Danskhedens vanskelige kår i Tønder

Dansk sind og virke havde vanskelige kår i Tønder. Tønder nævnes tidligt. Den tyske form ”Tondern” er afledt af latin. Broder Reinhardt var den første ”Fortyskningsmand”. En bjørnetjeneste at give Tønder en ”fremmed” lov. Amtmanden svarede på plattysk. Mange mærkelige forhold i Tønder. Balthasar Petersen påpegede sprogproblemer i kirken. Der var stadig tysk salmesang efter Brorson. I 1752 måtte man holde konfirmation på dansk. Hvorfor brugte seminariet kun tysk i undervisningen. Ikke mange kunne skrive dansk. Man var loyal over for kongen. Tønder var ikke med i den nationale vækkelse. I byen ville man ikke have dansk rets – og øvrighedssprog. Da kongen besøgte Tønder i 1844. Rapport fra Tønder i 1846 påpeget at i Tønder talte man dansk. Sindelaget var dog meget forskelligt. Også i 1851 talte de fleste dansk. Men kun en tredjedel af seminaristerne var fra Nordslesvig. En dansk læserkreds i Drøhses Boghandel og en dansk klub. En beretning fra borgmesteren. Tunge tider fulgte i Tønder. Foreningen ”Enigheden” på Seminariet. Ikke meget aktivitet i den danske gruppe. Arbejdet for et dansk forsamlingshus kuldsejlede flere gang. Nyt – først oprettet efter krigen. Læse og Ungdomsforening dannet i Landmandsbankens lokaler.

 

Dansk sind og virke havde vanskelige kår

Tønder blev anlagt af danskere. Men dansk sind og tanke har haft vanskelige kår i denne by. Det danske sprog nåede langt mod syd og sydøst. Men i sydvest var det kun kort ud til frisernes landsbyer. Og Tønder har altid været en grænseby ved grænsen imod kongens ”Utlande” og frisiske undersåtter.

 

Tønder nævnes tidligt

Tønders borgerskab fik en fælles lovgivning med Lübeck og andre Hansestæder. I et Old-brev fra 1215 nævnes byen første gang som ”Tunder”. Dette nævnes også i 1216 og 1232.

Pontoppidan meddeler ganske vist at indbyggerne allerede i 1017 handlede med England. Men vi mangler stadig nogle mere håndfaste beviser. I 1065 skulle Tønder høre under Ribe Bispedømme.

I 1240 nævnes i ”Ribe Oldemoder”, at Ribe Biskops bønder i ”Tundær, Dalær et Balghum”, som Hertug Abel af Jylland giver skatte – og tjenestefrihed.

I 1238 stod der i Ryd Klosters Krønike står følgende:

• 1238 grundlagdes et sted i Tynder af de adelige mennesker Herr Hans Naffnessøn Ridder og hans hustru Fru Else.

 

Den tyske form ”Tondern” er afledt af latin

Det er her tale om danske mennesker, der grundlagde et kloster Tyndris – ”i Tønder” – senere latiniseret ”Tundern”, hvoraf den tyske form ”Tondern” er afledet. Vi møder atter 1240 og 1241 navnet ”Tundær”.

 

”Broder Reinhardt var den første fortyskningsmand”

Men næste gang Tønder nævnes, er det i forbindelse med tysk indflydelse. Der hængte et maleri af gråbrødre-munken, Reinhardt i Tønder Byråds forhandlingssal med en tysk indskrift:

• Da kejser Frederik den 2. herskede i Jerusalem og Hertug Abel i denne by, blev den lybske ret første gang i 1243 givet Tønder ved Minder – Ordens-broder Reinhards forbøn.

Tønder Læs- og Ungdomsforenings æresmedlem, redaktør Skovrøy har engang skrevet:

• Broder Reinhardt var vistnok den første bevidste fortyskningsmand i vor landsdel.

Rigtigt er det i hvert fald at hans gerning er kommet til at virke som en langvarig fortyskning af den danske by Tønder.

 

En bjørnetjeneste at give Tønder en ”fremmed” lov

At byen oprindelig har været dansk, vidner dens navn om, selv om dets tydning ikke er ganske klar. Stednavnene i området vidner selvsagt for en by i rent dansk sprogområde. Men Hertug Abel Valdemarsøn gjorde sit fædreland en bjørnetjeneste ved at give byen ind under fremmed lov.

Det gav tyske handlende og håndværkere mulighed for at indvandre til Tønder. Enhver åndelig bevægelse kom syd fra. Også her måtte det laves om til dansk for at nå masserne. Tysk var det fine. Overklassen talte det fremmede sprog.

 

Amtmanden i Tønder svarede på plattysk

Det er ejendommeligt at se i Løgum Klosters Brevbog, at når munkene skrev på dansk til ”Amtmanden” i Tønder, så fik de svar på tysk, naturligvis plattysk. Højtysk sprog har næppe lydt i Sønderjylland før Reformationen.

Heimreichs Nordfr. Chronick siger, at Staden Tønder taltes omtrent i midten af det 17. århundrede dansk.

 

Mange mærkelige forhold i Tønder

Udviklingen førte til mange mærkelige forhold. Ved den danske gudstjeneste i Tønder blev der sunget tyske salmer, ind til hjælpepræsten Hans Adolf Brorson i 1732 udgav sit første lille salmehefte:

• Nogle Julesalmer, GUD til Ære og Christne Sjæle, især sin elskelige Menighed til Opmuntring til den forestaaende glædelige Jule-Fest.

”Her kommer dine arme små” og ”Den yndigste rose er funden” har første gang lydt i Tønder Kirke.

 

Balthasar Petersen påpegede sprogproblemer

Provst Balthasar Petersen i Tønder var kun 9 år yngre end Brorson født 1703 i Tønder. Han skriver:

• Den fyrstelige gottorpske Landsregering agtede dette Hertugdømme for en tysk provins, og deraf udledte præsterne et misbrug. Biskopperne var alle og provsterne til dels tyske og følgelig ude af stand til at undersøge religionskundskaben hos ungdommen og menigmand, og dette havde den stærke indflydelse på præstere, at de gav sig til at prædike på tysk og derved voldte meget ulykke.

Der var stadig tysk salmesang efter Brorson

Ejendommeligt er også, hvad den tyske geograf Büsching 1752 skriver om sproget:

• I de øvrige byer taler man dels et blandet sprog af dansk og tysk, som i Flensborg, Tønder osv., dels purt dansk, som i Aabenraa, Sønderborg, Haderslev osv. Med ”Undtagelse af nogle ansete Folk adskiller sig fra Pøbelen ved at bruge det tyske Sprog”.

Der berettes at der i Tønder var:

• Dansk froprædiken med tysk salmesang (efter Brorson!), tysk højmesse og tysk aftensang, På tredje helligdag i jul, påske og pinse holdes dog også en dansk prædiken til højmesse med tysk sang

 

I 1752 måtte man holde konfirmation på dansk

Fra 1752 blev det dog tilladt den danske præst at afholde konfirmation på dansk. Men alterets sakramente uddeltes kun ved den tyske højmesse og med tysk tale.

Den frisiske aftensangpræst Martin Richard Flor kaldte det ”en betydelig fejl og mangel” at menigheden ikke forstod skriftetale og prædiken, når de gik til alters. Reformationen var ikke blevet til nogen ”Modersmåls – befrielse” i Tønder.

 

Hvorfor brugte seminariet tysk i Undervisningen?

Det virkede også besynderligt, da seminariet, da det blev oprettet udelukkende brugte tysk i undervisningen. Mange af de studerende skulle senere undervise dansktalende børn.

Al dansk undervisning var indtil 1829 privat.

 

Ikke mange kunne skrive dansk

Fra cirka den tid fortæller Margrethe Jessen, datter af bankdirektør Jessen i Vestergade, at i hedes skoletid lod læreren en dag børnene prøve at skrive dansk:

• Men der var ingen af os, der kunne på nær farver Diemers søn fra Østergade. Han skrev dansk så godt som nogen Emmerske bondedreng.

Udadtil var Tønder tysk, men i de jævne hjem var sproget dansk.

 

Man var loyal over for kongen

Astronom P. Andreas Hansen rejste til Tyskland, men ifølge hans datter kunne man høre at hans modersmål var dansk, når han talte tysk. I Tønder er der rejst en mindesten med tysk indskrift til minde om ham.

Indstillingen over for det danske kongehus var naturligvis loyal:

• De Tønder Borgere var Kongens tro og loyale Undersaatter.

Den ene gang efter den anden gives der beviser for dette i byens tyskskrevne ugeblad ”Tondernsches Intelligenzblatt”.

Byen havde været kongelig, den havde været hertugelig gottorpsk, den havde undertiden været under Slesvig Bispestol under tiden under Ribe. Reformationen var kommen på tysk. Pietismen ligeledes dog med Brorsons klare salmetoner.

 

Tønder var ikke med i den nationale vækkelse

Da det sker en national vækkelse i det øvrige Nordslesvig, er Tønder ikke med. Da Nis Hansen fra Øster Højst i 1838-39 får oprettet ”Selskab for dansk Læsnings-Udbredelse i Slesvig” får man bogsamlinger i Højer og Rørkær, men ikke i Tønder.

Derimod uddelte ”Komiteen for danske Folkebiblioteker” boggaver i byen.

Byens første stænder- deputerede gjorde sig heller særlig bemærket i Slesvig, selv om de holdt sig til tyskerne.

 

I Tønder ville man ikke have dansk rets-  og øvrighedssprog

Da købstæderne i 1840 indsendte Petitioner (ansøgninger) til kongen om at ophæve Forordningen af 14. maj 1840 om dansk rets – og øvrighedssprog i Nordslesvig, underskrives de i Tønder købstad af 118 beboere, og ved de nye valg til den slesvigske Stænderforsamling i 1841 valgte Tønder, Den Slesvig – holstenske foregangsmand, den unge advokat Wilhelm Beseler.

Tyskernes fører var købmand Todsen, der bl.a. i 1844 ved et møde i Bredsted sammen med en række andre søgte at åbne fastlands-frisernes øjne for, at de ”hørte til de ældste tyske folkestammer”.

 

Da kongen besøgte Tønder i 1844

1. Lauridsen fortæller i ”Da Sønderjylland vaagnede” følgende om Christian den Ottendes gennemrejse fra Før til Horsens i 1844:

–  Den 9. september rejste han til Tønder med Statholderen i sit følge. Byens rådhus var festligt illumineret, og over portalen luede et transparent til ære for den 1. og den 8. Hertug af navnet Christian. Nedenfor på Torvet paraderede under en mægtig oprørsfane stadens brandværn, smykket med trefarvede kokarder og om aftenen afsang et sangkor Oprørsvisen:

– Schleswig-Holstein meerumschlungen

 

Slesvig-holstenerne havde ingen modstandere

Der var ingen tvivl om Tønders nationale indstilling:

• Storborgere er slesvig-holstenske

Hvad arbejdere og småkårsfolk er, spørger på det tidspunkt ingen om. Det er nok rigtigt, som det står i ”Sønderjyllands Historie:

• Patriciatet havde her i højere grad end i nogen anden nordslesvigsk købstad sine økonomiske forbindelser mod syd og blev naturligt nok påvirket herfra. Det sluttede med iver op om sin liberale Stænder-deputerede Wilh. Beseler. Nationale rivninger fandt ikke sted af den simple grund, at Slesvig-Holstenismen ikke mødte nogen modstander.

 

Rapport fra Tønder i 1846 påpegede at i Tønder talte man dansk

Vi skal dog lige minde om, at man i oktober 1846 indhentede rapporter fra de stedlige embedsmænd om de sproglige forhold. Og her sagde man om Tønder at talesproget bar ”overvejende dansk”.

Det var nogle ejendommelige nationale skillelinjer, der blev trukken i disse år. Og det er aldeles ikke sproget, der er afgørende.

 

Sindelaget var meget forskelligt

Fastlands-friserne syd for Tønder er afgjort tysksindede. Tønders borgerskab ligeledes. Syd og nord for Tønder er sproget det samme – dansk. Men sindelaget er vidt forskelligt. Sønder-Løgum udpræget tysksindet. Rørkær så godt som rent dansk.

Da rejsningen kommer i 1848, er Tønder rede til at stille sig på den provisoriske regerings side. Det er Beseler, der er dens stænder-deputerede. Hans regering proklameres den 26. marts 1848. Der dannes en Borgervæbning i Tønder under købmand J.C. Iversen.

Tønders sindelag stod dengang i kraftig modsætning til omegnens, så afgjort endda, at bønderne nordpå sammen med Ribe Borgervæbning rustede sig og foretog et heldigvis ublodigt fremstød mod Tønder.

 

I 1851 talte de allerfleste dansk

Efter krigen var forholdene naturligvis vanskelige. Sindelag og sprog faldt aldeles ikke sammen. Efter opgørelse af Cornelius Appel i året 1851 var der i Tønder 670 familier:

• 569 var dansktalende
• 94 var tysktalende
• 7    førte blandet familiesprog

Af de tysktalende var

• 22 Embeds- og Bestillingsmænd eller børn af sådanne

I omtrent i alle de øvrige tysktalende familier var i det mindste den ene af ægtefolkene, undertiden begge to, indvandrere fra tyske egne.

 

Kun en tredjedel af seminaristerne kom fra Nordslesvig

Tønder Seminarium blev ledet som en tysk skole frem til Treårs-krigen. Kun en tredjedel af seminaristerne kom fra Nordslesvig. Flertallet var frisere, sydslesvigere og holstenere. Seminaret blev så omdannet til en dansk skole. Dette vakte modstand hos seminaristerne. Tre seminarister stod anklaget i Flensborg for at have afsunget ”Oprørssangen”. De måtte dog frikendes på grund af mangel på beviser.

Jo, det var først i 1858, at seminariet i Tønder kom til at arbejde som et dansk seminarium, men ak – det var kun i seks år.

 

En dansk læserkreds og klub

Fra Drøhses Boghandel udgik der i en menneskealder en dansk læserkreds. I mange år blev den ledet af koginspektør Refslund, der boede på det gamle apotek. Mellem krigene bestod der en dansk klub og et ”Dansk Samfund” i Tønder.

 

En beretning fra borgmester Holm

Men tiderne var trange. Krigen truede og stemningen blev trykket. Den 28. januar 1864 indberettede politimester og borgmester Johannes H. Holm i Tønder:

• Tønder by spillede, som bekendt under oprøret i 1848 og i den nærmest foregående og efterfølgende tid en ikke lidet fremtrædende rolle i illoyal retning. Alle de optøjer, som ”Liedertaffel”, Borgerforeninger osv. fremkaldte i de sydligere byer, fandt også her villig efterligning.
• Der foretoges næppe nogen større politisk demonstration i Hertugdømmerne, uden at Tønder var repræsenteret i den.
• Efter at den lovlige Tingenes orden imidlertid efter ”Slaget ved Isted” var bleven genoprettet i Hertugdømmet Slesvig, og den terrorisme, som oprørets ledere allevegne havde udøvet, var bleven brudt, var det ingenlunde vanskeligt også her at bringe ro og orden tilbage og det overvejende flertal af byens borgere var enigt i at misbillige Oprørsarmeens udskejelser.
• Det er imidlertid dog en kendsgerning, at efterhånden en bedre ånd, om end langsomt, gjorde sig gældende, og at man mere og mere forsonede sig med sprogordningen, som efter gentagne til mig henvendte udtalelser fra forskellige, til den såkaldte tyske retning henhørende, var den eneste kilde til misfornøjelse.
• Det var derfor også min på et nu næsten 11årigt ophold her i byen støttede overbevisning, at Tønder i en ikke meget fjern fremtid ville kunne anses vundet for den gode sag såfremt alt måtte vedblive roligt at udvikle sig uden forstyrrelse udefra. Denne forudsætning er desværre ikke indtrådt.

Derefter går borgmesteren over til forholdet til gæringen i Holsten og til Prinsen af Augustenborg og siger om den tidligere nævnte slesvig-holstenske fører Todsen:

• Da herværende jernkræmmer Todsen nyligt var vendt tilbage fra en rejse til Kiel og Hamborg og det rygte opstod, at han skulle have overbragt præsidenten en adresse eller afleveret penge til ham, lod jeg ham kalde til protokollen, men han forsikrede som mand af ære at han ikke havde set Prinsen.

 

Tunge tider i Tønder

Efter krigen følger det tunge tider i Tønder. De danske embedsmænd, de fleste af dansk ånd og tanke var borte. Efter Dannevirkes fald og efter at de danske soldater havde rømmet byen, hængte først blikkenslager Brodersen i Søndergade, en født friser, Slesvig-holstenernes flag ud. Andre fulgte.

Skiltene på toldkontoret og posthuset blev revet ned. Embedsmændene flygtede til Møgeltønder og Rørkær. Kun fysikus Ulrik blev tilbage i sit hjem, Østergade 18. Men om aftenen slog de hans ruder ind. Købmand Todsen kom ham til hjælp. Dagen efter måtte han forlade byen.

Der blev kastet sten efter den lukkede vogn. En enkelt fløj ind ad vognvinduet. Nu steg han og hustruen ud af vognen og gik bag efter den.

 

Foreningen ”Enigheden” på Seminariet

Det blev ikke let at være dansk i Tønder. Provst Valentiner blev sat til at ordne seminariets forhold. Der blev indrettet en dansk og en tysk afdeling. Følgen var naturligvis at der kom danske og tyske seminarister. Tyskerne havde deres seminaristforeninger. Den danske afdeling samledes i foreningen ”Enigheden”, I foreningens formålsparagraf stod følgende:

Foreningen Enigheden har til mål at virke for

1. Samdrægtighed mellem de danske seminarister. Venlighed mod hverandre indbyrdes og – til afveksling af den arbejdende del af seminarielivet -morskab og fornøjelser.
2. Styrke og kraft mod uden.

Dette udtryk ”mod uden” der jo nok skal forstås som ”udadtil” skal nok forstås som det dansk – tyske.

Alle møder indledtes med sangen ”Som et skjold mod østens magt”. Fra optegnings-protokollen kan det ses, at man ofte talte om troskab mod konge, fædreland og modersmål.

Enigheden var en god dansk forening. Der kom også gnidninger med seminariets ledelse og tyske kollegaer. De Enighedens medlemmer bar danske studenterhuer, blev det forbudt. I 1878 var der et sandt slag mellem danske og tyske seminarister i Møgeltønder.

 

Ikke meget aktivitet i den danske gruppe

Det må ikke glemmes at Enigheden var et lille dansk kulturcentrum i 16 år. Et andet dansk kulturcentrum fandtes på Torvet på den gamle gæstgivergård Humlekærren. Her mødtes dem, der kæmpede for danskheden. Nej, de var ikke mange.

De havde en fælles læsemappe, et årligt bal på Skyttegården og en sommerudflugt til Gallehus Skov. Det danske mindretal var faktisk større end valgtallene viste. Det var kun de mest nationalt bevidste, der gik til valg. Småkårsfolk turde ikke stemme dansk.

 

Arbejdet for et dansk forsamlingshus kuldsejlede

En national styrkelse var det, da Skovrøy kom til byen. Han fortsatte med Vestslesvigsk Tidende. Og i dette blad kunne man læse, at de dansksindede påtænkte at bygge et forsamlingshus. De fik da også købt jord. Men ak det hele faldt ti jorden.

Og så blev Stadt Kopenhagen tilbudt de dansksindede, men heller ikke dette projekt blev til noget. Først efter krigen kom der et dansk forsamlingshus i Tønder.

Et dansk vælgermøde på Skyttegården måtte aflyses. Værten var blevet truet af tyske embedsfolk.

I 1901 oprettedes Tønder Landmandsbank Med R.P. Rossen og A. Andersen som ledere. Skovrøy oplevede masser af chikane. Mange dansksindede detailhandlere fik deres dansksprogede skilte ødelagt.

 

Læse- og Ungdomsforeningen blev dannet

I 1907 var der planlagt oprettelse af Den tyske Forening i Tønder. Men det tysksindede byråd frarådede at en sådan afdeling blev oprettet i Tønder. Og så blev Tønder Læseforening dannet. De tysksindede forsøgte dog at chikanere foreningen.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk Månedsblad
• Pontoppidan: Danske Atlas
• Lauridsen: Da Sønderjylland vaagnede 1-2
• Ryd Klosters Krønike
• Ribe Oldemoder
• I selve artiklen er der også beskrevet kilder

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.225 artikler
• Under Tønder finder du 384 artikler
• Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening finder du 34+118 artikler
• Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 20 + 26 artikler

 

• 80 danske familier i Tønder
• Danskheden i Tønder
• Hvorfor fik Tønder først en dansk borgmester i 1937?
• Det dansk – tyske i Tønder 1920- 1933
• Man talte da dansk i Tønder i 1600-tallet
• Da Tønder igen blev dansk
• Tønder mellem dansk og tysk
• Tønders dansksindede
• Humlekærren i Tønder
• Tønder før og efter Genforeningen
• Værtinden på Humlekærren
• Tønders udvikling 1864 – 1920 1-3
• Jersild – den særprægede læge 1-2
• Skovrøy -en populær redaktør fra Tønder
• Tønders Læse – og Ungdomsforening
• Da kongen besøgte Tønder og Højer i 1920
• Heimatfest i Tønder 1910 – 1920
• 1864 i Tønder
• Det dansk – tyske i Tønder 1920 – 1933
• Afstemningsdagen 1920
• Tønder i 1864
• Fysikus Ulrik 1-2
• Dagligliv i Tønder 1910-1920
• Sprogkampen i Tønder 1851-1864
• Tønder Statsseminariums historie
• Tønder Statsseminarium – en del af historien
• Flere minder fra Tønder Statsseminarium
• Balthasar Petersen – grundlægger af Seminariet
• Tønder Seminarium – et dannelsessted
• Tønder Statsseminarium – efter 1848
• Det Prøjsiske Statsseminarium 1864-1920
• Tønder Statsseminarium og Prøjsisk modstand
• Tønder Statsseminarium – igen på danske hænder
• Tønder Statsseminarium under besættelsen
• Broderskab på Tønder Statsseminarium