Artikler
Oktober 11, 2018
Kjælle Kaspar – den sidste kæltring
Af Lisa Hildegardt
Han var født Kaspar Madsen. Han gik til undervisning hos degnen. Han ville heller lave skarnstreger. Men han måtte gå to vintre hos præsten for at få mere lærdom. Her måtte man af og til spærres inde i svinestalden. De andre knægte var bange for ham. Mange gange blev han fængslet for betleri og tyveri. Han fik hurtig både hunde og kvinder til at løbe efter sig. Han var gift mange gange. Men det var ikke sjovt, da han var indsat 4 år i Vridsløselille. Da han kom ud, var Mette taget til Australien. Hurtig fik han fat i Kathrine. Men han fik ustyrlig lyst til Ane Vind, der var af velstående familie. Hun var gift, men skippede ham til fordel for den 17 – årig ældre Kaspar. De holdt sammen i 12 år. Endnu en livsledsagerske fik han i 1900. Kaspar døde i 1923 og fik en fim begravelse på Rind Kirkegård af Sognerådet.
Kjælle Kasper er den sidste omvandrende kæltring af ren natmands afstamning i Danmark. Han blev født i Rind ved Herning den 4. februar 1841 og døbt Kasper Madsen. Det fortælles, at moderen Anne Marie Mæster klagede over, at drengen ikke ville have brændevin, der ellers gav en beroligende indvirkning på det urolige barn. Men som voksen voldte han ikke sin modersorger i den retning.
Kaper kom som andre drenge dengang tidligt ud at tjene, blandt andet som fårehyrde. Om vinteren var han hjemme, og da gik han i skole hos degnen hr. Sønderby. Undervisningen interesserede ham ikke det mindste, derimod havde han gode anlæg for at lave kunster og skarnsstreger, og degnen sled mange tampe op på Kaspers brede ryg, når han ikke kunne magte knægten.
Men en skønne dag sagde Kasper stop; “nu kan det”, og så bandede han fælt, “være nok!” Han var – en “kjælle knæjt”, dvs. kåd og fuld af kunster – og derfor fik han tilnavnet Kjælle Kasper som han bar livet igennem.
Hans lærdom var det småt med, og derfor måtte han gå til præst i to vintre, inden han slap igennem, og ved afgangseksamen fik han “mådeligt” for kundskaber og betegnelsen “nogenlunde sædelig” for sin opførsel. Der var altså ikke noget at prale af. Maren Jepsen i Sunds, der havde gået til præst sammen med Kasper, fortalte, at børnene var bange for den stærke prygl, og det hændte, at pastor Falkenskjold måtte lukke Kasper ind i svinestien, indtil børnene var langt borte. Dengang udgjorde Rind og Herning et pastorat.
Efter sin konfirmation kom Kasper ud at tjene hos en gærrig mand i Fastrup ved Vammen, men her sultede han, og så stak han af, og kom til at tjene i Birk, og her blev han glad for at være. Glædestrålende fortalte han, at de hver aften fik et fadfuld grød, der næsten nåede til loftet. På gården havde de en ondskabsfuld hest, der ville klemme folk, der gik op i båsen til den. Men når Kasper gik op med foder til dyret sagde han: “Dé æ Kasper!” så rørte hesten sig ikke ud af stedet. Nu havde adskillige kæltringer ord for, at de kunne mere end deres fadervor, og noget måtte
Kasper vel have lært, mente man. Det så i hvert fald mystisk ud.
Hvorledes han bar sig ad var let nok, han tog en syl med sig den første gang, han skulle op til hesten, og da dyret ville klemme ham, stak det sig på sylen. Siden kendte de to hinanden!
Også i behandling af hunde og kvindfolk viste han sig i besiddelse af pædagogiske evner. Det var forresten almindelig snak, at han både kunne få hunde og kvindfolk til at løbe efter sig, og noget var der om snakken. Han kunne let få en hund til at følge sig, hvad han havde stor fordel af. Det højeste antal hunde Kasper har haft på én gang, var vistnok fjorten, men deraf var de fleste hvalpe. Slet så mange “koner” havde han ikke, dog blev han – efter eget udsagn, gift, sådan cirka otte gange.
En dag fandt han et forladt hus i Nørre Vejen i Rind. Her rykkede han ind med sit habengut, kvinder, hunde og børn. Ejeren kom og forlangte at Kasper skulle ud, men Kasper erklærede, at han ville blive boende. Manden klagede herefter sin nød til sognefogeden, den gamle Peder Fejerskov. Han og Kasper var kendt for at være sognets stærkeste. Han bad Kasper fortrække fra det hus han havde taget uretmæssigt i besiddelse.
Kasper grinede blot og spurgte, hvorledes han havde tænkt sig at få ham ud? Fejerskov foreslog en lille konkurrence; han pegede på en stor kampesten, som Kasper ofte prøvede sine kræfter på – han kunne lige akkurat løfte den op fra jorden. Så fik Kasper en idé, og pegede på stenen og sagde; “Tror du at du kan løfte den sten?”, hvorpå Fejerskov svarede; “Vil du gerne se det Kasper?” Jo, det ville Kasper netop, for kunne Fejerskov løfte stenen, så var der fare for, at han var den stærkeste, og at han virkelig kunne sætte komplottet ud.
Fejerskov skrævede da over stenen, løftede den op og smed den til side. Da udbrød Kasper synlig overrasket: “Jeg flytter lige med det samme!” Og det gjorde han.
Det sidste ærlige arbejde Kasper havde, var vistnok i 1858 på Lindbjerggård i Gjellerup; siden levede han som typisk skøjer. Medens han tjente på gården, blev han på Lund marked kæreste med Kirsten Marie fra Snejbjerg fattighus. Men efter et par år blev hun træt af Kasper, og fandt sammen med Christen Bjødstrup i Dejbjerg, ved hvem hun fik datteren, Mette Kirstine, der som voksen også en tid var kæreste med Kasper; men efter kort tid blev hun og Christen Bjødstrups broder sendt til Australien på kommunens bekostning.
Kasper fandt mere behag i det frie liv, han strejfede om med sin hund og bjergede livet, som han bedst kunne. En dag i december 1860 fangede hans hund en hare på smed Jensens mark i Tørring. Smeden tog haren, som han hængte op i smedjen. Kasper forlangte at få haren tilbage, da han mente det var hans, men det nægtede smeden. “Så kan du vel give en tår vand”, sagde Kasper, og smeden der var en flink mand gik ud i gården efter vand; men da han kom tilbage, var både Kasper og haren forsvundet. Kasper blev meldt, og da han havde gjort sig skyldig i betleri, blev han i Hammerum herreds ekstraret idømt tre gange fem dages fængsel på vand og brød for betleri og tyveri.
En måneds tid senere traf han en tysk vagabonderende hjulmagersvend fra
Neuruppin. De to blev enige om at følges ad på betleri; men blot få dage efter blev de taget af sognefogeden i Herning. Dette bekendtskab med tyskeren kostede Kasper to gange fire dages fængsel på vand og brød. Kort tid efter blev Kasper atter anholdt. Det oplyses, at han har drevet om til dels sammen med moderen og søsteren, og at han har handlet med bliktøj. Han vedgår at have stjålet blik og en pung ved et indbrud. Det blev straffet med et års forbedringshusarbejde i Viborghus den 7. juni 1862.
Efter løsladelsen strejfede Kasper om i Salling og her trak han Mette
Mortensen fra Durup. De trasker rundt med hinanden så længe, at hun bliver svanger, og da de bliver anholdt, mener man ikke, det er forsvarligt at sende hende tilbage til Durup, hvorfor hun foreløbig afleveres til fattigforsørgelse i Rind. Kasper havde ellers lejet en stue for 8 rigsdaler hos en mand i Rind. En tid efter sin nedkomst blev Mette hjemsendt til Durup fattighus, men det varede ikke længe, før hun atter havnede hos Kasper i Rind.
I vinteren 1865-66 opholdt Kasper og Mette samt parret Morten Rønbjerg og
Ingeborg Mæster sig i en beskeden lejlighed hos Niels Rahbæk i Lind. Da
Kasper og Morten sidste gang drog ud sammen, bestod deres medførte lager af bliktøj; en kaffekande, to dørslag, nogle flødepotter, en vaskeskål, fem små og to større øsepotter samt to tragte. De drog fra Herning til Nøvling, hvor de overnattede hos en gårdmand, hvor de reparerede en kaffekande og en lysestage som betaling for kost og logi. De drog videre gennem Vildbjerg, Vorgod og Barde til Store Ahle i Videbæk, hvor de ligeledes logerede og betalte ved at reparere gammelt bliktøj, og derfra nåede de til Nørre Vium, hvor sognefogeden tog dem og førte dem til Skjern arresthus.
Morten Rønbjerg, der var søn af Kaspers moders faster, Kirstine Jørgensdatter og Anders Mortensen, blev født under forældrenes omvandring i 1817. Han havde vandret meget og var straffet flere gange. En tid levede han sammen med Mette Kleistrup – kaldet Mæt Swin, og fik med hende to sønner, der kom på Gjellerup fattiggård. Den ene blev i folkemunde kaldt “Greven” den anden “Baronen”. I politiretten 1866 oplystes, at Morten havde amtets tilladelse til at drive glarmester- og blikkenslager virksomhed, men nu havde han forspildt denne tilladelse ved at tage Kjælle Kasper i lære.
Samme år flyttede de to til Nøvling på Dall Hede, og samtidig måtte Morten give afkald på Ingeborg, der nu blev optaget af en anden skøjer, hun synes bedre om.
I 1867 strejfede Kjælle Kasper og Mette om i Viborgegnen. En dag kom de ind hos glarmester og blikkenslager Daniel Axelsen i Rogenstrup ved Viborg, hvor Kasper tilbød at ville grave Daniels kålgård for en halv flaske brændevin – et tilbud, der må kaldes flot i betragtning af, at Kasper ellers skyede legemlig arbejde, men han og Mette skulle samtidig have ophold der. Dagen efter drog Mette ud for at sælge bliktøj.
Uheldigvis blev der på den tid stjålet tøj og penge hos en husmand i Finderup, hvormed Kasper og Mette blev efterlyst i denne anledning. Kort efter blev de anholdt, og i forhøret blev det oplyst, at Daniel og Kasper havde gjort en større handel. Kasper havde købt en lodbolt, en hammer, en saks og en cirkelpasser af Daniel, men da de ingen penge havde at betale med, havde de to handelsmænd byttet skjorte – Kasper var finere og derfor mere værd.
Kasper ejede ikke kongens mønt, men Mette havde nogle penge, som hun foregav at være kommen ærlig til ved at sælge strikkepinde. Daniel udtalte dog, som fagmand, at han anså det for usandsynligt, at Mette skulle have solgt hosepinde for 5 mark på én dag. Sagen endte med ti dages fængsel for betleri og tyveri.
I januar det følgende år strejfede Kasper og hans stedfader Johannes
Guldsmed om ude i Vestjylland. Stærkt berusede havnede de en aften i arrestforvarer Iversens private hjem i Herning, som Kasper fandt så hyggelig, at han erklærede, at her ville overnatte. Disse spilopper blev vurderet til to gange fem dages fængsel på vand og brød i Herning Arrest.
Efter løsladelsen blev Kasper indviklet i en tyverisag i Skals. Natten mellem den 13. og 14 juli 1868 blev der fra en udflyttergård ved Skals stjålet en mængde tøj og uld. Kæltringer fra Rind, der havde gæstet egnen på den tid blev mistænkt og eftersøgt, heriblandt Kasper. Efter en måned fandt sognefogeden, Kasper og Mette på et loft i Sunds. Parret var i besiddelse af en glarkiste, klæder, et får og et lam samt 5 pund uld.
Kasper blev i Hammerum herreds ekstraret idømt fire års fængsel i
Vridsløselille og Mette idømt 18 måneders forbedringshus i Viborg.
Da Kasper omsider slap ud, var Mette stukket af til Australien sammen med en karl fra Sahl, de blev – efter sigende viet ombord på skibet. Med Kasper havde hun fået to pigebørn, det ene døde som spæd, det andet tog hun med sig.
Men Kasper fik dog snart fat på en anden livsledsagerske. På
Herningsholm tjente en knøw kæltringpige, Katrine Abrahamsdatter, født 1829 i Salling. De blev lovformeligt gift og fik en datter, Madsine, der som voksen blev gift med en skrædder i Silkeborg.
Men Kaspers ægteskab blev dog ikke af lang varighed, thi han fik en ustyrlig lyst til Ane Vind, der skulle være af velstående familie i Fjerderholt. Ganske vist var Ane gift i forvejen, ung var hun heller ikke, vel 17 år ældre end Kasper, men hun så godt ud. Parret levede trofast sammen i tolv år omtrent, og Ane skænkede Kasper en søn, der døde 9 år gammel.
I 1890’erne gik Kasper rundt med et bønskrift, som han fik en murer til at skrive, og den lød således:
“Efter at jeg i mange Aar har siddet til Leje og ofte tit har ønsket en egen Bolig, men ikke har tilstrækkelig Penge til at bygge for, saa beder jeg herved mine ærede Medborgere om et lille Laan eftersom de kan, vel erindrende, at mange Bække smaa gjør en stor Aa. Det er en selvfølge, at skulde jeg dø, før Gælden bliver betalt, saa har mine Kreditorer dog Huset og kan faa deres Penge igjen. Gør mig den Tjeneste, derom beder jeg Eder, om Laanet er aldrig saa lille modtages den med Tak og skal punktlig blive tilbagebetalt. Ærbødigst Kasper Madsen”.
Sammen med en svensker drog Kasper ud i Brande og Ejstrupegnen, hvor han var ukendt, og mange fik en aktie i hans noget usikre byggeforetagende. De fleste gav 50 øre, nogle 75 og enkelte gav en krone, og de to gavtyve samlede på denne måde henved 100 kr. ind. Det var mange penge dengang.
Pengene blev naturligvis hurtigt omsat i brændevin.
Ingen kunne forbyde Kasper at låne penge, det var dog ikke det samme som at tigge. Uheldigvis havde øvrigheden ikke samme opfattelse, thi da mændene i april 1894 var ude med et andet bønskrift, blev de arresteret, mistænkt for at have skåret halen af en hest, hvad de vistnok var uskyldige i, blev deres virksom undersøgt og vurderet til to gange fire dages fængsel på vand og brød for Kaspers vedkommende, medens svenskeren slap med fem dages fængsel.
Det andet bønskrift oplyste, at underskriveren vil kunne holde to køer på sin ejendom, men han har desværre kun én ko, og hans
“Pekuniære stilling begrundet paa min stadig voksende Familie sætter mig ude af stand til at anskaffe en forøgelse af Køer. Ærede Medborgere opfyld min og Familiens bøn om et lille Laan og vi vil i fremtiden glad mindes enhver fjern og nær. Med Agtelse Kasper Madsen.”
I maj 1896 blev Kasper igen fængslet thi han havde narret en ældre husmand. Et par gange havde Kasper fået en hundredekroneseddel af manden til at købe mad og brændevin for. Resten af de mange penge havde Kasper imidlertid selv beholdt, og i stedet købt en hund til 80 kroner et par støvler til 14 og et par sko til 5 kroner Husmanden døde under mistænkelige omstændigheder, men det viste sig dog, at han ikke havde været genstand for dårlig behandling udover, at han havde fået for meget brændevin.
I sommeren 1900 fik Kasper fat på sin sidste kone, Kathrine Olesen fra
Dejbjerg. Hun var ganske vist gift i forvejen men fandt mere behag i Kasper og stak af med ham. Det kostede dem fem dages fængsel for foragteligt samliv; og da straffen var afsonet fortsatte de deres samliv, som det nu engang passede dem bedst.
Kasper og Kathrine boede flere år på Sandagerland i Herning. Hjemmet var snavset og fattigt. I stuen stod en seng med halm, et par simple puder, et par dækkener og nogle pjalter – dyner ejede de ikke. Det øvrige møblement bestod af et bord, en skammel og tre armstole, hvoraf den ene, der havde tilhørt flere af Kaspers forfædre, nu findes på Herning Museum.
Om deres periodiske vandringer solgte de bliktøj, tiggede og fiskede.
Særlig kærkommen var uld, fordi den så let kunne omsættes hos en købmand i penge og brændevin, så det var en god forretning at tigge på. Under Første Verdenskrig blev snapsen dyr, men uldpriserne gik stadig op i hidtil ukendte højder, og da Kasper i fire dage var ude i Vestjylland for at samle uld, havde han en fortjeneste på 28 kroner og 12 øre ved salget, og det var mange penge. At han under disse omstændigheder måtte betale 3 kroner og 60 øre for en kop kaffe med to dramme i hver kop, det havde jo mindre at sige.
I maj I 1914 døde Kathrine. Nu var Kasper atter alene, og han spekulerede nok heller ikke på at ændre sin familiære stilling. Han kom kort efter på
Rind fattiggård, og her havde han en god tid, idet han kunne gå ud og ind, når det passede ham. Her døde han 19. august 1923 i en alder af 82 år.
Sognerådet gav ham en pæn begravelse på Rind Kirkegård. Samme år blev der sat en smuk natursten på hans grav.
På stenen står kun “KASPER 1841-1923” og over navnet er evighedens symbol(hjulet) med et kors i hugget ind.
“Kjælle” Kasper Madsen er beskrevet i folkemindesamler H.P. Hansens –
“Jyske skøjere og rakkere.”
Oktober 11, 2018
De Socialistiske Blade fra Nørrebro (Nør.LIV 6)
Her er vores sjette indlæg til Ugebladet Nørrebro LIV 6. Vi følger Louis Pio og socialisterne på Nørrebro. De udgiver nogle ”farlige” blade, som borgerskabet gerne vil have væk. Trykkerier bliver truet. Og natten inden den store samling på Fælleden bliver de tre socialister Pio, Geleff og Brix arresteret. De får nogle særdeles hårde straffe. Mere eller mindre frivillig bliver de sendt ud af landet. Sponsorer er store virksomheder, der ikke er interesseret i Socialismens udbredelse. Ja tænk engang. Det hele startede i Ravnsborggade 21.
Redaktion: Ravnsborggade 21
Arbejdernes oprør mod kapitalismen startede som så meget andet fra Nørrebro. Det blev startet af tre pionerer. Men ak, de blev svigtet af deres egne, og det blev udgivet smædeskrifte mod dem.
En stigende harme og utilfredshed bredte sig blandt arbejderne. To pjecer, der udkom i maj og juli 1871 begyndte at vende udviklingen. De pjecer blev kaldt ”Socialistiske Blade”. Arbejderne ville værge sig over de kapitalistiske overgreb. Bladene udkom nu med 14 dages mellemrum, og blev nu kaldt ”Socialisten”.
Som redaktør stod anført H. Brix, bog – og musikhandler fra Amagertorv, der lige var gået fallit. Politiet truede bogtrykkerne, og det gjorde de hver gang man måtte skifte trykkeri.
Der var også den egentlige redaktør Louis Pio, 30-årig løjtnant fra Roskilde, indtil for nylig var han postskriver i Købmagergade. Nu havde han bosat sig på Ravnsborggade 21. Her var den egentlig redaktion.
Ja det var også Geleff fra Bredebro i Sønderjylland. Han kom fra et fængselsophold på 14 dage, fordi han havde sagt sin oprigtige mening om Prøjsen.
Da 1.200 murere valgte at strejke udkom Socialisten hver dag. Pio havde en ide om, at man skulle samles til et kæmpe møde på Fælleden. Han mente også at grundloven tilhørte arbejderne.
De måtte ikke bruge deres ytringsfrihed
Myndighederne mente bestemt ikke, at Socialister skulle bruge deres ytringsret. De brugte spioner og stikkere. De var godt klar over, at et kæmpe møde var under opsejling på Fælleden. Natten før blev de tre pionerer anholdt.
Grundlaget for anholdelsen af de tre, Pio, Brix og Geleff var meget spinkel. Men i liberale kredse var organisationen Internationale det samme som en krig på liv eller død. Magthaverne befalede, at der skulle ske en domsfældelse, og straffen skulle være så hård som mulig.
Der var indkaldt masser af militær. På Kastellet sig man parat med skarpladte våben.
Politiets hensigt var at forebygge stærk sammenstimlen ved Sankt Hans Torv. Kniplerne blev trukket frem. Og det begyndte at regne med slag i hovedet. Der opstod voldsom trængsel foran Sankt Johannes Kirke. Dørene til kirken blev trukket ind. Den yngre præst, der stod på prædikestolen fik pludselig fuldt hus. Efter et kort ophold fortsatte han sin prædiken. Et sted i prædiken sagde han:
Så hørte man en dyb stemme nede fra bagerste række
Efter lidt orgelspil tømtes kirken langsom. Ude foran stod politiet klar med deres knipler
Hårde domme
De tre blev dømt for:
Sagen varede længe og det var ingen lempelige forhold for dem i ”Blykamrene” på Nytorv. Den 29 marts 1873 faldt dommen:
I Vridsløse fik Pio og Brix et knæk for livet. Pio blev ligefrem syg af opholdet. Geleff havde det lidt lettere. Først efter 35 måneders afsoning blev de ”benådet” og løsladt på kongens fødselsdag den 8. april 1875.
Pio rejste til London og forsøgte at få Karl Marx til Danmark. Det gik dog ikke. I arbejderbevægelsen var der uoverensstemmelser og Pio gik af som formand.
Men ak myndighederne var stadig bange for de tre. De blev sendt i Horsens Tugthus. Men samtidig samlede myndighederne penge sammen hos arbejdsgivere, så man kunne få de farlige socialister sendt ud af landet.
Den 23. marts 1877 rejste Pio ganske uventet til Amerika sikkert også ganske mør af modgang. Han satte sig i spidsen for dannelse af en koloni, men det måtte dog opgives. Pio ernærede sig som typograf og redaktør.
Men kun 53 år gammel døde Pio glemt af alle – den 17. juni 1894 af tyfus på et hospital i Chicago.
Geleff blev kaldt hjem efter 43 år i Amerika. Han døde som 86 årig på Capri i Italien.
Den 12 juli 1921, nøjagtig 50 år efter, at Pio skrev sine første artikler til De Socialistiske Blade på Ravnsborggade bar hans enke Augusta Pio en urne med hans aske i land i København. Socialdemokratiet ønskede sin første fører bisat på dansk jord i anledningen af partijubilæet den 17. juli 1921. Nu var han pludselig ikke glemt mere. 5.000 mennesker fulgte bisættelsen.
På www.dengang.dk har vi masser af artikler om arbejdernes vilkår på Nørrebro.
Oktober 10, 2018
Kartoffeltyskerne
Der blev rejst en mindesten for de første kartoffeltyskere. De blev lovet lidt for meget. Man havde udvalgt områder, der var mindst velegnet for opdyrkning. Hos de første tyskere var der ikke meget optimisme at spore. Der var kartoffeltyskere mange steder. De blev ikke rigtig anerkendt. De holdt sig for sig selv. Hvordan kom kartoflen egentlig til Danmark. Anbefalet i Presussen. Kartoflen var giftig, årsag til frugtsommelighed og gigt. Myterne var mange. Huguenotterne i Fredericia var de første herhjemme, der dyrkede kartoflen. I 1780 blev der dyrket kartofler i 22 landsbyer med 86 gårde og 440 sjæle på Alheden. Tyskerne havde fra starten kendskab til kartoffeldyrkning. Der var skænderier, slagsmål og endda mord i deres inderkreds. Erichsen bestilte kartofler i Hamborg. Men var det Huguenotterne der leverede de første kartofler til tyskerne?
En mindesten
Vi kalder dem for Kartoffeltyskerne, fordi de dyrkede heden med kartofler, og fordi vi tror, at det var dem, der startede med at dyrke kartoflerne herhjemme. Men gjorde de nu også det? Så kære læser, denne artikel byder også på et strejf af kartoflens historie. Man sagde om tyskerne, at de havde regnet ud, at kartofler gav tre gange så stort et tre gange større udbytte end korn. Det vakte også de danske naboers interesse, at de også dyrkede hvidkål, rødkål, grønkål, gulerødder, ærter, hør og hirse.
Og Danmarks sønner blev
Sådan står det på en mindesten på Frederiks kirkegård. Teksten er efterfulgt af en række navne.
Mindestenen blev rejst i 1959 i anledning af 200 – året for, da de første tyskere indvandrede til Danmark for at dyrke heden.
Der blev lovet lidt for meget
De blev lokket hertil af annoncer i de tyske aviser. Den danske konge Frederik den Femte lovede dem en masse privilegier, blandt andet skattefrihed. Men han lovede dem hvis lidt for meget.
Tyskerne blev lokket med skattefrihed i 20 år, fritagelse fra militærtjeneste, en gård med jord, husdyr og udstyr samt penge.
Efter tab af de svenske besiddelser i 1720 satsede den danske konge på opdyrkning af de vidtstrakte heder i Jylland. Efter flere forgæves forsøg på at få danske til at opdyrke heden opfordrede man tyskerne til at indvandre til Danmark. De første ankom omkring 1759 og flere tusinde fulgte efter.
Områder, der var mindst egnet til dyrkning
Dengang var der i 1723 en million hektar hede medregnet Slesvig Holsten. Mest berømt er nok kartoffeltyskerne på Alheden. Ja dengang begyndte denne cirka 7 kilometer syd for Viborg og strakte sig på begge sider af Karup Å. Men egentlig så benævnes Alheden i denne forbindelse kun som en strækning på at være cirka 20 km lang og 11 – 12 km bred.
Man havde udvalgt områder, der var mindst egnet til opdyrkning. Mange steder var der heller ingen vandløb. De fleste kolonister var heller ikke bønder. Nej de fleste var håndværkere og gamle soldater.
I Tyskland var der på dette tidspunkt en masse stridigheder mellem katolikker og protestanter, så der var en stor folkevandring i gang. Tusinder fulgte opfordringen.
Ikke meget optimisme at spore
Men man havde hvis glemt at fortælle, at det var hede, de skulle opdyrke. De kom herop til næsten ingenting. Det var et chok for mange, for de kom selv fra en frodig egn. En del kom fra Pfaltz og Hessen. Mange vandrede hjem igen eller tog mod Rusland.
De kom også fra Rhin – og Main – egnene, Darmstadt og Würtenberg. Kongens to hovedrådgivere, Moltke og Bernstorff havde kontakt med legationsråd Moritz i Frankfurt. Denne Moritz lovede også tyskerne en masse, hvis de tog til Danmark.
Efter at tyskerne havde gjort ophold i Kolding og Fredericia fik de et chok, da de så hvilke egne, som de skulle opdyrke. Sandflugten og flyvesandet prægede området. Det var ikke meget optimisme at spore hos tyskerne.
Kartoffeltyskere mange steder
Men dem der blev byggede to nye byer Haurdal og Grønhøj. Det var midt på Alheden i Midtjylland. Der blev bygget ca. 30 gårde i hver af de to byer. Midt mellem de byer rejste tyskerne en kirke. Her blev der afholdt gudstjeneste på tysk frem til 1872.
I starten boede de i jordhuler.
Der blev bygget kolonier andre steder herunder på Randbøl hede vest for Vejle. Men kartoffeltyskere kom også til Sønderjylland og Slesvig.
Men over halvdelen af kolonisterne var allerede forsvundet efter få år. Kun ved hjælp af store pengeofre lykkedes det at beholde resten.
De blev kaldt kartoffeltyskere, fordi de dyrkede kartoflen på heden. Den brune knold blev lanceret til Midtjylland. Vi vil senere i denne artikel gå lidt nærmere ind på kartoflens historie.
De blev ikke rigtig anerkendt
Tyskerne blev ikke rigtig anerkendt for deres arbejde og ordet ”Kartoffeltysker” var et skældsord på egnen. De solgte kartoflen på markedet i Viborg, og det blev efterhånden en succes. Men derfor satte Janteloven ind. De lokale generede dem temmelig meget. Måske var det også fordi, de havde deres egne skikke. Således drak de vin i stedet for brændevin. Dem, der var anderledes skulle have en på frakken.
Tyskerne havde sydlandsk temperament og kunne selv slå på tæven. Bedre blev det nok heller ikke, at de så sanderledes ud. De havde mørk hud, brune øjne og krøllet hår. Ja og så talte de noget værre kaudervælsk, som de lokale ikke kunne forstå.
Måske var de lokale også misundelig, fordi tyskerne fik hjælp af kongen, og det gjorde de ikke.
Underslæb og dårlig administration i begyndelsen
En del familier blev allerede i 1763 udvist på grund af uduelighed. Da det var sket, var der kun 59 familier tilbage. Man glemte at fortælle tyskerne, hvilke egenskaber, man forlangte. Der var i begyndelsen underslæb og dårlig personale i administrationen af disse kolonister.
Senere blev rebelsk opførsel fra kolonisterne straffet hårdt. I 1765 brød 85 familier op. Nu var det kun 61 tilbage. I 1790erne fik kolonisterne væsentlig bedre forhold.
Men nu var det ikke kun danskernes skyld, at det gik så lang tid inden, at tyskerne blev integreret i det danske samfund. De havde nok i sig selv. Og hvis en kartoffeltysker giftede sig med en dansker, ja det var ikke særlig velset.
Helt op til vores tid blev efterkommere drillet med deres efternavne. I dag er de stolte af deres forfædre.
Nu må vi nok erkende, at kartoffeltyskerne måske ikke altid havde succes med at opdyrke den tyske hede. Først for alvor blev den omlagt til landbrugsjord efter 1864.
Kartoflens historie
Ja egentlig er dette også historien om den simple og ringeagtede kartoffel. Trods sit tvivlsomme ry, blev det en madmæssig sejrherre. Men hvornår kom kartoflen til Danmark. Var det med kartoffeltyskerne. Ja de spiller en væsentlig rolle for dens udbredelse. Men i virkeligheden var det nok de franske huguenotter, der kom først. Vi ved godt, at det ikke er særlig populært at aflive myter.
Man taler om, at kartoflen først kom til Europa i 1539, men først fra 1573 er det dokumenteret, at den kom til Spanien.
Spredningen er nok sket ad flere veje. Dels er det gået nordpå over Alperne, dels søværts, hvor de driftige nederlændere med deres internationale skibsfart kommer ind i billedet allerede i 1500 – tallet.
Den spanske kolonivarebørs i Antwerpen kan tænkes at have været forum for kendskabet til den nye eksotiske kartoffel. Det forlyder også, at de spanske soldater, der dukkede op i Westfallen og Sachsen med deres kartofler blev modtaget med kyshånd. Midteuropa var dengang ludfattig og krigshærget.
En dansk encyklopædi fra 1785 fortæller, at danske soldater stødte på kartoflen tilbage ved krigene i Midteuropa. Men kildegrundlaget er mangelfuldt.
En anbefaling i Preussen
Det er almindelig enighed om, at både Frederik den Første af Preussen og hans søn Frederik den Store anbefalede dyrkning af kartoflen som et nyttigt næringsmiddel. Der var brug for den.
Kartoflen var ikke længere en eksotisk plante, som blev dyrket i botaniske haver. Ikke kun sultne landsknægte men også fyrster fattede nu interesse for den.
Beskæmmet måtte en af Frederik den Stores embedsmænd meddele ham, at befolkningen ikke aflede kartofler i den udstrækning, man formodede. Dengang som nu var det svært at dirigere folks spisevaner, hvis ikke der var en motivation.
I Lorraine var kartoflen blevet latterliggjort i 1760. I 1787 blev den hilst velkommen som sund og nyttig.
En italiensk skribent skriver i 1767 om den tyske landsby, at befolkningen her ernærer sig seks ud af årets måneder ved at spise kartofler – og at de lever godt.
Kartoflen var giftig, sagde man
En hyppigt forekommende ide gik ud på, at kartoflen var giftig. En anden ide gik på, at den kunne medføre spedalskhed. Frygten for spedalskhed i forbindelse med kartoflen findes lige fra Italien til Norge. I 1756 berettes det fra Sverige, at man ikke kunne få tjenestefolk til at spise kartofler, om så man gav dem penge for det.
Årsag til frugtsommelighed og gigt
Fra Norge berettes der i 1805 at kvinderne for ofte blev frugtsommelige, når de spiste kartofler. Denne teori blev allerede fremsat i 1597 af englænderen John Gerad. Den styrker legemet og den sanselige lyst.
Omvendt mente vendelboerne, at kartoflen kunne forårsage gigt, medens man på Agersø tværtom gik med en kartoffel i lommen som beskyttelse mod gigten.
Hvordan kom kartoflen til Danmark?
Men hvornår kom kartoflen så til Danmark? I 1810 skriver Gregers Bergtrup:
Men nu skal man ikke altid tro på det, der står skrevet i en bog. Der står garanteret noget andet i en anden bog. Det er givetvis rigtigt, at vi skal frem til sidste fjerdedel af 1700 – tallet, før kartoflen slår igennem herhjemme som en folkelig spise for mennesker. Men kartoflen har dog et par steder i Jylland været dyrket systematisk tidligere i 1700 – tallet. Og det er tidligere end de tredive år tilbage i tiden, som Bergtrup angiver. Det er denne tidlige kartoffelavl i Danmark vi lige skal koncentrere os om.
Huguenotterne i Fredericia
I den reformerte koloni i Fredericia levede 18 – 20 familier i Fredericia. Kolonien som blev etableret 1719 – 20, da måtte flygte fra religionskrigene i Frankrig. Disse huguenotter var blevet indkaldt fra deres tilflugtssted i Tyskland. De blev af regeringen tildelt privilegier og værdifulde markjorder inden for byens volde.
Dette afstedkom den i Fredericia så kendte avlsbrugerpraksis, hvor der i byens østlige del i området ved gaderne Dronningensgade, Kongensgade og Prinsensgade helt op til 1960erne lå brug med stalde og lader inde i selve byen bag voldene, og hvor kreaturerne så blev trukket ad gaderne og ud på markerne uden for voldene.
Man eksporterede kartofler til Norge fra Kolding
Bergtrup selv omtaler, at huguenotterne indførte tobaksavl, kartoffelavl og et bedre jordbrug og at deres:
Han anfører ligeledes, at de Fredericia – kartoftler er
Ja de blev endda eksporteret til København.
På Bergtrups tid, omkring 1800, synes kartoffelavlen at have bredt sig fra Fredericia til de nærmeste købstæder Vejle og Kolding, hvorfra der fra sidstnævntes tilfælde synes at være eksport til Norge. Om de reformerte i Fredericia hedder det endvidere, at
Startskuddet skulle have været 1746
Vores største kender af Fredericias forhistorie Hugo Matthiessen anfører i sin bog Fæstning og Fristed en overlevering fra ca. 1800, at startskuddet skulle være gået i 1746. En vis Bottelet – indvandret fra Dauphiné – havde fra sin broder i Holland modtaget 1 ½ skæppe kartofler, der så blev sat i jorden og snart kom til at udgøre en vigtig føde for de nøjsomme folk i Fredericia.
Ældre udgivelser nævner Fredericia og kartoffeldyrkning
Er det hold i denne overlevering har huguenotterne altså ikke selv medbragt kartofler, da de ankom i 1720. Det ændrer dog ikke ved, at Fredericia er og bliver hjemstedet for den ældste kartoffeldyrkning i Danmark.
J.N. Wiles beskrivelse af Fredericia udkom i 1767. Heri berettes det, at der er få steder i landet, hvor der så flittigt dyrkes kartofler som i Fredericia.
I 1797 udgav præsten ved den reformerte menighed Johan Markus Dalgas en ny beskrivelse af Fredericia. Heri anfører han, at kolonisterne har indført kartoflen til denne by, hvor et fad kartofler ofte udgør familiens måltid. Ikke desto mindre kunne tobaksavlen, trods konkurrence fra ”de privilegerede tobaksjøder i København” hæve sin rang som de reformertes hovedernæringsgren i 1700-tallets anden halvdel.
22 landsbyer med 86 gårde og 440 sjæle i 1780 dyrker kartofler
Der var spredte trosfælder i andre enklaver i Jylland og på Fyn, hvoraf de tyske på Randbøl Hede og Alheden, som den reformerte Fredericia – præst stod i forbindelse med, især påkalder sig interesser i denne forbindelse. Det er nemlig blandt kartoffeltyskerne, vi finder et hjemsted for den ældste kartoffelavl i Danmark.
I Hans de Hoffmans 20 sider store ”Samtale angaaende Hedernes Dyrkning fortæller forfatteren i denne opgørelse fra 1780:
Havde tyskerne kartofler med hjemmefra?
Havde disse tyskere kartofler med hjemmefra? Ja meningerne er delte. Hans Kyrre mener i sin bog Kartoffelens Krønike at kunne føre bevis for, at de tyskere, der ankom søndenfra i april 1759 havde kartofler med.
De betalte for overnatning på danske gårde på vej op gennem Jylland med kartofler, hvorefter de jyske bønder tog ideen til sig. Han anfører som eksempel de tyskere, der overnattede hos en Klaus Petersen i Givskud sogn. De gav ham 13 æbler som tak, hvorefter denne satte avl i gang. Allerede året efter kunne han forære dem til venner og bekendte. De fik navnet ”Klaus´ Æbler”.
I den anden ende af spektret står Peter Riismøller, der i sin bog ”Sultegrænsen” pure benægter, at man ville lære noget om landbrug af:
Klaus æbler er nok en myte
I ingen af tilfældene kan man dog tale om endelige beviser. Kyrre baserer sin viden på sene andenhånds kilder, som har over hundrede år på bagen og anfører andetsteds i sin bog – med Evald Tang Kristensen som forlæg – at navnet ”Klaus Æbler” snarere referer til en tysker, som forærede 12 kartofler bort som tak for gæstfrihed.
Belægget synes at være et vandresagn. Men så er vi vel lige vidt. Men Peter Henningsen påpeger, at det nok er tvivlsomt, om tyskerne har haft læggekartofler med sig, når nu de af praktiske årsager måtte begrænse deres rejsegods. Men på den anden side kan det ikke helt afvises, at de først ankomne, der rejste hjemmefra sensommeren 1759, har medbragt kartofler.
Han påpeger da også, at det er meget tvivlsomt, om kartoflerne har kunnet klare en vintertransport op gennem Europa. De første, der ankom fortalte, at de havde sat alting til på rejsen.
Tyskerne kendte til kartoffeldyrkning
Men de fortalte også på et møde den 24. oktober 1759 på Knudstrup Kro med regeringens ”Tillidsmænd” Hans de Hoffman og Andreas Diechmann,at de havde kendskab til kartoffelavl fra deres hjemegn ved siden af, at de dyrkede kål, tobak og bønner.
Skænderier, slagsmål og et mord
Jeppe Aakjær, der med Landsarkivet i Viborg som bastion har interesseret sig indgående for kartoffeltyskerne. Vi ved fra de første år, at der var alvorlige konflikter mellem kolonisterne og de jyske bønder. Skænderier, slagsmål og endda mord har der været indbyrdes mellem tyskerne.
Den ellers så nøgterne Meier Goldschmidt har i sin bog ”En Hedereise i Viborgegnen” bidraget med sine indtryk:
Erichsen bestilte kartofler i Hamborg
I Valdemar Andersens bog ”Den jyske hedekolonisation” kommer vi måske sandheden nærmere om kartoflerne. Johan Gottfried Erichsen, som blev betegnet som en driftig herre blev beordret til at gå de kongelige ”kommissionarer” de Hoffmann og Dieckmann til hånde ved ”de Jydske Koloniers Anlæggelse”.
I 1761 skriver han til Rentekammeret om kartofler til kolonisterne. Herfra bliver der svaret, at når der ikke kan skaffes kartofler hverken i kongeriget eller i Holsten, må man indkøbe fra Hamborg ”for billigste penge”.
Denne sending synes at være arriveret via Hjerting og puttet i jorden sidst i juni samme år – efter at man forinden har skaffet sig kyndig vejledning hos præsterne Lüders i Glücksborg og Thun i Hjortlund om kartoffelavl.
Leverede Huguenotterne de første kartofler?
Var det de danske kommisærer, der som mellemmænd, der fik sat gang i kartoffelavlen eller var det tyskernes egen initiativ. Var Erichsen i virkeligheden kun stik – rend – dreng for kommissærerne?
Eller var det en tredje mulighed? De reformerte huguenotters indflydelse også i forhold til kartoffeltyskerne. For både Alhede- og Randbøl – tyskernes vedkommende ligger det fast, at de før deres færd ud på hederne gjorde holdt i Fredericia. For manges vedkommende i længere tid.
Peter Helwig, som var blandt de første, der ankom til Danmark, opholdt sig i Fredericia fra oktober eller november 1759 indtil han i maj drog til Alheden. Det forekommer helt usandsynligt, at han – og andre fra de ca. 100 familier, der var indkvarteret i Fredericia gennem så lang tid ikke havde stiftet bekendtskab med huguenotterne og deres landbrug.
I 1761 gæstede kancelliråd Diechmann fra Fredericia ultimo juli 1761 kolonisterne på Randbøl Hede. Ifølge rapporten kunne han glæde sig over nye resultater:
De kartofler, han her ser i ”ønskelig Vext” kan ikke være den, der ifølge Valdemar Andersen er puttet i jorden en måned tidligere. Men hvor stammer dette så fra? Er det fra Fredericia?
Den første kogebog med kartofler
I 1766 omtales kartoflen første gang i en dansk kogebog, nemlig Marcus Loofts: ”Den Kongelige Danske og i Henseende til alle Slags Maader fuldstændige Koge-, Bage- og Syltebog. Nu var denne bog nok ikke beregnet for folket men eliten.
Kartofler blandt Københavns elite
I årene op til 1800 bliver kartoflen en modesag i de dannede kredse i København, Således fortæller Knud Lyne Rahbek i sine erindringer, at der ved hans faders tredje bryllup i 1769, hvor Rahbek kun selv var ni år, blev talt om den nyligt indførte kartoffelavl.
Rahbek selv blev i voksenalder medlem af den navnkyndige Drejers Klup i København, et oplyst patriotisk selskab, der bl.a. i sin egen selvforståelse kunne kaldes det danske Parnas. Også her var man betaget af kartoflens fortræffelige nytteegenskaber og lovpriste den i høje toner.
I 1887 skrev Evald Tang Kristensen i ”Højskolebladet”, at for ca. fyrre år siden, dvs. omkring 1850 spiste folk i egnene omkring Viborg kartofler morgen, middag og aften. Kartoffeltyskernes virke havde nu virkelig båret frugt.
Kilde:
Det er ikke lykkedes os, at få fat i alle nævnte udgivelser, men kære læser, hvis du er mere heldig kan du, hvis det lykkes for dig, fortsætte studiet.
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk :
Oktober 5, 2018
Fra Røde Faner til Knippelsuppe (Nør.LIV 5)
Dette er vores femte bidrag til ugeavisen Nørrebro LIV. Hvad skete der egentlig i Jagtvej 69 før Ungdomshuset fik bolig her. Ja der skete en masse ting. Det startede med Folkets Hus. Arbejderbevægelsen blev nødt til at bygge deres egne lokaler. Kvindelig Arbejderforbund blev dannet her. Her blev afholdt boksestævner, lørdagsbal og Juletræsfester. Nørrebro Handelsforening afholdt lysbilledforedrag fra Dansk Vestindien. Her var danseskole. Overborgmesteren kom forbi, og ville se, hvordan et ungdomshus så ud. Han fik en spand kold vand i hovedet. Og så fik Nørrebro Handelsforening tilbudt det hele for en krone. Også Lenin og Michael Falch var en tur forbi.
Fra Røde Faner til knippelsuppe
Her har kampe ofte været skarpe. Røde faner, punkmusik og knippelsuppe. Der har været kamp mod autoriteter, kamp mod uretfærdighed og kamp mod omverdenen.
Den gamle bygning har i tidens løb haft besøg af prominente folk som Lenin, Rosa Luxembourg og Michael Falch. Men her har også været urobetjente og evangelister.
Bygningen blev opført i 1897 af Arbejderbevægelsen, som et svar på, at man som socialist ikke var velkommen på mange af byens beværtninger. Disse kunne få frataget deres bevilling, hvis de husede socialister. Så byggede Arbejderbevægelsen deres egne forsamlingshuse. Ejendommen på Jagtvej blev kendt som Folkets Hus og kom til at rumme Arbejderbevægelsens aktiviteter.
Ja adressen var egentlig Jagtvej 49. men siden blev der foretaget ny nummerering. I tidens løb har mange brugt lokalerne til Lørdagsbal, Juletræsfester og Boksestævner.
Olivia måtte ikke skrive under
Det var også her Kvindelig Arbejderforbund blev dannet den 3. juni 1901. Ja man blev nødt til at ansætte en mandelig sekretær til at underskrive papirerne. Kvinderne havde dengang ikke myndighed.
Forbundets første formand, Olivia Nielsen dømt for injurier, da hun under den første kvindestrejke på virksomheden Jacob Holm & Sønner for en slaveanstalt. Men også hendes mand blev dømt, for ikke at have styr på sin kone.
I 1901 havde Nørrebro Handelsforening stormøde i huset. Man diskuterede:
I mange år holdt foreningen deres årlige generalforsamling i huset. Et lysbilledforedrag om Dansk Vestindien tiltrak 300 medlemmer.
I 1910 blev den anden Socialistiske Kvindekonference afholdt her i Folkets Hus. I alt kom der 99 kvinder fra 17 lande. Flere af arbejderbevægelsens største personligheder besøgte huset, bl.a. Lenin og den tyske socialist Rosa Luxembourg.
Det var også herfra der udgik en kæmpe demonstration den 11. februar 1918. Man havde den filosofi, at Børsen var et sted, der tjente fede penge på arbejdernes bekostning. Det var derfor, at Børsen blev angrebet dengang.
Hr. Gundemanns danseskole
Huset blev Nørrebros minefelt, når det gjaldt lystighed. Her arrangerede DSU lørdagsballer. Hr. Gundemann arrangerede danseskole her i 1930erne. I 1940erne var der undervisning om aftenen og søndag formiddage.
Lørdag aften var der teaterforestilling, bagefter var der bal. Her spillede orkestret tidens slagere som ”Stakkels Gigolo”, ”Ti små snavsede Fingre” og ”Det var på Capri”.
Man var i ”Swinger – påklædning”. Håret var tætklippet i nakken og i spidsen. De unge begyndere blev kaldt for ”turister”. De kunne ikke rigtig begå sig på dansegulvet. Og de blev mødt med forargelige blikke fra de garvede.
Og det var jo Poul Wendelboes teaterselskab, der optrådte med ”Tante Jutta fra Calcutta” og det var Emil Løftgrens Orkester, der underholdt til klokken 2.
Den 15. oktober 1981 blev der indkaldt til stormøde i lånte lokaler. Disse lokaler tilhørte foreningen Tingluti. Unge ville have deres eget fristed for deres egen kultur uden stive regler. De foragtede voksensamfundets forbrugerræs, konkurrence, umyndiggørelse og hierarki.
Overborgmester Egon Weidekamp kunne dog ikke se nogen særlig grund til, at man skulle tage hensyn til ”en lille skare marginaliserede unge”:
Punkerne gik i gang med at samle ind og presse overborgmesteren. Resultatet blev efter en række krumspring, at Københavns unge fik deres eget hus i 1982. De brød sig ikke om autoriteter. Da den københavnske overborgmester Egon Weidekamp mødte op for at deltage i indvielsen af Ungdomshuset, fik han en spand vand i hovedet.
De var kompromisløse fra starten. De ville skabe deres eget samfund. Der opstod konflikter, derfor valgte kommunen at sælge det hus, som de havde foræret de unge
Ungdomshuset for en krone
Dengang mødtes Nørrebro Handelsforening hvert halve år med overborgmesteren for at udveksle meninger og erfaringer. Og i sommeren år 2000 havde Jens Kramer Mikkelsen et tilbud til formand Johnny Beyer:
Johnny Beyer havde fået den ide, at bevare den daværende kultur. Men han ville reorganisere strukturen. Der skulle være en dynamisk bestyrelse bestående af både højre- og venstreorienterede politiske ungdomsorganisationer. De skulle også udvikle og drive huset.
På et bestyrelsesmøde i Nørrebro Handelsforening den 10. juli 2000 drøftede man tilbuddet, men de unge i Ungdomshuset ville på ingen måde lade sig diktere. Derfor takkede Handelsforeningen nej.
Det endte med et salg til Human A/S, der kort tid efter solgte alle aktierne til Faderhuset. De unge nægtede at forlade huset, men se det er en anden historie.
Oktober 3, 2018
En professor og en Taterkonge
Af Lisa Hildegardt
Vi skal møde et skøjerselskab i Kjæltringhuset på Øvre Hede. Vi skal også møde Steen Steensen Blicher og andre forfattere, der har skrevet om dette folkefærd. Professoren, ja det var Hartvig Andreasen Lunding og var fra Vejen. Men hovedpersonen er jo nok Johannes Axelsen, der som 78 – årig slap ud af tugthuset og alligevel ikke kunne dy sig. I 1917 blev der sat en sten, som man kalder Blicherstenen. Her stod Johannes hus. I 1969 blev stenen fredet. Men burde den ikke hedde Johannes sten?
I 1816 opførtes, på den ensomme og ubeboede Ørre Hede, et lille fattighus tiI kæltringen Johannes Axelsen, hans kone og to små piger. I de følgende år opførtes yderligere fem fattighuse og stedet fik det lidet smigrende navn Sammelstedby. En mindesten blev sat på tomten af Axelhus til minde om Steen Steensen Blicher, som henlagde handlingen i novellen “Kjæltringeliv”. Stenen bærer følgende inskription:
HER LAA AXELHUS
ELLER KJELTRINGHUSET HVOR
BLICHER FOR 100 AAR SIDEN SAA
KJELTRINGBALLET
STENEN ER SAT 1917
Få af Blichers noveller er skildret så levende som hans “Kjeltringliv”, fra 1829. Man får uvilkårligt indtryk af, at han virkelig en dag må have truffet Linka Smælem og Peiter Benløs og har talt med disse skøjere i deres hemmelige sprog ude på heden, og at han senere ud på natten under et voldsomt uvejr fandt hen til kjæltringehuset og så, at “Professoren” dansede med Linka i en rask tofjerdedel takt.
Disse scener er imidlertid opdigtet; men Blicher havde set de personer, han nævner, i Viborg Tugthus; og under sine besøg hos justitsråd, Søren Fjelstrup på Sindinggård havde han naturligvis ofte drøftet natmandsspørgsmålet både med Fjelstrup og med egnens beboere. Den romantik, der var knyttet til skøjernes færd, deres oprindelse, hemmelige sprog osv måtte naturligvis i høj grad fange hans opmærksomhed. Og når han så i Viborg Tugthus fik lejlighed til at se adjunkt Niels Dorphs læremester i skøjersproget og senere til at studere Rotvelsk Lexicon, fandt det naturligt at knytte “professoren” til det øvrige skøjerselskab i kjæltringehuset på Ørre Hede.
Professorens rette navn var Hartvig Andreasen Lunding, og Dorph fortæller i De jydske Zigeunere og en rotvelsk Ordbog fra 1837, at manden var af “den ægte Zigeuner Race”. Men dette er ikke sandt, thi denne skøjer var – etnologisk set, ligeså meget dansker som Dorph; men han havde flakket om, både i udlandet og herhjemme, i selskab med andre omstrejfere og derved tilegnet sig det ordforråd af fremmede gloser, som Dorph optegnede. Det er i anledning af disse sprogprøver, at Blicher kalder tugthuskandidaten Professor.
Lunding var født i Vejen 1782 af danske forældre, faderen var glarmester og muligvis også omstrejfer. Som ganske ung lod Lunding sig hverve til soldat, men flere gange prøvede han at rømme og blev straffet med spidsrod. Endelig slap han fri. Herefter begik han flere tyverier og blev igen straffet med fæstningsarbejde. Senere blev han pjaltekræmmer, og slog sine pjalter sammen med en kvinde, Caroline Kirstine Jensdatter, der også havde fået tugthusstraf, endog tamp, og efter at de to havde været ude på et togt, havnede de i Viborghus.
Med hensyn til Peiter og Linka, da var de to ligeledes gode jyder. Manden, der hed Mikkel Christensen, var født under forældrenes omstrejfen i Øls sogn – faderen tituleredes forresten mestertyven. Og Linka var døbt Birgitte Christensdatter. Dette par havde, uden at være ægteviet fået flere børn, og de havde strejfet om. De blev i 1822 anholdt nær Randers og ved underretten idømt fire års tugthus for betleri og illegalt samliv – skønt det var første gang, de blev tiltalt. Men ved overretten blev dommen nedsat til otte måneder. Mikkel var lam i begge ben, hvorfor Birgitte undertiden måtte bære ham på ryggen.
Ingen af de jyske kæltringer har opnået så megen berømmelse som Johannes Axelsen, efter hvem førnævnte kjæltringhus på Ørre Hede blev opnævnt, Axelhus. Han var dog hverken større eller værre kjæltring end mange andre; men Blicher fortalte om ham i novellen; “Kjeltringliv”, og forfatter, Meir Aron Goldschmidt ophøjer denne skøjer til “Taterkonge”, og senere har adskillige forfattere skrevet om Johannes Axelsen.
Den 13. juni 1785 kom Axel Johansen, der var omrejsende glarmester, født i Ravnstrup ved Viborg, sammen med sin kone, Mette Larsdatter, født i Stepping i Sønderjylland, til Brændgård i Ørre ved Herning. Samme aften fødte Mette en dreng i bondens lade. Han blev døbt i Ørre Kirke og fik navnet, Johannes efter sin bedstefader. Herefter drog familien videre.
Efter hvad Johannes fortalte Goldsmith, blev han som ung mand taget til orlovstjeneste. Han fortalte endvidere, hvorledes han i slaget på Københavns Red i 1801 gjorde tjeneste ved en kanon, hvis mandskab blev “bortskudt” tre gange. Men Johannes stod sig. Men disse oplevelser er sikkert opdigtede.
Under sit ophold i København lærte han at slibe sakse og knive, og efter krigen drog han ud i landet som glarmester og skærsliber, og sin kone; han var nemlig blevet gift med Mette Cathrine Pedersdatter fra Rangstrup ved Haderslev. Sammen med andre omstrejfere blev de i foråret 1809 anholdt i Sønderjylland, og ved denne lejlighed får man at vide, af Johannes har brunt hår og blå øjne, og at han er temmelig lang og slank af skikkelse – hvad dårligt rimer med, at Blicher skildrer ham som en ren kæmpe! Mette har også brunt hår og blå øjne, en smal næse, lille af bygning og taler både dansk og plattysk, hvad Johannes også gør. I en fortegnelse hedder det, at hans “profession er håndværk”. Mette har “en pige på 20 uger på armen”, og de får deres pas forlænget otte dage, for at de kan hente deres kærre i Kappel ved Slien.
Johannes var en meget alsidig begavede, thi da parret i 1810-13 opholder sig i Hårup ved Silkeborg er han bødker, skytte og glarmester; men senere synes betleri og tyveri at have været hans vigtigste indtægtskilder.
Efter at han i 1813 var idømt to års tugthus i Viborg for tyveri og løsgængeri. kom han til at væve i tugthuset, men dette arbejde interesserede ham ikke, og så stak han af. Et par måneder efter blev han dog anholdt og indsat i arresten i Flensborg. Han opgav sit navn som Jens Lassen; men passet var falsk, og han kom tilbage til Viborghus.
Nu dukkede spørgsmålet op: Hvor er Johannes Axelsen forsørgelsesberettiget? Og 30 år efter, at han blev født i Ørre, forlanger man, at dette sogn skal tage sig af familien. Provst Hübertz, der var fattigkommissionens formand, strittede godt imod og søgte at bevise, at sognet dog ikke kunne have juridiske eller moralske pligter overfor denne kjæltring og hans familie, fordi Johannes tilfældigt var døbt der. Men det kgl. danske kancelli resolverede, at nævnte familie skulle forsørges af Ørre sogn, dog med hjælp af amtsfattigkassen. Og i 1815 kom Mette Cathrine med to børn til sognet og blev med stort besvær indtinget hos degnen for 9 mark om dagen – ingen ville huse disse folk. Men nogle dage efter vedtog Sognerådet at opføre et lille fattighus på Ørre Hede til Johannes Axelsen, og hans kone og to børn. Huset var 6 m langt og 4,5 m bredt. Vægge og gulve bestod af ler, og taget af langhalm og lyng. Det forsynedes med to døre, enkeltkarmsvinduer og en skorsten med indmuret ovn. Huset stod færdigt i sommeren 1816, og efter at Johannes blev løsladt, tog familien den 24. juni huset i brug.
Særlig taknemmelig var Johannes dog ikke over, at sognet havde bygget et nyt hus til ham og familien. Vel skriver han i begyndelsen af et brev til kammerherre og stiftamtmand Otto Rosenørn i Ringkøbing:
– Jeg elendige fattige Menneske nedbøjer mig for deres Høihed og takker Dem for Huusly, som jeg haver bekommet…”; men så klager han over, at huset er så åbent, fordi væggene er råe, “saa jeg og min kone og mine små umyndige Børn kan ikke ernære os deri formedelst at vi have ikke noget brænde at varme os ved, og Huset er på alle Sider 2 til 3 Miil til Bye …de haver sat Huset på et øde Sted, hvor de mente, at vi snarest skulde omkomme.”
Provstens erklæring går ud på, at de påankede mangler skyldes Johannes dovenskab; “Han kan jo kline huset, således må andre bære sig ad, og der er brændsel – både lyng og hedetørv nok rundt om, når han vil bjærge det!”
Næste år var den gal igen. De mangler brændsel, skorstenen er faldet ned, konen er syg, og Johannes anmoder fattigkommissionen om at man vil skaffe plads til hende i nærheden af folk, hvor hun kan gøre barsel. Kommissionen bestemmer, at hun må flytte over i skolen; men kort efter stak Johannes af med en anden kjæltringekvinde af Svine-slægten. Og endelig forsvandt Mette Cathrine med deres børn. De rejste hjem til Rangstrup, men kom tilbage i maj 1818, efter at hun havde været straffet i Haderslev for betleri.
Senere var Johannes kun hjemme i Ørre enkelte gange. Han fartede rundt i landet snart med den ene kvinde og snart med en anden. En tid levede han sammen med en rakkertøs fra Rønbjerg; men for det meste var det én af Jens Svins døtre, der nød den ære at være taterkongens frille, og navnlig fik han flere børn med Kirsten Svin. Men da de ofte tog navneforandring af hensyn til øvrigheden, der viste en nærgående interesse for familien, så er det vanskeligt at udrede de familiære forhold. Ved sønnen Abrahams dåb i Rybjerg Kirke kalder Johannes sig Johan Christian Møller, og Kirsten Jensdatter optræder undertiden med efternavnet Pedersen.
Der blev i 1817 stjålet nogle sengeklæder i Stenholt, Kragelund sogn. Johannes Axelsen, der sammen med en anden skøjer og dennes kone havde forsøgt at sælge en dyne i Ørre, blev mistænkt og arresteret. To mænd blev sat til at passe på Johannes, men han stak alligevel af – den ene af vogterne var i hvert fald ikke hurtigløber, for han var 82 år.
I 1819 blev Johannes eftersøgt som mistænkt for brandstiftelse på Højris i Ikast sogn, og i 1820 for tyverier både i Hammerum og Lysgård herreder; men man fik ikke fat på ham. Derimod blev han pågrebet og dømt for indbrudstyveri ved Nibe byret i 1827, og året efter fik han to års forbedringshus for hestetyveri ved Andst-Slaugs og Jerlev herreders ret. I Viborghus blev han bl.a. benyttet som barber.
I sommeren 1831 blev han i Aars-Slet herreder tiltalt og dømt for løsgængeri og forfalskning af pas; men ved en overpolitirets dom blev han frifundet og sendt hjem til Ørre. Her fik han, ganske vist som lån, fire rigsdaler til at købe glas og bly, så han kunne ernære sig som glarmester. Men et par måneder efter flyttede han til Aulum. I januar 1833 brød Johannes og mestertyven Søren “Kjeldsen” eller Christensen, ind hos en gammel kvinde i Lime og røvede hendes penge. Men dette kup slap Johannes godt fra, thi han påstod, at han aldrig havde set Dothea før, og hun turde ikke aflægge ed på, at det var de to mænd, der havde overfaldet hende. Johannes blev derfor, af mangel på bevis, frifundet, men mestertyven blev derimod dømt for andre forseelser.
Og i 1842 havde Johannes Axelsen samme held med sig, da han sammen med en skærsliber Kresten Larsen og dennes kone blev sigtet for tyveri. Denne gang blev Johannes sendt til Linå i Gjern herred. Ørre sogneråd havde nemlig ført bevis for, at han rettelig måtte være forsørgelsesberettiget i Linå, da han længst havde opholdt sig der.
Den 29. marts 1844 skete der et indbrud i Toftlund, Ikast sogn. Johannes blev mistænkt og arresteret; men han havde atter held med sig og blev uden dom sendt hjem til Linå. Derimod gik det galt, da han på et marked “købte” nogle lommeure, der var stjålet fra en urmager i Bælum, thi denne “handel” kostede den uskyldige skøjer fire års tugthus. Og et par år efter, at han var sluppet ud af Viborghus, fik han i Salling herred seks år for hæleri. Denne gang kom han til en forandring i Horsens Tugthus.
Men Johannes Axelsen var, som de fleste, uforbederlig. Da han slap ud den 9. februar 1860, kunne han trods sine 78 år dog ikke skikke sig. På Silkeborg marked stod han – nærmest for sjov – og lavede kunster med nogle falske penge. Da kvaliteten var for ringe, gik det galt, han måtte atter tilbage til Horsens, hvor han dog nærmest åd nådsens brød, på grund af sin høje alder, i otte lange år. Man mente, han var 91 år, da han i 1870 slap ud for sidste gang; men han var dog kun 84. To år efter den 19. maj døde han i Skjellerup fattiggård i Linå sogn.
Det var under Johannes sidste ophold i Horsens Tugthus, at Goldschmidt traf ham og gav sin skildring af besøget i sin roman; “En Hederejse i Viborgegnen”.
På Ørre Hede ved Sammelstedby blev der i 1917 sat en mindesten kaldet “Blicherstenen” på det sted hvor Johannes Axelsens hus stod. Det var måske lidt uretfærdigt at man gav stenen Blichers navn, og ikke Johannes. Den bestående hede blev i 1969 fredet sammen med mindestenen og det sidste fattighus.
På stenen står at læse:
“Her lå Axelhus eller Kjeltringhuset hvor Blicher for 100 år siden så Kjeltringsballet.
Kjeltringliv – Novelle af St. St. Blicher:
http://www.caritetlar.dk/tatere/Kjeltingliv.pdf
Oktober 3, 2018
KZ – Udelejr Husum – Schwesing (Svesing)
Dette blev en ret lang artikel. Vi forsøger, at beskrive de fleste ekstreme forhold i lejren. Vi starter med stamlejren Neuengamme og har også lidt med om Ladelund. Kommandanten af disse to lejre blev aldrig straffet. Her herskede ekstreme forhold. I Schwesing (Svesing) var det en lærer og en skoleklasse, der pludselig fandt ud af, at der havde ligget sådan en ekstrem lejr her. Lejren eksisterede kun i kort tid, men mellem 300 og 500 nåede at dø. I Ladelund var der 300, der døde. De to lejre blev kaldet døslejre. Nattero var luksus. 25.000 var i gang med at bygge Friesenwall. Det var forbudt, at blive snavset. Man fik muggen rugbrød lavet af savsmuld. Der var likvideringer med sprøjter af dem, der var uarbejdsdygtige. Ligene blev betragtet som affald. En lærer og hans skoleklasse opdaget den frygtelige skoleklasse. Mange hånede også fangerne, når de kom gående.
Neuengamme havde 87 udelagre
Dette frygtelige sted var ligesom Ladelund en udelejr fra KZ – Neuengamme. I denne artikel vil vi derfor også komme lidt ind på KZ – Aussenlager Ladelund. Tænk engang Neuengamme havde hele 87 udelagre.
Over halvdelen af de 106.000 fangere, der passerede Neuegamme mistede livet.
De fleste danskere, der blev deporteret til Neuengamme mellem den 15. september 1944 og 12. januar 1945, blev hurtigt overført til en af de 87 udelejre for at blive misbrugt til livsfarligt tvangsarbejde. I alt blev 1.700 danskere deporteret til Neuengamme. Hvor mange der blev overført til udelejre vides ikke.
Pjaltet fangetøj med gul kors
Tempoet i Neuengamme var et helt andet end i Frøslev. SS skyndte på fangerne ved hjælp af pisk og bidske schæferhunde. Man blev tvunget til at stille op i en marchkolonne langs toget. SS – mændene var bevæbnet med maskinpistoler. Uhyggen bredte sig, da man så synet af de kommende medfanger, der tydeligvis havde tilbragt nogen tid i lejren. . De mødtes af tavshed og sløve blikke. Danskerne så fanger i lurvet, civilt tøj, bemalet med gule kors.
Selv om danskerne ikke blev skånet, så viser måden de blev behandlet på, trods psykiske ydmygelser, at danskerne var mere privilegeret i de nazistiske koncentrationslejre på grund af deres racetilhørsforhold.
Men også danskerne fik udleveret pjaltet fangetøj med gul kors. Det var brugt og bestod af gammelt og beskidt civilt tøj. Udleveringen skete tilfældigt og fangerne måtte selv bytte eller tilrette for at få tålelige størrelser. Fodtøjet bestod af en slags klipklapper med træsåler.
Hængning fandt jævnligt sted
Men hængninger fandt jævnligt sted. Niels Aage Skov beskrev, at døden med ét blev meget nærværende:
Vabler og sår kunne ikke behandles
Danskerne, der blev sendt videre til Schwesing opholdt sig cirka 1 ½ ugen i Neuengamme. Einar Røen fortalte en SS – mand, at en ældre mand, som han jagtede ikke kunne løbe hurtigere bevirkede at han selv blev slået i jorden med geværkolbe og efterfølgende fik yderligere prygl. SS – manden bandede på dansk. Hvem denne var vides ikke.
Fangerne måtte finde sig til rette i de nye omgivelser. Volds – og ydmygelsesrutinerne var blevet skabt gennem seks år. Den var påbegyndt i 1938 af en personkreds, der allerede var rundet af KZ – systemet i andre lejre som fx Sachsenhausen, som Neuengamme i begyndelsen havde hørt under. Allerede fra starten havde det fysisk hårde tvangsarbejde været en fast del af fangernes brutale dagligdag, da KZ – lejren var indrettet i forbindelse med et teglværk.
81 danskere til Husum – Schwesing
Fangernes helbred blev i høj grad påvirket af, om de kunne holde varmet i det våde tøj i Schwesing. Og elendigt fodtøj kunne få alvorlige følger. Således kunne vabler og sår ikke behandles. Dette krævede i sidste end dødsofre.
Cirka 5 kilometer nordøst for Husum i Schwesinger bydelen Engelsburg blev Udelejr Schwesing den 26. september 1944 taget i anvendelse. Her var i alt 2.500 mennesker fra 14 lande. Mellem 300 og 500 mennesker døde her som følge af tvangsarbejde, underernæring og mishandling.
Med den første sending var 81 danskere. Fangerne vidste ikke, hvor de skulle hen. Bevogtet af et stort antal SS – vagter med hunde blev de læsset op i kresturvogne. Toget kørte via Hamborg, Itzehoe og Friederichstadt til Husum, for derefter at følge den nedlagte bane mod Flensborg. Rejsen varede cirka seks timer.
En flyveplads med attrapper
Allerede i 1938/1939 blev flyvepladsen Husum-Schwesing anlagt. I nærheden blev der indrettet en Rigs – arbejdslejr. Dengang kunne der her være ca. 250 mand. Men nu var det ikke flyvemaskiner, der blev anbragt her. Det var kun attrapper.
Fra 1940 blev lejren benyttet til soldater, der efter deres ferie skulle tilbage til Skandinavien.
I september 1944 blev borgere fra Husum beordret til at sørge for, at der kom en dobbeltrække med ståltråd om hele lejren. Desuden blev der anlagt 4 vagttårne.
Her var 9 barakker, en sygebarak og større bygninger. Her var lagerbygninger, et snedkervirksomhed og provisoriske latriner. Der var en forvaltningsbygning for SS, ja og så var det et såkaldt kartoffelskrælleri.
Imellem de to rækker pigtrådshegn var der strøet hvidt kalk, så bevogtningspersonalet bedre kunne se fangere i tilfælde af flugtforsøg.
Lokale vognmænd tjente på anlæggelsen
Uden for pigtråden forefandtes der beboelsesbarakker til SS og marineinfanteriet. Det er muligvis disse, der blev tilføjet til den oprindelige lejr fra slutningen af 1930erne. Fangerne beskriver barakkerne som gamle og nedslidte.
Fakturaer viser, at lokale vognmænd leverede barakdele. De tjente også penge på Friesenwall – projektet. Om de også fragtede mandskab ud til arbejdsstederne kan man ikke rigtig se, men den 15. oktober kørte mandskab fra ”E-lager” til Hockenbüll og senere kørte samme mandskab tilbage til Schwesing.
Papirsæk med halm tjente som madras
I Husum ventede fem SS – mænd samt ca. 100 marinesoldater. Da fangerne kom til udelejren, foretog SS-mændene en magtdemonstration på en russisk fange, der får 25 slag på enden uden angivelse af årsag.
Størstedelen af fangerne stammede fra Holland, Frankrig, Danmark og Polen. Hertil kom de fra Sovjet og Tyskland.
De nye beboers første opgave var at fylde en papirsæk med halm, der til lejligheden er blevet kørt dertil i en stor stak. Den fyldte sæk er fangernes madras i barakkernes køjeseng, i Husum kun to etager. I Neuengamme var der tre etager. Men det blev senere en ulempe, da yderlige 1.000 fangere senere også skulle have plads.
Nattero var luksus
Men i takt med at fangerne mistede legemesvægt blev det lettere at dele køjen. Nattero var dog en luksus, der ikke eksisterede i koncentrationslejren. Fangerne oplevede hurtigt lejrens daglige chikaner. En måde at chikanere fangerne på, var at vække dem om natten ved at give luftalarm.
Dette var meningsløst, dels fordi der aldrig kom fly, der angreb lejren ved disse alarmer, og dels fordi der ikke var nogen beskyttelsesrum i lejren. Det eneste fangerne skulle var at stå ved siden af deres senge, indtil alarmen på et tidspunkt blev afblæst af SS.
De udmattede fanger fik en efter en lov til at gå i seng, men risikerede efter nogen tid igen at blive udsat for ”luftalarm” samme nat.
”Bettenbau” var ren chikane
Om morgenen skulle fangerne rede deres senge, hvilken i koncentrationslejrene også var en form for chikane. Her blev fangerne straffet hårdt, når sengene ikke blev redt ordentligt. Da der var tale om halmmadrasser og primitive tæpper, der i Husum på grund af fangernes helbredstilstand, den dårlige hygiejne og de elendige sanitære forhold hurtigt blev meget snavsede, gav det næppe megen mening at rede køjesengene, så betrækkenes mønstre flugtede.
Hertil brugte man brædder, der samtidig sikrede, at madrasser og tæpper kunne rettes ud på en måde, at de blev pænt kantede. At den såkaldte ”Bettenbau” stadig blev praktiseret i en udelejr under primitive forhold i efteråret 1944 siger noget om, at den såkaldte ”Dachau-model” stadig blev praktiseret på dette tidspunkt.
SS` ideologiske doktrin blev prioriteret
SS’ ideologiske doktrin blev prioriteret langt højere end en effektiv udnyttelses af fangernes arbejdskraft i forhold til anlæggelse af ”Friesenwall”. At fangerne var ordenligt udhvilede til at kunne arbejde var således ligegyldigt, så længe de fysisk og psykisk kunne knækkes gennem meningsløse disciplinære foranstaltninger.
Danskerne måtte bo sammen
Hans Mørup beretter, at de danske fanger ved ankomsten til Husum første gang fik at vide, at de som arier var privilegerede. De måtte bo sammen i samme stue i barakkerne. I første omgang blev de delt i to grupper i hver deres barak. Gruppen bestod udelukkende af modstandsfolk fra Syd – og Sønderjylland. I denne blok blev præsten Aage Dahl fra Horsens stueældste. Blokældste var ifølge Dahl derimod en asocial, antagelig tysker, der har været tjener og havde sadistiske tilbøjeligheder.
Dem lod han dog ikke gå ud over danskerne, men derimod særligt hollænderne.
Interessant er dog, at transporten fra Frøslevlejren til Neuengamme den 15. september særlig domineres af modstandsfolk fra Københavnsområdet (Region 6) og Sønderjylland (Region 3) samt enkelte fra Sjælland (Region 5) Midtjylland (Region 2).
I foråret 1944 optrevlede tyskerne specifikke modstandsgrupper og organisationer i de pågældende områder, hvor særligt sabotagen mod Aabenraa Motorfabrik og Hamag kan fremhæves. Disse fatale konsekvenser for optrevlingen af særligt modstandsgrupperne i Aabenraa, Varde og København, hvor Holger Danske 2 var direkte involveret i sabotagen.
25.000 i gang med at grave Friesenwall
I det tunge marskjord måtte fangerne med skovl og spade grave en fem meter bred og tre meter dyb pansergrav. I mange dage stod de hele dagen i koldt vand og mudder. De måtte dagligt finde sig i slag fra Kapos. Ældre marinesoldater overvågede fangerne. Grunden til at de to lagre blev oprettet var Hitlers ”Führerbefehl” nr. 77 fra 28. august 1944.
Tænk engang i alt 25.000 var i gang med at grave ”Friesenwall. Man frygtede en allieret invasion i Danmark eller ved den tyske vestkyst. Hitlers ordre om at opføre befæstningsanlæg langs Tyske Bugt og på tværs af Slesvig – Holsten skal ses i det trusselsbillede og forklarer oprettelsen af de to lejre, som vi beskæftiger os med.
Både Hitler Jugend og Bund Deutscher Mädel blev involveret. Unge og ældre, der ikke ville blive indkaldt til krigstjeneste var tvunget til at deltage i arbejdet. Vi ved, at ved Meppen var der også danske KZ – fanger, der gravede tankspærringer.
Værnemagten og marinen var ikke enige
Marinens overkommando ytrede sine bekymringer om endnu en allieret landsætning langs den tyske kystlinje og betonede nødvendigheden af en militær befæstning. Værnemagten havde overkommando havde tidligere ment, at en invasion her var usandsynlig. Men problemet var, at den militære efterretningstjeneste Abwehr var brudt sammen i Frankrig efter invasionen i sommeren 1944.
En britisk efterretningsrapport frarådede en invasion på grund af Vadehavets bløde havbund.
Tvangsarbejdet dikterede fangernes hverdag
Husum var en arbejdslejr, hvor tvangsarbejdet dikterede fangernes hverdag. Størstedelen af de vågne timer gik for de fleste fanger med tvangsarbejde, så længe de på nogen måde havde kræfterne til det.
Selv fanger, der efter normal målestok var for dårlige til at gå på arbejde, blev dog oftest tvunget til det. Hverdagen begyndte tidligt om morgenen, ofte så tidligt som kl. 4.30. Fangerne blev brutalt vækket. De skulle indtage en sparsom morgenmad og ordne morgentoiletten, hvilket ud fra de utilstrækkelige sanitære forhold var en udfordring. Man skulle kæmpe med de andre fangere for at komme til at vaske sig.
Forbudt at blive snavset
Det var forbudt at være snavset. Men omvendt var lejrens sanitære faciliteter utilstrækkelige, så det var umuligt at renholde både sig selv og det udleverede fangetøj, der jo også fungerede som arbejdstøj i de mudrende pansergrave i al slags vejr. Mange svækkede fanger nåede ikke at forlade deres køjer eller barak for at nå hen til latrinerne, som var dimensioneret efter, at de skulle anvendes af 250, maksimalt 400 soldater og ikke op til 2.500 fanger.
Herefter blev fangerne med fløjte kaldt til appel. Fangerne skulle tælles inden afgang til arbejdsstederne. Næsten dagligt førte dette til tumult og voldsanvendelse. Foruden arbejdet med tankspærringer kunne arbejdet også dreje sig om losning af skibe. Og dette var særligt eftertragtet, da man også havde chance for at skaffe sig lidt ekstra mad. Dette var dog illegalt og blev straffet meget hårdt.
Efter apellen skulle fangerne transporteres til arbejdssteder, enten til fods eller i takt med arbejdets fremskridt også i åbne eller lukkede jernbanevogne.
Mishandlet med kæppe
Grøfterne blev gravet med håndkraft og arbejdet skulle udføres i et højt tempo. For at opretholde temposet blev fangerne løbende mishandlet med kæppe af kapoperne. Dels havde marinens overkommando udstukket retningslinjer, der definerede, hvornår de enkelte etaper af ”Friesenwall” – projektet skulle færdiggøres i løbet af efteråret og vinteren 1944/1q945. Dels opretholdt SS også sin tradition for at udnytte fangernes arbejdskraft til det yderste uden hensyntagen til menneskeliv.
Kommandant Griem inspicerede således næsten dagligt personligt gravearbejdet, råbte ad karpoerne og sparkede til de livløse kroppe, der lå ved grøftekanten for at konstatere, om der stadig var liv. Det skete dog ikke af medmenneskelighed, men for at finde ud af, om der stadig var arbejdskraft i den pågældende fanges krop.
SS – folk chikanerede fangerne
I KZ – lejrene var der udbredt blandt SS – mænd at chikanere fangerne på arbejdskommandoerne på en måde, så disse blev nødt til at bevæge sig uden for det af vagtposterne sikrede område. Dette kunne gøres ved at tvinge fangen til at hente sin hue, der til lejligheden var blevet revet af hovedet og smidt væk eller ved at flytte kæden af vagtposter.
Formålet ved denne behandling var at SS dermed kunne påstå, at den pågældende fange havde fjernet sig fra arbejdet uden tilladelse, hvilket blev tolket som flugtforsøg og dermed legitimerede et dræbende skud. Drabsmanden blev oftest belønnet med naturalier i form af delikatesser, spiritus eller en fridag.
Historien om de tre hollandske fangere
”Kapoerne” havde af SS fået tilkendt ret meget magt. Tre unavngivne hollandske fanger var i begyndelsen af november blevet slået voldsomt og efterfølgende spæret inde i et skur, hvor man opbevarede ligene fordi man beskyldte dem for at have stjålet mad.
Den efterfølgende dag var de tre fysisk og psykisk svækkede efter denne behandling, men måtte alligevel rykke ud med arbejdskommandoen for at grave tankspærringer i et særligt straffekompagni, hvor der var ekstra mudret.
Gentagende gange modtog fangerne 20 – 30 slag. Dette gentog sig over nogle dage. Hver aften blev de spæret inde sammen med lig. Her stank det i den grad af forrådnelse og rotter, der gnavede i ligene. I hvert fald en af hollænderne blev sindssyg og blev skudt under flugtforsøg. Men det var nok tale om et bevidst selvmord.
Mange fangere valgte ”selvmord”
Dette var det flere fanger, der valgte. De opfattede deres situation som værende håbløs. Selvmord blev af enkelte fanger set som sidste udvej, som protest og modstand som en sidste mulighed for at bestemme over eget liv.
Det var uhyre svært for fangerne at grave noget op på grund af den våde og mudrede grøft. At arbejdet ikke skred frem gjorde ”Kapoerne” hysteriske. De begyndte at slå fangerne med knyttede næver og knipler.
Dansker døde af kæbebrud
En af dem beskyldte danskerne for at sabotere arbejdet og kaldte dem op af grøften for at mishandle dem på række. Herved blev en af fangerne Poul Erik Astrup slået så hårdt, at denne brækkede kæben.
Da man i lejren ikke havde mulighed for at behandle bruddet, døde Astrup af sine kvæstelser få dage senere, da han ikke var i stand til at indtage nogen form for føde.
Kollektiv afstraffelse
Mange brugte tæpperester til forbinding. Men blev det opdaget ved stikprøvekontroller under appellerne, blev fangerne beskyldt for tyveri og dermed for sabotage mod ”Det Tredje Rige” Straffen var prygl, oftest pisk af enden og den nedre del af ryggen. Dette var i mange tilfælde ensbetydende med åbne sår og sågar nyreskader. Mange af disse skader endte dødeligt. Afstraffelsen foregik med en tommetyk kæp eller et tykt kabel op til 70 centimeters længde.
Det skete også at SS gennemførte kollektiv afstraffelse. En af disse afstraffelser bestod af, at fangerne skulle trække deres overtøj op over hovedet for at få ti slag med en skovl, et stykke pigtråd eller andre forhåndenværende redskaber.
Manglende ernæring
Om morgenen og om aftenen så beboerne i Husum de udhungrede fangere. Og lokale vognmænd måtte transportere ligene til kirkegården. Blandt de døde var en lektor var Tønder og Vardes politimester Jørgen Bech Simony.
En elendig hygiejne
De fik ikke nok at spise. Den manglende ernæring førte til mange sygdomme, bl.a. epidemier. Mange fik diare. Og selv det mindste sår kunne føre til katastrofale infektioner, som kunne ende med døden. Man havde ingen medikamenter eller forbindingsmaterialer.
Den danske ”funktionsfange” Poul Thygesen, der fungerede som læge, kunne i slutningen af november konstatere, at 700 var syge. Hygiejnen var elendig. Nu var funktionsfanger ikke garanteret overlevelse. Det er en anden dansk funktionsfange beviset på. Det var den 48 – årige praktiserende læge, Knud Nordentoft fra Varde. Han døde i Husum.
Næsten dagligt døde fanger under arbejdet eller i barakkerne.
I KZ – lejrene var sult en af hovedårsagerne bag intrigerne for at sikre sig madrationer. ”Politiske” og ”Kriminelle” kæmpede om magten i lejrens fangesamfund.
I december 1944 blev projektet opgivet
I december 1944 blev projektet med Friesenwall opgivet. Den militære situation havde ændret sig. Ja blandt fangerne opstod det rygte, at kommandanturet i stamlejren havde fundet ud af, hvor ekstreme forholdene var. Derfor skulle man have besluttet sig for at lukke lejren. Men dette har du ikke kunnet dokumenteres.
Dødsmarcher blev kun en realitet for ganske få af Schwesing – fangerne. Lejren blev opløst, mens Neuengamme – lejrkomplekset stadig var fuldt operativt. Fangernes skæbne blev derfor ofte afgjort af, hvilke lejre de efterfølgende blev fordelt på.
Flertallet af de danske fanger blev koncentreret i Neuengamme i foråret 1945 og evakueret af ”De Hvide Busser” få dage inden SS rømmede stamlejren.
Andre blev forlagt til skibe i Neustädter-bugten fra den 20. april 1945. Skibene blev angrebet af Royal Air Force den 3. maj 1945. Af de 10.000 fanger, der blev transporteret til Lübeck fra Neuengamme døde ca. 7.500 fanger på skibene ved angrebet. Flertallet af ofrene blev aldrig identificeret.
SS sendte både fangerne på march for ikke at lade dem falde i fjendens hænder og samtidig for at sikre deres arbejdskraft i andre KZ – lejre i håbet om at kunne stabilisere fronterne og producere sig til at kunne vende krigslykken.
Kommandanten – Hans Hermann Griem
Det var SS-Untersturmfûhrer Hans Hermann Griem der var leder af lejren. I november 1944 blev han også leder af lejren i Ladelund. Og Griem tjente masser af penge på at sælge de levnedsmidler til lokale, som de indsatte ellers skulle have haft.
Han havde sadistiske tilbøjeligheder og elskede at torturere fangerne. Ofte var han fordrukken. Ja man fik nærmest indtrykket, at han var egoistisk, magtsyg og uligevægtig. Men i KZ – systemet var han en betroet og driftsikker medarbejder, der blev sendt ud for at løse omfattende opgaver. Han leverede varen uden hensyn til menneskeliv.
Han kunne sit håndværk. Gennem sin brutale fremfærd og sit uberegnelige væsen forstod han at skabe frygt i fangesamfundet. Han skabte resultater gennem terror. Grunden til, at Griem ud fra et SS – perspektiv var en succes var måske netop, at han fik realiseret systemets ideologiske projekter som i dette eksempel ”Friesenwall”
Kun lidt vides om hans privatliv. Han havde været gift, havde fået to børn. Under krigen holdt han sig tillige en elskerinde. At han var beruset under tjeneste er kendt gennem flere beretninger. Men om det er tale om egentlig alkoholisme kan ikke dokumenteres. Om alkoholforbruget skyldes trangen til at drukne koncentrationslejrens daglige realiteter eller skal findes tidligere i Hans Griems liv lader sig heller ikke fastslå.
Efter opløsningen af lejren blev han kommandant i KZ – Udelejren Dalum.
Griem døde uden at blive dømt
Først så sent som i 1963 begyndte statsadvokaten i Flensborg at starte efterforskningen af Griem. I 1965 fandt man ud af, at han opholdt sig i Hamborg – Bergedorf. Det betød at juristerne i Hamborg overtog sagen. I 1969 rejste Landsretten så en forundersøgelse mod Griem. Men inden sagen rigtig blev rejst døde Griem den 25. juni 1971.
Han var flygtet under det britiske retsopgør i 1946. Mange af fangerne mente, at Griem var ligeglad med at fangerne døde.
Griem solgte fangernes mad
Hos flere fanger findes der skildringer af, hvorledes SS med Hans Griem i spidsen slog mønt på de sultne fanger. Med profit solgte SS således kartofler, roer og andre rodfrugter som svinefoder til egnens bønder, mens fangerne sultede i lejren. Disse grøntsager blev ifølge beretningerne kamufleret med et tyndt lag kartoffelskræller eller rådne kålblade og således solgt som køkkenaffald.
Hvad SS tjente på dette foretagende vides ikke, men det må have været tale om en lukrativ forretning, der fandt sted over en længere periode.
Var det mon de samme landmænd, der leverede varen og hentede den igen? Det kan vi kun gisne om
Andre krigsforbrydere i Husum
Allerede i marts 1947 startede undersøgelserne mod Griems stedfortræder, Eichler, blokfører Klingler og ”Kapo” Schneider.
Og det endte med, at Klingler blev dømt til døden. Eichler fik fem års fængsel og Schneider fire års fængsel.
Paul Thygesen skrev følgende om Eichler:
Griem, Eichler og Klinger var Husum-lejrens centrale SS-mænd. Hvor mange SS-folk, der gjorde tjeneste i Husum og Ladelund. Vi ved dog, at der i Ladelund har været cirka 20 danske statsborgere og medlem af Det Tyske Mindretal, som fungerede som vagter.
Husum-lejrens feltkøkken
SS – OberScharführer Friederich Otto Dörge fungerede som Husum – lejrens Verwaltungsführer og uddannet købmand. Som forvaltningsfører havde han ansvaret for forplejningen, beklædningen og forvaltningen af fangernes eventuelle ejendele samt lejrens økonomiske mellemværender med omverdenen.
Tillige havde han det overordnede ansvar for driften af lejrkøkkenet. I køkkendagbogen er der anført en næsten dobbelt så høj brødration, end den fangerne fik.
Muggen rugbrød lavet af savsmuld
Hans Christian Rasmussen fortæller, at det var Hitler Jugend, der leverede brødet til koncentrationslejrens fanger. Han fortæller, at brødet ofte var muggent, fordi det skulle være blevet opbevaret i en fugtig lade over længere tid inden fangerne fik det udleveret.
Begrundelsen for dette skulle være, at fangerne ikke måtte få udleveret fødevarer, der var af samme kvalitet som de fødevarer, den tyske befolkning modtog. Det er sandsynligt, at en stor del af brødet bestod af savsmuld og skaller af korn.
Når suppen væltede
Det hændte, at fangernes suppe, der blev transporteret i store, åbne kar, væltede undervejs fra lejrkøkkenet til stedet, hvor den skulle uddeles. Skete dette, resulterede det i, at en gruppe sultne fanger omgående styrtede hen til suppepytten og forsøgte at slikke denne samt de sparsomme stykker af rodfrugter eller endnu sparsommere stykker kød op af den bare jord. Sulten var så slem, at fangerne herved kunne komme op at slås indbyrdes.
Paul Thygesens skildring af en episode, hvor han iagttog en russisk fange, der på samme facon spiste en hollandsk medfangers opkast. Sulten blev også anvendt som et instrument for umenneskeliggørelse viser en episode, hvor en sulten russisk fange blev pint ved, at en SS – mand smed kartofler over i pigtrådshegnet. Da fangen nærmede sig dette for at samle kartoflerne op, blev denne omgående skudt af vagtposten på grund af ”flugtforsøg”.
En hollandsk sygepasser solgte medikamenter for højest bydende blandt fangerne.
Likvideringer med indsprøjtninger
Der har også fundet målrettede likvideringer sted både i Husum og Ladelund gennem injektioner. Indsprøjtningerne blev givet af fangelæger efter ordre fra Griem. Formålet med likvideringerne var, at skaffe uarbejdsdygtige fanger af vejen. Derved kunne man nedbringe belægningen på reviret og samtidigt undgå, at de syge skulle sendes på sygetransport til Neuengamme.
Hans S. Bruhn berettede:
Antallet af døde steg også hurtigt som følge af overbelægningen.
Ligene blev betragtet som affald
Ligene blev betragtet som affald, der afventede den vogn, der skulle køre dem til massegraven på Husum Østre Kirkegård. Ifølge en beretning husede barakken, som her på baggrund af sin hovedfunktion kaldes kartoffelskrælleriet, også et lille snedkeri, hvori der blev fremstillet ligkister. Op til tre fanger kom i hver kiste, der blev lavet af affaldstræ. På grund af mangel på materialer anvendte man også papirsække i forbindelse med begravelserne. Man begravede til sidst ligene nøgne, fordi der heller ikke var nok papirsække.
Hans S. Bruun fortæller, at den danske fange, Viggo Hansen var i begyndelsen med til at fremstille disse kister.
Ligene faldt af hestevognen
Transporten af ligene fra lejren til Østre Kirkegård i Husum foregik med hestevogne, der var så overfyldte, at ligene faldt af undervejs. På kirkegården blev ligene lagt i massegrave med 30 – 40 lig i hver grav i op til fem lag.
Thygesen, som efter krigen også deltog i ekshumeringen af ligene af de danske Hsum-fanger, anførte antallet af massegrave til at være omkring 12, hvilket kan tyde på 60 – 140 flere ofre end de officielle knap 300 omkomne i løbet af lejrens eksistensperiode
En lærer og en skoleklasse opdagede stedet
I 1983 var der en arbejdsgruppe, der offentliggjorde KZ – lejrens historie. En mindehøjtidelighed blev afholdt den 30. januar 1983 med deltagelse af flere end 1.000 mennesker. Mange af dem var tidligere fanger. Og de fleste borgere har ikke anet, at der her havde eksisteret en sådan lejr.
Ja det var faktisk en lærer og hans folkeskoleklasse, der i 1970erne opdagede dens eksistens. De begyndte at undersøge gamle arkiver. Den sidste overlevende danske KZ – fanger Einar Brøgger fra Hammerlev, der blev taget af Gestapo i juni 1944 fortæller:
Man skal have held og meget held
Benjamin Mørk spurgte i sine erindringer:
Og hans svar var:
Brutalitet, vilkårlighed og død var hverdagsbegivenheder i KZ – lejren.
Mindelund med informationstavle
I 1987 blev der indviet et mindelund. Og siden 1995 er der på stedet anbragt bygningsrester fra dengang. En informationstavle beretter nu om lejrens historie. På stedet er der også 300 små opstandere i jern med navnet på hver enkelt af de omkomne i lejren.
Der blev vist mellidenhed
Mange vil sikkert spørge, hvordan befolkningen kan glemme sådan et sted. Måske var det ens samvittighed. Man var bange for at vise medlidenhed, for så at ende i samme situation.
Men nu er det dog flere eksempler på medmenneskelighed fra lokalbefolkningen. Hans Mørup kan berette om, at en lille pige uden for lejren gav ham et æble, som han delte med de andre fangere.
Kontakten med lokalbefolkningen var forbudt. Ved en episode, hvor fangerne skulle losse et skib i Husum, blev fangerne og deres vogtere inviteret indenfor i en garage og fik her forplejning af en lokal kvinde.
Gulerødder til fangerne
I en anden episode oplevede Benjamin Mørch, at en landmand i en af de landsbyer, hvor fangerne skulle grave huller til maskingeværstillinger, havde lagt en stak gulerødder til fangerne. Han kunne ikke give dem direkte til fangerne, da dette var strengt forbudt og pålagt stor risiko for landmanden selv.
Blikke mellem fangerne, landmanden og en ældre godmodig marinesoldat, der bevogtede arbejdskommandoen, afgjorde situationens udfald. Bevogteren kiggede væk og fangerne fik et kærkommet tilskud til den mangelfulde lejrkost.
Mørch selv, der hentede gulerødderne fik mulighed for at veksle nogle få ord med landmanden, der udtrykte bekymring over for fangernes tilstand. Ifølge Mørch var flere af de lokale blevet opmærksomme på, hvordan fangerne blev behandlet ude på arbejdsstederne.
Fangerne blev ikke slået i landsbyerne
Mørch berettede om, at fangerne særligt ved arbejdet med maskingeværstillingerne inde i landsbyerne ikke blev slået af ”kapoerne” og bevogtningsmandskabet. Det var for ikke at pådrage sig negativ opmærksomhed fra civilbefolkningens side. Slagene blev i stedet uddelt ved hjemkomsten til lejren. Men de forekom her mindre slemme, da afstraffelsen var hurtigere oversået i stedet for at være spredt over hele arbejdsdagen.
Mange hånede også fangerne
De civile kunne dog også acceptere det de så – måske alt efter politisk ståsted. De kunne endda fryde sig over fangernes lidelser, når de mødte dem på de nordfrisiske veje eller i Husums gader.
Mange væmmedes af at se fangerne, andre hånede og grinede af de forhutlede fanger. Dette står lidt i kontrast til den tyske befolknings ansvarsfraskrivelse og påstand om, at:
Der fandtes jo masser af lejre ligesom denne spredt ud over hele Tyskland og også som denne placeret i et lokalsamfund.
Lejrene blev kaldt ”Dødslejrene”
Ladelund og Husum-Svesing blev af fangerne kaldt ”dødslejren”. Det antages at indtil 5.000 fangere har opholdt sig i de to udelejre. Det nøjagtige antal fanger og hvor mange af dem, der døde, er ikke kendt.
Man mener, at mellem 300 og 500 døde i Svesing, og 300 i Ladelund.
1.000 mand til Ladelund
Den 1. november blev 1.000 fanger taget ud ved appellen med henblik på transport. De skulle til Ladelund. Hans Christian Rasmussen erindrer, at en håndfuld danskere var blandt de udvalgte, men disse blev erstattet af andre. Men 4 kilometer fra den dansk – tyske grænse ville man ikke have danskere. Her kunne man måske formode støtte fra venligsindede modstandsgrupper.
Historien om den hollandske by: Putten
Cirka 100 af de døde kom fra den lille hollandske by Putten. Og forhistorien til dette, er at den 1.oktober 1944 døde en tysk officer og to blev kvæstet i nærheden af denne by. Kommandanten, der stammede fra øen Føhr General Freidrich F. Chiristiansen lod byen nedbrænde og sendte den mandelige befolkning til Tyskland til tvangsarbejde. 602 mænd fra Putten landede i Neuengamme, 540 nåede ikke tilbage til Holland.
Arbejd til udslettelse
Oprettelsen af lejren i Ladelund betød tillige, at fangerne i det daglige kom til at se mindre til hans Griem, der nu primært opholdt sig i Ladelund og kun lejlighedsvis kom til Husum. Terroren mod fangerne fra kapoernes og SS´ side blev dog ikke mindre af den grund.
De fanger, der kom til Ladelund var allerede afkræftet ved ankomsten. Tænk engang. Her ankom 2.000 fangere til en lejr kun bygget til 200. Det blev til en decideret udryddelseslejr under mottoet:
Arbejdet stod på i kun seks uger. Så indså tyskerne, at slaget var tabt, og at det ikke gav nogen mening at fortsætte. Men som skrevet på den korte tid var allerede 300 døde. Den sidste barak blev revet ned i 1970.
Som det eneste sted i Tyskland kan du her i nærheden af lejren opleve en rest af den oprindelige Friesenwall. Vi har allerede på siden to artikler om Ladelund samt en billedrække af mindelunden og museet ved Ladelund
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har 259 artikler om Besættelsestiden (før/nu/efter) herunder:
September 28, 2018
Dengang på Nørrebro – Sjællandsgade
Haverne forsvandt efterhånden. Her var papegøjer og undulater. Og så havde mænd også natpotter. Man gik til bager i pyjamas og natkjoler. Man fik Nørrebro – mad ved luftalarm. Kakkelovnen var et hyggeligt monstrum. Her skete dramatiske ting under besættelsen. Og så kom man en tur på Fælledvejens Politistation. Chokolade og andre godbidder. Og så var citroner en sur fortjeneste. Man kunne finde slik og osteskorper i butikkerne. For 10 øre kunne man få tre minutters telefonsamtale. Og så var det lige Hr. Jessen og hans musik. Man havde også et plankeværk og en legetøjsbutik. Ja så var det lige værtshusene Eldorado og Belvedere.
Haverne forsvandt efterhånden
Dengang og indtil midt i 40erne var der små haver uden for stuelejlighederne. De blev godt udnyttet – og plyndret af folk udefra – under krigen.
Haverne blev først fjernet på den lange side af alléen og senere i ”den fine ende”. Ja der var skam forskel. Hvorfor der blev kaldt den fine ende er svært at forstå. Der var absolut ingen forskel på boligerne. Men det kunne have noget at gøre med sollyset.
På gamle billeder kan man se at der endnu i 1935 – 40 lå haverne der endnu i hele Sidealléen. Men i 1945 – 46 var haverne fjernet i en stor del af alleen.
Vi befinder os i området omkring Sjællandsgade og Sjællandsgades Sideallé i 1940erne og 1950erne. ”Den Gamle Redaktør” har fundet et herligt manuskript uden navn og kildeangivelse, som vi redigerer i.
Det var slet ingen sol på den lange side af Sidealléen. Men der var en masse i den tværgående bygning.
Papegøjer og undulater
Mens haverne endnu fandtes, havde Hr. Petersen i stueetagen en papegøje. Den kunne snakke til stor fryd for børnene. Men mødrene fik røde kinder, når de hørte, hvad den sagde. Papegøjen var en rigtig sømand, der havde sejlet i østen og den var særdeles bramfri i dens tale.
Dengang havde man i Konfektionshuset på Nørrebrogade i mange året meget stort inde/udebur med undulater. De kunne høres nogle steder her i området. Legekammerater kom op for at høre dem. Ikke alle børn fik lov til selv at gå alene over på Nørrebrogade og selv se dem.
Mænd havde også natpotter
Lige bag ved lå der en fabriksbygning med bølgebliktag, hvor der var en masse katte. Et stort tilløbsstykke for børnene. Men et plankeværk hindrede, at de kunne komme i nærheden af dem.
Det var gode, hjælpsomme og flittige mennesker, der boede i sidealleen. Tiderne var svære, men der var arbejdsvillighed. Midt i al fattigdom var trods alt renlighed overalt, hvor utroligt det end lyder med gamle toiletter i gården.
Alle kvinder tog deres tørn med at vaske dem. Der var i ventetiden, så ofte som muligt, varme i små gasbrændere. De fleste børn havde naturligvis en natpotte. Det havde nogle af de voksne såmænd også, men det snakkede man ikke om. Det var ikke ”pænt” at lægge mærke til.
Til bager i pyjamas eller natkjole
Det var ikke noget så dejligt som en søndag med godt vejr, hvor alle kvinderne havde vinduerne åbne og var i fuld gang med rengøringen. Børnene blev sendt ud at lege. Den musik, der var tilladt og muligt at lytte til, blev hørt uden for gennem de åbentstående vinduer af børnene.
Det var også sjovt at se naboerne, der ilede til bageren. Det foregik oftest i pyjamas eller natkjole med frakken over og enten sutsko eller støvler alt efter vejret. Det var hvis kun noget der foregik i de fattige kvarterer. Man skyndte sig hjem med morgenbrødet. Og så i seng med det hele. Så kunne det spares på fyringen, hvis det var om vinteren. Det var en hvis form for hygge og samvær.
En Nørrebro – mad ved luftalarm
Beboerne støttede hinanden, selvom der naturligvis også forekom en del sladder fra vindue til vindue. Børnene vidste, at når de var ”ude at lege” og der blev luftalarm, så skulle man ikke nødvendigvis skynde sig hjem, men blot gå ind til nærmeste nabo, som sikkert var mor til en af børnene. Hvis det varede længe så fik man også mad hos naboen. Nogle gange var det bare en ”Nørrebro – mad”. Det var et tykt stykke rugbrød med fedt.
Kakkelovnen – et hyggeligt monstrum
Lejlighederne var små og med bare en enkelt sort høj kakkelovn i hver lejlighed. Der var hjemmelavede skærme med asbest og sølvpapir stillet op til at reflektere varmen ud i stuen, men også på grund af brandfaren. Der blev jo fyret med alt muligt.
Der var avisknuder, som man selv lavede. De kunne knyttes meget stramt, så de kunne brænde i længere tid. Kakkelovnen blev et godt bekendtskab. Først naturligvis under krigen til at varme op med, men også ofte til at varme vand eller mad, hvis der i perioder var lukket for gassen.
Efter krigen var kakkelovnen stadig en nødvendighed, men også et hyggeligt monstrum, altid med en svagt fløjtende kedel på pladen. Mange kan sikkert stadig lugte den første appelsin, der kom fra Sverige. Skrællen blev lagt ind på kakkelovnens varmeplade, hvorfra den duftede noget så vidunderligt.
Dramatiske ting under besættelsen
Børnene i Sjællandsgades Sideallé oplevede også dramatiske ting under besættelsen. Åbenbart befandt der sig her modstandsfolk. Flere gange blev der skudt her. Man kunne også høre brag fra fabrikker, der blev sprunget i luften.
Fra aviskiosken på hjørnet af Guldbergsgade og Møllegade blev der afleveret illegale blade til bestemte personer. Ja selv i en rullestol blev der fragtet illegale blade.
En tur på Fællevejens politistation
Da et barn sad under postkassen på hjørnet af Sjællandsgade og Nørrebrogade og kiggede på sporvogn kom en dame løbende og råbte op, at hun var blevet væk. Men det var barnet ikke. Hun kunne sagtens finde tilbage til Sjællandsgades Sidealle. Hun havde prøvet turen adskillige gange.
Men nu blev hun nærmest trukket med hen til Fælledvejens politistation. Men her blev barnet nu fint behandlet. Hun blev taget med ud bagved og kunne se på både politibiler og brandbiler. Og så fik hun en hel sandkassespand med småkager, og det midt under en krig. Hun forklarede betjentene, at hun sagtens selv kunne finde vej hjem.
Chokolade og andre godbidder
Lige rundt om hjørnet fra Sjællandsgade på Nørrebrogade lå et bageriudsalg. Selve bageriet lå i gården ved Sjællandsgade 1. Men man skulle over gaden for at komme til forretningen. Og hver gang man kom forbi, ja så havde bager Jacobsen en godbid.
På hjørnet af Prinsesse Charlottesgade og Sjællandsgade lå et ismejeri. Senere kom det hvis nok til at hedde Irma. Der kunne man komme med rationeringsmærker og få lækkert smør taget med en rillet træske direkte ud fra smørdrittelen. Og så var der et rationeringsmærke, hvormed man kunne købe et stykke chokolade, der hed Store Klaus. Himmelsk!
Citroner – en sur fortjeneste
I tiden indtil ca. 1948, var der flere ting, som gjorde indtryk. Ved Sidealleens begyndelse var der et par garager, som blev brugt til opbevaring af en frugtstand om natten. Det var disse sjove tohjulede ladvogne med to ben i hver ende. Det var ingen eksotiske frugter, men der var citroner. Hver dag kunne børnene tjene gratis citroner ved at åbne garagedøren. Men for mange af dem var det dog en sur fortjeneste.
Slik og osteskorpe
Når børnene for en sjælden gangs skyld fik 10 – 25 øre til at snolde for, gik det over til ”chokolademutter” i Prinsesse Charlottesgade i kælderen lige over for skolen. Men man kunne også gå hen til osteforretningen i Sjællandsgade 4 – 6, hvor man kunne købe en osteskorpe for 25 øre.
I Sjællandsgade 2 lå en grønthandler og et ishus. Børnenes behov kunne dækkes med de butikker, der var lige i området.
10 øre for tre minutters telefonsamtale
Telefon var der ingen, der havde i Sidealleen. Men kiosken i Sjællandsgade ved siden af osteforretningen havde telefonbokse inde i forretningen. I dørene var der runde ruder, så man kunne banke på ruden, når personen derinde havde snakket mere end de tre minutter, der var tilladt for 10 øre.
Ved siden af kiosken lå Schous Sæbehus og senere kom fru Rasmussens Isbar og Chokoladeforretning.
Hr. Jessen og hans musik
I Sidealleen boede en hel del sjove og særegne mennesker. Blandt dem var Hr. Jessen. Han spillede sammen med en ven under navnet Bing og Bang. Først var det i en restaurant i Jernbanegade siden i Nyhavn 17.
Da han spillede meget om natten sov han meget i dagtimerne. Så kunne de mere vakse børn tjene en skilling ved at handle for ham. Det var ikke usædvanligt dengang, at børn gik til købmand, ismejeri og lignende efter dagligvarer for ældre naboer eller andre med behov derfor.
Lidt hårdere var det at hente koks. Det foregik i Kokskælderen i Prinsesse Charlottesgade. Og det foregik med en kæmpetaske, der var lidt tung. Nogle gange kunne Jessen ikke lide kulet. Så måtte man helt ned til Peter Fabersgade og hente brændsel. Men så kunne børnene tjene en hel krone. Og det var en hel formue dengang.
Plankeværket og legetøjsbutikken
Plankeværket ind til baggårdene i Prinsesse Charlottesgade var helt rigtige til at spille bold opad eller danne væg for alverdens sjove lege. Efter at de tyske flygtninge havde forladt skolen, var dette stedet, hvor man kunne regne hinkeruder og løbe på rulleskøjter.
Petersen, der havde tobaksforretning havde en voksen søn, der satte skuespil op i deres lille gård. Så tog han entré fra børnene.
Det var en legetøjsforretning ved siden af tobaksforretningen. Det nærmeste de fleste af børnene kom, var at kigge vinduer.
Eldorado og Belvedere
Og så var det værtshuset Eldorado i Sjællandsgade. Lige over for lå også værtshuset Belvedere.
Børn var der masser af i kvarteret. Hvis de lidt støre børn ville tjene en skilling kunne de altid blive babysitter.
Dette var et lille øjebliksbillede fra Sjællandsgade, Sjællandsgades Sidealle, Prinsesse Charlottes gade og lidt Guldbergsgade.
September 27, 2018
Anker Heegaard og hans jernstøberi
M.A. Heegaard tilbragte sin barndom på Samsø. Han fik sin egen isenkram – butik. Og så købte han 5 tønder land på Nørrebro. Kongen og militæret skulle spørges. Befolkningen hadede alt, hvad der var engelsk. Det var heldigt for Heegaards omsætning. To sønner overtager virksomheden. Kompagniskabet ophører. Der produceres kakkelovne, gryder, pander, plove og to chokolademaskiner. Det var dyrt for arbejderne, at møde kl. 5 om morgenen. Tarmfabrikken måtte lukke. Det lugtede meget fælt. Man fremstillede musikinstrumenter. Stor Nordisk – udstilling i 1872. I 1872 var der 102 ansatte. To sønner og svigersøn overtager. Stort socialt engagement. Heegaard sælger ud – nye beboelseskvarterer opstår. Og så tog Anker Heegaard fusen på grundejerne. Han var førende på dansegulvet. I 1898 flytter man til Hillerødgade og sælger 14 år senere. Der fortsættes i Frederikssund.
Barndom på Samsø
Mathias Anker Hedegaard var født 1776 og tilbragte det meste af sin barndom på Samsø, hvor hans far var sognepræst på Samsø. Der var flere præster i familien. Men den vej ville Mathias Anker ikke gå. Han valgte en helt anden løbebane.
Efter konfirmationen rejste han i 1790 til København, hvor han kom i lære hos isenkræmmer Peter Faber. Han viste en stor håndværksmæssig kunnen men også et stort handelstalent.
Egen isenkrambutik
I 1803 åbnede han sin egen isenkramforretning i Frederiksborggade. Butikken voksede støt. I 1820 købte han naboejendommen på hjørnet af Frederiksborggade og Nørrevold. Nu havde han byens største forretning af den art.
Efter det engelske bombardement af København og Englandskrigene var der stor modvilje i befolkningen mod alle engelske varer. Det var baggrunden for, at Heegaard optrådte som medstifter af ”Selskabet for indenlandsk Kunstflid”. Selskabet afholdt en række udstillinger i det følgende tiår.
I 1813 havde Heegaard fået patent på en ny slags jernkedler. Modviljen mod de fremmede produkter gav ham vind i sejlene, så han efterhånden havde kunder over det meste af landet.
Han købte 5 tønder land
Det var langt ude for byen dengang. Og lystslottet Blågård var delvis revet ned. Og nu var det plads. Det havde M.A. Heegaard også opdaget. Han købte 5 tønder land.
Ansøgte Kongen om tilladelse
I oktober 1827 søgte han kongen allernådigst om at måtte få tilladelse til at drive et jernstøberi på stedet. Ja han spurgte også om han måtte ansætte smede og håndværkere. Han forklarede kongen, at hans ide var at fremstille alle sorter af støbte gryder, kakkelovne, strygejern og andre finere ting af jern.
Han har sikkert også forklaret kongen, at alle disse ting var noget som vi importerede fra udlandet. Heegaard mente, at det ville gavne landets økonomi, at vi selv kunne fremstille det. Og han mente sandelig, at han også kunne gøre det billigere.
De gamle håndværkere protesterede, men Heegaard fik tilladelsen. En masse fabriksbygninger blev opført rundt på grunden. Selv tog han sommerresidens og senere fast ophold på Blågårdsgade.
Militæret skulle også spørges
Arealet lå på demarkationsområdet foran voldene, hvor der af forsvarsmæssige grunde kun måtte bygges i begrænset omfang. Der skulle søges om tilladelse hos militærets demoleringskommission.
To sønner overtager virksomheden
I 1837 overtog sønnen Anker sammen med en ældre bor Christian August virksomheden samt isenkramforretningen. Der kom flere produkter til, bl.a. messingdekorationer til ovne.
Anker måtte mellem 1839 og 1840 afsone ti måneder i fængsel for underslæb, men fortsatte sine forretninger efter løsladelsen.
Kompagniskabet ophører
I 1847 blev kompagniskabet ophævet. Anker overtog nu for egen regnskab støberiet. Fabrikken skiftede navn fra M.A. Heegaard Sønner til Anker Heegaards Jernstøberi. Nu var han udelukkende fabrikant.
Kakkelovne, gryder, plove, pander og to chokolademaskiner
Jernstøberiet havde stor fremgang på grund af det almindelige økonomiske opsving. Den kongelige fabriksinspektør O:J. Rawert, til hvem industrihistorikere er i stor gæld på grund af hans grundige bøger, oplyser i sin beskrivelse af
at der da var 52 arbejdere ansat på virksomheden. Der blev blandt andet årligt produceret 4.000 gryder og 4.500 pander, 1.900 kakkelovne af forskellige typer og 140 skorstensindretninger.
Af de mere specielle produkter var to chokolademaskiner til kværning og finmaling af kakaobønner samt fire barkmøller, som blev anvendt til garverierne. De gode tider for landbruget i årtierne frem til ca. 1870 spillede også ind for afsætningen.
Rawert nævner således også 390 plove og dele til plove. Netop på denne tid begyndte man at fremstille en række redskaber af jern i stedet for af træ, som man havde gjort tidligere.
Det var dyrt for arbejderne
København var indtil 1850erne, da koleraen slog til, endnu en fæstningsby. Arbejderne boede inden for voldene. Arbejdet på jernstøberiet startede kl. 5 om morgenen. Det kunne selvfølgelig give problemer, når porten først blev åbnet for fri færdsel kl. 7.
For at komme igennem inden da, skulle der erlægges en afgift på 2 skilling til portvagten som bompenge. Det var en mærkbar udgift. Det udgjorde således 1/24 af en arbejders og 1/16 af en lærlings løn.
Fabrikanterne på Nørrebro klagede derfor i 1844 til Borgerrepræsentationen. Men da den årlige indtægt beløb sig til omkring 1.000 rigsdaler, var man ikke meget for ændringer. I de følgende år øgedes klagestrømmen. Først i 1852 bøjede man sig, idet byportene da blev åbenet kl. 5. Året efter forsvandt afgiften helt.
Familien boede i 1850 på Blaagaardsvej 36
En optælling fra 1850, kan vi se, at Anker Hedegaard bor på Blaagaardsvej 36. I husholdningen er hans kone, Louise Feilberg og tre børn, Luis Carl, Stephan Petrea Ankeriette og Anna Sophie.
Der var en mandelig og en kvindelig tjener, en bogholder, en kusk og en karl
Efterspørgslen på gelændere, kakkelovne og komfurer steg. Heegaard kunne levere det hele.
Tarmfabrikken måtte lukke
Men det var nu ikke den store succes med at omdanne tarmstrenge til musikinstrumenter. Det var godt nok stor efterspørgsel efter violinstrenge, og det var en god efterspørgsel. Men lugten hang tungt over Nørrebro. Så tungt at sundhedspolitiet blev alarmeret.
De lokale beboere skulle leve med åbne gruber med betydelige mængder rådnende tarmindhold. Stanken spredte sig med vinden. Fabrikken blev dog også lukket af myndighederne.
Store opkøb
Under Anker Hedegaards ledelse blev de største af sin art i Danmark. I 1857 købte han J.F. Clausens 100 år gamle maskinfabrik og jernstøberi i Frederiksværk. Han købte det under auktion for 118.000 rigsdaler.
Samme år overtog han et lerbrænderi i Blågårsgade. I Frederiksværk fik han installeret dampmaskine som supplement til den ustabile vandkraft. Ja han fik også anlagt en havn i Frederiksværk. Den stod klar i 1866.
Hovedkontoret og lagerbygningerne blev etableret i Havnegade i København.
Stor udstilling i 1872
Ved den ”Nordiske Industri – og Konstudstilling i Kjøbenhavn” i 1872 optræder Anker Heegaard som stor udstiller. Han udstillede dampmaskiner, industri – og landbrugsmaskiner samt en betydelig række støbte husholdningsmaskiner, derimellem emaljerede gryder.
Udstillingen blev afholdt af Industriforeningen, hvis formand Heegaard var blevet.
Støberiet var leverandør til bl.a. støbejernsgitteret, som endnu omgiver Ørstedsparken i København. Fabrikken leverede også jernrammer til Hornung & Møllers pianoer og flygler.
Masser af udvidelser og 102 ansatte
I 1860erne og i begyndelsen af 1870erne opførtes nye værkstedsbygninger, foruden ombygninger af de eksisterende huse. En opgørelse fra 1872 viser, at der nu var beskæftiget 102 arbejdere.
I 1862 havde han stiftet Frihandelsforeningen. Men han nærmest stemte imod dens program. Så her var han kun kort tid.
To sønner og svigersøn overtager
Han var også med i Arbejderforeningen af 1860. Fra 1866 – 1885 var han med i bestyrelsen. Fra 1868 til 1885 var han i Borgerrepræsentationen i København. I 1881 var han en af stifterne til Dansk Sparemærkekasse.
Anker Heegaard ønskede efterhånden at trække sig tilbage til privatlivet. I 1884 overdrog han derfor hele sin virksomhed, fabrikkerne på Blågård og Frederiksværk til to sønner og en svigersøn.
Stort socialt engagement
Hans sociale engagement kom også til udtryk gennem en række legater, der blev stiftet på grundlag af en del af hans formue. Ved testamente af 1890, der trådte i kraft ved hustruens død i 1905 skænkkede Hedegaard 350.000 kr. til legater bl.a. med det formål at fremme afholdelse af populære foredrag over naturvidenskaber og historie.
Også de socialt dårlig stillede på Nørrebro mærkede hans godhed, således skænkede han grunden til Marthahjemmet.
Han blev Ridder af Dannebrog i 1869, Dannebrogsmand i 1872 og etatsråd i 1883. I 1844 var han blevet gift i Thisted med Louise Christine Feilberg. De fik i alt seks børn.
En gade på Nørrebro blev opkaldt efter hans kone, Louisegade. Men efter et grusomt mord fik gaden navneforandring til Prins Jørgens Gade.
Anker Heegaard døde den 19. december 1893 og ligger begravet på Assistens Kirkegård.
Det kneb med udvidelsesmulighederne
Gradvist blev mange af aktiviteterne flyttet til Nordsjælland. På Nørrebro kneb det efterhånden med udvidelsesmulighederne. Det var efterhånden blevet et tætbefolket arbejderkvarter. Grundpriserne steg. Og Heegaard tjente masser af penge, da han i 1898 solgte den sidste rest af sine ejendomme på Blågårdsgade til Københavns Kommune.
Nye beboelseskvarterer opstår
Men allerede fra midt i 1870erne begyndte Heegaard at sælge af sine grunde på Nørrebro. Det gav en ikke ubetydelig indtægt. Der opstod beboelseskvarterer omkring Stengade, Bagergade (senere nedlagt), Todesgade, Baggesensgade, Korsgade, Louisegade (Prins Jørgensgade).
Anker Heegaard tager fusen på grundejerne
Vi skal da lige have historien fra 1872, da Baggesensgade skulle anlægges. Det viser, hvordan Anker Heegaard i usædvanlig grad var i stand til at spinde guld på andre grundejers bekostning. Gaden løber i dag parallelt med Nørrebrogade. Heegaard forsøgte at få denne gades grundejere med på anlæggelse af den nye gade. Han foreslog, at de delte anlægsudgifterne, og at alle afgav et stykke af deres jord.
Det blev pure afvist af alle grundejerne, men Heegaard absolut mente, at der ville blive behov for en gade netop på dette sted, valgte han i stedet at anlægge den midt inde på sin egen parcel. Mellem fortovet og grundene langs Nørrebrogade lod han imidlertid en strimmel jord ligge ubenyttet hen.
For de berørte grundejere opstod der hurtigt et behov for den nye gade. Men de var blot nødt til hver at erhverve en bid af jordstrimlen. Det blev naturligvis til en noget højere pris, end hvis de fra begyndelsen havde indvilliget i at deles om anlæggelsen. Også på den forretning tjente Heegaard en net sum.
Førende på dansegulvet
Man sagde om Anker Heegaard, at han nærmest var førende på dansegulvet. Det får man glimt af i et brev fra direktionen for ”Det forenede borgerlige Selskab” i februar 1842. Jo det var en af byens fineste selskaber som også lå på Nørrebro:
Brevet var var underskrevet af direktionsmedlemmerne J, Hammerich, Thønnesen, Bülow og J.R. Harboe.
Man flytter til Hillerødgade
Mod slutningen af 1800-årene var fabriksbygningerne i Blågårdsgade efterhånden nedslidte. Og i 1898 erhvervede Anker Hedegaard en ny stor grund i Hillerødgade nær ved Nørrebro Station. Dengang var her en betydelig godsbanestation, som betjente det store industriområde i denne del af byen.
Hertil flyttedes produktionen fra Blågårdsgade, hvor bygningerne blev nedrevet i 1899. Her lå virksomheden i 14 år, da maskinfabrikken Aurora overtog anlægget. På samme måde som Blågårds Plads opstod, blev godsstationen nedlagt 1930, og hele jernbaneområdet blev udlagt til Nørrebroparken.
I 1918 blev fabrikken (Frederikssund) omdannet til Aktieselskab A/S Anker Hedegaard og i 1930 indgik den i De Forenede Jernstøberier.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har 236 artikler om det gamle Nørrebro, herunder:
September 27, 2018
En stinkende kloak og flere opløftende temaer (Nør.LIV 4)
Dette er vores 4. bidrag til Nørrebro Liv. Det handler bl.a. om ”Den Stærke mand”, der bare stak af. Vi besøger Nørrebros første skole og danseboden ”Det Gamle Testamente”. Familien Ventegodts børn havde lang vej til skole. Her var ikke meget håb for kristendommen blev det sagt. Her var sandelig også en ”Grundtvigs Højskole”. I Ryesgade var en skolelærer, der underviste i at køre på Velcopeter.
Det første byggeri i Blågårds-kvarteret var forfærdeligt. Det var uden fortove og rendesten. Drikkevand måtte man hente fra brønde. Men så fandt man ud af, at vandet kom fra kirkegården. Hurtigt fik man etableret drikkevand fra Søerne. Men det blev kvaliteten nu ikke bedre af. Der var heller ikke noget lys i kvarteret. En udflugt om aftenen var ikke helt uden fare.
En stinkende grøft ville Magistraten ikke gøre noget ved. Det var ikke deres bord. Spildevandet fra grøften blandede sig med drikkevandet. Heegaards store jernstøberi lå på det nuværende Blågårds Plads. Her lå også et par lysstøberier og en voksdugsfabrik. Ja så var det Peter Hansens store og berømte blomstergartneri.
Kunstberider Jean Lustre købte fast ejendom i området. I år 1800 fik han tilladelse til at undervise i ridekunsten og andre legemsøvelser. Det var noget det bedre borgerskab så frem til. En gartner dyrkede rabarber på en del af jorderne. Navnet Rabarberland blev sandelig hængende.
Allerede i 1722 havde von Eckenburg indrettet et forlystelsessted i nærheden af Sankt Hansgade. Han optrådte som ”Den Stærke Mand” og det også i kirketiden. Det var utrolig var han kunne. Men pludselig var han væk. Han havde efterladt en masse ubetalte veksler og bristede pighjerter.
Når man læser diverse jubilæumsskrifter er der mange skoler, der gene vil være Nørrebros ældste skole. Men den der lå ved 12. blegdam, kan vel godt kalde sig dette. I dag er det omtrent på hjørnet af Trepkasgade og Blegdamsgade. Den blev oprettet i 1761. I en meddelelse fra Magistraten hed det sig:
Forholdene var elendige. Der var dog godt nok 2 skolestuer og en lejlighed til læreren. Først efter lang tid gjorde Magistraten noget ved problemet. Det skete med udnævnelsen af sigteren Frederik Høgh – Guldberg til skoleleder. Ja han gjorde skolen til en af de bedste almueskoler i København.
På Jødevejen (Møllegade) lå danseboden ”Det Gamle Testamente”. Navnet stammer ganske givet fra ”Den Mosaiske Kirkegård”, der blev anlagt helt tilbage i 1694. Det var i begyndelsen af 1800 – tallet, hvor jøderne blev forfulgt i København. Nogle mente, at de skulle gå med armbind.
Ude på Ydre Nørrebro lå gården Ventegodt allerede i det 18 – århundrede. I det 19 – århundrede var det slægten Melchior, der boede på stedet. Man kaldte dem for ”Jøderne på Ventegodt. Ejendommen lå omkring Esromgade/Lundtoftegade. Borgerskabets børn kunne dengang ikke nøjes med forstadens visdom, således gik grosserer Melchiors børn i skole inde på Højbro Plads. De kunne dog tage med mælkebønderne derind. Men de måtte kun betale 2 skilling for turen. Blev der forlangt 3 skilling, ja så måtte de stakkels børn gå den lange tur.
Ved Ølunds Mølle i nærheden af Nørrebros Runddel blev der i 1804 anlagt en reberbane af kaptajn i Borgervæbningen, Toksværd. Mølleren påstod at poppeltræerne tog for meget af vinden. Man besluttede derfor at fælde i disse i nærheden af Runddelen og så i stedet at plante linde- og elmetræer.
Da der endelig kom gang i byggeriet på Ydre Nørrebro kunne man i datidens medier læse:
Det sidste var vel sagt i forbindelsen med etableringen af Stefans Kirken. Bag ved kirken var der sket et forceret spekulationsbyggeri. Man vidste ikke rigtig, hvor jernbanestationen engang skulle anlægges. Et mylder af gadestumper opstod i kirkens nabolag. Skulle man fra stationen om vinteren og i efteråret var det en god ide med lange støvler. Man sank langt ned i dyndet.
Lidt længere ude, der hvor Haraldsgade i dag ligger lå lystejendommen Marielyst. Hvad de færreste sikkert ved, så blev der her indrettet en højskole, hvor Grundtvig ofte kom. Åbningshøjtideligheden fandt sted den 3. november 1856. Skolens første forstander var teologen C.J. Brandt. Der var foredrag om folkesagn og fædrelandets historie. En hjælpelærer, Rasmus Fenger underviste i landmåling, agerbrug, kvægavl og kemi. Om aftenen var det modersmålet, der var på skemaet. Men det gik nu ikke så godt for Grundtvigs Højskole på Nørrebro. Første år kom der 20 elever, næste år 16 og året efter kun 12.
Det første stykke af Ryesgade blev anlagt i 1858. Først i 1881 blev gaden ført igennem til Østerbrogade. Der blev påstået, at man på gaden havde set rotter lige så store som en hund. Og der var tusindvis af dem dengang i gaden. Det nordligst stykke var så godt som ubeboet.
En enkelt mand var dog godt tilfreds med dette. Det var løjtnant H. Schow. Han underviste folk i at køre på cykel eller som det hed dengang – Velcopeter. Den lukkede gade var eminent til dette formål. Annoncer fremhævede, at folk der lejede Velcopeter på hans plads kunne ”ride” til både Klampenborg og Lyngby, uden at passere stenbro.
September 27, 2018
Actionhelten fra Stefansgade(Nørrebro LIV 3)
Dette er 3. bidrag, som vi har leveret til Ugeavisen Nørrebro Liv. Hovedpersonen er Emilie Sannom og så kaldet Mille. Det var hendes mor, der fik hende ind i underholdningsbranchen. Hun startede som skuespiller, men efterhånden var nærmest stuntman og lavede det ene umulige trick efter det andet. Hun medvirkede i 85 film. Hun skulle forsørge sin datter og sine forældre. Derfor optrådte hun ofte med faldskærmsudspring. Og det var det eneste hun var bange for. En ny faldskærm udfoldede sig ikke.
Forfalskede dåbsattesten
Vidste du, at en af filmhistoriens største Actionhelte har boet i Stefansgade. Hun var beundret og tilbedt af mange. Hun deltog i 85 danske og udenlandske film. Emilie Sannom har gennemført luftakrobatik, som aldrig er set siden.
Går man en tur på Assistens Kirkegård kan man risikere at støde på hendes gravsten.
Hun er født den 29. september 1886 uden fattige kår på Nørrebro. Faderen var kioskejer og tidligere sømand. Men også maskinmester, kedelpasser og skibsfører. På hendes dåbsattest stod der dog 1892. Hun har selv forfalsket den, for at få myndighedernes tilladelse til at foretage faldskærmsudspring i en sen alder.
Udvandrede til Florida
Den farverige familie udvandrede og slog sig ned i Louis Pio – kolonien i Florida. Men efter syv år gik turen igen hjem til Nørrebro. Mille, som hun blev kaldt fortalte senere:
Danmarks vovehals nummer et
Allerede som ni – årig begyndte Mille at optræde på dagmarteatret, hvor hun debuterede i en juleudstilling. Også hedes søskende Charlotte, Thora og Ragnhild blev skuespillere. Ja det kan de takke deres mor for.
Hun var åleslank og en yndefuld danser. Hun optrådte sammen med den meget berømte Asta Nielsen, som også har boet på Nørrebro. De to var på en nordisk turne. I anmeldersene kunne man læse, at ”Den blonde gazelle” Emilie Sannom ofte høstede større anerkendelse end den mørke ”mystiske” Asta.
Omkring år 1900 var hun i flere sæsoner på Nørrebros Teater. Dengang var det et populært og folkeligt serveringsteater.
Hendes stunt – kvaliteter viste hun allerede i 1911, i rollen som Ofelia i Hamlet. Hun kastede sig ud fra Kronborgs høje murværk og ned i den plørede voldgrav.
Senere blev det spring fra høje altaner, fra hustag til hustag. Hun løb ud af brændende huse og sloges med glubske hunde, faldt af hurtigkørende hestevogne og lod sig begrave af sammenstyrtende bygninger. Hun medvirkede i vilde bil – om motorcykelkørsler, balanceakter over dybe afgrunde og på brændende møllevinger. Hun var Danmarks vovehals nummer et.
Fløj uden flyvecertifikat
Da hun skulle optage svømmebilleder til filmen ”Den Blå grotte” i Italien mødte hun nogle piloter. Hun lod sig overtale til at medvirke i en opvisning, hvor hun skulle sidde på flyets understel. Mille’ s vovemod blev kendt, og det var årsagen til, at hun fik rollen i ”Luftens herskerinde”.
Her boltrede hun sig uden sikkerhedslinje – på en så dristig og livsfarlig måde, at noget lignende aldrig tidligere var set eller senere blev efterlignet.
I 1912 føde hun uden for ægteskabet, datteren Grethe. Faderen var skuespilleren Axel Carl Schultz.
Hun forsøgte selv at få flycertifikat, men fik det aldrig. Grunden var at flyveskolen måtte lukke. Men trods dette fløj hun alligevel.
Da talefilmen vandt frem, forsøgte hun sig igen på teatret, hvor der blev til en del roller io revyer og varieteer. Derefter kastede hun sig over luftakrobatik.
Skulle forsørge forældre og datter
Datteren Grethe blev født dagen efter præmieren på ”Dødens brud”. Emilie Sannom havde filmet under hele svangerskabet. Senere blev datteren drillet af mormoderen:
Mille døde iført en badedragt i 1932 ved en faldskærmsulykke ved Hessel Gods syd for Grenå. Hun var ikke så glad for faldskærmsudspring, men hun skulle forsørge sin datter og sine gamle forældre hjemme i Stefansagde 41 1.sal. Den faldskærm som hun sprang ud i var ny. Det blev hendes skæbne.
Begravelsen fandt sted fra Stefanskirken. Trods kulde og regn var der kommet flere mennesker end hvad kirken kunne rumme. Og de fulgte med hen på Assistens Kirkegård.
På hendes gravsten står der:
Større var Frygten for Livet paa Jord
Det er nogle linjer fra et digt, som Tom Kristensen skrev dagen efter hendes død.
Hun forblev ugift, men havde mange beundrere og tilbedere. I hele forløbet blev hun boende i Stefansgade. Hun deltog også i det praktiske, bl.a. trappevask til stor forundring for postbuddet, der kom med alle fanbrevene.