Artikler
September 9, 2023
Ballum – for mange år siden
Der var også fattige i Sognet. Brede Å blev reguleret. Det skrev Saxo. Udgravning ved Misthusum. 44 mennesker fra Misthusum blev begravet i 1534. ”Den svorne Vej” i to versioner. De sidste beboer forlod stedet i 1814. Markmandens Hus. Galgehøj og Tinghus. Religiøse strømninger fra Ballum. En ny præst satte sig i respekt. En fattiggård i Ballum. Rigdom hos mange – dog ikke hos alle. På søen. Bønderne satte selv deres regler. Opfedning af stude. Fælles vandings-projekt. En grevelig udsending blev meget populær. I 1856 – 59 gårde og 186 huse. Endelig Ballum – marsken inddiget. Urmager og sølvsmede i sognet. Vi afventer resultatet af Brink – udgravningerne.
Der var også fattige i sognet
Man sagde om dem i Ballum, at de var rige. Ja bønderne var så rige, at de ikke selv skulle lave markarbejde. Jo, det er da sådan set rigtig nok, men man glemmer lige at nævne at ca. hver tiende i området fik fattighjælp. Og matroserne i området fik sandelig også problemer, da det gik tilbage for skibsfarten.
Allerede omkring 1200 slog friserne sig ned i sognet.
Brede Å blev reguleret
Man fik reguleret Brede Å’ s løb ud i Vadehavet. Det skete bl.a. via en sluse. Herved kunne man regulere afvandingen af marsken. Det er nu ikke altid at Ballummarsken har været egnet til beboelse
Det skrev Saxo
Jernalderens mennesker holdt til ved geeststranden ved Hjerpsted Banke. Her kunne man også overskue et større område. Man ved ikke med sikkerhed, hvornår bebyggelsen af Ballummarsken er begyndt. Formodentlig er det begyndt omkring tidlig middelalder. Saxo skriver i hvert fald i slutningen af 1100-tallet:
Udgravninger ved Misthusum
Saxo henviser til den tidligere middelalder og den udgravning af landsbyen Misthusums sydligste værft, som Nationalmuseet foretog i 1932. Man fandt nogle krukker, der kunne dateres til 1200- tallet.
Landsbyen Misthusum (navnet betyder ved Mist Å og Mist Å er det gamle navn for Brede Å) var opført på otte menneskeskabte forhøjninger i marsken øst for Brede Å omkring1200. Disse forhøjninger kaldes i dag for værfter.
Landsbyen nævnes første gang i skriftlige kilder med navnet Misthusum i 1394, hvor en mand, Lave Degn, som betaling for årlige sjælemester testamenterede sit øde gods i Misthusum Mark til Ribe Domkirke.
Alt tyder på, at Misthusum blev lagt øde ved den store stormflod i 1362 og at Lave Degn har været en af jordejerne i Misthusum. Imidlertid blev de fleste værfter atter bebygget efter 1362 – katastrofen.
44 mennesker fra Misthusum blev begravet i 1634
Da den næste store stormflodskatastrofe indtraf i 1634, var der i Misthusum ni halvgårde og en helgård i landsbyen. Alle gårde og huse blev ødelagt. Måske druknede alle de mennesker, der befandt sig i landsbyen under stormfloden. I hvert fald berettede sognepræsten i Skærbæk, at han efter stormen begravede 44 mennesker fra Misthusum på Skærbæk Kirkegård.
Mon det var hollandske kolonister?
”Den Svorne Vogn” i to versioner
Sagnet om den svorne vej, der næsten altid fortælles i forbindelse med Misthusum, skal også relatere sig til tiden før reformationen. Her får du den i den korte version:
En anden version henlægger sagnet til efter reformationen, idet det skal have været stormfloden i 1634, der berøvede de elleve livet. Det skulle her være en ung kvinde, der i løbet af sit liv sonede de elleve menederes brøde.
Den sidste beboer forlod stedet i 1814
Landsbyen Misthusum blev genopbygget efter stormfloden i 1634, men den havde vanskeligt ved rigtigt at komme til fode. Omkring 1760 var der ganske få tilbage. I 1803 var der kun to familier med i alt fem børn tilbage. Det hævdes at den sidste beboer forlod Misthusum i 1814.
Markmandens Hus
Af nedbrydningsmaterialer herfra blev Markmandens hus bygget. Og dette var så dennes sæsonbolig til 1900 – tallet. Det nedbrændte i 1991 men blev genopbygget. I dag er det et slags vartegn for 600 – 700 års bebyggelse på stedet.
Galgehøj og Tinghus
I Ballum Sogn nævnes i 1754 ”Gallehøy. Den betegnes som en flad høj ”ved udsigten i sognet til sydøst for kirken”. Det siges, at der her for lang tid siden har stået en galge. Der var egentlig tale om to høje, som lå øst for Harknag. Lidt ude på marken syd for kirken var der et sted, man kaldte for Kagen ”hvor i gamle dage skal have stået en kag og en været kagestrøgen” I 17843 skulle Tinget være holdt i et hus i Ballum. Dengang var der ingen Tinghus. Det blev først opført i 1788. Her var også plads til dårekiste og to arrestanter og en arrestforvarerbolig. Ja og stedet lige ved kirken eksisterer stadig. Bygningen har også fungeret som skole.
Religiøse strømninger fra Ballum
Og her fra Ballum er der kommet pietistiske strømninger. De udgik fra kredsen omkring H.A. Brorson, der var præst i nabosognet Randerup i begyndelsen af 1700-tallet. Senere har både Luthersk Mission og Indre Mission haft mange tilhængere i Ballum. Luthersk Mission havde tag i de små i samfundet.
En del af arbejderne holdt sig væk fra kirken. De følte ikke, at den var noget for dem. På et tidspunkt havde både Ydre Mission, Indre Mission og Luthersk Mission hver deres søndagsskole, ungdomsklub m.m. i Ballum.
En ny præst satte sig i respekt
I 1827 fik Ballum en ny præst. Han hed Jørgen Hansen og blev kun i sognet nogle få år. Men i det tidsrum fik han skabt røre om sin person. Han gjorde opmærksom på, at der herskede stor fattigdom i sognet. Ja det hører man vel ikke så meget om, når vi læser Ballums historie.
En fattiggård i Ballum
Skibsfarten var skrumpet ind og det samme var tilfældet med afsætning af kniplinger. Priserne på landbrugets produkter var faldet til et minimum. Hvert tiende menneske i sognet søgte Fattigkassen.
Også blandt gårdmændene var der folk, der måtte ty til hjælp. I 1829 lykkedes det for den unge præst at oprette ”Forsørgelses – og Arbejderanstalt” eller bare Fattiggården i Ballum. Tre år tidligere var der oprettet en i Døstrup Sogn.
Rigdom hos mange
Alligevel var Ballum sogn – ligesom de sydlige marsk egne – et velhavende bondesamfund. Velstanden var hovedsagelig grundlagt på opfedning af stude, Der var nemlig brug for vældige tilførsler af fødevarer til de store bysamfund, som fra 13 – 1400 – tallet og fremefter udvikledes i Nederlandene
Rigdommen gav sig bl.a. til udtryk i bygnings – og boligkulturen, i dragter og sølvtøj og i at bonden havde råd til at overlade det daglige slid til andre. Det var ikke passende hvis ejeren af de store Ballumgårde selv var med i det almindelige arbejde.
På søen
I 16-, 17- og 1800-tallet deltog Ballummerne ivrigt i sejladsen på Vadehavet langs kysten. Man tjente som matroser og kaptajner på hollandske skibe. Senere var det også på skibe fra Hamborg, Altona, Flensborg og København
Bønderne satte deres egne regler
Også på landbrugets område var den unge præst en foregangsmand. Fra Als havde han medbragt en plov, der var meget lettere end den, man brugte i Ballum.
Langt ind i det 19. århundrede blev Ballums enge kaldt for sognets guldgrube. Det var de 48 gårde i sognets fire nordligste byer – Vesterende, Østerende med Mølby, Husum og Bådsbøl, der i fællesskab ejede dem.
Når høet var kørt hjem omkring 1. juli, blev engarealerne frigivet til græsning. Hver gård måtte græsse 12 stk. voksent kvæg, 12 stk. ungkvæg og 12 heste. Ja sådan gjaldt reglerne for Ballum – bønderne.
Opfedning af stude
Man specialiserede sig tidligt i opfedning af stude. Særlig stor indtjening havde man her i marsken. Marskbønderne engagerede sig også i søfarten men den ebbede ud. Studedriften fortsatte helt frem til 1950 – 1960. Masser af disse stude blev udskibet.
Mens størstedelen af de sydlige marskkroge rekrutterede størstedelen af deres bestand af stude og heste fra Jylland og hvert år indsatte magert jysk ungkvæg til opfedning, så opfedede man i Ballum kun sit eget kraftige marskkvæg af lys, rød farve. Dette var kendt som ”Ballumkvæg”.
Fælles vandings-projekt
Det skulle sikres, at kreaturerne på markerne havde drikkevand. For at sikre dette for Ballums Enge stiftede man ”Interessentskabet Ballum Enge” i 1842. Til dette formål blev der opsat tre bevandings-møller som ved hjælp af vandsnegle kunne trække vand op fra Brede Å. De to af disse fungerede indtil 1964, hvorefter de blev erstattet af en dieselpumpe.
En grevelig udsending blev meget populær
Få år inden den unge præst var kommet til Ballum kom der fra Møgeltønder en mand ved navn Christian Nielsen. I en længere årrække havde han gjort tjeneste på Schackenborg Godskontor, først som skriver senere som fuldmægtig. Men fra 22. september 1822 blev han bestikket til t være ”Grevskabets Delefoged” for to distrikter Ballum og Lustrup.
Sin bolig fik han på en af grevskabets gårde i Ballum. Han skulle inddrive grevskabets indtægter i særdeleshed fæste – og kongelige skatte, holde fæstehusene i orden føre tilsyn med grevens ejendomme og tage sig af skatte – og fattigvæsen, så vidt dette tilkom Grevskabet.
Biskop Hansen skrev i sine erindringer at denne ”grevelige Oppebørselsbetjent” var en udmærket støtte for hele sognet.
I 1856 – 59 gårde og 186 huse
Omkring 1855 var der i sognet i alt 59 gårde og 186 huse. De var alle kongerigske. De Schackenborgske undersåtter var tingpligtige til Ballum Birk, de trøjborgske til Lø Herred. Ballum Sogn hørte under Ribe Stift bortset fra årene under fremmedherredømmet
Det varede ganske længe inden Ballum-marsken blev inddiget. Man talte om det i 1861, da Højermarsken var inddiget. Men prisen på 900.000 mark afskrækkede grundejerne. Men der var stormfloder både i 1881, i slutningen af 1890erne samt i 1904. Men først efter stormfloderne i 1909 og 1911 kom der skub i sagerne.
Endelig blev Ballum-marsken inddiget
Et knebent flertal i de besluttende organer vedtog i 1913 at der skulle bygges et havdige ved Ballummarsken. Prisen på dige og sluse blev anslået til 718.300 mark. Men Første Verdenskrig bevirkede, at det var svært at finde arbejdskraft.
For at bøde på dette blev 100 franske krigsfanger udkommanderet til dige-byggeriet i 1915 og senere 100 – 200 russiske og polske krigsfanger. Ballum dige og sluse blev færdiggjort med disse fremmede arbejders hjælp og kunne indvies i 1919.
Ballumdiget er 9,9 kilometer langt og dets højde er 6,2 meter over normalt nul. Otte katastrofeveje fører ud til diget, foruden vejen fra Skærbæk til Rømødæmningen.
Urmager og sølvsmede i sognet
I sognet var der talrige håndværkere og i perioder var der så avancerede fag som urmagere og sølvsmede. De forsynede de velhavende bønder og sø-kaptajner med luksusvarer.
Vi afventer Brink-udgravningerne
Det kan være spændende at få mere at vide om de seneste udgravninger ved Brink. Ifølge fortællingerne skulle der yderligere have ligget et par store gårde i sognet. En herregård ved navn Staverskov skulle have ligget på et sted i vadehavet mellem Ballum og Rømø, ved noget der hedder Vese(n). Ja så var det også lige Gundermark og Grove, der begge lå i Vesterende – Ballum i Ballum enge.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Ballum
Rømø
I nærheden
September 7, 2023
Til Marked i Tønder
”Te mærken i Tynne”. Antallet af værtshuse efterhånden stærk begrænset i Tønder. Markederne befordrede musiklivet. Der var forbudt viser. Politiet holdt øje. Det vrimlede med musikere. De samme folk kom igen og igen. Mange forskellige slags markeder. Dengang markedsplads på Torvet. Uvedkommende skulle ikke færdes her. Mange havde fået fri. ”En mærkenskærest holle kun i tre daw”. Mændene kiggede på dyr. ”Studehovedet”. Masser af kager. En havfrue, der levede af chokolade. Sydtyske opkøbere sluttede med håndtryk. En enkelt kvinde blandede sig. Byens borgere havde vænnet sig til det. Pastor Koks mindeord. 3.000 – 4.000 stykker kvæg pr. dag. Mange sprog og dialekter. I 1930erne stoppede det på Torvet. Der var gang i Tønder. Skovrøys mindeord.
”Te Mærken i Tynne”
Det ville jo nok have lydt bedre, hvis over skriften havde lyst sådan:
Jo det var dengang, der var gang i den i Tønder. Vi har allerede berettet noget om disse markeder, bl.a. tjente min far som barn en masse penge ved at betjene en ismaskine dengang. Og Valdemar Rasmussen oplyste at hvert hus i Tønder dengang havde en kro. Det var på sangen Æ Punchsti. Det var en genvej ned til ”Æ Toch”.
Antallet af værtshuse var stærkt begrænset
Måske var det der med antallet værtshuse lidt overdrevet, men i hvert fald, så havde Tønder verdensrekorden i antal af værtshuse pr. indbygger. Og byen blev bl.a. omtalt i en brasiliansk avis for dette. Senere hed det sig at man drak tæt i Tønder. Da jeg for mange år siden forlod byen, var antallet af værtshuse efterhånden stærk begrænset.
Markederne befordrede musiklivet
Der var ret så store markeder dengang. Det var jo så til restaurationernes fordel. Og det er ikke rigtig nogen, der har knyttet Tønders rige musikliv sammen med disse markeder. Men gennem 1800- og 1900-tallet har Tønder haft et rigt og varieret musikliv.
Markederne var den livlige ramme for den meget musikudfoldelse, blandt andet gademusikanter og visesangere. Emsige politiembedsmænd gik rundt og lyttede. Man måtte sandelig ikke synge forbudte ting. Og på repertoiret var både krig, kærlighed og dramatiske begivenheder – mere eller mindre autentiske.
Der var forbudte viser
Politimester Poul Sibbern har sikkert haft en fortegnelse over, hvilke melodier, der var tilladt og hvilke, der ikke var tilladt. Politimesteren havde bedt lærer Clausen om at gennemgå, hvilke skillingsviser, der skulle forbydes. Den stakkels mand gennemgik således til Mikkels-markedet i 1830 hele 202 viser, hvoraf de 16 blev anset for at være forbudt. Der blev sunget både på dansk, tysk, plattysk og en enkelt svensk.
De viser, man sang solgte man også. Ofte var det invalide, der gik rundt med lirekasser. Man så på dem som tiggere. Der var også ofte benamputerede. Som spillede på harmonika. Kasketten lå ved siden af så man kunne putte penge i.
Så var der spåkonerne, der ofte opholdt sig i et telt dekoreret med ugler og katte. Sommetider sad spåkonen i teltets dør med en sort kat på skulderen.
Der vrimlede med musikere
På Tønder markederne vrimlede det med musikere. Nej de fik ikke penge for at komme, det var nærmest modsat. De betalte for stade og for at have en medhjælper med. Der blev sandelig optrådt med obo og violin. Klarinetter og harper var der også i 1830. Der blev handlet ret så livligt. Mænd fra Anderlecht og Trummelsbach solgte skrivematerialer. Fra Flensborg kom modehandlere og optikere.
De samme folk kom igen og igen
Jernvarer og mekaniske kasser blev solgt. Fra Frederiksstad kom tre jøder og solgte tørv og ovne. Pilster fra Husum solgte keramikvarer. Han havde både karl og pige med. Karrusellen fra Arnis skulle man prøve, men hvem turde bestige gyngen? Jo, der gik sandelig en skriver rundt og tjekkede om alle havde betalt for deres stade.
Alenvarer, linned, drejl, flonel og strikkevarer blev handlet i stor målestok. Fra Sønderborg kom der kvindehuer.
Der var salg af fint brød, sukkerbrød, jødebrød, vafler m.m. Den slags fik man nu ikke hver dag. Meget af dette brød blev taget med hjem og gemt i lang tid. Men af de tretten koner, der handlede med det, var der kun, der selv havde bagt det. Resten var kagesælgersker, der hovedsagelig kom fra Flensborg.
Handelsmønstret har sikkert været det samme år for år. Og de samme folk er sikkert gået igen. Men lidt upraktisk kunne det godt blive – tænk, man skulle vente et helt år med at klage over sine briller.
Mange forskellige slags markeder
Fatter skulle helst have et klædningsstykke med hjem til mutter og en lommekniv til sønnike, en kysse til datteren. Og hvis han ikke blev for fuld, skulle han da også have kage med hjem til hele familien.
Bønderne kom kørende til byen og stillede deres vogne inde i gården hos de forskellige købmænd gik gennem skænkestuen og ud på hovedgaden, hvor markedet foregik.
Der var mange slags markeder, der blev afholdt. Mange af disse varede flere dage. Gøglere og bods-ejere overnattede der, hvor der var billigst. Heste – og kreaturhandlere overnattede på kroer og hoteller.
Dengang – markedsplads på byens torv
Tønder var fra gammel tid blevet samlingssted for de mange studedrifter. År efter år blev de fra nær og fjern ført hertil. Hver fredag morgen i forårsmånederne fik byen rykind af det såkaldte magerkvæg, der sommeren igennem skulle opfedes på marskens frodige græsgange.
Dengang havde byen ingen markedsplads. Studene blev derfor anbragt på Torvet. På kort afstand fra rådhuset blev der opsat et rækværk. Også de tilstødende gader blev taget i brug. Man stillede dem på begge fortove. Man bandt dem til jernringe inde i muren. Hvor der var fare for, at et dyr kunne øve ravage på ruderne, garderede man sig ved at anbringe brædder for vinduerne.
Uvedkommende skulle nok ikke færdes her
Det var ikke tilrådeligt for uvedkommende at færdes ad disse gader med de opstaldede kreaturer. Elever, der havde deres skolegang på seminariet, valgte på sådan en markedsdag, klogeligt at benytte sidegaderne. Sælger og køber måtte nok være indstillede på, at de slap helt pletfri fra sådan en dag.
Hvis det var en regnfuld dag, blev gaderne forvandlet til pløre. Det hændte ikke så sjældent at man måtte skovle snavset ud af butikslokalerne og krostuerne. Men det måtte man tage med. En markedsdag gav en god omsætning og det var af stor betydning for de næringsdrivende.
Mange havde fået fri
Til Kræmmermarkederne mødte hele Tønder op. Hele familien var der. Karle og piger fik fri. Børnene havde skolefri og det havde de også i omegnskommunerne. Tjenestefolk og karle havde fået fri. Ofte fik de lidt ekstra og det gjorde børnene også,
”En mærkenskærest holle kun tre dav
Forlystelserne skiftede efterhånden, men der var nogen, der gik igen år efter år. På markedsdagen gik børne fra bod til bod. Så var det jo Lykkehjulet og andre lykkespil. Og balloner blev sendt til vejrs – måske med en hilsen.
Børnene var blevet advaret mod gøglerne, fordi man frygtede de ville stjæle børnenes penge. Og børnene kunne finde på spilopper. Sådan en var min far. Og så var der eller dans på diverse kroer. Her kunne man så betale for enkelt dans eller man kunne simpelthen købe et dansekort og med det kunne man danse fra start til slut. Dengang havde man et slogan:
Det var nu ikke tradition for, at de skulle have en særlig gave eller trakteres på en bestemt måde. Men derfor kunne man jo godt:
Mændene havde andre interesser
Mændene var først og fremmest interesseret i heste, kreatur-, fåre- og grisemarked. Kvinderne gik sammen med de mindste langs boderne og talte med slægtninge og bekendte. Traditionen tro var der mange familier, der til sådan et marked blev forsynet med nye sko.
Studehovedet
Jo her var også en karrusel, der blev trukket af en hest. På drejepladen var der sat små heste og svaner. Studehovedet – æ stuehoej – var en kraftprøve. På tysk blev den kaldt ”Haut den Lukas”. Man slog på en træklods. Hvis slaget var hårdt nok, for der noget til vejrs op ad en stang, og det kunne få en lille mand af træ til at dreje sig en eller flere gange. Den lille mand var anbragt i 5-6 meters højde.
Hvis man slog meget kraftigt, fik man som præmie en stor papirblomst til at fæstne på jakkekraven.
Finere folk deltog ikke i at slå på studehovedet. De vittigheder manden ved Studehovedet kom med, var ikke altid lige pæne. Det skete også at man slog på Studehovedet for at finde ud af, hvem der skulle give den næste omgang.
Der var også forskellige kastespil, hvor man kunne vinde forskellige spil. Man kunne vinde små gaver som dukker, gummibolde eller små figurer. Der var masser af skydetelte.
Masser af kager
Et ældre ægtepar solgte kager fra en vogn, der havde buet sejldugstag. De solgte også honningkager ”Echte Braunschweiger” . Der var masser af kager. Kager i hjerteform hang og dinglede.
Spadserestokke, piber og tovvarer var her også. Æbler, pærer, røget fisk og stegt ål kunne købes. Jo, her var en duft af lidt af hvert.
En lokal bødker tilbød vaskebaljer og malkespande af træ. Grydeskeer – træskeer kunne også købes. En saddelmager havde udstillet seletøj til salg. Kasketter, legetøj og billige smykker kunne også købes.
Man havde udkommanderet ekstra vagtmandskab. Slagsbrødre dukkede garanteret op. Det var ikke kun i Tønder, der var marked. Også i den nærmeste omegn var der jævnlig marked bl.a. Nibøl, Skovlund, Hanved, Læk m.m.
Man kunne genkende dem
Der kom opkøbere helt nede fra Sydtyskland, Jo en rigtig handelsmand havde en hvid kittel på og en stok i hånden. Hestehandlere havde desuden en pisk med. Kreaturhandleren havde en saks i den ydre brystlomme. Den måtte gerne stikke lidt op over lommens kant, så enhver kunne se det.
Sydtyske opkøber afsluttede med håndtryk
Når en køber kom for at syne en hest, blev den først forestillet stående, så blev den travet indtil 50 meter frem og tilbage, så førtes den ”i skridt” ca. 25 – 30 meter frem og tilbage. Hesteopkøbere havde næsten altid agenter. De skulle kigge på hestens tænder for at fastslå dens alder. Hovedopgaven var dog at få prisen ned. Senere på dagen skulle han hjælpe med at ”tage hestene af”. Selv om hestene blev købt om morgenen blev de først overtaget henimod middag.
Når kreaturerne blev synet, skulle man altid trække dem fra rækværket for at køberen rigtig kunne se dem. Når dyret var synet, forlangte sælgeren en pris som måske lå i nærheden af dyrets værdi. Der blev altid tinget så meget som muligt.
Det blev altid fejret med en lille en og et håndslag. Sydtyske opkøbere afsluttede som regel med et håndtryk. Mange sluttede på beværtning. Efter et stykke tid kørte de hjemad bare for at stoppe i næste by på næste beværtning.
En enkelt kvinde blandede sig
Hele postyret var et mandfolkeforetagende. Og dog – en kvinde dristede sig ind i laget. Det var Ulrikke Auguste Jessen, som altid gik under navnet Ulrikke fra æ Kog. Hun lejede engarealer, som hun lod pløje og tilså korn. Det var en dyrkningsmåde som var ny i marsken dengang. Udbyttet var meget indbringende. Hun var en ofte set skikkelse på markederne i Tønder. Efterhånden blev hun næst efter lensgreve Schack den største grundskyldsyder i det gamle Tønder Amt.
Hun ydede et lån på 10.000 mark ved oprettelse af Ballum Mejeri i 1901 og hun dækkede den største part af byggeudgifterne ved opførelsen af Ny Gamsbøl Kirke. Hun viste også stor interesse for fåreavl. Hun døde i 1907. På kirkegården er der rejst en stor sten til ære for hende.
Byens borgere havde vænnet sig til det
Byens borgere havde vænnet sig til de ugentlige markedsdage, det hørte nu engang til. Men mon ikke det hilstes med glæde, da man i slutningen af 1880erne havde besluttet at henlægge en markedsplads uden for byen. I 1886 var vest-banen blevet åbnet. Flere mente, at det ville være passende at lægge en ny markedsplads der i nærheden. Meget af kvæget skulle jo syd på med banen. Ja denne historie har vi allerede skrevet en artikel om.
Hestemarkederne, der tidligere blev afholdt vest for byen skulle nu også afholdes her. Anlæggelsen af det nye kvægtorv var nu ikke helt billig – prisen var 122.200 mark. Det var efter datidens forhold en betydelig sum.
Pastor Koks mindeord
Hele Søndergade var tætpakket dengang. På markedspladsen var det gæster i alle aldre – lige fra drenge, der havde fir fra skole for at agere trækkere for en løn på et par mark til de aldrende landmænd, der stavrede afsted med stokken. Pastor Kok, der var præst i Burkal mellem de to slesvigske krige, skrev engang i en egnsbeskrivelse:
3.000 – 4.000 stykker kvæg pr. dag
På markedsdagene blev velstanden vist frem. Men også slatne pengepunge og den aldrig svigtende brændevinsbottel blev vist frem. Her var storbønder, husmænd, opdrætter, hestetrækker og studedrivere. Her var håndværkere som rebslagere, kurve – og sadelmagere med deres frembringelser, men her var først og fremmest kreaturer og heste. På de store dage kunne der godt være mellem 3.000 og 4.000 stk. kvæg.
Mange sprog og dialekter
På pladsen kunne man høre sønderjysk, plattysk, frisisk og højtysk. Det samme var tilfældet inde i krostuerne. De danske bønder holdt mest til på Humlekærren. Friserne tog ind på Weisser Schwan, hvor den kendte te-punch satte stemningen i vejret.
I 1930erne stoppede det på Torvet
Det brogede folkelivsbillede på en markedsdag hører fortiden til. I 1921 opførtes der eksportstalde og handelen med slagtekvæg gik nu gennem disse. Bil og tog kom til at besørge transporten. De to krammarkeder Pinse- og Mikkels-marked, har lidt samme skæbne. Det var i 1930erne at den sidste karruselmusik lød på Torvet. Børn og unge flokkedes ved de mange telte.
Der var gang i Tønder
Ved at læse dommer Gjessings barndomserindringer får vi kendskab til, hvordan det foregik. Han skriver at når klokken slog fire onsdag eftermiddag stod der to række telte gennem hele Storegade. Når det kneb, blev der også placeret telte i Vestergade og Østergade. På Torvet var der samlet skydetelte og her var der kraftprøver, vaffeltelte og en levende havfrue, der blev fodret med chokolade. På Svinetorvet stod en ”Pracht – und Reisekarusell” som var belyst på to etager og trukket af en hest.
I Søndergade på hjørnet af Apoteket stod nogle jødiske købmænd og solgte det utroligste kram. Der herskede travlhed for byens fire natvægtere. De havde besvær med at dæmpe ungdommens overstadige lystigheder.
Skovrøys mindeord
Der blev spillet, råbt og trommet. Råb og spektakel varede til langt ud på natten. Skovrøy udtrykker sine indtryk på en lidt vel overdreven måde:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 5, 2023
Tønder 1851 – 1864
Folk blev erstattet af folk nord fra. Skolesproget i Tønder blev dansk. Nye magistratsmedlemmer. Det danske element listede sig frem. En eksklusiv og mere jævn klub blev dannet blandt de dansksindede. En tandløs avis. En beskrivelse fra 1863. Bedre trafikale og industrielle forhold indtraf. Dansk flertal i 1863. Danske soldater på tilbagetog gennem Tønder. Danske embedsmænd tilsluttede sig. Også en dansk fejhed. ”Ordenens Overholdelse”. Uro i Tønder. Tyske naboer hjalp gravid frue. Prøjsiske og østrigske tropper til Tønder. Et ekspeditionskorps til Schackenborg. Ny borgmester i Tønder. Hanquist får nyheder nede fra Ratskeller under Rådhuset. Man diskuterede situationen. Hanquists berømte søn i Husum.
Erstattet af folk nord fra
Velkommen til anden del i vores lille serie, hvor vi følger Tønder fra 1840 – 1920. Du kan med fordel også læse Tønder statsseminariums historie og så er det lige vores rubrik 1864 og De Slesvigske Krige. Men vi laver en henvisning til artikler i tilknytning til denne artikel.
Slaget ved Isted afgjorde foreløbig Slesvigs skæbne. I 1850 begyndte den ”Første Danske Periode” i Tønder. De mest kompromitterede embedsmænd og præster afskediges og blev til dels erstattet af folk nord fra.
Skolesproget i Tønder blev dansk
Ved Sproganordningen af 1851 blev skolesproget i Tønder dansk. Det svarede godt nok til modersmålet med var i modstrid til flertallet. De tysksindede betragtede det som et overgreb. I kirken var dansk og tysk ligeberettiget. Men det var nu en vis fortrinsret for det tyske. Førstepræsten og provst Odin Wolf Tidemannn prædikede altid på tysk, fordi han var førstepræst.
Dette ændrede sig i 1860, da pastor Hjort afløste ham. Anden præst og dansk præst var Mathias Dahl. Tredjepræst den tysksindede pastor Carstens.
Nye magistratsmedlemmer
De fire magistratsmedlemmer Angel, Radoor, Jürgensen og Hanquist blev afskediget. Sidstnævnte vender vi tilbage til i vores serie. Farver Asmus Diemer og bogbinder Ernst Jacobsen var de to dansksindede, der afløste. En halvt år virkede herredsfoged Drøhse. Han blev 1848 afskediget af den provisoriske regering, som kommissarisk borgmester og politimester. Så blev han afløst af borgmester Kiær. Han bliver herredsfoged. Derefter kommer borgmester Holm, der fungerer til 1864.
Det danske element viste sig frem
Det danske element viser sig nu frem. Nej Tønder var langt fra en tysk by. De mindre bemidlede bestod næsten kun af dansksindede. Den naturlige fører for de dansksindede var farver og rådmand Diemer.
Det danske element i Tønder bestod mellem krigene af to grupper, de hjemmehørende og de nordfra tilflyttede. Blandt dem, der kom nordfra bør nævnes, borgmester Holm, fysikus Ulrich, Amtmand Grev Brockenhuus – Schack, tingskriver og koginspektør Refslund, pastor Dahl og lærerne Appel og Hagerup. Nu var Refslund og Appel dog fødte slesvigere.
En eksklusiv og en mere jævn dansk klub
Men ikke alle var dog lige heldige og de fandt ikke den rigtige tone. Vilhelm Hagerup talte med bitterhed om de høje embedsmænds overlegenhed og indbyrdes intriger. Seminariet lå i en evig kamp med byen. De fine danskere dannede den eksklusive ”Klubben af 1850”. Den jævne dansker kom sammen i den folkelige klub ”Dansk Samfund”, der med Cornelius Appel også havde forbindelse til omegnens bønder.
En tandløs avis
Hvordan reagerede de tysksindede i Tønder på de nye forhold? En god tysker havde dengang den faste tro på, at han var bestemt til at gøre andre folk lykkelige. J.C. Todsen solgte alt i 1850, hvad han ejede og flyttede til det fri Hamborg. Dermed mistede han også al indflydelse.
Han blev også i Hamborg efter 1864. Her døde han omkring nytår 1880. Tond. Int. Blatt blev farveløst og fyldte de frie spalter med anekdoter. Først efter 1856 blev den danske linje repræsenteret og det var med Den Vestslesvigske Tidende udgivet af bogtrykker Larsen i Møgeltønder.
En beskrivelse af Tønder fra 1853
Da Vilhelm Hagerup i 1853 kom til Tønder skildrede han forholdene således:
Ja sådan så det ud i 1853. I løbet af de næste 10 år indtrådte der dog en væsentlig ændring. Det danske element blev styrket. Og den tyske indstilling blev mere velvillig indstillet.
Bedre trafikale og industrielle forhold
De økonomiske forhold arbejdede nu også for danskerne. Landbruget havde også fået bedre tider. Tønder fik landevejene til Husum og Ribe. Til de bestående industrier føjedes der nye til – to uldvarefabrikker, en cikoriefabrik, et jernstøberi og andre. Tønder var i 1864 en ikke helt ubetydelig industriby.
Fysikus Ulrich fik i 1855 oprettet et sygehus og i 1859 et børneasyl. En realskole blev oprettet i 1862. Der blev gjort noget for byens forskønnelse. Der blev forberedt opførelsen af et gasværk. Der var projekter fremme om en jernbane til Tønder. Jo halvtredserne var i national og økonomisk henseende, viste gode år.
Dansk flertal i 1863
Resultatet til Stænder-valget i 1863. De to danske kandidater fik 194 og 188 stemmer. Så meget opnåede de tyske kandidater ikke. Dermed blev rådmand Diemer Tønders første Stænder – deputerede. Det skal dog lige bemærkes at Tønder ved dette valg dannede valgkreds med Løgumkloster, Højer og Vyk på Før.
Lillejuleaften 1863 trak skyerne op og Vilhelm Hagerup skrev:
Mellemkrigstiden havde bragt en stærk udvikling i dansk retning. Men så kom krigen og afbrød denne udvikling.
Danske soldater på tilbagetog gennem Tønder
Fastelavnssøndag den 7. februar 1864 ved middagstid kom det danske militær med kanonerne fra Frederiksstad på tilbagetoget gennem Tønder. Soldaterne blev godt beværtet af både danske og tyske borgere.
Også en dansk fejhed
De drog videre og de fleste danske embedsmænd og lærere sluttede sig til dem i bar panik. De forlod byen nord på. Med bitterhed nævner Hagerup særlig Kühnel og Thurah, der så ofte havde holdt festtaler om
Nu var de så de første, der løb deres vej. Værst var det, at også alle betjente og gendarmer forlod byen og egnen. Nu var der pludselig ingen til at vogte offentlig sikkerhed. Dette blev naturligvis udnyttet af urostiftere fra by og land.
Ordenes Overholdelse
12 tyske borgere dannede en sikkerhedskomité til ”Ordenens Opretholdelse”. Men de havde slet ingen autoritet. Provst Hjort nævner i sin indberetning til regeringen at en række tysksindede borgere virkede meget aggressive. Det var især købmændene Angel-Stein, Th. A. Todsen, forpagter Fröhlich, Ellehus og godsejer Mommsen, Store Tønde.
Uro i Tønder
Søndag aften kom der til uro i Tønders gader. De danske skilte blev revet ned. Vinduer blev slået ind. Da fysikus Ulrich, som var blandt de udpegede til at forlade byen, nægtede, indtog en større mængde en truende holdning og stener ham ud af byen. Vi har tidligere skrevet to artikler om dette tema.
Tyske naboer hjalp den gravide frue
Tirsdag den 9. februar 1864 proklameres Hertugen på Torvet. Men ingen af de førende tysksindede ønskede ved den lejlighed at komme frem i forreste række.
Apoteker Dreger holder en forvrøvlet tale. I tilslutning til proklamationen er der optog gennem byen. Singvereins musikkorps er i spidsen. Flere dansksindede borgere tvinges til at hænge tyske flag ud, bl.a. Hage på Humlekærren. Lærer Hagerup og andre danske tjenestemænd og lærere kunne stadig færdes uantastet i byen. Hos lærer Appel blev vinduerne slået ind. Og tyske naboer tager sig venligt af hans kone, der ligger i barselsseng.
Prøjsiske og østrigske tropper i Tønder
Om fredagen kom der preussiske tropper til byen. De beslaglægger de offentlige kasser og bestiller kvarter. Dagen efter rykker Anden Bataljon af et preussisk garderregiment ind i byen modtaget med flag og jubel, illumination og fakkeltog. Dagen efter følger østrigske tropper. Det meste af 1864 og 1865 ligger der østrigske tropper, suppleret af ungarer og kroater i Tønder,
Et ekspeditionskorps til Møgeltønder
Den 20. april afgår et ekspeditionskorps på 300 jægere og 60 dragoner på 61 vogne til Schackenborg, hvor de beslaglægger Hans Schacks gamle kanoner fra ”Slaget ved Nyborg i 1659”. Bogtrykker Larsen blev anholdt. Kanoner blev som sejrstrofæer sendt tilbage til Wien men måtte returneres, da det her var tale om privateje.
Ny borgmester i Tønder
Nu blev alt igen vendt på hovedet. I februar 1864 blev Bleichen, en ung jurist, der stammede fra Keitum på Sild borgmester. Det er han til september 1865, hvor han rykker ind i Amtsgården som landråd.
De to danske magistratsmedlemmer afskediges og erstattes af fire tyske, deriblandt Thomas Andreas Todsen og Graus Graussen Weddersøe, der havde fået nye bogstaver knyttet til sit navn.
Skolesproget blev igen tysk. Der var blevet foretaget en afstemning. Af de 650 stemmeberettigede blev der afgivet 504 stemmer for tysk og kun en for dansk skolesprog. Pastor Carstens blev provst. Og seminariet blev tysk under ledelse af pastor Schmidt, far til den enere danske folketingsmand Pastor Schmidt.
Hanquist får nyheder fra Ratskeller
Oluf Christian Hanquist var den sidste i familien, der drev et betydningsfuldt handelshus i byen. I storhedsperioden var det kniplinger, der var handelshusets største indtjening. Med jævne mellemrum sad Hanquist, der som tidligere nævnt også havde siddet i byens råd og skrev til sine børn om udviklingen i Tønder.
Dagligt gik Hanquist ned i Ratskeller under rådhuset for at få nyt omkring udviklingen. Vi får et indblik i udviklingen fra tysk side i disse breve.
Den 2. januar kunne han berette om, at to af aviserne i Slesvig var blevet forbudt af regeringen i Slesvig. Han fortalte også at den tidligere amtmand, Grev Reventlov var taget væk fra byen.
I slutningen af januar 1864 skulle der åbenbart være session i Tønder. Og det gik åbenbart også ud over en af Hanquists ansatte. I et af brevene undrer Hanquist sig over, at den danske regering først ville forhandle om november-forfatningens tilbagetrækning efter at hele Slesvig – Holsten var besat.
Man diskuterede situationen
Og så var der åbenbart koncert ved Blegen i Tønder. Her havde der været ballade. Åbenbart var seminarister indblandet. På Rådhuset i Tønder ville man foretage en nærmere undersøgelse. Af brevene fremgår det at familierne Hanquist, Popsen og Hemsen havde diskuteret den aktuelle situation.
Den 19. april ankom provst Valentiner til Tønder. Ja hvem er nu det, spørger læseren sikkert. Det skulle ikke undre, dette var faderen til den berømte ubådskaptajn, der fik frataget sit æresborgerskab i Sønderborg.
Hanquist berømte søn
En af Hanquist sønner er Theodor med efternavnet Storm. Den skarpe læser vil nu spørge om det ikke er den berømte forfatter til bl.a. Der Schimmelreiter. Og svaret er jo. Han var også advokat. En ivrig samfundsdebattør var han også. Den danske regering forsøgte at ligge ham hindringer i vejen. Efterhånden tog han afstand fra prøjserne og blev Slesvig – Holstener i sin tankegang og filosofi. Ja Storm blev også dommer i Husum.
Kilde: (Hele serien Tønder 1840 – 1920)
Hvis du vil vide mere: (Hele serien Tønder 1840 – 1920)
September 3, 2023
Ladegården og Kirken
Masser af artikler om dette tema. Dette er 14. artikel. Et nyt Pest-hus ved Kalvebod Strand. Lemmerne flytter til Ladegården. Flytningen blev indført i Kirkebogen. Ingen behandling af ”Vanvittige og Gale”. Nu hed det Skt. Hans Hospital. Man kunne betale sig for en kur mon veneriske sygdomme. Inden for 31 år fandt her 151 fødsler sted. En optegnelse af Lemmer fra 1787. Englænderne ødelagde inventar for 22.000 Rigsdaler i 1807. Flytning af Lemmer til Borup Gods. Kongen bestemte i 1816. For dyrt at Ladegården skulle nedrives. Nedbrydningen blev standset – det blev for dyrt. Man forsøgte flere gange at sælge Ladegården. Fra 1822 – en Arbejderanstalt. I 1833 en Tvangsarbejderanstalt. Lemmerne satte ild til gården. Den 1., 2. og 3. kirke. Drabelige dødsfald – i kirkebogen. 30 lemmer, der ikke var ”vanvittige” eller ”gale”. Ordre til at ophøre med gudstjeneste. Oprettelse af tvangsskole.
Masser af artikler
Nogle kan måske undre sig over denne overskrift. Men man kan faktisk gå ind på kirkebogen fra kirken på Ladegården og finde nogle interessante ting. Efterhånden kan du vores serie omkring Ladegården finde mange artikler. På YouTube ligger der også to optagelser fra et foredrag i Stefans Kirken med en masse fotos. Dette er vores 14. artikel om gården og åen. Se i slutningen af denne artikel en fortegnelse over alle vores artikler.
Som bekendt var gården egentlig en kæmpe avlsgård, der blev ødelagt i en orkan/storm. Den blev bygget op igen. Men under belejringen i 1658 – 1659 blev gården ødelagt.
Et nyt Pest-hus ved Kalvebod Strand
Et nyt pest-hus blev opført i nærheden af Kalvebod Strand. Og ladegården stod tom i nogle år. Men under pesten i 1711 blev den indrettet til Pest-sygehus. Efter pestens ophør blev bygningerne givet til bage til ”Krigsbestyrelsen”. De havde udlånt dem til Sundhedskommissionen.
Lemmerne flytter til Ladegården
I 1733 blev Ladegården efter at være genopbygget benyttet til krigshospital. Den blev taget i brug 1. juli 1733. Derefter blev bygningerne brugt til fattighus, Sygehus og Straffeanstalt for Militæretaten. Ladegården blev derefter solgt til Københavns Kommune for 22.000 Rigsdaler.
Fra pest-huset, der lå ved Kalvebod Strand blev nu ”lemmerne” flyttet til Ladegården. Det fraflyttede sted havde været anvendt til ”Lazaret for smitsomme sygdomme” og senere ”Opholdssted for afsindige og uhelbredelige syge”.
Flytningen blev nedfældet i kirkebogen
Pest-huset havde i 1766 efter sin velgører Claudi Rosset fået navnet ”St. Hans Hospital og Claudi Rossets Stiftelse”. Dette navn blev nu overført til Ladegården. Det sjove er at det er indskrevet i en kirkebog. Det må enten være skrevet af degnen eller præsten. Vi skal her forsøge at gengive det på nogenlunde nudansk:
Ingen behandling af de ”vanvittige og afsindige”
Søndag den 8. oktober 1769 var der igen gudstjeneste på Ladegården: Præsten fremover var Henric Becker, Degnen eller ”Sygetrøsteren” Peder Strange.
I 1770 var der på Ladegården 3 sygestuer med 25 lemmer og to stuer for 53 lemmer. Desuden var der to stuer for 53 lemmer. Men så var der også 2 stuer med 35 kister, 19 ”Dårekister” og 3 ” såkaldte ”honnette” ”Dårekister” samt 18 forvaringskamre.
Hvad er en ”Dårekiste” spørger læseren sikkert om? Det er tale om en burlignende kiste med ribber eller aflukke af tømmerværk. Her indespærte man de ”afsindige” Med dårekisten tilstræbte man ingen behandling af de syge. Og de sindssyge måtte heller ikke forlade området.
I 1770 havde Skt. Hans 200 patienter, som man benævnede ”vanvittige” og ”afsindige”. Man mente dengang at sindssygdom var et moralsk onde, der skulle undertrykkes med tvang og straf.
Nu hed det Skt. Hans Hospital
Der fandtes en kirke i Pest-huset. Men det var nærmest et aftrædelsesværelse for præsten, der tillige var præst ved Ladegården og havde bolig der.
Nu hed det St. Hospital på Ladegården. I en skrivelse fra 11. november 1784 fra inspektøren blev det bestemt til at modtage til forvaring og pleje:
Kunne betale for ”en kur mod veneriske sygdomme”
På sygestuerne modtoges en kur mod veneriske sygdomme for egen betaling. Kunne man ikke dette, betalte Fonden. Andre igen blev sat til arbejde for det, som det hele kostede.
Inden for 31 år fandt 151 fødsler til stede
Men åbenbart kom kvinder også her på Ladegården for at føde. Fra 1735 til 1766 er der således fundet 151 fødsler sted. Og uha i 33 tilfælde var forældrene ikke gifte. I 8 tilfælde var fædrene soldater. Muligvis har begge forældre været anbragt på hospitalet og tilhørt de fattigste. Men dog. Så vidt det kan ses, er der også optaget tatarer, som er kommet til landet.
En optegnelse af Lemmer fra 1787
Fra 1787 opførte man en ugentlig liste. Kigger vi på den ser vi:
Englænderne ødelagde for 22.000 Rigsdaler
Ladegårdens bygninger havde i årenes løb lidt meget. I efteråret 1792 blev der foretaget en hovedreparation, som kostede 2.049 Rigsdaler. I 1807 forvoldte bombardementet stor skade på bygningerne. Den blev opgjort til 2.800 Rigsdaler. Men ak og ve skaden på inventaret var langt større, nemlig 22.000 Rigsdaler.
Flytning af Lemmer til Bistrup Gods
Efter krigens afslutning købte Københavns Kommune i 1808 Bistrup Gods ved Roskilde. Hertil blev St. Hans Hospital flyttet. Flytningen begyndte i 1814.
Der skulle transporteres:
Denne transport ønskede man foretaget med artillerivogne. Men problemet var bare at artilleriet ikke kunne afse de nødvendige heste. Kongen mente, at man passende kunne indskrænke befordringen med artillerivogne til de sindssvage lemmer, så det blev stillet så mange med 4 heste forspændte artillerivogne til rådighed til 40 personers transport. Desuden blev der sendt en bereden officer til at holde orden under transporten.
Hvorledes de øvrige lemmer er blevet befordrede, foreligger der intet om. De er forhåbentlig ikke gået – det er da godt nok et stykke vej?
Kongen bestemte i 1816, at Ladegården skulle nedrives
I 1816 bestemte kongen at Ladegårdens bygninger skulle nedrives på grund af hospitalets beliggenhed i nærheden af byens fæstningsværker. Nedbrydningen begyndte i februar måned med to – af de største og bedste længer, nemlig mellem – og kirkebygningen og den venstre ende-bygning.
Materialerne fra disse bygninger blev transporteret til Bistrupgård for at bruges ved opførelsen af to sidefløje. Senere blev også brænde – og sprøjtehusene nedbrudt.
Nedbrydningen standsede – det blev alt for dyrt
Hermed standsede nedbrydningen. Direktionen for Fattigvæsenet havde fundet ud af, at nedbrydningsomkostningerne var for store i forhold til materialernes værdi. Derfor kom der nu en kgl. Resolution for, at de endnu ikke nedbrudte bygninger indtil videre måtte blive stående. De måtte dog ved et angreb på Københavns Fæstning nedbrydes.
De lemmer, der var tilbage, blev nu anbragt i de ikke nedbrudte bygninger. I alt var der vel kun en 30 stykker tilbage. De var for størstedelen sengeliggende.
Man forsøgte flere gange at sælge Ladegården
Mange gange forsøgte man at udleje Ladegårdens bygninger og i 1821 forsøgte man at afhænde Ladegården ved at sætte den med dens bygninger til auktion. Der var i alt 7 bygninger.
Bygningerne blev efterhånden meget brøstfældige. Man havde efterhånden opgivet at få dem solgt. Den 25. september 1821 bestemte Kancelliet at bygningerne skulle sættes sådan i stand, at de kunne henstå uden at forringe dens nuværende værdi, hvilket efter et overslag ville koste 600 Rigsdaler.
Fra 1822 – en Arbejderanstalt
I 1822 blev bygningerne taget i brug som Arbejderanstalt, hvor Københavns Fattigvæsen:
Ved en kongelig resolution blev det nu bestemt at Ladegården skulle omdannes til ”fabriksindretning” som i den anledning fik ”tilordnet et fabrikskyndigt medlem”. Endvidere blev det pointeret at ”her kunne Fattigvæsenet give arbejdsføre-trængende stadig og hensigtsmæssig beskæftigelse”.
I 1833 Tvangsarbejderanstalt
Nu fik stedet igen navneforandring, Nu hed det ”Kjøbenhavns Fattigvæsens Tvangsarbejderanstalt. Ved en plakat af 9. oktober 1833 blev der givet nærmere regler for dens benyttelse. Heri fastsættes det bl.a. at straffen for betleri, der hidtil havde været fængsel på vand og brød fremtidig skulle afsones med hensættelse i tvangsarbejderanstalten således at det nu blev en måneds tvangsarbejde trådte i stedet for 5 dages fængsel på vand og brød.
Lemmer satte ild til gården
Den 14. august 1839 forsøgte nogle ”Lemmer”, der også tidligere der var grebet på fersk gerning at sætte ild til bygningerne. De ville hævne sig. Nu var der nemlig opsat et plankeværk som adskilte mandlige og kvindelige ”Lemmer”.
En del varer og redskaber samt over 100 sengesteder blev dels fordærvede, dels opbrændte. Omtrent 50 af lemmerne blev flyttet til Vartovs loft.
Den første kirke
Det er nok ikke mange, der tænker over det, men da Ladegården den 1. juli 1733 blev taget i brug som krigshospital måtte der også søges for kirkelige forhold. Der var selvfølgelig ingen kirke fra starten.
Men allerede den 22. september blev hospitalet for første gang betjent af sognepræst for den danske Garnison mag. Sechmann. Gudstjenesten blev afholdt første gang i den store spindestue af student Nicolai Isenfeldt.
Den 28. november 1734 blev den første kirke på Ladegården indviet af biskop Christen Worm. Denne kirke holdt ikke så længe. Den 4. november 1753 blev den nye kirke indviet. De to kirker lå samme sted og den gamle eksisterede endnu i 1747. Cirka 12 præster havde i tidens løb tilknytning til denne kirke.
Til kirken fik man efterhånden foræret diverse ting. Der kom alterdug og klæde til prædikestol, messinglysestager og meget mere. Også ungdommen på Ladegården blev af præster, studenter m.m. undervist i ”undervisning af ungdommen”.
Drabelige dødsfald – i Kirkebogen
I den såkaldte ”ministerialbog” findes der oplysninger om dødsfald og andre oplysninger, som man normalt ikke finder i andre kirkebøger. Det minder om til tider et hårdt liv på Ladegården. Igen engang har vi tilladt os for gøre indholdet lidt mere nydansk:
30 lemmer, der ikke var ”vanvittige” eller ”gale”
Efter al ”Lemmerne” var flyttet til Bistrupgård blev kirken nedbrudt. Det blev oplyst, at der kun var 30 ”Lemmer” tilbage. Og de var hverken ”vanvittige” eller ”gale”.
Ordre til at ophøre med gudstjeneste
I en skrivelse af 3. februar gav Kancelliet ordre til at ophøre med gudstjeneste. Men præsten burde dog fortsat besørge det forfaldende arbejde for de syge. Der lød også en befaling til at indsamle alt ”kirkelige materiale”, der efter nærmere bestemmelse ville blive sendt videre til Bistrupgård.
Oprettelse af Tvangsskole
I 1834 blev der på Ladegården indrettet en ”Tvangsskole”. Der var blevet diskuteret om børnene på Ladegården fik den nødvendige viden til at blive konfirmeret:
En lærer blev antaget til ”Undervisningsanstalten Ladegården”. Han forberedte børnene til konfirmation. Men han var ikke ordineret, så han måtte ikke konfirmere dem. Åbenbart var det vanskeligt at få dem transporteret ind til hovedstaden. Og Ladegården havde ikke mere et kapel. Nu blev kandidaten så ordineret, så han kunne konfirmere dem. Og det foregik i en sal på Ladegården.
En tredje kirkesal blev indviet
En ny kirkesal, som nok skal betegnes som den tredje var planlagt i 1848. Men den blev først indviet den 23. juni 1850. Rummet fik hovedsagelig lys fra fire store vinduer i bygningens gavl ud til vejen. I tværbygningens langmure fandtes et tilsvarende stort vindue i hver side som gav lys til kirken.
Den 12. februar 1853 blev en præst ved Døvstumme instituttet beskikket til at være præst på Ladegården. Men det var han kun i fire år.
I den sidste tid er et lokale som man kaldte bede-værelse blevet indrettet som kirkesal. Søn – og helligdage afholdtes her gudstjenester så længe der var mennesker i bygningerne indtil 1908.
Kilde:
Hvis du vil vide endnu mere:
September 1, 2023
Et Orgelbyggeri gennem 219 år
Se bare Storegade 24. Længe inden var der kirkemusik. Havde ingen plads i kirkemusikken. Et primitivt orgel i år 700- Jürgen Marcussen uddannet hos onkel. I 1806 byggede Marcussen sit første eget orgel. Men det allerførste orgel blev bygget i år 700. Han fik ret til at restaurere orgler i Slesvig – Holsten. Da Reuter kom ind i billedet. I 1830 flyttede firmaet til Aabenraa. Sønnen oparbejdede et godt navn. Fornemme folk har boet her på Storegade. Et orgel til Christiansborgs Slot. Orgel til Lund på 60 stemmer. Sønnesøn af datter overtog firmaet. Syvende generation sidder i dag i ledelsen. I dag nyder ”Marcussen og Søn” international anerkendelse. Ny byggehal blev etableret. Nu er det tid til restaurering af forhuset. Ejerkredsen er blevet udvidet. Kun 70 – 80 tilbage i orgel-virksomhederne. Der skal arbejdes længe for at få en ordre. En enkelt stemme koster alt efter størrelse ca. 200.000 kr.
Se bare Storegade 24
Jeg husker godt, at jeg stod i denne gård for efterhånden mange år siden. Det var mens, at jeg arbejdede i Aabenraa. Det ligner en stor købmandsgård. Imponerende at her arbejder i dag syvende generation af stifteren dengang i 1807. Og nu har Real Dania meddelt, at de skal i gang med at renovere forhuset. Det bliver stort.
Se bare på Storegade 24 med forside, sidebygninger og baghus. Her ligger Danmarks ældste orgelbyggeri. Her flyttede de ind i 1830.
Længe inden var der kirkemusik
Men længe inden havde et været kirkemusik orgelbyggeri i Danmark. Udviklingen i europæiske kirkemusik stammede tilbage fra slutningen af Middelalderen. Oprindelig var kirkemusik en – og siden flerstemmig korsang. Efter reformationen udvikledes salmen i den lutherske del af Europa. Luther skrev selv sine salmer og allerede i 1528 udkom den første salmebog.
I 1570 havde Hermann Raphael bygget et orgel i Dronning Dorotheas kapel på Sønderborg Slot. Matthias Mahbn byggede i 1590erne instrumenter til Sct. Nikolaj Kirke, Aabenraa og Kristkirken i Tønder. Nicolaus Maas afleverede i 1609 et stort orgel til St. Nikolai, Flensborg.
Havde ingen plads i gudstjenesten
De tidligste orgler akkompagnerede slet ikke salmesangen. De havde egentlig ikke nogen plads i gudstjenesten. Det var først i slutningen af 1600 – tallet at orglet fik til opgave at ledsage menighedens sang. Op gennem 1600-tallet fik orglet til opgave at ledsagede menighedens sang.
Et primitivt orgel allerede i år 700
Pibeorgelet har eksisteret i sin nuværende form siden det 14. århundrede, mens en mere primitiv udgave har spillet i kirken siden omkring år 700.Pibeorgler kan bygges i varierede størrelser med forskellige antal manualer, registre, stemmer og piber. Der findes mange retninger og stilarter inden for orglernes klangverden – lige fra det barokke over i det romantiske.
I baroktiden komponerede Johan Sebastian Bach orgelværker. De tyske orgelbyggere havde stor succes. De nordtyske byer og hansestæderne fik flotte orgler.
Jürgen Marcussen uddannet hos onklen
Jürgen Marcussen er født i Snogbæk. Han grundlagde firmaet. Faren Jürgen Marcussen Reventlov var tømrer på Sundeved. På grund af den store børneflok blev sønnen, Jürgen Marcussen sat i pleje os en slægtning, nemlig snedker Alexander Andersen i Sottrup. Her fik han meget naturligt en uddannelse som snedker.
Og det som sådan kom han i orgelbyggerlære hos Hans Fr. Oppenhagen I Rudkøbing, som mest kendt blev for at levere et næsten ubrugeligt orgel til Vor Frue Kirke i København.
Det første orgel blev bygget i 1806
Men i 1806 kom han tilbage til Sønderjylland, hvor han byggede sir første orgel. Det blev leveret til Tønder Seminarium. Året 1806 opfattes derfor som firmaets grundlæggelse. Han blev gift med Anna Marie Andersen. Sit første værksted havde han hos sigerfaderen. Denne var snedker i Lundsgårdmark vest for Vester Sottrup. Senere flyttede han sit orgelværksted til ”Lindely” i Vester Sottrup.
Restaurationsarbejde i Hertugdømmerne
Marcussen slægtede ikke sin læremester på. I løbet af kort tid fik han en position gennem komponisten C.E.F. Weise, at få opgaven at restaurere det gamle orgel i Sct. Maries Kirke i Haderslev. I 1811 fik Marcussen koncession til at udøve orgelbyggerhåndværket i Slesvig Holsten af Frederik den Sjette. Dette første til en række restaurationsarbejder i hertugdømmerne.
Da Reuter kom ind i billedet
Marcussen havde snart flere mænd i sine tjenester. En af disse var Andreas P.W. Reuter, som Marcussen snart knyttede sig tættere til. I 1825 gjorde han sin han ham til kompagnon. Nu skiftede navnet til Marcussen & Reuter.
Endnu holdt firmaet til under beskedne forhold i Sottrup og på Skovbølgård i Felsted Sogn, hvor Marcussen havde lejet en del af hovedbygningen.
I 1830 flytter firmaet til Aabenraa
Men i 1830 flyttede firmaet til større forhold i Aabenraa.
En masse restaureringsarbejde fulgte bl.a. af orglet i Møgeltønder. Dette var Danmarks ældste kirkeorgel. Også orglet i Roskilde Domkirke fik i begyndelsen af 1930erne en hovedreparation af Reuter. Derfor var det alvorligt for firmaet, da Reuter døde i 1847 af kort tids sygdom kun 49 år gammel.
Jürgen Marcussen var på dette tidspunkt selv op i tresserne. Men en række ordre i ordrebogen blev sønnen Jürgen Andreas Marcussen kaldt hjem for at overtage Reuters plads. Firmaet skiftede nu navn for anden gang navn.
Sønnen oparbejdede et godt navn
Sønnen oparbejdede meget hurtigt et godt ry. I begyndelsen af 1850erne var firmaet præget af leverancer til mindre- og mellemstore by – og landsbykirker. Det var i disse år, der var over 20 beskæftiget. Og det var på Storegade firmaet i 1856 overtog bygningerne.
Marcussen opfandt den såkaldte ”kassebælgen” inspireret af ideer, der opstod mens han var i færd med at reparere sin hustrus sybord. I kassebælgen dannes lufttrykket bed, at et indvendigt stempel sænkes ned i den ydre kasse. Således presser luften ud i orglets kanalsystem – det svarer omtrent til et sybord, hvor en løs kasse til småting er anbragt i en tætsluttende sort kasse. Kassebælge blev anvendt i ca. 100 år, indtil elektriske blæsemotorer vandt indpas i begyndelsen af det 20. århundrede.
Fornemme folk boede her på Storegade
I indskriften på forsiden af huset står der 1723. Forhuset er opført dette år. Den fem fags vinkelfløj i gule normalsten er opført mellem 1723 og 1744. Vinkelfløjen er antagelig opført af justitsråd Christopher Trogelius Koch, der fra 1730 til sin død i 1775 drev Jørgensgård Teglværk. Det er måske derfor, der er skiftet i teglstenene.
I starten af 1700 – tallet boede den daværende borgmester Hans Peter Thaysen på stedet. I 1802 stod kancelliråd Kantüs som ejer, og i 1815 blev gården overtaget af herredsfoged Sivers.
I 1830 overtog Marcussen og Kornmann gården, som allerede nævnt, men allerede i 1859 var Jørgen Andreas Marcussen blevet eneejer.
Et orgel til Christiansborg Slotskirke
Chr. Koch overtog i 1735 Skovbølgård, hvor Marcussen havde værksted inden han tog til Aabenraa. Det var her på Skovbølgård at Marcussen og Reuter forarbejdede store dele af orglet til Christiansborg Slotskirke. I perioden 1826 – 1829. I forlængelse af vinkelhuset følger et seksfaget sidehus med stor tagudhængning som Marcussen enten overtog som nybygning eller lod opføre umiddelbart efter overtagelsen af ejendommen.
Foran huset står ”Soli Deo Gloria /Iam. Det er fra 1859. Dermed hyldede man en tradition i Aabenraa, hvor man hylder Gud på hus-tavlen.
Orgel til Lund Domkirke med 60 stemmer
Firmaet leverede i disse år hovedsagelig orgler til kunder i kongeriget og Sverige, Det sidste orgel i lang tid blev leveret til Kastels kirke på Kastellet i København. Med nederlaget i Dybbøl i 1864 fik hele firmaet hele Tyskland som hjemmemarked. Marcussen leverede nu kun til det tyske marked.
I 1867 – 1868 stod firmaet dog for ombygningen og restaureringen af Lund Domkirkes orgel med 60 stemmer. Efter 1920 begyndte firmaet igen at levere orgler til Danmark.
Sønnesøn af datter overtog
. Marcussen & Søn blev overtaget af Andreas Marcussens søn, Hartvig, men skæbnen ville, at han døde i 1897 kun 38 år gammel. I stedet overtog Johannes Lassen Zachariasen, en sønnesøn af datteren af stifteren Jørgen Marcussen firmaet fra arvingerne i 1902 efter Jürgen Andreas Marcussens død i 1900.
Romantikken gav udtryk for udtryksfulde, intensive grundtonerprægede orgler, men det blev det ændret på efter 1902.
Syvende generation på toppen
Inden da havde han siden 1897 deltaget i ledelsen af firmaet. Med Johannes Zachariassen gik firmaet over til den del af Jürgen Marcussens efterslægt, som endnu sidder i ledelsen. Således sidder Claudia Zachariassen stadig ledelsen og det har hun gjort siden 1995.
Hun er i dag 7. generation af familien Marcussen – Zachariassen. Orglerne fremstilles stadig med respekt til håndværket og i tråd med tidens smag.
En sand ”bevægelse” for nutidens pibeorgel
I 1922 0vertog den 21 – årige søn Sybrand Zachariassen ledelsen. Han foretrak en et mere driftssikkert orgel med sløjfevindlader, en enkelt og præcis spillemekanik og et bredt tonespektrum. Der blev dagligefrem lavet en bevægelse for nutidens ”pibeorgel”.
I dag nyder Marcussen international anerkendelse
Marcussen og Søn er i dag Danmarks ældste og største orgelbyggeri, der nyder international anerkendelse for sine instrumenter. De er i dag at finde i både Europa, USA og Sydafrika. Firmaet har således rundet 1.100 orgler siden deres grundlæggelse. Således er orgelet at finde i Grundtvigs Kirke og Københavns Domkirke. Men også i mindre kirker som Ulkebøl, Østby og Æresborg Kirke.
I dag er vel ansat ca. 30 medarbejdere hos Marcussen. Det er også mange håndværksfag, der spiller sammen. En pibemager omformer til orgelpiber. En intonatør giver piberne deres klang. Og til sidst sker der en finpudsning i kirkerummet eller kirkesalen.
Og der leveres også orgler til Japan, Israel og Filippinerne.
Firmaet har flere gange udsendt festskrifter i anledning af jubilæer, Den flotte Orgelgård blev fredet i 1977. Den skal vi lige høre lidt mere om.
Ny byggehal
I 1980erne blev der opført en ny stor orgelbyggehal i en treetagers grundmuret bygning blev sammenbygget med tværhuset langs nordsiden, ligesom de ældre sidehuse ligger med denne orientering.
I 1997 blev gaden Skt. Nicolaigade, umiddelbart vest for grunden anlagt og herefter havde portåbningen mod Storegade ikke samme funktion oprindelig. Dermed fik orgelbyggeriet andre adgangsforhold
Tid til restaurering
Nu skal forhuset i gang med at blive restaureret. Uanset om det ikke umiddelbart er sket nogen forandring, er det dog sket store forandringer gennem de 300 år bygningen har eksisteret. Uoriginale vægge, lofter, lamper og kabler og ledninger er blevet fjernet. I alle rum er der sat arbejdslamper. Den velbevarede bygning kan fortælle historie om Aabenraa købstads historie.
Hidtil har for bygningen været anvendt til kontorer, arkiv og kantine. Den ene etage har været udlejet. Men orgelbyggeriet vender tilbage, når restaureringen er gennemført.
Ejerkredsen udvidet
I 2019 udvidede Marcussen & Søn med ejerkredsen, idet Daniel Schmidt Christensen blev medejer af virksomheden. Samtidig tiltrådte han som en ny stilling som salgsdirektør. Han varetager og så den overordnede projektledelse. Han er selv uddannet som orgelbygger.
Det er noget af en udfordring for Marcussen at skulle ”intonere” Aahus Domkirkes orgel. Her er 96 registre og mere end 6.000 piber. Menighedsrådet ønskede at tilbageføre hovedorgelets lys til 1928.
I den 11 meter høje sal bliver orglerne samlet for igen at blive adskilt og fragtet ud til kirkerne.
Kun 70 – 80 tilbage
Men efterhånden er det også en kamp om ordre. De største to er Frobenius i Birkerød og Marcussen og Søn i Aabenraa. Konkurrencen fra udlandet er hård. Men han svært at konkurrere med prisen, når det hele er håndlavet i Danmark.
I dag er det vel kun 70 – 80 tilbage i Danmark, der er beskæftiget med at lave orgler. De 30 er fra Marcussen & Søn.
Der skal arbejdes længe for at få en ordre
Der skal arbejdes længe for at få en ordre. Bestilleren skal først igennem grundige økonomiske overvejelser og mange forhandlinger med diverse myndigheder skal drøftes. Det er jo tale om en millionudgift. Der er også mange ting, der skal falde på plads, inden orgelbyggeren går i gang. Når det så endelig sker, strækker leveringstiden sig over flere år, når det drejer sig om store orgler. For et mindre orgel er det leveringstiden cirka et år.
200.000 kr. pr. stemme
Under fremstillingen skal det udskæres, formes og samles. Forinden skal orgelbyggeren have aflagt kirken et besøg. Der skal mange streger på papiret inden det hele er klar.
Skal man ”bare” have stemt sit orgel afhænger prisen selvfølgelig af størrelsen. En tommelfingerregel siger at et orgel groft sagt koster ca. 200.000 kr. pr. stemme. Et orgel i en landsbykirke har næppe under ti stemmer mens de store orgler ofte har et halvt hundrede stemmer eller flere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 29, 2023
Da Grænsen blev delt i Rudbøl
Verdens mærkeligste grænse. Man skilte også familier. Anton Nielsen ville tilbage til Danmark. Mennesker fik deres største ønske opfyldt. En vanskelig opgave i Rudbøl. Grænsen skulle være lagt 400 meter sydligere af hensyn til afvandingen. Den endelige afgørelse var til tyskernes fordel. Et mindretal i kommissionen havde andre planer. Boy Petersen efterlod sig kone og mange børn. Ålefiskeri ved Højer Sluse. Man sagde at man kunne ”lugte” en tysker. Beboerne kunne ikke forstå hvad kommissionens-medlemmerne talte om. For cirka 10 børn i Rudbøl var ”Genforeningen” ikke noget de vil tænke tilbage på med glæde. Først blev de beskyldt for at være ”Preusser”. Og så var de ”Danskerpak”. Det hjalp ikke at holde dem hjem fra skole. Atter engang måtte de skifte skole. Der flød en masse blod, tårer og iturevet tøj. Nu blev de pludselig kaldt dumme, fordi de skulle til at lære dansk. Moderen ville sy et flag bestående af et dansk og et tysk syet sammen. Oppe på diget blev der den 8. september 1920 holdt et møde mellem kommissionen og beboerne.
Verdens mærkeligste grænse
Rudbøl har en meget speciel grænse. Ja nogle kalder den ”Verdens mærkeligste Grænse. Og det trækker i den grad turister til. Men så let og smertefrit som man vil gøre dette til, var det bestemt ikke. Og nogle af de myter og fortællinger omkring grænsedragningen kan ikke passe. Men vandrehistorier er altid spændende.
Man skilte også familier
Her i Rudbøl ligger grænsestenene på vejen. D står for Danmark og DRP – står for Deutsches Reich Preussen. Cirka 170 meter af landegrænsen er her lagt midt på gaden. Den nye grænse i 1920 delte ikke bare landsbygaden og Rudbøl Sø, man skilte også mange familier. Hver aften gik grænsebommen ned kl. 22 og gik først op igen næste morgen.
Anton Nielsen ville tilbage til Danmark
Kommissionen havde besluttet, at Vidåen skulle danne grænsen. Det blev dog ikke helt sådan, at det skete. Anton Nielsen skulle have henvendt sig til kommissionen hver gang de var i Rudbøl. Han spurgte om man ikke kunne ændre grænsen sådan at han kunne komme til Danmark.
En privat afstemning
Japaneren i Kommissionen havde spurgt ham om, hvor stort et område det drejede sig om. Anton Nielsen sagde, at det drejede sig om 200 ha. Han fortalte, at han mente, at de fleste på hans side ville stemme dansk. På den anden side lå kroen. Åbenbart havde japaneren så talt med de andre i kommissionen.
Anton Nielsen fik nu lov til at foretage sig en afstemning i gaden. Resultatet blev 7 tyske og 5 danske stemmer. Blandt dem, var to koner, som var blevet enker, da deres mænd var faldet i krigen. De havde ikke turdet at skrive under, da de var bange for at miste deres krigsrente – de ville gerne til Danmark.
Mennesker fik deres største ønske opfyldt
Resultatet blev at Kommissionen igen blev forhandlet. Japaneren skulle have udtalt følgende:
Det betød at grænsestenene blev lagt ned i midten af gaden i Rudbøl – Rosenkrantz. Anton Nielsen kom derved til at ligge i Danmark, mens kroen på den anden side kom til at ligge på den anden side af grænsen.
En vanskelig opgave
Det var et af de mest vanskelige opgaver Kommissionen havde, nemlig at lave en grænse ved Rudbøl. Ifølge Clausen-linjen skulle den gå midt gennem Rudbøl Sø. Her mødtes to afvandingssystemer. Den nordlige lå inden for 1. zone og det sydlige i 2. zone. Det sydlige område kunne afvandes gennem en kanal, der nåede havet ved Südwesthöm.
Grænsen skulle være lagt 400 meter sydligere
Men når der var meget vand i området, kunne overskydende vand ved Rudbøl Søs sydside gennem sluser ved merlingsmark og Vertlath ledes ud i Vidåen. Ved forhandlinger i Tønder havde kommissionslederen af digegreve Sønnichsen og landråden digegreve Schacks udtalelser fået det indtryk, at hvis slusen ved Merling mark blev lukket og grænselinjen blev rykket 400 meter mod syd, så var problemet klaret. Men ak – resultatet blev et andet.
Den endelige afgørelse var til tyskernes fordel
Den endelige afgørelse faldt ud til tyskernes fordel. Grænsen blev draget igennem søen og ikke som ønsket fra dansk side langs diget på søens sydbred. Igen engang var begrundelsen at sikre tyskerne fuld kontrol med afvandingen af Gudskog – områderne. Nu gav afvandingsforholdene senere store problemer, fordi der sydfra blev pumpet stadig større vandmængder i Vidåen.
Et mindretal havde andre planer
Et mindretal i Kommissionen mente, at Danmark skulle styre hele afvandingen. De foreslog en grænse syd om Aventoft Sogn, heri indbefattet vandarealerne i og ved Aventoft sø. De foreslog videre, at grænsen burde gå syd om sognene Sønder Løgum, Ladelund og Medelby. Ligeledes forslog de over mod øst, at der skulle lægges 1.000 meter til Danmark, så hele bysamfundet Kobbermøllen samt bebyggelsen Wassersleben kom under Danmark.
Boy Petersen efterlod kone og mange børn
Det var nu ikke let for befolkningen med de justeringer, der blev foretaget. I en familie kunne der sagtens være både dansk – og tysksindede. Dertil kom også nogle skæbner på krigsskuepladsen som ramte familierne.
Boy Petersen, der var bådebygger og samtidig var slusemester blev indkaldt til tysk krigstjeneste og faldt i 1917. Han efterlod sig fire sønner og en datter. En måned efter mandens død, fødte konen endnu en dreng.
Ålefangst ved Højer Sluse
Ofte var fiskerne fra Rudbøl ved Højer Sluse 8 dage af gangen for at fange ål. Når de så kom tilbage, tog et andet hold ad Vidåen til Tønder for at sælge disse ål. Boy Petersen kone solgte hans andel og fik på den måde også noget ud af det.
Familien boede på en lille gård på et værft. For at komme i skole om morgenen måtte de have en lille båd. Det virkede som om de boede på en ø. Det skete da også at drengene skubbede båden væk, så de undgik at kom i skole. Og når frosten så satte ind, kunne de store børn skøjte i skole.
I familien havde det princip, at det der blev diskuteret ved morgenbordet, ikke kom videre.
Man sagde, at man kunne ”lugte” en tysker
I familien var der en onkel, der var meget dansk. Han sendte et brev til det Danske Ministerium, at det ikke kunne være rigtig at enkerne i Rudbøl også skulle miste deres børn til krigen. Derfor måtte Ministeriet sørge for at enkerne blev danske.
Der opstod en diskussion i Rudbøl for og imod dette synspunkt. Nogle var imod at enkerne absolut skulle med til Danmark fordi nogle af dem var så tyske, at man kunne ”lugte” dem lang væk. Men de dansksindede og tysksindede børn legede dog sammen.
Beboerne kunne ikke rigtig forstå, hvad de talte om
Den kommission, som vi tidligere har omtalt, bestod af en englænder, en franskmand, en nordmand, en japaner, en dansker og en tysker. I Rudbøl kunne man se, at de stod og diskuterede, men de kunne ikke rigtig forstå, hvad der blev sagt. Men det var spændende.
Japaneren gik rundt og forsøgte at tale med dem alle sammen. Han kunne dog en lille smule tysk.
Børnene beskyldt for at være preusser
Men for børnene var det frygtelig. De gik nede i den tyske skole, som hørte til Rosenkrantz. Nu skulle de over i Rudbøl skole, som var dansk. Og straks blev de moppet. De blev skældt ud for at være preusser.
Nu var de pludselig danskerpak
Men åbenbart var det ikke alligevel ikke afgjort endnu, Og så skulle de ellers tilbage til den tyske skole. Of da de så kom derned, rev de store drenge hår af dem og der flød blod. De blev nu kaldt ”Danskerpak”.
Det hjalp ikke at holde dem hjemme fra skole
Det gik alligevel noget tid, før de var sikker på at komme til Danmark. Så skulle der ellers skiftes skole igen. Men deres mor var klog. Hun holdt sine børn hjemme. De skulle ikke moppes og sendes frem og tilbage. Men de var nu kun hjemme i tre dage.
Børnene skulle nu gennem den danske by og tilbage til den danske skole igen. Man kunne godt tænke sig, hvordan de blev modtaget. De blev frygtelig modtaget. De kunne hverken være i fred indenfor og udenfor kunne de heller ikke være i fred. Selvfølgelig fortalte de alle hændelserne til deres mor.
Nu har vi tyskerpak igen
De havde en god dansklærer Borst. Han kunne nogenlunde holde styr på ballademagerne uden for. Men ude i skolegården var er kamp. Det gik meget lang tid, før de kunne gå i fred.
I Rudbøl var der et hjørne alle skulle om. Der stod de store drenge og piger og tog imod dem. Det gik ikke stille for sig:
Den gamle bager på hjørnet, Rasmus Bakker kom, når det blev alt for galt og skaffede lidt ro. Og orden. Men der var endnu ½ kilometer til skolen. Det kostede mange tårer, blod og forrevet tøj.
Nu blev de kaldt dumme
Børne kom som preussere hjem igen til Danmark. De sagde ”hjem”, men det var ikke ”hjem” for de omtalte børn. I Rudbøl var der en halv snes børn, der skulle igennem dette. Tolerancen blandt børnene dengang kunne ligge på et meget lille sted.
Nu skulle de til at lære rigtig dansk. De andre havde haft lidt. Og så blev man kaldt dum.
Der var det ikke råd til mere end et sæt tøj til hver af ungerne. Og på nogle af knægtenes tøj var alle knapper allerede fjernet. Børne var angste ved at gå i skole næste dag. Det var en pine for dem. Den såkaldte ”Genforening” var ingen glæde for alle børn i Rudbøl.
I bagklogskabens lys kan man ikke forstå, hvorfor lærerne ikke greb mere alvorligt ind.
Moderen ville sy et dansk og et tysk flag sammen.
Da familiemedlemmer nord fra kom på besøg, mente de, at moderen burde anskaffe sig en flagstang med dansk flag. Moderen dog, at hun kunne sy et dansk og tysk flag sammen og henviste til familiens sammensætning med både dansk – og tysksindede.
Oppe på diget den 8. september 1920
Den 8. september 1920 holdt man et stort møde på diget, hvor de forskellige meninger blev fremlagt også fra beboernes side. Enden blev at gadens østligste række gik til Tyskland og den vestlige del til Danmark. Jo delingen førte til vanskeligheder i Rudbøl. Vi har hørt, hvordan børnene havde det.
Kilde:
www.dengang.dk indeholder 2.039 artikler
August 27, 2023
Når befrielsen kommer
Vi har været i biografen. Andre besættelses-film. Mælkedrengen var almindelig skoleelev. Kan en Nazist være et godt menneske? De tyske flygtninge var i dårlig forfatning. Medlidenhed blev betragtet som landsforræderi. 6.540 tyske børn døde i Danmark. Vi skal ikke dømme med afstand. Flygtninge blev betragtet som fjende og Den Anden Besættelse. 500 flygtninge ankom til Ryslinge Højskole. Også en forbrydelse at servere roesuppe for tyske flygtningebørn. Frihedskæmper Birk. Dødssyg pige blev kørt på sygehus. Det var ikke noget, man tog godt imod i Ryslinge. Det måtte ikke blive en tyskervenlig by. Alle vendte sig nu mod familien. Forstanderen blev arresteret. Han blev fyret, og senere måtte de forlade byen. Især børne-skuespillerne imponerer. Danmark får en moralsk opsang. Filmen gør op og ned på godt og ondt. Der er stadig ligtorne i den nationale historiefortælling. Det har vi selv mærket her. Og vi er godt klar over, at alle stadigvæk ikke er enige. Men gå nu i biografen og se filmen.
Vi har været i biografen
Vi har været i biografen for at se denne film. Men vi kigger også på andre anmeldelser med historiske øjne. Gennem tiden har vi anmeldt en del besættelsesfilm her på siden. Der er mange at vælge imellem.
Det er helt klart at når man laver sådanne film, så skal der være en kunstnerisk frihed. Sådan er det at lave film. Men man skal ikke bilde folk ind at film er historisk korrekt, når den ikke er det.
Andre besættelses-film
Vi så det med ”Flammen og Citronen” – en virkelig god film. Men det var nu engang ikke historisk korrekt, selv om man påstod det. Der var pyntet på det hist og her.
”Under Sandet” var også en god film. Men den var baseret på en bog, der heller ikke var historisk korrekt. Så var det ”De Forbandede år 1-2” en god film, der måske ville fortælle lidt for meget. ”Skyggen i mit øje” igen en god film, hvor instruktøren måtte fjerne nogle klip efter protest fra familien til en engelsk pilot.
Mælkedrengen var almindelig skoleelev
En anden film som imponerede undertegnede var ”9. april”. På en meget enkelt måde beskrev den de forhold, som dem, der skulle forsvare Danmark, levede under. Så videt jeg lige kunne se, var det kun ”Mælkedrengen”, der var ukorrekt. Vi har beskrevet dette i to artikler. Mælkedrengen var almindelig skoleelev. Du kan læse om det i ”Sorgen ramte Aabenraa 1-2”
Kan en nazist være et godt menneske?
En dramatisk og debatskabende film er ”Når befrielsen kommer”. Den er historisk korrekt og bygget over nogle erindringer over virkelige begivenheder. Sådan hedder det hvis, når man behandler et emne korrekt.
Er det værd at redde et nazistliv? Ja det spørgsmål stillede mange danskere dengang. Og medierne var med til at sprede had mod disse flygtninge, der måtte flygte fra russiske tropper.
De tyske flygtninge var i en dårlig forfatning
Det handler om de tyske flygtninge, som Danmark modstræbende modtog. Inklusive sårede soldater nåede vi hvis nok op på 350.000. Der blev modtaget især kvinder, børn og gamle. De fleste var i en meget sørgelig forfatning.
Medlidenhed med tyskerne er landsforræderi
Egentlig skulle besættelsesmagten selv sørge for forplejning, indkvartering og lægehjælp. De blev indkvarteret på skoler, højskoler og forsamlingshuse, fabrikshaller sportshaller m.m. Både i befolkningen og i især i modstandsbevægelsen var der stor modstand til at hjælpe disse stakkels mennesker. I illegale blade stod det at læse:
6.540 tyske børn døde i Danmark
Der bliver taget et ømtåleligt og moralsk emne op. Vi kan mærke det her på siden. Det er bestemt ikke alle læsere, der bryder sig om den måde som vi beskriver forholdene for de tyske flygtninge på. Men faktum er nu engang at fra januar til juni 1945 søde 6.540 tyske børn i Danmark og i alt 17.209 flygtninge. En mindre del begik også selvmord grundet de utålelige forhold.
Dette tal kunne muligvis have været lavere, hvis de havde fået den nødvendige lægehjælp. Men selv Lægeforeningen nægtede at yde hjælp undtagen i yderste nødstilfælde. Undtagen i Sønderjylland. Her var forholdene lidt anderledes. Her fik de lægehjælp fra medlemmer af det tyske mindretal.
Vi skal ikke dømme med afstand
Men som bekendt er forholdene ikke sort/hvid og vi skal ikke dømme på afstand. På den tid sad mange danskere i KZ – lejre under grufulde forhold. Lægeforeningen forlangte de at de danske politibetjente blev løsladt for at hjælpe.
For at gøre alting værre begyndte danske nazi-håndlangere at skyde tilfældige læger som såkaldte clearingsmord – hævn for danske stikkerlikvideringer.
Flygtninge blev betragtet som fjender
Så var det også lige det forhold, at tyskere var tyskere, mente danskerne. Flygtninge var også at betragte som fjender. Befolkningens tyskerhad steg til uanede højder. Nølende danskere blev over natten til fanatiske anti-nazister. Gengæld for de fem forbandede år var vigtigere end at lægge sår hos uskyldige mennesker, der var blevet drevet på flugt af uoverskuelige mennesker.
Næstekærlighed i Danmark blev som en by i Rusland.
500 flygtninge ankom til Ryslinge Højskole
I alt 28 højskoler blev inddraget til flygtningelejr. En af dem var Ryslinge Højskole på Fyn. Det er historien herfra vi følger i filmen. Skolens forstander (Pilou Asbæk) blev beordret til at huse 200 flygtninge. Det endte med at blive 500 flygtninge. De skulle ligge i lag i gymnastiksalen. Forholdene er under al kritik.
Det er en udfordring, der får konsekvenser for skoleåret og byder på sygdom, had og splittelse.
Filmen skildrer også velbjergede tyskere med pelse og herskermentalitet. Sådan var det nemlig også. Der var skam også nazister i flygtningelejrene.
Forbrydelse at give de tyske børn roesuppe
Den første der viste medlidenhed er forstanderens kone (Katrine Greis – Rosenthal). Hun ville gik flygtningene mælk. Men dette forhindrer hendes mand. Hun indser, at hun ikke bare kan invitere de tyske børn til roesuppe. Hun må tænke på hendes egen families ve og vel.
Dramaet udvikler sig. Højskoleforstander-parrets søn (Lasse Peter Larsen) bliver viklet ind i dramaet. Sønnen, Søren udfører nemlig hemmeligt arbejde for modstandsbevægelsen. Men da han selv modtager hjælp fra en lille tysk pige, begynder hans holdning gradvist at ændre sig. Dette betød nu at han blev moppet af sine kammerater og også blev betragtet som forræder.
