Dengang

Artikler



Luftskibe i Tønder – den 8. historie

Oktober 10, 2022

Luftskibe i Tønder – den 8. historie

Tønders mange historiske højdepunkter. På vores side har vi fastholdt lokalhistorien. Husk at takke pionererne. Da der kom soldater til Tønder. Ny indkvartering i Østergade 47. De skulle bo ovenpå. Der blev bygget – 3 km nordpå. Da to malere faldt 35 meter ned. Skriftlig tilladelse til at komme ind.  Marineofficeren viste rundt på stationen. Han var kommandant på L 7. Da L 7 havde været på tur. Det store skrog. L 19 havde et kort liv. Da l 18 brændte. En rystende oplevelse. En flyvehangar blev opført. Luftkampe over Vestergade. Vi skal med. Tæt på L 7. Vi kunne have fortsat historien.

 

Tønder har mange historiske højdepunkter

Tønder har efterhånden mange historiske højdepunkter at kunne fremvise og flere er på vej. Jo de lokale ved godt, hvad det drejer sig om. Men nu har vores side læsere fra hele Danmark, så vi gentager lige os selv. Disse højdepunkter har vi her på siden mange historier om. Jamen, hvad er det lige Tønder kan tilbyde:

 

  • Tønder Havn – Skibbroen

Man har lige fået et flot springvand dernede og pladsen er blevet flot renoveret. Der skal placeres noget under jorden med rester fra havnen. Så må vi håbe, at der ikke kun bliver fortalt om den sidste havn, som Tønder havde. Det var jo dengang for utallige år siden, da Tønder kom på verdenskortet for den unikke havn. Fortæl om de planer, man havde for at lave en kanal gennem Sønderjylland. Fortæl også om den store forandring kystlinjen gennemgik

 

  • Guldhornene

Museum Sønderjylland har netop modtaget kopier af disse. Fortæl nu alle historier også myter og vandrehistorier om dem.

 

 

  • Wegner – Museum

Museum Sønderjylland har ændret strategi. Og det er for at spare. Åbenbart har de sønderjyske borgmestre godkendt dette. Men det er bestemt ikke noget for lokalbefolkningen. Man vil have et selvstændigt Wegner – Museum. Og selvfølgelig skal det ligge i Tønder. Spændende bliver det om man kan rejse alle de penge, der skal til

 

 

  • Zeppelin – basen

Man vil skabe et oplevelses – og formidlingscenter i international format. Desuden skal det indeholde formidling af Første verdenskrig, zeppeliner og krigens luftfart. Man må så bare håbe på, at ambitionerne er så store, at man helt glemmer det lokale – stationens betydning for Tønder og revolutionen i Tønder, som tog udgangspunkt ude fra stationen

 

På vores side har vi fastholdt lokalhistorien

Vi har her på siden forsøgt at fastholde historien. Du kan her på siden læse en masse om disse fire fyrtårne, hvor vi også har gjort os tanker om de ting, man let kan komme til at glemme.

 

Husk at takke pionererne

Dette er så vores 8. strejftog om luftskibene i Tønder. Denne gang har vi knyttet byen til stationen ude i Soldaterskoven.

Man bør takke de aktive personer i Tønder, der startede museet nord for Tønder. Det store millionprojekt var slet ikke blevet til noget, hvis ikke disse kreative personer var startet. I 1998 startede de museet. Jo, jeg kender faktisk et par stykker af dem. Det var bl.a. min chauffør fra de glade tider hos bagermester Arnold Petersen – Manfred Petersen, der dengang var dekoratør hos isenkræmmer Nic. Andresen. Han var en af foregangsmændene.

Man fandt en masse ting derude. Og så har folkene bl.a. brugt deres kontakter til at finde ting og sager til museet. Manfred har foretaget mange rundvisninger herude. Om han gør det endnu vides ikke. Sådan en rundvisning, der varer to timer, skal bestilles tre uger i forvejen.

 

Der kom soldater til Tønder

Ja med den lange indledning, som var nødvendig starter den 8. fortælling om luftskibene i Tønder.

Kort efter den Første Verdenskrigs begyndelse kom der soldater til Tønder. Det var solide infanterister. Hvorfor de absolut skulle til Tønder, der ikke just befandt sig i krigens centrum, ja det vides ikke.

 

Ny indkvartering i Østergade 47

En skønne dag var der igen fyldt på Torvet igen. Denne gang var der grå soldater med fuld oppakning. De skulle indkvarteres hos byens borgere.

Byens knægte var der igen. Og de befandt sig nær opråberen som muligt. Og så blev der råbt – Østergade 47. Der blev råbt ”Her” fra en af knægtene. Lidt efter kom der to kraftige, godmodigt udseende soldater og spurgte knægten, om de skulle følge med.

Det bekræftede knægten en smule slukøret. Hvad ville far og mor sige til dette. De havde ingen anelse om at de skulle have soldater i huset. Men en ordre skulle efterkommes. Fordøren ringede altid, når den blev åbnet. Mor kom frem og så lidt forundret på de to fremmede mænd og på sin søn. Deres uniform lod hende ane, hvad der forestod. Hun spurgte soldaterne, om de skulle indkvarteres, hvortil svaret var ja.

 

De skulle bo ovenpå

De var meget høflige, nærmest generte. De var jo godt klar over, at det måtte give forstyrrelser i et privat hjem med en indkvartering. De undskyldte sig, selv om det i og for sig var overflødigt. Moderen kunne ikke nægte dem plads. Hun viste dem et værelse oven på, som de kunne bo i.

Tønder havde ingen kaserne til militære formål. I forvejen var der i dette hjem i Østergade kommet en marineofficer, der boede til venstre for hovedindgangen.

 

Der blev bygget – 3 km nordpå

Gennem længere tid havde der været et større arbejde i gang ca. 3 kilometer nord for Tønder. Der skulle anlægges en luftskibshavn af større dimensioner. Dette øgede spændingen blandt byens knægte.

 

Nicos far skulle levere drikkevand

Da man havde påbegyndt den første hal, viste det sig at man ikke havde noget så nødvendigt som drikkevand. Der var bygget mandskabsbarakker til de første afdelinger marinesoldater, der skulle betjene de senere der stationerede luftskibe. Men man havde intet drikkeligt vand kunnet finde noget sted derude.

Nicos far havde et gæstgiveri, lidt landbrug og et par køer. Og så havde han en dejlig lille brun hest, der blev kaldt ”Kosakken”. Nu var det sådan at Nicos far skulle levere drikkevand ud på stationen.

Det foregik på en arbejdsvogn, hvorpå en aflang trætønde, fyldt med drikkevand var anbragt. Og så fik Nico den opgave at køre derud med vand. Og en medhjælper havde meldt sig frivilligt.

 

Da to malere faldt 35 meter ned

Dengang var taget på det højeste sted i den ene af hallerne 35 meter over jorden. Tagene var runde, det vil sige at hallerne dannede halvcirkler. Det skete også under arbejdet, at to malere faldt ned helt oppe fra og blev dræbt, den ene på stedet og den anden efter ankomst til hospitalet.

Dette gjorde stort indtryk på knægtene. Og det var nogle mægtige porte, der fandtes i begge ender af hallerne.

 

Skriftlig tilladelse til at komme ind

Rundt om hele den store flyveplads var der pigtrådsindhegninger, som ikke var lette at komme over. Ude mod vejen nord på var der en bred indkørsel. Inden for den stod der en skildvagt dag og nat. Og der gik patruljer rundt langs indhegningen hver nat.

De to knægte var udstyret med en skriftlig tilladelse med navn på Nicos far til at passere med vandtønden. Og det varede ikke længe før de var kendt af de forskellige vagtposter.

Første gang, de skulle igennem måtte de gøre holdt, så vagten kunne se deres tilladelse til at komme ind på pladsen. Efterhånden som alting i lyntempo blev færdiggjort derude, oplevede knægtene mange spændende ting.

 

Marineofficeren viste knægtene stationen

Det var også en fordel at den indkvarterede marineofficer fra Østergade kendte de to. Han tog dem med på en ”sight – seeing” en gang imellem. At det var tyskere i krig med andre europæiske stater, tænkte de to knægte ikke så meget på. På den tid læste enhver dreng krigsbøger med interesse.

Alt, hvad der har med spændende oplevelser at gøre, gør indtryk på drenge, også den dag i dag. Bare de ikke selv er i farezonen.

 

Han var kommandant på L 7

Den omtalte marineofficer fik kommandoen over en zeppeliner, der hed L 7. Han var hvis nok kaptajn og en særdeles flink og elskværdig mand. Engang spurgte han på sit logi i Østergade, om han måtte få sin kone og to små drenge herop. De boede i Hamborg, hvor han før sin indkaldelse var politikommissær. Han kunne så sørge for, at familien blev fri for anden indkvartering.

Det blev så sådan at de to soldater som boede der i forvejen, blev flyttet. Nu var det så blevet plads til fruen og de to små drenge på to og tre år. Fruen var en absolut flink og meget omgængelig dame. I Østergade havde de overhovedet ingen kvaler med familien. De holdt sig fuldstændig for sig selv, udover at børnene i huset leget med de to små drenge.

 

Da L 7 havde været på tur

En dag da knægtene var på pladsen med vand, så de at L 7 øjensynlig kom fra en tur og nu skulle til at lande. De skyndte hen for at se nærmere på det spændende øjeblik. Kosakken var efterhånden blevet vant til turen ud på pladsen, så den nærmest selv bestemte farten.

Uden for hallerne var der anlagt et skinnesystem som et jernbanespor. Knægtene blev klar over, at luftskibet skulle ned sådan, at de hjul, der var anbragt under det, skulle løbe ad disse skinner ind i hallen.

Langs med skinnerne stod der opstillet en afdeling marinesoldater. Hvad de skulle vidste knægtene ikke. Men det gik hurtigt op for dem, da skibet nærmede sig jorden. Fra skibet kom der langsom en hel masse tykke tove ned. Da disse var så langt nede, at man kunne nå dem, lød der en hurtig kommando, afdelingen spredtes hurtigt, og hver soldat greb fat i et af tovene.

Knægtene holdt stille i behørig afstand på vejen og så på, hvordan marinesoldaterne i hurtigt trav bevægede sig mod hallen og altså slæbte skibet, hvis motorer stadig gik, hen mod hallen og ind i denne.

Det som de inde fra byen havde set som en meget langsom bevægelse, viste sig på nært hold at gå meget hurtigt. Og det gik stadig hurtigt. For nu havde en anden afdeling sandsække, som blev bundet til hvert tov. Det var for at holde skibet, flydende eller hængende inde i hallen.

 

Det store skrog

Knægtene kunne se at det store skrog bestod af et ret detaljeret skelet, som bestod af meget små rum, små luftenheder, som inden for hele den ydre beklædning indeholdt en luftart, der kunne holde skibet oppe. Det gjorde ikke noget, fordi det blev huller enkelte steder.

Drengene var uden at tænke over det kommet ind i hallen. Pludselig hørte de en stemme, der råbte:

  • Hvad i al verden er I for et par karle. Kan I se at komme ud og det i en fart.

Det kom helt overrumplende for de to knægte. De skyndte sig over til køkkenet, hvor de plejede at få noget ”soldatermad” og afleverede tønden med vand.

 

L 19 havde et kort liv

I det følgende kom der flere luftskibe. Der var bygget en hal mere. En tredje og endnu større var under opførsel. Først kom L 19 og siden L 18. Den sidste var mægtig og smart. Den var også mere moderne i formen. L 7 så meget slidt ud ved siden af. Men det var nu engang knægtenes yndling. Den havde klaret mange ture.

L 19 var snart færdig. Den gik ned på Vesterhavet efter en engelsk beskydning. Mandskabet blev taget op af et engelsk vagtskib, efter hvad der blev fortalt.

 

Da L 18 brændte

Med L 18 gik det helt anderledes sørgeligt. Den brændte hjemme i hallen. Det gik efter sigende sådan til:

  • Skibet havde været på togt, var kommet hjem, men var blevet forfulgt af fremmede flyvere. På en eller anden måde var der et par bomber, der eksploderede i hallen. Der gik øjeblikkeligt brand i hele skibet. Snart stod tyk, sort røg op mod himlen. De fleste af besætningens medlemmer omkom ved eksplosionen, som vist nok var forårsaget af et engelsk angreb.

 

En rystende oplevelse

Knægtene var rendt op på en ejendom, der havde fladt tag inde i Tønder. Heroppe kunne de rigtig se, hvordan det røg derude. Det ”kvolmede” som de sagde. Aldrig havde de set så mægtige røgmasser.

Og så tog de raske knægte ellers ud til luftskibene. De nåede slet ikke at få vand i tønden. De nærmede sig indkørslen. Vagten måtte ikke opdage at de ikke havde vand med. Ingen tog sig af knægtene. Alle havde travlt med slukningsarbejdet. De fik en masse røg at se.

L 18 havde kun en gang været på langtur. Nu lå kun ruindynger tilbage derinde i den store hal. Det var et billede på krigens grusomheder. Knægtene vendte hjem i tavshed. Det hele var sket meget hurtigt. Det var nemmere at ødelægge noget end at bygge det op.

 

En flyvemaskinehangar

Der var efterhånden også bygget en flyvemaskinehangar. Knægtene så ofte flyvere holde luftøvelser ude over det store terræn omkring hallerne. Flot så det ud, når maskinerne udførte de mange forskellige halsbrækkende øvelser.

Knægtene mente, at piloterne måtte være sande luftakrobater. I fantasien fløj knægtene med nogle gange.

 

Luftkamp over Vestergade

Der kom flyvere fra England. Vest for byen blev de mødt af tyske jagere. Knægtene kunne høre maskingeværer knitre. Folk myldrede ud på Vestergade for at se nærmere på skuespillet. Op og ned og under hinanden. Nu vidste knægtene godt, at det gjaldt om at ligge oven over fjenden. De kredsede rundt i store buer, alt mens det knitrede og bragede i luften.

Drengene lå i en grøft lige vest for skinnerne, der fra hovedbanegården til Tønder Nord. Og så skete det. En af maskinerne bevægede sig nedefter, åbenbart ramt. Ja den ramte jorden, slog en kolbøtte og så gik der ild i den.

 

Vi skal med

De gik gennem Vestergade, da de pludselig hørte de kendte toner fra en tysk marinebil – da-di-da-dom. Knægtene så, at det var resterne af den nedstyrtede maskine, der var læsset på vognen.

  • Vi skal med

Ja sådan råbte Nico. I en fart var de tre kammerater sprunget på og sad på resterne af jernskelettet. De kørte op gennem byen over torvet og ned ad Østergade.

  • Kan i så se at komme af, I lømler, ellers skal jeg …….

Ja hvad ville han, den kære gamle betjent. Knægtende hilste pænt på ham og kørte bare videre. Betjenten kunne alligevel ikke få fat i dem. De sprang af et i et sving, hvor farten sagtnedes.

 

Tæt på L 7

En anden dag er de igen ude ved stationen med vand. De bestemmer sig til at foretage en udflugt på egen hånd. Det kan nok ikke blive værre end at de bliver jaget væk. Nico skulle dog lige først sørge for vandtømningen ved køkkenet.

Det lykkedes for de to at komme ind i hallen og se L 7. De fik endda lov til at kigge ind i den. Der var masser af plads med hele værelser, køkken og WC. De sagde tak for rundvisningen af en marinesoldat.

 

Vi kunne have fortsat historien

Skulle vi nu have fortsat historien, ja så ville have nået frem til, at det lykkedes for de engelske fly at beskadige stationen så meget, at man umiddelbar derefter lukkede stationen.

Og så blev det hele ellers revet ned efterhånden. Man brugte dog den store hal til ridestævner en kort overgang.

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • Sprogforeningens Almanak

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.890 artikler
  • Under Tønder finder du 299 artikler

 

  • Endnu flere zeppeliner i Tønder
  • Tønders zeppeliner (4)
  • Zeppeliner i Tønder
  • Angrebet mod Tønder 1918
  • En luftskibsbase i Tønder
  • Bombeangreb mod Tønder
  • Zeppelinstationen i Tønder (Boganmeldelse)
  • Revolutionen i Tønder

 

 

 

 

 

 


Hvor gammel er Flensborg egentlig?

Oktober 9, 2022

Hvor gammel er Flensborg egentlig?

Flensborg eksisterede allerede i 1282. Hertugen var i kongens sted. I forlening af den danske konge. Munkene kom til Flensborg i 1240. Inddelt i fire sogne. De nordiske gildevedtægter. Skt. Knudsgildet havde stor magt. Retstilstande ikke sikret af offentlig myndighed. Samme ruter og handelsmål. Dengang var der ingen råd i Flensborg. St. Hans Kirke er ældre end Marie-kirken. Ballade mellem hertug og konge. Flensborg er mindst 100 år ældre.

 

Flensborg eksisterede allerede i 1282

Kan en stadsret fortælle en bys alder? Nej det kan den normalt ikke.

Flensborgs ældste latinske stadsret er fra 1284. Er byen fra dette år? Vi ved, at der i 1282 sluttedes en overenskomst mellem Slesvig og borgerne i Flensborg om gensidig hjælp ved skibbrud og retningslinjer til løsning af stridigheder mellem borgere fra de to byer.

Med andre ord. I 1282 eksisterede Flensborg, men der var ikke noget byråd. De er ikke nævnt som forhandlingspartnere i denne overenskomst. Men et byråd er ikke nogen betingelse for byens eksistens som købstad.

 

Hertugen var i Kongens sted

De fleste danske byer er anlagt på byens grund. Kongen var byens overherre. Hans embedsmand var byfogeden. Denne varetog kongens rettigheder og øvrighedsfunktioner. I hertugdømmet Sønderjylland indtrådte Hertugen i kongens sted som byernes overherre på lignende måde.

Således blev Lybæk oprindelig anlagt i 1143 af greven af Holsten, men sorterede fra 1158 under Hertugen af Sachsen. Først i 1226 blev det en rigsstad direkte under den tyske kejser.

 

I forlening af den danske konge

I 1283 modtog Valdemar den Fjerde Eriksen af Abels slægt sin fars hertugdømme Sønderjylland i forlening af den danske konge Erik Klipping. Hertug Valdemar den Fjerde Eriksen var således Flensborg bys overherre i 1284, da stadsretten blev udsendt. Men hvor tidligt tør man antage, at byen er vokset frem?

 

Navnet kendt i 1240

Bynavnet Flensborg forekommer første gang i et brev fra hertug Abel af 1240 ”apud Flensburg”. Abel havde i 1232 af sin far Valdemar Sejr fået overdraget Sønderjylland som hertugdømme. Brevet røber dog intet om, hvorvidt det drejer sig om en by eller om en borg på det tidspunkt.

 

Munkene kom til Flensborg i 1240

I anden halvdel af 12. århundrede voksede flere danske byer frem i tilslutning til et borganlæg. Det mest berømte eksempel på dette er den lille Köpmannehavn, der opstod ved Absalons borg ved Øresund. Den voksede sin hen til Danmarks hovedstad.

Abel kom efter faderens død i strid med sin bror, Erik Plovpenning, der fulgte Valdemar Sejr som dansk konge. Der fortælles, at deres søster, Sophie, der var gift med markgreve Johan den Første af Brandenburg, skulle være rejst til Danmark i året 1247 for at mægle fred mellem sine brødre. Hun døde imidlertid under opholdet. Hun blev den 2. november 1247 begravet tillige med et nyfødt barn i Franciskanerklostret i Flensborg.

Franciskanerordenen eller gråbrødrene var grundlagt af Frans af Assisi og stadfæstes som tiggermunk-orden af paven i 1223.

Denne orden havde det med at opsøge byerne, hvor mange mennesker opholdt sig. De bredte sig utrolig hurtigt. De kom både til Ribe og Tønder. I 1240erne kom de til Flensborg.

 

De ældste danske byer

De ældst kendte danske byer er Slesvig (Hedeby), Ribe og Århus, der i 948 nævnes som sæde for de ældste danske bisper. Roskilde og Odense nævnes ligeledes i 900-tallet.

De gamle tingsteder Viborg, Ringsted og Lund var utvivlsom også byanlæg af meget høj alder. Vi har bevaret en beretning fra magister Adam af Bremen. Her omtales de gamle byer.

 

Inddelt i fire sogne

Flensborg omfatter fra gammel tid fire sogne

  • Gerttrud (nordligst)
  • Marie
  • Nikolai
  • Hans (sydligst)

Det var kun de to midterste (Marie og Nikolai), der havde torveplads. Det er også kun de to kvarterer, der blev omsluttet af en middelagtig bymur. Den ældste torveby må være anlagt omkring disse torve.

En ny bydel omkring et senere torveanlæg må på et tidspunkt være smeltet sammen med den gamle bykerne.  Endnu omkring 1600 skulle de efter Henrik Rantzaus beskrivelse have virket som to adskilte bydele.

Den omstændighed, at byens købmandsgilde St. Knudsgildet havde sit alter i Marie Sogn. Mariekirken kan tilfældigvis tidsfæstes ret nøje, nemlig til 1284. Men den afløste på dette tidspunkt en ældre kirke på samme sted.

 

De nordiske gildevedtægter

Forsøget på at knytte det gamle St. Knudsgilde til de ældste torveanlæg bør følges op. Dette gilde er opmærksomheden værd. Selv om den først er bevaret i en sen afskrift fra ca. 1400, kan det næppe herske nogen tvivl om, at det er den ældste af de bevarede nordiske gildevedtægter.

Den er ganske vist ikke dateret, men den henføres normalt til Knud den Fjerdes tid, altså slutningen af 12 århundrede, hvor vi har de tidligste efterretninger om Knuds – brødre i Danmark.

 

Retstilstande ikke sikret af offentlig myndighed

Afgørende for denne antagelse er det, at gildevedtægterne bestemmelserne afspejler gildets karakter af eget retssamfund med dømmende myndighed, der endog kunne idømme dødsstraf eller medvirke til blodhævn. Disse bestemmelser må hidrøre fra en tid, hvor retstilstandene ikke var sikret af offentlig myndighed, så gildebrødrene derfor havde brug for gildets beskyttelse med delvis retsløse omgivelser.

Dette bliver mere forståelig, om man erindrer, at fjernhandel kunne bringe købmændene til egne, hvor retsbevidstheden var mindre eller i hvert fald anderledes. Mange af skråens bestemmelser indskærper netop gildebrødrenes pligt til indbyrdes hjælp mod farer og uheld under købmandsrejser i det fremmede f. eks skibbrud, overfald og røveri, men tillige som medembedsmænd i retssager.

 

Samme ruter og handelsmål

Hvis vi nu knytter Flensborgs tidligste oprindelse til byens St. Knudsgilde er det således ensbetydende med, at de ledende og foretagsomme i den lille købmandskoloni omkring Mariekirken og det ældste tov var involveret i det danske handelsfremstød i Østersøen mod Gotland og sandsynligvis fjernere kysters handelsmål. Det var de ruter og handelsmål, som købmændene i nabobyen Slesvig (Hedeby) havde fulgt i mere end 100 år, så det kan næppe siges at være en urimelig antagelse, om det skulle være baggrunden for fremvæksten af det nye torveanlæg ved Flensborg.

Er denne antagelse rigtig, tør vi føre Flensborgs alder mindst 100 år længere tilbage end den latinske stadsrets udstedelsesår 1284. Kan Stadsretten hjælpe os yderligere?

 

Dengang var der ingen råd i Flensborg

Slesvigs ældste stadsret fra begyndelsen af det 13. århundrede omtaler rådmænd men intet om oldermænd. Men i 1272 fik Slesvigs borgere pålæg om at adlyde deres rådmænd. Disse rådmænd omtales allerede i Ribe i 1252.

I den overenskomst som vi har omtalt flere gange mellem Flensborg og Slesvig nævnes rådet som Slesvigs ledende organ men en tilsvarende nævnes ikke i Flensborg. Her har de været lige på trapperne.

Men fortæller Stadsretten noget om Flensborgs alder? Den stadsret fra 1284 rummer 101 artikler. En dansk stadsret fra 1300 indeholder 133 artikler. En plattysk udgave fra 1431 rummer 132 artikler.

Det er en kendsgerning at oldermanden fra St. Knudsgildet fik indflydelse på rådmandssammensætningen.

 

St. Hans Kirke er ældre

Mariekirken, der blev opført i årene omkring 1284 er ikke Flensborgs ældste kirke. St. Hans Kirke er fra sidste halvdel af det 12. århundrede. Det er en traditionel romantisk landsbykirke. Egnen var dengang beboet af landbo – fisker – samfund. St. Nikolaikirke er fra 1400 men torvebebyggelsen er adskillige år ældre.

Arkæologer har i Angelborggade fundet en mønt fra kong Abels tid (1250 – 52). I 1248 skal Flensborg være blevet ødelagt af kong Erik. Genopbygningen kan være sket i Nikolai Sogn. De forskellige torveanlæg kunne også være konkurrerende byanlæg. Måske har Franciskanerklostret trukket ny bebyggelse til. Noget tyder på, at St. Knudsgildet havde fået mindre indflydelse.

 

Ballade mellem hertug og konge

Hertugdømmet Sønderjylland blev genforenet med riget, da Abel i 1250 blev dansk konge. Men da den 3. broder Kristoffer fulgte ham på tronen, så denne sig nødsaget til at overdrage sin brodersøn Valdemar Abelsen faderens hertugdømme.

Da hertugen døde ung, mente kongen sig stærk nok til at inddrage hertugdømmet på trods af krav fra Abels 2. søn Erik. Under de fortsatte stridigheder efter Kristoffers død, måtte Erik Klipping anerkende Erik Abelsens besiddelse af hertugdømmet. Da hertug Erik døde i 1272, så kongen sin chance til at inddrage Sønderjylland på ny, mens sønnen Valdemar Eriksen var mindreårig.

Da denne blev myndig blussede striden op på ny, og presset af stormands – oppositionen måtte kongen under danehoffets møde i Vordingborg 1283 skride til den omtalte forlening.

De evige stridigheder var en plage for byerne. I den foran nævnte overenskomst 28. juni 1282 mellem Slesvig og Flensborg enes man om forbud mod at anklage en borger ”hos de mægtige”.

Borgerne ønskede tydeligt ikke at blive kastebold i magtkampen mellem konge og hertug. Den unge hertug indledte sin regering med by-privilegier og anden by-lovgivning, der klart viste, hvor han søgte støtte til sit styre.

 

Flensborg er mindst 100 år ældre

Det er i dette lys, Flensborgs stadsret 1284 skal ses. Haderslev fik sin stadsret 1292. Den nære forståelse mellem hertugdømmets købstæder og hertug Valdemar den Fjerde holdt sig. Det er således bemærkelsesværdigt, at byråd og borgere i Slesvig, Flensborg og Haderslev forpligtede sig som garanter for et lån, hertug Valdemar fik i Østersøbyen, Grevfswald Det var en fordel at have et godt forhold til byerne.

Fik vi overbevist læserne om, at Flensborg er mindst 100 år ældre end antaget?

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler
  • Flensborg Bys Historie (1953)
  • La Cour: Sønderjyllands Historie 1 – 2

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.889 artikler
  • Under Sønderjylland finder du 226 artikler
  • Under Indlemmelse, Grænsedragning, Genforening finder du 147 artikler
  • Under Besættelsestiden (før, under, efter) finder du 384 artikler
  • Under Padborg/Kruså/Bov finder du 64 artikler

 

  • Sydslesvig under og efter Anden Verdenskrig
  • Flensborg efter 1945
  • Flensborg i begyndelsen (b)
  • Flensborg til hverdag og fest
  • Flensborg – for længe siden
  • Slottet Duborg i Flensborg
  • Sankt Knuds Gilde i Flensborg
  • Turen går til Flensborg
  • Flensborg skulle absolut til Danmark
  • Sydslesvig – hvad er den sande historie?
  • Flensborg 1945 – 20 dage som regeringsby
  • Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig
  • Det danske mindretal i hagekorsets skygge
  • Militære efterretninger i grænselandet
  • Syd for grænsen – efter besættelsen
  • Ryd Kloster
  • Klus – et valfartssted syd for grænsen
  • Kobbermøllen ved Kruså

 

 

 

 

 


Da Radio Syd startede

Oktober 7, 2022

Da Radio Syd startede

Gode medietips fra Per. Du er fanget i det borgerlige mediecirkus. En god medietræning. Et to – årigt forsøg. Man brugte posthuset. Postmesterens kone måtte ikke spille klaver under udsendelsen. Kun ugentlige udsendelser i 12 år. Man ville hellere se tysk tv. Ideen blev skabt i Sønderjylland. Et provinsudvalg ville nedlægge regionalradioen. Nyt radio – og tv-hus i Aabenraa. I 1972 daglige udsendelser. Og så kom TV – Syd.

 

Gode medie – tips fra Per

Jo jeg havde lært, at det var vigtigt at komme i medierne. Det var nu ikke for at se mig selv, men mere at formidle et budskab. Det lykkedes flere gange i forbindelse med at lave PR for Bo Bojesens Boghandel i Aabenraa. Det var min dejlige arbejdsplads i 15 – 16 år.

Og senere, da jeg blev formand for HK, indså jeg også, at man skulle være op på dupperne. Den daværende redaktør af Jydske Vestkysten Per Borregaard blev også en god ven. Han lærte mig nogle gode tips. Han sagde noget med, at han hadede konstruerede artikler, men ikke kunne uddybe.

  • Du skal altid kunne uddybe, det du skriver. Skriv kort og effektfuld.

Det var nogle af de tips han gav blandt mange. Da vi senere flyttede til Padborg, var han også en flittig gæst hos os.

 

Du er fanget i det borgerlige mediecirkus

Men hans gode tips resulterede i, at der næsten var et indlæg i avisen hver 14. dag til stor fortrydelse for den øvrige fagbevægelse i Aabenraa.

  • Du er fanget i det borgerlige mediecirkus

Ja sådan løs det fra de andre fagforeninger. Og det var ikke særlig populært at foreslå at jeg ville arrangere et mediekursus for dem. Og så kom Radio Syd også. Det var også et medie, man skulle forholde sig til. Og det er egentlig set, som denne artikel handler om.

 

En god medietræning

Så gjaldt det da også lige at begå sig her. Man kan sige, at den medietræning, som jeg fik i Aabenraa dengang, har jeg så rigelig brugt som sekretær For Nørrebro Handelsforening. Måske ikke så meget i den sidste tid. Men der var sandelig en overgang, hvor vi ofte optrådte i aviser, radio og TV. Ofte skulle vi stille op med en times varsel.

 

Et to – årigt forsøg

Men hvordan var det da Radio Syd startede?

Det var i 1983, da Danmarks Radio havde bevilliget 18 millioner kroner til et toårigt forsøg med regionalt tv i Haderslev. Og så havde man besluttet at lade dobbelt så mange penge rulle til et radiohus i Aabenraa. Men længe inden da, var det gang i regionalradioen.

 

Man brugte Posthuset

Man rådede dog over tre etager på Posthuset på Nørretorv. Her var hele tre kontordamer ansat. Og i et andet kontor var det regionallederen Og så hade man radiostudier. Men de var meget dårlig lydisoleret. Man måtte ikke gå ind i kontorerne nedenunder, hvis der var optagelse.

 

Postmesterens kone måtte ikke spille klaver

Der var også radiostudie på førstesal. Det stødte op til postmesterens private lejlighed. Postmesterens hustru blev bedt om ikke at spille klaver, når der var optagelser.

Da Radio Syd rykkede ind var der indrettet talestudie, beregnet til foredragsholdere. Teknikker Flemming Biehl Hansen skulle ofte slæbe materialer fra optagevognen op til studiet. Det hele var meget primitivt. Men ellers var det nu meget hyggeligt.

 

Kun ugentlige udsendelser i 12 år

Man skulle dække et område fra Ejderen til Vejle og nord for Varde. Men hvor udbredt og kendt Radio Syd var på det tidspunkt ja det er nok spørgsmålet. Dengang vidste folk ikke rigtig, hvad FM var for noget.

Det var den berømte Bjørn Svensson, der var regionalleder. Hans chef fortalte, at det var en magtfuld stilling. Og denne chef var Hans Sølvhøj. Hele 12 år gik der inden der blev mere end en ugentlig udsendelse. Nogle af medarbejderne ønskede efterhånden en udvidelse.

 

Man ville hellere se tysk tv

Nogle gik også imod bl.a. en regionalleder som Christian Kryger satte sig imod dette. Han mente, at det ikke var nok stof til dette. Lytterforeningerne mente også at disse regionalradioer kunne spares bort. Ja selv Lytterforeningen i Sydslesvig var af denne mening.

Dagbladene Sønderjyden og Dannevirke gik også ind for en nedskæring. Argumentet var, at der var så meget anden i æteren blandt andet det tyske fjernsyns omfattende udsendelser.

Også Jydske Tidende erklærede sig den 12. august 1969 også tilfreds med, at:

  • Vi nyder godt af kunne tage to tyske Tv-programmer
  • Når de hjemlige programmer er for tyndbenede

Derfor så bladet heller ikke et presserede behov for et dansk TV 2.

 

Ideen blev skabt i Sønderjylland

Man havde glemt, at regionalradioen i Danmark blev født af et sønderjysk ønske om modtræk over for det femtrængende tyske fjernsyn. Ønskerne blev faktisk påfyldt i 1960.

I det københavnske radiohus blev regionalradioen modstand. De selvstændige provinssendere blev betragtet som et uønsket alternativ. I toppen var man tilhænger af det. Men allerede i programchef – gruppen var der modstand.

 

Et provinsudvalg ville nedlægge lokalradioen

I 1968 nedsatte Hans Sølvhøj et provinsudvalg, der skulle komme med forslag til bedre dækning af provinsen. Dette udvalg skyndte sig med at afgive en betænkning. Det var ikke med hensyn til en udvidelse. Nej en bedre provinsdækning kunne opnås ved at nedlægge regionalradioen.

De ni i gruppen mente at regionalradioen fremmede provinsialisme og københavneri. Kun to mente, at regionalradioen skulle beholdes. Den ene af disse var Bjørn Svensson. Og det førte til at den syd – og sønderjyske region blev forsøgsdistrikt.

 

Nyt radio- og TV – hus

Rammerne for arbejdet i Aabenraa var også blevet betydelig bedre. Man havde fået et fint radio – og TV – hus. Det var to radiostudier, hvoraf det første fungerede fra 1967 og et TV – studie, der dog var blevet forsinket. Kameramand Tommy havde ikke særlig travlt. Det nåede aldrig at blive taget anvendelse efter hensigten. Jo det var ved Sønderjyllandshallen at det nye hus blev etableret.

 

I 1972 med daglige udsendelser

Jo undertegnede kan godt huske det – Jørgen Møller. Sigfred Jespersen og Hanne Risgaard. Senere var det også Anders Ture Lindstrøm. Stik imod Provinsudvalgets ønsker kom der nu daglige udsendelser. Det var i 1972 – 12 år efter starten.

 

Og så kom TV – Syd

Og så fulgte TV – Syd, som jeg aldrig har været i, modsat min afdøde kone. Hun lavede en del dokumentarfilm til stationen for BIS – Video. Jo gennem mit fagforeningsarbejde skaffede hende dette job.

Hun lavede bl.a. en film om EDB – programmet, som det hed dengang ”Comal 80”. men hun brugte melodien ”Det haver så nyeligen regnet”. Men den kunne TV – Syd ikke lide. Så mange år efter mente man, at dette kunne skade forholdet til det tyske Mindretal. Så hvis hun ikke fjernede den melodi, ville de ikke bringe udsendelsen.

Men ellers var det en travl tid. Rasmus skulle hentes fra børnehave. Mor havde ikke tid. Og så opnåede hun også en pris for to dokumentar/kortfilm med Erik Paaske og Kirsten Sarens i hovedrollen ”Til Døden os skiller” – om malersyndromet.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler

 

www.dengang.dk finder du 1.888 artikler

  • Under Aabenraa finder du 191 artikler

 

 

 


Oktober 1943 – De danske jøders flugt og fangenskab

Oktober 6, 2022

Oktober 1943 – De danske Jøders Flugt og Fangenskab

Forsøg på anmeldelse af Simon Kratholm Ankjærgaard’ s bog af samme navn. Nye kilder. Nye skæbner. Spændende at høre om jødernes liv. Samarbejde mellem Svenningsen og Best. Informationer blev bevidst lækket. Jøder indlagt med falsk navn. Tyskerne fik et ”jødefrit” Danmark. Da jøderne vendte hjem, var deres hjem borte. Hvorfor var det et ”Mirakel”? Opfattet som Modstandsbevægelsens succeshistorie. Nazisternes racefjender. Den nazistiske jødepolitik var ikke ensartet. I den internationale litteratur nævnes intet om betaling. Aktionen varede kun i tre timer. Kystbevogtningen stort set ude af funktion. Det dansk – tyske samarbejde blev tilgodeset. ”Lieferfreude” skulle bevares og eksporten steg dog også efter 29. august 1943. Mange flere norske og hollandske jøder omkom.

 

Nye kilder

Vi har flere gange beskæftiget os med temaer, der ligger tæt til denne bog. I slutningen af artiklen lægger vi en liste. Og så tillader vi os også lige at gøre vores egne tanker om, hvorfor flugten over Øresund blev så stor en succes.

Egentlig findes der en del bøger om overnævnte tema. Men det er bestemt ikke en gentagelse, vi går igennem – for kilderne er forskellig.

 

Nye skæbner – dengang

Det var natten mellem den 1. og 2. oktober 1943, tyskerne slog til. Det var en dramatisk måned. Og den har fyldt meget i danskernes selvforståelse men også ude i verden. Aktionen mod jøderne var unik. Ingen af redningsmændene var klar over, at tyskerne var særdeles tilbageholdende.

Bogen fortæller om nye skæbner fra dengang. Vi hører også jødernes egen historie og forhistorie også set i Europæisk sammenhæng. I Danmark oplevede man også antisemitisme.

 

Spændende at høre om jødernes liv

Bogen er bedst, når forfatteren bruger sin journalistiske pen. Bedre end, når der går historiker over ham. Der er et mylder af årstal og personer, som man skal holde styr på. Spændende er det at høre om jødernes liv også om de ortodokse og mere verdslige jøder. Vi hører også om overrabbiner og hans families skæbne.

 

Samarbejdet mellem Svenningsen og Best

Vi får skam også at vide, at besættelsen i Danmark foregik på en anden måde end i nogen andre steder i Europa. Selv tiden efter 29. august 1943 skildres ganske indgående. Det var tiden med departementschefstyrets samarbejde mellem Werner Best og direktør Niels Svenningsen.

Werner Best har altid været god til at iscenesætte sig selv og manipulere med andre. Efter samarbejdets sammenbrud havde han behov for en succeshistorie. Så han sendte det berømte telegram 1038 angående jødeforfølgelsen i Danmark. Han forespurgte simpelthen Hitler, hvornår det skulle iværksættes i Danmark.

 

Informationer blev lækket

Det skulle det så natten mellem den 1. og 2. oktober. Duckwitz lækkede denne information i fuld forståelse med sin chef. Også til kontakter i Sverige lækkede de informationerne. På den måde blev Danmark renset for jøder. Langt størstedelen nåede at flygte.

Planerne blev lækket til fremtrædende danske socialdemokrater, der lod en advarsel sive ud til det jødiske samfund. Så begyndte flugtaktionerne at tage form.

 

Jøder indkaldt under falsk navn

Advarslerne betød, at mange jøder havde tid til at pakke deres ting og tage flugten. I de første dage var det uorganiseret, men ret hurtigt blev det organiseret i mindre grupper.

Vi skal heller ikke glemme den indsats der skete på Bispebjerg Hospital og Kommunehospitalet, hvor mange jøder blev indlagt under falsk navn.

 

Tyskerne fik et jødefrit Danmark

Bogen nævner ikke noget om Werner Best egen indsats i udryddelsen af jøder. Det kan du så læse i vores to beskrivelser af Werner Best herpå siden.

Men tyskerne fik et jødefrit Danmark og Werner Best havde for en stund opnået goodwill.

Nu var det også sådan, at von Hanneken, der var Best’ s modspiller i Danmark ikke ønskede at hans soldater skulle deltage i aktionen mod jøder. Det var under hans stand.

 

Da jøderne vendte hjem

I bogen hører vi også om da jøderne vendte hjem igen. Det var langt fra altid, at deres lejlighed stod klar til dem. Også det har vi tidligere beskrevet herpå siden. Og det har vi også med hensyn til beskrivelsen af Theresienstadt. Her endte 500 danske jøder.

Mange jøder herhjemme måtte starte forfra. Deres bohave var solgt. Jo bogen er meget grundig med masser af oplysninger. Måske til tider for grundig. Men der er mange spændende beskrivelser af begivenheder under flugt og tilfangetagelser.

 

Det var et ”Mirakel”

Forfatteren nævner selv ordet ”Mirakel”. Det var det vel også, når det lykkes for 7.000 jøder at flygte. Men det var så også flere grunde til at det blev et ”mirakel”. 90 pct. af de danske jøder undslap. På verdensplan blev 6 millioner jøder slået ihjel. Andre steder end i Danmark var der decideret klapjagt efter jøderne.

Indtil august 1943 havde jøderne haft en fredelig tilværelse i Danmark. Men det var vel også en af præmisserne for den danske samarbejdspolitik, at besættelsesmagten skulle holde sig fra jøderne.

Rundt om i Europa blev jødernes rettigheder efterhånden taget fra dem. I bogen veksler vi mellem Danmark og Europa.

Det er en bog, som vi gerne vil anbefale. Det er en grundig besættelseshistorie. Og bogen sætter i høj grad tankerne i gang.

 

Opfattet som modstandsbevægelsens succeshistorie

I de første årtier efter 1945 blev redningen af de danske jøder opfattet som en af modstandsbevægelsens succeshistorier. Men langt fra alle havde nogensinde haft eller fik tilknytning til det illegale Danmark.

De danske jøder blev betragtet som passive ofre, men ofte var de med til at organisere deres flugt.

 

Nazisternes racefjender

Antisemitismen var en central del af den nazistiske ideologi. Jøder var som nazismens ”racefjender”. Systematisk blev de myrdet, henrettet og sendt i gaskamrene i et omfang med en målrettethed, der overgik alle andre offergrupper.

 

Den nazistiske jødepolitik var ikke ensartet

Store dele af den internationale litteratur om det danske eksempel er dog præget af den forestilling at nazistisk jødepolitik var ensartet over hele Europa. Det udelades ofte, at tyskerne handlede anderledes i Danmark. Dette medvirkede til, at så mange jøder kunne slippe i sikkerhed i Sverige.

 

I den internationale litteratur nævnes intet om betaling

I den internationale litteratur bliver det heller ikke nævnt at jøderne skulle betale for deres redning. I nogle tilfælde var det ret dyrt. De fiskere der modtog betaling for transporten i 1943 kunne ikke komme i betragtning til nogen hæderstitel. Det var store summer, som fiskerne krævede.

I oktober 1943 var prisen pr. person et sted mellem 1.300 og 1.500 kr.  Det var en anselig sum penge for en gennemsnitlig dansker. En faglært’ s månedsløn var godt 400 kr. Da 90 pct. af jøderne var i sikkerhed faldt summen i november til ca. 500 kr.

 

Aktionen varede kun tre timer

Det var vel også svensk velvilje, der var en af årsagerne til ”Miraklet”. Danmark førte en meget stram indrejse – og opholdsregulering over for de tyske jøder, der på flugt fra Nazi – Tyskland søgte mod Danmark.

Tidligt meddelte svenskerne at danske jøder ikke ville blive sendt retur. Men det havde Werner Best vel også regnet med.

Det tyske sikkerhedspoliti Gestapo bankede på dørene den 1. oktober 1943. Men det var ganske få, der var hjemme. Aktionen blev afblæst allerede efter tre timer, hvorefter Werner Best erklærede, at den ikke ville blive gentaget. Han indberettede til Berlin at Danmark nu var judenfrei (renset for jøder). Det var underordnet for Best, at de fleste var på vej til Sverige.

Under selve aktionen havde det tyske sikkerhedspoliti fået at vide, at de ikke måtte bryde døre optil de jødiske hjem, hvor der ikke frivilligt blev åbnet.

 

Kystpatruljering stort set sat ud af funktion

Kystpatruljeringen var stort set sat ud af funktion i hele oktober måned, hvilket bevirkede, at oversejlingen mellem Danmark og Sverige forløb relativt glat. Grunden hertil var dels, at den danske flåde, der varetog kystpatruljeringen var blevet interneret efter bruddet den 29. august, dels at værnemagten endnu ikke selv var begyndt at patruljere kysten.

Det danske kystpoliti var desuden blevet bedt om at holde sig uden for jødeaktionen,

Overordnet set forsøgte repræsentanter for de tyske myndigheder i vidt omfang at lukke øjnene for den evakueringsindsats, der fandt sted.

 

Tilgodeser det dansk – tyske samarbejde

Grunden til den bløde linje kan tilskrives hensynet til det dansk – tyske samarbejde, som tyskerne i mange tilfælde var villige til at strække sig langt for at opretholde. Også årsagerne til Werner Bests dobbeltspil er mange og komplicerede. Det hersker ikke megen tvivl om, at han var en pragmatisk mand, der gerne tilsidesatte det ideologiske hensyn til fordel for den politik, der bedst tilgodeså fortsættelsen af det dansk – tyske samarbejde.

 

”Lieferfreude” skulle bevares

Best forsøgte at komme i kridthuset hos Hitler og det var desuden et led i en magtkamp med general von Hanneken.  At han så senere forsøgte at sabotere sit eget forslag kan skyldes at han blev bange for strejker og yderligere sabotage. Det kunne gå ud over danskernes ”Lieferfreude”. Og det kunne så for betydning for den tyske krigsindustri. Det var jo sådan at den danske eksport også steg efter den 29. august 1943.

Måske havde Best også indset at krigen var ved at vende til de allieredes fordel, så han forsøgte at redde sit eget skind.

 

Mange flere norske og hollandske jøder omkom

52 jøder kom ikke levende hjem fra Theresienstadt. Det lykkedes for Niels Svenningsen og Werner Best at forhandle en aftale på plads, hvorved tyske myndigheder gav deres ord på, at de deporterede danske jøder ikke vil blive skibet videre fra Theresienstadt til en tysk udryddelseslejr.  Desuden aftalte de, at danske fanger kunne modtage livsvigtige hjælpepakker fra Dansk Røde Kors.

I Norge begyndte man at sende jøder i KZ – lejre fra 1942. Dødstallene for de norske og hollandske jøder var væsentlig større. Omkring 70 pct. af de norske jøder omkom og 50 pct. af de norske jøder omkom.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.887 artikler
  • Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 384 artikler
  • Under København finder du 194 artikler
  • Under Nørrebro finder du 309 artikler
  • Under Grænsen er overskredet finder du 8 artikler

 

  • En oktober – nat 1943
  • De danske jøder i Theresienstadt
  • Sverige og Jøderne
  • De forfulgte jøder
  • Jødefejden 1819
  • Flugten over Øresund
  • Duckwitz – Den ”Gode” Tysker
  • Werner Best
  • Da krigen var forbi
  • Besættelsestiden på Bispebjerg Hospital
  • Mosaisk Nordre begravelsesplads
  • Werner Best retfærdiggjorde sig selv

Hans J. Wegner fra Tønder

Oktober 5, 2022

Hans J. Wegner fra Tønder

Fra støvede landeveje til kongelige gemakker. Drømme blev sat i gang. Allerede på skolen var han med i udstillinger og konkurrencer. Han blev aldrig færdig på skolen. Lærer på Kunsthåndværkerskolen. Træk af kinesiske stoletyper. Kennedy og Nixon sad i Wegner-stole. Han var meget produktiv. Han skabte mange møbler i forskellige prisklasser. Han rejste verden rundt. Wegner fortsatte arbejdet. Måske vil et kommende museum vise andre møbeltyper end stole. Samarbejde med møbelproducenter. Den gode lokale kvalitet. I byens vandtårn. En ny forening så dagens lys. Tre års for – arbejde. Projektleder med erfaring. Museum Sønderjylland med ny struktur. De to Wegner – søstre trak deres støtte til Museum Sønderjylland tilbage. Stolene tilhører åbenbart Museum Sønderjylland. Forening er skeptisk over for politisk opbakning. Foreningen arbejder fortsat med et selvstændigt museum. Man regner med op til 50.000 gæster årligt.

 

Fra støvede landeveje til kongelige gemakker

Jo, jeg kan godt huske, at jeg blev sendt ned i Østergade for at få familiens sko repareret. Her sad Wegner og reparerede sko. Dengang tænkte jeg ikke på, at Tønder havde fostret en verdensberømt møbeldesigner.

Hans J. Wegner tog hele turen fra Tønders støvede landeveje til præsidentkontorer og kongelige gemakker. Han mistede aldrig sit beskedne og socialt engagerede væsen undervejs. Han blev født i 1914. Han kom i lære som snedker hos firma Stahlberg, der også lå i Østergade. Det var i 1931.

En af hans første betroede opgaver var at køre de færdige møbler ud til kunderne på en kærre, som han selv trak ud ad de støvede gader og landeveje.

 

Drømmene blev sat i gang

Som værnepligtig i København kom Hans forbi Snedkerlaugets årlige møbeludstilling i Kunstindustrimuseet. Det satte drømmene i gang hos den nu udlærte snedkersvend. Han startede på Kunsthåndværkerskolens møbellinje. Her mødte han en anden jyde og håndværker. Denne skulle blive en god ven og kollega. Hans navn var Børge Mogensen.

Sammen var de med til at sætte gang i bølgen af verdensberømt dansk design. De delte opfattelsen af, at møbler skulle være både veludførte, smukke og behagelige at sidde i – og så elskede de træ.

 

Allerede på skolen var Wegner med i udstillinger og konkurrencer

Allerede under årene på Kunsthåndværkerskolen deltog Hans J. Wegner i udstillinger og konkurrencer, hvor han viste sit talent for at formgive i træ.

Således debuterede han mens han var elev på møbeludstillingen med nogle kraftige armstole og et bord udført hos snedkermester Ove Lander.

 

Han blev aldrig færdig på skolen

På skolen var han fra 1936 – 1938.  Den velansete arkitekt Erik Møller spottede det unge talent og hyrede Wegner ind til arbejdet med Nyborg folkebibliotek og videre som møbeltegner til Århus rådhus, som Møller udførte i samarbejde med Arne Jacobsen.

Efter 1940 tegnede han møbler til danske virksomheder. Udover møbler tegnede han sølvtøj, tapeter og flere lamper.

Wegners samarbejde med Johannes Hansens møbelsnedkeri begyndte i 1941. Her er alle Wegners håndsnedkrede møbler udført som gjorde hans og Johannes Hansens navne kendt i det meste af den civiliserede verden.

 

Lærer på Kunsthåndværkerskolen

I midten af 1940’erne slog Hans J. Wegner sig ned med egen tegnestue i Århus. Kort efter tog han tilbage til København, hvor han begyndte at undervise på Kunsthåndværkerskolen.

Det var også i 1940, at Wegner blev gift med Inga Helbo fra Aarhus.

Igennem 1940’erne kom flere smukke møbler fra Wegners hånd. Han gjorde sig bemærket ved nogle elegante tremmestole og indlagte skabe, hvor han selv udførte billedskærer – og dekupørarbejdet.

 

Træk fra kinesiske stoletyper

I stolens historie spiller Kina ikke hovedrollen, men for Wegner havde nogle karakteristiske træk i kinesiske stoletyper stor betydning.

Allerede i 1944 tegnede han for Johannes Hansen en armstol hvor det svungne kopstykke og rygbræt bærer tydeligt præg af kinesiske aner.  Udviklingen fortsatte i nogle armstole hvor kopstykke og armlæn flugter i en bue og kulminerede i den berømte Y – stolen fra 1950, tegnet til Carl Hansen & Søn i Odense.  Det er nok den mest solgte af Wegner – stolene.

 

Kennedy og Nixon sad i en Wegner – stol

Det helt store gennembrud kom efter møbeludstillingen i København i 1949, Her præsenterede Hans J. Wegner den stol, han selv kaldte for ”den runde”. Den blev senere døbt ”The chair” efter at præsidentkandidaterne Kennedy og Nixon sad i Wegners stol under en tv-debat.

Stolen kom også på forsiden af det amerikanske magasin Interiors, der udråbte den til verdens smukkeste stol. Den danske designguldalder var i gang.

 

Han var meget produktiv

Han var ekstremt produktiv og tegnede i sin karriere op mod 500 stole af vidt forskellig karakter. Han eksperimenterede gerne og var ikke bange for at prøve nye teknikker af eller tilbringe lange nætter i snedkerværkstedet. Han udfordrede træets egenskaber. Gennem livet samarbejdede han med snedkermester Johannes Hansen, der var med i arbejdet med de verdensberømte stole som ”den runde”, Påfuglestolen”, ”Jakkens Hvile” og ”Kinastolen”.

 

Han skabte møbler i mange prisklasser

Mange af Wegners møbler krævede masser af snedkertimer og var derfor dyre at producere. Men nu var Wegner ikke optaget af at skabe møbler til overklassen. Han sigtede efter god kvalitet og formfuldendthed i både æstetik og ergonomi. Han skabte møbler i mange prisklasser.

Wegners berømte ”Hejsependel” blev første gang vist på Snedkermestrenes Efterårsudstilling i 1962. Og så er det lige OPALA – serien som Wegner oprindelig tegnede til Hotel Scandinavia i København.

Et godt eksempel på en folkekær klassiker er gyngestolen J165, som Wegner tegnede for FDB. Vennen Børge Mogensen skabte møbler til middelklassen. Som vi allerede har nævnt, er en af Wegners mest kendte og solgte stole er Y – stolen. Den mente Wegner senere ikke var komfortabel nok – Y’et er i vejen for røven.

 

Han rejste verden rundt

Wegners møbeldesign var igennem 50’erne og 60’erne verdensberømt og rejste verden rundt på udstillinger og museer, hvor hans bedste møbler har fået plads i mange permanente designhistoriske samlinger.

I løbet af 70’erne og 80’erne mindskedes interessen for dansk snedkerkunst – godt hjulpet af møbelvarehuse som Ikea og ungdommens nye interesse i krom og glas.

 

Wegner fortsatte arbejdet

Wegner fortsatte dog ufortrødent arbejdet i værkstedet, hvor han blandt andet skabte bemærkelsesværdige møbler som Jakkens Hvile fra 1953, Pøllestolen fra 1960, Armstolen fra 1965, Butterfly stolen i 1977 og Cirkelstolen i 1986 – da var Wegner 72 år gammel.

Hans J. Wegner blev belønnet og berømt for sit arbejde i både Danmark og udlandet. Han modtog Lunning – prisen det første år den blev uddelt i 1951, vandt flere priser ved design biennalen i Milano, møbelpriser i Japan og udnævnt som æresdoktor ved Royal College of Art London.

 

Måske vil et kommende museum vise andre møbeltyper

Måske kan vi i et kommende museum i Tønder se andre møbeltyper end stole. Han tegnede jo andre møbeltyper bl.a. en fremragende kombination af et sofa- og sybord med flettet sy-kurv og skuffedarium fra 1950.

Bemærkelsesværdig var hans langvarige samarbejde med en række andre i borde, byggereoler og skabe, andre igen i polstermøbler. Gennem møbelindustriens arbejde med Wegners møbeltyper og det gennemgående høje kvalitetsniveau nåede hans møbler på grund af prisbillighed ud til en videre kreds.

Hans bedste møblerer indkøbt af museer over hele verden. Det danske kunstindustrimuseum erhvervede sin første Wegner – stol i 1942.

Wegner døde 92 år gammel i 2007.

 

Samarbejde med store møbelproducenter

Det er fantastisk mange Wegner – møbler at vælge imellem, for Hans J. Wegner var som tidligere nævnt ekstremt produktiv og havde samarbejder med flere store møbelproducenter – fra de dyre håndlavede møbler til de bredere, masseproducerede borde, sofaer, sofaborde og lamper.

 

Den gode lokale kvalitet

Ingen snedkere ville producere hans Fiskeskab, fordi de mente det var umuligt at lave. Men den pragmatiske Wegner tog lommekniven frem og viste, at det kunne det bestemt. I dag kan det udsøgte stykke snedkerhåndværk opleves på Designmuseum Danmark i København.

Han gik ind for lokal produktion og det gode håndværk. Han leflede ikke for at få produceret kvantitet i store mængder.

 

I byens vandtårn

I byens vandtårn befinder ser sig en unik samling af Wegners stole. Men Museum Sønderjylland har flere gange tænkt sig, at der skulle være et Wegner – Museum. Men disse tanker har dog ikke udmøntet sig i noget konkret.

Det var i 1995 at Tønder Vandtårn åbnede en udstilling støttet af A.P. Møller Fonden. Wegner skænkede 37 stole til museet. I dag kan det betragtes som en appetitvækker til noget større.

I hestestalden til Schackenborg Slot er der også Wegner møbler.

 

En ny forening så dagens lys

En ny spiller meldte sig på banen, da en gruppe Tønder – borgere oprettede ”Foreningen til etablering af et museum for Hans J. Wegners møbelkunst”. Det var hvis nok i februar 2020.

 

Hvad ville politikerne?

Der har været lidt usikkerhed om politikerne ville støtte sådan et projekt. Åbenbart har der været en del misforståelser. I dagspressen kom det frem, at man hellere ville støtte et Zeppelin – museum.

Men Økonomiudvalget ser gerne at et Wegner Museum blev etableret i Tønder. De er positive over for at give et tilskud til opstart. Men de ser det som naturligt, at dette museum bliver etableret sammen med Museum Sønderjylland.

Og denne betingelse kan være lidt problematisk for nogle.

 

Tre års for – arbejde

Foreningen vil bruge tre år for at undersøge mulighederne for at etablere et sådant museum. Økonomien for for-projektet er 3,9 millioner kr. over de tre år. Som udgangspunkt vil kommunen bidrage med et kontant bidrag. Foreningen havde søgt om 3 x 500.000 kr.

Foreningen mener at et årligt bidrag fra kommunen på 1,5 millioner kroner vil være passende, når der skal gives driftstilskud. Man tænker på den goodwill projektet skaber. Desuden vil museet kunne skaffe arbejdspladser og dermed skatteindtægt.

 

Projektleder med erfaring

Foreningen har ansat en projektleder – Anne Blond. Hun har tidligere været ansat 17 år på Kunstmuseet i Tønder og de sidste tre år som kunstnerisk leder inden for Museum Sønderjylland. Hun sagde op i forbindelse med nogle opsigelser på Museum Sønderjylland i Tønder. Dette skabte en del røre i Tønder.

Hun vil dog ikke grave grøfter men prøve at se, om man ikke kan få et samarbejde med Museum Sønderjylland i forbindelse med etablering af et Wegner Museum.

 

Museum Sønderjylland med ny struktur

Museum Sønderjylland er i gang med en ny struktur, som de lokale kræfter slet ikke bryder sig om. Det skal i 2025 være et samlet museum. Med andre ord – museet i Tønder skal ikke længere være et selvstændigt museum med egen leder men et udstillingssted med kontor i Haderslev. Det fortørner i den grad erhvervs – og turistorganisationer i byen. I Tønder kræver man egen ledelse på Kunstmuseet. Ja og egentlig er det de sønderjyske borgmestre, der står bag denne beslutning. Det er for at sikre driften i fremtiden.  Økonomien er presset i Museum Sønderjylland.

 

De to Wegner – søstre trak deres støtte tilbage

De to Wegner – søstre har trukket deres moralske og økonomiske støtte tilbage til fusionsorganisationen Museum Sønderjylland. Den gave, der blev givet i 1995 til Tønder som by beroede i høj grad på en tillidsrelation mellem Wegner – søstrene og den tidligere museumsinspektør gennem 27 år i Tønder, Ove Mogensen.

Denne Ove Mogensen er søn af møbelsnedker Berner Mogensen, som tjente i hele 40 år hos Wegner – snedkeriet PP Møbler i Lillerød.

Hans J Wegner begyndte at tegne på fast basis for netop PP Møbler i 1968. Dette snedkeri har siden produceret en række af hans mest komplekse og kostbare snedkerikoner.

Ove Mogensen sagde sin stilling op. Han kunne ikke se sig selv i den nye struktur.

 

Stolene tilhører angiveligt Museum Sønderjylland

De stole som Hans J. Wegner i 1995 forærede museet til hører i lovens forstand dog Museum Sønderjylland. Tøndringerne er nok mest optaget af lokalmagt mens det for Wegner – familien formentlig er tale om et personspørgsmål.

Som de tidligere har udformet i en presseinformation. så ønsker de en faglig kompetent og lokal ledelse og ikke en organisatorisk enhed.

 

Foreningen er stadig skeptisk over for den politiske opbakning

Foreningen er dog stadig skeptisk over for politikernes opbakning. Og det selv om der er international bevågenhed om et designmuseum i verdensklasse. Man er sikret en rentabel drift i fremtiden i kraft af donationer samt driftsmidler fra Wegner familien. De to Wegner-søstre vil bidrage med årligt tre millioner kroner.

Så sent som i september 2022 er foreningen stadig ikke klar over politikernes reelle holdning. Og i den lokale debat mener man, at politikerne igen har valgt Zeppelin-museet til fordel for Wegner – Museet.

 

Foreningen arbejder fortsat med et selvstændigt museum

Foreningen vil fortsat arbejde for et selvstændigt museum. De har forespurgt politikerne om en bestemt grund på Søndre Landevej, når hele forarbejdet er færdigt. Heller ikke dette spørgsmål har politikerne taget stilling til.

Debatten foregår i de lokale medier. Mystisk er, at man ikke har sat sig sammen og diskuteret mulighederne. Foreningen mener, at deres ønsker skal gennem en demokratisk proces.

Og det samme forhold er gældende mellem Museum Sønderjylland og søstrene Wegner. Her er det også som om diskussionen foregår gennem medierne. Det virker ikke særlig hensigtsmæssig. Det gør det heller ikke, når Museum Sønderjylland udtaler, at søstrene burde henvende sig til dem.

 

Man regner med 50.000 årlige gæster

Etableringen af et Wegner – Museum vil koste mellem 125 – 150 millioner kroner. Og driftsomkostningerne vil være cirka 11 millioner kroner. Man regner med cirka 50.000 årlige gæster.

Foreningen er ivrig i gang med at søge diverse fonde. De vil ikke putte Wegner i noget, hvor rammerne er for snævre. Så bliver det ikke det som Wegner fortjener.

Selvfølgelig skal sådan et museum ligge i Tønder. Det vil betyde en kæmpe gevinst for kommunen. Men der kan i den grad spores uenighed. De enkelte partier i Tønder er efterhånden fremme og bakke Museums – aktiviteterne op.

Det er som om, at det er gået selvsving i debatten. Fakta er at der også i 2023 er sat 530.000 kr. af til det fortsatte udviklingsarbejde. I øvrigt er der en positiv indstilling til at stille en byggegrund med tilhørende p – plads til rådighed uden at der sat penge af til dette.

Men husk, det er politikerne, der har truffet beslutningen om Museum Sønderjyllands nye struktur. Og er de beløb som man fra Tønders side har valgt at give betinget af samarbejde med Museum Sønderjylland? I så fald er familien Wegner stået af.

Det bliver spændende at følge udviklingen.

 

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.886 artikler
  • Under Tønder finder du 298 artikler

Sydslesvig – under og efter Anden Verdenskrig

Oktober 4, 2022

Sydslesvig – under og efter Anden Verdenskrig 

Dette er en meget lang artikel. Det er foredrag afholdt i KFUM/KFUK Vesterbro. Flensborg var under besættelsen plaget af masser af bombardementer. Det kostede menneskeliv og mange ødelæggelser. Inden krigsafslutning blev regeringen samlet i byen. Dönitz havde nogle planer. Men han kunne ikke bruge Himmler som næstkommanderende. Cirka 3.000 krigsforbrydere blev samlet i Flensborg. Her dukkede også KZ – fanger op. Dem ville Dönitz bruge som gidsler i forhandlinger med vesten. Vi kigger på et par episoder ude på vandet, hvor marinere blev likvideret. Tyskerne var trætte af at blive afnazificeret. Havde man gode forbindelser blev man kategoriseret i bløde linje. Krigsforbrydere bosatte sig i det fine kvarter uden nogensinde at blive straffet. Vi kigger også på to lejre, hvor der skete grusomme ting. Kommandanten af disse to lejre blev aldrig straffet. Medlemmer af Det tyske Mindretal fungerede som vagtposter i Ladelund. Og hvordan havde det danske mindretal det. Under krigen blev de chikaneret af nazisterne og efter krigen blev de chikaneret af briterne. De dansksindede blev kaldt for ”Späck-Danen”. Og i Wassersleben måtte de sønderjyske politimestre stå skoleret for briterne i forbindelsen med sagen om Asmus Jensen.

 

Afspejlede sig i Sønderjylland

Vi plejer at fortælle sandheden og det er måske ikke altid den historie, som du plejer at høre. Det er ikke for at være anderledes, men det sker at vi får adgang til en anden historie end den officielle.

Besættelsestiden var frygtelig syd for grænsen især for de dansksindede. Men også efter besættelsestiden var det frygtelige forhold – lige syd for grænsen. De forhold, der var i Sydslesvig, satte sit præg på livet i Sønderjylland.

Jo vi hopper også over grænsen til min hjemstavn.

 

Meget tidlig advarede H.P. Hanssen mod faren

Og så var det lige englænderne. De havde ikke den store forståelse for det danske mindretals kultur. Vi skal da også i dette foredrag besøge to Aussenlager under Neuengamme. Måske bliver dette foredrag ikke så morsomt.

H.P. Hanssen – danskhedens ledere i Nordslesvig advarede meget tidligt om nazismens farer.

 

Advarsler i Mein Kampf

Det var ingen tvivl om Hitlers hensigter. Det stod sort på hvidt i hans bog. Det store gennembrud kom under den økonomiske krise i 1929. Dette betød arbejdsløshed og elendighed for den tyske befolkning

I 1928 var tilslutningen til nazisterne kun 2 pct. Men i 1932 var dette vokset til 64 pct. Historikere mener, at grunden til nazisternes store succes i Sydslesvig var at her ikke fandtes et egentligt bondeparti.

Kampen for Tysklands genrejsning og styrke var sat i gang. For tyskernes elendighed var nazismen et håb. Alt for sent opdagede de at det var en fiasko. Problemet var også, at de fleste ikke ville erkende det.

 

I Flensborg og Sydslesvig havde nazismen gode kår

Særlig i Sydslesvig og Flensborg havde nazismen gode vilkår. Antallet af arbejdsløse i Flensborg steg til 8.000 i 1932. Byen oplevede gadekampe mellem kommunister og nazister. Den 23. april 1932 modtog 45.000 begejstrede borgere i Flensborg Adolf Hitler. Det var så vidt vides hans første og eneste besøg i Flensborg.

Måske var det befolkningens sammensætning og manglen på et slagkraftigt industriproletariat, der var baggrunden for at Sydslesvig blev en nazistisk højborg.

 

De dansksindede blev smidt ud af byrådet

I første omgang opnåede NSDAP kun 21 af 45 pladser i byrådet. Men de danske repræsentanter, kommunisterne og Socialdemokraterne blev udstødt af byrådet. Så var banen sikret for nazisterne.

Og det var tydeligt at der skete ændringer i Flensborg. Jødiske forretninger blev blokeret og i 1933 foregik der bogafbrændinger.

 

Jøder mishandlet og jaget ud af deres hjem

Natten mellem den 9. og 10. november 1938 blev jødiske borgere mishandlet og jaget ud af deres hjem. Til sidst blev dem, der ikke nåede at flygte sendt til KZ – lejre og myrdet.  Det samme overgik politiske modstandere, fagforeningsfolk, Jehovas Vidner, Romaer og mange flere.

 

Børn sultet ihjel

På særlige institutioner blev der indrettet afdelinger, hvor der foregik drab på handicappede børn og voksne. Børn i et antal på 7 – 8.000 blev henrettet op tyske børnehospitaler. Mange gange blev de sultet ihjel.

I et gammelt fængsel i Brandenburg blev de første prøvegasninger gennemført i 1939 og 1940. man forsøgte sig med kuliltegas. Gassen var lugtfri og relativt hurtigt virkende. Et tidligere statshospital Gafeneck ved Stuttgart var prøveklud for de første systematiske gasninger.

Mennesker med syfilis blev tvangssteriliseret. Alkoholikere og kriminelle blev isoleret. Homoseksuelle og Jehovas Vidner havde Det tredje Rige ikke brug for. De skulle også udryddes. Det var en udgift for samfundet og passede ikke ind i det tredje Riges filosofi.

 

Knoglestykker brugt som gødning

Afbrændte knoglestykker blev smidt ud som gødning på marker eller hældt i floder og søer i nærheden af anstalter. Befolkningen kunne næppe undgå at lægge mærke til at der foregik mystiske ting. Efterhånden var det da også mange der stillede spørgsmål til sid selv, hvad ideen var med alle disse lejre. Man talte om økonomiske fordele ved at udrydde såkaldte ”Idioter og ”Ballast – eksistenser”

Frygten for eget liv og sikkerhed holdt tyskerne tilbage. Og nogle kunne da se en fordel i at overtage en billig lejlighed eller butik, hvis beboere og indehavere var sendt til en udryddelseslejr.

 

Jøder gjort til syndebukke

Luftangreb rasede over Flensborg. 1.000 sprængbomber og 12.000 brandbomber blev kastet over byen.

I krisetider er det syndebukke. I Tyskland var det kapitalismen, socialismen og modernismen, der var skyld i dette. Jøderne blev koblet til dette. Under nazitiden blev der lavet 2.000 anti – jødiske love og forordninger.

 

Politiken: Fantasier kan ikke tages alvorlig

Meget tidligt fortalte Hitler, hvad han var ude på. Således anmeldte Politiken hans bog ”Mein Kampf” i 1930:

  • Disse reaktionære fantasier er for umulige til at man kan tage dem alvorlige

 

Orwell hæftede sig ven en ting

Først i 1940 anmeldte selveste George Orwell bogen i England. Han hæftede sig ved at jøderne var gift for den ariske races udbredelse. Men alligevel nedtonede han grusomheden. Endnu i 1940 var Hitler en nogenlunde respekteret person.

 

Det Tyske Mindretal tog imod ideologien

Og Det tyske Mindretal tog tidligt imod de nye impulser syd fra. Måske kostede det en lille kamp i begyndelsen – men alligevel. Det gik hurtigt. Man ville ændre grænsen og kæmpede nu for at komme ”Heim ins Reich”. De oprettede hele tre forskellige værn og kæmpede mod danskerne. Efter besættelsen følte de sig som ofre og forlangte en undskyldning for den behandling, de fik. Den såkaldte ”Fårhus – myte opstod.

 

I 1944 skulle 16 – årige til fronten

En masse tvangsarbejdere var kommet til Flensborg. De var indkvarteret i kasernelignende lejre. Og i 1944 indkaldtes 16 til 60-årige til fronten.

For Flensborg kostede krigen 2.896 soldater. I byen kostede nedfaldne bomber 176 bombeofre deriblandt børn fra en dansk børnehave ved havnen.

 

Det danske Mindretal havde det svært

Under nazi – styret havde det danske mindretal i Sydslesvig haft det svært. Den voldsomme tysk – nationale, nazistiske propaganda havde ikke levnet megen plads til mindretallet.

Man havde ellers lovet i artikel 113 at de fremmedsprogede befolkningsdele ret til en fri national udvikling. Man fastslog at der ikke måtte lægges hindringer i vejen for at benytte modersmålet i undervisning, forvaltning og retspleje.

De dansksindede blev lettere arbejdsløse under nazi – tiden. Nazisterne betragtede dem nemlig ikke som ”Mitkämpfer”. Den tyske administration gav heller ikke de dansksindede vinterhjælp eller børnepenge.

Det sociale arbejde blev netop administreret af det nazistiske parti.

 

Berlin hjalp de dansksindede

Påskeblæsten i foråret 1933 var begyndelsen til de følgende års stormløb på mindretallet og den dansk – tyske grænse. Lokale nazistiske ledere i Sydslesvig som Gauleiter Heinrich Lohse, overborgmester i Flensborg, Wilhelm Siewers og fra 1937, Ernst Krach gjorde livet surt for de dansksindede. De danske skoler og Flensborg Avis blev løbende angrebet af de lokale nazister men reddet af centrale nazistiske myndigheder i Berlin.

Børnene blev hele tiden brugt som pressionsmiddel fra tysk side. Hvis børnene blev flyttet til tysk skole, fik man hjælp.

 

Dansksindede skoleelever skulle vise ”Hitler – Hilsen”

Senere kom der så en lov, hvorefter en skoleelev ikke kunne rejse til udlandet uden en attest fra Hitlerjugend. Og danske børn skulle også have en attest på, at de ikke var medlem af Hitler Jugend. Men for at få attest var betingelsen at man heilede, når man kom ind på kontoret.

Men endelig i 1938 fik man så en melding fra Berlin, at danske børn ikke behøvede at heile.

 

Tyskerne fyrede Flensborg Avis redaktør

Flensborg Avis svævede i en evig angst for censur.  Og forbud. Det krævede en streg selvdisciplin. Men selvbeherskelse var ikke nok til at undgå advarsler. Men man slap dog ikke for et midlertidig forbud. Og tyskerne afsatte redaktør Ernst Christiansen.

 

Dansksindede i kamp for hitler

For de unge dansksindede var det heller ikke sjovt. Hitler havde i 1933 genindført den almindelige værnepligt. Skulle de unge undgå den, måtte de flygte. Men skulle de opretholde retten til hjemstavnen, altså retten til at leve i Tyskland som dansksindet måtte de også udføre deres borgerpligt.

Det antages, at mellem 700 og 800 dansksindede sydslesvigere gjorde tysk krigstjeneste under Anden verdenskrig på de forskellige fronter. Og mellem 250 og 300 kom ikke hjem igen.

 

Udelejr Ladelund

Alle kender Neuengamme og dens grusomheder. KZ – lejren havde 89 udelejre. Og vi skal besøge to af disse.

Den første er Ladelund som kun lå ca. 5-6 km syd for grænsen lige i nærheden af Tønder. I denne lejr udgjorde vagtmandskabet 20 mand fra Det Tyske Mindretal nord for grænsen. Ellers var de fra SS Todenkopf og ældre marinesoldater.

Det var i begyndelsen af november 1944, at der kom 2.000 fangere til den lille by. Og egentlig var der kun plads til 200 i lejren.

 

Folk fra hollandske Putten blev likvideret

Her blev hollændere fra byen Putten likvideret. I alt blev 540 indbyggere fra denne by interneret. Kun 48 vendte tilbage. I Ladelund var det 117 fra byen, der blev likvideret. Det var i putten der blev skudt et par tyske officerer. Derfor skulle hele byen udslettes. Alle mænd mellem 17 og 65 år blev deponeret.

 

Panzerstrasse

Lejren i Ladelund stammer tilbage fra 1939 og var kun en kort overgang Aussenlager. I slutningen af 30erne havde de lokale beboere set unge mennesker forsynet med spader. Det var blandt andet disse mennesker, der byggede betonvejen ved grænsen. Den blev bygget mellem Süderlûgum og Flensborg. Strækningen var på 34 kilometer. Det var den såkaldte Panzerstrasse.

 

På to måneder – 300 dødsfald

Fangerne var inddelt i forskellige kategorier – politiske, kriminelle, asociale, Jehovas Vidne m.m.  Ja så var det også alle de andre undermennesker som polakker, jøder. Men her var også vagabonder, alkoholikere, hjemløse, arbejdssky, invalider m.m.

Når fangerne kom hjem om aftenen havde man adskillige døde med. På blot to måneder havde man 300 dødsfald i lejren.

 

Præsten ville ikke begrave i massegrave

Præsten Johannes Meyer fik pålagt at begrave de døde. Præsten fik at vide at han nok skulle regne med at begrave 20 – 30 stykker hver dag. Kommandanten ønskede, at det skulle være massebegravelser, men det nægtede præsten. Han ville have navn og data på hver. Og han fandt et stykke jord på nordsiden af kirken

 

Kommandanten blev aldrig straffet

Den overordnede leder, som både var kommandant for Ladelund og Husum – Svesing, Hans Herman Griem blev nogensinde dømt for sine forbrydelser. Da man endelig fik taget sig, sammen i 1971 døde han inden han fik dommen.

Griem blev godt nok anholdt af briterne, men flygtede. I lang tid levede han under falsk navn i Hamborg – området. Men da der ikke skete noget levede han længe med sit eget navn.

Han beslaglagde levnedsmidler og lod fangerne sulte. Så solgte han dem videre. Han brugte sadistiske metoder og skød selv flere fanger. Mange blev skudt, når han havde drukket. Han elskede at torturere fangerne. Han var magtsyg og uligevægtig.

 

I KZ – systemet var han driftssikker

Men i KZ – systemet var han en betroet og driftssikker medarbejder, der ofte blev sendt ud for at løse omfattende opgaver.  Han kunne sit håndværk. Gennem sin brutale fremfærd og sit uberegnelige væsen forstod han at skabe frygt i fangesamfundet. Han skabte resultater gennem terror.

 

25.000 mand gravede Friservold

I både Ladelund og Husum skulle man grave den såkaldte Friservold. I alt 25.000 var beskæftiget med dette arbejde. Man frygtede en allieret invasion i Danmark eller ved den tyske vestkyst. Hitlers ordre var at opføre befastningsanlæg langs Tyske Bugt og på tværs af Sydslesvig.

Men det måtte man opgive på grund af tyskernes sammenbrud. Snart opgav man Ladelund og sendte dem tilbage til Neuengamme.

 

Mellem 300 – 500 døde i Husum – Svesing

I Husum – Svesing skulle de holde varmet i vådt tøj Fra den 26. september 1944 bestod lejren. Her kom 2.500 fanger fra 14 lande. Mellem 300 og 500 mennesker døde som følge af tvangsarbejde underernæring og mishandling.

Med første sending var der 81 danskere. At arbejderne var fysisk udviklede til deres arbejde, var lige meget. De skulle bare fysisk og psykisk kækkes gennem meningsløse og disciplene foranstaltninger.

 

Umuligt at renholde sig selv

Man blev vækket kl. 4.30 om morgenen. Så skulle man indtage en sparsom morgenmad og ordne morgentoilette, hvilket ud fra de utilstrækkelige sanitære forhold var en udfordring. Man skulle kæmpe med de andre fangere for at komme til at vaske sig.

Det var umuligt at renholde sig selv og det udleverede fangetøj. Det fungerede også som arbejdstøj i de mudrede pansergrave. Latriner var dimensioneret efter de 250, der normalt skulle opholde sig her.

 

Fangevogtere blev belønnet, når de havde skudt en

SS-soldaterne morede sig med at tage fangernes hatte og kaste dem væk. Så blev fangerne kommanderet til at hente disse hatte og så skød vagtposterne dem. Så kunne de altid sige, at de blev skudt på flugt. Drabsmanden blev så belønnet med naturalier i form af delikatesser, spiritus eller en fridag.

Man brugte tæpperester som forbinding. Men blev det opdaget under appellerne blev fangerne beskyldt for tyveri eller sabotage mod Det Tredje Rige. Straffen var prygl, oftest pisk i den nedre del af ryggen. Dette var i mange tilfælde ensbetydende med åbne sår og sågar nyreskader. Mange af disse skader endte dødeligt.

 

En lærer og hans klasse opdagede den grufuld fortid

Det var en lærer og hans folkeskoleklasse, der i 1970erne opdagede lejrens eksistens. De begyndte nu at undersøge arkiver. Lokalsamfundet havde glemt eller ville glemme eksistensen. Måske var det sammenvittigheden.

 

”Det har vi ikke vidst noget om

De fleste lokale frydede sig over fangernes lidelser, når de mødte dem på de nordfrisiske veje eller i Husums gader. Mange væmmedes da også at se fangerne, mens andre hånede og grinede af de forhutlede fanger. Det står lidt i kontrast til tyskernes udsagn:

  • Dawon haben wir nichts gewust

 

3.000 krigsforbrydere samlet i Flensborg

I maj 1945 var der forsamlet 3.000 krigsforbrydere i Flensborg. De fleste af disse nåede videre til Sydamerika og via Danmark til Sverige. Andre igen havde fået nyt ID.

 

KZ – fangere beordret til Flensborg

I begyndelsen af maj vrimlede Flensborg også med KZ – fangere fra Neuengamme . Dengang da Himmler havde magten havde han beordret fangerne til Flensborg. Han ville bruge dem som gidsler i forhandlinger med de allierede.

 

Göring var sikker på at blive afløser

Hermann Göring var sikker på, at han blev Hitlers efterfølger. Det fastslår et førerdekret fra 1941. Men i førerbunkeren befandt Martin Bormann sig stadig. Han var kendt som intrigernes mester. Og Göring kunne han ikke fordrage. Og denne Göring havde forfattet et telegram, der nærmest var et ultimatum. Da Bormann læste det, gjorde han sin chef opmærksom på, at Göring seks måneder tidligere var mistænkt for at have ført hemmelige forhandlinger med de allierede.

 

Dönitz blev leder

Bormann havde nu fået hidset Hitler op. Göring skulle arresteres og fratages alle sine poster. Himmler blev ligeledes afsløret, men blev dog ikke anholdt. Således blev storadmiral Karl Dönitz kort før Hitlers død udnævnt til Statsoverhoved. Den 30. april modtog han et telegram fra Bormann.

 

Himmler blev afvist

Den 2. maj var Himmler sammen med 150 medarbejdere kommet til Flensborg. Han havde masser af penge og guld med. Han forventede at blive næstkommanderende. Men Dönitz – den nye regeringsleder havde afvist ham. Ligeledes blev von Ribbentrop afvist.

Himmler fik som tusinder af andre nyt ID. Han fik en fisker til at sejle ham over Elben. I nærheden af Lüneburger Heide løb han på en kontrolpost. Her mente de, at hans Ausweiss så alt for nyt ud. Men inden de kunne nå at anholde ham, havde han indtaget en selvmordspille.

 

Havde været til møde med Folke Bernadotte

Den 23. april havde Himmler mødtes med Folke Bernadotte. Han havde en plan med, at USA og Storbritannien sammen med tyskerne skulle vende våbener mod Sovjet. Men det forslag blev prompte afvist.

 

Vigtigt møde i Flensborg

Dönitz havde 400 soldater som livvagter. Og straks ved hans ankomst til Flensborg blev der afholdt stormøde. Her gjorde generaloberst Lindemann opmærksom på, at han ville kæmpe videre i Danmark. Ifølge et referat havde han sagt:

  • Kom de kun til Nordslesvig Hr. storadmiral så sætter vi proppen i og udkæmper krigens sidste anstændige slag der.

Men nu er det ikke alle historikere, der er enige i at han har sagt dette.

 

En stakkels fordrukken kommandant

Dönitz beordrede den 7. maj at man stadig skulle hilse med ”Heil Hitler”. Først den 10. maj blev rigsflaget taget ned fra marinestationen. Den 14. maj blev alle billeder af Hitler fjernet fra offentlige kontorer.  Det var også den dag, at der fandt en statsbegravelse sted. Det var fregatkaptajn Wolfgang Lüth. Kommandøren for Marineskolen var blevet skudt foran en vagtpost. Kommandørkaptajnen var så fordrukken, at han ikke kunne huske det kodeord, som han selv havde uddelt.

 

Speer og Dönitz protesterede under anholdelse

Den 23. maj havde englænderne fået nok. Den tyske regering og den militære ledelse blev afsat og arresteret. Albert Speer gjorde opmærksom på at det var nedvurderende for en mand af hans rang at blive transporteret i et almindeligt militært køretøj.

Dönitz havde pakket 12 kufferter. Men han fik kun lov til at tage en kuffert med sig. Han havde ellers taget en hel ny uniform på. Briterne arresterede i alt 420 personer.

 

En mærkelig stemning i Flensborg

Stemningen i Flensborg i de sidste 20 dage skiftede mellem fortvivlelse og eufori. Ingen vidste om man var død i morgen, arresteret eller sat i fangenskab. Det var som at danse på en vulkan. Kvinder og mænd var indblandet i vilde orgier. Både alkohol og stoffer var indblandet.

 

Både sænket i Flensborg Fjord

I Gelting Bugt lå cirka 20 krigsskibe og 50 u – både opankret. I aktion ”Regenbogen” blev alle disse skibe sænket. Man har glemt, hvilken økologisk og miljømæssig katastrofe dette medførte. Kemikalier og dieselolie forurenede hele bugten.

Allerede den 30. april beordrede Dönitz at alle skibe, der ikke lige var beregnet til fiskeri og minesøgning tilhørende den tyske marine skulle sænkes. Åbenbart havde Dönitz den 4. maj annulleret denne ordre.

Men mange kaptajner ignorerede denne ordre. I Flensborg Fjord blev der sænket 28 u – både. I gelting Bugt drejede det sig om 47.

 

300 KZ – fangere plaffet ned på strand

Natten mellem den 2. og 3. maj strandede lastpramme med indsatte fra KZ Stutthof og Danzig ud for Neustadt. Om eftermiddagen den 3. maj skød soldater, SS’ er, Hitler – drenge og medlemmer af Folkestormen 300 af disse i fuld offentlighed på stranden. Mange af dem var kvinder og børn. Andre lastpramme med indsatte flakkede rundt i den vestlige del af Østersøen. To af disse landede på Stevns og Langeland.

 

Først i 2002 blev der givet pension

Først i 2002 besluttede den tyske regering at familier og personer, der blev dødsdømt efter krigens ophør skulle have krigsskadeserstatning. Indtil da havde familiemedlemmer til tidligere Waffen SS – medlemmer og Gestapo – folk været bedre stillede.

 

10.000 flygtninge dræbt af de allierede

Den 3. og 4. maj havde britiske fly været i gang ved østkysten. Man mente at de var ved at evakuere deres tropper mod nord. Men ved denne aktion angreb britiske fly en masse flygtningeskibe. Man mener, at mindst 10.000 flygtninge omkom ved denne aktion.

Ved den sønderjyske østkyst og langs Flensborg Fjord drev vraggods og lig i land.

Kolonner med tusindvis af KZ – fangere ankom til Flensborg fra bl.a. Stutthof og Neuengamme. De skulle bruges som gidsler i en forhandlingssituation med de allierede.

 

Dönitz blev kun idømt 19 års fængsel

Denne Dönitz overtog som allerede som nævt kommandoen af den tyske ubådsfly. Han var også hovedmanden bag de succesrige ubådsangreb mod de allieredes konvojer. Om det Dönitz gjorde i Flensborg var godt eller skidt, ja det strides historikerne endnu om. Ja han opløste Gestapo, SS og Nazi – partiet. Men han accepterede alle de ulovligheder, der foregik i byen de sidste 20 dage.

I Nürnberg blev han idømt 10 års fængsel for

  • Deltagelse i sammensværgelse
  • Forbrydelser mod freden
  • Krigsforbrydelser

I 1980, da han døde, blev han dog ikke begravet med militære æresbevisninger. Men selv efter hans død fortsatte med at være en omstridt skikkelse.

Frem til verdenskrigens afslutning fulgte han kompromisløst Hitlers befalinger. I foråret 1945 afviste han enhver tanke om våbenhvile. Han planlagde endda en ny offensiv mod de allierede med ny konstruerede skibe.

Han påstod ikke at kende til det tredje Riges forbrydelser. Men det var ham, der gav ordre til at skibe med flygtninge skulle torpederes. Han var nazist til det sidste. Således optrådte han i 1963 på et gymnasium ved Hamborg. Her fik lejlighed til at fastholde sin fascistiske og nazistiske holdninger og sin beundring for Hitler.

 

11 mand likvideret på Alssund

Og denne Dönitz gav også ordre til henrettelse af nogle stakkels marinesoldater i Alssund og Gelting Bugt. Det er de to historier I skal høre nu.

I de danske hjem var det naturlige glæde, da frihedsbudskabet kom. Langs strandene blev det tændt bål også ved Alssund.

Den tyske minestryger i Sønderborg M 612 lægger fra kaj i Sønderborg. Kursen er sat mod Møllebugten. Det er en strækning på ca. 2 km. Her blev der kastet anker kl. ca. 23. Inde på land kan det ses at projekterne blev tændt. Så blev hørt støvletrampen og affyring af maskinpistoler. Derefter hørtes der plask. Ingen tog videre notits af det. Ingen vidste at 11 dræbte marinesoldater pakket ind i lærredssække med tunge jernblokke netop var smidt i vandet. Efter halvanden time sejlede båden igen.

 

Mandskabet begik mytteri

Båden havde været i Kurland efter flygtninge. Det havde været en farefuld færd. I Kiel ville man ikke tage imod flygtninge. Og det ville man heller ikke i København. Og i Sønderborg havde modstandsbevægelsen overtaget og afviste også skibet.

Der spredte sig en mærkelig uro. Man talte om at ”stige ud eller stikke af”. Man havde ikke lyst til atter engang at tage til Kurland og risikere liv og lemmer, nu hvor krigen var slut.

Den næste morgen den 5. maj gjorde man klar til atter at sejle. De fik at vide, at de bare skulle parere ordre. Nu var de Frikorps Dönitz. Og på M 612 var der forholdsvis unge officerer. De ville vise deres værd.

Men skibet nået ikke langt. Mandskabet foretog mytteri og overtog herredømmet over skibet. De spærrede officererne inde.

 

En hurtigbåd opdagede det

Men ak. En hurtigbåd kom forbi og kommandanten fra denne opfattede mistanke. Der ankom flere både og M 612 blev nu omringet. En undersøgelseskommando blev enige om dommen:

  • 11 blev idømt dødsstraf
  • 4 blev idømt fængselsstraf
  • 5 blev frikendt

Mandskabet var fra 18 til 23 år. Dönitz havde givet sin tilladelse.

 

Nu har de endelig fået en mindesten

Den danske fisker, Henry West bjergede syv af ligene. Alle blev begravet på kirkegården i Sønderborg på den afdeling, der var forudset til wehrmacht. To af de bjergede blev begravet på Christians kirkens Kirkegård.

I mange år nægtede Sønderborg Kommune at rejse en sten for de likviderede. Og det samme var tilfældet i Det Tyske Mindretal. Først for et par år siden blev der rejst en sten.

 

Ingen blev nogensinde straffet

Retten i Lübeck frikendte dem, der afgjorde at de 11 skulle dømmes til døden. Det var familiemedlemmer, der havde rejst sagen – ikke de tyske myndigheder. En anden retssag i Hamborg frikendte eksekutions – officer, kaptajnløjtnant Merkel. Donitz understregede, at enhver stadig var bundet af sin soldatered.

 

En speciel sten i Gelting Bugt

I nærheden af en campingplads i den skønne omegn af Flensborg ud mod Gelting Bugt på et sted, der hed Norgaardholz fandt vi en sten, hvorpå, der stod:

  • Vi bliver nok de sidste ofre fra denne krig. Og det er også forgæves som mange andre, der faldt
  • Matros Fritz Wehmann 26 år
  • Martin Schilling 22 år
  • Marinetelegrafist Alfred Gail

 

  • To dage efter kapitulationen den 10. maj 1945 af NS – marinekrigsdommere
  • På grund af desertering dømt til døden om bord på ledsagerskibet Buea ud for Nordgaardholtz og derefter skudt.
  • Men tro mig, jeg er ikke forbryder, selv om man nu viser mig æren
  • Jeg har kun gjort det, fordi krigen var over, for også at beskytte jer.

Teksten var skrevet af Alfred Gail’ s forældre. Og slægtninge til de tre satte stenen op den 9. juli 1999.

 

To dage efter at freden var indført blev der givet befaling

Og hvad der skete to dage efter at freden var indtrådt i Gelting Bugt har beskæftiget det tyske retssystem gennem mange år. De ville helst have glemt det. En kommando marcherede hen på agterdækket og befalede nedskydningen. Og det var under ledes af den samme ”Merkel” som foretog likvideringen i Møllebugten et par dage forinden.

Ligene blev derefter med tunge vægte smidt i Østersøen. Og Dönitz havde proklameret, at ”Faneflugt nu engang koster hovedet”. Men nu var dette vel nærmere mytteri.

Den 8. maj var flagene blevet strøget fra hurtigbådene i gelting Bugt. Dette betød at krigen var forbi. Den fjerde matros slap med tre års fængsel.

Alle implicerede slap for straf. Og de to episoder var langt fra de eneste i dage omkring Flensborg Fjord.

 

Masser af lignende situationer i Mørvick

Alene i Mørvick blev der rapporteret om et dusin episoder efter den 5. maj 1945, der førte til en dødsdom. Således blev tre matroser dømt til døden, fordi de havde ødelagt kompasset på et skib.

En marinesoldat nægtede at fyre op på et krigsskib. Han fik sin dødsdom den 10. maj.

Inden for luftvåbnet blev en østrigsk soldat skudt den 14. maj, efter at være dømt til døden. Hans forbrydelse var, at han havde udtalt, at han ikke ville kæmpe for Tyskland.

 

Masser af domme – det accepterede de allierede

Både i Norge og Holland blev der uddelt talrige dødsdomme efter krigens ophør. Så sent som i 1946 er det eksempler på dødsdomme inden for den tyske Wehrmacht oppe i Norge.

Mellem den 10, maj og 5. august blev der alene ført hele 750 straffesager inden for det tyske militær. De 424 var for faneflugt. Åbenbart blev dette godkendt af de britiske militærmyndigheder.  Og det skete også gennem hele 1946. Briterne mente, at på denne måde ville det være en mere sikker måde for ordnet afvæbning af Værnemagten.

 

Hvem kommer først til Lybæk

Her troede man så at alt var aftalt i slutspillet. Men faktum var, at der var stor forvirring. Montgomery, Eisenhower og Churchill var overhovedet ikke enig. Montgomery ventede ti dage med at gå over Elben. Russerne skyndte sig. Det drejede sig om, hvem der først kom til Lübeck.

Ja egentlig var det amerikanerne, der først mødte dem. Men det må man ikke sige højt. Først den 7. maj besluttede Montgomery at sende køretøjer over grænsen. Den 5 maj var der dog kommet 300 englændere til København. Men særlig travlt havde englænderne ikke.

 

Montgomery var uenig om hastigheden

Montgomery havde været uenige med amerikanerne omkring hastigheden. Han blev ofte betragtet som en besværlig person. Han havde med nedladende holdning over for amerikanske generaler. Han kritiserede også den danske forsvarsindsats. Han var ikke begejstret for de danske politikere og for danskernes landbrugs – og fiskerieksport til Tyskland.

 

6 eller 12 timer før russerne

Hans selvglæde var uhæmmet. Han fik at vide, at det lå Eisenhower meget på sinde, at de nåede Lübeck før russerne. Amerikanerne/canadierne mente at de kom 12 timer for russerne. I Montgomerys dagbog står der 6 timer.

Det er den amerikanske general Bradley, der erklærer, at de kom først. Egentlig skal vi takke amerikanerne for, at russerne ikke besatte Danmark. De nøjedes så med Bornholm.

Hvordan ville tyskerne reagere

Men Montgomery var ikke klar over, hvordan tyskerne ville reagere i Danmark. Var det nødvendigt at sende tropper til Danmark for at nedkæmpe dem? Det var trods alt en kvart million tyske tropper i Danmark. Heraf var 100.000 værnemagtssoldater og 75.000 tjenestegørende i flåden og luftvåbnet.

Han havde ellers forlangt, at de tyske lufthavne skulle bombes. Men denne aktion var blev aflyst flere gange på grund af dårligt vejr.

Den sønderjyske amtmand måtte ikke tage imod de allierede. Modstandsbevægelsen mente, at han havde været alt for eftergivende og flinke over for tyskerne. De mente i stedet for at han skulle arresteres. De havde bedt ham om at blive hjemme.

 

Briterne forlangte afvæbning af alle tyske skibe

Briterne forlangte, at de skibe, der ikke var blevet sænket, blev afvæbnet. Tyskerne var meget effektive. De transporterede ammunitionen hurtigere i land end briterne kunne nå at bortskaffe det. I løbet af få uger var der oparbejdet et større lager af ammunition i en række barakker ved havnen.

 

Den 14. juni 1945 gik det galt

Om morgenen den 14, juni 1945 gik det galt. En barak opbevarede 20 mm ammunition sprang i luften. Små ti minutter senere fulgte den næste og langt kraftigere eksplosion. Denne gang var det en nærliggende barak, der opbevarede mellem 200 og 250 dybdebomber, der røg i luften. Denne startede en kædereaktion, der fik resten af barakkerne til at rydde i luften.

 

Briterne troede det var sabotage

Trykbølgen fra eksplosionen spredte sig ud over havneområdet. Den jævnede både bygninger i havneområdet og væltede skibe i havnen. Eksplosionerne var så kraftige at adskillige huse i Flensborg fik revet taget af, Ruder blev smadret 10 kilometer væk.

De britiske styrker troede først, at det var sabotage. De blev sat i allerhøjeste alarmberedskab. Men ret hurtigt fandt de ud af, at det var en katastrofe.

Man hjalp brandvæsnet med at slukke de mange ildebrande. Men dette arbejde var hæmmet af, at store mængder af u-eksploderet ammunition var spredt ud over havneområdet. I alt 88 mennesker omkom i katastrofen.

 

En karl var ikke den, han udgav sig for

Den 11. marts 1946 er alt roligt på Hansens gård i Gottrupel ved Flensborg. Men pludselig er der masser af larm. Beboerne er forskrækket.

  • Er det polakker, tidligere tvangsarbejdere, der vil plyndre?

Nej det er britiske soldater, der river dørene op. Også den til karlekammeret. Der sover Franz Lang. Marinesoldaten hjælper til på gården. En flittig og venlig mand, som tager sig meget tid til børnene. Geværkolber bliver brugt mod ham. Blodet flyder fra ham. Man river vielsesringen af ham.

Kaptajn Hans Alexander læser, hvad der står på ringen:

  • Rudolf und Hedwig.

Den britiske nazi – jæger har nået sit mål. Han har fanget Kommandanten fra Auschwitz – Rudolf Höss. Denne bliver udleveret til Polen. Allerede den 16. april bliver han hængt foran sin tidligere kommandant – villa med et udsyn til gaskamrene Han var kun en af de cirka 3.000 krigsforbrydere, der var forsamlet i Flensborg

 

Det pæne kvarter var fuld af topnazister

Det pæne Flensborg kvarter, Westlische Höhe var behængt med topnazister i efterkrigsårene. Her blev krigsforbrydere pludselig forvandlet til bedsteborgere med villa, vovse og Volvo.  Naboerne vidste det. De sagde ikke noget. De nøjedes med at kigge ud gennem gardinerne.  Og lade som ingenting.

 

Massemordere gjorde karriere

Jo det lykkedes massemordere at gøre karriere. Godt nok blev 300 af Det tredje Riges kabinetsmedlemmer og stabsofficerer anholdt den 23. maj 1945 på Marineskolen Mørwig. . Men Flensborg blev et ”Fortielses og Hvidvasknings – syndikat”. Det er ikke en by i Tyskland, hvor så mange ansvarlige og villige bødler gik under jorden.

 

Og så fik de en tårnhøj pension

Hans Joachim Beyer var en betydelig nazistisk racebiolog. Han deltog aktiv i massehenrettelse i Ukraine. Han kom på Pägogische Hochschule i Flensborg, hvor han fik et professorat.

Hitlers justitsminister, Franz Schegekberger fik ved Nürnberg – processen livsvarigt fængsel. Men han allerede i 1951 blev han løsladt. Han flyttede til Dietrich Nacke Strasse 21 på Westliche Höhe i Flensborg. I 1962 fik han ved en rets-anordning tilkendt en månedlig pension på 2.984 mark om måneden. En almindelig arbejders månedsløn var dengang 400 mark.

Carl Oberg legede Dr. Jerkyll og Mr.Hyde på Peter Christian Hansens Weg 8 efter at være dømt til døden ved en krigsret i Wuppertal og senere benådet. Oberg var SS – fører i Lvov, hvor han var ansvarlig for nedslagtning og tvangsudskrivning af jøder.

 

Aflivning af mentalt syge

Læge Werner Heyde aflivede som leder af nazisternes eutanasiprogram i årene 1939 – 41 100.000 mentalt syge og udviklingshæmmede mennesker, som ikke led af en livsfarlig sygdom. Han skaffede sig i Flensborg en ny identitet som Frits Sawade og fik et vellønnet job som reservelæge. Han flyttede også til det fine kvarter.

Ja vi kunne have nævnt mange flere.

 

Epidemier, sult og kulde krævede flere ofre

Om der havde været nazister blandt det danske mindretal? Jo det kan godt tænkes. Således kunne man ikke få en videregående uddannelse uden at være med i Hitler Jugend.

Man beskyldte også redaktør Ernst Christiansen – redaktør på Flensborg Avis for at være lidt brun i kanten. Han havde nogle specielle forestillinger om afstamning og race.

Tyske historikere har beskyldt dansksindede sydslesvigere for nazistiske tendenser. Kigger man på medlemsblade fra dengang m.h.t. at blande sig med de østtyske flygtninge, så havde det danske mindretal en speciel fortolkning af begrebet raceideologi.

Under britisk opsyn fik byen en dansksindet overborgmester I.C. Møller. Men lidelserne var langt fra forbi. Epidemier, sult og kulde krævede flere ofre i efterkrigstiden.

 

Befolkningstal steget med 71 pct.

Fra januar 1945 flygtede millioner af tyskere i Østtyskland. Den røde hær kom nærmere. I maj 1945 var der ca. 227.000 flygtninge i Sydslesvig. I 1989 var der 282.000. Den store tilstrømning betød at disse flygtninge blev tvangsindkvarteret i private hjem. Således var der op til 17 personer om at dele et toilet og et køkken.

Befolkningstallet i Sydslesvig var vokset med 71 pct. Indbyggere skulle pludselig dele deres hjem med vildt fremmede. Levnedsmidler blev igen rationeret.  Bønderne ville ikkedele deres spisekammer med flygtningene. Mange bønder slagtede sort. De havde glemt at spørge englænderne om det.

 

De æder hundefoder

Men det rygtedes hurtigt blandt flygtningene, og disse fandt ud af, hvor bønderne gemte deres kød. Og de lokale bønder sagde skadefro:

  • De æder hundefoder.

Sortbørshandlen blomstrede og der var masser af smugleri over grænsen fra Danmark. Et godt venskab med en bonde betød overlevelse.

Overalt lå der våben og andre efterladenskaber. Og det var farligt, når børn fik fat i en håndgranat.

 

Det Danske Mindretal var afvisende over for flygtningene

Det danske mindretal var meget afvisende over for disse flygtninge. De vakte bekymring hos de dansksindede. De følte at de var en folkelig og national trussel. Samtidig så det ud til at englænderne foretrak disse i den offentlige administration i stedet for de dansksindede.

Det lykkedes for de dansksindede at sprede deres angst for flygtningene til Danmark. Og det gjorde de bl.a. ved hjælp af den dansksprogede presse i Sydslesvig.

 

Mindretallet smed 45 medlemmer ud

Det danske mindretal indførte regler, så flygtninge ikke kunne melde sig ind. Et ægteskab med en flygtning betød at man blev smidt ud af den danske forening. På den bekostning blev 45 medlemmer smidt ud.

Flygtningene blev beskrevet som anderledes. I 1947 foretog Gallup herhjemme en undersøgelse. Den viste at 88 pct. at Danmark burde forhindre flygtningens bosættelse i Sydslesvig. Man mente heller ikke at de skulle have samme politiske rettigheder som andre.

Nu kan vi altid fordømme dette i bagklogskabens viden.

 

Mindretallet holdt sig ikke tilbage i beskrivelsen af flygtningene

I såvel danske som sydslesvigske blade holdt danskerne sig nu ikke tilbage med beskrivelsen af flygtningene. De blev beskrevet som dovne og upålidelige mennesker, uforbederlige nazister og vendekåber, der kun drømte om at overtage magten. ikke blot i Sydslesvig men også i Danmark. Et sted stod der:

  • De kan avle forskellige bastarder som kan opfylde og forpeste landsdelen – marchere over grænsen så endnu et gammeldansk land kan forblive forpestet.

Et andet sted stod der:

  • Østpreussen har klare racekendetegn, der adskiller dem fra sydslesvigerne og de øvrige nordiske folkeslag. Det kulminerer i den østpreussiske folketype, hvis legemsbygning og hovedform bærer rigt vidnesbyrd om blodmæssigt tilskud gennem generationer af polakker, russere, litauere m.m.

 

A.P. Møller blandede sig også

Skibsreder A.P. Møller var særdeles aktiv. Han frygtede for danskhedens skæbne og skrev læserbreve i Berlingske og Flensborg Avis:

  • Men nu, da Beslutninger skal træffes, bør denne Fare med alle Midler øges forebygget. Nogen beroligelse, ligger der for Danmark næppe i, at der blandt Flygtningene er saa mange Kvinder, thi min Iagttagelse gennem mange Aar har været, at tyske Kvinder gennemgaaende er fuldt saa nationalt fanatiske som tyske Mænd.

 

De kunne skade den nordiske slægt

Så sent som i 1949 kunne man læse i den slesvigske hjemstavnsavis som specielt udkom til det danske mindretal på tysk, at det var fare for det frisiske blod.

  • Folk øst fra blandede sig. Og det var fare for at de slaviske træk vil blande sig.

Derefter kom en beskrivelse af hvordan avisen mente, at det kunne skade den nordiske slægt. Avisen forlangte også at alle embeder i Sydslesvig skulle besættes med folk med en helt ren nordisk race.

Set med efterkrigens øjne ser det ud til at de dansksindede fejlfortolkede flygtningeproblemer. Og fortyskningen af sydslesvigerne var ikke så overfladisk som man havde håbet på fra dansk side.

 

En masse soldater blev interneret

Den britiske besættelsesmagt internerede indtil april 1946 over en million tyske soldater i Eiderstedt, Ditmarsken og Østholsten. Blandt soldaterne havde topnazister også skjult sig. Således fandt man Rudolf Hess, lederen af KZ – lejren Auschwitz. Han spillede marinesoldaten Franz Lang.

 

Tavshed og fortrængning var baggrunden for tyskernes succes

Tavshed og fortrængning var i mange år fremherskende i den tyske befolkning. Det var det som var baggrunden og hemmeligheden bag Tysklands hurtige opbygning.

 

De tyske politimestre skulle stå skoleret for de allierede

Den 3. juli 1945 blev de sønderjyske politimestre kaldt til et møde på restaurant Waldeck i Wassersleben. Det engelske militær ville gerne have at politimestrene gjorde rede for nedskydningen af 4 personer. Desuden ville man gerne have at vide, hvor Asmus Jensen befandt sig.

Den sidstnævnte var engelsk spion. Men modstandsbevægelsen i Padborg mente, at han var tysk spion. Han blev kidnappet, da han gik tur med sin kone. Han blev gennem flere dage tortureret i en lade i Vejbæk ikke lang fra Frøslev. Her blev han så til sidst dræbt af to nakkeskud.

Med en motorcykel med sidevogn blev han anbragt og begravet ved Søndermosevej 85 – 87. Efterfølgende blev han så gravet op og placeret 200 meter inde i Tyskland.

 

Den danske brigade forfalskede en rapport

Antagelig er det politimesteren i Gråsten eller anklagemyndigheden, der har fået Den Danske Brigade til at formulere en falsk rapport. De påstår at de skød ham på flugt ind i Tyskland og ramte ham på flere hundrede meters afstand.

De tre Brigade – folk, der har underskrevet rapporten, fik efterfølgende topstillinger. Måske burde vi ikke have set ligsynsrapporten og andre dokumenter. Efter at vores bog er udkommet er det da også blevet lukket for yderligere arkivtilgang.

 

Tog ikke imod mordanklage

Aabenraa Politi nægtede også at tage imod en mordanklage med nye beviser under påskud af at sagen er lukket i 1947.

Den 19. juli 1945 blev Asmus Jensens lig fundet. Hvordan den engelske militærkommando i Flensborg reagerede på dette og på den falske rapport vides endnu ikke. Men det finder vi sikkert også ud af. Nu havde briterne også andet at se til

Jo der skete mange mystiske ting i grænseområdet dengang. Og i 1973 beklagede politimesteren i Gråsten sin nød til Folketinget. Han mente, at journalisterne var kommet lidt for tæt på.

 

Flere erklærede sig danske

Der var decideret hungersnød syd for grænsen. Englænderne måtte flere gange fortælle danskerne, at de ikke måtte sende tyske flygtninge retur. Det danske mindretal modtog fra 1945 og et par år frem hjælpepakker fra Danmark.

Her var mange, som tidligere følte sig danske, som pludselig erklærede sig som danske. Mange gjorde det sikkert også bare for at overleve. Derved fik de adgang til pakkerne fra Danmark. Og så var det jo også dem, der under nazismens tid ikke turde vise deres sindelag.

 

Flæske – danskere

Blandt flertalstyskerne herskede der stor bitterhed over dette. Ikke uden grund blev de dansksindede kaldt for ”Speckdänen” Det udløste kraftige spændinger.

Der opstod en stemning at, at Danmark nærmest flød med mælk, honning, demokrati og social retfærdighed. Det var noget helt andet end hvad Nazi – Tyskland havde budt på.

På de danske skoler blev der serveret et måltid hver dag.  I juli 1945 blev der leveret 3.700 hjælpepakker fra Danmark. I august 1947 var man oppe på 70.000 hjælpepakker.

 

Forskel på, hvem der kunne få hjælp

Men de dansksindede fortsatte med at være undertrykt. Den danske forfatter og senere højskoleforstander Bøgh Andersen var kortvarig borgmester i Harrislee efter krigen. Han fandt følgende stykke papir, der bl.a. omhandlede tandlægehjælp:

  • Nationalsocialister kunne få 100 pct. hjælp. Borgerlige og gode socialdemokrater 50 pct. Danskere og Kommunister ikke over 25 pct.

Det var også den by som Frøslev-fangere kaldte for ”Helvedes Forgård”. Her blev de kørt hen og sat i utætte kvægvogne for at blive befordret syd på til KZ – lejre.

Lokale bønder tilbød hø for penge. De fik pengene, men de kom aldrig med deres hø.

 

En nydannet forening

En nydannet forening så dagens lys i 1946. Den hed Sydslesvigs Forening. I februar 1946 var der 12.000 medlemmer. I 1948 var der 75.000. Og i begyndelsen af 1950’erne udgjorde de dansksindede 100.000 ved landdagsvalgene.

 

Afnazificering

De allierede gennemførte afnazificering overalt i Tyskland. Men de gjorde det på hver deres måde. Myndighederne forsøgte at kategorisere ”forbrydelserne” ens. Man tog hensyn til besvarelsesdokumenterne og ved at afhøre en om den brune fortid. I Sydslesvig fandt man frem til, hvor mange det drejede sig om:

  • Kategori 1-2 – 206.000
  • Kategori 3 – 2.217
  • Kategori 4 – 6.650

Hvem gemte sig bag disse kategorier?

  • Hovedskyldige
  • Belastede
  • Mindre belastede
  • Medløbere
  • Uskyldige

 

Det gjaldt om at have gode forbindelser

Men det handlede om at have gode forbindelser. Således blev Gauleiter Heinrich Lohse inddelt som kategori 3. Han havde således været særdeles aktiv i Sydslesvig. Det gjaldt om at have gode venner og gamle forbindelser. Og så var det næsten lige meget, hvad man havde lavet,

Man indrettede såkaldte Spruchkammer, der skulle bedømme den politiske holdning og sindelag hos millioner af tyskere. Disse kontorer bestod af amatører og ganske få jurister. Tyskerne opfattede alt dette som en fiasko:

  • De små hænger man og de små lader man undslippe

 

Tyskerne følte sig ydmyget

Det var hele 125 spørgsmål, man kan skulle svare på. Tyskerne opfattede det så ydmygende og banale. Man kunne ikke angive, hvorfor man havde handlet som man gjorde. Således lovede en gymnastiklærer truet sine elever med klø hvis de ikke meldte sig frivillig til fronten.

Hvis man havde anbefalinger fra bekendte og gik hyppig i kirke, slap man billigere. Man led af mandskabsmangel. Og det betød så at mange slap for at ende i kategori 1 og 2.

Ledelsen i NSDAP, SS eller Sikkerhedspolitiet (SD) slap med en bøde på 4.000 mark eller 2 års fængsel. Men på grund af det store antal sager blev det aldrig rigtig gennemført.

 

I 1948 blev der fremsat en lov om afnazificering

Englænderne og amerikanerne mente, at genopbygningen af hele administrationen var vigtigere end en politisk undersøgelse.

I februar 1948 vedtog man i Slesvig – Holsten en lov:

  • Til fortsættelse og til afslutning af afnazificering

 

Konrad Adenauer var en af de største tilhængere af afskaffelse

De britiske myndigheder gennemførte i maj 1948 en undersøgelse som viste at 3 ud af 4 tyskere ville af med denne afnazificering. Og Konrad Adenauer mente at forfølgelsen af nazister bragte flere ulykker.

Fra 1949 til 1954 blev en masse af de dømte benådet og løsladt. De fleste embedsmænd med en brun fortid kunne nu fortsætte deres karriere. Og større krigsforbrydere slap for videre efterforskning.

 

1948: Kun 30 pct. af tyskerne mente, at Nazismen var dårlig

 

 

I 1948 lavede amerikanerne en undersøgelse. Den viste at kun 30 pct. af tyskerne mente at nazismen var dårlig. Fem år senere var næsten alle blevet benådet. Man forsøgte et ignorerer og fortrænge, hvad der var sket under Det tredje Rige.

Langt op i 1950erne og 1960erne var der krigsforbrydere ansat i stat og kommune. Og nu har man så travlt med at jagte 95 – årige med en lavere stilling til retsforfølgelse.

 

1948 var der stadig 30 pct. arbejdsløse

Efter valutareformen i 1948 var der stadig 30 pct. arbejdsløse i Flensborg. Først omkring 1950/51 kom der for alvor gang i økonomien. Der kom mere gang i havnedriften. En kæmpe social indsats blev ydet for at integrere de tilbageværende.

Forbundsrepublikken lagde en del af deres institutioner til byen. Forsvaret kom til byen i 1956 og flåden i 1957.

Kobbermøllen og Nordisk Ovnfabrik måtte opgive deres produktion. Men Danfoss oprettede en afdeling. Det samme gjorde en række andre fabrikker. I 1963 var arbejdsløsheden nede under 2 pct.

 

Stor bitterhed og nationale spændinger

I de første år efter 1945 var situationen både nord og syd for grænsen præget af stor bitterhed og stærke nationale spændinger. Man holdt sig for sig selv og talte ikke med ”de andre”. Man brugte egne pengeinstitutter, man benyttede ens egne håndværkere og købte ind hos egne butiksdrivende.

Nu var det ikke kun lige efter 1945, man mærkede dette fænomen. Jeg mærkede det også. Da jeg boede nede i Sønderjylland og har skrevet diverse artikler om det. Det kan måske føre til et nyt foredrag.

 

Briterne spurgte om, vi ville have Sydslesvig

I september 1946 afkrævede briterne et klart svar vedrørende spørgsmålet om en grænserevision. I den såkaldte ”oktober note” den 19. oktober 1946 fastholdt den danske regering ikke at ville rejse grænsekrav. I stedet blev der udtalt ønske om fulde kulturelle og politiske muligheder for de dansksindede sydslesvigere, Dermed var de dansksindedes skæbne fastlagt.

Man skal huske på, at Sydslesvig var hjemsted for hundredtusindvis af flygtninge fra det nuværende Polen. De danske politikere mente, at dem havde vi ikke så meget tilfældes med.

1948 havde danskerne flertal i Flensborg

I 1948 fik SSW hele 92.130 stemmer. Det var 25 pct. af de afgivende stemmer. Pludselig havde man flertal i Flensborg.

Det tyske samfund var præget af materiel nød og en omfattende flygtningebefolkning. Det danske mindretal mødte vidtstrakt afvisning i den tyske lokalbefolkning. Chikaner og spærregrænser var udtryk for koldfronten. Man forsøgte at holde det danske mindretal helt uden for indflydelse.

Slesvig Holsten var underlagt den engelske militærregering i Kiel. Englændernes holdning til det danske mindretal var vaklende, og de var ikke særlig venligsindede over for det danske mindretal.

 

Briterne behandlede ikke Det danske Mindretal særlig godt.

De havde svært ved at leve sig ind i mindretallets problemer. De kunne slet ikke acceptere deres vækst. Det var øst – vest problematikken, der snart gjorde sig gældende med et deraf ønske om ikke at støde vesttyskerne fra sig. For i det skjulte frygtede englænderne russerne.

I Danmark ønskede man at få Slesvig og Holsten adskilt administrativt, hvilket ville svække den tyske dominans i det samlede område. Men det ønskede man ikke fra engelsk side. Fra dansk side ønskede man også at den store skare af flygtninge blev fjernet fra området. Men hvor skulle man sende dem hen? Der var hungersnød i store dele af Tyskland dengang.

 

I Danmark blev man forvirret

Englænderne opererede kortvarig med forskellige modeller. Og det sidste forslag var delt i tre

  1. Indlemmelse i Danmark
  2. Udveksling af mindretallene
  3. Mindre landafståelse

For den danske udenrigsminister Gustav Rasmussen gjaldt det om ikke at skabe forviklinger med et nyt Tyskland. Det var som om statsministeren og udenrigsministeren ikke talte samme sprog. Rasmussen ventede hele tiden på, hvad han skulle foretage sig.  Det fik han først besked om i oktober 1948 da Hedtoft blev statsminister

Englænderne havde travlt og de var hårde i filten over for Danmark. Nu kunne de pludselig ikke acceptere den danske regerings ret til at blande sig i forholdene i Sydslesvig.

Nu fik englænderne pludselig travlt med at styrke Vesttyskland. Der opstod problemer med Sovjet.

 

Kieler-erklæringen var ikke meget værd

Efter pres fra den britiske regering accepterede den Slesvig – Holstenske landsregering i 1949 ”Kielererklæringen”. Den danske befolkningsdel blev sikret alle demokratiske rettigheder i den vesttyske grundlov. Men egentlig skete de store forandringer først i 1955 med Bonn – erklæringen.

Denne aftale kom ikke til at betyde noget. Undertrykkelsen af de dansksindede fortsatte. Fra tysk side hævede man spærregrænsen til 7,5 pct.

Bonn – regeringen ville gerne optages i NATO og ønskede derfor at stå på god fod med Danmark.

 

Det tyske efterretningsvæsen ansatte masser af Topnazister

Den enorme tilslutning til mindretallet dalede i løbet af 1950erne, da situationen i Tyskland normaliserede sig. Men spændingerne mellem det danske og tyske i grænselandet ophørte ikke.

Det tyske efterretningsvæsen kom til at bestå bl.a. af 200 – 400 personer med en meget belastende fortid. Og snart skete der en stor våbeneksport til både Israel og Ægypten. Men det skulle i den grad holdes hemmeligt

 

Ingen medansvar – følte sig som offer

Konrad Adenauer, der blev regnet for at være antinazist blev fyret af de allierede som overborgmester i Köln. Han blev også den største fortaler for at nu skulle man stoppe antinazificeringen. Og han nærmest betragtede Socialdemokrater som Kommunister.

Og så indførte han berufsverbot. Kommunister skulle sandelig ikke have arbejde i den offentlige forvaltning. Så var det de almindelige tyskere. For dem var det ikke lige med det samme en befrielse at komme af med Hitler.

Nazi – sympati og antisemitisme levede længe. Forehavendet med at udrydde dette var ikke den store succes for de allierede i Sydslesvig. Mange tyskere følte ikke et medansvar for det, der skete. De følte sig som offer

  • Tak for jeres opmærksomhed.

 

Kilde:

  • Vi har brugt omfattende kildemateriale. Du kan se det under de fremhævede artikler under denne artikel

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk finder du 1.873 artikler
  • Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 383 artikler
  • Under Padborg/Kruså/Bov finder du 64 artikler
  • Under Sønderjylland finder du 221 artikler

 

  • Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig
  • Afnazificering og Hungersnød – syd for grænsen
  • Efterretningsvæsnet efter nazismen
  • Det danske mindretal i hagekorsets skygge
  • Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig
  • Syd for Grænsen efter besættelsen
  • Flensborg 1945 – 20 dage som regeringsby
  • Deserteret i Svendborg – Likvideret i Gelting Bugt
  • Likvideret i Alssund 5. maj 1945
  • Hvorfor kom Montgomery så sent?
  • KZ- Lejr Ladelund
  • KZ – Lejr Husum – Svesing
  • Hitler var en farlig mand allerede i 1930
  • Mein Kampf – er genoptryk nødvendig
  • Grænsen er overskredet (på siden er der ca. 6 artikler om Asmus Jensen)

 

 

 

 

 


H.C. Andersen på Als i 1844

Oktober 3, 2022

H.C. Andersen på Als i 1844

På hjemtur fra Föhr.  Hertuginden bad ham inderligt om besøg. På byens bedste hotel. Ikke så begejstret for byen og slottet. Andersen kendte ikke til kongens komfortable forhold. Begejstret for Als. Et besøg i Ketting. H.C. Andersens konfirmation. Nationale modsætninger var kommet til Als. H.C. Andersen ville ikke tale politik. Andersen blev bebrejdet at han var Hertugens gæst. Hertugens bror ”Prinsen af Nør” var også på besøg. Prinsen blev senere foræder. Stemningen blev bedre. Andersen blev betaget af Als. Nervøs og uden inspiration. Als blev beskrevet som en ”blomstrende Have”.

 

På hjemtur fra Föhr

Han var her flere gange i løbet af sit liv på besøg hos sine venner – den hertugelige familie. Siden i Gråsten. Det var han også i 1844. Han var endnu ikke fyldt 40 år og begyndt at blive anerkendt.

Hos arvehertugen i Weimar var han for nylig blevet modtaget som en kulturpersonlighed på niveau mod Goethe. Også på Föhr har han været en kær gæst hos den danske konge og dronning under deres ferieophold.

 

Hertuginden bad ham inderligt om besøg

Dronningen var søster til Hertug Christian August af Augustenborg, der med sin gemalinde, Louise Sophie, også var kongefamiliens gæster. Hertuginden blev betaget af digterens oplæsning. Hun bad indtrængende digteren om at besøge Augustenborg på hjemvejen.

H.C. Andersen rejste sammen med Christian Kellermann fra Föhr over Flensborg til Sønderborg. I sin dagbog den 10. september 1844 skrev H.C. Andersen:

Vi kom nu til Sønderborg Sund, hvor vi gik over med en Træk Færge. Vandet lyste. Jeg så det først på det vaade Toug, det saae ud som faldt der St. Hans Orme fra det.

 

På byens bedste hotel

Han indlogerede sig sammen med Kellermann på byens bedste hotel ”Stadt Hamburg”. De drak vin og punch om aftenen.

Næste dag spadserede den en tur i det gode vejr. Andersen ville benytte lejligheden til at se nærmere på slottet, hvor Christian den Anden sad fanget.

 

Ikke så begejstret for byen og slottet

Tre år tidligere sejlede han forbi Sønderborg Slot på vej til Kiel til Årøsund. Han var dengang ikke synderligt betaget ved mødet med slottet og byen. I dagbogen skrev han dengang:

  • Indsejlingen mellem Slesvig og Sønderborg er som en Flod. Taarnet, hvor Chris: 2 den sad er aldeles uden Vinduer og vender ud mod Beltet. Alt tog sig saa fladt ud.

Sønderborg Slot hørte siden slutningen af 1700-tallet ind under hertugerne af Augustenborg. Men det var på dette tidspunkt i stærkt forfald. Det imponerede nu heller ikke H.C. Andersen, da han kiggede nærmere på det. Det skuffede ham også at tårnet, hvor Christian den Anden var fængslet, var revet ned. Alligevel kigger han med i en romantisk fortid:

  • Den Marmorblok, Kongen har siddet paa laae neden for Trappen. Jeg satte mig paa den, hvor kold. Tanker fløj gjennem min Sjæl

 

Andersen kendte ikke til kongens komfortable forhold

Nu havde Andersen godt nok ikke kendskab til de ganske komfortable forhold, den afsatte konge levede under på slottet. Under rundgangen fangedes hans opmærksomhed imidlertid af et mere nærværende drama:

  • Vi kom gjennem Sale med Udsigt til Haver. Her laae en stakkels Karl, der af Kjærlighed igaar havde skudt sig saa under Munden var sprængt. Jeg saae de svuldne blodige Læber.

 

Begejstret for Als

Om eftermiddagen kørte Andersen og Kellermann til Augustenborg. Andersen skriver:

  • Det er et smukt lille Land, et Fyen i det Smaa. Slottet tog sig prægtig ud i den nedgaaende Sol. En stor mængde Svaner svømmede omkring. Jeg tænkte paa de græske Prinsesser i ”Svanehammen”, der badede sig.

Ved ankomsten til hertugbyen tog de to rejsende først ind på kroen. Men de hentes straks efter til slottet, hvor de indkvarteres i Kavalerfløjen.

 

Et besøg i Ketting

Næste dag bliver vidne til en af digterens små triumfer. Han låner Hertugens vogn og kørte i stiveste puds med kusk og tjener til bispeboligen i landsbyen Ketting. Andersen havde et særligt formål med denne udflugt.

 

H.C. Andersens konfirmation

Tetens havde været præst ved Sct. Knuds Kirke i Odense og konfirmeret Hans Christian i 1819. I sognet var der en skik, at de fattige konfirmander meldte sig til forberedelse hos kapellanen, mens de velstående borgerskabsbørn samt Latinskolens elever gik hos stiftsprovst Tetens, hvis konfirmander stod øverst på kirkegulvet under konfirmationen. Men Hans Christian meldte sig hos stiftsprovsten som måtte tåle at få ”den grimme ælling ind i sin andegård”.

Drengenes medkonfirmander og provsten fandt dette brud på den sociale orden upassende og valgte at overse ham. Provsten så vist kun verdslig forfængelighed i den sære drengs trang til social opdrift og talte engang hårdt til ham om det.

Nu var den fattige dreng blevet en europæisk berømt digter, som kommer på besøg i hertugelig karet med krone på døren. Friskomagerens aparte søn, der blev konfirmeret i sin afdøde fars overkjole og stavrede op ad kirkegulvet i nye, knirkende støvler. Den dag var det ham, der kunne fortælle præsten om den gode Gud, der fører alting til det bedte, også for fattigbarnet med de rige evner.

Vi ved ikke, hvad Tetens tænkte ved besøget. Han var uden tvivl beæret over at se den berømte eventyrdigter i sit hus.

 

Nationale modsætninger kommet til Als

Men han var nok ikke helt tilfreds med, at han kom som gæst fra Augustenborg. Der var nemlig ikke det bedste forhold mellem bispen og Hertugen.

Også på Als var de nationale modsætninger mellem dansk og tysk begyndt at gøre sig gældende.  Hertugen var som bekendt tysksindet og havde stillet sig i spidsen for den Slesvig – Holstenske bevægelse. Hertugen arbejdede kraftigt for det tyske sprogs udbredelse. Og så krævede han arveret til hertugdømmerne.

Biskop Tetens var klart dansksindet. Han bremsede hertugens bestræbelser på at fortyske skolevæsnet på øen.

 

H.C. Andersen ville ikke tale politik

Under sit ophold på Als undgår Andersen heller ikke at mærke tidens nationale uro. Han forstår ikke selv meget af det, der sker i disse bevægende år. Han bryder sig heller ikke så meget om det. Politiske diskussioner holder han sig langt borte fra.

I sin dagbog for den 20. september skrev han:

  • Hertugen talte Politik. Jeg følte mig ikke glad

Digteren var i det hele taget urolig og ængstelig ved udviklingen, som forstyrrede hans cirkler.

Tyskland var det land, der først viste ham anerkendelse. Her var hans popularitet størst. Nu følte han, at han var i klemme mellem sin oprigtige danskhed og taknemmeligheden over for Tyskland.

 

Andersen blev bebrejdet at han var gæst hos Hertugen

Under et besøg hos den dansksindede præst i Ulkebøl, Krogh – Meyer bebrejdede direkte Andersen, at han var gæst hos Hertugen.

  • Præstekonen meget vakker. Haven smuk. Man heistede for min Skyld det danske Flag. Der var mange Gjæster. Manthey fra Sønderborg, Senaror Schmidt, Fru Krüger & Meyers Søster var ikke tilfreds med mig. De kaldte mig ”Schleswig – Holstener”

 

Hertugens bror ”Prinsen af Nør” var også på besøg

Nu gik ikke alt op i politik under opholdet. Hertugen var også lidenskabelig interesseret i heste og afholdt hvert år hestevæddeløb i Augustenborg. Det finder netop sted, da Andersen er på besøg.

 

Prinsen blev forræder

En del fornemme gæster kommer tilrejsende, heriblandt hertugens bror, prinsen af Nör. Han er ikke mindre tysksindet end sin bror. Alligevel havde kongen udnævnt ham som statholder og kommanderende general i Hertugdømmerne.

Udnævnelsen af den stærkt tysksindede prins er fra kongens side en forsonende gestus over for sin svoger og vel dermed også et forsøg på at dæmme op for den Slesvig – Holstenske bevægelse. Som bekendt lykkedes det ikke, idet Prinsen af Nør begik forræderi i 1848 og tog kommandoen over den Slesvig- Holstenske oprørshær.

 

Stemningen blev bedre

Ved frokostbordet fik H.C. Andersen plads ved siden af prinsen, som nogle dage forinden af de dansksindede borgere i Ribe var pebet ud af byen

Stemningen mellem de to var dog nogenlunde.

 

Andersen blev betaget af Als

Næste dag, da væddeløbene skal afholdes, kørte prinsen om formiddagen digteren rundt på øen. Andersen beskrev turen således i dagbogen:

  • Kjørt kl. 8 ½ en smuk Tour, som Statholderen førte os. Uden for Bøndernes pyntede grundmurede Huse smaa Grønne Æblehaver, der her har det svenske Navn ”Trægaarde”.
  • Frugterne Hang røde og gule i riig Mængde osv.

 

  • O Als ret en Perle fiin
  • Man ei for høit den priiste!
  • Er Hoch, og i den bedste Viin,
  • Ham som os Perlen viiste!

 

Nervøs og uden inspiration

Selve væddeløbene trættede Andersen. Han var nervøs og plagedes af hovedpine ved tanken om den skåltale på vers, han om aftenen skulle udbringe for prinsesserne. Han var ellers kendt for sine kvikke improvisationer.

Men han følte at inspirationen svigtede ham ved denne lejlighed. Det lykkedes ham dog at frembringe nogle verslinjer, der hyldede de unge prinsesser.

 

Als blev beskrevet som ”En blomstrende Have”

Den 29. september forlod Andersen igen Als, idet han fra Brunsnæs på Broager Land sejlede med dampskibet Caroline Amalie til Sjælland.

Det gik eventyrdigteren, som det er gået de fleste andre, der har besøgt Als. Han faldt fuldstændig for øens blide skønhed. I ”Mit livs eventyr” beskrev han Als som ”en blomstrende have, hvor frodige korn og kløvermarker står indhegnede med nøddehække og vilde roser”.

Men i al uskyldighed har han også nydt at blive feteret af herskaberne og solet sig i glansen fra det lille hertughof på Augustenborg Slot.

H.C. Andersen besøgte ikke siden Als. Han opretholdt i nogen tid en brevveksling med hertuginden. Men kontakten ophørte helt efter krigsudbruddet i 1848.

 

 

Kilde:

  • dengang.dk – diverse artikler
  • Sprogforeningens Almanak
  • C. Andersen: Mit Livs Eventyr
  • C. Andersen: Dagbøger 1825 – 1875
  • Johan de Mylius: H.C. Andersen og Hertugdømmerne

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.884 artikler
  • Under Sønderjylland finder du 225 artikler
  • Under Aabenraa finder du 190 artikler
  • Under København finder du 194 artikler
  • Under Østerbro finder du 101 artikler
  • En legende fra Gråsten Slot
  • De sidste Hertuger på Augustenborg
  • Föhr – en ø i Vadehavet
  • Nyhavns historie
  • Tivoli
  • Jomfru Fanny fra Aabenraa
  • Jomfru Fanny – myte eller virkelighed
  • En digter på Østerbro
  • C. Andersens sidste dage på Østerbro
  • Rosenvænget på Østerbro

 

 

 

 

 


P. Skovrøy – en populær redaktør fra Tønder

September 30, 2022

P. Skovrøy – en populær redaktør fra Tønder

Han var født i Arrild. Han havde arvet en smule skribentevne. En god skole i Løgumkloster. Da de første soldater kom til Løgumkloster. Ved Amtsretten i Haderslev. En avis blev for tysksindet. Juridisk eksamen med topkarakter. Vestslesvigs Tidende blev genfødt. Slået sammen med Flensborg Avis. Han skulle hænges op på Tønders lygtepæle, mente de tysksindede. I fængsel i Tønder. Varetægtsfængslet i forbindelse med krigen. Masser af chikane. Forærede sin bogsamling væk. Tilbage til Løgumkloster

 

Han var født i Arrild

Nej han er ikke fra Tønder, han er ikke født her og ligger heller ikke begravet her. Men han levede i 50 år i byen. Alle kendte ham og han kendte alle. Selv de tysksindede hilste efterhånden på ham.

Peter Andersen Skovrøy var født i 1851 i Arrild. Faderen var snedkermester. Han hed Hans Hansen Skovrøy. De boede i et lille hus syd for byen, som bønderne byggede til ham. Det var mere en hytte end et slot, mente vores hovedperson.

 

Han havde arvet en smule skribentevne

Indgangen var gennem køkkenet, hvis gulv var belagt med kampesten. I stuen var der to alkovesenge. I den ene sov forældrene og i den anden hans et år ældre søster og ham selv.

Faderen havde en vis evne til at skrive. Bønderne kom ofte til ham og bad om hjælp. Stilen var meget god, men måske kneb det med retskrivningen. Skovrøy mente, at han måske arvede en smule skribentevne.

Som sin far elskede han at gå på jagt og fiskeri. Det var især friluftslivet han satte pris på.

Fra hans 7. år gik han kun i skole om vinteren. Om sommeren måtte han som andre bønderbørn vogte kvæg på marken. Faderen havde kun to kvier men en mængde får. De stod tøjrede om forsommeren på et stykke hedejord nord for byen.

 

En god skole i Løgumkloster

De flyttede til Løgumkloster, da Skovrøy var 11 år, hvor han gik i skole. Og det var en god skole. Om aftenen besøgte han en tysk aftenskole. Og så gjorde han tilløb til at lære engelsk og fransk hos en tysk privatlærer. Men det blev ikke til meget.

Krigen i 1864 gjorde ende på det. Drengene havde opdaget, at man ude i en sandgrav kunne høre kanondrønende ved Dybbøl, når man lagde røret til grus-væggen.

 

Da de første soldater kom

Og så kom dagene, hvor de første tyske soldater kom til Løgumkloster. Det var prøjsiske kyrasser med deres hvide kapper flagrende for vinden og det blanke brystpanser, som glinsede i solen.

Senere kom andre troppearter, små tyrolerjægere med deres vajende fjerbusk i hatten og grå spidsebenede ungarere En af disse stiftede Skovrøy et venskab med.  Han lærte at tælle på ungarsk.

 

Ved Amtsretten i Haderslev

I 1866 blev Skovrøy konfirmeret. Omvæltningen i 1864 havde fuldstændig kuldkastet planerne for de unge til valget af livsstilling. Han far ville have ham ”til bogen” – men hvad nu? Det endte med at Skovrøy kom på et prøjsisk amtsrets-kontor i Haderslev. Det var i slutningen af tresserne. Fortyskningen var endnu ikke begyndt. Begge retssprog var gældende. Da Haderslev var overvejende dansk, førtes proceduren og afsagdes dommen i de allerfleste sager på dansk.

 

En avis blev for tysksindet

En fætter til Skovrøy som havde giftet sig ind i en stærk hjemmetysk avis udgav i begyndelsen af halvfjerdserne en dansk avis med upolitisk tendens. Skovrøy blev overtalt til at droppe amtsretten og hjælpe ham på aviskontoret.

Det varede et par år, så begyndte fætterens avis tilbøjelighed til at sejle over til tysken. Og det huede absolut ikke Skovrøy.

 

Juridisk eksamen med topkarakter

Han holdt op og henvendte sig til udgiveren af det danske blad Dannevirke i Haderslev. Udgiveren Hjort Lorenzen rådede ham til at tage til København for at tage dansk juridisk eksamen. I 1879 tog han eksamen med førstekarakter.

Efter en kort tid som sagførerfuldmægtig i Frederikssund tog han den 8. april 1882 til Tønder. Efter at prøjserne havde fjernet §5 kunne Skovrøy godt indse at belejringen ikke ville blive kortvarig. Nu ville han hjem og forsvare danskheden.

 

Vestslesvigs Tidende genfødt

Her ville han genskabe bladet Vestslesvigs Tidende. Et blad af samme navn havde her eksisteret til 1871. Hvor skulle han nu få kapital til at udgive denne avis? Han kørte rundt omkring til bønderne med en god dansk mand, urmager Rosenbom Løgumkloster, for at vække interessen for et dansk blad. Det var ikke vanskelig men penge var lige det kildne punkt. Han fik dog løfte om et lån på 100 mark hos fem mænd. Men med en driftskapital på 500 mark var det nok umuligt.

Egentlig var det fortvivlende men så en skønne dag kom hans morbror, Nis Hjuler fra Vellerup ind og lagde 1.500 mark på bordet foran ham på bordet.

Med 2.000 mark blev Vestslesvigsk Tidende genoprettet i Tønder den 1. oktober 1882

Men han fungerede også som en slags rådgiver for dansksindede. Og så påbegyndte han sin karriere som forfatter.

 

Slået sammen med Flensborg Avis

Han havde et fint øre for sprog. Han puslede meget om sproget. Under vanskelige økonomiske forhold fik han avisen op at stå. Han var selv ”Redaktør, ”ekspedient og maskinmester” Han skrev smådigte og skitser.

I 1885 blev bladet slået sammen med Flensborg Avis med Skovrøy som lokalredaktør. Hans artikler var præget af lune og friskhed. Han oversatte i løbet af en snes år ikke mindre end 150 romaner til Flensborg Avis føljeton.

Hans mor levede hos ham i de mange år i Tønder. Han var ugift. Men i sin lommebog ved sit hjerte bar han til sin død billedet af en ung pige fra Løgumkloster.

 

Han skulle hænges op på byens lygtepæle

Det var drøje tider for den danske redaktør i Tønder. Han blev hånet af de tysksindede og hans skilt blev overtjæret. Han skulle hænges på byens lygtepæle skrev det tyske blad.

Det var fælt, mente Skovrøy, om han først skulle pateres, før han blev hængt. Han blev sendt i fængsel mange gange, bl.a. fordi han havde skrevet, at en tysk amtsdommer, som telegraferede til Bismarck fra en krigsforeningsfest, sandsynligvis for en god ordens skyld også sendte et telegram til den tyske kejser.

 

I fængsel i Tønder

Det betød ”for at få en orden” sagde tyske domstole. Så blev han ellers sat i byens porthus. Det var resterne af Tønders slot.  Og tyske tøndringer spyttede efter ham. Men han mistede ikke sin gode lune. Heller ikke dengang, da han ved Første Verdenskrigs begyndelse atter blev sat i porthuset. Fangevogterens kone græd, da han blev ført bort.

Han fortalte at hans fængsel var komfortabelt udstyret med et bord og en treben som stol. Gulvet var af træ, hvoraf størstedelen var gennemhullet og fortæret af rotter. Sengen stod på den bare jord.

Skovrøy beskriver også den væmmelige stank, der var her i arresten. Efter løsladelsen forærede han en vagabonderende snedkersvend sin fængselsdragt. Han havde åbenbart afsonet i sit eget tøj. Jo Skovrøy fortalte sandelig også at han havde fået læsetilladelse. Og han læste Wilhelm Bergsøes ”Fra Mark og Skov”.

 

Varetægtsfængslet i forbindelse med krigen

 

 

Han blev holdt i varetægtsfængsel fra 1. august til 22. september 1914. Han blev vækket 1.30 ved at der stod to skikkelser, en gendarm og en politibetjent foran hans seng. De bad ham om at stå op. Han skulle i varetægtsarrest. Samme skæbne overgik yderligere ca. 30 mænd fra området.

Først blev man ført til Altona, hvor man blev indsat der, hvor man også gemte nattens løse fugle. Næste dag blev de allerede frigivet. Men ak efter 8i dage, blev de allerede arresteret igen og ført til Flensborg.

Og sikke en medfart, han oplevede, da de blev ført gennem Tønders gader til Vestbanegården. Man blev hånet af den tyske pøbel, gamle og unge, kvinder og børn. De peb og hylede. Der blev også spyttet på de dansksindede. Det var så rå og simpel, så man ikke skulle tro det muligt, fortæller Skovrøy.

 

Masser af chikane

  • Jeg var glad ved at komme hjem. End ikke den omstændighed, at man havde oversmurt et af minde kontorvinduer med tyske farver, formåede at plumre min glæde, Sligt er vi jo også vant til. I mange år har mit skilt været oversmurt med tjære. Jeg lod det sidde og lagde med en lønlig tilfredshed mærke til at solen efterhånden smeltede tjæren, så det løb ned af muren som store sorte tårer.

Skovrøy fotalte, at byen var dansktalende, men tysksindet, fanatisk og rå. Han har ikke tal på, hvor mange gange, hvor mange gange han var blevet mødt af råheder og ondskab. Han blev dagligt forulempet på gaden men også inden døre.

Når den prøjsiske krigerforening om aftenen marcherede gennem gaden, lød der tilråb til ham,

 

Forærede sin bogsamling væk

Og os nørder, der holder af Tønders lokalhistorie kender hans skildring ”Tredive Aar i Tønder” som blev udgivet i 1948. Og så husker vi hans talrige lokalhistoriske artikler.

Han fortalte dog også at hans kår i Tønder blev bedre. Forulempelserne svandt. Hans blad vandt også lidt udbredelse i Tønder by.

Da Tønder Læse og Ungdomsklub blev dannet forærede Skovrøy sin store bogsamling til foreningen. Jo, det var sandelig ikke uden grund, at han blev ”Ridder af Dannebrog”

 

Tilbage til Løgumkloster

I de sidste år var hans arbejdsevne udtømt. Han blev hædret af sin konge og af sine medborgere. Han døde den 27. februar 1934. Hans lig blev den 5. marts ført til hans barndomsby i Løgumkloster. Det var ved siden af sine forældre og på samme kirkegård som hans veninde fra ungdomsårene. Hende, som han havde et billede af i sin lommebog.

 

Kilde:

  • Peter A. Skovrøy: Tredive år i Tønder
  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler
  • lex.dk

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.883 artikler
  • Under Tønder finder du 297 artikler
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • I skole i Tønder – dengang
  • Dagligliv i Tønder 1910-1920
  • Tønder – for begyndere
  • Tønder – ned med de dansksindede
  • Den mærkelige læge fra Højer
  • Danskheden i Tønder
  • De sidste gadepumper i Tønder
  • I fængsel i Tønder
  • Da Tønder igen blev dansk
  • Askersodde ved Vidåen
  • Tønder Bibliotek – i begyndelsen
  • Tønder Læse og Ungdomsklub

Et hellig-sted i Lysabild

September 28, 2022

Et hellig-sted i Lysabild

Sagn eller sandhed. Helgener i middelalderen. En særlig kraft. Tilknytning til Ærkeenglen. Velbesøgt valfartssted. Et gammelt sagn. En herremand havde begået et mord. Helligblods-marked flyttet til Nordborg. En vold ved kirken. Løb på ”skridtsko” på ”Gravens Is. Kapel bygget til ære for admiral? Historien fortalt i holstensk version. De såkaldte ”Sørøvere” må have været Vendere. Det var derfor man året efter påbegyndte bygningen af Sønderborg Slot. En bemærkelsesmæssig sten.

 

Sagn eller sandhed

For de læsere, der ikke ved det, så ligger Lysabild på Als ca. 15 km øst for Sønderborg. Vi kigger på et par af de sagn, der er om stedet og om kirken. Vi sammenligner med historiske begivenheder, som vitterlig har fundet sted.

 

Helgener i middelalderen

I middelalderen havde kirken stor magt. I middelalderens slutning var eder mere og mere helgendyrkelse. Man bad næsten mere til helgenerne end til Gud eller Kristus. I næsten alle livets forhold greb tilbedelsen af helgener ind.

Mod sygdomme bad man til en bestemt hellig mand eller kvinde. Ethvert håndværkerlav havde sin udkårne helgen som beskytter. Mange lokaliteter var helgenviede. Således havde hver kirke sin værnehelgen. Man kunne nøjes med at have et billede eller et relikvie af en hellig mand eller kvinde anbragt i en kirke.

 

En særlig hellig kraft

Stedet blev anset for at være i besiddelse af en særlig hellig kraft. Helligsteder eller kirker, der således var begunstigede, blev besøgt af mange mennesker. Mange kom langvejs fra.

Sådanne valfartssteder, hvortil pilgrimme tog hen, havde Sønderjylland mange af. Vi har allerede i artikler beskrevet en del af dem. Her skal omtales en af dem, Lysabild Kirke. Denne kirke skal i den katolske middelalder have været viet til ærkeenglen St. Michael (Himmeriges Bannerfører).

 

Tilknytning til Ærkeenglen

Det var dog ikke tilknytningen til Ærkeenglen, der gjorde Lysabild Kirke kendt men derimod dens forbindelse til ”Det Hellige Blod”. Det skulle symbolisere Frelseren. Det var lige som St. Hjælper krucifikset i Kliplev Kirke (St. Hjælp betyder her Kristus).

Man havde i middelalderen valfartssteder både for ”Det Hellige Blod” og St. Hjælper i Danmark og Tyskland.

 

Velbesøgt valfartssted

I det 14. – 15. århundrede fandtes et ”Helligt Blod” i Wilsnach, som alsingerne i 1421 efter ved Mommark at have besejret den danske admiral Iver Bryske, gjorde det løfte at skænke en kalk til 50 mark sølv og derefter at bygge et kapel ”Det Hellige Blod” til ære i Lysabild. Det skete og snart efter var Lysabild Kirke et kendt valfartssted som modtog mange gaver fra pilgrimme.

 

Et gammelt sagn

I overleveringerne som er nedfældet i ”Helmolds Slavekronik” berettes om følgende tildragelse:

  • Da en præst på Als var i færd med at uddele alterets sakramente opdagede han ved at hæve kalken at vinen og brødet havde forvandlet sig til virkeligt kød og blod. Han blev meget forfærdet og vovede ikke at uddele sakramentet. Han rejste til biskoppen med kalken.
  • I et kapitelsmøde berettede han om hændelsen og viste kalken frem. Flere af domsmændene mente, at underet måtte have god betydning og det var sket for at styrke troen på sakramentets kraft.
  • Men biskoppen var af en anden mening. Han erklærede at kirken stod over for en hård ”Hjemsøgelse” og der ville flyde meget kristeligt blod
  • Og det kan kun være Lysabild, der menes. 14 dage senere gik biskoppens spådom i opfyldelse. Vagirernes og Oboriternes flåde landede uhindret på Als. De slaviske sørøvere indtog hele øen. Kirkerne blev jævnet med jorden. Enhver, der satte sig til modværge, blev hugget ned. Den øvrige del af befolkningen blev ført i slaveri. Heimold påstår, at han havde hørt af øjenvidner, at Oboriterne alene i deres hovedstad Veligard (Meklenborg) på en markedsdag udstillede 700 alsinger til salg. Det skete i år 1160.

 

En herremand havde begået et mord

Dette uhistoriske sagn kan suppleres med endnu et:

  • For at øve bod skal ejeren af borgen Lysabild have bygget den om til kirke, St. Michael til ære. Han havde nemlig begået et mord på Abbelhoved, det er landtungen, hvorfra Pølsrev skylder sig ud i havet. Kirken førte derfor i lang tid navnet ”Hellig Blods Kapellet”.

 

Helligblods – marked flyttet til Nordborg

Det kapel ved Lysabild Kirke, hvis tilstedeværelse sagnene søger at forklare, er opført i den senere middelalder i flugt med kirkekorets øst-gavl. Kapellet, der er stort og vender mod nord.

Ved Hellig-steder, hvor folk mødtes, opstod der markeder. Sådan et ”Helligblods-marked er også blevet afholdt ved Lysabild Kirke. Dette marked blev senere flyttet til Nordborg.

 

En vold ved kirken

Sagnet om Lysabild Kirke skal være en ombygget borg, har sin oprindelse i forsøg på at forklare overfladeforhold ved kirken.

I 1841 blev kirkegårdsterrænet reguleret. Indtil dette skete, blev gangstien rundt om kirkegården langs med stendiget og de høje linde betragtet som en voldgrav. Volden skulle have ligget længere inde på kirkegården, som det også er naturligt, at volden ligger inden for graven. Den sydlige vold skulle have været så høj, at man fra den nuværende hovedindgang til kirkegården kun kunne se den øverste del af de store kirkevinduer.

 

Løb på ”Skridtsko” på ”Gravens Is”

Der hvor kirkegårdsmuren nu er, var der dengang en dyb vandfyldt voldgrav. Afdøde degn Grevsen i Lysabild beretter i 1920, at de gamle i byen har fortalt, at de som børn har løbet på ”Skridtsko” på ”Gravens Is”. Man nævnte endnu navnet på en pige, som ved fald på isen forslog sig så slemt, at hun døde kort efter.

Inde på graven lå endnu til 1841 betydelige rester af en jordvold. I Lysabild Sognekrønike fra 1832 står anført den historie, som vi har berettet om. Her er så tilføjet, at herremanden som aflad ville omdanne borgen til en kirke.

Og samme historie er gengivet i Pontoppidans Danske Atlas (1781).

 

Kapel bygget til ære for falden admiral?

I Johannes v. Schrøders Topografi (1837) står det anført at Helligblods Kapel er bygget i året 1421 til minde om den danske admiral Iver Bryske, som led et nederlag og tabte livet.

Nu kan året 1421 ikke være rigtig. Det må være 1442. Krigen mellem kong Erik af Pommern og de holstenske grever. På dette tidspunkt havde de sidste vinden med sig og havde mod vest Tønder og mod øst Als. Hvis der havde været tale om en kamp ved Mommark må det altså have været mellem den danske admiral og alsingernes besejrer, Holstenerne.

 

Historien fortalt i holstensk version

I en Holstensk præstekrønike hedder det:

  • Kong Erik af Danmark – lod samle en hær til at hærge landet Als lige som Femern, og han satte som Høvedsmand derfor en stor tyran ved navn Iwen Bruseke (Ivar Bryske). Og da de vilde lande døde den nævnte Iwen pludselig og en kraftig storm splittede skibene til alle sider

 

De såkaldte sørøvere må have været vendere

Om Holstenerne havde forladt øen efter eller uden kamp, derom melder Kronikken intet. Men var det sørøvere eller hvem var de? Det må være Venderne, der ved dette overfald på Als også har ødelagt den by, der har ligget inden for Halvkredsvolden ved Bro.

Alle hustomter, der blev gravet frem ved undersøgelsen af Bro Vold, er afbrændte. Fundene beretter, at byen har været beboet indtil midten af 12. århundrede. Ingen af de fundne ting kan dateres til en senere tid.

Formodningen ligger derfor nær, at Bro Vold er blevet udslettet i 1168, og at man, efter at der igen var indtrådt ro på øen. Byen er derefter blevet genopbygget ved den gamle Stavensbøl Fjord, hvor Bro nu ligger.

 

Det var derfor Sønderborg Slot blev bygget

Vendernes overfald vil også have givet anledning til, at Kong Valdemar byggede en fast borg ved Als Sunds sydlige indløb – Sønderborg Slot – som værn mod Venderne. Slottets første byggeår skal være 1169. Det er året efter det mørke ulykkes-år for Als.

Som man ser, er det ret interessante sagn, der er knyttet til Lysabild Kirke. Dens betydning som valfartskirke har gjort den kendt over hele øen.

 

En bemærkelsesmæssig sten

Interessant er også den store sten, der er bygget ind fundamentet i kapellet. Den er 1,75 meter høj og 1,35 meter bred. På den flade yderside er der 100 større og mindre skåltegn.

I den yngre stenalder og i bronzealderen har disse sten tjent et bestemt religiøst formål. Man dyrkede solen og frugtbarhedens kult. Måske har der endnu i middelalderen klæbet noget af den religiøse betydning ved stenen, da man føjede den ind i kirkemuren.

 

Kilde:

  • Fra Als og Sundeved – hæfte – Oldtidsminder på Als
  • Raben: Folkesagn og Gamle Fortællinger fra Als og Sundeved
  • Raben: Lysabild Kirke og minder fra sognet
  • Sprogforeningens Almanak
  • Lysabild Sognekrønike
  • Pontoppidan: Danske Atlas

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.882 artikler
  • Under Sønderjylland finder du 224 artikler
  • Da arbejderne i Sønderborg kæmpede
  • Sandheden om Harman Bangs Tine
  • Slaget om Als
  • Sagn og historie fra Als
  • Da Als var republik 1-2
  • Likvideret på Alssund 5. maj 1945
  • De sidste hertuger på Augustenborg
  • Egen Kirke og Kirkestald på Als
  • Sønderborgs historie
  • Sønderborg i begyndelse
  • Dengang på Sønderborg Slot
  • Sønderborg 1864
  • Et slot i Sønderborg

Carl Beuck – en modig pastor fra Mindretallet

September 26, 2022

Carl Beuck, en modig pastor fra Mindretallet

Pastoren mente, at man ”burde aflyse Gud mere end mennesker”. Han fik en gennemgribende uddannelse. Ved fronten blev der sunget danske og tyske julesange under hans ledelse. Han blev præst i Sønderborg og Tønder, inden han kom til Aabenraa. Han vidste godt at hankunne miste helbred og liv. Ofte blev han kaldt til samtale. Han kunne slet ikke godkende Hitlers raceteorier. Han var en af de få hjemmetyskere, der fulgte biskoppens opfordring. Der var meget få kirkegængere der støttede ham. I alt bakkede ca. 95 pct. af hjemmetyskerne op om nazismen. Han forsøgte at ændre forholdene i frøslevlejren, men kommandanten ville slet ikke lytte til ham. Han opfordrede til at Det tyske Mindretal skiftede mentalitet. Ved en andagt i arresten i Aabenraa kom det til et sammenstød med Jens Møller, tidligere leder af NSDAP – N. Pastoren svarede Jens Møller skriftligt. Pastoren blev udnævnt til ”Ridder af Dannebrog”-

 

Man bør adlyde Gud mere end mennesker

En modig hjemmetysk præst huskede disse ord:

  • Man bør adlyde Gud mere end mennesker

Han huskede ikke blot disse ord, Carl Beuck. Han tog også konsekvensen af dem i sin forkyndelse og i sine handlinger.

Han var født den 17, november 1887 i Holbøl som søn af den daværende tyskfødte sognepræst J.O. Fr. Beuck.og hustru, Maria.

 

En gennemgribende uddannelse

Det meste af sin ungdom tilbragte han i Hørup på Als, hvortil hans far blev forflyttet. Her lærte sønnen den sønderjyske dialekt og blev fortrolig med grænselandets forhold. Han blev optaget på den højere skole i Haderslev den såkaldte ”Johanneum”. Han tog sin abitur (Studentereksamen).

Derefter gik han i gang med teologiske studier ved universiteterne i Greifswald, Erlangen, Kiel og Leipzig i årene 1907 – 1911

 

Danske og tyske julesange

Efter at have afsluttet sin værnepligt måtte han deltage i Første verdenskrig som officer. Han virkede som en pligttro, men human kompagnifører i infanteri-regimentet nr. 84 i hvilket befandt sig adskillige dansksindede nordslesvigere. Dem tog han sig lige så godt af som de tysksindede.

I danske soldaterbreve skildres således en juleaften i en skyttegrav i Nordfrankrig, hvor der under Beucks ledelse blev sunget både danske og tyske julesalmer.

 

Præst i Sønderborg og Tønder

I 1917 blev Carl Beuck taget til fange og måtte derfor opleve resten af krigen i en fangelejr i England. 1919 vendte han tilbage til sin hjemstavn og blev kaldt for andenpræst i Sønderborg.

Året efter blev han udnævnt som sognepræst for den tyske menighed ved Kristkirken i Tønder. I 1922 giftede han sig med Magda født Jensen fra Højer. Fra 1936 – 55 virkede Beuck som sognepræst for den tyske menighed i Aabenraa hvor han lige som i Tønder – var næstformand i menighedsrådet.

 

Beuck var foruroliget over udviklingen

I Aabenraa oplevede pastor Beuck nationalsocialismens stærke indflydelse på det tyske mindretal. Det var en udvikling, som foruroligede ham. I 1940 overværede han den tyske besættelse med dens nedbrydende virkninger på forholdene i grænselandet.

Det var begivenheder der slet ikke harmonerede med den kristne tro og syn på menneskeligt samkvem og naboskab. Efter hans mening var den nazistiske ideologi eller ”Weltanscahuung” ikke blot i strid med den tyske ånd, men slet og ret med ånd. Sand kultur vil altid hænge sammen med ånd og til et sundt og rigt folkeliv hører derfor også, at man deler åndelige værdier.

Tværtimod gik han ind for at støtte og styrke alle positive kræfter, der indenfor hjem, skole, foreningsliv og kirke ville modarbejde den etiske og moralske opløsning, som Hitler og hans fanatiske partifæller i realiteten stod for.

 

Han kunne risikere helbred og liv

Men pastor Beuck blev hurtig klar over, at han kunne komme til at risikere sit helbred og liv ved at gå imod dem, der troede, at de snart ville få magten.

 

Han kunne slet ikke godkende Hitlers raceteorier

Blandt meget andet kunne pastor Beuck slet ikke godkende Hitlers raceteorier med jøderne som syndebukke og heller ikke kulturlivets nazificering og ensretning. Dette gav sig udslag i bogafbrændinger under ledelse af Joseph Goebbels og landsforvisning af den teologiske professor Karl Barth. Han så med bekymring på de arrestationer og forbrydelser, der blev begået mod talrige danske, som satte livet til i tyske koncentrationslejre, skønt tyskerne havde lovet, at danske fanger kun ville blive anbragt i Frøslevlejren.

 

En af de få hjemmetyskere, der fulgte biskoppens opfordring

Da jagten efter de danske jøder gik ind i 1943, udsendte biskop Fuglsang – Damgaard i København en opfordring til at alle præster protesterede og erklærede, at

  • Kirken gør ingen adskillelse mellem mennesker, Den inddeler dem ikke efter race, stand eller køn. Det afgørende for den er, om mennesker til hører Kristus eller ej.

Pastor Beuck var en af de få hjemmetyske præster, der fulgte opfordringen, selv om han vidste, det kunne få alvorlige følger for ham. Han vidste nok, at han havde flertallet af hjemmetyskere imod sig.

 

Meget få kirkegængere støttede Beuck

Ved flere lejligheder blev han sat alvorlig på plads af den nazistiske ledelse på ”Dibbernhaus” og Nordschleswigsche Zeitung var lukket for indlæg, der kritiserede nazismen eller dens ledere.

Derimod bestemte han selv, hvad der skulle skrives i Gemeindeblatt i Aabenraa. Det som han her berørte faldt ikke i god jord hos flertallet af den tyske menighed. Gudstjeneste – besøget hos ham var skrumpet ind. Selv til mindegudstjenesterne for de faldne frivillige mødte der ikke mange op.

 

95 pct. af hjemmetyskerne bakkede op om nazismen

Nazismen havde bjergtaget så godt som hele mindretallet. Den daværende formand for Kreditaanstalt Vogelgesang, Jürgen Schmidt ved Øster Terp ved Løgumkloster udtalte endnu i 1945:

  • På landet er vi 95 % Parteigenossen

Det lyder meget sandsynligt. Kun i købstæderne var der mindre grupper var der antinazistiske eller mere moderate tyskere. Men de gik stille med dørene. I modstandsbevægelsen var der kun tre, der kom fra hjemmetyske familier.

Der var dog sket en tydeligt omslag i stemningen efter det tyske nederlag i 1943, især efter kapitulationen ved Stalingrad 31. januar 1943.

 

En anden formulering i den tyske avis

Nordschleswigsche Zeitung fik nu vejrhane – nykker. Avisen indstillede sig diskret på nederlag også for storpralerne. De manede nu til et indtrængende samarbejde og en udbedret forståelse mellem de to nationaliteter.

 

Forsøg på at ændre forholdene i Frøslevlejren

Den 11, november 1944 skrev biskop Noack i Haderslev til pastor Beuck, at forholdene i Frøslevlejren voldte ham bekymring, fordi den tysk – nazistiske lejrkommandant, SS – Sturmbannführer Philipp Hillgârtner, forbød morgen – og aftenandagter, lige som han fratog de indsattes bibler og salmebøger. Biskoppen mente, at en tysk præst kunne forhandle sig til rette med kommandanten.

Beuck begav sig få dage efter til Frøslevlejren og har skildret sit møde med Hillgârtner i Jørgen Mågårds bog ”Tysk fangelejr i Danmark” på en levende og realistisk måde.

Hillgârtner, der lod Beuck vente i to timer, var irriteret, kold og afvisende. Han ville hverken tillade andagter eller indførelse af bibler eller salmebøger i lejren og heller ikke give lov til, at meget syge eller døende måtte gå til alters, dersom de ønskede det.

 

Indlæg i kirkebladet i Sønderborg

Men krigen gik sin gang og det bar mod enden. Pastor Beuck blev opfordret til at skrive et indlæg i det tyske menighedsblad i Sønderborg om de kommende dage. Han begyndte med at udtrykke sin sorg over den måde, hvorpå det tyske folk på ny var blevet bedraget og fortsatte:

  • Hvor trænger vi i disse tider til at have fast hjerte. Ja, hvis man i alt fald have det! Der forefindes nu langt flere forrevne, søndrede og håbløse hjerter. Forbitrelse, forsagthed, ja, fortvivlelse overvælder sindene. Mange af de mænd, der fremtrådte i storhed, have stor magt og levede uden tro på Kristus, har lagt hånd på sig selv og begået selvmord. Det er ikke ”heroisme.
  • De har ikke givet deres liv nogen ”indvielse”. De er tværtimod gået fejhedens vej. De har intet fast hjerte, ingen ansvarsfølelse over for Gud og mennesker. Men også millioner af ganske jævne mennesker, som er blevet revet med ind i den øjeblikkelige elendige hvirvel, fristes til at give sig den fuldkomne håbløshed i vold.
  • Sorgen tynger hjerterne som en byrde, der truer med at knuge dem ihjel. Også vi tyske nordslesviger føres gennem mørke dage. Ingen ved, hvorledes fremtiden vil blive.

 

Beuck opfordrede til at Mindretallets ledelse ændrede mentalitet

Pastor Beuck mente, at en fuldkommen forandring i mindretallets mentalitet og dens fremtidige ledelse burde indtræde.

Beuck var en af de besindige, der stiftede ”Bund deuscher Nordschleswiger” og som den 1. december 1945 vedtog en erklæring, der indeholdt en ubetinget loyalitetserklæring til den danske konge, den danske stat og den nuværende grænse fra 1920.Om det var alle parteigenossen, der var enige i dette er nik tvivlsomt.

 

Sammenstød med Jens Møller

Da pastor Beuck juleaften 1945 holdt andagt i arresten i Aabenraa, hvor nogle af de ”gestrigen” og fordums magthavere var til stede, kom det til en kort konfrontation mellem Beuck og føreren af NSDAP – N, fordi sidstnævnte hævdede, at pastor Beuck havde underskrevet den hjemmetyske loyalitetserklæring, der kunne skade de internerede.

 

Et svar fra pastoren

Beuck ville ikke ødelægge julefreden, tav stille, men skrev følgende brev til den afgående fører.

  • Når de vover at rejse den påstand, at jeg ikke har ret til at tale til fangerne, så bemærker jeg, at erklæringen er offentliggjort af en kreds af mænd, der har vilje til at støtte de internerede, og ud af ruinhoben, som de har efterladt. Vi vil redde, hvad reddes kan. De har gennem Deres såkaldte ”førerskab” og den åndelige terror, som De og deres meningsfæller udøvede, styrtet utallige nordslesvigske mænd, kvinder og hele familier i grænseløs ulykke.
  • I stedet for at skubbe skylden over på ansvarsbevidste tyske mænd så er det nu på tide, at De erkender Deres skyld over for den nordslesvigske tyskhed. De savner moralsk ret til at optræde på de tyske nordslesvigers vegne.
  • Jeg ved at alle underskrivere på erklæringen og utallige ansvarsbevidste, anstændig tænkende tyske mænd og kvinder er af samme opfattelse og tager afstand fra deres uanstændige politiske førerskab.

 

Udnævnt til ”Ridder af Dannebrog”

Pastor Carl Beuck var blandt de få hjemmetyskere, som i en mørk og ond tid vovede at gå ind for ideer og det grundlag, vores europæiske kultur bygger på og som var med til at skabe en ny og bedre fremtid for de to nationaliteter i grænselandet.

For sin djærve indsats blev han af den danske konge udnævnt til Ridder af Dannebrog. Pastor Beuck døde i Aabenraa i 1985 i en alder af 98 år.

 

Kilde:

  • Sprogforeningens Almanak
  • dengang.dk – diverse artikler
  • Jørgen Mågård: Tysk fangelejr i Danmark

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 1.881 artikler
  • Under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter) finder du 382 artikler
  • De kom tilbage
  • Gerningsmænd eller ofre
  • Et mindretal under besættelsen
  • Dibbernhaus i Aabenraa
  • Besættelsestiden og det Tyske Mindretal
  • Retssikkerhed før og efter besættelsen
  • Retsopgøret i Sønderjylland
  • Danskerpak og Tyskerpak
  • Efter Besættelsestiden
  • Nazistisk Ungdomsarbejde i Sønderjylland
  • Slemme folk fra Sønderjylland
  • Efterretningsvæsnet efter nazismen
  • Anklaget for Højforræderi
  • Elef Rasmussen og den brune tid
  • Flensborg 1945 – 20 dage som regeringsby

 

  • Under Sønderjylland finder du 223 artikler

 

  • Da Nazismen kom til Sønderjylland
  • Sønderjylland under pres – syd fra
  • Den Sønderjyske politiadjudant
  • Overvågning i Sønderjylland
  • Folketingsvalget 1939
  • Jens Møller – Folkeforfører eller fører
  • Den dansk -tyske sameksistens i Sønderjylland
  • De fem lange år i Sønderjylland
  • Mindretal i brændpunkt
  • Det sønderjyske efterretningsvæsen
  • Opgør efter 1945
  • Det tyske mindretal
  • Fremmedflag i Sønderjylland
  • Jordekamp, Vogelgesang og domænegårde

 

  • Under Tønder finder du 296 artikler
  • Da hagekorset blev hejst i Tønder
  • Da politimesteren skulle skubbes ud af kirketårnet
  • Det dansk – tyske i Tønder 1920 – 1933
  • Tønder Statsskole i slutningen af 1920’erne
  • Heimatfest i Tønder 1921
  • Tønder – omkring 1930
  • Tønder – efter krigen
  • De dødsdømte fra Tønder
  • Nazister i Tønder

 

  • Under Aabenraa finder du 190 artikler
  • Knivsbjerg, nord for Aabenraa (vers. 2018)
  • Løjt mellem dansk og tysk
  • Aabenraa – mellem de to krige
  • Frits nazister og et kartotek

 

  • Under Padborg/Kruså/Bov finder du 64 artikler
  • Bov sogn mellem dansk og tysk
  • Fårhuslejren
  • En sønderjyde krydser sine spor

 

  • Og mange flere