Søgeresultater på "Ribe"
Dato: marts 15, 2020
Da Industrien kom til Nørrebro
De første virksomheder på Nørrebro: Guldmagerværksted, Bryggerier, Blegdamme, Rebslagere, Teglværk, Tapetfabrik og Kattuntrykkeri, Limsnyderi (Solitude) Wodrof Mølle, Store Ravnsborg Mølle, Blågårds Mølle, Lille Blegdams Mølle, Ladegårds Møllen, Barkmøllen (Solitude). En ny bydel vokser frem. Virksomheder på Blågården, Manufakturfabrik, Den Kongelige Danske Dugmanufaktur, Linnedvæveri, Farveplantager, Voksfabrik.
De Første virksomheder på Nørrebro
Guldmagerværksted
Der har sikkert været boder og værksteder på Nørrebro før vi har fået kendskab til et værksted af en helt anden art. Nemlig Prins Carls ”guldmagerværksted”. Den blev allerede indrettet kort efter 1707. Jo alkymister havde deres glade dage dengang.
Bryggerier
Blegdammene langs Blegdamsvejen lå her allerede. Men langs disse opstod der også industrivirksomheder. På Blegdam nr. 8 har vi kendskab til et bryggeri fra 1730. Jo her var et brænderi med åben skorsten og en muret kedel. Her var også en smugkro, hvor snapsen blev skyllet ned, mens madammen eller pigen afleverede vasketøjet.
Allerede fra 1681 kendes der dog et bryggeri i forbindelse med blegdam nr. 7.
Blegdamme
Disse blegdamme lå først inde for søen. I 1661 besluttede man at ligge dem omkring der, hvor Blegdamsvej ligger i dag. Man arbejdede med vask, tørring, blegning, rulning og glitning.
Her lå også et par møller. Her var også øltappere, kroholder og urtegårdsmænd.
Rebslagere
Allerede i 1730 var der en stribe rebslagere. Ifølge laugsartiklerne var det ikke tilladt på samme bane, at spinde både til brug for førsteklasses skibsovertræk og landbrugsovertræk af sekunda – kvalitet. Nogle rebslagere ønskede at udføre begge dele. En snes år efter kom der flere til. Foregangsmanden var rebslager Eilert Wesendunk.
En opgørelse over af rebslagere i 1723 viser 14 mestre, 10 svende og ikke mindre end 30 drenge
Teglværk
Uden for den tidligere Øster Vold, der hvor Nyboder senere blev anlagt, blev der oprettet en teglgård. Denne blev i 1616 flyttet til et område, der senere indgik i Blågårds jorder. I de følgende år blev der oprettet teglovn med huse og lader på grunden. Først da Christopher Gabel i 1662 købte Teglgaardsvangen og lagde den til sin ”Ladegårdsjord”, blev ”Byens Teglgård” nedlagt.
Tapet – og kønrøgsfabrik samt kattuntrykkeri
En ganske særlig virksomhed fandt sit hjemsted på blegdam nr. 21. Zacharias Nieman havde forstand på at lave kønrøg og fremstille tapeter. Han søgte samtidig kongen om at oprette et manufaktur ud for Øster Port i 1724. Han fik tilladelsen under forudsætning at han lod fremstille så meget at import blev overflødigt.
Limsyderi (Solitude)
Allerede i 1694 eksisterede der et limsyderi på Solitudes grund.
Wodrof Mølle
På grænsen til Frederiksberg adskilte Wodrof Mølle sig ved ikke blot at have tilknyttet en vandmølle, men ved at være en hollandsk mølle i stedet for en stubmølle. Georg Julius Wodrof var en initiativ herre, der skabte et helt fabriksanlæg omkring møllen. Han fik sit privilegium i 1700, men allerede året før var møllen bygget der, hvor Ladegårdsåen løb ud i Sankt Jørgens Sø.
Han havde også indrettet noget hidtil uset, et perlegrynsværk. Siden blev mølleværket knyttet til en hel manufakturfabrik. I 1709 satte en brand en stopper for det hele.
Store Ravnsborg Mølle
I 1672 blev der udstedt et lejebrev til Claus Mortensen Glose til drift af Store Ravnsborg Mølle. Han drev den til sin død i 1690. Så solgte børnene den videre.
Ja der fandtes faktisk to møller mere lige i nærheden.
Blågårds Mølle
Allerede i 1660erne eksisterede Blågårds Mølle.
Lille Blegdamsmølle
Denne barkmølle var bygget omkring 1634. Men den kendes først for beskrivelse i 1737, Ja den mølle var også en barkmølle.
Ladegårdsmøllen
Denne eksisterede fra 1730
Barkmøllen (Solitude)
Der var mange møller her i Nordre Forstad dengang. Vi har sikkert ikke fået alle med. Men en, der skilte sig ud fra de andre, var Barkmøllen. Den brugte man til at male bark, som garverne havde god brug for i deres erhverv.
Hvornår Garverlauget overtog møllen vides ikke. Men den kendes fra 1655. Og før 1694 var den kommet i laugets eje.
En ny bydel voksede frem
Fra midten af 1800 – tallet voksede Nørrebro frem som en ny bydel. Pludselig blev portene afskaffet. Men allerede inden da var industri og handel i gang på Nørrebro. Man måtte have arbejderne inde fra byen. Der var ikke nok på Nørrebro – endnu.
I 1860 var indbyggertallet på ca. 10.000. I år 1900 var indbyggertallet oppe på 100.000. Det blev et rigtigt arbejderkvarter. Og det blev i den grad bygget. Byggespekulanterne tjente i den grad penge. Det drejede sig om at bygge så meget på så lidt jord som muligt. Byggevedtægter og regler kom først bagefter.
I vores artikelserie har vi taget nogle enkelte håndværksvirksomheder med, for deres arbejde nærmer sig industriens. Nørrebro tiltrak i den grad industrien. Op Ydre Nørrebro kom banen og godsbanen endelig. Det havde industrien brug for.
Det blev til nogle temmelig store industrivirksomheder, der voksede frem. Også en masse små håndværk blev etableret i bydelen. Værksteder, småindustri eller håndværksprægede virksomheder etablerede sig i sidegader eller baggårde.
Nogle af de industrivirksomheder, der etablerede sig her i bydelen, blev meget kendte. Vi kan selvfølgelig ikke nå dem alle. Vi har i vores projekt samlet en bred vifte af både store og små virksomheder. Hvis vi i dag kigger på ejendomme på Nørrebro, kan vi godt fornemme, at her lå en fabrik. Men de allerfleste fabriksejendomme er i dag helt forsvundet.
Størstedelen af virksomhederne flyttede fra Nørrebro i 1950erne. Beboelsesejendomme, parker og pladser har overtaget fabrikkernes plads.
Virksomheder på Blågården
Knud Lyne blev tvunget til at tilbagekøbe Blågården efter at denne var blevet ramponeret. Ejendommen var til auktionsforretningen blevet vurderet til 55.000 Rigsdaler. Men først i 1777 meldte der sig en køber, Peter Tutein, der købte hele herligheden eller nærmere det, der var tilbage af herligheden for kun 23.000 Rigsdaler.
Og enkefru Lyhne havde stadig 2.000 Rigsdaler til gode hos Grev Holck, der i sin tid købte Blågården til kongen.
Manufakturfabrik
Tuteins plan var at anlægge en silkebåndsfabrik. Han havde egentlig opnået statsunderstøttelse, men planen blev aldrig ført ud i livet.
Peter Tutein fik tilbudt 32.000 Rigsdaler i afståelse. Han betragtede dette som en god forretning. I 1780 blev der anlagt ”Komplet Klæde – Manufaktur på Blågård.
Det var klædefabrikant Johan Paul Kalckenberner, der startede. Han skulle indskyde 30.000 rigsdaler af egne midler. Der skulle ansættes 20 mand. Og han fik betydelig støtte forskellige steder fra.
Vandet måtte under ingen omstændigheder løbe tilbage til Peblingesøen. Opgaven blev løst ved et kompliceret system af stenkister og grøfter.
Men hele installationen af fabrikken kom til at koste betydelig mere end antaget. Nu blev der så vedtaget, at en fabrikant Jacob Branner skulle lede det hele med 8 mand. Man ak, uanset hvad man foretog sig, så endte det hele med et stort underskud både af offentlige og private midler.
Det Kongelige Danske Dugemanufaktur
Det hele blev nu rekonstrueret. Det blev oprettet et aktieselskab. Nu hed det ”Det Kongelige Danske Dugemanufaktur”. For kongelig regning blev det opført et nyt etatages teglhængt og grundmuret farvehus ud mod Nørrebrogade.
Men ak, det gik dårligt. Der var mange vanskeligheder at kæmpe med. Man savnede en ”duelig” farvemester og en ”kyndig” fabriksmester, som forstod at drive fabrikken. Afsætningen var alt for ringe. Og hvad det lyder helt utroligt, så var arbejdslønnen for høj.
Linnedvæveri
De egentlige fabriksbygninger blev uden vederlag overladt til købmand Hilcker. Han ville forsøge med et linnedvæveri efter ”den vestphalske metode”. Senere var det så linnedvæver Schnitker, der heller ikke havde heldet med sig.
Resten af bygningerne blev udlejet til forskellige industriforetagender. Jorden blev bortforpagtet. Mange overflødige lejligheder blev udlejet til privatfolk.
Men Finanskollegiet var dog opsat på at blive det hele kvit. I 1800 afholdtes to aktioner, hvor der ikke manglede købere til de 13 lodder, der blev udbudt. Men man fandt budene for lave.
Hele arealet med undtagelse af slottet og et jordstykke på 7 tdr. land samt Accisesvænget blev bortforpagtet til en bogholder i Generalpostamtet.
Farveplantager
Det hele blev for en meget ringe sum af 100 Rigsdaler årligt lejet ud til farver Holmblad. Han havde i 1777 fået privilegium som uldfarver. Der blev anlagt en plantage for dyrkning af farveplantager. Jacob og sønnen Laurits Holmblad blev på mange måder begunstiget af regeringen.
I 1806 fik de 27 tdr. land i livsvarig forpagtning til en årlig afgift på 440 Rigsdaler. Da seminariet blev nedlagt, fik de yderligere 10 tdr. land.
De fik et rentefrit land på 4.000 Rigsdaler til opførelse af tørrehus og en mølle, samt 150 Rigsdaler i årligt tilskud til en ekspert i farveplanter.
Under englændernes bombardement i 1807 blev plantagerne som så meget andet ødelagt. Ikke mindre end 50.000 farveplanter var ødelagte. Men plantagen kom dog hurtig i drift igen.
Men desværre kunne dyrkningen ikke betale sig. Plantagen blev nedlagt.
Jacob Holmblad var grundlægger af Nordisk Farveindustri. Virksomheden blev drevet under navnet Sadolin & Holmblad. Jo det har jo vist sig, at firmaet var livskraftigt.
Voksdugsfabrik
Blandt de parceller af Blågården, der blev lejet, var Nørrebrogade 49. I 1880erne var denne i voksdugsfabrikant Shorn’ s eje.
Men i 1839 var stedet blevet udlejet til holsteneren Hans Henrik Baumgarten. Han var maskinmester hos Berlings Trykkeri. Og her på Nørrebrogade kogte han farve til trykningen.
I 1843 begyndte han på Købmagergade sin egentlige virksomhed. Og i 1846 stiftede han firmaet Baumgarten & Burmeister. Dette blev senere til Burmeister & Wain.
Dato: marts 3, 2020
Håndtryk – Historieløshed og Nazi – kortet
Hvorfor bruge ordet ”Nazisme”? Historieløshed hos politikere. Håndtryk minder Aabenraa’ s borgmester om nazisme. Også det tyske mindretal trak Nazi – kortet. Skyldes det nedprioriteringen af historieundervisningen? Kom ideen fra et partimedlem? Masser af kommentarer: Det er fuldstændig vanvittigt – Træk lige vejret – Udvanding af historiske tragedier – Partifælde: Træk udtalelserne tilbage. Afsæt i 1930’ernes Tyskland!!! Et flertal har bestemt, at vi giver hånden. Vi kigger på den hilsen, som de to Venstre folk hentyder til. Og hvilken ideologi minder håndtrykket om! Den nazistiske kultur er forbudt i Tyskland. Der blev begået forfærdelige forbrydelser. Nazismen og fascismen fjernede sig fra hinanden. Hitler var tidlig ude med sin ideologi. Når man bruger Nazi-kortet. Støvede tanker er vigtige. Man udvander historiske begreber. Man burde ikke drage sådanne sammenligninger. Nazisme er en erstatning for djævlen. Nazisme er et skældsord.
Hvorfor bruge ordet ”nazisme”?
Vi skal være varsomme med at bruge ordet ”nazisme” og lave vores egne sammenligninger. Hvorfor begynder vi at sammenligne med Det Tredje Riges ideologi. Her troede man, at man befandt sig i et civiliseret samfund, hvor vi ikke drager sammenligner med en så forfærdelig ideologi.
Historieløshed hos politikere
To gange inden for kort tid har der været tegn på historieløshed hos to politikere i Sønderjylland. Først var det byrådspolitiker i Sønderborg, der nærmest ville tvinge folk fra Det Tyske Mindretal til at anerkende ordet ”Genforening”. Og nu mener Aabenraas borgmester, Thomas Andresen, at håndtrykket til statsborgerskabet kan sammenlignes med Hitler – hilsen.
En redaktør fra Jydske – Vestkysten bakker Aabenraas borgmester op. Han mener, at borgmesteren har en pointe!
Vi kigger på historieløshed, Nazi-kortet og håndtrykket
Vi kigger på begrebet Historieløshed, Nazi – kortet. Ja så kigger vi også på, hvad det egentlig er, at man sammenligner med, når man vil sammenligne nutiden med nazismen. Ja og hvorfor trækker man egentlig Nazi – kortet?
Det var den tidligere indenrigsminister Inger Støjberg, der indførte håndtrykket som en anerkendelse af dansk statsborgerskab. Mange mener, at sådan et håndtryk er en vigtig tilkendegivelse. Et håndtryk udtrykker ligeværd og ligestilling.
Det minder Aabenraa’ s borgmester om nazisme
Men Aabenraa’ s borgmester, Thomas Andresen sammenligner ”det tvungne håndtryk” med en speciel hilsen fra en mørk fortid:
Også det tyske mindretal brugte nazi-kortet
En nazi-hilsen er politisk undertrykkende. Det er vel også derfor, at enhver form for Hitler – hilsen i dag er forbudt i Tyskland.
Ja selv det tyske mindretal brugte Nazi – kortet, da deres formand skød med skarpt på et Facebook opslag mod Dansk Folkeparti. De forbandt dette parti med nazismen. DF i Aabenraa forlangte, at Heinrich Jürgensen, der er formand for mindretallets forening BDN trådte tilbage efter delingen af opslaget.
Det endte hvis nok med, at Heinrich Jürgensen slettede opslaget.
Skyldes det, nedprioritering af historieundervisning?
Man kunne jo tro, at de tre sønderjyske politikere vi her hentyder til, er udtryk for konsekvenser af den fatale nedprioritering af historieundervisningen i den danske folkeskole de sidste 40 år.
Hvorfor er dette håndtryk nu også vigtig? Hvorfor skulle det være så stor et problem at give dette håndtryk? Er det ikke almindelig høflighed?
Man forventer vel at borgerne vil give borgmesteren et håndtryk og omvendt? Man kan vel bibeholde sin egen kultur ved siden af, men bidrage til det danske samfund ved at blive en del af den danske kultur.
Fik Aabenraa’ s borgmester ideen fra en partifælde?
Om Aabenraa borgmester har fået ideen fra sin partifælde i Kolding Byråd, Merete Due Paarup skal være udsagt. Men hun påkaldte sig også opmærksomhed i 2018, da hun sammenlignede den daværende udlændinge – og integrationsminister Inger Støjberg med nazister.
Og det chokerede jo forståelig nok den daværende minister. Hun kaldte det for historieløst. På Facebook skrev byrådsmedlemmet fra Kolding:
Inger Støjberg pointerede dengang, at udlændinge skal underskrive, at de vil overholde grundloven og at hun anser et efterfølgende håndtryk som en normal og respektfuld måde at hilse på hinanden på.
Merete Due Paarup forklarer til Jyske – Vestkysten, at hun ikke direkte vil sammenligne sin partifælde med nazister, men at hun får associationer i den retning, når Inger Støjberg udtrykker holdningen om påtvunget håndtryk.
At give hånd til udlændinge er ikke en af kardinalpunkterne i nazistisk ideologi. Det burde Aabenraa’ s borgmester vide.
Det er fuldstændig vanvittigt
Venstres indfødsretordfører, Morten Dahlin tager også skarpt afstand fra sin partifælde:
Træk lige vejret
Også Integrations – og beskæftigelsesminister Mattias Tesfay har kommenteret sagen fra Aabenraa:
Udvanding af historiske tragedier
Peter Kofod, MEP fra Dansk Folkeparti siger bl.a.:
En Venstre – mand blev ekskluderet
I Billund gik Lars Hansen fra Venstre også imod sit partis beslutning om håndtryk. Men han sammenlignede dog så vidt vides ikke situationen med nazismen. Men det endte dog med, at han blev ekskluderet af sit parti. Disse planer har Venstre dog ikke for Aabenraas borgmester.
Partifælde. Træk dine udtalelser tilbage
Men næstformand for Venstres folketingsgruppe på Christiansborg opfordrer nu partifællen Thomas Andresen til at trække sine udtalelser om håndtryk og nazisme tilbage:
Afsæt i 1930’ernes Tyskland!
Thomas Andresen selv understreger til Jyske Vestkysten, at han ikke har haft til hensigt at kalde partifælder for nazister:
Et flertal har bestemt, at der skal gives håndtryk
Her vil ”Den Gamle Redaktør” dog lige kommentere noget. Vi er sandelig ikke på vej til et nazistisk styre. Sagde man sådan i Tyskland var man sikkert blevet straffet. Mange fremmede kulturer har deres måde at hilse på. Måske burde vi som danskere respektere dette. Men et flertal af politikere har bestemt, at der skal gives et håndtryk for sådan gør vi i Danmark.
Den hilsen, som de to Venstre folk mener
Skal vi lige kigge på den hilsen, som de to Venstre – politikere sammenligner et håndtryk med, når der skal siges tillykke ved statsborgerskabet.
”Heil” er det tyske ord for helbredelse, men efter Hitlers magtovertagelse blev det ”Heil Hitler” eller ”Sieg Heil”, som nazisterne brugte for at ære føreren, Adolf Hitler. Denne hilseform svarer til det engelske ”Hail” og Fascisternes ”Hil”
Samtidig med ordene løftedes højre hånd. Nazisterne påstod, at urgermanerne havde gjort sådan. Nazisterne efterlignede nu bare Fascisternes ”romerske hilsen” og kommunisternes hævede knytnæve, fællesskabets signatur.
Det danske parti DNSAP, som havde sit forbillede i tyske NSDAP brugte ikke ”Heil Hitler” men sagde ”DNSAP Dansk Front”. Konservativ Ungdom brugte ”Heil” uden ord, men stoppede med dette inden Nazi – regimentets forbrydelser blev kendt og inden Danmarks besættelse.
Amerikanske børn brugte en form for ”Heil”, når det sværgede troskab til flaget, men stoppede dog med det, da Amerika trådte ind i krigen
Hvilken ideologi hentyder borgmesteren til?
Hvilken ideologi er det lige de to Venstre politikere hentyder til? Ja nationalsocialisme eller nazisme er en totalitær, politisk ideologi som opstod i Tyskland efter den første verdenskrig, nogenlunde samtidig med fascismens fremvækst i Italien. Nationalsocialismen deler som ideologi mange grundlæggende elementer med fascismen men er dog alligevel væsentlig forskellig, da nazismen i modsætning til fascismen bygger meget på ideen om racelære. Mens Fascismen bygger meget på ideen om kulturel overlegenhed via det gamle Romerrige.
Nazismen er i sidste ende knyttet meget tæt sammen med dens formgiver og fører, Adolf Hitler, selv om andre toneangivende personligheder også prægede ideologien. Historisk set kan man betagne nationalsocialismens fremkomst i 20’ernes Tyskland som en broget samlebevægelse for folkelige, racistiske, nationalistiske, anti – kapitalistiske og anti – marxistiske grupperinger.
I 1930erne var nationalsocialismen ikke en monolitisk bevægelse snarere en hovedsagelig tysk kombination af forskellige ideologier og filosofier centreret omkring nationalisme, anti-kommunisme, anti-liberalisme, tradionalisme, socialdarwinisme og betydningen af ”racerenhed”. Grupper såsom Strasser-brødrene og Die Schawarze Front var en del af den tidlige nazistiske bevægelse.
Deres bevæggrunde blev udløst på grund af vreden over Versaillestraktaten og hvad de opfattede som jødisk/kommunistisk sammensværgelse med henblik på at ydmyge Tyskland i slutningen af Første Verdenskrig. Tysklands efterkrigsproblemer var afgørelsen for dannelsen af ideologien og deres kritik af efterkrigstidens Weimar Republik.
NSDAP kom til magten i Tyskland i 1933.
Den nazistiske kultur er forbudt i Tyskland
I dag er nationalisme som ideologi forbudt i Tyskland. Men vi ser dog opblomstringer af både pseudonazistiske men også egentlige nationalsocialistiske foreninger fortsætter med at operere både i Tyskland og andre lande. Disse nazistiske strømninger kaldes også nynazisme på tysk Neonazismus.
Det er ret dramatisk, når man med jævne mellemrum ser folk trække Nazi-kortet. Den korte periode med nazistisk styre i Tyskland vil for altid stå som Tysklands og hele Europas store traume og skam. Det nazistiske regime udførte med baggrund i sin racistiske og fascistiske ideologi forbrydelser, der var så enorme, at vi stadig i dag har svært ved at fatte det.
Der blev begået forfærdelige forbrydelser
Der blev begået forfærdelige forbrydelser i nazismens navn. Ifølge Karl Christian Lammers var nazismen særlig i tidlige fase før magtovertagelsen stærkt inspireret af den fascistiske bevægelse i Italien.
Både nazister og fascister stod for en helt ny ”antipolitik” baseret på modstand og kamp. De var imod hele den demokratiske tankegang og foretrak en stærk stat opbygget omkring en stærk fører. Særligt lagde nazister og fascister den politiske venstrefløj for had og så dem som hovedfjende.
Både nazismen og fascismen havde nationen og den nationale historie som omdrejningspunkter og havde som erklæret mål at skabe ”et sundt folk”. Endelig lagde begge bevægelser meget vægt på at fremstå organiserede og gerne i ens uniformer og i snorlige rækker.
Nazismen og fascismen fjernede dig fra hinanden
Nazismen og Fascismen fjerner sig mere og mere fra hinanden efter nazisternes magtovertagelse i 1933 og i særlig grad efter 1938. Nazisterne var meget mere vidtgående i deres mål og fik i løbet af deres korte regeringstid fuldstændigt nedbrudt alle politiske, retslige og etiske samfundsnormer.
Nazismen adskilte sig særligt fra fascismen i sin vidtgående form for nationalisme og i sin racisme og antisemitisme. De sidstnævnte elementer lå som undertoner i det tyske ord ”völkisch”, der kom til udtryk for en racistisk opfattelse af tyskerne som en samlet organisme og som herrefolket, der var andre folkeslag overlegne.
Racepolitikken blev gjort til kernen i statens ideologi og bestræbelserne på at realisere det racemæssigt rene ”Volksgemeinschaft” (Folkefællesskab) gennem mord er noget særligt for nazismen.
Hitler var tidlig ud med sin filosofi
Hitler fremlagde sin verdensanskuelse i bogen ”Mein Kampf”, der udkom i 1925. Karakteristisk for Hitlers verdenssyn, som det bliver præsenteret i bogen, er ifølge hjemmesiden Holocaust-uddannelse.dk følgende ideer:
Grundlæggende for alt dette var Hitlers klippefaste tro på den ariske races biologiske kulturelle overlegenhed i forhold til andre racer, og derfor var det ifølge Hitler og hans ligesindede afgørende, at racerne ikke blev blandet.
Vi vil bare have magten
Da Mussolini inden magtovertagelsen i 1922 blev spurgt om sit politiske program, sagde han:
Navnet fascisme stammer fra et oldromersk magtsymbol, fasces overtaget fra etruskerne, som bestod af et sammenbundet knippe af pinde med en tohovedet økse indeni. Den skulle fuldt bevidst illustrere den dødbringende magt i at kunne styre mængden.
Voldelig ideologi i italiensk fascisme, tysk nationalsocialisme har den fællesnævner, at programmet udtømmende beskrives med at ”få magten”. Redskabet kan være uhyggelige love og terror.
Nationen blev ødelagt af nationalsocialismen
Den store teolog Karl Barth sagde i krigens sidste år, at man kunne bede om de allieredes sejr over tyskerne for tyskerne. Nationen var ødelagt af nationalsocialisme. Et stolt folk var blevet slaver af fejhed i mødet med en hadsk ideologi. De allieredes sejr over nazismen var en befrielse af tyskerne fra deres egen perverterede udgave af tyskheden.
Kun historieløshed kan undgå at se ligheder mellem halshugninger samt ødelæggelser af 4.000 år gammel kultur og nazisternes terror og kulturkamp. Vi burde lære af historien. Borgerskabets passivitet over for galmandsværket ”Mein Kampf” burde være taget alvorligt.
Når man bruger Nazi – kortet
Når man bruger Nazi-kortet er det tegn på historieløshed. Vi dyrker i høj grad nuet og det fremadrettede og værdsætter i mindre og mindre grad værdien af en tradition, det erindrede og det filosofiske.
I opbrudskulturen mister traditionelle normer og kulturelle traditioner betydning. Uden erindringen og den historiske bevidsthed svækkes vores evne til selvrefleksion og fordybelse.
Vi har brug for at kende fortiden
Vi har brug for at kende fortiden for at forstå nutiden, så vi kan skabe samfund med hinanden i fremtiden. Det er skolens, gymnasiets og universiteternes opgave at løfte de dannelsesfag, der skaber den forståelse, men det gøres ikke tilstrækkelig.
Efter et foredrag i Stefans Kirken for et par år siden om Besættelsestiden, fortalte jeg både om Nørrebro og Sønderjylland, ja så kom fire søde piger op i pausen og fortalte, at jeg var fuld af løgn. De var historiestuderende på universitetet. De havde aldrig hørt om de historier, jeg fortalte om. Derfor var det løgn!
Fortolkningen af den såkaldte ”Genforening” kan bevirke, at man kaldes utroværdig, selv om man bruger oceaner af kilder. Når ting er fastgroet i folk, kan det være svært at overbevise dem om noget andet.
Samme oplevelse har undertegnede haft mange gange her på siden. Det gælder for eksempel også Konservativ Ungdom og Nazismen. Selv med kildeangivelse under artiklen, der stammede fra konservative kredse, fik man at vide, at det var usandt, det man skrev. Sådan kunne det gives mange eksempler.
Støvede tanker er vigtige
I 2010 sagde Lene Espersen:
Mindst lige så sigende er det, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har sagt:
Dette kan råde bod på det
Det kan også siges på en anden måde. Den gamle modstandsmand, Erik Rostbøll sagde bl.a. følgende i radioen:
Han har ret. Kun øget historisk og åndshistorisk bevidsthed og dannelse kan råde bod på det.
Det er altid en oplevelse, når man holder foredrag for folk, der har oplevet de ting og sager, man fortæller om. Det oplevede jeg i en blindeklub ude i Vanløse, hvor jeg fortalte om besættelsestiden på Vesterbro. Eller under et foredrag om Industri på Nørrebro, hvor nogle af de deltagende havde arbejdet på de fabrikker, som vi fortalte om. Det giver ekstra kolorit.
Det tredje Riges sprog
Men for at vende tilbage til nazi-kortet, så vil jeg anbefale alle de historieløse til at læse Viktor Klemperers bøger. Han skrev dagbog dengang, som jøde. Vi oplever hele tiden, hvordan forholdene bliver mere og mere frygtelige.
Men han har også skrevet Det tredje Riges sprog. Hvordan talte man under besættelsen. Det er tydeligt at propagandaminister Joseph Goebbels påvirkede den almindelige tyskers selvopfattelse.
LTI – Lingua Tertii imperi – (Sprache des Dritten Reiches) er udkommet i over 400.000 eksemplarer i forskellige sprog. Ord kan virke som arsenik. De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning.
Under nazismen var det en trend,at give sine børn nordiske gudenavne. Lederen af den nazistiske ungdomsbevægelse hed Baldur.
Kristne navne var helt eller delvis udelukket. Og fik børnene dobbeltnavne, ja så var lykken gjort. Bernd – Walter, Bernt – Dietmar osv.
I Pommern blev 120 slaviske navne fortysket. Gadenavne i de tyske byer blev ændret.
Man udvander de historiske begreber
Når man sådan bruger Nazi-kortet, udvander man de historiske begreber, man forfladiger den politiske diskussion. Bevidstheden om, hvad nazismen under Anden verdenskrig egentlig er, går tabt, når begreber bliver brugt i flæng. Den skødesløse omgang med brugen af begrebet nazisme er med til at underkende den historiske begivenhed.
I Danmark svælger vi i selvgodhed. Danmark har i meget mindre grad taget ved lære af de væmmelige ting, nazismen førte til. Nazi – kortet bliver brugt i usammenlignelige størrelser. Referencen virker som en stopklods for en vigtig diskussion.
Man burde ikke lave sammenligninger
Når man bruger nazismen som argument, svarer det til at bruge en kæmpe hammer og smække den ned i bordet. Og det er jo ikke et argument. Historikeren Jes Fabricius Møller siger det så rammende:
En erstatning for djævlen
Årsagen til at man trækker Nazi – kortet er ifølge historikeren, at nazismen har fået en særstatus i dag. Det og så begrebet Holocaust er udtryk for det absolut mest onde. Hitler og nazismen er blevet en erstatning for djævlen.
De misvisende referencer til nazismen burde ophøre. Nazi – sammenligninger er ofte meningsløse og fører til nederlag. Hvis man først henviser til det ekstreme, så glemmer man nuancerne. Verden i dag ser jo helt anderledes ud.
Nazisterne betragtede jøderne som undermennesker, som ikke fortjente bedre. Hvorfor vender vi tilbage til nazismen, når vi skal bedømme værdien af nutidens bevægelser?
Nazisme er blevet et skældsord
Nazismen er gået ind i sproget som et prædikat for alt det, vi ikke vil have eller bryder os om. Nazisme er som Løgstrup bemærkede det i 1936 – handling mere end ord, gerning mere end program.
Nazist, Nazisme er blevet et skældsord uden retningssans, et udtryk for politisk ubehag i bred almindelighed. Det betyder ikke, at vi skal ignorere den historiske virkelighed.
Hvad var det lige, Martin A Hansen sagde:
Det er altid Nazi – kortet, man trækker
Nazismens forbrydelser kan og skal tjene som pejlemærke, når vi minder hinanden om, at det er historiske erfaringer, som vi aldrig vil se gentaget.
Det er altid Nazi – kortet, man trækker. For den sags skyld kunne det også have været Stalin – kortet og hævde at socialisme uundgåeligt fører til Gulag og dødsmarcher. Ja det er nok at vælge imellem, Kim Jong – un – kortet, Mao – kortet eller IS – kortet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.509 artikler, herunder 302 artikler om Besættelsestiden (Før/Nu/Efter)
Om Nazismen:
Om Historieskrivning:
Dato: februar 25, 2020
Var Anne Palles den sidste heks?
Det var næppe den sidste heks. De ”besatte” kvinder. I 1722 fandt man en heks i Øster Grønning. ”Mesteren for al hekseri” 1800. En retssag fra 1934. Christian den femte var menneskelig. Den kloge kone, Karen Gregers. Elskeren kunne skaffe menneskeben. Det sidste forsøg: Gift. Hun kendte skam godt hekse. Anne Palles havde et motiv. Var det en ”forbandelse” over den smukke nabokone. Rygter om Anne Palles heksekunster. Hun lavede grin med præsterne. Anne Palles tog ordet i Højesteret. Hendes sidste ønske: En pot vin. Blandt menigmand levede trolddom videre.
Det var næppe den sidste heks
Ja man påstår, at Anne Palles var den sidste heks. Men var hun nu også det? 11 ud af 17 højesteretsdommere afgjorde sagen i 1693. Vi vender senere tilbage til sagen.
De ”besatte” kvinder
I Thisted fik Maren Christensdatter Spillemand et anfald af ”krampe og fortvivlet rasen i sjælen. Men der var snart flere, som mente, at de var besatte. Nogle lokale kvinder blev peget ud som hekse, der have forårsaget besættelserne. Det var i 1698.
I centrum stod en ældre kvinde fra Skinnerup og en kone fra Torsted. Vi er oppe i nærheden af Thisted. Sagen rullede lokalt, og én blev dømt til bålet. Imidlertid sad der en besindig bisp i det jyske. Biskop Jens Bircherod greb ind, og en af de besatte gik til bekendelse og tilstod, at det hele var opspind. De anklagede hekse blev frifundet ved landsretten.
Nu var det så de ”besatte” kvinder, der stod til dødsstraf. Men via Højesteret og navnlig kongens indsats blev resultatet få års fængsel til kvinderne, landsforvisning af sognepræsten og ”næser” til andre af de implicerede.
I 1722 fandt man en heks i Øster Grønning
I 1698 satte højesteret punktum for hekseafbrændingerne i Danmark, men ude i landet florerede overtroen stadig.
Selv om det officielle Danmark ikke længere troede på trolddom og ville henrette hekse, varede det lang tid, før almuen var overbevist. Da dødsfald og kvægproblemer hjemsøgte landsbyen Øster Grønning i Salling i 1722 blev man enige om, at den skyldige var en lokal enlig kone, der hed Dorte Jensdatter.
En række af byens folk foranstaltede et privat forhør over hende. Gemytterne gik over gevind og man besluttede at fortsætte forhøret i Dortes eget hus. Her blev hun bundet til en ”sule”. Da en lampe ikke satte ild til hende, blev de selvbestaltede forhørsledere nervøse.
Det kunne jo være symptom på, at hun virkelig var en heks, og kunne skade den. En brændende hamvisk blev kastet på taget, som fængede, hvorefter Dorte indebrændte. Sagen fik naturligvis et retsligt efterspil, og her faldt flere dødsdomme til flere af de implicerede.
”Mesteren for alt hekseri” i 1800
Det sidste heksemord fandt sted i år 1800 i Brigsted ved Horsens, hvor en 82-årig kone Anna Klemens gik ind i en gård, hvor en klog kone holdt konsultation. Det var mange andre nysgerrige forsamlede for at se, hvordan hun ville ”doktere på knægten Jens”. Da Anna kom ind, råbte den kloge kone:
Hun kommanderede de forsamlede til at prygle Anna. Formodentlig var baggrunden, troen på, at man kan bryde heksens magt ved at slå blod af hende. Da den kloge kone var kendt og velanskrevet turde man ikke andet end gøre som hun sagde, hvilket førte til, at Anna blev pryglet ihjel.
En retssag fra 1934
Også efter år 1800 er der adskillige vidnesbyrd om tro på hekse. Den sidste danske retssag, hvor hekseri er en væsentlig faktor udspiller sig i 1934. Her havde en mandlig heksemistænkt anlagt injuriesag mod sine anklagere. Naboerne påstod, at ”heksen” ville skade dem gennem at drysse et magisk pulver ud over deres rabarberbed. Anklagerne måtte siden indrykke en notits i den lokale avis, hvor de gendrev deres egne rygter. Manden som blev udsat for hekserygter, fik således sit gode omdømme tilbage.
Christian den Femte var menneskelig
Christian den Femte havde vist sig menneskelig. Han havde bestemt, at inden Anne Palles skulle på bålet, skulle hun halshugges. Så skulle hun ikke brænde levende på bålet. Vi er i det lille fiskerleje Hesnæs på Falsters østkyst den 4. april 1693.
Den kloge kone, Karen Gregers
Det hele starter i grunden med Karen Gregers. Hun var en ”klog kone”. Hun havde fået en henvendelse fra Ingeborg Olufsdatter fra Nykøbing Falster. Hun havde problemer med hendes mand, Oswald. Han var ondskabsfuld og voldelig mod hende. Det kunne også ses fysisk på hende.
Hun spurgte Karen Gregers, om der ikke fandtes et middel, der mildner Oswalds aggressive sind. Hun lovede at fremstille et middel, men det virkede ikke.
Elskeren kunne skaffe et menneskeben
Så mente Karen Gregers, at der skulle afskrab af menneskeben til. Det fandtes jo i rigt mål på kirkegården. Men det var jo lige sin sag at grave dette op. Men Ingeborg Olufsdatter vidste lige, hvem der kunne gøre dette. Det var hendes elsker skipper Ole Boesen Det var såmænd hendes elsker.
Måske har vi så her forklaringen på Oswalds aggressivitet. Måske havde skipperen også fået en på bærret.
Han udvalgte for en sikkerheds skyld et stort ben. Og det lykkedes at give Oswald dette. Og Ingeborg mente bestemt, at hun havde set ham ligge og ryste i sengen. Karen Gregers forklarede, at det var den døde, der kom på besøg.
Det sidste forsøg – gift
Men kuren virkede ikke. Oswald var lige så aggressiv. Nu mente Karen Gregers, at der kun var et middel tilbage nemlig gift. Ingeborg fik nu en mikstur, som ”den kloge Kone” selv havde blandet. Det fik Ingeborg så listet i hendes mand. Og det virkede.
Hun kendte skam godt hekse
Myndighederne begyndte at undersøge Oswalds pludselige død. Karen Gregers blev straks mistænkt. Hun blev mistænkt for hekseri efter alle sine forsøg på at formildne den aggressive Oswald.
Hun bedyrede, at hun ikke var heks. Hun fortalte myndighederne, at hun lavede masser af medicin og at det sikkert havde været en fejl i det som hun havde lavet til Oswald. Det havde aldrig været hendes hensigt at slå ham ihjel. Hun vidste godt, hvem der var hekse på egnen, og hun tog sandelig afstand fra deres metoder.
Anne Palles havde et motiv
En af de lokale hekse var Anne Palles i Tåderup. Ifølge Karen Gregers havde hun ”pissed ondskab” ind til herredsfoged Morten Faxes gård. Og derved forgjort hans kvæg, så de rendte løbsk og til sidst omkom af udmattelse eller ulykke.
Og Anne Palle havde et motiv til det. Og så var hun over 70 år, som var ret usædvanligt dengang.
Hun og manden havde oprindelig haft gården i Øverup, der nu var Morten Faxes. Det var en god gård, for hun havde været landsbyens største tiendeyder. Men de var blevet sat fra den. Dette havde slået Peder Palles ud og gjort ham modløs, at de skulle flytte til et dårligere sted. Anne Palles var bitter over udflytningen.
Og så var det en dag, hvor Morten Faxe stod inde i vinduet og så på, at hun havde stillet sig i porten, bøjet sig forover, trukket bukserne ned og vist ham sin mås og havde ladet sit vand i gården.
Var det en ”forbandelse” over for den smukke nabokone?
Hendes vrede skyldes måske også ud over uretfærdigheden ikke mindre at hendes ægtemand var væsentlig yngre end hun selv. Hun havde været enke efter hendes første mand og fra det ægteskab havde hun flere voksne børn med sig ind i ægteskabet med sit kuvøseguf, Peder Palles, som ikke var stort ældre end sine stedbørn.
Der gik rygter om, at han havde taget hende for pengenes skyld, hvilket hun for så vidt var på det rene med. Hun havde dog krammet på ham. Men de var gledet lidt fra hinanden efter flytningen til den anden gård.
Det nye sted i Tåderup fik en ny nabokone. Der gik historier om, hvordan Peder Palles havde danset med hende ved høstgildet i 1691. Hun hed Maren Jakobsdatter. Og ikke nok med det, så havde Anne Palle tillige hørt ham sige til en anden:
Anne Palles var røget lige i flæsket på Maren Jakobsdatter og havde lovet hende alverdens ulykker, hvis hun ikke i fremtiden holdt sig langt fra hendes mand. Maren bedrog alle med sin skønhed, hvilket gjorde den ældre og knap så kønne Anne Palle jaloux.
Nogen tid efter høstgildet havde Maren fået smerter i sine fingre. Det bredte sig langsomt op i armene og ned i kroppen, så hun til sidst lå nærmest lam i sin seng, hvor hun hurtigt døde.
Rygter om Anne Palles heksekunster
Da begyndte rygterne for alvor om Anne Palles heksekunster. En bymand fra en nabolandsby trådte også frem og berettede om sin dårlige høst, hvilket han tilskrev hævn fra Anne Palles, fordi han under hendes heftige protest havde taget en af hendes sønner til soldat.
Anne Palles blev nu ført til et fangehul på Nyborg Slot. Hun fik et leje af tyndt lag halm oven på stengulvet.
Hun lavede grin med præsterne
Byens unge præst, Gregers Zimmer overhørte hende intenst sammen med et par kollegaer og herredsfoged Morten Faxe. Det var i strid med datidens regler at foretage sådanne afhøringer inden sagens formelle indledning i Falsters Nørre Herredsting.
Anne Palles havde sikkert lavet grin med præsterne. De havde fået hende til at indrømme lidt af hvert. Blandt andet havde hun indrømmet lidt af hvert. Hun sagde, at hun var troldkvinde og fik besøg af Fanden i form af en sort kat. Hun kaldte den Puus, og den kaldte hende for Annis. Sammen med andre troldkoner tog hun til heksemøder på Hesnæs.
Her blev der slået på tromme med sorte trommestikker, der var hekserital. En anden berygtet kone, Abigael Nielsdatter, som fanden kaldte Biegel, dansede midt i heksekredsen. Præsten fortalte det hele i retten. Den 2. november 1692 afsagde herredsfoged Marten Faxe dødsdommen.
Anne Palles tog ordet i Højesteret
I Højesteretten tog Anne Palles overraskende ordet og benægtede alle påstande og indrømmelser. Hun mente, at hun var blevet afhørt imod reglerne. Hun beskyldte også herredsfogeden for ukorrekt opførsel. Hun sagde, at han havde slået hende. Ligeledes skulle han have befalet skriveren at føre indrømmelser til protokols, der slet ikke var gjort. Hun var blevet truet med at få skåret tungen ud og blive brændt levende, hvis hun røbede, hvad der var foregået.
Der var ellers en bestemmelse fra 1547, der fastslog, at man ikke måtte tortere folk, før de var blevet dømt. Denne bestemmelse blev dog omgået i sagen mod Anne Palles.
Hendes sidste ønske – en pot vin
De angivende kvinder fik også deres domme. Det var en, der fik samme dom som Anne Palles, men hun var død i retten. Abigael Nielsdatter blev frifundet, men dog landsforvist på grund af hendes rygte. Den kloge kone, Karen Gregers blev dømt til kagstrygning og derefter landsforvisning.
Der blev besluttet, at der skulle opsættes en støtte med en tavle på henrettelsespladsen til skræk og advarsel for andre.
Inden halshugningen den 4. april 1693 fik Anne Palles lejlighed til at få sit sidste ønske opfyldt. Hun ønskede sig en halv potte vin til en værdi af 8 skilling.
Blandt menigmand levede trolddom videre
Da hendes hoved var kappet af, blev hun bundet til en stige og væltet ind i det brændende bål. Officielt var det den sidste hekseafbrænding i Danmark.
Hendes fire heste, fem køer, et par får, et ungsvin og sengetøjet blev overdraget til kongen. Peder Palles giftede sig på ny. Men han opkaldte ikke sin førstefødte efter sin tidligere kone, som der ellers er tradition for.
Blandt menigmand levede troen på trolddom videre.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk har vi 1.509 artikler herunder:
Dato: februar 22, 2020
Et mord i 1814
Vi er i nærheden af Gram. Liget af Hans Tychsen bliver fundet. Ret hurtigt bliver en pjaltekræmmer mistænkt. Man søger længe efter ham, og udlodder en dusør. Tilfældigvis bliver han anholdt i Viborg. Han bliver ført til arresten i Haderslev. Men herfra flygter han. En uge efter bliver han dog anholdt ved Vejle. Vi følger også morderens henrettelse. Og det bliver skarpretter Støckler fra Tønder, der skal foretage denne henrettelse. Og hele sagen bliver en ret dyr fornøjelse. Efter artiklen har vi lavet en fortegnelse over andre kriminalsager, som du kan læse her på siden.
Liget blev fundet på Kastrup Mark
Det var lørdag morgen den 24. september 1814. Vi er i Kastrup mellem Vojens og Gram. Skrædder Hans Tychsen ifører sig sine bedste klæder. Det er blå kjole, rød vest, blå lange bukser, støvler og en rund sort filthat med smalt silkebånd og spænde på pulden.
Han tog også en lille, med rør omvundne stok i hånden. Allerede kl. 7 var han på vej mod Haderslev. Han skulle have ordnet de nødvendige papirer, så han kunne holde bryllup med Tielluf Sønnichsens 38-årige enke Anna Margretha.
Han mente, at han kom tilbage natten til søndag. Men det kunne også godt være, at han først kom om mandagen. Han kom hverken tilbage søndag eller mandag. Om tirsdagen fandt man hans lig ilde tilredt, kastet ind i den indre digegrøft på Kastrup Mark og tildækket med græs. Det var tydeligt, at han var blevet myrdet.
En pjaltekræmmer kom forbi
Det fremgik af de afholdte forhør, at han lørdag aften mellem kl. 7 og 8 var kommet ind på Gabøl kro. Her traf han en gammel skolekammerat, Jens Aalkier. De opfriskede gamle erindringer. Hans Tychsen besluttede sig for at blive på kroen om natten. Han tog sine støvler af.
Henimod kl. 11 kom en fremmed mand ind. Han sagde, at han var pjaltekræmmer og kaldte sig Anders Korporal eller Anders Dannebrogsmand. Han fortalte, at han havde været underofficer ved Fynske Regimets 3. kompagni og var Dannebrogsmand.
Han havde da også et rødt bånd fæstet på trøjen med knapnåle. Han blev beskrevet som middelmådig af vækst, mørkhåret med et bredt men magert ansigt. Han havde en kort trøje på med små blanke knapper, hjemmevævet tøj, hvid soldatervest, en sort silkeklud om halsen med et tykt hvidt klæde under og en gammel sort filthat.
En natlig vandring
Det lykkedes ham at få prakket Hans Tychsen en pibe på for 2 mark 8 skilling, hvorefter de drak lidkøb for hver 1 sk. Brændevin og et glas øl. Så ville pjaltekræmmeren købe Hans Tychsens sølvur, men det kunne de ikke blive enige om.
Kromanden opfordrede dem flere gange til at gå til sengs, men nu ville pjaltekræmmeren gå til Kastrup Kro. Her foregav han, at hans kone ventede ham. Han opfordrede Hans Tychsen til at gå med. De fik deres støvler på og begav sig på vej kl. 2 – 3.
Krokonen i Kastrup
Krokonen i Kastrup kunne oplyse, at pjaltekræmmeren havde logeret i kroen natten mellem fredag og lørdag. Lørdag morgen var han gået ad Haderslev til, hvor han sagde, at han ville træffe sin kone. Forinden han gik, fæstede han et afbleget rødt silkebånd på sin trøje, for at man skulle kunne se, at han var Dannebrogsmand.
Søndag morgen kom han igen. Han betalte pigen 18 sk., som han skyldte for kost og logi. Hun lagde mærke til, at han havde en anden hat på, end han havde haft den foregående dag. Da hun blev forevist en gammel hat, der var fundet ved Hans Tychsens lig, genkendte hun straks pjaltekræmmerens hat.
