Artikler
Maj 19, 2023
Viften – Historiefortælling – Sarkasme – eller Revsende?
Med jævne mellemrum anmelder vi lige som historiske bøger også film. Denne gang er det ”Viften”. Og hvorfor hedder filmen lige det? Filmen er lanceret som komedie. Men den er ikke lige morsom hele vejen igennem. Det er heller ikke en ”klassens Time”. Masser af pudsige episoder. Absurd komik blandes med historiens alvor. Men holder det? Filmen behøver ikke at være historisk korrekt. Men så skal det vel anføres? En af filmens formål er at holde diskussionen i gang. Og det handler om historieformidling. Danmarks selvopfattelse. Virker humoren? Danmark vil gerne romantisere sin historie. Black Lives Matter. Nogle ting i filmen får ikke nok opmærksomhed. Forstår ”Den Gamle Redaktør” i grunden filmen? Danmarks romantiske selvbillede er udfordret. Hvem er Irminger? Bekæmpede sørøvere. Slaveriet skulle udfases over 12 år. Oprør nedkæmpet. 40 brune døde – 0 hvide døde. Peter von Scholten først dømt – senere frifundet.
Ikke lige morsom hele vejen igennem
Vi har været i biografen for at se filmen ”Viften”. En film om slavehandlen i Dansk Vestindien. Men det er ikke en helt almindelig historiefilm. Og det var heller ikke lige humoristisk hele vejen igennem.
I filmen kan vi høre Søren Sætter Larsen fortælle, at ”Danmark er en stolt slavenation”. Og så ser vi ellers Dannebrog vaje.
Det er ikke ”Klassens time”
Filmen blæser på vores uvidenhed om Danmarks fortid som slavernation væk. Er det nu det, filmen ville? Filmen er langt fra ”klassens time”. Ja det er ikke det ulmende oprør, der interesserer filmen. Det er mindre begivenheder og magtkampe.
Pudsige episoder
Vi er i den danske guvernør Peter von Scholtens husholdning. Og så er det ellers Petrine, som er et ”pragteksemplar af en husholderske”. Men hun er slave. Og så er det Anna Heegaard, som er ”frikulørt”. Hun er frikøbt og har en affære med Peter von Scholten.
Denne von Scholten skal have en medalje men kongen, der er på besøg, kan ikke finde en eneste ledig plads. Og mens der drikkes te, kan te-selskabet tydelig høre en slave blive pisket lige i nærheden,
Absurd komik blandes med historiens alvor
Manuskriptet er skrevet af en filmens hovedpersoner, den mørke Anna, som i virkeligheden hedder Anna Neye, som vi kender fra det satiriske program ”Normalerweize”. I filmen har hun fået den ide at blande absurd komik med historiens alvor.
Filmen behøver ikke at være historisk korrekt
Filmen viser på en ironisk måde, hvordan Danmark agerede under den tid, hvor vi var kolonimagt. Filmen vil holde samtalen i gang. Det handler om racespørgsmål og Danmarks historie. Man bruger filmens fordele både med musik og farver. Ja til tider er det helt pastelagtigt. Det er som om det er reklame for caribisk rom.
Man spekulerer på om det er historisk korrekt. Og det behøver det vel heller ikke at være. Filmmager har en kunstnerisk frihed. Men så må det vel på en eller anden måde tilføjes. Man bruger historiske personer.
Hvorfor hedder filmen lige ”Viften”?
Og hvorfor hedder den lige viften? Jo små brune børn blev hejst op over bordet, hvor de ”hvide grødhoveder” sad og viftede med en vifte så de hele tiden kunne få frisk luft.
Filmen skal holde diskussionen i gang
Nej Danmark var bestemt ikke de ”rare kolonister”. Det ved vi jo vel efterhånden. Og det gælder jo også andre steder i danmarkshistorien. Vi behøver slet ikke at gå så langt tilbage i historien og slet ikke til Dansk Vestindien. Tag bare besættelsestiden.
Og det handler ikke bare om man var gode ved jøderne eller ej.
Filmen skal være med til at holde diskussionen i gang. Men hvad hjælper det hele, når ingen reagerer, når man har fundet ting, der er uretfærdige eller finder konstruerede historier, der skal dække over det, der virkelig er sket i historien. Og så kan det godt være, at man siger, at samtalen aldrig må stoppe.
Danmarks selvopfattelse
Det handler også om Danmarks selvopfattelse. Vi ved jo godt efterhånden, at vi ikke var værre eller bedre end så mange andre nationer, Det gælder også for slavehandlen. I denne film er det som om provokationen udebliver.
Virker humoren
Grotesk er den scene i filmen, hvor den brune dreng med viften er hejst op på en plade over bordet med viften og hvor kongen hilser på ham:
Så er det scenen, hvor Petrine anmoder sin ellers gode veninde, Anne om lov til at købe sig og sønnen, Frederik fri. Men Anne kvitterer med at give hende en knaldende lussing.
Det virker lidt forkert at bruge humoren i denne lidelsesfulde og dyster historie. Danmark blev rig på slavehandel. Vi kan se det på nogle af de palæer, der blev bygget. Men skal disse palæer så rives ned?
Vi romantiserer vores historie
Den største racist i historien er admiral Irminger, der får Petrine og Anna til at stå mellem ham og en abefigur, som var han topmålet af sin egen udgave af evolutionen.
Det er absurd at se slavegjorte betale leje af sig selv, når de arbejder for andre end deres ejere, og se dem prissat som en vare. Det virker alt for pænt.
Mere eller mindre er vi ofte kommet til at romantisere Danmarkshistorien. Handler det om synlig magt eller hvor undertrykte man selv bliver?
Black Lives Matter
Black Lives Matter ramte Verden og ramte Danmark. Pludselig skulle skulpturer ødelægges og historien omskrives. Men hvad hjælper det hele, når dokumenter ligger skjult for almindelige mennesker eller du bliver nægtet adgang til dem.
Det Oscar – vindende slavedrama ”12 Years a Slave” blev for ti år siden kritiseret for at være torturporno med sin nådesløse realisme. Nu må volden ikke mere udpensles.
Nogle ting får ikke fuld opmærksomhed
Admiral Irminger vil statuere et eksempel. Han vil statuere et eksempel mod den gruende opstand. Han samler husets slavegjorte og svinger sin økse mod syndernes håndled fastholdt på en træblok. Men der klippes væk lige inden afhugningen.
Hverken satiren, grusomhederne eller humoren får fuld opmærksomhed. Egentlig var det ikke så meget at grine af undervejs. Formålet har sikkert været af fortælle en afvigende historie
Forstår ”Den Gamle Redaktør” fremgangsmåden?
Men filmen handler om frihed contra ufrihed, om at vold avler modvold. Filmen virker som om den er inddelt i kapitler. Men måske er filmen en opvisning i tvetydighed som ”Den Gamle Redaktør” ikke rigtig forstår.
Danmarks romantiske selvbillede er udfordret
Måske skal vi fjerne ”Cirkel-kaffe-pigen”? Det er som de farlige ord i ”Facebook”. Her er der ord du ikke må sige, så bliver du i den grad sat i bås. På en måde er det befriende at Danmarks romantiske selvbillede bliver udfordret. Og så er verdenshistorien skrevet af og om hvide mænd.
Her på siden har vi en artikel med Peter von Scholten. Og det er fint nok, hvis filmen sætter spørgsmålstegn ved hans heroisme. Racisme er ondskabsfuld, det viser filmen også. Og man må heller ikke skille sig ud fra normerne – det gælder for øvrigt også i historieformidlingen.
Hvem var Irminger?
Men hvem var denne åbenbart meget racistiske Carl L.C. Irminger i virkeligheden? Peter von Scholten er helten eller er han? Irminger skulle bekæmpe ethvert oprør med magt. Han arbejdede i mange år tæt på kongehuset. Han var ærgerlig over at slaveriet var opgivet.
Bekæmpede sørøvere
Irminger var en stor modstander af Grevinde Danner, som giftede sig med Frederik den Syvende. Som 23 – årig blev han sekondløjtnant. På en tjenesterejse til Vestindien fik han til opgave at bekæmpe pirater, som havde plaget de danske besiddelser i lang tid. Og det lykkedes med succes.
Slaveriet skulle udfases over 12 år
Han nåede at hjælpe med at bekæmpe et oprør i Guinea med sit besøg med det danske orlogsskib Guinea. Denne ø blev senere solgt til England i 1850 for 10.000 pund.
På De Vestindiske Øer var storhedstiden for længst forsvundet. Jorden var efterhånden udpint. Planteejerne var i skarp konkurrence var i skarp konkurrence med Cuba og Costa Rica.
I 1847 var det besluttet at slaveriet ved kongelig forordning skulle afvikles over en 12 – årigperiode. Dette betød at børn fremover blev født frie. Deres forældre skulle fortsat i et årti være slaver. Denne beslutning var upopulær på øerne.
Peter von Scholten giver efterhånden efter for slavernes krav.
Oprør nedkæmpet – 40 døde
Den 2. juli 1848 er der ballade, særlig i Frederikssted. Irminger vil straks sejle afsted for at slå oprøret ned men Peter von Scholten sig nej.
Åbenbart var han alligevel kommet til Frederikssted. Han erklærede stedet i undtagelsestilstand og oprettede standretter. Han begyndte at fange dem, som han troede var urostiftere.
I mellemtiden havde Peter von Scholten fået et slagtilfælde og var døden nær. Mod Peter von Scholtens ordre var der træfninger rundt omkring, hvor hvide skød mod ubevæbnede sorte. Da der kom ro på, blev tabene opgjort til 40 dræbte. Alle var sorte og ikke en eneste hvid.
Peter von Scholten først dømt – senere frikendt
I Danmark mener man, at Peter von Scholten havde fået et nervesammenbrud. I 1850 begyndte retssagen mod ham. Han fik frataget sin titel og sin pension. Måske var det fordi, at Carl Irminger spillede en stor rolle som medlem af domstolen.
Et par år efter kommer sagen for Højesteret. Her blev on Scholten blive frifundet. I samtiden var der flere, der mente at von Scholten ikke havde rygdækning for det han gjorde. Skulle man have fulgt Irminger, havde slaverne ikke fået deres frihed.
Irminger døde i 1888 og er begravet på Holmens kirkegård. Og der blev opkaldt en gade efter ham. Irmingersgade forbinder Blegdamsvej og Sortedam Dosseringen på Østerbro.
Peter von Scholten ligger på Assistens Kirkegård. Her var der debat om pladen skulle laves om.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 17, 2023
Vidåen – et stort vandløb
Mange forgreninger – helt til Løjt Kirkeby. Videåen det 3. største vandløb. Det afvander en tredjedel af Sønderjylland. I Tønder by optages endnu to vandløb. Nye kanaler er gravet. I Tønder er kanalen gravet i 1587. Man håbede på at Tønder atter kunne blive havneby. Den store pumpestation ved Lægan. Også en ved Rudbøl Sø. Den største forandring på det sidste stykke. Højer havde en liblig havn. Sidste gæster tog nu over dæmningen. Oversvømmelser øst fra. Flere forslag om afvanding. Fremstilling af energi. Masser af møller. Største samling af Nordsø – Snæbel. Den nye Vidå – sluse.
Mange forgreninger
Vidste du, at Vidåen er Danmarks tredje største vandløb. Det afvander et areal næsten lige så stort som Tønder Amt. Dens tilløb kommer fra fangarme over til vandskellet på østkysten 2-4 km fra Aabenraa og Flensborg Fjord.
Der er fire hovedløb er Arnå, Hvirlå og Sønderå og Grønå. De forenes i en bred å syd for Tønder, der så blev kaldt Vidå. Som barn badede vi meget i Grønå. Det var herligt.
Hestholm Sø havde tre forbindelser til Grønå. Men de to af dem er nu lukket. Og det betyder, mener de kloge, at en væsentlig mindre del af fiskeynglen bliver spist af fugle og rovfisk i Hestholm Sø og dermed gennemfører deres vandring til Vadehavet.
Ændringen vil også være gavnlig for den truede laksefisk, snæbel.
Næsten helt til Løjt Kirkeby
Arnå strækker sig længst mod nord. Af dens tilløb udspringer Surbækken i nærheden af Hovslund ved den sønderjyske længdebane. Og så er det Rødå, der med sit tilløb Hjarup Å løber ind til Løjt Kirkeby.
Lige syd for Sivkro i Bedsted sogn forener Surbæk og Rødå sig i Arnå, der over en længere strækning nu er kanaliseret og har ret betydeligt fald.
Øst for Tønder, syd for Store Emmerske forenes Arnå sig med Hvirlå, der har sit udspring i Hjordkær Sogn.
I Tønder optages yderligere to vandløb
Grønå føres i en dige-beskyttet kanal langs sydsiden af Jejsing Banke. Den dannes syd for Byllerup af tilløbene Slogså og Uge Bæk, der gennem deres talrige tilløb afvander eng – og mosestrækninger i Bjolderup, Hjordkær, Uge, Ensted og Tinglev sogne. En masse vandløb er tilløb.
Åen kaldes nu Vidåen og føres nu beskyttet af diger ind gennem Tønder, hvor den optager Galgestrømmen og St. Laurentiusbækken.
Sønderå danner sammen med sine tilløb Gammelå og Skelbæk på strækningen fra toldstedet ved Møllehus syd for Tønder til sydøst for Sofiedal i Tinglev sogn grænsen mellem Danmark og Tyskland. Tillige er Skelbækken det gamle skel mellem Slogs og Kær herreder.
Sønderå kaldes på en strækning for Jyndevad Møllestrøm. Gennem sine forgreninger Bjerndrup Mølleå og Gejlå sine udspring helt inde i Felsted sogn sydøst for Aabenraa og i Holbøl og Kværs sogne.
Nye kanaler er gravet
Fra Kær herred syd for grænsen optager den Karlum Å. En kanal fra Vindtved ved landegrænsen vest for Lydersholm over Holmgård til et punkt lige syd for Jejsing Banke forbinder Sønderå med Grønå. Vandet fra Sønderå kan efter behov ledes ind i Grønå.
I det hele taget er åerne og bækkene i det tidligere sumpede engområde mellem hovedvej A 8 og landegrænsen syd for Rørkær og Jejsing sogn reguleret. Nye kanaler er gravet og gamle å-slynger er ved at forsvinde.
Et større kultiveringsarbejde er gennemført. Og det er en skam. En del af den gamle landskabelige idyl er forsvundet.
I Tønder er kanalen gravet i 1587
I Tønder løber Vidåen gennem en kanal, der blev gravet i 1587. Her blev der senere anlagt en smuk bypark. Den gamle vandmølle blev opført samtidig med kanaliseringen. Og den står der endnu selv om dens hjul ikke mere omsætter vandets kraft til energi.
Det lille havne-anlæg har man igen fundet frem til. Den forsvandt jo efter afvandingen i 1929. Ja vi har skrevet om den. Man kan slet ikke sammenligne denne havn med den der engang var her i Tønder. Det var dengang, der var et helt andet kystforløb. Dengang gik der en bugt ind til Tønder.
Man håbede på at Tønder atter blev havneby
Man nærede længe et håb om, at Tønder igen kunne blive en havneby. Man regnede så småt med at det kunne blive til virkelighed i 1870erne. Og så er det jo historien om ”Graf Bismarck”, en lille hjuldamper, der i 1871 sejlede fra Højer til Tønder
Med henblik på at få en fast rutefart til Højer blev kanalen i 1873 til Askersodde uddybet. Denne kanal var oprindelig udgravet fra 1611 – 1617. men ak dette arbejde var forgæves.
Fra Tønder Vandmølle eller som vi stadig siger fra Bachmanns Vandmølle løber åen i en ny-gravet kanal med tre meter høje diger på begge bredder ca. en kilometer mod syd den ligeledes inddigede Grønå.
Den store pumpestation ved Lægan
I en fælles ny kanal ledes vandmasserne til den store pumpstation ved Lægan, umiddelbart nord for grænsen ved landevejen fra Tønder til Aventoft. De gamle å-slynger her må også forventes med tiden at gro til.
Disse pumpestationer er an hjørnestenene i Tøndermarskens afvanding. De sørger for at regnvandet fra de lavtliggende marskjorder pumpes væk. Da jorden er leret, løber vandet fra markerne via grøblerender og grøfter ud i kanalsystemet. Via kanalerne ledes vandet til pumpestationerne, hvor roterende skovlhjul hæver vandet op i Tøndermarskens inddigede vandløb bl.a. Vidåen.
Lægan Pumpestation fra 1929 er den største af fire pumpestationer, der blev påført i forbindelse med Tøndermarskens afvanding 1927 – 30. Bygningen er faktisk tegnet af godsinspektør på Scjackenborg Slot, H.C. Davidsen.
Området omkring Lægan rummer betydelige spor af Tøndermarskens historie. Da diget fra 1556 resulterede i dårlige adgangsmuligheder til Tønder via Vidåen, lagde skibe an ved Lægan – heraf navnet.
Også pumpestation ved Rudbøl Sø
På den anden side Lægan støder Sønderå til Vidåen og i Rudbøl Sø, som åen passerer, optages ved Verlath pumpestation de store tilløb fra søerne syd for landegrænsen.
Længere ind mod Højer støder Sejersbæk og Lindskov møllestrøm til. De blev også reguleret ved afvandingen i 1929.
Den største forandring på det sidste stykke
Den sidste trækning fra Tønder til Vesterhavet er den del af Vidåen som i historisk tid har gennemgået størst forandring. Dels har inddigningen af kogene medført, at dens løb gennem de flade marskenge er blevet forlænget med ca. 20 km, og dels har den som nævnt ved afvandingen på sin vej fra Tønder til Rudbøl over en lang strækning fået et helt nyt løb.
Ved bygningen af diget Højer-Rudbøl – Lægan – Grelsbøl i årene 1553 – 56 blev der etableret havsluse ved Lægan. Da Gudskog syd for grænsen blev inddiget 1562-66 rykkede man slusen frem til Rudbøl.
Gammel Frederikskog blev inddiget 1692 og Vidåen kom til at løbe flere km mellem to parallelt løbende diger.
Ved dige-slagningen mellem Nørremølle og Hjørnekroen nordvest for Rudbøl 1715 blev slusen flyttet herhen. Først ved Ny Frederikskogs ind-digning 1859 – 61 flyttede havslusen til sin nuværende plads lige syd for Højer.
Højer havde en livlig havn
Højer har haft en vigtig havn både før og efter slusen. Før den gamle sluse kunne både uhindret komme ind i Højer Kanal. Fra 1855 var der dampskibsforbindelse til England. Havnen blev brugt som godshavn. Og så blev der transporteret masser gæster til Sild herfra.
Et omfattende fiskeri foregik også herfra.
Højer Gamle Sluse består af en åben 7,5 meter bred hovedsluse, forsynet med tre sæt stemmeporte og af to lukkede godt 3 meter brede slusegennemløb. Hoved-slusen kan passeres af fiskerbåde og mindre fartøjer.
Silds gæster tog nu over dæmningen
Jernbanen til Tønder blev færdig i 1892. Der blev ført spor ud til slusen. På havneområdet var også en kalkovn, hvor man brændte kalk af skallerne af hjertemuslinger. Desværre blev jernbanestationen revet ned, da jernbanedriften ophørte efter at Hindenburg – dæmningen var opført til Sild i 1927.
Men slusemesterboligen eksisterer stadig som restaurant.
Oversvømmelse øst fra
Med denne sluse var man nogenlunde sikret og dog. Som vi i tidligere artikler har skrevet, så måtte en masse beboere alligevel evakueres da vandet allerede sprøjtede over digerne ved en stormflod.
Men området var ikke sikret mod oversvømmelse af ferskvand østfra i efterårs – og vintermånederne. Man havde ganske vist opkastet en del lave å – og mellemdiger, der skulle hindre oversvømmelser.
Men underugunstige vejrforhold med megen nedbør i Vidåens store afvandingsområde og med højvande uden for havslusen, kunne denne ikke åbnes. Det tilstrømmende vand fra gestegnene i forbindelse med marskens egen nedbør medførte ret så store oversvømmelser.
Flere forslag om afvandingen
Ofte var Tønder ved vintertid næsten omgivet af vand på alle sider. Værfterne i marsken ragede op som små øer. Undertiden kunne oversvømmelserne vare fra sidst i august til hen i april måned. For beboerne på værfterne var tilværelsen om vinteren ikke særlig tillokkende.
Måske var det bedst hvis man i frostvejr kunne færdes over isen eller inden frosten komme kun færdes med båd. Ofte gik en oversvømmelse ud over det som man havde sået.
Gentagende gange havde man fremsat forslag om en regulering af Vidåen og afvanding af marsken. Først efter Genforeningen /Afvandingen lykkedes dette. En afvandings-kommission blev nedsat. I 1925 blev der vedtaget en lov, der i hovedsagen gik ud på at inddige åerne til et godt stykke øst for Tønder. Ved hjælp af pumpestationer skulle overskydende vand pumpes i Vidåen.
Fremstilling af energi
Nødreservoirer blev anlagt omkring Rudbøl. Ved et digebrud ved Rudbøl i 1960erne viste dette sig at være særdeles nyttigt. I dag pumpes vandet op i åen med kraftige eldrevne maskiner i fire store pumpestationer beliggende ved Lægan, Nørremølle og syd og øst for Højer.
Tidligere blev vindkraften brugt til fremstilling af energi. Vandmøllen i Tønder havde endda indtil 1955 en turbine til fremstilling af elektricitet, der solgtes til byen.
Masser af møller
Ved Suråën lå Hellevad Vandmølle, ved Arnå Andrup Mølle, grundlagt af munkene i Løgumkloster. Solvig Mølle hørte under herskabet på Solvig. Bjerndrup Mølle hørte under Ahlefeldt’ erne på Søgård. Søllingvrå Mølle ved Terkesbøl Å i Bylderup sogn var mølle for nogle ”fremmede undersåtter” i Tønder amt. Vest for Tønder lå den schackenborgske Lindskov Mølle ved Lindskov Møllestrøm.
Nogle af møllerne tilhørte landsherren, andre adelige godsherrer. Men om alle gjaldt det at de havde et bestemt klientel af tvangsmølle-gæster. De måtte tillige yde hoveri ved større reparationer og anlægsarbejder.
Det var et godt aktiv at være mølleejer og en god bestilling at være mølleforpagter. I Tøndermarsken fandtes indtil afvandingen en helt anden slags ”vandmøller”, de hollandske vejrmøller, der pumpede vand fra de lavtliggende arealer til højere liggende vandløb eller direkte ud i åen. Sydøst for Højer stod på hver side af åen stod to af disse karakteristiske møller. De burde have været fredet som et vartegn for marsken.
Største samling af Nordsø – snæbel
Nogle steder er er åen 30 meter bred. Og er åen har været en vigtig transportvej til Tønder. Her er også blevet transporteret smuglervarer.
Vidåen har verdens største, naturlige bestand af den truende Nordsø-snæbel. En række tiltag i forbindelse med snæbelprojektet har skabt bedre vandrings- og gydeforhold for snæbel og andre fisk. Således er der i 2008 – 2009 skabt fri passage ved Bachmanns Mølle i Tønder og ved rens Dambrug. Dette giver fiskene adgang til flere gydepladser
Den nye Vidå – sluse
Uden for slusen fortsætter åen endnu en kilometer. Og her finder vi så Vidåslusen. Den er en del af Det Fremskudte Dige, der blev bygget 1979 – 1981. Det skete efter skete efter stormfloden 3. januar 1976, der truede med at gå over det gamle dige fra 1861.
Slusen sikrer at Vidåens vand ved ebbe kan strømme ud i Vadehavet og hindrer samtidig at vand ved højvande strømmer ind i Vadehavet. Af hensyn til fuglelivet er der lige i nærheden etableret en saltvands-sø, hvor man henter vandet 800 meter ude i Vadehavet.
Det fremskudte dige går fra Emmerlev Klev mod nord til Hindenburg – dæmningen i syd.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 15, 2023
Østerbro – den fortsatte historie
Fornemme ejendomme på Østerbro. Jagtvej blev anlagt. Rettersted nord for Kastellet. I 1801 boede der 659 personer på Østerbro – forholdsvis velhavende. Meget blev ødelagt i Classens have. Haven blev udstykket. Man skulle have en nøgle for at komme ind. Små havne og badeanstalter blev anlagt. Ændringer i bestemmelser omkring demarkationslinjen. Først i 1880erne begyndte højhusbyggeriet. Ballade på værtshuset. Nye fabrikker og institutioner. De velhavende skulle holde takt og tone. Idrætten holdt sit indtog. Militæret gav endelig slip i 1919. Industriforetagender på Østerbro.
Fornemme ejendomme på Østerbro
Efterhånden opstod der fornemme ejendomme frem på Østerbro. Dette skyldtes gode forhold for handel og industri. Kvarteret foran Østerport tog form. Øster Alle blev rettet ud og anlagt omkring 1750.
Jagtvej blev anlagt
Jagtvej blev anlagt fra Falkonergården til Store Vibenshus. Ved kongelig resolution af 29. september 1767 blev kongevejsanordningen fra Store Vibenshus til Fredensborg ophævet. Fra Store Vibenshus til Lyngby blev der offentlig tilgang fra den 10. november 1769. Man måtte dog betale bompenge.
Fællederne blev indgrøftet og forsynet med diger. Fra 1768 førtes Jagtvejen videre til Lille Vibenshus. På Østerbrogade mellem Østerport og Søerne blev der blev der plantet dobbeltalleer. Der var ridestier på siderne og fortove i de to sidealleer.
De store bøndervogne, der på store udflugtsdage holdt foran byporten for at køre folk til skoven, flyttede til Trianglen.
Rettersted nord for Kastellet
Så burde vi nævne henrettelsen af Brandt og Struensee, men det har vi allerede gjort i to artikler. Det startede med at de fik hånden hugget af. Det hele var ret så barbarisk. Retterstedet var på et tidspunkt ved stranden nord for Kastellet.
I 1801 boede der 659 personer på Østerbro
Særlig i 1790erne tiltog befolkningstallet på Østerbro. Men endnu i 1793 havde Nørrebro og Østerbro kun tilsammen 936 indbyggere. I 1801 var der på Østerbro hele 659 indbyggere, heraf var der mange velhavende beboere.
Meget blev ødelagt i Classens Have
Og så kom 1807 med englænderne. I kampen i Classens Have havde danskerne 20 faldne og 82 sårede. Der var sket store skader i den smukke Classens Have. Heldigvis var Antonienborg forblevet uskadt.
Classens Have blev udlejet til en gartner, der drev erhvervsgartneri. I havens sydøstligste hjørne blev der opført en ejendom til udlejning – Lille Ejegod.
Skuespillefamilien Rosenkilde kom til at bo i ”Det Hvide Hus” på hjørnet af Classensvej. Og herfra har datteren Julie Sødring givet maleriske beskrivelser. Og når Borgervæbningen skulle på øvelse lå Julies bror bag havehækken og skød med pusterør mod de tapre soldater.
På Rolighed samledes den litterære elite sig. Siden var det her, at Moritz Melchior, der overtog stedet. Det var her H.C. Andersen tilbragte sin sidste tid.
Classens Have blev udstykket
I 1846 fik P.H. Classen Kancelliets tilladelse til at udstykke sin have. Det gav gode penge. Foreløbig blev der kun bygget langs Strandpromenaden. Det var på de såkaldte lodder. Her blev en række villaer opført med hver deres træbro over kanalen. Her blev også bygget den smukke Aggersborgs villa.
Man fik brugsret over stranden. Man måtte dog ikke bygge her eller forstyrre det fri udsyn. Enhver fik nøgle til bommene for enden af Strandpromenaden.
Man skulle have en nøgle
De 47 parceller i Rosenvænget – område har vi beskrevet i flere artikler. Rosendalsvej hed fra 1886 Slagelsesgade. Og Rosenvængets Tværvej hedder i dag A.F. Kriegers Alle. Danmarks første villakvarter havde porte, hvor man skulle have en nøgle for at komme ind. Man kunne sandelig ikke have enhver til at strejfe rundt her. Usædvanlig mange kendte blev forsamlet her.
Østerbro fik et døvstumme-institut allerede i 1839 på trods af alle bestemmelser om demarkationslinjer. I 1857 kom der et anseelig Blindeinstitut til.
Små havne og badeanstalter
På hjørnet af Promenaden langs stranden og Kastelsvej byggede badeentreprenør Bech i 1845 villaen Christiansgave og lige for enden af Citadelshaven sin badeanstalt. Brændehandler Jens Knudsen fik skabt en lille havn. Her kunne mindre skibe gå ind. Mellem Bech og Knudsen anlagde billedkunstneren H.F. Møller også en badeanstalt.
C.K. Hansen fik også anlagt en havn. Han ejede et rederi. Pramme og mindre både kunne lægge til her. Siden blev stedet udlejet til skibsbygger C.N. Lautrup. I det følgende halve snes år byggede han træskibe.
Lidt længere nordpå ved Kalkbrænderiet gjorde man i 1858 klar til anlægget af Kryolitselskabets fabrik Øresund.
Ændringer i bestemmelserne omkring demarkationslinjen
Koleraen var på vej i 1853. Mellem Trianglen og Strandvejen (Nu Østerbrogade) og Øster Alle blev der opslået træbarakker. Siden sørgede Lægeforeningen for, at der i første omgang blev opført 6 længer med boliger til mindrebemidlede.
Ændringerne i bestemmelserne om demarkationslinjen 1852 fik stor virkning uden for Østerport. Men først i 1858 blev Østerport nedrevet.
Først i 1880erne begyndte højhus-byggeriet
Det var først i 1880erne, der kom gang i højhusbyggeriet. Da begyndte kvarteret nord for Kalkbrænderivej at skyde op. Herude fandt man store gartnerier og til højre for vejen lå ejendommen Nøjsomhed omgivet af en stor park.
En vej førte herfra ud mod batterivej (nu Viborggade., hvor August Neuberts store tekstilfabrik var anlagt. Længere ude drejede vejen af ved Philip W. Heymans Svineslagteri og nogle stenhuggerier.
Ballade på værtshuset
Endnu længere ude rejstes fra 1875 Øresundshospitalet og i 1877-79 Østre Gasværk. På denne tid boede der på Ydre Østerbro sandgravere, stenfiskere og fiskere i små rønner ”daarligt bygget af Murbrokker og gammelt Skrammel”. På Lars Nielsen beværtning på hjørnet af batterivej og Sibbernsvej (nu Strandboulevarden) opstod der ofte slagsmål mellem disse grupper.
I 1876-78 blev den første kirke bygget på Østerbro. Dat var Sankt Jacobs Kirken, hvis sogn blev udskilt fra Sankt Johannes Sogn på Nørrebro.
En masse højhus – byggeri fulgte. Det som kom til at ændre bydelens karakter. var anlægget af Frihavnen. Det frie udsyn til Øresund gik tabt. Det skete i årene 1891 – 94. Endnu kraftigere føltes afspærringen fra vandet da Kystbanen til Hellerup 1895 – 97 førtes gennem en viadukt under Strandvejen omtrent ned langs den tidligere kystlinje til Østerport Station. En smule erstatning bød anlægget af Langeliniebroen tværs over sporarealet.
Nye fabrikker og institutioner
Nye fabrikker og institutioner kom til bydelen. I 1893 vedtoges anlægget af den nuværende Østbanegade og 1895 blev man enige om anlægget af Strandboulevarden. Den gamle Strandpromenade blev herved udvidet stærkt i bredden og svinget ind vest bag Christiansgave. En række sidegader til Kastelsvejen blev anlagt. Den østligste del af det Classenske terræn blev indtil videre udlagt som kolonihaver.
De velhavende skulle holde takt og tone
Mange steder gjaldt det om at opretholde skæret af rigdom. Takt og tone var nøje afstukket. Man tilstod ikke sine mangler. Det var afgørende at holde overfladen i orden. Hele dette liv blev bevaret indtil Første Verdenskrig.
Men også Arbejdernes Byggeforening havde travlt. I 1902 havde de bygget 999 lejligheder.
Idrætten holdt sit indtog
I 1888 var det Kongelige Opfostringshus flyttet til Randersgade. I 1901 – 1902 fik vi Østre Elektricitetsværk tæt ved Trianglen. Og så rykkede idrætten ind på Østerbro. Det startede med at Boldklubben af 1893 lejede 6 tønder land til fodboldbaner.
I maj 1908 efter lange drøftelser bevilligede Københavns Borgerrepræsentation et stort beløb til anlæg af en idrætspark på 17 – 18 tønder land. Og opførelsen af det såkaldte Fælledklubhus.
Siden fulgte i 1911 Lawn – Tennishallen og samme år blev hockey-banen indviet. I 1912 fulgte atletik-banen og den 6. juni 1914 foretoges den højtidelige indvielse af idrætshuset. . I 1925 -1926 føjedes en facadebygning mod Østerbrogade, hvor der var plads til biografteater og restaurant.
I 1929 – 1930 fulgte opførelsen af en prægtig svømmehal og 1934 – 1935 kom så opførelsen af en stor tribune mellem fodboldbanen og kricketbanen. Hele dette store anlæg smykkedes med en række fortrinlige billedhuggerarbejder.
Militæret gav endelig slip i 1919
Uden om idrætsparken blev Fælledparken beplantet. Militæret gav først endelig slip i 1919.
Og så skal vi da ikke glemme det flotte posthus, der blev anlagt i 1920. Længere ud af Øster Alle var der bygget en række fornemme villaer.
Til venstre for indgangen til Blegdamsvej blev Frimurerlogen bygget. Og midt for Genforeningsmonumentet.
Industriforetagender
Men der var da også en række industriforetagender, bl.a. flere store chokoladefabrikker på Lyngbyvej:
Jo Østerbro blev også en stenørken. Dog blev byggeriet nok af en lidt bedre kvalitet på Østerbro fordi man kom lidt senere i gang med højhus – byggeriet her.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 13, 2023
Det nye kvægmarked i Tønder
Stude fra hele Vestslesvig og Vestjylland. Op til 3.000 stk. kvæg til et marked. Fyldte en stor del af byen. Lejere og ejere skulle rydde op. To forslag til, hvor man skulle flytte hen. Sand fra Jejsing bjerg. Inspiration fra Husum Stadig transport gennem byen. Efter Genforening/Indlemmelse svandt kvægmarkederne ind. Nabobyerne kunne også mærke, st det var marked. Der blev drukket masser af punch. Masser af gratis omgange. Byens små forretningsdrivende tjente også penge. Knægtene tjente penge på en smart måde. Min far tjente penge på vaffelis.
Stude fra hele Vestslesvig og Vestjylland
Kreaturmarkederne spillede en stor rolle for Tønder. De største kreaturmarkeder holdtes om foråret i april og maj måneder, hvor de magre kreaturer skulle på opfedning ude i Tøndermarsken.
De blev tilført fra hele Vestslesvig og fra Vestjylland om efteråret. I september og oktober måned blev kreaturerne atter ført ind i byen. Nu var de blevet fede.
Op til 3.000 stk. kvæg
Kreaturhandlere fra hele riget strømmede til byen. Også fra Rhinlandet strømmede de til. På de store markedsdage var tilførslen på 3.000 stk. kreaturer.
Fyldte en stor del af byen
Helt ind til de første år af 1890erne afholdtes kreaturmarkederne i byens gader. Fra Laurentiusbækken i vest ind over Storegade til et langt stykke ned i Østergade, fra Søndergade over Torvet og Lille Torv samt Jernbanegade (nu Richtsensgade) fyldte kreaturerne gaderne.
De skulle holde sig til selve gaderne men gik også op på fortovene, indtil driverne gennede dem derfra. Når man skulle i skole måtte man bruge linealen for at bane sig vej. En stor del af handelen foregik i staldene. I midten af firserne havde købmand Klüwer, gæstgiver Friedrichs på Svanen og en tredje bygget stalde, der åbnede sig ud mod Søndergade.
Henimod firetiden var markedet forbi. Kreaturerne blev nu drevet til deres bestemmelsessted. De fleste skulle med vest-banen (March – Bahn) mod syd.
Lejere og ejere skulle rydde op ’
Det påhvilede husejerne at fjerne kvægets efterladenskaber. Der hvor stueetagen var udlejet, var forpligtelsen pålagt lejerne.
Det var ikke et videre behageligt arbejde at fjerne al den gødning, men det var jo nødvendigt. Når man derefter havde skyllet sit gadestykke flere gange med vand, som måtte hentes fra pumpen i gården, kunne man være sit gadestykke bekendt.
To forslag til, hvor man skulle flytte hen
I slutningen af firserne forsøgte man at få kvægmarkedet fjernet fra gaderne. Det har sikkert været forretningsfolkene, der ønskede dette. Gæstgiverne i de pågældende gader har derimod nok været imod denne forandring, som ville skade deres næringsvej.
Men hvor skulle markederne så afholdes? Der var to forslag. Nogle ville have en markedsplads anlagt vest for byen ved Aventoftvejen nu Vidingherredsgade. Da, det meste kvæg alligevel skulle syd på med toget, syntes dette at være mest hensigtsmæssigt.
Og så var det dem, der meste at kvægmarkedet skulle anlægges ved Sønderport. De fleste af byens gæstgivere gik ind for dette. Og de sejrede.
Sand fra Jejsing Bjerg
Byen vedtog i 1889 at erhverve de nødvendige arealer lige syd for byen. Den nye markedsplads blev anlagt på nogle engarealer øst for vejen til Sæd langs det søndre borgerdige. Disse arealer var om efteråret og vinteren oversvømmet. Det lå dog lidt højere end engene på den anden side af chausseen.
Engene måtte derfor opfyldes. Der blev lagt et tipvognsspor til Jejsing bakker, hvorfra sandet blev transporteret til sit bestemmelsessted. Efter at sandet havde sat sig, kunne man gå i gang med at gøre markedspladsen færdig til brug.
Inspiration fra Husum
Et udvalg havde været i Husum og studeret den daværende nye markedsplads. Man vedtog at tage den som forbillede for Tønder. Markedspladsen blev brolagt. Der blev anlagt gader med stadeplads til begge sider. Kvæget blev bundet til indhegningen med jernrør.
Ved adgangen til markedspladsen opførtes der boder til personalet, som skulle opkræve gebyrer. Her blev også opført lave bygninger til de besøgende, hvor man kunne drikke lidkøb på den afsluttende handel. Forpagtningen af disse bygninger blev en god indtægtskilde både for byen og få de få gæstgivere, der fik udskænkningsret.
Stadig transport gennem byen
Ikke blot kvægmarkedet med også hestemarkedet blev afsluttet her. Nogle år senere opførtes der i den sydlige del af pladsen en stor rund bygning, hvor hingstekåringen fandt sted.
Da der udbrød kolera i Hamborg i 1892 fremskyndte man at tage den nye markedsplads i brug. Alle markeder henviste nu til Tønder.
Inde i byen havde man nu kun ulemper ved kvægets transport fra og til markedet. En del af transporten foregik dog forbi Bachmanns vandmølle og over Skibbroen til Vestbanen.
Det nye kvægtorv havde med arealerhvervelse, jordarbejde og indretning kostet 122.200 mark. Man har sikkert dengang korset sig over denne store udgift.
Efter Genforeningen/Indlemmelsen svandt kvægmarkederne ind
Da Genforeningen/Indlemmelsen trak grænsen lige syd for Tønder, svandt kvægmarkederne ind og handelen foregik på en helt anden måde. Der blev anlagt et eksportmarked ude ved Vidingherredsgade, hvorfra kvæget kunne læses umiddelbart i jernbanevogne.
Nu var det øjensynligt, at man i sin tid burde have lagt markedspladsen herude.
Nabobyerne kunne også mærke det
Også nabobyerne kunne mærke de store markeder i Tønder. Der var mange der overnattede i Rørkær. Sidste station inden Tønder. De kunne tidlig fra morgenstunden begive sig mod Tønder for at få den bedste plads på markedet.
Drengene fik som regel fri fra skole, for at kunne hjælpe med at drive gæs eller lignende til markedet. Og så var der kreaturer, der skulle vandes omme ved dammen.
Der blev drukket masser af punch
Handelsmændene kom fra nord og syd i deres hvide støvfrakker. Når de svingede med kæppen, var det et godt tegn. Så var priserne opadgående. Så sad pengene også mere løse og knægtene kunne tjene lidt ekstra.
Mit mellem værtshusene stod handelsmændene og klaskede hinanden i hånden, så det kunne høres over hele tønder. Ind imellem kom der nye besætninger til markedet, og de kunne let blandes med hinanden:
Disse råb hørtes konstant, og drengene gentog råbene. Inde i staldene var det stuvende fuldt. Folk sad i højrøstet samtale. Og det blev i den grad handlet og drukket puncher.
Masser af gratis omgange
Byens mandfolk samlede sig på byens kroer. Og mængden af disse var udvidet ganske betragtelig som følge af begivenheden. Handelsmanden gav en omgang i anledning af en god handel. En anden gav en omgang på grund af gode venskabs skyld. Et par uvenner gav også en omgang fordi de igen var blevet gode venner.
Byens små forretningsdrivende tjente også penge
På sådan en markedsdag blev det også tjent mere end sædvanligt hos byens små forretningsfolk. Ingeborg Friis, ”æ gammel skomache” måtte afsted efter flere ”kavringe (tvebakker) væ æ Bache å æ mærken”
August Høker solgte en masse horntove og hasselstokke. Kroerne løb dog med den største omsætning. Staldkarlen havde også en god dag. Han skulle holde styr på mange ting. Bl.a. 10 – 20 vogne skulle han holde øje med. Men han kendte udmærket sine kunder. Ved middagstid kunne han allerede regne ud, hvor mange penge, dagen ville give.
Knægtene fik småmønter på en snu måde
Min far fortalte, at ved de store markeder morede knægtene sig med at puste hagl i nakken på teltholderne, så de løb efter dem. Bagefter kunne de samle de mønter op som teltholderne havde tabt, da de løb efter dem.
Jo, der var masser af gøgl og flotte karruseller på markedspladsen. Men også op på Torvet var der gang i den. Her kom to mænd fra Helsingør, som blev kaldt Fy og Bi.
Min far tjente penge på vaffelis
I deres bod blev der solgt noget helt ukendt dengang – de solgte is i vafler. Isen fremstillede de selv. Min far var fast hjælp hos dem i de dage. Han skulle passe ismaskinen. Første gang gik det galt. Min far havde hentet fem liter fløde på mejeriet. De to første liter, han startede med, blev til smør. Men det tog Fy og Bi nu ikke så alvorligt. På den igen. Min far tjente en masse penge hos dem. Det var mange af hans kammerater, der misundte ham dette job.
Når teltet var pakket sammen, fandt min far også en del småmønter. Jo disse markeder var ikke kun indbringende for Heste – og Kreaturhandlere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 12, 2023
Schwennesen – Slægt, Ejendom og Stiftelse i Aabenraa
Stamfaderen. Han var gift tre gange. Præsten fortalte om sin slægt. Manden bag det flotte fattighus. Købmænd udgjorde borgerskabet. Jacob Schwennesen blev ganske velhavende. Manden bag Bommerlund Kro. To linjer af slægten deler sig. Bygningen fra 1772 så anderledes ud dengang. I 1871 stod der masser af vand i ejendommen. To tavler foran indgangsdørene. Uenighed om renten. Stiftelsen skulle først blive aktiv 8 år efter hans død. Husk lige seng, bord og to stole. Egen familie blev foretrukket. Legater udbetalt kvartalsvis. Ejendommen skulle genopbygges hvis den forfaldt. Stiftelsen mistede en masse penge.
Slægt
Nej vi tager ikke en slavisk gennemgang af familien. Det lader vi slægtsforskere om. Vi dukker ned i familien og fortæller selvfølgelig om ægteparret bag ejendommen og stiftelsen. Men det var nu ikke de eneste i familien, der tænkte på de fattige.
Stamfaderen
Slægtens stamfader er skipperen Schwenn Truelsen, der levede i Aabenraa i hvert fald fra 1676. I sidste halvdel af det 17. århundrede er der to personer i Aabenraa med dette navn. Spørgsmålet er så om det var far og søn. I Kongeriget var der dengang den skik, at når en søn skulle have samme navn som faderen, ja så skulle denne være død før sønnens dåb. Men nu var vi ikke i Kongeriget.
I 1676 møder vi hans ældste barn, Elin Schwennsdatter.
Han var gift tre gange
Den 14. februar mødte han op på Rådstuen med en klage over ”Peter Schusters sohn Peter”, der om natten havde forulempet ham med forskellige beskyldninger. Efter en kort arrest bad denne Peter om tilgivelse.
Og så ved vi at den 9. december 1692 klager Schwenn Truelsen over Johan Freess, der havde beskyldt ham for en masse i Højer, Hvor Schwenn havde hentet østers.
Jo stamfaderen for den berømte familie var gift tre gange. Fra det første ægteskab var der fire børn, af hvilke to døde som små. Hans næste kone døde i barselssengen. To år efter i 1697 giftede han sig for tredje gang med Cathrin Brandorp.
Præsten fortalte om sin slægt
Det er ikke sjusk fra forfatteren, når navnet fra dengang staves på en anden måde end i dag. Vi dukker ned under pastor Christian Schwensen, der beskriver sine forfædre med disse ord:
Manden bag det flotte Fattighus
Jacob Schwennesen havde tidligt opgivet skippernæringen og havde nedsat sig som købmand. Han blev en ret anset person i Aabenraa. Måske havde han ved sit ægteskab erhvervet sig lidt formue.
Det var ham, der byggede det flotte fattighus i 1772.
Købmænd udgjorde borgerskabet
I 1731 fik han foden under eget bord i Aabenraa. Han brugte Borgerbrevet til at opbygge sin eksistens som købmand. Varer blev importeret fra Østersølandene og solgt til et stort opland. Enkelte købmænd lagde vægt på handel med kolonivarer, andre havde betydelige varelagre af tekstiler.
Disse egentlige købmænd var Aabenraas overklasse. I Aabenraa drejede det sig om ca. 20 personer. De deltog alle personligt i forretningens drift lige fra ekspeditionerne i Kramboden til kontakten med leverandører og kunder på landet og i byen.
Alle byens større købmænd havde desuden interesser i søfarten. Ofte blev varerne transporteret på skibe, hvor købmanden var medejer. Ofte blev disse skibe også udlejet. Dette bragte en forrentning af købmandens investerede kapital.
Jacob Schwennesen blev ganske velhavende
Jacob Schwennesen fulgte dette mønster og arbejdet gav udbytte. I 1743 rangerede han endnu blandt byens mindre købmænd. Formuen var da vurderet til 400 rigsdaler.
Det var noget mindre end for eksempel rådmand Jacob Biørnsen. Han havde en formue på 3.400 rigsdaler. Hans kollega Christian Frellsen tegnede sig for 2.000 rigsdaler. Med årene voksede Schwennesens formue.
Han opkøbte produkter hos bønderne. Ja endda også kreaturer. Og byggemateriale indgik også i hans handel. Tekstiler var også en betydelig del af omsætningen. På Løjt Land var lærredsvævningen næsten en hel industri. Også de ting tog Schwennesen del i.
Med årene nåede Schwennesens købmandshandel en anselig dimension. Omtrent 40 år drev han handel. Omkring 1774 synes han at været gået på pension. Kigger vi på godsregnskaber fra Gråsten, Søgård og Trøjborg godser kan vi se, at Schwennesen har leveret betydelige mængder af bjælker, brædder, lægter, tjære og malinger til disse godser og sikkert mange andre.
Schwennesen var også skibsreder. Han har været ejer/medejer af mindst 5 skibe. Så også her fik han en del af kagen.
Jacob Schwennesen efterlod sig to døtre. Hans eneste søn, der blev voksen, mistede livet på søen. Det blev hans bror, Christian, der første slægten videre.
Manden bag Bommerlund Kro
Pastor Schwensen fortalte, hvorledes han far som dreng blev sendt til en guldsmed for at omsætte noget af husets sølvtøj i penge. Hans æresfølelse blev krænket, da guldsmeden forhørte sig, om han var kommet ærligt til det.
Hans mors nød tvang hans far til tidligt at tage til søs. Med stort besvær fik faderen en kvartpart i et skib. Men som skipper lykkedes det alligevel at tjene en mindre formue.
Han var skipper et stykke tid efter at han havde giftet sig med pastorens mor. Jo det var den Schwennesen, der overtog Bommerlund Kro. Vi har skrevet et par artikler om det.
Pastoren fortæller, at det var ikke let at drive kroen. Men det lykkedes ham ved et ihærdigt stykke arbejde at få en god virksomhed ud af kroen. Pastor C.A. Schwensen tilføjede i sine optegnelser, at kong Frederik den Sjettes svigerfar, landgreve Carl af Hessen – Cassel, altid overnattede i Bommerlund på sine rejser til og fra København.
Peter Schwennesen fik kroen ved at gifte sig med Anne Margaretha Jürgensen, der var enke efter kroens tidligere ejer – og opretter – Christian Bendixen. Kigger man på tegninger fra kro og brænderi fra dengang på begge sider af landevejen, ja så var det et ret stort etablissement.
To linjer af slægten delte sig
Slægten delte sig i to grene – Hørup-linjen, hvis medlemmer navnlig har været tilknyttet til Sønder – og Nørrejylland. Stoltelund – linjen var bosat på Fyn og Sjælland.
Efter Peter Schwennesens død 1805 gik kroen til hans yngste søn, Marcus Schwensen, der imidlertid allerede året efter døde, kun 31 år gammel. Hans enke beholdt kroen og bragte den med i sit andet ægteskab til Hans Benzen Møller, i hvis slægt, den forblev.
Stoltelund-linjen udspringer fra Peter Schwennesen, der var forpagter på Stoltelund i Tinglev Sogn. I 1800 flyttede han til Østrupgård på Fyn.
Hørup-linjen begyndte med Peter Schwennesens ældste søn, Christian Schwensen, der fra 1795 var sognepræst i Hørup på Als.
Pastor Schwensen havde i begge sine ægteskaber i alt 15 børn – syv sønner og otte døtre.
En del af slægten udvandrede til Amerika. Og også i Norge har slægten efterladt sig spor. Således er en gade opkaldt efter slægten i Oslo.
Ejendom
Sønderport blev indlemmet i Aabenraa by i 1560 og fik i 1769 sit nuværende navn. Ved anlæggelsen af chausseen mellem Flensborg og Aabenraa i 1847, blev Sønderport byens hoved-udfartsvej mod syd.
Bygningen fra 1772 så anderledes ud – dengang
Bygningen blev opført i 1722.
Den stod hvidkalket med hvidkalkede skorstenspiber og brunmalede karme om hvidmalede vinduesrammer. Bindingsværket på havesiden stod rødmalet med hvidkalkede tavl, mens nordgavlen var hvidkalket over stok og sten med rødmalet bræddebeklædning.
Huset bestod af 13 fag. Efter en synsrapport fra 1884 er ejendommen 21,51 meter lang og 9,50 meter dybt. Allerede i 1921 blev huset fredet i klasse A.
I 1871 stod der masser af vand i ejendommen
Huset indeholdt seks lejligheder, fire i stueetagen og to på kvistene. Hver bestående af stue og køkken. Desuden hørte et stykke havejord med til hver bolig.
I 1912 var den samlede kapital på 18.000 mark. Ejendommen var meget forfaldent. Man spekulerede på at bygge nyt.
Under den store stormflod i 1871, da vandet stod 1,51 meter højt i bygningen havde den taget stor skade.
To tavler
To tavler findes over indgangsdørene. Det er sølvbronzerede bogstaver på sot baggrund med følgende indskrifter. Til venstre:
Greif weislich an und sey behende,
Sei forsichtiig und halte dich schlegt
Sei auch nicht zu hastig, bedencke dich recht
Jacob Schwenesen
Catharina Schwenesens
Anno 1772
Til højre stod følgende:
Wie Gott es fügt
bin ich vergnügt
Jacob Schwenesen
Catharina Schweneens
1772
Stiftelse
Schwennesens Stiftelse blev oprettet ved en fundats i 1779, hvorefter bygningen efter Schwennesens død skulle være bolig for seks fattige. Jacob Schwennesen døde i 1783 og bygningen blev taget i brug som fattigstiftelse.
Uenighed om renten
Til understøttelse af de i Stiftelsen optagne personer og til bygningens vedligeholdelse skænkede Schwennesen en kapital på 1.500 rigsdaler. Disse penge blev anbragt hos Aabenraa Magistrat og skulle forrentes med 3 pct. p.a.
Denne bestemmelse medførte en del stridigheder, idet rådmand Cornelius Cornelsen og en del af de deputerede var imod, at byen blev bundet til at svare en bestemt rente, hvor penge kunne fås til 2 ½ pct. Men Magistraten godkendte satsen den 5. februar 1780.
Stiftelsen skulle først blive aktiv 8 år efter hans død
For at forøge kapitalen bestemte Jacob Schwennesen dog, at Stiftelsen først skulle træde i kraft otte år efter hans død, så renten i den tid blev opsparet.
Husk seng, bord og stole
Den eller dem, der kom i betragtning skulle være enkeltpersoner eller familier, der førte et kristent liv og ”ustraffelig vandel” og ”som ikke havde forskyldt deres tilstand”.
Enhver, der blev optaget skulle medbringe en seng, et bord og to stole. Alt hvad de efterlod sig af inventar, rede penge, klæder og så videre skulle tilfalde Stiftelsen. Denne skulle så til gengæld bekoste begravelsen ”Armen Gebrauch gemäss”.
Egen familie blev foretrukket
Når en lejlighed blev ledig, skulle den straks besættes. Den måtte i hvert fald ikke stå ledig i længere end tre måneder. Den ny optagende skulle i det første kvartal kun nyde fribolig, mens den til lejligheden knyttede legatportion skulle opspares.
Som fortrinsberettigede indsatte Jacob Schwennesen sin egen og sin hustrus familie. Og det blev de så i ”uendelige grader”.
Dernæst var det i Aabenraa fødte personer og hvis sådanne ikke fandtes så tillige de i amtet fødte.
Legater udbetalt kvartalsvis
Af legatrenterne skulle der tilfalde hver lejlighed 8 rigsdaler, som skulle udbetales kvartalsvis til nytår, påske, St. Hans, og St. Mikkelsdag. De øvrige renter skulle så vidt de ikke medgik til vedligeholdelse, forsikring og andre nødvendige udgifter opspares. Når så der var samlet 100 rigsdaler, skulle disse tillægges kapitalen og renterne fordeles på legatportionerne.
Som administrator af stiftelsen indsatte fundator, købmand Ambrosius Heinrich Lange og sin brodersøn, skipper Schwenne Schwennesen.
Ejendommen skulle genopbygges, hvis den forfaldt
For det tilfælde, at huset forfaldt eller i tidens løb blev ødelagt, bestemte Jacob Schwennesen, at det skulle opføres på ny. Såfremt kapitalen derved svandt ind under 200 rigsdaler, skulle Stiftelsen suspenderes, indtil kapitalen havde nået denne størrelse, således at
Stiftelsen mistede en masse penge
Endelig bestemte han, at de to tavler over indgangsdørene skulle vedligeholdes til opmuntring for de fattige, der gjorde sig håb om at blive optaget i Stiftelsen.
Den 14. marts 1919 havde Rentier Nicolai Albert Christian Tøgesen ved sit testamente af 13. oktober 1905 tillagt Stiftelsen 15.000 Mark.
Sønderjysk Valutafond havde tilstået den Schwennesens Stiftelse et årligt tilskud på 1.250 kr.
Ved opgørelsen den 1. april 1924 på det tidspunkt, forrentningen af Markformuen ophørte bestod Stiftelsens Aktiver foruden bygningen af en Markkapital på 40.877,65. Men da denne ikke var anbragt i fast ejendom, men henlå i obligationer var den ganske værdiløs.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 11, 2023
”Galt” tysk og ”tumbe” dansk i Højer
”Galt” tysk i skolen. En speciel dialekt i Højer. Markmanden havde en lang arbejdsdag. Teknikken bag ”Æ Klustagh”. Byrådsvalget 1937. Observationsposter. Stillingen forblev uændret. Stadig tysk flertal. Folkeringen fulgte tyskernes opfordring. Højer Bønderkommune. Generalforsamling på ”Per’ s daw (awten).
”Galt” tysk i skolen
Man kunne sige om en mand, at han var ”galt tysk” og om en anden, at han var ”tumbe dansk”. En lille dreng, der stammede fra et hjem, hvor ægtefællerne havde hver sin nationalitet, blev efter mange overvejelser, sat i tysk skole. Efter den første skoledag spurgte moderen ham:
En speciel dialekt i Højer
I Højer havde man en speciel dialekt. Det var så den, familien Brodersen i Tønder arvede. Som allerede beskrevet i tidligere artikler så kom min mor fra Højer.
Dialekten indeholdt en del tyske gloser. For eksempel tog folk altid
En vognmand kaldtes:
Og så sagde man også:
Markmanden
Man havde også ”æ Varman”. Det var markmanden, der vandrede fra fenne til fenne med sin ”klustagh” på nakken. Markmanden er en gammel institution. Han omtales i al fald i 1600-tallet. På ”Persdaw” (awten) (den 22. februar) blev han fæstet for den næste sommer.
Hans løn var et beløb pr. demat (1 demat er ca. 1 rd. Land). Han fik også noget for hver hest, kreatur, får og lam, som han skulle holde øje med.
I gamle dage har der vel været en markmand i alle bondesamfund. Men som gårdene blev flyttet ud og jorden arronderet, blev markmanden overflødig. I 1940erne var der endnu en markmand i Højer.
Det var en lang spadseretur, markmanden skulle ud på hver dag. Han begyndte gerne, når det lysnede omkring klokken 4, og var han heldig, kunne han være hjemme omkring middagstid. Hvis et dyr lå ned, skulle han hen til det og jage det op, for han skulle konstatere, at dyrene kunne ”støtte på alle fire ben”.
Men det var langt fra hver dag, han nåede hjem til kl. 12. En flok får kunne være brudt ud, så måtte han sørge for, at de blev drevet tilbage i den fenne, hvor de hørte hjemme. En stud kunne være faldet i grøften og ad fast i mudderet. Markmanden måtte selv have fat i Falck.
Teknikken bag ”Æ klustagh”
”Æ klustagh” var uundværlig for markmanden, for hans vej rundt i fennerne medførte, at han skulle passere brede grøfter og afvandingskanaler.
Denne ”klustagh” eller springstok skal bruges med en bestemt teknik. Er det en grøft med blød bund, og det er de næsten alle, må man ikke stikke stokken ned i midten. Så sker det pinlige, når man kækt springer ud og er kommet i lodret stilling, at springstokken presses ned i den bløde bund.
Springets fart standses. Man skal være heldig, hvis man falder ind mod grøftekanten. I de fleste tilfælde vil springeren falde langs med grøften og ende i vand og mudder. Skaden føjes til spot, idet vidnerne vil opslå en skadefro latter. Nej stagen skal sættes på et fast sted i den skråning, men springer fra. Så kan man let komme over et vandløb på både 2 og 3 meter.
Vi har gjort vores erfaringer ude i marsken dengang i ungdommen. Teknikken beherskes nok ikke mere fra undertegnede.
Byrådsvalget 1937
I 1937 var optimismen stor hos de dansksindede op til byrådsvalget. Kunne man få det femte mandat. Nej, der manglede kun 17 stemmer. I forhold til byrådsvalget i 1933 var det danske stemmeantal steget med 36. Men tyskernes stemmeantal var også steget.
Alle var mobiliseret i begge lejre. Stemmeprocenten var helt oppe på 94, 6 pct. Kun kvinder i barselsseng eller folk, der næsten lå for døden mødte ikke op.
Ethvert valg i disse år var et nationalt valg, hvor det ikke drejede sig om partipolitik, men her var et spørgsmål om dansk eller tysk.
Observationsposter
Selve valgdagen var der vældigt liv i byen. Danske flag var oppe. Der var organiseret transport for de ældre og dårligt gående. Ingen skulle blive hjemme. Man kendte folk og vidste, hvor de satte deres kryds. Både danske og tyske havde deres observationsposter, der registrerede, om alle nu mødte frem.
En observatør måtte ifølge loven ikke opholde sig i valglokalet. Men så indrettede man sig, så man kunne holde døren til Ohlsens hotel, der var valglokale under opsyn.
De dansksindede sad i kaptajn Kiils hyggelige stue. På den anden side af Torvet i hotel Sylts karnapstue sad de tysksindede og gjorde deres notater. Syntes man så, det trak lidt længe ud med, at den og den vælger mødte frem, så sendtes en stafet ud, så ingen skulle undslå sig for at gå til valg.
Stillingen forblev uændret – stadig tysk flertal
Da valget sluttede, samledes en masse vælgere for at overvære optællingen. De tysksindede var tilfredse med, at stillingen forblev uændret 7 tysksindede og 4 dansksindede.
Folketinget fulgte Tyskernes befaling
Det blev det sidste valg til byrådet inden 1945. da der normalt 4 år senere skulle holdes kommunalvalg, vedtog folketinget, at der ikke skulle afholdes valg i Nordslesvig. Mindretallet ønskede ikke valg. En stor del af deres medlemmer havde meldt sig til tjeneste i SS eller den tyske hær. Andre var beskæftiget uden for hjemstavnen. Ville det blive valg, ville det tyske stemmetal gå føleligt ned.
Besættelsesmagten krævede så, at der ikke blev valg i Nordslesvig. Fra folketinget gjorde man så denne indrømmelse for at bevare ”husfreden”,
Højer Bønderkommune
Højer Bønderkommune var en gammel institution. Dens virke kan spores tilbage til 1600-tallet. Dengang var det bønderkommunen, der ledede og styrede Højer. Nu levede mest på traditionerne men havde dog stadig nogle praktiske beføjelser.
Hvis man skulle optages, skulle man være ejer af mindst 25 demant og være bosiddende i Højer. Så skulle man henvende sig til oldermanden og sige, at man ville optages som medlem.
Generalforsamling på ”Per ’s daw (awten)”
14 dage før Persdaw (awten) blev man så inviteret på Nissens Hotel. Sådan var det i slutningen af 1930erne. Der blev oplyst at mødet blev afholdt på tysk. Men ret hurtigt gik diskussionerne over i sønderjysk. Oldermanden forlagde regnskabet og man vedtog, hvor mange man ville bruge på reparation af led og hegn om de fenner, som bønderkommunen ejede. Hvert år blev der også bevilliget pengegaver til en række gamle og enlige.
Nissens Hotel blev også kaldt for ”Stadt Tynne”. Man fik middag og rigeligt med øl og brændevin. Alt hvad man ville nyde efter kl. 24, var for egen regning. Som nyt medlem skulle man fylde flasker fra punchbollen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 10, 2023
Flensborgs Overborgmester- afsat i 1936
Liste med 158 besættelsestids-artikler i grænselandet. Overskrifter i danske aviser. Han var meget aktiv nazist. Angreb mod den dansk – tyske grænse. Den danske presse troede, at det var en gestus. Hvem var Sievers? Han var propagandachef for NSDAP. Uretten fra 1920. Sievers var endnu ikke faldet i unåde. Han blev overborgmester i Flensborg Han skabte splid i det tyske mindretal i Nordslesvig. De danske aviser troede på afspænding. Flensborg Avis havde en anden fortolkning. Overpræsident og Gauleiter Lohse ville af med Sievers. Kursus for tysksindede danske politikere i Flensborg En pakke med klager blev afleveret til føreren Pastor Schmidt – Vodder klagede over at man påtvang nazisme. Dømt for partiskadelig virksomhed. Optaget i SS. Meldte sig ud af CDU i protest.
Overskrifter i danske aviser
Det vakte overskrifter i danske aviser, da Flensborgs nazistiske overborgmester dr. Wilhelm Sievers i slutningen af januar 1936 blev afskediget på gråt papir af det tyske indenrigsministerium. Åbenbart var det i henhold til en lov, der var udstedt i forbindelse med henblik på udrensning af nazismens modstandere.
Han var en meget aktiv nazist
Men overborgmesteren var en meget aktiv nazist og slet ikke modstander af nazismen. Han var en af Slesvig-Holstens nazismens få kompetente og professionelle kommunalpolitikere. Han blev formand for den grænsepolitiske organisation Schleswig-Holsteiner-Bund (SHB).
Angreb mod den dansk – tyske grænse
I 1933 havde han udnyttet den nationalsocialistiske stemning i Tyskland til et angreb mod den dansk – tyske grænse. Sieverts havde desuden fungeret som den ledende kraft i den rigstyske nazismes forsøg på at nazificere det tyske mindretal i Nordslesvig.
Den danske presse troede, at det var en gestus
Når den danske presse viste så stor interesse for Sieverts afskedigelse skyldtes det måske ifølge den danske presse, at det kunne være en gestus over for Danmark. Hverken Weimar – republikken eller Hitler – regimet havde vist tilbøjelighed til at anerkende grænsen af 1920.
Derfor kunne det undre at fjerne en af de voldsomste kritikkere fra grænseområdet. Måske var det et tegn på en mildere kurs over for Danmark. Måske var den danske presse dengang lidt for naiv. Sandheden om afskedigelsen skulle findes et helt andet sted.
Hvem var Sievers?
Vi kigger lige lidt på nazisten Sieverts. Efter slaget ved Sommes i 1916 blev han af kejseren personligt dekoreret med jernkorset af 1. klasse. Efter at var blevet såret meldte han sig mod forældrenes vilje i 1918 til fronttjeneste. Indtil krigens slutning samme år fungerede han som kompagnifører.
Som så mange andre unge officerer var han frustreret over det tyske nederlag og de hårde fredsbetingelser. Den socialistiske revolution var han med sin baggrund imod. I foråret 1919 deltog han aktivt i nedkæmpelsen af Spartakistopstanden i Kiel.
På universitetet studerede han jura. Han blev juridisk rådgiver. Han var med i starten af en antisemitisk højreekstremistisk organisation. Den blev dog opløst efter mordet på udenrigsminister Rathenau i 1922.
Han var propagandist for NSDAP
I 1925 blev gendannet indmeldte han sig i NSDAP. Han blev både Ortsgruppenleiter og Kresleiter. I 1928 blev han valgt som borgmester i en lille flække på Lüneburger Heide. Og 1931 blev han borgmester i Eckernförde. Han var propagandist for NSDAP.
Uretten fra 1920
I 1932 blev nazisterne i Slesvig-Holsten det største parti med 51 pct. af stemmerne. Gauleiter Lohse lod oprette en ny grænse politisk-afdeling under ledelse af pastor Johan Peperkorn. Men egentlig blev det aldrig en konkurrent til Sieverts SHB.
En heftig kampagne opstod mod ”uretten fra 1920”. Med alle midler skulle man indprente den Slesvig – Holstenske befolkning pligten til at genvinde Nordslesvig. Sidst i februar 1933 rejste Peperkorn grænserevisionskravet på et offentligt møde i Flensborg.
I samme år udtalte Sievers i Slesvig:
Sievers var endnu ikke faldet i unåde
Disse udtalelser blev under vekslende former gentaget af ledende Slesvig – Holstenske nazister og fulgt op af den tyske grænsepresse. Der var ikke udelt begejstring i Berlin eller hos mindretalsledelsen i Nordslesvig. Kampagnen blev afblæst efter ordre fra Berlin.
Selv om kampagnen var aflyst var Sievers ikke faldet i unåde.
Overborgmester i Flensborg
Den 24. september 1933 blev han valgt til overborgmester i Flensborg, ifølge ham selv ikke efter eget ønske. I begyndelsen af juni havde de flensborgske nazister jaget den hidtidige borgmester von Hansemann ud af byen. Men Sievers påstod, at han ikke stod bag.
I hans embedsperiode lykkedes det ham bl.a. at bringe orden i byens finanser at nedbringe arbejdsløsheden og sætte gang i erhvervslivet. Han fik et rimeligt forhold til det danske mindretal i Sydslesvig.
Han skabte splid i det tyske mindretal i Nordslesvig
Mindre succes var Sievers’ indsats i Nordslesvig. Hans indblanding i det indre hjemmetyske stridigheder, som havde til formål at samle et enigt tysk mindretal bag en nazistisk ledelse, havde kun ført til yderligere splittelse og voksende protester mod den rigstyske indblanding, ligesom det havde vakt opmærksomhed hos den danske presse, i den danske regering og den danske rigsdag.
Den 1. februar 1936 blev der fra Flensborg Rådhus udsendt følgende korte meddelelse:
Denne afskedigelse kom fuldstændig uventet. De tyske aviser undlod at kommentere sagen sikkert efter ordre fra propagandaministeriet.
De danske aviser troede på afspænding
Nogle danske aviser, Hejmdal, Politiken og Aalborg Stiftstidende Mindedes dr. Sievers’ rolle i forbindelse med grænseflytningskampagnen i foråret 1933 og tydede hans fald som et tegn på afspænding.
Andre satte hans fyring i forbindelse med de voldsomme stridigheder bland Nordslesvigs hjemmetyskere.
Flensborg Avis havde en anden fortolkning
Det danske mindretals avis i Sydslesvig, Flensborg Avis betegnede på grundlag af ”autentiske underhåndsoplysninger” afskedigelsen som et ”rent indrepolitisk, administrativt anliggende”. De antydede at der i tidens løb havde vist sig nogen ”meningsforskel mellem de to så særprægede personligheder” som overborgmesteren og Gauleiter Lohse.
I Flensborg mente man at Sievers forhold til sine nærmeste samarbejdspartnere var særdeles dårlig. Den danske generalkonsul i Flensborg Lauritz Larsen var ikke overrasket over afskedigelsen.
Overpræsident og Gauleiter Lohse ville af med ham
Sievers var ikke en mand, der fandt sig i uden videre at blive skubbet til side, ovenikøbet på en så ydmygende måde. Han skrev til en række personligheder inden for partiet.
Men åbenbart havde Gauleiter Lohse mere magt. Denne påstod, at han siden 1934 havde vidst, at Sievers havde modarbejdet ham. Lohse mente, at Sievers havde en sygelig ærgerrighed.
Kursus for tysksindede politikere i Flensborg
Den 12. juni 1935 modtog Sievers en næste fra overpræsidenten fordi han havde afholdt et kursus for tyske kommunalpolitikere fra Nordslesvig i Flensborg. Den 14. maj 1935 forkyndte Hejmdal i en stor opsætning:
Hejmdal var kommet i besiddelse af, fra lederen af den ene af de stridende nazistiske fraktioner, NSAN, Jep Nielsen som beordrede alle partifæller, der havde sæde i amtsråd, byråd eller sogneråd til et tjenstligt møde i Det tyske Hus i Flensborg den 13. maj 1935.
Jap Nielsen opfattedes i danske kredse korrekt som Sievert’ s mand. men Sievers afviste, at han skulle have noget som helst med dette at gøre.
En pakke med klager afleveret til føreren
Nu havde Sievers sikkert også været noget åbenmundet over for en del personer. De blev nu brugt imod ham. Da Hitler var på besøg i Kiel, skulle der være lagt en pakke i hans bil med klager over Lohse. Men hvem var afsenderen. Sievers havde påstået at være gang man skulle have fat på Lohse, så var han på jagt.
Men kan vi nu lade Sievers grænse-politik ude af betragtning?
Pastor Schmidt – Vodder klagede
I efteråret klagede lederen af det tyske mindretal i Nordslesvig, folketingsmedlem pastor Johs. Schmidt-Vodder sig over, at Slesvig – Holstenerne havde påtvunget mindretallet nazismen i rigstysk udgave. Særlig rettede hans harme sig imod Sievers (og Peperkorn) for at være hovedansvarlige for den splittelse, som havde hersket inden for mindretallet siden den nazistiske magtovertagelse i Tyskland.
Disse anklager mod Sievers for at være Nordslesvigs onde ånd rettede Schmidt-Vodder i et memorandum til Volksdeuscher Rat, det organ, som af Førerens stedfortræder Hess havde fået overdraget ledelsen af den tyske grænse- og nationalitetspolitik.
Det tyske mindretal skulle påtvinges nazismen
Ikke kun Schmidt Vodder anså Sievers for at være hovedansvarlig for det tyske mindretals indre splittelse. Også den tyske gesandt i København von Richthofen havde denne mening.
Efterhånden var Peperkorn kørt ude på et sidespor, men Sievers fortsat hævdede sin position i Nordslesvig. Schmidt-Vodder forlangte simpelthen at hvis man skulle samarbejde med tyskerne skulle Sievers fjernes. Lohse forsøgte at få Sievers til Altona som overborgmester.
Dømt for partiskadelig virksomhed
Sivers appellerede afgørelsen men ifølge Lohse har han været skyldig i et groft brud på partidisciplinen og i partiskadelig virksomhed. Men han blev dog ikke udelukket af partiet. Han blev dømt til ikke at beklæde tillidsposter i partiet – men dog kun i et år indtil 30. juni 1937.
Optaget i SS
Den 21. maj 1938 ansøgte Sievers om optagelse i SS. Et halvt år efter fik en positiv tilbagemeddelelse. Han blev udnævnt til Sturmbannführer. Kort tid forinden havde en amnesti. Derved skulle hans generalieblad være i orden. Men alligevel fik han forbud mod at bære uniform. Dette protesterede han kraftigt imod. Om han fik sit ønske opfyldt, vides ikke.
I begyndelsen af maj 1945 overgav Sievers sig til amerikanerne efter at have svømmet over Elben. Han forblev interneret indtil juni 1947.
Meldte sig ud af CDU i protest.
I 1949 meldte han sig ind i CDU. I 1951 blev han valgt ind i Borgerrepræsentationen i Kiel og blev valgt som rådmand for byens sygehus. I 1955 blev han by-præsident. Men allerede i 1957 fratrådte han sin post som formand for CDU i Kiel. Da man ville fjerne ham fra placeringen som spidskandidat meldte han sig ud af partiet. Dr Sievers døde den 1. juli 1966.
At Det tyske mindretal i Nordslesvig valgte at sige ja til nazismen kan vel ikke tilskrives Sievers. De kunne vel have sagt nej eller?
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
GRÆNSELANDETS BESÆTTELSESHISTORIE:
Maj 6, 2023
Storegade 14 i Tønder opkaldt efter en anden Drøhse
Nej, Ejendommen Storegade 14 fra 1672 er ikke opkaldt efter justitsråd Drøhse, men boghandler Drøhse, som var hans søn. Tønder var et selvstændigt politiembede. I 1812 blev Drøhse politimester. Drøhse sympatiserede ikkemed de nye tanker. Han blev gang på chikaneret af Slesvig – Holstenerne. Der var oprørske tilstande i Tønder. Embedsmænd skulle udskiftes. Man ønskede en skarpere dansk kurs. Drøhse i økonomiske vanskeligheder. Et takkebrev til kongen. I Tønder blev de nationale skillelinjer trukket op. Drøhses Boghandel, en virksomhed med mange gøremål. I 1897 overtog sønnen, Friedrich virksomheden.
Storegade 14 er at af Tønders smukkeste huse. Her troede undertegnede, at huset var opkaldt efter justitsråd, politimester og borgmester Drøhse, men det er det ikke. Den er opkaldt efter en af hans sønner, boghandler F.W.E Drøhse. Denne overtager ejendommen i 1859.
I denne artikel vil vi forsøge at fortælle en lille smule
Ejendommen – Storegade 14
Ejendommen er bygget i 1672 af amtsskriver Friedrich Jürgensen. Det var på matriklen SW-Quartier 4
Justitsråd Drøhse
Der var utrygge forhold under Napoleonskrigene. Dette medførte, at der den 17. april 1811 udstedtes en forordning, der påbød rejsende at være i besiddelse af et pas, hvorpå der ikke alene skulle påføres de almindelige data men også hvor rejseruten skulle angives.
Tønder – et selvstændigt politiembede
Tønder var et af de steder, hvor passet skulle vises. Derfor var det påkrævet, at der blev oprettet et selvstændigt politimesterembede. Valget faldt på Dietrich August von Wardenburg. Han var i 1808 blevet udnævnt som herredsfoged i Slogs Herred.
Men det var dog ikke længe, han sad på denne post. Nogle få måneder efter udnævnelsen blev han politimester og Stads-sekretær i Husum.
I 1812 blev Drøhse politimester
En ny mand skulle findes. Valget faldt på Marcus Gerhard Christian Drøhse, der i fem år havde været amtssekretær i Tønder. I godt ¾ år havde han administreret landfogedembedet på Sild.
I det år 1812, hvor han blev udnævnt til politimester, stiftedes der et patriotisk selskab, hvis formål var at arbejde nærmere for en forbindelse med hertugdømmerne og Danmark. Drøhse var et af de 300 medlemmer, denne forening havde i starten.
I 1816 blev han herredsfoged over Tønder og Højer herreder. I 1823 blev han inspektør for Rudbøl kog. Denne stilling beholdt han til den 1. marts 1856.
Drøhse sympatiserede ikke med de nye tanker
Det var Drøhse, der skulle arrestere Uwe Jens Lornsen. Den 18. november 1830 fik amtmanden i Tønder ordre til at lade Lornsen anholde. Herredsfoged Drøhse med amtssekretær Drøhse som protokolfører og en betjent tog til Keitum på Sild, hvor de foretog den beordrede husundersøgelse og arrestation.
For Drøhse var det ikke et personligt trykkende hverv. Han sympatiserede slet ikke med de nye tanker, Lornsen var ophavsmand til. Den oprørsild, der gennem den unge Lornsen var blevet tændt, ønskede Drøhse ikke at puste til. Han formodede dog heller ikke at dulme den.
Drøhse mente, at Slesvig var et tysk land. Han sluttede sig dog ikke op bag løsrivelsesbevægelsen, der kom syd fra. Han holdt fast i helstatstanken.
Drøhse blev chikaneret af Slesvig – Holstenerne
Efter oprettelsen af den provisoriske regering i 1848 fik han sin afsked som herredsfoged. Trods adskillige chikanerier fra Slesvig – Holstenerne, der på den tid var ret enestående i Tønder, forlod han ikke sit hjem.
Forholdene blev ikke bedre, da fællesregeringen blev dannet. I et brev fra september 1849, der er skrevet dagen efter, at Hugo von Plessen skulle have overtaget amtmandsposten, men med uforrettet sag måtte vende tilbage, skriver Drøhse:
Oprørske tilstande i Tønder
Drøhse fortsætter med at nævne nogle af de overgreb han var udsat for i Tønder. Han beskrev det nærmest som forhold, hvor kun oprørerne bestemte. Han slutter brevet således:
Embedsmænd skulle udskiftes
Oprejsningens time kom dog snart for ham. Da den danske regering efter sejren ved Isted i 1850 overtog styret, modtog han den 24. juli en skrivelse, der bl.a. indeholdt følgende:
Man ønskede en skarpere dansk kurs
Drøhse blev således både borgmester, by-skriver og politimester i Tønder. Men det var dog kun i få måneder. Man ønskede en skarpere dansk kurs. Derfor måtte han atter træde tilbage.
Men man må nok også lige tage i betragtning, at han på det tidspunkt var 70 år og både legemligt og åndeligt svækket. Han ansøgte om at få sit herredsfogedembede igen. Det blev dog et afslag.
Drøhse i økonomiske vanskeligheder
Det blev dog pålagt ham en årlig pension på 850 rigsdaler. Det var en sum, der utvivlsomt har været meget kærkomment. Økonomiske sorger havde kastet en skygge over hjemmet.
Selv i kniplingskræmmer Wulffs dagbog under datoen 22.11.1848 fandt vi en bemærkning:
I 1851 afstod han sine tre ejendomme i Slesvig, og kort efter solgte han sit beboelseshus i Tønder, der lå, hvor nu ejendommen Vestergade 23 findes.
Et takkebrev til kongen
Han skrev også en takkeskrivelse til kongen for den pension. Det var i maj 1855:
I Tønder blev de nationale skillelinjer trukket op
Drøhse var altid loyal over for kongen. Han var pligtopfyldende og fulgte ikke Slesvig – Holstenernes retning. Men han sluttede sig heller ikke til den danske folkebevægelse. Han ønskede en stille, fredelig udvikling i landsdelen.
Men den udvikling herskede ikke i Tønder. Her blev de nationale skillelinjer i den grad trukket op.
Boghandler Drøhse
Friedrich Wilhelm nedsatte sig som allerede nævnt som boghandler i 1853. I den forbindelse udsendte han en skrivelse, hvori han bl.a. skriver:
En virksomhed med mange gøremål
I tidens løb fik han udviklet en virksomhed, der beskæftigede sig med bog og papir, kunst og musikhandel, trykkeri, bogbinderi, lejebibliotek og forlagsvirksomhed.
Han forsøgte at genoplive Vestslesvigsk Tidende, hvis der kunne skaffes 300 abonnenter. Det lykkedes dog ikke. Men derimod udgav han fra 1867 og hvert følgende år en almanak, der blev yndet folkelæsning i mange hjem. Denne almanak udkom gennem mere end 40 år.
Det var dog først i 1859 at han erhvervede den smukke barokbygning. I denne smukke bygning oprettede han som nævnt i årenes løb et trykkeri. Herfra udkom der i årenes løb mange publikationer. Blandt andet fik han genoptrykt det gamle Myers landkort over Nordfrisland.
I 1858 etablerede han også sammen med J.J. Capriani en boghandel i Aabenraa men makkerskabet op hørte allerede året efter. Også på Sild fik han etableret en filial.
I 1897 overtog sønnen Friederich virksomheden
I 1897 dør han og sønnen Friedrich Drøhse overtager virksomheden. I 1903 fejres der 40-års fødselsdag for virksomheden
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 5, 2023
Da Højer Tæppefabrik truede med at forlade byen
Et uldspinderi blev købt. Vanskeligheder med udvidelse. De tysksindede ville bevare fabrikken som en lille virksomhed. Tæppefabrik var lige ved at flytte til Bogense. Endelig fik Kjærby lov. Han blev danskhedens leder. Ledelsen af fabrikken blev overdraget til søn og svigersøn. Sønnen, Johannes havde også temperament. Den tyske borgmester bekymret over, at danskerne tog deres døtre. Svigersønnen blev den første danske borgmester – i 1945. Hjemmetyskerne førte en aggressiv politik i Højer. Fabrikken forblev længe i Højer
Et uldspinderi blev købt
A.R. Kjærby havde i 1919 købt et dårligt gående uldspinderi i Højer med den klausul, at kom Højer ikke til Danmark ved afstemningen, skulle handelen gå tilbage.
Højer kom som bekendt til Danmark, og Kjærby blev og skabte sin fabrik. Med en utrolig energi, flid og nøjsomhed havde Kjærby sammen med sin kone og bistået af de fire ældste børn oparbejdet en blomstrende virksomhed.
Vanskeligheder ved udvidelse
For fuld kraft producerede Højer Tæppefabrik de kendte Højer tæpper. I foråret 1936 påtænkte Kjærby en udvidelse af fabrikken. Denne udvidelse ville kræve højspænding. Højer havde på det tidspunkt kun et lille elværk, som ikke kunne levere den nødvendige kraft.
Desuden skulle der garanteres virksomheden mere vand. Endelig skulle der købes et jordareal til den nye fabriksbygning. El og vand kunne godt opnås enighed om. Men da det kom til jordopkøbet, opstod der vanskeligheder.
Tyskerne ville helst bevare Tæppefabrikken som en lille virksomhed
Fra tysk side ville man ikke sælge. Man kunne godt acceptere Kjærby som en mindre virksomhed i byen. Det gav arbejde til byens borgere. Men den måtte helst ikke blive for stor. Det kunne jo trække danske stemmer til byen.
”Fatter”, som hele byen kaldte A.R. Kjærby havde et stærkt temperament. Han var nok mere handlingens end forhandlingens mand. Han truede nu med at flytte sin virksomhed, hvis han ikke fik sin vilje.
Tæppefabrikken tæt på at flytte til Bogense
Det blev kendt og flere forskellige byer kom med fordelagtige tilbud, hvis han ville flytte. En overgang så det virkelig ud til at Højer Tæppefabrik ville havne i Bogense. Situationen var alvorlig.
Det ville være et voldsomt tab for danskheden i Højer. Men det ville også været et stort økonomisk tab for byen. Fabrikken og dens ansatte betalte 2/3 af skatterne i Højer.
Endelig fik han lov
Byrådet var i en kattepine. De fornuftige hjemmetyskere var ikke glade for udviklingen. Fra dansk side var man bekymret for fremtiden. Den danske repræsentation i byrådet ville blive reduceret til tre, hvis fabrikken flyttede.
Alle gode kræfter blev nu mobiliseret. Der førtes et utal af forhandlinger. Endelig blev sorg vendt til glæde. Kjærby fik mulighed for at købe det nødvendige jordareal. En ny fabriksbygning skød op. Den danske befolkning drog en lettelses suk. Det gjorde vel også mange af de tysksindede.
Kjærby blev danskhedens leder
Med sin dynamik var Kjærby selvskreven som danskhedens leder i Højer. Han var ikke blot rig på ideer. Han var efterhånden som fabrikken gik godt også særdeles rundhåndet, når det kaldtes på støtte til danskhedens fremme.
Han var formand for Højerhus. Han havde en væsentlig andel i at den blev rejst. Han var formand for Folkeligt Samfund i Højer og ligeledes formand for Danske Samfund i Højer.
Da den danske præst kom til Højer, var der ingen bolig til ham. Menighedsrådet ville heller ikke hjælpe. Kjærby købte resolut en bolig til ham. Den danske præstegård blev også bygget på en grund som Kjærby havde købt og skænket til formålet.
Fra 1929 til han i 1937 flyttede fra byen, sad Kjærby i byrådet. Han ydede en stor indsats for Højers trivsel.
Ledelse overdraget til søn og svigersøn
I 1937 overlod A.R. Kjærby den daglige ledelse til søn og svigersøn. Sammen med hustruen flyttede han til Kolding. Men han kunne ikke undvære Sønderjylland så året efter flyttede han til Aabenraa. Derefter flyttede de til Tønder, hvor han pludselig døde i 1943.
Han blev dog begravet i Højer. Det var den by, han havde sat sit præg på ved sin faglige og nationale indsats.
Fabrikant Kjærby havde købt Højers nedlagte sygehus. I den ene halvdel indrettede han en stor lejlighed. Hjemmet var uhyre gæstfrit. Hustruen var født i Hannover men hun følte sig helt som dansk.
Sønnen, Johannes havde også temperament
Hjemmet var også stedet, hvor de dansksindede mødtes. I ”Sygehusets” anden halvdel boede Johannes Kjærby, der var ansat på fabrikken og blev dens energiske leder efter faderens død.
Johannes havde samme temperament som faderen. Det kunne godt af og til slå gnister, når opfattelserne var forskellige. Han var en teknisk begavelse og opfandt nye vævemetoder. Han kunne få selv den mest drilagtige maskine til at makke ret.
Han var ukuelig i sin kamp mod de vanskeligheder, fabrikken kom ud for. Hans tidlige død var et tab for virksomheden.
Borgmester bekymret over at danskerne tog deres døtre
Hos Johannes og Mariechen Kjærby stod døren også åben. Hun var datter af den tyske borgmester i Højer. Ægteskabet var i Grænselandet var nu ikke så sjældne, hvor to med forskellig national baggrund finder sammen. Det kunne give problemer ikke mindst i en national tilspidset tid. Det oplevede man i Højer inden besættelsestiden.
Det var ikke den store begejstring i den tyske lejr den smukke borgmesterdatter var blevet gift med sønnen af den ledende dansker. Den tyske apoteker Nuesses datter blev gift med ingeniør Claudi Westh.
Under en grog begræd borgmester hans Andersen tabet af deres døtre til danskerne. Neusse skulle have givet det udtryk med følgende bemærkning:
Den første danske borgmester i 1945
I det lille hus, der oprindelig rummede butik og beboelse, da Kjærby købte Uldspinderiet var det nu indrettet en hyggelig bolig til svigersønnen Vilhelm Mathiasen. Han var ansat på fabrikken, havde den daglige ledelse af kontoret og blev samtidig med Johannes Kjærby udnævnt til direktør.
Johannes Kjærby brugte al sin energi på fabrikken og ikke i det nationale arbejde. Men det gjorde svogeren til gengæld. Han var også meget politisk interesseret. Han blev i 1945, Højers første danske borgmester. Den post varetog han i 10 år, inden han tog til København.
Hjemmetyskerne førte aggressiv politik i Højer
Hjemmetyskerne var efter nazismens gennembrud i Tyskland blevet meget aggressive, ikke mindst i Højer ikke mindst i Højer, der var det ene af to sogne, hvor der endnu 15 år efter Indlemmelsen/Genforeningen var tysk flertal i de kommunale råd.
I Sygekassen i Højer var der også kamp. Til generalforsamlingen var der mødt 159 tyske og 148 danske. Bølgerne gik højt. Dirigenten havde svært ved at styre gemytterne. Tyskerne truede med at forlade mødet, men gjorde det ikke.
Resultatet blev, at der kom tre tyskere ind. Planen havde været, at det skulle være en ren tysk ledet institution. Et år senere i 1936 nåede man dette mål, idet der ved denne generalforsamling lykkedes at få de sidste tre dansksindede stemt ud.
Fabrikken forblev længe i Højer
Når mindretallet dengang i propagandaen brugte udtrykket:
Ja så gjaldt det i hvert fald ikke for Højer.
I dette klima forsøgte hjemmetyskerne med deres flertal at jage Højer Tæppefabrik ud af byen. De udnyttede deres flertal hensynsløs. Danskheden måtte vise tænder for at beholde virksomheden og for mange deres arbejdsplads i byen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 4, 2023
Jomfru Fanny – Kongelig, Synsk eller bare myte?
Myter og sagn. Byen fik tilbudt breve – mod klækkelig betaling. Digtet var ikke lavet af Fanny. Mange udsagn. Pigen fra ”det fremmede”. Christian den Ottende skulle være faderen. Parret blev skilt. Beviser for at Christian den Ottende ikke var faderen. Fanny mente, at præsten skrev forkert i kirkebogen. En skovridder skulle være den rigtige far. Fornemme faddere. Fanny sagde, at Christine Heise ikke var hendes mor. Eksisterede der et omtalt dokument? Snedkermester med bombastisk udtalelse. Hun forudså sejren i Fredericia. Rømningen af Dannevirke var forudset. Fanny forudså Indlemmelsen/Genforeningen. Soldaterne kom fra sydsiden. Håndbog i kaninavl. Forudsigelser tilpasset omstændigheder og tiden? Barn af en tid med overtro. Fanny fandt smykkerne. Marie Frost’ s breve. En dame, der vakte opsigt.
Myter og sagn
Uanset hvad man mener, er det jo en fantastisk historie. Jeg kan også se det på de reaktioner, jeg har modtaget. Dette er den femte artikel om hende. Ja så har vi også et par artikler om kongens hvide hest. Ja denne hest er jo også omgivet af myter.
Det var Jomfru Fanny, der forudså, at det skulle være en hvid hest, der kom over grænsen Man gjorde så alt for at det vitterlig blev en hvid hest.
Ja, H.C. Andersen har også noget kongeligt over sig. Åbenbart skulle han have samme far som Jomfru Fanny. Myterne går så på, at mens kongen holdt ferie på Før, hvor han havde besøg af H.C. Andersen, skulle han have inviteret Jomfru Fanny.
Myter og sagn er en naturlig del af historiefortællingen. Og det er vandrehistorier også.
Byen fik tilbudt breve
Når der var krig eller ulykker, dengang spurgte man altid i Aabenraa:
På et tidspunkt dukkede der 9 breve op, som blev tilbudt Aabenraa by. De var skrevet af Jomfru Fanny. Det var konsul Frederico Chr. Majbøll i Spanien, der havde fået brevene af sin far, ingeniør Majbøll.
Denne ingeniør er også omtalt i Marie Thomsens lille bog om Fanny. Den blev udsendt første gang i 1943. Han støttede Fanny, efter at han ved anlæggelsen af jernbanen fra Sønderborg i årene 1867 – 68 havde vundet indpas i hjemmet i Persillegade 3.
I fru Thomsens bog er omtalt brev som Majbøll sendte fra Spanien, hvor han havde bosat sig. Det er dateret i juli 1908 og sendt til fru Cornett i Aabenraa, der tilhørte en af de danske familier, som Jomfru Fanny omgikkes.
I brevet fortæller ingeniøren om sine indtryk af Fanny. Han er ikke spor i tvivl om at Fanny virkelig var af kongelig eller i hvert fald højfyrstelig afstamning.
Om Aabenraa nogensinde fik de omtalte breve, vides ikke. Konsulen forlangte dengang 3. – 4.000 kr. for dem. En ret høj pris. De synes dog ikke at indeholde ting af væsentlig lokalhistorisk værdi, selv om byen var interesseret.
Digtet var ikke lavet af Fanny
Brevene kunne næppe svare på de mange spørgsmålstegn man sætter omkring Jomfru Fanny. De fleste breve var blot takkebreve og hilsner til hendes velgører i Spanien. På museet er det dog flere minder om Jomfru Fanny. Det var vel også der disse breve burde ligge – ja måske gør de det nu?
Nogle mente, at det kunne være praktisk, hvis man havde hendes håndskrift. Men det havde Maria Frost, født Frahm og hvis moder var ud af Cornett – slægten. Det var en gave – et Fadervor affattet på tysk og med gotiske bogstaver. Forneden står:
Her troede man så, at var et digt begået af selveste Jomfru Fanny. Men ak, det blev afkræftet af pastor Juhler Løjt Kloster, tidligere sognepræst ved Sct. Nikolaj i Aabenraa. Han havde en lille tysk bønnebog, der skulle have tilhørt Fanny, og hvori netop det digt var trykt.
På Museet i Aabenraa består samlingen mest af håndarbejder samt en pengepose, om hvilken det fortælles, at Fanny heri fik sendt en månedlig sum fra Hoffet i København.
De unge mennesker i Aabenraa kender næppe denne Jomfru Fanny.
Mange udsagn
I Sønderjysk Månedsskrift for december 1926 findes en udførlig redegørelse om myterne om den synske Fanny. Det er M. Møller, der også har talt med daværende Aabenraa – borgere, de huskede Jomfru Fanny. Men ellers er mange udsagn taget fra Marie Thomsens bog.
Mange var af den klare overbevisning at hun havde synske evner. Hun kunne forudse kommende begivenheder.
Og så var det jo lige Fannys herkomst. På graven på Aabenraa Kirkegård er der rejst en sten, der bærer indskriften:
Pigen fra ”det fremmede”
I sin ligprædiken benyttede den kendte provst Götting et Schiller-citat fra det skønne digt:
Han sagde:
Christian den Ottende skulle være faderen
Ifølge overleveringerne skulle hun være frugten af et førægteskabeligt forhold mellem prins Christian af Danmark, den senere Christian den Ottende og prinsesse Charlotte Frederikke af Mecklenburg – Schwerin.
Det unge fyrstepar skulle have haft et kærlighedsforhold, mens prinsen i begyndelsen af 1800-tallet opholdt sig som gæst på slottet i Plön. Men af hensyn til arvefølgen i det danske monarki skulle det have været nødvendigt at få det barn – Fanny – som prinsessen fødte, ud af billedet.
Parret blev skilt
Parret blev som bekendt formælet i 1806 i København, men prinsesse Charlotte opnåede aldrig at blive dronning, idet hendes affære med en fransk syngemester ved hoffet førte til skilsmisse.
Beviser for, at Christian den Ottende ikke er faderen
At antagelsen om, at Jomfru Fanny skulle være et uægte barn af den senere danske konge og hans yndige kusine i Mecklenburg ikke kan være korrekt, mente redaktør Morten Kamphøvener, Aabenraa. Gennem en menneskealder havde han studeret Fanny – myterne.
Han mener at have fundet bevis for det i prins Christians dagbogsoptegnelser, som i 1943 blev udgivet af rigsarkivar Linvald. Heri fremhæves det, at tidspunktet for prinsens ophold ved det mecklenborgske hof og hans forelskelse i den unge prinsesse ikke kan bringes til at samstemme med Fannys fødsel, som den er indført i Aabenraas kirkebog.
Fanny mente, at præsten skrev forkert
Redaktør Kamphøvener finder ikke grund til at antage, at pastor Regensburg med forsæt skulle have forvansket tidspunktet for Fannys fødsel i kirkebogen.
Selv fastholdt Fanny – ifølge overleveringen – at kirkebogen gjorde hende et år ældre, end hun virkelig var. Den mulighed, at hun har været barn af en helt anden standsperson, som ikke har villet vedkende sig barnet, står naturligvis også åben.
En skovridder skulle være faderen
Kirkebogen anfører Fanny som født den 31. august 1806, uægte barn af Christine Heise, den kvinde som førte hende til Aabenraa. Og som til sin død i 1853 tog sig af hende. Faderen skulle ifølge kirkebogen i Aabenraa være Skovrider Friedrich Enger, lige som moderen skulle have haft hjemsted i Riebnitz i Mecklenborg.
Fornemme faddere
Som fadder er indført den mecklenborgske godsejer, kammerjunker van Qualen og dennes hustru. I barneårene i Aabenraa blev Fanny undervist sammen med amtmand, grev Blüchers børn på Brundlund Slot. Også denne familie havde tilknytning til hoffet i Mecklenborg, hvilket selvsagt har bidraget til at styrke teorien om Fannys kongelige herkomst.
Fanny mente ikke, at Christine Heise v ar hendes mor
Tilhængere af Fanny – myten har henvist tvivlere til, at Fanny selv har udtalt, at Christine Heise ikke var hendes moder. Som mindreårig kaldte Fanny hende ganske vist for ”Mutter”, men senere omtalte hun hende som Christine.
Eksisterede dette dokument?
Så er det beretningerne om det dokument, som Christine Heise, da hun engang lå syg, fik Fanny til at brænde. Da dette var sket, skulle pleje-moderen have fortalt Fanny, at det havde indeholdt oplysninger om Fannys herkomst, men at det ikke ville have været hende til nogen nytte, om hun havde vidst, hvem hun var.
De brændte rester af dokumentet, fortælles det, gemte Fanny på hele livet og fik dem med i sin kiste.
Snedkermesteren med bombastisk udtalelse
Snedkermester Metz, der som ung lærling i 1881 havde været med til at lægge Fanny i kiste udtalte dengang sin skepsis over for Fanny – myterne på denne noget drastiske måde:
Men hvad er myte og sagn? Og hvad er sandheden om Jomfru Fanny? Mange har i tidens løb forsøgt at trænge til bunds i det mørke, der omgiver Fannys person.
Det er ikke alene hendes herkomst, der har været til diskussion. Hvad der for mange har været endnu vigtigere, er hendes påståede synske evner. Om hendes gave som ”seerske” hører man første gang under Treårskrigen i 1849, da hendes drømmesyn, som de kaldtes, om krigens udfald – som det hed i et københavnsk skillingsblad –
Hun forudså sejren i Fredericia
Den slesvigske pige havde ”set” det Slesvig – Holstenske oprør, slagene ved Bov og Slesvig, våbenstilstanden og kampens genoptagelse med den danske sejr til slut. Da tyskerne kørte deres belejringsmateriel og skyts gennem Aabenraa med Fredericia som mål, skal Fanny have sagt, at det kunne de såmænd godt spare sig, for det vil kun komme danskerne til gode. Tyskerne ville aldrig komme inden for Fredericias mure.
Rømningen af Dannevirke var forudset
I 1850’erne begyndte Fanny at tale om en ny krig:
Så blev der indvendt:
Til dette svarede Fanny:
Fanny forudså Genforeningen/Indlemmelsen
Slesvig blev som bekendt tysk efter krigen i 1864. En hård tid opstod for Nordslesvig. Men det varede ikke længe før Fanny kunne trøste de danske venner i Aabenraa:
Fanny var klar over, at Genforeningen/Indlemmelsen lå langt ude i fremtiden. Det kunne ikke blive i Christian den Niendes regeringstid, for den danske konge, der kom ridende på en hvid hest, var i sin bedste alder, hverken ond eller gammel.
Denne forudsigelse var noget, der trængte ind i folks bevidsthed. Og i 1920 kom det til at gå i opfyldelse. Det var mange, der hjalp til at det lige skete på den måde som Fanny forudsagde det.
Soldaterne kom fra sydsiden
Det samme gjaldt for de danske soldaters indtog i Aabenraa. Fanny havde set, at de kom sydfra ind i byen, hvilket jo er i modstrid med geografien. Men i København løste man knuden ved at sende tropper herned med skib. Så også på det punkt gik Fannys spådom i opfyldelse – med lidt hjælp.
Også den anden verdenskrig havde Fanny forudset med 9. april – overfaldet på Danmark, krigens grusomhed og Tysklands endelige nederlag.
Håndbog i kaninavl
Allerede i nazisternes magtovertagelse i Tyskland fandt fru Marie Thomsen et varsel om, at en anden verdenskrig var forestående. Hun udsendte sin lille bog om Fanny, der under besættelsen opnåede en enestående popularitet, da den af hensyn til tyskerne blev inddraget. Dens salg foregik herefter illegalt. Folk i boghandelen mente Fanny – bogen, når de bad om at få:
Forudsigelser tilpasset omstændigheder og tiden?
Kritiske læsere vil sikkert protestere mod disse syner og stille sig skeptisk over for dem. Det var jo tale om genfortællinger, der gennem næsten et århundrede er gået fra mund til mund, fra generation til generation. Det kan derfor ikke undgås, at de er tilpasset tiden og omstændighederne, hver gang de er blevet gengivet.
Her finder man sikkert også en del af forklaringen på, at så forbavsende meget af det, hun skal have sagt og forudset, senere er kommet til at stemme med virkeligheden.
Barn af en tid med overtro
Dog er det adskillige enkeltheder, som selv ikke med den livligste fantasi og den mest velvillige fortolkning kan bringes i overensstemmelse med virkelige senere tildragelser. På den anden side må det tages i betragtning at det er to århundreders forskellige syn, der skal sammenfattes. Fanny var barn af en tid, da det overnaturlige spillede en ganske anden dominerende rolle ind i vore dage.
Fanny fandt smykker
Redaktør Herman Hunger kan fortælle om en episode omkring Jomfru Fanny. Hungers mor var sammen med nogle andre Aabenraa – koner på besøg hos Fanny i det lille hus i Persillegade 3. I samtalens løb udtrykte en af damerne hendes store sorg over at et kært smykke var blevet stjålet. Hun beskyldte hendes tjenestepige for det.
En af damerne spurgte:
Da damen bedyrede, at hun havde gennemsøgt alt, sagde Jomfru Fanny stille:
Og der fandtes smykket!
Marie Frost’ s breve
Vi har tidligere nævnt Maria Frost, der var i besiddelse af en pakke med breve, som hendes mor i Aabenraa skrev til hendes far, kaptajn Frahm, der sejlede på Japan. I et brev fra 1879 (2 år før Fannys død) fortalte fru Frahm bl.a.:
En dame, der vakte opsigt
Vi kan tro på beretningerne om Jomfru Fanny eller lade være. Et tæt slør af mystik omgiver hende. Får vi nogensinde hele sandheden? Vi må bekende at hun har fået en plads i Sønderjyllands historie. Nogle betragter dette med et overbærende smil. For andre har hendes spådomme betydet noget.
Men mon ikke denne sære dame i Persillegade fortjener et minde. Jeg synes at kan huske, at der sidderen enkelt mindeplade på huset. Hun var skytsengel i krig og ulykke. Hendes forudsigelser har bragt trøst og opmuntring til mange tvivlende.
Hun har da sandelig vakt opsigt ikke kun i Aabenraa men i hele landet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: