Artikler
Juli 4, 2020
Hvordan blev tyskheden fastholdt?
Mette Frederiksen glemte ikke det tyske mindretal. Slesvig-holstenerne vænnede sig efterhånden til Preussen og Kejseren. Den nationale identitet blev fastholdt i de tyske foreninger. Nogle blev oprettet som modkultur mod det danske. Ringridning i Tønder. Skytterne blev afvæbnet. Sangforeningerne var kejsertro. Gymnastikforeningerne. Det friville brandværn. Borgerlige selskabsforeninger. Håndværkerforeninger. Germaniseringen virkede modsat. De tyske foreninger havde også stor betydning efter 1920. Den tyske ”Skamlingsbanken”. Efterrationaliseringer, udefineret og tåget arv. Stemningen vender. Man vil tvinge mindretallet til at anerkende ordet ”Genforening”. Nazismen kommer snigende 1933. Alt bliver samlet i NSDAP – N. Mindretallet følte sig krænket og dybt uretfærdig behandlet. Slesvigsk parti var meget aktive. Samarbejdet med Centrumdemokratterne ophørte øjeblikkelig. Borgmester: Mindretallet mangler ”Fingerspitsengefüll” og hvorfor fejrer de fødselsdag? Når man trækker Nazikortet!
Mette Frederiksen glemte ikke det tyske mindretal
Ja sådan sagde Mette Frederiksen, da hun talte i direkte TV fra Dybbøl. Og det var henvendt til det tyske mindretal i Sønderjylland. Nu har man nok mere beskæftiget sig med mindretallet i Sydslesvig. De er aldrig blevet glemt.
Vi kigger på tyskheden
Vi er i Nordslesvig i tidsrummet 1864 – 1920. Vi har selv skrevet en masse artikler om danskheden i den periode. Også medier og bøger har fokuseret på danskheden. Men vi vender lige bøtten og kigger på tyskheden.
Denne del af historien har næsten ikke været belyst op til ”Genforenings-debatten”. Men nu går vi også lidt ud over 1920. Og kigger lidt på situationen i dag.
Skuffet over, at Slesvig-Holsten ikke kunne bevares
De tysksindede var også meget aktive i at bevare det tyske sprog og den tyske kultur. Slesvig og Holsten havde fået en ny statslig ordning som preussisk provins.
Mange var dog skuffet i 1867, fordi Slesvig-Holsten ikke fik lov til at være en selvstændig stat under det tyske forbund eventuelt med hertug Friedrich den Ottende af Augustenborg som hersker. Deres skuffelse over at være tvunget ind i Preussen viste sig ved valgresultatet til det nydannede Nordtyske Forbund.
Det augustenborgske ”landsparti” opnåede flertallet af mandaterne i den nye preussiske provins. Denne afvisning af det preussiske døde imidlertid ud i løbet af ca. 15 år.
Man vænnede sig til Preussen og Kejseren
Efter den fransk – tyske krig i 1870 og Wilhelm den Førstes proklamation som tysk kejser i spejlsalen i Versailles, syntes de nationale forhåbninger, der ikke var blevet opfyldt ved de tyske revolutioner i 1848 – 49 at have nået deres mål
Indforståelsen med at tilhøre Preussen og Det Tyske Rige voksede derfor hurtigt.
Det Augustenborg-sindede Landsparti gled hurtigt over i det liberale fremskridtsparti. Oplevelsen af den sejrrige krig mod Frankrig og den preussiske militærtjeneste styrkede den preussisk-tyske statstanke hos mange unge slesvig-holstenere.
Med indgåelse af ægteskabet mellem den tyske tronfølger, den senere Wilhelm den Anden og den augustenborgske hertugdatter Auguste Victoria i 1881, blev der også rent dynamisk slået bro mellem Slesvig-Holsten og Preussen.
Den nationale identitet blev sikret i det tyske foreningsliv
Danskerne i Nordslesvig – som at dømme efter stemmetallene til den nordtyske rigsdag i 1867 udgjorde godt og vel 75 pct. af befolkningen-måtte derimod se sig adskilt fra deres nationale og kulturelle tilhørsforhold med befolkningen nord for Kongeåen.
Selskabelig, sportsligt, kulturelt og politisk forstod de tysksindede at engagere og organisere sig. Den nationale identitet blev sikret i det tyske foreningsliv.
En national arrogance over for det danske
Man kunne tydeligt hos en stor del af disse foreninger konstatere en national arrogance og politisk afvisning af den danske befolknings ønsker om kulturel og politisk selvbestemmelse i den sproglige og kulturelt blandede region.
Det danske foreningsliv i Nordslesvig omfattede mange sider af samfundslivet, begyndte at udvikle en modkultur til statens sociale og politiske organisation – i lighed med Socialdemokratiet, hvis organisationer fulgte medlemmerne ”fra vugge til grav”.
På tilsvarende måde blev der opbygget et tyske borgerligt foreningsliv i Nordslesvig inden for det tysk-preussiske statsbegreb med dets politiske og sociale værdinormer.
Foreningerne, klubberne, selskaberne og organisationerne lagde hver efter deres formål mere eller mindre vægt på det nationale. Under alle omstændigheder udgjorde de et samlingspunkt for det tyske borgerskab i Nordslesvig. Desuden markerede tilhørsforholdet til de ”rigtige” foreninger også den sociale position i samfundet.
Forening som modkultur til det danske
Også efter 1920 havde de tyske foreninger stor betydning. Efter Slesvigs deling blev foreningerne i stor udstrækning det sted, hvor det tyske mindretal i Danmark fandt sit organisatoriske ståsted.
En bevidst tysk politisk bevægelse vendt imod den danske befolkning og dens institutioner opstod først i slutningen af århundredet med stiftelsen af ”Deutscher Verein für das nördliche Schleswig”.
Den blev først og fremmest understøttet af de tyske embedsmænd og fungerede som en del af de statslige forholdsregler mod den danske bevægelse på linje med sprogpolitikken samt indgrebene mod optanter. Den fik imidlertid en hurtig udbredelse, hvad det store antal af lokalforeninger viser.
Ringridning i Tønder
En række foreninger i Nordslesvig har traditioner som rækker langt tilbage. Til disse hører bl.a. ringriderforeninger, hvor medlemmernes nationale indstilling blandt de ældste af foreningerne ikke spillede nogen rolle. Det kom senere, hvor problemstillingen blev bragt ind i billedet af de tyske foreninger i slutningen af 1800-årene.
Ringridning stammer helt tilbage fra middelalderen. Her blev det dyrket ved hoffet. I Danmark og Slesvig-Holsten blev det dyrket i det 16. og 17. århundrede. I 1693 blev ”Det ridende ”corps” oprettet. Det kan ikke dokumenteres, men man regner med at Frederik den Femte i 1748 deltog til ringridning i Tønder. Ved den anledning fik ”Ridegarden” lov til at kalde sig for ”Frederiksgarden”. Men den bestod nu ikke så længe.
Tønder Skyttekorps kan se tilbage til en 325 års foreningshistorie og hører dermed til de ældste foreninger i det tidligere hertugdømme Slesvig. Svarende til byens slesvig-holstenske indstilling fulgte skyttekorpsene i krigen 1848 den blå-hvid-røde fane sluttede sig til borgervæbningen i byen.
I 1804 blev ”Frederiksgarden” genoplevet gennem amtmand Bertouch. Han havde gode forbindelser til Frederik den Sjette. Amtmanden fik gennemført at man igen måtte bruge navnet. I 1937 kunne ringrider – korpset i Tønder fejre 125 – års fødselsdag. Her havde historikeren Ludwig Andresen lavet en lille folder.
Der blev lavet en tysk og en dansk plakat. Den eneste forskel var, at på den tyske plakat var Christian den Tiendes deltagelse ikke fremhævet så meget som på den danske plakat.
Efter 1920 havde man i nogle byer bibeholdt det nationale skæld, mens man i andre byer var meget mere åben omkring det nationale. Ringridning i Tønder har været gennem bølge og dale. Efter en 10-årig pause, blev ringridningen i 2016 genoplivet.
Skytterne blev afvæbnet
Efter afvæbningen af skytterne i 1850 blev privilegierne frataget dem af den danske krone og korpset blev opløst.
Skønt genindførslen af statuetterne allerede skete 1857 kunne foreningen på grund af deres tysksindede indstilling først genoptage de tyske foreningers traditioner i fuldt omfang efter krigen i 1864.
I preussisk tid blev traditioner fra de tyske skyttefester mange steder i Nordslesvig antaget på linje med de regionale ringridertraditioner, og yderligere en række skytteforeninger blev grundlagt.
Ligesom hos skytterne i Tønder, hvis nationale sindelag blev vakt i 1840’erne var sangforeningerne præget af nationale modsætninger fra den første halvdel af 1800 – årene. I årene før 1848 blev seksvig – holstenske og tyske – ligesom også danske – nationale ideer i vid udstrækning udbredt gennem folkefester, sangfester, festmåltider og lignende foranstaltninger.
Sangforeningerne var ”kejsertro”
I de sange, som den i 1842 stiftede sangforening i Tønder opførte, var den nationale holdning tydelig. Men i 1850 medførte den første slesvig-holstenske krig et midlertidig stop i sangforeningernes virke. Men i preussisk tid blomstrede de atter op.
Kort efter stiftelsen af Tønder Sangforening i 1843 blev der også i Aabenraa grundlagt en Liedertafel, dvs. en sangforening. Den i1865 stiftende sangforening for Gråsten og omegn blev efter rigsdannelsen beskrevet som ”kejsertro”.
Gymnastikforeningerne
Sammen med mandskorene blev gymnastikforeningerne bærere af den nationale holdning. I de tyske mandegymnastikforeninger øvede man sig i guldøvelser eller redskaber efter Turnvater Jahn’ s tradition for eksempel i Tønder i 1865 og i Aabenraa i 1888.
Først efter århundredeskiftet ændrede sportsgrenene sig, for eksempel kom cykelløb og boldspil til. Men der opstod også en handelsgymnastikforening, hvor de ”moderne” sportsgrene blev udøvet side om side med den gamle ærværdige mandegymnastikforenings aktiviteter.
De frivillige brandværn
En nær forbindelse med hensyn til oprindelse bestod mellem gymnastikforeningerne og det frivillige brandværn. Fra Tyskland kom ideen om det frivillige brandværn til Nordslesvig. Den opstod først som Tønder Gymnastikbrandværn af 1869, som to år senere blev selvstændig. Aabenraa fulgte i 1878 og Haderslev i 1882 med dannelsen af frivillige brandværn, hvis uniformering, eksercits og kommandosprog tilpassede sig tidens militære forbilleder.
Borgerlige selskabsforeninger
Ved siden af borgerlige selskabelighedsforeninger, som bar navne som Harmonie, Concordia og Frohsinn (Lyst Sind) opstod der også en række erhvervsmæssige sammenslutninger, som til tider organiserede selskabelige sammenkomster, men desuden tjente til sikring af de faglige interesser. Således hørte afholdelsen af håndværks- og industriudstillinger og oprettelsen af spare- og forskudskasser til håndværkerforeningens opgave.
Håndværkerforeninger
Aabenraa Håndværkerforening af 1869 dannede en ny organisationsform efter at næringsfriheden var indført og organisationstvangen ophævet. Det blev i 1885 til Aabenraa Håndværkerklub. Ti år senere kom der en lille tilføjelse ”Forening af selvstændige tyske Håndværkere.
Her havde altså kun de selvstændige adgang medens svendene, som for størstedelen var fagligt eller endog socialdemokratisk organiseret kunne optages i Aabenraa Håndværkerforening.
Våbenbrødre-foreninger
Den stærkt voksende begejstring, også blandt tyskerne i Nordslesvig, for det nye kejserrige og erindringen om den sejrrige krig mod Frankrig medførte dannelsen af veteranforeninger, såkaldte ”Kampfgenossenvereine”, mange steder i Nordslesvig. Også veteranerne fra 1848 – 1850 kunne optages her.
Da medlemskabet af disse foreninger indskrænkede sig til aktive krigsdeltagere, dannedes sideløbende hermed snart våbenbrødre-foreninger, såkaldte ”Krigsvereine”, hvis medlemmer havde aftjent militærtjeneste og nu dyrkede samhørigheden ved skyttetjenester, baller og lignende selskabelighed. I 1914 var der 47 våbenbrødre-foreninger i Nordslesvig.
Deutscher Verein
At styrke hengivenheden over for det Hohenzollerske dynasti og en tysk patriotisme i Nordslesvig var også målet for ”Deutscher Verein für das nördliche Schleswig”, som blev stiftet 1890 i Toftlund som en sammenslutning af flere lokale foreninger. Vi har tidligere i artiklen kigget på denne forening.
Indførelsen af sprogforordningen fra 1888 førte til en styrkelse af dansksindede befolknings modstand mod den preussiske stat. Som gensvar på den voksende danske organisering var Deutscher Verein dannet.
En del af foreningsledelsen ligesom en ikke uvæsentlig andel af medlemmerne stammede ikke fra Nordslesvig.
Den tyske forening blev da også af danskerne anset for at være en platform for de i 1867 indvandrede tyskere. Især efter at den ”hurra-patriotiske” embedsmands- generation, som var præget af Wilhelm den Anden og repræsenteret af den sønderborgske amtsdommer Dr. Hahn, som var blevet formand for foreningen, havde overtaget roret.
De stod bag Knivsbjerg-festen
Der var også førende medlemmer af Deutscher Verein, som i året 1893 tog initiativ til at stifte en forening, som erhvervede terrænet omkring Knivsbjerg.
Ved siden af et tysk foreningsliv, som omfattede sang, gymnastik, selskabelighed og faglige interesser i de lokale områder i Nordslesvig var det politiske element i høj grad kommet i centrum gennem våbenbrødre-foreningerne, Deutscher Verein og den årligt tilbagevendende Knivsbjerg-fest.
Germaniseringen virkede modsat
Denne form for optræden fik unægtelig ikke den ønskede virkning at svække den danske bevægelse i Nordslesvig. Dette kan aflæses af de danske foreningers medlemstal, at de danske stemmer ved valgene og endelig i afstemningsresultat ved folkeafstemningen i 1. zone den 10. februar 1920.
I debatten glemmer man at nævne, at den danske regering i 1848 – 1850 forsøgte at tvinge den tysksprogede befolkning i Mellem-Slesvig til at tale dansk. Nu skulle man pludselig tale dansk overalt også i skolen. Dette blev så vendt på hovedet, da preusserne havde magten i Nordslesvig. Nu skulle det hele germaniseres. Men det fik dog bagslag.
De tyske foreninger havde også betydning efter 1920
Men de tyske foreninger i det nordlige Slesvig-Holsten havde en vigtig betydning og den fortsatte ud over afstemningsdagen. Og det har stadig betydning for fællesskabet. Vi fortsætter ud over 1920.
Således havde undertegnede den fornøjelse at holde et foredrag på sønderjysk nede i Rens den 10. februar 2020. Og mit indtryk var, at foredraget blev godt modtaget også af de mange medlemmer af det tyske mindretal, der var til stede den aften.
Den tyske ”Skamlingsbanke”
Men vi vender lige tilbage til Knivsbjerg selv om vi tidligere har skrevet om dette sted. Vi skal tilbage til en folkefest på Kalvø i bunden af Genner Fjord, hvor der blev henvise til det nærliggende Knivsbjerg, hvor man ville rejse et mindesmærke med Germania, som skulle være ”skønnere og mere smagfuld end hint …trodsige støtte på Skamlingsbanken.
Man mener, at Knivsbjerg tidligere har været et kultsted, men der findes dog ikke noget dokumentation for dette. Det første, der blev bygget efter den tyske overtagelse, var en hestestald.
Indvielsesfesten blev holdt den 15. juli 1894 og tiltrak 4 – 5.000 mennesker. Hovedpersonen bag købet af Knivsbjerg var rigsdagsmand og reder Jebsen fra Aabenraa. Han indledte festtalerne med at sige:
Af de dansksprogede aviser var de blevet kritiseret for efterligningen. Men det havde de også et svar på:
De to nationale fester på Skamlingsbanken og Knivsbjerg havde – i hvert fald i perioden før 1914 – en vigtig betydning som ”agitationsmiddel” eller ”våben i den offentlige debat”.
Begge siders aviser bebrejdede hinanden for at overdrive egen fests tilslutning og for at angive et alt for lavt tal for modpartens fest.
”De dansksindede er tyske undersåtter”
I 1901 blev Bismarck-tårnet rejst på toppen af Knivsbjerg. Det manifesterede den tyske overtagelse af stedet. Ved indvielsen i 1894 var der således en 10 m lang fane på en 25 meter høj stang. Der blev affyret kanonskud og der var fyrværkeri. I avisreferatet stod der at læse:
I perioden fra 1894 til 1914 var Knivsbjergfesten domineret af talernes nationale ideologi, benævnt fædrelandskærlighed. Den var baseret på ubetinget disciplin og pligtopfyldelse over for kejseren.
Festen blev bl.a. brugt til at nedgøre de dansksindede. Man forlangte også økonomisk støtte fra Berlin i kampen mod ”de tyskfjendtlige wyhlerier (agitation).
Den tyske ungdomsbevægelse genoptog Knivsbjerg-festen
Det var den tyske ungdomsbevægelse som i 1921 genoplevede Knivsbjerg-festen. Kritikken mod grænsen og dens tilblivelse var oftest hovedemnet.
Mindre aggressiv end resten syntes mindretallets leder, Schmidt-Vodder at være. Ønsket om en grænserevision mente han skulle løses på fredelig vis.
Indbyrdes uenighed
Nazismens magtovertagelse i Tyskland førte til stigende deltagerantal på Knivsbjerg. Schmidt-Vodder udtrykte sin beundring for og værdsættelse af Hitler. Nazister i Nordslesvig kunne slet ikke enes. Der blev dannet mange grupper.
I 1936 var der fare for, at der indbyrdes ville opstå uenigheder. Derfor blev festen aflyst. Senest fra 1938 var der tale om fuldstændig nazi-styring af det tyske mindretal med Jens Møller som hovedperson. Han overskred Berlins politiske direktiver.
Under den tyske besættelse blev der ikke festet på Knivsbjerg.
Den 28. august 1945 blev tårnet på Knivsbjerg sprunget i luften. 40 mænd og 2 kvinder fra den tidligere modstandsbevægelse stod for attentatet. Politiet gjorde ikke meget for at opklare hændelsen. Portrættet af Bismarck var allerede blevet flyttet-
Efterrationaliseringer, udefineret og tåget arv
I 1947 var der igen ungdomsforbundet der kaldte til møde på Knivsbjerg. Den første opgave var at rydde op efter tårnets sprængning af danske modstandsfolk.
Efterrationaliseringer, forsvar for det skete og paroler om udholdenhed med henvisning til en udefineret og tåget arv veksler med hinanden.
Stemningen vender
Fra 1960-erne kommer der yngre stemmer, som kræver en kritisk beskæftigelse med ”egenskaben tysk”. Tilhørsforholdet synes at skifte fra en almindelig tyskhed til en tyskpræget nordslesvigsk regionalbevidsthed. Disse nye toner fyldes op af en ændring i Knivsbjerg-festens form fra slutningen af 1960’erne.
Mindretallets manifestation sker tilsyneladende ikke længere på Knivsbjergfesten, men på den årlige ”Deutsche Tag” i Tinglev. Måske opfattes Knivsbjergfesten nu mere som et idrætsstævne.
I 2018 var her 4.000 gæster til Knivsbjerg-festen. Ungdomsforeningen kan ikke mere selv betale for udgifterne. Nu må selve BDN også træde til.
Symbolværdien er stor
Men vi må sandelig ikke undervurdere symbolværdien for det tyske mindretal. Det er en af de få udtryksmidler med en historie, som rækker længere tilbage end 1920.
Egentlig oplevede det tyske mindretal det som et nederlag det som skete i 1920. De mistede også Sydslesvig. Ja de blev pludselig en del af det danske rige. Men de kan fejre den såkaldte ”Genforening” som 100 – års fødselsdag.
Ville tvinge det tyske mindretal til at anerkende ”Genforening”
Som det fremgår af en artikel her på siden, forlangte et byrådsmedlem fra Sønderborg, at man fra det tyske mindretal skulle tvinges til at anerkende ordet ”Genforening”. Og så er man åbenbart lige glad med at denne benævnelse er historisk og juridisk ukorrekt. ”Den Gamle redaktør” her på siden kan godt forstå, at man følelsesmæssig og ”folkelig” bruger udtrykket.
Slesvig-Holsten var en del af den danske helstat. Man var under den danske krone. Og det var man uanset om man talte dansk, sønderjysk, plattysk, frisisk eller tysk.
Man anerkendte først grænsen i 1945
Men det tyske mindretal anerkendte ikke grænsen dengang. Det gjorde man først i forbindelse med en loyalitetserklæring i 1945.
Vi skal huske på, at endnu i 1920 var der tysk flertal i Tønder, Aabenraa, Sønderborg og Haderslev. De Hitler fik magten i 1930’erne voksede kravet om en grænserevision blandt det tyske mindretal.
Nazismen kom snigende allerede i 1933
Allerede fra 1933 fandt nazismen ind i det tyske mindretal. Inden for ungdomsorganisationerne opstod der en konkurrerende organisation. Officielt blev ”Deutsche Jungenschaft” oprettet på en Knivsbjergfest i juni 1933. men allerede i april havde man bekendt sig til nazismen ved at underskrive ”Manifest der deutschen Jugend”.
Et år senere i maj 1934 blev ”Deutsche Mädchenschaft Nordschleswig” dannet. Men inden da havde pigerne gennemført aktiviteter sammen med drengene. I 1935 blev hovedorganisation den tyske ungdom Nordslesvig dannet. Og der var uniformstvang.
Alt blev lagt under NSDAP-N
Også de forskellige sports- og fritidsorganisationer inden for mindretallet blev offer for nazismen. Senere blev alle lagt under NSDAP – N. Man kom under ideologisk påvirkning og fik en militær uddannelse. Det hele skulle resultere i at medlemmer af ”der Deutschen Jugendschaft Nordscleswig” senere skulle melde sig til tysk krigstjeneste. Dette kunne man læse i ”Jungen Front”. Her kunne man også læse, når nogen var faldet for ”Der Führer” i krigen.
I april 1940 overfaldt tyskerne det neutrale Danmark. Grænsen blev ikke lagt op til Kongeåen igen. Det tyske mindretal var skuffet.
Det Tyske Mindretal følte sig krænket og uretfærdig behandlet
Under Anden verdenskrig meldte 2.100 fra det tyske mindretal sig til at kæmpe for Waffen SS. 752 af disse vendte ikke tilbage. Men der var faktisk flere fra det øvrige Danmark, der meldte sig under de nazistiske faner.
Under retsopgøret efter 1945 blev 3.100 medlemmer af det tyske mindretal interneret. Man følte sig dybt krænket og uretfærdig behandlet. Det gik meget længe inden mindretallet kunne erkende sig medskyldig i dette.
Den tyske privatskole i Tønder
Alle tyske skoler blev lukket. Den 26. oktober 1946 kunne Der Nordschleswiger berette om at den tyske skole i Tønder var åbnet med 53 elever. I 1949 var der hele 112 elever. Men hvor skulle disse elever anbringes? Bygningerne, der indeholdt de offentlige tyske skoler, stod ikke mere til rådighed.
En del af børnene kunne anbringes i den tyske gymnastikforenings lokaler på Kongevej i Tønder. Andre igen kunne anbringes i Skyttekorpsets lokaler ved siden af posthuset. Andre igen blev anbragt i markedshallen ved Sønderport.
Den 21. marts 1953 blev grundstenen til en nybygget skole på Popsensgade nedlagt. Det var til den tyske privatskole i Tønder. Og ham, der nedlagde grundstenen, hed Dr. Eduard Edert. Han var valgt ind i den første ”Bundestag” Han skrev bl.a. romanen ”Der Schuster von Tondern.
Allerede den 28. november 1953 kunne Ludwig Andresen-Schule så indvies.
Adenauer havde en god ide
København – Bonn erklæringen betød meget for mindretallene. Egentlig var det slet ikke en kontrakt med kun en erklæring om gensidig forståelse. Og egentlig var det Adenauers ide. Han skulle have noget goodwill fra Danmarks side for at indtræde i Nato. Vi har i flere artikler beskrevet forholdet for de dansksindede i Sydslesvig.
Den 29. marts 1955 blev Bonn – København erklæringen underskrevet. Egentlig var det kun to gange fire A4 – sider med stor skrift.
Slesvigsk Parti var aktive
Slesvigsk Parti stillede også op til kommunal- og Folketingsvalg. Første gang at det lykkedes at komme i Folketinget var den 21. september 1920. Og det var Johannes Schmidt- Vodder, der fik en plads. Egentlig hed man Slesvigsk Vælgerforening.
Schmidt-Vodder blev siddende indtil 1939, hvor Jens Møller overtog pladsen. Han var ”Folkegruppe-fører og partiformand for NSDAP – N. Men det hed stadig Slesvigsk Parti. I 1943 under den tyske besættelse stillede man ikke op.
Men allerede i 1953 havde man igen en plads i Folketinget. Det var Hans Schmidt-Oxbüll. Og her sad han indtil 1964. Derefter var det Jes Schmidts tur. I 1969 døde han. Så var det tid til at finde en ny kandidat.
Samarbejdet med Centrumdemokratterne ophørte
Så kom det til et valgsamarbejde med Centrumdemokratterne Peter Wilhelmsen blev valgt. Men ak, så fandt man ud af, at han som 17-årig i 1940 havde meldt sig til Waffen – SS. Og det kunne man ikke acceptere. Samarbejdet stoppede.
Man har i diverse medier fremhævet at samarbejdet mellem danskere og tyskere er fantastisk og uden problemer i grænselandet. Men er det helet uden gnidninger?
Tænk – hvis man finder ud af dette
Mange er måske ikke klar over, at en del af ”Genforeningen” er finansieret af salget af ”De Vestindiske” øer. Beløbet var ikke nok. For eksempel er Fjordvejen langs Flensborg Fjord et beskæftigelsesprojekt, finansieret af blandt andet disse midler. Da man skulle sælge ideen, gik den bl.a. på, at man kunne derfra se over til Tyskland.
Nu må vi så ikke håbe, at dem der vælter monumenter eller ødelægger disse får kendskab til denne information for så at komme og bryde Fjordvejen op. Dengang var Nordslesvig meget tilbage både med hensyn til infrastruktur og alt andet. Det var bestemt ikke en billig fornøjelse at overtage Nordslesvig dengang i 1920.
Sønderlemmende kritik af mindretallet
For nogle år siden skrev Henrik Skov Kristensen en ellers udmærket bog, der hed Gerningsmænd eller ofre, som vi også har anmeldt her på siden. Den giver en sønderlemmende kritik af det tyske mindretals ageren både før under og efter besættelsestiden. Der er ikke mange formidlende omstændigheder i bogen.
Masser af debat
Vi har her på siden også beskrevet en del skærmydsler her på siden i diverse artikler. Og i vores bog ”Grænsen er overskredet” har vi også givet eksempler på dette.
For en del år siden diskuterede man også i Sønderjylland indførelse af tyske byskilte. Der blev sandelig ikke lagt fingrene imellem. Og så skulle man tro, at der var lagt en dæmper på. Men sådan ser det ikke ud.
Borgmester: Mindretallet mangler ”Fingerspitzengefüll”
Således har Siegfried Matlok, tidligere redaktør af Der Nordschleswiger netop haft en samtale med Aabenraa’ s borgmester Thomas Andresen på DK4. her beskyldes det tyske mindretal for mangel på ”Fingerspitzengefüll”, fordi de i 2020 forlanger tyske skilte i Sønderjylland. Borgmesteren gør opmærksom på, at mange danskere har oplevet både første og anden verdenskrig. Og mange danskere har ofret deres liv for tyskere. For mange familiemedlemmer er det endnu et problem.
Borgmesteren mener, at det tyske mindretal opfatter det som om Europarådet kan afgøre om der skal være tyske skilte i Sønderjylland. Og sådan er virkeligheden. De kan ikke bestemme, hvad et andet land foretager sig. Nu er denne diskussion hvis startet før 2020!
Borgmesteren mener, at hvis dette er mindretallets varmeste ønske, så må det gå aldeles godt for det tyske mindretal i Danmark. Han kender mindst 350 kommuner syd for grænsen som ikke har tosproglige byskilte.
Absurd, at de fejrer 100-års fødselsdag
Thomas Andresen finder det også absurd, at det tyske mindretal fejrer 100- års fødselsdag, når man betænker, hvordan mindretallet agerede under nazi-styret og særlig under den tyske besættelse i Danmark.
Når man trækker Nazi – kortet
Borgmesteren har tidligere sammenlignet håndtrykket til statsborgerskabet med en Hitler – hilsen. Mange mener dog at sådan et håndtryk er en vigtig tilkendegivelse. Et håndtryk udtrykker ligeværd og ligestilling. Men Aabenraa’ s borgmester sammenligner ”det tvungne håndtryk” med en speciel hilsen fra en mørk fortid:
Vi skal nok lige hurtigt melde ud at dette ikke er Venstres officielle politik.
En nazi-hilsen er politisk undertrykkelse. Det er vel også derfor, at enhver form for Hitler – hilsen i dag er forbudt i Tyskland.
Mindretallet trak også kortet
Ja selv det tyske mindretal brugte nazi – kortet, da deres formand skød med skarpt på et Facebook opslag mod Dansk Folkeparti. De forbandt dette parti med nazismen. En af partiets profiler blev sammenlignet med Göring. DF i Aabenraa forlangte, at Heinrich Jürgensen, der er formand for mindretallets forening BDN trådte tilbage efter delingen af opslaget.
Det endte hvis nok med, at opslaget blev slettet.
Læs mere i vores artikel – oversigt.
Vi kom i vores artikel langt omkring. Men der er meget mere under dette. Og det kan du se i den artikeloversigt som vi her bringer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.590 artikler, herunder 134 artikler under Indlemmelse, Afståelse og Genforening:
Under Sønderjylland (187 artikler):
Under Besættelsestiden (før/nu/efter) (323 artikler):
Under Tønder (257 artikler):
Under Aabenraa (150 artikler):
Under Padborg/Kruså/Bov (59 artikler):
Under 1864 og de slesvigske krige (35 artikler):
Læs om Augustenborgerne:
Juli 1, 2020
Da Birthe fra Ballum forsøgte selvmord
Vi er i 1700-tallet. I Ballum har Poul svigtet Birthe. Det er hun meget skuffet over. Nu vil hun begå selvmord. Hun forsøger tre gange. Det lykkedes ikke. Man må tilkalde en kirurg fra Tønder. Selvmordet bliver indberettet. Det er åbenbart strafbart. Birthe havde ellers forlangt ”Rottekrudt”. Men det ville høkeren i Østerende-Ballum ikke udlevere. Sagen kommer for Birketinget i Ballum. Hun bliver anbragt i arresten i Møgeltønder. Åbenbart har Grevinden på Schackenborg medlidenhed med hende. Hun skaffer hende den bedste forsvarer. Dommen lød på – et år i Spindehuset. Birthe appellerer til kongen. Hun får nu valget mellem den oprindelige dom eller ”at miste huden”. Hun vælger det sidste. Birthe er ikke medtaget, at hun efter afstraffelsen beder om at blive løsladt. Hvilken skæbne fik hun? Vi kigger også på diverse afstraffelsesformer.
Pryglestraf var almindelig
Pryglestraf blev hyppigt anvendt dengang i 1700-tallet. På Schackenborg optræder nogle officerer meget hårdhændet over for det værnepligtige mandskab i begyndelsen af 1700-tallet. Godsinspektøren kunne her uovervejet give en mand en blodig næse.
Ifølge Danske Lov skulle pryglestraffen anvendes inden for den borgerlige straffepleje i ikke få tilfælde. En husbond måtte revse sine børn og tjenestefolk med stok eller ”vånd”, men ikke med våben uden at give dem sår eller at sønderslå deres lemmer.
Men ved afstraffelsen for prostitution eller tyveri måtte delinkventen godt lide svær fysisk overlast.
Fjerde gang tyveri – så var det galgen
En mand, som første gang blev dømt for ringe tyveri skulle ”miste sin hud”. Blev han pågrebet anden gang kunne han ikke nøjes med at miste sin hud, så blev han også brændemærket på sin ryg.
Tredje gang blev han ydermere brændemærket som tyv i panden. Fjerde gang skulle han ikke blot kagstryges og brændemærkes. Han skulle derefter sendes til Bremerholm (et meget berygtet fængsel i København) eller et andet passende sted. Der skulle han forrette tvangsarbejde på livstid.
Større tyveri – anden gang: Bremerholm
Var det groft tyveri af kreaturer og heste eller større genstande, begyndtes der straks med de strenge straffe. Allerede første gang blev tyven da kagestrøget og brændemærket i panden. Anden gang blev det suppleret med livsvarigt ophold på Bremerholm eller et andet ubehageligt sted.
Brød tyven ud af jern og fængsel, og blev han pågrebet efter et nyt tyveri, blev han straffet med galgen. Det var altså i Danske Lov endog meget strenge straffe for, hvad vi i dag vil betragte som småforseelser.
I de kongerigske enklaver i Vestslesvig gjaldt Danske Lov og dermed også dens brutale bestemmelser om korporlig afstraffelse. Disse bestemmelser kunne suppleres med dekreter af lokal art.
Sandgravning forbudt i Møgeltønder
Det skete for eksempel i 1732, da det grevelige herskab på Schackenborg udsendte en ordre om, at første gangs overtrædelser af forbud mod sandgravning i Møgeltønder skulle straffes med en bøde på en rigsdaler, mens anden gangs overtrædelser blev takseret til ”straf på kroppen”.
En anden lovgivning i nærheden
Var den samme forseelse sket i Tønder, kun fem kilometer fra Møgeltønder, ville straffen måske have været en hel anden. Her gjaldt det nemlig en helt anden lovpraksis. Tønder lå i hertugdømmet Slesvig-Holsten mens Møgeltønder og Ballum lå i en kongerigsk enklave.
Er du forvirret? Så kunne det være, at du skal gøre brug af vores artikel – liste efter denne artikel. Vi har lavet en liste vedr. 1. Artikler om Lov og Ret 2. Artikler om Møgeltønder 3. Artikler om Ballum. Vi har så valgt at lægge denne artikel under Tønder, hvor de andre Møgeltønder – artikler ligger.
Birthe måtte miste sin hud
Den korporlige revselsesstraf anvendtes lige så fuldt over for kvinder som for mænd – her var det ligeberettigelse mellem de to køn.
Her historien om Birthe fra Ballum, der måtte lægge ryg til fangevogterens ris – eller som det hedder i datidens sprog ”miste deres hud”.
Det er i 1742 efter et mislykket selvmordsforsøg på grund af ulykkelig kærlighed. Birthe Hansdatter var født i Strellev sogn i Ringkøbing amt ca. 1707. Hun havde opholdt sig i Ballum sogn i 11 – 12 år.
Forældrene kunne ikke lide Birthe
De sidste 2-3 år havde hun tjent hos gårdfæster Jens Michelsen og hans kone Gertrud i Østerende Ballum. Hun fik af husbonsfolket et godt skudsmål. Et par år forinden havde hun, mens hun tjente hos Thomas Nielsens enke lært tjenestekarl Poul Kristensen at kende. Han var da karl hos Detlef Henriksens enke. Det var meningen, at de skulle giftes, men hans forældre var imod partiet.
Pinsedag den 13. maj 1742 havde de to været på besøg hos Pouls forældre, og på tilbagevejen herfra havde han spurgt Birthe, om hun endnu ville vente nogen tid med brylluppet.
Han ville gerne ægte hende, men forældre var ikke så begejstret. Han ville også lige tjene til lidt klæder først. Han betroede Birthe, at ægteskabet skulle indgås inden for to år.
Poul havde ”godhed” til en anden pige
Birthe havde vel til en begyndelse affundet sig med denne udskydelse af brylluppet. Men da hun kort tid efter erfarede, at Poul ”havde godhed” for en anden pige, Anne, som han tjente sammen med hos Hans Møller, ville hun have en forklaring.
Birthe havde set ham og Anne gå på en mark og afhugge tidsler. Hun havde forlangt en forklaring af ham. Hun havde truet med at hvis han ikke gjorde det forbi med Anne, så ville hin gøre noget ved sig selv. Men han havde afvist hende og sagt at han ikke ville have noget med hende at gøre.
Birthe ville have ”Rottekrudt”
Derfor gik Birthe til høkeren i Østerende, Erik Lund og havde hos ham bedt om rottekrudt (arsenik) som hub sagde – til at lægge for mus i en seng.
Erik Lund havde dog ikke villet give hende giften, men da hun var blevet ved med at plage ham, havde han taget noget hvidt ”amdam” (stivelse). Han havde kun givet hende så meget som kunne ligge på en knivspids.
Birthe gemte den formodede gift i et lille stykke papir i sin lomme og gik derefter på ny ud til Poul på marken i håb om at hun ville finde ham anderledes til sinds end før. Men han ville stadig ikke vide af hende og stødte hende fra sig med hænderne.
Konkurrenten Anne var til stede ved denne lejlighed og ifølge Poul skulle Birthe være gået fra dem med det fromme ønske, at hun gav dem begge fanden i vold.
Et uhyggeligt snitsår
Birthe var oprevet og fortvivlet. På vejen hjem fra marken indtog hun den formentlige gift, som naturligvis ikke havde den ønskede virkning. Hun kom hjem og idet hun i vrede kastede sin skyggehat på køkkenbordet, sagde hun til madmoderen at nu havde hun aftidslet. Hun havde derfor taget en kniv. Til trods for at madmoderen Gertrud Jenskone, havde søgt at hindre det, havde hun skåret sig i halsen dermed.
Gertrud Jenskone løb da skrigende efter hjælp over til naboen Tyge Michelsen, hvor ægtefællen Jens Michelsen opholdt sig. Foruden jens og Thyge Michelsen løb også tjenestepigen Birthe Jensdatter over for at komme Birthe til hjælp.
De lod nu pigerne være selv. Da Birthe Jensdatter havde formanet den anden Birthe til at omvende sig, var hun sprunget op og havde truet med en ulykke. Hun var da flygtet. Imens havde Birthe Hansdatter forsøgt at fuldbyrde selvmordet med den sløve kniv. Hun havde dog formået at tilføje sig et uhyggeligt snitsår i halsen.
Birthe havde været i livsfare
Den nærmeste kirurg, Georg Heinrich Klee fra Tønder, blev tilkaldt, men han var først fremme i Ballum den følgende dag, den 6. juli om morgenen. Han fandt da Birthe liggende i sengen med et stort sår på venstre side af halsen, som han beskrev som fem fingre bredt.
Hun havde haft et betydeligt blodtab, hvis hun ikke var kommet under behandling. Kirurgen havde da med en synål og silketråd syet såret sammen, ligesom han havde givet hende medikamenter mod den indtagne formodede gift.
Selvmordsforsøget blev indberettet
Delefoged Henrik Detlefsen, som var det schackenborgske herskabs lokale repræsentant og i øvrigt også var birkeskriver, var også blevet underrettet. Han indberettede den 6. juli om selvmordsforsøget. Fra herskabet blev der derefter givet ordre til, at Birthe skulle bringes til Tønder og indlogeres og behandles hos kirurgen der mod betaling.
Et par dage efter blev hun af husbonden, Jens Michelsen bragt til Tønder for at blive behandlet af kirurgen i hans hus, indtil såret var lægt.
Da borgmester og råd imidlertid fik kendskab hertil, forbød de Birthes ophold i byen. Hun hørte ikke under byens og amtets jurisdiktion. Hun var delinkvent og det kunne frygtes, at hun ville tilføje sig yderligere skade.
Hun blev derefter den 10. juli henimod aften bragt til Schackenborg, idet Jens Michelsen var i den tro, at herskabet ville tage vel imod hende. Hun selv havde også bedt indstændigt om at måtte blive der, men inspektør Josias Lütken havde afvist det. Jens Michelsen havde derefter måttet køre hende den lange vej tilbage til Ballum. Hertil var kirurg Klee så kommet, og havde behandlet hende, indtil såret var lægt.
Der skulle holdes vagt ved Birthe
Delefoged Henrik Detlefsen fik ordre fra Schackenborg om, at der skulle holdes vagt ved Birthe. Og denne vagt skulle ordnes ved omgang i sognet. Han skulle dernæst indberette, når Birthe var fuldt kureret,
Denne indberetning kom den 17. august og samtidig spurgte delefogeden, om Birthe ikke kunne blive anbragt i arresthuset i Møgeltønder, da det faldt Ballum – borgerne besværligt at bevogte hende i forestående høsttid.
Anbragt i arresten i Møgeltønder
Samme dag fik han derefter af den unge enkegrevinde Anna Ernestina Schack ordre til at indstævne Birthe for Ballum birketing til vidnehørelse og dom. Så længe sagen stod på, kunne hun anbringes i arresten i Møgeltønder.
Grevinden sørgede for en kvalificeret forsvarer
Første møde på birketinget fandt sted den 24. august. Dommer var Poul Thomsen, mens delfoged Henrik Detlefsen veg pladsen som birkeskriver, idet han af herskabet var udpeget som anklager. Et par dage forinden retsmødet anmodede Birthe om at få bistand af en lovkyndig mand som forsvarer.
Dette andragende blev imødekommet af enkegrevinde Anna Ernestina. Hans Hansen fra Østerby, Daler Sogn blev konstitueret til hendes forsvarer. Hans Hansen havde i en lang årrække optrådt som bøndernes sagfører blandt andet også i store processer mod herskabet ca. 1720. (Læs artiklen: Oprør i Møgeltønder)
I den anledning måtte han gennemgå store lidelser, således var han i den ”onde grevinde” Anna Sophie Schacks tid ved hendes mellemkomst blevet idømt livsvarigt strafarbejde i Rendsborg. Men han var dog efter et par års forløb blevet benådet af kongen.
Da den unge lensgreve Otto Didrik den Anden Schack havde overtaget administrationen af grevskabet, havde Hans Hansen kunnet få fæsterbrev på sin fædrene gård i Østerby. Han havde kunnet fortsætte sit virke som bøndernes sagfører og befuldmægtigede på tinge.
Grevinden havde mellidenhed med Birthe
Grevinden var allerede i 1741 i en alder af 27 år blevet enke efter et kort med lykkeligt ægteskab. Hun havde tillid til den opvakte og lovkyndige bonde., som nidkært havde varetaget sine standsfællers sag.
Ydermere fornemmer man, at hun havde medlidenhed med Birthe. Derfor skulle hun have så godt forsvar som muligt.
For Ballum Birkeret
Birthe Hansdatter fremstilledes da på Ballum birketing den 24. august ”ustokket og ublokket” fra arresten. Det betød, altså fri for stok og fangeblok, fri for tvang. Hun blev omstændeligt forhørt af anklageren Henrik Detlefsen.
Også de indstævnede vidner, Jens Michelsen og hustru Gertrud, naboen Thyge Michelsen, hans tjenestepige Birthe Jensdatter, Birthes utro ven Poul Kristensen og høker Erik Lauridsen Lund, alle fra Østerende, forhørtes og deres vidneudsagn har vi stort set gengivet.
Anklageren mente, at det var bevist, at hun hele tre gange havde forsøgt selvmord. Hun havde også selv indrømmet det. Han mente, at en passende straf var at arbejde i spindehuset i mange år. Han foreslog også, at hun skulle betale sagens omkostninger og for hendes ophold i arresten.
Dommeren fik 14 dages betænkningstid
Forsvareren Hans Hansen var af en helt anden mening. Han anførte, at der intet sted i lovgivningen stod noget om, at mislykket selvmord skulle straffes. Han håbede at Birthe hansdatter blev frikendt og uhindret kunne rejse, hvor hun vil.
Delefoged indrømmede at forsvareren havde ret, men han gav en meget lang begrundelse for, at hun skulle straffes.
Dommeren udskød domsafsigelsen i 14 dage. Birthe blev overladt til den fra Møgeltønder medfulgte vagt.
Dom: Et år i Spindehuset
Onsdag den 7. september 1742 blev det så på Ballum birketing afsagt dom. Birthe blev til skræk og afsky dømt til at arbejde et år i spindehuset. Den velvise dommer begrundede den efter hans mening milde straf med, at Birthes husbondfolk havde givet hende gode skudsmål, at hun bortset fra selvmordsforsøget stedse havde opført sig skikkeligt og godt.
Forsvarets krav om frifindelse blev afvist, uanset om at der i Danske Lov stod noget om selvmordsforsøg. Ud over straffen i spindehuset skulle Birthe betale for sin kur hos kirurgen for forplejning, varetægt og andre udgifter, som havde været forbundet med sagen.
Efter forsvarerens anbefaling ville hun søge kongen om benådning for straffen og derefter overveje spørgsmålet om appel.
En benådningsansøgning til kongen
Allerede to dage efter domsafsigelsen den 7. september 1742 kom der en forespørgsel til det grevelige herskab på Schackenborg, hvordan man ville forholde sig med Birthe, efter at hun på Ballum birketing var dømt til spindehuset.
Hun havde straks formuleret en ansøgning om benådning hos kongen, og denne ansøgning blev den 13. eller 14. september fremsendt til Danske Kancelli i København. Foreløbig forblev Birthe da, mens der ventedes på kancelliets afgørelse, efter grevindens ordre i arresten.
Svaret på benådningsansøgningen nåede frem til grevinden den 29. september. Den var underskrevet af oversekretæren i dansk Kancelli, gehejmekonferensråd Johan Ludvig Holstein. Det gik ud på, at Birthe kunne vælge mellem et år i spindehuset eller at ”miste sin hud” i fængslet.
Birthe foretrak ”at miste sin hud”
Den 8. oktober skrev man tilbage fra Schackenborg til Danske Kancelli, at Birthe hvis hun ikke kunne benådes for straffen, foretrak at ”miste sin hud” i fængslet og at hun bad om, at der i så fald ”måtte handles nådelig med hende, siden hun er aldrende og svagelig”
I danske Kancelli overvejede man ikke længe, idet der allerede den 23. oktober forelå kongelig ordre om, at Birthe Hansdatter skulle ”miste sin hud” for det tre gange forsøgte selvmord.
To dage senere fik birkedommeren og birkeskriveren i Ballum ordre på at komme til Møgeltønder for at se afstraffelsen blive fuldbyrdet og for at de kunne attestere dette.
Hun blev løsladt fra fængslet
I øvrigt vides ikke, hvorledes afstraffelsen har fundet sted. Men ifølge benådningen skulle hudstrygningen foregå i fængslet og ikke offentligt i gabestok, hvad ville have været langt mere ydmygende.
Efter at afstraffelsen var sket sendte de to retsbetjente den 29. oktober den ønskede attest om fuldbyrdelsen til herskabet, og denne attest blev straks samme dag videresendt til kancelliet.
Samme dag ansøgte Birthe også om at blive løsladt fra fængslet. Enkegrevinden Anna Ernestine Schack beordrede hende derefter løsladt. Men hun tilføjede dog, at Birthe straks skulle forlade grevskabet.
Hvad mon der skete med Birthe?
Man får det indtryk, at fangefogeden måske efter tilskyndelse fra grevinden – ved afstraffelsen har ført slagene med let hånd, eftersom Birthe umiddelbart derefter har kunnet søge om løsladelse fra fængslet. Hun har næppe mistet hele sin hud.
Efter at være udsat for den ydmygende afstraffelse forsvinder den ulykkelige kvinde ud af historien. Er hun søgt til hendes vestjyske hjemstavn og har fundet trøst og hjælp hos fattige slægtninge. Har hun måttet vandre ad de lange og næsten ufremkommelige landeveje, tiggende nådens brød og jaget fra by til by.
Det var på den tid, hvor Hans Adolf Brorson på samme egn prædikede pietismens kristne barmhjertigheds – og kærlighedsbud.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.590 artikler – om Lov og ret – se her:
Under Tønder: (257 artikler):
Under Aabenraa (150 artikler):
Under Sønderjylland (187 artikler)
Under Østerbro (86 artikler)
Under København (176 artikler)
Under Andre Historier (60 artikler)
Om Ballum – se her:
Om Schackenborg/Møgeltønder – se her:
Læs også:
Juni 30, 2020
Sygehus i Tønder
Vi skal her høre om Ulrich for tredje gang. Tønder havde haft et sygehus i 1784. han fik tuberkulose og tyfus. Han tog fat med det samme. Ulrich havde mange ideer. Sygehuset skulle også være for de vejfarende, politikassen og for de fattige. Det lykkedes at skaffe penge. Det var hovedsagelig vajsenhuset og det såkaldte ”hospital”, der betalte. Enke uden børn blev søgt. Optagelseskriterierne var en anden end i dag. Hvad fejlede de vandrende svende dengang? En emsig amtmand. Der var 50 – 90 patienter pr. år. Det første en stilfærdig tilværelse. Et nyt stort sygehus så dagens lys i 1898. Men tænk lige over dette, når du passerer huset i Østergade.
Ulrich – for tredje gang
Vi skal atter engang høre om en meget aktiv mand fra Tønder, Fysikus Ulrich (Ulrik). Vi har allerede skrevet to artikler om ham. Udover hans nationalpolitiske engement var han en ivrig fortaler for bedre sundhedsforhold i Tønder. Og det gjaldt også kampen for et nyt sygehus.
Tønder havde haft et sygehus i 1784
I 1855 havde Tønder intet sygehus. Man havde et vajsenhus og et hospital. Sidstnævnte var ikke beregnet til syge, men til mennesker, der ikke kunne klare sig selv. Det vil sige til gamle, svage og lignende.
Der havde tidligere været forsøgt at oprette et sygehus i 1784 af den daværende fysikus Krichauff. Det var blevet kraftigt økonomisk understøttet af byens velhavende borgere. Men det måtte alligevel opgives som egentlig sygehus dels på grund af stridigheder med naboer dels af økonomiske grunde., idet man havde forbygget sig.
Regeringen havde endda støttet initiativet og bevilliget skattefrihed, men det hjalp alt sammen intet. Sygehuset blev omdannet til forplejningsanstalt for fattige. Det blev endelig ophævet i 1819, hvor det blev omdannet til en arbejderanstalt. Det højeste antal indlæggelser, man nogensinde kom op på, var ti patienter i 1811.
Ulrich fik tuberkulose og tyfus
Sådan var forholdene, da Tønder i 1854 fik en ny fysikus. Det var Frederik Ferdinand Ulrich, der kom til Tønder fra Hobro, hvor han havde haft praksis siden 1842. Han var født i København i 1818, men havde boet de første 12 år af sit liv i Frederiksstad, hvor faderen var toldkasserer.
Han tilhørte den nye generation af danskuddannede læger, der kom til Slesvig efter krigen i 1848. Han havde tidligere gjort sig bemærket som socialmediciner og hygiejnetekniker. Efter embedseksamen havde han arbejdet på Almindeligt Hospital i København og havde under dette arbejde pådraget sig tuberkulose og tyfus.
Efter at være blevet rask blev han tilrådet til at tage på landet. Det gjorde han ved at nedsætte sig som læge i Hobro. Kuren virkede. Han døde først i 1917 i en alder af 99 år i København.
Det var denne læge, der i 1854 kom til Tønder, som efterfølger for den gamle Dr. Dircks, der blev afskediget af regeringen på grund af slesvig-holstenske sympatier. Ham kan du også læse om her på siden.
Han tog fat med det samme
Allerede samme år, som Ulrich ankom til byen, sendte han et brev til Magistraten, hvor han opfordrede til bygning af et sygehus. Han gjorde gældende, at det for en læge var nødvendigt at råde over den syges omgivelser og hele ydre. Han forklarede også, at en stor del af befolkningen ikke beherskede de ”allertarveligske sanitære fordringer”. Det eneste middel til at afhjælpe disse forhold var ifølge Ulrich velindrettede sygehuse.
Han ønskede et sygehus med personale, personalerum, bademuligheder samt rigelig plads. De økonomiske muligheder var dog næppe til noget sådant og viljen hos politikerne vel heller ikke.
Ulrich havde mange ideer
Ulrich indså dette og medgav, at det vel heller ikke var et sådant behov, men at fire – fem velindrettede sygestuer med hver højst to til fire senge ville være tilstrækkeligt. Tilsynet med de syge og den daglige økonomi kunne forestås af en opsynskone. Man aner afstanden mellem lægens ønsker og de politiske muligheder der.
Herefter skulle finansieringen klares. I byen var der de to ret velhavende institutioner, vajsenhuset og hospitalet. Det var gennem disse, han skaffede pengene.
Han foreslog bl.a. disse ting
På hospitalet var der på den tid 40 – 50 mennesker anbragt, de såkaldte lemmer. I vajsenhuset boede der 12 børn, mens 30 børn var i pleje ude i byen for vajsenhusets regning. Ulrich beskriver forholdene på hospitalet således:
Om vajsenhusets børn skriver han, at de for deres egen og andres skyld må fjernes i tilfælde af sygdom. De 30 børn. Der bor for vajsenhusets betaling var i pleje i byen. De havde vel for størstedelens skyld tålelige forhold. Men erfaringen viste, at de i sygdomstilfælde ingenlunde havde tilstrækkeligt tilsyn eller pleje, og at lokalet ofte var i højeste grad utilfredsstillende.
Også for de vejfarende, politikassen og de fattige
Sygehuset skulle desuden kunne benyttes af de vejfarende. Dette ville komme byen til gode, da den så slap for at betale herbergsværterne for at skulle have syge vejfarende liggende. Indlæggelse af politikassens og fattigklassens klienter gav også mulighed for ekstra indtægter. Der var også mulighed for at omegnskommunerne ville indlægge deres fattige på det nye sygehus.
Det lykkedes at skaffe pengene
Det lykkedes på den måde at få skaffet penge til sygehuset. Indbetalingerne startede 3. maj 1855, fra hospitalet via dets forstander. Herefter indbetalte hospitalet og vajsenhuset skiftevis til 29. november 1855, da den sidste indbetaling forfaldt. Hele summen beløb sig til 3.798 Rigsdaler.
Grunden til bebyggelsen blev skaffet ved at nedrive de såkaldte vajsenhusboder, der var sammenbygget med og lå lige nord for hospitalet mellem dette og byporten. Ved nedrivningen blev det pointeret, at der skulle omgås omhyggeligt med materialerne, da de skulle genbruges til sygehuset. Boderne tilhørte stiftelserne.
Der er ingen tegninger, der viser, hvordan indretningen så ud. Ulrich havde tænkt sig fire – fem stuer. De to forbeholdtes ”syfilitiske, fnattede og af andre kroniske tilfældelidende, den ene for mandfolk, den anden for kvinder”.
De to eller tre andre forbeholdes udelukkende til andre akutte eller kroniske tilfælde, så hospitalet og vajsenhusets alumner i alle tilfælde skulle have førsteret.
Sygehuset bestyredes af vajsenhusets og hospitalets forstander i forening med politiet.
Hospitalets og vajsenhusets læge havde ligeledes ansvaret for sygehuset. Han var forpligtet til at sørge for anden lægelig bistand i tilfælde af forfald.
De betaltes sædvanligt honorar for hospitalets og vajsenhusets syge. For politiets og fattigkassens syge samt for de vejfarende betales særskilt to rigsdaler for den første uge og en rigsdaler for den efterfølgende. Betydelige operative indgreb krævede også ekstra betaling.
Enke uden små børn søges
I Tondernsches Intelligensblatt averteredes 19. juli 1855. Man søgte en kone helst en enke uden små børn. Hun skulle kunne påtage sig plejen af de syge. Af regulativet fremgår, at hun skulle sørge for vask, renlighed og den ”ordianire sygekur”, hvilket bl.a. indebar at sørge for den ordinerede kost.
Hun skulle ansættes af bestyrelsen og kunne opsiges med tre måneders varsel. Desuden blev det understreget, at hun skulle vise bestyrelsen ubetinget lydighed.
Patienskredsen var en anden
Sygehusets patientkreds var noget anderledes end i dag. Sygehuset var ifølge regulativet bestemt for hospitalets lemmer samt for de børn, der var opdraget for vajsenhusets regning. Disse to grupper havde fortrinsret. Desuden optog man politiets og myndighedernes syge og vejfarende af ”helbredelige” sygdomme lidende, dog aldrig mere end en mandfolkestue eller en kvindestue belægges med dem, der lider af epidemiske sygdomme. Det fremgår tydeligt, at det var de nedre sociale lag, man sigtede imod.
Optagelsesmåden også anderledes
Optagelsesmåden var lidt anderledes end i dag. Når en syg skulle indlægges henvendte man sig til anstaltens bestyrer for at få bevis for, at betalingen for alle med hans kur forbundene udgifter var i orden. Dette bevis bragtes så til sygehusets læge, der afgjorde om hans sygdom egnede sig til indlæggelse eller ej. Beviset blev påtagenet ”kan indlægges” eller ”afslået”.
Det blev i en del tilfælde vurderet ud fra, om sygdommen var helbredelig eller ej. At ikke alle trods denne sortering var helbredelige, fremgår dog af, at man havde indrettet en ligstue.
Hvad fejlede de vandrende svende dengang?
Der findes ikke mere en fortegnelse over, hvilke sygdomme folk blev indlagt for. Men der findes en fortegnelse over ”Wanderburche”. De kom alle sammen fra Tyskland. Den hyppigste sygdom var sår på benene. Den næst-hyppigste indlæggelsesårsag var fnat, koldfeber (malaria?), bylder og almen forkommenhed.
En emsig amtmand
Sidst i november 1855 kunne sygehuset tages i brug. Alt syntes at være i orden.
Magistraten havde dog forinden modtaget en forespørgsel fra amtet. Amtmand Rewentlow havde i et brev fra 3. november forespurgt, hvorfor sygehuset var blevet opført, hvorledes skulle det benyttes og hvordan var det blevet finansieret.
Forespørgslen er formuleret som om han netop havde fået at vide, at sygehuset var blevet opført.
Men amtmanden har ikke kunnet undgå at se opførelsen af sygehuset i Østergade, en af byens hovedgader. Kun 600 – 700 meter fra lå amtmandens embedsbolig. Det lignede nu mest en gang chikane. Magistraten svarede den 22. november:
Husk lige at fortælle, når I har gang i noget stort
Rewentlow accepterede svaret, men indskærpede Magistraten om i fremtiden at holde ham underrettet om, hvad der blev taget af større beslutninger i byrådet. Han pointerede altså sin position som byens overøvrighed.
Det hele må vel opfattes som en kompetence-strid mellem amt og kommune.
50 – 90 patienter om året
Sygehuset kom til at fungere, og i 1861 meddeler Carstens i sin bog, ”Die Stadt Tondern”, at det årlige antal patienter beløber sig til 50 – 90. Personalet udgøres stadig kun af en ”sygekone”. Sygehuset har på det tidspunkt fem stuer med ni senge, i kortere tid var der mulighed for at etablere yderligere fem senge.
Der betaltes 3 Rigsdaler pr. uge for kost, pleje og ophold. Lægens honorar og lægemidlerne betaltes særskilt.
Stilfærdig tilværelse
Sygehuset syntes gennem årene at have ført en stilfærdig tilværelse. Livsudsigterne var måske ikke de allerbedste her, mente borgerne dengang. Sygehuset blev mange steder benævnt som et kommunalt sygehus. Men det var vel et privat hospital med indirekte offentligt tilskud.
Et nyt stort sygehus i 1898
Da man i 1898 indviede det nye sygehus i byen, blev det gamle overhovedet ikke nævnt i den tyske avis. I Vestslesvigs Tidende den 20. november 1898 skrives følgende:
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.589 artikler heraf 256 artikler fra det gamle Tønder, herunder:
Juni 28, 2020
Amager – for mange år siden
Masser af små butikker. På ”Sommerlyst” skrålede man tidens slagere. ”Silde er godt”. Bageren og Spækhøkeren. Urte- og Kolonihaveforretningen. Slagteren var til at handle med. Kartoffel-Poulsen. Originaler. Når man hentede fløde. Pengene skulle bruges. Mange ubebyggede områder. En tur til ”Cyklistpavillonen”. Når der var ildebrand. Fascination blandt gadens drenge. Alle fire etager i lys lue. Et stykke jord med redskabsrum. Verdenskrigens skyggesider. Brændselssituationen var kritisk. Man måtte ikke medbringe fødevarepakker. Da ”Den Spanske Syge” nåede Amager. Difteritis, En forfærdelig lugt. Eberts villaby. Kastrup Mølle. Når Amagerbønder tog på Grønttorvet
Masser af små butikker
Vi er langt tilbage i tiden, og det kan godt være at nogle af gadenavnene ikke er blevet rettet. Det var dengang, der endnu var retirader i gården. I gårdene var der også nogle steder lysthuse i forbindelse med små haver. Her var også store grønne træer. Jo vi er Holmbladsgade, der dengang var en meget livlig handelsgade.
Her var et utal af små butikker, der tilsyneladende klarede sig glimrende. Selv i sidebutikkerne var der masser af butikker, brødudsalg, spækhøkere, rulleforretninger, små urtekræmmere, skomagerværksteder og beskedne små værtshuse.
På Sommerlyst skrålede man tidens slagere
Vi er omkring 1912. Det var lige over for Nathanaels Kirke, hvor der lå et værtshus, der hed Sommerlyst. Her var der om sommeren servering uden for på små borde. Her spillede man levende musik og det var tidens slagere, der blev skrålet.
Da der var jul – dengang
Når der var jul, blev risengrøden kogt hen på eftermiddagen og sat ind på sengene godt pakket ind og efterkogt. Så blev gåsen sat på svagt blus. Når juleklokkerne ringede på kirken, så blev vinduerne åbnet. På den måde lukkede man julen ind.
Derefter fik alle pænt tøj på og så gik man over i kirken til julegudstjeneste. Så sad man i kirken og halvfrøs. Der var intet, der hed centralvarme dengang. Børnene ventede bare på afslutningen så de kunne komme hjem til den gode mad.
Et stykke legetøj og så den bløde pakke. Der var altid nye strømper og uldtrøjer. Dem skulle man have på julemorgen og de kradsede altid.
”Sild er godt”
Kl. 12 peb alle fabrikssirener for at markere, at nu var det middagspause. Nede på gaden var der altid liv. Fiskemanden råbte ”Sild er godt” som reklame for hans fiskevogn. Fiskevognen var en enspændervogn og på ladet stod der store kasser med fiskene i. Der var alle slags danske fisk. Vognen holdt lige om hjørnet i Geislergade, så den ikke generede den ”store” trafik i Holmbladsgade. Fiskene blev pakket ind i aviser.
Også Kartoffel – Poulsen råbte højt. Der var også sandmanden. Han kom en gang om ugen. Han kom en gang om ugen. Der blev købt sand til gulve, trapper og spytbakkerne. Disse var messingskåle med en hvid porcelænsskål inden i.
Også frugthandleren råbte med sine varer. Mælkevognen kom hver dag og mælkedrengen bragte mælken op til dørene.
Bageren og Spækhøkeren
Bageren lå på hjørnet af Jemtelandsgade. Det var en fin konditor med flødeskumskager og andet fint brød. I det daværende nr. 6 i Holmbladsgade lå spækhøker Penter. Han solgte svinekød og afskåret pålæg. Rugbrød og sigtebrød købte man i et brødudsalg hos Frk. Nielsen på hjørnet af Hallgrensgade og Holmbladsgade i et lavt hus.
I den anden ende af dette hus lå en skotøjsforretning, som engang brændte. På det efterfølgende brandudsalg kunne man få meget billige skindsko. Men man skulle nok ikke tage dem på til juletræsfesten for inden man så sig om, så lugtede hele salen af røg.
Urte- og kolonihaveforretning
På det andet hjørne af Hallgrensgade var der urte- og kolonihaveforretning. Indehaveren hed Richter. Da han døde solgte fru Richter butikken og flyttede til en kælderbutik i Woltergade på hjørnet af Bøhmensgade. Hun havde en stor dreng til at hjælpe blandt andet som bud. Der blev handlet med alt. Kul, koks og petroleum der blev udleveret i kurve med små rum. Desuden var der alt i kolonialvarer samt krydderier og spegesild i tønder.
Slagteren var til at handle med
Slagteren lå på hjørnet af Holmbladsgade og Amagerbrogade, nu nr. 2. Det var en slagter, hvor man ”pruttede” om prisen. Stort stykke kød på vægten: ”Det koster” – ”Det vil jeg ikke gi, jeg vil kun gi”. Sådan blev man ved inden man nåede til enighed.
Margarine og smør blev købt i en lille smørforretning hos Kølns på hjørnet af Smålandsgade. Alt var i dritler. Så fik man også kapsler med gul farve. Margarinen var nemlig hvid. For at ligne smør skulle man tilsætte den gule farve for at få det til at ligne smør.
Kartoffel – Poulsen
Vi omtalte før, Kartoffel-Poulsen. Han boede langt nede i Pommernsgade. Der kunne man om sommeren købe friske radiser. Han havde lejet et stykke jord nede ved Amager Strand. Her dyrkede han radiser og kun radiser. De boede i et meget lille hus med en stald bagved til hesten og vognen.
Det var et usundt og fugtigt lille hus. I køkkenet var det så vådt, at sneglene kravlede på væggen. Der var et åbent ildsted med et petroleumsapparat i. Der var to ganske små stuer – den ene fine stue, der aldrig blev brugt, og i den anden endnu mindre stue stod en slidt og beskidt sofa, en dobbeltseng, et bord med voksdug og to stole. Så var der heller ikke plads til mere. Mørkt og fugtigt var der også her. Den lille petroleumsovn kunne hverken varme eller langt mindre tørre vægge og møbler.
Originaler
Der gik også originaler rundt. Det var en, der kaldte sig Prins Gustav, på hvis bryst et utal af eksotiske ordner funklede. Mange flere, også kvinder, heriblandt Amagers udgave af ”Jomfru Tidsfordriv” gik rundt. Det var en stakkels kone, der altid var iført en gammel frakke og slidte sutsko uanset vejret.
Lirekassemænd kom ofte. Mange af dem havde træben. Børnene dansede til den livlige musik. Der var også andre musikanter. Spillemænd med violin og harmonika og nogle, der bare sang og dansede stepdans.
Når man skulle hente fløde
Når man skulle hente fløde, skulle man selv medbringe en flødekande. Den kogte fløde stod i store lerfade, hvor det øverst flød det tykke flødeskind, hvoraf det var særdeles vigtigt, at man fik et stykke med i den lille kande. Sommetider var fristelsen for stor, og skindet var næsten spist, inden man nåede tilbage.
Pengene skulle bruges
På Kløvermarken startede flyvemaskinerne. Og så råbte man hurra, når de kom i luften. Pigerne plukkede kamilleblomster, som blev solgt på biblioteket. De gav 10 øre for en store posefuld. Drengene fangede rotter og på brandstationen på Kløvermarksvej solgte de dem for 5 øre stykket.
Og så skulle pengene jo bruges. En stor konditorkage med flødeskum kostede 5 øre. For 2 øre kunne der købes fedtegrever hos spækhøker Penter. Så var der 3 øre tilbage til slikmutter i Pommernsgade. Det blev til et lakridsbånd og en pose bolsjer.
Slikmutter var det man i dang kalder en sinke. Hun var ild rødhåret med papirlotter i og et hårnet over. Hun gik i meget korte kjoler, hvor bukserne hang forneden. Disse bukser var lyserøde og havde broderede tunger. Børnene grinede af hende men først når de var ude af butikken. Der var noget utrygt over hende.
Mange ubebyggede områder
Der var flere ubebyggede områder, der lå som fristelser og indbød til leg. Det var ret ufarligt at krydse gaderne. Der var ikke særligt meget trafik. Ofte var det sjovt at lege på volden. På den anden side ned mod Frankrigsgade var der også mange ubebyggede områder.
Det var måske mere utrygt ved området ved Sundby Kirke. Her lå nemlig præstegården. Lige ved siden af et gråt hus, hvor der over indgangsdøren stod ”Asyl”. Det var et hjem for forældreløse børn.
En tur til Cyklistpavillonen
Der fandtes også noget, der hed Cyklistpavillonen. Den lå mellem det nuværende Amsterdamvej og Gerbrandsvej. Det var et traktørsted med en stor glasveranda ud til Amagerbrogade. Denne pavillon nedbrændte senere.
Bagefter kunne man tage en tur i Alhambra. Det var en meget stor park, som lå bag Cyklistpavillonen. Her var en masse store gamle træer og masser af små vandløb med broer over. Langs stierne var der bænke.
Når der var ildebrand
En gang imellem var der ildebrand. Den brandsikring, vi kender i dag, var ukendt på dette tidspunkt. Der var åbne ildsteder og komfurer. Husene havde meget trækonstruktion. Desuden var folk ofte uforsigtige i deres omgang med ild og petroleum.
Når ilden var opdaget, blev brandvæsenet tilkaldt. Så kom sprøjterne. Det var uhyggeligt, men havde en fascination.
En af de store ildebrande var, da ”Kludebiksen” brændte. Sprøjterne kom ned ad Holmbladsgade. Forrest var altid dampsprøjten. Midt på ladet stod den store kuppelformede dampmaskine, hvor dampen stod fra. Så kom den store stigesprøjte, så den lille stigesprøjte. De blev fulgt af et par mindre sprøjtevogne. Til sidst kom mandskabsvognene. Det var alle åbne røde vogne med masser af blankt messing.
Alle blev trukket af store kraftige heste. Kuskene stod forrest på vognene med tømmerne i den ene hånd og pisken i den anden. Pisken smækkede enten i luften eller på hestens bredde rygge med det formål bestandigt at øge hastigheden på hestene.
Fascination blandt gadens drenge
Hestene galoperede med vildt opspilede øjne, mens fråden fløj fra deres muler. Det satte sig på kuskenes tøj og på hestene selv. Hovene gungrede i brolægningens brosten og gnisterne fløj fra hesteskoenes kontakt hermed. En mand hev ustandselig i den blanke mesingklokkes knebel. Mellem husene rungede dette infernalske spektakel med uheldsbringende ekko.
Fascinationen drev gadens drenge til at løbe med, mens deres træskos klapren blandedes i den skæbnesvangre symfoni, alt imens de sang:
Kludebiksen var et 4-etagers hus med en lagerplads bagved. Her kunne man sælge gamle klude. Man havde selv sorteret med uld for sig og bomuld for sig. Der var også gammelt jern og ben til benmel., som siden blev brugt til gødning.
Alle fire etager i lys lue
Man kunne altid finde en gammel kakkelovnslåge eller stump rør på lagerpladsen hvis man manglede det. Ellers blev alt solgt videre til den store ”Kludebiks” på Islands Brygge. Her sad fattige koner og sorterede kludene, fjernede knapper og andet. Derefter rev de kludene i strimler, så de senere kunne sælges til papirfabrikkerne.
Den på en gang uhyggelige og spændende udrykning fik børnene til at løbe for enden af Bøhmensgade, der markerede grænsen for børnene for deres mod. Her kunne de se den frygtelige ildebrand. Alle fire etager stod i lys lue, og flammerne slog højt op. Til sidst styrtede murene sammen. Hele bygningen sank i grus. Dermed endte dette sceneri.
Sprøjterne kørte så hjem igen, mens drengene løb ved siden af højt syngende:
Nu faldt gaden atter til ro.
Et stykke jord med redskabsrum
Dengang i slutningen af 1912 kunne man købe et stykke jord på 547 m2 for 2.000 kr. Flere gårde på Amager blev udstykket. Det skete bl.a. for gården Sofienhøj.
For prisen fik man også et stykke vej og et redskabsskur.
Rundt om Sundholm var der et hegn med en dyb og bred grøft bagved. Her gik ”lemmerne” som de blev kaldt og rensede grøfterne. Der var også et svinehold, som ofte stank forfærdeligt. Langs hegnet voksede vilde roser.
Vi var nu nået frem til cirka 1916. Og på hjørnet af Augustagade og Amagerbrogade lå der et stort træhus med store udstillingsvinduer. Her blev tidens mest elegante motorcykler udstillet. Enkelte biler var her også. Men så startede Første Verdenskrig og forretningen måtte indse at interessen for disse motorcykler mindskedes og den måtte lukke.
Verdenskrigens skyggesider
Verdenskrigens lange skygger drev også ind over Danmark og Sundholmsvej. I 1916 – 17 var der mangel på alle varer. Rationering var blevet indført på sukker, kaffe, brød, kød og meget mere. På trods af rationeringen var der ikke nok varer. Mange fik tilsendt rugbrød, hvis de havde familie på landet. Men inden det ankom, var det blevet muggent.
Så blev det mugne skåret fra, så blev resten blødt op i vand og tilsat havregryn og gær. Så blev det bagt på ny. Resultatet kunne diskuteres, men det var da brød.
Og saftevand kunne man da også godt lave. Man tog noget eddike rørt op med sukker og fortyndet med vand. Til sidst forsynede man så drikken med rød frugtfarve. Velbekomme.
Dengang fik man sjældent kød. En enkelt gang var der en fisk. Man kunne ikke bare tage ud og fiske på grund af minerne. Minerne drev fra Østersøen op gennem Bælterne og Øresund. Og fra Nordsøen ind i Skagerrak og Kattegat. Det var drivminer, der blev anvendt under Første Verdenskrig.
Brændselssituationen var kritisk
Brændselssituationen var frygtelig om vinteren. Der fandtes ikke kul eller koks til privatforbrug. På en tømmerplads kunne man måske være heldig at samle høvlspåner og de mindste træstykker i en kurv. En gang imellem trykkede tømmerhandleren det ene øje i, så kunne man tage en træklods med.
Ellers blev der fyret med papirbriketter om dagen. Det var aviser, der var lagt i vand for derefter at blive hårdt opvredet. Det kunne så holde kakkelovnen lunken. Om aftenen brugte man så høvlspånerne og de store træklodser. Alligevel sad man viklet ind i tæpper.
Når man gik i seng, var der varmedunk i sengen og den gik på skift.
Man måtte ikke medbringe fødevarepakker
Der blev dengang holdt skarpt øje fra myndighedernes side, hvad landboerne foretog sig. Til festlige begivenheder kunne det være vanskeligt at smugle en flæskesteg fra Måløv til Sundholmsvej. Det var ikke tilladt at medbringe fødevarepakker uden special tilladelse.
En gang om måneden var der storvask. Det foregik i en mørk kælder, hvor der var to små vinduer i øjenhøjde. Derfor måtte man vaske i en køkkenpetroleumslampes skær. Der var ikke afløb. Derfor løb vandet ned i en ”sump” i kælderen. Den måtte tømmes med håndkraft op i vasken ved hjælp af en kasserolle.
Når tøjet skulle tørres, kunne det hænges i gården, men drengene ødelagde det rene tøj ved at slå på det med kæppe. Derfor måtte det bæres op på femte sal og hænges på tørreloftet. Det blev også børnenes arbejde.
Da den Spanske Syge kom
Den spanske syge kom til Amager i 1920. Det var en lungepest, og det blev den også kaldt. Alle familier blev ramt. Der var ikke plads på hospitalerne. Derfor blev en del af Sundholm inddraget til det, der blev kaldt Infirmeriet. Der var mangel på både læger og sygeplejersker. Der blev averteret efter frivillige. De fik udleveret en hvid kittel og kunne så begynde at passe de syge.
De allerfleste syge måtte ligge derhjemme og plejes af andre familiemedlemmer. Og dengang var der ret så dårlige sociale forhold i Holmbladsgade.
Det var hårdt, for feberen steg til 40 – 41 grader, og de syge kunne ikke få vejret. I deres febervildelse kunne de ligefrem blive voldelige. De angrebne lunger kunne ikke få ilt på grund af lungepesten. Der opstod derfor kvælningsfornemmelser.
For at lette på pinslerne for de syge, fandt man på at hænge våde lagner for vinduerne og rundt på snore, der blev trukket om sengene. De kunne give lidt kølighed og lidt fugt i luften, så vejrtrækningen bedredes. Skolerne var for længst blevet lukket.
Difteritis
Der var også mange, der fik difteritis dengang. Så blev man med det samme kørt på Blegdamshospitalet. Man kunne godt besøge vedkommende men det var kun gennem en tyk glasrude man kunne sende kys og hilsner.
En forfærdelig lugt
Dagen efter kom en mand for at desinficere det værelse, man havde ligget i. Manden smurte lim på lange papirstrimler og limede dem på alle vindues- og dørsprækker. En stor gaspatron blev smidt ind i værelset. Døren ud til entreen blev lukket. Også her blev der limet papirstrimler på. I 24 timer måtte døren ikke åbnes.
Da det så blev det, var der en frygtelig stank. Folk hostede og spruttede, inden man nåede at åbne vinduerne. De stod åbne i flere dage.
Efterhånden ebbede epidemien ud. Næsten alle familier havde mistet nogle medlemmer. Hen på foråret i 1921 blev et nyt stykke jord på kirkegården inddraget til de mange syge ofre for sygdommen. Det var uhyggeligt at se de lange rækker af nye gravsteder med kors og sten.
Eberts Villaby
Ovre på Højdevej lå Filipskirken, der dengang var en trækirke. Lidt til højre for Højdevej lå der også et træhus. Det var værtshuset ”Solen”. På Amagerbrogade over for Prinsesse Christines Alle lå husene ”Stjerneborg” og Højdeborg”. Ved Eberts villaby lå hospitalet.
Ebert havde haft et dampvaskeri, vistnok i Norgesgade. Ebert havde opkøbt jordene og solgt dem i parceller. Her blev der bygget en flot villaby. Store herskabsvillaer. For enden af Hans Bogbinders Alle lå Eberts egen store villa med en elegant smedejernslåge.
På hjørnet af Thingvalla Alle lå en stor hvid villa og på hjørnet af Smyrnavej lå ”Ahrensbergs Minde, der var en gammel gård, hvor der var en restauration. En lille villaby lå lidt tilbagetrukket fra Amagerbrogade. På hjørnet af Wilbrandtsvej lå der også en gård ”Fædres Gård”. Fra Ingolfs Alle og hele vejen ud ad Amagerbrogade var der dybe grøfter på begge sider af vejen med en gangsti som fortov og broer over grøfterne.
Ellers var der masser af marker med enkelte småhuse hist og her afvekslende med små kolonihaveforeninger.
Kastrup Mølle
På Kastrup Mølle var der indrettet snedkeri, og der var bygget en trælænge bag møllen hen mod Adriansvej. Her blev der indrettet et maskinsnedkeri. Foran møllen lå en lang hvid bygning. I den ene ende mod nuværende Willumsvej var der en lille kakkelovnsforretning.
Resten af bygningen var kro, Møllekroen. Den havde en have hen til Adiansvej. Her var udendørs servering om sommeren samt en lille legeplads med gynger. Selve snedkeriet blev kaldt for ”Novus”. I mange år regerede her en stor og meget forkælet Sankt Bernhardshund ved navn ”Fylla”.
Når Amager-bønderne tog til Grønttorvet
Om morgenen mellem kl. 6 og 6.30 kunne man observere amagerbønderne på vej til Grønttorvet. De holdt i en lang række med deres hestevogne. Hestene var velernærede og skindene blanke med lange haler og manker. På agestolen sad mand og kone – sommetider kun konen. Manden havde kasket på, og hvis det var køligt, var klapperne slået ned for ørerne og bundtet i sløjfe under hagen.
Konen var altid iført Amagerkyse. Hun virkede altid tyk, men var jo nok polstret godt. Hendes trekantede sjal var bundtet i kryds og tværs over brystet og skørterne struttede.
På ladet var grøntsagerne stillet op. Man må forstå at det var forretning. Når de nåede torvet, skulle grøntsagerne virke fristende på kunderne. Derfor var hvidkål og rødkål stablet i pyramider. Selleri, gulerødder, pastinak og persillerødder, alle med de friske grønne toppe, garneret, næsten pyntet, rundt om. Store bundter porrer, kørvel og grønkål fuldendte billedet. Det var et flot syn at se dem komme forbi i de mange lange rækker.
Der skete en masse navneændringer på gade og veje, pladser m.m. Vi har lang fra fundet dem alle, men her er nogle af de gadenavne og steder i artiklen der har fået nye navne
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.588 artikler, herunder 176 artikler fra København herunder:
Juni 27, 2020
Utterslev – dengang
Svært at afgrænse området og finde de rigtige navne. Navnet Bispebjerg blev hængende. Utterslevgård. 11 gårde og 9 huse i 1682. Kongen pantsatte gårdene under svenskrigene. Udskiftning først tilendebragt i 1785. I 1834 var der 389 beboere i 64 ejendomme. Pilegård/Mariehøj, Hendrinelyst, Gården Navnløs, Tomsgården, Bellahøjs historie, Gravhøje i parken. Kontreadmiralen og marineministeren. Degnemosen, Hulgård, Øster – og Vestergård, Lille bøllemosegård. Dramaet på Store Bøllemosegård. Historien om Bisbjerg Mølle. Ejeren går konkurs. Et par gamle skoler. De første gader og veje. De blå gendarmer. Et hus i Den Gamle By.
Svært at afgrænse området
Det kan være svært at definere et område, når det pludselig ændrer status og pludselig ændre navn. Brønshøj og Rødovre har hørt med til dette område og omvendt. Dele af dette område hedder i dag Nordvest-, Bellahøj-, Bispebjerg-området. Og vel også til dels Husum.
Byggeriet skulle opfylde en socialdemokratisk drøm ”fra vugge til grav uden at bevæge sig mere end et par gader”. Her blev opført en masse socialt byggeri. Man modtog beboere fra boligsaneringer i det centrale København og fra Nørrebro. Ind imellem boligblokkene blev der opført mindre industri.
Indtil 1980 var der billigt at bo i Nordvest. I 1980 besluttede man også, at personer med psykiske lidelser kunne anbringes blandt almindelige borgere herude. Dette medførte en stigning i hærværk og overfald.
Svært at finde de rigtige navne
Der var dengang afvigelser på matriklerne. Når en gård havde stået øde i meget lang tid, kunne det være, at nabogården kom ind over det andet grundstykke.
Da det kom til at hedde Københavns Rytterdistrikt, fik gårdene nye numre. Og det kan i den grad virke forvirrende. I vores historiefortælling fortæller kun historie om de steder og gårde som vi med sikkerhed kan stadfæste. Det kan også være svært at finde de rigtige navne på gårdene. Disse er også blevet forandret gennem årene.
Skulle tidligt arbejde for herremanden
Utterslev skulle høre under bispen til evig tid. Ja sådan bestemte paven det i slutningen af 1100 – tallet. Og bispen sad i Roskilde. Allerede dengang havde Utterslev – bønderne så en herremand de skulle arbejde for.
Ifølge Roskildebispens Jordebog var der i 1370 9 bol i Utterslev, hvoraf de tre lå til hovedgården og de 6 var til de andre gårde i byen. Muligvis havde de små gårde gjort hoveri.
Navnet Bispebjerg blev hængende
Og Bispebjerg – bakke har egentlig et forkert navn. For det var Utterslev-bønderne der navngav bakken. Det var der, hvor kvæget bisser.
Efter reformationen var det dog ordet Bisp, der blev hængende. På den måde, kom det til at hedde Bispebjerg.
Utterslevgård
Jørgen Vind øverste rentemester og befalingsmand på Dragsholm fik 23. april 1642 brev på Utterslevgård, eller rettere halvdelen af den. På det tidspunkt ejede bønderne selv deres gårde. Så han havde købt den af den tidligere ejer.
Jørgen Vind deltog som Rigsadmiral i Slaget på Kolberger Heide. Han blev såret og døde i juli 1644 af sine sår.
Derefter ejede Felttøjmester Christian Friis til Lyngbygaard i Skåne gården. Han døde meget forgældet i 1657.
11 gårde og 9 huse i 1682
I 1682 var der 11 gårde i byen Utterslev og 9 huse uden jord. Vi ved at der var 14 familier eller husholdninger. Af husmænd var der 6, der havde kreaturer. Desuden var der 2 ”Indsidderfamilier”. Så var der 7 fattige og elendige, der blev anset for ikke at kunne betale ”kopskat”. Flere af disse var familieforsørgere. Ordet ”elendig” brugte man om dem, der var meget fattige dengang.
Hele byen tilhørte staten.
6 af gårdene havde ugetjeneste for Nyby ladegård og gjorde derfor mere hoveri end resten af gårdene. Derfor betalte de også mindre ”Landgilde”.
5 husmænd hørte under Slottets Birk, men de øvrige gårde hørte under Sokkelund Herreds Ting.
Kongen pantsatte gårdene
Den ene af de to store gårde blev overladt øverste rentemester. Den anden blev tillagt herredsfogeden i Sokkelund Herred.
Under og efter krigen med svenskerne 1657 – 60 pantsatte Kongen byens øvrige gårde.
I Svenskekrigen gik det hårdt ud over Utterslev. Kong Karl Gustav boede på en gård i byen. Og på dennes mark havde svenskerne bl.a. deres lejr. I Markbogen for byen omtales forskellige levninger af skanser, som var anbragt på denne mark. Det var åbenbart på Utterslevgård at kongen skulle have opholdt sig.
Her på gården skulle senere have opholdt sig Corfitz Ulfeldt og Elonora Christine. Efter at de kom fra Christiansø.
Endnu i 1667 ejede Kancelli-sekretær Jørgen Reitzner gården. Den blev i 1672 solgt til Christian Skeel. Han var gehejmeråd. Han ejede også Gl. Estrup og flere gårde. I 1682 drev Else Parsberg enke efter Laurids Ulfeldt gården. Selv boede hun hvis nok på Husumgård. Til gården hørte dengang to fiskeparker.
Gården har også tilhørt kammerjunker Jørgen Skeel og generalløjtnant, amtmand over Møn von Plessen. Men efter dennes død blev gården overtaget af Kronen. Von Plessen skyldte hvis for mange penge.
I 1660 blev der endnu ikke dyrket noget
De 11 gårde, som var her kunne ikke dyrke deres marker. Endnu i 1660 blev intet dyrket på markerne. Til den svenske lejr var der anvendt en stor mængde tømmer fra omegnens skove. En del af dette blev senere tilbudt indbyggerne, som deraf kunne bygge nogle hytter.
Senere kom beboerne atter til kræfter, især de som boede på de små gårde. Beboerne på de store gårde havde det sværere ved at komme i gang.
Den 12. december 1658 fik det tyske kancelli’ s forvalter Jørgen Reizer fem af de små gårde og en gård eller en grund i Taarbæk for 607 ½ RDL, som han havde lånt Kongen til garnisonens fornødenheder.
Den 13. april 1660 fik han desuden en af de store gårde i pant og den 1. september fik han den anden store gård samt en af de mindre gårde i pant.
Først efter 1680 var der nogenlunde styr på gårdene i Utterslev. Mange af gårdene havde stået tomme, mens andre havde oplevet at blive bortdømt fra deres gård.
Munchens Gård
Den anden halvdel af Utterslevgård blev i mange år kaldt Munchens Gård. I 1682 ved vi, at der på gården var beskæftiget en karl, to drenge, en tæsker og to piger. Vi ved at besætningen bestod af 11 almindelige heste, fire føl, tre stude, 11 køer, fire kvier, ti kalve, 16 får og 23 svin. Og så havde gården også to fiskeparker.
Her var også mange ejere gik gården over til en formuende brygger ved navn Gregers Jørgensen. Han skulle eje to bryggerier i København. Men ak. Det gik ham pludselig dårlig. Han var nu en gammel mand med mange børn. Han kom bagud med skatter og afgifter. Og kunne han heller ikke gøre det hoveri, der blev forlangt af ham. Han blev senere bortdømt fra gården.
Den berygtede Kirsten Sinklar
Vi hører også om Kirsten Sinklar, som var blevet viet i Brønshøj Kirke med Unche Fridrich. Men denne Kirsten havde vist et meget dårligt ry, således skulle hun have født tvillinger uden for ægteskab. I Brønshøj Kirke måtte hun over menigheden erkende sine synder. De to blev senere bortdømt gården og udvist af Sjælland. I 1688 skulle Kirsten Sinklars mand være blevet halshugget i Ditmarsken.
Byens gårde blev i 1718 henlagt under Københavns Rytterdistrikt. Først i 1766 blev de overdraget beboerne til ejendommene eller rettere arvefæste.
Udskiftningen først slut i 1785
Hvordan gårdene lå dengang har man kun et meget ufuldstændigt overblik over. Det er meget utydeligt på udskiftningskortet fra 1784. Byens gade har omfattet gadekæret, det nuværende Utterslev Torv. Udskiftningen har nok først været slut i 1785. Da Brønshøj Bys jorder gik omtrent ind til Utterslev by, kunne ikke alle gårdene få deres jord ved selve gården.
Godt hundrede år efter i 1787 var der 229 indbyggere i byen fordelt på 48 familier.
I det 19. århundrede blev et par af gårdene lystgårde. Nogle af dem kom i københavnske Vognmænds besiddelse. De knyttede dem til græsning for deres heste. Men nogle af gårdene forblev i de gamle familiers eje, indtil Københavns Kommune i slutning af 1800 – tallet blev ejer af omtrent halvdelen af Byens Mark.
I 1834 var der 389 beboere i 64 ejendomme i Utterslev
I 1834 var der 389 beboere, der boede i 64 ejendomme. Heriblandt var der 15 gårde, 1 mølle, 1 skole. Resten var huse. Vi ved også, at på fem af gårdene boede der forpagtere eller bestyrere.
I 1860 var der 122 beboede steder med 995 indbyggere.
Pilegård/Mariehøj
Jens Olsen ejede en gård, der tidligere hed Pilegaard og senere Mariehøj mellem 1860 og 1870. Den blev flyttet ud og lå nord for Bispebjerg Kirkegård, ikke langt fra Frederiksborggade. Dens jordlod var den største af lodderne i byen. Den omfattede ca. 76 tdr. land.
Den omfattede en del af Utterslev Mose, hvori dog Københavns Vandværk havde nogle rettigheder. Lodden strakte sig fra byen og udefter nord for Bispebjerg Kirkegård. En stor del af dens jord er nu indgået i dette lod.
Allerede i 1870 begyndte Københavns Kommune at opkøbe grunde i omegnens sogne, således blev der netop i 1870 opkøbt 62 tønder land.
Hendrinelyst
Så var det også en gård, der på et tidspunkt hed Hendrinelyst. Den blev ejet af en hyrekusk og hans søn, senere blev den solgt til oberstløjtnant i Borgervæbningen Kaptajn Bangert. Åbenbart er matriklen blevet delt. En vej blev opkaldt efter en senere ejer af denne matrikel, grosserer H.C. Jensen. Men H.C. Jensens Vej fik navnet Rentemestervej. Senere fik matriklen navnet Karens Lyst.
Gården Navnløs
Så var det også gården Navnløs, der blev flyttet omtrent på hjørnet af Frederikssundsvej og Frederiksborgvej. På et tidspunkt blev den ejet af etatsråd og amtsforvalter i Rendsborg og tidligere Kammerråd og renteskriver Peder Feddersen. Denne herre må have været ret så velhavende. Inde på Nørrebro ejede han også Petersdal og Petersminde. Det hed så ikke Nørrebro dengang med Københavns Mark.
Denne Feddersen døde i 1845 og arvingerne fik bevilling til udstykke gården i 11 parceller. Efter tre auktioner blev alle ejendomme solgt for 57.960 Rigsdaler.
Senere ser vi på Navnløs areal en bagermester Berggren. Adressen hed da Frederikssundsvej 26. Og på Frederikssundsvej 26 b så vi langt senere en kiosk ved navn Navnløs.
Tomsgården
Tomsgårds historie går tilbage til Mørkhøj Mark. Her døde Peiter Iversen. Og hans enke giftede sig igen med Ole Jonassen, der skødede den til kommandørkaptajn Lütken på Bellahøj for 7.000 Rbd. Sølv. Mens han ejede gården, brændte denne og nabogården. Gårdene lå ved siden af hinanden i byen og var antagelig sammenbygget.
Lütken skødede derefter samme år til enkemadam Karoline Johnsen f. Bruun for 8.700 RDB. Sedler. Gården blev efter branden udflyttet på sin mark. Efter madamme Johnsens død blev gården, der nu hed Tomsgård ejet af arvingerne. I 1898 blev gården solgt for 317.657 kr. til Københavns Kommune.
Tomsgården lå ved Tomsgårdsvej helt til 1938. Den fungerede som landbrugsejendom helt til 1913. Vejen er en del af Ringvej 2. Københavns Kommune havde allerede i 1901 fået ideen om at forbinde hellerup og Vanløse med en ringvej. Men det gik nhele 25 år, inden denne var færdig.
Egentlig var Tomsgården en lille gård. Det var et lavt hus med rødt tegltag og smalle vinduer med seks sprosser. Sidst i 1800 – tallet var området langt mere åbent. Man har ganske givet herfra kunnet se ind over Nørrebro.
Bellahøjs historie
I 1867 købte ejerinden af Bellahøj, admiralinde Lütken en gård, der blev lagt til Bellahøj. En parcel er Lille Bellahøj blev erhvervet af Københavns Kommune i 1899. Bygningerne på den matrikel nedbrændte i 1890 og blev ikke senere opført.
Men historien om Bellahøj er meget interessant. Vi hører om gården i 1682, hvor den er beboet af Rasmus Nielsen. Optegnelser viser også, at gården gik i arv fra generation til generation.
Ved en auktion blev Bellahøj solgt til grosserer Moses Levin Mariboe for 2.910 Rigsdaler. Han fik et skøde den 10. december 1791. Han lod en ny gård opføre på marken. Allerede året efter lod han denne taksere til assurance.
Hovedbygningen var 11 fag lang, 7 fag dyb. Den var tækket med rør med to rækker tagsten forneden. Den var af grundmur. Hvert fag blev takseret for 400 Rigsdaler. Så det blev i alt 4.400 Rdl. Desuden var der to andre længer, en hestestald med plads til otte heste og en kostald med plads til 24 køer, hver længe blev takseret til 2.420 Rigsdaler. I alt kom assurancesummen op på 10.010 Rigsdaler.
Gården blev opført i bindingsværk.
Efter datidens normer var det en meget stor gård. Familien brugte den kun som lystgård og boede her om sommeren ellers boede de inde i København. Gården er omgivet af en meget smuk park. Stedet er opkaldt efter Mariboes hustru Bella Henriques.
Gravhøje i parken
Ordet ”høj” kommer sikkert efter, at der har ligget eller ligger 3-4 gravhøje fra bronzealderen på området. De har aldrig været udgravet og er registreret som fortidsminder. Muligvis er den fjerde høj i virkeligheden en affaldsdynge fra sidst i 1800 – tallet.
Men navnet ”høj” har måske også en anden berettigelse. Det er det det højeste punkt mellem Brønshøj og Vanløse med en enestående udsigt ud over København.
Mariboe ejede også gården, Frederiksgård på Brønshøj Mark. Den 23. oktober 1794 fik han tilladelse til at lægge denne under gården i Utterslev mod at afgive 8 tønder land til to husmænd. Denne gård solgte han dog snart efter.
Gården solgt til kontreadmiral Lütken
Den 2. januar 1813 skødede Mariboe gården, der nu blev kaldt avlsgården Bellahøj til premierløjtnant i Søetaten Magnus Lütken for 85.000 Rigsdaler. Lütken brugte bl.a. forpagter Niels Sørensen, der døde i 1847.
Åbenbart var det på grund af statsbankerotten i 1813 med efterfølgende forringede pengeværdi at Mariboe afhændede gården.
På gården holdtes i 1834 6 heste, 12 køer og 8 svin. Der var 4 tdr. land have og plantage. Gården var endnu stråtækt.
Lütken, der imidlertid var avanceret til Kontreadmiral døde i 1847. Han efterlod gården til sin enke admiralinde Lütken.
Marineminister Otto Hans Lütken
Hun overlod gården i 1875 til sin søn Otto Hans Lütken, der havde været marineminister i 1864. Han boede herude.
I en årrække var han formand for sognerådet. Som ung deltog han i togter til Vestindien og Middelhavet. I 1842 blev han chef for kongens dampskib ”Ægir”. Året efter den 10. marts 1843 blev han viet i Holmens Kirke til et måske uægte barn af Camilla Bundtzen (født du Pay) og Johan Ludvig Heiberg. Lütken blev valgt som folketingsmedlem og sad der i tre år. Han var chef for fregatten Niels Juel, men han måtte opgive denne stilling forsi han blev marineminister. Her sad han indtil ministeriet Bluhmes afgang i november 1865.
Da han døde i 1883, gik gården til hans enke og arvinger, der i 1898 solgte det meste af jorden. Københavns Kommune købte ca. 82 Tdr. land. For 479.509 kr.
Kommunen køber resten af Bellahøj
Gennem 1800-tallet boede højesteretsassessor Anton Lütken også på gråden. Her boede han også i begyndelsen af 1900-tallet.
En del blev i familiens eje. Bygningerne blev også hos familien og blev nu ejet af Stiftsdame Frk. Lütken, der var datter af marineministeren. I 1923 blev Bellahøj restaureret af arkitekt Gudmund Holme.
Efter Pauline Lütkens død i 1932 overtog kommunen så resten af Bellahøj.
I 1935 begyndte dyrskuerne på Bellahøj og frem til 1967 var området hjemsøgt af alskens godtfolk og handlende.
I 1937 blev det besluttet at indrette restaurant i den gamle gård. Det skete i forbindelse med 150 året for ophævelse af stavnsbåndet. Det var også her, at parken blev offentlig tilgængelig.
Parken indeholder gårdens tidligere frugthave, køkkenhave og prydhave.
Degnemosen
Før 1900 var området omkring Degnemosen landbrugsjord og Degnemosen er en naturlig sø, der omkring 1865 var dobbelt så stor som i dag. Søen får sit vand fra kilder langs kanten. Der blev opført villaer ud for den vestlige del af Degnemosen i 1905 – 08.
Omkring Degnemosen blev der udlagt kolonihaver i 1920’erne. Men ak disse måtte vige for højhusbyggeriet i 1950’erne.
Hulgård, Øster- og Vestergård
Herude lå også en gård, der hed Hulgård. En vej er opkaldt efter denne. Men gården har også engang heddet Fodholmsgård. I 1682 blev der nævnt et sted ved navn Fougdeholms Aas. Oprindelig har gården ligget syd for ”Byens Gade”.
En gård blev delt i to og fik navnene Østergård og Vestergård.
Københavns Renovationskompagni ejede en masse jord. De solgte jorden til byggegrunde. Her ligger i dag, Glentevej, Hejrevej og en masse andre fugleveje.
Lille Bøllemosegård
Så var det også Lille Bøllemosegård. Historien om denne gård går tilbage til Peder Nielsen kromand, som engang anlagde en retssag, fordi man fra en gård solgte øl. Det er ikke så meget man hører om kroer i Utterslev. Om hans søn, der overtog kroen, også var kromand vides ikke.
Store Bøllemosegård
Selvfølgelig findes der også en Store Bøllemosegård. Og til den knytter der sig sig en grufuld historie. I 1701 eksisterede gården i hvert fald. Den blev ejet af Mads Olsen, der efterfulgtes af Jens Rasmussen, der havde den til 1761, da Rasmus Olsen fæstede den med aftægt til den forrige fæster og hans hustru. Han fik skøde på den 1766. Hans datter ægtede Hans Hansen, der med hende blev ejer af gården.
Denne mand havde en sørgelig skæbne, idet han ifølge Kirkebogen blev fundet hængt 41 år gammel, den 17. august 1807. Det var samme dag, som englænderne kom til sognet.
Det kunne tyde på, at det var englænderne, der hængte ham. De begravede ham nemlig i hans have. Derefter blev han gravet op og begravet på kirkegården den 9. oktober.
Hans enke ægtede snart Johan Peitersen, men overlevede også denne. Hun skødede 1830 gården til sin søn af første ægteskab brændevinsbrænder Hans Hansen, København. Han døde 1864, hvorefter hans enke i 1866 solgte den til Christen Christiansen. Den blev så i 1894 overtaget af Københavns Kommune for 77.181 kr.
Historien om Bispebjerg Mølle
Ejlert Møller var ejer af Fuglevad Mølle fra 1794 til 1802. Han købte af det Ørholmske Selskab dets ret til at have en mølle, da den ved Ørholm liggende vandmølle fra 1805 blev nedlagt og en papirmølle blev oprettet i stedet for.
Han mente nu, at der kunne være brug for en mølle ved Brønshøj, ansøgte han derfor at opføre en vindmølle der. Det kunne Rentekammeret nu ikke anbefale. Man anmodede ham om at finde en mølle så tæt ved Ørholm som muligt.
Han fik nogle mænd fra Tinget til at finde et sted, men de mente ikke at der her var brug for nogen mølle. Man anbefalede til sidst et sted på Utterslev Mark, hvor landevejen løb forbi. Det var så her møllen senere blev opført.
Rentekammeret ville dog ikke uden videre bøje sig. Han skulle skaffe sig attester fra de omkringliggende møllers ejere, om de havde noget imod at han anlagde en mølle lige her. Der var nogle, der ikke havde indsigelser. Men andre havde. Og det havde Møllelauget i København også.
Rentekammeret fandt dog indvendingerne mindre væsentlige. De forslog den 7. november 1807 at kongen bevilligede ansøgningen.
Derefter købte Ejlert Møller af Anders Christensen på 4 2/3 Tdr. land for 600 Rigsdaler. Her blev møllen opført. Mølleren fik tillige bevilling til at opføre et grubbeværk mod en årlig afgift på 10 Rdl. Sølv.
Bispebjerg Mølle kom til at ligge på hjørnet Tuborgvej/Frederiksborgvej.
Ejeren gik konkurs
Ejlert Møller døde 1816, 71 år gammel. Møllen overgik hans enke. Ved skiftet efter hende 1820 blev møllen og bygningerne vurderet til 18.500 Rdb. Sølv og jorden til 600 Rdb. Til arvingerne var der i alt 6.129 Rbd. Mern det skulle fordeles på hele 11 børn. Sønnen Poul Møller overtog møllen med bygninger. Skødet er udstedet den 22. februar 1820.
Sønnen havde grundet ringe kapital høje prioriteringer i møllen. Han kunne ikke svare renter af disse. I 1824 kom møllen på tvangsauktion. Den blev solgt til Jens Andersen Borum. Den nye ejer var tillige møllebygger. Han havde en forpagter, der hed Carl Frederik Albrechtsen. Ved møllen var der dengang ansat en mestersvend, to møllersvende, og to mølledrenge.
Møllen revet ned i 1908
Nogle år efter købte Albrechtsen selv møllen. Da han døde ægtede hans enke i 1844 hans broder, møllebygger Albrecht Ludvig Albrechtsen. Denne solgte 1864 møllen til Harald Hilkier. Denne indrettede også et bageri ved møllen. Dette og møllen overgik 1896 til et aktieselskab, der i 1906 blev overdraget til Firmaet Brødfabrikken Danmark. Det gamle navn Bispebjerg Mølle blev dog bibeholdt. I dag er vindmøllen for længst forsvundet. Den blev revet ned i 1908. I stedet blev der opført et dampbageri.
Et par gamle skoler
Vi skal da også lige kigge på Utterslev gamle skole. Den blev oprettet i 1818. Under skoledistriktet hørte tidligere foruden Utterslev, Emdrup og en gård i Brønshøj. Til skolen var der lagt 3 ¾ Tdr. land af Præstegårdens jord på Brønshøj Mark. Derfor ydede sognet 6 Tdr. 6 skp. Byg til præsten.
En anden skole skal vi da også lige kigge på. Det var Frederikssundsvejens Skole. Den stod klar i 1904. Den var tegnet af Ludvig Fenger, som er manden bag så mange københavnske skoler. Syv år senere måtte der her undervises i treholdsskift fra klokken 8 til klokken 18. I 1935 blev skolen udvidet og i 2007 blev den nedlagt.
I de næste ti år gik det stærkt. Indbyggertallet blev fordoblet, idet der i 1870 var 2.133 indbyggere i byen og på dens mark. I alt var der nu 186 ejendomme.
De første gader og veje
Lejehuse og lejekaserne havde holdt deres indtog. Det var den del af byens mark, som i mange år blev kaldt for Utterslev Mark, der blev først bebygget.
De første gader og veje blev opkaldt efter kongens børn:
Disse blev anlagt i 1870’erne.
Ikke meget tilbage af det gamle byggeri
Størstedelen af 1800 – tallets byggeri i kvarteret bestod af 1 1/2 – 2 ½ etagers huse. Der er ikke meget tilbage af dette. Omkring Provstevej, Theklavej og Thoravej samt sporadisk andre steder i Nordvest. Flere af de mindre bygninger fra det oprindelige Utterslev Mark er kendetegnet ved at være udstyret med frontispice og markante hjørnetårne.
Ved Frederikssundsvej 70 på hjørnet af Provstevej findes et af de huse, der er tilbage fra Utterslev Mark – tiden. Bygningen blev opført som beboelsesejendom i 1886, Der blev senere viktualiebutik. Og endnu senere kom Cafe Fuglereden. Ved Lille Theklavej er der to hjørnebygninger og to mindre huse fra 1888 og 1889 med tilhørende værkstedsbygninger. Den ene er med synlig muret skorsten.
Ballade i Københavns Kommune
I 1894 blev Emdrup Søgård og Lersøen erhvervet af Københavns Kommune, Den første insiderhandel blev afsløret, idet en kommunal embedsmand blev afsløret i forsøget på at skaffe sig en ekstra gevinst. Denne form for snyd aftog ikke. Gårde i Utterslev blev som det kan ses på vores skriverier erhvervet. Rådsmedlem Holm overtales af Hr. Jens Larsen til at give oplysninger om, hvad kommunen agter at købe. Så kunne man altid komme kommunen i forkøbet og tjene penge på dette.
Insiderhandel nr. 2 blev afsløret af Borup. Han politianmelder Larsen, der idømmes 30 dage på brød og vand. Så gik man efter Borup, men han giver igen og får oprejsning.
I 1901 bliver Brønshøj, Husum, Vanløse, Valby og Sundbyerne indlemmet i København. Indbyggertallet her stiger til 400.000 indbyggere.
I 1903 indvies det nye rådhus. Borup er midt i planlægningerne, da han dør. Nordvestvejen får navneforandring til Borups Alle og Bispebjerg Kirkegård tages i brug. Vandværket ved Borups Alle begynder at levere vand.
Man finder ud af i 1908, at der er 11.000 ledige boliger i København så byggeriet stilles i bero i flere år.
Senere er indbyggertallet i Utterslev og byens mark tiltaget betydeligt. I 1911 var vi oppe på 11.967 og i 1916 13.856 indbyggere.
I 1913 åbnes Bispebjerg Hospital så officielt. Man havde planlagt 12 pavilloner men det blev kun ved de seks. Ved de senere udvidelser forsøgte man at bibeholde symetrien. Det er også i dette år, der kommer vand til København fra Brønshøj Bakke. h
Bondestuen
På Frederiksborgvej 27 lå indtil 2011 en interessant historie. Husets nederste etage rummede frem til nedrivningen værtshuset ”Bondestuen” men husets historie går tilbage til omkring 1885, hvor Estrups gendarmer havde til huse i bygningen.
Estrups gendarmer befandt sig også på Jagtvej på Ydre Nørrebro dengang. De blå gendarmer blev oprettet af daværende statsminister Jacob Estrup. Det var datidens skatteopkrævere og statspoliti. De var bl.a. udstyret med karabin og en ryttersabel. De havde samme beføjelser til at arrestere som politiet.
Efter en kort årrække flyttede gendarmerne til en adresse på Provstevej. Der blev indrettet en politistation på matriklen med en landbetjent. Ja og der var arrest i kælderen. Her opholdt de arresterede sig indtil de blev overført til Blegdamsfængslet. Arresten blev dog nedlagt ved indlemmelsen i Københavns Kommune i 1901.
I gården solgte produkthandler Alvi Carl Alfort – kaldet Almind – sine varer, men om natten fik klunserne lov til at sove under halvtagene. Klunserne var ofte hjemløse og levede blandt andet af at finde ting på lossepladser, som de kunne sælge.
Mange af klunserne, som vi har skrevet flere artikler om, har holdt til på Bondestuen i 40 – 50 år. De fleste af dem kan huske, da skattekontoret lå lige om hjørnet. Når man afleverer halvdelen af lønnen til skattefar, så kan man da lige smutte forbi og drikke resten op. Hvis man ikke opførte sig ordentlig, røg man ned i ”fangekælderen”. Som bartenderen spøgefuld sagde dengang:
Se huset i Den Gamle By
Provstevej 11 og 13 er fra henholdsvis 1886 og 1880 samt Thoravej 18b, der er opført 1886. Overfor på hjørnet ligger Provstevej 9, hvor der nu er opført moderne boligbyggeri. Egentlig blev ejendommen opført af tømrer William Olsen i 1887. Og det var her De Blå Gendarmer flyttede hen. Bygningen blev i 2008 nedtaget og flyttet til Den Gamle By i Århus
Kilde:
Mælkeriet Enigheden:
Lersø-bøllerne:
Juni 25, 2020
Genforening – Juridisk: Nej – Folkeligt: Ja
Det er ikke tale om Genforening i juridisk forstand. Og Nordslesvig blev ikke bare ”hugget”. Der var virkelig drama, da kongen red over grænsen. Vi skal høre, hvad der skete med den lille pige og hesten. Og om det er rigtig at kongen også styrtede. I 1907 accepterede den danske regering at nordslesvigerne ikke skulle kunne stemme sig til Danmark. Vi oplevede et historisk paradoks. Andre lande kæmpede for os. Det sagde vi aldrig tak for. Den danske regering fulgte en tyskerkurs og tilbød en anden ø, hvor de kunne opbygge en flådestation. Omtalen har et skær af nationalromantik. Kongens ridt blev holdt i et mytologisk skær. Glemt var alt om Påskekrisen. Endnu en profeti gik i opfyldelse. Der har været mange knaster i det dansk – tyske samarbejde. Mindretallets Museum ville ikke kendes ved vores bog trods god omtale i Der Nordschleswiger. Tilliden voksede efterhånden til de tysksindede. Begge mindretal får masser af tilskud.
Man undlader bevidst at nævne noget af Neergaards tale.
Det er ikke let at forklare københavnerne disse ting, ja heller ikke sønderjyderne. Man omtaler gene den store Dybbøl – fest, hvor Neergaard selvfølgelig omtaler de 6.200 nordslesvigere, der faldt i krigen. Men man glemmer helt bevidst at nævne det han også sagde:
Det har man så alligevel, men det er godt nok længe siden. Og det var før vi fik hertugdømmet Slesvig – Holsten.
Rent juridisk er det ikke Genforening
”Slesvigs deling” bliver kaldt moderne og gør ”Genforeningen” til en slags tragedie. Det er noget af den debat, der har verseret.
”Nordslesvigs indlemmelse i kongeriget” er et udtryk der også bliver kaldt for ”distanceret ligegyldighed”. Men formuleringen er ikke forkert.
Men dette forklarer ikke, at rent juridisk kom de dansksindede sønderjyder ikke hjem igen.
Et historisk paradoks
Nordslesvigerne også de dansksindede havde kæmpet mod dem, der sikrede at Nordslesvig kom til Danmark. Det er et trist historisk paradoks. Et sted mellem 25.000 og 30.000 dansksindede måtte trække i tysk uniform.
Jo, der var stort dansk flertal i Nordslesvig i 1864 og det var det også syd for Flensborg dengang. Men ret hurtig blev det fortysket.
Det var andre lande, der havde kæmpet for os
Vi skal høre om det drama, der opstod, da kongen red over grænsen i 1920. Her stod danske piger med blomster i favnen – i begejstringen af den ”nationale samling”.
Men egentlig var det andre lande, der gjorde det muligt for os. Det var Verdenskrigens lange mareridt af bomber, giftgas og dødsmarcher mod fjendens kugler. Der skulle ”vold og magt” til. Fjenden var ”Det Tyske Kejserrige”
Det er historien om, at Nordslesvig aldrig var kommet til Danmark, hvis ikke millioner af franskmænd, briterne, italienere, russere, amerikanere og andre havde ofret deres liv i skyttegravene.
Danmark sagde nej til afstemning i 1907
De havde flere gange markeret, at de dansksindede ikke skulle sætte næsen op efter en flytning af grænsen. Og det til trods for Prag – freden i 1866. Uden Stormagternes protest fjernede Preusserne afstemningen vedr. § 5 i 1878, hvor man i Nordslesvig selv kunne bestemme, hvor man hørte til.
Og den danske regering accepterede dette så sent som i 1907. Det ville man bare nødig erkende, at man havde gjort. Først da kejsermagten lå i ruiner ville de acceptere, at slesvigerne selv måtte bestemme, hvor de ville hen.
Den danske regering fulgte en ren ”Tyskerkurs”
Danskerne har heller aldrig få at vide, at da tyskerne meddelte, at vi nok ikke kunne få Als, for her lå en tysk flådestation. Straks meddelte den danske regering så kunne de få en anden dansk ø, hvor de kunne opbygge en flådestation, så de kunne holde øje med trafikken i de danske bælter.
De danske regeringer fulgte en ren ”Tyskerkurs” i alle spørgsmål om sikkerhed. Vi var en lilleputnation med en stor og farlig nabo. Vi skulle nødig provokere tyskerne. Og det skulle vi heller ikke under fredsforhandlingerne.
Neergaard glemte at sige tak
Vender vi tilbage til statsminister Neergaards tale den 11. juli 1920 i Dybbøl var der heller ingen tak for de europæiske ofre eller til præsident Woodrow Wilson, selv om det var hans 14 punkts-program for genopbygningen af Europa, som etablerede en ramme for national selvbestemmelsesret.
Et skær af nationalromantik
Efter den tid tog fortielserne til. Det er ikke særlig populært at anfægte disse. Fortællingen om den såkaldte ”Genforening” er indhyllet i et skær af nationalromantik i vores kollektiv erindring. Det er selvros og hyggenationalisme. Vi dyrker fortællingerne om dansk modstandskamp under Anden Verdenskrig og helteindsats under 1864.
Vi har en tendens til at have en glansbillede-historie om danmarkshistorien. Om gode, retfærdige konger og et folk, der løser problemerne gennem samtale og forhandling. Men sådan er det altså ikke.
I skolen i Sønderjylland lærte vi, at Kong Hans skar ørerne af friserne, fordi de ikke betale skat til den danske konge. Om det nu er rigtig, ja det kan man da have sin tvivl om.
Hertugdømmernes historie har handlet om konflikter og krige, som handlede om hvilke stormænd, hertuger og konger, der skulle have retten til at pine naturalier, penge og arbejde ud af undersåtterne.
Danmark ville ikke respektere internationale regler
Vi kom ud i en håbløs kamp mod det ekspanderende Preussen.
Nej, vi blev ikke bare overfaldet uden videre. Og Nordslesvig blev ikke bare taget fra Danmark. For det første så tilhørte landsdelen ikke Danmark. For det andet så havde Christian den 9. underskrevet november-forfatningen, der trak Slesvig nærmere til Danmark.
Det var imod fredsaftalerne indgået efter den første slesvigske krig. Andre vil så også påstå, at det var imod Ribe – brevet. Men det sidste var nok nærmere end håndfæstning.
Et ydmygende nederlag
Det gik kun et halvt år, så var krigen over. Danmark havde lidt et ydmygende nederlag. Vi husker rømningen af Dannevirke, den preussiske storm på Dybbøl og den afsluttende invasion af Als.
5.000 mennesker var gået tabt – døde, sårede eller taget til fange. Man regner med, at 3.200 dansksindede døde i krigen 1864
Danskhed skulle fjernes og bekæmpes
Al danskhed skulle fjernes og bekæmpes. Og det forsøgte Preusserne med mange midler. Modsvaret var danske foreninger og Sønderjysk Kaffebord. Men egentlig var det begrænset, hvor danskerne måtte mødes. Udvisninger var et hyppigt anvendt værktøj fra tyskernes side.
Kongen begik politisk fejlgreb
Tænk engang lige inden kongen red over grænsen må han have følt den kongelig taburet vakle under ham. Han havde begået en politisk fejl af dimensioner. Men han var interesseret i Flensborg. Hans kongerige skulle være så stort som muligt. Han kunne se, hvordan hans fætter, zar Nikolaj den Anden var blevet afsat af revolutionære kræfter.
Stauning kom den lidende konge til undsætning og tilbød ham en kattelem ud af krisen. Enten lyttede kongen til Stauning eller også var det farvel til tronen. Kongen havde lyttet til nogle af sine venner i erhvervslivet inden han tog den fatale beslutning at fyre Zahle – regeringen.
Kongens ridt i mytologisk skær
Det kunne have gået anderledes. Kongen kunne ride over grænsen på en hvid hest som Jomfru Fanny fra Aabenraa havde forudsagt. Arrangørerne gik langt for at få kongens ridt til at fremstå i et nærmest mytologisk skær. Og kongen selv gjorde sit til at det lykkedes. Alt hvad der skete nogle måneder tidligere, var pludselig glemt. Kongen var i den grad populær.
Må jeg tage hende op på hesten?
Den 10. juli 1920 klokken er lidt over ni om morgenen. Christian den Tiende var netop redet gennem æresporten på den gamle grænse nord for Christiansfeld, da den stærkt bevægede konge fik øje på en lille lyshåret pige i menneskemængden. Hun havde et dannebrogsflag i den ene hånd og i den anden hånd havde hun en kurv med roser – en rød og en hvid.
Hendes hvide kjole var prydet med røde bånd. Da kongen så pigen fik han lyst til at tage hende op til sig på hesten og omfavne hende.
Han kunne ikke vide, at pigen Johanne var et adoptivbarn med så beskidte sokker, at hendes mor havde vendt vrangen ud på dem tidligere på dagen. Kongen greb fat om den lille hånd under roserne. Kongen spurgte pigens mor:
Hun blev helt paf og svarede ikke, men så spurgte han anden gang:
Moderen kunne se tårer på kongens kind.
Johanne var ulykkelig
Ja sådan fik moderen det fremstammet. Og så løftede han den hvidklædte pige med blomsterne op på sin saddel og kyssede hende. Så spurgte kongen:
Den ni – årige pige svarede, men kongen hørte hende ikke. Han var allerede videre på den hvide hest. Johanne Braren brød sig ikke om, at kongen tog hende med:
Oppe på hesten lagde pigen sin arm om kongens hals, mens hendes mor forsøgte at følge med gennem menneskemængden. Den ni – årige Johanne var begyndt at græde, men kongen registrerede det ikke. Han skrev efterfølgende i sin dagbog:
Vi har tidligere her på siden skrevet både om ”Pigen fra Højer”, ”Den Sure Præst fra Højer” (Johannes plejefar) og mange artikler om ”Jomfru Fanny”.
En lille pige dukkede op i Aabenraa omkring 1805
For at forstå mytologien om denne begivenhed skal vi tilbage til årene omkring 1805, hvor en anden lille pige dukker op i Aabenraa. Hun hed Franziska Caroline Elise Enge. Der gik og går stadig rygter i byen om, at hun var fornem slægt, måske endda barn af kronprinsen, den senere kong Christian den Ottende.
I virkeligheden var hun sandsynligvis uægte datter af en tjenestepige fra Mecklenburg i Tyskland og en skovridder fra samme egn. Hun arbejdede som syerske og begyndte at få drømmesyn. Den synske pige blev kaldt for Jomfru Fanny.
Hun blev landskendt, fordi Fyens Avis bragte en artikel om, at hun havde forudset Treårskrigens udbrud allerede i 1837. Hun forudså også, at det hele ville ende med en dansk sejr. Det skete i maj 1849 – altså inden de afgørende slag ved Fredericia og Isted, hvor danskerne vandt.
Hendes forudsigelser blev bragt som skillingstryk i København. Trykkene var den tids ugeblade. Derfor nåede historien vidt omkring. Da Danmark vandt krigen i 1850, havde Jomfru Fanny for alvor skabt sig et navn.
Hun spåede at der ville komme endnu en krig, som Danmark ville tabe. Efter det store danske nederlag i 1864 kom Jomfru Fanny med beroligende ord til apotekeren i Aabenraa.
Spåkonen forudså, at der i 1870 ville komme en krig, man aldrig havde set magen til, og efter et stort slag uden for Aabenraa ville Danmark genvinde tabt land.
Danmarks konge ville komme ridende på en hvid hest, der ville vade blod i gaderne, lyder det i apotekerens referat. Der kom faktisk en stor krig i 1870 mellem Frankrig og Preussen, men resten passer ikke.
Jomfru Fanny glemte dog ikke drømmesynet, og kort før sin død i 1881 kom hun så med en spådom:
Johanne’ s mor blev stoppet af politiet
Mon ikke H.P. Hanssen fra Aabenraa gjorde sit til, at denne drøm gik i opfyldelse. Han har sikkert givet hoffet et tip om, at kongen burde benytte en hvid hest.
Allerede ved fire-fem tiden om morgenen stimlede folk til den gamle grænse ved Frederikshøj for at afvente det historiske øjeblik, da det gamle sagn om kongen på den hvide hest skulle gå i opfyldelse.
Men for Elisabeth Braren, der forsøgte at følge hendes datter på kongens hest, var de store menneskemængder et problem.
Hun kunne se, at Johanne oppe på hesten var ulykkelig. Hun forsøgte at mase sig gennem tilskuerne. Det lykkedes hende at komme ned i en grøft, hvor hun kunne løbe efter kongens hest. Men pludselig blev hun råbt an af tre politibetjente.
Så måtte den bekymrede mor forklare sig til ordensmagten, mens kongen red væk med hendes datter ude på vejen.
Hesten var sandelig hvid
I de kongelige stalde var der ikke en hvid hest. Men grev Knud Danneskiold – Samsøe fra Visborggård ved Hadsund havde lige inden Første verdenskrigs udbrud i 1914 købt en hvid hest i Paris. Den hed Malgré Tout eller på dansk ”trods alt”. Den var blevet trænet i flere måneder, så den ikke gik i panik.
Hendes farve har man diskuteret. Således havde Christian den Tiendes yngste søn, prins Knud fået noget hvidt på bukserne. Hesten er formentlig blevet striglet med wienerkalk eller pibeler for at fjerne gule misfarvninger fra urin på bugen.
Flere dramaer omkring Kongens ridt
Der skete flere ”dramaer” dengang. For mens Johanne Braren sad oppe hos kongen, tog en ældre herre sit sidste åndedrag lidt længere nede af vejen. Hans syvårige barnebarn så på, mens det skete. Manden, hans Jørgen Bylling, var faldet om. Da folk havde råbt ”Kongen kommer” og barnebarnet, der også hed Hans Jørgen Bylling, så sin bedstefars stok flyve op i luften, da den gamle faldt bagover.
Den døende bedstefar blev båret ind på Høkkelbjerg Skole, hvor han udåndede på et bord. Den lille dreng huskede resten af sit liv, hvordan ”bedstefar døde af glæde”.
Johannes mor fik stoppet kongen
Mens den tragiske situation udspillede i skolestuen, slap Johanne Brarens mor forbi politiet og nåede hen til kongens hest, hvor hun fik standset majestæten. Denne spurgte:
Elisabeth Braren skrev efterfølgende, at hun ikke efterfølgende turde udsætte sin datter for mere. Hun løftede datteren ned og trak hende i sikkerhed i grøften. Hun havde fået et lille nerveanfald, som udtrykte sig i klagende toner. Moderen fik bragt hende til ro. Hun fik hatten på, og stille gik de bagefter sværmen.
Veteranerne ved Tyrstrup kirke
Men kort tid efter mistede endnu et menneske livet.
Efter sit ridt gennem Christiansfeld steg kongen af ved Tyrstrup Kirke, hvor han skulle deltage i en kort andagt. Da kongen kom ud af kirken, gik han hen og hilste på de krigsveteraner, som havde været med ved nederlaget i 1864.
En af veteranerne var den 82 – årige snedkermester Peter Wandt fra Bjerndrup. For ham var øjeblikket så bevæget, at han faldt om og døde ved kirkemuren, skrev Berlingske Tidendes korrespondent.
Der blev også snart kongens tur til at falde.
Kongen styrtede
Efter ceremonien i Tyrstrup Kirke fortsatte majestæten videre mod Haderslev i bil. Lidt uden for byen skulle kongen så til hest igen og her gik det galt.
Den hvide hest havde opfyldt spådommen, så kongen skiftede til en af sine egne gangere. Hesten veg til side, da han ville sætte sig op, men Kong Christian den Tiende, der var en erfaren rytter, ville ikke lade hesten bestemme, så han svingede sig op alligevel.
Men så sprang dyret til siden, væltede den hjælper, der holdt tøjlerne, og bukkede. Kongens sabel kom i klemme mellem ben og hest, og så faldt majestæten til jorden.
Endnu en profeti gik i opfyldelse
På den måde opfyldte Kong Christian den Tiende muligvis endnu en profeti – i hvert fald, hvis man skal tro Robert Ludvigsen fra Berlingske Tidende.
Korrespondenten skriver nemlig, at en ældre herre overværede styrtet og sagde:
Og med tårer i øjnene fortsatte han:
Kongen red ind i Haderslev på en anden hest, men så kunne han heller ikke mere. På resten af turen gennem Sønderjylland var han tydeligvis plaget af smerter. Resten af turen måtte foregå i bil.
Men da var myten skabt. Påskekrisen var så godt som glemt. Billederne af kongen på den hvide hest blev et nationalt ikon.
Kongen glemte ikke ”Lille Johanne”
Kongen glemte ikke Johanne Braren. Han sendte hende et indrammet billede fra rideturen, inviterede hende til arrangementer, når han besøgte Sønderjylland og forærede hende gaver da hun blev konfirmeret og senere gift.
Men selv om det havde været en stor oplevelse fyldte det ikke meget i hendes tilværelse. En stor del af Johanne Brarens liv kom til at gå med hårdt arbejde. En overgang var hun bagerfrue i vejle, men butikken kunne ikke løbe rundt.
I 1945 blev hun skilt efter 10 års ægteskab og da hun fandt kærligheden igen i 1947, gik der kun seks år før hun igen blev enke. Hun hed nu Johanne Herlak og var alene med to små piger, som hun måtte forsøge ved at arbejde som kogekone. Hun døde i 1999 i Århus og blev 87 år.
Den hvide hest levede ikke så længe
Den hvide hest levede knap så længe. Den blev syg og måtte aflives i 1921. Den hestehov, som efter sigende var først over den gamle grænse, blev forsølvet og fik inskriptionen:
Den endte på kongens skrivebord på Amalienborg.
Man deler sig også mellem dansk og tysk
I det sønderjyske er det helt afklarede bekendelser uden tvivl. Det er hele familier, som er danske eller tyske. Der er familier, hvor man deler sig mellem dansk og tysk.
Grænselandet er et sted, hvor forskellige kulturer mødes, stride, lever med hinanden og mod hinanden. Ja man kan sige meget, og det har undertegnede faktisk gjort i form af en bog. Den fortæller, hvordan det dansk – tyske forhold var i grænselandet i form af oplevelser, som jeg har været igennem ind til for efterhånden mange år siden, da jeg flyttede fra grænselandet.
Jo dengang i min ungdom i Tønder havde det tyske mindretal også deres egne butikker. Andersen & Nissens Boghandel blev anset for at være sådan en. Jeg fik at vide, at jeg skulle tiltale medlemmer af det tyske mindretal på tysk, men det nægtede jeg.
Man ville ikke kendes ved vores bog
Tænk – engang ville man ikke røre min bog med en ildtang på museet for det tyske mindretal og det trods en positiv omtale i Der Nordschleswiger. Men nu befinder den sig på museet.
Det er nu heller ikke rigtig, at forholdet mellem det danske og tyske har været gnidningsfrit i alle årene som påstået i medierne. Flittige læsere af vores hjemmeside vil vide, at det har været nogle gevaldige knaster. Disse knaster voksede i 1930’erne og begyndte vel først at aftage midt i 1950’erne. Men først mange årtier efter er disse knaster næsten forsvundet.
I Sønderborg ville borgerskabet ikke handle hos Wohlenberg Delikatesser. De sendte så tjenestepigerne. Og når der så blev købt vin, så blev det hældt over på en anden flaske eller etiketten blev fornyet. Man skulle da nødig se, at man støttede Wohlenberg.
Tilliden voksede til de tysksindede
I 2005 viste en undersøgelse lavet af Vilstrup for Politiken, at hver anden dansker mente, at danskernes forhold til tyskerne stadig i nogen grad var påvirket af besættelsen i årene 1940 – 45.
Resultatet var egentlig forventet, men samtidig også lidt skræmmende. Ti år senere viste en Voxmeter – undersøgelse at syv ud af ti danskere havde en overvejende positiv opfattelse af den tyske befolkning.
Masser af tilskud
Tænk engang, Jørgen Mads Clausen, medejer af Danfoss opfordrede ligefrem sønderborgerne til at stemme på det tyske mindretals spidskandidat Stephan Kleinschmidt ved kommunalvalget.
Det tyske mindretal synes måske, at Danmark er lidt sløv i optrækket når det gælder opfyldelsen af de europæiske sprog – og mindretalsrettigheder.
Det Danske Mindretal syd for grænsen får ca. 600 millioner kroner årligt fra den danske stat, mens det tyske mindretal nord for grænsen får 90 millioner kroner fra Tyskland. Dertil kommer omfattende tilskud fra stat og kommune. Faktisk finaseres cirka 75 pct. af det tyske mindretal med danske midler – ikke mindst i form af tilskud til skoler og børnehaver.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.586 artikler heraf 133 artikler under Indlemmelse, Afståelse og Genforening:
Under Aabenraa (150 artikler):
Under Højer (73 artikler):
Under Sønderjylland (187 artikler):
Juni 24, 2020
Sandheden om Karantænestationerne
Stationerne i Padborg og Kruså. Sundhedsstyrelsen ville oprette stationerne. Lægeligt personale skulle skaffes lokalt. Man tænkte på tysklandsarbejdere. Amtmændene var betænkelige. Planerne blev fuldstændig ændret. Elever inddraget i planerne. Tiltro til katolsk søster. Læger og sygeplejersker arbejde i døgndrift. Masser af angreb ovenfra. Barakkerne var ikke klar. De første, der kom, var politifolk. Nattens blodbad. Mange blev kørt direkte på sygehus. Inden for 24 timer blev der skaffet 100 rutebiler. Nervøsitet i Neuengamme. 48 spædbørn fik lunken øl. 4.300 kvinder i 53 kreaturvogne. Dagen efter holdt der endnu et tog på Padborg Station med 3.000 kvinder. Luftkampe og strømsvigt. Lejren blev beordret tømt.
Stationen i Padborg
Det var sandelig ikke noget som Folke Bernadotte havde beordret. Og egentlig havde karantænestationerne i Padborg og Kruså slet ikke noget med ”De Hvide Busser” at gøre. At de så fik det, ja det er en helt anden sag.
Karantænestationen i Padborg var beliggende på pladsen ved DSB’ s lokomotivremise og på en tilstødende mark øst herfor. Den var indrettet i otte større og mindre træbarakker, som var opført til formålet.
Stationen i Kruså
Karantænestationen i Kruså var indrettet dels i Kruså Vandmølle og i en barak i tilslutning hertil dels i nogle træbarakker, som var opført på Krusågårds mark øst for hovedvejen over for Kruså Toldsted.
Der blev også oprettet karantænestationer i Tønder og Gedser.
Disse stationer var egentlig bygget som gennemgangsstation for grænsepassanter for de til den tid hjemvendte tysklandsarbejdere.
Sundhedsstyrelsen ville oprette stationerne
I 1943 begyndte de danske sundhedsmyndigheder at overveje, hvilke foranstaltninger, der skulle træffes, hvis krigen rykkede Danmark nærmere. I juli 1943 foreslog Sundhedsstyrelsen således i et brev til Indenrigsministeriet, at der skulle indkøbes nogle mobile aflusningsovne.
Man begrundede forslaget med, at der let kunne opstå situationer, hvor man for at forhindre udbredelsen af plettyfus måtte foretage aflusning af et stort antal personer.
Efter de voldsomme engelske luftangreb mod Hamborg i slutningen af juni og begyndelsen af august 1943 ankom der her til landet et stort antal danske tysklandsarbejdere og tyske statsborgere, som var flygtet fra den bombehærgede by.
Sundhedsstyrelsen anså det nu nødvendigt, at der snarest blev indrettet karantænestationer ved grænsen. Man anmodede i et brev af 29. september 1943 Indenrigsministeriet at søge bevilling hertil idet man understregede sagens hastende karakter.
Lægeligt personale skulle skaffes lokalt
Desuden anmodede Sundhedsstyrelsen amtslægerne i Sønderjylland om at organisere en lægelig kontrol ved grænsen.
Ved forhandlinger med Arbejdsministeriet og Statens Civile Luftværn fik Indenrigsministeriet tilsagn om nogle barakker der skulle anbringes i depot i Sønderjylland.
På disse stationer skulle de personer, der passerede grænsen registreres og sorteres efter smitterisiko, bespises og instrueres i sundhedsmæssige forholdsregler. Herefter skulle tøjet afluses i mobile aflusningsovne, mens personerne skulle sæbes af og i styrtebad.
Lægeligt personale skulle i første omgang skaffes lokalt og fra Statens Seruminstitut. men hvis der var behov for det, skulle der indkaldes læger fra hele landet.
Man tænkte på Tysklandsarbejdere
Indenrigsministeriet satte dog spørgsmålstegn ved nødvendigheden af så omfattende foranstaltninger som ønsket af Sundhedsstyrelsen.
Det var dog tydeligt at man over for den tyske besættelsesmagt ville sløre den egentlige hensigt med karantænestationerne. Tyskerne fik kun at vide, at der blev forberedt stationer til lægehjælp og bespisning af arbejdere.
Den 3. november 1943 blev der bevilliget 410.700 kr. til oprettelse af grænsestationer ved grænsen. I tidsrummet fra januar til august 1944 inddrog Indenrigsministeriet en lang række andre ministerier og styrelser i planlægningsarbejdet.
Foranstaltningerne antog sigte på de danske tysklandsarbejderes tilbageverden. Det udvalg som skulle planlægge det hele, kom til at hedde ”Udvalget vedr. arbejdere i Tyskland”.
Den 23. august 1944 var man færdig med ”Plan over Karantæneforanstaltninger ved landets grænser”.
Amtmændene var betænkelige
Amtmændene i Aabenraa og Tønder var noget betænkelige om at overtage ledelsen af karantænestationerne, når politiet og grænsegendarmeriet ikke mere var i aktion. I november 1944 kunne karantænestationerne tages i brug selv om, der manglede en del barakker.
I Padborg blev der gjort klar til at modtage 200 politibetjente hjemført fra koncentrationslejren Buchenwald. Ved ankomsten til Padborg blev de dog på grund af deres helbredstilstand kørt direkte til Frøslevlejren, hvor de næste dag alle blev lægeundersøgt.
Så sent som den 24. marts 1945 udsendte Indenrigsministeriet et cirkulære, hvori man fastholdt de oprindelige planer.
Planerne blev fuldstændig ændret
Omkring den 1. april 1945 indtraf der imidlertid begivenheder, som fuldstændig ændrede alle hidtidige planer. Samtidig betød det, at karantænestationerne fik opgaver af en art og rækkevidde, som ingen på forhånd havde forestillet sig.
Der skulle nu handles hurtigt. Der var ikke tid til mange omsvøb eller forhandlinger. Karantænestationerne i Kruså og Padborg blev simpelthen taget i brug af Socialministeriet bistået af Dansk Røde Kors og Statens Civile Luftværn som en slags basis station fra hjemtransporterne fra de tyske koncentrationslejre med bl.a. De Hvide Busser.
I Indenrigsministeriet og hos Amtmanden i Aabenraa gav disse tiltag naturligvis anledning til nogen forbavselse. Nu fik tusinder af mennesker pludselig glæde af disse stationer selv om de ikke var tiltænkt dem.
Man havde slet ikke i planlægningen regnet med at stationerne i Kruså og Padborg skulle tage imod 17.000 hjembragte fanger.
Elever blev inddraget i planerne
Fra den 11. april til 5. maj 1945 deltog en del af eleverne fra Kursus ved Aarhus Universitet for Sundhedssygeplejerske for ledende og undervisende Sygeplejersker i det store hjælpearbejde. Nogle var der få dage, andre en uge og nogle var der endnu længere.
Barakker var endnu ikke gjort klar. Nu gjaldt det om at gøre dem rene og desinficerer dem.
Tiltro til katolsk søster
En af dem, der var med var Søster Benedicte Ramsing. Hun var katolsk nonne i Sct. Joseph – søstrenes orden. Hun gik rundt i ordenens uniform. Dette styrkede tilliden hos de medtagende kvinder, der var meget mistroiske, da de ankom til karantænestationerne. Nogle gemte sig endda, da de skulle vide med lazarettog. Der var altid nogen der gemte sig. Men da de så opdagede den katolske sygeplejerske, ja så gik det meget bedre.
Læger og sygeplejerske arbejdede i døgndrift
Sygeplejerskerne kom i forskellige hold fra Aarhus til Padborg og Kruså. Det første hold nåede Padborg ved 10 – tiden den 11. april. Ved ankomsten til karantænestationen var det første ambulancetog allerede ved at blive læsset. Blege afkræftede nordmænd og danskere lå ved vinduerne i kupeerne, trods deres tilstand lykkelig smilende. Læger og sygeplejerske tog med toget.
Mange af sygeplejerskerne og lægerne arbejde i døgndrift på karantænestationerne. De modtog KZ – fangere i en grusom forfatning. De var mærket på sjæl og krop. De var fyldt med sår efter tortur, der fortalte om grusomme rædsler. De var så udsultede, at nogle af dem ligefrem skulle mades. De var fyldt med utøj. Og sygeplejerskerne måtte nærmest vade i diarre og opkast.
Masser af angreb ovenfra
Flere gange blev busserne angrebet. De allierede flyvere respekterede ikke Røde-Kors-mærket. Mange blev dræbt og såret under disse angreb. Ikke så få af disse blev begravet på Bov Kirkegård. Ofte var der også patienter fra karantænestationerne, der blev begravet på kirkegården.
Heller ikke Karantænestationerne undgik angreb. Det var både direkte angreb samt luftkampe lige over stationerne. Særlig når der var allieret angreb mod Flensborg var karantænestationerne i farezonen.
Barakkerne var ikke klar
Allerede den 8. april var Karantænestationen ved Padborg åbnet. De første busser med danske og norske kvinder var ankommet. De fik et måltid mad og blev så sendt videre.
Efter at det blev sendt afsted begyndte man at desinficere og gøre rent i barakkerne. Det medbragte udstyr blev pakket ud og fordelt. Yderligere sygeplejemateriel og medicinalvarer var blevet fremskaffet og blev fordelt. Instrumenter og tøj var blevet udlånt fra Aabenraa og Sønderborg.
Lejren i Padborg
Lejren i Padborg bestod af tre store patientbarakker med pladser til en maximal belægning på 750 patienter, en lille barak med 2 – sengs stue, en Ligstue, en karantænestation med aflusningsanstalt, Bad, skadestue og en administrationsbygning, hvor køkken fandtes i den ene ende, en spisesal samt kvarterer for sygeplejersker, CBU’ er (Civilbeskyttelsens Udrykningskolonne) og chauffører. Karantænestationen blev opvarmet af den lokale af deling af D.K.B. (Danske Kvinders Beredskab) i Padborg og Bov.
Telefonen kimede ustandselig i administrationsbygningen.
D.K.B. stod også på enestående måde for den daglige betjening. Baronesse Wedel-Wedelsborg havde gennem længere tid været knyttet til Frøslevlejren som Røde Kors’ repræsentant var den gode Fe, der skaffede herlige forsyninger til lejren. Man glemte pludselig, at der var noget, der hed rationering.
C.B.U. – mandskabet viste også en enestående hjælp. Der var faste sygeplejersker for hver barak. Der var en del læger fra de lokale sygehuse og fra København knyttet til lejren for et kortere tidsrum. De ledsagede også konvojer til Tyskland og lazarettog til København.
De første, der kom, var politifolk
De første der ankom til selve lejren var 50 danske politifolk. De fik aftensmad og der blev sunget sange og der var diverse taler. Derefter tog de til en lade i Frøslev for at overnatte inden afrejse næste dag. Næste dag modtog man endnu 50 politibetjente. De fik frokost, men ellers var det ikke rigtig nogen velkomst til dem på grund af travlhed.
Glad norsk sang
Ofte kunne man ikke regne med tidspunktet for afsendelse af de forskellige tog. Det skyldtes jernbanesabotager. Så måtte man nogle gange vælge at fragte folk med busser i stedet.
Senere kom norske og danske internerede direkte fra Neuengamme. Hvis deres tilstand tillod det, blev de aflusede og fik varmt bad. Det vakte megen begejstring og pludselig genlød Karantænestationen af nordmændenes friske sang:
Nattens blodbad
De syge blev båret fra ambulancerne direkte til barakkerne, kom til sengs med det samme og blev vaskede og gjort i stand, så godt forholdene tillod det. Deres tøj blev behandlet med Ivoran – pudder.
Et allieret fly begyndte at angribe karantænestationen. De tyske vagtposter skød igen. Flere blev alvorlig sårede. De måtte køres til Aabenraa Sygehus.
Næste morgen var der masser af rengøring efter nattens blodbad. Karantænestationen var gennemboret af flere huller. Men man måtte være hurtige med rengøring, granatsplinter måtte fjernes. Næste konvoj var undervejs.
Mange blev kørt direkte på sygehus
Alle der gik gennem Karantænestationen fik en hurtig lægeundersøgelse og blev registreret. Senere gik lægerne rundt på barakkerne, så til de syge, ordinerede medicin og skiftede forbindinger. Dette var hårdt tiltrængt. De fleste af patienterne var fulde af inficerede sår. De mest hyppige sygdomme var tuberkulose, blyforgiftninger og sygdomme, der relaterede sig til mangel på eller dårlig mad. Alle var afkræftede i højere eller mindre grad.
Først måtte de have den mest nødvendige medicin og den hårdt tiltrængte mad.
Indimellem fik man at vide, at konvojer var angrebet. Der var sårede og dræbte imellem. Mange blev kørt direkte til Aabenraa eller Sønderborg Sygehus.
Inden for 24 timer blev der skaffet 100 rutebiler
Pludselig blev der givet tilladelse til at tømme lejren i Neuengamme. Det skulle ske inden englænderne nåede området. Til dette formål måtte der tilkaldes 100 rutebiler fra hele landet. Ikke alene nåede man dette men inden for 24 timer nåede man også at male alle bilerne hvide med Røde Kors mærker og Dannebrogsflag på taget.
Inden disse biler kunne tage af sted, måtte hele lejren evakueres. Man fandt forsager på området.
Nervøsitet i Neuengamme
Konvojen var delt i seks kolonner, der startede med en halv times mellemrum. Hver konvoj var ledsaget af en konvojfører, en læge og to sygeplejerske. De første biler nåede Neuengamme kl. 18. De internerede havde stået på pladsen siden kl. 4 om morgenen. De havde fået besked om at de skulle være ude af lejren inden kl. 18.30. Nervøsiteten var stor men den afløstes af glæde og lettelse, da konvojen endelig nåede frem.
Bilerne kørte ind i lejren en for en, blev fyldt til sidste sæde og kørte nu direkte til Friedrichsruhe, hvor man bivuakerede. Næste morgen ved 6-tiden brød man op. Nu begyndte hjemturen til Danmark i silende regn. Men hverken dette eller den sparsomme nattesøvn havde formået at slå humøret ned.
Hos de internerede var glæden og begejstringen over hjemturen strålende. Jo nærmere de kom den danske grænse, jo mere sang de. De blev dog noget skuffede, da de (4.600) fik at vide at de skulle til Frøslev og Møgelkjær og ikke til Sverige.
Banearbejdere nedlagde arbejdet
Allerede tidligere havde lejren modtaget 100 dødssyge mænd fra Neuengamme med tyfus, plettyfus, dysenteri m.m. Efter nødbehandling og aflusning blev de næste dag sendt videre i lazarettog. De blev sendt videre til København, hvor svenske sygeplejerske tog imod. Og så gik det videre mod Sverige.
Pludselig fik man så at vide, at banearbejdere havde nedlagt arbejdet diverse steder. Så måtte man i hast omorganisere og sende folk afsted i busser.
Busserne blev godt modtaget
Når busserne kørte gennem Danmark, var det mange steder, man fik en ekstatisk velkomst i de byer, de kom igennem. Borgerne var mødt op med mad, tobak og blomster. Specielt ”den dejlige tobak” var meget velkommen. Gestapo var med i vognene, og personalet havde advaret deres patienter mod at vise følelser over for dem.
Der kom pludselig frem, at 63 flygtninge var flygtet fra toget under en tidligere transport. Tyskerne forbød nu, at der blev sendt folk afsted. Det betød, at der nu skulle skaffes flere busser. Senere gik tyskerne dog igen med til at man måtte bruge tog.
Der var en del forvirring med ordrer og kontraordrer om ophævelse af lejren
48 spædbørn fik øl
Da alle skandinaverne var bragt hjem, begyndte transporterne fra den store kvindelejr Ravensbrück. Her var næsten alle nationaliteter repræsenteret. Men antallet af polakker var så langt det overvejende.
Der var 48 spædbørn med disse kvinder. De var så udsultede at de næsten lignede oldinge. Kvinderne var meget mistroiske. De ville ikke bare overlade børnene til sygeplejerskerne. Men dagen efter var der ingen problemer.
Der var på det tidspunkt umuligt at skaffe mælk eller anden babymad. Men så fik babyerne en lunken Hof med sut hver sjette time. Dette virkede beroligende på børnene
4.300 kvinder i 53 kreaturvogne
Den 30. april ankom et spøgelsestog med 4.300 kvinder fordelt i 53 kreaturvogne. Det var en kæmpe arbejdsbyrde at skulle stå med disse også rent psykisk. Man blev konfronteret med menneskelige lidelser af uforståelige dimensioner.
Da de mange kvinder blev lukket ud af kreaturvognene efter mange dages togrejse uden mad og drikke kastede de sig over alt spiseligt. Der opstod en masse slåskampe. Efterfølgende lærte personalet at lukke dem ud i hold for at undgå tumult.
Ud ad alle åbninger stak menneskearme, der vred sig. Ud humpede, krøb og løb udhungrede og syge kvinder. De var i forvejen svage. De havde været på skinnerne i fire – fem døgn. De gjorde alt, hvad de kunne for at finde noget at spise. De gravede lægkartofler op i de omkringliggende haver og spiste dem på stedet. De sloges om skraldeposer og vandposter. De satte sig midt på perronen. Til sidst fik man skaffet grød til dem alle sammen.
Men overalt i toget var der kvinder, der var ude af stand til at røre sig. I flere vogne var det døde. Man hørte igen luftalarmen. Og så frygtede man at banegården var målet, men det var en nærliggende flyveplads lige syd for grænsen.
Kvinderne havde alskens sygdomme og mange sår efter hundebid. Ankomsten af toget blev hele tiden meldt og afmeldt. Til tider kom meldingen, at toget slet ikke ville ankomme. Klokken 2 om natten kom meldingen så toget ville ankomme om en halv time.
Toget ankom først klokken 5. I ventesalen havde D.K.B’ er været parat med mælk og brød i lang tid. Der var ikke plads til alle på karantænestationerne så man måtte fremskaffe en masse togvogne til kvinderne.
Mange blev straks efter bespisningen sendt videre nordpå.
Der holder endnu et tog på Padborg Station
Mens man planlagde afskedsfest og nedlukning af stationerne, kom der pludselig en melding om, at der holdt et tog med yderligere 3.000 kvinder fra Ravensbrück på Padborg Station.
Lejren måtte gøres i stand til modtagelse. Fra D.K.B Sønderborg forsøgte man i hast at fremskaffe nok mad. Indtil da blev der uddelt knækbrød. De havde ikke fået mad i flere dage. De var så sultne, at det var næsten umuligt at få uddelt knækbrød.
Klokken 18 kom der så igen nogle Tysklands – svenskere. De måtte indkvarteres i ”Gæstetoget”. De fleste af de syge kvinder fra Ravensbrück blev kørt til lejren i Kruså. Men dette arbejde blev vanskeliggjort, da der kun var en ambulance til rådighed.
Luftkampe og strømsvigt
Igen engang var der flyvarsling og overflyvning med kraftig skydning og luftkampe lige over lejren det meste af aftenen. Pludselig var der heller ingen strøm. Det var vanskeligt i totalmørke at få overført kvinderne i totalmørke var banegården til lejren. Fordelingen af i barakkerne og behandlingen af patienterne var også vanskeligt.
7 unge hollændere hjalp med registreringen. Et tog med 800 blev straks efter bespisningen sendt videre nord på.
Afsendelse næste dag var beregnet til at skulle foregå kl. 11. Men ved Tinglev var et troppetransporttog afsporet ved Tinglev. Kl. 12 samledes alle kvinder uden for barakkerne, og der blev uddelt madpakker til dem.
Bespisningen om eftermiddagen foregik på samme måde. Kl. 16 fulgtes de resterende patienter til banegården og blev fordelt i toget som afgik kl. 17. Det næste tog skulle være afgået lige efter, men atter engang var der luftalarm. Så dette tog afgik først kl. 18.30.
Lejren blev beordret tømt
Da fronten nærmede sig, blev det besluttet at lejren skulle rømmes samme aften. Kl. 21 forlod de sidste sygeplejersker lejren. Det skete med rutebil. Da man passerede Kruså, var der kraftig skydning, bombardementer og adskillige brande. Der havde atter været angreb mod Flensborg.
De sidste fem dage på karantænestationen var præget af, at krigen rykkede tættere på. Den sidste store opgave var at hjælpe de internerede fra Frøslevlejren af sted.
I Kruså står der et mindesmærke, hvor Folke Bernadotte bliver hædret. Men hvad med alle de andre også alle disse helte, der er omtalt i denne artikel?
Kilde:
Juni 22, 2020
Hvem skriver Historien?
Vi har vel alle fordomme. Derfor behøver vi nødvendigvis ikke at være racister. Vi skal fortælle hele historien også om slavehandel. Men skal vi så rive monumenter ned? Måske også palæer bygget af ”slavepenge”. Mange konger og Ludvig Holberg er i fare for at miste hovedet. Johannes V. Jensen kan miste en udnævnelse. Og måske er Karen Blixen lidt for meget racist til at få en gade opkaldt efter sig? Du skal tro på alt, hvad der står i historiebøgerne. Historieformidling er ikke entydigt. Det handler om ”Det Moralske Kompas”. Bliver det plads til at fortælle alt om Schimmelmann? Grundloven gjaldt nu heller ikke i Nordslesvig. Skal Churchillparken have nyt navn? Historieformidling handler også om alt det, der ikke bliver fortalt. Fortiden vil altid være omstridt.
Vi har vel alle fordomme
Er du racist, fordi du er fordomsfuld?
Vi har alle fordomme over for hinanden. Det kan knytte sig til vores køn, dialekt, kropsbygning, bopæl, beklædning, indkomst, job, holdninger, madvaner, idealer, nationalitet, ind- og udadvendthed – og naturligvis også til vores hudfarve. Men alle fordomme er ikke nødvendigvis racisme.
Vi skal pille monumenter ned – eller skal vi?
Ja spørgsmålet rejses, fordi vi nu skal pille monumenter ned og vi skal have omdannet vejnavne. Dette skal relateres til Danmarks tid som slavenation. Københavns Kulturborgmester siger følgende:
Hvordan skal vi skrive historien?
Men hvad så med alle de palæer vi har i Nordsjælland og København som kan relateres til vores fortid som slavenation. Skal disse også rives ned?
Og hvad bliver det næste. Skal Gunnar Nu Hansens Plads have nyt navn, fordi den gode mand havde nazistiske tilbøjeligheder?
Hvem skriver historien? Hvad er den rigtige historie? Man siger, at det er sejrherren, der skriver den.
Skal vi gå ind og håndplukke historien? Eller skal den renses for de ”sorte pletter”.
Man kan ikke revidere historien med tilbagevirkende kraft
Man kan ikke revidere historien med tilbagevirkende kraft. Man kan ikke viske sin fortid ud. Og man ændrer ikke historien ved at fjerne historiske monumenter og statuer. Det vil gøre os historieløse. I stedet skal vi kende vores fortid på godt og ondt.
Den sides redaktør måske også været med til at dømme fortiden med nutidens briller. Det vigtigste er man prøver at forstå fortiden.
Måske er det også den måde historien fortælles på, som vi husker. Ofte er det gennem handling, krige og erobring af nyt land. Se bare den måde Danmark fortæller historien om 1864 på. Den er præget af selvgodhed. Skoleeleverne tror næsten, at det var en sejr til os.
Det kan godt være at det er den hvide mand, der har skrevet historien, mens brune, sorte og kvinder har set passivt til. Måske bør vi i fremtiden fortælle historien ud fra en anden vinkel.
Man tror, at man kan omskrive historien ved at lade som om, den ikke har fundet sted. Men det er forkert. Vi skal vedstå historien – også den dårlige side af den.
Karl Marx talte heller ikke pænt om jøder
Nu skal vi nok lige passe på og ikke ende som i Polen, hvor det er staten, der bestemmer, hvilken historie, der skal fortælles. Karl Marx talte heller ikke altid lige pænt om asiater og jøder. Vi skal ikke bare omskrive historien efter forgodtbefindende.
Den offentlige historieformidling burde levne plads til diskussion og til forskellige opfattelser og vinklinger. Den dybere forståelse af fortiden kan netop gå tabt, hvis man forsyner palæer, statuer og vejnavne med en værdidom. Folk kan nu engang ikke gøre for, at de levede dengang, hvor holdningen var en hel anden.
Fortiden vil altid være omstridt
Fortiden vil altid være omstridt. Vi kan ikke censurere os til enighed. Vi skal ikke fjerne, censurere og gemme bort. Fortidens helte bliver ofte til nutidens skurke.
På grund af historien er ”Den Gamle redaktør” blevet smidt ud af Facebook. Og fordi www.dengang.dk ikke tolker historien som de fleste, så er vi mere eller mindre gået frivillig ud af så mange andre Facebook – grupper.
Men vi er glade for alle de henvendelser og reaktioner som vi får. Vi har også lært at historieformidling er svært. Det er også svært at overbevise folk, der har en fastgroet mening. Det gælder især omkring Besættelsestiden og den såkaldte ”Genforening”.
Medierne fortæller ikke det hele
Her spiller medierne en afgørende betydning. Men det er bestemt ikke alle journalister, der er lige velegnet til historieformidling.
Vi har set et fantastisk drama omkring 1864 af Thomas Winterberg. Som drama kunne det nok ikke gøres bedre, men som historieformidling? Det samme gælder filmen Under Sandet. Filmen stemmer ikke historisk, men dramaet var igen fantastisk. Fornyelig så vi så Grænseland. Egentlig også en god serie. Men den fortalte ikke det hele.
Via pres, terror og meget andet blev de dansksindede i Nordslesvig truet. De blev frataget deres stemmeret og indflydelse. Også økonomisk blev de holdt nede. Alt imens kiggede politikerne i kongeriget den modsatte vej. I skåltaler op mod ”Genforeningsfesterne”, som mere eller mindre blev aflyst, nåede vi dog at få et vide, at man kan takke de københavnske politikere for at Nordslesvig blev en del af kongeriget. Men som du vil kun se fra vores artikler er dette ikke korrekt.
Men se den danske konge straffede også tilhængerne af den slesvig-holstenske bevægelse. De måtte ikke bruge deres flag eller sang. I Mellemslesvig skulle de tale dansk.
Den såkaldte ”Genforening” er ikke et glansbillede
Man nåede at fjerne en masse statuer af kejser Wilhelm. Og på Knivsbjerg sprang man resterne af Bismarck- monumentet væk i 1945. Det var efter besættelsen. Og dansk politi gjorde ikke meget for at opklare det.
Vi har set nogle fremragende artikler og udsendelser, men vi har sandelig også set det modsatte. Den såkaldte ”Genforening” er ikke et glansbillede. Og meget apropos så betalte salget af De Dansk Vestindiske Øer en del af ”Genforeningen”.
I sidste ende blander politikerne sig. Enten er gengivelsen for rød eller for blå. Men de allervigtigste er, at man får skabt en debat.
Du skal ikke altid tro, hvad der står i historiebøgerne
Vi skrev i 2017 en bog, man ikke gad at anmelde i København. Den fik hæderlige anmeldelser i tre aviser i det sønderjyske. Lokalt blev bogen tilsvinet og kaldt for konspiration og udokumenteret ”sludder”. De fleste dokumenter, som vi fandt, afleverede vi på det Lokalhistoriske Arkiv. Politiforeningen og PET sørgede for, at vi ikke fik yderligere adgang.
Vores omfattende arbejde og arkivbesøg lærte os, at man ikke skal tro alt, hvad der står i historiebøger, heller ikke det som står nedskrevet af historikere og i hvert fald er ikke alt, hvad myndighederne fortæller os rigtigt.
Vi fandt frem til fem mystiske dødsfald alene i Bov Kommune. Samtidig var der et par bøger, der fortalte at modstandsbevægelsen i Sønderjylland ikke havde likvideret folk!
Historieformidling er ikke entydig
Historieformidling er ikke entydig. Den handler ofte om, hvad du har fået fortalt og hvad det er den grundlæggende holdning. Ofte handler det også om politisk holdning.
Vi siger ikke herfra at vi altid har ret. Vi fortæller historien fordi vi er nysgerrige og fordi vi elsker at formidle enten på skrift eller via foredrag. Historieformidling handler også om det man mere eller mindre bevidst undlader at fortælle os.
Det moralske kompas
Det er som om, at spørgsmål omkring historien og tolkningen af den kommer i bølger. Lige nu handler nu om racisme og hvem der skal æres gennem monumenter og gadenavne. Og ind ad bagdøren får vi så at vide, at kvinderne er glemt.
Det farlige er, at man nu vil fjerne monumenter og gadenavne eller skrive en forklarende tekst til dette. Måske skal det hele også forsynes med advarselstrekant. Men igen engang, hvad er den rigtige historie og hvem skal skrive den?
Det moralske kompas er under konstant forandring. For 300 år siden var menneskerettighederne ikke engang på dagsordenen. Verden var en anden. Men det glemmer man, når man vil hugge hoveder af statuer eller smide dem i vandet.
Jo, Danmark var involveret i slavehandel
Jo Danmark har været involveret i slavehandel. Det har vi forsømt at skrive om her på siden. Men vi er allerede i gang med research i arkiverne. Men hvor mange slipper i grunden igennem moralske kriterier. Skal disse så bare slettes af historien – bestemt ikke.
Hvad med Jellingestenene? Er det i orden at have et symbol stående af folk, som var succesfulde ved at være barbariske? Vikingerne plyndrede, voldtog og tog slaver.
Ja det gjorde de gamle grækere, romere og andre vigtige historiske folk også. De havde også slaver.
Løsningen er ikke at rive de monumenter ned, som har noget med slaveri at gøre. Det ville være pragtfuldt at oprette et museum med vores tid som kolonialmagt både herhjemme og der, hvor det foregik. Men på De Vestindiske Øer forfalder minderne mere og mere – bygninger og sukkermøller.
Skal Ludvig Holberg miste hovedet?
Han gav vores land litteratur og skabte teatret i Danmark. Han var den første danske journalist. Han brugte vores lands sprog, som var foragtet og forsømt af alle dannede. Det handler om Ludvig Holberg og ordene er hvis nok Hans Scherfigs.
Nu er Holbergs hoved hvis nok i farezonen. Det er hovedet på den statue, der står lige ved Det Kongelige Teater. Jo vores gode mand er nu kommet i søgelyset, fordi han besad en obligation i Vestindisk-Guineisk Kompagni, der med Kongelig bemyndigelse stod for koloniseringen af Dansk Vestindien og transporten af 120.000 slaver dertil fra den danske koloni Guldkysten i Afrika.
Det var slaver, hvis arbejde ikke mindst med sukkerdyrkning grundlagde danske købmænds enorme formuer. Kompagniet gjorde Danmark til den syvende største slavetransportør over Atlanten. Holberg tog selv forsigtig afstand for slaveri i:
Han modtog 18 rigsdaler i rente på sin slave-obligation, men tjente gode penge på sit forfatterskab. Så gode, at han som ældre overlod sin store formue til Sorø Akademi. Men nu skal han altså have hovedet kappet af!
Det er komplet historieløst at sætte Ludvig Holberg i samme kategori som Belgiens Kong Leopold, der drev en af de mest grusomme slaveregimer i verdenshistorien i Congo.
Hvad med alle de andre?
Skal aktionæren og søhelten Niels Juel samme vej? Og for ikke at tale om storaktionærerne Christian den Femte og hans hustru Charlotte Amalie? Denne konges tilstedeværelse er krænkende. Rytterstatuen på Kongens Nytorv står der ikke fordi han oprettede Dansk Vestindisk Kompagni og satte danske slavehandel i system.
Statuen, som er Nordens ældste statue, står der, fordi det var under ham, at Torvet blev anlagt som en fin kongeplads. Nyhavn og Christianshavns Vold blev også anlagt under ham.
Uha, Christian den Femte brugte svenske tvangsarbejdere til at bygge Nyhavn.
Monumenter gemmer sig i krattet
Der er nok ikke chance for at monumentet for totalafholdsforeningens grundlægger Ole Syversen, der blev opført i 1914 ved Edel Sauntes alle tæt ved Fælledparken bliver revet ned. Det var i øvrigt den første kvinde, der beklædte en borgmesterpost i København.
Men omkring det omtalte monument er det så meget bevoksning, at det kun er 1. maj folk stifter bekendtskab med ham, når horder af fulde unge mænd styrter ind i bevoksningen for at tømme deres tungt lastede blærer.
Engelske virksomheder undskylder
Så vidt vides har danske firmaer ikke taget afstand til vores slavefortid, og det har Danmark vel heller ikke. Men det er britiske firmaer begyndt på. De har kigget på deres rolle under slavehandlen. De lover nu bod og bedring. De går bodsgang og forsøger at kompensere for fortidens synder.
En af dem, er forsikringsselskabet Lloyd of London og bryggeriet Greene King. De har tilbudt økonomisk støtte til velgørende organisationer, der arbejder for diversitet og inklusion
Også Church of England, der var med til at afskaffe slaveriet i Storbritannien har tidligere måttet undskylde for at have ejerskab af tre sukkerplantager i Caribien er kommet i klemme. Man har fundet ud af, at næsten 100 gejstlige har været direkte involveret i slaveri og tjene på det.
Stakkels Columbus og Gandhi
Den italienske opdagelsesrejsende Christopher Columbus, der som bekendt opdagede Amerika i 1492 (var det nu ikke Erik den Røde?). Han er på mange måder et symbol på slavegørelsen af Afrikas befolkninger. Hans hoved er i fare.
5.000 mennesker har skrevet under på, at en statue af Gandhi skal fjernes. Og der på grund af dennes fortid. I 1904 opfordrede han sundhedsmyndighederne til at fjerne afrikanere fra en indisk bydel i Johannesburg.
Johannes V. Jensen – pas på
Og Johannes V. Jensen hvis roman ”Kongens Fald” blev udnævnt til at være Danmarkshistoriens bedste roman, skal denne udnævnelse tilbagekaldes, fordi han efter en USA – rejse havde et meget negativt syn på den sorte befolkning. Dokumentation har vi i en artikel fra 1907. Den hedder ”Den Ny verden”.
Vi skal ikke glemme, at det lykkedes europæerne at fragte i omegnen af 13 millioner afrikanske slaver over Atlanten. Rundt regnet gik en million tabt på den brutale overfart.
Christian den Fjerdes Heksejagt
Vi hylder Christian den Fjerde. Han står på den prominente plads mellem Børsen og Christiansborg. Han skulle hædres for alle de smukke bygninger, som han lod opføre i København. Men han var en magtfuld konge, en politisk fantast, der tømte statskassen i trediveårskrigen. Og så var han den konge, der fangede flest hekse. Skal han af med hovedet? Hans forordning fra 1607 gjorde heksejagt til et statsanliggende. 60 pct. af alle hekse dømt til døden i Danmark var alene i hans regeringstid.
Skal Churchillparken have nyt navn?
At diskutere Winston Churchill går aldrig af mode. Hverken som helteskikkelse eller hadeprojekt. Han er blevet kåret som Storbritanniens mest populære statsmand gennem tiderne. Han er symbolet på et Frit Europa under Anden Verdenskrig. Men nu er han også blevet kaldt racist. Falder hans hoved og skal Churchillparken i København have nyt navn?
Han betragtede ”de farvede folk” som vilde og uciviliserede, og ”den dominerende race” som hans egen. I 1897 var han udsendt som aviskorrespondent i Afghanistan. Her berettede han om ”de opsætsige muhamedanere, der fik en lektion af imperiets tropper med ødelagte landsbyer, moskeer og brønde, der blev fyldt op med sten”
Fra talerstolen i parlamentet sagde Churchill uden omsvøb:
Han nærede dyb afsky for inderne. Og den konservative partifælde Lord Amery bemærkede at Churchills holdning til inderne mindede om Hitlers holdning til jøderne. Amery var minister for indiske anliggender og jødiske aner, så han vidste, hvad han talte om.
Da fire millioner indere døde af sult i Bengalen i 1943 – 1944 afviste han at yde dem fødevarehjælp.
Nu brød han sig heller ikke meget om danskere. Han kaldte nogle af vores ministre for tøsedrenge. Historien om Churchill minder os om menneskets styrker og svagheder.
Flere tusinder af nordmænd har skrevet under på en nedrivning af en Winston Churchill statue.
Kulturministerens rolle
Det virker lidt underligt, at kulturministeren vil have nedsat en kommission, der skal kigge på danske statuer for at vurdere om nogle skal forklares yderligere. Det første problem er at finde ud af præcis hvilke vejnavne og statuer, der skal have advarselsskilte. Identitet handler også om andre ting end race og etnicitet.
Andre politikere mener, at foruden historikere skal være raceforskere ind over. Og så skal vi huske monumenter i forbindelse med Danmarks forhold til Grønland.
Måske kommer det så til at gælde alle historiske personer som levede før forrige århundrede. Og hvor meget skal det så med på de skilte? Skal de gode ting undlades?
Er det plads til at fortælle alt om Schimmelmann?
Det bliver da et problem for politikeren Ernst Schimmelmann, som har en vej opkaldt efter sig i Gentofte. Han var Danmarks største slaveejer, men opfordrede senere kongen til at afskaffe den transatlantiske slavehandel.
Ja denne slavehandler var også med til støtte en række kunstnere og videnskabsmænd. Men hvor meget plads er det på skiltet.
Vi har været inde på, at det er en mørk fortid. Specielt de kyniske planer for slaveimport og oprettelse af specielle farme for opdræt af slaver, som blev lanceret efter forbuddet mod slavehandel i 1792, kan få udenlandske forskere til at gispe.
Grundloven gjaldt nu heller ikke for Slesvig-Holsten
På Christiansborgs Slotsplads står statuen af Frederik den Syvende. Den er vel også problematisk. For når vi omtaler Danmarks kolonier og deres beboere så er de ikke omfattet af grundloven. Og det var de såmænd heller ikke nede i Hertugdømmet Slesvig-Holsten. Men det glemmer vi også.
Frihedsstøtten markerer stavnsbåndets opløsning i 1788 er også et eksempel på dobbeltmoral, fordi slaveriet stod i fuldt flor i danske kolonier. Ja igen engang så eksisterede hoveriet i fuldt flor i Slesvig-Holsten inklusive Nordslesvig.
Skal vi også af med Frederik den Femte?
Ja, hvad med Frederik den Femte, der står ved Amalienborg. Som konge overtog han De Vestindiske Øer fra Det Vestindiske Kompagni i 1755, mens der foregik massiv slavehandel.
Selv Hans Egede på Grønland bliver angrebet
Og heller ikke Grønland er blevet forbigået. På Grønlands nationaldag blev statuen af Hans Egede udsat for hærværk. Den dansk – norske præst Hans Egede er kendt som ”Grønlands apostel”. Det var manden, der startede koloniseringen af Grønland. Han rejste til Grønland i 1721 i håb om at omvende efterkommere af vikingerne fra katolicisme til protestantisme. Dem fandt han aldrig. I stedet arbejdede han frem til 1736 som de facto leder af handels – og koloniprojekter. I 1725 skrev han:
Udstillet i bur
Danmark har som den eneste slavenation ikke skyggen af et officielt dansk mindesmærke eller et kolonistisk center. Slaveriet var ikke et resultat af enkelte mænd var onde. De mænd var en del af et system, som præsenterede en hel gruppe mennesker som simpel arbejdskraft uden rettigheder, fornuft og ære som frit kunne udnyttes til at skabe kapital i et gryende kapitalistisk samfund. Danmark lå hvis nok på en 7. plads, når det gjaldt slavehandel.
Det var også den 7 – årige Victor Cornelius, der var efterkommer af slaver. Han blev som 7-årig i 1905 sent fra Sankt Croix til Danmark for at være en del af en såkaldt koloniudstilling i Tivoli. Han endte med at blive sat i bur under udstillingen.
Masser af slavepalæer
Vi skal da også lige påpege alle de palæer, der er bygget for slavepenge i København og Nordsjælland. Skal de rives ned? Så er det også lige Søbøtkers Allé opkaldt efter Johannes Søbøtker i Hellerup og De Conincks Vej i Rudersdal Kommune.
Kunne man så ikke omdanne en af disse gader til Karen Blixen – vej. Det er også problematisk fordi hendes forfatterskab indeholder racistiske tendenser.
Skal børn ikke lære historie i skolen
Og egentlig burde børnene vel oplyses om historie i skolen. Det er vel bedre end et skilt på et monument. Man kunne jo starte med hertugdømmerne, der var dansk inden de blev dette. Men om dette så retfærdiggør benævnelsen ”Genforening” er vel et vidtstrakt forklaringsproblem.
Og så for alle turister, så skal forklaringen på vejnavne og monumenter måske også være på Engelst, tysk og fransk og som en gestus til vort broderfolk – på svensk.
Kilde:
Hvis du vil læse mere: www.dengang.dk indeholder 1.585 artikler. Du kan læse følgende:
Juni 20, 2020
Præsten fra Brønshøj
Den tidligere præst kvalte en nyfødt. Den ny præst Claus Pedersen. Han fik 11 børn. Hans kone døde, så giftede han sig med en enke. Det var en urolig tid. Brønshøjgård blev bygget. Præsten lånte mange penge ud. Han var en gal og lystig præst. Så var det den løsagtige adelskvinde, Kirsten Sinklar, der til sidst blev udvist af Sjælland. Hr. Claus var umiddelbar og ligefrem. Han blev også præst i Rødovre. Skyldnerne skulle betale inden 15 dage. En datter blev gift med de to efterfølgende præster.
Præsten kvalte en nyfødt
Vi er tilbage i 1653. Pludselig var Niels Jacobsen, der ikke mere. Han havde ellers været præst i ti år. Han var flygtet ud af landet. Og bagefter kom det frem, at han havde kvalt et nyfødt barn, som han havde fået med en af sine tjenestepiger.
Den nye præst Claus Pedersen
Nu blev det så Claus Pedersen Urtisløf (Utterslev), der blev hans efterfølger. Han underskrev sig med Claus Petersen. Bagefter tilførte han så bynavnet Urtisløf. Men der kom endnu et tillæg, nemlig navnet Muhle, som blev slægtsnavnet.
Hans far, Peder Clausen havde været herredsfoged i Sokkelund Herred og boede i mange år i Utterslev, hvor han døde i 1650.
Han fik 11 børn
I foråret 1654 rykkede den unge præst ind i Brønshøj Præstegård. Året efter giftede han sig med Else Nielsdatter. De levede sammen i næsten 19 år. De fik efterhånden 11 børn. Da hun døde i 1674, skriver præsten i den kirkebog, som han påbegyndte i 1660:
Blev gift med enke
Et par år efter, 6. juni 1676 trådte Claus Pedersen atter ind i ægtestanden idet han blev gift med enken Kirsten Klemensdatter fra Gentofte. De blev viet i Brønshøj Kirke af Mag. Henrik Bornemann, senere Sjællands biskop.
En urolig tid
De store modgangstider, som præsten skriver, hentyder sikkert til svenskernes ophold i Brønshøj. Desværre er der fra præstens hånd intet efterladt herom. Kirke – og Tingbøger er gået tabt fra disse år. Vi ved blot med sikkerhed, at Præstegården som så mange andre gårde og huse i Sokkelund Herred blev nedbrudt og materialerne brugt til Karl Gustavs lejr i Karlstad på Brønshøj Bakke ved Degnemosen.
Det har sikkert været en urolig tid for præstefamilien. Der har ikke været nogen gudstjeneste. Kirken er blevet brugt til andre formål af svenskerne.
Brønshøjgård blev bygget
Som erstatning for Præstegården fik Claus Pedersen en grund af Christian den Femte. Herpå blev Brønshøjgård bygget. Den 4. juni 1672 fik præsten at vide, at han måtte bygge og indhegne Brønshøjgade.
Han sammenkaldte da ”De Brønshøj Bymænd på Sokkelund Herredsting, lod brevet oplæse og spurgte, om de havde noget at indvende. Det havde de ikke. Derpå blev fire mand udpeget til at taksere og vurdere den gård (Brønshøjgård) som præsten havde drevet og benyttet i årene efter svenskekrigen. Vurderingen lød på 560 daler.
Præsten lånte mange penge ud
Den 4. december 1656 havde præsten indstævnet en brygger for Herredstinget og givet oplysning om, at en øltønde var blevet taget fra Claus Pedersens vogn. Bryggeren og præsten nåede dog et forlig inden sagen kom for tinget. Man kan så undre sig over, at småting kommer for tinget.
Krigstiden havde bragt adskillige af sognemændene i gæld bl.a. til præsten. Tingbøgerne fortæller da også om mangt et stævnevarsel fra præstens side.
I 1661 indstævnes således Rasmus Madsen i Brønshøj angående 50 Slettedaler, som præsten havde lånt ham.
Gal og lystig præst
Claus Pedersen og hans familie har næppe lidt nød, da størstedelen af bymændene endog også i Rødovre havde lånt penge – mod en behørig rente af præsten. En samtidig Johan Monrad fortæller i sin selvbiografi, som vi har forsøgt at oversætte til nudansk:
Monrad har formentlig kendt præsten og hans far fra universitetsopholdet i København og på sine gamle dage slået et smut forbi-
”Den Gale og Lystige Præst” har nok taget for sig af livets retter. Øjensynlig har han haft en sikker stilling i sognet og omegnen, da mangfoldige mennesker stod i gæld til ham.
Adelskvinden, Kirsten Sinklar
Sine pligter som præst gik han heller ikke uden om. selv om det gjaldt ”fornemme” personer. Oppe i Utterslev boede en adelsdame velbyrdige fru Kirsten Sinklar, enke efter en landsdommer. Hun førte et såre foragteligt levned med en masse processer. I fik hun tvillinger uden for ægteskabet med fæstemanden.
Året efter på deres bryllupsdag måtte parret åbenbart skrifte, hvori præsten talte hårdt til dem. Men de fik også en attest, der kundgjorde at nu havde de udstået kirkens straf. Nu var de igen hæderlige. Denne attest havde hun god brug for på tinge, når hun fremover blev anklaget for et løsagtigt levned.
Men Claus Pedersens attest havde ingen særlig virkning. Hun var for godt kendt. Det endte dog også med, at ægteparret dømtes til at rømme Sjælland. De havde nemlig også truet ridefogeden på livet engang han skulle pante for skat.
En umiddelbar og ligefrem præst
Da kromand Jacob Jacobsen havde indstævnet Peder Knop og hans hustru Dorete Pedersdatter for ærekrænkelse samt for vold og overlast, var det en af Claus Pedersens piger der vidnede.
Åbenbart var det sket i præstens hjem. Man kan undre sig over det sprogbrug, der blev brugt i et præstehjem. Åbenbart var den tids mennesker mere umiddelbare og ligefremme.
Hr. Claus blev også præst i Rødovre
Kort før sin død i 1682 var Hr. Claus også blevet præst i Rødovre, der hidtil havde været et selvstændigt kald.
Den sidste præst der, Niels Sørensen havde levet en ret kummerlig tilværelse der. De to kald Brønshøj og Rødovre hørte da sammen indtil 1901, da Brønshøj blev indlemmet i København.
Skyldnerne skulle betale inden for 15 dage
Da Claus Pedersen var død, lod Provsten i Sokkelund Herred, mag. Bornemann kundgøre på tinge, at der skulle holdes tinge den 10. juli. Enhver der havde gældsforpligtelse over for afdøde Claus Pedersen skulle møde op.
Det blev et langt skifte. Adskillige af sognemændene skyldte hr. Claus mange penge men de skyldte også for Tiende.
Mikkel Søfrensen (senere kaldt Lemvig), sognepræst i Gladsakse var formynder for arvingerne. Inden for 15 dage skulle alle skyldnere betale deres gæld. Fra alle sognebyerne, Brønshøj, Husum, Utterslev, Emdrup, Vanløse og Rødovre var bymændene stævnet til tinge.
Hr. Mikkel førte ordet på arvingernes vegne. Han talte skarpt til de skyldnere, der søgte at knibe udenom. Også Gladsakse – præsten lukkede munden på de fleste skyldnere.
En datter blev gift med de to efterfølgende præster
Måske hviler Claus Pedersen under kirkegulvet i Brønshøj. Der er ikke fundet nogen ligsten over ham. I kirkebogen er der heller ikke skrevet noget om hans begravelse.
Et par sønner døde som små- Tre af hans døtre blev gift, en med degnen i Udby, en anden med Anholt – præsten, mens en tredje Dorthea Clausdatter Muhle ægtede Hr. Claus’ efterfølger i embedet. Denne, nordmanden Oluf Schancke døde som ganske ung. Men så ægtede Dorthea så bare den næste efterfølger, Mag. Niels Hansen Glomsæus.
Claus Petersens enke, Kirsten Klemensdatter boede en del år i Brønshøj i et hus, kongen havde givet hende. Hun drev Præsteholmen (Brønshøjholm), der tilhørte Københavns tre sognepræster.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.584 artikler heraf er 23 artikler Fra Nordvest- Du finder en liste over disse under ”Industri på Nørrebro” (Og hvorfor nu det? Jo meningen var, at vi efter at have holdt to foredrag om ”Industri på Nørrebro”, skulle have holdt et foredrag på Biblioteket på Rentemestervej om ”Industri i Nordvest”. Men det er enten blevet aflyst eller udsat til ubestemt tid)
Juni 20, 2020
En købmandsgård i Aabenraa
Her vækkede vi julemanden. Forhandlingerne foregik i fængslet. Også lejeren flyttede. Konen måtte etablere en butik. Er du da ikke tilfreds med mig? Meyer var her, der og allevegne og en stor børneven. Voldsomt opsving i butikken. Personalet havde rigeligt at se til. Kontoret – forretningens kraftcentrum. Korn og smør blev vurderet. To, tre, fire mand til kaffe. Cigar, Klejner og Skrå. Travlhed ved markeder. Sirupstønderne stod parat. De ansatte skulle opføre sig ordentligt. Tyvetøserne. Fru Schmidt vågede over de ansattes moral.
Her vækkede vi julemanden
Det var her vi i gamle dage vækkede julemanden. Nogle gange var julemanden Franz Gregersen. Vi befinder os på Store Torv i Aabenraa.
Der blev her i mange år fastholdt dyder som:
Forhandlinger foregik i fængslet
Det var i september 1891, da Hans Schmidt overtog herligheden. Men det var først efter meget tovtrækkeri. Midt under det hele, blev den forrige ejer, Peter Nielsen indsat i arresten.
Det viste sig senere, at den mistanke, der var rettet mod ham, var totalt grundløse og udelukkende skyldtes sladder. Arrestanten fik dog lov til at forhandle videre fra sin celle. Prisen for hele ejendommen var 30.000 mark. Dette var efter datidens forløb et anseeligt beløb.
Også lejeren flyttede
Den nye ejer stammede fra et fattigt hjulmagerhjem i Brøstrup ved Rødding. Tænk at han havde mod og dristighed til at kaste sig ud i dette projekt.
Forretningen var efterhånden gået en del tilbage. Der var næsten ingen byhandel. En stor del af bønderne havde søgt andre steder hen. Selve butikken var alt andet end rummelig, da halvdelen af facaden var lejet ud til en guldsmed.
Til den ny ejers store fortvivlelse flyttede denne kort tid efter til en anden ejendom i byen. Dermed forsvandt en tiltrængt lejeindtægt.
Konen måtte etablere en butik
Da ethvert forsøg på at finde en ny lejer, blev konen bedt om at etablere en lille butik med forskelligt krimskrams og lidt brød og bagværk.
Det havde hun bestemt ikke meget lyst til. Hun gruede navnlig for, at familie og bekendte fra hendes hjemegn skulle opdage at hun gennem sit ægteskab var blevet degraderet til en ynkværdig kagekone.
Heldigvis meldte der sig efter et års forløb en ny lejer, så konen kunne høre op med at bage og sælge den formkage af æggeblommer, rismel, sukker og piskede æggehvider, som hun havde haft sin største afsætning på.
Er du da ikke tilfreds med mig?
Af personale var der kun en staldkarl ved navn Christian Meyer, som ejeren havde overtaget af den forrige indehaver. I 1923 blev han også givet videre til sønnen. Meyer nåede ikke bare at bære den gamle ejers kiste ud ved begravelsen i 1939, men fortsatte med arbejdet i firmaet til sin død i en alder af et par og firs.
Da sønnen gjorde opmærksom på, at man kunne få folkepension, svarede han vredt:
Det var ikke den ting, Meyer ikke tog sig af. Han malede, kittede, kalkede, fejede og reparerede. På lofterne holdt han en forbilledlig orden. Når bønderne om efteråret kørte kornet ind til købmanden, hejsede Meyer det med håndkraft op til lugerne og spredte det ud over gulvene, hvorefter han i løbet af vinteren med passende mellemrum vendte og drejede det med en træskovl til luftning.
Meyer var her og der og allevegne
På sækkeloftet lå sækkene i pyntelige række. Det forestod Meyer et større arbejde, når de i forårsmånederne skulle fyldes og ved hjælp af spillet læsses ned på bøndernes vogne.
I staldene var der plads til ca. 35 heste, og især på de store torvedage havde han travlt med at få vogne og dyr anbragt, så der stadig levnedes plads til ud og indkørsel.
Drikkepenge udgjorde en væsentlig del af Meyers indtægt. Schmidt måtte en gang imellem tale ham til rette, når han viste sin vrangvilje til at hjælpe en ”fedtsyl af en bonde” (Meyers yndlingsudtryk) med at spænde fra eller gøre klar til afgang.
Den helt store børneven
Meyer var den helt store børneven. Han var med til at lave cirkus i gården. Ingen kunne som ham i en fart snitte en sabel eller et gevær. Han var med til at passe duer og kaniner.
Moderen tolererede ikke lige hans måde at udtrykke sig på. Hans ordvalg og bastante eder, der nogle gange undslap ham var ikke lige i familien Schmidts ånd. Alligevel værdsatte forældrene ham højt trods deres pietistiske livssyn. Meyer indgik som et naturligt værdifuldt led i familiekredsen.
Schmidt satsede mest på butikken. Det lykkedes ham faktisk i løbet af få år at oparbejde den, så den udlejede del kunne inddrages. Det varede heller ikke længe før han antog den første lærling. Omtrent ved samme tid kom den første hushjælp. Kontoret ophørte tillige med at være familiens spise og dagligstue.
Voldsomt opsving i butikken
I de følgende år – helt op til Første verdenskrig en enorm udvikling som medførte et voldsomt opsving i detailhandlen. Og det samme skete med hensyn til udvidelse af personalet.
Men samtidig skortede det ikke på arbejde. 50 – 60 skuffer skulle hver dag efterses og fyldes. Ekspedienterne måtte dengang fylde alt, hvad der forfandtes i poser og måle og afveje det hele.
Personalet havde rigeligt at se til
Butikkerne holdt åben fra 7 morgen til 7 aften. Personalet havde rigeligt at se til hele dagen. Det var heldigt at kunderne ikke var forjagede, men var indstillet på at vente til det var deres tur.
For mange frembød der sig herved en kærkommen lejlighed til at slå en sludder af med nabokonen eller med Schmidt, mens han baksede med vægtene og noterede de forskellige poster i kundens kontrabog.
En købmands varekundskab måtte, da alt solgtes i løs vægt, og begrebet ensartethed var ukendt, være meget stort. Når Schmidt lagde fem slags svesker frem på bordet, kunne han uden at tøve sige, hvor de kom fra. Hans kendskab til krydderiernes mangfoldighed var da også imponerende.
Kontoret – forretningens kraftcentrum
Mon det kan overraske, at uddannelsen til købmand dengang strakte sig over seks år? Dengang gik man cirka ti år som kommis, inden man startede sin egen butik. Schmidt havde da også i en årrække været førstemand i en større detailhandel inden han som 30 – årig erhvervede sig ejendommen på Store Torv.
Kontoret var naturligvis forretningens kraftcentrum. Af inventar var der såmænd ikke andet end en skrivepult, en telefon, et pengeskab, en knaldhård sofa med plads til fire, et stort udtræksbord og en masse stole. På væggen hang en plade med indskriften:
Korn og smør blev vurderet
Her fik bønderne også deres korn vurderet og prisen fastlagt. Det kunne jo være stor forskel i kvaliteten og fugtighedsgraden. Intet under, at Schmidt bredte kornet ud på bordet, følte på det og lugtede til det. Så tog han den hollandske vægt i brug, inden han afgav sit skøn.
På lignende måde foregik det inden andelsmejeriernes gennembrud med det smør, bønderne kom kørende med. Her var forskellen på kvaliteten meget større. Det var ofte en pine at forklare en husmand, der måske var en god kunde, at han ikke kunne give en god pris for smørret.
Uensartetheden blev der til dels rådet bod på ved at det hele blev æltet sammen. Der blev pyntet lidt på farven. Det hele blev presset ned i en drittel. Det smør, der ikke kunne afsættes i Aabenraa (og det var det meste) blev sendt til Hamborg. Nogle gange var prisen ikke engang nok til at betale udgifterne.
To, tre, fire mand til kaffe
På kontoret fik bønderne serveret kaffe. I købmandsgården på Store Torv i Aabenraa, er der aldrig, som det hvis ellers var skik, blevet trakteret med brændevin. Der har heller aldrig hørt et brændevinsbrænderi til virksomheden. Til gengæld blev der ikke sparet på kaffen. Der blev råbt op til køkkenet:
Ofte deltog konen også i passiaren, da hun kendte mange af bønderne og især konerne ville gerne tale med hende. Til kaffen blev der serveret en bastant galopkringle eller en skærekage, som udmærkede sig ved sin levedygtighed.
Cigar, Klejner og Skrå
Kun op mod jul hændte det, at der blev budt på noget så fint som klejner og pandekager. De bønder, der gerne ville have en smøg, fik tilbudt en cigar med det fornemme navn ”Meine Spezialitet”. Men kvaliteten har næppe svaret til navnet.
Andre, der foretrak en skrå, vidste, at der i den første skuffe under disken i butikken lå et lille udvalg til fri disposition. Den saks, der lå ved siden af, vidnede om, hvor stærkt der blev gjort brug af denne viden.
Travlhed ved markeder
Størst travlhed herskede det på de store markedsdage. Der skelnedes mellem kreaturmarked, grisemarked, gøglermarked og sirupsmarked.
Det var anden fredag i december, bønderne kom kørende i særligt stort antal til byen for at gøre juleindkøb i al almindelighed men specielt for at købe sirup. Inden de tog hjemmefra, vidste de nøjagtigt, hvor de skulle spænde fra, hvad og hvor de skulle købe, og hvor meget det måtte koste.
Vinduesudstillingerne havde ingen interesse, da de holdt sig til de forretninger, deres forældre og bedsteforældre havde været vant til at komme i. For den emsige Christian Meyer var det et problem at få alle heste anbragt, da de 35 båse, der stod til rådighed, allerede var fyldt kl. 9 om morgenen. Men hans evne til at skaffe plads på anden vis var fantastisk. Og han delte de trofaste kunders irritation, når mulighederne for anbringelse var udtømte.
Sirupstønderne stod parat
I butikken var der i dagene forud truffet omfattende forberedelser med at pakke sukker, mel, kaffe, krydderier osv. I poser af forskellige størrelser, så ekspeditionen kunne gå hurtigt fra hånden. I kælderen stod spiritustønderne parate til den store efterspørgsel. Der blev regnet med en ikke mindre afsætning på brændevin og rom.
Sirupstønderne stod klar til den store efterspørgsel. Når sirup var så efterspurgt, skyldtes det, at der op mod jul bagtes uendelige mængder af brunkager. Der fandtes ikke et hjem, hvor der ikke stod sirup på bordet. Ja det var dem, der kom sirup på fedtemad.
Påfyldningen af sirup og petroleum kunne godt foregå på samme tid. Den var ikke gået i dag. Sirup flød alt for langsom til, at en kommis bare skulle nøjes med at se på det. Skulle der bagefter være brug for lidt håndvask, stod der uden for stalddøren et vandtrug, der også kunne benyttes til dette formål.
Omsætningen på sådan en sirupsdag var anseelig. Af gamle optegnelser fremgår det, at der kunne sælges op imod 200 l brændevin. Salget af rom og gammel vin var stort set ikke mindre. Også kaffe var en stor salgsartikel. Det var bønder, som drog hjem med 60 – 70 pund rå kaffebønder i en sæk.
At købe 10 pund tobak var ikke ualmindeligt for en storryger, og ”Meine Spezialitet” var den cigar, der gik flest af. Sukker solgtes i stor stil i form af sukkertoppe. Mel svesker og krydderier købtes til brug for en længere periode. Hvad der endelig solgtes af sirup, overgår totalt nutidsmenneskers fantasi.
De ansatte skulle opføre sig ordentligt
Fra Schmidt havde også mange gøremål. Foruden de mange kopper kaffe og alt det bagværk, der blev serveret, havde hun at sørge for lærlingene og de yngste af kommiserne, som boede der og spiste med ved alle måltider.
Hun var meget sød ved dem. Men hun havde dog et vågent øje med, hvordan de opførte sig. Ikke få tyverier var hun den første, der kom på sporet af.
Tyvetøserne
Under Første Verdenskrig havde Købmandsgården en pige, der systematisk udnyttede alle butikkens fristelser. Dette undgik helt Fru Schmidt’ s opmærksomhed.
En skibskaptajn, der havde hendes søster i tjeneste og havde grebet hende i tyveri, ringede en dag til Fru Schmidt for at fortælle, at der gennem længere tid i hans hus var foregået sortering af forskellige varer, og at pakker i hobetal derfra sendtes til kærester ved fronten eller hjem til moderen i Gråsten.
En tredje søster, som tjente hos en skibsreder i byen, havde også vist sig upålidelig. Alle tre var på deres friaftener travlt optaget af at pakke og forsende tyvekoster.
Med sans for den rette effekt, sørgede kaptajnen for, at de tre piger blev sagt op samtidigt, så moderen, der jo var med i komplottet, kunne få dem hjem til Gråsten på én og samme dag.
Fru Schmidt vågede over de ansattes moral
Efter evne vågede Fru Schmidt også over de unges moral. Hun var selv vokset op i et pietistisk hjem. Hun ville ikke blot holde hendes egen sti ren. Hun ville også hjælpe andre med dette, når de nu var betroet i hendes varetægt.
Dette blev nu nok dengang lettet ved at de havde en lang arbejdsdag. Når det blev aften havde de måske ikke andet ønske end hurtigt at komme til ro.
Kilde:
Hvis du vil vide mere. www.dengang.dk indeholder 1.584 artikler herunder 151 artikler fra Det Gamle Aabenraa og omegn, herunder: