København – i begyndelsen af 1900 – tallet

Man kunne få penge for rottehaler, men ikke for en levende rotte. Vi besøger en af de fine skoler. Mange gik rundt med bind om næsen. Og så kunne man købe sild til mågerne. Rotterne sprang mellem benene. Lørdag var det åben til kl. 23 i butikkerne. Vi møder nogle herlige originaler. En af den hed ”Er det sandt, hvad jeg siger” Så gik man til foreningsbal. Karneval var meget populær dengang. Man ”lå på landet” Og så skulle man ses på strøget. De rige fik på konto og ikke alle betalte. Men mange arbejdere havde en kummerlig tilværelse.

 

Nægtet at modtage en levende rotte

Dengang kunne man få chokoladecigarer, der var lige så store som almindelige cigarer. De fine skulle ikke ned ti retiraderne i gården. De havde klosetspand oppe i lejligheden. Og den blev afhentet af renovationsmændene. Men de skulle gennem køkkenet med den.

Der var masser af rotter dengang også hos de fine. Afleverede man en ottehale hos de fines udlejer, så fik man to kroner. En gæv jysk stuepige mente da, at hun ville aflevere en levende rotte, som hun havde fanget. Men hun fik ingen penge. Hun blev nærmest jaget ud.

 

En af de fine skoler

En af de fine skoler dengang i år 1900 var Slomann´s skole på Jacob Danefærdsvej ved Åboulevarden. På vej til skole, kunne det hænde at turen gik via Murergade. Her boede en lille ”Slikmutter”. Hun havde slik i kræmmerhus til kun 1 øre. Slik var et kræmmerhus med sirup. Man kunne også hos bageren købe 5 øres kager.

Ja, der på skolen var Frøken Finsen. Hun var søster til den berømte Niels R. Finsen. Der var sandelig flere berømtheder. Det var den herlige digter Viggo Stuckenberg, der var lærer i dansk. Han læste de mest herlige historier, men døde alt for tidligt.

En meget kendt koncertsanger, Wulff Hansen fungerede som sløjdlærer. Han havde en meget stor stemme. Han blev vist nok skolebestyrer på De Vestindiske Øer, hvor han også endte sine dage.

Som sanglærer havde man en kendt koncertsanger, Anders Brems.

 

Med bind om næsen

Dengang gik der folk på gaden med bind om næsen. De led af sygdommen, Lupus. Denne sygdom var ret udbredt. Men man kunne blive helbredt med lydbehandling. Det fandt Finsen ud af.

 

Masser af sild til mågerne

Jo der kørte hestesporvogn endnu til Nørrebro – dengang. Den kørte på skinner, og der var spændt to heste foran. Den, der holdt længst var ”Hønen”, som kørte ad Nørregade.

Ad Købmagergade gik en bus, der ikke kørte på skinner. Om vinteren havde denne hele fire heste spændt foran.

På Dronning Louises Bro var der altid fyldt med vogne med sild, og mænd råbte: ” Sild til mågerne – 10 øre pr. pakke”. Gik salget ikke så godt, kunne man få dem for 5 øre pakken.

Første Juledag 1901 var der nærmest orkan. Folk klamrede sig til gaslygtepælene. Ruder blev blæst ind. Jo, der var gang i vejret.

 

Rotterne sprang mellem benene

Endnu i 1909 var der grøft foran mange butikker på Nørrebrogade. Så måtte der plader over så kunder kunne komme ind i butikkerne. I baglokalerne var der altid masser af rotter. Skulle de ansatte ud på lageret og tælle op til status, måtte man ikke være sarte, for her sprang rotterne mellem benene på en.

Ja ofte skete statusoptællingen om vinteren. Det kunne være så koldt, at blækket frøs til is. Så måtte der hentes et nyt blækhus. Dengang kendte man ikke til fyldepenne eller kuglepenne.

 

Lørdag var det åben til kl. 23

I de større forretninger forlangte chefen, at kunderne blev ekspederet med det samme. Så ofte måtte den stakkels ekspedient ekspedere to – tre stykker på en gang. Selv om der var 10 ansatte regnede chefen det kun for 8. Han mente nemlig at der altid var en, der var syg, til frokost eller på toilet.

Det var dengang man åbnede kl. 7.30 om morgenen og lukkede kl. 20 på ugens første fem hverdage. Om lørdagen lukkede man ført kl. 23. Lærertiden var dengang fire år. Og lønnen, ja første år var det 10 kr. om måneden, derefter 20 kr., 30 kr., og det sidste år 40 kr.

 

De herlige ”Originaler”

Det var også dengang man mødte alle Københavns festlige originaler, som vi til dels tidligere har omtalt her på siden. Det var Jomfru Tidsfordriv, en lille vissen kone med en kurv på armen. Heri havde hun mange mærkelige ting. Hendes faste stade var en trappesten på Landemærket lige over for Rundetårn. Hun havde altid mange mennesker om sig. Hun snakkede med alle, der gad at snakke med hende.

En anden original, som man mødte dengang var Frederik den Syvendes søn. Han var en stor mand, som havde begge sine frakkeopslag dekoreret med elle mulige kors og stjerner, købt i en forretning, der handlede med disse ting – antagelig hos Bertelsen på Nørrevold. Han troede fuldt og fast på, at han var søn af Frederik den Syvende. Ingen kunne overbevise ham om det modsatte.

Hurtig Karl var en høj tynd mand, som holdt til på Købmagergade. Han småløb altid midt ud på gaden, stoppede ved hver eneste hestepære og trampede den flad. Så fortsatte han til den næste.

Så var det ”Diplomaten”, en høj meget bleg mand. Han var altid iført en gammel, men velholdt jaket med stribede benklæder, hvide bomuldshandsker og en stor urkæde over maven. Han gik ustandselig fra Rådhuspladsen til Kongens Nytorv og tilbage igen.

Chronemann var en forhenværende artist, der var kommet til skade, og nu nærmest var et stakkels vrag. Men han havde en træsko, som han spillede på, som på en violin. Og han fik da også lokket toner frem på hans primitive instrument. Man fortalte, at han i sin ungdom var en verdensberømt artist. Hans glæde var stor når folk puttede to øre ned i hans træsko.

Professoren var en lille grå mand med meget langt hår. Han havde et torv om livet som bælte og gik med en meget slidt frakke. Hver aften stod han uden for Wivels restaurant og tiggede. Han stod der hver aften fra klokken 8 til de lukkede. Når folk kom ud gik han frem og rakte hånden ud, og så gik han et skridt tilbage, når han havde fået mønter. Dette gentog sig aften efter aften.

Da han døde gik rygterne, at han havde testamenteret en stor sum til kønssygedommenes bekæmpelse. Det fortaltes, at han havde en ”galant” sygdom (Syfilis).

 

Er det løgn, hvad jeg siger

Han talte aldrig med nogen, var altid meget alvorlig, men travede hver eneste dag.

Men den mest festlige af alle originaler var ”Er det løgn, hvad jeg siger”. Ja man kaldte ham også for Krølle – Charles. Han var en yderst særpræget type, en lille skrutrygget mand, som holdt til på Amagertorv på hjørnet ved Københavns Diskontobank, som lå ved siden af Helligånds Kirke.

Det var mange emner, han holdt brandtaler om. Når han blev opmærksom på, at der var mange damer til stede, brændte han de meste sjofle ord over hovederne på dem. Så fnisede de og skyndte sig bort. Det øvrige publikum var ved at revne af grin.

Han holdt store foredrag om Napoleon og mange andre. Han kunne lange remser udenad om mangt og meget. Han samlede altid et meget stort publikum om sig. Helt normal var han ikke, men ganske uskadelig. Kom politiet, stoppede han altid sin veltalenhed med ordene:

• Er det løgn, hvad jeg siger, så kan I rende mig i røven.

Og så stak han af. Damerne som havde stået og hørt på ham, gik forargede bort. Politiet gjorde ham intet, da han jo var ganske uskadelig.

 

Til foreningsbal

Dengang var der masser af foreningsballer, men de var mest søgt af ungdommen. Ellers dyrkede selskabeligheden mest i hjemmet.

Man kunne gå til bal i Prins Wilhelms palæ på Sankt Annæ Plads, ja man kaldet det hvis nok også Prins Larsens Palæ. Entre kostede 50 øre. Smørrebrød kostede 10 øre pr. stk. øl også 10 øre. Og så kunne man pænt køre pigen hjem i en droske.  Også City Selskabslokalerne og Myginds Selskabslokaler på Nørrevold var ret stærkt besøgt ved foreningsballerne.

På hjørnet af Østergade og Kirsten Bernikows Gade lå der på 1. sal en thesalon, der hed Metz Thesalon. Den var meget stærkt besøgt lørdag og søndag. Her kom en stor del af datidens kendte ungdom. Så blev der danset om eftermiddagen, hvad der var meget fornøjeligt.

En populær restauration var der på Møllers Hotel, Nørre Farimagsgade 55. Der kunne man få koldt bord, pænt almindeligt pålæg, varm ret – som regel biksemad – for 1 kr. en øl for 10 øre og snaps for 10 øre, og så kom snapsen på bordet til fri afbenyttelse. Så kunne man godt give 30 øre i drikkepenge.

 

Karneval var populær dengang

De lidt bedre stillede spillede L’hombre, bridge kendte man endnu ikke dengang. Damerne broderede eller diskuterede deres tjenestepiger. Dengang hed det endnu ikke husassistenter. Når klokken blev 22, blev der serveret kaffe eller the samt franskbrød eller kager.

Kun ved særlige højttidelige begivenheder som fødselsdage eller andre særlige dage, der skulle fejres, blev der serveret smørrebrød med øl og snaps. Så var der naturligvis også de helt store anledninger til at feste, som bryllup, konfirmation, sølvbryllup m.m.

Karnevaller var også meget populært dengang.

 

Man ”lå på landet”

Ja og dem, der havde råd, de ”lå på landet”. Det fornemste var i Charlottenlund. Her lå der villaer, som man kunne leje hele sommeren. På Fredensvej kostede det 150 kr. for en hel sommer. Ja så kunne man jo altid udleje førstesalen til et andet familiemedlem.

Når så alle villaer i Charlottenlund måtte man tage til takke med fiskerhytterne i Tårbæk. Det var så knap så fint.

 

Man skulle ses på Strøget

Man gik strøgtur fra Rådhuspladsen til Kongens Nytorv. Men den virkelige og bedste tur var fra Amagertorv til Kongens Nytorv. De rigtige københavnere, som ville se og ses, gik mest på denne strækning. Byen og inderkredsen var jo meget mindre end i dag. Selvfølgelig var det ikke alle, der kendte hinanden, så var det dog en stor klikke, der kendte hinanden.

Gik man ad Østergade mødte man alle kendte, journalister, skuespillere og forfattere.

 

På konto

En af de mest kendte og fineste butikker dengang, var herreekviperingshandler E.S. Hansen i Pilestræde, det var lige på hjørnet fra Østergade. Den gamle E.S. Hansen på 70 år sad på en stol og hilste på alle ved indgangen og fik en sludder med dem.

Der var ingen, der betalte kontant. Det hele gik på konto. Kundernes sønner, som uddannede sig i København fik skrevet sokker og skjorter på fars konto. Men ikke alle var lige gode til at betale og gamle E.S. turde ikke at sende rykkere.

 

Mange havde en kummerlig tilværelse

Arbejdsløshed var der meget af, der var også meget fattigdom. En meget stor del af Københavns arbejderbefolkning levede en kummerlig tilværelse med dårlige lønninger, elendige boliger med meget få muligheder for at få hjælp. Det var et meget stort proletariat. Dengang kendte man ikke til at arbejderbørn kunne studere.

 

Kilde:

• Københavns Stadsarkiv – Pensionisterindringer (div.)
• Litteratur København (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 156 artikler om ”Det Gamle København herunder:

 

• Originaler i det gamle København
• Lygter og Lygtemænd i København
• Livet i København
• Guldalderens København 1 -2
• Omkring Kongens Nytorv 1-3
• Strøget 1-4
• Adspredelse i det gamle København
• Det gamle København og trafikken og mange flere