Artikler
Juni 15, 2024
Aage Rosenkjær – modstandsmand fra Tønder
Han viste os en vej at gå. Kender de unge i dag denne person? Fruen fik først besked halvanden uge efter dødsfald. En hård tid i Husum Svesing. En af de første sabotagegrupper i Sønderjylland. 24 år ved Tønder Statsskole. God matematik – og gymnastiklærer. Han nåede ikke at fejre Statsskolens 25 års dag. En mindefond. En mindegudstjeneste i Tønder.
Han viste os en vej at gå
Vi har omtalt denne person før i forbindelse med ”Fodbold og Modstand i Tønder” – ”Modstand i Tinglev” og i vores beskrivelse af udelejren Husum-Svesing, hvor han døde. Og så har vi valgt at læge denne artikel under Tønder i stedet for besættelsestiden.
På førstesalen i den gamle skolebygning hang/hænger en mindeplade for Aage Rosenkjær. Når jeg skriver det på den måde, så hang pladen der sidste gang, jeg besøgte Statsskolen. Og det var med bøger fra Andersen & Nissens Boghandel for masser af år siden.
Indskriften på denne plade slutter med ordene:
En sætning, som i al sin enkelthed siger sandheden on en af skolens store lærere.
Kender de unge denne person?
Spørger man nuværende elever om navnet siger dem noget, vil de nok sige nej. Men spørger man nogle, der har haft noget med idræt, gymnastik og fodbold at gøre i Tønder så kan det sagtens være, at der husker ham.
Fruen fik først besked halvanden uge efter dødsfaldet
Først den 1. december 1944 fik Fru Rosenkjær besked om lektor Rosenkjærs død den 18. november var død i udelejren ved Husum.
Det var den 11. december 1943 at Rosenkjær blev taget af Gestapo. I næsten et år sad han som fange i Kolding, i Vestre Fængsel, i Horserød, I Frøslevlejren og til sidst i Tyskland.
Han blev 15. september 1944 overført til KZ Neuengamme og derfra til udelejren Husum – Svesing, hvor han døde af dysenteri.
En hård tid i Husum – Svesing
Efter 15. oktober 1944 var der ca. 100 danskere i denne lejr. Hver dag marcherede lejrens mandskab gennem byen Husum ud i marsken, hvor man skulle grave grøfter. 2.20 meter dybe skulle grøfterne være. Man stod i vand til knæene.
Da tyskerne frygtede en snarlig invasion fra England, pressede man på for at få arbejdstempoet sat op. Der blev også slidt i det om søndagen.
Man skulle fuldende ”Friservolden” og i dette arbejde pådrog mange fanger alvorlige sygdomme på grund af den dårlige påklædning og den elendige næring. Kommandanten Griem stjal også mad fra fangerne. Og hvad det værste var, så blev kommandanten aldrig dømt. Han var også leder af udelejren Ladelund.
En af de første sabotagegrupper i Sønderjylland
Rosenkjær var medlem af en af de første aktive sabotagegrupper i Sønderjylland. Han voksede op i et lærerhjem i Øster Snede. Han var student fra Sorø Akademi i 1909. Han tog lærereksamen på Jelling Seminarium i 1912. Derefter var det Ollerup Gymnastikhøjskole. Efter et studieophold i Frankrig blev han cand. Phil.
24 år på Tønder Statsskole
I 24 år viede han sine kræfter på Tønder Statsskole. Han gjorde det som inspektor og han gjorde det som faglærer, men han gjorde det først og fremmest som opdrager. Han havde praktisk sans og organisatoriske evner. Han ordnede eksamener, sportsopvisninger og fester lige let og sikkert.
Et sådant arbejde blev lagt i hans hænder. Han ledede stævner for Dansk-Nordisk Ungdomsforbund og da han blev formand for Tønder Amts Idrætsforening.
Han forbandt idrætten i Tønder med kampen mod nazismen. Fodbold var en af Aage Rosenkjærs kæpheste, Han blev en af Tønder Boldklubs første ledere og målmand på første – holdet. Han fik Det Unge Grænseværn op at stå.
Efter 9. april 1940 gik Rosenkjær ind i terrænsporten og derfra ind i modstandsbevægelsen. Han betalte prisen derfor.
God matematik- og gymnastiklærer
Som matematiklærer var Rosenkjær dygtig, som gymnastiklærer var han enestående. Han fulgte Niels Bukhs system. Ikke slavisk, men sådan som det passede hans elever. Og for ham selv. Han fik alle til at yde, hvad de kunne.
Rosenkjær lavede også meget frivilligt arbejde. Han ville udvikle eleverne til viljestærke og pligtopfyldende danske mænd og kvinder. Det var aldrig gennem moralprædikener men gennem krav, han stillede dem og sig selv. Han fik det bedste frem i dem.
De første 14 dage af sommerferien samlede Rosenkjær 60 – 70 af skolens elever og gamle elever i Tønderkahytten ved Vejle Fjord. Stilfærdigt og myndigt ledede han denne lejr.
Ved det store gymnastikstævne i Tønder i 1942 sagde han til de mange hundrede gymnaster, da de stod opstillet på Statsskolens legeplads:
Han nåede ikke at fejre Statsskolens 25 års dag
I de sidste år var det hans kone og hans søn og så troen på Gud som gav ham styrke, så han også i koncentrationslejrene kunne være noget for dem, han der havde om sig.
Han havde håbet at kunne være med ved Tønder Statsskoles 25. år. Det håb fik han ikke opfyldt. Jo han gjorde også meget for Tønder Statsskole.
En mindefond
Til ære for, hvad Rosenkjær gjorde for dansk ungdom, Tønder Statsskole og ikke mindst vores landsdel blev der stiftet en mindefond. Fondets renter skal komme dansk ungdom i Sønderjylland til gode.
Jo det var gamle elever, der startede indsamlingen til denne fond. Og midlerne uddeles til personer som i Rosenkjærs ånd har ydet en indsats for det frivillige, folkelige idrætsarbejde. Når man nu ser på dem, der har modtaget midler fra denne fond, så har man dog afveget lidt fra dette.
En mindegudstjeneste i Tønder
Rosenkjær blev mindet til forældremøde samme dag at meddelelsen var kommet ti Tønder til forældremøde den 1. december 1944.
Dagen efter samledes eleverne straks kl. 8 i festsalen. Rektor holdt en tale til ære for ham. Ved siden af stod en elev med skolens fane. Der var ingen undervisning den dag.
Rosenkjær var lagt i en grav sammen med 8 andre uden klokkeklang. Og uden medvirken af en præst. Den 12. december blev der holdt en mindegudstjeneste i Tønder med mindst 1.200 mennesker.
Provst Christensen prædikede, hvorefter der blev talt af en lang række af dem, der havde stået Rosenkjær nær. Der var solosang, korsang og fællessang. Den smukke mindehøjtidelighed sluttede med en af de sange, Rosenkjær holdt mest af:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 13, 2024
Aabenraa – under Første Verdenskrig
Levevilkårene ændrede sig. Børneopdragelse var stadig vigtig. Ikke foder til dyrene. Ingen varer i butikkerne. Myndighedskontrol og afleveringspligt. Initiativ med succes i købmandsgården. Den flotte uniform blev vist frem. Alle fra 16/17 år skulle 3 år til fronterne. ”Gør din pligt – Kræv din ret”. Nordslesvigerne betalte dyrt. Kvinderne måtte tage det hårde læs. Rektor meldte sig som frivillig. Skolebørnene fik fri efter hver sejr. De skulle også selv bidrage. Kortere skolegang. Flittig brug af spanskrøret. Børnene lærte for lidt. De dansksindede blev mere dristige. Befolkningen var nedslidt og udsultet. Danmark eksporterede masser af heste til Tyskland. Gullaschbaroner. Mange søfolk mistede livet.
Levevilkårene ændrede sig
Også i Aabenraa måtte kvinderne overtage mændenes arbejde. Hurtig opstod der mangel på fødevarer overalt i Nordslesvig.
Levevilkårene ændrede sig drastisk fra 1914 – 1918. Nordslesvigernes liv blev direkte berørt af verdenskrigen. Hele Tysklands produktion blev efterhånden tilpasset militærets behov. Et effektivt propaganda-program blev sat i værk. Moral, offervilje og udholdenhed skulle holdes oppe.
Børneopdragelsen var vigtig
Men det var svært. Derhjemme i Aabenraa og Nordslesvig var kvinderne udsat for psykisk pres bl.a. i form af vedvarende ængstelse for sønner, ægtemænd, fædre og brødre ved fronterne.
Retskaffenhed, flid og gudsfrygt var de vigtigste ting i børneopdragelsen. Og hvis man så tilmed kunne få dem til at være stille, når voksne talte, så var meget opnået. Jo så var det jo også lige at bibringe dem at lære at spise med kniv og gaffel.
Det var kvindernes lod at bibringe børnene disse vigtige ting. Fædrene havde travlt med deres virke uden for hjemmet. Jo han studerede dog inderligt karakterbogen. Han var stolt, hvis alle børn kunne frembringe gode karakterer. Han ville gerne tilskrive sig æren, hvis hans poder havde opnået den smukke vurdering.
Ikke foder til dyrene
Vi er i Aabenraa under første verdenskrig. De få børn, der havde husdyr, måtte af med dem. Der kunne ikke skaffes nok foder til dem. Og så var det lige det, at man selv måtte ud i naturen og plukke mælkebøtter m.m.
Men det var nu ikke kun foder til husdyr, som det var et problem med. Byg som var hovednæringsmiddel for svin blev i stigende grad anvendt som brødkorn. Mælkeproduktionen svandt il 25 pct. af niveauet i fredstid. Her var der ikke kun problemer med foder, men der manglede også folk til at passe kvæget.
I vinteren 1916/17 slog kartoffelhøsten også fejl. Så måtte man i stedet til at spise kålroer. I Haderslev demonstrerede husmødrene i 1918 for at få mere føde.
Ingen varer i butikkerne
I butikkerne og købmandsgårdene i Aabenraa var der ikke meget at lave. Der kunne ikke skaffes varer. Desuden førtes der kontrol med alt, hvad der var rationeret. Og myndighederne oprettede skam deres eget udsalg. Den fik navn efter den tyske amtmand Hans Siemon og man kaldte den for ”Siemons butik”.
Myndighedskontrol og afleveringspligt
Myndighedskontrol og afleveringspligt på bøndernes landbrugsvarer, hvilket gav grobund for udbredt snyderi, sortbørshandel og svækket tiltro til autoriteterne. Bønderne måtte affinde sig med tvangsaflevering. For at kontrollere, at der ikke blev slagtet i smug, blev gendarmernes sat til hyppigt at inspicere de forskellige gårde.
Også i Aabenraa måtte man drikke erstatningskaffe af brændt rug eller kålrabi. Man kunne være i tvivl om man drak kaffe eller te.
Initiativ med succes i Købmandsgården
Men nede i Schmidts Købmandsgård havde fruen besluttet, at hun ville starte en slags specialforretning med tallerkner, kopper og almindeligt køkkenudstyr. Desuden skulle butikken forhandle rammer til indramning af alle de fotos, der kom fra fronterne.
Hr. Schmidt mente at det var gøgl og han overdrog fuldstændig initiativet til fruen. Det blev dog også en succes. Fruen fortog rejser til de holstenske fabrikker i Elmshorn og Itzehoe for at købe ind. Hun overbeviste salgscheferne om at varerne skulle til Aabenraa. For at hjælpe på dette trak hun i sidste øjeblik 1 pund smør frem. Det var i den tid, hvor den ugentlige smørration pr. person beløb sig til 90 gr.
Den flotte uniform blev vist frem
Når børn ved fronten var hjemme på orlov, blev de ført gennem Aabenraa i deres flotte røde uniform af stolte forældre. Når man mødte en af de tyske honoratiores, blev der hilst ærbødigst på dem uanset om det var tysk – eller dansksindede. Men det mærkelige var, at i dagligdagen forsøgte de dansksindede forældre at skjule, at deres knægte var ved fronten.
Det blev efterhånden svært for soldater fra Nordslesvig at få lov til at komme hjem på orlov. Man frygtede at soldaterne ville flygte over grænsen til Danmark. Nogle gange kunne de få lov til orlov i det sydlige Tyskland. Mange var på den måde væk hjemmefra i årevis
Alle fra 16/17 år skulle til fronterne
Aabenraas og Nordslesvigs sønner opholdt sig i skyttegravene både på øst- og vestfronterne i skyttegravene fyldt med mudder og rotter. Sult, lus og kulde var evige følgesvende. Lig og kropsdele arbejdede sig ud gennem mudderet. En stank af død, latriner og giftgas lå kvalmende over fronten. Kedsomhed og hjemve blandede sig med angsten for at dø og gruen ved at skulle dræbe.
Jo indkaldelsen gjaldt alle krigsduelige mænd i alderen 17 – 45 år. Fra 1916/17 blev dette udvidet fra 16 – 60 år. Ikke så sært at mange indbyggere udvandrede for at slippe for militærtjeneste.
Gør din pligt kræv din ret
Men hvis nu alle dansksindede udvandrede var det jo ikke nogen tilbage for at kæmpe for danskheden. Det blev en del af den sønderjyske kamp, at man skulle gøre sin pligt, betale skat, aftjene sin værnepligt og så videre, så man kunne kræve sin ret. Men det var dyrt betalt.
Der var da også 2.500 nordslesvigere, der gik over grænsen for at slippe for at komme i krig.
Nordslesvigerne betalte dyrt
Til den tyske hær blev man indkaldt i tre år.
Af de ca. 35.000 krigsdeltagere fra Nordslesvig vendte de 4.000 hjem som krigsinvalider. Mindst 5.300 mistede livet ved fronterne. Dette efterlod
Ja så var det alle de mentale skader.
Kvinderne måtte tage det store læs
Kvinderne måtte passe hjemmet, den fælles bedrift, herunder det fysiske arbejde på markerne og i staldene. Det hjalp, da russiske krigsfanger kom til, så man nogenlunde kunne opretholde den sønderjyske landbrugsproduktion.
Under krigen indtog kvinderne sig hverv som kuske, postbude, maskinarbejdere, teglværksarbejdere og industriarbejdere. Men der var sandelig ikke tale om ligeløn.
Den tyske stat havde en forsørgelsesforpligtelse over for soldaterhustruer, men udbetalingerne var beskedne.
Rektor meldte sig som frivillig
I 1905 var der blevet dannet en ren drengeskole i Aabenraa med dr.phil. Herting fra Flensborg som rektor. Det var meningen at institutionen skulle være omdannet til gymnasium men krigen satte en stopper for dette. Flere lærere og Dr. Herting havde meldt som frivillig.
Allerede i 1914 indløb meddelelsen om de første faldne. Blandt de første faldne fra Aabenraa var en overlærer dr. Trebitz. Siden kom disse sørgelige beskeder hyppigere. Ikke mindre end 274 aabenraaer faldt under Første Verdenskrig og 22 blev meldt savnet.
Dr. Herting, der efterhånden var en ældre herre kom tilbage til skolen i sommeren 1916.
Skolebørnene fik fri efter hver sejr
Nu var det dog også visse lyspunkter, når man var skoleelev under krigen. De mange sejre især i begyndelsen gav mange fridage. Men det hørte også med til det hele at man ”skulle være med til at yde fædrelandet værdifulde tjenester” og det var uanset om man var dansk – eller tysksindet.
Til skolebørnenes opgaver hørte således ”indsamling af brændenælder og løv-hø, papirindsamling, tøjindsamling m.m. – alt dette foregik i skoletiden.
Der blev også samlet kirkeklokker til krigsindustrien. I Nordslesvig blev der samlet 46 klokker sammen i landsdelen. Så kunne befolkningen tegne krigslån eller aflevere metalgenstande til brug i krigsindustrien.
Skolebørnene skulle også bidrage
Ved løv-hø forstod man blade af eg og bøg, som anvendtes til fodring af køer og heste, der ofte værgede sig ved at æde det. Eleverne fik nogle få håndøre for det. Ofte opstod der slagsmål blandt eleverne om ejendomsretten på de forskellige stakke, der endnu lå på jorden og endnu ikke var kommet i sække.
Når eleverne kom hjem fra sådanne ekspeditioner, så de slemt tilredte ud. Mødrene vred hænderne af fortvivlelse over det iturevne tøj.
Plukning af brændenælder, der blev anvendt til tøjfabrikation, var nu heller ikke den mindst tiltalende af elevernes såkaldte tjenesteydelser. Ganske vidst brugte de handsker, men alligevel kom de ofte hjem slemt forbrændte med rifter og skrammer over hele kroppen.
Kortere skolegang
Om vinteren måtte skolen i hvert fald i krigens senere år, holde lukket i lange perioder på grund af kulmangel. Eleverne skulle blot mødes om morgenen til en halv times undervisning, opdelt i tre lektioner a 10 minutter a hver. I rasende fart hastede man gennem ny og gammel lektie. Også det skriftlige arbejde nåede læreren.
Når det var rigtig koldt, skulle elevere foretage armbøjninger ind imellem. Lærerne skiftede ofte. Efterhånden kom lærerinder på banen eller mere eller mindre affældige pensionister. Naturligvis anvendtes også sårede.
Flittig brug af spanskrøret
Det er kendt at disciplinen i de prøjsiske skoler dengang var streng og hård. Der blev gjort flittigt brug af spanskrøret. Eftersidning og afskrivning hørte også til de normale afstraffelsesmetoder. Kunne man ikke huske kejserens fødselsdag skulle man hundrede gange skrive:
Mon ikke man så kunne huske det?
Man lærte også følgende:
Børnene lærte for lidt
Klassekvotienten var uhyggelig høj. Der skulle simpelthen være ro i klassen. Mindre tilgiveligt var det måske, at alt skulle læres udenad. Til de store paradenumre hørte digte af Schiller og Goethe. Men man blev også lært tåbelige patriotiske sange, som kun havde det sigte at forherlige kejseren og berømme den tyske storhed.
I de år fik børnene lært alt for lidt. Visse fag som fysik, kemi og naturhistorie forsømtes næsten helt.
Selv i krigens tid fandtes der i Aabenraa originaler. Der var Skrå-Sofie, Svenske Louise, Silde-Drea og hvad de ellers alle hed.
Det var altid en befrielse, hvis man blev inviteret til en klassekammerats fødselsdag på landet. Det var nogle solide måltider, der blev sat til livs.
De dansksindede blev mere dristige
I Aabenraa blev de dansksindedes udtalelser mere og mere dristige efterhånden som krigen lakkede mod ende. Også børnene blev mere og mere åbenmundede. Efterhånden dannede der sig to grupper, der stod over for hinanden. Da nationalsangen skulle afsynges i skolen, protesterede de danske børn på en meget diplomatisk måde. De bevægede munden uden at der hørtes en lyd. Meget ubegribelig lod den ellers strenge rektor gå denne optræden upåagtet hen.
Han nøjedes med at kalde urostifterne ind på sit kontor og holdt en til dels formanede og forsonende tale, der for en tid bragte stridighederne til ophør.
Befolkningen var nedslidt og udsultet
I Aabenraa og overalt i det sønderjyske var produktionsapparatet nedslidt. Befolkningen var nedslidt og delvis udsultede. Fødevaremanglen betød at modstandskraften over for smitsomme sygdomme var nedbrudt. Den Spanske Syge havde gode kår i Nordslesvig. I Danmark kostede sygdommen 14.000 døde.
Danmark eksporterede masser af heste til Tyskland
Der blev fra dansk side eksporteret masser af heste til Tyskland. Normalt lå hesteeksporten på 20-30.000 dyr. Men under krigen nåede man op på ca. 80.000 dyr pr. år.
Gullaschbaroner
Mange danskere tjente også en masse penge på eksport af dåsemad til de krigsførende lande. Deraf begrebet ”Gullaschbaroner”. I 1914 var antallet af danse fabrikker, der specialiserede sig på dette område oppe på 21 fabrikker. I løbet af krigen voksede dette antal til 148. Eksporten af kød på dåse steg med det 50 dobbelte.
Kvaliteten var alt andet end god. Det som skulle have været gullasch indeholdt alt fra sener, indvolde og brusk til egentlige knogler malet til mel og derefter kommet i blandingen. Producenter var også ofte lige glade med om der var kommet for gammelt kød eller en rotte med. Jo billigere de kunne fremstille det, des mere kunne de tjene på det.
Mange søfolk mistede livet
Mange Aabenraa skibe blev sænket under Første Verdenskrig. I alt blev 324 danske skibe sunket. 722 danske fiskere samt søfolk på handelsskibe mistede livet på havet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 9, 2024
Manden bag Ole Bole – Claus Eskildsen (3)
Dette er endnu en artikel om skole og seminarium i Tønder og om den berømte Claus Eskildsen. Fra Felsted Mark. Han holdt ikke Knivsbjerg – taler, selv om myterne fortalte det. Han sagde nej til stor stilling i Berlin. Han førte pennen i afstemningskampen. Som 15 – årig på præparandanstalt i Aabenraa. Anden læseprøve. Der kom bedre organisation i uddannelsen. Seminarister måtte ikke selv give klø på øvelsesskolen. ”Fattigbørns-skole”. Kontrolbesøg på seminariet. Uddannelsen i Tyskland blev omlagt efter Første Verdenskrig. Var den danske eller tyske lærer bedst?
Manden, seminariet, uddannelsen
Vi kigger nu ikke kun på Claus Eskildsen, men også på måden man blev lærer på. Hvordan var det på Tønder Seminarium og på Øvelsesskolen – dengang. Og hvor var forskellen på den prøjsiske og den danske læreruddannelse fra cirka 1900 – 1920.
Fra Felsted
Den var overalt i skolen dengang – Ole Bole ABC. Den var illustreret af Robert Storm Petersen, men skabt af seminarielærer Claus Eskildsen. Han var landmandssøn fra felstedskov og blev læreruddannet i Eckernförde i 1901.
Han blev senere mellemskolelærer- og rektoruddannet. Han blev ansat ved Tønder Seminarium i 1905. Her var han at finde til 1946.
De var fire brødre og tre søstre i søskendeflokken på den lille gård ikke langt fra Aabenraa Fjord. Faderen døde tidligt. Tidligt fandt man ud af, at Claus var begavet. Men som forholdene var, kunne han ikke bare få en uddannelse. Han fik sin uddannelse og blev lærer i det tyske skolesystem.
Han holdt ikke Knivsbjerg – taler
Skæbnen førte ham til Ubjerg, hvor han fandt sin kone. Her var de tysksindede i klar overvægt. Fra tysk side kaldte man ham altid:
Der blev sagt om Claus Eskildsen, at han holdt tale på Knivsbjerg. Som seminariets gymnastiklærer førte han sine elever til sportskampe der. Ofte var Tønder Seminarium leveringsdygtige i de bedste hold. Han kom i det udvalg som planlagde gennemførelsen af lege og idræt i forbindelse med Knivsbjerg – stævnene.
Det er et rigtigt, at han har holdt tale ved kejser Wilhelms fødselsdag. Pligten gik på skift.
Nej til stor stilling i Berlin
Claus Eskildsen havde en konflikt mellem det dybt liggende danske sind og den påtagne tyskhed, som man skulle udvise udadtil. Claus Eskildsen har udtalt at få ham kom Genforeningen som en befrielse. Han stillede sig selv spørgsmålet:
Han sagde nej til at overtage stillingen som overlærer og stedfortrædende forstander for Det kongelige preussiske Centralinstitut for gymnastik i Berlin.
Han førte pennen i afstemningskampen
Hans deltagelse i afstemningskampen som taler på dansk side, blev meget kort, fordi Den internationale Kommission meget snart forbød embedsmænd at optræde som talere. Til gengæld førte han pennen ret flittigt i afstemningstiden.
Som 15 – årig på præparandanstalt i Aabenraa
Da Claus var 15 år gammel, kom han på den preussiske præparandanstalt i Aabenraa. Han måtte have dispensation fra en ældre bestemmelse fra dansk tid om, at unge skulle have haft et års praktik ved siden af skole, inden de kunne optages på seminarium.
Den sædvanlige vej dengang til læreruddannelsen begyndte dengang i en landsbyskole., hvor den ungeassisterede læreren i lærergerningen samtidig med at han under lærerens vejledning forberedte sig til seminariets optagelsesprøve. Dette førte til, at særlig dygtige lærere samlede små grupper af unge aspiranter, så der opstod små private præparandanstalter.
Anden læseprøve
Læreruddannelsen varede dengang typisk 5 år. – to år på præparandanstalt og tre år på seminarium. Når man så var dimitteret fra seminariet, var man kun ”Schulamtskandidat”. Den endelige kvalifikation til fast ansættelse fik man ved en såkaldt ”anden læseprøve”, der kunne aflægges tidligst to år og skulle være bestået senest fem år efter dimissionen.
Der kom bedre organisation i uddannelsen
Indtil 1901 var denne uddannelse ret dårligt organiseret, idet seminarieundervisningen på ingen måde var en gentagelse af det man havde lært i præparandklasserne. Og selv anden lærerprøve i hovedsagen blev håndhævet som en kundskabsprøve.
Lidt efter århundredeskiftet kom der plan i uddannelsen. De fleste seminarier blev indrettet som seks-klassede skoler med tre præparand og tre seminarieklasser. I de tre præparand – klasser var der en fornuftig folkeskole – lærdom. Men der var dog også en del udenoms-lære.
Seminarister måtte ikke selv give klø
Når man havde bestået adgangsprøven på seminariets præparandanstalt, var de optaget på seminariet og så sagde man til eleverne:
Hele undervisningen i en fire-klasser og en-klasser øvelsesskole blev dengang nemlig udelukkende givet af eleverne i seminariets ældste klasser. Dengang var der ikke en eneste fast lærer ved øvelsesskolen.
Den yngste af seminarielærerne havde som ”Ordinarius der Seminarübungsschule” – ledelsen af skolen og hovedtilsynsfører. Han havde sådan ca. 10 timer om ugen det specielle timetilsyn. Der var nemlig hver time tilsyn fra en seminarielærer, der gik fra klasse til klasse.
Han blev også tilkaldt, når der skulle gives klø. Dette måtte semaristerne ikke selv give. Og klø blev der givet meget af på Øvelsesskolen dengang. Det var en sport at se hvor langt man kunne gå for at drille seminaristerne.
”Fattigbørns-skole”
Værst var de i den en-klassede skole. Her undervistes ca. 20 drenge i alderen 6 – 15 år i et lokale. Det var drenge fra Tønder Kommune, hvis forældre ikke kunne eller ville betale den dyre mellemskole. Men her blev skolematerialet givet gratis, hvad man ellers ikke kendte på de tyske skoler.
Det var en udpræget fattigbørns-skole med en stor del af svagt begavede børn fra ikke skole-interesserede hjem. Ja sådan fortalte Claus Eskildsen. Undervisningen på denne skole var af gode grunde ret vanskelig for de unge seminarieelever.
Kontrolbesøg på seminariet
Med jævne mellemrum var der kontrolbesøg på seminariet. Det var regeringsskoleråd, amtsskolekonsulent (kredsskoleinspektør) og en seminarielærer fra nærmeste seminarium. Disse overværede undervisningen i et par timer. De gik derefter ind i lærerens private stuer, hvor der blev stillet ham nogle spørgsmål angående metodik, praktik, kendskab til skolelove og lignende.
Klarede seminaristen (den nye lærer) dette, fik han fast ansættelse i folkeskolens tjeneste. Han kunne så, når han ellers var dygtig og flittig nok, aflægge to frivillige eksaminer.
Mellemskolelærereksamen var en videnskabelig prøve i to fag. Man valgte efter interesse. Bestod man denne gav dette berettigelse til ansættelse ved mellemskoler og præparandanstalter.
Rektoreksamen var en pædagogisk-metodisk eksamen af videregående art. Bestod man denne gav det kvalifikation at blive overlærer ved en folkeskole eller seminarielærer.
Uddannelsen i Tyskland blev omlagt
Efter verdenskrigen blev læreruddannelsen i Tyskland atter lagt om. Alle seminarier blev nedlagt. Uddannelsen blev lagt hen til lærerakademier i forbindelse med universiteterne. Som forudsætning for optagelse blev der krævet en studenteruddannelse. Den kunne dog tages på en såkaldt ”Aufbauschule”.
Denne nye form for højskole, bygget på folkeskolen med tysk og historie som hovedretning og tilsvarende nedskæring af kravene i fremmed sprog. Uddannelsen på lærerakademiet varede to år. Dette akademi med 500 elever flyttede fra Kiel til Flensborg.
Var den danske eller tyske lærer bedst?
Claus Eskildsen mente at de tyske lærere fik en bedre praktisk uddannelse. Men han mente, at de danske lærere havde lettere ved at få kontakt med børnene og leve sig ind i barnets verden.
Han mente, at den tyske lærer kom fra et mere autoritær samfund, der trods al sin gode teknik ofte ville være noget stiv og fremmed over for barnet.
Nicolai Svendsen – amtsskolekonsulent udtalte dengang følgende:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 7, 2024
To vandløb i Aabenraa
Der blev smuglet på begge vandløb. Vi kigger på den mægtige Stadsgrav og Mølleåen. Udgravning eller værnegrav. I nærheden af mit gamle hjem. Syd for Rådhusgade. Har et lille bysamfund kunne magte dette? Omtales ikke i Byens Skrå. Stadsgraven omtales andre steder. Byen forsømte vedligeholdelsen. Tyve – og smuglergods blev fragtet Tydelige rester af graven. Bolværk og palisader er også fundet. Et større vandløb langs kirkebakke – foden. Hvordan kan forklare disse forhold? Hvor lå Aabenraa Hus? Mølleåen syd for Kongelund. Caspar von Saldern skriver til hertugen. Laue Jacobsen havde skabt mistanke. Tolderne lå på lur. Konfiskation af hele ladningen. Hvad er den rigtige forklaring? Købstaden forsøgte at forhindre Slotsgades beboere i at handle på Skibroen. Mølleåen var amtmandens ansvar.
Smuglet på begge to vandløb
Det er ikke altid historiebøgerne har ret. Hvis man forsøger at undersøge tingene, kan det være at man får et helt andet resultat. Sådan er det i hvert fald med den gamle stadsgrav. Den havde også en forbindelse til den gamle Mølleå dengang. Og hvad de to vandløb mere havde tilfældes var, at der på begge vandløb blev smuglet.
Udgravning eller værnegrav
Stadsgraven er ofte blevet omtalt som en udgravning eller værnegrav. Den strakte sig fra den gamle slotsgrund ved Vestergades udmunding i Nybro, nord for Vestergade over Storetorv og ned til markedspladsen ud i Kilen. Der var altid blevet fortalt, at bygninger på den nævnte strækning er tilbøjelige til at slå revner, fordi de stod på opfyldt grund. Stadsgraven havde også andre navne.
I nærheden af mit gamle hjem
Nu var det måske lige for meget at kalde det et slot. Det var vel nærmere tale om en lille borg med et tårn. I nærheden af Nybro 5, hvor jeg engang boede, har man fundet rester af den sydlige voldgrav med en dybde helt op til 30 meter. Her i nærheden fandt arkæologer også i 1984 en godt en meter bred og ½ meter dyb middelalderlig rende. Denne blev senere i historien fyldt op med affald. Men her er der ikke tale om en voldgrav.
Syd for Rådhusgade
Ved udgravningen i 1966 til Centrumgården syd for Rådhusgaden, som delvis berører arealet for Stadsgravens forløb, var det interessant at iagttage de store dimensioner, som Stadsgraven skal have haft. Piloteringen af grunden, som var nødvendig, da man ingen steder under udgravningen kom ned på fast grund. Man fandt kun mosejord i hele grundens bredde. På nordsiden måtte man bruge pæle på 3 – 5 meters længde.
Har et lille bysamfund kunne magte det?
Midt på grunden mod syd, skulle man anvende pæle op til 13 meters længde. Der blev mærkeligt nok ikke foretaget prøveboringer på arealet for at fastslå de virkelige forhold. Det må have været et mægtigt udgravningsarbejde, hvis det er foretaget af de lokale borgere. Dengang var Aabenraa et lille bysamfund på 3 – 400 indbyggere i tiden omkring 1350 – 1400.
Omtales ikke i Byens Skrå
I byens Skrå fra 1355 omtales Stadsgraven ikke og har derfor sandsynligvis ikke eksisteret som et værn for byen. Den er omtalt af Claus Møller i hans kronik over byen i 1620. Der omtales Stadsgraven som et lille vandløb. Men det bliver dog omtalt som et tidligere værneanlæg. Senere får vi at vide at arealet var et sumpet areal og blev kaldt ”æ Paidsik” og ligger som sådan udyrket og ejerløst midt gennem byen.
Stadsgraven omtales flere steder
På Johs Mejer’ s kort fra 1640 antydes Stadsgravens (By-gravens) forløb. Den omtales også i den tilhørende beskrivelse af Aabenraa. Den bliver også svagt antydet på et kort fra 1779. I en interessant artikel i Sønderjyske Årbøger fra 1923 kan vi læse, hvordan en borger, rådmand Christian Frellesen Hinriksen og hans svigersøn Peter Johan Ottsen afvander arealet. Under oprensningen af vandløbet finder findes gamle pælerester af fortøjningsanlæg.
I Aabenraa Bys Historie omtales Stadsgraven. Kortskitser og luftfotografier viser by-rendens løb. By-rendens forløb er svagt buet mod syd, især i den vestlige del i modsætning til antydninger på Johs Mejer’ s kort. By-renden som er delvis ubebygget areal, følger rundingen langs Kirkebakkens fod fra vest til øst.
Byen forsømte vedligeholdelsen
Byen forsømte at vedligeholde Stadsgraven. Til sidst var det bare en lille rende med smudsigt vand. Her kunne beboerne efterhånden se store mængder af ”Paider” (Frøer). Det var så det der gav By-graven navnet ”Paidsik”
Ligesom navnet Nøret forsvinder også begrebet ”Bygraven” og ”Stadsgraven” men Paidsik bliver hængende, . Efterhånden var det kun en ussel rende tilbage, der gik fra vest til øst langs de nordlige haver i Vestergade og over i den nordlige del af Storetorv, for nede ved Gildegade at løbe over i ”Æ Kiil” (Kilen).
Palisader og bolværk flere steder
I 1707 lå Paidsik i hele sin længde kun 1 ¼ stavn nord om Vestergades haver, lidt syd for rådhuset som en øde sump fra vest til øst.
Ved ældre fund har man fundet ud af, at der var palisader og bolværk med kramper i By-graven, så det ser ud som om der er sejlet både i graven.
Tyve- og smuglergods blev fragtet
Claus Møller nævner at man havde begreber som ”Tyvkjærhavn” og ”Tyvkjærret”. Rak og pak skulle have holdt til ”ved Aaen nothern By” Åbenbart er der blevet fragtet tyvegods i By-renden. Ellers plejede tyverrakket at holde til i Ramsherred.
Hvor By-renden gik over Vestergade, lå købmands Schmidts hus. Og man sagde, at bygningen slog revner grundet By-graven. Over for boede Thomas Iversen. Han fik i 1795 at vide at han på sin grund skulle sørge for at By – graven skulle være mindst en alen bred.
Tydelige rester af graven
I lang tid var By-renden eller Stadsgraven synlig ved nordenden af det gamle Løve Apotek på Store Torv. Et lille usselt hus tilhørende rebslager Daniel Møller havde ligget på Store Torv. Da der nu skulle ligge et større hus på grunden kunne dette ikke bare lade sig gøre. Det var nemlig ikke sikker grund. Man skulle først gennem 3-4 alen fyld. I en bredde af 26 alen fra nord til syd var der derefter et fedt morads, som i midten var 11 alen dyb. Først i denne dybde havde man fast ler-grund. Også her traf man på rester af bolværk efter plankeværk på 12 – 15-tommers tykkelse.
Et større vandløb langs kirkebakke – foden
Ved kloak-arbejdet nord for det nye tyske bibliotek i 1967 gennemgravede man et gammelt åleje, som tydeligvis viste, at der var gået et større gammelt vandløb langs Kirkebakke – foden og derfra mod vest, måske over den gamle isbane, fru Andersens eng, og ud til Mølleåen over grunden, hvor Brundlund-skolen blev bygget.
Hvordan kan man forklare disse forhold?
Men hvordan kan man nu forklare disse forhold, som ikke helt stemmer overnes med alle historiebøger og kort?
Man ved, at det gamle Aabenraa Hus har ligget på et højdedrag vest for Nybro. Indtil 1930 kunne man tydeligt se, at højdedraget var højere end omgivelserne nord og syd for. Det blev anvendt som kolonihaver i modsætning til de omgivende engarealer. I tidligere tid hed arealet ”Kongslund”. Lund hentyder nok til, at det har været bevokset i modsætning til de omgivende engarealer. Det hed Kongs-lund, fordi arealet havde tilhørt kongen. Det lå uden for bygrænsen og har været slotsgrund til det ældste Aabenraa Slot.
Når man antager, at Mølleåen har haft sit løb nord for Kongslund og har afgivet vand til voldgraven ved Aabenraa Hus og så fortsat langs bakkefoden mod øst i Stadsgravens forløb så har man:
Hvor lå Aabenraa Hus?
Der er forskellige meninger om, hvor Aabenraa Hus har ligget. Volde og grave havde omgivet borgen/slottet. I 1193 havde Valdemar Sejr været fange her. I 1366 sad Hertug Henrik af Sønderjylland på dette slot. Man havde betalt Kongens Foged, Spiker til at åbne slottets port.
I 1411 lod Magrethe den Første Aabenraa Hus nedrive. Endnu i 1635 i Claus Møllers tid fandtes der rester af det gamle slot.
Mølleåen syd om Kongelund
Da dronning Margrethe i 1410 anlægger Brundlund Slot på et højdedrag sydvest for byen, strækkende sig fra bakken, hvor indtil 1920 vejrmøllen lå i øst, over arealet ”Bag Møllen”, ”Bag Slottet”. Dette omfattede slotsgrunden og det hele blev kaldt Brundlund – lund fordi arealet har været træbevokset i modsætning til de lave arealer omkring højdedraget. Den nuværende Mølleå blev ledet syd om Kongelund højdedraget for at føre vand ud til voldgraven omkring det nye slot.
Ja den førte også vand til brug for vandmøllen, hvis denne er blevet anlagt samtidig med slottet. Derfra har åen fortsat øst over ud til fjorden. Antagelig har bygrænsen mod syd fulgt Mølleåen. Det ville have været en meget mere naturlig grænse.
Slotsgaden er nok først anlagt som tilkørsel til det nye slot efter 1410, evt. ved et gennembrud i Søndergade og har jo hørt til amtet helt til 1861.
Caspar von Saldern skriver til Hertugen
Den 10. juni1680 mod myndighederne på Gottorp et langt brev fra den hertugelige tolder, Casper von Saldern, hvori han fortæller følgende:
Det var et længere brev som vi her beskriver på en anden måde. Sverige var i de tider det gottorpske Aabenraas allerbedste handelspartner, og skipper Laue Jacobsen tog flittigt del i denne handel, indtil hans navn efter 1697 forsvinder ud af de gamle toldregnskaber.
Laue Jacobsen havde skabt mistanke
Ved sin ankomst afleverede skipperen som sædvanligt en specifikation over ladningen udstedt af havnemyndighederne Västervik, men han meddelte samtidig at han havde mere ombord, end der var nævnt i specifikationen. Han ville derfor senere fremkomme med en egenhændig opgørelse over hele ladningen, hvorfor han ønskede at vente med at lade lasten bryde. Visitationen måtte derfor udsættes.
Det lød meget for så vidt alt sammen meget troværdigt, hvis ikke samme skipper ved sin afrejse havde pådraget sig tolderens mistanke. Da en af visitatorerne ved den lejlighed var mødt frem for at kontrollere, om ladningen var i overensstemmelse med den opgørelse, som skipperen havde afleveret, havde denne uden mange omsvøb revet sedlen ud af hænderne på tolderens mand og derefter den følgende dag afleveret en ny opgørelse, hvor der var opført 30 tdr. rug mere end på den første seddel.
Tolderne lå på lur
Det var derfor ikke så sært at tolderen nu fik en anelse om, at der var luskeri med i spillet, siden skipperen havde ønsket at vente nogle dage med at bryde lasten.
Og ganske rigtigt. Da tolderens folk om natten lå på lur i nærheden af, hvor skipperen boede, opdagede de ved tolv-tiden nogle af Laue Jacobsens bådsmænd, som i et lille fartøj var på vej fra fjorden op ad åen til skipperens ejendom i Slotsgade. Toldbetjentene greb da øjeblikkelig ind og beslaglagde 4 tdr. tjære, som fandtes på båden. Laue Jacobsens tjenestepige havde ganske vist forsøgt at byde dem penge mod, at de ville fortie sagen, men det havde dog været forgæves.
Konfiskation af hele ladningen
I de påfølgende forhør kastede skipperen skylden over på sine bådsmænd, idet han hævdede, at det havde været deres fragt, som uden hans vidne var blevet fjernet fra hans skib.
Bådsmændene tilstod dog under tårer, at skipperen havde befalet dem at hente tjæretønderne, som det havde været meningen, at en købmand i Tønder skulle overtage. Samtidig måtte de tilstå, at de havde haft nogle tønder med tjære til sig selv ombord på skibet. Disse var allerede blevet fjernet og var ikke de samme som de konfiskerede.
Det var ingen vej udenom. Dertil var sagen alt for oplagt. Straffen blev derfor som bestemt i forordningen:
Myndighederne har da åbenbart søgt at hindre overtrædelser af toldbestemmelserne ved indførelse af meget strenge straffebestemmelser.
Hvad er den rigtige forklaring?
Caspar von Salderns klagebrev har også topografiske interesse. Det omtalte sejlløb er tydeligt nok Mølleåen ned til hvis bred ejendommene på den søndre side af Slotsgade strækker sig. Rimeligvis skylder denne gade da netop Mølleåen sin oprindelse, idet det i ældre tid har været bekvemt for beboerne. De fleste var fiskere og det var behageligt at kunne sejle helt ind til deres hjemsted med deres fartøjer.
Men er det nu den rigtige forklaring? Var det ikke vand til voldgraven omkring Brundlund Slot og til møllen?
Det var praktisk at kunne sejle hertil, nok kun med fladbundede både. Her forekom masser af ulovlig import. Håndværkerne i Slotsgade var dog underlagt købstadens lav og gilder.
Købstaden forsøgte at hindre Slotsgades beboere i at handle på Skibroen
Men købstaden forsøgte at hindre at Slotsgades beboere handlede på Skibroen. Men dette forhindrede Hertugen vel sagtens fordi mange af Hertugens embedsmænd boede i Slotsgade.
Hertugen bestemte også at skulle Brundlund Slot repareres skulle håndværkerne i Slotsgade have første bud.
Mølleåen var amtmandens ansvar
Mølleåen var amtmandens. Under amtet hørte jo såvel som Slotsmøllen som Nymølle inde i skoven. Selvfølgelig måtte da også husene i gaden langs med åen høre ind under amtmandens jurisdiktion – et forhold, der som tidligere nævnt varede helt til 1861.
Var det derfor Slotsgade fik dette romantisk svungne gadestrøg.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 5, 2024
Den ny stationsleder
To timer til at pakke. Tinglev Station var forsømt. Gåtur til Sæd – med kuffert. Han lærte de første sønderjyske gloser. ”Vil De over grænsen”. Betjenten blev klar over, at det var hans nye chef Der gik måneder, inden de fik deres barak i 1920. ”Han spillede op – vi ved alle, at han er fra Rudbøl”. Flest tysksindede i Sæd – dengang. Stationsforstanderen arrangerede bal til regimentsmusik for ungdommen i Sæd. Søsteren blev lovet væk i skyttegraven. Politiskole i Tønder om vinteren. Et blandet repertoire af folkesange. ”Nu falmer skoven trindt om land. Han blev leder af mini – skolen.
To timer til at pakke
Den 31. maj 1920 kl. 4 om eftermiddag blev han kaldt op til Statspolitiet. Om to timer skulle han pakke sine sager og rejse til Sæd. Han skulle være stationsleder for en kontrolstation. Han fik at vide, at der skulle være 3-4 betjente af ”indfødte folk”. Det vil sige det skulle være folk, der havde været i tjeneste hos den internationale kommission.
Indtil Genforeningen (Indlemmelsen) fandt sted ville han få et forskud på 800 kr. Ved grænsen skulle han sørge for at samarbejde med gendarmeriet og i øvrigt passe på at ingen kom ind i Danmark uden pas.
Tinglev Station var forsømt
I Illum nåede vores hovedperson at købe et par fedtlæder støvler hos Illum for 80 kr. En kollega fulgte med til Haderslev. Om morgenen mødte vores nye stationsleder så Tinglev. Læderstropperne til togvinduet var skåret af og sædets stof var stjålet. Det var ikke særlig behageligt at skulle sidde på nøgne metalfjedre i kupeen.
På Tinglev Station voksede der græs og det halve af stations wc-dør væk. Det må have været meget hyggeligt at forrette sin nødtørft her. Vores hovedperson nåede også at købe et vækkeur, men inden han havde nået Tønder, var det gået i stå og han kunne ikke få det i gang igen.
Vores stationsleder fik sin sag for. I kupeen til Tønder var det fyldt med bønder, der talte sønderjysk.
Gåtur til Sæd – med kuffert
I Tønder besøgte vores hovedperson Statspoliti – stationen. De sagde, at de kun havde en motorcykel, og den var ikke hjemme i øjeblikket. Så begik han sig over og spiste middag i Børsen (Zur Börse). En fordel for stationslederen var, at de her kunne tale dansk.
Nu var det kun en ting gøre og det var at tage sin kuffert under armen og spadsere til Sæd. Han mødte sin forgænger, der anviste ham Chr. Martensen som en mand, der ville kunne huse stationslederen. Forgængeren havde søgt væk fra Sæd. Han var blevet gift og fandt forholdene uudholdeligt.
Han lærte de første sønderjyske gloser
Vel ankommet til Sæd ankom han Chr. Martensen, der tog venlig imod ham. De spiste til aften og han fik anvist et lille kammer. Allerede første aften sad han med værtsfolkene i køkkenet. Og snart begyndte han at lære de første sønderjyske gloser.
Vil De over grænsen?
Stationsforstanderen ville ned til grænsen at se. Det var jo der han skulle lede kontrolstationen. Han gik op på broen over grænseåen. En mand kom nu op. Han havde et bredt armbånd på, hvorpå der stod bogstaverne C.I.S. Det betød Comission Internationale Slesvig.
Det var en kommissionsbetjent, der straks slog hælene sammen, da stationslederen præsenterede sig.
Der gik måneder inden Statspolitiet fik deres barak
Toldvæsnet havde en barak, men det havde statspolitiet ikke. Deres stempler lå inde hos tolderne. Det skulle jo gå galt. Gendarmerne og politiet stod på den nøgne landevej. Den nye stationsleder klagede, men det gik alligevel et par måneder, inden der kom en barak.
”Han spiller op – vi ved alle, at han er fra Rudbøl”
Vores hovedperson interesserede sig meget for det sprog, der blev talt i Sæd i 1920. Han mente at det var jysk med en del tyske ord i. Nu var de tyske ord måske af lidt højere orden. Ord for at tænke ting, ansvar fornøjelse, skat, valg og religiøse begreber. Han mente, at kvinderne talte ubehjælpsomt tysk og at mændene havde mange soldater-udtryk. Det var jo heller ikke langt efter krigen.
Vores stationsleder havde gennemgået en halv læreruddannelse – måske var det derfor han interesserede sig for sprog.
Der fandtes ingen dansk skole i Sæd dengang. I Den Tyske Skole var alle 70 samlet i en klasse. Der var kommet en ny ung lærer ved navn Mathiesen. Værtinden havde mødt ham på gaden og hun mente at han spillede sig op, fordi han taler tysk. Og som hun sagde:
Flest tysksindede i Sæd – dengang
Men vores hovedperson undrede sig alligevel over, at der var så mange tyske familie i Sæd. Der var vel kun 4 -5 danske familier, der var danske. Og det var de mest fattige, som blev holdt nede af de større gårdejere.
En enkelt større og anset gårdejer hed Chr. Lorenzen. Han var dansk bevidst dansk. Men da han var optant, kunne han jo risikere udvisning med 24 timers varsel.
En anden dansker var Chr. Petersen. Han havde en mindre ejendom, men sad godt i det. Han var mest dansk, når han var fuld. Så bandede han:
Han var stor og meget stærk. Man sagde om ham i byen, at han slog som en helmus sparker. Hans danskhed var nu engang meget følelsesbestemt.
Stationsforstanderen arrangerede bal i Tønder til regimentsmusik
Vores hovedperson, stationsforstanderen blev en meget populær person i Sæd. Og så diskuterede damerne i byen om hovedpersonens tænder var ægte.
Han fik organiseret et bal i Tønder, hvor regimentsmusikkere underholdt. Gendarmerne inviterede piger fra Sæd til at deltage. Hovedpersonen havde inviteret kromandens datter med. Og værtinden havde fremskaffet nøjagtige oplysninger om hendes formueforhold. Men de var nu ikke videre gode.
Søsteren blev lovet væk i skyttegraven
Værtinden havde foreslået en datter af Chr. Lorenzen, som tidligere nævnt var dansk storbonde. Hun var også eneste arving. Men før vores hovedperson kunne tage sig sammen og aflægge et visit i hjemmet, var hun blevet forlovet med Jørgen Jørgensen, der havde været soldaterkammerat med hendes bror, der faldt i Verdun. De havde aftalt ægteskabet i skyttegraven og så var datteren eller søsteren åbenbart så først blevet involveret noget senere.
Vores hovedperson følte sig absolut ikke forbigået.
Politiskole i Tønder om vinteren
Han var leder af stationen et års tid. Om vinteren havde han en politiskole i Tønder. Det var der før nævnte C.L.S – betjente, der var elever. De skulle navnlig lære at skrive rapporter på dansk. Det var egentlig forbavsende så godt de kunne det. De fleste af dem havde aldrig fået en times undervisning på dansk.
Men mange af dem havde læst Flensborg Avis og nogle havde fået hjælp af forældre og bedsteforældre. En enkelt elev fra Angel gjorde ikke forsøg på at lære dansk. Han kunne kun tysk. Han blev droppet. De havde alle været tyske soldater. Hver gang, de så vores hovedperson, klappede de hælene sammen.
Et blandet repertoire
Hos gårdejer Pørksen fik stationslederen nu en hel lejlighed. En sal hos gårdejeren blev delt i to dele – en dagligstue med nye lædermøbler og et sovekammer. Her holdt han små selskaber for ungdommen. Det var mest gendammer og byens piger.
Vores hovedperson mente at det var til at græde over hvor fortyskede befolkningen var. Alle sange var tyske – mest soldatersange. Stationslederen havde efterhånden et repertoire af tyske folkesange. De blev lært udenad som var skik og brug – alt skulle kunne udenad: Når han senere ved gilder og komsammen skulle synge var rækkefølgen som følger:
Nu falmer skoven trindt om land
Sangene blev selvfølgelig ledsaget af nydelsen af grogger. Skulle der holdes taler, skulle det være på tysk, så kunne der komme flotte tirader og schwung på. Ellers duede det ikke. Indholdet kom det ikke så meget an på.
Beboerne i Sæd var faktisk en sydslesvigsk gruppe uden spor af dansk indslag, lige bortset fra det danske sprog på trods af tysk skole og kirke.
Vores hovedperson var kommet til byen 1. juni. Den 1. november vågnede han op ved at høre børn synge:
Han blev leder af mini-skolen
Det var tjenestemændenes børn, der havde fået en lærer og et lille rum ved siden af vores hovedperson. Det var en lille skole på 6 – 7 børn. Det var sikkert første gang, denne sang blev sunget i Sæd. Læreren dengang hed Skræddergaard. Senere overtog vores hovedperson denne stilling.
Kilde:
Juni 1, 2024
Caspar von Saldern – den tredje historie
Han redede Danmark fra at komme i krig med Rusland. Begravet, handlekraftig, hidsig og brutal. De kaldte sig von Sallern med fra 1730erne von Saldern. Familien stammede fra Neuenmünster. Hertugen sendte sine folk op i den nordlige del af hertugdømmet. Anseelige huse i Slotsgade Embeder gik i arv. Caspar von Saldern benyttede sig af andres indflydelse. Borgmester i Aabenraa. Mange børn fortsatte slægtskabet. Datteren gift med Güntheroth. En lille junta i Aabenraa. Den danske konge overtager Slesvig Familien opgiver ikke forbindelsen til Aabenraa Vores hovedperson voksede op i Slotsgade. Den gamle elite bevarer magten i Aabenraa Til Universitetet i Jena. Moderen flytter til Neuenmünster. Hun nåede at se sønnens storhedstid. Ambitionerne var store Flytter i hemmelighed til Skt. Peterseborg. Betroet medarbejder for Katherina den Anden. Han fik fyret sine fjender. Von Saldern fik presset penge ud af både danskere og russere. Hans søn fik også penge af den danske regering.
Han reddede Danmark fra at komme i krig med Rusland
En af byens mest berømte sønner blev født i Aabenraa i 1711. Via embeder i den gottorpske del af Holsten blev han en af kejserinde Katharinas den Anden af Ruslands mest fortrolige. I 1773 kulminerede hans diplomatiske karriere med underskrivelse af et en mageskiftetraktat om den gottorpske del af Holsten. Dermed var freden sikret i den dansk – tyske helstat i de næste mange årtier.
Han reddede faktisk Danmark i at komme i krig med Rusland. Med sin grove og ligefremme form var han en handlekraftig og effektiv embedsmand og tilsyneladende vellidt i befolkningen, men bestemt ikke hos sine fjender.
Begavet, handlekraftig, hidsig og brutal
Drivkraften var personlige ambitioner men også en stor grad af patriotisme.
Han var en stor egoist, herskesyg og pengekær, foruden at han var hidsig og brutal i sin optræden. Men han var en begavet mand og handlekraftig.
Men ellers har vi indgået beskrevet hans gøren og laden ved det danske hof og i Rusland. Men hvordan var det lige med ham og hans familie i Aabenraa? Caspar von Saldern døde i 1786.
De kaldte sig Sallern og von Saldern i løbet af 1730erne
Lad os gå tilbage til den 7. oktober 1710. Den dag var der liv i Slotsgade (i dag nr. 33). Her boede borgmester, amtsforvalter, toldforvalter, tingskriver, kornskriver og licensforvalter m.v. Caspar von Saldern (1) sammen med sin kone og deres søn, Friedrich von Sallern. Slægtsnavnet skrives her Sallern. Slægtsnavnet Saldern blev først brugt fra 1730erne.
Sønnen Friedrich havde reelt overtaget posten som amtsforvalter fra faderen. Og denne dag blev hans bryllup fejret med Anna Marie Kamphövener. Hun var datter af herredsfogeden. Næsten nøjagtig ni måneder efter brylluppet den 11. juli 1711 kom Caspar opkaldt efter farfaderen til verden. Jo det var ham, der senere blev den berømte statsmand.
Familien stammede fra Neuenmünster
Familien von Sallern tilhørte den magtfulde inderkreds af embedsmænd i Aabenraa. Men familien var egentlig ikke gammel i byen. De stammede fra Neumüster, hvor flere generationer fra omkring 1550 havde beklædt embeder som ”kirchspielvogt” og toldforvalter.
Neumünster hørte lige som andre dele af Holsten og Slesvig som Aabenraa og Tønder Amter under hertugen på Gottorp Slot.
Hertugen sendte dem op i den nordlige region
Mellem embedsmandsfamilierne i de forskellige dele af det lille hertugdømme bestod der talrige slægtsbånd. Det var ganske naturligt at en ung mand af slægten von Sallern i 1660erne søgte sin lykke i den nordlige del af det gottorpske hertugdømme.
Mange embedsmænd startede ved det gottorpske hof. Så blev de sendt nord på for at tjene hertugens interesser. Det var familier som Callisen, Stahl, Sallern, Jürgensen, Günderoth og Kamphövener.
Anseelige huse i Slotsgade
I det største hus i Slotsgade, som var i nr. 24, boede borgmester Kampenhövener. Men også nr. 33 var et anseeligt hus. Her boede Stahl indtil 1669 og familien von Saldern (Sallern) indtil 1736. Gennem lange tider fungerede huset som amtstue. Den nuværende ejendom er opført 1748 af amtsforvalter Bödeker.
Embeder gik i arv
Den unge mand hed Caspar von Sallern. I 1666 kom han til Aabenraa som assistent for den stedlige amtsforvalter Bastian Stahl. Året efter giftede han sig med hans datter. Dermed var var von Sallerns lykke gjort. Ved ægteskabet kom han ind i den lille personkreds, som sad på alle vigtige og lukrative embeder. Her gik alle embeder nærmest i arv.
Caspar von Sallern fik gavn af Stahls indflydelse
Svigerfaderen Bastian Stahl var også kommet til Aabenraa fra den gottorpske del af Holsten. Han havde også giftet sig ind i den lukrative personkreds. Han havde nemlig giftet sig med husfoged Hans Callisens datter Catharina. Han blev amtsforvalter, told og licentforvalter. Han forpagtede de vigtige og indbringende møller Slots – og Nymølle. Som embedsmand for han hårdt frem. Han var velanskrevet ved hertugdømmet. Ved både hans og hans børns bryllupper kom der gaver fra hertugen. Han opnåede mange fordelagtige privilegier. Og han var ikke særlig vellidt hos den almindelige borger.
Borgmester i Aabenraa
Stahls formue og hans privilegier fik den 26 – årige Caspar von Sallern gavn af, da han giftede sig med datteren i 1667. Endnu mere fulgte, da Stahl døde i 1669. Nu blev Sallern amtsforvalter, desuden told – og licentopkræver. I 1681 udnævnte hertugen ham også til borgmester i Aabenraa. Set var et brud på byens ønske om selv at vælge borgmester.
Sallern overtog huset i Slotsgade med de mange privilegier. I 1676 døde konen. Han giftede sig igen. Denne gang med amtsskriver-datteren fra det ligeledes gottorpske Tønder. Igen et eksempel på, at embedsfamilierne hang sammen.
Mange børn fortsatte slægtskabet
I første ægteskab havde Sallern fire børn. De blev enten præster eller gift med præster. En søn fik ved ægteskab herredsfogedgården i Terp i Bedsted Sogn. Fra ham nedstammer en lang Sallern – efterslægt.
I andet ægteskab kom der fem børn. Også i dette kuld blev et barn gift med en præst, en blev officer. I denne sammenhæng er der især to af børnene, der interesserer os. Det er datteren Sophia og sønnen Friedrich.
Datteren gift med von Günderoth
Sophia blev gift med Aabenraa – husfogeden Hinrich von Günderoth, igen en af de højtstående lokale embedsmænd. Brudgommen var ovenikøbet søn af Aabenraa – amtmanden Friedrich von Günderoth. Det var en god forbindelse – amtmanden havde også været hofmarskal på Gottorp.
Heinrich von Günderoth havde bygget en stiftelsesejendom i 1731. Den blev afløst af en ny ejendom i 1847. På samme sted lå indtil 1742 en fattigskole, som var finansieret af Heinrich von Günderoths bror Ernst Christoph.
I 1860 blev bygningen udvidet til 11 boliger. Helt indtil vor tid har efterkommere af slægterne Gûnderoth, Kampenhöver og von Saldern haft fortrinsret til stiftelsens lejligheder.
En lille junta i Aabenraa
Sophias broder Friedrich von Sallern – von Sallerns far, blev som nævnt gift med en datter af herredsfoged Kamphövener.
De tre nævnte, den gamle borgmester von Sallern, sønnen Friedrich og svigersønnen Heinrich von Günderoth var fulde af initiativer. Sammen forpagtede de i 1709 alle skatteindtægter i Aabenraa Amt og de fyrstelige domæner. Friedrich blev indsat som amtsforvalter. Det var en hel lille junta.
Den danske konge overtager Slesvig
Men desværre for de tre var tiden usikker. I 1713 besatte den danske konge Slesvig. En kort overgang blev den gamle Caspar von Sallern arresteret og alle hans ejendele beslaglagt. Han blev afsat som amtsforvalter. Naturligvis var han fortørnet over det nye styre. Han udtalte sig fornærmeligt mod danskerne. Overraskende nok blev han siddende som borgmester.
Sønnen Friedrich blev også dårligere stillet ved de danske troppers indmarch. Han flygtede sammen med Aabenraas amtsskriver til hoffet i Hamborg, siger nogle af kilderne. Derfra gik ”flugten” videre til Sverige, hvor de ledende gottorpske embedsmænd og den unge hertug opholdt sig hos den svenske konge, Carl den 12.
Efter dennes død drog Friederich von Sallern atter til hjemstavnen. I 1720 fik han en post som amtsforvalter i slægtens hjemegn Neuenmünster.
Familien opgav ikke forbindelsen til Aabenraa
Nu var det ikke sådan at hele familien opgav forbindelsen til Aabenraa. Den gamle borgmester Caspar von Sallern boede i sit hus i Slotsgade, hvor han fortsatte som borgmester. Han underskrev i 1721 troskabseden til den danske konge Frederik den Fjerde, da det danske herredømme i Slesvig endelig var sikret efter krigens afslutning.
Vores hovedperson voksede op i Slotsgade
Caspar von Sallerns yngre brødre og søstre blev i årene 1714 – 21 døbt i Slotsgade. I 1715 blev Friedrich von Sallern forpagter af Hellevad vandmølle. Så historien om hans flugt til Hamborg og Sverige skal man nok tage med et gran salt. Familien blev formentlig i Aabenraa i de usikre år efter 1713. Vores hovedperson – Caspar von Saldern er vokset op på brostenene i Slotsgade.
Men dermed ikke sagt, at Friedrich von Sallern accepterede det danske styre. Han var knyttet nært til den gottorpske hertug og til traditionerne i det lille hertugdømme. I 1719 lod han næsten demonstrativt en søn opkalde efter hertug Carl Friedrich. Hertugen blev nævnt som fadder i Aabenraas kirkebog.
Men som nævnt blev han i 1720 amtsforvalter i Neuenmünster, hvor han døde to år efter.
Den gamle elite bevarede magten i Aabenraa
Enken Anna Maria Kamphövener sad nu tilbage med børnene. Indtil 1724 bestyrede hun mandens embede i Neuenmünster, men hun flyttede tilbage til huset i Slotsgade. Det var kun naturligt. Her havde hun sin indflydelsesrige familie samlet. Den gamle elite bevarede deres position i Aabenraa.
Caspar von Salders mor blev boende i huset i Slotsgade frem til midten af 1730erne. Enken gjorde alt for at sikre sin ejendom. I 1727 opnåede hun Frederik den Fjerdes stadfæstelse af hertugens privilegier til amtsforvalter Stahl fra 1663.
Dette betød at hun var fritaget for skatter og unddraget lokal øvrighed og kun underlagt Overretten i Gottorp. Hun fik desuden bekræftet retten til græsning for fire køer og to heste i Sønderskoven – til byboernes fortrydelse.
Til universitetet i Jena
Caspar von Saldern var den ældste af børnene. Han drog hjemmefra som 20 – årig til universitetet i Jena i 1736. Efter afsluttende studier ved det gottorpske universitet i Kiel blev han amtsforvalter i Neumünster i 1736. Han fulgte dermed i forfædrenes fodspor.
En søster blev gift med en præst i Kiel og nogle søskende gik dansk tjeneste. Så det var ikke alle der fulgte forfædrene.
Moderen flytter til Neumünster
I 1736/37 besluttede moderen at skifte med børnene og flytte til Holsten. Netop på det tidspunkt købte Caspar von Saldern sig til embedet i Neumünster. Måske har moderen skiftet for at hjælpe sin stræbsomme søn.
Enken var velhavende. Formuen var vurderet til 20.000 rigsdaler. Det var cirka 10 gange værdien af huset i Slotsgade. Der var jorder i Rudbøl Kog, kapitaler, guld, sølv, juveler osv. Når sådanne midler ønskedes flyttet fra Slesvig til Holsten havde staten krav på afgift.
Fru von Sallern fik befaling om at indgive en opgørelse over alle ejendele. Naturligvis protesterede hun bl.a. under påberåbelse af det gamle privilegium, som betød at hun ikke var underlagt de lokale myndigheder, men sorterede direkte under Overretten.
I realiteten fik hun sin vilje. Kravet om boopgørelse blev fraveget. Hun kunne drage afsted. Huset blev solgt til den nye amtsforvalter Arent Bödeker.
Hun nåede at se sønnens storhed
Casper von Salderns mor døde hos sønnen på hans fornemme herresæde Schierensee i 1775. Hun ligger begravet i hans gravkapel i klosterkirken i Bordersholm. Hun nåede at opleve sønnens storhed.
Ambitionerne var store
Der var aldrig tvivl om hans ambitioner. Den gik længere end lokaladministration. Han steg langsom i graderne:
Det kneb til tider at få gagen. Men han havde dog råd til i1752 at købe godset Schierensee syd for Kiel. Tre år forinden havde han pludselig fået sin afsked som følge af at det parti, der beskyttede ham i Kiel, havde lidt nederlag.
Flytter i hemmelighed til Skt. Petersborg
Efter at Carl Peter Ulrich i 1742 var blevet russisk og Adolf Frederik svensk tronfølger styrede man mod en kollisionskurs. Von Saldern holdt sig til dem, der ikke ville en krigerisk udvikling. Han ønskede en forsoning mellem den danske regering og den holstensk – gottorpske hertugslægt.
I 1761 forlod von Saldern i hemmelighed og under falsk navn Holsten og rejste til St. Petersborg i et forsøg på at få indflydelse på storfyrste Peter, som man forventede ville overtage zartronen. Hvis dette skete ville det udløse et felttog mod Danmark. Det lykkedes for von Saldern at få indflydelse. Der var i begyndelsen stærk mistro blandt de danske embedsmænd.
Betroet medarbejder for Katherina den Anden
Med mange penge fra den danske regering til bestikkelse lykkedes det i de følgende år at blive en betroet rådgiver for Catherina den Anden. Peter den Tredje blev styrtet af Katharina den Anden. Efter hendes tronbestigelse var udsigten til en overenskomst om et mageskifte blevet bedre. Von Salders arbejdede utrætteligt at få sådan en igennem, som de ønskede i København.
Endelig kunne en traktat underskrives den 30. april 1773.
Han fik fyret sine modstander
Man skulle sandelig ikke træde von Saldern over tæerne så fik han folk fyret. Det skete bl.a. for kongens kabinetssekretær E. S. F. Reverdill og Caroline Mathildes overhof-mesterinde Louise von Plessen. Sidstnævntes gemakker på slottet synes at være samlingssted for modstandere af den-dansk tyske forståelse.
I to år var von Saldern russisk gesandt i Warszawa. Under Struensees periode 177o – 72 første von Saldern en sej kamp med at overbevise russerne om at intet havde ændret sig i den danske holdning.
Von Saldern fik presset penge ud af både danskere og russere
Økonomisk pressede von Saldern alt ud af russerne og danskerne. Da opgaven var fuldført med succes, var det ikke mere brug for ham. Han vidste udmærket, hvad han var værd. Og betalingen for hans ydelser løb efterhånden op i 140.000 Rigsdaler samt 33.000 rubler foruden 1.000 dukater. Og da mageskiftet var gået igennem, gik den danske regering med til at betale ham en årlig pension på 6.000 specier og lige så mange Rigsdaler. At han tillige 1768 blev lensgreve og Ridder af Elefanten havde mindre at sige.
Hans søn fik også penge
Hans søn, der også kom til at bære en grevetitel, fik Caspar von Saldern gennemtruffet, at han skulle have en årlig pension på 3.000 Rigsdaler
Han tilbragte sine sidste år på Schierensee, som han lod udsmykke med dyre malerier og kunstgenstande.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 29, 2024
Danmarks brutale Slave-fortid
Var Peter von Scholten ”fej og eftergivende”. Er det politikerne, der skal skrive vores historie? I 1829 kom Peter von Scholten med forslag til forbedringer for slaverne. Opfattelsen var, at Danmark var en human kolonimagt. I Historiekanoen står, at Danmark var de første, der afskaffede slavehandlen. Det er en sandhed med modikationer. Slaverne blev brutalt behandlet Mange af Københavns flotte bygninger bygget af slave- og sukkerpenge. Moltkes Palæ, Det Gule Palæ, Marienborg. Grundtvig mistede to brødre. Var det nu ”en god tid for Danmark”? Ægteparret Schimmelmann og Odd Fellow Logen. Familien Mac Evoy. Peter von Scholten viste rettidig omhu. Var 1864 skyld i en romantisering af kolonitiden. I 1618 sendte kongen en ekspedition til Cylon (Sri Lanka). Muligheder i handel med Vestindien. Guldkysten overladt til kongen. 85.000 slaver transporteret af dansk – norske skibe. Mange forter anlagt. Dansk Vestindien koloniseres. Fort Christian færdig i 1680. Vanskeligheder med at finde besætning. I ledtog med sørøverne. Mytteri ombord. Oprør på Sant Jan. Englænderne overtager Dansk Vestindien. Flere forsøg på at sælge kolonierne. Sukkerraffinaderierne. En stor underklasse levede under elendige kår. Slaveejerne fik erstatning. Danmark ville forære De Vestindiske Øer til tyskerne.
Var Peter von Scholten ”fej og eftergivende”?
For et par år siden var det fremme, at Peter von Scholten’ s mindeplade på Assistens Kirkegård skulle fjernes. Man ville nedtone hans indsats. Og så talte man om, at de mange bygninger, der var bygget for ”slavepenge” skulle nedrives. Liberale kaldte Peter von Scholten for ”fej og eftergivende”. I første omgang blev Peter von Scholten dømt, senere blev han frikendt.
Er det politikerne, der skal skrive vores historie?
Spørgsmålet er om det er politikerne eller historikerne, der fremover skal skrive vores historie. Er vi på vej til en statshistorie lige som i Polen? En overgang blev også statuer fjernet eller udsat for hærværkherhjemme.
I 1829 kom Peter von Scholten med forslag om forbedringer
Glemt er, at Peter von Scholten allerede i 1829 under et besøg i København fremkom med en masse forslag om forbedringer af slavernes forhold. Bl.a. skulle slaverne have en ugentlig fridag, ret til frikøb, skifte arbejdsplads og begrænsning af tugtelsesretten. Men plantageejerne var overhovedet ikke enig med Peter von Scholten.
Også andre kæmpede for slaverne. Det var Comiteen for ” (Facebook-forbudt – ord) – slavernes frigivelse”. Blandt medlemmerne var D.G. Monrad og N.F.S. Grundtvig.
Opfattelsen var, at Danmark var en human kolonimagt
Som kolonimagt var Danmark hverken værre eller bedre end andre. Vi lå vel på en 7. plads, hvis alt skulle gøres op i tal. Her havde vi opfattelsen at Danmark var en human kolonimagt. Sandheden var nok, at vi var nær det modsatte. Det er måske overraskende at læse hvor brutalt, hensynsløst og kynisk Danmark agerede i kolonitiden.
Slaverne blev brutalt behandlet
Slaverne blev brutalt behandlet. Udover generelle frihedsberøvelse og racisme blev de udsat for brutale straffe. Guvernøren Philip Gardelin udarbejdede i sommeren 1733 et straffereglement, der betød, at en slave, der begik tyveri, skulle knibes tre gange med en gloende jernstang for efterfølgende at blive hængt.
En slave, der forsøgte at stikke af, skulle have sit ene ben amputeret. Hvis en slave blev tilgivet for sit flugtforsøg af sin herre, skulle han piskes 150 gange og efterfølgende miste sit øre.
Bygninger bygget af slave- og sukkerpenge
En stor del af København er bygget af familier, hvis formuer blandt andet kom fra slavehandel og sukkerplantager. Men vores erindring som Verdens syvende største slavehandler-nation skal helst glemmes. En stor del af den flotte Frederiksstaden er bygget op af penge baseret på slaver. Slavehandel var en forretning, man fik monopol på gennem kongeligt privilegium. De smukkeste bygninger i København har en grim fortid.
Moltkes Palæ
Vi kan starte med Amalienborg. Christian den Niendes palæ hed engang Moltkes Palæ. Denne Adam Gottlob Moltke havde meget stor indflydelse på den inkompetente Frederik den Femte. I realiteten var det Moltke, der regerede landet. Han var også præsident for vestindisk kompagni, der handlede med slaver og som reelt ejede De Vestindiske Øer. De administrerede dem på statens vegne. Moltke sikrede slaveejerne så de kunne opretholde deres privilegier.
Det Gule Palæ
Familien Bargum byggede og boede i Det Gule Palæ i slutningen af 1700-tallet, hvor de nærmest havde monopol på den transatlantiske slavehandel mellem de danske besiddelser på Guldkysten (Ghana) og De Dansk Vestindiske Øer.
Det var Bargum, der fik ideen i lighed med andre kolonimagter at indkøbe slaver i Guinea og fragte dem til De Vestindiske Øer og sælge dem til sukkerplantagerne. Så kunne man bringe ”Det Hvide Guld” (Sukker) til København.
Marienborg
Statsministerens embedsbolig. Marienborg er bygget af direktøren for Asiatisk Kompagni, der også tjente godt på slavehandel. Det er ikke noget man sådan lige skilter med. Og egentlig er denne del af Danmarkshistorien ikke let at få øje på – på Nationalmuseet.
Grundtvig mistede to brødre
Den danske tilstedeværelse på øerne var kun på to procent. Det var en enorm stor dødelighed. Grundtvig mistede to brødre, der døde af en tropisk sygdom. Selv fik han også muligheden for at komme til De Vestindiske Øer, men han så klogelig nok ”Nej Tak”.
Var det nu ”en god tid for Danmark”?
En kulturel erindring er afhængig af at blive stimuleret og skal holdes i live. Det er ikke nok med en forbavsende lille udstilling på Nationalmuseet. Det skal også ske via tv, bøger, kunst, avisartikler, undervisning i skolen og i det offentlige rum og måske artikler som denne.
Kolonitiden beskrives som ”en god tid for Danmark”. Men i Danmark er det en manglende bevidsthed om denne tid og det faktum, at Danmark bedrev brutal slavehandel. På skolebænken er disse temaer stærkt underrepræsenteret. Og manglende lærebøger i dette kan ikke være undskyldning. Der findes udmærkede lære- og fagbøger i dag.
Temaet har været glorificeret fordi vi alle har fået at vide, at Danmark var de første til at afskaffe slavehandlen.
Ægteparret Schimmelmann og Odd Fellow Logen
Vi fortsætter lige vores lille byvandring. I Dronningens Tværgade er der en eksklusiv allé med Odd Fellow Palæet. Det er et imponerende bygningsværk. Her boede Ernst og Charlotte Schimmelmann. De spillede en ikke ubetydelig rolle i formningen af dansk kolonihistorie. I 1792 brugte han sin politiske magt til at komme i historiebøgerne.
Man siger, at det var ham der som finansminister egenhændigt fik afskaffet slavehandlen. Ham og hans Charlotte mente at Oplysningstidens nye tanker var uforenelige med slavehandlen.
Men nu gjaldt det sikkert det faktum at hver 6. slave døde på rejsen fra Guldkysten til Dansk Vestindien. Menneskerettigheder og frihedsidealer var ikke noget der gjaldt for mennesker fra det afrikanske kontinent, heller ikke dem Schimmelmann ejede.
Familien Mac Evoy
Han havde vel 1.000 slaver på familiens sukkerplantager på St. Croix. Han lå og konkurrerede om at være Danmarks største slaveejer sammen med familien Mac Evoy. De boede længere nede ad gaden. Og det var på hjørnet af Bredgade og Frederiksgade i Dehns Palæ 5.
På et tidspunkt kørte han rundt i en karet trukket af seks hvide heste. Men så kom der ellers en henstilling fra kongen om at undlade dette. Han fik sit eget gasværk på grunden og var den første i København, der havde gaslys.
Var Danmark nu virkelig de første til at afskaffe slavehandlen?
Og hvad er det lige skoleeleverne får at vide og som står i grundskolens historiekanon. Ja det sår at Danmark var det land, der først afskaffede slavehandlen, men det gjorde vi først i 1848. Ophævelsen af slavehandlen blev indført med 10 års varsel.
Man øgede i de 10 år slavehandlen så man kunne blive selvforsynende. De slaver man allerede havde erhvervet kunne man beholde ind til 1848.
I 1847 foreslog en kongelig forordning, at slaveriet skulle ophøre efter en 12 – års overgangsperiode, mens alle nyfødte børn af slaver straks skulle være frie. Med skattelettelser på indførslen af kvindelige slaver stod målet klart. Dansk Vestindien skulle blive selvforsynende med slaver. Der var ligefrem tale om at oprette særlige avlsplantager, hvor kvindelige slaver skulle avle fremtidens arbejdskraft.
Selv om loven blev vedtaget i 1792 handlede man stadig med slaver i Dansk Vestindien. Om det var Peter von Scholten eller Schimmelmann, der skulle være de første i Verden, der afskaffede slavehandlen, er en sandhed med modifikationer.
Peter von Scholten viste rettidig omhu
Det var mod Kongens vilje von Scholten afskaffede den. Han viste rettidig omhu – ellers ville hele øen være brændt af efter et voldeligt oprør blandt slaverne.
Hvor mange menneskeliv den danske slavehandel kostede, har vi aldrig fået at vide, og det gør vi nok heller aldrig. Men de bøger, der i dag udkommer om emnet er langt mindre romantiseret.
Var 1864 skyld i romantiseringen af kolonitiden?
Måske skyldes romantiseringen hændelserne i 1864. Efter den tid fejede vi landets koloniale historie ind under gulvtæppet. Vi var nødt til at finde på en anden historie om det danske land, fordi vi havde fået en anden forståelse af os selv. Fortællingen var eller blev at vi var et lille land. Vi måtte forholde os neutralt til udenrigspolitik og vi havde ikke mere en udenrigspolitisk stemme, som var noget værd.
Den koloniale fortid var trådt i baggrunden. Det var et sammenstød mellem den koloniale fortid og den nationale selvforståelse.
Har du lagt mærke til, hvad rejsearrangørerne skriver. Ja så er det for eksempel om Jomfruøernes tabte paradis. De skriver om fordums storhedstid og ikke om fordums elendighed.
I 1618 sendte kongen en ekspedition til ”Ceylon” (Sri Lanka)
Det meste af Caribien var ved indgangen til 1600 – tallet blevet koloniseret af først og fremmest Spanien og Portugal. Men dertil kom også Nederlandene, Frankrig og England. Spanien og Portugal havde også koloniseret store dele af Sydamerika.
I 1618 sendte Christian den Fjerde en ekspedition til Ceylon (Sri Lanka) for at få del i handlen i Asien. Forhandlingerne endte dog uden resultat. Men rettede derfor blikket mod den indiske kyst, hvor man fik en handelsaftale i stand i Tranquebar i det sydøstlige Indien. Mod en årlig afgift fik danskerne lov til at handle, opkræve told og bygge en fæstning.
De dansk norske interesser blev varetaget af handelskompagnierne Ostindisk Kompagni og siden Asiatisk Kompagni, der havde monopol på besejlingen. Den vigtigste vare var bomuld. Men generelt var Tranquebar ikke en særlig indbringende koloni. Efter 1815 døde handlen ud. I 1845 solgte Danmark Tranquebar og handelskontoret i Serampore (Frederksnagore) i det nordøstlige Indien til Storbritannien.
Muligheder i handel med Vestindien
I 1652 så danske købmænd muligheden i handlen med Vestindien, da skibet Fortuna kom med en værdifuld last derfra. Efter flere succesfulde rejser gav Frederik den tredje skipperen Erik Nielsen Smil til opgave at kolonisere Skt. Thomas, som han skulle være guvernør over. Den 1. juli 1665 sejlede han med sit mandskab fra København. I februar 1666 gik den første last med sukker, kakao, kanel og pokkenholt til København. Men disse varer var højst sandsynligvis købt fra andre øer. Koloniseringen mislykkedes. Erik Nielsen Smit døde efter kort tid.
Guldkysten overladt til Kongen
Øen blev jævnligt plyndret af pirater. Andre forsøgte dernæst at etablere handel fra Vestindien og Afrika. Et kompagni fra Glückstadt havde allerede i 1657 oprettet de første forter ved Guineakysten. Men fortjenesten var ikke sikker. Omkring hvert fjerde skib gik tabt som følge af havari og forlis. I 1672 opgav kompagniet fra Glückstadt og det overdrog sine forter ved Guineakysten til kongen.
85.000 slaver transporteret af dansk – norske skibe
De danske forter fungerede som udgangspunkt for handel og udskibning af slaver til Vestindien. Frem til 1850 havde Danmark anlæggene ved Guldkysten. Så blev det solgt til Storbritannien, Af de 100.000 slaver, der blev fragtet over, stod dansk – norske skibe for transporten af 85.000 slaver.
Mange forter anlagt
Allerede i 1659 var Frederiksborg Fort blevet anlagt på den afrikanske Guldkyst. Det skete efter aftale med den afrikanske stat Fetu. 150 kilometer længere mod øst blev fortet Christiansborg anlagt i 1661. Allerede i 1685 blev disse afstået til Storbritannien. I 1736 fik Danmark – Norge igen to forter på Guldkysten, da Fredensborg blev grundlagt. I 1780erne blev der bygget yderligere fire forter på Guldkysten – Kongesten, Prinsensten, Augustaborg og Isegram.
Dansk Vestindien koloniseres
I 1670 kom Christian den Femte på tronen. Året efter blev Vestindisk Kompagni etableret, et privilegeret selskab, som fik monopol på handel mellem Skt. Thomas og Danmark. Aktionærerne var i begyndelsen skeptisk over for ideen. Men kongen opfordrede stærkt, at man tilsluttede sig. Med tiden blev selskabet kaldt Vestindisk – guineansk Kompagni.
Ideen bag oprettelsen og erhvervelsen af en koloni i Vestindien havde været at importere slaver fra Afrika til Vestindien og sælge dem til øens plantageejere, der producerede sukker til eksport. Man ville samle slavehandel og sukkertransport i et selskab.
I 1672 koloniseredes øen Sankt Thomas. I 1718 var det naboøen Sankt Jan og i 1733 købte man Sankt Croix af den franske stat.
En tur til Guldkysten og via Vestindien til København varede typisk to år.
Fort Christian færdig i 1680
Den erfarende Vestindien-farer, Jørgen Iversen Dyppel blev udnævnt til guvernør. Med sig på skibet Færo havde han 190 mænd og kvinder samt materialer til at opføre en lille landsby. Efter ankomsten til Skt. Thomas begyndte man bygningen af et fort, der kunne forsvare den nye koloni. Men allerede efter et halvt år var 161 af de oprindelige 190 kolonister døde.
Men så fik man hjælp af straffeforfulgte nederlændere og englændere. Fort Christian stod færdigt i 1680. Det blev også brugt som rådhus, luthersk kirke og mødested for lokalbefolkningen.
Vanskeligheder med at finde en besætning
Det var vanskeligt at finde besætninger til skibene. Det var en lang vanskelig overfart. Sygdom og varme førte ofte til død. Så fandt man ud af at bruge folk fra forbedringshuse og fængsler. Det var normalt t en tredjedel af besætningen var døde inden ankomst.
I ledtog med sørøvere
Nicolai Esmit fra Holsten blev udnævnt til guvernør efter Iversen Dyppel. Den nye guvernør gik dog i ledtog med de mange sørøvere, der på det tidspunkt hærgede Vestindien. Den nye guvernør kunne personlig tjene penge ved at lade piraterne bruge Sankt Thomas som base for de mange togter mod engelske og franske skibe. Han lod således sørøvere sejle rundt med danske skibspapirer. Inden myndighederne nåede at reagere, blev Nicolai imidlertid væltet ved et oprør og erstattet af sin lillebror Adolph Esmit.
Lillebror var stort ikke bedre end storebror. Han lod sørøverne skjule sig i bugten ved Sankt Thomas mod at sælge deres bytte til ham. Til sidst sejlede et britisk krigsskib ind i bugten, hvor den frygtede sørøver Jean Hamilins skib lå. Skibet blev beskudt. Skibet brændte og sørøveren flygtede. Da briterne spurgte efter ham, vidste den danske guvernør ikke, hvor han opholdt sig, men sandheden var, at guvernøren holdt ham skjult.
Kort efter blev begge brødre kaldt til København for at blive draget til ansvar for deres gerninger. Det lykkedes dog begge at blive frikendt.
Mytteri ombord
Nu var det så Jørgen Iversen Dyppels tur til at blive guvernør. Men ingen danske søofficer ønskede at blive en del af besætningen. Der måtte hidkaldes nederlandske officerer. Størstedelen af besætningen blev hentet fra københavnske fængsler. Efter to måneder til søs var man kun nået til Den Engelske Kanal.
Besætningen gjorde mytteri ombord og dræbte Iversen Dyppel og hans gravide kone. Deres barn blev også dræbt og kastet over bord. Den eneste af officererne, der fik lov at overleve, var styrmanden.
Oprørerne endte med at blive sendt til København, hvor de blev dømt og henrettet.
Handelskompagnierne havde det svært i løbet af 1600-tallet og måtte flere gange bede den danske stat om hjælp. I anden halvdel af 1700-tallet var der dog en lang periode med økonomisk fremgang.
Oprør på Sankt Jan
En novemberdag i 1733 slog oprørerne i Dansk Vestindien til – det gjorde de på Sankt Jan. Bevæbnet med sukkerknive snød 12 – 14 mænd de få danskere på fortet. Der var kun ni soldater på fortet. Kommandanten var der ikke. Det kom til at koste ham tre måneders fængsel i det retslige efterspil. Måneders guerillakrig endte på tragisk kollektivt selvmord.
Alle hvide skulle udryddes. På Skt. Jan, der ikke var større end Fanø var der 109 plantager. Men kun 29 af disse var sukkerplantager.
Oprørerne havde magten i et halvt år. Det var kun ved hjælp af militær assistance fra de franske og engelske naboøer det lykkedes for Danmark at nedkæmpe oprøret.
Englænderne overtager Dansk Vestindien
Den 28. marts 1801 ankom en britisk flåde på tre linjeskibe, seks fregatter samt 20 armerede fartøjer og transportskibe til Skt. Thomas. 4.000 soldater var med. Øens kommandant Casmir Wilhelm von Scholten overgav sig uden kamp. Tre dage senere måtte generalguvernør Wilhelm Lindemann overgive Skt. Croix. To dage efter at Christian den 7 havde tabt sin kronkoloni til briterne indledte den britiske marine ”Slaget på Reden”. Den 16. februar 1802 blev kontrollen over Dansk Vestindien givet tilbage til Danmark.
Flere forsøg på at sælge kolonierne
Vi solgte De Vestindiske Øer for en slik til kun 25 mio. dollars til USA. Det var i 1917. Det var en tredjedel af statens indtægter det år. Nu var salget også betinget af, at USA skulle anerkende Danmarks krav på Grønland. Amerikanerne var bange for, at øerne ville komme på tyske hænder. Forhandlingerne skete under store hemmeligheder. Og det først efter en afstemning i Danmark at handlen gik igennem.
Allerede i 1902 var en handel tæt på. Men handlen kunne ikke få tilsagn fra et flertal i Landstinget.
Sukkerraffinaderierne
Kig engang på husfacaden til Nyhavn 11. Her er en lille figur i jern på cirka 50 cm. I venstre hånd bærer han en sukkerform. I højre en sukkertop. Her lå Rømers Sukkerraffinaderi i 1700 – tallet. Der hvor Admiral Hotel i dag ligger lå yderligere to sukkerraffinaderier. De blev bygget i 1787.
Det var skam ikke slaverne, man blev rig af. Det var sukkeret. Men slavehandlen var alligevel en god forretning for nogle få familier i København.
En stor underklasse levede under elendige kår
Og hvad skete der egentlig efter 1848, hvor slaveriet officielt blev afskaffet. Det var jo bestemt ikke sådan at slaverne fik bedre forhold ved et trylleslag. Det var en stor sort underklasse, som blev ved med at leve under elendige kår.
Slaveejerne fik erstatning
Slaveejerne følte at deres ejendomsret fra krænket efter 1848 og forlangte erstatning. Den danske stat indrømmede dem erstatning på 50 dollar pr. slave. Slavernes hverdag blev dog ikke ændret i væsentlig grad. De vendte tilbage til den plantage, hvor de havde arbejdet. Men fik dog en hytte, lidt jord og lidt penge. Slaverne kunne nu også en gang om året skifte arbejdsplads.
Således var der endnu i 1878 et oprør på St. Croix.
Danmark ville forære De Vestindiske Øer til tyskerne
Efter 1848 blev udgifterne til De Vestindiske Øer stadig større og større. Allerede dengang begyndte man at tale om, at sælge øerne.
Efter tabet af Slesvig-Holsten i 1864 ville et salg af øerne også styrke den anstrengte økonomiske situation i Danmark. Danmark forsøgte ved fredsforhandlingerne i Wien at give Dansk Vestindien til Det tyske forbund mod at få lov til at beholde hertugdømmerne. Men dette forslag blev afvist.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 24, 2024
Kurbadet på Rømø
Jacobsen skabte opmærksomhed. Usædelig livsvandel. Den kejserlige regering holdt hånden over ham – i begyndelsen. Tyske forretningsfolk blev bakket op af Kreditbank Skærbæk. Kunstvæveskole, dampteglværk og et dampskibsselskab. Vadehavsbadet ”Lakolk”. 40 blokhuse. Betegnelsen ”Lakolk”. Den store restaurant ”Kaiserhalle”. ”Strandhalle” og badekabiner. En sportsplads. Hotel ”Drachenburg”. En bro med navnet ”Bifrost”. På jagt efter sælhunde. Rekreationssted for den tyske middelstand. Gode råd til gæsterne. Vin og spiritus fra en af øens kautionister. Badet åbnet den 15. juli 1898. Hotel ”Römerhof”. Ekstra tog til Skærbæk Station. Lakolsk dulmende trylleri. Badet skulle føres videre trods konkurs. Jødiske rigmænd blev ejer af stedet. Cigarstump forårsagede lokal brand. Kreditbank Skærbæks omdømme faldt yderligere. Jacobsen skulle have biskop. Et trøstesløs billedeomkring 1920. Med dæmningen i 1948 kom tyskerne for alvor. Et komisk skær. Komedien forvandlede sig til en tragedie. Flygtede over hals og hoved fra Sydtyrol til Tyskland. Penge til germaniseringen karakter af Ebberød Bank. Det måtte ikke se ud som en finansskandale. Et overraskende indlæg i Hejmdal og Pastor Jacobsen blev smidt ud af Den Tyske Forening.
Jacobsen skabte opmærksomhed
Da pastor Jacobsen blev ansat i Skærbæk i 1884, skete der ting og sager. Han formåede i to årtier at skabe opmærksomhed om sin person og sine projekter. I lange tider tog han ikke afstand fra Køller-regimet. Men også på det område skete der noget.
Usædelig livsvandel
I hans studietid i Kiel vaktes hans begejstring for tidens storgermanske lærdomme. Men det vidste man hvis ikke i Skærbæk. Hans lidet præstelige opførsel og vandel bragte ham hurtigt i konflikt med sognebørnene. Man sagde om ham, at han førte en usædelige livsvandel. Således indskrænkede dette til utugtig berøring af to kvinder, at hvilken den ene var en gift kone, hvis påstande Jacobsen afviste, men som retten fæstede lid til . Den anden, en tidligere tjenestepige i præstegården, til hvem Jacobsen skulle have sagt:
Nu var Skærbæk Sogn et overvejende dansksindet sogn.
Han var selvrådig og led af herskersyge. Derfor fik han uundgåeligt skabt sig hadefulde fjender.
Den kejserlige regering holdt hånden over ham
Hvis nu bare et par af hans projekter var blevet til noget, så havde det kunnet mærkes på beskæftigelsen. Men han manglede kendskab og viden til alt det, som han gik i gang med. Og den preussiske regering, der i begyndelsen bakkede ham op, skred fra ham til sidst. Grunden til dette var at preussiske embedsmænd sandelig ikke skulle falde sammen med ham.
Økonomien bag hans projekter var uholdbar, men den kejserlige regering holdt længe hånden over ham.
Tyske forretningsfolk blev bakket af banken
Det hele startede med Skærbæk Kreditbank den 8. maj 1890. Formålet var at bakke tyske forretningsfolk op, som ville bosætte sig som nybyggere i Nordslesvig. Og i Skærbæk blev der bygget boliger til håndværkere og arbejdere.
Det lykkedes for Pastor Jacobsen, der havde talegaverne i orden at rejse 1.045 medlemmer og 1.584 forretningsaftaler til banken.
Kunstvæveskole og dampteglværk
Næste projekt som Jacobsen fik sat i gang, var en Kunstvæveskole, hvor der udførtes vævearbejde efter gamle nordiske mønstre. Der blev anlagt et dampteglværk ”Surtur” ved Frifelt. På den store hede syd for Gånsager købte pastor Jacobsen flere ejendomme og enkelte lodder. Her blev anlagt karpedamme. I nærheden startede han en tøveproduktion.
Et dampskibsselskab
I april 1897 fik han oprettet et dampskibsselskab med en aktiekapital på 30.000 mark. En lille motorbåd og senere en damper ”Röm”, der i folkemunde fik navnet ”Vandloppen” skulle udføre sejladsen mellem Skærbæk Brohoved og Rømø. Fortagenet fik mange vanskeligheder at kæmpe med. Det blev en tvivlsom forretning.
Vesterhavsbadet ”Lakolk”
Den 4. februar 1898 stiftede Jacobsen ”Vesterhavsbadet Lakolk”, et selskab med begrænset hæftelse. Det blev dannet af fem medlemmer. Ifølge vedtægterne var de alle fem forretningsførere. Hver havde indbetalt 6.000 mark. Den bestod dog ikke af rede penge, men i jord, der var købt for 15.000 mark. Selskabets medlemmer vurderede værdien til det dobbelte.
40 blokhuse
Inden udgangen af 1899 havde man erhvervet 525 ha sandjord på Rømø. På det vestlige klitareal blev der placeret omkring 40 blokhuse, som et rhinlandsk firma havde fremstillet. Det var med farveprangende gavle, karnapper og tårne med skinnende glasursten eller skifer som tagbeklædning. Der var fantasifulde udskæringer som pynt omkring vinduer og på taget.
Adskillige huse fik navne, der skulle minde om den germanske fortid:
Nogle var opnævnt efter tyske kolonier:
Pastor Jacobsen tilhørte det altyske forbund, hvis medlemmer tog parti for boerne, da disse i 1899 begyndte en krig mod England. Derfor så man huse der hed:
Desuden så man også navne som:
Betegnelsen ”Lakolk”
Betegnelsen Lakolk tog man efter navnet på en forsvunden bebyggelse, der efter Johannes Meyers kort over det gamle Nordfriesland indtil 1240 skal have ligget ½ mils vej vest for øen. Der findes meddelelser om forskellige fund af murstenene fra den formodede by derude i havet.
Den store restaurant ”Kaiserhalle”
Den store restaurant fik navnet Kaiserhalle. Den dannede midtpunktet for hele badeanlægget. Her var indrettet et billardværelse, en læsestue, hvor er var fremlagt 30 aviser og endelig en spisesal, der kunne rumme 3-400 gæster. I restaurationens nærhed lå en iskælder, en vinstue og et logihus med 12 værelser.
”Strandhalle” og badekabiner
Fra Kaiserhalle førte en 1.000 meter lang bro, der var bygget på pæle, ud over forstranden til en lille restaurant, Strandhalle, der hævede sig to meter over havbunden. Den lå dog på en meget udsat plads. Under en heftig storm den 5. september 1899 førtes den af bøgerne ud i klitterne.
Til højre for Strandhalle fandtes badekabiner for herrer og til venstre for damer. På det sidstnævnte sted kunne drenge under otte år få lov til at opholde sig. En halv snes år senere opførtes som følge af tidens krav tillige et familiebad.
En sportsplads
På den flade strandbred var anlagt en sportsplads med alle moderne gymnastikredskaber. Lærer Otto Wedler fra Hamborg tog sig af undervisningen. Han gav tillige massage og havde fotoatelier.
Hotel Drachenburg
For at tilfredsstille de badegæster, der ikke ønskede at leje et sommerhus opførtes vinteren 1901 et hotel med 70 værelser og med plads til henved 200 personer. Det fik navnet Drachenburg. I den sydlige ende af badestedet indrettes et varmtvandsbadeanlæg. Gæsterne kunne for 1,50 mark foruden et varmt søbad kunne få romersk – irske bade, russiske dampbade, medicinske bade m.m.
En bro med navnet ”Bifrost”
Mellem blokhusene snoede sig en sti, der var belagt med planker. En klitdal mellem Dûnenberg og Gudrunsruh kaldtes Ginungagab. Den hvælvende bro, der førte over denne kløft, bar det nordiske navn Bifrost. Her var bygget en pavillon, Svanhildsruh. Her kunne de trætte gæster på mægtige stole under bølgernes svage skvulpen hengive sig til et driverliv. I søen lå fladbundede både, der stod til rådighed for børn og voksne.
Det gjaldt om at lokke gæsterne op til dette fjerne sted i riget. Der udsendtes da også hvert år småhefter, gennem hvilke man på en rosende måde bl.a. fremhævede de ferienydelser, øen bød.
På jagt efter sælhunde
Der kunne foretages lange fodvandringer, hvor der var rig lejlighed til at soppe i mudderet og kravle over pigtråd (Schlammwaten und Starcelsrathklettern). Man kunne komme på åle – og rejefangst i prilerne. Med skipper C.K. Thygesens lystkutter ”Manne” eller hans sejlbåd ”Nordpol”.
Man kunne gå på jagt efter sælhunde, og var man forsynet med et preussisk jagttegn, bød havfuglejagt på en god adspredelse.
Rekreationssted for den tyske middelstand
Lakolk skulle ikke betragtes som et mondænt kursted, men snarere være et rekreationssted for den tyske middelstand. Der var i sæsonen ansat en særlig badelæge. I de udsendte hæfter blev der givet gode råd og anvisninger.
Gode råd til gæsterne
Der blev tilrådet gæsterne først efter 3-4 dages ophold på øen at begynde med badningen. Solbad burde tages om formiddagen. Var der stærkt solskin, skulle man iføre sig en lang, let natskjorte. Man skulle ikke forsmå alkohol, fordi trangen til stærke drikke var større her end på fastlandet. I de kølige aftener skulle man tage sig en varm grog, selv om man ellers ikke yndede denne drik.
Vin og spiritus fra en af øens kautionister
Åbenbart benyttede man sig af det kendte firma, J.L. Bruhns & Søn fra Lybæk, der var leverandører af vin og spirituosa. Man følte sig øjensynlig forpligtet til at handle med det, da det var et af feriestedets kautionister.
Hvad kostede det?
Men hvad var datidens priser? Et treværelses fuldt møbleret sommerhus med al komfort kunne lejes for 25 mark om ugen. I denne pris var indbefattet pigehjælp til rengøring, vandindbæring og sengeredning. For de større huse lå prisen mellem 50 og 80 mark pr. uge. Et værelse med seng i logihuset eller på hotellet kostede 2 mark, med to senge 3 mark pr. nat.
Forplejningen blev indtaget på Kaiserhalle og kostede pr. dag 3, 80 mark. For en uge var prisen 24 mark. Børn under ti år betalte det halve. Ønskede man serveringen i sommerhuset, kom der en mindre prisforhøjelse. Et bad kostede 60 penning. Leje af strandkurv kostede to mark pr. uge. Inden for selve området, der hørte til Lakolk, måtte der ikke bades fra åben strand.
Kurtakst med to daglige koncerter
I de første år fremhævede man, at der ikke skulle betales kurtakst. Men en sådan indførtes dog fra 1907. Den beløb sig til 4 mark. Men så kunne man også to gange dagligt overvære en koncert med et orkester fra Hamborg.
Badet åbnet den 15. juli 1898
Badet blev åbnet den 15. juli 1898. Den første sommer var der 300 gæster. I 1899 1.106. I 1900 var der 1.853 og i 1901 kom der over 2.000. Derefter sank antallet. Det skyldtes sikkert badets finansielle forhold.
Hotel Römerhof
Lakolk kunne, som det stod i brochurerne nås af søvejen fra Hamborg, over Helgoland og Sild. Man kunne tage med toget til Skærbæk. Her blev gæsterne ført til Skærbæk Brohoved og kunne så med den omtalte damper nå øen i løbet af en time.
Fra anlægsbroen ved Kongsmark, hvor man havde opført hotellet Römerhof førte en skinnevej tværs over øen. I en trolje, der blev trukket af en hest, kom man på tyve minutter til en lille stationsbygning Lakolk, hvor post – og telegrafvæsnet havde til huse. Ja her havde direktionen også sit sæde.
Ekstra tog ankom til Skærbæk Station
I tyverne kaldte man dette anlæg for Danmarks eneste rentable bane. Driftsomkostningerne var jo minimale. I højsæsonen indsattes ekstratog. I en lille notits i Flensborg Avis den 6.7.1901 hed det:
Lakolks dulmende trylleri
Man forsøgte i den grad at fremhæve ”Lakolks dulmende trylleri, sundheden, der kunne hentes i den ozonrige luft” eller gjorde opmærksom på øens mange ejendommeligheder, så fik badet samme skæbne, badegæsterne opførte langs bredden. Den 2. oktober 1903 blev hele herligheden erklæret konkurs.
Badet skulle føres videre trods konkurs
Men der blev besluttet, at stedet under alle omstændigheder skulle føres videre. Om det var hensynet til den germaniserende virkning, man tillagde et blomstrende Lakolk, er uvist. Det kaunne også være hensynet til de indflydelsesrige altyskere ellertil det store lån. Det kunne også være frygten for at Lakolk kom på danske hænder.
Allerede i sommeren 1902 havde pastor Jacobsen nedlagt sit hverv som forretningsfører. De andre fratrådte også. Nye folk blev valgt.
Jødiske rigmænd blev ejer af stedet
Efter at andelskapitalen var gået tabt blev der dannet en ”Værneforening af obligationærerne fra Lakolk”. En nystiftet forening ”Berliner Bädergesellschaft”, et broderselskab til det altyske forbund. Det var lidt af skæbnens ironi, at det var jødiske rigmænd, der blev ejere af badestedet. Dets grundlægger, pastor Jacobsen, var medlem af det jødefjendske altyske forbund. Tanken var dengang at Lakolk skulle være et jøderent badested.
I 1920 var det den svenske ritmester Gottlieb Bruunstrøm af Engelsholm, der så i de følgende år afstod blokhusene til forskellige hjemlige købere.
Cigarstump forårsagede lokal brand
Uvist på hvilken måde, var der i sommeren 1902 kommet en brændende cigarstump ind i et pengeskab, hvor regnskabsbøgerne blev opbevaret, så hele hovedbogen blev forkullet. Det var derfor umuligt at få et overblik over aktiver og passiver.
Statsadvokaten indstillede pastor Jacobsen til en fængselsstraf på tre måneder. Men de sagkyndige havde forskellige opfattelser af forløbet. Så dommen blev på frifindelse. Men alle stiftere led økonomiske tab og vanæren hvilede over dem.
Modsætningen i den tyske lejr var for store til at Jacobsen alene kunne bruges som den eneste syndebuk i Skærbæk Sogn. Embedsmændene og altyskerne havde modsatte interesser.
Kreditbank Skærbæk’ s omdømme faldt yderligere
Bankens omdømme faldt yderligere, da den afskedigede anden direktør, Paak den 12. januar 1905 flygtede fra Skærbæk iført kvindeklæder medtagende 8.500 mark fra bankens kasse og ifølge rygtet, efterladende en skrivelse, i hvilken han truede med afsløringer, hvis man søgte efter ham og fandt ham. Paak blev aldrig fundet.
Jacobsen skulle have været biskop
Pastor Jacobsen som en overgang var på tale til at blive biskop i Slesvig blev suspenderet. Den 18. august 1904 fik han sin afsked uden pension. Han forlod det stormfulde Vestslesvig og bosatte sig i Sydtyrol. Her blev han frimenighedspræst for en tysk-evangelisk menighed.
Et trøstesløs billede omkring 1920
Lakolk blev i 1919 indrettet som rekreationshjem for børn (Kinder-Erhololungsheim). Men ak resterne af det stolte kursted blev overhovedet ikke vedligeholdt. Alt var i forfald. Husene var delvis rådne. Malingen var for længst borte. ”Jernbanestationen”, gasværk, stald samt restauration var i ruiner. Pavilloner og broer var gået al, kødets gang. Det hele var et trøstesløs billede omkring 1920.
Med dæmningen kom tyskerne for alvor
Men der kan bygges på ruiner og det blev der. Det var dog først efter åbningen af Rømødæmningen i 1948, da øen blev draget ud af sin isolation at dette vesterhavsbad er blevet sommerens store mål. Den herlige badestrand, der ikke spørger efter sindelag og race, herkomst og stand drager masser af turister til sig hver sommer. Og hvor tit har vi ikke cyklet fra Tønder hertil.
Et komisk skær
Det var et lidt komisk skær over mange af pastorens projekter. Og følgende er faktisk sagt af ham selv:
Komedien forvandledes til en tragedie
Komedien forvandledes til en tragedie. Den økonomiske kriminalitet bag de mange foretagender blev åbenbar. Korthuset ramlede sammen. Deportation til Sydtyrol. Udstødelse af Den Tyske Forening, tabet af to sønner i Første Verdenskrig og en fysisk lammet hustru.
Flygtede over hals og hoved fra Sydtyrol
I 1915 da Italien kom i krig måtte Pastor Jacobsen flygte over hals og hoved til Tyskland efterladende sine ting. Jacobsen døde ved Bielefeld i 1919. Hans fuldstændig lammede enke overlevede ham i mange år og døde hos en datter, der boede i Marienbad i Tjekkoslovakiet.
Penge til germanisering karakter af Ebberød Bank
Men præsten med de mange jern i ilden bør tages alvorlig. Hans kolonisering med lån, jord (Boden) og rigstyskere (Blut) overgik i visioner, hvad de preussiske myndigheder selv kunne have fundet på.
Pengene til germaniseringen fik i stigende grad karakter af Ebberød Bank.
Det måtte ikke se ud som en finansskandale
I tyske embedsmandskredse viste man at pastor Jacobsen var en lyssky person. Ved en lejlighed blev der kastet kejserlige fondspenge efter præstens dårlige og formøblede penge. Og kejserlige penge måtte ikke bringes til at lugte i forbindelse med en finansskandale.
Biskop Kaftan måtte tage forgæves til Skærbæk for at bede pastor Jacobsen om at gå. Det afslog denne arrogant. Jacobsen var en aggressiv altysker, indtil han efter sammenbruddet delvis fortrød sine handlinger.
Et overraskende indlæg i Hejmdal
Kilder hævder, at Jacobsen hele tiden var tilhænger af Köler – politikken, men de glemmer Hejmdal-interviewet den 11. maj 1903. Om formiddagen var Nicolai Svensen i kirke, hvor han hørte præstens prædike med den veltalenhed, han kendte fra sin barndom. Prædiken var sikker og veldisponeret. Om eftermiddagen havde Nicolai Svendsen en lang samtale med pastor Jacobsen i hans studieværelse. Pludselig sagde pastoren meget overraskende:
Dette kom som en kæmpe overraskelse og var årsagen til at Jacobsen blev smidt ud af Den Tyske Forenings bestyrelse. Og den 14. maj 1903 takkede Jacobsen ligeledes i Hejmdal for den helt korrekte gengivelse.
Jacobsen havde også afsløret at den prøjsiske regering havde planer om at overtage Dannevirke. Alt dette skete midt under en valgkampagne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 20, 2024
Ophavsret
”Muligvis ophavsrettigheder” står der ofte, når du vil dele et billede. Og det kan blive meget dyrt for dig, hvis du ikke respektere disse rettigheder. Og selvfølgelig skal de respekteres. Her troede man, at 50 år var grænsen. Men der findes ophavsrettigheder op til 70 år. Begå ikke de samme fejl som denne sides redaktør. Bwgewbwt ”rimeligt brug” Du tillader selv Facebook en række rettigheder. Bryder Facebook ophavsrettigheder? Hvis et billede er delt, forsvinder det ikke. Ikke alle skal anerkende ytringsfriheden i Danmark. Facebook har deres egne regler. Og Facebooks robotter misforstår ofte budskaberne. Brugsretten er blevet overtaget. Du har selv godkendt Facebooks betingelser. Det er nu engang dit eget ansvar, når du deler ulovlige fotos. Og så henviser Google sandelig først til piratkopierede artikler eks. Fra dengang.dk
Muligvis ophavsrettigheder
Vi har oplevet flere gange, hvor rettighedshavere har krævet penge af os. Vi har ulovligt brugt fotos, som folk har haft rettigheder til. Og det er jo ikke noget vi gør i ond mening. Kigger man efter på Nettet står der jo også anført ”muligvis ophavsrettigheder”
Det er ikke sjovt med trussel om retssag eller betal med det samme.
Her troede vi at 50 år var grænsen
Og her troede man at 50 år var grænsen for dette, nej det er det bare ikke. Det er ærgerlige penge, der er gået tabt til at bringe fotos, hvor man troede at der ikke var nogen som helst ophavsrettigheder.
Begå ikke samme fejl som denne sides redaktør
Selv modelfotos af mad er der ophavsrettigheder på. Og nogle venter på, at du så har brugt det samme fotos tre gang, og så smækker kassen for alvor. Så pas på derude. Begå ikke samme fejl som denne sides redaktør.
Begrebet ”rimeligt brug”.
Og for at gøre tingene værre, så findes der forskellige tolkninger af ophavsrettigheder. I USA og visse andre lande følger man doktrinen ”rimelig brug”, mens andre lande, herunder EU har andre undtagelser eller begrænsninger for ophavsret. Disse undtagelser eller begrænsninger tillader brugerne at anvende ophavsretligt beskyttet materiale, hvis det er relevant. Men her skal du om nødvendig søge juridisk hjælp for at kunne forstå dette.
Og had er ”rimeligt brug”, ja det er lige så kompliceret.
Godt nok står det noget om, at kun originale værker er berettiget til ophavsretsligt beskyttet. Men det behøver nu ikke kun at være skaberen, der har den rettighed. Man har kunnet købe disse rettigheder eller arvet dem.
Ophavsretten er op til 70 år
For almindelige mennesker er der 50 års ophavsret fra datoen på billedet, der er taget. Men for professionelle fotografer og pressefotografer gælder den regel, at der gælder 70 år fra fotografens død og ikke fra billedet er taget
Du skal derfor især være opmærksom på Ophavsretslovens §63:
Du tildeler selv Facebook en række rettigheder
En anden vigtig ting, som du skal være opmærksom på er, at når du opretter en profil på Instagram, Facebook, Twitter og alle de andre, ja så siger du ja til deres betingelser og tildeler dem en række rettigheder.
Du siger blandt andet ja til at Facebook må bruge dine uploadede billeder til egen eller anden brug uden hverken at kreditere eller informere dig om dette. Det betyder dog ikke, at billederne ikke tilhører dig, for det gør de selvfølgelig stadig.
Bryder Facebook selv ophavsrettighederne?
Bryder Facebook ikke ophavsretten, når de videregiver eller bruger billeder, der ligger på folks profiler? Tænker du måske. Svaret er både ja og nej. Ved at opsætte betingelser for brug af tjenesten, som brugerne skal acceptere, sikrer de sig retten til at anvende billederne.
Hvis et billede er delt, forsvinder det ikke
Du har selvfølgelig til en hver tid ret til at slette billeder på din Facebook profil. Dette bestemmer Facebook ikke. Det betyder imidlertid ikke nødvendigvis, at billederne er forsvundet for evigt. Hvis en person har delt dit billede, figurer det stadig i Facebooks regi, og derfor kan de stadig bruge billedet uden din tilladelse.
Hvis du på et tidspunkt ønsker at slette din profil, skal Facebook slette samtlige oplysninger. Dog, hvis et eller flere billeder er blevet delt, forsvinder der ikke.
Ikke alle skal opfylde ytringsfriheden i Danmark
Mange politikere har i tidens løb forsøgt at gøre op med Facebook. Det har de scoret mange billige point på. Det er endnu ikke lykkedes. Og her troede man at alle skulle opfylde ytringsfriheden i Danmark.
Facebook har mange regler
Hele ideen bag Facebook – netværket er at dele oplevelser, billeder, videoer, artikler og statusopdateringer med venner og bekendte. Det er derfor vigtigt at overveje, hvad du uploader, inklusiv om det du uploader, skal være offentligt eller kun for venner. Det gælder både for tekstindhold og billeder.
Facebooks robotter misforstår budskabet
Facebook har regler for eksempel sprogbrug opførsel og annoncering. Husk, at det er nemt at blive hængt ud for noget, man har skrevet på Facebook. Ofte misforstår Facebooks robotter en overskrift. Den kommer frem til det stikmodsatte af det, du har skrevet. Og det kan sandelig være et problem, når man beskæftiger sig med historie. Ja selv et enkelt ord, som du bruger, kan være skyld i, at du udspreder vold og terrorisme.
Du kan risikere at bruge et ord/betegnelse som i 1920erne og 1930erne var ganske almindelig, men som i dag anses for at være racistisk og på Facebooks ”Forbudt-liste”.
Brugsretten er blevet overtaget
Facebook har ikke overtaget rettighederne til dine billeder, men de har overtaget brugsretten. Så tænkt dig om, når du uploader billeder på Facebook.
Andre medlemmer på de sociale medier må ikke kopiere eller bruge dine billeder eller artikler, men de må gerne dele. Men når de bruger dine artikler uden kildeangivelse som om de selv har skrevet den, er det ulovligt. Dette er sket i mange tilfælde for dengang.dk.
Du har selv godkendt det
Ja selv dit profilbillede kan blive brugt af Facebook. Du har godkendt det under installationen eller i dine privatindstillinger. Facebooks brugere har ikke de samme rettigheder. De må ikke bare bruge dine fotos eller artikler uden at du har sagt ja.
Når du først har godkendt betingelserne, kan du ikke modsætte dig at udbyderen bruger dine billeder til reklame eller sælger billederne til andre i overensstemmelse med vilkårene.
Det er dit eget ansvar at finde ud af, om det du foretager dig på Nettet og Facebook er lovlig. Ligesom man skal angive kilder, når man laver artikler, skal man også angive så meget man kan finde ud af om de fotos man anvender.
Det er dit ansvar, når du deler ulovlige fotos
Det er også dit ansvar, hvis du deler ulovlige fotos fra andre.
Som vi tidligere har nævnt, udgør Facebooks aktiviteter cirka 1/3 af www.dengang.dk ’ s samlede aktiviteter. Vi treo0de at vi blevet mere påpasselige i brugen af fotos – men vi er ”faldet i” for mange gange. Selvfølgelig skal vi respektere rettigheder. Og normalt må man gerne bruge vores mange artikler. Det eneste krav, som vi stiller, er at man husker, hvor man låner det fra.
Vi har heller ikke altid været lige flinke til at henvise til kilder i hvert fald ikke i begyndelsen – men også dette har vi lært. Læs om andre faldgruber på de sociale medier i vores artikeloversigt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 9, 2024
Rens – for mange år siden (1)
Der boede mange i husene i Rens. Tre børn indebrændte. Byen havde også industri. Og så var der 2-3 kroer og et ukendt antal smugkroer. Mange tog fra Rens ud at tigge. At have køer til de fattige. Fattigdom blev fremmet grundet drikkeriet. Skoleforholdene var ikke gode. Alle koner og piger kniplede i byen. Overtro og varsler trivedes. Kirkelivet fungerede. Pastoren drak og spillede kort. Kun fire bønder i byen havde penge. Da kosakkerne hjemsøgte Rens. Det fine jagtselskab hos Mosekonen. De to kolonist-familier på Rens Mark- Lærer Petersen havde en hård skæbne. Koldfeberen rasede. Man ”sad oppe” fra Mikkelsaften. For markarbejderne kunne det være bidende koldt. Markmanden og vægteren i Rens. En pranger var der også. Man troede på de underjordiske. Åreladning, kopsætning og smeden, der trak tænder ud. Sådan kurerede man ”Engelsk syge” i Rens. Da rakkeren blev jaget ud af byen. Hvad fik man at spise på gårdene i Rens. Begravelseshøjtidelighed varede i to dage. En for-brand.
Der boede mange i husene i Rens
Landsbyen Rens har større ”betydning” før end nu til dags. Det var den største by på egnen med 20 større gårde. Der var lige så mange Kådnere og Inderster. Og så forsynede Rens de omliggende byer med tjenestefolk.
Huse og ejendomme i byen var overbefolkede. I Nørregade udlejede ”Henne Smei” en lejlighed ud bestående af et rum med alkove og køkken. Her boede en familie med bestående af seks personer. Manden var dog ”ude at tjene”.
Tre børn indebrændte
Her skete der en morgen et drama. Konen arbejdede på fabrikken. Bedstemoderen gik rundt og tiggede mælk. Et af børnene havde fået fat i tændstikker og satte ild til sengehalmen. I den stærke røg kvaltes alle tre børn, mens huset blev reddet. Man lagde de tre afsjælede legemer på græsset foran bagerens hus.
Byen havde også industri
Byen havde også industri. Den havde et betydeligt brændevinsbrænderi og en klædefabrik med spinderi. Efter 1864 var disse virksomheder dog ikke i stand til at klare sig selv for den tyske konkurrence. På fabrikken arbejdede et stort antal tyske svende delvis med familie, men de blev dog ikke i området med undtagelsen af familien Danke, som blev godt danske. Nu var moderen nu også fra Varde.
Der var 2-3 kroer plus smugkroer
Byen havde 2-3 kroer og lige så mange købmænd (høkere). Så var det dog også lige et par smugkroer. To af de længst eksisterende hed ”æ lille Apotek” og ”Zur schönen Frau”.
Mange tog fra Rens for at tigge
Efter Napoleonskrigene og indtil 1840 var de økonomiske forhold meget dårlige og fattigdommen stor. I 1840erne blev forholdene dog forbedret.
Mange tiggere drog fra Rens til de omliggende landsbyer for at ”fægte”. Rens og Sønder Løgum var berygtede for deres tiggere. En gammel myte sagde om Sønder Løgum, at her fandtes kun et ærligt menneske, og det var en fåretyv.
At holde et par køer for de fattige
I byen gik kvinder og børn om morgenen omkring for at ”hente” mælk hos bønderne. Nogle bønder stod øvrigt klar til at hjælpe de fattige. Gamle Anders Andersen sagde således:
Fattigdommen blev fremmet grundet drikkeriet
Fattigdommen blev også stærkt fremmet af drikkeriet. Der blev drukket meget i kroerne og derhjemme. Også bønderne sad på kroerne og drak. En bondemand havde således en dunk stående i sengehalmen, hvor han så fandt hen med jævne mellemrum. Men han sagde altid:
Der var ikke så meget kulturliv og politik i Rens i slutningen af 1800-tallet. Man havde to tyske aviser ”Altoner Merkur” og ”Itzehoher Wochenblatt”. Bladene kom først hen til læreren, som ude i siderne oversatte fremmedordene.
Skoleforholdene var ikke gode
Skoleforholdene var ikke gode. Den gamle skole var et gammelt hus. Om vinteren gik der omkring 100 børn til skole. Når døren blev åbnet i frikvartererne, stod der en damp og en hørm ud som fra en studestald.
Drengene lærte – læsning, skrivning, regning og en masse religion. Mange kunne ”Biskop Balles Lærebog” udenad fra begyndelsen til enden. Pigerne lærte ikke at regne. Den gamle lærer H.P. Callesen havde om vinteren sin søn som hjælper. Læreren var en god og samvittighedsfuld mand men opgaven var for stor.
Nogle af bøndersønnerne gik i skole hos degnen i Burkal, Andersen, hos hvem de lærte tysk og vel også andre ting, som de ikke lærte i Rens.
Alle koner og piger kniplede i byen
I 1820 – og 30’erne kniplede næsten alle koner og piger i byen. Husarbejdet blev gjort af mændene, for kniplepigerne måtte ikke ødelægge deres bløde hænder. En gang om måneden gik mændene til Tønder med kniplingerne. Med hjem havde de nyt garn og nye mønstre. Men til sidst blev priserne på kniplingerne så dårlige, at arbejdet ikke kunne betale sig.
Kniplerskerne kom sammen om aftenen et sted på skift for at spare på lys og varme på grund af den store fattigdom. Også andre mødtes om aftenen. Det handlede om nyt fra byen, krigserindringer og spøgelseshistorier.
Overtro og varsler trivedes
Overtro og varsler trivedes i Rens. Spøgelser, gengangere og underjordiske var der også. Nede i Belhy på vejen til Pebersmark boede helt sikkert underjordiske. Hekse eksisterede her også.
Sønderåen forlod engene og banede sig vej gennem højt agerland. Er der gravet en kanal? Man ved det ikke. Så meget står fast, den gamle å (Holmstrømmen, var engang den store å. Broen over Gammelå blev kaldt ”Storbro”, selv om åen ikke var bred. Men fra gammel kaldte man broen for dette navn.
Kirkelivet trivedes
I slutningen af det 18, århundrede blomstrede et rigt kirkeligt liv i Rens. Sognet havde nemlig dengang en meget dygtig præst. Det var den kendte Pastor Petersen, en farversøn fra Sønderborg. Han var en stor prædikant.
Folk fra Rens gik flittigt i kirke, ja det blev fortalt, at der om søndagen kun blev en hjemme for at koge og se efter kreaturer. Der blev holdt kirketugt, og det hjalp dengang. Petersen var meget påvirket af Herrnhuterne. Der var mange af dem i sognet og i Rens.
Pastoren drak og spillede kort
Efter Petersen død forfaldt det religiøse liv. Hans søn som blev præst efter ham, kunne nok prædike, men hans liv stod i modsætning til hans forkyndelse. Han drak, spillede kort og kom beruset på ”stolen”. Med ham kom Rationalismen. Der blev åndelig død indtil 1850.
”Du har galet længe nok – sorte Koch”
Da kom den danske præst, sprogmanden, den lærde Pastor Koch. Han fik igen kirken fuld af folk. Han var flink mod folk, når de kom til ham. Men han var det finde bymenneske (Københavner) og forstod ikke at få indgang til den landlige befolkning, og det var kedeligt.
Anderledes med hans efterfølger hjemmetyskeren Pastor Grauer. Han var af sønderjysk bondeslægt og forstod bønderne. Når han gik til eller fra kirken på ”Langstien” havde han altid en skare folk om sig.
Da Pastor Koch måtte rejse i 1864 brølede bondesønnerne fra Burkal:
Byens storhedstid endte, da udstykningen tog fat. Gårdene forsvandt en efter en. Brænderiet blev nedlagt og klædefabrikken nedbrændte og blev ikke genopbygget. Befolkningstallet gik stærkt tilbage.
Kun fire bønder i byen havde egentlig penge
De fattige dage i Rens var mellem 1820 og 1870: ved den østligste gård i byen opstod senere møllen. Det var kun 4 bønder i byen, der egentlig havde penge. Peter Jacobsens gård blev antændt af en sindssyg man og brændte. Hele besætningen brændte. Det var i den fattige tid i 1852. Småfolk bjergede så meget godt kød af de døde kreaturer.
Da kosakkerne hjemsøgte Rens
Kosakker har også hjemsøgt Rens. De plyndrede og lod kun jern og sten ligge tilbage. På Laust Tingleffs gård kom de dog til kort. De havde gemt deres penge og værdisager i eller under den store lænestol og i den sad Laust Tingleffs mor på skatten. Kæltringerne ville nu undersøge stolen og befalede moderen at stå op. Men Hun var bomstærk og de kunne ikke rokke ende. Pengene var reddet.
Stamfaderen til familien Jansen på kroen og Kresten Jensen kom også i klammeri med kosakkerne, men han var en god rytter og havde en god hest på hvilken han red over ”æ Vestre Skytt”. De kunne de ikke og han flygtede over heden.
Det fine jagtselskab hos mosekonen
Engang var der et fint jagtselskab vest for Rens på de store heder og moser. Til sidst kom selskabet også på Hovmosen. Mosekonen holdt smugkro og herrerne tog ind for at spise frokost. Hos mosekonen gav det kaffepunch. Det smagte selskabet udmærket. Efter at selskabet havde sat sig til bords bemærkede Nissen tørt:
Det fandt de herrer nu ikke var så smart. Og værre var det, at Nissen bemærkede, at konen om morgenen havde ”følt” hønsene, og at hun anså det overflødigt at vaske sig. Om punchene derefter blev stående, vides ikke.
De to kolonister på Rens Mark
På Rends Mark var der kun to kolonister (Familier) mens der ved Lille Jyndevad var flere. Det ene kolonisthus brændte ved lynnedslag 1873. Lynet dræbte også gamle Peter Herder. Sønnen Johan Herder ægtede Hans Hjulers søster Stina. Men hun døde barnløs. Enken giftede sig med Johan Meier.
Den gamle Peter Herder var i mange henseende en original. Han var vidt og bredt bekendt for sine kure mod hugormebid. Patienterne måtte drikke en masse te lavet af Peter og så strøg han såret. Og mumlede nogle ord – måske en slags besværgelse. Disse behandlinger kunne ikke udføres på egen grund. Derfor blev patienten ført over på en nabomark, mens de behandlede ham.
I Rens levede man småt. Der blev slagtet en gris og et får hvert efterår. Klæderne vævede moderen selv efter at have spundet garnet.
Lærer Petersen led en hård skæbne
På et tidspunkt var der en lærer i Rens, der hed P.H. Petersen fra Emmerlev. Han var udgået fra det danske seminarium i Tønder før 1864. Han var en tid huslærer hos den danske præst Koch der viede ham til hans kone i skolen under Dannebrog. Denne lærer viste meget tålmodighed over for børnene. Men undertiden blev han ret hidsig og så vankede der klø.
Lærer Petersen led en hård skæbne. Hans kone døde. En datter druknede sig i åen og en den datter døde som ung kone. Dette var selvfølgelig ikke gået sporløst forbi ham. Det var måske årsag til, at det sidst gik ned ad bakke for ham.
Koldfeberen rasede
Om efteråret var en masse daglejere og sommerkarle arbejdsløse. Mange af dem drog til marsken, Nordstrand og Pelworm for at tærske. I marsken herskede dengang koldfeberen (æ Kold). Det var en farlig sygdom. Mange tærskere kom hjem med den og kunne ikke kom af med den.
Man ”sad oppe” om aftenen fra Mikkelsdag
Til Mikkelsdag begyndte man at sidde oppe om aftenen. Bonden havde et tykt talglys for sig på bordet. Det skulle oplyse stuen, som dog henlå i halvmørke. Konen og pigerne kartede, spandt eller strikkede. Karlene snoede tyder (halmreb). Om vinteren hvilede alt markarbejde.
Markarbejdet kunne være bidende koldt
Tidligt i marts begyndte markarbejdet i bedende kulde. Drengene måtte passe fårene og karlene begyndte at rydde grøfterne. På Søndermarken var disse tørre. Så kom ”Flaw” – gravningen og tørvestrygningen. Omkring midsommer begyndte høsten. Længe før var kreaturerne kommet ud.
Når vejret var godt om sommeren, var hyrdelivet dejligt. Man havde godt smørrebrød med. For – og efteråret måtte de døje med meget kulde. De fattige drenge i Rens havde ikke varmt tøj på. Man startede ofte med græsslåning kl. 3 -4 om morgenen. En forsvarlig madkurv havde de med. Hen på formiddagen kom bonden selv med grød.
Rugen var den vigtigste kornsort i Rens. Når denne var høstet, blev der holdt ”Rowhøtte”. Så fik man vinsuppe og kogt skinke, derefter punch. Alle der hjalp i høstarbejdet var inviteret.
Markmanden og vægteren i Rens
Byen havde naturligvis også en markmand, som gik afvekslende i kost hos bønderne. Om aftenen gik han rundt omkring gårdene og noterede det kvæg, som han havde fundet på fremmed område. Det skete med en kridtstreg på en bjælke i stalden.
Om vinteren havde man også en vægter. Vægteren passede også på at fårene ikke gik over den værste rug. Snuppede han nogle får kom de i ”æ hellet”. Dette udløste en bøde på 10 Pf. Men nu gik det ofte for mange punch i den.
Indtil ca. år 1900 var der en nattevægter i Rens. På brystet havde han et skilt, hvor der stod ”Nattevægter”. Som regel havde han en tyk stok i hånden og fulgtes af en hund. Han gik byen rundt og sang hver time f.eks.:
Nattevægteren skulle holde øje med ildløs. Han skulle også høre efter, om der var roligt i staldene.
En pranger var her også
Jo der levede skam også en pranger i Rens, som handlede med får og ”simple” kreaturer. Han var altid kørende i en gammel fjedervogn forspændt en gammel krikke. Han var kvartalsdranker og blev ofte længe borte, så han blev eftersøgt.
I Rens var der også ”æ Armhus”
Man troede på de underjordiske
I Rens troede man i gamle dage fuldt og fast på at der boede underjordiske i ”Belhy”. Manden fra Pebersmark gik en aften hjem fra Rens. Han så en mand kom gående foran ham. Han ville da gerne have et følgeskab med ham og satte farten op. Men han kunne ikke afhente manden. Ankommet til ”Belhy” bøjede manden ned ad marken ved højen- og var borte.
Åreladning, kopsætning og smeden trak tænder ud
Dengang brugte man masser af åreladning og kopsætning. Alt gik godt, og der kom ikke til blodforgiftning og det kan undre. Det ladejern man brugte var rustent og blev aldrig desinficeret. Konen, der udførte ”Operationen” tørrede jernet af i forklædet efter brug. Mange får det foretaget flere gange om året.
I huset foran kommuneforstander Hans Højst, sad smeden flere gange på knæ og trak en eller flere tænder ud med en knibtang fra ”æ smirre”
Sådan kurerede man ”Engelsk Syge”
Så kunne man også kurere ”Engelsk Syge” i Rens:
Da rakkeren blev jaget ud af byen
Øst for byen Jyndevad i Sandpoldene lå for mange år siden byens smedie. I gamle dage var det strengt forbudt at flå selvdøde dyr og navnlig heste. Man skulle give rakkeren i Tønder besked, så kom han og flåede dyret og begravede kroppen. Huden tilhørte rakkeren som vel også fik et lille pengebeløb for det.
Ordentlige folk rørte ikke ved et ådsel. En dag lå en gammel krikke død ikke langt fra smedjen. Rakkeren var nu kommet for at øve den sidste vennetjeneste mod det gamle dyr. Da opdagede han at skoene var taget af. Intet lå ham nærmere end at tro at smeden var gerningsmanden. Rakkeren havde måske heller ikke helt uret. Hestesko dengang havde en vis værdi.
Rakkeren var til hest og red nu hen til ”smirre” og forlangte skoene. Smeden nægtede at kende noget til dette. Der kom til klammeri og skænderi mellem de to. Rakkeren truede med at stikke en kniv i dørkarmen over indgangen, så var huset uærligt.
Rakkeren stod nu truende med kniven og ville stikke til. Men nu tog smeden en glødende jernstang ud af ilden og sprang hen mod rakkeren og jog det glødende jern mellem hestens bagben og lovede også rakkeren en omgang. Denne tog i fuldt firspring ud gennem byen og er ikke set siden.
Hvad fik man at spise på gårdene i Rens?
Hvad fik man at spise ude på gårdene i Rens dengang?
Boghvedegrød var meget yndet. Man sagde at byen Eggebæk blev kaldt for ”Grødbæk”. Her fik man boghvedegrød 21 gange om ugen. Måske var det nok lige lidt overdrevet.
Gildekost til ”Rovhøtte og begravelser var kogt skinke med stuvede kartofler og hvedebrød. Dertil søbede man en rigtig vinsuppe, men af tallerkner.
Begravelseshøjtidelighed varede i to dage
Begravelseshøjtiderne var hos bønderne i Rens meget store og varede i to dage. Om morgenen kom præsten og degnen for at tale og synge liget ud. Hele følget fik så kaffe og kager. Efter hjemkomsten fra kirken gik man til bords. Ved denne lejlighed fungerede en skaffer. Gamle lærer Petersen havde det hædershverv at ”sætte på rette plads”. Det var undertiden lidt svært at finde rangfølgen.
Om eftermiddagen gav det kaffe og kage. Mændene fik en kaffepunch. Til aftensmad gav det te og godt smørrebrød. Og mændene fik igen punch – denne gang en te-punch.
Den anden dag gav det kun middag og kaffe. Selskabet var blevet meget mindre. Og så fik man ”æreøl”. Tallerkner, galer, knive osv. Blev lånt hos gæsterne.
En for-brand
Der skete mystiske ting i Rens. Ja det har vi egentlig allerede hørt om. For en gård I Rens var der set en for-brand. Gården er dog ikke brændt endnu. Alligevel er det noget at fortælle om dette varsel. Gården blev i 1890erne brudt ned og nogle fag bygning blev solgt til tre forskellige ejendomme på Bramsted Mark, Egebæk Mark og Lille Jyndevad Mark. Her blev byggematerialet anvendt til tilbygninger. Under et heftigt tordenvejr omkring 1900 slog lynet ned i disse tre ejendomme og de nedbrændte alle tre på en dag.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Artikler fra Slogs Herred