Artikler
Juni 18, 2008
Tøndermarsken var et sandt amfibie landskab. En slags Waterworld, hvor man ikke kunne undvære en båd.
Emil Nolde fortæller i sin bog Welt und Heimat:
Bager og købmand Max Pörksen kørte i 1927 med hestevogn fra Fiskehusene over de tilfrosne Gudskog sumpe og søer over isdækkede enge og marker helt til Nibøl.
Masser af vand
Under de månedlange vinteroversvømmelser var marken næsten utilgængelig for almindelige trafikmidler. Vejene var i sommermånederne i en elendig stand. Det var bundløse klægveje. Ofte måtte man ride, da vogne ikke kunne komme frem, eller tage båden.
Foruden de større søer, Gudskog Sø, Rudbøl Sø og Aventoft Sø, var der mange mindre søer i marsken, som foruden Vidåen var gennemskåret af bredere og smallere kanaler og grøfter.
Både var nødvendige
Mange marskboer havde to – tre både. De fleste steder lå fartøjerne lige ved huse eller gårde. Men også i de mange kanaler, der førte op til bygningerne.
Kombinationen af kvæghold og korndyrkning på geesten kan føres tilbage til århundrederne før Kristi fødsel. På øerne blev landbruget i sejlskibenes storhedstid drevet af kvinderne, mens mændene var på langfart.
De gamle købstæder, Ribe, Varde og Tønder havde formelt retten til at drive søfart og opkræve told, men efterhånden udvikledes søfarten fra øerne, dels gennem tildeling af privilegier og dels gennem deltagelse i hvalfangsten ved Grønland på tyske og hollandske skibe.
Masser af ål
Efterårets ålefiskeri foregik i fællesskab. Udbyttet blev solgt samlet. På Tønder Marked blev der solgt både ål og gedder.
Der var masser af ål i vandløbene. Under en meget hård vinter lige inden afvandingen var alt i marsken tilfrosset. Det resulterede i at en masse ål blev kvalt. Efter tøbruddet lå der over en lang strækning ved Geelsbøl Dige ål i cirka en meter tykt lag som var over 10 – 15 meter bredt.
Fiskeriet i marsken havde dog sin storhedstid fra slutningen af 1200 – tallet til omkring 1600.
Græsarealer blev lejet
Mange marksboer måtte leje græsningsarealer på andres jorde. Græsningsretten blev lejet på såkaldt Legatland, d.v.s. arealer, der ejedes af stiftelser
i Møgeltønder eller Tønder. Disse blev administreret af koginspektører. Man lejede efter begrebet en Ku´s Grejs. Udlejningen foregik ved en årlig auktion
Stormflod
Stormflod er et begreb man ofte forbinder med marsken. Den opstår ved en kombination af solens og månens tiltrækningskraft på vandet. Dette kan udløse en højdeforskel på op til fem meter. På Halligerne kaldes en stormflod for Landunter.
Den værste stormflod i historien fandt sted den 16. januar 1362. Der grote Mandrænke (Frisisk: Den store Mandedrukning). Stormfloden tog over 30 kirkesogne og kostede ifølge overleveringen 100.000 mennesker livet. Dette tal er nok temmelig overdrevet. Et stort landområde ud for den nordfrisiske kyst blev revet i stykker og opdelt i mindre øer og halliger. Af de udslettede byer er Rungholt, den mest kendte. Resterne af Rungholt blev fundet under vaderne ud for Husum i 1923.
Også stormfloden 1. november 1436 Allehelgensfloden var alvorlig. Efter stormfloden sendte Slesvig Domkapitel en ansøgning til den pavelige koncil i Basel om hjælp fordi det salte hav har taget 60 kirkesogne. Ribe domkapitels protokol, den såkaldte Ribe Oldemor, beretter om, at sognet Anflod ved Møgeltønder helt forsvandt i bølgerne.
Misthusum
Den forladte landsby Misthusum fortæller også om det barske liv i marsken. Landsbyen blev hårdt ramt af stormfloder i flere omgange, og i 1700 – tallet begyndte folk at flytte ind på geesten. I 1814 flyttede den sidste familie.
Ulykker i marsken
I tidens løb er mange omkommet på søer og vandløb. Kirkebøger giver en lang række beviser om bådulykker, uden at de nærmere omstændigheder er omtalt.
I Tonderschen Zeitung den 14. februar 1906 findes en mere udførlig beretning om en ulykke.
En møllebygger fra Fiskehusene druknede, da hans båd blev fyldt med vand under sejlads.
Kvinderne i marsken var altid bekymret, når deres mænd ikke var kommet hjem fra marked inden mørkets frembrud. Måske var de gået på værtshus for at drikke punch. Så måtte der sættes lys i vinduerne, så de nogenlunde kunne finde vej.
Nogle af de mange ulykker skete da også efter rigelig indtagelse af spiritus.
En fisker, der efter en munter aften på en af kroerne i Rudbøl sejlede hjem mod Fiskehusene i blæsevejr, fandt man næste dag druknet, liggende oven på sejlet i den vandfyldte båd. En anden fisker, en gammel mand fra Aventoft, havde drukket for mange punche, inden han begav sig ud på søen, hvor bølgerne fyldte hans båd.
Under en bådtur til Tønder efter varer druknede en marsk – købmand, som havde indtaget for meget spiritus, inden han sejlede hjemad. Under jernbanebroen ved Tønder faldt han udenbords og druknede.
Carsten Holt, Tønder sejlede i 1922 på Vidåen med sin fiskebåd, sammen med sin kone og deres seks måneder gamle datter. Han havde sat sejl, og vejret var stille og roligt. Pludselig kom der en meget kraftig hvirvelvind. Den knækkede bådens mast, og fartøjet krængede så meget, at de tre blev kastet i vandet. Det lykkedes for Carsten Holt at redde sin hustru og barn ind til å-bredden.
Når Højer Sluse lukkes
Når der var vedvarende vestenblæst med deraf følgende høj vandstand uden for havdigerne, blev Højer Sluse lukket i længere tid. Vandgangen gennem Vidåen blev dermed standset. Det resulterede i mange oversvømmelser, selv om sommeren.
Vidåen – Danmarks mest vandrige
Vi andre har ofte badet i Vidåen og på forlandet. Men det er ikke noget man skal gøre uden lokalkendskab. For marskens vandløb kan være uforudsigelig. Også de såkaldte dyb, der går ud i Vadehavet kan være dybe, ja helt op til 50 meter.
Vidåen er Danmarks mest vandrige å. Den afvander omkring en tredjedel af Sønderjylland. – et areal på 1.080 km2 i Danmark og 250 km2 i Tyskland.
Tøndermarsken – et naturområde
Tøndermarsken er blevet et fredet naturområde. Det er et værdifuldt område for millioner af vandfugle. Området bliver brugt til yngle, fældnings- og overvintringslokalitet. Her er mere end 500 arter af planter og dyr, hvoraf flere ikke forekommer andre steder i verden..
Men der er også mange grunde til at bevare dette enestående område. Næringsindholdet i Vidåen og Rudbøl Sø er meget stor. Derfor er der en stor fare for tilgroning. I området er der også konstateret mink. De er en konkurrent til odderen og er til fare for ynglefuglene. Også bådsejlads kan forstyrre idyllen. Jo Tøndermarsken er andet end sort sol.
De mange ”Ballum´ er”
Vi er her på redaktionen blevet spurgt om, hvorfor der er så mange byer, der hedder Ballum. Disse lokaliteter ligger langs geest – randen syd for Ballum Sluse. Navnet Ballum er afledt af forhøjning.
Mod øst ligger Forballum, Så har vi Østerende – Ballum og Husum – Ballum. Vejen sydover fører os til Vesterende – Ballum. Så følger Bådsbøl – Ballum, hvorfra der tidligere har været færgeoverfart til Havneby på Rømø. Så følger Buntje – Ballum, Nørrehus – Ballum og endelig Rejsby – Ballum.
Emmerlev Klev
Når vi nu er ved de kanter, skal vi nævne Hjerpsted. En ældgammel by med gravhøje. Den ligger på en bakkeø, der ender ved Emmerlev Klev. Her ende bakkeøen i en stejl klint.
Det var også her vi gik til dans og svingede de “skjønne” piger, for mange år siden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 17. – 03. – 2022
Juni 18, 2008
Helt frem til begyndelsen af 1900 – tallet var der travlhed ved slusen. En masse gods blev importeret og eksporteret. Fra ålefiskerne var der meget aktivitet. En helt speciel stemning var det at side inde i en varm stue, når blæst og regn slog mod ruderne i Ny Frederikskog.
Fra Højer blev der i 1856 udført op til 1.000 laster indenlandske produkter (1 last = 2.500 – 3.000 kg.). fra Højer til Tønder blev der viderebefordret:
Kæmpe aktivitet 1871 – 1875
En væsentlig del af disse produkter blev transporteret af bådmændene fra Rudbøl. I tidsrummet 1871 – 1875 udgjorde de ind – og udførte varer:
Op til 21 skibe på en gang
Op til 21 skibe er ifølge vidner fra den gang på en gang afsejlet fra Højer. Der kom skibe fra England, Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Holland. De engelske skibe bragte stenkul og modtog korn. Fra Norge kom der træ, og fra Bremen kom der tobak.
Varetransporten fortsatte
Da skibsfarten på Højer døde ud, ophørte også bådfarten med gods til Tønder. Varetransporten inden for marskområdet foregik dog helt frem til 1930’erne. Særlig sten, der blev produceret
af teglværkerne i marsken eller på gestkanten blev ud-sejlet til byggepladserne eller til en trælasthandel i Tønder og videresolgt.
Møllebyggeri
Ved Højer fandtes der før afvandingen to møller. Desuden var der en ved Nørremølle og hele 12 stk. på Schackenborgs besiddelser. Disse pumpede om sommeren vand ind til kreaturerne i fennerne og kunne om vinteren pumpe vandet ud derfra. Sådanne møller samt almindelige kornmøller blev bygget og repareret af to møllebyggere, som sejlede til de steder, hvor de arbejdede.
Træet til byggerierne blev købt i Aabenraa, og kom til Fiskehusene på vogn. Herfra blev det sejlet videre.
Speciel stemning i Ny Frederikskog
Arbejdet med at passe ruserne ved Højer krævede sin mand. Derfor havde fiskerne et hus, hvor de overnattede og lavede mad. Kosten bestod ofte af ålepotte. En kraftig ret kogt på store ål. Det var især fiskerne fra Rudbøl, der benyttede dette hus.
Fiskerne fra Højer delte retten til at sætte ruser med kollegaerne fra Rudbøl. De deltes også om siderne. Ruserne og radgarn, som fiskerne brugte knyttede de selv på vinteraftener og dage med dårligt vejr. Det gjorde min bedstefar (Opa) også ude i Ny Frederikskog. Bryggerset var ofte fuldt af opsat garn. Mens han gjorde det fik piben ikke for lidt.
Trængte han til en pause, ja så tændte han ofte sin B&O transistorradio, der havde skibsbølge. Så lyttede han til Blåvands Radio eller Nordteich Radio.
Ja og så er min bedstefar blevet genkendt af læsere af denne hjemmeside. En af dem har serveret kaffe for ham, da hun var en lille pige. Min bedstefar arbejdede sammen med hendes far ved slusen.
Det var en hel særegen stemning, når blæsten og regnen larmede ude fra forlandet i Ny Frederikskog.
Kilde:
www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Redigeret 8. – 12 – 2021
Juni 18, 2008
I 1850’erne fandt man i nærheden af Nørrebrogade/Fælledvej resterne af en håndfuld svenske landsknægte. En mindeplade blev opsat. En heltemodig indsats af Københavns borgere forhindrede at vi i dag skal tale svensk. Fire års krig og to års belejring gjorde befolkningen fattig. En stor lejr ved Brønshøj, Carlstad, havde på et tidspunkt 30.000 indbyggere.
I 1850’erne fandt man resterne af en håndfuld svenske lejesoldater på hjørnet af Fælledvej og Nørrebrogade. Kigger man godt efter, kan man på Fælledvej se en plade til minde om disse soldater. Men hvordan er de havnet her?
Krig i Europa
Ja, vi skal langt tilbage i historien inden vi igen havner på Nørrebro.
30 – års krigen huserede i Europa fra 1618 – 1648. Her var svenskerne toneangivende.
I 1644 angreb svenskerne Danmark uden krigserklæring. De drog op gennem Jylland, og plyndrede, hvor de kunne. Fyn og Sjælland kunne de dog ikke erobre. I Kielerfjorden kunne den danske flåde have gjort et endeligt på den svenske. Men de undslap.
Også i Skåne, Halland og Blekinge var det ballade.
Danmark – Norge mister land
Den 13. august 1645 blev der med udenlandske mæglers hjælp indgået forlig. Danmark – Norge mistede landsdelene Härjedalen, Jâmtland, Gotland og Ødsel
samt Halland i en 30 – årig periode. Endvidere måtte vi give svenskerne toldfrihed for Øresundstolden.
Danmark erklærer krig
I 1657 erklærede Frederik den Tredje Sverige krig. Hvert af Danmarks 2.000 sogne skulle stille med fire ryttersoldater og otte karle til fodfolket. Hertil kom et hvervet mandskab, hvorved hærens mandskab kom op på 25.000 mand.
Trods det store mandskab kunne hæren langt fra måle sig med svenskernes erfarende landsknægtshær. Tilmed udviste de tvangsudskrevne bønder trods og genstridighed.
Det startede ellers godt for danskerne. Man erobrede Bremen. Men fra Polen kom en svensk hær på 6.000 mand. De danske tropper flygtede. I Danmark manglede der koordination mellem København og Holsten. Den 23. august 1657 var man nået til Kolding og Vejle.
En fremmed magt ”befrier” Jylland
Da de svenske tropper i 1657 krydsede Lille – og Storebælt, trak den danske hær sig tilbage over Sjælland. De jyske byer var blevet sat i brandskat. Den svenske hær skulle have forsyninger. Drab, voldtægt, plyndringer og sygdomme fulgte i kølvandet. Endnu værre blev det, da den polsk/brandenburgske/østrigske hær befriede Jylland.
8.000 flasker vin
Fredsforhandlinger blev indledt i Vordingborg, men forblev resultatløs. I Tåstrup fortsatte forhandlingerne, og de sluttede i Roskilde. Vi mistede Blekinge, Halland, Brohus Len, Grevskabet Pinneberg og Bornholm.
Det var en ydmygelse for Danmark, men Frederik den Tredje fejrede det som en sejr. 8.000 flasker vin blev indtaget i en tre dages fest på Frederiksborg Slot.
Nyt svensk angreb
Den 6. august 1658 forlod 6 svenske orlogsskibe og 16 transportfartøjer Kiel, fuldt lastede med soldater og militært udstyr. I Korsør blev 6.000 landsknægte landsat. Uden modstand gik det hastigt mod hovedstaden. Samme dag lagde svenske orlogsskibe sig ved Dragør, for at blokere København fra søsiden.
Da de svenske tropper i 1658 indledte belejringen af København rådede den svenske hærleder, Eric Dahlberg til, at man foretog et hurtigt angreb. Heldigvis fulgte kong Carl ikke dette råd.
Fæstningen blev forbedret
Ude for voldene stod en svensk hær på 7.000 mand. Inde bag voldene var der kun 3.000 regulære danske soldater. Fæstningsanlæggene var godt nok blevet forbedret. Men der var huller. Især ved Nørreport og ved Kalvebod Strand var der brug for forbedringer.
