Artikler
Februar 10, 2008
Fra 1822 til 1908 har mange fattiglemmer besøgt Ladegården. Læs her om de forhold, de blev budt. Fattiglemmer blev udelukket af det danske samfund, de skulle spørge om lov, hvis de ville giftes. Deres efterladenskaber blev efter deres død overtaget af Fattigvæsenet. Og valgret havde de heller ikke. Senere talte man om værdige og uværdige fattiglemmer.
Egentlig lå Ladegården i Frederiksberg Kommune. Men det var helt oppe nord på lige ved Nørrebro. Og der var nok langt flere fattiglemmer fra Nørrebro, der besøgte den, end dem fra Frederiksberg.
Svært at få bugt med fattigdommen
I København havde man stort besvær med at komme fattigdommen til livs, og det lykkedes vel først omkring århundredeskiftet, at indføre ordentlige love, der også respekterede fattiglemmerne og deres retsstilling.
I begyndelsen af århundredet havde man inddelt hovedstadsområdet i 12 distrikter. Inden for hvert distrikt ville man udpege et varieret antal ulønnede fattigforstandere. De skulle have til opgave, at opspore trængende, gøre indstilling om den hjælp, som skulle ydes og i det hele taget føre kontrol med
og yde den fornødne vejledning til fattige familier og trængende enkeltpersoner.
Man ville simpelthen det offentlige tiggeri til livs.
Danmark bliver fattigere
I 1807 indtrak den store katastrofe, da englænderne bombarderede København. I 1813 fulgte statsbankerotten, og året efter adskillelsen fra Norge. En langvarig depressionsperiode fulgte, som for Danmark bevirkede en alvorlig landbrugskrise.
Byens indbyggere blev fattigere, og det samme sket for de næringsdrivende. Hovedstadens fattigvæsen var den gang underlagt staten.
Ikke nok fattigforstandere
I første omgang fik man udpeget 127 fattigforstandere, men det var svært at fastholde dette antal. Flere og flere nægtede at overtage hvervet. Man måtte endda true de genstridige næringsdrivende med økonomiske repressalier, hvis de ikke bøjede sig. Men modstanden var så massiv, at man til sidst måtte nøjes med ca. 64 forstandere.
Liv og Helse
Dengang skulle man have opholdt sig 3 år inden for hovedstadens område, så havde man opnået forsørgelsesret. Det betød, at man kunne krav på nødtørftig underholdning, dvs. føde, husly, klæder og varme, således at man kunne opretholde Liv og Helsen.
Det var fattigvæsnet, der skulle sørge for, at de arbejdsføre fik anvist lønnet arbejde. Viste man sig arbejdsuvildig, måtte der anvendes fornøden tvang. Man skulle også hjælpe med læge og medicin. Endvidere skulle der drages omsorg for, at fattiglemmers børn fik fornøden skoleundervisning.
Fattigvæsenet havde hånds – og halsret
Men fattigvæsnet havde hånd – og halsret over en. Man var underkastet væsnets disciplin og moralske regler. Var man indskrevet som fattiglem, så indebar det også at ens ejendel tilfaldt væsnet ved ens død.
Man havde fået stillet det fornødne areal af frijord til rådighed på Assistens Kirkegård. Alle henvendelser om hjælp af fattigvæsnet skulle rettes til den lokale fattigforstander. Fattigvæsnet rådede over Almindelig Hospital i Amaliegade og en række arbejdshuse eller arbejdsanstalter.
Fattigvæsnet skulle også tage sig af de husvilde. Datidens kilder tænkte først og fremmest på de mange enlige mandfolk i hovedstaden, som normalt gik under betegnelsen sjovere, og som udførte det meget usikre og sikkert usselt lønnede sjoverarbejde.
St. Hans Hospital
I 1768 havde Københavns Kommune erhvervet en betydelig del af et areal, som i sin tid havde tilhørt Christian den Fjerde´ s ladegård. Området lå umiddelbart vest for St. Jørgens sø. Formålet med erhvervelsen var at skaffe plads til det såkaldte St. Hans Hospital, der fra gammel tid optog fattige sindssyge personer.
Ladegårdens beliggenhed
Mod nord grænsede ejendommen ud til en gammel vej, kaldet Ladegårdsvejen, som fulgte Ladegårdens nedre løb. Ladegårdsåen kom ude fra Bispeengen
og havde sit udløb i Peblinge søen. Ladegårdsvejen fulgte den nuværende Åboulevard ud til det sted, hvor H.C. Ørestedsvej munder ud i Åboulevarden. Den gamle vej fulgte derefter H.C. Ørstedsvej hen til krydset ved Rolighedsvej, og gik derefter stik mod vest, nogenlunde som den nuværende Rolighedsvej.
Længere mod vest grænsede ejendommen op til en række ubebyggede grunde, der tilhørte grosserer Mariboe, og skellet gik en del syd for den nuværende Bülowsvej. Mod syd var naboen den kendte frederiksbergske ejendom Forhåbningsholm, og skellet fulgte så nogenlunde den nuværende Danasvej.
Mod øst grænsede ejendommen op til en anden kendt ejendom, nemlig Vodruffgård og den lille ejendom Mosendahl, der tilhørte kattuntrykker Appel.
På denne ejendom, der lå umiddelbart op til Ladegårdsvejens udløb i dæmningen mellem St. Jørgens sø og Peblingesøen, havde der i mange år været forskellige fabriksanlæg, og man fortsatte hermed et langt stykke ind i 1800 – tallet.
Rosenåen
Christian den Fjerde havde anlagt en befæstning udenom sin ladegård, bestående af en fremskudt bastion med foranliggende vandgrav. Fæstningsgraven havde afløb til St. Jørgens sø gennem et gammelt å-løb, som oprindelig hed Vodroffså, men som i folkemunde omdøbtes til Rosenåen, som følge af det ildelugtende vand.
Dette å-løb afgrænsede det bebyggede område mod syd, og en primitiv bro tillod færdsel fra bygningerne og ud på markerne.
En forfalden ejendom
De gamle hospitalsbygninger bestod af to længer med to etager og en loftsetage, forbundne med lavere mellem-bygninger, således at det samlede bygningskompleks omgav to adskilte omtrent kvadratiske gårde.
Umiddelbart syd for hovedbygningen og inden for Rosenåen fandtes et par mindre søer eller damme, der endnu eksisterede langt ind i 1900 – tallet. Det var en temmelig forfalden ejendom, der nu skulle indrettes til arbejdsanstalt. Den fornødne arbejdskraft var til stede, så bygninger og jord kunne sættes i nødtørftig stand. Som arbejdskraft anvendte man registrerede fattiglemmer.
Man vedtog at Ladegårds jorder skulle tilsås med hør og kartofler. Den mand, der boede på ejendommen fik en frist på 4 uger til at forlade ejendommen.
Indsamling
Man gav ordre til, at der skulle indsamles de fornødne inventargenstande, som stod ubrugte rundt omkring på de forskellige stiftelser. Man bestilte desuden 18 sengesteder hos snedkermester Kellermann med tilbehør af kasser til de pågældendes tøj. Man tog desuden mod et tilbud på 200 stk. gamle uldsække fra det militære uldmanufaktur. Sækkene kunne enten anvendes til klæder eller til madrasser for de fattige, som tænkes installeret i arbejdsanstalten.
Væve stillet til rådighed
Her i 1822 stod man for produktion af uldne og linnede varer. Blandt aftagerne var Det Kongelige Frederiks Hospital. Man havde også en ide om, at der kunne leveres klædningsstykker til soldaterne i Dansk Vestindien. Man fik god hjælp fra den militære klædefabrik i Usserød, som bl.a. stillede 6 klædevævere til rådighed.
Man købte det fornødne inventar til anstaltens køkken, bl.a. en stor kogekedel, der kunne tage 100 potter.
Personale ansættes
Man skulle også finde de rette folk til ledelsen på Ladegården. I “klædefabrikør” Branner mente man, at have fundet den rette mand. Han blev ansat som inspektør på anstalten, til en månedlig løn af 25 rdb. Sølv, og endvidere stillede man ham i udsigt, at han kunne tjene 1 % af fabriksarbejdernes fortjeneste. Man gav ham endvidere fri bolig på anstalten (3 værelser og køkken). Samt fri brændsel.
Han måtte dog ikke lade arbejde udføre for egen regning. Han havde 3 måneders opsigelsesvarsel, mens direktionen kunne opsige ham med en måneds varsel.
En anden vigtig ansat, var
kogekonen eller økonomaen. Valget faldt på kogerske, madam Schultz. Hendes løn blev fastsat til 2 rdb. Sølv ugentlig, en portion daglig middagsmad samt 1 pund brød daglig. Hun fik desuden anvist et frit værelse samt lys og brændsel.
En tredje ansat skulle være portner. Hans opgave var foruden at passe porten, at lede arbejdet i marken, samt at køre anstaltens arbejdsvogn. Valget faldt på Christen Petersen.
Den 1. oktober 1822 overførtes de første fattiglemmer til anstalten.
Fattiglemmernes løn
De fleste indlagte fattiglemmer var ufaglærte. Man var enige om, at lønnen ikke måtte sættes højere, end hvad det kostede, at bestride et almindeligt fattiglems tarvelige fornødenheder. For de almindelig mandlige arbejde regnede man et beløb på 21 sk. daglig. Dette beløb fremkom på følgende måde:
De kvindelige måtte nøjes med 19 sk, man regnede ikke med, at de spiste så meget.
Arbejdslønnen skulle ikke udbetales i penge, med derimod i fabrikstegn, og ved udbetalingen tilbageholdtes, hvad der var beregnet til klæder, husly, renlighed,
inventarslid samt hvad ½ pot varmt øl om morgenen kostede, samt 1 portion middagsmad.
Lang arbejdsdag
Den daglige arbejdstid var om sommeren fra 5 til 12 og fra 14 til 20. Om vinteren fra 6 til 12 og fra 14 til 21. Man blev vækket en time før arbejdstids begyndelse, og man skulle være i seng klokken 21. På søn – og helligdage fik man sandelig lov til at sove en time længere om morgenen. For udvist flid kunne man allernådigst få lov til at forlade anstalten om søndagen.
Ret hurtig fik man gang i uldvæveriet, linneds-værksted, farveri, snedker – og tømmerværksted, skrædder og et skomagerværksted. Men man satte uld-manufakturet i første række. Senere fik man gang i rebslageriet og lysestøberiet.
Mark og have ”under kultur”
I løbet af 1823 – 24 lykkedes det at få haven under kultur. Man koncentrerede sig herefter om dyrkning af kartofler, kål og urter. Hvad der ikke blev brugt i anstaltens egen husholdning videresolgtes til de øvrige fattigstiftelser. En mindre del af jorden blev brugt til havre. Dette blev brugt til fodring af anstaltens heste.
Efter aftale med Københavns politidirektør fik man tilkørt gødning fra byen i tønder. Gødningen blev opbevaret i gamle renovationskuler indtil man fik brug for den. I begyndelsen havde man problemer med en nabo, der klagede over stanken fra disse kuler.
Sekretær August fra Kommunens Kommission udtalte:
Underskud
Desværre for Ladegården så havde man et temmelig stort underskud. I 1828 var det oppe på 31.899 rbd. Forklaringen var sikkert, at det var meget ringe arbejdskraft, der blev stillet til rådighed. Der havde sikkert været mange sjovere til stede. Utvivlsom var det et broget og uroligt folkefærd, der blev afleveret til beskæftigelse. Selv om den ubetalte arbejdsløn var beskeden, har det ikke været muligt at tilvejebringe en produktion, der blot nogenlunde kunne hvile i sig selv.
Arbejdssky og arbejdsuvillig
Fattigvæsnet meddelte, at mange fattiglemmer var arbejdssky og arbejdsuvillige. Man havde ikke nok tvangsmidler til at fremtvinge disciplin under arbejdet. Indlagte lemmere udeblev uden tilladelse fra arbejdet og forlod anstalten. Alt for mange drev omkring og tiggede, og mange foretrak i stedet et kortere
eller længere fængselsophold.
Tvangsarbejderanstalt
I nov. 1833 fik man indrettet en særlig tvangsarbejderanstalt. Den blev afsondret fra arbejderanstalten. Særlige fanger blev anbragt i eneceller, og i et særligt lokale blev der anbragt unge forbrydere under 18 år.
Tvangsarbejderanstalten var først og fremmest bestemt for personer, der blev grebet i betleri og løsgængeri, men det kunne også bringes i anvendelse over for sådanne fattiglemmer, som forbrød sig alvorligt mod gældende disciplinære bestemmelser.
Bülow – en markant inspektør
I en opgørelse fra 1834 kan det ses, at anstalten havde fået nyt personale. Leder og inspektør var Carl Schleisner. Den nærmeste medarbejder var Fred. Christopher Bülow, der senere overtog ledelsen. På listen finder vi dog endnu portneren og kogekonen fra begyndelsen.
Bülow beklædte lederstillingen frem til 1857. Han blev senere kendt som grundspekulant. Han fik en vej samt en bro opkaldt efter sig. Forskellige kirkehandlinger foregik også på Ladegården, blandt andet dåb og konfirmationer. I tvangsarbejderafdelingen var der også opført adskillige børn.
”U-ordner” kunne ikke tolereres
Man har ganske givet haft adskilte mandlige og kvindelige sovesale, og det er også muligt, at man på arbejderstuerne har gennemført kønnenes adskillelse. I fritiden og på helligdagene gik de indlagte lemmer imidlertid frit sammen. Fattigdirektionen måtte konstatere, at der fandt adskillige u-ordner sted,
og det kunne man ikke tolerere.
For at komme dette uvæsen til livs, besluttede man at opføre et højt plankeværk, tværs over gården, således at man bedre kunne holde de to køn adskilte. Reaktionen fra lemmernes side var voldsom. Den 14. august 1839 satte de ild til Ladegårdsbygningerne. Ilden blev slukket i løbet af nogle timer, og kun en del af fløjen ud mod Ladegårdsåen nedbrændte.
Nybygninger
Man besluttede at nedbryde den gamle længe. For at skaffe bedre plads opførtes den nye længe i tre etager, og en ny loftsetage blev etableret. I årene 1848 –
49 nedrev man den gamle tværbygning. Man lavede en nyordning, og inddelte arbejderanstalten i to grupper.
