Et landsbysamfund ved Tønder

Mange minder om Aventoft. En skøn tumleplads for vovede knægte. Boplads fra Yngre Stenalder. Gamle fiskerhuse. Præsten blev jaget ud ad byen. Hver mand havde sin egen båd. Man anså Mærsk-bønder som snobbede. Man brugte ikke sejl. Ingen store vilde dyr i Aventoft. Masser af fisk. Engang lå der en herregård i byen. Byens tre stormænd. En storm af vrede. Underbetaling af sivmåtter. Et billede af et sejlførende skib fra Aventoft. ”Vor Herre” talte åbenbart kun tysk. Når ”De Hellige” kom. Byen havde to hekse.

 

Mange minder om Aventoft

Dette er vores tredje artikel om Aventoft. Det var det sted, hvor vi hentede sprit, cigaretter og slik. Det afhang nu af, hvem der sad i buret, hvor meget vi skulle have med hjem på cyklen.

Ja og det var der, vi skulle bestå vores manddomsprøve i at drikke ”Æ Støvl” Og det sidste var ikke helt let, for hvis du ikke drejede det store glas formet som en støvle, så skvulpede øllet over dig, og så blev du til grin.

Det var også herover, vi om søndagen tog over til en kort ”Frühshoppen”, når vi var hjemme på besøg. Og hvis vi så ikke var hjemme kl. 12.30, var der ingen af mors krebinetter.

Jo jeg kan huske duften af rom hen på kroen. Men dog også henne ved bager Andersen og over for Sonja og Wolfgang.

 

En skøn tumleplads

Aventoft lå på en lille geestø omgivet af åer, søer, sumpe og enge. Mange ”huller” var kun delvis bevokset. Ude i engene var bevoksningen kun delvis sammenhængende. Sådan et sted kunne ikke altid bære en mand. Ofte røg man igennem og så var man ellers dækket til med mudder fra top til tå.

Det var en skøn tumleplads for knægte med vovemod.

 

Boplads fra Yngre stenalder

Så vidt vides er der ikke fundet rester af fortidskultur på stedet og dog. Her findes meget gamle ferskvandsbrønde, der i lang tid forsynede det ubeskyttede lavland med frisk vand. Og dog, så fandt knægtene alligevel noget nede på bunden af Aventoft Sø. De fandt dejlige slebne stenøkser og groft tilhuggede dagligdags redskaber. Her havde åbenbart engang i yngre stenalder ligget en boplads.

 

Gamle fiskerhuse

Selve landsbyen lå på et areal på ca. 1 gange 1 kilometer på en sandø. Her lå stråtækte og duknakkede fiskerhuse. Dengang havde de gamle huse lerstampede gulve, der blev strøet med hvidt sand. Mange mure var rejst i bindingsværk af soltørrede lersten.

 

Præsten blev jaget ud af byen

Uden for husene var der enkelte brønde. Der var også mødding, der kunne tyde på ko-hold. Havene var små og fattige af blomster.

Degnens ugifte døtre, to gamle ærværdige damer, havde et eventyr af en have, som børnene beundrede gennem de halvtætte hegn. Ellers var det kun præstegården, der ejede en parklignende have med et vældigt kastanjetræ. Det var byens stolthed og glæde.

Men ak – en moderne præst, der anså det vigtigere at få lys og luft ind i stuerne lod træet fælde. Man sagde om ham, at han blev jaget ud af byen. Befolkningen var dengang viljefast, jordnær og selvbevidst.

 

Hver mand havde sin egen  båd

Landsbyen ejede en eller to spand heste. Men hver mand havde sin egen båd. Der var mange type både lige fra den fine jagtbåd over fiskerbåden til søgangsbådene som var beregnet til transport af høet fra søer, enge og åer. Hvad skulle man egentlig med heste, når hverken vogne eller heste kunne bevæge sig udenfor byens egentlige sandhøje.

 

Man anså Marsk – bønder for snobbede

Nej, der var næsten ingen agerbrug. Eneste undtagelse var kartoflerne. De groede fortræffeligt i den sandede jord. Det var kartoflerne og rødbederne, der var med til at bevare den fattige, men meget selvbevidste fiskerbefolknings holdning over for de rige bønder ude fra marsken. Herude kunne rødbeder og kartofler ikke rigtig gro, mente Aventoft – boerne.

Og de hadede, når disse rige bønder ude fra marsken kørte gennem Aventoft i deres wienervogne trukket af fyrige heste med nysølv-beslået seletøj i de tidlige morgentimer på vej til Tønder. Men efter indtagelse af en masse puncher på Den hvide Svane i Tønder måtte disse marskbønder på vej hjem køre fra hus til hus i Aventoft og bede om kartofler og rødbeder.

 

Man brugte ikke sejl

Hver mand havde et par køer og et par hektar jord.  Hø var der nok af, men det var vanskelig at bjerge. Tidligt om morgenen ved firetiden stod man om sommeren – kvinderne med deres hvide hovedklæde vandrede ud for at malke, mens mændene drog afsted for enten at slå høet og transportere det med både hjem til landsbyen.

Det var sjældent man brugte sejl. Bådene blev drevet frem med en tage. Man drak af kanaler og mosehuller. Mavesygdomme kendte den hårdføre befolkning ikke noget til.

I højbjergningstiden var der ingen tid til fest og hvile.

 

Ingen store vilde dyr i Aventoft

Der var ikke de store vilde dyr i Aventoft. Man så aldrig ræven. Harer var sjældne. Men der var et væld af fugle og mindre pattedyr, der holdt til i de sumpede områder. Odderen ødelagde ofte fiskerens ruser. Og så var der ellers væselen og hermelinen.

Sivskoene vrimlede med alle slags vandfugle. Blishønen var nok den mest populære. Knægtene vadede i det iskolde vand og samlede æggene. Der var viber, spætter og vilde ænder.

 

Masser af fisk

Ganske tidligt lærte man at kende fiskene. Der blev fisket ål med ruser. Og så var der ellers ”Brasen”, ”Suder”, ”Gedder”. Men det kunne være hårdt at være ved vandet hele dagen. Der var kulde og ofte var man gennemblødt.

En ål over tre pund kaldte man for ”Kajfas”. Det var vanskeligt at holde øjnene åbne hele natten.

Den oprindelige befolkning i Aventoft var vistnok dansk. Sproget var for den indfødte befolkning dansk. Dog var der et par enkelte undtagelser, her talte man frisisk.

 

Engang lå der en herregård i Aventoft

Lige vest for byen ligger den store gård Frismark. Mange marknavne lige vest for byen er af frisisk oprindelse, således det lave markområde ”Nomenhem”. Men de allerfleste er af dansk oprindelse. Næsten alle gamle familier ender på – sen.

De fleste aventofter var fiskere. Foruden Frismark var der kun en større gård i Aventoft by – nemlig Vestergård. En gang for flere hundrede år siden – havde byen også en slags herregård ”Fogedbøl”. Men den blev dog jævnet med jorden.

Fruen på denne herregård døde dog på fattiggården. Ja sådan sagde man, men det er ikke historisk korrekt. Foruden fiskerne havde byen en snedker, mens skomageren og skrædderen kun fandtes i Tønder.

 

Byens tre stormænd

Byens stormænd var godsejeren på Frismark, præsten og skolelæreren. De blev tiltalt på tysk. Når disse kom ind i lokalet og man opførte sig pænt. Når de var gået, kunne man igen havde det ”glant”.

Befolkningen var dog ikke kuet af præsten. De var ikke grebet af religiøsitet. En præst, der ikke opførte sig som han burde blev låst inde i sprøjtehuset. Under ledelse af Hans Darum, der var Darum og meget tysk gik det til Præstegården, hvor Hans Højvelbårenhed blev arresteret. Hans Darum var til hest og havde spændt en sabel fra 1871 om maven.

 

En storm af vrede

Da den første mand i Aventoft i 1927 tog imod arbejdsløshedsunderstøttelse rejste der sig en storm af vrede, fordi han bragte skam over fællesskabet. Han kunne jo sagtens ernære sig ved at flette måtter. At ”ligge å æ sov” blev betragtet som en skam.

Man tjente til dagligdagen ved fiskeri. Flere gange om ugen tog fiskerkoner med deres tohjulede skubkærrer til Tønder og Møgeltønder, Daler, Visby, Rørkær eller Jejsing for at sælge fangsten.

I snestorm blev knægtene sendt kvinderne i møde de hjemvendende gennem snedriverne.

Om sommeren skulle der sørges for vinterforråd. Fiskene blev slagtet, saltet og tørret i solen og derefter hængt op i madranden. Om vinteren var det en dejlig delikatesse at få ”en svejen skalle” – tørret fisk ristet over gløderne i ovnen.

 

Underbetaling af sivmåtter

Der blev slagtet og syltet. Vinterarbejdet bestod for det meste af fletning og vævning af sivmåtter og sivsko. Arbejdet blev i den grad underbetalt. Et dusin flettede og vævede måtter – der hver målte ca. 40 X 100 cm – blev før den første verdenskrig betalt med 50 pf. Hele familien måtte arbejde med.

På halve fridage i skolen skulle hvert barn i ti – års alderen flette strenge til ca. seks måtter. På normale skoledage til to måtter. Og det var sivfletningen, der holdt sulten fra dørene i de lange vintermåneder.

 

Et sejlførende skib i Aventoft

I gamle dage må der have været nogen søfart og noget havfiskeri. Omkring 1850 var der i Aventoft by et sejlførende skib, der må have drevet søfart og handel. Der findes også et gammelt skibsbillede med ejernavn og by-angivelse:

• Rosenkrans – en bydel i Aventoft sogn.

 

Vor Herre talte åbenbart kun tysk

Kulturlivet delte sig, både i det man kalder højkultur og folkekultur selv i sådan lille landsby. Højkulturen knyttede sig nærmest til skolen og kirken. Det var her man hørte om evangeliet, Goethe og Schiller, men alt foregik på tysk.

Og med Vor Herre talte man også kun tysk. Men besøget i kirken var ganske ringe. Kun en gang om året var det stuvende fyldt i kirken. Det var, når missionæren fortalte om sine oplevelser i Indien. Denne mand repræsenterede aviser, ugeblade, radio, fjernsyn og film – et møde med den spændende verden.

 

Når ”De Hellige” kom

En gang imellem forsøgte man at vække familien. ”De Hellige” kom, de blæste på basun hele dagen lang. Folk syntes det var noget så kønt, men ingen af dem blev omvendt.

 

Byen havde to hekse

Mange i byen troede på det overnaturlige. Når Mollys hund hylede om natten, betød det dødsfald i landsbyen. Byen havde to hekse – den gode og den onde. Den onde ejede en Cyprianus – en tryllebog skrevet med menneskeblod.

Den gode heks hed Malene. Hun hjalp med gode råd.

I Aventoft var der tysk pædagogik i skolen. Man kunne sagtens få 4 timers eftersidning efter for mange stavefejl.

Her skulle man hele tiden overgå naboen. Når lagkagen ikke var god nok eller der ikke var nok lagkage, så gik sladderen i Aventoft,

 

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk Månedsskrift
• Niels Bøgh Andersen: Fiskersøn fra Aventoft

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.225 artikler
• Under Tønder finder du 383 artikler

 

• Aventoft – byen ved grænsen
• Syd for Tønder
• Nolde og Tøndermarsken
• Tøndermarsken 1-3
• Bådfolket fra Rudbøl
• Da grænsen blev delt i Rudbøl
• En arbejder fra Rudbøl fortæller