Artikler
Januar 8, 2023
August og Marie
En bog om August og Marie Krogh er udkommet. De var vel på højde med Niels Bohr. Men det var kun August Krogh, der fik Nobel – prisen. De havde en kurvekuffert med insulin – opskrift med fra Toronto. Det var starten til Novo Nordisk. En bog på 440 sider. August friede pr. brev. Medalje givet til Finlands-hjælpen. Flere laboratorier blev sponseret. Venskab med Niels Bohrs bror røg. Sympatisk indtryk af Marie Krogh. August beskrevet som en vanskelig person. Dramatisk besættelsestid. Et flittigt ægtepar. Verden burde måske have lyttet til August Krogh. En let forståelig bog, der også beskriver videnskabelig forskning.
På højde med Niels Bohr
Vi har læst en ganske interessant bog om et ægtepar, som man aldrig taler om mere. De var bl.a. vores største videnskabsfolk og burde måske have været indstillet til Nobelprisen. I bogen skriver forfatteren at de var Danmarks svar på Pierre og Marie Currie.
August Krogh var nok en af Danmarks største videnskabsfolk – vel nok på højde med Niels Bohr.
Det er bogen ”August og Marie – Dansk Videnskabs glemte stjerner” af Hanne Sandbæk, som vi har læst.
Kurvekuffert med opskrift
August Krogh og Marie Jørgensen fandt ud af, hvordan lungernes optagelse af ilt og udskillelse af kuldioxid forgår. Men af lige så stor betydning var det at insulinopskriften kom til Danmark. Det var ægteparret, der skaffede denne. De brugte sikkert prestigen, som en Nobelpris berettiger til.
Den 12. december 1922 gik ægteparret i land fra Amerika-færgen i København. Hustruen havde en lille kurvekuffert i hånden indeholdende starten på opskriften på insulin
Det var sammen med diabeteslægen H.C. Hagedorn de udviklede en brugbar insulin og en produktionsmetode. Blot tre måneder efter deres landgang blev de første danske diabetespatienters liv reddet med den nye medicin.
Starten til Novo Nordisk
Det var på deres initiativ, det lykkedes at få skandinavisk eneret til at fremstille insulin ud fra bugspytkirtler.
Ja og det var så starten til Novo Nordisk. Marie fik selv diabetes og blev behandlet med insulin fra 49- års alderen.
Da det hele kørte på skinner med insulin – produktionen vendte August tilbage til sin forskning inden for fysiologi.
En bog på 440 sider
August Krogh fik Nobelprisen – men det gjorde Marie ikke! Havde hun ikke fortjent dette? De løste lungens gåde sammen- det i sig selv burde have indbragt en Nobelpris. Det er en bog på 440 sider, som er meget detaljeret. Vi kommer både tæt på forskningen, ægteskabet og vennekredsen.
August friede pr. brev
Hun var mindst lige så nysgerrig ambitiøs som August. Selv da han i 1904 i et brev firede til hende, nølede hun af frygt for at ægteskab og børn kunne sætte en stopper for hendes karriere.
Efter en vis tøven overgiver hun sig.
Medaljen givet til Finlands – hjælpen
August satte sin medalje på aktion ligesom Niels Bohr til fordel for hjælpen til Finland i krigen mod Rusland i 1940. Gennem livet nægtede han at modtage ordener.
Universiteterne i USA stod nærmest i kø, da han i 1922 tog på forelæsningsturne derover.
Flere laboratorier sponseret
Nu er det ikke den første biografi om dette ægtepar. Og her på siden har vi netop skrevet vores anden artikel om Finsen, der også modtog Nobelprisen. Mange mener så, at dette var uberettiget.
Han fik smigrende tilbud fra USA men sagde pænt nej tak. Amerikanske Rockefeller Foundation bidrog til bedre laboratorieforhold: Det betød i 1928 etableringen af et større kompleks af laboratorier – det såkaldte Rockefellerkompleks på Østerbro.
Venskab med Niels Bohr’ s bror røg
De havde et godt venskab med Niels Bohrs bror indtil August Kroghs forskning underminerede nogle af genialiteter denne havde fundet frem til. De mister mange af deres venner som forholdsvis unge. Og et barn mister de også.
Men nu fik de dog seks børn
Sympatisk indtryk af Marie Krogh
Der bliver tegnet et meget sympatisk indtryk af Marie, der også optrådte i radioens barndom med råd og tips om sundhed og ernæring. I 1943 døde Marie af kræft.
De havde hver deres laboratorium. Hun blev landets fjerde kvindelige dr.med. Det var i 1914, året inden kvindernes stemmeret.
August beskrevet som en vanskelig person
August bliver beskrevet som en vanskelig person med hang til koleriske anfald og urimeligheder. Når han var sammen med Marie, var han mere rolig. Han nægtede at tale tysk, når han her var til kongresser. Det kan undre for mange af hans artikler var på tysk.
Dramatisk besættelsestid
Besættelsestiden var dramatisk. Ægteparrets søn, Erik var i modstandsbevægelsen og taget af tyskerne. En af August Kroghs nære medarbejdere var også modstandsmand og blev taget og tortureret af besættelsesmagten.
Man mente at August Krogh selv var i fare. Tyskerne havde med at bruge kendte som gidsler. Meget modstræbende fik man ham til at flygte til Sverige.
Han meldte sig ud af Videnskabernes selskab på grund af deres ”sløve” politik.
Et flittigt ægtepar
Denne bog er i høj grad baseret på brevudvekslingen mellem de to. Nogle gange har man nærmest det indtryk af at handlingen er fiktion.
Til stor fortrydelse for forældrene blev de borgerlig viet og August forlod folkekirken, mens Marie forblev. De var begge særdeles aktive. Marie udgav 69 artikler og August 299 artikler. Maries interesser var inden for stofskifte og ernæringsfysiologi.
August var født og opvokset i Grenå. Det er vel ikke uden grund, at han er blevet udnævnt som æresborger i byen. Begge to kom fra forholdsvis beskedne kår i Jylland. Det var intet der tydede på, at disse to senere blev blandt de betydeligste forskere, som Danmark har opfostret.
Verden burde måske have lyttet på dette
Måske burde Verden have været mere opmærksom på August Kroghs opdagelse dengang. Han påpeger at kuldioxidindholdet i atmosfæren er stigende, og at den mest oplagte årsag var menneskets stigende afbrænding af kul. Han foreslog, at man skulle gøre en international indsats for at holde øje med udviklingen, for det kunne være, at kuldioxidindholdet i atmosfæren kunne skabe en drivhuseffekt på jorden.
En let læselig bog
Forfatteren har siden 1998 skrevet bøger om erhvervslivets top bl.a. også om Novo Nordisk. Novo Nordisk Fonden har støttet den bogudgivelse med et anseeligt beløb.
En meget interessant bog, der også for ikke videnskabelige kompetente mennesker kan give en masse ny viden. Vi kan godt anbefale den. Og i øvrigt er det mærkeligt at vi glemmer så hurtig.
Kilde:
Januar 7, 2023
Finsen – en nobelpristager fra Østerbro (2)
Han var født på Færøerne. Afhandlinger. På Herlufsholm fik han at vide, at hans evner var for små. Medicinsk embedseksamen i 1890. Ultraviolette stråler kunne også være skadelige. Finsen helbredte en af ingeniørerne. Man kunne blive udelukket af det sociale fællesskab. Lysinstituttet startede i træbarakker. Flytning til Rosenvængets Hovedvej. Vejen til behandling med røntgen – og radiumstråler. Han var også opfinder. Angrebet af belastende sygdom. Han skrev aldrig en doktordisputats. Han forsøgte at kurere sin egen sygdom. Monumentet ”Mod Lyset”. Sammenlagt med Rigshospitalet. I dag behandles sygdommen med antibiotika. Det lykkedes ikke at bekæmpe hudkræft. Niels Bohrs far mente ikke, at han skulle have været indstillet til nobelprisen. Det var dog trods alt ”til Menneskehedens bedste”.
Født på Færøerne
Indrømmet – overskriften er nok lidt søgt. Han var en færøsk læge født på Færøerne med af islandsk slægt. Men som vi kunne læse i første del, så drev han sin forskning på Østerbro.
Afhandlinger
Det er jo ikke helt rigtig, når man siger, at fik nobelprisen uden at skrive en afhandling. I 1893 skrev han:
Og i 1896 fulgte:
Han gik på Herlufsholm Kostskole fra 1874 til 1876 men blev student i Reykjavik i 1882. Han havde ellers ikke lyst til at studere. Han ville hellere dyrke friluftsliv. Men sygdom hindrede ham i dette.
På Herlufsholm: ”Evnerne er for små”
I januar 1876 lå Niels som nr. 2 af 22. på Herlufsholm. Ved årsprøven fik han ug i botanik ug- i dansk stil, ug- i tegning og mg+ i historie, men i geografi han kun tg+. Han fik at vide, at han kunne oprykkes til næste klassetrin, men afgørende for Niels` fremtid blev rektor Forchhammers udtalelse:
Medicinsk embedseksamen i 1890
Han var den næstældste af en søskendeflok på ti, hvoraf fire børn var fra hans fars første ægteskab. Hans far var landfoged på Færøerne. I 1871 blev faderen udnævnt til amtmand på Færøerne. I 1884 rejste familien Danmark. Faderen var blevet udnævnt til stiftamtmand i Ribe.
Som student kom han til København og fik en friplads på Regensen. Han var et beskedent menneske og egentlig også lidt sky. Hans væsen forblev uberørt af hans tidlige verdensry. I 1890 tog han medicinsk embedseksamen.
Flere afhandlinger
I 1893 skrev han også andre afhandlinger:
I de følgende år sendte han en række mindre afhandlinger, bl.a.
Hans forsøg var ganske enkelte og så havde han en meget skarp iagttagelsesevne.
Ultraviolette stråler havde også skadelige virkninger
Finsen argumenterede for at visse alvorlige betændelser af huden som følger af koppesygdommen skyldtes lysets ultraviolette eller kemiske stråler. Han var dog også klar over at ultraviolet lys kunne være gavnlig for visse hudlidelser.
Finsen helbredte en af ingeniørerne
I mangel på ”solskin” henvendte Finsen sig i 1895 til Ib Windfeld – Hansen, der var leder af Københavns Elektriske Lysstation i Gothersgade. Finsen fik her lov til at eksperimentere i lysstationens laboratorium. Tilfældet var at en af Lysstationens ingeniører Niels Mogensen led af hudtuberkulose – i ansigtet. I flere år havde han prøvet forskellige behandlinger, dog uden at blive helbredt. På Finsens tid havde man ikke antibiotika, så behandlingen var som regel kirurgisk med grimme ar til følge.
Efter flere behandlinger hos Finsen blev ingeniøren helbredt. En smertefri, alternativ og helbredende behandlingsmetode mod hudtuberkulose var nu blevet opdaget.
Finsens metode var ganske simpel. Den bestod i langvarig bestråling af den angrebne hud med ultraviolet lys stammende fra en kulbuelampe.
Man kunne blive udelukket af samfundet
Sådan en lidelse var alvorlig. Det førte også til at dem med vansirede ansigter ofte blev socialt udstødte. Og da beboerne i Rosenvænget erfarede, at Finsen skulle flytte ind i cirkusdirektørens hus, lød der store protester. Man kunne sandelig ikke have at sådan nogle gik rundt i deres fine kvarter.
Lysinstituttet startede i træbarakker
I oktober 1896 startede ”Finsens medicinske Lysinstitut” i nogle beskedne træbygninger som blev opført i et hjørne af Kommunehospitalets grund. Han fandt dog hurtigt økonomisk støtte dels hos private og dels hos det offentlige. Bygningerne kostede 4.331,50 kr. mens indretningen af laboratoriet kostede 1.600 kr. Det var borgmester Borup, der lovede støtte.
Holger Forchammer, der var søn af rektoren fra Herlufsholm og Finsens gode ven, blev leder af patientbehandlingen. Han fik titel af overlæge.
Flytning til Rosenvængets Hovedvej
I 1901 kunne han derfor flytte til Rosenvængets Hovedvej 37 på Østerbro. Lysinstituttets hovedopgave var at
Vejen var banet for behandling med røntgen- og radiumstråler
Han banede vejen for den terapeutiske anvendelse af røntgenstråler og radiumstråler. Hans videnskabelige arbejder indledte en blomstringsperiode for studiet af lysets biologiske virkninger. Frem til den 21. oktober 1903 havde Finsen behandlet 1.100 patienter.
Han var også en opfinder
Han var også lidt af en opfinder. Således fik han ideen til den rundslebne dissektionskniv. Han fandt også en metode til fremstilling af et holdbart blodpræparat, som vandt stor udbredelse. Han lagde også betydelig teknisk snilde for dagen ved konstruktion af sine forskellige lamper og lyssamlingsapparater.
Han havde en sej udholdenhed, udpræget retfærdighedssans og stædighed.
Angrebet af belastende sygdom
Allerede som 23 – årig blev han angrebet af en kronisk hjerte-og leversygdom, hvis følgetilstande som underlivsvattersot, stakåndethed og træthed han målbevidst og med heroisk udholdenhed søgte at nedkæmpe, men som dog gennem hele hans voksenalder i høj grad nedsatte hans arbejdsevne. Hans energi og arbejdslyst holdt sig derimod usvækket indtil han 44 år gammel bukkede under for sin sygdom.
Sygdommen blev muligvis grundlagt, da Niels Finsen som treårig var meget syg. Man frygtede en overgang at han havde fået hjernehindebetændelse, hvilken kunne medføre døden eller varig hjerneskade.
Han forsøgte selv at kurere sin sygdom
Han forsøgte gennem de sidste leveår at kurere sin egen sygdom. Et nyt sanatorium blev oprettet på Strandvejen. Men forinden sin død havde Finsen tegningerne klar til en ny og større klinik, som skulle have plads på Lysinstituttets grund i Rosenvænget. Han nåede dog ikke at se sin plan realiseret. Først fire år efter hans død stod den ny klinik færdig og kunne tages i brug.
Han skrev aldrig en doktordisputats
Finsen blev hædret som æresmedlem af en række såvel inden som udenlandske videnskabelige selskaber. Han blev titulær professor i 1898. Og det uden nogensinde at have holdt et foredrag. Det lod han Forchammer om.
Han fik aldrig skrevet en doktordisputats eller blev medlem af Videnskabernes Selskab. Ej heller blev han medicinsk professor, selv om han ofte blev betegnet som sådan.
Den 10. december 1903 modtog han nobelprisen i medicin for sin behandling af hudtuberkulose med lys. Han var også Ridder af Dannebrog m.m.
Monumentet ”Mod Lyset”
Til minde om Finsen og hans virke rejstes 1909 Rudolf Tegners monument ”Mod Lystet ved Rigshospitalet i København. Det store monument ligger på hjørnet af Tagensvej og Blegdamsvej. Det er statuen af tre nøgne mennesker, en mand og to kvinder, der svulstigt strækker sig mod det livgivende sollys.
Sammenlagt med Rigshospitalet
I 1921 blev en ny hovedbygning indviet på Strandboulevarden.
I 1930 blev hospitalets navn ændret til ”Finsen – Instituttet. Og i 1980 kom det under Rigshospitalet. I dag hedder det Finsens Center og primært beskæftiger man sig med kræftbehandling.
I dag behandles sygdommen med antibiotika
I dag behandles sygdommen (lupus) med antibiotika, så Finsens behandlingsmetode med koncentreret ultraviolet stråling næsten glemt.
Det lykkedes ikke at behandle hudkræft
Men det vi ved i dag er at for meget ultraviolet stråling kan føre til hudkræft. Mon det var nogle af hans patienter, der udviklede dette. Finsen forsøgte også at helbrede hudkræft ved hjælp af lys, men det lykkedes dog ikke.
Selv om Finsen og hans stab af medarbejdere gjorde store anstrengelser for at udvikle lysmetoden til en behandling af andre sygdomme, lykkedes det ikke rigtigt
Niels Bohrs far mente ikke han skulle være indstillet til Nobelprisen
Man spørger nu i dag, om Finsen fortjente Nobel – prisen? Der var andre kandidater dengang. En af dem, der gik imod Finsens kandidatur var Niels Bohrs far, Christian Bohr, der var tidens fremtrædende professor i fysiologi. Han mente ikke at Finsens indsats i tilstrækkelig grad repræsenterede teoretisk og akademisk videnskab.
På grund af sit helbred var Finsen ikke selv til stede, da nobelprisen blev uddelt. Der blev holdt en mindre højtidelighed i Finsens hjem. Af prisen på 140.000 kr. skænkede Finsen 50.000 kr. til Instituttet. Og som tak for begejstret udført arbejde og godt kammeratskab fik personalet en ekstra månedsløn.
Det var vel til ”Menneskehedens bedste”
Niels Ryberg Finsens begravelse fandt sted i Marmorkirken. Sjældent er en dansk videnskabsmand blevet hyldet og glorificeret, som tilfældet var med Finsen. Måske stod hans videnskabelig indsats måske ikke mål med den nationale heltestatus han blev tildelt af samtiden.
Det kan dog ikke nægtes at Finsens behandling af sygdomme og især ”Lupus Vulgaris var effektiv. Det var en opdagelse til ”Menneskehedens bedste” og det var vel således i smuk overensstemmelse med både ånd og ord i Nobels testamente.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 5, 2023
Danmarks Første villakvarter
En interessant bog er udkommet. Kan kvarteret begrænses. Politikerne har aldrig passet på området. De ignorerede 3.000 protester. Finsens Lysinstitut bredte sig. Da han fik Nobelprisen tav protesterne. Vi går længere tilbage end Classen. En kongelig hof-vinleverandør. Melchior bygger Rolighed. En hyldest af H.C. Andersen. Her var ræv og mår. Der blev indført et hav af servitutter. Illustreret Tidende udnævnte kvarteret som Byens smukkeste. En uheldig Vandforsyning. Uenighed om navnets oprindelse. Her boede det pæne borgerskab. Rosenvænget kendes fra 1858. Bogen er en dokumentation af stedets unikke historie. En flot bog som man kan håbe politikerne også vil læse.
En interessant bog er udkommet
En ny interessant bog er udkommet. Og det er Gitte Ladegaard: Rosenvænget – Danmarks ældste villakvarter. Og det er ikke blot en almindelig forfatter, der har skrevet denne bog, nej det er en, der stadig kæmper for at bevare kvarterets særpræg. Dette særpræg kan stadig beskues.
Kan kvarteret begrænses?
Vi har allerede skrevet flere artikler om dette kvarter. Det er så et spørgsmål om, hvor vi skal begrænse det. Ja egentlig begrænses selve kvarteret af Nordre Frihavnsgade, Østerbrogade og Strandboulevarden. Men når lokalhistorie skal beskrives, skal man altid gå over grænser. Men skal vi sætte nogle flere gader på, end dem vi nævner, må det blive
Når man går i dette kvarter og tænker på historien, ja så kan man få en hel unik oplevelse. I slutningen af artiklen har vi lavet en liste, hvor du i hvert fald på denne side kan få mere information.
Træfældningen er nærmest vandalisme
Vi går også lidt videre end bogen i vores beskrivelse af den. Her er det egentlig en rig mulighed for at bevare et stykke unik kulturarv. Men egentlig gør Københavns Kommune ikke noget særligt for at bevare denne kultur. Træfældningen i området er nærmest vandalisme.
Allerede fra 1942 eksisterer der en lokalplan, hvor der står, at eksisterende træer ikke må fældes. Men så kan man da altid påstå at træet er sygt. Og åbenbart håndhæver kommunen heller ikke denne lokalplan mere. Beboerne protesterede. Og nu har man så lavet et tillæg til lokalplanen. Det vil sige, at skal et træ fældes eller beskæres skal der indhentes tilladelse.
Politikerne har aldrig passet på området
Politikkerne har nu aldrig rigtig passet på området. Måske burde de læse denne nye bog. I 1932, 1952 og 2006 er der taget bidder af kvarteret. Villaer er revet ned og boligkarreer er opført.
I 1932 blev der opført en U-formet bebyggelse mellem Rosenvængets Hovedvej og Næstvedgade. Byggeriet førte til en retssag, hvor beboerne i Rosenvænget uden held søgte at hindre bebyggelsen under påberåbelse af områdets gamle villaservitutter.
Sagen kom for Højesteret. Selv om bebyggelsen næppe kan kaldes villaagtig, kunne den godkendes, fordi den holdt sig til tre etager.
En til dels bevarende byplan for området blev vedtaget og tinglyst i 1942. I 1952 fik byplanen en tilføjelse til bestemmelserne for en ny bebyggelse syd for Rosenvængets Alle. Det blev herved muligt at opføre tre- og femetagers bebyggelse på ejendommen Saabyvej 1-5 og 4 og hjørnerne af Holsteinsgade (13 – 17) Bygningerne rejste sig året efter. Det var så aftrappet efter afstanden til den eksisterende villabebyggelse – fem etager mod Holsteinsgade og tre etager mod Rosenvænget. Byggeret betød et farvel til Rosenvængets Alle 30.
Politikerne ignorerede 3.000 protester
I 2006 blev udstykkeren Waagepetersensvilla (Rosenvængets Alle 32) og det tidligere Institut Francais (Det Franske Institut 34 – 38) revet ned på trods af 3.000 menneskers protester. Den nye lokalplan var vedtaget af et flertal af Borgerrepræsentationen.
Sådan kan vi vel blive ved med at nævne eksempler på, at man overhovedet ikke tager hensyn til gamle servitutter og forordninger. Man ophæver bare dette ved at indføre en ny lokalplan.
Finsens Lysinstitut begyndte at brede sig
Også på Østerbro gik byggespekulanter i gang med etageejendomme. Men nu gik det knap så galt på Østerbro som på Nørrebro. Og siden slutningen af 1800-tallet til nu har beboerne så nogenlunde holdt stand. Det var jo lige Finsens lysinstitut, der begyndte at brede sig lidt for meget efter beboernes smag dengang.
En delegation af beboere forsøgte at hindre at Finsen fik et statslån på 240.000 kr. De opsøgte ligefrem Folketingets Finansudvalg. Men det lykkedes nu ikke for beboerne.
Et andet problem var, at i sådan et kvarter kunne man ikke have vansirede patienter gående rundt. Det var i en tidligere cirkusdirektørs hus, som Finsen flyttede ind i. Han boede selv på 1. sal. Laboratoriet lå i stueetagen. Og patientbehandlingen foregik i et tidligere ridehus, der lå i haven.
Længere tilbage end Classen
For at beskrive kvarterets historie må man gå langt tilbage. I vores artikler herpå siden er vi gået lidt længere tilbage end forfatteren til denne bog. Vi skal jo egentlig længere tilbage end 1807, hvor der var kampe i Classens Have ikke så langt derfra. Denne Classen kom til eje store jordstykker på Østerbro.
Grosserer Tutein købte området i 1802 og lagde det ud som en stor villa i engelsk stil med køer, der græssede på engene,
En kongelig hofvinhandler
Men et vigtigt årstal er også 1857, hvor kongelig hofvinhandler Mozart Waagepetersen køber jorden. Ja han købte det af grosserer Friederich Tuteins arvinger. Familien kendte ham udmærket. Rosendal blev revet ned i 1890. Den nuværende ejendom på stedet har adressen Østerbrogade 60.
Melchior bygger Rolighed
Han udstykker grunden i 50 store villagrunde. Familien Melchior var en af dem, der købte et grundstykke. Her lod de opføre Rolighed. Her var H.C. Andersen en flittig gæst. Her tilbragte han også sine sidste måneder inden han døde den 3. august 1875.
Rolighed lå nord for Rosedal.
En hyldest af H.C. Andersen
Ja og H.C. Andersen skrev også en hyldest til Rosenvænget fra sit logi på Rolighed. Det hed ”Rosenvængets Roser”:
Her var ræv og mår
Nej det er ikke en stavefejl. Jan Holm Hansen skildrer i romanen ”Fra Dannevirke til Rosenvænget” (1880) villaerne, som var de bygget af guld og regnbueskær.
Litteraturprofessor Valdemar Vedel skildrer i Mit Hjem (1912) sin barndoms Rosenvænge som et paradis med
Masser af servitutter
Siden 1762 hed det Rosendal. Og dog, gården hed Rosenvenge. Det blev så senere afløst af Rosendal.
Og allerede dengang, da denne herre købte orden, sørgede han for en række servitutter, der sørgede for, at man hverken måtte bygge tæt eller højt i Rosenvænget. Der måtte ikke anlægges forlystelser eller værtshuse. Husene måtte højst være i tre etager, så udsigten over Øresund ikke blev hindret. Og så skulle husene ligge på linie.
Byens smukkeste kvarter
I Illustreret Tidende kunne man læse, at naboerne ikke generede hinanden, da de lå lang fra hinanden. Trods dette kunne fra Heiberg ikke lide hendes nabo – i begyndelsen. Det var i 1863, da første generation af huse stod færdig, at kvarteret blev beskrevet i Illustreret Tidende. Man omtalte det som ”Byens smukkeste Kvarter”:
En uheldig vandforsyning
Husets vandforsyning var ordnet på en lidt uheldig måde. Der var nemlig ingen brønd, hvilken ville have givet det sundeste drikkevand. Men der var en vandledning af træ fra den højtliggende Lundehussø. Det blev så ledt ind i en træbeholder, der stod på en slags stillads i gården. Drikkevandet ved bordet blev ganske vist filtreret, men alligevel har det nok ikke været helt rent.
Uenighed om navnets oprindelse
Rosendal blev navngivet af Reinhard Iselin i 1762. Hans slægt stammede fra den tyske by Rosenfeld, hvilket formentlig er baggrunden for navnet. Ja det er der nogen, der mener.
Men mon ikke navnet stammer fra amtmand i Norge, Jens Rosenheim, som i 1688 erhvervede store arealer på stedet. Hans tid som grundejer var dog meget kortvarig. I 1689 fulgte han som overkrigs-kommissær med de tropper, man overlod Vilhelm den Tredje af England mod Jacob den Anden. Under dette døde Rosenheim 1690 i Dublin.
Her boede det pænere Borgerskab
Allerede i 1863 var den nordlige side af Rosenvængets Hovedvej bebygget. Ret tidligt blev dette området samlingssted for byens kunstnere. Her boede Fru Heiberg, malerne Skovgaard og Marstrand, Drewsen, Thorvald Læssøe, minister Krieger. Komponisten J.P.E. Hartmann. Burmeister & Wain-fabrikant, William Wain, Højesteretspræsident A.L. Drewsen, vejviser-udgiver Thorvald Krak (Rosenvængets Allé 50 – opført 1867) og mange flere berømtheder. Grundene gik helt ned til stranden.
Fru Heiberg lod arkitekten J.D. Herholdt opføre en villa (nr. 46), som hun flyttede ind i 1862/63. Her boede hun til 1874/75, hvor hun så rykkede ind i det ligeledes fashionable nybyggeri Søtorvet.
Henrik Ibsen har skrevet et digt ”Rimbrev til fru Heiberg”, hvor hendes udsigt ud over Sundet hyldes. Her boede hun med sine tre plejedøtre.
I 1872 var hele 49 grunde blevet solgt.
Rosenvænget kendes fra 1858
Den vigtigste vej i kvarteret er Rosenvængets Hovedvej. Den er ca. 200 meter lang. Den begynder ved Odensegade og munder ud i Strandboulevarden. Den blev navngivet omkring 1870. Rosenvænget kendes fra 1858.
Og til kvarteret kom H.C. Andersen jævnligt. Ja han pralede med at han havde nøgler til lågerne ind i kvarteret. Det var sandelig ikke alle man lukkede ind. Det var noget lukket og eksklusivt over kvarteret. Det kan man nu stadig fornemme.
I 1880erne fik Rosenvængets Hovedvej direkte forbindelse til Østerbrogade, da Odensegade blev anlagt. Den skulle have forbundet Frihavnen med Trianglen men planerne støder mod modstand.
Bogen er en dokumentation for stedets unikke historie
I dag bor der mange nyrige i kvarteret. Det er som om, at de ikke forstår kvarterets landskabelige særpræg og stedets kulturhistorie. Men nu er det heldigvis kommet en dokumentation for stedets unikke historie.
Bogen fortæller både om fortid, nutid og fremtid. Der er masser af flotte fotos i bogen.
Der er endnu 24 villaer tilbage fra dengang – kun to af disse er i dag fredet.
Rosenvængets Hovedvej
Det er en flot bog, mon nu politikerne vil læse den. Eller vil de fortsat lave nye lokalplaner, der til stadighed afløser de gamle servitutter
Kilde:
Hvid du vil vide mere:
Januar 3, 2023
En cirkusdirektør på Nørrebro
En træbarak med plads til 2.000 blev indviet i 1910 på Åboulevarden. Det var Cirkus Bech-Olsen. Han var en populær skikkelse på Nørrebro. Efter nogle år blev bygningen indrettet til Kæmpe Biograf. Han var murermester i Hamborg. Men efter et par år gik han konkurs. Han fandt ud af, at det var bedre at være professionel bryder end håndværker. Han besejrede sin læremester Carl Arp to gange og kunne så kalde sig for tysk mester. Han blev værtshusholder på Vesterbro. Og så besejrede han en ”fanatisk” muhamedaner, som det stod i datidens medier. Men var det nu aftalt spil det hele. Hovedpersonen så ikke altid lige veltrænet ud og kunne godt lide de våde varer. Men så besejrede han ”den frygtelige græker”. Han kom så på tændstikker og fik en cigar opkaldt efter sig. Han boede aldrig i en cirkusvogn. Han boede på de bedste hoteller. Og så kørte han altid rundt i herskabsvogn med egen kusk. I 1919 blev træbarakken revet ned.
En populær skikkelse på Nørrebro
Cirkus Bech-Olsen var meget populær på Nørrebro. Egentlig blev cirkusset startet i 1908 af den danske mesterbryder Magnus Emanuel Bech Olsen. Han havde lejet et grundstykke på Ladegårdens jorder. Her på Åboulevarden indviede han i 1910 en cirkusbygning af træ med plads til 2.000 tilskuere.
Efter datidens målestok betragtede man ham som foregangsmand. Hans cirkus havde en god standard med et varieret program. Han drev sit cirkus udelukkende med engagerede artister.
Han boede aldrig i cirkusvogn. Han lejede sig altid ind på byens bedste hotel, når han var på farten.
Kæmpe Biografen
Senere drev Bech – Olsen for en kortere periode biografteater under navnet Kæmpe Biografen i bygningen, der blev revet ned i 1919.
Efter 25 år som cirkusdirektør døde Magnus Bech-Olsen i 1932. Cirkusset blev overtaget af hans søn Manne Bech-Olsen, men ophørte to år senere i 1934.
Murermester i Hamborg
Som ung murersvend tog han sidt i 1880erne til Hamborg, hvor han blev murermester. Han var med til at bygge det legendariske forlystelsescenter Reeperbahn. Efter et par år gik han desværre konkurs. Bach-Olsen var stærk som en bjørn. Han fandt ud af, at det bedre kunne betale sig at være professionel bryder end håndværker.
Besejrede sin læremester
Han blev efterhånden et kendt navn. Han besejrede af to gange bryderen Carl Abs og kunne nu kalde sig tysk mester. Det var faktisk også hos denne bryder, at han lærte brydekunsten.
Han blev kaldt ”den uovervindelige dansker”
Værtshusholder
Han tog tilbage til København, hvor han købte et værtshus på Vesterbro – Cafe Bræddehytten i Helgolandsgade. Han var kendt og folk valfartede hen til hans værtshus. Omsætningen var stor.
Hans stampublikum bestod af slagtere, kreaturhandlere og repræsentanter for datidens åndsliv.
Kampen mod en fanatisk muhamedaner
Han blev lærer i græsk – romersk brydning i Brydeklubben Hermod i 1893. I 1896 vandt han som den første nogensinde over den osmanniske sultanens hofbryder, Memisch Effendi.
Politikken kunne i en reportage fortælle, at bl.a. Georg Brandes var en af de kendte tilskuere. Det var en særdeles dramatisk kamp, hvor det længe så ud til at Bech-Olsen ville tabe. Men han fik dog til sidst overtaget. Politikken afsluttede sin reportage:
Jo journalistikken var også i højsæde dengang.
Var det aftalt spil?
Bech-Olsen tog nu på turné til en række større byer her i landet, hvor der blev arrangeret brydekampe med Bech – Olsen som vinder. Der fulgte retssager og skandaler i kølvandet. Det evige spørgsmål var om det var aftalt spil og snarere show end sport.
Han begyndte selv at arrangere sine mesterskabskampe rundt omkring på Københavnske forlystelsessteder som Voddruflund og St. Thomas på Frederiksberg Alle. Senere blev det på cykelbanen i Bernstorffsgade og travbanen i Charlottenlund. Disse arrangementer samlede 10. – 20.000 tilskuere. Og Bech-Olsen fik en stor del af entreindtægterne.
Nu var det ikke altid, at Bech-Olsen så lige toptrimmet ud. Han holdt sig bestemt heller ikke borte fra de våde varer. Så i stigende grad talte man om aftalt spil.
Han besejrede ”den frygtelige græker”
Men alt dette blev afklaret i 1897, da Bech-Olsen vandt over ”den frygtelige græker” Antonio Pierri i København. Efter en revanchekamp som Bech-Olsen også vandt, måtte grækeren aflevere sit verdensmesterskabsbælte. I New York slog han også den amerikanske mester, Roeber.
Cigarer og tændstikker
Jo, der blev nu forfattet skillingsviser og Bech – Olsen kom nu på tændstikæsker i perioden 1897 til 1902. Og sandelig om man ikke også kunne købe en cigar:
Jo han var sandelig i Blæksprutten i 1899 og i revyerne sang man viser til hans gunst.
På sine rejser nåede han også til USA. I 1900 udsendte han på H.L Wulffs forlag et lille hæfte, der hed ”Min Amerikafærd, som blev revet væk.
En ”skandale” kamp
Efter flere sejre og i slutningen af sin karriere flere nederlag trak han sig endelig tilbage. Først var det til tyrkisk bryder og siden til landsmanden Jess Pedersen, som man kaldte ”Stærke Jess fra Odder”. Det var i 1903. Samme år var han involveret i en skandalekamp i Århus. Det var i Vennelyst. I første omgang kunne man tydelig se, at Beck – Olsen kæmpede mod en underlegen bokser.
Men han fik revet hul på en byld på venstre hånd. Og pludselig viste Bech-Olsen sårede hånd frem og proklamerede, at han ikke kunne kæmpe videre. Folk forlangte derefter deres penge tilbage. Det var kun med møje og besvær og ved hjælp af politiet at Beck – Olesen kunne slippe ud af en bagdør.
I 1908 startede han Frederikshavn Cirkus.
Kørte rundt i herskabsvogn med kusk
Han blev standsmæssig kørt rundt omkring i sin egen herskabsvogn med liberiklædt kusk på bukken.
Fra 1917 boede han sammen med familien på sin ejendom ”Christiansminde” ved Nørresundby
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 2, 2023
Frøslevlejrens Fremtid
Skal stedet udvikle sig til et egentlig Besættelsesmuseum. Hvis ja, så giver vi et forslag med 143 artikler med, hvad man kan beskæftige sig. Vi ved godt, at vi ikke rigtig lever op til Danmarks selvforståelse i vores beskrivelse. Men så kan man da bruge temaerne. Der skal i hvert fald ske noget. Barakkerne forfalder. Det vil være en skam, hvis barakkerne efterhånden skal rives ned. Engang var der 36 – nu er der 24. Men ak. Der skal skaffes ca. 170 mio. kr. for at visionerne kan gå op i en højere enhed. Skal Aabenraa Kommune egentlig finansiere en national kulturarv? Der er sket meget i holdningerne, siden jeg spurgte om der ikke skulle laves et museum for Fårhuslejren. Det var engang, vi hentede et juletræ ude i den smukke natur. Jeg blev mødt med et meget harmfuldt blik. Nej stedet skal ikke ”forfalde” til en mindepark. Men fortæl sandheden og ikke kun den ”frelste” historie. Man forventer 60.000 årlige gæster. Vi kigger på Styrker, Muligheder, Svagheder og Trusler.
Stedet skal ikke bare ”forfalde” til mindepark
Der er nogle udfordringer for Frøslevlejren. Stedet må absolut ikke forfalde til mindepark. Tværtimod skal der aktiviteter til for at udvikle stedet. Der er jo skrevet et hav af bøger om stedet. Og vi har også selv skrevet en del om stedet.
Fortæl nu sandheden
Man burde omdanne stedet til at fortælle om hele besættelsestidens historie måske med fokus på Sønderjylland. Og så kan det ikke undgås at Fårhuslejrens historie dukker op igen. Men mon ikke alle de fordomme, vi har været igennem, er blevet gennemdiskuteret.
Men fortæl sandheden. Lad være med at undlade det upopulære. Vi har selv i vores forskning fundet masser af undladelser og tavshed. I stedet for at spørge sig selv, om det har sin rigtighed, er man blevet mødt af fortielse og beskyldninger om korruption.
Man forventer 60.000 gæster
Den nyeste energikrise har sat gang i spekulationer. Og når man kigger på træbarakkernes tilstand, kan man også se, at noget skal gøres. Jeg mindes for et par år siden at have set en overskrift, hvor det stod, at størstedelen af barakkerne trues af nedrivning. Ambitionerne er at opnå et besøgstal på årligt 60.000. I 2021 var besøgstallet kun 25.000. Det skyldtes bl.a. Corona. I 2020 var der 30.500 gæster.
Flere historier savnes
Stedet er unikt. Det skal udnyttes. Og man er i gang med at se på fremtiden. Og det er både Frøslevlejrens Venner og Aabenraa Kommune. Herfra er der kigget lidt i de forskellige oplæg. Det er især en ting, som jeg savner i disse oplæg. Det er historien om Karantænestationerne som kan kobles til Frøslevlejren.
Ja måske også Bevogtningen af Grænsen 1945 – 1949. Grænsegendarmernes historier kan vi jo allerede finde i Rens.
Imponerende er antallet af arrangementer i 2021. Det var på 148 mod 82 arrangementer i 2020. Det var omvisninger, foredrag m.m.
Visionen koster 170 mio. kr.
Allerede i 2017 var der tale om at sikre Frøslevlejrens fremtid. Man har da også fra kommunens side en vision. Men sådanne visioner koster altid masser af penge. Og kigger vi på dette beløb, ja så fremkommer tallet 170 millioner kroner. Den kommunale andel er på 41 millioner kroner. ”Resten” håber kommunen at få gennem fonde og Staten. Det er jo trods alt et nationalt mindesmærke som vi har med at gøre.
Nu skal man så have gang i en koordinationscentral. Og her er der så bevilliget 1,5 mio. kr. Næste år er der så afsat 5.5 mio. kr.
Man har planer om et nationalmuseum, en efterskole, og en kombination af mindesmærke, historiecenter og oplevelsessted med café- og overnatningsmuligheder. Man har et håb om at stedet også selv kan yde en form for selvfinansiering. Men så skal man nok have gang i besøgstallet.
Fortæl også Sydslesvigs Historie under Anden Verdenskrig
I øjeblikket kan man i lejren opleve nationalmuseet fortælle om lejrens historie, her er FN – museet, Amnesty International, Beredskabstjenesten, hjemmeværnet og Frøslev Efterskole.
Kunne man udvide det til for eksempel at fortælle om Sydslesvigs historie fra slutningen af 1930erne til 1950erne? Det er et grænseland, så man kunne jo fokusere mere på de to mindretal og anden verdenskrig. Ja og hvad de to mindretal gør for at skabe fred.
Lejren skal forblive enkelt og autentisk
Man skal forsøge at finde nye samarbejdspartnere og opgradere de fysiske rammer. Man har besluttet at sætte ind på tre indsatsområder, som hver især indeholder nye projekter:
Brugerne skal i højere grad arbejde for synergieffekterne ved et fælles samarbejde omkring formidling, drift og udvikling.
Oplevelsen skal tiltale både kultur – og historieinteresserede gæster og lokale borgere. De eksisterende kvaliteter i lejren styrkes og nytænkes. Lejren skal forblive enkelt og autentisk. Oplevelsen af lejrens helhed skal styrkes.
Lejrens helhedsoplevelse skal styrkes
Gæsten skal have lettere ved at få overblik over lejrens enestående struktur, historie og aktivitetstilbud.
Frøslevlejrens barakker er unikke. Men de utidssvarende og indfrier ikke nutidens krav til faciliteter eller miljøhensyn. Bygningerne skal opgraderes med respekt for de arkitektoniske værdier og det samlede kulturmiljø i lejren.
Lejrens helhedsoplevelse skal sikres gennem fysiske tiltag, som sikrer bedre udendørs formidling. Nye aktiviteter og klare forbindelser, der understøtter lejrens struktur.
Engang var der 36 barakker
Lejren bestod oprindelig af 36 barakker. Flere er med tiden revet ned. Og faren er at flere skal rives ned. Nu står 24 tilbage
Bygningerne har fået navn efter deres virke under krigen. H (Häftling) er tidligere fangebarakker. W (Werkstatt) værksted og K (Kommendatur) blev anvendt af de tyske soldater. Barakkerne er i dag røde. Dengang var de brune.
Det centrale vagttårn hedder T1 og er dominerende i området. Desuden er der Vagttårn 3,4 og 5. De er udsigtstårne og ikke så høje som T1.
Styrker, muligheder, svagheder og trusler
Der blevet lavet en såkaldt SWOT – analyse, Den har set på styrker, muligheder, svagheder og trusler. Vi plukker af analysen og starter med det positive:
Og hvilke muligheder er der?
Hvilke svagheder er der?
Og trusler er der også!
Skiltningen er ikke god nok i lejren. Der orienteres ikke tilstrækkelig om lejrens brug i historien. Bedre informationstavler er en mulighed. Disse må dog ikke skræmme helheden.
Større hul mellem indtægter og udgifter
Lejren står i dag over for en række udfordringer. Der er et stadig større hul mellem indtægter og udgifter, ledige lejemål og et opsparet behov for vedligehold og energirenovering af bygningerne. Det er tvingende nødvendigt med at lave en samlet plan. Jo, det er allerede nu et nationalt mindesmærke. Men fremtiden er langt fra sikret for lejren.
Der er store udgifter til opvarmning af barakkerne i dag. Hvis nogle af lejerne vælger at flytte fra lejren, vil det for alvor opstå økonomiske problemer. Så vil man også være tvunget til at rive barakker ned.
En samlet udviklingsplan
Der er også udarbejdet en plan for en økonomisk bæredygtig drift, der skal sikre det nationale mindesmærke mange år frem. Det er vel indlysende at Aabenraa Kommune ikke selv kan løse den økonomiske opgave.
Den samlede turisme vil få gavn af det, hvis det lykkes at få gennemført udviklingsplanen.
Tænk hvis det kan lykkes at fortælle historien gennem tiden fra fortiden mod nutiden og fremtiden. Her skal man måske blive bedre til at fortælle, hvad der er museum, udstillinger og efterskole.
Der skal være en inddeling i tre spor:
Det var i den nordlige del af lejren. Hvor fangerne ankom. De vandrede fra Fårhus Station gennem skoven langs kanten af lejren og pigtrådshegnet. Man vil genskabe den oprindelige indgang til lejren og et ankomstcenter med et overblik over lejren.
Der skal også informeres om Padborg – lejren.
Multisal og demokratiskole efterlyses
Frøslevlejrens Efterskole har længe haft et ønske at bygge en ny og mere tidssvarende multisal til bl.a. teater og foredrag. Det kan kombineres med velkomstcenter, butik og cafe. Man vil også skabe en demokratiskole, hvor skoleklasser, gymnasieelever og andre kan komme til lejren og høre om demokrati. Det kan også være tilbud i ferie og fritid.
Vores artikler er nok ikke forenlig med Danmarks selvforståelse
En ting man skal passe på og det er forsimple informationen og kun viderebringe det som er forenelig med Danmarks selvforståelse. I slutningen af denne artikel vil vi henvise til en række artikler, som vi har begået på vores hjemmeside. Vi er nu godt klar over, at disse artikler nok ikke kan inspirere til temaer i historieformidlingen i den kommende Frøslevlejr. Og det er alene af den grund, at ikke mange af de artikler er forenelig med Danmarks selvforståelse.
Men måske kan temaerne inspirere.
Er det en kommunal opgave at sikre national kulturarv?
Jo lejrens eksistens er i fare. Og det er ikke overdrevet at sige det på den måde. Hvis det ikke snart sker noget, må barakkerne rives ned en for en.
Staten bevilligede 63,5 millioner kr. til genopbygning af Frihedsmuseet. Undertegnede er desværre ikke så begejstret. Læs vores anmeldelse. Men fin nok, at staten bidrog. Historien om Anden Verdenskrig skal ikke ende som fiktion og underholdning i form af spillefilm.
I Frøslevlejren kan man komme til at opleve den sande historie. Men det kan det være en kommunal opgave at sikre vores national kulturarv?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
December 29, 2022
Sønderjyske Årbøger 2022
Det blev en lidt længere anmeldelse. Valget af de 7 artikler har i år været særdeles heldigt. Således fangede de alle sammen ”Den Gamle Redaktørs” interesse. Han fik her ny viden om mange temaer. Vi vil ikke kåre den bedste artikel for det har noget at gøre med ens individuelle interesse. Noget af det, der er blevet beskrevet, kunne undertegnede godt have brugt til et netop afholdt foredrag. Egentlig får man meget for pengene ved medlemskab for Historisk Samfund for Sønderjylland. Også 16 boganmeldelser følger med. Og en gennemgang af museumsfolk og forskers arbejde i det sønderjyske. Ja vi bevæger os også over grænsen. Og det gør vi også i boganmeldelserne.
Det er ikke jul uden Sønderjyske Årbøger. Og igen i år kan vi glæde os over interessante artikler – hele 7 artikler og 16 boganmeldelser.
Selvfølgelig er det altid nogle af artiklerne, der er mere interessant end andre. Det hænger sammen med ens egen interesse. Men den gang fænger alle artikler
Civile dødsfald på Als i 1864
Den første artikel hedder ”I Krigens skygge” – civile dødsfald på Als i 1864. Soldaterne smittede lokalbefolkningen på Als. Først var der danske soldater siden preussiske.
De to forfattere Ditte Kock og Jens Jacob Refshauge Beck har fundet frem til, at 25 pct. af de ca. 3.100 danske soldater, der faldt i 1864, døde af sygdom. Krigen 1864 er ofte fokuseret på soldaterne.
Nu kan kildematerialet fra dengang ikke give en troværdig beskrivelse af dødsårsagen. Det kan kun give en nogenlunde årsag til dødsårsagen. På et tidspunkt lå der 19.000 danske soldater på Als. Det blev så reduceret til 12.000.
De fleste boede i baraklejren ved Sundsmark, men en masse var indkvarteret rundt omkring på øen men kun hos de dansksindede. Vi får en beskrivelse af indkvarteringsforholdene på en præstegård.
De danske officerer var især indkvarteret på palæet ved Augustenborg Slot. Og egentlig var det ikke meget, der her tyede på krig. Men præsterne, der førte kirkebog, undrede sig over stigende dødsfald i lokalbefolkningen.
Alle gårde og mange huse havde været godt opfyldte at indkvarterede soldater. Ofte måtte ejeren nøjes med et lille rum uden kakkelovn. Således noterer præsten Christian Krogh-Meyer, der var præst i Sottrup på Sundeved, at dødeligheden er stor. Der var allerede anmeldt det 11. dødsfald i denne måned.
Forfatterne til artiklen konstaterer at dødeligheden stiger i alle 15 alsiske sogne. Men hvad er årsagen. Tropperne skyder jo ikke efter lokalbefolkningen. Men med så mange tropper kan indbyggertallet godt fordobles i en by og infrastrukturen vokser ikke lige så hurtig.
Sønderborg sogn lå tæt på slagmarken og de preussiske batterier til at soldaterne kunne opholde sig her i længere tid. Ulkebøl lå tilpas langt væk. Og her i Ulkebøl var den oftest forekommende sygdom tyfus.
Præsten i Havnbjerg angav difteri som årsag til flere dødsfald blandt børn. Præst Nicolai Feilberg i Ullerup beskrev situationen meget rammende:
Det statistiske bureau forklarede i 1868, at der i 1864 herskede tyfus-, skarlagensfeber og halsbetændelsesepidemier. Især tyfus plagede både danske og preussiske tropper.
Dødstallet for hele Als blev fordoblet svarende til 450 ekstra døde i forhold til de fem foregående år. Overdødeligheden var størst nær den store baraklejr i Ulkebøl sogn. Her steg dødstallet med 190 pct.
Interessant artikel men vel ikke overraskende. Vi har før hørt i historien at når infrastrukturen bliver udfordret og når fremmede mennesker kommer til i hobetal, sker der ting og sager.
Hollandske fliser på Rømøs vægge
Den næste artikel handler om et emne, som vi også på vores hjemmeside har fokuseret på.
I 1600- og 1700-tallet havde Holland stor kunst – og kulturhistorisk indflydelse på Danmark og Hertugdømmerne. Den vestslesvigske kyst var meget præget af Holland. Denne undersøgelse er betragtet ud fra en kulturhistorisk vinkel.
I Holland blev fliserne brugt til bl.a. at isolere mod fugt og kulde udefra. Motiver og farver var bestemt af den gængse mode. De ældste fliser langs Vadehavskysten kendes fra Sejerslev og Emmerlev. De var udsmykket med blomster, frugter, dyr og fugle. Her var masser af farver på.
Nord på og i Frisland foretrak man de blå fliser. Endnu senere blev fliserne forsynet med bibelske motiver. Her havde pietismen også sin indflydelse.
Det var i løbet af 1700-tallet at de hollandske fliser for alvor nåede området ved Vadehavskysten. I 1768 forbød den danske konge import af hollandsk fajance. Det måtte heller ikke sælges i Hertugdømmerne.
Landskaber malet ind i en cirkel findes i rigt mål som motiver på Rømø. Mange steder på Rømø er fliserne opsat tilfældigt, hvad angår farver og motiver.
Listerdybs store dybde holdt Rømø isfri om vinteren og gjorde havnen til en vigtig havn. Øen har haft en anseelig handels – og fiskerflåde. I årene 1642 – 43 havde Rømø således 21 skibe på i alt 478 læster, mens Ribe kun havde 14 skibe på i alt 78 læster. Under svenskekrigene brændte svenskerne en stor del af Rømøs flåde. Og i slutningen af 1600 – tallet skabte sandflugt problemer for det sparsomme landbrug på Rømø. Landgilden blev delvis betalt i fisk.
Hval – og sælfangsten kom først til at spille en rolle i slutningen af 1700-tallet. På de fleste gårde holdt man får, mens landbrug kun var til husbehov. På strandengene kunne der græsse køer. Omkring 1800 var hvalfangsten på retur og i forbindelse med Englandskrigene ophørte dette.
Først efter 1860/70erne tog landbruget over. Men inden da havde indretnings- og bygningskulturen sat sit præg på Rømø med masser af inspiration fra Holland. Nu var man begyndt at bygge i mursten på Rømø med sten leveret fra teglværker langs Vadehavskysten – også inspireret fra Holland.
Det kniber med skriftlig dokumentation omkring hollandske fliser. De skippere, der sejlede med stude til Holland og Nordtyskland kom hjem med fliser. Og handelsfolk solgte hollandske fliser.
I forbindelse med udgravninger på Rømø har man fundet ud af, at fliserne sad på stuehusets sydside, desuden på mursten bag bilæggerovnen. De var af samme typer som blev benyttet i Nordtyskland. De er fra midten af 1700 – tallet.
De første fliser kom til Rømø i begyndelsen af 1600 – tallet. Interessant er også at vi får at vide, at der omkring 1800 boede 1.500 mennesker på Rømø. Men i perioden 1800 – 1900 faldt indbyggertallet til ca. 975. Antallet af bygninger faldt til 230. Dette betød så igen at en masse gårde og huse forfaldt. Antallet af bygninger faldt fra 325 til 230. Rømø var blevet fattigere.
På Rømøgård er der bevaret et brev fra 1936, hvoraf det fremgår, at
I 1960 – 1970erne blev fliserne yndede antikviteter. På Kommandørgårdens vægge sidder der i dag 4.000 hollandske fliser. Ganske imponerende.
På Rømø satte man fliserne anderledes op end i Holland. Nu var der også en hel anden bygningskonstruktion her end i Holland.
En ganske interessant artikel af Elsemarie Dam-Jensen. Vi får foruden flisernes historie et stort indblik i Rømøs historie.
At leve med vand i Tøndermarsken og Gotteskoog
Et gammelt ordsprog fra vadehavskysten siger:
I dag taler man om i stigende grad at give regnvandet mere plads bag digerne som en mulig løsning på fremtidens øgede nedbørsmængder som følge af klimaforandringer. Som vi tidligere har beskrevet på vores side, så gennemgik Tøndermarsken og Gotteskoog store forandringer i perioden 1927 – 1932. Også dagliglivet i marsken blev forandret.
For ca. 3.000 år siden steg havspejlet og havet begyndte at oversvømme de lave hede-sletter og aflejrede sig i form af slik, der de seneste 3.000 år har dannet marsken. Vaden er den blotlagte havbund ved lavvande.
Der blev bygget masser af diger. En af de vigtigste er Højer Dige, der blev færdig i 1861. Hyppige stormfloder betød masser af oversvømmelser fordi sluserne blev lukket. I dag pumpes regnvand væk fra de lavtliggende marskområder.
Ja man siger, at der har været fire perioder i Tøndermarskens afvandingsprojekter. Den fjerde begyndte i 1980erne. Og det var det første naturgenopretningsprojekt. Vi kender også projekter som De fremskudte sige og Snæbel – projektet.
Omkring 1.100 frisere begyndte at bosætte sig på kunstige forhøjninger i marsken syd for Tønder og Møgeltønder. Friserne tog deres viden med syd fra, hvor de i mere end 1.000 år havde praktiseret den specielle bosætningsform. Efter at havdigerne var opført så man også bosættere på disse, som det er tilfældet i Rudbøl og Nørremølle.
Vi har tidligere her på siden fortalt om, at maleren, Nolde var overrasket over, at der så ofte var oversvømmet omkring hans gård Utenwarf. Han kaldte sin hest for vandhest. Den var ikke bange for vand.
I artiklen hører vi selvfølgelig også om springstokken (Klu´stach). Om vinteren brugte man ofte skøjter for at komme frem. Marskens amfibiske områder af rørskov blev høstet. De blev udskibet fra Højer Sluse eller solgt på markedet i Tønder.
Landbrug var Tøndermarskens hovederhverv, En anden stor indtægtskilde var høst af tagrør. Fiskerettigheder var ofte knyttet til et bestemt sted eller hus. Og så var det afvandingen, der ikke var særlig populært blandt indbyggerne. Mange var afhængige af fisk i åerne og søerne som en daglig fødekilde.
Omkring 1920 havde Tønder stadig åbne rendesten. På dette tidspunkt var der stadig mange stalde i byen. Der var ikke mindre end 122 heste, 713 kreaturer, 38 får og omkring 400 grise boede stadig i byen. Tilstedeværelsen af så mange dyr var et stort hygiejnisk problem for byen. Men i 1923 – 25 blev Tønder endelig kloakeret.
I 1923 bemærkede førstelæreren på den danske skole, lærer Mikkelsen i Rudbøl om drikkevandet:
I Rudbøl hentede man drikkevand i de samme kanaler som kreaturerne. Det gjaldt også bageren. Det var få meter fra, hvor hans store staldmødding løb ud.
Kloakeringen forbedrede både lugten og hygiejnen i Tønder, men kloakkerne førte direkte ud i Vidåen. Efter afvandingen var Rudbøl Sø som ”oppumpet snavs”. Inden var det klart vand. Vidåen løber som bekendt gennem Rudbøl Sø.
Efter afvandingen forsvandt tagrørene, men jorden er blevet bedre pløjejord. Men trods dette, ville et flertal af beboere have beholdt den oprindelige natur. Folk blev nu tvunget til at finde en ny måde at leve på. Nogle blev overrasket over, hvor velegnet marsken var til opdyrkning, men kunne begræde nedgangen i fugle – og plantelivet.
Anne Marie Ludvigsen, der har skrevet denne fremragende artikel, slutter med denne konklusion:
De kalder mig en Nazi-spion
I september 1946 måtte Jacob Kronika, den kendte sydslesvigske journalist og forfatter forsvare sig mod anklager om, at han skulle have været nazistiske regime. Og forsvaret forgik via en stort opsat artikel i Nationaltidende.
Avisen Social – Demokraten havde muligvis også en interesse i at skade ham.
I 1963 gik Kronika på pension som chefredaktør på Flensborg Avis. Samtidig var han fra 1932 korrespondent i Berlin for Nationaltidende og senere også for Svenska Dagbladet. Så var op gennem 1930erne og under Anden Verdenskrig, det danske mindre mindretals repræsentant i Berlin.
Han var fortaler for at Sydslesvig og Flensborg kom til at tilhøre Danmark. Han havde stor gennemslagskraft Danmark men fik i stigende grad et problem med briterne. De ønskede ro i Sydslesvig og så nærmest det danske mindretal som et problem.
Social – Demokraten kritiserede ham for, at der var gået tre – fire år efter den nazistiske magtovertagelse, før han kritiserede dem. Bladet mente også at det var kritisabelt, at han aldrig havde opfordret det danske mindretal til at begå ulovligheder over for Hitler. Disse anklager fra Social – Demokraten fremkom i en række artikler i september 1946.
Forsvarsskriftet blev oversat til engelsk, så var Kronika sikker på, at også briterne læste det.
Nu var det ikke let at forsvare noget, der var sat i gang som en hviskekampagne. Men egentlig var forsvaret ikke så konkret udformet. Briterne havde antydet, at de i Gestapos arkiv havde fundet bevis på, at der havde været kontakt med Kronika.
I forbindelse med Danmarks besættelse den 9. april 1940 havde der været foretaget husundersøgelse i hans hjem. Han var også blevet afhørt af SS-folk. Baggrunden var, at Kronika den 8. april havde skrevet en artikel ”Truslen mod Nordens Fred”. De tyske myndigheder mente at Kronika havde fået tilsendt hemmelige dokumenter.
Og denne påstand var ikke grebet helt ud af luften. Han havde fået dokumenter fra det danske gesandtskab i Berlin. I forsvarsskriftet henviste Kronika til et foredrag, som han havde holdt på Hindsgavl Slot i 1937, hvor han advarede mod den nazistiske trussel.
Han undskyldte samtidig, at han i begyndelsen af det nazistiske styre ikke kunne gennemskue dem. Han var ikke enig med briterne i at hans roman fra 1935, der hed ”Revolution” skulle være nazistisk.
I sidste halvdel af 1930’erne havde Kronika kontakt med Ejnar Vaaben, som allerede siden 1922-23 havde været overbevist nazist. Det var mest Vaaben, der sendte breve. Og det var kun få svar.
Vaaben var interesseret i at bevare kontakten også til Ernst Christiansen og Flensborg Avis for at få anmeldelser af forskellige artikler og bøger, som Vaaben havde skrevet.
Kronika vidste godt, at en del betragtede ham for at være nazist. Og egentlig kan man ikke se om han tog afstand fra Vaabens nationalsocialistiske visioner.
Social – Demokraten fandt det mærkeligt at:
Kronika kritiserede de britiske myndigheders behandling af det danske mindretal. Dette fik Social – Demokraten på banen:
Ifølge Social – Demokraten skulle man ikke kritisere dem, der vandt over nazismen.
I det tyske mindretals avis, Der Nordschleswiger blev der også berettet om anklagerne mod Kronika og især om hans forsvar i Nationaltidende. Bladets chefredaktør, Ernst Siegfried Hansen anklagede her tværtimod Kronika for at have spioneret imod Tyskland.
Han blev også beskyldt for at have sympati for kommunismen eller for Sovjetunionen. Ja, der var også beskyldninger mod ham for at tilhøre Højgård-kredsen. Disse var såkaldte dansk – nationale mænd.
Oberst G.P. Henderson fra den britiske militærregering i Slesvig-Holsten havde den 28. oktober 1946 sendt en besked til den danske generalkonsulent om, at Kronika gennem længere tid havde overtrådt de privilegier, han havde som krigskorrespondent i Tyskland ved åbent at deltage i slesvig-holstensk politik. Derfor bad han at fortælle Kronika at hans tilladelse som krigskorrespondent i Tyskland ville blive inddraget, hvis han fortsatte sin politiske aktivitet.
Og denne aktivitet var at forsvare mindretallets interesse i Sydslesvig.
De britiske myndigheder foretog aldrig en undersøgelse af Kronikas aktiviteter og de
fremkom heller aldrig med en officiel anklage mod ham. Social- Demokraten fremkom heller ikke med flere beskyldninger om nazistiske tendenser. Men Kronika blev nødt til at trække sig fra det danske mindretals politiske aktiviteter. Man kan heller ikke sige med sikkerhed, om der fandtes noget i Gestapos arkiver.
Mogens Rostgaard Nissen kommer vidt omkring og analyserer forskellige kilder. Fortællingen bliver aldrig ensidig, som vi ofte kan se, når der skal styres på en bestemt holdning. Og for ”Den Gamle Redaktør” her er der kommet endnu en spændende artikel til Sydslesvigs historie.
Feltlæge i Første Verdenskrig
Det er tredje generation af familien Lorentzen, vi hører om i en artikel om/af John Nis Lorentzen. Hans far var gasværksdirektør. Hans bedstefar var ejer af et jernstøberi i Tønder og et tørveværk i Sølsted. Rene Rasmussen har redigeret en artikel om dengang vores hovedperson var Feltlæge.
Atmosfæren var anderledes ved lazarettet end ved infanteriet. Elevernes uddannelse foregik om formiddagen med praktisk tjeneste på afdelingerne. Om eftermiddagen var der nogle timer med teoretisk undervisning navnlig i anatomi og fysiologi efter lærebogen for sygehjælpere.
Rengøring i rådhusets mødesal hørte med til den praktiske uddannelse. Men medicinerne blev nok efterhånden en plage for befalingsmændene. Efter to måneders forløb bestod alle deres eksamen.
Vi kommer forbi mange lazaretter. Og en af de hyppigste dødsårsager var koldbrand. I løbet af en nat kunne der sagtens dø ca. 10 personer. Som læge sov man kun, når der var tid til det. Men der var dog forskelle på diverse lazaretter.
Den spændende beretning slutter lidt brat. Efter endt krigstjeneste genoptog John Nis Lorentzen i 1919 medicinstudiet i Kiel. Han tog en medicinsk doktorgrad. I 1923 tog han en dansk embedslægeeksamen og tiltrådte en stilling ved Silkeborg sanatorium. Derefter var han et par år læge ved Sønderborg statshospital osv,
På et tidspunkt var han også tilknyttet flygtningelejren i Oksbøl.
Artiklen er baseret på et foredrag i den danske militærlægeforening den 3. maj 1934. Foredraget blev gengivet i Tidsskriftet Militærlægen.
Sans for Sønderjysk historie
Artiklen er vel nærmest en gennemgang af Historisk Samfund for Sønderjyllands Historie 1922 – 2022.
I vedtægterne dengang var foreningens formål bl.a.
Og det med udgivelse af Sønderjyske Årbøger var vel nok nærmere tale om en genudgivelse.
Ved udgivelsen af disse skulle man da også have et folkeligt tidsskrift. Og det skete fra 1. juli 1924, da Sønderjysk Månedsskrift udkom. Her oplever vi de mere korte og regionale artikler.
Det første større værk, som man udgav, var Tønder gennem Tiderne i 1933/44 i to halvbind. Og denne har ”Den Gamle Redaktør” selvfølgelig stående på hylden. Artiklen er en gennemgang af nogle af de mange aktiviteter som Historisk Samfund for Sønderjylland har begået gennem tiden.
Vi får også nogle af oplagstallene. Sønderjylland historisk billedbog topper listen med 25.000. Mange af de nævnte bøger i artiklen står faktisk inde på hylden. Det var jo også sjovt at møde foreningen i Øksnehallen i København. Og der stod sandelig et kendt menneske, der også med det samme kunne genkende ”den gamle Redaktør”.
Da foreningen blev oprettet, lød ordene således:
Artiklen er begået af to erfarende folk, Lars N. Henningsen og Hans Schultz Hansen.
På vej til magten
Og denne artikel er begået af en person, jeg ofte har solgt vare til i Padborg Boghandel, nemlig Anke Spoorendonk. Den handler om Sydslesvigsk Vælgerforening og landdagsvalget i 2005.
Man kan sige, at det der skete det år, banede vejen til at SSW i 2012 blev regeringsparti i Slesvig-Holsten. Og i 2022 kom partiet for første gang over 5 pct. spærregrænsen.
I over 25 år sad Karl Otto Meyer i Landdagen. Han forærede mig engang en valgplakat, hvor man ser ham som en slags James Bond. Jo han var også hyggelig at tale med. Han forstod virkelig at kæmpe for den danske sag.
Op til valget i 1987 blev den bayerske ministerpræsident Franz Josef Strauss hvis træt af Meyer. Han udtalte nemlig, at det ikke kunne være rigtigt, at en dansker bestemte over tysk politik.
Og SSW fik også hademails. Og anonyme breve med hadefulde beskeder modtog man også, bl.a. dette fra 2005:
Masser af CDU – politikker var efter SSW og kom med urigtige oplysninger. Jo, de dansksindede fik en grov behandling. Man fik også henvendelse fra en nazistisk bevægelse.
NDR bragte en udsendelse om alle de grove henvendelser, man havde modtaget. Det fik så politiet til at henvende sig. Der var i nogle af henvendelserne direkte mordtrusler. Anke Spoorendonk fik derefter politibeskyttelse.
SSW fik bl.a. gennemført nyvalg i 2012. Efter dette valg var SSW’ s stemmer afgørende for dannelsen af en ny regering i Slesvig – Holsten.
En ganske underholdende artikel og lidt chokerende med de også racistiske trusler som SSW modtog så mange år efter krigen.
Den Endelige dom: Meget interessant og fængende
Årbogen indeholder også ca. 16 boganmeldelser. Vi får også en gennemgang af, hvad der sker på museumsfronten i Sønderjylland. Og her har ”Den Gamle Redaktør” tænkt sig at bruge noget af de ting, der er sket eller vil ske i Frøslevlejren i en kommende artikel, der skal hedde Frøslevlejren i Fremtiden.
Vi får som sædvanlig en gennemgang af, hvad foreningen og museums- og forskningsfolk beskæftiger sig med.
Man må sige, at dette års valg af artikler i Sønderjyske Årbøger alle har været relevante og interessante i hvert fald for ”Den Gamle Redaktør”. De har alle sammen været historisk relevante og fanget ens interesse. Godt gået.
Det er svært at udnævne den bedste artikel. Det er vel heller ikke meningen med sådan en artikel. Interessant er det, at Årbogen også beskæftiger sig med temaer, som vi her på dengang.dk allerede har beskæftiget sig med.
For en historienørd som undertegnede bragte dette års årbog en masse nye informationer. Jeg har således lige holdt foredrag om Sydslesvig under og efter Anden verdenskrig og kunne da godt have brugt de interessante informationer om Kronika.
Og så var jeg ikke klar over, at der stadig er 25 huse på Rømø med hollandske kakler. Og så var jeg ikke klar over, at der var kommet en tysksproget bog om pastor Schmidt-Vodder. Ja og så har feltlæge John Nis Lorenzen en far og en bedstefar, der er lige så interessant som han selv.
Og snart igen er et nyt månedsskrift på vej. Hvis du ikke er medlem så meld dig ind. Du får noget for pengene. Nu kan du også gå i boghandlen og købe Årbogen for 198,- kr.
Nej, denne anmeldelse er ikke betalt af Historisk Samfund for Sønderjylland.
Kilde/anmeldelse: Sønderjyske Årbøger 2022
December 22, 2022
Bombenatten over Als og Sundeved 1942
Natten mellem den 18. og 19. august 1942 blev der udført et regulært angreb med især den nordlige del af Als og af Sundeved. Mirakuløst var der ingen der omkom. Det vil sige, at det var en del husdyr, der omkom. Og de materielle skader var voldsomme. De engelske fly havde åbenbart helt forpasset deres mål. De skød ca. 40 km forbi de beregnede mål i Flensborg. Da man kom hjem til England, rapporterede om mange store brande. Men man sagde, at man ikke kunne observere om man ramte de udpegede mål. I denne artikel kigger vi også på de talrige flystyrt, der har været i samme område, hvor angrebet fandt sted. En fejlbombning af Rønshoved Strandhotel kunne have fået katastrofale følger for 60 bomberamte børn fra Hamborg, der var anbragt her.
To bomber blev fjernet
Gennem Anden Verdenskrig har der været mange bomber og flystyrt over Als og Sundeved. Vi kunne forleden høre om to bomber, der blev fjernet. Dette bekymrede mange lokale borgere.
Men den værste nat var nok natten mellem den 18. og 19. august 1942. Da var der tale om et direkte angreb. Og da var beboere i livsfare. Men det er en aktion som ikke mange uden for Als og Sundeved har hørt om.
Gårde og huse lå i ruiner
Avisen Hejmdal kunne den 20. august berette om de omfattende ødelæggelser. Gårde og huse var lagt i ruiner mange steder. Over hele Als, i Gråsten, Felsted, Ullerup, Blans Mark, Grødebjerg, Lundsbjerg og mange andre steder havde der været sprængninger og brande.
Tag i brand i Aabenraa
Inde i Aabenraa gik der ild i et tag i Storegade. Flere butiksvinduer i hovedgaden var ødelagt. Ingen mennesker blev ved et mirakel dræbt. Men en del husdyr dræbtes. Og store materielle værdier blev ødelagt
Store skader på firlænget gård på Søgård Mark
En bombe var gået ned i det ene hjørne af en firlænget gård på Søgård Mark. Hestestalden var ødelagt og den ene mur var fuldstændig blæst bort. Taget på stuehuset var revet af. Det samme gjaldt store flager af bliktaget på laden og i staldene. Det var ikke en dør eller et vindue i hele ejendommen, der var helt. Næsten alle murer havde revner.
I nærheden af gården var der faldet en halv snes bomber med ikke mere end 25 – 30 meters afstand. En minebombe faldt syd for stuehuset i en kartoffelmark.
Kalkstøv over syg mand
Ved siden af gården lå et aftægtshus. Her lå en meget syg mand. Han var blevet overdrysset med kalkstøv og glasskår. Men heldigvis var han ikke kommet meget til.
To unge piger var alene hjemme i stuehuset. De blev heldigvis kun lettere såret.
Brandbombe gennem stuehus
Da bomberne faldt, var ejeren af gården, Johan Philipsen til fødselsdag på Bermersmaj. Her faldt en brandbombe ned gennem stuehuset. Heldigvis kom alle karle fra Lundtoftebjerg og hjalp med oprydningen.
I Bovrup nedbrændte et stuehus. På Sundeved nedbrændte en ejendom i Ullerup og det samme gjorde en ejendom i Blans Skov.
Lige så lyst som i dagtimerne
Det hele startede på Als med at et fly kom lidt før de andre og smed 3 lysbomber. Lidt efter kom der flere maskiner og kastede flere lysbomber. Det blev næsten lige så lyst som i dagtimerne.
Syd fra kunne man bemærke kraftige projektører og afværger-ild. Inde for var der som om, der blev rykket i døre. Men det var nok lufttrykket fra fjernt kastede bomber.
Masser af bomber over Nordals
De første sprængbomber faldt ud over Eskebjerg og brandbomber over Agerhøj og Eskebjerg. Brandbomber over Melsgård og Mejls Mølle. Så kom bomberne over Holm Mølle, Trolsgaard og legepladsen på skolen
Møller Hansens udhus blev fuldstændig pulveriseret. Hesten blev hovedløs kastet op i luften og havnede sammen med koen, så denne også blev dræbt. Møller Hansen blev såret af en splint og kastet ind i den næste stue af lufttrykket.
Store ødelæggelser i Holm
Gårdejer Christensens lade-bygning blev med maskiner og andet indhold fuldstændig ødelagt. Da den 3. bombe kom, fløj samtlige jagermaskiner hen over hovedet. Man kunne tydeligt høre at maskingeværerne knaldede.
Oppe hos lærer Hansen fandt man senere 30 huller i husets lofter og vægge. Han havde lejligheden oven over skolebygningen. I den ene ende af svinestalden faldt en bombe. Det betød at udbygningen blev fuldstændig udslettet. Af 35 svin blev en halv snes stykker mirakuløst reddet. Dagen efter fandt man også levende høns i ruinerne. Der var store ødelæggelser i Holm.
Beboerne frygtede for deres liv
Beboere havde fundet ly i kælderen. Man kunne mærke en ejendommelig lugt af svovl og støv. Og så kunne mærke at det knagede i hele huset. Tagstenene var trykket løse og en masse var styrtet raslende sammen foran kælderens vindue.
Dem, der havde søgt tilflugt til kælderen, frygtede for deres menneskeliv. Nerverne var højspændte.
Fosforbomber over hovederne
Endnu flere bombenedslag ikke lang fra skolen fulgte. Tre store bomber faldt ned i gårdejer Sarsgaars mark ca. 800 meter fra skolen mod nord. 13 bomber faldt ned ude ved Eskebjerg. Særlig i Dyrvig faldt der mange. To ramte Bertel Petersen og Strucks ejendomme, deres udhuse blev bortsprængt. I P. Madsens ejendom i Dyrvig brændte alt familiens tøj og ejendele inde. Familien måtte rende ud på marken for at søge dækning.
Thoma og Thomas på Dyvig Kro ville over at hjælpe P. Madsens. Men de måtte på grund af en regn af fosforbomber over Farressdam, Fælles og Dyvig lægge sig under et gammelt træ uden for kroen.
Midt under det hele kunne man se en maskine blive ramt. Som en ildkugle styrtede den mod jorden. Det var et Hallifax bombefly, der endte sine dage på marken ved Sønderborg Ladegaard.
Taget på skolen er revet af – dog ikke af gymnastiksalen. Lærer Hansens lejlighed er fuldstændig raseret. Skolestuerne er raserede. Dørene er sprængt. Udvendig er bombesplinter faret ind i væggene.
Efter stilheden brølede dyrene
Pludselig blev der stille, men så kunne man høre hestene løbe ind ad vejen mod Nordborg. Kreaturerne brølede på markerne. Alle de lemlæstede grise på møllen skreg, så det var helt forfærdeligt. Over hele Holm lå der tagplader, brædder og et stort lag støv.
Efterhånden kom folk op af kældre og ud af gangene, hvor de ellers trode at de var i sikkerhed.
U-eksploderede bomber i massevis
På Als gik det virkelig hårdt for sig. Det vidner forskellige beretninger om. På et tidspunkt brændte Mjelsgård og Peter Madsens ejendom i Dyrvig. Og her var overbetjent Kunz som en af de første nået frem. Han forsøgte at jage alle nysgerrige væk, fordi der befandt sig u- eksploderede rundt om på gården.
De u-eksploderede bomber samlede man sammen og fik læsset på en vogn. Derefter smed man dem i en dam bag ved Ellen Sandvejs kro.
Unge fik en skræk i livet
Jo de unge syntes, at det var spændende at kunne se og høre bombemaskiner langt oppe i luften. Men den nat fik de en skræk i livet. Nu var krigen pludselig blevet farlig. Mange af dem begyndte efterfølgende at ryste hver gang de hørte flyvere. Og det skete ofte over Als.
Den 19. august var der sort af mennesker mellem Holm og Nordborg. Alle skulle til Holm for at se, hvad der var sket. Et stykke tid efter fik egnen også besøg af kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid.
Takkegudstjeneste
Nogle dage efter bombardementet kom CBU fra Haderslev. De kom for at foretage oprydning i ruinerne.
Søndag den 23. august blev der på Holm Kro afholdt en takkegudstjeneste. Små 200 beboere takkede sammen med pastor Lænkholm for at ingen var blevet dræbt under de voldsomme begivenheder.
Statens Civile Luftværn: ”Det kan aldrig passe”
Nogle bombefly havde til opgave den 19. august at bombe ubådsværftet i Flensborg. Som alternativt mål havde de selve Flensborg. Nogle af flyene havde åbenbart kastet deres bomber mod værftet. Andre af flyene bombede Flensborg, Det ene fly kastede sin last over et ”tilfældigt” mål. Og det skulle så have været over Danmark.
Men det er noget, der ikke passer i den historie. For Statens Civile Luftværn kan fortælle, at der mellem kl. 00.05 og 00.30 den nat blev kastet et stort antal bomber mod området mellem Tinglev – området og Gennerbugten og farvandet mellem Als, Ærø og Flensborg Fjord. Man mener at det er tale om et regulært angreb.
Statens Civile Luftværn sagde, at der på dansk jord i løbet af en halv time faldt 293 sprængbomber og ca. 4.500 brandbomber. Herunder et stort antal fosforbomber. Selve vægten er anslået til 250.000 pund!
Det vil sige at selv om alle fly havde forpasset deres mål og ramt ved siden af Flensborg og i stedet bombet på dansk jord, ville regnskabet ikke gå op. Derved blev 155 tons bomber smidt ned over dele af de sydøstlige Sønderjylland. Men hvorfor løj englænderne over denne aktion?
Let sidevind bragte dem 40 km ud af kurs
Nu har vi så også set andre tal fra denne aktion. Således skulle der have været 149 engelske bombefly som skulle have kastet 993 sprængbomber.
Andre kilder igen beretter om, at de engelske fly bestod af 31 stifindere og 118 fly- Efter godt 2 timers flyvning og lidt sidevind var de kommet ca. 40 km ud af kurs.
Resultaterne forblev u-observeret
Kl. 2.15 landede maskinerne igen på Wyton Flyveplads efter en absolut fejlslået mission. Efter hjemkomsten mente man at have lokaliseret målet under tæt dis og at i alt 155,4 tons bomber var blevet kastet. Den britiske konklusion var:
Flere fly gik ned den nat
Der gik sandelig også fly denne nat:
De to bomber ved Kjær
Det er nok mest de to bomber, der blev fjernet ved Kjær, man har hørt om. Disse bomber var på vej til Hamborg. De havde ligget her siden juli 1943. Flyet, der havde bomberne men, kom væk fra gruppen og blev skudt ned af en tysk natjæger.
Den måtte nødlande ved en frugtplantageved Hestehave. Fem af besætningen døde med det samme. De to overlevede svær kvæstet. Men de døde dog senere på Sønderborg Sygehus En eller to bomber sprang i luften natten til den 25. juli 1943. Ved denne eksplosion omkom også to tyske soldater. Og egentlig savner man stadig tre bomber.
7 mand dræbt ved Holm
Nu er denne optegnelse ikke komplet, men den giver da lidt af et indtryk, hvor mange allierede fly der styrtede ned i det område, der blev bombet i Sydøst – Sønderjylland.
Natten mellem den 17. og 18. august 1943 styrtede en engelsk bombemaskine ned ved Odderkær i Holm. Besætningen på 7 mand blev dræbt. I 1993 blev en mindesten over disse 7 engelske flyvere indviet.
Maskinen en Lancaster 3 JA 851 blev skudt ned af Oberleutnant Hans Meissner og obergefreiter Hafner i en Messerschmidt. Det engelske fly var på vej tilbage til England.
40 bombemaskiner nedskudt
En angrebsstyrke på 597 4 – motorede bombere var sat ind mod Peenemünde, udviklingscentret for de tyske V1 og V2 raketvåben. Englænderne forsøgte at narre tyskerne, men det lykkedes dog ikke helt.
Det lykkedes for dem at nedskyde 40 bombemaskiner og beskadige 32. Beskadigelserne på raketstationen var ikke så store, som englænderne havde håbet.
Samme nat blev der nedskudt en Lancaster på det nordøstlige Løjtland – 7 omkomne. Også en Lancaster i Ustrup ved Vojens blev skudt ned – 8 omkomne.
Mindst ni gange under Anden Verdenskrig er allierede bombefly styrtet ned på Als.
Kun en mand overlever
Den 23. april 1944 styrtede en Hallifax MK 5 ned ved Traneodde. Et brændende engelsk bombefly passerede hen over Svenstrup mod nordøst. Over selve byen blev det ramt af en eksplosion. Det styrtede ned i vandet ca. 200 meter ud for kysten nordvest for Traneodde og 500 meter nordøst for fyret.
Det var lettet fra England ved 20 – tiden. Sammen med de øvrige fly fra eskadrillen skulle de udkaste miner i Østersøen, eller nærmere sydøst for Gedser tæt ved den tyske kyst.
Vest for Als får en tysk Messerschmidt ME – 110 øje på den og angriber den. En fisker ser styrtet. En sergeant D. Harris overlever styrtet. Stærk forkommen føres han i ambulance til Sønderborg Sygehus. Men tyskerne stoppede ambulancen og han erklæres som krigsfange. Ingen af de andre overlevede. To af besætningen blev senere fundet på strandet og er begravet på Aabenraa kirkegård. En ukendt blev fundet ved Havnbjerg Skov. Han blev også begravet i Aabenraa. Han kan være et af besætningsmedlemmerne.
Stormy Weather
En B – 17 fra USAF 351 Bomber Group nødlandede 24. maj 1944 mellem Skærtoft og Myrholm. Flyet var kommet fra nordnordvest. Det fløj meget lavt og havde tydeligvis motorproblemer. 8 faldskærme foldede sig ud over Svenstrup og Klingbjerg, mens flyet fortsatte mod sydøst i lav højde.
Flyet ”Stormy Weather” med en 10 – mands besætning lettede fra Polebrook mod Berlin den 24. maj 1944 om morgenen mod Berlin. Af de i alt 616 maskiner kom de 18 fra Polebrook.
Flyet nåede velbeholden til Berlin og fik nedkastet sine 4 tons bomber. Men kort efter fik de en fejl på motoren, hvorefter de måtte trække sig ud af formationen. Man ville forsøge at nå Sverige. Flyet endte med at mavelande mellem Skærtoft og Myrholm. Alle besætningsmedlemmer overlevede i tysk krigsfangenskab.
To styrt samme aften
Den 29. januar 1944 styrtede en Lancaster ned ved Broballe og en ved Mjels. På vej over Sønderjylland blev de engelske fly angrebet af tyske natjagere. De første tab indtraf over Kliplev og Varnæs. Derfor flytter formationen tættere sammen. Dette kan være årsagen til at disse to fly støder sammen over Nordals.
Det ene splittes ad og dele af fly og besætning faldt ned i Augustenborg Fjord, mens resten faldt ned i Mjels. Det andet styrtede 800 meter nord for Broballe mejeri.
Alle besætningsmedlemmer omkom og ligger i dag på Aabenraa Kirkegård. En blev dog senere fundet og blev begravet på Pommersgård med et propelblad som gravsten. Liget blev dog senere flyttet til Aabenraa til de øvrige. Der er rejst to mindesten, en for hver besætning.
Lig-dele over et stort område
Den 16. november 1944 styrtede to Halifax – fly ned i Nørreskoven. En formation var på vej hjem fra et bombetogt over Kiel. Over det østlige Als kolliderede to af maskinerne. De styrtede ned og blev spredt over et større område. Det var dels i Nørreskoven, omkring Gammel Østerholm og dels omkring Nyled, Lysholm og Holmskov. Alle 14 besætningsmedlemmer omkom.
Tyskerne fjernede ligene. Men efterfølgende fandt lokale beboere ligdele omkring i området. Disse blev løbende indsamlet og begravet på det, der kaldes Englænderhøjen eller Englændergraven. Delene er senere gravet op og flyttet til Aabenraa kirkegård.
Andre nedstyrtninger
Man kender også til følgende nedstyrtninger:
Nedstyrtning ved Kliplev
Natten mellem den 23. og 24. april deltog i alt 161 fly af forskellige typer i et angreb, hvor 143 skulle tæppebombarderede Rostock by med brandbomber. 18 fly skulle bombardere Heinkel – flyfabrikken. Men trods god sigt var angrebet en fiasko. RAF mistede 2 Wellington fly og et Whitley fly. Men på vej hjem blev ”Manchester” ramt af flak og styrtede ned i Visgårde ved Kliplev. Piloten omkom med 6 overlevede.
Nedstyrtning ved Bevtoft og Tinglev
Natten mellem den 25. og 26. april 1942 deltog godt 100 RAF – fly i et angreb mod Rostock og Heinkel – fabrikken, da de to af dem blev skudt ned af tyske Messerschmitt BF 110 over Sønderjylland:
En mindesten ved Øster Gejl
Vi er ikke langt fra det nordlige Kruså i vores omtale. Her findes der i Øster Gejl på en vej, der hedder Hesteløkken ca. 4 km nord for Kruså en mindesten. På en informationstavle kan vi læse:
Det fremgår, at alle seks unge sergenter ombord på flyet blev dræbt ved styrtet. Flyet var lettet sammen med 87 bombefly fra Honington nordøst for London, hvor de skulle angribe flådebasen og skibsværftet i Kiel. RAF (Royal Air Force) mistede seks bombefly ved denne aktion.
En Messerschmidt fik ram på det engelske fly. Vragdele blev fundet over et stort område. De døde besætningsmedlemmer blev fundet i et stort område. Der var ingen af dem, der bar faldskærme.
7 omkomne i Bov Kommune
Natten mellem den 23. og 24. september 1942 udførte RAF bombardement af Wismar (Dornier – fabrikken), Flensborg og Bremen – bydelen Vegelsack, foruden minelægning i bl.a. dansk farvand.
Blandt de 28 deltagende Halifax – fly i Flensborg – angrebet styrtede 5 ned, deriblandt et nord for grænsen. Dette fly havde hovedsageligt canadisk besætning og blev ramt af flak. Det styrtede ned ved Elsø i Bov Kommune. Der var 7 omkomne.
10 dags Hæfte for en ”Indskrift”
En Avro Lancester lettede den 8. januar 1943 fra Waddington for at lægge sø-miner i Øresund syd for Amager. Men på udturen over Jylland blev ramt af en tysk natjager. Kl. 17.40 styrtede det ned over Søst Skov ved Jørgensbjerg 4 km vest for Aabenraa. I og uden for vraget fandtes lig-rester af 5 – 6 omkomne.
Et trækors opsat ved nedstyrtningsstedet af den 22-årige Christian Adolphsen fra Rise med indskriften ”Her faldt fem engelske flyvere i kamp for de frie folks sag, kostede ham 10 dages hæfte. I 1983 blev der opstillet en mindesten på stedet med samme indskrift.
Rønshoved Strandhotel bombet
Vi har i tidligere artikel skrevet om fejlbombninger. Og det gik da også galt den 13. november 1943. Rønshoved Strandhotel ”Randershof” fungerede som hjem for 60 udbombede børn fra Hamborg, da det nedbrændte efter et engelsk flyverangreb. Et barn blev svært skadet og alle børnene mistede deres ejendele.
Nedstyrtning ved Fjelstrup og ved Gråsten
Efter et britisk bombetogt mod Berlin den 15. februar 1944 blev en Lancaster ramt af en natjæger og styrtede ned ved Fjelstrup nord for Haderslev. Der var 6 omkomne og en overlevende med faldskærm.
Ved samme togt blev en Halifax ramt af flak ved Flensborg og styrtede ned ved Trappen syd for Gråsten.
Et mindre antal Lancaster – bombefly lavede et afledningsangreb mod Frankfurt (Oder) mens hele 891 RAF – fly af forskellig type deltog i et angreb med Berlin, hvor de overfløj Danmark på udturen men Holland på hjemturen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
December 5, 2022
I Köllerpolitikkens Dage
Vi er i 1905. Der var rejst en anklage mod en redaktør i Kiel. Preusserne ville germanisere området. Köller blev overpræsident i Provinsen Slesvig – Holsten i 1897. Den danske agitation skulle knuses. Loyale embedsmænd kom syd fra. I 1903 måtte Köller pakke sammen. Hans chikane havde taget overhånd. Men embedsmænd fortsatte med samme politik. Myndigheder forsøgte at anholde Finnemann. Gendarmer gennemsøgte toget flere gange. Niels Finnemann var dukket op i Kiel i nattens mulm og mørke. Slægten Finnemann var blevet udvist. Pastor Jacobsen kunne nu kalde sig forfatter, var også sukket op. Men ville Finnemann nu dukke op? Vidner fik udbetalt 2.000 Mark. I salen blev Finnemann beskyttet. Men lige så snart han trådte ud blev han anholdt og sendt til Danmark den kommende nat. Köller – politikken fortsatte uanfægtet.
2.000 Mark – affærerne
Vi er i 1905. Preusserne havde indført en tvangskurs. Udvisningerne havde nået nye højder. Man bekæmpede de danske forsamlinger og forfulgte diverse blade og aviser. Den ene afsløring efter den anden afslørede en forsumpning.
Noget af det mest utiltalende var de såkaldte 2.000 Mark affærer. Der var udlovet denne sum til belønning af vidner, hvis følger kunne blive udslagsgivende for ansete danske handelsmænd. Blev de dømt blev de erklæret for optanter og udvist af Nordslesvig. En af dem, der blev udvist, var gårdejer Chr. Finnemann.
Vi kunne ellers blive ved med at skildre de forfølgelser, dansksindede blev udsat for. Den daværende Rigsdagsmand H.P. Hanssen har i en tidligere udgave af Sønderjyske Årbøger berettet om denne sag.
Anklage mod redaktør i Kiel
H.P. Hanssen skrev også om den fiasko, det egentlig var. Jeg mener, at dette kom som særnummer. Vidner havde givet yderst graverende beskyldninger. Vidneudsagnene var omtalt i en socialdemokratisk avis i Kiel. Den daværende indenrigsminister von Hammerstein foranledigede landråd Bercherer i Haderslev til at kræve anklage rejst mod den ansvarshavende redaktør.
Den 24. juli 1905 fortsatte sagen ved Landsretten i Kiel. Blandt de vidner, som forsvareren havde stævnet, var blandt andre gårdejer Niels Finnemann, der havde lidt samme skæbne som faderen og var blevet udvist, så han så sig nødsaget til at tage midlertidig bopæl nord for den daværende grænse.
Ja selv om redaktøren blev idømt tre måneders fængsel, så fik hovedpersonen ikke sit nordslesvigske statsborgerskab tilbage. De preussiske myndigheder forsøgte gentagende gange at arrestere Finnemann.
Preusserne ville germanisere området ’
Men hvad var det for forhold de dansksindede blev tilbudt? Ja de blev væsentlig værre efter at Ernst Matthias von Köller kom til. Og efter at denne blev tvunget til at fratræde fortsatte chikanerne af de dansksindede. Det var tydeligt, at preusserne var ude på at germanisere området.
Köller var født på godset Kantreck i Pommern. Han læste jura i Heidelberg og Berlin. I 1888 – 1889 var han en upopulær politipræsident i Frankfurt am Main. Derefter var han understatssekretær i det besatte Elsass- Lothringen.
Köller – overpræsident i provinsen Slesvig – Holsten
I 1894 blev han udnævnt til preussisk indenrigsminister. Han var fra 1881 – 1887 rigsdagsmedlem for det tyskkonservative parti. Han var en såkaldt konservativ hardliner. Således stemte han i 1884 for forlængelse af Socialistloven. Denne forbød socialistiske og socialdemokratiske organisationer og aktiviteter i Tyskland.
I 1895 måtte han gå af som minister fordi han havde givet kejseren Wilhelm den Anden underhåndsoplysninger om interne kabinetsforhold. Men allerede to år senere blev han overpræsident i provinsen Slesvig – Holsten.
Den danske agitation skulle knuses
Han fortsatte og udvidede den preussiske chikanepolitik over for de dansksindede. Ca. 900 danskere blev udvist. Danske forsamlingshuse og foreninger blev lukket. Andre foreninger blev beskyldt for at være politiske og fik derved beskåret deres virkemidler betragteligt.
Journalist Henrik Cavling fra Politiken Talte med Köller. Han fortalte:
I Sønderborg blev der meddelt forældre til unge på skoler i Danmark, at hvis ikke deres børn kom hjem inden en vis frist, ville samtlige danske ”undersåtter” i området blive udvist. Forældrene bøjede sig dog ikke for presset.
Loyale embedsmænd, der kom syd fra
Köller betjente sig af loyale embedsmænd, der kom syd fra uden kendskab til områdets danske kultur og med en anden ambition hurtigst muligt at udmærke sig og dermed opnå avancement til stillinger længere syd på.
Kôllers politiske målsætning var at skabe ro i Sønderjylland om det nationale spørgsmål, men i kraft af hans håndhævede metoder, chikane og forfølgelse. Men efterhånden fik han det stik modsatte resultat. Der kom et stadig tættere og tættere sammenhold inden for den danske folkegruppe.
Köller måtte pakke sammen
Fronterne mellem danskerne og slesvigerne blev således voldsom skærpet. Formålet var at beskære den danske indflydelse og fremme Slesvigs fortyskning. Köllers politik førte i begyndelsen til tilbagegang for de dansksindede. Köllers metoder vakte opsigt i det øvrige Europa. Og det gjorde det også i moderate kredse i Tyskland. I 1903 måtte Köllers så pakke sit tøj og forlade landsdelen.
Myndighederne forsøgte at anholde Finnemann
Tilbage til vores retssag i Kiel, der blev gennemført to år efter at Köller havde forladt området. Men der var stadig masser af tro preussiske embedsmænd tilbage.
Man var klar over, at myndighederne ikke gerne så Niels Finnemann møde for retten og forklare, hvad et hovedvidne i sagen mod hans fader havde fortalt om de 2.000 Mark som hun og hendes søn skulle have udbetalt, hvis det lykkedes at få den gamle Finnemann udvist.
Man tvivlede heller ikke om, at man ville benytte en udvisningsordre, der var givet Niels Finnemann til at holde ham borte fra retssalen. Dem der var interesseret i sagen og få den grundig oplyst måtte vente ubehagelige overraskelser.
Gendarmer gennemførte undersøgelser i toget
Tidlig om morgenen den 24. juli 1905 kørte en række nordslesvigske venner, der alle ville overvære retshandlingen. Man kørte med toget fra Haderslev til Kiel. På banegården i Vojens lagde gruppen mærke til en preussisk gendarm, der underkastede gruppen en indgående mønstring.
Da toget standsede i Rødekro, mødte atter en gendarm frem. Han var ikke så klog som sin kollega i Vojens. Han gik fra kupé til Kupé og spurgte, om der var en. Hans spørgsmål blev overalt besvaret med et nej.
På Tinglev Station blev der ligeledes gennemført en undersøgelse af hele toget. I Flensborg og Rendsborg blev det også gennemført undersøgelser. Hele den slesvigske jernbanestrækning fra Vamdrup til Ejderen var under bevogtning. Man ledte efter et vidne som var indkaldt af den preussiske landsretspræsident. Denne skulle afgive en forklaring. Og det var det tydeligvis nogen, der havde noget imod.
Niels Finnemann dukkede op i nattens mulm og mørke
På banegården i Kiel blev der truffet endnu flere, der skulle til retsmødet. Her grinede man af politiets og gendarmers eftersøgning efter det vigtige vidne. Niels Finnemann var dukket i byen i nattens mulm og mørke. Han befandt sig som gæst hos en familie, der ikke ville røbe hans tilstedeværelse.
Nu gjaldt det om for Niels Finnemanns tilhængere at han kom helskindet ind i retslokalet. Myndighederne ville gerne arrestere ham ind han satte foden ind i retslokalet.
Foran døren var der placeret to civilklædte betjente. Ved indgangen til retslokalet stor der også posteret to betjente. Det ville ikke lykkedes for Niels Finnemann at slippe igennem.
Slægten Finnemann blev udvist
Et kvarter før retssagen så de fire opdagere en dansk og en tysk journalist gå nok så fornøjet op ad trappen til salen, hvor processen skulle finde sted.
Nu begynder den store danskersag, sagde præsidenten idet han åbnede forhandlingen. I tilhørerrummet så man en masse kendte venner og journalister.
På forreste række sad Kollerpolitikkens mest fremtrædende repræsentanter:
Udvisningen af slægten Finnemann var deres værk. De troede derved at gavne tyskheden og fremme deres politiske formål. Til der forsvar må det antages, at de hverken forstod den sorg de således bragte over talrige mennesker eller den uret, de begik over for en familie, der fra gammel tid var hjemmehørende i Nordslesvig. De var desuden kendt for deres hæderlighed.
Men mens de sad der i spændt forventning, hvad denne proces ville bringe, havde en anelse om, at den ville besegle deres politiske skæbne og åbenbart ville kunne åbenbare for alverden, hvor hul og uretfærdig deres virksomhed havde været.
Pastor Jacobsen fra Skærbæk nu betegnet som forfatter
Ude på gangen gik pastor Jacobsen fra Skærbæk, amtsforstander Valentiners svoger. Han havde for længst offentligt prisgivet Köllerpolitikken og fordømt deres gerninger. På listen over vidnerne betegnedes han ikke mere som præst men som forfatter. Hans forfattervirksomhed bestod i at afsløre den politik, hvis ypperste repræsentant han egentlig havde været i at skildre uretfærdigheder.
Forhandlingerne udviklede sig til mere og mere dramatisk. Med hver nerve spændte fulgte Köllerpolitikkens to svorne tilhængere, landråden og amtsforstanderen, de enkelte vidners udsagn. For ikke længe siden var et hovedvidne i Finnemann – sagen, en preussisk gendarm, blevet afsløret som upålideligt.
Ville Niels Finnemann dukke op?
Det blev fastslået at han i denne sag havde aflagt falsk ed – af vanvare. Eftersom denne forhandling i Kiel skred frem, blev det mere og mere klart, at det andet hovedvidne, en gammel kone, var lige så utroværdigt.
Det ene vidne derhjemme fra mødte frem efter det andet og fortalte under ed ting som viste hele optantlaveriet i den værste belysning.
Henne ved døren stod der stadig stive som støtter de to opdagere. Landråden og Amtsforstanderen følte sig tydeligt berørte af sagens gang. Men i en henseende var de ganske trygge. Niels Finnemann, dette vigtige vidne skulle ikke have lov til at møde frem. Det skulle de preussiske gendarmer ved døren nok forhindre.
Vidner fik udbetalt 2.000 mark
En farvehandler fra Esbjerg stod foran dommerne og fortalte efter at have aflagt ed, at landrådens hovedvidne, konen fra samme by, i hans butik havde sagt, at hvis Finnemann blev dømt, så han kunne udvises, ville hendes søn få udbetalt 2.000 Mark.
Det næste vidne var Niels Finnemann, sagde formanden derpå. Rets-buddet gentog præsidentens ord flere gange. Alle øjne rettede sig mod indgangen. Kriminalbetjentene rankede sig lidt op og lod blikke glide ned ad den store trappe, der førte mod indgangen. Ingen meldte sig. De danske tilhørers minespil røbede alvorlig skuffelse. Det efterfølgende vidne kaldtes frem.
Et menneske trådte pludselig frem
Mens han trådte frem foran rets-skranken, lød der over for den modsatte side af indgangen en knirken som af en dør, der åbnedes og hurtig lukkedes igen. Kun få fangede lyden. Øjnene var rettet i en anden retning. Men der fandtes virkelig over ved siden af en lille smal dør, som var omtrent skjult af en stor sort tavle.
Men mellem tavlen og væggen kom pludselig et menneske til syne lige foran landråden og amtsforstanderen. Det gav et sæt i sidstnævnte og uvilkårlig greb han sin foresatte i armen og pegede på skikkelsen, som om der havde vist sig et genfærd.
Det var imidlertid vidnet Niels Finnemann hvis nærværelse retspræsidenten lige havde krævet. Det var almindeligt røre i tilhørerrummet. Man mærkede, hvorledes publikum, hvoraf de fleste danske morede sig over denne overraskelse som yderligere øgede retsforhandlingernes dramatiske gang.
I salen var Finnemann beskyttet
Den indgang Niels Finnemann havde brugt, blev anvendt af det underordnede personale, når der skulle bæres brændsel op i etagerne.
Så længe Finnemann befandt sig i salen stod han under beskyttelse. Han fik også lov til at vidne som alle de andre vidner. Men da forhandlingerne var til ende og han ville gå med de andre ned af trappen, lagde en af opdagerne en hånd på hans skulder. De førte ham bort. Samme nat førte de ham over grænsen til Danmark.
Köller-politikken fortsatte uanfægtet
Den anklagede socialdemokratiske redaktør blev idømt tre måneders fængsel. Det interesserede dog ingen. Ved en efterfølgende dom blev H.P. Hanssens endelige dom også beseglet. Finnemann forblev udvist. Köller – politikken fortsatte uanfægtet.
Kilde:
www.dengang.dk indeholder 1.910 artikler
December 3, 2022
Følgerne af Slesvigs deling 1920
Måske en forklaring på det anstrengte forhold. Der er byttet dokumenter. Tønder Amt blev skåret over. Kongen troede i 1918, at han kunne beholde Hertugdømmet. Zahle holdt sig til fredsaftalen, men blev fyret af kongen. Togvogne blev plomberet. Man måtte ikke sige Nordslesvig. Stridigheder i Højer. Nogle af historikerne overlapper hinanden- Men det gør ikke noget. En grundt til at man sagde nej til kirken. Mindretal lukkede sig inde. Man var nærmest et parallelsamfund. Mindretallet ville selv kræve skat. Danmark lukkede nærmest grænsen. De tysksindede følte sig uretfærdig behandlet. De mente, at afstemningen var snyd. ”Kun med flæsk fik de smuglet sig ret”.
Måske en forklaring på den anstrengte forhold
En meget interessant bog er udkommet. Den hedder ”Die Folgen der Teilung Schleswigs 1920/Følgerne af Slesvigs deling 1920”. Ja den er tosproget og kan købes gennem Historisk Samfund for Sønderjylland.
Bogen giver også en forklaring på det til tider anstrengte forhold mellem dansksindede og tysksindede. Og bogen er udgivet i samarbejde med Landsarkivet i Slesvig Holsten og Rigsarkivet Aabenraa.
Udgiveren af bogen er Hamburg University Press. Både danske og tyske historikere står bag bogen.
Der er byttet dokumenter
I forordet kan man læse om det gode samliv mellem danskere og tyskere i grænseområdet. Der er også en ros til at begge lande vil finde ud af at beskrive historien sammen. Der er både danske og tyske historikere, der leverer bidragene.
En af artiklerne hedder ”Vores kamp gælder den blødende grænse”. Har analyseres folkeafstemningen i 1920, som af mange tysksindede blev betragtet som uretfærdig. Mange håbede i mange år på en grænserevision. Det havde man også lovet de tysksindede.
Tønder Amt blev skåret over
Man kan også læse om at danske og tyske myndigheder har byttet dokumenter og arkiver. Det her er en af de bøger, der går i dybden, og det er ret interessant. Ting man ikke har tænkt over, kommer pludselig frem til overfladen. Igen engang, er det også nye ting, der åbenbarer sig.
Slesvigs deling 1920 fik følger for den arkivalske kulturarv. Tønder Amt blev skåret over grænsedragningen. Men sådan kunne man ikke gøre med arkivalierne. Det viste sig meget vanskeligt at forene arkivfaglige, nationale og forskningsmæssige hensyn. Det gik mange år med intensive forhandlinger, før man kom til et praktisk resultat. Men den 15. november 1933 kunne undertegne den dansk – tyske arkivoverenskomst.
Kongen troede i 1918, at han kunne fortsætte med Hertugdømmet
En af redaktørerne, Hans Schultz Hansen beskæftiger sig med Nordslesvigs indlemmelse i Danmark. Den anden redaktør hedder Rainer Hering. Man skulle i hvert fald ikke genindføre Hertugdømmet. Der skulle heller ikke laves noget overgangssystem. Interessant er det også at læse om Christian den Tiendes tanker. Han troede i 1918, at man kunne fortsætte Hertugdømmet Slesvig – Holsten.
Zahle holdt sig til fredsaftalen
Problematikken gik ikke sporløst gennem Danmarkshistorien. Månederne januar – juni 1920 var kendetegnet ved turbulens. Spørgsmålet var om grænsen skulle gå nord eller syd for Flensborg. Nu vidste de lokale jo godt, at så mange danske stemmer var det ikke i byen. Ja nogle mente at grænsen skulle trækkes ved Dannevirke.
Christian den Tiende afskedigede sit radikale ministerium Zahle, fordi det holdt sig strikt til fredsaftalen. I stedet udnævnte kongen et forretningsministerium med sin advokat Otto Liebe som statsminister.
Togvogne blev plomberet
Vi hører også om besværligheden med at passere grænsen lige efter 1920.
Baggrunden for de dansk – tyske stridigheder gennemgås også. Interessant er det også at læse om skibsforbindelsen mellem Munkmarsch og Højer Sluse. Man skulle køre med de såkaldte ”Korridorzügen”. På grænsebanegården i Sønder Løgum blev toget plomberet. Så kørte toget videre til Højer Sluse, hvor de tyske kurgæster så gik ombord på skibe.
Vi måtte ikke sige Nordslesvig
Åbenbart var der også kampe om, hvordan amterne skulle opdeles. Man skulle i Danmark undgå at nævne navnet Nordslesvig. Derfor blev området kaldt for ”de sønderjyske landsdele”. Dermed skulle man understrege at området var en del af det danske kongerige. Som Neergaard fortalte i 1920, var det heller ikke tale om en provins.
Stridigheder i Højer
Vi kommer også ind på oprettelsen af tyske afdelinger af de kommunale skoler. I Højer skabte dette stridigheder. Der var flere elever i den tyske afdeling. Der var tysk flertal i kommunalbestyrelsen. Hvor man ikke kunne sætte sig igennem, blev der oprettet Tyske Privatskoler.
I Tønder Amt eksisterede der 19 kommunale skoler med tyske afdelinger. Normalt skabte den fælles skolegang mellem de dansksindede og tysksindede ingen problemer.
I Højer for at løse stridigheder
I Højer var der i 1905 bygget en lærerbolig, der omfattede to boliger. Her forlangte man at den tyske lærer efter 1920 skulle flytte. Sagen gik helt til undervisningsministeriet i København. Først derefter kunne den danske hovedlærer flytte ind.
Skolekonsulent Nicolai Svendsen var flere gange i Højer for at udglatte stridigheder. Således nægtede de tyske og danske lærere at hilse på hinanden.
Nogle historikere overlapper hinanden
Interessant er også at læse om kirkepolitikken. Således bliver den danske politik kritiseret. Man har åbenbart ignoreret den slesvigske kirkelov. Derfor blev den tyske menighed i Nordslesvig stiftet i 1923.
Nu er det sådan at mange temaer bliver overlappet. Sådan er bl.a. med kirkepolitikken. I et andet indlæg får vi nemlig at vide, Hvorfor de danske myndigheder her var meget tilbageholdende. Vi har før set, at historikere kan få deres personlige mening frem, ved at undlade at fortælle ting.
En grund til at man sagde nej fra kirkens side
36 af 42 pastorer forblev i arbejde efter 1920. Den danske kirkeledelse ønskede ikke at der skulle være to forskellige nationaliteter inden for kirken. De nægtede at samarbejde med den tysksindede kirkeledelse.
Vi har tidligere her på siden beskrevet forholdene i Højer med Pastor Braren.
Mindretallet lukkede sig inde
Henrik Becker-Christensen skriver et meget interessant kapitel om de store vanskeligheder, der var for at integrere Nordslesvig i Danmark. Og så skriver han også om hvorfor Mindretallet mere og mere isolerede sig som et lukket samfund.
Man var nærmest et parallelsamfund
Tiden frem til 1933 var præget af mange diskussioner om Grænserevision. Mindretallet forsøgte at bevare deres organisation så stærk som mulig. Fra slutningen af 1930erne og under besættelsen var det nærmest tale om en autonom stilling. I mange år var der nærmest tale om et parallelsamfund.
Man lovede kongen troskab. Men man sagde også dengang, at det var ikke samme som at acceptere grænsen.
Det kunne også være svært for en stat, der i 1910 havde 65 mio. indbyggere som så skulle gøre knæfald for et lille land som Danmark.
Mindretallet ville selv kræve skat
Ved folketingsvalget i 1924 blev vælgerne gjort bekendt med, at Wählerforening søgte en ny afgørelsen. Og det kom også med diverse andre forudsigelser. Dog var det ikke med i programmet fra 1932. Men snart dukkede erklæringen op igen.
Mindretallet ville have en autonom stilling. De ville have lov til at nedlægge veto. Og så ville de selv påligne skat til deres medlemmer. Mindretallets interesser skulle varetages af et særligt folkeråd. Men det kunne man fra dansk side ikke toldere, at mindretallet på den måde skal være en stat i staten.
Det var de tysksindedes bestræbelser at lave et samfund i samfundet.
Danmark lukkede nærmest grænsen
Omkring 1920 var ernæringssituationen blevet forværret. Sortbørshandlen voksede og gav en god indtægt.
Efter fastsættelse af grænsen i 1920 var den danske og tyske grænse principielt forskellig. De tyske bestræbelser gik på at holde grænsetrafikken så åben som mulig. Det danske synspunkt var at grænsen burde føles.
Skulle en tyske statsborger over grænsen krævede det ud over et gyldigt pas også en ansøgning om visum Gebyret for dette var 25,50 Reichsmark. Efterhånden fik man dog en mere lempelig adgang.
I 1925 mente den tyske regering, at visumtvangen mellem Danmark og Tyskland burde ophæves.
De tysksindede mente at grænsedragningen var uretfærdigt
Bettina Dioum har kigget i dagbøger og private dokumenter og breve, der beskriver de tysksindedes holdning til valget og grænsedragningen. For dansksindede er det svært at forstå, at de tysksindede følte sig uretfærdig behandlet efter Første Verdenskrig- Således udtalte landmand Heinrich Lorentzen:
Jurist Theodor Söhrnsen – Petersen skrev i januar 1920 på et postkort:
Måtte bo i et afstumpet område
En anden skriver:
Arno Dietrich var lærer på Landbrugsskolen i Tønder. Han skriver lige efter afstemningen på et postkort. Han giver dog stadig udtryk for forhåbninger.
Nej det gik det ikke. Og Tønder Landbrugsskole blev siden hen flyttet i september 1920 flyttet til Nibøl.
Kun med flæsk har de smuglet sig ret.
Magda Sieverts skriver:
Bogen indeholder mange spændende afsnit. Den er meget læseværdig og igen en gang indeholder bogen mange nye informationer. Vi kunne godt have valgt nogle andre afsnit.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 28, 2022
Hvad sker der ude ved Zeppelinbasen?
Vi har samlet 21 artikler med temaer, som det kommende oplevelsescenter kommer til at beskæftige sig med. Vi kigger på Tønders historiske knudepunkter. Zeppelin – baserne allerede planlagt i begyndelsen af krigen. Sønderjysk Kommando. Da museet blev etableret. Et nyt garnisonsmuseum. Strid blandt de frivillige. Skal ikke-succesrige oplevelser videregives? De tyske flygtninge Det hele er først færdig i 2028. Informativ, spændende og sjov. Liv, død og lidelser. Dynamisk center med interaktive muligheder. 5.000 km stort oplevelsescenter. Man skyder højt – 262.000 – 320.000 besøgende. De frivillige holdt liv i det hele. Gasværk og flyvehangar. Hede-selskabet ødelagde meget under oprydning. Brugt til skydeområde. Kommunen giver 2 mio. kr. frem til 2025. Der skal bruges min. 350 mio. kr. Det hele vil først være etableret tidligst i 2028.
Tønders historiske knudepunkter
På det historiske sker der en masse i Tønder i øjeblikket. Der skal etableres en tunnel, der hvor den gamle havn har ligget. Muligvis kommer der et nyt Wegener – museum. Og ude ved Zeppelin- hallerne er der investeret en masse penge. Her skal være udstillinger og meget mere. Det skal omfatte ting, der ikke har med Zeppelin- basen og Tønders historie at gøre. Tønder Kommune regner med astronomisk store besøgstal.
Allerede planlagt i begyndelsen af Første Verdenskrig
Allerede kort efter Første Verdenskrigs start besluttede det tyske krigsministerium at etablere tre marinebaser for luftskibe, to ved Cuxhaven og en 2,5 km nord for Tønder. I løbet af vinteren 1914 – 1915 opførtes de to første skibshaller sammen med en flyhangar og mandskabsbarakker til omkring 500 mand. Samtidig med dobbelthallen Tosca blev gasværket anlagt.
Sønderjysk kommando
I 1920 rykkede Sønderjysk Kommando ind i de tidligere tyske mandskabsbarakker. Disse barakker blev flyttet til Ryttervejs – kvarteret.
Da museet blev etableret
Der var ikke mange, der tænkte på at bevare noget af dette, selv om hallerne var et kæmpe trækplaster fra 1920 til 1922. Men i 1960erne var der en gruppe ivrige amatørhistorikere der med råd fra tidligere gas-mester Fr. Röder med tilladelse fra Tønder Kaserne begyndte at undersøge de rester og fundamenter, der endnu fandtes i Soldaterskoven. Denne gruppe tog senere initiativ til at oprette Zeppelinmuseet. Denne har så eksisteret siden 1992/93. Fra 1998 i det tidligere garageanlæg nord for de tidligere funktionærboliger og værksteder.
Et nyt Garnisonsmuseum
I 2020 behandlede man under budgetforhandlingerne i Tønder købet af det tidligere gasværk. Her ville man indrette et nyt Garnisonsmuseum. Men der var ingen penge til det. Men i år så det helt anderledes ud. På budgettet var der af sat 2,5 millioner kroner til køb af gasværket, som har adressen Ribe Landevej 33. Men åbenbart skal selve Zeppelinmuseet forblive på sin nuværende plads. Eller skal de rykke et andet sted hen?
Dengang mente politikkerne, at det samlede budget på 4,2 millioner kroner var for dyrt.
Strid blandt de frivillige
Åbenbart var der indbyrdes i den frivillige gruppe omkring Zeppelinmuseet opstået en strid. For det er de samme mennesker, der også står for Garnisonsmuseet. Der har også været uenighed om, hvilke genstande der tilhører Garnisonsmuseet og hvilke, der tilhører Zeppelin – museet.
Alle de militærkørertøjer, der stod foran Zeppelin-museet, skal ind i gasværket, som blev bygget i 1916. Og det gamle museum oplever en stor oprydning. Foran bygningen skal der stilles en slags jernskulptur i form af en Zeppelin.
Skal ikke-succesrige oplevelser også udstilles?
Ja kommunen har købt dele af den gamle Eksercergård. Det er hovedbygningen, der skal rumme det kommende garnisonsmuseum.
Nu kunne man også fortælle om garnisonens indsats under stormfloder. Her skal nok ikke nævnes dengang, da det hele kollapsede med radiokommunikationen. Da måtte de sønderjyske walkie-talkie klubber komme til hjælp. Og ved Tønder Politistation havde min onkel Pulle hovedkommandoen med et PA – trin som var i den grad var ulovligt at bruge.
Der er blevet samlet en del militære effekter sammen gennem årene. Disse beskriver Tønder som garnisonsby (1939 til 2002). Området omkring gasværket tilhørte kasernen, der som bekendt lukkede i 2002/2003.
I købet er ikke indbefattet den tidligere røde officersbygning. Her er der i dag indrettet boliger. De forhenværende militære vagtbygninger, der står ved vejen, er også indbefattet i købet.
De tyske flygtninge
Det samme gælder for en lille rød barak. Det er resterne af den tyske flygtningelejr, som vi her på siden har berettet om. Lejren befandt sig på gasværkets område. Fra 1945 til 1947 befandt der sig her 1.350 tyske flygtninge hovedsagelig fra Østpreussen. Den lille barak var indrettet som vaskerum. Og det var vel lige før, at den var blevet revet ned.
Korse på Tønder Kirkegård vidner også om et stykke særligt krigs – og efterkrigshistorie. For 87 flygtninge blev Tønder endestationen.
Af de 1.350 flygtninge var de 470 børn under 15 år. Der var desuden oprettet lejre på Saksborg Kro og Hohenwarte ved Højer Sluse. Ja de dansksindede i Tønder tog ikke særlig godt imod disse stakkels mennesker.
Her er det meningen, at man vil fortælle historien fra dengang. Det er vel også sidste chance for at få renoveret bygningen. Energiselskabet Norlys har givet 150.000 kr. til formålet. Men det er næppe nok. I slutningen af artiklen har vi samlet en række artikelforslag, hvor du her på siden foruden artikler om Zeppeliner og garnisonen i Tønder kan læse om tyske flygtninge i Danmark. Du kan også læse om Sikringsstilling Nord.
Det hele er først færdig i 2028
Selve stedet skal være et oplevelses- og formidlingscenter. Man vil bl.a. formidle, hvordan livet var på basen mellem 1914 – 1918. Måske skal vente til 2028 før det hele er færdigt. Fortællinger om adskillelse, håb og længsel i forbindelse med de store missioner skal formidles videre. Til det skal man bruge minimum 350 millioner kroner. Heraf skal kommunen selv slippe mellem 75 til 100 millioner kroner.
Man håber også på bidrag syd fra i forbindelse med den dansk – tyske historie.
Informativ, spændende og sjov
Besøgende skal opleve, hvordan dele af verdenshistorien også foregik her. Således er flyvehangaren den eneste af sin art i Verden. Zeppelinerne havde en stor rækkevidde og kunne i begyndelsen af krigen let slippe væk fra fly.
Man vil fortælle historien om hallerne Toni og Tobias og dobbelthallen Toska. Man kan endnu opleve hallernes fundament. Et besøg i fremtiden skal være informativ, spændende og sjov. Man skal kunne finde effekter for hele familien.
Liv. Død og lidelser
Vi har i vores artikler fortalt om de mange skæbner i forbindelse med basen. Det gælder bl.a. den dramatiske fortælling om L 19. Efter angrebet over England styrtede det den 31. januar ned over Nordsøen. Gennem bl.a. en flaskepost ved vi i dag at hele den 16 – mand store besætning druknede fordi kaptajnen fra den engelske fiskedamper ikke ville redde dem. Han var bange for, at så mange mennesker ville overtage magten over hans båd. Ved hjælp af den nyeste teknik kunne man måske sætte sig ind i den engelske kaptajns situation.
Der skal formidles historier over liv og død, held og lidelser.
Man skal heller ikke glemme, at basen var mål for et bombetogt, der for første gang i verdenshistorien blev startet fra et hangarskib
Dynamiske center med inaktive muligheder
Man vil bruge den nyeste formidlingsteknologi og skabe et dynamisk center med interaktive muligheder. Man skal bruge masser af aluminium også til at vise, hvor stor dobbelthallen egentlig var. Denne opstilling kunne passende være det nye centers blikfang. Det vil kunne ses på lang afstand. Tønders borgmester siger:
5.000 kvm stort oplevelsescenter
Hele 5.000 kvm stort oplevelsescenter kan vi se frem til. Planen er at Zeppelin Tønders indre skal deles i to. Den ene del bliver et stort åbent udstillingsrum i fuld højde med plads til frithængende fly og Zeppelin – gondol.
I den anden del finder man en stabling af i alt fire udstillingsdæk med rum til varierende udstillingsformer.
En del af forsvaret er også Sikringsstilling Nord. Det skal også vises her. Vi har to artikler om dette tema på vores side.
Det er spændende og enestående planer man kan se foran sig. Kreativiteten fejler ikke noget. Forhåbentlig kan der skaffes nok af sponsorpenge.
Man skyder højt – 262.000 – 320.000 besøgende pr. år
Man skyder højt og regner med 262.000 til 320.000 besøgende pr. år. Om det er urealistisk – ja det vil tiden vise. Således har man i juli måned oplevet op til 2.500 dagsgæster på stedet. 22 pct. af gæsterne kom i juli måned og mange disse er fra Tyskland.
Spørgsmålet er så om Tønder kan klare så mange gæster – er der nok overnatningsmuligheder?
De frivillige holdt liv i det hele
Men i alt dette må man ikke glemme folkene bag Zeppelin – og Garnisonsmuseum. Det er jo dem man kan takke for at projektet er holdt i live. De har været gode til gamle effekter. Men det er vel også på tide, der blev gjort noget.
Således er mange af effekterne fugtige og jordslåede. De lå i en tidligere lagerbygning, hvor det ikke var varme. Derfor var det fugtigt og vådt i bygningen. Når det regner, drypper det ned. Mon ikke dette er noget af det første, man er gået i gang med?
Gasværk og flyhangar
Hvorfor havde man et gasværk herude. Jo, det var jo fordi man selv fremstillede brint. Her var funktionærboliger. Så er det jo den renoverede flyhangar, der medvirkede i en udmærket film. Den blev renoveret kort forinden.
Nu blev basens fly dog trukket tilbage, fordi landingspladsen var for dårlig. Der var heller ingen fly her, da englænderne for sidste gang angreb.
Der var godt nok også baser i Tyskland, men de blev helt fjernet efter Tysklands nederlag. Selve gasværket er bevaret i sin ydere skal, Boligerne blev anvendt til Tønder garnisons officerer og deres familier. Dette er ikke med i handelen og vil forblive anvendt som almindelige boliger lige som nu.
Gasværket blev faktisk i mange år anvendt som gymnastiksal for garnisonen.
Hede-selskabet ødelagde meget
Den sydligste af de to haller Tony fik nogle af sine synlige spor ødelagt efter orkanen i 1999, idet Hede-selskabet ikke tog særlig hensyn til rester af fundamenterne. De havde fået entreprisen i oprydningen.
Brugt til skydeområde
I 1922 blev hallerne og mandskabsbarakkerne fjernet. Dengang var der ikke skovområde her. Stedet var fra 1923 til 2002 anvendt til skydeområde og øvelsesområde for garnisonen i Tønder.
Der er bygget en informationspavillon, der fortæller om projektet, der senest skal stå færdig i 2028.
2 mio. kr. hvert år frem til 2025
I april måned 2021frigav kommunen 2 mio. kr. til det videre projekt. Man er enig om, at et lignende beløb skal bruges fra 2022 til 2025. Alt dette til de indledende manøvrer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Den historie, der skal formidles her på stedet:
Sikringsstilling Nord:
Garnisonen i Tønder
Tyske flygtninge i Danmark
Zeppeliner