Pjaltekræmmeren var morderen
Han lejede nu krokonens søn til at køre sig til Skallebæk Mølle for 36 sk. Cornelius Giesemanns tjenestepige kørte med. I Gjelsbro Mølle havde pjaltekræmmeren og pigen drukket kaffe. Kræmmeren ville, at karlen skulle have en punch, men møllekonen befriede ham for dette. Da de nåede Skallebæk Mølle ville pjaltekræmmeren have karlen til at køre dem til Ribe, hvorfor han betalte 1 mark. I møllen kom der to karle med på vognen. Undervejs solgte pjaltekræmmeren et ur til en af karlene for 7 rigsdaler. Det svarede ganske til beskrivelsen af Hans Tychsens sølvur. Pjaltekræmmeren blev kørt til Peter Greisen i Ribe, hvor han bestilte logi.
Dusør på 160 rigsdaler
Det kunne herefter ikke være tvivl om, at pjaltekræmmeren var moderen. Den 1. oktober blev derefter kromanden i Gabøl Jes Lauritzen og sendemand Anders Hansen i Gram sendt ud for at opspore ham. I Ribe mente man, at han derfra var draget videre til varde. De sporede ham til en kirkeby sydøst for Varde, men de fandt ham ikke. Efter 4 dages søgen vendte de hjem med uforrettet sag. Ved Fynske Regiment fik man oplyst, at den eftersøgte antagelig, var en musketer Anders (eller Andreas) Sørensen kaldet Stephansen Lydomhede, 36 år gammel.
Der blev nu udlovet 160 Rigsdaler sølv for oplysninger, der første til hans pågribelse. I det udsendte signalement siges, at han havde et ondskabsfuldt ansigt, og at han kunne tale godt for sig. Hans modersmål var dansk, men han kunne også tale lidt tysk.
Han var ikke i Husum
Han havde været to gange i Viborg tugthus, før han blev soldat. Da man i Husum havde arresteret en person, som man mente kunne være moderen, blev kromanden i Gabøl og krokonens søn fra Kastrup i februar 1815 sendt derned for at konstatere, om det var den mistænkte. Efter at have været borte i seks dage kom de tilbage med den besked, at det ikke var den eftersøgte.
Imidlertid viste det sig, at en i Viborg anholdt person, var den efterlyste. Han blev sendt til Haderslev og indsat i rådhusarresten her. Herredsfoged, justitsråd Langreuter i Haderslev fik som birkedommer for Gram og Nybøl godser af overretten overdraget sagen imod ham.
Moderen stak af og igen pågrebet
Den 19. marts kunne man meddele godsinspektør Lorenzen på Gram, at den forstokkede Anders Lydomhede havde tilstået mordet. Men sagen trak i langdrag.
Imidlertid lykkedes det fangen at få fat i en fil og et stemmejern af et ”kvindemenneske”, der skulle transporteres fra Flensborg til Jylland og undervejs var indsat i fængslet i Haderslev.
Natten til den 25. maj brød han ud af fængslet og flygtede. Friheden varede dog ikke så længe. Efter en uges forløb blev han fanget ved Vejle og bragt tilbage til arresten i Haderslev. Dag og nat blev han nu bevogtet af 3 – 4 mand. Det forekom dog godsinspektøren for kostbart. Siden blev dette indskrænket til to mand.
Afsky for menneskeheden
Først den 12. februar 1856 blev dommen forkyndt på rådhuset i Haderslev. Den lød på, at moderen skulle halshugges. Hovedet sættes på en pæl og kroppen lægges på hjul. Da Langreuter kom fra domsafsigelsen skrev han til godsinspektør Lorenzen:
Tilbud fra skarpretteren
Allerede inden dommen var faldet, havde man begyndt at forberede henrettelsen. Man havde således forhørt om prisen på henrettelsen. Støckler i Sønderborg skulle have 8 rigsdaler kurant eller 12 rbd. 76 sk. Sølv for at hugge hovedet af med økse og 14 rdl. Cour. /22 rbd. 38 sk. Sølv) for at slå arme og ben i stykker på hjulet og for rejsen frem og tilbage 40 rdl. Cour. (64rdb.) Desuden skulle han have en assistent og karl til at sætte hovedet på pæl og 2 karle, når kroppen skulle lægges på hjul.
Skarpretteren i Odense forlangte 10 specier for at afhugge hovedet og 1 specie daglig i diætpenge samt fri befordring frem og tilbage.
Det blev imidlertid skarpretteren i Tønder, der også hed Støckler, som fik forretningen.
Masser af forberedelse
Den 25. februar blev det i fængslet forkyndt for fangen, at han skulle henrettes den 2. marts på retterstedet i Gram. Dagen før blev han transporteret fra Haderslev til gram under militær eskorte, hvad der sikkert har vakt opsigt, hvor de kom frem. Ankommet til Gram blev han anbragt i fængsel der, og der blev sat vagt til at passe på ham.
Skarpretteren var kommet til Gram allerede den 29. februar henimod aften sammen med en assistent og karle medbringende økse, blok og nagler for at træffe forberedelserne.
Et rettersted skulle etableres
På en høj i nærheden af post – og landevejen mellem Gram og Kastrup blev pælen rejst. Der blev lavet en forhøjning i en kreds omkring den, 1 ½ alen høj, nemlig 1 alen jord og ½ alen grus og sand, der skulle stampes, så den blev fast og hård at stå og gå på.
Foruden den jord og sand, der krævedes til forhøjningen, skulle der tilkøres 3 læs gulvsand. Arbejdet blev bortliciteret til den lavestbydende – 7 Rigsdaler 36 skilling kurant – og skulle udføres under tilsyn af sandemand Hans Lauritzen.
Under bevogtning af militær eskorte
Lørdag den 2. marts kl. 11 om formiddagen blev fangen ført fra arresten til retterstedet under bevogtning af militær eskorte. I en vogn derefter kørte pastor Lautrup fra Haderslev, der efter at dommen var blevet forkyndt fangen, utrættelig har besøgt ham i fængslet. Også pastor Møller fra Fole var med. I en særlig vogn fulgte justitsråd Langreuter.
Foran det hele optog red godsinspektør Lorentzen og 4 sandemænd, mens 4 andre sandemænd, der red tæt efter justitsrådens vogn.
Retterstedet var omgivet af en kreds af bønder, der blev beskyttet af militær imod folkemængden, der strømmede til. De trængte på for at få så meget at se af skuespillet som muligt. På selve retterstedet var pæl, hjul og stige rejst.
Hovedet faldt i første hug
Lænkerne blev nu taget af fangen og hans hænder bundet på ryggen., hvorefter han ledsaget af præsterne blev ført ind på pladsen. Justitsråden oplæste dødsdommen. Efter at fangen havde bedt en bøn, lagde han hovedet på blokken. Skarpretter Støckler fra Sønderborg, der assisterede, holdt hovedet fast ved håret. Og klokken kvarter i 12 faldt hovedet efter et eneste hug fra skarpretter Støckler fra Tønder.
Karlene satte derefter hovedet på pælen og kroppen blev radbrækket på hjulet. Således, beretter Lorenzen, blev denne henrettelse fuldført med anstand og ro i overværelse af en stor folkemængde.
Det var en dyr omgang
Tilbage stod regnskabet. Hvad havde hele mordsagen og henrettelsen kostet? Mændene, der blev sendt ud for at opspore moderen, skulle have betaling. Fangens ophold i arresten i Haderslev kostede ikke mindre end 417 rigsdaler 42 skilling. Skarpretteren fik for sig selv, assistent og karl, kørsel og diæter medregnet 80 rigsdaler.
Borgmester Lindenhan i Haderslev fik 62 Rigsdaler som ”defensor”, sagfører Knudsen 101 rigsdaler og 40 skilling som anklager. Alt i alt beløb udgifterne sig til 778 rigsdaler 27 skilling. Nogen billig historie var sådan en sag ikke. Mordet synes begået for et sølvur og en hats skyld.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.505 artikler herunder
Love:
Kriminalsager:
Dato: februar 19, 2020
Det dansk – tyske i Tønder 1920 – 1933
Alfred Torps dagbøger. En langsommelig tur til Tønder. Det første indtryk var ikke godt. Ikke alle handlende ville handle med soldater. Et positivt møde med borgmesteren. Ingen Dannebrog i vinduet. Godt modtaget på den tyske skole. Elever ville lære danske sange Ballade i Højer. 66 børn startede på den tyske skole. Seminariet skulle undervise 250 børn. Tilbagegang for erhvervslivet. Til møde med udenrigsministeren. En uhensigtsmæssig indgriben. Vogelgesang var upopulær. En beruset borgmester. Tønderhus skulle reddes. Bange for nazisterne
Alfred Torps dagbøger
Hvordan var det dansk/tyske forhold egentlig dengang? Man kunne vel ikke forlange, at det hele bare faldt i hak lige efter grænsedragningen. Det gjorde det nu bestemt heller ikke. Det var bestemt heller ikke den ”glansbillede – fortælling”, man gerne vil gøre det til.
Vi har sakset lidt i lærer Alfred Torps dagbøger, der er redigeret af Peter Kr. Iversen offentliggjort i Sønderjyske Årbøger. Egentlig var der tale om tre større artikler.
Lærer Alfred Torp var oprindelig fra Nørresundby. Han var født i 1896. Han var meget interesseret i Sønderjylland. Det lykkedes ham at få en stilling som dansklærer på den tyske kommuneskole i Tønder. Måske har min far endda haft ham.
I 1925 fik han sæde i byrådet og gjorde et stort stykke arbejde for Tønder. I 1933 omkom han ved et tragisk trafikuheld på vej hjem fra Aabenraa efter en samtale med H.P. Hanssen om et nyt job.
En langsommelig tur til Tønder
Det var først i juli 1920, da Torp var på vej til Tønder for at kigge på sin fremtidige arbejdsplads. Han kom med damper til Sønderborg. Derfra gik det med tog mod Tønder. Det var en langvarig og trættende oplevelse. Myndighederne havde endnu ikke helt fået styr på det. Opholdene på stationerne var alt for lange.
Det første indtryk var ikke godt
Det første indtryk af Tønder var ikke alt for godt. Alt lå hen i mørke. Men en livlig ungdom sang tyske sange på og uden for stationen. Det var ikke særlig opløftende for en kommende dansklærer.
Han var flere steder for at få et værelse. Man sagde til ham, at han kunne prøve at lægge sig i en 2. klasses togkupe på stationen og så prøve på ikke at blive smidt på gaden.
Men på Gæstgivergården Børsen blev han taget godt imod af Fru Nicolaisen. Her var der plads til ham.
Ikke alle handlende vil handle med soldater
Næste morgen gik Torp en tur rundt i byen. Han var overrasket over at gaderne var smalle og krogede. På gaden blev der talt rigsdansk og sønderjysk. Han gik ned ad Østergade og ud på Ribelandevej. Her var forskellige militærbelægninger. Han talte med nogle af vagtposterne. De var nu meget godt tilfreds med byen. Men det var ikke alle handlende, der ville handle med dem, så ofte måtte de leve af konserves.
En soldat var blevet overfaldet og skudt i benet. Så når de skulle ud, når der var mørkt, traf de deres forholdsregler.
Ude fra luftskibshallen var der en god udsigt over egnen. Da han igen var ankommet til byen, opsøgte han bankdirektør Rossen og fik et godt indtryk af denne.
Et positivt møde med borgmesteren
Der var blevet talt meget ilde om tyskerne, så han var spændt på at møde byens tyske borgmester, Olufsen. Men han blev glædelig overrasket. Også fordi borgmesteren talte dansk. Så tilbød denne et forskud på lønnen på 400 kr., hvilket Torp tog glædelig imod. Det skete på kæmnerkontoret lige inden ved siden. Men her overraskede det Torp, at ekspeditionen foregik på tysk.
Torp gik nu ned i Richtsensgade og hilste på overlæreren på den tyske skole. Rektoren hilste han også på. Denne ville ikke fortsætte på grund af sit sindelag, så han havde fået et nyt job i Kiel. Han fortalte dog Torp, at han var begejstret for den danske konge, som han havde set i Højer.
Ingen Dannebrog i vinduet
Første september 1920 tiltrådte Torp nu officielt sit job på den tyske kommuneskole i Richtsensgade, der hvor biblioteket nu ligger. Af 465 elever var det kun 15, der ikke skulle modtage dansk undervisning på grund af forældrenes sindelag.
Torp kom til at bo på Torvet 5 til en meget lav husleje. Den eneste betingelse var, at han ikke måtte sætte et Dannebrog i vinduet. Familien Christensen som værtsfamilien hed stammede fra Rørkær og var hjemmetyskere. Moderen kunne dog ikke rigtig tale tysk, og datteren læste danske historier for hendes børn.
Godt modtaget på den tyske skole
Torp besøgte nu diverse danske embedsmænd og fik hilst på sine kollegaer på skolen. De fleste kunne forstå dansk. Han blev også godt modtaget af eleverne, selv om det i begyndelsen kneb med 7. kl. pigerne. Kollegaerne støttede dog Torps autoritet. Der var lige et pat stykker, der i begyndelsen skulle demonstrere deres antidanske holdning.
Hurtigt fik Torp skaffet 50 danske bøger til skolen. Læselysten var dog langt større end forventet, så hurtig måtte han skaffe flere bøger. Det viste sig, at forældrene også læste bøgerne.
På nationale helligdage hejste man også Dannebrog på den tyske skole. Skolen fik også besøg af undervisningsministeren. Dette afstedkom også en boggave. Og i 1922 var kongen sandelig på besøg.
Eleverne ville lære tyske sange
På et tidspunkt bad eleverne på den tyske skole om at lære danske sange. Men Torp fandt dog også hurtig ud af, at det ikke var alle tyskere i Tønder, der ville bøje sig for danske autoriteter.
Fra tysk side lød der rosende ord omkring, hvor godt de tysksindede blev behandlet i Nordslesvig.
En dag kom der en ny dreng i Torp’ s klasse. Han kunne slet ikke forstå og tale dansk. Det viste sig at være en søn af den forhadte Landrath Böhme fra Sydtønder Amt. Denne var død efter en ulykke på diget.
Borgmester ned på 8. pladsen
Der var gået inflation i de tyske penge. Således kostede en billet tur/retur Tønder – Flensborg 150 millioner mark. En middag kostede 40 millioner mark. Og for at blive barberet måtte man af med 8 millioner mark.
Ved byrådsvalget den 14. marts blev resultatet, at der nu var 7 tyske, 6 danske og 2 socialdemokrater. Valgdeltagelsen var på hele 93 pct.
Interessant var, at den ellers meget populære borgmester Olufsen var placeret helt nede på en 8. plads. Det var på grund af hans forsonende holdning over for danskerne. Men han var den, der fik det højeste antal personlige stemmer. Også vores hovedperson blev valgt ind i byrådet.
Fra dansk side var man uenige om, hvem man skulle pege på som borgmester. Thorvald Petersen kæmpede bravt om borgmesterposten. Mens andre mente, at den skulle gå til tyskerne, som havde flest mandater.
Spektakel i Højer
I 1926 var teatret på Tonhalle blevet istandsat. Fra biblioteket blev der meddelt, at mange tyske børn lånte danske bøger. Og nu kunne den tyske mellemskole også afholde eksamen.
På skoleområdet i Højer var der masser af spektakel. Således blev en dansk lærer beskyldt for bevidst at fordanske de tyske elevers navne.
66 børn startede på den tyske skole
På byrådsmødet den 5. marts 1926 benyttede tyskerne deres flertal til at få besat hele tre nye stillinger med deres egne folk. Mødet endte meget uforsonlig. Det blev heller ikke afsluttet med den sædvanlige venskabelige sammenkomst på Børsen.
Den 14. marts blev svineslagteriet indviet, og den 28. marts talte H.P. Hanssen for fulde huse i det nye forsamlingshus i Højer.
Den 12. april mødte der 66 nye børn op på den tyske skole til det nye skoleår. Det var en del mere end normalt. Fra Harreslev var meldingen at antallet af danske børn ikke var stigende.
Seminariet skulle undervise 250 børn
Staten skulle på Seminariet undervise 250 børn Til det nye skoleår var der tilmeldt 50 nye elever. Og nu var tallet så overskredet. Seminariet ønskede at drive dansk skole på Alexandrineskolen de første fem år. Lærer Torp mente i stedet, at kommunen straks skulle gå i gang med at oprette en kommuneskole.
Og så var der en kreds af Tønder – borgere, der allerede i 1926 ønskede en regionalsender i Sønderjylland.
Den store bygning kommer under Dannebrog
Tønder Bibliotek havde kønt den likviderede ”Nordslesvigs Bank’ s bygning”. I Neue Tonderische Zeitung var man bekymret. Man skrev at den store bygning:
Den 4. august var der tysk dyrskue i Tønder. Der mødte mange bønder op syd fra.
På byrådsmødet den 7. august angreb Thorvald Petersen i meget skarpe vendinger politimester Seidenfaden for en politiplakat vedr. bilparkering i byen. Her var der så tyskerne, der for en gangs skyld forsvarede politimesteren. Han var normalt ikke særlig vellidt i de tyske kredse.
Det gik ikke så godt i Tønder
I Vestslesvigsk Tidende var der en drillende og ironisk artikel om det netop afholdte dyrskue. Redaktøren undrede sig over, at der blev talt så meget sønderjysk på dyrskuet.
Tønderhus’ økonomi havde det ikke så godt. Tønder Landmandsbank krævede 100.000 kr. fra fire investorer. Skulle disse fire betale dette beløb, ville det næsten ruinere dem.
Heller ikke bankens økonomi havde det for godt. Man savnede tillid fra ledelsens side. Det så heller ikke for godt ud for erhvervslivet i Tønder. Man havde oplevet en forbedring lige efter grænsedragningen, men nu så det ud til at gå tilbage. Indbyggertallet gik også tilbage. Den 1. februar 1925 var der 5.764. Nu var det 5.660 tilbage.
Atter engang blev der afholdt møde angående Tønderhus. Apoteker Toft, der var formand for banken, gjorde opmærksom på bankens dårlige økonomi.
Til møde hos udenrigsministeren
Lærer Torp var blevet kaldt til møde hos udenrigsminister Grev Moltke på Christiansborg. Torp gjorde opmærksom på, at der var lagt hindringer i vejen for fri samkvem over grænsen, manglende forståelse i kongeriget over de specielle forhold, der var i grænselandet. Og så var det embedsmændenes manglende smidighed og indstillingsevne over for de særlige forhold i grænselandet.
Der var valg den 5. december 1926. Det gav en fremgang til tyskerne på 2 pct. Vestslesvigsk Tidende havde en kritik af borgmesteren, der fremlagde sagerne på tysk. Avisen påstod, at dette var ulovligt.
Den 15. januar 1927 blev der meddelt, at der var indsamlet 60.000 kr. til Tønderhus. Bidragene kom fra hele landet og fra byen selv kom der 11.000 kr.
På det tyske bibliotek ønskede man nu det samme statstilskud som det danske bibliotek havde fået. De statslige biblioteksfolk kunne dog ikke gå ind for denne ide.
På afstemningsdagen den 10. februar 1927 var der flere danske flag end nogensinde før. I den tyske presse kunne man læse, at det skyldtes dansk agitation.
En ufleksibel politimester
Overlærer Hansen fra Den Tyske Skole skulle aflevere et notat til politimester Seidenfaden vedr. en dreng, der muligvis skulle på opdragelsesanstalt. Politimesteren returnerede brevet fra overlæreren med en påtegning om, at han i henhold til nærmere lovbestemmelser ikke kunne modtage skrivelsen, da den var på tysk.
Overlæreren gik videre med dette til skolenævnet. Og da sagen skulle rejses på ministerplan, udtalte Seidenfaden, at så ville overlæreren jon nok få ret:
En uhensigtsmæssig indgriben
Politimester Seidenfaden havde over for lærer Callesen fra Løgumkloster påpeget, at han skulle tage det Slesvig – Holstenske flag ned. Ved en brandfest i Løgumkloster var der masser af Slesvig – Holstenske flag sat op.
Kameraden- verein i Tønder havde indledt en antidansk kampagne. Og en lærer fra den tyske skole i Højer havde fået 2 måneders fængsel ved at optræde provokerende over for en betjent.
To nye danske forretninger var dukket op i begyndelsen af 1928 i Tønder.
Den 8, februar blev Det Tyske Bibliotek i Deutsches Haus (Grand Hotel) åbnet. Küfhaserbund og den tyske ungdomsorganisation havde arrangeret en parade gennem byen med gamle uniformer og musik. Men de havde glemt at indhente tilladelse. Både Grev Schack og politimester Seidenfadens håndtering af situationen virkede meget klodset og uhensigtsmæssig.
Vogelgesang var upopulær
Både den tyske Kameraden – verein og den danske Forsvarsbrødre – forening holdt fest på samme aften forskellige steder i byen. Det tyske byrådsmedlem, advokat Todsen forsøgte i fuldskab at møde op til den danske fest. Og det var der også flere yngre tyske medborgere, der forsøgte.
Den 14. juni besøgte kongen igen Tønder. Han hilste bl.a. på gamle Skovroy.
Kreditanstalt Vogelgesang har vakt opsigt. De havde gjort udlæg hos den kendte hjemmetysker, Lautrup – Larsen i forbindelse med en tvangsauktion. De havde her gjort udlæg i børnenes konfirmationsgaver.
Der var kræfter i gang for at få Vestslesvigsk Tidende trykt i Tønder som et selvstændigt blad. Neue Tonderische Zeitung ophørte nu som selvstændigt blad og indgik nu i de tyske bladhuses fællesskab. Redaktøren skrev et meget forsonende farvel.
Hestholm var nu ved hjælp af A.P. Møller kommet i danske hænder. Danmarks billigste og vel nok også mindste forsamlingshus blev indviet i Lydersholm.
En beruset borgmester
Den 10. marts 1929 var der igen byrådsvalg i Tønder. De tyske stemmer gik tilbage fra 49 til 45 pct. Alligevel vandt de et mandat. Socialdemokraterne havde så meget fremgang, at de rent danske lister mistede en stemme til dem. To socialdemokratiske grupperinger var der i byrådet, og de var i stride med hinanden.
En nyvalgt socialdemokrat, redaktør Petersen forlangte, at borgmesteren fremlagde sagerne på dansk. Borgmester Thomsen havde fået 800 personlige stemmer. Han mødte ofte beruset op til byrådsmøderne. I afstemningslokalet havde han været så højrøstet og muligvis beruset, at han blev fulgt hen på politistationen.
Redaktør Petersen ville med vilje ikke lære tysk. Det var imod hans overbevisning. Og så gav H.P. Hanssen ellers udtryk for, at det var uheldigt at så mange tyske præster og lærere blev tilbage i Sønderjylland.
Tønderhus skulle reddes
Tønderhus’ bestyrelse var samlet igen. Man havde fået udsat en tvangsauktion. Nu havde man så henvendt sig til statsminister Stauning omkring et statslån.
Jævnligt tilfaldt tysk ejendom på danske hænder. Landeværnet havde heller ikke mærket noget specielt pres. Og den 23. september 1929 afholdtes der indvielse af den pumpestation i Lægan med efterfølgende fest på kroen.
Samme dag fejrede man kongens fødselsdag og for første gang flagrede der nu et dannebrog fra advokat Todsens hus. Men det hus tilhørte nu Staten og Jordlovsudvalget.
Igen var der debat om Seminariets Øvelsesskole. Borgmesteren mente, at man kunne bruge den tomme telegrafbygning, der tidligere også havde rummet Reichsbank.
I 1933 var der en kamp for at bevare Tønder – Højer banen.
Bange for nazisterne
Men i Tønder var der en større frygt efter nazisternes overtagelse syd på. Man var bange for, at en Stürmabteilung ville krydse grænsen. Der var diskussion om, man skulle indkalde 500 allerede hjemvendte soldater og oprette et elitekorps ved grænsen.
Og tænk, hvis en nazistisk ungdomsgruppe pludselig vandrede gennem Tønder.
Så stopper dagbladeoptegnelserne pludselig. Efter et møde med H.P. Hanssen i Aabenraa kører lærer Torp galt i Raved- krydset og dør.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1504 artikler, herunder 253 artikler fra det gamle Tønder og Omegn, inklusive:
Dato: februar 17, 2020
100 – års festlighederne bliver overskygget
Vi skal vel fortælle den rigtige historie. To historier overskygger festlighederne. Afstemningsfester bør fortsætte. Fortæl om Slesvigs deling eller Nordslesvigs indlemmelse i Danmark. Hvem forvalter vores historie? Debatten om de tosprogede skilte. Europarådet bestemmer åbenbart. I Sønderborg siger manat det er symbolpolitik. Problemet skal løses her og nu, siger man. Aggressive kommentarer. Hvad med skilte på sønderjysk? En gammel sang med ny tekst. Det er et vildt og voldsomt vejr. En vigtig kulturel skildring. Vi puster liv i fremmedhadet. Mangel på kulturel og historisk indsigt? Så sent som i 1906 sagde den tyske landsret, at sangene var ”ophidsende” Grænseforeningen: Kritikken er forfejlet. Kursus i ”dansk – tyske forhold”. Da TV – syd afviste en film.
Vi skal vel fortælle den rigtige historie
Det skulle i den grad have været festligt. Nemlig at mindes, grænsedragningen for 100 år siden. Måske kunne det nu være muligt at fortælle den rigtige historie om begivenhederne dengang. Men nej. I København fortælles der om de københavnske politikers store indsats for at få Sønderjylland til København. Men sådan var det jo ikke i virkeligheden. Ja selv i Sønderjylland er man rystet over at høre sandheden. Mange københavnske politikere foragtede ligefrem de danske sønderjyders kamp. Og H.P. Hanssen blev jo nærmest af den københavnske befolkning udkåret som landsforræder.
To historier overskygger festlighederne
Nu havde det så været muligt at fokusere på sandheden og ikke det glansbillede, som mange medier gerne vil give årsagen til festlighederne. Her på siden har du i hvert fald rig mulighed for at følge den historisk rigtige udgave af historien. Hvorfor bruger medierne ikke dem, der virkelig har tjek på historien. I Sønderjylland findes der i hvert fald et par stykker, der gengiver den rigtige version af historien.
Der er særlig to historier, som overskygger festlighederne. Og det er tyske skilte i Sønderjylland og så omskrivning af ”sønderjydernes kampsang – Det haver så nyeligen regnet”.
Afstemningsfesterne bør fortsætte
I mange år har man i Sønderjylland fejret afstemningsfesten rundt omkring på kroer, forsamlingshuse m.m. Selv optrådte jeg i Rens, der ligger mellem Tønder og Tinglev. Det var en herlig oplevelse. Der sad man og snakkede med mange mennesker, man slet ikke kendte. Og det var stuvende fuldt. Vi fik mad som dengang, og brandværnsorkesteret spillede alle nationalsange. Og det skønne var, at det var flere med fra det tyske mindretal.
Der var så en enkelt, der ikke var helt enig med min version af de københavnske politikers ageren op til afstemningen.
Det er er en fin tradition med disse afstemningsfester på den lokale kro eller forsamlingshuse. Her i Rens blev det holdt på en nedlagt efterskole. Men det bliver nok mindre af disse fester fremover.
Fortæl om Slesvigs deling – eller Nordslesvigs indlemmelse
Historien, som vi hører er ”fortællingen om grænsen som det lykkelige mål”. Måske burde man hellere tale om delingen af Slesvig eller om ”Nordslesvigs indlemmelse”. Dengang handlede det om at stå på den rigtige side af grænsen mellem dansk og tysk magt.
Læg i grunden mærke til, hvor dominerende mindretallets problemer er blevet i dag både på den ene og den anden side af grænsen.
En god lille bog
En af de kloge bøger, der er kommet, er en lille bog af Hans Schultz Hansen, der bare hedder ”Genforeningen”. Dengang var det hele Danmarks selvforståelse og det er det vel også i dag på 100 års dagen. Men normalt er det en sag for sønderjyderne selv. Undertrykkelse og grænsekamp er levende sønderjysk erindring. Det er noget, der lever i mange sønderjyske familier den dag i dag. Men også det ebber ud efterhånden.
Hvem forvalter vores historie?
Forvaltningen af historien er blevet en sag for grænseprofessionelle tilknyttet grænseprofessionelle, de nationale mindretalsorganisationer og den akademiske verden, der fra 90erne har været stærkt præget af ideologisk globalisme. Ja sådan udtrykker Christian Egander Skov det i en artikel i Berlingske Tidende.
Debatten om tosprogede byskilte
Debatten om tosprogede skilte i Sønderjylland er ikke ny. Det er en debat, der kører med jævne mellemrum i grænselandet. Vi har også tidligere skrevet om det på vores side.
I 2015 satte Haderslevs borgmester et tosproget byskilt op. Men det blev fjernet inden for et døgn. De danske myndigheder har været gode til at efterleve Europarådets henvisninger omkring mindretalsrettigheder. Hver femte år udsendes en rapport om disse forhold. Og så starter diskussionen forfra.
Europarådet bestemmer åbenbart
Ja egentlig har befolkningen ikke noget at skulle have sagt, for det er Europarådet, der bestemmer. Og Danmark har skrevet under på aftalen. Selv om borgmestre har talt om afstemninger, ja spå gælder det ikke rigtig. Medierne har også haft debatten op at vende i forbindelse med ”Genforenings – festlighederne”. Her har man fuldstændig misforstået mindretalsrettighedernes funktion.
I Sønderborg siger man at det er symbolpolitik
Ifølge Europarådets rapport er det fortsat det nazistiske Tysklands besættelse af Danmark, der er et ømt punkt i det sønderjyske. I Bund Deuscher Nordschleswiger (BDN), der er det tyske mindretals hovedorganisation, håber man dog, at man snart lægger fortiden bag sig og bevæger sig fremad. Det sagde Harro Hallmann, kommunikationschef i BDN til Jyllands Posten:
Ja sådan sagde Erik Lauritzen, borgmester i Sønderborg til TV-syd.
Problemet skal løses her og nu
I rapporten fra Europarådet slås der fast, at manglen på tosprogede byskilte skal løses her og nu.
Men kan embedsmænd bare bestemme dette. Som nogle byrådspolitikkere har sagt det, så er sårene fra Anden verdenskrig endnu ikke helet. Andre har så ment, at 2020 netop er året, hvor Grænselandet skal vise, at man lever sammen i fred og med respekt for hinanden. Tosprogede skilte skal jo netop være et bevis på, at man har lagt stridighederne bag sig og er kommet videre.
Egentlig er det Centraladministrationen, der har ansvaret for, at der kommer tosprogede skilte. Sønderjyderne har faktisk ingen indflydelse på dette.
Misforståelserne skyldes, at Danmark hører til en af de få lande i Europa, som ikke har vedtaget en lov om nationale mindretalsrettigheder. Det betyder, at der er skabt uklarhed om, hvordan mindretalsrettigheder skal omsættes i det danske retssystem og administrativt.
Aggressive kommentarer
Ligesom sidste gang, så er der igen ret aggressive kommentarer. Således bliver det tyske mindretal beskyldt for at være magtsyge. Det tyske mindretal bakker dog også op om skiltene. Man mener, at det markerer ”anerkendelse og respekt samt åbenhed og tolerance”.
Det sønderjyske erhvervsliv bakker også op. Man vil hellere have dem op i dag end i morgen.
Hvad med sønderjysk?
Desværre er det som om, at debatten er blevet forvrænget. Det var tydeligt se i et indlæg i TV2 News, der tydelig afslørede ukendskab til forholdene i Sønderjylland. Atter engang fik seerne et forket billede af landsdelen og omgangstonen. Måske kunne blive enige om sønderjysk på byskiltene som for eksempel Tønder – Tynne.
Da ”Den gamle Redaktør” var ved at blive fyret
Det tyske mindretal taler også sønderjysk. Ja, det minder mig om en episode fra min læretid i Andersen & Nissens Boghandel i Tønder. Nissen mente, at jeg skulle tiltale alle dem fra det tyske mindretal på tysk. Min far havde sagt, at jeg sagtens kunne tale tysk.
Men jeg forsøgte at forklare Nissen, at man i det tyske mindretal også talte sønderjysk, og derfor ville jeg tiltale dem på sønderjysk. Det var lige før, at det var fyringsgrund, kun et par dage efter, at jeg var startet.
En gammel sang med ny tekst
En anden ting, der overskygger 100 års – festlighederne er Sigurd Barretts oversættelse af ”Det haver så nyligen regnet”. Nu var det ikke hans egen ide. Grænseforeningen havde ønsket at forny den gamle sang. Sigurd Barrett har i forbindelse med festlighederne været engageret til mange opgaver.
Jo han blev anklaget for at være historieløs og at det er en hån mod Sønderjyllands historie.
Egentlig er det en gammel folkemelodi bearbejdet første gang af Sven Grundtvig i 1861. Mern det var Johan Ottesens tekst fra 1890, der sendte en hvas hilsen fra Sønderjylland mod det tyske overherredømme med ordene ”Frø af ugræs er føget over hegnet”
Johan Ottosen var lærer på Efterslægtsselskabets Skole
Det var et vildt og voldsomt regnvejr
Siden har sangen flere gange i danmarkshistorien fået nyt liv. Den er gennem mere end 100 år også blevet brugt som kommentar til Tyskland under de to verdenskrige. Og det er i den grad, så den i flere omgange er blevet forbudt af den tyske besættelsesmagt.
Nu var det flere sange, der blev forbudt dengang. Læs vores artikel ”Den Blå Sangbog”.
I 2020-udgaven, der har fået titlen:
Og så lyder det ellers meget forsonende:
En vigtig kulturhistorisk skildring
Dette mener så mindst en brevskriver er en så skandaløs mangel på kulturel og historisk indsigt, at man bliver ganske målløs. Brevskriveren mener, at den oprindelige version af sangen repræsenterer en ”vigtig kulturhistorisk skildring”
Sigurd Barrett bedyrer selv, at han elsker den gamle version af melodien, men at han ville føre sangen ind i en anden tid med et nyt sigte. Desuden siger han til TV 2:
Vi puster liv i fremmedhadet
Forfatteren til den nye tekst ønsker da heller ikke at rippe op i gamle sår eller træde historiens stier. Den gamle version handlede om, at det var nogle forfærdelig nogle, der aldrig skulle komme her. Vi puster liv til fremmedhadet, hvis vi bliver ved med at synge den. Ja sådan mener forfatteren.
Og Grænseforeningen mener, at det er nye tider for de dansk – tyske relationer. Vi har brug for et tæt og tillidsfuldt forhold til Tyskland.
Mangel på kulturel og historisk indsigt?
Man må jo nok konkludere, at dette er rigtigt. Men kigger vi på historien, så var situationen i 1890 sådan, at alt håb syntes ude for de dansksindede sønderjyder. Og den var skrevet i anledning af sønderjyders besøg i København. Den gamle tekst skal jo forstås ud fra sin tid og kontekst. Den er en skildring af en epoke.
Man skal nok passe på med at lancere sådanne ting på en sådan baggrund især når man ikke magter at fortælle om baggrunden for den gamle tekst, som udviklede sig til at blive en ”kampsang”. Så kan man vel godt tillade sig at kalde det for mangel på kulturel og historisk indsigt.
Så sent som i 1906: ”Ophidsende”
Tyskerne opfattede jo også andre af danskernes sange som et farligt agitationsmiddel. Den sønderjyske sprogforening måtte advare at synge disse sange, da det faktisk kunne få katastrofale følger.
Så sent som i 1906 erklærede Den Tyske Landsret, at ”de forbudte sange” var:
Grænseforeningen: Kritikken er forfejlet
Grænseforeningen mener, at kritikken af den nye takst er forfejlet. Generalsekretær Knud-Erik Therkelsen siger følgende:
Kursus i ”dansk – tyske forhold”
I vores bog ”Grænsen er overskredet” der udkom i 2017, skrev vi foruden hovedhistorien bl.a. små episoder omkring det dansk – tyske forhold i grænselandet. Heri indgik bl.a. den historie herunder.
I anmeldelsen af bogen skrev Siegfried Matlok bl.a., at han mente, at Deutsche Bücherei i Tønder skulle lave en kursusserie i 2020 på baggrund af mine historier i bogen. Det skulle handle om det dansk – tyske forhold. Men der foreligger dog ikke nogen invitation til dette.
TV – Syd forbød filmen
Jeg har skrevet dette før. Min afdøde kone, Hane var ansat hos BIS Video, og lavede bl.a. film til TV – Syd. Hun lavede bl.a. En film om grundlæggeren af EDB – programmet Comal 80. Som underlægningsmusik brugte hun ”Det haver så nyligen regnet”. Hun fik en musiker fra Aabenraa til at indspille den.
Dagen før meddelte TV Syd, at de ikke ville bringe filmen på grund af musikken. Dette skete vel for ca. 30 år siden, men alligevel!
Skal vi så ikke vende tilbage til den sande historie om, hvad der skete dengang for 100 år siden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.504 artikler herunder 126 artikler inden for ”Indlemmelse, Afståelse, Genforening”:
Dato: februar 16, 2020
Ellef Rasmussen – og den brune tid
Lad det dog ligge, Han fortsatte med ”Veterantræf”. Spændende og hård. Hvorfor blev han aldrig afhørt? Øretæve til dem, der betalte mest. Hitler på radio. Mange fritidsaktiviteter. Mødet med en Nazi – betjent, Niels Bukh og Schalburg. Da NSU – Svendborg blev oprettet. Til hvervemøde. Hos Regiment Nordland i Klagenfurt. Som skarpskytte. I KZ – lejr Dachau. Ellef stiger i graderne. I kontakt med felix Steiner. Waffen – SS opførte sig eksemplarisk!!! – Skepsis over for historiske detaljer. Det var ukrainske soldater, der skød jøderne!!!! – De danske SS – soldater fortæller samme historie. Stor imødekommenhed over for hans påstande. Var de allierede ikke bedre selv? Med politiet ude at købe tøj. Krigsforbryder? – Det har aldrig interesseret de danske myndigheder. Familie sad fængslet. I Sønderjylland interesserede man sig ikke så meget for fortiden!!!!
Lad det dog ligge
På et af Sønderborgs museer er der en permanent udstilling om Ellef Rasmussens fortjenester og fortræffeligheder. Han skabte i den grad aktiviteter og arbejde til Sønderborg. Sådan en person kan man ikke tillade sig at bespotte med historier fra en brun tid. Men problemet var, at Ellef Rasmussens brune tid også fortsatte efter krigen faktisk til hans død. Og han fortrød på ingen måde, hvad han havde gjort.
Lad det dog ligge! Hvorfor rippe op i dette! Ja, han gjorde det faktisk selv. Og det var i form af bogen ”Troskab” sammen med historikeren Peder Møller Hansen. Men her som 93 – årig har han nok ikke fortalt hele sandheden.
Han fortsatte med ”Veterantræf”
Han besluttede sig at købe et skib, og det gik godt. Da EF satte en stopper for det toldfri salg og dermed også de såkaldte spritruter, bor Ellef Rasmussen i et palæ i Sønderborg. Rederiet har 500 ansatte og syv skibe. Og Ellef har sandelig også sat andet i gang. Han har rejseselskabet EH: Rejser GmbH som råder over hele 40 busser. Dertil skal så lægges et ejendomsselskab og E.H. Rasmussens Fond, som støtter personer, der ”uforvarende er kommet i økonomisk udføre”.
Men fortiden har han dog på ingen måde gjort op med. Han fortryder skam intet.
Han har gennem årene ansat mange tidligere østfrontfrivillige på sine skibe, ligesom han frem til sin død som 93 – årig i januar 2016 har været hyppig deltager og medaljemodtager ved diverse arrangementer for veteraner fra Waffen SS.
Flere gange var han selv vært for disse veterantræf, så sent som i 1988 foregik det på en af hans skibe. Denne kultur, der her opstod, er ikke mindst tegnet af Den Kolde krig
Spændende og hård
På museet fortæller man næppe denne historie, men Ellef havde ingen problemer med sin SS – fortid. Han kalder den for ”spændende og hård”.
Hvorfor blev han ikke afhørt?
Men noget er mystisk, for på Rigsarkivet mangler en masse dokumenter om og med E.H. Rasmussen. Den højt respekterede sønderjyske forretningsmand er aldrig blevet afhørt i denne forbindelse af politiet. Åbenbart havde han bestilt disse dokumenter af to personer.
Havde Københavns Politi ikke ressourcerne til at tage til Sønderborg og afhøre ham?
Det bemærkelsesmæssige er også, at i bogen Troskab er der en del fotos, der henviser til E.H. Rasmussens private arkiv. Men de burde ligge i Rigsarkivets kasser. Der har de måske engang ligget?
Øretæve til dem, der betalte mest
Han går på Øksenbjerg Skole i Svendborg, hvor han bliver kendt som en dreng, de er villig til at dele øretæver ud på vegne af højestbydende. På et tidspunkt gør han sig bemærket ved at binde en lærers bil fast til et træ.
Hitler på radio
Faren Ellef Thorvald Rasmussen, er dansk og ansat i Post og Telegrafvæsnet, mens moren, Hertha Rasmussen, er fra Dybbøl. Ellef var inspireret af sin mor, der kom fra det tyske mindretal. Hun hørte Hitler tale på radio.
I 1930erne får hun ofte besøg af veninder og familie, som tager turen til Svendborg med skibe under det såkaldte ”Kraft durch Freude – projekt.
Sejlturene er gratis, for projektet skal signalisere, at Tyskland er i opblomstring, hvilket gæsterne også taler meget om. Og dette imponerer Ellef.
Mange fritidsaktiviteter
Det var ingen social armod, der gjorde ham til en vred, ung mand. Ganske vist beskriver han sit barndomshjem som fattigt. Men den historie hænger ikke sammen. Hans far havde en pæn høj tjenestemandsstilling i staten. Ellef fortæller, at han fra en tidlig alder måtte arbejde for at understøtte hjemmet. Men for en dreng, der således næsten ikke havde fritid, havde han påfaldende mange fritidsaktiviteter.
Mødet med en Nazi – betjent
En aften spænder han en snor ud foran døren til naboens hus, og så kravler han op på taget og dækker skorstenen til med kviste. Det betyder, at huset bliver fyldt med røg og naboen kommer ud – i øvrigt bevæbnet med en økse. Han falder over snore, hvilket Ellef Rasmussen finder stærkt underholdende.
En lokal betjent, Heinrich Husen, hører imidlertid om episoden og giver Ellef Rasmussen et valg.
Ellef tager lussingen, hvorefter betjent Husen siger, at han godt ved, at Ellef ikke er et dårligt menneske. Det har Ellef enorm respekt for, og fra den dag ser han voldsomt op til betjent Husen.
Niels Bukh og Schalburg
Og denne betjent er glødende nazist. Han anbefaler Ellef at tage en tur på kursus på Ollerup Højskole for at styrke kroppen og dermed sjælen og høre forstander Niels Bukh tale om danskhed.
Ellef sluger det hele råt. I Svendborg møder han senere en række nazister, som mener, at han har godt af en tur til Slagelse, hvor Dansk Nationalsocialistisk Arbejderpartis Ungdomsorganisation NSU holder kurser.
Også det råd følger han. Her møder han den senere leder af Frikorps Danmark, Christian Frederik von Schalburg. Han får at vide, at han skal hilse med strakt arm altså heile. Da
Da NSU – Svendborg bliver oprettet
Da den tyske krigsmaskine tromler ind over den danske grænse 9. april 1940, er 17 – årige Ellef Rasmussen ”hirdfører”, altså leder, af en nyåbnet NSU – afdeling i Svendborg, men ikke længe endnu.
I december 1945 skulle juristen Aage Elmquist, som Danmarks justitsminister tage stilling til om den første af mange dødsdømte landsforrædere skulle benådes eller skydes. Måske havde Elmquist bedre forudsætninger for at forstå unge, der var blevet vildført af nazismen, end så mange andre. Ifølge en ubekræftet oplysning i ”Troskab” var Elmquist’ s søn, Bernt i 1939 således som 17 – årig med til at starte en lokalafdeling af Danmarks Nationalsocialistiske Ungdom i Svendborg. Sønnen døde som 21-årig under en sejlulykke.
Til hvervemøde
Den tyske hærfører Heinrich Himmler vil gøre Waffen – SS til en germansk hær af arier fra hele Europa, men umiddelbart kan han dog ikke rekruttere i Danmark, da det vil være imod den samarbejdsaftale, som tyskerne har med den danske regering.
I den tyske værnemagt er man heller ikke tilhænger af planerne, men i maj og juni bliver der alligevel holdt en række møder rundt omkring i Danmark. Officielt er det tale om kurser i blandt andet maskinskrivning for arbejdsløse, men reelt er det tale om hvervemøder til Waffen SS.
Den 26. juni 1940 møder Ellef Rasmussen op på Wandalls Hotel i Gerritsgade sammen med 30 – 35 andre unge mænd fra Svendborg. Her får de at vide, at hvis de kommer gennem nåleøjet, venter der et mellem tre og seks måneder langt politisk kursus i Klagenfurt i Østrig, hvilket er tillokkende på en tid, hvor man sjældent kommer ud af sognet.
De får besked på at klæde sig af, og da de er nøgne, skal de lave armbøjninger og andre fysiske øvelser samt gennemgå en lægeundersøgelse. De skal også dokumentere at de er arier. Dette betyder ifølge den nazistiske ideologi, at de tilhører den nordiske race.
Men det er ikke nok. Har man en kriminel fortid, kan man ikke bruges, tatoveringer er også forbudte. En af de unge bliver sorteret fra, fordi han har dårlige tænder. Tyskerne vil have cremen – de bedste af de bedste.
Hos Regiment Nordland i Klagenfurt
De fleste må gå skuffet hjem, men tre slipper igennem – og blandt dem er Ellef Rasmussen, som stadig tror, at han skal på politisk kursus i Østrig. Han bliver klogere ved indgangen til Lendorf Kaserne ved Klagenfurt.
Her gøres det klart for de nyankommende, at de er ankommet til Regiment Nordland. Nu er de underlagt de tyske krigslove. Regimentet hører under Waffen SS og har et stærkt islæt af skandinaviske frivillige, og her bliver Ellef Rasmussen genforenet med sin gamle mentor, Heinrich Husen.
Som skarpskytte i Regiment Nordland
Da Ellef Rasmussen har fået sin grunduddannelse, bliver han indsluset i Division Wiking – som skarpskytte. Nu tager det ene slag det andet. Først går turen til Østfronten, hvor divisionen deltager i Operation Barbarossa – invasionen af Sovjetunionen. Undervejs bliver Regiment Nordland lagt sammen med Frikorps Danmark og får navnet Regiment Danmark. Og mens Heinrich Husen falder ved Mirowka i Ukraine i juli 1941, går det unge Rasmussen godt.
Han fortæller senere, at han godt kunne lide at være snigskytte, og at han så vidt muligt gik efter at skyde russiske officerer. Han lavede et lille hak i sin geværkolbe, hver gang han dræbte en.
I KZ – lejr Dachau
Da Regiment Danmark i sommeren 1943 er i Kroatien for sammen med den kroatiske milits at nedkæmpe Titos partisanbevægelse, bliver Ellef Rasmussen på et tidspunkt er underofficer kaldt til Bad Holtz i Sydtyskland. Det var godt nyt. Det betød nemlig, at han skulle være officer. I sin uddannelse blev han turdet ørerne fulde om den ariske races overlegenhed.
Et besøg i KZ – lejren Dachau blev det også til. Her lavede man forsøg på handicappede. Rasmussen syntes, at det var udmærket, at der blev udført medicinske forsøg over for disse, så de ikke belastede samfundet.
