Ladegårdsåen og drikkevandet

Der var to små vandløb. Grøndalsåen og Lygteåen. Ladegårdsåen ændrede sit løb. Fra 1620 løb Ladegårdsåen det løb, som vi kender. Grøndalsåen var hovedløbet. Ålekistehus ved Vanløse Sluse. Ofte hærværk ved slusen. En krudtmølle ved åen. Vandvæsnet ville ikke reparere bro. ”Misbrug af bro”. Som regel for lidt vand i Ladegårdsåen. I 1719 var det hele næsten udtørret. Nu skulle der graves en dybere kanal. Bispeengen blev ofte oversvømmet. En ny forordning for retten. Pludselig var Ladegårdsåen ”anlagt ved Kunst”. Ikke noget ”propert Sted for Byens Drikkevand” Fabriksejer påberåbte sin uskyld. ”Dosseringer” og grøfter til at beskytte drikkevandet. Overgange over åen. Den høje sten. Drukneulykke i åen. Flere broer over åen. Kommunen overtog broerne. Man begyndte at overdække åen. Området var blevet et smukt landskabeligt billede fattigere.

 

Der var to små vandløb

Dette er vores artikel nr. 16 om Ladegården og åen. Se en liste efter artiklen. Her kommer vi til at bevæge os uden for de normale lokalhistoriske områder. Vi skal nemlig følge Ladegårdsåen fra Damhussøen til Peblingesøen og følge vandet fra Lersøen gennem Lygteåen til Ladegårdsåen.

Ja egentlig var det de to små vandløb – Grøndalsåen, der kommer fra Damhussøen og Lygteåen, der danner afløbet fra Lersøen – der løb sammen til Ladegårdsåen.

 

Grøndalsåen og Lygteåen

Grøndalsåen er en kunstig gravet kanal fra Christian den Fjerdes tid, mens Lygteåen og dens fortsættelse er et naturligt vandløb. Ja sidstnævnte blev det senere tvivl om.

Lygteåen har antagelig altid haft sit løb ned over Bispeengen og gennem Ladegårdsåens leje til Peblingesøen og Skt. Jørgens Sø, hvor den udmundede gennem en bred sænkning ud mod Søerne.

På den sidste del af sit løb fulgte åen oprindelig en noget sydligere retning end den senere Ladegårdså, idet den gik tværs over Ørstedsvej omtrent ved Svanemosegårdsvej og Sofievej, derpå tværs over den senere jernbanedæmning og ud i den sydlige del af Skt. Jørgens Sø.

 

Ladegårdsåen ændrede sit løb

På et eller andet tidspunkt er dette løb blevet spærret af en dæmning ved Bülowsvej og vandet tvunget til at tage en nordlige retning under den nuværende Åboulevard. Spærredæmningen var dog ikke højere, end at vandet ved forårstid kunne gå over den. Det sydlige løb vedblev derfor længe at holde sig fugtigt.

Rester af dette var Svanemosen eller Svanehaven, hvis navn endnu er bevaret i et gadenavn og fæstningsgravene omkring Ladegården. Disse fæstningsgrave stammer fra Christian den Fjerdes tid. Vodrofså blev også gravet som et led i den ydre befæstning om byen, da Grøndalsåen blev anlagt for at føre vand ind fra Damhussøen.

 

Fra 1620 løb Ladegården til det løb, vi kender

Omtrent 1620 kan det antages at Ladegårdsåen er opstået i den skikkelse, som vi kender. Dens nuværende navn var dog længe om at træne igennem. I Vandvæsnets dokumenter hed den officielt ”Kommunikationsåen” og Grøndalsåen. Den blev også kaldt for ”Grøften fra Langvaddam”.

Å-løbet havde ikke kun betydning for drikkevandet, men også for fæstningsværkerne. Således skulle stadsgravene være fyldte. Man ansatte i 1659 en officer, der skulle holde øje med dette.

 

Grøndalsåen var hovedkøbet

Det blev Grøndalsåen, der blev hovedstrømmen. Den var længere end Lygteåen og førte også en større vandmængde. Lygteåen fik lov til at passe sig selv mens Grøndalsåen blev reguleret og opstemt ved sluseværker og dæmninger.

Straks ved udløbet af Damhussøen måtte vandet passere den store Vanløse Sluse. Den var et af de vigtigste af de københavnske stemmeværker. Og det var et værk som bønderne konstant forsøgte at ødelægge. De ville have vand til deres marker.

 

Ålekistehus ved Vanløse Sluse

I 1682 byggede Vanvæsnet det såkaldte Ålekistehus ved slusen. En mand blev sat til at passe på, at bønderne ikke atter engang skulle ødelægge den. Siden 1694 boede her opsynsmand Niels Pedersen.

I 1716 fik han besøg af 4 russiske soldater, der var indkvarteret sammen med mange andre på Fælleden. De passede egentlig hestene på Hollændermarken. De brød ved nattetide ind i hans hus, slog vinduer og døre ind, bandt ham selv til en væv, pryglede ham og hans gamle kone.

De frastjal ham alt, hvad han ejede, nemlig 2 skjorter, et par bukser, 2 daler, en halv otting smør og 4 brød – i alt vurderet til 10 Rigsdaler.

Vandkommissionen godtgjorde ham dog dette. De lovede også istandsætte huset. To år senere søgte Niels Petersen sim afsked. Hans søn blev hans efterfølger. Den gamle fik hele 8 Rigsdaler i årlig pension. Sønnen fik en løn på 13 Rigsdaler 2 mark samt fribolig i Ålekistehuset.

 

Ofte hærværk ved slusen

Som navnet antyder var der ålekister ved Vanløse Sluse. De tilhørte Vandkompagnierne. Men disse førte også til ubehageligheder. I 1742 var lokale trængt ind til opsynsmanden og havde ødelagt disse ålekister og meget mere.

Opsynsmanden skulle også åbne og lukke sluserne. I 1797 valgte Vandkommissionen to nye opsynsmænd. Der blev lavet nye låse og meget mere efter uenigheder.

 

En krudtmølle ved åen

Så var det lige slusen Kalthuset. Dette hus var opkaldt efter tøjmester, Peter Kalthof, der her i 1656 havde indrettet en krudtmølle. Her fandt tøjmesteren resterne af en ganske forfalden sluse. Han opførte to store stemmeværker for at begrænse vandtilstrømningen fra Damhussøen. Nu havde en faktisk været nok. Også her forsøgte bønderne at sabotere værket.

 

Vandvæsnet ville ikke reparere bro

Over slusen lå en bro og vejen til Utterslev, den nuværende Godthåbsvej gik over denne. Denne bro var også brøstfældig i 1680. Men Vandvæsenet mente ikke at det tilkom dem at reparere den. Bønderne blev ved med at klage over slusen. I 1684 blev den afskaffet. Vandvæsenet sagde, at de ikke ville have mere med den at gøre.

Længere nede blev vandet standset af en dæmning ved Falkonergården, hvor en vej Falkoneralleen førte over åen. I 1719 spurgte vandinspektøren, hvem der skulle reparere broen. Efter en masse diskussion påtager Vandvæsenet selv at gøre det.

 

”Misbrug af vand”

Også her foregik der ”misbrug af vand”. Den kgl. Sølvpop havde her indrettet en voksbleg i 1742. Til denne havde man egenmægtig ledet vand fra Ladegårdsåen ad en bred og dyb grøft bag om gården. Vandkommissionen tilskriver indehaveren straks ar kaste renden til. Den gang fandtes der ikke andre overgange over Ladegårdsåen.

Helt inde ved Ladegården måtte vandet presse sig gennem et par riste af træ, som vel kunne tilbageholde de groveste af de uhumskheder, som åen førte med sig. Samme sted førte en sluse ind til gravene omkring Ladegården, hvor det overskydende vand gennem Vodrufså kunne ledes til Kalvebod Strand.

 

Som regel for lidt vand i Ladegårdsåen

Som regel var der dog snarere for lidt vand end for meget i Ladegårdsåen. Der var store udgifter forbundet med at holde vandet oprenset. Dette var således tilfældet i 1669 da samtlige borgere i byen inklusive hofembedsmænd, officerer, præster og professorer fik befaling til hver især at stille op med ”Skuffe og Spade” til oprensning af ”Gravene” ”imellem Staden og Langvbaddam” (i dette tilfælde Grøndalsåen).

 

I 1719 var det nærmest udtørret

Men aldrig havde det dog set så galt ud som i sommeren og efteråret 1719, da der var faldet ualmindeligt lidt regn. Peblinge- og Sortedamssøen var næsten helt udtørret.

For at skaffe hver dråbe vand til byen, som kunne skaffes, måtte ikke alene slusen ved Vanløse altid stå åben, men også plankerne i bunden måtte tages op.

 

Nu skulle der graves en dybere kanal

I 1727 havde man samme problem. Nu talte man om at grave en dybere kanal ved Grøndalsåen. De 12 pumpevandskompagnier fik den 30. september befaling om at stille med hver 15 mand ved Ålekistehuset den 2. oktober om morgenen kl. 7. Under ledelse af oberstløjtnant Häusser skulle de i gang med gravningen. Arbejderne fik hver 20 skilling i dagløn. De skulle så selv skaffe sig seng og natteleje i nærmeste by.

Den 16. oktober kunne det så meldes at arbejdet var udført og anlægget fungerede tilfredsstillende. Ved Ålekistehuset var der opstillet et apparat til ”Vandets udkastelse” så vandet kunne flyde over slusen ”og gennem grøfterne til byens render.

Vandkommission havde inviteret til en stolt forevisning den 20. oktober. 14 pumpevandsinspektører tog det nye anlæg i øjesyn. Forevisningen ville finde sted mandag den 20. oktober ved middagstid. Uheldigvis var det begyndt at regne meget kraftigt. Vandet var igen begyndt at flyde. Nu forlangte de sparsommelige pumpevandsinspektører derfor at udkastnings- apparatet ved Ålekiste-huset samt de 5 pumper i Peblingesøen straks skulle stoppes og det ansatte mandskab skulle afskediges.

 

Bispeengen blev oversvømmet

I regnfulde år skete det, at åen ikke kunne sluge alt det vand, der flød til den. Så skete der det, at først og fremmest hele Bispeengen blev oversvømmet. Egentlig burde åen jævnligt oprenses, men det havde ingen lyst til at betale.

 

En ny forordning for retten

Hidtil havde først kongen, senere vandvæsnet sådan nogenlunde sørget for vandløbet. Men da der i 1790 kom en ny forordning om ”skadeligt Vands Afledning til Forbedring af Agre, Enge og Moser i Danmark” skete der noget.

Da nu alle lodsejere havde nytte af vandets afledning, skulle de deltage i udgifterne ved dette. Og så væltede Vandkommissionen den byrde fra sig. Det havde man også før med ringe held forsøgt. Og det gik da hellere ikke bedre denne gang.

 

Pludselig var Ladegårdsåen ”anlagt ved Kunst”

I 1802 var sagen om udgifterne for retten. Og højst overraskende meddelte Landværnskommissionen at forordningen fra 1790 ikke kunne anvendes, da Ladegårdsåen ”ikke var nogen naturligt løb, men anlagt ved Kunst”. Derfor skulle oprensningen af åen også bekostes af Vandvæsenet.

Her ville man dog ikke bøje sig. Man var af den overbevisning at åen ”ikke var anlagt ved Kunst”. Vandinspektørerne måtte dog bøje sig. I 1804 tilbød de at bekoste åens oprensning.

 

Ikke noget ”probert Sted for Byens Drikkevand”

Nu var Ladegårdsåen ingenlunde noget ”propert Opbevaringssted ”for Byens Drikkevand”. I 1677 blev natmanden sendt ud for at borttage en død hund, som lå i vandet. I 1682 hed det at åen var forstoppet af ådsler og mudder.

Vandkommissionen kæmpede hårdt for at holde bandløbet nogenlunde rent. Vi har tidligere artikler beskrevet, hvad der alt sammen flød i åen. Et andet eksempel skal dog nævnes her.

 

Fabriksejer påberåbte sin uskyld

I 1802 anlagde justitsråd Christian Lange en berlinerblåt – fabrik på sin gård Nørre Alleenlyst på Frederiksberg. Fabriksbygningen lå ud til Falkoneralleen tæt ved ladegårdsåen. Gennem en grøft havde fabrikkens spildevand afløb lige ud til åen. Samme sted havde gårdens ”lokum” og gødningsplads også afløb.

Hvad er berliner blåt, spørger du sikkert? Det er et blåt pigment med meget stor farvekraft, bestående af diverse grundstoffer. Loftsmalerier på Frederiksberg Slot er malet af det. Malere som C.W. Eckersberg og Christen Købke anvendte farven. For sidstnævnte var det ikke altid lige heldig. I nogle tilfælde skete der en voldsom blegning eller falmning på lysets nedbrydning. Således fik Købkes. ”Udsigt fra Dosseringen” helt forkerte farver.

Lange hævdede efter klager, at det stof man anvendte til Berliner-blåt ikke var sundhedsskadelige. Desuden blev de ved stærk ild udbrændt til pulver. Han fremlagde en attest fra fysikus Scheel, der erklærede, at skyllevandet fra fabrikken ikke kunne indeholde mere end en ubetydelig del svovlsyre og kalium.

Med hensyn til afløbet fra gødningspladsen hævdede Lange, at sådan noget ikke kunne være farlig for drikkevandet, siden Vandkommissionen ofte ””stemmede” vandet så højt, at det gik op over møddingssteder og renovationspladser på de tilstødende jorder. Ligeledes tillod man, at kreaturer blev vandede i åen og trådte ud i den.

To ”Falkonersvende” – hans naboer på Falkonergården kunne bevidne, at den rende, som førte spildevand fra hans køkken, havde ligget der i 20 år.

 

Fabriksejer blev dømt

Vandvæsnet ville dog ikke lade sig nøje med disse forklaringer. Det kom til en retssag, som endte med at Lange mod dagbøder forpligtede sig til at fjerne alle de afløb som han havde lagt ud til Ladegårdsåen.

 

”Dosseringer” og grøfter til at beskytte drikkevandet

Først så sent som i 1813 blev der truffet foranstaltninger til at skærme byens drikkevand mod forurening fra de omkringliggende bebyggelser og marker, idet der blev opkastet ”Dosseringer” på begge sider langs Ladegårdsåen. Der blev desuden gravet grøfter til optagelse af overfladevandet.

Da ”Dosseringerne” blev besigtiget i 1815, fandtes de stærkt beskadigede af lækatte, rotter, mus og muldvarpe, som havde gravet huller i dem. Derimod havde vandet ingen skade gjort. Man mente at ”Dosseringerne” sagtens kunne stå for et større tryk.

 

Overgange over åen

Ladegårdsåen dannede et uoverstigeligt grænseskel mellem Nørrebro og Frederiksberg. Fra gammel tid eksisterede der overgange ved Falkonergården og Grøndal. Først omkring 1820 dannedes en ny overgang ud for Blågårdsgade.

Langs åens sydlige side gik Ladegårdsvejen. På nordsiden udviklede Dosseringen sig til den såkaldte Blågårds Ågade, der i 1870 blev overtaget som offentlig og fik navnet Ågade.

 

Den høje sten

Ud for Ladegården stod midt i åen en høj spids sten, hvis top ragede en eller halvanden alen op over vandet. Det var ingen indskrift på stenen, men man mente det var til minde om en frygtelig hændelse. Men det var det nu ikke. Det var en vandmåler. Senere blev stenen til en mindesten.

 

Drukneulykke i åen

Det var en mørk novemberaften 1812 et selskab kom kørende i karet ud fra grosserer Mariboes landsted, Rolighed /ved Rolighedsvej) ind mod byen. Da væltede kusken med vognen ud i Ladegårdsåen. Historien melder om fra to til fire druknede damer.

Ulykken gav anledning til, at en række piletræer blev plantet foran den førhen så nøgne åbred. De stod der endnu, da Ladegårdsåen begyndte at blive overdækket. Stenen blev ved samme lejlighed løftet op og anbragt på Åboulevarden. En simpel indskrift blev indhugget i den:

• – 27. Novbr. 1812

 

Flere broer over åen

Der var et stigende behov for overgange over Ladegårdsåen efterhånden som befolkningen steg. Den driftige rådmand Bülow, der ejede og bebyggede så mange grunde i dette kvarter, var den første der skaffede passage over åen, idet han i 1852 fik kommunalbestyrelsens tilladelse for egen regning at anlægge en kørsels – og gangbro mellem Blågårds jorder og Frederiksberg.

Broen fik navnet Bülows Bro. Den lå tæt ved åens udløb og dannede en forbindelse mellem Dosseringerne langs Peblingesøen og Skt. Jørgens Sø.

Året efter fik kaptajn Bangert på Solitude en lignende tilladelse og således fremkom Bangerts Bro, der lå ude ved Brohuset for enden af Bülowsvej. Senere kom også Parcelbroen for enden af Griffenfeldtsgade. Det var alle sammen lette træbroer, som skulle vedligeholdes af ejerne og fjernes igen, så snart Magistraten forlangte det.

 

Kommunen overtog broerne

De tre broer som lå nærmest byen, blev dog overtaget af kommunen samtidig med, at denne overtog de gader, der førte til den:

• Ewaldsgade, Blågårdsgade og Griffenfeldtsgade

Kun Bangerts Bro fik lov til at ligge og passe sig selv. Efter at kaptajn Bangert var død og Solitudes jorder udstykkede, var der ingen, der tog sig af den. I 1871 havde ejeren af Brohuset ladet den istandsætte. Men de efterfølgende ejere anerkendte ikke denne forpligtelse.

I 1884 var den da blevet så forfalden, at politiet lod den spærre som alt for farlig at passere. Men da en overgang over åen på dette sted var meget ønskelig, påtog Københavns Kommune at istandsætte broen selv om der på Nørrebro – siden ikke fandtes nogen offentlig gade, som gik ned til den.

 

Man begyndte at overdække åen

I 1887 begyndte forhandlingerne om at overdække Ladegårdsåen længst inde mod byen. Det skulle nu være en lukket ledning. Vandets forurening var blevet værre grundet mere byggeri.

Bülowsbro var blevet så forfalden at den skulle ombygges. Man foretrak dog at spare broen. Og så overdækkede man en strækning på 200 fod af åen ud for Ewaldsgade. I 1892 afløste man broen ud for Griffenfeldtsgade på samme måde med en jorddæmning.

I 1896 overdækkede man åen mellem Ewaldsgade og Blågårdsgade. I 1897 nåede man ud til Brohusgade med anlægget. Ved århundredskiftet var hele åen overdækket ud til jernbaneoverskæringen ved Bülowsvej.

 

Området var blevet et smukt landskabeligt billede fattigere

Et stort arbejde var tilendebragt. Byen var blevet en bred boulevard rigere og et smukt landskabeligt billede fattigere.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – div. artikler
• Villads Christensen. Historiske meddelelser om København 1-3
• Adresseavisen
• Personalhistorisk Tidsskrift
• V. Ramsing: Københavns Historie og Topografi 1-3

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.227 artikler
• Under Nørrebro finder du 338 artikler
• Under København finder du 216 artikler

 

• Ladegården og kirken
• Ladegården – uden for Nørreport
• Ladegården – nok engang
• Ladegårdsåen – en grænse
• Arbejderanstalten på ladegården
• De fattiges fabrik på Ladegården
• Ladegården og åen
• Livet på Ladegården
• Ladegården – dengang
• Fattiglemmer på Ladegården
• Ladegården (NørLiv 18)
• Christian den Fjerdes Ladegård
• En tur langs Ladegårdsvejen
• Skal Ladegårdens å atter flyde?
• Ladegården og en populær å

 

• På YouTube ligger to video med foredrag, som jeg holdt i Stefans Kirken. Videoerne er forsynet med masser af fotos fra Ladegårdsåen. Kig på YouTube efter ”Ladegården og Åen 1-2”

 

• Epidemi på Nørrebro
• Et epidemihospital på Nørrebro
• At bo på Nørrebro
• En stinkende kloak og flere opløftende momenter på Nørrebro
• Byggespekulation på Nørrebro
• Kolera på Nørrebro 1853
• Lokummer på Nørrebro
• Latriner og kloaker på Nørrebro
• Pest på Nørrebro
• Nørrebro 1840-1880
• Da det lugtede på Nørrebro (foredrag)
• Det var trangt i København
• København var en skiden by
• Vesterbro 1840-1857
• Sådan boede arbejderne dengang
• Pustervig og Fattigvæsnet
• At være fattig
• Kvinderne i Peder Madsens Gang
• Pest i København
• København 1840-1880
• Drikkevand til København
• Urenligheder i drikkevandet og hygiejnen i København
• Guldalderens København – sådan var det også