I et område med omfattende oldtidsfund, med vikingetogter ude i Vadehavet, med en historie fuld af dramaer og våben, er det mærkeligt at man først hører om Tønder midt i 1100 – tallet. Gemmer byen på en hemmelighed? Hvordan er byen opstået? Foregik der vikingetogter fra Tønder? I artiklen åbnes der også en flig af Danernes tidlige historie.

 

Måske er Tønder opstået som en landsby, godt beskyttet på en lille holm, omgivet af Vidåen på den ene side og Laurentiusstrømmen på den anden side. Midt på denne holm førte en landevej ud til den gamle by, Møgeltønder. Man kunne fra Tønder sejle til Vesterhavet. Det kunne man ikke fra Møgeltønder. Måske har dette været muligt en gang. Den gamle kyststrækning var ikke langt fra Møgeltønder.

 

Dansk eller tysk?

Der er forskellige opfattelser af, om Tønder opstod som en tysk eller dansk by. Danske forskere mener, at Tønder er opstået som en dansk by. Ældre tyske forskere, som blandt andet Tønders egen Carstens mener, at Tønder var en frisisk by.

En anden kendt historiker Ludvig Andreasen mener at sproget i begyndelsen både var tysk og dansk. Han mener desuden, at Tønder var grundlagt af tyske købmænd.

Kigger vi på det første stednavn, der dukker frem, møder vi navnet Litlætunder. Dette navn er sammensat med det danske tillægsord Litlæ, der betyder lille.

Ordet Mykæltunder indeholder det gamle danske ord mykæl, der betyder stor.

Undersøgelser af Tønder Bys ældste marknavne, som er nedskrevet mellem 1533 og 1594, viser undersøgelser, at navnene er opstået blandt en dansk talende befolkning. Med andre ord. Tøndringernes modersmål var dansk, da disse navne opstod.

 

Hvad betyder Tønder?

Hvad betyder ordet Tønder? Der er mange forklaringer. En af dem finder vi hos Uwe Thomsen
Min navnefætter mener, at navnet har noget at gøre med udvinding af salt:

• Samme ord (Tunder) har vi imidlertid også i betydningen ”en kraftig ild”. I de fleste nyere forklaringer, ser man mere på det, der brænder, og vælger betydningen ”letantændelig materiale”. Men ordet er under alle omstændigheder nært beslægtet med nudansk ”tænde” og engelsk ”tinder”, tysk ”zünden” og ”Zunder”, og specielt sidstnævnte synonym kan dels oversættes til ”voldsom brand”, dels sidestilles med byens middelalderlige navn ”Tunder”.
• Man har forsøgt at forklare navnets opståen ved en – angivelig – omfattende handel med fyrsvampe (”tønder – svampe”), der blev antændt, når man
  ”slog ild” med et fyrstål mod kanten af en flad sten) fra de store skovarealer, der skal have været på egnen, men netop forsvandt pga. denne udnyttelse.
• Sågar en – påstået – usædvanlig høj frekvens af lynnedslag er kædet sammen med Guldhornene og et kultsted for Thor i Gallehus for at forklare ildens tilstedeværelse i stednavnet. Men de rygende saltbål, der kunne ses – og lugtes – op til 7 mil borte, vil være den logiske og jordnære baggrund for betegnelsen Tønder.

Saltbålene var et vigtigt pejlemærke for skibsfarten. Og for de vejfarende. Måske var Tønder et handelscentrum for udvinding af salt?

 

Vi graver i jorden

Kigger man på Tønders allerældste historie, er det som om, man fuldstændig har glemt, hvad der skete rundt omkring. De såkaldte eksperter har overhovedet ikke beskæftiget sig med de omfattende oldtidsfund især vest og nord for Tønder. Man har heller ikke beskæftiget sig med udviklingen lige i nærheden. Det
synes utænkelig, at Tønder ikke har været med i denne udvikling. I denne artikel får vi jord under neglene, vi graver simpelthen i jorden.

 

Jylland rejser sig fra havet

For 23 millioner år siden rejste Jylland sig fra havet, og Vesterhavet blev trængt i en sydvestligretning. Og omkring 7.000 år før Kristi var Vadehavets mange øer landfast med Jylland. På et tidspunkt gik den gamle kystlinje lidt nord for Højer, syd for Daler, syd for Møgeltønder indtil 2 km vest for Tønder.

 

Jægerfolket

For 12.000 år siden levede rensdyrjægere hernede. Man mener, at de er kommet syd fra. Elsdyr og urokser blev jaget i fyrskovene. I åerne og søerne, samt på havet fangede man fisk.

Potteskår, flinteskærver, enkelte øksefund og lerkar beviser dette. Spirende til landbrug findes helt tilbage til stenalderen. I ler-karerne findes aftryk af hvede –
og bygkorn.

 

Området befolket i Oldtiden

Store dele i det vestlige Sønderjylland har været befolket i hele oldtiden. Især mellem Gallehus og Møgeltønder, Mellem Østerby og Gærup, og mellem Emmerlev og Ballum. Brøns og højderne ved Skærbæk og Hjerpsted er særdeles interessante, når det gælder oldtidsfund.

Meget tidlig i historien har det været en bygd omkring Hjerpsted, der strakte sig over Daler mod Møgeltønder. Antagelig har der ligget en betydelig bygd mellem Hjerpsted og Emmerlev. Her er fundet smukke bronze-sværd. Man foretrak høje, sunde og tørre steder.

Mange strækninger synes, at være ubeboelige dengang, blandt andet strækningerne langs Vidå, Arnå, Hvirlå, Grønå, Slogså, Sønderå, Gammelå og Skelbæk.

 

Kig på endelserne i stednavnene

Hvis man ikke har fundet noget, efter at have gravet, kan man måske opdage noget ved at kigge på de gamle stednavne. Gamle stednavne, der ender på lund, vidner mange steder om tidligere skove, som vi intet kender til i dag.

De ældste bebyggelser mener man har endelserne – ing og – lev. Yngre er endelserne – høj og um.

Stridsøkser fra den yngste stenalder er fundet ved Nørre Løgum og ved Bylderup. Flintedolke er fundet ved Fogdrup og Hjerpsted.

 

En skalp i den kristne jord

I den ældre bronzealder blev man begravet i egekister. Sådanne er fundet i Lille Dragshøj ved Højrup og Nøragerhøj ved Emmerlev.

Det fund man gjorde ved Lille Dragshøj i 1860 var en velbevaret egetræskiste med liget af en mand som var gravlagt med hele sit udstyr, klæde og våben, som skulle følge ham på vejen hinsides.

Rygter vil dog vide, at kun dele af fundet nåede frem til Det Oldnordiske Museum i København. Indsenderen, den lokale præst havde ønsket at begrave den døde i kristen jord. Forinden havde han dog skåret en skalp af den dødes hoved.

Ved Nøragerhøj havde ko-hud foret kisten. På huden lå rester af uldtøj, som dog var så skørt, at kun små prøver kunne udtages.

Midt i kisten lå den døde mands udstyr. En spiralring af dobbelt guldtråd, et bronze-sværd og et ko – horn, formentlig et drikkehorn. En af Højfolkets fornemme krigere havde kisten rummet. Fundet blev gjort i 1856. Dengang havde man ikke de samme metoder, som man har i dag.

 

600 bronzealderhøje

Alt tyder på, at der i bronzealderen var en betydelig aktivitet i området. Således er der i det gamle Tønder Amt fundet ikke mindre end 600 bronzealderhøje.

 

Jernalder – fund

Ved Roager er afdækket en næsten fuldstændig jernalderlandsby med hytter af ler, træværk, smedje og en ”kirke”. En anden betydelig boplads strakte sig i jernalderen
fra Ottersbøl over Mjolden til Forballum.

Ved Emmerske er der fundet smelteovne fra jernalderen. Dette tyder på at man har forarbejdet myremalm.

 

Alsinger vandt slaget

På Nordals ligger Hjortespring Mose to kilometer fra kysten. Her gik en fjendtlig hær i land i det 4. århundrede før Kristi.

De kom i hurtige krigskanoer. En tre – fire stykker var hver bemandet med cirka 20 krigere. Hver kriger havde et træskjold, et tungt spyd eller en lanse, samt et kastespyd. Enkelte havde et sværd med. Inde bag ved kysten stod en anden hærstyrke og ventede.

Det var alsingerne, der vandt slaget. Men hvem de kæmpede mod, vides ikke. Måske kom de fra egnen omkring Elben.

Ruten kunne være gået fra Elbmundingen og Vesterhavet via Ejderen, floden Trene og Slien til Østkysten. Denne rute blev senere brugt af Vikingerne. De senere fund i mosen efterlader flere spørgsmål end svar.

 

Masser af kriger – grave

Fra Ældre Romansk Jernalder er der fundet cirka 50 gravfund i egnen omkring Tønder, Højer og Ballum. Allerede i slutningen af Den Keltiske Jernalder var der masser af krigergrave i Syd – og Sønderjylland, og de var rigt udstyret.  Krigerne blev begravet under udførelse af overdådige begravelsesritualer.

Mange våbenfund i sønderjyske moser tyder på, at der har været en del angreb fra kontinentet i de første to århundrede efter Kristi fødsel.

 

Dankirke – en stor handelsplads

En blomstrende handelsplads befandt sig i år 200 i Dankirke tæt ved vandet og marsken syd for Ribe. Handelspladsen var allerede grundlagt i slutningen af den keltiske jernalder. Man kan se, at der var import af glas, og der er fundet mange romerske mønter.

Glasset man fandt stammede fra Frankerriget. Meget tyder på, at der har været direkte kontakt mellem Dankirke og den nedre Rhin.

I 400 efter Kristi var stedet vokset til en rig boplads. En stormandsgård befandt sig på stedet helt ind i 700 – tallet..

Navigation efter stjernerne

Dengang 200 efter Kristi sejlede man om natten og navigerede efter stjernerne. Der var masser af sejlads i Vadehavet og langs Jyllands vestkyst ned til Rhinen. Man kaldte sejladsen for Nattespringet. Man skulle helst nå sit mål inden daggry.

 

Offermoser

Ejsbøl Mose ved Haderslev fungerede som offermose. Her har man fundet mange våben. Meget tyder på, at et angreb østfra, er slået tilbage engang i 300 efter Kristi. I alt er der fundet 2.500 dele i mosen.

Også i Nydam Mose i nærheden af Sandbjerg Slot nord for Sønderborg, er der gjort enestående fund. Her indgik skibe også i våbenofringerne. En sønderhugget egetræsbåd er blandt fundene. Helt indtil 420 efter Kristi blev der ofret våben i mosen.

Spørgsmålet er om de fjender, der gang på gang angreb den sønderjyske østkyst også engang imellem nåede til Tønder – egnen?

 

Sø-spærringer

I Haderslev Fjord lavede man dengang sø-spærringer for at forhindre fjenden i at nå land. Det var for at forhindre fjenden i at nå land. Ned-hamrende pæle og vandretliggende træpæle havde til formål at lukke for fjendtlig sejllads. Disse spærringer kaldtes Magrethes Bro og Æ Lei.

 

Olgerdiget

Inde på land blev der bygget store voldanlæg. Det ældste er Olgerdiget, en kæmpe konstruktion afbrudt af vådområder, der dækker en strækning på 12 km. Dette blev formentlig opført omkring 219 efter Kristi.  Anlægget gik fra det sumpede terræn fra Urnehoved sydvest for Aabenraa til Gårdby syd for Tinglev.

Det bestod af en voldgrav og øst for den tre til fem rækker med tætstillede egestammer. Der er gået i alt 90.000 egestammer til hele konstruktionen. Det må have været en stærk fjende, der dengang har truet landsdelen.

Omtrent samtidig blev Æ Vold opført. Den lå omkring Lerskov og Genner. I 1912 blev den beskrevet som overordentlig velbevaret Vold med Grav foran.
Graven var omtrent 4,5 meter bred. Ved Dollerup lå det 12 kilometer lange Trældige. Det er yngre end den keltiske jernalder.

 

Ubesvarede spørgsmål

De store konstruktioner krævede store mandskabsstyrker. Noget tyder på, at samfundet var styret af en overordnet myndighed. Hvem var det?

Hvem var alle de krigere og soldater i Sønderjylland? Og frem for alt, hvem var fjenden? Var det dem fra Svearnes land, eller var det Daner?

 

Masser af fund

I Mølleparken ved Løgumkloster har man udgravet et over 35 meter langt hus, hvori der var ildsteder i begge ender.

På Hjemsted Banke i nærheden af Skærbæk lå en landsby som i 500 – tallet bestod af seks indhegnede gårde. En gravplads er også fundet. Den rummede grave fra ældre tider, blandt andet en snes grave fra den ældste germanske jernalder.

Både i nærheden af Møgeltønder og Tønder er der fundet guld fra ældre germansk jernalder, og en flot kvindeskat i guld er fundet ved Skodborg. En sølvskat er fundet ved Simmersted.

Guldhornene fra Gallehus har vi beskæftiget os med i andre artikler. De stammer antagelig fra 400 efter Kristi.

 

Den robuste ”Bondestand”

Den såkaldte Bondestand
levede i området 3 – 4.000 før Kristi. De var særdeles robuste mennesker. Udgravninger har vist, at man kunne foretage hoved-operationer. Cirka
halvdelen overlevede en sådan operation.

Dengang blev mændene 1,68 m, mens kvinderne blev 1,55 m. Den gennemsnitlige levetid var 35 år. Enkelte blev 50 – 60 år. Der var nedslidte tænder, men ikke tegn på karies og heller ikke tegn på fejlernæring. Tøjet bestod af grov hessian og sækkelærred.

Man har fundet mange rester af datidens dysser og jættestuer.

 

Højfolket

Højfolket
levede her 1.500 – 1.100 før Kristi. Man brugte lerkar og en ny ligbrændingsteknik. En del keramik blev også anvendt. Især findes mange fund på Sild. Mange fund af Højfolkets egekister er gjort i Sønderjylland. Det var også i denne periode, at vi kender Solens Folk, det er dem med det kendte fund Solvognen fra Trundholm.

 

Bronzealderens styreform

I Bronzealderen var der små høvdingedømmer, hvor magten lå i hænderne på en krigselite, hvis spor vi finder i talrige stenhøje. Bygderne lå i en afstand af
20 – 40 km. Man havde en slags alliance i en afstand på 100 – 200 km. Mellem disse alliancer udvekslede man varer og metal og i nogle tilfælde også mennesker, når der blev udvekslet ægteskabspartnere. Dengang kunne man allerede bygge både med plads til 30 mennesker.

 

Mange bopladser langs Vadehavet

Den yngre bronzealder var fra 1.100 – 700 år før Kristi Langs Vadehavet findes mange bopladser. Her holdt man får og gedder som husdyr.

 

Drengsted – en jernalderlandsby

Fra cirka 750 – 500 før Kristi  havde vi Jernalderen. I Drengsted syd for Ribe har man fundet en stor jernalderbosættelse. I begyndelsen bestod landsbyen af 11 gårde, der lå i to rækker. Her er foregået en omfattende jernproduktion.

Mens vi sidder her og redigerer denne artikel er man i gang med en udgravning ved Rosinfeldt i nærheden af Tønder. Her har man fundet en stor gård fra Jernalderen.

 

De gamle veje

Man har påvist nogle ældgamle veje i området. En vej gik fra Vonghøj mod nordvest over Lovrup og Gasse til havet ved Brøns. Gennem Ravsted sogn gik en vej syd om Bredevad, nord om Terkesbøl over Kravlund og Gårdeby ud til ”Olgerdiget.

 

Ribe anlægges

I Jylland og andre dele af Danmark var der et eller flere kongedømmer under opbygning, derom vidner en plads som Ribe. Fra det 8. århundrede nævner frankiske kilder også direkte eksistensen af konger i det danske område, hvis magt strakte sig ud over lokale områder.

Det var Ongendus eller på nordisk Angantyr, der grundlagde Ribe i 700 – tallet. Ad Ribe å kunne man sejle ud i Vadehavet. På en markedsplads blev der spundet garn, fremstillet skeder, punge, bælter, remmer, seletøj og sko. Smede arbejdede med bronze, messing og sølv. Forarbejdning af glas og rav fandt også sted.

Man anlagde antagelig handelspladsen for at tiltrække frisiske købmænd. Egentlig burde vi også nævne handelsstedet Hedeby og Dannevirke fra 700 – tallet.

 

Samfundet ændrede sig

Omkring år 1000 opstod der et egentlig dansk Nordsø-imperium. Med rette kan man tale om, at den danske konge var hersker over både England, Danmark, Norge og en del af Sveaernes land. Men der var intet, der forbandt det store rige, derfor faldt det hurtigt fra hinanden. Og inden det kom så vidt, måtte Danerne meget igennem.

Samfundet ændrede sig. Danerne blev kristne. Storgodser og kongsgårde opstod.

Den engelskfødte Willibrord begyndte allerede tidligt i 700 – tallet at kristne friserne, og dermed kom han i kontakt med Danernes konge, Angangtur. Denne blev beskrevet som

• mere grusom end et vilddyr og hårdere end sten.

 

Dannevirke anlægges

Det første kongedynasti begynder blindt og ender ligesådan. Vi hører om en normander-konge, der hed Sigfred, der blandt andet hjalp sakserne mod frankerne.

Det forhindrede dog ikke Karl den Stores tropper at foretage en ren udryddelseskrig. Ved den lejlighed blev store dele af befolkningen nord for Elben udryddet eller deporteret og erstattet af frankerne. Den farlige nabo mod syd, fik den danske konge Godfred til at bygge en vold, der strakte sig

• som et boldværk langs Ejderens nordbred fra den østlige havbugt som de (Danerne) kalder Ostersalt, til det vestlige ocean, kun afbrudt af en enkelt port, gennem hvilke vogne og ryttere kunne komme ind og ud.

Rigtig gættet, det var Dannevirke.

 

Godfred dræbt af sine egne

Godfred iværksatte et storstilet angreb mod Frisland fra søsiden, men blev ombragt af sine egne hirdmænd. Frankerne havde ganske givet en finger med i spillet. Efterfølgeren Hemming indgik våbenstilstand på en ø i Ejderen. Men roen var ikke genoprettet. Der berettes om krige mod det karolinske rige i 815 og 817.

 

Fra konge til sørøver

I Danernes land var der uro. Det resulterede i, at Harald Klak , den fordrevne danske konge flygtede til Saksen og sluttede sig til fjenden, men henved 100 skibe. Herfra ville han erobre Danernes land. Han blev døbt og kejseren havde udnævnt to munke Ansgar og Autbart, der skulle ledsage Harald til Danerne.

Men Harald Klak blev aldrig mere Danernes konge. I stedet drev han omfattende sørøvervirksomhed fra sit eksil i Frisland.

 

Ansgar

Ansgar blev ærkebiskop i Hamborg, men måtte flygte, da vikinger i 845 plyndrede byen. Dette var hvis nok organiseret af Daner – kongen. Ansgar, der skulle missionere i Danmark døde i 865. Han fik bygget kirker i Ribe, Hedeby og Birka i Sverige.

 

Vikingetogter gennem Vadehavet

Vikingerne erobrede i 844 Lissabon og Sevilla. De hærgede i Nordafrika, Sydfrankrig og plyndrede også Pisa i Italien. Turen til alle disse togter gik gennem Vadehavet.

Meget tyder på, at Danernes rige var splittet i flere mindre riger, hver med deres hersker. I slutningen af 800 – tallet nedtonede vikingerne for en tid, deres aktiviteter. I Vikingetiden var Sønderjylland tæt bebygget. Der er fundet viking – landsbyer i Gl. Hvidding og Vilslev. Her er fundet rester af plove. Så jorden må være blevet bearbejdet.

Gravpladser fra vikingetiden er fundet på Sild, nord for Tønder, ved Tinglev og en masse nord for Skærbæk. Endnu flere på øen Føhr. Omkring Tønder er der fundet mønter fra 900 – tallet. På de nordfrisiske øer er der fundet mønter fra 800 – tallet.

 

Dynasti i Sønderjylland

I begyndelsen af 900 – tallet skulle der efter sigende herske et dynasti i Sønderjylland, der skulle være kommet fra Sverige. Angiveligt var det styret af Hardegon, Gorm den Gamles Far.

Jellinge – stenene betegnes som Danmarks dåbsattest, mens Saxo mener, at Danmarkshistorien begynder med Dan og Angel, Humbles sønner.

Historieskriveren, Widukind (ca. 970)beretter om et tysk angreb mod de frisiske øer.

• Da han (Henrik den 1. – fuglefænger) nu havde underlagt sig alle de omboende folk, førte han en hær mod Danerne, der hjemsøgte friserne med sørøvertogter. Han slog dem og gjorde dem skatteskyldige.

 

Tysk overherredømme

Det tyske herredømme varede dog kun 9 år. Harald Blåtand udbyggede derefter Dannevirkes øst-flade. Et mystisk brev dukker op i 965, efter at Kong Harald var gået over til kristendommen. Brevet var fra den tyske kejser, Otto den 1. hvori han tilstod biskopperne i Slesvig, Ribe og Århus fritagelse for alle afgifter til den tyske kejser.

Betød det, at Harald havde anerkendt tysk overherredømme over Danmark? Eller skyldes det et udtryk for tysk imperialisme? Ifølge Widukind var danskerne
et fremmed og fjendtlig folk. I 970 indgik Harald Blåtand en alliance med den tyske kejser, Otto den 2. efter et slag mod Slesvig by. Kejseren erobrede også Dannevirke. Men krigslykken vendte nogle få år senere.

 

England erobres

Derhjemme var der udbrudt borgerkrig. Sven Tveskæg havde taget magten fra sin far, Harald Blåtand. Denne Sven Tveskæg angreb England og aftvang dem 10.000 pund sølv. Han angreb alt og alle. I 1013 ville han erobre hele England. Året inden havde englænderne ellers måtte punge ud med 48.000 pund sølv. For at blive fri for danskerne.

I begyndelsen havde Sven Tveskæg ellers samarbejdet med den norske Olav Trygvarson. Men omkring år 1000 besejrede han sin kompagnon i et søslag.

Under englandstogtet døde han. Hans søn Harald overtog tronen i Danmark, mens den anden søn, Knud overtog England. Sidstnævnte blev kaldt Knud den Store. Han slog sig ned her, og to af hans sønner fulgte efter. I 1042 faldt Nordsø – imperiet fra hinanden.

 

Hedeby udslettes

Odinkar, biskop i Ribe døde i 1043. Han var angivelig søn af Toke Jarl, og dermed af kongeslægt, arvede en tredjedel af Sinland (benævnelsen for Sønderjylland). Møgeltønder var som bekendt en af disse enklaver. Hedeby var det vigtigste handelscentrum i vikingetiden. I 1050 angreb den norske konge, Harald Hårderådes byen, som blev fuldstændig raseret.

 

Besøg i Ribe i 1070

Sven Estridsen herskede fra Roskilde til 1074 eller 1076. Dengang var det Adam af Bremen, der kunne fortælle om Danmark, mens Saxo fortalte om landet i 1100 – tallet. Han fortalte, om dige-byggeri langs vestkysten.

Da Adam af Bremen besøgte Ribe skrev han:

• Det var en by omringet af en anden flod, som strømmer en fra oceanet og hvorigennem skibene styrer ud mod Frisland, til England og til vort Sachsen.

 

Den første grænsejarl

Knud Lavard blev i 1115 valgt som en slags Grænsejarl. Han blev myrdet, og det førte til 25 års borgerkrig. Senere måtte Valdemar den Store acceptere den tyske kejser som sin overherre. Ved slaget i Bornhøved ved Kiel i 1227 mistede Valdemar, dengang med tillægsnavnet Sejr, hele det nordtyske område.

 

Den første sønderjyske hertug

Valdemar Sejrs søn Abel blev sønderjysk hertug. Broderen Erik blev myrdet af Abels mænd ved Slien i 1250. Kong Abel lod sin ældste søn, Erik (Abelsen) fortsatte som hertug af Sønderjylland, da han selv blev konge af Danmark. Hermed var der skabt en tradition, der gjorde Sønderjylland til et specielt område helt indtil 1864/1920.

 

Gemmer Tønder på en hemmelighed?

Og da var, der en der havde gæstet Tønder. Den arabiske geograf Al Idrisi, Han beskrev nærmest havnen i Tønder som en naturhavn, omgivet af bygninger.
Og det var 100 år inden byen fik sine købstadsrettigheder i 1243.

Mon ikke byen bærer på store hemmeligheder?

Alle disse fund og den historie, der er beskrevet i denne artikel, kan da ikke være gået Tønder forbi? For så vidt, kan det være ligegyldigt om byen er startet som en tysk, dansk eller frisisk by. Men mange forskere har baseret deres konklusioner på byens oprindelse på et forkert grundlag.

Byens arkiv kunne måske have givet svar på mange spørgsmål, men det gik tabt under en af de talrige brande, byen har været udsat for.

Omkring slottet har det været drevet landbrug, allerede i 1100 – tallet, og ved Nygade har der været liv i jernalderen.

 

Hjælp med at besvare spørgsmålet

Mit formål med dette er udelukkende at stille spørgsmål. Der er sikkert professionelle, der er bedre til at besvare spørgsmålet om Tønders oprindelse. Jeg er sikker på, at læserne vil være med til dette. Indtil videre henvises til.

 

Kilde: 

• Litteratur Tønder 
• Litteratur Møgeltønder 
• Litteratur Højer 
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse) 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Sønderjylland finder du 169 artikler 

 

• Guldhornenes ældste historie
• Møgeltønders historie
• Tønderhus – slot, borg og fæstning
• Tønders historie – fra begyndelsen
• Vikinger i Vadehavet 
• Ribe i begyndelsen (1)
• Ringborge ved Vadehavet 
• Forsvarsværker i Sønderjylland fra Oldtiden 
• Sønderjyllands Historie indtil 1200 
• Dankirke – syd for Ribe 
• Sundeveds fortid 
• Var Sønderjylland en del af Danmarks Rige i middelalderen?  og mange flere 

Redigeret 18. – 03. – 2022

Et mønsterbyggeri, der snart gik i forfald. Læs om borgernes utrættelige kamp mod offentlige myndigheder. København var en rotteplage. Kolera var årsagen til Brumlebys tilblivelse. Man havde egne butikker, sygekasse, bibliotek, badeanstalt, asyl og badeanstalt. Men man skulle opføre sig ordentlig, ellers blev man smidt ud.

 

I 1853 hærgede koleraen atter København. Hvis myndighederne havde lyttet til lægerne, var der måske ikke omkommet 4.700 mennesker.

 

Bedre hygiejne ønskes

Allerede i 1840 havde læge Emil Hornemann i skrift og tale gjort myndighederne opmærksom på, at byens dårlige hygiejniske tilstand med åbne latrinkuler, dårlig vandforsyning og arbejdernes elendige boligvilkår. Også den dårlige ernæring var et problem..

I 1845 havde ingeniør F.G. Kabell udsendt et skrift med baggrund i de lægelige krav om bedre hygiejne. Ingeniøren foreslog en kloakering af hele København med stikledninger til hver enkelt af byens ejendomme til spildevand og toiletafløb.

 

Ridestøvler, som følge af rotteplagen

Holmens Kanal havde i mange år været kendt som Københavns åbne kloak. Rotterne trivedes i store mængder. Ofte invaderede de Det Kongelige Teater i så store mængder, at herrerne for en sikkerheds skyld iførte sig deres ridestøvler. Damerne havde større problemer. De havde store kjoler i flere lag.

 

Drikkevand og spildevand fra samme sted

Toiletter i vores forstand eksisterede ikke. I stedet havde man åbne latringruber, dvs. En mødding, som blev tømt 2 gange om året. Latringruberne i gårdene var utætte. De såkaldte chokoladevogne kørte latrinen til Amager. Drikkevand fik man fra forskellige ”kilder”. Vandet blev ledt i render fra Københavns omliggende søer og endte f.eks. i Rosenborg Slotsgrav, der både blev brugt til drikkevand og til spildevand. Det samme gjaldt for de tre store søer i København.

I 1847 offentliggjorde Hornemann artiklen, Om adskillige mangler ved den offentlige Renlighed i Danmark og om en forbedret Vandhygiejne som Middel herimod. Hornemann havde forskellige måder, hvordan man kunne løse problemerne.

 

Et besøg hos de fattige

En københavnsk præst, pastor Visby fortæller om et besøg i et udlejningshus for fattige familier:

• Deres Bolig er som oftest over al Beskrivelse slet. Den består i reglen af et eneste lidet, lavt og smudsigt Værelse, stundom med Adgang til et fælles
  Køkken. Opgangen er i Reglen ad en stejl og brøstfældig Trappe, ofte kun en Stige. Jeg har været på Steder, hvor denne Stige endte sig med en Lem, der måtte løftes op med Hovedet, og hvor man da befandt sig lige under Rygningen af Taget i et tresidet Rum under Hanebjælkerne. Kakkelovnen mangler ikke sjældent ganske.
• Selv i et Hus på Christianshavn, der tilhører en offentlig kasse., Overformynderiet, udlejes Værelser uden Kakkelovne. Ruderne ere lidt itu og tilklistrede med papir eller tilstoppet med Pjalter. Den største Urenlighed hersker næsten overalt. Der bliver aldrig vasket hverken Gulv eller Trapper, og da Vinduerne lige så lidt nogensinde oplukkes, for ikke at den Smule Varme, som er fremkaldt ved det menneskelige legemes Uddunstninger, skal tabes, hersker der i Reglen, en kvælende højst usund Atmosfvære.
• For sådanne Lejligheder betales fra 8 til 14 Rdl. Halvårlig, og der gives Huse, hvor der findes et Antal af over 50. De Fattiges Føde er i Almindeligheden tør Mad, og da denne vanskeligen vil glide, hjælper de derpå med Kaffe og Brændevin. Varm Middagsmad er sædvanligvis ukendt, undtagen når den tilsendes dem af godgørende Mennesker.

 

Politikerne i 1850: Det er for dyrt  

Borgerrepræsentationen lod i 1850 udarbejde et projekt til nedlægning af vandledninger, gasledninger og kloakledninger. De store udgifter fik både Borgerrepræsentationen og indenrigsministeren til at afvise projektet.

Man lavede også et forsøg, der dog kun varede i to måneder. Det var alt for dyrt, sagde politikerne

7.200 personer blev angrebet af koleraen i 1853, heraf døde 4.700. Sygdommen ramte mest i de fattige kvarterer. Særlig slemt stod det til i Fattigvæsnets stiftelser og de specielt indrettede kolerahospitaler.

I stedet for at forebygge ved evakuering, leje af lokaler, bestilte fattigvæsnets direktør 200 ligkister.

Berlingske Tidende skrev ironisk:

• at Direktionen snart ikke mere ville behøve at rømme Hospitalet, thi det ville ske af sig selv.

 

Lægeforeningen

Den 9. juni stiftedes Lægeforeningen mod Choleraens Udbredelse. Man havde udsendt et brev til alle husstande i byen, der fortalte, at man ville aflægge et besøg. Man ville fortælle om sygdommen og dens bekæmpelse, skaffe trængende al mulig hjælp og ordentlig mad. I særlige tilfælde ville man evakuere beboerne og skaffe dem en anden bolig.

Foreningen indsamlede selv midlerne blandt de mere velhavende, men vigtigst var, at næsten alle københavnske læger sluttede op om initiativet, der naturligt nok blev lededes af Horneman. De værste huse blev evakueret, og beboerne ført til midlertidige nødboliger i Livgardens Kasserne samt i teltlejre på Christianshavns eksercerplads og glaciset tæt ved Sankt Jørgens Sø.

 

Brumleby opføres

Lægeforeningen havde allerede inden koleraens udbrud luftet planer om, at opføre en sund by for arbejdere. Et areal på Øster Fælled blev stillet til rådighed. Arkitekt blev ingen ringere end professor G. Bindesbøll.

I løbet af 1854 blev de første huse færdige, og i 1857 var der otte blokke parat. I 1867 udvidedes Brumleby med endnu otte blokke, denne gang tegnet af arkitekt Vilh. Klein.

Disse bygninger burde have givet inspiration, men byggespekulanter havde kronede dage, især på Nørrebro.

Ved indgangen til Lægeforeningens boliger, Brumleby, sidder et skilt med teksten:

• I året 1853 kom koleraen til København. Lægen Emil Hornemann tog samme år initiativet til at bygge Lægeforeningens boliger på Østerbro som de første sociale arbejderboliger opført i det åbne land uden for voldene.
• Gottlieb Bindesbøll blev arkitekt for byggeriet, og de første 8 blokke blev påbegyndt allerede i efteråret 1853. I 1860’erne blev der opført yderligere
  10 blokke, denne gang med Vilhelm Klein som arkitekt. Hele anlægget med Husholdningsforening, Børneasyl, Badeanstalt, Mødesal og Sløjdskole
  stod færdig omkring århundredeskiftet. Lægeforeningens boliger, Brumleby blev fredet i 1959.

De færdigbyggede Bindebøll – blokke havde pr. 1. oktober 1858 knap 200 børn i alderen 0 – 6 år.

Af dem var der plads til 30 i det nærliggende asyl på Blegdamsvej, som boligerne støttede økonomisk. Fra starten var det ikke plads til et asyl i boligerne.

I 1871 befandt der sig 400 børn under den skolepligtige alder i Brumleby. Men heller ikke i ”Klein – byggerierne” var der planlagt asylbyggeri. I løbet af året fik man dog etableret et asyl til 100 børn.

 

Moral og sundhed skulle højnes

Formålet med opførelsen af Brumleby, var foruden at forbedre sundhedstilstanden også at højne moralen i arbejderstanden. Hornemann skrev i 1876 et skrift om arbejderboliger:

• Dette lille Arbejde tilegnes herved den danske Arbejderstand, som deraf blandt andet vilskjønne, hvor meget Arbejde, og hvor meget Bekostning, Tid, Dygtighed, Uegennyttighed og Velvilje, der nu i en Række af Aar er ofret og fremdeles vil blive ofret af den såkaldte dannede Klasse for at skaffe Arbejderne et af Livets bedste Goder, nemlig en sund og billig Bolig, og derved Betingelsen for et hyggeligt Familieliv og en god Børneopdragelse.
  –
• Kunne dette bidrage til, at de blandt Arbejderne, som hidtil kun med Mistro havde set på deres bedre stillede Medborgere, i Fremtiden vilde med velvillige og aabne øjne betragte denne Klasse af deres medmennesker, da vilde de baade være en stor Ære for Arbejderen og en sand Glæde for Forfatteren. I sandelighed ideologisk magtoverdragelse.

Fundatsen for Lægeforeningens boliger omtaler formålet med foreningens byggerier

• sunde og billige Boliger for de ubemidlede klasser af Hovedstadens Befolkning. Beboernes sundhed, sædelighed og tilfredshed søges så vidt muligt fremmet ved hensigtssvarende og reglementariske Bestemmelser, navnlig til overholdelse af god orden og renlighed.

 

Omfattende kontrol med beboerne

Pladsmænd blev ansat. De skulle holde øje med, at beboerne opførte sig ordentlig. De var en slags lokal ordenspoliti, der overvågede og kontrollerede beboerne. Den fysiske renhed var forudsætningen for den åndelige renhed.

Man ville forbedre på de mennesker, man tog under vingerne. I vedtægterne §2 stod at man ville

• fremme deres sundhed, sædelighed og tilfredshed.

Disse pladsmænd havde uniformer. Deres arbejdsbluser var lavet af samme stof som det mælkedrengene havde på. På hovedet havde de en uniformskasket med et grønt bånd om. Her stod Lægeforeningens Boliger.

 

2.500 mennesker i Brumleby

Bestyrelsen måtte selv finansiere
lejeboligerne. Brumleby var karakteriseret ved, at der var lys og luft mellem de toetagers blokke, der bestod af et – og toværelses lejligheder med separat indgang, bestemt for familier, enlige og enker.

Husene var billige, der var ingen overflødig dekoration, og lejlighederne var små. Men det var det første sociale boligbyggeri i Danmark.

Da byggeriet var fuld udbygget, var der ca. 550 lejligheder i Brumleby med 2.500 mennesker. De gule og hvide husblokke er 50 meter lange med syv indgangsdøre, der hver fører til en eller flere lejligheder. De første blokke blev færdiggjort i 1854 og de sidste i 1872.

Til stuelejlighederne hører småhaver, mens arealerne mellem blokkene er delt mellem privathaver og fællesareal.

 

Nedslidt og belastet

Brumleby var smukt og gennemtænkt fra starten. Men snart blev det et nedslidt og belastet boligområde. Bestyrelsen skulle selv finde lånemuligheder. Man havde ikke råd til ret mange dårlige betalere.

Allerede i 1888 klagede beboerne over dårlig vedligeholdelse. Således havde de første bygninger ingen tagrender. Arkitekten, Bindesbøll døde i 1856, og først i 1861 – 62 ansatte man en murermester, der skulle gøre noget ved vedligeholdelsen.

Først ved århundredeskiftet var der foretaget ordentlig kloakering, og der var ikke toiletter i alle lejligheder, som oprindelig var planene.

 

Koleraen kunne brede sig til velhavere

Man havde vel også et politisk motiv med arbejderboligerne. Koleraen som raserede i arbejderkvartererne kunne jo tænkes at brede sig til velhaverkvartererne.

• Den Fattige, den arbejdende, bor og eksisterer under alt for slette Vilkår, hans Andel af Byen er så sammenpresset, at han ikke kan ånde frit, der ågres med Rummet, til ødelæggelse, for ham og med fare for os alle.

Bestyrelsen i Brumleby ville ikke økonomisk støtte opførelsen af Jacobs kirken på nabogrunden, men de havde ikke noget imod, at kirken kom ind i Brumleby. I Mødesalen blev der også holdt søndagsskole. Mellem blokkene var der friluftsmøder.

 

Kvinderne ville ikke bruge badeanstalten

Klein – blokkene fik lagt vand ind fra starten, mens det første byggeri først fik det i ombygningen 1895 – 1904. Så det var meget naturligt at Brumleby fik en badeanstalt i 1892.

Denne badeanstalt indeholdt 10 brusebade-celler, hver med sit påklædningsrum, et lille kontor og venterum, kedel – og kul-rum, samt passende bolig for bademesteren og familie. Et bad med håndklæde kostede 10 øre og et stykke sæbe 3 øre. Antallet af badende har man også tal på. 31.000 i 1893 og hele 40.880 i 1896.

• Kvindernes Brug af Badende har desværre været Tarvelig. Det vil sikkert i høj Grad fremme Sundhed og den personlige Renhed blandt Kvinderne i arbejderklassen., i Fald, der kunne blive Skik, at det kvindelige Tyende engang imellem fik en 10 – øres Badebillet og Tid og Frihed til at bade, som de nu får en Tur i Skoven eller en Billet til Tivoli (Årsberetning 1892)

 

Uorden, ufred og uvederhæftighed

Fra 1871 til 1908 blev der ført statistikker over udsmidninger. Og det svingede mellem 20 og 50 hvert år. Grunden var som regel inden for tre kategorier: Uorden, ufred eller uvederhæftighed. Det sidste var i forbindelse med huslejen.

Lejerestancen udgjorde fra januar 1860 – maj 1862 6.000 rigsdaler, hvilket var cirka halvdelen af den samlede lejeindtægt. Dertil kom der også, at inspektøren bedragede foreningen.

 

Strengere kontrol

I de følgende år blev kontrollen forstærket. Forbud med logerende blev også indført. I bebyggelsen var der på 48 adresser eksempler på ulovlige logerende. I Årsberetningen fra 1863 kan man læse:

• Det synes som om den strengere Kontrol med Lejens erlæggelse osv. Har gjort, at det især er den bedre del af denne Klasse, som nu er Lejere. Foruden Arbejderne fra de omkringliggende Fabrikker, Professionerne af alle Arter (Håndværkere), Vaskekoner og enkelte Pensionister findes der for Tiden også adskillige hertil flyttede Underofficersfamilier blandt Lejerne.
• Anstaltens fred, ro og Økonomi led alt for meget ved at beholde sletteste Lejere, hvilke derfor har været en nødvendighed efterhånden at fjerne (Årsberetning 1864).

 

Kønsopdelte værelser ønskes

Man var også bekymret for, hvordan beboerne sov, specielt om ugifte af forskelligt køn sov i samme værelse. Hornemann gav i Danske Arbejderboliger
en beskrivelse af de herskende forhold i Brumleby:

• Sædeligheden lider meget ved, at hele Familien undertiden sover i eet Rum, og endnu mere ved at Børnene af forskellige Køn, selv efter Modenhedsalderen er indtrådt, sover i een seng. Med Tiden håber man imidlertid at få dette forhold forandret ved blandt andet at sørge for flere Soverum med faste Sengetider og deslige. Hidtil sørger man at forebygge det, ved at pålægge Forældrene at sende konfirmerede Børn ud af Huset for at tjene osv.

Nu var Brunleby – lejlighederne ret små. Det var bedre i Nyborggade. Her blev der bygget 48 3 – værelses lejligheder, beregnet for familier med flere børn, hvor der kunne skaffes soverum for hvert køn særskilt.

Da denne bebyggelse blev revet ned i 1959, var der nogle der nægtede, at flytte. Så kom der presenning over.

 

Politiske møder var forbudt

Kostalden eller Mødesalen blev bygget 1897 – 1898. Grunden til, at den ført blev bygget på det tidspunkt, var at møder blandt beboere kunne være politisk farlige. Man var bange for, at socialisterne tog magten.

I 1880’erne var det forbud mod at holde politiske møder på området. Men rundt om i lejlighederne kunne man ikke forhindre sådanne møder. Inspektørerne forespurgte bestyrelsen, om de kunne få udvidet deres beføjelser til at kontrollere denne utugt.

Men den 21. august 1885 blev Østerbro Socialdemokratiske Diskussionsforening stiftet. Man lagde vægt på, at man var en diskussionsforening og ikke en vælgerforening. Bestyrelsen bestod næsten udelukkende af beboere fra Brumleby. I 1894 havde man 300 medlemmer.

Østerbro Husholdningsforening blev også stiftet i Brumleby. Gamle Danses Venner og Gamle Danses Værn holdt til i Kostalden.

 

Skole til de mindre børn

Da Klein – blokkene blev tilført i 871 var der ca. 400 børn mellem 7 og 15 år i Brumleby. De måtte gå den lange vej til Sankt Hansgades Skole på Nørrebro.
Dengang var der ingen kommuneskole på Østerbro.

I 1878 blev et lokale i Brumleby indrettet til skole for de mindre skolepligtige børn.

Man havde overvejet at bygge en rigtig skole, men i 1882 blev der bygget en kommunal skole i Ryesgade, hvor børnene begyndte at gå.

 

Østerbro Husholdningsforening

Østerbro Husholdningsforening (ØHF) indrettede den første butik i 1868. Et medlem havde stillet sit dagligværelse til rådighed. De første varer man kunne
købe var brød, mælk, fløde, gryn, øl, svovlstikker og pindebrænde.

I 1875 indrettede foreningen en hørkram under urtekræmmeren for handel med tungere købmandsvarer, øl og brændsel. I 1878 startede men en spækhøker – butik bag urtekræmmeren., og i 1886 et ismejeri.

Et bibliotek fik man også indrettet. I 1898 var man således oppe på 3.000 bind. Og to sygekasser var der også i bebyggelsen. Konfirmations – og begravelseshjælp var også noget som foreningen ydede tilskud til.

 

Lange ventelister

Boligernes popularitet ses samtidig af ventelistens størrelse. I de første mange år lå tallet i reglen på 200 – 300 ansøgere. Men i slutningen af 1920’erne
og i 30’erne voksede listen enormt. For at bringe listerne ned, skrev man på indtegningslisterne i 1930:

• da der er indtegnet ca. 550 Boligsøgende vil det vare mindst 10 År, inden denne Ansøgning kan komme i Betragtning

I 1935 var tallet oppe på 800. Man satte en grænse for at komme på listen til 65 år, og grænsen for indflytning til 75 år. I 1938 toppede listen med 1.000 ansøgere.

Pludselig dalede listen med ansøgninger. Bestyrelsen vedtog nemlig at give aldersrente – og invalidepensionister forret frem for børnefamilier.

Efterhånden udviklede man traditionsrige fester bl.a. boligblokkene og i Kostalden. Sommerfest, Høstfest, Julefest, Nytårsfest, Fastelavnsfest, teater – og filmforestillinger.

 

Brumleby fredet

I 1958 modtog Københavns Magistrat de første planer til et højhusbyggeri på Brumlebys jord. To tredjedel skulle overdrages til naboen, Københavns Idrætspark. Til gengæld skulle byggeriet gå i højden på resten af arealet, langs Øster Allé med 6 etager, langs Olufsvej med 11 etager og langs Østerbrogade med
7 etager.

De 602 lejligheder skulle bygges som socialt boligbyggeri. Men ildsjæle fik hele bebyggelsen fredet.

 

Forfald

I Brumleby var bebyggelsen ved at forfalde.

• Bygningernes bestanddele er på alle områder overordentlig hårdt medtagende.

Tagdækningens skifersten er porøse. Forsvarlige og holdbare reparationer er næppe mulige. Bjælkelag, gulve, døre kræver udskiftning i stort omfang. For flere bygningers vedkommende må stadig tilbagevendende svampeangreb bekæmpes og fornyelse af råddent tømmer og træværk finde sted. Fugtighed i vægge og gulve skaber alvorlige gener i et stort antal lejligheder.

Selve miljøet i det eksisterende Brumleby blev mistænkeliggjort, og også brugt som et argument for nedrivning.. Man mente pludselig at nabokontakten indeholdt for store mængder. Brumleby syntes sin ende nær. I 60’erne var der gået spekulation i boligbyggeri og – standard under devisen:

• Riv ned og byg nyt, det skaber vækst.

 

En kamp mod myndighederne

I Årsberetningen fra 1969 kan man læse:

• I oktober 1970 er ca. 310 lejligheder endnu udlejet til beboere af ældre årgange og ca. 180 lejligheder udlejet til unge. Der har ikke kunnet undgås,
  at der er opstået uoverensstemmelser mellem beboergrupperne, idet hver aldersklasse har sin særlige livsudfoldelse, og blandingen af lejere
  med så stor aldersforskel kan under de givne forhold ikke anses for absolut heldig. 10 lejligheder er forsøgsvis udlejet til unge narkomaner, for hvis vedkommende der også har været vanskeligheder at bilægge.

I 1970’erne var der store slagsmål mellem beboerne og myndighederne. Københavns Kommune var indstillet på, at lade bebyggelsen forfalde, så der kunne komme luksus-byggeri på stedet. Dette medvirkede til stærkt beboersammenhold, der eksisterer den dag i dag.

I 1971 besluttede Borgerrepræsentationen, at Brumleby skulle rives ned og erstattes af en plan fra 1965 med terrassehuse.

Beboerne havde i 8 år kæmpet med kommunen om at få vedligeholdt lejlighederne. Men kommunen ville hellere lade dem forfalde. Utætte tage og tagrender, u-malede vinduer og døre, slidte trapper uden lys, var noget af det, beboerne måtte kæmpe med.

Beboerne ville ikke finde sig i den behandling, og demonstrerede på Rådhuspladsen mod politikernes beslutning. Kommunen havde anmodet om ophævelse
af fredningen af Brumleby. I Brumleby blev der nedsat en Bevaringsgruppe. Gruppen fik til opgave at udarbejde et forslag til billigere modernisering.

Lejerforeningen gjorde hårdnakket modstand. De besatte lejligheder, lavede huslejeboykot og førte retssag. Beboerne var bestemt ikke tilfredse med, at Ungbo skulle overtage indstillingsretten til ledige lejligheder. Beslutningen kom som et lyn fra en klar himmel.

Og endnu mere forbløffet blev de, da de så overborgmester Weidekamps plan i 1976. Han foreslog en luksus-modernisering af bebyggelsen. Lejlighederne skulle koste 3.000 kr./mdl. Ligeledes foreslog han en skrabet vedligeholdelse fra kommunens side.

 

Mord i Brumleby

I 1978 skete der et mord i Brumleby. Den 20. marts blev den 40 – årige bogbinder, Kurt Svensson myrdet i sin lejlighed. Han var blevet stukket adskillige gange med en kniv. Morderen blev senere pågrebet.

 

Brumleby bliver hædret

Fra 1990 – 96 blev Brumleby renoveret i samarbejde med beboerne. I 1997 blev Brumleby sammen med Øksnehallen og Ny Carlsberg Glyptotek tildelt Europa Nostra Pris for bevaring og renovering.

I 2002 blev Brumleby solgt af Københavns Kommunes Byfornyelsesselskab og omdannet til  Brumleby Almene Andelsboligforening, administreret af KAB.

I 2004 blev Brumleby medtaget i den såkaldte kulturkanon under arkitektur. Nyt tag, fjernvarme og indlagte toiletter med brusebad blev installeret i alle lejligheder. I en 8 måneders periode måtte beboerne genhuses.

 

Hvad koster det?

Og hvad koster det så at bo i Brumleby? En lejlighed på 60 m2 med 60m2 loft koster 4.500 incl. Varme, antenne og a conto varme/el. (Det er godt nok en del år siden, vi skrev denne artikel)

 

Hvorfor hedder det Kostalden?

Hvorfor hedder mødesalen – Kostalden?

Vinduerne sidder helt oppe, lige som i en kostald. Nogle gange flygtede kvæget ned af vejen til Trianglen. Og døren til mødesalen stod åbent om sommeren. Så kunne det hænde, at en ko forvildede sig herind.

 

Hvorfor hedder det Brumleby?

Hvorfor hedder det egentlig Brumleby?

Ja, der er mange forklaringer. Brumleby blev bygget på Fælleden med kreaturerne græssende på den anden side af hegnet. Koen brummer dybt sin melodi, hedder det i Aakjærs Jeg er Havren.  Fra kvæget kom oksebremserne summende og brummende ind over Brumleby.

En anden forklaring er, at de oprindelige blokke faktisk hed Brumleby, mens de nye Klein – blokke blev kaldt for Kolyst. Da brokvarterene blev brolagte,
kunne beboerne høre, at de gamle kærrer rumlede, deraf navnet brumle.

Brumleby blev kendt som et kampnavn, for drengebander der spredte død og ødelæggelser i nabo – kvarterne. Og denne forklaring er netop gengivet i Martin
Andersen Nexø i ”Et lille Kræ”. Det handlede om kampene på Fælleden mod naboerne, Rabarberne fra Nørrebro

• Brumleby er raske drenge
• Olufsvej er ligeså
• Rabarberne de kryber sammen
• Når de en på tæven få.

Kilde: 

• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 

Redigeret 1.02. 2022

Inden byggeboomet på Østerbro, var der masser af natur til ungerne. I denne artikel følger vi de privilegerede. Dem var der mange af på Østerbro i 1880’erne. Embedsfolk og militærfolk søgte mod Østerbro. Men dengang var det en landsby på 3.000 mennesker med en masse mondæne villaer.

Dengang havde Østerbro kun 3.000 indbyggere. I slutningen af 1880’erne og i begyndelsen af 1890’erne var der masser af idyl herude.

 

Rosenvænget

Rosenvænget var en hel lille verden for sig selv. Den var fornem og eksklusiv, en idyl, hvortil der kun var fri adgang fra Rosenvængets Allé gennem den røde låge. Herfra kunne man let komme ud på Strandpromenaden, den nuværende Strandboulevard. På alle andre sider var det lukket med låger, som kun beboere havde nøgler til. Her var ingen Finsens Institut. Det hele var beregnet til villaer.

Størstedelen af den grund, hvor instituttet ligger, ejedes dengang af cirkusdirektør Hinné.

 

Masser af dyreliv

Her var også et hel særegent dyreliv. Ja, man fristes til at sige, her herskede skoven og skovens dyr. Der fandtes ugler i haverne. Rovfugle holdt til her og der. Nattergale var der i overflod, og var man heldig kunne man i den senere omtalte Røverborg se såvel grævling som mår.

 

Badeliv

Rosenvænget stødte på søsiden op til Strandpromenaden, hvis østside blev beskyllet af Øresund. Her var et yndet badested. Det vidner de husrækker, der er opført i dag, ikke noget om.

Ved enden af Strandpromenaden, hvor Lautrups Skibsbyggeri lå, var der en bom op ad Lille Ejegod. Det er omtrent der, hvor Classensgade munder ud i Strandboulevarden. Her skete det ofte, at en østenstorm bevirkede oversvømmelser så Strandboulevarden stod under vand.

Drengene fra kvarteret kunne så tjene en ekstra skilling ved at befordre folk i trillebør, så de kunne forblive tørskoede. Der blev også badet fra Bechs Badeanstalt og fra Militærbadeanstalten. Til sidstnævnte havde kun militærfolk og familie til disse adgang.

Ved siden af badeanstalterne holdt roklubberne til. Ja og her var der også adgang til en strandet kæmpehval for 10 øre. Men hold da op, hvor den lugtede.

Vandet, der blev badet i, var ikke særlig rent. Kloakkerne løb ud her, og på den tid kneb det med hygiejnen – også på Østerbro. For ikke at få hovedpine efter et
bad, var det en god ide, at tage sin hue (kasket) på, lige efter badet.

 

Lipkesgade og Holsteinsgade

Lipkesgade blev lige som Holsteinsgade, opkaldt efter henholdsvis portrætmaleren Lipke og livjægeren Holstein anset for at være de fineste gader i kvarteret. 13 fag vinduer var ikke unormalt i gaderne. I Holsteinsgade nr. 25 lå den rige jernstøber Rubows store dejlige villahave, indrammet af et højt jerngitter. Senere blev villaen overtaget af Guvernør, general Arendrup.

Ved siden af i Lipkesgade lå i mange år en stor byggeplads. Arealet mellem nr. 25 og Hinrichsensgade forblev også i lang tid ubebygget. Grunden blev senere beplantet med kål.

Ned mod sundet lå i lang tid store åbne marker, med mange store jordbærgartnerier.

 

Aggersborg sø

Også i Livjægergade blev der snart bygget på vestsiden. Mod øst lå den store Unmack` ske Tømmerplads. Derefter endnu en åben mark, der gik ned til Aggersborg sø, der lå gemt bag høje træer.

Det var en god tumleplads om vinteren for kvarterets børn. I søen lå en ret stor ø, med en smal kanal, adskilt fra en sti mod øst, der løb langs Strandpromenadens haver, som atter afgrænsedes fra Strandpromenaden af en stinkende å, Rosenåen.

En gren af denne ”kloak-å” løb langs Rosenvængets sydligste haver. Maleren Niels Skovgaards så ofte ”besungne” villa samt maleren Thorvald Læssøes. Her på Livjægergades nordside boede også enkegrevinde C. Schulin og senere fabrikant Goldschmidt. Jo, det var ikke hvem som helst, der havde fundet herud.

Den omtalte sø var også ideel til skøjteløb. Den var opkaldt efter ejeren, vekselmager H.C. Aggersborg. Han brugte stedet til sit sommerophold, ellers boede han om vinteren ved Holmens Kanal.

En ikke særlig velholdt bro førte over til stien. Her var indgangen til Aggersborgs villa. Den var bygget i 1840 og omgivet af rosenbede. Et sandt eventyr. Fra øens modsatte side førte en bro over til ”fastlandet”, hvor køkkenhave, stald, gartnerbolig og drivhus lå.

I søen var der svaner, noget som fru Heiberg, der boede lige i nærheden, havde sørget for.

Overleveringer fortalte, at der i forums tid skulle have ligget et kloster på dette sted. I 1895 døde Aggersborg, og tre år efter var øerne solgt og udstykket. Resultatet blev grimme gader og huse.

Den nordligste villa i Classens have, der mod syd stødte op til Aggersborgs køkkenhave, hvor gartner Hansen residerede, var den afsides liggende Halkiers Villa, som i begyndelsen af 80’erne blev købt af Langelinies bygmester, Holger Hammerich. I hans tid hed villaen Sølund. Den forsvandt i 1898, ligeledes til fordel for høj bebyggelse.

 

Røverborgen

Nær Aggerborgs villa lå det før omtalte hus, kaldet Røverborgen, et henrivende lillebitte poetisk hus. Det lå i Holsteinsgade nr. 27 og var hvis nok det allersidste hus fra den gamle Classenske tid. Det lå på en slags glacis, bygget af Christian den Fjerde, som hørende til fæstningen Vartov. Huset havde oprindelig været bolig for den kongelige fiskemester, der skulle holde opsyn med fiskedammene på Holbergs tid. Siden var det en meget besøgt beværtning på grund af sin smukke beliggenhed.

Mest kendt blev det dog efter Livjægernes udfald fra Classens Have i 1807. Herfra blev der affyret mange skud mod englænderne i 1807.  Fru Cecillie Holst
født Hinrichsen boede her i mange år, ligesom det også var her, ingeniør Busck, med en husleje på 300 kr. om året, havde sin ungkarlelejlighed.

Senere stod huset ubeboet og haven forfaldt efterhånden. Det blev da ejet af Gamle Fogh, bogholderen i Suhrske Stiftelse. For drengen var det alle tiders legeplads til røvere og soldater, særlig når man også fik nøglen til huset. I 1892 blev Røverborgen jævnet med jorden.

 

Kastelvejen

På strækningen ned mod Kastelvejen lå der på den tid også marker, delvis henliggende som byggegrunde, delvis udlagt som gartnerier. Dem var der mange af
på den tid på Østerbro. Så kom de store institutter for blinde og døve i nærheden af Glacis’ et. Her var der også militær øvelsesplads. Og her kunne drengene more sig på jernbaneanlæg, broer, hulrum og skyttegrave.

 

Prinsen løb på skøjter

I dette terræn spillede drengene meget bold, både fodbold og cricket. Disse sportsgrene blev også udøvet i gaderne. Det var ikke altid man viste hensyn til færdslen og beboerne. Det kunne godt ske, at en bold eller to gik tabt. Ruder gik dog også til, og en enkelt gang gik det ud over en islandsk hest, der trak en
brødvogn.

Der blev også spillet Trænge, som nærmest kan sammenlignes med håndbold. Den lange Holsteinsgade, var perfekt til dette.

På Aggersborg Sø løb også prins Christian, den senere konge på skøjter. Dengang var han kadet. Og det skete da også, at Kong Christian den niende kiggede forbi.

Kvarterene inden for voldene var blevet overbefolket. Bygningerne derinde var efterhånden blevet uegnede til beboelse. Østerbro tiltrak mange nye beboere, både militære og civile embedsmænd. Her fandt man både bedre og billigere boliger. Men hvem boede her egentlig? Vi kigger på Lipkesgade 25.

 

Hvem boede i Lipkesgade?

I stuen boede urtekræmmer Petersen, kaldet Lam, fordi han var lidt skæv i den ene side, samt værten murermester Rasmussen, kaldet Kra – mor. Han havde et helt kammer med fodtøj, som han måtte overtage i byggehonorar. En af hans sønner havde Østerbros fineste forniklet cykel., som han pudsede i gården hver lørdag foran hestestalden. Her havde de i ejendommen boende officerer deres tjenesteheste opstaldede.

I gården gik en mængde høns. De blev fodret med rugbrødsskorper. Og det skete ofte, at drengen havde dyppet dem i brændevin. Så det var sjove høns man af og til fik at se.

Her lå datidens W.C. på godt gammeldags Lokummer. Alle havde et privat lokumshus, når der skulle besørges i mørket.  På 1. sal boede auditør Jacabæus og familien Pontoppidan. En farbror boede der også, han var reserveofficer fra krigen.

På 2. sal boede kulgrosserer Christensen og kaptajn N.M. Jensen (senere oberstløjtnant Ekdal). På 3. sal boede tandlæge Haderup.  På 4. sal boede der i 1885
en gammel oberst Thestrup. Hans kone var altid vredladen. Hun gik altid rundt med en botanisk have (hat) som ofte var mål for drengenes skyts.

Masser af børn

Mange af familierne havde op til syv børn. Så man kunne meget let samle en hel bande. Og der var ofte kampe med nabogaderne. Vilde kampe med kastanjer og snebolde forekom hyppig. Indianerbål blev tændt både på marker og i gaderne. Der blev cyklet meget. Børn på jerncykler, voksne på den såkaldte bicykel.
Det var denne med højt forhjul og pedaler på akslen, og et ganske lille baghjul.

 

Vinterlege

Om vinteren blev der sejlet på isflager i sundet. Som regel kom poderne drivvåde hjem, og så var det lige i seng. For det var farligt, og det måtte man ikke. Der blev lavet hjemmelavede ski. Af brædder blev den spidse ende stukket ind i askerummet på en kakkelovn med en stol under brættet, som så blev bøjet mere og mere. Ved stadig at skubbe stolen ind mod ovnen.

Om aftenen tog man på kælketur med lygter og klokker. Folk troede, at det var kaner, der kom og kiggede frem i vinduerne. Odensegade ned mod Rosenvænget
var ideel som kælkebane.  Fik man frost i finger og fødder, ja så løb man barbenet en tur i nyfalden sne. Det hjalp. Man var ikke så pibet dengang.

 

Drengestreger

Andre udendørs beskæftigelser var dog mere barnlige. Man løb i lange rækker med tøndebånd, der var større end en selv. Nogle gange gik man på forbudte veje, og bankede på de lavere ruder.

Den gang gik man med høje hatte, og så gik en af legene ud på, at pille hatten af de fine herrer med en udspandt silkesnor. Der blev spillet Terre (med småsten), klink og selvfølgelig top.

I Sortedamssøen og på Fællederne blev der sejltur med små modelskibe, som grosserer Christensen byggede til børnene. Der blev også leget Sat i brand og Saltebrød.

Ofte var værten efter poderne. Så gik den vilde flugt op over loftet og ned af køkkentrappen og ind i det skærmende køkken.

 

Kilde: 

• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 

Redigeret 01. – 02. – 2022

Indgangen til København fra Østerport, var flot. Kongen befalede 8 lamper til belysning. Allerede i 1649 forelå der en byplan for Østerbro. Svenskerne var hård ved Østerbro. Læs om Rolighedsdal og Nøjsomhed, Kalkbrænderierne, Kaperkuskenes paradis og de to kirkegårde. Frihavnen efterlod dele af Østerbro i et mudderbad.

Byens østligste forstad hed egentlig Ny København. Østerport blev i 1647 flyttet fra hjørnet af Kongens Nytorv og Østergade ud for enden af Rigensgade. Og det var vel først her, at Østerbro blev en del af hovedstaden.

 

Gamle søer

De tre søer, som vi i en senere artikel skal høre om blev i 1600 – tallet foreslået omdannet til et mægtigt havnebassin.

Peblingesøen blev anlagt i Middelalderen for at forsyne byens vandmøller med rindende vand. Sortedams Søen og St. Jørgens Søen er først opstået efter Københavns belejring i 1523, da dæmningen ved Østerbrogade, den såkaldte Sortedam blev opført. Peblinge-dammen ved Gyldenløvsgade blev af hensyn til
vandstanden i voldgravene ved samme lejlighed forhøjet.

 

Kloster flytter til Vartov

Da det tidligere Helligaandskloster, som var byens ældste stiftelse for gamle og svagelige i 1606 – 07 blev indrettet til tugt – og børnehus, flyttede dets beboere ud til gården Vartov på Strandvejen. Hidtil var den blevet brugt som kongens lystgård, når han var på jagt i Dyrehaven.

Navnet stammer fra plattysk Vare to, det betyder vare på eller giv agt.

Det var en pragtfuld natur herude, men nok ikke særlig velegnet for ældre mennesker. Det var ensomt og koldt, særlig når den stride østenvind stod ind over de
flade strandenge.

Efter at Christian den Fjerde havde udbygget sin befæstningslinje langs søerne, blev en ny bygning efter kongens “Afrisning” opført mellem Sortedams Søen og Trianglen, hvor de gamle overflyttedes i 1630.

 

Den ”fornemste Landefart”

Hvordan så det egentlig ud dengang? Ja vi har hospitalets præst på svenskerkrigenes tid Anders Mathisen Hjørring, der fortæller:

• Det er fast alle vitterligt, at den fornemste Landefart til København er fra Helsingør og Sundet ind af Københavns Østerport

Vejen gik tværs igennem det nye Vartov, der med sine volde og grave ligesom Ladegården ved den senere Åboulevard og Store Ravnsborg ved Nørrebrogade tjente som fæstningsanlæg til byens forsvar. På hver sin side af vejen lå to anselige firkantede bygninger. Den ene rummede hospitalet, der havde

• skønne gehvalte Kældre under Husene med kostbare hugne Stenpiller under Hvelvingen, som ikke fast bedre udi nogen Potentats Hof.

I den anden var ladegård, “fæhus”, stald, hestemølle, tørvehus m.m. Ifølge Hjørring:

• Og det var dette Hospital formdelst sin herlige Bygnings Anselighed kommet i saadant Rygte, at mange fornemme Folk, ikke aleneste Private, gejstlige og verdslige, men fyrstelige Personer og Potentaters gesandter af det Rygte, de havde hørt om dette Hospital, kom derind at bese dets Lejlighed og gave det Magt, at det maatte vel kaldes et kgl. Hospital, hvorudi alting var forordnet herlig og skikkelig, som det burde, for fattige folk

 

Tidlige planer for Østerbro

På et par håndtegnede kort fra 1647 – 49 kan det ses, at der mellem Helsingørs Port, som Østerport blev kaldt og Vartov var planlagt en helt ny forstad, hvis gader var anlagt efter skakbræt-princippet.

I fortsættelse af vejen gennem porten lå Helsingørgade, der havde en lidt anden beliggenhed end Østerbrogade.

Allerede i begyndelsen af 1650’erne synes grundene at være udstykket og velhavende københavnere begyndte at indrette sig med sirlige haver og lysthuse.

I 1654 udkom Encomion Regni Daniæ (Danmarks Riges Lov). I den kan man læse:

• Imellem Ny Kjøbenhavn og Hospitalet (Vartov) udenfor den ny Østerport bygges nu og opsættes paa begge Sider den alfare Vej mange skønne Huse, 2 og 3 Loft høje, med anselige Gavle og store Haver hos.

 

Svenskerne brændte det hele ned

Under svenskernes belejring i 1658 – 60 bliver de fleste af disse ”flotte” huse ødelagt. Umiddelbart efter krigens udbrud bliver Vartov besat. Den 9. december 1658 fortæller Hjørring i sin bog Layers Krantz

• Da forjagede Svensken voris Vagt fra Vartov, og som voris Vagt tog af Bielker og sparrer, som afbødes af Husene, og gjorde Ild for sig på Gaarden,
  gaar svensken til om Natten, og graver en Granat neder paa Stedet, som de gjorde Ild, og til den lægger Løb – Krud og Lunte og bestrøer Steden igien med Aske.
• Om Morgenen kommer voris Rytter – Vact, fanger strax an at giøre Ild på Steden, saa som Svensken smuct hafte dem weden til Haande, og som de sidder allerbedst over Ilden, gick Granaten løs, dræbte og qvæste tretten Rytter, de sex døde.

Terrænet uden for Østerport blev i 1672 erklæret for demarkations- område. De bygninger, der lå mellem volden og søerne i lige linje ud til Sundet skulle rives ned.

 

Rettersted flyttes

Det tidligere rettersted Hallands Aas (Kongens Nytorv) blev flyttet ud i nærheden af Kastellet. Samtlige tømmermestre og svende deltog i dette, og så gik det med Pibe og Tromme i Proces – hver med sin Økse, Sav, Navr og hvad dertil fornøden blev eragtet.

I spidsen gik byfogeden, så fulgte kæmmeren og underfogeden, lavets oldermand og bisiddere, mestre og svende.

Da flytningen var overstået

• blev Lavet af Byen tilstikket ½ Læst Rostockker ØL, hvormed de siden blev holdt sig lystige.

De to kirkegårde

De to kirkegårde blev der rigelig brug for. I 1711 under pesten, døde en tredjedel eller godt 22.000 københavnere. Men selv om der engang var tale om forholdsvis nye kirkegårde herude på Østerbro, så var forholdene ikke i orden. I et cirkulære kan man læse:

• Da man har bragt i Erfaring, at Ligene af de afdøde Soldater kun er bedækket med ganske lidt Jord, saaledes at de efter kort Tids Forløb ligger aldeles blottede, hvorved der udbreder sig en giftig Stank, der kan forudsagde Inficering, gives der Ordre til, at regimentscheferne skal lade de ved deres Regimenter afdøde Soldater ordentlig og dybt begrave, saa at de ikke ligge blottede paa Kirkegaarden.

På Skibskirkegården (Holmens Kirkegård) på den anden side stod det ikke bedre til. Når søfolkene kom med et af deres kammeraters lig og ikke fandt en åben grav, som de kunne bruge, efterlod de det simpelthen på den bare jord. De kunne også finde på at bestikke fangerne fra Bremerholm, der var udkommanderet til at grave de store fællesgrave til pest-lignende, til at grave en grav for dem.

De mange lig, der ventede på at komme i jorden udbredte en frygtelig stank, og først efter at der var sat vagt på kirkegården, blev forholdene bragt nogenlunde i orden.

Der hvor den amerikanske ambassade i dag ligger, var der fra 1770 – 1858 fattigkirkegård for Almindeligt Hospital i Amaliegade. Den nordligste del var for stokhus-slaver og henrettede forbrydere. Her var også engang hundekirkegård. Her blev Østerbros mange flotte Fidoer og Vaks’er begravet oven over forbryderne.

Efter at kirkegården var blevet nedlagt blev Lille Amalienborg i 1916 opført på stedet.

 

Befaling: 8 lygter

Uden for Østerport blev der i 1780’erne plantet nogle flotte lindetræer. Det skulle være flot at komme ind til København. Langs de små alléer, lå dybe grøfter, der især om vinteren, når de var dækket af is og sne, var vanskelige at passere. Derfor befalede kongen den 19. november 1801, at vejen udenfor Østerport skulle forsynes med otte lygter. Et spørgsmål er dog, hvor meget disse dårligt lysende tranlygter egentlig hjalp. Der var næppe den store trafik. På det tidspunkt havde Østerbro 659 indbyggere.

 

Trianglen – Kaperkuskens Paradis

Trianglen, blev kaldt Kaperkuskens Paradis og Skuepladsen for uendelig mange komiske Scener. Navnet har pladsen efter den trekantede facon. I begyndelsen af forrige århundrede fremstod  pladsen som en grøn plet. En stor del blev udlejet til hønsegård.

På hjørnet af Kalkbrænderivej, det nuværende Nordre Frihavnsgade lå dengang et større hus, der kaldtes St. Petersborg. Her havde Peter den Store
hovedkvarter, da han i 1716 slog sig ned på Øster Fælled.

Ved siden af lå et kendt værtshus Dyrehavskælderen, som især blev besøgt af kaperkuske, der var på vej til og fra Dyrehaven. Trianglens øvrige bebyggelse bestod af småhuse, der nu alle er forsvundet

 

Rolighedsdal og Nøjsomhed

I nærheden lå Rolighedsdal. Den nuværende Nordre Frihavnsgade var da en allé, der førte op til dette lyststed. Vi må heller ikke glemme den store villa Hjørnelund, på hvis grund Ingrid Jespersens Skole blev bygget. Et af de mest kendte landsteder var Nøjsomhed. Den var beliggende mellem Gustav Adolfs
Gade og Sankt Jakobs Plads.

Da stedet i 1801 blev erhvervet af student Johannes Liebenberg omfattede det 9 ½ tønder land. Bygningerne bestod af et ti fag langt, et etages højt, grundmuret stuehus og et otte fags langt bindingsværkshus med forpagterbolig, stald, karlekammer, tærskerum og kornloft.

I 1803 blev Nøjsomhed købt af legationsråd Ernst Kirstein. I mere end 100 år forblev det nu i denne slægts besiddelse. I 1923 blev ejendommen revet ned. Til minde om dette storslåede lyststed har vi i dag, Nøjsomhedsvej, Kirsteinsgade og Rothesgade.

 

Kalkbrænderier

I 1700 – tallet var der to kalkbrænderier på Østerbro. Jonge beretter i sin beskrivelse af København i 1780’erne.

• Der brændes Kalk af saltholms Kalksteen, hvoraf Steenklak sælges for 5 Mk. Tønden og Meelkalk for 2 Mk. Tønden. Men på det andet Kalkbrænderie, som kaldes det østre Kalkfabrik, sælges Faxe Steenkalk for 7 Mk. Tønden og Meelkalk for 2 Mk. 8 Sk. Tønden. Den sidste Slags Kalk, som brændes af Kalkstenene fra Faxe, holdes for at være den fedeste og bedste til at binde Muursteen sammen.
• Begge disse Kalkfabrikker ligger uden for Østerport, forbi Kastelpynten tæt ved Søen, saa at Fahrtøyer kand ligge ved Bulværket for at indtage Ladning af Kalk.

Den ene af brænderier lå der, hvor Nordhavn station ligger. Det var ved den såkaldte Baadmands Skandse. Det var praktisk at kalkbrænderierne lå i nærheden af hovedstaden, især efter byens genopbygning efter branden i 1728.

 

Jagtvejen og Øster Allè

Jagtvejen og Øster Alle blev først anlagt i sin nuværende skikkelse i 1750, men længe før har de eksisteret som markveje. I 1600´tallet har der i forlængelse af Møllegade ligget en nu helt forsvunden vej tværs over Blegdamsfælled, der udmundede ved de nuværende indgang til Fælledparken fra Trianglen.

Tæt ved på elektricitetsværkets grund i Øster Allé lå helt op til dette århundrede en trefløjet gård, der var opført 1804 med et såkaldt Kikkenborg – et lille udsigtstårn – midt på stuehusets tagrygning. De egentlige fælleder blev benyttet til græsning for kreaturer, ligesom de var yndet udflugtsmål for københavnerne.

 

Arbejderboliger

Når man taler om Østerbro, skal vi også nævne opførelse af de 250 boliger til arbejderklassen på Øster Fælled. Dette behandler vi i en senere artikel.

I 1878 – 79 blev der bygget en masse boliger ved Strandvejen(Østerbrogade), nord for Jagtvejen, beregnet for Østre Gasværks arbejdere. Disse boliger er dog i dag revet ned.

 

Fælleden bliver bebygget

Nord for Østerbros første kirke, Skt. Jacobs Kirken (1876 – 78), blev Københavns Idrætspark anlagt. Begyndelsen til dette var Boldklubben af 1893`s lejemål af seks tønder land til fodboldbaner. Men først i 1908 blev de nødvendige midler bevilliget til en egentlig idrætspark på 17 – 18 tønder land.

Samtidig blev Rigshospitalet opført på Blegdamsfælled, som genbo til det allerede i 1876 byggede Blegdamshospital.

 

Christiansminde forsvinder

Ret hurtigt bredte bebyggelsen sig til nord for Jagtvejen. Her lå det smukke landsted Christiansminde. Her blev blandt andet Øresundshospitalet bygget. Svanemøllens brand i 1892 gav stødet til en moderne forstadsgade. Strandvejen fik navneforandring til Østerbrogade.

 

Frihavnen

Den 9. november 1894 blev Frihavnen åbnet for almindelig trafik. Der var planlagt en stor Festivas. I sidste øjeblik blev dette aflyst på grund af den russiske kejser Alexander den 3`s pludselige død.

Den gamle havn havde i adskillige år været for lille. Man var også bange for konkurrencen fra Kielerkanalen, der skulle åbnes i 1895.

Terrænet omkring havnen lignede to år efter påbegyndelse af havnebyggeriet et jordskælv. Man talte om De gamle vaklende Badeanstalter med deres plumrende, grumsende vand. Eller Muddergrøften udenfor Rosenvænget med sit stinkende blinkende Andemad.

Cirka 2.000 arbejdere havde været beskæftiget med at flytte jord, grus sten og tømmer.

• Damp – og Sejlskibe fra Alverdens Kyster søge til Frihavnens Kajer, Kraner og Vinder besørge Vareballerne op og ned af Lugerne, medens Dampspillene rasle rundt. Færgerne fra Sverige bruse ud og ind, medens Togene føre Rejsende og Gods videre i Verden

 

Kilde:

• Litteratur Østerbro
• Litteratur Nørrebro 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler

Redigeret 01-02-2022

H.C. Andersen endte sine dage på Rolighed.  Læs om Nyboder og Kastellet. Berømte fangere var et tilløbsstykke. Vinduerne skulle tages ind ved øvelser. Giftemål skulle godkendes. Hvad er Nyboders termometer? Krudttårnet, der sprang i luften og Østerbro Mølle var forsvundet, da brandmandskabet kom tilbage.

Byens poesi gik med i købet, da voldene blev nedlagt, mener nogle. Andre mener, at Østervold blev udsat for vandalisme. Den kønne Aborrepark forsvandt fuldstændig, og træerne blev bare fældet alle sammen. Jo, der skete mange forandringer på Østerbro.

Vi husker maleren Købkes skønne maleri Morgen på Østerbro.

 

Romantikken er forsvundet

Sortedammens idyl var borte. De smukke bugtede bredder med siv og krat, med små badebroer og hyggelige robåde, er afløst af kedsommelige, lige afskårne
kanter og grimme motorbåde, der lugtede af benzin.

Og nu her i 1916 er de sandelig også gået i gang med at brolægge Strandvejen. Hvor er Classens og Tuteins dejlige haver. Og de gader, der har afløst dette stykke natur, er lige så grimme som Nørrebros stenørken. Går man i vor tid (1916) ned af Østerbro møder man tummel, travlhed og pengespekulation. Romantikken er for længst forsvundet.

 

Alt er i ”nedbrud”

Dengang var det Rosenkilde, Apoteker Møllers ejendom ”Vennersro” og det store gods ejet af Tutein.  Et kæmpe blomsterparadis åbenbarede sig her. Store strækninger med frugttræer, med små søer og græsplæner. Her var der marker med køer og lam, og store skovpartier.

Classens Have var nærmest en urskov. De ældgamle træer og det tykke krat kunne forlede nogen til at tro, at man befandt sig i et eventyr.

Alt var i nedbrud, Lysthaverne, Kirsebærgangen og gartnerierne. Dengang betragtede man Østerbro, som et sted uden for byen, her kommer venner og familie på besøg.

 

Østerbro Mølle ”forsvandt”

En sen aften gik der ild i hatten på Østerbro Mølle. Den gamle mølle nedbrændte i fred og ro. Sprøjter manglede dengang. Det eneste, man kunne have brugt var kort tid forinden kørt ind i byen til en skorstensbrand. Da de så skulle tilbage, ja så var porten lukket. Så måtte man den lange vej via Nørreport, som bekendt stod åben hele natten. Stor var brandfolkenes overraskelse, da de opdagede, at møllen var forsvundet under deres fraværd.

 

Fest og kanoner

I Frederik den sjettes tid muntrede man sig med militærmusik. De store øvelser på Fælleden hørte til dagens orden. Som regel var det Vibenshus, der skulle stormes. Der var også meget, at se på, når militæret drog forbi. Det var Kastels-jægere, Jyske Dragoner, Landsenererne og den flotte Hestegarde. Sammen med soldaterne fulgte borgerne inde fra byen med kærrester, koner og børn.

Bagefter nød man aftensmaden sammen. Men ofte gik de druk i foretagenet. Og så mangen en soldat er havnet i den brede grav langs Blegdammen.

Under større øvelser fik borgerne besked på at tage vinduerne ud. Da blev der skudt med kanoner. Kastels-jægerne lå langs broen og de skød ned af Dosseringen ud over vandet. Det var festligt, dog ikke for den gamle Tutein. Han havde glemt at tage vinduerne ud.

Søren Kierkegaard boede herude. I Forførerens Dagbog har han givet nogle flotte erindringer fra Østerbro. Her gik han tit langs søerne på Ægteskabsstien og Kærlighedsstien i håb om, at få et glimt af sin elskede.

Østerbro var et udflugtsmål. På Frederik den tredjes tid var det skansen Gammel Vartov, en halv mil ude for byen, der var udflugtsmålet.

 

Nyboder bygges

Den 9. januar 1636 bad Christian den Fjerde forskellige håndværkere, om at opføre 100 nye huse hver til 220 ”Specieringsdaler”. Det skulle være en – etagers, bygges med grundmur, tage, skorstene, og skillerum. Nyboder kom derved til at bestå af 20 dobbeltlænger, som hvis man ville lægge dem ud i en linje fik en længde af 7.800 Alen. Det bebyggede areal blev på 18 Tønder land, der blev gennemskåret af to tværgader. Den store Algade eller Djuregade (Adelgade) og Prinsesse – eller Fyrstengade(Borgergade).

I 1641 gav kongen gaderne navn. Vest for Adelgade fik de plantenavne, lånt fra de urter, som fandtes indenfor Nyboderfolkenes ryder, Meriam, Timian, Salvis, Tulipan, Krusemynte, Nellike og Rose. Mellem Adelgade og St. Kongensgade blev det dyrenavne, Løve, ulv, hjort, ræv, hare, hund og kat. Fra bastionerne i nærheden tog man navne som Elefanten, delfinen, bjørnen og kamelen.

Senere kom der flere navne til, og nogle fik andre navne

• Lavendelstræde blev til Klærkegade
• Nellikegade blev til Kokkegade
• Hjortestræde kaldtes Skolemesterlængen
• Hindegade blev til Hoppens – Længe
• Balsamgade blev til Bagerens Gade.
• Hundestræde blev til både Elsdyrstræde, Ny-længen, Nygade og Gernersgade

Oprindelig var der ikke kakkelovne. Varmen måtte man få fra køkkenet.

 

Nyboder udvides

I 100 år stod Nyboder, som Christian den Fjerde havde anlagt det, så måtte det udvides. I 1757 opførtes 70 nye huse mellem Elefantgade og en ny Elsdyrsgade. Disse huse kostede 680 Rigsdaler., men så var de til gengæld også to – etagers.
I 1789 fik vi Krokodillegade, kort efter Svane – og Gaasegade.

 

Der skal hentes vand

De nye huse var med kakkelovne, hver familie fik sit aflåsede køkken, ovne og bræddegulve.

I begyndelsen kneb det med vandforsyningen. Der fandtes kun enkelte brønde i Adel – og Borgergade, ellers hentede man vand i Kastels-graven.

Nyboder – borgerne måtte selv hjælpe til, for at få bedre vandtilførsel, enten ved udgravningsarbejde eller med pengegaver. Endnu langt ind i århundredet
måtte Nyboder – konerne gå 100 Alen med fyldte spande.
Gaderne sank

På Nyboder var der ikke fast underlag, så brolægningen sank hurtig. Gaderne lå nærmest i bakker og dale. Det var et frygteligt ælte, og belæssede vogne sad ofte uhjælpelig fast. Når der havde været regnvejr lignede omdannedes området ligefrem til store indsøer.

Ikke før 1717 kendte man noget til dagrenovation. Man smed det hele ud på gaden, og håbede på, at natrenovationen tog det hele med. I 1756 blev det pålagt alle, at feje for egen dør, men man glemte lige at fortælle, hvor ofte dette skulle finde sted. Det fik man først lavet om på i 1778, da blev det pålagt, at feje to gange ugentlig.

 

Og der kom lys

Egentlig belysning fik man først over Nyboder omkring 1800.. Det vil sige, at det afhang af, hvor fulde de tre Spaanehaugsmænd var. Det var dem, der skulle sørge for ”belysningen”.

I starten lå Nyboder uden for voldene. En bager, der hed Abraham Holtermann fik privilegium til at forsyne denne bydel med brød.  Hans efterfølger, Poul Meyer fik tillige privilegium som brygger. Grøntsager fik man fra Amager. Høkere var der nu mange af i nærheden.

 

Masser af knejper

Brændevinsknejper var der også mange af, St. Johannes, Poul Brygger, Paradiset, Pølen, Det beskidte Anker, Det skarpe Hjørne. I Toldbodgade var desuden Kirken, Hattefutteralet, Toldbod-kælderen, Møllehuset, Brokkens Bod. Det var her, man kunne få de største snapse.

 

Hjælpsomme over for hinanden

Det var ikke kun søfolk, der boede i Nyboder. Kongelig Drabanter og andre fra Landetaten boede her også. Man havde selv vedligeholdelsespligten, og det betød døre i alle regnbuens farver.

Man var hjælpsomme over for hinanden, men der var også kvinder med skarpe tunger og mænd med stædige viljer.  Når en Nyboder – kone havde været op og slås med nabokonen fik hun Ris på boden, til hun havde mistet sin hud.

Børnenes tøj var meget farverigt, det var syet sammen af uniformsrester. Man rejste Majstangen på Valborgs Dag. Man havde sine egne skolder, og disciplinen var hård. En gang fik over halvdelen af en skoles elever ris. På samme dag. 45 slag var ikke ualmindeligt.

 

Giftemål skulle godkendes

Man giftede sig tidligt i Nyboder. Sømanden hentede sin brud i selve området.. Havde han fået sit ja, skulle han hos sin kompagnichef hente sin Friseddel. Chefen havde stor magt, at han kunne forhindre et ægteskab. Fik man et ja, gik man til Holmens præst, og så skulle brylluppet foregå inden for 8 uger i Holmens Kirke.

Stadsmusikanten havde ret til at være med. Det kostede for de bedre stillede 4 Mark. Mindre bemidlede kunne få nedsat prisen til 3 og 1 Mark.

 

Nyboder – vagten

Det var knappe tider, og undertiden udeblev lønningerne. Det kunne give anledning til tumulter. Derfor oprettede kongen en vagtordning i 1693. Den skulle forhindre tumulter. Vagten kom til at ligge ved Adelgade mellem Enhjørnings-gade og Ulvegade. Vægterne, Gadefogeden og Kommissærerne skulle også våge over orden og renlighed, hundestøj og klammeri.

 

Egne traditioner

Da pesten brød ud, var den værst på Nyboder. Man ville ikke rette sig efter forordninger, man var bundet af gamle fordomme. Nyboderfolket havde deres egne traditioner.

Normalt blev man begravet på Skibskirkegården. Men da pesten raserede, blev de døde snøret i køjeklæder, en kugle blev anbragt ved fodenden, og de blev sunket i vandet.

 

Anseelsen faldt

Efter at have haft stor anseelse blandt borgerne, blev de pludselig nægtet adgang til offentlige stier og kongelige haver. Omkring 1719 blev de betragtet  ligesom
Rakkerens folk og forbrydere. Årsagen var måske at Holmens folk var undergivet Bremerholms chefs myndighed. Og her arbejdede mange slaver. Men matroserne, som de blev kaldet, havde det heller ikke altid lige let.

 

Nyboders Termometer

Fridage var det ikke meget af, men så var der noget der hed Nyboders Termometer.

I den hårde vintertid blev der stillet en kop med vand i vindueskarmen. Tidlig om morgenen måtte Mutter op af fællessengen for at kontrollere og se til koppen. Var den bundfrossen, ja så kunne fatter vende sig om op den anden side og sove videre.

 

Krudttårnet sprang i luften

En ulykke ramte Nyboder under Guldbergs regering. Krudttårnet på Østervold sprang i luften. 47 mand blev kvæstet, 7 døde. Skaden i Nyboder blev takseret til 40.000 Rigsdaler.  Krudttårnet blev genopført og forsvandt først i 1872.

 

Fra rakkere til helte

Ved århundredeskiftet blev folks opfattelse af matroser forandret. Det skyldes Slaget på reden. Under englændernes kamp deltog Nyboder – Folket i slaget ved Classens Have, de var ombord på flåden, der havde 11 sammenstød med fjenden, og håndværkerne fra Nyboder hjalp brandfolkene med at slukke branden
inde i byen og på batteriet Sextus.

 

Kirkegårdene

Oprindelig lå Østerport på Kongens Nytorv, men den blev flyttet, den bar Frederik den Fjerdes navnetræk. Når man bevægede sig lidt ud for porten, befandt man sig i Heltenes Skygge. Det var Baadsmands-kirkegården, senere Skibskirkegården og nu Holmens Kirkegård. Den stammer tilbage fra 1666. Og det var
pestens skyld, at man i 1711 fik Garnisons Kirkegården.

 

Kastellet bygges

I 1661 byggede den hollandske ingeniør, Johan Henrik Rüse et citadel. Byens borgere var ikke særlig begejstret, da de fik at vide, at det skulle fungere som fængsel, for de farligste forbrydere. Kastels-fængslet fungerede som statsfængslet. De to mest berømte fangere har sikkert været Struensee og Brandt.

De endte deres dage på Øster Fælled. Først fik de afhugget højre hånd, derefter mistede de hovedet, hvorpå legemerne parteredes og sattes på Stejle og Hjul.

 

Berømte fangere i Kastellet

Ja det var jo også lige den engelske fribytter John Nicholas Norcross. Han blev fanget af Tordenskjold i 1718 og sat på Bremerholm. Derfra flygtede han til Sverige. Han fik den ide´, at fange og bortføre Kronprins Christian, som dengang boede på Gyldenlund (Charlottenlund). Han blev dog grebet på fersk gerning, og indsat igen i 1726 i Kastellet. Men det lykkedes ham atter at undvige. Han svømmede helt til Hveen, og slap derfra til Hamborg. Han blev anholdt i Altona, og flere anklager væltede over ham. Han blev smedet i lænker og anbragt i et bur af tykke egebjælker i hvis midte, der var en jernstang på tværs, som
han blev fastgjort til. Buret var fire alen langt og tre alen bredt.

I dette bur levede han ulykkeligt i 15 år. Det eneste han foretog sig, var at dressere de rotter og mus, der besøgte ham. Men han blev lidt af et tilløbsstykke. Mange københavnere havde den søndagsfornøjelse at se den skøre englænder.

I 1901 talte man om, at rive hele Kastellet ned og forvandle stedet til Sports – og legeplads. Men det blev heldigvis ikke til noget. I stedet skabte man i 1903 den
såkaldte Langeliniepark.

 

Slaget mod englænderne

Kysten fra Kastellet og nordpå til Svanemøllen blev i august 1807 skueplads for det engelske angreb både fra søsiden og landsiden. Foruden hoved-flåden af linjeskibe bestod flåden af 40 korvetter, brigger og morter-fartøjer. Hæren gik i land ved Vedbæk den 16. august. Dagen efter begyndte angrebet på Københavns nordligste kyst for at understøtte landtropperne. De nåede hurtigt Vibenshus og drog kæmpende syd på. De anlagde batterier ved Svanemøllen og Kalkbrænderiet.

Trods mange varsler, kom angrebet som en overraskelse. Store kampe udfoldede sig i Classens Have.

 

De Fattiges Dyrhave

Var de De fattiges Dyrehave virkelig hjemsted for fordrukne matroser, Nyboderdrenge og den laveste pøbel?

Det var nok et uskyldigt eldorado for småfolk.. Dyrene indskrænkede nok til vandrotter og en lænkehund. Beværtningerne var tarvelige. Man bragte selv fortæringen med i en bylt eller i en barnevogn. Der var gynger og karruseller. Musik og flotte Opvartningspiger, der ikke længere huskede den tid, da de glemte at rødme over en saftig spøg. Der vat tæt besatte lysthuse, hvor man kunne få halve bajere, Toddyer og andre livsfornødenheder.

Her gjorde underofficerer kur til pigerne. Lirekassen var der også og lige overfor lå forlystelsesstedet Rhinen. Der var skydetelte og åbne keglebaner.

 

H.C. Andersen på ”Rolighed”

Under en rejse i Rom traf ejerne af Rolighed , ægteparret Melchior, H.C. Andersen. Og Rolighed blev H.C. Andersen´ s hjem. Under et besøg herude blev
han i september 1872 syg i leveren. Han døde også her, den 4. august 1875. En måned før han døde, pakkede han sin kuffert, købte nyt tøj og bestilte 200 nye visitkort. Han tænkte også på, at bygge et Eventyrhus, det skulle ligne Fru Heibergs i Rosenvænget..

 

Fælleden

Fælleden var et sted for hjemløse eksistenser. Man fik en sommerlur hos Madam Græsmejer. Her var også et skjulested for alskens hjemløse bøller. Deres samlingssted var Holger Danskes briller.

Og Vibenshus, bygget af Mikkel Vibe var et yndet traktør- og hvilested.

 

Forandringer blev til virkelighed

Ja minsandten, der er sket noget på Østerbro, således skrev Illustreret Tidende i 1862:

• Man føler det paa sig, her kan der aldrig blive Tale om at anlægge Forlystelsessteder eller Øl-haller eller alt, hvad der hører til Vesterbros Privilegier.
  Her kan man ikke tænke sig at bygge Kaserner beregnede til Snese af smaa Familier, Nørrebros Privilegier. Her er landligt, smukt og roligt.

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur Østerbro 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 

Redigeret 2.02. 2022

Vi er af talrige blevet opfordret til at skrive om Østerbro. Da min bopæl er her på Østerbro, var det også nærliggende. Vi ønsker god fornøjelse med de kommende historier.

Kære læsere vi har allerede under Nørrebro tyvstartet med Østerbros historie. Hvis du prøver, at kigge under ”Kampen på Fælleden” og ”Hvad blev det af Serridslev?

 

Østerbro i 1850’erne

Om natten kunne man høre en stærk tuden fra vagterne omkring de 22 blegdamme, der strakte sig fra Nørrebro til Østerbro. Disse vægtere havde en hvid vadmels kappe med  en lygte i bæltet.

Østerbro var den sidste af forstæderne, der blev bebygget. Uden for Østerport og Kastellet lå der endnu store parker og vænger. Glaci Vænget, Classens Vænge,
Classens Have og Roseengen.

Vi skal ikke glemme Rosendal, med den prægtige have, ejet af den rige familie Tutein.  Der var mere luft på Østerbro. Har var vi ved byens udkant tæt ved stranden. Vi gik af ”Kærlighedsstien”. På den modsatte side havde vi Døvestumme – instituttet, og Kalkbrænderiet.

På Østerbro var der også tre store kirkegårde, Landetatens eller Garnisonskirkegården med mange smukke monumenter, vi har også Sø-etatens eller Skibskirkegården (i dag Holmens Kirkegård). Her er er der indrettet en gravhøj over de faldne helte fra Slaget på Rheden 2. april 1801.

Ved Citadels-vejen blev Blindeinstituttet opført i 1858. Et bomhus blev oprettet, så dem der ville køre gennem Kastellet i stedet for Østerport, kunne gøre dette.

 

Classens Have

Broen fører over Sortedamssøen til højre. Vi møder en række smukke bygninger, der ligger nede i en dal. Vi fortsætter forbi Rolighedsdal og Lille Rolighed
til Blegdamsvejen og Øster Fælled.

Det var på grosserer Melchiors landsted, Rolighed, hvor H.C., Andersen havde sit hjem i mange år.

Mellem broen og stranden befinder sig blandt andet Classens Have. Det var her Livjægernes kamp fandt sted i 1807. Her fandt adskillige kampe sted mellem den 26. og 31. august. Den danske general Peymann blev selv såret af en musketkugle i benet.

Omtrent 20 danske soldater mistede livet og 82 blev såret. Alle bygninger i haven blev sat i brand.

Senere er Classens have været brugt til fyrværkeri, opstigning med luftballoner og andre ting. I haven lå også vekselmager Aggerborgs stråtækte villa på en holm ude i en sø.

 

St. Petersborg

På hjørnet af Kalkbrænderivejen lå beværtningen St. Petersborg. Det fortælles at navnet stammer tilbage fra den gang russiske tropper lå på Øster Fælled i 1716.

 

Telt – og baraklejr

I Koleratiden blev mange behandlet med amerikansk olie og andre bitre dråber. Men det gik op for bystyret, at befolkningen boede for tæt og for usundt. Man indrettede derfor en teltlejr, så kunne unge – og gamle nyde den gode luft. Men det danske klima var ikke til teltlejr, så hurtig fik man tilladelse af krigsministeriet til at opføre en baraklejr. Men disse måtte snart igen rives ned. Krigsministeriet ville ikke have dem i længere tid. Men det havde været et sandt udflugtsmål for velbjergede og ikke sygdomsramte københavnere.

Men barakkerne var faktisk starten til de nye arbejderboliger på Øster Fælled.

Ja det var også her på Øster Fælled at greverne Struensee og Brandt blev henrettet den 28. april 1772.

 

På vej til Dyrehavsbakken

Særlig om sommeren var Strandvejen fuld af alskens ekvipager af statelige Ryttere og pyntede Fodgængere med og uden Oppakning. De har ganske givet givet uudtømmeligt Stof til Skildringer og Skitser af Folkelivet.

Især var der mange såkaldte kaper eller kildevogne, også kaldet cafémøller. Der var holdepladser ved Østerport og Øster Fælled.

Uden for portene holdt bønderne. De havde tilladelse til at befordre folk til og fra skoven fra den 1. juni til 31. juli. Det var et flot syn, med Sundet og Skånes kyst på højre hånd, og de smukke villaer og landstederne på venstre hånd.

Når man havde passeret Fælleden, kom man forbi Ny Kalkbrænderi, Lille Vibenshus, Christiansminde, Kildevælde, Svane Møllen, Vanghuset, Tuborgerne, Gammel Vartou. Og endelig Sluk-efter Kro. Og endelig nåede man Charlottenlund, Klampenborg, Bellevue og Dyrehavsbakken.

 

De fattiges dyrehave

I nærheden af Kalkbrænderierne lå det hyggelige forlystelsessted bedre kendt som De Fattiges Dyrhave. Her var samlet cirka 20 – 25 boder. Stedet blev besøgt af Holmens ansatte og søens folk. Men også forlystelsesstedet Rhinen havde mange besøgende

En sammenhængende bebyggelse fandtes kun for enden af Sortedamssøen og videre hen til Østerport. Ja det siges, at en af husene for enden af søen, indeholdt rester af Struensees skafot. Ved Trianglen op til Øster-alle  lå et salpeterværk.

 

Slagtervangen

Lige uden for Trianglen hørte bebyggelsen op, og den åbne vej gik nu mellem Øster Fælled på den ene side og Slagtervangen på den anden. Slagtervangen
indtog hele strækningen mellem Strandvejen og Sundet ud til Svanemøllen (Svane Møllen).

Straks efter at demarkationslinjen var blevet flyttet havde kommunen bestemt, at denne vang skulle udstykkes og sælges. Et forsøg blev gjort i 1854, men uden held. Det gik endnu en del år, inden dette kunne lade sig gøre.

 

Vordingborggade var Øresundsvej

Mange veje på Østerbro fik navneforandring. Således hed Århusgade, Fortungade. Det er her man endnu kan se resterne af Spritfabrikkerne. Firmaet Hans Just bor i en af bygningerne. Strandkanten var meget længere oppe end den er i dag.

På en kort fra 1879 figurerer Øresundsvej. Den var tilkørselsvej til Kryolit-fabrikken Øresund. I glasproduktionen blev der brugt meget kryolit. I 1859 byggede hofspejlsfabrikant Weber med svigerfar Meldola Kryolit-fabrikken. De importerede grønlandsk kryolit og udvandt soda. Det var en metode, der blev udviklet i 1852. Det var en fin forretning indtil 1862, hvor verdensmarkedsprisen på soda faldt dramatisk.

Weber trak sig ud af fabrikken, og købte en frugtplantage. Kryolit-fabrikken klarede sig gennem krisen.

 

Vognmandsmarken

Lige overfor på den anden side af Strandvejen lå de store marker. De tilhørte byen, men byen havde ikke meget glæde af dette. Det 147 tdr. Land Vognmandsmarken var blevet bortfæstet til det store vognmandslav, for en årlig afgift på 4 Rigsdaler. Og 1 mark på en sådan måde, at denne afgift ikke kunne
forhøjes. Ved en bortleje kunne den vel indbringe mellem to og tre tusinde Rigsdaler, Det var ingen udsigt til, at byen kunne blive løst fra
denne kontrakt så længe Lavet eksisterede.

Allerede i 1844 foreslog Borgerrepræsentationen at Lavet skulle ophæves, med Postvæsnet modsatte sig Lavets ophævelse.

Man ville først lige selv have lidt erfaring på persontrafikken. Men jernbanen kom til at ødelægge det for vognmændene. Lavets skæbne blev besejlet.

 

Vognmændenes rettigheder

Ligesom Magistraten, Byfogeden, By-skriveren og Kæmneren fik jord udvist af Serridslev Vange, som en slags godtgørelse for deres møje og besvær i stadens tjeneste, således fik vognmændene deres egen mark. I deres Lavs-skraa
fra 1610 siges, at der.

• nogle Aar forleden var blevet forundt dem af Byen 21 jorder mellem Borgervangen og Emdrup Mark for en ringe afgift ”til deres hestefoder og Lavs Ophold.

I Lavskraaen fra 1622 udtales følgende ord, efter at der var omtalt forskellige friheder, de havde fået, fordi de besørgede gaderenovationen:

• Foruden og over alt saadant paa det Byen af dem des flittigere skulde renholdes har byen ydermere forundt 21 Jorder og nogle Enge imellem Borgervangen og Emdrup Mark liggende, hvilke de allerede over et halv hundrede Aar haft have og endnu bruge. Det ses altsaa, at Marken er overdraget dem ved 1570 og at de har Fæstet den for en ogsaa da for ubetydelig anset Afgift (4 Rdl. 1 Mk.)som en Del af deres Vederlag for Arbejde i Byens Tjeneste

Lille Vibenshus

Langs Strandvejen lå der enkelte steder. Lille Vibenshus tilhørte en Familie Meyer, der her i generationer havde drevet beværtning. Da Jeremia Meyer i 1853 ansøgte om bevilling til at fortsætte forretningen, kunne han meddele, at både hans far og bedstefar havde drevet beværtning i Lille Vibenshus.

 

Kilde: 

• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 

Redigeret 02.02.2022

Det er altid interessant at få tilbagemeldinger fra læserne. Min fætter, Jørgen Petersen fra Jejsing fortalte, at han var fotograf for The Arrows og sendte et interessant avisudklip. Og Familien Schultze fortsætter deres musikalske
fortræffeligheder i Locomotien. Vi skal også høre noget om korsang i Tønder. Vi har fået en henvendelse fra organist Michael Due. Denne artikel er fra 2008.

Fra 1965 – 1967 fungerede min fætter, Jørgen Petersen som The Arrows ”husfotograf”. Han medsender faktisk to fotos, som vil indgå i den foto – database vi snart opretter for Tønder. Det var familien Schultze fra Skovroysvej, der var drivkraften i The Arrows. Senere hed de hvis nok Radiserne.

 

Over in the Glory Land

Som det blev oplyst i første del af artiklen, var jeg selv med til at optage dem til et blindebånd, som vi lavede i forbindelse med oprettelsen af Tønder Båndamatørklub. De indspillede to julemelodier på Schweizehalle. Den ene var Over in the Glory Land.

Optagelsen skete i den store sal. Under salen i garderoben havde vi indrettet studie, hvor vi lavede lydeffekter m.m. Vi havde skam også udstilling, hvor offentligheden kunne komme ind og se på vores flotte 4 – sporede båndoptagere. Det var faktisk tolder Jørgensen, der hvis nok også boede på Skovroysvej,
der var formand for vores båndamatørklub.

 

Familie-dans til Familien Schultze

Senere hørte og dansede vi til to af Schultze – brødrene til en familie-komsammen ned hos æ italiene i æ Østegae. Min mor og min søster blev svunget til
Beatles – melodier. For nogle år siden fik jeg en udmærket cd, der hed Borderline. Den var også med Familien Schultze.

Men her er teksten på det avisudklip, som Jørgen sendte mig:

• Tønders beat – mestre mangler lokaler
• Har gennem tre år ført en omflakkende tilværelse
• The Arrows hedder Tønders eneste såkaldte professionelle poporkester. Man har nu holdt sammen i tre år, hvilket er meget i beat
  – verdenen, hvor mange orkesternavne er smuldret hen i samme periode. Alderspræsident i gruppen er den 20 – årige Wolf – Dieter Schikowski, der slår trommerne og gruppens Benjamin er lillebroderen Werner, der passer rytmeguitaren. Øvrige Arrows er den 19 – årige Uwe Schultze med bassen og den 17 – årige Karl – Heinz Schultze, der er gruppens single.
• Af deres annaler fremgår, at deres første – optræden naturligvis var under ydmyge former. I dette tilfælde en gratis optræden i Rudbøl vandrehjem, men at de senere har formået at placere sig pænt i pop – verdenen. Sidste år blev de således sønderjyske beat
  – mestre ved en konkurrence i Haderslev, de har deltaget i poplandskampen Danmark – Tyskland i Flensborg og to gange i det sønderjyske pigtråds grand prix. Derudover har deres virkefelt naturligt nok især været Tyskland, men også nordpå, har de hentet laurbær. Et nyligt engagement i Hit – House i Kolding skal lige tages i forbifarten, foruden at de deltog i den store ”Pigtrådsfestival på heden” i Grindsted, hvad hjembragte en 3. plads.
• Gruppens store problem er imidlertid lokalespørgsmålet – husly til øvelse og indstudering af numrene. Man har i den henseende ført lidt af en omflakkende tilværelse.
• På Schweizehalle, i bådehuset, i Højer, i den tyske skole, på Grand Hotel, i den gamle popkælder på Skibbroen, i en lade i Møgeltønder – og nu altså i en af Freibergs garager.
• Et andet problem har været medlemmernes hårpragt og fagre krøller, der sandt at sige, har voldt dem ikke så få vanskeligheder
  – bl.a. med i det hele taget at komme over grænsen. Problemet har man nu, efter gruppemedlemmernes udsagn løst ved hjælp af enorme mængder brillantine umiddelbart før udrejsen.
• Fremtidsplaner og håb? – Vi kunne godt tænke os at få flere arrangementer herhjemme, og i al beskedenhed sagt opnå lidt af samme popularitet som vi mange steder sydpå har opnået, siger The Arrows.

 

Fra Red Rockers til Arrows

Gruppen bestod fra 1964 til 1969. Egentlig gik de i røde skjorter med sorte kanter på Ludwig Andresen Schule, derfor kaldte de sig The Red Rockers.

Og den første officielle optræden på Rudbøl Vandrehjem var for en svensk pigeskole. Ved et arrangement den 19. juni 1966 på Schweizehalle optrådte de sammen med The Rooters, The Beatmakers og The High Numbers. Arrangementet var arrangeret af Down Town.

Den 28. januar 1967 spillede de på Folkehjem i Åbenrå. Her arrangerede Åbenrå Pop Klub en pigtråds Grand prix. Soldaterne i Sønderjylland kårede i deres Tirsdagsklub, Arrows som det bedste orkester i landsdelen.

 

Den største oplevelse

I Foråret 1967 bliver gruppen nr. 2 ved et arrangement i Vojens. I Grindsted bliver gruppen nr.3 den 14. juli arrangerer Skærbæk Power Club, det sønderjyske mesterskab og her vinder Arrows.

Men den 25. april 1969 er nok det største øjeblik i Arrows karriere. Da får de i Vojens Hallen lov til at spille sammen med Love Sculpture med Dave Edmunds.
De havde netop udsendt Sabel Dance, som blev et hit mange steder. Gruppen spillede efter signende play back, mens Arrows spillede live.

 

Sagsanlæg fra Peter Belli

Gruppens manager, Geert Madsen mødes med et krav fra Peter Belli på 10.000 kr. i forbindelse med en annoncering, der havde noget at gøre med Peter Bellis hashdom på 60 dage. Senere indgås der forlig i sagen.

 

Radiserne

Efter at The Arrows gik i opløsning blev gruppen Radiserne startet. Det var med brødrene Schultze, Steen Autzen og Jørn Lassen. Dengang øvede gruppen på Ubjerg Skole og senere på Centralhalle.

 

Radiserne 72

I 1972 grundlagdes Radiserne 72, som bestod af Henning Mohyla, Eddie Carstensen, Jørn Lassen og Steen Autzen.

 

Locomotion

Efter perioder i bands som Dag & Nat, Hideaway og Motown (projektnavn fra Borderline) har Heine uafbrudt spillet i Locomotion siden 1980.

Kigger vi så på gruppen Locomotion finder vi også nogle interessante personer:

• Sarah Schultze har været med siden 1995, og hendes smukke stemme kan høres på Borderline
• Kim Thomsen har været med i Hot Wires, Low Budget Brothers og spillet sammen med  Mike Whellans, som vi kender fra Tønder festivalen
• Klaus Heil har en fortid i Slesvigske Musikkorps, Westcoast, Kaues Brass Band og Miniputs. Det var countrygruppen Westcoast, der havde Alfred ”Mugge” Hansensom forsanger. De havde stor succes i Sverige.
• Christopher Schultze Har spillet i grupperne Leverandøren, Henrik, Christopher & Asger, Hareflugt og Acid Souls.

 

Henvendelse fra endnu en aktiv læser

Til vores første artikel om Musikken i Tønder, har vi fået en henvendelse fra Michael Due, som nu er organist i Sankt Pauls Kirken i København. Michael skriver:

• Arbejdernes Mandskor blev oprettet i 1931 og bestod af mange tilflyttere. Damekoret Marsken eksisterede endnu i slutningen af 50’erne. Tønder Kammerkor blev stiftet i 1982. Tønderkoret startede i 1983.
• Jeg tænkte, at det måske var af interesse, at det var organisten ved Kristkirken i Tønder(1980 – 1992) Michael Due, der stiftede Tønder Kammerkor.
  De første møder var i undertegnedes private stue.

Tak til Jørgen og Michael for bidrag til denne artikel.

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Musik i Tønder 1-6
• Michael Falch i Tønder

Redigeret 4.04.2022

En læser har gjort os opmærksom på mystiske ting på den lille ø, Jordsand, der ikke eksisterer mere. Læs den dramatiske beretning om øen, der engang var landfast. Militære aktioner er foregået i nærheden af og omkring øen. Der var også planer om, at indrette en jernbanestation på øen.

 

Vi kunne godt engang imellem se Jordsand, dengang fra Højer Sluse. Øen eksisterer ikke mere. Den forsvandt i 1999, kom lidt til overfladen igen, men ingen har set øen siden 2001.

Øen var ikke let at se med det blotte øje. Den lå cirka 6 – 7 kilometer fra den gamle sluse i nordvestlig retning. På det højeste sted var den vel cirka 2 meter, og den var vel dengang ikke mere end 15o meter lang. Det skulle være vindstille, ellers have vi ikke en chance. Min bedstefar (Opa) fortalte om et rigt fugleliv og mange sæler på øen. Han havde ofte været derover.

 

Brev fra en læser

Øen var et paradis, nej ikke som Atlantis. Det var et fugleparadis, men det var også en mystisk ø. Det siges, at der ligger 800 hollandske søfolk begravet på den sunkne ø. (Søslaget ud for Højer) (Svenske tropper i Tønder).

Og flere mystiske ting er sket. Det får ikke svar på i denne artikel, men i en kommende artikel. Jeg fik et brev fra Gerd Uwe Christiansen fra Tønder. Han skriver blandt andet:

• Vidste du, at der er blevet udskibet en hel hær fra Jordsand til England i 1689?
• Historien starter med, at der var en øvelse ved ”Æ Stampmøl” i Hjerpsted. Her kom en ældre mand fra Ballum, der hed Ehmsen i snak med kommandanten på Tønder Kasserne. Her fortalte Ehmsen, at der var udstationeret en hel hær fra Jordsand. Men det ville kommandanten ikke tro på. Men Ehmsen holdt fast. Når der havde været østenvind i et par dage, kunne man gå ud på vaden og finde knoglerester fra heste og rester af vogne m.m.
• Ehmsen lovede at sende bud efter kommandanten. Og da det havde været østenvind et par dage kunne kommandanten ved selvsyn se, at Ehmsen havde ret.
• Kommandanten tog hjem, for at undersøge sagen. Der stod ikke noget i de militære arkiver. Så det måtte et større efterforskningsarbejde til. Og det er ganske vist. Der er udarbejdet 31 A5 – sider med historien
• Blandt andet står der i rapporten, at Danmark overlader kongen af England 1.000 mand kavaleri, 6.000 mand infanteri med officerer og alt tilbehør. Chefen skulle angivelig være Hertug Ferdinand Wilhelm af Wüttenberg – Neustadt. (Se artiklen: Soldater på Jordsand) 

Vi glæder os meget til at kunne præsentere læserne for denne spændende historie. Men vi har også i vores spændene efterforskning fundet ud af noget.

 

Danmarks eneste hallig

Jordsand var Danmarks eneste hallig. I mange århundrede har øen modstået havets angreb. Men den blev mindsket mere og mere. Det vides at marsklandet i det frisiske vadehav har været forholdsvis tæt bebygget i år 1000, og at de første dige-anlæg stammer tilbage fra det 13. århundrede.

 

En kongelig jagthytte

Første gang vi støder på Jordsand i litteraturen er i 1231. Det var i Kong Valdemar den Andens Jordebog, Her er øen nævnt i en ø-liste over kongegods som Hjortsand Hus.

Man mener, at det er tale om en jagthytte. Hjortsand skulle således betyde Hjortesand, og dermed henvise til, at øen havde huset jagtbart vildt. Så sent som i 1905 har man observeret hjortevildt på Jordsand.

 

En stor hytte

I det 13 århundrede var Jordsands areal 2.000 ha ifølge den tyske forfatter Breckwoldt. Sandsynligvis var den engang landfast med Jylland. Måske har den også været landfast med Sild. Vidåen kunne have haft sit udspring mellem Amrum og Sild.

 

De første ejere

I Tønder Amts jordebøger er der flere oplysninger om bebyggelse og ejerforhold på Jordsand. Den første ejer, der kan findes er Laurenz Freese, der besad øen fra 1537 til 1591. I 1537 betalte han 24 mark og i 1543 22 mark og 1 tønde smør til slottet i Tønder. Det var omkring det dobbelte af, hvad den næststørste skatteyder i Hjerpsted sogn måtte yde.

I 1607 nævnes yderligere to ejere, Matz og Jens Michelsen, der årligt tilsammen svarede en tønde smør til slottet. Fra jordebogen kan citeres (læg mærke til sproget):

• Jortsand ys ein beflaten Eyland tuischen List und Røm nicht gar groth wanen darup twe lüeden geuen tho samen 1 Tdr. Botter als Matz Truesen und Jens Michelsen.

Noget  tydede dog på, at øen efterhånden kun var beboet om sommeren.

 

Masser af søkort

I 1649 kan man på Johannes Meyers kort se arealet på øen til cirka 600 ha. Måske har Meyer også set  “Landcarte von dem alten Nordfrieslande. Anno 1620″ Det kunne også være, at han havde set et hollandsk søkort fra 1585. Nogle år senere udarbejdede den danske officer og digegreve Johannes Wittenmarck sit søkort Frisa Minor over farvandet mellem Lister Dyb og Ejderen.

Kartografen, Niels Hegelund foretog i 1689 opmålinger i Lister Dyb, og udarbejdede et af de første nøjagtige søkort i danmarkshistorien. Det spændene ved det kort er en ankerplads Kongens Havn mellem Sild og Jordsand. Flere kort fulgte, men de var meget unøjagtige og nogle var direkte forkerte.

 

Store tab på øen

Arkivmateriale vidner om, at beboerne til stadighed søgte om nedsættelse af skatter og afgifter, på grund af ødelæggelser fra stormene. Således behandler Kgl. Rådherre Müller, den 5. marts 1731 en sag. Han henstiller til, at amtmand von Holstein i Tønder, eftergiver en restance på 85 rigsdaler 13 skilling og 3 pfennig.

I 1782 ejer Hans Pilgaard begge lodder på Jordsand. Men han føler sin ejendom truet. Gennem kammerherre von Bielke anmoder han amtmanden om at besigtige øen. Men amtmanden afslår. Han vil ikke i den farlige årstid besigtige øen. I øvrigt gør amtmanden opmærksom på, at han selv skal klare det økonomiske, eventuelt kan der søges tilskud fra staten.

Først i 1805 kommer Videnskabernes Selskabs kort (1 -120.000), og i 1807 blev der foretaget opmålinger af søløjtnanterne Holst og Tuxen. Her opgives øens areal på 40 ha.
En tragisk hændelse

I 1834 ejes Jordsand af M. Mathiesen, Hjerpsted Stampemølle. Øen blev brugt til kreatur – og  fåregræsning om sommeren samt til høslæt.

Mathiesens søn, Hans samt to søskende og en tjenestekarl blev under turen hjem fra Jordsand, hvor de drev nogle kreaturer pludselig overrasket af pludselig højvande og storm. Alle fire druknede i renderne. Og kun den 22 – årige Hans blev fundet, og begravet på Hjerpsted Kirkegård.

 

Øen skrumper

I 1841 viser et andet kort, øens areal på 35 ha.

Og i 1873 er der foretaget en matrikulering af øen, arealet blev da beregnet til 18,4 ha. Kigger  man på Geodætisk Instituts målebordsblad fra 1936, ja så er vi helt nede på 7, 2 ha. I 1973 var vi nede på 2,3 ha.

 

Mange ejere

Den 14. april 1897 ansøgte de daværende ejere, at det hus, der blev ødelagt af en storm, blev genrejst på statens bekostning. Dette blev dog afvist. Og øen blev i 1899 solgt til hotelejer Søren Panku fra List for 1.350 Mark. I 1900 købte apoteker Wasmuth fra Hamburg øen for 3.000 Mark.

I 1923 blev øen ejet af Jens Winther Jensen fra Bådsbøl. Det v ar det sidste år, hvor øen blev brugt til græsning. En sommerstorm var årsag til adskillige druknede får og heste.  I 1907 blev fuglelivet fredet på øen. Og i 1939 blev øen og det omkringliggende Vadehav på 10.000 ha vildreservat.

 

Har vi fundet den rigtige Ehmsen?

I 1943 købte gårdejer Medert Ehmsen, Rejsby øen. Den havde han helt til sin død i 1973. Derefter var det enken, Herle, som var ejer af øen. Måske er det enke Ehmsen, der bliver talt om i begyndelsen af denne artikel. I øvrigt fandt Ehmsen en cisternebrønd på øen i 1969. På Meyers kort fra 1649 er der indtegnet et hus, omtrent det sted, hvor brønden blev fundet.

Mon denne Ehmsen er i familie med den Ehmsen, der boede på Lærkevej i min ungdom og lejede mapper med ugeblade samt udlejede vaskemaskiner?

 

Forsøg på kystsikring

I 1976 forsøgte man at gøre noget ved kystsikringen Men forgæves. Det var netop også i 1976 en kæmpe stormflod overdækkede Jordsand. Dengang var vandstanden på over 4 meter herude.  Øen lå på Jordsand Flak, der havde en længde på 8 kilometer. Det er et sandområde og resterne af et fastlandsområde.

 

Masser af stormflod

De ældste beretninger om stormfolder stammer tilbage fra 1200 – tallet. Men det er vel først efter september-stormen i 1362 vi har nogenlunde sikre beretninger om ødelæggelserne.

Her forsvandt 30 sogne, og det gik værst ud over halligerne i Tyskland. Under november-stormen i 1436 gik det hårdest ud over kysten længere nord på. Silds sydlige del blev oversvømmet, og områderne omkring Højer blev delvis ødelagt. Samme område blev hærget i december 1615, hvor vandet nåede helt ind til Tønder.

Stormen den 11. og 12. oktober 1634 blev en af de største. Her druknede over 8.000 mennesker, og store marskområder forsvandt i havet. Bland de landsbyer, der blev udslettet var Misthusum nord for Ballum.

Dengang var Jordsand beboet, men der er ingen beretninger om skaderne på øen dengang. Men julenat 1717 ramte stormfloden Jordsand. Øens daværende ejere, Tyge Nielsen og Nis Hansen søgte ifølge Højer Herreds tingbog:

• Afslag og Lindring udi Constribution og Afgift, da Stormfloden havde givet dem store Tab på ”det lidet Eyland Jordsand, som de ud i Possession haver, idet Landet er bortskyllet og det andet af Sand fordærvet.

Senere i 1743 anmoder Tyge Nielsen om en ny taksering af

• durch die wilde Flut meist weggespülte und mit Hafsand bedeckte Eiland Jordsand

Under stormfloden i februar 1825 druknede 75 mennesker på de tyske halliger. Natten mellem den 7. og 8. december 1895 ramte en ny stormflod Vadehavet og et stråtækt muret beboelseshus på Jordsand samt det værft, huset var bygget på, forsvandt i havet. Under den samme storm blev øens trigonometriske station skyllet ud mod stranden.

Den 30. – 31. august 1923 overskyllede en stormflod Jordsand, og en del får druknede.

Den 16. februar 1962 raserede en storm, store dele af den frisiske kyst. Fundamentet til Vildtbiologisk Stations observationshytte blev undergravet af vandet, og næsten 10 meter af sydkystens klitter forsvandt. Hytten blev senere samme vinter flyttet til et mere sikkert sted på øen.

 

Det berømte søslag

Under træfningen med den hollandske/svenske flåde i 1644 omkom en masse hollændere. Historiske kilder påpeger, at de blev begravet på Jordsand. Men også en del af dem blev begravet
på Sild. Nogle kilder påpeger så igen, at der var en del svenskere imellem.

Ifølge en tysk kilde fra 1652, Caspar Danckwerth, blev adskillige hundrede svenske soldater begravet på Jordsand. På et af Meyers kort fra 1644 er stedet markeret.

 

Udskibning til England

Og så kommer vi antagelig til begyndelsen af denne artikel.

I 1689 under tronstridighederne i England henvendte Vilhelm den tredje sig til Danmark om hjælp. Den 15. august 1689 blev der underskrevet en traktat, hvor Christian den femte overlader den engelske konge 1.000 mand kavaleri og 6.000 mand infanteri, der skulle sejles til enten England, Skotland eller Irland.

Efter den engelske konges ønske skulle der være seks skibe. Fire på 300 mand og 40 kanoner, og to på 250 mand og 30 kanoner.

Problemet for Danmark var at finde et egnet udskibningssted. Schoutbynacht C.E. v. Stöcken blev udpeget til at lede operationen, og kartografen Niels Hegelund blev som tidligere nævnt sendt til Vadehavet for at finde en egnet ankerplads.

 

Vandretur over Jordsand Flak

Det blev bestemt, at tropperne skulle gå over Jordsand Flak til Jordsand, og derfra i mindre både sejlede ud til den opankrede transportflåde. I en rapport dateret Lister Dyb den 20. oktober 1689 meddeler v. Stöcken:

• Embarquementet scheer fra Hjortsand omtrent ¼ Mil fra en Bye kaldes Hierpsted, och er det meste Hinder, at mand sig kan af Dagen 4 Timer kand betienne, formedelst mand maa rette sig efter Ebben, naar dend udløben.

 

Proviant kørt over af lokale bønder

Soldaternes proviant blev kørt til Jordsand af lokale bønder, og det beskrives, at mens bønderne opholdt sig på øen, satte det i med tåge og storm. Således at de i tre dage var prisgivet naturens luner. I en rapport fra hovedkvarteret hedder det sig:

• Den jammer med de arme bønder, kan jeg fast ikke beskrive. I går frøs en gammel bonde ihjel på Jordsand og en anden ligger for døden.

Det sidste er oversat til nudansk. Men man kan undre sig at udskibningen fandt sted på denne årstid.

 

Havne – og jernbaneplaner

Da jernbanerne skulle anlægges i Sønderjylland, var Jordsand også med i tankerne. Øens beliggenhed var kun et par kilometer fra Højer Dyb, der kunne befares af dybtgående skibe. Men efter krigen i 1864 faldt planerne til jorden, da en vestkysthavn i Esbjerg blev anlagt.

Men i 1880’erne kom tanken igen, med en havn i nærheden af Højer Dyb. Den 4. november 1889 kunne man i den dansksprogede med tysksindede avis Folkebladet læse følgende:

• Jordsand skulle inddiges tillige med den nordpå strækkende Vadegrund, Jordsand Flak og forbinde det inddigede Land med en Dæmning af den korteste Vei mod Fastlandet, f. Eks. I Nærheden af Jerpstädt. Kun en ubetydelig, flad Lay krydser denne Dæmningsretning, og denne Lay man, naar man skjønner, at en Aabning i Dæmningen er nødvendig her,
  slå en Bro over. Ved en Jernbane ad Dæmningen til Fastlandet og videre iværksættes Tilslutning til det store Banenet. Denne Jernbane fra Jordsand til Fastlandet vil neppe blive over 7 km lang, en Bane fra Havneby over Röms Nordside og derfra til Fastlandskysten vil maaske have en Længde henved 20 km.

Den storslåede plan blev ikke til noget.

Kilde bl.a.: Palle Uhd Jepsen:
Jordsand – fuglenes ø i Vadhavet (Bygd 1976)

Nogle
af de omtalte emner behandles i følgende artikler:

• Højer som havneby
• Højer, stormflod
  og diger
• Højers historie
• Sidste tog fra
  Højer
• Søslaget ved
  Højer
• Kanal gennem
  Tønder
• Tøndermarsken
• Tøndermarsken
  2
• Svenske tropper
  i Tønder
• Tog til Tønder
• Hertugen af Tønder
• Digebyggeri i
  Tøndermarsken

I april måned 2007 stillede Hans Jørn Bollerslev spørgsmål omkring maleren E. Brodersen. Takket være læsernes hjælp, har vi fået opklaret, hvem det var.

Den 24. april 2007 efterlyste Hans Jørn Bollerslev informationer om maleren E. Brodersen. Han havde arvet et motiv fra Skibbroen efter sine forældre. Selv om personen hed Brodersen er jeg ikke i familie, men historien ender dog med nogle pudsige sammenfald med min familie

www.dengang.dk har mange opmærksomme læsere. Gerd Uwe Christiansen, hans kone og hans søster Asta har udført et større stykke detektivarbejde. Så Hans Jørn prøv at læse her.

Emmer Brodersen malede billeder som sin hobby. Hun har også malet et kendt motiv fra Jomfrustien. Hun var mest kendt for at male fliser, ofte med sjove vagabonder og landevejsriddere. Gerd Uwe har selv et kakkelbord med motiver af Uldgade og Slotsgade m.m. Selv er han født i Slotsgade 11 (nu Frigrunden 21).

Derhjemme på Lærkevej og senere i Brofennen hang der også en flise fra Spikergade, hvor min far boede i mange år. Gad vide, om den også var malet af fru Brodersen.

Emmer Brodersen var gift med Poul Brodersen. De startede med en manufakturforretning i Østergade, der hvor Erik Tygesen havde tøjforretning. Fra stedet sælges der nu brudekjoler.

Senere fik de forretning på hjørnet af Posensgade og Vestergade, hvor der for nylig var en 10 kroners butik. Denne er nu flyttet hen i mit tidligere lærersted, den nedlagte Andersen & Nissens Boghandel.

Brodersens butik blev senere overtaget af John Bock og så igen af en Hr. Clausen, hvis nok Emil.

E. Brodersen havde fire børn. Dethlef var smed og boede i Haderslev, så var der Carsten, og to piger, den ene hed Ingeborg, og den anden blev kaldt Mausi (Karen) og bor nu i Odense.

Fru Brodersen boede til sidst atter i Østergade oven over Guldsmed Bödevadt

En god veninde til hende, Traude Hiller bor nu sammen med hendes mand Otto, samme sted på Brofennen, hvor mine forældre boede til sidst. Og det skægge er, at Traude Hiller engang ”tjente” sammen med min mor på Poppenbøl.

Tak til ”detektiverne” i Tønder for deres arbejde. (Denne artikel er fra 2008) 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 263 artikler 

Snart fritlægges nogle københavnske vandløb. Lygteåen og Ladegårdsåen fungerede delvis som kloak  i ældre tid. Byggespekulanterne gjorde som det passede dem. Vandinspektør Colding havde en plan. Men Frederiksberg ville ikke være med. Det betød at Nørrebro i mange år havde en stinkende kloak. Den gik ned til søerne, hvorfra man fik drikkevand.

 

I perioden 1850 – 57 opførtes der 296 nye bygninger uden for portene. En stor del af dem var på Nørrebro. Menneskemasserne inde fra byen pressede på, og byggespekulanterne tjente en masse penge.

Jo senere en lejekasserne stod parat, des mindre tjente man. Moralske og hygiejniske hensyn var der ikke tid at tage hensyn til. Resultatet blev også derefter. Triste og ensformige gader.

 

Hastværk førte til besynderligheder

Nørrebro var først, og derfor blev denne bydel også mishandlet mest. Tømrergade og Smedegade blev anlagt i 1853 og Murergade i 1854. I Blågårds – kvarteret fyldtes husene på kryds og tværs. Den ene grund efter den anden blev bebygget, og den ene familie efter den anden flyttede ind.

Dette hastværk førte til mange besynderligheder. Forbindelsen mellem Åboulevarden og Nørrebrogade bugtede sig frem gennem Evaldsgade, Thorupsgade, Korsgade, Vesselsgade, Baggesnesgade og Dosseringen.

I den ene ende af Dosseringen blev der bygget villaer i 15 alens afstand fra Dosseringen, dernæst høje huse i 12 alens afstand og med facade ud mod en sti. Denne sti havde beboerne kun adgang til, med Vandværkets tilladelse.  Det sidste stykke havde facade ud til en offentlig gade.

Man vidste ikke om der langs søens bred skulle anlægges et villakvarter, eller en allé. Resultatet blev ingen af delene, man byggede bare planløst.

 

Byggespekulanterne bestemte selv

Den lille stump gade ved Dronning Louises Bro er kun fremkommet, fordi hjørnegrundens ejer, tømrermester Wildau ønskede det således, da han i 1857 skulle have grunden bebygget. Husrækkernes afstand fra søerne var også helt tilfældige. Tømrermester Bergmann byggede i 1853 sit første hus i en afstand af 12 alen fra Dosseringen. Ja så rettede naboejendommen sig også ind efter dette. Man byggede efter sit eget hoved, der var ingen retningslinjer.

Bülow og Bangert fik særtilladelser, så de kunne fortsætte deres grundspekulation.

 

I den ”beklageligste” forfatning

Inden 1857 var bebyggelsen nåede helt ud i Kløvermarken, mellem Jagtvejen og Lygten. Den første gade herude, var Allersgade, opkaldt efter grundens ejer.

De nye gader og veje i Blågårdskvarteret var alle sammen private, og brygger J.C. Jacobsen skrev i 1856:

• I regelen er gaderne i den beklageligste forfatning, uden brolægning, uden fortove, og hvad der var endnu værre, uden rendestene.

Man havde hverken tænkt på vandafløb eller på tilførsel af drikkevand. Der var ingen lygter og ingen vægter. Renovationsvæsen var der heller ikke.

Den stinkende grøft langs Blågårdsvejen gav konstant grobund for klager. Men parcelejerne værgede sig ved at lade den rense. Vejene var private. Dem ejede grundspekulanterne også. Men de var bundløse.

Kommunen havde tilbudt at sætte dem i stand imod at de blev åbnet for offentlig færdsel. Men grundspekulanterne sagde nej tak. Inde i byen morede de sig i
1855, da et lille læs tørv sad så dybt i mudderet i en af gaderne, at man først måtte spænde hestene fra, og tørven måtte læsses af, før man kunne få vognen i gang igen.

 

Drikkevand fra søerne

Drikkevandet skaffede man i begyndelsen fra brønde, der direkte modtog grundvandet fra Assistens Kirkegården. Det var så sundhedsfarligt, at politiet forbød brugen af dem. I 1854 fik man indlagt nogle provisoriske ledninger fra Peblingesøen og Ladegårdsåen.

Det så ikke bedre ud på den anden side af Nørrebrogade. Sct. Hans Gaden var anlagt på 1. Blegdam, uden at man havde gjort noget forsøg på at aflede vandet. Spildevandet løb langs gadens rendesten ned i Sortedams Søen.

 

Vandinspektør Coldings opfordring

Vandinspektør Colding beskrev i 1854 forholdene således:

• Hidinstil har, som bekendt, Jordene og Ejendommene paa Stadens Grund udenfor Voldene henligget uden andet Vandafløb end det, som fra Arilds Tid har fundet Sted. Stadens Kommunalbestyrelse toede sig ikke berettiget eller beføjet til at ordne Forholdene, da Grundene, vejene, Vandledningerne, Spildevandsafløbene, kort sagt Alt var Grundejernes private Ejendomme, Vandafløbet blev derved i Virkeligheden hvert Aar slettere og slettere, thi Grøfterne forfaldt uden at blive rensede.
• Grunde, hvorover Vandet tidligere har haft Aftræk, opfyldtes flere Fod med Skraldesnavs for at blive tjenelige til Bebyggelse. Vandløbene indskrænkedes ved udvidelse af de private Haveanlæg etc. etc. Vi behøver os kun drage til Minde, hvorledes den største Del af Blegdamsgrundene ere situerede.
• Indtil for længe siden gik det eneste Afløb fra disse til Stadens Drikkevandsbeholder. Der fandtes vel, ligesom der endnu findes, en afskyelig stinkende Pøl i Store Ravnsborg Have, som var bestemt til at optage Afløbs – og Skidenvandet fra Grundene, Vaskerierne og en del af Ejendommene på Fælledvejen, men denne kunde naturligvis kun optage et bestemt Kvantum, og hvad deri ej kunde rummes, løb samme Vej som Vandet i Pølen, forsåvidt som det ikke fordampede, nemlig i Sortesøen.

 

• For tiden er Skidenvandet fra Fælledvejen givet et direkte Afløb til Søerne er blevet umuligt. Ved Foraarstider ere derfor store Strækninger af Blegdammenes oversvømmede, og dette Vand må henstaa saalænge paa Grundene, til det entet er fordampet eller sivet igennem Jorden til Søerne.

 

• Indtil for kort Tid siden var stor Dele af Blaagaardens Parceller beliggende paa en lignende Maade, idet de aarlig oversvømmedes af Nørrebros Kloakvand.
• Jeg maa anse det for særdeles paatrængende, at der snarest muligt udarbejdes en samlet, paa Opmaalinger og Undersøgelser i Marken grundet Plan for Vandafledninger for det hele paatrængende Terræn, saavel for Stadens som for Amtets Andel, thi en hensigtsmæssig Afledning af Vandet vil
  højst sandsynligt blive en umulighed, naar Bygningerne ført bliver opført paa lavtliggende Steder og større eller mindre Kloaker eller Underløb blive nedlagte til Afledning af Vandet fra visse Strækninger, uden Hensyn ti, om der staar i Strid med en hensigtsmæssig Vandafledning for det Hele eller ikke.

 

Ingen kort

Beboerne var glade for, at komme ud fra voldene, og var måske ikke så kritiske over for standarden. De havde vel heller ikke et valg. Myndighederne havde ikketid til bare den allernødvendigste forberedelse. Det tog 5 – 6 år inden de første retningslinjer kom.

Man havde ikke et niveau – kort, at gå efter. Man brugte Generalstabens Kort fra 1848  Heller ikke en ide om, hvor gaderne skulle gå, havde man.

 

Ingen byggeplan

I 1855 foreslog arkitekt Herholdt, at der blev udarbejdet en byggeplan i forstæderne. Der blev nedsat en komité. Og konklusionen var, at så længe, der ikke
forelå planer om vandløbende, var det en håbløs opgave at lave en byggeplan.

En samlet byggeplan blev først vedtaget i Borgerrepræsentationen den 26. oktober 1857, samtidig med den udenbys kloakplan. Problemet var, at der stod en masse bygninger, som ikke havde fulgt den vedtagende kloakplan. Og byggespekulanterne havde også svært ved at overholde den nye plan. Mange af dem sad også i Borgerrepræsentationen.

 

Vandkommissionens opgaver

De eneste, der arbejde med vand var Vandkommissionen. Under dem hørte Ladegårdsåen samt de mindre vandløb i forstæderne. Kommissionens interesse bestod i, at skaffe rent vand. At indrette kloaker og spildevandsledninger lå fjernt fra Vandkommissionens opgaver.

I 1853 blev Kommissionen spurgt om deres mening om situationen. De svarede, at såfremt Ladegårdsåen, Lersøen og de tre københavnske søer blev forbeholdt Vandkommissionen, så var de ubekymret om det øvrige.

Magistraten foreslog da som det nemmeste, at Forordningen af 1846 udvidedes til også at gælde for København, og at der her ligesom andre steder blev udnævnt Vandsynsmænd og anordnet en Landvæsenskommission. Men ministeriet mente, at der var forskel på landet og byen, og udbad sig et andet forslag.

 

Coldings plan

Magistraten bad derefter vandinspektør Colding om at udarbejde en fuldstændig plan til spildevandets afledning fra byens jorder. Colding havde sin plan klar
i 1856. Den var i to dele. En østlig med afløb til sundet, og en vestlig med udløb i Kalvebod Strand (Kallebodstrand).

Den østlige del voldte ikke større vanskeligheder. Den berygtede Blegdamsgrøft skulle afløses af en lukket kloak under en ny gade, som samtidig blev foreslået hen over alle Blegdammene (Ryesgade). De gamle linjer og udløb kunne næsten alle bevares.

Også i det vestlige system bibeholdtes de to ældre løb, bl.a. Rosenåen. Men Colding foreslog, at gøre det sidste til hoved-løbet for at fjerne det urene vand så
langt som muligt fra havnen. Rosenåen skulle da kun fra den forreste del af Vesterbro optage kloakvand, men for øvrigt kun markvandet fra ubebyggede områder og drænvandet fra Assistens Kirkegården. Dette drænvand skulle gennem et nyt underløb under Ladegårdsåen ved Bangertsbro føres ud til Vodroftså.

Rosenåens nedre løb, der i århundrede slyngede sig ned mod stranden gennem Christian den Fjerdes fæstningsgrave skulle helt omlægges og afløses af et nyt, lige vandløb. På de lave engstrækninger omkring åen, måtte der ikke bygges, med mindre det laveste gulv, lå mindst 6 fod over daglig vande, da der ellers ikke kunne skaffes afløb. I et notat fra den tid hedder det sig:

• Saa længe Vandløbet ligger hen og ikkun Møddinger, Svinerier og Latriner udgøre Omgivelserne, kan det nok nogenlunde forsvares at lade det beholde den Retning, som det selv har antaget. Men naar der er Spørgsmaal om at bebygge det omliggende Terræn, det være til Beboelse for
  ”ubemidlede” eller for andre, da tror jeg ikke, at det offentlige bør tillade, at der gøres Anlæg, som vilde gøre en senere Regulering umulig.

 

Hovedledningen blev ikke anlagt

Åløbet blev da også reguleret efter Coldings plan. På strækningen under Vesterbro blev det forandret til en muret kloak, som den engelske ingeniør John Aird udførte i 1856 til alles tilfredshed.

Men hoved-kloakken til Belvedere havde derimod lange udsigter. Her skulle spildevandet fra Nørrebro have sit udløb.

Nørrebro var et problem. Der kunne ikke afvandes længere op ind til Sct. Hans Gade. Den øvrige del af byens jord skulle have afløb til Kalvebod Strand.

Den ny hoved-kloak skulle begynde på Ravnsborgs grund, gå ad Blaagaards Langgade op under Ladegårdsåen. Her havde man tidligere sluppet kloakvandet,
idet det gennem den åbne Vodrofså selv søgte sin vej til stranden.

Men skulle det nu efter Coldings plan føres gennem en ny ledning til udløbet ved Belvedere, måtte denne på en lang strækning gå over Frederiksberg Kommunes jorder, og det krævede en overenskomst med amtet, før dette anlæg kunne udføres.

 

Coldings bøn fra 1857

Der blev foretaget mange forhandlinger, man kan fornemme, hvor vanskelige de var, når man læser denne skrivelse fra Colding den 18. oktober 1857:

• Hr. Kancelliraad Linnemann (borgmester 1856 – 62) har anmodet mig om at opgive, om det er muligt at lægge en Kloak fra Underløbet under Ladegaardsaaen under Amtets Grund med Udløb ved Belvedere, man saaledes indrettet, at den kun skulde aflede Spildevandet fra Stadens Grunde, og derimod ikke skulde optage Afløbsvandet fra Amtets Grund. – Et saadant Arrangement er ganske vist udførbart.
• Aldeles at forhindre enhver gavnlig Virkning af denne Kloak paa Amtets Grund vilde man for øvrigt ikke kunne, thi den vilde i ethvert Tilfælde aflede Grundvandet fra de den nærmest lignende Strækninger, og saaledes gøre disse mere sunde. Eeen Ting maa jeg imidlertid bemærke, nemlig at hvis Kloakken til Belvedere ikke gøres saa stor, at den i Tiden, naar Amtet bliver tvunget til at sørge for en bedre Afledning af dets Spildevand, end
  nu er Tilfælde, kan optage Spildevandet fra Amtets Grund, saa maa Amtet selv sørge for de fornødne Kloakker til Spildevandets Afledning.

 

• Fra de Bekostninger, som disse adskilte Anlæg ville medføre, vil jeg aldeles se bort, men jeg vil derimod bemærke, at saalænge Amtet finder og faar Lov at indbilde sig, at Spildevandsløbende i Frederiksberg Sogn ere svarende til, hvad man med Billighed kan fordre af et Terræn, der dagligt udstykkes mere og mere i smaa ejendomme, hvorpaa det ene Hus efter det andet skyder op som Paddehatte af den sumpige og usunde Grund, saalænge kan Amtet nægte Anlæg af mere gennemgribende Natur og indskrænke sig til nu og da at anlægge en Jordgrøft eller en rendesten
  med Afløb til Vodrofgaard – Aaen eller det nuværende slette Grøfteløb til Belvedere.
• Naar den Tid kommer – og det bør og vil forhaabentlig komme snart, hvis der overhovedet ikke sættes en grænse for Byggeriet på Amtets Grund. At der forlanges noget fuldkomnere end Vodrofsgaard – aaaen og Grøfteafløbet til denne Aa m.m., da betvivler jeg at det vil være muligt, at gennemføre et System af Kloaker på Amtets grunde, uafhængigt af Stadens udenbys Kloaksystem. I ethvert Tilfælde vil et saadant blive meget mindre godt, end hvis det forenes med Stadens.

 

• Jeg har den bestemte Mening, at Kloakanlægget for hele det udenbys vestlige Terræn bør udeføre under Eet. Er Tiden endnu ikke kommen, da dette kan gennemføres, saa maa man lade Planen henstaa til en kommende Tid, endskønt planen er sikker paa at blive betydelig vanskeliggjort med
  hver Maaned, der hengaar, før en beslutning angaaende dens Gennemførelse tages. – I dette Tilfælde altsaa, hvori Amtet nægter at tage Del i Ordningen af det udenbys vestlige partis Kloaker og vandløb, som sigter til en bedre Ordning af Forholdene på Amtets Grund, i Bero, og kun at udføre Afløbene paa Nørrebro til Underløbet under Ladegaardsaaen, og derpaa lade Afløbsvandet sejle sin egen Sø igennem Vodrofgaards – Aaen, hvor dets naturlige Afløb er, og hvor det har Ret til at gaa, indtil det naar ind på Stadens Grund på Vesterbro.
• Belvedere Kloakken vilde jeg selvfølgelig kun anbefale udføre over Vesterbro og Kongens Enghave, og dermed maatte man saa afvente, om Amtet eller Sundhedsvæsenet maatte finde sig foranledigede til at optage Spørgsmaalet.

 

Ingen enighed med Frederiksberg

Københavns Kommune kunne ikke blive enige med Frederiksberg. Man kunne heller ikke blive enige om at fordele udgifterne.

Det gik endnu 30 år, inden Frederiksberg og København blev enige om at udføre den store kloakplan til Belvedere. Colding oplevede aldrig at se sin store plan udført. Man vedblev med at bruge Rosenåen som en åben kloak. På Nørrebro prøvede man at bruge de bestående muligheder.

 

Endelig en ny lovgivning

Endelig den 14. december 1857 udkom Lov om Gader, Veje og Vandløb i København. Dette bemyndigede Kommunalbestyrelsen til at overtage enhver privat
vej, som berørte mere end et matrikelnummer. Med overtagelsen fulgte ret til at ordne gadens afløb og dens beskaffenhed. Desuden skulle man sørge for vedligeholdelse, renholdelse og belysning.

Også på de private veje, som ikke blev overtaget af kommunen, skulle i fremtiden holdes i farbar Stand og forsynes med forsvarligt Vandafløb efter Magistratens bestemmelse.

 

Civilisationen breder sig
til Nørrebro

Ved denne lov fik kommunalbestyrelsen for første gang ret til at give gaderne navne.

I 1857 påbegyndtes anlægget af en stor kloak gennem Blaagaards Langgade. Alt dette bevirkede, at parcelejerne i Blågårdskvarteret nu selv skulle ansøge om, at deres gader og veje måtte blive overtaget af det offentlige. De var så til gengæld indstillet på at betale Brolægnings – og Lygteskat.

Således begyndte den kommunale civilisation at brede sig ud til forstæderne. Men man fik stadig ikke en egentlig byggelov for forstæderne. Man brugte den fra indre by. På den måde fik man ikke bevaret noget af Nørrebros skønne natur.

Kilde: 

• www.eremit.dk
• Villads Christensen: København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid
• Litteratur Nørrebro 
• www.dengang.dk – diverse artikler 
• Hvis du vil vide mere:
• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 305 artikler

 

• Fattiglemmerne på Ladegården
• Gamle gader og veje på Nørrebro
• Blaagaards – kvarteret gennem næsten 400 år
• Byggespekulanter på Nørrebro

Redigeret 11. – 04. – 2022