På den bare mark blev Brumleby anlagt. Det var også her Idrætsparken blev anlagt. Og her blev de legendariske 1. maj møder afholdt. Mange soldater har tilbragt mange timer i Fælledparken. Den gang hed det Fælleden. Og mange endte deres dage i den store kloakgrav langs Blegdamsvejen. Jo, det var også her Karen Spidsmus regerede. Der var fest, når Borgevæbningen afholdt deres store øvelser. Men Fælledens 1.100 kreaturer sultede, når soldater havde ødelagt græsset.

De store fælleder strakte sig fra Nørrebro til Østerbro. Hele 293 tdr. land. Det var trist og ensformigt. Kun nogle enkelte vandhuller brød denne ensformighed.
Gaaseparken lå tæt ved Blegdamsvejen og søen Holger Danskes briller lå lige i nærheden af Nørre Alle. Men et tredje vandhul, Kammerpotten var vi lige ved at glemme. Den gang var der ikke noget, der hed Fælledparken. Det hed bl.a. Nørre, Øster og Blegdams-Fælled.

 

Markmanden kæmpede forgæves

En markmand eller en markfoged skulle sørge for, at der ikke skete overgreb mod Fælleden. En af disse, Holger Dønneke, boede på det sted, hvor Nørrebrogade 68 i dag ligger. Han lagde muligvis navn til vandhullet Holger Danskes briller.

Markmanden kunne dog ikke forhindre, at militæret fik ejerfornemmelser. I 1679 var det første gang, at der blev holdt mønstring. I 1710 kæmpede 15.000 soldater i fire uger på Fælleden. . Kæmneren kunne konstatere:

• Selvraadig opkastet og gravet efter egen Fantasi mangfoldige Huller, en Del som var for dem nødig og det meste unødig.

 

Pas på – den russiske hær.

I 1716 lå en russisk hær på 30.000 mand på lejr her på Fælleden. I første omgang, udgjorde de dog ikke en fare for københavnerne, men alligevel. De var kommet her til sammen med. Zar Peter den Store. Sammen med den danske hær ville man åbne et angreb med Sverige. I begyndelsen blev de modtaget med begejstring, men da angrebet trak ud, fik københavnerne bange anelser. Vagterne blev forstærket, og Kastellets Norgesport blev lukket.

Ravagerne mod Fælleden var dog enorme, efter russernes besøg.

 

Troppelejr og hestevæddeløb

Senere var der ønske om at etablere en farveplantage på Fælleden. Dette blev dog afvist. Også i 1753 og 1755 lå store tropper på lejr på Fælleden. Allerede i 1770 – 72 blev der afholdt hestevæddeløb på Fælleden, sikkert ansporet af Struensee, som havde stor interesse for ridesporten.

 

Struensees henrettelse 

På Øster Fælled i 1772 blev der til lejligheden oprettet et skafot, da greverne Brandt og Struensee skulle henrettes på barbarisk vis. 30.000 indbyggere overværede det makabre skue. Den 27 årige bøddel, Gottschalck Mühlhausen var kendt for ikke altid at kunne ramme. Desuden sagde rygterne, at han var drikfældig. Ingen under med dette job.

Øvrigheden havde bildt befolkningen ind, at greverne havde attentatplaner mod kongen. Sandheden var vel nok, at adelen følte, at kongens livlæge Struensse fik lige lovlig meget, at skulle have sagt.

General von Eickstedts kommando bevogtede retterstedet af 4.000 matroser. Ligeledes var der opmarcheret 1.200 mand fra infanteriet og et ukendt antal dragoner.

Struensse var ankommet i festtøj. Mens bødlen råbte: Dette sker efter fortjeneste, fulgte første øksehug. Blodet stod i en stråle fra den lemlæstede arm. Anden gang hævede bødlen øksen og lod den falde. Hovedet blev skilt fra kroppen. Derefter fulgte kønsdelene.

Der lød ingen jubelråb på Fælleden. Hadet var vendt til medfølelse.

 

Teltlejr og soldaterstøvler

Efter den store brand i 1795 blev fælleden brugt som teltlejr for alle de husvilde Godt nok tilhøret Fælleden kommunen, men militæret havde efterhånden taget magten herude. Elever ved den militære Højskole øvede herude, og Stadens sandgrave blev brugt til skydeøvelser.

Stakkels kreaturer, der skulle høre på dette. De skulle gå på fælleden om sommeren for at æde sig fede og tykke. Men jordbunden var efterhånden så nedtrådt, af soldaternes støvler, at græsset visnede bort.

 

De vilde øvelser

Når der var øvelse på Fælleden, var der fest. Skønne uniformer og musik i spidsen var ofte det, der proklamerede en øvelse. Normal bestod øvelsen i at angribe Lille Vibenshus. Der kom både jægere og dragoner, lansenerer og de glinsende hestegardister. Men mest populær var Borgerbevæbningens øvelser.  Koner, børn, kærester og koner drev ofte med. Efter øvelserne stod den på druk og hor. Mangen en tapper soldat er faldet ned i den store afvandings – og afførings kanal langs Blegdamsvejen. Og gadedrengene havde det herligt. De fandt altid krudt, som de kunne bruge inde i staden. De stakkels menige havde svært ved at genfinde sit kompagni og holde sig på benene. Og sønnen fik lov til at holde fars gevær i marchen på vej hjem.

Der var skik og brug under høstmanøvrerne, at politiet advarede beboerne på Nørrebro om, hvornår, der ville blive skudt med kanoner. Så kunne man nå, at tage sine vinduer af, og undgå for mange sprængte ruder.

 

Kjøbenhavns Borgervæbning

Men hvem var de, dem der ødelagde Fælledens græs?

Borgervæbningen bestod af mange forskellige afdelinger. Livjægerkorpset, Kongens Livkorps (studenterne) eller Brandkorpset, bare for at nævne nogen. Allerede i 1588 fik man et mønsterregister og et korps bestående af 1648 personer.

Man blev delt op i ”roder” af 10 mand. Hver kompagni havde deres egnen chef, der blev kaldt for ”Stadshauptman” I 1772 fik hvervet rang af oberst. I 1799
kom infanteriet til, med efterhånden 12 kompagnier. Hvert kompagni havde deres egen fane. Fantasien kendte ingen grænser.

• Frederiks Kompagni havde en grøn fane med et motiv af København og indskriften Held for Kongen og Staden
• Kjøbmager Kompagniets fane var lyseblå. I midten på hvid baggrund sås en trane med indskriften Hold Vagt – Tiden agt.
• Vestre Kompagni havde en hvid fane. I midten en edderkop, der i sit spind havde en dræbt spyflue med indskriften Ringe magt er i foragt.

De menige, der blev kaldt ”Rotgesellen” blev kaldt til mønstring ved hjælp af trommer. De skulle være beredt inden trommerne havde lydt anden gang, og være
parat i fuld kampudrustning foran fændrikkens gadedør.

På vagterne var” drik og fylderi, Dobbelt, Spil, Sværgen og Banden forbudt”. Det var forbundet med dødsstraf, at bruge våben mod hinanden på en vagt. I midten af 1800 – tallet fik man 50 øre om dagen, når man deltog i en øvelse af cirka 15 dages varighed.

Det borgerlige artilleri blev først oprettet i 1789 med to komagnier. Efterhånden blev de også til 12. begge korps blev forenet til et korps i 1808 under navnet
Kjøbenhavns Borgervæbning.

Borgervæbningen huskes i historien for deres heroiske indsats

• under Københavns Bombardement, tabstallet var 5 dræbte og 23 sårede
• de var med til Filosofgangsfejden i 1789
• Posthusfejden i 1799
• Jødefejden i 1819

Den 4. juli 1807 var der voldsomme sammenstød mellem marinere og matroser. De havde hvis aldrig rigtig kunne lide hinanden. Borgervæbningen gik ind og forhindrede nedslagtning. Kronprins Frederik takkede mange gange fra Kiel.

Borgervæbningens eksercits var efterhånden ikke så mønsterværdig og disciplinen faldt også. Trinde fremstående maver prydede officererne i de højere grader. Dette blev endnu mere synligt, jo snævre uniformen sad. Men Frederik den 6. var tilfreds. Under ”Kongerevuerne” på Fælleden sagde han Tak Børn, Jeg er fornøjet med Jer.

 

Slotsgartnerens undersøgelser

Militærets ejerfornemmelser havde udviklet sig i løbet af de sidste hundrede år. Allerede i 1737 proklamerede kongen, at fælleden skulle bruges til militære gøremål. Det var nu også list af en hobby for Frederik den sjette. Staden turde ikke rigtig, at gøre noget ved det. Men da kongen døde, undersøgte Borgerrepræsentationen, hvilke rettigheder og pligter Staden havde på området. I 1843 fik man fremstillet en oversigt, og så skete der ellers ikke mere.

I 1847 var der næsten kun mos tilbage, til de stakkels kreaturer. Byens indtægt var kun 1370 Rigsdaler, og det var alt for lidt. Slotsgartner Rothe lavede en plan,
der gik ud på, at militæret skulle bruge mindre plads. En stor del skulle så tilsås med kløver. Slotsgartneren mente, at jorden på Fælleden var særdeles frugtbar. Samme år kunne politikerne læse følgende udtalelse:

• Naar alle Troppesamlinger, som i Aarets Løb finder sted på Fællederne, sammenlægges, og alle de Samlinger af Mennesker som Tilskuere ved Vaabenøvelser, ved Vædderidt m.m. lægges dertil, skal det hvis næppe siges, at færre end Hundrede Tusinde Mennesker og maaske ti Tusinde Heste bevæge sig herover de Græsstrækninger, af hvilke det forlanges, at de tillige skulle afgive Føde for nogle Hundrede Kreaturer. Dertil kommer, at disse Græsvæksten ødelæggende Masser, ikke bevæge sig derover alene, naar Jorden er noget tør, Planterne sejge, Væksten mindre frodig, men de strømme
  derover Vinter og Sommer, i tørt og vaadt vejr, og især i sidstnævnte udtvære de jorden om Græsplanterne, sønderslidte Planterne i deres hjerte, og hestene skrabe ofte hele Skiver af Grønsværen af, hvorved al Vækst tilintetgøres. Hvilket areal bliver ikke aarligt ødelagt af Telte, Tribuner, Marketenderier, Cirkus og meget mere, idet der ikke alene nedtrampes og afslides, men der afbrændes og ved Paagydninger forgiftes store Platter, der atter behøve mange Aars Hvile for at frembringe nyt Græs.

Borgerrepræsentationen nedsatte prompte en Komité, der skulle forhandle med krigsministeriet. Man fortalte ministeriet at Fælleden trængte til hvile. Omgående svarede man herfra, at man ikke kunne undvære en eneste centimeter jord. Nu var alt ved det gamle.

Men i 1857 måtte Politiet tage sig af kreaturerne. Politidirektør Bræstrup skrev til Magistraten i slutningen af juli. Han antog at kreaturerne sultede på grund af
vedvarende tørke. Man antog, at 1.100 kreaturer på dette tidspunkt ”græssede” på Fælleden.

 

Selskabet til hesteavlens Fremme

Nu var det ikke kun militæret, der ødelagde jorden. Selskabet til Hesteavlens fremme havde første gang i 1832 fået lov til at afholde Væddeløb på Fælleden. Et andragende om at gentage dette i 1833 blev afslået.

Man forsøgte igen i 1840. Nu var der en særlig omstændighed. Christian den ottende skulle krones. Da Magistraten tøvede, truede Selskabet. Man udbad sig, at sagen måtte blive forelagt hans Majestæt Kongen. Efter denne trussel skyndte Magistraten, at give deres tilladelse.

Det var en sejr. Nu kunne man hvert år afholde hestevæddeløb med eller uden kongelig bevågenhed.

 

Pas på – de røde.

Bladet Socialisten havde en overgang redaktion i Ravnsborggade 21, og det var her Louis Pio blev arresteret den 4. maj 1872. Det var natten før, der var varslet møde på Fælleden. Det var en støtte til de københavnske murere, der krævede arbejdstiden nedsat fra 11 til 10 timer. Politiet havde dog forbudt mødet. Alligevel strømmede folk til mødet.

En kæmpe rød fane var bestilt, og ved en fest i Phønix deklamererede en ung dame, et digt om Murernes skue. En flammende artikel i Socialisten Målet er fuldt, fik myndighederne op af stolene. Krigsminister Haffner mente, at det var opfordring til revolution, og mente ikke, at militæret kunne stå distancen mod en rasende folkemængde. Derfor henstillede han til politimesteren at forbyde mødet.

Politiet rapporterede at flere tusinde strømmede til Nørre Fælled. Politi og Militær forsøgte forgæves at spærre indgangene. Garnisonen på i Kastellet fik udleveret skarpe patroner, marineartillerister blev stationeret på råd – og domhuset. To eskadroner husarer rykkede ud til hest med dragne sabler, foruden
at politiet var mobiliseret til sidste mand. Sammenstødet var uundgåeligt.

Politiet trak kniplerne og slog i hovedet på arbejderne. På fælleden blev der kastet sten og hestepærer mod soldaterne. Arbejderne havde dog et nyt våben – snus, som de smed mod myndighederne. Det regnede med knytnæveslag og spark.

Døren til Johannes Kirken blev presset ind, da militær og politi fordrev menneskemassen fra Skt. Hans Torv, men præsten lod sig ikke forstyrre. I sin prædiken kom præsten med disse ord, På Moses stol sidder nu de skriftkloge og Farisæerne. Det lod pludselig fra baggrunden Det er hørt. Først derefter afbrød præsten gudstjenesten.

Anklagen mod Pio og to af hans bagmænd trak ud. Endelig den 23. marts 1873 faldt dommen. 6 års fængsel. Den blev senere sat ned til 5 års fængsel.

 

Karen Spidsmus – Fælledens dronning – og dog 

I slutningen af 1800 – tallet græssede droske – vognmændenes heste her. I sommermånederne var Fællederne et yndet opholdssted for kvarterets børn. Men også temmelig alkoholiserede personer, hvis faste opholdssted var Lersøen sås herude. Denne Lersø – bande var berygtet. Karen Spidsmus var en af datidens
Fælled – giner. Slagsmål forekom ret ofte og godtfolks passage over fællederne var navnlig ved aftenstide ikke helt uden risiko. Nu var Karen Spidsmus nok mest kendt som en “Lersø – bisse”. Hun var kæreste med Frederik. Det var også disse to, der flygtede til Århus og blev derover i et halvt år, før de blev opdaget.

Nej, hende der virkelig var dronning på Fælleden var Maja Robinsson. Hun skulle have været gift med en læge, sagde man. En gang om måneden kom der penge til hende. Så gjaldt om at være hendes “Første-udfordrer”. Man sagde om Maja, at hun havde været ganske pæn som ung. Hun trak op i kjolen for 5 skilling. Så kunne det godt være at karlene blev røde i hovedet.

Mange havde forsøgt at få Maja tilbage til en normal tilværelse.

 

Militæret slap sine ejerfornemmelser

Først i 1909 slap militæret sine ejerfornemmelser for Fælleden. Men allerede da, havde Boldklubben af 1893 lejet 6 tønder land. Garderhusarkasernen blev bygget i 1896 – 1898. I 1908 bevilligede Borgerrepræsentationen et stort beløb til anlæggelse af en idrætspark på 17 – 18 tønder land. Siden opførtes i 1911 Lawn – Tennishallen, 1912 Atletikbanen og den 6. juni 1914 blev Idrætshuset indviet.

I 1929 skrev den Henrik Cavling i sine erindringer:

• I Tiden omkring de lyse Nætter på Nørrefælled et stærkt besøgt Valfartssted for Beboerne af Nørrebro. At man siden har beplantet denne dejlige aabne
  grønne Fælled og delvis bebygget den, er en uforstaaelig Taabelighed. Man maa erindre Vrimlen af glade Mennesker på Nørrefælled i halvfjerserne
  for til fulde at forstaa, hvad Tab vi lider ved at overgive denne aabne Tumleplads til Bebyggelse for Hospitaler, Privathuse og Frimurerplads.

 

Der er altid rebeller på Nørrebro

På Fælleden blev kampene efterhånden knap så farverige. Dog har FCK og Brøndby fans kæmpet og enkelte 1. maj arrangementer har dog også givet anledning til politiets indgriben.

Græsset holder, trods mange arrangementer, men nu er kreaturerne forsvundet fra Fælleden.

Men inde på Nørrebro har der været mange kampe. Der har altid været rebeller på Nørrebro. Men se, det er en anden historie.

 

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro 
• Litteratur Østerbro 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Under Østerbro finder du 101 artikler 

Redigeret 31. – 01. 2022

Kigger man i gamle historier om Østerbro, støder man ret ofte, over veje og gader, der for længst er forsvundne. Det vil sige, de fleste veje eksisterer stadig, bare under et andet navn. Listen er sikkert ikke komplet, men vi håber, at du, kære læser kan bidrage med nyt til til listen.

På listen er gengivet det årstal, hvor vejen eller gaden skiftede navn. Gader og veje, der efter 1931 har skiftet navn er ikke medtaget.

 

Adelersborggade,
blev i 1925 en del af Landskronagade

Adolphensgade
blev i 1925 til Taasingegade

Batterivej
blev i 1886 til Viborggade

Li. Blegdamsvej
blev i 1930 til Paa Bleghdammen

Citadelsvej
blev i 1896 til Kastelsvej

Classensvej (sydlige del)

blev i 1925 til Hardangergade

Classensvej(nordlige del)

blev i 1926 til Fiskedamsgade

Dyvekevej
blev i 1928 til Hildursgade

Elbagade
blev i 1892 til Collingsgade

Farimagsvej
blev i 1872 blandt andet til Øster Farimagsvej

Fengersvej (del af)
blev i 1909 til Ryvangs Allè

Fortunasgade
blev i 1889 til Aarhusgade

Fortunas Tværgade
blev i 1889 til Silkeborggade

Frederikshaldsgade
blev i 1915 en del af Livjægergade

Frederikshavnsgade
blev i 1904 Nyborggade

Gefionsgade
blev i 1896 Strandboulevarden

Grønlandsgade
blev i 1875 Øster Voldgade

Haraldsgade (del af)
blev i 1920 en del af Ragnagade

Hinrichsensgade
blev i 1906 Ringstedgade

Kalkbrænderivej (del
af) blev i 1892 Nordre Frihavnsvej

Kalkbrænderivej(del
af) blev i 1906 Nordre Frihavnsgade

Kalkbrænderivej(del
af) blev i 1906 Løgstørgade

Kalkbrænderivej(del
af) blev i 1928 Randersgade

Kristinebergvej
blev i 1923 Omøgade

Livjæger Allè
blev i 1925 Næstvedgade

Mariegade
blev i 1930 Thomas Laubsgade

Marstrandsvej
blev i 1927 A.L. Drewsensvej

Mygindsvej
blev i 1928 Vermundsgade

Nordbygade
blev i 1925 Skarøgade

Nordre Frihavnsvej
blev i 1906 Nordre Frihavnsgade

Nygaards Sidevej
blev i 1925 Strynøgade

Nygaards Tværvej
blev i 1925 Romsøgade

Ny Haraldsgade
blev i 1930 en del af Harraldsgade

Rosendals Tværgade
blev i 1909 Rosendalsgade

Rosendalsvej
blev i 1886 til Slagelsegade

Rosenvængets Paralelvej
blev i 1927 nedlagt

Rosenvængets 1. Tværvej
blev i 1927 til A.F. Kriegersvej

Rosenvængets 2. Tværvej
blev i 1917 nedlagt

Sibbernesvej
Blev i 1892 en del af Gefionsgade og 1896 en del af Strandboulevarden

Stadens Vænge
blev i 1928 Borgmester Jensens Allè

Strandpromenaden
blev i 1892 en del af Gefionsgade og i 1896 en del af Strandboulevarden

Søgade
blev i 1873 til Læssøegade

Wedelborggade
blev i 1922 en del af Vennemindevej

Lille Vennemindevej
blev i 1907 Vennemindevej

Vibenshusgade
blev i 1931 Reersøgade

Relaterede artikler:

• Gader og veje på Østerbro
• Flere gader og veje på Østerbro

Kilder:

• Litteratur Østerbro

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 

Dette er anden del af gader og veje på Østerbro. Vi starter på Victor Borges Plads og slutter i Århusgade (V – Å)

Vi nåede ikke at blive færdig med Gader og veje på Østerbro. Her er de manglende gader og veje på
Østerbro.

Victor Borges Plads:
Victor Borge (1909 – 2000) blev født i Classensgade. I begyndelsen optrådte han som Børge Rosenbaum. Han debuterede som pianist allerede i 1926. Allerede før flugten til USA i 1940 var han verdensberømt i Danmark for nummeret Fonetisk tegnsætning. Han havde formatet til også at blive verdensberømt uden for Danmark. Han elskede de gamle gader i København.

Vognmandsparken:
Vognmandslavet havde fra gammel tid fæstebrev på arealet. Lavets ældste skrå er dateret 1478. I 1893 overtog Hæren hovedparten, men en del blev udstykket.

Voldmestergade:
Voldmesteren havde opsyn med fæstningsvoldene – i dette tilfælde gartner Johan Gottlob Reeh (1798 – 1877), der boede i voldmesterens hus. Dette blev nedrevet i 1883. Hans far var en af de såkaldte kartoffeltyskere. Han var en af de første københavnere, der dyrkede dette nymodens afgrøde på den jord, han fæstede mellem Kommunehospitalet og Lille Triangel.

Vordingborggade:
Efter den sydsjællandske købstad med Gåsetårnet.. Navnet hentyder til borgen på bredden. Gaden blev omdøbt i slutningen af 1940’erne fra Øresundsgade.

Webersgade:
Grosserer Theobald Weber (1823 – 1886) ejede Rørholm, som han udstykkede i 1880’erne.

Weysegade:
Komponisten Christoph Ernst Friedrich Weyse (1774 – 1842) satte melodier til bl.a. Ingemanns morgen – og aftensange.

Wiedeweltsgade:
Billedhuggeren Johannes Wiedewelt (1731 – 1802) studerede både i Paris og Rom. Han var også en udmærket grafiker. Figuren Troskaben til Frihedsstøtten på Vesterbrogade, skyldes ham. Det Bodenhoffske monument på Assistens Kirkegård har han også udført. Han led af en uhelbredelig sygdom, og forlod den 17. december 1802 sit hjem på Materiale-gården. Fire dage efter blev han fundet druknet i Sortedamssøen – der ligger for enden af gaden.

Wilhelm Marstrands Gade:
Maleren Wilhelm Nicolai Marstrand (1810 – 1873) er figurmaleren frem for nogen i dansk kunst. Han blev sent gift, men nåede 17 lykkelige år på Østerbro.

Willemoesgade:
Sekondløjtnant Peter Willemoes (1783 – 1808) var endnu ikke fyldt 18, da han blev chef for det Gernerske Flydebatteri nr. 1, som lå i kamplinjens centrum, da englænderne under Parker angreb den 2. april 1801. Admiral Nelson var næstkommanderende. 370 danske var døde, 670 sårede og 1,984 var savnede. De engelske tab var 350 døde og 850 sårede. Willemoes var dagens mand. Efter krigen studerede han jura, var nogle måneder i den russiske flåde, og blev så kommanderet ombord i Prins Christian Frederik – det danske linjeskib. Ved Sjællands Odde blev det angrebet af to engelske linjeskibe. En engelsk kanonkugle bortskød den unge premierløjtnants isse.

Zinnsgade:
Den lokale grundejer, grosserer Ludvig Maximillian Zinn (1808 – 1868) var major i ”Det Borgerlige Artilleri”. En søster var gift med komponisten J.P.E. Hartmann. Familiefirmaet Agent Zinn & Sønner opførtes i 1809 med den næststørste skatteindtægt i København – 58.200 Rigsdaler. Slægten indvandrede fra Bayern i 1700’tallet.

Æbeløgade:
Æbeløgade ligger nord for Fyn. Æblet er kærlighedsgudinden Frejas symbol i den nordiske gudetro.

Øresundshospitalet:
Hospitalet blev grundlagt i 1875.

Østbanegade:
Øst-banen blev anlagt i 1895 fra Nørrebro over Svanemøllen til Frihavnen. I 1898 blev den forlænget til Østerport. I 1917 helt til Hovedbanegården.

Øster Allé:
Øster Allé blev anlagt i 1750 på grænsen mellem Nørre og Øster Fælled, der begge var græsningsarealer. Struensee tillod i 1771 afholdelse af hestevæddeløb på Nørre Fælled. 28. april 1772 blev han halshugget dér, hvor Idrætsparken nu ligger. Midtvejs mellem Parken og Østerbro Stadion lå Struensee – stenen.

Østerbrogade:
Østerbrogade blev den nordligste udfaldsvej med anlæggelse af den nye Øster Vold i 1647. Den afløste den ældgamle Strandvej til Helsingør som ofte var oversvømmet eller føget til med sand. I Frederik den Femtes tid blev Østerbrogade forhøjet og generalkrigskommissær Classen (ham med haven) skænkede træer til dobbeltalléen. I hans tid var der mange traktørsteder på Østerbro, men da Frederik den Sjette forlagde sommerresidensen til Frederiksberg Slot, kom Vesterbro og Frederiksberg med på moden. Så meget at selv færdslen til Lundehuset gik over Nørrebro. Som Poul Henningsen sagde senere: Det er muligt
at folk på Østerbro lever længere, men det er ikke sikkert, at de lever bedre.

Ålborggade:
Ålborg oplevede lige som i København i Middelalderen et sildeeventyr. Byen er så gammel, at ingen aner, hvornår den fik købstadsrettighederne. Navnet betyder antagelig borgen ved strømlejet.

Århus Plads (Århusgade)
Jyllands største by har navn efter beliggenheden åmundingen.

 

PLADSER OG STEDER PÅ ØSTERBRO

ABC – Gade: Passage mellem Østerbrogade og Rosendalsgade med numrene Østerbrogade 54 A – E og Østerbrogade 56 A – D. Udtrykket har været kendt siden 1960’erne

Amorparken:
Det er den del af Fælledparken, der ligger mellem Juliane Maries Vej og Tagensvej.

Bien:
Den runde bygning midt på Trianglen. Oprindelig var det en aviskiosk. Bliver også kaldet Skildpadden, Suppeterrinen og Bistikket.

Billige Langside:

Er de ståpladser, der vender ud mod Brumleby i Idrætsparken. Det er modsat den store tribune ud mod P.H. Lings Allé. Parken er ved at blive bygget
om, men mon ikke begrebet vil bestå.

Brumleby:
Se artiklen om Brumleby. Stammer enten fra oksebremser eller vognstøj fra Øster Allé.

Cementen:
Det er den side i idrætsparken, der vender ud mod Østre Allé. Andre navne er Cementørkenen og Stenørkenen

De Fattiges Dyrehave:
Se artikler under Østerbro. Et område mellem Gammel og Ny Kalkbrænderi. Den lå ved Århusgades og Viborggades udmunding i strandboulevarden. Her lå i 1800 – tallet en del forlystelser og billige værtshuse. Det var især besøgt af folk, der ikke havde råd til at besøge den oprindelige Dyrehave.

Elefantstalden:
Frimurerlogen på Blegdamsvejen. Indgangen kan minde om en elefant.

Elverhøj:
Et græsbeklædt skur mellem drengenes og pigernes skolegårde på Bryggervangens Skole, nu Kildevældsskole. Udtrykket stammer fra 1920’erne.

Fulderiks gade:
F.F. Ulriksgade på Ydre Østerbro.

Hjertepladsen:
Pladsdannelsen mellem Nordre Frihavnsgade, J.E. Ohlsensgade og Ribegade.

Ho Chi-Minh-Stien:
Sti mellem Lipkesgade og Bergensgade. Navnet stammer fra 1970. Måske har det noget at gøre med demonstrationer mod den Amerikanske Ambassade.

Kammerpotten:
Vandhul på Blegdamsfælled. Sandsynligvis efter dens form. Omtalt i V. Christensen: København 1840 – 1857.

Kartoffelrækkerne:
Arbejdernes Byggeforenings bebyggelser mellem Øster Farimagergade og Øster Søgade. De små huse ligger i rækker og kan dermed godt ligne kartoffelrækker.

Kielerkanalen:
Gangsti mellem Lipkesgade og Bergensgade. Navnet er sikkert opstået i forbindelse med det tyske gesandtskab, der lå i området indtil 1945. Se også Ho Chi-Minh-Stien.

Kilometerbroen:
Den nordre arm af lystbådehavnen i Svanemøllen

Koleragangen:
Viadukt under Kystbanen mellem Svanemøllebugten og Øresundshospitalet. Anvendt af patienter med epidemiske sygdomme. Kilde: P.Thomassen: Kystbanen 1897 – 1972.

Kostræde:
Smøge eller lignende i det tidligere klondykekvarter nord for Vibenshus Runddel. Kilde: P. Gertinger: Af en retsmediciners bekendelser.

Krudtøen:
Ø i Ryvanges Sø, udgravet 1894. Også kaldet Kaninøen og Torpedoøen. Kilde: Maare: Ingeniørregimentet 1880
– 25. juli 1955.

Liggende Skyskraber:
Hotel Østerports værelsesfløj langs banegraven, der ligger som en lang, lav længe. Kilde: Pedersen: Fra Østerport til Trianglen.

Ligkisten:
Villaen Øster Allè 29 efter husets langstrakte form og enkle facade. Kilde: Krohn: fra Østerport til Store Vibenshus.

Lynghullet:
Lyngbyvejens Kro, Lyngbyvej 62. Udtrykket kendes fra 1940’erne.

Negerkrålen:
Betegnelse for en by i byen. Er benyttet om Nyboder.

Pamperly:
Den kommunale ejendom mellem Urbansgade, Jacob Erlandsengade, Borgmester Jensens Alle og Jagtvej/Østerbrogade. Den er kendt for sin mange socialdemokratiske beboere, der påstås at have fået lejlighederne som følge af deres partitilknytning.

Plæneklipperen:
Linie 18, der kørte på Jagtvej på et grønt midteareal, der gav en særlig vuggende form for kørsel.

Riget:
Rigshospitalet.

Smede-linjen:
Kontraparten på Kastellets værker mod vest, opkaldt efter en bygning, der tidligere blev brugt af fæstningens smed.

Sølvbryllupskirken:
Sions Kirke, Østerbrogade, hvis opførelse bl.a. blev finansieret af midler indsamlet i forbindelse med pastor P. Krags (Sankt Jacobs Kirke) sølvbryllup. Kilde: Aabel: Mellem Svanemøllen og Rådmandsmarken.

Tyskmannerenden:
Grøften langs Lersøen, fra Emdrup til Rosbækken. Navn, fordi tyske krigsfanger på et ikke nærmere angivet tidspunkt skulle have gravet renden Kilde: Ib Spang Olsen: Lille dreng på Østerbro.

Villaen:
Villaen, Øster Allé 27, er opført i en stram nyklassicisme.

Kilde:

• Bjørn Westerbeek Dahl :Københavnerslang (købnahvnerhistorie.dk
• Litteratur Østerbro 
• www.dengang.dk – diverse artikler 
• Litteratur – omtalt i teksten 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 
• Forsvundne gader og veje på Østerbro 
• Gader og veje på Østerbro 

Redigeret 31. – 01. – 2022

 

Et drama udspillede sig i Husumgade 12 på Nørrebro, den 13. november om formiddagen 1907. Det endte med mord og selvmord. To civilbetjente fra Lyngbygadens Politistation forsøgte at anholde anarkisten, Sofus Rasmussen. Dennes far beskyldte politiet, for at være skyld i sønnens død.

 

Sofus Rasmussen havde været redaktør af det anarkistiske blad Skorpionen. Han var åbenbart gået for vidt og fik en dom på tre måneders fængsel. Men straks efter dommen flygtede han til Sverige. Men politiet havde fået at vide, at han også holdt sig skjult i København.

En gang imellem besøgte han sine forældre i Husumgade 12. Og det gjorde han også den 13. november 1907. Det var en af politiets meddelere, der gav denne besked. Han ringede til Lyngbygadens Politistation kl. 10.30 om formiddagen.

 

Sofus Rasmussen, en ægte anarkist

Sofus Rasmussen var tidligere dømt for en række forhold..

Egentlig var han uddannet maler. Han havde opholdt sig i Nordamerika, England og Tyskland. Han var tilhænger af anarkistiske ideer. Bladet han redigerede, udkom første gang i 1905. Rasmussen sagde bl.a.:

• Vi hævder Individets Ret til at raade og lede sig selv og ser dette realiseret ved, at Stat, Love, Regering og Autoritet bortryddes, at Ejendomsretten forsvinder og i Stedet for, giver Plads for den fri Nydelse og frivillig Ydelse, som er det eneste Grundlag, paa hvilket Betingelserne for Lykke og Frihed
  kan skabes.

Rasmussen optrådte ved flere lejligheder som taler på offentlige møder. Han opfordrede åbenlys til tyveri, forsvarede barnemord, fremstillede ægteskabet som Privilegium paa Hor og øvrigheden som Samvittighedsløse Blodhunde.

 

Trusler om at myrde ”en Opdagelsesbetjent”.

I en tale Rasmussen holdt den 19. august 1905 havde han tilrådet, at Anarkisterne skulde tage fra neden af, f.eks. myrde en Opdagelsesbetjent. Ingen troede dog, at han ville gøre brug af disse trusler, skønt han altid gik rundt med to skarpladte pistoler på sig.

 

Familien beskyttede ham

De to civile betjente Elmer og Gemzøe blev sendt til adressen. Betjent Elmer gik op af køkkentrappen og Gemzøe gik op af hovedtrappen og ringede på Familien Rasmussens dør.

Familien boede op 4. sal til venstre.

Fru Rasmussen lukkede op, og på betjentens spørgsmål, om Sofus Rasmussen var hjemme svarede hun bestemt, Nej.  Også datteren, der var til stede svarede, nej.

Betjenten forlangte nu adgang til lejligheden, og trådte i det samme over dørtærsklen. Fru Rasmussen forsøgte at forhindre dette. I køkkenet stod Sofus Rasmussens søster med ryggen til pigekammerdøren. Betjenten mente, at den eftersøgte opholdt sig her.

I det samme kom den eftersøgte frem, og gik lige hen til Gemzøe. Denne erklærede ham for anholdt.

 

Angreb og skud

Rasmussen svarede ikke. Pludselig rettede han en revolver mod betjentens hoved og fyrede revolveren af. Gemzøe vaklede såret tilbage, men forsøgte at angribe. Endnu et skud blev affyret mod betjenten.

Sofus Rasmussen styrtede ned af hovedtrappen. På tredje sals trappeafsats dræbte han sig selv med et skud i hjertet.

Husets beboere styrtede frem fra lejlighederne. Betjent Elmer, der havde hørt skuddene løb ned af trappen og ud på gaden. Da han nåede hovedindgangen så han sin kollega segne blødende om i døren. Denne havde endnu lidt kræfter tilbage, skønt at han var ramt i venstre tinding og venstre side. Han var løbet ned af køkkentrappen, over gårdspladsen og ad gennemgangen ud til gaden.

Betjent Elmer fandt Sofus Rasmussen på trappen mellem 2. og 3. sal. Liggende død med revolveren ved siden af. Elmer var gået op af den forkerte køkkentrappe. Han havde fået forkert besked i Brødforretningen nedenunder.

 

Gemzøes børn så ambulancen

Både læge og ambulancer blev tilkaldt.  Rasmussens lig blev kørt direkte til St. Johannesstiftelsens Lighus, mens bilen med Gemzøe blev kørt til Baldersgades Hospital. Ved ankomsten hertil var Gemzøe, dog allerede død.

Gemzøe havde sin lejlighed i Ægirsgade 35 og fra familiens opholdsværelse til gården kunne man se ned i Baldersgades Hospitals have og gård. Skæbnen ville vide, at Gemzøes to småpiger netop sad ved vinduet, da ambulancen med deres far kørte ind til hospitalet. De kaldte på deres mor, for at hun skulle se den syge mand blive båret ind.

 

Rasmussen bevæbnet med to revolvere og dolk

Politiassistent Steffensen afholdt ligsyn over politibetjent Gemzøe. Det ene projektil var trængt ind i hjernen, og det andet i venstre lunge. Ved visitationen af Sofus Rasmussens lig fandt man følgende genstande:

• En læderrem med en pose, hvor han gemte de 2 revolvere, han var i besiddelse af i gerningsøjeblikket, en dolk, bundet fast i læderremmen og en æske
  med skarpladte patroner.

 

Det var politiets skyld!

Ved sønnens død, beskyldte Sopfus Rasmussens far, at det var politiets skyld, at hans søn blev dræbt. Politiet afviste dette. Havde han taget sin straf, var han ikke blevet efterlyst. Og holdt han sig inden for lovens rammer, ville politiet ikke hindre ham i sit arbejde.

 

Kilde:-

• Minde-skrift Oscar Gemzøe,(udgivet af Københavns Politiforening 1910)

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 

Redigeret 11-04-2022

Livet i Rudbøl var meget specielt. Man levede med vandet og af vandet. Også teglværker, fiskeri og udnyttelse af marskens bevoksning var en vigtig indtægtskilde. Hele 30 bådsmænd fra Rudbøl fragtede varer på Vidåen. En gang om året var der arbejde ved Højer Sluse. Omkring Rudbøl var der fire kroer, fire købmænd og to bagere. Og så var der kapsejlads på Rudbøl Sø

 

Omkring 1830 var der endnu 30 bådsmænd til bage i Rudbøl. De levede hovedsagelig af bådfart til og fra Tønder. Efterhånden kunne bådene ikke mere komme ind til Tønder, og bådsmændene tog deres betaling for den videre fragt. Det var det sandelig mange skippere, der var utilfredse med.

 

Masser af teglværker

Ved Rodenæs lå den sidste af marskens talrige teglværker. Man kunne sejle direkte til stedet. Men størstedelen af produktionen blev sejlet til Nørremølle og udskibet herfra.  I Gudskog lå der hele 8 teglværker, hvorfra der hver dag, sommeren igennem blev sejlet mursten til Tønder via ”Æ Fries Graw”. Det hed ganske naturligt sådan, fordi det var frisernes vandvej til Tønder og til ”Filowt – slusen”.

Næsten alle bådsmændene, der boede mellem Fiskehusene og Nykirke transporterede mursten for Gudskog – teglværkerne. I nærheden af lade – og lossepladsen Gasthafen ved Klixbøl lå der yderligere tre teglværker. Fra Marsken sejledes betydelige mængder tagrør til Gasthafen, som returlast, var der mursten.

Ved gestkanten nær Bosbøl lå et andet teglværk. Ifølge Trap 1864, Hertugdømmet Slesvig fandtes der et større teglværk ”Teglmark” ved Aventoft.

 

Farlig bådfart

Det var ikke helt risikofrit at sejle med disse sten. Rejsens gennemførelse afhang af roligt vejr og vand. Når vinden var strid øst, kunne sejlet ikke bruges. Så måtte der stages, og det kunne mærkes i armene. Her kom bådmændenes kendskab til Vidåen til deres ret. Mange steder var den så dyb, at stagerne ikke kunne bruges, ja så havde man andre metoder.

I begyndelsen af 1900’tallet var det klinker, der blev befordret. Marskens plørede veje blev efterhånden belagt med disse klinker. De kom til Højer fra Hamburg og Cuxhafen på hollandske skibe. Også mergel blev transporteret på Vidåens vande.

 

Søren Jensens tur til Tønder

I Rosenkrans og Rudbøl var der tidligere tre kroer og fire købmænd. De fik alle bragt deres varer fra Tønder med båd. Således lå Købmand Thyssens butik lige vad kanalen. Købmand Søren Jensen havde en ugentlig fragttur via Vidåen til Tønder, hvor han tog imod bestillinger fra egnens beboere.

Når Søren Jensen anløb Skibbroen i Tønder, besøgte han først grossisterne. De største var Peter Sørensen og Klüver. Derefter blev der afgivet bestillinger hos alle andre i Tønder. Søren Jensen vendte så tilbage til skibet og tog imod det bestilte gods.

Til kroerne fragtede han brændevin i store fade. Købmændene fik bl.a. petroleum og tjære i sværere tønder og eddike i store flasker emballeret i kork. Foruden de almindelige kolonialvarer som mel, gryn, salt og sukker alt sammen i sække som rummede store kvanta. Søren Jensen foretog sin sidste tur i 1913.

Der var også bådsmænd, der tjente penge ved at transportere for Vandløbsvæsenet. Indtil 1920 blev der gennemført store vedligeholdelsesarbejder på broer, sluser osv.

 

Varer pr. båd

For beboerne ved Nørremølle var det ekstra besværligt, da de store anlægsarbejder på Højer – Rudbøl vejen blev gennemført. Man lejede en bådsmand til at hente og bringe kolonialvarer og brød i Rudbøl.

 

Flytning på vandet

I sin bog Reisen – Ächtung – Befreiung fortæller maleren Emil Nolde, da han i 1927 flyttede fra Utenwarf nord for Vidåen til Seebüll i Gudskogen, at al bohavet blev transporteret i tre både, som hver sejlede to gange.

I Emmersböll fortælles der, at man tidligere sejlede til et sted i nærheden af Danmark for at hente sand til brug ved husbygning. Stedet har sikkert været Møgeltønder, der var kendt for sin fine sand, der også var velegnet til beton.

 

Dyr og korn på både

Dem, der ikke dyrkede korn, hentede det hos Bachmanns Vandmølle i Tønder. Kul og koks købte man på Gasværket. Også dyr blev fragtet på både. Et par ungkreaturer eller en halv snes får kunne sagtens være på en såkaldt togangs-båd.

 

Vedligeholdelsesarbejde ved Højer Sluse

Under de vestlige storme flåede Vesterhavets bølger voldsomt i Højer Kanals uden-digs – skråninger. Der blev ofte revet hul i grønsværen. Dette skulle repareres ellers ville kanalsiderne forsvinde. Før 1. verdenskrig gav dette arbejde til et halvt hundrede mand i hen ved et par måneder hvert år. Det var bådsmændene og fiskerne fra Rudbøl, Rosenkrans og Fiskehusene,
der dengang udførte disse vedligeholdelsesarbejder ved Æ Hoved – forlandet ved Højer Sluse. Daglønnen var 7 mark. Arbejdet begyndte som regel i april/maj og fortsatte til midt i juni.

Arbejdsgangen var bestemt af flod og ebbe. Bådmændenes logi ved Slusen var seks tilt – hytter af tagrør inden for diget. I hver hytte boede 6 – 8 mand.  Mændene havde ikke tid til at lave varm mad, mens de arbejdede her. Hver søndag fik de bragt pandekager og sødsuppe af deres koner eller børn.

 

Maritime bagere

Ligesom i Aventoft var der også en bager fra Rudbøl, der solgte produkter var sin båd. Det var Max Pörksen, der ved sit barndomshjem, møllen i Fiskerhusene fik opført et bageri. Her arbejde han indtil 1915, da han blev indladt til krigstjeneste.

Hver torsdag fik han lastet sin båd med Firepundsrugbrød (50 pfennig), sigtebrød, franskbrød, kavinger (tvebakker), wienerbrød og kager. Så gik det ellers ud af Møllegraven til Kehrwieder ved Rudbøl Sø, over denne til Neumark og gennem Filowt – slusen ind i Gudskogens kanalsystem, ad hvilket han kom til Broderskog, Seebüll, Store Hallig, Jacobsværft, Petersböll, Hyltoft og Schreiberstadt.

Bager Hansen sejlede brød til sine kunder ved Nørremølle indtil 1926 – 1927.

 

Masser af jagt

Jagt var også en naturlig foreteelse i marsken. Der var masser af fugle og en stor bestand af harer. Desuden var der vildgæs, oddere og vilde svaner. I Welt und Heimat beskriver Emil Nolde marskjagten:

• Da jeg så erhvervede den meget mindre skyttebåd, og senhøsten kom, var der meget at gøre. Regn-spurvene kom med deres fløjt og lange næb. Og med dem de mange andre fremmede fugle. Med blæst og regnbyger kom hele sværme af vildænder trækkende fra Norge og Spitzbergen og svømmede på alle vandflader omkring os.

 

Lang vej i kirke

Når Rudbøllingerne skulle i kirke, foregik det med båd til Højer Sluse. Herfra gik de til Højer Kirke. Indtil 1893 blev de døde Rudbøllinger fragtet til den hvide bro ved Højer, hvorfra kisten førtes videre med hestevogn.

Havde folk fra Rudbøl, Rosekrans eller Fiskehusene havde ærinde i Tønder eller Højer, ja så sejlede man dertil. Særlig ved disse byers markeder ankom marskboerne i stort tal med båd.

 

Østrigske tropper rekvirerede både

Under krigen i 1864 rekvirerede de østrigske tropper i Højer et stort antal to-gangs-både fra Rudbøl. Fartøjerne blev lagt til ved Højer Sluse med henblik på overførsel til Sild. Den 13. juli blev der sejlet 200 østrigske jægere fra Højer til Munkmarch ombord i 20 to-gangs-både og et større fartøj. De fleste af disse fartøjer blev leveret fra Rudbøl.

 

Wasserpost

I Gudskog havde man ikke et landpostbud. Nej da havde man et Wasserpost. To gange om ugen sejlede han nordpå gennem kanalen langs østsiden af Rosenkrans – Nykirke vejen og drejede før Fiskehusene østpå mod Gudskog – gårdene. Når der var frost og tø, kunne det gå op til 4 uger inden man fik sin post.

 

Æ klusstag

For børnene var det lige så vigtig at tage springstokken som bøgerne med, når man skulle i skole. På sønderjysk hedder den Klusstag. På frisisk er betegnelsen Klöwer. Den er omkring 3,5 meter lang, til børnene dog mindre. I nederste ende er den formet som en slags fod. Nogle marskboer havde en, de kun brugte om søndagen.

Undertegnede har selv prøvet sporten ude i forlandet til Ny Frederikskog. Efter nogen øvelse, er det faktisk meget sjovt. Mange børn kunne dog ikke nøjes med Æ Klusstag. De måtte transporteres i skole på hesteryg eller med båd.

 

Kampen for drikkevand

Først i 1958 fik beboerne i Rosenkrans, Fiskehusene og Nykirke vandværksvand indlagt i deres huse, mens folk i Rudbøl først kom med i 1959. Emil Nolde skrev:

• Marsken – det af havet opskyllede vand – havde intet kildevand og ingen brønde. Af damme og grøfter, hvor frøer og ænder huserede, tog beboerne vand.

Vandet i kanaler og grøfter kunne være hvidligt og leret. Det indeholdt smådyr (vandlus), foruden større insekter og padder. Herfra hentede man vand. Men helst gjorde man det fra ny-gravede kuler. I selve Rudbøl tog beboerne vandet fra Vidåen lige ved Rudbøl Bro.

Fra Rosenkrans sejlede man ud på Vidåen med deres spande for at hente vand. Når kvinderne havde vasket tøj, skyllede de det fra en båd ude på Vidåen, hvilket var meget lettere end at bære store mængder skyllevand hjem.

Men fra 1930 kunne man ikke mere hente drikkevand fra Vidåen. Da var det forurenet af kloakudløb. Efterhånden måtte beboerne i Rudbøl have vand fra Højer Mejeri. Det kom så leveret i en tankbil, men det betød, at der kun var frisk vand hver anden dag.

Nogle anskaffede sig i 20’erne store beholdere, der kunne rumme 1.000 liter. Så hentede de vandet i Møgeltønder.

 

Stadig hø fra Gudskog

Grænsedragningen i 1920 medførte store ændringer i erhvervsforholdene syd og nord for den nye grænse. For beboerne i Rudbøl og Lyst betød det, at de var afskåret fra Gudskog, hvor de fra gammel tid hentede hø. Mange familiers eksistens var truet. Men Grev Schack greb ind og efter lange forhandlinger med de tyske myndigheder fik man lov til at hente hø.

 

Modstand mod afvandingen

En meget stor del af marskboerne var modstander af afvandingen. Særlig omkring Rudbøl var modstanden stor. Ved en afstemning i 1928 tilkendegav beboerne i den danske del af marsken dog, at de ønskede afvanding. I 1932 var afvandingen gennemført både i Tyskland og Danmark. En vanskelig omstillingsproces fulgte for mange marskboer.

 

Biindtægt

En del beboere i Rudbøl havde en biindtægt ved at sælge måtter og sko, fremstillet af sumpplanten Søkogleaks.

Fik man mælk til overs fra kvæget laverede man det til mejerierne. Først til Møgeltønder, senere i Rodenæs og sidst til Højer.

 

Lille have

Til hvert hus i Rudbøl hørte en have (kolgor), hvor der blev dyrket krydderurter. Haverne var dog meget små. Jorden bestod mest af klæg. Men så kunne man blande sand i. Det hentede man på Sønderås bredder.

 

Masser af ål

Bag husene ved østsiden af Rosekrans – Nykirkevejen løber en uanseelig grøft, den tidligere ”forgrav” til bådtrafik. Om foråret trak ålene gennem denne kanal ud i de mindre vandløb og grøfter. Om efteråret vandrede de tilbage. Imens blev der sat ruser fra alle husene ved kanalen.

 

Emil Noldes redningsaktion

Med så meget vand omkring, skete der selvfølgelig en del ulykker. Ikke alle havde heldigvis en dødelig udgang. Emil Nolde fortæller i bogen En Kunstners Kampår følgende historie om Willie Carstensen fra Rudbøl, der gerne ville have sig en lille en:

• Forbi mine vinduer kom denne mand dinglende, stående på sin pram, til han faldt over bord ned i vandet, klamrende sig med fingrene til pram-rælingen, drev han ad slusen til. Jeg kom ham hurtig til hjælp med min pram og reddede ham. Han blev atter ædru. Men alligevel var han yderst opbragt på sin stands vegne, at han, en fisker og pramdrager, skal reddes af en kunstmaler.

 

Kapsejlads på Rudbøl Sø

Der er sikkert ikke mange, der ved, at der har været afholdt  “Vædde-sejlløb” på Rudbøl Sø. Kort efter den fransk – tyske krig, enten i 1874 eller 1878 startede det. Angiveligt helt frem til første verdenskrig. “Æ Væddesejlen ” blev afholdt 1. eller 2. pinsedag.

Formiddagen brugte bådfolket til forberedelserne. Blandt andet blev sejlene overdænget med vand, ved hjælp af øsekarret. Over middagen begyndte kapsejladsen. Bådene, der havde numre syet på sejlene, startede da fra Rudbøl Bro og ud på banen, hvis fjerneste punkt var Ringsværft på søens syd-bred.

De tre hurtigste både fik præmier. En bolle Punch udgjorde som regel førstepræmien. Men det fortælles også, at en lænestol også havde været førstepræmien.

 

Hjuldamper under Rudbøl Bro

Mellem Højer Sluse og Sild sejlede før 1920 en lille hjuldamper ”Sylt”, hvis skorsten kunne lægges ned, så den kunne gå under Rudbøl Bro.

På kapsejladsdagen var den udtaget af sin rute og sejlede i stedet passagerer fra Højer gennem Vidåen og Rudbøl Sø til Filowt, bugten ved Ringsværft og Lægan.

I forbindelse med dette, var der en kæmpe folkefest med skydetelte, karruseller, gøgl, musik og meget mere.

 

Verdens mærkeligste grænse

Hvorfor har Rudbøl så mærkelig en grænse?

Det var en international kommission, der skulle afstikke grænsen. Denne kommission bestod af en franskmand, en italiener, en tysker, en dansker, en englænder og en japaner. De havde i første omgang bestemt, at Vidåen skulle danne grænse efter 1920, men det blev anderledes.

Ifølge historien var der en, der hed Anton Nielsen fra Rudbøl, der henvendte sig til kommissionen.:

• I har vel ikke tænkt at placere grænsen ved Vidåen? Mit største ønske er ellers at bo i Danmark.
• Hvor mange hektar, drejer det sig om?, spurgte japaneren.
• Ca. 200 ha, tror jeg, svarede Anton Nielsen.
• Nå, så smålig ser vi ikke på det i Japan, men hvad med dine naboer og genboer?
• Ja, på min side vil de alle sammen godt være danske.

Efter at kommissionen havde talt sammen, sagde japaneren til Anton:

• Nu får du lov til at lave en lille privat afstemning her i gaden, og så ser vi resultatet.

Resultatet blev syv tyske og fem danske stemmer. Men foruden dem, der havde stemt, var der to koner, hvis mænd var faldet i krigen. De to enker ønskede at komme med til Danmark, men af hensyn til deres krigsrente, havde de ikke vovet at skrive under.

Japaneren henvendte sig derefter igen til Anton Nielsen:

• Nu skal vi skabe verdens mærkeligste grænse, hvor mennesker – ja et enkelt menneske får sit livs største ønske påfyldt.

Og så blev grænsestenene lagt på langs – ned i midten af gaden i Rudbøl – Rosenkrans. Anton Nielsens hus ligger i  Danmark. Kroen, hvor man spiser fantastisk og hvor man har det gode navn Brodersen (er ikke i familie, tror jeg) ligger i Tyskland.

Kilder: 

• Litteratur Højer 
• Litteratur Møgeltønder 
• Litteratur Tønder 
• www.dengang.dk – diverse artikler 
• Emil Nolde: En kunstners Kampår
• Emil Nolde: Welt und Heimat

 

•  Hvis du vil vide mere: 
• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Dige-byggeri i Tøndermarsken
• Drømmen om en havn i Tønder
• Kanal gennem Tønder
• Tøndermarsken
• Tøndermarsken 2
• Højer – som havneby
• Højer – stormflod og diger
• Højers historie
• Højer 1935 – 1945
• Aventoft – Byen ved grænsen
• Travlhed ved Højer Sluse
• Tøndermarsken under vand
• Rudbøls Historie 

Redigeret 8. 12. 2021

Det var lige før, at manglende fleksibilitet hos Pastor Peter Steen, kunne have medført et arbejderoprør på Assistens Kirkegaard, den 2. december 1887. Det var den store smed og socialdemokrat Adam Pedersen, der blev begravet og ført til graven af 10.000 arbejdere.

Den 2. december 1887 blev den store socialdemokrat, smed Adam Pedersen, begravet. Man startede med en højtidelighed i Forsamlingshuset i Rømersgade. Kisten førtes derefter til Assistens Kirkegaard. 10.000 mennesker fulgte den afdøde.

 

Forbud fra præsten

Den afdøde havde frabedt sig ”præstelig begravelse”. Man havde forhandlet sig frem til, at den fungerende kirkebetjent indskrænkede sig til ritualet. Endvidere havde man ønsket at medarbejdere og partikammerater skulle bringe ham partiets tak og farvel.

Men på kirkegården skete følgende. Efter at der var udført en Koral, trådte Pastor Peter Steen frem og sagde, at der var nedlagt forbud mod, at der taltes efter at jordpåkastelsen havde fundet sted. Pastoren udtalte:

• Jeg opfordrer derfor alle til ikke at vise usømmelig adfærd her på dette hudindviede sted ved at overtræde forbuddet. Jeg skal indskrænke mig til ritualet Og nu vil jeg se, om nogen af denne forsamling har mod til at blotte deres hoveder for Guds hellige ord. Jeg henstiller til Hr. politiassistent
  Rantzau, at sørge for forbuddets overhold.

Derefter bad Pastor Steen fadervor og foretog jordpåkastelsen, men kun ganske få af forsamlingen fulgte opfordringen til at blotte hovederne.

 

Et pinligt indtryk

I det store følge på 10.000 mennesker, hvoraf ingen gjorde forsøg på at bryde det således nedlagte forbud, gjorde præstens ord et pinligt indtryk. Ganske særlig vakte det forargelse, at præsten kaldet det usømmelig adfærd, at en af afdødes venner havde ønsket at sige afskedsord ved en gammel partifælles grav.

Stille og rolig spredtes den store menneskemængde, efter at man havde ladet blæse en Koral over graven. Mange havde dog lyst til at fortælle præsten nogle ”sandhedsord”.

Denne Adam Pedersen var en af de store fortaler for, at de danske arbejdere skulle organisere sig. Med de havde svære vilkår. Og præstens opførsel blev betragtet som diskrimination.

 

Internationale bliver dannet

I sommeren 1871 startede man en afdeling af en Dansk afdeling af Den internationale Arbejderforening (Internationale). Tidligere havde det dog været en hvis forståelse fra de danske arbejdere til at man skulle organisere sig.

 

Ny næringslov

Ved den ny næringslov i slutningen af 1850’erne ophævedes lavtvangen. I 1862 opløstes hovedparten af de bestående lav. Mange arbejdere var tydeligvis meget tilfredse med at stå helt frit. Ude i Europa var man længere fremme. I Danmark var det som om enhver er sin egen lykkes smed.

 

Mange måtte have ekstra hjælp

Men de store dønninger fra Europa kunne man ikke dæmme op for. Lønningerne blandt danske arbejdere blev holdt nede på et absolut minimum. 2/3 af arbejderne hos Burmeister måtte have offentlig hjælp, for at kunne klare sig. Og når man dengang fik offentlig hjælp, ja så mistede man sine borgerlige rettigheder, og valgret kom slet ikke på tale.

 

Den første spæde start

Pio, Brix og Geleff blev inspireret og en organisering af de danske arbejdere tog sin begyndelse. De første, der startede var i 1869 – 1870 typografer, træskomagere og skibstømrere.

I 1873 blev der dannet en halv snes fagforeninger, og blandt dem, var Københavns Smede – og Maskinarbejderforening. Og det er så her, vi finder Adam Pedersen.

Men provinsen måtte også med, ellers nyttede det ikke noget. Og de københavnske arbejdsgivere kunne let skaffe uorganiseret arbejdskraft. Derfor stod fagbevægelsen faktisk temmelig svag.

 

En dyr kamp

I 1876 – 1877 lykkedes det at få oprettet fagforeninger ude i landet, men arbejdsførernes flugt til Amerika og det hårde tryk fra arbejdsgiverne og samfundet var lige ved at kvæle fagbevægelsen.

I 1885 udløste en arbejdsnedlæggelse for bedre løn, en smede – lockout. 24 fabrikker smed smedene ud og forlangte at de skulle melde sig ud af deres fagforeninger.

Konflikten varede i 4 måneder og omfattede 1.000 mand. På papiret tabte arbejderne. Men man havde opnået at få ret til at organisere sig. Efter konflikten faldt medlemstallet dog fra 1.500 til ca. 300 i april 1886.

 

Dansk Smede – og Maskinarbejderforbund dannes.

I 1888 vedtog man at danne Dansk Smede – og Maskinarbejderforbund., men det oplevede den store smed og socialdemokrat Adam Pedersen ikke.

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur København (under udarbejdelse) 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler

 

• Livet på Assistens Kirkegaard
• Arbejdere og Industri på Nørrebro 2
• Arbejderne på Nørrebro
• Industri og Arbejdere på Nørrebro
• Kampen på Fælleden
• Stauning på Nørrebro
• Louis Pio på Nørrebro
• Barn på Nørrebro
• Da arbejderne organiserede sig og mange flere 

Redigeret 11.04. 2022

2. Fodfolkspionerbataljonen fra Tønder Kasserne måtte patruljere langs grænsen i 1945 – 1946. De holdt vagt ved Eksercergården, Sæd grænse, Siltoft, Rudbøl, Lyst, Nørremølle og Højer Sluse.

 

Først skulle rekruttiden ved 2. Fodfolkspionerbataljon på Tønder Kasserne overstås. Nogle af befalingsmændene på kasernen havde deltaget i begivenhederne den 9. april 1940. På kasernen var der masser af engelske militærkøretøjer, der var hentet i Hamborg.

 

Ikke mange sønderjyder

De fleste var københavnere, nogle jyder og kun enkelte sønderjyder. Det havde sikkert noget med følelser at gøre omkring det dansk/tyske, mente man. Mange af rekrutterne var ældre. Det skyldtes, at der ikke var session i en del år. Rekruttiden blev delvis tilbragt på feltbanen, springbrættet over åen, hvor enkelte faldt i og hængebroen.. Der var også klatretårnet og en kravle- tur over pigtrådsspærringen. Man kunne heller ikke undgå det 3,4 meter høje springtårn.

Efter rekruttiden gik turen til vagttjeneste i Højer. Kompagniet blev først indkvarteret på Hotel Sylt

Cirka 30 af soldaterne havde tilladelse til at medbringe egne cykler. Men turen til Højer foregik i march, trækkende med cyklerne. Men da fortroppen efterhånden var taget op af mandskabsvogne fik de sidste 30 dog lov til at cykle det sidste stykke vej.

 

Afsted til Højer

Da man så endelig kom til Højer, var der munderingseftersyn på Torvet. De først ankommende fik til opgave at fylde halm i sække til madrasser, og at samle etagesenge til anbringelse i hotellets festsal. Det var ikke plads til alle i festsalen, så de sidste blev anbragt i pulterrummet på hotellets loft. Her blev man så glemt, og det betød 14 dages ”vagtfrihed”. Senere blev det flyttet til baraklejren. Her blev de sidste 4 – 5 måneder af indkaldelsen tilbragt.

Den havde først været brugt til tyske flygtninge, derefter til engelske soldater.

 

Nytår med flygtninge

Folk med realeksamen blev udnævnt som vagtkommandør. En gang imellem blev man udkommanderet til vagttjeneste ved flygtningelejren ved Eksercergården på Ribe Landevej i Tønder.
Og det skete også i december/januar 1945 – 1946.

Både blandt flygtningene i lejren samt hos soldaterne var det glæde over, at man kunne holde det første nytår i fred.  Soldaterne var også inde i lejren for at fejre nytår, de havde et par  flasker Pullimut med – tidens bedst mulige, men elendige krigsvin. Selvfølgelig havde de også cigaretter med. En gammel mand, en flytning underholdt med harmonikaspil. Alt forløb fredeligt og venligt. Men det var forbudt for soldaterne at omgås flygtninge.

 

Den tyske løjtnants kærlighed

I januar blev en tysk løjtnant anholdt. Han havde en kæreste i lejren. Han blev anholdt og anbragt i ”kachotten”. Men det lykkedes ham, at stikke af. Om aftenen lykkedes det ham, at forcere muren, få pigen ud til et ventende køretøj og flygte. Soldaterne gjorde, hvad de skulle. De forsøgte at indhente dem – på cykel. Men det var vel ingen der kunne forvente, at de brugte deres skydevåben. De tænkte sikkert

• Fred være med dem, gid de må nå velbeholdne hjem.

Skolebøger med ”Hitler – citater”

Et af de steder, der skulle holdes vagt var ved Nørremølle. Den tyske skole her, blev beslaglagt af englænderne. Men det var de danske soldater, der måtte rydde op. Skolebiblioteket var væltet ud på gulvet. Soldaterne fandt læsebøger med Hitler – citater på hver anden side. Ved Nørremølle var der også placeret en stor lyskaster. Efter flere døgns vagt kunne cyklen pakkes og så gik turen atter ind til baraklejren i Højer.

En vagttørn på diget kunne være en meget kold fornøjelse. Men også ved Rudbøl, Siltoft og Lyst skulle der patruljeres. Ofte skete det sammen med gendamerne.

 

De tunge støvler ved Højer Sluse

Når der holdtes vagt ved slusen kunne man søge tilflugt i et lille læskur ved Pørksens kro. Vagten foregik på den måde, at der var 4 timers vagt og 4 timers fri. Men når man var ude i flere døgn af gangen, kunne man indbyrdes aftale 8 timers vagt, 8 timers fri.

Man havde meget store tunge og varme støvler på. Der var bly i støvlerne. Efter 4 timer måtte man befries for støvler, og knæene kom i vejret.

 

Jernbanevognen i Siltoft

I Siltoft var tilholdsstedet en gammel jernbanevogn. Det lugtede fra en lille brændeovn, som blev fyret op med tørv og brænde. Nogle perioder kunne strække sig over 8 døgn, når det gik kludder i vagtlisterne i Højer. Tjansen med at tømme det udendørs lokum gik på omgang, ellers trak man lod om tjansen. Man livede altid op, når madvognen kom.

Endnu patruljerede engelske soldater langs grænsen. Det var en god adspredelse. Men også de tyske gendarmer kunne man tale med.

 

Den 9. april 1946

Den første 9. april efter besættelsen rejste Kompagniet rundt om i Sønderjylland og nedlagde kranse for at mindes de faldne danske soldater og gendarmer ved træfninger ved overfaldet på Danmark i 1940. På Søgård var der dækket op til de soldater, der var med til dette. Dagen sluttede på Dybbøl, hvor en historiker ridsede begivenhederne op fra 1864 og tiden efter.

 

Afmønstring

Den 15. april 1946 var der afmønstring. Overnatningen foregik i en gymnastiksal i Tønder, efter en våd aften i byen.

• Tak til Gerd – Uwe fra Tønder for materiale og inspiration

Hvis du vil vide: 

• www.dengang.dkindeholder1.783 artikler
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 362 artikler 

Redigeret 9. – 12 – 2021

Et dramatisk røveri, der godt kunne ligne en amerikansk gangsterfilm fandt sted i august 1913 midt på Østerbrogade. ”Letlevende Pigebørn” bragte politiet på sporet. Den ene af røverne blev fundet med ”en kugle for panden” i Ladegårdsåen.

 

Et stort og uhyggeligt bankrøveri fandt sted i 1913, den 17. august ved 15 – tiden i Sparekassen for København og Omegns Østerbroafdeling, Østerbrogade 120. Det var lige på hjørnet af Nøjsomhedsvej.

 

9.000 kr. røvet

To mænd trådte ind i lokalet. Da de var kommet i lokalet, trak de pludselig deres revolvere frem. Den ene holdt det forskrækkede personale i skak, mens den anden tømte beholdningen – i alt 9.000 kr.

 

De ansatte blev bundet

Under røveriet var fuldmægtig Leudersdorf og assistent Schinkel tilstede. De blev af revolvermændene tvunget op af lokalets bagvæg. Røverne havde selv reb med, og de ansatte blev bundet og kastet ned i kælderen. Det lykkedes dem, at binde sig løs. Men da var røverne for længst forsvundet.

Politiet blev tilkaldt, og politiassistent Tvermoes optog rapport. Han mente, at røverne var tyskere. Røveriet vakte opsigt. Ja, man talte om, at der var kommet amerikanske tilstande, og man snakkede om at sikre bankerne meget bedre.

 

Glade dage hos ”letlevende pigebørn”

Efter to ugers opklaring, fandt man frem til, hvem der var gerningsmændene. Den ene, viste sig at være Lindorff Larsen, der optrådte som agent, rejsende og maskinist. Den anden var en tysk maskinsmed, Gütting, der arbejdede hos Nielsen & Winther på Blegdamsvejen.

Man fandt frem til de to, ved at udspørge nogle letlevende Pigebørn. I to dage havde de levet i sus og dus med de to herrer. Afslutningen foregik på Damhus-kroen.

Da politiet ville anholde Larsen på det pensionat, hvor han boede, var han for længst forduftet.

 

Penge i værktøjskasse

Man henvendte sig derfor til Larsens gode ven, Gûtting, for at høre om, hvor Larsen eventuelt kunne befinde sig.

Samme dag fik politiet en melding om, at arbejdskammerater til Gütting, havde fundet en stor sum penge i dennes værktøjsskuffe. Gûtting blev anholdt og fængslet. Eftersøgningen af Larsen fortsatte nu med blodhunde.

 

Lindorff – Larsen blev fundet – druknet

Befolkningen i København fik gennem avisernes løbesedler, at vide, at man nu havde fundet Larsen – dog ikke i live.

Lørdag aften havde Lindorff Larsen besøgt en gammel kammerat og bedt ham om et skjulested. Det havde han ikke fået, tværtimod havde kammeraten kontaktet politiet. Politiet rykkede derfor ud i området omkring Fuglebakken, der hvor kammeraten boede. Og det skete med stor forsigtighed, fordi Larsen var
i besiddelse af en ladt pistol.

Men en hel nats eftersøgning var resultatløs.

En ung mand, der sad og fiskede i Ladegårdsåen søndag morgen gjorde en uhyggelig opdagelse. Han så et lig flyde i åen. Han tilkaldte en betjent, og ved fælles hjælp fik de trukket liget i land.

 

En dramatisk tragedie

Det var ingen tvivl. Sparekasserøveren Lindorff Larsen var fundet. Allerede lørdag aften var han vadet ud i åen, og her havde han skudt sig en kugle for panden, lige over øjet. Således endte det dramatiske røveri med en endnu mere dramatisk tragedie.

I dag ligger der en 7 – eleven på det sted, hvor banken lå.

 

Kilde: 

• Litteratur Østerbro 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 

Redigeret 31. 01. 2022

Aventoft blev en gang beskrevet som fattig, og beboerne som storsnuede. Det var inden danskerne valfartede til den lille by og forsynede sig mel alskens cigaretter, vin og øl. Men aventofterne har altid været kreative, når det gjaldt indtægter. Og så har byen engang været storleverandør af måtter til Hamburg – Amerika linjen.

Vi tog til Aventoft for at få en lille ”Gewesen”, og søndag formiddag til en ”Frühshoppen”. Men også om aftenen. Men ofte lukkede grænsen, så måtte vi hjem
over Sæd.

Endhver Tynne – knajt har drukket af Æ Støvl i Aventoft. Det er noget med, at du skal have den i en helt bestemt retning, når du når et vist punkt. Har du ikke det, så skvulper øllet ud over dig, til stor morskab for alle andre end dig selv.

 

Import af varer

Vores import af diverse varer, afhang faktisk af hvem der sad i det røde skur. Var det nu en tolder, som vi kendte? Eller var det en af de emsige. Vi regner ikke med at læserne går videre med denne oplysning.

 

I familie med ”Der Wirt”

Det var også her de store supermarkeder begyndte at skyde op. Armin (staves det ringtig) med efternavnet Bruhn, havde også en Gaststätte. Her var familien ofte på besøg. Meget sent har vi så opdaget, at vi sandelig er i familie med denne ”Bruhn”. Vi kunne have opnået en klækkelig familie-rabat.

Jeg husker også Armin, da vi lavede blindebånd i Tønder Båndamatørklub. Her fortalte han om julehandelen. Så er det også Sonja og Volfgang. Vores store søn gik i gymnasium i Aabenraa. Med deres den store.

 

Beskyldt for at være storsnuet

Fra gammel tid, har der hersket fattigdom i Aventoft. Beboerne passede deres eget. Derfor blev de af andre ofte betragtet som storsnuede. I Tynne sagde om dem i Aventoft:

• Æ Tag dæ groe dem inden for æ Dørre
• Å æ Fisk svømme dem ind a æ Dørre
• Und wenn das verdammte Wirtshaus niks vær
• Dann vær de Aventofter en formøgende by.

Nu vil yngre tøndringer sikkert påstå, at dette var fuldt af stavefejl. Men sådan skrev og talte vi dengang.  Mange år senere, når vi sad i Aventoft og fik en lille en, sad vi og sang til melodien Dovntown
med Petrula Clark:

• Bisst du allein, von allen Sorgen verlassen
• Dann gehe in die Stadt – Awntowt, Awntowt o.s.v.

 

Lægan Kro

På vej til Aventoft passerede man engang Lægan Kro. Her havde kromændene i generationer været båd-byggere. Folk kom fra Tønder for at drikke kaffe, og spise hjemmebagt honningkage. For at tiltrække kunder, havde kromanden en net-overtrukket vandfyldt båd, hvori der befandt sig to sælhunde.

 

Fiskeri i Aventoft

Kigger man i Trap’ s beskrivelse af Hertugdømmet Slesvig fra 1864 står der følgende om Aventoft:

• De mange Husmands Familier ernærer sig ved Dagleje, Fiskeri og Bådfart. Landbruget er ikke Hovederhvervet i Sognet. Afsætning af Rør er ikke ubetydelig

Nu skal man ikke tro på alt, hvad der står i bøger. Beskrivelsen var også kun delvis rigtig.  Bådfart var ikke et selvstændigt erhverv i Aventoft. Der var godt
nok engang en lade – og losseplads. I tiden mellem 1900 og afvandingen, var der omkring 14 – 20 fiskere i byen, mens 16 – 17 havde andre erhverv.

Enkelte fiskere havde helt op til 25 ruser.

Når vinden var i øst, glædede fiskerne i Aventoft sig. For så var der rigtig mange ål i ruserne ved Fressmark Gaf. Alle disse ål kunne man ikke selv spise. Så de blev solgt til fiskerøger Petersen eller købmand Dethlefsen i Tønder.

 

Konen med fangsten

Som regel var det konen, der måtte til Tønder og sælge en del af fangsten.

Hvis en ung fisker blev gift med en pige, der havde haft plads hos bønderne, kunne man ikke forlange, at hun skulle drage til Tønder. Men hvis manden efter tre gange var kommet fuld hjem uden penge, måtte hun dog alligevel af sted.

Det skete også, at man tog rundt i nabobyerne og solgte fisk. Men her var der helt bestemte regler, hvor man måtte sælge.  Ved Aventoft Sø havde 10 mand
såkaldte hø-parter.

Skulle man i kirke kunne man tage via en kanal hertil. Ude foran kirken kunne der fortøjes op til 50 både.

 

Gode kartofler

Man havde ikke problemer med drikkevandet, da grundvandet var ret godt. Her kunne man nøjes med brønde og senere pumper.

Byen lå på en sandmuldet geestø. Her kunne man drive jordbrug. Og det gjorde de flittigt. Devar kendt for deres kartofler. Og dette er slet ikke nævnt i Trap´ s
beskrivelse.

Indtil 1900’tallet dyrkede aventofterne en sort, de kaldte blanke kartofler eller æggekartofler, som var særlig velsmagende. Men denne art blev angrebet af en sygdom. Så blev de nødt til at finde en anden slags.

 

Giv agt, Sejkat

Ved byen var der store områder med tilgroet sump, kaldet sejkat. Nogle steder med et græslag så tyndt, at børnene sank igennem og blev tilsølet af mudder. Så måtte de ud i søen og skylles rene.

 

Kvæg til Nibøl

En række storbønder i Vidding Herred købte hvert år et par hundrede kreaturer i Tønder. De blev så opfedet på marsken. Dyrene blev så sejlet fra Tønder til Nibøl på store pramme. Hver pram kunne måske rumme en halv snes. Og hver pram blev staget af fem – seks bønder.

 

Hamborg – Amerika – linjen storaftager

Nogle af aventofterne bjergede bødkerfleg. Det var en slags dunhammere, som voksede i marsken inden afvandingen. De blev solgt i bundter til bødkere i Tønder og Flensborg, som anvendte dem til fremstilling af tønder og kar.

Sumpplanter blev flittig dyrket i Aventoft. Af søkogleakslens stængler kunne man således fremstille måtter og sivsko. I tidligere tider lå der tæpper fremstillet af disse sumpplanter i et hvert hus i marsken. De lå som regel i æ Frankel (forstuen).

Folk valfartede til Aventoft, for at købe disse produkter. Blandt dem var købmændene Chr. Johansen og Peter Sørensen samt grosserer S.C. Lorentzen, alle fra Tønder. Det siges, at Hamburg – Amerika linjen fra storaftager.

 

Bånd og Kalmus

Også bånd blev fremstillet i stor stil Aventoft. Købmand Petersen i nærheden af Skibbroen i Tønder var blandt aftagerne. Kalmus anvendte marskboerne til sengefyld. Det erstattede halm, på grund af mangel på dette under krigen.

 

Oprensning af Sønderå og Grønå

En anden vigtig indtægtskilde var arbejdet med at renholde Sønderå og Grønå, som skulle oprenses to gange om året. Renholdelsespligten påhvilede amtet, der lejede aventofterne til at udføre oprensningen.

 

Bager Andersens gode ide

Bager Andersen fik den gode ide, at sejle rundt og sælge brød fra sin båd. Det foregik så til beboerne i Ubjerg, Grippenfeldt, Lyst, Fiskehusene, Rosenkrantz og
Rudbøl helt frem til Første Verdenskrig.

 

Kilde:

• Litteratur Tønder 
• Litteratur Møgeltønder 
• Litteratur Tønder 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

 

• Tøndermarsken
• Tøndermarsken 2
• Tøndermarsken under vand
• Bådfolket fra Rudbøl
• Syd for Tønder og mange flere 

Redigeret 18. – 03. – 2022

Østerbro og Nørrebro mærkede i høj grad englænderne i 1807. Masser af bygninger blev brændt ned, for at forstærke forsvaret. Mange soldater måtte lade livet på Østerbro og Nørrebro. Inde i København blev 1.700 bygninger beskadiget og 1.600 københavnere måtte lade livet.

Der var masser af folk på gaden. De nød det gode vejr den 3. september 1807. Men pludselig slår granaterne ned. Først på Kongens Nytorv og Nikolaj Plads. Bombardementet fortsætter de følgende dage, og bliver mere intenst. Da spiret på Vor Frue Kirke styrter ned, opgiver Københavns kommandant, dagen efter.

Angrebet var skånselsløst. Der blev ikke taget noget som helst hensyn til lokalbefolkningen. Målet for englænderne var den danske flåde.

 

Masser af forsvarsværker

Ved et gamle salpeterværk ved Trianglen blev der placeret 60 mand og fire kanoner. På nordenden af dæmningen mellem Sortedams og Peblinge Sø blev der indsat 120 mand og to kanoner. Hovedportene blev også forstærket

På Strandvejen blev rytterpatruljer sendt ud. De kunne berette, at englænderne var på vej.

Over for englænderne stod danske forposter ved Kalkbrænderiet, Blågården (Stengade/Baggesensgade) og Ladegården. Fremskudte poster stod i Classens Have, ved Øster Alle og på vejen mod Nørrebro.

 

Forgæves kamp mod Svanemøllen

Den 20. august rykkede 4.000 danske soldater frem mod Svanemøllen. Ni kanonrobåde rykkede også frem. Den overordnede plan var at angribe og sløjfe batteriet. En anden gruppe skulle angribe ved Falkonergården og Lygten, for at aflede opmærksomheden.

Det hele kunne være gået godt, hvis de danske tropper havde kunnet sneget sig frem i tågen. Men kanonbådene åbnede ild alt for hurtig. De danske landtropper skød uden at kunne se fjenden.

De ni kanonbåde blev tvunget tilbage, og engelske tropper løb de danske tropper over ende.

 

Masser af afbrænding

Man kunne ikke stoppe englændernes fremmarch, så derfor beordrede man at afbrænde de bygninger, der lå mellem Sortedamssøen og volden, og mange andre steder. På Østerbro havde fjenden allerede kanoner på broen ved Tuteins Gård.

 

Lukket for drikkevand

Englænderne forsøgte at afskære byens vandforsyning ved at dæmme op for vandet fra Emdrup Sø. Yderligere anlagde de en løbegrav fra Jagtvejen ind mod Nørrebro, så man kunne færdes uforstyrret. Man anlagde kanonbatterier i henholdsvis Toksværds have (Møllegade/Peter Fabers Gade og på Assistens Kirkegård.

Den 23. august havde General Peymann iværksat et modangreb mod nogle engelske batterier ved Svanemøllen. Angrebet var kun delvis succesfuldt.

 

Danskerne presset tilbage

Den 24. august gik englænderne frem mod Østerbro og kalkbrænderiet, mod Jagtvejen, Nørrebro og Frederiksberg Allé samt udkanten af Vesterbro. Danskerne blev presset tilbage.

Brokvarterenes  befolkning flygtede ind mod byen. Her var der ikke megen plads.

 

Mange faldne på Nørrebro

Den 25. august rykkede man frem mod nogle batterier på Assistents Kirkegården på Nørrebro. Under ledelse af major Holstein rykkede 500 soldater frem.
Omkring Blågårds Plads skulle det store slag foregå. De danske styrker blev trængt tilbage til Blågård og Nørrebros sydlige del. Ved Jødekirkegården åbnede englænderne morderisk ild. De danske tropper havde lidt et tab på 21 faldne og 55 sårede.

I løbet af aftenen trængte englænderne frem til Østerbro, Blegdamsvej, Blågård, Ladegården og Vesterbro.

Ved Trianglen var man ved at anlægge en større skanse. Men her blev arbejderne løbet over ende, og mange blev taget til fange.

Englænderne kunne nu beskyde dæmningen (nu Dronning Louises Bro). Det samme var gældende ved Ladegårdsvejen. Her kunne de beskyde dæmningen mellem Peblinge og Skt. Jørgens Sø.

 

Søfolk dræbt ved Classens
Have

Den 26. august forsøgte ro-kanonbåden Stubbekiøbing at få ram på de britiske styrker i Classens Have. Men det resulterede i, at halvdelen af besætningen blev dræbt.

Den 28. august blev de sidste rydninger i skudfeltet inden for Sortedams, Peblinge og Skt. Jørgens Sø gennemført af danskerne ved at jævne huse, haver og hegn med jorden.

 

Rapport til Kronprinsen

Den 29. august sender general Peymann følgende rapport til kronprinsen:

• Underdanigst Rapport
• For at undersøge Assistens-kirkegaarden, hvor jeg formodede, at Fjenden havde begyndt at anlægge et Batteri og at plante Mørsere (morterer) lod jeg samtidig Jægere under Major Holstein udrykke 25de hujus(denne måned) (Henvisning til Rapport nr. 1 ) Under retiraden (tilbagetrækningen)kom en stærk Kolonne gjennem Østerallé og over Fælleden til Classens Have, hvorfor et detachement Marinere af omtrent 140 mand under Kapitajn Lassen blev til Forstærkning udsendt fra Citadellet (Kastellet) og kom strax i Fægtning med de engelske Jægere. Det blev imidlertid ikke muligt at fordrive disse fra Haven, hvor de nu ere. Et Forsøg herpå blev gjort den 26de, men forgæves (henvisning til Rapport nr.2). Imidlertid havde vi stærkt beskudt den Classenske Have fra Citadellet og fra Kanonèrbaaden ”Stubbekjøbing” under Løjtnant Bruun sprang i luften (hvorom Rapport Nr.3 handler).

 

Nyt batteri anlægges

Den 30. august begyndte englænderne at anlægge en ny batteristilling ved det ny kalkbrænderi (krydset Vordingborg -/Løgstørgade) som supplement til Svanemøllebatteriet.

 

Ny kamp i Classens Have

Den 31. august rykkede man ind igen ind i Classens Have, og det lykkedes at fordrive fjenden. Træerne blev fældet, så man ikke senere kunne bruge haven som skjulested. Livjægerkorpset bestod af 2.200 mand. Tropperne havde fire feltkanoner med. Men de havde også ildstøtte fra kanoner og moterer fra Kastellet.
Fra søsiden deltog tre ro-kanonfartøjer. I løbet af tre timer fik de danske tropper ryddet op i området.

Kampen i Classens Have var den eneste vellykkede aktion, som danskerne havde held til at iværksætte. Det var her Peymann blev skudt i foden.

Desværre kom angrebet så sent, at det ikke havde den store indflydelse på englændernes dominans.

 

Parat til angreb

Inden det store bombardement havde englænderne udstedt et ultimatum om overgivelse. Dette havde kronprinsen afslået.

Englænderne havde placeret 40 morterer, der ikke kunne ses fra voldene. Det var såkaldte krum-bane-skyts, som ikke behøvede frit udsyn til målet. Fra positioner som Rolighedsvej, Nørrebrogade ved Assistens Kirkegård og Øster Allé kunne man snildt ramme de tætbefolkede boligkvarterer omkring Frue Plads.

 

To englændere ved Østerport

To englændere, Jones og Sanders havde i begyndelsen af 1800 – tallet forsøgt at etablere et jernstøberi uden for Østerport. Og det var ikke lige til. Mange tilladelser skulle indhentes. Det kunne tage år. Inden afgørelsen blev taget, gik englænderne i land i Vedbæk den 16. august 1807. de to englændere forsvandt sporløst dagen efter.

 

Kapitulationen

Den 7. september blev Kapitulationen underskrevet. Følgende ting skulle blandt andet ske:

• Englænderne skulle besætte Kastellet og Holmen
• Krigsskibe af alle typer og alt flådetilbehør skulle afleveres
• Engelske transportskibe skulle indlades i havnen for at kunne indskibe og laste ekspeditionskorpset og dets materiel.
• Senest seks uger efter kapitulationen skulle Kastellet tilbageleveres, og de engelske tropper indskibes.
• Fjendtlighederne på hele Sjælland skulle ophøre
• Personer, personlig ejendom og dansk politi skulle respekteres, ligesom beslaglagt engelsk ejendom skulle tilbageleveres.
• Alle fanger skulle vende tilbage til egne styrker, og de officerer, der var fanger bundet af deres æresord, skulle løstages for denne forpligtigelse.

 

Et godt udbytte

Da englænderne endelig tog hjem, tog de 18 linjeskibe, 17 fregatter og 42 mindre skibe med sig. I alt 400 skibe sejlede den 21. og 22. oktober hjem til England. Danmarks store rolle som flådenation var endelig forbi.

Kronprinsen havde ellers befalet, at flåden skulle afbrændes. Men denne ordre nåede aldrig frem.

 

Dommen

Den 20. juli 1808 fremlagdes anklageskriftet. Peymann, Bielefeldt og Gedde blev ført til arresten i Kastellet. Dommene faldt den 16. november 1808.

Peymann og Bielefeldt blev dømt til døden og deres ejendom konfiskeret, fordi de unødvendigt havde overgivet fæstningen. Gedde blev dømt til døden, fordi han ikke havde sat fæstningen i forsvarsstand.

Kronprinsen, der nu var blevet Frederik den Sjette formidlede dommen. Peymann og Bielefeldt skulle ikke henrettes med afskediges i unåde uden tilladelse til at bære uniform og felttegn. Men efter Napoleons fald i 1815 fik alle tildelt pension og lov til at bære uniform.

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur Østerbro 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• Under www.dengang.dk finder du 1.783 artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Classens Have 1807 
• En dansk drengs kamp i Classens Have 

Redigeret 2.02.2022