Sæbefabrikken Blaagaard A/S

Peter skifter skole mange gange. Familien forsøger mange ting. Peter kommer i lære uden løn. Der er næsten ikke nogen fritid. Nu finder arbejdsgiveren ud af at han også skal have prygl. Peter skifter plads til et sted på Amagerbro. Han tager til Amerika, som er hans store drøm. I begyndelsen er han ved at miste modet. Men så bliver han gift og sparer op. Men alle penge bliver brugt til hospital og medicin, da hans kone bliver alvorlig syg. Faderen og morgen har i mellemtiden oprettet en æbleskivebutik i Blågårdsgade, En dag kommer en mand ind og sælger noget sæbe. Det kommer til at ændre livet for hele familien. Faderen beder Peter om at komme hjem. Fabrikken starter i et hønsehus. Men det flytter mange gange og ender i Ryesgade, hvor Schou senere køber det. Men Peter har ikke fået nok. Han opretter en stor fabrik i Landskrona med i alt 535 ansatte (1935). Han bliver dekoreret både i Sverige og i Danmark.

 

Ikke kendt af mange

Dette er historien om et virksomhedseventyr på Nørrebro og i Sverige og historien om den mand, der skabte dette. Ja historien handler nok mest om Peter. Han var nærmest ved at gå til grunde i Amerika. Men to gange skabte han en stor fabrik med butikker til. Ja faktisk flere gange. Og det hele startede på Blågårdsgade på Nørrebro.

Peter Johannes Thomsen er nok ikke kendt af mange. I 1934 blev han udnævnt som Ridder af Dannebrog.

 

Peter skiftede skole hele tiden

Hans far og mor boede i Raumsølille i Gadstrup Sogn, og her blev Peter født den 15. april 1873. Hans forældre havde en lille gård og indtægterne var små. For at få indtægterne oprettede faderen et hvidtølsbryggeri. Men stedet, hvor dette blev valgt var uheldigt. Der var ikke vand i tilstrækkelige mængder.

Faderen solgte fødegården og købte ca. 12 tdr. land jord i Havdrup og byggede efter den tids forhold et moderne bryggeri. Her boede familien så i otte år. Peter var begyndt at gå i skole seksårsalderen.

Faderen solgte bryggeriet i 1883. Nu begyndte et evigt flytteri som varede i flere år. Peter var næppe kommet i en ny skole før han igen skulle begynde i en ny skole.  Faderen havde efterhånden mistet alt.

 

Læretid, uden løn og også med prygl

Da Peter var blevet konfirmeret, begyndte han i købmandslære i Vordingborg. Og så måtte han ellers hjælpe karlen med at opmåle kul, tappe petroleum, sigte puddersukker og i øvrigt holde pakhuset rent.

Det var ikke noget, der hed løn. Mad og logi blev anset for at være tilstrækkelig. Det tøj som skulle bruges, måtte forældrene købe hos en eller anden marskandiser i København. Der var ikke råd til at købe nyt.

Lommepenge kendte en fattig dreng ikke til dengang. Frihed var der heller ikke meget af. Butikken holdt åben fra 6 morgen til 10 aften. Om søndagen var det åbent til klokken 9 om formiddagen. Derefter skulle hele butikken gøres rent. Klokken 4 om eftermiddagen åbnede butikken atter.

Det hele gik sådan set godt nok, indtil arbejdsgiveren mente at det var passende med en gang prygl en gang imellem. Det syntes Peter ikke var i orden, når han også skulle arbejde uden løn og ikke havde fri.

 

Ny plads på Amagerbro

Forældrene syntes heller ikke dette var i orden. De sendte straks rejsepenge. Af arbejdsgiveren fik han et dokument, der viste, hvor længe han havde været i lære. Peter kom nu tilbage til forældrene i København. Det var han nu ikke så stolt af.

Faderen skulle gennemgå en øjenoperation. Mens dette stod på, hjalp Peter sin mor i den lille butik, som forældrene havde i den tid.

Da faderen igen var erklæret rask, kunne Peter igen søge plads. Han fik ansættelse hos urtekræmmer Peter Jensen på Amagerbro. Han var en god mand og fruen var en elskværdig frue. Her skulle Peter heller ikke have løn.

Men juleaften fik han 50 kr. Og sidste år af læretiden endog 100 kr. Pludselig kunne Peter ernære sig selv.

 

Den store drøm – Amerika

Tiden gik, læretiden var udløbet. Nu blev Peter ansat som kommis og fik nu en fast løn på 30 kr. pr. måned. Og dertil den sædvanlige julegave. Nu begyndte Peter så at samle sammen til sin store drøm – at komme til Amerika. Her troede han, at der var muligheder.

Men det gik helt anderledes. I marts 1893 løste han en tredjeklasses billet til Chicago og kom ombord i den gamle udvandrerdamper ”Hekla” med 12 dollars i lommen. Men Peter var endnu ikke fyldt 20 år og havde intet kendskab til det engelske sprog.

Selve rejsen på Søen varede i 31 dage. Hyggeligt er sådan en rejse ikke. Overalt var der griseri og utøj. Peter måtte gennem så mangen en skærsild, da han endelig kom til Amerika. Da han endelig kom til Chicago, kunne han få sig et bad.

 

Den første vinter var uhyggelig – pengene var små

Allerede dagen efter fik han sig et arbejde som nattevagt. Samtidig gjorde han rent i en bar. Men manglende sprogkundskaber tvang ham til at stoppe. Siden arbejde han på en farm, i et bageri, som kusk og mange andre steder.

Han var ikke bange for at tage hvad som helst. Men den første vinter var uhyggelig. Indtægterne var små. Men af indehaveren af det bageri, hvor han arbejde fik han lov til at sove i et værelse bag bageriet. Det var en seng i dette værelse, men desværre ingen sengeklæder. Peters overfrakke tjente som over-dyne.

Det var koldt. Og der hang is ned ad væggene. Mad kunne han kun få en gang dagligt i denne vinter. Da vinteren var over, fik han igen et ordentligt job. Han skiftede med at arbejde i bageriet og som kusk. Senere arbejde han et par år i et kartoffelfirma. Arbejdet var hårdt og til laveste løn.

 

En lille mælkeforretning

Nu havde han lært landets sprog. For sine sammensparede penge købte han en lille mælkeforretning, som dog ikke gav det store udbytte. Men han blev syg af gigtfeber og kom dårlig gennem de næste tre måneder.

Da han igen meldte sig til tjeneste, var hans plads optaget. For første gang begyndte modet at svigte ham. Han stod nu på fuldkommen bar bund. Han tænkte på at skrive til sin gamle arbejdsgiver i Danmark. Han vidste at denne ville sende ham penge, hvis han bad om en billet hjem.

 

Peter blev gift

Men nej, det ville han alligevel ikke. Han søgte og fik atter arbejde ved et stort mælkefirma. Om morgenen klokken tre måtte han op og ud med vognen. Det var uanset om der var regn eller sne. Men efterhånden var han vant til det.

Han begyndte igen at spare. Efter et par år indgik han ægteskab med sin hustru. Hun var født i Amerika men af dansk herkomst. Hun kunne næsten tale dansk, men de talte dog altid amerikansk sammen. Hun var meget praktisk anlagt. Hun fik købt brugte men næsten nye møbler. De fik et pænt og hyggeligt hjem for små penge.

 

Penge gik til medicin og hospitalsophold

Efter at de havde været gift i tre måneder blev hustruen meget syg. Hun måtte lade sig operere. Peters lille opsparede kapital gik nu til læger, medicin, hospitalsophold m.m. Efter fem måneders forløb var hustruen til dels rask igen.

 

En æbleskiveforretning i Blågårdsgade

Peter’ s forældre havde de sidste tre år haft en æbleskiveforretning i Blågårdsgade på Nørrebro. En dag kom en mand ind i forretningen. Han købte seks æbleskiver og et glas mælk, som han fortærede på stedet.

Men denne mand solgte en blok Marseillesæbe – ca. 5 pund for en krone. Faderen og denne kunde kom til at tale sammen. Resultatet blev, at Peters far skulle betale ti kroner for at få recepten på denne sæbe og selvfølgelig have ret til overvære fabrikationen et par gange. Dette skete allerede et par dage efter.

Nu solgte forretningen i Blågårdsgade både æbleskiver og sæbe. Men det gik dog lidt småt med sæben, som kun gik til venner og bekendte.

 

Startkapital på et par hundrede kroner

Faderen solgte nu æbleskiveforretningen og fik nu nogle få hundrede kroners driftskapital. Nu ville han kun lave sæbe. Han følte dog at han måske var blevet for gammel til dette. Så han sendte et brev til Peter. Muligvis kunne faderen og moderen leve af det, men han mente det sagtens kunne gå så godt at alle kunne leve under bedre kår.

Da Peter fik brevet, greb længslen efter Danmark ham. Hustruen mente, at han trængte til en lang ferie i Danmark. Selv ville hun tage tilbage til hendes mor i Chicago.

Som den driftige og energiske som hun var, sagde hun, at nu hvor de var to, kunne de sagtens klare sig. Hvis det gik godt i Danmark, ville hun komme. Hvis det ikke gik, skulle Peter vende tilbage. Som tænkt så gjort.

 

Nu ville hustruen med

Peter sagde sin plads op med løfte om at få den tilbage, hvis han vendte hjem igen. Alle møbler blev solgt. Og da Peter stod og skulle rejse ville hustruen alligevel med. Og hun kom med. Han lånte 150 dollars af en god ven, som han dog nærmest betragtede som en reserve, hvis det hele skulle glippe i Danmark.

 

Peter overtog kommandoen

Ved midsommertid i juli 1899 vendte Peter sammen med hustruen tilbage til København. De holdt ferie i 14 dage. Derefter begyndte Far og søns kompagniskab. Det begyndte meget småt. Hele varelageret blev opgjort til 60 kr. Peter indbetalte 30 kr. i firmaet. Foruden varelageret var der i fabrikken (et forhenværende hønsehus) en balje, et kogeapparat, en lille gryde og en pind. Nu begyndte arbejdet.

Peter overtog nu kommandoen. Et par agenter blev ansat. Men de gav dog snart op. Så begyndte hustruen i stedet for. Hun forstod det bedre. Om dagen fabrikerede Peter sæben og om aftenen blev de solgte varer bragt ud til kunden.

Forældrene havde udlejet et lille værelse med egen indgang. Dette lejede Peter og indrettede det første udsalg. Og dette passede forældrene.

 

Indtægterne steg hurtigt

Indtægterne steg meget hurtig. Efter kort tids forløb blev den såkaldte fabrik for lille. Firmanavnet ”Sæbefabrikken Blaagaard” blev indregistreret. For hver gang der var penge i kassen, blev en ny butik startet.

Når fabrikken nu fik dette navn, var det fordi den første fabrik blev startet i Blågårdsgade. Da den hurtigt blev for lille, flyttede den et pat gange. I Ryesgade blev den indrettet med maskiner og ret store kogekedler. Alle mulige slags sæbe samt indførte skurebørster, husholdningsvarer og galanterivarer blev forhandlet i udsalgene.

Det fortsatte med at gå godt. I 1914 kom så verdenskrigen, som bragte mange besværligheder med sig, men også gav forretningsfolk store chancer.

”Sæbefabrikken Blaagaard” blev i 1916 til et aktieselskab med Peter Johannes Thomsen som administrerende direktør. Kapitalen var da en halv million kr. Senere blev den udvidet til halvanden million kroner.

 

Peter solgte fabrikken til C. Schous fabrikker

Da alt på Børsen i 1918 – 1919 gik den anden vej opkøbte Peter de fleste aktier og solgte dem så i 1926 til kollegaen og konkurrenten C. Schou’ s Fabrikker.

Nu skulle Peter så til at leve som velhaver. Meningen var at han skulle nyde frugten af de mange års strenge arbejde. Men som det går de fleste mennesker som har oparbejdet noget og så bliver ledige, således gik det også Peter. Tiden blev ham for lang. Han måtte i gang med at arbejde igen.

 

En svensk fabrik blev udvidet

Heldigvis havde han under krigen købt en lille anpart i en nylig påbegyndt sæbefabrik i Landskrona. Da Peter ikke var eneindehaver, fik den lov til at gå som den bedst kunne. Men på et tidspunkt, da han havde afhændet alle aktier i Danmark, kunne han nu vælge enten at likvidere eller få fabrikken ind under ordnede forhold.

Peter valgte det sidste. Flere dage om ugen tilbragte han nu i Landskrona. Og i 1926 valgte han sammen med sin kone at bosætte sig her.

Fra nu af gik fabrikken frem i hurtigt tempo. Et par ejendomme ved siden af blev købt. Fabrik og lager blev også indrettet i disse.

 

Den mest moderne fabrik i Sverige

I 1929 blev Peter meget syg af en blodprop. Han lå i sengen i seks måneder. Gennem et helt år kunne han kun gå ved hjælp af krykker. Men i den tid byggede han en større ejendom til yderligere udvidelse af fabrikken. Og dengang var det den mest moderne fabrik i Sverige.

På fabrikken blev der fremstillet blød sæbe, toiletsæbe, alle slags vaske-, pudse- og skuremidler, parfumer, hårvand, kosmetiske artikler som tandcreme, hudcreme, puder og alt som dertil hører af tekniske artikler som Glycerin, Bonevoks, skosværte m.m.

 

Peter havde 535 mennesker ansat

Navnet på virksomheden var Industrie A/B Sylvia. Til firmaet blev der oprettet 103 butikker (1935). De spredte sig over næsten hele Sverige. Fra disse forgår alt salget. Dertil kom en masse andre ting, der blev solgt i butikkerne.

Det var importerede varer som manufakturvarer, grammofonplader, glas og porcelæn, legetøj og et utal af andre ting. Peter havde i 1935 ansat 535 mennesker i sit foretagende

 

Dekoreret både i Danmark og Sverige

I november 1933 blev Peter af Hans Majestæt Kongen af Sverige udnævnt til Ridder af Vasaordenen og året efter så af som vedblivende dansk undersåt benådet med Ridderkorset af danneborgsordenen.

Vi har også lige kigget på Erhvervspolitisk Årbog i 2014. her beskrives situationen for sæbefabrikkerne i Danmark.

 

Situationen set fra en anden side

Mange især mindre og mellemstore sæbefabrikker måtte lukke, fordi de ikke havde nok kapital til at stå imod. Hvor der i 1913 var 63 danske sæbefabrikker, så var tallet reduceret til 29 i 1927. Af de 29 sæbefabrikker producerede 5 fabrikker hele 70 pct. af Danmarks produktion.

Modgangen var mere end A/S Schreiber & Carl Petersen jr.’ s Fabrikker samt Sæbefabrikken Blaagaard A/S kunne klare. Under krigen havde C. Schous fabrikker haft et godt samarbejde med begge konkurrenter. De efterkrigstidens vanskeligheder havde ramt dem hårdt, kom der gang i forhandlingerne om driftssamarbejde i begyndelsen af 1920erne.

Først med Sæbefabrikken Blaagaard A/S i 1922 og to år senere med andre fabrikker.

 

Kilde:

• Vi har redigeret et dokument fra Peter Johannes Thomsen fra 1935
• Erhvervspolitisk Årbog 2014 – 1

 

Hvis du vil vide mere:

• På dengang.dk finder du i alt 1.623 artikler.
• Under kategorien ”Industri på Nørrebro” ligger 11 artikler, og under denne ligger artiklen ”Industri på Nørrebro” med en liste over yderligere 40 artikler