Artikler
November 23, 2022
Endnu et barnemord i Jægersborggade
Barnemorderen. Et mord i Jægersborggade 33 i 1924. Flere har ledt efter artikler. En sømand boede til leje. Et lig på køkkenbordet. Sømanden var mistænkt. Offeret var den 13 – årig Anne Dalby. Morderen havde lokket pigen ind i lejligheden. Naboen hjalp moderen. Politiet mødte den mistænkte. Betjente i fare. Sørensen havde været straffet før. Nævningeting dømte ham 14 års Tugthus. Man ville have haft livsvarig straf. En jurist udtaler sig. Ingen kvinder blandt nævningene.
Barnemorderen
Her på siden har vi skrevet tre artikler om ”Barnemorderen fra Jægersborggade”. Der er delte meninger om hvor mange hun egentlig myrdede – barnemorderen Dagmar Overby. Vi har set tal fra 16-25. Men så mange blev hun slet ikke dømt for. På Nørrebro dræbte hun 3-4 stykker.
Et mord i Jægersborggade 33 i 1924
John Dickow, der selv bor i den ejendom, hvor det mord vi skal omtale oplyser, at der blev begået endnu et mord i Jægersborggade 33 i 1924. Det var i et nu nedrevet baghus. John skrev en artikel om dette i beboerbladet hvorefter en beboer henvendte sig.
Flere har ledt efter artikler
Han havde en artikel fra Berlingske Tidende fra august 1919 med følgende overskrift:
På Københavns Bibliotek har Sune Hundebøll ledt efter avisudklip fra dengang. Efterhånden kan man så sammensætte en historie om det afskyelige mord i Jægersborggade.
En sømand boede til leje
En forladt hustru – fru Christensen med to små børn boede i Jægersborggade 36 2. Hun havde i et stykke tid udlejet et værelse ud til gården til en sømand, Peter Ejnar Sørensen som var uden hyre. Men af og til havde han job i Nyhavn som nattevagt.
Der opstod et kærlighedsforhold mellem dem, skønt han godt kunne virke brutal. I ejendommen var man bange for ham. Han havde altid en skarpladt pistol på sig. Og truet sin kæreste på livet, havde han sig også. Men hun havde altid hans billede på sig
Et lig på køkkenbordet
Da moderen kom hjem den 4. august 1919 ved 16 – tiden blev hun mødt af et frygteligt syn. En 13 – 14-årig pige lå på køkkenbordet med tøjet i uorden. Hun kunne med det samme se at pigen var død. Liget var stadig varmt, så pigen må være død kort tid før.
Hun havde ikke set pigen før og kendte hende heller ikke. Politiet på Lyngbygade-stationen (nu: Hillerødgade) blev straks kontaktet. De kom straks og havde en lokal læge med. Denne kunne også konstatere at pigen var død.
Sømanden var mistænkt
Opgangens beboere og moderen blev straks afhørt af en politiinspektør og to assistenter, Det var dog uden afgørende spor. Men alligevel stod det klart at moderen måtte være den logerende sømand.
Politiet fandt ud af at denne sømand tidligere havde været straffet for tyveri og siddet til afsoning i Tugt – og Forbedringshuset.
Offeret var den 13 – årige Anne Dalby
Men offeret var der ingen, der kendte. Heller ingen af opgangens beboere kendte hende. Først sent på aftenen blev hun identificeret efter masser af formodninger.
Fra nr. 53 var en pige ved 20 – tiden blevet efterlyst. En mor savnede hendes 13 – årige datter. Hun hed Anne Dalby
Hun havde samme trøje med store knapper på, som den myrdede. Moderen til offeret faldt i krampegråd, da hun hørte, hvad der var sket.
Morderen havde lokket pigen ind i lejligheden
Morderen havde lokket Anne ind i lejligheden i nr. 36 ved at foregive, at hun skulle gå et ærinde for ham. På det lejede værelse voldtog sømanden den unge pige. Vejle Amts Folkeblad beskrev det meget dramatisk:
Bladet ”København” skrev:
Naboen hjalp moderen
Moderen var ikke i stand til at tage til Retsmedicinsk Institut for at identificere pigen. Det gjorde en nabo i stedet. Og det var også denne nabo, der forsøgte at forklare sammenhængen for moderen.
Politiet mødte den mistænkte
Politiet ransagede kvarteret omkring Nyhavn uden at kende den mistænkte. De havde kun et foto af ham. Den mistænkte var nattevagt på skibet Kasan, som var under reparation på Refshaleøen. Sørensen havde fået lovning på hyre, når skibet atter tog til søs. Dette sted blev også holdt under opsyn.
Ved 21.30-tiden kom en tydelig beruset mand vaklende henad Nyhavnsbroen. Politiet tiltalte ham:
Han svarede dog koldt, at han ikke hed Sørensen. Men nu var politiet meget sikker i deres sag. De tog ham med i en port for at kropsvisitere ham. Dette gjorde de for ikke at forurolige folk i området.
Betjente i fare
Nu kunne det hele have endt katastrofalt for betjentene, Den mistænkte rakte om til baglommen, hvorfra han trak en skarpladt pistol. Men han blev dog overmandet og erklæret for anholdt.
Sørensen havde været straffet før
Jo det var den eftersøgte sømand. Han var tidligere dømt 9 måneders forbedringshusarbejde for tyveri. Det var i 1917. Straffen var gjort betinget, Men allerede året efter fik han endnu et års forbedringshusarbejde for endnu et tyveri.
Han var født i København i 1886. Han voksede op på Vesterbro. Under retssagen blev han i pressen karakteriseret som en slet knægt, der som barn blev sendt til Flakkenbjerg (der dengang var drengeanstalt) Efter konfirmationen kom Peter til søs.
Han forsøgte selvmord
Under et ophold i fængselsgården den 8. august forsøgte Peter at begå selvmord. Han kravlede op på et halvtag og styrtede sig på hovedet mod den cementerede gård.
Han blev kørt på sygehus. I begyndelsen opfattede lægerne hans tilstand som kritisk. Men de endte med at konstatere at det var tale om en lettere hjernerystelse.
Sørensen ændrede forklaring
Da Peter Ejnar Sørensen så kom i retten, var hans første forklaring at det var tale om et hævnmord begået på den unge pige, der skulle have bagtalt ham.
På kommunehospitalet kunne lægerne konstatere at hans mentale tilstand kunne betragtes som normal. Han var fuld tilregnelig i gerningsøjeblikket.
I Byretten ændrede gerningsmanden og erklærede at han:
Nævningeting dømte ham 14 års Tugthus
Ifølge datidens medier viste han ingen tegn på anger. Han virket roligt og fattet. Efter flere afhøringer blev sagen sendt til Nævningeretten.
Østre Landsrets Nævningeting idømte Peter Ejnar Sørensen 14 års tugthus
Efterfølgende blev Peter Ejnar Sørensen overført til Horsens Tugthus.
Man ønskede livsvarig straf
Sagen dengang skabte meget debat. I tidsskriftet ”Kvinder og Samfundet” fra 1920 stod der følgende:
En jurist udtaler sig
Ingen kvinder blandt nævningene
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 22, 2022
Besættelsestiden i Abild
Garnisonen i Tønder nåede ud i sidste øjeblik. Der blev kæmpet i Sølsted og Abild. Invalide soldater kunne ses i Abild. Sabotører skjult lige ved siden af tyskerne. Soldaterne måtte vente i timevis på mad. Eksplosion i køkkenet. Ville det blive kæmpet i Abild? Tunge kampvogne kørt i stilling. Dannebrog steg til tops. Overflødighedstårn af efterladenskaber. Masser af konkurrencer med våben og krudt. Ungarske soldater med heste. Så tog knægtene sig af bilerne. Værdier kastet på veje og grøfter. Knægte på skattejagt. Skatterne forsvandt.
Garnisonen i Tønder nåede ud
For dem, der ikke ved det, så ligger Abild ca. 5 km nord for Tønder. Her kunne man i høj grad mærke tyskernes tilstedeværelse.
Kl. 4.10 blev de tyske styrker set ved grænsen. Tønder garnisonen blev alarmeret. Kort tid efter ankom tyskerne til kasernen. I sidste øjeblik lykkedes det for garnisonen at slippe ud af Tønder.
Ja panservogne holdt allerede foran porten. Da enheden forlod kasernen fra bagsiden og over en nød-bro, der var lagt dagen i forvejen
Kampen ved Abild
Ved Abild og Sølsted kom det til træfninger. Ved Abild blev to tyske panservogne ødelagt med en enkelt maskinkanon.
Befalingsmandseleverne var udstyret med cyklister og motorcykler samt to maskinkanoner. Af markveje nåede styrken hovedvejen ved Abild, mens halvdelen af cyklisterne blev anbragt som flankesikring af kanonen.
Kampen ved Sølsted
Resten blev sendt til Sølsted
Ved Sølsted blev den første panservogn ramt. De næste kørte frem og blev også ramt. Det betød at de måtte trække sig tilbage. Pludselig blev styrken angrebet af to fly
Styrken fik at vide at fjendtlighederne var indstillet i Danmark. Styrkens fører nægtede at tro på det og trak i flyverskjul i Draved Skov.
I løbet af dagen vendte garnisonen tilbage til Tønder.
I Abild kunne man se de endeløse kolonner på hovedvejen på vej nord på.
Invalide kom til Danmark fra fronten
Beboerne i Abild lade også mærke til alle de invalide, der kom fra fronterne. De støttede sig til krykker. Mange havde gazebind om hovedet eller armen. Abild blev af tyskerne brugt som forsyningsområde.
Mange soldater indkvarteret i Abild
Mange soldater var indkvarteret på større gårde i området. På den tidligere højskole var der vel flere hundrede indkvarteret. Skolen blev brugt som hovedkvarter. Gymnastiksalen blev i begyndelsen brugt som sovesal.
I begyndelsen blev alt brugt efter forskrifterne. Men det varede ikke længe. Snart fyldtes alle rum med brædder, møbler, halmneg og gule ærter trillede over gulvet. Flere vinduer var efterhånden blevet ødelagt. Biblioteket blev brugt som lager for surbrød.
Et par værelser var først opholdsrum for højtstående officerer, snart blev de i takt med det stigende antal soldater i byen omdannet til barberstue, skomagerværksted og endda et posthus. Men snart standsede også disse vigtige institutioner deres virksomheder.
Sabotører skjult ved siden af tyskerne
I den tidligere højskole havde familien fået lov til at beholde haven og nogle værelser. Dette forhindrede ikke familien i at skjule nogle sabotører. Hvem kunne finde på at lede efter disse med så mange tyskere indkvarteret.
Soldaterne måtte vente i timevis på mad
I gymnastiksalens omklædningsrum var der køkken for byens samtlige soldater. Herfra udgik den eneste uddeling af varm mad. Soldaterne måtte ofte vente i timevis for at få et kogekar med en varm portion af dagens ret.
Prøv at forestille sig, hvordan haven så ud efter en dag hvor der var serveret stegt sild. Der var sildeben overalt. I standeren på havegangen og endda i det lille vandbassin.
Stanken kunne være uudholdelig
Når en af de mange influenzaepidemier hærgede, var stanken uudholdelig. Overalt var der steder. Hvor en soldat havde efterladt den føde som han lige havde indtaget. Jo der var soldater, der gravede nogle latriner, men alt for få. Mange levende hegn og mange tøveskurer stod mål for soldaternes sygdom.
Eksplosion i køkkenet
En uhyggelig hændelse indtraf en søndag. Dette kunne have ført til en alvorlig ulykke. Et frygteligt drøn lød – en eksplosion. Årsagen var at nogle patroner sammen med tørvene var kommet i fyret. Familien slap uden skade. Men køkkenet lignede ikke sig selv.
Ville det blive kæmpet i Abild?
I april 1945 vidste man godt i Abild at tyskerne havde tabt krigen. Men hvordan ville det hele ende. Skulle der kæmpes for hver meter?
Snart gik der rygter om, at englænderne var kommet. Men på det tidspunkt var de ikke engang nået til Holsten.
Tunge kampvogne gjorde sig klar
De sidste dage før den 5. maj var ophidsende til det uudholdelige. Snart gjorde tyskerne sig klar til den sidste modstand. Tunge kampvogne hver af dem bemandet med SS – soldater gjorde sig parat. Disse kampvogne brølede gennem Abild og blev opmarcheret på hovedvejen mod Tønder.
Dette gjorde trafikanterne nervøse. De følte det livsfarligt at køre her. Ofte kørte de store omveje for ikke at komme i nærheden af disse. Men dagen efter oplevede man en sand modløshed hos tyskerne. Så sad de og fordrev tiden med at lave små hvide flag.
Rygter om at skolen ville blive bortsprængt
Den fjerde maj var situationen akut. Højskolefamilien fik at vide at de sammen med skolen ville blive sprængt bort, hvis det kom til krigshandlinger og dette kunne ske samme aften. Så var det ellers med at komme afsted. Dette skete i hestevogn. Børnene blev placeret bagerst blandt dyner og andre nødvendige sager.
Det blev en anstrengende tur på grund af den stærke trafik på vejen. Bestemmelsesstedet var en større gård uden for byen. Her blev familien sammen med andre huset på bedste måde.
Dannebrog strøg til tops
Samme aften kom det glædelige budskab at tyskerne havde kapituleret. Det kan godt være at der nu blev festet på gården. Højskolefamilien tog hjem sent på aftenen. Højdepunktet den 5. maj var, da familien rev den tyske radio – antenne ned fra flagstangen og lod Dannebrog gå til tops.
De tyske soldater forblev i kaserne den historiske nat mellem den 4. og 5. maj 1945. Men allerede om morgenen tiltrådte de første afdelinger tilbagetoget. Endeløse kolonner marcherede mod grænsen.
Overflødighedshorn af tyske efterladenskaber
I Abild fandt man et overflødighedshorn af tyske efterladenskaber. Det var lige noget for Abilds knægte. Først fandt man småting som en lade-skinne og tomme patronhylstre. Men snart var det med skarpladte patroner, stålhjelme, gasmasker, pudsegrej til våben og mange andre slags effekter. Snart skulle man finde nye gemmesteder til alt det man fandt.
Et par knægte havde nu deres eget gevær, hvoraf det ene blev fundet på et loft og det andet i et buskads.
Masser af konkurrencer med våben og krudt
Men efterhånden havde alle knægte deres eget våben. Nu blev der så afholdt konkurrencer i adskillelse og samling af våbnene i kortest tid med og uden bind for øjnene. Nye fabrikater af geværer blev fundet. Nu var det også maskinpistoler og endda et maskingevær. Det sidste var dog for tungt og indgik derfor ikke i normalbeholdningen.
Våbnenes mekanik blev studeret i mindste detalje. Lysten til at prøve våbnene blev vakt. Til skydeplads blev valgt en mark i nærheden af en lille skov nogle kilometer fra byen. . Her blev de første skud affyret under et strengt tavshedsløfte.
Våbnene virkede upåklageligt. Det var indlysende at dette bestemt ikke var ufarligt. Efterhånden tog skudlarmen til og nu havde de voksne også fundet lyst til at skyde. Derfor blev skydebanen nu forlagt nærmere til byen.
Masser af krudt
Rundt omkring gårdene havde de tyske soldater moret sig med at skyde med geværer og pistoler efter stålhjelme, flasker og konservesdåser. Skud hørtes dagen lang. Men det var umuligt at bortskyde de mængder af skarp ammunition som lå tilgængelig overalt.
Knægte fandt derpå at lave sjov med krudtet fra de skarpladte patroner. Projektilet blev brækket af hylstret og krudtet hældt ud. Så blev det antændt. En fornøjelig lyseblå flamme kunne derefter ses.
Så opstod der en ny konkurrence som knægtene kaldte ”Flammekastekrig”. Knægtene i Abild fandt også elektromotorer, radioer og forskellige måleapparater.
Ungarske soldater med heste
Pludselig kom der ungarske soldater med hundredvis af heste til byen. De blev en sand plage for det kneb med græs til så mange gamle frontheste. Disse heste gjorde stor fortræd i haverne. De passerede både grøft og hegn.
Og da der var tordenvejr, som gjorde hestene bange, passerede de deres indhegninger i store flokke. Mange af byens mænd måtte natten igennem hjælpe til med at indfange de stakkels dyr.
Mange af hestene var gode ridedyr og det benyttede knægtene sig af. De fik lov til at passe dem.
Så tog knægtene sig af bilerne
Så kunne knægtene tage sig af alle de biler, der stod opmarcheret på de fleste gårdspladser. Det var flest lastbiler men også enkelte personvogne samt en del specialbyggede vogne.
Først nøjedes man med at sidde i bilerne. Hver knægt havde sin bil. Men længe varede det ikke, før man begyndte at pille ved diverse ting. Snart svingede retningsviserne. Så skulle hornene også afprøves.
Ja og selvfølgelig skulle nogle af bilerne også afprøves på markvejene omkring Abild.
Værdier kastet på veje og grøfter
Efter 5. maj strakte kolonner af besejrede tyske soldater sig ned gennem Sønderjylland. Nogle af kolonnerne var mere end 30 km lange. Hver eneste dag i lang tid marcherede tyske soldater gennem Abild på vej mod Sæd grænse.
Nogle var tavse og mærket af sorg og bitterhed. Andre kom syngende gennem Abild. Nord for Tønder blev de visiteret af engelske soldater. Det tog meget lang tid at slippe gennem nåleøjet. Der var en lang kø gennem Abild. Nogle af soldaterne satte sig ned og kastede mønter fra sig. De kastede også andre værdier væk. Pengesedler, rationeringskort og meget andet smed de fra sig på vejen og i grøften.
Knægte på skattejagt
Knægtene gik så jo gang. De havde poser og spande med i deres skattejagt. Der var mønter fra hele Europa men dog flest danske.
Men ak – knægtene skulle aflevere alle pengesedler, mønter og våbnene til politiet. Politiet kom selv og spurgte efter knægtenes samlinger.
Skatten forsvandt
Ja sådan sagde betjenten. Væk var de mange skatte. Men det tog efterfølgende kun et par minutter i grøfterne at finde 50 kroner. På blot en dag lykkedes det for politiet at samle 35.000 kr. hos de tyske soldater.
En gang i løbet af sommeren kom CBU med et større antal lastbiler. De var i stand til i løbet af få uger at rydde det hele for ”skatte”. Senere kunne familien, når de gravede i haven, kunne de støde på en guldklump i form af nogle mønter. Nu og da fandt man dog stadig ”skatte” rundt om i Abild
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 12, 2022
Sønderjylland – en historiebog på 200 sider
En glimrende historiebog om Sønderjylland er udkommet. Og selv for nørder indeholder den nye ting. Vi kommer vidt omkring, begynder tidlig og slutter sent. Illustrationer og kort er fantastisk gengivet. Men indrømmet et par steder skal luppen frem. Det må have været en meget vanskelig opgave at begrænse sig til 227 sider. Således kan man savne nogle kontroversielle ting om Sønderjyllands historie, men da må man kigge i andre kilder. Men vi får en glimrende indføring i landsdelens specielle historie. Den burde jo stå i ethvert hjem – også i Tyskland. Se at få den oversat.
Skriv den på tysk
Historisk Samfund for Sønderjylland har fødselsdag. Foreningen blev grundlagt i 1922. Derfor sidder man med en gratis historiebog i hånden – tak for den. Andre kan købe den for 198 kr. Har man for resten tænkt på at oversætte bogen til tysk?
Kan landsdelens både spændende og indviklede historie koges ned på 200 sider. Vi har her på siden foreløbig 227 artikler alene fra Sønderjylland og vi er slet ikke færdige endnu. Det er to af vores mest anerkendte historikere, der har begået bogen. De har mange bøger på samvittigheden.
Her er i stuen har vi flere Sønderjyllands – historier stående. Og nogle af dem har efterhånden en del år på bagen. Her troede den gamle redaktør så at han vidste det meste om Sønderjyllands historie, men nej.
Det politiske, nationale og kulturelle
Hovedvægten af indholdet er lagt på det politiske, nationale og kulturelle. Og hvor langt går man så? Ja helt til det sidste kommunalvalg. Formål med bogudgivelsen er for uden at markere fødselsdagen at udbrede kendskabet til Sønderjylland og landsdelens helt særlige historie. Og det er lidt af en præstation at få det hele ned på ca. 200 sider og så få det nyeste med.
Bogen burde stå i alle hjem
Der flotte illustrationer og kort med i bogen. Kortene gør det hele mere overskueligt. Egentlig burde den stå i et hvert hjem i Danmark. Ja måske også i dele af Tyskland.
Vi er helt tilbage i stenalderen og beskæftiger os med de nationale modsætninger. Ja som det siges, så begynder Sønderjyllands specielle historie omkring 1200. Men de begynder langt før. Vi er tilbage allerede 130.000 år før Kristi fødsel.
1232 er et vigtigt årstal i Sønderjyllands historie.
Og det er nok heller ikke mange, der tænker over, at Volden allerede lå der i 500 – tallet.
Ribe – brevet ligner en håndfæstning
Fint at man tager stilling til Ribe – brevets betydning. Det lignede en håndfæstning står der. Og det er ingen grund til at gøre et brev eviggyldigt. Men det er så andre det har taget dette brev meget alvorligt
Luppen måtte frem
I 1590 udgav den kongelige statholder en tavle med adelsslægter. Der var hele 48 slægter. Disse adelsslægter havde stor betydning og mange af dem havde stor magt.
Kortet på side 52 giver et godt indtryk af, hvor kompliceret områdets historie er. Vi ser Nord og Sydslesvig inddelt efter, hvem der ejer hvad. Men indrømmet den aldrende redaktør måtte lige have en lup frem. Det er rigtigt, som det står, at de forskellige hoffer i residensbyerne trak i tysk retning. Det var både hertugen og kongens folk, der var gode kunder hos guldsmede, købmænd og værtshusholdere.
Luppen måtte også hentes frem på side 66, hvor vi ser et bykort af Tønning. Egentlig en skam for både billeder og kort er fantastisk gengivet.
Ja godsejerne fik birkeret og var ikke underlagt den sædvanlige kontrol.
Embedsmænd havde det svært
For embedsmænd kunne det også være svært at begå sig. Tønders provst Stephan Kenckell var at en af de gottorpske embedsmænd. Første gang slap han godt fra det. Men til sidst måtte han bøje sig.
Mange konger bøjede sig for eliten
Det er også rigtig beskrevet, at man i 1700 – tallet kaldte sig ”danskere” og mente at deres fædreland var ”Danmark”. Men det skete som regel på tysk. Der knyttede sig ikke en fælles konge, heller ikke sprog kultur til det. Man levede med en stærk regional bevidsthed. Man kunne med nød kalde Slesvig for dansk Holsten. En bonde kunne finde på at sige ”vor konge her i Holsten”.
De danske konger bøjede sig ofte efter eliten og kørte forsigtig frem. Det var den almene befolkning, der kom til at punge ud, hvis, der manglede penge. Men modsat kongeriget blev der ikke indført stavnsbånd for slesvigske bønder.
De allerfleste talte dansk – men myndighederne tysk
Der var mange, der undrede sig over, at de fleste i Nordslesvig talte dansk, men at myndighederne talte tysk. Ja og administrations og rets- sproget var tysk.
I 1920 blev Slesvig delt, ja så skal vi da også lige have vildsvinehegnet med.
Slesvig og Holstens indbyrdes forhold
Men nu har det også været mange familieintriger og kampe mellem hertuger og konger. Så skal det hele også hele tiden sammenlignes med, hvad der sker i Danmark. Så skal vi også lige have Slesvig og Holstens indbyrdes forhold.
Stormagterne pressede Preussen
Det var også England, Frankrig og Rusland, der sammen med Sverige besluttede at den danske helstat skulle bestå. De besluttede også at Preussen skulle gøre en ende på opstanden i Holsten.
Men tag nu endelig ikke fejl af dette. Vi får den nyeste forskning i De Slesvigske Krige. Jo på et tidspunkt var der også nogle, der mente, at vi i Slesvig – Holsten skulle have samme sprog, kultur og endda også historie.
Det er nemlig også rigtigt at fremhæve, at det var russerne, der pressede Preussen til at slutte fred med Danmark i 1850. Nu stod Slesvig – holstenerne selv mod danskerne.
Det var også stormagterne, der bestemte arvefølgen.
Dette afsnit er en af de mere interessante. Er det her, hvor vi kan afspejle noget nationalt overmod (1864)? Ville Danmark i virkelighed bringe stormagterne i spil ved splittelsen af Slesvig?
Selvfølgelig skal vi høre om alle dem, der ville have grænsen ned til Ejderen. Ja bogen beskæftiger sig også med, at selv om man talte dansk så var sproget inden for retsvæsen, kirke og skole tysk.
Måske skyldes dette pladsmangel?
Bogen indeholder ikke så meget om den nyeste forskning med et samlet Skandinavien med svensk flag. Der er heller ikke noget med at Bismarck ville samle Skandinavien og Preussen mod en union mod russerne. Dette kunne også løse problemet i grænselandet.
Dette er ikke vi finder på her på siden men er omtalt i bogen ”Undergang eller Union”. Du kan læse mere om disse to emner her på siden.
Fra dansk side var kortene ikke spillet rigtig og det endte så med at nordslesvigerne/sønderjyderne måtte indordne sig preussisk styre fra 1864 – 1920. Og Preussen bliver i bogen præsenteret som en halvdemokratisk stat.
Köllerpolitikken vakte opsigt langt ud over Sønderjyllands grænser. Lidt af samme stil var Den tyske Forening, der forsøgte at knuse alt hvad der var dansk.
Et supergodt kort
Kortet på side 137 giver et godt overblik over hvordan afstemningen gik. Her har man farvelagt efter procenter. En meget god ide.
Ordet Slesvig skulle hurtig glemmes
En meget sigende overskrift er
Efter den danske regerings ønske kom der visumtvang. Nogle kunne få et specielt grænsepas. Og nord for grænsen skiftede tyske navne nu til dansk. Alt hvad der mindede om det gamle hertugdømme skulle glemmes. Også et navn som Nordslesvig skulle undgås fra dansk side. Derfor fik egnen det lidt mærkelige navn:
Nu kan vi jo ikke undgå at nævne Sydslesvig, når vi skal omtale det danske mindretal syd for grænsen.
De to mindretal
Interessant er også at se, hvor mange medlemmer, der var i de to mindretal nord og syd for grænsen. Det danske mindretal syd for grænsen udgjorde ca. 10.000 og var socialt dårlig stillet. På landet var de dansksindede ofte isoleret og udsat for chikane af deres naboer.
Det tyske mindretal nord for grænsen udgjorde 25.000 – 30.000 og var bedre socialt stillet.
Det er som anden halvdel af bogen er mest spændende. Og ja det gik lang tid inden mindretallet syd på fik deres rettigheder, selv om krigen for længst var overstået.
Meget flot fremstillet er H.P. Hanssens kamp. Og Nazi – tiden bliver også belyst over på den anden side. Et andet afsnit handler om besættelsestiden og Det Tyske mindretals samarbejde med besættelsesmagten.
Bogen fortier ikke de dansksindedes reaktion over for mindretallet. Meget udførligt bliver forholdene og udviklingen i mindretallene på begge sider af grænsen beskrevet. Vi får skam også at vide at Det Tyske Mindretal er begyndt at markedsføre begrebet ”Sønderjylland”.
Knivsbjerg omtales skam også
Hvem man skal mindes på Knivsbjerg, får vi også at vide. Så er det diskussionen om dobbeltsporede skilte. Spændende er også at på bagsiden ser vi guldhornene fra Gallehus, som nu har fået en plads på Kunstmuseet i Tønder.
Selve tiden under og efter besættelsestiden er godt beskrevet. Vi får også kontroverserne fra Løjt. Det er et godt eksempel. Vi har selv set i arkiverne i Aabenraa (Dibbernhaus – arkiverne), hvordan de unge mennesker i det tyske mindretal blev presset.
Nogle ting er ikke med
Det er måske pladsmangel det er årsag til ikke at nævne, at Paludan Müller var på fyringens rand og at De Hvide busser var startet længe inden Folke Bernadotte kom ind i billedet. Ja perioden dengang, da briterne pludselig tilbød Danmark Sydslesvig, er heller ikke med.
Det er rigtigt, det var nazistiske lærere importeret syd fra, der indoktrinerede de unge mennesker. Både Werner Best og Hitler foretrak et roligt Danmark, og den såkaldte Lieferfreude. Vi får beskrivelsen af Fårhusmentaliteten. Ifølge bogen varede den helt til 2010. Det kan altid diskuteres, hvor dybt man vil gå ind i den diskussion. Her på siden har du rig mulighed for at læse om det.
Harmonien kom først årtier senere
Det danske mindretal syd for grænsen voksede til 76.000. Det var der grunde til. Måske er det pladsmangel, der er årsag til, at vi ikke lige får de grunde. Det rigtigt som det står, at harmonien mellem flertal – og mindretalsbefolkningen først opstod årtier senere.
Den dansk – tyske sameksistens er godt beskrevet. Det fylder også en del.
Bogen indeholder også interessante temaer. Det er ting, som har været et diskussionsemne i landsdelen. Nogle af diskussionerne er ført for ikke så mange år siden.
Vi har stikordsregister, litteraturlister – her har man selvfølgelig kun tage det nødvendigste med. Men følger vi nu disse lister kan vi måske få svar på nogle, af det ting, vi manglede. Når man kun har 227 sider til rådighed, er det naturligt, at nogle ting skal undlades.
Og så her vi et par sider med hertuglister – meget overskueligt.
Forskellen på livet hernede og i Kongeriget
Vi får også en glimrende beskrivelse på forskellen af livet hernede og i Kongeriget. Således skete udskiftningen meget tidligere i hertugdømmet. Bøndernes hoveri stoppede også meget tidligere.
Måske siges det ikke så tydeligt i bogen men slesvigerne orienterede sig mere mod Hamborg end mod København. Derfor havde mange det ekstra svært efter 1920.
Det er en aldeles fin Sønderjyllands – historie, hvor nogle kapitler er mere spændende end andre. Men sådan er det med historiefortællinger. Men det er absolut en anbefalelsesværdig bog. Og det er utroligt at forfatterne er kommet så langt omkring. Vi havde nogle indvendinger, men i sidste ende skyldtes dette sikkert pladsmangel.
Selv om vi nok er nørder inden for Sønderjyllands Historie indeholdt bogen nye ting. Man kan nok ikke forvente at kontroversielle emner bliver taget op til debat. Men vi får en glimrende beskrivelse af Sønderjylland. Og det er tydeligt at landsdelen er speciel.
Carsten Porskrog Rasmussen, Hans Schultz Hansen: Sønderjylland – en særlig historie/ Historisk Samfund for Sønderjylland
Hvis du vil vide mere: Om Sønderjylland
November 9, 2022
Republikken Sofiegården
Britta fik øje på stedet. Det var forbudt at bo her. Der blev skam betalt leje. Hitler – Hansen i farvandet. Love og paragraffer blev indført. Kommune og ejer blev enig om nedrivning af baghuse. Her blev Gasolin dannet. Kim Larsen blev vred. Slumstormebevægelsen blev dannet. Der står noget andet i Københavns Kommunes arkiver. Der var ingen nedstyrtningsfare. 42 lejligheder og 7 butikker. Socialt og kreativt samlingssted. Viggo Kampmann hjalp med at få aftale i stand. Den gode stemning ændrede sig. Myndighederne blev ydmyget. Rygter om en kommende aktion nåede de unge. Sofiegården udråbt til republik. Man forberedte sig. 200 mennesker i Sofiegården. En kranbil fra overmagten. 46 unge mennesker arresteret. Det var Max Muldjord, der stod for nedrivningen. De unge vendte tilbage. Nu et kollegium, hvor det er lovligt at bo.
Britta fik øje på stedet
Det handler om en ejendom på Christianshavn på hjørnet af Sofiegade og Dronningegade. I dag ligger der et kollegium på denne grund. Ejendommen fra 1700 – tallet
I 1965 var ejendommen saneringsmoden. Planerne for ejendommen var ikke færdige, og den stod tom. Med Boligselskabets tilladelse flyttede unge ind i huset. De brugte officielt ejendommen som lager.
Det var egentlig den 20 – årige Britta Lillesøe, der i 1965 fik øje på bygningerne og tog initiativet. Det blev til et blomstrende miljø, der pludselig blev smadret. Britta bladede i telefonbøger og fandt ejeren af bygningerne.
Det var forbudt at bo her
Egentlig var det forbudt at bo der, men ejeren Ole Waagensen gav de unge lov til at leje et par af lejlighederne i Sofiegade 3 som lager.
Jo, et var forbudt direkte at bo der, da husene var kondemnerede, dvs. usunde og derfor uegnede som menneskeboliger, Og der måtte absolut ikke bo nogen børn her. Men flere og flere søgte herhen. Til sidst fik de unge overdraget hele karren med forhuse, baghuse, skure og i toilethuse – kaldet retirader.
Og så blev der ellers sat opslag op på Studenternes Boliganvisning, på læreanstalter, på sygeplejeskolen og flere andre steder.
Der blev betalt leje
De unge betalte skam i fuld forståelse med ejeren, en lille lejre. Og dette blev inddrevet hos alle beboere. Dertil kom et lille kontingent oveni til mulig istandsættelse og andre udgifter som elektricitet, gas og vand. Planen indebar nedrivning af baghuse og nye indendørs toiletter samt baderum.
De nye beboere satte to forhuse i stand og så rev de baghuse ned og skabte et flot gårdmiljø.
Først boede de unge mennesker illegalt med mørklækningsgardiner, som under krigen og værkstedsskilte på dørene.
Hitler – Hansen i farvandet
Man skulle dog lige passe på den enkelte betjent, der patruljerede i gaden. De kaldte ham for Hitler – Hansen. Og når nogen så spottede ham på vejen, lød fare – råbet:
Ind i skabe og skuffer røg tallerkner, bestik, hashpiber, galar – alt det, der kunne tyde på rigtig beboelse.
Love og paragraffer
Der blev sandelig lavet en masse regler. Kollegieforeningen Sofiegården fik love og paragraffer, som det sig hør og bør. Der blev valgt og nedsat en bestyrelse. De skulle så varetage huslejeindkrævninger. De indkaldte til møder, skrev referater og alt det nødvendige.
I Sofiegade 7 blev der indrettet kontor og en mønttelefon. Ejeren Ole Waagensen var informeret om alt. En skønne dag rev de unge mørklægningsgardinerne ned. Nu blev beboelsen helt åben og dermed politisk. Kommunen vidste stadig ikke, hvad de skulle bruge grunden til.
Kommune og ejer gik med til nedrivning
Husejeren gik med til at beboerne selv satte bygningerne i stand. Sammen med Waagensen og med støtte fra kommunen sørgede de unge for nedrivningen af de klaustrofobiske baghuse og de stinkende retirader. Det var nok ”Danmarks største gårdrydning”.
En murmester, en snedker, en blikkenslager og et par andre håndværkere renoverede bygningerne, både indvendigt og udvendigt. Blandt beboerne var der også nogle håndværkere. Ja der var også nogle arkitektstuderende.
Men de fleste af de unge var nu mere eller mindre halv – eller helstuderende.
Endnu flere flyttede ind
Naboerne kom nu efterhånden. Gården her var langt lysere og pænere end deres. Over for kontorerne blev brusekabiner og rigtige toiletter installeret.
Endnu flere flyttede nu ind. Det var folk inden for teater, musik, digte – og malerkunst og livskunstnere og andre fra vidt forskellige steder.
Her blev Gasolin dannet
Den digteriske skolelærer Kim Larsen havde mødt elorgel – og guitarspilleren, Willy Jønsson, der flyttede ind tidligere på året. Jazzsaxofonisten Franz Beckerlee, som boede i nærheden kendte Willy i forvejen fra skoletiden. De faldt i snak med poeten Mogens Mogensen, som havde boet der i et par år. Kims digtersjæl tog straks.
Tom McEwan var på et tidspunkt trommeslager efter at Bjørn Uglebjeg stoppede. Franz Beckerlee var mere til jazz og en habil saxofonspiller. Gruppen, der endnu ikke havde noget navn øvede i et gammelt loftrum over Sofiegården. På et tidspunkt var alle deres tekster på engelsk.
En beboer på Sofiegården mente at de skulle hedde Gasoline efter at Franz Beckerlee havde udtalt, at han mente at bandets funktion var at ”tanke folk op”.
Kim Larsen blev vred
Og det var min afdøde kone Hanne (Sus) også boede. Hun fortalte, at hun skulle opbevare nogle fotos for Kim Larsen. Dem havde hun så forlagt og kunne ikke finde. Der var en der blev godt sur. Og hun tilhørte også en af de kreative. Hun blev uddannet på Filmskolen. Og herhjemme står faktisk en Bodil.
Slumstormebevægelsen blev dannet
Mange unge boligsøgende blev skrevet op på Sofiegårdens lister. Det var langt flere end man kunne rumme. Senere kom der flere ejendomme til som ejeren af Sofiegården ligeledes administrerede. Og listen med boligsøgende blev givet videre. Det drejede sig om Stengården, Fredensgården, Prins Jørgensgården, Tømrergården, Jægergården, Hudegården. Efterhånden startede nogle aktivister fra de andre ”gårde” den egentlige ”Slumstormebevægelse”.
Det står noget helt andet i Københavns Kommunes arkiver
Kigger man i Københavns Kommunes arkiv, står det officielt, at ejeren Danske Andelslejligheder af 1954 havde bedt Kongens Foged om hjælp til at sætte beboerne ud, men beboerne havde nægtet. Herefter hjalp politiet med at rydde husene, så de kunne rives ned.
Men det svarer nu ikke helt til virkeligheden.
Der var ingen nedstyrtningsfare
Bygningerne havde været stemplet som ubeboelige og ulovlige at bebo siden 1965. Og nu syntes Københavns Kommune at de unge havde fået for lang snor. Boligborgmester Edel Saunte som selv havde været med til at give de unge en lang snor ønskede nu at kvarteret skulle have et løft.
Hun udtalte til medierne, at det var farligt at befinde sig i bygningerne. Men de unge havde bedt restaureringsarkitekt og specialist Curt von Jessen at besigtige de to huse. Han fandt, at der ikke var nogen øjeblikkelig nedstyrtningsfare. De unge fik også andre specialister til at kigge på forholdene. De fandt heller ikke tegn på nedstyrtningsfare.
De unge skulle ud – om nødvendig med magt.
42 lejligheder og 7 butikker
Cirka 60 unge flytter ind og over en 4 – årig periode rykker 60 beboere ind og begynder at sætte bygningerne i stand. De havde fået et mundtligt tilsagn om, hvor længe de kunne blive. Og her boede de så i 42 lejligheder med 7 butikker i en hel karre bagved Atlantic Bio.
Efter at de unge havde renoveret bygningerne var stadslægen på besøg. Han kiggede også på toiletterne og baderum. Han udtalte klart og tydeligt, at nu kunne kondemnerings-kendelsen godt omstødes.
Og ejeren, ingeniør Waagensen ville køre det hele videre med de unge lejere helt lovligt.
Socialt og kreativt samlingssted
Det blev et socialt og kreativt samlingssted som fik endnu flere til at flytte ind. Også naboerne kom på besøg. Lokalerne var ulovlige at bo i, men man måtte godt leje dem ud til erhverv og lager. Udlejeren så gennem fingrene, at de unge boede der. Og det gjorde Københavns Kommune også i starten. Man havde en mundtlig aftale med overborgmester Urban Hansen.
Viggo Kampmann hjalp med at få aftale i stand
Med til at få den aftale i stand var sikkert tidligere statsminister Viggo Kampmann, hvis tre døtre boede herude. Kampmann havde ført flere korrespondancer med overborgmesteren og haft flere møder med ham.
Man måtte bruge husene som kollegielejligheder indtil bebyggelse blev mulig, hvilket dengang skønnedes til tidligst være i 1971. Boligkommissionen var også indforstået med disse forhold. De unge lovede ikke at røbe disse aftaler.
Den gode stemning ændrede sig
Men den gode stemning ændrer sig. Edel Saunte Kommer på kant med de unge eller nok snarere omvendt. Men ejeren er stadig på beboernes side. Nu nægtede hun, at hun nogensinde havde haft en aftale med de unge mennesker.
De unge havde også fået en advokat. Det var Søren Søltoft Madsen søn af den kendte advokat og kommunist Carl Madsen.
I radioens Orientering i den første uge i november 1968 kan man opleve Edel Saunte:
Int: For nogle få dage siden opgjordes kollegiebehovet til cirka 80.000 værelser, synes De så, at det er rimeligt, at Københavns Kommune gennem nedrivningsordre smider 60 studenter og lærlinge på gaden nu?
E.S.: Det er jo meget beklageligt, at de unge mennesker skal ud, men de er jo flyttet ulovligt ind, og de har jo hele tiden vidst, at de skulle ud, når saneringssagen var færdigbehandlet.
Int: De unge mennesker holder sig selv til, at de har fået en stiltiende overenskomst med Københavns Kommune?
E.S.: Det er ikke med mig. Jeg har ved enhver lejlighed, hvor jeg har talt med repræsentanter for de unge, sagt til dem. At der verserede en politisag mod ejeren, fordi han havde lejet ud til dem, at jeg så snart saneringens-sagen var i orden ville gøre alt hvad der stod i min magt, for at få saneringen gennemført så hurtigt som muligt, og at de skulle ud.
Int: Men borgmester Saunte, der er gået 2 ½ år siden de unge mennesker første gang henvendte sig til Dem.
Myndighederne blev ydmyget
Den 4. november 1968 sendte Dansk Andelslejligheder en murer og en svend til Sofiegården. Egentlig var det ejerens halvhjertede og symbolske forsøg på at parere ordre fra kommunen for at rive to af de syv bygninger ned.
Beboerne var varslet på forhånd og pressen var inviteret. Det blev da også et teaterstykke. Murer og svend fjernede sten fra en mur blot for at række til beboere, der så lagde dem på plads igen. Bagefter var det morgenmad.
Dette var en ydmygelse af myndighederne. Nu satte de hårdt mod hårdt. Næste skridt fra kommunens side var at indsætte fogeden, der med loven i hånden kunne sætte Sofiegårdens beboere på gaden.
Rygter om en kommende aktion nåede beboerne
De unge havde fået lovning på fem års beboelse og det var med Edel Saunte tilladelse og Boligkommissionens vidende. Kommunen skulle beviselig dokumentere, at de begyndte at bygge tre måneder efter at ”rotterne” havde forladt skuden. Glemt havde kommunen også, at de gav tilladelse til at baghusene blev revet ned.
Københavns Politi var godt klar over, at fogeden skulle have hjælp. Københavns Politi samlede 217 betjente til opgaven fra Politiskolen og fra tre forskellige politikredse. Desuden fik de fat i 23 beredvillige folk fra Falck – Zonen, som også stillede en kæmpe kran til rådighed.
Rygter om en kommende aktion nåede beboerne.
Sofiegården udråbt til Republik
Den 19. februar 1969 var der indkaldt til krisemøde på Kofoeds Skole lige over for Politigården. De vidste ikke, hvordan og hvornår rydningen ville foregå. De regnede ikke med at blive varslet på forhånd. Mødet sluttede med, at man symbolsk frigjorde sig fra det danske samfund og udråbte Sofiegården til ”Republikken Sofiegården”.
Man forberedte sig
En af måderne at forberede sig på var at gøre det ekstra svært for den kommunale overmagt at trænge ind i de to bygninger, der skulle rives ned. Trapperne fra stuen til første sal blev fjernet og beboerne kravlede op på rebstiger, som de kunne trække op efter sig.
En anonym stemme ringede den 29. februar 1969 for at fortælle, at nu var det tid.
200 mennesker i Sofiegården
Ved 7 – tiden næste morgen ringede en lokal beboer for at fortælle at kolonner af betjente og en kranvogn var kørt i stilling klar til at rykke ind fra nærliggende Langebrogade.
Beboerne ville fingere en ildebrand med røgbomber med det gik helt i fisk. Denne morgen var der samlet 200 mennesker i Sofiegården. Det var venner og folk fra den politiske venstrefløj, der var kommet for at støtte beboeraktionen.
I den vinterkolde gård var Cirkus Arenas gamle cirkustelt opstillet. Herfra var der afholdt folkemøder med brændende taler. Folk kom fra nær og fjern. Her kom alle slags folk.
På førstesal havde en lang række af dem lænket sig sammen. Bag barrikaderne sad en række af de unge side om side, mens andre blæste sæbebobler ud ad vinduet. De havde ikke tænkt sig at gøre modstand. Men de var bange.
En kranbil fra overmagten
Første møde med overmagten var kranbilen. Den hev fat i barrikaden, der var sat sammen med pigtråd. Nu kunne det hele bare fjernes på en gang. Nu var der fri adgang for politiet, som begyndte at slæbe de unge ud på gaden. Også telefonforbindelsen kapper politiet.
Willy Jønsson konstaterede at røgbomberne ikke virkede. Ledningerne var blevet våde, så med dette kunne man ikke narre politiet.
Kranen begyndte derefter at banke en rambuk ind på de to bygninger, der skulle ned. Det var nu ikke så smart. For nu smadrede de også vinduer i de bygninger, hvor der sad folk. Politiet tog det nu mere med ro. De byggede nu en interimistisk trappe, hvor der sad beboere og sympatisører, som havde forskanset og forbundet sig.
46 unge blev arresteret
En del af de unge, der opholdt sig i gården, blev slæbt ud af politiet. Det virkede nu ret tilfældigt, hvem der fik æren at komme med i politiets salatfade. 46 blev arresteret, deriblandt Willy Jønsson. Politiet overvejede at give lederne af de unges aktion ekstraordinære bøder. Men det var nu vanskeligt, fordi aktivister normalt ikke havde nogen leder.
Det var ”Max Muldjord”, der stod for nedrivningen
Politiet fik hjælp af et privat nedrivningsfirma, der gjorde kort proces. En bulldozer med en kæmpestor skovl foran begynder at gnave husene bid for bid. Max J. Madsen stod der tydeligt på køretøjet. Pludselig var der en, der råbte:
Bag murbrokkerne blander sig med de unges gråd og råb og skælden ud på betjentene sig med kvarterets børn, der kastede snebolde efter panserne.
De unge vendte tilbage
På et tidspunkt kom de unge tilbage til Sofiegården efter nogle få timer i politiets varetægt. De kunne stille og rolig gå tilbage til deres lejlighed, hvoraf de fleste stadig stod. Sofiegården blev endelig ryddet i 1970.
Et kollegium, hvor det var lovligt at bo
Det var måske en ganske god ide at bygge et kollegium i Sofiegården. Vel at mærke et kollegium, hvor det er lovligt at bo.
Christiania og Solvognen
Bådsmandsstrædes kaserne blev langsom indtaget fra efteråret 1970. Flere kom til hen over sommeren 1971. Indvandringen kulminerede med Jacob Ludvigsens artikel i Hovedbladet, september 1971, hvor folk blev opfordret til at emigrere med linie 8. På Hovedbladet arbejde min kone også. Og så var hun skam også med i Solvognen, som vi senere skal høre om. Den startede i sommeren 1972.
Ja så var det også Sofie Kælderen et klassisk københavnerværtshus, der blev etableret den 1. oktober 1972 i sammenhæng med etableringen af Kollegie Sofie Gården. Her kom Frede Fup, Lone Kellermann og ikke mindst medlemmer af bandet Gasolin.
Kilde:
Hvis du vide mere:
November 9, 2022
Adolf Eichmann – manden bag jødernes død
Mange overraskende meldinger. Adolf afsluttede uden eksamen. Et kontor til fordrivelse af jøder. Ansvar for jernbanetransport til KZ – lejre. Blåsyre anvendt i Auschwitz. Nej Eichmann havde ikke kendskab til jødisk kultur. Hans medfanger hjalp ham til flugt. Flygtet til udlandet med hjælp fra Kirken og Røde Kors. Familien kom kort efter. CIA og tyskerne kendte hans opholdsadresse allerede i 1952. I 1954 vidste Simon Wiesenthal også, hvor han var. ”Er I slet ikke interesseret i pågribelse af Adolf Eichmann”, spurgte anmelder. Mossad modtog dokumenter. Hvorfor var Adenauer ikke interesseret? Hvorfor var CIA ikke interesseret? Eichmann gav interviews – han følte sig sikker i Argentina. Mossad pågreb ham. FN fordømte Israel, men ikke Argentina, der mishandlede anmelderen. Store sikkerhedsanordninger. Anklageskriftet omfattede 15 punkter. Forsvarer og familie tjente penge på Eichmanns samtaler og noter. Han ville ikke have noget med Mengele at gøre. De havde ikke samme kemi.
Mange overraskende meldinger
Når man beskæftiger sig med Besættelsestiden og Anden Verdenskrig – før – under og efter finder man ofte frem til overraskelser. Det gælder også i sagen om denne person. Og hvorfor nu det. Jo det viser sig, at flere kendte til hans opholdssted i Argentina. Og læg lige mærke til, hvem der hjalp ham til Argentina. Men det er ikke altid lige populært at nævne det rigtige.
Han stod bag 6 mio. jøders død.
Albert sluttede uden eksamen
Faderen var en relativt velstående forretningsmand og fabrikant. I 1914 flyttede familien til Linz i Østrig.
Derhjemme i Østrig var de seks børn. Moderen døde og far giftede sig igen. Der kom yderligere to børn ind i familien.
Som den eneste og ældste af søskende sluttede Adolf Eichmann sin skolegang på gymnasiet i Linz uden eksamen.
Sprang også fra en mekaniker – uddannelse
Gennem sin skoletid lærte han sin senere chef, Ernst Kaltenbrunner at kende. Han blev chef for Sikkerhedspolitiet (SD) Også Adolf Hitler gik på denne skole men i tidsrummet fra 1900 til 1904. Vores hovedperson fik en uddannelse som mekaniker. Ja sådan står der i nogle kilder, men han sprang fra og blev i stedet handelsrejsende.
I 1935 blev han gift og fik fire børn. Hans bror Helmut faldt ved Østfronten i 1942.
Han beskæftigede sig med fordrivelse af jøder
Allerede i 1932 blev han medlem af det østrigske NSDAP. Han gennemgik en uddannelse hos SS og i 1934 tiltrådte han som frivillig i SD i Berlin. I 1935 indtrådte han i den ny afdeling, der hed Jøder, hvor han blev sekretær. I samarbejde med Gestapo beskæftigede han sig med såkaldt ”Udvandring” det vil sige fordrivelser af jøder.
I 1937 afleverede Eichmann en rapport, hvor han konkluderede at jødedommen i evig tid ville være en fjende af nationalsocialisme. Fjernelse af jødedommen ville kun kunne ske ved at fjerne de væsentligste erhvervsmuligheder for jøderne.
De skulle sendes til områder, hvor jøderne ikke kunne skade ”Das Reich”. Det skulle være i områder med lav kultur. Det kunne være enkelte stater i Sydamerika og i Palæstina. Og netop til det land rejste Eichmann i 1937. Han besøgte Haifa og Karmel – bjergene. Men snart blev han udvist til Ægypten af britisk politi.
Et kontor til fordrivelse af jøder
Efter Østrigs ”Anschluss i 1938 blev Eichmann som SD – fører sendt til Østrig. Her befalede han til hærværk mød jødisk ejendom.
Han opbyggede et centralt kontor i Wien, hvor jøderne kunne få tilladelse til ”tvungen udrejse”. Men inden så skulle de aflevere det meste af deres værdier. Fra marts 1939 lavede han det samme i Prag efter samme mønster.
I Berlin havde Göring oprettet Rigscentralen for Jødisk udvandring. Den blev Adolf Eichmann nu leder af. Men man nåede dog ikke samme succes som i Wien, hvor 150.000 jøder inden for 18 måneder blev fordrevet.
Planerne om jøde – fordrivelse til Madagaskar blev heller ikke til noget.
Ansvar for jernbanetransporten til KZ – lejrene
Adolf Eichmann fik nu ansvaret for jernbanetransporten til alle udryddelseslejre. Han skulle lave alle køreplaner til disse lejre samt til ghettoerne. Han var således direkte medansvarlig for udryddelse, deportation og mord på ca. seks millioner jøder.
Han besøgte personlig udryddelseslejrene i Minsk, Belzec, Chelmo og Auschwitz. Han så hvordan jøderne blev udryddet og dannede sig tanker om, hvordan dette kunne gøres mere effektivt.
Blåsyre blev anvendt i Auschwitz
I Auschwitz fortalte kommandant Höss, hvordan man kunne dræbe med blåsyre. Runde stykker papfilt var blevet dyppet i blåsyre og blev kastet ind i diverse rum, hvor jøderne var blevet drevet ind. Denne gift virkede dødelig med det samme.
Ja man sagde, at Eichmann efterhånden havde besøgt alle større udryddelseslagre. Han fik på den måde et overblik over den industrielle tilintetgørelse.
På Wannsee-konferencen den 20. januar 1942 var det Eichmann, der var sekretær. Han havde også skrevet Heydrichs foredrag.
Det var også Eichmann, der den 19. marts 1944 stod for den såkaldte Magrethe – aktion. Det handlede om massedeputation af de ungarske jøder. Trods sin topstilling inden for SS nåede Eichmann aldrig at møde Hitler.
Nej, Eichmann havde ikke kendskab til jødisk kultur
Det gik rygter om at Eichmann havde specielt kendskab til jødisk kultur og kunne tale det jødiske sprog. Ja han skulle også være født i nærheden af Tel Aviv. Hans forældre skulle være tysker. Derfor skulle han også dengang være kommet uset til Haifa.
En fransk avis fortalte i 1940, at han kunne perfekt hebraisk. Men rygterne talte ikke sandt. Han vidste ikke engang, at den hebraiske skrift bliver læst fra højre til venstre.
Hans medfanger hjalp ham
I foråret 1945 skilte Eichmann sig fra sin familie og nærmeste medarbejdere i Altaussee i Østrig. Under navnet Adilf Barth og rangen af ”Obergefreiten” fra Luftvåbnet kom han i amerikansk fangenskab,
Men på grund af SS – tatoveringen måtte han skifte forklaring. Han påstod nu at han var SS – Untersturmführer Otto Eckmann. Han blev nu interneret i en fangelejr.
Men han fortalte nu sine medfanger om hans rigtige identitet. Det betød at han nu kunne dukke ned i en lille by i Lüneburger Heide. I februar flygtede Eichmann fra lejren og ved hjælp af gamle broderskaber og hjælpeorganisationer lykkedes det ham via Hamborg at komme til sit nye tilflugtssted.
Nu hed han købmand Otto Henninger
På vej derhen lykkedes det ham også ved hjælp af organisationer at få fremskaffet falske papirer som købmand Otto Henninger. Under dette navn fik han arbejde som skovarbejder.
Da hans arbejdsgiver i 1948 måtte lukke firmaet, lejede han et 18 m2 stort værelse til en leje på 10 mark om måneden. Han købte 100 høns og levede af at sælge æg og høns samt forefaldende arbejde.
Flygtet ved hjælp af kirken og Røde Kors
Ved hjælp af en præst lykkedes det ham at komme over den østrigske grænse til Sydtyrol. Her søgte han tilflugt i et Franciskaner – kloster. Med hjælp fra den tysk – katolske kirke og den østrigske biskop Alois Hudal samt Vatikanet lykkedes det via den såkaldte ”Rattenlinien” at skaffe Eichmann til Argentina.
Her havde han fået ny ID og hed nu Ricardo Klement. Det var også det navn som stod i hans flygtningepas udstedt af Det Internationale Røde Kors i Geneve.
Familien kom efter
Nogen tid efter kom hans familie også. De levede i spartanske forhold. I 1955 blev sønnen Ricardo Eichmann født dog under farens dæknavn. Og vores hovedperson fik et job hos Daimler – Benz.
CIA og tyskerne vidste siden 1952, hvor han var
Flere medier også herhjemme fra gør et stort nummer ud af, hvem der har afsløret Eichmanns adresse. Senest har Süddeutsche Zeitung afsløret at det var geologen og historikeren Gerhard Klammer, der afslørede Eichmann.
Men alt tyder på at man i Tyske Efterretningsvæsen allerede fra 1952 havde kendskab til, hvor Eichmann opholdt sig. Også CIA vidste, hvor han var. Fra 1958 vidste den tyske regering også, hvor han var.
I 1954 vidste Simon Wiesenthal, hvor han var
I 1954 fik Simon Wiesenthal mistanke om, at Eichmann var i Argentina. Han havde modtaget et postkort fra en kammerat, som var flyttet til Buenos Aires. På postkortet stod der:
Men ellers foreligger der to historier om personer, der har henvendt sig. Og de to historier kan også være rigtige.
”Er I slet ikke interesseret i at pågribe Adolf Eichmann?”
Den hessiske statsanklager Fritz Bauer fik i 1957 et brev fra en ven, den tyske jøde og KZ – overlevende Lothar Hermann fra Buenos Aires. Hans datter Sylvia havde lært Eichmanns ældste søn at kende. Lothar Hermann fattede mistanke, da sønnen begyndte at prale af sin far.
Fritz Bauer havde informeret den israelske regering. Der for længst udstedet en arrestordre. Anklageren frygtede, at de tyske myndigheder ville informere Eichmann at hans adresse var kendt.
Men regeringen under David Ben Gurion havde dog ingen interesse i at forfølge Nazi – forbrydere. Det ville efter Luxembourg – aftalen ikke vanskeliggøre forbindelserne til Adenauer – regeringen.
En Mossad – agent var dog rejst til Argentina for at kigge på Eichmanns bopæl. Han havde erkendt at en så vigtig top – nazist ikke kunne leve under så primitive forhold. Men Lothar Hermann havde mobiliseret hele den tysk – jødiske bevægelse i Buenos Aires.
Til slut skriver han til de israelske myndigheder i 1960:
Mossad modtog dokumenter
Men det var en henvendelse fra geologen og historikeren Gerhard Klammer, der satte gang i Mossad. Han havde mellem 1950 og 1953 arbejdet sammen med Adolf Eichmann i et byggefirma.
Ved et tilfældigt møde i Argentina i foråret 1959 havde Klammer mødt Eichmann. Han fandt ud af dennes adresse. Han sendte sammen med bekendte dokumenter til Fritz Bauer.
Denne rejste i december 1959 til Jerusalem, hvor han overbragte dokumenter uden at røbe informantens navn.
Hvorfor var Adenauer ikke interesseret?
Hvorfor Adenauer ikke var interesseret i at pågribe Eichmann kan skyldes at chefen for Adenauers kontor, Hans Globke var tidligere top – nazist. Han var blandet ind i de nazistiske racistlove. Ja man talte om en ”Eichmann – krise i Bonn – regeringen”
Hvorfor var CIA ikke interesseret?
Hvorfor CIA ikke reagerede eller informerede Israel, ja det er det store spørgsmål. Men måske vidste Israel det godt i forvejen?
Eichmann gav interviews
Eichmann følte sig sikker i Argentina. Han følte sig beskyttet af USA og Tyskland. Han gav også interviews til Willem Sassen, som var en hollandsk SS – mand og propagandist. Sassen solgte dette videre til Life – Magasin.
Mossad pågreb Eichmann
Den 11. maj 1960 lykkedes det for en gruppe fra Mossad at pågribe Eichmann i San Fernando, som er en bydel i Buenos Aires. På den tid havde Argentina ingen udleveringsaftale med Israel. Eichmann (Atilla) blev udklædt som medlem af El Al flybesætning. Han var blevet bedøvet. Men kidnapperne fra Mossad fortalte, at han havde en ordentlig ”skid” på. Han var ligesom kidnapperne forsynet med falske papirer.
I 12 dage benægtede den israelske regering at have været indblandet i Eichmanns tilfangetagelse og hævdede i stedet, at han var blevet fanget af jødiske frivillige
Den 23. maj meddelte premierminister David Ben Gurion at Eichmann befandt sig i Israel, hvor han var blevet arresteret.
FN forsømte Israel, men ikke Argentinas behandling af anmelderen
FN fordømte Israels handling. De forlangte at Israel sammen med Argentina skulle finde frem til en passende erstatning. Åbenbart fandt man så frem til dette den 3. august 1960. Men hvad dette indebar blev ikke oplyst.
Lothar Herrmann, den overlevende KZ – fanger og jøde, som havde skrevet til de israelske myndigheder, blev i 1961 arresteret og mishandlet. Dette forhold blev ikke påtalt af FN. Først i 1972 fik han i hemmelighed den lovede belønning af den israelske regering. I 2012 blev han æret af den jødiske sammenslutning i Buenos Aires.
Store sikkerhedsanordninger
Eichmanns celle havde en størrelse på tre gange fire meter. Sikkerhedsforanstaltningerne var enorme. Den israelske regering frygtede at Eichmann kunne finde på at begå selvmord.
En vagtmand sad rundt om uret i sin celle. Bag ved celledøren sad en anden, som kiggede gennem kiggehullet. En tredje vagtmand stod bag døren til udgangen. I cellen brændte lyset dag og nat. En politilæge undersøgte Eichmann to gange dagligt.
I retssagen blev mere end et hundrede vidner afhørt. Tusinder af dokumenter blev fremlagt som beviser.
Anklageskriftet omhandlede 15 punkter
Anklageskriftet omfattede 15 punkter bl.a.
Den 15. december 1961 blev han dømt til døden ved hængning.
Mens Eichmann lyttede til dommerne, der på skift i 15 timer læste op fra deres 211 sider lange dokument, mistede Eichmann gradvis kontrollen over sine ansigtsmuskler. Han skar ansigt og gik nærmest i chok. Han fumlede nervøst efter sine papirer.
Eichmann bedyrede sin uskyld fra start til slut. Han ankede dommen og mente han i juridisk forstand var uskyldig- Han havde kun handlet efter ordre, sagde han. Men hans anmodning blev afvist.
Eichmann’ s sidste ord
Få minutter over midnat den 1. juni 1962 gik Adolf Eichmann i døden i et improviseret henrettelseskammer i et fængsel i Jerusalem. Hans sidste ord var:
Forsvarer og familie tjente på Eichmanns samtaler og notater
Vi har været inde på de samtaler Eichmann havde med SS – manden Sasse. Mens retssagen var i gang, havde denne travlt med at slette og redigere de bånd, han havde optaget. Disse bånd blev solgt til Life, Der Spiegel og Dem Stern.
I 1979 solgte Eichmanns forsvarer, Robert Servatius sine bilag til Forbundsarkivet. Sassen overgav de tilbageværende båndoptagelser på 29 timer til Familien Eichmann, som solgte disse videre til et schweizisk forlag inden Forbundsarkivet fik fingrene i dem.
Mens Eichmann sad i arrest forfattede han to tekster.
Han vidste præcis, hvad han gjorde
Mange historikere har beskæftiget sig med hans liv. Det vigtigste spørgsmål er, hvor ansvarlig Eichmann var for Holocaust. De fleste er enige om, at Eichmann præcis vidste, hvad han gjorde. Hans søn mener dog at han er dømt uretfærdig, fordi han blot gjorde sin pligt som tysk soldat.
Kan almindelige mennesker også begå disse frygtelige forbrydelser?
Hannah Arendt en jøde som flygtede fra Tyskland. I Eichmann i Jerusalem skriver hun om retssagen, at bortset fra et ønske om at forbedre sin karriere, viste Eichmann ingen tegn på antisemitisme eller psykopati.
Hun kaldte ham legemliggørelsen af ”ondskabens banalitet”, fordi han lod til at have en ganske almindelig personlighed. Han viste hverken tegn på skyld eller had. Hun mente, at dette faktum såede tvivl om, at de nazistiske krigsforbrydere var psykopatiske og anderledes end andre mennesker. Mange konkluderede af denne og lignende observationer, at selv ganske almindelige mennesker kan begå forfærdelige forbrydelser.
Han havde ikke samme kemi som Mengele
Gennem Sassen mødte Eichmann også Mengele. De mødtes flere gange med de fandt aldrig kemien sammen. Mengele tilbød Eichmann gratis lægehjælp men denne takkede nej.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 9, 2022
Familien Filskov’ s fængselsophold
De to brødre Filskov blev arresteret. Den ene i Møgeltønder, den anden i Flensborg. Militæret ønskede hårde straffe. Hele 290 dansksindede blev arresteret ved Første Verdenskrigs udbrud. Man regnede med at disse ville hjælpe englænderne, hvis disse skulle dukke op. Vi følger dagligdagen. Den gik med skak, kortspil, gymnastik og diskussion. Efterhånden fik man også noget at læse i. Og så fik man også lov til at fremstille Flensborg Arrestavis med godsforvalter Davidsen som illustrator. Til sidst var der kun to fanger tilbage – Grev Schack og Lorens Filskovs bor, der ikke ville underskrive en erklæring. Men det var for, at han skulle blive sendt til fronten. Men det blev han nu alligevel.
De to brødre blev arresteret
Jo vi har tidligere berettet om Lorens Filskov fra Møgeltønder. Han blev kaldt landsdelens største humorist. Vi har tidligere bragt en artikel om hans militærkarriere under Første Verdenskrig. I 1914 blev han arresteret sammen med mange andre dansksindet. Vel omkring 290 blev arresteret.
Også Lorens’ s bror Tycho, der var journalist på Flensborg Avis blev arresteret.
Preusserne var velforberedte
Preusserne var velforberedte, da det ved starten af Første Verdenskrig blev erklæret mobilisering den 1. august 1914. Gennem længere tid havde militære og civile myndigheder truffet forberedelser, så ”upålidelige elementer” i tilfælde af krig kunne tages i forvaring.
Der blev opstillet lister over erfarende folk langs kysterne, som havde særlig viden om farvandene, og som i tilfælde af engelsk flådes opdukken kunne tænkes at bistå de fremmede.
Også de ”politisk mistænkelige” folk blev sat på lister, så man kunne tage dem i forvaring og derved hindre spionage mod Preussen.
Militæret ønskede hårde straffe
De civile centralmyndigheder ønskede at gå forsigtig frem. Alligevel tog de lokale myndigheder ret drastiske skridt, da krigen blev virkelighed.
Det gjaldt for Preussen at sikre Danmarks neutralitet og arrestationerne kunne let fremme en anttitysk stemning i Danmark. Derfor var statsledelsen enig i at fangerne burde frigives hurtigst muligt – for at skabe sympati i Danmark.
Alligevel varede det længe, før alle var frigivet. Indenrigsministerens krav havde dog svært ved at trænge igennem de militære yndigheders blokeringer. Først den 22. september blev de sidste fire løsladt fra navigationsskolen i Flensborg – dog undtaget lensgreve Schack, som først kom fri den 1. december.
Lorens Filskov var en af de 290 arrestanter.
Den 3. august blev Lorens Filskov arresteret
Det var den 3. august 1914 at han blev arresteret. Sammen med Th. Thomsen og Davidsen under ledelse af to gendarmer blev han ført i en bil til fængslet i Tønder. Arrestforvarer Callesen tog venligt imod de tre og anviste deres celle. Han gav dem frisk vand og et glas.
På cellegangen hilste de på en boss (et specielt folkefærd, der kom lang efter arbejde). Han sad der, fordi han havde givet en person fra Højer en skalle. Klokken 8 drak man kaffe i fællesskab. Mod betaling fik man rundstykker, smør og honning.
Andre venner var transporteret til Magdeburg
Arrestforvareren gav ikke arrestanter lyse forhåbninger for fremtiden. Han fortalte at 46 andre venner og bekendte fra nabobyerne var blevet transporteret til fæstningen i Magdeburg.
I fængslet i Tønder var der 13 celler. I hver celle fandtes en seng, et bord, en klosetindretning, en kakkelovn, et vaskefad samt en vandkande. Væggene var beklædt med gammelt egepanel. Det bar mange indskrifter og navne, som var smukt udskårne med kniv.
Indskrifter på væggene
Her var der indskrifter fra 1848 og enkelte fra 1818. Men det tydede på, at ikke alle fanger var lige intelligente. Her stod:
Om middagen fik fangerne lov til at indtage måltidet i arrestforvarerens stue. Der blev serveret hvidkål og kartofler og dernæst rødgrød.
Man ventede på transport syd på
Om eftermiddagen opholdt fangerne sig i fængselsgården ventende på ordre til at de skulle syd på. Der kom endnu et par mand fra Tinglev sogn. Aftenen kom og da der stadig ingen ordre kom til afrejsen, måtte arrestforvareren indstille sig på at huse fangerne om natten.
Lige imens Lorens Filskov var ved at finde ned i de ”bløde dyner” var det besøg til ham.
En kamp mod myg og myrer
Nu blev man anbragt i fællesstue sammen med en del andre. Man kravlede fra seng til seng for at finde den bedste. Og det var kamp om at finde det bedste sengetøj. Men det var lopper i det hele. De bed af hjertens lyst. Og omkring hovedet flokkedes myggene i store skarer.
Søvn syntes under disse forhold næsten umulig.
Lorens fik has på et par lopper og fanget en håndfuld bloddrukne myg. Så døsede han alligevel bort. Han nåede dog at høre at pøbelen neden for fængselsgården sang:
Rundt omkring snorkede kollegaerne.
Kl. 2 blev alle vækket, ved at en arrestant – en ung dansk typograf blev puttet ind til dem. Lidt efter så Lorens Th. Johansen fra Terkesbøl sidde oprejst i sengen rygende en cigar. – han var i kamp med myggene – en håbløs kamp mod en ”stormagt”.
Skak, kortspil, gymnastik, diskussion og tobaksrygning
Kl. 6 blev man vækket ved at bosserne trampede forbi. Efter at have fået kaffen, lavede Davidsen et ”skakbræt med figurer af noget gråt papir, som lå i cellen. Nu begyndte spillet.
Resten af dagen og de næste tre dage gik med skakspil, kortspil, gymnastik, diskussion og tobaksrygning. Det gik ret livligt for sig. Det gjaldt om at holde humøret oppe. Fra landrådskontoret eller fra politikontoret hørte man ikke noget. Angående krigen hørte de meget lidt.
Afsted til banegården
Onsdag aften den 6. august om aftenen fik fangerne at vide, at den næste morgen skulle transporteres til generalkommandoen i Flensborg. Fangerne mente at denne forandring snart ville føre til frigivelse.
Den næste morgen var man tidlig på benene. Kaffen blev indtaget kl. 6. Der blev taget hjertelig afsked med familien Callesen (fangevogteren). Lorens Filskov lod sin kuffert stå i Tønder, da han mente at være tilbage om aftenen. Under eskorte af en politibetjent og en soldat med ladt gevær samt civilpersoner med revolver i bæltet blev fangerne ført til banegården.
Fangerne opfattede sig som gidsler
Således i en kreaturvogn rullede fangerne nu 3 ½ time til Flensborg. Her førtes de først til politivagten. Her fik de efter lang tids venten besked på, at de skulle til 2. Landesturms – Batallions – Inspektion (Junkerhulvej). Herefter blev de sent til et provisorisk militær – bureau i Nikolajgade. Derfra blev de bragt til politivagten, hvor navne og fødselsdatoer blev noteret. De måtte også aflevere deres penge.
Den her fungerende politimand lod fangerne forstå, at en evt. frigivelse afhang af, om Danmark holdt sig neutral. Med andre ord skulle fangerne fungere som gidsler. Fangerne var skuffet. Løsladelsen kom ikke straks som meddelt i Tønder.
Anbragt på en ny latinskole
Så blev fangerne transporteret i ”Grüner August” (salatfad) (fangevogn) til fængslet. Dette var dog optaget. Derfor blev de anbragt i et temmelig stort værelse i et nyt gymnasium under opførelse. Ja sådan hed det sig i Lorens Filskovs dagbog.
Men det var nu den splinternye latinskole, der knap var helt færdig mellem Diakonissestiftelsen og Kunstindustrimuseet.
Her blev arrestanterne puttet ind kl. 2 (kl. 14) og nøglen vredt om.
En times tid efter blev der serveret stegt lever og kartofler. Kl. 8 (kl. 20) var der te og brød. Senere blev der halmknipper og sække stukket ind ad døren.
Lorens opdagede sin bror
Kort efter indespærringen opdagede de kendte ansigter i et vindue i en anden fløj af bygningen. Det var hele Flensborg Avis´ s redaktion samt Andreas Grau. Man vinkede stilfærdig til hverandre. Lidt efter bragte politimanden 2 bananer fra Lorens Filskovs bror Tycho, der som skrevet var journalist på Flensborg Avis.
Denne lille postforbindelse ophørte dog snart. Intet måtte leveres fra den ene celle til den anden. Lorens ville gerne i politiets nærværelse tale med sin bor, men dette blev afvist.
En masse forbud blev indført
Nogle cigarer, som de havde med fra Tønder blev røget den første eftermiddag. Men næste dags morgen kom der et forbud mod rygning. Der kom også forbud mod åbne vinduer med undtagelse af den øverste. Nogle af officererne, der boede i nærheden, havde sikkert set de forsøg som fangerne gjorde for at komme i forbindelse med redaktionen på Flensborg Avis.
Værst af alt var det dog, at de hverken måtte få aviser eller bøger. Ikke engang et blad som Flensburger Nachrichten måtte de se. De vidste intet og hørte intet om det, der foregik ude i Europa, hvor alt stod i brand. Spørgsmål til fangevogteren eller vagtposten blev besvaret med hovedrysten.
Informationer om tyske sejre
Tre gange dagligt fik de lov i to hold under vagtpostens ledsagelse at spadsere ned til nødtørftsanstalten. Denne tur var alle glade for selv om man nødvendigvis ikke ”skulle”.
Hos arbejderne i bygningen fik de af og til en hurtig besked og det var med nye sejre til tyskerne. De hørte at den 7. august gik Tyskland mod Belgien. Bryssel var indtaget. Der var allerede faldet 14.000 belgiere og 7.000 tyskere. Der fortaltes at to russiske skibe lå fast i Sønderborg Havn og at svenskerne havde beslaglagt 6 russiske skibe.
Nu var disse informationer nok ikke de mest pålidelige. Men selv den mindste nyhed, ja selv med de største løgne, var en fornøjelse. Det gav da stof til en snak og satte fantasien i bevægelse.
Man skulle have tiden til at gå
Dagen og dagene gik nu med at kigge ud ad vinduet, snakke, marchere rundt i værelset, spille kort med kort, som de havde fået værten fra første dag inden bestemmelserne blev skærpet.
Der blev vogtet over kortene samt en gammel Familiejournal som Johansen fra Terkelsbøl havde medbragt, som det var rene klenodier. I Tønder havde de i smug hver eftermiddag læst Tondernsche Zeitung.
Lorens Filskov fik tiden til at gå et par timer hver dag ved at nyde udsigten ud ad vinduerne. Og så tog ham og Davidsen et parti skak.
Trusler mod Flensborg Avis medarbejdere
Den 4. august var det Flensborgs tur. Arrestationerne gik i hovedsagen ud over Flensborg Avis. Dengang lå redaktionen på Nørretorv. Hele redaktionen måtte gå gennem byen til arresten på det gamle Rådhus under skarp bevogtning. Blandt de arresterede var journalist Tycho Filskov, som allerede skrevet
Nedenfor på Nørretorv havde der samlet sig et større opløb, der råbte og truede af de arresterede.
På rådhuset blev journalisterne lukket ind i eneceller. Det var her, hvor man plejede at opbevare vagabonder og andre løse eksistenser. Senere blev man overført til større celler, hvor man måtte klemme sig sammen for at kunne sove. Maden måtte man selv rekvirere ude fra byen.
Skulle være mødt til mobilisering
Onsdag den 5. august 1914 skulle Tycho Filskov, der var i den værnepligtige alder være mødt til mobilisering. Han frygtede, at der ville komme bud efter ham og at han ville blive puttet i trøjen.
Købmand Steffensen kunne senere fortælle at England havde erklæret tyskerne krig. Det fik humøret til at stige et par grader.
Grev Schack ankommer
Om aftenen den 8. august så de en vogn holde i gården. Det var en infanteriofficer, en soldat samt en civilperson. Da de steg ud af vognen, kunne denne genkendes. Det var grev Schack. Denne var sat bag lås og slå i værelset ved siden af.
Man måtte godt skrive hjem. Alt skulle være på tysk og det blev censureret af kriminalpolitiet. Om de blev sendt, hvor længe de lå hos politiet, vidste de ikke. Efterhånden fandt de frem til andre af de ”kendte dansksindede”.
Flere dage havde de klaget over, at drikkevandet smagte som tjære eller asfalt. Og Lorens Filskov ville gerne tale med fængselslægen om sin forstoppelse. Men intet blev der taget hensyn til.
Nu måtte man hente rent drikkevand
Endelig den 9. august måtte en fra hver stue under politiets ledsagelse hente vand ved en offentlig brønd i et anlæg i nærheden. Her havde Lorens Filskov rig mulighed for at tale med sin bror og de andre lidelsesfælder. Politimanden var meget skikkelig og lod folk snakke sammen. Man forsøgte at trække tiden. Og så tog man kun lidt vand og drak det alt sammen meget hurtigt, da man kom hjem. Så kunne man hurtigt komme afsted igen.
Davidsen lavede et ”Forbryderalbum”
Davidsen, der var en god blyantstegner, tegnede hver dag en af fangerne i sin lommebog. Han begyndte allerede i Tønder. Efterhånden havde han lavet et helt ”Forbryderalbum”. Fangevogteren fik bogen at se. Han morede sig kostelig. Og Lorens Filskov brugte i den grad sin humoristiske sans. Snart var man ”på hat” med politimanden og fangevogteren.
Man fik nu lov til flere små svinkeærinder. Mange ting blev undersøgt. Således fik Davidsen lov til at tale med greven i ½ time. Th. Thomsen var i flere timer sammen med Ingeborg i et specielt værelse.
Frigivelsen lod vente på sig
Frigivelsen som man hver dag siden arrestationen havde håbet på, lod vente på sig. Fangerne kom i forhør for en krigsret, hvor alt blev nedskrevet. Filskov blev spurgt, om han var medlemmer af de danske foreninger, og evt. formand for en politisk forening. Han blev også spurgt om han i fremtrædende grad tog del i den politiske agitation.
Dokumenterne skulle tjekkes hos landråden i Tønder og måske videre til amtsforstanderen i den by, man var fra.
Samtale med Grev Schack
Lorens Filskov havde besøg hjemmefra og fik nyheder. Han hørte, at der havde været foretaget husundersøgelse hos grev Schack. Hele landværnsarkivet var blevet slæbt bort. Filskov fik overbragt en kurv med brød, smør og frugt. Om eftermiddagen fik Th. Thomsen og Filskov lov til at tale med Grev Schack i 10 min.
De indsatte fik lavet en aftale med værten fra Hotel Duborg. Han bragte maden for 3,50 Mark. Men det var der nu ikke spor mening i. Det var for dårligt. Man blev enige om at leve af fangekost om middagen.
Yderligere 17 mand fra Tønder ankommer
Den 12. august om morgenen holdt Salatfadet for døren. Ud steg 17 arrestanter fra Tønder. Det var bl.a. Skovrøy, Rossen Andresen m.fl.
Selve militærpatruljen blev nu forstærket med 3 – 4 mand. Der blev nu indrettet et køkken i huset. Man kunne nu købe kaffe om morgenen til rimelig pris. Det så ikke ud til at løsladelsen var nært forestående.
Hjemmefra fik Lorens Filskov en pakke med madvarer, frugt og et brev.
Flensborg Arrestavis udkommer
Den 13. august fik de indsatte nu lov til at læse Flensburger Nachrichten. Af andre veje kom der nu efterhånden en del blade. Og nu begyndte Flensborg Arrestavis også at udkomme. Abonnementsprisen var en cigar pr. stue. Nu måtte man også besøge de andre stuer.
Som illustrator på denne avis fungerede godsinspektør Davidsen fra Schackenborg.
På stue 208 var der nu hver morgen gymnastik. Den 17. fik Lorens Filskov besøg af sin søn. Han blev til den 21. Han sov i byen.
Masser af rygter
Den 21. august var det almindelig bestyrtelse i fængselssamfundet. Det rygtedes nemlig at alle skulle transporteres til Rügen eller et eller andet fjernt sted. Ved middagstid kom der en ny melding. Nu var det til Stade (Hannover) at turen skulle gå til. Men hen på eftermiddagen fik man så at vide, at turen helt var opgivet.
Sent på aftenen kom der melding fra H.P. Hanssen at han kæmpede for de indsattes frihed og at den var nært forestående. De hørte også at nu var den danske presse igen frigivet. De andre nordslesvigske arrestanter fra Rügen og Altona var allerede på hjemtur. Men den nyhed blev nu alligevel modtaget med en form for skepsis.
Man flyttede til Navigationsskolen
Søndag den 23. august var der besøger af venner, bekendte, koner m.m. Nu troede man at mandagen var den dag, man skulle frigives. Man fik at vide, at man skulle gøre klar til hurtig udrykning. Snart holdt der også en stor pakkevogn i gården.
Men der var ingen frihed. Turen gik ud til den gamle navigationsskole. Overborgmester Todsen havde beordret, at det ikke blev en almindelig pakkevogn.
Aviserne bragte af og til meldinger om nye tyske sejre. Ved 9 – tiden om aftenen, da fangerne var gået til ro, begyndte byens klokker at ringe. Den belgiske fæstning Namur var faldet for de tyske våben. Man hørte kun om tyske sejre.
Forhør hos politimand
Om aftenen den 25. august kom alle fra Tønder Amt i forhør hos en politimand. De kom enkeltvis og hver enkelt blev spurgt, om de var dansksindede, som selvfølgelig blev svaret med et Ja. Det var vel også et dumt spørgsmål, for det var derfor de var blevet arresteret.
Ingen frihed til Lorens Filskov
Den 26. august fik Lorens Filskov gennem sin svigerinde at vide, at lille Ove, hans brors søn var styrtet af cyklen sammen med Johannes. Han havde slået hovedet slemt. Lorens blev meget urolig over denne besked. Han spurgte derfor gennem vagten, politiforvaltningen, om han måtte tage hjem og forhøre sig, hvordan det gik med drengen.
Han fik at vide, at man ikke tillod, at han kom hjem. Men politiet havde telefoneret og fået at vide, at der ikke var nogen overhængende livsfare. Dagen efter fik han besøg af sin kommis Juhler fra Møgeltønder. Budskabet var at lille Ove havde det meget bedre.
Levet af brød og pålæg
Om eftermiddagen blev fire kaptajner løsladt. Anden-borgmesterens stedfortræder, assessor Haupt kom på besøg og spurgte til fangernes velbefindende. Filskov fik lejlighed til at beklage sig over, at skulle sidde uvirksomme i så lang tid, bortrevne fra kone, børn og forretning.
Siden arrestationen havde Lorens Filskov og seks af hans kollegaer levet af brød med pålæg samt mælk og kaffe. Den største del af fangerne fik hver dag middagsmad for egne penge bragt fra et hotel.
I bad
Den 29. august var der gymnastik i gården. Bageftermåtte fangerne i små kolonner gå med til byen for at få et bad i Volksbad under ledelse af fangevogterne.
Den 4. september var H.P. Hanssen på besøg. Alle samledes omkring ham i et værelse. Han fortalte om det arbejde, han havde gjort for at få løsladt fangerne. Han undrede sig over, at man stadig sad der. Frigivelsen kunne ventes hver dag.
Dem, der nu skrev under på denne erklæring, blev løsladt:
Jeg erklærer herved:
To fanger tilbage
I begyndelsen af oktober 1914 var der kun to fanger tilbage på navigationsskolen i Flensborg. Det var Grev Schack og Tycho Filskov.
Sidstnævnte nægtede at underskrive denne erklæring. Han var nemlig godt klar over at lige så snart, at han underskrev erklæringen, ville han blive indrulleret i hæren og sendt afsted til fronten.
Men den 8. oktober 1914 gik den ikke længere for Tycho Filskov. Selv om han fortsat nægtede at skrive under på noget som helst, blev han hentet af en betjent og ført til kasernen.
Så blev han indrulleret i den tyske hær. Dermed var den sidste flensborger atter på fri fod.
Hvis du vil vide mere:
November 2, 2022
De glemte at rydde op på Grønland
En fare under isen. Et hemmeligt projekt. Man lukkede i 1967. Et grønlandsk/dansk overvågningsprojekt. Da et atomfly styrtede ned. 10.000 tynder flybrændstof. Amerikanerne oprettede en masse stationer. Værtslandet skal klare oprydningen. Ødelæggende for naturen. Dagligt produceres der affald på Thule – bassen. Og den skal nu opgraderes. Danmark tør ikke tage en konflikt med amerikanerne. Stor amerikansk interesse for Grønland. Udenrigsminister fik et bud på 100 mio. kr. Amerikansk tidsskrift havde offentliggjort en hemmelighed, som den danske regering slet ikke var klar over.
En fare under isen
Vi taler så meget om hurtigere nedsmeltning på Grønland. Mon dette vil bevirke, at vi på et tidspunkt vil kunne se de betydelige mængder af affald, som amerikanerne har efterladt sig på indlandsisen. Måske er det værste sted Camp Century, som de opgav i 1967.
Den såkaldte ”Byen under is” ligger godt 200 km øst for Thule – basen.
På den efterladte base ligger formentlig 9.000 ton fysisk affald i form af bygningsmaterialer, jernbanespor m.m. Her ligger 200.000 liter dieselolie, 24 mio. liter biologisk spildevand samt mængder af stærkt giftige PCB – forbindelser og af lavradioaktivt affald.
På et tidspunkt, hvis klimaændringerne fortsætter, vil der ske større nedsmeltning end tilførsel af ny sne over Camp Century – området. Så vil der ske udsivning af skadelige stoffer til det arktiske miljø.
Her skulle også ligge et atomkraftværk. Et tilsvarende skulle ligge langt under Thule Air Base.
Et hemmeligt projekt
I 1958 påbegyndte amerikanerne arbejdet på Camp Century. Den blev anlagt 8 meter nede. Udstrækningen var på 55 hektar. Varme og el var fremstillet af et transportabelt atomkraftværk.
Man sagde at det var for at studere isen og de atmosfæriske forhold året rundt. I virkeligheden er det et helt andet tophemmeligt projekt, kaldet Project Iceworm.
Projektet skulle omfatte 600 mellemdistance a- bomber, der skulle placeres et 4.000 kilometer langt tunnelsystem under indlandsisen.
Hvert år skulle der blive boret nye tunneller, så missilerne hele tiden kunne skifte position. Hele komplekset skulle dække 140.000 km2. Det ville kræve 11.000 mand til at betjene systemet. Kun statsministeren havde kendskab til mulige atomare aktiviteter men slet ikke af dette omfang. Regeringen var uvidende.
Man lukkede ned i 1967
Først i 1997 kom hele projektet for offentlighedens lys i forbindelse med en rapport om amerikanske overflyvninger af Grønland med atom-bevæbnede fly og Thule- basens rolle i dette.
Så vidt vides blev Camp Centry lukket i 1967. Ingeniørerne havde opdaget at isen forandrede sig mere, end de havde regnet med. Allerede i 1962 begyndte de at notere sammen- trykning af tunneltaget fordi den overliggende sne og is bevægede sig uventet meget.
Efterladenskaber fra Camp Century under isen kan komme til at befinde sig i en afsmeltningszone og ikke i den arktiske is, der skulle have holdt affaldet sikkert isoleret fra et arktiske miljø.
Et grønlandsk/dansk overvågningsprojekt
For at undgå en miljøkatastrofe skal der ryddes op. Og det skal være snart. Men hvem er ansvarlig. Danmark, USA eller Grønland. Spørgsmålet er, hvor meget har Grønland at sige?
Det forlyder at Danmark og Grønland i fællesskab har indledt en fælles overvågning af området. Således viser radarbilleder at basen ligger i 32 meters dybde. Men hvis det går galt, så vil forurenet vand fra basen blande sig med vand i naturen.
Da et atom – fly styrtede ned
I 1957 indførte Danmark ellers en lov, der forbød atomvåben på dansk grund. Det måtte hverken transporteres eller opbevares.
I februar 1968 indledtes et samarbejde mellem amerikanske og danske forskere i oprydningen efter et flystyrt, der involverede et B – 52 kampfly lastet med fire atombomber, som styrtede tæt ved Thule Air Base i januar 1968. Under 0prydningen er mange danske statsborger blevet syge og efterfølgende døde af stråling. Thule – arbejderne mener ikke, at de blev godt nok orienteret om faren v ed at deltage i oprydningen.
Hver af de fire atombomber var 80 gange så eksplosiv som de bomber, der tilintetgjorde Hiroshima knap 20 gange tidligere. Heldigvis var der ingen af bomberne, der sprang.
10.000 tønder flybrændstof
Byen hed engang Ammassalik. Det var Østgrønlands største by. 50 km nordøst for denne by, der i dag hedder Tasiilag befinder vi os i noget der ligner en undergrundsfilm. Tusindvis af rustne olietønder ligger strøet langs kysten. En håndfuld rustrøde bilvrag er halvvejs nedsunken i gruset. Et kaos af krøllede jerndrager fra diverse bygninger skimtes. Gamle kraner og strandede bæltekøretøjer pynter ikke just i landskabet.
Amerikanerne oprettede en masse stationer
Da Danmark var besat af tyskerne, anlagde amerikanerne 14 stationer langs Grønlands øst – og vestkyst. I 1947 lukkede og slukkede man. Alt blev efterladt også 10.000 tønder af flybrændstof.
Lokale har berettet om, at der er udsivning af olie til det arktiske miljø til skade for jagt og fiskeri.
Andre eksperter peger på, at der nok nærmere var tale om 35 amerikanske anlæg på Grønland. Åbenbart har Danmark påtaget sig et betydeligt ansvar i oprydningen.
Værtslandet skal klare oprydningen
Var det ikke noget med, at vores tidligere udenrigsminister Uffe Ellermann – Jensen indgik en aftale med amerikanerne i 1991. Heri hed det sig, at USA, når man trækker sig fra militære anlæg:
USA opfatter gerne sine mere end 600 militære anlæg i andre lande som bidrag til fælles forsvarsindsats. USA forventer som oftest til gengæld at værtslandet klarer oprydningen – noget for noget.
Tænk, hvis amerikanerne begyndte oprydningen, hvad ville de andre lande så sige?
En talsmand fra Pentagon har tidligere talt om at det er tale om en byrdefordeling. USA havde med sine militære anlæg ydet et forsvar for den fri verden – så måtte andre yde deres ved at tage oprydningen.
Ødelæggende for naturen
Den manglende oprydning i Grønland irriterer grønlænderne. Og så er det vel lige som en flue i suppen, når danske diplomater/politiker modes med deres amerikanske kollegaer. Måske dør fluen, når danske politikere selv beslutter for at betale. Men det bliver bestemt ikke billig, skal vi hilse at sige.
Andre steder på Grønland er der rustne amerikanske olietønder, efterladte køretøjer og andet affald. Og noget af dette er giftigt og ødelæggende for naturen. USA har siden 1940erne haft militære aktiviteter på Grønland.
Dagligt produceres der affald på Thule Air Base
De opererer stadig på den kolossale Thule Air Base, hvor nye mængder affald produceres dagligt. Og mon ikke, de i anledning af Ukraine har udvidet deres aktiviteter heroppe. Således har amerikanerne meddelt at man vil opgradere Thule – basen for at styrke deres position i det Arktiske område. Men hvad denne opgradering går ud på vides ikke.
Dette sted er hverken Grønland eller Danmark. Det er USA. Bevares den danske politimester er den eneste, der har bemyndigelse til at skyde en indtrængende isbjørn. Han har også politimyndigheden over de civilt ansatte. Men resten tager amerikanerne sig af. Det er også dem, der bestemmer, hvem der må rejse til bassen fra Danmark. Du skal godt nok søge gennem det danske udenrigsministerium. Men har du en gammel hash-dom eller har vist interesse for kommunisme, skal du nok ikke forvente at komme ind på basen.
Danmark tør ikke tage en konflikt med USA
Måske findes der slet ikke noget retsligt aftalegrundlag. Og skaden er sket. Den kan blive meget alvorlig. Det er et spørgsmål om politik og moral. Vil Grønland lægge pres på USA, skal det ske via den danske regering. Og Danmark tør ikke tage en konflikt med USA.
Det har og heller ikke let for Danmark. De er klemt inde mellem to supermagters koldkrigsambitioner. Grønland har stor betydning for de to supermagter.
Stor interesse for Grønland
At Trump havde interesse for Grønland, blev anset for latterlig. Men måske lå der noget andet gemt bag denne interesse. Vi har jo tidligere her på siden fortalt om dengang Henrik von Kauffmann gav amerikanerne lov til at bygge baser på Grønland til gengæld for anerkendelse af dansk suverænitet.
I 1944 bestod det amerikanske mandskab på Grønland af 5.795 militærpersoner og civile. Det var dengang 25 pct. af hele befolkningen (21.412). Grønland spiller en helt afgørende rolle for Nordamerika. Hvor meget amerikansk personale – militært og civilt, der er på baserne deroppe lige nu, er hemmelighedsholdt.
Udenrigsminister fik et bud på 100 mio. kr.
Den danske udenrigsminister Gustav Rasmussen var i 1946 på besøg i USA. Han ville såmænd have at vide, hvornår amerikanerne forlod Grønland. Men den amerikanske regering tilbød lige med det samme at købe Grønland. Den danske regering var slet ikke bevidste om amerikanernes interesse for Grønland. Prisen lå omkring 100 millioner dollar. Det var dengang, da Sovjetunionen først forlod Bornholm den 5. april 1946.
I 1951 indgik Danmark og USA en aftale, som gav amerikanerne lov til militært at slå sig ned på Grønland og som fastlagde nye grundregler for amerikansk forskningsarbejde i Grønland.
Amerikanerne løber om hjørnerne med danskerne
Danmark fik fuld suverænitet over øen. Det amerikanske militær fik lov til at bibeholde militærbaserne i meget strengt udstukne områder.
Men det var som om amerikanerne kørte om hjørner med danskerne. De fortalte ikke alt, hvad de foretog sig. Således påbegyndte de Camp Century uden for de militære afmærkede områder. Og omfanget af baserne overraskede også danskerne.
Ganske uformelt ved et cocktailparty fortalte den amerikanske ambassadør at man for resten var begyndt at bygge Camp Century. Den chokerende danske minister indkaldte straks til hastemøde. Men det var ikke så meget de kunne gøre. Amerikanerne gjorde, hvad det passede dem. Danmark kunne ikke stoppe de amerikanske styrker. Den danske udenrigsminister dikterede en totalt medie-mørklægning. Men det var for sent.
Amerikansk tidsskrift havde offentliggjort hemmeligheden
Et par dage tidligere havde et amerikansk tidsskrift ”The Sunday Star” haft en stor artikel om lejren helt uden de danske myndigheders viden. Det danske efterretningsvæsen havde ikke opdaget noget.
Fra dansk side forbød man al kontakt mellem den lokale inuitbefolkning og amerikanerne.
Den danske ambassade i Washington forsøgte at censurere journalisternes rapporteringer om de amerikanske aktiviteter i Grønland. Man ville fra dansk side gerne have det drejet over i noget med civil forskning.
Thule blev den største flyvestation uden for amerikansk territorium, hvilket viser, hvor vigtig den var.
Thulebasen blev i løbet af 1950erne voldsom udvidet. I 1954 etablerede man Camp Tuto, som blev anlagt 25 kilometer sydøst for basen lige op til indlandsisens rand.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 1, 2022
Fra Nørrebro til Spanien
Vi skal give en håndsrækning i Spanien. Ni børn i en to – værelses i Skyttegade. Generalprøve på Anden Verdenskrig. Det skulle se ud som en cykelferie. En stopklods ved grænsen til Frankrig. Ankommet til Barcelona. Første nat tilbragt i en fængselscelle. Masser af breve. Den Spanske Borgerkrig var en rodet affære. Brødrene sat ind mod 50.000 italienere. Brødrene kunne ikke lide Stauning. 90 – 95 pct. af de 550 danskere var fra arbejderklassen. Brigaden forlængede krigen Tre år for at erobre Madrid. Brødrene modtaget som helte. Aage døde under tortur under besættelsestiden. Arresteret og indsat i statsfængsel i Sverige.
Vi skal give en håndsrækning i Spanien
Tænk engang at i 1936 tog fire danske fremmedkrigere på cykel fra Nørrebro til Spanien. De ville ned og kæmpe af ideologiske grunde.
Sådan sagde den 21 – årige Kai Nielsen dengang.
Den Spanske Borgerkrig var brudt ud. Fascistisk støttede nationalsocialistiske oprørsstyrker ønskede at vælte den demokratisk valgte.
En diskussion var gået i gang hos Hartmanns Maskinfabrikker i udkanten af København. De mange samtaler i den larmende fabrikshal gjorde det tydeligt for to kammerater Kai og kammeraten Hans Petersen, at de måtte afsted. De var begge to overbeviste kommunister. De mange samtaler gjorde dem overbeviste om, at de ikke kunne se passivt til.
Ni børn i en to – værelses i Skyttegade
Kai kunne ikke bare sådan tage af sted. Han måtte snakke med to af sine brødre, Harald og Aage. De var vokset op i en to – værelses lejlighed i Skyttegade på Nørrebro. Her var der særdeles trange kår til to voksne og ni børn.
Faderen var smed og glødende syndikalist. Moderen var hjemmegående. Som seks – årig solgte Harald syndikalisternes blad ”Solidaritet” i Fælledparken.
I den store søskende – flok var der særlig de tre, der delte næsten alt også politisk ståsted. De mente dog at Aage var for ung til at tage med. Han var kun 18 år. Men intet kunne stoppe ham. Han ville med.
Generalprøve til Anden Verdenskrig
Således blev brødrene Nielsen og Hans Petersen enige. De tog afsted den 22. august 1936 som de fire første danske fremmedkrigere til den spanske Borgerkrig.
Man var bange for at denne konflikt ville sprede sig til andre lande. Ingen måtte røre denne konflikt. Men Tyskland og Italien støttede oprøret med både våben, penge og soldater – særligt Italien sendte mange mænd afsted.
Sovjet støttede på lignende vis Folkefronten (Regeringstropperne) De sendte en masse våben og nogle militære rådgivere, der oplærte de spanske tropper i at bruge de våben, der blev sendt afsted.
Havde det været for Tyskland, Italien og Sovjet, så var det blevet en meget mindre konflikt. I stedet blev det en slags generalprøve på Anden Verdenskrig.
Det skulle se ud som cykelferie
Det anslås at omkring 550 danskere deltog i Den Spanske Borgerkrig som en del af de Internationale Brigader.
Det var et formål med at de tre Nørrebro – brødre og deres kammerat tog afsted på cykel. Det var ikke kun et praktisk og billigt transportmiddel. For ikke at vække opsigt skulle det se ud som om, at de tog på cykelferie.
En stopklods på grænsen til Frankrig
De lagde alle sammen nogle ugers løn til side. De skaffede telt og tørkost. Den første bratte stopklods opstod på grænsen mellem Tyskland og Frankrig. De rendte ind i en grænsevagt, der opkrævede depositum for, at de kunne tage deres cykler med videre. Da de ikke kunne betale, måtte de efterlade cyklerne og tage rejsen mod Paris til fods. De fik lov til at sidde på ladet af en svinetransport det sidste stykke vej til den franske hovedstad.
Ankommet til Barcelona
Mens de var i byen, fik de økonomisk hjælp af blandt andet en venligsindet krovært og en antifascistisk taxachauffør.
Herfra blafrede, tog toget og blev til sidst smuglet over grænsen til det borgerkrigsramte land. En måned efter afrejse kunne brødrene Nielsen skrive hjem til Nørrebro:
Første nat i en fængselscelle
Hvad de så ikke skrev, var at de tilbragte deres første nat på spansk grund i en fængselscelle. De spanske anarkister, der mødte de fire dansker ved grænsen, var nemlig mistænksomme overfor udenlandske kommunister, der kom og blandede sig.
Det var først da den legendariske Hans Beimler kom til, at de blev frigivet. Dette tidligere medlem af den tyske Rigsdag blev som ”en far” for dem. Men denne mistede desværre livet.
Masser af breve
Den 23. november 1936 skrev Aage hjem:
Der var en ret livlig korrespondance mellem forældrene på Nørrebro og børnene i krigszonen i Spanien. Der findes en fremragende bog med disse (se under Kilde). Således sendte mor et brev retur til Spanien den 8. december 1936:
Den Spanske Borgerkrig var en rodet affære
Den spanske borgerkrig var en politisk rodet affære, der ganske vist stod mellem de fascistiske oprørere på den ene side og den spanske folkefront på den anden. Men der var massive splittelser internt.
De kræfter, der støttede den spanske republik og det demokratisk valgte centrum – venstre regering, bestod blandt andet af trotskister, anarkister, baskiske og catalanske separatister. Og disse grupper, som det ses igen og igen i venstrefløjens historie, havde utroligt svært ved at samarbejde.
Kommunisterne ønskede at sætte sig på det hele og direkte bekæmpe andre af Folkefrontens grupperinger.
Brødrene sat ind mod 50.000 italienere
I januar 1937 blev de fire medlem af det 100 mands store luftværnsbatteri ”Argument Dimitrov”, der også havde andre danskere. Hans Petersen blev uddannet partisan og blev sat ind bag fascisternes linjer.
I april 1937 sendtes brødrene til Guedalajara for at imødegå 50.000 italienske soldater. På samme tid blev den baskiske by Guernica terrorbombet fra luften. 1.654 civile omkom.
Brødrene kunne ikke lide Stauning
Brødrene Nielsen var glødende kommunister. Hvis de skulle bringe kommunismen til Danmark, skulle de slå fascismen, som de så som den største trussel mod deres mål. I et brev dateret den 5. maj 1937 udtrykte den ældste bror Harald Nielsen sin ufortyndede mening om Danmarks første socialdemokratiske borgmester:
90 – 95 pct. kom fra arbejderklassen
Ikke ret mange af de 550 danskere havde nogen sinde været ude for landets grænser. De havde en ret naiv forestilling om, hvad krig indebar. Cirka halvdelen af dem, der tog afsted, var arbejdsløse. Vel nok 90 – 95 pct. kom fra arbejderklassen. Nogle havde været kriminelle.
Nu hjalp det også lidt, at soldaterne i de internationale Brigader blev aflønnet. Men det var bestemt ikke noget man blev rig af.
Høje tabstal
Det var primært ved fronten brødrene var ude at slås. Den Spanske Republik havde begrænsede væbnede styrker. Store dele af styrkerne tilsluttede sig det højreorienterede fascistiske oprør.
Dem uden militærerfaring vidste nok ikke, hvad de egentlig havde sagt ja til. Den brutale konsekvens var det meget høje tabstal. Nogle af de danske frivillige kun overlevede dage eller få uger ved fronten.
Den første enhed, som Nielsen – brødrene kom med i, var en forløber til de Internationale Brigader ved navn Centuria Thälmann. De tre brødre kom i en maskingeværgruppe. Harald betjente det han faktisk var uddannet til.
Brigaden forlængede krigen
De Internationale Brigader var årsag til forlængelse af krigen. Borgerkrigen sluttede officielt i 1939. Republikken havde tabt og general Franco overtog magten. Til gengæld overlevede både Harald, Kai og Aage borgerkrigen. Langt fra alle danskere var så heldige. Der anslås at 25 – 30 pct. af de danske frivillige ikke kom levende hjem.
Tre år om at erobre Madrid
Franco forventede, lige som de fleste kommentatorer og journalister. En hurtig erobring af hovedstaden. Det skulle dog gå næsten tre år før Madrid var i fascisternes hænder. Slaget om Madrid startede med et frontalt angreb på byen, som kort efter blev standset. Fascisterne forsøgte at knække Madrids forsvar med omfattende bombardementer. Derefter forsøgte de at omringe byen.
Det var nok ikke våben, men tapperhed, der standsede den nationalistiske fremrykning.
Hans Petersen blev såret i halsen og sendes på lazaret i Barcelona.
Kampene ved Madrid bølgede frem og tilbage over en periode på to måneder, før oprørsstyrkerne flyttede fokus mod nye frontafsnit. I løbet af den første måned mistede De Internationale Brigader 1.700 mand.
Brødrene modtaget som helte
I august 1937 deserterede Aage og stak til søs. Senere fik Harald og Kai orlov. De tog med 88 andre danskere hjem i april 1938. I Esbjerg blev de modtaget af 500 mennesker. Martin Andersen Nexø holdt tale for dem. I København var der mødt hele 25. – 30.000 mødt op til modtagelsen.
Hjemme blev de afhørt af politiet. Mange herunder Harald idømtes fængsel. I april 1939 overgav Folkefronten sig og Franco tog over
Aage døde efter tortur under besættelsen
Brødrene Nielsens kamp i Spanien var afsluttet. Men de var ikke færdige med at slås. De fortsatte i modstandsgruppen BOPA, der jo som bekendt havde forbindelse til DKP.
Nielsen – brødrene udførte en del industrispionage og i 1943 var den yngste bror, Aage med til at sabotere et dansk skib i tysk tjeneste. Han blev fængslet i Vestre Fængsel og det døde han af. Han var den første sabotør, der blev tortureret ihjel under krigen – men desværre ikke den sidste.
Til Aages begravelse mødte over 1.000 deltager. Nogle bevæbnede, andre med røde faner:
Arresteret i Sverige
Senere blev Harald og Kai arresteret. Men de flygter til Sverige. Her bliver de også arresteret og overført til Statsfængslet Kalma. Den 6. maj vendte Kaj tilbage til København og lidt senere Harald.
Otte års krig og tabet af Aage, havde sat sine spor. Kaj døde i 1975 og Harald i 1989.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 28, 2022
En avis fra Haderslev
Dette er historien om Nordslesvigsk Tidende, der levede i 2 ¼ år. Jo der var oprør i Haderslev. Fem blade var det dengang i Nordslesvig. Hertugen af Augustenborg forsøgte at redde to af dem. Nordslesvigsk Tidende udkommer. Latinskolen leverer to af redaktørerne. Men ellers gemte redaktionen sig ”Bag Sandhedens Slør” Redaktør Koch vente atter hjem, men måtte afsted igen. Vi skal se en prøve på datidens kulørte sprog. Ny redaktør flygter ud af byen fordi general Rye er ankommet. Dr. Michelsen er redaktør for tredje gang, men ikke ret længe. Han går lidt for meget i selvsving efter ”Slaget ved Fredericia”. Koch måtte blive i København og endelig kunne han komme hjem bestandig. Men han måtte for fjerde gang ansøge om tilladelse til at drive Lyna – trykkeriet. Jo der skete sandelig noget under Den Første Slesvigske Krig i Haderslev.
Fem blade i Nordslesvig
Det var midt i 1840erne fem blade i Nordslesvig. Det var 2 danske og 3 Slesvig – Holstenske. Luna var allerede begyndt at udkomme i 1797 i Haderslev. I de første 40 år af dets tilværelse udkom det på tysk. Fra 1839 fik det et dansk følgeblad. Senere blev hovedparten af bladet skrevet på dansk.
Sønderborger Ugeblad’ s tyske udgave begyndte i 1825. Den danske udgave kom i 1832. Endelig udkom der i Tønder et lille ret ubetydeligt ”Intelligenzblatt”.
De to bedst læste
De to danske blade ”Dannevirke” i Haderslev og Apenrader Ugeblad var begyndt at udkomme 1838 og 1839. De var snart blevet de mest læste. Allerede her i midten af 1840erne havde de Slesvig – Holstenske blade ondt ved at klare sig i kappestriden.
Hertugen af Augustenborg forsøgte at redde bladene
Hertugen af Augustenborg prøvede forgæves at holde Lyna og Sønderborgbladet oppe. Men regningerne blev efterhånden for store. Dannevirke meddelte skadefro ved nytårstid 1847, at Lynas abonnenter:
Et par måneder efter gik Sønderborger Ugeavis ind. I november samme år købte Peter Christian Koch, Dannevirkes redaktør Lyna, der fra nytår 1848 atter kom på tysk. Jo men med dansk indhold. Nu var der kun tre blade i Nordslesvig. De Slesvig – Holstenske blade var forsvundet på nær det lille tønderske ”Intelligenzblatt”
Oprør i Haderslev
Men herligheden varede ikke ret længe. Den sidste lørdag i marts blev det kendt i Haderslev at oprøret var brudt ud. Samme dag dannede fremtrædende Slesvig – Holstenske borgere en provisorisk regering for byen, og den første egentlig regeringshandling var at storme hen og forsegle Dannevirkes presse.
I nattens løb vågnede byens danske borgerskab til dåd og dagen efter væltede den nye regering. Byens gamle styre genrejstes og seglene på Kochs presse blev fjernet. Det var så nogenlunde fred i lejren en måneds tid.
Men efter slaget ved Slesvig den 23. april gik man igen løs på Dannevirkes trykkeri. Koch var imidlertid allerede på vej til Kolding med en del af sine maskiner. Dengang havde man ikke sådan noget moderne som en rotationspresse. Heldigvis for Slesvig – Holstenerne havde Koch jo endnu et trykkeri, nemlig Lyna.
Nordslesvigsk Tidende udkommer
Og dette blev ikke forseglet. Tværtimod blev det taget i brug. På trykkeriet arbejdede en dygtig og smart typograf, C.E. basse fra Bonn. Han var villig til øjeblikkeligt at starte et nyt blad redigeret efter de nye magthavers ønske.
Bag Sandhedens Slør
Det udkom straks og havde fået navnet Nordslesvigsk Tidende. Redaktionen forblev i det skjulte under betegnelsen ”Sandhedens Slør”. Men man kunne dog gennem sløret skimte en af Latinskolens lærere, endda selveste subrektor Dr. Michelsen.
Det var ikke første gang, Latinskolen leverede redaktør til et Slesvig – Holstensk blad, og det blev heller ikke sidste.
Redaktør Koch vente atter hjem
Men lykken skiftede hurtigt i disse tider. Efter slaget ved Dybbøl sidst i maj måtte Nordslesvigsk Tidende gå ind efter at have leveret 7 numre. Og Koch, som nu vendte tilbage til Haderslev kunne sætte følgende noget ondskabsfulde eftermæle over den så hastigt afdøde Tidende:
Koch måtte atter afsted
Det var nu lovlig tidligt, Koch hoverede. Blot endnu en måned senere måtte han i stor hast forlade Haderslev. Denne gang havde han ikke tid til at tage trykkemaskinen med. Han søgte til København og herfra udgik Dannevirke fra slutningen af august 1848 til midten af september 1849. Men ”det er nu en anden historie” som H.C. Andersen siger.
Knap var Koch forsvundet fra Haderslev før ”Nordslesvigsk Tidende” dukkede op på ny. Og denne gang var sløret lettet. Dr. Michelsen trådte åbenlyst frem som bladets redaktør. Bladets retning var også den samme.
Datidens kulørte sprog
I en skrivelse til ”Dannevirke” fortælles i datidens temmelig kulørte sprog at:
Bladet led under forskellige indre besværligheder. Ved nytår måtte Dr. Michelsen trække sig tilbage. Men Latinskolen kunne straks levere en ny redaktør som Julin Fabricius. Han måtte dog også snart fortrække. Men det skyldtes general Ryes indtog i byen hen på foråret.
Ny redaktør flygter fra byen
Dr. Julien Fabricius flygtede bort fra byen. Han kom først tilbage, da Rye måtte drage mod nord. Men da var Nordslesvigsk Tidende igen begyndt at udgå. Dr. Michelsen havde snuppet redaktionen for næsen af sin medlærer. Naturligvis følte Dr. Julien Fabricius sig noget brøstholden over den behandling. Få dage efter kunne læserne læse denne mærkelige erklæring i bladet:
Dr. Michelsen – redaktør for tredje gang
Dr. Michelsen kunne for tredje gang sætte sig til rette i redaktørstolen. Hvis ikke andet var kommet i vejen, kunne han måske have fået lov til at sidde der længe. Men sådan skulle det ikke være.
Efter våbenstilstanden var krigen udbrudt på ny i foråret 1849. I begyndelsen gik det godt for Slesvig – Holstenerne. Nordslesvigsk Tidende kunne leve højt på sejrsberetningerne. Men alt får en ende i denne verden. Det gjorde sejrene i Nordslesvigsk Tidende også. Den sidste af dem kostede endda Dr. Michelsen hans redaktørplads.
Slaget ved Fredericia
Den Slesvig – Holstenske hær havde lejret sig om Fredericia. De forberedte sig nu til at storme fæstningen. Men inden det kom så vidt, var den danske hær blevet stærk nok til at gøre udfald. Den 6. juli stod Fredericia-slaget. Dagen efter indeholdt Nordslesvigsk Tidende følgende sejrsmelding:
Vi har skåret lidt i teksten og enkeltheder vil vi spare læseren for.
Koch måtte blive i København
Det blev bladets meningsfælder for meget. De mente at redaktøren havde været fuld, da han skrev sejrsberetningen. Kort efter trak Michelsen fra hvervet som redaktør. Men Nordslesvigsk Tidende fortsatte med at udkomme.
Ja Koch skrev endog i Dannevirke, at bladet var blevet den ny regerings officielle avis og at Dannevirkes forflyttelse tilbage til Haderslev syntes at være unødvendig.
Man kan måske godt forstå Kochs bitterhed. Der var igen sluttet våbenstilstand. En regeringskommission havde overtaget styret i Nordslesvig, men Koch måtte stadig tage til København, mens Nordslesvigsk Tidende kunne udgå fra Haderslev og tilmed blive trykt på Kochs eget trykkeri.
Fjerde gang er lykkens gang
Men endelig i september slap Koch hjem igen efter næsten 15 måneders fravær. Nu kom Nordslesvigsk Tidende i forlegenhed. Koch ejede jo begge byens trykkerier efter at han havde købt Luna.
Det var rigtig nok den lille hage ved. At handelen skulle stadfæstes af regeringen på Gottorp, og det var den ikke blevet. Den første ansøgning forsvandt sporløst i regeringskontorerne. Den næste fik han svar på, men det var fra den provisoriske regering, og det var et afslag.
Nu efter hjemkomsten sendte han en ny ansøgning afsted. Denne gang til den nye Fællesregering som styrede landet under våbenstilstanden. Men det blev også mødt med et afslag.
Først da Koch selv sammen med Lyras forhenværende ejer H. Seneberg mødte med den 4. ansøgning, blev den endelig bevilliget. Det var den 12. december 1849 – to år efter at handelen var afsluttet.
Nordslesvigsk Tidende levede i 2 ¼ år
Det begyndte nu at se sort ud for Nordslesvigsk Tidende. Men bladets udgiver C.E. Basse havde en trumf i baghånden. Det var et privilegium udstedt af den Slesvig – Holstenske regering på Gottorp, der gav ham ret til at oprette eget trykkeri og udgive et blad med navnet Nordslesvigsk Tidende.
Bladets venner skød nu i hast 4.000 Rigsdaler sammen og takket være dem kunne bladet fortsætte. Fra 1850 fik det en ny redaktør M. Schultz. Det var hvis nok den samme, som havde ledet Lyra. Men han fratrådte snart igen.
Nu overtog udgiveren selv redaktionen. Nogen rigtig fart i foretagendet kom der dog ikke, skønt rygtet gik på at det fik betydelige pengegaver fra det Slesvig – Holstenske Ridderskab. Sikkert er det dog at bladet kun fandt få læsere og ingen abonnenter.
Den 10. juli 1850 kom bladets sidste nummer. Nordslesvigsk Tidende havde kun oplevet 2 ¼ år. Disse havde dog været bevægede.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 27, 2022
Nazisternes sidste tilflugt
Forsøg på anmeldelse af Hans Christian Davidsen: Nazisternes sidste tilflugt. Vi kender udmærket forfatteren. Et nyt ID. Naboerne kender sandheden Med Rattenlinie mod nord. En spektakulær tid i Flensborg. Himmler begik selvmord. Dönitz kunne nøjes med 10 år. Spændende, dramatisk og god journalistik. Englænderne greb ikke ind, da tyskerne sank deres flåde. Et deprimerende stykke historie
OBS: Bagerst i denne artikel kan du finde en kæmpe liste over artikler om Besættelsestiden (før/under/efter) i Grænselandet som undertegnede har begået. Mange af disse artikler indeholder noget af det samme som omtales i denne bog. Nej – vi har ikke skrevet af. Mange af artiklerne er ældre.
Vi kender udmærket forfatteren
Bogens tema har vi beskæftiget os meget med her på siden. Og for kort tid siden holdt undertegnede et to timers-foredrag om disse begivenheder. Foredraget blev afholdt på Vesterbro.
Forfatteren kender vi jo udmærket – både som journalist på Flensborg Avis og netop som forfatter. Men læg mærke til, at han har lavet ret så mange videoer om steder både i Nord – og Sydslesvig. Og en gang om måneden præsenterer Flensborg Avis – Månedens bog også som video.
Et nyt ID
Og for bare et år siden sendte Hans Chr. Davidsen en bog ud om Vesterhavs – maleren Emil Nolde. Det er sandelig også en bog, der er værd at læse.
I bogen befinder vi os i et Flensborg, hvor en masse kriminelle samles og får ny identitet. De fik såkaldte ”Persilscheine”. Det var tegn på en pletfri fortid som nazist.
Disse Scheine delte Dönitz ud med rund hånd. Og marinesoldater blev ofret i Flensborg Fjord, Alssund og Gelting Bugt og mange andre steder. Du kan læse nogle af beretningerne her på vores side.
Naboerne kender sandheden
Mange går under og dukker senere op og får en karriere i byen trods det at man er stemplet som krigsforbryder. Naboerne gemmer sig bag gardinerne. De kender sandheden.
Masser af SS – forbrydere gemmer sig ude hos bønderne. Ellers færdes de op og ned ad gaderne i Flensborg. Livet er mere end mærkelig. For ingen ved, hvornår de allierede siger:
Med Rattenlinie mod nord
Mange flygtede via Rattenlinie Nord via Kruså, hvor nazister hjalp forbryderne via Sverige eller til Kastrup Lufthavn. Mange af forbryderne forsvandt i mængden og blev ikke siden straffet.
En spektakulær tid
Cirka 3.000 forbrydere samles. Og også en masse KZ – fanger samles her i Flensborg. I Sydslesvig udbreder der også hungersnød.
Bogen er en spændende fortælling om en spektakulær tid og den er gennemillustreret med en masse spændende fotos. Det var her i Flensborg, at Karl Dönitz fik lov til at regere i 20 dage. Men til sidst havde englænderne fået nok.
Rudolf Höss – den berygtede Auschwitz-leder havde gemt sig ude på en gård under falsk navn men han ring røbede ham. Han blev sendt tilbage og med ansigtet vendt mod Auschwitz – lejren blev han henrettet. Albert Speer gemte sig på Lyksborg Slot.
Himmler begik selvmord
Himmler fik et andet udseende og her gik han lige og troede at Dönitz kunne bruge ham men nej. Han fik en fisker til at ro sig over Elben. Under en kontrol kunne man ikke forstå, at hans Ausweiss virkede så nyt. Så lykkedes det for ham at sluge en af de berømte piller.
Hitler selv var kun en gang i Flensborg. Men det glemte nazisterne ikke. Da holdt han en af de sine bedste taler.
Dönitz kunne nøjes med 10 års fængsel
Men det var her i Flensborg Nazi-regimentet førte sine dødskramper. Dönitz kunne nøjes med 10 års fængsel. Han blev slet ikke straffet for sine handlinger i Flensborg. Og længe efter sin løsladelse kunne han underholde gymnasieelever med sine nazi – forherligelser.
Nej en udrensning kom aldrig. Det kan du også læse her på vores side. Forbryderne fortsatte i betroede stillinger.
Nazisterne holdt ud til det sidste også med deres ritualer. Briterne accepterede deres henrettelsesmetoder og krigsretter langt efter krigens ophør. Det gik ud over mange mennesker.
Spændende, dramatisk og god journalistik
Det er spændende dramatisk og god journalistik. Cirka 40 sider er mere detaljerede artikler til eftertanke. Her hører vi også fra nogle af dem, der overværede det hele. I hans tidligere bøger har vi også set, at Davidsen tydeligvis mestrer den spændende fortælling. Og det er skøn blanding af historie og dramatik.
Englænderne greb ikke ind, da tyskerne sank deres flåde
Vi hører om den KZ – fange, der skreg efter vand. Ikke langt fra Calle – Supermarkedet blev en person skudt. Han blev senere dømt for landsforræderi i England. Som vi også har berettet om, så indeholder bogen også dramaet i Gelting Bugt.
Englænderne greb ikke ind, da tyskerne sænkede deres flåde.
Et deprimerende stykke historie
Vi er i bogen fokuseret på Flensborg, men vi kigger også på grænseområdet. Derfor er det naturligt, du får en liste med en lang række artikler om Besættelsestiden før/under og efter i grænseområdet, som du kan finde her på siden.
I grunden er det et deprimerende stykke historie, vi her bliver vidende til. Men det var det jo også nord for grænsen. Men hele sandheden må vi ikke høre – nord for grænsen. Vi har her forsøgt at samle de artikler, som vi allerede har skrevet om Besættelsestiden i grænselandet. Det er noget at gå i gang med.
Men derfor skal du jo stadig læse denne spændende bog.
Hans Christian Davidsen: Nazisternes Sidste Tilflugt – Hovedland
Litteratur – Grænselandets Besættelseshistorie
Og mange flere