I 1. afdeling optog man sådanne individer, som man skønnede kunne fortjene så meget ved deres arbejde, at udbyttet nogenlunde dækkede deres underholdning. Man tog også et vist hensyn til deres almindelige forhold og opførsel. Det kunne så resultere i en bedre forplejning.
Nyankommende arbejdere anbragtes i 2. afdeling. Her skulle man oparbejde arbejdsdygtighed.. Opførte man sig tilfredsstillende kunne man overføres til 1. afdeling.
Ved siden af, havde man så den specielle tvangsarbejderanstalt, hvor forplejningen var væsentlig ringere.
I 1835 oprettede man en 4. afdeling, nemlig en undervisningsanstalt. Her anbragte man sådanne børn, som tidligere var blevet indsat til undervisning og konfirmation i det almindelige Forbedringshus. Endvidere anbragte man her u-konfirmerede drenge fra de specielle fattigskoler, når de gjorde sig skyldige i gentagende skoleforsømmelser, bortløbet fra deres forældre eller andre forseelser.
Man havde nu sit eget udsalg inde i byen. Der blev fabrikeret gulvmåtter, forskelligt tovarbejde, og en ret omfattende produktion af papirsposer fandt sted. Endvidere arbejde man med hør og svamp og spandt lampevæger, samt strømpe -, stoppe – og strikkegarn.
Kolera medførte mange dødsfald
Koleraepidemien i 1853 ramte også Ladegården. Den smitsomme tarm-infektion bredte sig gennem forurenet drikkevand. Den angrebne fik heftig diarréer og opkastninger. Det medførte en stærk udmattelse. På grund af det store væsketab, indtraf døden i løbet af 1 eller 2 døgn.
Koleraen havde særlig vækstbetingelser i de fattigste kvarterer som Nørrebro, hvor befolkningen levede tæt sammenstuvede og hvor de hygiejniske forhold var yderst primitive. I alt 25 kvinder og 31 mænd døde under angrebet i 1853 på Ladegården.
Nye tiltag
Københavns fattigvæsen ophørte med at være en statslig organisation, nu blev det et kommunalt anliggende. Man ønskede at tvangsfangerne skulle flyttes. De havde en skadelig indvirkning hos de andre. Så i 1866 fik man indrettet afsondrede arbejds- og sovelokaler for ca. 20 af de mest urolige mandfolk,
En speciel fattiggård blev også indrettet. Det var især til de husvilde. Byggearbejdet stod på i 1858 – 59 og finansieredes med et lån i nationalbanken. Der opførtes en bygning i to etager med loftsetage i fire længer. I stueetagen indrettede man i alt 64 boliger, der hver omfattede et enkelt værelse med adgang
til fælles ildsted. Desuden indrettedes 12 enkeltværelser uden køkken. Til fælles afbenyttelse indrettedes i baggården et fælles vaske – og kogehus. Indtil 1870 benyttedes den nyopførte fattiggård så godt som udelukkende af husvilde.
Nyt byggeri
Gik man ned til Rosenåen mødte øjet et stort og åbent terræn. Det var dog begyndt at ske noget. Både nord og syd for Ladegården skød der bygninger op, og i 1860 begyndte driften af et nyt gasværk i arealet øst for den nuværende H.C. Ørstedsvej.
Jernbane
I 1861 blev der ved lov besluttet, at der skulle anlægges en ny jernbane fra København over Nørrebro og Hellerup til Hillerød og videre til Helsingør (Nordbanen), og en sidebane fra Hellerup til Klampenborg. (Klampenborgbanen). Den ny bane skulle have sine københavnske stationer ved den nyanlagte Vester Farimagsgade og Gyldenløvsgade. Samtidig besluttede man at flytte
Københavns første banegård, hvorfra Roskildebanen udgik, nærmere den nye Nordbane Station og ændrede Roskildebanens indførsel til København.
Den nye banegård opførtes syd for St. Jørgens sø, omtrent på det sted, hvor Paladsteatret i dag ligger.
En konsekvens heraf var, at såvel Nordbanen som Roskildebanen for fremtiden skulle føres over dæmningen mellem St. Jørgens sø og Peblingesøen og umiddelbart syd om Ladegårdens bygninger. De to baner fulgtes et stykke længere mod vest, hvorefter Roskildebanen førtes videre til den nyanlagte Frederiksberg station ved Falkoneralleen, mens Nordbanen førtes over Ladegårdsåen og derefter over Jagtvejen mod Hellerup.
Ladegårdens areal i to dele
Ved jernbanens anlæg blev Ladegårdens areal skåret over i to dele, og måtte fremtidig passere jernbanelinjen for at komme ud på Ladegårdens marker. Jernbanelinjen blev taget i brug i 1864. For beboerne var jernbanen utvivlsomt en kærkommen attraktion.
Ved samme lejlighed forsvandt den gamle Rosenåen, hvis vand for fremtiden løb gennem lukkede rør.
Umyndiggjort
I 1870 havde 4.000 lemmer på et år besøgt Ladegården
Var man ført kommet i Fattigvæsnets søgelys måtte man ikke indgå ægteskab uden tilladelse af dem. Og i grundloven af 5. juni 1849 fremgik det, at dem der havde nydt understøttelse af fattigvæsenet og ikke havde betalt denne understøttelse ikke havde del i den almindelige valgret.
Men efterhånden anså befolkningen, at man måtte skelne mellem værdige og uværdige trængende. Men først omkring 1890 fik man ændret de største uretfærdigheder ved den eksisterende fattighjælp. Man ansatte nu lønnede distriktsforstandere, som havde pligt til at bo inden for det tildelte distrikt, og at holde et passende kontor.
Sct. Johannes Stiftelsen
På et stort areal mellem Sortedams Dosseringen og Blegdamsvejen opførte fattigvæsenet en ny stiftelse, der fik navnet Sct. Johannesstiftelsen. Den blev taget i brug 21. juli 1885 under navnet Plejehjemmet Nørre Hospital.
Fra starten bestod Johannesstiftelsen af 3 forskellige afdelinger, en optagelsesafdeling for børn, et sygehus og et arbejderhus med tilhørende værkstedsbygninger.
Sygehusafdelingen var først og fremmest beregnet for personer med ben-skader eller patienter, der led af uhelbredelige eller kroniske sygdomme. Man havde også en særlig afdeling for patienter, der led af fnat eller lignende hudsygdomme.
Arbejdshuset med tilhørende værksteder var anbragt på arealet mellem Ryesgade og Blegdamsvejen. Viste det sig, at patienterne led af betydelige mangler enten i fysisk eller moralsk henseende, blev de flyttet til enten Almindeligt Hospital eller Ladegården.
Mindre værdige kvindelige fattiglemmer
Ved siden af Ladegården i fattiggården organiserede man en afdeling for arbejdsføre kvinder, der beskæftigede sig med forskelligt fabriksarbejde. Afdelingen kunne optage 220 fabriksarbejdere.
Noget senere organiseredes en afdeling for såkaldte mindre værdige kvindelige fattiglemmer, som man udskilte fra Almindeligt Hospital.
Ingen ny Ladegård
En ny borgmester, Knudsen havde et meget liberalt og anderledes syn på fattigdom. Han var sønderjyde og tilførte en ny holdning.
Hans tanke var at opføre en ny arbejderanstalt på en erhvervet grund ved Nørre Allé, en slags Ny Ladegård, som erstatning for den gamle. De fornødne tegninger var udfærdiget og arbejdet var gået i gang. Men Knudsen døde i 1891. Hans efterfølger mente, at bygningerne skulle anvendes til et andet formål.
Det skulle være opholdssted for gamle og skrøbelige fattiglemmer, som ikke var i stand til at opnå den nye alderdomsunderstøttelse.
Dette betød, at man så i endnu 20 år, skulle fortsætte tilværelsen i de gamle bygninger på Ladegården.
En af opgaverne var nu, at renligholde de københavnske veje. Hver morgen kunne forbipasserende se fattiglemmer på vej med de fornødne redskaber over nakken ledsaget af en opsynsbetjent.
Ugens Kostplan
I 1896 blev bygningerne på Ladegården sat i stand, at det kunne forsvares at bruge dem i endnu en tid. For fremtiden skulle tøjet afleveres, og man fik udleveret en arbejdsuniform. Kostplanen blev også ændret:
Forholdene uantagelige
Uden for Ladegården var den nye sygesikring, der krævede medlemskab, trådt i kraft.
Men forholdene på Ladegården var aldeles uantagelige. I 1899 erhvervede magistratens 3. afdeling et større jordareal på Amager, som man havde købt af staten. Det store byggearbejde gik i gang i 1905 og 1. april 1908 begyndte virksomheden på det nye sted. De gamle bygninger på Ladegården blev forladt.
Omkring århundredeskiftet afsluttedes det store arbejde med at lægge Ladegårdsåens nedre løb i underjordiske ledninger, og på det terræn, hvor tidligere Ladegårdsvejen og – åen havde strakt sig, etablerede man nu en bred udfaldsvej mod vest fra den indre by, som fik navnet Åboulevarden.
Ny jernbanelinje
I 1912 kunne den ny banegård åbnes for persontrafik, og i 1917 åbnedes den såkaldte Boulevardbane over Nørreport til Østerport Station. Hermed kunne jernbanelinjen over dæmningen mellem de to søer og syd om Ladegårdsbygningerne nedlægges. På det gamle jernbaneterræn anlagdes en ny vigtig udfaldsvej fra den indre by mod vest, nemlig Rosenørns Alle.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 12. – 04. – 2022
Februar 10, 2008
En række initiativrige
tøndringer er i gang med at genskabe en havn på Skibbroen. Man har dog ingen intentioner om, at få de store skibe tilbage. Men genskabelse af en havn i Tønder, er der mange, der i tidens løb har ønsket. Ny hjemmeside stiller spørgsmålstegn til vandløbenes historie omkring Tønder. Denne artikel er fra 2008. Den havn blev ikke til noget. Og den hjemmeside, der hentydes til, eksisterer ikke mere. Til gengæld har man fundet mange rester af den gamle havn.
Begejstringen i Tønder er stor. Der er udsigt til en havn. Derfor var det også i oktober Havne– revy.
På Skibbroen kan man nu se et stort flot billede, der viser, hvordan den ny havn kommer til at se ud. Investeringen vil komme flerdobbelt hjem siger de forretningsdrivende.
Kigger man på vandet i bassinet – på billedet, så ser det rent ud. Sådan var det ikke altid – dengang. På tidspunkter i historien fungerede havnebassinet på Skibbroen nærmest som en losseplads. I havnen blev der tømt spildevand og dårligtøl. Der lå et ulækkert lag af grønt affald.
Havnen på verdenskortet
Man kan ikke rigtig forestille sig det. Der har engang været en havn i Tønder, i hvert fald fra 1100 – tallet, måske før til midten af 1500 – tallet. Havnen var så
stor, at den kom på verdenskortet.
Men da digerne blev bygget sandede havnen efterhånden til. Kun små både kunne da anlægge havnen i Tønder. Mange gange har Tønder – borgene forsøgt at genskabe denne havn. Ja man har endda flere gange snakket om at føre en slags kanal fra Vesterhavet til Østersøen via Tønder. Disse ting har vi fortalt om
i andre artikler.
Vandet – Tønders skæbne
Man kan sige vandet blev Tønders skæbne. Mange gange har Tønder stået under vand, og vand har også været et boldværk mod fjender. Måske ikke særlig effektiv, men det indgik i Tønders forsvar.
Det var Vidåens to arme, Laurentiusstrømmen (Gammelå) og den dengang noget nordligere Møllestrøm. På et tidspunkt kunne man vel også godt kalde Tønderhus for et vandslot. Men efterhånden manglede Tønder vand.
Katastrofe for Tønder
Helt op til Middelalderen var Tønder Havn en af de betydeligste havne i Danmark, og i 1700 – tallet var den i Tønder – bugten registrerede handelsflåde landets tredje største. Men da var Tønders skæbne for længst afgjort.
Da slusen ved Lægan blev anlagt begyndte katastrofen. Efterhånden blev havnen flyttet længere og længere vestpå. Først Lægan, senere Rudbøl og Højer.
Ja man havde på et tidspunkt planer om en frihavn i Rudbøl og en stor havn ved Ballum, men nogle krige kom pludselig imellem.
Idrisi så næppe Skibbroen
Det var næppe havnen ved Skibbroen, som Idrisi så i 1130. Den gang gik der nærmest en flod ind til Tønder, ja den fortsatte helt til Rørkær.
Måske er den første borg, Tønderhus ældre end antaget. Det var ikke ualmindeligt, at anlægge borge for at beskytte havne.
Kanal uden om sluserne
Både og pramme kunne endnu slippe forbi sluserne, gennem en gravet kanal, der gik udenom slottet til Skibbrogade. Kanalen blev anlagt i 1611.
Gebyrer i 1759
I en magistartsskrivelse af 1759 ansøgte man kongen om at tage gebyrer hos de både, der anlagde Tønder. Disse gebyrer skulle være med til at dække de udgifter man havde med den kanal, som man havde anlagt.
Rensning og uddybning af de ¼ mil lange kanal havde i 1758 kostet 500 Rigsdaler. Endvidere kostede bolværket og kranen også penge. De foreslåede gebyrer ”burde svares både af borgere og amtsundersåttere”.
Gebyrernes størrelse varierede fra 8 Skilling ned til 6 Pfennig. Det sidste nævnte beløb skulle både med 1 sæt årer, der kom med fisk og ål. Kom bådene med korn og viktualier måtte de betale 1 Skilling.
De 8 Skilling måtte betales af de store Rudbøl – eller Sild – pramme.
I begyndelsen af 1790’erne fremsætter kammerherre, Amtmand v. Bertouch et kanalprojekt. Navnlig i sommertiden kunne de mindste både ikke passere Møllestrømmen..
Dyre fragtpriser
En skipper var ankommet til Rudbøl med en ladning pottemagergods, som han agtede at sælge i Tønder. Men han erfarede, at han grundet det lave vand ikke kunne gå ind til byen. Og søfolkene fra Rudbøl forlangte et anseeligt beløb for at fragte varerne videre til Tønder.
For Tønder – købmændene var forholdene heller ikke gode. Ved Askesodde måtte de overlade deres fragt til Rudbøl – sømændene. Og de forhøjede deres fragter år efter år. Transporten fra havet til Tønder kostede lige så meget som transporten fra Hamborg til Højer. Så mange hentede deres fragt med vogn.
Men ved Højer opstod der også snart problemer. Skibene måtte ankre op ud for Emmerlev ofte i en afstand fra et kvart til en halv mil fra land.
Nye kanalplaner
Under disse omstændigheder kunne Magistraten i Tønder godt se, at der skulle ske noget. Kanalens længde skulle være 251 Roder a 9 alen, 16 alen bred og 4 ½ alen dyb. Kanalen skulle gå, der hvor den gamle havde gået og udmunde ved Askeodde.
Omkostningerne blev budgetteret til 3.000 Rigsdaler. Og den årlige vedligeholdelse til 60 Rigsdaler. Det var ikke By-kassen, der skulle betale med Skibbro-kassen.
Ved Kgl. Resolution i september 1794
Nye afgifter i 1840
I 1840 blev der indført en ny afgift. Den blev billiget af Kongen i 1841 og var delt i to afsnit. Der skulle ikke betales afgift af de varer og viktualier, som landboerne indkøbte i byen – til eget behov.
I Efteråret 1841 vedtog By-kollegierne at anlægge et bolværk ved det toldpakhus, der skulle opføres, samt en losse – og ladeplads. Året efter blev der foretaget opgravning og rensning af Møllestrømmen, Møllebassinet og Vidåen. By-kollegiernes medlemmer var sågar en augustdag ude pr. båd at tage de fuldførte
Arbejder i Øjesyn.
Skibe i Tønder
Hverken før eller efter det nævnte kanalprojekts udførsel kunne Tønder anløbes af større skibe.
Graf Bismarck til Tønder
I 1871 voksede der igen søfartsdrømme frem i Tønder. Grundet et væddemål anløb damperen Graf Bismarck Tønder. Den var på cirka 10 meter, og det kneb da også gevaldig med at få den vendt nede ved Skibbroen. Straks derefter opstod tanken om en fast damper – forbindelse til Højer.
Ny kanal i 1878
I 1878 gravede man en kanal fra Møllestrømmen til Skibbroen. Regeringen støttede dette arbejde med 33.000 mark. Det skete da også, at nogle druknede under dette arbejde. Men man havde brødrene Christensen til at dykke efter de druknede. De var henholdsvis skomager og skrædder, og var habile svømmere. De var dog ikke helt ”Tynne – Knajte”, for de stammede fra Ålborg, og kunne ikke helt finde ud af dialekten.
Afvandingen satte en stopper for havnen
De gamle kanalplaner blev endelig skrinlagt efter Tøndermarskens afvanding i 1929. Skibbro-kanalen og selve Skibbroen måtte udfyldes og kranen forsvandt. Tønders fortid som søfartsby var endelig besejlet.
Helt til 1934 kunne den gamle kanal besejles.
Fra Tønder til Lægan
Den meget initiativrige Sigfred Larsen (Historien om Jeppe K. Christensen), som også boede på Lærkevej, købte i 1932 en fiskerbåd i Højer. Den ombyggede han til passagerbåd.. Og hver søndag kunne man så få en tur til Lægan. Når så turene var over, kunne båden igen ombygges til fiskerbåd. Benzinmangel under
besættelsen satte desværre en stopper for det friske initiativ.
Holder projektet vand?
Det er folk i Tønder, der tvivler på om projektet holder vand. Skibbroen ligger ganske enkelt for højt i forhold til den naturlige vandstand i å-løbene. Problemet kan løses ved at grave et meget dybt bassin. Men det sker jo også, at der pludselig kommer meget vandtilførsel.
Ny hjemmeside
I den forbindelse er der kommet en ny hjemmeside, det vil sige, den er under udarbejdelse. Hjemmesiden handler om Tønder i middelalderen, og her er der et meget interessant afsnit om vandløb i Tønder. Uwe Thomsen, der står bag hjemmesiden, kommer med nye historiske anskuelser. Kig forbi (Ja det kan du så ikke mere. Hjemmesiden eksisterer desværre ikke mere)
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 5-04- 2022
Januar 15, 2008
Af Allan Mylius Thomsen
For en del år siden kunne man høre Allan hver søndag i Københavns Radio. Senere viste han os rundt i København på Kanal København. Men han er allerbedst live, hvor han uden manuskript kan fortælle i timevis om Københavns historie, øllets historie, om syngepigerne på Bakken og meget mere. Masser af bøger er der også blevet til. Her fortæller Allan om barndommens butikker på Ydre Nørrebro
Der var engang, da Ydre Nørrebro havde en velsignelse af små specialforretninger.
Også dengang var Nørrebrogade en af byens store handelsgader. Men på næsten ethvert gadehjørne i sidegaderne lå der en købmand, et ismejeri, en grønthandler, en slagter eller en bager. Dengang fandtes der ikke køleskabe og frysere. Alt blev købt friskt hver dag, og tilberedt til middagsmaden. Det krævede mange små specialforretninger.
Opvokset i Søllerødgade
Da jeg voksede op i Søllerødgade i 1950-erne, var der forretninger ned gennem hele gaden. Der lå købmandsforretninger på hjørnet af både Heinesgade og Holtegade. På den anden side af Holtegade lå der et ismejeri på hjørnet. en vi handlede hovedsagelig i forretningerne omme i Heinesgade. I begyndelsen af halvtredserne var det stadigt helt normalt, at man selv skulle have sin egen papirspose med til bageren, hvis brødet skulle emballeres.
Købmanden på hjørnet af Holtegade hed Nielsen, og var mere hvad vi i dag ville kalde en grøntforretning med sine kasser med kartofler og andre grøntsager uden for forretningen. Han solgte bl.a. ikke slik.
Købmand på hjørnet af Heinesgade hed Bojesen. Han tog aldrig pant for flaskerne, når han kendte kunden. Men det gjorde Nielsen henne ved Holtegade. Vi unger lærte hurtigt at stjæle tomme flasker hos Bojesen. Dem indløste i mod kontanter hos købmand Nielsen. Så gik vi tilbage til Bojesen, og købte slik for pengene. Kredsløbet var sluttet. Det blev vist aldrig opdaget, ellers ville jeg kunne huske de efterfølgende tæsk.
Eksotiske dufte
En købmandsforretning var dengang en farverig verden krydret med eksotiske dufte. Forretningslokalet var altid domineret af disken med vægten og kaffemøllen. Bag disken stod, på hylder fra gulv til loft, forretningens udvalg færdigemballerede vare. Det var højst halvdelen af vareudbudet i en købmandsforretning, der dengang var emballeret af producenten. Det meste blev leveret i sække eller tønder, der stod rundt om på gulvet. Når kunden bestilte varen, tog den kittelklædte købmand eller hans kone sin store slev og hældte op i brune papirsposer. De blev så vejet af, til der var den ønskede mængde.
Især den store, fedtede og kraftigt duftende tønde med spegesild i lage dominerede i den eksotiske cocktail af fremmede aromaer. I tønden hang altid den store træsaks, der blev brugt til at fiske spegesildene op med. Tønden var om regel åben. Skidte knægte fra min omgangskreds fortalte stolt, at de altid spyttede i tønden, når købmanden kikkede væk.
Klods hos købmanden
De fleste familier havde “klods” hos købmanden og betalte enten ugentligt eller månedligt. Alle indkøb blev omhyggeligt noteret i en sort notesbog, som regningen blev udskrevet fra. Der var dog en modsætning jeg aldrig forstod. Hos købmanden var det nærmest socialt degraderende med en regning. Men hos ismejeriet var det fint.
I Heinesgade lå der et ismejeri, hvor vi fik smør fra de støre smørdritler. Ved siden af ismejeriet lå et lille folkekøkken. Det var jo før kommunen begyndte at køre mad ud til pensionisterne. Så i folkekøkkenet kunne pensionister og sociale tabere dagligt få serveret et måltid varm mad. Som alle offentlige ydelser var det dengang forbundet med henholdsvis foragt og ydmygelse at modtage disse kulinariske almisser.
I Søllerødgade lå der også et vaskeri, hvor der vist også var renseri. Mange år senere blev den pågældende forretning og Søllerødgade sørgeligt berømt. Organisationen Internationale Socialister havde lejet lokalerne til kontor. En galning sendte til foreningen en brevbombe, der dræbte en ung mand.
Hovedstadens Brugsforening
Omme i Julius Bloms Gade nr. 30 lå en lille, hyggelig afdeling af Hovedstadens Brugsforening, HB. Især dividenden virkede tillokkende. For at få den udbetalt skulle alle kasseboner gemmes, og en gang om året regnes sammen. en de små, hyggelige brugser, hvor varerne stod i sække og tønder, var allerede på vej ud. I 1949 åbnede HB sin første selvbetjeningsbutik, og hurtigt bredte de amerikansk inspirerede supermarkeder sig.
Denne udvikling ramte også den lille HB i Julius Bloms Gade, der i øvrigt havde en manufakturafdeling omkring hjørnet i Stefansgade 17. I Julius Bloms Gade var ikke plads til et supermarked, så forretningen lukkede og flyttede på en mere fashionabel adresse på Nørrebrogade ved Runddelen.
Slagteren vi handlede hos lå oppe i Stefansgade. Det var en stor forretning, som altid var fyldt med husmødre.
Lille Peter
På hjørnet overfor ved Jagtvej lå en fortovsrestaurant ved siden af barnevogns- og legetøjsforretningen Borrit. Her er der i dag burgerrestaurant. Men foran vinduet med legetøj trykkede vi unger næserne flade, hvis vi ikke stod foran frøknerne Krappes legetøjsforretning i Holtegade. Den lå ved siden af kaffebaren Stefan, der i dag er café. Skulle der nydes øl, lå Lille Peter allerede dengang på hjørnet af Søllerødgade og Stefansgade.
På Runddelen
På det sidste af runddelens “hjørner”, står en imposante bygning, der bærer runddelens navn. På taget var der i hele min barndom en neonreklame for DFDS-indenrigsfærger ved siden af et oplyst ur i frontonen. På “hjørnet” lå en smørrebrødsforretning, Selandia Radio, hvor vi købte vores radioer og grammofoner og en bager. Hen mod Jagtvej lå Café Runddelen, der nok er en af Nørrebros ældste beværtninger. Ejendommen er opført i 1878, og cafeens ældste del er fra samme år. I den anden halvdel lå der oprindelig et apotek.
De små butikker mistede omsætninger
Hele denne velsignelse af forretninger var dog under stille afvikling. Efterhånden som kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, var der ikke tid til den daglige indkøbstur hos de små specialforretninger. Det samlede indkøb skulle overstås i én forretning. De små specialforretningerne i sidegaderne mistede deres omsætning og forsvandt. De fleste af dem er i dag ombygget til lejligheder.
Sådan har forretningslivet på Ydre Nørrebro ændret sig på bare 50 år. Men for os gamle nørrebrorer lever minderne om det blomstrende forretningsliv stadig.
Tak til min gode ven, Allan Mylius Thomsen. Hvis du ikke allerede har hørt et af hans foredrag, så har du bestemt noget til gode.
Allan Mylius Thomsen har skrevet en del bøger. Her er et uddrag
Tak til Allan
Hvis du vil vide mere
Redigeret 12. – 04. – 2022
Januar 15, 2008
Tønder har haft markante ”kirkefolk”. Allerede i 1150 var der en kirke i Tønder, måske endda før. Et kloster, en salmedigter og kampen for danske gudstjenester er nogle af punkterne i denne artikel.
Det har meget tidligt været kirker i Sønderjylland. Også omkring Tønder er der mange gamle kirker. Tanken vender tilbage. Mon Ansgar virkelig gik i land ved Møgeltønder, for at forkynde den kristne tro? Officielt blev de første kirker bygget i Hedeby ved Slien og i Ribe.
Trækirke i Tønder?
Nu var det sådan, at de første kirker blev bygget af træ. Og træ rådner let. Nationalmuseet rummer således em enkelt planke fra en kirke i Humtrup, 7 kilometer syd for Tønder. Tanken strejfer også en, om der var en trækirke i Tønder længe før den første kendte kirke?
Nye byggemetoder.
Nogle århundrede senere valgte man at bruge kampsten og mursten. Ude ved stranden lå masser af kalkskaller. Dem fandt man ud af, at kunne bruges som bindemiddel. Det var meget bedre end ler. Men der var ikke så mange kampsten her nede i Vestslesvig.
På Valdemar den Stores tid fandt man på, at brænde ler til mursten. Disse mursten også kaldet munkesten var meget større end de vi i dag betegner som mursten. I mange fundamenter i huse i Tønder finder vi disse munkesten. Også muret ind i Tønder Kirkes tårn.
Flotte kirker
Overraskende er det, at den flotte Højer Kirke er helt tilbage fra 1200 – tallet. Men også store og flotte kirker som Møgeltønder, Ballum og Brøns. I Hjerpsted, Emmerlev og Daler var der allerede bygget kirker fra 1150 – 1200.
Kirke fra 1150
Tønders eneste levn fra det allerældste kirkebyggeri, er indmuret i Slotsvandmøllen fra 1598 og den gamle latinskole fra 1612. Ved indgangen til Bagergården,
Torvet 11, finder vi Tønders ældste gravminde. En forslidt granitsten. Måske stammer den også fra Tønders ældste kirke. Og denne menes at være opført 1150 – 1200 som en romansk granitkvaderkirke.
Munkene på Tønder – egnen
Munkene havde også stor betydning på egnen. I Løgum dyrkede de jorden, de byggede gårde og møller. De kultiverede jord og mennesker. Fra Tønder og Ribe gik barfodede munke ud og forkyndte Guds lære.
Fra Frankrig kom de hvide munke, cistercienserne, fra Italien og Spanien kom de fattige grå – og sortebrødre. Først i 1173 rejstes den flotte kirkebygning
sig ved Løgumkloster. Teglovnene lå i Vongshøj, hvor den røde mursten blev til. I Ballum Enge blev kalken kogt. Her havde munkene strandretten.
Kloster i Tønder
Mange håndværksfolk og handlende søgte tilflugt hos den mest populære katolik, den lille broder Frans af Assisi. Hans klosterorden løb fra land til land. Efter
signende skulle de allerede være kommet hertil på deres bare ben i 1232. De blev glædelig modtaget af Valdemar Sejr. Et Franciskaner-kloster grundlagdes indviet til jomfru Maria i 1238 i Tønder. Det var ridderen Johannes Nafnesøn, der havde en finger med i spillet.
Den tilhørende kirke blev indviet i 1247 af Biskop Gunner Fra Ribe.
Min far, som læserne sikkert efterhånden har opdaget var murer, har underholdt os med, hvor mange skeletter, der dukkede op, når der skulle laves fundamenter til nybyggerier i Tønder. De stammede fra den tilhørende kirkegård til klostret.
Klostrets grænse mod nord dannedes af Skt. Laurentius Strømmen. Mod syd var det Slotssøen, der dannede grænsen. Igennem Møllevej løb den gamle klostermur i gadens midte. I cirka 1 ½ meters dybde findes der rester af muren.
Dele af Vestergade kaldtes den gang for Hedenskabet. Den del var endnu ikke indlemmet i byen, og var derfor ikke under klostrets beskyttelse. Klostret hørte til provinsen Dacia (Danmarks Kirke). Overhovedet var ærkebispen i Lund. Franciskanerne holdt deres årsmøde i byen i 1267 – 1287, 1294 og 1438.
Nicolai Kirke
Nicolai Kirke menes at være opført mellem 1350 og 1365. fra begyndelsen var det en murstenskirke. Vi ved, at der i 1365 bliver omtalt en sognepræst, der har tilknytning til Nicolai. kirke. Fra gamle skrifter tales der om to kirker i Tønder. Måske var det navneforveksling med Møgeltønder?
Først i 1503 blev klostret i Tønder reformeret. Klostret modtog mange sjælegaver, således også i 1513, hvor Hertugens Marks Otto Rantzau, forærede 250 Mark. Hans første gemalinde testamenterede 100 Mark til klostret.
Fra 1543 blev Nicolai Kirke den Tønders eneste sognekirke.
Mystik om et klokketårn
Lidt mystik er det også. Vi ved, at der på Torvet stod en klokkestabel. Den blev i 1530 erstattet af et grundmuret tårn. Rester kan endnu påvises ved Storegade 9. En borger ved navn Jens Bøgevedt betalte to gode Mark for at få opført et ”klokkehus” ved den gamle klokkestabel på kirkegården i 1520.
Allerede i Middelalderen havde byen et sygehus, det kaldte man for Helligåndshuset. Og mellem Østergade og Kirkepladsen har der ligget en kirkegård. På vejen til Møgeltønder skulle der have ligget en Helligkorskapel. Yderligere skulle der have været et kapel ved vejen til Løgumkloster (omkring det nuværende Carstensgade).
Munke blev jaget ud af byen
I 1530 besøgte Frederik den 1. byen. Klostrets forstander, Niels Thybo, søgte foretræde for kongen. Han ville klage over alle de overgreb, som slottets høvedsmand havde foretaget over for de fattige munke.
Nu skal det lige indskydes, at så fattige var de heller ikke. Ifølge den hellige Franciscus måtte de ikke eje noget. Hver dag måtte de ved ærligt arbejde tjene
til dagens behov, og ikke spare op. Men klostret ejede faktisk jord i Ubjerg Sogn, på øen Føhr og andre steder.
Da Niels Thybo endelig fik foretræde, bad han inderligt kongen om, at munkene måtte blive og tjene Gud på sædvanlig vis. Det ville kongen dog ikke tillade. Han mente, at klostret lå for tæt ved slottet. Derfor skulle det ”nedbrydes”.
Lige så snart kongen var væk, bemægtigede slotsherren sig alt, hvad der tilhørte klostret, og jog munkene væk. de beholdt kun deres klæder og 2 par heste, som de kunne føre de gamle og svage bort med. Munkene er muligvis draget til Ribe.
Amtmanden havde brug for mere plads. I forvejen havde han beslaglagt en del af klostret. Kort tid efter blev også klostrets kirke St. Laurentius Kirken revet ned. Overalt hvor Lutherdommen trængte frem gik de ud over tiggermunkene.
Prædikener på plattysk
Sognepræsten i Tønder, Johannes Meyndorp skrev omkring 1448 en bog på 122 sider. Den var på plattysk, og egentlig beregnet til ridderen hr. Joachim Bryde. Det var en oversættelse af danske prædikener.
Reformationen skete uden de store kampe. Vi ved dog, at der rundt om på kirkelofterne på egnen blev gemt katolske helgen – figurer.
Kristkirken bygges
Under Andreas Thomsen, der var sognepræst og provst i Tønder opførtes den store Kristkirke i Tønder i 1592. På en trætavle med en latinsk indskrift kan man læse, at der samme sted havde stået et kapel, indviet til Skt. Nicolai – de søfarendes helgen. Samtidig er det nævnt, at kirkebyggeriet er understøttet af hertug Johan Adolf og indviet til Kristus.
Men inden kirken blev bygget rejste borgeren, Thim Uch i 1591 ud for at samle penge ind til den nye kirke. Han kom hjem med en masse gaver fra en række tyske byer. Samtidig ville hver stavn i byen yde 19 Mark, samt transport af sten fra Løgumkloster, Solvig og Teglgården ved Tønder, kalk fra Flensborg og 7 dages pligtarbejde.
En morsom ting er, at prædikestolen angives at være skænket af borgmester Andreas Carstensen og hustru Ingeborg i 1586 – 4 år før kirken begyndte at blive genopbygget.
Udsmykningen af kirken viser med al tydelighed, den rigdom, der engang eksisterede i Tønder. Det gav guld at eksportere stude syd på, og at fabrikere og sælge kniplinger.
Enkelte dele fra den gamle Nicolai – kirke befinder sig stadig i Kristkirken. Alle der havde råd, købte sig til en åben begravelse under kirkegulvet.
Gudstjenester på højtysk
Gudstjenesterne foregik på plattysk, men der var stærke kræfter i gang for at få dem afholdt på dansk.. I 1631 var sognepræst, Johan Mauritius begyndt at prædike på højtysk.
Præster uden værdighed
Ikke alle præster levede op til almindelig værdighed. Således blev pastor Muldvad i Ballum afsat på grund af drikfældighed. I 1614 blev Hr. Laurids og hans hustru i Møgeltønder henrettet for ”et meget uskikkeligt og utilbørligt levned.
Tyndt og sparsomt besøg
I 1665 udtalte Raadet, at befolkningen i Tønder kun indfandt sig ganske tyndt og sparsomt i kirken.
Brorson og Schrader
I 1729 kom Hans Adolph Brorson til Tønder. Han var tilkaldt af Provst Schrader, fordi han skulle betjene de danske gudstjenester og det nyoprettede bedehus i Emmerske.
I 1718 var Enewold Ewald vent hjem efter studier i Jena, hvor han blev grebet af det pietistiske liv. Det var den tro, som Brorson videreførte. Til den kategori tilhørte også Møgeltønder – præsten Andreas Vedel. Han forsøgte at indføre konfirmationen i Daler, 29 år før den blev indført i kongeriget
(se artiklerne: Præsten fra Daler og Oprør i Møgeltønder).
Alsinger – præsten, Erik Pontoppidan skrev bogen Menoza. Den handler om en asiatisk prins, der besøger den navnkundige provst Schrader i Tønder. Her går den pietistiske vækkelse igen.
Efter Schraders ankomst, blev der sammen med amtmanden udstedt 16 punkter bestående af
I stedet for at styrke ”jeget” skulle man tænke på ”medmenneskelighed”. Et produkt af dette var Vajsenhuset.
I januar 1731 udgav Schrader Vollständiges Gesangsbusch med i alt 1157 salmer. Det blev en kæmpe succes, og overskuddet gik til Vajsenhuset. Et år efter udgav Brorson et lille hæfte med 10 julesalmer på dansk.
Arvinger skjulte testamente
Den meget rige kniplingskræmmer, Struck var også bidt af pietismen. Efter den pietistiske skik testamenterede han værdifulde koge i Ny Frederikskog til et Vajsenhus. Men arvingerne forsøgte at skjule dette. Schrader tvang testamentet frem. 12 drenge fik dermed hjælp i Østergade 67.
Pietister og Herrnhuter
Efter pietismen
nåede herrnhuterne Danmark. Også denne gren havde gode vilkår i Sønderjylland.
Herrnhuterne havde stor opbakning i Tønder. Således var borgmestrene, Markus Højer, Nikolaj Højer og Carsten Richtsen, tilhængere af bevægelsen. Schrader, Arends og Brorson havde et godt forhold indbyrdes. Både i forhold til det dansk/tyske samt til Herrnhuterne.
Klager over bogtrykkere
I 1767 klagede kirken over, at bogtrykker J.A. Reinhardt, fordi han havde trykt danske elskovsviser. Senere gik det ud over en anden bogtrykker, nemlig Kiesby, der havde eftertrykt Herrnhutiske salmebøger.
Balthasar Petersen
Efter Arends død udnævnes Balthasar Petersen som hoved-præst. Han var manden bag Tønder Statsseminarium. I alt 40 år bestred han embedet. Helt frem til 1787. Han var stærk ortodoks og var imod både Pietisterne og Herrnhuterne. Efterfølgeren, Adler var under hele sit embede på kant med Magistraten.
Fra 1809 til 1830 hed Tønders provst, Peter Prahl. Han kom fra Bornholm, og interesserede sig meget for skoleundervisning. Han skrev også selv en del lærebøger.
Fattigpenge efter gudstjenesten
En smart måde at få folk i kirken på, var at uddele fattigpenge i forbindelse med gudstjenesterne. Ja man ligefrem påbød, at de fattige skulle overvære gudstjenesterne.
Dansk gudstjeneste
I 1840 blev C.E. Carstens valgt til diakon. Hans kundskaber i dansk kunne måske have været bedre, nu hvor han skulle prædike på dansk. Han beklædte embedet frem til 1864.
I 1861 skrev Carstens bogen
Man vedtog, at der nu både skulle holdes en dansk og en tysk gudstjeneste, alle søn – og helligdage. På hospitalet skulle der skiftevis hver onsdag holdes dansk og tysk prædiken.
I 1852 blev hoved- præsten Michael Ahlmannafskediget. Under tre – års krigen havde han holdt på den forkerte. Hans afløser blev O.W. Tidemann.I 1860 var det J.M.L. Hjorts tur.
Røre i Ballum Sogn
I midten af 1800 – tallet var der røre i Ballum Sogn. En vækkelse fra brudt på Bornholm og via en Luthersk missionsforening var den havnet her. Det var ikke noget, der bekom folkekirken særlig godt. Det var jo her brødrene Brorson kom fra.
Senere udsprang der sig en vækkelse herfra gennem den mærkelige lærer Chr. Kold. Han blev i 1838 ansat som huslærer for den rige gårdejer, Knus Knudsen i For-Ballum.
Mange retninger
I 1920’erne kunne pastor Schwartz opregne hele 16 sekter i Burkal Sogn.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 5.04. 2022
Januar 15, 2008
Svenske tropper gæstede Tønder hele tre gange. De var ikke særlig velkomne. De stjal og røvede det hele. De efterlod Tønder forgældet og fattige. En ung mand fra Ballum blev krigshelt. Og Chr. den 4. sejrede i Vadehavet. 800 hollændere blev begravet på Jordsand. Desværre for Ballum, blev den ikke købstad.
Danskerne fik klø
I 1422 ville en dansk hær under ledelse af adelsmanden Tønne Rønnow erobre slottet. Slottet var kommet i holstenernes eje. Først forholdt de sig afventende. Det så ud som om ingen ville gøre modstand. Danskerne trængte sig frem. De overskred volden, satte murbrækkere og stormstiger til, og klatrede op af muren. De ventede på ingen tid at kunne indtage slottet.
Men så kom holstenerne frem. De løsnede de store bjælker, der var anbragt på murkanterne. 346 danskere blev dræbt, deriblandt Tonne Rønnov. Mange af dem, der tog flugten på vejene og i skovende blev også dræbt.
Slottet var en vigtig forsvarsklippe. Dem der var herre på slottet, havde også herredømmet over de herreder, der hørte under Tønderhus.
En krigshelt fra Ballum
Tredveårskrigens tropper satte deres præg på Tønder. Christian den fjerde havde kastet sig i et blodigt opgør mellem katolikker og protestanter. Men han kom galt af sted. Ved et ulykkeligt slag ved Lutter an Barenberg i 1626 måtte han tage flugten. Hesten under ham, blev dræbt. Men sønderjyden Peter Brandt stillede sin egen hest til rådighed, og det lykkedes kongen, at redde livet.
Den tapre riddersvend blev belønnet med en gård i Ballum. Kongens flygtende hær blev fulgt af Wallensteins lejetropper.
Tønder oplever 5 krige
Fra 1627 til 1713 oplevede Tønder ikke mindre end 5 krige. Følgen var indkvarteringer af fremmede tropper.
Forsvar af Tønder forberedes
Dag og nat var der vagter ved portene. Hertugen havde bebudet gode og stærke slagbomme, og Laurentiusstrømmet blev uddybet. Skanser var anlagt, men det
var ikke de bedste soldater, der var sat til hvervet. En kontrol fandt dem sovende på deres vagt. De fik frataget deres våben og smidt i Vidåen.
Der blev købt ammunition. Borgerne fik besked på at forsyne sig rigelig med brød og øl.
Svenskerne kom uden sværdslag
Men uden sværdslag rykkede Wallensteins tropper den 16. oktober 1627 ind i byen. 300 mand skulle pludselig indkvarteres. Og nogle englebørn var de bestemt ikke. De tog godt for sig af retterne, og foretog masser af plyndringer.
Amtet måtte stå for indkvartering af hele seks kompagnier. Med befalingsmændene fulgte også en stab af tjenere, samt kvinder og børn. De rige borgere måtte forlade deres huse, for at give husly til svenskerne.
Ingen skat
Amtmanden skrev på daværende tidspunkt:
Gud er alene mit skjold
En ung mand i Tønder skrev til sin barndomsven i Tyskland og senere provst i sin fødeby:
Prøvelse for befolkningen
Fra marts 1628 forbød Wallenstein udførsel af korn og kvæg. Det ramte Tønder meget hårdt, men Wallenstein ville være sikker på, at der var mad nok. Med hertugens hjælp blev dette forbud dog senere ophævet.
Selv om Tønder ikke oplevede krigens værste gru, var det dog en prøvelse for befolkningen.
En flok soldater hentede alle kreaturerne i Hajstrup, hvor herredsfogeden boede og lod dem jage til Tønder. Det var en straf, fordi befolkningen i Slogs Herred ikke efterkom deres forpligtigelser.
Ingen seng i Raved
Fra Raved forlød det, at alt var blevet stjålet. Kister og skabe var blevet åbnet. Ved soldaternes bortrejse fandtes ikke en eneste seng i sognet. En borger i Tønder havde mistet 41 okser. Lensmanden på Møgeltønderhus var kommet af med hele sin besætning.
Besættelsen varede i 2 år, og blev faktisk kaldet Kejserkrigen. Tønder var kommet i alvorlige økonomiske vanskeligheder. Man skrev, at den gæld som byen var kommet i vil hverken vi eller vore børn kunne afdrage.
Da svenskerne endelig var væk kom der et lettelsessuk fra beboerne
Under anførelse af den engelske general Morgan besatte kongelige tropper vesterhavsøerne. I maj 1629 kom de til Tønder.
Det kneb med moralen
Tønder var efterhånden en gældsbunden stad et fattigt og splidagtigt borgerskab.
Letfærdige og utugtige horer var løbet bort med soldaterne. Og det kneb gevaldig med moralen. Således måtte byfogeden og 8 andre borgere foretage husvisitationer for at få bugt med “løse og unyttig Gesindel”, der havde sneget sig ind uden rådets tilladelse.
Hertugdømmet udsendte i 1631 en erklæring om, at der i byen befandt sig “ledige Bürsche, som ikke befilter sig med andet end Drik og Lediggang”.
Atter engang – svenskere
I december 1643 rykkede højst uventet den svenske general Thorsteinsson uventet ind i Holsten. Hertugen havde knyttet et hemmeligt forbund med Sverige. Hans datter var blevet gift med svenskerkongen, Karl Gustav.
Den berygtede general satte kurset nordpå.. I kirkebogen i Døstrup skrev præsten:
Atter engang plyndringer
I rekordfart havde svenskerne indtaget Jylland. Selv om man ville skåne kirker og præstegårde, ja så forlød det fra Tinglev, at man havde slået kirkens vinduer i
stykker, og stjålet messehagelen og vokslysene. Soldaterne havde stjålet 13 rigsdaler fra præsten og endda dræbt hans svigersøn.
Der var rapporter om brand og ødelæggelser fra Bylderup, Burkal, Øster Højst, Ravsted, Randerup og Hjerpsted.
Præsten fra Højrup skrev:
Præsten i Vodder udbrød:
Fra Emmerlev forlød det, at svenskerne kun havde efterladt en halt hest og en syg ko.
Forræderi på Rømø
Kongen havde overladt det til den engelskfødte general White at forsvare Rømø, man han udøvede forræderi, idet han overgav skibene til svenskerne. Herfra kunne de nu overfalde de danske handelsskibe og havde tættere kontakt med den hollandske hjælpeflåde.
Efter halvanden måned generobrede danskerne dog øen. Generalen blev sendt til Glückstadt, hvor han blev hængt, anklaget for forræderi.
Slaget ved Rudbøl
Ved Rudbøl kom der også til en træfning. Man havde bygget en skanse for at beskytte de skibe, der lå der. Svenskerne blev slået på flugt. Men på deres tilbagetrækning brændte de avlsbygningerne på slottet i Møgeltønder.
Kanoner ved Højer
Og på dette sted må vi igen berette om Slaget ved Lister Dyb. Christian den Fjerde tog alene med sit skib Trefoldigheden kampen op med de 24 skibe fra den hollandske flåde. Først efter to timer fik kongen hjælp af 8 danske skibe. Kanontordenen kunne tydelig høres inde i Højer.
Fjenden fik et tab på 800 mand. Disse blev alle begravet på den lille ø Jordsand lige uden for Højer.
Denne bedrift samt en anden i Kielerbugten fik i øvrigt Johannes Ewald til at skrive Kong Christian stod ved højen mast. Johannes Ewalds far var præst i Øster Højst.
Synd for Ballum
Krigen kom meget ubelejligt for Ballum. Kongen havde planlagt at bygge en købstad her, med en fæstning til en havn. Kongen havde skrevet til rigshofmesteren, at han skulle sørge for tømmer og pæle i Norge. Men landet var svækket af krigen og kongen var efterhånden en aldrende mand.
Suk fra Tønder
Raadet i Tønder sendte i 1652 en ansøgning om nedsættelse af plovtallet (skat) med følgende hjertesuk:
Svenskere for tredje gang
Fra 1658 – 60 var der svenske tropper i Tønder. De blev senere afløst af polske, brandenborgske og kejserlige tropper, der kom Danmark til hjælp.
Borgmesteren ville forlade sin by
Borgmester Heinrich von Hatten søgte om tilladelse til at forlade byen. Han havde ofte besøg af officerer, der opførte sig uforskammet.
Skattefrihed
Mange smitsomme sygdomme fulgte med krigene. Dødsfald og misvækst og dårlig økonomi var årsag til at mange gårde lå øde hen i mange år. Afbrændte gårde blev dog efterhånden igen opført. Flere blev lovet skattefrihed i fire – fem år.
I 1662 var Tønder blevet belagt med “militær ekscution”, grundet skatterestancer, så det var ikke alle skadeslidte, der fik skattefrihed.
Den store nordiske krig kom ikke til at berøre egnen på en særlig følelig måde. Dog lå der ude i Vadehavet svenske kapere. Og beboerne blev pålagt ekstra skatter og indkvarteringer. Men det var ret kortvarigt.
Kongeligt besøg
Den 12. september 1721 gæstede Frederik den Fjerde Tønder. Det var en historisk dag. Lidelserne var væk. Betydningsfulde personer strømmede til. Ja, man sagde, at der var 450 personer, der gæstede “Ratskeller”.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 5. 04. 2022
Januar 15, 2008
Tønder har lige som kniplinger spundet meget guld på handel med stude. Først som transitsted siden med kæmpe Tønder – markeder. Det var derfor at Tønder fik verdensrekord i antallet af værtshuse. Tønder Havn, senere Højer og Emmerlev spillede
en stor rolle i udskibning af stude til Holland, senere England.
Eneret på handel og håndværk
Allerede i 1354 fik Tønder eneret på handel og håndværk. Meningen var ikke at hindre trivslen på landet, men for at skaffe byen gode betingelser. Sidste gang man fik fornyet disse privilegier var i 1747. Men i 1552 var det på et hængende hår, at man fik fornyet disse privilegier. Man havde jaget hertugens kvæg væk fra Vestmarken.
Gnidninger med Højer
Fra gammel tid havde det været gnidninger mellem Højer og Tønder. I 1660 klagede man i Tønder over, at der dagligt kørte 100 kornvogne gennem byen vestpå. I 1687 – 88 kom det ligefrem til en åben fejde, hvor kæmneren og byfogeden forseglede handels – og håndværkerboderne i Højer. I sidste ende
var det dog Højer, der løb af med sejren. I 1706 fik Højer lov til at drive handel og håndværk.
Handelslivet blomstrede i 1500 – tallet
På torvedage kunne landboerne bringe deres produkter til byen og afsætte dem til byens købmænd. Reglen var at Ingen gæst måtte handle med en gæst.
Købmændene var mellemhandlere mellem storhandlere og bønderne. Den fortjeneste, der fremkom, kom købmændene til gode.
Handelslivet blomstrede i Tønder især i 1500 – tallet. Det var navnlig studehandelen, der gav rigdom til byen. I 1482 solgte hertugen sin bondegård Kærgaard Nord til bymarken. Denne bymark tilhørte de 120 stavne i Tønder. I 1570 udførte17 købmænd fra Tønder ikke færre end 2.345 stude over Gottorp.
En velstående borger
Kigger man på en ”slags selvangivelse” fra 1611, kunne vi se hvor meget en velstående borger havde at gøre godt med.
I 1622 udskiber 8 købmænd fra Tønder 1.042 stude via Vadehavet til Holland. I 1638 fortoldes der i Højer, 3.409 stude. I 1651 var tallet 1.631. De fleste var fra købmænd i Tønder.
I 1643 var der endnu 14 skibe hjemmehørende i Tønder.
Opfedning på marsken
Studedriverne kom fra hele Jylland. Opkøberne var som regel fra Tønder. Senere var det almindeligt, at opkøberne mødte op hos herremændene og købte studene til levering ved forårstid. Det magre kvæg solgtes videre til friserne i marsken eller græssede på den fede marskjord. Når de var fede nok, blev de
udskibet til Holland fra Tønder, senere fra Højer og Emmerlev.
Den eneste føde de fik, var æg, som kvægpasserne puttede i halsen på dem. Under transporten fik studene en bjælke under bugen, så de ikke kunne lægge sig ned.
Masser af varer fra Holland
På vejen hjem fra Holland var skibene lastet med kolonialvarer, klæde, vin, tobak, møbler og fliser. Det var ikke kun det oprørte hav, der var skyld i død og forlis. Nej, der lå skam sørøvere på lur, som kastede sig over lasten. De tog hele lasten og solgte den og besætningen på slavemarkeder i Algier og Tunis.
Giv agt – sørøvere
Således siges det, at en styrmand fra Rømø, blev taget til fange og solgt til Kongen af Algier. Man krævede 2.000 rigsdaler for hans løsladelse. Slavekassen blev
oprettet i 1715 med det formål, at frikøbe slavere. Og hvis midlerne ikke kunne skaffes gennem denne kasse og indsamlinger i kirken., måtte man selv eller familien betale.
Den omtalte sømand kunne ikke betale hele beløbet, efter sin frigivelse, selv om han og hans hustru forsøgte i 820 husstande.
Storbønder havde deres egne skibe
Det var ikke kun byens købmænd, der havde skibe. Vestkystens storbønder havde deres egne skibe. En af dem var Peter Beyer fra Skast.
I sin dagbog skriver han:
En af hans aftagere var Hans Adolph Brorsons far, der af ham til sit bryllup købte en hat og tre dusin kridtpiber.
Holland satte sit præg.
Holland kom til at sætte sit præg på vestkysten. Klædedragten, de langskødede frakker, allongeparykken, samt den rige overdådighed af sølvpynt i form af kæder, knapper og spænder, som velhavende bar, blev en tro kopi af en hollandske mode.
Også stuerne bar præg af det hollandske. Malerier af bibelske emner, hollandske krigere eller skibe for fulde sejl. På væggene hang spejle i forgyldte rammer. Kobbertøj, tin-tøj og porcelænstallerkner fra Ostindien pyntede i stuerne.
Også Kristkirkens fantastiske indretning bærer præg af hollandske ting.
Det hollandske eventyr sluttede
I 1718 syntes eventyret med Holland, at nå sin ende. Hollænderne lagde en told på 20 Gylden pr. stud.
Kvægsygdomme
Engang imellem gik kvægpesten over landet, og lammede storhandelen. Rundt omkring i sognene blev der opstillet pestvagter, der skulle overvåge, om der kom syge dyr ind i landsbyerne.
Fjerkræ, katte, hunde berøvedes deres frihed, og gårdene blev afspærret. Kun præsten, lægen og jordmoderen fik adgang. Men selv om man brugte disse
ting, og andre midler som kvaksalvere og kloge koner, så kunne man ikke bremse den asiatiske sot.
En bonde fra Rørkær fortæller:
Ja selv Hans Adolph Brorson skrev om landeplagen:
Først i 1752 kunne man ånde lettet op, men kvægpesten kom tilbage med jævne mellemrum.
Nedgravning blev “ærligt” arbejde
Egentlig var det skarpretterens og hans karls arbejde at nedgrave dødt kvæg, og dette arbejde ansås for uærligt. Derfor var det vanskeligt for Magistraten, at få
daglejere til at nedgrave de mange døde kreaturer. Magistartens folk måtte selv foretage det første spadestik, for at gøre arbejdet ærligt.
I 1763 kunne Magistraten meddele at 99 stk. kvæg var kastet i en grube på marken.
Overfyldte Okseveje
Oksevejene var stærkt befærdede. Når studene kom til Tønder var de ofte magre og udmattede efter mange dage og nætters ophold under åben himmel. Men marskens gode græs gav hurtige resultater.
I 1800 – tallet blev de jyske stude udført til England over Hamborg, hvor de blev slagtet.
Markedsdagene skabte liv
På markedsdagene var der liv og røre i Tønder. Det vrimlede med folk og fæ. Hundreder af køretøjer bevægede sig mod byen. Der var pludselig endnu flere værtshuse i byen. Pastor Kok, der var præst i Burkal, var ikke så begejstret for disse markeder:
Efter1864, da grænsen blev trukket ved Kongeåen, blev forholdene anderledes. Der kom ingen stude mere nordfra, men markederne sydpå aftog dog stadig stude fra Tønder. Der boede på egnen flere velansete slægter af stude – og hestehandlere. De gårde, de ejede, bar vidne om, at her var der velstand.
Men Tønder Markederne voksede sig igen store. Et par år efter var den årlige tilførsel 15.000 – 25.000 stk. hornkvæg. Al anden trafik måtte vige, når der var
Tønder – marked. Og studene gik ikke altid den lige vej. Ofte gik det gennem de små smøger i byen.
Byens borgere så altid frem til markederne.
Tondernsche Zeitung skrev i oktober 1871:
Gylden tid for Tønders værtshuse
For værtshusene var det en gylden tid. Vejen til detentionen (Klötzen) var ikke lang.
På markederne mødtes sønderjyske bønder med frisere, holstenere, opkøbere fra Hamburg, ja helt fra Rhinlandene. Hver by og egn havde sit stam-kvarter.
De danske bønder slog sig ned hos Mutter Hage i Humlekærren. Lige overfor lå tyskernes værtshus Weisser Schwan. Tønder havde på et tidspunkt verdensrekord i antallet af værtshuse (pr. person). På krammermarkedet var det første dag gerne borgernes, den anden dag bøndernes dag. Først den tredje dag strømmede tyendet til.
Klager over drukkenskab
Intet under at byens aviser klagede over drukkenskab, som markederne førte med sig. Slagsmål og skrål hørte nu engang med til det. Og landevejen omkring Tønder var overdænget med berusede bønder på vej hjem.
Stadepenge
Fra 1877 besluttede byen at opkræve stadepenge på markederne. 20 pf. pr. hest og 10 pf. pr. hornkvæg til stor mishag for bønderne og kvæghandlerne. Egentlig skulle de ikke klage, for der var stor afsætning til Tyskland.
Ikke ondt af bønderne
I 1880’erne indfører England importstop. Det førte til dalende priser. Men det havde aviserne i Tønder ikke ondt af. De mente, at bønderne svigtede Tønder, og købte deres varer andetsteds. Med de nye jernbaneforbindelser var dette også blevet lettere.
Æ punchsti
Ja så skal vi da ikke glemme Æ Punchsti – Punchvejen. Denne var en nødforanstaltning mellem Skibbroens mange værtshuse og Vest-banegården.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 5. – 04- 2022
Januar 15, 2008
Tønder Festival, Sangundervisning på Tønder Kommuneskole, Emmerlev Klev, Schweizehalle, Jernbanehotellet i Skærbæk og en ung Carsten Panduro. Neander Jazzband, Lillian Boutté, Rasmus Lyberth, Liebestempel og Lærkevej 25 omdannet til campingplads. Tønders Musikliv er alsidigt. Dette er den første af fem artikler – skrevet i 2008
Snakker man om Tønder og musik, ja så tænker de fleste på Tønder festivalen. Allerede i min læretid i Andersen og Nissens Boghandel kom en ung dekoratør fra Brdr. Tygesen ofte over og talte om musik. Hans navn var Carsten Panduro. Man må sandelig sige, at han har sat Tønder på musik – verdenskortet.
Lærkevej 25 var campingplads
I min familie så vi frem til årets festival. Jeg var for længst flyttet fra byen, da det startede. Græsplænen og haven blev omdannet til en campingplads på Lærkevej 25. Næsten alle rum i huset var overbookede. Min mors kartoffelsalat og frikadeller var berømte i hele Danmark.
Mange af disse festivaler i begyndelsen resulterede også i, at man blev forelsket. Smukke piger og fantastiske oplevelser var kendetegnet for disse festivaler.
Det var også under en musikfestival, jeg blev forlovet. Og det vil jeg ikke råde andre til. Pludselig kom venner, bekendte og familie strømmende til. Det var dyrt. Af min lillebror fik vi foræret en irsk aften på Tønderhus. Tak for det Erwin.
Gammel Dansk på Torvet
Ofte var familien samlet på Torvet med masser af Gammel Dansk. Her blev Kalle fra De Gyldne Løver gift. Og her kom Chris og hans venner fra Neander Jazzband mange gange kørende i den røde brandbil. Senere engagerede jeg Neander Jazzband til at spille på gågaden i Aabenraa. Jeg var med i Initiativ-udvalget. Året inden havde jeg faktisk engageret Chris´s familie ”Den syngende læge-familie” og været medvirkende årsag til at Chris´s mor, Joan fik ”halsen skåret over”. Det var vel rimeligt, for dengang var hun formand for Røde Kors.
Neander Jazzband spillede også flere gange på Æ Postkro i Aabenraa.
”Tønder – oplevelser” i Aabenraa
Ved en af de første Tønder Festivaler optrådte Van Dango. Hold da op, hvor det svingede. De væltede senere Folkehjem i Aabenraa. Og på Royal optrådte mange af de deltagende fra festivalerne, bl.a. Tønder Spillemændene, Fyns Harmoniforvirring (Ove Bager fortalte mig, at han ikke kunne fordrage Jørgen de Mylius) og Alex Campell. Og den sidstnævnte er en legende. Han havde en speciel fortolkning af Everybody loves Saturday Night. Han sang bl.a. He went to a little town called Tynne.
I mange år tror jeg nok, at han boede I Møgeltønder. Ved forestillingen på Hotel Royal i Aabenraa, var han hvis nok lidt beruset, men hold da op, hvor var det sjovt.
Rasmus Lyberth og Lillian Boutté
De største oplevelser har nok været Rasmus Lyberth på Vandmøllen og Lillian Boutté til en fantastisk Gospel – gudstjeneste, der fik tårerne til at pible frem.
Men egentlig har der været et væld af musikoplevelser.
Mange musikoplevelser
I vores ungdom i Tønder, var der mange steder, at høre musik. Schweizerhalle, her huserede klubberne Downtown og Noldes Nabo. Der var også Tønderhus, hvor der var jule – jazz. Under Tønderhus var der et diskotek, der hed Slusen. Her var min onkel Jacob udsmider. Det benyttede vi os af, flere gange. I Vestergade var der også diskotek.
Jeg husker da koncerter med Defenders og Gene Ptney. På Schweizerhalle.
Og ellers gik turen til Emmerlev Klev, hvor Silver Boys spillede Shadows. Her var det interessant, når smukke kusine June var med, så var der nemlig musik bagefter på Prilen i Højer. Musikken blev så leveret af kusinen og Onkel Pulle. Sidstnævnte spillede også i Højer Brandværnsorkester.
Når vi var til fest i Højer, ja så skete det at kusine June, spillede i pauserne.
Et par gange var vi på Jernbanehotellet i Skærbæk, hvor bl.a. Red Squares spillede.
Topløs i Süderlügum
På Tønder Handelsskole havde vi en kortklub. For overskuddet tog vi et par gange til Süderlügum, syd for grænsen. Hvor der en enkeltgang var topløs pigemusik.
Mor lavede kaffe
Når vi så havde været til fest sådan en lørdag i Tønder, ja så stod mor op og lavede kaffe til os, når vi kom hjem med venner og bekendte Tidlig søndag morgen.
På forsiden af Ekstra Bladet
Bortset fra min kusine og min onkel, så var familien ikke særlig musikalsk. Jo min lillesøster havde været med i Spejderorkestret eller var det FDF – orkestret.
Jeg kan ikke huske, om hun var med til at spille fra kirkens tårn, juleaften.
Min storebror var på et tidspunkt, en slags manager for Tommyguns. På et tidspunkt kaldte de sig hvis nok MacGun Kelley and The Tommyguns. Det var stort, da storebror kom hjem med et spolebånd med en kopi af deres første plade med to Chris Andrews hits. En gang var de også på forsiden af Ekstra Bladet, da
de havde overnattet i et Folkevognsrugbrød nær Nyborg. De var nær omkommet af kulilteforgiftning.
Familien Schultze
Det var også stort, da The Mods optrådte i østtysk TV. Og familien Schultze har lavet meget musik. Jeg kan ikke huske, om de kaldte sig Arrows, da vi optog dem med to julenumre på Schweizerhalle til et blindebånd. Jeg havde været med til at starte noget så eksotisk som Tønder Båndamatørklub. Vi havde lavet et studie i kælderen under Schweizerhalle.
Da mine forældre senere fejrede en eller anden begivenhed ned på ”den italienske” i Østergade, var det også Familien Schultze, der optrådte. For et par år siden fik jeg så en udmærket cd, der blev kaldt Borderline, også med denne musikalske familie.
På et tidspunkt var Eddie Carstensen også med i dette band. Jeg kan erindre at Eddie på et tidspunkt havde en legetøjsbutik i Tønder. Og selv indspillede han cd’er med suppe, steg, is og musik.
Andre grupper opstod, bl.a. Cake`n Candy, Mohylas Blues Band, Muffi Matc, The Rooters (senere Blues Promotion og Down South Blues Band).
Sangundervisning på Tønder Kommuneskole
På Tønder Kommuneskole havde vi en sanglærer ved navn Hr. Nielsen. Han kunne ikke lide os Brodersen – unger. Han mente, at vi bevidst sang falsk. Min storebror havde dårlige erfaringer med ham. Og det fik jeg sandelig også. En masse lussinger blev det til. Min far klagede, men det gjorde bare sagen værre.
Så tog han sagen i egen hånd. Han stillede i sit murertøj ude foran Tønder Kommuneskole flere gange, for at få fat i kravetøjet på sanglærer Nielsen.
Nu ville han selv have fat i Hr. Nielsen. Han skulle ikke uberettiget give sine børn lussinger. Og hvis Tønder Kommuneskole ikke selv, kunne klare paragrafferne, så kunne han.
Hr. Nielsen fratrådte kort tid efter. Om det var min fars skyld, ved jeg ikke.
En kort overgang havde vi lærer Diedrichsen, som sanglærer, og det var noget helt andet. Han lærte os, at sætte pris på klassisk musik. Jeg var gået i klasse med hans to tvillingesønner.
.
Tønder på Danmarkskortet
Gymnasiet og ikke mindst Hagges dannede baggrund for en del andre bands.
Valdemar Rasmussens karakteristiske jazz – cd`er er velkendte, også her i København. Jeg mødte en på Nørrebro, der påstod, at han havde spillet sammen med ham.
Og Mickael Falch har jo også haft betydning for Tønders musikliv. Hans hyldest til Tønder springer igennem i sangen Kærlighedens Lysthus. Vi kendte det under benævnelsen Liebestempel. (I øvrigt henvendte Michael Falch sig hertil. Og sammen skrev vi om hans musik – oplevelser i Tønder. Jeg anbefalede ham at skrive om sine oplevelser i Tønder – og det har han også gjort i mellemtiden). hans bog er anmeldt her på siden.
Djangokvartetten blev også berømt. De var med i den fantastiske film om Carl Henning, spillet af Jesper Klein. Den foregik i Ballum og Højer.
Jazz i Tønder
For enden af Lærkevej, var der engang et træhus. Her mødtes mange jazzmusikere. Og når vi nu er ved Jazz. Så hed Tønders første rigtige jazzorkester Harlem Hot Group. Og her kender jeg jo Horsti og ikke mindst Bent Schella Petersen, også kaldet OZ1BX. Han forsøgte senere forgæves at lære Ingolf og
mig morsealfabetet ude i OZ5TDR`s klubhus ude i Ellum. I Harlem Hot Group var selvfølgelig også Valdemar Rasmussen. (Han er beskrevet i Musik i Tønder 5)
I gruppen var også en person, der hed Alfred Hansen. Jeg er faktisk ikke klar over om det er den Alfred Hansen, der fik blev et stort navn i Sverige med country – musik. Gruppen kaldte sig Alfred og Country Road. Der kom også en plade på dansk.
Jazzorkestret Syncropaters vandt i 50erne mange mesterskaber.
Flere navne fra Tynne
En antikvitetshandler i Østergade, Hans Christian fik sammen med sin kone også succes med fortolkning af viser. Og så skal vi ikke glemme Freja fra Møgeltønder, der stadig er populær. Eller hvad med Alice og Rita fra Øster Højst.
Radio i Tønder
Dengang havde vi spolebåndoptager, hvor jeg fik optaget i timevis af Efter Skoletid med Jørgen Mylius og sønderjyden Hans Jørgen Skov. Ellers lyttede
vi til Radio Luxembourg og piratstationerne Radio Veronika og Radio North See.
Ja så havde jeg også min egen piratstation, Radio 101, der under gunstige forhold kunne sende helt til Rudbøl. Den var direkte forbundet til spolebåndoptageren. En mikrofon var der også tilkoblet, og så blev der sagt en masse sludder.
Kirkemusik
Det har nu altid været musik i Tønder. I Middelalderen blev musikinstrumenter betragtet som verdslige og dermed farlige. Spillemændene havde ingen adgang til kirkerne og blev betragtet som Guds fjender.
I kirkerne var der først og fremmest liturgisk sang.
Den ældste kendte kirke i Tønder var Sct. Laurentius Kirken, bygget ca. 1150 – 1200, på den grund, hvor Vestergade 33 – 35 ligger i dag. Den anden kirke, Sct.
Nicolai kendes først fra skriftlige kilder fra 1365. Klosterkirken lå i forbindelse med Gråbrødreklostret på området mellem den nuværende Skibbrogade og Vidåen. Hele 4 gange i løbet af Middelalderen blev der afholdt ”Provincialkapital” – en slags fælles generalforsamling for hele Norden. Her må der formodes, at være sunget gregoriansk musik i Tønder.
Musik i alle samfundslag
I alle samfundslag – på landet, i byen, hos adelen og hoffet har man sunget spillet og danset. I forbindelse med markeder, har den almindelige befolkning brugt musikken.
De mest almindelige instrumenter har været fløjter og andre blæseinstrumenter af træ, horn eller metal, mundharper, trommer og strengeinstrumenter.
Organister i Tønder
I Latinskolen i Tønder spillede sangundervisningen en stor rolle. Meget af undervisningen foregik i Kristkirken. Her var der også en god akustik.
Først efter reformationen blev orgler mere almindelig i danske købstadskirker. Den første organist i Tønder hed Lorentz Thomsen, men hans navn blev efter datidens skikke omskrevet til latin – Laurentius Thomæus. Han var ansat i tidspunktet 1590’erne til 1627..
Under pesten i Tønder i 1602 foretrak Laurentius dog at være huslærer for amtmand Blomes børn. Byrådet fyrede ham, men hertugen mente ikke, at man kunne fyre en så lærd mand. Han fortsatte indtil Wallensteins tropper marcherede mod byen i 1627.
Organist Andreas Friederich Ursiinus var organist i Tønder fra 1725. Har arbejde både sammen med Brorson og den tyske præst Schrader. I 1731 udgav sidstnævnte Vollständiges Gesangbusch. Med mere end 1.000 salmer.
Brorson fulgte efter, med at oversætte tyske salmer til dansk. Mange af disse salmer blev offentliggjort i Den nye Psalmebog som udkom i 1740. Den spredte stor glæde i den danske menighed.
Ursinus testamenterede 960 rigsdaler til hospitalet i Tønder, og efter hans død købte Vajsenhuset 20 demant jord i Ny Frederikskog som havde tilhørt Ursinus.
Den uheldige organist
I 1769 fremstillede kobbersmed, Johan Diedrich Jensen nye pauker til kirken. Disse blev kun brugt til særlige lejligheder.
I 1806 tiltrådte Friederich Carl Ferdinand Paulsen som organist, Han måtte dog forlade stillingen allerede i 1810, da han uden for ægteskab var blevet far til et barn, født af stadsmusikantens datter, Botilla Cæcilie.
En af de lokale organister var Peter Juncker, søn af kniplingshandler Hans Stefanus Juncker. Peter Juncker var borger og storkøbmand. Han ejede ejendommen Østergade 3. Han passede bare ekstrajobbet som organist. I 1830 gik han konkurs, og ernærede sig som klaverhandler. Fra 1850 var han lærer i orgelspil ved seminariet.
Stadsmusikanterne
Dem der tog sig af den verdslige musik var stadsmusikanterne. Den første der omtales i Tønder er Spelmann Conradius omkring 1560. Den første der benævnes som egentlig stadsmusikant er Johan Beier, der havde embedet fra 1615.
Stadsmusikerne skulle stå til rådighed, når borgmesteren og Rådet krævede det, for eksempel ved alle officielle lejligheder, fester på Rådhuset, kongebesøg m.m. Der skulle spilles fra kirketårnet, hver morgen klokken 4 og om aftenen kl.8 (kl. 9 om sommeren) på zinker og basuner.
De blev aflønnet via den såkaldte Martins Skat, dvs. den by-skat, der betaltes ved Mortensdag og som gik til aflønning af byens bestillingsmænd., bl.a. diakonen, rektor og kantor på latinskolen. Man fik en grundløn plus løn for de forskellige arrangementer.
I 1694 fik stadsmusikanten Knöclcke tilladelse af magistraten til at indkræve 1 rigsdaler ved bryllupper med seks par gæster, mens brudepar, der havde inviteret 10 par, skulle betale to rigsdaler.
Fra 1615 fik stadsmusikanten stillet fri bolig til rådighed i rådhuskælderen. Fra 1750 var stadsmusikantembedet kombineret med amtsmusikant i Tønder Amt.
Skillingsviser
Skillingsvisesangere og kolportører var et fast indslag i 1800 – tallets markeder. Politimester Poul Sibbern havde lavet en fortegnelse over forbudte og tilladte viser i tidsrummet 1830 – 1840. Smudsige viser var ikke passende for Tønders ungdom.
Spillemænd
Musikus Dresen fra Rørkær var en af de mest kendte spillemænd fra midten af 1800 – tallet. Han havde eneret til at spille til bryllupper og fester i sit område
frem til 1862.
En af spillemændene har vi omtalt i artiklen I kino i Tynne, var Meinert Lützen. I 1926 arbejde han i Popsensgade som cykelsmed. Han byggede selv cirka 10 violiner. På Emmerlev Klev spillede han sammen med blinde Motzkus. Som pensionist i Møgeltønder spillede han sammen med The old Times. Men han nåede også at spille sammen med den kendte gruppe Due Sørensen. Minsandten om han ikke også spillede på Tønder Festivalen sammen med Thorkild Demuth.
Militærmusik
Selvfølgelig har der også været et militærorkester i Tønder. Den 8. maj 1920 kom Jydske Dragonregiments Musikkorps til Tønder. Det blev højt værdsat,
men blev sparet væk i 1932.
Masser af kormusik i Tønder
Tønders ældste sangforening, Tonderne Singverein von 1842 blev grundlagt i en periode, hvor de nationale modsætningsforhold voksede. I 1843 holdt man den største sangerfest i Tønders historie med 700 deltagere i Jessens Have. Repertoiret var jægerviser og tyske fædrelandssange.
I 1871 havde foreningen 197 medlemmer.
Koret Einigkeit var oprettet som en pendant til Singverein, hvor de mindre velhavende kunne deltage. I 1927 dannedes koret Gemischter Chor.
Arbejdernes Mandskor blev oprettet i 1931, og bestod af mange tilflyttere. Damekoret Marsken eksisterede endnu i slutningen af 50’erne. Tønder Kammerkor
blev stiftet i 1982. Tønderkoret startede i 1983.
Skytteorkestret
Ofte har jeg som ung set store optog med forskellige orkestre gå ud af Ribelandvej til Schweizerhalle. Det var, når der var Skyttestævne. Min onkel Jacob var selv med skytteforeningen, så det gav nogle fordele. Jeg var med til nogle af de store skyttefester og fik også lov til at skyde.
Schützenkorps Tondern blev stiftet i 1693, som en efterfølger til Fastelavnsgildet. Oprindelig foregik festen syd for byen i nærheden af Papegøjestien. (Vi har også en artikel om dette tema her på siden)
Korpsets skytteorkester blev stiftet i 1923 af Carl Christensen. Han blev afløst af Hans Bomberg, der også fungerede som danselærer i danseklubber på Tonhalle og Schützenhof (se vores artikler Ture i Tønder). Bomberg havde en musikhandel i Østergade 20.
I 1955 genopstod Skytteorkestret bl.a. efter hjælp af hans Bomberg og Thomas Selmer jun.
Til skyttefesterne i Tønder fra 1974 til 1981 spillede Højer Brandværnsorkester. Her var min Onkel Pulle som tidligere omtalt senere et særdeles aktivt medlem.
Tønder havde sit eget brandværnsorkester, men det eksisterede faktisk kun fra 1949 til engang midt i 50’erne.
Musikforeninger
Der har i Tønder været mange musikforeninger, vi har allerede omtalt nogle. I 1921 startede Konzertverein Tondern. På et tidspunkt var der 450 medlemmer. Foreningens arrangementer blev afholdt i Tonhalle, senere i Statsseminariets Festsal og Statsskolens festsal. Man nåede at arrangere 26 koncerter inden
foreningen blev opløst i 1927.
Tønderegnens Musikforening blev stiftet i 1946. Og jeg mener, at denne musikforening stadig eksisterer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 6. 04. 2022
Januar 15, 2008
Ib Hansen har skrevet den interessant historie. Vi hører om Burgunderne, Niebenlungenlied, om sønderjyders udvandring til Norfolk. Den danske konge Luitgast har muligvis startet sine krigstogter fra Tønder – ad søvejen. Ib´ s historie omhandler både myter og kendsgerninger.
Her finder du Sønderjyllands ældste historie.
Der er skrevet meget om guldhornene fra Gallehus. Specielt naturligvis fundet af dem, tyveriet af dem i 1802 fra Kunstkammeret og tyveriet af kopierne i 2007.
Tydning af guldhornene
Mange har forsøgt at tyde guldhornene. Og det er blevet til alt fra en hedensk billedbibel med historier fra før-vikingetidens gudeverden, til en gennemgang af årets begivenheder og endelig til en sammenligning mellem guldhornene og tekster fra de gamle indiske skrifter. Ingen af os véd, hvad der er rigtigt. På vore breddegrader var hverken papir, pen eller Pc’er opfundet på det tidspunkt, guldhornene blev fabrikeret. Ingen synes dog at være i tvivl om, at guldhornene er fabrikeret af en germansk stamme. En række symboler på guldhornene kendes kun fra germanske folkeslag.
Men én ting står fast, runeteksten.
Runeteksten
”EKHLEWAGASTIRh HOLTOJARh HORNA TAWIDO” står der på det ene guldhorn. Der findes to anerkendte tydninger af teksten, nemlig
Men hvem var egentlig denne Lægæst/Livgæst?
Lidt myte
De fleste kender Nibelungenlied. Dér hører vi om en dansk konge ved navn Liutgast. Om ham fortælles, at han havde store rigdomme i guld. Han hjalp saxerne i deres krig mod Burgunderne, hvor han dog tabte og blev taget til fange. Han førtes til Worms, hvor han var i ”frit” fangenskab hvilket medførte, at han kunne gå frit omkring.
Luitgast må være kommet til Saxerne ad søvejen fra Vestslesvig. Da Tønder allerede på dette tidspunkt var en flække med en godt beliggende havn, kan krigstogtet ganske udmærket være sket via Vidåen. Luitgast kan udmærket være den samme som Lægæst/Livgæst – hvis ellers historien er rigtig.
Hvad der i hvert fald er historisk korrekt er, at Burgunderne blev slået af en Hunner-hær (sandsynligvis Attilas krigere) et par år senere, nemlig i året 437.
På dette tidspunkt var Vestslesvig beboet af en stamme, der kaldtes Alukoner. ”Al” står for gud og ”kun” for æt. De var altså af gudeæt. Det var før danerne erobrede hele Danmark.
I det angelsaksiske digt Widsith omtales bl.a. ”Offa (Uffe) regerede ongler (angler), Alewih dener han var blandt mænd modigst af alle dog overgik han ikke Offa i ædel dåd”
Disse to konger har efter al sandsynlighed regeret det slesvigske område engang i perioden 425-450, Uffe i Vestslesvig, Alewih på Als. Altså også her samtidige historiske oplysninger.
Lidt mere end en myte er det, at Ellæm-syssel, hvori Gallehus befinder sig, omkring år 420 blev angrebet af Hunnerne, der indsatte en høvding i den østlige del. Den daværende konge, Eylime blev dræbt, men hans datter giftede sig senere med kong Alf (Alewih) fra Als, hvorved sysslet formelt blev dansk.
Omkring 445 har Hunner-kongen Attila overhøjhed over Danerne, hvorefter han skærper kravet om Odins-dyrkelse på bekostning af Alukonernes gamle religion.
Lidt historiske kendsgerninger
– og lidt mere myte
Historisk er det en kendsgerning, at udvandringen fra det slesvigske område til England foregik på samme tidspunkt.
Østfra presset af Danerne og nordfra af Hadbarderne. At Danerne ikke deltog i udvandringen bevises gennem samtidige nedskrevne beretninger, hvor der udtrykkeligt alene nævnes Jyder og Anglere, og altså ikke Daner.
Livgæst havde erfaring fra togter ned i Tyskland. Han var derfor den erfarne høvding, der kunne bringe sine folk sikkert til England, hvor de kunne bosætte sig, i fred for Danere.
Men inden skulle visse ting være i orden. Guldhornene var viet til guderne, altså var de gudernes ejendom. At medbringe dem ville være det samme som at stjæle de lokale guders ejendom. Man kunne heller ikke risikere, at guldhornene blev stjålet i det fremmede. Ingen vidste jo sikkert, hvad man ville komme
ud for af nye krige.
Altså måtte guldhornene graves ned.
Beviserne for udvandringen fra Ellæm syssel er håndgribelig.
Lige nord for byen Norwich i Norfolk er et område inden for ca. 25 km i diameter, hvor vi kan genkende historien ovenfor.
Her ligger nemlig byer som Holt, Guist, Guestwick, der alle kan henføre til Læ-gæst, Holtes slægt. Og hvad med disse Als-relaterede byer i samme område: Aylsham, Aylmerton (Als’ ernes tun/gård), med mange flere.
Afslutning
Som nævnt indledningsvist kender vi ikke historien i detaljer på grund af manglende historiske kendsgerning. Men sammensætningen af fund, navnesammenhænge, traditionsmæssig opkaldelse af byer m.m. gør ovenstående sandsynligt.
Tak til Ib Hansen
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 6. – 04 – 2022
Januar 15, 2008
Der var en lighed mellem Ungdomshuset og Faderhuset. I begge tilfælde er det tale om et stærkt sammenhold indadtil, og dette sammenhold bygger i høj grad på, at man ser sig selv i klar opposition til verden udenfor.
Uønsket på Nørrebro
Men Ruth Evensen er ikke velkommen på Nørrebro.. På aktivisternes og Ungdomshusets myspace – profiler kan for eksempel læses:
Og det kan da godt være, at hun skal bede politiet om beskyttelse, hvis hun vil besigtige sin grund, Ground 69.
Politiet vil ikke fungere som vagtmandskab
De firmaer, hun fik overtalt til at foretage nedrivningen blev udsat for lidt af hvert.. Hvis hun ville påbegynde nyt byggeri på stedet, ville dette sikkert heller
ikke ske uden de unges opmærksomhed. Chefinspektør Per Larsen udtalte:
Præsterne siger ikke ”Velkommen”.
Ja, Faderhuset er bestemt ikke velkommen på Nørrebro. Urban har forespurgt en række præster. Ivan Larsen fra Stefans Kirken mener, at på Nørrebro plejer man at kunne trives side på side. Den holdning deler Ruth Evensen ikke. Per Ramsdal fra Brorsons Kirken giver udtryk for, at der ikke er plads til folk,
der bekæmper andre folk. Og Paul Friis fra Samuels Kirken mener, at problematikken giver et negativt indtryk af kristendommen og kristne i det hele taget.
Mystik ved salg
Det var kun få, der bød på ejendommen, Jagtvej 69, da den blev udbudt i salg. Man valgte, at tage imod et tilbud fra Human A/S. Det var et selskab under stiftelse., og man kendte ikke så meget til det. Faderhuset havde været inde i billedet, men blev af Københavns Kommune dømt som useriøst. Men pludselig overtog Faderhuset samtlige aktier i selskabet Human A/S. På den måde blev Københavns Kommunes tilbage-klausul undermineret. Klausulen gik nemlig
på, at hvis Human A/S ville sælge, skulle det ske til Københavns Kommune.
Sejrstale i Faderhuset
Fire RUC – studerende overværede Ruth Evensens sejrstale i Faderhuset. Og her fik menigheden at vide, at de unge på Nørrebro er dæmonbesatte. Desuden vil man bekæmpe praktiseret homoseksualitet, pædofili, pornografi, abort og satanistisk legetøj på Nørrebro.
Ruth Evensen takkede også menigheden fordi de i fem år havde finansieret huslejen i Ungdomshuset.
Gud havde pålagt menigheden om at købe Ungdomshuset. Man vil ikke sælge og høste gevindsten, lovede Ruth Evensen
Ruth bestemmer
Ifølge Ekstra Bladet, bestemmer Ruth Evensen, hvem de unge kvinder og mænd hun har i sin magt, skal gifte sig med. Og ifølge sognepræst Niels Underbjerg, bliver de unge udsat for massiv djævleuddrivelse, hvis de ikke tager den partner, som er udset.
I årenes løb har Niels Underbjerg taget sig af hen ved 70 psykisk lemlæstede – ofte unge mennesker, der har været på flugt fra Faderhuset.
Det var også Faderhuset, der gav deres støtte til Moses Hansen, da han gik korstog mod muslimerne på Nørrebro.
Bryllupskjoler og militærstøvler
Kirkemusikken er kristen rockmusik, og gudstjenesterne er præget af vild dans og ekstase. Engang var kirkekoret iført bryllupskjoler og militærstøvler, da de skulle lovsynge Gud. Det var for at symbolisere, at de var Kristi brude og soldater for Herren.
Faderhuset startede i 1990
Man startede tilbage i 1990 som en hjemmegruppe under frikirken Kristent Center. De åndelige rødder stammer tilbage fra den hippieagtige Jesus – bevægelse i 70’erne. Det var en almindelig karismatisk frikirke, der var præget af socialt arbejde og omsorg for de svage i samfundet. De kom også i kontakt med skadede mennesker fra New Age – miljøet, og samarbejde bl.a. med Ole Skjerbæk Madsen, der var præst i Bethlem Kirken.
På et tidspunkt holdt man til i Skt. Johannesgården på Blegdamsvej. Senere flyttede kirken til Griffenfeldsgade 7A. I storhedstiden (1995 – 1998) havde Faderhuset 120 medlemmer. Nu skønnes dette tal at være nede på cirka 40.
Ruth afløser Knut
I 1998 meddelte Ruth sin menighed, at fra nu af skulle hun være pastor i stedet for Knut, hendes mand.. En ny stil skulle indføres. Der skulle gøres op med lunkenhed og terapisme. Fra nu af skulle det handle om vækkelse. Medlemmerne skulle omvende sig fra synd og leve et kompromisløst kristenliv.
Inden var budskaberne bygget på samtale, rådgivning og forståelse, nu var mottoet Det er ikke godt nok. Ruth var den, der fik beskeder direkte fra Helligånden.
Medlemskabet blev stillet på nul, man skulle skrive under på, at acceptere hendes lederskab. Det brød hovedparten sig ikke om, omtrent 2/3 forlod menigheden. Tilbage blev ca. 30 – 40 primært unge mennesker og nogle af deres forældre. De fleste kom til at bo i Faderhusets kollektiv i Hellerup – en stor
hvid herskabsvilla med en høj mur udenom og en massiv jernlåge.
Faderhuset ejer i dag 2 – 3 bofællesskaber, hvor medlemmerne bor sammen.
Der lægges meget vægt på lydighed og underordning. Menigheden er opbygget som et hierarki med Jesus i toppen, og Ruth Evensen som den, der modtager beskeder direkte fra Herren. Dernæst kommer de underordnede ledere, hvoraf kernen udgør Ruths egen familie. I bunden befinder de menige medlemmer sig.
Ruths erhvervs – eventyr
Ruth Evensen havde et rengøringsfirma Ruthemors Rengøring og Service, hvor medlemmerne af bofællesskabet arbejdede. Ifølge Selskabsstyrelsen har Ruthemor (også kaldet Human A/S) indtil fornyelig været under tvangsopløsning, fordi de ikke havde indleveret regnskaber siden 2003.
Ruth har tidligere ejet en kristen frisørsalon Kings Bride, hvor de ansatte alle var kristne kvinder. Hun måtte lukke salonen med et kæmpe underskud og fik gældssanering.
Familie-koncern
Faderhuset ligner mere en familie-koncern i dag. Knut Evensen er formand for kirkens friskole, Samuels-skolen. Denne skole blev lukket af Undervisningsministeriet i sommers.
Ruth Evensen overlod i 2004 ledelsen af Faderhuset til sin søn Simon Peter, og som nu er menighedens pastor. Niecen, Kristina Bøjstrup Djarling er gade – og ungdomspræst.
Det ser ud til, at Simon Peter er en lidt anden type end sin mor. Det betyder, at Faderhuset går en lidt roligere tid i møde. Ruth fortsætter som apostel, konsulent og supervisor for menighedens arbejde.
Frikirke eller sekt?
Faderhuset er en frikirke(sekt), der ikke holder sig til en bestemt teologisk tradition. Det er en meget eksalteret form for kristendom. Det er en karismatisk frikirke, som er stærkt inspireret af forskellige amerikanske vækkelsesbevægelser.
Ja sådan er en af bevægelsens lærersætninger. Ingen af lederne har nogen nævneværdig teologisk uddannelse, men er selvlærte. Ruth har ingen uddannelse overhovedet, men som vi tidligere har været inde på forsøgt sig med diverse jobs i servicesektoren. Knut er udannet skolelærer, sønnen Simon Peter har gået på KBC’ s bibelskole.
Ruth Evensen har endog udgivet en bog En vækketrøst, som kristne kredse betegner som
Ikke alle mener, at Faderhuset er en sekt. Den kristne ugeavis Udfordringen har f.eks. skrevet, at Faderhuset blot er en ekstrem frikirke. Og man samarbejder
også med andre frikirker, blandt andet den meget omtalte Evangelist.
To ”lykkelige” medlemmer af Faderkirken siger til BT, at man godt kan sige, at de er blevet hjernevasket.
Man betaler tiende
Det har sin pris at dyrke sin tro i Faderhuset. Officielt skal du aflevere en tiendedel af din indtægt. Yderligere gaver er velkomne. I praksis betyder det, at medlemmerne afleverer alt, hvad det er tilbage, efter at husleje og andre regninger er betalt.
Men langt fra alle 60 medlemmer har arbejde. Men Gud sørger for, at der er penge nok. Til kæmpevillaen i Hellerup, kontorene i Griffenfeldsgade og køb af Ungdomshuset.
Den hævnende engel
Højreekstremisterne i Dansk Front lægger ikke skjul på, at de er glade for Faderhusets leder, Ruth Evensen. På en af deres hjemmesider kaldes Evensen for den hævende engel. En grafisk fremstilling viser sektlederen halshugge en aktivist fra Ungdomshuset.
Regnskabsfejl
Efter at være grebet i regnskabsfejl, viser den seneste opgørelse fra Human A/S et underskud på 812.000 kr. for 2005.
Selskabet regner stadig 1,7 millioner med, som Landsretten har fastslået, at de aldrig får i husleje fra de unge. Og så skylder Human A/S stadig over 2,5 millioner væk – et lån til købet af en bygning, der ikke er mere.
Rydningen af huset for inventar og asbest samt nedrivning, har også kostet adskillige hundrede tusinde kroner.
Faderhuset har flere ejendomme til salg, blandt andet et hotel på Lolland, og en Arne Jacobsen – villa i Hellerup, hvor Human A/S havde adresse, inden selskabet flyttede til Rødby.
Der gemmer sig sikkert også en del penge i Faderhuset, der egentlig er en forening, som ikke behøver, at vise sine regnskaber frem. Mange af aktiviteterne gemmer sig også i selskaber som Ejendomsselskabet Cyprus Development, spekulationsfirmaet Oktober Gruppen Holding og Mikael Djarlings Ark
og Byg samt Bandholm Hotel Aps.
Ekstra Bladet har afsløret, at den million formue, sekten har skrabet sammen, reelt ikke ejes og kontrolleres af Faderhuset, man af Ruth Evensen og hendes familie. Pastor Niels Underbjerg siger til avisen
Ifølge Ruth Evensens søn, Asbjørn Evensen, skyldes det en advokat – fejl, at Evensen – familien står som ejere af Faderhusets formue.
Medlemmerne af Faderhuset betaler en tiendedel af deres indtægt, men det er også normalt at betale yderligere til forskellige projekter, for eksempel til købet af Jagtvej 69.
Det store forbillede: Dr. Phil
I en samtale med Politiken fortæller Ruth Evensen, at hun betragter sig selv mere som coach og supervisor end præst. Hun føler selv, at hun er god til at zoome
ind på folks problemer, og hjælpe dem.
Hun siger bl.a.
Hendes store forbillede er Dr. Phil (McGraw). Hun kan identificere sig med ham
Grunden er til salg
Det kan vel ikke undre, at Faderhuset har sat Ground 69 til salg. Men ingen tør at købe grunden. Beløb på 15 millioner kroner er nævnt. Et salg kan vel først ske, når de unge har fået et nyt hus. Spørgsmålet er så, om nogen tør, at bygge på den.
Hvad der bygges her, bliver
smadret
På en væg i nærheden af ”Ground 69” står følgende:
Det er ikke noget aktivisterne har diskuteret på deres mandagsmøder, men i miljøet er der en udbredt opfattelse, at ingen må bygge på grunden.
Imens har rotterne kronede dage. Faderhuset når ikke, at få ryddet ordentlig op. Københavns Kommune har tilbudt at rydde op mod betaling, men Faderhuset har endnu ikke, sagt ja til tilbuddet.
På nabogrunden har Finansgruppen store planer. Men det ser ud som om, at disse planer også omfatter Ground 69. Københavns Kommune har en part i denne gruppe. Men planerne går ud på at lave et kombineret erhvervs – og boligbyggeri.
Men også Faderhuset selv har nu pludselig planer. Københavns Kommune og frikirken har holdt møder om disse planer.
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 12. 04. 2022
Januar 15, 2008
Artiklen byder på et mini-kursus om ebbe og flod. Og om forskellen på springflod og stormflod. Hvad er tidevand? Dige-byggeriet var vigtig for befolkningens sikkerhed. Siden 1100 – tallet er der bygget diger i Tøndermarsken.
Indbyggerne var ”trodsige af sind”
En virkelig kultivering af marsken fandt ikke sted før man lærte at bygge diger. Og det begyndte i 1100 – tallet. Saxo skriver blandt andet:
Vanskelig at sejle i Vadehavet
Inden dige-byggeriet for alvor satte i gang var Tønder en rigtig havneby. Dengang skulle der gode sø-kyndige til, for Vadehavet var svært at passere for sejlskibe i bestemte vindretninger. Det krævede stedkendskab, for dengang havde man ikke søkort.
”Gassehøje” øst for Skærbæk var et vigtigt sømærke.
Det samme var Møgeltønder Kirke en overgang. Da der skulle bygges nyt tårn, ville hollandske kaptajner betale halvdelen, for tårnet var et godt sømærke for skibene i Vadehavet. På et tidspunkt kunne man også se Kristkirkens tårn inde fra Tønder.
I 1300 – tallet berettedes det også om et stort sildeeventyr i Vadehavet
De første diger var for lave
Allerede i 987 byggede man diger ved Ejderen, men ofte var disse for lave, og vandet brød ofte ind. De ældste diger var ikke mere end 1 – 2 meter høje. Først efter den store stormflod i 1634 begyndte man at bygge dem højere.
Vidding Herred
Vidding Herred, der egentlig bestod af flere øer menes, at være inddiget i 1436.
Stor fjord til Tønder
Mellem Vidding Herred, Gesten ved Højer, Daler og Møgeltønder skar havet sig ind med en fjord, der mod øst strakte sig forbi Tønder til Rørkær.
Hertug Frederik forsøgte 1506 – 1513, at gøre noget ved det. Han forsøgte sig med et dige over dybet fra Rudbøl til Rödenæs. Arbejdet, der havde hertugens
store bevågenhed, blev udført af hollandske dige-mestre. Da diget var næsten færdig, kom en mægtig storm og ødelagde det.
Trillebøren
De gamle dige-byggere havde kun spade og skovl til hjælp. De måtte bære jorden i kurve og sække. Først meget sent kom trillebøren i brug. Og det var faktisk en mand bede ved Ejderen der ”opfandt” trillebøren. Ja, man kaldte ham faktisk Johan Trillebør.
I Tøndermarsken blev trillebøren først anvendt i 1618, da Brunsoddekogen blev inddiget. Kogen blev i folkemunde kaldt for Trillebørskogen.
Historieforfalskning
Et kalkmaleri viser anvendelsen af trillebøre under anlæggelse af Lægan – Højer diget i 1553 – 1555, men her er det nok tale om historieforfalskning.
Når der skulle bygges diger, så blev alle ”arbejdsføre” udkommanderet. Kun ”gamle og syge såvel som frugtsommelige” blev fritaget. Det var ikke altid lige
let at holde styr på arbejderne. Arbejdsnedlæggelser var også kendt dengang. Dem, der så ville fortsætte med at arbejde blev truet med at få ”kløvet panden med spaden”.
Hvis diget var bygget, blev man ofte uenige om, at fordele udgifterne. Det kunne føre til mange stridigheder. Der berettes om et ”slag” i Ejderstedt, hvor der faldt 36 mand.
Forsøg på historisk gennemgang
Når man kigger på historien, får man ofte forskellige oplysninger om de samme begivenheder, men vi vover pelsen med denne lille gennemgang:
Digeretten
Dette er et gammelt frisisk udtryk. Det handler om dige-pligten. Forsømte en enkelt mand dige-pligten, var ejendomsretten fortabt. Så kunne landsherren inddrage jorden. Således kunne hertugen jage strandboerne bort fra deres hjemstavn, fordi de havde forsømt deres dige-pligt og overlade deres jord til et pengestærkt hollandsk firma. Dette skete således i 1654. Hollænderne skulle så sørge for opbygning af digerne.
Ridning på digerne var strengt forbudt, og for pløjning på digerne var det dødsstraf.
Efter den store stormflod i 1634 sluttede man sig sammen i det ”første slesvigske dige-forbund”.
Udløbet blev flyttet
Oprindelig havde Vidåen sit udløb helt inde ved Tønder, men ved den første ind-digning af Tøndermarsken i 1553 – 1555 rykkedes udløbet til Lægan. Det fik store konsekvenser for Tønder som havneby.
Allerede 11 år senere flyttedes å-mundings-slusen ud til Rudbøl. I 1715 blev der anlagt en sluse Ved Gaden, midtvejs mellem Rudbøl og Højer.
Omtrent 150 år senere i 1861 byggede man havdiget ved Højer. Vidåens udmunding var da ved Højer Sluse.
En ABC for ”ikke – sønderjyder”.
I mange andre artikler her på siden kan I læse om dige-byggeri og stormfloder. Men her i København, hvor jeg bor, har man ikke rigtig begreb om hvad der sker ved Vestkysten. Jeg skal her forsøge at gengive de vise ord som min Opa fortalte mig som barn (Han var fisker, bosat i Ny Frederiks Kog og ”Slusemester
– afløser” ved Højer Sluse)
Tidevandet
Som følge af månens og solens tiltrækning på havene opstår den regelmæssige skift mellem ebbe og flod, vi kalder Tidevandet.
Springflod
Ved nymåne og fuldmåne trækker månen og solen i samme retning, og der indtræder da en springflod, som er højere end almindelig flod. Måske skal der nævnes, at Springflod også er titlen på en udmærket film om forholdene ved vestkysten med underskønne Trine Dyrholm.
Stormflod
Ved Højer Sluse er floden normalt ca. 2 meter høj. Ved springflod noget højere. Når en vældig pålands-storm gennem flere dage har presset vældige vandmasser ind i Vadehavet, vil der ovenpå den almindelige flodbølge, løbe en stormflodsbølge, som godt kan være indtil 3 meter høj.
Stormflodsbølgen løber hurtigere end den almindelige flodbølge.
Hvis stormflodsbølgen når land ved ebbe, vil der ikke ske noget. Men hvis den når ind, samtidig med den almindelige flodbølge, vil den samlede flodbølge være 4 – 5 meter ved springflod, og mange gange endnu mere.
Hertil kommer den store vindstyrke, som gør, at stormflodsbølgen rammer kysten med langt større kraft end den normale flodbølge. Er digerne ikke høje nok, vil landet bag dem blive fuldstændig oversvømmet af de frådende bølger.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 6 . o4. 2022