En Herredsfoged fra Hajstrupgård

Nis Hinrichsen er en helt i Sønderjyllands (Nordslesvigs) historie. Hertug Frederik var upopulær blandt de sønderjyske bønder. Nis måtte flygte. Han fik øksehug og fem pile i hans røde kappe. Den blev ophængt i Bylderup Kirke.  I Bylderup Kirke kan man se gaver fra slægten. Stamfaderen blev slået ihjel med en økse. Nis blev friherre på en frigård. Vi kigger på familiens våben. Det var en stor og betydningsfuld slægt. Wrågård blev overtaget. Så er det lige sagnet om den druknede ved Rens. Familien fik jagtret. Dorothea kæmpede for sin ret. En dræbt adelsmand. Og så var det en digegreve, der tog for mange penge. 1743 var det slut med familien på Hajstrupgård. De gamle bygninger brændte ned i 1921. Hvor lå det lokale tingsted?

 

En helt fra den sønderjyske historie

En speciel slægt har præget Bylderup Kirke. Det er herredsfoged-slægten fra Hajstrupgård. Normalt udpegede den enevældige konge forskellige personer til denne post, men her gik stillingen i arv fra far til søn i 8 slægtsled over 300 år.

På nordvæggen i kirken fortælles der på en mindetavle om slægten.

Stamfaderen Nis Hinrichsen er efterhånden er efterhånden blevet en legende. Han var en af de eneste, der stemte på Frederik den Første mod de forsamlede bønder på Urnehoved Ting i 1523. Han blev forfulgt. Hans røde kappe, der blev gennemboret af pile, blev senere ophængt i kirken. Den faldt ned, da den efterhånden var mølædt. Øksehug havde han også modtaget. Kappen havde hængt der hen imod år 1800.

Men det var hans rappe skimmel, der havde reddet ham.

Men åbenbart havde hans ord virket. Bønderne gik hver til sit.

 

Hertug Frederik var upopulær

Da hertug Frederiks (senere Frederik den Førstes) lejetropper havde udøvet store grusomheder i Aabenraa og omegn fremkaldte dette en stor vrede mod hertugen. Midt i dette havde Nis Hinrichsen så foreslået, at man skulle stemme på Frederik

Han er en af de mest berømte skikkelser i Sønderjyllands (Nordslesvigs) historie. Han er omtalt i sagn og digtning på egnen.

 

I Bylderup Kirke kan gaver fra slægten ses

Nis Hinrichsens ligsten blev i 1927 opstillet i Våbenhuset. Tidligere var den placeret i gulvet ved prædikeskolen. I nogle år var den anbragt på kirkegården. Han skænkede i 1585 kirkens prædikestol. Slægtens våbenskjold kan ses forskellige steder i kirken.

På epitafiet (1618) ses Nis Hansen (herredsfoged i 25 år) og hans hustru Anna Nissen og deres 12 børn ved foden af den korsfæstede. På nordvæg ved orgelet epitafium fra 1701 for herredsfoged Hinrich Funck og hans hustru Anna Dorothea.

Herredsfogedembedet var næsten uafbrudt fra 1517 til 1681. Ja vi skal tilbage til Peter Petersen fra Lendemark, der må være født omkring 1390. Han giftede sig med enken på Hajstrupgård i 1420. Deres søn, Henrik Petersen overtog gården.

 

Stamfaderen blev slået ihjel

Denne Peter Petersen blev ”ihjelslagen med en økse” af en avlskarl efter en irettesættelse. Drabet fandt sted ved en ålegård tæt ved gården. Hvad der skete med karlen vides ikke. Sønnen Henrik Petersen nævnes i 1470 og 1500, da gården går videre til den næste søn Nis Henriksen eller Hinrichsen, som han underskrev sig.

 

Friherre på en Frigård

Denne blev i 1517 herredsfoged for Slogs Herred. Det var ikke nødvendigt med en juridisk uddannelse. Men det gjaldt om at have sine forbindelser i orden for at kunne få dette job. Nu var Nis Hinrichsen så heldig at hertug Frederik i disse år i begyndelsen af 1500 – årene købte Karlsvrå med tilliggende, hvoriblandt der var 7 gårde i Bylderup.

Hajstrupgård var en fæstegård under Gottorp så hertugen og Nis Hinrichsen har uden tvivl kendt hinanden.

Da Christian den Anden i 1523 flygtede ud af landet, og broderen, hertug Frederik på Gottorp, var nærmeste arvtager til kronen, støttede Nis Hinrichsen ham varmt på Urnehoved Ting.

Men hertugen blev kong Frederik den Første. For sine fortjenester blev Nis Hinrichsen fribonde på en frigård. Det vil sige, at Hajstrupgård ikke blev en selvejergård. Den blev dog fri for at betale afgift. Denne frihed blev stadfæstet for hvert slægtsled.

Nis Hinrichsen ejede åbenbart også huse i Flensborg. Han blev optaget i Flensborg Frue Kjøbmands Lag i 1515.

 

Familiens våben

Familiens våben bestod af, at første halvdel var en til højre springende rød hjort med en gylden slange i munden i hvidt eller sølvfelt – på hjelmen det samme mærke, hjelmdækkende var hvide og røde. Nogle havde udeladt slangen. Det var bl.a. den del af familien, der gik til Lüneburg.  Hos nogle springer hjorten til venstre.

 

En stor og betydningsfuld slægt

Om Nis Hinrichsen også var blevet adlet ved denne begivenhed, ja det er man uenige om. Hans efterslægt som embedsmænd og storbønder var nøje tilknyttet til det gottorpske styre. Ved nationalkampens udbrud var de at finde i de slesvig-holstenske rækker.

Efterslægten er overordentlig stor. Mange har indtaget betydelige stillinger i samfundet som embedsmænd og præster og ikke så få har opnået berømmelse viden om.

Nis Hinrichsen blev begravet foran koret i Bylderup Kirke og hans gravsten blev bevaret.

 

Wrågård bliver overtaget

Til yderligere styrkelse af sin position lykkedes det Nis Hinrichsen i 1527 at overtage Wrågård i Burkal sogn. Det fortælles, at i et drikkelag havde den barnløse ejer i vidners nærværelse lovet Nis Hinrichsen, at han kunne købe Wrågård efter ejerens død, selv om denne vist havde udset sin dygtige avlskarl og husjomfruen til fremtidige ejere.

Denne gård var også en hertugelig fæstegård. Her fik han samme rettigheder som for Hajstrupgård. Han fik lov til at fælde bygningstømmer og fede svin i hertugens skove.

Wrågård var med de store engarealer en flot gård efter den tids forhold. Der kunne bjerges 300 læs hø, græsses 16 køer og 30 okser (stude). I eftertiden har nogle kaldt Nis Hinrichsen ”ein verschlagenes Weltkind”, andre en gudfrygtig forudseende mand. At han med held var sin egen lykkens smed, kan der ikke herske tvivl om. Så var det jo også gennem tiderne lidt rænkesmederi.

 

Sagnet om den druknede ved Rens

Endnu et sagn fortælles om Nis Hinrichsen. Hvad der ligger til grund for det vides ikke. En mand var faldet i åen ved Rens. En anden mand ilede til og vilde række ham en stang. Men han var så uheldig at støde ham i øjet. Han blev vel reddet men mistede synet på det pågældende øje. Nu anklagede han sin redningsmand for legemsbeskadigelse.

Nis Hinrichsen kunne ikke blive enig med sig selv, hvorledes han skulle dømme i denne sag. En dag red han over Jejsing Bjerg og så tre drenge. Den ene sad ved diget ved vejen med et hestedækken over sig, mens de to andre stod foran ham.

Nis Hinrichsen holdt inde og spurgte, hvad de lavede. Ham med hestedækkenet sagde, at han var herredsfoged. De to andre var borgere fra Rens. Han var i færd med at dømme. Den reddede skulle springe i, der hvor han var reddet. His han kunne redde sig selv, skulle han have skadeserstatning. Råbte han derimod efter hjælp skulle hans redningsmand gå fri.

Nis Hinrichsen fandt denne dom meget snild. Han gav ”Herredsfogeden” nogle småmønter og dømte senere som drengen havde gjort. Det tilføjes, at udfaldet blev meget ulykkelig for de pågældende druknede. Fortællingen minder meget om en af historierne i 1001 Nat.

 

Familien fik jagtret

Hans Nissen fulgte faderen på Hajstrupgård fra 1554. Han blev herredsfoged fra 1561. Hans Nissen og hans hustru Marina er mindet ved prædikestolen og lydhimlen oven over prædikestolen, der bærer årstallet 1585.

Hans Nissen den anden, der fulgte efter faderen i 1616 blev også ejer af Store Tønde. Efter at Wrågård var gået over til en sidegren af familien. Dertil havde han Grøngård i forpagtning.

I 1638 fik familien også jagtret i Slogs Herred.

 

Dorothea kæmpede for sin ret

Hans Nissen den tredje fulgte faderen i 1654. Som alle de andre blev han også herredsfoged. Han giftede sig i 1665 med en pige på 14 år, Dorothea Stridebeck. Hun fødte den første søn som 15 – årig. De fik 4 sønner og 2 døtre, men i 1681 døde den sidste herredsfoged på Hajstrupgård. Dorthe blev også enke som 30 – årig. Hun var en stridbar dame, der svarede godt til sit fødenavn. Hun førte retssager om Hajstrupgårds frihed for afgifter. Hun gjorde det med så stor sikkerhed, at hertugen i 1697 fastsatte de årlige afgifter for gården til 34 rigsdaler årligt.

 

En dræbt adelsmand

I 6. slægtsled er der en episode, hvor et familiemedlem på vejen mellem Tønder og Sønder Løgum kommer til at dræbe adelsmanden Erik Emmiksen af Tyrstrupgaard i nødværge. Vedkommende måtte skyndsomst rømme landet.

 

En digegreve, der tog for meget i afgift

Et familiemedlem i 7. slægtsled, Thomas Dethlefsen var blevet landfoged i Bøcking Herred og tillige digegreve i Tønder Amt. Han blev beskyldt for at snyde med afgifter. Men han havde sikkert været i sin gode ret. Alligevel måtte han betale et betragtelig beløb for at komme ud af beskyldningerne.

Men beskyldningerne mod ham fortsatte. Efter hans død faldt der så en dom. Et ret stort beløb skulle nu udtages fra hans bo.

Nu var det ikke ualmindeligt at embedsmænd gjorde sig skyldige i ulovlige fordele på herredsboernes bekostning.

 

I 1743 var det slut med Hajstrupgård

Ingen af Dorotheas børn blev gift. Om det havde noget at gøre med hendes myndighed at gøre, vides ikke. Hun døde i 1722 efter at have været enke i 41 år. En datter Helene Marie Nissen arvede til sidst Hajstrupgård, men måtte i 1743 sælge den. Nissens slægtens saga i Bylderup sogn var dermed udrundet.

Gården blev solgt til herredsfoged Fabricius. Den nye ejer solgte gården videre til Thomas Sønnichsen.

Andreas Nissen arvede Store Tønde og var gift med Elsabe Margrethe Ambders, en datter af præsten i Burkal.

 

De gamle bygninger brændte i 1921

De gamle bygninger brændte i 1921. Sokkelstenene til det tidligere stuehus ligger under den nuværende staldbygning. Dem stødte man på, da man for nogle år siden skulle grave en gyllekanal. Stuehuset har ligget helt ud til engkanten. Det må have været en imponerende bolig. Det fortælles, at den havde 48 lægter til stråtaget. Det var lige som den fredede lade på Grøngård.

 

Hvor lå det lokale tingsted?

Herredsfogedgården dominerede landsbyen Hajstrup.

Man ved ikke, hvor det lokale tingsted lå. Tingstedet bestod af fire sten, hvorpå der var lagt bjælker kaldet tingstokke til at sidde på for herredsfogeden og stokkemænd. I midten var sat yderligere en sten, tyvestenen. Det var siddeplads for den anklagede.

Som regel lå galgebakken i nærheden. I Hajstrup er en af gravhøjene nordvest for Hajstrupgård kaldet Gallehøj. Måske er den blevet brugt hertil. Men ellers lå den mellem Sottrup og Bredevad, hvor en sten på sydsiden af vej markerer Slogs Herreds rettersted.

Det var oprindelig en firlænget gård.

 

Kilde:

• bylderupsogn.dk
• bylderup-bov.dk
• denstoredanske.dk
• Sønderjyske Årbøger (G.Friis) (1891-92)
• Andreas Hansen: Vilkår og virke i Bylderup Sogn

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.460 artikler heraf 182 artikler om Sønderjylland og 247 fra Tønder og Omegn herunder:

Under Aabenraa:

• Urnehoved – et tingsted ved Aabenraa
• Mere om Urnehoved

Under Sønderjylland:

• Dengang på Sønderborg Slot
• Bylderup Sogn
• Pastoren fra Bylderup Sogn
• Sheriffen fra Tinglev
• Folk i Tinglev
• Mere om Tinglev og Omegn – dengang
• Tinglev og Omegn – dengang
• Modstand i Tinglev

Under Tønder:

• Historier fra Slogs og Kær Herred
• Slogs Herred mellem dansk og tysk
• Lendemark og Omegn
• Lærer i Burkal
• Besættelse og befrielse ved Grænsen
• Post til Øster Højst
• En berømt mand fra Øster Højst
• Avlsgården Grøngård 1-2
• Dansk – tyske tildragelser i Rørkær
• Tro og overtro i Rørkær
• Det kneb med moralen i Slogs Herred
• Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
• Så der er post til Rørkær
• Fremstilling af knapper i Tønder Amt (Jejsing)
• Hostrup, Jejsing og Præsten