Artikler
April 17, 2023
De Fattiges Dyrehave på Østerbro
Ikke alle havde råd. Slagtervangen. Knap så eksotisk og romantisk. Spritten leveret af lokal spritfabrik. Byens laveste pøbel. Det startede med telte. Musik, når mørket faldt på. Tyndbenet kærlighedsdrama. Frihavnen’ s anlæggelse betød ødelæggelse af en del af haven. Tietgens Have. Grundene ud til kysten var nærmest værdiløse. Spritfabrikken ødelagde også en masse. De lyttede ikke til afholdsforeningerne.
Ikke alle havde råd
Det var ikke alle, der havde råd til at tage på Dyrehavsbakken. Og så var det lige det at skulle tage en kapervogn fra Trianglen derud. Det var heller ikke billigt. Men så var det en anden mulighed, der opstod i 1840’erne på Slagtervangen uden for Østerport.
Slagtervangen
På hele stykket fra Nøjsomhedsvej og helt op til Svanemøllen lå frem til 1850’erne kun Slagtervangen. Det var Københavns Kommune, der lejede arealet ud til byens slagterlaug, der lod kvæg og grise fede op her, før de blev slagtet.
Det var ved stranden indtil Ny Kalkbrænderi, omtrent ved Batterivej (nutidens Viborggade) og ved den nuværende Århusgades udmunding i Sibbernsvej (nu Strandboulevarden).
Knap så eksotisk og romantisk
Jo det var ”De Fattiges Dyrehave”, der bestod af en samling værtshuse og traktørsteder. Det blev en konkurrent til den rigtige Dyrehave. Den strakte sig fra Århusgade i nord til Vejlegade i syd. Nu var det godt nok ikke så mange dyr at kigge på her. Måske nogle vandrotter, og en enkelt lænkehund, der fik løs om natten.
Det var jo knap så eksotisk og romantisk som kronvildtet ude i den rigtige Dyrehave.
Spritten leveret af lokal spritfabrik
Disse etablissementer havde deres storhedstid i anden halvdel af 1800-tallet. Fra teltbeværtninger blev der serveret brændevin fra den nærliggende spritfabrik ”Fortuna”. Udvalget af drikkevarer var begrænset. Og gæsterne blev opfordret til ikke at selv tage drikkevarer med. Man kunne dog vælge mellem øl og brændevin. Der var naturligvis chokolade til konerne og limonade til børnene.
Byens laveste pøbel
Her kom arbejdere og bådførere fra Kalkbrænderi og andre steder. Stedet tiltrak ”jævne” mennesker især ”søens folk”. Stedets ry var derefter. Forfatteren Knud Bokkenheuser beskrev stedet som:
Ordentlige folk kom her ikke, og hvis de gjorde, så sagde de det i hvert fald ikke højt.
Det startede med telte
I begyndelsen var det bare en primitiv teltby med få udskænkningssteder. Men efter få år kom her rigtige pavilloner. Nu kunne man sidde indendørs og nyde sin medbragte madpakke.
Men her var også karruseller, keglebaner og andre forlystelser for folk, der blot ville more sig. En af de mest kendte forlystelser var ”Rhinen”, der havde en stor karrusel med larmende lirekasse (gadeorgel).
Musik, når mørket faldt på
Her kunne man more sig hele dagen og aftenen uden at skulle tænke på den lange hjemtur til hovedstaden. Så kunne man måske godt tillade sig selv en enkelt mere. Og når mørket faldt på begyndte musikken. Nu indfandt der sig også stenfiskere og sandgravere fra Sundet. Fra Adel – og Borgergade kom danselystne damer.
Stedet lukkede helt i 1908, men hovedbygningen blev først revet ned omkring 1950. Den lå mellem Kryolitfabrikken og Hjørringgade.
Tyndbenet kærlighedsdrama
Guldalderdigteren Henrik Hertz skrev en vaudeville i en akt med titlen ”De Fattiges Dyrehave og med musik af Henrik Rung. Jo det var et tyndbenet kærlighedsdrama med en meget dydig morale.
Frihavnen ødelagde en del af haven
Endnu i 1876 lå der 25 lysthuse i haven. Århusgade blev lagt hen over området i 1884. Og store dele af De Fattiges Dyrehave forsvandt, da Frihavnen blev anlagt 1891-1894.
Tietgens Have
Og på den enorme grund, der tidligere havde været en del af ”De Fattiges Dyrehave” blev Tietgens Have opført i 1990’erne. Denne bebyggelse blev opkaldt efter den allestedsnærværende finansmand C.F. Tietgen, der også var involveret i kryoliteventyret. Her ligger også Charlottehaven.
Grundene var nærmest værdiløse
Dengang lå der ikke så meget herude. Det var den gamle kalkfabrik. Grundene langs Svanemøllen var nærmest værdiløse. Det var vel heller ikke så attraktivt at den gamle ådsels-plads lå her. Men det havde nu sin praktiske forklaring.
Kystlinjen var den nuværende Strandboulevard. Det gav rakkermanden mulighed for at føre sin pram lastet med de selvdøde dyr helt ind til den stinkende kule, som var målet for ådslernes sidste rejse.
Spritfabrikken ødelagde også en masse
Og så var det lige i 1882 at vingrosserer hans Just opførte en spritfabrik på Sibbernsvej – den nuværende Strandboulevard. Problemet var bare, at sådan en fabrik krævede udenomsplads. Og så blev der anlagt en vej tværs gennem området, som vi allerede har skrevet. Der skulle være direkte forbindelse fra havnen til Østerbrogade. Fabrikken hed Fortuna og vejen kom til at hedde Fortunavej (1885), dog senere Århusgade (1886)
Det var en række københavnske vinhandlere og deriblandt Hans Just, der oprettede spritfabrikken. I 1891 blev fabrikken omlagt til A/S og i 1923 overtog man Hobro Spritfabrik.
De lyttede ikke til Afholdsforeningerne
Dengang havde afholdsforeningerne stor magt. Der var hvis nok fem afholdsforeninger på Nørrebro. De advarede mod brændevinens farer. Men det budskab fængede ikke rigtig i De fattiges Dyrehave. Ja måske var det paradoksal nok spritfabrikken, der gav dødsstødet til forlystelsesparken.
Få år senere var gynger og skyde-boder og langt de fleste udskænkningsstederne forsvundet. Snart rejste der sig her lejekaserner.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 17, 2023
Endnu en vikingeby – Sliasthorp
Forholdsvis ny opdagelse. Her opholdt vikingeeliten sig. Kong Godfred blev dræbt af sine egne. Han var ikke den eneste konge. Han ville sikre sig mod angreb. Et stort langhus- Byen blev brugt i 300 år – fra ca. 700 – 1.000. Byen fyldte 14 fodboldbaner og var en forløber for Slesvig.
Forholdsvis ny opdagelse
Man havde længe talt om denne by. Var det kun et sagn, eller eksisterede den? Nej det er ikke Hedeby, som vi allerede har skrevet om. Men der er alligevel en forbindelse.
Ifølge gamle skrifter fra 800 – tallet fungerede Sliasthorp, som et magtcentrum. Og det er ikke gået så mange år siden arkæologer fra Århus Universitet gjorde usædvanlige fund. Det var i 2010 og 2012. Det var ved landsbyen Fysing.
Her opholdt vikingeeliten sig
Her har man har fundet 200 huse. Og disse huse var propfulde med perler, smykker, glasskår, økser, nøgler og pilespidser.
Byen tilhørte vikingeeliten og havde betydning som et militærstrategisk centrum. De to største fortidsminder fra vikingetiden – Dannevirke og Hedeby – kunne styres herfra.
Kigger vi på svenske Birka er den ombygget på samme måde
Kong Godfred
En af de konger, der var ofte var i byen var Kong Godfred som var Danernes konge fra før 804 til ca. 810 – omkring 150 år før Gorm den Gamle. Han var den første danske konge, som vi med sikkerhed ved har eksisteret.
Han var ikke den eneste konge
Fra de frankiske årbøger har vi fundet ud af, at Godfreds fjender mod syd var – Karolingerne. Fra disse årbøger ved vi, at Godfred ikke var den eneste konge i det område, som vi i dag kalder Danmark. Men vi ved, at loyale stormænd sikrede ham magten i Jylland og måske det sydligste af Norge.
Han ville sikre sig mod angreb
Den aggressive Godfred ønskede et militært magtcentrum ved grænsen af det tidlige danske rige. Dannevirke lå kun få hundrede meter syd på. Dannevirke og Sliasthorp voksede i samme periode. Så noget tydede på, at kongen ville sikre sig mod angreb fra Karl den Store.
Byens mange grubehuse kunne lægge tag til Kong Godfreds følge. Så kunne de hurtigt træde til, hvis Karl den Store angreb Jylland. Han stod i spidsen for en supermagt som lige havde underlagt og tvangskristent Nordtyskland.
Et stort langhus
Med placeringen lige ved fjorden Schlei kunne vikingeskibe nemt transportere mandskab våben og mad til byen. Men dette militære magtcentrum blev også angrebet.
Arkæologer har også fundet et meget stort langhus, der blev brændt ned på et tidspunkt i 900 – tallet. Huset var 30 meter langt og 9 meter bredt. Denne nedbrænding skete efter Kong Godfreds død.
Godfred – dræbt af sine egne
Godfred blev dræbt i 810 angiveligt af en af sine egne mænd. Samme år havde han angrebet friserne med en flåde på 200 langskibe. Han fik tilskænket Friserland af Frankerne for at standse sit erobringstogt.
Normalt blev byen administreret af en af områdets stormænd. Byens indbyggertal steg og faldt i løbet af året. Kun en udvalgt skare af vikingeeliten boede i byen.
Byen blev brugt i 300 år
Hvad betyder ordet Sliasthorp – Ja det betyder ”godset eller byen – ved fjorden Slien”.
Byen blev brugt i ca. 300 år fra omkring 700 til 1.000. Indtil nu har man fundet 500 metalfund. Man har fundet smykker, rideudstyr og våben, bl.a. knive og pilespidser. Ud fra fundene har man kunnet bedømme, at der her boede forholdsvis velhavende mennesker.
Byen fyldte 14 fodboldbaner
Normalt var der kun ca. 100 i byen – flere andre gange har der været 1.000. Der har sikkert været flere, når der var krigstrusler, offerfester, politiske stormøder eller militære samlinger og når der skulle foretages forstærkninger på Dannevirke.
Sliasthorp var på størrelse med 14 fodboldbaner. Så byen var ikke lige så stor som nærliggende Hedeby, der bredte sig over cirka 50 fodboldbaner. Den regionale elite befandt sig ikke i Hedeby – de opholdt sig ca. fem kilometer derfra – i Sliasthorp.
En forløber for byen Slesvig
Silasthorp er an af de første byer i Norden, der nævnes i skriftlige kilder.
Man kan godt kalde denne bebyggelse for en forløber for Slesvig, der i den tidlige middelalder var den store handelsby i regionen. Slesvig var igen en forløber for Lübeck, der i dag er afløst af Hamborg.
Jo det kan godt være en sammenhæng mellem nedgangen af Sliasthorp og etableringen af Slesvig.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 15, 2023
Hedeby
Her blev Danmarks første kirke oprettet. Den kristne præst blev dog jaget ud af byen. Hedeby omtales i 804. Helt sikre forhold var det ikke altid. Masser af håndværker. Den danske konge tvunget til at lade sig døbe. Hedeby besat af tyskere. Spansk – arabisk købmand med en rejseberetning fra ca. 850. Masser af overfald på byen i 1000- tallet. Stor risiko for plyndring. Fredsforhandlinger allerede i 873. Der blev slået mønt i Hedeby. Byen blev nedbrændt af nordmænd. Der er fundet 340.000 oldsager og gravfund. Syv vikingehuse er genopbygget. Arkæologer blev underlagt SS. Kulturforfalskning uden sidestykke. Forskningen var op til 1960erne i et flatterende lys.
Den kristne præst blev jaget ud af byen
Hedeby var vikingetidens største og vigtigste by. Den spillede en central rolle i den europæiske handel. Kristendom og hedenskab levede side om side. Man handlede med pels, keramik, slaver og meget mere.
Ikke alle overgav sig dog til kristendommen. Den kristne præst blev jaget ud af byen. Kirken blev lukket med genåbnede.
En god forretning for kongen
Det var vigtigt for de handlende at de kunne handle i sikkerhed. Garanten for sikkerhed var kongen eller en lokal stormand. Til gengæld kunne kongen pålægge købmændene og håndværkerne forskellige afgifter og skatter, når de slog sig ned i byen. Det kunne godt være en god forretning for kongen.
Arkæologiske fund viser, at der allerede i 700-tallet har eksisteret en handelsplads her. De frankiske rigsannaler fortæller at den danske konge Godfred i 808 tvangsflyttede handelsfolk hertil fra østersøbyen Reric.
Det var måske en effektiv måde at udkonkurrere denne by. Han mente måske at kunne skabe større rigdom og handel i Hedeby.
Hedeby omtales i 804
Men allerede i 804 omtaltes Hedeby for første gang i de skriftlige kilder, idet De Frankiske Rigsannaler fortæller, at den danske kong Gudfred kom hertil med hæren.
Nu var Vikingerne dog ikke holdt op med at plyndre. Således dukkede de ved Elben i 845 og plyndrede det endnu unge Hamborg. Og byen blev også brændt ned. Biskop Ansgar måtte flygte. Han tog til Bremen og overtog bispeembedet der.
Helt sikre forhold var det ikke altid
I løbet af 800 – tallet op gennem 900-tallet voksede Hedeby til et knudepunkt for handel. Andre vigtige byer var Ribe, Birka i Sverige og Kaupang i Norge. Men med et indbyggertal mellem 1.000 og 2.000 var Hedeby den største by.
Hedeby havde en god beliggenhed. Således løb Hærvejen tæt forbi byen. Og så lå byen i bunden af fjorden Slien. Byen også lige i nærheden af de sejlbare vandløb Trenen og Ejderen. Det gav mulighed for at sejle varer til Vesteuropa.
Byen lå beskyttet bag en halvkredsformet jordvold. Havnen blev beskyttet af en pælespærring. Men helt sikre forhold var det nu ikke altid.
Masser af håndværker
Volden havde porte i nord, syd, sydvest og i vest, hvorigennem løb Hedebybækken for vandets vandforsyning.
Langs Hedebys træbelagte gader boede håndværkerne side om side. Nogle af de handlende bosatte sig her permanent. Arkæologiske fund afslører, at her var masser af varer. Ja nogle af disse varer blev faktisk fremstillet i Hedeby.
I Hedeby var der smede, bronzestøbere, kam – og benmagere, lædermagere, smykkesmede, ravslibere, pottemagere og glasmagere. I to kilder nævner vikingerne Ottar og Wulfstan begge havde Hedeby som mål for deres handelstogter.
I Hedeby blev der også fremstillet våben, bl.a. de berømte viking-sværd.
Byen kaldtes ofte for Slisswich (Slesvig), Hædum og Haithabu
Den danske konge tvunget til at lade sig døbe
I midten af 800-tallet blev den første kirke i Danmark bygget her. Ansgar var i 832 blevet udnævnt til ærkebiskop. Det tog mange år før kristendommen slog igennem i Danmark. I Hedeby levede kristendom og hedenskab side om side.
I 934 angreb den tyske konge Henrik Fuglefænger Danerne ved Hedeby, slog dem og tvang den danske konge Gnupa til at lade sig døbe. Henriks militærtogt var dog først og fremmest en straffeekspedition mod de vikinger, der hærgede det nordtyske kystområde.
Hedeby besat af tyskere
I 974 blev Dannevirke igen angrebet af Otto den Andens tropper. Mindst en af portene blev angrebet med held. Udfaldet fik uheldige konsekvenser for kong Harald. Hedeby blev besat af tyskerne, som sætter sig fast i området mellem Ejderen og Slien. I 983 vendte krigslykken Og Danerene standsede under Harald Blåtand den tyske indflydelse i det område som den tyske kejser anså som sin slesvigske eller danske mark.
Spansk-arabisk købmand med en rejseberetning fra ca. 950
Der findes en rejseberetning fra en spansk – arabisk købmand. Han besøgte stedet i ca. 950:
Masser af overfald i 1000-tallet
I løbet af 1000-tallet blev byen udsat for angreb flere gange. Den blev i 1051 indtaget af den norske konge Harald Hårderåde, der havde været i krig med konge Svend Estridsen.
Adam af Bremen skrev i sin krønike, at Hedeby blev jævnet med jorden ved et slavisk angreb i 1066. Omkring dette tidspunkt holdt byen op med at eksistere. Byens funktioner flyttede til den anden side af fjorden, hvor Slesvig opstod. Her kunne havnen tage imod de voksende skibe, som Hedeby ikke kunne.
Stor risiko for plyndring
Handelspladser og handelssteder var lokkende plyndringsmål. De lange transporter over land og til søs var altid forbundet med risiko for plyndring. Det fortæller for eksempel Ansgar på sin første missionsrejse til Birka, hvor han blev overfaldet af sørøvere. Såvel Ansgar som de købmænd, han rejste med, mistede alt, hvad de ejede.
Fredsforhandlinger allerede i 873
I Fulda – annalerne under året 873 fortælles, at Daner – kongen Siegfreds sendemænd ankom til Worms for at indgå en aftale med Kong Ludvig den Tyske. De skulle sikre freden i grænseegnene mellem Daner og Sakser, så de danske købmænd kunne handle i naboriget i fred og sikkerhed.
Der blev slået mønt i Hedeby
Ren byttehandel var meget almindelig i vikingetiden. Overskud fra gården blev brugt til at bytte sig til tøj, redskaber og mere luksusprægede varer som smykker og glas.
Sølv blev mere og mere vigtig i handelen. Sølvet havde forskellige former som mønter, sølvbarrer, hele eller itu – klippede smykker. Man betalte med sølv og vægt. Det betød derfor ikke så meget, hvor mønterne kom fra eller hvad der stod på dem. De ældste nordiske mønter er slået i Ribe og Hedeby. Kongerne i 900 – og 1.000 – tallet udbyggede møntsystemet.
Byen blev nedbrændt
Der er fundet 340.000 oldtidssager
Gennem årene er der gennemført omfattende udgravninger af det 24 ha store område inden for halvkredsvolden, i havnen og gravpladserne. Der er fundet velbevarede trækonstruktioner. Hedeby er anlagt omkring en bæk med træbrolagte gader vinkelret og parallelt med bækken.
Mere end 340.000 oldsager fortæller om livet i byen, håndværksproduktion og den omfattende handel. I havnebassinet er der fundet anløbsbroer og rester af skibe, bl.a. et stort handelsskib og et elegant krigsskib.
Gravfund
De fleste grave er enkle. Fra 900 – tallet stammer rige kammergrave og en enkelt fyrstelig grav, hvori den døde og to følgesvende var anbragt under et 20 meter lagt krigs – eller rejseskib.
En fundet glassmelteovn fortæller om fremstilling af glasperler-
Syv vikingehuse genopbygget
Et genopbygget vikingeskib kan ses i Vikingemuseet. I årene 2005 til 2008 blev syv vikingehuse efter originale bygningsfund rekonstrueret. På Flensborg Museumsværft blev et 6,50 meter langt vikingeskib bygget. Det ligger ved Hedebys anløbsbro.
Arkæologer underlagt SS
En af de mest kendte arkæologer var Herbert Jankuhn- Han var uløseligt knyttet til Hedeby-udgravningerne. På hans initiativ blev Hedeby – projektet i 1938 tilsluttet ”Das Ahnenwerbe der SS”.
På Heinrich Himmlers foranledning, købte Gesellschaft zum Schutze deutscher Kulturdenkmaler således hele Hedeby med halvkredsvold, som hidtil havde været dels i privat – og dels i Slesvig amts eje. Derved blev den kendte arkæolog underlagt SS.
Med Ahnenwerbe ville Heinrich Himmler bevidstgøre tyskeren om den germanske forhistories værdier og genskabe disse. I den nazistiske verden var der ikke plads til nogen regional-tysk identitet.
Kulturforfalskning uden sidestykke
Heinrich Jankuhn var selv nazist. Men han hørte også til den gamle skole af forskere. Han så en fordel i at samarbejde med danske, svenske og finske forskere om Hedeby-udgravningerne. Han vidste godt, at her var tale om nordisk historie. Men alligevel brugte han den ”Germanske historie”.
Nazismen gjorde bevidst ideologisk brug af arkæologien. ”Blut und Boden” – teorien søges hele tiden underbygget af arkæologisk vej. I det hele taget skabte nazisterne en fantastisk myte om germanernes oprindelse – en kulturforfalskning af hidtil uset sidestykke.
Forskningen i flatterende lys
Nu blev denne forskers resultater også misbrugt af nazisterne, hvilket betød, at Hedeby – udgravningerne helt op til 1950 – 1960erne var i et lidt flatterende lys. Jankuhn skulle bevæge sig på en svær balancegang mellem videnskab og den nazistiske ideologi.
Der udkom flere udgaver af Jankuhns bog om forskningen. Efterhånden som årene gik og nye udgaver udkom trådte den germanske fortolkning tilbage til fordel for den nordiske.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 14, 2023
Dannevirke
Udbygget fra ca. 500 – 1200. Daner – kongen Agantur. 15 – 20 km fra Rigets sydgrænse. Man blev enige om, hvor grænsen skulle ligge. Hvem blev Danernes fjender? Imponerende kampstensmur. Kong Godfred udbyggede muren i 808. Dannevirke angrebet af Saksere, Frankere, Slavere og Tyskere. Det blev et forsvarsværk midt i Hertugdømmet. Først i 1800 blev anlægget genopdaget. I 1864 blev Dannevirke rømmet uden kamp. Hvad består Dannevirke af? Højskolerne brugte en sten fra Valdemarsmuren. En dør/port til Hærvejen. Søren Telling kunne narre dem alle sammen. Danske medier gik i selvsving. Søren Telling anvendte krigsfanger og var nazist. Han alene reddede Dannevirke!!!!Snakkede med Himmler i over en time – påstod han selv!!!! De brugte ham i Den Slesvigske Forening (Sydslesvigsk Forening) Nazisterne brugte Hedeby og Dannevirke. Hedeby-museet ville ikke have associeret deres fund med den brune fortid. De historiske fund skal ses i rette sammenhæng. Jo Dannevirke er et symbol på tidligere tiders nationale stolthed.
Udbygget fra ca. 500 – 1200
Dannevirke er nordens største forsvarsværk. Det består af volde og mure og blev skabt og udbygget fra år 500 til ca. 1200. Værket skulle sikre rigets grænse mod syd. Det strakte sig mellem fjorden Slien og floden Trenen.
Daner – kongen Agantyr
Et sagn fortæller ellers, at det var Gorm den Gamles dronning Thyra, der grundlagde Dannevirke i 900 – tallet. Men de ældre dele af værket er betydelig ældre.
Vi ved ikke rigtig, hvem der herskede i Danmark i 500-700. Eksisterede der overhovedet et samlet Danmark? Men åbenbart må der have været en magt nord for Slien. Grænsebefæstningen blev bygget som et forsvar mod angreb fra stammer sydfra.
Voldene kædes som udgangspunkt sammen med en Daner konge ved navn Agantyr. Sammen med moserne i vest og syd samt skovene i øst dannede Dannevirke et bolværk mod syd.
15-20 km fra rigets sydgrænse
Der var to befæstede linjer, Dannevirke og Krovirke. Hovedstillingen var Dannevirke. Krovirke i syd var en alternativ stilling. Hele anlægget gav mulighed for kontrol af færdsel på Hærvejen.
Dannevirke ligger cirka 15 – 20 km nord for det danske riges gamle sydgrænse ved Ejderen. Det er anlagt på den jyske halvøs smalleste sted. Der er lagt spærringer ud i Slien. Og der er lagt en beskyttelse af Hedeby.
Man blev enige om, hvor grænsen skulle ligge
Og hvorfor ligger Dannevirke ikke lige på grænsen? Ja måske kan det skyldes, at gesandter for den frankiske kejser Karl den Store og Danernes konge Hemming mødtes ved floden Ejderen. Lederen af datidens store europæiske supermagt og kongen af riget mod nord for Dannevirke ville finde ud af, hvor det enes land slutter og den andens starter. De aftalte at Ejderen skulle være det danske kongeriges sydgrænse. I 1.000 år fungerede den som nordgrænse for de tyske lande.
Hvem blev Danernes fjender?
Hvem Danmarks fjende var dengang vides som allerede skrevet ikke. Men senere var det formodentlig sakserne. Senere var det frankerne, det tysk – romerske rige og fra 600 – tallet de vendiske abodritter, der havde bosat sig ved den sydlige Østersøkyst og i 1000-tallet drog de hærgende op gennem Jylland.
Abodritterne boede sydøst for Kiel Fjord.
Imponerende kampestensmur
Volden blev grundlagt i slutningen af 400 – tallet og omkring år 500. Helt frem til år 1200 har anlægget været genstand for modernisering. Oprindelig var det bare simple jordvolde, derefter kom en palisadevold – dateret til 737. Den blev udbygget med en Kampestensmur.
Kong Godfred udbyggede muren i 808
Forsvarsværket blev bygget af flere omgange og af forskellige bygherre. Den tidligste hovedvold var cirka 2 meter høj og 12 meter bred. I 600 – tallet påbegyndtes arbejdet med Krumvolden. Omkring 740 Blev hele anlægget udbygget. Dertil hørte Nordvolden som var cirka 1,5 km lang, 10 meter bred og 2 meter høj. Østvolden var ca. 4 km lang og skulle beskytte halvøen Svans.
I de frankiske rigsannaler fortælles, at kong Godfred i 808 sørgede for en befæstning fra hav til hav. Forbindelsesvolden som er dateret 968 er knyttet til Hedeby.
Krovirke
I 974 blev Dannevirke angrebet af kejser Otto den Andens tropper. Mindst en af portene blev stormet med held. Udfaldet fik uheldige følger for kong Harald. Hedeby blev besat af tyskere.
I 983 vendte krigslykken. En dansk – abodritisk koalition under Harald Blåtand standsede den tyske indflydelse i grænseområdet.
Efter områdets befrielse fik Harald Blåtand og/eller Sven Tveskæg bygget Kovirke. Volden, der ligner de danske ringborge, var 6,5 km lang, ca. 2 meter høj og 7 meter bred. Spidsgraven foran volden var 4 meter bred og 3 meter dyb.
Under Knud den Hellige blev voldene muligvis igen udbygget. I denne afse blev hovedvolden af Valdemar den Store befæstet med Valdemarsmuren.
Dannevirke angrebet af saksere, frankere, slavere og tyskere.
Selv om vi havde et fornemt forsvarsanlæg, så blev Dannevirke i tidens løb angrebet af saksere, frankere, slavere og tyskere. Danske eksilkonger, der igen ville genvinde magten har ligeledes løbet Dannevirke over ende med fremmede herre ad flere omgange.
I 1050 blev Hedeby brændt ned af norske Harald Hårderåde. Det var ikke første gang at byen blev ødelagt. Nu orkede beboerne nok ikke mere. Efter at deres huse var lagt i aske. Efter et slavisk angreb i 1066 opgav man helt byen og så flyttede man til den by. Der i dag hedder Slesvig.
I 1131 efter mordet på Knud Lavard rykkede den tyske konge Lothar med 6.000 mand mod Danmark. Men det lykkedes Kong Magnus at besætte Dannevirke med 4.000 mark sølv og få Lothar til at vende om igen.
Et par år senere lykkedes det dog for Lothar at bryde igennem med en ny hær. Dengang slap kong Niels og Magnus ikke så billigt. Det måtte afværges med guld og hyldning af ham som overherre. Godt en snes år senere – i 1156 – måtte den mægtige Henrik Løve, der hjalp Svend Grathe med en hær, at bestikke portvagten for at komme igennem .
Et forsvarsværk midt i et hertugdømme
Dannevirkes tid randt ud omkring i midten af 1200-tallet. Da begyndte hertugdømmet Slesvig (nord for Ejderen) og grevskabet Holsten (syd for Ejderen) Slesvig – Holsten blev mere og mere en samlet enhed. Det gav ingen mening at opretholde et forsvarsanlæg midt i dette.
Først i 1800 blev anlægget genopdaget
Sagnet fortæller videre, at sjællændere, fynboer, lollikker, falstringer og nørrejyder byggede volden fra Haddeby Nor til den nu udtørrede Dannevirke sø, mens skåninger byggede strækningen fra Thyraborg til Hollingsted, hvor en del af volden kaldes Skåningerdelen. Hvor meget sandhed, der er i disse populære sagn, er uvist.
I 1864 blev Dannevirke rømmet – uden kamp
Under Valdemar den Store fik Dannevirke en teglstensfront. Derefter blev den opgivet og gik i forfald. I 1800-tallet blev anlægget genopdaget. Det udviklede sig til et nationalt symbol. En myte om et forsvarsværk i nye dimensioner forsvandt dog. Det skete i 1864, da Dannevirke blev rømmet uden kamp.
I begyndelsen af 1864 bestod voldene ellers af 27 skanser og en bemanding på 38.000. Der blev også lagt dæmninger i dalene ved Trenen og Rejde, så den helt kunne oversvømmes. Også i marsken ved Frederikssted anlagdes flere skanser. De danske tropper måtte dog trække sig tilbage – et tilbagetog der førte til det smertelig slag ved Dybbøl.
Unesco – kulturarv i 2018
Efter Anden verdenskrig lagde stedet navn til Dannevirke-bevægelsen. Lokaliteten blev fredet i 1950 og fungerer som et fortidsminde med dansk identitet. Ruinen står nærmest i oprindelig fremtoning visse steder. Andre steder er dele helt forsvundet eller fremstår knap så velbevaret.
Cirka 20 km af de oprindelige 30 km voldanlæg kan tages i øjesyn den dag i dag. Dannevirkes historiske voldanlæg samt vikingebyen Hedeby blev i juni 2018 anerkendt som Unesco – verdensarv.
Man må dog betænke, at jordvoldene med tiden er sunket sammen. Voldene var både højere og stejlere end nutildags.
Hvad består Dannevirke af?
Skal vi ligge kigge på, hvad Dannevirke egentlig består af:
Højskolerne brugte et stykke af Valdemarsmuren
Valdemarsvolden har en længde på ca. 4 km og en højde på ca. 5-7 meter. Den blev bygget af Valdemar den Store i anden halvdel af 1100 – tallet. Det er en udbygning af den tidligere kampstensmur, som formentlig var opført under Knud Lavard. Materialet var teglsten som her blev brugt første gang i Danmark.
På muren har formentlig været påsat et brystværn, hvorfra en forsvarende hær kunne skyde mod de fjendtlige tropper.
I dag er Valdemarsmuren stærk forfalden. Stenene blev brugt til gård – og borgbyggerier i nærheden. Gottorp Slottet har sikkert brugt rester af denne vold. Graver man ind i voldanlægget vil man kunne finde rester af denne imponerende mur.
I dag kan man vel se ca. 75 meter af denne mur. På de ældre danske folkeskoler var det almindeligt at benytte en sten fra Valdemarsmuren som grundsten. Højskolerne opfattede sig i en periode som formidler af et åndeligt Dannevirke til beskyttelse af den danske nationalstat mod fortyskning.
En dør/port til Hærvejen
Umiddelbart nord or Viglidsdøren har man fundet resterne af en borg. Hensigten har sikkert været overvågningen af gennemkørslen og sikring af Valdemarsmuren. Under den dansk-svenske krig i 1658 – 1660 blev borgen ombygget til en femkantet skanse.
Søren Telling kunne narre dem alle sammen
Det tyske militær oprettede en tankspære på sydsiden af volden. Værnemagten og de nazistiske magthavere frygtede at de Allierede ville lande i Danmark og trænge ind i Tyskland ad denne vej. Det skete dog aldrig.
Utrolig at historien om Søren Tellings historie om sin henvendelse til ”oldtidsinteresserede” Himmler stadig står gældende som fakta under forskellige kilder. Mange tror stadig på historien om at han alene forsvarede Dannevirke mod 400 bevæbnede nazister og 9.000 pjaltede og sultne russiske slavearbejder.
Et telegram fra selveste Himmler skulle stoppe det planlagte arbejde. På ejet initiativ skulle Søren Telling have fået Himmler til at stoppe arbejdet. Denne historie er blevet fortalt siden 1950erne og bliver stadig fortalt.
De danske medier gik i selvsving
De danske medier gik nærmest i selvsving, da de hørte om historien og brugte masser af spalteplads for at viderebringe den. Der er blevet tegnet et skønhedsmaleri af denne person som altid var god til at iscenesætte sig selv.
Søren Telling brugte krigsfanger
I 1943 deltog Søren Telling i ukrainske udgravninger, hvor han brugte ukrainske krigsfanger. Flere af disse opsætsige krigsfanger blev henrettet i den nærliggende landsby. Der blev ved samme lejlighed plyndret i lokale kulturskatte.
Allerede i 1941 bar Telling involveret i evakueringen af kulturskatte fra oldtidsmuseet i Kiel for at få bragt dem i sikkerhed. Her blev også brugt krigsfanger. Under denne aktion blev blandt andet Nydambåden bragt til Mölln.
Han alene reddede Dannevirke!!!!
Oprindelig var han dansk statsborger, men blev i 1941 tysk statsborger. Fra 1935 til 1941 var han medlem af et dansk nazistparti. Allerede i 1930erne fattede han sympati for nazisterne. Antagelig blev han også medlem af tyske NSDAP.
I 1938 flyttede han til Tyskland og blev arkæologisk assistent ved Slesvig Holstens Landsmuseum i Kiel, dog uden uddannelse.
Pansergraven kom til at ligge langs Dannevirke. Ved dette gravearbejde blev store dele af Dannevirke beskadiget.
Tellings egen beskrivelse betegnede sig selv som manden, der reddede Dannevirke fra ødelæggelse. Han fortalte at Himmler personligt havde givet ham bemyndigelse til at stoppe gravearbejdet ved Dannevirke. Gravearbejdet var først blevet stoppet og planerne derefter ændret, så centrale dele af Dannevirke – volden blev reddet fra ødelæggelserne.
Snakkede med Himmler i over en time!!!!
Det var lykkedes for Telling at få fat i Henrich Himmler og tale med ham i telefon i over en time. Derefter havde Himmler sendt et telegram – påstod Søren Telling
Arbejdet med udbedring skaderne ved gravearbejdet var først udbedret i efteråret 1946. Strukturerne ved store dele af den fire kilometer lange Valdemarsmur var dog ødelagt for altid.
De brugte ham i Den Slesvigske Forening (Sydslesvigsk Forening)
Søren Telling fik et ulønnet arbejde som opsynsmand ved Dannevirke og inspicerede hyppigt voldanlægget med sin motorcykel. Med sit opbrusende væsen kom han derved i konflikt med både den lokale befolkning og myndighederne.
I november 1945 blev Søren Telling amtssekretær i Den Slesvigske Forening (Sydslesvigsk Forening). Ret så bizart kunne han dog ikke blive medlem af Den Slesvigske Forening, da tidligere medlemmer af nazistpartier ikke måtte optages. Men for kredse i Danmark og Den Slesvigske Forening vejede hans indsats for Dannevirke og hans nationalistisk – danske indstilling højere end hans nazi – fortid.
Nazisterne brugte Hedeby og Dannevirke
Nazisterne brugte også Hedeby og Dannevirke i deres PR – virksomhed. Og til det formål brugte de en ansat arkæolog Herbert Jankuhn. Men han var nu langt fra den værste. Germanerne var var ifølge nazistisk ideologi tyskere og nazisterne brugte den germanske forhistorie til at gøre tyskeren bevidst om sin national-tyske identitet. I det nazistiske verdensbillede var det ikke plads til nogen regional – tysk identitet.
Nazisterne brugte bevidst arkæologien til læren om den germanske race. Blut und Boden – teorien blev underbygget ad arkæologisk vej. De opbyggede en kulturforfalskning af hidtil uset sidestyrke. Og i denne forfalskning indgik Hedeby og Dannevirke. Således fik tyskerne at vide, at her herskede den germanske race. Hedeby og Dannevirke – forskning blev bevidst misbrugt af ideologisk af nazisterne.
Museum vil ikke have deres fund associeret med den brune fortid
Tyskernes misbrug og fascination af de nordiske vikinger blev udstillet Focke-museet i Bremen. Men åbenbart så man forskelligt på, hvordan man skulle udstille den nationalsocialistiske interesse i vikingefundene i Hedeby. Slesvigerne ville ikke have deres museum associeret med den nazistiske historie.
Man sagde, at dels var der bedt om fund, der simpelthen ikke lånes ud til nogen som helst. Og dels fordi, at der var tale om genstande, der blev fundet før nationalsocialismens magtovertagelse i 1933. Det ville præsentere vikingefundene som ”symboler” i en fremmed kontekst. Arkæologiske objekter skal ikke bruges som symboler, mente man fra museet i Hedeby.
De historiske fund skal ses i rette sammenhæng
De historiske fund skal vises i den rette sammenhæng. Og så understregede man også, at Hedeby ikke har nogen nazistisk fortid. Hedebys historie sluttede i 1066. Samtidig sagde man:
Tidligere tiders nationale stolthed
Dannevirke kan fortælle om tidligere tiders nationale storhed og afgrænsning overfor tyskerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 12, 2023
En dansk præsts hverdag i Højer
Braren var ikke tilfreds. I 10 år havde han fungeret både som dansk og tysk præst. Men nu ønskede den danske menighed sig en ren dansk præst. Braren følte sig ydmyget. Kirken skulle gå forrest med at bygge bro, mente han. Han var en fremragende prædikant. Et forsoningsmøde blev afholdt hos biskoppen. Man ville forsøge at få samarbejdet til at fungere. En skarp og bitter avisfejde. Den danske menighed ønskede ligestilling. Braren sendte et beklagende brev ud til den samlede menighed. Han ville ikke skubbes over i et hjørne. Da professor Nagel skulle begraves. Sønnen måtte bøje sig for et ”ynkelig” kompromis. Da Anna Fannike skulle begraves. N.P. Nielsen måtte ikke føre ældre tysksindede til alters. Pastor Braren under besættelsen. Stridighederne fortsatte.
Braren var ikke tilfreds
Vi har i en tidligere artikel beskrevet, da pastor N.P. Holm ankom til Højer i 1935. Det var pastor Braren ikke særlig tilfreds med. Pludselig var der oprettet et embede for en dansk præst. Fra 1925 fungerede Braren både som dansk og tysk præst.
Men nu ønskede den danske menighed en selvstændig dansk præst, der også var dansk uddannet og dette ønske imødekom kirkeministeriet.
Følte sig måske ydmyget
Pastor Braren følte sig på en måde ydmyget over at han ikke mere kunne bruges som en slags ”overnational” præst. Dette førte til mange breve til N.P. Nielsen. Denne fik at vide, at folk i Højer havde skrevet under på noget, som de ikke vidste, hvad var.
Kirken skulle gå forrest
Desuden fortalte, at han i Bylderup og Astrup havde mange venner blandt de dansksindede. Han havde aldrig gjort forskel på dansksindede og tysksindede. Desuden mente Braren, at kirken skulle gå forrest med at bygge bro mellem mennesker. Han synes også, at det var vigtigt at nævne, at hans kone var dansk.
Braren så en fare i, at der nu både skulle være en dansk og en tysk præst i Højer. Han mente at de to nationale grupper ville blive mere fjendtlige over for hinanden.
Braren var en fremragende prædikant
Det var tydeligt at Braren var bedrøvet over, at den danske menighed ville have en dansk præst efter at han havde tjent menigheden i 10 år. Og det var heller ikke for at undervurdere Brarens indsats, at N.P. Nielsen havde overtaget jobbet.
Braren var stadig en betydelig teolog, en fremragende prædikant og en fin og nobel personlighed med selvstændige meninger og synspunkter. Og det nye præsteembede blev ikke oprettet, fordi Braren havde gjort det dårligt.
Et forsoningsmøde hos biskop Ammundsen
N.P. Nielsen havde foreslået et møde hos biskop Ammundsen. Det fandt sted den 14. november 1935 og varede i tre timer. Nielsen fastslog at sagen ikke drejede om noget personligt men om en nyordning. Han fastslog også at myndighederne indtil nu havde forsømt at lytte til det danske mindretal. For her 15 år efter ”Genforeningen” var det stadig et dansk mindretal i Højer.
Man ville få samarbejdet til at fungere
De to præster kom vel ikke hinanden nærmere efter mødet men de fik lært hinandens synspunkter at kende. Og man var enige om at få samarbejdet til at fungere så gnidningsløst som muligt.
En skarp og bitter avisfejde
På indsættelsesdagen var kirken fyldt med både danske og tyske mennesker. Pastor Braren holdt en tale, der gav udtryk for bitterhed og skuffelse over for den danske menighed. Dette førte til en skarp og bitter avisfejde mellem repræsentanter for den danske menighed og pastor Braren.
Den danske menighed ønskede ligestilling
Den danske menighed ønskede ligestilling med hensyn til gudstjenester. Det blev Braren meget fortørnet over. Han ønskede to tyske og en danske højmesse om måneden. B begrundelsen fra tysk side var, at Braren var sognepræst og N.P. Nielsen ”kun kapellan”
Braren sendte brev ud til den samlede menighed
Dette afstedkom en henvendelse fra Braren til den samlede menighed i Højer – både de dansk- og tysksindede.
I brevet forklarede han, at han i den tyske tid havde hjulpet dansksindede i nød. Og det fik ubehagelige følger. I Bylderup har han stået anklaget både over for landråd, provst og dommer i Tønder. Han skrev desuden i brevet, at han føler sin stilling som sognepræst truet og kaldte igen N.P. Nielsen for ”kapellan”.
I brevet forklarede Braren også, at han vil fortsætte med at holde danske gudstjenester.
Ville ikke skubbes over i det ene hjørne
Det kan så undre, at de to pastorer ikke talte sammen, men skrev. Et par dage efter skrev Braren således til N.P. Nielsen, at han ikke ville finde sig i at blive skubbet over i det ene hjørne. Han ville ikke finde sig i kun at blive betragtet som den tyske præst. Han ville fortsat være præst for dem, der har fulgt ham i 10 år.
Han ville ikke gå den vej, sagde han ordret, som N.P. Nielsen ville diktere ham. Braren ville ikke forstå, at det ham, der fremover skulle afholde de tyske gudstjenester og N.P. Nielsen de danske gudstjenester.
Da professor Nagel skulle begraves
En ny strid opstod i 1937, da professor Nagel, Berlin døde. Han var søn af apoteker Nagel. Han var udpræget dansksindet. Han ønskede at blive begravet på familiens gravsted i Højer. Da N.P. Nielsen traf ham ved hans svigerinde i 1936 bad han indtrængende om at medvirke ved hans begravelse. Han tilføjede:
Hans tysksindede datter, som var gift og boede i Tyskland havde derimod bedt pastor Braren om at begrave hans far.
Men en søn, kunstmaler Willy Nagel, som var udpræget dansk, bad N.P. Nielsen om at medvirke, således som hans far havde ønsket det.
Men det satte Braren sig imod. N.P. Nielsen måtte ikke engang tale i kirken, hvis Braren skulle klare begravelsen. Det samme forbud gjaldt også for en af professor Nagels gamle elever, amtslæge dr. Lausten – Thomas., Tønder.
Heller ikke ved mindehøjtideligheden på Hotel Sylt måtte Holm tale, hvis Braren skulle deltage heri. Dette blev dog ændret, da den temperamentsfulde kunstner, Willy Nagel, sagde til Braren:
Så bøjede Braren sig og kom med til mindefesten, hvor N.P. Nielsen på opfordring holdt en mindetale over den gode danske mand, professor Vilhelm Nagel.
Sønnen måtte bøje sig for et ”ynkelig” kompromis
Også til denne begravelse blev der udvekslet en heftig brevveksling.
Og med hensyn til begravelsen så fik professoren og hans dansksindede søn ikke deres ønske opfyldt. N.P. Nielsen fik et brev fra sønnen, Willy Nagel, hvor han udtalte sin beklagelse over at han var blevet tvungen til det ynkelige kompromis.
Da Anna Fannike skulle begraves
I 1941 døde en ældre kvinde, Anna Christensen, kaldet Anne Fannike. Hun var fra Fanø og var dansksindet. N.P. Nielsen besøgte hende ofte. Da hun døde, bad hendes børn om, at det var ham, der skulle foretage begravelsen.
Men pastor Braren mente, at det var ham, der skulle foretages begravelsen, så han sendte et brev til Nielsen. Og straks svarede denne, at nu hvor der var kommet en dansk præst havde hun sluttet sig til den danske menighed.
Der fulgte mange beskyldninger i brevvekslingen. Og læser man de breve kan man godt se, hvor store vanskeligheder, der var i Højers kirke-liv dengang. Og det fortsatte i den grad.
N.P. Nielsen måtte ikke føre ældre tysksindede til alters
Således meddelte N.P. Nielsen til Braren, at han ønskede at føre de ældre til alters. Men denne svarede, at han mente at N.P. Nielsen skulle nøjes med at føre de dansksindede ældre til alters.
Pastor Braren under besættelsen
Det blev sandelig heller ikke lettere efter 9. april 1940. Braren havde bøjet sig for kravet om, at Hagekorsflaget skulle hænge fra Højer Kirketårn skønt han var inderligt imod. Men en af de ledende nazister havde sagt:
Af brevudvekslingen mellem de to præster er det tydeligt, at de ikke var enige om Tyskernes rolle i besættelsen af Danmark. N.P. Nielsen mente, at det tyske folk og den tyske stat havde begået en voldshandling over for Danmark. Dette mente Braren ikke.
Nielsen mente, at Danmark havde mistet sin frihed og selvstændighed. Den holdning havde Braren ikke.
De to præster kunne dog, når stridighederne var lagt til side føre en åben og indholdsrig samtale sammen. Braren var ikke nazist, men han holdt sin mund som så mange andre. Men hvis et hagekorsbånd blev fjernet fra en grav, så protesterede både de tyske medlemmer af menighedsrådet og pastor Braren på det voldsomste. Ingen af dem havde forståelse af, hvor dybt de dansksindede blev krænket dagligt ved det tyske overgreb i besættelsesårene.
Stridighederne fortsatte
I 1943 blev Braren og Nielsen enig om, at sognepræsten nu skulle være dansk. Braren overtalte de tyske medlemmer af menighedsrådet til at acceptere dette. Men i 1948 gik han imod kirkeministeriets indstilling at Højer kun skulle have en dansk sognepræst.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 11, 2023
Dødsmarch
De nazistiske forbrydelser skulle slettes. 758.000 blev sendt afsted. Det kostede 300.000 livet. De blev skudt for et godt ord. De kunne alligevel ikkebruges i den tyske krisindustri. 60.000 blev jaget ud af Auschwitz. Af 4.500 nåede kun de 280 frem. En bonde kørte bag efter med sin hestevogn og samlede ligene op. Efter tre – fire ugers march var kun 10 pct. tilbage. Arbejderne hos Adler blev mishandlet. Indtil 1963 fandt man rester af fanger. Var det de lokale kommandører, der bestemte forløbet? Gestapo-chef gav en befaling til KZ – Sachsenhausen. Massiv aflivning i de sidste måneder. Neuengammes fanger blev sænket af britiske fly- Lokale civilister jagtede flygtende fanger. En glemt massakre. Adenauer frigav krigsforbrydere.
De nazistiske forbrydelser skulle slettes
Det skete i krigens sidste måneder og dage. SS fik tømt udryddelses- og koncentrationslejrene. De tvang fangerne ud på de såkaldte dødsmarcher mod det centrale Tyskland. Titusindvis omkom undervejs af kulde og udmattelse. De blev efterladt i vejkanten mange steder.
De nazistiske forbrydelser skulle slettes. Man nåede at lave massegrave og brænde ligene.
758.000 blev sendt afsted
Nogle gange skulle man tro, at det var bevidst, at disse mennesker skulle lide. Mange blev med dødsmarchen sendt i den direkte død. Man har beregnet sig til at 758.000 svækkede mennesker blev sendt på dødsmarch. Til dels gik de forbi helt almindelige tyskere.
Bare man kunne stå oprejst, blev man tvunget på marchturen. Fangerne skulle bruges i den tyske krigsindustri. De gamle og syge blev efterladt i lejren overladt til egen skæbne. Var de heldige, blev de befriet af de fremrykkende allierede styrker.
Det kostede ca. 300.000 livet
Man regner med, at disse dødsmarcher har kostet op til 300.000 livet. Fangerne var i forvejen svækkede. Disse marcher kunne strække sig over hundreder af kilometer og strække over uger.
Fangedragter var tynde og kunne ikke holde vinterkulden ude. Kosten var kun nødtørftig. I lader og udhuse blev de stuvet sammen om natten. Dem, der faldt fra, blev skudt af vagterne. Dem, der forsøgte at flygte, blev fanget og skudt.
De blev skudt for et godt ord
Efter få kilometer faldt de første fra. I begyndelsen blev de understøttet og bragt videre af kammerater. Men efter at de var faldet flere gange, blev det uoverkommeligt. Afstanden til kolonnens afslutning blev større og større. De falder på knæ, river i faldet to hjælpere med. Uden støtte bliver de liggende udstrakt på jorden. Hjælperne bliver nu jaget væk af SS – folk. Der er ingen nåde. De bliver dræbt af nakkeskud.
Andre blev dræbt fordi de vil forsyne sig med roer eller kartofler fra kuler eller kød fra selvdøde dyr på vejen.
De kunne alligevel ikke bruges i den tyske krigsindustri
Ofte blev march-ruten ændret og endnu flere koncentrationslejre blev tømt. Meget få lejre var endnu i funktion. Vagter vidste efterhånden ikke, hvor de skulle sende fangerne hen.
Nazisterne måtte efterhånden erkende at slaget var tabt. Forbrydelserne kunne ikke skjules. Man blev hurtig klar over at disse tusinder af udsultede og sygdomsramte fanger ikke kunne bidrage meget til den tyske krigsindustri.
Hvorfor stak vagterne ikke bare af og lod fangerne løbe? I stedet indfangede de dem og myrdede dem.
60.000 blev jaget ud af Auschwitz
Kort før den røde arme nåede frem den 21. april 1945 blev KZ – Sachsenhausen og KZ – Ravensbrück rømmet, 33.000 fanger herunder kvinder og børn blev sat til at marchere mod nordvest. Uden mad og i iskoldt vejr marcherede kolonerne 20 – 40 km om dagen og overnattede i det fri. SS skød dem, der sakkede bagud.
60.000 fangere blev jaget ud af Auschwitz og tvunget til at gå. Det kostede 15.000 mennesker livet.
Den 18.1.1945 forlod 3.000 fanger Auschwitz – Birkenau i retning mod Gleiwitz. De fleste af disse var jøder. På vejen blev 300-400 bedt om at gå ind ad en sidevej. Siden har ingen set disse. Mistanken er, at disse er blevet brutalt skudt.
Af 4.500 nåede kun 280 frem
Den 21. 1. 1945 blev 4.500 fanger læsset på åbne Jernbanevogne – der var vel 100 til 130 på hver vogn. De skulle vente 30 timer på afgang. Temperaturen var mellem – 15 til – 20 grader. Efter 15 kilometer blev toget stoppet. Fangerne blev bedt om med det samme at forlade vognene. Dem, der ikke lige med det samme kunne forlade vogne vognen på grund af stivfrosne lemmer, blev brutal skudt.
Da man endelig ankom til Geppersdorf var der kun 280 tilbage.
En bonde kørte bagefter og samlede de døde op
Mange gange kørte en lokal bonde efter disse dødsmarcher med sin hestevogn. Han samlede ligene op. Både dem, der var faldet om og dem, der var blevet skudt.
Disse lige blev samlet i massegrave. Ja også på lokale kirkegårde blev de samlet i massegrave. Men ingen lokale kan fortælle, hvem der blev begravet der.
Fra KZ – Stutthof måtte 11.000 fanger den 25. januar gå 140 km mod Lebork (Lauenburg). Det tog 7 dage.
Efter 3-4 uger var kun 10 pct. tilbage
Den 13. april 1945 blev en gruppe på 2.400 fanger sendt fra Leipzig – Heiterblick. De 250 overlevende af denne march blev befriet den 9. maj af russiske soldater i Fojtovice i Tjekkiet.
Arbejderne på Adler blev mishandlet
I begyndelsen af marts 1945 blev der bombet omkring hovedbanegården i Frankfurt. De allierede gik direkte efter Adler – fabrikken. Den 9. marts måtte man opgive produktionen. Tyske arbejdere begyndte at afmontere de maskiner, der ikke var blevet beskadiget.
De fanger, som man havde brugt til produktionen og som ikke kunne holde til en march, sendte man pr. bane. Det var den 16. marts 1945. De blev placeret 60 mand i hver vogn som blev plomberet. Fangerne led voldsomt af grusom tørst og sult. Deres toilette måtte de også foretage sig i vognen. De holdt tre dage på fabrikkens skinner, inden der var afgang. Og allerede efter disse tre dage, var en stor del af dem døde. Disse døde blev ikke engang taget ud af vognene.
Kort tid efter afgang blev toget mål for allierede fly. SS-folkene søgte dækning og overlod fangerne til deres egen skæbne. Igen og igen blev toget mål for allieret angreb. Syv dage efter nåede toget sit mål – KZ Bergen-Belsen. I alt blev overlevede kun 8 af disse Adler – fanger.
De sidste 350 fanger/flygtninge blev den 23. marts om at forlade Adler- fabrikkerne. De skulle nu marchere mod Buchenwald. Da de havde forladt Frankfurt, begyndte SS-folkene at skyde. De første 24 blev skudt i hovedet. Rygterne gik, at på denne march skulle ingen overleve. Nogle blev beordret til at grave deres egne grave.
Til Buchenwald ankom 280 fanger. Men fangerne blev beordret at tage til Dachau. Her ankom den 27. april 40 fangere. To dage senere blev disse befriet af amerikanske soldater.
Indtil 1963 fandt man rester af ”Adler – fangerne”
Indtil 1963 fandt man rester af de forslåede og skudte fanger. Man kunne indicere dem ud fra deres blikskilte fra Adler – fabrikkerne med numre. Man fandt dem i floden Main og i forbindelse med anlæggelse af nye vejarbejder.
Var det de lokale kommandører, der bestemte?
Var det ordrerne fra Berlin, der bestemte disse dødsmarcher og hvad der skulle ske med disse fanger. Ja Hitler sagde godt nok, at alle fanger skulle skydes. Men noget tyder på at det var individuelle afgørelser. De forskellige lagre bestemte selv, hvad der skulle ske.
Himmler mente således, at jøderne skulle man skåne til sidst. De kunne betragtes som gidsler, når man skulle forhandle med vesten.
Gestapo-chef gav befaling til KZ-Sachsenhausen
Men den 1. februar havde lagerkommandantren i KZ-Sachsenhausen fået en befaling fra Gestapo-chef Heinrich Müller om at forberede lejrens evakuering. En af instrukserne foreskrev at ler- og arbejdskommandoer skulle sendes på march til fods i kolonner af 2.400 fanger.
Papirer og dokumenter skulle afbrændes. I alle hjørner af den store lejr kunne man se bål.
Også minering, nedskydning m.m. kom på tale. Flygtninge skulle sættes på slæbepramme. De skulle slæbes ud i åbent hav og sænkes. Men man kunne ikke rigtig nå at anskaffe alle de pramme, der skulle til.
Ca. 200.000 fanger passerede Sachsenhausen. Af dem døde halvdelen på en eller anden måde. I løbet af de tre forårsmåneder i 1941 døde 18.000 krigsfanger.
Massiv aflivning
I de sidste måneder skete der en massiv aflivning af syge og afmattede fanger. Det var dem, der ikke kunne gå en dødsmarch. Efterhånden var der heller ikke mange muligheder for disse dødsmarcher at finde et mål.
Buchenwalds fanger blev i begyndelsen af april bragt mod syd og sydøst. Særligt var det imod Flossenburg og Dachau.
Neuengammes fanger blev sænket af britiske fly
Og fanger fra Neuengamme blev bragt til Lybæk Bugt, hvor de blev anbragt på skibe. Den 3. maj 1945 blev disse KZ – skibe angrebet fra luften, da de endnu lå i havn. Britiske kampfly angreb. Det betød at 7.000 fanger ombord på Cap Arcona omkom.
Lokale civilister jagtede fangerne
Ofte var det lokale, der måtte på jagt efter flygtende fanger. Det kunne være folk fra brandvæsnet, politi eller Hitler – Jugend. Indimellem var det også almindelige lokale borgere, der på eget initiativ gik på jagt.
En glemt massakre
Andre steder skete der massakre sted efter dødsmarch. Det skete for eksempel i Gardelegen i Sachsen-Anhalt. Her blev den 13. april 1945 tusinder af fanger henrettet. Her var det forskellige nazistiske organisationer, der stod bag.
Adenauer frigav krigsforbryderne
Nogle af bødlerne blev dømt af det øverste Sovjet i Moskva, der dog havde afskaffet dødsstraf. Men der faldt 14 livstidsstraffe og to straffe på 15 års tugthus som skulle afsones i Sovjet.
Efter aftale med Adenauer i Moskva om løsladelse af krigsfanger, indgik de straffede krigsforbrydere i disse hjemsendelser som ”nichtamnestierte”. Trods dette tilsagn om fortsættelse af straffeafsoningen i Vesttyskland blev de straks løsladt og modtaget med pensioner og øvrige former for ”åbne arme” i 1956,
Dette gjaldt også for cheflægen Baumkötter, der havde talrige mord og mishandlinger på samvittigheden. Han fik i 1947 livsvarig tugthusstraf. Han blev straks løsladt ved ankomsten til Tyskland i 1947. En protestbevægelse opnåede gentagelse af processen mod ham i Münster i 1962. Her blev han idømt 8 år tugthus. Men igen blev han straks løsladt.
Denne Adenauer kunne heller ikke lide afnazificeringen. Den gik han kraftig imod. De allierede fyrede ham også som overborgmester i Frankfurt. De betragtede ham som nazi – venlig.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 8, 2023
Smuglerlandet Danmark
Vi har læst Smuglerlandet Danmark – med undertitlen ” Mennesker, Sprut og Cigaretter” som vi her vil anmelde. Vi har krydret vores anmeldelse med egne oplevelser. Om da vi først besluttede at tage noget ekstra med, når vi havde set, hvem der sad der ved grænsen. Og inde ved militæret havde vi en kollektiv smugler – forsikring. I Aabenraa var der altid billig vodka, når polske eller russiske skibe anløb havnen. Det var i mange år et ”acceptabelt tidsfordriv”. Vi oplever i bogen smugler – historier fra 1750 – 2000. Så var det lige ”Rødspætteligaen” I Bogen opleves samtaler med folk på begge sider af loven. Vi afslutter lige to eksempler på menneskesmugling fra Padborg, hvor vi selv var involveret. En interessant, berigende og anderledes Danmarkshistorie.
Smugleri afhang af, hvilke toldere, der sad der
Vi har vel alle gjort det. Når vi knægte cyklede de cirka 6 kilometer til Aventoft på den anden side grænsen, lagde vi altid mærke til, hvilke toldere, der stod vagt.
En kollektiv smugler-forsikring
Eller senere, når jeg med Telegraftropperne fra Aarhus var på øvelser i Tyskland. Vi indbetalte alle penge til en konto. Den ene gang, var det lige vores bil, der blev stoppet. Ja så måtte vi jo så tilstå.
Men de penge fik vi så tilbagebetalt på Langelandsgades Kaserne. Og overskuddet på kontoen, ja dem festede vi så for.
Billig vodka
Og i Aabenraa vidste vi, at når der lå polske og russiske skibe i havnen, ja så kunne vi gå et bestemt sted hen i byen og købe billig vodka.
Acceptabelt tidsfordriv
Det var engang, hvor det moralsk blev accepteret at man smuglede. Herregud tænkte man, vi betaler så meget i skat, at her kunne man da godt lukke et øje. En bestemt slags smugleri blev betragtet som hobby, fordi flasker og røgvarer blev afsat til venner og bekendte. Ingen kunne drømme om at melde dette til myndighederne.
”Det er den første samlede fortælling om lyssky forretninger, der længe var acceptabelt tidsfordriv. End ikke gudfrygtige og ordentlige folk fik moralske tømmermænd”, ja sådan skriver forlaget.
Smugler-historier fra 1750 – 2000
Nu har Niels Valdersdorf Jensen fået den geniale ide at skrive om ”Smuglerlandet Danmark” med undertitlen ”Mennesker, Sprut og Cigaretter”. Forfatteren er historiker og museumsinspektør på Svendborg Museum. Bogen udgives samtidig som Årbog for Museet for Søfart i Helsingør
I historien kom vi nok ikke rundt i hele landet men egentlig gør det ikke noget. Her er masser af spændende fortællinger om smugleriets historie fra 1750 – 2000.
Der bliver fokuseret ekstra på øerne i Det Sydfynske Øhav. Her blev cigaretter og u -banderolerede flasker lastet side om side med legale handelsvarer.
Der et mønster i op – og nedture for smugleri. Når staten bremser for import og eksport for at beskytte vores egenproduktion tager smugleriet til.
Rødspætteligaen
Vi stifter bekendtskab med Rødspætteligaen, der har base i København. De var særdeles frygtet både i og uden for den kriminelle verden. Hvis nogen kom på tværs af dem, kunne det få alvorlige følger. Vi møder navne som Alexander Blask, Leon Onwild, Bent Ricardo og Torkild Løndal Therkelsen. De er alle med i denne berømte/berygtede gruppe.
De blev optrevlet i begyndelsen af 1970erne – en gruppe som i stor stil smuglede spiritus og cigaretter fra Polen over Østersøen og satte dem i land på Møn med videresalg for øje.
Ernst Adolf Bremer smuglede ikke mindre end 500.000 liter sprit til svenskerne på 14 – 15 både i 1920’erne og 1930erne
De blev vel på et tidspunkt betragtet som helte – disse storsmuglere. Men i takt med vold og afstraffelse, nåede samfundet tog moralen over. Medierne dyrkede disse farlige forbryder-typer som Robin Hood – helte.
Glansen gik af storsmuglerne med to millioner cigaretter i lasten blev bordet af toldere fra en patruljebåd i Østersøen. Kun en enkelt tolder nåede ombord. Ham tog smuglerne som gidsel. De krævede nu frit lejde i bytte for den kidnappede tolder.
Langelands Folkeblad omtalte den dramatiske kidnapning og skrev:
Damerne på spritbådene
Der blev også i TV vist Smuglerne – en serie af Leif Panduro. Her var der bl.a. vold drab og salg af hårde stoffer. Det var ikke særlig kønt.
Ja så var det damerne på spritfærgerne, som man jo selv har mødt. De går lige to numre op i størrelse under fordeling af smuglervarer rundt om på kroppen, hvorefter de godt polstret, driver i land. De mandlige tolder vidste godt, hvad der foregik. Men de måtte jo ikke kropsvisitere dem.
Samtaler med folk på begge sider af loven
Søfolk har kunnet fortælle røverhistorier om, hvor gode de var til at snyde tolderne. Og historierne får lige en tand ekstra. Bare for at imponere landkrabberne.
Og tænk engang. Forfatteren mener, at omkring 1970 røg 174 millioner cigaretter under skattemyndighedernes radar – om året. Kaffe, tøj, kvæg, sukker, violiner og farve- tv er eksempler på varer, der inden for de seneste 250 år er handlet under båden i Danmark.
Bogen indeholder også en række samtaler med folk på begge sider af loven. Der er trukket historier fra digitaliserede aviser i massevis. Og Toldvæsnets egne embedsmænd har også ladet sig friste.
I første verdenskrig var Danmarks neutralitet i fare, da smugleri i form af illegal udførsel af danske varer til de krigsførende lande, ikke gjorde Danmark mere populær.
Menneskesmugling
En anden form for smugleri var menneskesmugling. Det opdagede vi, da vi boede i Padborg. Når københavnske betjente var udstationeret dernede, stoppede de gang på gang personer, der ikke lignede danskere. Således oplevede en ven vi havde fra Sri Lanka at blive stoppet fire gange på en dag. En klage til stationen, som vi hjalp ham med, ignorerede de bare.
Og vores Rasmus var sammen med sin gode ven, Jesper taget ud at lege. De havde deres camouflage – tøj. Og Rasmus havde lånt noget af sin store bror til at camouflere ansigtet. Men efter en time ringede det på døren. Det var Padborg politi, der kom med to forknyttede unger. Nu var det sådan, at Jespers far også var politibetjent, blot i et andet område. Men de havde ikke gjort noget forkert. Politiet havde fået anmeldelse om menneskesmuglere. Og de to unger var måske lidt for tæt ved grænsen!
Ja i dag er Jesper også politibetjent – i København.
En anderledes Danmarkshistorie
Med disse to sidehistorier slutter vi vores anmeldelse af en meget interessant bog.
Bogen er meget underholdende og berigende læsning. Det er en anderledes Danmarkshistorie. Og mon ikke, der er mange toldere, der vi gå i gang med at læse den.
Niels Valdersdorf Jensen:
Smuglerlandet Danmark – Mennesker, Sprut og Cigaretter
Hvis du vil vide mere:
April 7, 2023
De Danske Hjælpepakker til KZ – Fangerne
To sider af samme sag. Mange samlede ind. Der blev også samlet ind til medicin. Et takkebrev fra Theresienstadt. Hvad var der i en pakke? Besværligt – navnlig i begyndelsen. Slægtninge ville selv sende noget. For sent opdagede man at penge ikke nåede frem. Politifolk fik ekstra tøj. Historien om ”De Røde Enker” Fik ikke hjælp, fordi han var tyskervenlig? Fagbevægelsen advarede mod ”De Røde Enker”. Alt var ikke ideelt.
To sider af samme sag
Nu kunne man måske bare have kaldt artiklen for Røde Kors – pakkerne. Men det ville være historisk ukorrekt. Godt nok kom de fleste af pakkerne i Røde Kors – emballage. Men det var ofte andre, der stod som afsendere og andre, der havde bidraget økonomisk. En anden ting er, at man ofte når man skriver besættelsestidens historie får to forskellige historier om den samme begivenhed.
Det gjald for eksempel historien om ”De Røde enker”. Den historie vender vi tilbage til.
Mange samlede ind
Hvordan fik Danmark de mange aftaler i stand med at sende pakker til ”statsfjendtlige personer, som tyskerne yndede at kalde danske deputerede. Da man så, at pakkerne faktisk kom de rette i hænde, fortsatte man at sende dem.
Der var mange, der samlede ind til fangerne. Således samlede Danske Polititjenestemænd 59.000 kr. ind. På et tidspunkt blev man nødt til at stoppe indsamlingen. Der var ikke mulighed for at skaffe så mange varer.
Der blev også samlet ind til medicin
Efterhånden gik det op for danskerne i hvilke forhold de danske KZ – fanger befandt sig i. Kontreadmiral Carl Hammerich samlede 85.000 kr. ind til medicinalvarer og lægeinstrumenter. Blandt de indsatte var der en del læger, der godt vidste, hvordan disse skulle håndteres.
Det var forskellige afdelinger, der håndterede forsendelsen af pakkerne.
Et takkebrev fra Theresienstadt
Til jøderne i Theresienstadt afsendtes snart 750 pakker på initiativ af Professor Ege – Komiteen, der så senere også overgik til Røde Kors.
Desuden afsendtes en del illegale pakker. Men disse lykkedes det også at få legaliseret. I alt blev der sendt 5.000 pakker til en samlet værdi af 100.000 kr. til Theresienstadt. I september 1944 afsendtes 1.000 bøger. Men de nåede først frem fem måneder efter.
Der blev også sendt penge til Theresienstadt i alt ca. 35.640 kr.
Jeg fandt på nettet et takkebrev fra en indsat i Theresienstadt. Der var hverken dato, navn eller fra hvilken avis, det stammede. Noget af brevets indhold lyder således:
Hvad var der i en pakke?
Afsendelsen af pakker blev efterhånden lagt i faste rammer mellem Udenrigsministeriet, Socialministeriet og Røde Kors. Alle pakkeforsendelser gik gennem Røde Kors i deres specielle kartonnage.
I den første tid afsendtes en månedlig pakke til hver, senere to og allersidst tre månedlige pakker. Indholdet var følgende:
Herudover blev der oftest hver måned medsendt 30 stk. cigaretter og 100 gr. tobak. I den sidste tid blev pakkeforsendelserne udvidet med et stort rugbrød hver tredje uge. Samlet værdi af 909.000 kr. Og husk på – det er den tids værdi.
Det var først i sidste kvartal af 1944 til den 13. februar 1945 deportationerne tog rigtig fart.
Besværligt – navnlig i begyndelsen
Et flot initiativ udvistes af forskellige foreninger. Sammenslutninger og private venner ved fremskaffelse af æbler, vitaminpræparater og tobaksvarer af de ellers ikke for rigelige hjemlige beholdninger.
Sendingerne til Stutthof gik i den første tid pr. skib til Stettin og derfra pr. bane til Danzig, hvorfra Udenrigsministeriets repræsentant besørgede dem videre til Stutthof. Til de øvrige lejre benyttedes i lang tid jernbanetransport. Men i september 1944 forsøgte man med den første ”automobiltransport”. Forsøget faldt heldigt ud. Fra oktober 1944 besørgede bilkonvojer et meget betydeligt antal pakker.
Slægtninge ville selv sende noget
Man opnåede hermed at pakkerne blev leveret ved lejrens port, så tabsprocenten blev næsten lig nul. Så snart de danske biler nærmede sig rygtedes det i lejren og livsmodet steg et par grader.
I Danmark blev man dog klar over, at der forsvandt en del fødevarer fra hovedlejrene til udekommandoerne. Man forsøgte at få tilladelse til at transportere helt ud til brugerne. Men det lykkedes kun for politiets vedkommende at finde en ordning.
Slægtninge var dog utilfredse med, at de ikke måtte sende noget. Man fandt så en ordning med, at de måtte sende en gang om måneden. Det blev også forsøgt at indsmugle illegale breve fra slægtninge. Men det blev hurtig stoppet.
For sent opdagede man at penge ikke nåede frem
Det blev også sendt penge til Neuengamme i alt 47.500kr. Men de nåede aldrig ud til fangerne. Pengene blev sat ind på en lejrkonto. Ja man fandt ud af, at der var sendt i alt 671.500 til fangere i de tyske koncentrationslejre. Stort set ingen af disse penge så fangerne.
Politifolk fik ekstra tøj
Politifolkene var kommet afsted i det tøj, de gik og stod i. Allerede den 28. september sendte man to store lastbiler med påhængsvogne til Neuengamme – lejren. Foruden tøj var der en lille pakke med levnedsmidler til hver politimand. Transporten nåede frem i løbet af to dage. Men allerede inden transporten var nået frem var politifolkene sendt videre til Buchenwald. Derfor blev transporten nu dirigeret derhen. Senere blev politiet betragtet som krigsfanger og fordelt ud i andre lejre.
I slutningen af februar måned lod Dr. Trols Thune Andersen sig frivilligt internere for at bringe politifolkene tiltrængt lægehjælp. Politiet fik tilsendt i alt 28.410 pakker. Dertil kom på foranledning af Socialministeriet 2.000 tøjpakker.
Spørgsmålet er hvor mange menneskeliv, som man redede under denne store indsats.
Historien om ”De Røde Enker”
Og så kommer vi til sagen om de røde enker.
Vi starter med hvad professor Richard Ege kan fortælle:
Det sidste citerer vi, fordi vi i flere bøger kan læse, at ”De Røde Enker” overhovedet ikke fik hjælp i Danmark, men måtte gå til Svensk Røde Kors. Ofte oplever man en ikke altid rimelig kritik af myndighederne og Røde Kors vrangvilje og obstruktion. Det glemmes, at den store hurdle var Gestapo.
Fik ikke hjælp, fordi han var tyskervenlig?
Historien om Kommunisterne har vi tidligere bragt her på siden. Og herfra kan det godt forstås, at ”De Røde Enker” var skuffet. Spørgsmålet er bare om alt, hvad der er beskrevet, er korrekt.
143 mænd og syv kvinder blev sammen med 207 danske jøder anbragt i et snavset skib ved navn Wartheland. Efter næsten en uges forløb nåede de Swinemunde i Polen. Så gik turen til henholdsvis Stutthof og Theresienstadt i overfyldte kreaturvogne.
Kvinderne bag disse mænd blev kaldt ”De Røde enker” De begyndte straks at organisere sig. De fik at vide, at Dansk Røde Kors ikke kunne hjælpe. Man mente, at direktøren Helmer Rosting var særdeles tyskervenlig. Han skulle have været udset som udenrigsminister i en regering, hvor Frits Clausen skulle være statsminister. Men nu tog tyskerne aldrig dette alvorlig. De brugte kun dette som trussel.
Om denne ”tyskervenlighed” skulle være årsag til manglende hjælp tvivler jeg på. Allerede dengang var hjælpeforanstaltninger i gang. Og det er da ingen tvivl om enkernes pres har haft indflydelse på, at der blev sendt pakker afsted.
Fagbevægelsen advarede mod ”De Røde Enker”
Rigtigt er det også at der i fagbevægelsen blev advaret mod ”denne selvbestaltede komite”. Men at disse kvinder og deres indsats skulle være glemt, er ikke rigtig. I Jørgen Hæstrups bog ”Til Landets Bedste 1” omtales de. Her beskrives samarbejdet med denne komité godt nok som ideel.
Alt var ikke ideelt
Alt var ikke ideelt. Set med nutidens øjne skulle man sikkert være begyndt noget hurtigere. Men det kan vi jo sagtens sige i bagklogskabens lys. Men man må sige, at alle dem, der var involveret i pakning og afsendelse af de mange pakker, gjorde et imponerende stykke arbejde
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 5, 2023
Dem – man glemte
Den svenske synsvinkel var eneherskende ved krigens afslutning. Vi vil ikke nedgøre Folke Bernadotte og Svensk Røde Kors indsats. Men der var altså også andre. Starten på Jyllandskorpset. Det hele blev koordineret i Socialministeriet. En trist besked fra London. Den norske eksilregering mente, at redningsindsatsen skulle ledes fra Sverige. De rent danske hjælpeaktioner. Angrebet af allierede fly. Folke Bernadotte afviste enhver dansk hjælp. De danske og norske sømandspræster Også kartotek over danske og norske tugthusfanger. En berømt norsk tolk. Sad i tugthuse over hele Tyskland. Man redede 700 af 800 tugthusfanger. Socialministeriet betalte Røde Kors pakkerne. 410 danske jøder reddet af dansk frokost. Endelig lykkede det af frigjort fangerne i Neuengamme. Kvinderne på Padborg Station.
Den svenske synsvinkel var eneherskende ved krigens afslutning
Endnu i dag bliver aktionen med De Hvide Busser forbundet med Folke Bernadotte. Man har glemt alle de andre, der gjorde denne kæmpe redningsaktion muligt. Længe stod Folke Bernadottes egen udlægning som den eneste sandhed. Fra dansk side, var der en del at takke svenskerne for, så derfor holdt man lav profil. Svenskerne havde brug for goodwill over for de allierede.
Den svenske synsvinkel på hjælpeindsatsen var eneherskende efter krigens afslutning. Bernadotte hjalp også selv med til det. Der var stort ikke plads til andre i hans biografi.
Starten på Jyllandskorpset
Først efter 1969 dukkede de første meldinger om, at der nok var flere, der burde nævnes i den forbindelse. Vi har efterhånden skrevet en del artikler om De Hvide Busser og Karantænestationerne ved Grænsen. Du kan se en liste i forbindelse med denne artikel.
Blandt dem vi skal nævne, er kontreadmiral Carl Hammerich, der var norsk gift. Han var involveret i humanitært arbejde bl.a. Norgeshjælpen. Via gode kontakter i Norge havde han gode informationer om situationen generelt og i de enkelte KZ – lejre.
Hammerich mente at redningen af danskere og nordmænd skulle ske via landevejen. Han mente at jernbanen og havnene ville blive lagt i ruiner inden krigens afslutning. Landevejstransporten fra Danmark til Tyskland med fødevarer m.m. til de indsatte fungerede stort set upåklageligt. Erfaringer herfra kunne bruges ved en redningsaktion
Der skulle opmagasineret det nødvendige udstyr, herunder fødevarer, medicinsk udstyr, benzin m.m. til en redningsaktion, så man kunne rykke ud med an dags varsel. Til formålet blev Jyllandskorpset oprettet. Det bestod af omkring 400 mand inkl. samaritter, ordonnanser m.fl. samt omkring 120 store transportvogne, især fisketransportbiler, nogle personbiler og motorcykler.
Det blev koordineret i Socialministeriet
Det hele var en sammenslutning af foreninger og et hjælpekorps bestående både af statslige og private aktører.
Det hele blev koordineret af departementschef H.H. Koch i Socialministeriet. I koordinationsudvalget indgik Udenrigsministeriets afdelingschef Frants Hvass, Borghild Hammerich, kontorchef Mogens Kirstein og sekretær Finn Nielsen, samt ikke mindst læge i Johannes Holm – læge i Sundhedsstyrelsen.
I april og juli 1944 havde Hammerich været til møde med Ditleff i Stockholm. I september blev planen overdraget til den norske London – regeringens socialdepartement.
En trist besked fra London
På et møde i Sverige gav Koch udtryk for, at han ikke fandt Jyllandskorpset godt nok organiseret. Desuden var Carl Hammerich blevet arresteret af Gestapo. Der var også kommet nye anordninger om at militære personer først skulle evakueres. Andre fanger skulle blive i de respektive lejre til et godt stykke efter den tyske kapitulation. Beslutningen bundede i militære overvejelser. Og beskeden modtog man fra London.
Fra Norge mente man, at indsatsen skulle ledes fra Sverige
Men fra dansk og norsk side arbejdede man videre. Den norske minister Ditleff mente, at aktionen skulle ledes af et medlem af den svenske kongefamilie. I Danmark fik man omorganiseret hjælpekorpset. Det fik nu navnet ”Det Danske Hjælpekorps”.
Ren danske hjælpeaktioner
Fra oktober 1944 blev der sendt Røde Kors pakker til Bl.a. Buchenwald og Neuengamme. En aftale mellem Hvass og chefen for det tyske sikkerhedspoliti, Otto Bovensieben den 2. december 1944 åbnede mulighed for hjemtransport af 211 syge politifolk fra Buchenwald. Transporten foregik den 8. december med almindelige røde DSB – busser og var en ren dansk aktion.
Angrebet af allierede fly
Ugen efter var læge Johannes Holm med på en redningsaktion med danske grænsegendarmer. Det var af stor betydning at han kunne danne sig et indtryk af sundhedstilstanden. Nu blev Røde Kors pakkerne sammensat efter Holm´ s anvisninger.
Fra omkring årsskiftet 1944-45 afgik konvojerne regelmæssigt og hentede fanger så lang væk som Leipzig og Dresden fra krigsfangelejrene Torgau og Mühlberg, hvortil politiet var overflyttet i december 1944. Og her blev man angrebet af allierede fly.
Folke Bernadotte afviste enhver dansk hjælp
I begyndelsen af 1945 tog hjemtransporten rigtig fart. Her viste det sig, hvor vigtigt det var at have et transportberedskab og et ordentligt beredskab. Disse ting blev stillet Folke Bernadotte til rådighed, da han ankom. Ligeledes gjorde man ham opmærksom på omfattende kartotek over danske fanger. Men han afviste i begyndelsen enhver dansk deltagelse. Desuden gjorde han grin med de danske transportkøretøjer.
De blev hurtig glemt
Det var jo en masse, der satte livet på spil. Og en masse organisationer foreninger m.m. hjalp til. Ikke blot til selve redningsaktionen. Men man skaffede midler til de efterladte og fik sendt en masse Røde Kors pakker afsted. Det hele blev organiseret af i dag glemte personer. Dem burde man også ære.
Vil ikke nedgøre Folke Bernadotte og Svensk Røde Kors
Vi vil bestemt ikke med denne artikel nedgøre Bernadotte og svensk Røde Kors indsats. Men forud var der gået et stort stykke forberedelsesarbejde, hvor mange var impliceret. Bernadotte havde fået udrettet, at de fleste af de danske fangere blev samlet i Neuengamme, men så ikke længere. Det kom først bagefter.
Da danske og norske sømandspræster
Og glemt har vi også de norske og danske sømandspræster, heriblandt Sophus Boas fra Hamborg og legationspræsten Axel Jeppesen i Berlin. De havde fået henvendelser fra pårørende i Danmark. De tog rundt til især tugthuse og fængsler. De smuglede forskellige goder ind så som cigaretter, skråtobak og vitaminpiller. Dette kun let omsættes til brød op fængslets sortbørs. Således svarer to ruller skråtobak 42 dagsrationer af brød.
Især Søren Boas var god til at smugle. Han fik efter krigen tilnavnet ”Den danske pimpernel Smith” Fangerne følt6e også, at de ikke var helt glemt. Der var nogen, der talte deres sag.
Også kartotek over danske og norske tugthusfanger
De to danske præster fik sammen med deres norske kollegaer opbygget et godt fangekartotek. Dette blev løbende sendt til Udenrigsministeriet. Jeppesen rejste på diplomatpas, så han slap for kontrol i Tempelhof – flyvepladsen. Og dette kartotek fik stor betydning i redningen med De Hvide Busser.
En berømt norsk tolk
Vi skal heller ikke glemme tolken Hitgunt Margret Zasssenhaus. Hun blev i 1938 kandidat i skandinaviske sprog fra Universitetet i Hamborg. Hun blev straks efter sin eksamen tolk ved retten i hamborg. Tillige var hun ansat ved postcensuren i Hamborg. Hun sørgede bl.a. for at bønner om at sende pakker med fødevarer kom videre til deres skandinaviske modtagere.
Hun fulgtes med både danske og norske præster med rundt over hele Tyskland. Efter krigen fik hun hædersbevisninger i både Norge, Danmark og Tyskland.
Sad i tugthuse spredt over hele Tyskland
Præsterne havde kun fået lov til at foretage kirkelige handlinger på ca. 20 – 25 minutter ad gangen. De danske og norske præster nåede at besøge hovedparten af de skandinaviske indsatte. Fængselspersonalet var ofte blevet bestukket med cigaretter, smør og snaps.
Tugthusfangerne udgjorde et særligt problem. De sad spredt i fængsler og tugthuse over hele Tyskland. De danske tugthusfanger udgjorde ca. 800 og de var fordelt på 25 destinationer. De norske fanger var spredt over hele 70 destinationer.
Vilkårene for dem varierede meget. Der var kaos i den tyske forvaltning, så det var uhyggelig svært at holde styr på.
Man redede 700 af 800 skandinaviske tugthusfanger
Det var uklart om den aftale, man havde indgået, også gjaldt disse fanger. Hjælperne valgte at tolke Heinrich Himmlers tilsagn i den rigtige retning. Modstridige fangevogtere kom på andre tanker, når de fik en gang tobak eller en snaps.
Tre dødsdømte kvinder slap således fra tugthuset i Waldheim. 479 nordmænd og 228 danske blev hentet hjem fra de tyske tugthuse. Det var mere end 700 af de 800 skandinaviske fanger.
Socialministeriet betalte for Røde Kors – pakkerne
Officielt stod Dansk Røde Kors for afsendelsen af levnedsmiddelpakkerne til danskere i KZ – lejrene. Men i virkeligheden blev det bekostet af socialministeriet. Officielt var Holm læge, men det var ham, der stod for organisationen af hjælpepakkerne.
410 danske jøder reddet af dansk frokost
Nede i Theresienstadt sad 410 danske jøder. Bernadotte havde udskudt afhentningen, idet de tyske forhandlere på dette tidspunkt af krigen nærrest viste en paranoid uvilje mod overhovedet at have noget med jødernes redning at gøre. Bernadotte var bange for at hele aktionen ville mislykkes, hvis man mistede ”goodwill” hos tyskerne. Han valgte derfor ikke at gøre mere ved det.
Frants Hvass og Johannes Holm slog sig ikke til tåls med den besked. Man måtte handle efter konduite. Direkte i modstrid med Bernadottes ordrer blev der opstillet et korps af danske chauffører og svenske befalingsmænd i svenske busser. Konvojen blev sendt afsted fra Friederichsruhe samtidig med at Holm og Himmlers forbindelsesofficer dr. Rennau kørte til Berlin for at forhandle direkte med folkene i Reichssicherheitsdiensthauptamt i Wannsee.
I hovedkvarteret gik forhandlingerne trægt. Man kom ikke nogen vegne. Men selv i nazi-spidsen sultede man i disse dage. Så da Johannes Holm diskede op med et ”bestikkelsesmåltid” bestående af de lækreste ting med øl og snaps til, var der intet til hinder for, at de fornødne stempler og papirer blev underskrevet. Jøderne blev altså reddet af en god dansk frokost. De blev afhentet den 15. april. Ad farefulde veje nåede konvojen helskindet til Sverige.
Endelig lykkedes det at få frigjort fangerne i Neuengamme
Endelig lykkedes det at få frigjort fangerne fra Neuengamme. Hitlers ordre var ellers at ingen fange måtte falde levende i de allieredes hænder. Rædselsgerningerne skulle slettes og alle overlevende fanger myrdes. I dette ragnarok lykkedes det i et forunderligt puslespil af svenske, danske og norske brikker at vriste næsten 20.000 mennesker ud af nazisternes kløer.
Kvinderne på Padborg station
Man har også glemt at nævne det store stykke arbejde, man gjorde på Karantænestationerne ved grænsen. Særlig dengang, da to store tog på to dage bragte flere tusinde kvinder fra Rawensbrück til Padborg Station. Man var helt uforberedt men klarede udfordringerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 3, 2023
En Mindepark i Kruså
Mennesker, der var med ”De Hvide Busser”. 101 grænsegendarmer kom ikke tilbage. En plan fra Norge. Bernadotte forhandlede med Himmler. De allierede imødegik ikke Himmlers ønske. De danske KZ – fanger betragtede Bernadotte som helt. En mindesten i en grusgrav. Ikke et varigt had til naboen i syd. En norsk sten, der også takkede danskerne. En statue på en græsskråning. Danske embedsmænd banede vejen Folke Bernadotte kom først i marts 1945. Bernadotte mente ikke at danskerne kunne bidrage med noget som helst. Halvdelen af svenskerne tog snart hjem igen. Nu havde de pludselig brug for danskerne. Og svenskerne havde brug for goodwill hos de allierede. Det tog danskerne hensyn til. Men i 1969 kom sandheden frem. Har man ikke glemt nogen i den mindepark?
Mennesker, der var med De Hvide Busser
Til minde om, det der udspillede sig i krigens allersidste måneder, er der i Kruså rejst en mindepark. Den ligger langs hovedvej 10 umiddelbart syd for Korsvejen op det sidste stykke af vejen mod grænsen.
Den er rejst af mennesker, der var med De Hvide Busser. De blev bragt ud af Tysklands inferno til Danmark og videre til Sverige.
101 Grænsegendarmer kom ikke hjem
Ifølge en rapport fra Udenrigsministeriet blev der i tiden indtil 13. marts 1945 deporteret 6.083 danskere til straffelejre i Tyskland. Af dem vendte 10 pct. ikke tilbage.
140 grænsegendarmer blev ligeledes deporteret. Og af disse vendte kun101 tilbage.
En plan fra Norge
En plan om at hjembringe de stærkt svækkede fangere fra Norge og Danmark blev fremsat af den norske minister Ditleff. Medio marts 1945 accepterede de allierede magter denne plan.
Bernadotte forhandlede med Himmler
Den norske minister pegede på den svenske prins, grev Folke Bernadotte. Han havde som viceformand for Svensk Røde Kors tidligere under krigen ledet en større krigsfangeudveksling.
Under store anstrengelser med hjælp fra bl.a. andre også Himmlers baltiske livlæge Felix Kersten, lykkedes det efterhånden at opnå tilladelse til at alle skandinaviske fanger blev samlet i Nordtysklands største koncentrationslejr Neuengamme ved Hamborg. De blev så transporteret gennem Danmark til Sverige.
De allierede ville ikke imødegå Himmlers ønske
Som modydelse måtte Bernadotte fra Himmler overbringe et tilbud om Tysklands kapitulation overfor Vestmagterne, men ikke over for Rusland. Men det var et tilbud som Vestmagterne straks afslog.
De danske KZ. – fangere betragtede Bernadotte som helt
De skandinaviske fangere var bragt over den danske grænse den 22. april. I krigens allersidste dage blev mange tusinde polske, hollandske, belgiske og franske kvinder fra koncentrationslejre i øst ført til Sverige.
Vi har tidligere berettet om, hvordan tusinder af kvinder fra Rawensbrück ankom til Padborg Station to dage i træk.
De danske KZ – fangere betragtede Folke Bernadotte som en sand helt. De ville sætte ham et varigt minde. Og midlerne dertil blev fremskaffet ved en indsamling.
En mindesten i en grusgrav
I 1949 nedsattes en meget stor komite til udførelse af planen. Men der opstod hurtigt en strid. En lille gruppe skilte sig ud.
I løbet af en måned rejste denne gruppe, som ønskede at være anonym uden udgifter til plads, materiale eller arbejdsydelser mindestenen på vejens vestside. Dette er en natur-sten på over 12 tons med et bronzerelief til Folke Bernadotte.
Den rejstes i en grusgrav som senere blev tilplantet med grønt. Ved siden af og bagved stenen står tre flagmaster, hvoraf den midterste skulle bære et evigt vajende Røde Kors flag. Det gjorde den så i mage år,
Ikke et varigt had til naboen i syd
Ved afsløringen som foregik i silende regn i mørkningen på femårs-dagen for Bernadottes død den 17. september 1953 udtalte formanden for den store komite, minister Per Federspiel de fremadskuende ord:
En norsk sten, der takker danskerne
På 10 års dagen for både Norge og Danmarks befrielse den 5. maj 1955 afslørede den norske udenrigsminister, Halvard Lange en norsk mindesten sat som tak for den danske hjælp til de norske Tysklands-fanger.
Inskriptionen på stenen lyder:
Man kan vel sige, at denne indskrift måske bedre afspejler, hvad der skete dengang og hvem der løb risikoen.
Oprindelig stod stenen vest for vejen men efter dennes regulering og udbygning flyttedes den over på den østlige side af den gamle chausse fra 1850’erne som stadig blev brugt i 1945.
En statue på en græsskråning
Men man diskuterede stadig et hovedmindesmærke for Bernadotte. Denne havde tidligere udtalt sig om, at den skulle forstille ”Daniel i Løvekulen”. Man havde lavet en konkurrence, og denne model fik førsteprisen. Men det vakte så megen modstand, at man frafaldt det symbolske projekt.
En statue af Bernadotte blev et gennemførligt kompromis. Denne udførtes af billedhuggeren Jørgen Gudmunsen-Holmgreen. Det blev en meget fin vellignende skulptur. Den 4 meter høje skulptur står på en græsklædt skråning.
Afsløringen fandt sted den 5. oktober 1960 under meget stor deltagelse. Her udtalte Per Federspiel igen kloge ord:
Gad godt nok vide, hvor mange mennesker, der skænker disse mindesmærker en tanke. Folk glemmer snart denne historie. Men er hele fortællingen ikke blevet for personfikseret?
Danske embedsmænd banede vejen
Ingen tvivl om at Folke Bernadotte gjorde et stort stykke arbejde. Og myten om ham har bidt sig fast. Hovedparten af æren skal i stedet tilskrives danske embedsmand.
Det er da rigtigt, at Folke Bernadotte spillede en central rolle som forhandler over for chefen for Gestapo, Reichsführer – SS Heinrich Himmler. Men forarbejdet og den praktiske gennemførelse i den sidste ende stod nogle danske embedsmænd og departementschef i Socialministeriet Hans Henrik Koch og afdelingschef i Udenrigsministeriet Franz Hvass i spidsen for. Uden dem og deres medhjælpere var den store redningsaktion givet vis aldrig lykkedes.
Folke Bernadotte begyndte først i februar 1945
Man har også glemt, at der var noget, der hed Jyllandskorpset og Det Danske Hjælpekorps. Først i midten af februar 1945 trådte Folke Bernadotte til. Hans første aktion var befrielse af svenske kvinder.
Bernadotte mente ikke, at danskerne kunne bidrage med noget
Det Danske Hjælpekorps stillede sig tidligt parat til at hjælpe Bernadotte og svensk Røde Kors. Man kunne stille op med 40 busser, 30 lastbiler, 18 ambulancer og et antal personbiler og motorcykler. Dertil kom et mandskab bestående af, læger, sygeplejersker, chauffører m.m. Men Bernadotte og svensk Røde Kors ønskede ikke nogen dansk hjælp.
Oprindelig var der forventet, at der kom 100 biler med mandskab på ca. 370 fra Sverige. Men der kom kun 70 biler og et mandskab på 280.
Bernadotte kunne dog ikke se, hvad danskerne kunne bidrage med, selv om Jyllandskorpset og Det Danske Hjælpekorps havde store erfaring i evakuering. Ja han var direkte uvenlig over for danskerne. Han var heller ikke interesseret i kartoteker over danske fangere. Og så mente han i øvrigt, at de biler danskerne anvendte var ”Kakkelovnsbiler” Svenskerne ønskede at se så lidt til danskerne som muligt.
Halvdelen af svenskerne rejste hjemme
I begyndelsen af april 1945 rejste halvdelen af svenskerne hjem. Og man havde kun opnået at evakuere en fjerdedel af den planlagte evakuering. Så endelig kunne Bernadotte og svenskerne bruge den danske hjælp. Fra dansk side bidrog man nu med:
Svenskerne havde brug for goodwill
I 1945 udkom Bernadottes bog ”Sluttet”. Bogen er selvpromenerende og levner stort set ikke plads til andre end ham selv.
De involverede danske personer besluttede alligevel ikke til at udtale sig. Holdningen var, at selv om de norske og danske aktører spillede en væsentlig rolle i de officielle svenske redegørelser havde Folke Bernadottes medvirken formentlig været af afgørende betydning.
Holdningen var at svenskerne havde brug for ”goodwill”. Og det ville man give dem, fordi de tog imod de danske jøder. Dengang var det ikke tidspunktet for kritik. Svenskerne havde brug for anerkendelse hos de allierede. Og så var Bernadotte også i familie med de kongelige, så skulle man da ikke kritisere ham.
Sandheden kom frem
Det var vel først i 1969 med bogen ”Helvede har mange navne” at sandheden kom frem. Men myten om Folke Bernadotte lever dog stadig den dag i dag. Han bliver i den grad forbundet med ”De Hvide Busser”. Bogen fik en hård medfart i medierne, da sandheden pludselig kom frem.
Har man ikke glemt nogen i mindeparken?
Og hvad med de sygeplejerske- og læger, der arbejdede i døgndrift på karantænestationerne. Ja de burde da også mindes.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: