Søgeresultater på "Ribe"
Dato: maj 16, 2022
En Kejser i Haderslev
Prøjsen forsvandt fra landkortet i 1947. Og Prøjsens styrke voksede. Wilhelm den første blev udråbt som Kejser. Wilhelm den Anden flygtede til Holland. Statuen/Kejseren fik en sæk over hovedet. Det ham med kindskægget Fra Museets Gårdhave til Sønderborg Slot. Det tyske Borgerskab tog initiativet. I skjul hos Bürgerverein. Alle muligheder for at hade statuen. Statuer blev omsmeltet. De store kejserfester.
Prøjsen forsvandt fra Landkortet i 1947
De flittige læsere af vores side, har sikkert også læst vores artikel om Istedløven. Den måtte også flytte mange gange. Det samme er overgået vores hovedperson i denne artikel.
Tænk engang, Prøjsen forsvandt først fra landkortet i 1947, da det gamle Tyskland blev delt op i zoner mellem øst og vest. Men betegnelsen Prøjsen overlevede i grænselandet. Ofte hører man begrebet ”æ prøjsere”.
Prøjsens styrke voksede
Som enhver dansker bør vide, så var det Bismarcks stærke Preussen, der gjorde det af med Danmark ved Dybbøl, og de kongelige hertugdømmer hele vejen fra Kongeåen til Hamborgs bygrænse.
Hertugdømmerne og dermed Nordslesvig blev en prøjsisk provins og dermed en del af det tyske kejserrige. Jo allerede den 18.1.1701 fik den brandenburgske kurfyrste, kronen på hovedet som kong Friedrich af Preussen/Prøjsen
I århundreder voksede Preussens styrke på det europæiske kontinent med militær kraft og effektiv og ubestikkelig øvrighedstro administration.
Wilhelm den Første blev udråbt som kejser
Det begyndte med krigen mod Danmark i 1864, så fulgte opgøret med Østrig og det habsburgske Østrig i 1866. Bismarck fik vist hvem, der var stærkest, og siden kom turen til Frankrig, den krig vandt Bismarck i 1871. Nu var det så vidt, at Bismarck kunne udråbe den preussiske kong Wilhelm til kejser over et forenet Tyskland, som forenede en stribe enkeltlande i et kejserrige. Og disse lande følte sig i den grad trykket det dominerende Preussen.
Wilhelm den Anden flygtede til Holland
Siden endte det med Den Første verdenskrig 1914 – 1918. Kejserriget gik nedenom og hjem. Kejser Wilhelm den Anden flygtede til Holland og fik asyl. Der hvor kejserriget var blevet udråbt et halvt århundrede før, i Versailles, foregik nu fredsforhandlingerne, som også førte til folkeafstemningen i Nordslesvig/Sønderjylland.
Rundt om i Sønderjylland stod stadig statuer og markerede kejserriget. Således også på Haderslev Torv/Søndertorv. Der havde han/den stået i årtier – Kejser Wilhelm den Første.
Statuen/Kejseren fik ”en sæk over hovedet”
I overgangstiden før 1920 rykkede franske tropper ind i Haderslev for at være med til at sikre ro og orden. Flertallet af befolkningen i Haderslev mente ikke at man kunne byde disse franske tropper, at de skulle møde denne kejser Wilhelm på Torvet. Og så ovenikøbet den Wilhelm, som var blevet udråbt som kejser på fransk jord.
Man var bange for at de franske alpejægere måtte få et traumatisk forhold til statuen.
Nu kunne man ikke sådan lige skubbe ham væk. Han vejede trods alt 720 kg. Han stod ret fast på sin sokkel. Man valgte derfor en ”smart” løsning. Han/den fik en sæk over hovedet.
Det var ham med kindskægget
Og minsandten så blev tildækningen fjernet af tre mænd. De blev senere pågrebet. Den ene blev truet med udvisning. Straks efter afsløringen blev statuen igen tildækket
Og for at du ikke skal være i tvivl, så er det ham med kindskægget – ikke Wilhelm den Anden, ham med cykelstyrskægget og Første Verdenskrig.
Fra Museets gårdhave til Sønderborg Slot
Siden 1989 levede kejserriget videre i Haderslev Museums gårdhave. Det lyder så flot. Men han/det stod bag et arbejdsskur pakket ind i græs og brændenælder, tilsyneladende skrottet og parat til en omsmeltning. Han havde trods alt regeret fra 1861 til 1888
Men atter engang skulle han/den på en rejse.
Og det var i 2012. Nu skulle han/den trods alt komme til at stå i en slotsgård på Sønderborg Slot.
Og måske skal han/den i fremtiden slæbes op af trapperne, eller måske er det lettere at han/den bugseret ind ad et vindue. Ja det skete faktisk. Nu står den/han i tørvejr på førstesalen på Sønderborg Slot.
Det tyske borgerskab tog initiativet
Det var byens tyske borgerskab, der havde taget initiativ til at rejse statuen ved indkørslen i byen sydfra. Det skulle ske under pomp og pragt. Det var den 12. september 1890. To år tidligere døde han og hans barnebarn overtog nu tronen.
En festdag var forberedt. Skolebørn var udkommanderet. Men ingen af de dansksindede havde tænkt sig at fylde siddepladserne. Tre ud af fem danselokaler blev afbestilt.
Men kejseren kom dog op på sin sokkel. Det var en sokkel eller en fodstøtte af granit. Han skulle minde de nordslesvigske undersåtter om de politiske realiteter.
I skjul hos ”Bürgerverein”
Men da Hadersleben ikke blev til Haderslev skulle statuen fjernes. Det skulle ske på sønnesønnen Wilhelm den Andens fødselsdag den 27. januar. (1920). Arbejdet samlede hele dagen en masse tilskuere. Og da stuen endelig kunne anbringes på en blokvogn, lød der store hurra – råd.
Alle muligheder for at hade statuen
Trods alt var der ca. 30.000 danskere der tvangsmæssigt var blevet indkaldt som tyske soldater i Første verdenskrig. Cirka 5.300 af dem døde i skyttegravskrigen. 1.500 danske kvinder blev enker. 5.000 danske børn mistede deres fædre. 7.000 danske mænd levede videre med fysiske skader. Og endnu flere havde ganske givet fået traumatiske lidelser.
Mange danske sønderjyder havde al mulig grund til at hade denne statue og alt, hvad den symboliserede. Og statuen blev kørt på en vogn til det tyske forsamlingshus for enden af Slotsgade:
Der stod han/den så til 1945, hvorefter den blev stillet op på Haderslev Museums grund og siden nærmest glemt. Man opdagede den igen mere eller mindre tilfældig i løbet af 1981.
Statuer blev omsmeltet
Så blev den anbragt i en lade, indtil den i 1989 blev anbragt i museumsgården.
Da han/den så igen var blevet rejst uden sokkel i museets gård var rift om denne bronzestatue. Overalt var disse statuer blevet omsmeltet under de to verdenskrige.
Tyskerne havde brug for metal til fremstilling af våben. Derfor blev metal og bronzestatuer samlet ind over hele Tyskland. Og alt i den daglige husholdning blev indsamlet. Ja selv kirkeklokker blev indsamlet. Der var bud efter kejserstatuen. Men freden indtrådte inden.
De store Kejserfester
Og se dengang afholdt man ”kejserfester”. Skolebørnene skulle møde op i deres bedste tøj. Og de skulle også gå til gudstjeneste. Den ene dag om året blev der brugt penge på fine flødeskumskager.
Men inden Sønderborg Slot nu får ejerfornemmelser, så skal det lige nævnes at statuen stadig tilhører Haderslev og Kommune og at den stadig er til låns.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: maj 13, 2022
Kolonihaverne i Aabenraa
Det er mange år siden, jeg besøgte stedet. Lensgreve Carl von Hessen startede det hele. Byrådene var langsomme om at regere. Et ”Have – møde” fandt sted i Aabenraa i 1822. Man valgte et helt andet område. Gottorp rykkede på svar fra Aabenraa. I 1829 var kortet færdig. Vedtægter/regulativ på 14 punkter blev vedtaget. I 1833 bestod kolonien af 39 haver. Man førte regnskab med, hvad der blev udvundet. Havekolonien Hjelm blev fredet i 1979.
Mange år siden, jeg besøgte stedet
For ca. ¾ år siden blev jeg bedt om at holde foredrag i en kolonihaveforening ved Lersøen. Det var en kæmpe oplevelse. Efter kun efter 15 min.’ s cykeltur havner man nærmest i en oase. En stor grøn plet midt i storbyen.
Men egentlig er det jo kolonihaverne ved Hjelm Skov, der er mest interessant. Og disse kolonihaver eksisterer stadig i bedste velgående. Men her var jeg hvis sidste gang for 35 år siden.
Lensgreven startede
Lensgreve Carl von Hessen var statholder i Hertugdømmerne i første halvdel af 1800 – tallet. Han lod i 1806 anlægge koloni – eller nyttehaver anlægge ved Kappel i Angel. Måske gav dette hans svigerfar Frederik den Sjette anledning til at udstede en kancelliskrivelse af 4. marts 1826. Her henstiller han til byerne at stille jord til rådighed for borgere til dyrkning af ”havesager”.
Det var for at modvirke lediggang og drikfældighed. Måske også for at fattige kunne få en vis grad af selvforsyning. Lensgreven konstaterede:
Byrådene reagerede kun i ringe grad
Byrådene reagerede dog kun i ringe grad på denne henvendelse. Men i 1828 blev den kongelige skrivelse udsendt i lidt skrappere form. I de følgende år blev der anlagt fritidshaver i et stort antal købstæder i Hertugdømmerne.
Men det var ikke så mange af haverne, der bestod så længe. Mange betragtede det som en form for fattighjælp. Og mange af disse haver førte en kummerlig tilværelse.
Et møde i Aabenraa – i 1822
I Aabenraa ville man gerne hjælpe. Den ”Befuldmægtigede Justitsråd” Otte Havde allerede et møde den 1. juli 1822 med byens tillidsmænd. Man kom frem til at byen ikke havde noget land, der var ”Tjenligt” til ”Gemüsegarten” eller til dyrkning af kartofler.
Men byen nød græsningsret i Sønderskoven og Nørreskoven. Måske kunne måske anvende disse jorde. Jordens beskaffenhed egnede sig fortrinlig til havedyrkning. Men man skulle først have ”Forstvæsnets” tilladelse. Byen ville samme efterår begynde med indhegning og ind-digning.
Et helt andet område
Men det blev dog ikke disse stykker jord, der blev anvendt til kolonihaver. Det blev derimod et stykke jord ved Helm Skov. Det var antagelig et stykke jord, som man i 1790 havde fået i bytte for en del af græsningsretten i Sønderskoven. Egentlig skulle det have været anvendt til Skytteselskabets skydninger.
Man rykkede på svar fra Gottorp
Men egentlig varede det længe, inden det hele var klar. Der foreligger en skrivelse fra Statholderen på Gottorp af 20. januar 1825, hvori man beder om oplysning om, hvad der er gjort ”for at indrette urtehaver for de fattige, og hvorledes sagen trives”.
I 1829 var man færdige med at tagne kort
Myndighederne i Aabenraa svarede meget undvigende. Først den 19. april 1828 var man nået dertil at udlægge tre tønder land til ”Havekolonier”. Og først den 31. januar 1829 var landmåler D. Dietrichsen færdig med at udfærdige kort m.m. over det stykke, der skulle bruges.
Vedtægter/Regulativ på 14 punkter
I 1831 var der udfærdiget et regulativ, der rummede følgende hovedpunkter:
I 1833 bestod kolonien af 39 haver
Under disse forordninger meldte en del fattige sig for at få haver udlagt. I 1833 bestod Kolonien ved Hjelm af 39 haver. Måske skal det lige nævnes at vedtægter og regler er anderledes i dag.
De ældste kolonihaver i Danmark
I Aabenraa holdt man fast ved haverne. De kaldes i dag for ”de ældste kolonihaver i Danmark”. Det var dengang at prydbuske ikke velanset. Haverne var ikke beregnet til luksus.
Magistraten ansatte i 1831 ligefrem en opsynsmand står der i nogle kilder. Andre nævner, at udvalg hver fredag inspicerede haverne dog kun i sommertiden. Man skulle finde ud af om haverne blev passet ordentlig. Man foretog også en optælling af høsten.
Alt dette høstede man
Den samlede høst fra de 39 haver dengang udgjorde i 1833 følgende mængder:
Havekolonien blev fredet i 1979
Kommunen ejede også kolonihaver på Lindsnakke, ved Lindbjerg, ved Tønder-Landevej samt ved Svinget. Men det var først senere disse haver kom til.
Gartner Anders Nielsen fra Vestergade var en af de første brugere. Han begyndte at plante frugttræer.
Denne havekoloni i Aabenraa blev fredet i 1979.
Historie tilbage til frihaverne
Der findes forskellige slags kolonihaver. Men kolonihaverne her ved Skyttegården har rod i enevældens fattighaver. Disse ”hauge-kolonier” var ofte til uformuende familiefædre efter hjælp til selvhjælp – princippet. Frihaverne eller ”fattighaverne”, som de blev kaldt, havde også en opdragende effekt. Havekolonien Hjelm kan føre sin historie tilbage til frihaverne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: maj 11, 2022
Den Franske Skole – på film og bog
Vi har været i biografen og se ”Skyggen i mit øje”. Det er en spændende og intens film. Dramatisk, rørende og medfølende. Måske har følelserne fået overhånd? Det var de ”gode”, der skabte katastrofen. ”Glem det og smil” sagde man til de berørte. Men det fokuserer filmen nu ikke så meget på. Myndighederne ville helst helt lukke for omtale af episoden. Det var både en succes og en katastrofe. Engelsk kritik fra familie til en pilot, der deltog. Denne og få andre utilsigtede hændelser er fjernet. Flot og gribende film. Og så er den forsøgt skildret historisk korrekt. Vi har også læst Christian Aagaard: Bombemål Shell-huset og katastrofen ved den franske Skole. Den blev udgivet for ca. to år siden på 75 – års dagen. Man baserer ukritisk på ældre litteratur. Men særlig unge mennesker vil have stor gavn af denne praktisk opbyggede og overskuelige bog med masser af fotos
En ulykkelig hændelse
Vi har været i biografen og set Ole Bornedals film, og så har vi læst endnu en bog om bombningen af den franske skole. En bog der er ca. to år gammel
Det paradoksale er, at i mange år var det et tabu at tale om dette tema. I alt blev ca. 250 mennesker dræbt efter et voldsomt bombeangreb. Og dette skildrer Ole Bornedal i filmen ”Skyggen i mit øje”.
Alene på Den franske Skole omkom 86 børn og 18 voksne. I de britiske fly var der kameraer. Og nogle af disse filmoptagelser er blevet gengivet i diverse film, bl.a. i ”Det gælder din frihed” fra 1946. Denne film blev produceret for Frihedsrådet. Fejlbombningen blev i filmen kun omtalt som ”en ulykkelig hændelse”.
Det var lige omvendt i Den Nazistiske Ugeavis. Her blev der sat fokus på Den franske Skole. Angrebet på Det Nazistiske Hovedkvarter omtales slet ikke.
Spændende og intens film
”Skyggen i mit øje” er en spændende og intens film. Det er en lang indledning til den egentlige bombning. Produktionen af filmen er sket i Tjekkiet. Det har sikkert ikke været praktisk muligt at optage den on location i København. Denne uheldige stedløshed kan få rammerne til at virke forkert
Den meningsløse lidelse er nok filmens centrale punkt. Egentlig er det heller ingen skurk i filmen. Tragedien skyldtes tilfælde på tilfælde. Men egentlig er det lykkedes ganske fænomenalt at genskabe ”forårsdagen i helvede”. Der anvendt fantastisk computerteknologi. Måske lidt sterile? Og sikke nogle skuespillerpræstationer – især børnene. Ja Fanny Bornedal overskygger næsten dem alle.
Dramatisk, rørende og medfølende
Det er en dramatisk, rørende, medfølende og medrivende film. Vi kender forløbet fra de første artikler, som vi skrevet her på siden om hændelsesforløbet. Mange piger sad fastklemt i timevis mellem murbrokker og dræbte veninder.
Det er en klassisk katastrofefilm, hvor vi følger fem-seks skæbner frem mod den uundgåelige rædsel. Flot manuskript.
Følelserne får overhånd
Det er som om at følelserne i filmen får overhånd i stedet for de faktiske begivenheder. Der er spænding hos piloterne og rædsel hos skolepigerne og deres forældre. Nogle anmeldere mener, at overraskelsen mangler.
Synsvinklen med at det danske samfund lagde et låg på hændelsen får vi ikke. Og hvordan havde piloterne det, da det gik op for dem, hvad de havde gjort.
Det var ”de gode”, der skabte katastrofen
Det er ikke så meget sort/hvid som vi oplever i mange film fra den tid. Det var jo de gode som skabte katastrofen. Det var de engelske helte. Filmen kunne slet ikke placeres i dette univers. Historien er for skrækkelig. Om historien om denne episode er underfortalt. Ja det var den vel i mange år. Men efterhånden har vi da fået set og læst en del om temaet.
Glem det og smil
Først var det bombningen og så ruinerne, som de skulle ud af. Bagefter skulle de klare tavsheden:
Man bliver grebet og bevæget af filmen.
En succes og en katastrofe
Jo vi ser også danske modstandsfolk. bliver tortureret i Shell-huset. Missionen med bombningen af Shell-huset var betegnet som risikofyldt. Og dette lykkedes det høj grad at skildre dette.
Episoden kostede ni piloter livet. Det var både en succes og en katastrofe. Tyskernes kartotek over modstandsfolk blev ødelagt. Og det sidste var jo målet.
Engelsk kritik
Bagvaskelse og fordrejning af historiske fakta, siger Derek Carter, som har talt med 32 af 68 piloter, der medvirkede under bombetogtet. Han er fortørnet over filmens behandling af den britiske officer Peter Kleboe, der sad i et af de fly, der styrtede ned tæt på skolen. I filmen ser man pilotens fulde navn. Nu viser filmen faktisk også at piloten beskyder et civilt køretøj med tre unge bryllupsgæster.
De pårørende til Peter Kleboe mener, at filmen bevidst forsøger at skildre Peter Kleboe som en morder. Og så vidt vides er disse scener også klippet ud af filmen.
Han mener heller ikke, at der var facadeskilte på Shellhuset. Og så har Carter bemærket, at de engelske piloter beretter om deres hastighed i kilometer. Det gør engelske piloter ikke. Det vil være i miles eller i knob. Og så går en dreng ikke i en pigeskole, sådan som det sker i filmen.
Handlingen er forsøgt skildret korrekt
Nu har Bornedal faktisk forsøgt at skildre handlingen historisk korrekt. Han har ikke på nogen måde forsøgt at forvrænge historien.
Utilsigtede hændelser er fjernet
Filmselskabet har besluttet at ændre en smule på filmen. Der er forekommet utilsigtede hændelser. Det kan være pårørende. der siger fra overfor skildringer af virkelige personer. Men egentlig er det sjældent at et filmselskab retter ind.
Flot og gribende film
Trods vores indvendinger så synes vi, at det er en flot og gribende film. Man skulle måske have fokuseret mere på at myndighederne forsøgte at glemme episoden og forsøgte at få de pårørende og de over tusinde, der blev hjemløse til ikke at snakke om episoden.
NY BOG: Christian Aagaard: Bombemål Shell-huset og katastrofen ved den franske skole.
Vi kender handlingen. Men mange er måske ikke klar over, at i husene omkring skolen opstod der forskellige brande. Både på Maglekildevej, Henrik Ipsens vej og Sønder Boulevard var der en del, der mistede livet. Vi ved måske heller ikke, at mange af eleverne også druknede nede i kælderen. Redningsmandskabet satte deres liv på spil. Murene styrtede sammen mens forældre ledte efter deres børn.
Udgivet i 75 – året for bombningen
Bogen er velskrevet og saglig. Den indeholder jo i den grad lokalhistorie fra Frederiksberg og Vesterbro.
Måske skylder vi lige at sige, at bogen måske ikke er helt ny. Historikeren Christian Aagaard har udsendt denne bog i anledningen af 75 – året for bombeangrebet. Nu foretog englænderne lignende angreb i andre lande.
I bogen er medtaget vidneudsagn fra de frihedskæmpere, der flygtede fra Shell – huset og fra de overlevende piger fra Den Franske Skole.
Ukritisk på ældre litteratur
Bogen indeholder gribende beretninger fra børn og voksne. Der er masser af fotos i bogen. Men bogen baserer sig ukritisk på ældre litteratur. Der er ikke så meget nyt i bogen. Men imponerende og gruopvækkende er de fotos, der er medtaget.
Vi får en grundig orientering om Gestapos arbejde, politiet og modstandsbevægelsens udvikling. Og så får vi gengivet forsider på aviser, der ikke tidligere er set.
Egner sig til unge mennesker
Det er en god beskrivelse af angrebets tilrettelæggelse og udførelse. Bogen er nok bedst for dem, der ikke har den store baggrundsviden og den egner sig fortræffelig til unge mennesker.
Gestapo var ret så effektive og de var i gang med at optrevle hele den københavnske modstandsbevægelse. Og det var vigtigt at få ødelagt arkiverne. Ingen kunne tie i det lange løb på grund af tortur. Ventegrupperne var også i fare for at blive optrevlet.
Praktisk opbygget og overskuelig
De danske modstandsfolk sad øverst i bygningen som en slags bombeskjold eller som gidsler. Det lykkedes også for mange af disse at flygte efter bombardementet.
Bogen er meget praktisk opbygget og overskuelig.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: maj 7, 2022
Herlufsholm – Tradition og Voldskultur (2)
Egentlig var vi færdig med artiklen. Men så kom meldingen at rektor var fyret og at bestyrelsen havde indført en handlingsplan. Endvidere er der sat en advokatundersøgelse i gang, der dog kun skal gå fire år tilbage. Det understreges at heller ikke bestyrelsen er ”hellig”. Den fyrede rektor mente kun at der var ”en flig af usund kultur”. Her var ren officersmoral. Gamle elever mener ikke at det gamle system skal ophøre. Præfekturordningen har været svær at afskaffe. Hel sagen har mindet om den katolske skole. Vi kigger på nogle af sagerne. En tidligere elev udtalte ”Det er pissefedt at nedgøre hinanden”. En kronikør stillede sig frem i 2004. Han anførte allerede dengang mange ting, der var i vejen. Man skulle sove på en bestemt måde. De ældste elever ville ikke miste magt. Det var betingelsesløs underkastelse, hvis man ville overleve. Mottoet var, at man ikke behøvede at behandle alle lige. Der var tale om flere tilfælde om overtrædelse af straffeloven. Dokumentarudsendelsen har fået masser af konsekvenser.
Flig af usund kultur
Dette er anden del af historien om Herlufsholm. En dokumentation fra TV2 afslørede en frygtelig voldskultur på skolen. I begyndelsen mente ledelsen at der var tale om enkeltsager. Man gjorde alt for at disse sager ikke skulle frem i medierne.
Er vold normen eller undtagelsen på skolen? Tidligere tiders hårde kultur er endnu ikke forsvundet. Det virker besynderligt, at man på Herlufsholm ikke har taget fat på anti-mobbe-politik, som man har i den danske folkeskole.
En rektor, der har regeret på skolen i 23 år, mener nu, at der måske er en ”flig af usund kultur på skolen”. Dette har han udtalt efter at Kongehuset har udtalt, at de er chokeret over det billede, der blev vist i dokumentaren.
Ren ”Officersmoral”
Og hvad er det galt på skolen? Systematisk mobning, seksuelle krænkelser og voldskultur. Man skulle tro, at volden nu engang er nødvendig for at opretholde systemet. Ældre elever har magt til at tryne yngre med udspekulerede former for ydmygelser.
Det er de gamle mandeidealer, der gælder. Det er en officersmoral, der opfostres på sådanne kostskoler. Man forsøger at efterligne det engelske system. Der fysiske repressalier over for dem, der ikke passer ind i systemet.
Gamle elever mener at systemet skal opretholdes
Det er meget dyrt at gå på skolen. Omkring 157.000 kr. koster det. Dem der har fået penge, vil gerne i overklassen. Men man skal helst have haft penge i tre generationer for rigtig at blive accepteret.
Som elev kan man for at overleve gøre oprør. Risikoen for fysisk smerte og afstraffelse er til stede. Den anden metode er total underkastelse. Eleverne ønsker selv at systemet opretholdes og måske er det med forældrenes opbakning.
Man underlægger sig disciplinen, reglerne og ydmygelserne. På et tidspunkt år man selv lov til at administrere systemet.
Præfektordningen er svær at afskaffe
Nu er det ikke alle skoler, der ligger på et gods og har et våbenskjold. Og det gør man en dyd i at forsvare. Derfor kan man sagtens finde tidligere elever, der til enhver tid vil forsvare skolen og kalde TV2 – dokumentaren for opspind.
Det kan være svært for rektor at få ændret og afskaffet traditioner. Man har stadig præfektordningen. Og den er svær at komme til livs. Man giver sine børn et netværk, der kan bestå resten af livet. De forældre, der sender deres børn hertil, ønsker at de kommer langt i livet.
Stiltiende accept og samtykke
Der har været en form for stiltiende accept og samtykke i miljøet gennem flere generationer. Det er blevet en del af skolens interne profil og kendemærke. Man accepterer normen. Man er bevidst blind på det ene øje.
Men man kan nu engang ikke have en skolekultur, der er baseret på vold, mobning og frygt og da slet ikke med statstilskud. Der er ting på skolen, der er blevet opbygget gennem generationer.
Og det er blandt andet en hierarki-skabende struktur.
Det virker lidt søgt
Skolen tegner et billede af et udstødelses-hierarki. Hvis du ikke tilpasser dig, så er du dømt ude. Så får du en position som man kalder for social død
På en eller anden måde virker det lidt søgt, når folk fra adelen eller eliten nu tager afstand fra forholdene. Lige som rektor har de jo også kendt til forholdene på skolen. At skolen har bebudet en advokatundersøgelse af forholdene, er vel nærmest at vaske hænder.
Det minder om Den katolske Kirke
Det minder om den måde som den katolske kirkes måde at håndtere overgrebssager på. Man laver en form for selvjustits. Her vurdere man, hvad man skal gøre. Og allerhelst vil man undgå politiets indblanding. Man kan altid forhale en sag, så det er svært at finde beviser.
Nogle af sagerne
”En kontrolleret slåskamp”
På skolen er der blandt andet en såkaldt pø – kamp, hvor 3. g – elever skal forsvare en ø over for de yngre elever. Her brydes og slås eleverne. Rektor mener, at det er fint med en kontrolleret brydekamp i 20 sekunder. De slås ikke mere, siger han.
Men man ser i stedet en elev få slag på benene af to andre. Det kan man vel ikke kalde ”en kontrolleret slåskamp”.
”Pissefedt at nedgøre hinanden”
Det er nærmest opstået en sadistisk kultur på skolen. En anonym elev sagde det på den måde:
En elev beretter om, hvordan de ældre elever kunne udvælge en tilfældig elev og lege ”Hvem vil være millionær?” Og hvis man så svarede forkert, så fik man bank. I et tilfælde blev eleven så gennembanket, at han ikke engang selv kunne kravle hen i et hjørne.
En anden elev fortæller, at miljøet er
Hvad nu med kronprinsesse-parret?
Kronprinsesseparret er kommet i en krise i forbindelse med sagen. Skal man trække prins Christian ud af skolen og skal prinsesse Isabella finde en anden skole. Sagen er eksploderet. De kongelige finder forholdene uacceptable og de følger nu udviklingen. Herlufsholm kommer til at skabe et fundament for vores konge. Men hvordan går det i spænd med de voldsomme historier om overgreb, vold og mobning, som vi har set?
Og netop Mary Fonden bekæmper mobning. Denne fond arbejder for et samfund ”hvor alle oplever at høre til” Dette arbejde bliver modarbejdet på Herlufsholm.
På de sociale medier har Familien Danmark udtrykt deres mening om dette forhold. I en afstemning som BT har lavet, mener 82 pct. at kronprinsesse parret skal trække deres børn ud af skolen. Og mon ikke at de gør det på længere sigt.
Men en af kronprinsesse-parrets venner er netop trådt frem og berettet om et karaktermord – det som er overgået Herlufsholm.
Det koster at stille sig frem
Det koster selvfølgelig at stille sig frem og fortælle om forholdene. Mange er blevet anonymiseret. Men Peter stillede sig åbenlys frem. Han blev smidt ud af en gruppe. Han blev betegnet som ”stikker” og betragter sig ikke mere at være med i ”samfundet”.
”Psykisk tortur”
Allerede i 2015 udtalte billedkunstneren Kristian von Hornsleth sig om ”psykisk tortur” på skolen.
En kronikør stillede sig frem i 2004
Vi kan også finde en kronik i Information fra 2004. Her er kronikøren i biografen for at se filmen ”Ondskab” Han tænkte tilbage til sin tid på Herlufsholm. Og det var bestemt ikke den kostskole-romantik som Flemming-bøgerne gemmer. Kronikøren kaldte skolen for
Børns ubarmhjertige hakkeorden blev sat i system. Muslimske og kristne friskoler, Tvind- skolerne er blevet kritiseret. Men ”det danske samfunds mest anakronistiske og reaktionære kostskole unddraget sig bevågenhed”
Almindelig med trælår og ”lammere”
Man skal sove på en bestemt måde
Når man gik i seng, skulle man ligge i en bestemt stilling og kigge på en bestemt plet på loftet. Præfekterne kunne fra deres værelser holde øje. Svajede knægten eller rykkede på sig, kom de styrtende og hev eleven i de små hår ved ørene indtil den optimalt ulidelige stilling blev fremtvunget.
Hvis man sov for længe om morgenen var der ikke morgenmad og heller ikke frokost. Kronikøren nævner en masse former for afstraffelse. Han fortæller også at lærerne også gerne tog del i løjerne. Der var ofte absurde afstraffelsesmetoder både fra præfekter og lærere.
De ældste elever ville ikke miste deres magt
For det meste gik eleverne med en tube tandpasta på sig. Det kunne skjule hørmen fra fingrene, når man havde røget. Men præfekterne måtte ikke kede sig. De jagtede de yngre, når de havde lyst.
En straf kunne også være at sidde to måneder i sovesalens affaldsrum. Præfekternes tyranni var godkendt af lærere og lederstaben. Indskrænkninger i deres magtfuldkommenhed afviste de konsekvent som et moralsk forfald fra de ægte herlovianske sæder.
Betingelsesløs underkastelse
Kronikøren oplyser, at kun gennem betingelsesløs underkastelse kunne man håbe sig nogenlunde sikker:
Ritualiseret voldsanvendelse
Man kunne gøre det mest absurde for det havde man altid gjort. Der var årelang psykisk tortur understøttet af skolens autoriteter.
Man behøver ikke at behandle alle mennesker lige!
Herlufsholms store problem kan måske være at præfekterne ingen grund så til at mennesker skulle behandles lige. Troen på akademi for overmennesker var simpelthen den eneste værdi. Man hylder aristokrati på hver eneste væg.
Ja alt dette kom allerede frem i 2004. Igen engang kan man undre sig over, at det hele bare er blevet forbigået i tavshed. Og i dag virker man overrasket. I medierne optræder man så chokeret. Så har man sit på det tørre.
Er det ingen voksen til stede?
Det er jo vanvittigt, at der bliver begået voldelige og seksuelle overgreb i skolens regi. Er det slet ikke en voksen til stede. Det er jo ikke normalt, at der foregår så mange krænkelser på en skole. Åbenbart har man kun vist toppen af isbjerget.
Ydmygelserne som vi så på TV 2 blev serveret på en overbevisende måde. Man kan åbenbart ikke gå her på skolen uden at få bøllebank. Herskersygen på skolen virker helt syg. Der er grotesk vold mod sagesløse. Det er rystende og grotesk at ledelsen og lærerne ikke griber ind. Er det fremtidens kynikere, som man uddanner på Herlufsholm?
Eleverne er overladt til sig selv. De kan ikke gå til nogen. Og ledelsen ignorerer problemerne.
Nogle betragter overgrebene som dannelse
Måske opfatter mange familier skolens disciplin som en slags dannelse. Det er Danmarks elite – skole og nogle familiemedlemmer er sikkert gået her gennem flere generationer.
Overtrædelser af straffeloven
En anden ting var at der var talrige eksempler på overtrædelse af straffeloven. Man dækker over de skyldige for at bevare anseelse inden for egen kreds. Skandalerne på skolen står i kø. Og husk lige – denne skole får også statstilskud. Den er derfor også underlagt forskellige regler, som også er blevet overtrådt.
Masser af konsekvenser
Det må da få konsekvenser. Alle andre steder end her, ville alle disse overtrædelser have ført til konsekvenser.
Ja så var vores artikel færdig. Men så får vi at vide, at rektor er blevet fyret. Formanden for Herlufsholm Skole har udsendt en presseinformation, der undskylder for alt det som eleverne har været udsat for. Han takker også for det mod, tidligere elever har vist ved at stille sig frem.
En handlingsplan
Formanden vil gøre op med alle forhold på skolen. Der er ingen hellige køer, står der i presseinformationen. En ny handlingsplan er opdelt i syv punkter:
Den uvildige advokatundersøgelse
Undersøgelsen skal give et ”nutidigt billede” af forholdene. Der er grænser for, hvad og hvem, der skal undersøges. Undersøgelsen skal gå fire år tilbage. Og også ledelsens håndtering af sager skal undersøges.
Det bliver tale om en ”relativ hurtig afklaring”. Det fremgår også at bestyrelsen ikke er ”hellig”. Åbenbart har den tillid, som rektor mente han havde ikke været til stede.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: april 25, 2022
Til ”Mærken” i Sønderjylland
”Mærken” (Markeder) var uhyre populære i Nordslesvig (Sønderjylland) – dengang. De blev som regel holdt inde i selve bykernen. Efter 1920 kom der nye teltholdere og karruselejere. Det var et stort marked. Næsten hver en by havde sit eget marked. Ja nogle havde flere markeder. Og på disse kunne man i den grad opleve ting og sager. Ja, der var både kræmmermarked, hestemarked, kvægmarked m.m. De rigtige gøglere ankom. Men også bedragere. Men dette opdagede de lokale og smed dem ud af byen. I Aabenraa foregår markederne den dag i dag på en tidligere eksercerplads. Min far fortalte om, hvad han oplevede til markederne i Tønder.
Kliplev Marked
Det er mange år siden, at jeg var til ”Kliple Mærken”. Ja det var dengang, da Raquel Rastenni optrådte. Ja det er hende med:
Men se vi har allerede skrevet en artikel om denne begivenhed.
Markedsplads i Ribe fra 700 – tallet
En markedsplads i Ribe kendes allerede fra begyndelsen af 700 – tallet. Her var der også tale om byttehandel. Fra 1100 – 1200 – tallet blev de nye købstæders torve et mødested for bønder, borgere og fremmede. I 1200 – 1300- tallet blev torvehandelen sat i system med faste torvedage. I Kliplev blev markedet forbundet med valfartssted.
I midten af 1400 – tallet opstod de årlige efterårsmarkeder for stude i Ribe.
I 1500 – tallet fik byerne efterhånden eneret på markederne. I 1700 – tallet var det almindeligt at sønderjyske håndværkere med deres koner drog langt op i Jylland og rundt på de danske øer for at købe og sælge deres varer på markederne der.
I Nordslesvig kom de handlende fra Jylland og Fyn.
Almindelige levnedsmidler blev omsat på ugemarkeder. Al handel uden for markederne var forbudt
Næsten hver by havde sine egne markeder
Før 1920 havde næsten hver lille by i Sønderjylland et eller flere markeder om året. Her blev der handlet med grise, heste og kreaturer. På vores side har vi også kildret min fars oplevelser på sådan et marked i Tønder.
Ja kan huske fra min barndom vi også var til ”Fåemærken i Hæwe” (Fåremarked i Højer).
Tænk engang også i Hellevad var der marked. På gaden og omkring kroen ”Kløver Es” var der opstillet gynger, karruseller og boder. For fem penning kunne man købe en skrigeballon. Sådan var det i 1913.
Det endte med dans på kroen og masser af punch
Markederne var foruden at være handelspladser også folkelige fester, der endte med dans på kroen. Dengang kostede en kaffepunch 10 penning. Som regel var der tilbud – 12 stk. for en mark. Snart så man lysere på alting efter indtagelse af disse.
Årets begivenhed
Markederne i Haderslev, Aabenraa, Tønder, Løgumkloster og Kliplev blev besøgt af rigtig mange. I Haderslev var pladsen på Gravene belagt med store karruseller, boder og forevisningstelte.
Det var store telte med dyremenagerier, stærke mænd, kæmpe-damer, manden uden arme, sabel – og frø-sluger. Foran disse var der et broget liv af unge og gamle. Det var årets begivenhed. Ja det vil sige, at hver by havde flere markeder.
Rapmundede udråbere forsøgte at overdøve hinanden. Det var en beskeden entre. Man havde råd til at være med over det hele. Der var salg af honningkager og legetøj. Der var skydetelte, lykkehjul og meget andet.
Et sted kunne man for betaling ramme en person, der var sværtet i hovedet. Han stak hovedet gennem et hul i bagtæppet og rakte tunge efter publikum.
Man kunne købe maskinhæklede kniplinger. Det var en slagt kantbånd til dameundertøj. Det var højeste damemode Disse blev bortauktioneret i længder af 20 til 30 meter til højeste bud. Og sælgeren var morsom og skåret for tungebåndet. Jo her var der altid kø.
Marked på en tidligere eksercerplads
I Aabenraa var hele markedspladsen belagt med forlystelser. Her var der god plads til gøglerne. Ja stedet hed Madevej. Det var faktisk eksercerplads. Da militæret flyttede i 1888, flyttede militæret op til den nyopførte kaserne i Haderslev blev pladsen omdannet til markedsplads.
Inden da foregik byens markeder stadig på Store Torv. Heste- og kreaturhandlen foregik imidlertid i byens gader og stræder.
Da jeg boede i Aabenraa. foregik der stadig markedsdage her på pladsen ved Madevej.
Pastoren kunne ikke lide markederne i Tønder
I Tønder blev markederne holdt i selve byen og på Torvet. Men det kneb med pladsen. Så man flyttede ned til eksportstaldene ved Sønderport. I mange af de små byer omkring Tønder fik knægtene fri fra skole, så de kunne drive gæs til forårsmarkedet i Tønder.
Der var liv og glade dage i Tønder. Det vrimlede med folk og fæ. Hundreder af køretøjer bevægede sig mod byen. Pastor Kok, der var præst i Burkal, var ikke så begejstret for disse markeder:
Avisen glædede sig også
Tondernsche Zeitung skrev i 1871:
På markederne mødtes sønderjyske bønder med friser, holstenere og opkøbere fra Hamborg, ja helt fra Rhinlandet.
Tønder havde verdensrekorden i antal af værtshuse
Handelsmændene stod og klaskede hinanden i hånden så man kunne høre det over hele Tønder. Inde i kostaldene var det stuvende fuldt. Folk sad i højtrystede samtaler. Det blev i den grad handlet og drukket punch.
Byens mandfolk samlede sig på byens kroer og dette antal var i dagens anledning blevet udvidet ganske betragteligt. Ja engang havde Tønder verdensrekorden i antal af kroer pr. indbygger. Handelsmanden gav omgang på grund af en god handel. En anden gav en omgang for venskabs skyld. Et par uvenner gav en omgang i anledning af at de igen var blevet gode venner.
Jo kroerne løb af med den største fortjeneste. Staldkarlen havde også en god dag. Han skulle have styr på mange ting 10 – 20 vogne skulle han holde øje med.
Min far lavede ulykker
Min far fortalte at dengang markederne var flyttet ned til Sønderport pustede han sammen med andre knægte hagl i nakken på teltholderne og så løb de efter dem. Men så kunne de bagefter samle alle de mønter op som teltholderne tabte, da de kom efter dem.
Far tjente masser af penge
Min far husker også markederne oppe i byen. Der var boder fra et stykke op i Østergade og helt ned til den gamle biograf i Vestergade. Men det var sjovest på Torvet. Her kom to mænd fra Helsingør som de kaldte Fy og Bi. Jo de lignede de to figurer fra filmen.
I deres bod var der noget helt nyt. De solgte is i vafler. Isen fremstillede de selv. Min far var fast hjælp. Han skulle dreje ismaskinen. Første gang gik det galt. Han havde hentet fem liter fløde på mejeriet. De to første liter, som han startede med, blev til smør. Men det tog de to herrer ikke så højtideligt. Min far tjente en masse penge og åd en masse is. Når de pakkede sammen, fandt min far en masse småmønter. Og da de to tog afsted fik han en ekstra håndfuld.
På Tønders krammer-markeder var den første dag de almindelige borgers dag. På andendagen var det børnenes. Først på tredje dag strømmede tyendet til.
Klager over drukkenskab
Intet under at datidens medier klagede over drukkenskab, som markederne førte med sig. Slagsmål og skrål hørte nu engang med til det hele. Og landevejene omkring Tønder var overdænget med berusede bønder på vej hjem.
Fra 1877 besluttede byen at opkræve stadepenge på markederne – 20 pf. pr. hest og 10 pf. pr. hornkvæg til stort mishag for bønderne og kvæghandlerne. Men egentlig burde de ikke klage for der var stor afsætning til Tyskland.
Æ Punchsti
Ja og så skal vi da ikke glemme Æ Punchsti – Det var en nødforanstaltning mellem Skibbroens mange værtshuse og Vest-banegården (Marchbahnhof). Mange markedsgæster brugte denne genvej i mere eller mindre ædruelig tilstand.
De mange teltholdere og karruselejere
Efter 1920 blev markedet i Haderslev også flyttet til Hertug Hans Plads. Jo dengang var det bestemt en forretning at rejse rundt som teltholder og karruselejere.
Det var brødrene Chr. Og Jørgen Bøgh fra Haderslev med karruseller og Jes Bondesen fra Christiansfeld med skydetelt, ringspil og legetøj. Hr. og fru Degn havde røgede ål, kager og galanteri.
Fru Link fra Aabenraa havde også galanteri, konfetti og krilde-basser. Lars Kock fra Høruphav rejste med børnekarrusel, svinger og skydetelt. Ja så var det også Knud Vaffelbager fra Løgumkloster og Laurits Kjær Skærbæk med is og lykkehjul og von Holdt fra Tønder havde en meget gedigen skydebane.
Den ægte Christiansfelder honningkage solgte Brdr. Obst og bager Achtnich. De var selvfølgelig hjemmehørende i Christiansfeld. Også bedr. Otto og Albert Krüger, der var kommet fra Toftlund og slog sig ned i Kolding, der solgte honningkage indtil 1936.
Brdr. Bøgh havde sammen med deres forældre distriktet helt ned til Hamborg. De var i mange år de førende i Sønderjylland. De kom også hvert år til Løgumkloster med deres forretning og deres store orgel ved tunnelbanen. Sammen med von Holdt og en klosterboer stod de altid på hjørnet til markedsgaden.
Stadig Klostermærken
Klostermærken er stadig populær. Det har overlevet tidens omvæltninger. I 1973 havde byen 800- års jubilæum. Foruden det store festfyrværkeri var der også friluftsoptræden af kunstnere.
Præsten holdt hvert år gøgler – gudstjeneste. Når gøglerne holdt barnedåb eller bryllup så foregik det også i forbindelse med denne gudstjeneste. Brudeparret kørte i karet med hvide heste foran. Et optog af glade spillemænd går foran kareten. Efter kareten kommer et optog af ryttere.
Fra gammel tid er det tillige tradition for at unge betingede sig i deres fæstemål, at de skulle have fri til Klostermærken. Store piger og drenge var villige til at forrette ikke så lidt ekstra arbejde til markedet.
Måske laver vi senere en artikel om Klostermærken.
De sønderjyske markeder blev holdt inde i byen
Forskellen på de sønderjyske og det øvrige lands markeder er, at i Sønderjylland holdes markederne for det meste i bykernen.
Efter 1920 kom der mange nye teltholdere til Sønderjylland. Bag efter de rigtige gøglere kom også bondefangerne med deres terningespil franarrede de mange godtroende sønderjyder deres penge.
Den værste af dem fik dog på Kliplev Marked to blå øjne af en slagtersvend. I en hel måned måtte bondefangeren gå med solbriller. I Jels svingede landbetjenten kniplen over deres hoveder og fulgte dem ud af byen.
I Gram gik bønderne til angreb på dem med håndgranater i form af ølflasker.
I mange sønderjyske byer er der også skyttefest og ringridning men det kan man næppe betegne som markedsdag.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: april 24, 2022
Pibende Hængsler
Vi forsøger at lave en anmeldelse af Arne Hardis fremragende bog ”Pibende Hængsler”. Den handler om Socialdemokratiets gøren og laden under besættelsestiden. Vi følger nogle socialdemokrater, som overtrådte den berømte kridtlinje. Og så var det dem, der lige nåede at springe fra i tide, bl.a. Jens Otto Krag. Det var også den berømte tale af Stauning i 1941. Mange socialdemokrater gemte sig bag denne tale. I mange år var socialdemokrater ikke tilhænger af modstandsbevægelsen. Men de sprang på til sidst. I 1947 havde de genvundet alle deres vælgere som før krigen. Vi kigger også lige på et par ting, som vi mener at forfatteren har glemt. Var den Danske Brigade også oprettet til bekæmpe kommunismen efter besættelsen?
Vi går lidt videre
Dette er et forsøg på anmeldelse af Arne Hardis fremragende bog af samme navn. Men egentlig går vi lidt videre end en egentlig anmeldelse. Måske er det under devisen:
Bogen kunne være blevet endnu bedre, hvis man havde taget andre ting med end de økonomiske. På den måde kunne man have haft bedre muligheder for at bedømme de udvalgte socialdemokrater. Vi er derfor i vores anmeldelse gået lidt videre.
Det var let at blive forræder
Egentlig kunne man også have taget andre partier og skrevet en tilsvarende bog. I dag handler det om, hvem der gik over kridtstregen og hvem der blev indenfor. I bagklogskabens lys er det i dag let at skrive om dette. Men hvad med dengang?
Det var let at blive forræder. Det kan en del erhvervsfolk tale med om i dag. I bogen følger vi nogle socialdemokrater som gik over kridtstregen, andre nåede i sidste øjeblik at springe fra. Man kunne sagtens have valgt andre.
Der var mange, der var fascineret af det tyske. Nogle tog springet og blev nazister.
Stadig mange spørgsmål
Og kridtstregen. Jo, det var jo Erik Aalbæk Jensen’ s flotte roman. Det var den vanskelige grænse under den tyske besættelse. Det handlede om standhaftighed. Og Arne Hardis siger det meget rammende:
Vi bliver aldrig færdige med besættelsens historie. Nogle gange befinder man sig i en politisk gråzone. Vi fokuserer i bogen også på arbejderbevægelsens rolle. Det ”kriminelle” er at fortie det der skete dengang. Var det kun en ”ganske lille flok”, der gik over stregen?
Udmærket beskrivelse
Vi følger bl.a. fagforeningsmanden Laurits Hansen, hofdigteren Harald Bergstedt og chef for Arbejderbevægelsens erhvervsråd Niels Lindberg. Det var nogle af dem, der røg ud i kulden, fordi krigslykken vendte og Hitler tabte.
Nogle anmeldere har mente at bogen kun er for nørder, fordi nogle af de omtalte socialdemokrater er ikke nogen man kender. Men netop her gennemgår forfatteren på elegant vis en udmærket gennemgang af de omtaltes holdninger og deres ændringer i holdninger.
Positive beskrivelser fra danske fagforeningsfolk
Vi har tidligere artikler været inde på dette tema. Man tog på studieture til Tyskland, skrev artikler i det nazistiske tidsskrift Globus. Man spiste også middag med ledende nazister. Rejserne i Tyskland som blev kaldt studierejser blev levende beskrevet i Globus. Det var den tyske diplomat Gustav Meissner, der arrangerede disse ture for danske fagforeningsledere.
Moralsk opbakning fra landsfaderen
Og man fik moralsk opbakning fra landsfader Thorvald Stauning. Han holdt sin berømte tale i Studenterforeningen i 1941. Han forklarede at Danmark skulle finde sin plads i det nye Europa:
Bortforklaret – som en svipser
Hans tale blev bortforklaret som en svipser. Han var gammel og opgivende og mange flere undskyldninger er det blevet til. Måske var det også bare en svipser dengang Stauning forsikrede sine tyske kollegaer før 1920 at Socialdemokratiet ikke støttede de dansksindede i Tyskland.
Masser af socialdemokrater dækkede sig ind bag Staunings holdninger. Først efter dennes død tog partiet et opgør med afvigerne. Socialdemokratiske historieskrivere har haft svært ved at forklare Staunings klare udmelding.
Vi har fået at vide, at han var under tysk pres. Og vi har fået vide, at han var gammel, træt og forvirret. Tidligere er talen blevet gengivet som ”snik – snak”.
Stauning regnede lige som Scavenius med en tysk sejr. Det skulle man så i tide indrette sig efter.
Landet skulle forsøge at få det bedste ud af det værste.
Dem der fulgte efter i partiet, var ofte unge venstreorienterede, der ønskede et nærmere samarbejde med Tyskland. Så det var bestemt ikke alle der tog afstand til Staunings politik.
Elsket digter gik over
En af dem, der blev udstødt. var Harald Bergstedt. Det var ham, der skrev Solen er så rød og Jeg ved en lærkerede. Han var en elsket digter i fagbevægelsen og en ivrig skribent i Social – Demokraten- Han kom i den grad over kridtstregen.
Jans Otto Krag nåede at springe fra
Partiet rummede mange holdninger mellem sovjetkommunister, tysk nazisme og socialisme. Det handlede om økonomisk planløshed. Man må nok sige at nogle af socialdemokraterne oplevede en hård skæbne mens andres flirt med nazismen ikke førte til konsekvenser.
På forunderlig vis bliver læsernes perspektiv udvidet i bogen. Man skal lytte til de berørte socialdemokraters argumenter.
En der klarede frisag, var Jens Otto Krag. Han sværmede for tysk planøkonomi. Han skrev også artikler i det nazistiske tidsskrift Globus. Han var med til at skrive ”Fremtidens Danmark”, der indeholdt masser af planøkonomi. Men han holdt ikke op med at fordømme Tysklandsarbejderne uden at forklare baggrunden. Det var danskerne og mediernes generelle holdning at fordømme alle tysklandsarbejdere.
Socialdemokratiet gik imod modstandsarbejdet
Samarbejdet med Nazi – Tyskland skyldtes ikke jødehad og havde også andet end økonomiske motiver. Måske burde forfatteren have kigget noget mere på disse motiver.
Vi har tidligere beskæftiget os med det maleri, der hænger i Socialdemokratiets gruppeværelse. Her ses Wilhelm Buhl, som blev statsminister efter Staunings død i 1942 med sikker hånd styre kufferten Jenny, der reddede danske jøder over Øresund i land. Jo, det var ham, de holdt den berømte stikkertale. Han var modstander af sabotageaktioner og modstandsaktioner mod værnemagten. Socialdemokratiet holdt krampagtig fast i sin traditionelle overlevelseskamp der blandt andet indebar en klar afstandtagen til den væbnede modstandskamp. Modstand forblev for Socialdemokratiet i vidt omfang ensbetydende med kommunistisk modstand.
Socialdemokraterne mente at kommunisterne havde for stor magt
Men i takt med at krigslykken vendte var der stadig flere socialdemokrater og borgerlig sindede, der gik ind i modstandskampen. Det blev mere fatalt for det store parti at fastholde deres linje.
Vi har i en artikel skildret Wilhelm Buhl. Han mente at kommunisterne havde alt for stor magt i modstandsbevægelsen. Men han var også en af de eneste, der kunne styre Scavenius.
Så var det lige økonomen Henning Dalsgaard. Han endte med at blive leder af Dansk – Tysk Pressesekretariat og dermed fuld – kollaboration. Han udgav i 1940 en bog om den tyske planøkonomi. Vi kender ham vel ikke så godt. Men indadtil i fagbevægelsen havde han stor indflydelse.
Partiets stærke mænd efter Staunings død blev Vilhelm Buhl og Hans Hedtoft.
Socialdemokraterne var lige så bange for kommunisterne som nazisterne. Folketinget vedtog en grundlovsstridig lov, der betød at 350 kommunister blev interneret og senere sendt syd på. Heller ikke andre partier kunne se at dette var et problem.
Agitationen mod Fascisme og nazisme falder
Omkring 1933 er Socialdemokratiets agitation mod fascisme og nazisme på sit højeste. Det aftager efterhånden. Man ville nødig genere naboen mod syd. I 1933 udgiver Hartvig Frisch bogen ”Pest over Europa”. Det er et opgør mod kommunisme, fascisme og nazisme. Opgaven var at skabe et bedre og mere socialt stabilt demokrati, der var robust over for såvel hjemlige totalitære strømninger som udefra kommende ditto.
Men også fagbevægelsen vender sig mod kommunisme.
Man ville ikke provokere tyskerne
Men man står i et stort dilemma. Ved grænsen står socialister, kommunister og jøder, der er forfulgt i Nazi – Tyskland. Regeringen ville ikke opmuntre til en større indvandring til Danmark. Men ville ikke foretage handlinger, der kunne provokere tyskerne. Jødiske flygtninge efter 1933 var ikke særlig velkommen i Danmark. I 1938 modtog regeringen en ansøgning fra Danske Kvinders Nationalråd om indrejsetilladelse til 1.000 jødiske børn. Regeringen forsøgte at forhale sagen. Der blev ført givet tilladelse, da man var nede på 26 børn.
Stauning erklærede:
Men det var forgæves. Trods al sympati, forblev de nordiske broderlande mere optagne af deres egne sikkerhedsproblemer end af Danmarks.
Store kampagner
Det var også i 1934, at Socialdemokratiet udsendte et nyt manifest ”Danmark for Folket”, der i vid udstrækning havde Stauning som hovedforfatter.
Parolen ”Stauning eller Kaos” kender vi alle. I 1935 fik Socialdemokraterne 46,2 pct. af stemmerne. Fremgangen skulle fortsætte.
Ydmygelsen den 9. april satte spor
Måske var det en smule naivt at tro, at tyskerne ikke ville tage hele landet, selv om efterretninger havde sagt noget andet. Derfor valgte man ikke at kæmpe bortset fra i Sønderjylland. Ja sådan er forklaringen. Igen var det Hartvig Frisch, der stillede spørgsmålet:
Socialdemokratiet havde intet svar og det havde Frisch heller ikke. Ydmygelsen den 9. april 1940 kom til at sætte sig dybe spor.
Eksporten til Tyskland steg
Mod bortfald af Danmarks hovedmarked – England – betød det en dynamisk omstilling. Eksporten rettede sig nu mod det tyske marked. Kun derved kunne den voldsomme stigning i arbejdsløsheden begrænses og de sociale spændinger holdes i ave. Men dette sendte de helt forkerte signaler til ”den frie verden”. Det var grænser for, hvor langt den økonomiske tilpasning kunne drives. Gennem hele besættelsestiden steg eksporten. Også efter 29. august 1943.
Stort tillidstab
Tillidstabet til partiets kernevælger blev større og større. Under augustopgøret 1943 og folkestrejken i 1944 viste det sig at den socialdemokratiske arbejderbevægelse i løbet af disse år havde mistet det faste ideologiske og politiske greb om arbejderne på de store industrielle arbejdspladser., som udgjorde partiets egentlige magtbase.
Socialdemokraterne omfavner modstandsbevægelsen
Dette var måske også årsagen til at Socialdemokraterne i den sidste tid kom til at omklamre modstandsbevægelsen til kommunisternes store fortrydelse. Omkring årsskiftet 1944-45 kom man til enighed om en befrielsesregering efter befrielsen.
Frihedsrådets eget flertal modsat kommunisterne ønskede ikke at videreføre en politisk bevægelse efter krigen.
Frode Jacobsen blev undsagt af sine egne
Når vi nu taler om Modstandsbevægelsen, så er det bemærkelsesværdigt at Frode Jacobsen blev modarbejdet af Socialdemokratiets ledelse både før og efter 1945.
Men allerede i 1947 havde Socialdemokratiet genvundet den samme opbakning som før besættelsen.
Hvad skulle Den Danske Brigade egentlig?
Rygter ville vide at Den Danske Brigade med hele 43.000 mand skulle bruges til at bekæmpe venstreorienterede kræfter efter besættelsen. Man var i lang tid bange for Kommunisterne. At Den danske Brigade så lod sig misbruge til at udarbejde en falsk rapport for at kunne vildlede englænderne i forbindelse med et mord på en engelsk spion, er en anden sag, som du kan læse mere om på vores hjemmeside. De tre underskrivere af denne rapport fik topposter i Bruxelles. (Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet)
Er Anders Fogh Rasmussen kritik retfærdig?
Vores daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen kritiserede i voldsomme vendinger samarbejdspolitikken. Men på socialdemokratisk – radikalt initiativ blev der dannet en samlingsregering. Dengang var de storbøndernes parti. Og venstre krævede nogle betingelser opfyldt for at gå med i denne regering. Partiet ville have garanti for højere kornpriser. Der skulle føres en lønpolitik som var ”tilpasset erhvervenes bæreevne” dette betød at prisreguleringen af lønningerne, det eneste værn imod de galoperende priser på dagligvarer blev ophævet. Der blev indført tvungen voldgift inden for de enkelte faggrupper.
Unge arbejdsløse blev tvunget til markant underbetaling og er blev indført en særlig skat på lønmodtagere. Til gengæld fik Socialdemokraterne Venstres uforbeholdne støtte i den politik, der skulle føres over for tyskerne. Men se dette glemte Anders Fogh Rasmussen lige at nævne.
Venstre mente, at:
Understøttelsesvilkår blev forringet. Og så er det lige problematikken om Tysklandsarbejderne
Alene i 1940 var der 20.000 udmeldelser hos Socialdemokratiet. Men som allerede skrevet så kom de alle tilbage i 1947.
Partihistorien er tilpasset?
Forfatteren antyder at Socialdemokratiet har slået knuder på sig selv og tilpasset partihistorien så den står lidt mere glansfuld end nogen måske vil mene. Var der en eller flere partilinjer i det store parti?
Mange af de socialdemokratiske politikere havde evnen til at korrigere den politiske misvisning – andre havde ikke evnen til dette. Jo partiet havde deres interne retsopgør. Det var en slags ”æresret”.
En medrivende bog
Og bogen er i den grad medrivende. Det er tydeligt at det er en journalist, vi har med at gøre og ikke en historiker. Forfatteren kan ikke skjule sin sympati eller antisympati, selv om han skriver, at han vil forblive neutral.
Vi gik så lidt videre end bogens indhold, men relevante ting.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: april 23, 2022
En Kogforening i Aabenraa
Foreningen bestod i 123 år. Aabenraa havde masser af fattige. Man forsøgte at hjælpe dem. Præstekonen startede i 1862. Der var kun hjælp til ”værdig trængende. Alle var lige trods nationale spændinger. Hvad fik de at spise. Man fik pakker i stedet for mad til jul – Byens erhvervsliv bidrog. Fra 1968 gik man over til pengegaver. Der var storopbakning fra borgerne i byen. Vi kigger lige på Gunderoth Stiftelsen. Og så var pastor Leth foregangsmand.
Forening bestod i 123 år
Tænk engang, der har eksisteret en Kogforening i Aabenraa i over 100 år.
Man havde ingen vedtægter. Den eksisterede fra 1862 til udgangen af 1985. Det var bestemt ikke en almindelig forening. Den sidste uddeling skete i 1985. Da var foreningens allersidste indestående blevet brugt.
Den sociale udvikling blev forbedret
Den sociale udvikling var i tidens løb blevet forbedret så meget, at det ikke mere var behov for foreningen. Ophævelsen af foreningen skete selvfølgelig med stor vemod.
Man holdt ikke på foreningen for traditionens skyld. Til det sidste holdt man fast på foreningens grundlag. Og det var netop derfor foreningen blev oprettet.
Aabenraa havde masser af fattige
Da foreningen blev startet, havde Aabenraa ca. 5.400 indbyggere. Det var skibsfart, skibsbyggeri, håndværk og handel, der dominerede. Mange af byens indbyggere kunne betegnes som ”tyende”. Disse måtte ernære sig ved forekommende arbejde. De udførte det tungeste og mest beskidte arbejde. Under denne gruppe kunne man henføre matroser, tjenestepiger m.m.
De var dem som ikke havde mulighed for at spare til alderdommen eller havde overskud til at kunne klare sygdom og ulykker.
Brændevin var ofte de fattiges trøst. Og den førte til yderligere elendighed, fattigdom nød og elendighed. Brændevinen var også udbredt i Aabenraa. De sociale forhold dengang kan vi nok ikke forholde os til i dag.
En stor del af Aabenraas befolkning boede sammen med store børneflokke i små primitive og uhumske lejligheder. Der var lokum i gården. Og den gruppe mennesker havde brug for føde, klæder, anden bolig, varme og helbred.
Ud af pengeudlånernes klør
Man forsøgte at få tyende og søfolk til at spare op til alderdommen. Man forsøgte også at få den lille håndværker ud af pengeudlånernes klør. Man forsøgte at få ham i arbejde. Og omsorgen for de fattige, syge og ældres ve og vel startede fra byens præstegård.
Præstekonen startede
Dengang var det naturligt at man diskuterede social nød med ”Byens fru nr. 2 ” – efter borgmester-fruen.
Margrethe Regina Leth var rektordatter fra Ribe. Hun fandt det tvingende nødvendigt at afbøde den værste nød. Den akutte nød skulle lindres. Hendes tanker om at danne en forening fandt gehør hos en kreds af damer. Formålet var at
Den 1. marts 1862 blev der indkaldt til sammenkomst i Günderoths Stiftelse.
Hjælp til ”værdig trængende”
Præstefruens tanke var at de, der tilsluttede sig ”Kvindeforeningen”, som var den betegnelsen, der lige faldt fru Leth ind, var at de så vidt muligt skulle koge og uddele maden.
Man skulle være ”værdig trængende” for at komme i betragtning. Man kiggede ikke på, hvilken politisk holdning som de trængende havde.
De nationale spændinger
Man skulle tro at dette var en selvfølgelighed. Men det var tiden efter treårs – krigen. I tidligere artikler har vi fokuseret på de nationale spændinger i byen. I hele foreningens eksistens har man ikke gjort forskel på dette.
Hvad skulle de spise?
Man var også straks enige om menuens sammensætning. Til de syge havde man to forskellige måltider:
De to måltider skulle koges hver uge på skift af to medlemmer, der hver skulle tilberede fem portioner.
Det var foreningens formand, fru Leth, som gennem sygeplejerskerne og sin mand, sognepræsten holdt sig ajour med, hvem af byens syge, der var berettiget til madportioner. På grundlag af dette blev der udfærdiget en liste.
Den enkelte skulle selv sørge for at maden blev afhentet. Men husmoderen skulle give besked om dato og klokkeslæt for afhentningen. På den måde blev der skabt en personlig kontakt.
Udover de to retter blev der henstillet til at man fremstillede såkaldt ”gammelmad” til en ældre, fattig medborger.
Pakker til jul – i stedet for mad
Fra 1950 og indtil 1968 uddeltes der pakker til jul i stedet for færdigtilberedt mad. Pakken kunne indeholde kaffe, ris, smør, en mørbrad, en pølse, et stykke ost og en pose mel. Det var alt sammen noget, der kunne bruges til jul. Tingene var foræret af byens forretningsdrivende.
Fra 1968 var det pengegaver
Efter 1968 gik foreningen over til at yde pengegaver. Mens man havde kunnet uddele 300 – 400 pakker, rakte foreningens økonomiske formåen kun til en snes modtagere. Man fik penge af de renter, der var på bank – og sparekassebøgerne. Ja så havde foreningen arvet nogle obligationer, der også kastede penge af sig – Dette beløb var cirka 3.000 kr. årligt.
Kogeforeningen afholdt indtil 1976 en sommerfest og en vinterfest. Sidstnævnte var på Hellig-tre-kongers-dag. Festen blev afholdt på Missionshotellet eller på Folkehjem.
Sommerfesten afholdt man normalt på ”Sommerlyst” ved Lindsnakke. Det var ofte forbundet med en tur i ”det blå”.
Stor opbakning
Der var opbakning fra byens borgere til foreningen på forskellig måde. Mange Aabenraa – borger blev gennem tiden hjulpet af Kogeforeningen. Og foreningens idealer blev fulgt i de mange år.
Gunderoth – stiftelsen
I artiklen nævner vi Gunderoth – stiftelsen. Det var Sophia von Saldern og Heinrich von Gunderoth, der giftede sig. Deres ægteskab forblev barnløst. De var meget velhavende og oprettede stiftelsen i Aabenraa.
Pastor Leth var en foregangsmand
Det ser ud til Hr. og fru Leth er fraflyttet Aabenraa året efter oprettelsen af Kogeforeningen. Andreas Leth samlede altid en store skare til hans prædikener. Han sluttede sig til Grundtvig og gik for ”præstefrihed”. Et resultat af hans arbejde førte til et stort møde i Askov i 1881. Han var med til at oprette Kirkeligt Samfund. Han lavede også et tillæg til Pontoppidans salmebog – beregnet til de sønderjyske menigheder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: april 1, 2022
Hvad der læses mest – i marts 2022
Oplevelser på Facebook – ris og ros i måneden, der gik. Og vi svarer på kritikken. Hvad er det egentlig vores hjemmesider står for. Nogle af vores læsere giver et svar. Den store oprydning er nu oppe på 582 rettede artikler. Atter engang har vi ”Byernes Top -50. Så er det de Mest læste artikler (Top-100) Og så er de mest populære kategorier. Stadigvæk på en suveræn førsteplads. Overskrifter fra kritikkerne ”En ommer” – Skribenten har ikke styr på det” – ”Hvad er stavefejl” – ”Brug dog en lup” – ”Befri os fra fotos og artikler om visse personer fra besættelsestiden” – ”Er det for besværligt, når redaktøren skal besvare læserne på noget, der står anført i artiklen? ”Send ikke sådan noget lort til mig”. Vi bringer også lige et par positive læserreaktioner, dem er der overvægt af. ”Utroligt, spændende og dybe historiefortællinger”. Nej disse har vi ikke selv konstrueret.
OPLEVELSER PÅ FACEBOOK
En ommer
En læser kan ikke lide vores artikel 2142 Dagligliv på Nørrebro – dengang. Han kalder den ”Malet med den brede pensel – Historisk misk mask – en ommer. Artiklen handler vel nærmest om børn og en lidt ironisk artikel om børneopdragelse og mangel på samme. Hvis nu artiklen stod for sig selv, ville vi give læseren ret. Men egentlig er det kun en af bidragene omkring dagligliv på Nørrebro. Vi har i alt 304 artikler om Nørrebro. Så overordnet vil vi nu ikke give læseren helt ret.
Skribenten har ikke styr på det
Ja sådan skriver en anden læser. Vi er på besøg i Saksborg, en lille by øst for Tønder. Byen ligger i Burkal Sogn. Men det meste af artiklen handler om Bylderup Sogn. Og læseren mener ikke, at de to sogne skal blandes sammen. Vi har grundet læserens henvendelse nu gjort opmærksom på det. Vi har skrevet en del artikler om området dernede ved grænsen og har sikkert også tidligere gjort det samme. Fremover vil vi have et sognekort ved siden, når vi skriver artikler om området.
Hvad er stavefejl?
Når vedkommende citerer gamle skillingsviser eller gamle overskrifter eller citater fra dengang, bliver dette også betragtet som stavefejl. Vi har tidligere meldt ud, at vi har for mange stave- og tastefejl. Vi har også meldt ud at vi er i gang med at rette op på dette. Men Rom blev heller ikke bygget på en dag. Vi er trods alt nået op over 500 artikler. Men for mange er ”alle disse” fejl meningsforstyrrende. Og det beklager vi selvfølgelig.
Brug dog en lup
En læser mener, at vi i en af grupperne har delt en artikel seks gange. ”Brug dog en lup”, siger læseren. Om det er rigtigt ved ikke. Vi registrer ikke, hvornår vi deler hvad på i de enkelte grupper. Men hvis man har læst artikler før, kan man så bare ikke springe over? Der kommer jo mange nye til hele tiden. Men det kan man måske ikke.
Der kan sagtens forekomme gentagelser. Og det gør det jo også dagligt. Men er det så forfærdeligt? Ofte bringes der nye fotos med. Et regnestykke fra den omtalte gruppe. Her er 101 artikler. Og vi bragte dagligt en artikel. Det betyder, at vi hver 3. måned blev nødt til at gentage en artikel. Nu holder vi så en pause i den gruppe for vi vil da nødig genere læserne.
Befri os for de fotos og artikler
En læser vil helst undgå at se fotos af Frits Clausen og Nazister på vores side. Dette kan vi bestemt ikke love vores læser. Det er jo netop det, historie handler om. Det er at omtale de ting, der er sket. Også de upopulære ting. Sker det, vil vi netop opleve de ting, som en læser beskriver det lige neden under dette. Skal vi også lade være med at omtale Putin?
Er det for besværligt?
Nu er det hele jo heller ikke altid lige let. Og hvem har sagt, at det skulle være det. Vi får hele tiden en masse henvendelser på messenger, mails, telefon m.m. Og på Facebook bliver det hele tiden spurgt til det, som vi har skrevet. Det viser jo stor interesse. Vi vil gerne svare alle, så hurtigt som muligt. Men det kan knibe at nå det hele.
Ofte bliver det på Facebook spurgt ind til ting, der står anført i selve artiklen men ikke nødvendigvis i brødteksten. Når vi så høfligt henviser til artiklen, bliver dette nogle gange opfattet negativt. Men grunden til, at vi gør det på den måde, at tingene skal ses i sin helhed og det kan bedst anskueliggøres ved at læse hele artiklen. Nogle gange har vi delt et tema ud i forskellige artikler, hvilket vi tydelig gør opmærksom på. Men dette afstedkommer desværre også en del misforståelser.
Lad være med at sende det lort
Man kan jo ikke forlange at alle læsere synes at det er godt, det som man skriver. Men vi er jo nu engang ikke herrer over, hvem der modtager vores historier. Det er jo nu engang frivilligt at modtage og læse vores historier. Lige modsat er denne læsers opfattelse af nogle af vores artikler:
HVAD GÅR DET EGENTLIG UD PÅ?
Ja det svar kom en læser med her fornyelig efter en artikel, hvor undertegnede forklarede det svære spørgsmål om den såkaldte ”Genforening” og tiden før. Og egentlig er det bedre formuleret end jeg selv kunne finde på. Læseren henholdt sig så kun til den ene artikel. Men egentlig er det jo det vores side går ud på.
Det er jo faktisk det som vores side går ud på. Vi forsøger jo selvfølgelig med rigelig kildehenvisning at fortælle sandheden. En tidligere historielærer formulerer det også meget godt:
Nej, de positive breve konstruerer vi nu ikke selv. Og i øvrigt tak til jer alle sammen for de positive tilbagemeldinger. De kritiske tilbagemeldinger forsøger vi at lære af.
HVORFOR SØGER I IKKE FONDSMIDLER?
Ja sådan er det en af vores læser, der spørger. Det har vi skam også gjort tidligere. Men det var afslag. Og så skal man jo sikkert også leve op til nærmere angivende standarder. Og det orker vi ikke. Hjemmesiden er et hobbyprojekt. Det er ikke gratis. Vi betaler ikke for artiklerne. Og stort set skriver undertegnede alle artikler selv, måske 98 pct.
Det er 100 år siden
En anden læser har også beskæftiget sig med samme tema. Han har læst artiklen ”Det er 100 år siden”. Han skriver:
VI ER I GANG MED AT BESVARE HENVENDELSER
Vi er i gang med at besvare henvendelser. Noget har hobet sig op. Vi kan ikke finde svar på det hele. Men vi forsøger. Nogle gange bliver vi nødt til at prioritere. Det er tydeligt, at der er flere og flere henvendelser. Og mon ikke at vi når til bunds i det? Det er jo kun positivt med den store interesse
DEN STORE OPRYDNING
Vi er stadig i gang med den store oprydning. Vi retter stave og tastefejl og retter i opstillingen. Den grafiske fremstilling bliver bedre. I flere tilfælde gør vi også artiklerne mere aktuel. I den forløbne måned har vi nået følgende:
Vi er nu oppe på 582 rettede artikler
BYERNES – TOP-50
Hvilke byer har i marts læst dengang.dk – hjemmesiden
MARTS-MÅNED-MEST LÆSTE – TOP – 100
Ja så lykkedes det næsten for ”De Fem Dramatiske år på Nørrebro”, ”Da det lugtede i København” og ”Jagten på det perfekte menneske” – Bedre held næste gang.
DE MEST POPULÆRE KATEGORIER I marts 2022
Dette er regnet ud efter placeringer på TOP – 100. Såfremt flere opnår samme tal, er det den bedste placering, der tæller. I parentes er det placeringen i sidste måned.
Indlemmelse, Afståelse, Genforening 0
Grænsen er overskredet 0
Akeleye – Historien om Adelsslægten 0
Dato: oktober 1, 2021
Hermann Göring og hans bror
Den ukendte lillebror er dukket op i en TV – serie i Tyskland. Göring fik mere og mere magt, men egentlig mistede han flere og flere kompetencer. Han gav Heydenreich ordre til ”Holocaust”. Han levede fra 1943 en luksuriøs tilværelse. Den havde han efter sin Gudfader, som faderen lærte at kende i Sydvestafrika. Under Første verdenskrig blev Göring lufthelt. I Sverige fandt han sin kone, Carin, som også var nazist. Han var imponeret af Hitlers tale. Og han blev såret under ølstue-kuppet. Resten af sit liv var han afhængig af morfin. Han fik opløst Rigsdagen og proklamerede at ”Hvem der jøde, bestemmer jeg”. Han tvivlede på Hitlers krigsplaner og forsøgte at stoppe dem. Han pralede med udsultning. Det endte med at Hitler dømte ham til døden. Men det var ført under Nürnberg – processen at han døde ved selvmord. Den gode bror, troede de allierede ikke på. I to år holdt de ham tilbage. Han redede en masse jøder, bl.a. fra Theresienstadt. Hans far var antagelig von Epenstein. Storebror kendte udmærket til lillebrors aktiviteter. Albert blev depressiv og alkoholiker efter at have været anholdt. Tidligere havde han givet den som ”Wein, Weib und Gesang”. Han døde ensom, glemt og forladt som 71-årig i München.
Den ukendte lillebror
Den ene var overbevist nazist. Han mente selv, at han var nummer to – lige efter Adolf Hitler. Broderen var den gode. Han reddede talrige mennesker var nazisternes dødsmaskine. Denne hed Albert Göring og var lillebror.
Albert blev taget til fange af amerikanerne efter krigen. Her sad han i to år. Man troede ikke på hans historier om alle de jøder, som han skulle have reddet. Han døde i 1966 – 71 år gammel uden at offentligheden anerkendte hans redningsaktiviteter.
Göring mistede kompetencer
Mens lillebror forblev ukendt, så må man til gengæld konstatere at storebror første sig frem. Hermann Göring blev i 1935 leder af Luftwaffe (Oberbefehlshaber). Men ikke nok med det. Han overtog også lederskabet af den tyske økonomi.
I første verdenskrig blev han dekoreret som jagerpilot. Han steg i graderne hos NSDAP. I august 1932 blev han Rigsdagspræsident. Den dag Hitler fik magten blev Göring udnævnt som Rigsminister. Han fik flere jobs men det som man sikkert husker ham for, var at han var med til at oprette Gestapo. Han var kendt som brutal og stod for oprettelsen af den første koncentrationslejr i 1933. Han var med i forberedelser til Østrigs ”Anschluss”.
I 1938 organiserede han jødernes udelukkelse af tyske erhvervsliv. I 1940 udnævnte Hitler ham til Rigsmarskal. Det kan godt være at fik mange betydningsfulde titler. Men senere undersøgelser viser at han mistede kompetencer til de konkurrerende topnazister Heinrich Himmler og Joseph Goebbels.
Han gav Heydrich ordre til Holocaust
Dette kan skyldes at kom i miskredit fordi han som chef for Luftwaffe tabte slaget over England (midt i 1940 til begyndelsen af 1941). Og så var det jo lige begyndelsen af de allieredes bombardering af Tyskland og slaget om Stalingrad (Slutningen af 1942).
Den 31. juli 1941 beordrede Görring Reinhard Heydrich til at gå i gang med folkemordene mod de europæiske jøder (Holocaust).
Han levede en luksuriøs tilværelse
Omkring 1942 – 1943 trak Göring sig lidt tilbage til privatlivet. Han levede en ekstrem luksuriøs livsstil.
Han var en af de 24 topnazister, der under Nürnberg – processen blev dømt til døden. Men aftenen inden han skulle henrettes begik han selvmord.
Faderen lærte von Epenstein at kende
Deres far var mellem 1885 og 1890 Rigskommissær i Tysk Sydvestafrika. Det er det som i dag hedder Namibia. Mellem 1892 og 1895 ministerpræsident for Haiti og Den Dominikanske Republik.
I Tysk – Sydvestafrika lærte faderen en mand at kende, der hed Hermann Epenstein at kende. Han tilhørte den tyske adel. Men han var af jødisk afstamning. Da familie Göring kom hjem fra Haiti tilbød Epenstein familien Göring en af hans besiddelser til rådighed. Det var en hel borg ca. 50 km nordøst for Nürnberg.
Og ofte var familien på besøg hos Epenstein. Moderen plejede et offentligt bekendtskab med ham, mens faderen overnattede uden for Epensteins residens.
Hermann Göring kom på flere privatskoler og gymnasier. Han fik også en militæruddannelse. Til sidst kom han på en 8 måneders afsluttende krigsuddannelse.
Göring nedskød 22 fjender
Han deltog i kamphandlinger i Første Verdenskrig. Og blev hædret med Jernkorset af Anden Klasse. Han blev indlagt på et hospital, som han forlod uden tilladelse. Nu blev han uddannet som jagerpilot. Den 14. marts 1916 skød han det første bombefly ned. Efter en nødlanding tilbragte han tre måneder på diverse lazaretter. Hele 22 nedskydninger blev han registret for.
Göring ledede på et tidspunkt i 1918 Manfred von Richthofens berømte eskadrille.
I Sverige fandt han sin kone, Carin
Da han kritiserede den preussiske krigsminister, blev han degraderet til militærinstruktør til Danmark. Derefter rejste han til Sverige, hvor han fik job hos ”Svenska Lufttrafik AB”. Erik von Rossen skulle hjem til sit gods. Men det var uvejr. Og den eneste, der turde flyve, var Hermann Göring. På det sted, hvor denne skulle afleveres så Göring et hagekors. Og det viste sig at det var Carin von Kantzow, der havde sørget for dette. Hun var overbevist nazist.
Hun forlod sin mand og boede forskellige steder i Sverige. I 1923 blev de to gift i Stockholm. På Universitetet i München studerede han i 1921 og 1922 historie og statsvidenskab.
Hitlers tale imponerede Göring
En søndag i 1922 tog Göring til en protestdemonstration rettet mod sejrsmagterne fra Første Verdenskrig. Man forlangte frigivelse af tyske generaler. En af talerne var Adolf Hitler. Denne imponerede Göring.
Denne gik nu til de forskellige NSDAP – møder. Og i begyndelsen af 1923 blev han udnævnt til kommandant for stormtropperne (Sturmabteilung SA).
Hitler proklamerede at NSDAP ikke skulle være en lille hemmelig forsamling men skulle omdannes til et moderne parti. SA blev rent organisatorisk uafhængig af NSDAP.
Göring blev såret
Den 9. november 1923 deltog Göring i Hitler – oprøret gennem sin egenskab som leder af SA. Det var det berømte ølstuekup. Det bayerske politi stoppede oprøret. Under aktion blev Göring skudt i hoften og i lysken. Den stærk blødende Göring blev båret til adressen, Residenzstrasse 25, hvor ejeren Robert Ballin og hans kone tog sig af ham. De var jøder. Og senere sørgede Göring for at de to blev løsladt fra KZ – lejren Dachau.
I selskab med Carin lykkedes det for Gôring at flygte til Østrig. På grund af sine smerter fik han morfin-indsprøjtninger på sygehuset i Innsbruck. Det blev begyndelsen til Görings morfin – misbrug. Da retssagen mod Hitler fandt sted opholdt Gôring sig fortsat i Østrig. I slutningen af 1924 blev han opfordret til at forlade Østrig. Han tog til Italien og opholdt sig som Hitlers fuldmægtige i Venedig og Rom.
Morfin – afhængighed
I foråret 1925 tog han med Carin til en bolig i Stockholm og her her begyndte han for alvor at lide af morfin – afhængighed. I august 1925 blev han henvist til en klinik for at gennemgå en afvænningskur. Men i august fik han et tilbagefald, hvorefter han blev anbragt på en nerveanstalt. Men allerede efter få uger kunne han igen forlade stedet med den lægelige henvisning at han på intet tidspunkt i hans indlæggelse havde vist tegn på sindssyge.
Nu fik han lovning på, at han kunne vende tilbage til Tyskland uden at han ville blive straffet. Den 3. og 4. juli 1926 deltog han i NSDAP s partidag. Der kunne han så konstatere, at man havde slettet ham fra medlemslisten.
Gøring vendte tilbage til Sverige, hvor han igen måtte anbringes på en klink på grund af morfin – misbrug. Efter 19 dage kunne han så igen forlade klinikken.
Göring fik opløst Rigsdagen
I 1927 vendte han igen tilbage til Tyskland. Han indtrådte igen i NSDAP og SA. Han bosatte sig i Berlin – Schöneberg sammen med Carin. Han blev valgt ind i Rigsdagen den 20. maj 1928.
Som allerede skrevet blev han i 1932 valgt som Rigsdagspræsident. Med dette havde NSDAP opnået det tredjehøjeste stilling i Weimar Republikken. Det lykkedes for Göring ved hjælp af snuhed at få opløst Rigsdagen gennem en mistillid til regeringen.
Ved det nye valg havde NSDAP mistet stemmer men var stadig den stærkeste fraktion. Og igen blev Gôring valgt som Rigsdagspræsident. I de følgende måneder havde han en afgørende andel i Weimar Republikkens fald.
Göring brugte alle midler
Den 30. januar 1933 blev Adolf Hitler valgt som Rigskansler. Göring kom til at spille en meget stor rolle i etableringen af Nazi – regimet. Han brugte alle midler til at passivisere modstandere. Gestapo blev ved denne lejlighed etableret. Og den første leder var i familie med Göring.
Den 20. april 1934 var det Heinrich Himmler, der fik dette job. Ernst Röhm og 200 andre personer blev myrdet. I 1935 var Göring manden bag Nürnberg lovgivningen.
I 1934 blev Göring udnævnt som Hitlers efterfølger ved dennes eventuelle død. Ved Hitlers fødselsdag den 20. april 1936 blev Göring forfremmet til Generaloberst for ”Luftwaffe”.
Emmy blev hans nye kone
Den 10. april 1935 giftede han sig med skuespillerinden Emmy Sonnemann. Hitler deltog. Med Emmy fik han datteren Edda Göring, som døde i 2018. Han blev ledder af fireårsplanen og skulle forberede Tyskland til krig. Snart tvang han daværende økonomiminister Hjalmar Schacht fra sit job.
”Hvem der er jøde, bestemmer jeg”
I en dokumentar fra 1935 er de to brødre sammen på Hermanns landsted Carinhall. Ved denne lejlighed beder Hermann sin bror om en tjeneste ved at bruge sine kontakter til at få fat i skuespilleren Henny Porten. Men hun var gift med en jøde. Ifølge de tyske racevedtægter var der ingen filmroller til jøder. Albert lover at skaffe kontakt. Ved den lejlighed sagde Hermann:
Jødeloven
Han fik oprettet Rigsfabrikkerne Hermann Göring (HGW) Sammen med I.G. Farben og de Forenede Stålværker Tysklands største. Omfattende tvangsarbejde var nu en realitet.
Den 4. februar 1938 blev Gøring forfremmet til ”Generalfeldmarschall”. Han blev dermed den officer, der havde den højeste rang i Wermacht.
1.400 synagoger blev ødelagt, utallige butikker med jødiske indehavere og jødiske boliger blev ødelagt. Under aktionen dræbte man 400. Det var som følge af de regler man vedtog i november 1938 i Nürnberg.
Göring tvivlede på Hitlers krigsplaner
I grunden tvivlede Göring på Hitlers krigsplaner.
Jo Göring blev også fejret som helt i Luftwaffe. Men efter fiaskoen i England, så gik det tilbage med hans anseelse.
Måske svækkede det også hans anseelse hos Hitler, da han forsøgte at hindre krigsudbrudet ved at kontakte svenskeren Birger Dahlerus.
Pralede med udsultning
Nu skulle Göring jo også observere fire års – planen. I den egenskab sagde han den 25. november 1942 til den italienske udenrigsminister Grev Ciano:
Kendt og frygtet kunstsamler
Gøring var kendt og frygtet som kunstsamler. Gennem røveri og pression havde han anskaffet 4.000 kunstobjekter. Han kommanderede specielle divisioner til at stjæle kunst for ham. Også jødiske kunstværker tog han glædeligt imod.
Göring udbyggede nazisternes magt med stor brutalitet. Men trods dette opnåede han ved sin folkelige og joviale facon alligevel stor popularitet i Tyskland også blandt udenlandske diplomater. En tilsvarende fascination kom til udtryk i dele af den danske presse, da Göring i sommeren 1938 aflagde et privat besøg i København og Helsingør, hvor det preussiske statsteater spillede Hamlet på Kronborg.
”Kald mig bare Meier”
Allerede omkring 1942 fik Göring mindre indflydelse. Ofte lod han sig erstatte af andre. Han rejste meget omkring og koncentrerede sig om sin kunstsamling og gik på jagt. En af grundene til det var de stigende luftangreb mod Lübeck, Rostock og Köln. Göring havde ingen modsvar. Inden krigen havde Görng ellers fortalt, at
Han fik dog også mange steder øgenavnet ”Hermann Meier” Han havde også andre øgenavne som ”Goldfasan” eller ”Lametta-Heini”. Det var på grund af hans uniform og alle hans ordner. Man sang:
Nej, det er ikke forkert stavet. Sådan er teksten.
En kæmpe 50 års – fest
I 1943 fejrede Göring sin 50 års dag. Selv om de tyske soldater i Rusland led, ville han ikke holde sig tilbage. Og fejringen skete med prompt og pragt. Han forlangte også 2 millioner Rigsmark for at udvide Carinhall. På den østpreussiske hede holdt han med udenlandske gæster store jagtpartyer.
I prompt og pagt lige som sin Gudfader
Göring så op til sin gudfadder von Epenstein. Efter dennes død arvede han to borge. Han ville leve i samme prompt og pragt som ham. Antikviteter, billeder m.m. var noget han i den grad samlede på. Til sidst havde han så meget, at han måtte leje bondegårde for at få plads til alt.
Hitler dømte Göring til døden
Den 20. april 1945 forlod Göring efter den officielle fødselsdagsreception for Hitler Berlin i retning mod Berchtesgarden. Han fortalte Hitler at der i Sydtyskland ventede ham meget vigtige opgaver.
Den 23. april 1945 meddelte Göring i et telegram til Hitler, at såfremt Hitler stadig befandt sig i Berlin som hans efterfølger. Og det gjorde han såfremt Hitler ikke havde svaret ham inden kl. 22 samme dag.
Hitler betragtede imidlertid dette som Højforræderi. Martin Bormann forfattede en erklæring som Hitler underskrev. Det handlede om at Göring straks skulle arresteres. Alle hans titler og fuldmagter var fra dags dato sløjfet.
Den 25. april fortalte Hitler i den ”Stortyske Radio”, at Göring på grund af hjerteproblemer havde nedlagt samtlige sine poster. I et politisk ”testamente” havde Hitler udmeldt ham af NSDAP. Bormann havde befalet SS-officeren Karl Hermann Frank at likvidere Göring straks efter ankomst til Berlin.
Efter at Hitler og Eva Braun den 30. april officielt havde begået selvmord blev Göring løsladt fra SS – fængslet.
Han tog gift aftenen inden henrettelsen
I Østrig overgav han sig til amerikanerne. Den 21, maj blev Göring i ledsagelse af sin kone Emmy og datteren Edda anbragt i den hemmelige lejr, Camp Aschan i Bad Mondort i Luxemburg.
Han forklarede, at han overhovedet ikke kendte noget til KZ – lejrene, trods det faktum, at det var ham, der gav Heydrich ordren til udrensning af jøderne.
I Nürnberg processen virkede han meget slagfærdig åbenbart på stoffer. Göring blev dømt til døden ved hængning. Han søgte om at blive skudt, hvilket blev afslået.
Men den 15. oktober aftenen før henrettelsen havde han begået selvmord ved hjælp af Cyankalium – gift
Den gode bor, Albert
I Tyskland kører der i øjeblikket en serie om den gode bror, Albert. Men i det israelske holocaustcenter er man ikke overbevist. Det er beviser for, at han havde en positiv holdning til jøder. Han risikerede meget for at få fat i udrejsetilladelser for jøder og føre deres ejendele ude af Tyskland.
Han redede en masse jøder
Han brugte også sine forbindelser til at hjælpe høder ud af KZ – lejre og forhindre Gestapo i at undersøge sine aktiviteter. Ifølge andre kilder forstærkede Albert Göring sine antinazistiske aktiviteter, da han blev udnævnt som chef for Skoda – fabrikkerne i Tjekkoslovakiet. Han havde også kontakt med den tjekkoslovakiske modstandsbevægelse.
Ofte var tyske officerer på besøg. Men han nægtede at gengælde Hitler Hilsen. Han sagde bare ”Grüss Got”.
Albert reddede også fabrikkens jødiske direktør og hans familie. Han sørgede for at de fik falske visa og kunne flygte til Rumænien.
Hans far var antagelig von Epenstein
Måske skyldes Alberts antinationalistiske opførsel at hans far var jøde. Albert og Hermanns mor Fanny havde en affære med Hermann von Epenstein, når ægtemanden var ude. Men andre historikere afviser nu denne historie.
Allerede mens han levede dukkede de første artikler op i de tyske aviser, hvor han figurerede som et modstykke til hans brutale bror. Han havde både sat sit liv, sin formue og karriere på spil for at redde jøder. Albert uddannede sig som ingeniør.
Wein, Weib und Gesang
Men han passede ikke rigtig ind i billedet som en, der redede jøder. Han var et menneske med svagheder på godt og ondt. Han var en charmerende levemand og skørtejæger med sans for
Godhed drikke ikke og holder ikke elskerinder på stribe.
Albert udnyttede sit slægtsnavn
Han elskede hurtige biler. I Wien kørte han rundt i chokoladebrun Steyr-Cabrio, som hans bror have foræret ham. I Prag forelskede han sig i en tjekkisk skønhedsdronning. Han vidste godt, at Gestapo ikke ville tolerere at han giftede sig med en tjekke. Men han gjorde det alligevel.
Han var en behændig forretningsmand med flair for bestikkelse og storslåede armbevægelser. Han udnyttede sit slægtsnavn.
De allierede troede ikke på Alberts historier
Efter Anden Verdenskrig blev Albert Göring arresteret og tilbragte to år i fangenskab. Navnet Gøring var en uovervindelig belastning. De allierede forhørs-officerer kiggede vantro på den liste, han lagde foran dem med 34 navne, han havde reddet fra de nazistiske bødler. Blandt dem var komponisten Franz Lehars jødiske hustru.
Også den østrigske Ærkehertug Josef Ferdinand den Fjerde af Østrig kan takke Albert for at være blevet frigivet fra KZ – Dachau.
De allierede forsøgte hele tiden på at få Albert til at tale grimt om sin storebror. Men det kunne de ikke få ham til. Han sagde til forhørslederne at det eneste de var uenige om var nogle ideologiske ting. Dog måtte han nok erkende at Hermann var en ”Outsider” og ”Familiens sorte får”.
Depressioner og alkoholiker
Albert sendte også lastbiler til KZ Theresienstadt, hvor 35.000 omkom. Albert beordrede lastbilerne fyldt op med fanger. Efter nogle timers kørsel standsede bilerne ved nogle store skove og fangerne blev sat i frihed. Men disse rapporter blev begravet dybt i de britiske arkiver.
Det var først efter at en række tidligere Skoda – ansatte, der kom ham til undsætning, at han blev frigivet. Det vil sige at han først blev sendt til Prag, hvor han skulle gennem forhør. De kunne jo være, at han havde begået krigsforbrydelser. Skoda – fabrikkerne dengang var også en våbenfabrik.
Efter løsladelsen kom han til at lide af en alvorlig depression og blev alkoholiker.
Hermann kendte godt til Alberts aktiviteter
De holdt meget af hinanden de to brødre. Den ældste Hermann med lyse, blå øjne, kæk og altid med på den værste og Albert med sit dådyrbrune blik, mere stille og genert dengang. Han mindede påfaldende meget om sin gudfader og familiens nære ven, Baron Hermann von Epenstein.
I Østrig arbejdede Albert i et filmstudie. Han blev mange gange arresteret af SS og Gestapo, men blev hver gang hjulpet af brormand.
Det fortælles, at han engang stod på en balkon og en gruppe SS opdagede, hvem han var. De smækkede hælene sammen og gjorde stram nazihilsen ”Heil Hitler” – hvortil Albert svarede ”I kan rende mig”
Ved en anden lejlighed var brutale SS – officerer i gang med at ydmyge en gruppe jødiske kvinder. De stakkels mennesker blev sat til at skure fortovet med små børster til stor morskab for nazisterne og tilfældigt forbipasserende.
Da Albert kom forbi, smed han resolut sin jakke, faldt på knæ ved siden af kvinderne og begyndte at skure løs. Nazisterne hev ham op og forlangte hans id-papirer. Da en SS – officer så hans efternavn blev skrubningen indstillet den dag.
Få dage efter blev Albert vidne til et optrin, hvor en gruppe nazi-bøller havde overfaldet en 75 – årig bedstemor. De havde tvunget hende til at bære et skilt om halsen:
Uden tøven gik Albert i krig med hele flokken stak han et par nazister en på snuden og fik befriet kvinden. Han blev arresteret af Gestapo. Igen måtte Hermann Göring gribe ind.
Herman kendte udmærket til sin bors mange aktiviteter. Men han mente, at det var hans private sag, hvis han ville hjælpe jøderne, bare han ikke bragte ham i besværligheder. Og Albert gav udtryk for at der var to sider hos storbroderen, hans virke som nazist og hans private optræden.
Men i 1944 udstedte SS en dødsdom over Albert Göring. Han måtte gå under jorden i Prag.
Tag dig af min kone og mit barn
Den sidste gang de to brødre mødte hinanden var den 13. maj 1945. Hermann sagde dengang til Albert:
Albert flyttede til Salzburg men ingen ville ansætte en Göring. Han var skuffet og førte et kaotisk privatliv med mange skilsmisser. Det var kun fordi, at nogle af dem, som han havde hjulpet, nu hjalp Göring gennem hans krise.
Ensom og forladt døde han i 1966 som 71 – årig efter i nogle år at have arbejdet som konstruktør i et byggefirma i München.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Dato: september 26, 2021
En Dronning og en Film
Er filmen om Magrete den Første en sandfærdig historisk film? Hun var en skarp og erfaren kvinde. Hun ville bevare magten – næsten for enhver pris. I Sønderjylland opkøbte hun godser og byggede Brundlund Slot. Man hørte ikke meget om hende i historietimerne. Der er en rytterstatue af hende i Roskilde. Valdemar Atterdag havde ingen mandlige arvinger. Hun blev ”Fuldmægtig Frue og Husbond”. Hun fik magten i tre kongeriger. Filmen starter blodigt. En fremmed påstår at være hendes søn. Det var ikke ”den rigtige Oluf”, men det antyder filmen. Hvorfor døde Oluf allerede som 17 – årig? Der er ingen glamour og gøgl. Til stormøde i Kalmarunion. Fortidens magtspil er imponerende. Det er fiktion baseret på historiske hændelser. Tog Margrete hensyn til andre kvinder?
En sandfærdig historisk film?
Det er ikke så ofte, at undertegnede går i biografen. Men filmen om en de største skikkelser i Danmarkshistorien skulle da ses. Det er altid problematisk at skildre historien på film. Hvilke ting skal prioriteres? Hvad skal undlades? Hvad egner sig specielt på film? Hvor kan det hele lige dramatiseres? Kan man holde sig til fakta? Hvor meget fiktion er nødvendigt?
Er det så lykkedes at skabe en sandfærdig historisk fim?
En skarp og erfaren kvinde
Hvordan klarede en kvinde at samle hele Norden i Kalmarunionen i et mandsdomineret samfund? Ja filmen er baseret på et usikkert rygte ”Den falske Oluf”. Hun er af Danmarks mest betydningsfulde regenter. Hun tilkæmpede trods sit køn magten.
Den tids forhold mellem kongemagt, kirke og adel og forholdet til de andre nordiske lande har stor betydning for vores samfund i dag. Det her var en storhedstid for Danmark. Kalmarunionen var en kæmpe spiller i Europa på den tid.
Hun var en skarp og erfaren person, som var højt respekteret. Den mandlige skepsis forsvandt hurtigt, da man erkendte hendes politiske evner. Hun fremstillede en manuel til hendes adoptivsøn indeholdende tydelige instruktioner om, hvad han skulle gøre i forskellige situationer. Det vidner om en kvinde, der havde stor indsigt i magtens spil. Hun vidste, hvordan man skulle begå sig i storpolitik.
Hun ville hellere bevare magten
Efter at hun var blevet enke som 27 – årig giftede hun sig aldrig igen. Et fyrsteligt ægteskab dengang var en form for politisk aftale. Men måske undlod hun ægteskabet. Hun ville hellere bevare magten.
Margrete den Første skal først og fremmest forstås som et ambitiøst menneske. En karismatisk og til tider kynisk person. Hun leverede nogle resultater, fordi hun var dygtig.
Opkøbte godser og byggede Brundlund Slot
Hun opkøbte godser rundt om i Sønderjylland. Det var det som senere blev til de kongerigske enklaver. Hun startede også på at bygge Brundlund Slot i Aabenraa. Men det blev først færdig efter hendes død og blev ikke nært så stort, som hun egentlig havde ønsket.
Forholdene til hansestæderne var fortsat prekært. Stæderne kunne godt se nytten af en fredelig nordisk union. Der var også sat en stopper for kapere. Men i stedet for fred havde man stadig den evindelige holstenerfejde.
Lübeck besluttede sig for at gå med i krigen. Et holstensk angreb mod Flensborg i 1427 mislykkedes totalt. Den unge hertug Henrik af Slesvig faldt. Et lybsk flådeangreb i Øresund slog i den grad fejl. En rigt lastet hanseatisk saltflåde i Biscayen faldt i kong Eriks hænder. Resultat blev omgående indre uro i flere Hansabyer.
Hørte ikke meget om hende i historietimerne
Danmark var i middelalderen et rejsekongedømme, hvor regenten ofte var på farten. Man sagde, at kvinder stod i skyggen af manden. Mange dronninger og adelskvinder havde magt i kulissen
I historieundervisningen i skolen hørte vi meget lidt om hende. Vi fik mere at vide om hendes fader og hendes adoptivsøn. Der findes ikke mange monumenter og statuer over hende, hvis der overhovedet findes nogen?
En rytterstatue i Roskilde
Jo, der findes en rytterstatue af hende på Ro’ s Torv i Roskilde. Den begyndte man på i 1800 – tallet. Men man kunne ikke få finansiering til at færdiggøre den. Det skete først i 2006 – længe efter kunstnerens død.
Margrete den Første var datter af Valdemar Atterdag. Allerede som 10 – årig blev hun gift med den norske konge Håkon den Sjette. De fik sønnen Oluf i 1370. i mange havde faderen kæmpet mod tyskerne, den holstenske adel og den tyske kongeslægt på den svenske krone.
Valdemar Atterdag havde ingen mandlige arvinger
Valdemar Atterdag havde ingen mandlige arvinger. Det var så Magretes unge søn, der blev kørt i stilling som kandidat til den danske trone. Og det skete i 1376, da han blev udråbt som dansk konge. Men Magretes mand, Håkon døde i 1380. Så Oluf blev udråbt som norsk konge. Margrete var formynder for ham i begge riger.
Fuldmægtig Frue og husbond
Da også Oluf døde i 1387 gennemførte hun en slags statskup. Hun overtalte Rigsrådet til at gøre hende til regent på livstid i både Danmark og Norge med den fornemme titel:
Hun fik magten i tre kongeriger
Hun adopterede sin afdøde søster Ingeborgs barnebarn 5 – årige prins Bugislav af Pommern og gav ham navnet Erik.
I 1388 udpeges Erik til konge af Norge. Efter nogle vellykkede slag mod Sveriges tyske konge Albrecht blev Erik i 1396 også hyldet som konge af Sverige. Som formynder havde Margrete nu magten i alle tre riger.
Året efter blev Kalmarunionen etableret. Erik blev kronet til alle rigernes fælles konge. Men Margrete den Første fungerede som regnet til hendes død i 1412. Hun døde ved Okseøerne i Flensborg Fjord siger myterne. Her skulle hun være blevet begravet, men senere være flyttet først til Sorø og siden til Roskilde.
Filmen starter blodigt
Filmen starter blodigt med Valdemar Atterdags sejr ved Visby på Gotland i 1361. her blev 2.000 svenske bondesoldater slagtet. Filmen springer så til 1402, hvor der afholdes et stormøde i Kalmar. Man holder møde om dannelsen af en hær.
Margrete er ledsaget af en nær ven biskop Peter (Søren Malling) og kong Erik (Morten Hee Andersen). Til stede er også den britiske gesandt og den lille prinsesse Philippa, der efter planen skal forloves med Erik for at øge Unionens styrke. Den Tyske Orden vil gerne til magten i Norden.
Englænderne forlanger meget for at Erik kan giftes med den engelske prinsesse. Ja de ønskede endda arveret til den danske krone. Men alt dette afviser Margrete.
En fremmed påstår at være hendes søn
Magrete manipulerede og hendes snedige greb synes at være lykkedes. Temaet åbenbares tydeligt i filmen. Men nu kommer en fremmed ind i filmen. Denne forhøres. Han påstår at være kong Oluf, der har været holdt fanget i et kloster. Han døde slet ikke 15 år tidligere. Hvem er nu den rigtige konge? Erik eller Oluf?
Egentlig er dette dårlig belyst. En to måneders retssag afholdes. Er det virkelig Oluf eller er det en svindler, der var anbragt for at sabotere alliancen med England?
Hvis nu Oluf taler sandt, så er ægteskabsalliancen mellem Erik og Phillipa frugtesløs og hele Nordens position truet.
Man skulle så tro, at en mor kunne genkende sin søn. Men sådan var Magrethe den Første ikke. Forældreskab var også politik for hende. Nordmændene accepterede kun Oluf som den retsmæssige konge. Og svenskerne anerkendte kun Erik som den retsmæssige konge.
Det var ikke den rigtige Oluf – men det antyder filmen
Filmen antyder, at det var den ægte Oluf, og det er også en bedre historie, fordi den sætter Margrete i det umenneskelige dilemma mellem at vælge mellem at vælge mellem sin søn og fred i unionen.
Historisk blev det fastslået at ”den falske Oluf” var en løgner. Han blev dømt på bålet i Falsterbo i Skåne. Ved henrettelsen hæftede man sagens akter på den falske Oluf. Derfor er der ikke bevaret nogen dokumenter i den forbindelse.
Selve retshandlingen er ikke opdigtet. Man mente, at ”Den falske Oluf” var forledt af Djævlen, sagde man.
Hvorfor døde Oluf allerede som 17 – årig?
Men denne Oluf dør som 17 – årig helt uventet. Magrete laver ikke en sarkofag, som hun fik lavet til Valdemar Atterdag. Og underligt nok så donerer hun ikke penge til sjælemesser for hendes søn som eller svar kutyme dengang. Var det fordi hun ønskede ham ryddet af vejen? Men det er det nu intet, der tyder på. Hun kunne risikere at miste magten både over Danmark og Norge ved sønnens død.
Magten kunne have gået til hendes søsters søn, Albrecht i tyske Mecklenburg, der blev betragtet som ærkefjenden.
Der er ingen glamour og gøgl
Nej, det er langt fra en heltefilm. Man har valgt et udgangspunkt, hvor Margrethe står svagest. Og mest sårbar. Det handler om et menneske, der skal finde balancen i meget svær situation. Det er bestemt ikke et fritgående frilandsmuseum a la ”Gøngehøvdingen”.
Filmen fokuserer på de dramatiske hændelser i 1402, der sætter Margretes situation på spidsen.
Filmen er mørk og grå. Det er sikkert som en nordnorsk novemberdag. Der er ingen glamour og gøgl. Fokus er på Margrethes følelsesliv.
Til stormøde i Kalmarunionen
Trine Dyrholm er fremragende som den desperate mor, der måske skal henrette sig egen søn for ikke at miste kontrollen med Kalmarunionen. Stormødets deltagere er ikke enige om, hvad der skal gøres.
Nogle loyale riddere og en pirat, der arbejder for Magrete sendes syd på for at undersøge forholdene. Nu udvikler filmen sig til en sand krimi. Ville ”den falske Oluf” overleve eller dø for, at Margrethe kan redde sit politiske livsværk?
Fascinerende og hjertegribende, selv om vi kender resultatet. Unionen overlevede. Erik giftede sig med den 12 – årige Philippa i Lunds Domkirke.
Fortidens magtspil er imponerende
Det er en stærk film, fantastiske kostumer og fortidens magtspil er imponerende. Man må sige, at det er en vellykket storfilm. Det er også den dyreste film nogensinde.
Måske er filmen lidt stift og forudsigelig i sit tema om magtfulde kvinders tilsyneladende eviggyldige dilemmaer.
Fiktion baseret på historiske hændelser
Man har taget det som man kunne bruge. Der er opdigtet en del. Og så er det skruet og drejet på det, der kan dokumenteres. Men det som er vigtigt, er at der i indledningen af filmen står følgende:
Man har vel så en drøm om at lave en dramatisk film, som holder sig så meget til historiske fakta som mulig.
Selvfølgelig var Philippa ikke med i den virkelige verden, da forhandlingerne om hendes ægteskab foregik.
Tog Margrete hensyn til andre kvinder?
I filmen indgår også kvindespørgsmålet. Men tog hun hensyn til kvinder? I filmen beder hun kaperkaptajn i Østersøen Roar om at frigive sin kvindelige slave, Astrid, som han ellers er så glad for, fordi hun ”holder ham varm om natten”.
Men i hendes testamente tager hun hensyn til de kvinder, der har været udsat for voldtægt eller er blevet krænket og fornedret ”i krigene”. I 1396 udstedte hun en lov, der påbyder at der skal holdes en særlig ”kvindefred”.
Hun brugte hellere forhandlingens vej end krigens vej. Hun var overbevist, at hendes snilde kunne hjælpe hende. Hun var ikke opdraget i krigertradition, men som prinsesse.
Andre er også interesseret i Magrete den Første
Der er også andre, der har interesseret sig for denne enestående dronning:
Utroligt er det, at Margretes originale kjole er bevaret. Det tog svenskerne i krigsbytte i 1659. Nu har Nationalmuseet så lånt det af svenskerne til udstillingen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: