Dansk Filmkritik under besættelsen
De ofrede deres egen. Det hæderkronede Nordisk Film. Filmdirektør anmelder jødisk skuespillerinde. Stikkerbrevet. Hun tog sit eget liv. Vi fik nazistisk propagandafilm i danske biografer. Direktør Karmark blev overhovedet ikke straffet. Stauning: ”Plej social og forretningsmæssig omgang med tyskerne. Virksomhed med bl.a. Ib Schønberg og Aage Stentoft samarbejde med tyskerne. Nazistisk propagandafilm havde kæmpe succes i Danmark. Goebbels finansierede disse film. Danske anmeldere roste disse film. Dengang var censuren endnu ikke slået igennem. Hygge-antisemitisme trivedes i Danmark. Kun en avis forholdt sig kritisk. Anmeldere inviteret på reportagerejser i Tyskland. Schalburgtage i filmstudier. Nazistisk charmeoffensiv over for danske stjerner. Deres rejser til Tyskland var ikke kendt – dengang. På kant med historieforfalskning. 10m års fængsel for en sympatisør i kulturlivet. Ib Schönberg stillede gerne op. Havde Goebbels for let spil i begyndelsen. Husk lige: I dag ved vi meget mere, end man gjorde dengang.
De ofrede deres egne
Nazi – Tyskland brugte filmmediet til propaganda. Og det var de gode til. Og danske filmfolk indgik tætte samarbejdsaftaler. Nogle gjorde det af ideologiske grunde andre for at tjene penge. Andre igen ”ofrede deres egen” for at gøre tyskerne tilfredse og fremme egne interesser.
Det hæderkronede Nordisk Film
Det kneb også med moralen hos det hæderkronede Nordisk Film. De mente, at det økonomisk godt kunne betale sig økonomisk at tække tyskerne. De forsøgte for eksempel at skaffe sig monopol på at udleje tyske film.
Da dette ikke lykkedes, stod de i stedet bag en nazistisk ugerevy. De lader en velhavende tysk parfumefabrikant og nazist bosat i København – overtage direktørposten.
Ja og så var det dem, der slap godt fra at samarbejde med tyskerne med økonomisk gevinst uden efterfølgende at blive straffet for det.
Direktør anmeldte jødisk skuespillerinde
Illona Wiselmann var et skrøbeligt talent i dansk teater og en stjerne i filmsuccesen ”Afsporet” Og så var hun jøde. Det måtte hun bøde for, da tyskerne besatte Danmark.
Den lille Illona var en af de ca. 25.000 nødlidende østrigske børn, som efter 1. Verdenskrig var kommet til Danmark som wienerbarn. Allerede som 11- årig viste hun talent for scenen. I 1932 blev hun ansat på Det Kongelige Teater.
Filmdirektøren, ASA’ s direktør Henning Karmak, der for at tækkes tyskerne meldte sig ind i DNSAP meldte hende til tyskerne:
- Hun var barnebarn af en rabbiner fra Wien
Stikkerbrevet
Det gjaldt for ham at indynde sig hos det tyske filmselskab UFA i København. De kunne nemlig skaffe tilstrækkelig med råfilm til sine produktioner.
Det brev som Kamak sendte til UFA blev i frihedskæmper-kredse kaldt for ”Stikkerbrevet”.
Illona Wieselmann måtte i 1842 flygte over Øresund. Her havde hun det ikke let. Hun havde svært ved at indordne sig under forholdene i den interneringslejr, hvor hun fik ophold. Hun blev smidt ud angiveligt på grund af ”primadonnanykker”
Hun tog sit eget liv
Illona Weismann døde i 1963, få år efter ægtemanden Karl Schlüter, som hun var gift med i 1950, og som en årrække var driftsbestyrer på Holmegaards Gods. Nekrologerne antydede, at hun havde valgt at tage sit eget liv i Ålsgårde i en alder af kun 51 år.
Størstedelen af det økonomiske samarbejde mellem Danmark og Tyskland var reguleret af regeringen og centraladministrationen. Man det gjaldt ikke for filmbranchen de måtte klare sig selv. Her gjaldt det om at operere gennem personlige forretningsforbindelser og her kunne filmfolk som Karmark få fordel af sit nazistiske medlemskab. Han kunne løfte højrehånd og få noget ud af det.
Vi fik nazistisk forfilm i danske biografer
Han oprettede bl.a. Merkur Film som fik monopol på udlejning af film fra Tyskland og det tyskbesatte Europa til de danske biografer. En meget fordelagtig økonomisk aftale for Karmark. Til gengæld lovede han at alle disse film kun blev vist ledsaget af nazistiske forfilm. Dermed skrev han under på, at han ville hjælpe tyskerne med at sprede nazistisk propaganda i Danmark. Han lovede også tyskerne at fortælle, hvor de danske filmproducenters lagre af råfilm lå. Dermed kunne tyskernes trussel om stop af råfilm blive mere effektiv.
Direktør Karmark blev overhovedet ikke straffet
Som vi tidligere nævnte angav Karmark også folk inden for filmbranchen. Disse oplysninger endte i det tyske sikkerhedspolitis register over jøder og tyskfjendtlige.
Dagen efter ”slaget ved Stalingrad”, hvor tyskerne måtte overgive sig, melder han sig ud af DNSAP. Den endelige sejr, som tyskerne havde proklameret, blev åbenbart ikke til noget.
Alle havde forventet, at Karmark ville blive straffet for sine handlinger. Og han var da også flygtet til Göteborg – på flugt fra Modstandsbevægelsen, hvor han blev genkendt. Svensk Politi anholdt ham. Men dansk politi rejste aldrig en anklage mod ham. Som vi tidligere har nævnt i artikler her på siden, var alt ikke lige retfærdigt, dengang.
Stauning: Plej social og forretningsmæssig omgang med tyskerne
Tilbage i foråret 1940 havde Stauning opfordret til at pleje sociale og forretningsmæssig omgang med tyskerne. Men trods dette kan det undre, han ikke blev dømt. Men måske havde han også de rigtige danske kontakter.
Virksomhed med Ib Schønberg og Aage Stentoft
Allerede i 1930erne samarbejde han med tyskerne. Han etablerede et reklamebureau sammen med skuespilleren Ib Schønberg. Og det samarbejde fortsatte et godt stykke under besættelsestiden. De to samarbejde også med Frits Clausens DNSAP. På et tidspunkt var den kendte Aage Stentoft også med i samarbejdet.
Han var Danmarks ubestridte filmkonge.
Nazistisk propagandafilm havde kæmpe succes i Danmark
Det var en stolt August Blom, der kunne sende en pressemeddelelse ud om sin publikumssucces på Bristol Teatret i København i 1941. ”Jøden Süss” sælger godt – rigtig godt”. Hele fem udsolgte forestillinger om dagen i syv uger.
Goebbels var yderst tilfreds med den danske modtagelse af Veit Harlans raffinerede propagandafilm. I Tyskland havde den allerede solgt 20 millioner billetter. Filmen var stærk antisemitisk.
Goebbels finansierede disse film
”Jøden Süss” handler om Joseph Süss Oppenheimer, der var finansråd for hertugen i Stuttgart. Gennem filmen afsløredes det, at han har raget store dele af hertugdømmets finanser til sig, voldtaget en (kristen) kvinde og fået ophævet forbuddet mod jøder i Stuttgart. Han har fjernet skægget og smidt kaftanen for at virke assimileret. Og så afslører han sin tilslutning til jødedommen.
Det var et par andre af den slags film, som Joseph Goebbels tog initiativ til og finansierede gennem sit propagandaministerium. Nogle af dem floppede fælt, fordi de var for tykke i deres jødehad. Den evige jøde sammenlignede jøder med rotter. Den var tyskerne endnu ikke klar til at modtage.
Danske anmeldere roste filmene
Mærkelig nok var de fleste danske anmeldere begejstret for ”Jøden Süss”. Svend Borberg skrev følgende i Berlingske Tidende:
- Historiens mest iøjefaldende moral er den, at en type som Oppenheimer (Jøden Süss) visselig angriber et samfund som en pest, men kun er i stand til det, hvor det i forvejen er mølædt. Han er en sygdom, som sætter sig fast i ædle organer og derigennem rammer hele organismen.
Dette var nu ikke den eneste propagandafilm som de danske anmeldere roste. En anden film ”Ich klage an” havde også succes. Den advokerede for eutanasi. Blandt de positive anmeldelser var den af Frederik Schyberg i Politiken.
Dengang var censuren ikke slået igennem
Aviserne og biograferne kan ikke undskylde sig med, at de var udsat for censur. Det var det ikke på daværende tidspunkt. Der måtte også endnu vises amerikanske film.
På Bristol Teater hang et opslag, der påstod, at filmen ikke indeholdt propaganda mod jøderne.
Hygge-antisemitismen trivedes i Danmark
Med hensyn til publikums begejstring, så skal vi lige tænke på at dengang vidste man ikke så meget, som man gør i dag. Man kunne relativt se filmen for sin underholdningsværdi. Og så blive bestyrket i sine fordomme over for jøderne. Hygge-antisemitismen trivedes godt i Danmark, mens krigslykken stadig var på tyskernes side.
Kun en avis forholdt sig kritisk
Det var egentlig kun en dansk avis, der forholdt sig kritisk til filmen og det var Kristeligt Dagblad. Der var et langt indlæg, hvor bladet kritiserede de andre anmeldere. Kommentarerne slår fast at danskerne:
- har meget at indhente med Hensyn til vor Viden om tysk Nationalsocialisme
- I aaben Modstrid med Filmens officielt erklærede Ide, og hvad, der kan ses af enhver, som er kommet indenfor Teatret med Øjne i Hovedet, forkynder et Opslag udenfor, at det ikke indeholder Propaganda imod Jøderne.
- Her har det ikke drejet sig om at give et spændende og farverigt Billede af historiske Hændelser, men om at fremstille en Jødes Fordærvelse og fordærvelighed og mest gennem Betoning af det racemæssige.
Anmeldere blev inviteret på reportagerejser
Nu var det sådan dengang at anmeldere blev inviteret på reportagerejser til Tyskland. De er fotograferet sammen med tyske journalister fra den nationalsocialistiske avis Fædrelandet.
Sven Borberg, der var anmelder på Berlingskes aftenavis, var udpræget tyskvenlig og kulturel kollaboratør.
Schalburtage i filmstudier
Den 7. februar 1944 lød der et sønderlemmende brag i et stille villakvarter i Lyngby. Kvarteret var blevet ”schalburgteret” – som betegnelsen lød i den illegale presse – bombet af tyskerne. Målet var de berømte ASA – studier på Blomstervænget. Det var hjemsted for de mest populære og folkelige film i historien. Herunder Morten Korch – og far til fire filmene, som dog først blev lavet efter krigen.
28 minutter senere lød der endnu et voldsomt brag i Storkøbenhavn. Denne gang var det Nordisk films studier i Valby. Hos ASA blev det ikke opfattet negativt. Handlingen kunne bruges over for offentligheden som bevis på, at man ikke havde samarbejdet med tyskerne. Hvorfor skulle man ellers bombe ASA?
Nazistisk charmeoffensiv over for danske stjerner
Men intet kunne være mere fjert fra sandheden. Øverste chef, Henning Karmark havde tætte bånd til nazisterne. I den illegale presse blev han kaldt ”Fuldblodsnazist”. Men han var langt fra den eneste.
Også datidens største talenter i dansk film, Lau Lauritzen Jr. Og Alice O’ Fredricks leflede for tyskerne.
Lau lauritzen jun. Var Asa’ s kunstneriske leder og medlem af bestyrelsen. Men derudover var han instruktør og skuespiller Han fik damehjerter til svulme.
Instruktør Alice O’Fredericks var også en del af selskabets ledelse. Hun var Danmarks første kvindelige – og mest produktive filminstruktør.
Grunden til deres forbindelse med nazisterne fandt sted i foråret og sommeren 1942, hvor von Hake – Rigsfilmkammeret i Berlin indledte en charmeoffensiv over for danske stjerner, som kunne bruges i tysk-producerede film og derved bidrage til at mildne vindene i den modvillige danske befolkning,
Lau Lauritzen Jr. Tog til Tyskland til at lave prøveoptagelser. Alice O’ Friedercks inviterede sig selv til Tyskland. Hun fik dog ikke lov til at lave spillefilm. Men hun undlod dog ikke efterfølgende at skrive en overvældende positiv beretning om sin rejse til Berlin i propaganda – Bladet ”Kureren”, som blev udgivet af UFA, den danske afdeling af nazisternes filmselskab.
Deres rejser til Tyskland var ikke kendt dengang
I beretningen roser Alice O’Fredericks såvel instruktøren Leni Riefenstahl, der arbejdede for nazisterne og var personlig ven med Adolf Hitler, som instruktør Karl Ritter, der var en af de mest stålsat militæriske nazi-instruktører i Det Tredje Rige.
Deres rejser til Tyskland var ikke kendte dengang. Derfor slap de begge for at komme i den offentlige gabestok og blive hængt ud i den illegale presse. Køen ved håndvasken voksede og det var med at springe over på den rigtige side på det rigtige tidspunkt.
Flirten med Det Tredje Rige er aldrig blevet en del af de to’ s efter mæle.
På kanten af historieforfalskning
I en tidligere udsendt biografi af Lau Lauritsen Jr. er hans søn Lau den tredje således citeret for følgende:
- Såvel Kinopalæet som ASA – studierne blev under krigen sprængt i luften, fordi man undslog sig for at producere ”tysk propaganda”
I et interview med Alt for Damerne i 1964 fortæller Alive O’Fiedericks ifølge samme bog:
- ASA gik jo ikke ram forbi under besættelsen. Engang havde vi regulær ildkamp herude. Tyskerne havde opdaget, at Lau skjulte sabotører. Tyskerne ville også have os til at lave ugerevyer for dem. Vi sagde nej – og de svarede igen med ”schalburgtage” en nat i 1944.
Bombningerne var nu uden hensyntagen til, om danske selskaber kollaborerede med tyskerne eller ej. De var tænkt som en kollektiv afstraffelse af de vrangvillige danskere beordret af det tyske sikkerhedspolitis danske chef Otto Bonvensieben.
Det er ikke noget, der tyder på at Lau Lauritzen jun. eller Alice O’Fredericks var nazister. Jo det var hende, der dengang lavede Morten Korch og Far til Fire film.
10 års fængsel til en sympatisør
Et tidsskrift ”Film” blev i den grad støttet af tyskerne. En ny storannoncør, var Chr. Erichsens Forlag, som blev ledet af Bjørn Erichsen. Hermed kom bladet til at samarbejde med yderligere en nazi-tro forretningspartner.
Erichsens nazi-sympatier kostede ham 10 års fængsel for landsforræderi og angiveri. Han arrangerede tyske gæst-spil og rapporterede om tyskfjendtlige holdninger i det danske kulturliv.
Ib Schönberg stillede op
Da den tyske stjerne Jenny Jugos var på promotion- tur til København i november 1940 var det svært at finde konferencier. Men Ib Schønberg stillede op med et smil. Næsten alle aviser omtalte besøget. Og der var masser af foromtale. Og det var i den grad trængsel foran Palladium. Om aftenen var der transmission i Statsradiofonien.
Havde Goebbels for let spil i Danmark?
Der kom også andre tidsskrifter med tysk støtte, Bl.a. Kureren og Masken. Men også disse tidsskrifter kunne ikke løbe rundt. Goebbels lagde meget vægt på propagandafilm. Det kan man læse i hans dagbøger.
Også danske SS – soldater så filmen om Jøden Süss i forbindelse med deres uddannelse. En film som danske anmeldere roste op i skyerne undtagen Kristeligt Dagblad. Anmelderne var af den mening at film kun skulle være underholdende. De mente ikke at man skulle være bange for tysk propaganda. Spørgsmålet er så:
- Havde Goebbels for let spil i Danmark?
Det havde han måske i begyndelsen. Men da tyskernes krigslykke vendte, så vendte danskerne også tyskerne ryggen.
Kilde:
- dengang.dk – diverse artikler
- Lars-Martin Sørensen: Dansk Film under Nazismen
- Palle Roslung-Jensen- Danskerne og Besættelsen – Holdninger og meninger
- Jens Andersen: Gads Leksikon om dansk besættelsestid
- Claus Bundgård Christensen: Danmark besat – krig og hverdag 1940 – 45
- kosmorama.org
- ekkofilm.dk
- bt.dk
- information.dk
- kristeligt-dagblad.dk
- dr.dk
- bibliotek.kk.dk
Hvis du vil vide mere:
- dengang.dk indeholder 1.985 artikler
- Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 301 artikler
- Dansk film under besættelsen