Artikler
Februar 23, 2023
Var der 85.000 modstandsfolk i Danmark?
Vi er parate til at skyde jer. Historikere kritiserer det høje tal. Man ser bedre ud på den internationale scene. ”Hvis fjenden mente, at det var illegalt! 65.000 var parate i Vente- og militærgrupper. Var filmen ”Flammen og Citronen troværdig? I sommeren 1942 – 300 sabotageaktioner og drengestreger. Den illegale presse. I Illegal ruteaktivitet over Øresund. Tilvejebringelse af våben. Sabotage. Likvideringer. Ikke alle likvideringer blev registreret. SOE – agenter. Kan virke småt i den store krigshistorie Frihedsmuseet burde fortælle lidt tydeligere, hvem der registreret. Et mere alvorligt problem: Bliver dokumenter holdt tilbage for ikke at afsløre sandheden?
Vi er parate til at skyde jer
Min far var sendt på arbejde for tyskerne af datidens arbejdsformidling. Og da tiden meldte sig, at han og andre skulle hjemad til Tønder, blev de truet af modstandsbevægelsen. De sagde, at de ville stå på et hvert hjørne parat til at skyde dem.
Min far tog det ikke særlig alvorligt. Dagen efter indfandt han sig på Torvet i Tønder. Han var nysgerrig. Masser af tyske tropper kom gående over Torvet på vej til grænsen. Et stykke tid efter han havde indfundet sig, blev han tilbudt et af modstandsbevægelsens armbind. Nu kunne han så være med til at afvæbne de tyske tropper. Men dette faldt min far nu ikke for. Han syntes det var dobbeltmoralsk.
Historikere kritiserede det høje tal
For nogle år siden vakte det opmærksomhed, da det blev oplyst, at der havde været 85.000 modstandsfolk i Danmark. Jeg kom til at tænke på min far. Han havde bestemt haft nogle sammenstød med tyskerne under besættelsen men modstandsmand var han ikke.
Historikere var ude for at kritisere det høje tal. Ja hvis man havde tid og lyst, kunne man jo gå i gang og registrere hver enkelt. Det er Frihedsmuseet, der efter flere års arbejde fik registret de mange personer efter flere års arbejde. Jo det er et overraskende tal i forhold til det som historikere havde regnet sig frem til.
Man står bedre på den internationale scene
En af historikerne mener, at man står bedre på den internationale scene – end hvis man kun var kollaboratør-nation. Selv om Danmark ikke blev anerkendt som allieret efter krigen, var vi alligevel med til at grundlægge FN – og dermed de facto anerkendt som allieret.
Man tog aldrig et rigtigt opgør med samarbejdspolitikken. Og egentlig var det kun de sidste halvanden år modstandsbevægelsen virkelig betød noget.
Hvis fjenden mente at det var illegalt
Er tallet overdrevet? Er det bevidst manipulerende? For at det skal se bedre ud, end det er. Nej, det er det vel ikke. Men måske er folk ikke klar over, hvad der skal til for at blive defineret som modstandsmand/pige. Men en person kan have uddelt et illegalt blad i løbet af besættelsen for at komme i databasen. Og mange kom først ind i modstandsbevægelsen, da befrielsen var en realitet.
Folkene bag modstandsdatabasen mener at kriterierne for at blive optaget er meget klare. Og det er:
Men man erkender, at nogle af de 85.000 først meldte sig, da tyskerne havde kapituleret. Men, siger man så. Det kan så opveje dem man ikke har fået registreret.
Men denne database kan vel næppe ses som en videnskabelig sandhed?
65.000 var parat i ventegrupper
Grunden til, at der pludselig er så mange modstandsfolk er, at 65.000 var registreret som værende i ventegruppe. De skulle sættes ind, når/hvis englænderne kom. Og det er vel forkert at betegne disse som ”De sidste dages hellige”. For reelt kunne denne gruppe komme til at sætte deres liv på spil.
Det er ikke nok at have været kommunist, jøde eller deltaget i protester og folkestrejke til at komme i databasen. Og man kan vel ikke tale om en folkelig modstand. Det er trods alt langt fra 85.000 til en befolkning på ca. 4 millioner, som det var dengang.
Siden 2008 har man arbejdet med omtalte database. I den forbindelse gennemgået et hav af bøger, artikler, erindringer og meget andet dokumentation fra modstandsbevægelsen.
Var Flammen og Citronen troværdig?
I forbindelse med filmen ”Flammen og Citronen” blev det nævnt, at der kun var 1.000 frihedskæmpere. Man kan også høre historikere fortælle, at der egentlig ikke var mere end ca. 2.000 frihedskæmpere.
Nu var den film heller ikke historisk korrekt, selv om man påstod det. Jo, det var en god film. Den blev hvis også ”Årets Film”. Men det er som om besættelsen udelukkende skal være underholdning.
Det er dem, der idylliserer det historiske Danmark ud fra en politisk dagsorden og så er det dem, der reagerer mod den idyllisering
I sommeren 1942 – 300 sabotageaktioner
Mange af aktionerne dengang var på drengestregeniveau. Fra sommeren 1942 kendes til 300 sabotagebehandlinger i Danmark. Langt hovedparten var mindre aktioner som blev gennemført af enkeltpersoner, der ikke indgik i nogen form for organisation.
Fra november 1942 til maj 1945 blev der gennemført 1.526 jernbanesabotager. De fleste i Jylland.
Den illegale presse
Den tidligste form for modstand i en form af organisation kom fra den illegale presse. De danske nyhedsmedier var underlagt censur. Det var DKP, der førte an i begyndelsen. Det var både større og mindre udgivelser, der blev distribueret. Ofte blev disse sendt med posten til de folk, der skulle distribuere dem. Den illegale presse havde brug for distributører eller kurerer for at få fordelt bladene. Og så var det både skribenter, trykkere og folk, der skaffede materialer som papir, tryksværte m.m. Alle disse er sikkert med i databasen.
Illegal ruteaktivitet over Øresund
Over Øresund foregik en illegal ruteaktivitet. Det var flere illegale organisationer, der specialiserede sig i transport af jøder, politiske flygtninge og modstandsfolk. Her var det chauffører og søfolk, der kom på listen.
Tilvejebringelse af våben
Og så var det tilvejebringelse af våben. De skulle enten stjæles eller tilvejebringes fra udlandet. Og så var det begrebet modtagearbejde. Det var modtagelse af våbencontainere nedkastet af britiske fly på forudbestemte steder i landet. Dette arbejde indebar et distributionsnet, steder våben og sprængstof skulle bevares. Til sidst skulle våben fordeles ud til modstandsbevægelsen.
Sabotage
Den mest kendte modstandsform var sabotage. Der skulle ødelægges noget som besættelsesmagten var afhængig af. Metoderne var mange. Men der skulle fremskaffes sprængstof. Det var ikke helt let. Efterhånden kom også moderne engelsk sprængstof fra våbennedkastningerne. Man skelnede mellem industri – og jernbanesabotage.
Likvideringer
Den mest kontroversielle og omdiskuterede modstandsform var likvideringer. Besættelsesmagten brugte store anstrengelser for at optrevle modstandsbevægelsen. Her fik de bl.a. hjælp af stikkere. Man taler om 400 likvideringer. Men vi nærmere os nok et stykke over 500. Selv om man officielt påstår at alle likvideringer er registreret, så har undertegnede fundet 4-5 likvideringer, der ikke står anført nogen steder. Og så benyttede kriminelle også modstandsbevægelsen som skjul for handlinger, der ikke havde meget med modstand at gøre.
Ikke alle likvideringer blev registreret
Det kriminelle miljø og sortbørshandlerne var meget aktive dengang. Ofte var det ikke muligt at bevise ofrets skyld. Nogle havde kun overfladiske forbindelser til besættelsesmagten. Andre igen var blevet likvideret grundet ondsigtede rygter, der ikke havde noget med virkeligheden at gøre. Nu er alle disse likvideringer aldrig blevet undersøgt. Modstandsbevægelsen mente at alle likvideringer foregik i forbindelse med krigshandlinger. Og disse episoder er alle lukkede og åbnes ikke igen selv med nye beviser. Det har undertegnede også eksempler på i forbindelse med en bogudgivelse.
SOE – agenter
Der var også faldskærmsagenter. De var udsendt af den britiske sabotageorganisation SOE. De søgte at uddanne og organisere de danske modstandsfolk. I begyndelsen hjalp dansk politi- tyskerne med at jage dem.
Kan virke småt i den store krigshistorie
De aktive modstandsfolk havde behov for hjælpere til at opretholde deres illegale aktiviteter. Det gælder f.eks. en logivært, der var villig til at låne et værelse ud til modstandsfolk. Vedkommende risikerede at blive tiltalt som medskyldig.
Selv om noget kan virke småt i den store krigshistorie, var det både forbudt og farligt og det gav de mere aktive modstandsfolk et rum at operere i. De var vel langt fra alle aktive modstandsfolk, men det er ikke ensbetydende med, at de ikke udsatte sig for livsfare bare ved at sige ja til at vente i en gruppe.
Frihedsmuseet burde fortælle, hvem der er registreret
Måske burde Frihedsmuseet have været bedre til at fortælle, hvem og hvorfor man er blevet registreret. Det har vi forsøgt i denne artikel.
Bliver sandheden fortiet?
Det er nok andre problemer at diskutere omkring besættelsestiden end antallet af registrerede modstandsfolk og det er begrebet arkivadgang. Hvorfor skal man ty til udenlandske arkiver for at finde sandheden? Hvem er det, man vil beskytte? Er det gerningsmændene? Eller de efterladte?
Måske er det myndighederne?
Kilde:
www.dengang.dk – diverse artikler
Hvis du vil vide mere:
Februar 22, 2023
Alt for mange Hekse
Vi har forsøgt at anmelde Louise Nyholm Kallestrup: Heksejagt – og det er 2 år for sent. Men vi er gået lidt videre og har også læst en tidligere bog af forfatteren. Vi er blevet imponeret af denne serie 100 Danmarks-historier. Og forfatteren forstår til fulde at formidle sin viden om hekse, så vi kan forstå det. Dengang måtte man ikke skille sig ud. Det handlede om social status eller mangel på samme. Vi følger mange heksesager. 1589 var et skelsættende år. Det var dengang en dansk flåde skulle transportere den senere konges storesøster til Skotland for at blive gift. Men alt gik galt. 60 pct. af alle hekse i Danmark blev dømt i en periode på fem år. Hvilke motiver havde Christian den Fjerde. Dommene syd på, var slet ikke så strenge. Den mest kendte heks. Jo Christian den Fjerde havde mange koner og elskerinder og ca. 20 børn – ja så var han troende. Hvad betød Luther for heksejagten. Kirken mente, at magi var skabt af kirken. Christian den Fjerde satte selv en stopper for det.
Imponeret af serien
Igen må vi sige at være imponeret af denne serie fra Aarhus Universitetsforlag. 100 Danmarks-historier i hver måned i 100 måneder på 100 sider til 100 kroner. Bøgerne skrives af eksperter på de enkelte fagområder på et let og flydende sprog.
Ideen er at de nyeste forskning skal fremstilles på en måde så alle kan få et seriøst indblik i det udvalgte emne.
Vi har efterhånden anmeldt en del i denne serie. Denne anmeldelse kommer så godt nok to år for dent.
Man måtte ikke skille sig ud
Folk troede vitterlig på at især kvinder havde indgået en pagt med djævlen og var i stand til på forskellig måde at få magt over andre mennesker. ”Heksene” havde også helbredende evner. Misundelse, frygt og enfoldigheden kunne hurtigt vende samfundet mod disse kvinder, der skilte sig ud af mængden.
Det handlede om social status eller mangel på samme
Sagerne i Danmark handlede typisk om en troldkone, der havde været i skænderi med en, som så kom ud for en ulykke. Havde man råd til en god forsvarer kunne det være, at man slap for bålet. Eller hvis man fik ansete folk til at tale godt om en. Det allerbedste ville være, hvis pastoren kunne talte godt for en. Det handlede om social status – eller mangel på denne.
En typisk heksesag
Det er en sag fra Storvorde ved Aalborg, hvor en troldkone i 1636 blev brændt på bålet efter en anklage fra en af byens kvinder. Kvinden havde mistet sin mand efter lang rids sygdom. Manden var tidligere blevet truet af troldkonen efter at have taget af hendes kål. Ergo måtte hans sygdom og død skyldes troldkonens onde vilje.
Andre motiver
Nu var der også en del sager, der ikke bundede i reel trolddom. Besættelsessagen i Thisted lige før år 1700 blev startet af den lokale sognepræst, men endte med at blive afvist som bedrageri som blandt andet kostede hans embede. Rygtet ville vide, at præsten var den forsmåede bejler til datteren af borgmesterfruen, som var blandt de anklagede.
”Hver by havde sin heks og hvert sogn sine trolde”. Sådan synger vi hver midsommer. Jo sådan var det engang. De var både farlige for krop og sjæl. Det fik konsekvenser.
1589 – et skelsættende år
Nej det begyndte ikke i 1589. Men året var skelsættende. Det var det år, hvor Christian den Fjerdes søster skulle giftes med den skotske konge. En flåde af skibe skulle ledsage hende. Der var masser af uvejr og uheld fulgte dem.
Dette var ikke naturligt. Det måtte være trolddom. I alt 13 mennesker blev dømt for at have forgjort kongens skibe. Dermed var starten givet til en masse hekseprocesser landet over. Der fulgte forhør, retssager, tortur og henrettelser. Ofte var det med kongens bevågenhed.
60 pct. – inden for 5 år
Faktisk blev hele 60 pct. Af alle danske processer mod hekse afviklet i en periode på sølle fem år fra 1617 og frem. Det skete, efter Christian den 4, havde lavet en forordning – en lov – som dikterede dødsstraf for mennesker, der udøver trolddom.
Hvilke motiver havde Christian den Fjerde?
Men hvorfor var kongen så vild med den jagt mod hekse?
Det er bogens forfatter, der kommer med disse antagelser. En fjerde antagelse har været fremme. Måske brugte han hekseforfølgelserne til at undertrykke sin befolkning og gøre folk så bange, at de aldrig ville glemme at betale skatter, som han kunne bruge i krige og til byggeprojekter.
Dommene i Sydeuropa ikke så strenge
Forordningen gav også adelen et våben, som den nok forstod at bruge over for almuen – folk fra ringere kår.
Mange steder skulle heksene igennem ”drukneprøven”. Men ellers var det bålet, der ventede. I Sydeuropa blev hekse stillet for inkvisition. Her var udskamningen den vigtigste del af straffen. Den dømte blev iklædt et kætterklæde. Var der tale om en dødsdom blev den dømte iklædt en spids hat. Men generelt var dommene her ikke så strenge som i Danmark.
Vi danskere har i dag en tendens til at tillægge den katolske kirke en langt større brutalitet i historien, end den, der blev praktiseret herhjemme. I Sydeuropa blev trolddoms-dømte ofte ”blot” straffet med piskeslag eller fængselsstraf, hvor han eller hun kunne lære at blive gode kristne igen. Så snart vedkommende angrede eller betalte sin bod, så blev det muligt at genoptage ham eller hende i kirken, Sådan var det ikke i Danmark.
Den mest kende heks
Den mest kendte heks i Danmark er uden tvivl Ribe-heksen, Maren Splids. Og for hende er der opsat en mindeplade i Sønderportsgade 3. Her boede hun. De drev også værtshus og tilhørte det bedre borgerskab i Ribe. I første omgang blev hun frikendt. Men under forsæde af kongen blev hun dømt i en ny sag.
Under tortur angav hun yderligere seks kvinder som så igen angav andre kvinder. Der findes hvis nok også en mindeplade over en heks i Køge.
Maren Splids mand var skrædder Laurids Splid. Hun blev anmeldt af en anden skrædder i byen, der mente, at hun havde gjort ham syg ved trolddom. Men mon ikke det her var tale om en rivalisering mellem byens skræddere.
Mange koner, elskerinder og cirka 20 børn
Det var lige omkring 1617 at Christian den Fjerde var virkelig frembrusende. Han ville være den store herre i Nordeuropa. Efter reformationen var kongerne blevet mere magtfulde. Han havde mange ambitioner.
Denne Christian den Fjerde var stærkt troende, dels havde han et væld af koner og elskerinder og fik over 20 børn.
Hvad betød Luther for heksejagten?
Og 1617 var netop hundrede-året for, at Martin Luthers teser blev slået op på en kirkedør og Reformationen startede.
Luthers opgør med bodshandlingen betød at man i det protestantiske Danmark mente, at Gud alene kunne dømme og tilgive synder i efterlivet. Men i Danmark var det verdslige domstole, det vil sige i øverste instans kongen og ikke kirken, som tog sig af trolddomsforfølgelser.
Efter 1536 var kirkens love sat ud af spil. Dommerne i det lokale by-eller Landsting idømte troldfolk dødsstraf på vegne af kongen og ikke kirken. Men troen havde fortsat stor indflydelse på lov og ret.
Kirken mente at magi var skabt af djævelen
Trolddom var ikke kun en forbrydelse mod din nabo. Det var også en forbrydelse mod samfundet. For kirken handlede det om, at man havde indgået en pagt med djævelen og for befolkningen at man forvoldte andre skader.
Kirken slog nemlig fast i løbet af middelalderen, at magi kun var virksom, fordi djævlen havde en finger med i spillet. Derfor var det ligegyldigt om man anvendte magi med gode eller onde intentioner.
Denne opfattelse af magi lagde den protestantiske kirke i særlig grad vægt på fra reformationen i 1536 og 200 år frem.
Både protestanter og katolikker bekæmpede hinanden ved at stemple den anden kirke som trolddom eller kætteri.
Christian den Fjerde satte selv en stopper for det
Forestillingen var den, at hvis ikke kongen straffede lovovertrædere, ville Gud kaste sin vrede over samfundet i form af krig, pest eller hungersnød.
Fra 1560 og frem var der ingen dødsstraf for trolddom og hekseri i Italien.
Det var også Christian den Fjerde der satte en stopper for heksejagten. I 1700-tallet erkendte de fleste at kvinderne var uskyldige. Men Louise Nyholm Kallestrup gør det klart, at troen på hekse eksisterede langt op i 1800 – tallet.
Dette var igen en spændende og seriøs bog i denne populære serie. Det var hvis nok nr. 38 i serien. Men som vi skrev tidligere, så er vi to år bagud. I eftertiden er der dukket flere op i serien. Louise Nyholm Kallestrup har i den grad kendskab til sit stof. Hun forstår at formidle sin viden på en meget spændende måde. Man får lyst til at læse mere om hekse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 20, 2023
Skrivefrækhed, Trykkefrihed og Ytringsfrihed
Tech-giganter er en betydelig trussel mod ytringsfriheden. Robotter bedømmer, om du har overtrådt reglerne. Tanken ledes tilbage til Struensee og de tre gyldne år. Forbudt at diskutere statens anliggender. Det var godt at være bogtrykker. En bombe under et kontrolleret samfund. Også kvinderne kom til orde. 1.000 pamfletter. Liberalisering af sædeligheden. Et sandt voldsorgie. ”Grove folk skal have grov konfekt”. Præsterne udnyttede situationen. Modige skribenter. ”Vi alene vide”. Enhver er berettiget til på tryk i skrift og tale at offentliggøre sine tanker under ansvar for domstolene. Er det en krænkelse bevidst at holde sandheden tilbage?
En betydelig trussel mod ytringsfriheden
En betydelig trussel mod ytringsfrihed i dag er Tech-giganternes monopol på de sociale medier og deres brug af censur. Politikerne i dag accepterer, at de bruger robotter til sortere. Der er forskel på hvilke grupper, der må bruge bestemte fotoer. Og du må ikke anvende ord som ifølge disse giganter er skadelig, selv om de dengang var helt almindelige ord.
Robotter bedømmer om du overtræder reglerne
De robotter, man bruger, er ikke konstrueret til at skelne om det er PR eller historie, som du formidler. Åbenbart er det tilfældig, hvornår det er forbudt at anvende en person i SS – uniform. Enhver kommunikation med disse giganter er umulig.
Og tænk engang, disse Tech-giganter foreslår at fyre den administrator, der ifølge robotterne har overtrådt reglerne. Man bliver så næsten udråbt til at være pædofil og udbrede terrorister eller farlige personers filosofi.
Tanken ledes tilbage til Struensee og de tre gyldne år
Og tænk engang, sådan noget tillader man i dag i Danmark. Ja politikerne holder deres mund og skrider ikke ind over for det.
Ja vi har hvis skrevet rigelig om dette fænomen. Men disse uheldige oplevelser fik ”Den Gamle Redaktør” til at tænke på Struensee og de tre gyldne år og ytringsfriheden i det hele taget.
Forbudt at drøfte statens anliggender
En voksende offentlighed krævede statens tilladelse. Den hidtidige offentlighed havde været envejskommunikation fra tronen og diverse katedre og prædikestole. Det var forbudt at drøfte statens anliggender
Det var godt at være bogtrykker
Jo det var i 1771, hvor det godt kunne betale sig at være bogtrykker i København. Der udkom et hav af billige pamfletter. De små tryksager indeholdt tekster, hvor forfatteren havde noget på hjerte. Det kunne sagtens være smædeskrifter.
Disse var som regel anonyme og fulde af personangreb. Hurtigt fik man svar på tiltale i form af nye pamfletter. Det udviklede sig til en livlig debat, hvor injurier og trusler blev så rigelig anvendt. Man kan også bruge den lidt mildere fortolkning – der udviklede sig en samfundsdebat.
Struensee sad kun på magten i 16 måneder
Jo det var den berømte og i nogle kredse berygtede Johann Friedrich Struensee, der kun sad på magten i helstaten i 16 måneder. Jo det var også ham, der blev henrettet på Øster Fælled i april 1772. Han blev afsat ved et kup, halshugget ved tredje forsøg, parteret og lagt på hjul og stejle ( i den rækkefølge). Vi har tidligere beskrevet dette.
Hvorfor gjorde Struensee dette? Jo hans elskede pietistiske morfar havde været udsat for censur og blev landsforvist på grund af sin radikale samfunds – og kulturkritik.
Morfar hed Johann Samuel Carl. Han havde været kongelig livlæge ved det danske hof. Han havde publiceret skrifter med kritik af de kristne riger og fyrster.
En bombe under et kontrolleret samfund
Trykkefriheden kom som en bombe lige midt i et kontrolleret samfund. Nu talte man pludselig højt om nepotisme, hoveri, horeri, embedsmisbrug og religionskritik. Jøderne blev beskyldt for grådighed. En skribent mente, at de var en fare for staten og de burde gå rundt med grønne hatte. Her på siden kan du også læse en artikel om Jødefejden 1819. Man skulle heller ikke mere straffes for udenomsægteskabelig sex. Nu var det pludselig blevet tilladt for en kvinde ”at sidde på egen hånd”
Også kvinderne kom til orde
Trykkefriheden førte til, at mange kvinder også greb ordet. Det gjaldt oversætteren Charlotte Dorothea Biehl, der gjorde sig til talsmand for stavnsbåndets ophævelse 18 år før, det blev en realitet. Hun appellerede lyrisk til herremanden:
1.000 pamfletter
Der udkom i perioden vel 1.000 pamfletter, skrifter, skuespil, smædeviser og kobberstik, der blev sendt på gaden, mens Struensee muntrede sig med dronning Caroline Mathilde. Den begavede men psykisk syge Christian den Syvende var reelt sat fra magten. Tidligere historikere har nedvurderet disse skrifter, der udkom som underlødige, liderlige og uvæsentlige. Ja en af kommentarerne var:
Liberalisering af sædeligheden
Dette betød at en kvinde nu måtte bo til leje for sig selv uden at være tilknyttet en husstand. Begge dele var et opgør med den opfattelse, at man som enlig kvinde, der ernærede sig selv, var man nok prostitueret og burde straffes med bøde.
I trykkefrihedsskrifterne blev det tydeligt, at liberalisering af sædeligheden var det mest moderne i Struensees reformer.
Uha så blev haven til Rosenborg Slot åbnet for publikum. I det trange København tilbød buskene i haven et kærkommen skjul:
Et sandt voldsorgie
Da Struensee blev afsat ved et kup, udbrød der et sandt voldsorgie samme nat med Struensees løsagtighed og usædelige reformer. I beskrivelserne af, hvad der skete den nat, blev trykkefrihedens-skrifterne forum for hævnporno og retfærdiggørelse af det, der blev kaldt ”Udfejelsesfesten”
Det gik kort og brutalt ud på, at Københavns bordeller blev raseret, de prostituerede blev slæbt ud på gaden, afklædt, voldtaget, skændet, banket og fik klippet håret af. Op imod 72 bordeller var blevet stormet.
Grove folk skal have grov konfekt
Der kom også nogle smædeskrifter mod Struensee. En anonym skribent forsvarede sit barske ordvalg mod Struensee med sætningen:
Det var ikke selve publikationen af skrifter, der fik styret efter Struensee til afskaffe trykkefriheden helt igen men cirkulationen. Det var altså ikke, hvad der blev skrevet, men styrets manglende kontrol over, hvor det blev udbredt der førte til indgreb i ytringsfriheden.
Præsterne udnyttede situationen
Da Struensee blev afsat, benyttede præsterne sig selv af det nye publikum, som trykkefriheden havde skabt. Prædikener om kuppet som Guds vilje og straf over Struensees usædelighed og ugudelighed blev udgivet og omdelt i stort omfang, så de på den måde kunnet orme befolkningens opfattelse af kuppet og Struensee-årene i det hele taget.
I Kastellet havde man bedt to præster om at vinde Struensee og Brandts fortrolighed og samtidig se, om de kunne få flere sandheder ud af dem. Efter Struensees henrettelse udgav de hver en bog om disse samtaler. Det viste sig at begge bøger var et falsum. De to præster havde i den grad pyntet på samtalerne.
Modige skribenter
I det hele taget brugte kupmagerne ytringsfriheden til deres egen fordel, manipulerede med den, styrede den og lod den leve frit, hvor det var til deres fordel. Indtil de var med til at afskaffe den helt i 1773.
Vi ved jo at de kendte skribenter P.A. Heiberg og Conrad Malthe Bruun, der ofte blev betegnet som 1700-tallets modige og frække skribenter, der turde sige sandheden til magthaverne, blev udvist i henholdsvis 1799 og 1800.
Vi alene vide
En af tidens vigtigste skribenter Jacob Bie fik seks år i rasphuset for en utugtig prædiken. Han endte med landsforvisning til den danske koloni i Indien. Josias Bynch tillod at ytre sympati for Struensee efter dennes fald og blev sat på vand og brød i 14 dage. En af tidens historikere Suhm fik at vide af magthaverne, at han skulle sin kæft, hvilket han så gjorde.
I 1799 blev der indført en Trykkefrihedsordning. Men reelt var der tale om yderligere begrænsninger. Da den nye konge Frederik den Sjette kom til magten i 1808 blev der indført yderligere indskrænkninger af trykkefriheden, Indskrænkningerne førte til en heftig debat mellem datidens forfattere, der ikke var enige om definition af begrebet censur.
Den enevældige konge Frederik den Sjette blev af eftertiden tillagt de berømte eller berygtede ord:
Kongen mente at vide, hvad der tjente folkets og landets bedste. Kongen var blevet opfordret af den russiske zar om at gribe ind over for ”ondsindet skrivefrækhed”.
Enhver er berettiget til på tryk at offentliggøre sin tanker
Under den danske enevælde havde der siden 1660 eksisteret en lovgivning vedrørende censur af trykte skrifter. I tidens løb blev denne lovgivning flere gange ændret med forskellige formål.
Først ved Grundloven blev der i 1849 vedtaget:
Er det ikke en krænkelse bevidst at holde sandheden tilbage?
Kan man kalde det mangel på ytringsfrihed, når man bevidst holder sandheden tilbage? Det har vi også oplevet i vores skriverier. Her tænker vi på arkivadgang. Vi har nok ikke skrevet det sidste indlæg om dette tema.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 16, 2023
Tønder Statsseminarium i Besættelsestiden
Behold Seminariet længst muligt. Tyskerne fik Statsskolen. Paludan-Müller holdt sig ikke tilbage. I Tønder fortsatte man med at undervise. Tyskerne tog gidsler. Politimester havde travlt. Besøg hos gidslerne. Rygter om skoleindtagelser. Elever var blevet arresteret af tyskerne. Tønder samlede ind til elevernes bøder. Jens møller sørgede for gidslernes løsladelse. Tønder i undtagelsestilstand. Uro på Seminariet. Schackenborg var indtaget af tyskerne. Tyskerne ville indrette militærskole på seminariet. Pludselig forsvandt de tyske soldater, men få dage efter ankom 1.000 hårdt sårede soldater. Nu skulle forstanderbolig pludselig anvendes til apotek. Tog med danske internerede ankom til Tønder H. 5 kammerater ankom med De Hvide Busser til Kruså. Seminarister tog imod. Englændere i fly over Tønder. Takkegudstjeneste. Forstander ved grænsen. Man var bange for selvtægt. Forstander ved grænsen. Hævnens time var kommet. Postbudenes skilteaktion. Vores lille artikelserie om Seminariet er foreløbig slut.
Behold seminariet længst muligt
Under besættelsestiden skrev forstander Morten Bredsdorff dagbog. Vi har i den forrige artikel i denne serie allerede beskrevet en lille del af besættelsestiden i Tønder. Hans opgave var at bevare Statsseminariet og Øvelsesskolen så længe som muligt i danske hænder. Og så skulle han undgå unødige provokationer over for tyskerne.
Tyskerne fik Statsskolen
Men i 1943 slog tyskerne i bordet. De skulle bruge plads. Man blev så enige om, at de måtte bruge Statsskolens mindre bygning. Hele det danske skolevæsen blev nu samlet på Seminariet og Øvelsesskolen. Det vil sige at Seminariet, Øvelsesskolen, Mellemskolen og Gymnasiet nu blev samlet et sted.
Det var ikke en helt let opgave. Mindre lokaler over hele byen blev nu taget i anvendelse. Således blev mange af Øvelsesskolens elever anbragt på Schweizerhalle.
Palludan – Müller holdt sig ikke tilbage
Den 3. august 1943 havde Tønder 700-års jubilæum. Der var fine taler fra mange men dog ikke fra Paludan-Müller. Han holdt sig bestemt ikke tilbage.
Senere i august gik rygterne i Tønder, at tyskerne havde styrtet den danske regering. Man foreslog at lærerne straks skulle have udbetalt deres løn.
I Tønder fortsatte man med at undervise
Bagermester Thorvald Petersen ringede dog sent om aftenen, at det ikke var gået helt så galt. Men søndag den 29. august 1943 opstod nye rygter om situationen. En række embedsmænd forsamlede sig hos Morten Bredsdorff og gennemdiskuterede situationen. Dommer Stegmann bebudede, at han næste dag ville fortsætte sit arbejde som normalt. Han skulle dømme en hjemmetysker, der havde solgt varer ulovligt til tyskerne.
Tyskerne tog gidsler
Rektor Randrup ville undervise som normalt og det ville man også på seminariet. Det blev oplyst, at Dr. Dahl, provst Schülein og Claus Eskildsen var blevet arresteret som en slags gidsler.
Man besluttede at gå til borgmester Poulsen for at få ham til at nedlægge en protest over for tyskerne. Også politimesteren iført fuld uniform mødte op til mødet lidt senere end de andre. Han kunne fortælle, at dr. Dahl meget tidligt om morgenen havde ringet ham op, men det var som om at telefonen var hævet ud af hånden på ham.
Politimesteren havde travlt
En tysk officer var så mødt op hos politimesteren med meldingen om, at den tyske kommandant på Tønder Kasserne ville tale med ham. Og på kasernen kunne kommandanten fortælle, at der ville blive indført undtagelsestilstand. Politimesteren nåede at protestere over tilfangetagelsen af gidslerne.
Amtsskolekonsulent Svendsen havde også været hos politimesteren. Denne fortalte at Amtshuset var blevet besat af 10 mand. De forlangte en vagtstue. Han havde henvist til til den tyske skolekonsulent Elholms kontor.
Besøg hos gidslerne
Morten Bredsdorff havde bedt lærerne om at møde op hos ham kl. 16.30. Her orienterede han om situationen i Tønder og i København. Man var enige om at fortsætte undervisningen næste dag.
Om aftenen var der blevet råbt ret så arrigt, at vinduerne ud mod Østergade skulle lukkes. Senere kunne man længere oppe af Østergade høre en skudsalve. Der var hvis nok blevet skudt efter et belyst vindue.
Næste dag besøgte forstander Morten Bredsdorff Claus Eskildsen og de andre gidsler ude på kasernen. Amtmand grev Schack havde allerede været der.
Rygter om skoleindtagelser
Tirsdag den 7. september kom der en melding om at den tyske skole ville blive indtaget. Man forventede også at seminariet og hele statsskolen ville blive indtaget. De tyske officerer kom næste dag den 8. september og besigtigede forholdene. De skulle i første omgang kun bruge Statsskolen og Den Tyske Skole. De regnede med først at komme om tre uger for så at blive i 1 til 2 år.
Elever var blevet arresteret af tyskere
Den 9. september blev Morten Bredsdorff opsøgt af 7 elever. De var blevet anholdt af en tysk officer. Med spark m.m. var de blevet ført ud til kasernen, hvor de fik lov til at overnatte i en celle. Senere fulgte 6 bøder på 50,- kr. og en på 100,- kr. Deres ”forbrydelse” var, at de havde svaret tyske soldater igen.
Tønder samlede ind til eleverne
Eleverne gik til forstander og spurgte, om de kunne afsone i fængsel. Forstanderen kontaktede politimesteren, at den sag havde han ikke noget med at gøre. En afsoning ville antagelig foregå i et tysk fængsel.
Men nu samlede Tønder – borgene sammen til eleverne. Ja selv borgmester Poulsen deltog i indsamlingen.
Jens Møller havde sørget for gidslernes løsladelse
Fru Eskildsen var blevet ringet op af værten på Grand Hotel i Aabenraa, at hendes mand og andre gidsler befandt sig. De var på vej til at blive interneret nord på.
Fredag den 10. september kunne amtslægen meddele at gidslerne sikkert skulle interneres på Bygholm, Strib eller Hindsgavl.
Men fru Eskildsen kunne kort tid efter fortælle, at hun forventede sin mand hjem med 14 – toget. Alle gidsler var blevet løsladt aftenen forinden. Og forklaringen på dette kom senere. Det var partifører (NSDAP -N) og leder af Det Tyske Mindretal, Jens Møller, der havde fået foranlediget løsladelsen.
Tønder i undtagelsestilstand
Søndag den 26. september blev der flaget overalt i Tønder. Det var Kongens fødselsdag. Claus Eskildsen kunne fortælle, at begge jernbanestrækninger havde været udsat for sabotager i nattens løb.
Politiets højtalervogn kørte gennem byen og meddelte at det var spærretid fra kl. 20 til kl. 6. Værtshusene ville lukke allerede kl. 19. Alle veje til og fra Tønder var spærret af tyskerne.
Uro på seminariet
Mange havde foreslået en demonstration til fordel for jøderne. Andre i Tønder ville følge tre københavnske seminariers eksempel og lave en strejke på seminariet. Forstander Mogens Bredsdorff frarådede begge ting. Det ville skabe en farlig situation.
Næste dag var en urolig dag. Uroen var at spore i de ældste klasser. Eleverne var begyndt at gå hjem efter anden time. Man havde lavet en fingeret afstemning, hvor stemmesedlerne slet ikke var talt op. Men man havde påstået at der var flertal for en strejke blandt eleverne. Forstanderen og andre lærere fik fat i dem, der allerede var hjemad. Man samledes i festsalen. Elevrådsformanden meddelte her, at man ville følge andre seminarier og indlede en strejke til fordel for jøderne.
Forstander Mogens Bredsdorff meddelte, at hvis man ikke mødte op igen fredag morgen kl. 8, det ville sige næste dag, så ville der blive rejst en disciplinær sag.
Schackenborg var indtaget af tyskerne
Tirsdag den 27. februar 1945 kunne borgmesteren meddele at han skriftlig havde fået at vide, at alle seminariets bygninger skulle bruges af tyskerne. Forstander, overlærer og andre lærer begyndte straks at planlægge flytning. Og det blev meget vanskelig, da man som skrevet allerede havde meget indskrænket plads.
Søndag den 4. marts 1945 blev det oplyst at Schackenborg var blevet belagt af tyskerne. Næste dag, mandag den 5. marts 1945 stod der pludselig en flok tyske soldater i seminariets gård.
Tyskerne ville indrette en stor militærskole
Mogens Bredsdorff spurgte, hvad de ville. Og deres leder svarede, at de ikke ønskede at tale med ham. Men forstanderen fastholdt at han havde ret til at få at vide, hvad de ville. En kapitän forklarede så, hvad de havde i sinde. Jo man ville indrette en stor militær skole. Tyskerne ville så vide, hvor lang tid, som det tog for at rømme stedet. Og svaret fra forstander Mogens Bredsdorff var mindst tre døgn.
Næste dag – Tirsdag den 6. marts 1945 kom der så igen tyske soldater uanmeldt ind på seminariets grund. En major kunne meddele, at man ønskede at indrette en ”Fahnenjunkerschule” og det skulle ske meget hurtigt.
Den meget uhøflige major nævnte at elevhjemmet skulle bruges til 60 kvindelige officerer. Helligåndshuset, som bl.a. indeholdt forstanderens tjenestebolig blev også beslaglagt. Mogens Bredsdorff protesterede kraftigt og sagde, at det var imod alle indgående aftaler. Forstanderen fik nu travlt med at protestere til forskellige instanser, bl.a. i Silkeborg og Haderslev.
Pludselig forsvandt tyskerne igen fra Seminariet
Men der var ingen, der kunne hjælpe. Man mente, at seminariet delvis skulle indrettes til lazaret. Ingen havde hørt noget om en militærskole.
Onsdag morgen dukkede en ”Oberleutnannt fra ”Junkerstab” pludselig op og forlangte øjeblikkelig rømning. Og tyskerne begyndte allerede at rykke ind og skrive med kridt på alle dørene.
Statsskolens elever blev øjeblikkelig hjemsendt. To ekstraordinære lærerråd kl. 11 og 15 blev afholdt. Og så begyndte man eller kl. 15 med at flytte. Elevhjemmets pensionat flyttede til præstegården. Og ellers flyttede man nu til Statens Jordlovsudvalg i Allégade, Hede-selskabets bygning på Ribe Landevej og de to danske børnehaver i byen. Flere lokaler end i forvejen på Schweitzerhalle blev også taget i anvendelse.
Nu levede denne militærskole ikke så længe. Pludselig forsvandt man. Men ikke så længe efter ankom 1.000 hårdt sårede soldater. Det var den 19. marts 1945.
Nu skulle forstanderbolig pludselig anvendes som apotek
Morten Bredsdorff bad nu om at få sin bolig tilbage hos Chefartz. Men det kunne han ikke garantere. I stedet forlangte han, at der blev fyret op. Men der var ingen brændsel, og der blev heller ikke leveret noget.
Lang om længe havde forstanderen fået lovning på at få sin bolig tilbage, men pludselig skulle ejendommen indrettes som apotek. En delegation tog nu til Haderslev for at protestere mod forholdene i Tønder. Et af resultaterne blev, at to af de officerer, der skabte dette kaos blev sendt til østfronten.
Tog med danske internerede på Tønder H
Lørdag den 21. april 1945 ville et tog med danske internerede komme til Tønder. Det skulle videre til Frøslevlejren. Øst-banen var brudt sammen ved Sommersted, derfor benyttede man sig nu af vest-banen.
Morten Bredsdorff havde håbet på at få en snak med sin bror, der var blandt de internerede, så han havde lovet at hjælpe med madpakker og kaffe. Kl. 9.30 var der kommet et meget langt tog syd fra. Dette forsinkede ankomsten af toget nord fra. Det var 55 fangere med toget bevogtet af 25 ældre tyske gendarmer.
5 kammerater med De Hvide Busser
Onsdag den 25. april var flere seminarielever taget til Kruså for bl.a. at modtage 5 af deres kammerater, der kom med de hvide busser.
Torsdag den 3. maj var der masser af rygter i Tønder om tysk kapitulation. Uanfægtet situationen fortsatte undervisningen. Fredag den 4. maj var der eksamen i regning. Men så om aftenen meldte BBC det glade budskab.
Kl. 21.30 samledes lærer og elever i Festsalen.
Englændere i fly over Tønder
Lørdag den 5. maj var det gråvejr i Tønder. Kirkeklokkerne lød og dannebrog blev hejst. I forstanderhaven samledes man og hilste på kongen med ”Kong Christian”.
Ved middagstid kom en telefonbesked, at englænderne kunne forventes at komme til Tønder. Et fly kunne nu ses over Tønder. Og snart blev en af piloterne båret i triumftog op til rådhuset. Her blev han budt velkommen af borgmester Jensen.
Hans pilot – kammerat kunne man se oppe på 1. salen i sparekasse-bygningen, hvor han stod og fotograferede. Begge blev nu samlet i en vogn og kørt i triumftog til Hotel Tønder, hvor der blev budt på suppe.
Det viste sig at de to i flyet var fotografer.
Takkegudstjeneste
Søndag den 6. maj kl. 8.30 om morgenen var der takkegudstjeneste i kirken. Pastor Magle var kommet hjem aftenen før. Det var stuvende fuldt i kirken. Seminariet var repræsenteret med næsten alle lærere. Et par tøndringer var vendt hjem fra Neuengamme. De så ikke godt ud.
Forstanderen ved grænsen
Morten Bredsdorff var sammen med familien taget en cykeltur til grænsen. De mødte adskillige tyske soldater på vej hjem til hungersnød. I vejgrøften så de frihedskæmpere liggende skudklare. De ventede på en bil fuld af HIPO – folk. Et kompagni unge tyske soldater kom også kørende.
Og så skete det. To engelske militær-motorcyklister passerede grænsen. Der ringes til Tønder, at nu er englænderne der endelig.
Man var bange for selvtægt
Lederen af Frihedsrådet i Tønder var en person ingen nogensinde havde taget alvorlig. Mange var nu bange for selvtægt. Og efterhånden kom der flere og flere englændere til byen. Således var Smedegade fuld af tanks. Der var parade på Torvet, hvor en engelsk officer holdt tale.
Hævnens time var kommet til Tønder
Tirsdag den 8. maj ruller lastbiler gennem byen. De er udstyret med en politimand og 4-5 riffelbemandede mænd. De arresterede på ladet var hjemmetyskere, værnemagere og stikkere. Det så meget drabeligt ud. Der var mange skræmte ansigter deroppe på ladet.
Ved ankomst til Børsen på Lille Torv. Hujes der grimt og pøbelagtigt. Morten Bredsdorff bad Pastor Magle tale til de hujende mennesker. Og det gjorde han. Han henstillede til skrålhalsende på Torvet at tie stille og vise kold foragt over for landsforræderne.
Postbudenes skilteaktion
Samme eftermiddag kunne man i Tønder se byens røde postbude vandre rundt i byen med en pakkekærre, en stige, et brækjern og en harmonika. De brækkede de overflødige tyske gadenavne ned.
Vores lille artikelserie slutter
Og hermed slutter vores lille serie om Tønder Statsseminarium. Det kan være, at vi senere dukker op med historien om Seminariet fra 1945 til dets lukning. Du kan her i bunden se, hvad du ellers kan læse om det, der engang var Tønders stolthed. Og du kan også se, hvad du kan læse om besættelsestiden i Tønder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 14, 2023
Christiania – et samfund i storbyen (2)
En aktiv kone. Det hele startede i 1971. Kun 8 km fra Rådhuspladsen. Det har rod i Ungdomsoprøret. Folk kom fra forskellige miljøer. Arbejdspladser på Christiania. Politiet var ikke populære herude. Fælleskøkken. Informationskontoret. Christiania Badehus. Børnehuset. Loppemarkedet Loppen. Indkøbscentralen. Smedjen. Mellem 3 og 18 værtshuse. Styringsgruppe fungerede ikke. Fællesmødet blev for stort. Masser af aviser. Hvad er en Christianit. Masser af underholdning. Børnemagt. Hvad er Christiania imod?
En aktiv kone
Her boede min afdøde kone, Hanne i mange år. Hun var begejstret. Og egentlig havde jeg samlet en del af hendes erindringer og nedfældet det. Men da hun pludselig døde kasserede jeg det hele. Hun var ret aktiv derude, og arrangerede støttekoncerter og meget mere. Hun var desuden aktiv i Solvognen og boede i Sofiegården. Derude blev hun kaldt Sus.
Det hele startede i 1971
Egentlig var der 150 bygninger og 8-900 christianitter. Og det hele startede i 1971, da en gruppe besatte det gamle kaserneområde. Nu blev bygningerne åbnet for alle. Flere gange truede politikerne med at lukke stedet, men det er endnu ikke sket. Uanset, hvad man mener om stedet så har Christiania sin egenart.
Man væltede plankeværket, der var 2 ½ meter højt. Stedet blev ikke brugt, nu skulle det bruges. Ja det var nogle, der fik en bøde. Det var jo hærværk.
Kun 8 km fra Rådhuspladsen
Inde bag ved det store plankeværk dukkede værksteder og små vagtstuer frem. Det var et stort område med volde og voldgrave, vildnis, pladser og veje. Klunserne var nogle af de første, der dukkede op. Der var efterladt gode sager og noget kunne afmonteres.
Det lå kun 8 km fra Rådhuspladsen og folk begyndte at strømme til. Det var alle ”de forkerte”, ”blomsterbørn” og alle dem, der ville være sig selv på egne betingelser uden at opleve pression fra samfundet. Ved nytår 1972 var der allerede 2-300.
Det har rod i ungdomsoprøret
Det fælles mål var frihed. Man kunne godt blive enige om, hvad man ville være fri for, men hvad ville man være fri til. Ellers er det vel tale om en fælleskultur, der har rod i ungdomsoprøret.
Folk kom fra forskellige miljøer
Folk kommer fra vidt forskellige miljøer. Der var mange grupper dengang. Jesusbørn, Junkier, Buddhister, De Aktive, Sumpen, Koksere og Pushere. Man lavede dengang et udkast til en målsætning:
Arbejdspladser på Christiania
Dengang sagde man, at omkring en tredjedel arbejder eller går i skole, en tredjedel arbejder på Christiania og en tredjedel arbejder ikke eller arbejder for sig selv. Jo, der var både pusher – og værtshusindkomst og så var det dem, der fik socialhjælp. Og nogle have en helt almindelig indtægt.
Ret hurtig var der sandelig også arbejdspladser på Christiania – således Bageri, Fælleskøkken, Informationskontor, Badehus, Børnehus, Loppemarked, Jazz-loppen, Indkøbscentralen og Grøntforretningen. Der var også Smedjen og Keramikken og Læserværkstedet. Og så var det værtshusene.
Politiet var ikke populære herude
Politiet var ikke de mest populære dengang. Det var den noble overbetjent med sin mappe, pæn i uniform – trækkende med sin cykel. Noget andet var Uroerne, når de om sommeren kom forklædte i korte bukser og Bermudaskjorter.
Christianitterne opfattede sig selv som prøveklud for politiet, når de kom med de store politiudbud. Betjentenes standardudtryk dengang var:
Fælleskøkken
Fælleskøkkenet fungerede ind imellem perfekt. Man lavede god billig mad. Man opererede fra Tinghuset. Man solgte 50 – 100 retter om dagen. En varm ret kostede 7 kr.
Informationskontoret
I Informationskontoret som man passende kaldte INFO, hentede man sin post. Desuden fungerede det som sladrecafe, horoskop-central og pension for fødende hunde. Man havde stor indsigt om borgerne, men over for offentlige myndigheder nægtede man et hvert kendskab.
Christiania Badehus
På Christiania Badehus kom der dagligt 70 – 80 mennesker sammen med gratisterne for at tage bad og sauna. Det kostede 2 kr. for et bad og 3 kr., hvis man også skulle i sauna. Man kunne også få hårvask og tilbudt håndklæde. Barbergrej stod også parat. Der var åbent fra 10 morgen til 10 aften.
Der var installeret en vaskemaskine i badehuset. Det kostede 3 kr. pr. vask og 4 kr. hvis man ikke selv havde sæbe.
Den anden side af badehuset blev indrettet som Fristadens hospital. Her arbejde lægestuderende og naturmediciner sammen. Det var lige fra splinter i foden til sår. Der blev behandlet.
Børnehuset
I foråret 1973 blev en barak udpeget som børnehus. Her blev indlagt el og vand, vaske-, spise- og lokumssteder i børnehøjde. Om vinteren blev huset opvarmet af brændeovne. Foran huset mod øst lå et hønsehus, hvor ungerne hentede æg. For at få betalt udgifterne blev der afholdt fester, hvor kunstnerne optrådte gratis. Og blandt disse kunstnere var Røde Mor og Poul Dissing.
Loppemarkedet
Christiania Loppemarked var egentlig en protest mod overflodssamfundet. Man hentede ting på lossepladser, i kældre, på lofter. Man redede, hvad reddes kunne. Og så fik man startet et møbelværksted og et malerværksted.
Christianitterne følte, at de blev sværtet til f pressen. Man følte bestemt ikke at pressen var med dem.
Loppen
Loppen havde åbent fredag og lørdag for ”Forstærkermusik” – jazz, beat, rock og balkanmusik – entre var på 5 kr. Om torsdagen var det spillemænd og akustik. De, der har lyst, går ud og danser. Man danser med dem, man svinger godt med. Man spiser rundstykker og får morgenkaffe sammen inden man dalrer hjem. Blandt dem, der ofte optrådte var Blue Sun med Lone Kellermann.
Indkøbscentralen
på Indkøbscentralen var kaffemaskinen tændt hele tiden. Her var der brød, boller og kanelstænger fra Løvehuset. Og krydrede kilobrød fra Fælleskøkkenet, mejeriprodukter, ris, havregryn, ærter og linser, grøntsager, linseposteje, biodynamisk brød osv. Der var hunde – og kattekonserves. Øl og gas og et enkelt knus i ny og næ. Men telefonen virkede ikke altid. Det kneb også med the, frugtbrød, kunder og rosiner.
Du kunne ikke købe på klods. Fortjenesten var kun på 20 pct., så det kunne slet ikke gå.
Smedjen
Smedjen var gennem mange faser. Man fik gang i produktionen. Det var mest de berømte Christiania-brændeovne, der blev lavet af gamle olietønder. Men cykelvogne og bilreparationer blev det også foretaget. Man tog rundt i Fristaden og lavede ting og sager. Der hvor folk boede. I lang tid gik det fantastisk. Man fik 50 kr. hver dag og 150 kr. fredag aften. Man fik også løn under sygdom. Tømmermænd og fridage gav ingen penge. Ofte arbejdede man til langt ud på natten.
På et tidspunkt blev der pladsmangel så værkstedet blev flyttet over i torvehallen i Solvognsbygningen. Der var masser af bestillinger udefra. Mest gang var det i cykelvogne. To produkter var aldrig ens. Det var fordi man benyttede sig af indsamlede gamle materialer og gammelt jern fra københavnske skrothandlere.
Rundt om på Christiania blev der lavet læderarbejder, tøj, smykker og jernarbejde, brød, linsebøffer, keramik, vævninger, skulpturer, malerier, vin- og øl-bryg.
Mellem 3 og 18 værtshuse
Der har været mellem 3 og 18 værtshuse på Christiania. Det er alt efter omstændighederne og årstiden. Den basale funktion var at tjene penge ved at sælge bajere. Sådan var det – simpelt og umiddelbart forståeligt. Man kunne købe en kasse øl og sælge øl ud af vinduet eller indrette et rum med bar og nogle stole og endelig kunne man lægge et stort arbejde i at gøre rummet rart og hyggeligt, lave sanitære installationer og udvide varesortimentet med mad og lignende og arrangere underholdning i form af billard, stereoanlæg, teater, levende musik osv.
Christianias værtshuse havde frit slag, så det blev en vis ko0nkurrence. Ude i samfundet skulle man ansøge om bevilling. Det var ingen, der blev rige af at køre værtshus i Christiania. Pengene blev hurtig brugt.
Værtshusene havde været kritiseret. De svinede, støjede og tiltrak uheldige elementer. Et forslag om en omsætningsafgift vandt ikke genklang.
Styringsgruppe fungerede ikke
Dengang talte man om at Christiania skulle have følgende parole:
I begyndelsen dannedes en styringsgruppe på 10 – 14 mennesker. Det gik et par måneder, men der var store ueni9ngheder om, hvor store beføjelser gruppen skulle have. Man besluttede så i stedet at holde fællesmøder, således at alle, der mødte op til Fællesmødet, der blev holdt en gang om ugen, blev medbestemmende om alt, hvad der foregik.
Fællesmødet blev for stort
Man dannede en økonomigruppe for at imødekomme kravet om betaling for el og vand. Endvidere lavede man en informationsgruppe, en forhandlingsgruppe og en socialgruppe. Der var dog mange problemer i starten – uden love og uden udøvende magt.
Man oplevede at folk scorede hinandens rum eller indbo, at der blev påsat brand og at forhandlere af hårde stoffer søgte hertil. Man besluttede derfor at danne en vagtgruppe – Fredskorpset.
Efterhånden blev Fællesmødet for stort. Folk mistede tilliden og kom ikke.
Masser af aviser på Christiania
Christiania skulle have en avis og fik også flere med tiden. De udkom mere eller mindre regelmæssigt. De fungerede som nyhedsformidlere og som dokumentation for Christianias historie.
Det startede med duplikerede løbesedler, håndskrevne eller med tusch:
Ja sådan hed aviserne dengang.
Christiania Tidende var den første som Jacob Ludvigsen fra Hovedbladet skabte. Den udkom i en kort periode som Global News Bulleten. Så fulgte ellers blade som ”Referaten”, Hot News og Ordkløveren.
Fra 1. februar 1972 havde Christiania to aviser, ”Alternative” og den nystartede ”Ordkløveren. Den første udkom meget uregelmæssigt mens Ordkløveren begyndte som dagblad og siden blev ugeavis. På et tidspunkt udkom hele fire aviser samtidig.
Først blev de huse scoret, der i forvejen havde været anvendt til beboelse. Der var lys og rindende vand. Man vidste ikke, om man blev smidt ud næste dag. Men siden indtog christianitterne også tidligere laboratorier, krudtdepoter, stalde, fabrikker og lagerbygninger. Der skulle laves sovepladser, skaffes vand, laves køkken og skaffes varme. Nogle steder lykkedes det at etablere el og skaffet vand fra en hovedledning.
Hvad er en christianit
Hvad er en Christianit? Ja en sådan blev beskrevet i ”Ordkløveren” Her blev offentliggjort et brev til beboerne i Christiania – indsendt af en ubekendt:
Brev til beboerne i Christiania
Masser af underholdning
Fra Indkøbscentralen kan man overskue det meste af Langgaden. Her er underholdning af mange slags. Uden for Indkøberen sidder folk og drikker og snakker og følger med. Kommer strisserne så flokkes folk om dem og gør dem det surt.
Børnemagt
En gruppe børn har med stor slagkraft slået deres eksistens fast. Det er de såkaldte vilde børn. – Børnemagt, som de selv kalder sig. Ungerne er mellem 14 og 18 år. De boede i Multimediehuset. De er aggressive over for institutions-pædagogerne. De kender politiet gennem uropatruljen og myndighederne gennem Børneværnet. De kæmper mod den uretfærdige fordeling af goderne, arbejdernes røvrending og intolerancen over for anderledestænkende.
Hvad er Christiania imod?
Nu kunne man jo også beskrive Solvognens NATO – og Julemandshære. Generelt er Fristaden imod
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 12, 2023
Sønderjyllands Oldtid
De første mennesker fundet ved Jels. For ca. 6.000 år siden fik mennesker bugt med natur, dyr og planter. Masser af skov. Bundsø på Als. Stengrave, Jættestuer og dysser. Gravkamre, bronzealderen. Kobberet tilsat tin. Kæmpehøje. Egekistefund. Skrydstrup-pigen. Rav var efterspurgt som betalingsmiddel. Bronze-og guldskåle. Jernalderen. Oldtidskirkegård. Hjortespring Mose. Nydam Mose. Hvem var fjenden? Britannien blev erobret. Tre – fire stammer i Sønderjylland. De to Guldhorn fra Gallehus. Cirka 200 ældgamle landsbyer som ender på torp. Nordens ældste byer.
De første mennesker er fundet ved Jels
Da indlandsisen for måske en 20.000 år siden havde trukket sig tilbage fra Jyllands østkyst, ja da var der sikkert allerede mennesker i Danmark. De var kommet sydfra – gennem Sønderjylland. Deres våben var simple økser lavet af rensdyrtak. Der er bl.a. fundet nogle i Nordtyskland.
Man siger dog, at det første tegn på mennesker er fundet ved Jels og det går tilbage til 13.000 år f.Kr. De første mennesker var rensdyrjægere.
For ca. 6.000 år siden fik mennesker bugt med natur, dyr og planter
Klimaet blev efterhånden mildere herhjemme. Men der er kun få fund i Sønderjylland. Man har ikke fundet ”køkkenmøddinger” ved dets kyster. Måske er det fordi, at Sønderjylland har sænket sig et stykke siden ældre stenalder.
For cirka 6.000 år siden var mennesker begyndt at blive herre over naturen og tæmme dyr og planter.
Masser af skov
De mennesker, der har levet i Sønderjylland indtil omkring 3.000 år f.Kr. har været samlere og fangere, der har slået sig ned, der hvor der var bedst mulighed for jagtudbytte.
Endnu 3.000 år f.Kr. lå størstedelen af Sønderjylland ubeboet hen. Østkystens bakkeland blev dækket af store tætte egeskove. Gestlandet mod vest var skovbevokset helt ud til kysten. Den marsk vi i dag kender, var endnu ikke blevet dannet.
Det er først de sidste 2-3.000 år sket en marskdannelse. Marsken består stort set af rent ler og er uhyre frugtbar. Men marsken er også udsat for Vesterhavets lunder.
I Østslesvigs skove havde mennesket nu begyndt at rydde skovlandet. Det skete med ild og økse. Hvor der var pletter, blev man boende.
Bundsø på Als
Fra omkring år 2.000-3.000 f.Kr. stammer den yngre stenalders boplads ved Bundsø på Als. I Oldtiden var her en vig, der stod i forbindelse med Alssund. Inderst lå en holm, hvor der er fundet stenbrolægninger og dynger af lerkarsskår, flint og dyreknogler. I disse lag fandt man også forkullede kort af hvede og byg.
De folk, der levede her, var ikke blot længere bønder og fiskere. De havde lært kunsten at dyrke korn. Det er nok et af vores største kulturfremskridt i vores folks historie. Ja det er fundet 10.000 oldsager her. Og disse befinder sig på museet i Kiel.
Stengrave, jættestuer og dysser
Omkring 2.500 f.Kr. var det blevet skik herhjemme at jorde de døde i mægtige stengrave, såkaldte dysser. Efter nogle hundrede år var det så endnu større jættestuer, som man brugte.
Jættestuen var et stort aflangt stenkammer, hvis sidesten bærer flere større overliggere. Kammeret ligger helt dækket under en vældig jordhøj fra hvis fod en snæver, stensat gang fører ind til kammeret i højens midte. Disse stengrave var ikke kun bygget til enkelt person.
De døde havde fået deres ravsmykker og lerkar med sig som gravgods. Man troede at de i graven fortsatte deres jordiske bondetilværelse. Dysserne og jættestuerne har sikkert ligget i nærheden af de levendes bopladser.
Stengravene findes i nærheden af kysterne. De findes især på øerne Sild, Før og Amrum. Og så på Sønderjyllands østkyst Fra Kolding Fjord til Dänischwold i syd. I Als Nørreskov ud mod Lillebælt ligger en mængde stengrave. De findes langs åer og ved søer.
I det gamle Vedsted Sogn, hvor den største stenalderbygd er fundet ligger der 14 stengrave også nogle af de største i Danmark.
Gravkamre
Omkring år 2.000 f.Kr. – holdt man op med at bygge dysser og jættestuer. En tid byggede man endnu store gravkamre. Den største af disse findes vel på Løjt Land på en bakke ved Skærrev ned mod Aabenraa Fjord. Man kalder stedet for Myrpold.
Bronzealderen
Ved de døde lagde man to fint tilhugne flintolke. De er ejendommelige for Norden. I de sydlige egne havde man nu lært kunsten at støbe våben i metal. Dette metal var kobber. Fra slutningen af stenalderen har man fundet enkelte små kobberøkser. Disse var blevet indført fra Mellemeuropa.
Kobberet tilsat tin
Det blev almindeligt at tilsætte kobberet en smule tin. Blandingen kaldte man Bronze. I en grav fra Nordborg lå en bronze spyd -spids og et lille sværd af bronze sammen med en flintedolk.
Fra omkring 1500 f.Kr. var bronzen trængt igennem herhjemme som det fornemste materiale til våben, redskaber og smykker. Det blev nu disse kostbarheder man fik med sig i graven. Længe vedblev man med at anvende flinten til mange af dagliglivets redskaber.
Der findes vel få hundrede store stengrave, dysser, jættestuer og gravkister i hele Sønderjylland. Men kæmpehøjene findes i tusindvis.
Kæmpehøje
I den ældre bronzealder (1500-800 f.Kr.) begravedes de døde stadig i kæmpehøjene. Masser af Sønderjyllands kæmpehøje er dog allerede i stenalderen blevet rejst i Sønderjylland og rummer enkeltgrave. De fleste og største af dem kan dog henføres til ældre bronzealder.
Måske skal vi lige nævne en af Sønderjyllands mest imponerende langhøje, nemlig Hanebjerg. Den er 45 meter lang og ligger på en bankeøst for den gamle Hærvej i nærheden af Hovslund Station.
Egekistefund
Fra en sådan kæmpehøj findes de såkaldte ”Egekistefund”. De døde gravlagde man undertiden i svære egekister, hvis indhold af garvesyre har virket bevarende på de dødes legemer og klæder især når kisten i højen var indpakket i mosejord eller blåler.
Flere steder i Sønderjylland har man fundet egekister med rester af mandsdragter. Ved Jels fandt man i en stor høj en egekiste, der nu står på Haderslev Museum. I kosten lå en hue og et par sandaler. Man ved, at manden dengang også havde haft kjortel og kappe. Men ingen benklæder.
Skrydstrup-pigen
Skrydstrup – pigen, som man har fundet. var en ung kvinde i tyverne. Ja andre mener at hun er en kvinde på 18 år, slank og 171 cm høj. Man fandt endnu kindernes og hagens hud. Øjenlåg og øjenvipper er bevaret. På overkroppen bar hun en kort, kunstfærdigt vævet trøje. Skørtet nåede helt ned til fødderne. Det ejendommelig ved hende var hendes usædvanlige fornemme og indviklede frisure med pande-bind. Hun havde hård-net og i hvert øre en stor guldring af tynd spiraltråd. Hun tilhørte bronzealderens overklasse.
En kombination af Kulstof 14 – dateringen af klædedragten og de strategiske iagttagelser af gravhøjen daterer hende ikke yngre end 1200 og snarest omkring 1300 f.Kr. I dag er hun udstillet på Nationalmuseet. Men man behøver ikke at tage så lang. En bronzefigur af Skrydstrup-pigen er opstillet i den vestlige ende af Vestergade i Vojens. Og en kopi af hendes klædedragt kan ses i museet i Haderslev.
Måske var hun af høvdingeslægt. I første omgang mente man, at skrydstruppigen lige som Egtvedpigen kom fra Centraleuropa. Men det er man ikke helt så sikker på mere. Det er også muligt at hun havde tilknytning til en vikingehal på 500 kvadratmeter, som man fandt bare 700 meter fra gravhøjen.
Man kan fastslå, at hun fra barnsben har fået nærende kost. Nogle mener også at disse piger var præster, der dyrkede solen og naturen i form af en eller anden religion.
Rav var efterspurgt som betalingsmiddel
Metallerne fra udlandet er betalt med rav, der i store mængder skyllede inde på stranden ved Vesterhavet. Dette rav var hele Oldtiden igennem været stærkt efterspurgt i Mellem- og Sydeuropa.
Der var masser af havnepladser ved Vesterhavet og her var masser af mennesker.
Bronze- og guldskåle
Fra den yngre Bronzealder (ca. 800-500 f.Kr.) stammer et fund af seks italienske Bronzeskåle, der fandtes nedgravet i en ældre gravhøj i Hagenbjerg Sogn på Als. Men det mest storslåede fund fra denne tid er dog det skønne par guldskåle fra Ladegaard i Hammerlev Sogn.
I den yngre bronzealder blev det skik at brænde ligene og gemme asken i en urne.
Jernalderen
Allerede i århundrederne inden Kriti fødsel havde man i Jylland lært kunsten at udvinde jern af myremalm. Det var næst efter indførelsen af kornavl og husdyrbrug måske det største kulturfremskridt, der har fundet sted i vores oldtid. Jernet var ikke blot billigere end bronzen, der altid måtte importeres fra udlandet – det var også bedre egnet til nyttemetal.
Oldtidskirkegård
Der findes fra den ældste jernalder (ca. 500 f.Kr – Kristi fødsel) hele store gravpladser med urnegrave. En hel oldtidskirkegård er fundet ved Birkelev i det gamle Vodder Sogn. Også ved Uldal i det gamle Skrydstrup Sogn er der fundet en kirkegård. Men disse var meget fattige. Således har de døde kun haft en jernnål med sig.
Først efter den ”Romerske Jernalder (omkring Kriti fødsel til 300 e.Kr.) findes i Sønderjylland enkelte rigere skeletgrave, hvor der ved siden af våben og smykker var et helt service hensat til den dødes underhold i gravboligen.
Hjortespring Mose
Et rigere indblik af tidens liv giver en række store mosefund fra Sønderjyllands jernalder. Den ældste af disse er fundet fra den lille Hjortespring Mose på Als (omkring 400 f.Kr.). Det menes at være Nordens ældste våbenfund.
Man fandt her rester af en båd, det ældste virkelige fartøj man kender fra hele Norden. Ved fartøjet fandtes flere spyd, enkelte sværd, nogle skjolde af træ og lidt husgeråd og værktøj. Hjortespringfundets sager har engang været nedlagt som et offer.
Fartøjet og våbnene var dengang nedlagt i en åbenmose. Men efterhånden er mosen groet til. Tingene har været gemt op til vores dage. Måske er det en overvunden fjendes fartøj og våben, man har skænket til Guderne. Båden er genopstillet på Nationalmuseet.
Det er en flad båd, henved 10 meter lang. Den er blevet roet med små løse årer som i en kano. Båden har været et let og svagt fartøj. Det var ikke velegnet til langfart. Den har vel rummet cirka en snes krigere.
Våbnene blev fundet ved tørvegravning omkring 1880. Men det kom ikke til arkæologernes kendskab. Først i 1920 blev fundet kendt på Nationalmuseet og stedet besigtiget. I 1921 .22 foretog museet en totalundersøgelse af den lille mose på 45 x 50 meter ca. 3-4 km fra kysten.
Man fandt store mængder af våben af jern og ben samt skjolde og andet udstyr af træ.
I 1922 koncentrerede man arbejdet om båden, der var stærkt beskadiget ved tørvegravning
Nydam Mose
Et anderledes stort og kraftigt fartøj var den mægtige ege-båd, som kort før 1864 blev fundet i Nydam Mose i Sundeved. Den findes nu på Gottorp Slot.
I mosen fandtes i alt tre både, men kun den ene er bevaret. Ved disse både blev der opsamlet temmelig mange våben – over 100 jernsværd, over 500 spydspidser, foruden knive, skjolde, buer og pile.
Fundet er nedlagt engang i det 4. århundrede efter Kristi. Ligesom Hjortespringfundet må det betragtes som et kampoffer.
Nydambåden er en meget stor robåd, omtrent 23 meter lang, med 15 par årer, men fladbundet uden køl. Ligesom Hjortespringbåden er den bygget af hele materialer. Det har gjort den solid og tung. Men heller ikke Nydambåden var egnet til fart over de store have. Fra Nydambåden er der endnu en lang udvikling til vikingetidens elegante og sødygtige langskibe.
Noget ældre er det store mosefund fra Torsbjerg i Angel (fra begyndelsen af 300erne) med fyrstelig pragt i romersk pragt.
Men man bliver ved med at finde ting i Nydam Mose. Således blev kostbare sværdbeslag nedlagt i mosen omkring år 550.
Hvem var fjenden?
Alle de store mosefund fra Sønderjylland fra 400 f.Kr. til 550 e.Kr. fortæller om kamp og uro. Men hvem var fjenden? Vi ved kun at Sønderjyllands befolkning var delt i stammer. En af disse stammer var Anglerne. De stammer fra halvøen Angel.
Mange af våbnene blev bevidst ødelagt ved ofringerne. Hesteskeletterne var groft mishandlede. De første udgravninger fandt sted fra 1859 – 1863. Siden er der foretaget flere udgravninger. Nationalmuseet genoptog udgravningerne i 1989. Man fandt store mængder af våben i form af sværd, spyd, buer, pile samt personlige ejendele såsom bæltespænder og dragtsmykker.
Også et mægtigt våbenfund er gjort ved Ejsbøl ved Haderslev.
Britannien blev erobret
Sammen med naboerne i syd, Sakserne og deres naboer i nord, Jyderne og Danerne erobrede de i 400erne Britannien. Derefter kom dette land til at hedde Anglernes land. Måske stammer mosefundene fra stammekrige. Til disse stammekampenes tid kan man også henføre Ollemersdiget/Olgerdiget (af Oldemors-diget – det ældgamle dige). Dette har vi allerede skrevet om.
Ved Øster Løgum nord for Aabenraa ligger ”Æ Vold” som kan dateres til slutningen af 200-tallet.
Tre – fire stammer i Sønderjylland
Man mener, at der i Sønderjylland var tre – fire stammer, der kæmpede mod hinanden. Disse blev senere reduceret til to stammer. Men det rige, der strakte sig fra Ejderen til Aabenraa, må have været anglernes rige.
Udenlandske kilder mener at Sønderjylland i 700-tallet tilhørte Danernes rige.
Angelsaksiske kronikører fortæller at der var så mange angler, jyder og sakser, der udvandrede, at deres hjemegne blev øde og folketomme.
De to Guldhorn fra Gallehus
Perioden fra 500-800 e.Kr. kaldes Germansk Jernalder. Fra begyndelsen af denne periode stammer de to Guldhorn fra Gallehus. Selve hornene er gået tabt. Men gamle tegninger viser, at de har været oversået af mærkelige figurer af dyr og mennesker. Ingen har rigtigt kunne forklare meningen med disse. Der er hestemennesker og der er figurer fra germansk kultur, Det eneste sikre, der vides om hornene er sagt i runeskriften på den ene horn. Det er affattet på urnordisk:
Du kan læs 5-6 artikler om Guldhornene her på siden.
Ca. 200 landsbyer ender på -torp
Opdyrkningen af landet skred fremad, Fjenden var de tætte skovstrækninger og våbnet var jernøksen og plovskæret.
Bebyggelsen samlede sig i landsbyer. Ud fra landsbyernes navne kan sprogforskerne se, hvor gamle de er. Der ca. 200 landsbyer, der ender på -torp (Stenderup, Tyrstrup, Hostrup m.m.) Disse er anlagt henimod slutningen af oldtiden. De samlede sig tættest i de mægtige gamle skovområder, der strakte sig fra Kolding Fjord til genner Bugt.
Nordens ældste byer
Fra oldtidens slutning omkring 700 – 850 stammer to af Nordens ældste byer Hedeby og Ribe. Og syd for Ribe lå Dankirke. Fra Rhinen og Holland kom friserne sejlende op til Ejderen og Trenen med deres varer til østkysten, hvor Hedeby ved Slien opstod.
Vi har i tidligere artikler beskrevet den danske konge Godfred og hans bedrifter. Denne blev dræbt i 810. Året efter indgik hans nevø og efterfølger Hemming en fredsaftale med frankerne.
Men allerede 815 erobrede Frankerne Danevirke og drev nord på. Og snart fortsætter vi historiefortællingen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 7, 2023
Tønder Statsseminarium – igen på danske hænder
Tønder Statsseminarium skulle fortsætte efter 1920. Forstander Albech bød velkommen. En ny seminarielov. Staten overtog en masse bygninger. Nyt fag: ”Seksuel Hygiejne”. Forstanderen dør efter langt sygeleje. Mange tøndringer savnede ”den gode gamle tid”. ”Den ene Forstander var værre end den anden” Sådan blev det sagt, da den ny forstander blev budt velkommen. En forstanderbolig med 30 rum. Skulle man aflyse 150-års jubilæet grundet den politiske situation? De tysksindede fejrede deres egen fest. Den tyske avis fordrejer historien. To hjemmetyskere var kilde til avisen. Tønder havde nazistisk besøg syd fra. 9. april 1940 var som en ”grøn flod”. Ballade om seminariets hagekorsflag. På seminariet fortsatte man undervisningen. Pedel Frandsen var en god forhandler. En forkert melodi kunne have haft følger. En elev meldte sig til ”Værnemagten”. Stor tilslutning til seminariet. Bombe i Jernbanegade. Den første sabotage i Tønder. Elever går under jorden.
Tønder Statsseminarium skulle fortsætte efter 1920
Selvfølgelig skulle de store bygninger ved Vidåen fortsætte som seminarium efter 1920, mente man i Tønder. Men så lige til, var det nu ikke. Tønder seminarium havde mistet langt den største del af sit opland. De fleste elever havde været hjemmehørende i Nordfrisland og Ditmarsken havde søgt andre steder hen.
Der var kommet nye seminarier. Når man nu alligevel i København gik med til at bevare seminariet skyldtes det delvis den ældgamle tradition og et hensyn til Tønder købstad, der havde mistet halvdelen af sit økonomiske opland. Man bøjede sig også over for nødvendigheden at skabe et dansk pædagogisk og kulturelt midtpunkt i grænsebyen.
Forstander Albech bød velkommen
Den 31. august 1920 blev Tønder Seminarium genåbnet som dansk seminarium. Dagen efter begyndte Øvelsesskolen, en dansk folkeskole for Tønder købstad.
I åbningstalen knyttede forstander Pastor Albeck bånd til den 7. januar 1858, da forstander Kühnel havde åbnet det rent danske lærerseminarium samme sted. Nu var begyndelsen beskeden. Forstanderboligen og den største del af seminariets bygninger var under verdenskrigen blevet benyttet som lazaret. Seminariet var dernæst brugt af engelske besættelsestropper. Dernæst var den kaserne for danske tropper. Det havde i den grad efterladt sig spor.
Først i løbet af det første undervisnings-år begyndte istandsættelsen. I løbet af fire år nåede seminariet op på det normale antal på 83 elever i seminarieklasserne og 36 i præparandklassen.
En ny seminarielov
Som følge af den ny seminarielov af 15. april 1930, fandtes der fra 1934 fire klasser. Der måtte også efter denne lov oprettes nye faglokaler. Men også tilgangen af nye elever til Øvelsesskolen kom til at betyde noget. Børnetallet på Øvelsesskolen steg fra 130 til 247 fordelt i 8 klasser, da der ved ministeriets tilladelse den 1. april 1921 indrettedes et 8. skoleår. Allerede i 1932 nåede skolen op på 400 elever.
Staten overtog en masse bygninger
I 1920 overtog Staten følgende bygninger:
I foråret 1921 overtog Staten den ny Øvelsesskole (opført 1916), der indtil da blev ejet af Tønder Kommune. I 1922 opførtes en ny gymnastiksal og et smukt elevhjem ril 20 kvindelige elever. Samme år blev den ene lærerbolig inddraget til skolebrug
Nyt fag ”Seksuel hygiejne”
1931/32 opførtes en nybygning med fire klasselokaler, skolekøkken, lægeværelse og faglokaler. I 1938 tog man forberedelse til opførelse af en gymnastiksal mere.
Som noget nyt blev der indført et fag, der hed ”Seksuel Hygiejne”. Og det blev givet af amtslæge dr. Lausten Thomsen. Og så har det også været samariterkursus med afsluttende prøve.
De fleste elever var for nedsat medlemsbidrag medlem af Tønder Læse – og Ungdomsforening. Så kunne de deltage i foredrags, Teater og koncertarrangementer.
Forstanderen dør efter langt sygeleje
Det kom som en overraskelse for mange, at kongen i 1920 udnævnte en forholdsvis ukendt københavnsk sognepræst til seminarieforstander i Tønder. Men han havde i mange år interesseret sig for Sønderjyllands historie. Fra 1905 til 1920 havde Albeck været præst ved mariendalskirken på Frederiksberg.
I 1937 blev han pensioneret og blev ved den lejlighed udnævnt til kommandør af Dannebrog, På sin 68-års fødselsdag døde han efter et langt og tungt sygeleje.
Mange tøndringer savnede ”den gode gamle tid”
Dr. Lausten Thomas blev fast skolelæge og en skoletandlæge fik man også i 1937. Pigerne i de øverste klasser fik nu skolekøkkenundervisning mens drengene havde sløjd-undervisning. I skoleåret 1938/1939 oprettede man en eksamensfri mellemskole.
Mange tøndringer savnede ”den gode gamle tid”, da seminaristerne ligesom var festligere og mere dominerende i gadebilledet. De kom i nærmere kontakt med borgerhjemmene , hvor de ikke blot boede men også fik deres forplejning og forlovede sig med døtrene.
Den ene forstander var værre end den anden
Med kort varsel måtte Morten Bredsdorff bryde op fra Silkeborg Seminarium. Han måtte tage af sted uden familie, da forstanderboligen var under renovering. Velkomsten var meget uformel og foregik på lærerværelset ved den første frokost. Det var Claus Eskildsen, der bød velkommen:
Dermed var isen brudt.
En bolig med 30 rum
Den ny forstanders familie kunne endelig rykke til Tønder. Og dette forskrækkede i den grad forstanderens kone. Der var hele 30 rum, de 8 befandt sig dog i kælderen.
Et hjemmetysk ægtepar fejrede guldbryllup. De blev kørt i Landauer gennem Østergade, hvor alle både dansk – og tysksindede havde lys i vinduet. Og forstanderen og familie var med til aftenfesten i Tonhalle, hvor den muntre komedie ”Der verschriebene Vetter” blev opført. Og den handlede jo netop også om seminarister i Tønder.
Skulle man holde 150 års fest?
Snart måtte man ansøge om udvidelse og indretning af dobbeltklasser. Man kunne også på seminariet mærke den propagandaombruste nationalsocialisme. En fanatisk pastor Peperkorn råbte op om ”den blødende grænse” ved Kruså. Den skulle flyttes ”bis an die Königsau”.
Den 24. september 1938 skulle der holdes 150 års jubilæumsfest. Kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid, der opholdt sig på Gråsten Slot, ville deltage. Amtmand grev O.D. Schack skulle holde festtalen.
Der indtraf dog nogle begivenheder i Europa, der satte spørgsmålstegn ved, om man skulle afholde festen. Men både ministerium og amtmand mente at festen skulle gennemføres.
De tysksindede ville holde deres egen jubilæumsfest
Men man kunne i Nordschleswigsche Zeitung læse, at den tyske lærerforening ville fejre begivenheden for sig selv på Restaurant Skyttegården i Tønder den 10. september.
Fra seminariets side inviterede man formanden for den tyske lærerforening, skolekonsulent Elholm. Han mødte op hos Morten Bredsdorff og bad om lov til at nedlægge kranse ved seminariets mindestene for stifteren Balthasar Petersen og de faldne for Verdenskrigen. Han spurgte derefter om at det kunne tillades de tyske gæster sydfra at hilse på monumentet med ”den tyske hilsen”.
På seminariet ville man for enhver pris undgå et gjaldende ”Heil Hitler” i seminariegården. Og forstandere gav tilladelse til hilsenen uden at nævne ”en fremmed statsoverhoveders navn”. Elholm lovede at det ville ske i tavshed. Man ville heller ikke synge eller på anden måde demonstrere.
En ordre til pedellen om at fjerne den visne, tyske krans fik nogle ubehagelige følger. Det vender vi tilbage til.
Den tyske avis fordrejede historien
Jubilæumsfesten i festsalen blev transmitteret af statsradiofonien, som ikke var så almindeligt dengang. Mange tidligere Tønderelever fra hele landet var mødt frem.
Men pludselig kunne man i Nordschleswigsche Zeitung se et meget skarpt indlæg mod seminariet og dets forstander. Man var dybt forarget over det, man kaldte ”gravskændsel” ved at fjerne den Slesvig – Holstenske lærerforenings krans fra provst Petersens mindesten. Det var en grov fornærmelse mod den tyske befolkning og måtte medføre alvorlig klage til ministeren.
Samtidig blev det oplyst at seminariets nye ledelse havde gjort sig skyldig i en anden grov udfordring, idet en ”jødisk rabbiner” fornyelig havde holdt foredrag for seminariets elever og det endda i undervisningstimen. Den slags ”Unfug” skulle man ikke længere finde sig i.
To hjemmetyskere var kilde til avisen
”Rabbineren” var en tåbelig misforståelse- Det hang sammen med nazismens uhyggelige antisemitisme. Sandheden var, at det var en af forstanderens gode venner, der på den tid var katolsk præst i Esbjerg, der fortalte om digteren Johannes Jørgensen. Bagefter var det Kaj Munk, der førte ordet. Det var i forbindelse med ”nogle frie litterære dansktimer”.
Morten Bredsdorff diskuterede sagen med Claus Eskildsen. De var enige om, at bladets kilde måtte være to elever i tredje klasse, der begge tilhørte det tyske mindretal.
Forstanderen kaldte de to elever ned på sit kontor og fortalte dem, at de havde givet bladet fordrejede oplysninger. De burde selv kunne se, at kransen efter to uger var vissen og grim. Den var blevet fjernet for at give plads for undervisningsministeriets friske krans. De to elever nægtede ikke. Og med besked om, at de ville blive bortvist, såfremt bladet ikke indstillede deres kampagne, blev de sendt afsted til det tyske blads redaktion.
Efter brummende vredesudbrud ebbede sagen ud i de følgende dage.
Tønder havde besøg af nazister syd fra
Søgningen til seminariet var stor. På Schackenborg Slot diskuterede man, hvad man skulle gøre. Amtmanden, Grev Schack fin sin vilje. Man skulle optage 60 i stedet for de sædvanlige 25 – 30 nye elever.
Kort efter nytår 1940 var stemningen i Tønder meget anspændt. Militæret i byen var i beredskab. Sent på efteråret var elever fra en holstensk ”Fahnenjunkerskole” i Tønder i flere dage. De hagekorsuniformerede ynglinge optrådte meget udfordrende. Da et dansk teaterselskab en aften skulle opføre Kaj Munks drama ”Han sidder ved smeltediglen” var de unge nazister posteret ved teatrets indgang og kom med truende tilråb. Nu voksede uroen igen.
Den 9. april 1940 var det som en grøn flod, der fyldte gaden fra mur til mur. De væltede frem mod Ribelandevej. De sang og skrålede. Langs fortovet ved seminariet så man enkelte sort uniformerede soldater med opadvendte bøssepiber. Og himlen var fuld af sorte flyvemaskiner.
Balladen om seminariets hagekorsflag
Kl. 8.45 begyndte nogle nazistiske Tønderborgere at hejse et hagekorsflag på seminariets flagstang ud mod Østergade. Forstander Morten Bredsdorff spurgte anfører om hvilke beføjelser de havde til ulovligt at trænge på seminariets grund. Han svarede, at det var efter ordre af ”den tyske kommandør”. Forstanderen bad nu om en skriftlig ordre. Dette blev der svaret meget groft på. Nu henviste vedkommende til politimesteren som skulle have givet tilladelse til dette. Men en henvendelse til politimester Martensen-Larsen resulterede i at denne aldrig havde givet sådan en tilladelse. I enighed blev politimesteren og forstanderen at man tog flaget ned og afleverede til de indtrængende.
Men kl. 9.15 var et nyt flag blevet hejst af de samme herrer. Efter en ny henvendelse til politimesteren blev enige om at lade flaget hænge indtil spørgsmålet om politimesterens myndighed var afklaret. . Kl. 11.30 samme formiddag indfandt politimesteren sig og flaget blev taget ned og afleveret til de folk, der holdt vagt.
På seminariet fortsatte man undervisningen
Ved et hastigt indkaldt lærermøde besluttede man at gennemføre seminariets undervisning. Kun halvdelen af Øvelsesskolens børn indfandt sig den dag. De allerfleste blev naturligvis holdt hjemme af forældrene. Man mødtes kort i festsalen, hvor forstanderen orienterede om udviklingen.
Den 12. april fik seminariet endelig kontakt med undervisningsministeriet. Og her fortalte statskonsulenten, at de i København havde fået at vide, at seminariet var blevet bombet og alle var flygtet.
Pedel Frandsen var god til at forhandle
Den 20. maj ankom en feldwebel og forlangte et kvarter til 200 mand, formentlig på vej tilbage fra Norge til det nu besatte Frankrig. De krævede klasseværelser, ”skrivestue” m.m. samt anbringelse af nogle ammunitionskasser i kælderen.
Pedel Frandsen, en erfaren frontsoldat fra første verdenskrig viste sine evner til at forhandle. Han bad forstanderen om at blive på sit kontor.
Tyskerne frafaldt deres krav og nøjedes med at beslaglægge gymnastiksalen og beholde deres ”krudt” i redskabsrummet. Indkvartering og anbringelse af vogne og feltkøkkener voldte en del uro. Men efter henstilling til den kommanderende officer om at de fremmede tropper udelukkende benyttede indgangen fra Østergade samt at skildvagten skulle bortvise alle uvedkommende civilister fra seminariets park, lykkedes det at skabe tålelig ro og orden.
En forkert melodi kunne have fået følger
Men det kunne nær være gået galt. Seminariet blev truet med udsmidning og lukket, fordi en klasse for åbne vinduer havde sunget ”Marseillaisen” under en appel i parken. Forstanderen henstillede nu til lærerne at vælge melodier med lidt mere omhu.
Der gik rygter i Tønder om, at selveste rigskansleren med følge skulle dukke op i Tønder omkring den 28. juni. I Vestergade var man parat med middag. I samme anledning var der kommet ekstra politimandskab til Tønder. De opholdt sig i seminariets park og blev bespist i elevhjemmet. Men Rigskansleren kom som bekendt aldrig til Tønder.
En elev havde meldt sig til Værnemagten
En sønderjysk elev fra 3. klasse indfandt sig på forstanderens kontor. Han ville udmelde sig øjeblikkelig. Han havde meldt sig til den tyske ”Værnemagt”. Han skulle på grund af et tidligere afgivet løfte øjeblikkelig rejse syd på. Forstanderen syntes det var meget ubetænksomt, og beklagede dybt at han skulle i tysk krigstjeneste. Eleven var temmelig nedslået. Men han fastholdt sit ønske og afrejste samme dag
Fire måneder senere i oktober 1940 kom han pludselig tilbage. Han havde opholdt sig i en træningslejr i Nordtyskland, men det havde været en frygtelig skuffelse. Han egnede sig heller ikke til at være soldat.
Hans faglige standpunkt havde været særdeles gode. Efter nogen betænkelighed fik han lov til at indtræde i sin klasse med et løfte om ikke at have samkvem med fremmede soldater. Hans kammerater modtog ham ”uden sympati, men på henstilling også uden nogen art af demonstrativ uvilje”.
Stor tilslutning til seminariet
I sommeren 1940 begyndte nedrivningen af en gammel staldbygning fra 1830erne og af det gamle alderdomshjems fløj ind mod seminariet. I løbet af godt et års tid var den gamle ”Helligåndssal” fra Brorsons tid omdannet til en smuk læsesal og bibliotek.
Seminariet fik en ny overlærerbolig, en pedellejlighed og en praktikklasse, som straks blev taget i brug. Der var nu 60 elever i klasse 1. Det var det højeste antal siden 1920.
Tragisk – bombe i Jernbanegade
Da et engelsk bombefly blev skudt ned over Jejsing, var flere af eleverne fra seminariet på sygehuset for at give blod tril de overlevende englændere. En del bygninger blev beskadiget af engelske bomber i Jernbanegade. En lærer mistede sin datter og hustru. Selv blev han alvorlig kvæstet. Flere omkom. Senere under krigen blev et af de samme ejendomme igen ramt.
Den første sabotage i Tønder
I maj 1943 indtraf den første sabotage i Tønder. 6 lokomotiver blev alvorlig beskadiget i remissen ved Tønder H. Utvivlsomt fra hjemmetysk side blev politiets opmærksomhed straks henledt på statsseminariet. Der blev foretaget afhøringer og visitationer.
Politiet bad endda forstanderen om at foretage privat afhøringer af mistænkte elever, men det nægtede han. En bestemt elev blev arresteret med kort efter løsladt. Han betroede sig dog til forstanderen under fire øjne at være medansvarlig. Forstanderen anbefalede ham at gå under jorden, da politiet tilsyneladende havde stærke beviser. Men det ønskede han ikke. Kort tid efter blev han igen arresteret. Men dommer Stegmann løslod ham ”på grund af bevisets stilling”.
Elever gik under jorden
Han fortsatte derefter på seminariet, indtil en stor arrestationsbølge – efter en sabotagehandling på Tønder Øst – i november 1943 gik over Tønder. Det lykkedes for den omtalte elev at slippe bort, mens 6 andre kammerater blev taget. Forstanderen bevarede dog kontakten til den omtalte elev. Efter befrielsen kunne han vende tilbage og fuldføre uddannelsen.
En tredjedel af seminarieeleverne lejede værelser hos hjemmetyske borgere. Dette pålagde naturligvis alle at udvide stor forsigtighed. Adskillige af disse borgere var skræmt af værnemagtens brutale trusler. De følte sig forpligtet til at melde politiet senere Gestapo enhver mistanke. Adskillige gange måtte de unge mennesker gå under jorden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 4, 2023
Hans Mørup var på fløjen
En modig mand med markante holdninger. Provokerede i Sydslesvig. KU-Aabenraa på kollisionskurs. Tilknyttet Dansk samling. I regionsledelsen. Præget af KZ – ophold. Med de Hvide busser- På fløjen – Inspireret af Italien og Tyskland. Mørup mente, at Stauning og Munch var farlige for Danmark. Han bender ideologisk kulør.
En modig mand med markante holdninger
Hans Mørup var en af de første, der gik mod tyskerne. Det var meget tidligt, at han startede det som skulle blive til ”Aabenraa – kredsen”. Ja det var allerede i august 1940. Derefter holdt man regelmæssige møder rundt om på hoteller i Aabenraa.
Han var en modig mand med stærke holdninger. Og selvfølgelig var inde ved Livgarden. Han var nationalkonservativ til fingerspidserne. Og han var medlem af Konservativ Ungdom – først i Sønderborg og senere i Aabenraa.
Inde ved livgarden stiftede han bekendtskab med premierløjtnant Schalburg, der for Mørup var den ideelle officer.
Provokerede i Sydslesvig
Han blev grebet af udviklingen i Tyskland. Og selvfølgelig skulle Danmark ned til Ejderen. Det havde vi historisk ret til, mente han. Han provokerede da også flere gange, når han sammen med andre konservative gik syngende gennem et par sydslesvigske byer. Og det var naturligvis danske nationalsange, som de sang.
KU-Aabenraa på kollisionskurs
KU – Aabenraa kom i stigende grad på kollisionskurs med ungdomsorganisationens landsledelse. De gik efterhånden ind for Christmas Møllers linje. Denne var imod en aktivistisk Sydslesvig – politik. Han ønskede ikke nogen uro ved grænsen.
Det var lige modsat Hans Mørups ønske. Og det gav han sandelig også udtryk for. Da KU – ledelsen meddelte, at nu skulle KU – Aabenraa rette ind, meldte den 25 – årige Mørup kollektiv – afdelingen ud. Dette skete i 1938. Grupperingen fortsatte som en uafhængig nationalkonservativ ungdomsorganisation.
Tilknyttet Dansk Samling
Hans Mørup mente, at KU havde givet køb på sin visionære og kritiske retning var forfaldet til en ren kopi af moderpartiet. I stedet forsøgte han sig med Victor Purschels Nationalt Samvirke og trådte på ruinerne af dette forøg ind i dansk Samling.
Kredsen udviklede sig til at blive et diskret men effektivt netværk med en tæt tilknytning til Dansk Samling. Ja først to år efter begik de deres første egentlige illegale handling. De hjalp en flygtet norsk krigsfange videre til Sverige.
I regionsledelsen
Man brugte kræfterne på træning og åndelig oprustning. Aktiviteterne var propaganda og aktioner mod de danske nazister og mindretallet. Desuden fortsatte de med deres terrænsport.
Efterhånden gled han mere og mere over i decideret illegalt arbejde. I 1944 blev han medlem af regionsledelsen for modstandsbevægelsen i Syd – og Sønderjylland.
Præget af KZ-ophold
I juni 1944 blev han arresteret og nogle måneder senere deporteret til Neuengamme, hvor han sad til kort før krigsafslutningen, hvor han blev hentet af De Hvide Busser. Det vil sige at han på et tidspunkt også var i det berygtede Ausenlager Husum – Schwesing.
Livet igennem var han præget af dette ophold. Vi har tidligere her på siden berettet om denne forfærdelige lejr. Men hans åndsfriskhed bevarede han livet igennem. Fra den britiske hærs overkommando modtog Hans Mørup udmærkelse for sin tapperhed.
Med de hvide busser
Hans Mørup beretter om dengang han kom over grænsen med de hvide busser. Han skulle hjælpes ud af bussen og halvvejs bæres ud over i en barak, hvor han blev lagt på en madras. Han fik besøg af sin køre Ruth. Hun kiggede bekymret på ham. Han manglede cirka 40 pund i vægt, skrev han.
Afskeden med Ruth var vemodig. Han var så tæt ved hjemmet og skulle så fragtes helt til Sverige
På Fløjen
I år 2000 udgav han som 87-årig sine erindringer for perioden 1929 – 1945. Den hed meget passende ”På Fløjen”. Den er baseret på dagbogsnotater. Vi får et dybt indblik i ideologien på den yderste højrefløj dengang.
Denne ideologi mindede ofte om nazisme og fascisme, Men virkeligheden så anderledes ud i 1935. Spændingen mellem danske sønderjyder og hjemmetyskere var stærke. Det var dengang de unge vandrede i støvler.
Inspireret af Italien og Tyskland
”Den Gamle redaktør” har læst bogen. Og det er selvfølgelig et spændende tidsdokument. Men jeg savner nogle kritiske tilbageblik.
Vi får i bogen at vide, at KU ikke var fascistisk. Skaftestøvlerne var kun til praktisk brug. Volden blev kun anvendt fordi det var de ”Røde”, der startede volden. Og så var heil-hilsenen ikke en efterligning af de tyske nazisters hilsen men en gammel nordisk hilsen. Men det skinner dog igennem, at man var inspireret af Italien og Tyskland.
Han mente at Stauning og Munch var farlig for Danmark
Egentlig var Hans Mørup ikke hadefuld over for tyskerne. Han havde familie på den anden side. Gennem hans opvækst forsvarede han alt, hvad der var dansk. Han anså Stauning – Munch for at være farlig for Danmark. Især deres forsvarspolitik var skadelig, mente han.
Han bekender ideologisk kulør
Da jeg læste bogen, fik jeg en mærkelig fornemmelse. Det er et interessant tidsbillede. Men det er alt for meget patriotisme over skildringen. Åbenbart havde han i sin sene alder ikke ændret syn på denne indstilling. Men man må lade Hans Mørup, at i den grad bekender ideologisk kulør.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 4, 2023
Vi føler os til grin af Facebook
Badende børn må ikke vises. Holocaust tegning må heller ikke vises. Andre må gerne vise det, som vi ikke må vise. Andre eksempler på repressalier. Skal vi straffes for markante holdninger? Vi må gerne selv blive udsat for hadefuld retorik. Vores arbejdsbetingelser er blevet forværret. Facebook blokerer for ytringer, fotoer og tegninger. Facebook er og forbliver et monopol. Skal Tech-giganter have mere kontrol? Er det ikke regler for udenlandske virksomheder? En ny ”overdommer” har ikke bragt forandringer. Facebook forholder sig ret til at trække grænsen. Er Faktatjekker robotter? Facebook har stor magt over for den offentlige debat. De trækker grænsen før loven. Balancen mellem den digitale ytringsfrihed. En vigtig rapports konklusion. Dengang.dk kan miste 45 pct af dens læsere, når/hvis Facebook droppes.
Badende børn må ikke vises
Så skete det atter engang. Vi fik repressalier af Facebook. Igen engang blev vi nærmest stemplet som seksuelle afvigere. For 14 dage siden bragte vi et billede af badende børn i Ladegårdsåen. Det er imod Facebooks politik. Billedet blev bragt i forbindelse med en af vores 8 -10 temartikler om Ladegårdsåens historie, som nu igen er blevet aktuel.
Vi har i vores arkiv en masse fotos med badende børn i Vidåen, i Søerne i København, i Fælledparken og i Nørrebroparken. Det må man ikke bringe. Man antyder gennem linjerne at vi har pædofile tendenser.
Vi har tidligere bragt fotos af badende børn uden konsekvenser. Hvorfor så nu?
Holocaust-tegning må heller ikke vises
Og denne gang var det en Holocaust – tegning, der viste tre – fire SS-soldater med skydevåben og tre stakkels ofre fra en KZ – lejr, der skulle skydes. De var godt nok nøgne men viste ryggen til. Denne tegning må vi heller ikke bringe for Facebook.
Andre må gerne vise det, som vi ikke må vise
Når vi nu skriver ”vi”, så er det fordi Museum Auschwitz gerne må bringe tegningen.
Det minder os om en episode for et par år siden, hvor vi delte et opslag fra Flensborg Avis, der viste noget om nazister og Flensborg i 1945. Her oplevede vi også repressalier fra Facebook. Vi kontaktede Flensborg Avis, der meddelte, at de ikke havde modtaget repressalier.
Andre eksempler på repressalier
Fornemmelse er, at der er koblet robotter på. Man har så fra Facebook indført et system med at man kan klage. Det har vi gjort utallige gange uden nogen som helst virkning.
Som det vil være læserne bekendt er vi tidligere blevet udelukket fordi vi nævnte et bestemt folkeslag, der begynder med n……Det var i forbindelse med en artikel om Vesterbro i 1914. I søndagsskolen hang en sprællemand formet som en n….
Ja vi fik også advarsel en gang, da vi beskrev den berømte Blushøj – lejr, hvor der var en masse S…… Vi skulle i stedet have skrevet Romaer.
Skal vi straffes for markante holdninger?
Vi kunne have nævnt mange flere eksempler. Vi forsøger at servere interessante historiske artikler for offentligheden. Vi har indtryk af, at de allerfleste føler sig godt, underholdt af disse. Vi respekterer selvfølgelig, at man kan tolke historien forskellig. Man kan sige, at i nogle af vores 16 forskellige kategorier følger vi nok ikke flertallet af den generelle opfattelse. Men skal vi straffes for dette?
Vi må gerne selv udsættes for ”hadefuld retorik”
Vi har gang på gang oplevet ”hadefuld retorik” fra læsere. Det har Facebook accepteret. Men vi har gennem årene oplevet gentagende henvendelser fra Facebook, at vi har brugt ”hadefuld retorik”. Vi har så det system på dengang.dk, at vi en gang om måneden svarer på den kritik som vi modtager.
Vores arbejdsbetingelser bliver forværret
Spørgsmålet er om dengang.dk kan blive ved med at arbejde på Facebook på denne måde. Vi bruger trods alt en del tid hver dag i at lægge 10 – 15 artikler ud hver dag. Vi deler gerne andre grupper. Og så er der grupper, vi ikke har haft de bedste erfaringer med. Hver grupper har selvfølgelig deres individuelle regler. Og de harmonerer måske ikke altid med vores. Og så får vi problemer.
Vi har jo også vores hjemmeside, hvor størsteparten af vores læsere går direkte ind. Men vi kan jo se, at flere og flere kommer ind på den via Facebook. Men arbejdsbetingelserne bliver svære og svære med Facebooks interne regler.
Facebook blokerer for bestemte ytringer, fotoer og tegninger
Måske er Facebook ikke så velegnet til historieformidling. Facebooks robotter er ikke konstrueret til dette. Det handler om krænkelses-fortolkning.
Facebook blokerer for bestemte ytringer, fotoer og tegninger. Den klassiske liberale tilgang har hidtil været, at det må folk bare finde sig i. Facebook er en privat virksomhed, og de bestemmer selv, hvad de vil tillade på deres platforme. Og vi skal være glade for, at vi uden videre ”gratis” kan gøre reklame, for noget vi selv skaber.
Facebook er et monopol
Man mener så at dette monopol ikke udgør nogen trussel eller problem. Og hvis de gør det, så må det bare være sådan. For Facebook er et monopol. Politikerne siger gang på gang at de skal overholde dansk lovgivning – det har de sagt i mange år. Instagram ejes også 90 pct. af Facebook, så der kan vi ikke rigtig smutte over med vores historier.
Man taler så meget om borgerlige rettigheder. Det er gift for samfundet at sidde sådan en udvikling overhørig. Og mon ikke, at Facebook overtræder forskellige lovgivninger. Skal udenlandske interesser bare for frit spil i Danmark. Skal Facebook afgøre danske demokratiske valg? Uwe, overdriver du nu ikke?
Skal Tech-giganter have mere kontrol?
Skal Tech-giganterne fortsætte deres march mod mere kontrol, styring af samfundet og borgernes tilværelse. Magthaverne skal heller ikke bruge Facebook til at bruge Facebook som et politisk værktøj til at holde en opposition nede. Hvad kan man så gøre?
Er der ikke regler for udenlandske virksomheder?
Jeg troede ellers at Danmark havde opsat en række regler for udenlandske virksomheder, der drev virksomhed her. Men vi ser stadigvæk, hvordan Facebook agerer politisk dommer over bestemte holdninger eller en situation, hvor magthaverne danner en alliance med Facebook om at holde bestemte holdninger nede.
En ny overdommer har ikke bragt forandringer
For nogle år siden gik Helle Thorning Schmidt ind i toppen af Facebooks nye ”ankenævn” Hun sagde ved indtrædelsen:
Samtidig siger hun, at man ikke kan se på alle klager. Hver gang, vi har følt os uberettiget anklaget af Facebook har vi klaget. Det har man aldrig taget til efterretning.
Facebook forholder sig ret til at trække grænsen
Facebook har erkendt, at de sidder som overdommer på rigtige og forkerte meninger. De forholder sig ret til at trække grænsen et sted. Hvis man ikke holder sig inde for skiven, så fjerner man indlæg. Og man erkender, at det er et brud på ytringsfriheden.
Facebook censurerer ikke politiske holdninger, men de griber ind, hvor de vurderer at det er ”skadeligt”. Folk må gerne have holdninger, med de skal tænke over, hvad de gør.
Er Faktatjekkere robotter?
Facebook har også ansat faktatjekkere, der registrerer, advarer eller direkte blokerer, hvad de vurdere er usandt eller manipulerende fakta. Og åbenbart vurderer de også, hvem der må bringe et foto eller tegning eller hvem der ikke må.
Ja man påstår at have 70 uafhængige faktatjekkere fordelt ud over verden. De arbejder på 50 – 60 sprog. Men man har indtryk af, at disse er algoritmer eller robotter.
Facebook har stor magt over den offentlige debat
Facebook har stor magt over den offentlige debat ved at afgøre, hvilke folkevalgte politikere, der kan komme til orde. Facebook kan egenhændigt tilsidesætte ytringsfriheden for hvem som helst af mediets milliarder af bruger efter eget skøn. Det har de så gjort over for dengang.dk adskillige gange. Hvorfor ved vi ikke. Vi er ikke en partipolitisk platform Indrømmet vi har til tider nogle markante meninger om historien.
De trækker grænsen før loven
Loven siger også, at der er en grænse for ytringsfriheden, men Facebook trækker grænsen før loven på en række områder. De siger også det gælder mobning på nettet eller diskrimination. Det er en masse steder hvor Facebook trækker grænsen.
Men Facebook tillader at enkelte ligefrem advarer mod vores artikler.
Balancen om den digitale ytringsfrihed
Hvad er balancen mellem digital ytringsfrihed og samfundets ønsker om rammerne for den offentlige samtale. Tænketanken Justitia har udarbejdet en interessant rapport. Datamaterialet for rapporten er omfattende. Der er hentet 724.244 kommentarer fra fem danske nyhedsmediers facebooksider – Danmarks radio Nyhederne, Den Korte Avis, Ekstra Bladet, Politiken og TV2 Nyhederne. Der blev undersøgt, hvor mange af disse kommentarer, der blev slettet
Rapportens konklusion
Rapporten konkluderer at
Hver gang, der fjernes en strafbar kommentar, slettes der 36 generelle holdningsytringer. Grundet det meget store antal kommentarer på Facebook generelt er det rapportens vurdering, at der årligt bliver slettet 366.479 lovlige kommentarer på de fem sider, heraf 213.191 generelle holdningsytringer om for eksempel politik og samfundsforhold.
Dengang.dk kan miste 45 pct. af dens læsere
Rapporten konkluderer, at der årligt kan forefindes op mod 18.930 strafbare ytringer på de fem facebooksider, som ikke er blevet slettet. Dette skal sammenlignes med de 5.400 slettede strafbare kommentarer. Rapporten vurder, at der for hver strafbare kommentar, der slettes, findes tre – fire kommentarer, der ikke slettes.
Rapporten viser at der slettes rigtig meget indhold, som ikke er ulovligt eller strafbart
Hvis nu en dag, hvor dengang.dk ikke er at finde på Facebook er det enten fordi, at vi igen har fået en straf af Facebook eller fordi vi selv har valgt at gå fra Facebook. Vi vil ikke holde op med at skrive. Men så må du direkte ind på vores hjemmeside. I værste tilfælde mister vi ca. 45 pct. af vores læsere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 3, 2023
Erik Bondo Svane – Frihedskæmper fra Aabenraa
Han var interesseret i Sønderjyllands historie. Han fik en stilling i Aabenraa som sommerfuldmægtig. Og så gik han i frihedskampen. Svane kom i ledergruppen og blev advaret mod at Gestapo var på sporet af ham. Han ville dog ikke lade sig skræmme. Han mente at flugt var umulig grundet tysksindede stikkere. Han frøs i cellen. To gange afhørte Gestapo ham. Først var han i Frøslevlejren, hvorefter det gik mod Neuengamme. Her døde der ca. 90 fangere hver dag. Og de 12 ovne i krematoriet kørte i døgndrift. Svane blev udtaget til at arbejde i Dessau Ufer. Det var en lang arbejdsdag. Flere forlangte andel af Røde Kors pakkerne. En tredjedel af Svanes arbejdskollegaer døde. Slev fik han også alvorlige problemer. Lægen turde ikke at indlægge ham. Så fik han prygl, fordi han ikke var i stand til at arbejde hurtigt. Svane døde den 5. marts 1945. Den officielle dødsårsag var ”Død på grund af bronkitis”.
Interesseret i Sønderjyllands historie
Erik Bondo Svane er født i København. Hans far var viceskoledirektør. Det var et stærkt nationalt interesseret hjem, som han voksede op i. Som lille dreng modtog han stærke indtryk af fædrelandskærlighed.
Han blev stærkt historisk interesseret og særligt Sønderjyllands historie interesserede ham, Han søgte alt litteratur som han kunne få fra Sønderjylland. I 1928 var han sammen med to norske kammerater på cykeltur hernede. De nåede også denne gang syd for grænsen.
Sammen med nogle kammerater fra Studenternes Roklub gæstede de den slesvigske østkyst og nåede ned til Kiel. Han blev i 1934 medlem af den sønderjyske studenterforening Heimdal. I 1935 og 1936 deltog han i Heimdals sommerture til Sønderjylland.
Fik en stilling i Aabenraa
I mellemtiden havde han taget juridisk embedseksamen og begyndte som fuldmægtig hos sin ældre bror, højesteretssagfører Oskar Bondo Svane. En overgang blev han sekretær i handelsministeriet.
På en cykeltur i Sønderjylland i 1938 blev han opmærksom på en ledig stilling som dommerfuldmægtig i Aabenraa. Han søgte stillingen og fik den. Han blev også leder af Aabenraas danske ungdomshjem. Han sad også i bestyrelsen for Folkeligt Samfund.
Han kom ind i frihedskampen
Erik Bondo Svane kom ind i frihedskampen i Aabenraa og var med i by-ledelsen, der have overlæge Wollesen som chef. Han organiserede grupper og var Frit Danmarks repræsentant på stedet. Han var mellemmand m.h.t. levering af våben. Han organiserede alternative ruter øst på, hvis Lillebæltsbroen skulle blive spærret.
Han deltog i uddelingen af ret store pengebeløb til trængende frihedskæmpere eller deres pårørende. I København havde han direkte kontakt med Frihedsrådet.
Svane ville ikke lade sig skræmme væk
Overretssagfører Boeck måtte flygte, da overlæge Wollesen blev taget. Svane blev advaret om at bringe sig i sikkerhed. Men han ville nødig lade sig skræmme væk fra sit nationale arbejde i Aabenraa.
Om aftenen den 18. oktober 1944 brændte han alle sine papirer og den 19. oktober foregik arrestationen. Gestapo havde om formiddagen henvendt sig på retsbygningen. Men her blev det sagt, at han var på en udgående forretning.
Han mente at flugt var umulig, grundet tysksindede stikkere
Han fik besked om det tyske politis besøg, men var på sædvanlig måde gået til middag og mødte op på kontoret kl. 2. Tre kvarter efter var tyskerne på stedet. Han blev arresteret og ført til den tyske afdeling af arresten.
Hvorfor han ikke flygtede, virker underligt. Men han havde tidligere hævdet at flugt var umuligt, fordi der var så mange hjemmetyske stikkere i Aabenraa.
Han frøs i cellen
De danske fængselsbetjente hjalp med at udsmugle breve og lod ham høre radio. Og det var selvfølgelig indstillet på London. De stillede radio så højt, at han kunne høre det gennem cellevæggen. Men der blev opsnappet et udsmuglet brev fra en medfange. Herefter blev fængselsopholdet skærpet væsentlig.
Svane frøs i cellen. Og gang på gang læste han arrestens slidte bøger. Tiden faldt ham lang. Den daglige opmuntring var gåturen sammen med de andre fanger rundt om en tøvestak med hænderne på ryggen.
Andre lyspunkter var, at der dagligt blev bragt ham kaffe fra Folkehjem. Det delte han med sine medfanger. Endvidere var der også forskellig besøg fingeret som tjenestelig anliggende fra dommerkontoret. I fængslet fik han i øvrigt tid til at skrive en afhandling om Aabenraa kirke færdig.
To gange i Gestapo – forhør
To gange var han i forhør i Gestapos hovedkvarter i overretssagfører Boecks beslaglagte villa. Første gang klarede han den. Anden gang var han inden forhøret anbragt i en mørk arrest på vand og brød i villaens kolde kælder. Her fandtes kun en træbriks. Han kunne ikke sove grundet kulde. Over for fældende beviser måtte han derfor tilstå en del om sin illegale virksomhed.
Den danske arrestforvarer sørgede på bedste måde for dansk julemad – juleaften.
I Frøslevlejren
Den 30. december blev han kørt til Frøslevlejren. Her blev han anbragt i stue 13 sammen med andre sønderjyder. Her holdt han 3 foredrag om Sønderjylland for ca. 40 kammerater, selv om det strengt forbudt.
Lejrlægen forberedte ham på, at hvis han skulle syd på, så skulle han spise alt, selv det værste hundeæde for at få så meget næring som muligt. Han skulle også bevare viljen for at overleve ligegyldigt hvor galt det gik.
Afsted til Neuengamme
Den 12. januar 1945 var der appel i Frøslevlejren kl. 4 om morgenen. Så vidste man, at nu skulle nogen syd på. Normalt var der appel kl. 6 om morgenen. Den danske kaptajn Digmann – selv fange – råbte 70 navne op. Og herunder var Erik Bondo Svane.
Disse tog hurtigt afsked med deres kammerater og gik ned på venstre fløj. Svane blev udstyret med flere sæt undertøj og en mængde cigaretter. Disse var det egentlige betalingsmiddel i lejrene.
I alt blev 250 personer stuvet sammen i 6 kreaturvogne, der blev låst. Fangerne måtte stå op. De fik hverken vådt eller tørt, bortset fra en frokostpakke fra lejren. De måtte forrette deres nødtørft i et hjørne af vognene. Svane forsøgte at muntre sine kammerater op med historier om de steder, som de passerede.
Turen gik til Neuengamme, hvor toget ankom samme dag. Fangerne fik først en snor om halsen med et nummer. Svane fik Nr. 69.185. Derpå blev alt over – og undertøj taget fra dem. Og ur, vielsesring og medbragt tobak. De blev iklædt gammelt aflagt tøj fra afdøde fanger, usle og snavsede ting, der var overmalet med striber og påsyet brogede lapper.
Ca. 90 fanger døde hver nat
Svane var ved den lejlighed heldig. Han fik fat i en damefrakke med pelskrave. Men på den anden side fik han tildelt noget elendigt aflagt dameundertøj. Desuden blev de klippet fuldstændig skaldet på hovedet og barberet over hele kroppen.
Hver morgen blev ligene af de i nattens løb døde fanger – ca. 80 – 90 mand båret ud og lagt nøgne langs hver barak.
De 12 ovne arbejde dag og nat
På paradepladsen skulle hele styrken på ca. 40.000 mand stå i timelange appeller i al slags vejr indtil man havde fundet ud af at tallet på fangerne passede med listerne.
Krematoriets 12 ovne arbejdede dag og nat. Suppen var uspiseligt. Men straks ved ankomsten fik danskerne en Røde Kors pakke. Svane ville stå det igennem. Han prøvede at hærde sig gennem kolde afvaskninger. I mangel af undertøj forsøgte han at holde varmen med træuld.
Han og Christian Viereck ligeledes fra Aabenraa havde de første 14 dage ikke andet arbejde end at skure toiletter. ”Der Blokälteste”, en tysk kommunist var flink over for danskerne.
Udtaget til Dessau Ufer
Den 28. januar blev ca. 150 danskere udtaget til en såkaldt transport til Hamborg. Danskerne var endnu friske og havde kræfter til et hårdere arbejde. Danskerne bestod af såkaldte asociale. Dem havde tyskerne fundet frem til fra danske strafferegistre. Men der var også patrioter som Erik Bondo Svane.
Arbejdslejren i Hamborg lå ved Dessau Ufer ved Hamborg Sydbanegård og var indrettet i en lade. Det var en forladt krigsfangelejr. Det regnede gennem taget. Under taget var der is under loftet.
De sov to i hver køje på en papirpose med halm og havde hver 1 tæppe. At der var lus og rotter siger sig selv.
Fra denne lejr blev danskerne ført ud på tvangsarbejde på oliefabrikken Renania, der var blevet bombet. Fangerne skulle foretage oprydningsarbejde.
En lang arbejdsdag
Dagen begyndte kl. 4. Først var der morgenappel en times tid. Hver man fik så en kop såkaldt kaffe. Rent vand have været at foretrække. Derefter fik man et tykt stykke rugbrød med 5 gr. margarine.
Derefter tog man enten med sporvogn eller marcherede hen til arbejdspladserne. Til frokost blev der serveret roesuppe. Når de kom hjem, var der atter appel. Ofte var der langvarig luftalarm. Så blev de jaget i beskyttelsesrum. På hver side stod tre tyskere med piske og slog dem, hvis ikke alle 1.000 kom hurtig nok ned gennem en kælderhals på 2 meter.
Herefter var der atter appel. Det hændte at fangerne døde i beskyttelsesrummet eller var så svage, at de ikke selv kunne komme op.
Herefter fik fangerne middagsmad bestående af roesuppe eller kålrabisuppe, som nærmest var opvaskevand. Ofte var klokken 12 om natten og suppen var iskold.
Man blev syge af forholdene
Russere og polakkerne stjal danskernes Røde Kors pakker, mens disse sov. Alle havde Dysenteri. Ofte så man folk vaske bukser. Ved hjælp af rå havregryn fra Røde Kors pakkerne fik man standset Diarreen.
”Kapoerne” var meget opfindsomme i deres afstraffelsesmetoder.
Slimhinderne var ødelagt på grund af vitaminmangel. Næserne løb og de fik vand i benene. Det gjaldt om at organisere sig til smågoder. Selv om Røde Kors pakkerne kom regelmæssig til hovedlejren kom de ikke ud til transporterne.
Flere forlangte andel af Røde Kors pakkerne
Med lidt pølse kunne man organisere sig til nogle lapper til at vikle om benene. Der var intet undertøj. Man brugte bølgepap fra Røde Kors pakkerne. Der var ingen strømper eller vanter, så hænder og fødder var blåfrosne.
SS’ erne forlangte part i cigaretterne for at udlevere pakkerne. Kapoer og ”Blokältester krævede også andel og endelig blev der stjålet fra pakkerne af medfanger.
En tredjedel af Svanes danske arbejdskollegaer døde
På denne transport døde 1/3 af danskerne ca. 50 af 150 mand. Af alle 40 hollændere døde alle. Ligene blev båret over i lighuset. Guldet blev brækket ud af tænderne. Hver 8. dag gik en jernbanevogn til hovedlejren med nøgne lig.
Til at begynde med holdt Erik Bondo Svane modet oppe. Han lærte de ”asociale” kammerater det nødvendige tysk, så de forstod kommandoerne og kunne deres numre.
Svane fik problemer
Efter 14 dages forløb blev han alvorligt syd af Dysenteri og problemer med benene. De var blevet ganske elefantagtige. Benene kunne ikke være i træskoene. Han måtte klare sig med tagpap og ståltråd viklet om benene
SS’ erne var særligt efter Svane, fordi han tog ukendt og kejtet på alt værktøj. En af dem smadrede hans briller, hvad der gjorde ham ret hjælpeløs.
Det lykkedes for Svanes far gennem Røde Kors at få et brev igennem til ham. Hvordan skulle han kunne svare på dette brev. Han måtte kun svare i ganske få linjer. og der var censur på.
Kun to grupper – døde eller raske, sagde tyskerne
Tyskernes råb og skrig og deres råhed sled på Svanes nerver. Yderligere fik han også bronkitis, så stemmen var næsten helt væk. Han kunne ikke officielt komme til læge for som en SS-leder sagde:
Lægerne var selv fanger. Den franske læge turde ikke indlægge fangerne selv om de var syge. Han forgænger, en hollandsk læge var blevet sendt til en strengere lejr, fordi tyskerne syntes at han var for imødekommende over for fangerne.
Svane fik prygl
Til sidst gik Svane over i en døs. Han svarede ikke kammeraterne, når de talte til ham. Han skulle bære en cementsæk, men kunne ikke. Det resulterede i at han blev pryglet. Dagen før han døde, skulle han bære fem mursten af gangen, men var kun i stand til at bære to. Dette afstedkom at han blev slået med gummiknippel og sparket. SS` eren råbte op om at danskere var svæklinge.
Svane dør den 5. marts 1945
Mandag den 5. marts 1945 ved 20 – tiden var han meget svækket. For at gå i beskyttelsesrum måtte han støtte sig til muren med hænderne. Kammeraterne hjalp ham op i køjen og gav ham et glas vand. De så ham pludselig ligge der med sit karakteristiske venlige smil. Men han åndede ikke mere.
Om morgenen den 6. marts udtalte Jul. Berndt fra Aabenraa:
Dødsårsagen
Kammeraterne mente, at dødsårsagen var, at han var slidt op legemligt og nervemæssigt samt pryglene dagen før. Den officielle forklaring var i første omgang – død efter lungebetændelse. Det blev så senere ændret til død efter bronkitis.
Begravet på Fattigkirkegård
I dette tilfælde blev liget ikke ført til Krematoriet i Neuengamme, men er blevet begravet på Fattigkirkegården Ohlsdorf i nærheden af Hamborg. Om det afsjælede legeme efterfølgende er overført til Danmark, vides ikke.
Kilde: (Vi har brugt følgende kilder i tre artikler om Modstanden i Aabenraa):
Hvis du vil vide mere:
Nogle tidligere udgaver (handler om Neuengamme):
Kilde: