Var Anne Palles den sidste heks?
Det var næppe den sidste heks. De ”besatte” kvinder. I 1722 fandt man en heks i Øster Grønning. ”Mesteren for al hekseri” 1800. En retssag fra 1934. Christian den femte var menneskelig. Den kloge kone, Karen Gregers. Elskeren kunne skaffe menneskeben. Det sidste forsøg: Gift. Hun kendte skam godt hekse. Anne Palles havde et motiv. Var det en ”forbandelse” over den smukke nabokone. Rygter om Anne Palles heksekunster. Hun lavede grin med præsterne. Anne Palles tog ordet i Højesteret. Hendes sidste ønske: En pot vin. Blandt menigmand levede trolddom videre.
Det var næppe den sidste heks
Ja man påstår, at Anne Palles var den sidste heks. Men var hun nu også det? 11 ud af 17 højesteretsdommere afgjorde sagen i 1693. Vi vender senere tilbage til sagen.
De ”besatte” kvinder
I Thisted fik Maren Christensdatter Spillemand et anfald af ”krampe og fortvivlet rasen i sjælen. Men der var snart flere, som mente, at de var besatte. Nogle lokale kvinder blev peget ud som hekse, der have forårsaget besættelserne. Det var i 1698.
I centrum stod en ældre kvinde fra Skinnerup og en kone fra Torsted. Vi er oppe i nærheden af Thisted. Sagen rullede lokalt, og én blev dømt til bålet. Imidlertid sad der en besindig bisp i det jyske. Biskop Jens Bircherod greb ind, og en af de besatte gik til bekendelse og tilstod, at det hele var opspind. De anklagede hekse blev frifundet ved landsretten.
Nu var det så de ”besatte” kvinder, der stod til dødsstraf. Men via Højesteret og navnlig kongens indsats blev resultatet få års fængsel til kvinderne, landsforvisning af sognepræsten og ”næser” til andre af de implicerede.
I 1722 fandt man en heks i Øster Grønning
I 1698 satte højesteret punktum for hekseafbrændingerne i Danmark, men ude i landet florerede overtroen stadig.
Selv om det officielle Danmark ikke længere troede på trolddom og ville henrette hekse, varede det lang tid, før almuen var overbevist. Da dødsfald og kvægproblemer hjemsøgte landsbyen Øster Grønning i Salling i 1722 blev man enige om, at den skyldige var en lokal enlig kone, der hed Dorte Jensdatter.
En række af byens folk foranstaltede et privat forhør over hende. Gemytterne gik over gevind og man besluttede at fortsætte forhøret i Dortes eget hus. Her blev hun bundet til en ”sule”. Da en lampe ikke satte ild til hende, blev de selvbestaltede forhørsledere nervøse.
Det kunne jo være symptom på, at hun virkelig var en heks, og kunne skade den. En brændende hamvisk blev kastet på taget, som fængede, hvorefter Dorte indebrændte. Sagen fik naturligvis et retsligt efterspil, og her faldt flere dødsdomme til flere af de implicerede.
”Mesteren for alt hekseri” i 1800
Det sidste heksemord fandt sted i år 1800 i Brigsted ved Horsens, hvor en 82-årig kone Anna Klemens gik ind i en gård, hvor en klog kone holdt konsultation. Det var mange andre nysgerrige forsamlede for at se, hvordan hun ville ”doktere på knægten Jens”. Da Anna kom ind, råbte den kloge kone:
- Her er mesteren for alt hekseri
Hun kommanderede de forsamlede til at prygle Anna. Formodentlig var baggrunden, troen på, at man kan bryde heksens magt ved at slå blod af hende. Da den kloge kone var kendt og velanskrevet turde man ikke andet end gøre som hun sagde, hvilket førte til, at Anna blev pryglet ihjel.
En retssag fra 1934
Også efter år 1800 er der adskillige vidnesbyrd om tro på hekse. Den sidste danske retssag, hvor hekseri er en væsentlig faktor udspiller sig i 1934. Her havde en mandlig heksemistænkt anlagt injuriesag mod sine anklagere. Naboerne påstod, at ”heksen” ville skade dem gennem at drysse et magisk pulver ud over deres rabarberbed. Anklagerne måtte siden indrykke en notits i den lokale avis, hvor de gendrev deres egne rygter. Manden som blev udsat for hekserygter, fik således sit gode omdømme tilbage.
Christian den Femte var menneskelig
Christian den Femte havde vist sig menneskelig. Han havde bestemt, at inden Anne Palles skulle på bålet, skulle hun halshugges. Så skulle hun ikke brænde levende på bålet. Vi er i det lille fiskerleje Hesnæs på Falsters østkyst den 4. april 1693.
Den kloge kone, Karen Gregers
Det hele starter i grunden med Karen Gregers. Hun var en ”klog kone”. Hun havde fået en henvendelse fra Ingeborg Olufsdatter fra Nykøbing Falster. Hun havde problemer med hendes mand, Oswald. Han var ondskabsfuld og voldelig mod hende. Det kunne også ses fysisk på hende.
Hun spurgte Karen Gregers, om der ikke fandtes et middel, der mildner Oswalds aggressive sind. Hun lovede at fremstille et middel, men det virkede ikke.
Elskeren kunne skaffe et menneskeben
Så mente Karen Gregers, at der skulle afskrab af menneskeben til. Det fandtes jo i rigt mål på kirkegården. Men det var jo lige sin sag at grave dette op. Men Ingeborg Olufsdatter vidste lige, hvem der kunne gøre dette. Det var hendes elsker skipper Ole Boesen Det var såmænd hendes elsker.
Måske har vi så her forklaringen på Oswalds aggressivitet. Måske havde skipperen også fået en på bærret.
Han udvalgte for en sikkerheds skyld et stort ben. Og det lykkedes at give Oswald dette. Og Ingeborg mente bestemt, at hun havde set ham ligge og ryste i sengen. Karen Gregers forklarede, at det var den døde, der kom på besøg.
Det sidste forsøg – gift
Men kuren virkede ikke. Oswald var lige så aggressiv. Nu mente Karen Gregers, at der kun var et middel tilbage nemlig gift. Ingeborg fik nu en mikstur, som ”den kloge Kone” selv havde blandet. Det fik Ingeborg så listet i hendes mand. Og det virkede.
Hun kendte skam godt hekse
Myndighederne begyndte at undersøge Oswalds pludselige død. Karen Gregers blev straks mistænkt. Hun blev mistænkt for hekseri efter alle sine forsøg på at formildne den aggressive Oswald.
Hun bedyrede, at hun ikke var heks. Hun fortalte myndighederne, at hun lavede masser af medicin og at det sikkert havde været en fejl i det som hun havde lavet til Oswald. Det havde aldrig været hendes hensigt at slå ham ihjel. Hun vidste godt, hvem der var hekse på egnen, og hun tog sandelig afstand fra deres metoder.
Anne Palles havde et motiv
En af de lokale hekse var Anne Palles i Tåderup. Ifølge Karen Gregers havde hun ”pissed ondskab” ind til herredsfoged Morten Faxes gård. Og derved forgjort hans kvæg, så de rendte løbsk og til sidst omkom af udmattelse eller ulykke.
Og Anne Palle havde et motiv til det. Og så var hun over 70 år, som var ret usædvanligt dengang.
Hun og manden havde oprindelig haft gården i Øverup, der nu var Morten Faxes. Det var en god gård, for hun havde været landsbyens største tiendeyder. Men de var blevet sat fra den. Dette havde slået Peder Palles ud og gjort ham modløs, at de skulle flytte til et dårligere sted. Anne Palles var bitter over udflytningen.
Og så var det en dag, hvor Morten Faxe stod inde i vinduet og så på, at hun havde stillet sig i porten, bøjet sig forover, trukket bukserne ned og vist ham sin mås og havde ladet sit vand i gården.
Var det en ”forbandelse” over for den smukke nabokone?
Hendes vrede skyldes måske også ud over uretfærdigheden ikke mindre at hendes ægtemand var væsentlig yngre end hun selv. Hun havde været enke efter hendes første mand og fra det ægteskab havde hun flere voksne børn med sig ind i ægteskabet med sit kuvøseguf, Peder Palles, som ikke var stort ældre end sine stedbørn.
Der gik rygter om, at han havde taget hende for pengenes skyld, hvilket hun for så vidt var på det rene med. Hun havde dog krammet på ham. Men de var gledet lidt fra hinanden efter flytningen til den anden gård.
Det nye sted i Tåderup fik en ny nabokone. Der gik historier om, hvordan Peder Palles havde danset med hende ved høstgildet i 1691. Hun hed Maren Jakobsdatter. Og ikke nok med det, så havde Anne Palle tillige hørt ham sige til en anden:
- Hvem der engang kunne få sådan en kvinde
Anne Palles var røget lige i flæsket på Maren Jakobsdatter og havde lovet hende alverdens ulykker, hvis hun ikke i fremtiden holdt sig langt fra hendes mand. Maren bedrog alle med sin skønhed, hvilket gjorde den ældre og knap så kønne Anne Palle jaloux.
Nogen tid efter høstgildet havde Maren fået smerter i sine fingre. Det bredte sig langsomt op i armene og ned i kroppen, så hun til sidst lå nærmest lam i sin seng, hvor hun hurtigt døde.
Rygter om Anne Palles heksekunster
Da begyndte rygterne for alvor om Anne Palles heksekunster. En bymand fra en nabolandsby trådte også frem og berettede om sin dårlige høst, hvilket han tilskrev hævn fra Anne Palles, fordi han under hendes heftige protest havde taget en af hendes sønner til soldat.
Anne Palles blev nu ført til et fangehul på Nyborg Slot. Hun fik et leje af tyndt lag halm oven på stengulvet.
Hun lavede grin med præsterne
Byens unge præst, Gregers Zimmer overhørte hende intenst sammen med et par kollegaer og herredsfoged Morten Faxe. Det var i strid med datidens regler at foretage sådanne afhøringer inden sagens formelle indledning i Falsters Nørre Herredsting.
Anne Palles havde sikkert lavet grin med præsterne. De havde fået hende til at indrømme lidt af hvert. Blandt andet havde hun indrømmet lidt af hvert. Hun sagde, at hun var troldkvinde og fik besøg af Fanden i form af en sort kat. Hun kaldte den Puus, og den kaldte hende for Annis. Sammen med andre troldkoner tog hun til heksemøder på Hesnæs.
Her blev der slået på tromme med sorte trommestikker, der var hekserital. En anden berygtet kone, Abigael Nielsdatter, som fanden kaldte Biegel, dansede midt i heksekredsen. Præsten fortalte det hele i retten. Den 2. november 1692 afsagde herredsfoged Marten Faxe dødsdommen.
Anne Palles tog ordet i Højesteret
I Højesteretten tog Anne Palles overraskende ordet og benægtede alle påstande og indrømmelser. Hun mente, at hun var blevet afhørt imod reglerne. Hun beskyldte også herredsfogeden for ukorrekt opførsel. Hun sagde, at han havde slået hende. Ligeledes skulle han have befalet skriveren at føre indrømmelser til protokols, der slet ikke var gjort. Hun var blevet truet med at få skåret tungen ud og blive brændt levende, hvis hun røbede, hvad der var foregået.
Der var ellers en bestemmelse fra 1547, der fastslog, at man ikke måtte tortere folk, før de var blevet dømt. Denne bestemmelse blev dog omgået i sagen mod Anne Palles.
Hendes sidste ønske – en pot vin
De angivende kvinder fik også deres domme. Det var en, der fik samme dom som Anne Palles, men hun var død i retten. Abigael Nielsdatter blev frifundet, men dog landsforvist på grund af hendes rygte. Den kloge kone, Karen Gregers blev dømt til kagstrygning og derefter landsforvisning.
Der blev besluttet, at der skulle opsættes en støtte med en tavle på henrettelsespladsen til skræk og advarsel for andre.
Inden halshugningen den 4. april 1693 fik Anne Palles lejlighed til at få sit sidste ønske opfyldt. Hun ønskede sig en halv potte vin til en værdi af 8 skilling.
Blandt menigmand levede trolddom videre
Da hendes hoved var kappet af, blev hun bundet til en stige og væltet ind i det brændende bål. Officielt var det den sidste hekseafbrænding i Danmark.
Hendes fire heste, fem køer, et par får, et ungsvin og sengetøjet blev overdraget til kongen. Peder Palles giftede sig på ny. Men han opkaldte ikke sin førstefødte efter sin tidligere kone, som der ellers er tradition for.
Blandt menigmand levede troen på trolddom videre.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk har vi 1.509 artikler herunder:
- Ribe – Hekseafbrænding (2)
- Jordemødre, Hekse og kloge koner
- Jagten på en adelig heks