Artikler
Januar 29, 2024
Jordsand – dengang i Vadehavet (3)
Dette er vores tredje artikel om øen, der forsvandt. Afbrænding af hytten på øen skete i 1999. Men engang var der en marskflade ”så langt øjet rækker” Jo Jordsand var engang en stor ø. Mange døde soldater på øen. Jordsand blev mindre. En havn og en jernbanestation var planlagt inden 1864. Ikke mere ”hallig” i 1983. Skyldes det de to dæmninger at den skrumpede? Der var engang hjortevildt på øen. En katastrofe i 1823. Ingen hjælp at hente. Mange druknede dyr på øen. Var der ferskvand på øen? Rester af brønde på øen. Masser af fugle. Krybskytter på spil. Knogler og benstumper blev fundet. Hvilke fugle var der på øen. Konge af Jordsand. Jordsand forsvandt helt i 2001.
Afbrændingen af hytten
I september 1999 blev afbrændingen af pælehytten på Jordsand det rituelle symbol på, at øen ikke længere eksisterede som vadehavs-ø. Nu er den en del af Jordsand Flak. Det er højsandet mellem fastlandet og den tyske ø Sild.
Dermed var det slut med Danmarks eneste hallig og det var slut med det særegne liv herover på øen. I den tyske del af vadehavet er der mange af disse halliger. Gennem tiden har mennesker herover trodset diverse oversvømmelser og stormfloder.
Marskflade ”så lang øjet rækker”
I dag kan man slet ikke forestille sig at området set fra Hjerpsted Kirke skulle have været dækket af en næsten ubrudt marskflade ”så langt øjet rakte” Ifølge datidens kilder kun adskilt fra fastlandet af en pril.
Jordsand var en stor ø
Åbenbart har Jordsand engang været stor ifølge datidens kort. Men nu var disse kort fra 1500 – tallet godt nok lidt unøjagtige. Første gang Jordsand optræder på et søkort er på et hollandsk søkort fra 1586. Der figurer da to huse på øen.
Kartografen Johannes Mejer (Meyer) fik til opgave at kortlægge hertugdømmerne af Christian den Fjerde. Men man har da såret lidt tvivl om nøjagtigheden. Det var også lige her i nærheden at Christian den Fjerde udkæmpede et søslag med 9 skibe mod 30 hollandske skibe.
Mange soldater døde på Jordsand
I 1689 besluttede Christian den Femte at imødekomme en henvendelse fra kong Wilhelm den Tredje om hjælp i indenlandske stridigheder. Udskibningen af mange tusinde soldater foregik fra Jordsand. Dette har vi beskrevet i en artikel.
Soldaterne blev overrasket af tæt tåge og storm. De var fanget på øen i tre dage. Samtidig frøs de, da de ikke kunne finde noget beskyttelse på øen. Mange omkom. Man var nu tvunget til at lade sig udskibe fra Højer.
Jordsand blev mindre
I 1782 ejede Hans Pilgaard begge lodder på Jordsand. Men han følte sin ejendom truet og anmoder amtmanden om at besigtige øen. Men det afslår han. Han gør Hans Pilgård opmærksom på, at han selv skal klare det økonomiske.
I 1805 viser Videnskabernes Selskabs kort at Jordsand er på 40 ha. Og åbenbart består den udelukkende af marsk. Allerede i 1873 var Jordsand på ca. 20 ha. Her udgjorde marskfladen 75 pct.
En havn og en jernbanestation på tegnebrættet
Før 1864 havde den danske regeringer planer om at anlægge en dybvandshavn og en jernbanestation på øen. Men efter 1864 anlagde man i stedet havnen i Esbjerg.
Ikke mere hallig i 1983
I 1936 var øen indskrænket til ca. 8 ha. I 1973 var størrelsen reduceret til 2,3 ha – med en marskflade på mindre end 10 pct. Den sidste rest af marskoverfladen blev nedbrudt i 1983. Nu kunne den ikke mere betragtes som en hallig. I 1999 blev det stykke vegetation opslugt af havet.
Skyldes det de to dæmninger?
Man havde ellers i perioden 1976-78 forsøgt sig med en kystsikring i et forsøg på at standse nedbrydningen. Man ville sikre øen som en vigtig rasteplads for områdets rige fugleliv. Men man opgav dette i 1987.
Øen blev aldrig sikret af et beskyttende havdige.
Men hvorfor blev øen nedbrudt så forholdsvis hurtig. Det kan skyldes anlæggelse af dæmningerne til Sild 1927 og Rømø i 1948.
Der var hjortevildt på Jordsand
Gennem opmålinger fra 1900-tallet kan man dokumentere områdets store naturmæssige betydning.
Allerede i 1200-tallet synes det at have været en form for bebyggelse på øen. I Valdemar Sejrs Jordebog fra 1231 omtales Jordsand som ”Hjortsand Hus”, hvilket er tolket som kongens opholdssted under hans jagter på øen – bl.a. hjortevildt. Øens navn menes derfor at være en afledning af dyrenavnet ”hjort”.
Der var to gårde på øen
I 1500 – 1600 – tallet synes det at have været to gårde på øen. Men en fast beboelse på øen syntes allerede at være ophørt i 1695, hvilket tilskrives en voldsom stormflod samme år. Men se venligst længere nede for en anden kilde nævner et andet årstal.
I 1543 nævnes en Laurens Frese fra ”Jordtsandt”. I 1613 nævnes i en hertugelig skattebog to bønder ”Mads og Jens Jordsand”. De avler årligt 60 læs hø, har 14 køer, 10 stykker ungkvæg, 5 huse og 60 får.
I en fortegnelse af 29. september 1607 hedder det:
Efter Højer Herreds Tingbog synes det at fremgå, at disse to huse er forsvundet under julestormen 1717, for den 22. februar 1718 møder Tyge Nielsen fra Hjerpsted og Nis Hansen fra Koldby og ansøger om lindring af afgifter, fordi en stormflod har givet dem stor skade.
En katastrofe fra 1825
I 1825 blev der ved Hus- og Kirkekollekter samlet ind til de skadelidte i Højer Herred efter stormfloden. Den daværende ejer af Stampemøllen ved Hjerpsted fik 540 Rigsdaler for at have lidt meget skade. Men der skulle snart komme en begivenhed, der overskyggede denne.
Den 17. oktober 1834 blev den 20-årige tjenestekarl Jens Christian Jensen fra Højer, der var i plads hos overnævnte M. Mathiesen sammen med sin husbonds børn sendt over til Jordsand for at hente fårene hjem. De havde sommeren igennem græsset på øen.
Mens de var på hjemvejen, blev de pludselig overrasket af en storm, så de alle fandt deres død i bølgerne.
Pastor Rolfs anfører i sin bog om Højer, at der i alt druknede fem. I Hjerpsted Kirkebogs Dødsregister står kun navnet på den 22 – årige søn, Hans. Muligvis er de andre lig blevet ført bort af strømmen.
Faderen skulle have stået ved stranden og set ulykken uden at kunne komme de stakler til hjælp. De kæmpede værgeløse mod bølgerne.
Igen hjælp at hente
I 1897 ansøgte ejeren de preussiske myndigheder om at bekoste genopførelsen af det grundmurede hyrdehus af teglsten og af værftet som var blevet ødelagt af stormfloden 1 1/2 år tidligere. Ansøgningen blev afslået og huset samt værftet blev aldrig genopbygget.
Omkring 1900 opførte nye ejere en pælehytte samme sted. Hytten tjente som opholdssted for hyrder og fugleobservatører indtil sommeren 1923, hvor en kraftig stormflod satte et endelig punktum for Jordsand som græsningsø.
Mange druknede dyr på øen
I 1923 blev der berettet om, at der var druknet to heste på Jordsand. Ejernes bevægelsesfrihed var hæmmet af fredningen på øen. Ejeren havde dog tilladelse til at avle hø på øen efter ugetiden.
I samme år var en sommerstorm årsag til mange druknede får og heste.
Rester af brønde på øen
I 1969 Fandt den daværende ejer, Medert Ehmsen håndgribelige beviser for, at øen engang har været beboet. Han fritlagde en brønd af teglsten. I 1975 fandt han endnu en. Og i 1978 dukkede en klægring op. Dette kunne også tyde på en brønd. I 1982 kom tilskårne klægblokke til syne.
Var der ferskvand på Jordsand?
Måske har et ferskvandsførende sand- eller gruslag fra den 15 meter høje Hjerpsted Bakkeø under Vadehavet i tilstrækkelig dybde ført ferskvand over på øen?
Lokalt ved man, at der ca. 50 meter vest for den lave klint ved Koldby springer en ferskvandskilde op af vaden. Men 7 km ude i Vadehavet fersk grundvand? Flere mystiske ting er, at man mener, der har ligget en skov ude i vaden mellem fastlandet og Rømø. Men se det mysterium kan vi tage op en anden gang.
I slutningen af 1930erne hentede fugleobservatøren på Jordsand sit ferskvand fra denne omtalte kilde.
Masser af fugle
Der har bredt sig en interesse i at bevare naturen ved og i Vadehavet, som allerede tidligt var kendt for sit rige fugleliv. I 1907 blev ”Verein Jordsand” dannet.
Dansk Ornitologisk Forening videreførte det tyske pionerarbejde fra 1922. Særlig omkring 1960 blev fuglelivet genstand for mere omfattende videnskabelige undersøgelser. Det blev foretaget fra den observationshytte, der blev afbrændt i 1999 nærmest som et symbol på at nu var det slut.
Det var ikke alle, der bare kunne betræde Jordsand. Man skulle have speciel tilladelse fra Politimesteren i Tønder eller ”Dansk Ornitologisk Forening” Men det var der nu ikke alle der rettede sig efter.
Krybskytter på spil
Her kom en masse ægsamlere og krybskytter.
I 1907 fandt man således flere patronhylstre i græsset. Desuden var der en del haltende og vingeskudte terner. Man kunne finde en hel række terner, der var skyllet døde i land. Åbenbart er der jægere, der har forsøgt sig med deres skydekunst på de smukke fugle.
Knogler og benstumper blev fundet
Ca. 1 ½ km syd for Jordsand ligger den såkaldte Skallebanke. Her er der årligt gravet ikke så få tons skaller. Men undertiden er der også kommet andet frem i lyset. Det er knogler og benstumper. Det skulle efter al sandsynlighed være svenskere og hollændere.
Hvilke fugle var på øen?
På et tidspunkt havde sølvmågerne overtaget magten på øen. De holdt andre ynglefugle nede og røvede deres æg og unger. Fjordterner og Havterner fik i en periode ikke lov til at få en eneste unge selv om der var over 100 reder af disse terner. For Rødtern og Strandskade er det sket næsten det samme. Lærken og Stormmågens klarede den. Så var her også Rylen, Kobbersnepperne, Ænder, Ederfugle og masser af andre svømme- og vadefugle.
Konge af Jordsand
Peter Jensen fra Hjerpsted fungerede på et tidspunkt som opsynsmand på øen. Ja man kaldte ham for ”Konge på Jordsand”. I juni måned regnede han med, at der var 2.000 æg derover. Han blev fremstillet i Vestslesvigs Tidende:
Jordsand forsvandt i 2001
Jordsand forsvandt endeligt i sommeren 2001.
Kilde:
www.dengang.dk – diverse artikler
Sønderjysk Månedsskrift
Palle Uhd: Jordsand-Fuglenes Ø i Vadehavet (Bygd)
Højer Mølle-og Marskmuseum
Haderslev-Samfundets Årsskrift 1941
Claus Rolfs: Højer Sogn og Flækkes historie
H.E. Sørensen: Vadehavet og Vesteregnen
Vestslesvigsk Tidende
Hvis du vil vide mere:
Januar 26, 2024
Emil Nolde – den 6. fortælling
Nolde retfærdiggjorde sig selv. Som den første i familien flyttede han fra Nolde. Han solgte postkort i Schweitz. Mødet med Edward Munch. En storslået oplevelse i Seebüll. Nolde havde ikke mange beundrere i Nordslesvig. I 1951 arrangerede Tønder Museum som de første i Danmark en udstilling med Nolde. Han følte sig bundet til tysk kunst. Følte sig dårlig tilpas i København. Han mødte sin livs kærlighed – Ada Wilstrup Han var enspænder. Tønder Museum fik Nolde – kunst ad omveje. Endelig slog han igennem i Tyskland, men ikke i Norden. Flyttede da Tøndermarsken blev afvandet. Nolde købte også nabogrunden. Hitler hadede hans kunst. Skulle bevise hans ariske fremkomst.
Han retfærdiggjorde sig selv
Man var bestemt ikke meget for at anerkende Nolde. Måske var han også selv skyld i det. Han satte sig selv i ofrets rolle ved at hævde at han var udsat for censur fra nazisternes side. Det viste sig langt senere, at det var han ikke. Han havde forsøgt at retfærdige gøre sig selv. Og det lykkedes da også i mange år. Selv Sigfred Lenz fik han overbevist, der i bogen Tysktime, skildrer det.
Som den første flyttede han fra landsbyen
Han malede tidligt med hyldebær – og rødbedesaft, da julegaven, da julegaven, en lille farvekasse, var brugt op. Han elskede nemlig og også senere – den rødviolette farve.
I modsætning til de fire brødre havde han absolut ingen interesse for landbruget. Det var kun nødtvunget, at han hjalp på den fædrene gård, da skolegangen var forbi, Det var en stor begivenhed, da Emil som den første i familien i generationer drog væk fra landsbyen.
Han solgte postkort i Schweitz
Efter endt læretid som billedskærer og tegner, rejste Nolde til Schweitz. Her fik han en stilling som formningslærer. I 1898 tog han til München, hvor han kom ind på en privat malerskole.
Da han var i Schweitz, fik han tjent en del penge på nogle specielle postkort, som han fik fremstillet. Men de penge fik han senere hårdt brug for.
Mødet med Edward Munch
Nolde så faktisk op til nordiske kunstnere som Edvard Munch og Willumsen. I to af hans erindringsbøger fremhæver han den forkætrede Willumsen, fordi hans kunst ”går ud over den vanlige smag”.
Og med tydelig adresse til den franske kunst Nolde aldrig lærte at forstå. Det var først og fremmest Gauguin og van Gogh tilfredsstillede hans hang mod det mystiske og det symbolske.
Det er tydeligt at Munch øver stor indflydelse på ham, men skildringen af det eneste møde med den norske gigant virker som om alle andre konfrontationer med samtidige kunstnere indholdsløs, klicheagtige.
En storslået oplevelse i Seebüll
Den 13. april 1956 døde Nolde og cirka et år efter (25. april 1957) åbnede Seebüll. I festskriftet forklarer han, at der i alle europæiske byer er museer, som er overfyldt med kunst, som virker så overvældende, at det bare trætter. Desuden fortæller han:
Første gang jeg oplevede Nolde – museet i Seebüll var det noget ”storslået”, der mødte mig. Og dem, der endnu ikke har oplevet det burde besøge dette sted.
Nej, det er ikke primitivt og beskedent. Det var det måske en gang. Nu er det både med restaurant og fire gæsteværelser og en mægtig p – plads. Og folk de strømmer til.
Han havde ikke mange beundrer i Nordslesvig
Historien om Emil Nolde er storslået og et trækplaster for Vestslesvig. Ja egentlig kunne det have været en af Tønders historiske fyrtårne. Men kunstneren blev sur og skuffet, som han ofte har været og følt sig i sit liv. Han flyttede lige syd for grænsen.
I Nordslesvig havde han ikke mange beundrere. Tønders eneste Nolde – billede blev fremskaffet i 1930erne via familien Vilstrup. En forhandling mellem Nolde og museumsbestyrelsen omkring 1937 resulterede ikke i noget køb. Man fandt prisen for høj.
I 1951 arrangerede Tønder Museum en Nolde-udstilling
I februar 1951 arrangerede man imidlertid på Tønder Museum den første Nolde – udstilling i Danmark efter krigen. Nolde udstillede 8 oliemalerier og 8 akvareller fra tiden mellem 1936 og 1950. Det blev en stor succes.
Der fulgte udstillinger på Fyn i 1956, Charlottenborg i 1958 og i 1964 en mindre udstilling i Esbjerg.
Han følte sig bundet til den tyske kunst
I dag vil mange kalde ham en dansk maler. Han talte ganske vidst dansk med glæde, elskede det danske landskab og Tøndermarsken inden det blev afvandet. Men han følte sig selv bundet til den tyske kunst.
Følte sig dårlig tilpas i København
Som 33-årige tog Nolde til København. Han følte sig ensom, sky og bitter. Han gik med blåsorte briller, mismodig og med tvivl i sindet langs kanalerne uden at kunne male.
Det var her i 1900 – 1901 han havde et atelier i Holckenhus. Selv skriver han i sine erindringer:
Som kunstner havde Nolde ingen succes dengang. Både Charlottenborg og Den Frie afviste ham. Han havde ingen glæde ved at mindes København, selv om han arbejdede ikke ihærdigt. Han syntes, at tiden var spildt. Men nu havde han også svært ved at komme i forbindelse med folk. Han mødte dog Herman Bang, som han satte stor pris på, men han følte sig alligevel ensom og utilpas.
Han mødte sin livs kærlighed – Ada Wilstrup
Men i Hundested skete der noget. ”Den halvforkomne original” – som han kaldte sig selv – traf her i selskab med Knud Rasmussen, Ada Vilstrup, som han blev gift med i 1902. Det var provstens datter. Hun var skuespiller og musiker.
Dybt forelsket opsøgte han ensomheden i fiskerlejet Lidl Strand for at komme overens med sig selv, sin kærlighed og sine kunstneriske ambitioner:
Om vinteren var de ofte i Berlin. Men herhjemme havde de lejet et lille fiskerhus på Als. Kunstnerisk succes lod vente på sig. Han solgte så godt som intet. Her i ensomheden, blandt simple og naturlige mennesker havde han det dog allerbedst.
Ada var syg
Til malerens byrde kom desuden den byrde, at hustruens helbred var yderst svag. I mange år måtte han tilbringe meget tid sammen med hans Ada på sanatorier og sygehuse. Alligevel rejste de rundt i Tyskland, Paris og Italien.
Dermed kom der lidt mere orden i sagerne. Nogen større kontrast kunne man ikke forestille sig. Og beretningen om Adas modtagelse i Nolde, hvor ”mein Bruder Hans” hørte til de hellige og gjorde sig sine tanker om skuespillerinder, er biografiernes festligste. Efterhånden erobrede Ada også familien i Nolde.
Hun blev afgørende for hans videre skæbne. Med hende fandt han ud af, at der var for mange, der hed Hansen! Fra nu af kalder han sig Nolde.
Han var en enspænder
I 1 ½ år knyttes han til kunstnersammenslutningen ”Die Brücke”. Men Nolde var og blev en enspænder. Egentlig isolerede han sig totalt fra alle hans tyske malerkollegaer.
Tønder Museum modtog Nolde kunst ad omveje
I denne periode skaber han det nadverbillede, der kom til at hænge på Tønder Museum. Er det hans hovedværk? Hvor stor vægt han selv lagde på dette billede, fremgår af ”Jahre der Kämpfe. Som testamentarisk gave sammen med syv andre oliemalerier, overdroges og modtages det – uden betingelser – af Statens Museum for Kunst i København, hvorfra de deponeredes på Tønder Museum. Det var vel næppe efter Noldes ønske.
Efter en inspirerende rejse til Rusland, Sibirien, Japan og Ny Guinea som satte sine mærkbare spor i sin produktion bosatte han og Ada sig på Uttenwarf. Egentlig havde de allerede købt huset i 1912. Her boede de også i 1920.
Endelig slog han igennem i Tyskland
I 1920’erne og 1930’erne slog Nolde omsider igennem i Tyskland og opnåede alle mulige æresbevisninger. Det var helt anderledes i Norden. I 1904 leverede han til Ølstrup Kirke i Ringkøbing Amt et lille Emmaus – billede. Det faldt slet ikke i sognets smag.
Flyttede, fordi Tøndermarsken blev afvandet
I 1926 blev han udnævnt til æresdoktor ved universitetet i Kiel. Samme år besluttede han og Ada sig for at flytte fra Tøndermarsken. De mente at afvandingen ville ødelægge det naturskønne område. Vi har skrevet en artikel om hans forhold til Tøndermarsken.
Han følte, at man kun ville afvande Tøndermarsken, så det kunne gøres anvendelig for intensivt landbrug. Han følte sig truet af ”rationel udnyttelse”. Han talte om det ”barbariske dige, der ødelægger al skønhed og alt det vidunderlige.
Han købte også nabogrunden
Lige sy for Rudbøl i Nykirke Sogn fandt han sin drømmegrund. I løbet af 1927 begyndte bygningen af den særprægede ejendom. Det tog i alt 10 at bygge den. Nabogården havde han også måttet købe. Ejeren ville sælge og Nolde var nervøs for, hvem han kunne få som nabo.
Dette var næppe nogen dårlig pengeanbringelse, så meget mere som huset kunne anvendes til beboelse mens byggeriet af selve Seebüll – som det nye hus kom til at hedde – stod på.
Hitler kunne ikke lide hans kunst
I 1931 blev Nolde medlem af det preussiske kunstakademi i Berlin, hvor han stadig boede om vinteren. Så fulgte kort efter de stormfulde år, hvor Nolde blev ”offer” for den nazistiske kunstpolitik. Udstillingen ”Entartete Kunst” hvor hans produktion var rigelig repræsenteret. Han havde 39 billeder med på udstillingen.
Men nu var det bestemt ikke alle topnazister, der foragtede hans kunst. Mange år senere fik Frau Merkel fjernet hendes Nolde – billeder, da hun hørte om hans nazistiske tendenser.
Skulle bevise sin ariske fremkomst
På et tidspunkt måtte Emil Nolde også bevise sin ariske fremkomst. Det fik så Ada’ s bror til at henvende sig til pastoren i Brøns. Og det handlede om Noldes bedstemødre. Og broderen H.K. Vilstrup presser sognepræsten. Åbenbart havde de tyske myndigheder rykket for dokumentation. Henvendelsen til sognepræsten er fra 1936. Det forekommer dog noget mystisk at broderen henvender sig tik præsten i Brøns og ikke til præsten i Burkal.
Nolde blev kritiseret for at bruge for kraftige farver, der gjorde naturen unaturlig. Selv sagde han, at det ikke var for at give et spejlbillede af naturen.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Januar 24, 2024
Masser af glasplader fra Højer
For cirka 60 år siden fandt jeg sammen med mine to skønne kusiner en papkasse indeholdende glasplader med motiver fra Højer. Og det var i Nørregade. Andreas Martinsen var også fotograf. Klenodier som påskønnes. Lukket på grund af glæde. Oldefars bror. 18.296 glasplader blev afleveret. Et stykke unik kulturhistorie fra Højer. Førstesalen hos Laurids Matthiesen var indrettet som attalier. Opvokset på postholdergården. En opløftet stemning. Cathrine var musikalsk. Succes som forretningsmand. Han sad i Menighedsråd og Byråd. Fotoapparater til Tønder Museum. Nevøen sikrede glaspladerne. Laurids var med i Skyttekorpset. En opgave for lokale ildsjæle.
Glasplader på loftet
Det er vel ca. 60 år siden, hvor jeg besøgte mine to skønne kusiner Christel og Elke, der boede hos onkel Kedde (Kedde Smaj) og tante Annelise i Nørregade. Oppe på loftet fandt vi en kasse med glasplader, der viste motiver fra det gamle Højer.
Hvad der blev af disse glasplader vides ikke. Men antagelig har det været fotograf Laurids Matthiesen, der har været på spil.
Andreas Martinsen var også fotograf
Det kan også være Andreas Martinsen, der i 1912 overtog en forretning i Storegade 21. Her drev han bogbinder – virksomhed, bogtrykkeri med papir – og bladhandel. Han var uddannet bogbinder. I en periode havde han kompagniskab med en bogtrykker fra Berlin ”Der rote Mielcke.
Da Mielcke rejste tilbage til Berlin overtog Martinsen selv forretningen. Han indrammede selv billeder og butikken blev udvidet med foto. Og tobaksvarer kunne man også få her. Hans store lidenskab blev fotovirksomhed. Han indrettede et mørkekammer på loftet og lavede selv sine billede med forstørrelser m.m.
Klenodier som påskønnes
Sine motiver fandt han i byens gader og i de omkringliggende landsbyer, i marsken og ved Vidåen. Men han fotograferede også andre egne af Sønderjylland. Hans scener fra det gamle Højer er i dag klenodier som påskønnes.
Hans fotografiske virksomhed varede fra cirka 1920 til begyndelsen af 1940erne. Hans negativer, plader og film findes i dag på Søfartsmuseet i Esbjerg dels i Institut for Sønderjysk Lokalhistorie i Aabenraa.
Lukket på grund af glæde
I Martinsens ungkarledage var forretningen et muntert sted, hvor mange af hans jævnaldrende holdt af at komme. Da han engang vandt i lotteriet, satte han et skilt op i døren:
Og så tog han til Hamborg. Omkring 1930 fik han en husholderske, som han senere giftede sig med. Hun sørgede for lidt fastere husorden.
Det var her Tage Bundgaard oprettede en rigtig boghandel. Og da han lukkede, var det virkeligt et sagn for Højer
Oldefars bror
Men se det var også en anden fotograf i Højer, Laurids Matthiesen. Og ham har journalist Volker Heesch beskrevet i Der Nordschleswiger. Det var hans oldefars bror. Oppe på loftet i Storegade 8 fandt man efter Matthiesens død en enestående samling.
Han var urmager og fotograf. Gennem årtier var han en indflydelsesrig person i Højer. Han var født og opvokset i Højer og kom i lære som guldsmed hos farbroderen Boh Matthiesen. Han blev også uddannet som urmager. Fra 1893 til 1959 virkede han som fotograf. Han lærte fotografering i Flensborg.
18.926 glasplader er afleveret
Laurids Matthiesens fotografier findes i mange fotoalbummer i Højer og Omegn. I 1986 modtog Institut for Sønderjysk Lokalhistorie (ISL) hele 18.926 glaspladenegativer. Et udvalg på 554 af Laurids Matthiesens billeder er tilgængelig på Museum Sønderjyllands hjemmeside.
Her det både det bedre borgerskab men også familie fra de små landbrug i nørheden af Højer og soldater fra Første og Anden Verdenskrig fotograferet under deres ophold i Højer.
Et stykke kulturhistorie
Foran hans kamera skulle alle stå stille. Hans børneportrætter viser at børnene var blevet grundigt instrueret. Familier er fotograferet foran deres huse, ved bryllupsfester, men også i situationer hvor storfamilien præsenteres sammen med deres smukke hjem.
Embedsmænd som politibetjenten fra kejserriget og skoleleder ”Hauptlehrer Riggelsen” er afbildet lige som landmænd i arbejdstøj. Her er fotos fra Højers glansperiode som havneby med skibstrafik til Sild og med to banegårde i byen og ved ”Hoyer – Schleuse.
Der er billeder af dampskibe og ”Schnellzug” fra Hamborg og en masse optagelser fra Hotel Sylt.
Førstesal indrettet som atelier
Matthiesen arbejdede i sit atelier som var indrettet på 1. sal i butiksejendommen, som stadig ligger på hjørnet af Storegade og Mellemgade i Højer. Store vinduer mod nord sørgede for god belysning uden fare for forstyrrende sollys.
Laurids Matthiesens datter, pianisten og organisten Cathrine Matthiesen fortalte at hendes far arbejdede meget akkurat ved fremkaldelsen af billederne. Der gik ofte lang tid med retouchering, før han var tilfreds med resultatet. Slægtninge beskriver ham som et venligt og meget interessant menneske.
Opvokset på postholdergården
Laurids Matthiesen blev født i ejendommen på hjørnet af Østergade og Klostergade i Højer, hvor hans far Johannes Matthiesen havde postholdergården. Laurids Matthiesen voksede op sammen med otte søskende. Faderen, som gik i uniform med hat og fjer, kørte med den gule postvogn for den ”kaiserliche Post” mellem Højer og Tønder, indtil jernbanen kom.
Om livet på postholdergården i Højer findes en beretning fra Christian Petersen, som var nabo til Laurids Matthiesens barndomshjem. Han fortæller om posthornets klang og om nattevægteren, der gik rundt i Højer og råbte:
Når klokken var 22.
En opløftet stemning
Hos Johannes Matthiesen var der en løftet stemning, og der blev sunget højt, når naboerne blev indbudt til punch. Mange familiemedlemmer spillede et musikinstrument. Laurids Matthiesen blev gift med Bothilde Andersen fra Højer. Hun var søster til det mangeårige byrådsmedlem og borgmester i Højer, Hans Andersen. Parret fik to døtre, Marie og Cathrine.
Cathrine var meget musikalsk
Mens Marie giftede sig og flyttede til Oldenbüttel i Holsten blev Cathrine hos forældrene i Højer. Hun var meget musikalsk og fik klaverundervisning ved pianisten Marie Hoffmann som under Første Verdenskrig var kommet fra St. Petersborg til Tønder.
På initiativ fra Marie Hoffmann kom Laurids Matthiesens datter på konservatoriet i Leipzig. Cathrine Matthiesen, som var kendt som ”Tidde musik”. Hun virkede i mange år som musiklærer i byen. Hun var organist for den tyske menighed.
Succes som forretningsmand
Laurids Matthiesen havde succes som forretningsmand. Han var meget interesseret i teknologi og tekniske fremskridt. Han handlede også med symaskiner og cykler. Man kunne også købe briller hos urmageren og fotografen. Flere gange besøgte han udstillinger og messer i Hamborg, Berlin og Køln. Sammen med sin kone rejste han bl.a. til Sverige og Schweiz.
I opgangstiderne skabte han sig en betydelig formue, som han delvis tabte efter Første Verdenskrig, fordi de tyske Reichsanleihen” blev værdiløse.
Han sad i Menighedsråd og byråd
Laurids Matthiesen, som var medlem af kirkekollegiet (menighedsrådet) i Højer, virkede allerede før Første Verdenskrig som byrådsmedlem. Ved valget til ”Fleckenskollegium ” den 18. marts 1919 opnåede Matthiesen igen et mandat i bystyret.
Laurids Matthiesen fremstillede postkort med både dansk og tysk tekst. Han fortsatte med at være tro mod den tyske menighed i byen. Han lod sig ikke indoktrinere af nazisterne i 1930erne. Indtil krigens afslutning optog familien tyske flygtninge i hjemmet.
Fotoapparater til Tønder Museum
I dødsboet var der en masse takkebreve fra mange af disse flygtninge, der blev flyttet til Oksbøl – lejren. I 1950erne stod Laurids Matthiesen bl.a. i kontakt med museumsinspektør Sigurd Schoubye fra Tønder Museum. Fotoapparater og teknisk udstyr blev overladt til museet.
Nevøen sikrede glaspladerne
Matthisens nevø, Laurids Holm kan vi takke for, at mange af glaspladerne blev reddet. De lå under et utæt tag i papkasser og var ved at gå i opløsning. I 1986 blev det kontraktligt fastlagt at interessenter fra Højer kunne få aftryk af Matthiesens glasplader.
Laurids var med i Skyttekorpset
Laurids Matthiesen, der af helbredsmæssige grunde ikke havde været soldat, var allerede som ung mand medlem af skytteforeningen i Højer. Han var igennem mange år ”Shiessmeister”. Han blev udnævnt som æresmedlem af foreningen.
Ligesom da Kong Christian den Tiende blev hilst velkommen af Højers bystyre, var Laurids Matthiesen også med, da Schützenverein ved modtagelsen af kong Frederik den Niende i Højer.
En opgave for lokale ildsjæle
Laurids Matthiesens samling af glasplademotiver indeholder masser af emner, som kunne bruges til videre udforskning af Højers kulturarv. Tænk engang, hvis de to fotografers fotos kunne have indgået i en udstilling i Vidå – fabrikken sammen med Europa-Jensens biler og en Marsk – udstilling. Det ville også have trukket folk til.
Som vi tidligere flere gang har nævnt kom vi dengang med forslag til Tøndermarsk-initiativet – dengang. men vi hørte aldrig noget. Det må være nogle lokale ildsjæle, der kunne tage dette op.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
(Det var min familie, der kaldte fabrikken for dette navn – Men egentlig er det Vidå – fabrikken)
Januar 22, 2024
Urenligheder i drikkevandet
Vandet var stillestående. Træ-render i dårlig stand. Flere steder manglede man vand. Vandkiggeren skulle tilkaldes, når ål viste sig. Den kendte ålesupper. Vandkommissionen forsøgte at berolige folk. Man skulle ikke drikke vand, der lugtede. ”Amaliegade-feberen”. Vandet var urent fra starten. ”Stinkende og ubrugeligt” – denne betegnelse fik drikkevandet fra Skt. Jørgens Sø. Der var kø foran de brønde med godt drikkevand. Man ville have kildevand til København. Vandvæsenet brede efter vand. Vanding af gader og veje. Privat initiativ inde i Indre By. Ved regnskyl skete store oversvømmelser. En åben kloak var sundhedsfarlig sagde de lærde. Den stinkende Rosenå. Slagtermesteren havde altid oversvømmelse. Kolera udstillede elendigheden. Millioner af mennesker er blevet reddet. Natmændene kørte daglig ud med 80 læs menneskeafføring. Epidemierne i København havde gode kår. Disse var mest udbredt i de lavere klasser. Den store klakplan. Man lærte at vaske hænder.
Vandet var stillestående
Vandet til Københavnerne kom i træ-render. I den inderste ende af disse var vandet næsten altid stillestående og som følge deraf nærmest udrikkeligt. Således blev der hele tiden klaget fra Stadens Materialegård i Hestemøllestræde.
Træ-render i dårlig stand
Der blev godt nok brugt 40 – 50.000 Rigsdaler hvert år til Vandvæsenet og der blev nedlagt næsten 2.000 alen nye træ-render hvert år. Men andre træ-render var altid i dårlig stand.
Flere steder manglede man vand
I tørre somre kunne vand-tilførelsen svigte. Særlig den østre ledning var utilstrækkelig. Det fornemme kvarter omkring Bredgade og Amaliegade lige som Kongens Slot manglede ofte vand. Et andet sted var renderne gerne rådne eller halvrådne. Og det var lige i nærheden af de utætte latringruber.
Vandkiggeren skulle tilkaldes
Vandet indeholdt en masse urenligheder. Det skete også ofte at døde fisk blev pumpet op sammen med vandet. Ål kunne man ikke holde ude af renderne. På Borgerdyds Skole på Christianshavn brugte man drikkevandet til at undervise i ”De lavere dyrs liv” i naturhistorie. De dukkede op i drikkevandet. Der var myggelarver og lignende smådyr i overflod.
Man kunne også være heldig i at pumpe en igle op, salamander eller et par små haletudser var også almindelig. Som regel skulle ”Vandkiggeren” tilkaldes, hvis en ål var pumpet op. Så skulle pumpen skilles ad.
Den kendte Ålesuppe
Om sommeren kunne vandet fra Søerne godt være halvlunken 16 – 18 grader. Hvis man skulle drikke Vandvæsenets vand, så matte man både anskaffe sig filtrerapparat og vandafkøler.
Ja dette var et yndet kælenavn for det københavnske drikkevand. Der blev flere gange gjort forsøg med rør af jer eller ler. Det var særlig jern-støber Lunde, der var en ivrig modstander af de gamle træ-render. Men der blev ikke gjort nogle forbedringer før det nye vandværk blev taget i brug.
Vandkommissionen forsøgte at berolige folk
Vadkommissionen forsøgte hele tiden at berolige folk:
Man skal ikke drikke vand, der lugter
Om dette så var en trøst for befolkningen, ja det kan diskuteres. Men Vandkommissionen havde dog også et godt råd:
I slutningen af 1840erne kom det ene tyfusudbrud efter det andet. Men det var bare det problem, at Vandkommissionen ikke kunne love andet drikkevand.
Amaliegade-feberen
Særligt i årene i 1840 – 44 blev der klaget over dårlig lugt af drikkevandet i Bredgade – kvarteret. Især i 1842 rasede en alvorlig Tyfus-epidemi, som man kaldte Amaliegade-feberen.: Men man gjorde ikke noget ved renderne før i 1844. Så fandt man ud af at tage renderne op. Man opdagede et hul af fire tommers diameter, der førte fra den underliggende vandrende til den overliggende kloak, der blandt andet modtog afløbet fra Frederiks Hospitals lighus.
Vandet var urent fra starten
Allerede ude fra reservoirerne var vandet urent. Man havde endnu ikke begyndt at bore efter frisk kildevand. Man nøjedes med det overfladevand, der gennem de forskellige tilløb samledes i Vandvæsenets Søer.
Vand fra engdrag og marker, der ved regnskyl og tøbrud førte alle uhumskheder fra gødning, grøfter m.m. med sig ned i Søerne. Gennem åbne grøfter og kanaler førtes vandet fra Emdrup Sø til Lersøen og Damhussøen, hvorfra det gennem Lygteåen og Grøndalsåen/Ladegårdsåen nåede indtil Peblingesøen.
Stinkende og ubrugeligt
Trods forbud smed byens borgere alt muligt affald i Søerne. Værst var vandet i Skt. Jørgens Sø, fra hvilken Vesterbro fik sit drikkevand. Vandet i denne sø var i stille vejr grønligt på grund af den frodige planteverden i den. I uroligt vejr kom det tykke lag mudder på Søens bund op til overfladen. Så var vandet grå. Vandmester Jens Sørensen erklærede i sommeren 1847, at vandet på Vesterbro var:
Mange ville hellere bruge de offentlige brøndpumper. Dem fandtes der der cirka 4.500 af i byen. Men det var nu langt fra at vandet i alle byens brønde var godt. I 1852 foranstaltede ”Kommissionen til de hygiejniske Forholds Forbedring” en undersøgelse. Dette resulterede i at ikke mindre end 50 brønde blev tilkastet, fordi vandet var sundhedsfarligt. Vandet var simpelthen sundhedsfarligt.
Allerede i 1847 foretog Vandkommissionen en undersøgelse. Kun fire ud af seksten brønde fik her en attest, at de indeholdt godt drikkevand.
Der var kø foran de gode brønde
Omkring de vandposter som indeholdt godt drikkevand udfoldede der sig i sommertiden et broget folkeliv. Der var sammenstillen omkring disse brønde af bude og tjenestepiger, der sendtes efter vand. De måtte vente i timevis for at komme til.
Men disse tjenestepiger opsøgte ofte den nærmeste brønd og brugte tiden til at besøge kæresten. Nu ville det bedre borgerskab have vandet bragt for en lille skilling. Det skulle helst være den brønd, der stod ved Nørrevold ved Gothersgade. Det var denne brønd som lægerne anbefalede.
Brandkommissionen gjorde nu opmærksom på, at denne brønd ofte tømtes. Og de var betænkelige ved at en enkelt person skulle have tilladelse til at bruge alt vandet i denne brønd.
Kildevand
I 1843 fik en mand tilladelse til at hente vand fra Kirsten Pils Kilde. Vandet skulle hentes mellem kl. 5 og 7 om morgenen. Men dette projekt kom aldrig i gang. Et andet forslag gik på at hente vandet fra kilder i Roskilde og sende med toget ind til København. Ved ankomsten skulle vandet så ligges i is-kælder.
Vandvæsenet borede efter vand
Vandvæsenet havde allieret sig med videnskabsmænd i forbindelse med boringer. Tre gange gik det galt. Da havde boret sat sig fast. Man søgte nu kommunen om tilskud. Men her var man i tvivl om man nogensinde ville finde vand. Man havde været nede i en dybde på 660 fod uden at finde vand. Man enedes dog om at give et årligt tilskud på 1.000 Rigsdaler. Arbejdet blev fortsat, men der kom ikke noget resultat ud af dette.
Men efterhånden fandt man dog nogle kilder i byens yderkanter, der kunne dække halvdelen af byens vandforbrug. Men alligevel var det ved at gå galt. I 1846 og 1847 havde det været vandmangel, hvis ikke man havde en reserve i Lersøen.
Først ved anlæggelse af det nye vandværk fik man orden i drikkevandet til københavnerne.
Vanding af gader og veje
Vandvæsenets træ-render under gaderne var evig og altid i uorden. Det var galt med brolægningen. Asfalt og træbrolægning var på tale. Men politikerne mente at det var for dyrt. Men der kom dog mere styr på det efterhånden. Rendestenene blev mere flade.
Man begyndte også at kigge på vanding af gaderne. Man startede ude på Strandvejen i 1843. I 1845 skulle man så lade Østerbrogade fra lille Vibenshus til Østerport vande af Vejvæsenet. på offentlig bekostning.
Privat initiativ inde i byen
Inde i byen havde en aktiv person, Kukkenbager Dethmer i Skindergade taget initiativ til at vande i byens gader. Det var så grundejere på Kongens Nytorv, i Gothersgade ind til Kronprinsessegade, på Østergade, Købmagergade, Højbro Plads, Amagertorv og flere steder der skulle have penge op af lommen. Betalingen udgjorde 1 skilling daglig for ti alen facade. Han vandede tre gange dagligt fra 1. maj til 30. september.
Under Brolægningsvæsenet sorterede Stadens elendige rendestene. De var ganske ude af stand til at optage vandet i gaderne så snart et nogenlunde stærkt regnskyl indtraf.
Ved regnskyl – store oversvømmelse
Indtraf der et regnskyl om natten hændte det ofte at beboerne i kældrene vågnede ved at vandet stod alenhøjt i deres stuer. Store Købmagergade var særlig udsat. Her samledes afløbet fra mange gaders rendestene. Hele gaden fyldtes derfor øjeblikkelig med vand.
En åben kloak var sundhedsfarlig
Rendestene kunne hurtigt udvikle sig til en bred og dyb grøft. Afløbet fra de mange kostalde udbredte en fæl stank. Om aftenen kunne dette være livsfarligt.
Så var det også lige de åbne kloaker, der heller ikke var ufarlige for børn. Professor Fenger udtalte at den åbne kloak er:
Flere kloaker blev overdækket med tætte planker.
Den stinkende Rosenå
Så var det Rosenåen, der også stank. Det var nærmest blevet en kloak. Og her var det Vesterbro, det gik ud over. Åen blev aldrig renset. Det var uenighed om, hvem der skulle gøre det. Det førte til at å-løbet blev stoppet til. Det kunne ikke mere føre vandet bort. Følget var massive oversvømmelser.
Slagtermesteren havde altid oversvømmelse
Det var navnlig slagtermester Møller, der gik ud over. Han klagede i 1841, at vandet stod otte tommer over gulvene i hans stuer. Endnu i 1850erne lyder de samme klager fra slagtermester Møllers enke.
Men også ejeren af Vodrofs Mølle klagede, når vandløbet groede til. Det betød at hans vandmølle gik i stå.
Kolera udstillede elendigheden
Vi har som du kan se under ”Hvis du vil vide mere” skrevet en del om hygiejnen i København. Det er med en vis humor, man i dag kan se på det. Men alligevel har det været et alvorligt problem, så vi i hvert fald i Danmark har taget ved lære af.
Kolera udstillede elendigheden. Lægerne blev aktive. I løbet af 1800 – tallet fik København en ren vandforsyning og toiletter, der var forbundet til en kloak.
Millioner af mennesker er blevet reddet
Adskillelsen af latrin fra drikkevand har reddet millioner af menneskeliv. Herhjemme var det Hornemann, der gik forrest i sin kamp. Det var dengang, da der inden for murene var 130.000 mennesker, der husede 5.000 heste, køer og svin i baggårde og hestestalde. Disse dyr skulle også af med deres afføring.
Natmændene kørte ud med afføring
Natmændene kørte efter mørkets frembrud ud med 80 læs menneskeafføring ud af byen. I dagslyset var der så affald fra rendestene, der blev kørt ud af byen.
Som vi tidligere har skrevet, så var husenes latriner et træsæde over et hul i jorden. Og tænk det blev kun tømt to gange årligt. Man siger, at der var et sæde for hver 50 brugere. Men vi har i en af vores artikler hvis nok skrevet, at der var over 100, der skulle dele et sæde.
Man kan godt forstå, at de velhavende forlod byen om sommeren. Og man sagde dengang, at København befandt sig på et lavere kulturtrin end andre hovedstæder.
Epidemierne havde gode kår
I 1853 ramte Koleraen en 19 – årig knægt i Nyboder. Og epidemierne havde ret gode vilkår i København.
Mest udbredt i de lavere klasser
Cirka 100 læger i København deltog i såkaldte husvisitationer. Her fandt de ud af at mere end to tusinde familier boede i kældre med tre – fire børn. De havde cirka 4 kvadratmeter til rådighed. Endelig vågnede politikerne op. Man fandt ud af at epidemierne var mest udbredt i de lavere klasser.
Den store kloakplan
København fik sit første vandværk i 1859. Året efter begyndte den første kloakering i byen – i første omgang til afløb for spildevand og regnvand. Omkring 1900 fulgte ”den store kloakplan” I 1905 var der 5.000 wc’er og i 1965 havde 83 pct. af København lejligheder med eget WC.
Kolera giver stærk diarre og smitter hyppigt fra afføring til drikkevand eller fødevare. Man fandt ud af at samfundshygiejne var en vigtig faktor til at hindre epidemiers udbredelse.
Man begyndte at vaske hænder
Og som vi også tidligere har nævnt så begyndte jordemødre og fødselslæger at vaske hænder, hvilket aflivede de tragiske epidemier med barselsfeber, som indtil da hærgede Europas fødselsstiftelser med høje dødstal.
Under Covid-19-epidemien øvede danskerne sig i at vaske hænder og holde afstand for at inddæmme virussen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 21, 2024
Holger Petersens Tekstilfabrik på Nørrebro
Blandt de største i bydelen. Industrialisering i Danmark. Han mistede tidligt sine forældre. Han ville have taget Dansk – Juridisk eksamen. Såret under 1864 – krigen. Skuffet da Dansk – Vestindien blev solgt. I 1868 kaldte han sig grosserer. Frontfigur i Dansk Erhvervsliv. Fabrikker på Tagensvej. Intet børnearbejde på fabrikken. Han tænkte på arbejderne. Flere bygninger blev opført på Tagensvej. Holger Petersen var en meget aktiv mand. Han arbejde dør ”Fædrelandet og sit Hjem – det gav et godt ry allerede dengang. I 1920 var der 700 ansatte på Tagensvej. I dag er de fleste af bygningerne fredet.
Blandt de største i bydelen
Koncernen havde på et tidspunkt 2.000 ansatte. En stor del af disse var beskæftiget på Nørrebro. På Nørrebro havde man adresser flere steder. Men noget af det kan stadig beskues på Tagensvej 83 – 85. Det var absolut blandt de største i bydelen.
Vi skal i denne artikel kigge på, hvorfor denne virksomhed var speciel. Da Holger Petersen døde i 1917, var han Danmarks rigeste. Vi skal også i denne artikel kigge på manden bag det hele.
Det er boliger på Tagensvej og det er store flade fabriksbygninger mod Hamletsgade, Tagensvej og Nannasgade og boligerne Tagensvej 83, der i baggården grænser op mod baggården til huse i Baldersgade.
Industrialisering i Danmark
Industrialiseringen i Danmark foregik over ca. 150 år. Det var fra midten af 1800 – tallet til anden halvdel af 1900 – tallet. Kendetegnet ved denne periode er, at virksomhederne begyndte at bruge maskiner for at forøge produktiviteten. Elektrificeringen breder sig over Danmark. Man brugte damp, gas, olie og elektricitet som kraftkilder.
Han mistede tidligt sine forældre
Holger Petersen blev født på Lågegård ved Vejle
Han mistede som seksårig sin far. Derefter flyttede familien til København. Men allerede seks år senere blev børneflokken splittet. Holger Petersen kom i huset hos skolebestyrer, professor Carl Mariboe,
Han ville have taget Dansk – juridisk eksamen
I 1858 kom han som handelslærling i lære hos morbror Arnold Philipsen i dennes en gros- forretning i Store Kongensgade. Det var en hård læretid. Men han havde tid til at være sammen med kammerater, Her blev samfundsforhold ivrigt diskuteret.
I 1862 forlod han firmaet og tog undervisning i latin og tysk. Meningen var at han skulle tage dansk – juridisk eksamen.
Såret under 1864 – krigen
Da krigen brød ud i 1864, meldte han sig frivillig. I en kamp mod prøjserne i Lundby ved Aalborg blev han såret i benet. Resten af livet haltede han.
Lige siden sine ungdomsår interesserede han sig for forsvarssagen og for danskhedens bevarelse i Slesvig. Gennem årene stiftede han mange legater for at støtte dette. Han løste bl.a. sammen med danskhedens forkæmper H.P. Hanssen. Han ydede også tilskud til en hemmelig kreditforening i Nordslesvig.
Skuffet, da Dansk – Vestindien blev solgt
Genrejsningen af det dansk – vestindiske erhvervsliv var også noget, der interesserede ham. I 1902 blev han formand for plantageselskabet for Dansk Vestindien. Det var en stor skuffelse for ham, at Dansk Vestindien blev solgt.
I 1868 kaldte han sig grosserer
I september 1866 rejste han til England. Trods fine anbefalinger fik han ikke arbejde. Men han fik en masse kontakter. I 1867 startede han som agent i København.
Med utrættelig arbejdskraft og stor sparsommelighed lykkedes ham i 1868 at få borgerskab som grosserer. Han begyndte at forhandle med forskellige nyttevarer inden for tekstil og manufakturbranchen. Det var på hans 25-års fødselsdag den 9. juni. at han startede. Det handlede om knapper, bånd, lidser, nåle, tråd, garn m.m. Disse varer dannede grundstammen i firmaet de følgende år.
Frontfigur i Dansk erhvervsliv
Med tiden blev Holger Petersen en forgrundsfigur i dansk erhvervsliv på mange områder. Han arbejdede også for uddannelse og dygtiggørelse af den danske handelsungdom.
I 1869 flyttede firmaet til Købmagergade og i 1875 til det gamle Vajsenhus. Sammen med sin bror, John startede han en fabriksvirksomhed under mindre former i Store Kongensgade.
Fabrikker på Tagensvej
I 1883 startede det store byggeri på Tagensvej. Og allerede i 1880 havde han etableret hovedkvarter på Kastels-vej, hvor han havde oprettet et farveri, På Tagensvej blev der også indrettet et stort moderne uldspinderi, hvor det dengang kendte Løve Garn blev fremstillet. Her blev også fremstillet bånd og knapper. Her blev etableret uldfarveri og væveri.
Fabrikken bestod af falde bygninger, hvor produktionen foregik i et plan. Det var en nyudvikling i forhold til den klassiske engelske fabrik, hvor produktionen foregik på flere etager.
Intet børnearbejde på fabrikken
Dengang at fabrikken havde 120 ansatte, blev der lavet en opgørelse, der viste at de 45 var mellem 14 og 18 år. Det var over den skolepligtige alder dengang. Det var således ikke dengang børnearbejde at finde på fabrikken. Dette blev ellers i rigeligt tal benyttet på Nørrebro. Dette tegner billedet på en samvittighedsfuld virksomhedsejer.
Han tænkte på arbejderne
I 1885 blev der opført en række arbejderboliger til de mest betroede arbejdere. Der opstod et lille fabrikssamfund efter engelsk forbillede. Måske så han dette under sin tur til England. Som noget særligt indrettede han i stueetagen et bibliotek, hvor man kunne låne bøger og aviser. Han indrettede også en børnehave. Og her kunne der også afholdes fester. Ugifte arbejder kunne her få noget at spise.
Holger Petersen havde tænkt på arbejdernes hverdag. Fabrikken blev oplevet som en organisme, der var den faste ramme om fritidsliv, arbejderliv og produktion. Det var et forsøg på fællesunderholdning med arbejdere som familiemedlemmer og med fabriksejeren øverst i familiehierarkiet.
Boligerne og de mange fællesaktiviteter skulle sikre en stabil arbejdsstyrke. Det var en effektiv måde at belønne arbejdere og funktionærer på.
Flere bygninger blev opført
En to – etagers kontorbygning i gule sten og med skifertag blev opført 1885 – 87. En fabriksbygning blev opført i ro etager i 1891. En væveribygning blev opført i 1892. I 1905 blev der opført et spinderi.
Kigger man nøje efter mod sidegaden, kan man på gavlen se forskellige dekorationer i murværket bl.a. med Holger Petersens initialer.
I 1889 etablerede han en fabrik i Stockholm og i 1893 en fabrik i Malmø.
I 1891 havde Holger Petersen også andre planer, hvis man ikke kunne få byggetilladelse. Han ville forbinde Tagensvej med Bragesgade, forbi Nansensgade. Men han fik dog alligevel byggetilladelse. Tagensvej og Bragesgade blev aldrig forbundet.
Holger Petersen – en meget aktiv mand
I 1891 anlagde også Baldersbæk Plantage. Han var med til stiftelsen af Dansk Exportforening og fra starten var han med i Det østasiatiske Kompagni, da det blev dannet i 1897. Fra 1910 blev han selskabets formand. I 1895 lod han sig indvælge i Landstinget for partiet Højre.
Ud over boliger blev der tilknyttet småhaver og et marketenderi. I årene mellem 1885 og 1903 tilførtes nye bygninger. Samme år arbejdede der her 300 arbejdere, mænd og kvinder med at tilvirke alle mulige bånd, lidser, kraveindlæg og stofknapper. I uldspinderiet og farveriet var der i særdeleshed strømpegarn. Fabrikken var dampdrevet i begyndelsen.
Allerede mens Holger Petersen levede blev der oprettet en forsørgelses – og pensionsfond oprettet for veltjente funktionærer. Senere er oprettet et ferielegat. Også en idrætsklub blev oprettet.
Han arbejdede for Fædrelandet og sit hjem
Gennem sit liv opnåede vores hovedperson en række tillidshverv. Allerede dengang havde Holger Petersen fået det ry at være en
Dette ry kom til at præge virksomhedens ry og udformning.
I 1920 – 700 ansatte på Tagensvej
I 1917 døde Holger Petersen. Fabrikken på Tagensvej blev overtaget af hovedfirmaet. I 1920 havde man her 700 ansatte. Både i 1923 og 1950 skete der store om – og tilbygninger. Produktionen på Holger Petersens Fabrikker ophørte i 1966.
Den ældste del af bygningskomplekset inklusive arbejderboligerne blev fredet i 1990. Holger Petersen er begravet på Assistens Kirkegård.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 20, 2024
Det Stockholmske Blodbad – Film og Fakta
Vi har delt denne artikel i to. Først en anmeldelse af selve filmen og så en beskrivelse af fakta. I filmen taler man teater – engelsk. Det er som om at selve skuespillet er meget overdrevet. Og så går filmen også i stå. Hvad er i grunden meningen med filmen? Er det drama eller komedie. Det kunne have været en episk storfilm. Måske er det drama eller sort humor? Vi skal til hofbal med rockmusik. Og så bruger man bandeord som man bestemt ikke brugte dengang. Alle danskere fremstilles som barbarer. Det er som om filmen gør grin med sig selv. Dengang i 1520 i Stockholm blev dørene låst på slottet under festen. Så kunne folk arresteres og henrettelserne foregik omgående. Dette blodbad skulle have sikret Christian den Anden magten. Men det modsatte skete. I det meste af Sverige kalder man kongen for Christian Tyran. I Syd – Sverige kaldte man ham Christian den Gode. Folk blev henrettet efter rang. Gustav Vasa organiserede en oprørshær og blev konge. Svenskerne har fuldstændig glemt, hvad de gjorde mod danskerne i Skåne, Halland og Blekinge. Her var der tale om etnisk udrensning.
Filmen: ”Stockholm Bloodbath”
Vi har været i biografen for at se ”Stockholm Bloodbath” Det skulle være en historisk fim men ak. I anden afdeling af denne artikel vil vi beskrive de faktiske forhold. Vi får at vide, at det er en ”virkelighedsbasseret film” Der klaskes et skilt på:
Så ved man at filmskaberne har taget sig nogle gevaldige friheder. Selvfølgelig har filmskabere nogle kunstneriske friheder. Men der må da også være grænser, når man kalder det en historisk film.
De taler ”Teater – engelsk”
Er filmen fejlslagen? Det er ikke just historisk akkuratesse, der plager denne film. Filmen forsøger at gengive nogle historiske hændelser fra 1520. Det er en svensk – dansk film, hvor man taler teater – engelsk. Dette virker helt absurd.
En tegneserielignende tekst bryder billederne op:
Ja sådan lyder det om Mikkel Boe Følsgaards karakter første gang vi møder ham. Denne er gudfrygtig, men aggressiv og voldelig soldat, der er på en blodig mission for den danske konge Christian den Anden, spillet af Claes Bang. Kongen vil genvinde Sverige efter at den svenske adel har forsøgt at slippe ud af Kalmarunionen. Men denne Didrik bliver aldrig for farlig.
Overdrevet skuespil
Sideløbende er de svenske søstre Freja og Anne rejst ud for at få hævn på Slagchek og hans danske kumpaner. Og Følsgaard råber flere steder et bandeord, man næppe kendte på denne tid.
Overdrevne skuespilstil, den ironiske tone og de hektiske voldsscener. Er inspireret af andre film af Quentin Tarantino. Det besynderlig sprogvalg skyldes nok kommercielle interesser.
Filmen går i stå
Pludselig er det som om filmen går i stå. Det er hvor Christian den Anden ankommer til Sverige, hvor svenske adelsfolk holdes som gidsler og et langt forhandlingsløb går i gang. Så er det lige dobbeltagenten Hemming Gath spillet af Ulrich Thomsen.
Hvad er meningen med filmen?
Den dialogtunge fortælling trækker i langdrag. Når man endelig kommer til Blodbadet, så virker det som en befrielse. Hvad var meningen med filmen? Skulle det være en ironisk action komedie eller en episk storfilm? Vi får både sort humor og action. Men længden på filmen 2 ½ time er nok for lang.
Drama eller sort komedie
Spørgsmålet er om folk, der ser filmen, forlader biografen med en fornyet historieinteresse. Man sidder tilbage med en lidt ufokuseret oplevelse – er det drama eller sort komedie? Der er masser af kiksede jokes og noget ufrivilligt komisk. Mange af hovedpersonerne virker brovtende og overdrevne.
Til hofbal med rockmusik
Kigger man på handlingen med historiske øjne, virker det hele ret overfladisk. Det er ikke korrekt gengivet. Man har måske ladet sig inspirere af begivenhederne i 1520. Men filmen bliver aldrig virkelig spændende og for den sags skyld heller ikke grotesk. Vi mangler saft og kraft. Det virker også grotesk med et hofbal til rockmusik. Manuskriptforfatterne er blottet for tidsfornemmelse.
Alle danskere fremstilles som brutale barbarer
Ideen er ellers god nok. 82 adelige, biskopper og borgere i Stockholm fik kappet hovedet af og ved netop at bruge kætteri som grund, omgik kongen den amnesti, han ellers havde givet folket, da han overtog den svenske trone.
Alle danskere bliver fremstillet som nogle brutale barbarer, hvorimod svenskerne – kvinderne især – er anderledes kulturelle og mere dannede end de dumme danskere. Det er virkelig meget overdrevets hovedvej i filmen. Det harmonerer ikke med, at filmen tager sig selv højtidelig. Filmen sætter sig selv mellem to stole. Og det med de to søstres hævntogt ebber os helt ud til sidst.
Filmen gør grin med sig selv
Man har også indtryk af at filmen gør grin med sig selv som en slags parodi. Balancen mellem komik og alvor finder filmen aldrig. Det er som om instruktøren ikke bekymrer sig om sine karakterer men i stedet svælger i vold. Filmen virker meget utroværdig.
Manuskriptet ved ikke selv, hvor det vil hen og hvorfor. Det er en underlig sarkasme. Et vigtigt stykke historie bliver gjort til en bizar bagatel.
Det var ellers en oplagt historie til en storfilm – endda med en masse stjerner på plakaten.
Hvad siger historien om ”Det Stockholmske Blodbad”
Den 8. – 9. november 1520 blev 82 svenske stormænd og prominente borgere henrettet i Stockholm. Christian den Anden var ellers blevet kronet som Sveriges konge. Den 4. november var festlighederne blevet brat afbrudt med et retsopgør. Det var denne dato, hvor Christian den Anden var blevet kronet i Sveriges største kirke.
Dørene bliver låst
Efter flere dages festligheder var alle døre blevet låst. Alle de festgalde blev ført ind i den store sal, hvor ærkebiskop Trolle fremlagde et anklageskrift, som beskyldte en række personer for at være ”åbenbare kættere”. Den unionsvenlige Gustav Trolle var tidligere blevet fængslet af rigsforstanderen. Straffen for kætteri var døden.
Hele Sturepartiet og den faldne Rigsforstander Sten Sture og hans tilhængere var blevet dømt til døden. Dette blev straks eksekveret på Storetorvet.
Blodbadet skulle have sikret Kongen magten
Svenskerne nægtede at have Christian den Anden som konge. Han havde ellers lovet fuldstændig amnesti to måneder forinden, hvor Stockholm overgav sig.
Ved et stænder-møde i 1517 havde det samlede Stureparti undsagt ærkebiskoppen. Alle der var tilhænger af Christian den Anden blev henrettet.
Blodbadet skulle have sikret den danske konge et varigt herredømme i Sverige. Men brutaliteten førte i stedet til hans fald.
Christian Tyran
Den danske konge blev kaldt Christian Tyran i det meste af Sverige.
Den dansk – norske konge begyndte allerede i 1513 at virkeliggøre sin drøm om at genoprette Kalmarunionen. Efter tre angreb lykkedes det for Christian den Anden at erobre magten i Sverige.
Henrettet efter rang
Den 8. november 1520 begyndte henrettelserne af de dømte Kongens soldater stod opstillet på Storetorvet, hvor der var opstillet en galge og flere skafotter. Man blev henrettet efter rang. En del af de førende borgere i Stockholm blev ligeledes ført til Storetorvet.
Ligene lå i dynger og blodet løb ned ad gaden i rendestenen fra det højtliggende torv. Blodet løb ned ad de små gader ud i Saltsjön og Mälaren.
Om morgenen den 9. november fortsatte blodbadet. Chefbødlen fik løn pr. hoved – derfor kender vi det nøjagtige tal. Dagen efter blev alle ligene ført væk og brændt. Også kongens modstandere i Finland blev henrettet.
Andre vidner fortæller dog at 120 blev henrettet på Storetorv i Stockholm.
Gustav Vasa blev konge af Sverige
De fleste biskopper havde det godt med den danske konge, vel nok fordi han ofte var på rejse. Og så kunne de selv bestemme, Det var i den allersidste katolske tid.
Kongen tog nu på en hyldningsrejse rundt i landet og endnu nogle modstandere blev henrettet. Men den svenske oprører Gustav Vasa ville ikke finde sig i det. Han organiserede en oprørshær. Allerede året efter var det slut med den danske konges eventyr i Sverige. Og i 1523 lod Gustav Vasa sig hylde som konge af Sverige.
Har svenskerne glemt, hvad de gjorde mod Skåne, Halland og Blekinge
Svenskerne glemmer aldrig Det Stockholmske Blodbad. Det ligger som en slags kollektiv bevidsthed. Men svenskerne er også blinde for de ugerninger de selv har begået.
De har glemt, da de i 1658 erobrede Skåne, Halland og Blekinge, hvor de dræbte flere tusinde. Forsvenskningen var brutal og lynhurtig. Måske er det derfor at skåningerne i dag endnu kalder Christian den Anden for Christian den Gode.
Den etniske udrensning omfattede også de danske snaphaner, som vi kender fra Gøngehøvdingen. Dansk blev forbudt. Danske sang – og salmebøger blev beslaglagt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 14, 2024
Da det lugtede på Nørrebro
Landevejen blev gjort til ”Møddingplads”. Jerichau indførte tøndesystemet. Foreningen til Natrenovationens Forbedring. Jordlod ved Nørre Alle. Hygiejnen forbedret for 18.000 beboere. Mygind blev en alvorlig konkurrent. ”Forholdene er ubeskrivelige i deres væmmelighed”. Oplagspladsen blev flyttet til Rådmandsmarken. To hovedløb, der ikke fungerede. En sump i Ravnsborg Have. Blegdamsgraven udsat for mange klager. En sundhedsfarlig stank. Spildevand løb ud i Sortedamssøen. Kolera og tyfus blev befordret af åbn e kloaker
Landevejen blev gjort til ”Møddingsplads”
Man tog det ikke så nøje i de udenbys kvarterer som Nørrebro og Vesterbro. Man tog det meget let med hensyn til renovation. Enhver grøft måtte gøre tjeneste som kloak eller som en ”Røst fra Blaagaardsbyen” på Nørrebro skriver i 1855:
Jerichau indførte tøndesystemet
Man havde ellers forsøgt sig med transportable tønder i stedet for gruberne. Men dette system vandt ikke den store udbredelse.
Den mand, som først fik tøndesystemet indarbejdet i København i noget større udstrækning, var en landmand Jerichau fra Fredensborg. Han ansøgte i 1848 Indenrigsministeriet om tilladelse til at udføre latringødning fra København. Med rette kunne han indlede med disse vise ord:
Forening for Natrenovationens Forbedring
Han tilbød nu at indsætte transportable tønder i ”Priveterne” (sådan kaldte man toiletterne dengang). Så ville han skifte dem to gange om ugen. Alternativet var de såkaldte gruber, der kun blev tømt ca. to gange om året.
Gødningen ville han afsætte til landmænd på Sjælland. Derfor ønskede han tilladelse til udførsel gennem Nørreport og til at lave oplag ude i Forstæderne (Nørrebro).
En ”Forening for Natrenovationens Forbedring”, som på den tid var blevet stiftet, anbefalede Jerichaus forslag. Borgerrepræsentanterne viste deres interesse for opgaven ved at bevillige en understøttelse af 300 Rigsdaler.
En jordlod ved Nørre Allé
Han fik bevillingen den 26. juli 1849. Den gjaldt for tre år og gav ham tilladelse til at udføre renovationen gennem alle stadens porte samt fri passage uden betaling af bropenge. Han ville have oplagspladser ”uden for søerne” efter politiets nærmere anvisning. Og betalingen måtte han selv opkræve hos husejerne. Kørslen skulle være tilendebragt klokken 9 om sommeren og klokken 10 om vinteren.
Jerichau anskaffede det nødvendige materiel – foreløbig dog ingen tønder men firkantede kasser og indrettede sin oplagsplads på en jordlod ved Nørre Allé i nærheden af de gamle sandgrave.
Hygiejnen forbedret for 18.000 beboere
I løbet af den treårige periode fik han sit tøndesystem indført i 400 huse foruden i Frederiks Hospital og Fødselsstiftelse. Stadsfysikus kunne i 1852 erklære at Jerichau havde forbedret de hygiejniske forhold for ca. 18.000 mennesker.
Men der var dog omkring 3.000 ejendomme tilbage, som benyttede sig af det gamle grubesystem. Da Jerichau i 1852 søgte om en forlængelse af sin bevilling fik han en konkurrent i urtekræmmer Mygind, der en tid arbejde sammen med Jerichau. Men så var de blevet uenige.
Autoriterne valgte så at give bevillingen til dem begge.
Mygind blev alvorlig konkurrent
Og Mygind havde fart på. Allerede i 1853 kunne han meddele at nu havde han entreprise på 700 ejendomme og at der var gang i tilmeldingerne.
Men nu begyndte klagerne at indløbe fra Myginds oplagsplads ved Nørre Allé. De begyndte allerede i 1850. Og også militæret, der anvendte Fælleden klagede.
”Forholdene er ubeskrivelige i deres væmmelighed”
De forholdsregler, der skulle tages ved at bestrø gødningen med bark eller melkalk blev kun dårligt udført og viste sig utilstrækkelig. Oplagspladsen var på alle sider omgivet af en fire alen højt plankeværk. Men ak – de flydende dele af renovationen løb ud under plankeværket og bredte sig helt hen til Nørre Allé og tilstødende ejendomme. Det flød også ned i sandgravene og blev liggende i hullerne. Stanken herfra blev utålelig.
Beboerne klagede både til Magistraten og Justitsministeriet. I 1854 hed det sig:
Ude på Jagtvejen kunne man ikke åbne vinduerne i flere dage.
Oplagspladsen blev flyttet til Rådmandsmarken
Til sidst kunne autoriterne ikke længere undgå at tage hensyn til de mange klager, der bare fortsatte. Da bevillingerne for Jerichau og Mygind igen skulle fornyes i 1855, blev det gjort til en betingelse at de flyttede deres oplag en andetsteds hen.
Forskellige forslag fremkom. Jerichau forsøgte at få den tørlagte Lersø overladt. Stadsfysikus foreslog marken mellem Lundehuset og Strandvejen. Men det endte med at både Jerichau og Mygind fik overladt pladser i Rådmandsmarken, hvor renovationsoplagene derefter forblev i en lang række år.
To hovedvandløb, der ikke fungerede
Afledningsforholdene ude i forstæderne var endnu dårligere end inde i byen, Der var to hovedvandløb som førte spildevandet henholdsvis til Øresund og til Kalvebod Strand nemlig Blegdamsgrøften, der havde tilløb fra Blegdammene. Fællederne og Østerbro og Rosenåen, der løb fra Ladegården bag om Vodrufsgård over Vesterbro ud til stranden ved ”Enighedsværn”.
Længere ude fandtes et lille vandløb, der havde udløb ved Belvedere, og som afvandede den yderste del af Vesterbro og Frederiksberg. På en del af denne strækning var det omdannet til en lukket kloak. Vandet blev ledt under jorden af tjæretønder.
Vandskellet mellem øst og vest gik omtrent ved Skt. Hans Gade, hvoraf fulgte, at Nørrebro slet intet afløb havde for sit spildevand.
Vandet fra Blegdamsgrøften måtte ikke gerne løbe i Vandvæsnets søer. For disse søer leverede drikkevand til Københavns befolkning. Denne grøft var alt andet end lugtfri.
En sump i Ravnsborg Have
I Store Ravnsborg Have var der en sump på over 1000 kvadratalen (1 alen er lig med 0,39 m) Og en langs Nørrebrogades sydside havde vi igen en meget ilde berygtet grøft. Den nåede lige inden Peblingesøen at dreje af til Blågårds marker. Hvor den så blev af, er ikke noget man talte højt om.
En ældre rende under Ladegårdsåen var ganske ude af stand til at afhjælpe Nørrebro med sit spildevand, selv om den i 1851 var blevet forandret til en virkelig lukket ledning.
Blegdamsgraven udsat for mange klager
Hovedvandløbene magtede slet ikke deres opgave. Og særlig Blegdamsgrøften var udsat for mange klager. Det var en dyb bred kanal fuld af mudder og aldeles livsfarlig for dem, der faldt derned.
Da der engang var forslag om at sløjfe digerne omkring Fællederne holdt kæmneren på at man skulle bevare diget langs Blegdamsgrøften for at hindre at kreaturerne fra at styrte ned i den dybe grøft.
En sundhedsfarlig stank
Sommeren igennem udbredte den en sundhedsfarlig stank. Grundejerne værgede sig hele tiden ved at holde den oprenset, da de med rette hævdede, at opgaven var umulig, eftersøm grøften næsten intet fald havde på den lange strækning, og den trods sin store dybde 10 – 16 fod (1 Fod er =,3048 m). dog ikke kunne aflede vandet fra de lavere liggende blegdamme.
En gang om året blev grøften dog oprenset. Da stod arbejderne barbenede i grøften og øste mudder op flere uger i træk. Så lød klagerne fra beboerne endnu højere. Kæmneren mente, at netop denne grav var den vigtigste i hele byen.
Spildevand løb ud i Sortedamssøen
Ofte stod derfor blegdammene under vand, så man kunne sejle over dem med både. I Skt. Hans Gade løb spildevandet den gale vej lige ud i Sortedamssøen. Og det vand brugte man også som drikkevand i København.
Kolera og Tyfus blev befordret af åbne kloaker
Først i Koleraåret begyndte man at kigge på problemerne. Man fik ansete læger til at erklære at de åbne kloaker var til fare for sundheden. Disse har også været medvirkende til at tyfus – epidemien bredte sig. I løbet af 1854 blev den store Blegdamsgrøft dækket med tætsluttende planker.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 13, 2024
København var en meget skiden by
Slået af den slette lugt. Man havde for længst besluttet, at der skulle fejes hver dag, men det blev det ikke. Man bestak ordensmagten. Byens snavs blev ført gennem rendestenene. Kun en sjettedel af dem var overdækket. De såkaldte kældersumpe. En kommunal ”Bestillingsmand” skulle fjerne ådsler. En storvask af rendestene. Disse havde aldrig lugtet værre. På Christianshavn måtte man opgive. Fædrelandet” var ikke så begejstret. Arbejdet skulle foretages tidligt om morgenen. Offentlige urinkroge. Gruberne kom for tæt på vandledninger. Når gruberne skulle tømmes Intet blev overholdt. Private tømte selv gruberne i søer, grave og kanaler. Kuler på Amager. Voldgraven ved Rosenborg Slot blev en renovationskule. Lugt – problemer på Nørrebro. Manglende kloaksystem. Blev udskudt. Begge systemer kørte side om side i 30 år.
Slået af den slette lugt
I et skrift fra 1847 sagde Dr. Hornemann det rent ud:
Ved en anden lejlighed skriver han:
Man havde for længst besluttet, at det skulle fejes hver dag
Hornemann foreslog også, at gaderne skulle fejes hver dag. Dette var dog ikke noget nyt krav. Det var allerede foreslået i det 18. århundrede ved en række anordninger. Det var dog aldrig blevet efterlevet men heller aldrig ophævet. I 1777 bestemte man at gaderne skulle fejes hver dag på et bestemt klokkeslæt. Rendestenene skulle samtidig renses til bunds og alt skarn skulle fjernes senest en time derefter.
I 1779 bestemte man at renovationsvognene skulle køre langsomt i gå-tempo og på højre side af gaden. Og i 1778 at toiletter skulle renses ”ved mindste ulejlighed af lugt”. I 1789 skulle nybrolagte gader hver morgen betænkes med vand og at afledning af al urenlighed til rendestene var forbudt.
Man bestak ordensmagten
Men intet af alt dette blev overholdt.
I 1840erne blev byens gader fejet to gange om ugen. Kun på disse to dage indfandt skraldevognen sig for at køre ”fejeskarnet” og husaffaldet ud på lossepladsen til føde for svinene. Man kunne høre når skraldemanden kom. Han brugte ”Skralden” for at melde sin ankomst. Den var blevet indført i 1806.
Der findes en beskrivelse af gadefejningen i 1857:
Netop i 1857 bestemte Borgerrepræsentationen at der i sommermåneden skulle fejes hver dag i sommermånederne.
Byens snavs blev ført gennem rendestenene
Med åbne rendestene førtes byens snavs gennem alle gader. Det fortsatte med at være en plage for byens befolkning. Når garverne oppe ved Nørreport udskyllede deres kar fire fem gange om dagen, så lod man det stinkende vand føre ud i rendestenen. Det løb så af Frederiksborggade, over Kultorvet og gennem Købmagergade indtil det nåede ned til kanalen, efter at have fyldt hele strøget med stank.
Kun en sjettedel af rendestenene var overdækket
Længden af alle rendestene og udløbs-render i byen var 139.500 alen (over 11 mil). Særlig om sommeren var det ubehageligt. Om sommeren var disse halvfyldte med stinkende vand og mudder. Rendestenenes indhold har været omtrent stillestående. Kun cirka en sjettedel af rendestenene var overdækket.
De såkaldte kældersumpe
De såkaldte kældersumpe var et arnested for smitte og stank. Grundvandet stod højt i den lavtliggende by og kældrene ville stå under vand, hvis der ikke under dem var gravet et endnu dybere hul. Det var her sumpen lå. Her samlede vandet sig. Med jævne mellemrum måtte det oppumpes. Det var langt fra rent vand, som blev samlet her. Grunden under byen var så gennemsivet af skidt fra latringruber, fra rendestenenes stillestående slam, fra kirkegårdene osv. Det gav en slem stank, hver gang kælderpumpen blev rørt.
Dr. Hornemann fortalte:
En kommunal ”Bestillingsmand” skulle fjerne alle ådsler
Der var ansat en kommunal ”Bestillingsmand”, hvis hverv var at bortskaffe ådsler fra stadens grunde, gader og veje. Denne stilling blev lønnet med 100 Rigsdaler. Dette hverv blev varetaget af Ole Tønnesen, der døde i 1847. Hans søn, skomagersvend Jokum Tønnesen, blev hans efterfølger. Han sad endnu i embedet i 1856, da han ansøgte om lønforhøjelse.
En storvask af rendestene
I 1851 oplevede København en begivenhed, som kun forekom den ene gang – nemlig en storvask. Professor Hummel, der var medlem af den hygiejniske kommission, fandt på at foreslå, nemlig at alle gårdrum, gader og rendestene hver morgen skulle underkastes en kraftig skylning. Alle pumper skulle aktiveres i en halv time. Der skulle skyldes med vand, der blev hentet fra de offentlige pumper.
Vandværket var dog betænkeligt, ved at der skulle bruges 8.500 tdr. vand dagligt. Borgerrepræsentationen ville da heller ikke bruge 13.800 Rigsdaler, som foretagendet ville koste. Man ville heller ikke ulejlige grundejere til at foretage en bestemt handling på et bestemt tidspunkt hver dag.
Rendestenene havde aldrig lugtet værre
Længe inden skylningen var ophørt havde glæden forvandlet sig til en misfornøjelse. Rendestenene havde aldrig lugtet værre end nu. Det var den almindelige mening, at ingen sommer i København havde lugtet værre end den i 1851.
På Christianshavn måtte man opgive
Vandinspektør Colding, som vi tidligere har omtalt i en af vores artikler, så lidt humoristisk på sagen. Han var selv tilhænger af en ”skylning”. På Christianshavn måtte man helt opgive det på grund af mangel på vand.
”Fædrelandet” var ikke begejstret
Det hjalp ikke, at også justitsministeriet anbefalede en gentagelse af den store rendestensskylning under henvisning til sommerens vedvarende varme. Fædrelandet skrev den 12. juli:
Arbejdet skulle foretages tidligt om morgenen
Det stank så kraftigt fra kanalerne at man var bange for folkesundheden. Et antal slaver fra fæstningen sørgede for at det værste mudder blev fjernet fra rendestenene. Af hensyn til stanken kunne der kun arbejdes på dette i de allertidligste morgentimer.
Professor Clausen havde i sine artikler i Dansk Folkeblad henledt opmærksomheden på den
Offentlige urinkroge
Den hygiejniske kommission forslog at der indrettedes ”Offentlige Urinkroge”, der jævnlig skylledes rene. Forsigtig og tøvende gik Borgerrepræsentationen for tanken. I 1852 blev de to første småhuse opstillet – det ene ved bolværket lige over for Slotskirken og Thorvaldsens Museum. Det andet på den sydlige side af børstrappen. De var af træ, en snedker havde lavet dem. De var ganske små, en kvadratalen, Størrelsen passede meget fint til navnet. Officielt blev de kaldt urinskabe.
Jo det var Danmarks første offentlige toiletter.
Gruberne kom for tæt på vandledningerne
Byens latriner var endnu for den langt overvejende dels vedkommende indrettet efter det gamle grubesystem. Latrinindholdet samledes i store kældre eller fordybninger i jorden, der kunne rumme flere læs. Så behøvede man kun at tømmes en eller to gange om året.
Gruberne skulle efter anordninger være murede. Men ofte var de utætte så grundvandet trængte ind i dem og skyllede deres opløste indhold ud i de omgivende jordlag. Her kom det ofte i forbindelse med vandledningerne utætte og halvrådne træ render.
Grubberne var så fulde, at når man trådte på de lemme, der dannede gulvet, trængte det øverste, flydende lag op gennem huller og sprækker. Stanken var så gennemtrængende, at det endnu læge efter hang i klæderne.
Når gruberne skulle tømmes
Når grubberne skulle tømmes, skulle man huske to ting. Man skulle lukke alle vinduer og om aftenen smøre et forsvarligt fad smørrebrød, der med øl og brændevin skulle stilles ud til Natmændene.
Grubernes tømning blev besørget af de såkaldte natførere, en snævrere kreds inden for det lille Vognmandslaug. Oprindelig var de 11 stykker. Men byens skarpretter. Oswald fik også en part, så nu var de 12 og dette tal blev aldrig forøget.
Intet blev overholdt
Et renovationskontor blev indrettet. Her kunne husejere henvende sig, hvis de ønskede deres grube tømt. Deres vogne var beregnet til fire tønder med tætsluttende dæksel med påmalet nummer. Vognene skulle køre i meget langsom kørsel og altid i højre side. Tømning måtte kun foregå om natten. Men ingen af disse forskrifter blev overholdt.
Konstant blev det klaget over at vognene var utætte og ofte helt manglede låg. I en politirapport fra 1854 hedder det, at natførerne på gaden piskede hestene så de kørte i galop så de spildte indholdet ud af vognene.
Private tømte selv gruberne
Og det at tømme gruberne tog man også let på. Det blev konstateret i 1853, at mange gruber aldrig blev helt tømte, men kun det øverste lag. Det kostede 10 – 25 Rigsdalere – foruden stanken at få tømt en grube. De privilegerede natførere havde nok at bestille endda. Ja de kunne efterhånden slet ikke overkomme arbejdet. I 1854 lå der 7.000 læs i byens gruber og ventede på dem.
Natførerne bar ikke fine folk særlig ikke når skarpretteren uden videre kunne indlemmes i dette laug. Men de tjente nu ret godt. Flere vognmænd ville gerne være med, men de blev holdt ude. Men det var ikke noget at gøre.
Kuler på Amager
Natrenovationen førtes ad samme vej, over Knippelsbro gennem Christianshavn og ud til renovationskulerne på Amager. Kulerne lå lige til venstre for landevejen uden for fæstningsgraven omtrent ved begyndelsen af nuværende Kløvermarksvej.
Disse kuler var blevet oprettet i 1777 og siden havde de været i brug. Men nu i 1851 havde politidirektør Bræstrup kigget på forholdene. Han kunne konstatere at forholdene var sådan at ekskrementerne forblev flydende. Meningen var at disse skulle køres væk i tør tilstand og sælges som gødning.
Forpagter af kulerne var grosserer Owen, Han havde anlagt en fabrik til ”Renovationens forvandling til patentgødning.
Man forsøgte at få lov til at køre gennem alle byens porte med disse renovationsvogne, men atter engang viste myndighederne uvillige.
Voldgraven ved Rosenborg Slot blev en renovationskule
Husejerne prøvede at komme af med deres latringødning på alle mulige ulovlige metoder. Boede man i nærheden af en grav eller kanal, ja så skaffede man sig afløb til disse. Den lukkede grav omkring Rosenborg Slot var således blevet en hel renovationskule, idet alle latrinerne i Gardehusarkasernen havde direkte afløb til den, ligesom den optog akt spildevand fra kasernen og fra kommandantboligens kostald.
Lugt – problemer på Nørrebro
Også ude på Nørrebro fik man efterhånden store lugt-problemer. Efterhånden blev gamle kuler nedlagt og nye kuler gravet. Man fandt på at bygge en vold omkring dem. Blev en kule overfyldt, kunne man lade en del af dets indhold løbe ud i søen eller kanalen.
Det nye tønde-system blev indført af folk som Jerichau og Mygind, men det var man nu ikke så tilfreds med på Nørrebro.
Manglende kloaksystem
Det store kloaksystem som var planlagt sammen med nedlægningen af vand – og gasrør blev opgivet og indførelsen af vandklosetter blev derved skudt et halvt århundrede ud i fremtiden.
Tøndesystemet var ganske vidst et fremskridt fra de gammeldags gruber i gårdene, men med disse var der sandelig også ulemper og ubehageligheder. Desuden blev grubesystemet er jo ingenlunde afskaffet,
Begge systemer kørte side om side i 30 år
I 1854 var der endnu 2.355 latringruber mod 809 latrinindretninger. Kun meget langsom blev det gamle system trængt tilbage. De to systemer trivedes side om side i 30 år. Den sidste latringrube i København blev først nedlagt i 1885.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 11, 2024
Det var trangt i København
Befolkningen var seksdobbelt på samme plads. Ingen hensyn til luft og lys. Afgiftsfri – betød meget små lejligheder. Der blev spekuleret i arbejdernes nød. Kældre indrettet til beboelse. ”Udflyttermani”. En kommission til forbedring af de hygiejniske forhold. Luftens ”fordærvelse” blev forøget. Berygtede lokaliteter. Hønsehuse og brændevinsskure blev taget i brug. Skandaløse boligforhold. Befolkningen havde kun lidt forståelse for hygiejnens betydning. Kvæghold i forbindelse med brændevinsbrænderi. Løsgående hunde var også et stort problem. På volden blev hunde skudt. Svinehold meget tæt på beboelse. Mindst 5.000 husdyr inden for voldene.
Befolkningen var seksdobbelt
Byens areal var det samme som under Christian den fjerde, Siden da var befolkningen seksdobbelt. Det var navnlig i 1850erne dette skete.
Ingen hensyn til luft og lys
Måske skal vi lige her indføje at en kvadratalen er lig med 0,39 m2
I gader der var under 18 alen, måtte der bygges op til 21 alens højde. I bredere gade op til 24 alen. Bygherren kunne udnytte sin grund, som han ville. Der krævedes ikke noget bestemt areal udlagt til gårdsplads. Og man skulle heller ikke tage hensyn til adgang for luft og lys.
Selv i smalle i gader på 12 -13 alens bredde måtte man opføre huse med seks beboelseslag. Der blev ikke stillet betingelser for hvor højt et beboelseslag skulle være. Og minsandten om ikke husejeren fik lov til at bygge et ekstra ”lag” på. Og det skete på trods af byens autoriteter, der skulle våge over byens sundhedstilstand:
Da der ikke måtte bygges uden for byen, var der jo ingen anden udvej end at forhøje husene eller formindske lejlighederne inde i byen, så der var plads til flere.
Afgiftsfri betød meget små lejligheder
Det var gennem lovgivningen ligefrem sat en præmie på at bebygge på en hidtil ubebygget plads Her var der stillet i udsigt at nybygninger kunne få afgiftsfrihed i en årrække. Det var bestemmelse, der gik tilbage efter den store ildebrand og Københavns bombardement.
Og så var lejligheder under 64 kvadratalen afgiftsfri, Det betød for husejerne at sammenhobe folk i så små rum som muligt. Dertil kom at bygherren desuden kunne gøre etagerne så lave, som han ønskede. Og egentlig betød det, at man spekulerede i folks nød. Og dette blev befordret af den gældende lovgivning.
Ja fæstningen/voldene hindrede byens udvidelse. Grundejere sad i mange år med et godt og sikkert monopol. Ja og så kunne man også udgive sig for at være filantrop.
Der blev spekuleret i arbejdernes nød
I 1845 søgte arkitekt Hagemann, oberstløjtnant Kvist og grosserer Zinn:
Bygningerne skulle ligge i Prinsensgade og Dronningegade på Christianshavn. Det skulle være fem etager. Lejlighederne skulle være under 64 kvadratalen. Det var rene fattigkasser.
En præst på Christianshavn ved navn C.H. Visby stod i spidsen for et foretagende. Han havde samlet en aktiekapital på ca. 50.000 Rigsdaler. Disse skulle anvendes til opførelse af arbejderboliger og forrentes med 4 pct.
Selskabet var uheldige med deres første forsøg. De havde glemt sikre sig anlæg af vej eller gade til de nye huse., der skulle ligge i ”Søkvæsthusets” have. De var beregnet til bedre stillede arbejdere. Meningen var at efter 30 år skulle lejerne selv blive ejere. Men lejlighederne blev alt for dyre.
Kældre blev indrettet til beboelse
Efterhånden blev det almindeligt at bruge kældere til beboelse. Sådanne beboelseskældre blev nu indrettet i alle nye ejendomme. Selv i gamle huse blev tidligere lagerrum og lignende anvendt til beboelse. Stadsfysikus Hoppe og Sundhedskollegiet protesterede mod dette i 1849.
De mente også at beboelseskældre i Indre By burde være forbudt. Men Borgerrepræsentanter modsatte sig sådan et indgreb i grundejernes rådighedsret og sagen blev stoppet.
At skaffe lejerne bedre og billigere boliger var jo i det hele taget ikke en opgave, der lå for grundejerne i Borgerrepræsentationen. De modsatte sig dette.
”Udflyttermani”
I 1850 indgav ”Oldgesseller og Ladesvende” ved de forskellige håndværkslav et forslag om at det kunne hjælpe på bolignøden ved at fremme konkurrencen mellem dem, der ville bygge. Men det syntes Borgerrepræsentationen ikke om.
Da Lægeforeningen begyndte at bygge arbejderboliger i stor stil syntes et fremtrædende medlem af forsamlingen som etatsråd Algreen – Ussing som ”Udflytningsmani”
Allerede i 1840erne var der næsten intet ubenyttet rum tilbage i byen og byggevirksomheden var næsten gået i stå. Rodemesteren skulle med jævne mellemrum indberette byggevirksomheden i hans kvarter. Fra de udenbys kvarterer, hvor der ikke måtte bygges i grundmur. Man hørte kun om bræddeskure med halvtag.
En kommission til forbedring af de hygiejniske forhold
I 1851 blev der nedsat en kommission til forbedring af de hygiejniske forhold. Der blev indsamlet en masse statistiske materiale. Der kunne fastslås at:
Luftens ”fordærvelse” blev forøget
Hvis man ikke iværksatte forholdsregler, ville alle gårdrum yderligere blive indskrænket. Luft og lys holdtes mere og mere ude. Urenligheden og luftens ”fordærvelse” blev forøget. Epidemierne fik bedre vilkår.
Adelgade nr. 292 (nu gadenummer 37) havde været så overfyldte på værelserne at beboerne om natten havde måttet stuve sig sammen i siddende stilling af mangel på plads til at ligge ned.
Berygtede lokaliteter
Store og rummelige gårde blev købt til nedrivning og flere smallere, højere og dybere huse rejste sig i stedet. Der kom meget små gårdrum uden hensyn til, om der kom sol og fri luft. Flere nye etager i for-, mellem-, side- og bagbygninger eller kældre blev udlejet til beboelse. Man tog overhovedet ikke hensyn til fugtproblemer.
Der var ligefrem berygtede lokaliteter som ”Tordenskyen”. ”Pjaltenborg”, Helvede”, ”Pølen” ”Bolle Bandsats Hus”, ”Luseklubben”, ”Lokumet”, ”Krybud”, ”Knaldhytten”, ”Slaveporten” eller ”Rakkerens Hule”
Hønsehuse og brændeskure taget i brug
Dengang var der i København gader med 4.000 – 5.000 indbyggere. Der var op til 18 mennesker på hundrede kvadratalen. Tættest befolket var kvarteret ved Klerkegade, hvor der i flere af husene kun var givet hver af beboerne mellem tre og fire kvadratalen. Der var også samme problemer ved Søndervoldstræde, Diderik Badskærs Gang, Lille Brøndstræde, Peder Madsens Gang og Kokkegangen ved Nyboder.
Hønsehuse og brændeskure blev lavet om til menneskeboliger. Kælderen og stueetager var ofte udlejet, inden de øverste etager var færdigbyggede.
Politidirektør skulle skaffe husvilde tag over hovedet
Det var politidirektøren skulle ved flyttedag skaffe de husvilde tag over hovedet. Og problemet blev værre år efter år. Både Vartovs loft og Eksercerhuset på Christianshavn var fulde af husvilde. Politidirektøren anmodede indtrængende kommunalbestyrelsen om at sørge for, at der blev bygget og skaffet husrum i byen.
Man havde forsøgt at få lov til at bygge på demarkationsområdet. Men krigsministeren havde sagt nej. I stedet måtte lejerne indskrænke sig mere og mere.
Skandaløse boligforhold
En af de mest utrættelige forkæmpere for bedre hygiejne i København var Dr. E. Hornemann. I skrifter og artikler skrev han gang på gang om de skandaløse boligforhold. I 1853 skrev han således:
Befolkningen havde kun lidt forståelse for hygiejnens betydning
Det var som om, at man talte til døve øren. Det var først da den store koleraepidemi dukkede op, at man formåede at ruske myndighederne op.
Men befolkningen selv havde også kun lidt forståelse af hygiejnens betydning. Således befandt der sig masser af husdyr inden for voldene. Kreaturhold var tilladt og tilladelsen blev i den grad benyttet.
Kvæghold i forbindelse med brændevinsbrænderi
Brændevinsbrænder Cadovius på Rosengården have i 1850 indrettet en kostald til tyve køer i forhuset ud til gaden. Afløbet fra stalden var ført ud til gadens rendesten og staldvinduerne vendte samme vej. Da politiet forbød sådan et etablissement midt i gaden, ansøgte Cadovius hos Justitsministeriet om tilladelse til at lade alt blive som det var. Skønt han også her fik afslag foretog han sig intet. Omsider blev han dømt til at fjerne staldvinduerne og forlægge afløbet til et andet sted. Hvad der herefter skete vides ikke.
Løsgående hunde var også et problem
Et andet husdyr, som dengang var til endnu større plage i byen end nu om stunder, var hundene. Allerede i det 18. århundrede klagede lægen og filosoffen Tode over hundenes mængde og deres skadelige indflydelse på byens hygiejne. Siden den tid var hundenes antal bare steget. Mængden af disse på offentlig vej var påfaldende for alle fremmede.
Befolkningen selv var ufornuftige nok til at fylde op i de små lejligheder med disse dyr.:
På volden blev hundene skudt
Godt nok havde man hævet prisen for hundetegn fra 2 Rigsdaler til 5 Rigsdaler i årlig afgift, men mange af disse firbenede løbede rundt uden tegn.
Det farligste sted for hundene var at komme op på volden. Her var en voldsskytte ansat for at skyde enhver hund, som bevægede sig herop. Det var et myrderi, der ofte blev klaget over. Men det viste sig, at mange af dem, der blev skudt, havde hundetegn.
Svinehold meget tæt på beboelse
En politirapport fra 1853 ianledning af svinehold i et hus på Vesterbro beretter:
Mindst 5.000 husdyr inden for voldene
I 1840 fandtes der i København – inden for voldene:
Kære læsere – Glæd jer til næste artikel:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 8, 2024
Østerbro 1840 – 1857
Østerbro kun svagt bebygget dengang. De Fattiges dyrehave. Rosendahl. Classens Have lå der i mange år. Slagtervangen fyldte meget. Vognmarken kunne først sælges, når lavet var opløst En anden transportform Lille Vibenshus med Familien Meyer. De gamle navne
Østerbro kun svagt bebygget dengang
Østerbro var kun svagt bebygget. Det var den af ”Forstæderne”, der kom senest i gang. Måske var det derfor det heller ikke blev lige så galt som Vester – og Nørrebro.
Uden for Østerport og Kastellet lå endnu store parker og vænger: Glaci-vænget, Classens Vænge, Classens Have og Rosenengen.
Ved Citadelsvejen lå døvstumme-instituttet. Det fik fra 1858 fik en nabo i Blindeinstituttet, samt et bomhus til at passe på dem, der ville køre gennem Kastellet i stedet for gennem Østerport.
De fattiges Dyrehave
Inde i Classens Have lå vekselmægler Aggersborgs stråtækte villa på en holm ude i den lille sø. Ved stranden lå Beck og Møens badehuse. Her lå Gamle – og Nye Kalkbrænderi. I nærheden lå det hyggelige forlystelsessted, der var kendt under navnet ”De Fattiges Dyrehave”.
En sammenhængende bebyggelse fandtes kun for enden af Sortedamssø og videre hen til Trianglen. Blandt bygningerne for anden af søen ville man særlig lægge mærke til det høje, hvide hus, hvis bjælkeværk stammede fra Struensees skafot. Ja sådan sagde man dengang.
Rosendal
Så var det også lige grosserer Tuteins smukke ejendom Rosendal. Til Rosedal hørte Rosenengen – en park på 24 tdr. land. Dette blev senere kaldt Rosenvænget. Det var først da denne store ejendom i 1857 blev købt af kaptajn Waagepetersen der lod den udstykke til byggegrunde, at det gamle Østerbro begyndte at forsvinde.
Classens Have lå der i mange år
Også kammerherre Classen ønskede at få sin store have udstykket, så snart demarkationslinjen flytning i 1852 havde skaffet mulighed for bebyggelse. Men det var så uheldigt, at den nye linje kom til at gå tværs overhans jorder. Han forlangte den derfor flyttet yderligere hundrede alen tilbage til fordel for sin ejendom.
Forhandlingerne førte til en retssag. Classens Have fik lov til at ligge urørt i mange år. Længere ude lå grosserer Melchiors landsted Rolighed, hvor H.C. Andersen havde et hjem i mange år. Gården Nøjsomhed bliver i dag mindet med et gadenavn.
Alle disse haver og parker og grønne parker er nu alle forsvundet.
Slagtervangen fyldte maget
Lidt uden for Trianglen holdt bebyggelsen op. Den åbne vej gik nu mellem Øster Fælled på den ene side og Slagtervangen på den anden. Slagtervangen indtog hele strækningen mellem Strandvejen og Sundet ud til Svanemøllen.
Kommunen havde straks efter demarkationslinjens flytning bestemt at denne vang skulle udstykkes og sælges. Et forsøg blev gjort med en auktion over nogle af lodderne allerede i 1854, men der kom intet bud.
Magistraten måtte endnu i nogle år have tålmodighed, inden den kunne få disse jorde afhændet.
Vognmarken
Lige over for på den anden side af Strandvejen lå to store marker, Bryggervangen og Vognmarksmarken. De tilhørte byen, men de havde forholdsvis lille glæde af det. For arealet 147 tdr. land var engang i fortiden bortfæstet til det store vognmandslav for en årlig afgift af 4 Rigsdaler 1 mark på sådan en måde at denne afgift ikke kunne forhøjes.
4 Rigsdaler 1 mark og en mark, der ved fri bortleje kunne give mellem to tre tusinde Rigsdaler om året. Og det var ingen udsigt til, at man kunne blive løst af denne kontrakt så længe Vognmandens eksistens.
For folk som i forvejen var modstandere af lavsvæsnets var her en fristende lejlighed til at vise sin kærlighed til friheden. Allerede i 1844 foreslog Borgerrepræsentationen at ophæve Vognmandslavet, hvorved disse jorder ville falde tilbage til byen. Det strandede dog den gang. Postvæsnet modsatte sig lavets ophævelse indtil man havde fået tilstrækkelig erfaring med at transporten kunne klares på anden måde.
En anden transportform
Men da nogle år senere den sjællandske jernbane havde leveret bevis for dette, var lavets skæbne beseglet. Nu fik byen endelig sine jorder igen.
Langs Strandvejen lå de enkelte steder, hvis navne har været kendt indtil i dag. Lille Vibenshus tilhørte en familien Meyer, der i flere generationer havde drevet beværtning.
Lille Vibenshus med Familien Meyer
Da Jeremias Meyer i 1853 ansøgte om bevilling til at fortsætte forretningen kunne han meddele, at både hans far og hans bedstefar havde drevet beværtning i Lille Vibenshus og således var det gået vistnok gennem flere hundrede år. Intet under, at han fik bevillingen.
De gamle navne
Længere ude på Strandvejen lå stedet Kildevæld og Svanemøllen, af hvilke i hvert fald navnene endnu er tilbage. Jokumsdal søgte i 1851 navneforandring til Johannedal, hvortil Magistraten svarede, at en sådan navneforandring behøvedes ingen bevilling. Yderst ude på byens grund lå Vilhelmsdal, Gamle Vartov, Norges Minde, Tuborg, Mariendal og Slukefter.
Vi har her på siden allerede beskæftiget os med mange af de temaer, der har skitseres. Se venligst artikel – forslag.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: