Artikler
Oktober 26, 2022
Sikringsstilling Nord – endnu mere (2)
Uindskrænket u-bådskrig. Besætningsanlæg tværs over Sønderjylland. Byggeriet skabte uro i lokalbefolkningen. Hård behandling af straffefanger. Første linje færdig i foråret 1917. Der var også forberedt oversvømmelser. Flere tropper kunne nu frigøres. Dansktalende soldater blev udtaget. Danske ingeniørtropper sprang anlægget i luften. 2.000 fordringer på erstatninger. Tyskland afregnede i 1922/23 til dagskursus. Haderslev Amt fik store udgifter.
Uindskrænket u-bådskrig
Under Første Verdenskrig blev bælterne herhjemme spærret med miner. Danskerne var bange for at tyskerne også selv kom. Og tyskerne var bange for, at englænderne gik i land ved vestkysten.
Det gik rygter om at et armekorps var på vej. Men Danmark bevarede sin neutralitet og korpset blev sendt til Belgien i stedet for. Tyskerne startede i 1916 deres uindskrænkede U – bådskrig. Man var i Berlin godt klar over, at denne kunne føre til konflikt med de neutrale søfarende nationer, Danmark, Holland og Spanien. At det ville føre til krig med USA, var man på forhånd godt klar over.
Befæstningsanlæg tværs over Sønderjylland/Nordslesvig
Af hensyn til den mulige fare fra nord anlagde man den store befæstningslinje tværs over Sønderjylland, hvis eksistens ikke mange i Danmark kender.
Ludendorff og Hindenburg havde netop overtaget den øverste hærledelse. Rumænien havde netop også erklæret krig. Man havde mod beskyttelse mod Holland og Danmark ikke en eneste hånd fri, skrev Ludendorff i sine erindringer. Ja selv den danske hær frygtede Ludendorff.
Byggeriet skabte uro i lokalbefolkningen
Den stedfortrædende Generalkommando i Altona gav ordre til at bygge en forsvarsstilling ved den danske grænse. Man var allerede begyndt at trykke kort over Danmark med arme stabene. Lignende foranstaltningerne blev truffet ved den hollandske grænse.
Men stor energi blev der taget fat på stillingerne. Udbygningen skabte selvsagt uro i befolkningen. 6 pionerkompagnier og store arbejdsstyrker tog fat.
Hård behandling af straffefanger
Feltbaner og veje blev anlagt. I løbet af kort tid var terrænet komplet op rodet. Adskillige ejendomme blev raserede for at skaffe plads og frit skudfelt. Egnen blev oversået med underjordiske betonkassematter og infanteri – og skyttestillinger.
Hovedarbejdet blev udført af afdelingen af militære straffefanger og krigsfanger, som førte en frygtelig tilværelse. De fik dårlig forplejning og hård behandling. Det var et opslidende arbejde. Mange døde af overanstrengelse, underernæring og sygdomme. Nægtede de at arbejde blev de stukket ned. Der fortælles om adskillige blodige eksempler som følge af militærets blodige justits.
Krigsfangelejren i Bajstrup blev omdannet til lejr for militære straffefanger, der arbejdede i stillingen.
Første linje færdig i foråret 1917
Hen på foråret 1917 var stillingens første linje færdig. Den var 60 km lang og strakte sig fra Sønderballe ved Hoptrup over Vedsted, Nedre Jerstal, Toftlund, Arrild, Øster Gasse, nord om Skærbæk og ud til Vesterhavet. I hele stillingen var der anlagt ikke mindre end 800 Beton – ”beskyttelser”.
Der var planlagt 2 x 3 stillinger bag hinanden. Det var dog kun den nordlige stilling, der blev kraftig underbygget med skud – og bombesikre rum. Der var pigtrådshegn og armerede batterier.
Hovedstillingen kunne deles i fodfolksstillinger og artilleristillinger. I fodfolksstillingen var anlæggene samlet i grupper i de vigtigste afsnit, mens de mellemliggende strækninger kun var svagt udbygget.
Rummene var i hovedsagen af krigsarmeret beton, der fandtes dog en del tømmerrum. Rummene i forreste parallel var posterings – og sektionsrum i de øvrige gennemgående halvdelingsrum. De gav henholdsvis plads til 8 – 16 og 24 – 36 mand liggende i køjer i to lag.
I denne stilling fandtes ca. 400 af denne slags rum. Af særlige rum fandtes ca. 50 flankeringsrum og et lignende antal observationsrum og rum for kommandostationer o.l.
Der var forberedt oversvømmelser
Oversvømmelser var forberedt f.eks. ved Hoptrup, Tirslund, nord for Toftlund, ved Arrild og ved Bredeåens udløb i Vesterhavet. Stedvis fandtes fremskudte anlæg med rum til maskingeværer.
Artilleristillingens feltbatterier var i hovedsagen jordværker, dog var der enkelte steder beton. Deres afstand til forreste linje var 1-2 km. Nogle lå der helt op i stillingen.
De mellemsvære batterier havde betonrum til mandskab og ammunition. Afstanden fra forreste linje var ca. 2 km. De sværeste batterier, som skal have været armeret med 24 cm marinekanoner havde beton-anordning og betonrum til ammunition og mandskab. Der fandtes i alt 9 af disse batterier.
Batterier havde antagelig med deres ild kunnet nå op over den gamle grænse. I tilknytning til batterierne fandtes observationsposter, målestationer og blinksignalstationer bl.a. på Knivsbjerg.
Jernbanenettet var suppleret med spor både med stillinger selv og med udbygning for øje. Disse feltbaner var udbygget i tilknytning til de lokale amtsbaner.
Flere tropper kunne frigøres
Der var udstykket en anden linje bag venstre fløj. Antagelig skulle den have været fuldt udbygget bag hele stillingen, men den blev aldrig færdig, selv om man arbejdede på den lige til våbenstilstanden.
Det havde ret snart vist sig, at det ikke var brug for stillingen. U – bådskrigen var først begyndt den 31. januar 1917. Sejrene i Rumænien frigjorde tropper, så stillingen dermed blev noget lettere for Tyskland.
Dansktalende soldater blev udtaget
Den tyske overkommando traf dog visse sikkerhedsforanstaltninger selv om man i og for sig ikke frygtede, at Danmark ville erklære krig. Det blev således oprettet en Hovedkommando i Slesvig. Der blev fremskudt nogle svære kavaleri- afdelinger til støtte for grænsebevogtningen.
Der blev ligeledes ved fronten udpeget en del dansktalende soldater, som i givet tilfælde skulle knyttes til Nordarmeens stabe som tolke. I februar var stillingen så vidt klaret. Så kunne alle disponible tropper sendes til vestfronten.
Danske Ingeniørtropper sprang det i luften
Efter sammenbruddet blev befæstningslinjen helt evakueret. Kanoner og materiel blev ført bort. Efter indlemmelsen har danske ingeniørtropper i årene 1922 – 25 sprængt diverse ting i luften. Kun få steder kan der endnu ses rester.
2.000 fordringer på erstatning
Disse omfattende befæstningsanlæg var til en overordentlig gene for befolkningen. Den tyske stat anerkendte ved overdragelsen af suveræniteten til Danmark en vis grad af erstatningspligt over for lodsejerne.
Der indkom i alt ca. 2.000 fordringer på et samlet beløb på 1 ¼ mio. mark. Men efterhånden som tiden gik og pengene ikke kom til udbetaling, opstod der en uoverensstemmelse om kursen, hvorefter erstatningerne skal udbetales.
Tyskland afregnede i 1922/23 til dagskurs
Tyskland afregnede i 1922 og 23 til dagskurs, så lodsejerne fik betydeligt mindre end de havde forlangt og ventet. De gik derfor til den danske regering, der bevilligede 124.000 kr. til supplering af de tyske forretninger.
Dette beløb blev udbetalt i april 1923. Tillige fik lodsejerne lov til at beholde de materialer, der fremkom ved befæstningens sprængning. Den betalte den danske regering selv.
Haderslev Amt fik store udgifter
Desuden fik navnlig Haderslev Amt ikke ubetydelige udgifter i form af tilskud til sognekommunerne til istandsættelse af de veje, som var blevet ødelagt ved den store vogn – og biltrafik, der havde været i forbindelse med anlæggene.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 25, 2022
Danmark kæmpede for sit gode rygte
Det er svært at komme af med besættelsestidens myter. Arkiver forsvundet – ingen adgang. Man skulle helst have et godt indtryk af danskerne. Frihedsrådet tilslutter sig kommunisterne. Når Danmark atter er frit. Frihedsrådet ville gøre sig populær i befolkningen. Retssager mod diverse ministre var ventet. Frihedsrådet fik politisk indflydelse – men ikke længe. Wilhelm Buhl havde luret faren. Frihedsrådet fik ikke held med deres oprør. Besættelsestiden er et underholdningstema. Meget er bevidst fortiet. Film bevæger sig lige på kanten af fakta. Tyskerpiger var ”Kvinder af tvivlsom beskaffenhed”. Forsker fik truende og hadefulde breve. Den mest dårligst og udokumentariske bog. Vrede og opsigt i forskningen. Jernbanesabotage. Modstandsarbejde i nærbillede. Rendyrket erindringspolitik. Markedsføres som autentiske film. Misbrug af historien kan være skadelig. Hvordan Matador kan skabe en forkert historie. Det var bestemt ikke alle der deltog i modstandsarbejdet. Politiet advarede ikke kommunisterne inden de tog 300 stk.
Det er svært at komme af med besættelsestidens myter
Mange myter om besættelsestiden er der stadig. De er svære at komme af med. Man tror stadig på det, som historiebøgerne fortalte. Man tror helt åbenlyst på de historier aviserne fortæller fra den tid. Og så er det alle de film man ser fra den tid. Det står jo, at de er autentiske. Så må det jo passe. Når det så også bliver vist i Matador.
Det giver skrammer i lakken, når man vil forsøge at gengive den rigtige historie om og fra besættelsestiden. Men det er nu ikke altid lige nemt. Danskerne skal helst være i hovedrollen. Og man skal sandelig ikke komme og lave noget om.
Forsvundet – ingen adgang
Det var måske alt, hvad Danmark foretog sig før/under og efter besættelsestiden, der var lige smart. Og vi kan sagtens sidde i bagklogskabens lys og angribe de mennesker, der foretog sig ting og sager, som ikke var smarte. Mange af de ting, der skete dengang, er gemt væk. Du finder det ikke mere i arkiverne, selv om det burde ligge der. Enten er det forsvundet eller kan du ikke få adgang.
Jo det har undertegnede oplevet og sikkert mange andre. Hvorfor må vi ikke få sandheden frem? Det er åbenbart lettere at beskylde en for konspiration, hvis man ikke acceptere den officielle forklaring.
Man skulle have et godt indtryk af danskerne
Journalisterne havde travlt dengang med at give et andet billede af Danmark end den, der handlede om Danmarks samarbejde med tyskerne. Omverden skulle selvfølgelig også have at vide, at danskerne ikke var nazister. Det var vigtigt at blive erklæret allieret efter krigen.
20 – 30 danske journalister forsøgte at give et andet indtryk af danskerne. Det skulle overbevise englænderne om at danskerne ikke var nazister og var på de allieredes side. Disse journalister skrev bøger på engelsk, læserbreve og holdt foredrag for engelske erhvervsfolk. De forsøgte også at påvirke engelske politikere. De skulle også overbevise disse om at danskerne faktisk gjorde modstand.
Der var også en dansk pressetjeneste i Stockholm.
Frihedsrådet tilsluttede sig kommunisternes krav
Det er heller ikke populært at modstandsfolk efter krigen forsøgte at køre demokratiske diplomater ud på et sidespor. De unge har fået at vide, at den danske modstandsbevægelse bekæmpede nazisternes besættelse af Danmark i 1940erne.
Men graver man så finder man et andet forhold som Frihedsrådet havde til dansk demokrati. Ja Modstandsbevægelsen udgjorde faktisk en fare for det danske demokrati. De mest fremtrædende medlemmer var nemlig folk fra Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Deres totalitære politik havde stor indflydelse på rådets politik. Og det selv om Rådet havde både socialdemokratiske, borgerlige og konservative medlemmer.
Blandt andet tilsluttede Frihedsrådet sig kommunisternes krav om omfattende efterkrigsophør med de folk, som modstandsbevægelsen mente gik nazisternes ærinde. Dette oprør kunne bringe kommunisterne tættere på magten i Danmark. Populært er det heller ikke at sige at Frihedsrådet var kommunisternes nyttige ”idioter”.
Når Danmark atter er frit
I november 1943 – godt et halvt år før Danmarks befrielse 5- maj 1945 – havde Frihedsrådet fremlagt det såkaldte efterkrigsprogram ”Når Danmark atter er frit”.
På overfalden handlede programmet om, hvordan Danmark efter krigen kunne vende tilbage til demokratiske tilstande. Og hvordan vejen tilbage til demokrati gik gennem et oprør med såkaldte ”skyldige og medansvarlige for krænkelsen af Danmarks selvstyre og retsgrundlag under besættelsen”.
Kiggede man nu nærmere efter var det tale om en udrenselses-strategi. Det ville føre til et større opgør med politikere og embedsmænd blandt magtens elite.
Frihedsrådet ville gøre sig populær i befolkningen
Frihedsrådets program var baseret på lovgivning med tilbagevirkende kraft. Man sigtede på at indføre love, hvor man kunne foretage retsforfølgelse. Det var danskere, der deltog i tysk krigstjeneste samt medlemmer af tyske korps og især værnemagere og tyske korps.
Derefter ville Frihedsrådet gøre sig populært i befolkningen. Det blev nu ikke sagt direkte i programmet. Men man satsede på at vinde det første efterkrigsvalg.
Retssager mod diverse ministre var ventet
Efter valget skulle der nedsættes parlamentariske kommissioner. De skulle have til opgave at undersøge besættelsesmagten og tage stilling til ministre og eventuelle retssager mod ministre og andre demokratiske politikere.
Dette ville være vand på kommunisternes mølle. De ville gerne afløse dem, der måtte gå. Derefter ville de sætte sig tungt på magten. Eventuelle modstandere ville man så anklage for at modarbejde folkestyret. På den måde kunne man komme af med politiske modstandere.
Frihedsrådet fik politisk indflydelse
Men se sådan gik det jo ikke. Efter befrielsen i 1945 blev der dannet en midlertidig samlingsregering med medlemmer fra både modstandsbevægelsen og de demokratiske partier. Frihedsrådet forlangte politisk indflydelse. Man turde ikke andet. Modstandsbevægelsen var populær i befolkningen og så var de bevæbnet.
De demokratiske toppolitikere imødekom nogle af Frihedsrådets opgørs-krav. Men man gjorde det af nød. Man ville undgå en borgerkrig mellem den illegale modstandsbevægelse og tilhængere af de demokratiske politikere.
Vilhelm Buhl havde luret faren
Vilhelm Buhl havde aldrig været begejstret for Frihedsrådet. Det var også ham, der holdt Stikkertalen dengang. Men han var nok en af de mest intelligente politikere vi havde dengang. Han havde længe set den fare som Frihedsrådet udgjorde. Og så havde Vilhelm Buhl overtaget statsministerposten efter Thorvald Stauning.
Han gav modstandsfolkene en lillebid. To erklærede kommunister fik ministerier i befrielsesregeringen. Det samme fik to ”skabskommunister”, udnævnt af Frihedsrådet.
En af de partiløse kommunister var justitsminister Niels Busch-Jensen. På den måde blev første del af Frihedsrådets program ført ud i livet. Men statsministeren fik forpurret Frihedsrådet og kommunisternes planer. De fleste demokratiske politikere fik nøgleposterne. Og behændigt fik han ansat embedsmænd, der var loyale over for de demokratiske politikere.
Frihedsrådet fik ikke held med deres oprør
Stemningen i befolkningen skiftede også hurtigt til de demokratiske partier. Og det skete på trods af en stor fremgang for kommunisterne senere på året i 1945. Frihedsrådet fik ikke held med deres oprør. Men hvad mon der ville være sket, hvis der var lykkedes.
Besættelsestiden er et underholdningstema
Besættelsestiden er også blevet et underholdningstema som nok aldrig går af mode. Det skyldes at historien om Anden Verdenskrig er et sammensurium af politisk verdenshistorie og personlige skæbnefortællinger.
Krigen rejste moralske spørgsmål på godt og ondt, ret og uret, mål og midler, og om hvad menneskers sande natur er. Man bruger det til en nutidig agenda. Så glemmer man en bestemt del af historien og fremhæver en anden del.
Meget bliver bevidst fortiet
Vi har også set vores politikere udbrede den værdiladede identitets følelse. Og når vi snakker om national selvfølelse så bruges besættelsestiden ofte. Ofte er historieformidling under massivt pres. Det er bestemt ikke altid populært at komme med faktuel information.
Vi kan nævne et eksempel som da Hipo – mænd udførte en stor redningsindsats under bombningen af Den Franske Skole. Og vores fortælling i vores bog om, hvad der skete nede i Padborg efter besættelsestiden, er heller ikke særlig populært.
Efterkrigstidens sort/hvide grundfortælling om besættelsen holder ikke. Meget er bevidst blevet fortiet og bliver det stadig.
Man skal åbenbart fastholde begrebet om at danskerne var de gode og tyskerne var de onde. Det kunne man også se i de film, der fremkom lige efter besættelsestiden ”Danmark i lænker (1945) og Det gælder din frihed (1946).
Film bevæger sig på kanten af fakta
Flere film bevægede sig på kanten af, hvad der var fakta. Dermed blev danskerne fremstillet udelukkende som en samlet antitysk enhed. Det skaber en spænding mellem det nationalpatriotiske og hvad der egentlig skete under besættelsen.
De ubekvemme sandheder om samarbejdet, fraternisering og størstedelen af modstandsarbejdet kontra for eksempel danskere i tysk tjeneste blev nedtonet af de dominerende modstandsberetninger – både i historievidenskaben og filmmediet. Overgreb mod civilbefolkningen fra modstandsbevægelsen bliver stadig fortiet af både arkiverne og myndighederne. Det har vi selv oplevet.
Film og tv undgik realistiske fremstillinger.
Tyskerpiger er ”kvinder af tvivlsom beskaffenhed”
Serien Matador udlægger en ensporet og stereotyp fremstilling af Tyskerpiger. Kendetegnede for tyskerpigerne er at de sjældent omtales i litteratur – og dokumentarfilmsmaterialet fra den første efterkrigstid – og når de bliver, er det ikke ligefrem flatterende under beskrivelsen:
I filmen ”Drengene fra Sankt Petri” (1991) beskrives tyskerpigerne som
Den ensidige vinkel må forstås som befolkningens begrænsede viden om tyskerpigerne og årsagen til deres fraternisering.
Forsker fik truende og hadefulde breve
Tyskerpigernes historie var tabubelagt og blev undertrykt af den kollektive erindring i en erindringskamp om, hvad der kendetegnede danskerne under besættelsen. Anette Warrings forskningsprojekt begyndte i 1989 omkring dette projekt. Hun efterlyste i blade og aviser piger, der ville deltage i dette projekt.
Resultat var at hun modtog truende og hadefulde breve. Hun påviste at hver 6. eller 7. danske pige mellem 15 og 29 år var tyskerpiger under krigstiden. Det anseelige antal chokerede. Anette Warring påviste, at det var spænding eller kærlighed, der var bevæggrunde. Det var ikke ideologi eller angiveri, som de ellers blev beskyldt for.
Dertil satte hun spørgsmålstegn ved interneringen af tyskerpigerne og selvtægts -handlingerne i form af hårklippeaktioner, foretaget af både modstandsmænd og civile. Disse mennesker blev heller ikke straffet for dette.
”Den mest dårligste og mest udokumentariske bog”
Vi har selv i vores bog fra 2017 oplevet beskyldninger, når vi har forsøgt at fortælle sandheden. I vores beskrivelse er myndighederne dybt indblandet. Der er udarbejdet falske rapporter. En del kendte mennesker fra grænseområdet er involveret. Trods det, at vi havde afleveret de dokumenter, der ikke var personlige på Lokalarkivet, fik vi at vide, at det var den mest udokumenterede bog, man nogen sinde havde læst.
I forvejen var hverken Politiforeningen eller PET begejstret for det, som vi fandt ud af. Politiet kunne opklare sagen, hvis de fandt frem til det samme som os. Men de lokale skal stadig holdes hen i en løgn. Sandheden er ofte ilde hørt.
Det var dog ingenting som vi opnåede. Familien har fået afklaring. Utroligt at myndighederne i alle de år havde bild familien løgne ind så de selv kunne redde skindet. Og vi har da selvfølgelig fortsat efterforskningen siden bogudgivelsen. Og vi har fundet ud af at der sandelig er en del mere at rydde op i – i grænseområdet. Men måske hører det også med til fortællingen om besættelsestiden.
Det har vi ligeledes på diverse Facebookgrupper omkring besættelsestiden. Ja selv under foredrag har jeg hørt beskyldninger.
Vrede og opsigt i forskningen
To af vores mest fremragende historikere har også oplevet dette nemlig Hans Kirchhoff og Aage Trommer. De vakte stor opsigt og vrede med deres forskning.
De to forskere afviste det nationale og fællesskabende fokus som en romantisk fremstilling. I stedet vægtes det, som splitter historien – ubekvemt eller ej – og omstyrter en god del af myter i processen.
Jernbanesabotagen
Trommers disputats ”Jernbanesabotagen i Danmark i Danmark under Anden Verdenskrig” fra 1971 var ikke populær. Han havde forpurret myten om at modstandsbevægelsens jernbanesabotage havde afgørende betydning for de allieredes krigsførelse. Afhandlingen blev anset som et angreb mod modstandsbevægelsen og dermed hele nationens selvopfattelse. Henrik Skov Kristensen har modsat dokumenteret de vest – allieredes positive vurdering af jernbanesabotagens betydning.
Modstandsarbejde i nærbillede
Trommer blev heller ikke populær, da han forfattede ”Modstandsarbejde i nærbillede” hvor opfattelsen af en homogen modstandsbevægelse blev afmonteret.
Det blev påvist, at modstandsbevægelsen mest rekrutterede fra antidemokratiske grupper som Dansk Samling og DKP. Det brød den brede opfattelse at, at modstandsbevægelsen repræsenterede et bredt udsnit af befolkningen, samt at disse var et udtryk for en bred demokratisk dansk vilje.
Kirchhoffs Augustoprøret (1979) provokerede også. Forskningen viser at samarbejdspolitikken mistede grebet den 29. august 1943. Bruddet med besættelsesmagten var ikke forsætligt, som man ellers havde bedyret. Han blev i den grad kritiseret for sit arbejde også af politikere.
Man fik dog et mere nuanceret syn på samarbejdspolitikken, men der er dog stadig kritiske røster i offentligheden.
Rendyrket erindringspolitik
Der var 6.000 frivillige danske øst-frivillige, hvilket for danskerne var et chokerende tal. Forskningen påviste, at de øst-frivillige udførte voldelige krigsforbrydelser på lige fod med deres tyske soldaterkammerater, hvilket også forargede offentligheden.
Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen førte rendyrket erindringspolitik, da han i en omstridt tale fra 2003 omtalte samarbejdspolitikken som moralsk svigt, med den hensigt at kritisere de partier, der var med mod Irak – krigen. Det var også erindringspolitikken, der hindrede at Erik Scavenius fik opkaldt en vej efter sig i 2012.
Nogle historikere forsvarer derimod Erk Scavenius og samarbejdspolitikken.
Markedsføres som autentiske film
Og så var det filmen ”Flammen og Citronen fra 2008. Den er en hyldest til modstandsbevægelsen. Folkene bag filmen kalder den historisk korrekt. Men det er den bestemt ikke. Det har vi tidligere beskrevet i en artikel.
Det samme er tilfældet med Under Sandet fra 2015. Man siger om den, at den er inspireret af autentiske hændelser. Men filmen er decideret historisk ukorrekt. Den fortæller et mørkt kapitel i dansk historie ud fra et forkert udgangspunkt.
Selvfølgelig må man bruge sin kunstneriske frihed, men så skal man fortælle det hvis en film er fiktiv samtidig med at de markedsføres som en autentisk historisk film. Indrømmet at det er to særdeles gode film – men de er nu engang ikke autentiske.
Misbrug af historien kan være skadelig
Underholdningsmedierne har en større platform til at udbrede kollektive erindringer end historievidenskaben har. Erindringspolitik i form af misbrug af historien kan være absolut så skadelig som ”fake news” Det bruges som magtmiddel i politik.
Ofte bruger denne platform forkerte ting og spreder fordomme om, hvordan vi troede, at det var. Vi ser det også i den ellers udmærkede serie Matador igen engang.
Hvordan Matador skaber en forkert historie
Her ser vi doktor Hansen og bankdirektør i trenchcoats, bløde hatte og baretter. De agerer foregangsmænd for Korsbæks lokale modstandskamp under anden verdenskrig.
De personificerer sammen med en ung bankfuldmægtig, den skrøbelige Maude Varnæs fra byens førende familie og hendes søster, spillelærerinde Elisabeth Friis i høj grad seriens billede af, hvordan danskerne efterhånden tog handsken på og gjorde oprør mod den tyske besættelsesmagt. Mange har blind tillid til historiske korrekthed som Matador gengiver.
I Matador får vi indtryk af, at det primært er byens elite, der går væbnet front mod tyskerne. Godt nok nuancerer den billedet en smule.
I serien er det som nævnt lægen og bankdirektøren, der lever en dobbelttilværelsen. Om dagen driver de praksis og leder banker, men om natten hentede de nedkastede våben og laver andet modstandsarbejde. Problemet er bare, at sådan forholder det sig ikke. Man kan sagtens finde eksempler på læger og bankdirektører, der endte som modstandsfolk, men det var kun et lille fåtal.
Matador er med til at formidle et glansbillede som eftertiden er bygget op over besættelsen. Datidens politikere var dygtige til at producere og konstruere for selv at få æren af modstandskampen – selv om de rent faktisk havde bekæmpet den med næb og kløer.
Der var bestemt ikke alle danskere, der deltog i modstandsarbejdet
Man konstruerer et billede af danskerne, bortset fra nogle få tusinde nazister, stikkere, værnemagere og øst-frivillige, der alle tog del i modstandsarbejdet. Men det er forkert. Samfundets bærende lag og eliten var de sidste til at gribe til våben – hvis de overhovedet gjorde det.
I virkeligheden var det system-fjenderne, der gik til modstand. Det var rebellerne i samfundet med kommunisterne på den ene fløj og KUerne på den anden fløj.
Alle disse gik til angreb i 1953. Kommunisterne gør det, fordi de gerne må, nu hvor Hitler var gået i krig mod Stalin. KUerne og de systemfjendtlige gør det af had til dem, der har besat os og til systemet, der ikke kunne forsvare os 9. april
Det var ikke Omegnsbankens direktør Kresten Skjern, men derimod den lokale kommunist Lauritz ”Røde” Jensen, der ifølge forskningen skulle have gået til modstand i Matador.
Politiet advarede ikke kommunisterne
Endnu et eksempel på historisk glansbillede er afsnittet, hvor den lokale betjent advarede Lauritz ”Røde” Jensen mod tilfangetagelse af dansk politi. Den 22. juni 1941 rykker dansk politi ud på tysk bestilling og i løbet af de næste fem uger arresterede de næsten 300 kommunister – en del mere end de 70, som tyskerne havde krævet. I virkelighedens verden gik politiet ikke ud og advarede kommunisterne.
Den danske nation har behov for at fortælle en bestemt version af historien. Det har været et dyb skel mellem den, som historikerne fandt ud af og som offentligheden troede var den rigtige historie
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 23, 2022
Dansk Raceforskning
Herhjemme er racehygiejne et mørkt kapitel. Danmark gik forrest i Europa. Danske forskere var dog ikke antisemitter. K.K. Steincke lod sig overbevise af tvivlsom forskning. Dansk lovgivning indeholdt tvangsmidler. Romaer blev forfulgt i Danmark. Biologisk socialisme med kirurgisk indgreb. I Danmark lod man sig vejlede af en nazist. Gavnlig for befolkningskvaliteten sagde man. Sterilisation på så mange som mulig. Man havde arvehygiejnisk register. Begrænsning af udbredelsen af defekter. Lovgivningen brugte stærke ord. Ægteskabsloven satte også sine begrænsninger. Overlægen bestemte helt selv hvor længe man skulle blive på øen. Loven om tvangssterilisation blev permanent. Danske forskere udnævnte grønlændere til underlegne racer. 13.000 herhjemme blev tvangssteriliseret. 4.471 blev udsat for det hvide snit. Forsøg i hjernen. Nu førte man instrumenter gennem næsen Disciplinering af psykopater. Kvinder blev i højere grad indstillet. Kraftige følgevirkninger. Manglende diskussion i lægekredse var årsag til at man bare fortsatte. Når patienten blev rolig, mente man at det var en succes. 37 pct. af patienterne fik det dårligere med det hvide snit. Og opfinderen af det fik Nobel – prisen.
Herhjemme er Racehygiejne et mørkt kapitel
Når man taler om Anden Verdenskrig og racehygiejne ja så vender vi automatisk blikket mod Tyskland. Herhjemme er det et mørkt kapitel i danmarkshistorien. Hitler ville gerne have et tredje rige, som kun bestod af ariske mennesker. Men i Danmark adskilte det sig ikke så meget i perioden.
Danmark gik forrest i Europa
Danmark gik forrest i Europa hvad angår eugenisk sterilisation og den dansk – amerikansk inspirerede lov fra 1929 blev anset som foregangslov af tyske nazister. De ligefrem brugte Danmark som propaganda for eugenisk virksomhed. Således blev det danske flag brugt på en plakat fra 1934 med titlen:
Danske forskere var ikke amisemitter
Det er ikke populært at sige det men på flere punkter var Danmark mindst lige så vidtgående som det nazistiske Tyskland og på enkelte punkter mere.
Nej danske arvebiologer var ikke antisemitter. De jagtede ikke folk af en anden herkomst og de støttede ikke besættelsesmagtens germanske udgave af racehygiejniske aktiviteter i øvrigt.
Tvivlsom dansk forskning overbeviste K.K. Steincke
Den danske sterilisationslov fra 1934 var først og fremmest udformet med henblik på at bremse de lettere åndssvages forplantning. Loven var gennemført efter intenst lobbyarbejde fra førende danske åndssvagelæger som H.O. Wildenskov fra De Kellerske Anstalter ved Vejle og psykiateren J.C. Smith fra Augustenborg sindssygehospital. Deres videnskabelige arbejde viste, at netop lettere åndssvaghed ofte var arvelig og det var i høj grad deres forskning, der havde overbevist K.K. Steincke.
Uvidenskabelig og overdreven
Men den lov, der blev gennemført, gav heller ingen anvisning på, hvordan arveligt belastede åndssvage skulle identificeres. Målet var at sterilisere åndssvage, når samfundsmæssige hensyn forelå, eller når sterilisation vil være gavnligt for den åndssvage selv.
Derved adskilte den danske lov sig fra den tyske sterilisations-lov fra 1933, der krævede at der forelå en dokumenterbar, arvelig belastning før en åndssvag kunne steriliseres. I Tyskland krævede loven formel dokumentation af slægtsoplysninger, der kunne sandsynliggøre, at den enkelte ansøger faktisk led af en arvelig form for åndsvaghed.
De danske undersøgelser, der førte til sterilisations-loven, blev opfattet som uvidenskabelig og overdrevne i deres vurdering af åndsvaghedens arvelighed. Man foretog upræcise diagnoser.
Dansk lovgivning indeholdt tvangsmidler
Trods dette var det i Danmark bred støtte til den danske politik på området også gennem hele besættelsesperioden. Sterilisation af personer, hvis diagnose ikke var genetisk bestemt ville simpelthen ikke have nogen positiv eugenisk effekt på den samlede befolkningskvalitet eller genpuljen.
Den danske lovgivning indeholdt stærke tvangsmidler. Wildenskov og Schmidt publicerede studier, der hævdede at 20 – 80 pct. af de lettere åndssvaghedstilfælde var arvelige – uanset om den konkrete arvegang ikke kunne påvises.
Bevisbyrden påhvilede den åndsvage eller de pårørende. Det var simpelt hen den modsatte bevisbyrde.
Romaer blev forfulgt
I Danmark var der rettet opmærksomhed mod en række romaer. De blev kaldt noget andet dengang. Men det er en af Facebooks forbudt – ord. I Københavns Kommune havde man observeret en række ”Mærkværdigheder”, hvad angår boligform, erhverv og livsstil hos bestemte forsorgskrævende familier, der bar et særligt ”udenlandsk præg”.
De levede i husvogne og ernærede sig ved så eksotiske erhverv som kludekræmmere, spåkoner, skærslippere og cirkusartister. Man mente de havde roma-blod i årene.
Københavns Kommune mente, at de havde asociale særheder. Dette måtte skyldes arvelige defekter. Kommunen tog derefter initiativ til at undersøge disse familiers forhold. De udgjorde en særlig gruppe af økonomisk belastende sociale. De var en af eugenikkens hovedområder.
Biologisk socialisme med kirurgisk indgreb
K.K. Steincke anbefalede et system, der bremsede fødsel af nye forsorgskrævende arveligt belastende individer, nemlig sterilisationslovgivningen. Steincke erkendte statens forpligtelse til at sørge for de svageste. Men han mente også det var statens pligt til ikke at forøge antallet af ressourcekrævende. Det blev kaldt biologisk socialisme og omfattede kirurgiske indgreb.
Efter 1935 blev romaer i Tyskland undergivet samme racelove som jøder i Tyskland.
I Danmark lod man sig vejlede af en nazist
I Danmark lod man sig vejlede af en tysk nazist med tusinder af romaers liv på samvittigheden. Og i 1943 offentliggjorde Arvebiologisk Institut en bog om romaer. Det var lige noget nazister kunne bruge. Instituttet havde en masse registerdata.
Syd på blev romaer sendt i KZ – lejre. 25.000 omkom.
Truende for befolkningskvaliteten
Både romaer og åndsvage blev jagtet af sterilisationsvæsenet herhjemme. Danske forskere opfattede dem som truende for befolkningskvaliteten og for forsorgsudgifternes omfang.
Sterilisation på så mange som mulig
Man satsede på sterilisation af så mange som muligt. En udslettelse anså man dog ikke for muligt. På længere sigt havde man sikkert ønsket dette. Eugenikkens utopi var et samfund uden asociale. Vi skal dog lige gentage, at de danske forskere ikke havde samme motiver som nazisterne. Men alligevel var der et stort antal danskere, der blev ofre for bedre vidende folk i hvide kitler.
Alene antallet af steriliseret i årene mellem 1929 og 1969 udgjorde 13.000. De fleste i form af tvang. Begrundelsen var alene, at de udgjorde en samfundsøkonomisk byrde og forringe den danske befolkning.
Lovgivningen blev støttet af mange
Der kom flere ting til i løbet af 1930erne i forhold til ægteskab. Bemærkelsesværdigt er det også at lovgivningen blev støttet af fremtrædende videnskabsmænd, politikere, debattører og kulturpersonligheder.
Og egentlig var det Charles Darwin. Der gav startskuddet til det. Han startede en særlig disciplin med udforskning og kortlægning af egenskabernes arvegang (genetik). Man talte om adskillelse af arvede og erhvervede egenskaber.
Arvehygiejnisk register
Fra 1880erne opstod en ny videnskabsgren, som man kaldte eugenik (fra græsk: god slægt), arvehygiejne eller racehygiejne. Nazisterne brugte dette til at udrydde menneskerace. Herhjemme troede man at man kunne spare penge ved at fremavle sunde og rene danskere, der ikke havde nogle former for skavanker.
På Københavns Universitet oprettede man et ”arvehygiejnisk register”. Her blev opført et register med personer med psykiske og fysiske handicaps under forsorg, psykisk syge, blinde, døve, døvstumme, talelidende, epileptikere, personer med dværgvækst, blødere, øjensygdomme, sukkersyge mv. Samtidig blev de pågældende familier kortlagt i flere slægtled. Registreringen dannede baggrund for forskning.
Man omtalte folk som ”velbegavede – men lidt aparte”. Og så kiggede man efter om der i familier var psykisk syge, psykopater, alkoholikere, seksuelt amoralske m.m.
Om man har sådan en registrering endnu, ja det får vi næppe at vide.
Begrænsning af udbredelse af ”Defekter”
Man kunne måske ikke altid regne med Charles Darwin og hans påstand om, at den stærkeste overlever. Steincke kaldte sin tankegang ”Minimums Politik”. Han mente at samfundet havde ret og pligt til at begrænse udbredelsen af ”Defekter”.
Man mente at det var helt i orden at indføre ophævelse af forplantningsevnen for bestemte grupper. Bestemte målgrupper skulle hindres i at sætte børn i verden.
Eugenikken kom i den grad ind i dansk lovgivning. Det var især et socialdemokratisk projekt med Steincke som bannerfører. Men Rigsdagen gav projektet fuld opbakning.
Lovgivning brugte stærke ord
Man talte i lovgivningen om ”Psykisk abnorme personer”, hvor der var ”særdeles magtpålæggende for samfundet”. Og i 1935 kom der så nye tilføjelser til ”Faren for afkommets arvelige belastning”.
I socialreformen fra 1933 kom der indførsel af indberetningspligt. Og i 1938 talte man om personer med mangel på ”intelligens og ansvarsfølelse”.
Ægteskabsloven satte sine begrænsninger
Ægteskabsloven rummede nu forbud med indgåelse af ægteskab, hvis en eller begge parter led af sindssyge eller åndssvagehed, samtidig med psykopati, alkoholisme, epilepsi. En tilladelse kunne gives, hvis de pågældende ville underkaste sig sterilisation. Politikerne ville gerne gå videre med forbud mod ægteskab med det blev dog afvist af retslægerådet.
Nogle af indgrebene blev foretaget uden at de berørte havde fået reel viden om, hvad der skulle ske.
Overlægen bestemte, hvor længe, man skulle blive på øen
Dengang var de første egentlig danske åndssvageanstalter Gammel Bakkehus på Frederiksberg som blev grundlagt 1855 og De Kellerske Anstalter ti år senere. Disse anstalter blev fra starten en stor succes.
Det var også De Kellerske Anstalter, der stod for at erhverve Sprogø til moralsk åndsvage kvinder. I forvejen havde man en ø til såkaldt asociale åndssvage mænd på Livø. Det omgivne samfund var på den måde beskyttet mod disse grupper. Det var overlægen der helt alene bestemte, hvornår man kunne forlade øerne. Måske var det først efter et tvangsindgreb. Vi har tidligere berettet om disse øer.
Loven om tvangssterilisation blev permanent
Loven fra 1934 om tvangssterilisation var nu blevet permanent. Og det var alene overlægen, der bestemte, om man måtte sætte børn i verden. Filosofien var, at alle mennesker havde ret til hjælp, men de ”degenererede” skulle til gengæld miste resten til at sætte afkom i verden.
Hensynet til folkesundheden var vigtigt. Derfor fortsatte tvangssterilisationerne ufortrødent.
Først i 1961 blev ø – anstalterne Livø og Sprogø nedlagt. Og patienterne på De Kellerske Anstalter fik nu lov til at gå rundt i deres eget tøj.
Muligheden for tvangsindgreb over for udviklingshæmmede i Danmark blev afskaffet i 1967 og over for kriminelle i 1972.
Danske forskere delte grønlændere i over – og underlegne racer
Så var det lige Danmark og Grønland. Missionen for den danske koloniherrer var at tage sig af disse stakler. Det var den hvide mands pligt at føre disse mennesker i den rigtige retning. Tænk engang danske videnskabsmænd havde kraniemåler, en krumpasser m.m., når de tog på togt i det nordlige Grønland.
Konklusionen dengang var:
Danske videnskabsmænd var med til at inddele en hver menneskerace i over – og underlegne racer. Det var naturgivet, et biologisk faktum at nogen skal herske over andre, og har ret til at gøre det.
13.000 herhjemme blev tvangssteriliseret
Det er ikke så langt til at nazisterne brugte Darwins teorier om den bedst tilpassedes overlevelse til at retfærdiggøre masseudryddelser, avlslejre og hundrede tusindvis af tvangssterilisationer. Herhjemme var det trods alt ”kun” 13.000.
Som vi tidligere har været inde på så samarbejdede danske videnskabsmænd med tyskerne både før, under og efter besættelsestiden.
4.471 udsat for Det Hvide Snit
Ja man glemmer også ofte en anden frygtelig ting, når man omtaler dette emne. Og det er ”Det hvide snit”. I perioden fra 1939 til 1983 blev der foretaget 4.471 indgreb. Hjerneoperationen blev udført på psykisk syge, fordi datidens psykiatere mente, at indgrebet i bedste fald kunne hjælpe på deres sygdom.
Forsøg i hjernen
Det var den portugisiske neurolog Egas Monitz der opfandt operationen i 1935. Patienten blev bedøvet, et stykke af hjerneskallen blev blotlagt, og der blev boret to små huller. Professoren eksperimenterede først med at sprøjte alkohol ned i hjernen. Senere skar han et snit på omkring en centimeter i diameter.
Formålet var at snitte nervebanerne i de forreste dele af hjernen over, da det dengang blev formodet at tanker og ideer blev lagret i hjernens nerveforbindelser. Hvis man skar disse nervebaner over, kunne man fjerne unormale tanker og adfærd.
Nu førte man instrumenter ind gennem næsen
Denne metode blev så fornyet. Nu førte man et instrument ind i frontlapperne. Et instrument blev ført ind gennem næseryggen og ind gennem tårekanalen. Med en hammer blev instrumentet nu banket gennem kraniet ved øjenhulen. Det hele kunne klares på 7 minutter, sagde man.
Især patienter med symptomer på aggression, uro, ødelæggelsestrang og urenlighed blev indstillet til det hvide snit eller lobotomi, som det så fint hedder.
Disciplinering af psykopater
Operationen blev også gennemført som en slags disciplinering af psykopater. De var anset som den mest krævende patientgruppe. Men også patienter med tvangsneuroser, som var rolige og ikke krævede så meget af personalet, var indstillede. Patienterne havde sjældent fået andre behandlinger.
Kvinder blev i højere grad indstillet
Kvinder blev i højere grad end mænd indstillet. Der var ikke nogen særlig medicinsk forklaring på dette. Måske var det datidens kønsroller og forskelligt syn på mænd og kvinder, der var forklaringen.
De kvindelige patienter blev ofte opfattet som værre end de mandlige. Uro, aggressivitet, at svare igen og bande blev anset for at være mere alvorligt, når en kvinde stod bag. Helt unge kvinder ned til 14 år blev hjerneopererede.
Børn fra Åndssvageforsorgen blev også hjerneopererede med det hvide snit. Børn helt ned til 6 år blev udsat for den mest radikale form for lobotomi, hvor hele den hvide substans blev skåret over. Andre børn blev hjerneopererede flere gange.
Kraftige følgevirkninger
Der var kraftige følgevirkninger ved disse indgreb. Kramper, inkontinens og opkast var hyppige følger hos patienterne. Men også apati, demens, lettere mani, aggressivitet m.m. Der skete ændringer i patienternes personlighed. Man kunne konstatere at mødre ikke mere var kærlige over for deres børn, men virkede hårde.
Når patienter døde, blev der som regel skrevet, at der skete utilsigtede skader. Mange patienter blev aldrig udskrevet. 40,7 pct. var stadig indlagte 10 – 40 år efter indgrebet viser tal fra sindssygehospitalet i Vordingborg.
Manglende diskussion årsag til at man fortsatte
Den manglende diskussion i lægelige kredse var årsag til, at det hvide snit bare fortsatte. Flere hospitaler på tværs af landet indførte det hvide snit og processen omkring indgrebet blev strømlinet. Man stillede heller ikke her spørgsmål.
Vi kender alle indgrebet fra Gøgereden med Jack Nicholsen i hovedrollen. Han blev en levende grøntsag.
Man regnede kun dødeligheden ud fra dem, der døde under selve indgrebet. Dem, der døde bagefter, regnede man ikke med. Dødeligheden var vel ca. 6 pct.
Når patienten blev rolig var det en succes
Man manglede i den grad vurdering af bivirkningerne. Blev patienten roligere og nemmere at kontrollere var det tale om et vellykket indgreb. Ifølge journalerne blev 8 – 10 pct. af indgrebene betragtet som meget succesfulde.
37 pct af patienterne fik det dårligere
I 1970erne kom der endelig gang i debatten om – og kritikken af det hvide snit. Folketingets Ombudsmand gik ind i sagen. En ny generation af psykiatere var særdeles kritiske over for indgrebene.
Men først i 1982 lykkedes det for Folketingets Ombudsmand at få igangsat en undersøgelse. Den viste at 37 pct. af patienterne havde fået forværret deres tilstand efter det hvide snit. Og tænk engang opfinderen af det fik Nobelprisen i medicin.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 23, 2022
Balthasar Petersen – Grundlægger af Seminariet
Provst Petersens Vej. Ortodoks undervisning i Jeva. Tønder Provsti var stort. Det var Pietismens højborg. En præsteskole i Tønder. Han mente, at man kunne nøjes med seks timers søvn. Det var kun velhavere, der skulle betale. Uddannelsen var anerkendt. Rosende ord. Præsteskolen måtte lukke. Tønder Seminarium i gang 30 år før. En rundskrivelse fra 1752. De måtte ikke være ”vilde og lastefulde”. Først i 1785 fik seminariet tilskud. Balthasar Petersen sikrede sig videreførelse. Tysksproget var dog usmart i dansktalende områder.
Provst Petersens vej
Han var en stor personlighed. Og i Tønder er hans eftermæle bevaret i vejen op til Vidåen og den gamle Tønder – Tinglev bane – Provst Petersens Vej.
Ortodoks undervisning i Jena
Han var knyttet til Tønder by og det var også her han blev født som søn af en kniplingskræmmer. Og han var bestemt til at skulle have en god uddannelse. Han startede i bens latinskole. Som 18 – årig tog han til universet i Jena. Her fik han en undervisning, der bestemte hans retning. Hans hovedinteresse var teologi og filosofi.
Men hele hans virksomhed og kultur var tyskpræget. Og undervisningen i Jena var meget ortodoks.
Tønder Provsti var stort
Han kom tilbage til Nordslesvig og blev huslærer hos herredsfoged Knudsen i Ravsted. Men han ville lære mere. Som hovmester for en ung adelsmand tog han igen til Jena.
Efter hjemkomsten blev han bestikket som sognepræst i Læk. Men regeringen var blevet opmærksom på ham, så i 1739 kom han til Sønderborg. Men i 1746 kaldtes han til sin fødeby Tønder som provst og sognepræst. Og Tønder Provsti var stort dengang. Det strakte sig fra Vesterhavsøerne til Østersøens kyst.
Pietismens højborg
Balthasar Petersen virkede som en kraftig prædikant, nidkær, veltalende og med en omfattende viden. Han havde en ualmindelig energi og administrative evner.
Han udviste skarphed og til tider hårdhed i sine rundskrivelser. Han var forkæmper for den gamle kristendom. Han havde også tid til at skrive. Således skrev han en lærebog for kateketer, degne og skolemestre. Ja og Jesu Liv i fire bind blev det også til.
Og egentlig var det løvens hule, som han var kommet til. Tønder var en af pietismens højdepunkter. Her regerede Schrader og Brorson og fik mange tilhængere. Og situationen var blevet forstærket med en herrnhutisk vækkelse. Og pastor Knudsen fra kirken var ven af denne bevægelse. Ofte stod de to præster og diskuterede skarpt med hinanden.
Der faldt drøje hug fra prædikestolen. De kirkelige myndigheder måtte skride ind og formane til ro.
En præsteskole i Tønder
Balthasar Petersen syntes ikke at præste – og provstegerningen gav ham nok. Han følte sig i besiddelse af pædagogiske evner, som ikke kom til udfoldelse i denne gerning. I hvert fald påbegyndte han en dobbeltsidig lærergerning, som skulle få stor betydning for kirke og skole i Tønder Provsti og længere ud.
Først oprettede han i Tønder by en præsteskole. Han kaldte det det selv for et ”Teologiinstitut” Ja det var uddannelsesanstalt for vordende præster. Det stod åbnet for unge mænd fra Tønder Provsti og var ikke lukket for nogen, som længere borte fra.
Han mente, at man kunne klare sig med seks timers søvn
Han samlede unge mænd til teologiske og filosofiske forelæsninger. Han indviede dem i prædikekunstens hemmeligheder. Hans præsteskole erstattede således på en gang gymnasium og universitet. På en helt udmærket måde forstod han ved sin ringe pædagogiske evner at tilskynde og lede sine elever og gennem et to – årigt kursus at føre dem frem til overraskende resultater.
Men han sparede hverken sig selv eller de unge mænd. De måtte slide i det. Han indpodede de unge disciple en streng arbejdsmoral. Han plejede at sige til dem:
Det var kun de velhavende, der skulle betale
Han anbefalede sine disciple – ikke adspredelser og fornøjelser. Kun gymnastik og hårdt arbejde. For eksempel at hugge og save brænde. Han undte dem heller ikke arbejdsro under måltiderne. Når han sad ved bordet med dem, underviste og belærte han dem. Han plejede at sige:
De unge teologer var dog ikke bange for at bestille noget. De havde kun roser til overs for deres lærer. De roste ham også for hans velgørenhed. De skulle ikke betale noget som helst. Det var det kun de mere velhavende, der skulle.
Fire eller fem af dem boede i hans hjem, hvor de fik underhold ganske gratis. Balthasar Petersen havde arvet en formue efter faderen, som denne havde tjent på Tønderkniplinger.
Vores hovedperson mente, at denne formue gav gode renter ved at investere den i de unges uddannelse.
Uddannelsen var anerkendt
Den uddannelse som de unge teologer fik var af forskellig længde som regel var den på to år. Nogle af dem tog videre til Københavns eller Kiels Universitet. Her fortsatte de deres studier.
Men de allerfleste afsluttede deres uddannelse på præsteskolen i Tønder. De aflagde deres prøve for Konsistoriet i Tønder, der bestod af amtmand og provst. Undertiden var der en udvidet eksamenskommission, hvor flere af egnens præster var tilkaldt.
Den kongelige regering regnede denne prøve som værende af samme værdi som ved et universitet. Adskillige af dem, der afsluttede eksamen i Tønder fik præsteembeder ikke blot i Hertugdømmerne og Kongeriget men også i Norge og Sverige.
Rosende ord
I 1752 gæstede Slesvigs generalsuperintendent Dr. Jeremias Friedrich Reusch Tønder Amt. Selv om denne nok hældede mest over til Pietismen havde han kun rosende ord over for Balthasar Petersen. Han omtaler hans store fortjenester for skolevæsnet i Tønder. Hele tre skoler fik han oprettet i Tønder.
Særlig Teologiinstituttet havde han mange rosende ord over for. Og hans store kundskaber inden for teologien blev rost.
Præsteskole måtte lukke
Men desværre i 1762 måtte Præsteskolen lukke. Den teologiske uddannelse blev efterhånden mere uniformeret og centraliseret. Fordringerne blev skærpet. Nu krævede man en universitetsuddannelse. Af dem der søgte et præsteembede i Slesvig krævedes der nu en eksamen for Overkonsistoriet på Gottorp efter et treårigt ophold ved et universitet.
Imod Balthasar Petersens eget ønske blev skolen lukket. Han havde bedre held med lærerskolen eller seminariet. Og den eksisterede endnu i min læretid i Andersen & Nissens Boghandel. Jeg har solgt masser af bøger og nodepenne til håbløse seminarister.
Tønder Seminarium var i gang 30 år før
I almindelige fremstillinger af dansk skolehistorie nævnes Tønder Seminarium som den næstældste inden for den danske helstat. Man nævner året for grundlæggelsen for 1786.
Men den var i gang længe før. Og igen var det Balthasar Petersen igangsætteren. Man nævner dog seminariet i Kiel som den første. Den danske minister Grev Andreas Peter Bernstorff, som tillige var oversekretærved tyske kancelli, havde længe gået med planer om at oprette et seminarium ved offentlige midler et sted i hertugdømmerne. Og det blev så i Kiel.
Men ak og ved allerede ca. 30 år forinden havde Balthasar Petersen uden offentlige midler helt frit og privat begyndt sit ”Lærerinstitut” i Tønder by. Det havde han i nogle år holdt gang i ved siden af sit Teologinstitut. Det syntes ikke at være grænser for, hvad denne mand kunne overkomme.
En rundskrivelse fra 1752
I et præstearkiv i Bylderup kan man finde afskrift af en rundskrivelse dateret den 13. november 1752, som Balthasar Petersen har sendt ud til præsterne i sit provsti.
I denne rundskrivelse lægger han med provstelig myndighed sine præster ”paa Sinde at gøre sig al Flid for at bringe Guds Ord og Kendskab til den guddommelige Sandhed”.
Han havde i sinde at skaffe Tønder Amt ”et godt Forraad af dygtige Skolemestre, hvorved mangen Præsts Embedsværk kan blive lettet og megen Velsignelse spredes”.
De måtte ikke være ”vilde og lastefulde”
Fra årets begyndelse (1753) ville han oprette et Lærerinstitut. Han fortalte at han allerede havde lavet en lærebog i kristendomskundskab. Og så beder han om at sende degnesønner, der ville være lærere til Tønder. Desuden ønskede han skoleholdere, som ikke havde fået den rette uddannelse.
Undervisningen ville være ”gratis og villigt”. Han stillede dog visse krav for optagelse i hans lærerskole. De unge mænd måtte ikke være ”stupide” ej heller ”vilde og lastefulde”. De skulle have en alder på cirka 20 år. Det skulle være:
Nu fortalte han så ikke, at man dog skulle beherske latin for at blive optaget. Jo Tønder Havde Nordens ældste læreanstalt.
Først fra 1786 var det med offentligt tilskud
At man så regner Tønder Seminariums stiftelsesår for 1786 skyldes, at der fra dette år blev givet tilskud.
Hans ikke almindelige teologisk – filosofiske kundskaber og pædagogiske evner lod ham ikke blot blive en anset prædikant og visitator i sit udstrakte provsti, men bar også rig frugt i en sideløbende virksomhed for uddannelse af ungemænd både til præste- og skolegerningen.
Han sikrede sig videreførelse
Det var også dette år, hvor Balthasar Hansen testamenterede sin gård ”Gørresmark” med 209 demant jord, nogle fenner i byens omegn og 8.000 Rigsbankdaler Kurant til underhold for 18 degnesønner, fortrinsvis fra de nordslesvigske amter, som på det af ham stiftede ”Skolelærerinstitut” modtog uddannelse for lærergerningen.
På denne smarte måde sikrede Balthasar Petersen fortsættelsen af sit Seminarium også efter hans bortgang, som i øvrigt indtraf kort tid efter. Den 1. januar 1787 lukkede denne flittige og uegennyttige kirke – og skolemand sine øjne.
Tysksproget var usmart
Seminariet blev i begyndelsen rent tysksproget. Det kan synes lidt mærkeligt, da det skulle forsyne de dansktalende egne i Sønderjylland/Nordslesvig med lærere. Disse skulle søges blandt degnesønner i de dansktalende amter i Tønder, Aabenraa, Haderslev og Als.
Da Struensees efterfølger i den slesvigske General – superintendentur, slesvigeren Adler, i 1793 besøgte Tønder Seminarium, som stod under hans overtilsyn, vakte dette forhold forbavselse. Han skriver i sin visitationsindberetning af 23.12.1793:
Jo det er hvis nogle historier fra Seminariet, der endnu ikke er fortalt. Det må vi gøre noget ved.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 20, 2022
Håndværkere i Tønder – dengang
I denne historie kommer vi også til at møde nogle industrier I Tønder- Håndværkerlaug siden 1500 – tallet. Til kamp mod fuskere. En ny næringslov. Håndværkere stærkt repræsenteret i byrådet. Til møde i Weissen Schwan. ”Særlig ringe i forhold til byens størrelse. Svendene krævede lønforhøjelse. To kvindelige medlemmer i 1919. Sønderjyllands største virksomhed i luksus – køretøjer. Hele 79 gæstgivere i 1888. 24 bryggerier og 32 hoteller. De sidste to bryggerier. Bryggeri genoplivet.
Håndværkerlaug siden 1500-tallet
Der var tidligt en håndværkersammenslutning i Tønder. På et tidspunkt kom de til at konkurrere med Højer, der fik privilegier. Her på siden har vi tidligere mange gange beskæftiget os med virksomheder i Tønder. Du får en liste i slutningen af artiklen.
Håndværkerlaug kendes helt tilbage fra 1500-tallet. Skrædderne er nok de ældste i Tønder. De fik kongelig konfirmation i 1530. Og så gik det hurtigt. I 1580 havde følgende håndværk eget laug i Tønder:
16 år senere i 1596 var det også:
Til kamp mod fuskere
Man skulle hele tiden være på vagt for der udenbys håndværkere, der var fuskere. De tog brødet ud af munden på Tønder – håndværkerne.
Mange af datidens fag ville ikke være genkendelige i dag. Således var barbererne som der var fem stykker af i 1615 også sårbehandlere. Deres mesterprøver omfattede foruden slibning af værktøjet også tilberedning af en række salver samt fremstilling af ”grå plaster” og ”apotekerplaster”. Også barbererne førte en drabelig kamp mod kvaksalvere.
De uorganiserede fuskere blev kaldt ”Störer und Böhnhasen. De var tilbøjelige til at rykke ind i de små huse i Uldgade og Frigrunden.
En ny næringslov
I 1857 underskrev Frederik den Syvende en ny ”Næringslov”. Den bestemte at laugene skulle ophøre i deres gamle form med udgangen af 1861. Laugene kunne godt fortsætte men kun som frivillige foreninger.
I de gamle laug var der ikke stor stands og klasseskel mellem svend og mester. Begge tilhørte den daværende ”arbejderklasse”. Sådan var det ikke blandt købmandsstanden og embedsmændene. Derfor var det også utænkeligt, at en håndværker kunne vælges til byens råd.
Håndværkere stærkt repræsenteret i Byrådet
Dette ændrede sig omkring 1900. Det var fordi, at flere håndværkere drev butik i forbindelse med deres håndværk. Dette gjorde også afstanden mellem håndværkere og købmænd mindre.
I 1912 startede Tønder Håndværkerforening. Den havde til formål at værne og varetage standens interesser. I 1943 var håndværkerne den stand, der var bedst repræsenteret i byrådet.
Til møde på Weissen Schwan
I Tondernsche Zeitung indkaldte initiativtagerne til stiftende møde i Weissen Schwan. Det var den 18. april.
Og en af de ting man diskuterede i 1920erne var ”kredituvæsen”. Man foreslog at lave en liste over alle ”faulen kunden”.
”Særlig ringe i forhold til byens størrelse”
I 1925 blev der foretaget den første erhvervstælling i Nordslesvig efter overgangen til dansk styre. Man kunne i Tønder tælle 199 håndværks – og industrivirksomheder i Tønder med et samlet personale på 660 personer.
54 af disse foretagender beskæftigede sig med bygge – og anlægsvirksomhed og havde tilsammen en arbejdsstyrke på 208 personer. Tønder blev i 1925 af Danmarks Statistik fremhævet som en by, hvis industri……
Svendene krævede lønforhøjelse
Overgangen fra tysk til dansk administration efter indlemmelsen krævede vidtgående ændringer i pengesystemet. En delegation af Håndværkerforeningen havde således været i Ribe for at høre om danske håndværkerforhold.
Den 25. maj 1920 indførte man i Tønder kronemønten. Det var sket fem dage før i det øvrige Nordslesvig. Det betød betydelige prisstigninger på alle varer. Som en naturlig følge krævede svendene i Tønder timelønnen hævet fra 1.60 kr. til 2 kr. Og situationen førte til omfattende arbejdsnedlæggelser i byen.
To kvindelige medlemmer i 1919
Den 9. april 1919 fik Håndværkerforeningen de første to kvindelige medlemmer nemlig syerskerne Frk. Frida Hansen og Frk. Nikoline Hansen.
Sønderjyllands største virksomhed i luksuskørertøjer
For nogle håndværk var overgangen til industriel virksomhed flydende. Det gjaldt bl.a. smede, vognbygger og karetmagere, hvoraf nogle var beskæftiget hos Brdr. Roost, vogn – og karosserifabrik i Østergade 16. Firmaet var oprettet i 1919 og skiltede med at være den største virksomhed i Sønderjylland i luksuskørertøjer. I anden halvdel af 1920erne var der ansat 16 mand.
Hele 79 gæstgivere i 1888
Tønder har en fortid som øl – by. Se engang her – et tal fra 1888:
24 bryggerier og 32 hoteller
Tænk engang – Tønder har haft 24 bryggerier på en gang. Og under en af de mange markeder dengang fik Tønder verdensrekorden i antal værtshuse pr. indbygger. Tænk – der var et værtshus for hver 49 indbygger.
Og tænk i 1925 var der 32 hoteller. Dengang blev de kroer, der både husede og beværtede gæster hvis de kun udlejede værelser kaldt for herberger. Kroer som alene solgte mad og udskænkede drikkevarer, ja de blev også kaldt beværtninger.
De sidste to bryggerier
Men se der var to bryggerier tilbage. Den ene var Torndernsche Victoriabrauerei i Strucksalle. Efter nogle turbulente år måtte de indstille driften omkring Første Verdenskrig. Bygningerne blev senere overtaget af Bachmanns Vandmølle. Det lå lige over for Skolegade. Vi kunne køre igennem på cykel ud til Markgade. Vi har tidligere beskrevet dengang det hele var lige ved at springe i luften.
Der var også Tondernsche Actien – Brauerei Gesellschaft i Østergade, der var oprettet i 1888. Ved Indlemmelsen i 1920 mistede bryggeriet sin kundekreds syd for grænsen og måtte træde i likvidation.
Bryggeri genoplivet
I 1921 blev bryggeriet genoplivet under navnet Tønder Aktiebryggeri. Blandt initiativtagerne var bryggeridirektør Neven, rådmand Bader, borgmester Olufsen, seminarielærer Claus Eskildsen, m.m. I anden halvdel af 1920erne havde virksomheden 10 ansatte.
For at udnytte den ledige lokaleplads i bryghuset blev Tønder Margarinefabrik oprettet i 1924.
Aktiebryggeriet lukkede i 1953.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 18, 2022
Strenge regler for skolegangen i Københavns Kommuneskoler
Dette er bestemmelser fra 1914. Det er præget af meget strenghed. Måske har det noget at gøre med, at før denne tid, var det vigtigere for forældrene at sende deres børn ud at sende penge i stedet for at sende dem i skole. I de regler, som vi her gengiver, står der ikke noget anført, hvad lærere kan tillade sig. Det står heller ikke noget om, at skolegangen er kønsopdelt. Interessant er det også at skulle man finde på at lave ballade på vej hjem fra skole, så er man stadig underlagt skolens disciplinære straffe.
Vi har ændret lidt i teksten
Vi har kigget på reglerne for skolegangen i Københavns Kommuneskoler og så har vi kigget på Ordensbestemmelserne. Og forfatterne til disse regler var Direktionen for Borger- og Almueskolevæsnet i København.
Og disse bestemmelser er bestemt ikke nye. Således henvises der til anordninger helt tilbage fra 1844. Og den sidste ændring er fra Kommunalbestyrelsens Beslutning af 11. februar 1914.
Nu har vi redigeret lidt i teksten og forsøgt at skrive det hele i nutidens sprog. Nu kan det måske synes lidt mærkelig at nogle af bøderne er helt nede i ører. Men husk, dengang var det også mange penge.
Man anvender ordet ”Mulkt” mange gange. Vi har forsøgt at finde et mere moderne ord for dette. Og det bliver jo nok ordet ”bøde”. Og ordet ”Mulkt” bliver flittig brugt.
Skolegangen i Københavns Kommune
Ved indskrivningen i skolen medbringes dåbs – og vaccinationsattest.
Hvis det viser sig, at børn over 7-årsalderen ikke søger nogen skole og heller ikke på ordentlig måde undervises derhjemme bliver disse med deres forældre tilsagt at møde i vedkommende skole. Der gives en bøde på 4 kr. ved udeblivelse.
De børn der undervises hjemme, kan indkaldes til prøve. Ved udeblivelse gives en bøde op til 4 kr.
Hvis det viser sig at disse børn ikke undervises tilfredsstillende eller har fået bibragt tilfredsstillende kundskaber ophører fritagelsen for skolegang.
I yngste klasse optages børnene kun to gange ordentlig. Børn som enten har unddraget sig indkaldelse eller som før deres indmeldelse har nydt undervisning privat eller i private skoler eller i offentlige udenbys skoler, optages til enhver tid i skolen.
Undervisningspligten ophører ved slutningen af det skoleår i hvilket barnet har fyldt 14 år. Barnet kan ikke forblive i den offentlige skole, medmindre Skolekommissionen giver deres samtykke dertil.
Hver gang det viser sig, at forældrene ikke holder deres børn renlige, kan Skolekommissionen idømme dem en bøde på 8 – 16 øre.
Forsømmelserne fra gymnastik og svømning takseres efter samme regler som forsømmelser fra skolen.
Udeblivelser fra skole-eksamen eller fra sådanne overhøringer som ifølge anordninger af forskellige grunde kan foretages, medfører bøde af indtil 4 kroner.
Når de af Skolekommissionernes dikterede bøder af mindre beløb ikke har haft nogen virkning er Skoledirektionen bemyndiget til at diktere bøder af indtil 20 kr.
Bøderne indkræves for så vidt de ikke er betalt på skolen, af politiet. Ikke betalte bøder afsones i henhold til gældende lovbestemmelser med simpelt fængsel.
Børn under 12 år kan ikke udtages af en offentlig skole for at undervises privat uden særlig tilladelse fra vedkommende skolekommission.
Ordensbestemmelser for eleverne i Københavns Kommuneskoler
Kun større børn må åbne og lukke vinduerne, tænde og slukke gassen samt lægge i kakkelovnen, dog ikke uden særlig ordre.
Dem, der på vejen til eller fra skole gør sig skyldig i nogen uorden, starffes, som om uorden var begået på skolen.
Hvis barnet på grund af sygdom udebliver fra skolen i mere end tre dage skal en af skolen eller tilsendt blanket forevises i skolen forsynet med lægens påtegning. Denne forevisning må gentages en gang om ugen, medmindre barnet er indlagt på et hospital, eller lægen har givet en anden påtegning.
Hvis der altså ingen tid, anføres på sygemeldingen, gælder denne kun for en uge.
His et barn mere end en gang i samme måned bliver sygemeldt, må sygdommen straks godtgøres ved en lægeattest.
For så vidt hjemmet ikke opfylder de her givne forskrifter, kan skolen betragte de skete forsømmelser som ulovlige.
Børn, der lider af mæslinger må ikke modtages på skolen før 4 uger efter at den krampagtige hoste er begyndt. Børn som lider af røde hunde, skålkopper, rosen, influenza, fåresyge eller halsbetændelse må ikke modtages på skolen, så længe sygdommen er akut.
Attester udstedes i kommunen af kommunelægerne uden betaling.
Man forventer af børnenes forældre og værger, at de giver børnene den nødvendige tid til forberedelse til skolen og selv gør deres til at overholde de ovenfor givne bestemmelser.
I alt hvad der vedkommer barnets forhold til skolen, henvender man sig til inspektøren, der daglig kan træffes på skolen i kontortiden
Direktionen for Borger – og Almueskolevæsenet i København
www.dengang.dk indeholder 1.892 artikler
Oktober 12, 2022
Nørrebro – i de ”gode” gamle dage
Ydunsgade i 1920erne. Den flinke bager. Barber og sæbeudsalg. Viktualiebutikken. Grønthandleren. Skraldebøtter. Cykelskure som lysthus En vandhane i gården. I Biografen på Fælledvej, Masser af aktiviteter og lege. Koppevaccination. Et lille avishus. Et spisebord til mange aktiviteter. Køkkenet. Det billigste linned i byen hos Bulldog. Kakkelovnen. Tagens – Kro med lysthuse i haven. Sild er godt. Andre med trækvogne. Klunsemor i Rådmandsgade. Når lygterne tændes. Skraldevognen. På Fælleden. Skøjteløb på Peblingesøen. En skøn butik på Jagtvej På Stevnsgades Skole. Med ferietog.
Ydunsgade i 1920erne
Vi går fra Nørrebros Runddel mod Tagensvej. Vi drejer dog lige inden – den sidste vej til venstre. Her ligger Ydunsgade. Det er vel omkring en gang i 1920erne. Cyklerne, der står her, er ikke låst. Hvem skulle dog finde på at tage dem?
Her står en masse mælkeflasker med seddel og penge til mælkemanden. Det kunne jo være at mor i vaskekælderen ved den indmurede vaskekedel. Og her gjaldt det om at holde kogningen i gang. Så skulle man i den grad holde øje med fyrrerummet. En masse koks blev anvendt. Og det tog man fra et rum i kælderen.
Den flinke bager
Ikke langt herfra lå bageren med den obligatoriske kringle hængende. Det var en god og venlig bager. Her kunne man komme med en kurv og høfligt bede om brød fra i går. Så håbede man på franskbrød og groft rugbrød. Og alle herligheder kostede kun 10 øre.
Til fastelavn forærede bageren ”Strutter” til de udklædte børn. Det var boller, der formet som søstjerner. Men de skulle først synge en sang for ham. Og det blev sunget lige fra ”Op lille Hans” til ”Stakkels Gigolo”.
Og så var det ellers tøndeslagning inde i gården. Det var viceværten, der sørgede for det. Der blev kåret både en konge og en dronning. Appelsinerne og lakridskonfekten blev uddelt.
Barber og Sæbeudsalg
Efter bageren var det også barberen. Han havde et fint skilt i messing. Her kom kun far og mor. Børnenes hår ordnede mor.
Lige efter kom Sæbeudsalget. Her duftede det altid dejligt. Her blev brun sæbe, den ægte vare købt. Soda indgik også i husholdningen. Persil vaskepulver, sprit og skurepulver kunne man også få her. Ja og kamme, hårspænder, neglerensere, håndsæbe og små fine vaskeklude.
Viktualiebutikken
Lige ved siden af havde vi så Viktualiebutikken. I hvide kitler stod ægteparret parat til at modtage kunderne. Fruen havde stramt opsat hår og hvidt trekantet forklæde til at dække dette flotte hår med, så intet uvedkommende fandt vej til de fine veltillavede pølser og salater, der var anbragt på små, hvide fade med strittende persilleduske ved. Og så havde fruen lagt en klods under, så de skrånede ud mod kunderne.
Grønthandleren
Ja over på den anden side var der også butikker. Her boede en spændende grønthandler. I en stor trækasse delt op i tre rum fandtes små kartofler, jævne kartofter og store kartofler.
Her var gulerødder, æbler, persille og grønkål. Ja og så handlede man sandelig også med klipfisk. Nu kunne man altså godt få ”trommesyge” lige som vognmand Hansens hest, hvis man spiste et pund, ærter på en gang. Dem kunne man få for fem ører.
Skraldebøtter
Inde i en fælles gård havde man seks skraldebøtter. Nu var affaldsmængden ikke så stor dengang. Som regel havde man en kurv med. Og det som man skulle bære løs, fik man i gråt papir eller poser. Og det slap man af med i kakkelovnen.
For 5 øre kunne man få en stor kop sennep. Koppen var jo til at gøre ren, når senneppen var brugt. Nul affald.
Cykelskure som lysthus
En lang række cykelskure på langs af gården tjente mange formål. Alle var forsynede med hængelås. Men ikke alle beboere havde en cykel. I deres skure kunne man se barnevogne, dukkevogne eller småborde og stole. Og om sommeren blev, et par gange, nogle af skurene lavet om til lysthuse med bord og bænk, dug på bordet og børn omkring. Så blev den medbragte mad spist og man drak saftevand.
Det eneste, der kunne være besværligt var stolperne med tørresnore. Hvis der hang vasketøj på dem, så var pladsen trang.
En vandhane i gården
En jernvandhane stak langt ud af muren i en flot bue. Hvis man trak i den lille jernring, der også sad på muren, kom der dejligt koldt vand ud af hanen. Mængden var afhængig af, hvor kraftig man trak. De små børn måtte have hjælp af de større. Slap du ringen, holdt vandet op med at rinde. Bagved cykelskurene befandt sig Vognmandsgården.
I biografen på Fælledvej
Oppe fra førstesalen kunne man se langt – stort set helt ud til Tagensvej. Inden for indgangen til Vognmandsgården ved Tagensvej befandt sig to gode lillebiler og en lille træbygning til disses kontor.
Det var ikke altid at faderen havde arbejde, så tog moderen midlertidige job. Hun syede og strikkede børnenes tøj.
Børnene fik af og til 35 øre til en eftermiddagsforestilling i biografen Odeon på Fælledvej.
Masser af aktiviteter og lege
Og hvad fik børnene tiden til at gå med. Man kunne hinke, sjippe eller bytte glansbilleder. Så var der også Richs-billeder. Man kunne også gå på Fælleden.
Og for drengens vedkommende handlede det om marmorkugler, trillebånd, terrespil og rulleskøjter. Ja og så djævlespil. Og så kunne man spille med tre bolde.
Nede i stuen boede rullekonen. Det foregik i den store koldrulle med de tykke, glatte rundstokke rulletøjet blev viklet omkring. Det kostede 5 øre pr. stok.
Koppevaccination
Man skulle spadsere hele vejen til Bredgade for at blive vaccineret. Man stod i lange rækker. Ved et bord sad en person, der skulle ridse de stakkels børn med et skarpinstrument, der indeholdt vaccinen. Efter 8 – 14 dage skulle man så til eftersyn for at se, om det så rigtig ud.
Et lille avishus
På hjørnet af Tagensvej og Jagtvej var der et lille avishus lige stort nok til aviskonen og aviserne kunne være derinde. Det havde hjul og stænger, som på en trækvogn. Det blev så kørt i stilling, når aviserne var til salg.
Et spisebord til mange aktiviteter
Men hvordan så det så ud i lejligheden? Indenfor var det en lille gang og et toilet. En stor pæn stue med et godt spisebord. Det spillede en væsentlig rolle, når familien sad omkring. Ved måltiderne, når familien klippede og klistrede, spillede loppespil eller gris. Her læste man lektier. Mor læste højt. Der var stole, en divan og et dækketøjskab.
Sovekammeret som man kaldte dengang, var også stort og firkantet.
Køkkenet
Køkkenet var hyggeligt med en fin, hvidskuret høkasse – med rigtigt hø fra Hansens vognmandsgård. Et godt køkkenbord med skabe under og et spisekammer med vindue, et lille et, med fluenet for. Her var gaskomfur med blå gasapparater og bakker til disse. Mor havde samlet små emalje-ting inden hun blev gift. Og de bestod af the-si, en sigte, et målebæger, en randform, en skål og et dørslag.
Her var også to zinkballer. En lille og en stor. Den lille var til fodbad. Mor plejede at stille børnene i den store og skrubbede dem med sæbe og skyllede efter med en stor kande vand eller flere.
Det bedste og billigste linned hos Bulldog
Håndklæder, viskestykker og sengelinned blev købt hos Bulldog på Nørrebrogade. Her kunne man finde byens bedste linned – og det billigste. Forretningen lå i en stor kælder i nærheden af Dronning Louises bro.
Når mor og børnene besøgte bedsteforældrene, ja så lakerede faderen alle gulvene. Og lejligheden kostede 20 kroner om måneden i leje.
Kakkelovnen
Kakkelovnen var rund og sort, med en fin hat i blankt metal. I lågen til ildstedet var der en lille rude af marieglas, en gennemsigtig plade af glimmer, der ikke kunne brænde. Det var hyggeligt at se de røde flammer. I kakkelovnen fandtes et rum med en blank låge. Her stillede mor en kedel med vand. Så var der altid varmt vand, hvis man havde behov for det.
En koksspand, der så ud som den lå halvvejs ned med et håndtag på ”ryggen” stod på en zinkplade ved siden af kakkelovnen.
Tagens – Kro med lysthuse i haven
Og så var det den lille Tagens-Kro. Den lå lige ved siden af Vognmandsgården. Her blev der serveret små lette retter, øl og kaffe. I haven ved kroen var der små lysthuse.
Sild er godt
En mand kom kørende i en lille trækvogn og råbte ”Sild er godt” Sild er godt”. Det var det nok ikke alle, der gav ham ret i. Så skulle de da være godt pakket ind i karry og eddike. Han havde også andre fisk – torsk og rødspætter. Nu styrtede alle husmødre til. Dengang kunne de stå midt på gaden og vælge og vrage.
Andre med trækvogn
Til gaden kom der også af og til en ældre mand. Han havde en bakke med høj kant i en rem om halsen. Op ad en lille ”jordemodertaske” tog han forskellige småting. Sytråd, synåle, sikkerhedsnåle, tryklåse, elastikker, hvide lærredsknapper og snørebånd. Det hele fordelte han på bakken og lod tasken stå. Det var ingen grund til at bære på den. Gadens lille flok passede jo på den.
Men der kom endnu en trækvogn i gaden. Manden med optændingspinde. De var bundtet som hjul så børnene kunne trille dem på fortovet hen til gadedøren. Så fik de dem så langt uden at løfte de uhåndterlige bundter.
En vogn med bananer – engang 20 stk. for en krone – viste sig også af og til.
Klunsemor i Rådmandsgade
I Rådmandsgade boede Klunsemor. Det var inde i en baggård. Inde i et stort rum, der lugtede af lerstampet gulv, gammelt brød og af dråber fra diverse flasker. Klunsemor havde en stor brunlig kjole, der gik til gulvet, et par udtrådte store sko og en slags alpehue på de pjuskede hårtotter. Når det var koldt, havde hun også et tørklæde om hovedet.
Det hele lå i forskellige bunker. Børnene solgte flasker til hende. For pengene købte de så slik.
I Thorsgade boede slagteren. Han lagde ofte et eller to svinehjerter oven i pakken. Uden beregning.
I denne gade lå også søndagsskolen. Men efterhånden tog den almindelige skole og danseskolen for meget tid.
Når lygterne tændes
Så var det også lige lygtetændersken. Inden mørket faldt på, kom hun bærende på en lang stang. For enden af stangen sad en krog. Og de smukke gaslygter, der stod ved kantstenen havde, indenfor glasset, en tænde – og slukkemekanisme – en lille tværpind med en ring i begge ender.
Ved at stikke krogen på den lange stang i en af disse ringe og vippe tværpinden ned, kunne hun tænde eller slukke gaslygten. Alt efter hvilken side hun vippede tværpinden til.
Om morgenen kom mælkevognen. Mælkedrengene i de mørkeblå – stribede busseronner fordelte mælken, og indkasserede pengene.
Skraldevognene
Skraldevognene var jo også evigt tilbagevendende. Den var stor og tung med skrå sider. Og hestene, der trak den har slidt bravt i det.
Mændene, der fjernede skraldet, havde arbejdstøj af kraftigt stof, og de ekstra stykker stof de havde over skuldrene og som en slags hætte over hovedet var endnu kraftigere. Det skulle skåne for det tryk, mændene var udsat for af de fyldte metalskraldespande.
På Fælleden
Ude på fælleden var der i mange år ”bisser”. De var ”uvaskede” og ”ubarberede”. De lugtede af sprit. Men børnene var ikke bange for dem.
Det var også her børnene satte drager op. Vi skal heller ikke glemme ”Fælled – Maja”. Hun en smuk, sort kjole på. Hun havde en stor fin hat op og sorte blondehandsker. Af og til blev hun vasket, men vendte tilbage. Hun havde dog stadig en værdighed. Hun var sød over for børnene. Og så elskede hun at køre i sporvogn – særlig i linje 9.
Skøjteløb på Peblingesøen
På Peblingesøen var der skøjteløb om vinteren. Mange steder var der ældre mænd, der solgte juletræer. Det var godt at have familie i Jylland, der kunne sende fjerkræ. Det var dyrt at købe i København.
En skøn butik på Jagtvej
Dengang lå der også en skøn butik på Jagtvej, der blev kaldt Håbet. Det var en stor og lys butik. Her kunne man købe smør, rent svinefedt og margarine. Og margarinen blev derhjemme puttet i en lerskål og tilsat farve fra en lille kapsel. Med den gule farve så margarinen lidt varmere ud.
I den anden afdeling af butikken solgte de kaffe og te. Det duftede dejligt, når de to store kaffemøller malede kaffen. Og lyden af møllerne var hyggelig.
På Stevnsgades Skole
De fleste børn, der boede her, gik på Stevnsgades Skole. Og skoleeleverne glemte aldrig Tandklinikken. Hele seks behandlingsrum var der her. Skolelæge var der også og en ”Lusefrøken”. Hun undersøgte med passende mellemrum om der var lus.
I kælderen var der skolekøkken. Her kunne de børn, der havde behov for det få et måltid varm mad. Der var sandelig også en badekælder med fodbad og varm og kold bruser.
Spændende var det, at der hvor man blev undervist i geografi og biologi var opbygget som et amfiteater. Der var to skolegårde. En til drenge og en til piger. Man gik også i kønsopdelte klasser.
I skolegården fandtes i den ene ende en lang bænk med et bredt halvtag over. Her blev den medbragte mad æggemad frikadelle og rosinmad indtaget. Senere kom også figenmad til. Og selvfølgelig byttede man maden med andre.
På den modsatte side af skolebygningen var der en lav bygning. Her lå 8 – 10 toiletter. Det var almindeligt at være 30 – 31 børn i hver klasse.
Man badede og havde svømmeundervisning ude Helgoland på Østerbro. Men vandet var nu ikke så rent.
Med ferietog
Man kunne modtage en fribillet til et af de mange ferietog som Statsbanerne sendte afsted fra Hovedbanegården. Det var en hvid eller gul billet på størrelsen af et A 5 ark. På det var opført barnets navn og adresse, bestemmelsessted og ferieværtens navn og adresse. Mor klippede to huller i den og trak et tyndt bændel i. Så havde man det om halsen.
Man skulle tidligt op. Toget afgik allerede klokken fem om morgenen. Og der sad de alle sammen i en blanding af glæde, frygt og spænding.
Lokomotivet dampede fra skorstenen. Mange af vognene bestod af kupeer, der faktisk kun var to bænke med en dør i begge sider, så man trådte direkte ud i verden igen ved at passere den.
Der var et udvendigt trinbræt langs hele vognen. På dette bræt uden for vinduet dukkede en ”togmand” op med passende mellemrum, mens toget kørte. Han spurgte om de skulle tisse. De fleste af disse kupeer havde ikke toilet. Så blev det trængende ført ud ved næste station og ”togmanden” sørgede for at alle var med toget, når det igen kørte.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 10, 2022
Luftskibe i Tønder – den 8. historie
Tønders mange historiske højdepunkter. På vores side har vi fastholdt lokalhistorien. Husk at takke pionererne. Da der kom soldater til Tønder. Ny indkvartering i Østergade 47. De skulle bo ovenpå. Der blev bygget – 3 km nordpå. Da to malere faldt 35 meter ned. Skriftlig tilladelse til at komme ind. Marineofficeren viste rundt på stationen. Han var kommandant på L 7. Da L 7 havde været på tur. Det store skrog. L 19 havde et kort liv. Da l 18 brændte. En rystende oplevelse. En flyvehangar blev opført. Luftkampe over Vestergade. Vi skal med. Tæt på L 7. Vi kunne have fortsat historien.
Tønder har mange historiske højdepunkter
Tønder har efterhånden mange historiske højdepunkter at kunne fremvise og flere er på vej. Jo de lokale ved godt, hvad det drejer sig om. Men nu har vores side læsere fra hele Danmark, så vi gentager lige os selv. Disse højdepunkter har vi her på siden mange historier om. Jamen, hvad er det lige Tønder kan tilbyde:
Man har lige fået et flot springvand dernede og pladsen er blevet flot renoveret. Der skal placeres noget under jorden med rester fra havnen. Så må vi håbe, at der ikke kun bliver fortalt om den sidste havn, som Tønder havde. Det var jo dengang for utallige år siden, da Tønder kom på verdenskortet for den unikke havn. Fortæl om de planer, man havde for at lave en kanal gennem Sønderjylland. Fortæl også om den store forandring kystlinjen gennemgik
Museum Sønderjylland har netop modtaget kopier af disse. Fortæl nu alle historier også myter og vandrehistorier om dem.
Museum Sønderjylland har ændret strategi. Og det er for at spare. Åbenbart har de sønderjyske borgmestre godkendt dette. Men det er bestemt ikke noget for lokalbefolkningen. Man vil have et selvstændigt Wegner – Museum. Og selvfølgelig skal det ligge i Tønder. Spændende bliver det om man kan rejse alle de penge, der skal til
Man vil skabe et oplevelses – og formidlingscenter i international format. Desuden skal det indeholde formidling af Første verdenskrig, zeppeliner og krigens luftfart. Man må så bare håbe på, at ambitionerne er så store, at man helt glemmer det lokale – stationens betydning for Tønder og revolutionen i Tønder, som tog udgangspunkt ude fra stationen
På vores side har vi fastholdt lokalhistorien
Vi har her på siden forsøgt at fastholde historien. Du kan her på siden læse en masse om disse fire fyrtårne, hvor vi også har gjort os tanker om de ting, man let kan komme til at glemme.
Husk at takke pionererne
Dette er så vores 8. strejftog om luftskibene i Tønder. Denne gang har vi knyttet byen til stationen ude i Soldaterskoven.
Man bør takke de aktive personer i Tønder, der startede museet nord for Tønder. Det store millionprojekt var slet ikke blevet til noget, hvis ikke disse kreative personer var startet. I 1998 startede de museet. Jo, jeg kender faktisk et par stykker af dem. Det var bl.a. min chauffør fra de glade tider hos bagermester Arnold Petersen – Manfred Petersen, der dengang var dekoratør hos isenkræmmer Nic. Andresen. Han var en af foregangsmændene.
Man fandt en masse ting derude. Og så har folkene bl.a. brugt deres kontakter til at finde ting og sager til museet. Manfred har foretaget mange rundvisninger herude. Om han gør det endnu vides ikke. Sådan en rundvisning, der varer to timer, skal bestilles tre uger i forvejen.
Der kom soldater til Tønder
Ja med den lange indledning, som var nødvendig starter den 8. fortælling om luftskibene i Tønder.
Kort efter den Første Verdenskrigs begyndelse kom der soldater til Tønder. Det var solide infanterister. Hvorfor de absolut skulle til Tønder, der ikke just befandt sig i krigens centrum, ja det vides ikke.
Ny indkvartering i Østergade 47
En skønne dag var der igen fyldt på Torvet igen. Denne gang var der grå soldater med fuld oppakning. De skulle indkvarteres hos byens borgere.
Byens knægte var der igen. Og de befandt sig nær opråberen som muligt. Og så blev der råbt – Østergade 47. Der blev råbt ”Her” fra en af knægtene. Lidt efter kom der to kraftige, godmodigt udseende soldater og spurgte knægten, om de skulle følge med.
Det bekræftede knægten en smule slukøret. Hvad ville far og mor sige til dette. De havde ingen anelse om at de skulle have soldater i huset. Men en ordre skulle efterkommes. Fordøren ringede altid, når den blev åbnet. Mor kom frem og så lidt forundret på de to fremmede mænd og på sin søn. Deres uniform lod hende ane, hvad der forestod. Hun spurgte soldaterne, om de skulle indkvarteres, hvortil svaret var ja.
De skulle bo ovenpå
De var meget høflige, nærmest generte. De var jo godt klar over, at det måtte give forstyrrelser i et privat hjem med en indkvartering. De undskyldte sig, selv om det i og for sig var overflødigt. Moderen kunne ikke nægte dem plads. Hun viste dem et værelse oven på, som de kunne bo i.
Tønder havde ingen kaserne til militære formål. I forvejen var der i dette hjem i Østergade kommet en marineofficer, der boede til venstre for hovedindgangen.
Der blev bygget – 3 km nordpå
Gennem længere tid havde der været et større arbejde i gang ca. 3 kilometer nord for Tønder. Der skulle anlægges en luftskibshavn af større dimensioner. Dette øgede spændingen blandt byens knægte.
Nicos far skulle levere drikkevand
Da man havde påbegyndt den første hal, viste det sig at man ikke havde noget så nødvendigt som drikkevand. Der var bygget mandskabsbarakker til de første afdelinger marinesoldater, der skulle betjene de senere der stationerede luftskibe. Men man havde intet drikkeligt vand kunnet finde noget sted derude.
Nicos far havde et gæstgiveri, lidt landbrug og et par køer. Og så havde han en dejlig lille brun hest, der blev kaldt ”Kosakken”. Nu var det sådan at Nicos far skulle levere drikkevand ud på stationen.
Det foregik på en arbejdsvogn, hvorpå en aflang trætønde, fyldt med drikkevand var anbragt. Og så fik Nico den opgave at køre derud med vand. Og en medhjælper havde meldt sig frivilligt.
Da to malere faldt 35 meter ned
Dengang var taget på det højeste sted i den ene af hallerne 35 meter over jorden. Tagene var runde, det vil sige at hallerne dannede halvcirkler. Det skete også under arbejdet, at to malere faldt ned helt oppe fra og blev dræbt, den ene på stedet og den anden efter ankomst til hospitalet.
Dette gjorde stort indtryk på knægtene. Og det var nogle mægtige porte, der fandtes i begge ender af hallerne.
Skriftlig tilladelse til at komme ind
Rundt om hele den store flyveplads var der pigtrådsindhegninger, som ikke var lette at komme over. Ude mod vejen nord på var der en bred indkørsel. Inden for den stod der en skildvagt dag og nat. Og der gik patruljer rundt langs indhegningen hver nat.
De to knægte var udstyret med en skriftlig tilladelse med navn på Nicos far til at passere med vandtønden. Og det varede ikke længe før de var kendt af de forskellige vagtposter.
Første gang, de skulle igennem måtte de gøre holdt, så vagten kunne se deres tilladelse til at komme ind på pladsen. Efterhånden som alting i lyntempo blev færdiggjort derude, oplevede knægtene mange spændende ting.
Marineofficeren viste knægtene stationen
Det var også en fordel at den indkvarterede marineofficer fra Østergade kendte de to. Han tog dem med på en ”sight – seeing” en gang imellem. At det var tyskere i krig med andre europæiske stater, tænkte de to knægte ikke så meget på. På den tid læste enhver dreng krigsbøger med interesse.
Alt, hvad der har med spændende oplevelser at gøre, gør indtryk på drenge, også den dag i dag. Bare de ikke selv er i farezonen.
Han var kommandant på L 7
Den omtalte marineofficer fik kommandoen over en zeppeliner, der hed L 7. Han var hvis nok kaptajn og en særdeles flink og elskværdig mand. Engang spurgte han på sit logi i Østergade, om han måtte få sin kone og to små drenge herop. De boede i Hamborg, hvor han før sin indkaldelse var politikommissær. Han kunne så sørge for, at familien blev fri for anden indkvartering.
Det blev så sådan at de to soldater som boede der i forvejen, blev flyttet. Nu var det så blevet plads til fruen og de to små drenge på to og tre år. Fruen var en absolut flink og meget omgængelig dame. I Østergade havde de overhovedet ingen kvaler med familien. De holdt sig fuldstændig for sig selv, udover at børnene i huset leget med de to små drenge.
Da L 7 havde været på tur
En dag da knægtene var på pladsen med vand, så de at L 7 øjensynlig kom fra en tur og nu skulle til at lande. De skyndte hen for at se nærmere på det spændende øjeblik. Kosakken var efterhånden blevet vant til turen ud på pladsen, så den nærmest selv bestemte farten.
Uden for hallerne var der anlagt et skinnesystem som et jernbanespor. Knægtene blev klar over, at luftskibet skulle ned sådan, at de hjul, der var anbragt under det, skulle løbe ad disse skinner ind i hallen.
Langs med skinnerne stod der opstillet en afdeling marinesoldater. Hvad de skulle vidste knægtene ikke. Men det gik hurtigt op for dem, da skibet nærmede sig jorden. Fra skibet kom der langsom en hel masse tykke tove ned. Da disse var så langt nede, at man kunne nå dem, lød der en hurtig kommando, afdelingen spredtes hurtigt, og hver soldat greb fat i et af tovene.
Knægtene holdt stille i behørig afstand på vejen og så på, hvordan marinesoldaterne i hurtigt trav bevægede sig mod hallen og altså slæbte skibet, hvis motorer stadig gik, hen mod hallen og ind i denne.
Det som de inde fra byen havde set som en meget langsom bevægelse, viste sig på nært hold at gå meget hurtigt. Og det gik stadig hurtigt. For nu havde en anden afdeling sandsække, som blev bundet til hvert tov. Det var for at holde skibet, flydende eller hængende inde i hallen.
Det store skrog
Knægtene kunne se at det store skrog bestod af et ret detaljeret skelet, som bestod af meget små rum, små luftenheder, som inden for hele den ydre beklædning indeholdt en luftart, der kunne holde skibet oppe. Det gjorde ikke noget, fordi det blev huller enkelte steder.
Drengene var uden at tænke over det kommet ind i hallen. Pludselig hørte de en stemme, der råbte:
Det kom helt overrumplende for de to knægte. De skyndte sig over til køkkenet, hvor de plejede at få noget ”soldatermad” og afleverede tønden med vand.
L 19 havde et kort liv
I det følgende kom der flere luftskibe. Der var bygget en hal mere. En tredje og endnu større var under opførsel. Først kom L 19 og siden L 18. Den sidste var mægtig og smart. Den var også mere moderne i formen. L 7 så meget slidt ud ved siden af. Men det var nu engang knægtenes yndling. Den havde klaret mange ture.
L 19 var snart færdig. Den gik ned på Vesterhavet efter en engelsk beskydning. Mandskabet blev taget op af et engelsk vagtskib, efter hvad der blev fortalt.
Da L 18 brændte
Med L 18 gik det helt anderledes sørgeligt. Den brændte hjemme i hallen. Det gik efter sigende sådan til:
En rystende oplevelse
Knægtene var rendt op på en ejendom, der havde fladt tag inde i Tønder. Heroppe kunne de rigtig se, hvordan det røg derude. Det ”kvolmede” som de sagde. Aldrig havde de set så mægtige røgmasser.
Og så tog de raske knægte ellers ud til luftskibene. De nåede slet ikke at få vand i tønden. De nærmede sig indkørslen. Vagten måtte ikke opdage at de ikke havde vand med. Ingen tog sig af knægtene. Alle havde travlt med slukningsarbejdet. De fik en masse røg at se.
L 18 havde kun en gang været på langtur. Nu lå kun ruindynger tilbage derinde i den store hal. Det var et billede på krigens grusomheder. Knægtene vendte hjem i tavshed. Det hele var sket meget hurtigt. Det var nemmere at ødelægge noget end at bygge det op.
En flyvemaskinehangar
Der var efterhånden også bygget en flyvemaskinehangar. Knægtene så ofte flyvere holde luftøvelser ude over det store terræn omkring hallerne. Flot så det ud, når maskinerne udførte de mange forskellige halsbrækkende øvelser.
Knægtene mente, at piloterne måtte være sande luftakrobater. I fantasien fløj knægtene med nogle gange.
Luftkamp over Vestergade
Der kom flyvere fra England. Vest for byen blev de mødt af tyske jagere. Knægtene kunne høre maskingeværer knitre. Folk myldrede ud på Vestergade for at se nærmere på skuespillet. Op og ned og under hinanden. Nu vidste knægtene godt, at det gjaldt om at ligge oven over fjenden. De kredsede rundt i store buer, alt mens det knitrede og bragede i luften.
Drengene lå i en grøft lige vest for skinnerne, der fra hovedbanegården til Tønder Nord. Og så skete det. En af maskinerne bevægede sig nedefter, åbenbart ramt. Ja den ramte jorden, slog en kolbøtte og så gik der ild i den.
Vi skal med
De gik gennem Vestergade, da de pludselig hørte de kendte toner fra en tysk marinebil – da-di-da-dom. Knægtene så, at det var resterne af den nedstyrtede maskine, der var læsset på vognen.
Ja sådan råbte Nico. I en fart var de tre kammerater sprunget på og sad på resterne af jernskelettet. De kørte op gennem byen over torvet og ned ad Østergade.
Ja hvad ville han, den kære gamle betjent. Knægtende hilste pænt på ham og kørte bare videre. Betjenten kunne alligevel ikke få fat i dem. De sprang af et i et sving, hvor farten sagtnedes.
Tæt på L 7
En anden dag er de igen ude ved stationen med vand. De bestemmer sig til at foretage en udflugt på egen hånd. Det kan nok ikke blive værre end at de bliver jaget væk. Nico skulle dog lige først sørge for vandtømningen ved køkkenet.
Det lykkedes for de to at komme ind i hallen og se L 7. De fik endda lov til at kigge ind i den. Der var masser af plads med hele værelser, køkken og WC. De sagde tak for rundvisningen af en marinesoldat.
Vi kunne have fortsat historien
Skulle vi nu have fortsat historien, ja så ville have nået frem til, at det lykkedes for de engelske fly at beskadige stationen så meget, at man umiddelbar derefter lukkede stationen.
Og så blev det hele ellers revet ned efterhånden. Man brugte dog den store hal til ridestævner en kort overgang.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 9, 2022
Hvor gammel er Flensborg egentlig?
Flensborg eksisterede allerede i 1282. Hertugen var i kongens sted. I forlening af den danske konge. Munkene kom til Flensborg i 1240. Inddelt i fire sogne. De nordiske gildevedtægter. Skt. Knudsgildet havde stor magt. Retstilstande ikke sikret af offentlig myndighed. Samme ruter og handelsmål. Dengang var der ingen råd i Flensborg. St. Hans Kirke er ældre end Marie-kirken. Ballade mellem hertug og konge. Flensborg er mindst 100 år ældre.
Flensborg eksisterede allerede i 1282
Kan en stadsret fortælle en bys alder? Nej det kan den normalt ikke.
Flensborgs ældste latinske stadsret er fra 1284. Er byen fra dette år? Vi ved, at der i 1282 sluttedes en overenskomst mellem Slesvig og borgerne i Flensborg om gensidig hjælp ved skibbrud og retningslinjer til løsning af stridigheder mellem borgere fra de to byer.
Med andre ord. I 1282 eksisterede Flensborg, men der var ikke noget byråd. De er ikke nævnt som forhandlingspartnere i denne overenskomst. Men et byråd er ikke nogen betingelse for byens eksistens som købstad.
Hertugen var i Kongens sted
De fleste danske byer er anlagt på byens grund. Kongen var byens overherre. Hans embedsmand var byfogeden. Denne varetog kongens rettigheder og øvrighedsfunktioner. I hertugdømmet Sønderjylland indtrådte Hertugen i kongens sted som byernes overherre på lignende måde.
Således blev Lybæk oprindelig anlagt i 1143 af greven af Holsten, men sorterede fra 1158 under Hertugen af Sachsen. Først i 1226 blev det en rigsstad direkte under den tyske kejser.
I forlening af den danske konge
I 1283 modtog Valdemar den Fjerde Eriksen af Abels slægt sin fars hertugdømme Sønderjylland i forlening af den danske konge Erik Klipping. Hertug Valdemar den Fjerde Eriksen var således Flensborg bys overherre i 1284, da stadsretten blev udsendt. Men hvor tidligt tør man antage, at byen er vokset frem?
Navnet kendt i 1240
Bynavnet Flensborg forekommer første gang i et brev fra hertug Abel af 1240 ”apud Flensburg”. Abel havde i 1232 af sin far Valdemar Sejr fået overdraget Sønderjylland som hertugdømme. Brevet røber dog intet om, hvorvidt det drejer sig om en by eller om en borg på det tidspunkt.
Munkene kom til Flensborg i 1240
I anden halvdel af 12. århundrede voksede flere danske byer frem i tilslutning til et borganlæg. Det mest berømte eksempel på dette er den lille Köpmannehavn, der opstod ved Absalons borg ved Øresund. Den voksede sin hen til Danmarks hovedstad.
Abel kom efter faderens død i strid med sin bror, Erik Plovpenning, der fulgte Valdemar Sejr som dansk konge. Der fortælles, at deres søster, Sophie, der var gift med markgreve Johan den Første af Brandenburg, skulle være rejst til Danmark i året 1247 for at mægle fred mellem sine brødre. Hun døde imidlertid under opholdet. Hun blev den 2. november 1247 begravet tillige med et nyfødt barn i Franciskanerklostret i Flensborg.
Franciskanerordenen eller gråbrødrene var grundlagt af Frans af Assisi og stadfæstes som tiggermunk-orden af paven i 1223.
Denne orden havde det med at opsøge byerne, hvor mange mennesker opholdt sig. De bredte sig utrolig hurtigt. De kom både til Ribe og Tønder. I 1240erne kom de til Flensborg.
De ældste danske byer
De ældst kendte danske byer er Slesvig (Hedeby), Ribe og Århus, der i 948 nævnes som sæde for de ældste danske bisper. Roskilde og Odense nævnes ligeledes i 900-tallet.
De gamle tingsteder Viborg, Ringsted og Lund var utvivlsom også byanlæg af meget høj alder. Vi har bevaret en beretning fra magister Adam af Bremen. Her omtales de gamle byer.
Inddelt i fire sogne
Flensborg omfatter fra gammel tid fire sogne
Det var kun de to midterste (Marie og Nikolai), der havde torveplads. Det er også kun de to kvarterer, der blev omsluttet af en middelagtig bymur. Den ældste torveby må være anlagt omkring disse torve.
En ny bydel omkring et senere torveanlæg må på et tidspunkt være smeltet sammen med den gamle bykerne. Endnu omkring 1600 skulle de efter Henrik Rantzaus beskrivelse have virket som to adskilte bydele.
Den omstændighed, at byens købmandsgilde St. Knudsgildet havde sit alter i Marie Sogn. Mariekirken kan tilfældigvis tidsfæstes ret nøje, nemlig til 1284. Men den afløste på dette tidspunkt en ældre kirke på samme sted.
De nordiske gildevedtægter
Forsøget på at knytte det gamle St. Knudsgilde til de ældste torveanlæg bør følges op. Dette gilde er opmærksomheden værd. Selv om den først er bevaret i en sen afskrift fra ca. 1400, kan det næppe herske nogen tvivl om, at det er den ældste af de bevarede nordiske gildevedtægter.
Den er ganske vist ikke dateret, men den henføres normalt til Knud den Fjerdes tid, altså slutningen af 12 århundrede, hvor vi har de tidligste efterretninger om Knuds – brødre i Danmark.
Retstilstande ikke sikret af offentlig myndighed
Afgørende for denne antagelse er det, at gildevedtægterne bestemmelserne afspejler gildets karakter af eget retssamfund med dømmende myndighed, der endog kunne idømme dødsstraf eller medvirke til blodhævn. Disse bestemmelser må hidrøre fra en tid, hvor retstilstandene ikke var sikret af offentlig myndighed, så gildebrødrene derfor havde brug for gildets beskyttelse med delvis retsløse omgivelser.
Dette bliver mere forståelig, om man erindrer, at fjernhandel kunne bringe købmændene til egne, hvor retsbevidstheden var mindre eller i hvert fald anderledes. Mange af skråens bestemmelser indskærper netop gildebrødrenes pligt til indbyrdes hjælp mod farer og uheld under købmandsrejser i det fremmede f. eks skibbrud, overfald og røveri, men tillige som medembedsmænd i retssager.
Samme ruter og handelsmål
Hvis vi nu knytter Flensborgs tidligste oprindelse til byens St. Knudsgilde er det således ensbetydende med, at de ledende og foretagsomme i den lille købmandskoloni omkring Mariekirken og det ældste tov var involveret i det danske handelsfremstød i Østersøen mod Gotland og sandsynligvis fjernere kysters handelsmål. Det var de ruter og handelsmål, som købmændene i nabobyen Slesvig (Hedeby) havde fulgt i mere end 100 år, så det kan næppe siges at være en urimelig antagelse, om det skulle være baggrunden for fremvæksten af det nye torveanlæg ved Flensborg.
Er denne antagelse rigtig, tør vi føre Flensborgs alder mindst 100 år længere tilbage end den latinske stadsrets udstedelsesår 1284. Kan Stadsretten hjælpe os yderligere?
Dengang var der ingen råd i Flensborg
Slesvigs ældste stadsret fra begyndelsen af det 13. århundrede omtaler rådmænd men intet om oldermænd. Men i 1272 fik Slesvigs borgere pålæg om at adlyde deres rådmænd. Disse rådmænd omtales allerede i Ribe i 1252.
I den overenskomst som vi har omtalt flere gange mellem Flensborg og Slesvig nævnes rådet som Slesvigs ledende organ men en tilsvarende nævnes ikke i Flensborg. Her har de været lige på trapperne.
Men fortæller Stadsretten noget om Flensborgs alder? Den stadsret fra 1284 rummer 101 artikler. En dansk stadsret fra 1300 indeholder 133 artikler. En plattysk udgave fra 1431 rummer 132 artikler.
Det er en kendsgerning at oldermanden fra St. Knudsgildet fik indflydelse på rådmandssammensætningen.
St. Hans Kirke er ældre
Mariekirken, der blev opført i årene omkring 1284 er ikke Flensborgs ældste kirke. St. Hans Kirke er fra sidste halvdel af det 12. århundrede. Det er en traditionel romantisk landsbykirke. Egnen var dengang beboet af landbo – fisker – samfund. St. Nikolaikirke er fra 1400 men torvebebyggelsen er adskillige år ældre.
Arkæologer har i Angelborggade fundet en mønt fra kong Abels tid (1250 – 52). I 1248 skal Flensborg være blevet ødelagt af kong Erik. Genopbygningen kan være sket i Nikolai Sogn. De forskellige torveanlæg kunne også være konkurrerende byanlæg. Måske har Franciskanerklostret trukket ny bebyggelse til. Noget tyder på, at St. Knudsgildet havde fået mindre indflydelse.
Ballade mellem hertug og konge
Hertugdømmet Sønderjylland blev genforenet med riget, da Abel i 1250 blev dansk konge. Men da den 3. broder Kristoffer fulgte ham på tronen, så denne sig nødsaget til at overdrage sin brodersøn Valdemar Abelsen faderens hertugdømme.
Da hertugen døde ung, mente kongen sig stærk nok til at inddrage hertugdømmet på trods af krav fra Abels 2. søn Erik. Under de fortsatte stridigheder efter Kristoffers død, måtte Erik Klipping anerkende Erik Abelsens besiddelse af hertugdømmet. Da hertug Erik døde i 1272, så kongen sin chance til at inddrage Sønderjylland på ny, mens sønnen Valdemar Eriksen var mindreårig.
Da denne blev myndig blussede striden op på ny, og presset af stormands – oppositionen måtte kongen under danehoffets møde i Vordingborg 1283 skride til den omtalte forlening.
De evige stridigheder var en plage for byerne. I den foran nævnte overenskomst 28. juni 1282 mellem Slesvig og Flensborg enes man om forbud mod at anklage en borger ”hos de mægtige”.
Borgerne ønskede tydeligt ikke at blive kastebold i magtkampen mellem konge og hertug. Den unge hertug indledte sin regering med by-privilegier og anden by-lovgivning, der klart viste, hvor han søgte støtte til sit styre.
Flensborg er mindst 100 år ældre
Det er i dette lys, Flensborgs stadsret 1284 skal ses. Haderslev fik sin stadsret 1292. Den nære forståelse mellem hertugdømmets købstæder og hertug Valdemar den Fjerde holdt sig. Det er således bemærkelsesværdigt, at byråd og borgere i Slesvig, Flensborg og Haderslev forpligtede sig som garanter for et lån, hertug Valdemar fik i Østersøbyen, Grevfswald Det var en fordel at have et godt forhold til byerne.
Fik vi overbevist læserne om, at Flensborg er mindst 100 år ældre end antaget?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 7, 2022
Da Radio Syd startede
Gode medietips fra Per. Du er fanget i det borgerlige mediecirkus. En god medietræning. Et to – årigt forsøg. Man brugte posthuset. Postmesterens kone måtte ikke spille klaver under udsendelsen. Kun ugentlige udsendelser i 12 år. Man ville hellere se tysk tv. Ideen blev skabt i Sønderjylland. Et provinsudvalg ville nedlægge regionalradioen. Nyt radio – og tv-hus i Aabenraa. I 1972 daglige udsendelser. Og så kom TV – Syd.
Gode medie – tips fra Per
Jo jeg havde lært, at det var vigtigt at komme i medierne. Det var nu ikke for at se mig selv, men mere at formidle et budskab. Det lykkedes flere gange i forbindelse med at lave PR for Bo Bojesens Boghandel i Aabenraa. Det var min dejlige arbejdsplads i 15 – 16 år.
Og senere, da jeg blev formand for HK, indså jeg også, at man skulle være op på dupperne. Den daværende redaktør af Jydske Vestkysten Per Borregaard blev også en god ven. Han lærte mig nogle gode tips. Han sagde noget med, at han hadede konstruerede artikler, men ikke kunne uddybe.
Det var nogle af de tips han gav blandt mange. Da vi senere flyttede til Padborg, var han også en flittig gæst hos os.
Du er fanget i det borgerlige mediecirkus
Men hans gode tips resulterede i, at der næsten var et indlæg i avisen hver 14. dag til stor fortrydelse for den øvrige fagbevægelse i Aabenraa.
Ja sådan løs det fra de andre fagforeninger. Og det var ikke særlig populært at foreslå at jeg ville arrangere et mediekursus for dem. Og så kom Radio Syd også. Det var også et medie, man skulle forholde sig til. Og det er egentlig set, som denne artikel handler om.
En god medietræning
Så gjaldt det da også lige at begå sig her. Man kan sige, at den medietræning, som jeg fik i Aabenraa dengang, har jeg så rigelig brugt som sekretær For Nørrebro Handelsforening. Måske ikke så meget i den sidste tid. Men der var sandelig en overgang, hvor vi ofte optrådte i aviser, radio og TV. Ofte skulle vi stille op med en times varsel.
Et to – årigt forsøg
Men hvordan var det da Radio Syd startede?
Det var i 1983, da Danmarks Radio havde bevilliget 18 millioner kroner til et toårigt forsøg med regionalt tv i Haderslev. Og så havde man besluttet at lade dobbelt så mange penge rulle til et radiohus i Aabenraa. Men længe inden da, var det gang i regionalradioen.
Man brugte Posthuset
Man rådede dog over tre etager på Posthuset på Nørretorv. Her var hele tre kontordamer ansat. Og i et andet kontor var det regionallederen Og så hade man radiostudier. Men de var meget dårlig lydisoleret. Man måtte ikke gå ind i kontorerne nedenunder, hvis der var optagelse.
Postmesterens kone måtte ikke spille klaver
Der var også radiostudie på førstesal. Det stødte op til postmesterens private lejlighed. Postmesterens hustru blev bedt om ikke at spille klaver, når der var optagelser.
Da Radio Syd rykkede ind var der indrettet talestudie, beregnet til foredragsholdere. Teknikker Flemming Biehl Hansen skulle ofte slæbe materialer fra optagevognen op til studiet. Det hele var meget primitivt. Men ellers var det nu meget hyggeligt.
Kun ugentlige udsendelser i 12 år
Man skulle dække et område fra Ejderen til Vejle og nord for Varde. Men hvor udbredt og kendt Radio Syd var på det tidspunkt ja det er nok spørgsmålet. Dengang vidste folk ikke rigtig, hvad FM var for noget.
Det var den berømte Bjørn Svensson, der var regionalleder. Hans chef fortalte, at det var en magtfuld stilling. Og denne chef var Hans Sølvhøj. Hele 12 år gik der inden der blev mere end en ugentlig udsendelse. Nogle af medarbejderne ønskede efterhånden en udvidelse.
Man ville hellere se tysk tv
Nogle gik også imod bl.a. en regionalleder som Christian Kryger satte sig imod dette. Han mente, at det ikke var nok stof til dette. Lytterforeningerne mente også at disse regionalradioer kunne spares bort. Ja selv Lytterforeningen i Sydslesvig var af denne mening.
Dagbladene Sønderjyden og Dannevirke gik også ind for en nedskæring. Argumentet var, at der var så meget anden i æteren blandt andet det tyske fjernsyns omfattende udsendelser.
Også Jydske Tidende erklærede sig den 12. august 1969 også tilfreds med, at:
Derfor så bladet heller ikke et presserede behov for et dansk TV 2.
Ideen blev skabt i Sønderjylland
Man havde glemt, at regionalradioen i Danmark blev født af et sønderjysk ønske om modtræk over for det femtrængende tyske fjernsyn. Ønskerne blev faktisk påfyldt i 1960.
I det københavnske radiohus blev regionalradioen modstand. De selvstændige provinssendere blev betragtet som et uønsket alternativ. I toppen var man tilhænger af det. Men allerede i programchef – gruppen var der modstand.
Et provinsudvalg ville nedlægge lokalradioen
I 1968 nedsatte Hans Sølvhøj et provinsudvalg, der skulle komme med forslag til bedre dækning af provinsen. Dette udvalg skyndte sig med at afgive en betænkning. Det var ikke med hensyn til en udvidelse. Nej en bedre provinsdækning kunne opnås ved at nedlægge regionalradioen.
De ni i gruppen mente at regionalradioen fremmede provinsialisme og københavneri. Kun to mente, at regionalradioen skulle beholdes. Den ene af disse var Bjørn Svensson. Og det førte til at den syd – og sønderjyske region blev forsøgsdistrikt.
Nyt radio- og TV – hus
Rammerne for arbejdet i Aabenraa var også blevet betydelig bedre. Man havde fået et fint radio – og TV – hus. Det var to radiostudier, hvoraf det første fungerede fra 1967 og et TV – studie, der dog var blevet forsinket. Kameramand Tommy havde ikke særlig travlt. Det nåede aldrig at blive taget anvendelse efter hensigten. Jo det var ved Sønderjyllandshallen at det nye hus blev etableret.
I 1972 med daglige udsendelser
Jo undertegnede kan godt huske det – Jørgen Møller. Sigfred Jespersen og Hanne Risgaard. Senere var det også Anders Ture Lindstrøm. Stik imod Provinsudvalgets ønsker kom der nu daglige udsendelser. Det var i 1972 – 12 år efter starten.
Og så kom TV – Syd
Og så fulgte TV – Syd, som jeg aldrig har været i, modsat min afdøde kone. Hun lavede en del dokumentarfilm til stationen for BIS – Video. Jo gennem mit fagforeningsarbejde skaffede hende dette job.
Hun lavede bl.a. en film om EDB – programmet, som det hed dengang ”Comal 80”. men hun brugte melodien ”Det haver så nyeligen regnet”. Men den kunne TV – Syd ikke lide. Så mange år efter mente man, at dette kunne skade forholdet til det tyske Mindretal. Så hvis hun ikke fjernede den melodi, ville de ikke bringe udsendelsen.
Men ellers var det en travl tid. Rasmus skulle hentes fra børnehave. Mor havde ikke tid. Og så opnåede hun også en pris for to dokumentar/kortfilm med Erik Paaske og Kirsten Sarens i hovedrollen ”Til Døden os skiller” – om malersyndromet.
Kilde:
På www.dengang.dk finder du 1.888 artikler