Den 11. august skuede svenskekongen og hans generaler fra toppen af Valby Bakke ind over København. Han kunne tydelig fornemme, at man var i gang med at forbedre forsvarsanlæggene. Han konkluderede med denne bemærkning:
Danmarks sidste dage som selvstændig nation stod på spil. Kong Frederik den Tredje havde udnævnt Hans Schack som chef for Københavns forsvar. En nyopført kirke uden for Nørreport og adskillige møller var revet ned. Et par fremskudte fæstningsværker var blevet besat af svenskerne.
200 flydende glødende kugler
Den 17. august blev der affyret 200 flydende glødende kugler. Meningen var, at de skulle afbrænde husene inde i København. Men de anrettede ikke megen skade. 2.800 mand, rytteri og fodfolk rykkede ved middagstid den 23. august ud mod stranden ved Kalvebod og gennem Vesterport.
Det lykkedes at slå det svenske angreb tilbage. Det svenske tab var på 450, mens det danske tab var på 35. Rygterne gik på, at svenskerne ville besætte Amager, Københavns spisekammer. Et angreb på den svenske flåde ved Dragør, faldt også heldigt ud.
En af heltene fra dengang var Ulrik Christian Gyldenløve, han var søn af Christian den Femte og Vibeke Kruse.
Svenske angreb
Københavns borgere overnattede på volden. Hver borger skulle have 100gode kampsten at slå benene fra svensken med. Der var ingen der sultede under
belejringen. Der kom rigelig med forsyninger.
Den 30. august forsøgte svenskerne et udfald mod Ravnsborg Skanse på Nørrebro. En svensk enhed var på vej over Ravnsborg – Dæmningen. Danskerne måtte trække sig tilbage til Nørreport. Senere lykkedes det for de danske tropper, at generobre noget af det tabte.
Svenskerne erobrede Kronborg næsten uden modstand. Omkring København blev der lagt en jernring. Kun mod Amager var der ikke nogen belejring.
Svenskerne på flugt
Den 8. oktober lykkedes det for 2.000 mand at nå frem til landsbyerne Tårnby og Kastrup. Fra Christianshavn sendte danskerne en modtagelseskomité.
Ved Store Magleby mødte man den svenske bagtrop. Det berettes at kaptajn Mikkel Skov mødte den svenske konge og prikkede ham på skulderen:
Det er sikkert en skrøne. Men kun fordi nogle landsknægte ofrede deres liv, lykkedes det for den svenske konge at flygte. Amager slap for at blive besat. Københavns madkammer var sikret.
Den svenske flåde besejret
En kæmpe hollandsk flåde ankrede den 23. oktober 1658 op nord for Kronborg. Længere kunne de ikke komme grundet modvind. Flåden ville hjælpe danskerne og var finansieret af hollandske købmænd. Ved Helsingør lå den svenske flåde. Efter nogle dage fandt det store slag sted.
Efter fem – seks timers kamp havde hollænderne tilkæmpet sig adgang. Sejren var dyrekøbt. Begge parter havde mistet flere skibe. Lig og vragstumper dækkede havet og kysterne.
Carlstad – lejren ved Brønshøj
6 km fra København ved Brønshøj havde svenskerne oprettet en lejr Carlstad, navngivet efter svenskerkongen. Lejren var beskyttet af moser og vandløb.
I den 2 – årige levetid udviklede det sig til et helt bysamfund. Her var både svenskere, polakkere, baltere, tyskere og finner sammen med tvangsudskrevne sjællandske bønder. Befolkningstallet mentes at være 30.000.
Her var både landsknægtenes hustruer og børn, marketendere, plattenslagere, glædespiger, håndværkere og andet godtfolk, som levede af at forsyne og betjene landsknægthæren. En københavnsk borger har skrevet om stedet i sin dagbog:
Angreb mod København
Forskellige efterretninger tydede på, at København skulle stormes natten mellem den 10. og 11. februar 1659. Man havde set, at svenskerne havde lavet transportable broer for at kunne komme over forskellige render og voldgrave. Så straks gik københavnerne i gang med at gøre disse bredere.
Byens kvinder holdt vandet i kog, så de straks kunne hælde dette i hovedet på svenskerne. Det første angreb mod København glippede. Svenskerne måtte efter to timers kamp vige.
Men omtrent ved 4 – tiden angreb svenskerne Østerport. Men det slog hollandske marinesoldater tilbage. Over hele linjen forsvarede borgere og soldater København. Om morgenen da solen stod op, gjaldede det fra kirketårnene. Sejren blev fejret. Den svenske konge havde ellers stillet landsknægtene i udsigt, at de i tre dage måtte plyndre byen. De svenske tab var store. De første meldinger tydede på 3.000 døde, men det rigtige tal er nok 1.000. På dansk side døde
20 mand, de fleste af vådeskud i mørket.
Men måske er det fra disse kampe, de fundne landsknægte fra Nørrebrogade/ Fælledvej stammede. De blev begravet af borgere fra København. Svenskerne erobrede Lolland, Falster, Langeland og Møn. Men det lykkedes dem ikke at belejre København 100 procent.
Den svenske konge ville ikke indgå fredsaftale
Den 11. maj blev der mellem Frankrig, Holland og England indgået en aftale. Den gik ud på, at der skulle tilvejebringes fred i Norden. Roskildefreden med afståelse af Skåne, Halland og Blekinge skulle være udgangspunktet. Frederik den tredje accepterede nødtvungen denne beslutning.
Kong Carl Gustav afslog fuldstændig med disse ord:
Denne afvisning fik hollænderne til at sende en ny flåde til Danmark. Planen var at generobre Fyn. Og det lykkedes til fulde, selv om de to danske generaler Eberstein og Schack ikke kunne fordrage hinanden.
Den svenske konge dør
Belejringen af København kostede. I Sverige var der udstedt ekstra krigsskatter. Den 10. februar døde den svenske konge, kun 37 år gammel.
I løbet af 1660 opstod der ligefrem venskaber mellem de svenske lejesoldater i Carlstad og byens befolkning.
De sveske styrker, var ikke så store mere. Mange havde ladet sig hverve af den danske hær. Her havde man lovet en belønning på 5 daler for en fodsoldater og 10 daler for en rytter.
For 5 daler kunne man dengang købe 8 liter brændevin.
Fredsaftalen på Rådmandsmarken
På Rådmandsmarken blev der indgået fredsaftale den 23. april 1660. I forhandlingerne deltog diplomater fra Holland, Frankrig og England. Resultatet blev
stort set det samme som Roskildefreden med følgende ændringer:
Fra begge sider blev der affyret glædessalutter. Næsten 4 års udmarvende krigshandlinger var slut.
Kristi Himmelfartsdag 1660 marcherede de svenske tropper ud fra Carlstad, så det kunne ses af de mange københavnere, som nu uden risiko kunne bevæge sig ud i Ingenmandsland, mellem Carlstad og København, herunder det tidlige Nørrebro.
På bestialsk vis håndhævede svenskerne deres nye territorium. Al modstand blev hårdt straffet. Helt frem til 1661 fortsatte rædselsregimet.
Ingen minder om den heltemodige indsats
I København fik man Stormbroen og Stormgade, som eneste minder om denne krig. Men hvorfor blev der ikke opsat mindesmærker som tak for borgernes modige indsats mod svenskerne. Hvis de ikke havde holdt stand, skulle vi alle sammen i dag tale svensk og skånsk. Helt ærlig så er dansk og sønderjysk langt smukkere sprog.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Hvis du vil vide endnu mere:
Redigeret 10.11. 2022
Juni 18, 2008
Den troede Politiet på Østerbro alligevel ikke på. At Fru Kocks mand fik struben skåret over, mens hun lå ved siden af. Og uden at hun vidste noget. Morderen var hendes elsker. Man forsøgte, at skjule dette ved at fingere det som et rovmord. Og moderen mente, at kunne se den myrdede i Storebælts mørke vand. Han var nærmest lettet over, at være pågrebet.
Det er mange måder, at beskrive et mord på. Vi har valgt at lade datidens aviser beskrive episoden. De sorte overskrifter var også datidens overskrifter i aviserne.