Frihedskæmperen Birk
Skal man være patriot eller fremstå som landsforræder og hjælpe de stakkels mennesker. Sønnen svinger fra side til side. Skal han holde med sin far, som efterhånden får medlidenhed med flygtningene eller skal han holde med den hadefulde frihedskæmper, Birk som havde gide grunde til at hade tyskerne? Hans far var læge og blev offer for et clearingsmord
Dødssyg tysk pige blev kørt på sygehus
Birk er lærer på skolen. Forstanderen kan efterhånden ikke tåle at se børnene lide. Der dør efterhånden dagligt børn. Han er overbevist om, at der skaffes medicin til dem.
På sin søns foranledning kører han en dødssyg pige til hospitalet i Odense. Men sådan noget gør man ikke ustraffet. På Højskolen sættes man i et uhørt dilemma. Der kom ikke lægehjælp. Skulle man nu gå imod folkestemningen og hjælpe barnet? Hvis ikke barnet var blevet hjulpet, ville det sandsynligvis dø.
Ryslinge måtte ikke blive en tyskervenlig by
De lokale ser passivt til mens sygdom breder sig hos de tyske flygtninge, som i forvejen levede under kummerlige og uhygiejniske forhold.
Nej, Højskolens ledelse, præsten og brugsforeningen ønsker ikke at Ryslinge får ry som at være tyskervenligt, selv om børn og ældre begynder at dø som følge af difteri i gymnastiksalen.
Alle vender nu forstanderfamilien ryggen
Da befrielsen kommer med jubel og fest, kommer afregningen og hævnens time. Forstanderen bliver kortvarig arresteret af modstandsbevægelsen. Efter løsladelsen bliver han fyret og familien må forlade byen. Alle vender dem ryggen. Man har ikke brug for forrædere. Efterhånden bliver familien terroriseret af sine landsmænd i højere grad end fjenden.
Selv pastoren i byen er moralsk splittet. Men det handler om ret eller uret og kampen mellem liv og død.
Især børne – skuespillerne imponerer
Filmen er god med pragtfulde skuespilpræstationer, især børnene imponerer. Filmen virker realistisk, måske er det et par enkelte scener, der forekommer urealistisk. Det er en flot debut af Anders Walter. Det er hans første spillefilm, men han er bestemt ikke ukendt i den danske filmverden.
I 2014 fik han en Oscar for kortfilmen Helium. Og hans film Ivalo var nomineret til en Oscar.
Filmen stikker noget dybere
Filmanmeldere havde sikkert forventet noget mere eksperimenterende ved denne film, når de tænker på Anders Walters kortfilm. Når man tager sådan et emne og så forfalder man måske ofte til klicher og konflikter, der ikke helt følges til dørs. Alligevel stikker denne film noget dybere.
En moralsk opsang
Den er mere radikal i den måde, den forandrer vores blik på krigen og dermed vores blik på os selv. Pludselig er det danskerne selv, der skurken. Filmen virker måske lidt provokerende mod os selv. Det er en moralsk opsang. Det var ikke altid, vi er de gode og har moralen i balance. Danmark svigtede sin humane selvforståelse som et tolerant, åbensindet og rummeligt demokrati.
Vi har selv mærket det
Vi mærkede det, da vi udgav vores bog i 2017 i lokalsamfundet nede i Padborg/Bov/Kollund området. De troede simpelthen ikke på de skrev i vores bog om mordet på Asmus Jensen. Og med de helt nye oplysninger tror de slet ikke på os. I historiebøgerne havde det jo stået noget helt andet.
Op og ned på godt og ondt
Det var nogle komplekse forhold under besættelsen. Her i filmen beskrives de nok meget vidtgående med tyskerne på lige fod med danskerne. Modigt af instruktøren er total frygtløs i hans måde at vende op og ned på forestillingen om godt og ondt. Filmen er også en meget konventionel film om et svært emne.
I Tønder blev der rejst faderskabssager mod nogle af Tønders kendte borgere dengang. De havde været i lag med flygtningepiger. Men dette skal man den dog i dag helst ikke tale om.
Ligtorne i den nationale historiefortælling
Jo filmen kan være optakt til interessante debatter og diskussioner. Moralen skulle helst holdes pletfri. Det er vel også en film om menneskelighed og mod. Filmen handler om ligtornene i den nationale historiefortælling om besættelsesårene. I mange år har denne beskæftiget sig med de mere velkendte og gloriøse kapitler om redningen af de danske jøder, der blev skildret i filmen ”Fuglene over Sundet”
Men det er ikke første gang, at de mere betændte emner dyrkes. Det gjorde den også i Sandhed under Sandet.
Om det er direkte uvidenhed eller manipulation når anmeldere påstår at flygtningeskibe i Østersøen udelukkende blev sænket af russiske ubåde, vides ikke.
Vi ved godt, at ikke alle er enige
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 26, 2023
Tønder Festival – snart 50 år gammel
Travlhed på Lærkevej 25. Forlovet på ”Irsk Aften”. To musikarrangementer startede det he. Året efter gik tre musikforeninger sammen. Alex Campbell – en af de store. Festivalen modtaget med lokal skepsis. Tønder – centrum for folkemusikken. Den weekend skulle være en af de tørreste. Tønder Festivals sølvbryllup. Guldgrube for od Folkrock-nostalgigere. Familien Brodersen fik Gammel Dansk. Ekstra Bladet gav i 2019 ikke meget for festivalen. De kaldte den for ”Sønderjysk Kaffebord med en banjo i baggrunden”. Og så mente bladet, at en udsolgt festival byggede på en løgn. Festivalen gennemgik nogle navneændringer. Plads til nyere musik. Fra 1978 blev Dyrskuepladsen taget i brug. Mange køer til festivalen. I 1980 troede man, at det var slut. Og i 2022 havde man rekordomsætning. Pladeselskabet havde underskud. Hagges Musik Pub. Stor variation i madudbud. Carsten Panduro holdt i 40 år. Festivalen kan ikke løbe rundt – uden frivillige. Man manglede 150 frivillige. Et specielt Tønder Festival – miljø. Næste år er det fra onsdag til lørdag. Vi har alle vores egne favoritter. Mange historiefortællere på Festivalen. Dengang skulle jeg opleve alle festivaler.
Travlhed på Lærkevej 25
Da Tønder Festival blev født var jeg allerede længe før flyttet fra byen. Men vi invaderede Lærkevej 25 med venner og kammerater. Min mor stod næsten uafbrudt og lavede kartoffelsalat og frikadeller.
Græsplæne, terrasse og stuegulv var besat.
Vi havde kærester med hjemme og det skete også det forunderlige at disse blev udskiftet på selve festivalen til min mors store forundring – min far grinede bare, når han mødte en ny – søndag morgen.
Forlovet på ”Irsk aften”
Jeg ved, at mange af vennerne har aflagt mor og far et besøg, når de kom forbi og takket dem. Jo og så blev jeg forlovet under Tønder festivalen. Det blev en dyr omgang, selv om lillebror forærede os billetter til en irsk aften på Tønderhus.
To musikarrangementer startede det hele
Det var to musikarrangementer i juni og september 1974, der var starten til Tønder Festival. En anden version er, at det var en Sankthansfest ved Bachmanns Vandmølle. En flok unge musik-glade mennesker arrangerede en tre dages fest med visesang, folkemusik og bægerklang i den gamle vandmølle og så fik den selvfølgelig navnet Visemøllen.
Det samme gentog sig faktisk i september samme år med endnu en tredages fest. Ved begge lejligheder var der en skotte ved navn Rod Sinclair, der optrådte både som musiker, konferencier og alt-mulig-mand. Siden er har denne været en trofast gæst til Tønder Festivalen.
Året efter gik tre musikforeninger sammen
Året efter gik tre musikforeninger – jazzklubben ”Noldes Nabo”, beatklubben og musikforeningen Visemøllen sammen om at forberede Tønder Multi Musik Festival i den sidste weekend i august, hvor der også var byfest.
Ja man kan sige, at den første egentlige Tønder Festival fandt sted i august 1975. Det var lige fra Slesvigske Fodregiments Musikkorps til beatgrupperne Alrune Rod og Taurus. Sidstnævnte skiftede senere navn til TV-2. Så Steffen Brandt talte sandt, da han i 2006 som gæst hos Niels Hausgaard i Kulturhuset sagde til sit publikum:
Alex Campbell – en af de store
Foruden Carsten Panduro var en af de meget populære folkemusikkere Alex Campbell med fra starten. Han havde stor betydning for festivalens succes de første år. Han var så begejstret for miljøet at han bosatte sig og døde i Møgeltønder. Til Jyske Tidende udtalte han:
Alex Campbell var en af de betydeligste folkesangere med en produktion af ca.100 LP -plader. I 1980erne blev han ramt af strubekræft. Han kunne på dette tidspunkt næsten ikke tale og heller ikke synge mere. Han tilbragte hans sidste tid i Danmark – først i Skagen siden i Møgeltønder. Han døde den 3. januar 1987 – kun 61 år gammel.
Han var en fantastisk entertainer – han kunne synge og underholde og var meget humoristisk.
Festivalen modtaget med skepsis
De lokale kiggede i begyndelsen noget skævt til dette musikinitiativ. Men det har da i den grad ændret sig markant. Tønder Festival er med til at give Tønder en positiv profil. Det er et bevis på, at yderområderne i Danmark ikke behøver at være kulturelle udørkner.
Tønder – centrum for Folkemusikken
Tønder er blevet Danmarks centrum for folkemusik. Det er her unge folkemusikere har mulighed for at optræde og vise deres kunnen. Det er afgørende for, at de kan komme ud og optræde rundt om i verden. I Tønder har man et stort internationalt netværk man kan trække på. Festivalen har på den måde skabt en idealistisk målsætning om at promovere og udvikle folkemusikken og yngre ukendte folkemusikere. Dette er med til at adskille Tønder Festival fra andre festivaler i Danmark.
Den weekend skulle være en af de tørreste
Byfesten forsvandt, men festivalen er der stadig. Ifølge Metrologisk Institut er det den tørreste i hele året. Men her torsdag aften, hvor dette skrives og hvor festivalen er startet, regner det i Tønder. Jeg husker da usædvanlige varme nætter under Tønder Festival.
Tønder Festivalens Sølvbryllup
I 1999 holdt Tønder Festival sølvbryllup med legendariske The Dubliners. Interessen var enorm. 26.600 billetter blev udbudt til salg. Allerede første dag var der solgt 24.060 billetter til festivalens 28 koncerter, hvor 33 grupper og solister skulle på scenerne.
Neander Jazzband, som jeg senere engagerede til optræden på gågaden i Aabenraa kørte rundt i Æ Feuerwehrs gamle brandbil og spillede herlig musik. Jo, det var jo Chris Vagn Hansen -en af gruppens medlemmer. Senere fik jeg engageret hans far, mor og søskende også til at optræde på gågaden i Aabenraa. Jeg var med i Initiativudvalget under Handelsforeningen i Aabenraa og Chris far var faktisk min læge, da jeg boede i Aabenraa.
Guldgrube for Folkrock – nostalgikere
Forberedelserne til sølvbryllupsfesten havde stået på i lang tid. Der var skrevet musikkontrakter for 2,5 mio. kr. Festivalen eller sølvbryllupsfesten bød på musik fra Danmark, Grønland, Irland, Skotland, England, Canada, Australien, Spanien og Holland.
Det var en guldgrube for os folkrock – nostalgikere:
Familien Brodersen fik Gammel Dansk
Det var det år, hvor Niels Hausgård var på plakaten for 22. gang. Men det var så også Van Dango med Dølle i front, ligesom Poul Dissing og grønlandske Rasmus Lyberth. Så kan jeg ikke huske om det var det år, hvor Dølle blev gift inde på Rådhuset, hvor størstedelen af Familien Brodersen var blandt gæsterne på Torvet. Fornuftig nok havde vi medbragt Gammel Dansk.
Og så kommer jeg sandelig i tvivl. Var det nu ikke et medlem af De Gyldne Løver, der blev gift?
Ekstra Blandet: Tønder Festival er Sønderjysk Kaffebord med en banjo
Ekstra Bladet kan ikke lide Tønder Festival. Det kunne de i hvert fald ikke i 2019. De foretrækker Roskilde Festival. Læs bare her, hvad de skriver:
Udsolgt Festival lever på en løgn
Ja og overskriften var næsten endnu værre
Et par navneændringer
Beatklubben holdt op, og det blev folkemusikken, især den udenlandske og jazzmusikken, der blev det bærende i Tønder Festival, som alternativ til Skagen Visefestival og Roskildefestivalen.
Fra 1978 var navnet Tønder Folk og Jazz Festival og siden 1985 har festivalen bare heddet Tønder Festival.
Plads til nyere musik
Tønder var i mange år lig med skotsk, irsk og walisisk folkemusik – Det var musik, der havde haft sin storhedstid i 70’erne og lidt frem, men det var som om var ed at miste pusten. Men dette ændrede sig på Tønder Festivalen. Der er blevet plads til den nyere musik
I begyndelsen sendte man musikpatruljer ud til omegnsbyerne for at gøre reklame for festivalen. I dag er festivalen et fænomen kendt både i ind – og udland.
Fra 1978 blev Dyrskuepladsen taget i brug
Fra 1978 fik man et nyt spillested i et telt på Dyrskuepladsen som siden blev et omdrejningspunkt. I dag er det den egentlig festivals-plads.
Ofte har det været problemer med kø til festivalen. Det er når logistikken har svigtet. Og ofte har medierne fokuseret på dette.
Mange køer på Festivalen
I 2002 opfordrede folkene bag Festivalen folk til ikke at komme for tidligt. Således blev det fortalt at nogle kom med deres havestole og endda med parasol. Men det er stadig et problem. Således kunne man sidste år opleve en 200 meter kø til Niels Hausgaard, der skulle spille i Bolero med plads til 450 mennesker.
I 1980 troede man det var slut
Økonomien har ofte givet problemer. Således troede man i 1980, at det var slut. Så blev Tønder Festival Fond oprettet. Tønder Kommune erkendte at festivalen er et aktiv for byen. Siden da har kommunen givet tilskud.
Efter et underskud på en kvart million kroner i 2001 truede nye udgifter. Dette underskud var fremkommet bl.a. fordi sikkerheden var blevet øget. Udskiftning af elektricitet kostede også. Og det skulle udskiftes grundet et nyt el-reglement som alle musikfestivaler skulle følge i Danmark. Det var det første underskud siden 1988.
I 2013 var der triste overskrifter fremme i medierne:
Tønder Festival Fond havde oven på den regnfulde 2011 Festival og 2012 med mange nye investeringer og underskud fået et likviditetsproblem.
Men Tønder Kommune havde tilbudt sin hjælp til den trængte festival i form af et tilskud samt en kommunal sikkerhed for festivalfondens millionhøje kassekredit. Men som betingelse for støtten skulle festivalen reducere sit budget for 2014 med en million kr.
Kravet om besparelserne fik folkene bag Tønder Festival Fond til at udtrykke stor bekymring for festivalens fremtid – hvis den altså havde en fremtid. Man tvivlede på Festivalens formåen.
Mange af Tønders butikker har stor omsætningsfremgang, når der er Festival. Og her var man og bekymret. Man ville gerne bevare festivalens høje standard
2022 med rekordomsætning
I 2019 kunne Tønder Festival melde om rekordomsætning. Men i 2022 er rekorden slået. Festivalen oplevede en stor fremgang.
Pladeselskabet havde underskud
Festivalen fik eget kontor og i 1988 dannede man også et eget pladeselskab Millistream Records. Det er sikkert Skandinaviens største specialimportør og postordrefirma inden for folkemusik. Fra 2006 til 2011 tabte Tønder Festival Fond en kvart million kroner ved at drive dette pladeselskab. I 2009 gav det endnu et overskud på 3.737 kr.
Hagges Musik Pub
Samme år købte man den tidligere postgård/Hagges Hotel. Man gik i gang med ombygningen. Det blev festivalens sekretariat og Hagges Musik Pub. Og nu har man så også fået Tønders gamle station.
Stor variation i madudbud
Også på festivalpladsen er der i tidens løb sket en masse ting. Efterhånden som publikumsantallet steg og krav til alsidighed voksede er der på pladsen indrettet pub, øl – og vin-bar, madsteder af mere eller mindre eksotisk art. Madudbuddet er ved at udvikle sig i en mere bæredygtig og spændende retning.
Der er hvis nok 14 barer og utallige fristelser lige fra spicy cajunmad, cubanske cigarer til hypede specialøl. Men det er lykkedes at bevare musikken i centrum.
Kigger man rundt på pladsen – ja så er det jo nok de 45 – 65-årige, der er overrepræsenteret.
Carsten Panduro holdt i 40 år
Festivalen har mange år været helårsjob for sekretariatets folk, hvoraf Carsten Panduro er den person, der har holdt længst – vel i knap 40 år. De efterfølgende har ikke holdt så længe.
Carsten Panduro kom ofte som unge dekoratør over gaden og snakkede, da jeg var lærling i Andersen & Nissens Boghandel.
Festivalen kunne ikke løbe rundt uden frivillige
Men ellers er Festivalen afhængig af den frivillige arbejdskraft. Der er nævnt forskelligt antal på, hvor mange frivillige, der i gang. Det er et imponerende antal. Uden dem kunne Festivalen ikke løbe rundt.
Og disse frivillige knokler og knokler. I Jubilæumsbogen fra Tønder Festivalen står følgende:
Man manglede 150 frivillige
To uger før festivalens start her i 2023 kunne man i lokalpressen læse at man manglede 150 frivillige. De frivillige i festivalen er meget motiveret. Ja tænk engang, Festivalen har også personaleafdeling.
Ændringer kan sagtens forekomme, men Tønder Festivalen vil på dette område ikke lave en revolution. Men hvert år taler man om at starte med at søge frivillige lidt tidligere. I 2022 fik man 800 nye frivillige.
For at få billetter til de fire festivaldage skal man arbejde mindst 18 timer. Dem der skal arbejde før og efter festivalen må investere 36 timer. Men åbenbart har man masser af frivillige der investerer endnu flere timer.
Som frivillig kan man benytte sig af medarbejderkantinen på Festivalpladsen og man kan campere gratis på campingpladsen. Og for alle frivillige bliver der om mandagen afholdt en stor fest.
Til Tønder Festival vil man ikke anvende folk fra foreninger og så give tilskud til disse. Man betragter de frivillige som festvallens egne. Uden dem ville det ikke kunne afholdes en festival.
Et specielt Tønder Festival – miljø
Også Hagges Musik Pub er båret af frivillige. Man hører ofte fra andre musikere, at de tager til Tønder Festival, selv om de ikke officielt deltager. Det er et specielt musiker-miljø til denne festival. Og jeg mener, at kan huske, at alle deltager i et fælles måltid til sidst.
Næste år: Fra onsdag til lørdag
Man kan købe partout – billetter og endagsbilletter. Og Tønders indbyggertal bliver fra torsdag til søndag forøget med 11.000 – 12.000 ekstra indbyggere i de dage. Fra næste år bliver det efter ønske fra både gæster og frivillige holdt festival fra onsdag til lørdag. Så vil afskedsmelodien ”Well be the cirkel be unbroken” gjalde lørdag aften.
Vi har alle sammen vores egne favoritter
Tryghed og genkendelighed er nogle af festivalens kendetegn. Men man sørger heldigvis hvert år at diske op med nye og ikke mindst nogle spirende og talentfulde årgange af yngre musikere, der ikke lader sig låse af genrebetegnelser. Her er masser af spilleglæde, viljestyrke og skabertrang
Vi har vel alle vores egne favoritter, om det så er Benny Holst, Michael Falch eller dygtige Rikke Thomsen så er det plads til dem på Tønder Festival. Ja selv norske Bjørn Eidsvåg.
Mange historiefortællere på Festivalen
Man skal måske nok vænne sig til at stå i kø ved de små scener som Pumpehuset og Visemøllen. Jo der er et stort udvalg af musik fra hele 8 scener. Jo her er mange historiefortællere, og de vil alle have, at du blev fem timer længere.
Dengang skulle jeg opleve alle festivaler
Det er selvfølgelige også uforglemmelige oplevelser f.eks. Rasmus Lyberth i Visemøllen for mange år siden. Tænk at Bachmanns Vandmølle som den ikke hed dengang i 1598, da den blev bygget. Publikum får mange intense oplevelser. Folk, der kommer til Tønder er i den grad forventningsfulde. Her er altid nye navne men også de gamle gode kendinge. Internationale navne og veteraner i topform.
En speciel festival- atmosfære er der eller var det for undertegnede dengang. Jeg skulle simpelthen opleve dem alle sammen dengang.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 21, 2023
Nedlagte (og ikke nedlagte) værtshuse på Nørrebro
De 123 udskænkningssteder på Nørrebro. Man snød på Lygten Kro. Mange navneforandringer. Et besøg på ”Det Rene Glas”. Hvorfor hedder det sådan?. Janne fra Viking var en sej dame. Truet på livet. Nej til bøller – ja til øller. Jukeboksen er høj på Cafe Runddelen. Brandstation og venteværelse. Beklager vi har udso0lgt. Et kvikt personale. Stefanshus – et gammelt jernbanehotel. Var lige ved at blive smidt ud af Cafe Lille Peter. Præstens hund var altid velkommen. To steder uden for kategori. Lersø – bøllerne havde deres egen stamsted. Der er sket noget på Nørrebro. De unge er ikke vokset op med værtshus – kultur. Man skal nu heller ikke romantisere denne kultur. En mental restituering. Du må ikke lugte af øl på arbejdspladsen. Bag de gule gardiner. Andre mennesker er flyttet til Nørrebro.
De 123 udskænkningssteder
I 1965 var der 123 udskænkningssteder på Nørrebro. Her var Utterslev dog også medtaget. Hvor mange af disse eksisterer endnu?
Den ældste udfaldsvej fra København gik via den nuværende Gyldenløvesgade skråt ud til Lygten. Det var, hvor Hyltebroen førte over Lygteåen. Men der var dog en del steder inden, at man på Nørrebro kunne få sig en lille en, bl.a. Hvide Hest. Og for at Stefans Kirken kunne bygges måtte man også rive et værtshus ned.
Man snød på Lygten Kro
Og man sagde, at på Lygtekroen snød man med øllen. I den pæne stue skulle man give mere for øllen end i Slyngelstuen. Det var den samme øl.
Mange navneforandringer
Egentlig hed Nørrebrogade Nørre Landevej. I 1560erne var der bygget en dæmning over søen ved den nuværende Dronning Louises Bro. Omkring landevejen opstod forstaden Nørrebro, der op gennem 1700-tallet var præget af lyststeder og beværtninger.
Buldogs Cafe blev til Tarantella og sidenhen Lotus House. På Tarantellas hjørne lå et lille hus, der hed Stenhuggerhuset. Her lå også Druknehuset.
Og så eksistere de store danserestauranter ikke mere. Det var både Bolero, Palma de Mallorca, Barcelona og Resi. Sidstnævnte lå i Hillerødgade. Og det hed endda Det ny Resi. Det var beattempel – men det var også en afdeling for ”De unge på 40”, som man skiltede med. Så blev det kaldt Resi – kroen.
Mange restauranter skiftede hele tiden navn. Således blev Prater til Zigøjnerhallen. Og så til Mickeys Dance Hall. Tyrolerkroen blev til NyRoleren. Danas Have holdt sit navn, men mange kaldte stedet for ”Dødens Pølse” fra et nedlagt sted på hjørnet af Thorupsgade og Smedegade.
Den Engelske Kro skiftede La Cabana. Renojistance på Åboulevarden forvandlede sig til Club de Cassi. Heimdalshus blev til Kejserstuen.
Den gamle Tagenskro er også helt væk og blev erstattet af Ny Tagenshus få meter derfra. Derved mindes man et gammelt markvogterhus, Tagenshus, der gav navnet til Tagensvej.
Den gamle Tagenskro var en hyggelig gammel kro, der havde rødder helt tilbage til 1700 – tallet. Der var også en krohave, hvor man kunne få serveret i forskellige lysthuse. Her gik Estrups blå gendarmer rundt og spillede kegler.
Her var altid et stort rykind. Særlig når Frederik den Sjette holdt sine store manøvre på Fælleden. Tæt på krohaven lå Tagens Mølle med sine vældige vinger. Det var jo nærmest byens vartegn dengang.
Et besøg på ”Det Rene Glas”
Vi skal da også lige besøge stadig velfungerende værtshuse. Og hvis nok det længst levende værtshus er ”Det Rene Glas”, Og om glasset er rent, fik jeg ikke tjekket, dengang de havde billige fadøl til en tier. Det er godt nok også mange år siden. Det forlyder, at der her er edderkoppespind fra 1970erne.
Her var skilte der bekendtgjorde, at der ikke blev givet kredit. Og sangforeningen Ørevoks søgte nye medlemmer.
Det forlyder, at her skulle være skænket øl fra en træbarak til de rejsende, inden etagebygningen blev rejst i 1891. Og efterhånden har damerne også fået adgang hertil. Det var dog først i 1969. Ja dametoilet har de fået.
På Hitlers fødselsdag den 20. april 1945 blev stedet sprængt i luften af nazi-sympatisører.
Hvorfor hed det nu ”Det Rene Glas”
Der er mange historie om, hvordan stedet fik sit navn:
Men var det ikke noget med at der lå et bordel lige i nærheden – eller var det bare ønsketænkning!
Janne fra Viking var en sej dame
Cafe Viking besøgte vi også. Her er det meget hyggelig i indretningen. Og så var værtinden også sej dengang for nogle år siden. Det er er en meget hyggelig indretning, og så var det i hvert fald dengang besøgte stedet et godt udvalg af øl, som man ikke fandt andre steder.
Janne satsede. Hun mente, at hvis de ikke blev solgt, så kunne hun selv drikke dem.
Her spiller radioen på højtryk.
Truet på livet
Det var ikke Janne selv, der ville have et værtshus. Det var hendes mand. Han havde været øl chauffør. Jane blev verdensberømt i Danmark, da hun i 2012 blev truet på livet af en mand, som kom ind i baren og forlangte beskyttelsespenge. Men Janne nægtede. Kort tid efter blev tre vinduer smadret på Cafe Viking. Det skete samtidig med, at der sad gæster i baren. Dag efter dag blev hun overvåget. Til sidst gik hun til medierne.
Nej til bøller – ja til øller
Der blev lavet bannere:
Politiet var ikke så begejstret for at medierne blev involveret. Der var også andre erhvervsdrivende, der blev truet. Men de holdt deres mund.
Der blev lavet støttefester på Den Røde Plads og andre steder. Det var ikke kun på Nørrebro, man fulgte Jannes kamp. Og gerningsmanden blev snuppet. Åbenbart slap han billigt med kun 8 måneders fængsel.
Jukeboksen er høj på Cafe Runddelen
Cafe Runddelen – ja her er man da kommet en hel del gange. Et hyggeligt sted, hvor man også kan sidde udenfor. Og her ar absolut billige øl. Men musikken fra jukeboxen er måske lige højt nok. Det er lidt svært at føre en normal samtale.
En gang skulle undertegnede medvirke i en podcast. Optagelsen måtte pludselig afbrydes, da musikken gik i gang. Der var ellers blevet sagt, hvad vi havde gang i.
Brandstation og ventesal
Tænk engang, at man her sidder på en gammel brandstation. Jo stedet er en af de ældste værtshuse på Nørrebro. Her var det også tale om Henry Heerups barndomshjem. Han boede her indtil 1933. Men bygningen huskes vel bedst for en legendarisk smørrebrødsforretning. Når man havde været i den nærliggende smørrebrødsforretning, kunne man tage et par højtbelagte med hjem efter en John Wayne – film.
Ja her har også været ventesal for Falkoneralleens Sporvejsselskabs passagerer og spisestue for konduktører og kuske.
Beklager, vi har udsolgt
Det var også en episode under besættelsestiden for nogle tyske soldater kom ind og forlangte øl. Tjeneren svarede:
Men de vendte tilbage i forstærket form og meget truende fik de deres øl.
Et kvikt personale
Indrømmet – det er nok det sted, hvor jeg er kommet mest. Personalet har altid været kvik – ingen sure miner. Her er både ældre og yngre mennesker, Det er nok det, der hedder en klassisk opsætning. Her er masser af stamgæster. Ofte er her arrangementer.
Det kan godt være kø på til toilettet. Men forholdende er rimelig pæne. Faktisk er det et meget hyggeligt sted.
Stefanshus – et gammelt Jernbane – hotel
Stefanshus kender jeg udmærket. Her har jeg ofte fået en enkelt eller to, når jeg har holdt foredrag i Stefans Kirken eller i Menighedshuset i Vedbækgade. Her er masser af plads og en hyggelig gårdhave. Det er et gammelt jernbane-hotel. Her har været keglebane her er der kommet gæster, der forholdt sig til Første Verdenskrig, talefilmens begyndelse, besættelsen, blomsterbørn og BZ’ere
Jo klientellet har ændret sig gennem årene. Her er selvfølgelig også billard og pool. Her kan man hygge sig, når der er sportsbegivenheder på storskærm. Men der er sandelig også et stort udvalg af diverse spil.
Var lige ved at blive smidt ud fra Cafe Lille Peter
Cafe Lille Peter var her, hvor vi ofte gik hen, når vi havde haft møde i Nørrebro Park Kvarterløft. Her var vi da ved at blive smidt ud engang, fordi ikke alle delte vores musikalske begejstring for 50’ er og 60’ er hits. Eller også var det vores musikalske evner på dette område, der ikke begejstrede.
Præstens hund altid velkommen
Værtshuset er aflang som en sporvogn. Og her findes en masse emaljeskilte med reklame for øl og togdrift. På hoveddøren står der godt nok ”Hunde må ikke medtages”. Men jeg mødte nu ofte præsten og hendes hund på dette sted. Her mødes unge og gamle ofte om en gang rafling.
Jo Lille Peter er helt tilbage fra 1904. Ejeren hed Lille. Hvorfor er det ingen, der kan huske i dag. Men han var tidligere ølkusk.
Dengang var Lille Peterlige som kolonihavehuset med rødternede bordduge, messingkøkkengrej og Madamme Blå kaffekander til højre og venstre. Det er længe siden , jeg har været her.
To steder uden for kategori
Næsten lige over for er det den mere moderne Mikkeler & Friends. Her er et andet kundegrundlag. Øllene er dyrere men også mere specielle. Hele 40 haner er det hvis. Selv fra Fanø Bryghus kan du finde øl. Et hvis øl – kendskab i forvejen er en fordel.
Det er vel i samme kategori som Nørrebro Bryghus. Da vi var der sidst fik vi øl – menu. Og da vi så ville smage noget mere til nogle specielle øl, var de udsolgte. Personalet her var den aften, vi var der meget ufleksibel. Men se de sidste to steder er jo nu engang ikke det, man kalder de gule eller brune værtshuse.
Lersø-bøllerne havde deres eget stamsted
Det var i dette kvarter, at Lersø – bøllerne kom. Deres stamværtshus er for længst revet ned. Nej det var nemlig ikke Lygten Kro, men et værtshus, der lå bag Stefans Kirken. Og de drak noget helt specielt.
Der er sket noget på Nørrebro
Jo, der er sket noget på Nørrebro i tidens løb. Gadebilledet har været præget af alternativ ungdom som punkere, bz’ere, slumstormere, antifascister, langhårede og denimklædte rock’n roll’ere.
Nu sidder folk i designerjakker og bestiller tapas på mondæne spisesteder med økologisk islæt. Drinks, kildevand og varmelamper har også for længst holdt deres indtog på Nørrebro. Gourmetkokke, kaffekendere og naturvinsprofeter er ved at få overtaget. Ramsløg og natur-vin er efterspurgt. Det bliver noget halvdyrt noget med Cafe Latte, sandwich og salat-
Ikke vokset op med værtshus – kultur
Måske er de unge slet ikke vokset op med værtshus-kultur, hvor en fyraftensbajer var ret almindelig. De har ikke samme forhold til værtshuse. De er opdraget med cafeer. Noget tyder på at interessen for at gå på værtshus er faldende.
Lige som der var ret så mange butikker, der forsvandt under saneringen, så røg der også mange værtshuse. Det er ved at være slut med kolde håndbajere og gæster med murerkasketter og tomstokke i baglommen.
Engang kunne man på Nørrebro bestille smørrebrød på værtshusene. Den tid er forbi.
Man skal ikke romantisere værtshus-kulturen
Længere tilbage i tiden var det familiefædre, der investerede deres løn i flydende kost på værtshusene, der ofte blev ejet af den fabrik, som faderen arbejdede på. Og så kunne konen stille på værtshuset og forlange lønnen udbetalt, inden det gik helt galt.
Nej man skal sandelig ikke romantisere værtshuskulturen. Her er sket mange dramaer. Men værtshusene har også været manges dagligstue og spillet en vigtig social rolle på Nørrebro. Styrken er måske, at man blander sig i hinandens liv og taler på kryds og tværs. Her kan du søge trøst, få noget samvær eller møde ens venner.
En mental restituering
En værtshusgæst udtrykker det som
Hvis man vil være selv kan man sætte sig i krogen. Hvis man har brug for, at nogen spørger, hvordan man har det, sætter man sig op i baren.
Du må ikke lugte af øl på arbejdspladsen
En gang kom der også ældre kvinder på værtshusene, bare for at få en kop kaffe. At gå på værtshus dengang var ofte noget skævt og upoleret. Man vidste aldrig helt, hvad der ville ske, når man trådte ind på et værtshus. Folk har siddet på den samme stol i årevis. Man kan sagtens blive udsat for at man skal flytte plads, når stamgæsten ankommer.
Engang kom håndværkere og drak morgenkaffe og måske en enkelt. Men i dag må du absolut ikke røre spiritus på arbejdspladsen. Ja du må sandelig heller ikke lugte af øl på arbejdspladsen.
Bag de gule gardiner
Tobaksrøg er det næppe mere på de gamle værtshuse. Og det er vel kun en håndfuld tilbage af dem. Et par af vores gamle artikler leverede vi til Luna. Dem kunne hun måske bruge til hendes pragtfulde bog ”Bag de gule gardiner”. Værtshusejere og stamgæster fortæller her deres oplevelser. Pragtfuld bog, som vi også tidligere har anmeldt her på siden.
Det skal ikke være for rent og for pænt. Det må gerne lidt snusket og nus i hjørnerne. Cafeerne er meget rene og pæne. Så her er man måske lidt mere stiv i det. På værtshuse slapper man mere af.
Der vil lukke flere bodegaer på Nørrebro. Stamgæster holder ikke for evigt. Måske skal der fornyelser til, hvis man vil overleve. Er det rygetilladelse og mad?
Andre mennesker er flyttet til Nørrebro
Men der er sket en forandring. Arbejderne er forsvundet. Det er langt fra alle, der mere har råd til at bo her på Nørrebro. Som en fortalte mig – se bare på bilparken. Audi, Mercedes, BMW og Tesla er ikke ualmindelig på Nørrebro. Det var det engang. Masser af højtlønnede er flyttet til Nørrebro. Det bliver mondænt og måske koldt.
Værtshusenes historie er både et stykke lokal – og kulturhistorie men det er også en skildring i et unikt miljø. For mange er værtshusene små skønne åndehuller fra hverdagens trummerum.
Men huslejen er steget på Nørrebro. De ældre flytter væk fra kvarteret
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 18, 2023
Hvordan var det lige med vores grænser?
Der er forskel på Helstat, Nationalstat, Kongedømme, Hertugdømme og Rigsfællesskab. Der indkommer stadig protester, når vi skriver at ordet ”Genforening” ikke er juridisk korrekt. Og når vi skriver at Danmark ikke havde juridisk krav på Nordslesvig. Vi vil gerne formidle historien korrekt. Der var en blodig kamp om Slesvig. Begge sider gjorde krav på Hertugdømmet. Det blev delt uden hensyn til historie og kultur – og dog. Kongen her skede over ”Riger og Lande”. Kongens grænser gik videre end Danmarks. Territorier af forskellig slags. Langt fra alt var fælles. En tredjedel i København talte tysk. Grænsen blev efterhånden fastsat af nationer og sprog. H.V. Clausen tegnede allerede grænsen i slutningen af 1800-tallet. Holsten havde den danske konge som hertug, men var en del af Tyskland. Orla Lehmann latterliggjorde en statsmagt. Der var ”forskellige rum”. Begge parter betragtede Slesvig som ”historisk ret”. Den dansk afvisning i London. Det blev en national stat. Den kongerigske nationalfølelse. En løsning i 1920 Den tyske regering var utilfreds med processen. Slesvig – Holstenske nazister ville flytte grænsen. Langt om længe sagde Mindretallet – undskyld. Rigsfællesskabet dækker stadig over paradokser. Island og Færøernes rolle var under debat. Færøerne har deres egne fortolkninger over sanktioner mod Rusland. Problemet Grønland. Norge tabte sagen ved Den Internationale Domstol. Amerikanerne gjorde og gør, hvad det passer dem på Grønland. Nationalstaten har noget som Helstaten ikke havde
Vi vil gerne give den korrekte historiefremstilling
Vi får ofte vrede henvendelser fra vores læsere omkring begrebet ”Genforening”. De kan ikke forstå, hvorfor vi ikke bare bruger ordet. Vi kan sagtens forstå følelserne. Og vi forstår også kampen af og for de dansksindede. Men vi vil gerne beskrive historien korrekt. Og her er vores læsere også ofte uenige med os. Det vil de måske også være efter denne artikel. Ingen engang må vi indrømme at Sønderjyllands historie er vanskelig. Det er heller ikke lige let at forklare, at fordi en dansk konge er hertug så behøver det stykke land ikke at tilhøre monarkiet Danmark.
En blodig konflikt om Slesvig
Grænsen i Kongeriget er knyttet til forestillinger om sikkerhed, suverænitet og identitet. Dens stabilitet dannede forudsætningen for opbygningen af den danske nationalstat.
Når man taler om Danmarks grænser, er det første man tænker på – landegrænsen mod Tyskland. 1800 – tallets ide om en nationalstat var uløseligt forbundet med modsætningen til det tyske. Dette førte til den lange og til tider blodige konflikt om Slesvig og dets nationale tilhør.
Begge sider gjorde krav på Hertugdømmet
Begge sider gjorde krav på hele det gamle Hertugdømme. Men udgangen blev en deling, der introducerede princippet om folkenes selvbestemmelsesret. Vores læsere har også reageret på vores artikel ”Danmark havde ikke juridisk ret til Nordslesvig”. Nogle læsere mente, at det havde Danmark da i høj grad.
Uden hensyntagen til historie og kultur
Grænsen knæsatte det nationale princip. Slesvigerne og deres region blev delt i dansk og tysk uden hensyntagen til historien og kulturen. Ud af den lange konflikt fremkom der en grænse, der byggede på en stærkt forenklet modsætning. Nationale grænser var skarpe og kendte ingen bløde overgange. På kortene deler de lande af forskellige farver uden mellemfarver.
Kongen herskede over ”Riger og Lande”
Den danske konge af huset Oldenburg herskede over ”riger og lande”. Kongeriget udgjorde altid kernen i de skiftende konstellationer. Men når de ofte betegnede dette som Danmark, er det, som man siger i England og egentlig mener Storbritannien.
Kongeriget var den vigtigste del af Det Oldenborgske Monarki, men Det Oldenborgske Monarki var ikke Danmark. Det bestod af langt flere territorier i skiftende sammenhænge og udstrækning. Undersåtter i Delmenhorst, Stormarn, Trankebar og Trøndelagen ville ikke have sagt at de levede i Danmark eller var danskere, selv om de anerkendte den danske konge som deres hersker.
Kongens grænser gik videre end Danmarks
Kongens grænser gik således videre end Danmarks. Da det danske rigsråd forbød Christian den Fjerde at engagere sig i den tyske religionskrig, satte kongen sig ud over denne beslutning. Han tog alligevel del i Trediveårskrigen. Ikke som dansk konge, men i sin egenskab af holstensk hertug.
Territorier af forskellig slags
Monarkiet var ingen enhedsstat. Det tilhørte kategorien af europæiske konglomeratstater (blandet gods), der dominerede inden nationalstaterne. Kongen herskede over et lilleimperium af territorier af forskellige status – kongeriger, hertugdømmer, grevskaber – som han besad arveretten til.
Langt fra alt var fælles
Oldenborgeren var konge af Danmark og Norge – en kort tid af Sverige – men kun hertug i Slesvig – Holsten. Enevælden blev udstrakt til Norge, hvorimod kongen i Hertugdømmerne fortsatte med at være valgt hertug.
Monarkiet havde ikke fælles sprog, ikke et ensartet retssystem eller kirkeordning og ingen fælles mønt for blot at fremhæve nogle punkter, der siden blev uundværlige karakteristika i nationalstaten.
En tredjedel i København talte tysk
I København udgjorde de tysktalende faktisk en tredjedel af Københavns befolkning. De historiske bånd til Norge kunne også mærkes. Da tvillingeriget ikke besad noget universitet, hørte norske studenter til det københavnske bybillede.
Monarkiet havde sine tydelige grænser som f.eks. mellem Altona i Holsten og den frie hansestad Hamborg. Grænsestenen kan stadig ses ved byporten Nobistor på Reeperbahn i St. Pauli. Men generelt var den oldenborgske monarkis grænser som andre konglomeratstaters mere rum end linjer.
Grænser blev fastsat efter nationer og sprog
Fra 1800-tallets begyndelse skete der store ændringer i det europæiske statssystem. Grænser skulle ikke længere trækkes efter fyrsternes arverettigheder, men efter nationer og sprog. Med andre kort kom der andre grænser.
I 1848 diskuterede man i Frankfurt Tysklands grænser – også den til Danmark. Her var Slesvig godt nok den danske konges len, men sprogligt var det blandet med stærkt tysk indslag.
H.V. Clausen tegnede kortet sidst i 1800-tallet
Snart spillede sprog en fremtrædende rolle mellem dansk og tysk. Det danske sprogs udbredelse i Slesvig blev stærkt overdrevet. Andre igen mente at danskheden var udbredt helt ned til Ejderen. Mere omhyggelig var H.V. Clausen sidst i 1800-tallet. Det var faktisk hans kort, der dannede grundlag for Grænsedragningen i 1920. Her har læsere også givet os en på nakken. De mente at det alene var afstemningen, der dannede grundlag for grænsedragningen.
Holsten havde kongen som hertug – men var en del af det tyske rige
Sprogkort dannede andre grænser mellem Kongeåen og Elben. Der var en uskarp overgang med Slesvig og Holsten som henholdsvis dansk og tysk len. Begge havde den danske konge til hertug, men Holsten var samme tid en del af det tyske rige.
Dette gav ingen garanti for fred og stabilitet, men krige og erobringer skyldes aldrig krav om sprog- eller identitetsmæssig ensartethed. Det dansk – tyske overgangsområde blev det første eksempel på, at en national konflikt skabte splid i en harmonisk blandingsregion.
Orla Lehmann latterliggjorde en statsmagt
I 1842 udfordrede den liberale Orla Lehmann den enevældige kongemagts uskarpe grænseforestilling i en af danmarkshistoriens mest betydningsfulde politiske taler. Han latterliggjorde en statsmagt, der ikke kunne definere rigets sydgrænse, men med skiftende begrundelser pegede på Kongeåen, Flensborg Fjord, Ejderen og Elben. Lehmann forlangte Ejderen som sydgrænse.
Statsretslig var det indlysende, for Slesvig, var den danske konges len, men Lehmann ville jo oprette en nationalstat og Ejderen var komplet uegnet som sydgrænse for danskheden.
Der var ”forskellige rum”
Kravet om Ejdergrænsen fikserede grænsetænkningen på en fremskudt linje, der ignorerede karakteren af rummet bag den. Kritikken af enevælden overså, at konglomeratstaten (med blandet gods) netop ikke opererede med skarpe linjer men med ofte forskellige rum.
Begge parter betragtede Slesvig som ”historisk ret”
Nationalisterne ville derimod indlemme hele Slesvig, som om det var dansk, ganske som deres modstandere ville behandle regionen, som om den var tysk. Begge hævdede en ”historisk” ret uden at ville indse, at Slesvig ikke havde en farve. Det nordlige var orienteret mod Danmark, som det sydligere frygtede at blive indlemmet i.
Den danske afvisning
Der blev alene under forhandlingerne i London under våbenhvilen i 1864 frembragt flere delingsforslag, som alle mødte dansk afvisning. En af forslagene lignede meget den grænse, som vi har nu. Efter endnu en runde på slagmarken dikterede sejrherrerne Danmark en løsning, der indebar afståelse af hele Slesvig. Det var næppe klogt, men den danske afvisning af en deling gjorde det uundgåeligt.
Fjenderne havde ellers indtaget det meste af Jylland og truede med at indtage Fyn. Men stormagterne dikterede at Prøjserne skulle trække sig til syd for Kongeåen.
Danmark blev en nationalstat
Over tid ændrede det oldenborgske monarkis grænser sig betragtelig, og næsten alle territorier gik efterhånden tabt. Med freden i Wien i 1864 var monarkiet fortid. Danmark blev for første gang en nationalstat. Kongeåen blev efter nogle mindre byttehandler grænsen til Tyskland. Disse byttehandler skyldtes de Kongerigske enklaver, der lå rundt omkring i Sønderjylland. Og det var små områder, der tilhørte Danmark.
Den kongerigske nationalfølelse
I Kongeriget havde de mange nederlag og afståelser skabt et forlangende efter en ny fortælling, der kunne give historien mening. Den blev skabt, da Danmark i 1800-tallets midte genopfandt sig som en national småstat inden for snævre grænser. Staten var langt mindre og grænsen en helt anden, end de nationale drømmere havde fordret. Men sammen med de dansksindede sønderjyder holdt de erindringen om den tabte krig og en uretfærdig fredsløsning vedlige. Det sønderjyske spørgsmål blev en uvurderlig og mobiliserende faktor i den kongerigske nationaldannelse.
En løsning i 1920
En løsning på grænsespørgsmålet blev fundet med Slesvigs deling i 1920. Det var imod begge siders oprindelige dogmatiske forestillinger om regionens udelelighed. Vi har tidligere skildret dette i ”Ribe-brevet”. Bemærkelsesværdigt var det, at den danske regering viste tilbageholdenhed og søgte en grænse, hvor kun det virkelige danske blev dansk.
Den tyske regering var utilfreds med processen
Alligevel førte den demokratisk legitimerede grænse ikke straks til fred og fordragelighed. Den tyske regering var utilfreds med processen og nægtede at anerkende grænsen formelt. Stærke nationalistiske følelser gjorde sig siden gældende på begge sider, men regeringerne forlangte ikke igen grænserne flyttet.
Efter Prøjsens erobring og afskaffelsen af § 5 havde Danmark ingen juridisk ret til Nordslesvig. Det kom først da den amerikanske præsident mente at begrebet ”Folks medbestemmelsesret skulle med i fredsforhandlingerne
Slesvig – Holstenske nazister ville have flyttet grænsen
Efter nationalsocialisternes magtovertagelse i 1933 forlangte slesvig-holstenske nazister en grænserevision og efter Anden verdenskrig var det mange danskere, der glemte ”at grænsen ligger fast”. Et tilsyneladende stemningsskift blandt slesvigerne mobiliserede de gamle følelser. Briterne som besættelsesmagt havde åbnet for en grænseflytning, men samtidig advarede de mos konsekvenserne for de fremtidige naboskab, og så trak den danske regering følehornene tilbage. Efter Bonn- København -erklæringerne i 1955 døde debatterne ud og dog. De blussede op en gang imellem.
Langt om længe sagde Mindretallet undskyld
Det Tyske Mindretal sagde langt om længe undskyld. Men os sønderjyder har oplevet lidt af hvert. Dette har undertegnede bl.a. beskrevet i en bog, der udkom i 2017. En redaktør mente, at jeg burde afholde studiekreds om det dansk – tyske forhold på det Tyske Bibliotek i Tønder. Men det blev nu aldrig til noget. Her på siden kan du læse noget om det.
Rigsfællesskabet dækker stadig over paradokser
Det Oldenborgske Monarki var fortid. Og dog. Nok fremstod nationalstaten som en af de mest homogene, men samtidig bar Danmark en del af den konglomerate fortid med sig. Betegnelsen ”Rigsfællesskabet” dækkede over paradokser og en realitet, der stred mod nationalstaten.
Det havde i sin tid netop været et argument imod forbindelsen med Holsten det ikke var dansk og tilmed statsretsligt i en dobbelt position som medlem af både helstaten og det tyske forbund. Men hverken Grønland og Færøerne er medlem af den europæiske union.
I den forbindelse kan vel også bebrejde Slesvig – Holstenerne og deres bevægelse, at de kørte dobbelt spil. Læs vores artikel om denne bevægelse.
Islands og Færøernes stilling var til debat
Både Islands og Færøernes stilling i forhold til kongeriget har været til diskussion. Man gjorde sig selvstyretanker. Island opnåede hjemmestyre i 1914. I 1918 udnyttede de den slesvigske diskussion til at opnå suverænitet. De bevarede dog personalunionen og sikrede en fælles udenrigspolitik med Danmark.
Mens øen var besat af briterne under Anden Verdenskrig udløb den frist for en nyforhandling af forbundsloven. Derfor blev den islandske republik proklameret i 1944. Statsforbindelsen med kongeriget og resten af rigsfællesskabet var dermed ophørt.
Færøerne har deres egen fortolkning af sanktioner mod Rusland
Og hvordan er det lige med Færøerne. Ja de har deres egen fortolkning af sanktionerne mod russerne.
Problemet Grønland
Færøerne og Grønland blev også besat af vest-magterne. Da krigen var forbi, var ikke alt som før. Grønlands strategiske betydning rykkede i forgrunden. Den danske besiddelse strid mod Monroe – doktrinen, der undsagde europæiske magters kontrol over territorier i Nordamerika. Men amerikanerne havde givet deres accept af den danske besiddelse inden for doktrinens gyldighedsområde og måske som tak for salget af De vestindiske Øer i 1917.
Norge tabte sagen ved Den Internationale Domstol
Danmarks herredømme over Grønland blev i de følgende år anfægtet af nordmændene. Det kom til en grænsekonflikt i en stort set ubefolket del af Østgrønland. I 1931 besatte norske fangere med opbakning fra deres regering et område, som de efter opdageren betegnede som Erik Raudes Land, og som de hævdede var norsk. Konflikten endte ved den internationale domstol i Haag, der i 1933 gav Danmark ret og bekræftede dets suverænitet over hele Grønland.
Amerikanerne gjorde, hvad det passede dem
Efter 1945 blev den amerikanske tilstedeværelse på Grønland stærkt udbygget, og heri lå der et klart vink om mulige problemer set i relation til den danske suverænitet over en ø af gigantiske dimensioner. Vi har i tidligere artikler beskrevet nogle af de ting amerikanerne tillod sig, uden at spørge Danmark om lov.
I den slesvigske grænseregion modsagde mindretallene både før og efter postulatet om et skarpt skel mellem to nationer.
Nationalstaten har noget som Helstaten ikke havde
Nationalstaten havde sit eget sprog, sin egen økonomiske politik, sin egen mønt og førte sin egen handelspolitik. Det havde helstaten ikke.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: