Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Andre Historier

Boyebanden fra Fyn

December 3, 2018

 

Boyebanden på Fyn

En dramtisk historie af Lisa Hildegarth

 

Dette er ikke en nissehue men en bondehue fra 1800-tallet. Den befinder sig i en glasmontre i Middelfart, tilhørende fæstemand Niels Hansen fra Broendehuset.

I årene omkring 1850 plagedes Vestfyn af en bande forbrydere, der gik under navnet Boyebanden. 16 kvinder og 43 mænd blev stillet for retten. En fik tiltalefrafald, tre blev dødsdømt. Resten fik dommer fra to gange fem dage på vand og brød til livsvarigt tugthus. Og det fik de for indbrud, røverier, brandstiftelser og mord.

 

 

Boyebanden på Fyn

Den ser større ud, end man kan forestille sig, som den ligger dér i glasmontren på Middelfart Museum. En nissehue vil ethvert barn svare, hvis man spørger det, hvad det er. En bondehue fra 1800-tallet ville svaret lyde fra en etnolog, og det er selvfølgelig præcis, hvad der er tale om.

En strikket lue, som Thyboere ville have kaldt den, højrød og stor nok til at kunne trækkes godt ned om ørerne, når frosten satte ind. En hue, som generationer af danske bønder har båret; så almindelig at den er blevet synonym med bondens overjordiske ledsager, gårdboen – eller nissen, som han kaldes og kendes af hvert barn i landet.

Huen i glasmontren fortæller så sin egen blodige historie
Den tilhørte i sin tid fæstemand Niels Hansen fra Broendehuset lige vest for landevejen, der i dag fører fra Assens mod Nørre Åby, men i 1853 var hovedvejen fra Assens til Middelfart. Navnet havde huset efter en bro i østenden af Føns Vig. Samme bro havde givet navn til gården, der ligger på den østre side af landevejen, en gård, der også spiller en rolle i historien, som tager afsæt i den røde hue.

I årene omkring 1850 plagedes Vestfyn af en bande forbrydere, der efter deres leder bar navnet Boyebanden. Hvor mange medlemmer banden havde, om det var et fast sammentømret forbrydernetværk eller om slynglerne kom og gik, vides ikke. Hvad vi ved er, at da banden endelig blev stillet for retten, anklagedes 16 kvinder og 43 mænd, alle fra Fyn, den overvejende del født mellem Jordløse i øst og Vejlby i vest.

Af disse fik én tiltalefrafald, tre blev dødsdømt og resten idømt straffe spændende fra to gange fem dage på vand og brød til livsvarigt tugthus. Deres forbrydelser omhandlede indbrud, røverier og tyverier fra bl.a. kirker, men de gik heller ikke af vejen for falskmøntneri og røverisk overfald med forsæt om drab.

Lederen hed Jens Henrik Christiansen Boye og blev født 24 sep. 1823 i Gribsvad i Rørup sogn som søn af en snedkermester og dennes hustru. Ud over en yngre bror havde Jens en søster, Maren Laurine, som vi senere kommer til at høre om.

Boyebanden hærgede gennem flere år det vestlige Fyn med indbrud, røverier mord og brandstiftelser. Det første mord finder sted 31 marts 1852, og skønt den, der udfører selve drabet, er et bandemedlem ved navn Peder Olsen, dømmes ikke blot han, men også Laurine Boye for det. De arresteres begge to år senere i forbindelse med opklaringen af det andet mord, og Laurine er den første, der erkender sin skyld, nemlig i forhør 4. april 1854, mens Peder Olsen først vedgår mordet, da han tre dage senere forelægges Laurines tilståelse.

Med udgangspunkt i forhørsprotokollerne kan forbrydelsen og baggrunden for den kortlægges.

Laurine og Peder Olsen havde i en periode, en halv snes år tidligere dannet par, bortset fra et års tid, hvori Laurine havde fået et barn med en anden mand. Nu havde hun i et stykke tid haft sine øjne på gårdmand Jørgen Rasmussen i Rold nord for Vissenbjerg. Det var Peder Olsen, der præsenterede de to for hinanden, og han udtaler til forhørsprotokollen, at meningen var, Laurine efter giftermålet skulle tage sin ægtemand af dage, så hun og Peder kunne blive gift og overtage gården.

Hvorom alting er, havde gårdmanden to søstre, der boede på gården. Især den ældste, Ingeborg, var Laurine en torn i øjet, da den kommende svigerinde styrede gården med streng effektivitet. Maren frygtede derfor, at hun ikke ville få det råderum, hun ønskede, når hun giftede sig med gårdmanden, og hun udtænke derfor koldblodigt, at Ingeborg måtte ryddes af vejen.

Hertil havde hun brug for Peder Olsens hjælp. I første omgang omgikkes Laurine med tanker om at give svigerinden rottegift, men denne plan opgav hun. I stedet forlangte hun, at Peder skulle slå Ingeborg ihjel med vold og foreslog ham at anskaffe sig en dertil egnet kølle, hvilket han efter eget udsagn nægtede.

Imidlertid var Laurine vedholdende, og 30. marts 1852 indvilligede Peder Olsen i at udføre drabet, der blev planlagt til at finde sted aftenen efter. Den 31. marts tilbringer såvel Ingeborg som Peder, Laurine og flere andre dagen i Boyes hus. Sent om aftenen følges Peder Olsen, Laurine og Ingeborg et stykke vej, men da de kommer nord for Etterup, tager Laurine afsked med de to andre, der fortsætter ad en sti mod Rold. Her foreslår Ingeborg, at de skal sætte sig i læ af et gærde. De har tidligere haft intimt forhold til hinanden, og pigen tænker vel, at hun og Peder har en fremtid sammen. Han, der kun har tanke på den gerning, han nu skal udføre, har imidlertid ikke sans herfor, hvorimod han kun giver hende et kys, og lægger hænderne om hendes hals og kvæler hende.

Da Ingeborg er død, kommer Laurine til, og sammen bærer de liget til en tørvegrav i nærheden. Her lader de den døde krop glide ud i vandet og går tilbage efter Ingeborgs paraply og træsko, som de lader følge den døde i tørvegraven. Herefter går de to tilbage mod Boyes hus, og skønt Peder påstår, at han udtrykker anger over det skete, er Laurines svar: “Skidt, nu kommer jeg i en god stilling”.

Som sagt kommer disse omstændigheder først for dagen, da de to arresteres i forbindelse med det næste mord, som finder sted 11. oktober 1853.

Jens Boye mødes denne dag med Anders Hansen Sørensen med tilnavnet “Pranger” i Trøyberghuset på Blanke mark. Huset tilhørte Christen Hansen kaldet “Sosmeden”, muligvis fordi han supplerede indtægten som fisker med at kastrere smågrise. De tre havde ifølge Jens Boyes tilståelse siddet sammen i Middelfart arrest og her erfaret, at husmand Niels Hansen i Broendehuset lå inde med en anselig sum penge. Og hermed er vi tilbage ved den genstand, der har sat denne historie i gang. Den røde hue i glasmontren på Middelfart Museum.

Ifølge rygtet skulle Niels Hansen altså være en holden mand. 150 rigsdaler, mente Boye at vide, befandt sig i husmandsstedets skab; penge han havde tænkt sig at røve. Hans plan, som han forelagde sine medsammensvorne, gik ud på, at han selv ville lokke husmanden ud af huset, hvorefter Pranger og Sosmeden skulle gå ind, tage pengene, slå Niels Hansens kommende hustru ihjel og brænde huset af. I mellemtiden ville Boye selv hænge Niels Hansen, så det for myndigheder og andre ville se ud, som om husmanden havde begået såvel mordbrand som selvmord.

Planen mislykkes til dels. Godt nok lukker Niels Hansen op og lokkes med ud under påskud af, at Sosmedens vogn er væltet, men da Boye søger at lægge ham en strikke om halsen, mislykkes hans foretagende, og Niels aner uråd, men indhentes på sin flugt tilbage til sit hus. Boye stikker ham en kniv i maven, hvorefter han hårdt såret flygter op til den nærliggende Broendegård. Da Pranger skrækslagen er stukket af, bliver Boye og Sosmeden enige om at afblæse det hele og vender tilbage til sidstnævntes hus, hvor de får noget at spise, hvorefter de to gæster lægger sig til at sove på høloftet, mens Sosmeden vel har søgt ægtesengen.

Niels Hansen bliver bragt tilbage til sit hus, hvor han inden sin død tre dage efter ugerningen indgår ægteskab med sin forlovede Mette Marie Jensdatter.

Med mordet er dagene talte for Boyes bande. Politiretsassessor Herman Rothe får ikke bare opklaret mordet på Niels Hansen; det lykkes ham også at optrevle banden samt at få de to skyldige i mordet på Ingeborg Rasmusdatter til at erkende deres forbrydelse. En forbrydelse der er svært at se nogen formildende træk ved. En kvinde myrdes med koldt blod midt i, hvad vi tror er forspillet til et elskovsleje, af en mand, der sammen med sin kæreste har tænkt sig derefter at slå hendes bror ihjel, så han og Laurine kan komme til at sidde som gårdfolk.

Også det andet mord er brutalt og uden forsonende træk: Tre koldsindige voldsmænd udnytter en mands hjælpsomhed til at lokke ham ud af hans eget hus, hvorefter de stikker ham ned og efterlader ham hårdt såret i oktobermørket, for selv at gå tilbage og indtage deres aftensmad.

Og deres straf? De dømmes alle til døden og til at lægges på hjul og stejle. Det sidste omstødes dog af Højesteret, ligesom Prangeren og Sosmeden undgår bøddeløksen og i stedet idømmes livsvarigt tugthus, da retten tager hensyn til, at de ikke aktiv deltog i mordet. I stedet idømmes de offentligt kagstrygning. Også Laurine undgår bøddeløksen, da hun dør i kvindefængslet på Christianshavn 19. juli 1855.

Det var sædvane, at eksekveringen af dødsstraf fandt sted i så umiddelbar nærhed af gerningsstedet som muligt, og den 15. august 1856 ankommer Boye og hans to kumpaner under bevogtning til en bakke, der i dag går under navnet Boyes Banke. Her indfinder birkedommer N.Madsen og vidnerne sognefoged Hans

Pedersen fra Ørslev samt sognefoged Anders Hansen fra Balslev sig kl 5 om morgenen på gårdejer Christen Christensens mark, der er beliggende på banken, som befinder sig straks øst for landevejen Assens – Nørre Åby lige før vejen fra Ørslev.

Efter at Jens Boyes hoved var skilt fra hans krop med ét hug, kunne de forsamlede tilskuere fra hele Fyn overvære, at hans kumpaner blev bundet til en kag og pisket, hvorefter Boyes lig begravedes på stedet, som skik og brug var.

 

Skarpretteren skulle ikke pakke sin økse langt væk: Næste dag brugte han den på marken ved Etterupgård ved Rørup til at eksekvere dommen over Peder Olsen.

Senere tider har sat en rå sten og et trækors over Jens Boyes grav og den, der er ihærdig, kan finde den på banken, som rejser sig, hvor vejen mellem Tybrind og Ørslev krydser Assens-Middelfartlandevejen. Det kan måske synes som en vis historisk retfærdighed, at ingen af morderne tilsyneladende har efterladt sig andet end deres navn og mindet om deres ugerninger.

Det samme gælder for deres ofre, når bortses fra den meget håndgribelige hue, der ligger i sin glasmontre på Middelfart Museum, og om hvilken museet har noteret sig følgende:
“Rød, strikket tophue med lodden, fløjlsagtig kant og topkvast. Niels Hansen døde 40 år gammel 14.10.1853
Skænket af husmand Jens Chr. Jensen, Broendehus, Nr. Åby.”

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Andre Historier