Artikler
April 2, 2023
Æ Fissemand, Høstfest, Pinse og Mikkelsdag
Valborgaften og ”Ride Sommer i By”. Majstangen. Maj-greven kunne selv udvælge en Maj – dronning. Alle var ”majet” ud. At se pinsesolen danse. Midsommerfest og arbejdernes 1. maj. Ingen af pigerne ville binde det sidste neg. Man fik en gammel kone til det. Man skulle gribe ”Manden i Rugen”. En levende mus gav Muse-øl. Leen over kålen. ”Æ Fissemand blev givet til den, der ikke var færdig med høsten. Kravene til at yde naboen en tjeneste. Er det nu den rigtige oversættelse. Æ fissemand var et fugleskræmsel men fungerede som ”Høst-medhjælper”. Forskellige erfaringer om vejret. Første høstdag var lige så festlig som sidste høstdag. Suppe og æbleskiver. Skt. Michael var populær hos vikingerne. Mikkelsdag havde mange formål.
Valborgaften og Ride Sommer i By
Festlighederne i forbindelse med Valborgaften (30. april og Rid Sommer i By (1. maj) er ophørt. Landsbyens unge red rundt fra gård til gård for at indsamle madvarer (sammenskudsgilde) til festen.
Var vejret godt holdt man det udendørs. I skoven blev der hentet et bøgetræ, som blev plantet midt på gårdspladsen. Man kunne også rejse en majstang pyntet med blomster, grønt og farvede bånd.
Majstangen
I Sverige er dansen omkring majstangen efterhånden flyttet til Sankt Hans. Oprindelig opstod den i 14-1500-tallet i Tyskland. Herhjemme bruges traditionen ikke mere.
Maj-greven kunne selv udvælge sin Maj-dronning
Også bøgegrene blev der hentet en masse af ude i skoven. Man skulle ”have sig en kæreste”. Man havde valgt en maj-greve, der alene skulle sætte parrene sammen. Maj-greven var pyntet og kunne blandt alle pigerne vælge sig en maj-dronning.
Hvis man var uheldig eller blev snydt for den, man var mest forelsket i, kunne man måske bytte med en anden eller måske købe sig til ombytning med øl eller brændevin. Når parrene endelig havde fundet hinanden, var det skik, at den unge mand overrakte den udkårende en blomsterkurv.
Alle var ”majet” ud
Imens blev der festet og drukket. På et tidspunkt blev der blæst i hornet og hele følget gik til festpladsen. Forrest red maj-greven og hans brud. Alle var majet ud. Udtrykket bruges stadig, når nogen har pyntet sig ud over det sædvanlige.
”Rid sommer i by”
Alt var pyntet med bøgegrene så hele processionen næsten lignede en skov, der kom ridende og vinkede med grønne grene. Det kaldes ”Ride Sommer i by” eller som de hed i en maj-vise fra 1625:
På majstangen var der opsat grønne kranse bøgegrene m.m. Skikken havde sin oprindelse i de gamle frugtbarhedsfester. Oprindelig var disse fester henlagt til 1. maj. På grund af kalenderreformen i 1700 kom løvspringet nu ofte til at foregå hen imod midten af maj. Det betød at ”Ride Sommer i By – festen” lidt efter lidt blev henlagt til pinsen i stedet for.
Til maj-gilde var det almindeligt at drikke maj-øl. Dette årlige gilde blev afholdt på skift blandt byens mænd
Pinse
Pinsen er en kristen højtid, der altid falder 50 dage efter påske. For mange er det ikke de samme stærke, folkelige traditioner omkring mad, familie og ritualer i pinsen. Højtiden sætter fokus på Helligåndens komme til jorden.
At se pinsesolen danse
En ældgammel tradition er at se pinsesolen danse. En ny tradition er at få pinsefisk.
Nogle steder havde man en pinsebrud. Og pinselørdag holdt man Pinsemaj, som mere var en børnefest. Anden Pinsedag får denne brud en blomsterkrans på hovedet. Og hånd i hånd danser byens piger rundt omkring hende.
Midsommerfest og Arbejdernes 1. maj
I Hostrup Sogn fejrede man endnu i 1903 en Midsommerfest. Efterhånden blev disse fester afløst af Arbejdernes 1. maj, I Tønder blev der i 1905 afholdt sådan et optog:
Æ Fissemand og Høstfest
Det var meget vigtigt at få en god høst. Alle både store og små skulle hjælpe med. Høsttiden havde sine skikke og traditioner. Men disse ændrede sig sammen med høstmetoderne.
Ingen af pigerne ville binde det sidste neg
En meget gammel skik var ”opskør”. Opskør var et specielt traktement høstfolkene på gården den aften, man havde ophøstet. Man mener at ordet stammer fra ordet ”opskåret”. Det er et ord, der stammer helt tilbage fra oldtiden, da kornet endnu blevet afskåret med segl.
Med leen kom der nye ord i brug. Karlene afskar kornet med le med påsat mejekrog (æ raffel), da man troede at kornets ånd (æ fok)hele tiden var flygtet for leen og nu var at finde i sidste neg.
Ingen af pigerne ville derfor binde det sidste neg.
Ingen ville binde det sidste neg. Pigen, der bandt det sidste neg blev opkaldt efter kornsorten. ”Havre – kælling, ”Rug-kælling”. I folketroen var der kedelige følger ved at binde det sidste neg. Det fik uheldige følger for pigen i sit voksne liv. Hun ville blive uheldigt gift – med en gammel mand eller en enkemand. Hun ville dø ugift eller blive tidligt enke. Hun ville blive lokket og få et uægte barn inden næste høst.
Man fik en gammel kone til at binde det sidste neg
Med disse udsigter forsøgte man med alle mulige krumspring at undgå at binde det sidste neg. Man kunne måske overtale en ældre kone til at binde neget, fordi hun ikke risikerede noget ved at udsætte sig for at skulle have en gammel ægtemand – når hun nu alligevel havde ”den Gamle derhjemme allerede.
Man skulle gribe ”Manden i Rugen”
I Vestslesvig skulle man gribe ”Manden i Rugen”, hvilket skete således:
Ja skikken var en del forskellig fra egn til egn. Således var det steder hvor den pige, der bandt det sidste neg udnævnt til dronning.
En levende mus gav Muse-øl
Når kornet var af-tærsket leverede karlen sit herskab en levende mus og havde så krav på ”Muse-øl”.
Nogle steder blev det sidste neg behandlet som en person til det efterfølgende gilde. Andre steder blev det sidste neg sat ud til fuglene. De første neg var nogle steder reserveret til musene. Man håbede så at de ville lade det øvrige korn i fred.
Leen over kålen
Da karlene kom hjem efter endt høst, strøg de leen over kålen. Det var for at fortælle madmor, at de nu havde fortjent en dram, dvs. saft eller solbærrom og æbleskiver. Det var en alvorlig sag at stryge kålen. Og det gjorde, hvis de ikke blev beværtet. Så slap de også for den evindelige kålsuppe.
Kål var en af vinterens vigtigste fødemidler. Den dag blev der også serveret et aftensmåltid, der var bedre end sædvanlig.
”Æ Fissemand ” blev givet til den, der ikke var færdig
De bønder, der endnu ikke var færdige med høstarbejdet, risikerede at få en høsthjælper sat ud på marken, så såkaldt ”fissemand”. Der kunne være anbragt et brev i lommen på denne høstkarl med en hilsen om at tilbyde sin hjælp med at få arbejdet afsluttet i en fart. Der kunne også være anbragt en flaske i lommen på fissemanden.
Kravene til at yde nabo en tjeneste
På sedlen stod der, hvad man skulle have for at yde ekstrahjælp Kravene til løn og arbejdsvilkår:
Er det nu den rigtige oversættelse?
Når man nu oversætter Fissemanden med fugleskræmsel er det ikke helt rigtigt. Selv om han ligner et fugleskræmsel, så er han altså en høst-medhjælper.
Dette var ikke en speciel sønderjysk, men ingen steder havde figuren et så eksotisk navn som i Sønderjylland.
Dengang hjalp man hinanden og i gammel tid hjalp man hinanden på mange områder.
Forskellige erfaringer om vejret
Bønderne var afhængige af vejret i høsttiden. Og her fandt man gennem generationer erfaring frem til forskellige regler om vejret:
Første høstdag lige så festlig som sidste høstdag
Når høsten var overstået, skulle det markeres med en stor fest. Næsten alle bønder deltog i en fælles høstfest. En af gårdene blev pyntet op og festen afholdt der. Der blev danset med neget, som har råd i de gamle hedenske fester. Der blev pyntet med kornaks samt årstidens blomster. Der blev sunget nogle høstsange og afsluttet med høst bal. Nu til dags er det mere foreninger eller kroer, der holder høstfest.
Kirken holder en takkegudstjeneste efter høstgudstjenesten. Kirken er ved den lejlighed pyntet med marken og havens afgrøder.
Mange steder var første høstdag lige så festlig som sidste høstdag.
Suppe og æbleskiver
Til høstfesterne fik man suppe og æbleskiver. Man tog ikke alt fra markerne. Man lod de fattige komme ud på marken og samle nok til en hvedekage eller noget rugbrød.
Men der var også andre årsager til at man ikke tog det sidste. For hvis man tog det sidste æble på et æbletræ, ville en på gården dø.
Mikkelsdag
Skt. Michael er ikke helgen, men en af de tre ærkeengle. De to andre er Gabriel og Rafael. Skt. Michael nedkæmpede djævelen i skikkelse af en drage (Johs. Åbenbaring 12.7).
Skt. Michael var populær hos vikingerne
Skt. Michael var populær hos vikingerne. Det var den dag de holdt takkefest for årets udbytte fra togterne. Kirken forbød dog hurtigt et misbrug. Efter reformationen kunne man ikke lide betegnelsen. Det lød for katolsk og ligeledes var det noget uhumsk ved ordet Mikkel (ræv). Af samme grund blev dagen betegnet ”Alle engles dag”. Men denne betegnelse slog nu aldrig an.
Mikkelsdag havde mange formål
Mikkelsdag markerede efterårets begyndelse og at høsten var forbi. I Middelalderen brugte man denne dag som Høsttakkefest. Mikkelsdag markerede efterårets begyndelse og at høsten nu var forbi. Derfor holdt man denne dag høsttakkefest samt høstgilde. Mikkelsdag varslede også terminsbetaling og skiftedag for karle og piger.
Kirken var pyntet med høstens korn og frygter. Indtil helligdagsreformen af 1770 var Mikkelsdag en dansk helligdag. Normalt fik man kommenskringler. I Tyskland fik man ”Michaelibrot” som ikke er kringle med madbrød.
Men man fik også dengang gåsesteg. Mikkelsdag var også en årlig markedsdag.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 29, 2023
Valdemar Skrubskider, Baptister, Knokkeldrengen og de andre
Dette er en af de artikler, hvor vi bevæger os over grænser. Ja vi bevæger os på Ydre Nørrebro, Nordvest og Ydre Østerbro. Der foregik mange ting ude i Lersøen dengang. Inden 1901 dannede Lygteåen grænsen for politiets myndighed. Over grænsen i Pilebuskene gemte kriminelle og småkriminelle sig. Fast arbejde var et fy – ord. Man badede kollektivt i Lygteåen samtidig blev ene støj vasket. Det hang til tørre inde ved bredden. Vi skal hilse på nogle af beboerne. Alle bidrog til fællesskabet, bl.a. nogle af pigerne, der trak på gaden. Vi skal også besøge Lygten Kro hvor kræmmerne fra Utterslev kom. Lersø-bøllerne havde deres stamkro bag Stefans-kirken. Efterhånden kom industrien for tæt på. Så blev de til Fælledbisser. Mens Karen Spidsmus og Frederik Eriksen var kongeparret ude i sivene var det Maja Robinson, der blev dronningen ude på Fælleden.
Drikkevand til københavnerne
Vi er ude ved den næsten udtørrede sø, Lersøen. Engang var det en del af Københavns Vandforsyning. Og det var Emdrup Sø og Utterslev Mose også engang. Vandet løb så via Lygteåen til Ladegårdsåen.
Lersøen var engang en naturlig sø. Søens naturlige dræn blev blokeret og erstattet af en kanal, som faktisk var Lygteåen. Man siger, at det var Frederik den Anden, der startede med at forsyne København med drikkevand. Men dengang var Lygteåen for længst anlagt.
Ved hjælp af dæmninger blev Esrum Sø dannet. Den var højt liggende. Og den brugte man en overgang til drikkevand. Men tidligt fandt man ud af, at det var sundere at drikke øl end vand.
Pilebuske
Man havde plantet en lang række pilebuske i mosen. Til brug for kurvemagere. Om foråret arbejdede koner og mænd fra kvarteret at fjerne ukrudt mellem buskene. På et tidspunkt skar man grene af og samlede dem i bundter. Kurvefletter fra København brugte området til at høste tagrør og siv. Md slutningen af 1800 – tallet begyndte man at bruge søen som losseplads
På jagt efter sangfugle
Jo der foregik også fangst af sangfugle, som så blev solgt til dyrehandlerne inde i byen. Det var ganske vist forbudt at indfange sangfugle i Danmark men import var tilladt. Da fuglene nu engang ikke skulle vise pas, gav det ingen problemer med at fange disse ude i Lersøen.
Baptister blev døbt
Stedet herude vakte allerede i 1839 opsigt. Her foregik den første baptistdåb her til lands. Biskop Münster havde på det skarpeste advaret mod ”baptisternes slette eksempel”. Men nu var der så opstået en lokal dåbsmenighed. Her blev 11 personer hemmeligt døbt i søens vand.
En ung mand havde set det og var gået til politiet. Gennem årene blev baptisternes leder fængslet fem gange.
Lygteåen var en kriminel grænse
Lygteåen udgjorde også en vigtig grænse på et tidspunkt. For lige hertil løb Københavns Politis myndighed. Var man på den anden side var man i Brønshøj Sognekommune. Og der havde politiet ikke noget at gøre. Men det ændrede sig i 1901.
Derfor var der mange, der her gemte sig i sivene for politiet. Det var dem, som ikke havde helt ren samvittighed.
Et stort område
Lersøen spredte sig over et ret stort område. Fra det nuværende Bispebjerg Hospital over til Haraldsgade. Og fra Nørrebrogade/Lygtevejen forbi Lyngbyvejen. Her var masser af pilekrat. Man kunne sagtens fare vild herude. De forskellige stier havde dog fået navne herude. De hed ”Musens gang – Harald Blåøjes Gang – og Peter Knæs Gang.
En præsentation af beboerne
Her kom de pæne mennesker ikke. Her regerede Lersø-bøllerne. Må vi præsentere Spiritus, Gloøje, Charles 5 – øre, Skæve Martin, Olsen, Knokkeldrengen, Musen, Kro-Anders, Lange-Hermann, Delle-Frederik og Valdemar Skrubskider. Og hvorfor hed han nu det. Jo han kunne med bagdelen spille Fanemarchen. Det var den man spillede inde på Amalienborg Slotsplads. Og når han gjorde det, var han særlig populær hos børnene.
Jo så var det jo også Sorte-Petra. Hun var nærmest at betragte som fælleseje. Af andre piger var det også Anna 66, Guldåsen m.m. De trak på gaderne i København og med deres indtægt bidrog de til fællesskabet.
Der var også kommet nye beboere herud. Musen og Karl Baj. Jo karl Bai var en køn mand med et lille flot overskæg. Det var sat op til narrestreger lige under næsen. Han brugte et opvarmet firetommer-søm til dette. Det blev så sat i skægget og rullet op. En gang imellem fik det også lidt fedt. Hans gode ven var Skæg Johannes.
Områdets børn kom også herude. De kunne tjene en lille skilling ved at hente skråtobak til beboerne henne fra Skråtobak-fabrikken på Fasanvej. Og så blev der også brændevin til dem.
Huler af pilekrat
De byggede deres små huler af pilekrat og overdækkede dem med voksdug. Deres indbo hentede de fra den nærliggende losseplads, kaldet ”Mimrelunden”. Den lå på bakken lige neden for Bispebjerg Hospital.
Her kunne man hente alskens ting. Her var masser af køkkenudstyr og madrasser. Men disse madrasser var nu ikke altid lige gode. For ofte indeholdt disse madrasser små dyr, der bed Lersøbøllerne i ryggen.
10 øre for en rotte
En gang imellem gik der ild i lossepladsen. Og så stank det på hele Ydre Nørrebro. Så kan det også godt være, at der kom gang i rotterne. De spænede ind over Lersøen i tusindvis. De var ikke så glade for ilden.
Men det fandt beboerne nu også en fordel i. For man kunne modtage 10 øre for hver afleveret rottehale. Man kunne også møde op med resten af rotten på brandstationen.
Om vinteren var rotterne forsvundet. Det vil sige, at de tog ophold hos vognmand Klenz – oppe på hans høloft.
Huslejen var gratis. Her var nogenlunde tørt og lunt. Man kunne altid varme sig på spritten.
Favorit – drikken
Favoritten herude var et sæt bestående af en flaske brændevin, der blev rundet af med en skibsøl eller en pot skummet mælk. Det var sundt og nærende.
Fast føde brugte man helst ikke penge på. I kvarteret var der altid en bager, der havde gammelt brød. Og var man vaks ved havelågen, kunne man altid rapse sig en høne eller et stykke flæsk.
Hos bagermester Pitzner på hjørnet af Gormsgade kunne man for 2 øre få dejlige flødeskumskager, så gjorde det ikke noget, at de var 3-4 dage gammel.
Bølle-Jørgensen var frygtet
Politiet vidste nu nok, hvem der befandt sig herude. Efter 1901 skete der også patruljeringer herude. Når man vidste, at farlige forbrydere var herude, gik den vilde jagt med hunde. Ikke alle betjente var lige populære
Særlig ham de kaldte for Bølle-Jørgensen var ikke særlig velkommen. Han havde lang skæg og var en rigtig knokkel. Han gad ikke at slæbe de anholdte med på stationen. Han slæbte dem med hen til den første port han kunne finde og så gav han dem en ordentlig øretæve.
Lersø-bøller var frie fugle
Lersø-bøllerne var frie fugle. De var nu ikke alle lige kriminelle. De ville ikke underordne sig samfundets regler. De levede af smårapserier, betleri og lidt kræmmerhandel. Og som vi har allerede nævnt så trak en del af pigerne i Københavns gader.
De havde en forholdsvis høj hygiejnisk standard herude. Således badede de kollektivt i Lygteåen. Deres tøj blev samtidig vasket og hang til tørre inde ved bredden. Og for fem øre kunne man købe et stykke sæbe.
De havde deres stam – værtshus. Nej det var ikke Lygte-kroen. Bag Stefans-kirken lå Brønshøjgade. Her lå et værtshus, der hed Lampekælderen. Den lå i en dyb kælder og her holdt Lersø-bøllerne deres snapse-ting.
Kongeparret
Kongeparret herude var absolut Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus. Ferdinand Eriksen var en stor kleppert. Han havde ikke den store fidus til manuelt arbejde. Ja han havde direkte modvilje mod det. Han var flere gange på kant med loven. Jorden brændte under ham. Derfor var han søgt herud. Han søgte ligesindede.
Karen Spidsmus hed egentlig Samuelsen. Det var hendes markante profil, der gav hende dette berømte navn. Og det skulle man absolut ikke drille hende med. Så fik man en ved siden af hovedet.
Hun kom egentlig inde fra Rabarberlandet, og var datter af ”Den Glade Sandmand” Hun havde nogle smådomme for overtrædelse af politivedtægten, Sådan opfattede hun det ikke selv. Hun betragtede det som aldeles indgreb i hendes privatliv. Hun var bl.a. stukket af fra Ladegården.
En masse viser
Man sang meget herude og skrev en masse viser. En af de mest populære var denne:
Det store Lersø-slag
Man kan vel sige at bøllevæsnet i Lersøen kulminerede i 1901. Her blev det store Lersø-slag udkæmpet. Banden havde delt sig i forskellige grupper og begik indbrud på Nørrebro. Det skete natten mellem den 29. og 30. september, hvor de hen på morgenen kom hjem belæsset med udbytte for at fejre det i hytterne.
Nu findes denne historie i forskellige udgaver. Den ene udgave handler om, at betjent Ørsted døde af sine kvæstelser, som han havde fået herude. Hans makker blev anklaget for at have svigtet sin kollega.
Der blev lavet hestebøffer på en primus. Og det var forbudt at bruge ild i Lersøen. Betjenten sparkede til primussen. Og så tog det ene ord det andet. Og åbenbart var kollegaen flygtet.
Politiken skrev følgende
Politiken skrev om episoden eller episoderne den 1. november 1901:
Danmarks Bonnie og Clyde
Kongen og dronningen fik politiet ikke fat i, men stort set alle andre. Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus var flygtet til Århus. Her havde de lejet en kvistlejlighed og optrådte som Mathilde og Valdemar Hansen, bror og søster. I et halvt år havde de gjort grin med politiet. Så blev de endelig fanget.
Men inden sagen kom for retten, var fuglene igen fløjet. Men de blev igen indfanget. Ferdinand Eriksen havde været udklædt som pige, men det passede ikke rigtig ind med hans lange skæg. De to blev helte i skillingsviser og i revyer.
Ferdinand og Karen
Ferdinand blev idømt 4 års tugthus for sin rolle i Lersø-slaget. I maj 1905 blev han benådet for resten af straffen mod at forlade landet og ikke vende tilbage til Danmark de næste 10 år. Han blev sendt til Amerika på politiets regning. Men han vendte snart hjem igen som blind passager. Allerede i 1911 døde han.
Karen Spidsmus slap med 30 dage på vand og brød. Hun levede herefter som en anstændig dame på Vesterbro til hun nåede op i firserne. I de senere år var hun blevet apatisk og nærmest igen en original.
Man blev til Fælled-bisser
Efterhånden kom bebyggelsen tættere på. De resterende ”bøller” trak ind til Nørre Fælled og skiftede navn til Fælledbisser. Men også her kom civilisationen tættere på. Og her kom dronningen til at hede Maja Robinson.
Hun tjente bl.a. penge ved at hale kjolen op for rødmende karle fra Nørrebro. Det skulle de bl.a. betale 5 skilling for. Man sagde om hende, at hun engang havde været gift med en rig læge, der hver måned sendte hende penge. Og på det tidspunkt var hun så meget ombejlet.
Fælleddronningen slået fordærvet
Hun gik altid rundt med et billede af sig selv som ung. Da havde hun været meget smuk. Ib Spang Olsen skriver i sine erindringer, at både Fælledbisser og Maja Robinson kom i kvarteret omkring Likørstræde ved Kristineberg.
I et ledvogterhus ved ”Holger Danskes Briller blev Maja og Julius vasket. Men Maja havde det ikke let. I aftenbladet den 14. september 1917 kunne man læse:
Endnu i 1940’erne kunne man se Julius luske rundt i Fælledparken. Men ellers var de sidste ”Stegt Sild”, ”Den Hvide Neger” og ”Krølle Charles”
Masser af bide-sår
Politiet fik efterhånden styr på de resterende Lersø-bøller. Man havde skaffet sig hunde, og disse var ikke bange for Fælledbisser. Der blev uddelt adskillige bide-sår.
Underlige aftendufte
Det må have været underlige aftendufte for Fælled-bisserne. Natrenovationen havde udviklet et specielt system, der kunne udskille det tykke fra det tynde. Kratersøen blev hældt på tønder og solgt til gartnere i Utterslev, Brønshøj og Vanløse.
Der var også sådan en latrin-opbevaring ved Nørrebros Runddel. Man sagde at politi – patruljeringen her gik i løb på grund af ”duften”
Station Lersøen
Det såkaldte Lersø – depot blev i 1890 en rigtig station med sidespor til Nordbanen. Stanken blev ved. Mange af beboerne i nærheden inklusive Lersø-bøllerne var ikke tilfredse med den nye værdighed eller status.
Stationsforstanderen havde gratis gødning, men holdt kun i få år. Hans efterfølger holdt i ni år, men så trængte han også til ”Luftforandring” Og så blev han stationsforstander på Svanemøllen Station.
De vogne som man opbevarede dette indhold i, var ikke altid tætte. De blev kaldt for chokoladevogne. Det betød at de efterlod en brun stribe. Og det havde kvarterets hunde så godt af. I de godt 15 år som station Lersøen bestod, blev der afsendt 208.907 tons latrin. Men mon det tal passer. Det lyder voldsomt!
I Blæksprutten
På et tidspunkt kom Lersøen også i Blæksprutten. Det var en tysker, der skulle se på Københavns lyksaligheder. Og det var dengang Nørrebro havde en meget kendt chokoladefabrik, der hed Cloetta.
Så skal vi jo lige huske – at Lersø-bøller er opkaldt efter en plante ”bøller” Og Fælled-bisserne er opkaldt efter bisser som også var navnet ”bisser”
Masser af historier
Og der er også meget mere historie om disse skæve eksistenser som Prinserne, Klunserne og kræmmerne. Men dem må vi tage en anden dag. Der var også mange triste skæbner at finde her. Men nu er det ikke mere tid. Så disse historier må I hære en anden gang.
Da Lygteåen Brændte
Lørdag morgen galede den røde hane igen over den gamle Lygtekro. Ved ni-tiden slog pludselig flammer op fra åen, der løber for kroens nordre gavl, kun adskilt fra denne ved en smal vej, som fører op til den berygtede Lersø.
Et par trætoppe blev antændt og hoppede over på kroens tag. Brandvæsnet blev hurtig alarmeret, men inden sprøjterne var noget frem, havde et par vakse telefonarbejdere, der arbejde i nærheden fået slukket ilden i kroens tag.
Brandvæsnet fik slukket ilden i plankeværket og i træerne. Snart kunne Lygteåen pludre videre.
Lersø-bøllerne fik her i 1903 skyld for det. Men antagelig var der nogle fabrikker i nærheden, der havde udledt syre i åen, og nogle knægte, der kom forbi havde smidt tændstikker eller brændende papir ned i åen.
Året før nedbrændte hestestalden på Lygtekroen. Også dengang blev Lersø-bøllerne beskyldt for dette.
Luse-Laurids og Stærke Harald
Lige så berygtet/berømt som Lersø-bøllerne var ”Utterslev-kræmmerne”. De bar en slags uniform, der bestod af en sort bowlerhat, halsklud bundet i den typiske prangerknude. Og så gik de altid i et par blankpolerede ”køjetræsko”. De havde også et flot cykelstyreskæg sat op til narrestreger.
Der gik mange historier om disse prangere. Nogle af dem var nogle forfærdelige børster. To af dem sad engang ned på Lygtekroen. Det var Luse-Laurids og Stærke-Harald. Der sad de så og fik et par runde og et par spidser.
Pludselig dukker der et pat slagtere ude fra Amager op. De kommer ind og siger:
De fik så en tår øl på bordet. Så siger den ene slagter, der også havde cykelstyrskæg og bowlerhat:
Stærke- Harald svarede:
Og de fik endnu en omgang. Så siger den ene slagter henvendt til Luse-Laurids:
Stærke-Harald rejste sig op:
Slagteren rejste sig også
Og Stærke-Harald huggede ham i skægget og gav ham en skalle. Slagteren røg gennem vinduet og tog sprossen med, helt ud i åen – og der lå han så ude og skreg. Og den anden slagter skreg ud til staldkarlen derude:
De røg afsted til Amager i en vis fart. Men Stærke-Harald – han stod med slagterens skæg i hånden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 28, 2023
Aabenraaer og Gråspurve træffer man overalt i verden
Dette er 16. artikel om Aabenraas søfart. Da Troels Kløvedal var på besøg. En dyb og bred fjord. En brand ødelagde Aabenraas erhvervsliv. I 1695 var det første Aabenraa-skib i Rusland. I 1748 var der 115 skibe. Yaget til fange af algeriske sørøvere. I 1800 var der 44 skibe. Skibsbygger Jacob Paulsen. I 1812 var der kun 12 skibe tilbage. Aabenraa skibene søgte efterhånden verdenshavene. Da Jørgen Bruhn anlagde et rederi. Et par af rederiets skibe. Flaget med ”De Tre makreller” blev vist mange steder i verden. Gustav Rabens Rederi. Det sidste store sejlskib i Aabenraa. Det første dampskib i Aabenraa blev beslaglagt. Da Jebsen anlagde sit rederi. Hansen og Kloster. Aabenraa rederi. Da ”Viking” forliste. Havet gav-Havet tog.
Dette er 16. artikel om Aabenraas søfart
Ja sådan lyder et gammelt ordsprog fra Aabenraa. Ja det handler igen om søfarten i Aabenraa. Dette er vores 16. artikel om dette emne. Jeg er godt klar over at man ikke i en enkelt artikel kan beskrive hele Aabenraas søfartshistorie. Men så kan man jo dukke ned i de mange artikler. En liste kan du finde i tilknytning til denne artikel.
Da Troels Kløvedal car på besøg
Jeg kom til at tænke på et arrangement, som jeg var med til at planlægge på Folkehjem i Aabenraa dengang jeg var formand for HK i byen. Vi havde inviteret Troels Kløvedal til at fortælle om Aabenraa som søfartsby. Hold da op – sikke en tilslutning af publikum.
En dyb og bred fjord
Aabenraa har været heldig at have haft og har en dyb og bred fjord som man tilbage i historien har benyttet sig af. Der har altid fandtes folk, der har sat kapital, kræfter og livet ind for at udvikle søfarten i byen.
Resten af erhvervslivet i byen har kunnet drage nytte af dette. Det er periode af historien, hvor søfarten i byen har nået store højder.
En brand ødelagde erhvervslivet i Aabenraa
I slutningen af det 16. århundrede anførtes kun enkelte skibe i Aabenraa. Sejladsen i denne periode var foruden hjemlige havne, den sydlige østersøkyst og Pommern og Mecklenburg. Det var dengang, da Aabenraa var plaget af en brand, der ødelagde 156 huse.
Denne brand lammede byens erhvervsliv for længere tid. Så kom trediveårskrigen med Wallesteins indfald i Sønderjylland.
1695: Et Aabenraa-skib i Rusland
I året 1693 førte Svenne Truelsen sit skib til Stockholm og i 1695 førtes for første gang et skib fra Aabenraa til Rusland. Men også fragtfarten over Vesterhavet tiltog. Således førte Chr. Frellesen Frees sit skib for en købmand i Flensborg fra denne by og Bogense med korn og brændevin til Tronhjem og derfra videre med trælast til Dublin, herfra i ballast til Liverpool eller Newcastle, for at laste salt tilbage til Haderslev.
I 1713 pålagde den kongelige regering byens borgmester og råd, kun at lade skibe, der var forsynet med kongeligt søpas, udgå fra staden. Rådet gjorde forsøg på at slippe for dette af hensyn til svenske kapere. I Nord- og Vesterhavet skulle man sejle med højfyrstelig pas.
I 1748: 115 skibe
I 1713 talte Aabenraas handelsflåde 45 skibe. Opsvinget fortsatte. I 1748 var byen oppe på 115 skibe. Sejladsen omfattede hovedsagelig Østersølandene. En masse Aabenraa – skibe sejlede til Gotland. Den skibsinteresserede by havde fået mere udsyn og større vovemod. Nu var der besejling af engelske, franske og andre vesteuropæiske havnepladser.
Taget til fange af algeriske sørøvere
En dengang var det ikke kun havet man skulle tage sig i agt for. Der var også de algeriske sørøvere, der meget ofte kunne give tab af både skib og ladning. De kunne også bringe død eller slaveri for mandskabet. Den sidste afskrækkende skæbne indtraf således i året 1727, da Aabenraa-borgeren og skippe Mathias Petersen ville føre en ladning hjem fra Bordeaux. Endnu to år efter var det ikke lykkedes at købe ham fri. Fra slaveriet.
I 1800: 44 skibe
Sejladsen på Rusland, Norge og Island blev udvidet de kommende år. Men imod slutningen af århundredet kom til bageslaget. Medvirkende hertil var en skærpelse af bestemmelserne i den engelske navigationsakt af 1651. På en indgribende måde favoriserede den hjemlandets fartøjer i søfartskonkurrencen, samt beskyttelsestold og høje lastudgifter.
I 1765 talte Aabenraas handelsflåde endnu 67 skibe. I året 1800 var der kun 44 tilbage. Mere end en tredjedel af byens tonnage måtte opgives.
Skibsbygger Jacob Paulsen
Men nu var det pludselig andre erhverv, der var på vej frem. Det hjemlige skibsbyggeri havde hidtil ikke været af større betydning. Men den 18. maj 1752 aflagde Jacob Paulsen fra Kappel borger-ed som skibsbygmester i Aabenraa.
Han var ikke alene derved den første af fem slægtled, der virkede som skibsbyggere i Aabenraa. Han var tillige foregangsmand for de tilkommende udøvere af samme erhverv, der navnlig i de nittende århundrede lige som selve søfarten fik stor betydning for Aabenraas fremgang og trivsel.
I 1812 var der kun 12 skibe tilbage
Under Napoleonskrigene havde skibsfarten, der nu også gik til Vestindien, i begyndelsen endnu haft tålelige eller endog gunstige kår. Men ak nu gjorde Danmarks modsætningsforhold til England sig gældende. Fra 1807 til 1814 gik næsten halvdelen af handelsflåden tabt. Aabenraa var nu ringere stillet end for 100 år siden. I 1812 var der således kun 20 skibe tilbage.
Aabenraa-skibe søgte verdenshavene
Men Aabenraa havde et godt ry for pålideligt sømandskab. Det varede ikke længe efter fredsslutningen før tabet blev indhentet og skibsfarten atter blomstrede op. Allerede i 1824 kunne Aabenraa mønstre 47 skibe.
Samtidig begyndte Aabenraa-skibene at søge mod verdenshavene, først mod vest, senere mod øst og syd. Mod vest var det hovedsageligt fragtmarkedet i de brasilianske og sydeuropæiske havne, der gav løbende beskæftigelse for byens søfart.
Da Jørgen Bruhn anlagde et rederi
Af større betydning for søfartens blomstring var, at kaptajn Jørgen Bruhn fra Straagaard (Løjt) grundlagde et rederi i Aabenraa. Det blev et glanspunkt i sejlskibshistorien, Det var også hovedsagelig ham, der stod ved købet af skonnertbriggen ”Ospra”, der var bygget i Baltimore. Hermed blev den amerikanske klippertype, der forbandt lasteevne med hurtighed indført. Byens skibsværfter kunne nu bidrage til at gøre den hjemlige søfart konkurrencedygtig ude i det fremmede.
Rederiets første skib blev bygget på Jacob Paulsen værft i 1823. Det var fregatskibet Caravane. Det efterfulgtes i Jørgen Bruhns levetid af 30 andre. De blev stadig større og bedre udrustede. Størstedelen var bygget af Aabenraas skibsbygmestre eller fra 1852 på hans eget værft på Kalø.
Efter Jørgen Bruhns død fortsattes virksomheden af hans sønner i fællesskab indtil den i begyndelsen af 70’erne ophørte.
Et par af rederiets skibe
Blandt rederiets skibe skal v i da lige nævne et pat stykker. Først var det briggen ”Perlen” som det første danske skib under kaptajn Bruhns kommando sejlede rundt om Kap Horn til vestkysten af Amerika, hvor det solgtes i Lima.
Styrmanden Nis Bendixen førte skibet videre herfra under dansk flag over Stillehavet til Kina.
Et andet skib var fregatten ”Marie”, der blev ført af redderens søn, Hans Bruhn. Det er dette skib, der i Marcus Lauesens ”Og vi venter på skib” er blevet til barken ”Juliane”.
Også fregatten Chr. Den 8., der dengang var et af de smukkeste og bedst sejlende skibe i Danmark og derfor var rederens yndlingsskib , skal nævnes her. Endelig var det klipperskibene ”Calcutta og ”Cimber” byggede på Kalø. Det første led en krank skæbne. Det forliste ved Læsø.
Cimber var det største koffardiskib i Danmark. Det foretog sin første fart i 1857 under kaptajn Adolph Bruhns kommando med den hurtigste rejse fra Liverpool til San Francisco, som endnu var blevet gjort af et sejlskib. Det tog 103 dage.
Aabenraa var næst efter Flensborg hertugdømmets største havneby. I 1862 var der således registreret 81 fartøjer.
Flaget med ”De Tre Makreller” blev vist mange steder
Flere og flere Aabenraa – skibe fandt til Kina. Flaget med De Tre Makreller var kendt i mange havnebyer. Det siges, at det var Aabenraa, der lærte japanerne sømandskunsten. En omfattende virksomhed i det fjerne antog overdrevne former. Således blev der påstået, at der en overgang lå 40 skibe fra Aabenraa på reden ved Hongkong på en gang. Det er hvis overdrev.
Men under en hungersnød i provinsen Kanton lå der i alt 12 skibe fra Aabenraa på en gang.
Fra Kina til Australien var vejen for søfarten nærliggende eller givet og den aabenraaske flåde på kysten var da også med til efter lejlighed at drage fordel af denne sejlads. I slutningen af 1870’erne søgte en hel række skonnerter fra Aabenraa til Kapstaden, hvor de i en tid i kystfarten tjente gode penge.
Det er således en sandhed i overskriften på vores artikel:
Gustav Rabens Rederi
I Aabenraas sidste sejlskibsperiode var Gustav Rabens rederi det førende. Han var lige som Jørgen Bruhn begyndt som skibsdreng. Senere førte han selv skib. I årene 1865 – 1880 byggede han selv på sit værft en lang række skibe, at hvilke han selv ejede 18.
Det sidste store sejlskib i Aabenraa
Det sidste større sejlskib, der var hjemmehørende i byen, var barken ”Concordia” som i 1883 for et aktieselskabs regning blev søsat fra Paulsens værft. Det førtes herfra af kaptajn P. Clausen fra Dyrhave. Skibet måtte dog efter få års forløb sælges og fik hjemstavn i Norge.
Det første dampskib i Aabenraa
Det var her i Aabenraa som andre steder dampskibene, der fordrev sejlskibene. Skulle Aabenraa klare sig i konkurrencen måtte de gå over på dampen. Det var man godt klar over. Allerede i 1845 havde et aktieselskab på Jørgen Bruhns foranledning købt det første dampskib Christian den Ottende. Det blev indsat til de nærmeste havne og i fast rute til Kiel. Men det gav ikke det forventede udbytte.
I 1848 blev det beslaglagt af marinen og blev brugt under krigen. Det blev bl.a. brugt til at landsætte tropper fra Høruphav til Anslet Strand den 12. juni 1848. Efter krigen fik rederne en passende erstatning.
Fra 1866 – 1870 var dampskibet ”Apenrade”, der sejlede mellem Aabenraa og Flensborg hjemmehørende her.
Da Jebsen anlagde sit rederi
Den 23. november 1878 grundlagde kaptajn Michael Jebsen sit dampskibsrederi. Han sendte dampskibet ”SS Signal” mød østen. Det var bygget i Flensborg. Iden fik han over 40 både i sit rederi.
Hansen og Kloster
I 1901 oprettedes partsrederiet ”Hansen & Kloster”, der begyndte med 3 nybyggede dampere. De sejlede på Sydeuropa og om vinteren også på Amerika. I 1906 fik rederiet også et 4. skib.
Fra 1910 overtog kaptajnerne J. Ahrenskiel og Fr. Clausen selskabets ledelse. Under verdenskrigen gik to af skibene tabt. Der blev brugt store summer på at opgradere de to andre skibe. I 1932 måtte foretagendet likvidere.
Aabenraa Rederi
I 1923 påbegyndte kaptajn P.F. Cleemann under firmanavnet ”Aabenraa Rederi A/S” med et mindre motorskib. Båden solgtes i 1927 til Tyskland.
Men i årene 1931 og 32 indkøbte rederiet meget fordelagtigt to dampere fra Flensborg og i 1938 en tredje damper fra Gdynia. Disse både har sejlet mest på Østersø og Vesterhav. Men det har dog også vist flaget ved Hvidhavekysten og i Middelhavet.
Da ”Viking” forliste
På en rejse til England efter kul forliste Aabenraa Rederiets damper ”Viking” under den skotske kyst. Af den 16 mand store besætning satte 14 livet til.
Den 1. april 1940 var der endnu indregistreret 5 større dampere i Aabenraa.
Havet gav – Havet tog
I Aabenraa var man lettet over, når skib og mandskab kom velbeholden hjem. Men kom der budskab om forlis og tab, lidelser eller død, var skuffelse, bekymring og sorg at mærke i hele byen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 25, 2023
Skibe og Søfolk fra Rømø
Øens søfolk skabte historie. Kommandørgården i Juvre og Toftum. Hegn af hvaltænder. 25 skibe i 1620-25. Østers. I 1643 var 51 skibe hjemmehørende på Rømø. I 1677 en lille flåde på 13 skibe. I begyndelsen af 1900-tallet var der kun 650 beboere tilbage. Mange i Skipperlavet i Hovedstaden. Kapere fra Rømø. A.P. Møllers farfar. Grønlandsfart. På jagt efter sæl. 80 pct. af mændene var søfolk i 1770. Katastrofeåret 1777. Anders døde som 68-årig, men overlevede som 12 – årig på Grønland. Isen skruede sammen som bjerge. 28 nåede hjem til Rømø.
På kirkegården på Rømø kan man endnu opleve 60 kommandørstene. De fortæller hver især om den døde sømands liv. Herunder en stor katastrofe som den 12 – årige Anders Michelsen List overlevede i 1777. men denne historie vender vi tilbage til.
Rømø har stolte søfartstraditioner, som har sat sine tydelige spor med mange såkaldte kommandør hhv. Kaptajnsgårde på øen.
Øens søfolk skabte historien
Det er ikke så meget søfarten til og fra Rømø, som har sat sit præg på søfartshistorien. Det er mere øens søfolk, der har sat sit præg. Omkring fra 1600 indtil sidst i 1800-tallet var rømøserne skibsførere på mere eller mindre store skibe. Ja faktisk var 8-10 pct. af øens befolkning skibsførere i den periode.
En del af beboerne virkede selv som redere og en række af Danmarks vigtigste rederier har deres oprindelse fra øens familier ikke mindst A.P. Møller – gruppen.
Men da dampskibsfarten satte ind, blev de fleste søfolk nødt til at flytte til havnebyerne. I 1938 opføres 38 fhv. eller aktive befalingsmænd i ”den danske handelsflåde” som havde begyndt deres sømands-liv som drenge fra Rømø. (Navigatørernes Bog).
Kommandørgårde
Kommandørgårdene blev typisk bygget i anden halvdel af 1700-tallet. Gårdene var ofte ret store og typisk opført i grundmur. De var indvendig forsynet med bemalede paneler, døre og lofter, jævnligt udført af den lokale maler Niels Pedersen Bække, der både malede marmoreringer, blomstermotiver, landskabsbilleder og bibelske motiver.
Kommandørgården i Juvre
Det ældste eksempel er Nationalmuseets Kommandørgård i Juvre. Her blev en tidligere stor gård erstattet af en ny grundmuret gård i 1749 – 1750, som efter endnu en ombygning i 1770 fik sin nuværende udseende.
Rundt om på øen er der andre helt eller delvis bevarede kommandørgårde. Kommandør- eller kaptajnsgårde kendes også på andre af øerne i Vadehavet samt på Løjt Land.
Kommandørgården i Toftum
I Toftum ligger en af de mest velbevarede kommandørgårde ”Kommandørgården”. Den er i dag ejet af Nationalmuseet og viser, hvorledes de rige kaptajner boede.
Her har 12 generationer haft sin gang gennem tiden og den sidste beboer på Kommandørgården døde i 1969.
Nu er stedet omdannet til museum og fortæller om en families historie fra rigdom til armod. Her kan man også lære om leveforholdene på øen.
Hegn af hvaltænder
Mange af kommandørgårdene havde engang hegn lavet af hvaltænder. De hegn findes ikke længere. På Kommandørgården i Toftum ses bl.a. en rig udsmykning af hollandske kakler overalt i huset.
Da dampskibenes kom i 1800-tallet skete der en stor udvandring fra øen.
Fiskeri
På Rømø har der altid kun været et beskedent landbrug. Måske er det derfor sømands-ekspertisen har udviklet sig. Fiskeri har haft høj – og lavpunkter på Rømø. Et af højdepunkterne var sildefiskeriet ved Helgoland indtil midten af 1500-tallet.
Således lå der i 1520 340 fartøjer med i alt 2.580 personer ved Helgoland. Der herskede et vildt og overdådigt liv. Det var det store sildeeventyr. I 1513 deltog 11 skibe fra Rømø i fangsten med i alt 70 fiskere.
25 skibe i 1620 – 25
Et fiskerleje blev dannet på Sønderlandet og endnu et i 1613. I perioden 1620 – 25 kulminerede fiskeriet med 25 skibe. Men inden 1633 var fiskerflåden halveret. Det var rødspætter og rokker det drejede sig om. I topåret 1624 blev der leveret 1,1 mio. ”skuller” fra Rømø til Hamborg.
Østers
Afløser af dette nærfiskeri var østersfangsten. Dengang fandtes en hel række østersbanker mellem Rømø og fastlandet. Såvel Kongeriget (Sønderlandet) som Hertugdømmet (Nørlandet) forpagtede rettighederne til en købmand fra Hamborg. Han fik så beskæftiget en del lokale. Denne købmand fra Hamborg havde også bankerne ved Sild, Før og Amrum i pagt.
Fra midten af 1600 – til midten af 1700-tallet var der 18 Rømø-både på østersfangst i sæsonen. På grund af overfiskning gik dette erhverv i stå i 1700-tallets første årtier. Efter et kort opsving kom det for Rømøs vedkommende helt til ophør efter 1750.
Derefter var vadehavsfiskeriet uden betydning for Rømø. Det blev kun til lidt fiskeri med fiskenet og ruser. Først med anlæggelse af havnen i 1964 blev fiskeriet på Rømø genoplivet. Men det blev kun et par kuttere til rejefangst og lidt muslinge-skraberi.
Handelsfart fra Rømø
Sidst i 1500-tallet begyndte en særlig spændende søfartsperiode for Rømø. Ribe, dengang Danmarks næststørste havn, sandede til og samtidig blev skibene større. Købmænd fra den by måtte lede efter laste/lossesteder i Vadehavet.
I 1643 – 51 skibe hjemmehørende på Rømø
Ribe og Rømø – folk sluttede sig sammen. Det blev Danmarks næststørste handelsflåde. Skibene blev oftest købt i Holland, datidens største handelsmagt til søs. Mellem 1593 og 1643 sejlede op til 21 Ribe-Rømø skibe pr. år igennem Øresund.
Af et toldregnskab for Lister Dyb fra 1643 fremgår, at der var 51 skibe hjemmehørende på Rømø. Heraf var der 17 langfartsskibe.
Men ak så kom svenskerne og brændte størstedelen af denne herlighed. Blomstringstiden for Ribe-Rømø – handelsfarten endte brat.
I 1677 en lille flåde på 13 skibe
Enkelte småskibe sejlede nu i årtier med østers til Hamborg og København. Men i 1677 udviklede der sig en lille handelsflåde på Rømø med 13 ”større” skibe, De sejlede mellem Holland, Wesser-Elbe-mundingen og Norge.
I 1730erne var der tre store sACkibe der sejlede på handelsfart efter en årlig Grønlandstur. Ca. 11 andre skibe sejlede med træ fra Norge og mursten fra Holland og søfolk til Elben.
Skipperne og nogle købmænd virkede som redere og tjente gode penge. Der var befolkningstilvækst på Rømø og dette krævede bygningsmateriale.
I begyndelsen af 1900-tallet kun 650 beboere tilbage
I 1900-tallets første halvdel. Da øen kun havde 650 beboere efter at have været oppe på 1.800 beboere, var der kun tre lastsejlere tilbage. Med dæmningen var forretningsgrundlaget også forsvundet. I dag kører lastbiler over Vadehavet. Og færgeforbindelsen til Sild er den sidste ”handelsfart til søs”.
Handelsfart fra andre havne
Mindst 5 skibsfører fra Rømø sejlede i første halvdel af 1700 – tallet på handelsskibe fra fremmede havne. Mange menige sømænd tog til de store havne for at søge hyre bl.a. fra Holland til Ostindien. I perioden fra 1700 til 1710 er der registreret omkring 40 sømænd fra Rømø i Amsterdam.
Alene i Flensborg fandtes i perioden 1774-73 11 skippere fra Rømø, der sejlede på handelsfart. Somme tider kombineret med Grønlandsfarten.
Rømøskippere sejlede på fartøjer fra Aalborg, Aabenraa, Altona, Arendal, Bergen, København, Ribe og Tønder, ofte på langfart til St. Croix. Skibene til de to sidste byer kom i øvrigt aldrig til hjemstedet. De lå om vinteren andetsteds på Fanø eller i Altona.
Det Islandske Kompagni
I 1770’erne kom en anden sejlads i gang, hvor mange sømænd fra Rømø fandt deres brød. Det var ”Det Islandske Kompagni” i København, som gennem en rømøser, Peder Jensen Manøe bl.a. i 1783 hyrede 20 skippere, 11 styrmænd, 15 matroser og kokke, 3 tømre og 20 skibsdrenge fra øen.
Selskabet sejlede forsyninger til Island, fiskede deromkring og derefter tog til Frankrig, Spanien og Middelhavet for at afsætte fisk og hente frugt og lignende.
Da det islandsselskabet tabte fiskeprivilegiet i 1787, blev størstedelen af flåden flyttet til Altona, hvorfra skibene efterhånden helt gik over til Middelhavssejladsen, fortsat med Rømøfolk ombord.
I Skipperlavet i hovedstaden
Omkring 1800 skiftede mange skibe og dermed skippere deres udgangspunkt til København. Her blev mange rømøsere eksamineret til styrmænd og skibsførere. Mellem 1789 og 1805 tilmeldte 24 sig i skipperlavet i hovedstaden.
Kongelig privilegerede kapere
Men med Københavns bombardement blev der sat en stopper for dette. Mange – mellem 14 og 21 Rømøskippere forsøgte deres held som kongelig privilegerede kapere. For ganske enkelte lykkedes det derved at skabe sig en formue. Andre blev fængslet af englænderne og det var ikke særlig sjovt.
A.P. Møllers farfar
Efter 1813 kom søfarten efterhånden tilbage igen. Især Frugtsejlads til Middelhavet blev et af de store mål. Rømø-skipperne fik ry for at være blandt de hurtigste sejlere. En af disse var A.P. Møllers farfar, Hans P.P. Møller på ”Thomas”.
I 1860 boede der endnu 34 skibsførere på øen.
Grønlandsfart
Allerede i 1644 var der søfolk fra Rømø der tog på hvalfangst, først ved Spidsbergen og Jan Mayen. Senere tog de over Ishavet til Grønland. I 1600-tallets sidste årtier kulminerede hvalfangsten, hvilket førte til overfiskning. I denne periode var mindst 10 kommandører med fra Rømø, måske flere.
Mange rømøsere rejste også til Holland og fik hyre derfra.
På jagt efter sæl
I begyndelsen af 1700 – tallet havde nogle Tønder – købmænd i fællesskab med Rømø-skipperne fået ideen om at sejle til Ishavet på sælfangst. Efter hvalfangstens relative nedgang omkring 1700 så man chancen for at brænde tran fra sælernes fedt og desuden at sælge deres skind. Til dette kunne man nøjes med mindre skibe med færre sømænd.
Det kunne lade sig gøre med Rømø som udgangshavn. Dette erhverv varede i 65 år indtil 1770. I perioden 1716 – 39 brugte man tre skibe. På øen byggedes et trankogeri og et pakhus til formålet.
80 pct. af mændene var sømænd
Omkring 1770 sejlede næsten 80 pct. af Rømøs mænd over seks år. De fleste til Grønland. Fra 1700 – tallet kendes navnene på 150 Rømø-kommandører.
I 1800 – tallet sejlede endnu enkelte Grønlandsskibe fra forskellige havne.
Mange kommandører har med deres fortjeneste skabt større formue til øen og efterladt flotte bygninger. Enkelte endte dog også på Fattighuset.
Katastrofeåret 1777
Anders Michelsen List var 12 år, da han i 1777 forliste med sit hvalfangerskib. Han overvintrede på Grønlands østkyst. Det var femte gang, han var på ishavstogt siden han var otte år. Man kan læse noget af oplevelsen på hans gravsten på kirkegården på Rømø.
Anders døde som 68-årig
Ja det kan man også på andre gravstene over kommandører, kaptajner m.m. på kirkegården. Anders blev både styrmand og kommandør. Han blev 68 år. På hans gravsten står:
På Anders tid boede der omkring 1.500 mennesker på Rømø. Af dem var 450 søfolk, der enten var beskæftiget med handel eller hvalfangst.
Isen skruede sammen i bjerge
I 1777 var 50 af dem på togt ved Grønland. Men fra juni til september blev 14 hvalfangerbåde med besætninger fra Danmark, Tyskland og Holland fanget i pakisen i dette farvand.
Sådan husker kommandanten på Anders skib det. Han fik sin beretning nedskrevet og udgivet.
Ismasserne kvaste skibene, så cirka 450 mænd måtte forlade dem og vandre over isen mod fastlandet. Anders var en del af en gruppe på 70 mænd fra to skibe. Kommandanten skrev bl.a.:
Anders måtte tage tøjet af
Han havde et ømt punkt for den 12-årige Anders. Drengen
Anders våde tøj tyngede, så han knap kunne gå. Han bad om at tage det af og fortsatte mod land næste nøgen. En nat døde tre mænd af kulde. Mange, der var løbet forud, druknede eller døde af udmattelse.
28 nåede hjem til Rømø
Da mændene nåede kysten, var det Anders, som først fik øje på tre grønlændere. Af dem fik de blåbær og sælhundekød. Hvalfangerne endte med at overvintre med hjælp fra grønlændere flere steder på kysten, indtil de i slutningen af marts 1778 nåede byen Paamiut (Frederikshåb). Der mødte de en købmand og fik skibslejlighed til Rømø.
Ud af 450 forliste mænd overlevede cirka 150. Rømøs statistik var bedre. 28 nåede hjem ud af 50.
Beretningen om Grønlandsforlisene blev skrevet ned af rektor ved Ribe Katedralskole, Lorens Hansen i 1806. Hans bog ”Grønlandsfarerne i året 1777” blev genudgivet i 1977 af forlaget Melbyhus.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Vægfliser fortæller historien
Marts 23, 2023
Gamle veje omkring Aabenraa
Landevejsnettet var i neget dårlig stand. Den store vejplan i 1921. Aabenraa var åben for Verden via søvejen. Det var fjorden, der skabte byen. Mange forhindringer. Aller ældste bebyggelser ved Mølleåens udløb. Indflydelse på vejforløbet. En kæmpe voldgrav. Man burde kunne finde rester af ris-lag. Mølleåens løb har ændret sig. Ikke kuskenes livret at komme til Aabenraa. Forbindelse til Løgumkloster og Tønder. Højvande ved kysten. Den sydgående trafik. Forbindelse til Løjt og østlige dele. De syv landsby-marker.
Landevejsnettet i meget dårlig stand
Generelt var landevejsnettet i Hertugdømmerne omkring 1800 i meget dårlig stand. Den første store vejlov for Hertugdømmerne fra 1784 vidner om, at trafikken på landevejene fik større betydning. Man så også, at der nu blev opført stenbroer.
I perioden 1864-1920 var der sat stop for en videre udbygning af det overordnede net af landeveje i Nordslesvig, da kunne risikere at knytte Sønderjylland/Nordslesvig tættere til Kongeriget. Konsekvensen blev et ulogisk og nærmest ubrugeligt landevejsnet ved indlemmelsen i 1920.
Den store vejplan 1921
I kraft af ”Den store vejplan” vedtaget i 1921, blev der i årene 1921-1933 istandsat og udbygget 834 km veje i landsdelen.
Aabenraa var åben ad søvejen
Egentlig var det kompliceret at komme til Aabenraa. Byen var omgivet af skove på tre sider. Og så var det lige bakkerne. Kun mod vandet åbnede verden sig. Allerede i 1600-tallet var det forbindelse til Skåne.
Omkring år 1700 blev der hentet salt i Liverpool. Og det var også herfra den berømte urmagerfamilie Green stammer fra. I sejlskibenes sidste tid var der sejlads til Latinamerika og Kina-kysten.
Det var fjorden, der skabte byen
Det var særlige forhold, der gjorde det vanskeligt at få forbindelse med oplandet. Byens ældste del er vokset op på den yderste sydlige del af bybakken.
Det er fjorden, der har skabt byen. Det ser vi jo også ud fra navnet fra den forsvundne landsby – lidt populært sagt, det allerførste Aabenraa – Opnør, der som bekendt betyder:
Så var et også Aabenraas byvåben med ”De tre makreller”.
Mange forhindringer
Der var mange hindringer i at bygge forbindelser til oplandsbyerne. Det blev først løst med chaussébyggeriet i 1840erne og 1930ernes store oplandsveje. De vejfarende fik stejle veje op ad de skovklædte bakker.
Men en anden vanskelighed frembrød de hyppige oversvømmelser. Jævnligt stod arealer under vand.
Allerældste bebyggelse ved Mølleåens udløb
Den allerældste bebyggelse i området har ligget omkring Mølleåens udløb i Aabenraa Fjord. Men der er endnu ikke fundet arkæologiske spor af den ældste by. Det har været tale om en lille bebyggelse bestående af håndværkere og fiskere.
I modsætning til andre byer, hvor man byggede en ny kirke på samme sted for at imødekomme et stigende befolkningstal, valgte man ikke at gøre dette. Den blev placeret nord for byen på toppen af morænebakken. Dette er sikkert sket ud fra en teori om at byen snart ville vokse op omkring kirken. De store vådområder syd og vest for byen hindrede en vækst i disse retninger.
Indflydelse på vejforløbet
Alt dette har haft indflydelse på de ældste vejforløb. Det er heller ikke afklaret, hvor torvet til den ældste by har ligget. Var det i forbindelse med kirken eller havnen? Og det er ikke nødvendigvis Søndertorv, der udgjorde dette tov.
Vest for byen blev der anlagt en borg allerede i slutningen af 1200-tallet. Der er ikke spor efter selve borgen, der blev nedrevet i 1400-tallet. Men man har fundet rester af voldgrave og kan konstatere at denne borg lå i den vestlige del af Vestergade.
En kæmpe voldgrav
En anden ting, der er væsentlig for byens struktur, var anlæggelse af en stor mølle ved Mølleåen. I den forbindelse blev der anlagt en Mølledam. En omløbskanal tværs over bybakken syd for den nuværende Rådhusgang blev anlagt. Den var op til 20 meter bred og mere end 4 meter dyb. Vi har i tidligere artikler omtalt denne. Gennem flere århundreder betød det at borgerne måtte gå over voldgraven og ud af byen for at komme i kirke.
Nej, Aabenraa blev ikke en stor by i løbet af middelalderen. Dette kan skyldes manglen på ordentlige tilkørselsveje. Fra 1500-tallet sprang byen over graven og voksede mod nord ud af Storegade.
Man burde kunne finde rester af ris-lag
Man siger, at Vestergade i ældre tid fortsatte ud over engdragene. Denne vej har været mere end blot en forbindelsesvej mellem kongeborgen Aabenraahus og byens skibbro. Hvis dette er rigtigt har man måske fundet rester af ris-lag, der er blevet lagt for at lette færdslen på den stadig blødere bund.
Fra Storetorv har der været ”to gaffelgrene”. Den østre er god nok. Det er Søndergade. Men hvad med Torvets vestside? Hvor er den vestre gren gået?
Mølleåens løb har ændret sig
Mølleåens løb har også flyttet sig. Det oprindelige vejforløb har fulgt Mølleåens oprindelige løb. Nord for og parallelt med Mølleåen løb Slotsgade. Grundene mod syd nåede ned til åen. Her kunne beboerne have deres både liggende og trække dem på land.
At det ikke bare er en løs formodning, ser vi fra en smuglersag fra 1680, da en båd læsset med det dengang kostbare salt, søgtes losset på en af Slotsgade-boernes grunde ned til åen.
Formodninger om, at der skulle have været et vejforløb over åen, holder ikke.
Ikke kuskenes livret at køre til Aabenraa
Nej, det har bestemt ikke været kuskenes livret at køre til Aabenraa. Når man skal beskæftige sig med de gamle veje, er der ikke meget kildemateriale. Men så må man kigge på historien, stednavne og kort. Og lige så vigtig er terrænforholdene.
I 1257 fik munkene i Løgum Kloster toldfrihed for handel over havnen i Aabenraa. Borgerne i Tønder havde fra gammel tid ret til ind- og udskibning over Aabenraa skibbro. Ja så måtte det nødvendigvis også være forbindelse til disse byer.
Forbindelse til Løgumkloster
Forbindelsen til Løgumkloster giver begrundelse for vejen over Skedebjeg til Brunde og videre vest på. Ligeledes må vejen til Rise og Søst lige nord for engarealerne (omtrent ved Forstallé) være meget gammel.
Det fremgår af, at bønderne i den forsvundne landsby Opnør (ved nuværende Vægterpladsen og dermed i nærheden af sognekirken, den nuværende Skt. Nikolai Kirke) har haft marker ad denne vej, de såkaldte ”Gammel Opning (Opnøring) løkke”.
Forbindelse til Tønder
Den sydlige forgrening af denne vej ved Skovridergården, dvs. den nuværende Nørrehesselvej kan muligvis have været den ældste forbindelsesvej fra Aabenraa over Saltbjerg til Tønder.
Det er der måske ingen belæg for. Men stednavnet Bulbro fortæller, at vejen til Tønder i en senere tid er blevet afkortet ved hjælp af plankelægning hed over engdragene sydvest for byen Først derefter lod det sig gøre at komme gennem Hjelm forbi den forsvundne landsby Hessel til Saltbjerg og derfra videre vest på.
Højvande ved Kystvej
Men vejen ad Bulbro har også i lange perioder måttet tage den sydgående færdsel selv om det var en omvej. I godt vejr fulgte færdslen ellers strandvolden langs med fjorden (senere Sønder Chaussé, nu Flensborgvej). Men endnu op i 1700-årene hændte det at der ikke her kunne køres på grund af højvande.
Om alle disse veje – vejen til Brunde, til Rise og Søst, vejen over Saltbjerg samt vejen syd på – gælder det, at de nåede frem til Hærvejen – datidens motorvej.
Den sydgående trafik
Vejen over Skedebjerg til Brunde tog Hærvejs-trafikken nordfra mens den sydgående vej, der ad Stubbæk Stenbro passerede Ensted Kirke i retning mod Kliplev, tog den sydfra kommende Hærvejs – trafik.
Forbindelsen til Løjt og Østkysten
Dimen udgjorde forbindelsen op over bakkeranden til Løjt Land og østkyst-egnene nord derfor, er det alene disse veje som terrænforholdene og det skriftlige kildemateriale peger på.
De syv landsbyers marker
Ifølge Skråen havde Aabenraas borgere ret til at lade deres kvæg græsse på syv landsbyers marker, der lå inden for synsvidde, dvs. på det overdrev (overvejende skovjord) der hørte til Sdr. Hostrup, Stubbæk, Årup, Hessel samt Løjt og Brundemark.
Takket være den oplysning ved vi, at det ikke kun var søfarten, der havde betydning for forbindelsen til det nærmeste opland.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 21, 2023
IQ 75 – Erling og åndssvageforsorgen
Vi vil hermed forsøge at anmelde ”Årets Historiske bog” 2022 af Jesper Vaczy Kragh. En rystende skildring. Og hovedpersonen er faktisk en person, som undertegnede kender. Men desværre var der ikke altid tid til at tale med Erling.
Det startede på Vesterbro i 1940. Han kunne læse og skrive normalt. En fortælling om svigt og manglende forståelse Uegnet til at leve i et normalt samfund, sagde dem i de hvide kitler. Et tema, der er glemt i Danmarkshistorien, dog er det den 10. artikel, vi har om emnet. En rystende bog. Afsindige og ”Idioter” blev gemt væk. I Danmark gik man forrest med tvangsindgreb. Mange skeletter i skabet. En lap papir afgjorde Erlings skæbne. Hans skæbne satte sine spor. Mellem linjerne mærker man forfatterens harm.
Vi havde ikke altid tid til Erling
Jo jeg kendte godt lidt til Erling og hans historie. Han kom jævnligt inde i butikken på Nørrebro. Nogle gange havde vi tid til kort at tale med ham. Og frem for alt, lytte til ham. Han havde altid meget at fortælle. Men i en driftig butik er det hele tiden meget, der skal laves, så vi havde desværre ikke den tid, som Erling nok havde forventet.
Men det er skønt at se, at andre havde den tid, der skulle til. Og det var bl.a. Jesper Vaczy Kragh, der har skrevet en bog om Erling og åndssvageforsorgen. Og så er det endda blevet ”Årets Historiske Bog”. Tillykke til forfatteren men først og fremmest til Erling, der fik fortalt sin historie til en, der havde tid til at lytte til ham.
Det startede på Vesterbro i 1940
Erling følte sig ofte moppet. På Nørrebro er man meget fleksibel og tolerant, mener man dog selv. Men mon ikke Erling er blevet klogere på sit liv. Han prøvede på at flygte 10 gange, da han var anbragt på institution.
Erlings liv begyndte i en lille lejlighed på Vesterbro i 1940. Han blev drillet af de andre børn. Han kunne ikke høre og han kunne ikke løbe så godt som de andre. En dag kom et stykke papir, hvor der stod at de blev nødt til at fjerne ham.
Han kunne læse og skrive normalt
Det viser sig at Erling læser og skriver helt normalt. Han er bare noget tunghør, faktisk en mellemørebetændelse, han pådrog sig i de tidlige barneår, før han blev anbragt. Men tænk – det skulle gå 40 år før han slap ud i friheden. Ja vi nævner dette et par gange i denne anmeldelse.
På forsiden ser man Erling i frakke og korte bukser. Han lytter intens til musikken. Han står på plænen ved Nyborg Børnehjem. Og det var en af hans lyse stunder i en verden uden fri vilje.
En fortælling om svigt og manglende forståelse
Forfatteren til bogen har ydet et temmelig stort researcharbejde. Andre patienter har givet udtryk for deres oplevelser. Det er en benhård fortælling om svigt og manglende forståelse.
Åndssvage er tidens løb blevet kaldt mange ting. Defekte, undermålere og minusindivider. Erling Frederiksen har været anbragt i institutioner i 40 af sine 82 år. Men Erling er ikke åndssvag. Og hans IQ er over det magiske 75. Men hvorfor er man blevet afhængig af et tal.
Uegnet til et liv i et normalt samfund
Børn, der faldt uden for normalitetsbegrebet, bedømt efter simple prøver, fik betegnelsen åndssvag og uegnet til et liv i det almindelige samfund. Man var uegnet til et liv i det almindelige samfund.
Et tema, der er glemt i Danmarkshistorien!
Forfatteren siger godt nok at historien om de åndssvage er glemt. Ikke et museum eller lokalhistorie indeholder noget om de åndssvage. Her tager han måske lidt fejl. Se bare på vores hjemmeside eller se listen bag efter vores artikel
Vi har beskrevet kastration, sterilisation og det hvide snit. Herhjemme var vi begejstret for disse tvangsindgreb, Ingen satte et spørgsmålstegn ved det. Vi stolede på mændene i de hvide kitler. Vi havde fuld tiltro til den ”Kellerske filosofi”.
En rystende bog
I 2017 lærte forfatteren Erling at kende. Siden arbejdede han på en bogudgivelse. Den udkom i januar 2022. Det har været et omfattende arbejde med arkivundersøgelser og interviews. Vi får en masse tung viden som er beskrevet i et let sprog. Egentlig er det en rystende bog.
Afsindige og ”Idioter” blev gemt væk
Igen en gang skulle dem, der ikke passede ind i vores samfund gemmes væk. Det var i midten af 1800-tallet at fattiglægen Jens Rasmussen Hübertz blev opmærksom på de elendige forhold, der blev budt dem, som ikke kunne accepteres af det ”normale” samfund.
De blev betegnet som ”afsindige” og ”idioter” og gemt væk. Familier spærrede dem inde i træbure, i små loftsrum. Lænkede dem i stalde og det der var endnu værre.
For at afhjælpe den frygtelige situation fik Hübertz etableret den første anstalt for åndsvage, Gl. bakkehus på Frederiksberg i 1855. Siden kom Ebberødgård og mange andre institutioner. De Kellerske Anstalter havde op til fem adresser på Nørrebro. Her talte man ligefrem om at ”dressere” de åndssvage.
I Danmark gik man forrest med tvangsindgreb
Man talte ligefrem om ”videnskabelige” metoder til at udskille de abnorme. De måtte leve med betegnelser som debile, imbecile og nederst på skalaen idioterne. Jo i Danmark gik man forrest med tvangsindgreb. Og man løftede ikke nogen øjenbryn til trods for at man kunne se, hvad Hitler brugte racehygiejne til. Kun få turde at tale dem i de hvide kitler imod.
Hos overlægerne var det et mantra at åndssvage ikke skulle have lov til at sætte børn i verden. Og det oplevede Erling også. Som 30 – årig fik han hverken forklaring eller begrundelse men blev hånet af plejerne på anstalten:
Mange skeletter i skabet
Der er åbenbart mange skeletter i skabet. Nogle af disse har vi fået oprullet i denne bog. Nogle af fortidens fejltagelser og problematikker er her kommet frem. Der har været tvivlsomme metoder, tankegange og regler inden for åndssvageforsorgen
Menneskerettigheder, ligestilling og integration kom meget sent. Man begyndte desuden at sætte spørgsmålstegn ved den begejstring som den danske lægestand udviste.
Endelig fandt man så ud af, at det måske var bedre med bofællesskaber end store institutioner.
Vores hovedperson, Erling blev anbragt på børnehjemmet Norges Minde, og efter endnu to flytninger til andre børnehjem blev han anbragt på Ebberødgård.
En lap papir afgjorde Erlings skæbne
I 1949 afgav en psykiater sin vurdering af Erling. Det skete på en enkelt håndskreven side. Dette stykke papir skulle for afgørende betydning for ham for hans videre tilværelse. Han blev nedskrevet som fjoget, fjollet og ukoncentreret. Og selv om hans IQ var over 75 skulle han som 8-årig anbringes under åndssvageforsorg.
Hans skæbne har sat sine spor
Og her var han så i 40 år under tvang og forsorg inden han kom ud i samfundet og blev egen herre. Men årene har trukket sine dybe spor. I dag er Erling 82 år med gode relationer. Men hans oplevelser har som skrevet sat sine spor.
Det fremgår heller ikke, om Erling nogensinde fik en diagnose. Og det kan undre i en tid, hvor man skal have en diagnose for at få en behandling.
Mellem linjerne kan man mærke forfatterens harme
Mellem linjerne kan man mærke forfatterens harme. Men fremstillingen er faktisk meget nuanceret. Han fortæller bl.a. at Jussi Adler-Olsens krimi ”Journal 64”, der bl.a. foregår på Sprogø er overdrevet. Vi får også de lyse sider beskrevet. Det er uhyggelig men oplysende læsning.
Forfatteren mener, at det skete noget, da kommunerne i højere grad skulle tage sig af de sociale opgaver. Det blev betragtet som en byrde. Og det ramte de udviklingshæmmede, mener forfatteren.
Kilde:
Marts 20, 2023
Afvigernes Ø
Vi vil forsøge at anmelde denne bog af Poul Duedahl og Marie Clement Hagstrup. Efterhånden er der masser af litteratur om temaet. Vi bringer en liste. De ”moralsk åndssvage” passede ikke ind i samfundet. De enkeltes skæbne gør bogen interessante. Masser af flugtforsøg. Hver aften kl. 20 blev der låst af. Afvigere fra normalsamfundet skulle gemmes væk. Poesi fra 1924. 12 kasser dokumenter dukkede op. 47 år i det ”Kellerske imperium” Oprør på vej. Udelukkende havresuppe – en del af straffen. Hans Otto måtte blive i 10 år. Aage Knud ”led” af homoseksualitet. 75 pct. var mellem 13 og 24 år. Ledelsen bestemte, hvem der fik adgang til øen. Frustrationer fik frit løb. Man ville beskytte samfundet. 11.000 borgere blev steriliseret. Dårlig dømmekraft kunne sende en til Livø. Arvemassen skulle fjernes. Samfundet først – individet bag efter. Tvangssterilisation forsvandt først i 1971. Man reducerede mennesker til tal. Groteske forhold. En gribende bog.
Masser af litteratur om emnet
Efterhånden er der dukket en del litteratur op om Livø, dansk racehygiejne og pigerne på Sprogø. Vi så også Poul Nyrup Rasmussen i sporet på sin far. Ligeledes har vi også elv skrevet en del om dette tema. Og mon ikke temaet igen bliver taget op til maj, når den danske regering siger undskyld.
De moralsk åndssvage passede ikke ind i samfundet
De moralsk åndssvage passede ikke ind i samfundet. De sad ofte på skolernes bagerste rækker, fattige og andre uden de bedste forudsætninger i tilværelsen. De kom fra samfundets bund og havde en adfærd, som stemte dårlig overens med det bedre borgerskabs moral. Med tidens øjne blev de set som socialt og genetisk farlige og blev derfor anbragt på ubestemt tid på Livø.
Tilsyneladende var der ikke nogen fra det bedre borgerskab anbragt på øen. Der var ikke beretninger om anbragte sønner fra dommere eller advokater, overlæger m.m.
Den enkeltes skæbne gør bogen interessant
Danmark blev anset som et foregangsland. Men hvad skulle man gøre ved de udstødte. Placer dem på en ø med en masse vand omkring!
På Livø bestod behandlingen af arbejde og struktur. Øen var i stor udstrækning selvforsynende, så der var brug for arbejdsførende mænd. Sindssyge og svært udviklingshæmmede hørte ikke hjemme på Livø.
Denne bog er mest spændende og rystende når vi kigger på de enkeltes skæbner. Således skyllede liget af den 23-årge Jørn op på Bejstrup Strand i september 1957. Han forsøgte at undslippe Livø.
Masser af flugtforsøg
Det forsøgte 400 andre også. Men alle flugtforsøg blev opdaget og mindst 10 mistede livet. Men den absolutte flugtkonge var Kaj Orla. Han tog turen til Brejning som 13 – årig. Det blev svært at styre hans trang til at stjæle, flygte og slås. Han blev for stor en mundfuld for plejerne på Livø. Han blev udskrevet med følgende slutreplik:
Han klagede det nu meget godt i friheden. Han kunne bestride forskellige jobs og blev gift.
Johannes blev som 15-årig sendt til Livø, fordi han rapsede. Han ankom i 1915. Han blev beskrevet som ”en besværlig lille gut”. Han forsøgte mange gange at stikke af. I juni 1928 fandt man ham druknet ved en af øens strande.
Hver aften kl. 20 blev der låst af
På ”Mændenes ø” kunne de anbragte gå frit omkring. De måtte dog ikke gå ned til havnen. Hver aften kl. 20 året rundt blev deres tøj taget fra dem og dørene til sovekamrene lukket og låst.
Mændene gik i skoven og flikkede tømmerflåder sammen om sommeren. Om vinteren forsøgte de nogle gange at gå over isen.
Afvigere fra normalsamfundet
I alt 743 afvigere blev anbragt her på Livø. Det var en del af det kellerske imperium. Samfundet havde ikke brug for disse mænd. De var afvigere fra normalsamfundet. I 50 år accepterede Danmark dette system. 10 år efter kom en tilsvarende ø for kvinder på Sprogø.
Poesi fra 1924
I 1924 havde Livø besøg af den berømte forfatter og grønlandsfarer Achton Friis, der med sig hjem fik et digt forfattet af en af de anbragte:
12 kasser dokumenter dukkede op
Bogen her rummer også nyt. Således fandt man i 2020 12 kasser med hidtil ukendte dokumenter i en lade på Livø.
47 år i det kellerske imperium
Vi hører bl.a. om Michas tilfælde. Han havde fået en slags livstidsdom, der strakte sig over 47 år. Han ankom i 1914 som 23-årig. Og han var den sidste, der forlod øen i 1961.
Micha kom fra en søskendeflok på ti. Han var flittig og godmodig i skolen. Han var i den grad en flugtkonge. Men gentagende gange blev han straffet med tvungen sengeligning og celleophold.
Svend var homoseksuel
Så var det Svend. Han var homoseksuel. Derfor anså man ham som åndssvag. Han var øens huspoet. Han spillede dum til prøverne, fordi han fandt tryghed på øen. Men han scorede godt til intelligensprøverne.
Da man i 1921 holdt et protestmøde om forholdene på øen var Svend referent.
Oprør var på vej
I 1921 var det fare for at Alex Peter og hans medpatienter ville tage magten på øen ved et regulært oprør. Man havde stjålet et par geværer. Og sagen var farlig.
I 1952 havde ni mænd stjålet geværer og ammunition. De ville tage magten. Og befri alle de andre. Men politiet fra fastlandet forhindrede oprøret.
Udelukkende havresuppe – en del af straffen
Man straffede forseelser med celleanbringelser og ydmygelser såsom at blive klædt nøgen. Tvungen sengeligning og en formen for straf var hvor maden kun bestod af havresuppe.
Hans Otto måtte blive i 10 år
Kredslægen udtalte sig i 1925 om Hans Otto i retten:
Med denne beskrivelse var han allerede godt på vej til Livø – anstalten. Senere blev han anklaget for forskellige forhold som uhøvisk tale til flere kvinder, blotteri og overfald på en 13-årig pige.
Kredslægen konkluderede:
Efter en dom på 90 dage på almindelig fangekost henvendte politimesteren i Faaborg sig til statsadvokaten, som dekreterede tvangsanbringelse. Hans Otto var på Livø fra 1932 til 1942.
Aage Knud ”led” af homoseksualitet
Aage Knud ”led” af homoseksualitet, mente overlægen. Han blev ikke blot betragtet farlig på grund af dette, men også fordi hans organer var degenereret. Han skulle forhindres i at reproducere sig selv. Han blev sendt tilbage til øen i flere omgange sandsynligvis fordi hans seksualitet ikke passede til de normerne de steder, hvor han var sendt ud fra Livø.
Som 40-årig blev han i 1933 efter at være kastreret sat fri.
75 pct. var mellem 13 og 24 år
De var ganske unge, når de blev anbragt på Livø. Således var 75 pct. mellem 13 og 24 år. Den barske start på voksenlivet skyldtes asocial adfærd, manglende opdragelse, middelmådige skolekundskaber og undertiden nedsat intelligens, der ofte var endt med overtrædelse af straffeloven.
Ledelsen bestemte, hvem der havde adgang
Men man behøvede nu ikke at have overtrådt straffeloven for at blive anbragt her. Christian Keller fik ideen fra Norge. Han kiggede på Danmarkskortet og fandt Livø. Så fik han staten til at erhverve øen for 160.000 kr. i 1911.
Vagabonder, der ikke kunne slå sig til ro med et ordentligt arbejde, blev også betragtet som afvigende.
Reportagerne fra øen var altid positive. Det var ledelsen, der skulle godkende artiklerne. Det var også dem, der bestemte, hvem der fik adgang til øen. Besøg på øen blev kun givet i sjældne tilfælde for pårørende.
Frustrationerne fik frit løb
Et besøg på fastlandet krævede eksemplarisk opførsel. Det var de kun de færreste, der kunne præstere. Frustrationerne fik frit løb. Dette første også til flere brandstiftelser. Og i juli 1940 gav det sig udslag i at øens skrædder blev myrdet.
Den danske lovgivning befandt sig på et skråplan. Racehygiejne fik en fremtrædende plads. Se i slutningen af denne artikel, hvilke kilder vi har brugt for at beskrive den danske racehygiejne og i hvilke artikler, som vi har begået, hvor du kan få mere at vide.
Man ville beskytte samfundet
I 1929 fik socialminister K.K. Steincke vedtaget en lov, der gav mulighed for at sterilisere de anbragte på Livø. Man ville beskytte samfundet mod uønskede arveanlæg. Ægteskabsloven blev strammet op. De åndssvage måtte ikke gifte sig.
I K.K. Steinckes bog ”Fremtidens Forsørgelsesvæsen fra 1920 er der et helt kapitel om raceforbedring. Her argumenterede han for og imod ægteskabsforbud for visse befolkningsgrupper samt sterilisation af åndssvage. Målet var at opnå sundere, lykkeligere og mere ædel befolkning ved at hindre, at de ”åndelige og legemlige invalider og de syge og defekte fører deres defekt videre”, ja det er sådan han skriver.
En ny inspektør kom til øen i 1946. Han kunne konstatere, at bygningerne var forfaldne og utidssvarende.
11.000 borgere blev steriliseret
Over 1.000 mænd i Danmark blev kastreret i Danmark. Halvdelen af disse var homoseksuelle. Ja og over 11.000 borgere blev steriliseret i Danmark. Ja dertil kom så ”Det Hvide Snit”.
Det var tale om tvang. Og på Livø var det eneste mulighed for at komme væk fra øen.
Moralsk åndssvage
Man taler om at Danmark var et foregangsland og normalt taler man om dette i en positiv sammenhæng. Men i 1929 indførte Danmark som det første land i Europa en lov, der gjorde at staten kunne sterilisere borgere, som den anså som ”moralsk åndssvage”
Alt fra utilpassede unge og småkriminelle til voldsmænd, pædofile og brandstiftere blev anbragt på anstalter og stillet over for et umuligt valg. Ja selv folk med epilepsi. Hvis de ville væk fra anstalten skulle de lade sig sterilisere så deres arvemateriale ikke blev videreført. Anstalt lægerne omtalte det som ”racehygiejne”, og det var tale om tvang.
Dårlig dømmekraft kunne sende en til Livø
Dem, der også risikerede sterilisation, var dem, der havde en dårlig dømmekraft, enten i form af en forbrydelse eller blot i personlig adfærd.
Se kunne risikere at blive kastreret. Og det blev man ved at få fjernet testiklerne, Så fjernede man også samtidig seksualdriften. Lægerne og politikerne mente, at det var ikke godt for samfundet, hvis de fik børn.
Arvemassen skulle fjernes
Politikerne mente, at det var vigtigt at samfundet sideløbende fik fjernet lidt af den arvemasse, man anså for at være mindreværdig. Det var også et vigtigt redskab til at holde befolkningskvaliteten oppe og udgifterne nede. De ønskede helt grundlæggende at stoppe videreførelsen af de karaktertræk, som man anså som dårlige og dyre for samfundet.
Politikerne frygtede at nogle af de anbragte ville opdrage deres børn på en måde, som var uhensigtsmæssig og dyr for en socialstat, der prøvede at opbygge. Derfor blev de frataget muligheden for at få børn.
Samfundet først – individet bag efter
De ofte unge mennesker blev frataget muligheden for at stifte deres egen familie. Deres planer for fremtiden blev begrænset. Dengang satte man samfundet først – og individet bagefter. Det fælles bedste var vigtigere end det enkelte menneske.
Nu var der ekstremt stor forskel på sterilisationerne i Danmark og de såkaldte medlidenhedsdrab i Tyskland.
Tvangssterilisation forsvandt først i 1971
Men i kølvandet på Anden verdenskrig kom der et helt andet syn på det enkelte menneske og dets værdi.
Omkring 1959 blev lægernes enevælde reduceret. I 1961 blev Livø Anstalten officielt nedlagt. De fleste af de hidtidige beboere kom tilbage til hovedsædet Brejning. Men tvangssterilisationerne stoppede først i 1971.
Man reducerede mennesker til tal
Man reducerede mennesker til et tal. For at blive på Livø måtte ens IQ ikke overstige 75. Disse mennesker gjorde et klart modbillede mod de fremherskende normer i samtiden.
Groteske forhold
Det var groteske forhold dengang. Således havde en 39-årig mand skrevet til kongen med en klage over Socialudvalget i Århus ikke ville støtte ham med penge til etablering af et skomagerværksted. . Sagen overgik til embedsmændene i Socialministeriet, der anmodede bestyrelsen for åndssvageanstalten i Brejninge om
Nu blev manden dog ikke steriliseret, fordi han havde en intelligenskvotient, der lå over 75. Men tænk engang, manden er åbenbart blevet testet. (Kilde: Birgit Kirkebæk)
En gribende bog
Vi har her tale om en gribende bog med masser af tragiske skæbner. Men var Livø værre eller bedre end så mange andre anstalter dengang. Og hvordan er det i dag? Glæder mig til at læse IQ 75 – Årets Historiske bog.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 17, 2023
Påske i Sønderjylland og andre steder
Påsketraditioner også uden for Sønderjylland. Påskeharen lige så vigtig som julemanden. Ude at lede efter påskeæg. Man brugte naturfarvemidler. Hvad er gækkebreve? Solæg – et chok for mange. ”Skiden lørdag”. Klassisk æggekage. Æggelege. Sukker- og chokoladeæg til Sønderjylland. Påskelam var ikke særlig sønderjysk. Begrebet ”æggepenge”. Kålsuppe med ni slags kål. Rugmelsbrød spiste man Langfredag. Påsken var egentlig en jødisk fest. Påskebryg. I Højer er der påske i haven. Man gik rundt med en udstoppet ilder. Langfredagshugget eller Påskeskraldet eksisterer ikke mere. Centrum for overtro. Den Kristne Påske.
Påsketraditioner også uden for Sønderjylland
Måske kan det være lidt svært at beskrive traditioner og skikke, der kun er gældende i Sønderjylland, når det gælder påsken. Så måske sniger det sig skikke med som er gældende i det øvrige Danmark.
Påskedag ligger altid første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Den kan ligge 22. marts og senest 25. april. Fastelavnssøndag ligger altid syv uger før påske.
Påskeharen lige så vigtig som julemanden
Påskeharen var først i Sønderjylland. Den kom syd fra og blev udbredt i Sønderjylland i 1920erne. Forældrene fortalte deres børn at påskeæg var hare-æg. Forældrene dekorerede påskeæg påskelørdag.
For mange sønderjyske børn har påskeharen været en figur på linje med julemanden
Ud at lede efter påskeæg
Og påskemorgen skulle børnene så finde deres æg. De blev gemt både ude og inde. Haren så man aldrig. Den var løbet væk eller gemte sig. Denne tradition praktiserede vi på Lærkevej i Tønder. Både farvede hønseæg og chokoladeæg var en del af fejringen fra 1920erne.
Man brugte naturfarvemidler
For 100 – 150 år siden kendte man også til påskeæg i form af almindelige hønseæg. Det blev kogt med forskellige naturfarvemidler, f.eks. løgskaller eller rødbeder.
Man sendte også påskekort til hinanden med høns, kyllinger og forårsblomster.
Hvad er gækkebreve?
Man sendte selvfølgelig også gækkebreve. Forløberen er det tyske bindebrev. Det var brugt i Danmark fra 1600 – tallet, dog først i Sønderjylland, som dengang var hertugdømmet Slesvig Holsten. Man drev gæk med hinanden. Man kunne for eksempel gemme vintergækken i ofrets mad.
Solæg – et chok for mange
Solæg har udviklet sig til en sønderjysk egnsret. Denne ret kommer syd fra. Ægget er kogt meget længe, så meget at skallen er slået lidt i stykker. Æggene skal ligge i saltlage gerne i 14 dage. Så skal de deles og spises med HP sovs, Tabasco, olie, eddike-dressing og sennep.
Retten anvendes som en hyggelig forret og man serverer den typisk til påskefrokost. Folk, der ikke har set eller smagt solæg før, kan godt blive skræmt af udseendet. Og det er særlig den blå blomme, der forskrækker nybegyndere. Og når man så fortæller, at ægget har ligget i saltlage et par uger, så er de ved at løbe bort.
Men dem, der så tager mod til sig bliver begejstret. Og man nyder typisk solæg med en snaps eller Gammel Dansk.
”Skiden lørdag”
Nogle steder spiser man lammesteg. Men fra gammel tid var det grønlangkål man spiste i Sønderjylland.
Og når vi nu er ved maden, så var det en tradition, at Påskelørdag også blev kaldt ”skiden lørdag”, da det var den dag, der blev gjort rent til påsken. Så spiste man skidne æg – hårdkogte æg i sennepssovs.
Klassisk æggekage
Ja påskedag var det ofte den klassiske æggekage med flæsk. Æggene blev også brugt som gaver til tjenestefolkene. Ofte blev de kogt i for eksempel løgskaller, som gav dem en gylden farve. Derefter blev de poleret med flæskesvær for at få dem til at skinne.
Æggelege
Når tjenestefolkene fik æggene legede de med dem, inden de spiste dem. Der findes forskellige æggelege. En af dem var at ramme de andres æg, mens man triller dem ned af en græsskråning.
Jo Leonora Christine – Christian den Fjerdes datter fortæller i sin beretning fra fangenskabet i Blåtårn ”Jammers Minde” om et farvet æg, hun har ridset blomster i og foræret væk.
Sukker- og Chokoladeæg til Sønderjylland
Omkring 1900 kom de første sukker-æg og chokoladeæg til Sønderjylland eller Nordslesvig. Snart var det danske chokoladefirmaer som Anton Berg og Michelsen Chokolade, der begyndte at producere dem.
Åbenbart symboliserer ægget også graven, som Jesus bryder ud af påskemorgen. Det kan også været et tegn på forår og frugtbarhed. Livet bryder igennem den hårde skal.
Påskelam var ikke særlig sønderjysk
Påskelam er måske ikke særlig sønderjysk. Men vi gik op på diget ved Højer for at kigge på påskelam. De var tegn på forårets komme. Det bliver kun læmmet en gang om året og det er sidst på vinteren eller tidligt på foråret. Som tak til Gud har jøderne ofret lam til påske. Jesu blev ofte afbilledet som offerlammet. Dette er uskyldigt og ofrer sit liv for andres skyld.
Påskekyllinger begyndte at lægge æg ved forårstid. Så var der så meget grønt, at kyllingerne igen fik energi. Før i tiden kunne ægproduktionen gå helt i stå om vinteren på grund af manglende foder.
Begrebet ”Æggepenge”
Hønseægget/påskeægget har været kendt herhjemme siden 1600-tallet. Æg blev dengang regnet for en luksusvare, som kun velhavende spiste. Hos fattige familier, der holdt høns var æggene forbeholdt videresalg. Kvinderne solgte dem. Vi kender begrebet ”æggepenge” som var de penge fra æggeslaget, som bondekonerne fik lov til at beholde selv.
Påskefrokosten er nok den tradition, der er mest anvendt i dag. Det er helt sikkert æg på bordet. Måske også kylling og lam.
Kålsuppe med ni slags kål
Påskens mad er ikke kun knyttet til æg. Der er også andre retter, der knytter sig til påsken. Skærtorsdag skulle man også spise ni slags grønt – ofte i en kålsuppe med navnet nikål. Tallet ni var helligt, og derfor sagde man, at en ret med ni slags grønt kunne beskytte en mod sygdom resten af året.
Hvis påsken lå tidligt, kunne det imidlertid godt være en udfordring at opdrive ni slags grønt, så måtte man være kreativ og for eksempel ty til græsstrå., brændenældeblade, en pileknop, selleri, kommen, følfodsspirer eller lignende.
Rugmelsbrød spiste man Langfredag
Traditionen med ni slags grønt er et før kristent levn fra den hedenske vårfest, hvor man fejrede sommerens indtræden. Langfredag var en kristen tradition at spise rugmelsgrød, som blev regnet for fattigmandskost. Med dette lette måltid skulle man mindes Jesu lidelser.
Påsken var egentlig en jødisk fest
Traditionen med at holde påskefrokost kan spores tilbage til før den kristne påske. Påske var oprindeligt en jødisk fest til minde om udvandringen fra Egypten og flugten fra slaveriet.
Jøderne skulle ifølge fortællingen gøre sig klart til at rejse hurtigt og kunne nå at forberede et måltid af brød, der ikke kan nå at hæve – det usyrede brød matzah, som stadig spises til pesach. Således indgår der i påsken både jødiske og kristne elementer. Påsken er ikke mindst en fejring af at foråret er på vej.
Påskebryg
Ja og så var det jo også lige Påskebryg. Den første var muligvis Salvator fra bryggeriet Thor i Randers i perioden 1890 – 98. Carlsberg kom først med en i 1905.
I Højer er det påske i haven
I Højer er der opstået en hel speciel tradition. Egon og Bente pynter deres have med ca. 3.500 påskeæg. Æggene hænger i haven et godt stykke tid efter påske. Så det er værd at køre forbi Nørregade og kig ind i haven. Du kan se det flotte skue ude fra vejen.
Man gik rundt med udstoppet ilder
I påsken gik de unge i Helvad på Als omkring med en udstoppet ilder for at samle æg til deres gilde 2. påskedag. Når de kom ind, sang de:
Endnu i 1842 gik man rundt i Hagenbjerg med en ilder for at indsamle æg.
I Vestslesvig skulle børn være gået rundt med et lignende vers, dog uden udstoppede dyr og bedt om æg langt op i 1900’erne.
Langfredagshugget eller Påskeskraldet
Nogle traditioner omkring påske bruges ikke længere i Danmark. Langfredag var et ritual ”Langfredagshugget” eller ”Påskeskraldet”. Her slog man hinanden med ris for at mindes Jesu lidelser. Gennem tiden har det også været tradition for påskelege blandt tjenestefolk både på landet og i købstæderne. Nogle steder blev der arrangeret legestuer, hvor områdets ugifte karle og piger dansede og legede.
Centrum for overtro
Påsken har været centrum for en del overtro. For eksempel sagde man, at man skulle spise et æble på fastende hjerte påskedagsmorgen. , hvis man skulle blive fri for forskellige sygdomme. Om vejret lød det bl.a. at
Den Kristne Påske
Selve Påskeugen begynder med Palmesøndag. Det var den dag Jesu red ind i Jerusalem på æsel og blev modtaget med glædesråb af folkeskarer, der strøede palmegreve på hans vej.
Skærtorsdag henviser formentlig til at Jesu den dag vasker disciplenes fødder (skær betyder ren). Det var også om aftenen, hvor Jesus spiste det sidste måltid sammen med disciplene. Om brødet og vinen udtalte han at det var hans legeme og blod I den kristne kirke fejrer man derfor nadverens indstiftelse netop den dag.
Langfredag led Jesus døden på korset. Om aftenen blev han lagt i graven. Efter de danske flagregler skal man denne dag flage på halv stang.
Søndag morgen, Påskedag blev Jesu grav fundet tom, hvorefter man i kristne lande mindes Jesu opstandelse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Marts 14, 2023
Kelvins Krig
Han var den mest populære forfatter efter Johannes V. Jensen. Det var ikke hans bøgers skyld, at han ikke mere blev husket. Selv en boghandler som undertegnede kendte hans navn. Men læser man denne bog får man en forklaring, hvorfor han er glemt Kelvin Lindemann. Anders Lindemann har skrevet en aldeles fremragende biografi over hans morfar – Kelvin Lindemann. Det var da han fandt en pistol i hans arbejdsværelse, at han begyndte at interessere sig for ham. Han var bl.a. med til tvivlsomme stikkerlikvideringer. Han kunne lide Franco og arbejdede sammen med en berygtet nazist. Han levede højt på strå i Sverige efter at være flygtet herover. Tyskerne forsøgte at lave et clearingmord på ham. Det var ikke velset, at han lavede en parodi på Karen Blixen. Men det var nu ikkefor at genere hende, han gjorde. Han forsøgte at ramme anmelderne. En meget interessant bog og en forrygende danmarkshistorie. Nu ved vi alle, hvem han var/er.
Egentlig burde jeg kende ham
Egentlig burde jeg kende ham som boghandler. Men helt ærlig det gjorde jeg ikke. Engang var han Danmarks bedst sælgende forfatter. Han var også journalist. Ja han skrev en snes romaner, rejsebøger essays, kronikker og noveller.
Han er født i Sibirien
Han blev født i Kainsk i Sibirien i 1911. Hans far drev et gods med smørproduktion. Familien forlod allerede Rusland i 1912, hvor faderen så de efterfølgende år drev forretninger i England og Tyskland.
Kom til Danmark som 5-årig
Familien kom til Danmark i 1916. Det var klart at faderen var døende af tuberkulose. Han døde også på Vejlefjord Sanatoriet, da Kelvin var 10 år gammel. Familien bosatte sig på Frederiksberg. Han kom sammen med i en kreds af intellektuelle mennesker. Han droppede ud af gymnasiet, men fik da afsluttet en handelsuddannelse. Og så påmønstrede han et skib, der bl.a. gik til Leningrad. Han skulle se det land, hvor han var født. Men han blev ikke begejstret, hvad han så. Indtrykkene nedfældede han i en række meget kritiske kronikker.
Han genbrugte sine manuskripter
Han var lidt af en forretningsmand. Han gemte således sine 500 manuskripter, kronikker m.m. Efter tre – fire år genudgav han dem så i en let ændret udgave. Ja han skrev også dramatik. Således leverede hanmanuskript til den sidste Fy og Bi film.
Forsvarede Franco
I 1930erne rejste han som journalist til Spanien og rapporterede om Den Spanske Borgerkrig. Han skrev også en bog om begivenheden. Og den kunne tolkes som et forsvar for Franco.
Bog beslaglagt af tyskerne
En masse priser modtog han. En af hans bøger ”Det kan vel frihed bære” fra 1943 blev beslaglagt af tyskerne.
Han drev bl.a. det illegale forlag ”Samtiden”
Udsat for drabsforsøg
I 1944 måtte han flygte til Sverige efter at have været udsat for et drabsforsøg. Det var tyskerne, der var begyndt på de såkaldte clearings-drab. Og hans navn stod på listen. Han havde involveret sig i modstandsarbejdet. Han tilrettelagde og afviklede illegale transporter til Sverige.
Levede et komfortabelt liv i Sverige – ilde set
Han levede et komfortabelt liv i Sverige først i Stockholm siden i dalerne. Nogle af hans romaner havde haft succes i udlandet, så han levede af indefrosne honorarer. Andre flygtninge måtte leve meget mere spartansk. Og dette forhold blev taget meget ilde op. Han blev involveret i den såkaldte Lenin-sag, hvor han blev beskyldt for at have oversat en af hans romaner til tyske soldater.
Samarbejde med den berygtede nazist Gilbert
Men det var nu også samarbejdet med den berygtede nazist Hubert E. Gilbert om dette projekt, som bekymrede mange.
Han blev fra august 1949 knyttet til den konservative avis Nationaltidende (senere Dagens Nyheder) til 1961, hvor bladet lukkede.
En parodi på Karen Blixen
I 1953 udgav han under pseudonymet Alexis Hareng ”En aften i koleraåret”. Forlæggeren røbede at den var tilskrevet Karen Blixen. Efterhånden vedstod Lindemann at stå bag ophavsretten til romanen. Det scorede han ikke så mange penge i offentligheden. Karen Blixen følte sig snigløbet.
Han skrev bevidst ”Karen Blixen – agtigt” , men det var ikke for at genere hende men tvært imod anmelderne, som efter kelvin Lindemanns mening altid gik efter navnet. De kiggede ikke så meget efter indholdet. Bogen var en bevidst provokation.
Ja i England blev bogen under titlen ”The Red Umbrellas” en delvis succes. Han gendigtede den selv på engelsk.
En ”blandet landhandel” og flere priser
Ja han skrev under mange navne. Man kan vel godt kalde det en ”blandet landhandel” det som han leverede. Men han modtog skam også meget anerkendelse og modtog en masse priser.
Nøjedes med at nikke til Hans Scherfig
Han blev næsten nabo til Hans Scherfig. Men de kom hvis aldrig i snak. De brugte samme trinbræt, Grønholt. De nøjedes med at nikke til hinanden.
Blev ikke valgt til formand for Forfatterforeningen
Det kan lyde lidt mærkeligt, men i nogle år gik han meget op i fagforeningsarbejde. Han gjorde et stort stykke arbejde for forfatterne og for at disse skulle have betaling for at have bøger stående på biblioteket. I 1962 stillede han op som formandskandidat for forfatterforeningen. Det gik ikke stille for sig. Foreningen blev delt. Og Lindemann blev ikke valgt.
Han var særdeles produktiv og nogle af hans sager havde også personlige omkostninger. I 70 år havde han skrevet. Han døde 92 år gammel i 2004
Finder en pistol i morfars arbejdsværelse
Jo, det er journalisten Anders Lindemann, der finder en pistol i sin morfars arbejdsværelse. Derfor besluttede han sig for at gå på jagt efter kelvin Lindemanns livshistorie. Indtil nu har han kun haft en lille rolle i modstandsbevægelsen. Men Anders Lindemann fandt ud af, at han har været involveret i flere stikkerlikvideringer som efter krigen gav anledning til retsopgør.
”H.C. Andersen ville vende sig i sin grav”
Han skjulte heller aldrig at han var antikommunist. Det skrev han åbenlyst om i især Berlingske Tidende. Det var der flere kommunistiske forfattere, der bebrejdede ham.
Var han fascist? Ja det var der mange, der mente
Ja og hvorfor var det lige Kelvin Lindemann, der skulle have H.C. Andersens mindemedalje i 1933. Jo han var vel dansk litteraturs grimme ælling. Og dagspressen var vel også forarget. Således skrev Helsingør Avis:
Og på Ekstra Bladet mente man at
Han var samfundsdebattør
Kelvin var også samfundsdebattør. Således mødte han en anden lignende debattør i Studenterforeningen, nemlig Knud Sønderby, forfatteren bag ”Midt i en Jazztid”. Selv om de var hinandens modsætninger tog de på ferie sammen.
Han var den nye generations talerør. Han gik ind for en friere moral og en anden tilgang til sex. Og han var populær i 1940erne. Han var kun overgået af Johannes V. Jensen.
Han vidste godt, hvordan man fik opmærksomhed
Kelvin vidste præcis, hvad han skulle sige til journalisterne for at få omtale. Den sensationsprægede dagspresse dyrkede i den grad personligheder inden for sport og kultur.
Han sørgede da også mange gange for, at der var fotografer til stede, når han spillede tennis med sin barndomskammerat, skuespilleren Ebbe Rode. Han havde forbindelser til alle de landsdækkende dagblade, i radioen, i forlagsbranchen og på magasinerne. Men det var ikke alle, der så et lys i ham.
Oppe at slås med Mogens Wieth
Han var gift og fik tre døtre. Hans kone havde en affære med kvindebedåreren, Mogens Wieth, som medførte en slåskamp mellem Mogens Wieth og Kelvin Lindemann. Det var noget hele byen snakkede om.
Det havde sine omkostninger
Måske finder vi i bogen årsagerne til at han er glemt. Han var involveret i mange upopulære sager. Venstrefløjen gjorde sikkert også sit til at han gik i glemmebogen. Jo det er en yderst interessant bog, vi her har med at gøre om en aldeles farverig person, der nok ikke helt var klar over, at alt det han foretog sig kunne have konsekvenser. Nej, det var ikke fordi, at hans bøger var dårlige, at han blev glemt.
Han var i verdens centrum, altid i brændpunktet. Men han kæmpede sine egne kampe. Han gik ofte imod strømmen. Han stod i opposition til det etablerede. Og det har sine omkostninger. Hans omdømme blev ofte sat på spil. I perioder var han udsat for retssager. Han blev kaldt svindler, Fascist og alt mulig andet.
Det er ikke tale om karaktermord
Nej, bogen glorificerer ikke Kelvin Lindemann. Den er kritisk men forråder heller ikke hovedpersonen. Det er heller ikke tale om et karaktermord.
Hans fjender kan bruge en masse mod ham. Hans fortid gemmer på en masse hemmeligheder og skyggesider. Og det er alt dette, der bliver brugt mod ham. Derfor er han blevet glemt.
Det er en yderst interessant, fascinerende og spændende biografi, som undertegnede her, har læst. Og det er også en anderledes Danmarkshistorie. Og ja, nu lærte vi da sandelig Kelvin Lindemann at kende.
Kilde:
Marts 12, 2023
Hvor ligger Kanslergade 10 på Østerbro?
Dette er måske en lidt utraditionel anmeldelse af den nyeste bog i serien ”100 Danmarks-historier i 100 måneder til 100 kr.” Og bogen det er Kristina Krake: Kanslergadeforliget. Der er skrevet en masse om dette emne. Kanslergade 10 findes ikke mere. Stedet har fået ny adresse. Mange politikere har boet på Østerbro. I 2011 var lejligheden 7 mio. kr. værd. Gift med Anna i 23 år. Gift og skilt med Olga. Pap-mor lige så gammel som datter. Kaotisk kærligheds- og familieforhold Stauning truet i det sønderjyske. En krise ventede forude. Man havde ofret på principper. Inviteret hjem til Kanslergade. De Konservative var ikke inviteret. Landbruget var det bærende erhverv. Augusta måtte ned i kælderen. Den fastlåste situation blev opløst. Hvem gav sig mest? Den positive fremstilling dominerer. Der blev slugt karameller. Bogen kan varmt anbefales. Mon unge mennesker også køber disse bøger?
Der er skrevet en masse om dette emne
Egentlig har vi jo læst utrolig meget om Kanslergadeforliget i diverse bøger, på nettet osv. Her troede vi så, at vi vidste det hele. Det gjorde vi ikke. I denne spændende bog fandt vi en masse nyt. Men vi bruger her forskellige kilder til at anmelde denne bog.
Kanslergade 10 findes ikke mere
Kanslergade er en 100 meter lang sidegade til Jagtvej. Mod syd har vi så Ove Rodes Plads. Langt op i tiden var en kansler, en embedsmand med masser af magt. Ja det var den næsthøjeste stilling, man kunne få i Riget. Navnet fik gaden i 1915.
Og adressen, Kanslergade 10 1. th. findes ikke længere. Nu hedder det Ove Rodes Plads 1. Navneforandringen kom i 1937 efter at folk var valfartet til at beskue den ejendom, hvor det berømte forlig kom i hus. Efterhånden var denne tilstrømning en belastning for beboerne. En mindeplade kan man heller ikke finde her.
Mange politikere har boet på Østerbro
Og i 1937 boede Stauning i en æresbolig på Valeursvej i Gentofte. Det var i 1910 – 1920 at Arbejdernes Kooperative Byggeforening bebyggede området. Og det var ikke den sidste statsminister, der boede på Østerbro. H.C. Hansen, der var statsminister 1955 – 1960, boede på adressen Østerbrogade 95, hvor også minister Knud Heinesen har boet. Ja nede i Rosenvænget i Danmarks første villakvarter har der også boet et par ministre.
Gaden præges af boligforeningen Kanslerhus.
I 2011 var lejligheden 7 millioner kr. værd
Og tænk Staunings 191 kvm store lejlighed blev i 2011 solgt for 7 mio. kr. Hvor meget mon den er værd i dag? Den var meget flot istandsat. Det hed sig dengang, at det ikke var en historienørd, der købte lejligheden.
Gift med Anna i 23 år
Stauning var lige så utraditionel som dette forlig. Han havde to forhold og to børn, der havde en fælles far. Han var både patriark og fraktalfar, gammeltestamentlig og moderne ved at være gift med hjemmegående husmødre i spidsen for en sammenbragt børneflok.
Thorvald var gift med Anna i 23 år. Ægteskabet var barnløst. Hun var vel nærmest en grå mus, undseelig. Hun ordnede alt for Thorvald, både som husmoder og sekretær. Hun blev kørt ned i 1921. Denne episode har vi beskrevet i en tidligere artikel om ”Stauning på Nørrebro”.
Gift og skilt fra Olga
Det var måske en dyb intens sorg, for året efter blev Thorvald gift med Olga. Uhørt var det dengang, men Olga havde både uddannelse og ambitioner. På Thorvalds vegne. Det gik ikke så godt. I 1930 blev de to separerede.
Hun nægtede at lade sig skille. Derfor levede Thorvald og sangerinden Augusta Eriksen sammen på polsk fra 1930. Ja det var de kvinder, som Thorvald levede sammen med. Der er ikke her plads til de løse forbindelser.
Pap-mor lige så gammel som datter
Børnene var der også tre af. Aase var ikke Thorvalds barn, men hans gode vens. Vennen kom til at gå i seng med Thorvalds ungdomskæreste Andrea. Resultatet blev, at Aase blev adopteret af barnløse Staunings. Men hun smuttede, da hun fik en pap-mor, der kun var to år ældre end hende selv.
Da Thorvald var 50 år og Olga 40 år fik de Søren, som tog med far på Grønlandsrejse i 1930. Det var Olga meget fortørnet over. Hun mente, at det var farligt for knægten, men hun bekymrede sig ikke så meget om hendes mand. Ham var det vel også farligt for?
Imellem Aase og Søren var det Holger, der blev optaget i familien Stauning i 1913 som otteårig. Da var hans mor, sidespringet og cigar-rullersken Caroline Levin død.
Kaotisk kærligheds- og familieforhold
Staunings kaotiske kærligheds – og familieforhold er på en gang gammeldags og genkendelige. Statsminister-ægtefæller, der går hjemme uden uddannelse, og som tilmed accepterer utallige sidespring, er en uddød race. Men at finde sig yngre og smukkere kvinder, hvoraf den ene sætter hælene i og nægter at samarbejde, det ses stadigvæk. Også i Kanslergade.
Stauning truet i det sønderjyske
Ja sådan kunne vi blive ved med at berette om denne Stauning. Nede ved grænsen provokerede han bønderne så meget, at den legendariske Cornelius Petersen truede Stauning på livet og komme inde at sidde for det. Og denne Stauning betroede sig til tyske kollegaer, at Socialdemokrater i Danmark ikke støttede de dansksindede i Nordslesvig. Det ændrede sig dog senere.
Men lad os nu vende tilbage til det, som det hele drejer sig om – Kanslergade-forliget. Bemærkelsesværdigt er det, at det foregik samme nat som Hitler kom til magten i Tyskland.
En krise ventede forude
Arbejdsløsheden nærmede sig 50 pct. Det var ikke meget lys forude. I byerne var en storkonflikt under opsejling. Når overenskomsten udløb 1. februar stod 100.000 arbejdere til at blive lockoutet, når overenskomsten udløb 1. februar. Arbejderne skulle gå 20 pct. ned i løn.
Der blev givet tilskud til nedslagtning af kreaturer samt til reduktion i svineproduktionen for at få prisen på landbrugsvarer til at stige.
Man havde ofret på principper
Der blev gennemført vinterhjælp til de arbejdsløse og støtte til boligbyggeri og offentlige arbejder. Og som Stauning sagde, så havde man ofret nogle principper, men reddet landet. Og det har han vel ret i?
Inviteret hjem til Kanslergade
Venstre og radikale Venstre var inviteret hjem til privaten på Kanslergade. Det var ikke let. Forhandlingerne var lange og besværlige. Men her kunne man uforstyrret af journalister i hyggelige omgivelser måske finde ud af noget,
De Konservative var sure
De Konservative var ikke inviteret med. Det var nok fordi, at de havde meldt ud, at de var imod et forbud mod lockout. Men de Konservative var alligevel rasende. Og egentlig kunne man godt forstå det. Aftalen var sket uden for de parlamentariske arenaer. Samtlige rigsdagsmedlemmer skulle tage stilling uden at kende hele forligsskitsen i detaljer.
Landbruget var det bærende erhverv
Vi må huske på, at på daværende tidspunkt var landbruget landets bærende erhverv. Det beskæftigede ganske vist kun 1/3 af de erhvervsaktive, men stod for ca. ¾ af eksporten og dernede den valutaindtjening, der skulle muliggøre indkøb af råstoffer til industrien og færdigvarer til forbrugerne. Omkring 60 pct. af eksporten gik til Storbritannien og 20 pct. til Tyskland.
I løbet af tre år skabte det en halvering af produktionsværdien i landbruget. Resultater af dette udeblev ikke. Forøgelsen af tvangsauktioner var på en femdobling fra 1929 til 1932.
Augusta måtte i kælderen
Venstre-folkene havde taget deres jakker på og var på vej hjem med uforrettet sag. Stauning foreslog, at de da lige skulle drikke en Go’nat drink. Det var Staunings samlever, der havde foreslået dette.
Augusta Eriksen blev sendt ned i en mørk kælder efter husets sidste flaske Whisky. Hun vidste, at den sidste flaske gemte sig nede i kælderen. Hun var faktisk dødsensangst for at gå derned. Det var fuldt af rotter og det var bælgmørkt. Hun skulle op ad en stejl køkkentrappe.
Det fastlåste situation blev opløst
Flasken så ikke særlig appetitlig ud. Den var snavset og ækel af kælderens støv og fugt. Hun hældte whiskyen over på en karaffel og serverede den længe ventede whisky.
De gode dråber opløste den fastlåste situation
Et par timer senere efter adskillige sjusser og gode cigarer var forliget i hus. Og det omfattede faktisk 18 – 20 punkter.
Hem gav sig mest?
Stauning gik med til at devaluere kronen med 10 pct. Til gengæld fik Stauning to store indrømmelser. For det første opbakning til at gennemføre indgreb i arbejdskonflikten, så lockouten blev afblæst og arbejdernes lønninger fastfrosset. For det andet nikkede Venstre til konturerne af en omfattende socialreform. Partiet ville ganske vist ikke stemme for, men de lovede at undlade at blokere for reformen, når den skulle gennem Landstinget.
K.K. Steincke havde gennem fire år forsøgt at få flertal for sin reform.
Man kan altid diskutere, hvem der gav sig mest. Men i hvert fald lykkedes det for Danmark at holde Fascisme og nazisme på afstand. Dog skal vi ikke glemme, at der i 1930erne var masser af gadekampe.
Normalt er ordet kompromis et skældsord. Men det kan man vel ikke kalde dette forlig. Uden kompromiser fik man ikke et velfungerende demokrati.
Den positive fremstilling dominerer
Det er klart, at det omkring dette forlig er opstået en masse mytologi. Allerede i 1930erne udråbte den socialdemokratiske presse forliget til en historisk bedrift. Og der er spundet masser af historier om krisepolitikkens effekt og parlamentariske handlekraft. Man fik jo ikke etableret et fast samarbejde med Venstre. Den positive fremstilling dominerer. De mange myter om Kanslergadeforliget kunne godt tåle at blive nuanceret. Socialdemokratiet brugte forliget til at positionere sig som et regeringsdueligt parti og demokratiets vogter. Men hvem ville ikke gøre det?
Man kan sige, at de tre partier redede Danmark fra noget, der var meget skidt.
Der blev slugt kameler
Og i deres argumentation kiggede Socialdemokratiet slet ikke på de uheldige virkninger for arbejderbevægelsen. Reallønnen sank. Der blev slugt mange kameler den nat på Østerbro.
Og meget apropos så blandede Socialdemokratiet sig også i arbejdsmarkedets- politikken dengang.
Bogen kan varmt anbefales
Bogen kan varmt anbefales. Det kunne være sjovt at se, om det også er unge mennesker, der køber disse pragtfulde bøger, der giver et nyttigt og lærerigt indblik i danmarkshistorien.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: