Artikler
September 12, 2019
Niels Kjeldsen ved Blåkær Skov
Ved Blåkær Skov står et monument for faldne i 1849. Her var også en træfning i 1645, hvor svenskerne måtte tage flugten. Den 28. februar 1864 siger legenden, at Niels Kjeldsen blev skudt ned bag fra af grev Gustav von Lüttichau. Inden da skulle Niels Kjeldsen have kæmpet bravt. Nu sagde rygterne at man hos preusserne havde skålet for det danske heltemod og at greven var blevet fyret. Man havde brug for helte i 1864. Der blev tegnet en heltetegning af en høj, blond og bredskuldret Niels Kjeldsen. En mindesten blev rejst. Men ak, Mange af senere kunne professor Karl Larsen fortælle, at Greven, der kun var 19 år var blevet forfremmet og fået to medaljer. Kjeldsen var ikke blevet dræbt uhæderligt. Og i øvrigt var han sorthåret, lille og spinkel.
Vejstykket Kolding-Vejle har, som hele “den blodige vej” fra Bornhøved til Viborg, været scenen for flere krigerske sammenstød. På Almind Mark ved Almind Å ca 5 km syd for Blåkærskoven, stod under Torstenssonfejden, 7. august 1645, en træfning hvor svenskerne blev slået, og 7. maj 1849 kæmpede Olaf Rye mod Slesvig-Holstenerne under sit tilbagetog, for blot at nævne et par episoder. Ved Blåkær Skov står et monument for faldne i 1849.
En vinterdag den 28. februar 1864 stod en lille ryttertræfning, hvor dragon Niels Kjeldsen faldt. Han var 22 år, da han i 1863 blev indkaldt til militæret. Han blev indrulleret i 6. dragonregiment og blev kaldt for dragon Ullerup: Han kom fra Ullerup i Give sogn.
Under det danske tilbagetog red en dansk feltvagt på en korporal og otte menige ad vejen og blev set og indhentet af en styrke på 40 preussiske husarer. Det var ikke meningen at den danske styrke skulle indlade sig i kamp, den skulle trække sig tilbage og give melding om at fjenden var under fremrykning, men de preussiske heste var lettest. Den danske korporal red en god hest og slap bort, men de tungere menige dragoner havde ingen mulighed for at slippe fra forfølgerne. Nogle af dem blev straks fanget.
Mens de øvrige prøvede at slippe væk, blev dragon Niels Kjeldsen indhentet af tre preussere. Han ville ikke kapitulere, men trak blank og forsvarede sig, mens han fortsatte sit ridt mod nord. Han blev ramt af et hug over højre arm og tog sablen i venstre og trak samtidig over i den anden vejside. Han havde lige langet en preussisk underofficer et lammende slag over armen, da han selv blev skudt ned bagfra af grev Gustav von Lüttichau.
Skuddet var dødeligt. Han gled af hesten, og preusserne fortsatte forfølgelsen af de andre danske dragoner, for at hindre dem i at nå tilbage med deres melding.
Kampen vakte stor opsigt, for under den ulykkelige krig, der føltes knugende håbløs, havde danskerne brug for alle eksempler på at de danske soldater dog gjorde hvad de kunne.
Formentlig lagde preusserne ikke særlig vægt på den krigsmæssigt set meget lille episode, men ikke desto mindre drak de preussiske officerer om aftenen i officersmessen i Kolding “den faldne danske dragons skål”, for en ældre opfattelse af, hvad krig var, levede på den tid endnu.
Men fortællingen om Niels Kjeldsen blev en dansk legende. Den tog hurtigt den form, at han havde værget sig, indtil han fejt blev skudt ned bagfra af en preusser, og anekdoten fik den slutning, at de preussiske husarers chef i messen havde drukket Niels Kjeldsens skål og beklaget, at en af regimentets officerer havde dræbt ham uridderligt, så han gjorde bedst i at tage sin afsked straks, hvad man hævdede, at han gjorde.
Mindestenen blev rejst på Niels Kjeldsens dødssted i 1891, og et maleri af Frants Henningsen, som skildrede episoden med den stovte danske dragon, blev udstillet på Charlottenborg i 1902. Det hed ”En helt fra 1864” og blev købt til Frederiksborgmuseet. På maleriet ses Niels Kjeldsen ventende og barhovedet, en vældig viking til hest, blond og med lyst fuldskæg, mens hans banemand er redet til siden, helt ud på marken, for at fælde ham fra baghold.
Men så greb professor Karl Larsen ind. Han var ikke ganske ukyndig i emnet.
Blandt andet havde han i 1897 udgivet dagbogsoptegnelser og breve skrevet under krigen 1864, under titlen “Under vor sidste Krig.”
Han påviste nu i en pjece der hed “Dragon Niels Kjeldsen og hans
Drabsmand”, at både legenden og maleriet fortalte historien meget unøjagtigt. Det var rigtigt, at Niels Kjeldsens skål var blevet drukket i den preussiske officersmesse samme aften, men grev von Lüttichau, der i øvrigt kun var 19 år gammel, var ikke blevet bedt om at tage sin afsked, og han havde heller ikke gjort det, tværtimod var han blevet forfremmet og fik to medaljer for kampen nord for Blåkær Skov.
Niels Kjeldsen var ikke blevet skudt ned bagfra mens han holdt stille og ventede på et angreb, men under den almindelige forfølgelse, efter at han havde gjort en preussisk husar ukampdygtig. I øvrigt var Niels Kjeldsen ikke en stor blond vikingekæmpe, men en lille spinkel og sorthåret mand.
Uagtet professor Karl Larsen ydede Niels Kjeldsen al hæder for hans kamp trods den håbløse situation, og uagtet han ikke havde til hensigt at
“skænde de danske Farver”, blev han meget voldsomt angrebet og beskyldt for at støtte preusserne.
En kreds af danske officerer skrev så en række artikler, som blev udsendt samlet, og i dem fik professor Karl Larsen fuld støtte: Han havde ret, kampen på landevejen havde været regulær nok i enhver henseende, og Niels
Kjeldsen var ikke blevet dræbt på nogen uhæderlige måde.
Diskussionen blev hed og drejede sig bl.a. om at Niels Kjeldsen muligvis først havde trukket sin pistol. En lille pudsig ting var vistnok med til at forvirre billedet. Tanken om at Niels Kjeldsen havde skudt først kom formentlig af, at den unge greve under det voldsomme ridt havde haft det lidt pinlige uheld at sende den første kugle igennem det ene øre på sin egen hest, og det fandt han næppe grund til at prale med i rapporten. Men hovedsagen er, at man fra dansk side, efter at den meget animerede debat havde lagt sig, anerkendte at den danske legende ikke var rigtig. Frants
Henningens billede blev fjernet fra Frederiksborgmuseet i 1913.
Fuld klarhed over hver detalje i kampen bliver der næppe nogensinde. Det er utænkeligt, at samtlige deltagere i en så kort og forvirret hændelse skulle have fattet alle enkeltheder så objektivt, at samtlige skildringer bliver ens. Snigmyrdet blev Niels Kjeldsen ikke. Men her på landevejen nord for Kolding faldt han den 28. februar 1864. Ved hans mindesten dvælede man i ærbødighed mange årtier efter.
Teksten på mindestenen lyder:
I Helte modig enekamp
Mod Prøisiske husarer,
Faldt her på landevejen
Dragon
Niels Kjeldsen
Den 28 februar 1864
Ene mod mange
Holdt du tappert stand
Kæmpede med ære for dit fædreland
feigt han skød dig ned,
Men din daad, dit minde
Har vor kjærlighed.
Hans støv hviler på Give kirkegård
*
Underliggende stens tekst:
Foranlediget reist
År 1891,
Ved Kolding og Omegns
Forsvarsbrødre Forening
Af 1889
*
Tekst på sten bag mindeanlægget:
Anlægget er restaureret
I anledning af H.M. Kong CHR. Den X´s
Regerings Jubilæum 15 maj 1937
D.F.B Kolding og Omegn
*
Stenen er placeret, ca. 1,5 km syd for Højen og ca. 2,5 km nord for Blåkær Skov, ved 2½ milestenen ca. ud for den vestlige ende af Aldebertsmindevej
https://skrold.dk/ebog/dragonnielskjeldsen.pdf?fbclid=IwAR2_atf_Y5fKepyuNAkJf8zqiXC4ACjm9wQm3T7l-z4-5lF0PnaFuW6G1g4
September 12, 2019
Stenkældrene fra Løgten Mark
Vi er sydvest for Frederikshavn. Stenkældrene er fra Jernalderen ca. 500 før Kristi. De blev fundet 1956. Kældrene menes at have været dækket af græstørv. Der er også fundet rester af bålsteder. Kældrene kan have været brugt til beboelses- og forrådsrum. De kunne måske også have været brugt tilflugtsborge.
Vendsyssels eneste bevarede jernalderkældre er indrettet i et græsbevokset område i det 64 meter høje terræn ved Løgten sydvest for Frederikshavn. De ligger i et område, der i øvrigt er meget velforsynet med gravhøje fra oldtiden. Stenkældrene udmærker sig tillige ved at være nogle af landets smukkeste og største af slagsen.
Kældrene består af flere, indtil 1,5 meter dybe kamre. Væggene er sat af kampesten i flere skifter med de største nederst i bunden og de mindre øverst. Gulvene er hyppigt brolagte. Nogle af disse kældre har indgange fra to sider, hvorfor de tidligere er blevet tydet som løngange eller jordhuse, svarende til dem, der omtales i Islandske Sagaer.
Fundene på Løgten Mark blev gjort 1956. Udgravningerne blev forestået af
Moesgaard Museum ved arkæolog Poul Kjærum i årene 1956-59. Syv stenbyggede kælderanlæg blev udgravet i en lille banke, der i jernalderen har dannet en lille halvø. Mod øst og syd har halvøen været afgrænset af en sø og mod nord af et åløb mod syd. Tre af kamrene består af et eller to små ovalformede rum, som alle kun har én nedgang, der enten er krum eller bygget vinkelret på en smal passage ind til selve kammeret.
De øvrige kældre har foruden én eller to indgange også afløb til det gamle åløb. En af kældrene har en særlig kompliceret udformning, idet den består af tre sammenbyggede kamre, forbundet ved smalle passager. En kanal forbinder et til kammeret stødende vandreservoir med en stensat brønd, mens kælderen menes at have været dækket med græstørv på birkebark; der er fundet spredte stumper af lerklining og i et par af dem tillige af træstave, derimod ingen spor af stolpehuller.
Dateringen af stenkældrene går tilbage til keltisk jernalder ca. 500 f.Kr. som baseres på fund af lerkar-fragmenter efter store, grove forrådskar. Desuden fremkom ved udgravningen en del knusesten – løbere til skubbekværne samt dele vævevægte og ildbukke. Der er ikke konstateret spor efter egentlige ildsteder, men ud for et par af kældrene er der gjort fund af rester efter bålsteder.
Den manglende tilstedeværelse af ildsteder synes at udelukke kældrenes funktion som beboelseshuse, og vandrenderne eliminerer løngangsteorien.
Kældrenes forskelligartede udseende og placering i forhold til vandet antyder derimod, at de nok har haft flere formål.
Arkæologer hælder selv til den opfattelse, at flere af dem kan have tjent som forråds og beboelsesrum; i sidstnævnte tilfælde antagelig kun sæsonbestemt – om end der kan rettes indvendinger mod en sådan tolkning pga. rummenes ringe størrelse. Dog kendes fra England stenbyggede huse af samme dimensioner og fra samme tid. De har måske haft et lignende formål som de jævngamle tilflugtsborge, som kendes fra hele landet fra samme urolige periode. Noget sikkert bevis for deres funktion har dog hidtil ikke kunnet føres.
Efter at Frederikshavn Kommune har erhvervet hele området, er kældrene blevet gravet fri og gjort tilgængelig for offentligheden.
September 12, 2019
Frederik den Syvendes Kanal
Kanalen fra Løgstør til Lenderup Strand blev anlagt ved hjælp af skovle og trillebøre i årene 1856 – 1861. For Løgstør og Nibe havde det ikke set så godt ud. Nu skulle der graves en kanal. Den var ikke så bred at to skibe kunne passere hinanden. De måtte så vente i en lille havn for begge ender. Man lavede en træksti på begge sider langs den 4,4 km lange kanal. Fra 1898 til 1900 lykkedes det endelig at grave en kanal gennem Løgstør-bredningens østligste sandbanker. I en halv snes år fungerede begge vandveje samtidig. I 1914 blev Frederik den Syvendes Kanal lukket. Man kan dog få en sejltur med kanalbåden. I 1958 blev kanalen fredet.
Den 4,4 km lange, 25 meter brede og 3 meter dybe kanal fra Løgstør til
Lendrup Strand blev anlagt udelukkende ved hjælp af skovle og trillebøre i årene 1856-1861. I 1914 blev kanalen lukket, men bevaret. Den er ikke blotet kulturhistorisk monument, men rummer også et helt særligt naturområde der består af kalkoverdrev og strandenge.
Da Aggertangen i 1825 blev brudt igennem, var det en gave til de vestlige
Limfjordsbyer. Fra de tidligste tider havde Aalborg som Limfjordens stærkeste handelsby gjort alt for at herske over fjordens sejlads og handel, gang på gang prøvede Aalborg alle midler og veje, endog vejen om ad kronen og regeringen, for at bremse de andre byer, kvæle deres privilegier og hindre, at de fik nye. Aalborg var i høj grad stemt for, at Aggertangen igen blev lukket, men de vestlige byer havde nu endelig fået et åndehul.
For Løgstør og Nibe så det knap så lyst ud. Med de nye strømforhold i fjorden forsvandt silden totalt fra Løgstørs nærhed, og byen gik ret stramme tider i møde. Den lå bag Aalborg ved udfarten til Kattegat. Men vest for Løgstør, hvor Limfjordens smalle strømløb pludselig åbner sig i
Løgstør Bredning, var der gennem tiderne dannet svære sandbanker, så sejlads med blot nogenlunde rimelige skibe var umulig. Løgstør havde en vis indtægt på at fragte varer over fladvandet, men også Aalborg blev nu mere interesseret i at kunne sejle vestpå i fjorden.
Problemet blev løst på en højst original måde. Midt i 1800-årene var der rivende fremgang i teknik og i de praktiske videnskaber. Man drømte om, og troede på, løsninger af alle problemer ved hjælp af videnskab og teknik, og tiden vrimlede med fantastiske projekter, og naturligvis kunne der skaffes vej for sejladsen i Limfjorden. Man mente dog ikke, at det var muligt at grave igennem sandbankerne vest for Løgstør, for den rende ville bare sande til igen – og så skabtes planen til den mest utrolige kanal, der er bygget i Danmark.
Den blev gravet i årene 1856 til 1861, syd og sydvest på fra Løgstør, og den blev bogstaveligt talt lagt lige i strandkanten. Den er 4,4 km lang, 25 meter bred, og den skulle føre skibsfarten fra fjordens østlige til dens vestlige del, og omvendt, ikke over sandbankerne ved Løgstør, men langs med vandet, akkurat inde i land. Ved hver ende af kanalen blev der bygget et lille havnebassin, så skibe kunne vente, for kanalen blev ikke bred nok til at to skibe kunne passerer hinanden. Der blev lagt en svingbro over den, og en træksti på begge sider, så skibene kunne trækkes gennem kanalen. Der blev bygget et kanalfogedhus og hvad der ellers hørte til. Kanalen blev indviet af Frederik 7. den 13. juli 1861 med kanonsalut og tusindvis af fremmødte. Den fik navnet Frederik den Syvendes kanal. Og da bankerne i Kattegat ud for Limfjorden – Hals Barre – blev gravet igennem, blev hele Limfjordssejladsen forbedret, så der var ganske god brug for den store kanal.
Fra 1898 til 1900 lykkedes det endelig at grave en rimeligere sejlrende igennem Løgstørbredningens østlige sandbanker og holde den ren i en dybde af 4 meter. Godt en halv snes år virkede de to vandveje samtidig, fordi man ville se, om den ny direkte sejlrende holdt, hvad teknikerne lovede.
I 1914 blev Frederik VII’s Kanal lukket for sejlads. Men den blev hverken sløjfet eller opgivet, den blev kun lukket i begge ender, for at den ikke skulle sande til, og den kunne åbnes igen med rimeligt varsel, hvis den ny sejlrende skulle svigte. Men tiden har vist, at sejlrenden gennem bankerne er god nok.
Der har været planer fremme om at omdanne kanalen til dambrug, men det blev heldigvis kun ved tanken. Dens ventebassiner ved hver ende ligger her stadig, kanalen er her stadig, med bro – veje – dæmninger og bygninger. I dag ligger kanalen som et storslået minde om fortidens søfart og ingeniørkunst.
Den indbyder til en guidet sejltur med kanalbåden – eller en spadseretur langs trækstierne. Uanset om man bevæger sig på eller ved vandet, får man en fantastisk naturoplevelse. Frederik VII’s Kanal blev fredet i 1958.
Billedtekst: De to Kanalbetjenthuse ved Lendrup ligger ved siden af hinanden på en smal, græsbeklædt tange mellem Frederik VII’s Kanal og
Limfjorden.
September 12, 2019
Vikingegravpladsen på Højstrup Hede
Dengang var vandstanden højere og gravpladsen lå tættere ved vandet, Specielle skibssætninger er til minde om betydningsfulde vikinger. Gravpladsen er fra 800 – tallet eller og så kaldet tidlig vikingetid. De mange fordybninger minder om alle de sten, der er fjernet i tidens løb. Gravpladsen blev fredet i 1881.
På markerne ved Tømmerby Fjords østlige bred i Vester Hanherred ligger der en gravplads, der stammer fra vikingetiden. Dengang var vandstanden højere, og pladsen lå tættere på vandet med udsigt over fjorden. Blandt de mange grave findes der også de specielle skibssætninger, der blev rejst som minde om betydningsfulde vikinger. Et vidnesbyrd om, hvor vigtig skibsfart var for vikingerne – både som handelsfolk og som erobrer.
Gravpladsen består af over en snes, især cirkulære småhøje, enkelte ikke mere end 50 cm høje. De små høje, hvoraf nogle enkelte dog er ovale eller trekantede af form, har både rummet jordfæstegrave med ret fattige gravgaver og brændte lig og brandgrave. Derudover findes her fire ret medtagne skibssætninger og omkring 75 fritstående sten.
Skibssætningerne, som har lidt under stentagning op gennem tiderne, er dannet af buede rækker af mere eller mindre oprejste sten. De øvrige sten på gravpladsen er både blevet tolket som rester af endnu mere forstyrrede skibssætninger eller måske helt andre stenanlæg og som egentlige bautasten, eftersom indskriftsløse mindesten også indgik i vikingetidens gravkult.
I en enkelt af højene er der f.eks. fundet seks bautasten anbragt i række over graven, men dækket af den lille jordhøj. Ud fra undersøgelser af gravgodset i nogle af gravene har man tidsfæstet Højstrup Hede-gravpladsen til begyndelsen af 800-tallet, det vil sige fra tidlig vikingetid.
På gravpladsen oplyser de mange tilgroede fordybninger, at mange sten er blevet gravet op. En at de tilbageblevne sten bærer præg at, at man forgæves har forsøgt at kløve den. Stenene er sikkert blevet anvendt som fundamenter på gårdene og slået til skærver på vejene.
Gravpladsen blev fredlyst i 1881
September 10, 2019
I Kollund Skov lå to villaer
Vi har tidligere beskrevet dette i to artikler. Vi har nu samlet det under en artikel. Vi fik nemlig reaktioner på første del, som vi nu har indlemmet i denne artikel. De to villaer kan i den grad fortælle historie. Det er tale om Villa Olinda og Lola. Vi skal høre om villaernes historie. Du fik bådehus og havn med til prisen. Vi er Kollund Østerskov. Her boede Familien Anthon. Men åbenbart havde topnazister adgang til villaerne fra 1941. Og her er opholdt Werner Best sig også. I den sidste tid af krigen opholdt Hilde Best sig her med fem børn og en barnepige. De lokale aviser var fortørnet over det kæmpe spritlager, som man fandt her efter besættelsen. Man ved, at Jens Møller og hans kone kom her på besøg. Men her kom også folk fra den nærliggende flådestation Mürwik. Måske var Dönitz en af dem. I Tingbogen fremgår at det var Marie Anthon, der var ejer af villaerne. Men her skulle der efter krigen have boet englændere. Og efterretningsvirksomhed skulle være foregået herfra.
Villaerne var bygget i 1888 – 1890
De to villaer i Kollund, som vi her skal høre om, blev bygget af købmand Joh. Richard Schwartz. Ja, han var også skibsreder. De blev sat til salg i 1905 for 125.000 mark.
Det var ejendomsformidler Max Brassel fra Berlin-Charlottenburg, der blev brugt til handelen. Han havde udformet en flot brochure, der fortalte om indretningen. Hele ejendommen var på 31ha. De var bygget i 1888-1890.
Bådehus og havn var med i prisen
Olinda var på 8 værelser med to verandaer. Her var kælder. Lola var på hele 10 værelser. Dengang kunne man købe herligheden med tre heste og køer. Og så var der i 1893 bygget et udsigtstårn. Et bådehus og en havn ud til Flensborg Fjord fik man også med. I nærheden var der dengang også guldfiskedam.
Ejendommene blev derefter købt af Johan Anthon. Ejendommene gik i arv i familien. Sønnen Oskar var ejer fra 1920. Han døde i 1939. Enken Marie var ejer til sin død i 1949. Derefter fulgte nevøen Johann Heinrich Anthon.
Vi er i Kollund Østerskov
Vi er i Kollund Østerskov med masser af natur omkring. Her var bassiner til oplagring af ål. Her kunne man se ud over Flensborg Fjord og Okseøerne. Og man kunne også få postkort med de to villaer på.
Hvem var Johan Anthon?
Den, der huskede Johan Anthon, fornemmede ham ikke som rig. Han var en gammel, krumbøjet og hvidskægget mand. Rigdommen kunne bedre fornemmes på sønnen, Oscar og hans frue. Fruens kommandostemme kunne man høre langt i den stille skov.
I Lola havde inspektør Julius Henningsen også boet. Han havde indrettet en hundekirkegård lidt længere oppe i skoven.
I første halvdel af 1930 skete der en stor omvæltning for Kollund Østerskov. Og så begyndte bilerne at komme. Familien Anthon var de første, der havde fået bil. Den første var en Adler, den næste var en endnu dyrere, en Mercedes.
I Lola boede en familie Engelke, og det var den ældste søn, Hans, der havde arvet navnet Anthon.
Topnazister havde råderet over disse villaer fra 1941
Og hvorfor er det lige, at vi skal høre om disse to villaer. Jo her boede Werner Best en gang imellem. Han havde råderet fra efteråret 1944. Det vil sige han og familien måtte bruge Villa Olinda. Og personalet brugte Villa Lola, der stod vinkelret på Olinda
Ja faktisk havde topnazister råderet over villaerne fra 1941, da det var den danske regering, der beslaglagde de to villaer og stillede dem til rådighed for besættelsesmagten. Det var det tyske mindretal, der havde foreslået det.
Normalt boede Werner Best til daglig i patricer villaen Rydhave i Charlottenlund sammen med sin hustru Hildegard (Hilde) og deres fem børn. I dag er villaen bolig for USA’ s ambassadør i Danmark.
En grund til at Werner Best lejede husene var vel i første omgang for at sikre familien i de sidste dage af krigen. Tilmed var der kort afstand til Tyskland og kunne derfor være praktisk
Men se det er der delte meninger om. For villaerne kan også være stillet til rådighed af ejerne. Men dette interesserede ikke datidens medier. I stedet kunne man i datidens tone den 29. maj 1945 i Sønderjyden i stedet læse:
Hvad Dr. Best havde gemt i Villaer ved Kollund
Og tonen var bestemt ikke anderledes i Dybbølposten:
Var alt stjålet?
Det lyder som om det hele var stjålet, men mon ikke de lokale købmænd var glade for kunderne i Villa Olinda og Lola?
Åbenbart kendte de danske myndigheder ikke til ”overlevelseslageret” i forvejen. Men det gjorde englænderne antagelig, og hvorfor gjorde de så det? Jo, der var ansat en gartner.
Og denne gartner blev brutalt myrdet af den lokale modstandsbevægelse efter besættelsestiden. I historiebøgerne står det, at han forsøgte at flygte over grænsen. Det skulle være folk fra Den Danske Brigade, der skød ham. Men det er ikke sandt. Det var fem mand fra den lokale modstandsbevægelse, der likviderede ham med nakkeskud.
Ja vi ved det endnu ikke, og vi har heller ikke nogle skriftlige beviser på hans tilknytning til SOE.
Jo, Asmus Jensen har en overgang været gartner og medhjælper ved disse to villaer. Vi er blevet nægtet adgang til yderligere arkiver efter at vores bog er udkommet ”Grænsen er overskredet”.
Folk fra Flådestationen kom her også
Det er usikkert hvor meget Werner Best benyttede villaen, men sandsynligvis var det kun i kortere tid. Derimod kunne man ofte møde folk fra den nærliggende flådestation Mürwik, der var på besøg her i villaen. Om storadmiral Karl Dönitz også var på besøg var muligt. Der var jo så rigeligt med forsyninger i villaerne.
Asmus Jensen arbejdede for Anthons svoger
Anthons svoger havde en bagerforretning i Flensborg, og her arbejdede Asmus Jensen. Det var her igennem, han har fået jobbet.
Hvor længe Asmus Jensen var ansat her vides ikke, og hvad det reelle formål med hans ansættelse var, vides heller ikke. Oplysninger har vi fra en kontakt i Flensborg, der på gamle dokumenter har set hans navn i forbindelse med villaerne.
Og ofte, når Best var på besøg, så man også Jens Møller i villaen. Og rygter vil vide, at også Scavenius indfandt sig her. Jens Møller var leder af NSDAP – N og leder af det tyske mindretal i Sønderjylland. Også jens Møllers kone, Marie var her ofte.
Hilde Best og villaen
I krigens sidste tid bragte Hilde Best familiens vigtigste ejendele til villaen. Selv opholdt hun sig i Grabow i vintermånederne 1944/45.
Ved krigens afslutning blev hun anholdt og i første omgang anbragt i flygtningelejren i Oksbøl sammen med hendes børn. Senere blev de overført til Fittinglejren.
Hilde Best bragte sine resterende ejendele fra Tyskland til Villa Olinda. I april 1945 flyttede hun med de fem børn og barnepige ind i huset. Her opholdt de sig til få dage før befrielsen den 5. maj 1945., hvor de returnerede til Rydhave i Charlottenlund. Det vides ikke om nogle af børnene gik i skole i den tyske skole i Sønderhav.
Der blev regelmæssigt leveret vare til fru Best fra købmanden og bageren i Sønderhav. Når bageren kom med varer, skete der flere gange at fru Best spurgte om nyheder fra den engelske radio.
Det lykkedes for Hilde Best, at få det ønske opfyldt, at se villaen i Kollund. Hun har senere fortalt, at hvis ikke det var politiet, der havde taget alt i huset, så var det modstandsbevægelsen, der havde taget effekter som souvenirs.
Familien Best’ s ejendele stjålet
Efter krigen var Hilde Best længe bekymret for hvad, der var sket med villaen i Kollund og inventaret. Hun skrev således til Mimi Møller efter nytår 1945/46 at villaen tilsyneladende havde stået uden opsyn siden kapitulationen i maj 1945. Der skulle således have været tre indbrud i villaerne.
Rygterne ville vide, at englændere havde boet i villaerne i tre måneder.
Den 28. april skrev Hilde Best til Werner Best. På det tidspunkt sad hun sammen med børnene og barnepigen Helene Klein i den store fangelejr i Oksbøl, som vi tidligere har skrevet om. Hun blandede sig ikke med de andre flygtninge. Werner Best var dengang indsat i en amerikansk krigsfangelejr nord for Frankrig. I brevet nævnte Hilde at hun havde mistet alle sine ejendele i Kollund.
Den 1. november blev Hilde, børnene og barnepigen overflyttet til en flygtningelejr i Fitting ved Vorbasse, hvor de opholdt sig til den 22. april 1947, hvorefter de blev hjemsendt til Tyskland. Under opholdet i Fitting lykkedes det for Hilde Best, at besøge Villa Olinda. Det viste sig ganske rigtigt at alle hendes ejendele var væk.
I Padborg stod hendes veninde Jens Møller’ s kone, Mimi Møller og fulgte hende det sidste stykke vej over grænsen.
I Tingbogen står det anført, at Marie Anthon ejede villaerne. Det jorde hun også under hele anden verdenskrig. Også fra 1941, hvor topnazister gjorde brug af villaerne.
I forbindelse med arbejde med vores bog, fandt vi ud af, at der efter krigen foregik ting og sager i Kollund Østerskov, som kunne vidne om noget militært efterretningstjeneste. Det vender vi tilbage til, hvis vi ikke også bliver bremset i dette arbejde.
Familie Anthon
Familien Anthon oprettede et Eisengieserei i 1865 i Friesische Strasse 5, hvor de havde et lokale på 40 m2. Efter første verdenskrig købte de et støberi i Gråsten, som fik navnet Anthon und Söhne, maskinfabrik og jernstøberi.
I 1920 flytter virksomheden til Flensborg. Anthon følte sig dårlig behandlet af de danske myndigheder. Først etablerede man sig i Schillerstrasse. Virksomheden havde succes med bygning af teknologiske maskiner. Blandt andet fremstillede man møbelmaskiner.
Ligeledes blev Anthon nægtet at bo i sin bolig i Kollund af de danske myndigheder. Senere fik han dog tilladelse til at bruge villaen som sommerhus.
I Gråsten forsøgte man i 1922 at føre virksomheden videre. Men det lykkedes ikke rigtig. Virksomheden blev solgt et par gange, og til sidst endte det i et konkurs. Resterne blev overtaget af et firma i nærheden af Hovslund
Og i Kollund blev villaerne i 1961 solgt og ombygget.
NB: Vi er godt klar over, at brugen af anonyme kilder samt manglende skriftlige kilder som følge af manglende adgang til arkiver kan virke utroværdig.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.439 artikler, heraf 282 artikler fra Besættelsestiden (før/nu/efter)
September 8, 2019
Tændstikfabrikker på Nørrebro
Der var masser af tændstikfabrikker dengang. Der var svolstikkefabrikker på Nørrebrogade 66 og Thyrasgade 5. En af fabrikkerne flytter til Allersgade. Og så flytter en fra Mariedal til Pedersdal. Jo og så var der ind i baghuset til Brohuset. Det bliver senere til værtshus. En ulovlig fabrik finder vi på Nørrebrogade 106. Så var det Pallesen 6 Co på forskellige adresser. Kronen bliver senere til Nørrebro Tændstikfabrik. Den store brand i 1892 samlede mange tilskuere. Fem sprøjter var i kamp med ilden. Nogle nysgerrige måtte hales op af ladegårdsåen. H.E. Gosch & co overtager rester. Vi præsenterer Hellerup Tændstikfabrik. De gik sammen med Glødefri. Fabrikken springes i luften. Og så byggede den op igen. Den lukker i 1960. Men der var sandelig også lige Tændstikfabrikken Solo i Læssøgade. Ja og en reklametændstikfabrik lå i Nannasgade og senere i Bragesgade
Svovlstikken, Nørrebrogade 66
Lige over for Assistens Kirkegård anlagde Peter Nielsen en svovstikkefabrik i en bagbygning til Nørrebrogade 66. Der findes ikke mange oplysninger om ham. Men den 10. januar 1866 indrykker Peter Nielsen en annonce i avisen:
På det tidspunkt, er der begyndt at komme en række beboelsesejendomme på Nørrebrogade. Det virker derfor en del forargelse at sådan en fabrik ligger midt i det hele.
På grund af dette flytter Peter Nielsen sin fabrik til gården Mariedahl i 1867.
Svolstikkefabrik, Thyrasgade 5
Carl Conrad Kjær var egentlig ingeniør. Han søgte lokaler på Nørrebro. Han havde set, at J.H. Therp var ved at opføre et to etagers hus i Thyrasgade 5. Han havde selv tænkt sig at bebo kvistlejligheden.
Carl får en aftale med Therp om at leje 1. salen til beboelse og stueetagen til svovlstikkefabrik. Carl sender sine ansøgninger til myndighederne. Han opnår forholdsvis ubesværet at få tilladelsen at få tilladelse fra sundhedskommissionen, og det uden at der er skorsten på huset.
Han sender tegninger af tre murede ovne, som han vil benytte til smeltning af svovlet og satsen med fosforet samt opvarmning af pindespidserne. Carl får sine ønsker igennem og kan nu oprette fabrikken.
Fabrikken flytter til Allersgade
Allerede i maj 1870 er fabrikslokalerne i huset i Thyrasgade blevet for små. Samtidig er der indløbet klager over røgen fra fabrikken. I henhold til myndighedernes krav skal han derfor bekoste en høj skorsten.
Han vælger at flytte fabrikken i den yderste ende af Allersgade, så langt ude, at ejeren har måttet bekoste fortov og rendesten helt forbi ejendommen. Bygningen var ideel. Den ligger uden nærmeste naboer og er forsynet med en 18 alen høj skorsten, som var forberedt for installation af en dampkeddel og dampmaskine.
Carl havde brug for kapital. Han allierer sig med hjemvendte søofficerer fra handelsflåden, A.A.H.C. Gotlieb. Han havde den fornødne kapital. Samtidig med lejemålet sørger Carl samtidig for en udvidelse. Den 17. august er Kjær & Gotlieb en realitet.
Fra Mariedal til Pedersdal
På Frederiksberg har Peter Nielsen i 1866 indrettet en mindre svovlstikkefabrik i en af bygningerne på grosserer Hages ejendom, Mariedal. Men i efteråret 1870 begynder Hage at udstykke. Han river også en del bygninger ned. Bl.a. også den, som Peter Nielsen havde lejet sig ind i.
Med grosserer Hages mellemkomst finder man et nyt lejemål. Det bliver i baghuset på Pedersdal på Lygtevejen 33 (Nørrebrogade). Her boede bødelen i ældre tid. Forhuset til Pedersdal blev i mange år brugt som Nora-Biograf. Og ja, det var Peter Nielsen, som vi startede med.
På grund af den store konkurrence opgiver han allerede sin fabrik i marts 1872.
En fabrik i baghaven til Brohuset
Den 64-årige kalkværksejer Johan Wilhelm Krause etablerer sammen med sin søn en svovlstikkefabrik i baghaven til Brohuset, der ligger lige op til Ladegårdsåen ud for en af de små broer, der fører over denne, Bangerts Bro.
Efter et par år uden den store succes lejes huset ud til telegrafist Herman Carl Lund, der i den tidligere fabrik starter en produktion af fernisser og stentryksfarver, som han havde erhvervet 5 års eneret på.
Men efter et pat år finder han dog andre lokaler. Krause indretter nu Brohuset til forlystelsessted med keglebane og udskænkning.
En ulovlig fabrik, Nørrebrogade 106
Lidt længere inde på Nørrebro, på Nørrebrogade 106 har købmand Hans Nicolai Hartmann i 1866 lejet en bindingsværksbygning og et mindre træskur i baggården af fabrikant A. Tvede.
Her starter han en produktion af svovlstikker. Men da bygningen ikke er grundmuret som loven foreskriver, søger Hartmann efter andre muligheder. Han finder adressen, Vesterbrogade 25. men brandvæsnet afslår tilladelsen, da nabohusene er bindingsværkshuse.
Han fortsætter derfor produktionen på Nørrebrogade 106. Samme efterår kommer politiet. Også de træskure, han har lejet er ulovligt opført. Tvede får en bøde på 30 rigsdaler.
Men af en eller anden grund bliver sundhedspolitiet ikke orienteret, så Hartmann fortsætter sin produktion. Men han må stoppe efter et par år. Fabrikken var ikke stor nok.
Pallesen & Co på forskellige adresser
Efter nogle år er Gotlieb trådt ud af firmaet på Allersgade. Kjær kan ikke finde penge til at omlægge produktionen. Han nedlægger sin fabrik og rejser til Sverige, hvor han kommer til at lede en tændstiks fabrik. Men maskiner m.m. bliver solgt til to unge Oscar Davidsen og Charles E. Pallesen.
Pallesen & Co etablerer sig i en lille kælderlokale på Tagensvej 4. De går dog stille med dørene. Men da de ser, at der over på den anden side er større lokaler til salg lige ved siden af Tagens Mølle slår de til. Men det bliver dog kun et kortvarigt lejemål.
I den nærliggende Rådmandsgade kan de få deres eget. Og de etablerer sig på hjørnet ved Dagmarsgade. Her bygger de deres egne bygninger. I 1875 står bygningerne færdige og produktionen kan få alvor gå i gang.
Desværre bliver Pallesen uhelbredelig syg. Han når aldrig at se sit livsværk vokse op. Da hans helbred begynder at svigte, rejser han til sin fødeby Næstved for at blive plejet af forældrene. Da Pallesen dør i 1876 bevarer Davidsen navnet i respekt for sin ven.
Tændstikfabrikken, Kronen
Lidt længere inde på Nørrebro, nærmere bestemt på Nordvestvej (Rantzausgade) 11 er premierløjtnant Niels August Wolff i 1875 i gang med at etablere både tændstikfabrik og cigarbutik i den ejendom, han lige har købt af tømmermester Jørgen Hansen.
Han kalder sin fabrik for Kronen. Tændstikfabrikken etableres i kælderen i ejendommen på Nordvestvej og cigarfabrikken i kvistetagen. Den mellemliggende etage lejer tømmermesteren i første omgang selv.
Efter et års inddrager han også dette lejemål til oplag af 100.000 tændstikker. I 1876 bliver Wolf, der stadig er tilknyttet artilleristaben flyttet til Tøjhusafdelingen. Han har nu ikke mere tid til både at passe cigar – og tændstikfabrikken. Derfor sælger han tændstikfabrikken til Peter Andreas Andersen og Jens Johansen. De to omdøber fabrikken til Kronen v/P. Andersen & Co.
Efter forslag fra Wolf ansættes Emil Gundestrup som forretningsfører og fuldmægtig. Og det er egentlig ham, der driver fabrikken.
Makkerskabet mellem de to investorer holder kun et lille års tid, så vælger Peter Andersen at træde ud og overdrage dette til Jens Johansen.
Jens’ interesse for fabrikken rækker kun et par år. Hvor Emil Gundestrup vælger at købe ham ud. Fabrikken bliver nu omdøbt til Emil Gundestrup & Co.
Den 30-årige Heymann køber ejendommen og året efter indgår det i et interessentskab om at drive fabrikken med Gundestrup som daglig leder og Heymann som prokurist. Denne bliver så interesseret i tændstikproduktion, at han i 1881 får borgerskab som tændstikfabrikant.
Fabrikken omdøbes til Nørrebro Tændstikfabrik
I 1888 dør Emil Gundestrup pludselig kun 50 år gammel. Ferdinand Heymann må fortsætte fabrikken alene. Han ændrer navnet til Nørrebro Tændstikfabrik. Heymann er nu eneejer af både grund og fabrik.
De næste år foretages en række forbedringer og tilbygninger. Paraffineringen bliver flyttet, for at forbedre arbejdsforholdene, idet dunsterne herfra var uudholdelige for såvel de arbejdere, der arbejdede direkte med det, som for de øvrige arbejdere i fabrikken. Der bliver bygget til for yderligere at forbedre arbejdsforholdene for hans hen ved 50 ansatte.
Også produktionsapparatet bliver forbedret. Der bliver installeret kogekedler for tilvirkning af satsen. I 1890 installerer Heymann en 8 – hestes dampmaskine, hvorfra spildevandet bruges til at opvarme arbejdslokalerne og tørrestuerne. Allerede året efter bliver en ny fabriksbygning opført. Fabrikken er i rigtig god fremgang.
Den store brand 1892
Men den 28. januar 1892 om morgenen går det galt. Fabrikken havde allerede i 1885 været ramt af en mindre brand, der kun gjorde mindre skade. Men denne gang var det mere alvorligt.
En dreng var ved at tage en træramme med skårne pinde ud af ovnen i tørrestuen, da tændstikkerne pludselig antændes og går i brand. Han prøver at slukke branden med vandslangen. Desværre viser det sig, at denne er i uorden.
Nu breder branden sig i lynets hast til andre rammer i ovnen. Herefter breder den sig til svovl, spåner og øvrige materialer. Ilden spreder sig derefter lynhurtig til pakkeetagen og til kvisten, hvor der netop i den senere tid er blevet oparbejdet et meget stort lager af tændstikker i æsker og pakker.
Da brandvæsnets sprøjter efterfulgt af en hob af nysgerrige ankommer, står bygningen i lys lue. Redningsarbejdet koncentrerede sig om at redde den nærliggende fabriksbygning og skorstenen samt Meyrings Bageri på Griffenfeldsgade.
Fem sprøjter i kamp mod ilden
Politimester Steffensen må afspærre hele kvarteret for de mange nysgerrige. Den kvælende røg havde spredt sig.
Fra de fem sprøjter lægges slanger ud helt ned til Blågårdsgade, hvor der etableres pumpeværk. Slukningsarbejdet ser vanskeligt ud. Vicebrandinspektør Carlsen vælger at tilkalde dampsprøjten. Men da den endelig ankommer, har man fået bugt med ilden, så den returnerer.
Hen på eftermiddagen er ilden blevet slukket. Der står kun rå mure og noget af stueetagen tilbage. På gårdspladsen flyder det med bjerge af æsker og træklodser som brandvæsnet har prøvet at rive ud af bygningen for at få bugt med ilden.
I stueetagen driver det med vand mellem alle de nedstyrtede og ødelagte maskiner. Loftet over stueetagen hænger faretruende på grund af trykket fra taget, og den store mængde slukningsvand. Rundt på pladsen løber arbejdere forvirret rundt og prøver at redde træsko, frakker og andre ejendele.
Folk må hales op af Ladegårdsåen
Til alt held kommer ingen til skade ved branden ud over den droskekusk og hans passager, der prøver at forcere Ladegårdsåen for at skyde genvej til brandstedet. De synker begge i til livet. Politiet må på ekstraarbejde for at redde de to våde personer og af åen.
H.E. Gosch & Co aftager rester
Umiddelbart efter kan branden opgøres til over 60.000 kroner, hvilket Heymann på dette tidspunkt har forsikret. Heymann meddeler, at hans arbejdere vil få løn for de næste uger, indtil han har fået større overblik over situationen.
Ti de omkringboendes store tilfredshed går Heymann med til at genetablere fabrikken et sted uden for byen. Han prøver at rejse kapital i et aktieselskab. Men han må indse, at 150.000 kr. kan han ikke nå.
Heymann underskriver en kontrakt med H.E. Gosch & Co, om at de aftager de råmaterialer og kemikalier, som de kan bruge. Samtidig indgår de en aftale at Heymann har førsteret til at købe maskiner og inventar med undtagelse af dampkedelen og dampmaskinen.
Gosch tager sig godt betalt, og samtidig Heymann skrive under på, at han ikke inden for de næste 8 år må drive eller gå ind nogen form for tændstik-produktion eller handle med nogen andre fabrikater end dem, der fremstilles hos H.E. Gosch & Co. ’ s fabrikker. Endnu en konkurrent var dermed bragt ud af spillet.
Han beholder dog endnu navnet Nørrebro Tændstikfabrik.
Tændstikfabrikken Glødefri
I maj 1901 startede Edward Hans Jørgensen en tændstikfabrik i Heimdalsgade 37 – 39. Han fandt det geniale navn Glødefri. Pr. dag blev der produceret 40.000 – 50.000 æsker.
Det var den første fabrik herhjemme som blev anlagt for produktion af Glødefri – altså imprægnerede tændstikker. Den kaldte sig ”Aktietændstikfabrikken Glødefri”.
Glansperioden var, da man lancerede mærkerne ”Niels Ebbesen, Sort Sats og Glødefri samt Rød Sats.
I 1906 blev virksomheden anklaget af Gosch for at kopiere deres produkter. Dette kostede 500 kr. Samme år nedlagde kvinderne arbejdet. Det blev dyrt for fabrikken.
Hellerup Tændstikfabrik
Vi skal da også lige hilse på en senere samarbejdspartner, nemlig Hellerup Tændstikfabrik. Fabrikken blev grundlagt i 1904. Allerede i 1912 havde man ansat 50 mand.
Både tændstikker og tændstikæsker blev lavet af træ. Og til dette brug har man hos denne virksomhed alene brug for 10.000 store træstammer hvert år. De blev fragtet fra Rusland til Tuborg Havn.
Efter krigen fik man endnu flere maskiner og kunne udvide produktionen
Hellerup Tændstikfabrik går sammen med Glødefri
Den 20. september 1921 lukker Hellerup Tændstikfabrik, og maskinerne flyttes herefter til Heimdalsgade 39, hvor den sammenlagte fabrik Hellerup & Glødefri Tændstikfabrik fortsætter. I det nye selskab er det den svenske tændstikkonge, Ivar Kreuger, der er hovedaktionær med 100 pct. af aktierne.
Maskinerne blev alle flyttet fra Hellerup til Nørrebro
Gennem de næste 18 – 20 år er der forskellige personer, der træder ind i selskabets bestyrelse. Den 17. september 1926 meddeler man, at man nu vil imødekomme ønsket om et billigere mærke. Det bliver med et billede af en falk. Den bliver solgt 6 kr. billigere pr. tusinde rned billedet med Christian den Tiende.
I 1932 lægges fabrikken sammen med Gosch & Co. I 1938 udskiftede man portrættet af kronprins Christian til portrættet af Kong Christian den Tiende.
Da bonden tog fejl
Hver gang, der skal produceres et nyt billede af kongen skal man indhente et til bud hos kongen.
Det fortælles, at en bonde kommer til hovedstaden. Så ser han denne meget statelige mand til hest. Han spørger en københavner, hvem denne herre er. Og københavneren svarer:
Bonden svarer:
Fabrikken springer i luften
Den 23. november 1944 blev fabrikken sprunget i luften. Dagen efter kunne man læse i avisen:
Fabrikken lukkede i 1960
Fabrikken blev genopbygget, og den 22. november 1945 blev grundstenen til den nye fabrik nedlagt. Mange af kvinderne havde i mellemtiden fået arbejde andre steder, så det gik noget tid inden fabrikken rigtig kom i omdrejninger.
Produktionen i 1950 er fabrikkens højeste nogensinde. Produktionen nåede næsten 95.000 æsker dagligt. I 1955 begyndte Monopoltilsynet at interessere sig for ejerforholdene. Datidens medier interesserede sig også for dette og især i 1957 og 1958 var disse tændstikfabrikker ofte i mediernes søgelys.
I 1960 lukker Hellerup & Glødefri Tændstikfabrik. Man besluttede at samle det hele på Islands Brygge.
En reklame – tændstikfabrik i Nannasgade og Bragesgade
Wilhelm Wedfall startede i 1928 en reklametændstikfabrik i Nannasgade 15 – 17. Her fortsatte han importen af vestelomme-tændstikker også kaldet book – matches frem til 1938, hvor han flyttede i Bragesgade 31 – 33.
Wedfall indgik aftale med Gosch & Co. Snere overtog Wedfall en sukkervarefabrik, da der ikke gik så godt med tændstikkerne. Fabrikken i Bragesgade ophørte i 1939.
Tændstikfabrikken Solo, Læssøgade 5
I Læssøgade 5 lå Tændstikfabrikken Solo fra 1934 – 1941. Så flyttede man til Cæcilie 58.
Kilder:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du finde 1.438 artikler, heraf er 307 artikler fra Det Gamle Nørrebro.
September 1, 2019
Titan på Nørrebro
Titan var en meget stor aktør på Nørrebro. Hauberg ville have sporvognsforbindelse. Det startede med et smedværksted på 3. Blegdam. Men efterhånden blev alle aktiviteter samlet på Tagensvej. Den ny fabrik lå helt for sig selv. Natrenovation var ikke tillokkende. Der var et vangehus ved fuglestangen. Magistraten holdt også fest herude. Dueller blev afgjort. Ingen færgefart eller bro. En besværlig tur over Fællederne. Maskiningeniør på dampsporvognene Alsidig produktion. To firmaer bliver til et. Sejlads på søerne. Ikke alle forsøg førte til noget. Virksomheden blev nu til Titan. Meget stor uenighed i ledelsen. Brand – den 15. marts 1899. Katastrofe grundet manglende vand. Man redede, hvad der kunne reddes. Der skulle bygges en ny centrifugefabrik. Nye industrianlæg skulle samles i Valby. Hauberg forlod pludselig fabrikken. Store forandringer. Tyskerne rykkede ind. Sabotage og våbenproduktion. 1965 – et farvet til Nørrebro.
Titan en stor aktør
Titan var en stor aktør inden for det jernindustrielle og elektrotekniske felt på Nørrebro. De leverede maskiner til Burmeister & Wain og til Polyteknisk Læreranstalt. Det var lige fra kraner, losseanlæg og spil til danske havne.
Nørrebros historie er på sin vis sammenfaldende med industriens gennembrud i Danmark i anden halvdel af 1800 – tallet. Hovedstadens entreprenante iværksættere søgte ud i det åbne land på den anden side af Jagtvejen.
Hauberg ville have en sporvognsforbindelse
Det var i den grad en af Titans grundlæggers fortjeneste, at den kollektive trafik kom til Nørrebro. Hauberg kæmpede for en sporvogn til sin fabrik. Tidligere måtte de tusindvis af arbejdere, der havde fået ansættelse på fabrikkerne i det nye industrikvarter langs Tagensvej, morgen og aften på en anselig spadseretur ad enten Nørrebrogade eller Østerbrogade.
Det gik ikke i længden, men kommunen ville i mange år ikke påtage sig ansvaret med en bekostelig broforbindelse.
Et smedeværksted på 3. Blegdam
Rudolph Koefod var i virkeligheden den første, der lagde grunden til Titan. Han etablerede så tidlig som i 1856 sit smedeværksted på den tredje blegdam. Han kaldte det selv vogn – og grovsmed. Det hedder i dag Læssøesgade. Men han måtte flytte for det hus, hvor han havde lejet sig ind skulle rives ned.
Aktiviteterne samlet på Tagensvej
Han byggede så en ny fabrik i Meinungsgade et år efter længere ude på Nørrebro. Ja der var endnu ikke en vej anlagt. Denne virksomhed blev senere gjort til aktieselskab med navnet: H. Rudolph Koefoed & Co. Men dette firma blev efter få års forløb sammensluttet med den maskinfabrik, som i 1885 var startet af S.C. Hauberg, der nu blev direktør for det samlede firma A/S Koefod og Hauberg. Ja han var direktør indtil selskabet i 1897 blev slået sammen med Marstrand, Helweg & Co. Fra denne fabrik overtog maskiner og inventar.
Fabrikken i Meinungsgade blev foreløbig udlejet og hele virksomheden var nu samlet på Tagensvej.
Den ny fabrik lå helt for sig selv
Allerede fra det 17. århundrede havde blegmændene bedrevet det særegne erhverv ”Linnedblegning”. Her lå også husene med de røde tag, blegmændenes huse. De lå på den vej, der var opkaldt efter dem fra Ravnsborg til Østerbro.
Og Koefod måtte flytte fordi Læssøesgade og Ryesgade skulle anlægges. I 1878 var det så, at Meinungsgade blev en officiel vej. Kaptajn Meinung havde købt grunden af Magistraten, hvorefter han udstykkede den. Det var dem i Borgerrepræsentationen, der mente, at gaden ikke skulle have navn efter en hvis fortjeneste bestod i at sælge grunde.
Den ny fabrik lå næsten helt for sig selv dengang. Der var ganske få bebyggelser mellem Jagtvej, Lyngbyvej, Haraldsgade og selve Tagensvej. Her fandtes de triste ”Arbejderboliger” på hjørnet af Jagtvejen og nogen bebyggelse ved Aldersro Teglværk over for Store Vibenhus.
Natrenovationen var ikke tillokkende
Hauberg var i 1885 godt klar over, at de mere moderne fabriksvirksomheder med deres røg og støj ikke var et behageligt naboskab for almindelige privatboliger. Nu havde han hvis også allerede udvidelsesplaner for øje dengang.
Grunden til, at der ikke var kommet gang i boligbyggeriet herude var sikkert det faktum, at aflæsningen af dag og natrenovationen var særlig tillokkende.
Nu skal man nok lige huske, at da Titan begyndte at udvide deres virksomhed, var der endnu ikke anlagt veje. De første fire – fem regulært firkantede arealer var ikke af de underligt uhensigtsmæssigt formede grundstykker, som senere blev købt.
Dengang havde man endnu ikke planlagt noget byforløb. Man skulle tro, at det var bystyrets pligt, men sådan var det ikke nødvendigvis altid dengang.
Det var Haubergs fortjeneste, at Tagensvej blev ført ind mod byen. Den var i sin begyndelse kun en beskeden markvej fra Jagtvejen ind i Rådmandsmarken.
Et Vangehus ved Fuglestangen
Det var faktisk Christian den Fjerde, der lod bygge et bindingsværkshus på 7 fag ved ”Fuglestang”. Denne bygning blev bygget til vangemanden, der skulle holde opsyn med vangerne. Han hed på et tidspunkt Tage Nielsen. Måske var det derfor, at vejen fik navnet Tagensvej. Men som så meget andet bebyggelse uden for voldene, så blev den ødelagt under belejringen i 1658 – 1660.
Det var her på Rådmandsmarken, at man byggede de såkaldte fredshuse, som var fem barakker, hvor forskellige landes diplomater forhandlede freden. Men først efter Carl Gustavs pludselige død kom der gang i forhandlingerne.
Magistraten holdt fest herude
Den 16. september 1673 lod magistraten og deres tjenere sig beværte herude af en engelsk kok. Der blev drukket et helt anker vin af Magistratspersonerne, mens kuske og tjenere måtte nøjes med øl. Vangemanden serverede.
Dueller blev afgjort herude
Jo, det var også herude, at Det Danske Kompagni holdt til. Den 7. september 1694 indviede Christian den Femte en ny Papegøjestang herude. En ny æra for Rådmandsmarken var hermed begyndt. Men ak, vist nok i 1720 eller 1730 flyttede man til Vesterbro.
Nu fik stedet et andet ry. Her mødtes man til duel. Det var godt nok livsstraf, at afgøre tvistigheder på denne måde. Nu fik Vognmandslavet så skøde på grunden.
Ansøgning om sporvognslinje
Det var allerede i 1884 at Hauberg indgav en ansøgning om koncession på en sporvognslinje fra Kongens Nytorv til Haraldsgade. Dengang eksisterede Fredensbro kun som en gangbro af træ. Allerede i 1874 havde beboerne forslået, at man anlagde en dæmning over Sortedamssøen. Men det var Borgerrepræsentationen slet ikke interesseret i.
Ingen færgefart og ingen bro
Arkitekten professor Meldahl blev inddraget. Det var nu ikke alt, som han fremkom med, der var lige smart. Snedkermester Mau havde fået et nej til at etablere færgefart over søen. Man mente, at det var den arbejdende klasse, der skulle på og hjem fra arbejde på samme tid morgen aften, der ville bruge dette befordringsmiddel. Derfor mente man, at der skulle 4 -5 både til.
Større held havde muremester Petersen heller ikke haft. Han ville i 1878 bygge en træbro af egen bekostning mod at opkræve en afgift på 2 øre af hver, der passerede broen. Skulle der anlægges en bro måtte det være kommunens opgave. Og dette blev endelig vedtaget i marts 1878.
Men en gangbro på kun tre meter var ikke særlig bekvemt for fodgængerne.
Besværlig tur over Fællederne
Hauberg fik sin koncession efter tre års forhandlinger. Endestationen blev dog ikke Kongens Nytorv men St. Annæ Plads. Det blev bestemt, at sporene skulle føres over Sortedamssøen af en dæmning i stedet for en udvidet bro. Han overdrog koncessionen til det nystiftede aktieselskab, Sølvgadens Sporvejsselskab.
Foreløbig var det kun sporvognen, der blev ført igennem. Passagen over Fællederne var stadig spærret med bomme og Tagensvej var endnu ikke færdig anlagt. Sporvognskonduktøren måtte sænke og hæve bommene, så var militæret også tilfreds.
Maskiningeniør på Dampsporvogne
Hauberg havde også en beskæftigelse som maskininspektør på de berømte eller nærmere berygtede dampsporvogne. Om vinteren havde sporvognene svært ved at komme igennem den fastkørte sne. Han kom med et forslag om, at der skulle forbydes andre kørertøjer at køre på sporarealet, når der var snefald.
Han så også ofte at kuskene mishandlede deres heste. Derfor ville han gerne have haft et polititegn, så han kunne sætte en stopper for dyrplageri.
Alsidig produktion
Hauberg havde godt nok mange jern i ilden. Han fik retten til at fremstille dynamoer på Tagensvej af en fabrik i Tyskland. Han engagerede en tysker til en ugeløn på 30 kr. Men egentlig fik disse dynamoer ikke den store betydning. I 1888 fik han patent på sin egen dynamo.
Virksomheden på Tagensvej var ret alsidig. I 1886 skulle man levere en kørekran til Jernstøberiet på Tagensvej, Ja man fabrikerede også dampmaskiner og dampkedler. Ja han nåede også at fabrikere fire centrifuger.
To firmaer blev til et
Den 16. maj 1888 blev de firmaer Koefoed & Hauberg fusioneret. Og her var det Haubergs egen centrifuge-produktion, der var mest gang i.
I 1891 leverede man det første danske ”købstad – Elektricitetsværk, en lysstation eller centralstation som man sagde dengang. Det skete i samarbejde med ”Det danske Elektricitetskompagni, som virksomheden også havde mange aktier i.
I 1892 blev det nye støberi på Tagensvej taget i brug.
Sejlads på søerne
Firmaet blev også indblandet i den sejlads, der foregik på søerne. Her var der fast rutefart fra Østerbro til Gyldenløvsgade. I begyndelsen blev bådene drevet af petroleumsmotorer. Det var nogle motorer, der før havde gået i Hamborg. Men de afgav så meget røg og sod, at de var til gene for passagererne.
Man havde eksperimenteret med elektromotorer til erstatning i sommeren 1894. I 1895 sejlede der 12 elektriske både. I Classensgade havde selskabet anlagt en elektrisk ladestation. Derfra var der ført ledninger ned til landgangsbroen ved Østerbrogade. Akkumulatorerne blev ladet op efter hver tur. Nogen guldgrube var foretagenet dog ikke.
I længden kunne bådene heller ikke konkurrere med sporvognene. Til sidst blev sejladsen helt indstillet.
Man havde stadig lidt leverance til dampsporvognen så længe det ”frygtede uhyre” var i drift. Dampdynamoer og dampkedler til mejerierne blev fremstillet.
Ikke alle forsøg blev til noget
I 1895 var der blevet ansat ingeniør Winsløw. Han skulle assistere ved fremstillingen aqf petroleums- og gasmotorer. Han eksperimenterede også med konstruktion af en gasmotor med eget gasværk.
Det var ikke alle eksperimenter, der førte til succes, men det var Hauberg ligeglad med. Han mente, at der skulle ofres noget på forsøg.
Virksomheden bliver til Titan
Også i 1895 kunne Hauberg fortælle, at han selv ved at arbejde 3-4 nætter ikke kunne følge med. Der var indgående ordre for en million kr. og tilsvarende arbejde. Enten måtte man disponere således, at man ikke fik så mange ordre eller købe nye maskiner. Man vedtog en udvidelse.
Fabrikken i Meinungsgade blev udlejet til A/S Kjøbenhavns Cykelfabrik.
På den ekstraordinære generalforsamling den 3. marts 1897 kom firmaet til at hedde:
Det nye firma, der blev tilsluttet havde været beliggende Vesterfælledvej.
Meget stor uenighed i ledelsen
Det var bestemt ikke enighed i ledelsen. Der var dobbelte døre ind til direktionsgangen. Og det var måske godt, så medarbejderne ikke kunne høre de højrøstede skænderier.
Det var også galt i næsten alle afdelinger. Man kunne slet ikke samarbejde. På et tidspunkt truede Hauberg med at gå. Men det fik han ikke lov til.
Brand – 15. marts 1899
Den 15. marts 1899 udbrød der ild i fabrikken. Det var i det ny maskinværksted i tagetagen. Materialeforvalteren ville om morgenen se om der var mere isolationslak i en tønde. Det var mørkt på loftet. Hverken han eller nogen anden på fabrikken havde anet noget om, at den lak udviklede en eksplosiv luftart.
Han rev en tændstik og holdt den for et hul. Der lød et brag. Tønder blev sprængt og lakken flød brændende hen ad gulvet. Det var nærmere et mirakel, at manden slap fra det med at få hår og skæg svedet af.
I løbet af et øjeblik stod loftsgulvet i flammer og få minutter efter havde ilden fat i tagværket. Da brandvæsnet kom med stor udrykning slog flammerne ud af tagets hele længde af 100 meter. Loftetagen ville brænde, det var klart. Man regnede med at kunne redde de øvrige tre etager. Men det viste sig, at man havde for lidt vand til at slukke med.
Katastrofe grundet manglende vand
Det var det, som gjorde, at katastrofen fik så stort et omfang. Og det var ikke Aktieselskabets skyld. Men havde nemlig i sommeren 1898 i en skrivelse til Magistraten udtrykkelig gjort opmærksom på, hvor farligt det kunne blive, hvis der opstod brand på Maskinfabrikken. Det var en kendt sag, at den gamle vandledning langs Tagensvej var ganske utilstrækkelig for kvarteret. Der manglede ofte vand i husenes øverste etager.
Et par måneder før branden var der lagt en ny og større ledning ad Tagensvej. Den var bare ikke sat i forbindelse med vandværkets pumpestationer.
Det hjalp heller ikke noget, at brandvæsnet var mødt med meget materiel deriblandt hele tre dampsprøjter. Det var knap nok vand til en. Den ene sprøjte blev så kørt ned til jagtvejen. Derfra blev der lagt slanger op til en anden sprøjte, der holdt uden for kontorbygningen på Tagensvej.
Man redede, hvad reddes kunne
Således kunne den ene sprøjte forsyne den anden mens den tredje måtte klare sig med meget lidt vand, der var i den gamle ledning. Det var nærmest en ynk at se de spinkle vandstråler, der blev sendt ind i det vældige bål.
Det var snart åbenbart for alle, at hele den store bygning måtte blive luernes bytte. Allerede efter en times forløb åd ilden sad gennem gulvet. Der hørtes nu tunge drøn, efterhånden som støbegodset styrtede igennem, ned på anden sal, mens kaskader af gnister stod i vejret.
På anden sal, modelloftet var der rigtig næring for flammerne, og snart var også centrifugeværkstedet nedenunder i fare.
Mens brandmændene til dels måtte så ørkesløst til, var en styrke på hen ved 100 mand af fabrikkens arbejdere gået i gang med at redde centrifugerne. De større blev med en kran svinget ud og firet ned. På den måde redede man en del færdige centrifuger. I kasser pakket til forsendelse. De mindre blev langet fra hånd til hånd.
Der skulle bygges en ny centrifuge-fabrik
Bestyrelsen havde allerede holdt møde, om hvad der skulle ske. Maskinværkstedet skulle snarest bygges op igen. Man ville købe en ny grund til fabrikken. Man besluttede, at nu skulle der så kun udbetales 4 pct. til aktionærerne.
I brandassurance for maskiner, løsøre og bygninger fik Titan udbetalt en lille million kroner. Cirka halvdelen af dette beløb regnede man med ville medgå til opførelsen og monteringen af en ny fabrik.
Man besluttede også, at der skulle bygges en speciel centrifugefabrik. Den fik adgang fra Rådmandsgade. Den øvrige del af Titans Fabrik havde adgang fra Tagensvej.
Året 1901 havde haft et driftstab på 122.000 kr. Højesteretssagfører Arntzen sagde til Hauberg, at han måtte indstille sig på, at overtage det hele. Men det ville han ikke.
Nye industrianlæg skulle samles i Valby
Det var ikke let at samarbejde med Magistraten, som 1909 udskrev en konkurrence om en samlet byplan for hovedstaden. Ved den lejlighed, blev det slået fast, at fremtidens tunge industri fortrinsvis skulle placeres i det tyndt befolkede Valby, hvor der var rigeligt med plads.
I 1912 var der ansat en person, der tidligere havde været ansat hos Titan. Det var ingeniør Frode Kjems. Han havde i flere omgange været sendt til USA på Titans regning for at studere fremstillingsmetoder.
Hauberg forlod pludselig fabrikken
Krigsudbruddet hos Titan medførte en hvis nervøsitet.
Midt under krigen havde direktør Hauberg forladt fabrikken. Han havde netop været på en større rejse til Rusland. Han ville nu hengive sig til mere arbejdsgiverinteresser. Lægen havde givet ham nogle foruroligende meddelelser om hans helbredstilstand.
Året efter ophørte den særlige centrifugefabrik. Men Frode Kjems fik nu gennemført skandaliseringer og en forenkling af arbejdsgangen. I 1921 var fabrikken udsat for en 7 – ugers lockout. Det betød, at omsætningen gik ned til halvdelen.
Store forandringer på Fabrikken
I 1932 gav Titan ikke noget udbytte. Men allerede året efter var der forbedringer på vej. I 1936 var der igen lockout, men den blev standset ved lov. Det kneb med at anskaffe materialer og maskiner.
I 1935 skulle Tagensvej reguleres. Dette medførte nedrivning af selskabets gamle kontorbygning og en portnerbygning opført i 1892.
Selve fabriksanlægget på Tagensvej undergik i tiden mellem krigene temmelig betydelige forandringer og navnlig bevirkede opførelsen af en ny administrationsbygning, at hovedfacaden imod Tagensvej fuldstændig skiftede karakter.
I 1935 opførte man en ny marketenderibygning. Dette var nødvendigt, for arbejderne havde længe haft utidssvarende forhold.
Stor ordre til Rusland røg i vasken
I efteråret 1940 var der blevet afsluttet en handelskontrakt med Sovjetunionen. Russernes købelyst overtraf alle forventninger. Bruddet mellem Tyskland og Sovjet i juni 1941 satte dog en stopper for det hele.
Tyskere rykker ind på fabrikken
Gang på gang ”beklagede” man, at et eller andet arbejde, som tyskerne ønskede tilbud på lå uden for Titans fabrikationsmuligheder.
Så kom den 29. august med undtagelsestilstanden. Om eftermiddagen fik direktionen meddelelse om, at der var ankommet et tysk vagthold til fabrikken. Man gav øjeblikkelig ordre til at trække fabrikkens egen vagthold tilbage. Man havde nemlig trods alt ikke kunnet undgå at etablere et temmelig talstærkt sabotagevagt.
Nu var tyskerne der ikke så længe.
Sabotage og våbenproduktion
Allerede i oktober samme år blev Drejerværkstedet, Haubergs gamle maskinfabrik genstand for sabotage. Efter rapporten blev to af de patruljerende poster overrumplet ud til Hermodsgade. Skaden blev på over 100.000 kr.
Flere af virksomhedens funktionærer og arbejdere måtte fortrække til Sverige.
Man forsøgte sig med noget helt nyt på fabrikken, nemlig våbenfabrikation. I marts 1945 blev gruppen sprængt og taget af Gestapo. Man slap med ophold i Vestre Fængsel og Frøslev.
1965 – farvel til Nørrebro
Historien om Titan fortsætter men vi slutter her. Firmaet sluttede sit virke på Tagensvej i 1965 ved en fusion med Thrige, der resulterede i firmaet Thrige-Titan i Odense. Nu hedder firmaet T-T Electric. En række aktiviteter blev videreført af finske KONE og svenske Alfa Laval.
Jo, Titangade er opkaldt efter den store virksomhed, hvis enorme areal dækkede hele stykket mellem Tagensvej, Hermodsgade, Titangade, Sigurdsgade og Rådmandsgade.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.437 artikler herunder 307 artikler fra Det Gamle Nørrebro.
August 31, 2019
Odden – Willumsen Samling
790 værker af J.F. Willumsen hænger der på Odden herregård i Vendsyssel. De hænger i klumper. Mange er såkaldte forstudier. Således kan man opleve hele 200 skitser til et enkelt billede. Engang udgjorde herregården i Odden fire længer. De to endnu bevarede fløje er fra 1500 – tallet. Willumsen havde ingen speciel tilknytning til Vendsyssel. I en periode var han på badeferie i Skagen. Men det er takket være Victor Petersen, at billederne hænger her. Han grundlagde samlingen i Ribe. Men det blev efterhånden for dyrt for ham. Jens Ferdinand Willumsen var med til at stifte ”Den Frie”. Han var gift to gange. Begge hans hustruer har han brugt som modeller. Fra 1930 frem til sin død levede han sammen med en fransk danserinde og malerinde som inspirerede ham meget. I 1957, året før hans død etablerede han J.F. Willumsens Museum i Frederikssund.
790 værker af Willumsen
Uanset om man synes om maleren J.F. Willumsens værker eller ej, så er et besøg på Willumsen Samlingen på Odden Herregård i Vendsyssel noget ganske særligt.
Det er for det første et besøg på en af disse herlige små herregårde der heldigvis ikke har ændret sig ret meget, og som stadig ligner det, den er en rigtig nordjysk herregård med masser af stemning og fint interiør. Men for det andet er det også et besøg på en udstilling over J.F. Willumsens værker.
Rum efter rum, sal efter sal, gang efter gang – det ene maleri, tegning, skitse og stik efter det andet. Det lyder sikkert af “for” meget, og det kunne det også godt være, for der hænger nøjagtigt 790 værker af Willumsen på Odden. Tænk engang – 790 værker af den samme kunstner! Det er imponerende at gå på opdagelse i, og underligt nok er det ikke uoverskueligt. Det er netop det fantastiske ved Willumsen og Odden.
Forstudier
Når man ikke bliver træt af at se på alle disse værker, er det, fordi de hænger i “klumper”. F.eks. en stor væg, hvor der alene er forstudier til
“En bjergbestigerske”, eller et helt rum, hvor der er forstudier til det berømte maleri “Sol og ungdom” eller “Badende børn”, som det også hedder. I 1909 malede Willumsen det, han selv kaldte ”generalprøven” på sit motiv, Badende børn. Men han var ikke tilfreds, og efter endnu et år med skitse-og studiearbejde malede han det endelige værk, Sol og ungdom. På Odden kan man se forstudierne, på godt 200 skitser og det er fascinerende. At se, hvor langt Willumsen er gået ned til mindste detalje, hvor megen tid, der er brugt, og hvor grundigt, han har gjort sit arbejde, inden han har malet det egentlige maleri.
I dag tilhører det første hovedværk Skagens Kunstmuseer, men hænger til daglig på J.F. Willumsens Museum i Frederiksund, mens Sol og ungdom er hjemhørende på Göteborg Kunstmuseum. De to værker måler begge tre gange fire meter.
Bjergbestigersken
Til Bjergbestigersken fra 1904 har tre forskellige kvinder stået model. Den ene hans forlovede Edith; men da hun ikke havde, hvad der for ham var den ideale kvindekrop – hun var for ranglet – brugte han yderligere to andre modeller, således at han tog noget fra dem alle og smeltede dem sammen til Bjergbestigersken. Originalen der måler 206×169 cm hænger i dag på G.A. Hagemanns Kollegium i København.
Victor Petersen
Endelig er der det tredje, der gør et besøg på Odden til noget særligt, og det er Victor Petersen, der møjsommeligt har skaffet denne enestående samling til veje.
Victor Petersen (1918-2002) blev født i Brørup og voksede op med en enlig mor i meget beskedne kår. Han ville være journalist og blev som ung medejer af et mindre trykkeri og lokalblad i Middelfart. Da det under krigen blev røbet, at han trykte illegale blade, måtte han flygte til Sverige.
I 1945 vendte han hjem og købte året efter for en mindre erstatning fra
Frihedsfonden en lokalavis på Mors med blot 100 abonnenter. Her mødte han sin kommende hustru, Kirsten, med hvem han fik seks børn. Efter en tid som medejer og redaktør af en avis i Svendborg erhvervede han Ribe Stifts
Tidende og avisens trykkeri.
Samling vist i Ribe
I Ribe grundlagde han Willumsen-samlingen og viste den fra 1969-1981 offentligt i Ribes gamle tekniske skole, indkøbt og indrettet til formålet.
I længden blev dette dog for kostbart, og de mange værker måtte opmagasineres.
I 1988 erhvervede Victor Petersen og hans hustru Odden og genåbnede året efter samlingen for offentligheden. De sidste år af hans liv var koncentreret om Willumsen-samlingen, der blev hans livsværk.
Om Jens Ferdinand Willumsen
Jens Ferdinand Willumsen kom til verden i København som søn af værtshusholder og senere herreekviperingshandler, Hans Willumsen og hustruen Ane Kirstine. Willumsen blev oprindeligt uddannet som husbygningseksaminand, men begyndte i 1882 på Kunstakademiets Modelskole.
Efter tre forgæves forsøg på afgang opgav han i 1885 studierne og uddannede sig i stedet som maler på Kunstnernes Studieskole under Laurits Tuxen og P.S. Krøyer.
I 1891 var han med til at stifte Den Frie, som er en kunstnersammenslutning der blev til i protest over adgangskravene til det etablerede Charlottenborg. I 1898 tegnede han bygningen der permanent skulle huse den frie udstilling efter en periode med skiftende lokaler. Senere igen blev også dette lejemål opsagt, da der skulle anlægges banegrav, men bygningen blev denne gang genopført ved den nuværende placering på Oslo Plads i
København. Willumsen blev første gang gift med billedhuggeren Juliette
Meyer i 1890, med hvem han fik to sønner, Jan Bjørn og Bode.
En ny kone
Parret blev skilt kun otte år senere, og allerede året inden deres sammenliv ophørte, havde Willumsen mødt Edith Wessel, som han giftede sig med i 1903. I dette ægteskab fik han to døtre, Ingemor Gersemi og
Anne-Mathilde. Willumsen har benyttet begge sine to hustruer som modeller i flere af hans værker, og Edith er kvinden som er portrætteret på det berømte ”En Bjergbestigerske”, som hænger på Statens Museum for Kunst.
Deres sammenliv ophørte i 1928, hvorefter Willumsen tog mere permanent ophold i udlandet, selvom han i lange periode allerede opholdt sig uden for landets grænser.
Fra 1930 og frem til sin død levede han sammen med den franske danserinde og malerinde Michelle Bourret, der ligeledes blev en stor inspiration for
Willumsens kunstneriske virke.
Willumsen havde en enormt alsidig karriere, da han både malede, lavede skulpturværker, grafik, keramik og fungerede som arkitekt. Den lange periode han fungerede i gjorde også, at der inden for de forskellige kunstarter var der stor diversitet, da han i årenes løb legede med forskellige stilarter.
J.F. Willumsens Museum i Frederikssund
I 1957, året før hans død, fik han etableret J.F. Willumsens Museum i
Frederikssund, hvor mange af hans værker, men også hans private samling af kunst er udstillet. Da Willumsen døde i 1958, blev han begravet i museets have, og museet blev dermed til et af de få mausoleum museer på verdensplan. Willumsens forældre, i særdeleshed hans mor, var store støtter for ham, og han har selv lavet deres gravmonument, som står på Vestre Kirkegård. Hans og Ane Kirstine Willumsen er begravet på kirkegårdens afdeling 8.
Om Odden
At netop herregården Odden blev stedet, er en tilfældighed, for Willumsen har ikke haft nogen tilknytning til Vendsyssel, og det har Victor Petersen heller ikke. Det eneste Willumsen har gjort i Vendsyssel, er, at han en tid holdt ferie i Skagen, hvor han lavede forarbejder til maleriet Sol og ungdom.
Odden er Danmarks nordligste herregård. Oprindelig lå den på en banke som på en odde, omgivet af voldgrave, vandløb og en sø.
Odden var i skiftende adelsslægters eje indtil 1743 og havde store jordtilliggender, mange fæstebønder og gårde under sig. Efter reformationen tilfaldt Mygdal Kirke Odden, fra denne tid stammer muligvis det store kors på bygningens sydside.
I 1600-tallet udgjorde bygningerne et firfløjet anlæg omkring en lukket gårdsplads, men i begyndelsen af 1800-tallet blev den nordlige fløj nedrevet, bygningernes kamtakkede gavle blev fjernet og en lille bygning til folkeholdet føjet til.
De to endnu bestående, hvidkalkede fløje med det høje røde tag stammer fra 1500-tallet, men blev omkring 200 år senere ombygget i det indre. Den fredede bygning blev gennemgribende restaureret i 2007-09. Ved restaureringen fandt man rester af en kalkmaleridekoration fra c 1520-40.
.
Billedtekst: J.F. Willumsens – samling på Herregården Odden. “Det røde Rum” med den store kamin og gyldenlædertapeterne. Alle billederne er forstudier til “Sol og Ungdom”.
Kilde:
https://imgcdn.saxo.com/_9788788293173/0x500?fbclid=IwAR18dujmwq_FEndgptcO9mdMZcH-IRr3_ssiXgnk7g6GKS6ilvil0BnBNNs
[image: 66645884_2809990842351018_1430818000465821696_o.jpg]
J.F. Willumsen
https://kgl.frederikssund.dk/Besoegssteder/JF-Willumsens-Museum/Jens-Ferdinand-Willumsen?fbclid=IwAR02HjpfWWPbBbcVhINYqKochT0kzd-DwycExEL3nmbvm2864juq6OnQD9I
Odden Herregård
Tak til Fru Olsen. Grundet tekniske problemer kan vi ikke bringe de omtalte billeder. Men se bare her:
August 26, 2019
Da Fabrikkerne kom til Nørrebro
Højhusene kom her i 1870erne. Ridesalen blev hurtig forvandlet. Mygind var den unge fabrikant, der trak mange kunder til. Vinduerne ud til Nørrebrogade blev hvidtet til. Der var ingen fagforeninger i 1870erne. Hver enkelt måtte selv aftale timeløn. Schmidt & Mygind påtog sig mange opgaver. Der røg også et stykke af en finger. Modstand mod en dampomnibus. Hvordan lød det kl. 5 om morgenen på Nørrebro? En lærling blev behandlet som en hund. Herlige stunder for lærlinge på Fælleden.
Højhusene kommer
Når man i begyndelsen af 1870erne fortsatte over Dronning Louises Bro ud efter var det første stykke vej lutter højhuse. Men når man kom forbi Fælledvej, begyndte træerne at dukke frem fra de mange småhaver. Hist og her så man et plankeværk.
På hjørnet af Møllegade lå et igen et par etagebygninger. Ved at fortsætte ud efter havde man et bageri med have.
På modsatte side af Nørrebrogade på hjørnet af Kapelvej lå det kendte forlystelsessted Lille Ravnsborg med lukkede lysthuse, keglebaner, vipper m.m.
Ridestalden forvandles
På Nørrebrogade midt mellem Møllegade og Meinungsgade fandtes dengang en lang rejsestald. Her startede en lærling i efteråret 1872. Han blev modtaget meget venligt af en gammel hest. Andre levende væsner var der ikke i stalden.
Et par dage senere viste en forkølet kleinsmedesvend sig. Så blev lærlingen endelig sat i gang. Samtidig ankom med hestekøretøj hamre, tænger, armbolt og en fin lille esse. Så blev der indrettet et lille værksted over i et hjørne.
Snart kunne man høre hammerens taktfaste slag på det glødende jern.
Nogle dage senere viste mestrene Smith & Mygind sig. I løbet af et par måneder sank stalden til jorden og gav plads for et maskinværksted, hvor der foreløbig arbejdede en snes mand.
Mygind, den unge fabrikant
De to indehavere Smith & Mygind havde truffet hinanden som unge. Da de var blevet studenter, rejste de til Skotland, hvor de praktisk og teoretisk arbejdede i deres fag. Nu vendte de tilbage som 26 årige og agtede at starte deres egen virksomhed.
Jensinus Chr. Mygind var den egentlige grundlægger af fabrikken. Han var søn af urtekræmmer Mygind. Denne var en kendt og energisk mand, oprindelig urtekræmmer. Men ved at overtage den københavnske natrenovation (de Mygindske Ekvipager) havde han tjent en formue.
Den unge maskinfabrikant var af ydre elegant, høj af vækst og klædt efter sidste engelske mode. Som forretningsmand ejede han en særlig evne til at skaffe kunder til fabrikken.
Mygind havde som helt unge giftet sig i Skotland. Men ikke længe efter sin hjemkomst blev han enkemand. Han giftede sig for anden gang med Frøken Louise Tvede, datter af den ansete brygger i Helsingør.
Vinduerne blev hvidtet til
Omkring 1890ernes begyndelse var det næst efter Burmeister den største maskinfabrik i landet. De Mygind endnu i sin bedste alder døde i 1894 blev firmaet Smith & Mygind aktieselskab.
Den anden kompagnon, Hr. Smith var anset som en dygtig teknikker. Men det var som om, at han manglede evnen til at udtrykke sig.
I det ene hjørne af rejsestalden var der blevet opstillet en lille dampmaskine. Rundt om i lokalet var der anbragt drejebænke, bore, høvlemaskiner og andelig langs væggen skruebænke.
Når man stod ved skruebænkene kunne man følge gadefærdslen. Det var meget underholdene, men længe varede det ikke. Smith lod gadevinduerne overhvidte.
Lærlingen måtte møde en time tidligere end de andre om morgenen. Han skulle fyre op i dampmaskinen. Denne time indskrænkede lærlingens arbejde sig til at kaste kul på fyret.
Ingen fagforeninger i 1870erne
Så kunne man bruge tiden på at studere ”Socialisten”, som et bud ved femtiden kastede ind til en af svendene. Det var en fest at tage det sidste nye blad i hånden. Med de store fængslende overskrifter og de brandrøde artikler.
Der fandtes ikke fagforeninger i 1870erne, og der fandtes ingen fællesaftaler. Den enkelte svend, der kom og søgte arbejde, aftalte også en bestemt timeløn.
Schmidt & Mygind påtog sig mange opgaver
Schmidt & Mygind lavede dampmaskiner, de byggede broer og de påtog sig reparation af maskinanlæg. Derved var der ofte smårejser rundt om i provinsen.
Det hændte, at et engelsk skib, ladet med amerikanske mejetærsker strandede på Hesselø. Mygind købte maskinerne, der var adskilte. De blev så i bunker bragt ind på værkstedet.
Der røg et stykke af en finger
Det var lidt af en kunst, at få noget ud af det store puslespil. Men det lykkedes altid, selv om arbejderne ikke havde forhåndskendskab til det. Nu fik offentligheden så at vide, at man på et bestemt tidspunkt på en mark syd for Hillerød ville forevise to mejemaskiner.
En stor gruppe landboer mødte op i spændt forventning. Der var stor forbavselse at spore, da maskinen kørte frem og lagde rugen i smukke skår. En gammel bonde spurgte forskrækket, om maskinen også kunne tærske. Alt i alt var det en succes.
Smith fik dog et lille stykke finger skåret af. Bønderne, der indtil uheldet havde forholdt sig tavse, blev ved dette uheld mere talende. De kunne konstatere, at mejemaskine ikke var så god at komme nær. Måske skulle man holde sig helt væk fra den.
Modstand mod dampomnibus
På virksomheden fremstillede man også en dampomnibus til brug for linje 7, som dengang blot var en hestesporvej. Da dampomnibussen var Smiths opfindelse blev bygningen af denne fyldt med spænding.
En nat trillede dampomnibussen da også ude i gadesporet. Den lignede nærmest et lokomotiv. Efter en del besvær kom der gang i den. Og den trillede ind til Kongens Nytorv. Maskinen hvæsede, dampede, savede og peb.
Følgen blev, som man kunne tænke, at man på tilbagevejen kørte gennem en gade, der var sort af mennesker. Smith stod selv ved rattet. Han havde ved siden af en vejkyndig kusk fra hestesporvognen. Denne forsøgte at overtale folk til at gå hjem i seng.
Nu gik det med fuld kraft ned ad Gothersgade til de ophidsede beboere fra vinduerne bombarderede med diverse kasteskyts bestående af kartofler, gamle tøfler og en enkelt død kat.
I de følgende dage måtte Smiths gadelokomotiv segne under offentlighedens modstand og dens afsky. Men udviklingen fra dette uhyre til den elektriske sporvogn, der senere kom til at stryge gennem gaderne, var nu begyndt.
Om morgenen kl. 5 på Nørrebro
Tidlig om morgenen klokken 5 begyndte trætøflerne at klapre på brostenene. Arbejderne drog af sted i store flokke i store flokke med madpakke og ølflaske under armen. Disse arbejdere var fattige mænd. Men de var flittige, ærlige og samvittighedsfulde. Det var ikke så sært, at de afgørende impulser til socialismen kom fra Nørrebro.
En lærling behandlet som en hund
Det var her i 1870erne at værkførerne på Nørrebros fabrikker endnu betragtede deres underordnede som mennesker man ikke skyldte almindelig høflighed. Og det var kun rimligt, at en lærling blev betragtet som en hund.
Også blandt de veluddannede så man ned på arbejderne.
Man arbejdede ikke længe på Nørrebro før man kendte alle menneskerne eller i hvert fald, hvor de arbejdede. De indfødte kunne også skelne dampfløjtende på fabrikkerne.
Herlige stunder på Fælleden
Lærerdrengene mødtes om aftenen på Fælleden. De titulerede hinanden med mester eller fabrikant. Folk der gik forbi boldbanen standsede overrasket og hørte dem råbe:
Aftenen sluttede ved at man tog på Østerfælled, hvor der dengang var mange løse heste, der græssede. Her tog man så en ganger og foretog en ridetur i byens omegn.
Det var ellers hårdt nok for lærlingene. De måtte om aftenen læse til eksamen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 26, 2019
Det store slag på Nørrefælled
Ja sådan stavede man til det dengang. Dette er en kort artikel og beskriver Henrik Cavlings oplevelse af det store slag på Fælleden dengang. Det var den 5. maj 1872. Der var udstationeret masser af tropper. På Moses stol sidder de skriftkloge, sagde præsten. Murer Grøn kom til hest, men han blev straks arresteret. Husarerne gik til angreb. Og det udviklede sig til et reelt slag. Men socialismen blev forstærket.
Den 5. maj 1872
Vi beskriver dette slag som et vidne oplevede det. Det var den berømte journalist m.m. Henrik Cavling, der beskriver slagets gang. ”Den Gamle Redaktør” har tilladt sig at redigere i teksten.
I juni 1871 forlod Pio postvæsnet og trådte frem for offentligheden. I september samme år oprettede han Internationale med sig selv som stormester. Samtidig opstod den første fagforening. Det var cigarmagernes. Den blev Stauning også medlem af.
I april 1872 udbrød en murerstrejke. Man forlangte en ti timers arbejdsdag. Natten efter den 4. maj blev de tre førere Pio, Brix og Geleff fængslet. Det store slag på Fælleden fandt sted søndag den 5. maj 1872.
Et stop ved Lundehuset
Om eftermiddagen den 5. maj gik Henrik Cavling med hastige skridt fra Lyngby mod Nørrefælled. Ved Lundehuset kom staldmesteren ud på vejen og advarede de kørende mod at køre længere. Måske var denne advarsel bare beregnet til at fylde Lundehuset.
Masser af tropper
Ved 15 – tiden så det temmelig broget ud i Nørre Alle. På den østlige side var der opstillet to rækker tropper, tilhørende flere våbenarter, i alt to bataljoner infanteri. Her var husarer på vældige gangere. Her var et vrimmel af politibetjente og artilleri.
Pladsen foran denne troppestyrke var åben. Men bag ved Skt. Johannes Kirken og langs med Blegdamsvejen bølgede en stor menneskemængde. På Skt. Hans Torv var alle gadehjørner bevogtet af infanterister. Mellem kirken og Nordre Birk Arresthus var der opstillet flere hundrede betjente. Disse skulle stoppe alle dem, der kom fra Nørrebro.
Betjentene gik imod de fremtrængende skarer. Politiets hensigt var at forebygge en sammenstrimmel på Skt. Hans Torv. Kniplerne blev trukket frem. Nu regnede det rigeligt med slag i hovedet.
På Moses stol sidder de skriftkloge
Foran Skt. Johannes Kirke opstod der en voldsom trængsel. Dørene til kirken blev trykket ind. En yngre præst stod op på prædikestolen og holdt eftermiddags-gudstjeneste. Pludselig fik han fuld hus. Han gjorde et ophold, så sig urolig om og standsede sin prædiken.
Lidt efter tog han fat på ny. Ingen forstyrrede ham, før han et sted i talen sagde:
Så hørte man en dyb stemme sige:
Grøn kom til hest
Præsten bad en bøn og kirken tømtes under orgelspil. Man blev med mængden ført hen mod Fælleden, hvor husarer med sabler splittede mængden og drev en del af dem mod Store Vibenhus.
Man hørte råb og skrig men også latter. Og blandt disse var murer Grøn. Han havde på det store nattemøde i Dansesalonen Phønix kælder råbt:
Og sandelig om Grøn ikke kom ridende på en gammel krikke. Men desværre så blev han indfanget af politiet og ført til den nærmeste politivagt.
Husarerne gik til angreb
Der blev nu kastet med sten og hestepærer mod soldaterne. En ung husarofficer blev ramt af et projektil. Han kommanderede straks: ”Frem”.
Et voldsomt sammenstød fandt sted. Men nu blev et nyt våben med virkning bragt i spil. En del mænd belæsset med snus i pakker uddelte nu snus i pakker og styrtede selv frem og plantede snus i øjnene på husarer, betjente, dyr og mennesker.
Et regulært slag
Et øjeblik efter tumlede snuskastere, soldater, betjente, militærpersoner, pæne arbejdere og regulære bisser om imellem hinanden i en vild forvirring, blændet af snusen, der sved i øjnene. Under hyl og skrig blev de trampet på af politi og rytteri.
Mange fik ødelagt tøj og meget mere. Det regnede med knytnæveslag og spark mod alt og alle.
De tre mænd, der havde indkaldt til mødet på Fælleden den 5. maj 1872 var Pio, Brix og Gerleff. Retten dømte Pio til 5 år, Brix og Geleff blev dømt hver tre års forbedringsarbejde.
Socialismen blev forstærket
Den uretfærdige dom og efterfølgende mere eller mindre frivillige udvisning med sponsorstøtte fra diverse virksomheder slog de tre mænd i jorden. Mændene forsvandt, men dommen glemte man ikke. Dette gav socialismen vækst.
På Kastellet sad der militær parat med skarpladte geværer. Det var lige før, at de kom i anvendelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk finder du 1,434 artikler. Heraf er 309 artikler fra Det Gamle Nørrebro inklusive disse artikler: