar til at vedtage hele ordlyden. Man ville godt give den danske stat den fulde loyalitet. Men en total afstandtagen til nazismen var man endnu ikke i stand til. Men man bekendte sig dog til demokratiet.
Man fik hurtigt 3.000 medlemmer
Op til begyndelsen af 1947 blev 23 lokale afdelinger af Bund Deutscher Nordschlewiger oprettet. Man fik hurtig 3.000 medlemmer. Alle var velkommen. Dog var det betænkeligheder fra Haderslev-kredsen med at dømte nazister skulle vende tilbage, efterhånden, som de havde udstået deres straf.
I 1951 udkom pastor Schmidt-Vodder med bogen Fra Vodder til København, fra Tyskland til Europa på tysk.Her betegnede forfatteren besættelsen af Danmark som en katastrofe som hverken var klog eller god. Nationalsocialismen betegnede han selv som utysk og et syndefald. Men han betegnede også retsopgøret som forfølgelse og kompromisløs.
Johannes Schmidt var præst i Vodder syd for Ribe. Han var født i Tønder og sad 19 år i Folketinget, som vi allerede har skrevet. Han var fra 1920 den første formand for Schlesvigsche Wahlerverein. Han havde stor indflydelse på mindretallet indtil 1933, hvor han blev kørt ud på et sidespor.
I 1934 grundlagde han Deutsche Front. Organisationen var opbygget efter samme skabelon som det nationalsocialistiske system. Under besættelsen stille han sig til rådighed for de tyske myndigheder med artikler og radioforedrag. Han var en ivrig bidragsyder til Junger Front. Dette var også årsag til, at han blev arresteret i 1946, men som tusindevis af medlemmer af det tyske mindretal blev han løsladt uden retssag.
I 1958 udkom Troels Fink med bogen Historie om det slesvigske grænseland på tysk. Men det tyske mindretal tog nu ikke dette bog særlig alvorlig. Under retsopgøret optrådte Troels Fink som sagfører og som anklager mod de tysksindede.
Behov for selvransagelse
Heller ikke under formand Harro Marqudsen der i 1960 overtog formandsrollen, udviklede der sig nogen egentlig modstand eller egentlig opgør med den tidligere nazi-historie. Helt frem til 1964 forlangte Slesvigsk Parti, at retsafgørelserne blev revideret, og at man fik en form for undskyldning. Men det skete aldrig.
Ja så sent som i 1965 kunne man i en lederartikel i Der Nordschleswiger læse, at tyskerne reddede Danmark for noget, der var meget værre. Og det der ville være meget værre, var hvis englænderne havde besat landet.
Senere må man nok sige, at det tyske mindretal i den grad har taget afstand fra nazismen. Men mindretallet synes stadig, at være blevet uretfærdig behandlet i retsopgøret.
Og man må da sige, at holdningerne i det tyske mindretal har ændret sig alvorlig. Og det skyldes sikkert også tidligere chefredaktør Siegfried Matlok’ s ledere i Der Nordschleswiger. Han har gentagende gange erklæret sig enig i behovet for selvransagelse blandt hjemmetyskerne, når det gælder den nazistiske fortid. Det er særlig midaldrende og yngre, der har været tilhængere af dette.
Undskyldning fra Undervisningsministeren
Det vakte stor opmærksomhed og glæde i det tyske mindretal i Sønderjylland, da undervisningsminister Bertel Haarder undskyldte, at der blev begået uret mod det tyske mindretal i forbindelse med retsopgøret. Det skete i forbindelse med årsmøderne i 2006 for det danske mindretal syd for grænsen.
Der Nordschleswiger skrev i en leder, at det var modigt gjort:
Bladet nævner også, at det er en stor lettelse for pårørende i det tyske mindretal, som blev interneret og uretfærdig straffet efter 1945. De havde store personlige omkostninger.
Chefredaktør Siegfried Matlok stiller også spørgsmålet om, hvorfor undskyldningen først kom på det tidspunkt og om det kom fra som Bertel Haarder som privatperson.
Bertel Haarder havde oplevet, hvad der skete med hans nabo. Han mente, at retsopgøret straffede for mange og for hårdt.
Det var bestemt ikke alle, der var enige med undervisningsministeren i at, der skulle gives en undskyldning. Heriblandt var historikere. De opfatter mindretallet som værende ligeglade også med tiden efter 1945. De valgte ledere med en nazistisk fortid.
Fik vi besvaret spørgsmålet?
Fik vi så besvaret spørgsmålet om, der forelå et hævnmotiv fra dansk side. Ja herfra vil man nok sige, at de alle fik en retfærdig behandling. De var loyale over for Tyskland. Men det var på den tid et forbryderisk samfund. Og mange fra mindretallet deltog i krigsforbrydelser under hagekorsflaget.
De blev ikke dømt ud fra tysk sindelag. De blev dømt lige som danskerne, selv om der var lagt op til, at de kunne dømmes mildere grundet deres tilhørsforhold til mindretallet. Mange fra mindretallet har sikkert følt sig hensat i offerrollen. Derfor følte man det dobbelt uretfærdigt.
Selv om man officielt siger, at retsopgøret gik bedre herhjemme end i så mange andre lande, kan jeg godt forstå, at nogle mente, at det der skete efter besættelsestiden ofte kunne forekomme som hævnaktioner, og retssystemet måske ikke altid fungerede efter hensigten.
Det er derfor, at vi i denne bog har taget de forskellige eksempler med som
Sammenlign på den straf der blev givet for mordet i Løgumkloster med de straffe, man fik for attentatet i Tinglev. Og så var det jo også den dybt nazistiske familie fra Tønder, der for enhver pris skulle dømmes, fordi de var nazister. Og da de så blev frikendt, ja så kunne de ikke få erstatning.
Man ser forskelligt på historien
Det er tydeligt, at de dansksindede og de tysksindede ser forskellig på historien. Forholdet mellem dansk og tysk er i dag præget af afspænding og samarbejde, men alligevel er det noget, som spøger. Det er ikke kun tiden mellem 1933 og 1945. Næh, det er også i høj grad tiden bagefter.
Vi bærer på en tung arv. Mange er mærket af den tid. Men skal den overvindes med tavshed?
Mange fra det tyske mindretal som i 1941 og 1942 meldte sig til fronten kæmpede ikke mod danskerne, sagde de. Alligevel blev de straffet. Dette følte de som uretfærdig. Men de kæmpede for en forbryderisk organisation, der hed Waffen SS. Og de blev taberne. Ja det var også en kamp mellem demokrati og nazisme.
Man må sige, at de kilder, der siger, at mindretallets medlemmer ikke oplevede uret, ikke taler sandt. Undertegnede husker beretninger fortalt af Fårhusindsatte, der sagde, at de var udsat for vold og kadaverdisciplin i Fårhuslejren. Hvorfor skulle de tale usandt? Måske var den hårde disciplin medvirkende til Fårhusmyten?
Og denne myte var i mange år en stor blokering for selvransagelse. Denne mentalitet havde en negativ indflydelse på mindretallets politiske linje.
Mange medlemmer af det tyske mindretal har også som uskyldige oplevet masser af krænkelser og ydmyg behandling af modstandsbevægelsen lige efter besættelsestiden.
Nu blev mindretallet ikke dømt kollektivt. Men der blev heller ikke taget hensyn til deres dilemma. For egentlig var der tale om, at der skulle tages hensyn, som vi tidligere har påvist.
Men fra dansk side kunne det påvises, at der fra mindretallets side havde været vist udpræget solidaritet med det nazistiske Tyskland gennem 12 år fra 1933 til 1945.
Kan man sige, at mange fra mindretallet havde svært ved at se de danske signaler ind til august 1943? Her tænkes på samarbejdspolitikken. I hvert fald har tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen taget kraftig afstand fra samarbejdspolitikken. Hans eget parti var nu bedre end de andre partier.
Nu kan mindretallet nok ikke bruge samarbejdspolitikken som undskyldning for deres handlinger under besættelsen.
Fra dansk side har man nok set det meget sort-hvid. For hvordan så det ud for det tyske mindretal efter august 1943. Havde man nægtet at medvirke i tysk krigstjeneste, var man blevet skudt med det samme som desertør. Hvis mindretallets ledelse havde nægtet samarbejde, var hele ledelsen sikkert blevet anholdt og sandsynligvis skudt.
Blev man ribbet for alt?
Konfiskation af tysk ejendom kom også til at berøre mindretallet. I en kronik i Jyllands Posten den 26. april 1997 skrev Ditlev Tamm, under overskriften ”Den skandaløse konfiskation af tysk ejendom”:
Det var for så vidt korrekt beskrevet. Men alle herboende tyske statsborgere havde mulighed for at friholde en del af deres formue. En meget stor gruppe tyske statsborgere undgik helt konfiskation.
Men kvinder, der havde giftet sig med en tysk soldat fik konfiskeret deres opsparing, fordi de ved giftemålet automatisk blev tyske statsborgere. Professor Stig Jørgensen skrev den 4. oktober 1994 i Information, at tyske statsborgere, der havde boet i Danmark i generationer og som havde opført sig eksemplarisk under besættelsen, fik konfiskeret hele deres ejendom.
Nu kunne man så mene, at Danmark administrerede det hele meget hårdt, som en hævn over for de tysksindede. Det gjorde man måske også i mange tilfælde. Men minister, uden særlige anliggender, Per Federspiel var rejst til London den 1. januar 1940. Her forklarede han englænderne, om det særlige problem, der var med det tyske mindretal.
Briterne bøjede sig så meget, at danskerne ”skulle ordne sagen herhjemme, men blot således, at vi gik så stille som overhovedet muligt med dørene”.
Konfiskationsloven blev gennemført efter pres fra USA og Storbritannien. På den ene side ønskede danske politikere goodwill hos de allierede magter. Samarbejdspolitikken havde ikke ligefrem fremmet dansk prestige. På den anden side ønskede man ikke at provokere Tyskland mere end højst nødvendigt.
Man kunne få dispensation, hvis man kunne bevise, at man ikke havde udvist en fjendtlig holdning til Danmark. Medlemsskab af et nazistisk parti eller det at have arbejdet frivilligt for tyskerne udelukkede som regel dispensation.
Det er da også rigtigt, at en del fik dispensation. Men det kan forekomme urimeligt, at personer fik konfiskeret jord i 1947, men først fik dispensation i 1955.
Den dag i dag mener mindretallet, at også konfiskationsloven var dybt uretfærdig. Igen havde man ikke taget hensyn til den nationale loyalitetskonflikt, som de havde befundet sig i.
Lærerne blev dømt ens
Lærerne blev dømt som en samlet flok. Nogle var decideret nazistiske, men det var langt fra alle. Alle tyske præstegårde fra den tyske frimenighed blev beslaglagt
De venter stadig på svar
Måske har vi også i vores beskrivelse ubevidst kommet til at bedømme datidens historie med nutidens øjne. Den fejl er det mange, der begår.
Der er mange i det sønderjyske, der har frarådet os, at skrive denne bog. Hvorfor skal i rippe op i dette. Vi prøver at glemme, siger de. Men for Asmus Jensens datter og kone, som nu er 93 år, er det vigtigt at få en afklaring.
Datteren som vi bevidst har holdt anonym er sikker på, at nogle af naboerne kender den helt rigtige historie. Hele hendes efterhånden store familie er meget interesseret i, at den sande historie kommer frem. Lå der et hævnmotiv i likvideringen af Asmus Jensen?
Dato: december 23, 2019
Velkommen til bogen, Grænsen er overskredet. Det var den måske for Asmus Jensen. Men vi tror det ikke. Vi mener ikke, at han blev skudt, fordi han ville flygte over grænsen. Dette påstår Den Danske Brigade, at de har gjort. Men deres forklaring passer slet ikke med den retsmedicinske rapport. Hvorfor påtager de sig skylden for nedskydningen? Og hvorfor skulle han likvideres? Hvad havde han egentlig gjort?
Det er ikke helt unormalt, at Modstandsbevægelsen tog fejl. Gang på gang blev de fem samme personer nævnt som de egentlige ansvarlige for nedskydningen. Men ingen vil stille sig frem med navns nævnelse, hverken alle de ældre i det gamle Bov Sogn, som vi talte med eller vores kontakter syd for grænsen. Og vi kan heller ikke få adgang til de afgørende arkiver. De danske myndigheder har for længst lukket sagen.
Da vi ville have adgang til sagen, måtte vi gå via ombudsmanden, selv med familiens underskrift. Men ret hurtig blev der så lukket for yderligere arkivadgang. I sagen har vi talt med Asmus Jensens familie, datter og kone, der har givet mange nyttige oplysninger. Alligevel vil vi nok blive beskyldt for at være konspiratorer. Men vi håber, at dem, der virkelig ved noget om sagen, vil åbne sig og fortælle sandheden.
Asmus Jensen’ s kone rejste tilbage til Frankrig igen. Hun var simpelthen træt af myndighedernes behandling af hende.
Det er utroligt, at familien skal finde sig i den behandling, som de har fået i denne sag. Utroligt at sagen også skal forfølge familien. Men hvorfor lyver myndighederne?
Asmus Jensen var en skidt karl, bliver det nævnt af en foredragsholder. Ja men hvad lavede han egentlig, som berettiger til, at han skulle likvideres med to nakkeskud. Og hvorfor skulle familien dengang i 1945 først høre rygter, før de fik besked?
Under sagen dukkede der også andre ting frem. Men også disse er ret tillukkede. Vi har i en række artikler skildret ting, som vi med rette kan sige, at her er grænsen overskredet. For hvornår har samfundet fået sandheden at vide, hvornår var det en nødløgn og hvornår har vi kun fået en halv forklaring.
Vi prøver i denne bog at beskrive i hvilket miljø og i hvilken tid Asmus Jensen blev likvideret. Var hans forbrydelse så stor, at han skulle likvideres? Var det ikke andre, der skulle straffes i stedet for? Hvordan havde de dansksindede og de tysksindede det efter besættelsen? Var Asmus Jensen offer for en hævngerning?
Vi vil ikke tilsvine hverken Modstandsbevægelsen, Den Danske Brigade eller andre, men blot appellere til, at man fortæller sandheden.
Det er ikke vores opgave at fortælle, hvad man skulle have gjort dengang. Men det er vel et krav, at vi får sandheden at vide. Det var bestemt ikke let at begå sig i Sønderjylland under og efter besættelsen dengang, ja for den sags skyld i Danmark. Kom du til at ytre dig positivt om tyskerne eller forelskede en pige sig i en tysk soldat, så kom man i et kartotek, man ikke kunne komme ud af.
Selv om du havde overstået din straf, så huskede lokalsamfundet, hvad du havde gjort. Og det gjorde de offentlige myndigheder også. Det betød, at du var udelukket fra at søge offentlige hverv i en lang årrække.
Asmus Jensen arbejdede en overgang i nogle villaer i Kollund Østerskov. Her havde Werner Best sommerhus. Her kom en række topnazister. Men her havde lokale også set Scavenius og Jens Møller, leder af Det Tyske Mindretal og NSDAP – N.
Kurt Jensen har været med til at arbejde med denne bog. Han har besøgt arkiverne og talt med en del ældre mennesker i Bov Kommune samt Asmus Jensens familie. Hans far, Willy Jensen kendte sandheden om Asmus Jensen. Og denne sandhed brugte han til at presse Justitsministeriet til at forblive i Danmark. For som tysk statsborger burde han have været udvist. Han blev heller ikke indsat i Fårhuslejren.
Han rejste flere gange til Justitsministeriet og brugte sin viden til at blive i Danmark og friheden. Men den lokale politimester gad ikke at fortælle, at nu var udvisningen atter engang blevet udsat. Så talrige gange har Willy Jensen siddet og ventet med kufferten pakket på trappeafsatsen. Men de hentede ham aldrig.
Vi har fået at vide, at medlemmerne af Modstandsbevægelsen var efter dem, som eksempelvis solgte mad til dem, der patruljerede langs Flensborg Fjord. Og vi har også fået at vide, at de i den grad var efter medlemmerne af Det Tyske Mindretal. Spørgsmålet er om, der lå et hævnmotiv bag ved behandlingen af Mindretallet efter besættelsen. Vi kigger også på den såkaldte Fårhus-mentalitet, der opstod i Fårhuslejren. Var Asmus Jensen et offer for en hævn?
De domsafsigelser, der foregik i retsopgøret var de retfærdige? Hvad har man i grunden fortiet i den forbindelse? Vi kigger på tre sager i den forbindelse. Den første er Sheriffen i Tinglev. Ja denne nævnes også i forbindelse med en af de sidste fem i forbindelse med Asmus Jensen. Politibetjent Egebjerg Jensen var meget forhadt hos Det Tyske Mindretal. Egenhændig lukkede han alle tyske institutioner. Han skød også en tysk officer på Tinglev Banegård.
I Tønder sad nogle forholdsvis unge mennesker og tysksindede. De havde lavet en liste over, hvem der skulle have en såkaldt ”Denksettel”. En af disse var Sheriffen fra Tinglev. En håndgranat blev smidt ind på kontoret. Heldigvis var der ingen hjemme. Modstandsbevægelsen forlangte dødsstraf. Den 15-årige fik i første omgang 12 års fængsel. Det blev nedsat til 6 år. Også de andre i gruppen fik temmelig høje straffe.
I Tønder håbede man, at to medlemmer af Familien Jürgensen blev skudt. De var blevet dødsdømt af en amerikansk militærret. Man påstod, at de var ledere af Varulvegrupper. Men der var ingen beviser. De blev frikendt. Men gang på gang blev de arresteret. Man forsøgte også at gøre dem til krigsforbrydere. Det lykkedes heller ikke. Og man nægtede også at give dem kompensation for uretfærdig fængsling. De var jo nazister, så skulle de ikke behandles retfærdigt.
I Løgumkloster blev et ungt medlem af Det Tyske Mindretal myrdet. Dette blev i første omgang kun takseret til seks måneders fængsel. I anden omgang blev det til halvanden års fængsel. Men alligevel en lempelig dom i forhold til dommen fra Tinglev.
Jo der skete ting og sager i Sønderjylland og andre steder i tiden efter besættelsen. En massiv overvågning var bebudet. Det var politimester Brix, der var foregangsmand. Han havde opbakning fra politimester Bøving fra Tønder.
Man skulle i den grad holde øje med hjemmetyskerne. Der skulle ansættes spioner, der kunne rapporterer, hvad hjemmetyskerne foretog sig.
Kartoteker blev opbygget. Man fandt ud af, hvem der abonnerede på Der Nordschleswiger og så kontrollerede man Knivsbjergfesterne. Hos Willy Jensen flyttede to betjente ind. Så kunne de på nærmeste hold finde ud af, hvad han foretog sig. Måske udbredte han sin viden om nedskydningen af Asmus Jensen?
En masse ting skete gennem Dibbernhaus i Aabenraa. Herigennem var der en masse kommunikation til de tyske myndigheder. Det var også her, man ansøgte om tilladelse til at køre for den tyske Wehrmacht. Og det var her man ansøgte om at levere varer til tyskerne.
Men stedet rummede også mange skæbner. Her kunne man se, at mange unge mennesker var flygtet fra krigens rædsler. De var simpelthen flygtet også som vagtmandskab fra KZ – lejre. Og nu ventede det dem en barsk afstraffelse. Forældrene fik så senere den barske besked.
Men Det Tyske Mindretal fik det nu ikke helt, som de havde ønsket. De ville gerne have, at kun dem som støttede den tyske sag med børn i tysk skole og så videre fik kørselstilladelse. Men fra Berlin var budskabet klar. Fungerede en kørselsordning var man ligeglad med lokale forhold.
Ikke langt fra det sted, hvor Asmus Jensen blev likvideret, skete der ting og sager. I Flensborg havde alle topnazister forsamlet sig. Her blev der forfalsket i tusindvis af legimitation. Mange gik over den grønne grænse i nærheden af Kruså. Et gartneri spillede her en stor rolle. Og der stod nok af frivillige parat til at hjælpe disse topnazister videre via Sverige.
Grænsen er i den grad overskredet, når man hører hvad der skete i Flensborg Fjord og Gelting Bugt lige over grænsen. Ja, for den sags skyld også i Alssund den 5. maj. Mens danskerne festede blev unge matroser likvideret på et dansk skib og drev i land ved den danske kyst. Og ingen vil tage initiativ til en mindesten for dem.
En mindesten kom der op for andre matroser, der oplevede samme skæbne. De var deserteret fra Svenborg og udleveret af danske modstandsfolk til tyskerne. I Gelting Bugt fandt de deres skæbne.
Vi har fået at vide, at Asmus Jensen stod i Centralkartoteket. Men hvad der stod om ham, kan vi ikke få at vide. Vi kan ikke få adgang. Men hvordan kom man egentlig i dette kartotek. Og havde man begået noget forkert, når man stod her. Blev det nogensinde undersøgt? Hvad med stikkerlikvideringer-fik de oplysningerne herfra? Det var ellers svært at komme ud af dette kartotek, men det lykkedes dog for en del embedsmænd. Hvordan kunne dette lade sig gøre?
Hvis man stod i et andet kartotek, kunne dette også give følger. Det var det såkaldte Bovrup-kartotek. På et tidspunkt påtog Frits Clausen sig selv opgaven at redigere dette kartotek. Dette foregik ikke særlig grundigt. Og ville man ud af det, ja, så kunne man glemme at registrere det. En række bøger med Bovrup-kartoteket blev udgivet. Ja disse bøger kom i ufattelige mange udgaver.
Egentlig var det ikke ulovligt at være nazist. Men det blev det nu alligevel. For uden domsfældelser af nogen art, så blev man smidt ud af sin fagforening, sit firma og meget mere, når man var nazist eller stod i Bovrup-kartoteket. Ja vi har endda hørt, at man også blev likvideret bare fordi, man var nazist.
Der var jo to nazistorganisationer DNSAP med Frits Clausen og det sønderjyske NSDAP-N med Jens Møller som ledere. Denne havde faktisk mere indflydelse og det takket være, at han var personlig ven med Werner Best. De to nazist-leder, der boede meget tæt på hianden var ikke på talefod og egentlig så de også forskelligt på mange ting.
Vi tager en tur langs grænsen på det tidspunkt, hvor Asmus Jensen bliver likvideret. En tysk soldat føler sig så ydmyget, da man tager alt, hvad han har med og til sidst også hans vielsesring. Han tager sin revolver og begår selvmord ved Kruså. Her truer man fra tysk side de danske frihedskæmpere med et gevær.
Ikke langt derfra lå et Aussenlager fra Neuengamme, KZ- Ladelund. Den lå der ikke i lang tid, men nok tid til at sprede rædsel og død. Og lederen af denne lejr blev aldrig straffet. Et hævntogt bevirkede udryddelse af en masse hollændere. KZ-Ladelunds læge døde på Padborg Politistation under mystiske omstændigheder.
Helvedes forgård kaldte man Harislee Banegård. Det er her i grænsebyen, danskerne fylder deres biler med øl og slik. Det var herfra en masse Frøslev-fangere blev sendt videre syd på til en uvis fremtid. Og lokale bønder tjente en god slat penge ved at sælge hø til disse fangere.
I Frøslev-lejren var man lidt usikker på, hvordan tyskerne ville reagere. En del fanger var på vej til at blive sendt til Gestapo i København, men de slap i sidste øjeblik.
Ved Tønder kom der til en ildkamp mellem frihedskæmpere og tyske soldater i nærheden af Sæd. To frihedskæmpere blev alvorlig såret. Et temmelig stort antal hjemmetyskere blev sendt videre til Fårhuslejren her fra egnen. Men også her havde byens dansksindede lejlighed til at spytte på dem, da de blev læsset af ved Missionshotellet.
600 domme omkring værnemageri blev taget op igen i 1949 og endte med frifindelse. Gårdejere fik forbedret indtægten med 49 pct. og godsejere med 62 pct. Fiskerne havde det også godt. Danske firmaer brugte tvangsarbejdere. Ja 180 danske firmaer udførte anlægsarbejdere for tyskerne.
Jo vi udførte en hel del til tyskerne. Men vores eget forbrug var også det højeste blandt de besatte lande. Regeringen uddelte arbejdsopgaver for tyskerne til de danske virksomheder. Ja tænk engang 18 pct. af den voksne danske befolkning arbejdede for tyskerne. Men nu havde både Norge, Belgien, Holland og Frankrig betydelig større udgifter ved at have besøg af tyskerne. Spørgsmålet er også, om Sverige nu var så neutral? Tyskerne fik lov til at transportere deres tropper gennem Sverige, og svenskernes eksport af jernmalm, kuglelejre osv. var betydelig.
Vi indførte censur på 300 blade. Det var danske embedsmænd, der uddelte bøder m.m. Befolkningen måtte ikke blande sig i den politiske situation. Tyske flygtninge blev sendt retur og grundloven blev overtrådt adskillige gange.
Fagbevægelsen sagde til arbejderne, at de skulle tage til Tyskland ellers ville de ingen penge få. Asmus Jensen måtte også tage til Hamborg. Man glemte at fortælle, at de kunne få tilskud, hvis de tog på højskole.
Historikere kunne i 1995 få tilskud, hvis de omtalte samarbejdspolitikken positiv. Og Højgaard – gruppen slap ustraffet selv om de forsøgte et angreb mod folkestyret.
Man sagde, at overgangen til retsopgøret foregik gnidningsfrit og meget bedre end i andre lande. Der blev foretaget over 400 likvideringer. Og det var ikke kun Asmus Jensen, der måtte lade livet efter besættelsen. En historiker har undersøgt, at kun 13 pct. af de likviderede var egentlige stikkere.
Dommerne fulgte mere stemningen i befolkningen, snarere end retssikkerheden. Tyskertøsser blev sat i bås med landsforrædere, og man forhindrede dem i at lede efter deres fædrene ophav. Den sønderjyske skribent, Bjørn Svensson skrev:
Poul Henningsen og Hal Koch sagde, at værdien af befrielsen for nazismen var begrænset, fordi vi selv begyndte at bruge nazistiske metoder. Andre mente, at retssikkerheden blev afløst af anarki.
Amtmand Kr. Reftslund Thomsen var ikke velkommen ved grænsen for at modtage englænderne. Modstandsbevægelsen ville hellere have spærret ham inde. Og Det Tyske Mindretal arrangerede eksercits, våbenlære og skydelære i Tinglev. Og de to tyske korps, hvor deltagerne var medlemmer af Det Tyske Mindretal vakte ikke særlig stor begejstring blandt de dansksindede.
Statsminister Buhl mente da også, at Det Tyske Mindretals rolle burde nøje overvejes. Jo der var barske krav fra Modstandsbevægelsen og myndighederne over for Det Tyske Mindretal. Flere danske erhvervsledere appellerede da også til, at nu måtte man begrænse sig, fordi man skulle leve side om side.
Man brugte 88 retsdage til at dømme ledelsen i Det Tyske Mindretal og senere brugte man 66 retsdage til at nedsætte straffen. Stadsadvokat Kirk fra Sønderborg, der i virkeligheden hadede Det Tyske Mindretal mente, at Det Tyske Mindretal blev dømt alt for mildt.
I Det Sønderjyske Amtsråd sad i mange år en markant skikkelse fra Det Tyske Mindretal. Han havde med held skjult at han havde en ret så stor stilling i SS.
Da vi første gang var fremme i medierne med vores sag om Asmus Jensen spurgte en lokal journalist, om vi mente, at der forelå et hævnmotiv. Og se det spørgsmål kan ikke bare besvares i en enkelt sætning. Da må vi dykke ned i historien.
I Sønderjylland er tysk ikke et fremsprog. Det Tyske Mindretal fulgte sig i den grad forfulgt. Og det gjorde de faktisk i mange år. Men spørgsmålet er, om de ikke selv bærer en del af skylden.
Men i det sønderjyske lokalsamfund glemte man ikke, at naboen har siddet i Fårhuslejren. Og det glemte myndighederne heller ikke. Selv om straffen for længst var overstået, blev man udelukket.
Det var også vanskeligheder for den tyske kultur og skolerne. Alt var taget fra dem selv lærerne. Vi går tilbage til Ribe-brevet, som Det Tyske Mindretal hele tiden henviste til. De dansksindede glemmer heller ikke Ernst von Köhler. Det var ham, som Der Nordschleswiger sammenlignede med politimester Brix.
Men før 1920 var det nu heller ikke alle københavnere, der havde forståelse for det sønderjyske problem. Så kom kreditforeningen Vogelgesang støttet syd fra. Nu skulle Sønderjylland germaniseres ved ejendomsopkøb. Men kreditforeningen stillede nogle krav over for de tysksindede.
Hadet mod de tysksindede blev bevaret. Det kunne man læse i Grænsevagten udgivet af Dansk Samling. En præst fra Løjt fortalte i København, hvad de tysksindede var for nogen. Der var godt nok ikke meget forståelse for dem.
Bund Deutscher Nordschleswiger startede forfra. Men gjorde de nu også dette? Mange dansksindede tvivlede. For mange af de nazistiske hjemmetyskere vente tilbage. Der Nordschleswiger har flere gange erklæret, at der var tid til selvransagelse. For nogle var det svært, men den er nu for længst gennemført.
Fabrikant Callesen fra Aabenraa Motorfabrik følte sig også uretfærdig behandlet. Han benyttede sig af advokater for at sikre, at det, han gjorde, var fuldt lovligt. I første omgang blev han da også frikendt for værnemageri. Men det gjorde han så ikke i anden omgang. Han måtte aflevere næsten 700.000 kr.
Modstandsbevægelsen mente bestemt, at Aabenraa Motorfabrik var skyldig. Men sabotageforsøget slog helt fejl. 30 blev anholdt, og mindst 5 døde som følge af stikkeri fra 5 tysksindede personer i Aabenraa. Jo, der var mange stikkere i Sønderjylland.
For over 20 år siden gik en ung mand rundt på Frihedsmuseet og fortalte engelske turister, at i Sønderjylland var der ingen modstandsfolk, fordi man var bange for Det Tyske Mindretal. Min kone og mig havde da også fat i kravetøjet på den unge mand bagefter.
I vores bog slutter vi med et afsnit om Det Tyske Mindretals højborg, Knivsbjerg. Her trives Knivsbjergfesterne videre i bedste forstand. Og her er masser af aktivitet. Det var også her, at danske modstandsfolk længe efter besættelsen sprang resten af Bismarck-monumentet i stykker. Bagefter havde de danske myndigheder ikke den store lyst til at opklare hændelsen.
Jo, det var også her vores yngste spurgte om det var her Hitler lå begravet. Han var nu ikke så gammel, men noget havde han dog fattet. Lige bagved gik formanden for Bund Deutscher Nordschleswiger. Han hilste med et lidt anstrengt smil.
Her på stedet havde man også æret de faldne fra første og anden verdenskrig. Og dem fra den sidste krig havde man æret med navn.
Men nu har man lavet stedet om til en mindelund. Problemet var, at nogle af dem, som man ærede var krigsforbrydere. Og så skulle man ellers have fat i vinkelsliberen. Og den kan man få brug for igen.
Det er nemlig sådan at det tyske retssystem finder en skyldig i diverse ting, bare idet vedkommende har befundet sig i en koncentrationslejr. Sådan er proceduren i tyskernes bestræbelse på at fange flere krigsforbrydere. En person fra Holbøl var ansat i køkkenet i en sådan lejr, og det var nok til at hans navn blev fjernet.
Vi kunne i vores bog sagtens også have beskrevet de danske myndigheders lyst, evne og energi til at jagte krigsforbrydere. Og vi kunne såmænd have omtalt en masse andre ting.
Vi har i vores bog forsøgt at beskrive det miljø og den tid både før og efter som Asmus Jensen befandt sig i, før og efter han blev likvideret. Familien ved stadig ikke hvorfor, han skulle likvideres og officielt ved de ikke af hvem og hvorfor, selv om Den Danske Brigade påtog sig skylden.
Sagen er for længst stille i bero. Myndighederne vil ikke røre sagen med en ildtang. Da vi kiggede på sagen, stillede PET og Politiforeningen sag på bagbenene. Ja en lokal politimester skrev også til Justitsministeriet i 1972.
Og svaret, som han fik. Ja det var, at sagen allerede var lukket i 1947. Velkommen til bogen Grænsen er overskredet.
Man vil helst tie denne sag og andre ihjel. Måske skulle man også have tiet? Hvorfor fik vi ikke opklaret mordet mod Asmus Jensen? Der blev lagt os hindringer i vejen. Arkivloven giver så mange muligheder at afvise os med legale midler.
Uwe Brodersen