8. – 12. december 1912
Fru Koch i Holsteinsgade meddeler Politiet, at hendes Mand, Blikkenslager Koch, er bleven myrdet om Natten medens hun laa ved Siden af ham.
En frygtelig Tilstaaelse: Fru Koch har tilstaaet, at hendes Elsker, Husejer Hansen – Vinding, har myrdet Koch med hendes Vidende.
Fru Koch blev i Nat arresteret
Den Myrdedes Broder forsvarer Svigerinden
Fru Koch saa roligt paa, at hendes Mand blev myrdet!
Fru Koch er ofte set sammen med Hansen – Vinding
Morderen er flygtet – Han jages af politiet over hele Landet
Morderen fanget, men han slaar sig løs og forsvinder paany
Endelig paagrebet – efter at have tilbragt Natten i en Baad på Storebælt
Dømt til Døden
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 31. – 01. – 2022
Juni 18, 2008
Hvilke virksomheder var det på Nørrebro i 1920’erne? Ja det er et spørgsmål, der ofte bliver stillet, når jeg holder foredrag og fortæller om detailhandelens udvikling på Nørrebro. Måske lykkes det os at få fremskaffet yderligere oplysninger om virksomhederne.
Jeg skal indrømme, at denne liste er mangelfuld. Jeg ved for eksempel, at der dengang eksisterede 4 – 5 boghandlere på Nørrebrogade. De er ikke med på listen. Så uvilkårligt vil der komme en artikel mere, om dette emne Flere Nørrebro – virksomheder 1923. Husnumrene passer ikke.
Allersgade
Baggesensgade
Baldersgade
Bjelkes Allé
Blegdamsvej
1 Blegdammens Selskabslokaler
34- 38 Joh. Bjørkegren Skind
Blågårdsgade
Borups Allé
Bragesgade
Elmegade
Esrumgade
Frederik den 7`s Gade
Fælledvej
4 Patricia, café
5 Flora, café
6 Florasalen, restaurant
7 Damgaard Hansen, møbelsnedker
10 Andersen & Petersen, skibe
11 Bjerres Magasin, tøj
18 Jensen & Bentzen, skrædder
27 A. Fredslund, kolonial
Griffenfeldtsgade
Guldbergsgade
23 Holger Jensen, tobak
84 J.J. Mollerup, vaskeri
Haraldsgade
Heimdalsgade
29 – 31 Københavnske Bagermestres Nye Rugbrødsfabrik
30 – 32 Petersen & Wraae, Maskinfabrik
39 Glødefri, tændstikfabrik
Henrik Runges Gade
Hillerødgade
Holtegade
Husumgade
– 16 M.A. Islin, børster
Hørsholmsgade
Cloétta, chokolade
Jagtvej
11 Chr. E. Bartholdy, møbler
21 Sofus Jensen, kolonial
59 Friberg, Linnedudlejning
85 – 87 Chr. F. Kehlet, konfekture
91 Tang Jensen, klaviaturer
101 Darlov & Hansen, køreskole
103 Tandhjulsfabrikken
111 Lauritz Christensen, auktioner
111 Joachim Christensen, Automobil reparation
113 T.E. Morgan, cykler
113 Ludvig Andersson, sko
115 W. Bähnke, sennep
119 V.A. Trebbien, slagter
123 R.Madsen, bager
161 Aldersro, cykler
163B Viggo Jensen, Automobilværksted
Jægersborggade
Gaden er mærkelig nok ikke med på denne liste. Men kig under artiklen
Historien om Jægersborggade.
Her finder du en komplet fortegnelse over den livlige detailhandel her på gaden. Godt nok er fortegnelsen af lidt tidligere dato, men alligevel.
Kapelvej
Korsgade
7 Chr. Jørgensen, møbler
37 P. Christiansen, brænde
Meinungsgade
10-14 Dansk Guldlistefabrik, rammer
Nørrebrogade
9 Tårnborg, restaurant
13 V. Rønning, drejer
18b H.V. Jensen, barberartikler
21 J.C. Harlev, cigarer
25 Gunnar Saxkjær, køkkenudstyr
31 Maagen, sko
32 M.L. Rammefabrik
41 N.C. Madsen – Hyldgaard, manufaktur
45 Robert Rasmussen, dekorationsmaler
45 H. Hansen, Emballage
45 Rud Rasmussen, møbler. Læs artiklen
47 Anders Christensen, pianoer
61 Olaf Lenz, kolonial
63 P. Nielsen, bager
64 Th. Johannsen, viktualier
70 P. Hansen, urmager
74 Osvald Nymann, slagter
76 Nora, garnfabrik
84 Ernst Grün, sko
102 E. Møller Pedersen, skrædder
106 Johannes Møller, musikinstrumenter
124 Nørre Central Kafè
148 Fr. Wigh, Automobiler
160 Nørrebro Isenkramhandel
163 C.F. Jensen, hatte
163 Ad. Becker, vin
163 Allegro, musikinstrumenter
164 Christian Scherf, herretøj
166 R.Højland, Kolonial
174 Brdr. Zøllner, slagter
178 Daniel J. Pitzner, bager
186 Nornia, hatte
187 Louis Lillequist, læder
193 N.A. Olsen, slagter
199 Københavns Tin & Blyvarer
201 Carl Jacobsen, sko
201 Louis Hansen, bager
213 J.R. Lykkeberg, træ
215
R. Erichsen, bager
217 Reinvald & Co, træ
223 I.M. Lindegaard, blikkenslager
227 Daniel Lundsteen, cykler
277 V. Borrit, barnevogne
Prins Jørgensgade:
7 Fr. Einar Jensen, slagter
Rantzausgade
26 Georg Høgholt, bager
32 V.A. Trebbien, slagter
33 H.W. Sørensen, bager
36 H. Ostmann, viktualier
38 C.V. Larsen, slagter
42 Oskar Arentzen, fisk
44 H. Sander, bager
62 Adolf Pedersen, skrædder
64 H. Nichelsen, isenkram
Ravnsborggade
8 Skandinavisk Kartonfabrik
8 Anders Jørgensen, viktualier
8 Julius Rogens, papir
18 Konvolut-fabrikken, Danmark
20 H.P. Hansen, marmor
Ryesgade
23 N.P. Petersen, møbler
23 Poul Petersen, sølvsmed
Rådmandsgade
9 Rich. Nuller, metalvarer
16 Lauritz Rasmussen, bronze-støberi
Sankt Hans Gade:
3 Dansk Kontormøbelfabrikation
3 – 5 Georg Dahl, møbelsnedker
Sankt Hans Torv
Håndværkercaféen
22 Flyckt & Co, møbler
Sjællandsgade
Slotsgade
3 P. Thomsen, Herretøj
20 Dansk Lædervarefabrik
20 – 22 Arnold Schmitz, Seglmærker
Smedegade
19 Olsen & Thustrup, protokoller
Stefansgade
7 L.F. Andersen, model-snekder
Stengade
Nissens Fabrikker, sennep
Tagensvej
Carl L. Lehmann, Træ
8 Chr. Nielsen, bager
39 Københavns Automobilværksted
41 H. A. Schepeler, Elektromekanisk fabrik
41 Dansk Træindustri, Møbelfabrik
Thorsgade
Wesselsgade
13 Carl Petersen, Kolonial
15 Christian Ørnboe, bager
20 Lars Jørgensen, snedker
Ydunsgade
Ægirsgade
Åboulevarden
Strygehjernet, cafè
5 Flora, honning
12 Chr. E. Dam, maler
26 American House, Herretøj
40 N.H. Nielsen, cykler
44 Jørgen Christensen, snedker
44 L. Bang, blomster
50 Parcelbroens Anti – Automat, restaurant
54 K. Skovgaard, isenkram
Ågade
106 Anton Petersen, bager
På baggrund af K. Bokkenheusers bog Danmarks Hovedstad og dens Erhvervsliv bind 1-4, 1919- 23 (Danske Købstæders Historie og deres Erhvervsliv) har
bibliotekerne lavet et register.
Kilde:
bibliotek.kk.dk
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 10. 04. 2022
Juni 18, 2008
Mindre artikel af Maya Rasmussen 10. maj 2008.
Maya har selv en fantastisk hjemmeside, men den vender vi tilbage til. I denne artikel fortæller Maya om sin slægt. Og hvordan hun finder frem til den. (Vi har forgæves forsøgt at finde hjemmesiden igen – det er ikke lykkes)
Dén overskrift kan jeg som slægtsforsker stå inde for. Det kunne være helt andre steder i landet, mine aner på begge sider (min fars og min mors) slægter, i sin tid valgte at slå sig ned.
Nu, blev det Nørrebro og det er der flere grunde til. Den største var fattigdom på landet, dernæst byggeboom på Nørrebro og der var arbejdsmuligheder.
På min fars side, kom de dels fra Viborg egnen, fra Jystrup egen, desuden Roskilde, Brønshøj, Hvidovre, Langeland, Slagelse, Asminderød. Altså bortset fra Viborg anerne, var de fleste fra Sjællands-området.
På min mors side, kom en enkelt fra Polen og arbejdede i roemarkerne, blev gift med en dansker, hvis aner kom fra Slangerup, Roskilde, Århus, Langeland, Uggeløse, Gladsaxe, Gørløse, Ude Sundby, Oppe Sundby og går jeg rigtig lang tilbage, det indre København.
Igen, (bortset fra Polen), et par Jyske byer og så mange Sjællandske.
Meget mere om historier fra Nørrebro og Nørrebros byggeboom, findes andre steder.
Nu kommer vi til min skæbne, for min far og min mor, mødte slet ikke hinanden på Nørrebro, som man måske ellers ville forvente. Næ, det var en lille Sjællands landsby og kun fordi min far var en søn, af en bekendt, som min morfar kendte fra Nørrebro. Sådan mødte min mor og far hinanden.
Min morfar er opvokset på Nørrebro. Jeg tror de har boet i samtlige Nørrebroske gader.
Med ”De”, mener jeg min oldefar (skomager Rasmussen), og hans brødre fra Slangerup.
Ikke helt ”samtlige”, men næsten. Lad mig nævne: Bagergade, Bangertsgade, Solitudevej, Gentoftegade (nu Vedbækgade), Nørrebrogade, Jægersborggade, Baggesensgade, Rådmandsgade, Frederik den 7sgade, Thorsgade, Dagmarsgade, Jægergade ja m. f.
Min oldefar på min mors side, var en meget fattig skomager, med mindst 14 børn. Nogle af børnene døde som spæd, men børnedødeligheden var jo ret høj, dengang.
Han havde nogle enkelte kælder-værksteder, men aldrig en egentlig skomager-butik. Han arbejdede for de lidt større skomager-mestre. Han slog sig på flasken og kunne ikke bærer penge nok ind i husholdningen, så de kom flere gange på fattighjælp.
Hvis du selv får lyst at grave og studere i Fattighjælp, så står protokollerne på Københavns Stadsarkiv. Her er et lille uddrag fra min forskning i 2004, bare så man kan se hvad Fattighjælp, kunne være/bestå af.
Jeg forstår det sådan, at ”noget”, tjente han altså, men ikke nok til at få det hele til at køre rundt. Min skomager oldefar døde, da han var 56 år og min oldemor, døde 2 ½ år efter, hun var da 50 år.
De efterlod 3 mindreårige børn, som kom i pleje rundt omkring på Nørrebro. De var altså taget til Nørrebro, da de var ret unge. De levede hele deres voksenliv på ”broen” og de har helt sikkert haft et slidsomt liv.
Ikke nok med at min oldefar, skomageren kom til Nørrebro, men i disse år, finder jeg også hans brødre, plus en søster som også kommer til Nørrebro, fantastisk. Så nu er jeg i gang med at kortlægge dén del af familien.
Min morfar tager ud af byen og bosætter sig på landet. Så for min del, har jeg aldrig vist, at jeg havde aner på Nørrebro. Dét var først da jeg begyndte at slægtsforske; en smule i 1970erne, men for alvor i år 2000. Dét at begyndte for alvor, må jeg takke min niece Maria for. Jeg ville så gerne ud på Landsarkivet på Jagtvej, men havde alligevel ikke overskud til det, min lillebror var næsten lige død. Maria (som har bil, dét har jeg (ikke), slæbte nærmest sin moster ud i bilen og sagde;
”Hvis vi ikke gør det nu, så bliver det aldrig til noget”. Hun havde jo ret.
Om Christen på min fars side:
På min fars side, var det mest den fattige arbejder fra Jystrup, (min tipoldefar). Det var ham arbejdsmand Christen fra Jystrup, der kom til København og senere bosatte sig på Nørrebro. Vi er altså en generation længere tilbage, end med min oldefar skomageren, på min mors side.
Christen blev gift et par gange, fik 2 børn med dén første kone og 8 børn med den næste. Det lidt sjove og måske skæbne, kommer her:
Frederik den 7sgade nr. 8, her blev én af Christens (på min fars side), sønner født i 1872. Min oldefars datter (på min mors side), blev født Frederik den 7sgade
nr. 16., i 1886.
Dét var bare et par gader, men langt senere bliver det værre:
Bopæle:
Min tip fra Langeland, dør i 1899, 59 år gammel.
Denne tipoldemor fra Langeland dør og ham fra Flensborg, gifter sig med (hold nu fast), min oldefar-skomagers brors, kone. Altså; han tager sin kones datters svoger til hustru. Ikke nok med dét, den kone var skomagersvendens svigerinde. Hvordan kan dét nu lade sig gøre:
Da oldefars bror fra Slangerup dør, står Ane Christine alene og da Christiane (Anes mor, min oldemors mor), dør samme år. Ja så gifter ham fra Flensborg sig med enken:
Ane Christine.
Så er dér også en masse sammentræf i Brønshøj området, men det må vi have til gode. Alt dette og lidt mere ender i min mors og fars lille flirt, et sted på Sjælland og får mig i 1950erne.
Flytter til København og får lige 2 børn mere. Min far har haft familie og venner på Nørrebro, men han boede der aldrig, han var opvokset i Valby.
Min moder, havde altid boet på landet, hun viste godt at hun havde familie i København, men ellers intet. Jeg har aldrig selv boet på Nørrebro, men besøgt mange familiemedlemmer og venner.
Jeg husker mest min farbror og tante i Wesselsgade, men også min mors faster i Rantzausgade.
Min mors faster i Rantzausgade, var gammel allerede da jeg var barn. Hun var rigtig sød, men jeg husker hende mest for en art klunkehjem, med dobbelte gardiner, dobbelte duge osv. Hun røg cerutter og havde (for en dame), et pænt overskæg.
Dette er en artikel, som med tiden skal videreudvikles og måske skrives lidt om.
For nu, bliver den lidt rå – materiale og vil blive sat op til web, på Uwe Broderens hjemmeside
https://dengang.dk + min egen hjemmeside http://www.maya123.webbyen.dk
Mange venlige hilsner til alle
fra Maya R maj 2008
Tak til Maya (Hjemmesiden findes desværre ikke mere)
Hvis du vil vide mere:
Juni 18, 2008
Dette er beretningen om (Mac Gun Kelly and) The Tommyguns. På et tidspunkt var min storebror, tilknyttet den populære gruppe, dog ikke som ”udøvende”. Vores familie har hvis ikke rigtig denne musikalske åre. En dramatisk episode udspillede sig på Fyn. Den kunne have fået tragiske følger.
Da jeg får nogle år siden holdt foredrag i Æ Synnejysk Ambassade, var en af deltagerne Helmer Fabricius. Han spillede tidligere bas i The Tommyguns. Men
ellers er det nok mest Jørgen Valentin, der spillede trommer, som jeg kendte. Han kom en del i vores hjem på Lærkevej. Men skal vi ikke lige præsentere gruppen The Tommyguns, der startede den 24. februar 1964.
Besætningen
Eneste transportmiddel: cyklen
Finn og Erik kom fra Rudbøl. I begyndelsen øvede man sig hos Helmer i Strucksalle 81. Om det blev for meget for naboerne, vides ikke. Men allerede fra maj finder man lokaler i Ubjerg. Problemet var dog, at det eneste transportmiddel var cykler.
Gruppen blev en af de mest kendte i Sønderjylland, og på et tidspunkt, det eneste, der kunne høres på plade. Det var opsamlingspladen fra DM i Pop i februar 1966.
I starten: Instrumentalnumre
Som så mange andre grupper, spillede Tommyguns kopier af de mest kendte pop – og rythm`n Blues numre i perioden. I starten satsede man mest på instrumentalnumre. En stor del af disse var Shadows – numre.
Ellers var det stille numre og sjælere som Under the boardwalk, Move on og Tell Laura, I love you.
Men det var også Boom, Boom, Memphis Tennesee, You really got me, Long Talle Sally, Shake Rattle and Roll og Dizzy miss Lizzy.
Men man havde også nogle egne numre, begået af Knud Erik Petersen.
Jeg husker engang, at min bror kom hjem med et lille bånd. Så var det ellers med at hente spolebåndoptageren. Og det var to numre med Chris Andrews.
Sønderjyske mestre
Gruppen debuterede i Højer Bio påskelørdag 1964. Det var også her på Prilen at Ole boede i mange år. Den 25. august blev de Sønderjyske mestre på Restaurant Skoven i Ribe. Mods ligeledes fra Tønder kom på tredjepladsen.
Den 27. december bliver gruppen kun nummer fem af otte orkestre ved Sydjysk Pop Grand Prix. Et ganske almindeligt danseorkester (Sonny Boys) vinder og efterlader Tommyguns med en dyb skuffelse. To Aabenraa – orkestre løber med de to første pladser, og et Sønderborg – orkester besatte tredjepladsen. Var det
nogen, der sagde svindel?
Keld og The Donkeys vandt
Men skuffelsen rystes af. Den 23. januar 1965 får gruppen en fornem anden plads ved Danmarksmesterskabet i pigtråd på Palads Hotel i Esbjerg. Jørgen Mylius er konferencier, og det var popbladet HIT, der stod for arrangementet.
Denne placering gav adgang til finalen i KB – Hallen den 30.januar 1965. Her blev det til en sjetteplads. The Donkeys med Keld Heick vandt. Ved åbningen af Højer Pop – Club (Corner Club) var det The Tommyguns, der spillede.
Elvig Andersen blev afløst af Ole Warming Andersen som sanger. Som ny trommeslager kom Jørgen Valentin. Så vidt jeg husker, boede Jørgen på Ryttervej.
Mac Gun Kelly kommer til
En engelsk impresario mente, at gruppen ville gøres sig bedre med navnet Mac Gun Kelly and the Tommyguns efter en af Amerikas mest berygtede gangstere.Den 30.10.1965 tog man til Pinneberg for at indspille en grammofonplade. Men pladen blev aldrig udgivet.
Utilfredshed hos andre orkestre
Også i 1966 kvalificerer man sig til DM i Popmusik. Men det blev ikke til en særlig høj placering. Ved et arrangement i Toftlund vinder gruppen 600 kr. i præmier. Det skabte en del utilfredshed, blandt de andre orkestre, da Tommyguns samtidig optrådte som solistorkester i stedet for Baronets.
Kulilteforgiftning
Gruppen producerer også et fanblad. Men det største problem er dog deres orkesterbiler gennem perioden. Løse tændingskabler, ild i motoren og forgiftning ved udstødningen, endte til sidst som en artikel i Ekstra Bladet.
Kulilte trængte via ventilationsanlægget ind i bilen. Finn Pedersen fik i sidste øjeblik trukket sine bevidstløse kammerater ud af bilen. Her kom de til sig selv og kunne gennemføre arrangementet. Jeg mener, at min storebror fortalte, at det var i Nyborg.
I foråret 1966 forlader Knud Erik Petersen gruppen. Det samme gør Finn Pedersen. Helmer Fabricius gør det samme. Erik Roth og Klaus Uecker bliver nye i gruppen og Finn Pedersen kommer tilbage.
Lidt blødere stil
Man fortsætter med en lidt blødere stil som Pretty Flamingo. Langt over hundrede arrangementer fordelt i det sydvestjyske og nordtyske område blev det til. Der blev ikke til mange arrangementer i selve Tønder. Her var det Mods, der regerede.
Det var en stor rivalisering mellem disse to grupper.
Gruppen blev kortvarigt gendannet.
Tommyguns var en klassisk pigtråds/beatgruppe. Da tiderne skiftede fulgte de ikke med. Derfor blev det slut med The Tommyguns. Men gruppen blev dog gendannet til et arrangement på Emmerlev Klev i 2007.
Hvis du vil vide mere
Redigeret 18.03.2022
Juni 18, 2008
Hun var en betroet bestyrer af et drengehjem på Østerbro. Hun havde en moderne indstilling til børneopdragelse. Pludselig døde en dreng på hjemmet. Hans kammerat havde en mistanke. Bestyreren havde misbrugt og myrdet drengen. Og hvad der var endnu værre. Hun viste sig at være en han. Læs den interessante historie i form af avisartikler.
Vilhelmine Møller havde en svær barndom. Hun blev sat i pleje hos bedsteforældrene. Som tjenestepige blev hun sat i fængsel, fordi hun havde stjålet mad til sin mor, der var blevet enke med fire små børn.
En agtet person
Hun begyndte, at komme i pastor Frimodts menighed, og blev senere tilknyttet en pigehøjskole. Hun blev ansat som plejemor på Børnehjemmet Godthaab på Frederiksberg, og fra 1881 ledede hun det nyoprettede drengehjem Kana på Østerbro.
Hun blev valgt ind i den første bestyrelse for Kvindevalgretsforeningen. Ofte blev det til artikler i foreningens blad Hvad vil vi.
Hun var modstander af strenge opdragelsesmetoder. Hun var agtet for hendes moderne måde, at opdrage drengene på.
Mord på ”Karna”
Men i 1891 skrev aviserne, at det var skadeligt, hvis ugifte kvinder uden et forhold til en mand, skulle bestyre et børnehjem. På det tidspunkt var der 50 børnehjem i Danmark. Først i 1905 blev børneforsorg et offentligt anliggende. Indtil da skulle man drive børnehjem på almisser og gaver.
Vilhelmine Møller havde begået mord på en af de drenge, hun havde i sin varetægt.
Vilhelmine blev til Vilhelmi
Hun blev undersøgt af en psykiater og en fødselslæge, der konstaterede, at hun var hermafrodit. Hendes misdannede kønsdele var snarere mandlige, kom man frem til. Derfor skulle hun fremover være mand. Så inden sagen kom frem i 1894 fik hun navneforandring til Vilhelmi Møller.
Hun/han blev idømt dødsstraf. Det blev senere ændret til livsvarigt tugthus. Han/hun blev dog løsladt i 1905 og giftede sig derefter. I 1907 tog han navneforandring til Frederik Vilhelm Schmidt
Hvad skrev aviserne?
Den 22. marts 1893 kunne man i aviserne læse følgende:
Fra Storstadslivets Skyggeside
Den grufulde Opdagelse
Den 4. april 1893 kunne man læse følgende:
I Juli 1893 fik befolkningen så denne opsigtsvækkende besked:
Den 4. marts 1894 kom der så en foreløbig afslutning på sagen:
Vilhelmi Møller dømt til Døden
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 31. – 01. – 2022
Juni 18, 2008
De mange forordninger og privilegier havde stor betydning for Tønders handelsliv. Men det var sjældent, at de blev overholdt. Ofte fik disse forordninger fra konger og hertuger et andet forløb, end man havde forestillet sig. I sidste ende var det nogle af marskens rige bønder, der indirekte var medvirkende til Tønders rige handelsliv gennem en lang periode.
Kigger man på Tønders historie får man den opfattelse, at handelen i Tønder var privilegeret. Det var den også på sin måde. Men sandheden var, at mange ikke overholdt privilegier og bestemmelser. Et andet problem var alle enklaver omkring Tønder. Mange bestemmelser virkede heller ikke efter hensigten, og det opdagede man alt for sent.
Stadsretten
Med stadsretten fra 1243 gennemgik man detaljeret forskellige forhold for byen. Ja på hele 104 punkter var det stadfæstet, hvad der var væsentligt for byen. Denne stadfæstelse var udformet på basis af den lybske stadsret. Det er ikke usandsynligt, at der før den tid har været regler for Tønder.
Håndværkere skulle flytte til Tønder
I 1354 fik Tønder beskrevet sit opland, og det var ikke normalt for den tid. Når det var så vigtigt for Tønder at få nedfældet regler og bestemmelser, skyldtes det forholdet til de nordslesvigske fyrster og den danske monark. Gang på gang var byen offer for plyndringer og indkvarteringsforpligtigelser. Det tappede på byens økonomi.
Alle håndværkere bosiddende i Tønder Herred skulle inden for en seks ugers frist flytte til Tønder. Dog måtte en fra hvert erhverv blive boende i sognet.
Men privilegiet havde ingen gyldighed i for eksempel Trøjborg, som også omfattede størstedelen af Lø Herred. Privilegierne havde naturligvis ingen gyldighed i de kongerigske enklaver.
Dyr transport fra Højer til Tønder
Besejlingsforholdene blev efterhånden dårlig, og sø-handlen gik stærkt tilbage. Rudbøl kom til at fungere som ud-havn, men dette blev snart overtaget af Højer. I realiteten kom flækken Højer til at fungere som handelsby. De havde losse og ladeplads.
Prisen for en transport fra Hamborg til Højer var efter signende det samme som transporten fra Højer til Tønder.
Hvidding til Ribe
Hvidding Herred blev pludselig i 1491 overdraget til Ribe. Og Ribe havde allerede i 1455 fået rettighederne til Vadehavet. Alt så ud til, at Tønder blev lillebror
Handel med sild og okser
Den 13. december 1558 blev der udsendt en ”Reces” bl.a. om hvordan adelen må bruge deres handel med sild og staldokser:
Afskaffelse af forprang, landekøb og ulovlige havne
Den 21. juli 1575 blev der udsendt ”et åbent brev” til provster, præster og bønder om, at stald – og græsokser kun måtte sælges på markeder i købstæderne.
Den 20. august 1590 blev der udsendt ”et åbent brev” om afskaffelse af forprang, landekøb og ulovlige havne:
Nye havnebyer
Når man læser Tønders historie får man indtrykket, at det kun var dige-byggeriet, der var skyld i Tønders tilbagegang som søfartsby. Det er ikke hele sandheden.
Omkring 1600 befæster en lang række ladepladser og mindre købstæder deres position som havnebyer, og faktisk understøttet af kongelige og hertugelige privilegier. Det sker også for Tønning i Ejdermundingen. I næsten 300 år bliver byen det sydjyske center for studetransport. Ja, man kan godt sige, at Tønning
afløser Tønder.
Efter krigen i 1864 ophører Tønnings og Hamborg – Altonas betydning for Danmarks omsætning. I 1868 besluttes det at anlægge en jernbane og en havn i Esbjerg. Hele egnens storhedstid som ”søfartsnation” ophører endeligt omkring 1900’tallet.
Penge på kistebunden
Marskens bønder var rige folk med ”penge på kistebunden”. Denne rigdom endte hos byens købmænd og studehandlere. Pengene satte byens borgere i stand til at opbygge en storhandel af Tønders produktion og eksport af kniplinger. Marskens græs dannede grundlaget for at Vestslesvig gennem tusind år var et af Danmarks rigeste områder.
I 1621 stadfæstede Hertug Frederik den Tredje, Tønder – borgernes ret til fri ind – og udskibning i Åbenrå Havn.
Ingen køb og salg på landet
Den 25. juli 1623 udsendtes en forordning om land – og studehandel. Den blev udsendt på grund af det store misbrug:
Anordning for liggere og kræmmere
Den 19. november 1623 blev der udsendt en forordning omhandlende liggere og kræmmere, som ikke er borgere og indbyggere, samt bissekræmmere:
Forordninger bliver ikke overholdt
Den 9. oktober blev der igen udstedt en forordning mod købmandshandling på landet.
Stranden fra Ballum til Emmerlev var også en del af de kongelige enklaver. Her kunne der sagtens losses varer. Dette udnyttede Højer, og der opstod en længere strid, som Højer til sidst vandt. I 1706 fik håndværkerne lov til at blive boende her.
Bonden må sælge sine varer til hvem som helst
Den 15. april 1683 udsendtes Kong Christian den Femtes Danske Lov.
Ingen kroer på landet
Den 4. juni 1689 gik det ud over krohold på landet:
I 1690 indgik Tønder en overenskomst med amtmanden, hvori det fremgik at al indførsel af fremmed øl og vin samt høkervarer, kun måtte ske over Tønder. Det skulle også gælde varer til bryllupper og begravelser.
Byerhverv blev bortforpagtet
Helt frem til 1713 var Tønder under hertugstyre. Og det var ikke altid fordelagtigt for byen. Typiske byerhverv blev forpagtet væk til Flensborg. Leverancer til kroerne i amtet gik i en stor periode uden om byen. Det var en stor ulempe, da byen havde forholdsvis mange kroer og beværtninger. Og ude i herrederne
foregik der ulovlig handel.
I 1710 solgte Peder Beyer på Skastgaard egenhændigt varer så langt borte som til Holland. Samme år fik byen tilladelse til at afholde torvedag tirsdag og lørdag. Formentlig har den tilladelse været givet tidligere.
Høkere og håndværk forsvandt i nærheden af Tønder
En forordning i 1711 for hertugdømmerne forbød borgerlig næring (handel og håndværk) på landet i en vis afstand fra byer og flækker, nærmest tre mil på gesten og to mil på marsken. Sådanne ydelser skulle købes i byerne. Men bønderne blev ikke tvungen til at købe i bestemte byer. Der var stadig et stort
opland. I praksis kunne forordningen ikke praktiseres. Det lykkedes dog at fjerne høkere og håndværkere inden for en halv eller hel mil fra byen.
De fleste kroer brændte på denne tid deres brændevin selv, men købte deres øl i Flensborg.
En statholders plakat i 1755 forbød bønderne at købe varer til andet end eget forbrug, hvad tidligere havde været praksis.
Succes med markeder
Markederne i Tønder trak adskillige handlende fra Nørrejylland(nord for Kongeåen) og Slesvig.
I 1764 var markedet på Mikkelsdag byens ældste og eneste kræmmermarked.. Men der var også to kvæg – og hestemarkeder. I 1774 blev det afholdt den 4. august og 4. september. Der kom dog tre nye markeder til dette år. Et hestemarked fredag og lørdag efter fastelavn samt to kvægmarkeder, som begge blev afholdt over 4-5 fredage i foråret og efteråret.
Mikkels-markedet varede tre dage, men det var først og fremmest fredagsmarkederne, som tiltrak et købestærkt publikum fra fjerne egne.
Ville ikke betale den dyre fragt
En pottemager, der var ankommet til Rudbøl i 1790 ville ikke betale for den dyre fragt til Tønder, så han solgte hele sin last til højestbydende. Det var fuldt lovlig, da den lille by Rudbøl, havde opnået købstadsrettigheder.
Handelsberettigelse
En række love og forordninger blev i tidens løb gentaget med forskellig ordlyd. Den 23. april 1817 blev der udsendt en anordning om handelsberettigelse:
I 1829 fik Tønder tillige et kram – og uldmarked i pinsen.
Sønderjylland skulle betale brændevinsafgift
Den 7. februar 1851 kom der så en forordning, hvori der blev sagt, at nu skulle blandt andet også Sønderjylland betale brændevinafgift.
Klager over handelsprivilegier
I 1857 forandredes markedssituationen igen og byen fik nu lovliggjort et september-marked med kram og humle varende tre dage. Markederne gav byen god omsætning og bragte varer til byen, som de ellers havde svært ved at få.
Der indløb selvfølgelig klager over overtrædelser af handelsprivilegierne. I 1833 klagede borgerne i Tønder over, at Tved på markedsdagene udskænkede med et lille marked i samme by.
Ligeledes klagedes i 1847 over krohold og marked i både Tved og Abild.
Loven om møllenæring
Den 14. april 1852 kom loven om mølleernæring:
Høkerloven
En vigtig lov så dagens lys i 1856. det var forgængeren for næringsloven, den såkaldte høkerlov på landet.
Næringsloven
Den 29. december 1857 kom så endelig Næringsloven. Loven trådte dog først i kraft i 1858 (flere af bestemmelserne først i 1862) og det betød, at alle kunne slå sig ned med ethvert erhverv, om det så var i købstaden eller på landet. Enkelte erhverv var undtaget og krævede særlig tilladelse bl.a. pga. sikkerheds – og sundhedshensyn.
Nogle læbælter omkring byerne vedblev dog med at eksistere frem til 1920. Næringsloven opløste desuden lavene som erhvervsorganisationer. Det var også slut med at aflægge borgered i Tønder.
Specielle forhold på Frigrunden
I Tønder var man dog også længe om, at få løst de specielle forhold omkring beboere og erhverv på Frigrunden. I tidens løb var det også et specielt problem med amt og by. Men det kan du læse om i andre artikler her på siden.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 18. – 03. 2022
Juni 18, 2008
H.C. Andersen levede sin sidste tid hos familien Melchior på lyststedet Rolighed. Han kæmpede hele sit liv for at blive anerkendt. Og det var han af familien på Østerbro. På hans sidste rejse tog en fuld domkirke afsked med ham.
På en rejse hjem fra Rom havde H.C. Andersen lært ægteparret Melchior at kende. Ægteparret ejede ejendommen Rolighed på Østerbro. Og det var her den store, barnlige og vanskelige digter tilbragte sine sidste dage.
Han døde den 4. august 1875 klokken 11.05.
Rolighed lå faktisk der hvor Gammel Kalkbrænderivej 13 i dag ligger.
Hos familien Melchior
De sidste 10 år af sit liv tilbragte Andersen mere tid hos Familien Melchior end hos Familien Colin Om vinteren havde han fast maddag i lejligheden på 2. sal på Højbro Plads. I sommertiden flyttede familien ud på Rolighed.
Moritz Melchior ejede firmaet Moses & Søn G. Melchior. Han var storkøbmand, og ivrigt interesseret i kunst og litteratur. Han samlede mange kunstnere i sit hjem.
Rolighed – et paradis
Allerede i september 1872 blev H.C.A. under et ophold på Rolighed syg. Egentlig boede han i Nyhavn 18. Og det var også her Christian den Niende og den senere Frederik den Ottende besøgte ham.
Den 9. august 1874 beklagede han sig meget under sit besøg på Rolighed:
Han får feber, og hans tandløse kæber ryster. Men han kommer til sig selv igen. Og fra sin balkon kan han se luftskipper Siwel drive til Sverige.
Fru Melchior havde lavet et telt af tæpper omkring ham ude på verandaen. Her sad han ofte med lukkede øjne og på et tidspunkt sagde han:
Han får det dog ikke bedre. Han holdt ikke mere taler ved middage, og skrev ikke flere breve.
Håbet lever
Han havde to værelser på Rolighed på første sal med en balkon ud mod Øresund. Kun en gang i løbet af sommeren var han nede i den pragtfulde have. Han havde selv plantet en del træer og blomster. Han kunne ikke mere binde blomster til middagsbordet. Hele tiden spurgte han familien Melchior:
En måned før han døde, lod han sin kuffert pakke, købe nyt tøj og bestille 200 nye visitkort. Han tænkte også på at bygge sig en villa. Det skulle være et
eventyrhus som lignede fru Heibergs i Rosenvænget.
Entreen skulle være rund med et let glastag over, og så med grønne planter på alle væggene. Til alle sider skulle der gro store træer. I midten skulle der være et
kæmpe springvand med guldfisk. Meningen var, at H.C.A. sammen med Jonas Collin ville rejse til Montreux.
Mange ting bliver prøvet
H.C.A. var nu også plaget af slimhoste og forskellige væske-ophobninger. Det gav kraftige hævelser i arme og ben. Gigten havde det heller ikke bedre.
Der var heller ikke længere medikamenter ud over morfinen, der virkede på ham. Han havde ellers prøvet lidt af hvert. Kloral, hoffmannsdråber, valeriane, rosiner syltede i kandis, vineddike, åreladning, søbade, strømbade, russiske dampbade, surdej under fødderne, sennep på håndleddene, spanske fluer tvære over struben, igler på halsen, gulerodsomslag, gurglemælk, rabarberrod og meget andet.
Men også hårpleje, og det virkede på digterens humør.
En dårlig jul
Familien Melchior forkælede ham. De beundrede ham som den geniale digter, som han vitterlig var.
H..C.A. havde set frem til julen i 1874. Her kunne han rigtig udfolde sig. Læse op og digte videre. Men allerede kl. 8 bad han om at blive kørt hjem til sit værelse i Nyhavn. Heller ikke Kommandørkorset af Dannebrog af 1. grad overrakt af kongen selv på Amalienborg, kunne få ham til at live op.
Jeg er kun skindød
I juli 1875 kunne H.C.A. ikke længere se forskel på birk, bøg og elm. Lyset og vinden mærkede han stadig. Tirsdag den 27. juli sad han ude i tre timer. Fru Melchior skrev i sin dagbog:
Den 2. august var der kortvarig kommet nyt liv i ham:
Senere på dagen havde han spurgt Fru Melchior, om hun ikke nok ville huske, at lade hans pulsåre skære over, hvis hun fandt ham livløs en dag. Han ville ikke risikere, at blive begravet i levende live. Før i tiden havde han altid en seddel liggende på natbordet, hvor der stod:
Endelig anerkendt
Det var tjener Jens, der fandt ham. Han havde netop spist noget havresuppe. Det meste af indholdet havde han spildt ud over sig selv og sengetøjet.
Den 11. august 1875 var Vor Frue Kirke fyldt op til sidste plads. De var der alle. Kong Christian den Niende, Kronprinsen, Prins Hans og resten af kongefamilien. Familierne Collin, Melchior og Ørested, grever, baroner, ministre osv. De var kommet fra Amerika, Sverige, Finland, Tyskland og England. Endelig var han blevet anerkendt.
Kunstnere og studenter løftede kisten med et Sov vel og bar den ud af kirken fulgt af fanebærere. Vor Frue Kirkes klokker blandede sig med alle andre kirkeklokker i hovedstaden. I spidsen kørte en vogn, fyldt med de mange kranse. Derefter fulgte forskellige sangforeninger. Efter ligvognen fulgte forskellige ekvipager. Fra Nørreport fortsatte man over dæmningen mellem Peblingesøen og Sortedamssøen, videre af den hullede vej til Assistens Kirkegård.
Ved indgangen blev ligtoget modtaget med højtidelig korsang, og hele vejen frem til Familien Collins familiegravsted.
Stenørknen breder sig
Da Melchior døde i 1884 havde byggespekulanter klemt Rolighed inde mellem grå stenørkner og idyllen var borte.
En hyldest til Rolighed
At det har været idyllisk, fremgår af et digt i Mit livs eventyr. H.C. Andersen skriver:
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 31- – 01. 2022