Søgeresultater på "Ribe"
Dato: juli 11, 2022
De Sønderjyske Piger – nok engang (2)
Sprogforeningens almanak. Lærken fra ”Slaget ved Dybbøl. Ordet ”Sønderjylland” blev betragtet som provokation. Hertugdømmets ældste navn var ”Sønderjylland”. Myndighederne var nærtagen, smålige og humørforladte. ”Den Blå Sangbog” havde blanke sider. Bøde til Sprogforeningens sekretær. De Sønderjyske Piger var skabt af Drachmann. Motivet var tyvstjålet i Frankrig. Danske fredsforstyrrer. H.P. Hanssen og Hejmdal fik bøder. Jens Jessen fra Flensborg Avis mest berømte artikel! Fratagelse af vort lands modersmål. Sprogkrigen. Tegningen blev igen ændret. I 1840’erne ville Slesvig – Holstenerne helst være deres egen.
Sprogforeningens Almanak
Sprogforeningens Almanak udkom indtil 1993. Mange syntes, at den så noget gammeldags ud. Og mange mente, at den var forældet. Men almanakken har givet meget inspiration til denne side.
Bagsiden viste De Sønderjyske Piger flankeret af to runesten foran Danevirke og med et Sønderjyllandskort anbragt som et banner over dem. Man skulle tro at sådan havde det altid været. Men det er nu ikke tilfældet. Man har skiftet mellem to motiver.
Lærken var fra ”Slaget ved Dybbøl”
Da almanakken udkom den første gang i 1894 var det en kvindeskikkelse, der symboliserede Danmark med sværd i hånd som holdt kortet over Sønderjylland. Baggrunden var dengang ikke Danevirke men Dybbøl Banke. På kortstangens top sad en fugl. Den kan vel opfattes som en lærke.
Lærken var blevet et symbol mellem Danmark og Sønderjylland. Dybbøl – lærken var et begreb, der havde sin oprindelse i det forhold, at man 18. april 1864 et øjeblik hørte lærkerne synge, da den forberedende kanonade pludselig hørte op kl. 10. Umiddelbart efter begyndte stormen på Dybbøl-stillingen.
Ordet ”Sønderjylland” blev betragtet som en provokation
Dengang måtte man ikke fremhæve ordet Sønderjylland. Det vakte de tyske myndigheders stærke mishag. Redaktøren af ”Apenrader Anzeige”, Janke kaldte brugen af navnet Sønderjylland for en:
Ordet var kommet mere og mere i brug efter 1864. Det afløste betegnelsen Hertugdømmet Slesvig, som længe havde været den mest benyttede betegnelse. Men det var faktisk ikke den ældste.
Hertugdømmets ældste navn er Sønderjylland
Hertugdømmets ældste navn er Sønderjylland. Når det i 1890’erne generede de preussiske myndigheder at se ordet Sønderjylland brugt var det fordi man ved at benytte denne betegnelse betonede den gamle forbindelse til kongeriget Danmark, hvorfra Sønderjylland i middelalderen var blevet skilt.
Myndighederne var nærtagende, smålige og ganske humørforladte
De preussiske myndigheder, der havde styret i landsdelen siden 1864 var nærtagende, meget smålige og ganske humørforladte. De havde tillige den tro på, at man ved politi – forholdsregler med symboler og sange kunne undergrave danskernes tro på fremtiden og deres ønske om vedblivende at være danske.
Danske studenterhuer var en torn i øjet på ordenshåndhæverne. Danske ”sange” af ”ophidsende” indhold måtte ikke synges offentlig og måtte i hvert fald ikke forefindes i sangbøger.
Den ”blå” sangbog havde blanke sider
Den ”blå” sangbog fik efterhånden mange hvide sider, hvor kun den forbudte sangs begyndelseslinje var anført, så kunne brugerne selv skrive teksten. Uviljen mod ordet Sønderjylland må ses på denne baggrund.
Bøde til Sprogforeningens sekretær
Det blev rejst anklage mod udgiveren af almanakken. Sprogforeningens sekretær M. Andresen, fordi der var anvendt ordet ”Sønderjylland” Bøden var dog kun på 10 mark. Mn det betød så, at man måtte bruge i et nyt motiv.
De Sønderjyske Piger blev skabt af Holger Drachmann
Danmark – skikkelsen blev afløst af de sønderjyske piger. Baggrunden var ikke længere Dybbøl, men Danevirke. Kortet var nu rullet ned og viste det gamle hertugdømme. To tykke streger var sat over det forbudte ord.
De Sønderjyske Piger var blevet et begreb efter at Holger Drachmann i 1879 havde skrevet sin rejsebeskrivelse ”Derovre ved grænsen”. I den findes digtet fra soldatergraven i Bøffelkobbel.
Motivet blev ”tyvstjålet” fra Frankrig
Nu var motivet hvis nok tyvstjålet fra Frankrig, hvor et tilsvarende billede symboliserer tabet af Elsas og Lothringen. Det var en bogforlægger fra København, der fandt på ideen.
Pigerne var døtre af forstanderen på Aagaard Højskole, Mikkelsen Tofte. De er henholdsvis iklædt en frisisk dragt fra Før og en dragt fra Als. Billedet blev uhyre populært og smykkede mange hjem.
Danske fredsforstyrrer!
En af de mest hadefulde og småtskårne kritikere af alle danske aktiviteter var en tysk redaktør i Haderslev ved navn Karl Strackerjan. Han udgav i 1903 en bog med titlen ”Dänische Friedenstörer. For ret at fremhæve de danske udfordringer gengav han almanakkens bagside, som den havde været i 1894 og 1895.
H.P. Hanssen og Hejmdal fik også bøder
Men ordet Sønderjylland blev dog stadig brugt. Det næste skridt for retten var rettet mod udgiveren af Hejmdal. Udgiveren H.P. Hanssen, bladets redaktør Thade Petersen og bogtrykkeren H. Matzen blev anklaget, fordi bladet havde en rubrik, der hed ”Fra Sønderjylland” og desuden et tillæg, hvor der stod ”Ugeblad for Sønderjylland”.
At anvende ordet ”Sønderjylland” gjaldt ”grov uorden” Alle fik en straf på 20 mark.
Jens Jessens mest berømte artikel
Denne dom vakte opsigt også i udlandet. Den gav redaktøren af Flensborg Avis Jens Jessen anledning til at skrive en af sine mest berømte artikler:
Den indledes:
Fratagelse af vort lands modersmål
Artiklen sluttede:
Det kan jo tolkes som jo flere restriktioner preusserne/tyskerne indførte, jo mere bevidste og nationale blev de dansksindede.
Sprogkrigen
Nu var Danmark jo nok ikke bedre selv. Vi husker jo den danske konge og hans befaling om, at man i Mellem-Slesvig skulle til at tale dansk. Det var bl.a. noget af det de dansksindede klosterbrødre i Tønder kæmpede imod.
Tegningen blev igen ændret
Efter 1920 fik almanakken den samme bagside som i 1894 og 1895. I 1960 blev symbolerne igen skiftet. Det oprullede kort svarede ikke til de nye realiteter. Efter danskhedens store frembrud i Sydslesvig i efterkrigstiden var den bevæbnede Mor Danmark ikke mere tidssvarende.
Redaktionen gik nu tilbage til De Sønderjyske Piger. De kunne nu symbolisere Nord – og Sydslesvig. De var stadig anbragt ved Danevirke mellem runestenene, men tegningen var ikke så gennemarbejdet, som den der var anvendt fra 1896 til 1914. Kortet var rullet ned, så man kunne få overblik over hele Sønderjylland. Men mærkelig nok var landsdelens navn glemt på kortet. Det kom først igen i 1967.
Landkortets konturer er lidt udviskede. Lærken på kortstangen er glemt. Mindet om Dybbøl-lærken er også blegnet.
Og nogle skolebørn tror stadig at vi vandt i 1864. Det er måden, som vi dyrker det på.
I 1840’erne ville Slesvig – Holstenerne være dem selv
Dengang i 1840erne orienterede virksomhederne sig mere mod Hamborg end København. Og i Nordslesvig/Sønderjylland spekulerede man ikke på om man var dansk – eller tyskorienteret. Man ville egentlig gerne være blevet samlet.
Det er rigtigt at den Slesvig – Holstenske bevægelse var tysk orienteret, men det var befolkningen egentlig ikke inden bevægelsen opstod. Man kan heller ikke sige, at de var danskorienteret.
Nu var det jo heldigt at den Slesvig – Holstenske bevægelse fandt Ribe – brevet. Så kunne man dokumentere at Hertugdømmet skulle være ”evig udelt”. Man kan så diskutere, hvor meget værdi dette Ribe – brev har.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 1, 2022
Hvad der læses mest – i juni 2022
Der blev 16 nye artikler i juni- Vi er nu oppe på 1.836 artikler. Det er slut med foredrag. Vi har måttet aflyse nogle. Dette skyldes helbredsmæssige problemer. Ikke alt Nørrebro – stof er lige populært. Og så mener en læser at vi ikke må anvende begrebet ”Terrorisme” i beskrivelse af detailhandlernes forhold, da der var kampe på Nørrebro. Vi skal heller ikke omtale ”det upopulære” i historien, f.eks. Frits Clausen. Vi får mange henvendelser og Tak for det. En enkelt ringede og mente, at jeg var tysker. Hvorfor laver du ikke flere podcast. Ikke alle forstår systemet med Links. I burde dele jeres artikler noget mere. Vi skal kigge de mest populære kategorier og artikler i juni.
Nye artikler i juni
I juni måned lagde vi 16 nye artikler ind på vores hjemmeside. Nu er vi oppe på 1.836 artikler. De 16 artikler er:
Ikke flere foredrag
Vi har allerede proklameret det i FB – gruppen. Undertegnede, der har holdt flere hundreder af foredrag dropper nu det tiltag. Det skyldes ikke manglende lyst eller manglende interesse. Problemet er ganske enkelt dårlig ryg. Nu kan man måske så indvende. ”Så kan du da bare sidde ned”. Nej, når man holder foredrag, skal man bruge både arme og ben.
Vi har måttet aflyse nogle stykker og et lægebesøg, røntgen m.m. afslørede også at noget var galt. Så kære læsere:
Ikke alt Nørrebro – stof er lige populært
Det er ikke alt, hvad vi skriver om Nørrebro, som er lige populært. Således er det læsere, der mener at vi romantiserer Ungdomshusets historie alt for meget. Men sådan vil det sikkert altid være. Nu har undertegnede nok skrevet i alt 40 artikler om dette tema, udarbejdet presseinfo og meget mere om dette i forbindelse med jobbet som sekretær i Nørrebro Handelsforening. Min mening er bestemt ikke, at det er romantisk over dette.
Et andet tema er bomben i Søllerødgade, hvor en ung mand mistede livet. Her har vi skrevet to artikler. Og hver gang vi vender disse artikler, så fører diskussionerne ofte til et sprogbrug, hvor vi bliver nødt til at slette indlægget. Det er helt i orden, at man ikke er enig med undertegnede, men når sprogbruget bliver overdrevet og bliver personlig, så gør vi altid det, at vi sletter. Det skridt har vi foretaget flere gange.
Det er tydeligt at mange indlæg fra læserne er partipolitisk farvede. Vores side er på ingen måde en partipolitisk hjemmeside. Når det måske en gang imellem skinner igennem, ja så bunder det måske i min opvækst eller erfaringer gennem livet. Bevidst er det ikke.
Vi må ikke bruge ordet ”Terrorisme”
I forbindelse med en Nørrebro – artikel om flere gange med hærværk mod Nørrebro-butikker har vi anvendt ordet terrorisme. Det mener en læser, at det kan vi ikke bruge over for dem, der virkelig oplever eller har oplevet terrorisme i Ukraine og Mellemøsten. Mellem linjerne lyder det næsten som om, at vi har overdrevet vores beskrivelse af detailhandlens forhold på Nørrebro – dengang.
Igen engang var undertegnede tæt på begivenhederne dengang som sekretær i Nørrebro Handelsforening. Beskrivelserne er ikke spor overdrivende. Mange butikker måtte efter lukke deres butikker efter gentagende hærværk. Forsikringsselskaberne bakkede efterhånden ud, selv om Københavns politikere mente noget andet. Men hvis vi lige skal kigge på, hvad terrorisme betyder så se her tre forklaringer, som vi har fundet:
Undertegnede har stor sympati for dem, der oplever ”Terrorisme”. Men det vil være helt forkert ikke at bruge dette ord i solidaritet med dem, der er udsat for Terrorisme.
Det som detailhandlerne på Nørrebro blev udsat for den gang, svarer ganske til beskrivelse af ordet ”Terrorisme”.
Vi skal ikke omtale ”Det upopulære”
En læser mener, at vi skal undlade at bringe noget om Frits Clausen. Er det sådan, man skal formidle historien. Det minder om, at vi i en gruppe også bragte et foto, at nogle, der blev anholdt efter besættelsestiden. De blev så læsset op på en lille lastbil og bevogtet af modstandsfolk med maskingeværer. Administrator ønskede ikke at se det billede mere i hans gruppe.
Grunden til vi igen bragte en artikel om Frits Clausen var en anmeldelse af en fremragende bog om Wilfred Petersen. Højst overraskende blev han efter flere retssager frikendt- I første omgang endda med erstatning. Når man kigger på hans forbrydelser i forhold til Frits Clausen – så kan man godt nok undre sig.
Interessen for Frits Clausen er der dog stadig. Således første det sidste indlæg med ham igen til en debat og artiklen op på en 16. plads.
Du er tysker!
Vi får utrolig mange henvendelser, både på mail, telefon m.m. Og mange af disse samtaler er meget hyggelige. Men fordi man går rundt med navnet Uwe, behøver man nødvendigvis ikke at være tysker. Det mente en person at kunne se på den måde, at jeg skrev på.
Nu er det sådan, at jeg er gået på Tønder Kommuneskole og Tønder Handelsskole samt Boghandlerfagskolen i Odder. Lutter danske skoler, som ikke burde have præget min måde at skrive på.
I øvrigt har jeg også et afslappet forhold til Det Tyske Mindretal. De opmærksomme læsere vi have bemærket, at jeg har haft et kritisk standpunkt til dem. Men det skyldes nu en gang den sønderjyske/nordslesvigske historie.
Således var Mindretallets avis Der Nordschleswiger meget positiv, da jeg spurgte, om jeg måtte oversætte en artikel, de havde begået på tysk omkring en frygtelig ro – ulykke i Højer. Denne artikel lå i to uger på førstepladsen over den mest læste artikel.
Og artiklen nåede faktisk op på en 7. plads her i juni – måned.
Hvorfor laver du ikke flere podcast?
På et tidspunkt fik KNR (Københavns Nær Radio) lov til at bruge vores tekster til podcast, som man kan downloade og som de har brugt til radioudsendelser. Dengang udsendte vi en liste over alle muligheder.
Vi har ingen ambitioner at indtale tekster m.m. Vi har ikke teknikken, tiden og pengene til det, så du må nøjes med den skrevne tekst.
Ikke alle har forstået det med links
Som bekendt gør vi meget ud af selve historiefortællingen. Derfor sender vi et link med som man kan trykke på for at få en historie. Men det er der nogle, der opfatter som en slags fejl. Når der for eksempel står et link som 2073, tror nogle at det er et forkert angivet årstal.
I burde dele jeres artikler noget mere
Ja det kan godt være, men nu er læserne også velkommen til dette. Som vi tidligere har fortalt, så er mange grupper på en eller anden måde lukket for dengang.dk. Og det skyldes, at vi med den måde, vi kører det hele på, overtræder de omtalte gruppers retningslinjer:
Der kan selvfølgelig nævnes andre fejl. Men selv om det kan være irriterende så respekterer vi de enkelte administratorers ret til at køre deres side.
En enkelt administrator har valgt at administrere direkte efter datalovgivningen, som kan være lidt udfordrende at administrere, når man slavisk skal følge lovgivningen. Det skal vi selvfølgelig også acceptere, selv om vi netop i denne gruppe havde særdeles mange læsere.
De mest Populære kategorier
Hver placering i Top – 100 giver et point. Er der to kategorier med samme point – antal – er det den kategori med bedste placering – der slår den anden
Grænsen er overskredet
Akeleye – slægten
Vi kan godt mærke en vis afmatning. Selv om der er mange artikler at dele så har mange læsere oplevet de samme artikler igen og igen. Derfor holder vi også flere pauser i de forskellige kategorier. Måske egner vores artikler sig heller ikke i de forskellige grupper.
I parentes kan du se placeringen i sidste måned. Det er værd at bemærke, at selv om Besættelsestiden stadig er på førstepladsen, så er det med 9 artikler mindre end sidste måned. Nørrebro har fået 5 artikler mere med.
Nu har vi dog aldrig skrevet artikler med det formål at få den største læserskare. Ofte er det også beskrivelser af små lokalsamfund, der giver den største læserskare.
Månedens mest læste artikler – juni 2022
Dato: juni 24, 2022
Tønder i 1930’erne
Med udgangspunkt i det flotte bibliotek på Storegade hopper vi ned i byens historie i 1930’erne. Han var ikke skabt til at arbejde. Et meget flot bibliotek i Storegade. Der var behov for pædagogiske evner. Da Greven klagede over sin bøde. Mange kendte personer i Tønder. Da Carl Tønder måtte betale en bøde. Respekt for Bibliotekets formand. Lærlingen var advaret. Et livsfarligt job hver sommer. En stor højtidelig fest. Lidt uhyggelig oplevelse syd for grænsen. Hos Jefsen talte man tre sprog. 18 kr. om måneden for at bo hos Claus Eskildsen. Axel Larsen kunne tumle en kandidat fra Mindretallet. Problematisk at sejle i Vadehavet.
Han var ikke skabt til at arbejde
Det var dengang, da en af Tønders originaler huserede, nemlig Peter Geigen. Han var ikke skabt til at arbejde. Han var en midaldrende mand, lige lovlig venlig og lige lovlig høflig. Men han havde nu beskedne krav til tilværelsen.
Et meget flot bibliotek
Det var dengang Hotel Tønderhus befandt sig i Spikergade. Biblioteket lå i Storegade 23. Det var en præsentabel rødstensbygning – tidligere Nordschleswigsche Bank. En flot bygning med dobbeltkarnap ud til gaden. Den gang bestod personalet af hele fire personer.
Der var brug for pædagogiske evner
Meget smart så var børnebiblioteket placeret henne på Humlekærren på Torvet. Det sted har vi skrevet et par artikler om. Men hel praktisk var det nu ikke. Det gav anledning til uvorne unger.
Her var ofte brug for mere de pædagogiske som de bibliotekariske evner. En dag blev bibliotekaren nødt til på en mere håndfast måde at smide Erwin ud.
Et kvarter senere stod Erwin der igen med en nu to meter høj og meget vred mand. Manden buldrede op om, at man ikke skulle slå på hans Erwin. Bibliotekaren nåede slet ikke at svare før de andre børn råbte op:
Drengen fik nu et isnende blik med besked om at ”skrubbe hjem”. Og bibliotekaren fik noget, der med god vilje godt kunne tolkes som en undskyldning.
Da Greven klagede over sin bøde
En dag kom en nydelig klædt herre og ville klage. Det viste sig at være Hr. amtmand, lensgreve, kammerherre O.D. Schack. Den nye lærling forklarede at for sen aflevering betød bøde. Men O.D. Schack forklarede:
Mange kendte personer i Tønder
Jo det var sandelig prominente personer fra Tønder, der mødtes her på biblioteket. Skal vi lige nævne nogle:
Også seminariets og statsskolens lærerkræfter var hyppige gæster. Og så var det jo også avisfolket, redaktør Viggo Lausten og journalist Hans Chr. Clausen fra vestslesvigsk Tidende, lokaludgaven af Flensborg Avis, som havde til huse skråt over for biblioteket.
Da Carl Tønder måtte betale en bøde
Det var da også en dag Tønders store maler Carl Tønder kom ind på biblioteket. Han lagde en bog på skranken og sagde, at denne ville han godt erstatte. Det forstod bibliotekaren ikke rigtig.
Så måtte maleren ellers forklare, at han havde rykket nogle sider ud. Der stod noget som hans datter ikke skulle læse, hvis hun kunne finde på at læse bogen, når den lå hjemme på bordet. Nu blev bibliotekaren nødt til at forklare at han blev nødt til at betale et erstatningsbeløb til indkøb og indbinding af et nyt eksemplar. Han brummede godt nok lidt i skægget, men hændelsen gentog sig ikke.
Respekt for bibliotekets formand
Måske skal vi da lige nævne nogle fra bibliotekets bestyrelse. Det var den fremtrædende bulderbasse, formand og amtslæge dr. Med. H. Lausten-Thomsen. Han var en absolut meget fremtræden person i Tønder dengang. Han elskede at komme rundt i forsamlingshuse til Sønderjysk kaffebord og Den Blå sangbog.
Mon ikke favoritten dengang var Egebjerg Jensens: ”For en fremmed barsk og fattig”. Den har vi faktisk også sunget et par gange, når jeg har holdt foredrag i Stefans Kirken på Nørrebro i nyere tid – forstås.
Lærlingen var advaret
Jo så var der jo amtskonsulent Nicolai Svendsen, en yderst sirlig lille herre med et skarpt blik bag lorgnet-glassene- men også en speciel ytringsform et sted mellem humor og satire.
Lærlingen var blevet advaret om Nicolai Svendsens vaner. Og han var forberedt, da denne spurgte om:
Han blev dog så mødt med et anerkende blik på grund af hurtigheden.
”Der dritte im Bunde var handelsskoleforstander, senere amtsskolekonsulent Th. Roust, en stor, kraftig, korrekt mand med pondus. Alle tre bestyrelsesmedlemmer af biblioteket var markante personligheder.
Et livsfarligt job hver sommer
Måske havde biblioteket danmarksrekord i lidenhed. Bagved kom læsesalen. Her var lidt bedre pladsforhold. Og endelig allerbagerst var smøgen ud til berømte ”Tonhalle”. Her var også et minimalt chefkontor og et rengøringsrum. Men højden var til gengæld imponerende 4 – 5 meter.
Det årlige sommerjob bestod i at hænge øverst på stigen, der stod på et glat flisegulv med støvsugeren i venstre hånd og sugebørsten i høre. Men så vidt vides så overlevede alle uden styrt.
Det var et ganske hyggeligt hus. Så hyggeligt, at en tysk herre engang kom ind ved lukketid og bad om et enkeltværelse. Men det kunne bibliotekaren dog ikke klare:
En stor højtidelig fest
Byens store danske forening var Tønder Læse – og Ungdomsforening. De holdt 25 år jubilæum med en storstilet fest med middag og bal. Det var med den elegante kjolebeklædte kapelmester hans Erik Knudsen og hans orkester. Det blev afholdt på Schûtzenhof.
Man kunne sandelig også tage til Abild og høre foredrag med Kaj Munk hos hans gode ven Folke Trier Hansen.
Lidt uhyggelig oplevelse syd for grænsen
Man kunne tage på udflugter til Aabenraa, Sønderborg og Kollund eller ud i Tøndermarsken til Mandø. Så kunne man også tage til fantastiske Sild. Men det var nu ikke alt der var lige fantastisk: ved alle nedgange til strandene stod med store skilte:
For øvrigt skulle der også betales entre for at komme ned på stranden.
Og på vej til Niebüll passerede man arbejdslejre. Her stod unge tyskere vagt ved indkørslen med blankpudsede spade i stedet for gevær over skulderen.
Man kunne dengang også tage til Lægan Kro og få alle tiders æggekage.
Hos Jefsen talte man tre sprog
Den daglige føde kunne man få i Jefsens Pensionat i Søndergade og hvis der var penge til overs, kunne man indtage noget lækkert hos Vor bager søndag eftermiddag.
Og se engang pensionatets søn drev en boghandel i byen. Her kunne man blive ekspederet både på plattysk, sønderjysk og rigsdansk.
For 18 kr. om måneden hos Claus Eskildsen
Ude hos Claus Eskildsen på Ribe Landevej 18 kunne man leje et møbleret værelse til 18 kr. om måneden. Jo det var ham med Ole Bole og dansk grænselære. Vi har tidligere skrevet to artikler om ham. Han var nok en af de mest fremtrædende i nationalkampen.
Axel Larsen kunne tumle manden fra Mindretallet
Forud for det spændende byrådsvalg i 1937 sad de dansksindede hele og halve nætter og frankerede valgmateriale hos den runde og glade Niels Jensen på Det Danske Kontor i Østergade.
Op til Folketingsvalget var den eneste, der kunne tumle den hjemmetyske kandidat kommunisten Axel Larsen. Lidt mere heltemodigt var det nok at deltage i DNSAP – møder i Tønder med alle nazi-ceremonier.
Problematisk at sejle i Vadehavet
Dengang var der også den aktive Tønder Roklub, hvis formand var læge Einar Dahl, min senere skolelæge på Tønder Kommuneskole. Dengang gik mange af turene til Rudbøl og Højer. Pinseturen gik til Rømø. Et år strandede man i den stærke blæst ved Hjerpsted. Og det var ikke sjovt. Man måtte gå flere kilometer, hvor man sank i til knæene. Og så skulle man også slæbe en robåd.
Nu ved man hvis nok, at det at sejle i Vadehavet er neget problematisk.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juni 20, 2022
Hvem var H.P. Hanssen
Historien om Krogs – manden. Jeg er ikke Hans Peters hund. Historien om Bovrups Bæk. Han hjalp mange mennesker. Sønderjyllands Historie var hans store lidenskab. Til Nørremølle. Masser af unge forlod Nordslesvig Uddannelse som landmand og Askov Højskole. En bondeknøs. Ikke alle var enige med H.P. Hanssen. Læretiden ophørte i 1888. Mange aktiviteter. I den preussiske landdag. Dansk til danskernes møder. Tre måneder i fængsel for begyndende højforræderi. 10.000 dansksindede til årsmøde i 1914. Han tog selv initiativ til at kontakte tyskerne. Vælgerforeningen valgte deres krav. Bitterhed førte til H.P. Hanssens udelukkelse Spillede ingen betydelig rolle i dansk politik. Men i Nordslesvig og Sønderjylland var han en af de store, der aldrig blev helt anerkendt. Han blev ved med at råbe ”Vagt i gevær” Optaget af litterære værker.
Historien om Krogs – manden
H.P. Hanssen boede i Nygade 41 i Aabenraa. Han var en sjælden børneven. Børnene forgudede ham dengang. Han tog altid et eller andet op af lommen til disse børn. Det kunne være et minidyr, en glaskugle eller et stykke chokolade.
Hans sans for at glæde børn dukkede særlig op i juletiden. Når juletræet skulle pyntes, kom der altid masser af godter op på træet. Omkring Helligtrekonger blev hans egne børnebørn, fætre og kusiner inviteret til ”plyndring af juletræer”.
Så blev de rare sager taget ned og lagt på bakker. Derefter gik rouletten til alt var fordelt. Så kunne H.P. Hanssen finde på at fortælle uhyggelige historier om ”Krogs-manden”. Det var en grim fyr, der lever under vandet, som med en kroget stav kunne hale små børn ned i dybet.
Jeg er ikke Hans Peters hund
En gang imellem kunne hans kone Helene Petersen finde på at afbryde ham med bemærkningen:
Men det var han så vant til. Hun var for resten meget interesseret i frimærker og efter 1920 ønskede hun sig en rød postkasse.
Det var nu heller ikke altid, at Helene gade at tage telefonen, når den ringede:
Historien om Bovrup Bæk
Når H.P. Hanssen var på tur stoppede han altid op ved Bovrupbæk og fortalte at her var grænsen mellem Sundeved og den øvrige del af verden. Grænsen var stærk markeret og det skyldtes, at der ikke var meget sympati mellem folk i Ullerup og folk i Bovrup.
Det skyldtes ifølge H.P. Hanssen, at syv piger fra Ullerup en gang ved vintertid havde været til fest i Bovrup. Da de skulle hjem var Bovrup bæk svulmet op efter et regnskyl og gangbrættet skyllet bort. En af de syv piger sagde da:
Næppe var det sagt, så stod der en sort hest med ildøjne. Hesten sagde:
Men da den syvende pige skulle op på hesten, udbrød hun:
Og næppe var Herrens navn udtalt, før hesten var borte, og alle syv piger lå i bækken.
Han hjalp mange mennesker
Han kunne mange historier. Og en sen efterårseftermiddag havde en af beboerne stillet siden træsko nedenfor og gik nu i strømpesokker op til H.P. Hanssens arbejdsværelse på første sal. Det var en renovationsarbejder:
Den pågældende havde problemer med selvangivelsen.
Han var hjælpsomheden selv i egen høje person. Mange har hos ham hentet råd og vejledning.
Sønderjyllands historie var hans store lidenskab
Jo H.P. Hanssen var meget interesseret i Sønderjyllands historie. Således foragtede han Hans den Yngre, der fra 1572 til 1622 rådede over Als og Sundeved. Han nedlagde adskillige landbrug bl.a. Sandbjerg og Rønhave for at oprette et stort gods til sig selv. Dermed tvang han bønderne til hoveriarbejde. Han var en slem bondeplager.
Mon ikke denne H.P. Hanssen kan tåles at ses gennem sømmene.
Til Nørremølle
Den 20. december 1936 mistede han sin elskede hustru. Næppe et halvt år efter var det hans tur. Der var ikke noget, der tydede på, at han skulle blive Nordslesvigs politiske fører. Hans tipoldefar havde taget rejsen fra Angel til Sundeved. Her havde bedste-faderen i 1825 købt det lille landboldssted Nørremølle. Dette blev efterhånden udvidet ved jordkøb.
Fader Christian Hansen sad i en stor og blomstrende bedrift, der ikke blot omfattede landbrug men også købmandshandel, brænderi m.m. Hans ældste bror var udvandret som optant. Det så derfor ud til at vores hovedperson nu skulle arve den fædrene gård.
Masser af unge forlod Nordslesvig
Det var dog dengang ikke så lige til. Ikke blot før 1870 men også efter den tid var en strøm af unge gået fra Nordslesvig, dels nord på til Kongeriget, dels over havet til Amerika. Man havde jo løftet i paragraf 5 og fandt derfor ingen grund til i tre år at springe prøjsisk soldat. Men som årene gik svandt håbet om en ”genforening” med Moderlandet.
Man var klar over, at skulle Nordslesvig nogensinde blive dansk måtte udvandringen stoppe. Det var ikke let. Valget skulle allerede træffes i 17 – års alderen. Man skulle nu en gang gennem prøjsisk militærtjeneste for at bevare sin hjemstavnspligt. Dette havde H.P. Hanssen også erkendt.
Uddannelse som landmand og på Askov Højskole
De følgende år uddannede han sig som landmand. I vintermånederne 1881-1883 og 1885 – 1886 besøgte han Askov Højskole. Han knyttede stærke bånd til skolen.
Deltagelse i nationalkampen greb ham mere og mere. Han var allerede begyndt som journalist med småindlæg i ”Dybbøl – Posten”. I de følgende år var han mere eller mindre ledede driften på Nørremølle voksede hans journalistiske virksomhed.
Han lærte den danske historiker A.D. Jørgensen at kende. Denne havde nøgterne holdninger om en grænsedragning i overensstemmelse med sprog og sindelagsgrænsen.
En bondeknøs
Rundt omkring i kongerigske blade og Højskolebladet kunne man nu møde jævnlige indlæg under mærket ”En Bondeknøs”. Samtidig begyndte han at optræde som foredragsholder. Han knyttede personlige forbindelser til politiske førere som Junggreen og først og fremmest Reimars.
Ikke alle var enige med H.P. Hanssen
Det var bestemt ikke alle, der var enige med H.P. Hanssen. Særlig i Flensborg Avis, kom der masser af modsvar. Redaktøren af Flensborg Avis, Jens Jessen havde i modsætning til H.P. Hanssen havde en konservativ grundholdning og søgte en kompromisløs politisk kurs. Rent politisk drejede han nok mod partiet Venstre. Han stod på et tidspunkt med valget, om han skulle fortsætte som fri bonde eller politikerens usikre lod. Han valgte det sidste.
”Læretiden” var overstået i 1888
Han tog til Leipzig og hørte forelæsninger på universitetet. Senere tog han til Berlin, hvor han besøgte de to nordslesvigske parlamentarikere Gustav Johannsen og Hans Lassen. Han tog også på længere studieophold i København. Dette fik først og fremmest betydning for her lærte han så A. D. Jørgensen at kende. Gennem Johan Ottosen og H.V. Clausen kom han i berøring med Studentersamfundets frisindede kredse at kende.
Disse havde indtil da ikke rigtig beskæftiget sig med det sønderjyske spørgsmål.
I foråret 1888 var hans ”læretid” overstået. Han ægtede sin forlovede, Helene Iversen, der ikke blot i hjemmet, men også i hans offentlige liv blev hans bedste rådgivere og støtte.
Mange aktiviteter
Det unge par tog bolig i Sønderborg, hvor han blev fast medarbejder på Dybbøl – Posten. Han tog også redaktionen af ”Sønderjydske Årbøger”. I 1888 var han med til at stifte ”Den nordslesvigske Vælgerforening. Reimars blev dens formand. H.P. Hanssen blev foreningens sekretær.
I 1892 var han medstifter af Den nordslesvigske Skoleforening. Han gik i gang med bygning af forsamlingshuse. Han blev i disse år en slags national konsulent for hele Nordslesvig. Han skrev for eksempel love for en selskabelig forening på Als og hjalp en borger i Ribe med at få et lån. Han sagde sin mening om et skattespørgsmål i Aabenraa. Han skaffede danske teaterstykker til Haderslev.
I 1892 blev han også medstifter af Den Nordslesvigske Skoleforening, som skulle modvirke den preussiske skolesprogsinstruks fra 1888, der stort set forbød at tale andet en tysk i skolen.
I 1893 flyttede de til Aabenraa, hvor Hanssen overtog Hejmdal.
I den preussiske landdag
Ingen sag var ham for lille som vi også kunne læse om i indledningen. Ved Hans Lassens død i 1896 skulle han tage hans plads i den prøjsiske Landdag. Men så let gik det nu ikke. Redaktør Jessen tog afstand fra ham. Forholdet mellem disse to havde aldrig været det bedste.
Ved prøvevalget fik H.P. Hanssen dog 120 af de 125 danske valgmands stemmer. I foråret 1896 indtog han sit sæde i landdagen. Her hjalp hans gode ven Gustav Johansen ham til rette i de uvante forhold. Men han var målbevidst forberedt på dette hverv i Berlin.
Han var medlem af den preussiske landdag fra 1906 til 1908. Han var tysk rigsdagsmedlem fra 1906 til 1919.
Dansk til danskernes møder
Mellem 1907 og 1908 opnåede H.P. Hanssen at opnå det faktum at de dansksindede måtte tale dansk på deres foreningsmøder. Der var ellers lagt op til, at der ikke måtte bruges andre sprog end tysk. Men dette blev udskudt i 20 år og traf derfor aldrig i kraft.
Tre måneder i fængsel for begyndende højforræderi
Selv om han nu opgav sin stilling som Vælgerforeningens sekretær, lagde forholdene hjemme dog stærkt beslag på hans kræfter. Ikke mindst da Køller-politikken fra efteråret 1898 satte ind for alvor, blev der brug for indgående kendskab til tysk forretnings – og forvaltningsteknik, som han efterhånden havde erhvervet sig.
Han kom han snart ud for en stærk storm. I 1895 var han blevet fængslet anklaget for ”forberedende handlinger til højforræderi”. Men myndighederne måtte lade anklagen falde. Nu gravede man imidlertid igen den gamle sag op. Da Køllers masseudvisninger i 1899 blev fremdraget i Landdagen rettede indenrigsministeren og en række konservative landdagsmænd et voldsomt angreb på ham på grundlag af løsrevne stykker af forhørsprotokollen.
Han imødegik dem imidlertid ikke blot med ro og værdighed, men også med megen taktisk dygtighed.
Det nationale og politiske engagement førte ikke sjældent til sammenstød med den tyske presse og preussiske myndigheder. Værst var det i 1906, hvor han blev dømt for højforræderi og måtte afsone tre måneders fængsel. Det har vi allerede nævnt.
Udsat for mistænkeliggørelse
Han fik i 1907 gennemført en Optantkonvention. I mellemtiden havde han også mærket Køller-politikkens hårde hånd. I Sønderjydsk Årbog skrev han om falske vidner som landråden i Haderslev førte i 1906. Det førte til tre måneders fængsel til H.P. Hanssen i Neumünster.
I 1906 genvalgtes H.P. Hanssen som rigsdagsmand. Men der var dog stærke kræfter imod ham. Man syntes at han de senere var blevet for veg og eftergivende. Han blev også udsat for personlig mistænkeliggørelse.
Gentagende gange forsøgte han at få oppositionen til at tage sin del af det parlamentariske ansvar. Første gang i 1908 da han nedlagde sit landdagsmandat, dernæst i 1910, da han nægtede at lade sig genopstille.
Oprettelse af Kreditforeningen
Herhjemme fortsatte han i alle disse år ihærdigt sit arbejde på alle punkter at styrke danskhedens organisation og modstandskraft. Han tog nu initiativet til oprettelsen af Kreditforeningen, gav stødet til Arbejdersekretariatet og Vælgerforeningen socialpolitisk kursus.
Da krigen brød ud, var han med til at få de dansksindede løsladt. Han fik ophævet censuren på de dansksindede blade. Ved hjælp af en dansk – tysk traktat fik han løst de ”hjemløses” problem i Nordslesvig.
I 1914 blev han sammen med 172 dansksindede arresteret som ”politisk mistænkt”. Han blev løsladt allerede den følgende dag på grund af sin parlamentariske immunitet og medvirkede efterfølgende til sine medfangers løsladelse.
De skulle aftjene den preussiske militærtid
H.P. Hanssen mente ikke alle dansksindede skulle forlade Nordslesvig. Så ville der ikke være mere tilbage de dansksindedes interesse. De skulle aftjene den preussiske militærtid og derigennem opnå deres borgerlige rettigheder.
10.000 dansksindede til årsmøde
Ved årsmødet for dansksindede nordslesvigere den 14. juni 1914 i Haderslev, som skulle vise sig at blive det sidste, samledes ca. 10.000 deltagere, der hørte en af H.P. Hanssens mest berømte taler, hvori han udtrykte stærk tiltro til danskhedens overlevelsesmuligheder på trods af, at landsdelen var under tysk styre. H.P. Hanssens tale rummede også et gensvar til de tyske taler, der blev afholdt på Dybbøl 18. april 1914 ved 50-års festen for erobringen af Dybbøl Skanser.
Han tog selv initiativ til at henvende sig til tyskerne
I Den Tyske Rigsdag rejste han i oktober 1918 spørgsmålet om Nordslesvigs indlemmelse i Danmark. Det stod i efteråret 1918 klart at tyskerne ville tabe krigen. Derfor kontaktede H.P. Hanssen den danske regering med meddelelsen om at løsningen var inden for rækkevidde. Af frygt for at støde tyskerne valgte man dog fra dansk side at se tiden an.
Den 23. oktober gad han ikke mere at vente på den danske regering. Han tog sagen i egen hånd og krævede i i Den Tyske Rigsdag uafhængigt af den danske regering at Nordslesvig skulle indlemmes i Danmark med henvisning til Pragfredens § 5 og folkets selvbestemmelsesret. En underskriftsindsamling sørgede for opbakning fra 287 dansksindede foreninger i Nordslesvig. Efter forhandlinger med den tyske regering lykkedes det Hanssen at få et skriftligt tilsagn fra den tyske udenrigsminister den 14. november 1918.
Vælgerforeningen udvalgte deres krav
H.P. Hanssen blev endnu mere toneangivende. På et dramatisk todagesmøde den 16. og 17. november udarbejdede Vælgerforeningens Tilsynsråd den såkaldte Aabenraa – resolution. Her krævede man en folkeafstemning for Nordslesvig som helhed nord for en linje stort svarende til den nuværende dansk – tyske grænse.
Den 21. november blev resolutionen med den tyske udenrigsminister tilsagn overrakt den danske regering, som blev bedt om at rejse sagen ved den kommende fredskonference i Versailles.
Bitterhed førte til H.P. Hanssens udelukkelse
Grænsestriden blev endnu bittere. De glade dage på Folkehjem var forbi. H.P. Hanssen blev i juni 1919 medlem af Ministeriet Zahle. Det var vel ingen som ham, der havde så godt kendskab til de nordslesvigske forhold.
En følge af striden og grænsekampens bitterhed blev, at H.P. Hanssen ikke fik den fremtrædende rolle ved ”Genforeningens officielle festceremonier den 10. og 11. juli 1920, som hans politiske virke ellers berettigede ham til. Med ”Genforeningen” havde Vælgerforeningen udspillet sin rolle som politisk organisation. Splittelsen i forbindelse med grænsedragningen havde umuliggjort Hanssen tanker om en særlig sønderjysk gruppe i den danske Rigsdag.
Spillede ingen betydelig rolle i dansk politik
Han blev minister for sønderjyske anliggender. Nogen betydelig rolle i dansk politik kom han ikke til at stille.
Det skadede ham dog at han blev brugt i den indrepolitiske strid. Efter ”Genforeningen” mente Hanssen, at de sønderjyske rigsdagsmænd foreløbig burde danne en særlig gruppe for at orientere sig i Kongeriget for at orientere sig i Kongeriget for dem praktisk taget ukendte forhold. Da dette ikke lod sig gøre, ønskede han ikke valg. Først i 1924 lod han sig opstille som Venstres kandidat, men han trak sig allerede i 1926.
Han blev ved med at råbe ”Vagt i gevær”
Dette betød dog ikke, at han lagde politikken på hylden. Ligesom i Hejmdal gjorde han skarp front mod ”bevægelser” der for en tid for over landet. Han holdt øje med stadig stærkere tyske fremstød.
Han blev aldrig træt af at råbe vagt i gevær mod den fare, der truede og arbejdede til det sidste med opførelsen af forsamlingshuse og på anden måde at styrke den nationale stilling i grænseegnene.
Optaget af litterære værker
Han var i disse år stærkt optaget af litterære arbejder. Han har oplevet fuld opbakning. Men der har også været tider, hvor der stod storm og strid om hans navn. Flere mente, at H-P. Hanssen med sin politik havde hindret Flensborgs indmeldelse i Danmark. Men man tænkte slet ikke på, at der kun var 26 – 28 pct. danskere. Det havde H.P. Hanssen sagt hele tiden.
Han var en af de store, men aldrig rigtig anerkendt
Nazismens fremmarch i Tyskland skabte uro ved grænsen. I foråret 1933 kom der et krav fra de tysksindede at komme ”Heim ins Reich”. H.P. Hanssen advarede meget tidligt mod nazisterne.
Han var en af de store i Sønderjysk politik selv om han aldrig blev rigtig anerkendt
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juni 5, 2022
Endnu flere zeppeliner i Tønder
Et militærfly faldt ned på den gamle landingsbane i 1930’erne. Det var en dårlig landingsbane. Tyskerne havde en del luftskibe. En kæmpe dobbelthal med plads til 150.000 mennesker. Store tab af luftskibe, Tønder mistede også mange luftskibe. L 19’ s rørende undergang. Besætningen på L 15 reddet i sidste øjeblik. Angreb allerede i 1914. En snestorm forhindrede angreb i 1916. Marineminister Churchill modsatte sig planen. Ingen ansvarlig officer til stede da englænderne kom. To bump vækkede Tønders befolkning. To angreb. Endelig skød tyskerne. Tre af flyene landede ved Esbjerg. Tyskerne: ”Kun ringe materiel skade”. Englænderne: ”Det var vigtigt at sætte Tønder Stationen ud af spil”.
Et militærfly styrtede ned
Vi har efterhånden skrevet en del om zeppelinerne i Tønder. Meget af det bliver på en eller anden måde gentagelser. Åbenbart styrtede et dansk militærfly ned her engang i 1930’erne. To mand blev dræbt.
En dårlig landingsbane
Der hvor flyet styrtede ned var engang en landingsbane. Og der lå og ligger en flyhangar. Og denne hangar er blevet renoveret og står der endnu. Men de store luftskibshaller er for længst revet ned. Men inden da var disse haller genstand for et par engelske angreb.
En del luftskibe
Den tyske marine disponerede ved krigens udbrud (Første Verdenskrig) over en del luftskibe. Men de var nu ret små i begyndelsen. Disse luftskibe blev brugt i bevogtningen og til rekognoscering, Senere fik de større opgaver. Stationerne kom til at ligge i Cuxhafen, Oldenburg, Wilhelmshafen og Tønder. Under krigen kom der flere til.
Ja der er mange der ikke ved det, men cirka tre kilometer nord for Tønder blev der bygget to kæmpehaller og en mindre. Den ene af dem blev allerede revet ned i 1918, da den var blevet overflødig. De sidste to blev ødelagt helt eller delvist ved det engelske angreb i 1918.
En kæmpe hal
Et større gasanlæg blev anlagt til fyldning af luftskibene. Her var også mandskabsbarakker. Hele stationen dækkede et meget stort areal. Den største af hallerne var 275 m lang og 75 m bred. Ja og hele 45 m høj. Den kunne vel rumme en forsamling på 150.000 mennesker.
Stationen var beskyttet af de sædvanlige batterier med luftværnskanoner. Der var også anlagt en radiostation, der både skulle tjene som korrespondance med skibene, når de var ude. Og så var den tillige pejlestation.
Store tab af luftskibe
Tjenesten om bord på luftskibene var nok den farligste og den mest romantiske. Hvor farligt det var fremgår af nogle tal:
Tønder mistede også mange luftskibe
Mange af de luftskibe, der under krigen lå i Tønder gik tabt. Man talte aldrig om det, mens krigen varede. Efter krigen kom sandheden frem. Man har gennem officielle dokumenter, memoirer osv. Erfaret de mange skæbner.
Her skal blot nævnes nogle enkelte. L 12 var med på en af de første ture til England. Det blev ramt over London. Det måtte nødlande uden for den hollandske kyst og blev ødelagt. L 48 blev skudt ned i England. L 45 gik ned i Frankrig med havari efter et Englands – angreb. Det gik dem omtrent på samme måde. Kun deres levetid var forskellig.
L 19’ s rørende undergang
Mest gribende var L 19’ s undergang. Den begivenhed blev meget omtalt. I januar 1916 deltog det i et angreb mod England og blev ramt af granater. Kort efter styrtede det ned i Vesterhavet. Skibet brækkede i to dele. Besætningen på 16 reddede sig op på vragets øverste top.
Om morgenen nærmede en engelsk fisketrawler sig, men den nægtede at tage de skibbrudne om bord. Der sås aldrig mere til L 14. Men i april dukkede en flaske i land. Den indeholdt to sedler, som var de sidste hilsner fra L 19. På den ene stod:
Og på den anden:
Løwe var chefens navn.
King Stephans kaptajn undskyldte sig senere med, at man ikke turde tage tyskerne om bord. De var flere end hans besætning, så de kunne have erobret skibet.
Tyskerne tog en ædel hævn. De erobrede i 1918 skibet med hele dets besætning. Men både kaptajnen og mandskabet blev godt behandlet trods L 19 – affæren.
Besætningen på L 15 reddet i sidste øjeblik
En lignende tragedie havde i april samme år nær ramt besætningen på L 15, der også var styrtet ned. Den blev også fundet af nogle trawlere, som nægtede at tage tyskerne op. Men så kom en engelsk jager til, som bjergede de skibbrudne.
Angreb allerede i 1914
Efter krigens udbrud ventede man en række angreb af engelske flyvere på tyske havne og luftskibsstationer. De kom da også i hurtig rækkefølge i efteråret 1914. Men det lykkedes ikke.
De første angreb rettedes mod luftskibshallerne i Köln og Düsseldorf. Men ingen af dem blev ramt. I oktober kom de igen over Düsseldorf. Denne gang lykkedes det at ramme en af hallerne og et luftskib blev ødelagt.
Juledag 1914 foretoges et større angreb mod Norderholz, der var den største marinestation og mod Tønder med ringe resultat.
De nåede aldrig Tønder
Over Tønder nåede de ikke engang frem. Så var der fred i halvandet år. I den periode forstærkede tyskerne deres luftforsvar. Angrebsmulighederne var for små indtil materiellet blev væsentlig forbedret. Flyvemaskinernes aktionsradius og bæreevne var bragt en del i vejret.
En snestorm forhindrede angreb
I slutningen af marts 1916 var Tønder atter målet for et engelsk angreb. Tønder lå nærmest krigsskuepladsen i Nordsøen. Så det havde stor betydning at kunne ødelægge stationen.
Det lykkedes dog heller ikke denne gang. Angrebet udgik fra et flyvemaskine – moder-skib , der løb over mod den tyske kystunder dækning af den såkaldte Harwich – Eskadre. Samtidig var en del af krydserafdelingen fra Rosyth ude, så var det livlig røre på havet. Den dag.
Der kom også til nogle mindre sammenstød mellem de lettere stridskræfter. Men luftangrebet var mislykket.
Der deltog 5 maskiner i fremstødet, men de nåede ingen resultater. De kom ind i en snebyge, netop da de var over hallerne. Man kunne dårligt orientere sig. Deres bomber ramte ikke. Tre af de engelske fly var tvunget til at lande. Kun de to nåede tilbage. Seks piloter blev taget til fange.
Churchill modsatte sig planen
Tønder undgik dog ikke sin skæbne. Angrebet den 19. juli 1918 lykkedes. Også denne gang foregik angrebet fra et flyvemaskine-moderskib, der tog position dækket af krydsere og jagere 80 sømil fra kysten. Moderskibets navn var ”Furious”.
Dette skib var oprindelig bygget til særligt brug i Østersøen. I krigens første år arbejdede ”Første Sølord, admiral Lord Fischer” for at få gang i et angreb mod Tyskland gennem Østersøen og lod derfor sætte på stablen nogle svære skibe med ringe dybde.
Marineminister Churchill modsatte sig planen.
Ingen ansvarlig officer
Men angrebet lykkedes denne gang. Tyskerne blev taget på sengen. Lidt før kl. 5 blev stationen alarmeret fra en af stationerne på øerne. Men ude ved hallerne var man sent om at stå op. Der havde været en større fest om aftenen. Og det så ud til at der manglede en officer, der kunne tage affære.
Der var ingen flyvemaskiner til stede til forsvar. Det viste sig at landingspladsen ikke var egnet til at lande på. En maskine var netop i de sidste dage landet på hovedet. Derfor var alle maskiner sendt til Sild.
To bump vækkede Tønders befolkning
Tønder vågnede ved to dumpe brag syd for byen. Flyvemaskiner var over byen. De havde runde mærker på vingerne. Det var englændere. Der var fire i alt. Den ene gik lavt syd om byen. Den kastede to bomber. Den ene ramte i marken, hvor en kone sad og malkede. Den slog et mægtigt hul på størrelse med en branddam. Konen blev dog ikke ramt.
Den anden bombe ramte på kvægmarkedet. Det var lige ved siden af en vagtsoldat, der chokeret løb sin vej. Der var længe et stort hul i brostensbelægningen. Maskinen fortsatte i lav højde ud til hallerne. Den kom lige forbi borgmester Plewkas sovekammervindue.
Efterfølgende var vittigheden i Tønder, at borgmesteren strakte hånden ud for at anholde piloten.
To angreb
Imens var de tre andre fly gået lige mod hallerne. Propellernes snurren havde fået mandskabet på benene. Maskinerne strøg ganske lavt over hallerne. Bomberne begyndte at regne ned. På det tidspunkt var der kun to haller. Den tredje hal var næsten nedrevet.
Den mindste af de to haller var tom. Den store dobbelthal indeholdt to zeppelinere L 54 og L 60. Pludselig slog røgen op fra den store hal. Det kvalmede op i store skyer. Luftskibene brændte. Portene havde stået åbne, så en eksplosion blev derved undgået. Luftskibene brændte langsomt op.
De tyske besætninger sprang uden betænkning hen til de brændende haller og begyndte at slæbe de store bomber ud. Det lykkedes at få dem væk fra flammehavet så en frygtelig eksplosion blev undgået.
De engelske fly havde slået et sving ud over markerne. Men nu kom de igen. De havde opdaget at den lille hal ikke brændte. De kunne ikke vide, at den var tom. Den skulle dog også ødelægges.
Endelig skød tyskerne tilbage
Endelig var mandskabet på basen parat. Nu knaldede både kanoner og geværer imod dem. Ved det første angreb var der ikke løsnet et eneste skud mod flyene. Man kom ganske lavt ind over pladsen og lod bomberne falde. Der lød brag efter brag. Den lille hal blev ramt flere gange, men den ville ikke gå i brand.
Et par bomber faldt i nærheden af nogle jernbanevogne med benzin. Men nu var flyene så lav, at kanonerne ikke kunne anvendes. Og så fortsatte englænderne øst på. Tyskerne lagde mærke til at den ene maskine havde tabt landingshjulene. Da den stadig gik længere ned, troede de at den var beskadiget og ville nødlande.
Der udbrød et jubelskrig. Men tyskerne blev skuffede. Flyet gik under telefonledningerne og rev den ene ledning ned. Han gik nu nord på.
Tre af flyene landede ved Esbjerg
De engelske piloter var kommet ganske uskadte fra angrebet. Men de nåede ikke hjem igen. De havde ikke benzin nok til at nå ud til Furious. Derfor satte de kursen mod den danske grænse ved Kongeåen.
Den ene af maskinerne søgte ud mod havet. De tre andre landede ved Esbjerg, en i Guldager og to ude på Skallingen. Efter landingen satte piloterne ild til deres maskiner.
Oprindeligt havde det været 6 fly. To af dem måtte dog returnere kort efter start. De nåede ikke engang på tysk område.
Tyskerne: ”Kun ringe materiel skade”
Dagen efter angrebet meddelte tyskerne, at der kun var anrettet ”ringe materiel skade”. Sandheden var at hallerne var ødelagt og to luftskibe var brændt. Den lille hal blev ikke istandsat. Den store hal blev repareret og stod der stadig i 1920.
På den store marine – flyvestation i Aabenraa var alle maskiner klar til at gå op, hvis fjenden skulle vise sig. Alle de mange maskiner lå i rækker ude på fjorden.
De engelske piloter blev interneret i Danmark. Men et par af dem så deres snit til at flygte. De nåede da også England tidlig nok til at komme ud på nye togter.
Tønder Stationen var vigtig at sætte ud af drift
Efter våbenstilstanden blev Tønder besøgt af en allieret kommission. Da var den store hal netop igen gjort klar til brug. Resterne af de to andre haller bestod kun af fundamenterne. Efter krigen meddelte englænderne, at det var Tønderstationens geografiske beliggenhed, der gav en særlig betydning. Luftskibene herfra kunne bedre end andre følge de engelske minelægninger mellem Norge og de skotske havne.
Det var det, man havde ønsket at gøre en ende på. Det var givet piloterne ordre på at flyve nordpå, hvis de mente, ikke at kunne nå moderskibet igen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juni 4, 2022
En spillemand fra Rørkær
Brødrene fra Rørkær. De var meget forskellige. De levede i små kår. Smart måde at tjene penge på. Han byggede et nyt hus uden hjælp. Børnene havde arvet evnerne. Dr. Ulrich var en personlig ven. Fuld af skøre indfald. Noder til afskrivning. Man skulle gå langt med en kontrabas. Hævnen i Løgumkloster. På landet havde man en sundere smag. Dresen havde mange talenter. Musik kan godt forenes med afholdenhed. Leder af Rørkær bibliotek. Hvad skete der med familien.
Brødrene fra Rørkær
De var meget udbredte dengang – Landsby – spillemændene. Det var dengang, da den landlige ungdom trådte dansen på ler-gulvet.
Blandt de mere kendte spillemænd fra dengang var brødrene Dresen og August fra Rørkær. I en hel menneskealder har de spillet. Fra Rørkær til Ribe eller Nibøl og Læk og østpå helt til Aabenraa.
De var meget forskellige
De to var meget forskellige. Den ene var fuld af humor og komik. Han fik mange pudsige indfald. Han var en meget lystig spillemand. Men August var en mere stille og rolig person.
Jo Dresen havde endda Kongelig Musikprivilegium. Det var ham, der var den kendte og populære. August var bare med son ”anden violin”.
De levede i små kår
Dresen blev født i 1829. Han var søn af skræddermester A.P. Petersen, en kendt patriot i den tid. Som dreng tog han undervisning hos byens skolemester. Dengang skulle det ikke så meget til at underholde som nu til dags. Han blev en meget dygtig musikant efter datidens forhold.
Efter konfirmationen tog han i lære hos en tømmermester i Ravsted. Han blev skibstømrer i Sønderhav på Fanø. Han tog dog snart hjem igen til Rørkær og fortsatte sit musikliv hjemme fra. Han giftede sig og i mange år levede han sammen med sin kone i små kår.
De fik mange børn. De boede i en gammel rønne, der tilhørte gårdejer Hans Petersen. Men snart var huset så forfalden, at det skulle nedbrydes. Der var ingen anden lejlighed at få i Rørkær dengang.
Smart måde at tjene penge på
Dresen tænkte på at bygge et nyt hus, men hvor skulle han få pengene fra? En skønne dag stod Dresen og opmålte byggepladsen. Det var lige uden for gårdejer Kresten Rask’ s ejendom. Grundstykket tilhørte nu ikke gårdejeren.
Men byggeriet ville komme til at genere gårdejeren. Det ville gå ud over hans udsigt. Men vores spillemand var nu ligeglad. De blev dog enige om, at såfremt gårdejeren betalte Dresen 100 Daler, så ville han ikke bygge der.
Dagen efter begyndte han så at opmåle et grundstykke foran gårdejer Christian Hostrups ejendom. Det var lige over for vinduerne på den anden side. Med denne gårdmand sluttede Dresen ligeledes en handel af. Ja han fik endda et grundstykke i tilgift.
Han byggede et nyt hus – uden hjælp
Nu kunne Dresen begynde at tænke på at bygge et nyt hus. Materialet havde han liggende fra det gamle hus. Dette var blevet ham tilbudt gratis. Huset byggede han selv uden nogen som helst hjælp. Om det står der endnu vides ikke. Det er mange år siden undertegnede har været i Rørkær.
Børnene havde arvet evnerne
De fleste af de seks børn kunne spille særlig den ældste af dem – Agate. Hun var ofte sammen med faderen ude at spille. Og hele natten igennem sad hun sammen med sin far og spillede ved familiefester.
Den eneste søn, A.P. Petersen havde særlige evner. Han blev sendt på Musikkonservatoriet i København. Det var byens dansksindede, der samlede sammen, så han kunne drage afsted. Han blev elev af Niels Gade, Svendsen og Rung.
Han blev optaget i pension hos Neergaards, Reedz Thotts og Dr. Ulrichs hjem.
Dr. Ulrich var en personlig ven
I den forbindelse skal da lige nævnes, at Dr. Ulrich var Dresens personlige ven. Som vi tidligere har skrevet her på siden, var Dr. Ulrich blevet stenet ud af Tønder By.
Dr. Ulrich tog flugten til sine venner i Rørkær. Vi troede her på siden, at tog til Møgeltønder. En sten, som blev kastet efter ham og landede i vognen gemte familien. I mange år blev den brugt som brevpresser.
Efter to års uddannelse på skolen fik A.P. Petersen friplads. Men han døde desværre meget ung til stor sorg for Dresen og hans familie.
Fuld af skøre indfald
Dresen var kendt i vide kredse. Med kalveskindstasken på ryggen kom han milevidt omkring. Ved bryllupsfester og barselsgilder måtte Dresen lige afstemme hans gøremål med præsten. Det skete ofte at Dresen spillede en rask hopsa, når brudeparret kom ud af kirken.
Engang da brudgommen hed Peter spillede Dressen ”Dumme Peter”, da brudeparret kom ud af kirken. Hele følget morede sig meget over dette. Ofte var det præsten, der måtte rette sig ind efter spillemanden.
Når Dresen var alene ude benyttede han for det meste violinen eller klarinetten, som dengang var af buksbom med højst fem klapper.
Noder til afskrivning
Noderne blev lånt hos andre spillemænd til afskrivning. Det var bl.a. af spillemand Christiansen fra Vimmersbøl og spillemand Davidsen fra Skast. Denne var faktisk far til den kendte godsforvalter Davidsen på Schackenborg.
Trykte noder kendtes endnu ikke herhjemme. De første trykte noder kom til Rørkær i 1870 fra Carl Møller, Skive. Det var først her at spillemændene begyndte at spille i flere tonearter. Var det fejl i noderne gjorde det ikke så meget. Der blev altid spillet i takt.
Man gik langt
Utallige gange er spillemændene fra Rørkær gået herfra med kontrabassen på ryggen til ringridning i Ravsted. Også mellem jul og nytår i bidende kulde. De spillede også til ringridning i Rens. Top dage spillede de til Mikkelsdag i Tønder, derfra til marked i Læk. Et par dage derefter til Kongens Fødselsdag i Sdr. Sejerslev. Nogle gange fik de ikke sovet i otte dage. At spille til 60 – 80 bryllupper i et år var ikke unormalt.
De gamle skikke og ceremonier der fulgte med til gilderne kendte spillemændene til – dengang. Ved bryllupper skulle musikerne være de første om morgenen. Alle gæster skulle spilles ind. De første gæster ankom ved 9 – tiden.
Hævnen i Løgumkloster
Hvad betød det kongelige privilegium? Ja det gjaldt 2 mil i luftlinje. I Løgumkloster havde Dresen de bedste offentlige steder. Musikeren Bestmann var ikke glad for dette og gjorde alt for at gøre ham umulig her. Men befolkningen ville have den populære spillemand fra Rørkær.
Engang mente Bestmann at grænsen var overskredet. Det var mere end 2 mil. Dresen var bestilt til Mikkels marked. Og konkurrenten havde klaget til borgmesteren. Dresen skulle stille med en kaution på 100 mark. Og Bestmann fik medhold.
Midt på aftenen kom gendarmen og forbød Dresen at spille videre. De 100 mark måtte betales. Samme nat gik han nu til Tønder for at klage til herredsfoged Dirks. Denne ville endnu samme nat medsende to gendarmer for at ophæve borgmesterens afgørelse i Løgumkloster. Men ak natten var over. Og selv om Dresen i sidste ende fik ret, så havde Bestmann fået sin hævn.
På landet havde de sundere smag
Selv om det ofte var anstrengende ture, som de var på – de to spillemænd fra Rørkær holdt de sig sunde og raske. De spillede endnu i deres 80. år.
På landet blev de gamle folkelige dansemelodier bevaret. Det var en sundere smag end de nymodens Varité-Melodier. Disse gamle, ofte kønne melodier hørte til hjemstavnens ejendommeligheder.
Nu var indtægten fra spillevirksomheden ikke nok til at brødføde en familie. Det var nødvendigt at have et erhverv ved siden af. Dresen var en begavet mand. Han var dygtig til det, som han tog fat på. Således var han en dygtig drejer. Mange pæne ting har han lavet.
Dresen havde mange talenter
Han var ligeledes kendt som en dygtig urmager. Hvis en eller anden i Tønder havde et gammelt Bornholmerur så skulle Dresen nok få urværket til at gå. Hvis en eller anden havde noget værdifuldt porcelæn eller lignende som var gået itu, så gik man til Dresen. Ingen satte en klinke på som ham.
Endvidere havde han et lille landbrug, som hans kone, Maren passede. Men han elskede at komme ud og spille. Det hjalp også på hans humør. Var det en periode, hvor han ikke var ude at spille kunne han godt blive sur.
Musik kan forenes med afholdenhed
På et tidspunkt led han af gigt og måtte gå med stok. Da fik han ingen musikbestillinger. Så han smed stokken. Han var afholdsmand og dette var beviset på at musik godt kan forenes med afholdenhed.
Men Dresen var afhængig af skråtobak. Det skulle han have. Og maren sørgede for at han aldrig udgik for det.
Leder af Rørkær Bibliotek
Jo også var han leder af Rørkær Bibliotek. Dette bibliotek var oprettet af hans far og lærer Kloster i 1839. Bogsamlingen havde til huse hos Dresen. Fra 1864 til sin død i 1907 passede han biblioteket. Den største stue ofrede han til bogsamlingen. Et gammelt taffelformet klaver tjente som bord.
Udlånet foregik på gammeldags måde. Det var sjældent at en bog forsvandt. Da biblioteket overgik til Sprogforeningen, blev bogsamlingen forøget til en af de største i landet. Således var den i 1920 på 3.000 bind.
Hvad skete der med familien
Dresen døde i 1907. Det gamle spillemandshjem blev solgt. Enken flyttede til Sønderborg til den yngste datter Christine. Tre af døtrene flyttede til Amerika og en til Sønderho på Fanø. Den yngste datter tog til Flensborg. Hun blev tidlig enke og flyttede til datteren Helene, der var ansat i den danske Borgerskole som lærerinde.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juni 1, 2022
Omkring Rømø – dæmningen
Engang var her enestående flot. Den svorne vej. Da kongen var i Ballum. En krig kom i vejen. Slaget i Vadehavet. Den russiske udenrigsminister truede. Hvad var det nu hans Markmand så? Dengang de var velhavende på Rømø. Da skipperne var Rømø fortalte om deres togter. En besværlig overfart. Pastor Jacobsens projekter blev gjort til grin. Man ville have et havdige. Det startede med franskmænd. Russerne var mere hårdføre. Brorson var også imponeret af naturen. Det var som Tour de France. Forslag om Rømø Dæmning er fra 1939
Engang var der her enestående flot
Naturen mellem Ballum og Astrup Banke er specielt. Hele dette område skiftede karakter fra årstid til årstid. Om foråret er det vældigt spraglet blomstertæppe. Her var engang en masse strand – og vadefugle. Her var engang masser af stude. Engang var her også en mægtig skøjtebane.
Der er nu stadig særdeles skønt og anderledes i området.
Den svorne vej
Her er masser af overleverede sagn og virkelige begivenheder fortalt fra slægt til slægt. Det var bl.a. historien om ”Den svorne vej”.
Bymændene i Misthusum aflagde en højtidelig ed på at de stod på deres egen jord. De havde fyldt jord i deres støvler derhjemme. De svor altså men og kunne aldrig finde fred.
Efter sagnet skal folk i mørke stormnætter have mødt dem ude på det sted, hvor de svor falsk ed. Den dag i dag bærer vejen navnet som et vidnesbyrd om disse mænds forbrydelse.
Og sagnet beretter yderligere, hvorledes hævnen ramte deres by, da den store flod i 1634 brød ind over sletten og ”borttog al det Huus”, som der stod udskåret på en gammel bjælke i en af de nybyggede gårde. Over 40 mennesker fandt deres død i bølgerne.
De tomme banker taler deres tavse sprog om ulykkesnatten den 11. oktober 1634. Denne landsby blev udslettet i løbet af nogle få timer.
Da kongen var i Ballum
Cirka ti år efter var der igen opstandelse på samme egn. Det rygtedes at selve Hans Kongelige Majestæt Christian den Fjerde havde indfundet sig i Ballum. I hans breve fortæller han om formålet med sin rejse i datidens afsides liggende landsby i Riget.
Kongen havde længe syslet med tanken om at rense kysten for fremmede pirater. Siden 1630 var der placeret et ”Leje for en Flådeafdeling” her. Han ville ved selvsyn finde ud af, om der kunne indrettes en havn på dette sted.
Hans tanker gik i retning af ”En fornem handels-stad” for at bruge hans egne ord. Med denne plan traf han også forberedelser til at beskytte kysten. Og den påtænkte handelsbys nærmeste opland med et dige fra Ballum til Astrup Banke.
En krig kom i vejen
Men det blev kun ved tanken. For snart var der atter krig. Det var i 1644 både nord og syd af stærke fjendtlige kræfter. En forenet hollandsk – svensk flåde ankrede op samme forår i farvandet mellem øerne og Ribe.
Slaget i Vadehavet
I Lister Dyb blev de fjendtlige skibe dog overrasket af den gamle konge som fører for 7 større skibe, mens den fjendtlige flåde bestod af 28 mindre fartøjer.
Ivar Vind, der var kaptajn på ”Trefoldigheden” skriver i sine optegnelser:
Kanonernes brag opskræmte naturligvis befolkningen langs hele kysten fra Ribe til Højer. Dr. Joachim Timmermann, der var medlem af Ribe Domkapitel, udtalte kort efter i en latinsk tale, at fjenden der havde besat Ribe, teede sig noget hovmodigt:
Sådanne beretninger fra fortiden kunne fængsle drengenes fantasi.
Den franske udenrigsminister truede
Af landsbyen Misthusum blev kun Markmandens Hytte tilbage bygget på tomterne af den sidste gård. Fortællingen om forholdene i ældre tid vedblev med at leve. De blev blandet med sagn og sære forvarsler som ting der var sket.
Nogle havde set soldater i røde bukser færdes ude ved strandkanten.
I begyndelsen af 1900 – tallet udtalte den franske udenrigsminister som en trussel mod Tyskland, at man kunne landsætte 100.000 på vestkysten af Slesvig Holsten. Dette fik tyskerne til at reagere. Man lagde mærke til visse forsvars-foranstaltninger.
Hvad var det Hans Markmand så?
Og gamle Hans Markmand fra Hundegade, der var synsk, havde gang på gang lagt mærke til to runde ildskriver så store som en tallerken, der i rasende fart inde fra landsbyen suste frem mod havet. Jo den gamle markmand var en pålidelig mand. Men hvad kunne det være?
Overtro?
Dengang de var velhavende på Rømø
Kiggede man ud over markerne kunne det hænde dengang at man kunne se sejlene fra en skude ude i Vadehavet. Det var en skipper fra Rømø, der havde et ærinde inde på fastlandet. Han satte kursen mod det lille brohoved ved åmundingen.
Det var dengang en oplevelse. For godt nok lå Rømø kun en god mils afstand over på den anden side af Vadehavet. Men de var noget for sig. Mennesker derover havde deres eget sprog.
Jo engang havde der boer ca. 40 kommandører på Rømø. De sejlede på Grønland. Dengang var der rige dage på Rømø. Mangen en gård på fastlandet stod i gæld til dem. Siden gik det ned ad bakke.
Da skipperne fortalte om deres togter
Men mændene blev regnet for fode sømænd. Kvinderne, der dengang endnu gik i deres smukke nationaldragt passede landbruget, som ikke gav så meget afkast. De gamle skippere havde buskede fuldskæg, det vejrbidte ansigt, ringene i ørene, den vuggende gang og det syngende tonefald.
De fortalte gerne om deres togter mod nord til Ishavet på hvalfangst eller langt mod syd til Molukkerne i det indiske ocean.
En besværlig overfart
Overfarten fra Rømø til fastlandet skete ellers dagligt ved højvande over Ballum med en færge. Det har altid været en omstændig sejlads. Man skulle altid indrette sig efter vejr og vind. Båden kunne ikke gå ind til kysten.
Både mennesker, fragten og posten måtte det sidste stykke vej befordres i et hestekøretøj med høje hjul.
Pastor Jacobsens projekter blev gjort til grin
Omkring 1900 – tallet, da pastor Jacobsen fra Skærbæk gennemførte alle sine fortyskningsprojekter flere steder på egnen, etablerede han også et dampskibsrederi. Dette skulle skabe en tidssvarende forbindelse til øen over Skærbæk brohoved.
Jo han skabte også bade-stedet Lakolk. Engang var her 2.000 badegæster om sommeren. Men de små dampskibe sad ofte i døgnvis på vaderne. Dette førte til megen morskab hos de lokale. Således forfattede Laurids Krog fra Brøns små sarkastiske digte om pastorens vandgang.
Hele herligheden varede kun et par år. Det blev en kostbar fiasko med disse projekter.
Man ville have et havdige
Nu modnedes tanken mere og mere tanken om at virkeliggøre den gamle plan om anlæg af et stort havdige fra Ballum til Astrup Banke. Dette dige skulle beskytte et areal på 5.000 hektar. Det var den såkaldte Bredeå-lavning, der ofte var oversvømmet.
Stemningen voksede efter den store stormflod den 6. april 1904, der voldte stor skade. Og der kom flere stormfloder den 12. marts 1906, 5. og 6. november 1911 og en endnu større stormflod den 12. juni 1913.
Det startede med franskmænd
Kort efter besluttede et flertal af lodsejere at nu skulle diget bygges. Omkostningerne var beregnet til 1.400.000 mark. Planen udførtes under den Første Verdenskrig i årene 1914 – 1918. Det var til dels ved hjælp af krigsfanger.
Således så man i de første krigsår 120 franskmænd beskæftiget ved dette dige-arbejde. De bar uniform med røde bukser. Varslet var gået i opfyldelse men dog lidt anderledes end man havde forestillet sig.
Russerne var mere hårdføre
Senere blev arbejdet fortsat af muhamedanske russiske krigsfanger. De var mere hårdføre end franskmændene. Man så dem om morgenen ligge kælende derude på den grønne eng med ansigtet vent mod østen i bøn til Allah.
Dette dige forandrede landskabets præg og udseende. Marsk-jorden blev nu taget under kultur. Sammen med dige-arbejdet gav man Brede Å et nyt udløb ved en kanal med sluse. Ved slusen blev der indrettet en landingsplads.
Inden dæmningen brugte man så større motorbåde som færger. I badesæsonen var der meget trafik og broget liv ved ind – og udskibning. Måske var det som Hans Markmand i sin tid så?
Brorson var også imponeret af naturen
Paradiset er delvis ødelagt. Også Hans Adolph Brorson fra Randerup oplevede det. I en af hans kendte salmer siger han:
De blomstrende enge er så godt som forsvundet. De blev brugt til græsning.
Det var som Tour de France
Slut er det også med de festligheder, der var til Sankt Hans. Hele området genlød dengang af landboungdommen.
Pigerne skulle rive det slagne hø ud i lange strenge. Det kunne godt give vabler i hænderne. Græsset var lettest at fælde ved nattetide.
Så kom her en masse stude. De blev så igen afløst af det rige fugleliv. Men er det lige så mange tilbage som dengang da vi cyklede fra Tønder til Rømø? Dette var en Tour de France værdig. Det forekommer mig at vi altid havde modvind.
Og dengang eksisterede øen Jordsand stadig. Denne ø er nu forsvundet. Gad godt nok vide om den dukker op igen engang.
Forslag om Rømø Dæmning fra 1939
Den 9. december 1935 blev der indsendt et forslag til Ministeriet for offentlige Arbejder om etablering af en Rømø-dæmning. Samtidig indeholdt forslaget metoder til indvinding af land. Man mente at sådan en foranstaltning kunne mindske faren for stormflod.
Allerede i 1847 var der bevilliget 400 Rigsdaler til fremme af sådan et foretagende.
Ved lov af 23. marts 1939 bemyndigedes Ministeriet for offentlige Arbejde at
Endnu samme år påbegyndtes det indledende arbejde. Og dæmningen har i dag en længde af 9,2 kilometer og en højde på 6,25 meter.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juni 1, 2022
Hvad læses der mest – i maj 2022
I perioden nåede vi 28 nye artikler. Nu er det i alt 1.820 artikler. Vi kigger på de mest populære kategorier. Spørgsmålet er om vores historikere er neutrale, når de skal gengive historien. Vi bringer vores kommentarer, da vi af de samme er blevet bebrejdet at vi ikke har den nyeste forskning med. Hvad sker der på Facebook. Nogle læsere klager stadig over stavefejl og at vi ikke i tilstrækkelig grad anfører årstal og sted på vores fotos. Andre grupper afviser vores artikler grundet ”selvpromovering”, overtrædelse af dataregler, har været bragt før, Foto er bragt før m.m. Hvilke byer læser dengang.dk. Og så har vi maj – måneds Top – 100.
28 Nye Artikler
I løbet af maj måned har vi lagt 28 nye artikler ind på vores hjemmeside. Og det er lykkedes for 8 af disse artikler at placere sig på Månedens Top – 100 liste:
Nu er der 1.820 artikler
Vi er nu oppe på 1.1820 artikler. Her skal vi se, hvordan de fordeler sig. Hvad betyder det, når der er et tal i en parentes? Ja det betyder, at der befinder sig det antal artikler med samme tema. De er bare fordelt under andre kategorier.
Hvorfor nu denne forvirring? Ja det skyldes, at da vi startede havde vi ikke 16 kategorier til ar putte artiklerne ned i. Vi har lavet lister så du hurtig kan finde frem til artiklerne. Du kan også bruge vores søgefunktion, hvor du bare behøver at taste noget af titlen.
DE MEST POPULÆRE KATEGORIER
For hver placering i Top-100 gives et point. Såfremt to kategorier har samme point – antal er det den med bedste placering, der vinder:
Indlemmelse, afståelse og genforening 0
1864 – og De Slesvigske Krige 0
Grænsen er overskredet 0
Historien om Adelsslægten Akeleye 0
Industri på Nørrebro/Nordvest 0
Er historikere neutrale?
Også de ”såkaldte professionelle historikere” læser vores hjemmeside. Nogle af disse har bebrejdet os, at vi ikke har ”den nyeste forskning” med. Med andre ord, vi har ikke været på arkiverne og hjemtaget den nyeste litteratur om emnet.
Og det handler om prioritering af tid. I andre sammenhænge har vi været på arkiver. Og det kan i den grad tage tid. Og det kan det også, når vi skal have hjemtaget bøger. Og så skal købe det, ja så koster det.
Det, det koster at drive vores hjemmeside m.m. betaler vi selv. Vi får ikke tilskud eller kan søge om det. Der er heller ikke mulighed for fondsmidler m.m. I forbindelse med vores sidste bog var det heller ikke hjælp at hente hos historikere. Tværtimod så havde de kun foragt til overs.
Modsat har vi ofte set at historikere i artikler ”meler deres egen kage”, hvis de vil have nogle bestemte opfattelser frem. Det kan være for at fremme en bestemt politisk holdning. Og hvordan gør man det? Man tager kun udpluk af citater og bringer disse i en hel anden sammenhæng. De undlader hændelser og bringer kun dem, der fremmer deres egen opfattelse.
Måske er dette en større fejl end det, at man ikke lige har den nyeste forskning med på tegnebrættet
Man skulle tro at professionelle historikere havde en neutral rolle så vi kunne stole på deres fremlæggelser. Disse har ofte den fordel modsat os ”amatør – fuskere” at de har adgang til arkiver, som vi ikke har adgang til.
Nyt fra Facebook
Velkommen til alle ny i vores gruppe. Vi er nu oppe på 4.707, der synes om og 4.905 følgere.
Det er bestemt ikke alle artikler, som vi bringer, der er lige populære. Således bl.a. artikler om det tidligere Ungdomshus på Jagtvej på Nørrebro. Her er det ofte undertegnedes opfattelse at artiklerne slet ikke er læst, inden man farer i blækhuset.
Den samme oplevelse er, når der bringes artikler om ”Bomben i Søllerødgade”, Autonome, besættere m.m. – Der lyttes overhovedet ikke til argumenter. Historien er nu engang ikke sort/hvid – der er nuancer i historien.
Andre grupper
Vi har før sagt det. Vi respekterer de enkelte gruppers ret til regler og ordninger. Problemet er, at vi har svært ved at indordne os efter disse regler. Og det handler igen om tid og prioriteringer.
Alt dette skrives, fordi vi er blevet bebrejdet at vi ikke er så aktive med at dele vores artikler, som vi har været. Men der er sådan set ikke vores skyld. Du kan i vores egen gruppe se lige så mange artikler som før.
Men i nogle grupper bliver vores artikler ikke vist mere.
Men det glæder os, at nogle af vore artikler er blevet meget godt modtaget i nogle små bysamfund som f.eks. Løgumkloster og Ballum.
Stavefejl
Vi er godt klar over, at der stadig er stavefejl i vores artikler. Og vi er sandelig også blevet tilbudt hjælp fra virksomheder – der mod betaling gerne vil hjælpe. Som bekendt har vi gennemgået 629 artikler, hvor vi også har kigget på den grafiske opstilling.
Så længe vi ikke har kigget på alle 1.818 artikler – skriver vi i indledningen at vi undskylder for stavefejl. Ofte drejer det sig om taste – eller sjuskefejl. Mange af vores læsere går meget op i dette.
Men nu er det også vigtigt at vi kommer med nyere artikler – og det er så det vi er i gang med nu – 26 nye i denne måned!
Fotos
Tænk nu får vi også ros for vores fotos. Men det er dog ikke alle, der er tilfredse. Man vil gerne have at vi hver gang vi viser et foto fortæller, hvor det er taget og hvornår. Men ofte ved vi det ikke – for derfra vi tog fotoerne var der heller ingen oplysninger.
Vi har arkiveret vores fotos. Vi går ikke ud og leder efter disse. Det handler igen om prioritering og tid. For os er det vigtigt at bringe en god historie.
Hvilke byer læser dengang.dk – Top-50
Månedens Mest Læste Artikler – Maj 2022
Ja så var der nogle artikler, der næsten nåede at komme ind under Top – 100:
Dato: maj 29, 2022
De slagne ved grænsen
Dette handler mest om Tønder og Sæd grænse. Men vi tager også en lille tur til Kruså. Hvad skete der ved grænsen efter 5. maj 1945. Lige før begyndte tyskerne at placere sprængladninger ved broerne. Vi hilser på de to første engelske officerer i Tønder. Det varede lidt inden spærringerne ved grænsen var komplet. Først fra 8. maj var der for alvor visitering af de tyske tropper. De måtte aflevere 90 pct. af deres habengut. Efterladenskaber hobede sig op. Der blev frataget mange penge ved Sæd grænse. Der var også dramaer ved Kruså. Kun enkelte kamphandlinger. De tyske soldater skulle hjem til ruiner og hungersnød.
Sprængladninger ved broer
Aftenen i forvejen hang truende skyer over Sønderjylland. I den silende regn så man tyske soldater travlt beskæftiget med at grave sprængladninger ved broer. Rutebiler havde aflyst deres turer i frygt ofr, hvad der ville ske. Skulle Sønderjylland alligevel blive en slagmark.
De to første engelske officerer i Tønder
Man planlagde at rejse æresport for englænderne. Men hvornår kom de? Der gik masser af rygter om, at de var kommet. Men først mandag den 7. maj kl. 14.40 overskred to officerer fra Royal Air Force Sæd Grænse. De kom kørende ganske langsomt på deres motorcykler.
Styrken befandt sig endnu 35 kilometer syd på. De to officerer, skotten Neil Hender og englænderen Jack Hutchie var ved at drukne i blomster. Hvor skulle de gøre af dem? De aflagde i første omgang et uofficielt besøg på politikontoret i Tønder. Her blev de budt velkommen til Danmark af den konstituerede politimester Bøving og borgmester Paulsen.
Ingen spærring i begyndelsen
Mens man spejdede mod syd, begyndte de slagne tyskere eller ”herrefolket”, som man kaldte dem deres tilbagetog. De var trætte og modløse. For første gang i fem år gik grænsebommen ned. Det varede et par dage inden bestemmelserne om afvæbningen blev gennemført.
De første dage måtte det tyske militær passere uantastet. Store transporter af tanks, panserbiler, cykelkolonner m.m. kørte syd på. Og lastbilerne bugnede af danske fødevarer.
Først sent om aftenen den 7. maj kom en lille styrke frihedskæmpere til Sæd Grænse for at hindre udsmugling. Gennem flere å havde man set såkaldte ”Wehrmachtsgefolge” føre varer over grænsen ved flere daglige ture.
Fra den 8. maj måtte tyskerne aflevere 90 pct.
Men her den 7. maj var man lige glad med, at der nærmest var hungersnød lige syd for grænsen. Men den egentlig afvæbning startede først den 8. maj. Og det blev efterhånden i ret store dimensioner.
Engelske Tanks, Danforce- styrker og udkommanderede frihedskæmper fra flere byer deltog i løsningen af den kæmpemæssige opgave. Der blev foretaget afvæbningssteder inden for et stort område, der strakte sig fra grænsen og til nord for Tønder. Et stykke ude ad Ribe Landevej tog man sig således af cykler og biler.
I de første dage kom der hele tiden nye regler for fremgangsmåden. Tyskerne skulle afvæbnes 90 pct. De skulle fratages alle danske penge. De måtte kun beholde så meget forråd af fødemidler, som man skønnede, var nødvendige for den videre fremmarch.
Engelske officerer administrerede reglerne
Inden reglerne for alvor forelå var det engelske officerer, der stod for at administrere reglerne. En lille trop af engelske tanks var ankommet til Sæd. Mens man gav de engelske soldater en hjertelig velkomst, ville en tysk officer benytte sig af dette og stikke af med sin bil i al ubemærkethed.
Men en engelsk officer opdagede dette. Han stillede sig foran bilen og gjorde tegn til at han skulle standse. Englænderen åbnede roligt bildøren, trak tyskerens pistol ud af hylsteret og rakte den til postassistent Hvid, Tønder, der i dansk løjtnant – uniform kommanderede en styrke frihedskæmpere, der havde præsenteret gevær for de ankommende englændere. Efter kort tid fik officeren lov til at gå videre.
Ikke så disciplineret
Fra alle egne af landet bevægede disse endeløse tog sig mod den danske sydgrænse. Tyskerne havde budt store summer for en barnevogn eller en trækvogn. Ja blot et hjulpar kunne bruges til at fremstille disse fantastiske kærrer, hvorpå de læssede deres habengut.
Tyskerne var langt fra så disciplineret som da de invaderede Danmark. Det var nu men opknappede uniformsjakker, opsmøgede ærmer og vandringsstav eller stok i hånden. Det gik meget langsom fremad. Enkelte grupper forsøgte trods forbuddet at holde modet oppe ved at synge nogle af deres slagsange.
Efterladenskaber hobede sig op
Tyskernes efterladenskaber hobede sig op i og ved Tønder. Bilparker af gigantiske dimensioner voksede time til time. Geværer og pistoler dyngede sig op i tårnhøje lagre.
Alt dette foregik uden alvorlige episoder. Det vil sige, at lige før Sæd grænse på broen kom det til en skudveksling mellem tysk militær og danske frihedskæmpere. Her blev et par danskere alvorligt såret- Vi har tidligere skrevet om dette.
Det har selvfølgelig været nedladende at skulle aflevere alt dette. Men mon ikke de allerfleste tyskere var trætte af krigen og glad for at komme hjem. Militærbegejstringen var væk.
Mange danske penge
Når tyskerne holdt hvil undervejs, kunne man se dem sidde i grøftekanterne og gnave løs af rugbrødshumplerne, men de med en lommekniv skar nogle flæskesider. Når de rejste sig flød grøfterne med bajonetter og andre ting. Den enkelte soldat følte ikke mere så ansvarlig for sit grej. Hjemturen skulle gøres så let som muligt.
Man kan måske undre sig over, at nogle af tyskerne tog så meget med, når det allermeste blev taget fra dem ved grænsen.
Mange havde ret så mange penge med. Ved kolonnernes ankomst tog mange deres punge frem, rev pengesedlerne i stykker og lod stumperne flyve for vinden. Andre soldater betalte børn med hundredekrone-sedler for at få noget at drikke.
Lidt nord for Tønder havde frihedskæmpere fået fat i nogle kvinder, der havde fået fralokket nogle tyskere temmelig store beløb.
Overtoldbetjent Toft kunne sagtens på en dag indkassere 75.000 kr. i kontanter samt 17.000 liter benzin.
Dramaer ved Kruså
Syd fra dukkede pludselig en stor tysk lastbil med påhængsmotor over grænsen syd fra. Chaufføren var en tjekkisk godsejer. Da han ”blev tysker” nægtede han at gøre tjeneste som officer i den tyske hær. Man tvang ham til at køre som chauffør i den store lastbil, som han havde benyttet til sin flugt over grænsen. På bilens lad stod syv tromler benzin.
Han fik ophold i Fårhuslejren for ulåste døre.
Ved Kruså var det hele nok mere dramatisk. Vi har tidligere fortalt, at der på Padborg station ankom to store tog med kvindelige KZ – fangere fra Ravensbrück. Ligeledes har vi fortalt om en glemt ting i danmarkshistorien nemlig karantænestationerne.
Ingen kamphandlinger
Man foretog også her en grænsespærring. Men antagelig kom frihedskæmperne for sent. Det lykkedes for flere bilkorteger med høje og til tænderne bevæbnede Gestapo-mænd at slippe over grænsen.
Det var sikkert kommet til kamphandlinger, hvis man havde forsøgt at standse disse. Og der kom også enkelte svært bevæbnede kolonner, der drejede af inden Kruså – men alligevel nåede over grænsen.
De første engelske jeeps passerede grænsen sy fra. Det var ikke soldater men engelske journalister, film – og pressefotografer.
Hungersnød og ruiner
Mange af de soldater, der gik over grænsen kom hjem til et hungerplaget Tyskland – måske lå deres hjem i ruiner.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: maj 17, 2022
Aabenraa i 1930’erne
Da jeg pyntede vinduer. Bo Bojesen spiddede alle – men aldring ondskabsfuld. Tilbage til boghandlen De første investeringer. ”Verdensmænd” taler flere sprog. Skødesløse tennisspillere bag Folkehjem. En klokke og en rangermaskine. Springvandet står stille. En oplevelse på værkstedet. Nærmest gågade i 1930’erne. Tilflugt i fars boghandel. Mutter Stahlboms hus. En flot festsal. Pas på – de græske dampere. Når de kongelige kom. Svømmeundervisning i rødviolet vand. ”Det Grønne Helvede” – ja sådan kaldte man Nørreskoven. Vi besøger Frits Clausens ”Ørneredde”. Stormtropper ved farversmølle. ”Heim ins Reich”. Alt er nu forandret.
Da jeg pyntede vinduer
Som det vil være læserne bekendt, arbejdede jeg i vel ca. 15 år i Bo Bojesens Boghandel. Det var bl.a. min opgave at pynte vinduer. Et par gange lykkedes det endda at få nogle priser for det. Jo og da vi havde placeret nogle af de første computere, der kom frem på halmballer, ja så blev det endda vist i TV – Syd. Da havde vi fået Carsten Worsøe til at lave et computerprogram, der så kørte i en sløjfe hele døgnet.
Men i en periode fik vi også hvert år nogle af Bo Bojesens tegninger, som vi udstillede i vinduerne. Og så fandt vi ud af andre sjove ting i tidens løb.
Han spiddede alle
Dette skal nu ikke handle om Bo Bojesens Boghandels vinduer men om Bo Bojesens erindringer. Vi fandt et indlæg i Politikken i 1968, som vi har bearbejdet lidt.
Tegneren Bo Bojesen blev 83 år. Han døde i 2006. Han formåede at finde det pudsige hos folk uden at være ondskabsfuld. I en periode var han ansat på Politiken, hvor han kommenterede aktuelle begivenheder. I mange år udfoldede han sig også i Blæksprutten. Men jeg husker også en del bøger med hans skønne tegninger. Det var en vis ironi over hans tegninger. Især husker jeg ”Bo Bojesens Danmarkshistorie” og ”Bo Bojesen og den store verden”.
Han spiddede alle, høj som lav med sin pen – kongehuset, ludderen og pensionisten – ingen gik ram forbi. Hans smittende underfundige humor huskes,
Vores hovedperson vandt også en række priser bl.a. PH-prisen, Den Gyldne Tegnestift og prisen som Årets Publicist.
Tilbage – til Boghandlen
Ja så tilbage til boghandlen. Den blev etableret af Hartvig Nielsen i 1912. Han blev indkaldt til militærtjeneste i 1916. Så blev den bestyret af Bo Bojesens far som var svoger til Hartvig Nielsen. I 1919 overtager Harald Bo Bojesen så boghandlen.
I 1928 flytter man så til en nyopført ejendom på Ramsherred 28. I 1961 overtager Anne Marie og Ejvind H. Kock så ejendommen. Butikken lukker den 29.7.2013. Så var det slut med navnet Bo Bojesens Efterfølger.
Butikken blev overtaget af Abrahamsens Bog & Ide, der flytter fra Store Torv.
De første investeringer
Ja og Bo Bojesen kom tre år efter den såkaldte ”Genforening”. Der er ikke nogen mindeplade på sygehuset, hvor han kom til verden. Hans første investeringer landede i Bager Nyemans Butik på Haderslevvej. Hans ugeløn var på 20 øre. Hvis der var penge til overs, så blev disse investeret i Ferdinand Nielsens Kolonialhandel.
Bo Bojesens opvækst var i nærheden af Sct. Jørgens kirke. Og han har skam røbet, at han var med til at kaste en jordslået tennisbold ind mellem ”gluggerne” øverst i klokketårnet.
Lige her i nærheden lærte han at ryge cigaretter, rullet af aromatisk efterårsløv og ec-papir. Pastor Ludvigsen har sikkert undret sig over disse børn. Måske har han ladet sig inspirere til søndagsprædiken over Lukas 23. kapitel, 34. vers:
”Verdensmænd” taler flere sprog
På vej til skole betræder han Haderslevvej som dengang bar det kontinentale navn ”Nørrechaussé”. Ved Nørreport er der skyggefulde træer. Og hver morgen møder han en flok skolesøgende Rudolfer, Heinricher, Giselaer og Waltrauter. De sendes hver morgen til optugtelse i den tyske privatskole yderst på ”Nørrechausse”.
De små Iber og Eriker og karener og Liser trasker den modsatte vej med Ole-Bole-ABC. Mødet forløber som regel uden racesammenstød. Takt og tolerance er veludviklet hos børn. Men hvad mon de mener om hinanden?
Vidste du for resten, at Ole Bole er skrevet og udviklet i Tønder?
Begge grupper er ”Verdensmænd”, der taler flere sprog. Den ene behersker højtysk og sønderjysk. Den anden rigsdansk og sønderjysk. Når dialekten således er kontaktsproget mellem de to grupper. Kan det være vanskeligt for udenforstående at afgøre nationaliteten.
Tysk sindelag er dog en overvejende sandsynlighed, hvis man f.eks. kalder sin bedstemor for ”Oma”.
Skødesløse tennisspillere
Folkehjem blev passeret, danskhedens højborg. Den har sin særlige betydning, idet skødesløse tennisspillere bagved, leverede gratis de bolde som Bo og hans kammerater brugte til den før omtalte kirketjeneste.
En klokke og en Rangermaskine
Når man nu var vel ankommet til Nørreport, kunne man være så heldig at blive standset af en jernbanemand, der ringer med en klokke. Det er for at lade lokomotivfører Mathiesen passere med sin Litra HS – Rangermaskine på vej fra stationen mod de sibiriske ødemarker norden for svineslagteriet.
Det kunne jo også være sporet, der fører ud i Bo og hans kammeraters fantasi – opfundende sumpede floddelta med Amazon – indianere med forgiftede pile. De lurer ved bredden af den trægt flydende strøm af kloakvand.
Springvandet står stille
Denne Matthiesen sagde nu ikke så meget. Nu kunne Bo og hans skolekammerater også komme til at møde en anden klokkeringer. Han havde sømandskasket på og havde hægeskæg. Han forkyndte forpustet:
For alle ikke – sønderjyder må nok lige oversætte:
Nu vil ikke stedkendte falde i forund ring over at en tilsyneladende drikfældig mandsperson er sluppet løs med en klokke i hånden for at viderebringe denne åbenbarelse, at en nu ikke nærmere angivet fontæne omsider står urokkelig på sin plads. Men nu er det blot tale om en saglig information fra vandværket om et midlertidigt leveringsstop.
En oplevelse på værkstedet
Bo Bojesen er på vej i skole her i 1930’erne i Aabenraa. Vi er på vej mod Ramsherred og Storegade. Vi standser lige op ud for Kilegård en lille smøge, der fører ind i det uudforskede.
Her lå nemlig et interessant bilværksted. Her oplevede Bo Bojesen det historiske øjeblik, da mekanikeren satte afviservinger med lys i på hans kammerats fars højhus af en Renault.
Trafikken var steget. Den krævede sin ret. Trykknap – automatikkens tidsalder var startet. En arm stukket ud af vinduet var nu ikke længere en lovlig tilkendegivelse af, hvor man vil hen.
Nærmest gågade i 1930’erne
Gågaden er godt nok af nyere dato. Den blev indviet under stor festivitas, hvis nok af min tidligere chef, boghandler Koch. Men gågade var det nu allerede her i 30’erne. Man bredte sig over kørebanen som fribårne. Og så veg man kun til side, når Luckmanns hestetrukne mælkeforsyning eller Dr. Abilds åbne 125 HK Vauxhall Sport årgang 1928 var på vej. Ja så veg man naturligvis også uden om diverse hestepærer.
Sådan nogle har jeg været med til at fjerne på gågaden. Det var under en ringridning, hvor dronningen kom på besøg. Og hun skulle jo nødig vandre i sådanne. Kommunen kunne ikke nå at fjerne dem. Så butiksfolket var udkommanderet.
Tilflugt i fars boghandel
Og som Bo Bojesen udtrykte det, så kunne man altid søge dækning i hans fars boghandel, når ondsindede knægte var ude på at myrde og kaste de mishandlede lig ned ad Rebekkagangen. Når faren var over, kunne man fortsætte den videre færd ned ad Storegade.
Mutter Stahlboms Hus
På hjørnet af Store Pottegade ligger Mutter Stahlboms Hus. Men lad være med at kigge efter det i dag. Spild ikke tiden. Det er for længst nummereret, pillet ned og opstillet i Den Gamle By i Aarhus. Man fandt ud af, at det var bedre med en kommunal blomsterkumme og en kommunal bænk på stedet.
I huset var der en slikbutik. Man skal op på en stor tjæret sten for at kigge ind ad udstillingsvinduet med de gammeldags ruder. Det der fangede en, er imidlertid ikke de søde sager, men indehaverskens mangel på skønhed og personlig renlighed og hendes lige så lidet indbydende varesortiment.
Det hænder dog at begæret er stærkere end de fine fornemmelser. Så går man ind og tinger sig til nogle af de ”paraffinterninger”, som efter en intens kæbebearbejdelse omskabes til noget i retning af tyggegummi.
En flot festsal
Resten af Bo Bojesens skolevej byder kun på en enkelt seværdighed, en legetøjsforretning som heller ikke er mere. Og så drejer vi til højre nede ved Rådhuset. Der står vi så foran den kommunale skole for de mindste klasser. Kloge pædagoger overbeviser Bo om at alfabetet begynder med a og med meget møje og besvær påtvang de ham deres teori om at to og to er fire.
Skolebygningen knejsede i imposant holstensk ny-gotik. Festsalen var tilsyneladende bygget med henblik på opførelsen af Wagners ”Lohengrin”.
Pas på – de græske dampere
Tugt og skolegang er ikke den dominerende faktor i Bo Bojesens erindringer. Hvilke muligheder havde Aabenraa dengang for fri udfoldelse for det lille folk med livstykke og lange patentstrikkede strømper? Mulighederne dengang var mange og pragtfulde.
Der var havnen med de mange forunderlige og mystiske skibe. Særlig de græske dampere, som man skulle gå langt udenom, fordi søfolkene der, fangede små børn og lavede aftensmad af dem.
Når de Kongelige kom
Denne ængstelse var væk eller sådan nogenlunde bortvejret, når der var kongebesøg. Så stod skolebørn opmarcheret på kajen med små flag for at tage imod den flotte hvide hjuldamper ”Dannebrog”. Men ventetiden var meget lang. Det forestående møde med de kongelige formørkedes af skrækken for at tisse i bukserne i det afgørende øjeblik.
Svømmeundervisning i rødviolet vand
Den fysiske kontakt med de friske bølger fandt sted på skolebadeanstalten, hvor gymnastiklæreren med sand dødsforagt lærte poderne at svømme. Og det gjorde man også selv om strømforholdene var sådan at eksportslagteriets udløb farvede vandet rødviolet og colibakterierne antog håndgribelige former.
Men var det egentlig noget at tale om, når søfartsbyens stolte slægter gennem generationer havde trodset orkaner ved Kap Horn og sat livet på spil i det sydkinesiske hav uden at kny?
”Det grønne helvede”
Lige så pirrende farefuldt var det at trænge ind i skovene, der omklamrer byen. Nørreskov lå nærmest Bo Bojesens hjem. Der forsøgte han og hans kammerater at virkeliggøre de bedrifter som ”Willy på eventyr” gav sig af med i ”Familie Journalen”.
Kun i flok vovede man sig ind i det grønne helvede. Vilde horder fra Bjerggade og Lindbjerg truede flankerne. Så det lettede Bo’ s tryghed, da hans storebror og hans kammerater efter et togt berettede om, at de havde anlagt en solid fæstning på et strategisk velvalgt sted og kastet fjenden tilbage uden egne tab.
Det imponerende forsvarsanlæg som Bo’ s fantasi udstyrede med palisader og tårne, bemandende med trompetspillende vagtposter svarede ved en senere forevisning desværre langtfra til forventningerne.
End ikke skeletterne af Bjerggadebandens afsjælede legemer kunne man fremvise som et plaster på såret.
Frits Clausens ”Ørneredde”
Mange voksne både danske og tyske var ikke ganske upåvirket af at Hitler på den tid var i gang med at opbygge og udvide Det tredje Rige ca. 25 km syd for byen. Spidsbukser og skaftestøvler, militante optog og bjæffende stemmeføring kom på mode.
Frits Clausen etablerede et førerhovedkvarter i et lille rødt hus på Nørrechausse. Nogen ”Ørnerede” var det dog ikke, Men det smagte da altid af fugl.
Stormtropper ved Farversmølle
Selv på en fredelig søndags-spadseretur til det idylliske traktørsted Farversmølle slap man ikke for en konfrontation med tilværelsens barske realiteter.
Værtshusholderen, som var tung og kuglerund af statur og netop var grebet af tidens flyvske tanker, havde stillet sine tilliggender til rådighed for, at en snes af de clausenske stormtropper kunne være i fysisk form, når tidens fylde kom.
Dybt grebet iagttog man deres dødsspring over hegnstrådene og den afsluttende sejrsparade på bugtet linje mellem muldvarpeskud og mælkebøtter. Uden for laden stod i mellemtiden en spadebevæbnet vagt posteret for fløjen af de opmarcherede cykler for at hindre, at bolsjevistiske eller jødisk-kapitalistiske – plutokratiske elementer blandt det kaffedrikkende borgerskab skulle miste besindelsen og lukke luften ud af cykelslangerne.
Vagtpostens skrævende stilling og mørkt fremadrettede blik røbede en udtalt beundring for Hitlers stedfortræder, Rudolf Hess. Men man vidste nu godt, hvem han var. Det var jo Måtte – Madsen.
”Heim ins Reich”
Mens Clausens brigade havde til formål at samle alle danske, der endnu troede på Nordens guder og den ariske races uovervindelighed under sin dannebrogsfarvede hagekorsfane, var de hjemmetyske bysbørn meget optaget af de store perspektiver i Hitlers grænserevisioner. De foranstaltede dystre optog ved skumringstid med fakler, basuner og transparenter, der udtrykte ønske at komme ”Heim ins Reich”.
At det så var taktløse aabenraaer, der forslog dem at de blot skulle marchere de 25 km sydpå, så var de hjemme i riget fremkaldte nu ikke lige begejstring i de bestøvlede kolonner.
Det kan jo være at det svært at grine, når man bærer sort kasket med stram hagerem.
Alt er forandret
Alt er nu forandret. Lokomotivføreren er der ikke mere. Ude ved Farversmølle er der ingen der af politiske grunde springer over hegnspæle. Selvfølgelig er der mange uvorne unger rundt omkring med en livlig fantasi der tror at der huserer vilde Amazon – indianere og krokodiller ved bredden af den trægt flydende strøm af kloakvand.
Sidst jeg var i Aabenraa – er godt nok længe siden – stod springvandet ikke stille.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: