Artikler
Januar 31, 2023
Modstand i Aabenraa
Hans Mørup startede en kreds i 1940. Terrænsportsafdeling. Man støttede Dansk Samling. Overretssagfører Holger Boeck. Sprængning af Transformator. Aktion mod DAPA udført af feriedreng. Farver Jacobsen blev ny by-leder. 13 grupper i Aabenraa og Omegn. Sabotage med store konsekvenser. Politimester døde i Neuengamme. Tyskerne fik uventet sidegevinst. Wollesen ny by – leder. Strejke blandt jernbanearbejderne. Sabotageleder skudt. 26 sabotageaktioner på to måneder. Planer for ventegrupperne. Igen en stor fangst af tyskerne. Tyskerne stod parat, da våbnene ankom. Regionernes styrke nåede op på 4.000 mand kort før krigsophør. Ny fangst af tyskerne – gård sprængt. Langt om længe havde Aabenraa nok våben. Det Sønderjyske råd uenige med regionsledelsen. Den 5. maj blev der foretaget en grænsespærring. Den tyske kommandant i Aabenraa truede. Amtmanden måtte ikke modtage englænderne. Kort levetid for nogle af grupperne.
Hans Mørup startede en kreds i 1940
Det kan godt være svært at beskrive modstandsbevægelsen i Aabenraa. Vi har allerede i artikler fokuseret på den. I slutningen af artiklen vil vi henvise til disse artikler. Mindst tre gange blev bevægelsen opløst og så skulle man starte forfra. I en anden artikel, som vi har arbejdet på sammen med denne, skal vi høre om den risiko og den triste skæbne, der overgik en af modstandsfolkene nemlig Erik Bondo Svane.
Det illegale arbejde udgik fra den såkaldte ”Aabenraa-kreds”. På initiativ af handelsmedhjælper Hans Mørup som leder havde han allerede helt tilbage fra den 15. august 1940 skabt en kreds på 12 – 15 mand som med regelmæssige mellemrum holdt møder.
Terrænsportsafdeling
De fandt det nødvendig at genrejse landet og en af metoderne var en fysisk uddannelse af de unge – en slags militær uddannelse. De startede med at oprette ed terrænsportsafdeling i Aabenraa. Delings – og gruppeførere blev uddannet. Man kunne vel kalde disse for en slags hjemmeværn.
Den offentlige mening skulle påvirkes
”Aabenraa-kredsen” kom i forbindelse med dr. phil. Vilhelm la Cour. Denne skrev artikler som blev trykt i pjecer, som Aabenraa – kredsen uddelte. Og lukkede foredrag blev det til. Hvis tyskerne fik fat i disse pjecer, ville de beslaglægge dem. Den offentlige mening skulle påvirkes.
Man støttede Dansk Samling
Wilhelm La Cour talte såvel tyskerne som samarbejdspolitikken imod. ”Aabenraa-kredsen” gav Dansk Samling sin fulde støtte. De støttede partiet ved folketingsvalget i marts 1943. To af kredsens medlemmer var endda kandidater for partiet. ”Aabenraa-kredsen” betalte partiets sønderjyske valgkamp.
Kredsen havde på dette tidspunkt egentlig ikke lavet noget illegalt arbejde. Og dog, kredsen stillede sig til rådighed for P – Planen. Denne var illegal for så vidt, som den blev holdt hemmelig for tyskerne. Hvis tyskerne opdagede det, ville politiet fortælle dem, at de skulle bruges i tilfælde af en katastrofesituation.
I efteråret 1943 gik kredsen ind i arbejdet med illegale blade. Dansk Samlings leder, Arne Sørensen gik efter den 29. august 1943 under jorden og skrev en række illegale henvendelser ”Niels Jydes Breve”, hvori han anbefalede at man oprettede dannelse af seksmandsgrupper. Kredsen mangfoldiggjorde disse og sørgede for distribution.
Overretssagfører Holger Boeck
Det var dog ikke ”Kredsen”, der kom med de første konkrete ideer til sabotagehandlinger. Denne ære tilkommer overretssagfører Holger Boeck. Vi skal dog helt frem til juli 1943 før de anmeldte sager hæver sig over ubetydelige og ligegyldige.
Det var også Boeck, der havde en ide om sabotage mod Aabenraa Motorfabrik. Det var så i første omgang Esbjerg – organisationen, der skulle stå for dette. Men denne aktion har vi skrevet en selvstændig artikel om. Og det er faktisk Tønder – gruppen, der står for de første egentlige sabotageaktioner i Sønderjylland.
Sprængning mod transformator
I Aabenraa stod man for sprængninger af transformatorer den 15. oktober 1943. Og det var også dem, der stod for brandbomber mod et tysk bil-lager i Voetmanns tømmerhandel den 4. november. Virkningen var dog begrænset.
Aktion mod DAPA udført af en ”Feriedreng”
Men aktionen mod fabrikken DAPA den 29. december 1943 var mere effektfuld. Officielt så var det BOPA, der stod bag den. Men det var nu Jesper Juel Petersen, der stod for denne, mens han var hjemme op juleferie. Vi har beskrevet denne aktion i en særskilt artikel. Krudtet havde han selv taget med fra København.
Farver Jacobsen blev by-leder
Kort efter nytår 1944 blev farver Jacobsen opsøgt af godsejer Flemming Juncker. Der skulle dannes en regionsledelse. Og denne opgave påtog Jacobsen sig. Han bad Hans Mørup indtræde i ledelsen. Regionslederen havde et nært samarbejde med det illegale arbejde i Haderslev og Tønder men slet ikke noget til Sønderborg og Als.
Forbindelserne til Tønder blev overdraget til kontorassistent Sven Aage Lyck. Opbygningen af grupper i Aabenraa blev overladt til landbrugskandidat, løjtnant Jørgen Petersen. Mørup tog sig af forbindelserne til østkysten. Bankassistent Sven Hoffmann fungerede som hans kurer og tillige som våben – og sprængstofinstruktør.
13 grupper i Aabenraa og Omegn
Efterhånden var der dannet 13 grupper i Aabenraa. De kom bl.a. fra terrænsporten, Forsvarsbrødrene og Sct. Georgsgildet. Spredt ud over amtet var der grupper placeret i Løjt Kirkeby, Hellevad, Bolderslev, Rødekro, Sdr. Hostrup, Røllum, Kruså, Tinglev og Gråsten.
I april 1944 ankom der våben og sprængstof til Aabenraa afsendt pr. bane som maskingods fra Viborg.
Sabotage med store konsekvenser
I weekenden den 5. – 6. februar 1944 gennemførtes aktionen mod Aabenraa Motorfabrik, der fik så alvorlige konsekvenser. Det gennemførtes på trods af det gældende sabotageforbud. Et sammentræf af misforståelser og uheldige omstændigheder var skyld i de alvorlige konsekvenser.
Natten til den 1. maj 1944 mellem 3.40 og 7.15 sprængte Aabenraa – folkene otte telefonpæle. Dette var et angreb på tyskernes kommunikationslinjer.
Politimester døde i Neuengamme
I 1943 blev politimester Aage Agersted udnævnt til chef for ordenspolitikommandoen i Jylland. Han fik et nært samarbejde med Flemming Juncker. Dern 30. maj 1944 blev han arresteret i forbindelse med ”Politimesteraktionen. Han døde i koncentrationslejren Neuengamme den 2. december 1944. Et led i denne aktion var også forøget på at arrestere chefen for Grænsegendarmeriet, oberst S.B. Paludan Müller, der blev dræbt efter en langvarig kamp. Her fandt tyskerne en masse dokumenter, som afslørede store dele af modstandsarbejdet i Sønderjylland.
Tyskerne fik en uventet ekstragevinst
Det gav en uventet ekstragevinst for tyskerne. Det betød at mange i regionsledelsen og længere nede i modstandsbevægelsen blev taget. Tyskerne kunne med stolthed indsende en særrapport til Berlin, hvori der bl.a. stod:
Wollesen – ny by-leder
Dette skabte kaos og forvirring i modstandskredse. Regionsledelsen eksisterede ikke mere. Men den 27. juli 1944 afholdtes et hemmeligt møde i Rise Skov, hvor man forsøgte at genskabe det tabte.
Kort tid eftertog dommerfuldmægtig Erik Bondo Svane kontakt til en række vigtige folk bl.a. politifuldmægtig Ivar Møller. Nu blev Wollesen indsat som by-leder mens Svane skulle varetage kontakten til byens ungdomsforeninger med henblik på ventegrupper. Her på siden vil vi skrive en artikel om Erik Bondo Svane.
Strejke blandt jernbanearbejdere
Ivar Møller skulle knytte forbindelse til politiet, hvilket dog ikke blev den umiddelbare succes, som man havde ventet.
Den 15. september 1944 afgik fra Frøslev fanger til koncentrationslejre i Tyskland. Det afstedkom strejke blandt jernbanepersonalet i det sønderjyske.
Sabotageleder skudt
Sabotageleder i Aabenraa, Egon Nørgaard blev den 17. oktober 1944 skudt ”under flugtforsøg” den 8. december 1944 på Skrydstrup flyveplads. Der var en del modsætningsforhold i modstandsarbejdet i Aabenraa.
26 sabotageaktioner på to måneder
Den 9. september 1944 var der kommet en sending på 3-400 kg sprængstof til Hjordkær Station. Dette var forudsætningen for en virkelig offensiv mod jernbanetrafikken. Fra den 14. august til den 22. oktober blev der foretaget 26 sabotageaktioner mod jernbanetrafikken.
Planer for ventegrupperne
Nye ventegrupper blev skabt og andre blev genoplivet. I september 1944 fandtes der således 90 mand i 15 grupper. Når tiden var inde, skulle disse spærre hovedvej 10 både nord og syd for byen. Grupperne skulle afbryde telefonkabler, specielt det tyske Norges – kabel, besætte rådhuset, posthuset m.v. Så skulle man også afbryde strømmen på højspændingsværket.
Politiet, som man omsider fik den ønskede forbindelse til, skulle neutralisere Gestapo. Til brug for grupperne i Aabenraa by ankom seks kasser med våben. De blev foreløbig t samlet oplagret på sygehuset, camoufleret som beredskabskasser fra Det civile Luftværn.
Igen en stor fangst af tyskerne
Men ak, atter en gang var tyskerne på pletten. Hele aktiviteten standsede brat, som følge af en ny arrestationsbølge den 5. oktober 1944. Den rev hele regionsledelsen og samtlige by ledelser over ende. Det lykkedes for Iver Møller og Nis Enemark at undslippe.
I regionens område som helhed konfiskerede tyskerne bl.a.:
For Aabenraa’ s vedkommende blev depoterne på sygehuset og i Hjordkær konfiskeret. Som i juni 1944 måtte arbejdet begynde helt forfra.
Tyskerne stod parat, da våbenleverance ankom
Heldigvis havde Kaptajn Aage Højland Christensen arbejdet som organisator af militærgrupper for ”Ringen” ud over landet. Så det var noget at begynde med.
Efter nytår 1945 accelererede regionsledelsens vækst bl.a. blev politimester E.H. Brix leder af det illegale politi i regionen. Nye by-ledere skulle dannes og også nye grupper skulle etableres. Våben og sprængstof skulle også fragtes til regionen.
Men tyskerne stod parat ved havnen i Kolding, da skibet i begyndelsen af december 1944 lagde til kaj. Man besluttede nu at leverancerne skulle komme drypvis. Den første sending ankom til Vejen med jernbane den 2. januar 1945. Men det var slet ikke nok, der kom. Således var der kun våben til halvdelen af ventegrupperne.
Regionens styrke nåede op på 4.000 mand
Efter de første tre måneders arbejde var regionens styrke oppe på ca. 2,000 mand. Lige inden befrielsen var dette tal vokset til 4.000. Der kom gang i sabotagerne igen i februar 1945. Igen var det jernbanerne, som det gik ud over.
Ny by-leder fra november 1944 blev i Aabenraa grosserer Kristen Dam Sodborg. Han blev i det tidlige forår afløst af dyrlæge Kai Mogensen. Nye folk kom også på de andre poster. Men arbejdsklimaet var meget dårligt. En af årsagerne var forholdet til det illegale politi.
Men ved krigens afslutning kunne Aabenraa bydistrikt stille med 240 mand i 40 ventegrupper og et dusin sabotagefolk i to grupper. Disse tal omfatter både grupperne i Aabenraa by og oplandsgrupper i Hovslund, genner, Løjt, Hellevad, Ndr. Hostrup, Klovtoft, Rødekro, Varnæs, Bovrup, Felsted og Bolderslev.
Ny fangst af tyskerne – Gård sprængt
Der ankom våben til Aabenraa bydistrikt i tre omgange. Den første sending ankom den 4. februar 1945. Den blev oplagret hos gårdejer Hans Lilholdt, Brunde. Det drejede sig om to tons, der skulle viderefordeles ikke blot til Aabenraa, men også til Gråsten, Sønderborg og Padborg.
Kun en mindre del af denne beholdning var blevet videredistribueret, da tyskerne i midten af måneden slog ned på depotet. Senere – den 10. marts 1945 – blev gården sprængt som repressalie.
Langt om længe havde Aabenraa nok våben
I slutningen af marts 1945 ankom en sending, især omfattende sprængstof i dritler til Søst Skov. Endelig ankom i de sidste besættelsesdage i begyndelsen af maj 1945 en større sending, som blev afhentet i Broager. Langt om længe var Aabenraa igen blevet velforsynet med våben.
Fra den 11/12 december 1944 til 26. april 1945 blev der foretaget 26 sabotageaktioner. Nu skal man nok tage lidt forbehold på korrektheden af dette.
Det Sønderjyske Råd uenige med regionsledelsen
I Sønderjylland opererede man også med begrebet ”Modstandsbevægelsens – Det Sønderjyske Råd” men samarbejdet mellem dette og regionsledelsen var ikke særlig harmonisk.
I foråret 1945 blev det klart at krigen nærmede sig afslutning. Muligheden for at allierede ville rykke frem gennem Nordtyskland videre mod nord blev stadig mere aktuel. Tyskerne var allerede for længst begyndt at forberede interimistiske forsvarsanlæg tværs gennem Sønderjylland.
Den svenske radio havde allerede den 1. maj meddelt, at tyskerne kapitulerede, men den forhastede glæde måtte atter afvige fra realiteterne, da meddelelserne viste sig at være falske.
Den 5. maj blev der foretaget en grænsespærring
Efter meddelelsen om den tyske kapitulation var kommet fredag den 4. maj om aftenen, etablerede modstandsbevægelsen en grænsespærring til og fra Tyskland om morgenen den 5. maj. Det var bl.a. 800 mand fra Frøslevlejren og 1.700 mand fra de forskellige bydistrikter, der stod for bevogtningen af grænsen i de første par uger.
Den tyske kommandant i Aabenraa truede
I Aabenraa indtog den lokale tyske kommandant, major Geyer endnu om morgenen den 5. maj. Han truede med at beskyde danske poster og danske frihedskæmpere på gaden. Men ved forhandlinger lykkedes det at overbevise tyskerne i Aabenraa om at modstandsbevægelsen havde fået politimæssige kompetencer, herunder deres ret til at foretage interneringer.
Amtmanden måtte ikke modtage englænderne
Men internt var der stadig problemer, således forhindrede by-ledelsen i Aabenraa, at amtmand Refslund Thomsen deltog i modtagelsen af de første englændere i Aabenraa mandag den 7. maj.
Dette skabte naturligvis en misstemning og denne misstemning rettede sig mod by-lederen, Dam Sodborg.
Kort levetid for nogle af grupperne
Lige som andre steder i regionen, var den illegale levetid i modstandsbevægelsen ofte meget kort – 2-3 måneder. Det lykkedes gang på gang tyskerne at oprulle organisationen. De lokale tab var relativ store.
Vi har i forbindelse med denne artikel lavet fokusartikler på to af de omtalte modstandsfolk.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 29, 2023
Det Prøjsiske Seminarium 1884-1920
Seminariet skiftede farve. Germanisering var på vej. Mange direktører. Disciplin på seminariet. En mindeplade for stifteren. Et lystspil handler om seminarieelever og pigerne i Tønder. Dr. Runkel satte sine spor. Ny seminariebygning. Nu kom der gang i den fysiske opdragelse. Vi kan takke dr. Krahe for det gamle stadion. Patriotisk begejstring. De dansksindede tog til Jelling. Kaserne for engelske og danske tropper. Dr. Pott og eleverne tog til Nibøl. Dannebrog var tilbage. 86 elever mistede livet i krigen.
Seminariet skiftede farve
Seminariets farve blev nu den sorte – hvide. Nu skulle alt gøres for at det blev et typisk prøjsisk seminarium. Man skal bl.a. skabe en normalrekrut til den prøjsiske hær. § 5 var blevet slettet i 1878. Germaniseringen fik således fri bane.
Germaniseringen var på vej
Men man begyndte længe før. I 1871 kom en forordning om sproget i de nordslesvigske skoler. Fra det tredje skoleår skulle der indføres seks timers undervisning i tysk om ugen. Det kunne uden videre udvides til 10 timer.
Men i 1878 gik man et skridt videre. Nu blev den tyske ABC indført. I tavleregning skulle der undervises på dansk. I hovedregning skulle der undervises på tysk. Efterhånden blev det danske sprog helt fortrængt. Forordningen lød sådan:
Ja kirkesproget i Nordslesvig var efterhånden blevet dansk. Hjemmesproget var også dansk. Men alligevel skulle undervisningssproget være tysk.
I hjemmene prøvede man med privatundervisning men der blev lagt hindringer i vejen. Forældrene forsøgte at sende børnene på efterskoler på den anden side af grænsen i Danmark.
Mange direktører
Efterhånden havde man slet ikke brug for dansktalende lærere i Nordslesvig. Der kom masser af forskellige direktører, men de fik slet ingen indflydelse på seminariet. Det skulle simpelthen afklædes for sit hjemstavnspræg. I perioden 1864 – 1920 var det hele 10 direktører.
Disciplin på Seminariet
Den enkelte forstander måtte ikke vinde tid til at påvirke anstalten i større grad. Fra Østprøjsen kom en mand ved navn Munther. Efter en højtidelig indvielse skulle han snart mærke at det hele ikke gik så let i Tønder.
Han indførte streng disciplin. Elever på seminariet måtte ikke bære lang skæg. Og der var streng kontrol med, hvilke piger, der blev inviteret med til fester. Der blev også givet regler for, hvilke af byens standspersoner, man skulle hilse på. Og det var landråd, borgmester, provst og deres hustruer.
Han fik også opløst den tyske elevforening Concordia. Med byens borgere lå han i en avisfejde. Så i 1886 vendte han tilbage til Østprøjsen. Hans efterfølger Eckert, der kom fra Prøjsen holdt kun i to år. Så blev han udnævnt til direktør for Kvindeseminariet i Augustenborg.
En mindeplade for stifteren
Under ham fejrede Seminariet sit 100-års jubilæum med en stor højtidelighed. Mange gamle seminarister var mødt op for at hylde deres gamle seminarium. Repræsentanter fra regeringen var ligeledes mødt op. Festens midtpunkt var nedlæggelse af en mindeplade for stifteren provst Balthasar Petersen.
Et lystspil om seminarielever og pigerne i Tønder
En ny seminariereform af 1901 betød store ændringer – også i Tønder. Eleverne tænkte med glæde tilbage på den hyggelige by med dens borgerfamilier i hvilken de hyppigt giftede sig ind. Ja det findes ligefrem et lystspil skrevet af Tønderborgeren, Lorenz Holm Andersen, der hedder:
Eleverne erindrer også et godt sammenhold. Det ringe antal dansksindede forstod at holde deres ”sindelag” inden for vesten. De sad på skolebænken med angelboer, frisere, ditmarskere og holstenere.
Jo nu blev undervisningen rettet til efter tidens krav. Man kiggede på hensynet til elevernes almendannelse og hensynet til forberedelse af den egentlige lærergerning.
Rundt omkring i provinsen var Præparandskoler, hvor unge mennesker kunne forberedes til seminariets optagelsesprøver. Man fik vejledning af en landsbylærer samtidig med at man gik til hånde i skolen. De blev så kaldt for ”Underlærere”.
Dr. Runkel satte sine spor
Det var en skoleinspektør fra Stettin, der skulle indføre den nye reform i Tønder. Han hed Runkel og han efterlod sig positive spor, selv om han kun blev her i seks år. Han forstod at inspirere sine elever. Under ham hævedes seminariet sig til en af de mest ansete i Hertugdømmerne. Men desværre for Tønder så mistede man ham hurtig. Han blev medlem af den grundlovgivende nationalforsamling i Weimar 1920 og blev medlem af den tyske Rigsdag.
Ny seminariebygning
Under hans direktorat blev den gamle seminariebygning revet ned. En ny større og flottere blev bygget i 1905. Det var i denne bygning det danske seminarium rykkede ind i efter indlemmelsen. Der var stor tilslutning til seminariet.
Først i 1915 opførtes en smuk og praktisk Øvelsesskole – bygning, sammenbygget med den ny seminariebygning.
Nu kom der gang i den fysiske opdragelse
Under Dr. Krahe, som i 1908 fulgte efter Dr. Runkel blev der gjort noget ved Seminarie-ungdommens fysiske opdragelse. I sine sidste leveår som tysk gymnasium blev der gjort meget ud af legemsøvelser, sport og idræt. Både i det sværere hjemland og længere syd på fejrede Tønder – semiristerne store triumfer – ikke mindst ved de årlige patriotiske Knivsbjergfester, hvorfra seminariets ungdom hjemførte mange præmier og egekranse.
Vi kan takke Dr. Krahe for det gamle stadion
Det er også Dr. Krahe vi kan takke for det flotte stadion for enden af Lærkevej. Her boltrede vi os meget i vores ungdom. Og det var også her, at vi med skolen holdt idrætsstævner.
Dr. Krahe indsamlede simpelthen penge til det. Og seminariets bibliotek var seminariets stolthed. Det var efter Universitetsbiblioteket i Kiel Hertugdømmernes største. Det var sammensat af forskellige samlinger.
Patriotisk begejstring
Så brød Første Verdenskrig ud. Eleverne meldte sig i patriotisk begejstring under fanerne. Alle ville med. Under disse forhold kunne seminariets undervisning kun med yderste vanskelighed gennemføres.
Eleverne og lærernes rækker tyndede ud. Lokalerne blev lige som i de tidligere krige taget i brug til krigsformål. Den gamle øvelsesbygning blev benyttet som lazaret for krigens sårede. Direktørboligen blev indrettet til lazaretlægen og apotek.
Efterhånden som budskab på budskab om de mange elever, der blev derude og aldrig ville vende tilbage indløb, kølnedes begejstringen og afløstes af mørk alvor.
De dansksindede drog mod Jelling
De dansksindede elever fra seminarierne i Tønder og Haderslev drog mod Jelling Seminarium, hvor de under roligere forhold kunne afslutte deres uddannelse. Seminarieforstander Skat Rørdam oprettede et specielt kursus for sønderjyske seminarister.
Kaserne for danske og engelske tropper
Efter krigens afslutning og under ”den internationale kommissions” civile og militære forvaltning af Slesvig blev seminariets bygninger anvist som kaserne for en engelsk troppeafdeling på ca. 90 mand, som skulle opretholde roen i byen. De skulle også sikre den fri afstemning om Nordslesvigs skæbne.
Også i denne periode fortsatte seminariet sin undervisning men stadig under større vanskeligheder.
Efter afstemningen forlod de engelske besættelsestropper byen. de afløstes af dansk militær, som også fik seminariets bygninger anvist som kaserne. Det tyske seminariums forbliven i Tønder var nu ikke mere en mulighed.
Dr. Pott og eleverne tog til Nibøl
Dr. Pott og eleverne måtte med forståelig smerte drage til Nibøl. Her forsøgte de at bygge seminariet op på ny. Det blev dog en kort levetid. Læreruddannelsen i Tyskland blev organiseret på en ny måde. Seminarierne blev nedlagt og erstattet af pædagogiske akademier, som kun stod åbne for elever, der havde taget studentereksamen (Abitur).
Dannebrog var tilbage
I Tønder by organiserede den danske regering et dansk statsseminarium, efter at det sidste militær, de danske tropper havde forladt seminariets bygninger. Endnu engang blev Dannebrog hejst over den omstridte og omtumlede institution.
86 elever mistede livet i krigen
I seminariets smukke haveanlæg kunne man beskue en mindesten med en alvorlig, værdig og rolig indskrift:
Den er rejst til minde om 86 unge elever i seminariet og præparandanstalten, en lærer og skolens pedel, som ”blev derude”, faldt for deres land.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 26, 2023
Vand i Aabenraa
Mange dramatiske episoder. Aabenraa i farezonen i fremtiden. Voldsom stormflod i 1872. Tømmer og vraggods kastet rundt som bolde. Værftsarbejder i livsfare. Den tyske militærgarnison blev hjemløs. Værftsejer Jacobsen reddet af kaptajn Jebsen. For sent for 945 kreaturer. 189 mm regn på kort tid. Cirkus oversvømmet. I 1954 kunne det have udviklet sig til en katastrofe. Vandet nåede Sønderport. I 1995 var faren ikke varslet. En katastrofe for historieinteresserede. I fremtiden er Aabenraa i fare to gange om ugen. Stormflods-historier fra vestkysten.
Mange dramatiske episoder
Som det nok efterhånden er læserne bekendt, så boede jeg ca. 15 år i Aabenraa. Dengang oplevede jeg flere gange at vandet var gået over sine bredder. Vandet kom ikke op i byen, men holdt sig ned i havneområdet. Men sådan har det nu ikke altid været. Historien kan fortælle om mange dramatiske episoder. Og disse episoder bliver måske hyppigere.
Aabenraa i farezonen – i fremtiden
Ved vestkysten, hvor jeg voksede op, har vi oplevet stormfloder mange gange. Men efter, at det fremskudte dige kom op, har folk herude taget det roligere. Men her vest på, vil der i fremtiden grundet klimaændringer også bliver værre.
Men Aabenraa en af de ti byer i Danmark, der er mest truet af oversvømmelse i forbindelse med klimaforandringer. Det resulterer i højere vandstand, hyppigere stormfloder og voldsomme skybrud.
Det bliver dyrt for byen, når de i fremtiden skal sikre sig mod store ødelæggelser. Byen er truet tre steder fra:
Voldsom stormflod i 1872
Den største oversvømmelse, som man har data fra indtraf tilbage i 1872, hvor vandstanden i fjorden nåede op på 3,35 over normalen. Det var natten mellem den 12. og den 13. november 1872 hvor en voldsom stormflod ramte store dele af Østersøkysten.
En stærk nordvestenvind havde presset store vandmasser ind i Østersøen, men den 11. november sprang vinden pludselig om i nordøst. Den 13. november var vindstyrken vokset til orkan. Nu blev vandmasserne drevet tilbage med voldsom kraft. Vandstanden steg til 3,5 meter over normalen.
Tømmer og vraggods kastet rundt
Dæmningen ved Lindsnakke blev gennembrudt flere steder. Kilen blev fyldt med vand. Hel op til Statsbanegården nåede vandet inden vinden slog om i sydvest og derpå stilnede af. I kølvandet på vandmasserne fulgte både tømmer og andet vraggods, der blev kastet rundt i byen som bolde.
En stor tremastet bark, der var bygget på en af værfterne, drev i land ved Toldhuset. En jagt strandede helt omme i Nygade.
Værftsarbejder i livsfare
I en tidligere artikel har vi berettet om værftsarbejder, der boede i et hus i Søndergade, var ved at drukne. Deres lejligheder lå lige over for værftet i huset var pludselig helt dækket af vand. Og også da de kom ud af huset var vandet dybt. Mirakuløst slap de derfra i live.
Den tyske militærgarnison blev hjemløs
Et andet hus beregnet til værftsarbejdere skyldes helt væk. Måske var det også derfor garnisonen i Aabenraa valgte at flytte til Haderslev. Langhusene ved markedspladsen, hvor den tyske militærgarnison holdt til, blev total ødelagt. De blev simpelthen hjemløse.
Jacobsen blev reddet af kaptajn Jebsen
De materielle skader i Aabenraa var ganske omfattende. Værftsejer Jacobsen, der boede på Gammelhavn nr. 2 har i sine erindringer beskrevet de dramatiske begivenheder. Vandstanden steg over vindueskarmen i huset og til sidst 1,4 meter over gulvet.
Til alt held blev familien reddet, da kaptajn Jebsen hjulpet af fire tømrersvende, fortøjede en båd uden for husets sydlige gavl, så familien kunne fires ned fra vinduet på første sal.
For sent for 945 kreaturer
I 1904 var der igen stormflod, denne gang gik fjorden 2,30 meter over normal vandstand. Det var den 31. december. Vandstanden steg ret hurtig. Klokken 8 om morgenen blev borgerne alarmeret med kirkeklokkerne. Alle de lavtliggende huse skulle rømmes.
Skaderne var betydelige. På karantænestationen på Gammelhavn var der opstaldet 1.900 kreaturer. Her forsøgte man at få kreaturerne væk i jernbanevogne. Men da toget ikke mere kunne køre på grund af vand, måtte man i stedet trække dem over dæmningen, men da var det for sent.
945 kreaturer druknede. Sagen fik et makabert efterspil. De døde kreaturer blev flået, hvorefter kroppene blev sejlet ud på floden og sænket. Men arbejdet må være udført meget sjusket for om sommeren samme år begyndte dyrekroppene at drive ind på stranden. Enden på affæren blev derfor, at man i stedet for at destruere kadaverne sendte dem til for-meling på en benmelsfabrik.
I 1912 kom vandstanden op på 2,3 meter over normalen
189 mm regn på kort tid
I 1931 var det et voldsomt skybrud, der oversvømmede gaderne. Fra tirsdag den 7. juli om aftenen til torsdag den 9. juli faldt der ikke mindre end 189 mm regn i Aabenraa. De vældige vandmasser blev ført fra byens højdedrag ned gennem byen for at løbe ud i fjorden.
Vandløbene løb over deres bredder og oversvømmede store dele af byen. Ved Folkehjem kunne rørene ikke mere klare vandet. Det løb gennem Folkehjems have og ud på Haderslevvej.
Kl. 22 kulminerede det hele. På det tidspunkt var Amtshuset oversvømmet og arealet ved Svinget/Forstalle og Hjelmalle omdannet til store søer.
Cirkus oversvømmet
Kældre var oversvømmet. Cirkus Miehe og deres telte stod i 80 cm vand på Markedspladsen foran Amtshuset. Mange af cirkusfolkene måtte den følgende dag fiske deres telte og ejendele op i den store sø. Vandet i havnebassinet stod samtidig med vand 1,35 meter under dagligt vande. Regnvandet kom med sådan en kraft, at det rev bolværket med bed i havbassinet.
I 1954 var det ved at udvikle sig til en katastrofe
Den 4. januar 1954 var højvandet ved at udvikle sig til en katastrofe. Vandet steg til 1,7 meter over dagligt vande og nåede op til Sønderport. Kloakvandet blev trængt op fra åen gennem kloakken. Store dele af byen stod igen under vand. Værst så det ud i de mange lagerbygninger langs havnen. Folk havde travlt med at lægge sandsække og hindrede dermed en endnu større oversvømmelse.
Beboerne på Gammelhavn fik en forskrækkelse, da vandet trængte ind. De måtte nødevakueres på hotel. Hen på eftermiddagen trak vandet sig tilbage. Nu kunne man atter åbne hovedvejen.
Vandet nåede Sønderport
Den 14. januar 1960 piskede det kolde havvand gennem digerne nord for Amsterdam. 3.000 huse blev oversvømmet og 15.000 mennesker måtte evakueres. Knap så galt gik det til i Aabenraa. Men det blev dog til oversvømmelse både her og i Styrtom. Vandet nåede Sønderport. Mange biler var kørt fast i vandet. Så flere gader og veje måtte afspærres. Mølleåen var atter gået over dens bredder. Vandet løb ud på Flensborgvej
I 1995 var der ingen forvarsel
I 1995 var det oversvømmelse af havneområdet og de lavtliggende områder af byen – først og fremmest kvarteret omkring H.P. Hanssens Gade og Madevej. Det var et sandt Venedig omkring havnet. Vandet var to meter over normalen. Vandet løb op til Madevej og ind i Føtex kælder, hvor hele varelageret blev ødelagt.
På Gasværksvej stod vandet en halv meter over gulvet i ”Teknisk Lager” De fik ødelagt varer for et sekscifret beløb. Ved H.P. Hanssens Gade fik Aabenraa Kino sin nederste sal oversvømmet, så lærredet, gulvtæppet og de nederste stole måtte udskiftes.
På Hotel Europa måtte indehaveren af Fox and Hound se deres skotske pub oversvømmet for anden gang i løbet af et halvt år.
Heller ikke brandvæsnet undgik vandskader. Brandstationen på H.P. Hanssens gade lå i det hårdest ramte område. Da brandfolkene var færdige i den øvrige del af byen, kunne de begyndte at bjerge ting og sager hos dem selv. Brandstationens kælder var fyldt helt til loftet med vand.
Der var ikke indløbet noget varsel. Det var først da vandet begyndte at pible ind på stationen, at de var klar over at noget var galt.
En katastrofe for historieinteresserede
En katastrofe for historieinteresserede indtraf, da 323 meter arkivalier led omfattende vandskade hos Sønderjyllands Statsamt og Tele Sønderjylland. På Aabenraa Museum gik vandet op gennem kloakkerne og oversvømmede kælderen. Heldigvis havde museet installeret fugtighedsmålere, som alarmerede personalet. De kunne så nå at bjerge de vigtigste ting.
I fremtiden – alarmering 2 gange om ugen
Ja også i 2014, 2015 og 2016 har byen oplevet voldsomme skybrud og sikkert også flere gennem de sidste par år. I 2017 igen talte man om en 100- års begivenhed, så meget steg vandet i syv havne i det sydlige Danmark.
Hvis udledningen af CO2 på verdensplan ikke mindskes betragtelig, vil de indre dele af Aabenraa by blive truet af oversvømmelse 110 gange hvert år, når vi nærmer os slutningen af dette århundrede.
I øjeblikket er det mellem nul og 2 gange om året, at vandstanden stiger så meget i Aabenraa Fjord, at DMI må udstede varsler.
Stormflods-historier fra vestkysten
Det var også dengang, da hele Tøndermarsken skulle evakueres og da hærens kommunikationssystem brød sammen. Så måtte Walkie Talkie- foreninger fra hele Sønderjylland møde op. Og min onkel dirigerede så alle tropperne med et stærkt ulovligt anlæg fra politistationen i Tønder. Men den historie kan du læse om i en anden artikel.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 23, 2023
Tønder Statsseminarium og prøjsisk modstand
Hvordan så situationen ud fra 1864 – 1884? Hurtigt arbejde af den østrigsk-prøjsiske Civilforvaltning. Provst Carstens foreslog dobbeltsproget ordning. Afdeling A og B. Genåbnet af provst Valentiner. Pastor Niels Schmidt fik en interessant søn. Prøjsen indførte ny skoleorden. Pastor Schmidt brød sig ikke om det prøjsiske system. I 1870 var der 140 elever. Prøjsisk inspektion. Militære afhøringer på seminariet. C.F. Richter ny direktør (forstander). Ny prøjsisk skolelov. Øvelsesskolen opføres. Var det gnidninger mellem semiristerne. Concordia. Enigheden. Jens Jessen blev kaldt ”Fredsforstyrrer”. Katan: ”Der blev lagt tryk på det danske sind”. Det berømte ”Møgeltønder – slag”. Ny direktør – Castens. ”Enigheden” får forbud mod at bære hue. Den danske forening ”Enigheden” forbydes. Den danske afdeling nedlægges i 1884.
Hurtigt arbejde af den østrigsk-prøjsiske civilforvaltning
Den østrigsk – Prøjsiske Civilforvaltning tog hurtig fat i ar få genåbnet seminariet. Forarbejdet var allerede gjort af den daværende diakon og senere førstepræst ved Kristkirken i Tønder og provst for Tønder Provsti, C. Carstens.
Provst Carstens foreslog den dobbeltsproget ordning
I sproglig henseende var der tre muligheder
Carstens havde foreslået den sidste ordning. Og her fik han medhold hos den prøjsisk – østrigske Civilforvaltning og provst Valentiner. Denne var betroet til at skulle ordne seminarieforholdene i Hertugdømmerne.
Afdeling A og B
Seminariet blev således delt i to afdelinger – en A-afdeling, som var tysksproget og en B-afdeling, der var dansksproget. Man gjorde en adskillelse mellem fagene, så hovedfagene i de to afdelinger blev givet henholdsvis på tysk og dansk.
I verdenshistorie og Naturhistorie som i de rent tekniske fag var hele undervisningen tysksproget. Den tyske afdeling havde en time om ugen – undervisning i det danske sprog.
Genåbnet af provst Valentiner
Seminariet blev genåbnet af provst Valentiner den 30. maj 1864. Det var forholdsvis få i den tyske afdeling – nemlig 40 og kun 6 i den danske afdeling. Fra seminariet i Bernburg havde Valentiner hentet et par af de nye seminarielærere. Hans opgave var nu at finde en ny direktør (forstander), idet han selv ville træde tilbage den 6. september 1864.
Pastor Niels Schmidt fik en interessant søn
Det blev så en af Slesvigs egne sønner, pastor Niels Schmidt, som var født i Hoptrup i Nordslesvig. Ja han er faktisk far til tidligere folketingsmedlem m.m. for Slesvigsk parti, sognepræst i Vodder, Johannes Schmidt. Denne blev født i Tønder 1869.
Niels Schmidt havde ikke en let opgave. Men han blev betegnet som en dygtig og myndig mand. En af vanskelighederne som leder af seminariet var at den gamle hjemmegroede slesvig-holstenske og det nye udefra tilførte prøjsiske ikke harmonerede sammen.
Prøjsen indførte ny skoleorden
Efter at Hertugdømmerne i 1866 var kommet ind under Prøjsen dukkede modsætningerne op. Den nye stil i Prøjsen handlede om at vække den tyske nationalfølelse. Det skulle nu være en tysk folkelig skole, en ny tysk nationalopdragelse. Den skulle afløse den gamle standardopdragelse.
Man var stærk grebet af den frembrydende politiske liberalisme. Man krævede at blive frigjort fra det kirkelige tilsyn. Der var både revolution og ateisme i den nye bevægelse. Særlig efter revolutionen i Berlin i 1848 kom der gang i den nye bevægelse
På skolevæsenets område nåede det højdepunktet ved tre prøjsiske skoleregulativer fra 1854. Værdifulde fag som var blevet optaget i seminariernes fagrække, som pædagogik, psykologi, didaktik m.m. skulle stryges. Man skulle ikke mere have stor viden.
Seminarierne skulle fremover lægges på landet og indrettes som internater, Så kunne man nemlig holde øje med eleverne og holde dem borte fra nye ideer.
Pastor Schmidt brød sig ikke om det prøjsiske system
Pastor Schmidt havde fået statsunderstøttelse til en studierejse til de prøjsiske seminarier, hvor han fik rig lejlighed til at stifte bekendtskab med den ”nye stil”. Efter denne studierejse stod det indlysende klar for den nye forstander, at hvis seminariet i Tønder skulle omdannes efter det prøjsiske forbillede, ville det betyde en sænkning af det faglige niveau for undervisning og liv, hvortil det gamle seminarium havde arbejdet sig op til.
I forvejen havde Pastor Schmidt med sin slesvig-holstenske frihedsfølelse og hjemstavnstroskab ikke meget fidus til den nye model. Han følte sig ikke tiltalt af prøjsisk tvang og trang til at uniformere og regulere. Han ønskede derfor at lede sit seminarium videre på det grundlag, der helle tiden havde været i Tønder.
I 1870 var der 140 elever
I seminaristernes liv var der mere frihed end på de prøjsiske seminarier. Seminaristerne bar huer og bånd som tegn på deres værdighed. Ved højtidelige lejligheder havde de lange støvler og kårde. De sluttede sig sammen i ”Burschenschaften” og snævrere ”Landsmannschaften” Dette var der gang i under direktør Schmidts forstandertid. I de følgende år udviklede det sig til større frodighed. I det hele var seminariet inde i en ny opgangstid i 1870 var det besøgt af 140 elever.
Men fra de prøjsiske skolemyndigheders side så man med noget mishag på dette seminarium med dets partikularisme. Det fjernede sig meget stærkt fra de prøjsiske seminariers gennemsnit. Man forsøgte da også at sætte en stopper for det.
Og se når man beskriver historie er det altid flere sider af samme sag. Vi har som det kan ses under kildeangivelse også læst den prøjsiske version af Seminariets historie. Men den tror vi nu ikke så meget på. Vi har brugt en del materiale derfra men bestemt med et kritisk syn.
Prøjsisk inspektion
Det var i 1870, hvor selve gehejmeråd Stiehl indfandt sig på seminariet for at inspicere. Direktør Schmidt havde bedt eleverne anmodet eleverne om at aflægge huer og båndene under gehejmerådens besøg.
Det vakte Stiehls mishag at undervisningen i så godt som alle fag gik langt over de prøjsiske retningslinjer. Den højere regnekunst var det eksempelvis ikke brug for ifølge de prøjsiske retningslinjer.
Det vides ikke, hvad konsekvenserne blev efter Stiehls besøg. Men direktør tog sin afsked et halvt år efter og søgte et præsteembede på Als. Spændingerne havde taget til efter 1864 på seminariet. Det var ikke kun i ledelsen men også i det indre liv.
Militære afhøringer på seminariet
I 1865 gav en begivenhed anledning til afhøringer. Det var vel nok tale om en slags drengestreger. Den prøjsiske sanglærer Krause havde ladt eleverne i A – afdelingen som overvejende bestod af slesvig-holstensksindede afsynge sangen ”Schleswig-Holstein meerumschlungen”. Eleverne drillede deres lærer ved at ændre i teksten.
Sådan noget kunne man ikke tolerere. Episoden blev der talt meget om i Tønder. En soldat indberettede sagen for sin Feldwebel. Denne gik videre til sin Hauptmann, som så igen gik til Majoren. Så måtte der ellers foretages afhøringer.
Nogle af eleverne indrømmede deres forseelse mens andre forsøgte at bagatellisere det. En anden gang var andre elever til afhøring fordi de havde udtalt sig nedsættende om Preussen og Bismarck. Flere gange i den tosprogede periode var seminariet skueplads for muntre episoder. Jo, det beviste at de unge mennesker var i besiddelse af humor. Men det var brud på seminariets disciplin.
C.F. Richter – ny direktør (forstander)
Direktør Niels Schmidts efterfølger som leder af seminariet var seminarielærer C.F. Richter, som ved seminariets rekonstruktion i 1864 var kommet fra Køpenick i Prøjsen. Han ledede seminariet i Tønder til 1878, da han blev udnævnt til direktør for lærerindeseminariet i Augustenborg.
Det blev hans opgave at gennemføre en ny seminarielov, som fremkom som led i de såkaldte ”Allgemeine Bestimmungen” under ministeriet Falk 1872.
Ny prøjsisk skolelov
Det var en modernisering af hele skoleloven i Prøjsen. Man lagde på seminarierne meget vægt på elevernes opøvelse i undervisningspraktik og undervisningsmetodik. Der skulle være mere undervisning i sprog, fysik og kemi. Og så skulle undervisning i religion indskrænkes.
Et skolelærerseminarium skulle være organisk forbundet med en Øvelsesskole. Man kan sige at denne lov havde flere lighedspunkter med den nye danske seminarielov, der kom i 1930.
Øvelsesskolen opføres
En af konsekvenserne for Tønder Seminarium var, at nu skulle man have en særlig Øvelsesskole. På seminariets grund lod staten nu opføre en stor anselig Øvelsesskole-bygning, som foruden klasseværelser rummede en festsal og lærerboliger. Desuden opførtes en gymnastiksal. Dette nybyggeri blev gennemført i 1874 – 1875.
Mellem Staten og Tønder Kommune blev der lavet en overenskomst, hvor Staten overtager undervisningen af de børn, som af kommunen henvises til Statens Øvelsesskole. Undervisningen i denne blev helt overladt til eleverne i seminariets øverste klasse, men ganske vist under ledelse og tilsyn af en seminarielærer.
Det siger sig selv at en sådan ordning ikke kunne være tilfredsstillende for børnene. Disse var overladt til unge, uprøvede lærerkræfter som hyppigt skiftede efter en turnusordning. Denne ordning hold dog helt til ”Indlemmelsen” i 1920, da den danske stat overtog seminariet.
Herefter indgik staten en ny kontrakt med kommunen, hvorefter staten forpligtede sig til at undervise 250 børn fra dansksindede hjem, men således at der ved Øvelsesskolen blev ansat selvstændige lærerkræfter, som skulle undervise børnene. Under disse lærere s tilsyn og ledelse skulle seminariets ældste elever få vejledning i undervisningsfærdighed og lejlighedsvis overtage undervisningen.
Var der gnidninger mellem semaristerne?
Var der gnidninger semaristerne imellem? Hver af de to grupper havde deres egen elvforening. Foreningslivet har været meget aktivt i denne del af seminariets historie.
Concordia
Eleverne i A – afdelingen havde deres egen ”Verbindung”. De kaldte den for ”Concordia”. Livet i denne forening var præget af traditionerne fra det tyske universitets – og studenterliv. Den var præget af Burschenschafts – ånd og dens skikke. Som ydre tegn bar medlemmer af Concordia blå huer. Ved festlige lejligheder havde de blå – hvide bånd over skuldrene med foreningens navn broderet på båndet.
Selvfølgelig var denne forening centrum for tysk – nationale følelser og for pleje af tysk kultur. Men foreningen lagde også meget vægt på medlemmernes indbyrdes gensidige opdragelse i de gamle ”Burschen – dyder” som ”Mandighed, Mod, Frihed og Høflighed mod det andet køn. Foreningen havde sine æresbegreber og brud mod disse blev dømt af en særlig æresret.
Samlingsstedet på Schweizerhalle har været vidne til meget i tidens løb. Men ved siden af denne forening, hvor det fælles nationale var det forenede, samledes de tysksindede elever, som kom fra forskellige egne i Slesvig og Holsten i mindre ”Landsmannschaften”, hvor man drøftede og plejede de snævre hjemstavnsinteresser. Der var Friser-, Angelbo-, Nordslesviger-, Holstener- og Ditmarskerklub.
Enigheden
Eleverne i den danske afdeling B havde også deres forening. Den hed ”Enigheden”. Dens medlemmer bar grønne huer og skulderbånd med foreningens navn. Deres samlingssted var Hotel Stadt Kopenhagen.
De dyrkede det danske sprog, sang danske sange og læste dansk litteratur. Men alt måtte foregå i hemmelighed. Der var nemlig kontrol. Det var ikke så let for en Tønder-seminarist at bekende national kulør.
Fra prøjsisk side blev sådan noget betragtet som landsskadeligt og landsfjendtligt. Men trods dette havde man det hyggeligt inden for Enighedens vægge.
Jens Jessen blev kaldt for ”Fredsforstyrrer”
Læser man den prøjsiske fremstilling så var det lutter idyl mellem de to grupper på seminariet. Men det blev bare forstyrret af en enkelt mand. Fredsforstyrreren var den senere redaktør af Flensborg Avis og de dansksindede nordslesvigers repræsentant i den tyske Rigsdag, Jens Jessen.
Denne havde på forskellig vis tilknytning til Tønder by og dets seminarium. Han havde sit hjem i Toghalle ved Møgeltønder. Selv var han elev på seminariet i årene 1871 – 1874. Han var også senere huslærer for advokat Gjessing i Tønder og samtidig med det var en bror elev på seminariet.
I den prøjsiske fremstilling betragtes Jens Jessen som en politisk agitator og spektakelmager af rang. Han blev gjort til syndebuk for de rivninger, der fandt sted mellem dansk- og tysksindede seminarister i 70erne og i begyndelsen af 80erne.
Jo Jessen havde da besøg af de danske seminarister i Toghalle og han besøgte dem da også i Enigheden. Men at lægge skylden på ”dieser Jessen” er en meget overfladisk beskrivelse af tingenes tilstand dengang.
Kaftan: Der blev lagt tryk på det danske sind
Den intelligente generalsuperintendent over Slesvig Stift Theodor Kaftan sagde det på en helt anden måde:
Det berømte Møgeltønder-slag
Det var i disse år det berømte Møgeltønder – slag fandt sted mellem seminariets dansk – og tysksindede elever (1878). Det var også i disse år, at medlemmerne af foreningen ”Enigheden” for at demonstrere deres danskhed aflagde deres grønne huer og anlagde sorte silkehuer med sølvsnor og sølvkors – den danske studenterhue.
Det var uden tvivl tænkt som en demonstration og blev fra ledelsens side også opfattet sådan.
Ny direktør – Castens
I 1878 blev direktør Richter forflyttet og en ny direktør L.H.A. Castens fik ledelsen betroet. Han kom fra Itzehoe, hvor han havde været præst og ledede seminariet i Tønder til 1884, da han blev direktør ved det nyoprettede tyske gymnasium i Haderslev.
Enigheden får forbud mod at bære hue
Allerede ved hans indsættelse demonstrerede eleverne i afdeling B ved at møde med den danske studenterhue. Det ville den nye direktør ikke finde sig i. Han udstedte et forbud mod at bære denne hue, som vakte opsigt.
Da redaktøren af den danske avis ”Dannevirke” i Haderslev omtalte begivenheden i sin avis og kaldte direktørens forbud ”boneret fanatisme” kostede det ham en fængselsstraf.
Den danske forening ”Enigheden” forbydes
I 1883 skred direktør Castens med tilslutning af seminariets lærerkollegium ind mod den danske forening ”Enigheden”. Han sammenkaldte alle seminariets elver til et møde, hvor han meddelte, at han måtte lukke foreningen og forbyde deres møder.
Han begrundede denne foranstaltning med at foreningen havde et helt andet end et slesvig-holstensk eller tysk præg. Tværtimod symboliserede foreningen de ”vrange danske sympatier” som også kunne spores i de nordslesvigske hjem. De danske sympatier blev indpodet gennem foreningen. Denne stod i vejen for den tyske kultur og dette måtte forhindres.
Til slut erklærede han foreningen ”Enigheden” men også de snævrere danske klasseforeninger, Sangforeningen og Læseforeningen for ophævet.
Den danske afdeling nedlægges i 1884
At dette var et hårdt slag for seminariets dansksindede elever, kan forstås. I året 1884 blev den danske B – afdeling ophævet. Således endte det tosprogede Tønder Seminarium sine dage og det blev afløst af et rent tysksproget.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 20, 2023
Bankrøver fra Østerbro
Vi har læst en spændende bog af Peter Grønlund og Dorn Mørck Larsen: Bankrøver. Det var en gruppe på 8 mand som begik 16 bankrøverier i 2001 – 2002. De kom til hurtige penge, brugte dem og begik nye røverier. De fleste af dem voksede op på Østerbro. Til sidst gik det galt. 53 års fængsel fik de i alt. Og 3,6 millioner kroner blev det til. De holdt til på et lokalt fitnesscenter. Her planlagde de næste røveri, når pengene var brugt. 222 bankrøverier på et år. Politiet kom efterhånden på sporet. Lederen blev efterlyst og anholdt efter tre måneder Det første røveri indbragte 800.000 kr. De kom og kørte væk på cykler i et par røverier. De brugte ikke fysisk magt og rigtige våben. De kaldte sig ”Partners in Crime”. Nej bogen er langt fra en forherligelse af kriminalitet. Den er en beskrivelse af konsekvenserne. Men vel også en beskrivelse af, hvor let det var dengang.
De holdt til på et fitnesscenter
Vi har læst en meget spændende bog med titlen ”Bankrøver” Den er skrevet af Peter Grønlund og Dorin Mørck Larsen. Den handler om en bande, hvor størstedelen kom fra Østerbro. Ja de fleste af dem voksede op som barndomskammerater.
De holdt til i et fitnesscenter på Østerbro. Det var også her, de planlagde næste kup, når pengene fra det sidste røveri var opbrugt. Jo det var i de glade dage i 2001 og 2002. De fik masser af penge og delte da også ud til vennerne, hvis de var i nød.
222 bankrøverier i Danmark
Det var dengang, der var masser af bankrøverier i Danmark. Det ene sted, hvor de lavede et røveri, var der en slunken kasse, for da var der allerede begået et røveri et par dage forinden. I 2002 blev der begået 222 bankrøverier i Danmark.
Politiet foretog rumaflytning
De nægtede sig stort set skyldige under hele retssagen. Men hele 60 gange svarede nævningetinget ”Ja” til deres skyld under en meget lang votering.
Nu var politiet smarte for de foretog rumaflytning i arresten i Frederikssund, hvor den ene af de anholdte hyggesnakkede med to medfanger. Her fortalte han om de mange bankrøverier.
Efterlyst og fanget efter tre måneder
Allerede den 18. september 2002 kunne man i Jyllands Posten læse, at politiet efterlyste en 25-årig Frederiksberg – borger. Han var mistænkt for at være en del af en bande, der stod bag 16 bankrøverier på Sjælland.
I tre måneder var han på flugt, indtil han blev fanget på Ryparken Station.
Det første røveri indbragte 800.000 kr.
Alene i Slagelse begik de fire røverier. Deres første røveri indbragte 800.000 kr. Det var godt nok lidt uden for Slagelse og de vidste at på et tidspunkt ville politiet komme susende imod dem – netop fra Slagelse.
De kom og kørte væk på cykler
I Hillerød kom tre af dem cyklende hen til Nordea. De truede sig med en pistol til 53.000 kr., inden de atter satte sig på jernhestene. Nu var den pistol eller andre våben, som de havde med aldrig ægte.
På det tidspunkt var allerede en gruppe unge mænd allerede bag tremmer. Nogle havde allerede tilstået. Og for at ingen skal være i tvivl så blev Dorin Jes Mørck Larsens adresse også. Vi kan læse, at han var mistænkt for at have begået et røveri mod Nordea i Lynge den 1. maj samme år.
Det var vel ikke overdrevet, når overskriften lød:
Pengene blev brugt
Røverierne blev begået efter samme mønster, så politiet lagde 2 og 2 sammen. Politiet ville ikke ud med, hvor stor udbyttet har været. Røverierne var begået i Slagelse, Roskilde, Holbæk, Frederikssund og Hillerød politikredse. Måske havde røverne flere ting på samvittigheden, oplyste politiet.
Og åbenbart var pengene brugt til fester og diskoteksbesøg. Men politiet regnede med at de havde et større beløb liggende, som de ville hente, når de engang blev løsladt.
Efter hvert røveri var der fest. Rovet blev hurtig soldet op på hoteller eller i lejede sommerhuse med sprut, kokain, venner og tilkaldte ludere. Pengene blev også brugt til dyre biler, der hurtig blev skiftet ud.
53 års fængsel for 11 bankrøverier og 5 forsøg
Nu var der ikke alle der var med hver gang. Der var forskellige holdopstillinger. De to mest aktive var Dorin Jes Mørck Larsen kaldet Don D og Thomas Meyer Jørgensen, der blev kaldt Fjango fik hver ni års fængsel. De var med i 8 røverier og fem forsøg.
I bankerne havde de optrådt maskeret og bevæbnede.
I 2004 kunne man så læse at de syv venner skulle 53 år i fængsel. Og så fik befolkningen at vide at samlede udbytte var 3,2 mio. kr. 11 bankrøverier og 5 forsøg, havde politiet regnet sig frem til.
De havde altid en taske med, der skulle fyldes. En flugtrute var nøje planlagt.
De brugte ikke fysisk magt og rigtige våben
Forsvarerne mente, at de unge mænd skulle dømmes for ”milde” røverier, fordi de ikke brugte fysisk vold under røverierne. Men det ville anklageren nu ikke gå med til. Flere bankansatte var brudt sammen og måtte have psykologhjælp.
Partners in Crime
De kaldte sig ”Partners in Crime”. De følte hele tiden, at de narrede politiet. Og det gjorde de vel også til en vis grad. De brugte bare en firmabil fra et skadedyrs – firma som en af flugtbilerne ved et røveri. Og der arbejdede den ene af røverne. Han var den eneste, der havde et almindeligt arbejde ved siden af.
De holdt sig på toppen og under radaren. Ingen vidste, hvad de lavede heller ikke familierne. Pludselig havde de en masse penge og festede løs
Men politiet brugte også omfattende skygninger, telefonaflytninger og tekniske undersøgelser.
Ikke en forherligelse af bankrøverier
Nu er bogen ikke en forherligelse af livet som bankrøver. Vi får også en beskrivelse af konsekvenserne for dem og familierne. Hvordan er det at komme på den anden side af kriminaliteten.
To gange røvede de en bank, kun 50 meter fra, hvor far og mor bor. De brændte tøjet bag Østre Gasværk og gik til 1. maj fest i Fælledparken. Jo de fik sandelig også et kick ud af det.
De var en del af Danmarkshistorien. Og de gode barndomsvenner fra Østerbro ses heller ikke mere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 18, 2023
Tønder Statsseminarium efter 1848
De dansksindede krævede deres folkesprog tilbage. Prins Christian kritiserede Tønder Seminarium. Seminariets elever forlod stedet. Tysk militær indtog stedet. Man skulle fortsætte undervisningen. Bahnsen fortørnet over både dansk og tysk militær. Kun 10 elever tilbage. Langsommelig affære inden dansk gymnasium oprettes. Dansk indføres i skolerne, men tysk var stadig dominerende. Magistrat og Borgerskab protesterede mod planerne. Undervisningen lå stille i 4 år. Efterhånden var der 80 elever. Det danske seminarium var ikke populært hos det tyske borgerskab. Forstander Kühnel aftvang sig respekt. Endnu en ejendommelig personlighed. En tredje lærer blev ikke længe. Cornelius Appel – en personlighed. Det dansk -slesvigske seminarium havde en kort levetid. Forstanderen søgte tilflugt i Møgeltønder.
De dansksindede krævede deres folkesprog respekteret
I 1830erne og 1840erne var der flere dansksindede, der krævede deres folkesprog respekteret i skoler, kirke, retssal og administration. Mænd fra det dansktalende Nordslesvig søgte til de kongerigske seminarier i Skaarup og Jelling.
Prins Christian kritiserer Tønder Seminarium
Prins Christian var i sommeren 1831 på rundtur i Sønderjylland. Og på den tur skrev han dagbog. Da han var i Aabenraa den 9. juli, skrev han:
Seminariets elever forlader stedet
Krigen kunne i høj grad mærkes på Tønder Statsseminarium. Mange forlod seminariet og lod sig indrullere i den Slesvig – Holstenske armé.
Den 26. marts 1848 erklærede seminariets elever at de ikke længere kunne finde ro til deres arbejde. De ville snarest muligt begive sig til deres hjem. De håbede senere at kunne få adgang til at aflægge eksamen.
Tysk militær indtog seminariet
Den 28. april 1848 rykkede tyske tropper ind i Tønder. En prøjsisk løjtnant indfinder sig hos professoren og begærer et kort over Jylland udleveret. Krigsoperationerne tager sig begyndelse. En Slesvig – Holstensk indkvarteringskommission begærer seminariets bygninger rømmet og overladt til militær benyttelse. Ja selv professorens embedsbolig skal rømmes.
Der skal skaffes plads til lazaret og militær indkvartering. Inden da ser professoren med smerte fra sit vindue i embedsboligen, hvorledes alt skolemateriel, borde, katedre, fysikundervisningens apparater, bibliotekets bøger m.m. fjernes og anbringes tilfældige steder.
Man skulle fortsætte undervisningen
Af den Slesvig – Holstenske regeringskommission havde han fået ordre til at fortsætte undervisningen. Men hvordan skulle dette være muligt?
Alligevel holdtes der både Optagelses- og Afgangsprøver men for et stærkt svindende elevtal. Undervisningen fortsatte på seks forskellige steder i Tønder. Han fandt ud af at ”ovnene” i Tønder var elendige. Lærere og elever sidder og fryser under deres arbejde. Værelserne er fyldt med røg og vinduerne måtte åbnes.
Bahnsen fortørnet over både danske og tyske soldater
Det harmer Bahnsen at se de danske soldater danse i seminariets lokaler mens orgelet spiller dansemusik. Den 20. oktober 1849 så han, hvorledes de tyske soldater fejrede den preussiske konges fødselsdag med stor højtidelighed.
Kun 10 elever tilbage
Undervisningen slæber sig afsted gennem krigsårene. Elevtallet skrumpede stadig ind. Af det før så blomstrende seminarium var der i august 1850 kun 10 elever tilbage. Efter Isted-Slaget rykkede de tyske tropper ud og de danske rykkede ind. Den 27. juli besætter de danske tropper Tønder og rykker ind på seminariet.
Bahnsen fortsætter pligttro undervisningen til det sidste. En mindre opgang af elever var at spore men fremtiden for seminariet var uvis.
Langsommelig affære inden dansk Gymnasium oprettes
Den 30. juli meddeles det at seminariet i fremtiden skulle være dansk. Det tyske seminarium skal flytte. Men ak. Afviklingen af den gamle ordning og indførelse af den ny ordning gik hverken hurtigt eller let. Endnu tre år efter krigens afslutning førte det tysksprogede seminarium under Bahnsens ledelse en stadig mere hensynene tilværelse. Først syv år efter Treårskrigens afslutning skulle det dansksprogede gymnasium under professor Kühnel begynde.
Tiden mellem de to slesvigske krige viser mere end tydeligt, hvor vanskeligt dette første forsøg fra den danske regerings side på at føre en aktiv sprogpolitik i Slesvig skulle blive.
Dansk sprog indføres i skolerne, men tysk sprog er stadig dominerende
Tønder By blev regnet for ”De blandede distrikter”, hvor det danske sprog indførtes som undervisningssprog i byens skoler. Det indførtes straks ved det ny skoleårs begyndelse i begynderklasserne. Men i de mellemste og øverste klasser blev det først efterhånden indført. Det tyske sprog havde stadig en ”fremskudt” plads navnlig i de højere klasser.
Magistrat og borgerskab protesterer over planerne
I Tønder vakte dette sprogskifte uvilje i borgerskabet. Magistrat og skolebestyrelse protesterede kraftigt men uden resultat Bahnsen stod i forgrunden af denne bevægelse. Han skrev en protest til kongen og rejste som ordfører for protestbevægelsen i Tønder til Flensborg, hvor han fik foretræde for Sprogreskripternes energiske leder, departementschef Regensburg.
Undervisningen ligger stille i fire år
Men Bahnsen fik dog en aftale med Regensburg om, at det tyske gymnasium kunne flytte til Eckernförde. I januar 1855 blev alle hjælpelærere ved seminariet fyret.
I fire år ligger undervisningen stille. Bygningshåndværkerne fik travlt. Skolebygningen var under krigen var gået i forfald. En tilbygning blev etableret. Det lykkedes at skabe et smukt bygningskompleks og et nyt orgel blev installeret.
Om – og tilbygninger
Den gamle forstanderbolig blev nedrevet og en ny anselig og rummelig blev opført i stedet for. Omkring bygningerne og langs Vidåens bred blev der lagt et smukt haveanlæg, hvoraf en del stod til rådighed for eleverne.
Efterhånden er der 80 elever på Tønder Statsseminarium
Den nye forstander, A. Kühnel kom fra den lærde skole i Flensborg. To nye lærere blev ansat. 23 aspiranter havde tilmeldt sig og ved en optagelsesprøve i e første dage af januar 1858 bestod de 21.
Den 7. januar 1858 var der officiel åbning. Efterhånden var der 80 elever i de tre klasser. Eleverne kom alle fra Nord – og Mellem-Slesvig.
Det danske seminarium var ikke populært hos det tyske borgerskab
Der mødte de nye lærere og forstanderen meget uvilje i Tønder. Det danske seminarium var ikke populært blandt den tysksindede del af befolkningen. Man kaldte den nye forstander for ”Professor Wurzelreisser” Man påstod at han skulle have sagt, at han ville rykke tyskheden i Tønder op med rode.
Forstander Kühnel aftvang sig respekt
Men Kühnel aftvang sig respekt. Han blandede sig ikke i offentlige anliggender. Hans hovedfag var religion og pædagogik. Hans undervisningsform var den traditionelle med mundtlige foredrag for eleverne, som disse skrev ned i hæfter. Han havde lune og et muntert sind, som hjalp ham i omgangen med de unge, som han samtidig holdt en vis afstand til. Han forlangte meget af sine elever og tillod ingen sløseri.
Endnu en ejendommelig personlighed
En anden ejendommelig personlighed, der arbejdede sammen med Kühnel, var kaptajn cand. Theol. Laurids de Thura. Han var præstesøn fra Ribe og tidligere sognepræst i Seem. Siden sine drengeår var han i berøring med grundtvigsk åndsliv.
Han deltog i krigen og i Fredericia-slaget blev han belønnet for sin tapperhed. Han blev i 1856 rektor ved Borgerskolen og fungerede også som anden lærer ved Seminariet.
En tredje lærer blev der ikke længe
De to var ret forskellige i deres anskuelser, men alligevel arbejdede de godt sammen. En tredjelærer H.H.A. Meier. Han underviste i regning og matematik. Men allerede i 1861 blev han sognepræst i Kejtum på Sild og fordrevet derfra i 1864. En række hjælpelærere blev også ansat.
Cornelius Appel – en personlighed
En af disse var Cornelius Appel. Han underviste i religion og historie. Han var god til at trænge igennem hos de unge. Han var også en af førerne i den såkaldte Klosterpolitik. Det hed sådan fordi det første møde blev afholdt i Løgumkloster. Klosterbrødrene gik ind for en mere rummelig opfattelse af det Slesvigske kultur-og sprogproblem. Man var imod tvangsmæssigt gennemført embedsstyre.
Appel gik også imod statskirketvang. Der udgik et kirkeligt frihedsrøre fra Tønderkredsen. En af Tønders præster J.M. Dahl deltog også i denne bevægelse. Det betød at han i en periode blev suspenderet fra sit embede.
Det dansk – slesvigske seminarium havde en kort levetid
Det dansk-slesvigske seminariums levetid blev imidlertid kun kort. Det opløstes under oprør, krigstummel og bange anelser for landsdelens fremtid. Da det den 6. februar 1864 kom efterretninger til Tønder om, at den danske hær havde opgivet Dannevirke og var på tilbagetog mod nord, kom seminariet i opløsning.
Forstanderen søgte tilflugt i Møgeltønder
Den Slesvig – Holstenske stemning i byens befolkning gjorde en fortsættelse af undervisningen umulig. Lærere og elever splittedes for alle vinde. Forstanderen søgte tilflugt i Møgeltønder. Og det gjorde adskillige dansksindede embedsmænd også.
Den 7. februar ved middagstid var det danske artilleri på tilbagetog gennem Tønder fra Frederiksstad i retning mod Ribe. Da krigen var slut begyndte en helt ny tid for det gamle seminarium.
Og hvad skete der nu efter 1864, da preusserne tog magten – Ja det kan du læse i næste afsnit?
Kilde:
Hvis du vil læse mere:
Januar 17, 2023
Tønder Statsseminarium 1829 – 1848
Seminariet i Tønder afhængig af byens skolevæsen. Urimelige forhold i Tønder. Seminariets gode rygte var i forfald. Tønder kæmpede for at bevare deres seminarium. Nu havde man også havebrug og gymnastik. 18 fripladser. Undervisning i landsdelens sprog. Og så havde man ”almennyttige kundskaber. Og ”Indbyrdes undervisningsmetode” var det helt nye i hertugdømmet. Bahnsen var en streng håndhæver af disciplin. En anset skolemand. Direktion skulle fratages myndighed. Kongen havde tillid til Bahnsen. De kongerigske Seminarier uddannede også lærere til ansættelse i Nordslesvig. Sprogreskript havde følgevirkninger. Bahnsen ville bevare det tyske seminarium. Kongen havde opgivet. Tysk – Slesvigsk Seminarium oprettet i Eckernførde.
Seminariet i Tønder afhængig af byens skolevæsen
Historien om Tønder Statsseminarium er lidt ejendommeligt. Den skiller sig ud fra andre dannelsesanstalter med samme formål.
Seminariet i Kiel fra 1781 og Seminariet på Blaagaard fra 1791 havde fra begyndelsen stor selvstændighed med egne bygninger, egne fastsatte lærerkræfter og selvstændige undervisningsplaner. Seminariet i Tønder var fra begyndelse afhængig af byens skolevæsen.
Urimelige forhold i Tønder
Det var uholdbart såvel for seminariet som Byskolen og urimeligt i sig selv. Seminariet måtte have egne lokaler, ledere og lærere. Byskolen trængte også til at blive befriet fra det tryk som seminariet udgjorde. Det føltes stærkere og stærkere, jo mere succes, seminariet fik. Borgerne i Tønder begyndte også at rejse sig mod en sammenblanding af Borgerskole og lærerskole.
Seminariets gode ry var i forfald
Man tøvede med at udnævne Deckers efterfølger. Man håbede på en snarlig nyordning. Foreløbig blev ledelsen varetaget af anden læreren på Borgerskolen, Christian Sørensen. Men han magtede ikke rigtig forholdene. Seminariets gode navn og rygte kom under ham ”i Forfald”. Det kunne også mærkes på et svindende elevtal.
Man talte om at nedlægge Tønder Seminarium lige som man havde gjort det i Kiel i 1823. Læreruddannelsen skulle i nye baner. Sørensen kæmpede drabeligt men ikke heldigt for sit seminarium.
Tønder kæmpede for at bevare sit seminarium
I 1828 blev der forhandlet. Byens magistrat ville kæmpe for at beholde seminariet. De gav rundhåndet et tilbud om at købe en bygning med et større grundstykke. Bygningen skulle tjene til bolig for seminariets forstander. På den tillæggende grund kunne der rejses en seminariebygning. Det blev ejendommen Østergade 4 med en stor have og gårdsplads, som strakte sig fra Østergade ned til Vidåens bredder. Byen stillede også et hus til rådighed for en Anden lærer ved seminariet og påtog sig forpligtelsen til at vedligeholde de to bygninger.
Også den danske stat gav et godt tilbud i løftet om at ansætte en førstelærer, som tillige skulle være Seminariets forstander og en anden lærer, begge med kongelig udnævnelse. Forstanderen skulle være akademiker. Anden læreren behøvede ikke at være det, men skulle være en erfaren folkeskolemand, som forenede praktisk lærererfaring og teoretisk indsigt med en solid almendannelse.
Et kongeligt seminarium
Seminariet blev således til en statsanstalt – ”et kongeligt seminarium”, som det nu kaldtes. Og det skulle være med en nyordning:
Nu også havebrug og gymnastik
I undervisningen blev også indført to nye fag – Havebrug og Gymnastik. Elevtallet blev skåret betydelig ned. Det blev sat til 80 og måtte ikke overskrides. De blev fordelt i to klasser. Uddannelsestiden strakte sig over tre år.
18 fripladser
I overensstemmelse med stifteren Balthasar Petersen skal der oprettes 18 fripladser for trængende og værdige skolelærersønner fortrinsvis fra Tønder Provsti, dernæst fra de andre nordslesvigske amter. Disse fik også tilskud til materialer.
De øvrige elever skulle betale 24 bankdaler om året. Det var efter datidens forhold et ikke ringe beløb.
Undervisning i landsdelens sprog
Eleverne skal vækkes til en varm følelse for Gud, derfor skulle religionsundervisningen være et af de toneangivende fag. Også undervisningen i ”Landsdelens sprog” skulle udvides betydeligt med læsning af udvalgt poesi og prosa. Men også indøvelse i ortografi, analyse og sproglære i forbindelse med skriftlige udarbejdelser til dannelse af udtryk, stil og disposition.
Almennyttige kundskaber
Undervisningen i det danske sprog skulle overlades til specielle lærere. Og så omtaler regulativet også ”almennyttige Kundskaber”. Det omfatter så forskellige dele som naturlære, naturhistorie, teknologi, historie, særlig fædrelandets samt geografi.
Indbyrdes Undervisningsmetode
Elevernes praktiske øvelser blev sat i forbindelse med Vajsenhuset, som var seminariets nærmeste nabo. Den tids skoletanker skinnede også igennem under § 27. Her taler man om ”Indbyrdes Undervisningsmetode”.
Der var brug for nye mænd. Christian Sørensen var ikke manden. Han blev forflyttet til et præsteembede i Quickborn i Holsten.
Bahnsen – en streng håndhæver af disciplin
Til forstander og førstelærer udnævntes kollaboratør ved den lærde skole i Flensborg Christian August Bahnsen, som samtidig blev udnævnt som professor. Han havde også tidligere været huslærer hos amtmanden i Tønder.
Om denne Bahnsen sagde man, at han var en streng håndhæver af disciplinen. Det var netop disse egenskaber, som han fik lejlighed til at udfolde ved seminariet i Tønder.
En anset skolemand
Til anden lærerembedet kaldtes den ansete skolemand, H. Dieckmann. Han var tilhænger af ”den nye metode”. Han var Dannebrogsmand og havde været lærer ved en højere pigeskole i Glückstadt. De to kom til at arbejde udmærket sammen.
Bahnsen mødte problemer med direktionen
Tønder Seminarium fik igen et godt ry. Men professoren mødte imidlertid problemer med den overordnede direktion. Dette udviklede sig efterhånden til en bitter kamp mellem den stedlige gejstlighed og seminariet. Striden brød tidligt ud og stod på ret længe. Der kendes sådan set til et angreb som Bahnsen retter mod direktionen fra 31.12. 1830 i anledning af ansættelse af en pedel ved Seminariet. Og direktionen involverer majestæten idet de vil give Bahnsen en irettesættelse.
Direktion skulle fratages myndighed
Snart var det læreransættelse. Strid om eksamensbedømmelser og snart elevernes opførelse. Næsten i en snes år varede striden. Regeringen på Gottorp bebuder en reform af seminariets styrelse og tilsyn. Ønsket er, at de skal fjernes fra seminariets styrelse og tilsyn. Deres myndighed skulle begrænses til administration af Gørrismark.
Kongen havde tiltro til Bahnsen
Bahnsen kæmpede for uafhængighed af gejstligheden. Christian den Ottende satte stor pris på Bahnsen og lyttede gerne til hans råd. Når kongen var på sin årlige baderejse til Før kom han igennem Tønder og så drøftede han de vanskelige skoleforhold i Slesvig, som tilspidsede sig mere og mere.
Man talte meget om ”den indbyrdes undervisning” og her var Eckernförde førende. Der blev via et kongeligt reskript bestemt at den indbyrdes undervisning skulle indføres på Vajsenhusskolen i Tønder, der nu fungerede som seminariets øvelsesskole.
De Kongerigske seminarier uddannede også til ansættelse i Nordslesvig
Skolemyndighederne i Nordslesvig havde en vis tilbøjelighed til at ansætte dem, der var uddannet på det rent tyske seminarium. Følgen var et Nordslesvigs unge, der ville uddanne sig som lærere søgte de kongerigske seminarier, særlig til Skårup og Bernstorfsminde på Fyn. Bahnsen oplyste at Als dannede en undtagelse. Her gjorde den augustenborgske indflydelse sig gældende.
I en kongelig anordning af 8. september 1820 kunne de kongerigske seminarier uddanne lærere med ret til ansættelse i Hertugdømmerne.
Sprogreskript fik følgevirkninger
I 1841 oprettede Christian den Ottende et nyt seminarium i Jellinge. Den 14. maj 1840 udstedte den samme konge et Sprogreskript, der skulle vække temmelig meget opsigt. Det havde et nationalt dansk formål, nemlig at give det danske sprog den ret som tilkom det som befolkningens sprog. Det bestemte nemlig, at det danske sprog herefter skulle være regerings – og ret-sprog i de dele af Slesvig, hvor det var kirke – og skolesprog. Men samtidig indeholdt Sprogreskriptet en bestemmelse, som var en ret vidtgående indrømmelse til de Slesvig – Holstenske skolekrav.
Der blev pålagt lærerne i Slesvigs danske landsbyskoler den forpligtelse at undervise de børn hvis forældre ønskede det, tre timer om ugen i tysk uden for den sædvanlige skoletid. For fremtiden skulle enhver, der ønskede at ansættes som lærer i de danske skoler i Slesvig, underkaste sig en prøve i tysk.
Sprogreskriptets bestemmelser fik også en betydning for seminariet i Tønder. Det fremkaldte tanken om at gøre seminariet tosproget. Der skulle være en tysk og en dansk afdeling.
Adlers afløser generalsuperintendent Callisen besøgte Tønder Seminarium i 1841. Hans overvejelser gik på at ansætte en tredjelærer ved seminariet. Han skulle lede de dansktalende elevers øvelser i undervisning på dansk. Der skulle herefter påbydes alle skolemyndigheder i de danske provstier i Nordslesvig fortrinsvis at ansætte de i Tønder uddannede danske seminarister.
Bahnsen ville bevare det rent tyske seminarium
Men tanken om at seminariet skulle være dobbeltsproget var ikke noget Bahnsen brød sig om. Han afviste Callisens forslag. Ved Tønder Seminariums gamle tyske traditioner måtte der ikke røres.
Men trods denne modstand afgav det Slesvig – Holstenske Kancelli en udførlig betænkning om en nyordning af seminariet i 1846.
Hovedfagene skulle deles i to afdelinger, en dansk og en tysk. Det tyske sprog skulle være enerådende i bifagene og de rent tekniske fag.
Kongen havde opgivet
Christian den Ottende syntes dog på dette tidspunkt at have opgivet håbet om, at seminariet i Tønder kunne tilfredsstille berettigede danske sprogkrav. Han lod i 1847 købe en grund i Vonsbæk ved Haderslev for at oprette et rent dansk seminarium i Nordslesvig.
Men så kom Treårskrigen. Da denne så var afsluttet, mente man fra dansk side, at man kunne bryde helt med seminariets tyske traditioner og gøre det rent dansksproget.
Tysk – Slesvigsk seminarium oprettet i Eckernførde
Et rent tysk-slesvigsk seminarium blev oprettet i Eckernførde under professor Bahnsens forstanderskab. Han tilbragte sine sidste år med at opbygge det nye seminarium, som blev oprettet efter Treårskrigen. Han døde den 21. maj 1864.
Men hvad skete der på Tønder Statsseminarium efter 1848? Ja det kan du læse i næste artikel i denne serie.
Kilde:
Hvis du vil læse mere:
Januar 14, 2023
Børneloven 1905
Vi har forsøgt an anmelde Cecillie Bjerre: Børneloven 1905. Loven hed oprindelig ”Lov om behandling af Forbryderiske og Forsømte Børn. Man ville have bugt både med børnene og forældrene. Kommune og kirkelige foreninger skulle finde dem. Mange sociale aktiviteter. Lovgivning om Fattigdom fra 1536. Forældre og slægt havde det fulde ansvar i ældre tider. Børne – og Tugthuset. Modernisering og Industrialisering. Enkefædre havde det specielt svært. Arbejderne klumpede sig sammen. Staten kiggede på de nordiske naboer. Kontrol, tvangsfjernelse og anbringelse. Loven havde både en straffende og beskyttende funktion. Fokus på institutioner. Man skulle bære uniform. Børnehjem blev efterhånden nedlagt. Mere tilsyn og uddannelse fulgte. Ingen tvivl om holdningen hos forfatteren. Man har kun 100 sider at boltre sig på, og de er godt udnyttet. Der var stor tiltro til statens evner. Det er en lille bog med et stort indhold.
Lov om Behandling af Forbryderiske og forsømte børn og unge
Igen en gang har Aarhus Universitetsforlag udsendt en genial bog. Du får 100 sider for 100 kr. Igen er det et interessant indslag fra vores Danmarkshistorie. Vi har her på siden efterhånden anmeldt en del i denne serie.
Denne gang kigger vi på:
Egentlig var meningen, at loven skulle tage fat om de børn og unge som ikke kunne overholde samfundets normer. Det officielle navn for loven var:
Få bugt både med børn og forældre
Det handlede om at få bugt med de drenge. Der ”rapsede” og gjorde gader og stræder utrygge. Dengang blev man kun accepteret i baggården, hvis man rigtig kunne ”rapse” fra butikkerne. Man steg i graderne, hvis man var god til det.
Og om pigerne hed det sig, at de var udsvævende og løse på tråden.
Men det handlede også om forældre, der ikke kunne klare omsorgen. Det skyldtes ofte fattigdom. Men måske også et misbrugsproblem eller psykisk sygdom.
Kommunen og kirkelige foreninger skulle finde dem
Rigsdagen havde erkendt at det var blevet et voksende problem. Det var kommunen, der skulle finde frem til de udsatte børn. Men også kirkelige foreninger, som havde gjort det i mange år.
Mange sociale aktiviteter
Vi har i adskillige artikler haft fokus på børn på Nørrebro og børnearbejde. Det er også det tema som Cecillie Bjerre tager fat på i et par artikler. Det var bl.a. regulering af børnearbejde på fabrikker fra 1873, revidering af fattigloven i 1891 og mange andre love og reguleringer.
Der kom senere flere reformer på socialområdet så som Steinckes socialreform i 1933, bistandsloven fra 1976 og serviceloven fra 1998. Ja der kom en ny anbringelsesreform i 2006.
Lovgivning om fattigdom fra 1536
Sociale problemer og fattigdom blev nu i tiltagende form knyttet til arbejderbefolkningen. Industrialiseringen var med til at forandre de sociale strukturer.
Men vi skal nok lige huske på, at der har været fattige i Danmark inden industrialiseringen. Lovgivning om fattigdom går helt tilbage til reformationen i 1536.
Forældre og slægt havde det fulde ansvar
I ældre tider havde forældre og slægt det fulde ansvar det fulde ansvar for børnene. Hvis de nærmeste ikke kunne eller ville tage sig af dem, var der ingen lovmæssige foranstaltninger, som trådte i kraft. Men i tidens løb er der taget mange initiativer på disse børns vegne.
Fra 1400- og 1500 – tallet kendes tre hittebørns-hospitaler i Danmark, hvor fundne spædbørn, børn født uden for ægteskab og forældreløse børn kunne optages.
Børne – og Tugthuset
Egentlig kan børneforsorgen spores langt tilbage i danmarkshistorien. Allerede i 1605 oprettede Christian den Fjerde Tugt – Og Børnehuset i København for løsgængere, forældreløse og tiggere. Allerede i 1622 skilte han institutionen i to, så der blev oprettet et regulært børnehus med pædagogisk sigte.
Børnene skulle uddannes i et nyttigt håndværk og de voksne tvinges til at arbejde. Disse huse var ikke tænkt som straffeanstalter, men kom til at virke som sådanne.
Modernisering og industrialisering
I kølvandet på moderniseringen og industrialiseringen i 1800-tallet fulgte synlig og udbredt fattigdom. Store dele af bybefolkningen levede under usle kår. Samfundet fik for alvor øje på et nyt problem ”Udsatte børn og unge”. Netop fordi de var udsatte, udsatte de selv andre, ja endog hele byen, for fordærv, når de drev omkring på gader og stræder:
Ja disse ord faldt i en betænkning, der banede vejen for Børneloven af 1905.
Enkefædre havde det specielt svært
Det var svært, når man ikke levede op til ”kernefamilieidealet” Enkefædre har det særlig svært. Et sted hed det:
Ret til at fratage understøttelsen
Fattigvæsnet fik ret til at fratage understøttede forældre, myndigheden over børnene og anbringe dem borte fra hjemmet. Indtil omkring 1850 blev mange af fattigvæsnets børn udliciteret offentligt, så de lavestbydende kunne få dem i pleje.
Sidenhen blev der etableret fødselsstiftelser til hittebørn og fra 1830’erne opstod såkaldte opdragelsesanstalter.
Arbejderne klumpede sig sammen
Men som vi har påvist i artikler så klumpede arbejderne sig sammen i uhumske boliger i storbyen. Børnene udførte farligt arbejde på fabrikkerne – de farligste var nok tændstikfabrikkerne. De sociale problemer var svært at overse.
Børne hang og legede på gader og stræder. Hvem kunne holde øje med dem, når far og mor begge arbejdede på fabrikken? Der var en stigning i børne – og ungdomskriminaliteten. Staten har måske vurderet, at det kunne blive til dårligere arbejdere, ringe soldater og mangelfulde skattebetalere.
Staten kiggede på nordiske naboer
Staten kiggede på Norge og Tyskland. Hvad gjorde de? Man afviste den tyske model. Den forholdt sig kun til børn, der havde begået strafbare handlinger. Danmark fulgte vores nordiske naboer, hvor kommunale råd skulle følge forbryderiske og forsømte børn. Dette var i modsætning til USA og andre europæiske land, der indførte børne – og ungdomsdomstole.
Kontrol, tvangsfjernelse og anbringelse
Det handler om lovens tilblivelse. Børneforsorgen har ofte været et fy – ord. Det handler om kontrol, tvangsfjernelse og anbringelse. Men der var ikke penge at gøre godt med.
Børns opdragelse og trivsel var blevet et statsligt anliggende. Gennemførelsen af loven blev uddelegeret til kommunale råd, der skulle sørge for anbringelsen. Plejeforældre og børnehjem skulle sørge for børnenes opdragelse.
Et barn kunne fjernes af tre årsager:
Loven havde både en straffende og beskyttende funktion
Loven havde både en straffende og beskyttende funktion. På den ene side straffede den kriminelle børn og ”moralsk lastefulde” forældre. På den anden side beskyttede den børn mod mishandling og vanrøgt.
Fokus på institutioner
Antallet af anbragte børn og unge anbragt uden for deres eget hjem var i 20012 14.171. I 2007 var dette tal steget til 15.273.
Med Børneloven blev der oprettet værgeråd, det blev fra 1933 kaldt børneværn.
Datidens medier berettede om børnemishandling. Særlig den kendte socialdemokratiske politiker, Peter Sabroe fokuserede på de institutioner, der tog sig af disse børn. Men det har vi jo oplevet helt op til i dag.
Aktuelt tema
Således har Aalborg Kommune haft anbragt børn i Sønderjylland på en institution. Disse børn har flere gange forsøgt at komme til orde. Nu ser det ud til at lykkes.
Ja vi kan jo også nævne Godhavns-drengene, der endte med at få en officiel undskyldning af statsministeren.
Man skulle bære uniform
I 1941 var der 344 statsanerkendte institutioner, men deraf kunne kun 29 kaldes statslige eller kommunale. Børnehjemmene lå i landlige omgivelser. De var ikke i nærheden af bylivets farer mod moderne forlystelser som biografer, slik, kaffe og cigaretter. Det stod i stor kontrast til en ideel barndom. Man skulle nemlig aflevere sine private ejendele. Og så gik man i ens påklædning forsynet med et nummer.
Fra 1952 måtte man på børnehjemmene ikke mere bære uniform.
Børnehjem blev efterhånden nedlagt
Fra 1977 skulle børnehjem ikke kun fungere som opbevaring. Nu skulle man tilbyde behandling. I øvrigt begyndte man at sætte spørgsmålstegn ved børnehjemmenes effektivitet. Mange blev efterfølgende nedlagt. Siden 1980’erne har familiepleje været i støt stigning.
Mere tilsyn og uddannelse
Omsorgssvigt og misrøgt var åbenbart dagligdagen hos en del af vores børnehjem. Siden 2010 har myndighederne undersøgt disse.
Bogen fokuserer også på den kritik, der var rettet mod børneforsorgen. Der kom mere tilsyn Og medarbejdere fik en bedre uddannelse.
Ingen tvivl om holdning
Der er masser af dramaer og skæbner i bogen. Ja man bliver sandelig grebet af det. Vi har set andre og større værker omkring samme emne. Vi har fået et ændret børnesyn gennem årene.
Man kan sagtens beskylde forfatteren at politisk i hendes beskrivelse. Det kan næsten ikke undgås, når man beskriver nyere socialpolitik. Det er altid fint, når en forfatter selv fremkommer med sin holdning. Og her ligger hun ikke skjul på den.
Man har kun 100 sider at boltre sig på
En anden ting er, at man kun har 100 sider at boltre sig på. Hvis man vil fordybe sig yderligere, kan man under kilde se, hvor man yderligere kan fordybe sig. Forfatteren kommer fint igennem og temaet er nok blevet mere aktuelt, end man havde forstillet sig. Forfatteren har brugt de 100 sider på en meget fornuftig måde.
Stor tiltro til Statens evner
Ved hjælp af mere eller mindre tragiske skildringer får vi også eksempler på den dobbelthed, som Børneloven gav. Der var stor tiltro til statens evne til at skabe forandring gennem ny sociallovgivning. Børn blev nu betragtet som statens anliggende. Med loven i hånden blev staten mere handlekraftig, når den ville blande sig i familiens forhold.
Forfatteren nævner også Martin Andersen Nexøs fremragende roman ”Ditte Menneskebarn” Ditte er alenemor til to uægte børn. Hun har også to plejebørn.
En lille bog med et stort indhold
Igen engang leverer serien ”en lille bog med et stort indhold”. For en absolut fornuftig pris får man et vigtigt input fra Danmarkshistorien på et sprog, som man kan forstå. Vi glæder os allerede til den næste i serien.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 10, 2023
Tønder Statsseminarium – et dannelsessted
Overrasket og forundret. Gamle protestantiske skoleideer. Hvordan var det med skoleledere før i tiden. Religiøs dannelse var vigtig. Man lagde vægt på latin – ikke dansk. Konsistoriet i Tønder var øverste myndighed. Ikke mange elever. ”Klogskab, taknemlighed og forsigtighedshensyn” Et andet syn på seminariet i Kiel. En ny skolereform hjalp seminariet i Tønder fra 20 til 80 elever. Metodik for folkeskolelærere. Tønder Seminarium var pludselig overfyldt. ”Husk nu – De er kun ”førstelærer” – ikke direktør”.
Overrasket og forundret
Når man kigger Seminariets historie, bliver man overrasket og forundret. Vi har allerede skrevet et par artikler. Men vi er nu gået helt tilbage for at få det hele med. Den første artikel i den nye serie var om grundlæggeren Balthasar Petersen.
Gamle protestantiske skoleidealer
Stedet var i begyndelsen præget af gammelprotestantiske skoleidealer. Og selve ordet ”Seminarium” findes ikke i de oprindelige bestemmelser for stedets virke. Og man sigter heller ikke på at oprette en selvstændig uddannelsesanstalt for lærere med selvstændig undervisningsplan. Der er heller ikke egne lærerkræfter eller egne lokaler.
Man sigtede kun efter at gøre et bestemt antal (18) unge mennesker fra ganske bestemte områder til at blive lærere i landsbyskoler. Og de områder var Tønder, Als, Aabenraa og Haderslev.
Skoleledere før i tiden
Man havde skoleholdere på landet, før man fik seminarier med en planmæssig læreruddannelse. Ofte havde man forsøgt sig i andre erhverv og kom så i lære hos en ældre skoleholder eller degn. Så tog man del i undervisningen. Hos præsten fik man så et kursus i kristendomsundervisning.
Man skulle bruge byens to skoler – die Stadtschule og die Hospitalschule. Instituttets elever, som seminariet blev kaldt dengang, skulle besøge disse to skoler og sidde på bænken sammen med børnene.
Religiøs dannelse
På ”Alumnernes” religiøse dannelse og kundskabstilegnelse blev der lagt meget vægt. Man lagde også vægt på udenadslære. Der var forskellige skriftsteder som var væsentlige. Man skulle kunne både det gamle og nye testamente.
Man lagde vægt på latin – ikke dansk
Og så var det ekstra time i latin hos byens rektor, som også var leder af Latinskolen. Man kan så undre sig over at der ikke var noget tysk eller dansk undervisning. Man skulle besøge kirken og overvære den danske præsts prædiken.
Konsistoriet i Tønder var øverste myndighed
Efter B. Petersens bortgang var det konsistoriet i Tønder, der var øverste myndighed. Og dette bestod af amtmand, provst, arkidiakonen og diakonen ved sognekirken. Dertil kom så borgmesteren. De udgjorde direktionen. De skulle forvalte instituttets gods og pengemidler, overvåge elevernes flid og opførsel, tilse undervisningen og afholde afsluttende prøve.
Ikke mange elever
Stiftelsens bestemmelser vanskeliggjorde en egentlig udvikling. Starten var dog heller ikke god. Da undervisningen startede Mikkelsdag 1788 havde kun 13 elever meldt sig. Stifteren B. Petersen havde forestillet sig, at der hvert år meldte sig 18. Det blev dog sjældent nået.
I instituttets første 15 år dimitterede kun 52 elever.
Så skete der noget
Men så skete der noget. Det var Slesvigs nye generalsuperintendent Adler. De første fire år af sin virksomhed var han tillige provst i Tønder (1792 – 96). Han kunne derfor følge Instituttets udvikling. Han havde nu også overtilsyn med det.
Han havde med store betænkeligheder fulgt Instituttets hensygnende tilværelse. Han udsendte den 27. januar 1794 et brev til Instituttet i Tønder:
Klogskab, taknemlighed og forsigtighedshensyn
Instituttet blev afkrævet et svar. Og det svar viste, hvordan man følte sig bundet af stifteren. Man henviste til at der ikke var nok pengemidler til at aflønne selvstændige lærere for seminaristerne. Med hensyn til kravet om undervisning på dansk kunne man intet foretage sig på nuværende tidspunkt.
Og så måtte man også af hensyn til ”klogskab, taknemmelighed og forsigtighedshensyn” ikke indføre reformer så længe stifterens svigersøn, rektor Carstensen ved Latinskolen, levede.
Sagen gik således sin skæve gang.
Et andet syn i Kiel
En medvirkende årsag til manglende tilslutning til Tønder var oprettelsen af seminariet i Kiel i 1781. Her var hele tre lærere tilknyttet. I Tønder var man afhængig af Byskolen. De problemer havde man ikke i Kiel. Her var også en anden og mere begejstret skoleånd.
En ny skolereform
Omkring 1797 gik Adler i gang med at reformere skolevæsnet i Hertugdømmet Slesvig. I enhver slesvigsk købstad fandtes der foruden almueskolen en lærd skole. Men mange af disse lærde skoler førte en kummerlig tilværelse. Her som i Kongeriget sagde man, at det kun var to ting man lærte på disse skoler, nemlig ”Prygl og Latin”.
Ifølge reformen blev der nu kun opretholdt lærde skoler i Haderslev, Flensborg, Slesvig og Husum. I de øvrige købstæder og flækker oprettedes der i stedet for de lærde skoler – højere Borgskoler. Og sådan var det også i Tønder.
Det betød nu for Tønder, at der var tre offentlige kommunale skoler:
Forbedring af Seminariet
Den højere Borgerskole var dog kun beregnet til drenge. Hertil var knyttet tre lærere med hver deres lærer. Rektorklassen kaldtes den øverste klasse (Kl. 1), fordi den havde skolens leder, rektoren som klasselærer.
Rektor skulle være akademiker, kyndig i klassiske sprog og kunne give de mest opvakte elever ekstra undervisning.
Hele denne nyordning af Byskolevæsenet i Tønder kom til at betyde en forbedring af Seminariet. Hovedskolens tre lærere var således også seminarielærere og Rektoren seminariets førstelærer.
Fra 20 til 80 elever
Den første rektor ved den nye hovedskole og førstelærer på Seminariet var J.L. Forchhammer, en præstesøn fra Angel. Han blev kaldt til Tønder i 1803. Og nyordningen klarede han med stor dygtighed. Det lykkedes ham at føre Tønder Seminarium op i en opgangstid. Men desværre døde han 7 år efter han var begyndt.
Der var 20 elever, da han startede. Og i 1810, da han døde, var der 80 elever. Fra Ribe mod nord og Altona i syd strømmede de til.
Metodik for Folkeskolelærere
Efterfølgeren hed Jacob Decker. Han kom også fra Angel. Med ham holdt pædagogikken i høj grad sit indtog på Tønder Seminarium. Han holdt mange interessante foredrag, som han lod trykke i et samlet værk som han kaldte ”Metodik for Folkeskolelærere. Han delte sin Metodik op i fem afsnit:
Deckers hjertebarn var ”behandling af religionsundervisning”. Han gik meget ind for elevernes religiøse dannelse.
Tønder Seminarium var nu overfyldt
Under Deckers ledelse var Tønder Seminarium ved at være overfyldt. Det talte nu 100 – 130 elever. Han gjorde meget for at opbygge et stort bibliotek. Således skulle hver ny elev betale en daler i kassen. Bøder for begåede forseelser gik også til bogindkøb.
Fra højeste sted blev hans arbejde påskønnet. Regeringen udnævnte ham først til professor, senere til Ridder af Dannebrog.
Husk nu – De er kun ”Førstelærer” og ikke direktør
Han tog også del i Tønders kirke-liv. En gang imellem prædikede han også. Justitsråd Richtsen lod ved lejlighed hans prædikener trykke og uddelte dem til tøndringerne. Han var ikke med på bølgen med pietismen. Han holdt fast med den gamle tro og bekendelse.
Men Decker led under det tryk, der kom fra Seminariets direktion, hvis ledende mand, provst, konsistorialråd P. Prahl var et meget myndigt overhoved. Man lod Decker mærke, at han kun var ”førstelærer” og ikke direktør på Seminariet. Han havde en direktion over sig.
Måske var det derfor han søgte væk. I 1827 fik han et præsteembede i Reinfeld i Holsten, hvor han efter sin præstegerning døde i 1834.
Følg med i vores historie om Tønder Seminarium. Næste afsnit følger snart.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 9, 2023
Flygtninge i Tønder – endnu mere (2)
Et glemt kapitel i Tønders historie. Nu skal det fortælles. Her på siden mærker stadig fordømmelse. De var ikke velkommen. Flygtninge var også interneret privat i begyndelsen i Tønder. Der boede allerede 500 i lejren, da den blev indviet. En forflyttelse blev af flygtningene betragtet som straf. Et eget samfund. Nazistisk dominans. Hyppige skift af lejrledere. Ensidig forplejning. Sygdom og epidemi i lejren. Nogle mænd i Tønder betragtede lejren som bordel.
Et glemt kapitel i Tønders historie
I Tønder er det nu interesse for at fortælle et glemt kapitel i byens historie. Det sker i forbindelse med alt det der skal ske ud ved den gamle Zeppelin-station og Eksercergården. I den forbindelse er vores artikel om flygtninge i Tønder blevet citeret i diverse medier.
Mærker stadig fordømmelse
Bagerst i denne artikel kan du finde en liste over alle de artikler vi har skrevet om de tyske flygtninge i Danmark. De var ikke særlig velkommen i Danmark. Modstandsbevægelsen talte om ”Den Anden Besættelse”. Og efter offentliggørelse af nogle af vores artikler er vi også mødt med fordømmelse om, hvorfor vi bringer det tema frem.
De var ikke velkomne
De første kom hertil den 3. februar 1945. Pludselig var Storegade og Vestergade fyldt med fremmedartede mennesker. Ældre mænd, kvinder og børn slæbende med bylter og kufferter. De blev også i Tønder mødt med fordømmende blikke
Den 3. april kom der endnu en sending flygtninge til Tønder – dengang fra København. De blev sendt ud til diverse lejre rundt omkring i amtet. Det tyske mindretal organiserede det praktiske.
Flygtninge også interneret privat
Den tyske besættelsesmagt betalte 2,70 kr. ved at have flygtninge boende privat. Og det var især folk fra mindretallet, der havde dem boende i Tønder.
Der boede allerede flygtninge på Eksercergården
Eksercergården blev først indviet den 21. juni 1945, men de havde nu længe været blevet som flygtningelejr. På dette tidspunkt boede her allerede 500.
Den 24. september blev en del af flygtningene sendt videre til Oksbøl. Der var også lejre på Saksborg Kro og Hohenwarte ved Højer Sluse.
En forflyttelse blev betragtet som en afstraffelse
Den 19. november 1946 kunne 25 voksne og 10 børn tage til Tyskland. I begyndelsen af 1947 blev 178 personer flyttet til Barsmark på Løjt Land. De anså en forlægning til en anden lejr som en afstraffelse.
Den 6. februar 1947 kl. 4.30 om morgenen forlod størstedelen af flygtningene lejren. 12 dage efter fulgte endnu 624 personer lejren. 30 stykker blev tilbage for at rydde op.
Et eget samfund
Men på Eksercergården var der 1.350 beboere. 470 af disse var under 15 år. Det var et samfund helt for sig selv med byråd og borgmester. Her var brandværn, skoledrift, kirke m.m. Selv om det var forbudt for Tønders befolkning at have samkvem med de tyske flygtninge, så florerede sortbørshandlen.
Flygtningene boede i barakker fra Rømø. Her havde tyske soldater boet i dem. Det var ret trange forhold, flygtningene blev udsat for. De havde vel ca. 2 kvadratmeter til rådighed. Fra kl. 22 skulle der være ro.
Nazistisk dominans
Det var en nazistisk dominans i lejren. Kort efter 1. november foretog politiet en razzia i lejren. To fremtrædende nazister blev overladt til englænderne. For 87 flygtninge blev Tønder endestationen, De ligger på Tønder kirkegård.
Men på Tønder Lokalarkiv ligger der takkebreve fra de tyske flygtninge. Mon ikke familiemedlemmer til flygtninge vil søge til Tønder, når man engang er færdige med indretningen.
Hyppige skift af lejrledere
Den første leder på stedet var et medlem af modstandsbevægelsen i Tønder, lærer på Gymnasiet – Otto Høyer. Men han var bidt af kommunismen. Det var ikke noget, der passede Tønders borgmester, Johannes Paulsen. Derfor blev løjtnant E. Marqardsen udnævnt. Men det var noget der ikke passede modstandsbevægelsen i Tønder. Derfor blev dennes far udnævnt. Han havde en militær erfaring fra Tønder Kaserne.
Oberstløjtnant O. Oldfeldt og Ludvig Nielsen fra Tønder Kommune blev de næste ledere.
Aktiviteter i lejren
Man havde også arrangeret koncerter og der var teaterforestillinger i lejren. Så var der både protestantiske og katolske gudstjenester i lejren. Forskellige værksteder blev der også indrettet.
Ensidig forplejning
Forplejningen var nogenlunde men ret ensidig. Da modstandsbevægelsen overtog stedet, blev forplejningen dårligere. Efterhånden måtte flygtningene ikke mere tage imod fødevarer, tobak m.m. over hegnet. Danskere, der kastede ting over hegnet blev straffet.
Sygdom og epidemier i lejren
Dødeligheden var forholdsvis stor. Det skyldtes bl.a. de trange forhold og epidemier. Men det var nu ikke det som Tønder Amtstidende skrev. De mente, at der i flygtningelejren næppe var syge mennesker. De skrev at der gennem et år kun var 13 mennesker, der var døde.
I Tønder blev flygtningene behandlet af almindelige læger, i sygehuset og på lazaretter på Seminariet, på Tønderhus og i den tyske Roklub.
Mænd betragtede lejren som bordel
Der var mange faderskabssager. Fædrene til 50 pct. af de fødte børn i lejren tilhørte medlemmer af vagtpersonalet og mænd fra Tønder, mange fra Mindretallet. Mange af disse var gift i forvejen.
De kvindelige flygtninge beklagede sig over mændenes holdning. De nærmest betragtede flygtningelejren som et bordel. Indtil krigens slutning havde flygtningene fri udgang. Dette ændrede sig efter kapitulationen
Kilde:
Hvis du vil vide mere: