Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Indlemmelse, Afståelse, Genforening

Afstemningsfest 10.februar 2020 på rens Efterskole.

Februar 11, 2020

Afstemningsfest – Rens – 10. februar 2020

En skøn aften på Rens Efterskole. Og for dem, der ikke ved det. Så ligger byen mellem Tønder og Tinglev lige ved grænsen. Vi fik mad fra dengang, og så spillede Tinglev Brandværneorkester. Dette foredrag blev hold på sønderjysk. Men her er det så gengivet på dansk.

 

Skøn stemning

Salen var stuvende fuld. Der var musik af brandværnet, og fik mad som dengang i 1920. Jo og der var en skøn stemning. Og ”Den Gamle Redaktør” mødte gamle bekendte og to skønne kollegaer fra tiden i Aabenraa. Dette foredrag blev afholdt på sønderjysk.

 

At holde foredrag, når man har spist

Hvor er det dejligt at se så mange mennesker her i aften. Og hvor er det længe siden, at jeg sidst har været her. Gad vide, om jeg kan genkende nogle af jer. Hvorfor skal jeg som københavner stå her i aften? Ja det stod jo i indbydelsen, at jeg fra København. Og hvordan har en københavner forstand på det her?

Nu var det jo med lidt blandede følelser, at jeg sagde ja til det her. Men Ruth mente, at det var fredelige mennesker i Rens og omegn. Men også det, at skulle spise lige inden, man skulle op og sige en masse kloge ting. Det prøvede jeg en gang i Æ synnejysk Ambassade i København efter at have indtaget 4 stk. af Asger Rehers ”Brøtort”, inden jeg skulle holde et to timers foredrag om ”Sønderjysk Kaffebord” Det er ham, der viser røv i Ørkenens Sønner.

 

Måske en ”Fætter Modsat”

Jeg har også her gjort mine erfaringer om det dansk/tyske forhold og endda skrevet en halv bog om temaet. Men bare rolig. I første omgang kommer vi ikke ind på dette. Min gode ven Kurt har bestemt frarådet dette, når det drejer sig om en festtale.

Måske kan man godt kalde mig Fætter Modsat. Jeg blander mig i alt. Fra Tønder gik det til Aabenraa, derefter Padborg og så til Nørrebro. Jeg har skrevet ca. 6.000 artikler om samfundsforhold og historier og ofte efter devisen Fætter Modsat. Det er dog ikke bevidst, at alt lige skal være Fætter Modsat.

Det har givet en del sammenstød. Så har jeg optrådt i TV, Radio, skrevet tre bøger, været og er bestyrelsesmedlem i en masse foreninger. Og som det sidste er jeg smidt ud af Facebook. Men jeg har en hjemmeside www.dengang.dk . Her er næsten 1.500 artikler. Og ca. 130 artikler har forbindelser til det, jeg vil snakke om i dag.

 

Klar og enkelt formulering

Vores kloge statsminister Neergaard sagde jo noget så klar dengang i juli 1920 i Dybbøl:

 

  • Slesvig var i århundrede et hertugdømme for sig selv. Før det blev tysk i 1864 og blev delt mellem dansk og tysk i 1920.

 

Men de ord, er det mange, der ikke har fattet.

 

Det at fortælle historie

Det med historiefortælling er jo lige sin sag. Og det er det jo også med, Grænsedragning, indlemmelse eller Genforening.

Politikere, kunstnere og historikere har udlagt centrale begivenheder grundlæggende forskellig. Det skyldes, at man ser dem gennem forskellige ideologiske billeder. Historien giver på forunderligvis alle ret. Fortællinger er præget af den enkeltes ståsted og pragmatiske brug af historier i nutiden.

Vores forståelse af forhistorien er imidlertid ikke kun formet af politikere og forskere men i stigende grad af medier. Historie er også præget af historikernes ståsted og præget af tolkninger.

 

En kompliceret historie

Den såkaldte ”Genforening” byder også på stor forskel mellem den danske og tyske, samt mellem den sønderjyske og københavnske tolkning. Ja og så kan man også sige i den forbindelse:

 

  • At fejle er menneskelig
  • At give andre skylden er politik.

 

Sønderjyllands historie er kompliceret. Men alt for mange har sprunget over hver gærdet er lavest. Man er kommet med små nødløgne og usandheder hist og her og så håbet, at det så går igennem.

 

Hvad er problemet?

Arveforhold satte grå hår i hovedet på europæiske diplomater. Men se dette kan illustreres af en lille historie fra 1848. Det er over i England, hvor dronning Victoria spørger:

  • Hvad er problemet mellem Slesvig – Holsten og Danmark?

 

Lord Palmerstone havde svaret, at der var kun tre mand, der forstod problematikken:

 

  • Den første var dronningens prinsgemal – Albert – men han er død
  • Den anden er en tysk professor. Han er imidlertid blevet sindssyg
  • Endelig er det Lord Palmerstone selv, men han havde rent faktisk glemt det.

 

Håndgemæng i Tønder

Tænk engang i dag er det et år siden, at folk gik hen og stemte. Det var stormvejr og det sneede. I Tønder startede det med sangkrig. Og det udviklede sig til håndgemæng. Grev Schack blev kaldt til. Han måtte appellere til besindighed.

 

Wo sind die dummen Dänen?

Et år inden havde Landrath Rogge var det lidt irriterende. Han kendte ingen dansksindede. Og han stillede ofte spørgsmålet:

 

  • Wo sind den die dummen Dänen

 

Og de dansksindede i Tønder, blev mødt af de tysksindede med følgende bemærkning:

 

  • Danskepak mæ æ lus i æ nak.

 

Det blev til tysk flertal i Højer, Tønder, Tinglev, Aabenraa, Sønderborg og mange andre steder. Men det blev til dansk flertal.

 

De vil tage æren for det i København

Vi vil helst kalde det for Genforening? Men er det nu også det? Er ordet grænsedragning ikke bedre?

I København, hvor jeg nu bor, vil man helst tage en masse af æren for det, der skete dengang. Men kan de nu det? Den danske regering havde i den grad berøringsangst. Sønderjyderne og den amerikanske præsident redede den danske regering.

Og hvordan kan sønderjyske byrådspolitikere forlange at hjemmetyskere skal tvinges til at anerkende ordet ”Genforening”

Er det ikke kommet lidt for meget glansbillede og selvforherligelse over alt dette her?

 

Var næsten udnævnt til landsforræder

Tænk engang, hvis vi nu havde sagt ja til Bismarck dengang i 1864 ved fredskonferencen i London, så havde vi fået Flensborg. Men du kunne måske godt være at Rens og Tønder var endt i Tyskland.

Og så var det jo også lige en konge, der flirtede med Det Tyske Forbund. Var han landsforræder eller havde han indset at Danmark i den grad var skrumpet ind.

H.P. Hanssen kæmpede fra 1880’erne. Han var vedholdende, og de københavnske politikere kunne ikke lide ham. De synes, at han i den grad var irriterende. Han var realist og så jo, at der kun var ca. 25 – 28 pct. danskere tilbage i Flensborg. Men pludselig blev han jo nærmest gjort til en forræder og måtte ikke tale i Dybbøl.

 

En ordentlig en i Højer

Modsætningsforholdene var til stede. I Højer havde en hjemmetysker været på kro og fået en ordentlig ”Hårbyttel”. Han kunne ikke stå på benene og endte i rendestenen. Et par mænd kom forbi og spurgte om de kunne hjælpe:

 

  • Æ i Tysk essen Dansk?

 

De to måtte indrømme, at de var dansksindet. Så lød svaret fra rendestenen:

 

  • Dann lieber kriechen

 

Gud havde forladt ham

En gammel tysk beboer i Højer troede blindt på Tysklands sag. Han gav i den grad udtryk for sine følelser med ”Die Abtrennung”. I Hans bibel skrev han:

 

  • Min Gid Min Gud, hvorfor har du Forladt os? Sådan skriver jeg og tusinder af gode tysker i Nordslesvig daglig til dig. Vi kan ikke begribe dine uransagelige veje. Vi forstår det ikke, kære Gud. Ag hvilken grund skulle vi tyskere udleveres til de hadefulde danskere og gøre os til sønderjyder.

 

Anton Tysker

 

Efter afstemningen i 1920 og grænsedragningen blev justeret nogle steder blev det for meget for Adolf Ewertsen. Han ville absolut ikke skifte nationalitet. Han blev også kaldt Adolf Tysker. Inden grænsen blev flyttet, boede han i Lydersholm.

Da området blev dansk, pakkede han sine ejendele og flyttede over på tysk side. Han boede så med en ko og nogle får i en jordhule, da han ikke havde råd til at købe eller leje hus. Han blev i 1924 begravet på Ladelund Kirkegård. Og familien betalte i danske kroner og ører.

 

Ikke meget tiltro til danskerne

I Tønder var der både Singverein, Familienverein, Schützenverein og Æ Feuerwehr. De fleste talte sønderjysk i det daglige. De havde ikke så meget til overs for Danmark.

 

  • De hae it mær soldate end Æ feuerwehr i Affenraa

 

Vi gjorde det sammen

Og jo det var Jomfru Fanny fra Aabenraa, der havde forudset, at kongen skulle ride over grænsen på en hvid hest. Og det er jo mange myter om både hesten og Jomfru Fanny. Hun skulle have været en kongedatter. Men historikere har siddet med en kugleramme og regnet ud, at det hvis ikke kan passe. En god vandrehistorie er dermed forsvundet.

En kilometer før grænsen steg kongen op på en hest ved navn Malge Tout, som oversat er det samme som ”Trods alt”. Det var en hvid hest, nej var ikke en Albino, sådan noget findes ikke i hesteverdenen. Man havde ikke brugt kalk, måske noget pibeler. De kongelige stalde havde ingen hvide heste på det tidspunkt. Man havde lånt den fra Visborggård.

I 1921 fik den dårlige ben og måtte skydes. Man talte om at udstoppe den, men det ville koste den fyrstelige sum af dengang 12.000 kr. I stedet lagde man en stor sten over dens grav. Og kongen havde været oppe at tale med den:

 

  • Vi gjorde det sammen

 

Ja sådan sagde han til den. Det var hvis heller ikke den hest, der smed ham af. Under hans tur i Sønderjylland var han mærket af et styrt. Man kunne tydelig se ham halte.

 

Den tyske præst i Højer

 

 

Den lille pige, der sad oppe hos kongen, var ikke særlig glad for det. Hun fældede så mangen en tåre. Det var den senere tyske præst, Pastor Braren i Højers plejedatter, Johanne. Denne præst havde det sandelig ikke let, da der kom en dansk præst til Højer.

Pastor Rolfs var ham som Braren efterfulgte. Han havde været meget populær. Men det var Braren vel også, og han mente, at han var både dansk og tysk præst. Men da den danske præst så kom, så ville menigheden, der også havde tysk flertal sandelig ikke hjælpe den danske præst med en bolig. Så måtte direktøren for Højer Tæppefabrik købe en bolig til ham.

Kongen mente ellers, at Johanne var meget tillidsfuld. Han holdt kontakten ved lige. Og ved hendes konfirmation fik hun et kongeligt halsbånd.

 

Kongen kom da også til Burkal

Selvfølgelig kom kongen også til Burkal. De dansksindede havde travlt. I løbet af natten blev der rejst en æresport. Og da tiden nærmede sig var de to lærere og børnene styrtet til landevejen. Pastor Schwartz skulle byde velkommen. Han gik frem og tilbage.

Over på den anden side bag hækken havde de tysksindede taget plads. De ville da også lige have et glimt af kongen. Men de ville dog ikke helt vise sig frem.

En bil dukkede op, alle børn tog plads. Men ak. Det var skolekonsulenten. Endnu en bil i det fjerne. Den funklede i solen. Det måtte være den. Tilbage i opstillingen. Det måtte da være kongen. Men ak nej. Det var grev Schack. Og hvad lavede han her. Han skulle jo senere på dagen tage imod på Schackenborg.

Men et par minutter efter kom kongen og følge. Han var i admiralsuniform. Pastor Schwartz fra Holsten holdt tale på dansk. Og kongen sagde tak for troskab gennem årene. Nogle af børnene fik et kongeligt håndtryk. Og efter et kvarter var det hele overstået. Kongen med følge tog retning mod Store Jyndevad og Rens.

Først i oktober 1920 blev et skilt fjernet, hvor der stod ”Dorf Burkall, Kreiss Tondern” fjernet. Her boede danskere og tyskere side om side. Ja tyskerne hed også Nissen, Petersen, Nielsen, Hansen og Lorentzen. For udefrakommende var dette en overraskelse.

Skolen i Burkal var forsømt. Der var to klasser med 60 elever i hver. Førstelærer Hansen kunne fortælle dengang en preussisk embedsmand var på besøg engang. Han åbnede vinduerne på en måde, så glasset faldt ud af rammen:

 

  • Wo man hin sieht, und wo man hingreift, Lauter Trümmer.

 

En søndag I november 1920 blev en sten afsløret ved indgangen til kirkegården. Det var til minde om dem fra sognet, der faldt i krigen. Pastor Schwartz talte igen på dansk. Og førstelærer Hansen, der var født i Sønderjylland, talte tysk.

 

Kongen havde lange ører

Da kongefamilien kom til Tønder lovede den tysksindede borgmester Olufsen loyalitet over for Danmark. Man flagrede med Dannebrog fra kirketårnet. I første omgang havde man ikke turdet at spørge det tyske flertal om lov. Men de havde nu intet imod det.

To hjemmetyske piger stod og snakkede på Torvet:

 

  • Kug mahl – Der König hat grosse Ohren

 

Pludselig vender kongen sig smilende om til de to piger:

 

  • Ja mit grossen Ohren kann er alles höhren

 

Vi kommer igen om fem år

Den 14. juni 1920 kørte det første danske tog fra Tønder til Bramming. To dag efter rejste det tyske personale og 10 lokomotiver med afrejse fra Marchbahnhof og nu Tønder H. Man lod alle piber dampfløjterne pibe på en gang. På siden af alle lokomotiver var hægt store plakater med teksten:

 

  • Vi kommer igen om fem år

 

Den tyske stationsforstander overlod kassen til sin danske kollega. Den var tom. Et glas portvin blev der drukket. Man var høflige over for hinanden. Men tyskerne trak sig hurtig tilbage. Næsten alt på stationen manglede, det så noget ramponeret ud.

Et par dage efter blev de røde postkasser overmalet af tysksindede i byen.

 

De tysksindede ville udvandre

Det første valg efter ”Foreningen” gav de dansksindede tre ud af atten stemmer i Byrådet. Disse tre nægtede at tale tysk efter 1920. Det fik skræddermester Petersen til at rejse sig i vrede. På tysk forkyndte han:

 

  • Jeg forstår ikke dansk. Må jeg få en tolk. Jeg opfordrer alle de tysksindede til at udvandre fra salen i protest.

 

Det var lidt af en kattepine for Højer, at få besøg af kongen. Byrådet skulle i mindste detalje godkende hele talen som borgmester Johansen hold på tysk.

 

Laust på en kongelig køretur

Da kongen havde været i Møgeltønder og Højer skulle han til Skærbæk. Men han gjorde lige holdt i en lille landsby, hvor en af de gamle bønder, Laust stod og ventede. Han fik lige hilst på kongen:

 

  • Godaw Hr. Kung – I ku vel it køe så sinne så æ kla føl mæ i æ hestwun. Æ vil gern råf hurra i Skærbæk.

 

Ja så sørgede kongen for, at Laust fik plads i en af de kongelige følgebiler. Og det glemte Laust aldrig, at han havde været på en kongelig køretur.

 

Det er noget galt

Det der bliver fejret kan ikke kaldes genforening. Det er snarere en grænserevision. Men for mange dansksindede kan det måske tales om en mental og kulturel Genforening. Men når dagblade påstår, at man bare kan kaste jura væk og kalde det for Genforening, så er det noget galt. Andre gør så opmærksom på, at der nogle år før indførte Danmark en Helstat, og at Slesvig Holsten var en del af dette. I århundrede var området underlagt det danske kongerige. Derfor kan man kalde det for Genforening.

Det er statsretslig helt forkert og husk lige Ribe brevet fra 1460.

 

Ribe – brevet

Godt nok talte man om begrebet ”evig udelt” Men det var de holstenske grever, der satte dagsordenen. Kongen fik at vide, at han skulle regere kongeriget, Holsten og Slesvig for sig selv. Og hvor meget magt havde han egentlig. Det var tre forskellige slags jura. Det lykkedes aldrig at få en grundlov til at dække alle områder.

Og de holstenske grever købte jorder overalt. De gjorde ikke meget selv for at holde området ”evig udelt”. Og en anden ting er også, at Ribe – aftalen jo egentlig kun var en håndfæstning, der gjaldt så længe kongen levede. Det har historikere i hvert fald påpeget.

Man kan vel godt forstå Slesvig – Holstenerne, at de tager sådan et brev frem og bruger i deres frigørelsesproces. De ville jo også gerne frigøres 100 pct. fra en enevældig dansk konge.

 

Ikke alle har fundet ud af det

Det er nok det man kalder ”Historieløshed”. Og tolkningen er ikke problemfri. Hvad var det lige statsminister Niels Neergaard sagde 11. juli 1920 i Dybbøl:

 

  • Vi taler om Genforening. Sagen er, at aldrig i vor tusindårige historie har Sønderjylland været et med Danmark. Først nu sker det med Sønderjydernes egen lykkelige vilje.

Som historiker viste Neergaard også, at før afståelsen til Preussen og Østrig i 1864 efter nederlaget i 1864 ikke var en del af kongeriget Danmark, men indgik i et selvstændigt hertugdømme, Slesvig med en kompliceret historie mellem dansk og tysk.

Om ikke i tusind år, så dog siden 1232. Men se det har københavnere og journalister glemt. Men Neergaards tale er bevidst blevet undladt.

Journalister og andre har også glemt, at det ikke var gamle feudale ting, der blev genoptaget. Vi skal da heller ikke glemme, at Slesvig sammen med Holsten og Lauenborg før 1864 havde en lang tid sammen med danske konger som lensherrer, men stadig så tilhørte disse landområder jo ikke den danske stat og det gjorde det heller ikke, fordi at man kaldte det helstat.

 

Det var i dag for 100 år siden

Læg mærke til, hvad Neergaard også sagde. Et stort flertal af vælgere stemte Nordslesvig/Sønderjylland til Danmark. Og det er i dag for 100 år siden. Det ar en dag med masser af sne og blæst i luften. Det var en dag, hvor der var ballade i Tønder. Tysk – og dansksindede var ved at komme op at slås. Til sidst måtte Grev Schack henstille til at folk beherskede sig.

 

Tyskerne mente, at det var udemokratisk

Tyskerne og de tysksindede nordslesvigere har traditionelt set grænsedragningen i 1920 som Nordslesvigs afståelse (abtrennung). Ved at bruge vendingen ”afståelse” har man sproglig set karakteriseret grænsedragningen i 1920 som en påtvungen begivenhed. I de første årtier efter 1920 afviste man den dansk – tyske grænse som en del af ”Fredsdiktatet” fra Versailles. Dette skyldtes vel også, at de anså, at afstemningsmetoderne var udemokratiske. Fremgangsmåden mellem 1. og 2. stemmeområde var også forskellig.

Det tyske mindretal mente at afstemningsformen var forkert og resultatet blev derefter. Da grænsen ikke kunne ændres af demokratisk vej, syntes Det tyske mindretal at de blev et let bytte af en udemokratisk påvirkning.

Fra dansk side, var man skuffet over, at tyskerne ikke ville anerkende grænsen før 1945. men man gad ikke rigtig at sætte sig ind i, hvorfor.

 

Tyskerne ville have Tønder igen

H.P. Hanssen havde i grunden garderet sig. Han sagde:

–  at der bag denne grænse ville være et tysk mindretal, men ikke så betydelig at det kunne true Danmark.

Dette førte også til at man fra Berlin krævede at få Tønder tilbage til Tyskland. Den klare anerkendelse af grænsen kom først efter 1945.

Ja se det var jo allerede i 1891, at det blev bestemt, at Tønder selv om det var tysk, skulle blive i Danmark. Allerede dengang havde H.V. Clausen udtænkt sig den såkaldte Clausen – linje. Og hvorfor skulle denne linje lige se sådan ud. Ja Clausen mente, at

  1. Hensyn til selve sydslesvigerne
  2. Hensyn til os selv
  3. Af hensyn til de danske sønderjyder.

Syd for grænsen – i Flensborg – følte man sig efterladt og udleveret til tysk styre, da de danske agiterer og tilrejsende vælgere forlod byen.

 

Det blev til to udkantsområder

En velstående og sammenhængende region blev pludselig reduceret til to periferier i hver deres nationalstat. Sønderjylland og Sydslesvig gled længere og længere fra hinanden. Endnu i 1840’erne var det jo et blandingssamfund af tyskere og danskere – ja da kunne man endnu kalde sig slesvigere. Dengang sigtede erhvervslivet mod syd.

Hvor hørte Nordslesvig i grunden hen indtil da – sprogligt, statsretslig og sindelagsmæssigt? Man havde en slesvigsk identitet., som hverken hørte til det ene eller anden sted. Nu skulle man så pludselig til at tænke over om man følte sig dansk eller tysk. Slesvigske mellemtoner var pludselig forbudt. Som mange har påstået, så følte et flertal sig dansk. Nej det gjorde man ikke på det tidspunkt.

 

Der var andre grænser

Der var også andre grænser. Kirkelige, retslige og sproglige grænser. Dengang talte slesvigerne højtysk, plattysk, sønderjysk, rigsdansk, øfrisisk og fastlandsfrisik.

De identitetsmæssige grænser gik midt igennem landsbyen. Det handlede om traditioner og indivisuelle valg.

Hver deres mindretal arbejdede på at flytte grænsen enten længere mod syd eller længere mod nord. Ja sådan var det først langt senere

Slesvigs indbyggere følte sig endnu i begyndelsen af 1840’erne overvejende som slesvigere. De levede fredeligt sammen, hvad enten man talte sønderjysk, plattysk, højtysk eller frisisk.

 

Var det Slesvig – Holstenernes egen skyld?

Måske var det den Slesvig – Holstenske bevægelses egen skyld, der tvang slesvigerne til at bekende kulør – Er du dansk eller tysk? Man glemte eller Slesvigere? Bevægelsen førte en meget aggressiv kampagne. Og oprøret i Rendsborg blev i de danske historiebøger markeret som landsforræderi.

De nationale fortællingers helte – foregangsmændene for de to bevægelser – bliver her til skurke, til demagoger, som påtvang slesvigerne deres nationaldrøm og fjendebilleder.

 

Scavenius ville ikke have, at de allierede blandede sig

Efterhånden stod det klart at tyskerne ville tabe Første Verdenskrig. Danskerne kunne vel ikke gøre så meget. Hvis man henvendte sig til den tyske regering inden kapitulationen ville det være et brud på den danske neutralitet. Fra England fik man at vide, at man her ville opfatte en grænseaftale som dansk støtte til Tyskland. Men nu var det også andre årsager til at den danske regering forholdt sig i ro og foragtede de oprørske dansksindede i Nordslesvig. Man ville ikke genere den tyske nabo.

Scavenius var ikke meget for, at de allierede skulle blande sig i grænsespørgsmålet. Det måtte Danmark selv klare, men udspillet skulle komme fra tysk side.

 

Englænderne skulle aflevere nogle kolonier

Han var vores udenrigsminister fra 1913 – 1920. Allerede i sommeren 1913 var der et problem. Mange dampere fra Danmark blev nægtet landingstilladelse i Sønderborg. Men Scavenius gjorde ikke noget ved det. Man skulle ikke genere den store nabo.

I 1914 manede han de dansksindede nordslesvigere til ikke at fejre 50 året for 1864 så højt. Det skete samtidig med at de tysksindede nede i Sydslesvig skreg:

  • Dänen heraus
  • Deutschland bis Skagen

Den 10. februar kom Scavenius så med et meget overraskende forslag, at der skulle laves en overenskomst mellem England og Tyskland, at vi skulle have Nordslesvig tilbage mod at englænderne så afleverede nogle af de kolonier som de havde taget af tyskerne. Historien melder ikke rigtig noget om, hvad englænderne syntes om dette.

 

Hvem var den ”røvede” part?

Det står ikke i de danske historiebøger, at tyskerne allerede første gang henvendte sig i 1915 om ”Slesvig – spørgsmålet”. Dengang mente tyskerne, at Als ikke kunne komme til Danmark, for man havde brug for en flådestation i Sønderborg.

Det står heller ikke i historiebøgerne, at man fra dansk side nogle år senere tilbød Årø til tyskerne, og man fra dansk side mente, at man sagtens mente, at tyskerne kunne opbygge en flådestation her. Gad vide, hvad englænderne sagde til dette forslag.

 

Væn jer til at være Germanere!

Det står heller ikke i de danske historiebøger, at den danske gesandt i Berlin, Grev Moltke i en række artikler havde mente, at beboerne i Nordslesvig burde vænne sig til at blive germanere. Det var så sent som i 1919.

 

Fortæller historiebøgerne det rigtige?

Bliver vi ved historiebøgerne, så fortæller de tyske historiebøger, at inden Slesvig – Holsten har tilhørt det tyske rige siden Karl den Store ind til Konrad den Anden i 1015 forærede danskerkongen hertugdømmet.

Men se i 811 fastslås Ejderen som grænseflod mellem Frankerriget og det danske kongerige. Kulturgrænsen lå lidt nordligere ved Dannevirke.

 

Hvad nu med Socialdemokraterne?

Ja selv Stauning kunne fortælle sine tyske kollegaer, at de ikke bakkede de dansksindede oprører op i Sønderjylland. I 1926 fortalte har i Husum, at Socialdemokratiet altid havde bakket de dansksindede op i deres krav. Og Stauning sagde også den 9. juni 1917 i et en tysk avis, at Amerikas krig var kapitalisternes krig, og deres indtog ville forsinke freden. Det var måske heller ikke den mest heldige kommentar.

Ja og den 18. oktober 1918 sendte han et yderst hemmelig brev til Friederich Ebert med overskriften ”Lieber Genosse” Officielt eksisterer dette brev ikke.

 

H.P. Hanssen og de københavnske politikere

Slagordet var selvbestemmelsesret. H.P. Hanssen mente at § 5 stadig var gældende og holdt på dette hele vejen. Men det var nok ikke noget juridisk belæg for dette, men dog moralsk belæg. Denne § 5 stammede fra Prager – freden i 1866.

Det varede lige lovlig længe inden den danske regering støttede dette. Men det gjorde den amerikanske præsident Wilson i hans 14 fredsforslag til Versailles – freden. H.P, Hanssen stod også fast på dette, da han talte i den tyske Rigsdag.

H.P. Hanssen havde det nu heller ikke let med de københavnske politikere. Kemien mellem ham og Zahle var ikke særlig god. Og kongen kunne nu heller ikke lide ham. Men det skyldte jo nok at deres syn på Flensborg var ganske forskellig.

Gang på gang efterlyste han initiativ fra de københavnske politikere omkring Nordslesvig. Og de svarede ham i begyndelse, at de ikke ville forhandle med tyskerne, og at tyskerne sikkert ville tage sig dyrt betalt.

Men i Versailles var der bestemt ikke dansk enighed. Vi havde Flensborg – bevægelsen, der ville have Flensborg med selv om der kun var ca. 25 pct. danskere der i 1920. i 1864 og 1867 så det helt anderledes ud. Men efterhånden så fortrød Venstre og Konservative også deres støtte til Aabenraa – folkene og H.P. Hanssen.

 

Hvad er ”Historisk ret”?

Ja så var der også Ejder – bevægelsen, der mente, at Danmark havde historisk ret til det områder, selv om der nu var et overvejende tysk flertal i området. Og tænk engang i dag er der stadig folketingsmedlemmer, der mener, at Danmark skal gøre krav på dette område.

Nationalister mobiliserede en ”en historisk ret” til et landområde. De kaster typisk deres brutale kærlighed på områder, hvor de selv er i mindretal. Den nationalistiske galskab er i grundet meget godt fremstillet i Herman Bang’ s pragtfulde roman, Tine.

 

Myterne trives endnu

Myterne bruges flittig endnu i dag til at fordreje kendsgerningerne. Skolebørn og københavnere har fået at vide, at de andre syd fra både i 1848 og 1864 forsøgte at røve Slesvig fra Danmark.

Men begge krige startede faktisk med at ”Kongeriget Danmark” forsøgte at ”indlemme eller røve Slesvig uden at via en fredelig folkeafstemning, at spørge, om de synes om dette.

Ja det er faktisk ikke mange der ved det, men den danske regering havde planer om en skandinavisk stat før 1864. Det skulle så have været med en svensk konge. Selv om vi vandt den første Slesvigske Krig, var det barske fredsbetingelser. Vi kunne ikke engang selv bestemme, hvilken konge vi ville have.

Og hvor stort et beløb fik Augustenborgerne i grunden for at holde deres mund. De mente nemlig, at de havde krav på kongetronen?

 

Slesvig Holsten blev til noget for sig selv

Hverken den traditionelle tyske eller danske del af historien er sand. Begge versioner er unuancerede og ensidige.

I 1232 var Valdemar Sejr stærkt optaget af, hvad der skulle ske med Danmark. Men det kneb med at fastholde vores landsdel. Abels familie holdt sammen om Sønderjylland, ja det hed det dengang, landet mellem Kongeåen og Ejderen. Området blev mere og mere selvstændig.

Slesvig – Holsten blev til noget for sig selv- Dette skyldtes konger og hertugers politi – eller mangel på samme. Tysk sprog og kultur voksede frem også efter 1460. ja egentlig hører vi allerede om et hertugdømme fra Ejderen til Kongeåen allerede i 1170, men i 1232 var det i hvert fald ikke mere dansk.

I 1336 betegnede hertugen over for paven, at hertugdømmet var et selvstændigt område.

 

Dansk blev opfattet som ”Bondsk”

Både fra dansk og tysk side har man brugt sproget for at få magt. I 1850 gik det op for den danske konge, at der nok var mange tysksprogede i Sydslesvig. Nu skulle de tvinges til at tale dansk. Man indførte det såkaldte ”Sprogskript”

I hele 1700 – tallet talte den danske adelsmand og alle dem, der gerne ville være fine:

 

  • Fransk med konen
  • Tysk med tjenestefolkene
  • Dansk med hunden

 

Tysk var i lange tider et vindersprog hos myndighederne og på hoffet. Dansk blev opfattet som bondsk. Og dette gentog sig på en måde i 1888, hvor tysk blev indført som administrations – og retssprog i hele Slesvig. Dansk blev forbudt.

Jeg kommer til at tænke på de tapre bønder ude i Emmerske. De påstod, at de ikke kunne forstå tysk. Så ville man have, at de skulle møde til dansk gudstjeneste meget tidlig om morgenen. Man truede med at hente dem med militærmagt. Men de vandt. De fik et bedehus med Brorson som præst.

 

Store omkostninger for Nordslesvigerne

De fleste københavnere tror, at Nordslesvig var dansk før 1864. De er ikke klar over, at 30.000 nordslesvigere gik i krig for kejseren og tyskerne.

 

  • Omkring 7.000 vendte hjem som krigsinvalider
  • Omkring 4.000 tilbragte kortere eller længere tid i fangenskab
  • Omkring 5.270 kom aldrig hjem igen
  • De efterlod 1.500 enker
  • De efterlod 5.000 faderløse børn

 

Det blev dyrt

Efter 1920 var der for første gang overensstemmelse med den danske stat og det danske folk. Det moderne demokrati kunne starte op. Men det gik nu ikke så hurtig som historiebøgerne beskriver.

Det kostede den danske stat 300 mio. kr. i 1920 – priser, at bygge Nordslesvig op. Nordslesvig havde en hel nedslidt infrastruktur. Den danske stat måtte optage et ”Genforeningslån” på 145 mio. kr. Man besluttede også at anvende overskuddet af salget af De Vestindiske Øer til at finanserne en del af projektet.

Det var jo bestemt ikke fryd og gammen det hele, vi fik sindelagskontrol og splittede familier. Det mærkede begge mindretal.

 

Tilskud til mindretallene

Efter 1920 indså tyskerne, at man ikke kunne konkurrere økonomisk, men det kunne man så til gengæld kulturel. Så begyndte man at give støtte til de tysksindede nord for grænsen. Ja og det samme syd på. Der bliver aldrig sat spørgsmålstegn ved tilskuddene til de dansksindede syd for grænsen.

Den såkaldte ”Genforening” var måske ikke helt så smertefri som den bliver gengivet overalt. Den 18. – 19. juni 1921 var der Heimatfest i Tønder. De tysksindede havde set frem til den dag. Det var med oprørssangen ”Schleswig Holstein mehr umschlungen og Oprørsfanen i spidsen. Men også med smædesangen:

 

  • Wir wollen keine Dänen sein.

 

Folketingsmedlem Schmidt holdt en kamptale for den tyske ungdom. 1.500 mand var med i marchen gennem byen og ud til det gamle stadion ude på Dragonvej. Men i spidsen gik danske soldater og forsøgte at overdøve tyskerne med danske nationalsange.  Militæret blev efterfølgende svinet til i de tyske medier.

 

Man ville have grænsen mod nord

Den 12. januar 1923 udtalte overborgmester Todsen i Flensborg, at han heller havde set grænsen flyttet længere nord på, for nu ville Sydslesvig blive besat af danskere ned til Ejderen.

Rigsindenrigsminister Karl Jerres havde på en messe i Kiel i 1924 omtalt, at Nordslesvig blev røvet fra Slesvig Holsten og han forkyndte at:

 

  • Die Zeit der Wiedergutmachung kommt.

 

Forsvinder  Sønderjylland igen?

Dengang hed det ”De Sønderjyske Landsdele, og så kom det på et tidspunkt til at Sønderjyllands Amt, men heller ikke i dag må vi sige Sønderjylland. Det hedder Region Sydjylland. Ja under prøjser – styret blev man straffet, hvis man sagde Sønderjylland.

Og det minder mig så igen om Tønder Kommuneskole, hvor vi fik at vide af viceskoleinspektør, der også var en ivrig lokalhistoriker, Werner Christiansen også kaldet Webbers, at vi ikke måtte tale sønderjysk i timerne.

 

  • Tak for jeres tålmodighed og fortsat God Afstemningsfest.

 

Kilde:

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk er der 1.498 artikler herunder 125 artikler under Indlemmelse, Afståelse og Genforening

 

 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Indlemmelse, Afståelse, Genforening