Rasmussen kæmpede for det han mente var rigtigt.
Ellef stiger i graderne
Ellef Rasmussen påstår i sin bog, at han ikke har dræbt en eneste, der ikke havde våben i hånden. Men gået på klingen indrømmede han at have set et eller andet. Han påstår dog, at han aldrig har begået krigsforbrydelser. For historikeren er det umuligt at afsløre, om dette er sandt eller ej.
Men en ting er sikkert. Han var ikke kommet så langt i SS, hvis ikke han havde troet på det racebiologiske budskab i nazismen. Efter officersuddannelsen bliver han sendt til fronttjeneste på Baltikum, hvor han kæmper i både Estland og Letland. Efterhånden stiger han i graderne.
I kontakt med Felix Steiner
Efter slagene i øst bliver han sendt tilbage til Tyskland ad søvejen – landvejen er tabt – for at forsvare den sidste bastion – Berlin. Nu er Ellef Rasmussen chef for Regiment Danmarks 2. bataljon. Han fik besked på at oprette stillinger omkring general Felix Steiners armegruppe nord for Berlin. Steiner forfremmer ham til hauptstürmführer – hvilket svarer til kaptajn – og indstiller ham til Ridderkorset. Men få dage efter kalder Felix Steiner ham til sig. Han meddeler, at krigen er tabt. Han vil tage over til fjenden og indlede forhandlinger. Ellef Rasmussen får besked på, at hvis Steiner ikke var tilbage inden for 24 timer, så skal han løse soldaterne fra deres militær – ed og lade dem klare sig selv.
Ellef Rasmussens verden går nærmest til grunde. Men en ordre er en ordre. Efter 24 timer og 5 minutter kaldte han soldaterne – der er omkring et par hundrede – sammen og så anbefalede han dem, at de overgiver sig til de allierede. Absolut ikke til russerne.
Waffen SS opførte sig eksemplarisk
En ting er, at man fortæller sine erindringer. Noget andet er, hvad man skriver og hvad man ikke skriver. I dette tilfælde har historikeren Peter Møller Hansen stillet spørgsmål og diskuteret forskellige forhold med hovedpersonen. Der er påvist uoverensstemmelser mellem forfatterens beretning og andre værker.
Ellef Rasmussen siger, at man opførte sig ordentligt og upåklageligt. Danske SS – soldater opførte sig upåklageligt og eksemplarisk. Det var kun russerne, der begik overgreb. Grusomhed lå ikke til mentaliteten i Waffen – SS. Men denne nedtoning er generelt i danske SS ers erindringer.
Skepsis over for historiske detaljer
Men man ved, at netop i de områder, hvor Ellef Rasmussen befandt sig forekom der grusomheder og deciderede krigsforbrydelser. Man sidder tilbage med en vis skepsis over de historiske detaljer. Vi hører ikke om soldaternes overgreb mod civilbefolkningen. Har den så ikke fundet sted?
Forholdet til de civile var godt. De behandlede de russiske krigsfanger glimrende. De havde aldrig hørt om udryddelser af jøder. Og de kan heller ikke forstå, at de skal behandles som landsforrædere, for de havde udelukkende kæmpet for at udrydde Bolsjevismen.
Men egentlig lyder det som efterrationalisering med uviljen mod kommunismen. Det virker dog som om, at han har et skødesløs forhold til vold.
Det var ukrainske soldater, der skød jøderne!!!
Det var en barsk omgang, uden tvivl om dette. I Ellef Rasmussens division blev fire ud af fem enten dræbt, såret eller taget til fange det første år. De, der kom i fangenskab, døde næsten alle i Gulag – lejrene.
Det var de ukrainske soldater, der skød jøderne på gaden. Ja sådan lyder forklaringerne fra Ellef Rasmussen. Russerne voldtog civile kvinder. Også her gjorde han og sine SS – kammerater alt for at beskytte dem.
Jøderne skulle fjernes. De var undermennesker. Fra faghistoriske bøger fremgår det, at Waffen SS og Division Wiking deltog i en masse ugerninger. Men dette har Ellef Rasmussen ikke deltaget og havde kendskab til det påstod han.
I Zbov blev byens jøder myrdet, da Rasmussens deling var i byen. Det fremgår så ikke, om hvilken deling, der nedskød dem. Og det med jødeudryddelserne gik som rygter hos alle soldater dengang. Så uanset skyldig eller ikke, så kunne man nok ikke have været uvidende om det.
De danske soldater fortæller samme historie
De danske SS-soldater fortæller altid den samme historie, at de blot har været friske soldater, der havde kæmpet bravt i den tyske hær. E.H. Rasmussen var blandt de højst rangerede danskere i tysk tjeneste under krigen. I bogen ”Troskab” får vi en historikers bedømmelse. Han sætter godt nok spørgsmålstegn ved flere af påstandene, men de bliver ikke nærmere undersøgt. Peter Møller Hansen nævner da også, at medlemmer af Division Wiking var aktive i mordet på mindst 600 jøder, og at Rasmussen var i området på det tidspunkt. Der bliver ikke yderligere efterforsket.
Stor imødekommenhed over for hans påstande
Ellef Rasmussen fortæller, hvordan han var med til at erobre byen Rostov i juli 1942. Det er velbeskrevet at jøderne i Rostov i begyndelsen af august måned blev myrdet. Egentlig kunne Peter Møller Hansen have undersøgt den nyere holocaust-forsknings spor, der fører til de områder, hvor Ellef Rasmussen har befundet sig, men det har historikeren ikke gjort. Man må sige, Peter Møller Hansen går meget langt i hans imødekommenhed over for Ellef Rasmussen.
Søren Kam, der levede et stille liv i Tyskland uden retssager, forekommer flere gange i bogen. Det gør den berømte Per Sørensen også. Sidstnævnte griber mere og mere til flasken. Senere får han et decideret sammenbrud i erkendelse af, at krigen er tabt og at hans kone har haft en affære med Frikorps Danmarks tidligere chef, K.B. Martinsen.
I modsætning til Søren Kam havde Ellef Rasmussen et tættere og kollegialt forhold til Per Sørensen, der i øvrigt blev dræbt i Berlin i april 1945.
Man hører over radioen, at Danmark har afbrudt de diplomatiske forbindelser med Rusland. Dette legimiterer så Division Wikings krigshandlinger uanset, hvad de foretager sig.
Var de allierede ikke bedre?
Rasmussen beretter, hvorledes han som krigsfange i en lang kolonne afkræftede og sårede soldater skulle marchere mod den tidligere koncentrationslejr Neuengamme øst for Hamborg. Marchen foregik i løb med hænderne løftet over hovedet. De der ikke kunne holde tempoet, blev af engelske og canadiske soldater gennet af vejen og skudt. Det er en praksis, som man udmærket kender fra dødsmarcherne.
Selv kommer han først i fangelejr i Tyskland, siden til Fårhuslejren. Senere bliver han undersøgt på det psykiatriske hospital i Middelfart. Her skulle det afgøres, om han var mentalt stærk nok til at blive retsforfulgt.
Med politiet ude at købe tøj
Den 25. maj 1946 idømmer dommer Holger Keyser – Nielsen i Nyborg Ellef Rasmussen to års fængsel og en fratagelse af alle borgerlige rettigheder i fem år. Den dom anker han. Og den 24. oktober beslutter Landsretten at nedsætte straffen, fordi Ellef Rasmussen kun var 17 år, da han blev hvervet. Derfor bliver han løsladt.
”I kan da ikke sende mig ud sådan her”, siger Ellef Rasmussen, som stadig var iført sin efterhånden noget slidte og bestemt ikke populære SS – uniform med tilhørende støvler. Det kunne dommeren ikke gøre så meget ved, men et par af betjentene kendte Ellef Rasmussen. De besluttede at hjælpe ham med at købe et sæt tøj.
Det var så den 24. oktober 1946, at en 24-årig mand iført en laset, feltgrå kampuniform fra Waffen-SS gik ind i en tøjbutik sammen med et par betjente. Kort efter var han i besiddelse af en skjorte, tre par sokker og en billig kradsende habit vævet af kohår og uld. Det var alt, hvad han ejede.
Krigsforbryder – det har aldrig interesseret de danske myndigheder
Han var landsforræder og forhadt overalt, men ikke desto mindre blev han en meget respekteret forretningsmand, som man ikke kan tillade sig at sætte en plet på. Han har gjort så meget godt for Sønderborg.
Det er aldrig blevet undersøgt om E.H. Rasmussen har begået krigsforbrydelser. Dette var ikke noget, der interesserede de danske myndigheder.
Familien sad fængslet
Han havde ikke særlig gode kort på hånden. Hans mor, bror og far sad i fængsel. Søsteren var blevet gift og rejst. Modstandsbevægelsen havde ryddet familiens hus på Øksenbjergvej. Selv en medalje, som han havde fået under sit ophold på Ollerup Højskole, har modstandsfolkene stjålet.
Hans bror holdt vagt i Frøslevlejren og var med til at arrestere Hvidstensgruppen.
I Sønderjylland interesserede man sig ikke om fortiden!
En overgang ryddede han sne i København. Det lykkedes ham også at få et job som sælger på en konservesfabrik – men kun til direktøren hørte om hans fortid. Sådan en som dig kan vi ikke være bekendt at sende ud til kunderne, sagde han, og så var det slut me det job.
Så blev han medhjælper på en gård ved Sebbelev på Als hos noget familie. Det gik op for Ellef Rasmussen at på de kanter var man ikke så fjendtlig stemt. Det lykkedes ham at banke et firma op, som solgte blandt andet krydderier og maskiner til sønderjyske slagteri forretninger.
Det gav så godt, at han købte et lille hus i Sønderborg. Men op gennem 1960’erne satte supermarkederne imidlertid slagterbutikkerne under pres. Og så var det, at han købte et skib. Og lykken var gjort.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang,dk indeholder 1.502 artikler, heraf 301 artikler fra Besættelsestiden herunder:
Dato: februar 15, 2020
Holocaust – fornægteren fra Kollund
Thies Christophersen skyld i at Kværs og Kollund fik masser af besøg. Leder af en forsøg i Auschwitz-lejren. En nynazistisk bevægelse. Udgiver af mange skrifter. Mange domme. Hvem er Ernst Zündel? Hovedtaler ved Hitlers 100-års fødselsdag. Voldsomme demonstrationer. Tre ministre kom op af stolene. Offentlig debat i det sønderjyske. ”Almindelige mennesker” kaldt til høring. Meningsudvekslingerne fortsatte. Den Danske Forening: ”Det er Heksejagt”. Regelmæssige nazi – møder i Kollund. En sponsor fra Hawaii. Fordrevet ud af Landsbybeboerne Han døde hos sin søn. Eksempler fra Auschwitz – Lüge.
Skyld i at, Kværs og Kollund fik masser af besøg
Thies Christophsen var født i Kiel i 1918. Han var i den grad skyld i, at Kollund og Kværs fik masser af besøg. En gang imellem var endda en politihelikopter på besøg. Og et par gange var han oppe i Padborg Boghandel, hvor jeg ekspederede ham.
Leder af et forsøg Auschwitz – lejren
I 1931 blev han medlem af Das deutsche Jungvolk, der senere blev indlemmet i Hitler Jugend. Efter den almindelige skole, tog han en landbrugsuddannelse.
Under krigen fik han en granatsplint i hjernen og kunne ikke mere bruges ved fronten. Han var stolt over at have mødt ”Der Führer” som ung.
På førerens fødselsdag den 20. april 1943 giftede Christophersen sig med sin kone Edith.
Nu var han også en kort periode i Auschwitz – lejren, hvor han dog ikke var vagtmand som hævdet, men skulle lede et planteprojekt i en udelejr. Han blev indsat som SS-sonderführer i en SS forsøgsanstalt for havebrug og forsøg med fremstilling af gummi i sidelejren Raisko. Denne lå cirka tre kilometer fra hovedafdelingen.
På baggrund af dette udgav han skriftet eller bogen ”Jeg var i Auschwitz/Auschwitz – løgnen. (Læs en kort beskrivelse i slutningen af denne artikel)
En ny nynazistisk bevægelse
Efter 1945 var han ifølge egne oplysninger politisk aktiv i CDU og i det højreekstreme Deutsche Partei før han blev medlem af Nationaldemokratische Partei Deutchlands.
I 1945 overtog han også familiens bondegård.
Thies Christophersen var en af hovedmændene bag nazi – revisionismen, en nynazistisk bevægelse som forsøger at omskrive historien med tilbagevirkende kraft, således at man benægter KZ – lejrens eksistens og de begåede grusomheder. Han er forfatter til en række propagandistiske skrifter, herunder levnedsskildringen Die Auschwitz – Lüge.
Udgiver af mange skrifter
I slutningen af 1960’erne var han grundlægger af ”Notgeminschaft Deutscher Bauern. Han var landmand i Slesvig – Holsten. Og fra 1965 udgav han månedsbladet ”Deutscher Bauer”
I 1969 overdrog han sin gård til sin søn.
Fra 1971 blev han udgiver af tidsskriftet ”Kritik – Folkets Stemme”. Han grundlage Borger – og Bondeinitiativet DBI. Det var også ham, der udgav Manfred Roeders ”Deutche Bürgerinitiative”.
Sammen med andre Holocaust – fornægtere og nazister gennemfører han forskellige aktioner.
I 1973 indledte Statsadvokaten i Flensborg en sag mod ham. Det var på baggrund af en bog som han havde udgivet – ”Ist Rassebewusstsein verwertlich?” Han starter sit forlag, Nordwind – Verlagsbuchhandlung i 1975.
Mange domme
I 1976 fik han en bøde på 1.500 DM for at udbrede nationalsocialistisk propaganda. Senere fulgte flere domme for at udbrede nazi – propaganda.
I 1978 blev han dømt for at opildne befolkningen. Og i 1979 blev han dømt for at distribuere forbudte symboler.
I første omgang blev hans bog ”Die Auschwitz – Lüge” distribueret gennem et schweizisk forlag.
I 1981 blev Christophersen igen dømt af Landsretten i Flensborg. Han flygtede dog fra straffen til Belgien. I 1983 var han indblandet i et nynazistisk arrangement, der skulle mindes afdøde nazister.
I 1984 blev han anholdt ved den tysk/belgiske grænse. Og her kom så nye anklager mod ham.
Til Danmark
I 1986 drog han så til Danmark. Her fortsatte han så sine aktiviteter med ”Nordland – forlaget” Hans Kritik – forlag flyttede han til Lausanne. Og nu blev den danske nationalsocialist Poul Riis Knudsen involveret i udgivelsen af ”Die Bauernschaft”.
Hvem er Ernst Zündel?
I 1988 mødte han op som vidne for Ernst Zündel, der var anklaget. Hvem var denne Ernst Zündel?
Han emigrerede fra Tyskland til Canada i 1958. men han blev udvist fra Canada og udleveret til de tyske myndigheder efter 10 års lovtrækkerier. Zündel risikerede op til fem års fængsel for Holocaust – benægtelse og opfordring til racehad.
Ernst Zündel, der har beskrevet Adolf Hitler som en ”anstændig og fredelig mand” oprettede i 1970’erne forlaget Samisdat Publishing, der blev hurtig verdens største distributør af nazistisk propaganda.
Han var nær ven med den britiske Holocaust – benægter David Irving og Thies Christophersen. Zündel forsøgte forgæves at flygte til USA
Hovedtaler ved Hitlers 100 – års fødselsdag
I 1988 flyttede han til Kollund efter at være dømt tysk fængsel bl.a. for udbredelse af nazistiske skrifter. I 1989 var Thies Christophersen en af hovedtalerne ved et arrangement til ære for Adolf Hitlers 100 – års fødselsdag.
Voldsomme demonstrationer
I 1994 kom der til ret så voldsomme demonstrationer i de ellers fredelige landsbyer Kværs og Kollund.
Tilrejsende demonstranter og autonome løb storm mod ejendomme, der tilhørte den gamle nazist Thies Christophersen. De råbte og skreg og sprayede graffiti. Hans beskedne træhus i Kværs var overvåget af et videoanlæg.
Han havde boet 8 år i Danmark uden lovbrud og problemer selv om alle rettænkende mennesker hellere så det modsatte. Hans tanker og ideologi fortjente at havne på historiens mødding.
Han forsøgte at få dansk statsborgerskab med det lykkedes ikke.
Tre ministre kom op af stolene
Demonstrationerne fik tre ministre ud af starthullerne vedrørende et muligt indgreb mod nazistisk propaganderen i og ud af Danmark. En borgerlig vægtertjeneste blev efterhånden udviklet. Disse afsang danske sange.
Nazisten Thies Christophersen fik at vide, at han og hans skrupskøre og anakronistiske ideer var ”ugræs er føget over hegnet”.
Justitsminister Bjørn Vesth lovede borgerne i Kollund at gøre, hvad han kunne inden for Grundlovens rammer. Og formanden for Folketingets Retsudvalg, Bjørn Elmquist lod impulsiv handling følge ord, da han straks anmeldte hele affærens ophav, den tyske asylindehaver Thies Christophersen til politiet. Anklagemyndigheden fandt imidlertid ikke hjemmel til at fremme sagen.
Offentlig debat i det sønderjyske
I den offentlige debat i Sønderjylland blev der ytret betænkeligheder ved de selvindbudte, hætteklædte såkaldte ”autonome’ s” dukken op på åstedet.
Et par vægtige røster i pressen skal vi da også have: Fhv. amtsborgmester Erik Jessen:
Og en skarp røst fra det tyske mindretal:
Bjørn Svensson lancerede kampberedt og klar i tanken som altid udtrykket:
”Almindelige mennesker” indkaldt til høring
Folketingets Retsudvalg tog den 28. november 1994 det pædagogiske fornuftige initiativ at indbyde ”almindelige mennesker” med kendskab til forholdene i grænselandet til en høring på Christiansborg. Man drøftede mulighederne for at lovgive mod nazistisk virksomhed her i landet.
Ifølge østrigsk og tysk straffelov er KZ – benægtelse en forbrydelse. Der bliver slået hårdt ned på enhver form for hitlerisme.
Han blev krævet udleveret fra Danmark til Tyskland, fordi han havde spredt skriftligt materiale om Holocaust – fornægtelse i Tyskland. Problemet var bare, at dette ikke er forbudt i Danmark.
Meningsudvekslingerne fortsatte
Meningsudvekslingerne fortsatte. Lektor, lic. Jur. Jens Peter Christensen:
Justitsminister Bjørn Westh:
Landdagsmand Karl Otto Meyer:
En talsmand fra beboerforeningen i Kollund:
Den Danske Forening: Det er Heksejagt
I bladet Danskeren nr. 6 fra 1994 mener ”den Danske Forening, at man skal bakke Holocaust – fornægterne op. Under overskriften ”Heksejagten 1984 – og ti år efter skriver bladet bl.a.:
Regelmæssige Nazi – møder i Kollund
200 Antifascister fra Tyskland blev holdt tilbage ved grænsen.
Thies Christophersen ville helst markedsføre sig selv som en stakkels gammel og fattig mand, som var forfulgt. Hans Auschwitz – løgn var udkommet i over 100.000 eksemplarer. Ja den var efterhånden blevet en slags Neonazi – bibel.
Regelmæssigt havde Neo – nazister fra Europa og USA mødt hinanden her på Molevej 12 i Kollund. I Kværs var der planlagt et nyt trykkeri, som skulle ledes af en anden nazist, Meinolf Schönborn.
Folkebevægelsen mod Nazisme var også til stede ved demonstrationerne. De kæmpede så sammen med Demos om, hvem der havde startet demonstrationerne.
Og Politiken, der langt hen ad vejen havde forsvaret nazisterne og deres såkaldte ”rettigheder” ikke mindst deres umistelige ytringsfrihed, var dog nu kommet frem til, at nu måtte der gribes ind. Nu skulle nazisterne straffes. Men der skulle dog ikke ske et forbud.
Frede Farmand udgav også en bog om Thies Christoffersen.
En sponsor fra Hawaii
Og pengene til alle sine aktiviteter fik Christophersen fra den tidligere u – bånds kommandant Henry Kersting, der boede på Hawaii. Han var nu kendt som skatteunddrager. Ja Christophersen kunne frit benytte sig af Kerstings konti. Denne Kersting havde også forbindelser til andre Holocaust – fornægtere, Karl Philipp og Ernst Zündel.
Fordrevet af landsbybeboerne
Den 22. december 1994 kunne man så I Neues Deutschland læse, at det er lykkedes for beboerne i den lille landsby Kollund at jage den tyske nazist Thies Christophersen ud af byen. Om onsdagen havde der foran hans hus holdt en flyttebil. Avisen mener, at den 78 – årige mange gange dømte nazist er forsvundet til øen Fyn, hvor han ejer et sommerhus. Og så understreger avisen, at i Skandinavien er det ikke forbudt med Nazi – propaganda.
Theis Christophersen døde hos sin søn
I 1994 blev ”Bauernschaft” beslaglagt af de tyske myndigheder. Ernst Zündel overtog dog udgivelsen i en periode.
I 1995 var han i en kort tid i England. Så flyttede han til Belgien.
Mellem 1995 og 1996 opholdt Thies Christophersen sig i Schweitz. Men herfra blev han udvist i 1996. Åbenbart har han også i perioder opholdt sig i Spanien.
Kort før sin død, blev han dog anholdt i Tyskland. Men han var alt for syg til en retssag. I 1997 afgik Thies Christophersen med døden i landsbyen Molfsee ved Kiel af nyrekræft. Han opholdt hos sin søn.
Eksempler fra Auschwitz – Lüge:
Polakkerne sang under deres arbejde
Thies Christophersen fortæller i sin Auschwitz – Lüge, at folk er blevet presset til tavshed. Han mener, at det højst er omkommet 200.000 jøder under krigen. Han henviser også til, at den sidste kommandant i Auschwitz, Richard Baer (fra 1943) er det vigtigst vidne. Men han øde under mystiske omstændigheder den 17. juni 1963. Thies Christophersen fortæller, at han 14 dage forinden var kernesund. Det parisiske ugeblad ”Rivarol” havde berettet, at han ikke var til at rokke for den påstand, at ”han i al den tid, han havde ledet Auschwitz, aldrig havde set et gaskammer eller vidst, at sådanne overhovedet skulle findes”.
Thies Christophersen prøver at bilde os ind, at polakkerne under deres arbejde sang polske folkesange, og at sigøjnerne dansede. Middagsmåltidet indtog han ofte sammen med flygtningene, når de fik mad fra ”gullachkanonen” Og nogle af fangerne tog på ferie syd på.
Biograf, teater og kirke til flygtningene
Det var heller ikke tale om, at tyskerne bare tog ejendomme fra bønderne. De fik fuld erstatning. I efteråret 1944 blev lejren for første gang bombet af allierede. Det kostede så 20 fangere livet. Senere fulgte der, ifølge Thies Christophersen mange flere bombninger.
Der var både biograf, kirker og teatersale til flygtningene. Og så modtog Thies Christophersen privatundervisning af en jødisk flygtning. Så er han kørt rundt i lejren og undersøgt alle ildsteder og rygende skorstene. Han fandt aldrig det mindste tegn på masseudryddelse.
Krematorierne blev først opført efter krigen
Der var heller ikke en konstant lugt af brændt kød over lejren. Det var lodret løgn ifølge Thies Christophersen. I nærheden af hovedlejren lå imidlertid en beslagssmedje. Her lugtede det af brændte hove, når hestene blev skoet.
Så eksperimenterede man med at få ny viden om gravide kvinders ernæring. Og det passede ikke, at man afprøvede nye lægemidler på fanger.
Og krematorierne fandtes ikke, da Thies Christophersen var i lejren. Han kan ikke frigøre sig fra den tanke, at de først var opført efter krigen. Der blev heller ikke skudt nogen mennesker prøver Thies Christophersen at bilde os ind.
Det er ikke uden grund, at han kalder det for ”Løgnen”
Og så bedyrer han, at han absolut har sagt sandheden. Han håber så, at hans beretning kan bidrage til at give vores ungdom mere agtelse for deres fædre, der kæmpede som soldater for Tyskland og ikke som forbrydere.
Ak ja, man kan i grunden godt forstå, at det bliver kaldt for Auschwitz – løgnen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.501 artikler herunder 300 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/Efter):
Dato: februar 14, 2020
Auschwitz – en udryddelseslejr.
Dette er artikel nr. 1.500. Og det markerer vi med en ekstra lang artikel. Det bliver med noget af det mest rædselsfulde under Anden verdenskrig. Vi har forsøgt at finde kilder, der giver et meget nuanceret indblik i Udryddelsernes historie. Var det 20 mio. der døde under Holocaust? Har vi slet ikke lært af Holocaust? Auschwitz er den onde fællesnævner. Hvorfor bombede man ikke? Holocaust kom ikke som et lyn. Jo her var swimmingpool og bordel. Rudolph Höss forstod godt, hvorfor jøderne skulle udryddes. Bødlerne tog også på udflugt. Der var tre hoved – og 40 underafdelinger. 900.000 blev myrdet med det samme. For halvdelen af de overlevende kom redningen for sent. Mødet med virkeligheden efter krigen var et chok for de overlevende jøder. Det tyske retsvæsen har i den grad fejlet.
I det sydlige Polen
Polske Oswiecim er en by der lever i skyggen af Auschwitz. Byen har 38.000 indbyggere, en velbesøgt McDonald, en netto, shoppingcenter, isskøjtebane og et nyopført hotel. Vi er i det sydlige Polen, en times kørsel fra Krakow.
Er 20 mio. døde under Holocaust?
For ca. 7 år siden kunne forskere fortælle, at der var langt flere koncentrationslejre, hvor man begik forbrydelser, og at op til 20 mio. mennesker døde under Holocaust. Det er dobbelt så mange som hidtil antaget. Det stod at læse i The Independent og The Telegraph.
Amerikanske forskere fra United States Holocaust Memorial Museum i Washington har gennemgået alle de lejre, fængsler og institutioner, som Hitlers regime anvendte til at indespærre og dræbe jøder og andre systemkritikere.
Der var 42.400 forskellige institutioner
For et par år siden mente man at kende til 20.000 steder, men nu viser det sig, at udryddelses – og lejr-systemet var langt mere omfattende. Forskere har nu fundet frem til 42.400 forskellige institutioner. Forskere mener nu at mellem 15 og 20 mio. er omkommet.
Udover jøder blev der også dræbt sovjetiske og polske krigsfanger, romaer, politiske modstandere, homoseksuelle, modstandere af nazismen, handicappede, Jehovas Vidner og andre.
Halvdelen af jøderne i Tyskland vil forlade landet
I en artikel i Der Spiegel advarer den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, om at det er behov for hurtig handling på grund af omfattende antisemitisme. Næsten en ud af to jøder har tænkt på at forlade Tyskland. Og det sker netop på grund af dette problem.
Samtidig vil Tyskland arbejde for nye hårdere straffe over for dem, der benægter Holocaust, hvilket i dag er ulovligt i Tyskland og en halv snes andre lande i EU. På Auschwitz – dagen lød det fra Franz Walter Steinmeier:
Han henviste til, hvordan en højreorienteret terrorist i efteråret dræbte to personer og kun blev hindret i at begå en massakre i en synagoge i byen Halle, fordi en tyk og låst trædør holdt ham ude.
Voldelige og antijødiske holdninger
Den tyske indenrigsminister Horst Seehofer har for nylig udtalt, at ”mindst 12.000 personer på den yderste højrefløj i Tyskland menes at være potentielt voldelige.
19 mio. af tyskernes 69 mio. mennesker har antijødiske holdninger. De mest antisemitiske steder i verden er ifølge undersøgelsen Vestbredden og Gaza, hvor 93 pct. har antijødiske holdninger.
Har man ikke lært af Holocaust?
Man skulle jo tro, at folk havde lært af Holocaust. Men en undersøgelse fra 2014 tyder på det modsatte. Hver fjerde voksne i verden var ifølge denne undersøgelse ”stærkt inficerede” af antijødiske holdninger. Det er meget skræmmende at historieløsheden breder sig på denne måde.
I undersøgelsen, som var lavet af Anti – Defarmation League (ADL), konkluderes det også, at omkring halvdelen af verdens befolkning ikke ved, hvad Holocaust er.
Ved indgangen til udryddelseslejren Auschwitz står i dag den enkelte sætning:
Undersøgelsen er fra 2013. 53.100 voksne mennesker fra 102 forskellige lande har svaret.
Antisemitismen stikker sit hæslige fjæs frem. Har vi intet lært? Jøder chikaneres, myrdes, fordi de er jøder. Jødiske institutioner må bevogtes af soldater. Jøder kan ikke frit vise deres religiøse tilhørsforhold.
Auschwitz er den onde fællesnævner
Auschwitz står som den store onde fællesnævner for Holocaust.
Nazisternes udryddelse af seks mio. eller flere jøder er stadig det moralske omdrejningspunkt. Dermed ikke sagt, at andre folke – og massemord var mindre tragiske. Tyrkiets mord mod armenierne, nazisternes mord mod sigøjnere og handicappede, Lenins og Stalins mord på 40 mio. Og Maos mord mod 60 mio. mennesker.
Når det lige er nazisternes mord på jøderne, der huskes bedst, er det fordi, at det opstod i det civiliserede Europa og viste at selv i højtudviklede samfund lurer barbariet lige under overfalden. Der var intet folk andet end jøderne, der var udset til total udryddelse. Endelig var nazisternes ekstreme racisme af hidtil ukendt karakter.
Hitler nævnte jødeudryddelse i en tale og han gav ordre.
Adolf Hitler og hans nationalsocialister havde lige fra 1920erne en plan om at myrde alle jøderne. Det var tale om en tidlig bevidst intention. I Mein Kampf fra 1925 udtalte Adolf Hitler sig stærkt antijødisk. Men her blev der dog ikke fremsat direkte planer om en udryddelse.
Til gengæld holdt Hitler en tale den 30. januar 1930. Her talte han om udryddelser af jøder. Fra starten var han en blodtørstig darwinist, der ville have en racekamp, hvor han håbede, at den arisk tyske race ville vinde. Nazismen var ikke blot et udtryk for tysk nationalisme, der stræbte efter et Stortyskland. Hitler ønskede den totale racekrig, hvor jøderne var udset til at forsvinde, fordi de symboliserede den civilisation, som Hitler foragtede.
Göring benægtede dog senere. At Hitler overhovedet kendte til jødeudryddelse. Og det findes da heller ikke nogen skriftlige ordre fra ham i den forbindelse. Hitler har aldrig besøgt Auschwitz eller andre KZ – lejre. Men ak og ve. Både Joseph Goebells og chefen for SS, Heinrich Himmler noterede 12 december 1941 noterede i deres dagbøger, at Hitler havde givet grønt lys for jødeudryddelse.
Holocaust er et resultat af krigens udvikling, siger nogle historikere. Der var pres fra toppen og længere nede i systemet for en radikal løsning.
Holocaust kom ikke som et lyn
Nu kom Holocaust ikke som et lyn fra en klar himmel. Både medier, politikere, efterretningstjenester og regeringer vidste, at Hitlers styre var begyndt at sætte folk i koncentrationslejre. De modtog rapporter om indespærringer i ghettoer og lejre.
Det lykkedes for Rudolf Vrba og Alfred Wetzler at flygte fra Auschwitz. De dikterede deres historie til repræsentanter for Det Jødiske Råd i Zilina i Slovakiet. Det var en historie, der var suppleret med skitser over lejrens opbygning, gaskamrenes indretning og kapacitet samt lister over antallet af jøder og andre, der endte deres liv i lejren.
Det lykkedes kun 144 fanger at flygte permanent fra lejren.
De to flygtede nedskrev omhyggeligt alle deres oplevelser i koncentrationslejrene og lagde vægte på Auschwitz. Rapporten blev skrevet på slovakisk, engelsk og tysk.
The Kastner Train
Det jødiske råd i Zilina lovede de to eksfanger, at de skulle sørge for at sprede den skræmmende rapport, men det skete ikke andet, at de sendte materialet videre til Rudolf Kastner, der stod i spidsen for en organisation, der hjalp jøder på flugt. Man undlod også at sende rapporten videre til det jødiske råd i Budapest, fordi man var i gang med at forhandle med Eichmann om det, der senere hedder The Kastner Train.
Dette tog forlod den 30. juni 1944 med Eichmanns fulde accept Budapest med kurs mod Schweiz. Om bord var over 1.600 jøder, der dermed undgik gaskamrene i Auschwitz. Turen havde de betalt med rigelige mængder guld, diamanter og kontanter.
Denne Kastner blev ført fejret som en helt i Israel, men da det kom frem, at han havde samarbejdet med nazisterne, blev han snigmyrdet i Israel.
Ambitionen var daglig at sende 12.000 jøder fra Ungarn til Auschwitz.
Endelig kom rapporten videre
Rapporten kom ingen vegne. Nu havde man mistet tålmodigheden og kontaktede bl.a. Vatikanet og dermed Pave Pius den 22, der informerede både den britiske og amerikanske regering. Efterhånden nåede rapporten også medierne.
Nu var dette langt fra den første beskrivelse af forholdene i Auschwitz.
En modig polsk soldat
Allerede i september 1940 lod den polske soldat Witold Pilecki sig frivilligt deportere til Auschwitz for på den måde at skaffe sig viden om, hvad der foregik i lejren.
Under sit ophold i lejren organiserede han den første modstandsbevægelse blandt fangerne. Det lykkedes ham løbende at få sendt informationer ud fra lejren. Allerede fra foråret 1941 blev alle informationer sendt videre til den britiske regering. I sine rapporter fortalte Witold om nazisternes massive udryddelse af jøderne og andre grusomheder i lejren.
I efteråret 1942 begyndte jorden at brænde under ham. Tyskerne havde da allerede afsløret og dræbt adskillige medlemmer af modstandsbevægelsen. Natten mellem den 26. og 27. april 1942 lykkedes det for ham at flygte.
Pilecki og mange andre havde håbet at nazisternes forbrydelser i Auschwitz havde ført til et allieret angreb mod lejren, men det skete som bekendt aldrig.
Hvorfor bombede de vestallierede ikke?
De vest allierede kunne senest fra 1943 i kraft af deres luftherredømme have lagt hindringer i vejen for Holocaust. De gjorde ingenting for at afskære forbindelseslinjerne til udryddelseslejrene, selv om de udmærket vidste, at togene kørte mod Auschwitz, Treblinka, Solibor, Majdanek. Man spildte ikke en maskine eller en bombe.
Man brugte hellere en masse fly til at fjerne gamle europæiske byer fra landkortet. Appeller om at stoppe Hitlers dødsmaskiner prellede af på både London og Washington. Heller ikke gaskamre forsøgte man at ramme. Man havde endda fotos.
Ok, det var ikke muligt at præcisionsbombe. Teknikken var endnu ikke udviklet dertil. Men man ramte da i 1944 et forsyningsdepot i nærheden af Auschwitz.
Det blev et helvede på jord
39 polske fanger blev sendt til lejren fra Dachau til Auschwitz under opbygning for at levere pigtråd. SS – unterscharfführer Beck sagde til dem, at det var heldigt, at der ikke var kommet en bekræftelse på at efterlade dem i KZ Auschwitz, fordi det ville blive et helvede på jord. Dette var i juni 1940.
Som udgangspunkt skulle lejren rumme polske politiske flygtninge. De første af disse ankom i maj 1940.
Den græske kvindes tragiske død
En græsk kvindelig fange druknede i lejrens latrin, som var en kæmpemæssig grube, der daglig fyldtes med den skvulpende masse af afføring. En SS – mand betragtede smilende kvindes anstrengelser for at komme op. Han skubbede langsomt stille og rolig med sine sko pigens fingre fra brættet, og den lille sank ned i den ækle grød.
En særdeles travl SS – mand
Ja det var også SS – manden Josef Kehr, der ledede desinfektionsafdelingen og sprøjtede giften Fenol i tusindvis af fanger. Ifølge den tjekkiske jøde, Jan Weiss, der blev tvunget til at flytte lig for ham, tog han indimellem to fanger ad gangen i samme værelse.
Ved rampen blev det med det samme taget beslutning om i hvilken række fangerne skulle deles ind. Det var de arbejdsdygtige og alle de andre, der blev ført direkte til gaskamrene.
Da Himmler besøgte Auschwitz
Egentlig er det kun en ting, der er værre end Auschwitz, og det er at verden glemmer, at den fandtes. Tyskland var et af Europas mest højkulturelle samfund. De gav os de største tænkere og kunstnere. Men så fandt de på gaskamre!
De mange lig i massegravene forurenede grundvandet og truede hele området med sygdom. Det var sikkert derfor, at Himmler beordrede gravene tømt og ligene brændt.
Den arkitekt, der tegnede krematorierne blev frikendt ved en domstol i Wien i 1970’erne.
Heinrich Himmler besøgte Auschwitz ud på eftermiddagen den 17. juli 1942. Det fremgår af hans efterladte kalender. Det startede med, at han blev budt på te hos kommandant Rudolph Höss. Derefter besøgte han lejrens kvindeafdeling, et landbrugsområde og selve arbejdslejren.
Derefter bød kommandanten på en middag.
Dagen efter fortsatte besøget antagelig i udryddelseslejren Birkenau. Rudolf Höss beskrev besøget, mens han ventede på sin henrettelse efter krigen:
Jo, her var skam en swimmingpool
Holocaust – benægtere har hævdet, at der var en swimmingpool i Auschwitz. Det er sådan set rigtig nok. Her var ikke adgang for almindelige fangere. Kun vagterne fra SS og særligt udvalgte fangere havde adgang.
I virkeligheden var swimmingpoolen et vandreservoir, der indeholdt vand til brug ved brand – men nazisterne fik bygget vipper, så reservoiret kunne anvendes til rekreative formål.
Rudolph Höss forstod godt, at jøderne skulle masseudryddes
Den ene ordre var værre end den anden. Men hvordan kunne man medvirke til disse folkedrab. Det var ikke et særligt jødehad hos den enkelte. Holocaust var ikke et specielt tysk fænomen. Var det en svaghed ikke at følge en ordre? Mens lederen af Auschwitz, Rudolph Höss sad i fængsel skrev han en selvbiografi:
Han så reelt jøderne som en trussel mod det tyske folk og var enig i den nazistiske jødepolitik.
Efter krigen efterrationaliserede han:
Höss mente, at udviklingen havde skadet Tyskland. Man føler sig mere truet nu end før krigen. Han mente, at ”det var i den gode sags tjeneste” at udrydde jøderne.
Jøderne blev fremstillet som dyr
Inderst inde vidste man godt, at man gjorde noget moralsk forkert. Nazisterne forsøgte at fremstille jøderne som umenneskelige ved at fremstille dem som skadedyr.
Et andet argument var, at de stærke tyske værdier som styrke, disciplin, ære og fædrelandskærlighed var så stærke, at de moralsk kunne retfærdiggøre drabene som nødvendige og rigtige. Man mente, at jøderne var undermennesker, der ville fordærve landet og det tyske folk. Det kunne være ubehageligt at udføre drabene, men hvis man sagde fra var det udtryk for svaghed og ikke for moral.
Måske forholdt gerningsmændene sig slet ikke moralsk til deres gerninger. De havde ingen fornemmelser for deres handlinger. De fulgte blindt ordrer uden at tænke over, reflektere eller forholde sig til de moralske aspekter af drabene.
Bødlerne tog på udflugt
Kommandanterne og det menige mandskab arbejdede i skyggen af gaskamrene. Det var tale om familiefædre, der tog på arbejde og brutalt myrdede mennesker og derefter kom hjem og legede med deres børn. Deres arbejde påvirkede dem tilsyneladende ikke det store.
Karl – Friedrich Höcker var SS – officer I Auschwitz, ikke fangevogter, men adjudant for lejrkommandanten. Det som gør Höcker til noget særligt, var hans hobby som fotograf, for i modsætning til så mange andre, så fotograferede han ikke ofrene, men gerningsmændene.
Nogle fotos viser ledende SS – folk i lejren i rolig samtale, andre er fra en slags firmaskovtur, en fællers udflugt til en feriehytte, man spiser blåbær og spiller harmonika og ler til fotografen. Det uhyggelige ved de billeder er, at bødlerne ikke ligner uhyrer. De ligner mennesker, som dig og mig,
Og så er det Sonderkommando, som var en enhed af jødiske fanger i Auschwitz, der arbejdede i krematorierne. Der er eksempler på fanger, der måtte brænde egne ægtefælder. Dem, der overlevede, fortalte ikke om deres egen rolle før længe efter.
Størstedelen af de omkring 232.000 mindreårige fanger blev dræbt, mens SS – mandskabet levede med deres familier, som om intet unormalt eksisterede.
Masser af medicinske eksperimenter
Det var også her Joseph Mengele, der udførte eksperimenter. Ofte så man ham komme på sin motorcykel hen til rampen. Han interesserede sig især for tvillinger og foretog eksperimenter, der dræbte 1.500 børn. Læs vores artikel, vi har skrevet om ham.
Der var også andre læger, der eksperimenterede i Auschwitz. Det var for eksempel Carl Clauberg . Han steriliserede tusindvis af kvinder ved at sprøjte formalin op i deres livmoder. Mange af kvinderne omkom under de medicinske forsøg i Blok 10. Efter krigen og russisk fangenskab nedsatte Clauberg sig som gynækolog.
Himmlers tale 1943
Heinrich Himmler holdt den 4. oktober 1943 en tale for en gruppe SS – officerer, hvor han påfaldende åbenhjertigt adresserede jødeudryddelsen:
Tre hoved – og 40 underlejre
Hovedlejren, også kaldet Auschwitz 1 blev indrettet i en tidligere kaserne, som havde huset polske soldater. Lejren blev udvidet med udryddelseslejren Auschwitz 2 (Auschwitz – Birkenau) og Auschwitz 3 (Auschwitz – Monowitz). Dertil kom omkring 40 ”underlejre” i forbindelse med industrien i området og fangerne, der som slavearbejder blev udlejet til de omkringliggende fabrikker.
Nogle kilometer fra lejren etablerede IG Farben således i 1941 en fabrik for syntetisk gummi (Buna)og benzin med tilhørende fangelejr.
Blandt de mest frygtede udelejre var ”Bauhof”, hvor fangerne med de bare hænder skulle flytte byggemateriale fra jernbanesporet til lejren. Materialerne blev brugt til udvidelse af lejren. Fangerne måtte i løb slæbe cement og armeringsstål 11 timer dagligt. I andre arbejdskommandoer skulle fangerne slæbe træ, i andre skovle grus i en grusgrav. Kvindelige fanger risikerede at måtte stå i vand til brystet og rense damme, der skulle bruges til fiskeopdræt i den sumpede egn langs floden Sola. For dem var den forventede levetid kun få uger.
Om aftenen kom fangerne udmattet hjem. Man bar på ligene på dem, der var pryglet ihjel, skudt eller segnet sammen i løbet af dagen.
Gaskamre og Krematorier
I Auschwitz var der syv bygninger som fungerede som gaskamre. For at destruere ligene var der hele fem krematorier. Men der fandtes yderlige tre steder, hvor man kunne få ligene væk. Det foregik næsten som på et industriel løbebånd. Det hele var sat i et effektivt system.
Nu var det hele ikke sat i system fra starten. Fra de første gasninger i 1941 til de daglige mord på jernbanetransporterne ved ”Ungarn – aktionen” i 1944 blev anlæggene hele tiden udbygget. Teknikken og organiseringen blev hele tiden udbygget og forbedret.
I Auschwitz – Birkenau havde gaskamrene en kapacitet på 8.696 personer pr. gasning. I krematorierne kunne 4.416 voksne personer på 24 timer brænde. Tilsvarende krematorier blev installeret i Buchwald, Dachau, Mauthausen og Gusen.
De første forsøg med Zyklon -B
Mens Rudolph Höss var taget til en samtale med Albert Eichmann i Berlin, gassede stedfortræderen SS-Haptsturmführer Karl Fritzsch sovjetiske krigsfanger i en kælder. Fritsch mener selv, at han er opfinder af Zyklon-B-Metoden.
Den 2. september 1941 blev blok 11 ryddet. Den næste dag blev 600 sovjetiske krigsfanger og 250 syge gasset i kælderen. Om morgenen den 4. september blev kælderen besøgt med gasmasker. Her levede endnu et par fangere. Så blev der hældt lidt mere Zyklon B på. Om eftermiddagen var de sidste fanger også døde. Om natten til den 5. september blev ligene hentet fra kælderen og klædt af.
Det var ingen let død, de fik, for Zyklon B er nok en sikker dræber, men ikke en hurtig dræber. SS – folk har fortalt, hvad de hørte inde fra gaskamrene. Først skrig, så en buldrende larm og til sidst kun en summen. Så blev der stille. Men først efter en halv time lukkede man de lufttætte døre op igen.
Helga og hendes mor overlevede
Første oktober 1944 blev Helgas far sendt på en transport. Og tre dage efter var det også Helga og hendes mors tur. Hun troede, at faderen stod på perronen og tog imod. Ved ankomsten til Auschwitz havde Helga lagt mærke til den rygende skorsten. Det må være en fabrik tænkte hun. I morgen er det dig, der stiger op af den skorsten, sagde en af fangerne.
Der var en tydelig stank fra krematorierne. Og så var det askeregnen. Det var ligesom den sorte regn. Ja det var et mareridt.
Rechts, Links råbte SS – officeren. Dem, der blev sendt til højre, fik lov til at leve lidt længere. Helga Weiss blev lige som sin mor sendt til højre. Af de 15.000 børn, der blev sendt fra Theresienstadt til Auschwitz, var der kun de 100, der overlevede.
Alle fik håret barberet af. De kronragede havde svært ved at genkende deres familiemedlemmer.
Arbejdet var hårdt og maden var uspiselig. Frygten for at blive sendt i gaskammer var ved at gøre den 14 – årige Helga vanvittig. Hver gang, man blev revet ud af barakken, var hun overbevist om, at nu skete det. Når man så blev sendt under bruseren. kunne man ikke vide, om der kom vand ud af dem. Efter 10 dage blev Helga Weiss og hendes mor sendt videre. De overlevede også Freiberg og Mauthausen.
Men deres far eller mand så de aldrig igen. Blev han gasset ved ankomsten til Auschwitz. Han bar også briller. Dette var ikke særlig populært. Så så man intellektuel ud, og så røg man direkte i gaskammer.
900.000 blev myrdet med det samme
Af de cirka 1,3 mio. mennesker, som blev deporteret til Auschwitz, blev cirka 900.000 henrettet med det samme. Når en transport ankom til lejren, foretog SS – personalet de såkaldte selektioner. Efter at have afleveret deres ejendele blev de arbejdsduelige sorteret fra og registreret i lejren, men resten blev sendt direkte til gaskamrene.
Når de nyankomne blev gasset, blev deres ejendele sorteret af fangerne, og alle værdigenstande blev beslaglagt af nazisterne.
Området, hvor sorteringen foregik blev kaldt for Canada – fordi landet Canada dengang blev anset for et meget rigt sted.
De første systematiske udryddelser af fanger blev indledt i september 1941 med fenolindsprøjtninger.
Da Tyfus ramte Auschwitz
Den 29. august 1942 blev halvdelen af fangerne i Auschwitz dræbt., fordi de var blevet ramt af tyfus. Undersøgelserne af fangerne var meget lemfældige. Alene en svag mistanke om, at en fange havde den ekstremt smitsomme sygdom var ensbetydende med en brutal død.
Egentlig var det meningen at en million ungarske jøder skulle likvideres i Auschwitz. Det blev ”kun” til 400.000. Og det skete først efter voldsomt pres fra Vesten, der fik den ungarske leder Miklos Horthy til at stoppe deportationen
Pludselig skulle alle i Familielejren likvideres
I Auschwitz var der en periode en familielejr, hvor folk blev meget mildere behandlet. Men pludselig uden videre greb nazisterne til at likvidere denne familielejrs beboere. SS – lederen Heinrich Himmler, der var chef for Adolf Eichmann havde i begyndelsen af 1944 planer om forhandlinger med de allierede om en separat fred. Uden om Adolf Hitler ønskede han at sondere mulighederne for fred, og for at promovere disse forhandlinger ønskede han at fremstille jødernes situation som bedre, end den var,
En vigtig del af denne plan var en aftale med International Røde Kors, der skulle besøge Theresienstadt i juni 1944 og naturligvis også se familielejren i Auschwitz. Da det blev aftalt, at der foruden repræsentanter for International Røde Kors og tysk Røde Kors også kom to danske repræsentanter med i delegationen, besluttede nazisterne at satse på at fremstille de danske jøders situation som specielt god. Man pyntede det dansk – jødiske kvarter i Theresienstadt så det så præsentabelt ud, lavede en film, hvor jøderne vinkede glade og arrangerede fodboldkamp og koncerter.
Samtidig rensede man ud i Theresienstadt og sendte grupper af sted til Auschwitz og installerede en del af dem i familielejren. Delegationen var da også yderst tilfreds med forholdene. Efter besøget skulle familielejren i Auschwitz ikke bruges til noget, derfor blev der givet ordre til at alle skulle likvideres.
Her var sandelig også et bordel
Der åbnede et bordel i sommeren 1943 i lejrens blok 24. Mellem 10 og 20 kvinder arbejdede der på en gang. Fangerne i arbejdslejren kunne benytte sig af dem. Prisen var to mark i lejrens valuta – det samme som prisen på en pakke cigaretter. Mange SS – folk benyttede sig også af tilbuddet.
Bordellet var åbent efter ordre fra Himmler, som et sted, hvor fanger kunne modtage en belønning, men efter krigen berettede flere overlevende fanger, at almindelige fanger benyttede sig af det. Ja det gjorde SS – vagtmandskabet også. I alt 230 kvinder gjorde tjeneste her. En SS – mand hold vagt og kunne overvåge seancen gennem et kighul. Hver betjening tog præcis 15 minutter og missionærstilling var den eneste tilladte måde at gennemføre samleje på.
Da de russiske soldater kom
Den 27. januar 1945 nåede de sovjetiske soldater frem til Auschwitz. Klokken var tre om eftermiddagen, og der havde været kæmpet hårdt også om den lille by. Soldaterne havde været udmattede af for lidt søvn og tung oppakning, som de stred sig fremad i snevejret i deres hvide camouflageuniformer. De kan ikke have haft nogen anelse om, hvad der ventede dem.
De kom først til Monowitz – lejren. Det tog dem tre timer at forcere porten, som tyskerne havde mineret. Inde i lejren lignede folk skeletter. De var i stribet tøj og havde ingen sko. Det varede lidt, inden de indsatte kunne få øje på sovjetstjernen. Så brød jublen løs.
Da den Røde Hær nærmede sig, satte SS – kommandørerne ild på nogle af træbarakkerne og sprængte krematorierne. I ugerne forinden måtte titusinder af fanger på de såkaldte dødsmarcher, videre til andre KZ – lejre vestpå. Mange af de udpinte og svage fangere overlevede ikke de ugelange vandreture i op til 25 minusgrader.
Men ak, der var masser af spor af de forfærdelige forbrydelser. Der var stadig massegrave på størrelse med tennisbaner. Her lå tusinder af døde kroppe med lig af babyer, børn, kvinder, mænd, gamle i et omfang, der ikke var til at overskue.
Der var mange, der var mere døde end levende. Kvinder der vejede 25 – 30 kilo og mænd, der måske vejede 5 kg mere.
For halvdelen kom redningen for sent
Der var vel 7.500 fangere tilbage. De 600 af dem var børn. Nogle af dem kunne ikke længere huske, hvad de hed. Spurgte man dem, hvad de hed, svarede de med deres fangenummer. SS – folkene havde ladet de sygeste og svageste tilbage, da de rømmede lejren. De sidste 56.000 fanger var sendt på dødmarch ind i Tyskland.
De sovjetiske soldater medbragte tæpper og tøj samt delte te og brød ud til de udhungrede fanger, mens læger og sanitetssoldater forsøgte at tage sig af de mest medtagende. Dagen efter deres ankomst lod de sovjetiske soldater en ko blive bragt ind i lejren. I løbet af få minutter var den slagtet, skåret og fordelt. For mange af de udmarvede fanger kom befrielsen dog for sent. I løbet af de efterfølgende uger døde op mod halvdelen af de overlevende.
Mange måtte blive lejrene, fordi absolut ingen ville modtage jøder. I Bergen – Belsen var der således 20.000 jøder, der først forlod lejren i 1951.
Da Eva Schloss skulle holde tale
Som stedsøster til den jødiske pige Anne Frank var det naturligt at bede Eva Schloss holde en tale, da der i London i 1986 skulle åbnes en udstilling om den berømte bogforfatter.
Hendes egen dramatiske fortid havde hun i vid udstrækning fortrængt, men hendes lidelser under jødeforfølgelserne i Europa havde sat sine dybe spor. Hun havde aldrig genvundet sit glade og udadvendte væsen før krigen. Og om natten drømte hun tilbagevendende, at et stort hul ville opsluge hende.
Når hendes børn spurgte til hendes fangetatovering på armen A/7252, svarede hun, at det var hendes telefonnummer. På opfordring fra udstillingens arrangør kunne hun dog ikke undslå sig og sige et par ord.
Talen blev et vendepunkt. I det øjeblik ved udstillingen talte hun for første gang om livet under jorden i Holland, tilfangetagelsen og transporten til Auschwitz sammen med sin bror, far og mor.
Familien var blevet forrådt
Familien Schloss måtte som jøder i Wien flygte efter Anschluss, Østrigs indlemmelse i Det Tredje Rige. Et par år senere lykkedes det dem at få visa til Holland, hvor de slog sig ned i Amsterdam. Her levede de en ubekymret tilværelse., hvor forfatteren blandt andet lærte Anna Frank, der var bosat i samme nabolag, at kende.
Dagen før Eva Schloss’ 11-års fødselsdag blev Holland besat og familiens mareridt begyndte forfra. Langsom, skridt for skridt blev deres tilværelse forringet gennem tyske forordninger, der lammede deres bevægelsesfrihed. Faderen var klar over, hvor det bar hen, hvorfor familien gik under jorden for at forhindre deportation.
Livet i skjul var en evig angst for tyske razziaer, i total afhængighed af hjælperne. På Eva Schloss’ 15-års fødselsdag i maj 1944 slap heldet op. Familien var blevet forrådt og blev sendt i den hollandske transitlejr Westerbork. Opholdet varede her kun ganske kort. Familien blev deporteret til Auschwitz, hvor Eva Schloss og hendes mor blev skilt fra mændene i familien.
I lejren lærte de hurtigt, hvordan held og gode kontakter var vejen til overlevelse, men også at lejren blev drevet gennem en selvforvaltning, hvor de som udøvede volden ofte, var andre fanger.
Mødet med Amsterdam var en blandet fornøjelse
Kort før Den Røde Hær’ s ankomst blev faderen og broderen sendt afsted på en af de såkaldte dødsmarcher. Hverken faderen eller broderen overlevede. Efter befrielsen fulgte en rejse gennem Europa præget af en kaotisk overgangsperiode mellem krig og fred, hvor millioner af hjemløse mennesker drev rundt.
Det lykkedes Eva Schloss og hendes mor at komme tilbage til Amsterdam, hvor deres lejlighed utrolig nok stod urørt, da den var registreret i en kristen kvindes navn.
Mødet med Amsterdam var dog alligevel en blandet fornøjelse. Det hollandske samfund nedslidt efter en brutal besættelse, der blandt andet havde betydet sultedøden for tusinder af civile. I dette klima var det ikke mange, der kerede sig om traumatiserede flygtninge.
Jøder, der havde overlevet rædslerne i tyskernes koncentrationslejre, blev nu mødt af regninger, da vendte hjem til Holland. De blev krævet husleje og ejendomsskatter for deres boliger for den periode, der havde været deporteret. Det var byrådet i Amsterdam, der havde taget denne beslutning.
Moderen gift med Anne Franks far
Det lykkedes dog for de to kvinder at få genetableret en tålelig tilværelse. De fik genetableret kontakt til Anne Franks far, der som den eneste fra sin familie havde overlevet.
Da moderen omsider erkendte, at hun aldrig ville få sin mand at se igen, indledte hun et forhold til Otto Frank, med hvem hun giftede sig i 1953. De to kom til at hellige resten af deres liv til Anne Franks dagbog, der siden blev sat op som teaterstykke, filmatiseret og læst af millioner af mennesker over hele verden.
Denne udvikling kom også til at have konsekvenser for resten af familien. Hvert menneske, der overlevede Auschwitz, havde deres egen Holocaust – oplevelse. For Anne Frans stedsøster var påvirkningen særdeles håndgribelig. Hun skulle leve i skyggen af verdens mest berømte Holocaust – offer. Men hendes bog kan dog varmt anbefales.
Der var omkring 140.000 jøder i Holland, da tyskerne invaderede landet. Kun cirka 35.000 overlevede jødeforfølgelsen og de tyske dødslejre.
Da Oskar Schindler reddede 1.300 jøder
Eugenia Mansor fik en ring på sin 18 – års fødselsdag. Den var fremstillet af en beundrer på Oskar Schindlers emaljefabrik. Ringen prøvede en råbende lejrvagt i Auschwitz at tage af hendes finger i efteråret 1944.
Denne Oskar Schindler var medlem af nazistpartiet. Men han redede mellem 1.200 og 1.300 jøders liv. Dette er skildret i Steven Spielbergs Oskar – bestrøede film. Filmen er forenklet men strengt baseret på virkeligheden. Han tiltalte fangerne med ”mine damer og herrer”.
Han var agent i den tyske kontraspionage og en sleben forretningsmand. Da Polen blev besat bestemte han sig for at udnytte situationen til egen fordel. De jødiske arbejdere kunne indkøbes til spotpris. Han elskede penge og smukke damer. Han havde set sine arbejdere som investeringer mere end noget andet. Han beskyttede dem samtidig. Ved hjælp af bestikkelsespenge fik han flyttet sine arbejdere til barakker nær fabrikken.
Har Hitler ikke udryddet jer?
Egentlig skulle Eugenia føres til disse barakker, men noget gik galt. I tre uger så hun døden i øjnene i Auschwitz inden det lykkedes for Schindler at købe hende fri nok engang. Hende og hendes beundrer overlevede krigen. Men da de skulle tilbage til friheden, blev de mødt af:
Man var bestemt ikke velkommen. Det lykkedes hende at komme til Haifa. Da hun står på skibet, bliver hendes navn nævnt i en megafon. Hendes beundrer er ankommet.
Da Oskar Schindler forlod alle sine jødiske arbejdere, var han forarmet. Han flygtede til Argentina. Schindlers børn, de 1.200 arbejdere på listen købte en gård til ham for at hjælpe ham på fode. Men han var ikke bonde, og en mand der stod tidlig op for at pløje. Han forlod både gård og kone og tog til Tyskland. ”Hans børn” købte ham nu i stedet en teglfabrik. Frem til sin død i 1974 rejste han 17 gange til Israel for at fejre befrielsesdagen.
Da de hollandske jøder kom hjem, var det tomt i de hollandske menigheder. Lige som i Danmark var der ingen psykologisk hjælp at hente for de overlevende. De måtte kæmpe alene med deres traumer. En knugende tavshed herskede.
Vi er forpligtet til at retsforfølge denne person
I 2013 sigtede de tyske myndigheder den 93 – årige Hans Lipschis for drab i udryddelseslejren Auschwitz under Anden Verdenskrig. Han skulle angiveligt have været vagt i lejren 1941 til 1943. Han menes at være medskyldig i mere end 10.000 drab i sin tid i Auschwitz. Hans anholdelse var led i en større kampagne, hvor de tyske myndigheder vil retsforfølge de sidste fanger fra Auschwitz, inden de dør.
Statsanklageren udtaler, at man har ledt efter beviser på, at den tiltalte har været på arbejde de dage, hvor transporterne med fanger, er kommet ind i lejren. Han har selv påstået, at han udelukkende fungerede som kok i Auschwitz. Hans Lipschis fremskredne alder har ikke påvirket anklagemyndigheden. Statsanklageren sagde:
Hans Lipschis boede 26 år i USA. Men da hans fortid som nazist kom frem, flyttede han tilbage til Tyskland, hvor han har boet siden 1982.
Bogholderen fra Auschwitz
Omkranset af 50 tidligere fanger fra Auschwitz, hvoraf flere vidnede i retten, var den 93-årige Oskar Gröning. anklaget for medvirken ved og medvirken om drab på 300.000 fanger i Auschwitz.
Mordene fandt sted i løbet af blot to måneder fra maj til juli 1944, mens gaskamrene i Auschwitz nærmest kørte i døgndrift. Lægerne sagde god for at gennemføre retssagen mod Oskar Grônning, der også blev kaldt for ”Bogholderen fra Auschwitz”
Han lagde aldrig skjul på sin fortid
Sagen har fået stor opmærksomhed, fordi hovedpersonen har aldrig skjult sin fortid. Han har beskrevet sin fortid i dødslejren indgående. Den tidligere SS – mand har i årevis kæmpet mod den tidligere tyske soldat og Holocaust – fornægter, Thies Christoffersen, som ”Den Gamle Redaktør” her har mødt, når han var inde i Padborg Boghandel for at handle.
I en 87 siders beretning skriver Oskar Grönning om sine oplevelser. Han skriver bl.a. om et mord på en baby. En SS – soldat tog babyen op i benene og smadrede babyens hoved mod jernsiden af en lastbil. Han kunne ikke tåle babyens skrig.
Oskar Grönning blev fritaget for tjeneste i KZ – lejren, taget til fange og interneret i England. Da han kom tilbage til Tyskland, levede han et normalt liv uden nogensinde at blive straffet.
Nu mødte han op med gangstativ, krumbøjet og mærket. Hvorfor havde man ikke anholdt ham mange år tidligere?
Det tyske retsvæsen har fejlet
Det tyske retsvæsen har været miserabelt og fejlet stort. Da krigen sluttede, var 6.500 mennesker, som havde arbejdet i KZ – lejrene stadig i live. 43 SS – mænd var for retten. 9 af dem fik fængsel for livstid, mens 25 andre fik kortere fængselsstraffe. Alle andre gik fri.
Når man sådan laver research, møder man diverse tal. Et andet tal siger, at 7.000 vagter og lejrpersonale, som var direkte involveret i udryddelsen i over en million mennesker i Auschwitz, er kun cirka 750 blevet straffet.
En af dem var lejrens første kommandant Rudolf Höss, der blev hængt foran lejrens port den 16. april 1947. Det sidste han så, var skiltet over porten med teksten ”Arbeit macht frei”.
Forbryderne kunne dybest set bare vende tilbage til det samfund, som de kom fra. De forsvandt tilbage i deres gamle nabolag. I mange år var der ingen, der bekymrede sig om, hvad de havde lavet.
Han er medansvarlig for mordene
For de overlevende fanger er det et bittert faktum, at der var så lidt interesse for at domfælde dem for forbrydelser mod menneskeheden. En af de overlevende fanger siger:
Allerede i 2002 fortalte den dømte sin historie til BBC og Der Spiegel. Han meldte sig til Waffen SS som 19 – årig – 19 år gammel. Han var bankuddannet. I 1942 blev han udstationeret i Auschwitz. Han blev sat til at bogføre fangernes personlige værdier ved ankomst til Auschwitz.
Men hvorfor blev han først stillet for en dommer i 2015? Andre med direkte blod på hænderne er det lykkedes at undgå opmærksomhed og straf.
Ingen fra statsbanerne blev gjort ansvarlige
Der blev forhandlet om nedslag i prisen med de tyske statsbaner for større grupper. Børn under fem år rejste gratis. Herefter blev fangerne anbragt i kreaturvogne og kørt til den visse død i Auschwitz. Det var ikke en eneste ansat hos statsbanerne, der efter krigen blev dømt for krigsforbrydelser.
Stilheden overdøver alt
Auschwitz – museet blev sidste år besøgt af 2,3 mio. besøgende. Det er fire gange så mange som for 20 år siden. Busserne holder i lange rækker. Men stilheden. Den overdøver alt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Dette er artikel nr. 1.500 på www.dengang.dk Under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) finder du 299 artikler, herunder:
Dato: februar 11, 2020
Afstemningsfest – Rens – 10. februar 2020
En skøn aften på Rens Efterskole. Og for dem, der ikke ved det. Så ligger byen mellem Tønder og Tinglev lige ved grænsen. Vi fik mad fra dengang, og så spillede Tinglev Brandværneorkester. Dette foredrag blev hold på sønderjysk. Men her er det så gengivet på dansk.
Skøn stemning
Salen var stuvende fuld. Der var musik af brandværnet, og fik mad som dengang i 1920. Jo og der var en skøn stemning. Og ”Den Gamle Redaktør” mødte gamle bekendte og to skønne kollegaer fra tiden i Aabenraa. Dette foredrag blev afholdt på sønderjysk.
At holde foredrag, når man har spist
Hvor er det dejligt at se så mange mennesker her i aften. Og hvor er det længe siden, at jeg sidst har været her. Gad vide, om jeg kan genkende nogle af jer. Hvorfor skal jeg som københavner stå her i aften? Ja det stod jo i indbydelsen, at jeg fra København. Og hvordan har en københavner forstand på det her?
Nu var det jo med lidt blandede følelser, at jeg sagde ja til det her. Men Ruth mente, at det var fredelige mennesker i Rens og omegn. Men også det, at skulle spise lige inden, man skulle op og sige en masse kloge ting. Det prøvede jeg en gang i Æ synnejysk Ambassade i København efter at have indtaget 4 stk. af Asger Rehers ”Brøtort”, inden jeg skulle holde et to timers foredrag om ”Sønderjysk Kaffebord” Det er ham, der viser røv i Ørkenens Sønner.
Måske en ”Fætter Modsat”
Jeg har også her gjort mine erfaringer om det dansk/tyske forhold og endda skrevet en halv bog om temaet. Men bare rolig. I første omgang kommer vi ikke ind på dette. Min gode ven Kurt har bestemt frarådet dette, når det drejer sig om en festtale.
Måske kan man godt kalde mig Fætter Modsat. Jeg blander mig i alt. Fra Tønder gik det til Aabenraa, derefter Padborg og så til Nørrebro. Jeg har skrevet ca. 6.000 artikler om samfundsforhold og historier og ofte efter devisen Fætter Modsat. Det er dog ikke bevidst, at alt lige skal være Fætter Modsat.
Det har givet en del sammenstød. Så har jeg optrådt i TV, Radio, skrevet tre bøger, været og er bestyrelsesmedlem i en masse foreninger. Og som det sidste er jeg smidt ud af Facebook. Men jeg har en hjemmeside www.dengang.dk . Her er næsten 1.500 artikler. Og ca. 130 artikler har forbindelser til det, jeg vil snakke om i dag.
Klar og enkelt formulering
Vores kloge statsminister Neergaard sagde jo noget så klar dengang i juli 1920 i Dybbøl:
Men de ord, er det mange, der ikke har fattet.
Det at fortælle historie
Det med historiefortælling er jo lige sin sag. Og det er det jo også med, Grænsedragning, indlemmelse eller Genforening.
Politikere, kunstnere og historikere har udlagt centrale begivenheder grundlæggende forskellig. Det skyldes, at man ser dem gennem forskellige ideologiske billeder. Historien giver på forunderligvis alle ret. Fortællinger er præget af den enkeltes ståsted og pragmatiske brug af historier i nutiden.
Vores forståelse af forhistorien er imidlertid ikke kun formet af politikere og forskere men i stigende grad af medier. Historie er også præget af historikernes ståsted og præget af tolkninger.
En kompliceret historie
Den såkaldte ”Genforening” byder også på stor forskel mellem den danske og tyske, samt mellem den sønderjyske og københavnske tolkning. Ja og så kan man også sige i den forbindelse:
Sønderjyllands historie er kompliceret. Men alt for mange har sprunget over hver gærdet er lavest. Man er kommet med små nødløgne og usandheder hist og her og så håbet, at det så går igennem.
Hvad er problemet?
Arveforhold satte grå hår i hovedet på europæiske diplomater. Men se dette kan illustreres af en lille historie fra 1848. Det er over i England, hvor dronning Victoria spørger:
Lord Palmerstone havde svaret, at der var kun tre mand, der forstod problematikken:
Håndgemæng i Tønder
Tænk engang i dag er det et år siden, at folk gik hen og stemte. Det var stormvejr og det sneede. I Tønder startede det med sangkrig. Og det udviklede sig til håndgemæng. Grev Schack blev kaldt til. Han måtte appellere til besindighed.
Wo sind die dummen Dänen?
Et år inden havde Landrath Rogge var det lidt irriterende. Han kendte ingen dansksindede. Og han stillede ofte spørgsmålet:
Og de dansksindede i Tønder, blev mødt af de tysksindede med følgende bemærkning:
Det blev til tysk flertal i Højer, Tønder, Tinglev, Aabenraa, Sønderborg og mange andre steder. Men det blev til dansk flertal.
De vil tage æren for det i København
Vi vil helst kalde det for Genforening? Men er det nu også det? Er ordet grænsedragning ikke bedre?
I København, hvor jeg nu bor, vil man helst tage en masse af æren for det, der skete dengang. Men kan de nu det? Den danske regering havde i den grad berøringsangst. Sønderjyderne og den amerikanske præsident redede den danske regering.
Og hvordan kan sønderjyske byrådspolitikere forlange at hjemmetyskere skal tvinges til at anerkende ordet ”Genforening”
Er det ikke kommet lidt for meget glansbillede og selvforherligelse over alt dette her?
Var næsten udnævnt til landsforræder
Tænk engang, hvis vi nu havde sagt ja til Bismarck dengang i 1864 ved fredskonferencen i London, så havde vi fået Flensborg. Men du kunne måske godt være at Rens og Tønder var endt i Tyskland.
Og så var det jo også lige en konge, der flirtede med Det Tyske Forbund. Var han landsforræder eller havde han indset at Danmark i den grad var skrumpet ind.
H.P. Hanssen kæmpede fra 1880’erne. Han var vedholdende, og de københavnske politikere kunne ikke lide ham. De synes, at han i den grad var irriterende. Han var realist og så jo, at der kun var ca. 25 – 28 pct. danskere tilbage i Flensborg. Men pludselig blev han jo nærmest gjort til en forræder og måtte ikke tale i Dybbøl.
En ordentlig en i Højer
Modsætningsforholdene var til stede. I Højer havde en hjemmetysker været på kro og fået en ordentlig ”Hårbyttel”. Han kunne ikke stå på benene og endte i rendestenen. Et par mænd kom forbi og spurgte om de kunne hjælpe:
De to måtte indrømme, at de var dansksindet. Så lød svaret fra rendestenen:
Gud havde forladt ham
En gammel tysk beboer i Højer troede blindt på Tysklands sag. Han gav i den grad udtryk for sine følelser med ”Die Abtrennung”. I Hans bibel skrev han:
Anton Tysker
Efter afstemningen i 1920 og grænsedragningen blev justeret nogle steder blev det for meget for Adolf Ewertsen. Han ville absolut ikke skifte nationalitet. Han blev også kaldt Adolf Tysker. Inden grænsen blev flyttet, boede han i Lydersholm.
Da området blev dansk, pakkede han sine ejendele og flyttede over på tysk side. Han boede så med en ko og nogle får i en jordhule, da han ikke havde råd til at købe eller leje hus. Han blev i 1924 begravet på Ladelund Kirkegård. Og familien betalte i danske kroner og ører.
Ikke meget tiltro til danskerne
I Tønder var der både Singverein, Familienverein, Schützenverein og Æ Feuerwehr. De fleste talte sønderjysk i det daglige. De havde ikke så meget til overs for Danmark.
Vi gjorde det sammen
Og jo det var Jomfru Fanny fra Aabenraa, der havde forudset, at kongen skulle ride over grænsen på en hvid hest. Og det er jo mange myter om både hesten og Jomfru Fanny. Hun skulle have været en kongedatter. Men historikere har siddet med en kugleramme og regnet ud, at det hvis ikke kan passe. En god vandrehistorie er dermed forsvundet.
En kilometer før grænsen steg kongen op på en hest ved navn Malge Tout, som oversat er det samme som ”Trods alt”. Det var en hvid hest, nej var ikke en Albino, sådan noget findes ikke i hesteverdenen. Man havde ikke brugt kalk, måske noget pibeler. De kongelige stalde havde ingen hvide heste på det tidspunkt. Man havde lånt den fra Visborggård.
I 1921 fik den dårlige ben og måtte skydes. Man talte om at udstoppe den, men det ville koste den fyrstelige sum af dengang 12.000 kr. I stedet lagde man en stor sten over dens grav. Og kongen havde været oppe at tale med den:
Ja sådan sagde han til den. Det var hvis heller ikke den hest, der smed ham af. Under hans tur i Sønderjylland var han mærket af et styrt. Man kunne tydelig se ham halte.
Den tyske præst i Højer
Den lille pige, der sad oppe hos kongen, var ikke særlig glad for det. Hun fældede så mangen en tåre. Det var den senere tyske præst, Pastor Braren i Højers plejedatter, Johanne. Denne præst havde det sandelig ikke let, da der kom en dansk præst til Højer.
Pastor Rolfs var ham som Braren efterfulgte. Han havde været meget populær. Men det var Braren vel også, og han mente, at han var både dansk og tysk præst. Men da den danske præst så kom, så ville menigheden, der også havde tysk flertal sandelig ikke hjælpe den danske præst med en bolig. Så måtte direktøren for Højer Tæppefabrik købe en bolig til ham.
Kongen mente ellers, at Johanne var meget tillidsfuld. Han holdt kontakten ved lige. Og ved hendes konfirmation fik hun et kongeligt halsbånd.
Kongen kom da også til Burkal
Selvfølgelig kom kongen også til Burkal. De dansksindede havde travlt. I løbet af natten blev der rejst en æresport. Og da tiden nærmede sig var de to lærere og børnene styrtet til landevejen. Pastor Schwartz skulle byde velkommen. Han gik frem og tilbage.
Over på den anden side bag hækken havde de tysksindede taget plads. De ville da også lige have et glimt af kongen. Men de ville dog ikke helt vise sig frem.
En bil dukkede op, alle børn tog plads. Men ak. Det var skolekonsulenten. Endnu en bil i det fjerne. Den funklede i solen. Det måtte være den. Tilbage i opstillingen. Det måtte da være kongen. Men ak nej. Det var grev Schack. Og hvad lavede han her. Han skulle jo senere på dagen tage imod på Schackenborg.
Men et par minutter efter kom kongen og følge. Han var i admiralsuniform. Pastor Schwartz fra Holsten holdt tale på dansk. Og kongen sagde tak for troskab gennem årene. Nogle af børnene fik et kongeligt håndtryk. Og efter et kvarter var det hele overstået. Kongen med følge tog retning mod Store Jyndevad og Rens.
Først i oktober 1920 blev et skilt fjernet, hvor der stod ”Dorf Burkall, Kreiss Tondern” fjernet. Her boede danskere og tyskere side om side. Ja tyskerne hed også Nissen, Petersen, Nielsen, Hansen og Lorentzen. For udefrakommende var dette en overraskelse.
Skolen i Burkal var forsømt. Der var to klasser med 60 elever i hver. Førstelærer Hansen kunne fortælle dengang en preussisk embedsmand var på besøg engang. Han åbnede vinduerne på en måde, så glasset faldt ud af rammen:
En søndag I november 1920 blev en sten afsløret ved indgangen til kirkegården. Det var til minde om dem fra sognet, der faldt i krigen. Pastor Schwartz talte igen på dansk. Og førstelærer Hansen, der var født i Sønderjylland, talte tysk.
Kongen havde lange ører
Da kongefamilien kom til Tønder lovede den tysksindede borgmester Olufsen loyalitet over for Danmark. Man flagrede med Dannebrog fra kirketårnet. I første omgang havde man ikke turdet at spørge det tyske flertal om lov. Men de havde nu intet imod det.
To hjemmetyske piger stod og snakkede på Torvet:
Pludselig vender kongen sig smilende om til de to piger:
Vi kommer igen om fem år
Den 14. juni 1920 kørte det første danske tog fra Tønder til Bramming. To dag efter rejste det tyske personale og 10 lokomotiver med afrejse fra Marchbahnhof og nu Tønder H. Man lod alle piber dampfløjterne pibe på en gang. På siden af alle lokomotiver var hægt store plakater med teksten:
Den tyske stationsforstander overlod kassen til sin danske kollega. Den var tom. Et glas portvin blev der drukket. Man var høflige over for hinanden. Men tyskerne trak sig hurtig tilbage. Næsten alt på stationen manglede, det så noget ramponeret ud.
Et par dage efter blev de røde postkasser overmalet af tysksindede i byen.
De tysksindede ville udvandre
Det første valg efter ”Foreningen” gav de dansksindede tre ud af atten stemmer i Byrådet. Disse tre nægtede at tale tysk efter 1920. Det fik skræddermester Petersen til at rejse sig i vrede. På tysk forkyndte han:
Det var lidt af en kattepine for Højer, at få besøg af kongen. Byrådet skulle i mindste detalje godkende hele talen som borgmester Johansen hold på tysk.
Laust på en kongelig køretur
Da kongen havde været i Møgeltønder og Højer skulle han til Skærbæk. Men han gjorde lige holdt i en lille landsby, hvor en af de gamle bønder, Laust stod og ventede. Han fik lige hilst på kongen:
Ja så sørgede kongen for, at Laust fik plads i en af de kongelige følgebiler. Og det glemte Laust aldrig, at han havde været på en kongelig køretur.
Det er noget galt
Det der bliver fejret kan ikke kaldes genforening. Det er snarere en grænserevision. Men for mange dansksindede kan det måske tales om en mental og kulturel Genforening. Men når dagblade påstår, at man bare kan kaste jura væk og kalde det for Genforening, så er det noget galt. Andre gør så opmærksom på, at der nogle år før indførte Danmark en Helstat, og at Slesvig Holsten var en del af dette. I århundrede var området underlagt det danske kongerige. Derfor kan man kalde det for Genforening.
Det er statsretslig helt forkert og husk lige Ribe brevet fra 1460.
Ribe – brevet
Godt nok talte man om begrebet ”evig udelt” Men det var de holstenske grever, der satte dagsordenen. Kongen fik at vide, at han skulle regere kongeriget, Holsten og Slesvig for sig selv. Og hvor meget magt havde han egentlig. Det var tre forskellige slags jura. Det lykkedes aldrig at få en grundlov til at dække alle områder.
Og de holstenske grever købte jorder overalt. De gjorde ikke meget selv for at holde området ”evig udelt”. Og en anden ting er også, at Ribe – aftalen jo egentlig kun var en håndfæstning, der gjaldt så længe kongen levede. Det har historikere i hvert fald påpeget.
Man kan vel godt forstå Slesvig – Holstenerne, at de tager sådan et brev frem og bruger i deres frigørelsesproces. De ville jo også gerne frigøres 100 pct. fra en enevældig dansk konge.
Ikke alle har fundet ud af det
Det er nok det man kalder ”Historieløshed”. Og tolkningen er ikke problemfri. Hvad var det lige statsminister Niels Neergaard sagde 11. juli 1920 i Dybbøl:
Som historiker viste Neergaard også, at før afståelsen til Preussen og Østrig i 1864 efter nederlaget i 1864 ikke var en del af kongeriget Danmark, men indgik i et selvstændigt hertugdømme, Slesvig med en kompliceret historie mellem dansk og tysk.
Om ikke i tusind år, så dog siden 1232. Men se det har københavnere og journalister glemt. Men Neergaards tale er bevidst blevet undladt.
Journalister og andre har også glemt, at det ikke var gamle feudale ting, der blev genoptaget. Vi skal da heller ikke glemme, at Slesvig sammen med Holsten og Lauenborg før 1864 havde en lang tid sammen med danske konger som lensherrer, men stadig så tilhørte disse landområder jo ikke den danske stat og det gjorde det heller ikke, fordi at man kaldte det helstat.
Det var i dag for 100 år siden
Læg mærke til, hvad Neergaard også sagde. Et stort flertal af vælgere stemte Nordslesvig/Sønderjylland til Danmark. Og det er i dag for 100 år siden. Det ar en dag med masser af sne og blæst i luften. Det var en dag, hvor der var ballade i Tønder. Tysk – og dansksindede var ved at komme op at slås. Til sidst måtte Grev Schack henstille til at folk beherskede sig.
Tyskerne mente, at det var udemokratisk
Tyskerne og de tysksindede nordslesvigere har traditionelt set grænsedragningen i 1920 som Nordslesvigs afståelse (abtrennung). Ved at bruge vendingen ”afståelse” har man sproglig set karakteriseret grænsedragningen i 1920 som en påtvungen begivenhed. I de første årtier efter 1920 afviste man den dansk – tyske grænse som en del af ”Fredsdiktatet” fra Versailles. Dette skyldtes vel også, at de anså, at afstemningsmetoderne var udemokratiske. Fremgangsmåden mellem 1. og 2. stemmeområde var også forskellig.
Det tyske mindretal mente at afstemningsformen var forkert og resultatet blev derefter. Da grænsen ikke kunne ændres af demokratisk vej, syntes Det tyske mindretal at de blev et let bytte af en udemokratisk påvirkning.
Fra dansk side, var man skuffet over, at tyskerne ikke ville anerkende grænsen før 1945. men man gad ikke rigtig at sætte sig ind i, hvorfor.
Tyskerne ville have Tønder igen
H.P. Hanssen havde i grunden garderet sig. Han sagde:
– at der bag denne grænse ville være et tysk mindretal, men ikke så betydelig at det kunne true Danmark.
Dette førte også til at man fra Berlin krævede at få Tønder tilbage til Tyskland. Den klare anerkendelse af grænsen kom først efter 1945.
Ja se det var jo allerede i 1891, at det blev bestemt, at Tønder selv om det var tysk, skulle blive i Danmark. Allerede dengang havde H.V. Clausen udtænkt sig den såkaldte Clausen – linje. Og hvorfor skulle denne linje lige se sådan ud. Ja Clausen mente, at
Syd for grænsen – i Flensborg – følte man sig efterladt og udleveret til tysk styre, da de danske agiterer og tilrejsende vælgere forlod byen.
Det blev til to udkantsområder
En velstående og sammenhængende region blev pludselig reduceret til to periferier i hver deres nationalstat. Sønderjylland og Sydslesvig gled længere og længere fra hinanden. Endnu i 1840’erne var det jo et blandingssamfund af tyskere og danskere – ja da kunne man endnu kalde sig slesvigere. Dengang sigtede erhvervslivet mod syd.
Hvor hørte Nordslesvig i grunden hen indtil da – sprogligt, statsretslig og sindelagsmæssigt? Man havde en slesvigsk identitet., som hverken hørte til det ene eller anden sted. Nu skulle man så pludselig til at tænke over om man følte sig dansk eller tysk. Slesvigske mellemtoner var pludselig forbudt. Som mange har påstået, så følte et flertal sig dansk. Nej det gjorde man ikke på det tidspunkt.
Der var andre grænser
Der var også andre grænser. Kirkelige, retslige og sproglige grænser. Dengang talte slesvigerne højtysk, plattysk, sønderjysk, rigsdansk, øfrisisk og fastlandsfrisik.
De identitetsmæssige grænser gik midt igennem landsbyen. Det handlede om traditioner og indivisuelle valg.
Hver deres mindretal arbejdede på at flytte grænsen enten længere mod syd eller længere mod nord. Ja sådan var det først langt senere
Slesvigs indbyggere følte sig endnu i begyndelsen af 1840’erne overvejende som slesvigere. De levede fredeligt sammen, hvad enten man talte sønderjysk, plattysk, højtysk eller frisisk.
Var det Slesvig – Holstenernes egen skyld?
Måske var det den Slesvig – Holstenske bevægelses egen skyld, der tvang slesvigerne til at bekende kulør – Er du dansk eller tysk? Man glemte eller Slesvigere? Bevægelsen førte en meget aggressiv kampagne. Og oprøret i Rendsborg blev i de danske historiebøger markeret som landsforræderi.
De nationale fortællingers helte – foregangsmændene for de to bevægelser – bliver her til skurke, til demagoger, som påtvang slesvigerne deres nationaldrøm og fjendebilleder.
Scavenius ville ikke have, at de allierede blandede sig
Efterhånden stod det klart at tyskerne ville tabe Første Verdenskrig. Danskerne kunne vel ikke gøre så meget. Hvis man henvendte sig til den tyske regering inden kapitulationen ville det være et brud på den danske neutralitet. Fra England fik man at vide, at man her ville opfatte en grænseaftale som dansk støtte til Tyskland. Men nu var det også andre årsager til at den danske regering forholdt sig i ro og foragtede de oprørske dansksindede i Nordslesvig. Man ville ikke genere den tyske nabo.
Scavenius var ikke meget for, at de allierede skulle blande sig i grænsespørgsmålet. Det måtte Danmark selv klare, men udspillet skulle komme fra tysk side.
Englænderne skulle aflevere nogle kolonier
Han var vores udenrigsminister fra 1913 – 1920. Allerede i sommeren 1913 var der et problem. Mange dampere fra Danmark blev nægtet landingstilladelse i Sønderborg. Men Scavenius gjorde ikke noget ved det. Man skulle ikke genere den store nabo.
I 1914 manede han de dansksindede nordslesvigere til ikke at fejre 50 året for 1864 så højt. Det skete samtidig med at de tysksindede nede i Sydslesvig skreg:
Den 10. februar kom Scavenius så med et meget overraskende forslag, at der skulle laves en overenskomst mellem England og Tyskland, at vi skulle have Nordslesvig tilbage mod at englænderne så afleverede nogle af de kolonier som de havde taget af tyskerne. Historien melder ikke rigtig noget om, hvad englænderne syntes om dette.
Hvem var den ”røvede” part?
Det står ikke i de danske historiebøger, at tyskerne allerede første gang henvendte sig i 1915 om ”Slesvig – spørgsmålet”. Dengang mente tyskerne, at Als ikke kunne komme til Danmark, for man havde brug for en flådestation i Sønderborg.
Det står heller ikke i historiebøgerne, at man fra dansk side nogle år senere tilbød Årø til tyskerne, og man fra dansk side mente, at man sagtens mente, at tyskerne kunne opbygge en flådestation her. Gad vide, hvad englænderne sagde til dette forslag.
Væn jer til at være Germanere!
Det står heller ikke i de danske historiebøger, at den danske gesandt i Berlin, Grev Moltke i en række artikler havde mente, at beboerne i Nordslesvig burde vænne sig til at blive germanere. Det var så sent som i 1919.
Fortæller historiebøgerne det rigtige?
Bliver vi ved historiebøgerne, så fortæller de tyske historiebøger, at inden Slesvig – Holsten har tilhørt det tyske rige siden Karl den Store ind til Konrad den Anden i 1015 forærede danskerkongen hertugdømmet.
Men se i 811 fastslås Ejderen som grænseflod mellem Frankerriget og det danske kongerige. Kulturgrænsen lå lidt nordligere ved Dannevirke.
Hvad nu med Socialdemokraterne?
Ja selv Stauning kunne fortælle sine tyske kollegaer, at de ikke bakkede de dansksindede oprører op i Sønderjylland. I 1926 fortalte har i Husum, at Socialdemokratiet altid havde bakket de dansksindede op i deres krav. Og Stauning sagde også den 9. juni 1917 i et en tysk avis, at Amerikas krig var kapitalisternes krig, og deres indtog ville forsinke freden. Det var måske heller ikke den mest heldige kommentar.
Ja og den 18. oktober 1918 sendte han et yderst hemmelig brev til Friederich Ebert med overskriften ”Lieber Genosse” Officielt eksisterer dette brev ikke.
H.P. Hanssen og de københavnske politikere
Slagordet var selvbestemmelsesret. H.P. Hanssen mente at § 5 stadig var gældende og holdt på dette hele vejen. Men det var nok ikke noget juridisk belæg for dette, men dog moralsk belæg. Denne § 5 stammede fra Prager – freden i 1866.
Det varede lige lovlig længe inden den danske regering støttede dette. Men det gjorde den amerikanske præsident Wilson i hans 14 fredsforslag til Versailles – freden. H.P, Hanssen stod også fast på dette, da han talte i den tyske Rigsdag.
H.P. Hanssen havde det nu heller ikke let med de københavnske politikere. Kemien mellem ham og Zahle var ikke særlig god. Og kongen kunne nu heller ikke lide ham. Men det skyldte jo nok at deres syn på Flensborg var ganske forskellig.
Gang på gang efterlyste han initiativ fra de københavnske politikere omkring Nordslesvig. Og de svarede ham i begyndelse, at de ikke ville forhandle med tyskerne, og at tyskerne sikkert ville tage sig dyrt betalt.
Men i Versailles var der bestemt ikke dansk enighed. Vi havde Flensborg – bevægelsen, der ville have Flensborg med selv om der kun var ca. 25 pct. danskere der i 1920. i 1864 og 1867 så det helt anderledes ud. Men efterhånden så fortrød Venstre og Konservative også deres støtte til Aabenraa – folkene og H.P. Hanssen.
Hvad er ”Historisk ret”?
Ja så var der også Ejder – bevægelsen, der mente, at Danmark havde historisk ret til det områder, selv om der nu var et overvejende tysk flertal i området. Og tænk engang i dag er der stadig folketingsmedlemmer, der mener, at Danmark skal gøre krav på dette område.
Nationalister mobiliserede en ”en historisk ret” til et landområde. De kaster typisk deres brutale kærlighed på områder, hvor de selv er i mindretal. Den nationalistiske galskab er i grundet meget godt fremstillet i Herman Bang’ s pragtfulde roman, Tine.
Myterne trives endnu
Myterne bruges flittig endnu i dag til at fordreje kendsgerningerne. Skolebørn og københavnere har fået at vide, at de andre syd fra både i 1848 og 1864 forsøgte at røve Slesvig fra Danmark.
Men begge krige startede faktisk med at ”Kongeriget Danmark” forsøgte at ”indlemme eller røve Slesvig uden at via en fredelig folkeafstemning, at spørge, om de synes om dette.
Ja det er faktisk ikke mange der ved det, men den danske regering havde planer om en skandinavisk stat før 1864. Det skulle så have været med en svensk konge. Selv om vi vandt den første Slesvigske Krig, var det barske fredsbetingelser. Vi kunne ikke engang selv bestemme, hvilken konge vi ville have.
Og hvor stort et beløb fik Augustenborgerne i grunden for at holde deres mund. De mente nemlig, at de havde krav på kongetronen?
Slesvig Holsten blev til noget for sig selv
Hverken den traditionelle tyske eller danske del af historien er sand. Begge versioner er unuancerede og ensidige.
I 1232 var Valdemar Sejr stærkt optaget af, hvad der skulle ske med Danmark. Men det kneb med at fastholde vores landsdel. Abels familie holdt sammen om Sønderjylland, ja det hed det dengang, landet mellem Kongeåen og Ejderen. Området blev mere og mere selvstændig.
Slesvig – Holsten blev til noget for sig selv- Dette skyldtes konger og hertugers politi – eller mangel på samme. Tysk sprog og kultur voksede frem også efter 1460. ja egentlig hører vi allerede om et hertugdømme fra Ejderen til Kongeåen allerede i 1170, men i 1232 var det i hvert fald ikke mere dansk.
I 1336 betegnede hertugen over for paven, at hertugdømmet var et selvstændigt område.
Dansk blev opfattet som ”Bondsk”
Både fra dansk og tysk side har man brugt sproget for at få magt. I 1850 gik det op for den danske konge, at der nok var mange tysksprogede i Sydslesvig. Nu skulle de tvinges til at tale dansk. Man indførte det såkaldte ”Sprogskript”
I hele 1700 – tallet talte den danske adelsmand og alle dem, der gerne ville være fine:
Tysk var i lange tider et vindersprog hos myndighederne og på hoffet. Dansk blev opfattet som bondsk. Og dette gentog sig på en måde i 1888, hvor tysk blev indført som administrations – og retssprog i hele Slesvig. Dansk blev forbudt.
Jeg kommer til at tænke på de tapre bønder ude i Emmerske. De påstod, at de ikke kunne forstå tysk. Så ville man have, at de skulle møde til dansk gudstjeneste meget tidlig om morgenen. Man truede med at hente dem med militærmagt. Men de vandt. De fik et bedehus med Brorson som præst.
Store omkostninger for Nordslesvigerne
De fleste københavnere tror, at Nordslesvig var dansk før 1864. De er ikke klar over, at 30.000 nordslesvigere gik i krig for kejseren og tyskerne.
Det blev dyrt
Efter 1920 var der for første gang overensstemmelse med den danske stat og det danske folk. Det moderne demokrati kunne starte op. Men det gik nu ikke så hurtig som historiebøgerne beskriver.
Det kostede den danske stat 300 mio. kr. i 1920 – priser, at bygge Nordslesvig op. Nordslesvig havde en hel nedslidt infrastruktur. Den danske stat måtte optage et ”Genforeningslån” på 145 mio. kr. Man besluttede også at anvende overskuddet af salget af De Vestindiske Øer til at finanserne en del af projektet.
Det var jo bestemt ikke fryd og gammen det hele, vi fik sindelagskontrol og splittede familier. Det mærkede begge mindretal.
Tilskud til mindretallene
Efter 1920 indså tyskerne, at man ikke kunne konkurrere økonomisk, men det kunne man så til gengæld kulturel. Så begyndte man at give støtte til de tysksindede nord for grænsen. Ja og det samme syd på. Der bliver aldrig sat spørgsmålstegn ved tilskuddene til de dansksindede syd for grænsen.
Den såkaldte ”Genforening” var måske ikke helt så smertefri som den bliver gengivet overalt. Den 18. – 19. juni 1921 var der Heimatfest i Tønder. De tysksindede havde set frem til den dag. Det var med oprørssangen ”Schleswig Holstein mehr umschlungen og Oprørsfanen i spidsen. Men også med smædesangen:
Folketingsmedlem Schmidt holdt en kamptale for den tyske ungdom. 1.500 mand var med i marchen gennem byen og ud til det gamle stadion ude på Dragonvej. Men i spidsen gik danske soldater og forsøgte at overdøve tyskerne med danske nationalsange. Militæret blev efterfølgende svinet til i de tyske medier.
Man ville have grænsen mod nord
Den 12. januar 1923 udtalte overborgmester Todsen i Flensborg, at han heller havde set grænsen flyttet længere nord på, for nu ville Sydslesvig blive besat af danskere ned til Ejderen.
Rigsindenrigsminister Karl Jerres havde på en messe i Kiel i 1924 omtalt, at Nordslesvig blev røvet fra Slesvig Holsten og han forkyndte at:
Forsvinder Sønderjylland igen?
Dengang hed det ”De Sønderjyske Landsdele, og så kom det på et tidspunkt til at Sønderjyllands Amt, men heller ikke i dag må vi sige Sønderjylland. Det hedder Region Sydjylland. Ja under prøjser – styret blev man straffet, hvis man sagde Sønderjylland.
Og det minder mig så igen om Tønder Kommuneskole, hvor vi fik at vide af viceskoleinspektør, der også var en ivrig lokalhistoriker, Werner Christiansen også kaldet Webbers, at vi ikke måtte tale sønderjysk i timerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: