Søgeresultater på "Ribe"
Dato: september 5, 2021
Frøslev og Fårhus – for mange år siden
Vi går også en tur i Fårhus. Dengang lå Frøslev i Handeved Sogn. Vi besøger den ældste gård. Og så kom gartneren hver år til Frøslev. Man gik i hjemmelavede skjorter. I Frøslev var man mere kultiveret, men i Ellund var de rigere. Og så var der en fest i Frøslev, man kaldte ”Æ Bygang”. Der var både en vægter og en markmand. Så var der mange traditioner og overtro. ”Å bind æ lim” sagde man. Der var masser af kostebindere. Det var de laveste i samfundet. For 5.500 var her en gravhøj. Man blev efterhånden fastboende. Vi kigger på begrebet ”ligdør”. Allerede i middelalderen boede der folk i Fårhus. Jernbanen kom i 1864 og bragte forandringer. Her var masser af aktiviteter. Man fik både mejeri, posthus og kontrolhønseri. Fårhus Kro blev genopbygget. Der kom nye beboere efter 1920. En søndagsskole fik man sandelig også. Fårhus havde egen ”borgmester” og Rådhusplads. Her var masser af foreninger og næsten alle erhverv var repræsenteret.
Dengang var det Hanved (Handeved) Sogn
Vi skal da selvfølgelig også høre om Fårhus.
Indtil 1920 tilhørte Frøslev Hanved(Handeved) Sogn, hvis kirke ligger syd for grænsen. Jo du har sikkert hørt om eller læst vores artikel om Karsten Thomsen, der huserede netop her. Og motorvejsgrænsen Frøslev blev indviet i 1978.
Frøslev gamle kirkevej går parallelt med motorvejen.
”Onekel Schlaumeier”
Det var dengang, da der i Frøslev boede en mand, der talte plattysk. Han blev kaldt ”Onkel Schlaumeier”. Han gik rundt med sin armkurv og solgte nåle, tråd, sæbe, snørebånd og lignende. Han var god til at lave byttehandler med sine ting og gode madvarer.
Den ældste gård
Den ældste går dengang tilhørte i 1873 Jørgen Lorenzen Post. Engang i 1870’erne søgte den danske befolkning om tilladelse til afholdelse af et kirkeligt møde med en kongerigsk taler. Det skulle have foregået i Jørgen Post’ s ”pissel”. Men de preussiske myndigheder ville ikke give tilladelsen.
Gården var fra 1794.
Lige over for lå Lorens ”Smejs” smedje.
Da gartneren kom til Frøslev
Omkring år 1900 og i årene derefter kom der år efter år en gartner til Frøslev og solgte havefrø, som han selv havde avlet. Han kom gående fra Blans. Men mon ikke han havde taget toget til Padborg? Han medbragte en kraftig ris-kurv, som han bar over nakken ved hjælp af sin spadserestok. Deri havde han førne, som han havde pakket i småbreve. Papiret, brevene var foldet af, havde forskellige farver – lilla, blå, grøn, hvid m.m. alt efter hvilken slags frø, der var.
Hjemmelavede skjorter
Gamle mænd i Frøslev bar hjemmevævede, uldne skjorter, der var ensfarvet i blå. Senere i tiden brugte de bomuldsskjorter af lyseblåt stof med hvide striber.
De var mere kultiveret – men i Ellund var de rigere
Når man skulle konfirmeres i Frøslev, gik man til konfirmationsforberedelse hos præsten i Hanved hver tirsdag og fredag. Og så skulle man også til konfirmations – eksamen.
Folk fra Frøslev blev anset for at være mere kultiveret end dem fra Jardelund. Men i Ellund blev man anset at være mere rige end dem fra Frøslev.
Hvis man klemte sin finger i Frøslev, fik man et stykke røget flæsk lagt på og så en ”polt” (klud) omkring. Det tog smerterne.
”Æ Bygang” i Frøslev
Børnene fra Nyhus og Klus kom til Frøslev nytårsdag for at få nytårsgaver. Det var mest om eftermiddagen, de kom. De fik ”Knæbnørrer (pebernødder), æbler og en ”Grossen” (10 pfenning).
I Frøslev var der ”Bygang” fra nytår og hele januar måned ud. Indbydelsen til denne fest blev udsendt 14 dage før. Afholdelsen. Omgangskredsen – familie og venner var inviteret. Man mødte klokken syv om aftenen. Mændene spillede kort, ”skat”, ”Skjævindsel” og ”sæjs å tres”. Kvinderne spillede lotteri (tallotteri). Som gevinst i dette spil var der udsat kopper, tallerkner, fade, ting af glas m.m.
Den, der holdt ”æ gæst” (gildet), købte disse gevinster og der blev købt for et beløb, svarende til 50 pfenning for hver deltager. Disse penge, blev så betalt af de enkelte, når de kom til gildet.
De fik belagt brød og hvidtøl. Mændene fik også brændevin.
En vægter og en markmand
Man havde også en markmand og en vægter i Frøslev. Det kunne godt være samme person. Det var om vinteren, der var vægter på. Den første tur blev gået kl. 11 om aftenen. Derefter gik han hver halve time. Han medførte en lygte og et horn. Sidstnævnte skulle han blæse i – i tilfælde af brand.
Hvis en ko skulle kælve eller en so have grise, blev han underrettet.
Stråtækte bygninger på egnen blev på ”æ røchning (mønningen) belagt med ”røchningsssajder” (rygnings-græstørv). Disse skulle være faste græstørv, så de kunne hænge sammen, når de blev lagt over husets mønning. De blev hentet i Tørveladerne vest for Kolonisthusene.
Mange traditioner
Der var mange traditioner herude. Således også når en biavler døde. Så skulle de pårørende gå ud til bikuberne og råbe ind til flyvehullet, at manden var død. Blev det ikke gjort, ville bierne dø.
Der fandtes et problem med ”kalvekastning”. Var det tilfældet hjalp det med en gedebuk. Og sådan en kunne man låne hos ”æ post i Hanvej”. Om det hjalp, vides ikke.
”Å bind æ lim”
I ældre bøger kunne man læse:
Selve den industri, at fremstille koste beskæftigede efterhånden mange familier i området. Der var både kostebindere i Ellund og Frøslev og Fårhus.
Kostebindere var fattige folk og tilhørte den laveste sociale rangstige. De klarede sig med midler fra fattighjælpen og til dels med husflid og ofte med at binde koste. Således boede der i fattighuset i Ellund en kostebinder i 1845.
Disse koste var som regel bundet af ”Rævlingelyng”, dels af ris fra lave pilearter. Disse materialer var der masser af i Frøslev Polde. Kosteskaftet var lavet af et stykke naturtræ. Man brugte også hvenegræs og grå bynke.
Bønder siden 1100-tallet
Udgravninger har vist, at der har været bønder i Frøslev i 1100 – tallet. Ved en enkelt gård har man kunnet konstatere, at beboerne har måttet opgive deres bolig som følge af en stor sandfygning, sandsynligvis efter en stor skovbrand.
Indtil 1800-tallet var området i Frøslev plantage i nærheden af Frøslev Polde præget af hede og mose. Det blev benyttet til græsning af får. Først i slutning af 1800 – tallet blev området beplantet med nåletræer.
For 5.500 år siden var her en gravhøj
Under udgravninger blev det tydeligt, at der langt før middelalderen havde været mennesker her. I begyndelsen af bondestenalderen for over 5.500 år siden har der her været en gravhøj. Den var allerede forsvundet i middelalderen.
Man har fundet genstande, som sikkert har været en slags offergaver.
Her er fundet spor fra forskellige tidsperioder. Således har der været en tættere bebyggelse siden den ældre stenalder. I ældre stenalder var Danmark og Nordtyskland tæt bevokset med urskov. Menneskelig beboelse var kun muligt langs kyster, åer og moser, hvor landskabet var mere åbent.
Man blev fastboende
Omkring 3.900 f.Kr. blev mennesker fastboende og man begyndte med skovrydning. Ved siden af fiskeri, jagt og samling af bær fik landbrug en større betydning. Man dyrkede korn og som husdyr havde man kvæg, svin og får. Omkring 3.500 f.Kr. skete der en intensivering af landbruget.
Større dele af skoven blev ryddet. Samtidig begyndte man at bygge monumentale gravanlæg som langhøje og lidt senere dysser og jættestuer. Den religiøse baggrund er for os, over 5.500 senere ikke længere mulig at forstå.
Fårehuset – en gang på 16 fag
Lige i nærheden ligger Fårhus. I de gamle papirer kan vi se at stedet hed ”Schaafhaus” Der var lyng, så langt man kunne se. Og oprindelig var der kun et enkelt hus, Fårehuset Frydendalsvej 3. men denne bygning har engang været på 16 fag.
Noget tyder på, at der i den ene ende har været skole. Hvis det har været fattige børn her, så har kirkens klinkpung betalt.
Huset var sikkert bygget af herremanden på Kragelundgård. Ved udskiftningen af Kragelundgård i 1766 har der ligget fire gårde.
En ligdør
På nogle af disse gamle gårde, der i området kan man se rester af en såkaldt ”Ligdør”. Den blev kun åbnet, når den unge kone holdt sit indtog på gården. Men også når den ene af dem døde, så blev liget båret den vej ud.
Lige inden for døren på den højre side var kistekammeret, som hørte hjemme på hver gård. I en af dem blev kisteklæderne opbevaret.
Allerede i Middelalderen boede der folk i Fårhus
Til alle gårdene hørte ”æ Bakhus”. Så sent som i 1956 blev en af disse huse brugt. På mange af gårdene var der en brønd af træ. Der skulle bruges meget vand i dagens løb. Både til heste og køer. Og så til de obligatoriske to spande i køkkenet. Det kunne nemt komme en ”pajd” (tudse) med op.
Inde i byen opstod gårde som ikke kan kaldes slægtsgårde. Men allerede i middelalderen boede der folk i Fårhus.
Jernbanen kom til i 1864
Da jernbanen kom i 1864, blev vejene lagt om. Vejen til Bov gik ad mejerivej. Og den til Frøslev gik ad Rolighedsvej. Først blev stationen bygget, derefter også pakhus. Her var også beboelse. På den anden side af vejen lå stalden og vaskehuset. Lidt længere henne ad vejen var kolonnehuset til remisearbejderne. Selve baneanlægget gik engang helt til overskæringen.
Der lå et vigespor, så der kunne køres helt hen til eksportstalden og kreaturrampen med læsserampe til dyrene. Nord for overskæringen var der på højre side militærrampe fra Første Verdenskrig. De blev sprængt i luften omkring 1928 – 1929.
I 1920 var der også en lang barak til toldvæsenet. Den havde til huse her her indtil 1923, da den nye blev taget i brug i Padborg.
Masser af aktiviteter
Nogle år senere blev forsamlingshuset bygget. Her var der om vinteren gymnastik for de voksne. Der var også folkedans. Ude på Muusmanns mark var der Sankthansbål. Bagefter var der rabarbergrød med mælk. Det skete også, at teaterselskaber besøgte forsamlingshuset. Selveste Poul Reumert har været her. Læreparret Demuth fra Ravsted kom og læste op.
Der var spejdere fra Thisted, der blev indkvarteret forskellige steder og så optrådte de om aftenen. Endda Niels Bukh og hans berømte gymnasiaster optrådte her.
Mejeri, Posthus og Kontrolhønseri
I 1903 blev mejeriet bygget. Og her var sandelig også et Kontrolhønseri. Her var salg af rugeæg, daggamle kyllinger og avlsdyr. I 1911 blev købmandsgården bygget. Og bageriet er hvis nok fra samme tid. Nede hos Matzens Gård var der Königlich Kaiserliche Postdienstzimmer indtil 1920. Bonden var selv postmester og postbud var Jørgen Petersen over fra Fårehuset.
Fårhus Kro blev genopbygget
I 1911 nedbrændte Fårhus kro, men blev genopbygget. Og man manglede desværre spilledåsen. Den stod i den store sal. Man puttede 25 øre i og så spillede den. Den var nogle store messingvalser med huller i, der leverede musikken.
Midt i byen lå sadelmager Buchs store ejendom. Den blev altid kaldt ”Æ Fabrik”. Det var en fabrik for tørrede suppeurter og kaffeerstatning. Oppe på kroen var der en kostbindefabrik, hvor der var en del mennesker i arbejde.
Nye beboere
I 1914 blev boligen til snedkeriet bygget. Værkstedet er først bygget efter Første Verdenskrig., da Carl Petersen kom hjem som invalid med et stift ben. Længere henne var der nok en bygmester, der hed Carl Petersen. Så i folkemunde blev det til ”Stivben” og ”Slatteben”.
I 1918 kom mændene hjem fra krigen mere eller mindre mærkede. Nogle havde taget en kone med fra det fremmede. Med ”Genforeningen” kom der en masse nye beboere oppe fra ”Det Gamle Land”, jernbanefolk, politibetjente, toldere og gendarmer.
I byen boede også skomager Andresen og hans kone. Det var speditør Andreas Andresens forældre. Ved siden af mejeriet boede fiskemanden, der hed Nielsen. Det var i et lille bindingsværkshus. Han gik altid med røgede fisk og så kunne man købe alle slags grøntsager der.
Ovre i fabrikken boede sadelmager Buch. Han syede de skønneste pusser (hjemmesko). Til sål brugte han gamle cykeldæk. Det var et stærkt religiøst hjem.
En søndagsskole i Fårhus
Sammen med boghandler Møller og frue, diakonisserne, søster Britta og søster Helene, startede de søndagsskolen i byen, hvor alle børn kom. Først hjemme hos Buch og senere i forsamlingshuset.
Sønnen Carl havde et cement-støberi omme bag i haven.
Fårhus havde sin egen Rådhusplads
Mejeriet, bageriet og købmandsgården lå lige op ad hinanden. Man kaldte pladsen for Rådhuspladsen. Bageriet var på den gammeldags facon med en stor ovn. Når ovnen havde den rigtige temperatur, blev det hele raget ud på gulvet og ovnen renset med en svaber. Man kunne altid lugte, når det friske brød blev taget ud af ovnen. Bag ved bageriet lå stalden med to køer og en hest.
Hesten, Fritz blev spændt for brødvognen om morgenen, og så gik det på brødtur. Det var en Kragelund – og en Vejbæk-tur. Ovre i laden var der svin. Man kunne opleve det særsyn at se bagerkonen med op kiltet kjole og et sækkeforklæde ekspedere i butikken.
Det var telefoncentral på aftægten ved gården og posthus, indtil der kom automattelefon. Så blev posthuset flyttet op til banegården. Det hele blev pludselig ændret. Blokposten blev revet ned og det ene spor pillet op.
Fårhus havde også egen ”borgmester”
Ved overskæringen lå overportørens hus, men den er også for længst væk. Han hed Sofus N. Sørensen. Han blev kaldt borgmesteren eller Skimmel. Det var fordi han var hvidhåret. Han var medlem af sognerådet og amtsråd. Han havde en meget klog hund, der selv kunne gå ril bageren og slagteren.
Længere nede af Frydendalsvej boede slagteren. Det var med stald og slagtehus. Han slagtede selv sine dyr. Han lavede selv alt pålægget og pølser. Ligesom bageren gik han vandretur med bowlerhat, hvidt forklæde og slagtertrug på skulderen.
Masser af foreninger
Der var dilletant i Ringriderforeningen skiftevis på i Frydendal Kro og Fårhus kro. Og Ringridningen blev altid fejret med en brandværns-orkester i spidsen og trompetfanfarer ved faneridningen.
Der var også skytteforeningen. Der blev skudt på den anden brandlinje ude ved Sønderhus hver søndag formiddag. Vi skal da også nævne Fidde Mælkemand. Han var altid god for en røverhistorie.
Kongens fødselsdag blev holdt i forsamlingshuset, og der var samtidig høstfest. Der blev altid sendt lykønskningstelegram til majestæten. Og svartelegrammet blev oplæst stående.
En gang om året gik turen til Frøslev Polde til Polemøde. Det har nok været forløberen for den såkaldte Sydslesvigsdag. Da mødtes man med danskerne syd fra. Dette blev afholdt fra 1921 til 1939.
Næsten alle erhverv var repræsenteret i Fårhus
Ved bryllupper var der for det meste 100 mennesker med. Menuen var altid det samme. Frisk suppe, steg og dessert. Man drak øl og vand. Under dansen drak man en bolle punch.
I 1930 brændte en del bygninger. Sønderhus brændte om aftenen. Den var stråtækt. Det kunne ses viden om. Så var det Østerbæk, æ Bakhus, Heine Martensen s og Peter Lists i Kragelund.
Næsten alle erhverv var repræsenteret i byen dengang. Det var en driftig by, hvor alle kom hinanden ved og alle kendte alle. Hvordan det ser ud i dag. Ved undertegnede ikke. Det er mange år siden, undertegnede har været her.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: september 1, 2021
Hvad der læses mest – i august 2021
Det blev til 14 nye artikler i august. ´Vi har oplevet en del på Facebook i denne måned. Vi svarer igen på kritik. Og så er det skønt med foredrag igen. Vi kigger på Region Top-5 og Byernes Top-50. Og hvilken artikel har vundet månedens Top-100. Ja havde vi vores fotos med, så var det faktisk en billedmappe, der vandt.
NYE ARTIKLER I AUGUST
Der er blevet til 14 nye artikler i august-måned:
Oplevelser på Facebook
Man går meget op i fotos
Det er utroligt, hvor meget folk går op i fotos. De skal helst nøjagtig svare til det man skriver i indledningen til artiklen. Og så er det lige meget om artiklen beskæftiger sig med meget andet. Vi har aldrig lagt skjul på, at vi ikke ofrer timer på at lede efter fotos og så i den bedste kvalitet. Der er i forvejen brugt timer på artiklen. Og så er man pludselig tåbelig og meget mere. Bemærkningen får så pludselig en masse likes.
Der er et ønske fra nogle af vores læsere at vi forklarer mere om de fotos, som vi anvender. Det er der mange FB – grupper, der også går meget op i. Men normalt er det sådan, at vi har bygget vores eget billedarkiv op for at spare tid. Der, hvor vi har hentet disse fotos, stod der nu ikke så meget forklaring om disse fotos. Indrømmet, her er der folk, der er meget bedre til at finde oplysninger end vi er.
Andre mener, at vi scanner vores fotos for dårlig. Indrømmet vi tager det første og måske ikke altid det bedste fotos. Vi har ikke og vil ikke bruge flere timer for at lede efter fotos. Vi vil hellere bruge den tid til at skrive en ordentlig artikel.
Igen engang må vi forklare at vores FB – gruppe er bygget op om vores hjemmeside, som er en side, der er bygget op om tekster/artikler og ikke fotos.
I sidste ende handler det om tid og ressourcer. Vi kan godt forstå, at vores læsere er videbegærlige og vil have så meget viden som mulig. Derfor går vi meget op i at offentliggøre vores kilder. Det har vi så ikke været så gode til i vores ældre artikler.
Når ”beskyldninger” eller bebrejdelserne bliver for meget sletter vi bare vores indlæg.
Til den samme artikel får vi så tilkendegivelser om at det er en spændende læsning og så små historier om, hvad den pågældende læsers familie har oplevet. Det er sådan noget vi tilstræber med vores artikler.
Artikler forsvinder
Vi oplever ofte at artikler forsvinder eller simpelthen forsvinder, når vi deler artikler. Vi oplever at artikler overhovedet ikke bliver bragt, når de skal gennem en administrator. Så har vi mere forståelse for, at der bliver sendt en besked om, at vi overtræder den pågældende gruppes regler. Og så er man så flink at medsende hvilke paragraffer, som vi har overtrådt.
Nu er det sådan, at vi ikke bruger så meget tid på at sætte os ind i de forskellige gruppers regler. Så når de anførte problemer opstår, så plejer vi at undgå disse grupper.
Overskrider områder
Der er masser af folk, der mener, at den geografiske inddeling eller den historiske betydning for et enkelt sted, hus, person har været det samme gennem hele historien. De mener så ikke at man må overskride den nuværende geografiske inddeling.
Det samme problem er det i mange gruppers regler. Nu har vi en lidt anden opfattelse på dette punkt. Så også her prøver på at undgå de grupper, der administrer dette stramt. De personer, der bebrejder vores holdning, svarer vi selvfølgelig igen.
Stave – og Trykfejl
Mange af vores læsere går meget op i, at vi staver rigtig, bruger rigtige ordstillinger m.m. Dette kan ikke helt undgås. Vi bestræber os selvfølgelig at gøre det rigtige. Der er også nogen, der mener, at vi skal have vores skolepenge tilbage. Det må vi så tale med Tønder Kommuneskole om. Her lykkedes det at tage realeksamen. Eller måske var det på Tønder handelsskole, det gik galt. Her bestod undertegnede da også HMX.
Måske er det også her, at det grafiske, sætningsopbygning m.m. trænger til en opstramning. Vi har rettet nogle af disse artikler, ja vi helt omskrevet disse. Men igen – det hele handler og tid og ressourcer.
Brug dog linjeskift
Vi har forsøgt at lufte nogle af vores ældre artikler. Og det har givet klager i form af kritik af vores opsætning. Som vi tidligere har skrevet, så vil vi gennemgå hver enkelt artikel for stavefejl m.m. Men det er lang vej igen.
Nogle af vores artikel har været gennem tre hjemmesider. Den version, du læser nu, er version 3. Men det har betydet at nogle af vores ældre artikler trænger til en ny opsætning. Den letteste måde er selvfølgelig bare at bruge linjeskift.
Som en af vores læsere skriver:
Men se dette kommer først på tale, når vi kommer til at lide en form for ”skriveblokering”. I øjeblikket lider vi af det modsatte.
Masser af positive tilkendegivelser og tilbagemeldinger
Det kan lyde som om, vi kun for kritik. Men det er nu ikke tilfældet. Der er masser af positive tilbagemeldinger. Vi får dagligt masser af henvendelser både pr. sms, mail, telefon m.m. Vi forsøger at hjælpe så godt som muligt. Og nok engang skal vi fastslå, at vi ikke udfører slægtsforskning. Det er noget, der tager tid, og det har vi ikke.
Og så forsøger ”Den Gamle redaktør” at svare alle. Men det er ikke altid det lykkes. Og det er heller ikke alle spørgsmål, som vi kan svare på. Men vi takker for den store interesse.
Historieforfalskning
Vi bliver vedvarende beskyldt for historieforfalskning. Undertegnede kan nu engang ikke være enig med alt og alle i opfattelsen af historien. Og historieformidling er ikke bare en opremsning af, hvad der er sket. Det ville da være for kedeligt. Men jeg vil gerne henvise de kritiske læsere til vores kilder. Man er jo ikke konspirator, det meste kommer jo netop fra de tilgængelige kilder.
Gennem vores mangeårige arbejde er vi blevet nægtet adgang til diverse arkiver, selv om vi ifølge reglerne burde have haft adgang til. Tilgang til arkiver kunne måske have opklaret ting og sager. I vores tilgang til historien har vi brugt ældre vidner, som af forskellige årsager har ønsket at forblive anonym. Nej, det er ikke vidner som vi har opfundet til lejligheden, som vi også er blevet beskyldt for.
Alt for meget Sønderjylland
En læser beklager sig over, at hjemmesiden/Facebook har alt for meget med Sønderjylland. Det gider han ikke.
Nu tror jeg faktisk at vores 1.773 artikler indeholder mest ”Ikke Sønderjylland”. Hver dag forsøger vi at sprede kategorierne bedst muligt. Hjemmesiden er også opdelt på en måde, så man ved, hvad der venter en.
Begræns din aktivitet
En administrator mener, at det er for meget med 2-3 artikler hver dag. Han har bedt om at fordele artiklerne over uger/måneder. Det er det samme som at sige, at man ikke er interesseret. Vi har så slettet de sidste måneders indslag i denne gruppe. Vi vender nok ikke tilbage til den.
Det er selvfølgelig en skam. Der var stor respons på vores artikler. Men når aktiviteten i denne gruppe var dalende og vi så hverdag bidrog med 2-3 artikler, kan det jo godt være, at det virkede lidt for dominerende. Men vores formål er og har altid været at sprede gode historier.
Det kan godt være, at det var den dag vi sendte fem artikler. Der var nogle billeder, vi havde samlet i nogle mapper, vi gerne ville dele med andre. Det blev heldigvis ikke modtaget lige negativt af alle. Lige netop den dag oplevede vi et besøgsantal på vores hjemmeside, der godt nok ikke var rekord. Men det var i hvert fald i alletiders Top-5 – forstået på den måde – største antal besøg på en enkelt dag.
Tønder eller Ribe
Vi er udmærket klar over at Tønder fik deres købstadsrettigheder før Ribe. Men er man så berettiget til at kalde sig Danmarks ældste by? Vi ved også godt, at historikere har påstået at i 1070 havde Tønder samhandel med London – men der mangler nogle skriftlige beviser. Men undersøgelser i Ribe viser, at byen er endnu ældre. Og i en artikel på vores side om Dankirke uden for Ribe er endnu ældre. Jo, det kan da godt være, at jeg skal kigge formuleringen, så ingen føler sig forbigået.
Skønt – med foredrag
Nu er det så kun et offentlig foredrag til bage i denne omgang. Og det er den 9. september kl. 14 i Kingo-Kirken på Nørrebro. Der venter nu en masse forenings-foredrag. Men hvor er det skønt, at man kan glæde så mange mennesker. Og frem for alt møde nye mennesker, der også fortæller historie. Og mange gange relateret til det man taler om til foredraget. Og det der også er glædeligt er, at så mange unge dukker op.
Region Top-5 – August
Byernes Top-50 – August
Dette læses mest – August 2021 – Top-100
Dato: august 28, 2021
Lersøen – idyl og uro
Foredrag den 28. august 2021 – Lersøtien 127- HF af 4. maj er blevet 100 år. Derfor fortalte jeg, hvad der var sket herude inden der var kolonihaver. Her var latrindepot, og her var losseplads. Man finder stadig efterladenskaber fra dengang. Her var også latrindepot. Lugten har ikke været særlig god herude. Så det var måske naturligt at stationsforstanderen på Lersø latrindepot fik et nyt arbejde på Svanemøllestation. Du skal møde Valdemar Skrubskider og alle de andre. Konge og dronning var Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus. Nej herude drak de ikke Bajersk Øl. De fik noget helt andet at drikke.
Det startede med en naturlig sø
Oprindelig lå der her en naturlig sø. I 1750 gik den fra nutidens Lyngbyvej til den nordlige ende af Nørrebrogade. Søens naturlige dræn blev blokeret og erstattet af en kanal kendt som Lygte Å. Og det for at forbedre Københavns vandforsyning. Søen blev omdannet til et slags marskland i 1800 – tallet.
Ja nogle steder var det ligefrem blevet til mose.
Vandforsyning
Meget tidligt var man klar over, at der skulle gøres noget for at sikre vandforsyningen i København. Man siger, at det var Frederik den Anden, der startede med dette i 1570, da han etablerede Kongevejen. Men det er nok ikke helt rigtigt for Lygteåen er gravet ud længe før. Og Ladegårdsåen var ligeledes en kunstig å.
Ved hjælp af dæmninger blev Esrum Å dannet. Den var højt beliggende. Vandet blev herfra ledt gennem Lersøen og Lygteåen. Ved Bispeengen blev Lygteåen forenet med Grøndalsåen, der fik vand fra Damhussøen. Herfra løb vandet videre gennem Ladegårdsåen til Peblinge Søen.
Allerede dengang mente man, at øl var sundere end vand. Måske var det derfor man drak så meget dengang.
Man plantede pilebuske
Kurvefletter fra København brugte området til at høste tagrør og siv. Mod slutningen af århundredet begyndte man at bruge søen som losseplads.
Man havde faktisk plantet en lange række pilebuske i mosen. Til brug til kurvemagerne. Om foråret arbejdede koner og mænd fra kvarteret med at fjerne ukrudt mellem buskene. På et tidspunkt skar man grenene af og samlede i bundter.
Derefter gik turen til Lygteåen, hvor grenene kom gennem en opblødningsperiode. Til sidst kom afbarkningen, hvor også børnene kunne være med. Så var det næsten som kurvemagerne ville have det.
På jagt efter sangfugle
Jo her foregik også fangst af sangfugle, som så blev solgt til dyrehandlere inde i byen. Det var ganske vist forbudt at indfange sangfugle i Danmark men import var tilladt. Da fuglene nu ikke skulle vise pas gav det ingen problemer.
Men politiet viste nu udmærket, hvad der foregik. Når de greb nogen på fersk gerning, vankede der en stor bøde. Og dyreværnsforeninger havde
Tilgroet morads
Søen var groet til som et vildt morads, hvor de forliste skæbner fra storbyen kunne gemme sig. De var vel efterhånden et par hundrede stykker – disse Lersø-bøller.
Man kan sige, at for 200 år siden var her pragtfuld idyl. Omkring 1900 var det et berygtet sted. Og nu er det yderst tiltalende og grønt.
Baptister blev døbt
Stedet herude var så tilpas, at der i 1839 blev udset til skueplads til den første baptistdåb her til lands. Det kan man i dag læse på en mindesten.
Biskop Münster havde på det skarpeste advaret mod baptisternes ”slette eksempel”. Men nu var det lige så stille opstået en lokal ”dåbsmenighed”. Her blev 11 personer hemmeligt døbt i søens vand.
En ung mand havde set det og var gået til politiet. Gennem årene blev baptisternes leder fængslet fem gange.
Madrasser med udyr
Lersøen strakte sig omkring 1900 fra Frederikssundsvejen over Tagensvej og Lyngbyvej i længden. I bredden var det fra Bispebjerg Hospital til Haraldsgade.
Her var det plantet masser af pilebuske. Pilene blev skåret og en eller to gange om året blev de solgt til Blindeinstituttet og til kurvemagere. Dengang gik man meget op i kurvearbejde.
Og derude i pilene boede Lersøbøllerne. Pilebuskene var bøjet foroven, og der ovenpå havde man så lagt noget voksdugspapir, for at regnen ikke skulle slå igennem. Mellem Bispebjerg Hospital og Hareskovbanen lå der en stor losseplads. Og her kunne man så hente alskens ting til at indrette sig med. Her var masser af køkkenudstyr og madrasser.
Men disse madrasser var nu ikke altid lige gode, for mange indeholdt udyr, som bed Lersøbøllerne i ryggen.
Når de frøs kunne de altid tage en flaske brændevin – det varmede.
De blev skam vasket
Det var jo herude, at Ladegårdsåen jo løb gennem Lersøen. Og bøllerne herude blev jo også vasket en gang imellem. Samtidig vaskede de deres linnedstøj strømper m.m. De tog bad i Ladegårdsåen i fælles forening – både mænd og kvinder. Man kunne endda købe et stykke sæbe for fem øre.
Når de så havde vasket sig, tog de solbad. Tøjet blev bare hængt op i pilene til tørring. Når det så var tørt kunne de igen indtage pladsen i deres villaer i pilene. Jo det var skam hyggeligt herude. Ja særlig om sommeren.
Rotter i titusindvis
Men en gang imellem gik det ild i lossepladsen. Og så stank det på det Yderste Nørrebro. Så kan det også godt være, at der kom gang i rotterne. De spænede ind over Lersøen i titusindvis. De var ikke glade for ilden.
Men det fandt beboerne da også en fordel i. For senere kunne man modtage 10 øre for hver afleveret rottehale. Man kunne også møde op med resten af rotten på brandstationen, så blev halen bare klippet af ved aflevering.
Om vinteren var rotterne forsvundet. Det vil sige, at det var de nu ikke helt. De tog ophold hos vognmand Klenz. De tog ophold på hans høloft.
Københavns underverden fandt herud
Herude boede blandt andet Ferdinand Eriksen og hans kæreste Karen Spidsmus. Og det var hende, der var den førende. Da Ferdinand var væk, trak hun på Åboulevarden. Karen Spidsmus var for resten datter af Den Glade Sandmand, hvis det skulle interessere nogen.
Nu havde Karen Spidsmus fået sit øgenavn på grund af sit udseende – den spidse næse. Men hvis man drillede hende med dette, kunne man risikere at få en på skrinet.
Hun havde begået noget småkriminalitet. Men ikke ifølge hende selv. Hun mente, at politiet blandende sig i noget, som de ikke burde. Hun var flygtet fra tvangsarbejderanstalten Ladegården.
Man skulle ikke vove sig herud
En af grundene til at man også flygtede herud var, at Lygteåen dengang var grænsen for Københavns Politis myndighed. Men dette forhold ændrede sig. Men i 1901 blev Københavns Kommune større.
Man skulle ikke selv vove sig ud i dette område og slet ikke ind af stierne i sivene. For det første så farede man vild og for det andet blev man overfaldet.
Man gik altid ned på Fællesbageriet og tiggede brød. Måske gik turen også til bagermester Pitzner på hjørnet af Gormsgade. Her kunne man for to øre få rigtig dejlige flødekager. Det gjorde ikke noget, at de var 3 – 4 dage gamle.
Så var det kaffe med surbrød
Det meste af tiden var Lersøbøllerne til at have med at gøre. Men det hændte også, at Københavns Underverden søgte tilflugt herude, så måtte politiet i gang med hunde og foretage razzia. Og så kunne man som regel tage en 14 – 16 stykker med ned til stationen i Lyngbygade. Det var den gade, der senere kom til at hedde Hillerødgade.
Men nogle af de arresterede gik dog alligevel og godtede sig. Det var de faste beboere, som glædede sig til kaffe og surbrød.
Ufleksible betjente
Ude i Lersøen måtte der ikke tændes ild af hensyn til brandfaren. En dag havde bøllerne tændt deres spritapparat. Nu ville de have hestefrikadeller.
En patrulje var i området og kunne lugte, at der blev lavet mad. Ikke alle betjente dengang var lige som i dag fleksible. Da de kom til hulen sparkede en af betjentene til spritapparatet for at få det slukket. Det var betjent Ørsted. Han fulgtes med en, der hed Kjærumgaard.
Dette var optakten til et større slag, som blev kaldt Lersø – Slaget. Det endte med, at bøllerne røg på betjentene. Og Ørsted blev mishandlet, med det resultat, at han senere døde efter sin mishandling.
Og Kjærumgaard løb sin vej. Det gik op gennem Rådmandsgade Der skar han sig lidt i frakken, for at det skulle se ud som om, at bøllerne havde knive. Senere i retten forklarede bøllerne, at det var ham, de skulle have haft fat i.
Men han fik nu alligevel sin straf. Han blev øjeblikkelig afskediget efter retssagen, fordi han havde ladt en kollega i stikken.
En god historie i medierne
Episoden var godt stof i datidens medier. Således skrev Politiken den 1. november 1901:
Stamværtshus i nærheden af Stefans Kirken
Her nede bag Stefans Kirken lå Brønshøjgade, som det hed dengang. Her lå et værtshus, der hed Lampekælderen. Den lå i en dyb kælder og her var et såkaldt snapseting. Se her kom Lersøbøllerne.
Stierne havde forskellige navne
Og herude, hvor det senere rangerterræn kom til at ligge lå i 1906 forskellige gange. De blev kaldt for Musens Gang, Harald Blåøjes Gang og for Peter Knæs Gang.
Hvad bestod et sæt af
Dengang drak de ikke moderne derude. Det, som de drak var et sæt, bestående en flaske brændevin og en skibsøl. De rundede så af med en skummet mælk – snaps og mælk var anset at drikke derude.
Bajersk øl var ikke noget for Lersø-bøller.
En betjent ved navn – Bølle Jørgensen
Det var også dengang, at der kom en meget upopulær politibetjent derud. De kaldte ham for Bølle Jørgensen. Han havde et langt skæg og var en stor knokkel. Han slæbte dem ikke med på stationen, men jog dem ind i en port, når de var ude på rov. Så fik de en regulær omgang øretæver – inde i porten.
De nye beboere
Nye beboere var kommet til derude, Musen og Karl Baj, Jo, så var det jo også Delle Frederik. Jo, Karl Baj var en pæn mand med et lille flot overskæg. Det var sat op til narrestreger, lige under næsen. Han brugte et opvarmet firetommer-søm til dette. Det blev så sat i skægget og rullet op. En gang imellem fik det også lidt fedt. Hans gode ven var Skæg Johannes.
Man sagde, at det gik disse to ret godt. Karl Baj blev storentreprenør, og Skæg Johannes fik en meget stor jernhandel.
Valdemar skrub-skider
Ja så var det Aage Svoger og Valdemar Skrub-skider. Og denne var fænomenal. Han kunne prutte – ligesom man hører fanemarchen inde på Amalienborg. Det ku’ han prutte med ræven. Vi skal lige have et vers fra en af de talrige viser, der eksisterer herude fra:
Og slog en skid fra fad
Og dette var signalet til
Vi sku´ ha’ middagsmad
Og vi fik svineøren
Belagt med lange hår
Og suppen blev serveret i
Et pissepotteskår
Områdets børn kom meget derude. De kunne tjene en lille skilling ved at hente skråtobak til beboerne henne fra Skråfabrikken på Fasanvejen. Og så blev der ellers hentet brændevin til Lersø-bøllerne.
Pigerne bidrog også til samfundsøkonomien herude. De udøvede verdens ældste erhverv til gavn for fællesøkonomien. Det havde de ingen moralske skrupler over.
Kongen var Frederik Eriksen
Kongen var absolut Ferdinand Eriksen, der efter det store slag flygtede til Århus. Han blev efter et langt strafferegister eksporteret til USA. Men han kom dog hurtig tilbage som blind passager.
Han var dybt kriminel og for resten skolekammerat med anarkisten og rabarberdrengen Christian Christensen. Han var en stor kleppert, som man ikke rigtig turde komme i nærheden af.
Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus blev udødeliggjort i viser og i revyer. Det er nok det bedste eksempel på Danmarks Bonnie og Clyde. I deres flugt gjorde de i den grad grin med politiet.
En gang tog bøllerne ind på Tranevej for at befri deres kammerater.
Lersø – bøllerne var frie fugle
De havde alle øgenavne herude. Man kunne møde Spiritus, Musen, Gloøje, Charles 5 – øre, Skæve Martin, Osen, Knokkeldrengen, Kro – Anders, Lange Hermann, Delle – Frederik.
Så var det også Sorte Petra. Hun var nærmest at betragte som fælleseje. Af andre piger var det også Anna 66, Guldåsen m.m. Også disse tjente penge på gaderne i København og bidrog på den måde til fællesskabet.
Lersø-bøllerne var frie fugle. De kunne ikke indordne sig efter samfundets normer.
De tømte lokumstønder
Når man senere skulle ind i Lersøen skulle man fra Frederikssundsvej. Så gik man ind ved Lygtekroen – ind til højre. Her var der en indgang, med bomme for. Om aftenen stod her blå gendarmer. Så kom man igennem en lang gennemkørsel. Er stykke nede til venstre lå forvalterboligen. Når man så gik længere ind, så kom man til Renovationsvæsenet. Det var dem, der tømte lokumstønderne.
Underlige Aftendufte
Der var store udgravninger fra det nedlagte Aldersro Teglværk. Disse udgravninger var hele kratere, hvor teglværket havde hentet ler op fra. Hver af dem var lige så store som Nørrebros Runddel og så dybe som et femtesals hus
. De lå ovre i nærheden af den senere Ørsteds Højskole i Haraldsgade. Når natrenovationsvognene kom hjem om morgenen med deres fulde laster, så hælde de det i nogen dybe kanaler som var gravet i forbindelse med de store kratere.
Stanken blev ved herude. Man sagde at en dansk sangskats store hits blev omdøbt til:
Eksplosionsfare
Det tykke bundfældede sig i kanalerne, mens det tynde løb ud i kraterne. Og det der så havde bundfældet sig oppe i kanalerne blev skåret ud i store blokke og sendt med jernbanen ud til landboerne som gødning.
Disse kanaler var overdækket med svære planker, for at regnen ikke skulle trænge ned i dem. Ja og så var det, at det særlig om sommeren kunne udvikles så meget gas, at det hele eksploderede.
Natrenovationen
Natrenovationen havde udviklet et specielt system, så det tykke blev skilt fra tynde. Kratersøen blev hældt på tønder og solgt til gartnere i Utterslev, Brønshøj og Vanløse. Det faste blev solgt i blokke for siden at blive sendt ud til bønder i hele landet. Kan I tænke jer, hvilket duft , det gav.
Det var ikke et særligt behageligt arbejde at skulle rydde op efter sådan en omgang. Ja, det var direkte sundhedsfarligt, at arbejde med natrenovationen dengang. Og det særlig om sommeren. Arbejderne fik da også alvorlige sygdomme – blodgang og tyfus.
I disse kratere eller kanaler havde vognmændene tidligere hentet ler.
Der lå også sådan en latrin sø eller opbevaring i nærheden af Nørrebros Runddel. Man sagde, at når politiet skulle patruljere her, så foregik det i løb. Man kunne simpelthen ikke holde stanken ud.
Lersø Latrinstation
Det såkaldte Lersø- depot blev i 1890 en rigtig station med sidespor til Nordbanen. Stanken blev ved. Mange af beboerne i nærheden var sikkert ikke tilfredse med en nye værdighed som latrinstation.
Jo her blev også ansat en stations – karl. Til stationen hørte en lille have på 365 kvadratalen. Det kunne man så have glæde af i fritiden. ”Gjødning” havde man jo nok af.
Han trængte til luftforandring
Hans begyndelsesløn var 900 kr. men han holdt kun i fore år. Hans efterfølger holdt i hele 9 år, men så blev han stationsmester på Svanemøllestation. Det lyder også bedre end stationsmester på Lersø Latrinstation. Det var måske også tiltrængt med luftforandring.
De vogne, som man opbevarede dette indhold i, var ikke altid lige tætte. Det betød at de efterlod en brun stribe. Og det havde kvarterets hunde så godt af. I de godt 15 år som Station Lersøen eksisterede, blev der afsendt 208.907 tons latrin.
Da man var blevet færdig på Kløvermarken på Amager til at modtage det duftende indhold blev Station Lersøen nedlagt. Tjenestestedet havde det fine navn Lersøhus ikke at forveksle med gården af samme navn.
Lersøen i Blæksprutten
På et tidspunkt kom Lersøen også i Blækspruten. Det var mens der på Nørrebro var en chokoladefabrik, der hed Cloetta i Hørsholmsgade. En tysker ville se Københavns lyksaligheder.
Militærnægtere herude
Herude i den dejlige duft, skjulte alle militærnægtere sig også. Og alle eftersøgte socialister var også søgt herude. Der var mange gemmesteder. Det var ikke altid politiet fik den fangst, som de gerne ville have.
Men hvad skete der egentlig med Lersø – bøllerne?
Ja civilisationen rykkede nærmere og nærmere på. Fabrikkerne kom længere ud i mosen. Og Slangerup – banen var blevet anlagt. De skønne dage var efterhånden slut. Omkring 1908 – 10 var området friseret for bøllerne.
Nu var politiet også blevet mere snu. De havde anskaffet sig politihunde. Dem tog politiinspektør Mollerup med, når han skulle ud til bøllerne. Adskillige af dem havde fået bidesår.
På Nørre Fælled
De flyttede så ud på Nørre Fælled. Her tog de navneforandring til Fælledbisser. Det var ude hos dem, at den unge tegner Robert Storm Petersen ofte kom på besøg. Han brugte bisserne som modeller.
Rangerstationen
Slangerup – Banen blev indviet. Og den store den rangerstation blev anlagt i 1920. Først i 1924 blev den færdig. Hensigten med rangerstationen var at aflaste godsbanegården.
I Lersøen skulle rangeres godsvogne fra Nord – og Kystbanen, Roskildebanen, Frihavnen, Østerbro og Godsbanegården.
Næppe var rangerstationen fuldført og kommet i gang før den var blevet overflødig.
Trafikken svandt ind. Der var stærkt stigende konkurrence fra lastbilerne. Snart lukkedes Lersøen som rangerstation. Men sporene var der brug for til de mange tomme godsvogne.
Men Anden Verdenskrig bragte en opblomstring. Men den 27. februar 1967 blev rangerbanegården lukket.
Lossepladsen bestod
Store arealer stod tomme i mange år. Kun lossepladsen bestod Skraldet blev tildækket af jord af hensyn til forrådnelse og for at lette sager ikke skulle blæse væk. Men det var nu ikke så effektivt. Derfor lod kommunen et stort areal inddæmme.
I 1910 – 12 købte kommunen resten af arealet. Det var blandt andet for at sikre sig mod mindre heldig form for boligspekulation som man har set på Nørrebro.
Kongen over Lersø-bøllerne, Ferdinand Eriksen døde allerede i 1919. Karen Spidsmus oplevede at blive 80 år gammel. I de sidste år var hun dog blevet lidt apatisk og nærmest en original. Hun døde op Vesterbro.
De fortsatte i anden sammenhæng
Men egentlig fortsatte sammenholdet, som Lersø – bøllerne havde startet. Nogle af dem bosatte sig på Fælleden. Og blev kaldt Fælled- bisser. Og bisser er opkaldt efter kvæg. Bøller er opkaldt efter en plante.
Derude på Fælleden var det Maja Robinson, der var dronning. Man sagde om hende, at hun havde været en meget smuk kvinde som ung. Hun skulle have været gift med en australsk læge. Og hver måned skulle hun modtage penge fra hendes forhenværende mand. Så gjaldt de om at være førstebajs hos hende.
Hun bidrog til fællesøkonomien ved at løfte op i kjolen. Det kostede fem skilling og så blev karlene inde fra Nørrebro røde i hovedet.
Men også her på Fælleden kom civilisationen for tæt på. Og man måtte opgive denne tilværelse.
Men der er endnu en fortsættelse. Det er Prinserne, Klunserne og Kræmmerne. Men nu har vi ikke flere timer. Men især Klunserne og Kræmmerne kom også tæt på stedet her. Men den historie kan i få en anden gang. Her var masser af triste skæbner.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 27, 2021
Børnearbejde, Tændstikfabrikker og Industri på Nørrebro
Foredrag den 27. august 2021 i Karmel på Nørrebro. Altid et skønt og veloplagt publikum her til Fredagsrundstykker. Og så var der fuldt booket op. Vi sang et par sange fra Højskolesangbogen. Igen en utrolig hyggelig oplevelse. Men læs her om dengang børn, blev nødt til at arbejde for at få husholdningen til at gå op i en højere enhed. Det var især levnedsmidlerne, der var dyre dengang. Og tændstikfabrikkerne var uhyre farlige for børn. For arbejderne var det en kamp at blive organiseret. De betragtede præsterne og kirkerne som kapitalismens forlængede arm. De røde faner var aldeles forbudt på kirkegården og i kirkerne. Vi kigger på en meget lille del af disse industrier, der var på Nørrebro. Og det var sandelig mange af dem. Byen var slet ikke forberedt til alle disse foretagender. Og den kollektive trafik kunne slet ikke klare at befordre alle de arbejdere, der skulle møde hver dag. Atlas indførte overskudsdeling. Det blev de advaret mod fra A.P. Møller. Og Holger Petersens Tekstilfabrik indførte helt nye ting til glæde for arbejderne. Advarsel: Dette er en af de store indlæg.
I gang med et projekt
Der har været et utal af fabrikker på Nørrebro. De skal slet ikke nævens alle sammen. Vi var nogle stykker, der havde sat os for at undersøge dette. I løbet af kort tid lykkedes det at finde 75 tekster og over 200 fotos.
Vi holdt to lange foredrag i Nørrebrohallen og i Støberiet. Meningen var så, at vi skulle have forsat i Nordvest med to foredrag. Men disse blev så aflyst grundet Corona. Så ville vi have lavet en byvandring. Og måske lavet et hæfte eller en bog med det, som vi havde fundet frem til.
Men der var slet ikke penge til det. Vi skulle betale for rettigheder til at bringe diverse fotos og bruge tid på at finde rettighedshaver m.m.
Betale for at komme på arbejde
Grunden til at der kom så mange fabrikker til Nørrebro var at der var masser af billige byggegrunde. Og man begyndte allerede inden portene var åbnet. Det betød at arbejderne inde fra byen måtte betale for at komme på arbejde og for at komme hjem igen. I hvert fald dem der boede inde i København.
Virksomheder langs Blegdammen
Blandt de første virksomheder på Nørrebro var diverse foretagender langs Blegdamsvej. Her var rebslagere, møller, brænderier – mere eller mindre lovlige.
Allerede i 1681 kom der et guldmagerværksted ved 7. Blegdam. Vi skal så ikke glemme, at her allerede fra 1661 lå blegdamme. De første rebslagere kom her i 1730. Allerede lå her urtehaver.
Stadens teglværk flyttede til Nørrebro i 1616. det havde tidligere ligget ved Øster Vold. Men i 1662 købte Gabel Teglværksvangen.
På Blegdammen 21 havde Zacharias Niemann oprettet et tapet og samt kattuntrykkeri. Og denne Niemann var en rigtig iværksætter. Han havde også søgt om at oprette en manufaktur ud for Øster Port.
Limsyderi eksisterede allerede i 1694 på Solitude. Og Wodruf var også en sand iværksætter. Han havde tidligt oprettet en mølle med nærmest en fabrikslignende virksomhed på grænsen til Frederiksberg.
Og i tidens løb var der et hav af møller på Nørrebro. Blandt de første var vel Store Ravnsborg Mølle, Blågårds Mølle, Lille Blegdamsmølle og Ladegårdsmøllen.
Ja og omtrent der hvor Frederik den Syvendes Gade i dag ligger var der meget tidligt en tobaksplantage.
Byen var ikke forberedt
Behovet for en bedre kollektiv trafik viste sig hurtig. Og stifteren af Titan, Sophus Hauberg købte en sporvejslinje for at fragte sine arbejdere til arbejdspladsen. Men ak, det gik mange år før han fik tilladelse til det. Militæret spændte ben.
Men byen var slet ikke forberedt på denne massive invasion af industri. Det så man for eksempel, når det brændte. Så havde man lige glemt at sørge for, at der var vand i de ledninger man havde trukket. Det så vi bl.a., da Titan brændte.
Ikke mange virksomheder på Blågården havde succes
Da seminariet lukkede på Blågården blev der etableret en masse industriforetagender der. Men ingen af disse havde den store succes. Her var en manufakturfabrik, Det Kongelige Danske Dugemanufaktur, Farveplantager og Voksdugsfabrik.
I 1839 boede også her, slesvig-holsteneren, Hans Henrik Baumgarten. Han var maskinmester hos Berlingske. Men her på Nørrebrogade kogte han farve til trykningen.
I 1843 begyndte han på Købmagergade sin egentlige virksomhed. Og i 1846 stiftede han firmaet Baumgarten og Burmeister. Dette blev så senere til Burmeister og Wain.
Elendige boligforhold
Og arbejderne måtte tage til takke for elendige boligforhold. De havde det ikke godt. Leveomkostningerne var ret store dengang. Ofte udlejede de dele af deres i forvejen sparsomme lejlighed for at få nok penge. Dette betød også at børnene måtte bidrage til husholdningen. Mange anså dette for vigtigere end at gå i skole.
Behov for godsbanegård
Behovet for en godsbanegård viste sig hurtig. Men i alt for mange år kørte togene bare forbi Nørrebro. Erhvervslivet forsøgte at etablere en privatbane. Men det lykkedes ikke. Da det så endelig lykkedes, blev godsbanen placeret så dårlig, at den skabte store problemer på Nørrebrogade. Allerede dengang var der meget trafik.
I løbet af et døgn gik bommene ned 67 gange på Nørrebrogade. Det må have været ret irriterende. De gående kunne bare gå over en gangbro. De mærkede det ikke på samme måde.
Fem afvænningsforeninger
På et tidspunkt var der etableret fem afvænningsforeninger på Nørrebro. Drikfældigheden var stor. Det var ikke altid at far kom hjem med lønnen. Ofte stod mor ude ved fabriksporten og tog imod far eller nærmere far’ s løn, når der var lønningsdag.
Og tænk engang. Mange fabrikker havde etableret værtshuse. Her blev lønnen udbetalt. Og fabriksejerne håbede så at kunne få pengene hjem igen.
Ikke leve af fars indtægt alene
Der var masser af børn på Nørrebro dengang, selv om der egentlig ikke var plads til dem. Arbejderne boede under elendige boligforhold. Og der var ikke meget plads. Og i begyndelsen af det store byggeri, der ramte Nørrebro dengang, var der frit spil for boligspekulanterne i begyndelsen.
Man kunne simpelthen ikke leve af fars indtægt alene. Mor og børnene blev også nødt til at bidrage. Fabriksejerne syntes, at det var herligt med billig arbejdskraft.
Som udgangspunkt sundt og lærerigt
Allerede i 1872 var børnearbejde et tema På Nordisk Industri’ s møde i København. Børn under 14 år udgjorde 10 pct. af den samlede arbejdsstyrke på landets fabrikker. Og dem under 10 år udgjorde godt 16 pct.
Den berømte læge Emil Hornemann gav udtryk for bekymring. Han mente, at børn under 12 år ikke burde arbejde på fabrik og da slet ikke om natten. Som udgangspunkt var det dog sundt og lærerigt.
Men det kunne i den grad få ud over børns vækst og udvikling. Og så advarede han mod alle de sygdomme man kunne få inklusive forgiftninger. Samtidig mente han, at de bedste arbejdere var dem, der lærte det tidligt.
En fabrikslov fra 1873
Og det kom sandelig en fabrikslov i 1873. Loven fastsatte en minimumsalder på 10 år. Og en maksimal arbejdstid på 6,5 time inklusive en halv times spise og hvilepause – om dagen.
Børn måtte heller ikke arbejde på søn – og helligdage.
Den ny lov blev dog ikke mødt med lutter glæde. Man var også betænkelig ved at gribe ind i forældremyndigheden. De fattigste havde behov for den indtægt som børnene kunne skrabe hjem. Ja og børnene arbejde havde jo en moralsk opdragende funktion.
Nogle mente endda, at nu skulle børn drive rundt på gaderne uden nogen formål med fare for at blive ”moralsk fordærvede”. Nogle fabriksejere truede med at lukke fabrikken, hvis de skulle overholde de nye regler.
70 pct. gik til fødevarer
Nu var det sådan at 70 pct. af en arbejderfamilies indkomst gik til fødevarer dengang. Selv mindre indtægtstab kunne være katastrofale.
Og tænk engang, børn under 13 år havde en gennemsnitlig arbejdsdag på 7,9 timer.
I Socialisten kunne man læse, at de to statsansatte, der skulle kontrollere at lovgivningen blev overholdt aldrig viste sig på fabrikker. Og hvis de endelig kom, sad de og drak portvin med fabriksejeren.
1.500 mælkedrenge
Tænk engang i 1910 var der 1.500 mælkedrenge i København. Ved den store strejke i 1896, der førte til oprettelsen af arbejdernes eget mejeri Enigheden stillede drengene sig på kuskens side. På Den Gamle Kro i Smallegade på Frederiksberg inviterede Lyngsie til morgenkaffe og boller.
Her fortalte han om arbejdernes grundlovssikrede rettigheder. Han forsvarede indædt de ufaglærtes interesser.
På Rådmandsgades skole var man sandelig ikke tilfreds med mælkedrengenes arbejdstider. Det var dengang den anerkendte pædagog Ingvar Bondesen var rektor. Han var af den gammeldags type og havde skrevet en del ungdomsbøger med morale.
Mælkedrengene kom sultne og trætte i skole. Ofte faldt de i søvn. Og det var ikke noget lærerne brød sig om. Ord som misbrug og børneplageri dukkede op. Egentlig ramte fabrikslovene ikke mælkedrengene.
En panser kunne lugtes i 100 meters afstand
En mælkedreng kunne lugte en panser i 100 meters afstand. Ofte måtte disse drenge op klokken fem om morgenen. De var særdeles populære. I løbet af en uge kunne de opnå tre – fire kroner i drikkepenge. Det var noget, der battede i familiens husholdning.
De blev forsynet med bluse, kasket, taske og bærekrog. De skulle hjælpe med at læsse vognene. Og som regel blev det startet med lidt varm mælk i spiselokalet. Nogle af kuskene kunne være strenge. De slog drengene med pisk.
Mange børn ansat på Tændstikfabrikker
På de mange tændstikfabrikker på Nørrebro var der masser af børn ansat. Deres andel af den samlede arbejdsstyrke var stor. Lønnen var lille. Og arbejdet med giftige stoffer, der gav varige skader, var stor. I nogle tilfælde endte det også med dødsfald.
Den fosfor, der blev brugt i produktionen, fik knoglerne til at smuldre. Flere blev mærket for livet af at have arbejdet her. Deres kæbeben smuldrede væk.
I 1873 blev det godt nok forbudt at bruge hvid fosfor i tændstikproduktionen. Arbejderne og børnene indåndede fosfordampene. Og ofte undlod de afvaskningerne. Man havde talt om at indføre en lov, der forbød unge under 18 år at deltage i arbejdet med at fremstille tændstikker. Men dette ville fordyre fremstillingen.
Et hav af tændstikfabrikker
Lige over for Assistens Kirkegård anlagde Peter Nielsen en svovlstikkefabrik i en bagbygning til Nørrebrogade 66. Det kan jo undre at sådan fik lov til at ligge midt mellem boligbyggeri.
I Thyrasgade 5 opførte Carl Conrad Kjær et to – etagers hus. Myndighederne havde ingen betænkeligheder med tre indmurede ovne. Men man forlangte dog at der blev investeret i en skorsten, men først efter klager fra beboerne.
Der kom et hav af tændstikfabrikker. Men en af de mere kendte blev etableret i 1875 på Nordvestvej (Rantzausgade) 11. fabrikken får navnet Kronen. Og etableres i kælderen.
Der sker en masse udvidelser og forbedringer på fabrikken. Man få endda en 8 – hestes dampmaskine.
I 1892 gik det galt
Den 28. januar 1892 går det galt. Fabrikken havde allerede i 1885 været ramt af en mindre brand, der dog kun gjorde mindre skade. Men denne gang er det mere alvorligt.
En dreng var ved at tage en træramme med skårne pinde ud af ovnen i tørrestuen, da tændstikkerne pludselig antændes og går i brand. Han prøver at slukke branden med vandslangen. Men det viser sig, at den ikke virker.
Nu breder branden sig i lysets hast til andre rammer i ovnen. Herefter spreder den sig til svovl, spåner og øvrige materialer. Ilden spreder sig derefter lynhurtigt til pakkeetagen og til kvisten, hvor der netop i den senere tid var blevet oparbejdet et meget stort lager af tændstikker i æsker og pakker.
Politimester Steffensen måtte afspærre hel kvarteret for nysgerrige. Den kvælende røg havde spredt sig. Fra de fem sprøjter lægges slanger ud helt ned til Blågårdsgade, hvor der etableres pumpeværk.
Hen på eftermiddagen er ilden slukket. Der står kun rå mure og noget af stueetagen tilbage. På gårdspladsen flød der med bjerge af æsker og træklodser. Rundt om på pladsen løb arbejderne forvirret rundt og prøvede at redde træsko, frakker og andre ejendele.
Nogle forsøgte at skyde genvej over Ladegårdsåen
Til alt held kommer ingen til skade ved branden ud over den droskekusk og hans passagerer, der prøvede at forcere Ladegårdsåen for at skyde genvej til brandstedet. De synker i åen til livet. Og politiet må bruge ekstra arbejde for at hive dem op.
Arbejdernes økonomi var blevet bedre
I 1913 blev børnearbejde reelt forbudt i håndværks- og industrivirksomheder. Men reglerne blev overhovedet ikke fulgt. Men arbejderfamiliens økonomi var blevet bedre, og børnenes indtægt var nu ikke mere nødvendig.
Rabarberdrengen producerede ildtændere
Rabarberdrengen Christian Christensen, den senere anarkist og syndikalist har fortalt om, hvordan fattigdom så ud dengang på Nørrebro. Moderen havde fortalt, at de ikke kunne leve af fars løn alene. Så snart de var flyttet til Skyttegade havde moderen ledt efter arbejde. Og Christian skulle hjælpe. Som fem – årig skulle han hjælpe med at fremstille ildtændere derhjemme. For 500 ildtændere fik de 25 øre.
For det beløb kunne man hos spækhøkeren købe et kvart rugbrød og en halvfjerding madfedt. Denne ration kunne knap nok holde sulten tilbage.
Derfor gik mor og søn nu over til at fremstille store ildtændere. Så kunne de tjene 35 øre. Oftest foregik det om natten, mens far sov. Og for at Christian ikke skulle ikke falde i søvn, så blev han lovet et stykke wienerbrød til 2 øre. Men han fik nu aldrig et stykke wienerbrød.
Op Tobaksfabrik
I 1890’erne arbejdede Christian på tobaksfabrik. Far gik på arbejde ved halvsekstiden. Og Christian fik en rugbrødsklemme og noget tyndt kaffe. Kvart i otte løb han så i skole. Og han skulle nå det inden klokken ringede. Og de daglige fem slag med spanskrøret af viceinspektør Mortensen var Christian vant til.
Fra skole havde Christian så ti minutter til at nå sit arbejde på tobaksfabrikken fra skolen på Jagtvej. Her kunne arbejdet være ganske hårdt. Han skulle hjælpe svendene, der arbejdede de på akkord.
Det var også i 1890’erne at antallet af københavnske børn, der arbejdede uden for skoletiden steg. Der var gang i industrien på Nørrebro.
Man så ned på arbejderen
Meget tidligt om morgenen omkring kl. 5 begyndte trætøflerne og træskoene at klapre mod brostenene. Arbejderne drog afsted i store flokke med madpakke og ølflaske under armen. De fleste af disse var ret fattige. Men de fleste var flittige, ærlige og samvittighedsfulde. Det var ikke så sært, at de fleste afgørende impulser til socialismen kom netop fra Nørrebro.
Det var her i 1870’erne at værkførerne på Nørrebros fabrikker endnu betragtede deres underordnede som mennesker man ikke skyldte almindelig høflighed. For dem var det kun rimeligt at en lærling blev betragtet som en hund.
Også blandt de veluddannede så man ned på arbejderne.
Lærerdrengene mødtes på Fælleden
Og damfløjterne på Nørrebro fløjtede ved mødestart, pauserne og når der var fyraften. De indfødte kunne godt skelne disse fløjter fra hinanden.
Lærerdrengene mødtes om aftenen på Fælleden. De titulerede hinanden med mester eller fabrikant. Folk der gik forbi undrede sig over tiltaleformen:
Aftenen kunne godt slutte med at man tog over til Øster Fælled, hvor der dengang var mange løse heste, der græssede. Her tog man så en ganger og foretog en ridetur i omegnen.
Det var ellers hårdt nok for disse lærlinge. Om aftenen måtte de læse til eksamen.
Lærlingen blev mødt af en gammel hest
På Nørrebrogade midt mellem Møllegade og Meinungsgade fandtes dengang en lang ridestald. Her startede en lærling i 1872. Han blev meget venligt modtaget af en gammel hest. Andre levende væsner var der ikke i ridestalden.
Et par dage senere viste en forkølet klejnsmed sig. Så blev lærlingen endelig sat i gang. Samtidig ankom der et hestekøretøj med hamre, tænger, ambolt og en lille esse. Så blev der indrettet et lille værksted over i et hjørne.
Snart kunne man høre hammerens taktfaste slag på det glødende jern.
Nogle dage senere viste mestrene Smith og Mygind sig. I løbet af et par måneder sank stalden til jorden og gav plads for et maskinværksted, hvor der foreløbig arbejdede en snes mand.
I det ene hjørne af rejsestalden var der blevet opstillet en dampmaskine. Rundt om i lokalet var der efterhånden anbragt drejebænke, bore, høvlemaskiner og langs væggene skruebænke.
Når man stod ved disse skruebænke, kunne man følge med i den livlige trafik på Nørrebrogade. En gang imellem kom der også en smart pige forbi. Men ak, det varede ikke længe før Hr. Smith sørgede for at den fornøjelse var forbi. Han lod vinduerne hvidte til.
Uha – han læste i Socialisten
Vores lærling mødte en time før alle andre om morgenen. Han skulle fyre op i dampmaskinen. Så kunne han også bruge tiden til at studere bladet ”Socialisten” I den var der fængslende overskrifter og brandrøde artikler.
Husk på at dengang fandtes der ingen fagforeninger, der fandtes ingen fællesaftaler. Den enkelte svend måtte selv forhandle sig til en bestemt timeløn.
Socialisten blev fremstillet på Nørrebro af legendariske Pio. Den var et tårn i øjet hos arbejdsgiverne og borgerskabet. Man forsøgte med alle midler at forhindre at bladet kom ud. Til sidst lykkedes det også at udvise Pio og hans medarbejdere med sponsorstøtte fra arbejdsgivere. Det var efter årelange fængselsstraffe.
Der var masser af strejkebrydere
I 1870’erne var der 261 strejker. Og i 1876 var kun 6.000 arbejdere organiserede. Arbejdsgiverne bestemte det hele. De havde også let ved at finde strejkebrydere. Der var masser af nød og elendighed. Så mange var ligeglade med strejker.
Omkring 1880 tjente kvinderne det halve af, hvad mændene tjente. Og dette udnyttede arbejdsgiverne kynisk. Mændene forsøgte derefter at energisk at begrænse kvindearbejde. Tobaksarbejdernes Fagforening forsøgte at forhindre uddannelsen af kvindelige arbejdere.
Men udviklingen gik stærk. I 1885 var en tredjedel af arbejderne i København organiseret. I 1885 stiftedes den første kvindelige fagforening. Kvinderne var trætte af mændenes behandling af dem.
Arbejderne og præsterne
Arbejderne og præsterne havde det hellere ikke så godt sammen. Arbejderne mente, at kirken var kapitalismens forlængede arm. De røde faner var således forbudt i kirken og på de fleste kirkegårde.
Den næststørste maskinfabrik i Danmark
De to indehavere Smith og Mygind, vi hørte om lige før, havde truffet hinanden som unge. Da de var blevet studenter, rejste de til Skotland, hvor de arbejdede i deres fag. Nu vendte de så som 26 – årige tilbage. Det vil sige det var jo egentlig Jensinius Mygind der var den egentlige grundlægger.
Omkring 1890’ernes begyndelse var det næst efter Burmeister den største maskinfabrik i landet. Da Mygind endnu i sin bedste alder døde i 1894, blev firmaet Smith & Mygind et aktieselskab.
En upopulær dampmaskine
Firmaet lavede bl.a. landbrugsmaskiner. Og under en demonstration røg der et stykke af en finger hos direktør Smith. Dampomnibusser blev der også fremstillet her. De var nu ikke så populære. Maskinen hvæsede, dampede, savede og peb.
Ophidsede mennesker kastede alt muligt efter den under en prøvetur, således kasteskyts som kartofler, gamle tøfler og en enkelt død kat. I de følgende dage måtte Smith’ s gadelokomotiv segne under offentlighedens afsky og modstand. Men udviklingen fra uhyre til den elektriske sporvogn, var nu begyndt.
Jo det blev et kæmpe foretagende. Når du i dag går i biografen på Nørrebro, så sidder du i en af resterne fra dette store firma. Tænk engang, at de også byggede sneplove til den transsibiriske jernbane.
Anker Heegaard skulle have været præst
Det er en fabrikant, iværksætter m.m. vi slet ikke kan komme uden om. Og det er Anker Heegaard. Han skulle ellers have været præst på Samsø. Men det ville han ikke. Familien var meget skuffet. I 1803 åbnede han sin første isenkrambutik i København. Den blev hovedstadens største.
Han købte 5 tdr. land omkring Blågården. I 1827 søgte han kongen at drive et jernstøberi på Nørrebro. Han forklarede kongen, at han ville fremstille ”alle sorter” af støbte gryder, kakkelovne, strygejern og andre jern-ting. Han fik tilladelsen af kongen.
I 1837 overtog sønnen, der også hed Anker foretagendet dog uden isenkrambutik. I 1847 var der 52 mand på fabrikken. Da blev de produceret 4.000 gryder, 5.000 pander samt kakkelovne i massevis.
Selv boede Heegaard på Blågårdsgade 36 i en villa.
En tung stinkende lugt over Nørrebro
Det var meget, der lykkedes for Anker Heegaard. Men han havde dog ikke den store succes med at omdanne tarmstrenge til musikinstrumenter. Lugten hang nemlig tungt over Nørrebro. Så tungt at Sundhedspolitiet blev tilkaldt. De lokale beboere ville ikke leve med åbne grubber med betydelige mængder af råddent tarmindhold.
I 1860 var Heegaard på102 ansatte. Han tog fusen på andre. Han opkøbte betydelige jordstykker på Nørrebro og med stor fortjeneste solgte han jordene videre.
Heegaard var den store velgører på Nørrebro. Således blev en gade opkaldt efter hans kone – Louisegade. Men på grund af et grusomt rovmord fik den navneforandring til Prins Jørgensgade.
Han solgte grunden til Københavns Kommune. Og etablerede sig på Hillerødgade i 14 år. Han købte en virksomhed i Frederikssund. Og i 1930 indgik det hele i ”De Forenede Jernstøberier”
Alt godt kommer fra Sønderjylland
På Blågårdsgade har der ligget mange store virksomheder eller i hvert fald virksomheder, der voksede sig store. Jo det var her Skandinaviens største bladeventyr lå – Aller koncernen. Igen et godt eksempel på, at ”Alt godt kommer fra Sønderjylland”
Jo Jens Andersen kom til København. Han tog navneforandring til Aller, hans fødeby nær Christiansfeld. Han blev en af Københavns største bryggere. Han opkøbte en masse grunde rundt om i København. Og det er efter ham, at Allersgade er opkaldt.
Eksplosioner i villaen
Men for at gøre en lang historie kort, så ender vi med en enke i en villa på Ydre Nørrebro. Her sad hendes søn, Carl Aller oppe på sit værelse og eksperimenterede. Efterhånden var vinduerne helt sorte. Han havde opfundet en ny måde at trykke på.
Og nabodatteren Laura blev forelsket i ham. Hun blev også redaktør for de første blade, som er blev fremstillet. Det allerførste var illustreret Familiejournal. Den første abonnent var værtshusholderen i forhuset. To måneder efter bestilte kongehuset to eksemplarer. Der blev installeret dampmaskine i lokalerne i Blågårdsgade. Men snart var det hele alt for lille. Og man måtte flytte.
Hellesen startede i Blågårdsgade
Vidste du så, at det også var i Blågårdsgade, at batterifirmaet Hellesen startede. Hellesen løste batteriets gåde. Men det moderne tørreelement blev opfundet. Det lykkedes i 1887. Ham der, Hellesen var ellers smørgrossist. I 1889 allierede han sig med en kemiker ved navn Ludvigsen.
Tænk engang at forfatteren Conan Doyle lader Sherlock Holmes omtale Hellesen. Er det ikke stort? Efter Blågårdsgade fortsatte man i Aldersrogade. Her blev lokalerne nedslidte omkring 1960, og så flyttede man til Køge. På et eller andet tidspunkt var det Duracell, der overtog det hele.
Blågårdens Sæbefabrik – et eventyr
Og så til et rigtigt eventyr. Det handler om Blågårdens Sæbefabrik. Af uransagelige vej landede et manuskript skrevet på skrivemaskine på undertegnedes skrivebord underskrevet af direktøren for dette firma.
Peter var taget til USA for at prøve lykken. Han havde oprettet en lille mælkeforretning efter at have forsøgt en masse ting. Det gav nu ikke det store overskud. Han blev også syg og fik gigtfeber.
Han mødte en pige. Født i USA men med danske rødder. De blev gift. Efter tre måneder blev konen meget syg. Peter brugte de opsparede midler til medicin og hospitalsophold.
Faderens æbleskiver-butik
Hjemme på Blågårdsgade havde faderen oprettet en æbleskive- butik. En dag kom en mand og præsenterede noget speciel sæbe. Faderen købte 5 pund for en krone og solgte det videre med fortjeneste. Og for 10 kr. købte han opskriften på det. Han blev endvidere inviteret hen et sted, hvor man fremstillede det.
Men i et skur i baggården i Blågårdsgade begyndte faderen nu selv at fremstille det. Og det solgte godt. Nu sendte faderen et brev til Peter og bad ham komme hjem, fordi han mente, at dette produkt kunne sikre dem begge to.
Faderen solgte nu æbleskive-forretningen. Og havde nu flere hundrede kroner til at starte en egentlig fabrik.
Ny fabrik i Ryesgade
I Amerika ville Peters kone ikke med. Men hun syntes at Peter trængte til en lang ferie i Danmark. Peter lånte 150 dollars ved en bekendt, og de rejste til Danmark.
Det gik fint med salget. De ansatte et par agenter, der skulle sælge produktet. Det gik nu knap så godt. Så tog Peters hustru så over. Det gik meget bedre. Der blev knoklet dag og nat.
Snart blev fabrikken for lille i Blågårdsgade. Peter byggede en ny i Ryesgade. Nu solgte man også alle slags sæber, skurepulver, husholdningsartikler m.m. Det var så med Peter Johannes Thomsen som direktør.
I 1926 blev det hele solgt til Schous Fabrikker.
Nyt eventyr i Sverige
Nu kunne Peter så sætte sig til ro. Men den type var han ikke. Han havde i forvejen investeret i en lille sæbefabrik i Landskrona. Og den fik han i den grad gang i. Han forblev dansk statsborger. Men i 1929 blev han ramt af en blodprop. Men efter et halvt år i sengen gik han i gang igen.
Snart var han ejer af den mest moderne fabrik i Sverige og 103 kædebutikker.
I 1935 blev han af den svenske konge udnævnt til ”Ridder af Vasa – ordenen”. Året efter fik han Danneborgsordenen.
Oxelberg kunne ikke lide socialister
Vi skal også nævne Oxelbergs Maskinsnedkeri, Smedegade 19. Firmaet opnåede guldmedalje i Paris. Chefen var meget konservativ og indædt modstander af den voksende socialisme. Og han blev selvfølgelig slået til ridder af Dannebrog.
Hellig Hansen – lige så berømt som chefen
Men han havde en ansat, der blev lige så berømt som sin chef. Det var Hans Hansen. Han blev karikeret i Hermann Bang’ s fantastiske roman ”Stuk” fra 1887.
Man sagde om ham på snedkeriet:
Derfor fik han også tilnavnet ”Hellig – Hansen”.
Han startede en karriere som byggeentreprenør. Han startede med at bygge for venner og bekendte. Det var også ham, der stod bag Dagmarteatret og National Scala. Han gjorde også sin entre i underholdningsbranchen.
Men ak. I 1884 var store kapitalejere blevet træt af ham. De fik ham til at gå fallit, men de gav ham da lov til at beholde hans Dannebrogorden.
Den kooperative bevægelse
Når man diskuterer industri på Nørrebro, kommer man ikke uden om de kooperative bevægelser. Sigtet var først og fremmest at skaffe billige varer og sikre at folk kom i arbejde. Indtil 1950’erne var Kooperationen kendt i arbejderbefolkningen. Man boede i en af Arbejdernes Kooperative Byggeforenings Huse. Der blev købt ind i Arbejdernes Fællesbagerier. Man købte mælk fra Mejeriet Enigheden og øl fra Bryggeriet Stjernen. Kød fra Arbejdernes Kødforsyning. Ja vi kunne have nævnt mange flere.
Men størstedelen af producent – kooperationen løb ind i økonomiske problemer. Kooperationen fungerede ikke uden for det kapitalistiske samfund. En af de største fortaler for kooperationen var F.J. Borgbjerg:
Arbejdernes Fællesbageri
Arbejdernes Fællesbageri startede sin virksomhed i 1886. Man kunne tagne aktier på 10 kr. med 50 øre i ugentlige afdrag. Dengang blev betragtet som urimelig dyr. Faktisk havde bagersvendene slet ikke noget med dette at gøre.
Man begyndte med et lejet byggeri på Lyngbyvej. Bestyrelsen havde dog øje på en grund på vejen til Rådmandsmarken. Man brugte en stråmand, gartner Langhoff. Adressen blev på den nyanlagte vej, Nannasgade. Her startede man i november 1887.
Fire nye ovne stod parat. Personalet blev hurtig udvidet til 14 bagersvende, 6 kuske, en arbejdsmand, en karl og forvalteren.
Fra 1893 blev brødproduktionen suppleret med møllevirksomhed. Og ”Brødtårnet” blev fabrikkens vartegn. Den var på 40 meter og stod færdig i 1948- Den store kornsilo ragede over de 4- etagers huse, der skød op i årene omkring århundredeskiftet.
Ikke lige populær alle steder
De private brødfabrikker var alt andet end glad for Arbejdernes Fællesbageri. Da situationen spidsede til under Første Verdenskrig kom Bagerlavets oldermand, folketingsmedlem Pitzner med følgende udtalelse:
Arbejderne på Nørrebro betragtede det nu som et kompliment.
Fra 1905 var Pitzner direktør for De Forenede Bagermestres Rugbrødsfabrik på Nørrebro. De konkurrerede på livet løs. Og de var kun et par gader fra hinanden.
Lukkede i 1980
Under navne som Vitana, Fultana, Sitana, Nutana og Rutana sørgede kooperativet for at arbejderne fik billigt og godt rugbrød at spise. Lignende initiativer blev sat i værk i flere byer.
I 1959 beskæftigede virksomheden 295 arbejdere. I 1940 blev der opført et nyt bageri. Antallet af ovne blev tredobbelt.
Virksomheden udvidede gradvist. Men i september 1980 var det slut. 125 arbejdere måtte finde nyt arbejde.
BZ’ ere
Men virksomheden kom også efter lukningen i medierne. Den 15. oktober 1981 blev fabrikken besat af en gruppe BZ’ere. Igen i 1983 blev virksomheden besat. Og fra silotårnet sendte man piratradio. Det var en spektakulær begivenhed, da den store silobygning i 1985 blev sprængt bort.
Schulstad producerede maltsyret brød
En konkurrerende brødfabrik var Schulstad. Sammen med kemikeren Chr. Ludvigsen producerede man maltsyret rugbrød. Det faldt i den grad i kundernes smag. Man forbød alle former rygning og tobak i produktionen. Man havde også allieret sig med kemikeren Chr. Ludvigsen.
I 1890 var virksomheden flyttet fra Indre By til Blegdamsvej i nærheden af Skt. Hans Torv. I 1914 havde man 25 vogne og 50 heste til at udbringe brødet.
I 1900 måtte en hestekusk starte kl. 4 om morgenen. Han var først hjemme kl. 22 om aftenen. I 2003 gik virksomheden over i svenske hænder.
Fra 50 cykler om dagen til 50 cykler om dagen
Hamlets cykler på Meinungsgade var landets største cykelfabrik. Det første år nåede man op på at lave 50 cykler på et år. Seks år efter lavede man 900 om året. I 1901 producerede man 50 cykler om dagen. Og de kostede mellem 150 og 275 kr.
Ja og tænk man havde også en Hof – paraplyfabrikant på Nørrebrogade 47. Nu lavede man også parasoller og spadserer-stokke. Tænk så eksporterede man helt til Dansk Vestindien.
Kæmpe butikker på Ydre Nørrebro
På Ydre Nørrebro bevarede man det landlige træk til 1880’erne. Her var endnu små gårde og enkelte lyststeder. Også herude blev der bygget små lejligheder til den voksende arbejderbefolkning. Størstedelen af arbejderne var beskæftiget eller blev beskæftiget ved de mange industrier, der opstod i kvarteret. Og nogle af disse blev rigtig store. Her kan nævnes maskinfabrikken Titan, elektronikvirksomheden Laurits Knudsen, General Motors, De Forenede Papirfabrikker, Holger Petersens Tekstilfabrikker, Rugbrødsfabrikken Schulstad og Ludvigsen.
En godsbanegård var vigtig
Vigtigt for disse fabrikker var jernbanen. Der blev anlagt et kæmpe rangerterræn omkring århundredeskiftet. Går man en tur i kvarteret kan du endnu aflæse områdets historie som arbejder – og industrikvarter selv om det allermeste for længst er revet ned for at give plads til boliger.
I perioden 1870 – 1890 blev godsmængden på Nordbanen femdobbelt. Al godstrafik fra Nordhavnen og Frihavnen gik via Nørrebro. Der var jo også latrinstationen på Lersøen. Herfra blev chokoladevogne ført videre til lorteøen Amager. Det sidste latrintog kørte så sent som i 1936.
I 1916 begyndte man anlæggelsen af godsbanestationen Den 27. februar 1967 var det slut med den.
Kig efter rester – i Rådmandsgade
Men kig nu godt efter, så kan du få øje på de knopskudte baghusindustrier, tydeligst er nok Rådmandsgade. I sidehuse og baghuse har der været virksomheder og værksteder. Kigger vi for eksempel Rådmandsgade 28, så har her tidligere været systue, cykelfabrik og trykkeri. Forhuset blev revet ned i 1997 og lavet om til legeplads. Kun det lave baghus vidner om den tidligere bebyggelse. I baghuset havde Hovedstadens Manufakturindkøb tidligere deres lagerbygning. Men også baghuset er totalt forandret. Nu er det børnehave.
I baggårdene til nummer 30 – 34 er der stadig mulighed for at finde spor af gamle hejseværk, der fortæller om bygningernes tidligere historier og funktioner. I nummer 30 lå akkumulatorfabrikken Dana.
Kig engang på Rådmandsgade 43. Baghuset og baggården bærer tydeligt præg af, at her har været industri. Her var en leverpostejfabrik.
Den lille Havfrue blev lavet i Rådmandsgade
Det er sikkert heller ikke mange der ved at ”Den Lille Havfrue” er lavet i Rådmandsgade på Lauritz Rasmussens Bronzestøberi. Efter at have haft virksomheder forskellige steder så startede han i 1896 på Rådmandsgade 16. Fabrikken havde mange forskellige tilknyttet. I travle tider havde man helt op til 40 ansatte.
Mange kendte springvand og andre monumenter er lavet her. Størst opsigt vakte nok Storkespringvandet. For storkene er i virkeligheden hejre. ”Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse” kritiserede dette populære springvand synd og sammen. Og ved indvielsen var der regulære bølleoptøjer.
Et par gange snakkede man om at flytte dette springvand. Nu var folkesangeren Cesar med til at gøre stedet populært for ungdommen med sin sang om Storkespringvandet. Hvis nu denne var landet i Højskolesangbogen kunne vi have sunget den.
Og jo, kan I huske da Den Lille havfrue mistede sit hoved. Ikke et øje var tørt. Det var i 1964. det var også Lauritz Rasmussen, der kom til at udføre dette. Og det skete efter billedhugger Eriksens gipsform.
Virksomheden på Rådmandsgade lukkede i 1967.
Nyskabelser hos Holger Petersens Tekstilfabrik
Og ikke mange ved i dag, at Mjølnerparken rummede De Forenede Papirfabrikker.
Vi skal nævne Holger Petersens Tekstilfabrik fordi den var nyskabende. På et tidspunkt havde alle disse fabrikker beskæftiget 2.000 mand. En del af disse bygninger kan den dag i dag ses på Tagensvej 83 – 85. Det var absolut en af de største virksomheder på Nørrebro. Og så havde man en absolut social indstilling til medarbejderne.
Fabrikken udvidede mange gange. I 1883 var det at byggeriet startede på Tagensvej. To år efter startede opførelsen af arbejderboliger. Der opstod et lille fabrikssamfund efter engelsk forbillede. Som noget særligt var der i stueetagen opført et bibliotek, hvor aviser og bøger kunne lånes. Her kunne afholdes fester og ugifte arbejdere kunne spise her.
Det gav en stabil arbejdsstyrke
Boligerne og de mange faciliteter skulle give en stabil arbejdsstyrke. Det var en effektiv måde at belønne de mest ihærdige arbejdere og funktionærer på. Der blev også oprettet småhaver og marketenderi.
I årene mellem 1893 og 1903 kom der flere bygninger til. Man nåede op på at beskæftige i alt 700 mand. Produktionen på fabrikken blev indstillet i 1966. Og i 1990 blev den ældste del af bygningskomplekset fredet.
Mange navne – det endte med Atlas
Atlas startede egentlig i Nakskov. Først hed fabrikken Godthåb, siden Tuxen og Hammerich. Da fabrikken flyttede til Nørrebro, ændrede den navn og kunne man tegne aktier i fortagenet. I 1898 var bundforholdene i Hillerødgade ikke specielt godt egnet til de store bygninger. Virksomheden startede den 2. januar 1899. Men ak allerede året efter var der en 5 måneder lang strejke.
I 1907 købte man en nabogrund i Baldersgade, og det gjorde man også i Hillerødgade. I 1909 begyndte man at producere dieselmotorer til elektricitetsværker. Ja selv dampmaskiner producerede man.
14 dages ekstra løn var uhørt
I 1924 fik alle månedslønnede 14 dages ekstra løn. Det var uhørt på den tid. I 1925 blev man ramt af lockout. Det lykkedes at skabe en lukket kølemaskine, som man kaldte Glacia. Det blev en kæmpe succes. Men ak, hvis den skulle repareres, skulle den tilbage på fabrikken. Man var på vippen til at droppe produktionen, men så fandt et lyst hoved en løsning.
I sidste halvdel af 1930’erne købte J. Lauritzen aktiemajoriteten.
Tyskerne mødte op på fabrikken
Den 22. april 1940 klokken fem om eftermiddagen sad direktør Mansted på sit kontor. Telefonen ringede. Det var den tysk overkommando, der ville komme på besøg. Fire tyske officerer dukkede op en time efter. De forlangte at se fabrikken. Man forlangte nu at få et tilbud på hydrauliske presser. Og tilbuddet skulle ligge på kaptajn Fortman’ s skrivebord dagen efter.
Og ikke nok med det. Tyskerne besatte store dele af fabrikken og forlangte flere varer fra fabrikken. Tyskerne læste nu al den post, de ville og eksporten gik i stå. Modstandsbevægelsen betragtede Atlas som landsforrædere. Og flere mærkelige brande opstod på fabrikken. Politiet kunne ikke finde beviser på, at det var Modstandsbevægelsen.
Våben til Modstandsbevægelsen
I april 1944 foretog modstandsbevægelsen en bombeaktion mod Atlas. Med ledelsens vidne blev der også fremstillet våben til modstandsbevægelsen på fabrikken og ja der var også en afdeling af modstandsbevægelsen Ringen på fabrikken.
Atlas blev undersøgt efter krigen for landsforræderi. Tre år senere blev det fastslået, at det var der ingen grundlag for.
Advarsel fra A.P. Møller
I 1950 gjorde firmaet sig bemærket ved at indføre en bonusordning for funktionærer og timelønnede. Man fik halvdelen af det som aktionærerne fik. Halvdelen af dette blev udbetalt og den anden halvdel gik til sociale formål.
Dette resulterede i et brev til Knud Lauritzen fra skibsreder A.P. Møller:
Nogle af de velfærdsordninger som medarbejderne opnåede på Atlas, blev senere indført som lov i Danmark.
Ja man købte også sommerhuse til medarbejderne.
I slutningen af 1960erne valgte Atlas at sælge hele produktionen af husholdningsmaskiner. Man fortsatte med de store maskiner under navnet BAFA (Baldersgade – Fasanvej).
Men i 1973 var det slut. I Ballerup var der fem gange så meget plads som på Nørrebro.
Det startede på 3. blegdam
En af de største fabrikker overhovedet på Nørrebro var Titan. Det hele startede med et maskinværksted på 3. blegdam i 1856. Da den blev for lille byggede manden bag det hele, Hauberg en fabrik i Meinungsgade, der fik navnet Koefod & Hauberg.
Men snart byggede han på Tagensvej. Samtidig var Hauberg maskiningeniør på sporvognene. Nu blev navnet på fabrikken Titan. Og de var også indblandet i sejladsen på søerne.
Brand og ingen vand i ledningerne
Den 15. marts 1899 udbrød der brand i virksomheden. Året forinden havde virksomheden gjort opmærksom på at der ikke var nok vand i de vandledninger, der gik af Tagensvej. Og der var ikke sket noget. Det var en katastrofal brand.
Men virksomheden blev bygget op igen.
Tyskerne mødte op
Under besættelsen placerede tyskerne vagter på virksomheden. Man tvang virksomheden til producere for sig. Hvad tyskerne vidste var, at der på fabrikken var en modstandsbevægelse, der producerede våben. Flere medarbejdere måtte flygte til Sverige. Der var også flere sabotageaktioner mod virksomheden.
I 1965 skete der en fusion med Thrige. Og så var det efterhånden farvel til Nørrebro. I dag lever firmaet i bedste velgående under navnet T – Electric.
En Skæremølle ved Nørrebrohallen
Omtrent, hvor Den Røde Plads ligger i dag foran Nørrebrohallen lå Skæremøllen allerede før århundredskiftet. Dengang var der masser af småindustri på Nørrebro. Praktisk nok, lå den lige i nærheden af jernbanen. Så skulle hestene kun fragte de tunge træstammer et kort stykke vej. På Skæremøllen blev de skåret ud i planker og byggematerialer til den voksende bebyggelse på Ydre Nørrebro dengang.
Allerede i 1809 var her en mølle på Kløvermarken, som det blev kaldt. I 1828 var der 8 mand ansat her. Indehaveren kaldte sig også vognmand og hyrekusk. I 1860’erne var her både beboelseshus, staldbygning, smedje, dampmølle, vognport, fritstående dampskorsten, lokums- bygning, svinesti og vognskure.
I 1873 blev skæremøllen ramt af atter en brand. Savværket blev nedlagt. En bagermester købte ejendommen. I 1906 blev det hele revet ned. En moderne ejendom opstod. Og fra 1906 til 1913 lå her Stefans Biografteater. Så flyttede denne hen på hjørnet af Hillerødgade og Nordbanergade. Den lukkede så i 1928.
Da man næste kørte kongen ned
Det er ikke så mange der er klar over det, men der blev i den grad samlet biler på Nørrebro. Det begyndte med den såkaldte ”Hammel” – bil” fra 1888. Den kørte pludselig ud fra en baggård. En avis kunne fortælle, at man havde set et køretøj uden hest foran. På en af de første ture var man ved at køre kongen ned. Hvem der blev mest chokeret melder historien ikke noget med.
Vores bil var med i et rally i England i 1950’erne. Det var den ældste i løbet. Og den blev da også sidst med en tophastighed på 25 km/t. BBC afbrød deres programmer, da den kom i mål.
Ford og GM
I Danmark producerede Ford 325.000 biler og General Motors 600.000 biler.
Ford startede i 1919 en samlefabrik i Heimdalsgade. Senere fortsatte de i Sydhavnen. Og de trækasser, som disse biler kom i, kunne man købe hos cigarhandleren i Sigurdsgade 2 (nu Skjolds Plads) Man brugte dem til klædeskabe og de store til skure og kolonihavehuse.
I 1929 flyttede GM til Aldersrogade. Man fremstillede også køleanlæg. Under krigen fremstillede GM flymotorer.
Efter krigen kom der gang i produktionen. Det var mest Opel og Vauxhall personbiler, man samlede. Man færdiggjorde efterhånden en bil hver 3 ½ minut. GM lukkede fabrikken på Nørrebro i 1974. Ford lukkede deres fabrik i Sydhavnen efter at den var flyttet fra Nørrebro – i 1966.
Før Mjølnerparken var her en papirfabrik
Og tænk engang, der hvor Mjølnerparken ligger i dag, var der en kæmpe papirfabrik. Den havde i tidens løb mange navne. Egentlig startede De Forenede Papirfabrikker allerede i 1889. Men det store anlæg ved Tagensvej startede i 1933.
Der var masser af fabrikker i hele koncernen bl.a. Nørrebro Papirfabrik. Efter 46 år sluttede et stykke industrihistorie. Det var den 31. juli 1979.
Cloetta i Blæksprutten
Ude ved Lersøen havde man også en egen station, den såkaldte latrinstation. Her kørte man med de såkaldte ”Chokoladevogne”. Det fik så Blæksprutten til et år at gengive en vittighed. En tysker ville gerne se Københavns lyksaligheder. Han var så blevet slæbt med her ud på Lersøen:
Fusioneret med Kehlet
I 1862 startede Brødrene Cloetta en chokoladefabrik på den gamle Sortedams Mølle. Og det som de fremstillede faldt i den grad i danskernes smag.
I 1901 blev fabrikken flyttet til Hørsholmsgade 20 i en ny stor bygning. I 1929 blev firmaet omdannet til aktieselskab og overtaget af A/S Christian F. Kehlet. De havde i forvejen en chokoladefabrik på Nørrebro.
På besøg i Hørsholmgade
En omtale af firmaet i Hørsholmsgade i datidens medier lyder således:
I 1954 flyttede fabrikken til Glostrup. Og i 1960 blev det overtaget af finske Fazer. Lokalerne blev til Dansens Hus.
To andre chokoladefabrikker
Kehlet havde chokoladefabrik på Jagtvej 85. Det var der, hvor Zigøjnerhallen lå. Og hvor Otte Brandenburg fik sin debut. Her havde et missionsselskab senere til huse.
Vi havde sandelig også en chokoladefabrik, der hed Elisabethsminde, Den lå i Heimdalsgade 14 – 16. Her har også ligget en moske og skofabrik.
Ja egentlig var lokalerne oprettet til ”Drops- og Konfektfabrik”.
Stakkels knægte på hesteskofabrikken
På Tagensvej 7 lå Københavns hesteskofabrik. Man lavede 20.000 hestesko om dagen. Der stod knægte med gloende jern kun en halv meter fra kroppen. Sokker og bukser var konstant gennemhullet af brændende metalstykker.
Et olieraffinaderi blandt boligblokke
Midt på Nørrebro lå et olieraffinaderi. Det var omkring Nannasgade 6-10. Virksomheden hed L.C. Glad og Co. Man kan undre sig at så brandfarlig virksomhed blev anlagt her. Det gik da også galt.
Den 4. sept. 1980 blev virksomheden ramt af en voldsom brand. På et tidspunkt var det fare for de nærliggende beboelsesejendomme. I dag er grunden stadig forurenet, så meget, at der ikke bliver bygget området. Det er omkring Banana Park.
Da politiet brugte tåregas
I Heimdalsgade 45 – 47 huserede ”De Forenede Gummi – Og Luftringefabrikker Schønning & Arvé. Det var her, at vi så de voldsomme kampe mellem BZ’er og politiet. Ja det var den 24. oktober 1981. Her anvendte politiet for første gang tåregas.
Da de unge så blev tvunget ud. stod politiet parat med stavene og huggede løs.
Fabrikken havde allerede fra 1924 fremstillet ballondæk af corslærred. Og så overtog ØK aktiemajoriteten.
I 1981 ophørte produktionen i Hermodsgade. Virksomheden var blevet opkøbt af Codan Gummi A/S
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 22, 2021
Det hemmelige Politi
Magthaverne ville blive på magten. Dansk Politi blev grundlagt i 1682. Hoffet og regeringens efterretninger i Paris var mangelfulde. Kongen var bange. Han ville helst sejle rundt på kanalerne i Frederiksberg Have og tiljubles af folket ved bredden. 6 politidistrikter kunne bedre holde øje med folket. De hemmelige papirer skulle brændes. Sikkerhedspolitiet fik nye instrukser. Ikke mange betjente i 1800. Paspolitiet overvågede også borgerne. Politiet måtte ikke læse breve, men fjorde det alligevel. Folketællinger hvert halve år. Ernst Moritz Arnt var en farlig mand – syd fra. Frederik den Sjettes strategi var at slå hårdt ned. Han forlangte ”Et interimistisk Assistens korps. Officerer var indblandet i ”Jernringen” Man ville fremprovokere et kriminelt forløb. Arrestationen af Dr. Dampe vakte opmærksomhed. Anklageren forlangte dødsstraf. Kongen forvandlede dette til livsvarigfængsel. Kongen ville ikke give afkald på enevælden. Overvågning i foreninger, kroer og cafeer. Man skulle bare drikke lidt med dem og tale deres sprog. Sådan kunne man overvåge håndværkere. Møller videregav oplysninger direkte til politidirektøren. Sikkerhedspolitiet blev en succes – danskerne holdt sig i ro. Politiet har længe før terrorloven brugt civile agenter.
Magthaverne ville blive på magten
Det var tidligt, at vi blev overvåget. Dengang var det fordi at magthaverne ville blive på magten. Også i dag bliver vi overvåget som aldrig før. Du kan jo bare lægge mærke til, hvor besværligt det er blevet, når du skal hente historisk materiale i arkiverne.
I 1800 – tallet blev der opbygget et helt nyt sikkerhedspoliti i København. Mange hemmelige og skriftlige sagsakter blev som regel omhyggeligt destrueret. Men heldigvis blev ikke alle dokumenter destrueret. I dag kan vi dog opleve at dokumenter er bortkommet.
Dansk Politi grundlagt i 1682
Det danske politi blev grundlagt i 1682, da Christian den Femte udnævnte Claus Rasch som politimester for København. På det tidspunkt var politi en betegnelse for de ordensregler, der skulle fremme handel og produktion i byerne. Med etableringen af Københavns Politi håbede enevælden desuden at skabe en folkerig hovedstad, der kunne forsvare kongen under den svenske belejring i 1659. Samme motiver lå bag skabelsen af verdens første politi i Paris.
Hoffet og regeringens efterretninger i Paris var mangelfulde
Ludvig den 16. mistede hovedet på guillotinen i Paris i januar 1793. Hoffet og regeringens efterretninger havde været mangelfulde. Den fejl ønskede andre ikke at gentage. I hvert fald ikke kronprins Frederik – den senere Frederik den Sjette i spidsen. Han var nervøs ved uregelmæssigheder i samfundet. Han ville for alt i verden sikre sit enevælde. Han var medvirkende til, at der blev oprettet en politistat.
Kongen var bange
Som vi i tidligere artikler har nævnt, så blev jøder jagtet. Der blev smidt brosten ind ad butiksvinduer, som vi langt senere oplevede på Nørrebro. Dengang frygtede kongen at man ville styrte ham. Og han ville ikke give afkald på sin enevælde.
Tidligt blev også tidsskrifter overvåget. Man kaldte tingene for ”Skrivefrækhed”. I dag kan man vel kalde det for ytringsfrihed eller mangel på samme.
På kanalerne i Frederiksberg Have – tiljublet af folket
Kong Frederik ønskede at fremstille sig selv sig som en biedermeier- konge, den ophøjede borger med familie, der roede rundt på Frederiksberg Haves kanaler og lod sig tiljuble af det lykkelige folk på bredden. Han var blevet forfærdet over de borgerlige strømninger der fremkom i netop det borgerskab, som kongen mente at tjene.
Hvad før militæret og vægterkorpset kunne tage sig af med lidt øretæver hist og her og med kanonerne i Kastellet belejligt pegende mod byen, var ikke tilstrækkelig.
6 politidistrikter – kunne holde bedre øje med folket
Rundt om i Europa var der sket ting og sager. Den oprørske stemning ville også brede sig til Danmark. Samfundet kom under opsyn, langt mere end befolkningen anede. Det er lige som i dag.
Ved politireformerne i 1815 – 17, blev der oprettet 6 politidistrikter med politiassistentsstillinger. Så kunne man også her følge bedre med i københavnernes gøren og laden. Og så registrerede man også løbende mistænkelige personer.
De hemmelige papirer skulle brændes
Da sagen om Doktor Dampe, som vi senere vender tilbage til, var afsluttet i begyndelsen af 1820’erne, blev dokumenter omhyggelig pakket ind. De blev forseglet og ovenpå skrev politidirektør Kierulff:
Det skete dog ikke. Og da efterfølgeren i 1846 fandt pakken, adlød Bræstrup ikke den gamles bud, men gemte selv sagen, som dermed blev reddet for ejendommen.
Sikkerhedspolitiets nye instrukser
I tiden omkring Den franske Revolution begyndte navnet ”Sikkerhedspoliti” at dukke op i østrigske og preussiske politihåndebøger. I begyndelsen af 1800-tallet blev det standardbetegnelser for de nye politiaktiviteter som blev indført overalt i Europa.
Også herhjemme forekom det i politilærerbøger. Her talte man om ”det offentlige sikkerhedspoliti”, når det drejede sig om statens forfatning, regering, eller offentlige indretninger. og ”det private sikkerhedspoliti”. Som ved ”passende foranstaltninger” skal sørge for at sikre statsborgernes personer, ære og ejendom mod fornærmelser.
I en lærebog fra 1825 blev dette så dette udbygget. Nu skulle Sikkerhedspolitiet:
Ikke mange betjente i 1800
I 1800 omfattede den københavnske politistyrke en politimester (fra 1814. Politidirektør) en politiadjudant, 22 politibetjente og 164 nattevægter. Allerede året efter blev betjentstyrken øget med 10. Vægterstyrken blev fordoblet. Fra 1801 fik politiledelsen stillet 2.000 rigsdaler til rådighed.
Nu kunne man betale for informationer og udlove dusører.
Som den centrale figur bag disse informationer stod Hans Haagen, der fungerede som politimester 1800 – 09. Han forlod politiet og kom tilbage i 1814, hvor han blev den første politidirektør.
Paspolitiet overvågede også borgerne
Frem til 1801 var pasvæsenet en kommunal opgave. Men Haagen mente, at dette blev varetaget alt for lemfældigt. Derfor udvirkede han allerede samme pr, som han blev ansat, at danske Kancelli – datidens Justitsministerium – gav grønt lys for, at det københavnske paskontor kunne overføres til politiet, når dette fik nogle mere præsentable lokaler, hvor man kunne modtage rejsende af selv de fineste rangpladser.
Siden den store bybrand i 1794 havde korpset haft til huse på Charlottenborg. Men det var meningen, at man skulle flytte tilbage til Nytorv, når det planlagte råd – og domhus med tilhørende politikammer og arrester stod klar her.
Det blev dog en langstrakt affære. Først i slutningen af 1814 kunne man flytte ind her. På det tidspunkt var pasvæsenet for længst overgået til politiet. Da der i 1801 var udsigt til krig med England, forlangte Haagen nemlig at få paskontoret omgående overflyttet. Kun på den måde kunne han og hans folk effektivt kontrollere alle fremmedes bevægelser ind og ud af København, og med truslen om engelske spioner inden for voldene, var det et krav, regeringen uden videre bøjede sig for.
Under politiets ledelse udbyggedes paskontoret til en veritabel overvågnings- og efterforskningscentral, der – som vi senere skal se det – kom til at spille en vigtig rolle i den urolige tid efter 1815.
Politiet måtte ikke læse brevene
Men det var nu ikke alle reformer som dansk Kancelli brød sig om. Det gjaldt spørgsmålet om, hvorvidt politiet måtte åbne breve i forbindelse med kriminelle efterforskningssager. I de første år havde Haagen adskillige gange anmodet Generalpostdirektøren om at få udleveret breve, som han efterfølgende ikke havde tøvet med at læse. Imidlertid havde han ingen som helst ret til at gøre dette. Derfor bad han i 1804 Kancelliet om at udvirke en formel tilladelse.
Denne gang var det en formel nej tak. Og han kunne godt få breve udleveret, men han måtte ikke læse dem.
Folketællinger hvert halve år
I 1807 angreb den engelske flåde igen København. Denne gang varede ufred heden frem til 1814. Statsleder m.m. samledes i Wien for at diskutere fremtidens politik i Europa.
I1815 udnævnte Frederik den Sjette justitsminister Frederik Julius Kaas til politichef. Man kan sige, at der var tale om et min – ministerium med en enkelt medarbejder.
Der var sivet informationer ud fra Det danske kancelli. Og det kunne blive farligt. Ikke mindst hvis det drejede sig om topfølsomme efterforsknings – og overvågningssager.
Hvert halve år afholdtes folketællinger over alle byens indbyggere. Alle de mange mandtalsskemaer skulle afleveres til de lokale politistationer. Det var også her, tjenestefolkenes flytninger blev registreret. Herfra blev der også holdt øje med ekskriminelle og andre mistænkelige.
Ernst Moritz Arndt – en farlig mand syd fra
Ernst Moritz Arndt betragtes i dag som grundlægger af den tyske enhedsbevægelse i 1800 – tallets første halvdel. Gennem et langt liv kæmpede han for Tysklands enhed. Han studerede ved Universitetet i Greifswald. Her blev han i 1805 ansat som professor.
I 1916 ville han kombinere et familiebesøg i Pommern med en smuttur til Sverige. Men det kunne pludselig ikke lade sig gøre. Den svenske gesandt i Berlin ville ikke give ham indrejsetilladelse.
I stedet besluttede han for at tage en tur til den danske hovedstad. Her var der ingen visumproblemer. Han tog via Kiel, hvor der var færgeforbindelse. På universitetet i Kiel blev han modtaget med begejstring af de tysksindede lærere.
Enevold Engholm bemærkede dette. Han var tidligere kaptajn fra Hæren, men var blevet fyret. Han tænkte på at jans navn nu kunne komme til ære og værdighed. Så han skrev til politichef Kaas og advarede mod Arndts kommende besøg i København.
Han havde i 1814 omtalt danskerne som ”Et lille svagt folk, der ville være meget lidt, uden de landsdele, de har i forlening fra Det Tyske Rige”. I en brochure fra samme år havde professoren direkte kritiseret den danske forvaltning af hertugdømmerne, hvis indbyggere havde ret til at blive regeret:
Da Kaas læste Egholms brev, var han ikke i tvivl om, at Arndt måtte være ”meget mistænkelig”. Han bad omgående politidirektør Otto Hvidbjerg og lederen af Paskontoret, passekretær Christian Hasse, om at holde ”et vågent øje med ham” og især være ”opmærksom på det selskab, han søger”. Kass var uden tvivl bang for, at Arndt skulle sætte sig i forbindelse med nogle af de mange holstenere og slesvigere i København.
Selv om professoren blev overvåget døgnet rundt og hans værelse på hotellet blev undersøgt fandt man intet som helst kompromitterende.
Frederik den Sjettes strategi var at slå hårdt ned
Den 2. august 1819 brød der voldsomme uroligheder ud i den sydtyske by Würtzbug. Urolighederne bredte sig. Og man så dem snart i Hamborg. Her havde man også svært ved at opretholde ro. Og det var jøderne, der gik ud over.
Snart mærkede København også urolighederne. Frederik den Sjettes strategi gik ud på at slå hurtigt og hårdt til. Allerede den 3. september 1819 kunne man se, at gnisten var sprunget til København. Et opslag på Børsen opfordrede folk til at smide jøderne på porten.
Allerede 4. september samledes en stor folkemængde i Indre By og chikanerede jøderne. Den tilstedeværende politistyrke kunne intet stille op. Hvidbjerg blev tvunget til at rekvirere militær assistance. En infanteristyrke fra Hovedvagten kunne heller ikke stille noget op. Det var først da husarerne kom, at der skete noget.
Der blev udstedt en dusør på 4.000 rigsbankdaler for oplysninger, der kunne føre til hovedmændenes pågribelse. Alle offentlige forsamlinger blev forbudt. Og så blev alle værtshuse lukket mellem kl. 20 og kl. 5. Der blev indført udgangsforbud for tjenestefolk, børn og unge mennesker.
Et interimistisk assistancekorps
Den 11. september pålagde kongen at der blev oprettet ”et interimistisk assistancekorps for Københavns Politi”. Politiassistenter blev bedt om at lave en liste over brugbare mænd i de forskellige distrikter. En senere gennemgang viste, at kun sølle 11 af de 258 personer havde de egenskaber, der var nødvendige. Den 24. september blev dette projekt nedlagt.
Oberst Hans Staal Lützen havde fået en melding om at en vis kaptajn Top var involveret i:
Officerer var indblandet
Det var foruroligende at officerer var indblandet. Majestæten sendte straks al sin viden videre til sin politidirektør.
Hverken Frederik den Sjette eller Kaas var i tvivl om, at dette var en farlig bevægelse. Samtidig begyndte urolige grupper igen at bevæge sig rundt i Københavns gader om natten. Den 9. september 1820 betonede Kass over for politidirektøren, at:
Man havde hvervet Wendt og Høst. Men ingen af disse to kunne bruges i skygningsarbejde. Man skulle i gang med en intensiv skygning af Jernrings-gruppens absolutte uofficielle leder, litteraten Jørgen Blok Tøxen men også dennes nærmeste medarbejder, dr. Dampe.
Man ville fremkalde et kriminelt forløb
Efterhånden koncentrerede overvågningen sig nu kun om Dampe. Johan Wendt var blevet overlæge på Almindeligt Hospital. Han var også kendt for sin omfattende skribentvirksomhed. Han fungerede nu også som informant til politiet. Det lykkedes for Wendt at få en venskabelig forbindelse til både Tøxen og Damp.
Man blev enige om at fremkalde et kriminelt forløb. Det ville sende et kraftigt og utvetydigt signal til danskerne om, at det nu måtte være slut med alle de liberale forventninger om konstitutionelt monarki, trykkefrihed m.m., og at regeringen i sidste ende ville slå hårdt ned på alle systemkritikere.
Opgaven blev nu ved hjælp af politiagenter at fremprovokere en strafbar handling under så kontrollerede omstændigheder, at de pågældende kunne pågribes på gerningsstedet med fældende beviser, således at de med sikkerhed – og uden at man behøvede vidner – kunne dømmes.
Top, som vi omtalte tidligere, var blevet købt af politiet. Han spillede nu rollen som den falske ven, der opmuntrede Tøxen og Damp. Han fik til hånde og hjalp. Han havde også med politiets penge lejet et lokale i Brolæggerstræde nr. 73, hvor Dampe den 16. november 1820 skulle mødes med sine sympatisører.
Arrestationen af Dr. Dampe vakte stor opmærksomhed
Men i stedet blev stedet omringet og Dampe blev arresteret af en politistyrke, der straks greb ham og de papirer, han havde i lommerne. Herefter fulgte forhør på forhør. Først på Politikammeret og senere i den nedsatte kommissionsdomstol.
Arrestationen af dr. Dampe vakte uhyre opmærksomhed i København. Det blev senere det store samtaleemne. Ikke mindst blandt udenlandske diplomater var nysgerrige. For hvis det nu virkelig var et oprør i gang mod Frederik den Sjette, var der noget, der skal indberettes hjem om.
Budskabet var at der ville blive slået hårdt ned på enhver liberal opposition. Derfor bildte man folk ind, at politiet alene havde reageret, fordi mødet ikke var blevet lovligt anmeldt. Også i et enevældigt samfund med pressecensur var medietackling vigtigt.
Anklageren forlangte dødsstraf
Det var dem, der mente at Dampe skulle frifindes. Hans strafbare handling havde ikke kunnet foregå uden Tops aktive medvirken. Det var en udmelding, der stod i kraftig kontrast til anklageren, generalfidkal Wivets krav om at Dampe skulle ikendes dødsstraf efter Danske Lovs majestætsfornærmelses-paragraf.
Den 14. februar 1821 dømte kommissionen Dampe til døden, ikke på grundlag af Danske Lov, men med henvisning til den nyere trykkefrihedsforordning af 27. september 1799, hvis § 1 og 25 hjemlede dødsstraf for enhver, der opfordrede til oprør eller krævede forfatningsændringer.
Kongen forvandlede straffen til livsvarigt fængsel
Dommen blev ikke appelleret til Højesteret, men tre uger senere af Frederik den Sjette allernådigst formidlet til livsvarigt, strengt fængsel på Christiansø. I 1841 fik Dampe lov til at flytte til Rønne, men først efter enevældens afskaffelse i 1848 blev han definitivt benådet, hvorefter han vendte tilbage til fødebyen København. Her døde han i 1867, efter i 1858 have udgivet sine fængselserindringer.
Kongen ville ikke give afkald på enevælden
Efter Frederik den Sjettes død i 1839 forventede mange, at den nye konge ville afskaffe enevælden. Det gjorde i høj grad hovedstadens liberale, som direkte opfordrede ham til at gøre op med det gamle regimente. Det ville Christian den Ottende ikke høre tale om. Dette udløste ifølge forfatteren Johannes Lehmann det som han har kaldt ”Den store skuffelse”.
Mange liberale begyndte nu åbent at bekæmpe enevælden. Disse angreb førtes ikke mindst i medierne, hvor de liberale fagblade – Fædrelandet og Kjøbenhavnerposten gang dømtes for overtrædelse sf pressecensuren.
Overvågning i foreninger, kroer og Cafeer
Allerede i 1840 begyndte politiet at overvåge hovedstadens liberale miljøer samt at indsamle stemningsrapporter fra offentlige mødesteder som kroer, cafeer og foreninger. Læseforeningen Athenæum på Østergade 68 var med sine 700 medlemmer et af byens centrale mødesteder. Her ville det være oplagt at få placeret en informant.
Det viste sig ovenikøbet at være en let sag, idet foreningens bogholder allerede i 1835 havde sladret til politidirektøren om nogle medlemmers gøren og laden. Det drejede sig om Svend Christian Møller, som vi i 1828 finder ansat som kontorist og senere bogholder her. Da han i 1840 blev politiagent, var ansættelsen – uvist af hvilken grund – imidlertid ophørt. Han sendte fra sommeren 1840 og de næste år 100 udførlige stemningsrapporter.
Drikke lidt med dem og tale deres sprog
Som politiagent måtte Svend Christian Møller hele tiden passe på ikke at blive afsløret eller påkalde sig uheldig opmærksomhed samtidig med at han søgte at komme så tæt ind på folk som muligt. Det lykkedes godt for Møller. I oktober 1842 betroede han Brædstrup, at han en aften på Smedesvendenes Herberg havde gjort den erfaring at
Møller videregav oplysninger til Politidirektøren
Mens Møller arbejde for politiet lykkedes det ham at blive deltidsansat sekretær for den nydannede ”Forening til Statsgældens Afbetaling”. Morsomt er det at læse hans referat fra dens bestyrelsesmøde i oktober 1841, hvor formanden den kendte teolog Jacob Lindberg, glædede sig over:
Han skulle bare vide, at Møller umiddelbart efter mødet videregav hans udtalelser til politidirektøren.
Sikkerhedspolitiet blev en succes – danskerne holdt sig i ro
Man kan sige det ny sikkerhedspoliti var en succes. Danskerne holdt sig i ro – sådan da. De væltede ikke regeringen eller lavede revolution. Som vi har set. så lå det hemmelige politi overordnet i kongens og politichefens hænder, mens de enkelte operationer blev ledet af politidirektøren og af passekretæren, som begge kunne trække på egne betjente og på civilagenter og informanter.
Politiet har længe haft civile agenter
Politiets efterretningstjeneste har med terrorlovgivningen fået lov til at bruge civile agenter, men som det kan læses i denne artikel, har man tidligere anvendt sådanne. Dengang overvejede man skam også at lade disse agenter blive forsynet med et politiskilt.
Først efter Frederik den Sjettes død i 1839 vovede de liberale systemkritikere igen at løfte stemmen. I modsætning til 1819 havde det ny sikkerhedspoliti denne gang med glans bestået sin prøve.
Kilder:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.773 artikler:
Under København finder du 191 artikler:
Under Sønderjylland finder du 207 artikler:
Under Nørrebro finder du 304 artikler:
Under besættelsestiden (før/under/efter) finder du 358 artikler:
Dato: august 16, 2021
En Mindeplade og en Snublesten
De to ”minder” modsiger hinanden. Forfatteren Kamban boede på Østerbro. En mindeplade blev sat op for ham. Jacob Thalmay var jødisk frihedskæmper. En snublesten blev nedlagt. Men det var forfatteren, der fik sendt frihedskæmperen i KZ – lejr. Han blev genkendt i Gestapo’ s hovedkvarter. Der er 74.000 snublesten i 24 lande. 50 danske jøder døde i Theresienstadt.
De to ”minder” modsiger hinanden
Dette handler om en Mindeplade til ære for en berømt forfatter og en Snublesten til minde om en person, der omkom under Nazisternes kugler sandsynligvis angivet af denne forfatter.
Det er to mindesmærker, der på en eller anden måde modsiger hinanden. Indrømmet, undertegnede er ikke meget for at man fjerner skulpturer og mindesmærker men det gælder ikke i dette tilfælde.
Det kan da godt være, at denne forfatter har udgivet nogle gode bøger. Som sådan kender jeg ham ikke, selv om jeg er boghandler. I hvert fald samarbejde han med tyskerne under besættelsen og stak den danske frihedskæmper Jacob Thalmay til besættelsesmagten.
Forfatteren, Kamban boede på Østerbro
Mindepladen er at finde i Upsalagade 20. Her blev Kamban skudt af frihedskæmpere den 5. maj 1945. Mindesmærket blev opsat i 1990. Den nuværende boligforening i Upsalagade har intet at gøre med mindesmærket og kender intet til forhistorien ifølge ØsterbroLIV.
Kamban blev født i Reykjavik. Han var skribent og journalist og så studerede han litteratur på Københavns Universitet. I 1914 fik han udgivet sit første teaterstykke. Det blev opført på Det Kongelige Teater.
I 1920 fik han flere stykker opført på Dagmar Teater og blev dets leder. Han skrev historiske romaner baseret på de islandske sagaer. Han rejste til London og Berlin. Men han var tilbage i København, da tyskerne besatte os.
I det britiske leksikon Britannica bliver han skamrost. Her betegnes hans samarbejde med nazisterne som påstået.
Meddelelsen om hans død vakte stort postyr på Island. Regeringen der forlangte en forklaring. Den fik man hvis aldrig.
Forfatteren var stikker
Han var ikke nazist, men manglede penge. Han indgik en aftale med Gestapo, som betød, at han en gang om måneden skulle møde op i Gestapos hovedkvarter.
Arkæologen Vilhjálmur Ørn Vilhjálmsson skriver i bogen ”Medaljens bagside” om Kamban’ s samarbejde med Gestapo. Ifølge denne har han angivet Thalmay til nazisterne.
Jacob Thalmay var jødisk frihedskæmper
Jacob Thalmay, der var jøde blev født i Warszawa i Polen og kom til Danmark i 1905 med sine forældre. Han giftede sig med Johanne Bornstein i 1934. Han uddannede sig som optiker og urmager.
Familien flygtede til Sverige i oktober 1943, dog ikke Jacob. Han blev i Danmark og kæmpede mod nazisterne.
Han fik sin butik i midten af København. Han havde et talent for musik og talte mange sprog flydende.
Jacob blev involveret i modstandsbevægelsen. Han blev tilknyttet Flygtningetjenesten og Studenternes Efterretningsvæsen. Hans dæknavn i modstandsbevægelsen var Bent Jacobsen. Man beskæftigede sig både med bladfremstilling, sabotage og med at få jøderne til Sverige.
Han blev genkendt i Gestapo’ s hovedkvarter
Han indså at en del af hans egen familie var sendt til Theresienstadt. Derfor klædte han sig ud som nazist og gik til Gestapos hovedkvarter for at få dem tilbage til Danmark. Og det var at han blev genkendt af sin tidligere nabo – Kamban
Thalmay var fængslet flere gange. Han blev sendt i Vestre Fængsel og siden Horserødlejren. Men den 20. januar 1944 blev han sendt til Sachsenhausen. I august 1944 blev han overført til Auschwitz. Under en dødmarch til Mauthausen kollapsede han og blev skudt den 9. marts 1945.
En snublesten på Frederiksberg
Thalmays navn er at finde på en Mindetavle i Mindelunden. Der er også lagt en snublesten for Thalmay på Carl Plougs Vej 7 på Frederiksberg for at mindes nazismens ofre.
Det var her han havde sin butik.
Men på Østerbro hædrer man hans stikker. Denne mindeplader er opsat på privat initiativ. Men gør man sig fortjent til at være på en mindeplade, når man har været skyld i en frihedskæmpers død. Så er det vel irrelevant at man er en god forfatter.
74.000 snublesten i 24 lande
Der er lagt 74.000 snublesten i 24 europæiske lande. Det er et minde på knap 10 x 10 centimeter over et offer for nazismen. De er alle lagt foran det hus, som denne persons sidste selvvalgte hjem.
Når de sidste øjenvidner til Holocaust i disse år forsvinder, er det blevet ekstra påtrængende at fastholde mindet. De små markeringer kan skabe nysgerrighed, som kan få folk til at søge mere information.
Gunter Demnigs snublesten er blevet en hel borgerbevægelse. Det store kunstprojekt er finansieret af private donationer og fadderskaber for stenene.
50 danske jøder døde i Theresienstadt
Vi har helt glemt at danske myndigheder i 1940 udviste statsløse jøder, der var ankommet til Danmark. De døde i nazisternes tilintetgørelseslejre. I 1943 døde 25 – 30 danske jøder, da de begik selvmord eller druknede på vej til Sverige. Cirka 50 danske jøder døde i Theresienstadt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 15, 2021
Tønders Historie indtil 30 – års Krigen
Det var et heldigt bogkøb. Tønders Historie på tysk. Og en fremragende bog men med nogle påstande, der ikke kan passe. Dengang var det en dansk landsdel. Byretten var måske et forsvar mod danske Møgeltønder. Tønderhus har spillet en vigtig rolle. Flotte huse og uhumske gader. I Tønder var det meget mørkt. Byretten var på latin og blev oversat på nedertysk. By-skriveren havde en vigtig funktion. Dansksproget undervisning i 1614. Købmandsstanden var den førende stand. Lægekunsten blev udført af gejstlige inden reformationen. Borgerstanden levede til tider i luksus. Nedertysk (plattysk) var forvaltningssproget. Tønder var et modstykke til Flensborg. Æresdoktor i Kiel. Historieformidling er ikke kun en opremsning af kendsgerninger. Var Tønder grundlagt af nedertyske kolonister. Ikke alle argumenter holder. Stavninddelingen fandtes også i andre nordslesvigske og danske byer. Påstanden om nedertysk (plattysk) dominans holder ikke.
Et heldigt køb
Pludselig lå den der bare, denne tysksprogede bog af Ludwig Andresen. Og det var på et bogmarked her i København til rimelige penge. Bogen er udkommet i 1939.
Uden at fornærme nogen kan man vel godt kalde ham byens bedste lokalhistoriker på daværende tidspunkt. Det er en ret så grundig bog og der er brugt rigtig mange kilder. Men der er som om at sporene mod syd er undersøgt grundigere end mod nord og øst.
Vi får også til at starte med en oversigt over, hvilke bøger, der er udkommet med relation til Tønders historie. En interessant kronologisk tidstavle følger med vigtige begivenheder fra 1017 – 1627.
En dansk landsdel
Byens oprindelse har der været mange forskellige opfattelser af i tidens løb. Slesvig dukker frem af den forhistoriske usikre formodninger ved den historiske tids begyndelse omkring år 800.
Dengang var det en dansk landsdel med Herreds- og Sysselinddeling indtil Ejderens grænseskove og sumpe. Kun mod vest fik landsdelen et frisisk bebyggelsesområde, der ikke blev regnet med under Syssels-inddelingen. Det fik betegnelsen ”Utland”.
Alle tre Sysler mellem Kongeåen og Ejderen udviklede sig i tidens løb til hertugdømmet Slesvig. Hermed banede vejen sig for en nedertysk kulturbølge, der blev understøttet af en hertugslægt, der var orienteret mod syd.
Nedertysk-talende købmænd og håndværkere kom op til de opstående byer.
Et forsvar mod nabobyen
Forfatteren mener, at Hertug Abel har givet Tønder en Lybsk Ret for at styrke den yngre nedertyske bosættelse mod konkurrencen fra det ældre biskoppelige danske Møgeltønder for på den måde sammen med de Lybske forbundsfæller at foretage et skaktræk mod sin kongelige broder.
Tønder Byret indtager en særstilling sammenlignet med Købstadsretterne for Flensborg (1294, Haderslev (1292) og Aabenraa (1335), der var afhængig af Slesvigs Byret (fra omkring 1150) og Jyske Lov (1241).
Forfatteren mener også, at den Lybsk-Nedertyske indflydelse gør sig gældende på de gamle gavlhuse i Tønder og stavne inddelingen. Og også på byens segl.
Tønderhus har spillet en vigtig rolle
I næste hovedafsnit er der en fremstilling af byens skæbne under Hertugernes og Lands-herrernes kampe og de gentagende delinger af Hertugdømmet.
Der er anvendt uhyre meget kildemateriale til at skildre det middelalderlige liv i Tønder by og Borg. Vi følger hvordan byen trods sin stilling som stridsæble mellem konge – og Hertugmagt vokser og udnytter sine privilegier.
Tønderhus spiller en stor rolle under de evindelige brødrekrige. Og så ser vi hvordan livet leves til hverdag og fest under krig og i fredstider.
Flotte huse og uhumske gader
Det tredje afsnit beskæftiger sig med beskrivelse af Tønders byplan og bybillede. Vi kigger også på bymarken. Vi ser den gamle by for os med dets ældre træhuse og stråtage. De afløses efterhånden af bindingsværkshuse og de endnu finere og dyrere stenhuse med tegltag. Tønder har lidt under stormflod og brand. Vi kigger inde for i de dyre huse.
Men vi kigger også på vanskelighederne ved at skaffe ordentligt drikkevand. I Tønder var der også uhumske gader. Svin og herreløs hunde hærgede over det hele – også på kirkegården.
I Tønder var der også lygtebærere, de skulle lyse for borgerne med ”Hornlaterner”. Tønder var en meget mørk by.
Borgerne følges under deres handel og vandel og vandringen ud til By-fælleden, hvor kreaturerne græssede.
Byretten blev oversat til nedertysk
Det fjerde hovedafsnit afsluttes med byens retsvæsen og forvaltning, om kirke, fattigpleje og skole., om handel og håndværk, om sundhedsvæsen og befolkningstilvækst. Her er om skik og brug, fællesskab og selskabelighed, dannelse sprog og forskellige ejendommeligheder.
Tønders Lybske Byret fra 1243 er på latin. På den tid var befolkningen dansk. Der har været frisere i byen og der var nedertyske befolkningselementer.
En senere nedertysk oversættelse af byretten var ganske naturlig. Denne kan være forsvundet ved byens brand i 1517. For først omkring 1520 høres der om denne oversættelse.
By-skriveren havde en vigtig funktion
Tønder fik gennem sin ophøjelse til købstad sin egen forvaltning og sit eget retsvæsen, dog under Landherrens overtilsyn. Det var så gennem byfogeden.
Byens ledere kaldtes for Rådmænd. Men i 1243 kaldtes de i Slesvig By, Flensborg og Ribe for Oldermænd. Byfogeden får mindre og mindre at se til med byens anliggender, da der bliver indført en borgmester – ordning.
Fra omkring 1600 optræder fogeden som offentlig anklager, når privatklageren udebliver.
I bogen følger så beskrivelser af de grusomme straffe, som man bliver idømt for ved tyveri, ægteskabsbrud, mord og trolddom. Retsvæsnet stod endnu i pinebænkens tegn.
Et meget vigtigt embede var By skriveren. Under ham stod Stadsmusikanten, Fattigfogeden, By tjenerne og bødlen med sine rakkerkarle.
Dansksproget undervisning i 1614
Det følgende underafsnit fortæller om Tønders Kirke og klostre i den katolske tid., om middelalderlig mirakeltro og afladshandel, om Reformationens gennemførsel i Tønder, om hospitalet og fattigplejen og om skolevæsnet. Der var både Skrive- og Regneskolen og Latinskolen.
Kirke- og skolesproget var nedertysk. Kun den almindelige prædiken var på dansk. Først i 1729 fik Landsognet en dansk præst, men dansk salmesang indførtes først i 1801.
Om dansksproget undervisning hører vi kun en gang, idet Rådet i 1614 tillod Johann Ketelsen at undervise 10 drenge i regning og skrivning i sit hjem.
Købmandsstanden var den førende stand
En af bysamfundets vigtigste opgaver var handelen. Købmandsstanden i Tønder var derfor den førende stand, der vidste at udnytte de gunstige konjekturer.
De egentlige torvedage og de store markeder i den katolske tid var blevet henlagt til helligdagene. Tidligt satte disse begivenheder deres præg over byen.
Fiske- og især studehandlen kom meget tidligt til at spille en stor rolle for byen. Det skete ofte i konkurrence med Ribe og Flensborg. Også kornhandlen havde en stor betydning. Desværre krævede handelen med Holland og England en omladning, da Vidåen ind til Tønder efterhånden kun kunne besejles af pramme og mindre skibe.
Livet inden for håndværkerstanden blev præget af lavsvæsenet.
Lægekunsten
I middelalderen var lægekunsten blevet udøvet af gejstlige. Først efter Reformationen fandtes der rigtige læger i Tønder. De tog sig dog kun af ”de indre sygdomme”. Operationerne blev fortaget af sårlægerne og bartskærerne. Lægevisdommen var dengang også bevaret i hjemmerådene.
Farsot og anden sygdom var Guds straf. De måtte bæres med tålmodighed. Først den 25. september 1623 fik Tønder sit første apotekerprivilegium.
Med hensyn til indbyggertal er det baseret på formodninger. I 1537 var der vel 1.200 indbyggere. Og i år 1600 var der vel 1.800 indbyggere.
Borgerstanden levede til tider i luksus
De gode konjekturer i 1500-tallet førte inden for borgerkredse til en hang af luksus i klædedragt og mad og drikke med sig. Det forsøgte diverse forordninger forgæves at forhindre.
Den vidtberejste Tønder – købmand lod sig ikke gå på af land-adelens mere eller mindre indbildske og stridige repræsentanter der havde eneret til opkøb, salg og eksport af staldfede stude.
Trods denne modsætning forekom der selskabelig omgang mellem adelige og byens førende patricierslægter.
Købmandsgildet fejrede sine hovedfester ved fastelavn og ved Skt. Hans Fester, hvor der ikke blev sparet på mad og drikke. Her deltog man også i ringridning og papegøjeskydning.
Nedertysk (Plattysk) blev forvaltningssproget
Sprogligt set var Tønder dengang tosproget, mener forfatteren. Netop omkring 1600 har Neder-tyskerne haft deres blomstringstid. Forfatteren betoner, at dansk, nedertysk og frisisk har levet side om side. Og det lige fra byens grundlæggelse.
Men se dette kan nu være svært at fastslå, da hverken dansk eller frisisk var skriftsproget dengang. På dette punkt er det nok tvivlsomt om Ludwig Andresen har ret.
Først det højtyske sprogs fremtrængende som skriftsprog før og efter 1600 dæmmede op for den fremtrængende nedertyske. Det trængte også det nedertyske væk i Tønder inden for forvaltnings-, rets-, kirke- og handelssprog i Tønder.
Nu blev nedertysk en dialekt lige som det sønderjyske. Og det var nok sønderjysk, der var det fremtrædende sprog, som folk også talte på gaden dengang.
Vi får også en liste over embedsmænd indtil 1620. Og så er der en fortegnelse af de førende slægter i Tønder i tiden fra 1500 til 1650.
Det er et flot stykke arbejde Ludwig Andresen har lavet.
Tønder – et modstykke til Flensborg
Man kan selvfølgelig mærke forfatterens sympati for det tyske men han gør det i grunden på en sober måde. Det virker ikke sårende.
Nedertysk eller plattysk blev trængt mere og mere tilbage. Engang var det også det sprog de privilegerede i Tønder talte.
Tønder By danner et interessant modstykke til Flensborg, hvor nedertysk endte som sejrherre over dansk.
Æresdoktor i Kiel
Igennem en lang årrække var Ludwig Andresen lærer i Kiel, men født og opvokset i Tønder. Han blev udnævnt som æresdoktor på Universitetet i Kiel.
De mange plattyske citater kan måske gøre det vanskeligt for mange at tyde. Til tider er historien ret dramatisk, når vi overværer en uhyggelig realisme ved hekseprocesserne eller i torturkamrene.
Historieformidling er ikke bare en opremsning af kendsgerninger
Historieforskning og historieformidling er ikke bare en opremsning af kendsgerninger. Man skal kunne drage sine slutninger. Det kan være svært i et grænseland. En dansk og en tysk forsker vil vel altid se forskellig på historiske kendsgerninger.
De historiske kilder fra dengang er meget få. Så bliver man nødt til at komme med hypoteser. Og det er det personlige skøn.
Og sammenligningerne er ofte drejet syd på. Hvordan var de danske forhold dengang?
Var Tønder grundlagt af nedertyske kolonister?
Ludwig Andresen mener at Tønder var en koloni anlagt af nedertyske kolonister. Som en af de vigtigste argumenter for dette anføres stavne-inddelingen i 120 lige store dele. Det var her stavnhusene stod. Mark- og græsningsrettigheder, visse skatter m.m. blev fordelt efter stavne Disse kunne ikke deles. Der var en uløselig forbindelse mellem bygrunden og markjorden.
Stavninddelinger også andre steder
Men nu var det altså ikke kun i Tønder man havde dette. I bogen anføres det som noget særligt. Andre steder både i Nordslesvig og I Danmark havde man lignende forhold.
I Aabenraa var forholdene næsten som i Tønder. Her havde man også 120 stavne. Markrettigheder og skat var på samme måde. På grund af en brand i Aabenraa i 1610 kendes forholdene først fra det 17. århundrede, da inddelingen allerede syntes at være i opløsning.
Betegnelsen ”Stavn” blev ikke brugt nord for Kongeåen, men dog i Aabenraa. Men navnet er et almindeligt dansk ord. Tallet 120 møder vi også i Vejle og muligvis også i Ribe. Så her må vi nok påstå, at dette forhold kan Ludwig Andresen ikke anføre som specielt nedertysk.
Påstanden om den nedertyske dominans er næppe rigtig
I de andre nordslesvigske byer blev der talt dansk (Sønderjysk). De stærkeste vidnesbyrd kommer fra Aabenraa. Måske var det tyske i Tønder dominerende, fordi det var en grænseby.
Men påstanden om det nedertyske/plattyske sprogs dominerende status i Tønder er næppe rigtig. Vi kan jo bare kigge på stednavnene. En del af dem, som bliver fremhævet som nedertyske eller frisiske, må også naturligt opfattes som danske. Vi skal ikke trætte læserne med eksempler.
Dansk har jo i de nordslesvigske byer igennem århundrede haft samme stilling som Andresen påstod at det plattyske fik i det 17. århundrede. Men alligevel levede det videre ude i den store befolkning.
Når man i Tønder skulle rekruttere arbejde, så skete det ofte fra oplandet, hvor der også blev talt dansk eller nord for Kongeåen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: august 1, 2021
Hvad der læses mest – i juli 2021
12 nye artikler i juli. Se, hvornår de kommende offentlige foredrag afholdes, Undertegnede er blevet om at holde inde med at skrive. Historiker mener, at jeg videregiver forkerte oplysninger. Vi har videregivet oplysninger, som vi har fået fra arkivet. Vores sidste bog er ikke udsolgt, som forskellige boghandlere fortæller. Bestil den direkte hos forlaget. Sprogbruget på Facebook er til tider ikke rart. Vi har slettet et par af vores indlæg, da det hele tog overhånd. Hver dag bringer vi 10 – 15 artikler af egen produktion på Facebook. Så kan det ikke undgås gentagelser, selv om vi nu har 1,761 artikler at vælge imellem. Hvilke byer læser vores hjemmeside. Og så skal vi have juli – måneds Top – 100.
Nye artikler i juli 2021.
Masser af Foredrag i vente
De næste par måneder bliver travle med foredrag i institutioner og foreninger. Men der dog to offentlige foredrag imellem. Så reserver tid allerede nu.
Fredag den 27. august kl. 9.30 – 11.30
Karmel, Vedbækgade, Nørrebro (Sankt Stefan)
Med kaffe og rundstykker og et par sange fra Højskolesangbogen
”Børnearbejde, Tændstikfabrikker og andet Industri på Nørrebro
Og så er det helt gratis – vi ses – ingen tilmelding
Torsdag den 9. september kl. 14.00 – 16.00
Kingo – Samuels Sogn – Kingo Kirken – Nørrebro
Ladegårdens Liv og den særegne præst
Og så er det helt gratis – vi ses – ingen tilmelding
Desuden fører foredragene os ud i temaer som Skæve eksistenser og originaler, Indlemmelse, grænsedragning eller genforening, Lersø-bøller og meget mere.
Oplevelser på Facebook
Stop dit skriveri
Vi er blevet opfordret til at holde inde med vores skriverier om besættelsestiden, indlemmelsen og den såkaldte Genforening. Der er nogle, der mener, at vores argumentation ikke er troværdig trods en omfattende kildehenvisning.
I en af grupperne var angrebene så alvorlige, at vedkommende blev spærret i gruppen.
Vi spurgte faktisk gruppen, om vi skulle fortsætte med at dele vores artikler. Og det var det overvældende flertal for.
Historiker: Du bringer falske informationer
I et andet tilfælde fortæller en historiker i Sønderjylland, at det ikke er rigtigt, at de alternative benævnelser for ordet ”Genforening” bliver nævnt. Han oplyser selv, at på udstillinger og i bøger har han gjort opmærksom på det. Vi har hørt fra læsere i det sønderjyske hørt, at medier ikke i tilstrækkelig grad gør opmærksom på dette.
Desuden har vi rost historikernes beskrivelser i de nye beretninger fra ”Genforeningen” Men i kritikken er dette så åbenbart helt tilsidesat.
Vi har besøgte arkiver – modsat mange kritikere
Til kritikken om besættelsestiden så har vi besøgt arkiver modsat så mange andre, der kritiserer os. Og det ser ud til at være blevet endnu vanskeligere at besøge disse arkiver. Vi har fået nye spor i sagen om Asmus Jensen og de andre mord i Padborg efter besættelsestiden.
Vi er blevet kritiseret, at vi ikke nøjagtigt fortæller nøjagtig hvilket foto, som vi har bragt et foto fra. Og så er vi blevet kritiseret for at have bragt fotos fra en begivenhed i 1945, hvor fotoerne er fra 1945.
Vi havde anmeldt en ny bog
Langt de tilfredse er glade for vores historier og roser dem. Så er det dem, der kritiserer dem, og det må de såmænd godt. En fordel er at dette er velbegrundet for så kan det skabe en diskussion. Men i enkelte tilfælde så må man korse sig, når man ser, hvilket sprogbrug nogle gør brug af. Jeg skal lige minde om, at administrator har ansvar for, at sprogbruget er sådan nogenlunde læsbart.
I flere tilfælde har vi igen været nødsaget til at slette hele indlægget. Det sidste udfald kom mod en genudgivet bog, som vi forsøgte at anmelde.
Vi har viderebragt forkerte oplysninger fra Rigsarkivet
En læser gør os opmærksom på, at mekanikeren til den første Hammer-bil på Nørrebro er hans tipoldefar og ikke Peter Myginds tipoldefar. Han beder os at komme med dokumentation for denne påstand.
Nu er det sådan at vi ikke driver slægtsforskning og lige den oplysning har vi fra to forskellige tv – udsendelser og to skriftlige kilder. Alle kilder relaterer til rigsarkivet, som var med i de to tv-udsendelser. Vi beklager at dette ikke er korrekt. Vi har selvsagt ikke undersøgt påstanden om sandheden i disse kilder.
Vi undskylder, at vi har bragt forkerte oplysninger videre.
Den har vi set
Et par af de flittige læsere klager over, at det hele tiden er de samme artikler vi bringer på Facebook. Dette er ikke helt rigt. Vi har p.t. 1.762 artikler at vælge imellem. Og af disse deler vi hver dag mellem 10 og 15 artikler. Vi prøver at fordele disse i alle kategorier. En gang imellem laver vi fokus – artikler eller tema – artikler over bestemte steder eller temaer.
Der er også blevet klaget over, at vi deler fotos fra andre grupper, som læserne har set. Nu er det sådan at vi kun deler de fotos, der er interessant. Men trods alt deler vi mest de artikler, vi selv har skrevet.
Vi har slettet indlæg
Vi har været nødsaget til at slette indlæg fordi debatkulturen har overskredet vores og Facebooks retningslinjer. Det er ikke kun administrator, der fastsætter retningslinjer for debatten på Facebook. Og det er ikke folk, der sidder og holder øje. Det er såmænd robotter.
Vi har før pointeret at vi er modtagelig for kritik, men hvis der ikke engang er respekt for de kilder eller arkiver, som vi bruger, kan det være svært. Og vi kan nu engang ikke sidde foran Facebook hele tiden.
Måske må vi nu engang erkende, at det ikke er alt, som vi kan bringe på Facebook, fordi det ganske enkelt ikke egner sig til at blive bragt. På en eller anden måde provokerer disse indlæg vore læsere. Måske har disse artikler bedre af at blive liggende på hjemmesiden. Så kan interesserede selv finde frem til dem. Og det gælder igen inden for kategorierne ”Besættelsestiden” og ”Genforeningen”
Hvorfor læser man ikke kildeangivelse
Det er fint nok, at man kritiserer. Men det kan undre, når mange som kun har læst den indledende tekst og ikke hele artiklen og slet ikke de kilder, man har benyttet sig af.
Fejl skal helst undgås
Ingen er fejlfri og heldigvis for det. Ofte er det sjuskefejl, der begås – tanketorsk m.m. Det bliver selvfølgelig rettet lige så snart, vi kan komme til det. Nogle gange har vi indtryk af, at man kun venter på at vi begår fejl. Men på den anden side set, hvorfor må man ikke begå fejl?
Og det er nu heller ikke altid, at læserne har ret.
Vi ved det godt, at der er stavefejl imellem særligt i de ældre artikler. Nej vi tager ikke på et skrive- eller stavekursus. Ja og undertegnede har gået i skole med afsluttende realeksamen. Nej tak til de professionelle kommunikationsfirmaer, der tilbyder at omskrive artiklerne.
Vi har tidligere oplyst om, at vi er i gang med at omskrive især ældre artikler og rette dem for stave, skrive og formuleringsfejl. Men derfor bringer vi dem nu alligevel på Facebook. Vi overvejer at indføre en advarsel:
Det vil måske lette det for læseren, så han/hun ikke bliver chokeret.
Læs hele teksten – inden I beklager jer
Mange misforståelser kan faktisk undgås, hvis man læser hele teksten først. Vi skriver hele tiden ”Tryk på link – og læs artikel”. Den indledende tekst er jo kun en appetitvækker. Men her skal man sandelig også passe på ikke at formulere sig tvetydigt. Således blev jeg beskyldt for at kalde de fattige for ”udyr”.
Vi havde også skrevet en længere artikel om Nørrebro omkring 1900. I den indledende tekst havde vi bl.a. skrevet, at det kunne være langt ned i mørke til retiraderne i gården fra 5. sal. Nu havde vi så på fotoet vist Jagtvejens Mølle. En læser beklagede, at der ikke var højhuse at se på billedet. Så kunne det da ikke være så langt ned.
Vi har besluttet, at vi ikke mere svarer folk, der klager, når vi skønner, at de ikke har læst hele teksten. Det er ikke for at være uhøflig. Men tiden til at rette misforståelser kan bruges til nye artikler eller rette gamle artikler for stavefejl.
Nej, undertegnede er ikke historiker
Janteloven gør sig åbenbart også gældende på Facebook. Sagen er den, at jeg var kommet til at placere to små øer i den forkerte sø. Da jeg så blev opmærksom på det, fik jeg det rettet.
Men så møder man minsandten udsagnet ”At det er en alvorlig fejl begået af en, der endda kalder sig selv for historiker”. Nu er det bare sådan, at jeg aldrig har kaldt mig selv historiker. Det kræver hvis en lang og speciel uddannelse. Min beskedne uddannelse er boghandler.
Men måske har Berlingske Tidende ret, når de har kaldt mig ”Selvbestaltet lokalhistoriker”. De har med tiden lånt et par af vores artikler.
Baggrunden for vores hjemmeside/Facebook er at undertegnede er nysgerrig. Det jeg så finder ud af, forsøger jeg så at videreformidle.
Tak for alle positive tilkendegivelser
Tak for alle positive tilkendegivelser, telefonopkald, mails, beskeder m.m. Vi beklager atter engang, at det til tider kniber med tiden. Vi håber at have hjulpet en masse af jer. Også tak til dem, der trods alt viser respekt for det man laver.
FACEBOOK – data
Din bog er jo udsolgt (men det er den ikke)
Flere læsere har fortalt, at når de går ind i en boghandel og bestiller min sidste bog ”Grænsen er overskredet” får de at vide, at den er udsolgt. Dette er ikke korrekt. Bogen kan bestilles. Og hvis boghandleren ikke vil, så kan den bestilles hos forlaget
De to andre bøger, som jeg har begået, kan ikke mere skaffes.
Hvilke Byer læser www.dengang.dk
Men ujævne mellemrum bringer vi en hitliste over de byer, der læser vores hjemmeside
Undertegnede er imponeret over Haderslev og Sønderborg. Så mange artikler har vi ikke over disse områder, alligevel ligger de helt i top.
Hvis nu Flensborg havde været en dansk by, ville den opnå en placering som nr. 54. Måske er det ikke så imponerende endda.
Juli – måned – mest Læste – Top – 100
Dato: juli 28, 2021
Dansk Politi – under pres
Tyskerne ville ikke blande sig i interne danske anliggender. Men de overholdt ikke deres aftaler. Efter august 1943 kom der en ny fase i politiets samarbejde med tyskerne. Dansk politi forlangte en ny plan. Tyskerne var ikke begejstret. Først ville Werner Best havde Danmark med i forsvarspagt. Siden blev han aldeles rasende. Dansk politi ville ikke miste befolkningens tillid. Tyskerne ville reducere politiet til det halve. Werner Best: ”Dansk industri har overhovedet ingen betydning for Tyskland”. Han vil bremse for tyske råstoffer. Politiet klagede over reduceringen. Tyskerne havde masser af kritik over for politiets indsats over for Generalstrejken. Dansk politi ville komme tyskerne i møde med øget reducering. Dette var den sidste indrømmelse som Dansk politi gav tyskerne. Dagmarhus havde fået nye alarmcentraler.
Tyskerne ville ikke blende sig i interne danske forhold
Med undtagelse af Danmark nægtede de øvrige landes regeringer at acceptere besættelsen og at fungere på regeringsniveau. Det førte til nazificering og/eller skarp kontrol med politiet i de pågældende lande.
Danmark accepterede kun besættelsen under protest. Til gengæld accepterede tyskerne, at de ikke ville blande sig i indre danske forhold.
Dansk politi kunne fungere videre som hidtil dog med udvidede arbejdsområder som bekæmpelse af spionage, sabotage og nedbrydende virksomhed. Hovedopgaven var at holde ro og orden – nu også i forhold til besættelsesmagtens repræsentanter.
Tyskerne overholdt ikke deres aftaler
Men tyskernes aftale varede ikke længe. De forlangte arrestationer og interneringer af udenlandske statsborgere og af tyske emigranter. I juni 1941 fulgte arrestationer af medlemmer af DKP. I november 1942 fulgte endnu en aktion.
Den spirende sabotage blev i de første år nidkært efterforsket. Politiets talmæssige styrke blev væsentlig udvidet. Det dansk – tyske politisamarbejde fungerede indtil august 1943. Tyske politifolk og Abwehr henvendte sig til dansk politi, når personer søgtes efterlyst og anholdt, hvorefter dansk politi tog sig af resten.
Efter august 1943: Ny fase i det dansk-tyske samarbejde
I august 1943 kom situationen ud af kontrol. En række strejker i jyske og fynske byer udviklede sig voldsomt. Dansk Politi nægtede at bruge vold. Man valgte ikke at slå strejkerne ned. Der blev heller ikke i de tilfælde brugt skydevåben fra dansk politi. De så også passivt til, da tyskorienteredes ejendom blev udsat for ødelæggelser.
Strejkebølgen førte også til regeringens fjernelse og afvæbning af hær og flåde.
Efter dette indtrådte en ny fase i det dansk-tyske politiforhold. Fra tysk side opstod der en stærk mistillid til dansk politi fordi de ikke kunne skabe ro og orden. Dansk politi meddelte tyskerne, at under disse forhold ville man ikke fortsætte sabotagebevogtningen og sabotagebekæmpelsen.
Dansk Politi forlangte en ny plan
Der fulgte mange måneders forhandlinger om, hvordan en ny politiordning kunne etableres. Fra tysk side blev forhandlingerne ledet af Paul Kanstein. Han havde siden april 1940 ledet det beskedne tyske politi.
Den 7. september 1943 fremlagde dansk politi en plan, der gik ud på, at man stadig ville varetage opretholdelsen af lov og orden. I tilfælde af større demonstrationer ville dansk politi trække sig tilbage, hvor tysk militær eller politi kunne sættes ind. Politiets bevogtning af virksomheder skulle afvikles.
Tyskerne var ikke begejstret
De tyske myndigheder skulle fremover alene stå for eftersøgning og anholdelse af SOE – agenter og andre tyskfjendtlige personer, herunder spioner. Endelig skulle dansk politi ikke deltage i efterforskningen af sabotager, kommunistisk virksomhed og udbredelse af illegale skrifter og lign.
Dette var ikke noget tyskerne kunne acceptere. Forhandlingerne fortsatte sommeren igennem med skiftende forhandlere på tysk side. Kannstein forlod Danmark. I hans sted kom chefen for det tyske sikkerhedspoliti og SD Rudolf Mildner frem til begyndelsen af januar 1944. Så var det den højere SS og Politifører Günther Pancke. På dansk side var det departementschef i justitsministeriet Eivind Larsen sekunderet af Udenrigsministeriets departementschef Niels Svenningsen.
På tysk side trådte nu Otto Bonvensieben til.
Tyskerne var ikke begejstret for danskernes forslag. De svarede ikke engang. De havde netop taget et nyt våben i brug nemlig modterror (Shalburtage) og clearingmord (mord på danske som gengæld for mord på tyskorienterede danskere og værnemagtsrepræsentanter).
Werner Best ville have Danmark med i forsvarspagt
Disse våben blev flittig benyttet hele foråret og på tysk side fik man indtrykket af at det virkede. Antallet af sabotager faldt markant fra midten af februar 1944. Tyskerne tvivlede også på det danske politis neutralitet i tilfælde af en engelsk invasion.
Tyskerne havde også lagt mærke til nedgangen i sabotager. Og det fik Werner Best til at appellere til danskerne om større åbenhed. I det dansk-tyske forhold. Han opfordrede danskerne til at tilslutte sig den tyske forsvarsfront eller blive slagmark i den frygtelige krig.
Tyskerne vidste ikke, at englænderne havde dikteret sabotagestop fra midt i februar til midten af april 1944.
Werner Best var rasende
I dagene efter den 18. april 1944 blev der iværksat masser af sabotageaktioner og likvideringer af stikkere. Det gik også ud over Bests chauffør Tage Lerche.
Der kom også med det samme en modreaktion fra tyskerne. Således ringede Best til Nils Svenningsen, at man nu fra tysk side ville gribe til stærkere midler. Man ville også fuldbyrde dødsdomme som gengæld for sabotage.
Werner Best sagde endvidere at såfremt dansk politi ikke viste sin gode vilje til at læse de selvfølgelige politimæssige opgaver, ville man fra tysk side skride til indskrænkning af det danske politi.
Dansk Politi ville ikke miste befolkningens tillid
Tyskerne bad kort efter dansk politi om også at bevogte Nordwerk. De foretog kun arbejde for tyskerne og hidtil var seks vagter blevet dræbt af modstandsbevægelsen. For ikke at sætte sagen på spidsen valgte politiet en midlertidig ordning.
Werner Best skruede nu bissen på. Han mente at dansk politi inden for en uge kunne udrydde alle illegale virksomheder med deres lokalkendskab og personelkendskab. Det var dansk politi, der skulle drages til ansvar for den stigende sabotage. Ligeledes mente Best at politiet havde forbindelser til de illegale kredse. Fronterne var trukket meget kraftig op efter disse forhandlinger. Og følgerne kender vi.
Det danske politi svarede tyskerne, at man ikke ville miste befolkningens tillid og heller ikke med modstandsbevægelsen. Dette var en klar afvisning af det tyske krav. Werner Best fik overdraget politiets holdning skriftlig og personligt den 5. juni 1944.
Tyskerne ville reducere politiets styrke til det halve
Nu skulle der så forhandles med Pancke om politiets nye rolle. Og han gik med til politiets forslag. Fra tysk side blev det foreslået at dansk politi blev indskrænket til det halve. Desuden mente man, at fyringer straks blev sat i værk og helst være afsluttet 31. juli.
Endvidere skulle der afleveres en større mængde våben og de afskediges uniformer og udrustning skulle deponeres så de ikke faldt i de forkerte hænder.
Alle større politienheder skulle opløses. Enheder over 21 mand skulle fremover meddeles Pancke. En særlig overfaldskommando på tre gange 20 mand plus en fører til hver skulle tillades i København. Fra dansk side kom der en hel masse indsigelser. Men dem forlangte tyskerne nu blev fremsendt skriftligt.
Werner Best: Dansk Industri har slet ingen betydning for Tyskland
Dagen før var Riffelsyndikatet sprunget i luften. Så denne begivenhed skabte en helt bestemt stemning på mødet.
Svenningsen havde samme dag et møde med Werner Best og sidstnævnte var i meget dårligt humør. Best fortalte, at der nu var ryddet op i Jylland for sabotører og han skulle personligt sørge for at der også blev ryddet op i hovedstaden.
Werner Best mente at dansk industri var helt uden betydning for Tyskland. Så han ville foreslå et stop for råstofforsyningen. Så kunne den danske befolkning mærke konsekvenserne.
Den 24. juni og de følgende dage fulgte en række skrappe foranstaltninger, der viste at Best mente det alvorligt. Men foranstaltningerne fik befolkningen til at reagerer med strejker og demonstrationer.
Dansk Politi klager over reducering
Den 30. juni svarede politiet tyskerne i et dokument på 26 sider. Man svarede, at det var nødvendigt med et mandskab på 4.245 mand til at udfører opgaver delvist baseret på tyske interesser. Det andet spørgsmål som tyskerne ville have besvaret var, hvor mange, der arbejdede uden uniform. Svaret var 558.
Når dokumentet var så stor var det fordi man detaljeret beskrev politiets opgaver. Hvis den reduktion, som tyskerne foreslog, skulle gennemføres, ville politiet ikke mere kunne udføre deres opgaver.
Der kom egentlig ikke nogen tysk reaktion. Måske var svaret ventet. Der var også opstået generalstrejke, så tyskerne havde måske andet at tænke på.
Tysk kritik af politiets indsats under generalstrejken
Den 1. juli sendte Werner Best et brev til Svenningsen, hvor han gav udtryk for kritik af politiets manglende indsats under generalstrejken. Hvis dansk politi ikke inden for 24 timer og også med våbenmagt ville gribe ind, så ville man ikke tøve fra tysk side.
Tyskerne forlangte nu igen en sabotagevagtordning, som dansk politi flere gange havde sagt nej til. Og det havde Pancke også accepteret. Men han havde hvis skiftet mening.
Åbenbart var der en forskellig holdning, hvordan Duckwiz og Pancke opfattede begrebet Sabotagevagtordning. Igen engang forslog man fra dansk side en patruljeordning. Men det afviste Pancke nu kategorisk. Forhandlingerne blev nu afviklet i en meget spændt atmosfære, der sluttede med Panckes bemærkning om at nu ville man fra tyskernes side overveje, hvad man skulle gøre.
Politiet vil komme tyskerne i møde
Werner Best ønskede nu en bedre sikring af virksomhederne med dansk politis hjælp. De måtte fremlægge noget, der var bedre end det hidtidige, sagde han.
Ivan Stamm fra politiet gjorde opmærksom på, hvilken form for patruljering, der foregik i København og Frederiksberg foruden den almindelige patruljering. Fra kl. 20 til kl. 4 fandt en særlig patruljering sted med 5 patruljevogne udstyret med radio. De var hver bemandet med 4 mand, der var bevæbnet med 1 maskinpistol, 3 karabiner og 4 tjenestepistoler. Vognene medførte særligt lysmateriel. Vognene kørte i særlige patruljedistrikter, der var indtegnet på et særligt kort.
På kortet var der også der også de fabrikker, der skulle føres tilsyn med. Der skulle afgives melding, såfremt noget mistænkeligt blev observeret på eller ved fabrikkerne. Meldingerne ville via C.K. blive givet videre til de respektive tyske tjenestesteder.
Dansk Politi ville ikke overvåge våbenfabrikker
Fra dansk side tilbød man at udvide patruljekørslen til alle døgnets 24 timer og eventuelt med flere biler. Dog gjorde man opmærksom på, at man ikke overvågede ”Prononzierte Rüstungsbetriebe”.
Man kom også fra dansk side med forslag til hvor man kunne oprette nye politivagter. Det ville kræve yderligere 125 mand samt et ikke ubetydeligt antal pistoler, karabiner og maskinpistoler.
Best mente at planen skulle gennemføres. Under forhandlinger på Dagmarhus deltog lederen af Rüstungsstab Dänemark, Walter Forstmann. Denne ønskede en særordning for B & W i Strandgade. Men da den kom under begrebet ”prononzierte Rüstungsbetrieb” så kunne man ikke i første omgang acceptere dette fra dansk side.
Forhandlingerne var blevet ført i en ordentlig tone uden for mange protester.
Dagmarhus havde fået nye alarmsystemer
Dagmarhus havde fået installeret nye telefoncentraler med direkte linjer ud til virksomhederne. Herfra kunne der sendes overfaldskommandoer ud. De var bevæbnet med maskinpistoler og håndgranater. Enheden bestod af 12 mand og to danske guider.
Ejnar Mellerup havde til de danske betjente lavet en instruktion. Patruljerne skulle undgå enhver kontakt med sabotørerne. Og overlade det til tysk politi.
Den nye sabotagevagt var politiets sidste indrømmelse
Tyskerne kunne ikke forstå, hvorfor dansk politi ikke kunne iværksætte den nye ordning med det samme. Det var de meget utilfredse med.
Men fra august måned var den nye ordning til tyskernes tilfredshed så blevet gennemført. I en periode på ca. 7 uger fra generalstrejken forekom der ikke nævneværdige sabotageaktioner.
Denne nye sabotagevagt var den sidste indrømmelse dansk politi gav tyskerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 26, 2021
Kastellet – spredte historier (3)
Christian den Fjerde havde store tanker. Sankt Anna Skanse skulle etableres. Det krævede store arbejdsstyrker og masser af materiel. Efter kongens død fik stedet et nyt navn. Vartov blev beskudt. Og svenskerne stormede i 1658. Ingeniør Hoffmann mente ikke, at der var penge nok. Man gjorde meget ud af Glædessalut. Henrik Rüse dukkede op. Flere regimenter blev lagt under ham. Regeringen manglede penge. Mere arbejde for Rüse. Han blev mødt af megen fjendskab. Fjenderne undersøgte også arbejdets kvalitet. Masser af kanoner og krudt. Her var en fast artilleristyrke. Isen skulle brydes. Der var lange arbejdsdage og pludselig skulle 600 læs hestegødning fjernes. Kanonerne kunne næppe række længere end til Refshaleøen. Kanoner og andet skyts var efterhånden i en meget dårlig forfatning. 1.000 Rigsdaler blev bevilliget til årlig vedligeholdelse. Voldmesteren havde en vigtig funktion. Og så var det lige voldskytten. Fra 1727 måtte alle ansatte færdes på vold-vejen. Der blev mod betaling tilladt for alle at gå her. Kaptajnens vasketøj endte for krigsretten.
Christian den Fjerde havde store tanker
Christian den Fjerde gjorde sig store tanker om Københavns befæstning. Søerne skulle være i yderste linje. De skulle understøttes af befæstninger som Ladegården, Ravnsborg og Vartov.
Disse tanker gav anledning til anlæggelse af Sankt Anna Skanse, sådan lød Kastellets første navn. Det hele skulle beskytte det nye havneløb som i 1624 var blevet dannet ved hjælp af nogle sænkede skibe, havde man opført to bolværker med blokhuse tæt ved det sted, hvor Toldboden i 1627 blev anlagt.
Ved den østlige ende af Sortedamssøen var der i årene fra 1625 til 1629 anlagt fæstningen Vartov.
Ved den nuværende Triangel strakte der sig en lang række jordvolde med grave foran ned mod stranden, hen over det terræn hvor nu Holsteinsgade, Willemoesgade, Classensgade m.m. befinder sig i dag. Dengang var det et meget vanskeligt tilgængeligt område.
Sankt Anna Skanse
Helt herude ved det før omtalte havneindløb blev Sankt Anna Skanse anlagt. Dens volde og grave dækkede både land – og søsiden.
Det var i december 1626 at arbejdet med Sankt Anna Skanse blev påbegyndt. For at få skaffet midler til dette, blev der i 1627 foreløbig i en periode på tre år bevilliget forhøjelse af tolden på salt – og silkevarer.
Nu var det beløb, der kom ind slet ikke nok. Så den 28. januar 1631 blev der på ny bevilliget forhøjelser igen i en periode på tre år. Men ak dette forslog heller ikke noget. For tredje gang måtte der bevilges forhøjelse. Men denne gang var det så i en periode på hele 9 år.
Nu ville Rigsraadet kun gå med til en periode på 6 år. Men det endte med at toldforhøjelserne næsten blev permanente. Det var ikke småbeløb, der kom ind. Tidsrummet fra 1641 til 1646 beløb sig til 243.884 Rigsdaler. Men det var også omtrent det beløb man havde brug for.
Store arbejdsstyrker og masser af materiale
Hele byggeriet krævede store arbejdsstyrker og masser af materialer. Det var særlig brug for store kampesten. Halvdelen af fæstningen kom til at ligge på den åbne strand.
Hvad arbejdskraften angik var det bønderne, der måtte holde for. Den 15. december 1626 blev bønderne mellem København og Roskilde tilsagt at køre huggede sten derud fra Amager. Denne tilsigelse blev gentaget et par gange. Selv fra Skåne kom der sten.
Med sin sædvanlige energi satte Christian den Fjerde alt ind for at gøre fæstningen færdig. Selv om han atter og atter skyndede på færdiggørelsen trak arbejdet i langdrag idet man stødte på vanskeligheder. Og en af disse var at hele byggeriet blev langt større, end man havde forestillet sig.
Og så kneb det også lidt med koordinationen. Man var nemlig også i gang med nedrivningen af den gamle Østervoldlinje. Men denne var åbenbart forsynet med skyts. Dette fremgår af en melding fra den 16. august 1644, hvor der var afgivet festskud i anledningen af slaget på Kolberger Hede. Åbenbart var det en afdeling fra flåden, der lå her.
Efter kongens død – nyt navn
Efter Christian den Fjerdes død i 1648 forsvandt navnet Sankt Anna Skanse efterhånden. Efterhånden blev navnet Sankt Anna Kastel. Men ifølge et skøde fra 1651 var navnet nu ”Frederichs Kastel”. Den nye Østervold var i sommeren 1647 i en højst mangelfuld tilstand. Den havde slået en bue uden om det nye Sankt Anna Kvarter.
Men nu gik man i gang med at forstærke Kastellet yderligere. Derfor krævede man penge ind fra liggende skibe i vinterhalvåret. Det var de såkaldte Vinterhavnepenge. Og dette blev sat i værk den 11. februar 1653.
Det var mandskab fra de nationale, særlig det sjællandske regiment, der kom til at arbejde på befæstningen. Og det var i et antal af 2.400 pr. dag.
Vartov blev beskudt
Da Carl den Tiende Gustav i august 1658 lagde en jernring om staden, blev den ydre befæstningslinje straks opgivet. Det var fordi den endnu ikke var færdig og alt for svag. Svenskerne tog den også straks i besiddelse. De tog også straks Vartov i besiddelse.
Men denne blev kraftig beskudt fra prammen ”Den stumpede Hund”, der lå der, hvor Bechs Badeanstalt kom til at ligge. Men også fra Kastellets volde blev Vartov beskudt. I november kom Vartov igen i dansk besiddelse. Men stedet var da helt nedbrudt. Tømmeret blev bragt til Kastellet, hvor det kunne blive genbrugt.
Vagtstyrken på Kastellet udgjorde efterhånden 200 mand. Den 13. august var adelen i hovedstaden blevet opfordret til at stille med en karl eller kvinde med en spade i tre dages tid til befæstningsarbejde.
Da frosten hen på vinteren gjorde sig gældende, blev de kongelige betjente beordret til befæstningsarbejde. Denne ordre måtte dog gentages flere gange.
Da svenskerne stormede i 1658
På selve ”Stormnatten” den 11. februar 1659 var der på Kastellets volde anbragt 33 ”stykker” skyts under kommando af oberst Bertram de la Coste, der under sig havde en vognmester og yderligere 50 mand.
Voldene var besat af seks kompagnier af Kongens Livregiment til fods – Livgarden. I det indre af Kastellet var der opstillet et kompagni ryttere, et kompagni borgere to kompagnier hollandske soldater og 100 danske og 100 hollandske bådsmænd. Oberst Frederik Ahlefeldt var kommandant for det hele.
Svenskerne forsøgte en sidste gang at angribe på det svageste led – mellemrummet mellem Østervold og kastellet. Og svenskerne trak sig tilbage over den tilfrosne Sortedamssø. Kommandant Frederik Ahlefeldt var selv til stede og viste stor tapperhed. Han blev forfremmet til generalmajor og optaget i den arvelige adelstand.
I de nærmeste dage efter at stormen var afslået fortsatte man med feberagtig hast på udbedringen af kastellets volde. I den alleryderste nød ville man trække sig her tilbage og udkæmpe det sidste slag. Man satte nu alt ind for at gøre hele fæstningen så modstandsdygtig som mulig.
Glædes – salut fra byens volde
Fra byens gårde og stalde kørtes der jord og møg derud i store mængder. Den 4. marts blev borgmestre og Råd beordret til at holde gaderne rene og lade skarnet køre ud til kastellet. Så fik man ikke blot foretaget en grundig rensning af byens gader, hvad der i de dage ofte trængtes til. Og man gentog opfordringerne til at køre alt ud til kastellet.
Tømmer skulle også bruges. Det kom frem i pramme. Palisader skulle rejses. Bygninger skulle opføres. Og Amagers bønder blev beordret derud for at ”vække” isen på Kastellets grave.
Da freden i 1660 blev sluttet, blev der i den anledning afgivet Glædes – salut fra byens volde.
Ingeniør Hoffmann mente ikke at der var nok penge
Nu blev der besluttet, at der skulle anlægges en dæmning med en dækket vej. Det var begyndelsen til den senere Langelinie. Til dette og en række andre arbejder blev der beregnet, at der skulle bruges 700 mand og en sum af 11.252 Rigsdaler. Men ingeniør Gotfred Hoffmann mente nu at dette beløb slet ikke rakte.
Henrik Rüse dukkede op
Endelig i maj 1661 kunne man komme i gang. Der var indkøbt for 260 Rigsdaler hakker, skovle, spader og skub-karrer, hvilket var en slags trillebør. Heller ikke det nye budget syntes at kunne holde. Midt under det hele dukkede der så en ny mand frem. Det var den hollandske ingeniør Henrik Rüse og i hans lod faldt det at blive Kastellets egentlige bygmester. Det er under hans ledelse, at Kastellet har fået det udseende, som det har i dag.
Den 1. juli stillede Rüse sine betingelser for overhovedet at gå i dansk tjeneste. Han forlangte en årlig gage på 3.000 Rigsdaler. Fra dansk side mente man ikke, at det kunne lade sig gøre. Han svarede da også prompte, at så gad han ikke forhandle mere.
Flere regimenter under Rüse
Den 26. juli var forhandlingerne tilendebragt. Ifølge kontrakten skulle der udbetales i alt 110.000 rigsdaler for at opføre det nye Kastel, dette skulle være fuldbragt i løbet af tre år regnet fra foråret 1662.
Gravene skulle have en dybde på fire fod og en del af den udgravede jordmasse skulle benyttes til at hæve terrænhøjden inde i selve Kastellet, for selv efter mange års opfyldninger var denne endnu lavere end daglig vande i havnen.
Til hjælp fik Rüse sit eget regiment, det tidligere Lübbes Regiment. Desuden fik han også Kongens Livregiment til fods – Livgarden og fra april 1663 det sjællandske nationale regiment.
Regeringen manglede penge
Det var dog kun i de seks sommermåneder, der blev arbejdet med fuld kraft. Rüse klagede også over mangel på arbejdskraft. Nogle af dem skulle også imod aftale forrette garnisonstjeneste. Og så skulle en ikke ringe del også inddrive restancer i de landdistrikter, der skulle underholde regimentet.
Regeringens vilje var måske god nok men de kæmpede med pengemangel. I juli måned 1662 havde regimentet ikke fået løn i tre måneder. Men i løbet af sommeren 1662 opførtes de to bastioner ud imod søen. Også Langelinie blev udført dette år.
I april 1663 blev mandskabet forøget. I dette år lykkedes det at fuldføre Kastellets hovedvold samt den overvejende del af ”Smedelinien”.
Mere arbejde for Rüse
Rüse fik mere arbejde. Han skulle opføre en bolig for kommandanten, et provianthus, 31 brakker, et pælehus og tre udfaldsporte. Han skulle også opføre 7 vagthuse og 34 skilderhuse samt hovedgadens brobelægning.
Man ved med sikkerhed, at der under bygningen har været kongeligt besøg herude. I januar 1664 blev Rüse udnævnt til generalmajor i Infanteriet og til Assessor i Krigskollegiet. Få dag efter blev han optaget i adelstanden.
Rüse mødte masser af fjendskab
Rüse mødte dog modstand i alle klasser af befolkningen. Selv kronprinsen var fjendtlig over for ham. Tidens store mænd bakkede kronprinsen op. Befolkningen trøstede sig med, at når barakkerne engang var færdige, så ville det lette på indkvarteringsbyrden.
Rüse var også forfulgt af uheld. Ofte var der stridigheder med officererne. Og så forsinkede vejret arbejdet. Mandskabet stjal materiellet for at supplere den dårlige løn. Heste døde af overanstrengelse og sygdom. Fire gange havde Sundet gennembrudt dæmningerne.
Endelig i sommeren 1664 stod voldene færdige. Men i juni måned brød et heftigt uvejr løs. Regnen skyllede ned i gravene i store mængder. Så måtte man atter i gang med at udbedre voldene. Alligevel lykkedes det for Rüse næsten at overholde kontrakterne til punkt og prikke.
Den 20. april 1644 afsluttedes den 4. kontrakt, der omfattede bl.a. opførelsen af officerskvarter, fængsler, arsenal, bryggeri, bageri og af 12 barakker.
Fjenderne undersøgte byggeriets kvalitet
En kommission bestående af Rüses bitre fjender skulle undersøge om Rüse havde overholdt forpligtelserne. Men der var ikke noget at komme efter. Men så kastede man sig over småtingene, derfor trak afleveringen ud.
Den 4. december 1677 fik Rüse efter ansøgning bevilliget sin afsked. Han fik bevilliget årlig 1.500 Rigsdaler i ventepenge. Resten af sin levetid tilbragte han på sine godser her i landet og i Holland. I foråret 1679 afgik han i en alder af 55 år ved døden på sit gods Savært.
Rüse selv har udtalt, at han ikke har spundet guld på sit arbejde for regeringen. Tvært i mod sagde han, har han haft flere udgifter end indtægter.
Masser af kanoner på Kastellet
Så snart jorden i de ny opkastede volde havde fæstnet sig så meget at den kunne bære vægten af det svære fæstningsskyts, trådte dette efterhånden i stedet for det lette feltskyts., som man havde anvendt i den første tid.
Js sådan skrev den svenske gesandt Gustav Lilliecrona den 23. februar 1665 hjem til sin konge.
Den 22. august fik Kastellets nye skyts deres ilddåb. Anledningen var den franske ambassadør Hugo Terlons afrejse. Der blev saluteret fra Kastellet for første gang.
Masser af krudt
På kastellets volde var der hele 90 stykker større eller mindre skyts, der anføres at have været ”dobbelt skarpladte”. Til alt dette var der selvfølgelig en tilsvarende beholdning af ammunition. I fortegnelsen omtales:
Denne beholdning varierede nu meget.
En fast artilleristyrke
Det var ikke kun ved festdage for de kongelige, at der blev affyret. Det gjorde det også når en af Danmarks stormænd blev ført til sit sidste hvilested. Det var tilfældet, da Fr. Ahlefeldt i januar 1672 var død. Hans lig skulle føres til Eckernförde. Fra Kastellet blev der affyret 27 sørgeskud.
Fra 1671 blev der i en lang årrække hver nytårsmorgen affyret en salut på 27 skud. Men fra Kastellet blev der kun affyret seks skud.
Men det mærkværdige er, at der ved disse lejligheder blev skudt med skarpt.
Til skytsets betjening havde Kastellet selvfølgelig den fornødne artilleristyrke, et kompagni som altid var indkvarteret i selve Kastellet for straks at kunne være ved hånden. Ved denne tid bestod styrken af en kaptajn, to løjtnanter, 2 stykjunkere, 30 konstabler, 60 håndlangere, 1 mønsterskriver, 2 trommeslagere og en skalmejeblæser.
Isen skulle brydes
Så snart Kastellet havde fået deres første indkvartering i 1664 gjaldt det om at afskære soldaterne fra omverdenen. Derved skulle man forhindre desertering. Det betød at renderne om vinteren skulle afises. Når isen blev så tyk, at den kunne bære en person, skulle en lille isblok udhugges og præsenteres for den ældste af Regimentscheferne. Denne skulle så præsentere isblokken for Kommandanten.
Lange arbejdsdage
Allerede i 1686 talte man om reparation og mangler på de forskellige bastioner. Brystværnet på Kongens Bastion skulle gøres 3 fod højere. Prinsens Bastion skulle forsynes med skydeskår. Rampen, der førte op til den, var i en meget dårlig forfatning. Den skulle opføres helt fra grunden.
I anledning af disse arbejder blev man forstærket med to kompagnier. I hele Frederik den Fjerdes regeringstid blev der bevilliget 2.000 Rigsdaler til vedligeholdelsesarbejder på Kastellet.
Man startede klokken fire eller fem om morgenen afhængig af årstiden. Der blev arbejdet fem timer om formiddagen og fem timer om eftermiddagen. Hviletider blev fastsat af kommandanten i samarbejde med ingeniørerne.
Mandskabet måtte ikke uden ingeniørernes tilladelse forlade arbejdet for eksempel ved indtrædelse af stærkt regnvejr. En trommeslager markerede arbejdets begyndelse og ophør samt hvilepauser.
6.000 læs hestegødning skulle fjernes
I sommeren 1716 var der hobet så meget hestegødning og andet urenlighed op i Kastellet. At det tilsammen drejede sig om ikke mindre end 600 læs. Dette skulle nu føres ud af kastellet. Kommandanten havde i den anledning henvendt sig til Stadens Politimester med opfordring til om han kunne afgive de fornødne renovationsvogne til skarnets bortkørsel.
Men politimesteren nægtede i første omgang at have noget med sagen at gøre, Nu blev sagen så forelagt Generalkommissionen, der udtalte sin forbavselse over, at kommandanten ikke fra tid til anden havde ladet det anbringe på fæstningens volde. Der havde det været god brug for det.
Vognene var optaget ved kornlosning. Og man tildelte kommandanten en alvorlig næse. Men denne ville ikke modtage den. I stedet beklagede kommandanten sig nu over Kastellets dårlige forsvarstilstand.
Hvordan kommandanten kom af med de 600 læs, vides ikke.
Kunne ikke række længere end til Refshaleøen
I 1698 undrede Rentekammeret sig over, hvordan Ove Meyer kunne klare alle de ting han skulle på Kastellet. Således stod han både for proviant, ammunition og materiel.
I juli 1700 nærmede en stor flåde sig København. Den bestod af en kombineret svensk-hollandsk og engelsk flåde. Men Kastellets skyts kunne ikke bruges, da den danske flåde lagde sig tæt under voldene. Så kastellets kanoner kunne komme til at skyde sine egne.
Andre mente, at kanonerne fra Kastellet ikke kunne have gjort nogen virkning og ville næppe have rakt længere end til Refshaleøen.
Kanoner og skyts i en meget dårlig forfatning
Men hvor godt var dette skyts i grunden? Kommandanten skriver den 9. juli 1712 til kongen, at tilstanden på batteriet ikke er godt. Mange af kanonerne kunne slet ikke bruges. Der skal foretages reparation og anskaffes nye kanoner.
I januar 1716 forlød der rygter om at den svenske konge ville gøre landgang på Sjælland. Kommandanten havde stor betænkelighed med Kastellets forsvarstilstand. Faren fra svenskerne drev over og det hele trådte ind i den tidligere slendrian.
Der kom nu et overslag til nye lavetter. De ville koste 900 Rigsdaler. Men dette blev ikke bifaldet, fordi Hans Majestæts kasse ikke kunne afholde så stor en udgift.
1.000 Rigsdaler årligt til vedligehold
I oktober 1717, da Kastellet skiftede kommandant, lød der også klager. På de tre hovedbastioner, Kongens, Dronningens og Grevens Bastion var artilleriets tilstand meget dårligt. Træværket og plankerne var ganske rådne. Kanonerne kunne slet ikke bevæges på dette underlag.
Lavetterne var dels så gamle, at træet var råddent. Kanonerne var i sin tid malet blå og røde, men dette var ødelagt af vejr og vind. Maling var absolut nødvendig.
Videre hed det i indstillingen, at Lavetmageren og hans svende samt smeden hele vinteren igennem havde nydt deres gage uden at gøre noget som helst gavn for den. Der blev foreslået, at der fremover bevilliges en fast sum til vedligeholdelse af Kastellets artilleri.
Denne indstilling bevirkede, at kongen den 7. november bevilligede 1.000 Rigsdaler årlig. Allerede dagen efter forlagde der en befaling til kommandanten om, at han skulle beordre oberst Harbou til hurtigst muligt at lade batterierne sætte i stand.
Hos købmand Soelberg skulle kommandanten udsøge tømmer, som proviantforvalter Westergaard derefter, skulle lade transportere på materielvogne til Kastellet.
Der blev stadig affyret masser af hyldest – affyringer fra Kastellet. Men den 22. august 1764 mente kongen at den sædvanlige nytårsaffyring skulle ophøre – ”da den ikke var til nogen nytte for krigstjenesten”.
Voldmesteren havde en vigtig funktion
Voldmesteren som også blev kaldt for plantage-mesteren, spillede en ret betydelig rolle, når det gjaldt arbejde på fæstningsværkerne. I 1672 boede han i Stok-barak nr. 68. Han syntes at have ført en slags politieftersyn.
Således skulle han også føre tilsyn med om Overofficerer, underofficerer ”Gemene” eller garnisonsbetjente holdt svin, hunde, høns eller andre ”lignende” dyr. Når sådanne dyr viser sig på voldene blev de skudt.
En Voldsskytte
Åbenbart er det ikke alle, der har overholdt dette. For i 1729 indførte kommandanten ”den gamle skik” med en voldsskytte. Åbenbart var han ikke længe ansat for i 1729 forlød det, at skildvagterne kunne øve deres skydefærdigheder på de dyr, der ikke respekterede de trykte love og bestemmelser.
I 1739 hed det så at Voldskytten for at skyde hunde på volden oppebar et årligt honorar af seks rigsdaler, et beløb der tillige var beregnet til indkøb af krudt og bly. I en instruktion af 176a også kunne omfatte andet end husdyr. Kommandanten havde således jagtretten på hele fæstningsterritoriet.
Fra 1727 måtte alle ansatte færdes på vold-vejen
Passagen på volden var i de ældre tider stærkt begrænset. Endnu i 1710 var det kun tale om ridning og kørsel for ”Vi og Vort kobelige Hus”. Her kan det lige tilføjes at dette også kunne tillades høje officerer indtil oberster at færdes her men dog kun til fods.
I 1727 syntes det dog som om, at enhver der hørte til Garnisonen havde tilladelse til at færdes deroppe, men selvfølgelig måtte den færdsel kun forgå på den ordinære vold-vej og aldrig oppe på brystværnets krone. Her var endnu ikke anlagt nogen sti som i vore dage.
Alle andre, der ville færdes her, skulle have tilladelse og følges med en overofficer eller en ordonnans fra Kommandantskabet. Der var strengt forbudt at plukke violer.
Mod betaling – fri passage
Først i slutningen af det 18. århundrede begyndte man mod betaling at udstede tilladelse til at gå på volden. En del af dette beløb anvendte man så til et militært musikkorps, der på visse dage musicerede på volden.
Når kommandanten gik eller kørte i Udenværkerne skulle de på Hovedvolden stående skildvagter honorere ham med ”skarpt skuldret Gevær”, mens hverken vagter eller skildvagter i Udenværkerne skulle afgive honnør for ham.
I Krigsretten – Kaptajnens vasketøj stjålet
De gode officersfruer kunne ikke modstå fristelsen for at bruge Volden og dennes skråninger som tørre – og Blegeplads for hjemmets vask. Dette fremgår af en krigsretssag fra august 1694. Her gik det så vidt, en tjenestepige til fru kaptajn Numsen ikke alene bredte herskabets mest intime klædningsstykker, men endda pålagde den daværende vagtkommandør og skildvagten til at passe på det.
Men da pigen kom tilbage efter den fine vask, manglede der 2 mandsskjorter, 1 ”Küstenbüse”, 2 andre skjorter og et lommetørklæde.
Fru Numsen formodede at få hendes mand til at klage overvagtkommandøren som over for skildvagten forlangte erstatning for det stjålne tøj.
I det efterfølgende forhør indrømmede man også at pigen havde bedt dem om at passe på tøjet. Men hvilken afgørelse man kom frem til kunne være interessant at få at vide.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Hvis du vil vide mere: – Om Svenskekrigene: