Artikler
September 16, 2018
De glemte krigssejlere
Ingen var interesseret i at lytte. Søfolkene var i evig spændingstilstand. Stauning i 1940: ”I skal ikke blive glemt”. England betragtede danskerne som fjender i begyndelsen. Tyskerne havde succes på Atlanterhavet i de første år. Der var danske søfolk overalt. Der var også den iskolde rute med fornøjelser. Vi skal møde Kanon – Sussi. Alkohol dulmede nerverne og blev en god ven. Der var masser af drama. Dansk film hyldede krigssejlerne. Og så blev flaget taget fra danskerne. Russerne ville ikke anerkende danskerne 800 danskere og 31 dansk bemandede både til D – dag. Danske søfolk glemt i mange år i Normandiet. Nu er de kommet på museum dernede. Den engelske konge takkede danskerne. Vi skal høre om hjemmeflåden, handelsflåden og udeflåden. Danskere var med til at lave tyske torpedoer. Vi møder en sømand, der tog turen over kanalen til Normandiet hele 25 gange. Hvorfor blev krigssejlerne glemt?
Ingen var interesseret i at lytte
Ja de fleste vil sikkert kalde dette for en forkert overskrift. De er da ikke glemt mere. Nej, men det varede sandelig længe inden de blev anerkendt. Hele 6.300 danske krigssejlere sejlede for de allierede og 2.200 af dem betalte den højeste pris. Et ukendt antal var lemlæstet og traumatiseret resten af livet.
Mange havnede som krigsfanger og måtte tilbringe tid på sygehuse efter sænkninger. Psykisk var krigssejlerne og deres familier mærket senere i livet.
Det var de lokale grupper udstyret med armbind med de tre farver, stålhjelm og håndvåben, der søgte at holde ro og orden. Mange andre kom senere på banen som fx Den danske Brigade, der havde etableret sig i Sverige. KZ – fangerne og de danske søfolk sivede ubemærket hjem i løbet af nogle år. Der var ikke nogen, der var interesseret i at lytte.
I evig spændingstilstand
Man var i en spændingstilstand, som man levede dag efter dag, nat efter nat i rædsel for det ukendte i dybet. Det var ufattelige prøvelser og afsavn, søfolkene måtte igennem. Nogen særlig ophøjet placering efter krigen fik de ikke. Modstandsbevægelsens mere konkret heroiske virke skyggede for disse hverdagens helte. Den danske indsats mod nazismen foregik i lige så høj grad uden for som inden for danske nationalgrænser.
Ja disse krigssejlere er ikke tiltænkt den største plads i historien.
Stauning: I skal ikke blive glemt
Danmark havde en ikke-angrebspagt med Tyskland og erklærede sig ved krigens udbrud i september 1939, neutralt. Alligevel blev danske skibe angrebet af tyske ubåde. 29 skibe blev sænket inden den 9. april 1940. Da havde 360 allerede mistet livet.
Den 1. januar 1940 sagde statsminister Thorvald Stauning i sin nytårstale, at de aldrig ville blive glemt. Men det gik anderledes.
Betragtet som Englands fjender
Krigssejlerne var med til at sikre forsyningerne til de allierede, så kunne føre krig. Men Danmark fik taget deres flag modsat Norge, der fik lov til at beholde deres.
De danske kaptajner fik at vide, at de rent teknisk var at betragte som fjender. En af sømændene, andenstyrmand Anders Hansen fra ØK – skibet Panama lå i april 1940 i Manila. Han skrev hjem til sin kone Inger Karla, at der hele tiden var modstridende oplysninger. Først var man at betragte som Englands fjender siden deres venner.
Men til forvirringen hørte, at Handelsministeriet i København den 10. april havde sendt en opfordring til danske skibe om ”at søge til neutrale havne”.
Anders Hansen havde besluttet sig at gå i allieret tjeneste. Man i begyndelsen blev han af englænderne betragtet som ”taalte fremmede”. Muligheden for landlov til danskerne var begrænsede i forhold til nordmændene.
Særligt i de første år mærkede de danske søfolk den dobbelthed englænderne følte over for danskerne. Men de tog afsæt i den politi, som Danmark førte. De danske søfolk var underlagt en række restriktioner, og en af dem var, at man ikke måtte føre dansk flag.
Men danskere blev dog også mistænkeliggjort af briterne. De blev udsat for forhør, fængsel og fangelejr.
Storbritannien havde brug for en tons forsyninger
Storbritannien havde brug for at få tilført mere end en million tons forsyninger om ugen. Handelsskibe, der forbandt Nordamerikas industri med Storbritannien var afgørende led i den allierede krigsførelse. Det vidste tyskerne godt, og de satte alt ind på være ved ruterne.
Tyskerne havde succes i de første år
En af søkrigenes vigtigste slagmarker var Atlanterhavet, hvor de britiske konvojer kæmpede mod tyske ubåde og fly for at få forsyninger frem. Den overordnede kamp stod mellem tysk forsøg på at kappe denne forsyningslinje og samtidig prøve at sænke flere handelsskibe end de allierede kunne producere som erstatning for dem der gik ned.
I de første år af krigen havde tyskerne stor succes. Skib efter skib gik ned. Tyskerne sænkede skibene hurtigere, end de allierede kunne bygge nye. I juni 1942 havde alene Storbritannien mistet 1.000 skibe. Havde det ikke været for et stort antal handelsskibe fra lande som Norge og Danmark var slaget om Atlanten blevet tabt.
Frem til begyndelsen af 1943 var situationen kritisk. Derefter fik de allierede overtaget takket være øget brug af radar og flyovervågning. Men også fordi, at det lykkedes at bryde den kode, de tyske ubåde sendte deres radiosignaler i, så kunne man opspore dem, inden de gik til angreb mod skibskonvojerne.
Danske søfolk overalt
De danske søfolk var med i ishavskonvojerne til Rusland. De fragtede forsyninger, tropper og materiel rundt i Stillehavet. Og det var netop ad Atlanterhavets hovedfærdselsårer, hvor de sejlede med forsyninger.
Danske søfolk sejlede olie fra Sydamerika til USA og andre fragtede tropper og våben til Mellemøsten og Asien.
Den iskolde rute med fornøjelser
Den mindst kendte konvojrute gik via det nordlige ishav til Murmansk og Arkhangelsk i Nordrusland. Det var også den farligste, fordi skibene sejlede skiftevis i vinterbælgmørke og i sommermidnatssol eksponeret for tyske fly fra norske baser. Her kunne man kun overleve få minutter i det iskolde vand.
Der eksisterer nogle fandenivoldske beretninger fra Molotowsk, hvor losning og bevogtning blev varetaget af livskraftige unge piger, så søfolkene lærte russisk på hovedpuden og i havnens bombesikre cementrør.
”Og hvis vi slap tilbage til USA”, fortæller maskinmester Waldemar Lund, ”Fik vi en check på 200 dollar underskrevet af Stalin”
Kanon – Sussi
Det var også Kanon – Sussi, der var om bord på ØK’ s Eria, der den 9. april 1940 søgte canadisk havn og gik i britisk krigstjeneste. Fru Weber, som hun også hed, blev den første kvindelige kanonskytte. Hun betalte omkostningerne med flossede nerver og elendig nattesøvn. Som så mange andre konvojsejlende oplevede fru Weber gang på gang tyske u – både, der i store flokke angreb de allierede handelsskibe, eksplosionerne til højre og venstre, skibe der gik ned på halve minutter.
Mange turde kun sove med åben dør eller som Kanon – Sussi med våben i sengen, hvad der ikke hindrede hylende mareridt.
I øvrigt blev hyren trukket fra det øjeblik, skibet var forlist.
Masser af drama
Hvis man ikke blev suget med ned, når et skib synkede på tre minutter, pulveriseret i en eksplosion, kogt i maskinrummet eller mejet ned af tyske ubådes maskingeværer, og hvis man overlevede 8 dage på åbent hav, så var det angsten.
Mange har set kammerater brænde i olie og blive agterudsejlet, for skibene måtte ikke standse og samle overlevende op. Dette øgede risikoen for torpederinger og kollisioner i konvojen. Det hele bidrog til følgesygdomme efter krigen.
Alkohol blev en god ven
Erik Gøbel Jensen startede efter syv års skolegang i marinen som skibsdreng og senere letmatros. Den 9. april 1940 var han med som telegrafist på et skib i Dakar, der blev opbragt af franske myndigheder. Derefter var han på et belgisk skib under amerikansk kontrol.
Erik Gøbel Jensen sejlede i 38 måneder krigssejlads bl.a. i Atlanten. Han var radiotelegrafist på et ammunitionsskib, der i november 1943 blev bombet af tyske fly i Middelhavet og sank. Efter fire – fem timer i vandet blev han samlet op af en amerikansk destroyer. Men han havde stærke forbrændinger og kraniebrud.
Efter nogle måneders rekonvalescens tog han atter hyre på et skib og sejlede på Atlanten. Han deltog i troppetransporter til Normandiet. Han sejlede også til Burma, hvor hans skib blev bombet af japanske fly.
Erik Gøbel Jensen vendte hjem til Danmark i 1947 med sin belgiske hustru. Efter krigen led han af traumer og begyndte at drikke. Og hans ægteskab gik i stykker. Historien er omtalt i Frihedsfondens rapport, der blev udarbejdet i 1982, og som er omtalt i bogen ”Sænket af tyskerne”.
Alkohol dulmede mareridtet
Maskinmester Andreasen var en af de danske søfolk, der efter Danmarks besættelse 9. april 1940 gik i allieret tjeneste. I 1941 på vej med forsyninger fra Canada til England, blev hans skib torpederet af en tysk ubåd.
Skibet gik midtover, men Andreasen slap ud med sin ruhårede terrier Terry. De holdt sig til et flydende køleskab, blev samlet op af et norsk skib, og knap var de blevet overført til en britisk destroyer, før ”nordmanden” sprang i luften. Det var et ammunitionsskib, og der var ingen overlevende herfra at samle op.
Maskinmesteren kom på hospitalet i Hull, blev kørt ned af en bil i Newcastle, igen indlagt på hospital – og gift med en sygeplejerske.
Han fortsatte krigssejladsen og deltog i invasionen i Normandiet i juni 1944. Efter krigen fik han tuberkulose og blev maskinmester på B&W. Men han blev en fast ven af alkoholen. Den dulmede mareridt, hvor han genoplevede ”halve skibe, brændende mennesker osv.”
Kammerater og venner i navnløs grav
På de allieredes side mistede man i 1942 næsten 3.000 skibe i Atlanten. I et brev hjem til sin kone fra januar 1943 skriver Anders Hansen:
Da flaget blev taget fra danskerne
Efter krigen giver kaptajnen på ØK – skibet Erria, Mouritsen en englænder tørt på, da denne spørger om ikke kaptajnen er glad for igen at kunne sejle under dansk flag:
Så vidt vides faldt denne undskyldning aldrig.
Dansk Film hædrede krigssejlerne
Dansk film bidrog dog med et værdigt minde i ”Støt står den danske sømand af Bodil Ipsen og Lau Lauritzen jun. med sidstnævnte og Poul Reichardt i hovedrollerne som typiske danske sømænd i allieret tjeneste.
Russerne ville ikke anerkende danskernes indsats
Først i 2014, da man markerede 70 – års dagen for den vest-allierede invasion i Normandiet den 6. juni 1944 var Danmark inviteret med. Vi skal heller ikke glemme, at 1.000 danskere havde meldt sig til den engelske hær dengang.
Det var den konservative politiker John Christmas Møller, der sammen med et par andre, der i september 1943 havde opsøgt den britiske udenrigsminister Anthony Eden. Danskerne anmodede om, at blive anerkendt som medlem af alliancen mod Hitler. Englænderne og amerikanerne var positive. Sovjetunionen sagde afgjort nej. Først langt ind i 1944 fik vi en nogenlunde accept fra russerne. Sovjets forståelige reservation bevirkede, at Danmark aldrig fik status som andet end ”de facto – allieret” Russerne glemte aldrig, at vi havde sagt ja til Antikominternpakten. Dermed havde vi tilsluttet os Tyskland og tilsluttet os angrebet mod Sovjetunionen.
800 danskere og 31 dansk bemandede både på D – Dag
Dat danske bidrag på selve D – dagen var ellers stort. 800 søfolk på 31 dansk bemandede skibe deltog. Måske er det søfolkene der er den gruppe, som ydede det største og mest presserende bidrag til, at det ar muligt at besejre Tyskland. Især i krigens første halvdel var det af vital betydning.
Under kodenavnet Operation Overlord var det en landgang af hidtil uset format og størrelse. I alt blev 130.000 mand landsat på førstedagen fra søssiden og yderligere 23.000 fra luften. Til at gennemføre operationen blev der brugt tæt ved 7.000 skibe som talte både landgangsfartøjer, krigsskibe og et større antal handelsskibe.
Sømand ”Kaj” beskriver D – dag
I en samtidig beskrivelse beretter en sømand under dæknavnet ”Kaj”, om sine oplevelser fra invasionens anden dag. Kaj fortæller om rutefarten – lastning og losning – mellem den engelske kyst og Normandiet. Han gør sig følgende betragtning:
Hvem Kaj var, ved vi ikke. Måske var han en af dem, der betalte den højeste pris. En ting synes i hvert fald sikkert, at han ville have glædet sig til, at Danmark endelig på 70 års dagen var blevet anerkendt som allieret nation.
Danske Søfolk forbigået i mange år – også i Normandiet
Fem danske krigssejlere var til stede. De var anført af den yngste, den 90 – årige Erik Kragelund, som siden begyndelsen af 1980erne har arbejdet for at registrere og skaffe anerkendelse til krigssejlerne. Kragelund mente selv, at det skyldes, at de ikke var en forening. Mens datoer som 9. april, 29. august og 5. maj er centrale for danske frihedskæmpere, så er den 6. juni krigssejlernes mærkedag, fordi de spillede en stor rolle ved D – dag.
I 1984 blev der i Normandiet rejst en statue for de danske søfolk. Men ingen danskere var inviteret til 40, 50 og 60 – års markeringerne.
I samarbejde med tidligere kammerherre Christian Eugen-Olsen fra Frihedskampens Frednings- og Mindefond har bestræbelser nu langt og længe båret frugt. Nu mindes man endelig de danske krigssejlere.
Nu er danskerne også på museum i Normandiet
At de danske krigssejlere nu bliver løftet ud af glemselen understreges af, at D – dagsmuseet Utah Beach Museum i Normandiet har fået en udstilling om de 800 danskers bidrag. Kulturministeriet bevilligede 75.000 kr. til, at udstillingen blev en permanent del af museet.
Den engelske konge takkede danskerne
Og nu er det ikke helt rigtigt at englænderne havde glemt danskerne for i november 1944 holdt kong George den Sjette en takketale i Underhuset. Han sagde bl.a.:
Når Danmark blev omtalt på denne måde, var det for at fremhæve det danske bidrag, der var værdsat. Danmark var ikke en krigsførende nation. Vi var godt nok besat af Tyskland, men vi var formelt ikke i krig.
Danskerne vil have danske flag i den britiske hær
Men derefter gik det hele i glemmebogen. Og glemt er også, at allerede i oktober 1940 åbnede et rekrutteringskontor i London, hvor man hvervede danskere til britisk krigstjeneste. Mange brugte argumentet med at få afvasket skammen for den kampløse kapitulation 9. april 1940. Således kæmpede danskerne i regimentet The Buffs en kamp for at få påsyet et dansk flag på skulderen.
De danske søfolk ville gerne i den britiske hær, men de fik afslag, fordi briterne havde mere brug for dem til søs.
Udeflåden
Historien om de danske krigssejlere er ikke kun en militær historie om at bekæmpe nazistisk tyranni. Det er beretningen om, hvorledes uforberedte søfolk overlevede verdenskrigens gru. De udgjorde besætningerne på den danske handelsflåde skibe, der ved den tyske besættelse den 9. april 1940 var delt op i flere grupper med hver sin skæbne.
To tredjedele (udeflåden) befandt sig enten i allieret farvand og blev sammen med besætningerne beslaglagt af englænderne eller i neutralt farvand, som fx skoleskibet Danmark.
Handelsflåden
Den sidste tredjedel af handelsflåden (hjemmeflåden) befandt sig imidlertid ved den tyske besættelse i hjemlige farvande og i Østersøen. Sammen med hovedparten af fiskeriflåden var disse handelsskibe i stigende grad udsat for at blive overtaget af den tyske værnemagt til fx kystvagtopgaver. Man undgik dog med nød og næppe at flertallet af af skibene blev armeret med kanoner og at de i større antal blev brugt til militære transporter. Dog var de med til at importere kul og koks. Ligeledes transporterede de malm fra Sverige til Tyskland.
Hjemmeflåden
Det er indlysende at de danske fiskere og søfolkene i hjemmeflåden havde maget vanskelige vilkår både under og ikke mindst efter besættelsens afslutning. Deres dilemma var, at de skulle sikre familiernes udkomne og skibenes sikkerhed, samtidigt med at de var afhængige af den tyske krigsmarine og de mange højeksplosive søminer, der var udlagt langs kysterne. Fiskerne fra Esbjerg var også udsatte for engelske bombeangreb. Englænderne var af de mening, at Danmark eksporterede lidt rigelig med fisk til tyskerne.
Der var også tab blandt de hjemmelige fiskere og blandt dem, der sejlede i det tysk kontrollerede Europa.
Danskerne var med til at lave tyske torpedoer
TV2 besøgte en 95- årig krigssejler med markante meninger. Han boede sammen med sin kone i et lille hus på Tåsinge. Den danske regerings samarbejde med Hitlers Tyskland i de første tre år fik ham til at sige nej tak til at deltage til 70 – års arrangementet i Normandiet. Evald Brinck, som den ældre mand hedder mener, at det er løgn, at Danmark var allieret under Anden verdenskrig.
Men nu mødte han alligevel dronningen. Anledningen var, at krigssejlerne omsider fik den anerkendelse, som de længtes efter siden krigen. Et stort monument af kunstneren Per Arnoldi blev afsløret i Mindelunden, der hidtil havde været forbeholdt modstandsbevægelsen. Ewald fortalte:
Evald Brincks heltemod blev hans held under krigen. Han afmønstrede skibet Boringia i Skotland i 1942 for at melde sig i aktiv tjeneste i England. Få måneder senere blev Boringa torpederet af tyskerne syd for Afrika. Halvdelen af besætningen omkom, mens Evald Brinck var i træning som rekrut i den engelske by Canterbury.
I 1944 var han blevet underofficer i marinen, da der pludselig kom besked om at gøre en nybygget båd klar. Det var D-dagen, der nærmede sig.
25 ture til Normandiet
De små landgangsfartøjer krydsede Den Engelske Kanal natten til den 6. juni.
Evald Brinck nåede at sejle 25 ture til Normandiet med tropper og udstyr. Han deltog også i invasionen i Italien i 1943 og sejlede i halvandet år i Middelhavet, hvor mange af de andre skibe i konvojerne blev sænket af de tyske u – både.
Hvorfor blev de glemt?
Krigssejlerne var placeret blandt frihedskæmperne. Men det varede længe, inden de blev anerkendt som ligemænd. Men hvorfor var det sådan?
Før det første delte de ikke deres oplevelser med den øvrige danske befolkning. De bedrifter passede ikke ind i den nationale fortælling.
For det andet oplevede søfolkene hverken besættelsen eller befrielsen. De vendte først hjem, da det hele i Danmark var overstået og samfundet var på vej til normale tilstande.
For dem, der havde været i allieret tjeneste blev konsekvensen, at de ikke var hjemmehørende i den folkelige befrielsesfest, hvor alle havde været i samme båd. Det var ikke fordi, de blev nægtet adgang, men fordi festen havde det mentale adgangskrav, at man havde delt besættelsestidens vilkår. Det havde krigssejlerne ikke.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om modstand og sabotage: www.dengang.dk indeholder 257 artikler om besættelsestiden før/under/efter herunder:
September 14, 2018
Bydelen med de primitive broer (Nørrebro LIV 2)
Man ville gerne have at byporten åbnede tidligere. Og broerne var ikke meget værd. En murmester ville bygge en træbro og forlange to ører. Et læserbrev beskrev broen som egnet for selvmordere. De fine damer fik våde kjoler ved at gå over broen. Så skal vi besøge Stenhuggerhuset og Barrierehuset. Ja og her kan I også møde Ridderen af Nørrebro. Og det var på den tid, at Blågården var i forfald.
De stakkels arbejdere
I 1840 kom der et beskedent ønske om, at portene også om vinteren skulle åbnes før kl. 6 om morgenen. Men politimester Brædstrup mente, at folk ikke havde brug for varer så tidligt om morgenen. Desuden ville antallet af tyverier i så fald stige.
Man tænkte på de stakkels arbejdere, der allerede dengang arbejdede ude på Nørrebro. I 1844 indgav fabrikant Drewsen og jernstøber Heegaard en klage til Magistraten, at deres arbejdere ikke kunne komme på arbejde uden at skulle betale 2 skilling for passage gennem Nørreport. Men det varede uhyggelig længe inden man efterkom klagen. Og helt let var det heller ikke at komme til Nørrebro dengang.
Ideel for selvmordere
Nørrebro var kendt som bydelen med de primitive broer. Det gjaldt ikke kun de tre broer over Ladegårdsåen. Men også broen over Peblingesøen med dens snævre gangareal. Det var så galt, at snedkermester Mou foreslog, at man i stedet lavede færgefart på søen. Murermester Petersen ville bygge en træbro og opkræve en afgift på to ører fra alle dem, der passerede broen. Men der blev dog bygget en træbro i 1878.
Men den var det nu heller ikke tilfredshed med. Et læserbrev i Socialisten fortalte, at den nye bro var ideel til selvmordere. Broen var fæl, fortælles der. Brædder lå på langs og var pilrådne. De daglige passerende fik våde fødder, når det havde regnet. Og det pæne borgerskab kunne ikke komme til selskaber, når de skulle en tur over broen.
Træbroen blev erstattet af en dæmning i 1887. Fabrikant Hauberg søgte koncession på at oprette en ny sporvognsrute og ville så bygge en ny bro. Ruten skulle gå tværs over Fælleden til Tagensvej, hvor Hauberg netop havde etableret en maskinfabrik. Men det ville militæret ikke være med til. Men i 1904 blev dæmningen afløst af den nuværende Fredens Bro.
Stenhuggerhuset
Hvis det nu var lykkes at komme over broen, var det første hus man stødte på det såkaldte Stenhuggerhus, der lå til venstre for broen. Det var en lille forfalden hytte, der dannede et værdigt sidestykke til ”Druknehuset”. Det tilhørte ”Selskabet for Druknedes og andre Skindødes Redning” i Stenhuggerhuset boede en gammel mand, Knud Mikkelsen, der havde opsyn med redningsudstyret i skuret. Samtidig skulle han holde øje med, at der ingen ”urenligheder” blev kastet i søen.
Men ak, den gamle blev opsagt. Men han påstod, at han ikke kunne læse. Kommunen måtte ligge sag an mod ham.
På Sortedamssøen har der altid været dyrket masser af sejlsport. Beboerne på Blegdammen kunne mod et depositum på 5 mark få udleveret en nøgle til begge ender af Sortedamsdosseringen. Måske kunne man også give Gamle Knud en drikkeskilling og få ham til at åbne portene. Først med anlæggelse af Skt. Hansgade i 1851 – 1853 blev der her en offentlig sti. Stedet tilhørte vandvæsnet.
Barrierehuset
Kun på den nordlige side var der et fortov, som blev afbrudt ved Fælledvej af det såkaldte ”Barrierehus” derfra husrækken sprang frem i gaden. Dette hus tilhørte kommunen og havde i sin tid været benyttet til bolig for opsynsmanden ved bommene til Stadens Fælleder. Nu var det udlejet til en gammel enke, der nødig ville flytte. Magistraten lod huset stå for hendes skyld, skønt det var ”til hinder for Passagen” og til ”Vansir for hele Gaden”. Først i 1847, da enken selv bestemte at flytte blev huset solgt til nedrivning. Det skulle der betales 830 Rigsdaler for. Ak ja og den gamle enke betalte kun årligt 12 Rigsdaler.
Ridderen af Nørrebro
Over for dette hus lå den to etagers store Grams Have. Det var et meget populært traktørsted. Gram var en afdanket kaptajn og havde købt stedet. Han havde efter sigende fire meget smukke døtre. De var veninder med enkefru Hansens døtre, Marie og Emilie, der boede lidt længere henne af vejen. De seks piger sad hver eftermiddag og ventede på en bestemt person – nemlig forfatteren Christian Winther (Hjortens flugt). Han blev kaldt for ”Ridderen af Nørrebro”. Og ja, det blev den 19 – årige Marie Hansen, der løb med ”Ridderen”.
Blågården i forfald
På den anden side fandtes ingen fortov. Her fandtes der kun få bebyggelser. Vejen gik langs Blågården og Solitudes store haver. Blågård var den største ejendom på Nørrebro. Den strakte sig fra Nørrebrogade til Ladegårdsåen og fra Peblingesøen til den nuværende Griffenfeldsgade.
Den oprindelige hovedbygning var revet ned. Men endnu henstod på den mægtige grund en del herskabelige bygninger og pavilloner fra ”Slottets” tid. Det var dengang med blå tag og glaserede sten. Det var dette, der havde givet stedet navn. Ud mod Nørrebrogade stod to suveræne stenpiller. Omkring Pavillonerne lå store haver.
Italieneren Pelotti lavede teater på Blågården. Det var et kæmpe udstyrsstykke med lys og lyd. Men det var nu lidt svært for borgerskabet at komme frem. Først skulle de balancere over en meget smal bro over en vejgrøft. Og det sidste stykke vej var nærmest bundløs.
September 14, 2018
Da Gertrud rejste sig fra kisten (NørrebroLIV 1)
I skriver hver uge en lille artikel til NørrebroLIV – et nyt ugeblad på Nørrebro. Her er første udgave. Og det handle om, da to gravrøvere en nat vil stjæle Gertruds øreringe. Hun var dagen før blevet begravet på Assistens Kirkegård. Jo det handler om skinddød. Og det handler om gravrøverier.
Hun havde røde kinder
Ja sådan sagde den unge Rosted i 1798, dagen efter at Gertrud Bodenhof blev stedt til hvile på Assistens Kirkegård.
Gertrud blev gift som 17 – årig. Hun var datter af justitsråd Rosted i Roskilde. Svigerfar tjente penge på skibsfarten. Han købte landstedet Kildevæld til søn og svigerdatter. Herfra var der udsigt til familiens skibe, når de passerede ude i Øresund.
Den 23. juli 1798 blev hun som 20 – årig stedt til hvile. Men natten efter fik hun besøg af to gravrøvere. De stjal to øreringe, som hun havde fået af hendes mand. Da de skulle hive vielsesringen af hendes finger, vågnede hun op. Pludselig rejste hun sig halvt op i kisten og udbrød:
Hun tryglet og bedt og lovet gravrøverne guld og en rejse til Amerika. Men røverne ville ikke lade hende leve. De tog en spade og slog hende rigtig ihjel.
Det er ganske vist
Og det er ganske vist. En af ligrøverne tilstod på sit dødsleje på Frederiks Hospital. Og det var over for den senere biskop af Sjælland, Jacob Peter Mønster. I 1953 gav familierne Rosted og Bodenhof myndighederne lov til at undersøge skelettet på Assistens Kirkegård. Der fandtes ingen smykker og skelettet lå i en mærkelig stilling.
At hun var blevet begravet i skinddød tilstand er ifølge familierne meget sandsynligt. At hun skulle være myrdet med en spade kunne hverken af – eller bekræftes. Undersøgelserne var forsidestof i alverdens aviser. Kort efter udkom en bog om hændelsen udgivet af minister Viggo Starcke.
Allerede i 1783 udgav teologen Dr. Bastholm et skrift om levende begravelse. Han foreslog bl.a. at der skulle blæses med trompet, for at se om de døde skar ansigt eller om de vågnede.
Ved kapellet i nærheden af Nørrebros Runddel fik de døde en snor om håndledet, der var forbundet til en klokke – inde hos opsynsmanden. Bedemænd i USA og England solgte allerede dengang kister med ilttilførsel og signalapparater i tilfælde af!
H.C. Andersen, som også ligger begravet her på Assistens Kirkegården var også bange for at blive levende begravet. Han havde altid et skilt med, hvorpå der stod ”Jeg er kun skinddød.
Den før omtalte Dr. Bastholm opfordrede københavnerne til at forlange oprettelse af en offentlig institution, der kunne garantere mod faren for levende begravelse.
Masser af gravrøveri
Gravrøveri var der meget af dengang på Assistens Kirkegård. Skomager Meyers søn fik en bom i hovedet, da de ville gå en tur på Vesterbro. Han blev begravet på Assistens Kirkegård. Da familien efterfølgende ville besøge ham, var kisten væk.
Kadetter blev efterfølgende udkommanderet til at bistå politiet bevæbnet med jernstænger, som de stak i jorden for at konstatere, om kisterne stadig var der. I 1804 fandt man ud af at hele 509 grave var blevet hjemsøgt på Assistens Kirkegård.
I de første år var kirkegården en fattigkirkegård. En sønderjysk adelmand fra Augustenborg Slot, var den første af de fine, der blev begravet her. Og efter ham kom der mange fine. Vores adelsmand skrev i sit testamente, at han aldrig med fortsat eller mod sin vilje havde fornærmet nogen i levende live. Hans døde legeme skulle heller ikke påføre andre nogen skader.
Derfor anmodede han, at blive bestrøget med et tilstrækkelig mængde udæsket kalk i en simpel kiste 10 fod nede.
Og det med tildækningen tog man nu ikke så tungt på kirkegården. Det havde områdets hunde så stor glæde af.
Glæd jer til næste torsdag
Kære læsere – Assistens Kirkegård rummer så mange historier og spøgelser, så der kommer vi tilbage til ved en senere lejlighed. Undertegnede har fået den store ære at fortælle om Nørrebros historie. I vil i den kommende tid blive præsenteret lige fra originaler, ballademagere, kræmmere og panserbasser til fattiglemmer, mordere, sprittere og urtekræmmere og mange flere.
Hver uge vil Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv levere fotos til artiklerne.
AC
September 14, 2018
Læge under og efter Besættelsen
Mange støttede nazismen. Men andre gjorde en stor humanitær indsats. Et par enkelte medvirkede til nazi-forbrydelser. Lægerne rensede ud. 105 lægesager blev undersøgt. Men 13.492 tyske flygtninge døde i danske varetægt. Den officielle forklaring var, at det var flugtens strabadser. Døende spædbørn blev afvist af danske læger. Flygtningene var stuvet sammen under kummerlige forhold. Efter 1946 fik de bedre forhold. Tyske læger blev tvunget til blive. Og det var en overtrædelse af Geneve – konventionen. Lægerne opfattede flygtningetilgangen som endnu et tysk overgreb. Men det var et ”Führer-befehl”. Og vi gav i den grad vores fjender en ydmygende behandling efter 4. maj 1945 inklusive flygtningene. Lægeforeningen mente dog ikke, at lægerne skulle gives en kollektiv skyld. 16 læger var udsat for mord eller mordforsøg. Det var såkaldte clearingsmord beordret af Bovensieben. Denne burde ære blevet skudt. Disse mord har sikkert også haft indvirkning på lægernes beslutning
Mange støttede nazismen
Det er ingen tvivl om, at danske læger ydede en stor indsats under besættelsen. De deltog i modstandsbevægelsen og de var med til at skjule jøder. Ja de betalte også en høj pris. Således blev 21 læger henrettet eller dræbt af nazister ved såkaldte clearings-drab.
En overraskende stor del af de danske læger støttede besættelsesmagten og enkelte deltog i nazismens værste ugerninger.
Humanitær indsats
Både læger og sygeplejersker deltog, både som aktive modstandsfolk, men også med en humanitær indsats med at hjælpe sårede og hjælpe folk på flugt til det neutrale Sverige. Bispebjerg Hospital var velegnet på grund af det enorme tunnelsystem, hvor det var muligt at skjule aktiviteter som trykning af illegale blade og at skjule flygtninge.
Her blev sabotører behandlet og gemt. Og så skaffede man falske id – kort. Ja Bispebjerg Hospital var nok den største central for modstandsarbejdet. Men alle hospitaler i København og på Sjælland var aktive.
2.000 jøder passerede Bispebjerg Hospital
Her holdt man også styr på de mange personer, der ventede til at komme ril Sverige. Man holdt styr på alder, legemlige og psykiske tilstand, transportruter, biler, benzin og penge.
Mere end 1 million kr. modtog man og administrerede i løbet af de første måneder af oktober 1943 og cirka 2.000 jødiske borgere passerede hospitalet. Enkelte blev dog også snuppet af tyskerne. De kom i Vestre Fængsel og sendt i Frøslevlejren.
Mange sager fra Sønderjylland
Men vi havde også en del der var nazi – hjælpere. Helt nøjagtig 121 stykker. Man sagde, at de fleste kom fra Sønderjylland.
I Sønderjylland var mange af lægerne uddannet i Tyskland. Mange af de tysksindede håbede på en genforening med landet. Der var en stor spænding mellem dansk og tysk dengang. Ens fjende kunne være naboen eller kollegaen. De sønderjyske læger udgør under udrensningen halvdelen af de fængslede læger og en fjerdedel af alle de indberettede sager.
Kendte læger fra historien
Ja nu kender vi et par stykker, som vi allerede har skrevet om. Det var Carl Værnet, som deltog i homoseksuelle forsøg i KZ – lejren i Buchenwald. Myndighederne lod ham flygte på en klodset måde. Ja så var det Frits Clausen, lægen fra Aabenraa/Bovrup, leder af DNSAP. Ja og så var der dyrlæge Jens Møller, der ikke boede så lang fra Frits. Han var leder af det tyske mindretal og det tyske nazistparti NSDAP – N.
Emil Petersen
Emil Petersen lod sig i maj 1942 hverve til Waffen SS som militærlæge. Efter krigen fik han en mindre straf. Men hvad var det lige, han lavede? De danske myndigheder var ikke så interesseret i, hvad der skete uden for landets grænser. Man stolede på lægernes egen hvidvaskning. Først 50 år efter dukkede sandheden frem.
Emil Petersen havde fungeret som læge i SS – lazarettet i Krakow i Polen. Her blev der udført nazistiske forsøg på jøder. De kom fra to nærliggende lejre. Emil Petersen havde et nært samarbejde med den tyske læge Rascher, der efter krigen blev dømt for såkaldte koldtvandsforsøg. Fanger blev nedsænket i iskoldt vand. 300 fanger blev brug, og de 80 – 90 døde. Før og efter forsøgene havde Rascher kontakt med danske læger.
I 1947 ville de danske myndigheder dog gerne tale med Emil Petersen. Men da var han over alle bjerge. Han var taget til Brasilien.
Hans J. Bissing
Hans J. Bissing var læge i den danske hær. Men i 1940 meldte han sig ind i DNSAP. Fra 1942 gjorde han tjeneste hos Waffen SS. Han var også for retten. Her undlod man, at spørge, hvad han havde lavet ved Østfronten.
Han fortalte ikke, at han havde arbejdet i fire tvangsarbejderlejre, hvor der var civile polakker, jøder og russere. Personalet i lejrene deltog systematisk i ugerninger mod fangerne. Uarbejdsdygtige fanger blev skudt på stedet.
Senere arbejde Bissing for det nazistisike projekt Lebensborn. Man skulle øge børnetallet og sikre racebiologiske børn og mødre. I Norge blev der således oprettet et Lebensborn – hjem, hvor 8.000 børn blev født. Projektet gik også på at kidnappe børn.
Børn, der ikke blev godkendt som ariske, blev sendt i døden. Bissing fik fire års fængsel for at have meldt sig til Waffen SS. Hans ugerninger blev aldrig undersøgt. I 1948 generhvervede han sin lægeautorisation og medlemskab af Lægeforeningen. I 1950 praktiserede han igen som læge.
Aage K. Christoffersen
Aage K. Christoffersen var speciallæge i gynækologi og obstetrik. I 1928 blev han medlem af DNSAP, men meldte sig ud igen i 1941, formentlig fordi han samme år blev udnævnt til overlæge ved søværnet.
For at få praktisk kendskab til krigskirurgi og sanitetstjeneste under krigsforhold fik han i august samme år Marineministeriets tilladelse til at træde uden for nummer et år, fordi han ville på et studieophold som læge ved den tyske front. Gennem Sanitätsamt i Berlin blev han derfor ansat som læge ved Waffen – SS.
Han var udstationeret ved forskellige lazaretter i Tyskland med rang af SS – Hauptsturmführer. I 1945 tog Christoffersen hjem til Danmark. Han havde deltaget ved nogle af de hårde kampe ved østfronten og var blevet højt dekoreret.
Efter krigen blev Aage Christoffersen idømt to års fængselsstraf og kendt uværdigt til almen tillid for fem år. Han blev frakendt sin lægeautoration og ekskluderet af Lægeforeningen.
Den 29. december 1947 fik han atter tilladelse til at virke som læge.
Proteststrejke mod Jens Nielsen
De fleste læger startede igen som almindelige læger omkring 1947 – 1948. Forsvaret afskedigede efter krigen fem læger, der havde været i nazistisk tjeneste og udvist unational optræden. Derfor skulle de også ekskluderes. Det var ikke lette sager. Ofte stod man over for påstand mod påstand.
Men det var heller ikke altid, man var enige. Således var man i tvivl, om Jens Nielsen skulle have udtrykt pronazistiske og antisemitiske ytringer under besættelsen. Sagen førte til splittelse af udvalget og frikendelse af Jens Nielsen. Men på flere københavnske hospitaler proteststrejkede man.
Det førte til en ekstraordinær undersøgelse, men atter engang blev han frikendt. Men i 2010 viste det sig, at han havde samarbejdet med tyske læger, bl.a. om de koldt vands forsøg, som vi tidligere har omtalt.
Baggrunden for samtalerne var, at man i 1930erne eksperimenterede med kuldbehandling af kræftpatienter på Radiumstationen. Danske læger medvirkede eller var vidende om nazistiske grusomheder. Men de danske myndigheder viste amoralsk snæversynethed ved ikke at interessere sig ret meget for, hvad danskere lavede uden for landets grænser.
Lægerne renser ud
Ja denne overskrift kunne man læse i Kristeligt Dagblad den 17. juni 1945. Lægeforeningen ønskede at lægge afstand til medlemmernes unationale handlinger. Dem, der ikke havde ”indtaget en Holdning, som ikke er forenelig med de Krav, der maa stilles til en dansk Læge”
Jo man havde sandelig også en æresret i Lægeforeningen. Akademikere blev benævnt, som nogle, der burde være klogere. De havde en høj social status dengang, og de blev set som rollemodeller.
I retten sad fem udpegede læger, men ingen jurister. Sagerne fra æresretten kunne ikke indbringes for domstolene. De måtte hverken nævnes i pressen eller til foreningens møder. På den måde var det et ret diktatorisk foretagende. I foreningens vedtægter stod der, at en læge i sit erhverv ikke må handle på en måde, der kan skade lægestanden.
I dagene efter befrielsen blev 40.000 danskere arresteret, heraf omkring 50 læger. På baggrund af det blev 13 læger fradømt deres autorisation og dermed ekskluderet fra Lægeforeningen.
105 sager blev undersøgt
Blev man som læge ekskluderet fra Lægeforeningen kunne man ikke længere ernære sig som praktiserende læge, fordi der forelå en eksklusivaftale mellem sygekasserne og Lægeforeningen. Det betød, at ekskluderede læger ernærede sig ved landbrugsarbejde og nogle gravede tørv.
Foreningen tog selv 105 sager under behandling. Dette resulterede i at yderligere 12 læger blev ekskluderet og 33 læger blev meddelt såkaldt misbilligelse.
Men i 1947 begyndte flere af foreningerne i Danmark at genoptage de ekskluderede medlemmer. Også Lægeforeningen gav begrænset medlemsret til nogle af de ekskluderede læger.
Man kunne se, at en så stor gruppe var sat uden for samfundet. De fik begrænset medlemsret, kunne igen arbejde som sygekasselæger, men man ville stadig ikke have dem med til foreningsmøder, ligesom de ikke kunne opnå tillidsposter.
I 1950 genoptager Lægeforeningen alle ikke-fængselsdømte læger, og udrensningssagerne stoppede og blev arkiveret.
13.492 tyske flygtninge døde i dansk varetægt
Et andet kapitel vil man helst ikke tale om. Mellem 1945 og 1946 døde 13.492 tyske flygtninge på dansk jord. 7.000 af disse var under fem år – heraf var 3.000 spædbørn. Ja man kan sige, at der døde flere civile tyskere i Danmark end civile danskere – herunder danske søfolk og frikorpsfolk – under besættelse og krigshandlinger.
De var flygtet fra det krigsplagede hjemland. I Danmark døde børnene af tilstande og sygdomme, som også dengang var simple at behandle. Det var marvetarminfektioner, dehydrering, underernæring, skarlagensfeber og mæslinger.
Alt for mange døde, fordi danske læger nægtede at behandle tyskere. Bag beslutningen stod Lægeforeningen, Sundhedsstyrelsen, Udenrigsministeriet, Dansk Røde Kors og Frihedsrådet.
Et kulsort kapitel i efterkrigshistorien
Det kulsorte kapitel i den danske efterkrigshistorie kastede Kirsten Lylloff sig over i 1999. Hun dokumenterede med sin forskning, hvordan Danmark havde taget sig af flygtningene – en historie som hidtil havde været udlagt i et langt pænere lys.
Hun betegnede behandlingen af flygtningene som misrøgt og udtryk for tyskerhadet i befolkningen.
Døende spædbørn afvist
I marts 1945 besluttede Lægeforeningens hovedbestyrelse, at man ikke kunne medvirke ved organisationen af nogen form for lægehjælp til civile flygtninge. I samme måned viser en rapport fra Blegdamshospitalet, hvordan vagthavende reservelæge afviste stribevis af alvorligt syge børn.
En række døende spædbørn blev afvist. Der blev henvist til, at disse ikke var omfattet af aftalerne. Den senere medicinaldirektør Esther Ammundsen skrev en indberetning på baggrund af afvisningen:
Hvem skulle hjælpe 50 spædbørn?
Werner Best havde henvendt sig til Dansk Røde Kors. Det blev dog hurtigt klart, at der ikke var vilje til at skaffe ambulancer, medicin og sygeplejerske. Men der var enighed om at hjælpe 50 spædbørn. Det måtte enten Københavns Kommune eller en af de kristne organisationer tage sig af.
Læger truet af Gestapo
Et døende spædbarn blev afvist den 14. marts 1945 på Blegdamshospitalet. Den ledsagende tyske soldat ringede og klagede til Shellhuset. Fra Shellhuset truede man nu med, at hvis barnet døde, ville der ske noget forfærdeligt. Og det hjalp åbenbart. Barnet blev behandlet.
Børn i elendig forfatning blev afvist og sendt til det tyske krigslazaret. Her var ifølge Internationalt Røde Kors propfyldt med knap 171.000 sårede tyske soldater. Her var det ifølge Lylloff bestemt ikke et sted med kapacitet til at behandle livstruede børn.
Alarm ved epidemier
De danske læger nægtede at behandle de tyske flygtninge, undtagen hvis der var tale om paratyfus, tyfus, plettyfus og dysenteri. Men det var kun fordi de kunne smitte den danske befolkning, påstod Kirsten Lylloff.
Stuvet sammen under ubeskrivelige forhold
Vi har tidligere beskrevet forholdene for de tyske flygtninge. De var stuvet sammen under ubeskrivelige forhold i skoler, idrætshaller og lignende bygninger. Udefra kom der ingen hjælp. Det var forbudt at donere mad og tøj til flygtningene, som ikke måtte pleje omgang med danskerne. De blev set som et fremmedlegeme.
Danskerne ville have flygtningene ud af skolerne. Derfor blev der bygget baraklejre til flygtningene. Baraklejrene var elendig opvarmede. Mange steder sov man direkte på betongulv, som var overstrøet med halm med papirsække over sig. Og 2,5 kvadratmeter måtte være nok plads til tyskerne.
Utilstrækkelige og dårlig bemandede tyske lazaretter
Man afviste fra dansk side også at behandle de mest truede, nemlig børnene under fem år. Samtidig indtrådte den kaotiske slutface af flygtningeinvasionen. Flygtningene var overladt til de fuldstændige utilstrækkelig bemandede og udstyrede tyske lazaretter.
Gendarmerne var kommet hjem midt i marts og betjentene var på vej hjem, men det er ikke muligt at afgøre om lægeforeningens forhandlinger havde nogen selvstændig indflydelse herpå. Tyskerne var bitre over danskernes indstilling.
Englænderne pålagde danskerne at give flygtningene nok kalorier
I maj 1945 foreskrev kostregulativet fra Arbejds – og Socialministeriet, at hver voksne flygtning skulle have en daglig kaloriemængde på 2.000 kalorier. Tre børn under otte år måtte deles om mængden og fik omkring 650 kalorier om dagen.
Den 12. maj 1945 holdt englænderne et møde med de danske myndigheder og pålagde dem, at give flygtningene mindst 1.800 kalorier hver dag.
Uenigheder om, hvor mange, der var her
Den 5. maj 1945 befandt der sig 250.000 tyske flygtninge i Danmark, heraf var en tredjedel børn under 15 år. De blev bogstavelig isoleret med pigtråd fra det danske samfund, og derfra hurtigst muligt forsøgt returneret til Tyskland.
Hos den officielle bog om tyske flygtninge i Danmark er det anslået, at der alene ankom 370.000 flygtninge og soldater alene til Frihavnen. Der er ikke nogen præcise oplysninger om, hvor mange flygtninge og sårede soldater, der kom til Danmark.
Men det er klart, at denne invasion af sårede soldater belastede de tyske Wermacht – lazaretter. Disse kunne også have givet de tyske flygtninge kvalificeret lægebehandling, såfremt de havde mulighed for det.
”Fuhrerbefehl” af 4. februar 1945
Det var slet ikke meningen, at de danske myndigheder skulle have været involveret i behandlingen af de tyske flygtninge. Men ingen vidste, at de kom i så højt et antal. Ja og dette stemmer ikke helt overens med ”Führerbefehl af 4. februar 1945” Det var Hitler personlig, der beordrede at flygtningene skulle til Danmark. Her kunne man både komme til med båd og tog uden væsentlige hindringer.
De tyske ledere i Danmark blev beordret til at tage imod flygtningene og sørge for deres indkvartering i samarbejde med de danske myndigheder. Da de i marts 1945 bad om dansk lægehjælp havde de myrdet løs på danske læger og gav ordre til yderligere mord på dem.
Kaotiske indkvarteringsforhold
Indkvarteringsforholdene var kaotiske. Flygtningene var ikke jævnt spredt over hele landet, men koncentreret forholdsvis få steder. Midt i maj var der 90.000 flygtninge placeret i København på diverse skoler og idrætshaller. 35.000 der havde befundet sig i Københavns Frihavn ved kapitulationen var blevet flyttet til Høvelte – og Sandholmlejren nord for København.
På det tidspunkt regnede man fortsat med en snarlig hjemsendelse af flygtninge. Men den 24. juli 1945 meddelte briterne, at de tyske flygtninge ikke kunne modtages i Tyskland i hvert fald ikke i Tyskland.
Tyske læger tvunget til at blive
Lægebehandlingen var fortsat overladt til civile tyske læger, der havde været med i flygtningestrømmen. Desuden var det lægerne, der tilhørte værnemagten. Udenrigsministeriet angav det til at være 150 læger og 2.000 sygeplejerske. Men grundstammen i det tyske sanitetspersonale til behandling af flygtningene var de militær læger og sygeplejersker.
I august 1945 blev de sidste soldater, der ved kapitulationen havde ligget på lazaret sendt tilbage til Tyskland og dermed skulle lazaretpersonalet også returnere til Tyskland. Danskerne opnåede den 2. august 1945 englændernes tilladelse til at 85 tyske militærlæger og 380 sygeplejerskes status blev ændret fra militært personale flygtninge.
De forblev mod deres vilje i Danmark som ulønnet sanitetspersonale. De sidste forlod først Danmark sammen med de sidste flygtninge i 1949. Denne tvungne internering uden løn var i klar modstrid med Genevekonventionen af 1929.
Englænderne, ikke danskerne overtrådte Genevekonventionen. Det var englænderne, som tyskerne havde overgivet sig til. Men det var på danskernes opfordring, det skete. Konventionen var netop beregnet for, at den slagne part også har nogle basale rettigheder, selv om man befinder sig i modpartens varetægt. Rettigheder kan selvfølgelig ikke fratages ham, fordi tredjeland oversvømmes af flygtninge.
Det officielle Danmark mente, at alt var i orden
Den officielle forklaring på det store antal dødsfald hos de tyske flygtninge var de store strabadser ved flugten. Årsagen er dog aldrig blevet nærmere undersøgt. Det er primært nogle historikere og ikke lægevidenskaben, der har haft interesse i at få sagen belyst.
Der er selvfølgelig også mange, der har kritiseret Kirsten Lylloffs afhandling under mottoet, sådan var vi ikke i Danmark. Man har så henholdt sig til det standardværk, der blev udgivet i 1950. Det var Flygtningeadministrationen, der udgav ”Flygtninge i Danmark” Et værk på 300 sider. Indstillingen i bogen var, at trods de enorme byrder for det danske samfund ”skulle de behandles på en måde, som Danmark kunne være bekendt over for os selv og over for udlandet”. Ja og sådan blev bogen.
Dårlige sanitære installationer
Her stod der ikke beskrevet under hvilke ubeskrivelige forhold flygtningene blev stuvet sammen på. I Sundhedsstyrelsens arkiver findes der fra sommeren og efteråret 1945 talrige indberetninger fra embedsmændene om forholdene. Især de sanitære installationer var under al kritik. Dette medførte svære epidemier af specielt tyfus blandt flygtningene.
I samtiden blev det hævdet, at danskerne også var ramt af tyfus. Men det viste sig, at mens man i hele Danmark havde registreret 176 tyfus-tilfælde, så var der over 1.900 tyfus-tilfælde i de tyske flygtningelejre.
Endnu et overgreb fra Tysk side?
Allerede den 10. februar 1945 blev Werner Best informeret om, at danske læger ikke ville behandle tyske flygtninge. Argumentet var, at vi ikke havde bedt dem om at komme. Man mente, at det var tyskernes egen problem. De danske myndigheder opfattede de tyske flygtninge som endnu et overgreb fra tysk side.
Lægeforeningen mente ikke, at de ifølge Folkeretten var forpligtet til at behandle flygtningene. Og åbenbart var de danske myndigheder enige med lægerne om dette.
Noget for Noget
Den 20. februar 1945 nævnte departementschef Niels Svenningsen, at såfremt de danske KZ – fangere, herunder specielt politibetjente og gendarmer kunne frigives og dem, der så ikke kunne frigives, kunne få en bedre behandling, ja så ville man med velvilje se på behandling af tyske flygtninge.
Farlig for tyske flygtninge
Den 21. februar henvendte Lægeforeningens formand, Mogens Fenger sig til Gestapos chef i Danmark, Karl Heinz Hoffmann og protesterede mod terrormordet på helt tilfældige 4 læger på Odens Sygehus dagen før. Han meddelte at denne fremfærd kunne være farlig for de tyske flygtninge. Men egentlig var situationen langt mere alvorlig, som det vil kunne ses i slutningen af denne artikel.
Den 8. marts 1945 blev det til kredsforeningerne truffet aftale mellem Udenrigsministeriet og de tyske myndigheder, at den tyske civilbefolkning i landet blev behandlet af tyske læger, og at danske læger ikke skulle have noget med de tyske flygtninge at gøre.
Hvem skulle lave ligsyn?
Amtslægen i Vejle var blevet tilkaldt af det lokale vagtværn den 7. maj. Han skulle foretage et ligsyn af en ældre tysk kvinde, der havde begået selvmord. Men Sundhedsstyrelsen sagde nej. Man havde forgæves forsøgt at få en tysk læge fra kommandanturen i Vejle. Det lykkedes dog ikke. I flere timer lå den ældre kvinde på offentlig vej. Til sidst blev man enig om, at amtslægen for honorar måtte påtage sig opgaven.
Fra foråret 1946 og indtil den sidste tyske flygtning i 1949 forlod Danmark blev forholdene for de tyske flygtninge forbedret. Kirsten Lylloff er overbevist om, at hvis de danske læger havde levet op til god moral og faglighed, så havde tusinder af flygtningebørn overlevet.
Hvad døde de egentlig af?
Fra 1946 og frem er alle fødsler, dødsfald og epidemiske sygdomme blandt tyske flygtninge blevet indberettet til Sundhedsstyrelsen på særlige blanketter.
Man forsøgte at efterspørge dødsfald og fødsler fra den manglende periode i 1945. Men hvad flygtningene præcist døde af i 1945, er der ingen statistik på, bortset fra at 13.493 tyske flygtninge døde.
Ydmygende behandling af modstanderne
Historiker Palle Roslyng – Jensen skrev:
”Man kan ikke pålægge den danske lægestand kollektiv skyld”
I 2003 udtalte Lægeforeningen, at
En tysker med masser af blod på hænderne
Men der var også en anden side, som vi lige må have med. At det så var nogle i den forbindelse uskyldige ofre det gik ud over, er noget andet. Chefen for Sicherheitspolitizei i Danmark Otto Bovensieben mente, at lægernes standpunkt var fjendtlig og vanskelig foreneligt med deres menneskelige pligter. Men selv havde han vel en masse blod, som han skulle have vasket af.
Han tiltrådte den 6. januar 1944. Han afløste Rudolf Milner, der ikke havde været i stand til at bekæmpe modstandsbevægelsen. Det var Bovensiebens hovedopgave at effektivisere tyskernes ”Gegen-terror”- kampen mod modstandsbevægelsen.
Clearingsmord
Otto Bovensieben gav straks ordre til opbygningen af ”A-kartei”. Det var en fortegnelse over ansete danske borgere, der ville være egnede ofre for clearingmord. Han deltog personlig i planlægningen af mordene. Det siges, at han altid smilede og at han ofte var stærkt påvirket af spiritus.
I maj 1944 aftalte Bovensieben og SS Obergruppenfûhrer Günther Pancke, at Bovensieben skulle rejse til Odense for at deltage i begravelsen af en likvideret stikker og på nærmeste hold planlægge to clearingmord og nogle sprængninger for stikkeren. Jo han gik i detaljerne.
Han burde være skudt
Under retsopgøret blev Bovensieben dømt til døden. Dette blev stadfæstet af Landsretten. Men han blev løsladt og udvist til Tyskland den 1. december 1953.
Ordre: Skyd 16 læger
I alt blev der givet ordre til mord på 16 læger. Det første mord var Bovensieben dog ikke ansvarlig for. Og de mord som han gav ordre til, blev udført af Peter – gruppen. Lægerne havde dengang stor anseelse i befolkningen, så de regnede med at det ville gøre stor indtryk på befolkningen med disse mord.
Myrdet i konsultationen den 6. januar 1944. Morderne ringede på døren til lægens privatbolig over konsultationen. Den ene foregav at have fået noget i øjet. Han blev bedt om at gå ned i venteværelset. Lægen blev skudt, da han gik ned ad trappen for at undersøge patienten. Mordet blev begået af kaptajn i Schalburgkorpset Jacob Holm og SS – manden Knud Lossow. Ordren blev givet af chefen for Schalburgkorpset K.B. Martinsen.
Mordforsøg den 12.2.1944. Mordet var omhyggeligt planlagt af Bovensieben. Mordpatruljen ringede på døren til professorens tjenestebolig, hvor han havde en privat patient til behandling. Klinikassistenten åbnede døren og skreg, da morderne trak pistolerne og skubbede hende til side. Professoren kom ud på gangen. Morderne skød uden at ramme. Erik Warburg flygtede ind i undersøgelsesværelset og nåede at låse døren eftersig. Morderne skød gennem døren – igen uden at ramme.
Myrdet 24.4.1944. Planlagt af Bovensieben. To mand fra petergruppen sad i venteværelset som nogle af dagens sidste patienter. Den ene, der var udpeget til at udføre mordet, blev kaldt ind til lægen, der undersøgte ham. Lægen var så venlig, at ”patienten” ikke kunne få sig til at skyde ham. Lægen fulgte ”patienten” ud i venteværelset, hvor en anden fra mordpatruljen skød lægen på tæt hold.
Myrdet 7.10.1944. Bovensieben havde givet ordre til, at der skulle myrdes mindst to – og gerne flere i Aalborg. Richard Raetzel var en kendt og agtet læge. Han var chef for Det Danske Spejderkorps nørrejyske division. Efter 21 ringede mordpatruljen på hos lægen og bad ham følge med, da der var såret en modstandsmand, der havde behov for hjælp. Lægen blev ført hen på et gadehjørne, hvor en stikker var blevet likvideret et par dage før, og skudt.
Myrdet den 13.11.1944. Poul Carstensen var med i den lokale Frit Danmark – gruppe. Mordpatruljen bestod af Bothilsen Nielsen som leder og endvidere af Nedermark Hansen og tyskerne Kurt Heel og Josef Helsing. De kaldte lægen ud på et opdigtet sygebesøg. Da lægen kom tilbage stod morderne klar. Medens lægen var ved at køre bilen i garage, trådte Bothilsen Nielsen frem og bad lægen om at legitimere sig, hvorefter lægen blev skudt. Det var formentlig en af tyskerne, der affyrede det dræbende skud. Det er sandsynligt, at Carstensen blev udpeget lokalt af Gestapochefen i Esbjerg, August Naujock.
Planlagt myrdet 20.02.1945. Overlægen havde mistanke om, at han var efterstræbt af tyskerne, hvorfor han boede i et kammer øverst i hospitalsbygningen. Da mordpatruljen ringede på døren til privatboligen i stueetagen, slog Kûhnel alarm til sin mand med et ringeapparat, de havde installeret. Fru Kühnell lukkede entredøren op og fortalte, at hendes mand ikke var hjemme. Mordpatruljen fandt ham ikke.
Myrden den 20.02.1945. Bovensieben havde udpeget Petergruppen til at udføre en række clearingsmord i Odense. Et af kravene fra ledelsen i Københavb havde været, at der skulle skydes mindst otte læger i Odense. Tidligt om morgenen den 20. kørte mordpatruljen til lægeboligerne på sygehuset. Som nævnt fandt de ikke overlæge Kühnel, men i en anden opgang bankede morderne på dørene og råbte, at bygningen skulle sprænges. Da lægerne kom ud på gangen i nattøj, blev de ført ned i stueetagen. Ved udgangen blev de beordret til at stille sig med ansigtet mod væggen. De fire fra mordpatruljen stillede sig bag hver sin læge, og på et signal blev lægerne samtidig dræbt ved nakkeskud.
Henrettet som modstandsmand den 10.03.1945. Henrettelsen skete den dag, tyskerne første gang søgte kontakt med lægeforeningen med anmodning om hjælp til flygtningene. Henrettelsen blev offentliggjort i dagbladene den 16.3.1945, altså midt i ”forhandlingsperioden”. Psykologisk var det uklogt af tyskerne at henrette en læge, mens de bad om hjælp til flygtningene, og henrettelsen kan have haft betydning for holdningen i lægeforeningens hovedbestyrelse.
Myrdet 26. marts 1945 Mordet skete tidligt om morgenen, inden tyskerne havde modtaget Lægeforeningens afslag om hjælp. Ledelsen i København havde udpeget overlægen som offer. Mordpatruljen skød overlægen i boligen på Jellingvej.
Myrdet 26.3.1945. Umiddelbart efter mordet på overlæge Buchholtz kørte mordpatruljen til overlæge Fjeldborgs bolig på sygehusområdet. To mænd trængte ind i huset og ind i soveværelset på 1. sal. Fru Fjeldborg blev beordret til at blive i soveværelset. Overlægen blev ført ud af soveværelset og skudt på gangen.
Mordforsøg 26. 3. 1945. Mordpatruljen trængte ind i soveværelset hos overlæge Viktor Jørgensen, men han var blevet advaret i sidste øjeblik og flygtet ud af havedøren i slåbrok.
Mordene havde gjort indtryk
Disse mord har uden tvivl haft betydning for holdningen i Lægeforeningens bestyrelse. Vi ved det ikke. Det blev nævnt ved en enkelt lejlighed, som også er med i denne artikel. Og mon ikke livet kunne have været reddet for mange flere, hvis holdningen havde været en anden?
Du kan læse mere om de tyske flygtninge i Danmark og de mest kendte nazi – læger her på siden – kig allerbagerst i oversigten.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har 257 artikler om Besættelsestiden (før/under/efter) herunder:
Nazi-læger m.m.:
Tyske flygtninge i Danmark:
September 11, 2018
Hitler var en farlig mand allerede i 1930
Mein Kampf var beregnet til intern publikation. Han flygtede fra østrigsk militærtjeneste. Hitler kendte sin besøgstid. Politiken anmeldte ”Den Tredje Riges Bibel” allerede i 1930. Konflikter hjemme hos Hitler. Daglejer i Wien. Liberale anskuelser. Det var Rudolf Hess, der skrev. Adolf Hitler var bestemt ikke dum. Læs hans filosofi. Ikke alle forlag herhjemme er lige begejstret. Der var en bog om Hitler før Mein kampf. Hvad er nazisme. Hvorfor blev partiet så populært? Vi kigger på NSDAP’s partiprogram, der er et negativt formuleret partiprogram.
Mein Kampf beregnet til en intern publikation
Mein Kampf har været en bestseller. Der er gået mange penge inde i den bayerske statskasse. De havde rettighederne i mange år. Og da den ophørte udkom der en kommenteret udgave i Tyskland. Den blev en overraskende succes og lå på bestsellerlisterne.
Det var frygt for, at Hitlers ideologi ville blive promoveret. Man siger, at det er folk med interesse for politik frem for ideologi, der har købt den nye udgave.
Hitlers manifest blev skrevet i 1924. Bogen blev i løbet af nazisttiden trykt i 12, 4 millioner eksemplarer.
Men hvad stod der egentlig i Mein Kampf, og hvordan blev den opfattet dengang, så vi ikke falder i den fælde at beskrive den med nutidens øjne. Vi fandt bogen anmeldt i Politikken i 1930.
Han flygtede fra østrigsk militærtjeneste
Det står ikke så meget om hans flugt fra Østrig for at undgå militærtjeneste. Det kunne have blevet meget alvorligt for den unge Adolf. Men han redede den lige på målstregen. Han fik gjort sig så ynkelig, at han slap for østrigsk militærtjeneste. Han forsøgte, da han kom til magten gennem Gestapo at få fundet papirerne. Men det lykkedes dog ikke. De kom først frem en gang i 1950erne.
Han meldte sig senere til den tyske hær. I Mein Kampf får man indtryk af, at Hitler for det meste var at finde i skyttegravene, men det er nu ikke tilfældet. Han var det meste af tiden ordonnans. Den 4. august 1918 fik han dog Jernkorset af Første Grad.
Adolf var god til retorik
Hitler var kommet ind i en PR – afdeling inden for militæret. Man opdagede hans talendt for retorik. Han fik ordre til at melde sig ind i DAP (Deutsche Arbeiter Partei). Det var meget imod sin vilje, men han fik da også 20 guldmark for det om ugen. Den 31. marts 1920 blev han så endelig hjemsendt fra militæret.
Den 24. februar 1920 blev DAP omdøbt til NSDAP. I februar 1921 stod Hitler over for 6.000 mennesker i Cirkus Krone. Her rasede han mod de allierede, der forlangte 226 milliarder guldmark i krigserstatning.
Han kendte sin besøgstid
Hitler kendte sin besøgelsestid. Han truede med at forlade partiet, hvis han ikke fik diktatoriske beføjelser. Det skulle en gang for alle sikre hans status. Den 14. juli 1921 gav 553 af 554 medlemmer på et ekstraordinært møde deres tilslutning til Hitler.
Ret hurtig blev Adolf Hitler kendt uden for München. På hans 34 – års fødselsdag lovpriste den nye chef for SA Hermann Göring således Hitler som:
Politikken anmeldte Mein Kampf i 1930
Politiken havde i 1930 fået den tyskfødte korrespondent Georg Gretor til anmelde bogen, som Hitler skrev under sit fængselsophold efter det såkaldte ”Hitlerutch” i Mûnchen i 1924. Ja allerede dengang gav det interessante bidrag til hans personlighed og tanker.
Man dømte man ham som en dilletant i første omgang. Han blev skydeskive for vittigheder. Hvem var han denne mand med det stive og udtryksløse blik og det lille komiske Chaplinoverskæg?
Han talte meget om nationale handlinger. Egentlig var han ikke tysk statsborger. Man kaldte ham allerede for antiparlamentariker. Han kom til München i 1912 som akvarelmaler. Selv uden tysk statsborgerret lykkedes det for ham at sætte sit personlige stempel på Tysklands næststørste parti. Han udnævnte de nationalsocialistiske ministre i flere af forbundsstaterne.
Konflikter derhjemme
Hans autobiografi vakte nu ikke meget opsigt, da den udkom. Den var egentlig også kun beregnet for en snæver kreds af partivenner. Mange steder er værket også vanskelig at læse. Men andre steder er der værdifulde oplysninger om politiske mål og arbejdsmetoder.
Bogen på 800 sider er sikkert også skrevet i propagandaøjemed. Den giver dog det rigtige indtryk af Hitlers personlighed.
Adolf Hitler er født i den østrigskbajerske grænseby Braunau ved Inn – floden. Han tilbragte sin barndom og ungdom i Linz og Wien. Hans far fik et lille toldembede. Og det var stort for familien at blive embedsmand, så det skulle Adolf også være.
Men det ville sønnen sandelig ikke. Han ville være kunstmaler. Modsætningen mellem far og søn førte til store konflikter i barndomshjemmet. Og det fortsætte med at Adolf også saboterede skolen.
Konflikten i hjemmet fik en tragisk afslutning. Begge forældre dør kort efter hinanden. Og der stod Adolf helt alene i verden, 16 år – fattig og forældreløs. Han blev ikke optaget på kunstakademiet i Wien. Hans arbejder manglede i den grad mangel på farvesans. Velmenende professorer rådede ham til at gå på arkitektskole, men han havde ikke midlerne til det.
Daglejer i Wien
Han tilbragte hårde år som en slags daglejer i ”det muntre Wien ved den blå Donau” Hans kammerater på byggepladserne forsøgte at få ham til at melde sig ind i en socialdemokratisk fagforening. Ja han påstår selv, at de truede ham med at støde ham ned fra stilladset.
Måske blev dette bestemmende for hans had til marxismen. Der var mange jøder i det østrigske socialdemokrati På grund af den indgroede antisemitisme i Østrig har jøderne nemlig ikke kunnet spille nogen fremtrædende rolle i de andre partier. Hitler kom på denne måde til at identificere jøder for marxister.
Oplevelserne i Østrig blev afgørende for Hitlers antiparlamentarisme. Det østrigske førkrigs – parlament var ingenlunde egnet til at vække begejstring for den parlamentariske regeringsform. I den østrigske rigsdag mødtes udsendinge fra mindst en halv snes forskellige sprogområder. Ingen hørte efter og kunne forstå de taler, der blev holdt.
Liberale verdensanskuelser
Forbitrelsen mod den liberale verdensanskuelse sad stadig mere og mere ind i sjælen på den deklasserede småborger. Efter dagens arbejde kastede han sig over bøgerne. Han begyndte at generalisere de ting, som han oplevede. I sin selvbiografi indrømmer han også:
Mange havde flere år før Verdenskrigen oplevet det som tyske efterkrigsgeneration, der var rodløse, sultede, elendige og følte sig retsløse. Millioner havde efter krigen mistet deres far og voksede op under håbløse forhold. Under disse forhold blev Hitler ikke alene en politisk fører. Han blev også en slags profet.
Det var Rudolf Hess, der skrev
Det er nu ikke et særlig godt sprog, han bruger. Undertiden lykkes det at ramme en formulering. Indholdsmæssig i Mein Kampf møder man en ganske vilkårlig spillen bold med kendsgerningerne og en finurlig mangel på logik. Han har helt sin egen filosofi om blodblanding mellem racer.
Åbenbart dikterede han bogen til sin parti – og Kampfælde Rudolf Hess. Og bogen er som bekendt i to dele. I 1925 udkom ”Eine Abrechnung”. Den blev udgivet på dansk i 1934 under titlen Et Opgør.
Første del var nærmest en biografi. Han kommer også ind på sin foragt for Versailletraktaten. Han redegøre også for andre politiske bevægelser som kommunisme, socialdemokrati og de nationale bevægelser. Ja han hentede rigelig med inspiration til sin egen ideologi herfra.
Nazismens ideologiske mål
Så var det anden del, hvor Hitler giver sit syn på historien og statens rolle kontra racens og nationens rolle. Vi får den nazistiske bevægelseshistorie frem til det såkaldte Ølstuekup i München i 1923. Her beskrives endvidere nazismens centrale politiskideologiske mål. Den var baseret på den konservativ – romantisk prægede tyske ”Völkische” nationalisme, antisemitisme og antibolsjevisme samt forestillinger om Lebensraum.
Han forlanger raceforskning som en ny videnskab. Men resultaterne synes åbenbart givet på forhånd. Skulle hans bog være en skolestil, ville den være forsynet med talrige røde streger. Et slemt minus er hans fuldstændige mangel på objektiv tænkeevne. Men skulle han afvises af denne grund?
Adolf Hitler var ikke dum
Adolf Hitler var dog ikke dum, hvis man gik efter hans bog. Han vildledte sine modstandere og dem ved næsen. Hans bog var dengang ukendt uden for nationalsocialistiske kredse. De åndelige førere af andre partier i Tyskland smækkede den næsten sammen efter at have læst et par sider:
Hos de førende socialdemokrater og de mere eller mindre liberale førere af de borgerlige partier regnede man den gang Hitler for ganske ubetydelig. Den bevægelse, der havde gjort ham til fører, kunne umulig være farlig.
Men i 1930 måtte de allerede erkende, at de havde taget fejl. Ja og kigger man i Mein Kampf kan man finde opskriften på gennemførelsen af hans propaganda:
Hitlers syn på propaganda
Politikens anmelder advarede i 1930
I Politiken i 1930 kan man endvidere læse:
Man kan jo sige, at denne forudsigelse i den grad holdt stik.
Hitlers filosofi
En kvart million tyske sydtyrolere blev undertrykt af italienerne. Men det var underordnet for Hitler. Han mente, at man kunne få glæde af Mussolini og Fascismen mod Frankrig.
Hitler kritiserede den tyske handelsflåde- og kolonialpolitik, fordi det nødvendigvis måtte føre til konflikt med England. Han advarede mod ethvert samarbejde med Rusland. Det var ikke blot for, at Bolsjevismen var en jødisk sammensværgelse til undertrykkelse af alle nationaliteter, som Hitler udtrykte det. Ethvert forbund med Rusland ville føre til en krigstilstand, skrev han i Mein Kampf.
Der var en nøje beskrivelse af SA – Korpsets politiske rolle
Han mente at tyskerne igen skulle få menneskeværdig levevilkår og det skulle ske øst på. Ved gennemførelsen af den ”aktive østpolitik” nævnte Hitler ikke Polen.
Hitlers filosofi vakte i første omgang ikke den store interesse i England. I samtiden var der kun få modstander af nazismen, der tog bogen alvorlig.
Den Tredje Riges Bibel
Mein Kampf fungerede som Det Tredje Riges bibel. Fra 1936 fik alle brudepar overrakt et eksemplar efter vielsen. Frontsoldaterne under krigen fik udleveret en mere håndvenlige udgaver til tornystret.
Senere anmeldte Huxley dog Mein Kampf.
Ikke alle er begejstret herhjemme
Herhjemme har man ikke været meget for at genoptrykke bogen. Hos forlaget Jørgen Paludan har man altid et nødoplag liggende. Bogen er forsynet med kommentarer fra professor i historie og samfundskundskab Sven Henningsen. Men der er åbenbart ikke meget gang i salget.
Gyldendal har tidligere givet udtryk for, at de aldrig ville udgive en så afskyelige bog, der har været med til at fremkalde så meget had, så store ulykker og så uhørte lidelser i menneskehedens historie.
En bog før ”Mein Kampf”
Ukendt er det sikkert for de fleste, at allerede inden Mein Kampf udkom der en bog om Hitler. Den hed ”Adolf Hitler: Hans liv og taler” Her blev han beskrevet som Tysklands frelser og endda sammenlignet med Jesus. Bogens forfatter var baron Adolf Victor von Koerber, der var aristokrat og krigshelt fra Første Verdenskrig.
New York Times skriver, at ny forskning viser, at det slet ikke var von Koerber, der skrev bogen, men Hitler selv. Denne von Koerber arbejdede i begyndelsen for Hitler men senere arbejdede han imod ham.
Og denne bog skulle være udkommet i 1923.
Hvad er Nazisme?
Men hvad var det egentlig Hitler havde gang i. Hvad var nazisme:
Hvorfor blev nazismen så stor en succes?
Hvorfor havde nazismen så stor succes:
Og så var det jøderne, der var skyld i alverdens dårligdom. Nazisterne spillede bevidst på middelklassens ”politiske paranoia”.
NSDAP’ s partiprogram
Nazistpartiets partiprogram blev formuleret i 1920. Det var ifølge dets ordlyd ”uforanderligt”. Det blev heller aldrig ændret. Mange af de ideologiske grundsætninger blev ikke til praktisk politik efter nazisternes magtovertagelse. Det gjaldt blandt andet partiets økonomiske dele, som var socialistiske.
NSDAP krævede ophævelse af alle store virksomhedskarteller (§ 13) Overskudsdeling i alle virksomheder (§ 14) og forbud mod enhver form for kapitalindkomst (§ 11)
Senere viste det sig, at dette var uspiseligt for NSDAP’ s støtter, storkapitalen. Så disse punkter blev aldrig virkeliggjort efter magtovertagelsen.
Negativt formuleret partiprogram
Partiprogrammet var hovedsagelig negativt formuleret. I realiteten var nazismen anti – ideologi.
Racistiske ideer blev også anvendt i en ”negativ racepolitik” i form af fjernelse af uønskede elementer i den tyske race. Nazisterne ønskede at fjerne jøder, sigøjnere, handicappede og andre fra det tyske folkefællesskab. Men stor grusomhed blev dette ført ud i livet fra 1933.
Tanken om jødernes verdensomspændende komplot mod den ariske race blev ført et skridt videre. Jøderne blev parret med de sovjetiske bolsjevikker. Jo nazisternes chefideolog Alfred Rosenberg havde travlt og var kreativ. Det var absurd men meget brugbar for nazisterne.
Vi burde have fortsat
Ja egentlig burde vi have fortsat vores artikel med alle de ting Hitler tiltog sin indtil 1930. Han fik stigende opbakning i befolkningen, men også industrien bakkede ham op med masser af midler. Men den historie kan du få ved en anden lejlighed.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk har vi efterhånden 255 artikler fra besættelsestiden før/nu/efter:
September 9, 2018
Hvorfor må man ikke fortælle sandheden?
Sandheden er ilde hørt. På et foredrag fik man at vide af 4 historiestuderende, at ”man var fuld af løgn”. Engang imellem må man holde pauser, også for at skåne læserne. Vi skrev om en mordsag, alle kendte. Det gælder om at skrive om de ”rigtige” helte og skurke. Jødernes flugt var også Danmarks redning. Du skal ikke sammenligne historien med nutiden. Men historien er stadig fyldt med klicheer og fordomme. Og så har politikerne deres ide om, hvad det er forkert. Napoleon sagde engang: ”Historien er en sæt løgne, som vi alle er blevet enige om”. Myter kan være en ”hel konstruktiv funktion”. Myter sker på bekostning af nogle. Skal ”Den Gamle Redaktør” beklage at han går mod strømmen? Mord kan forældes. Det sker, når myndighederne lukker sagen, selv om det er åbenlyst, at der er begået fajl. Vi må ikke altid fortælle sandheden.
AC
Sandheden er ilde hørt
Nu har man efterhånden skrevet ca. 1.300 artikler på den ene hjemmeside og 3.500 artikler på den anden side, og ved så nogenlunde, hvordan man finder sandheden.
Det kan ske, at man kommer til at nævne forkerte årstal eller navne grundet forkerte kilder. Men man går ikke bevidst efter at fortælle usandheder for at skabe opmærksomhed. Men ofte er sandheden ilde hørt. Og det gælder især det man skriver om besættelsestiden. Nu er det ikke fordi man bevidst er gået efter at skrive noget sensationelt for at skarpe opmærksomhed. Hvis man selv dukker ned i ting og sager, kommer der ting frem.
Du er fuld af løgn
I et foredrag om besættelsestiden i Stefans Kirken på Nørrebro om Besættelsestiden på Nørrebro gik jeg over i ti minutter og fortalte om besættelsestiden i Sønderjylland lige for at ”vække” folk. I pausen var der fire historiestuderende fra Københavns Universitet, der var oppe at fortælle mig, at jeg var fuld af løgn.
Man må holde nogle pauser
På Facebook er man ofte blevet mødt af noget lignede som ”Nu har vi hørt nok om Det Tyske Mindretal. De er jo selv skyld i deres ulykke”. Man møder fordomme, generaliseringer, myter og selvforståelse. Man har hørt noget andet i radio, tv og aviser end det, jeg skriver. Argumentet er så, at det som jeg så skriver er forkert. Ja så er det man må holde et pause fra diverse grupper.
En mordsag, som alle kendte til
Også med min nye bog mødte jeg modstand. Det var et meget omtalt emne i lokalsamfundet som ingen ville tale om. En mordsag, som alle kendte til og som de fleste kendte morderne på. Myndighederne lukkede ganske tidlig sagen. De var selv indblandet. I stedet for at spekulere over om myndighederne har noget i klemme, er det meget lettere at give forfatteren en kold skulder.
De ”rigtige” helte og skurke
Nu kunne man jo så holde sig til den historiskrivning som alle velsigner. Men som ikke nødvendigvis altid er den rigtige. Det samme gælder Sønderjyllands historie.
I danmarkshistorien bliver modstandshelte hyldet. Koloniherrer om Anden verdenskrigs smuglere fortrænges. Jo tydelig, hvem der er skurke. At amerikanerne selv skjulte mange af bødlerne, ja det glemmer vi lige. Den lader vi lige ligge.
Historieskrivning handler om både politik og identitet. Måske er sandheden ikke altid det bedste. Men det er ikke altid de ”rigtige” helte og skurke
Jødernes flugt var også Danmarks redning
I Israel befinder der sig et monument i det sydvestlige Jerusalem midt på Danmarkspladsen. Det ligner en fiskerbåd. Mindepladen er bestilt af de israelske myndigheder og mindepladen er både på dansk, svensk og engelsk. Her står skrevet:
Dette blev ofte udlagt som det danske folks redning midt i samarbejdspolitikken. Det spillede en af de afgørende nøgleroller for Danmark efter krigen med at så på de allieredes side.
Men det som, der ikke bliver berettet om, var at Danmark tog sig godt betalt. Det kostede i gennemsnit 1.000 kr. pr. person dengang at komme til Sverige i 1943. Nogle familier betalte helt op til 50.000 kr. at undslippe tyskerne. Ja efter nutidens kroner var gennemsnitsprisen vel 23.000 kr. i dag.
Ja ifølge Europol kostede det for et par år siden mellem 6.000 og 27.000 kr. for en flygtning at blive sejlet fra Libyen til Lampedusa i Italien
Du skal ikke sammenligne historien med nutiden
Man skal altid være påpasselig med at sammenligne historien med nutiden. Du risikere at ignorere den virkelighed, historien udspillede sig i dengang. Men det sker altid igen og igen.
Jødeaktionen er både politisk og kulturel en markør i den politiske bevidsthed.
Selv kommer jeg i tanke om monumentet i Kruså med de hvide busser, hvor grev Bernadotte bliver hædret. Men hvad med alle de andre der risikerede deres liv. Alle hjælperne, sygeplejerskerne, de norske og danske sømandspræster?
Stadig mange klicheer og fordomme
Ofte ser vi faghistorikere gå ind og bruge historien urimelig gennem medierne og deres fagbøger. Vi har usædvanlig mange gode historikere herhjemme, men vi har sandelig også nogle, der er fyldt med klicheer og fordomme.
Risikoen for misbrug, overdrivelser og løgne er overhængende. De sidste vidner forsvinder hurtigt i hvert fald når det gælder besættelsestidens historie.
Politikere har deres ide om, hvad der er forkert
Den måde vi stadig i dag fortæller Danmarkshistorien på, er grundlagt i 1800-tallet, hvor nationalstaten blev en realitet. I dag er det så indlysende, at vi har svært ved at forstå det. Men hvis du kigger på dansk historieskrivning i 1700-tallet, er det en kosmopolitisk fortælling, som spænder over danskerne, normændenes og holstenernes historien foruden kolonierne, dog mere indirekte.
Alle menneskers virkelighed er nærmest totalt udgrænset i vores historiefortælling i dag, selv om de i hundredevis af år har spillet en central rolle i vores fælles historie.
Når det er kolonialhistorien, der skal fortælles er det for det meste afslutningen. Vi kan ikke rigtig finde ud af, at både Grønland og tidligere Vestindien har et forhold til danmarkshistorien.
Efter at vi i diverse udgaver har oplevet danmarkshistorien beskrevet på tv har også politikerne blandet sig. De har mange ideer om, hvad det er rigtigt og hvad det er forkert.
Man skulle tro, at historikere var neutrale
Vi glemmer jo heller aldrig, da Anders Fogh Rasmussen ved 60 – året for opgøret mod samarbejdsmagten, kaldte det for et ”moralsk svigt”. Og på forunderlig vis fik statsministeren brugt det moralske sammenbrug til argument for deltagelse i Irak – krigen.
Ja så var det den kolde krige, hvor PET overvågede venstrefløjen. Og egentlig kan man ikke forstå, at historikere, der egentlig burde forholde sig neutral deltager i diverse kommissorier. Og på dette felt har politikerne brugt masser af penge.
”Historien er en sæt løgne, som vi er blevet enige om”
Det var angiveligt Napoleon Bonaparte, der sagde, at ”historien er et sæt løgne”, vi er blevet enige om”. Når det gælder smukke løgne, kan det være fristende at overveje, hvorvidt der altid er behov for sandheden.
Hvis myten om de danske fiskers heltemod kan inspirere andre til at hjælpe forfulgte. Hvis myten styrker Danmarks omdømme i udlandet. Hvis myten får Jerusalems skolebørn til at danse rundt!
Burde det ikke handle om at bryde med vrangforestillinger, uanset om det så er vores heltebilleder. For nogle af os handler det om, at komme frem til sandheden om, hvad der egentlig skete. Men hvis du er politiker med nationens interesse for øje, kan det se helt anderledes ud.
Myter kan være konstruktiv funktion
Hvis vi punkterer myterne bliver vi ikke et hammerslag klogere. Hvis vi bilder os ind, at frihedskæmperne under Anden Verdenskrig var renskurede helte i cottoncoats skaber vi som samfund en løgn om, at vi kan gå i krig uden nu at begå frygtelige handlinger og få blod på skjorten. Sandheden er, at nogle frihedskæmpere ikke var til at styre. Myterne kan være rare, men også enormt farlige.
Ja nogle gange er myterne konstruktiv funktion.
Myterne om besættelsestiden herhjemme er, at vi alle er i samme båd. Vi var alle demokrater. Den myte kan vi i dag punktere – og med god grund. Men du kan også sige, at myterne hjalp os videre som nation efter krigen.
Myter sker på bekostning af nogle
Det hjalp os med at hele sår, der ellers kunne være blevet ret voldsomme og have skabt splid. Der er også myter, der helt konkret hjalp os til at træffe beslutningen om at træde ind i NATO.
Omvendt kan man sige, at myterne altid sker på bekostning af nogen. Det er nogle mindretal, som bliver skrevet ud af historien. Når det gælder nationale myter, skal man altid være opmærksom på, hvem der er inkluderet i det nationale vi.
Myter kan gøre os handlingslammede, fordi vi tror på dem. Men vi risikerer også, at myterne på et tidspunkt bliver så neutraliserede og politiserede, at vi ikke længere kan sætte spørgsmålstegn ved dem. Så har vi et problem.
Skal ”Den Gamle Redaktør” beklage?
Skal ”Den Gamle Redaktør” her beklage, at han har påført ridser i lakken his ”Den Danske Brigade”? Er han konspirator fordi han sætter spørgsmålstegn ved myndighedernes behandling af mordet på Asmus Jensen i Padborg?
Skal han skamme sig, fordi han indblander respekterede lokalpersoner i sagen? Skal ens bog kaldes udokumenteret af lokale, selv om alle dokumenter ligger på det lokale arkiv i hvert fald nu og fordi myndighederne efterhånden spærrede for al indsigt i arkiverne, selv med familiens tilladelse?
Det har været en stor glæde, at se, at den berørte familie har fået en stor del af sandheden frem efter at myndighederne har forsøgt at holde det skjult. Snart vil hele sandheden plus en masse mere dukke frem. Vi skal bare lige have alle beviser.
Mord kan altså forældes
Og så kan mord blive forældet? Man lukker bare sagen. Så kan man aldrig tage den op igen. Og afgørende dokumenter forbliver bag lås og slå. Politiet er heller ikke forpligtet til at oplyse dig om, hvorfor man lukker sager, også selv om det er mord.
Vi må ikke altid fortælle sandheden
Vi må ikke altid fortælle sandheden af den ene eller anden grund!
Kilde:
Hvis du vil vide mere: på www.dengang.dk er der efterhånden 253 artikler om Besættelsestiden før/nu og efter herunder:
September 7, 2018
Var Sønderjylland en del af Danmarks rige i Middelalderen?
Grev Gerhard udnyttede situationen. Der var skiftende stillinger i Sønderjylland til kongeriget. Sønderjyske fyrster vaklede. Talrige retssager blev ført. Man bliver endnu mere forvirret over Sønderjyllands historie, når man har læst dette. Man sagde at ”I Slesvig var kongen kun delvis herre”. I 1280 var Sønderjylland en del af kongens land. I 1326 fik Sønderjylland en holstensk fyrste. Kongemagtens styrke bestemte politikken Dronning Magrethe lagde to leoparder i hendes våben og begyndte at opkøbe slotte og borge i Sønderjylland. ”Danmark begynder ved Kolding Bro” sagde man i Holsten. Erik af Pommern vandt i retten men tabte på slagmarken.
Man bliver endnu mere forvirret
Vi nærmer os Genforeningsfesten. Det skal fejres – Sønderjyllands genforening. Og det ikke særlig populært at kalde det for en forening med Danmark i stedet. Det er heller ikke særlig populært at anfægte de ting, som nogle historiebøger har skrevet.
Men det er sandelig heller ikke let at finde ud af det, rent juridisk. Det er med at holde tungen lige i munden. Vi fokuserer i dette indlæg kun på middelalderen, ellers ville indlægget blive alt for langt.
Vi henviser også lige vores læsere til vores artikeloversigt allerbagerst, for at man kan få et nogenlunde indblik i problematikken. Især skal du læse artiklen Lov og ret i Sønderjylland dengang. Så bliver du nemlig endnu mere forvirret.
Datidens fyrster havde mange meninger
Ja det hele startede efter Valdemar Sejrs død. Hertug Abel og hans efterkommere formåede at gøre hertugdømmet arveligt. I 1375 uddøde hertugslægten og kongen havde alle tiders chance for at få nedlagt hertugdømmet. Samme år uddøde kongeslægten imidlertid også.
På vej til at blive dansk konge lovede Christian af Oldenburg i 1448, at hertugdømmet Slesvig ikke skal forenes med Danmarks rige og krone. Dermed var et markant synspunkt formuleret. Men det var langt fra det første og det eneste datidens fyrstehuse fremsatte.
Rigsgrænsen var ikke sproggrænsen
Hvor var Danmarks sydgrænse i middelalderen? Det var den almindelige opfattelse, at det hele tiden var Ejderen. Det var den politiske grænse fra 800. Der var lige et intermezzo med Valdemar Sejr. Han lagde Holsten under Danmark og gjorde en kort tid, Elben som sydgrænse.
Nu falder rigsgrænsen ikke nødvendigvis sammen med sproggrænsen. Fra Kong Valdemars Jordebog og stednavnene ved vi, at der i Valdemarstiden var tysk bosættelse nord for Ejderen. Andre forskere har fundet ud af, at der gik en sproggrænse lige syd om Husum til nord for Eckernfôrde.
Sønderjyske herremænd i tjeneste
I 1326 fremtræder hertugdømmet Sønderjylland og Danmarks rige som to forskellige områder som ikke må forenes. Tilsvarende ser vi i ”Klagesangen over Danmarks ulykke” digtet sommeren 1329, at til Danmarks rige hørte Sønderjylland ikke.
Det er karakteristisk at selvom Sønderjylland var et hertugdømme i Abels slægt fra 1232 bevarede kongen i hele det 13. århundrede en række rettigheder som først lidt efter lidt gik over til hertugen. Kongen havde fra begyndelsen kronegodset i Sønderjylland og kongen slog mønt i Slesvig. Helt op i det 14. århundrede tog han også sønderjyske herremænd i sin tjeneste.
I Slesvig var kongen kun ”delvis herre”
I 1266 var der en ærkebispestrid mellem Erik Glipping og Jakob Erlandsen. Kardinalen vil have en afgørelse af rettens vej. Han havde bedt Kongen og Enkedronningen om at anvise et ”egnet og sikkert” sted. Og det skulle være inde for rigets grænser. Kardinalen anfører, at Slesvig by. Kongen og enkedronningen anerkendte stedet. Men han kunne ikke komme, da han i nærheden var dødfjender ”uden for rigets grænser”.
Kongen svarede, at ”den” (byen) står under hertugen, og hele landet er et hertugdømme til len af kongen, og han er kongens ”vasal” på grund af hertugdømmet”. Kardinalen svarede, at man kunne flytte sagen til Ribe, ”hvor kongen er fuld ud herre”.
Kongen havde dødsfjender ”uden for Riget”
Der siges endvidere, at ”hertugdømmet er en del af riget”. Men der står også at i Slesvig by er kongen ”kun delvis herre”. På dette tidspunkt er det berettiget at tale om Sønderjyllands særstilling inden for det danske rige.
Kongerigets sydgrænse i 1266 har været Ejderen, eventuelt Slien. Grænsen angives ikke nærmere i kilden. Kun siger kongen, at uden for riget, men i nærheden af Slesvig by, har han sine dødsfjender.
Kongemagten blev mindre i hertugdømmet
Vi forlader nu år 1266 for at se på udviklingen frem til 1326. Betragtet under et, er det for hertugdømmet en selvstændighedens tid. Forskningen har i enkeltheder kunnet vise hvorledes de kongelige rettigheder i Sønderjylland må opgives og går over til hertugen.
Kongens magt i hertugdømmet blev mindre og skellet mellem hertugdømme og kongerige blev derved skarpere.
I 1280 var Sønderjylland en del af kongens land
I 1280erne er der ikke klare tegn på at nogen har opfattet Sønderjylland som en del af kongens land, men det var fortsat en del af Danmark. Kongen havde stadig rettigheder. Den bedste kilde til forståelse af forholdet mellem kronen og riget over for hertugdømmet er hertug Valdemars forpligtelsesbrev i 1286, hvori han lover at ville respektere kronens rettigheder i Sønderjylland. Og at overholde sine forpligtelser.
Dette brev viser, at hertugdømmet ikke var en del af riget og at hertugens deltagelse i hoffet var en lenstjeneste.
Det er i brevet en gennemgående adskillelse af hertugdømmet og riget. Hertugen lover at komme Danmark til hjælp i tilfælde af krig. Selv lover hertugen ikke at bekrige kongen. Hertugen måtte heller ikke gå i forbund eller støtte nogen, der ville kongen noget ondt.
Over Sønderjylland havde kongen et overherredømme, en overejendomsret, men området var ikke en del af riget. Det gælder også i de følgende årtier. Det var nu dannet en grænse mellem kongeriget og hertugdømmet som i det store og hele skulle blive til virkelighed til 1920.
I 1326 en holstensk fyrste
Året 1326 danner epoke. For første gang ser vi Sønderjylland få en holstensk fyrste og hermed grundlægges det holstenske retsstandpunkt på Sønderjyllands stilling som vi møder frem til det 15. århundrede. Den 7, juni blev den hidtidige sønderjyske hertug Valdemar Eriksen hyldet som konge af Danmark på Viborg landsting og den 15. august forlenede han på danehof i Nyborg grev Gerhard den tredje af Holsten med Sønderjylland som arveligt fanelen.
At Gerhard tildeles lensherrens rettigheder over Sønderjylland må være et udtryk for at han ikke pålægges nogen form for forpligtelser. Det er i realiteten tale om ophævelse af det feudale, delte dominion. Kongen af Danmark bevarede kun en formel ret til at forny forleningen for grev Gerhards arvinger.
En retstilstand ikke alle kunne acceptere
Reelt blev lensbrevet ophævet. Dermed var Sønderjylland et selvstændigt territorium. I 1336 betegnede hertugen over for paven hertugdømmet som et selvstændigt område, skønt det i sin tid bortforlednedes af den til enhver tid eksisterende konge af Danmark.
Den samme opfattelse af Sønderjylland som et land tabt for Danmark møder vi i den latinske klagesang fra 1329. I vers otte gives en historisk beretning om rigets formindskelse siden Valdemar Sejrs dage der er i god overensstemmelse med hvad der kan udledes af officielle dokumenter.
Først gik Danmark til Elben, så knap nok til Ejderen og omsider til Slien. Stykke for stykke trænges Danmark tilbage og til sidst går den til den å, der overskærer Jylland (Kongeåen). Den grænse der i 1280erne sås dannet mellem riget og hertugdømmet var nu Danmarks grænse. Der blev skabt en retstilstand, som man ikke uden videre kunne gå ud fra at fremtidige danske konger ville respektere.
Man lagde en strategi
Ser vi på perioden frem til 1460, så var der to hovedopfattelser af Sønderjyllands rette forhold til riget.
Den ene prioriterede hertugdømmets selvstændighed. Det var de sidste hertuger af Abels slægt og især en række holstenske grever af det schauenburgske hus. Den modsatte opfattelse praktiseredes med forskellige nuancer af magtfulde danske regenter som Valdemar Atterdag, dronning Magrethe den Første og Erik af Pommern.
Det overordnede mål er altid at sikre de holstenske fyrster regeringsmagten over Sønderjylland. Det kan ske ved at forudsætte at Sønderjylland ikke var noget len. Her er selvstændigheden altså fuldstændig. Det kan også ske ved en indrømmelse af at Sønderjylland var et len af Danmarks krone og rige.
Kongemagtens styrke bestemte politikken
I så fald gjaldt det om at gøre det synspunkt gældende, at Sønderjylland var et hertugdømme, som den danske konge skulle bortforlede til grev Gerhards arvinger uden at disse som lensmænd påtog sig forpligtelser af betydning. Som begrundelse kan de fremføres akterne fra 1326.
Og det er åbenbart den danske kongemagts styrke, der bestemmer nuancen af det holstenske standpunkt.
Kort før Valdemar Atterdags død før valget af en ny dansk konge fik de holstenske grever overdraget Sønderjylland af den mecklenburgske tronrepræsentant i Danmark, Valdemar Atterdags dattersøn Albrecht og hans slægtninge.
Teksten i papirerne er i overensstemmelse med den sønderjyske hertugs opfattelse i 1336, at Sønderjylland ikke var noget len. Den skarpe adskillelse i forhold til kongeriget markeredes også af grevernes rettigheder i herredømmet stilles i modsætning til gods de ejede i Danmark. Hertugdømmet lå uden for Danmark.
Margrethe lagde de to leoparder i sit våben
Straks ved sin ankomst havde Dronning Margrethe den Første sat Sønderjyllands to leoparder i sit våben. I et brev fra 1386 lod hun sin søn, kong Oluf, opfatte sig som de sønderjyske hertugers efterfølger.
I denne situation valgte de holstenske grever at få deres faktiske herredømme over Sønderjylland retsligt sikret uanset prisen. Samme år modtog de forleningen af kong Oluf i Nyborg. Kun Gerhard fik hertugtitel, og prisen var en forpligtelse at tjene riget i krig. Det kunne synes en tilbagevenden til en fjern fortids lensforpligtelser. Men faktisk forfulgte greverne i de følgende år med held en politisk retning af størst mulig selvstændighed og uafhængighed for Sønderjylland i forhold til kongeriget.
De holstenske grever støttede ikke dronning Margrethe i kampen for Sverige, ja en af dem var blandt hendes modstandere.
I 1392 var Sønderjylland igen et len
En traktat fra 1392 henviser til, at Sønderjylland var et len, men i øvrigt indgår dronning Margrethe og holstenerne på vilkår der viser at aftalen indgås mellem selvstændige fyrster. Endelig lykkedes det i 1396 de holstenske fyrster ved aftalen i Assens at smyge sig uden om forpligtelser af krigstjeneste. Efter denne aftale får holstenerne sold for deres tjeneste. Tjenesten var ikke en konsekvens af lensforholdet.
Det blev farligt for de holstenske fyrster da Erik af Pommern i 1424 under processen for den tyske kejseer hævdede, at Sønderjylland var en provins i kongeriget. Vi ser da også holstenere både på danehoffet i 1413 og under processen for kejseren gå ind for den opfattelse at Sønderjylland var et dansk len, hvortil de havde arveretten.
På dette grundlag lykkedes det Adolf den Ottende at blive anerkendt som hertug i 1440 og dermed forene Slesvig og Holsten som sidste mand af det rendsborgske grevehus. I 1448 betegnedes han som Danmarks riges fyrste og råd.
Kilderne skelner skarpt mellem Sønderjylland på den ene side og kongeriget på den anden, uanset om Sønderjylland blev opfattet som len eller ikke. Traktatudkastet i 1376 talte som sagt om grevernes rettigheder i hertugdømmet i modsætning til de ejendomme de ejede i Danmark, og i hertug Gerhards privilegium fra 1399 til Slesvig domkapitel.
Danmark begyndte først ved Kolding Bro.
Det er ikke tale om at hertugdømmet kan opfattes som en del af riget. Det kommer klarest frem under det holstenske synspunkt i 1424 under processen for den tyske kejser. Man hævdede da, at fra arilds tid havde landet mellem Levensau og Kolding bro været et særlig hertugdømme, og nord herfor begynder Danmarks rige.
Man kommer til Danmarks rige syd fra ved at gå over Kolding Bro, og der synes ikke at være forskel på udtrykkene Danmarks rige og Danmark.
I 1374 kom Valdemar Atterdag i besiddelse af indløsningsretten til Gottorp len af hertug Henrik, der dog ikke gav afkald på selve højhedsretten. Han opkøbte en del godser i Nordslesvig. Måske ville han på denne måde erhverve sig Sønderjylland. Men Valdemar Atterdag betragtede Sønderjylland som en del af Danmark.
Margrethe var henholdende
En ”Nyborgforlening” betød en genoprettelse af det lensforhold til rige og krone som var gået tabt efter Valdemar Atterdags død, da de holstenske grevers mænd holdt deres indtog på Sønderjyllands borge og slotte. Der blev etableret krigstjenestepligt for hertugen. Andre træk viser at dronning Margrethe var henholdende, dog ikke opgivende i Sønderjylland – spørgsmålet.
Fra starten havde hun rejst arvekrav på Sønderjylland og kravet levede videre. Erik af Pommern satte Sønderjyllands våben på Margrethes sarkofag i Roskilde domkirke. Selv anførte han i Nyborgdommen 1415 at han gennem sin moder havde arveretten til Sønderjylland.
Margrethe opkøbte slotte og borge
Helt klart er det at dronning Margrethe fortsatte sin faders politik efter hertug Gerhards død i 1404. Også hendes fremgangsmåde var at skaffe sig hertugdømmets slotte i besiddelse et for et, navnlig i form af pant. Men skønt kongemagtens herredømme blev udvidet, blev hertugslægtens formelle rettigheder aldrig anfægtet.
For både fader og datter har Sønderjylland været et langsigtet mål som ikke kunne nås på en gang. Ingen af dem opgav tanken om at erhverve Sønderjylland for kronen. Begge døde under virkeliggørelsen af den.
Erik af Pommern satsede på retslig afgørelse
Dette ønskede Erik af Pommern åbenbart ikke at risikere. Han satte erhvervelsen af Sønderjylland som sit højeste mål. På dette tidspunkt var forholdet til hertugdømmet uklart.
I 1386 havde man fra kongelig side indrømmet at landet var et arvelen i den holstenske greveslægt, men en formelt korrekt fornyelse som Erik af Pommern antagelse til dansk konge i 1396 fordrede, havde ikke fundet sted.
Tillige var det en realitet at kronen i årene op til 1412 havde fået store dele af hertugdømmet i faktisk besiddelse, mens resten stod i pant hos slesvigholstenske lensmænd.
I denne situation valgte Erik af Pommern at opgive bid – for – bid taktikken og satse på en definitiv retslig afgørelse. Hans hovedpåstand på danmarkshistoriens sidste danehof 1413 i Nyborg var at hertugslægten havde forlenet lenet, fordi den og dens medhjælpere ved at bære våben mod lensherren havde begået troskabsbrud.
Kongen påstod at efter feudalretten var hertugdømmet på lovlig måde hjemfaldet til ham, hans rige, arvinger og efterfølgere. I dommen taler kongen bestandigt om ”os og vort rige” eller om ”vort rige Danmark”. Over for hertugdømmet, hvis lensherre han er.
Det er værd at bemærke at den modstilling af begreberne Danmark og Sønderjylland vi tidligere har mødt i en holstensk kilde, genfindes her. Kong Erik erklærer under de indledende forhandlinger på danehoffet seks råder udpeget på holstensk side for inhabile, da de hverken var fra Danmark eller Sønderjylland.
Erik af Pommern førte også retssag for kejseren
På danehoffet dømtes i overensstemmelse med kongens påstand. To år efter stadfæstede kejseren dommen. Gennemførelsen af denne dom ville i praksis indebære at Sønderjylland nu blev en del af kronen og kongeriget. Det ville ophøre med at være hertugdømme. Kongen ville blive de slesvigholstenske lensmænds herre.
Nyborg – dommen forudsatte at Sønderjylland var et len, en tankegang der var kong Erik ganske fremmed, da han på ny 11 år senere førte retssag om Sønderjylland. Denne gang var det for den tyske kejser. Kejserens dom var fuldstændig imødekommelse af Erik af Pommerns nyeste påstand.
Sønderjylland tildømtes kongen og riget med over- og underejendomsret, mens greverne Henrik, Adolf og Gerhard frakendtes enhver ret til et arveligt hertugdømme.
Hvad Erik af Pommern i 1413 og i 1424 sigtede på, var med forskellige begrundelser at gøre Sønderjylland til en provins i kongeriget som i den ældre middelalder. I 1421 formulerede han sin mening klart ved at sige at Gottorp og Sønderjylland ligger i Danmarks rige og med rette hører til kronen. Gottorp len var hertugdømmets sydligste. For Erik af Pommern gik kongerigets grænse ved Ejderen og Levensau.
Erik af Pommern tabte på slagmarken
Da Erik af Pommern havde vundet ved domstolen tabte han imidlertid på slagmarken. I 1440 modtog Adolf den Ottende forlening med alle rettigheder og ingen forpligtelser. Lensbrevet bekræftes i 1443 og 1455. I 1448 lod hertugen sin søstersøn Christian af Oldenburg love at han ikke ville indlemme Sønderjylland i riget og kronen, hvis han blev konge af Danmark.
Dette løfte blev overholdt. Da Christian den Første i 1460 blev hertug af Slesvig og greve af Holsten markeredes en tydelig forskel på det at være konge i Danmark og fyrste og ”landene”.
Det kan således hævdes, at den holstenske opfattelse af Sønderjyllands rette stilling i forhold til kongeriget blev den varige selvom Danmarks konge blev Sønderjyllands hertug.
Danmarks riges fyrste og råd
Ejderen var i vikingetid og Valdemars tid Danmarks rigsgrænse mod syd. Det var i den her behandlende periode grænse mellem Slesvig og Holsten, men var den også rigsgrænse og Sønderjylland dermed en del ad Danmarks grænse?
Hertug Adolf, der med næb og klør kæmpede for at undgå hertugdømmets inddragelse i riget, betegnede sig i 1448 som Danmarks riges fyrste og råd. Det skyldtes at han var kongens og rigets vasal og derfor havde pligt til at give råd. Ingen kan mistænke ham for at mene, at Sønderjylland af den grund var en del af riget.
Grev Gerhard udnyttede situationen
Indrømmet at disse to århundredes gennemgang af historien ikke har været så ligetil. Da kong Valdemar 10 år gammel i 1326 bortforlenede Sønderjylland til sin morbroder grev Gerhard skete det med den begrundelse, at efter naturens og Guds lov skal trofaste mænd modtage gengæld for den tjeneste, de havde ydet.
Det var en almindelig tanke i middelalderen at visse forhold som f.eks. det nævnte, repræsenterede en sådan grad af fornuft og retfærdighed at alle mennesker kunne indse deres berettigelse, men det er mærkeligt at se denne tanke udkastet netop i forleningen af Sønderjylland.
Grev Gerhard havde tiltaget sig formynderskabet over drengen, havde pantsat det sydligste af hans land og i ledtog med danske stormænd gjort sig til Danmarks mægtigste mand. Han havde til fremme af egne formål fået indsat nevøen som konge af Danmark og som kronen af værket ladet ham tildele sig det hertugdømme, der i generationer havde tilhørt drengens forfædre. Man kunne sandelig spørge om dette virkelig var ret og rimligt.
Skiftende stillinger til Kongeriget
Men Sønderjyllands forhold til kongeriget blev i det hele taget ikke ordnet på grundlag af alment anerkendte forestillinger om fornuft og retfærdighed. Både retsbestemmelser og den faktiske udvikling viser at hertugdømmet indtog skiftende stillinger i forhold til kongeriget. Retsstandpunkter fremførtes af modstandere med hver deres interesser, og det var et politisk spørgsmål, hvad der til forskellige tider kunne gøres gældende.
Udgangspunktet i den ældre middelalder var at Sønderjylland blot var en provins i kongeriget, og endnu i 1266 sås kongemagten så stærk at hertugdømmet kunne regnes for at høre til riget. Men ellers udskilles det, og er først i årtierne før og efter 1400 at stærke danske konger forsøgte at ændre herpå, som bekendt forgæves.
Den næstbedste set med danske øjne var et hertugdømme med klarest muligt definerede forpligtelser. Sådan var det frem til 1326, og dronning Margrethe lagde vægt på at få tjenestepligten fastslået i 1386.
Sønderjyllands fyrster vaklede
Sønderjyllands fyrster derimod vaklede, når det gjaldt spørgsmålet hvad det var den fordelagtige ordning for dem. Flere gange i det 14. århundrede valgte de den totale uafhængighed af Danmark, dvs. en afbrydelse af lensforholdet og de selv i en helt uafhængig stilling.
Efterhånden foretrak de dog selvstændigheden i lenets form, uden forpligtelser af betydning over for kronen og riget, og det blev da deres arv til de oldenborgske konger i Danmark.
Men blev vi egentlig klogere på begrebet Genforening/Forening til Danmark?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 21, 2018
Frits Clausen og danskheden
Han følte og tænkte dansk. Og Frits Clausen mente, at det var noget makværk som anklagemyndigheden havde leveret. Han ville fremskaffe beviser på det modsatte. Han skrev selv 432 sider frem til 1940. Han fik flere anmodninger om at skrive. Nu var Frits far hvis nok tysksindet. Han førte en uklar grænsepolitik. Han havde fået indblik i fattigmandskår, mente han. Ja han kunne godt skelne det dansk/tyske. Frits lod sig tage til fange ved Østfronten. Han havde tidligt antikommunistiske synspunkter. Han var i den grad skuffet over Genforeningen. Dengang mente han, at grænsen skulle være ved Dannevirke. Han måtte opgive lægepraksis i Aabenraa. I Bovrup blev han lokalsamfundets kraftcenter. Han meldte sig ind i de konservative. Man han mente, at der var for meget bar og for lidt politik i dem. H.P. Hanssen var hans store forbillede til 1918. Men ofrede Frits Clausen sig for danskheden? Han var en elendig økonom med hang til spiritus. Familien Clausen var velhavende, men det ændrede sig hurtigt. Han havde i den grad store politiske ambitioner.
Følt og tænk dansk
Frits Clausen var en dansk sønderjyde. Uanset hvad der er skrevet om ham og talt om ham, så har han følt og tænkt dansk. Han siger også selv, at han har bragt store ofre for danskheden. I sine erindringer påpeger han, at han har været en ivrig deltager i danskhedens kamp under vanskelige forhold.
Anklagemyndighedens materiale var makværk, mente Frits Clausen
Anklagemyndigheden ville gerne i 1947 afdække baggrunden for Frits Clausens forbrydelser. Anklagemyndighederne var i gang med at samle beviser mod den tidligere DNSAP – formand. Han reaagerede meget voldsom, da han så det materiale de havde samlet sammen.
De mange bilag og pakker fyldte så meget, at han måtte være selv om sin celle. Men han kunne ikke genkende sig selv, da han læste materialet igennem. Måske ville han heller ikke genkende sig selv. Han ville for alt i verden bevise alt det gode, han havde gjort for Danmark.
Han vil fremføre beviser
Han ville dokumentere sit forhold til Sønderjylland og have lejlighed til under bevogtning at finde beviser frem på Det Kongelige Bibliotek.
Forsvareren, Axel H. Petersen havde forsøgt at foregribe denne reaktion ved at bede Clausen om at skrive nogle sider om sig selv siden Genforeningen 1920, som han selv opfattede den. Og det behøvede Frits Clausen ikke at blive opfordret til mere end en gang. Han skrev på sin version af den historie til kort før sin død den 6. december 1947 drevet om at blive forstået på sine egne premisser.
432 sider frem til 1940
Forsvareren havde sikkert tænkt sig det i et begrænset omfang. Men Frits Clausen var ind til et par uger før sin død nået til side 432. Og han var ikke nået længere end til sommeren 1940. Det var meget langt igen, hvis de begivenhedsrige år under besættelsen skulle dækkes lige så udførligt.
Det er på den baggrund, at John T. Lauridsen udgav en kommenteret udgave under titlen ”Føreren har ordet”.
Flere anmodninger om at skrive
Undervejs fik Frits Clausen flere anmodninger om at skrive. Og mindst to af disse blev positiv besvaret. Det var en anmodning af norsk politis side, om at skrive DNSAP’ s historie. Så var der flere konkrete anmodninger fra anklagemyndighedens læge professor Max Schmidt.
Frits far var hvis tysksindet
Frits Clausen kom fra solid borgerlig baggrund i Aabenraa. Købmandshjemmet var efter faderens død udtalt konservativ og udpræget dansksindet. Ja Frits nåede aldrig at hilse på sin far. Han var død samme år samme år, som han blev født.
Det var ingen grundt til at tvivle på Frits Clausen, når han skrev at han var født dansksindet og konservativ. Men med hensyn til traditionen for familiens danskhed, må der tages et stort forbehold. Efter alt at dømme så var faderen tysksindet. Det var et forhold, som Frits Clausen aldrig vedgik.
Uklar grænsepolitik
Det var måske slægtsbaggrunden, der bidrog til hans senere svingende og uklare politik over for det tyske mindretal og i grænsespørgsmålet. Frits Clausen boede ikke så langt fra lederen af det tyske nazistparti og mindretal, Jens Møller. Men de blev aldrig gode venner.
Indblik i fattigmandskår
Efter erindringerne at dømme havde Frits Clausen en tryg baggrund, der nok gjorde ham opmærksom på samfundets sociale forskelle. Men det fik ham dog ikke til at engagere sig i dem.
Han fortæller, at han fra den allertidligste barndom fik indblik i fattigmandskår, når han ved juletid gik med moderen ud med en kurv til en fattig syg kvinde. Men han fortæller også, at han som barn ikke tænkte over, at han skulle ind til et veldækket bord, mens en fattig legekammerat stod og ventede udenfor.
Kunne godt skelne det dansk/tyske
Hvad han i erindringerne til gengæld vil have til at stå tydeligt er, at han meget tidligt, kun få år gammel var sig skellet dansk/tysk bevidst og når som helst siden stod op for at forsvare den danske sag, om han så skulle være alene om det, og der var klø i luften.
Danskheden er det ikke grund til at betvivle, selv om nogle af hans politiske modstandere både i samtiden og siden har gjort det. Det gjorde bl.a. den velkendte Wilfred Petersen.
De der kendte ham bedre, var ikke i tvivl, heller ikke selv om de var af en ganske modsat partpolitisk opfattelse. Det var bl.a. Ejnar Vaaben, Jakob Kronika og Troels Fink. Ja man kan så altid stille spørgsmålet om, hvordan han forvaltede sin danskhed fra den 9. april 1940.
Tysk domminerede uddannelsessystem virkede ikke befordrende
Der var meget få sønderjyder, der fik en højere uddannelse. Det tysk dominerede uddannelsessystem virkede ikke befordrende, men Frits Clausen var en af dem. Han blev student på det tyske gymnasium i Flensborg 1912. Han studerede derefter til læge ved tyske universiteter, hvor han fandt sammen med andre ligesindede danske. Og blandt disse var Hans Lorenzen og stud. Jur. Marcus Haase. De holdt sig fra de tyske studenterforeninger.
Frits lod sig tage til fange
Den dansksindede Frits Clausen var som mange sønderjyder ikke ivrig efter at skulle i tysk krigstjeneste under første verdenskrig. Efter kun få ugers tjeneste blev han taget til fange. Meget tyder på, at han hellere ville være russisk krigsfange frem for tysk soldat. Mange sønderjyder foretrak at desertere frem for at blive tysk soldat under første verdenskrig. H.P. Hanssen opfordrede dog de unge sønderjyder til at blive i landsdelen.
Måske var det en konsekvent handling fra Frits Clausens side. Det var i forlængelse med hans idealistiske indstilling. Tilfangetagelsen var ikke overraskende for vennen, Hans Lorenzen. Han kendte hans standpunkt.
Det var ikke indtrykket af, at hans russiske fangenskab var noget som belastede ham meget. Det ensformige og primitive forhold var åbenbart ikke noget, der gav ham stress. Det er heller ikke noget, der tyder på, at den russiske revolution gjorde ham til antikommunist. Han giver i hvert fald ikke udtryk for det.
Havde tidlig antikommunistiske synspunkter
Frits Clausen ser ikke noget galt i at arbejde for det sociale, men det var prioriteret langt efter det nationale.
I 1947 giver Frits Clausen ikke indtryk af, at han under fangenskabet havde ydet en særlig indsats for sine dansksindede kammerater eller i det hele taget havde spillet en lederrolle. En sådan en var han tidligere blevet tillagt i DNSAP’ s publikationer og presse.
Han var kun blevet brugt som redskab til at samle de danske fangere eller nærmere de sønderjyske. Han var ikke initiativtager.
I sine erindringer fortæller Frits Clausen, at han startede sin skribentvirksomhed, da han var kommet hjem fra fangenskab. Her havde han udfoldet sine antikommunistiske synspunkter. Også hans antisemitisme var kommet frem.
Det gik voldsomt for sig i ”Fædrelandet”
I den nazistiske presse gik det voldsomt for sig. Her er Fædrelandets propagandanummer fra februar 1940:
Han var skuffet over Genforeningen
Den hjemvendte fange satte stor pris på russere og tjekker. Det var den jødiske bolsjevik, der var Ruslands svøbe. Han håbede for Rusland, at demokratiet kunne redde landets fremtid. For den unge Frits Clausen satte selv sin lid til demokratiet.
Genforenings – agitationen blev hans politiske ilddåb. Som både taler og skribent foldede han sig ud til fordel for en grænse ved Dannevirke. Han fortæller dog ikke, hvor stort et kontaktnet, som han fik med ligesindede.
I sine erindringer fortæller han heller ikke, hvor skuffet han blev over Genforeningen. Men den var dyb og vedvarende for Frits Clausen og andre Dannevirkefolk. Til skuffelsen føjede sig senere de danske myndigheders efterfølgende håndtering af selve afstemningen.
Under den tyske besættelse fandt han det dog belejligt at finde sig til rette med den eksisterende grænse.
Angivelige fejl og forglemmelser favoriserede tilrejsende fra tysk side og siden hele genforeningens realisering. Ja sådan så Frits Clausen det. Han fremstiller det som en stor skuffelse for sønderjyderne i al almindelighed. Kritikken af den danske regerings og de store partiers håndtering af genforeningen er det ene kim til hans utilfredshed med ”systemet” som sådan.
Et nationalt anliggende at gøre studiet færdig i København
Han fremstiller det som et nationalt anliggende, at han vil gøre studiet færdigt i København i stedet for på et tysk universitet. Havde han valgt dette var han som andre blevet hurtigere færdig. Så kunne han have slået sig ned samtidig med de tyskuddannede konkurrenter fra krigsgenerationen.
Det så ud som om, at Frits Clausen talte på de sønderjyske studerendes vegne fra 1928. Han fik også hjælp af H.P. Hanssen især ved økonomisk støtte ligesom den tyske studentereksamen blev accepteret.
Også en national handling at nedsætte sig som læge i Aabenraa
Nedsættelse som praktiserende læge i Aabenraa i 1923 fremstiller han også i sine erindringer som en national handling. Som konsekvens af myndighedernes handlinger var det rigeligt af tyskuddannede læger i forvejen. Og så kom en sygekassekonflikt til, derfor flyttede Frits Clausen til Bovrup. Ja sådan fremstiller han det. Men er det nu helt korrekt?
Han var lokalsamfundets kraftcenter
I Bovrup med et par hundrede indbyggere fik han efterhånden oparbejdet både lægepraksis og en social position. Han bliver lokalsamfundets kraftcenter med mange forskellige aktiviteter. Der er ingen præst at konkurrere med, her er ingen kirke. I erindringerne nævner han ikke alle sine aktiviteter og initiativer. Men hans interesse for og organisering af musik, ungdomsarbejdet og engegement i skolesagen er ting, han trækker frem. Kaninavlen bliver heller ikke glemt.
Var han sygelig forfængelig?
Interesserne spændte vidt. Han interesserede sig også for det nye medie, radioen og talte som en af de første fra studiet i Aabenraa. Politiadvokat E. Bechs opfattelse i 1947 var, at det var tale om sygelig forfængelighed, når Frits Clausen stillede sig i spidsen for så meget. Men det var nu ikke en gratis fornøjelse.
For meget bal og for lidt politik i de konservative
Frits Clausen skulle ifølge eget udsagn have tilsluttet sig den konservative vælgerforening i Aabenraa i 1920 men tillader sig i 1947 at se kritisk på partiets aktiviteter dengang. Det var for meget bal og for lidt politik i de lokale arrangementer efter hans mening
Han referer også selv, at han havde udtalt sig frit og uafhængigt i forhold til den konservative partlinje ved valgene 1924 og 1929. Måske overvurderede han sin egen position dengang. Men det var ikke ganske ubeføjet, når Jydske Tidende 1929 roste hans foredrag om sønderjyske soldater i tysk krigstjeneste under første verdenskrig. Han blev ofte benyttet som foredragsholder.
Professorinde Dagmar Schmiegelow som han lærte at kende under sin tid som krigsfange tillagde ham i 1929 ”virkelig betydning for den nationale sag i Nordslesvig”.
Kongen stoppede op og hilste på ham
Ja og Christian den Tiende standsede heller ikke op i Bovrup i sommer 1928 for at hilse på hvem som helst. Jo han blev beæret med et håndtryk mens menigmand stod med hatten i hånden. Han havde lokal lydhørhed i ”hjemlandet”.
Det var sandelig også en stor og statelig bygning med tilhørende garage og stald, som han kunne præsentere for majestæten. Konsultationen var i en del af stueetagen. Moderen boede til sin død 1938 på første sal. 13. juni 1928 var villaen flagudsmykket i anledningen af kongebesøget.
Bruddet med de konservative kom ikke pludselig
Det var alene de højere spørgsmål som det nationale, forsvaret og kongehuset, som foruden traditionen gjorde ham til konservativ. Det var det mindst ringe politiske parti. Og det havde to repræsentanter i Aabenraa Byråd. Han opfattede det ved et konservativt tillidsmandsmøde omkring 1930, at Christmas Møller ville drive en anden form for forsvarspolitik. Og Frits Clausen var heller ikke enig med partiets politik i de sønderjyske spørgsmål.
Bruddet med de konservative kom ikke pludselig. Der foreligger et brev fra den 26. maj 1931, hvor han forklarer sine bevæggrunde for at melde sig ud af partiet. Han kunne således ikke klare at de konservative politikere stilede efter at blive levebrødspolitiker, mens idealerne kom i anden række.
H.P. Hanssen var hans store forbillede
Det store forbillede var danskhedens leder, H.P. Hanssen, hvis familie hvis familie Frits Clausen kendte og boede i nærheden af som barn. H.P. Hanssen blev offer for forfølgelse og fængsling. Han havde betalt prisen for den højere sag i en samtid, som Frits Clausen nu ville betale den i sin. Adskillige gange blev H.P. Hanssen fremhævet i sine erindringer. Men han gjorde det også klart, at efter 1918 repræsenterede H.P. Hanssen ikke mere fremtiden.
Ofrede Frits Clausen sig for danskheden?
Der er delte meninger om Frits Clausens opofrelse for danskheden. Hans klassekammerat Jakob Kronika har selv stillet spørgsmålene op:
Ja dette foreligger der slet ikke noget om. Det ser ud til at han ofte selv har tildelt sig offerrollen.
Det gik ud over helbredet
I kampen om agitation for genforeningen skriver han ikke ligeud om sine personlige omkostninger, den store sag påførte ham. Men vi skal have at vide at han ofrede meget for helbredet. Kun ved akut indgreb blev han reddet. Tid til lægestudiet er også blevet brugt i denne sag, hvor han snart var på agitationsrejse og snart sad på kontoret på Folkehjem.
En elendig økonom
I 1931 forlod Clausen det konservative folkeparti til fordel for det nystiftede DNSAP. Dengang skulle den tyske nazisme først realisere sig i al sin gru, før næsten alle blev klar over omfanget af forbrydelsen. Ja kommunisterne råbte godt nok fra første dag vagt i gevær.
I hans erindringer står det ikke noget om honorar, men sådan forholdt det sig ikke tidligere. Krigsindkaldelse, de afbrudte studier, krigsfangenskab, medvirken til at samle danske fanger i en lejr, anklager for højforræderi fra tyske officerers side og sluttelig flugt til Danmark på falsk pas hører alt sammen med i ansøgningerne, før det afsluttes med, at han valgte at studere videre i København af nationale grunde.
Den Sønderjyske Fond rykkede mange gange for tilbagebetaling af lån. Dette fik Frits Clausen til at sende et 12 – siders lang brev til Adolf Svensson den 9, juli 1928. Han havde nu ikke noget at gøre med Den Sønderjyske Fond. Men foruden redaktør af Haderslev Stiftstidende var han medlem af det konservative folkepartis repræsentantskab.
Vi ved at Frits Clausen var en elendig økonom. Og så var det også hans omfattende selskabelighed, som kunne tænkes at være årsag til at han måtte opgive sin praksis i Aabenraa. Der blev snakket om, at han var beruset under offentlige begivenheder i Aabenraa.
Ikke noget om dårlig økonomi i erindringerne
Nu var det vel heller ikke noget som han beskæftigede sig med i 1947, hans økonomiske forhold. Han skulle ikke besmudses med rollen som en, der havde et vedvarende overdådigt privatforbrug og stadig pengemangel.
Familien Clausen var formuende
Familien Clausen var formuende. Frits Clausens far ejede købmandsgården, Storegade 36 i Aabenraa. Moderen var stadig i besiddelse af gården, da Frits Clausen kom hjem fra russisk fangenskab i efteråret 1918. I den første tid boede Frits hos moderen i Nygade 4. Husstanden omfattede også moderens søster, Meta. De to søstre havde boet sammen siden Frits var spæd. Gården var blevet lejet ud for en 25 års periode fra 1899.
Fra 1924 boede de i Bovrup. Hans mor modtog et årligt tilskud på 3.500 kr. af Frits plus fri bolig. Ingeborg Refslund Thomsen berettede:
Økonomien kunne ikke holde til det
Men efterhånden kunne familiens økonomi slet ikke holde til det liv, som Frits Clausen førte. Han behandlede de fattige patienter gratis. Og moderen havde efterhånden afgivet hele sin formue til Frits. Långiverne fandt ud af, at hun ikke mere kunne kautionere for sønnen.
Den sønderjyske Fond forsøgte gang på gang at få ham til at betale sin gæld. Det kom godt nok til en ordning i 1930, men intet skete. Sin gæld til Den sønderjyske Fond blev først afviklet i 1940, da han blev folketingsmand.
Store politiske ambitioner
Han havde i marts 1931 meldt sig ind i DNSAP. Han følte ikke, at man hos de konservative ville give ham en ledende post. Han ville nå videre og stillede sig ikke tilfreds med at være landsbylæge.
Ifølge hans skolekammerat Jakob Kronika, så havde Frits Clausen ”af karaktermæssige årsager” ikke den store succes hos de konservative. Man kunne ikke bruge en, som havde en elendig økonomi og forgældet med hang til spiritus.
Nu havde Frits Clausen næppe udprægede evner til som loyal partisoldat, der skulle rette sig ind efter en given linje. Han havde politiske ambitioner. Han havde meget energi og han greb straks initiativet hos DNSAP. Inden udgangen af 1931 var han Danmarks mest virksomme nazist, optaget af møder, organisering og skribentvirksomhed. Hurtig blev han partleder i Sønderjylland. Men snart havde han overtaget det hele.
Ifølge eget udsagn havde han i 1931 ingen kendskab til Hitler og NSDAP.
I anledning af Frits Clausens 40 års fødselsdag
Skal vi lige slutte af med præsentationen af ham den 12.11.1933 i anledning af hans 40 års fødselsdag. Sådan skrev Fædrelandet:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du læse mere om Frits Clausen, DNSAP og danske nazister:
August 19, 2018
Er Genforeningen – det rette ord?
Fortæller man skolebørnene den rigtige historie? ”Indlemmet” eller ”forenet” er vel mere rigtig. Slesvig har ikke været i det danske kongerige siden 1200. Nu skulle Mellemslesvig fordanskes. Dat var ”nationalpolitisk galskab”. Kun tre mand forstod problematikken om Slesvig-Holsten og Danmark. På få år blev tilnærmelse forvandlet til fjendskab. Det er en historie fuld af myter. Vi viser eksempler på fordrejninger. Grænsen blev aftalt i 811. Men der var nogle i landsdelen inden år 200, da Danerne kom. Fortyskning kan skyldes mange ting. Knud Lavard var den første hertug. Det var et fromt valgløfte med Ribebrevet. Slesvig er et mangfoldigt område. Kunne en fornuftig politik i 1848 have forhindret to blodige krige? Det var en tikkende bombe. De ”historiske” rettigheder måtte opgives. Var valget 1920 retfærdigt? Kongen var hertug af Holsten helt frem til 1973.
Indlemmet eller forenet er vel mere rigtig
Er det som skolebørnene lære i skolen det rigtige? Lad os prøve at kigge på Genforeningen. Den opfattelse, at Danmark i 1920 generhvervede dele af ”det tabte land” fra 1864, er ethvert barn opflasket med. Landet over er det også indmejslet i så mange en sten.
Hvis man strøg ”gen” og nøjedes med ”foreningen” ville det passe. Man kunne også bruge ordet ”indlemmet”.
Slesvig har ikke været i det danske kongerige siden 1200
Slesvig havde reelt ikke indgået i det danske kongerige siden 1200-tallet. Forestillingen om ”det tabte land” skyldtes en nationalistisk forestilling om, at Slesvig burde høre uddelt til Danmark.
Siden 1720 havde den danske konge også været hele Slesvigs hertug og havde respekteret landets særlige stilling.
Nu skulle Mellemslesvig gøres dansk
Men med den besindige Christian den Ottende ’ s død i 1848 lod kongemagten i skikkelse af den ret uduelige Frederik den Syvende sig rende over ende af de nationalliberale, hvis kup i 1848 udløste borgerkrigen.
Nu skulle Slesvig absolut gøres dansk. I 1850erne forsøgte de med tvang at styrke dansk i Mellemslesvig, hvilket hos menigmand skabte tyskheden.
Nationalpolitisk galskab
Nationalister mobiliserede på en forestilling om ”historisk ret” til et landområde. De kaster typisk deres brutale kærlighed på områder, hvor de selv er i mindretal.
Det dansknationale krav på Slesvig udløste krigen mod Slesvig – Holstenerne 1848 – 1850 og danskernes krig mod Prøjsen og Østrig i 1864. Dette førte til ”Tabet”. De danske nationalister var – imod egen forhåbning – ikke i stand til at slå to europæiske stormagter.
Den nationalpolitiske galskab er i grunden meget morsomt fremstillet i Herman Bangs ”Tine”.
Kun tre mand forstod problematikken om Slesvig Holsten og Danmark
Nu er det vel også lige sin sag at holde styr på Sønderjyllands historie for en skoleelev. Men man kan vel holde sig inden for sandheden. En lang række myter, forvirring og antipartier har lagt sig som en dyne over denne del af vores historie.
Set med stormagternes øjne er det nok mest udtrykt ved den engelske politiker, Lord Palmerstone. På et spørgsmål fra dronning Victoria om hvad det egentlig var for noget med Slesvig – Holsten og Danmark skulle denne have svaret, at der kun var tre personer, der forstod problematikken.
Den første var dronningens prinsgemal, Albert. Men han var død. Den anden var en tysk professor. Han var imidlertid blevet sindssyg. Endelig var det Lord Palmerstone selv. Men han havde rent faktisk glemt det.
På få år blev tilnærmelse forvandlet til fjendskab
Slesvig er blevet så cementeret en del af den nationale historieopfattelse, at Holsten er gledet helt i baggrunden. Holstenerne var splittede i deres orientering mod både nord og syd. Mange løsninger var fremme for at få styr på problematikken, men alt gik som bekendt galt.
På få år var fredelig sameksistens om en udbredt overbevisning om stedse større tilnærmelse mellem naboerne afløst af et indædt fjendskab.
En historie fuld af myter
Historien om Slesvig – Holsten er som al anden historie fuld af myter. Det handler om en langvarig politisk kamp mellem to nationalistiske bevægelser. Myterne bruges og vedligeholdes i de stridende partiers politiske partiers propaganda. Men myter farver historien og fordrejer kendsgerningerne.
Eksempel på myter og fordrejninger
Grænser aftales i 811
Ja sådan gengives historien, men er det sandt? Man skulle tro, at Slesvig altid havde været en del af Danmark, når man benævner det ”Historiens gry”. Grænsen ved Ejderen aftales mellem Karl den Store og Hemming i år 811.
Der var nogle der, inden år 200
Danevirkes første voldestammer fra omkring 650. Danerne og deres ”mark” optræder først efter år 500 i de skriftlige kilder. Og Danerne selv indvandrede tidligst omkring år 200. Slesvig har dog været beboet længe før. Men det behøver nu ikke kun at have været dansk!
Fortyskning kan skyldes mange ting
”Fortyskning af betydelige dele af Slesvig” forstås som en ondsindet plan. Det er noget i retning af at stjæle dansk land. Men som vi har været inde på så kan fortyskning skyldes mange ting. Ikke alle ting, kan man lægge tyskerne til last.
Fortyskningen tog i den grad til fra 1864 – 1920 under preussisk styre. Og så var det jo også lige opkøb af ejendomme af Vogelgesang.
Knud Lavard var den første hertug
Siden slutningen af det 11. århundrede begyndte danske konger at indsætte slægtninge som grænsejarler i den sydlige del af Jylland. En af disse var Knud Lavard. Han udnyttede sin situation og erobrede dele af det nuværende Holsten fra Venderne. Derefter blev han udnævnt til hertug i dette tyske område. Denne titel antog han også for Slesvig. Med andre ord Knud Lavard var den første hertug, der både havde et tysk og et dansk len.
Et fromt valgløfte
Slesvigs nationale stilling blev ganske broget, fordi Slesvig flere gange blev delt mellem kongens slægtninge. Ganske broget blev det i 1460, da Christian den Første efter Hertug Abels død i 1460 gerne ville vælges til hertug af Slesvig og greve af Holsten. For at blive valgt af det Slesvig – Holstenske ridderskab lovede Christian den Første i Riberbrevet at Slesvig og Holsten skulle være ”ewich tosamende ungedelt”.
Ja det betød dengang, at selv om Slesvig godt nok var et dansk len, så skulle det i al fremtid være knyttet til Holsten og ligestillet med det tyske Holsten. Men se dette valgløfte har vi skrevet en hel artikel om.
Slesvig – et mangfoldigt område
I den omtalte henvisning nævner vi ”Saksisk indvandring” og ”forfejlet dansk politik” som årsag til ”Fortyskning”. Nu er Slesvig et blandet område med indvandring både syd og nord fra. Slesvig fik lov til at udvikle sig til et multikulturel samfund, hvor befolkningen både talte frisisk, højtysk, plattysk, rigsdansk og synnejysk. Men denne sproglige udvikling kan vel ikke betegnes som forfejlet?
”En røvet datter – dybt begrædt”
At ”Prøjsen røvede med støtte fra Østrig i 1864, Slesvig. Myten kendes i en mere poetisk form ”en røvet datter, dybt begrædt”.
Men dette som man vil belære danske skolebørn, at krigene i 1848 og 1864 var tyske forsøg på at røve Slesvig fra Danmark er en kæmpe misforståelse.
Danmark ville ”indlemme eller røve” både i 1848 og 1864
Begge krige startede med, at kongeriget Danmark forsøgte at ”indlemme eller røve” Slesvig uden på noget tidspunkt at spørge slesvigerne via en fredelig folkeafstemning, hvad de foretrak.
I 1848 foreslog den provisoriske regering for hertugdømmerne en sådan afstemning. Og i 1864 foreslog Preussen og Østrig ved forhandlingsbordene i London en afstemning i Nordslesvig. Men Danmarks konge og regering afviste disse tilbud og valgte at føre krig for at annektere hele Slesvig.
Kunne en fornuftig politik i 1848 have forhindret to krige?
Måske kunne en mere fornuftig politik i 1848 have sparet os for to krige. Man kunne have fået en selvstændig stat, Slesvig – Holsten med egen forfatning. I områderne i Nordslesvig kunne der være fortaget en afstemning, hvor befolkningen kunne være kommet hjem til Danmark. Måske kunne det have holdt Prøjsen og Østrig helt tilbage.
En tikkende bombe
Med løftet om fri forfatning får man i den danske regering slået Ejderpolitikken fast som det bærende princip.
Helstatskonstruktionen var blevet akilleshælen. Frederik den Syvende ville ikke – underlagt opinionen som han var – være med til deling. Med hans død opstod der en helt ny situation.
I København opstod der næsten eufori efter sejr i den første krig. Men krigen havde ikke løst problemet. Situationen var en tikkende bombe. En ny krig syntes uundgåelig.
Undergangsangst
Nu var de ledende danske politikere ikke krigsliderlig. Men man forberedte sig heller ikke på en kommende krig med nye våben. Den politiske uenighed var stor, kongens indflydelse var betragtelig og den nationalliberale presse pustede til ilden.
Der var stærke nationalliberalistiske strømninger hos vore sydlige naboer. De europæiske stormagter havde også deres dagsordner. Men krigen i 1864 var selvforskyldt takket være inkompetente nationalliberale politikere.
Allerede efter tabet af Norge opstod der en undergangsangst i Danmark. Den blev forstærket efter 1864. Hvad skulle Danmark nu gøre for at overleve?
Den dansk-tyske helstat revet fra hinanden
Tusinder faldt, drømmen om Danmark til Ejderen brast. Staten blev en nationalstat. Den dansk – tyske helstat blev revet fra hinanden af nationalisme, liberalisme og radikalisme. Men vi skulle først igennem to blodige krige.
Historien handler er ikke kun formet af store ideologiske strømninger, men også af tilfældigheder, uheld og enkeltpersoners handlinger, der til sammen skabte netop den skæbne, som vi i dag kender som danmarkshistorien og den selvopfattelse, vi kender danskheden. Men derfor bliver også nød til at fortælle skoleeleverne sandheden.
Kongen ville ind i det tyske forbund
I dag kender mange til Christian den Niendes planer om Danmarks indtræden i det tyske forbund. Men den danske regering havde planer om en skandinavisk stat, De svensk – danske konger havde planer om at blive danske konger. I årene omkring 1864 var der revolutionære planer.
Det var barsk, at være sønderjyde under prøjsisk styre. Alt skulle fortyskes. Men Danmark gjorde som allerede skrevet det samme med fordanskning.
Fortæller man skolebørnene det rigtige?
Nu var det jo ikke selvsagt, at Nordslesvig bare kunne forenes med Danmark i 1920. Det var langt fra en selvfølge, som man fortæller skolebørnene. De danske konger havde gennem århundreder behandlet Slesvig som et separat hertugdømme med egen forfatning, statsforvaltning og lovgivning.
Disse var for længst blevet et selvstændigt folk. Derfor kan det heller ikke være tale om en genforening. Den danske lovgivning fra 1920 omtaler det derfor helt korrekt som en ”indlemmelse”.
De ”historiske” rettigheder måtte opgives
Efter nederlaget i 1864 erkendte et flertal af nationalister i Slesvig og Danmark, at en afstemning baseret på princippet om folkenes selvbestemmelse ville være at foretrække. Kravene baseret på ”historiske” rettigheder måtte opgives.
Var valget retfærdigt?
Fra dansk side var man meget skuffet over, at Det Tyske Mindretal var ret længe om at anerkende grænsen i 1920, men de glemte lige at sætte sig ind i, hvorfor man forholdt sig kritisk.
Man mente, at den for ensidigt fulgte Den nordslesvigske Vælgerforenings ønsker. Alle andre gruppers og organisationers, dansk- såvel som tysksindedes ønsker blev tilsidesat. Der var forskellige principper for afstemninger i Nordslesvig og i Mellemslesvig. I Nordslesvig skulle der stemmes i en samlet blok. I Mellemslesvig skulle der derimod stemmes kommunevis.
Det blev sikkert med fordel for danske interesser og gik som forudseeligt. Højer, Tønder, Tinglev, Aabenraa og Sønderborg blev indlemmet i Danmark trods tysk flertal. Hvis det havde været kommune-afstemning så var i hvert fald Højer, Tønder og Tinglev blevet indlemmet.
Ja og egentlig var de grupper, der mente, at der skulle være et valg til et selvstændigt Slesvig eller Slesvig – Holsten afskåret fra at give deres mening til kende.
Men nu var det vel rimligt, at de dansksindede i Nordslesvig fik lov til at blive indlemmet, og at de tysksindede fik lov til at blive indlemmet i Tyskland.
Danmark går altid ind for ”frie skoler”
Allerede den 6. marts 1919 havde den danske regering i Versailles ret sejrssikkert fremsat følgende erklæring:
Mindretal ”ikke så betydelig” at det skader Danmark
H.P. Hanssen skitserede en sindelagsgrænse som tog økonomisk og geografisk hensyn, men sindelagsgrænsen skulle sikre det hensyn:
– at der bag denne grænse ville være et tysk mindretal, men ikke så betydeligt, at det kunne true Danmark.
Og det er især sproget man har kørt på, og brugt som våben i den nationale kamp i Sønderjylland og Slesvig.
Man talte dansk med hunden
Sproget i rokokotiden, dvs. midt i 1700-tallet var i højere kredse ikke mindst ved hoffet i København hovedsagelig tysk og fransk. Man sagde om den danske adelsmand, at han talte fransk med konen, tysk med tjenestefolkene og dansk med hunden.
Frem mod de nationale modsætninger i midten af 1800-tallet lå der et tysk og dansk kancelli i København, som folk kunne opsøge, alt efter hvilket sprog, de ønskede at blive betjent på.
Dansk var et tabersprog
Tysk var blevet det fine sprog, dansk et tabersprog. Dansk blev opfattet som bondsk. I begyndelsen af 1800-tallet forsøgte man fra dansk side, at forbedre det danske sprogs stilling gennem et kongeligt reskript, hvori det hedder:
Dansk blev forbudt
Tysk indførtes som administrations – og retssprog i hele Slesvig, og fra 1888 blev dansk forbudt som skolesprog – undtagen i religionsundervisningen, der på landet godt måtte foregå på dansk. Samtidig blev danske privatskoler og dansk privat- og hjemmeundervisning forbudt.
Som en protest mod denne ensidige tyske sprogpolitik opstod der bl.a. i 1880 ”Foreningen til det danske Sprogs bevarelse i Nordslesvig.
Situationen vendte efter 1945
Ja denne sprogkamp fik så en modsat tendens fra 1945 til 1955. Da gik det ud over Det Tyske Mindretal. Men se det er en anden historie.
Forening eller indlemmelse
Vi fik hermed forklaret, at det ikke hedder genforening men forening eller indlemmelse.
Hertug af Holsten helt til 1973
Til og med Frederik den Niende var den danske konge hertug af Holsten – og det var først i 1973, at Holsten forsvandt af vores rigsvåben.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Hvis du vil vide mere om emnet, så se her på www.dengang.dk
August 15, 2018
Ribes Militær og Borgervæbning (6)
Ribe har skam også sin krigshistorie. I 1657 måtte borgerne aflevere deres våben. En masse våben blev sendt til København til reparation. Man stod æresvagt ved kongebesøg. Ved markedsdage holdt man vagt. Dem med hang til druk, kunne ikke bruges. Så skulle man bruge en landmilits, med Ribe var lidt langsom i vendingen. Amtsskriveren måtte kaldes hjem. Ingen ville huse obersten med følge. Det var ret dyrt for Ribe at indkvartere alle disse tropper. På et tidspunkt kunne byen ikke betale sin skat. Og så tog soldaterne selv for sig. Da man skulle hverve soldater opstod der håndgemæng. En ung mand var allerede taget til tolden.
Ribe har sin krigshistorie
Ribe har sandelig også sin krigshistorie. Ja det er måske ikke de store krigeriske bedrifter at fortælle men alligevel. Man havde skam både en regulær Borgervæbning og en regulær hær. Begge grupper satte deres præg.
Våben afleveret i 1657
Fra Christian den Fjerdes tid blev det befalet at holde bevæbnet vagt mod sørøvere. Allerede i 1601 har der været en Borgervagt i Ribe. Under de følgende krige var Ribe – borgere under kommando. I 1643 blev der også bygget et vagthus på Torvet.
Der blev nu aldrig tale om et forsvar af byen. Heller ikke da svenskerne i 1658 besatte byen, havde borgerne lejlighed til at vise deres mod. De blev skam mønstret i 1657, men ganske givet, så har man nok fået at vide, at våbnene skulle afleveres.
En del våben sendt til København
Alligevel har man ment, at en bevæbning af borgerne ville være nyttig, for få år efter krigen havde byen igen anskaffet sig våben. De blev opbevaret på Rådhuset.
Hvad blanke våben angik, så ejede byen i 1667 i hvert fald otte slagsværd, som Hans Bøssemager rengjorde og ”opfeigede”. I 1672 foretog Carsten Bøssemager et lignende arbejde. Antallet af skydevåben som byen ejede var heller ikke helt ringe. I 1687 lod Kancelliråd Worm en del af dem sende til reparation i København. Måske var det, fordi den lokale bøssemager ikke kunne overkomme arbejdet.
Men alligevel kan det ses, at det til tider har været op mod 60 flintebøsser til reparation med defekte låse.
Æressalut
Da Prins Georg i juni 1668 rejste gennem byen for at gå i en båd, der skulle føre ham til det på reden ventende skib, mødte borgerskabet under gevær. Til ære for Prinsen blev der affyret en æressalut.
I 1679 da kong Christian den Femte mandag efter påske drog gennem byen var alt borgerskabet igen under gevær. Dette betød at der den dag ikke kunne holdes Ting.
Ikke med hang til drukkenskab
Borgervæbningen fik dog en meget ansvarlig opgave til markedsdagene. I 1681 havde to Borgerkaptajner, Francke og Willum Knudsen, hver en underofficer og 8 – 10 mand på deres vagthold. Disse folk var speciel udtaget blandt dem:
De skulle arrestere gemene folk:
Et våbendygtigt mandskab i år 1709
Med året 1700 drog der atter krig ind over landet. Fra den 11. juni begyndte Borgerskabet at holde udvidet vagt, hvilket de fortsatte med til 1. september.
I 1709 bestod det våbendygtige mandskab af 202 mand. De havde tilsammen 122 bøsser, 159 kårder, 6 Partisaner og 6 Piker. Men hele 40 af dem havde slet ingen våben. Der blev ansat en kaptajn, (byfoged L.M. Fries), 2 løjtnanter, 1 fændrik, 3 sergenter, 3 korporaler og 1 tambur.
En rykker fra amtmanden
Dette skete, fordi regeringen i november måned det pågældende år havde udsendt en forordning angående Landeværn. Men åbenbart kom man ikke rigtig i gang. I marts blev der modtaget en påmindelse fra stiftamtmanden.
Byfogeden skulle samle borgerskabet efter de lister, Magistraten havde opsat, tillige med bønderne fra Tved og Tangbyen. De skulle møde på Torvet til eftersyn af våbnene. En gang ugentlig skulle der ekserceres med dem på en bekvem plads uden for Nørre- eller Sønderport.
Han havde ”eksercits som videnskab”
Nu tog Byfoged Laurits Mortensen Friis fat. Der var kun ansat tre sergenter, men da der var fire fjerdinger, foreslog han, at parykmager Habakuk Kock udnævntes som den fjerde, især:
Desuden skulle Michael Svendsen ansættes som fjerde korporal.
Told-og Konsumtionsbetjente var nok opført på listerne og skulle have gevær udleveret og holde sig parate. Men de skulle være fritaget for vagt og eksercits. Der var også nogen afgang i listerne, idet nogle var bortrejst eller for gamle til tjeneste. Og så var det også lige Johannes Petersen Orluf som absolut måtte udgå, da ingen ville være sammen med ham på grund af hans bestilling som ”Hestesnider”
En del svende og drenge var blevet opført på listerne, men dem mente kaptajnen ikke at have brug for. Stiftamtmanden var dog af en anden mening. De skulle netop være til stede for at lære eksercitsen at kende.
Det blev dyrt for Bremmer
Den 14. juli 1712 drog Frederik den Fjerde gennem byen. Selvfølgelig mødte Borgervæbningen på Torvet med fuld bevæbning for at gøre kongen den skyldige opvartning.
I enhver armé findes der oprører, og det gjorde det også i Ribes borgerskab. Han hed Petter Jansen Bremmer. Trods tilsigelse mødte han ikke sammen med de andre kongetro mænd.
Der blev sendt en ”Gefreiter” og to mænd efter ham. Han nægtede rent ud at komme.
Da kongen nu var ankommet og havde passeret forbi fronten, blev Borgervagten fordelt til de forskellige poster. Nu begav Bremmers sergent, den brave bagermester Poul Sørensen sig til den genstridige soldat, men uden held.
Hvad der egentlig havde stukket manden er ikke godt at vide. Men senere gik han selv til borgervæbningen og afleverede 2 mark som en slags bøde, men dem sendte den vagthavende borgerløjtnant retur.
Da Bremer foruden alt dette også havde nægtet at sende sine heste og vogn til kongens tjeneste, blev det ham selvfølgelig en dyr fornøjelse.
Indkvartering var frygtelig dyrt
I 1722 lod borgerkaptajn R.M. Neumann nogle af borgerne tiltale, fordi de havde forsømt deres vagt under sidste marked. Men ellers var det nu temmelig roligt hele perioden ud.
Det samme kan ikke just siges om soldater – eller rytterindkvarteringen. Det var jo lige som en slags skat, der var pålagt byen. Det begyndte med et kompagni ryttere, der i 1661 under oberstløjtnant Wasenberg holdt sit indtog i byen. Alene oberstløjtnanten kostede byen 200 Rigsdaler årligt.
Desuden måtte borgmester Jesper Hansen i disse år afstå sin eng ”Korseng”. Den lå nemlig meget bekvemt for rytterne at have deres heste gående på. Og det blev ikke ved et enkelt kompagni.
I 1675 ankom major Mogens Kruse med sin stab og sit livkompagni foruden ritmester Rantzaus kompagni for at logere i Ribe. Ganske vist blev hver afdeling sjældent længe på stedet.
Oberst med følge skulle have særforplejning
Men det var nu ikke det værste. For hvert kompagni mødte med sine fordringer og vaner. Og så var det ikke soldaterne alene, der skulle indkvarteres. Hver chef medbragte sin hele husstand og officerer, underofficerer og menige soldater, deres koner og børn.
I 1677 mødte således oberst Numphius med kusk, to tjenere og ti heste, hvortil kom oberstinden med tre døtre, en kammerpige, en tjener og fire heste. Sikke en indkvartering at få.
I 1683 kom der hundrede mand fra oberst Frands Svanvedels regiment. Året efter to kompagnier af oberst Elleborgs regiment, hvoraf to andre kompagnier lå i Tønder. Og sådan gik det år efter år.
Rytterne skulle bespises af kvarterværterne, der da foruden to rigsdaler om måneden modtog yderligere en rigsdaler af byen.
Amtsskriveren måtte kaldes hjem
Fra 1684 havde man en rådslagning om, hvorledes man kunne gøre indkvarteringen mere effektiv. Ritmester Kruse skulle have 6 Rigsdaler månedlig. Men der var masser af andre udgifter. Hestene havde deres engstykke. Men byen måtte yderligere leje to enge for en sum af 33 Rigsdaler.
Det var ikke en ringe byrde for Ribe. Dertil kom også udskrivning af bådfolk til flåden. I 1686 måtte man under hals og hoved hjemkalde amtsskriveren Jens Christensen fra København, da der var kommet besked om, at der om ca. 14 dage kom to regimenter rytteri til Ribe, nemlig obersterne Svanvedels og Hurchids regimenter.
Ingen turde at huse obersten
I september samme år ankom tre kompagnier af oberst Stücks for at blive indkvarteret i selve byen. Der var imidlertid ingen borger, der turde at huse obersten med frue, børn, tjenestefolk og heste. Man mente heller ikke det ville være nogen fornøjelse for obersten. Man stillede derfor et ledigt hus til rådighed for ham med senge og en del husgeråd. Men obersten forlangte yderligere lys og brændsel.
Det var man ganske vist ikke vant til, men man gik dog ind på yderligere at stille 6 Rigsdaler månedlig til rådighed herfor ”i Haab om god Justits” Byen tænkte, at når man var gode ved befalingsmændene, så ville de sørge for god ro og orden blandt deres mandskab.
Urostiftere skulle arresteres
Nu var det nemlig ikke altid, at disse soldater opførte sig eksemplarisk. En rytter fra det Bibouske regiment ødelagde i et anfald af raseri selve Tingporten. Og nogle af hans kollegaer stødte et helt plankeværk i åen. Man måtte leje Hans Fyn til at bjerge stumperne.
Stor ståhej var der i 1684 i selve domkirken, hvor en række ryttere overfaldt tolderen, ritmester Husmans tjenere. Ritmesteren klagede til overrentemesteren. Oberst Svanvedel fik fra regeringen ordre til at urostifterne skulle arresteres.
Derefter skulle de stilles for en krigsret. Det var selvfølgelig ikke helt let at opretholde disciplin blandt soldaterne, når de lå spredt i småkvarterer rundt om i byen. Og det hjalp ikke med at opslå ”plakater” med at soldaterne skulle være i deres kvarterer efter tappenstreg.
Man sendte militæret i forbindelse med manglende skat
Militæret spillede i det hele taget en stor rolle i Ribes liv i disse tider. Det var ikke nok med, at disse forskellige afdelinger blev beordret i kvarter i byen, men rytterne blev brugt efter fransk forbillede ligefrem som straffemiddel, når byen ikke betalte sine skatter på rette tid.
I Ribes kæmnerregnskaber findes, bavnlig fra 1660erne hyppige spor af disse ”Dragonader”. I sådanne tilfælde var det ofte en koporal og to eller tre ryttere, der en skønne dag mødte frem med ordre til at
De levede fuldt ud på byens bekostning, indtil skatten blev betalt. Der meddeles også, at brandskatten for 1664 ikke blev inddrevet af byens embedsmænd men af kvartermesteren ved Wassebergs Kompagni.
Man troede at det lykkedes at blive fri
I 1687 var man efterhånden blevet godt og grundig træt af den evige indkvartering. Man sendte derfor et andragende til kongen om fritagelse. Andragendet blev overrakt til stiftamtmand von Speckhan.
Det lykkedes virkelig også et par år efter at blive fri for soldaterne. Nu begyndte man så at rydde op efter soldaterne. Skilderhuse, der havde stået ved Korsbrødregård og andre steder, hvor de højere officerer havde boet, blev nu kørt til Rådhuset og opbragt der.
Men ak, glæden over at være blevet militæret kvit, varede dog kun kort. Allerede året efter fik man to kompagnier fra det Lambdorfske Regiment i indkvartering under oberstløjtnant Schorn og kaptajn Geisler. Og så kom de atter i en løbende strøm.
Kongen ville have militær nær grænsen
Ansøgninger om fritagelse eller om en halvering mødte som oftest døve ører hos regeringen. I 1693 lykkedes det dog at få prakket tre kompagnier af Jyske Regiment over til Fredericia. Men Magistraten måtte dog aflevere brød til tropperne for 6 – 7 dage.
De var tilbage i Ribe i 1695. Da man nu ville sende dem til Varde og Ringkøbing svarede Landmilitiens Kommissariat, at dette absolut ikke lod sig gøre, da kongen ønskede at have tropperne så nær som muligt ved grænsen og ikke tillod, at de lagdes så lang ind i landet.
En del af året 1696 var man fri for indkvarteringen. En musketer fra kaptajn van Ostens Kompagni, der om vinteren i mørket var faldet i åen og druknet blev, da han blev fundet i foråret begravet på byens regning.
Ribe kunne ikke betale skat
Det var hårde år for byen. Købmændene led store tab ved deres oksehandel. Nu kunne mange af officererne indkvarteres i de tomme huse i byen. Men alligevel var indkvartering en meget dyr post for byen.
Under den store nordiske krig skiftede indkvarteringen mellem alle tre våbenarter. Byen klagede sig ynkeligt. De undlod at betale de ordinære skatter. Regeringen rykkede hele tiden. Rentekammeret udtalte, at man ikke havde forventet sådan en langsommelighed fra byens side.
Soldater tog selv for sig
Endelig i oktober og november 1700 blev de garnisonerede kompagnier af jyske nationale regimenter til hest forlagt til Fredericia og Haderslev.
Det syntes som om, at disse ryttere havde været særlig slemme i deres opførsel. Talrige klager over dem var indløbet. De var åbenbart ikke tilfreds med den forplejning, som de fik. De tog selv for sig af de varer, der kom ind ad byportene.
Håndgemæng
I 1701 beordrede Frederik den Fjerde Landregimenterne oprettet. Oberst Eichstedt fik kommandoen over det, der blev oprettet i Riberhus Amt. En række underofficerer, der skulle tage sig af mandskabets eksercits blev indkvarteret i Ribe.
Hvervningen til hæren foregik stadig efter gamle principper og kunne undertiden være hårdhændet nok. I 1710 førte den til en dramatisk hændelse, der fik et mærkeligt efterspil for et par personer.
Andreas Harkrouch, der for en tid var i Toldvæsnets tjeneste mødte en skønne dag op i Biskop Muus’ residens sammen med nogle bønder for at befri en karl, som biskoppens søn, fændrik Ulrick Frederik Muus havde hvervet som soldat.
Harkrouch påstod, at karlen var antaget af tolder Enholm i toldvæsnets tjeneste, men Muus ville ikke udlevere ham. Under håndgemænget kom byfogdens søn, søkadet Rasmus Lauridsen Friis, fændrikken til hjælp. Harkrouch blev såret af deres kårder.
Pesten ramte ikke rigtig Ribe
Pesten ramte ikke rigtig Ribe i 1711. Men man var også yderst forsigtig. Der var på den tid indkvarteret artilleri i byen. I 1712 udbrød der en sygdom ud blandt artilleristerne, som man frygtede var pest. Men det blev ved skrækken.
Da man hørte om pest i holstenske byer, spærrede man øjeblikkelig af for Ribe. Man oprettede militære vagthold i portene og rytterposteringer ved Stampemøllen og Hundegades Blegeplads.
Fra Brigarder Donops Regiment blev der fremskudt en rytterpostering mellem Kolding og Ribe for at forhindre, at folk uden sundhedspas slap over grænsen.
Indkvarterings – skat
Efter krigens afslutning synes Ribe i en årrække at have været fri for indkvartering, for man betalte en skat:
Men fra 1733 har den atter denne byrde, hvortil den fik tilsvarende pengehjælp fra Varde, Ringkøbing, Holstebro og Lemvig.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du finde følgende artikler om Ribe: