En præstefamilie fra Abild 

Et glemt ”værk”. Abild-borgerne måske helt tilfreds med ”pastor-familien”. De holdt dog i 110 år i Abild. Men der var trange forhold. Munkene tog dengang ligene med til brede. Præsten havde også andre indtægter. Præsten fik også naturalier. Munkenes heste stod i Abild. Der var hverken hus eller jord til præsten. En degnebolig blev etableret. Hård kamp for degne-lønnen. Abilds beboere var ikke meget for en degneskole. Gud havde fældet en dom, mente man i Abild. En ”lærd” person blev degn. Præsten kom i nød. Abilds beboere ville ikke betale. Pastor Friis havde mindst seks børn. Roligere forhold under sønnen. Fem uforsørgede børn. Sønnesøn arvede bedstefars stridbare sind. Stridigheder med Abilds bønder. Virkede præstefamilien i kirkelig henseende? Den pietistiske vækkelse i Abild. Præstefamilien fungerede i 110 år. Pastor Wedel fra Daler fortsatte.

 

Et glemt ”Værk”

Det var sandelig ikke let at være præst i Abild dengang. Og hvor ved vi så det fra? Jo i 1649 og 1575 udgav pastor Andreas Amders et mindre værk, der hed:

• Tundernsche sterbliche Unsterblichkeit

Disse to hæfter bringer en skildring af ca. 100 ”herrer og matroner”.

Disse omtalte personer havde måske ikke nogen udødelige præstationer. Det handlede om datidens førende skikkelser inden for den snævre hjemstavn. Og så havde forfatteren lige taget en del af sin egen slægt med.

Forfatteren havde været rektor i sin fødeby Tønder. Fra 1651 til 1687 var han præst i Burkal. Men det er slet ikke ham, vi skal høre om her. For her kigger vi på en af de omtalte i ”Værket” – pastor Matthias Friis.

 

Abild – borgerne var måske ikke helt tilfreds med pastoren

Nu var det dog ikke sikkert, at den almindelige borger i Abild og omegn mente at dette var en fremragende præst. Jo han var en lærd mand, der havde taget magistergraden. Han har således ikke udgivet nogen videnskabelige værker. Men han vil blive husket for hans mange klageskrifter både til den verdslige og kirkelige myndighed.

Friis var født i 1605 i Flensborg. Han har studeret i Rostock og i Greifswald. Han blev diakon på Før og i 1636 kom han til Abild.

 

Pastor Friis – en myndig herre

Han var en ret myndig herre, der i sin reformiver ruskede op i gamle fordomme. Men i hans embedsperiode blev der også ført mange og lange processer.

Dengang bredte lyngen sig både mod nord og vest og nåede efterhånden helt op i Abilds gader. Det var høavlen, der bar landbruget. Der var ikke så mange enge i området, så det var begrænset, hvad der var af kreaturhold.

 

Trange forhold i Abild

Det var trange forhold så bønderne ikke formåede at efterkomme deres forpligtelser med hensyn til ydelser til bl.a. præsten. På en klage til amtmanden får præsten ret til at foretage udpantninger. Han nærer dog en vis betænkelighed ved at foretage så drastisk en fremgangsmåde.

Dette ville skabe endnu mere uvilje mod ham. Men han frygtede for sin velfortjente løn og ønskede at få sine afgifter fra sognet langt ind i faste rammer.

 

Munkene tog ligene med til Brede

Han gjorde krav på ”hver femtende neg”. Men han fik kun ”hvert tyvende neg”. Nogle gav kun ”hvert enogtyvende neg” og nogle gav kun ”hvert tredive neg”.

Nu var det også sådan, at dem der døde i Sølsted skulle begraves i Brede Kirke, derfor skulle præsten brede også have en del af høsten. Oprindelsen til dette stammer tilbage fra dengang, hvor munkene prædikede i Abild og Brede. Ved den lejlighed tog de så ligene med til Brede.

Kirkevejen dengang mellem Abild og Sølsted var ved vintertid ret ufremkommelig.

 

Præsten havde andre indtægter

Nu havde præsten også andre indtjeningsmuligheder. Det skulle på de tre højtidsdage jul, påske og pinse lægges ham et offer på alteret.

• En kirkegangskone (en mor, der efter en fødsel holder sin første kirkegang) måtte yde 1 mark
• Hver altergæst 2 skilling
• Ved trolovelse, hvis de foregår i hjemmet eller kirken 2 mark
• Ønskes præsten i anden anledning i hjemmet måtte der ydes 3 mark
• Ved bryllup må brud og brudgom hver yde 3 mark, foruden det som følget giver
• For ”et gammelt lig” 3 mark
• For et barnelig 1 mark 8 skilling

 

Præsten fik også naturalier

Foruden dette kom der ydelser i naturalier. For hver ko tilkom der præsten 2 pund smør, hver bolsmand måtte aflevere 3 brød og 10 æg. Kådnerne og Indersterne kunne nøjes med at give fem æg. De måtte årlig yde en dags håndtjeneste, hvis dette blev krævet eller også skulle de betale den ordinære dagløn.

Klosteret i Løgum havde tilegnet sig præstegården og indkomsterne. De havde bortfæstet jorden og bygningerne. Fæsteafgiften udgjorde 6 mark. Dette beløb førtes i kirkebogen helt til 1853.

 

Munkenes heste stod i Abild

Bymændene i Abild havde ladet indhegne et stykke land i den østlige ende af byen til græsning af munkenes heste ved sommertid. De andre småbyer i sognet måtte så til gengæld levere 11 læs hø til vinterbrug.

Da klosteret hørte under biskoppen i Ribe, blev præstegården bortfæstet og lagt under Møgeltønderhus. Det senere Schackenborg, som tilhørte biskoppen.

 

Der var hverken hus eller jord til præsten

Der fandtes, da reformationen var overstået og en luthersk præst skulle konstitueres, hverken hus eller land til præsten. For at afhjælpe dette savn lod Abild bys indbyggere opføre et hus på fælledjorden i nærheden af kirken og lagde lidt efter lidt nogle stykker land til. Men det var mest hede og u-dyrket jord, der blev indrømmet præsten.

Da sognet som omtalt var ringe og indkomsterne ikke tilstrækkelige til præstens underhold, fæstedes der en halv bol til. Dette lå under Løgumkloster og blev benævnt ”Peter Nissens bol”.

 

Præsten kæmpede for sin rettigheder

Matthias Friis overtog ved sin tiltrædelse dette fæstebol med en årlig ydelse på 6 rigsdaler. I 1647 indløste han fæste for 700 rigsdaler, og hertug Frederik tilsteder ham fritagelse for samtlige afgifter.

De mange processer, præsten måtte føre for at få sine økonomiske forhold sikret, giver os det indtryk, at han var stærkt optaget for at se på sine egen fordel. Det skabte en vis misstemning blandt sognebørnene. Og dette blev forstærket, da han forsøgte at få oprettet en degneskole.

 

En degnebolig blev etableret

Helt fra reformationen havde sognet hverken haft degn eller degnehus. Præsten havde forrettet degnetjenesten og han havde fået en mand til at forestå kirkesangen.

Med stort besvær og med en langsommelighed havde Friis nu bygget en mindre bolig til degnen, der samtidig skulle forestå undervisningen. Aflønningen pålagde man præsten, eftersom han hidtil havde modtaget degneindtægten.

 

Hård kamp for degne – lønnen

Men han får det ordnet på den måde at, at bolsmændene hver måtte levere en skræppe rug og et læs tøv. De kådnere, der havde hest og vogn skulle levere et læs lyngtørv.

Fra kirkekassen skulle han årlig have tre rigsdaler for at slå bedeklokken morgen, middag og aften. Desuden skulle hvert hjem levere ham tre skilling.

Præsten foreslog at man gav den ”stakkels degn”, der hele året stod i kirkens tjeneste de fem mark som blev anvendt til køb af en tønde øl til den årlige kirke-visitats, for som han anførte, der var mange der ikke ydede så meget som en skilling til kirken, der tog rigeligt for sig af øllet.

 

Abilds beboere var ikke meget for en degneskole

Man skulle tro, at det blev anerkendt, når man kæmpede for en skole. Men sådan var det bare ikke. Modstanden mod præsten skyldtes, at bønderne frygtede for flere udgifter. Og så var der også modvilje mod myndighedernes indblandende i sognets anliggender.

Man havde indrettet de såkaldte vinkelskoler. Her kunne man selv bestemme om lærernes ansættelse. Deres løn havde nok mest bestået af naturalieydelser. Og så bestemte man lokalt at børnene kun skulle gå i skole i vinterhalvåret. Denne frihed ville man ikke have indskrænket.

 

Gud havde fældet en dom

Præsten nævnte i kirken, at nu måtte man til lommerne for at betale degnen. Det var ikke særlig populært. Myndighederne forlangte nu også at børnene gik i skole om sommeren. Nogle af de lokale kunne slet ikke beherske sig. Det var især anføreren mod degneskolen, Hans Bundtsen fra Vennemose. Han var lige ved at overfalde præsten.

Og præsten tog det helt roligt. Han sagde bl.a. at han ville overlade til Gud og give ham en dom. Da anføreren så ved nattetide skulle hjem formåede han ikke ar finde sit hus. Derfor måtte han vandre omkring, indtil hans børn den lyse morgen kunne lede ham hjem. Kulden og det tiltagende snevejr havde tilføjet ham forfrysninger i fødderne.

I Abild mente man nu, at Gud havde fældet sin dom.

 

En ”lærd” person blev degn

Præsten havde allerede i 1642 fået ansat en degn og skolemester, der hed Georgi Severini. Den latinske navneform kunne tyde på, at det har været en studeret person. Det var i disse år et særsyn eftersom landsbyskolerne som regel måtte nøjes med ganske tilfældige lærere uden boglig uddannelse, såsom hyrdedrenge og håndværkere.

Vores præst skrev til hertugen for han krævede en æresoprejsning. Og det fik han. De lokale beboere måtte underskrive en aftale. Men han forlangte at anføreren Hans Bundtsen og sognefogeden blev straffet.

 

Præsten kom i nød

Men ak og ved. Freden varede kun ganske kort. Pastor Friis anmodede i 1653 at der blev foretaget en tiltrængt reparation af kirken. Derfor anmodede pastoren den tilstedeværende bygmester om et overslag. Over istandsættelsen samt en udvidelse af præstegården.

Under en længere regnvejrsperiode var bohavet, garderoben, sengetøjet og biblioteket blevet ødelagt. Præstefamilien havde ikke kunnet gå tørskoet i stuerne. Præsten ville have udbedret skaderne for egne midler. Men han var kommet i nød.

 

Abilds beboere ville ikke betale

Beboerne ville ikke betale. Han sendte derfor en klage til biskoppen, hertug Christian Albrecht af Lybæk.

I sine klager skrev han flere gange ”Ich armer Mann”: det havde måske virket. Biskoppens svar gik i hvert fald på, at sognet måtte yde ham fuld erstatning.

 

Pastor Friis havde mindst seks børn

Pastor Friis havde mindst seks børn. Der har sikkert været flere. Den ældste Laurids Friis blev kapellan i nabosognet Brede, hvor han fra 1673 til 1684 var præst. Han udgav flere skrifter. I brede Kirke findes der et større maleri af ham.

 

Roligere forhold under sønnen

En anden søn Christian Friis blev faderens efterfølger i Abild. I hans tid blev forholdene i Abild roligere. Præstegården var blevet renoveret. Der var kommet orden i indtægtsforholdene. På en stavn, der blev betegnet som ødegård lod han opføre en bolig for arbejdsfolkene. Dette krævede en årlig afgift på en rigsdaler, der skulle indbetales til Amtshuset i Løgumkloster. Men senere blev dette overladt til den ”fattige kirke”.

I årene fra 1707 samledes menighedens interesse om ombygningen af kirken, der var i så dårlig stand, at skibet måtte ny-opføres fra grunden af. Midlerne til dette foretagende fik man dels af amtet, dels fra nabosognenes kirke.

 

Fem uforsørgede børn

I 1712 ansøgte præsten om tilladelse til at få en af sine to sønner som kapellan i kirken. Han anførte, at der i hjemmet var fem uforsørgede børn, en datter var død, og en den blev for 15 år siden angrebet af en sygdom og var lam og ”gebrækkelig”

 

Arvede bedstefars stridbare sind

Det var sønnen, Christian, der bar samme navn som faderen, der blev hans efterfølger. I 1723 overtager han kaldet. Men han må have arvet bedstefars stridbare sind. Der går adskillige skrivelser fra hans hånd til myndighederne for at hævde de rettigheder, der engang sikredes præstekaldet.

Han blev således fejlagtig dømt for at betale en årlig afgift på 28 rigsdaler til amtstuen i Løgumkloster for det tillagte øde-bol. Man respekterede åbenbart ikke mere de gamle privilegier.

 

Stridigheder med Abilds bønder

Danmarks deltagelse i Den Store Nordiske Krig havde kostet dyrt. Holland havde lagt følelig indførselstold både på korn og stude. Det kunne bønderne i Abild også mærke. En af følgerne var stærkt faldende priser. Det fik følger for præstens indtægter.

Pastor Friis følte sig forurettet på mange områder. I den anledning klagede han til amtmand F.W. Holstein i Tønder.

Bolsmændene i Abild forsøgte at afsvække præstens rettigheder. Der blev taget beslutninger uden om ham. Præsten måtte flere gange påberåbe sig øvrighedens bistand. Den 4. august 1739 udstedte amtmanden en ordre, og heri blev bønderne anmodet om:

• bei Strafe, Raub und Gewalt at afholde sig fra ulovlige indhegninger.

Bønderne var genstridige. Påbuddet forblev resultatløst. Amtmanden svarede nu, at de uopholdelig måtte give præsten en skriftlig forsikring om hans rettigheder. I modsat fald ville ”Chresten Fusskncht blive beordret til at nedrive diger og hegn på bøndernes bekostning.

Langt om længe kom man til et forlig. Det betød at præstegårdens jord nu blev på 131 ha.

 

Virkede præstefamilien i kirkelig henseende?

Om hvor meget præstefamilien Friis fik udvirket i kirkelig henseende, er vanskeligt at bedømme. Forkyndelsen samlede sig mere om en udredning af den rette lære i stedet for et virkeligt trosliv. De lange tørre og lærde prædikener gik hen over hovedet på beboerne. Kløften mellem menigmand og præst var blevet for stor. Pastor Friis var mere en embedsmand end sjælehyrde og havde vanskeligt ved at komme i forbindelse med sognebørnene.

 

Den pietistiske vækkelse i Abild

Da sønnesønnen tiltrådte sit embede, gik den pietistiske vækkelse, der havde sit arnested i det nærliggende Tønder, hen over egnen. Men hvordan dette slog sig ned i sognet, foreligger der ikke noget om.

Men det sociale arbejde med dets omsorg for de fattige, der fik en fremtrædende plads hos pietismens tilhængere, kunne spores i sognet. I 1736 blev der oprettet en fattigkasse af hvis vedtægter, der fremgik, at når der blev holdt bryllup. Måtte de fattige ikke glemmes.

Når der blev indrettet begravelses – eller barselsgilde, ja så skulle man sende noget mad og drikke til deres vederkvægelse. Samtidig blev det vedtaget, at hver søndag skulle der ombæres en kling-pung. Dette hverv tilkom hver husejer, nabo til nabo at udføre fire dage.

Der blev indført kirketvang, så præsten kunne glæde sig over et stort kirkebesøg, hvad der vel også fik indflydelse på det samlede beløb.

 

Præstefamilien Friis fungerede i 110 år

Christian Friis afgik ved døden i 1745. Han efterfulgtes af Lorens Friis, der formodentlig har været en søn af ham. Han døde efter kun 36 ugers præstevirksomhed.

Der var hverken en ene eller i kaldet eller præstebørn, som kunne videreføre, af samme slægt blev i samme kald. Man måtte nu søge efter en uden for familien Friis, der i 110 år havde haft sin plads i Abild præstegård.

 

Pastor Wedel fortsætter

Valget faldt på Andreas Christian Wedel, der var født i Daler. Vi har tidligere beskrevet en pastor Wedel i daler, der havde problemer med både præsteenken og grevinden på Schackenborg.

Under pastor Wedel i Abild blev egnen hjemsøgt af den frygtelige kvægpest, der bragte nød og elendighed i hvert landbohjem. Der lød dog ingen klageråb fra den nye præst. Efter mange års ufordragelighed så det ud til at den endelige men sikkert længe ventede sognefred var indtrådt.

 

Kilde:

 

 

 

• dengang.dk – diverse artikler
• Festskrift til Johan Hvidtfeldt
• Arends: Gejstligheden i Slesvig og Holsten
• H. Nielsen: Fra Slesvigsk Fattigvæsen

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.991 artikler
• Under Tønder finder du 320 artikler
• Under Højer finder du 83 artikler
• Under Sønderjylland finder du 243 artikler
• Under Aabenraa finder du 198 artikler
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 64 artikler

 

• Besættelsestiden i Abild
• En hede nord for Tønder

 

• Åndens folk fra Tønder
• Balthasar Petersen fra Tønder
• Åndens folk i Aabenraa
• Brorson – en præst fra Tønder
• Tønder Kristkirke
• Emmerske Bedehus og skole
• En dansk præsts hverdag i Højer
• Den sure præst fra Højer
• En pastor fra Rise
• Højer Kirke
• Da Løjt havde to præster og præstegårde
• Præster og andet godtfolk i Sønderjylland (b)
• Klager over præsten i Ballum
• Pastoren i Bylderup
• Hostrup, Jejsing og præsten
• Præsten fra Daler
• Jørgens Kirke i Aabenraa
• Hvem ejede Brede Kirke?
• Egen Kirke og Kirkestald
• Kirker syd for Aabenraa
• Møgeltønder Kirke
• To kirker i Aabenraa
• Jørgens Kirke
• Et kloster – 15 km fra Tønder
• Ryd Kloster
• Farvel til de sønderjyske Gråbrødreklostre
• Livet omkring Bov Kirke (og mange flere)