Artikler
Juni 18, 2008
Et dramatisk røveri, der godt kunne ligne en amerikansk gangsterfilm fandt sted i august 1913 midt på Østerbrogade. ”Letlevende Pigebørn” bragte politiet på sporet. Den ene af røverne blev fundet med ”en kugle for panden” i Ladegårdsåen.
Et stort og uhyggeligt bankrøveri fandt sted i 1913, den 17. august ved 15 – tiden i Sparekassen for København og Omegns Østerbroafdeling, Østerbrogade 120. Det var lige på hjørnet af Nøjsomhedsvej.
9.000 kr. røvet
To mænd trådte ind i lokalet. Da de var kommet i lokalet, trak de pludselig deres revolvere frem. Den ene holdt det forskrækkede personale i skak, mens den anden tømte beholdningen – i alt 9.000 kr.
De ansatte blev bundet
Under røveriet var fuldmægtig Leudersdorf og assistent Schinkel tilstede. De blev af revolvermændene tvunget op af lokalets bagvæg. Røverne havde selv reb med, og de ansatte blev bundet og kastet ned i kælderen. Det lykkedes dem, at binde sig løs. Men da var røverne for længst forsvundet.
Politiet blev tilkaldt, og politiassistent Tvermoes optog rapport. Han mente, at røverne var tyskere. Røveriet vakte opsigt. Ja, man talte om, at der var kommet amerikanske tilstande, og man snakkede om at sikre bankerne meget bedre.
Glade dage hos ”letlevende pigebørn”
Efter to ugers opklaring, fandt man frem til, hvem der var gerningsmændene. Den ene, viste sig at være Lindorff Larsen, der optrådte som agent, rejsende og maskinist. Den anden var en tysk maskinsmed, Gütting, der arbejdede hos Nielsen & Winther på Blegdamsvejen.
Man fandt frem til de to, ved at udspørge nogle letlevende Pigebørn. I to dage havde de levet i sus og dus med de to herrer. Afslutningen foregik på Damhus-kroen.
Da politiet ville anholde Larsen på det pensionat, hvor han boede, var han for længst forduftet.
Penge i værktøjskasse
Man henvendte sig derfor til Larsens gode ven, Gûtting, for at høre om, hvor Larsen eventuelt kunne befinde sig.
Samme dag fik politiet en melding om, at arbejdskammerater til Gütting, havde fundet en stor sum penge i dennes værktøjsskuffe. Gûtting blev anholdt og fængslet. Eftersøgningen af Larsen fortsatte nu med blodhunde.
Lindorff – Larsen blev fundet – druknet
Befolkningen i København fik gennem avisernes løbesedler, at vide, at man nu havde fundet Larsen – dog ikke i live.
Lørdag aften havde Lindorff Larsen besøgt en gammel kammerat og bedt ham om et skjulested. Det havde han ikke fået, tværtimod havde kammeraten kontaktet politiet. Politiet rykkede derfor ud i området omkring Fuglebakken, der hvor kammeraten boede. Og det skete med stor forsigtighed, fordi Larsen var
i besiddelse af en ladt pistol.
Men en hel nats eftersøgning var resultatløs.
En ung mand, der sad og fiskede i Ladegårdsåen søndag morgen gjorde en uhyggelig opdagelse. Han så et lig flyde i åen. Han tilkaldte en betjent, og ved fælles hjælp fik de trukket liget i land.
En dramatisk tragedie
Det var ingen tvivl. Sparekasserøveren Lindorff Larsen var fundet. Allerede lørdag aften var han vadet ud i åen, og her havde han skudt sig en kugle for panden, lige over øjet. Således endte det dramatiske røveri med en endnu mere dramatisk tragedie.
I dag ligger der en 7 – eleven på det sted, hvor banken lå.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 31. 01. 2022
Juni 18, 2008
Aventoft blev en gang beskrevet som fattig, og beboerne som storsnuede. Det var inden danskerne valfartede til den lille by og forsynede sig mel alskens cigaretter, vin og øl. Men aventofterne har altid været kreative, når det gjaldt indtægter. Og så har byen engang været storleverandør af måtter til Hamburg – Amerika linjen.
Vi tog til Aventoft for at få en lille ”Gewesen”, og søndag formiddag til en ”Frühshoppen”. Men også om aftenen. Men ofte lukkede grænsen, så måtte vi hjem
over Sæd.
Endhver Tynne – knajt har drukket af Æ Støvl i Aventoft. Det er noget med, at du skal have den i en helt bestemt retning, når du når et vist punkt. Har du ikke det, så skvulper øllet ud over dig, til stor morskab for alle andre end dig selv.
Import af varer
Vores import af diverse varer, afhang faktisk af hvem der sad i det røde skur. Var det nu en tolder, som vi kendte? Eller var det en af de emsige. Vi regner ikke med at læserne går videre med denne oplysning.
I familie med ”Der Wirt”
Det var også her de store supermarkeder begyndte at skyde op. Armin (staves det ringtig) med efternavnet Bruhn, havde også en Gaststätte. Her var familien ofte på besøg. Meget sent har vi så opdaget, at vi sandelig er i familie med denne ”Bruhn”. Vi kunne have opnået en klækkelig familie-rabat.
Jeg husker også Armin, da vi lavede blindebånd i Tønder Båndamatørklub. Her fortalte han om julehandelen. Så er det også Sonja og Volfgang. Vores store søn gik i gymnasium i Aabenraa. Med deres den store.
Beskyldt for at være storsnuet
Fra gammel tid, har der hersket fattigdom i Aventoft. Beboerne passede deres eget. Derfor blev de af andre ofte betragtet som storsnuede. I Tynne sagde om dem i Aventoft:
Nu vil yngre tøndringer sikkert påstå, at dette var fuldt af stavefejl. Men sådan skrev og talte vi dengang. Mange år senere, når vi sad i Aventoft og fik en lille en, sad vi og sang til melodien Dovntown
med Petrula Clark:
Lægan Kro
På vej til Aventoft passerede man engang Lægan Kro. Her havde kromændene i generationer været båd-byggere. Folk kom fra Tønder for at drikke kaffe, og spise hjemmebagt honningkage. For at tiltrække kunder, havde kromanden en net-overtrukket vandfyldt båd, hvori der befandt sig to sælhunde.
Fiskeri i Aventoft
Kigger man i Trap’ s beskrivelse af Hertugdømmet Slesvig fra 1864 står der følgende om Aventoft:
Nu skal man ikke tro på alt, hvad der står i bøger. Beskrivelsen var også kun delvis rigtig. Bådfart var ikke et selvstændigt erhverv i Aventoft. Der var godt
nok engang en lade – og losseplads. I tiden mellem 1900 og afvandingen, var der omkring 14 – 20 fiskere i byen, mens 16 – 17 havde andre erhverv.
Enkelte fiskere havde helt op til 25 ruser.
Når vinden var i øst, glædede fiskerne i Aventoft sig. For så var der rigtig mange ål i ruserne ved Fressmark Gaf. Alle disse ål kunne man ikke selv spise. Så de blev solgt til fiskerøger Petersen eller købmand Dethlefsen i Tønder.
Konen med fangsten
Som regel var det konen, der måtte til Tønder og sælge en del af fangsten.
Hvis en ung fisker blev gift med en pige, der havde haft plads hos bønderne, kunne man ikke forlange, at hun skulle drage til Tønder. Men hvis manden efter tre gange var kommet fuld hjem uden penge, måtte hun dog alligevel af sted.
Det skete også, at man tog rundt i nabobyerne og solgte fisk. Men her var der helt bestemte regler, hvor man måtte sælge. Ved Aventoft Sø havde 10 mand
såkaldte hø-parter.
Skulle man i kirke kunne man tage via en kanal hertil. Ude foran kirken kunne der fortøjes op til 50 både.
Gode kartofler
Man havde ikke problemer med drikkevandet, da grundvandet var ret godt. Her kunne man nøjes med brønde og senere pumper.
Byen lå på en sandmuldet geestø. Her kunne man drive jordbrug. Og det gjorde de flittigt. Devar kendt for deres kartofler. Og dette er slet ikke nævnt i Trap´ s
beskrivelse.
Indtil 1900’tallet dyrkede aventofterne en sort, de kaldte blanke kartofler eller æggekartofler, som var særlig velsmagende. Men denne art blev angrebet af en sygdom. Så blev de nødt til at finde en anden slags.
Giv agt, Sejkat
Ved byen var der store områder med tilgroet sump, kaldet sejkat. Nogle steder med et græslag så tyndt, at børnene sank igennem og blev tilsølet af mudder. Så måtte de ud i søen og skylles rene.
Kvæg til Nibøl
En række storbønder i Vidding Herred købte hvert år et par hundrede kreaturer i Tønder. De blev så opfedet på marsken. Dyrene blev så sejlet fra Tønder til Nibøl på store pramme. Hver pram kunne måske rumme en halv snes. Og hver pram blev staget af fem – seks bønder.
Hamborg – Amerika – linjen storaftager
Nogle af aventofterne bjergede bødkerfleg. Det var en slags dunhammere, som voksede i marsken inden afvandingen. De blev solgt i bundter til bødkere i Tønder og Flensborg, som anvendte dem til fremstilling af tønder og kar.
Sumpplanter blev flittig dyrket i Aventoft. Af søkogleakslens stængler kunne man således fremstille måtter og sivsko. I tidligere tider lå der tæpper fremstillet af disse sumpplanter i et hvert hus i marsken. De lå som regel i æ Frankel (forstuen).
Folk valfartede til Aventoft, for at købe disse produkter. Blandt dem var købmændene Chr. Johansen og Peter Sørensen samt grosserer S.C. Lorentzen, alle fra Tønder. Det siges, at Hamburg – Amerika linjen fra storaftager.
Bånd og Kalmus
Også bånd blev fremstillet i stor stil Aventoft. Købmand Petersen i nærheden af Skibbroen i Tønder var blandt aftagerne. Kalmus anvendte marskboerne til sengefyld. Det erstattede halm, på grund af mangel på dette under krigen.
Oprensning af Sønderå og Grønå
En anden vigtig indtægtskilde var arbejdet med at renholde Sønderå og Grønå, som skulle oprenses to gange om året. Renholdelsespligten påhvilede amtet, der lejede aventofterne til at udføre oprensningen.
Bager Andersens gode ide
Bager Andersen fik den gode ide, at sejle rundt og sælge brød fra sin båd. Det foregik så til beboerne i Ubjerg, Grippenfeldt, Lyst, Fiskehusene, Rosenkrantz og
Rudbøl helt frem til Første Verdenskrig.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 18. – 03. – 2022
Marts 30, 2008
Østerbro og Nørrebro mærkede i høj grad englænderne i 1807. Masser af bygninger blev brændt ned, for at forstærke forsvaret. Mange soldater måtte lade livet på Østerbro og Nørrebro. Inde i København blev 1.700 bygninger beskadiget og 1.600 københavnere måtte lade livet.
Der var masser af folk på gaden. De nød det gode vejr den 3. september 1807. Men pludselig slår granaterne ned. Først på Kongens Nytorv og Nikolaj Plads. Bombardementet fortsætter de følgende dage, og bliver mere intenst. Da spiret på Vor Frue Kirke styrter ned, opgiver Københavns kommandant, dagen efter.
Angrebet var skånselsløst. Der blev ikke taget noget som helst hensyn til lokalbefolkningen. Målet for englænderne var den danske flåde.
Masser af forsvarsværker
Ved et gamle salpeterværk ved Trianglen blev der placeret 60 mand og fire kanoner. På nordenden af dæmningen mellem Sortedams og Peblinge Sø blev der indsat 120 mand og to kanoner. Hovedportene blev også forstærket
På Strandvejen blev rytterpatruljer sendt ud. De kunne berette, at englænderne var på vej.
Over for englænderne stod danske forposter ved Kalkbrænderiet, Blågården (Stengade/Baggesensgade) og Ladegården. Fremskudte poster stod i Classens Have, ved Øster Alle og på vejen mod Nørrebro.
Forgæves kamp mod Svanemøllen
Den 20. august rykkede 4.000 danske soldater frem mod Svanemøllen. Ni kanonrobåde rykkede også frem. Den overordnede plan var at angribe og sløjfe batteriet. En anden gruppe skulle angribe ved Falkonergården og Lygten, for at aflede opmærksomheden.
Det hele kunne være gået godt, hvis de danske tropper havde kunnet sneget sig frem i tågen. Men kanonbådene åbnede ild alt for hurtig. De danske landtropper skød uden at kunne se fjenden.
De ni kanonbåde blev tvunget tilbage, og engelske tropper løb de danske tropper over ende.
Masser af afbrænding
Man kunne ikke stoppe englændernes fremmarch, så derfor beordrede man at afbrænde de bygninger, der lå mellem Sortedamssøen og volden, og mange andre steder. På Østerbro havde fjenden allerede kanoner på broen ved Tuteins Gård.
Lukket for drikkevand
Englænderne forsøgte at afskære byens vandforsyning ved at dæmme op for vandet fra Emdrup Sø. Yderligere anlagde de en løbegrav fra Jagtvejen ind mod Nørrebro, så man kunne færdes uforstyrret. Man anlagde kanonbatterier i henholdsvis Toksværds have (Møllegade/Peter Fabers Gade og på Assistens Kirkegård.
Den 23. august havde General Peymann iværksat et modangreb mod nogle engelske batterier ved Svanemøllen. Angrebet var kun delvis succesfuldt.
Danskerne presset tilbage
Den 24. august gik englænderne frem mod Østerbro og kalkbrænderiet, mod Jagtvejen, Nørrebro og Frederiksberg Allé samt udkanten af Vesterbro. Danskerne blev presset tilbage.
Brokvarterenes befolkning flygtede ind mod byen. Her var der ikke megen plads.
Mange faldne på Nørrebro
Den 25. august rykkede man frem mod nogle batterier på Assistents Kirkegården på Nørrebro. Under ledelse af major Holstein rykkede 500 soldater frem.
Omkring Blågårds Plads skulle det store slag foregå. De danske styrker blev trængt tilbage til Blågård og Nørrebros sydlige del. Ved Jødekirkegården åbnede englænderne morderisk ild. De danske tropper havde lidt et tab på 21 faldne og 55 sårede.
I løbet af aftenen trængte englænderne frem til Østerbro, Blegdamsvej, Blågård, Ladegården og Vesterbro.
Ved Trianglen var man ved at anlægge en større skanse. Men her blev arbejderne løbet over ende, og mange blev taget til fange.
Englænderne kunne nu beskyde dæmningen (nu Dronning Louises Bro). Det samme var gældende ved Ladegårdsvejen. Her kunne de beskyde dæmningen mellem Peblinge og Skt. Jørgens Sø.
Søfolk dræbt ved Classens
Have
Den 26. august forsøgte ro-kanonbåden Stubbekiøbing at få ram på de britiske styrker i Classens Have. Men det resulterede i, at halvdelen af besætningen blev dræbt.
Den 28. august blev de sidste rydninger i skudfeltet inden for Sortedams, Peblinge og Skt. Jørgens Sø gennemført af danskerne ved at jævne huse, haver og hegn med jorden.
Rapport til Kronprinsen
Den 29. august sender general Peymann følgende rapport til kronprinsen:
Nyt batteri anlægges
Den 30. august begyndte englænderne at anlægge en ny batteristilling ved det ny kalkbrænderi (krydset Vordingborg -/Løgstørgade) som supplement til Svanemøllebatteriet.
Ny kamp i Classens Have
Den 31. august rykkede man ind igen ind i Classens Have, og det lykkedes at fordrive fjenden. Træerne blev fældet, så man ikke senere kunne bruge haven som skjulested. Livjægerkorpset bestod af 2.200 mand. Tropperne havde fire feltkanoner med. Men de havde også ildstøtte fra kanoner og moterer fra Kastellet.
Fra søsiden deltog tre ro-kanonfartøjer. I løbet af tre timer fik de danske tropper ryddet op i området.
Kampen i Classens Have var den eneste vellykkede aktion, som danskerne havde held til at iværksætte. Det var her Peymann blev skudt i foden.
Desværre kom angrebet så sent, at det ikke havde den store indflydelse på englændernes dominans.
Parat til angreb
Inden det store bombardement havde englænderne udstedt et ultimatum om overgivelse. Dette havde kronprinsen afslået.
Englænderne havde placeret 40 morterer, der ikke kunne ses fra voldene. Det var såkaldte krum-bane-skyts, som ikke behøvede frit udsyn til målet. Fra positioner som Rolighedsvej, Nørrebrogade ved Assistens Kirkegård og Øster Allé kunne man snildt ramme de tætbefolkede boligkvarterer omkring Frue Plads.
To englændere ved Østerport
To englændere, Jones og Sanders havde i begyndelsen af 1800 – tallet forsøgt at etablere et jernstøberi uden for Østerport. Og det var ikke lige til. Mange tilladelser skulle indhentes. Det kunne tage år. Inden afgørelsen blev taget, gik englænderne i land i Vedbæk den 16. august 1807. de to englændere forsvandt sporløst dagen efter.
Kapitulationen
Den 7. september blev Kapitulationen underskrevet. Følgende ting skulle blandt andet ske:
Et godt udbytte
Da englænderne endelig tog hjem, tog de 18 linjeskibe, 17 fregatter og 42 mindre skibe med sig. I alt 400 skibe sejlede den 21. og 22. oktober hjem til England. Danmarks store rolle som flådenation var endelig forbi.
Kronprinsen havde ellers befalet, at flåden skulle afbrændes. Men denne ordre nåede aldrig frem.
Dommen
Den 20. juli 1808 fremlagdes anklageskriftet. Peymann, Bielefeldt og Gedde blev ført til arresten i Kastellet. Dommene faldt den 16. november 1808.
Peymann og Bielefeldt blev dømt til døden og deres ejendom konfiskeret, fordi de unødvendigt havde overgivet fæstningen. Gedde blev dømt til døden, fordi han ikke havde sat fæstningen i forsvarsstand.
Kronprinsen, der nu var blevet Frederik den Sjette formidlede dommen. Peymann og Bielefeldt skulle ikke henrettes med afskediges i unåde uden tilladelse til at bære uniform og felttegn. Men efter Napoleons fald i 1815 fik alle tildelt pension og lov til at bære uniform.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 2.02.2022
Marts 30, 2008
Detailhandlere har det altid været mange af på Nørrebro, i hvert fald efter 1852. Før den tid måtte man en besværlig vej ind til Staden.
Social nød, druk og arbejdsløshed har også præget detailhandelen på Nørrebro. Nørrebro Handelsforening fungerede som politi og fødevarekontrol i mange år.
En enkelt urtekræmmer, en enkelt spækhøker, et bageri og et mælkeriudsalg , sådan så Nørrebros detailhandel ud i 1840. Ville man have et større udvalg, måtte man gå ind til staden. Men snart skulle det vise sig, at blive helt anderledes. Nørrebro Handelsforening blev landets største handelsforening med ca. 750 medlemmer. Dengang holdt man sammen.
Arbejdere skulle betale port – afgift
I 1840 kom der et beskedent ønske om, at portene også om vinteren skulle åbnes før klokken 6 om morgenen. Men politimester Bræstrup mente, at folk ikke havde brug for varer så tidlig om morgenen. Desuden ville tyverierne stige, såfremt portene blev åbne.
Man tænkte ikke på de stakkels arbejdere ude på Nørrebro. I 1844 indgav fabrikant Drewsen og jernstøber Heegaard en klage til Magistraten, at deres arbejdere ikke kunne komme på arbejde uden at skulle betale 2 skilling for passage gennem Nørreport.
Selv om der ikke var mange butikker endnu på Nørrebro, så var der mange der arbejdede herude.
Trætte af voldene
Der var mange på Nørrebro, der var trætte af voldene. I en lov underskrevet af Christian den Fjerde i 1685 hed det sig, at alle husene uden for demarkationslinjen skulle nedrives, undtagen husene langs Blegdamen. Ligeledes skulle der oprettes tre værtshuse. Men loven blev overtrådt gang på gang.
Forslag til ny befæstningslinje
Brændevinsbrænder Wium på Nørrebro fremlagde i 1846 en plan til en ny befæstningslinje omkring København, så man kunne nedlægge voldene. Han foreslog anlæg af en række batterier fra Flaskekroen ved Kallebodstrand (Kalvebodsstrand) langs Damhussøen forbi Bispeengen til Lygten, langs Lersøen til Tre Flasker og ud mod stranden
Ridderen af Nørrebro
Landlig idyl og masser af romantik var der på Nørrebro, inden butikkerne kom.
Tænk at man i 1841 måtte borthugge hver andet træ på Nørrebrogade. Kun på den nordlige side var der fortov, der brat blev afbrudt ved Fælledvej, af det såkaldte Barrierehus. Her boede en stakkels enke. Magistraten lod huset stå til 1847, skønt det var til hinder for Passagen og til Vansir for hele Gaden.
Lige over for lå den to etagers store Grams Have. Det var Nørrebros mest populære traktørsted. Gram var en afdanket kaptajn og havde købt stedet. Han havde efter sigende 4 smukke døtre. De var veninde med enkefru Hansens døtre Emilie og Marie, der boede lidt længere henne af Nørrebrogade. De seks piger
sad så mangen en eftermiddag og ventede på en bestemt person – nemlig forfatteren Christian Winther. Han blev kaldt Ridderen af Nørrebro. Og det blev den 19 årige Marie Hansen, der løb med ridderen.
Den farlige bro
Der var masser af plads på Nørrebro, før det store byggeboom kom. Masser af småindustri og håndværkere havde allerede bosat sig. Flere havde fået dispensation til at opføre bygninger til fremstilling af diverse industri. Den største var Heegaard på det nuværende Blågårds Plads. Byggegrundene var forholdsvis billige.
Men der var lange gåture for arbejderne. Først i 1878 kom der en smal bro over Sortedams Søen. Et læserbrev i Socialisten fortalte, at broen var fæl. Den var ideel for selvmordere, fortalte bladet. Brædderne lå på langs og var hurtig pilrådne. Det pæne borgerskab kunne ikke komme til selskaber, når de skulle en tur over broen. Snedkermester Mou foreslog endda, at man lavede en færgefart over søen.
Arbejderne strømmede til byen. Befolkningstallet mellem de to verdenskrige var helt oppe på 100.000. familier blev stuvet sammen på 25 m2. Lokum i gården, rotter på loftet og i kældre.
På et tidspunkt lignede bydelen et persisk marked. Slagtere, bagere, værtshuse, drukkenbolte og værksteder i baggårdene.
Sammenhold og fællesskab
En ny lov om næringsfrihed var trådt i kraft. Det betød, at næringsdrivende frit kunne etablere sig. Efterhånden skød der butikker op overalt. Først i ynkelige kælderrum, og senere lykkedes det at erobre stueetagen.
Butikkerne havde åbent til klokken 21, om lørdagen til klokken 22. Om søndagen var der åbent fra klokken 7 til 9 om morgenen, og så igen fra 16 til 21. man kunne ikke have åbent i kirketiden.
Udvalgsbutikker med ting til hjemmet og beklædning opstod i slutningen af 1870’erne. Men pengene på Nørrebro var få, og det kunne mange butikker mærke. Mange måtte lukke igen efter få år. Den sociale nød tvang befolkningen til sammenhold og fællesskab. Man hjalp hinanden, passede hinandens børn, og organiserede sig fagligt og socialt. Nørrebro var præget af arbejdsløshed, druk og meget trange økonomiske og sociale forhold.
Fattigloven sagde, at tilflyttere skulle sendes hjem på hjemkommunens regning, hvis man ikke kunne forsørge sig selv. Fattigdommen var enorm. I Gartnergade var der gratis suppe og kød. Og i skolen var der vinterbespisning for de mest blege. To gange om året samlede man tøj sammen til de allerfattigste.
Børnene rapsede
Havde man ikke penge til de mest nødvendige indkøb, ja så gik man hver mandag hen og afleverede sit pæne tøj på lånekontoret, og lånte penge. Om fredagen hentede man tøjet og betalte renterne, når man havde fået løn. Så var det måske også råd til lidt mere havregrød.
Forretningerne på Nørrebro havde store problemer med børn, der rapsede. Der gik konkurrence i, hvem der hurtigst kunne hugge fra forretningernes udstillingskasser. Når det blev opdaget, ja så holdt man en lille pause, indtil man gik i gang igen.
Havde man slet ingen penge, kunne man stille sig foran rullekonens forretning og synge en vemodig sang. Så fik man måske en tiøre, der kunne investeres i et rosenbrød. De mest populære butikker for børnene var dem, hvor der var en slikmutter. I Skyttegade hed hun Musse.
Raahed, Uredelighed og Usædelighed
Langt om længe kom der også gang i byggeriet på Ydre Nørrebro. En skribent skrev følgende:
I en artikel i Illustreret Tidende i forbindelse med Stefans Kirken kunne man læse:
De forstod virkelig, at bruge det danske sprog, dengang.
Forceret spekulationsbyggeri bag Stefans Kirken førte til, at der ikke var en egentlig adgangsvej til den nye jernbanestation. Det fik en i de daværende medier til at skrive:
Duft af spegesild, tjære og blår
Alt skulle aftappes lige fra petroleum til brændevin. Andre ting skulle vejes og pakkes. Hele søndagen tog man med, for at få tingene færdiggjort.
På Nørrebrogade lå de standsmæssige butikker, særlig inden for manufakturbranchen. Det var småt med udstillingsvinduer. Og de kunne stå i månedsvis uden at blive udskiftet. Tobaksforretningerne lignede hinanden, men ens skilte. Urtekræmmer og hørkræmmere var der efterhånden mange af på Nørrebro. En duft af spegesild, tjære og blår bredte sig. Gik man et stykke ned af sidegaderne kunne man fornemme duften af røget flæsk, gammel ost, krydderier og brændt
kaffe. Hvis der havde været en fødevarekontrol dengang, ville der næppe være mange, der fik en smiley.
Bagerne havde de allernødvendigste typer af brød. Ikke noget med wienerbrød og flødeskumskager. Slagterforretninger (Spækhøkere) fandtes både i Blågårdsgade og Nørrebrogade.
Nørrebro Handelsforening bliver født
I 1893 besluttede en række urtekræmmere at stifte en handelsforening, den kom til at hedde Nørrebroe Handelsforening. Foreningen sørgede bl.a. for at dens
medlemmer fik gode indkøbsmuligheder.
Men foreningen fungerede også som en slags politi. Man kontrollerede, om priserne blev overholdt, at varerene svarede til det, der stod på etiketten, og at konkurrenceloven ikke blev overtrådt. Man havde også et såkaldt whisky – udvalg, der skulle smage på varen. Om varen overholdt kvalitetskravet. Dette udvalg har man desværre ikke mere.
Foreningen kæmpede blandt andet mod tilgift. Og her var især kaffeforretningerne slemme. De blev støttet af brænderierne. Foreningen undrede sig over,
at ministeriet gav en kaffehandler tilladelse til at blande tilsætningsstoffer i ren kaffe og sælge blandingen til billigere pris.
Forening fungerede som politi
Det var kunderne, der rettede henvendelse til foreningen, over varer, man var utilfredse med. Butikker, der følte, at kollegaerne overtrådte reglerne, kontaktede også foreningen. På et år kunne foreningen godt have 400 sager, man beskæftigede sig med. Foreningen ansatte en person, der skulle forfølge alle disse sager, om nødvendig helt til retten. Denne person kaldte man for tillidsmand
Ejendom oprettes
En butik kunne dog nøjes med at betale en bod til foreningen. Denne bod gik så til en understøttelsesfond. Det skete også for en spritforhandler, der solgte sprit under den fastsatte pris. Han blev idømt en bod på 50 kr. Handelsforeningen sendte pengene til De Danske Spritfabrikker, der returnerede pengene til foreningen.
Understøttelsesfonden voksede, og i 1924 kunne man for pengene købe en bygning i Prinsesse Charlottes gade, hvor ældre detailhandlere kunne tilbringe deres sidste tid. Denne bygning har foreningen stadig. Her bor de gamle detailhandlere dog ikke mere.
Politisk indflydelse
Fra starten af sin eksistens gjorde Nørrebro Handelsforening meget ud af, at få politisk indflydelse. Lobbyvirksomhed var noget som foreningen meget tidlig gjorde brug af. Og det var ikke kun detailhandelen, der fik gode af dette. Også lokalbefolkningen har gennem årene, mærket det.
Denne politiske påvirkning praktiserer foreningen stadig til stor fortrydelse for mange politikere, Det gøres bl.a. gennem foreningens meget besøgte hjemmeside www.norrebro.dk, som nutidens medier også gør brug af.
I 1925 undrede Dagbladet Politiken sig over, at handelsforeningerne ikke respekterede de love som Rigsdagen havde vedtaget med hensyn til prisfastsættelse. Det fik Nørrebro handelsforening til at fare i flint:
En dejlig duft
Det varede længe inden man fik kloakeringen i orden på Indre Nørrebro. Det var ikke særlig behageligt at gøre sit indkøb på Nørrebro dengang. Men også for kunderne omkring Nørrebros Runddel var det en blandet fornøjelse helt op i slutningen af 1890’erne.
Der var ikke meget bebyggelse fra Nørrebros Runddel ud til Lyngbyvejen. En række arbejderboliger og nogle kolonihaver, var det eneste, der var at finde. Men bag dette lå byens natrenovation. Vejen dertil hed Sortevej, men i folkemunde hed det selvfølgelig noget andet. Her kom natmændene i nattens løb
med deres såkaldte chokoladevogne, hvorpå der stod åbne latrintønder. Det forudsagde selvfølgelig en frygtelig stank.
En betjent, der skulle gøre tjeneste fra Runddelen til Lyngbyvejen udtalte, at når vinden var i en bestemt retning, var han nødsaget til at tilbagelægge strækningen i løb.
Inde på pladsen tømtes latrinen ud i dybe overdækkede kanaler for at bundfælles. Kanalerne førte ud til et hul på størrelsen med Runddelen. I det stille vejr hændte det ofte, at gassen fra latrinen samlede sig i rørene. Så kunne der ske større eller mindre eksplosioner. Latrinen blev afhentet af omegnens
gartnerier og brugt som mødding.
Mange butikker lukkede
Socialt var handelsstanden ikke højt placeret i 1900. Indtægterne var simpelthen for små. Man var også imod, at der blev givet rabat eller tilgift, som det hed dengang. 16 % af butikker lukkede efter det første år, og efter 4-5 år var 40 % lukket.
Irma startede på Nørrebro
På Nørrebro startede Carl Schepler, Irma – kæden i Ravnsborggade. Starten var en lille kælderbutik, hvor der blev solgt æg og margarine. Her måtte man ikke tale privat sammen. Hvis en af de kvindelige ansatte blev afhentet af en mand, blev
de afskediget dagen efter. De måtte heller ikke have børn.
Snart begyndte han selv at fabrikere og sælge andre varer. Siden åbnede andre filialer. Den lille butik som han startede i 1886 blev i 1907 til Irma.
Overflødighedsgøre
Nogle grossister ville også drive detailhandel, dette var ikke særlig populært hos den øvrige detailhandel. Man betragtede det som illoyal konkurrence. En af de største ”synder” fra Schous Sæbehus.
Handelsmedhjælpere har nok fritid
For en lærling var udsigterne ikke særlig gode for at overtage mesters urtekræmmerforening. En udlært tjente ikke nok til at kun brødføde en familie. Medarbejderne i 1890’ernes butikker var underlagt mesters luner. Mange boede hos ham. De var ofte henvist til usle kamre uden varme, ja nogle måtte sågar sove under disken. Medarbejderen kunne lige akkurat holde sig over sultegrænsen. Konkurrencen var skarp, man konkurrerede på åbningstiden lige som
i dag.
Overenskomst og arbejdstidsregler var ukendte begreber. Men der var ikke meget forståelse hos arbejdsgiverne. Kulhandler H.P. Hansen udtalte:
Det tilsluttede urtekræmmer Hjorth:
Arbejdernes egne butikker
115 dages lockout i 1899 ramte detailhandelen på Nørrebro meget hårdt. Store dele af butikkerne støttede arbejderne. Hundredvis af butikker fra hele København samlede sig på restaurant Kæden i Dronningens Tværgade, og krævede lockoutens ophør.
Mange kooperative butikker og industri foretagender opstod på Nørrebro. Man kunne blive klippet på Figaro Frisørsaloner, drikke Star. Man kunne købe kød i Arbejdernes Kødforsyning. Brød i Arbejdernes Fællesbageri og mælk i Enigheden. Og havde man sat sine A.K.S. Sko for sidste gang, ja så klarede
Arbejdernes Ligkistemagasin resten.
Søndagslukket
Principielt var det forbudt at arbejde om søndagen på grund af helligdagsloven af 1891. Men der blev givet et hav af dispensationer. De fleste butikker på Nørrebro havde også åbent i 1900.
Men i 1901 lavede man en afstemning om søndagslukning. 1.106 stemte for, mens 612 stemte imod. Kun 169 gad ikke at stemme. Læg mærke til, hvor mange butikker, der var på Nørrebro dengang.
Cykelhandlere
Der var kommet en del cykelhandlere til Nørrebro, ja i hele København var der efterhånden 65 cykelhandlere. Ja det hed ikke cykler, det hed faktisk bicykletten. Man kunne læse i dagens avis
I begyndelsen hed de Velocipeder. I Ryesgade havde løjtnant H. Schow undervist folk i at ride. Annoncer fortalte, at folk der lejede Velocipeder på Schow`s
plads kunne ride til både Klampenborg og Lyngby, uden at passere stenbro.
Pas på billigmagere
Butikkerne blev sure på bryggerierne. De tillod sig den frækhed, at levere direkte til kunderne. Det kunne man bare ikke.
Og butikkerne måtte heller ikke sælge under den fastlagte ølpris. Det gjorde øl-handler P. Jensen i Allerødgade. Man kaldte sådanne forretninger for billigmagere. Tænk de solgte Phønix øl og Bispebjerg øl til underpris.
Brugsforeningen – de handlendes fjende
Butikkerne var ikke glade for, at der kom en brugsforening til bydelen. Man mente, at brugsforeningen fik for mange fordele. Handelsforeningen appellerede derfor til arbejderne om, stadig at støtte de lokale butikker.
I virkeligheden var det købstædernes forsøg på at beskytte handelslivet, der dannede grundlag for brugsforeningerne. Den første næringslov er fra 1857, og den forsøgte at imødegå illoyal konkurrence. Detailhandelen måtte kun have et udsalg i hver kommune. Ordningen blev indført, for at sikre de mindre handlende mod ”storkapitalen”. Men brugsforeningerne var ikke omfattet af denne lov. De kunne frit etablere sig.
Der blev også nedsat en kommission, der skulle modarbejde falsk reklame og uhæderlig konkurrence. Ved siden af Nørre Central Cafe (i nærheden af Nørrebros Runddel) blev Hovedstadens Brugsforeninger dannet. I et foredrag om de handlendes vilkår, blev der oplyst, at blandt byens 10.000 – 11.000 handlende, ja så havde de 7.000 fra 800 til 3.000 kr. i årlig indkomst.
Beskatning af fattigmandssnaps
Tænk, at man kunne finde på at beskatte fattigmandssnaps.
Den 2. marts 1916 udbrød der kaos på Nørrebro. Enhver handlende, beværter, gæstgiver og så videre, der ligger inde med spiritusbeholdninger skulle inden klokken 9 ”afgive beretning om beholdningens størrelse. Overtrædelse af spiritusforbuddet straffes med bøder indtil 9.000 kr. eller fængsel. Denne mangel skabte kaos. Inden forbuddet trådte i kraft hamstrede bydelens befolkning på livet løs. Afholdsselskabernes Landsforbund proklamerede, at forbuddet skulle gøres permanent. Den 24. marts kunne befolkningen på Nørrebro ånde lettet op. Det midlertidige spiritusforbud var ophævet, men sprutten var blevet temmelig dyr.
Detailhandelen blomstrer
Omkring 1920 var Nørrebro nok det sted i Danmark, hvor detailhandelen blomstrede mest. Nørrebrogade og Blågårdsgade var de store forretningsgader, men også i sidegaderne skete der meget. Problemet var, at for mange butikker solgte det samme. Der var et hav af erhvervsforeninger på Nørrebro. Cigarhandlerforening, Viktualieforening, Vinhandlerforening, Øl-handlerforening, Petroleumsforening, Urtekræmmerforeningen og mange flere.
Nye ting kunne være svære at acceptere for detailhandelen. Da de første pølsevogne var på vej udtalte formanden for Nørrebro Handelsforening:
Ændring af Nærringsloven
Nørrebro Handelsforening havde nogle konstruktive forslag til ændring af næringsloven:
Butikker skulle yde særrabat
Socialminister K.K. Steincke foreslog, at de handlende skulle yde særrabat til de arbejdsløse ved disses køb af de vigtigste levnedsmidler. Man var dog ikke så begejstret på Nørrebro, fordi handelsministeren ville forbyde al rabat. Og skibsredder A.P. Møller var nok ikke særlig populær på Nørrebro i 1926, da han udtalte:
Ballade på Blågårds Plads
Det er ikke ukendt for forretningerne på Nørrebro, at de skal fejre glasskår. Det skulle de også den 30. september 1934. Konservativ Ungdom havde arrangeret et møde på Blågårds Plads. Højrepartiets ledere, Christmas Møller og Pürchel var blandt talerne. Politiet havde i forvejen renset pladsen for kommunister, men
de vendte tilbage. Et sammenstød var uundgåelig.
Detailhandelen protesterer
Efter krigen var der akut varemangel og restriktioner blev indført. Man skulle også spare på lyset, så udstillingsvinduerne på Nørrebrogade var mørklagte.
I slutningen af 40’erne var bruttoavancen for butikkerne op Nørrebro kun 14,2 %. Handelsminister Jens Otte Krag kommer i skarpt krydsforhør af butiksejerne på Nørrebro, der var utilfredse med situationen.
En velsignelse af specialbutikker
En legetøjshandler på hjørnet af Jagtvejen og Nørrebrogade solgte figurer lavet af tysk krigs-materiale i aluminium. En ny brødrister, hvor brødet selv sprang op, blev det nye hit hos isenkræmmerne.. Mor fik nye køkkenredskaber og blender. Far fik el – shaver.
Med Tricolore sæbe fulgte samlemærker om indianernes hemmelige sprog. I Ota` s havregrynspakke fulgte klippeark med helte og skurke fra det vilde vesten. Og sandelig om man ikke i 1956 kunne høre Preben Uglebjerg synge om Davy Crockett.
I 1950’erne havde Nørrebro en velsignelse af specialbutikker. På næsten ethvert gadehjørne lå der en købmand og et ismejeri. Butikkerne var domineret af disken, med hylder fra gulv til loft. Man kunne købe på klods. Og i Brugsen kunne man få dividende.
Det var en hørm af brunkål, piskefløde og nybagt bagerbrød. Senere blev luften blandet med kautisk soda. Alt skulle pludselig afsyres. Masser af små værksteder opstod.
Bulldozerne rykker ind
Da bulldozerne rykkede ind i 1972, gik det hurtigt. I en sky af grus var en fjerdedel af kvarteret væk i løbet af få uger. Pludselig gik det hele i stå. Der var ikke
penge til at fortsætte. Det var ikke boligsanering med beboersanering, sagde mange. Og butikkerne lukkede i stribe.
I 1950 boede der på Nørrebro 132.000 mennesker. I 1980 var der kun 78.000 tilbage. Grunden til dette var saneringen. Man foretog en gennemgribende ændring af det fysiske miljø. Mange Nørrebro – borgere følte, at deres rettigheder blev taget fra dem.
For detailhandelen på Blågårdsgade betød fjernelsen af trafikken omfattende lukninger af butikker. Andelsboligforeningen Peter Fabersgade 5 – 19 uddelte en løbeseddel, hvor de opfordrede Magistratens 4. afdeling til at koordinere gennemførelsen af saneringen i Den Sorte Firkant. Det var området mellem Nørrebrogade, Jagtvej, Tagensvej, Fredensgade og Sortedams-Dosseringen:
Butiksantallet falder
Butiksantallet på Nørrebro faldt fra 2.256 butikker i 1958 til 965 butikker i 1981. Det kraftigste fald oplevede dagligvarebutikkerne og tekstil – og beklædningsbutikkerne. Udtyndingen var også stor i sidegaderne. I 1981 kunne der fremvises 120 tomme ubenyttede butikslokaler. I Blågårdsgade var 44 % af butikslokalerne tomme.
Nu var det ikke kun saneringens skyld at butikkerne lukkede. Supermarkedernes fremmarch var skyld i, at mange familieejede købmandsbutikker på Nørrebro lukkede.
Jagtvej 69, tilbudt for en krone
På et tidspunkt overtog Brugsen, Jagtvej 69. Nørrebro Handelsforening kæmpede for at bevare huset. Man brugte argumentet Historisk værdi. Men det var nok kampen mod endnu et supermarked, der fik handelsforeningen til at kæmpe for huset.
Meget senere, den 13. juli 2000 diskuterede foreningens bestyrelse, om man ville overtage huset. Foreningen havde fået det tilbudt – for 1 kr. Men man sagde
pænt, nej tak.
Stigende butiksdød
Formanden for Nørrebro Handelsforening, slagter Knud Schou sagde i 1983 nogle rammende ord:
Dårlig trafikplanlægning
Og butikkerne var slet ikke tilfreds med kommunens planlægning af trafikforholdene. Således skrev Butiksejer Poul Wilcke:
Masser af ødelæggelser
Og de handlende var også utilfredse med de unge. Der blev udsendt en presse-information, hvor man blandt andet udtalte følgende:
Butiksejere på Nørrebro har mange gange måttet feje glasskår. Sådan var det også tilfældet i 1993, da CNN berettede fra Nørrebro. Politiet affyrede 113 skud.
Med ødelæggelserne for butikkerne var større den 8. – 9. november 1999. Den gang udsendte Nørrebro Handelsforening en presse-information:
Ingen klassekamp – uden gadekamp
Men ligesom den gang og mange gange efter lod politikkerne. Nørrebros detailhandlere i stikken. De måtte klare sig selv. Forsikringerne blev skruet op, og langs muren på Assistens Kirkegården kunne man dagen efter læse:
Man støttede Bydelsrådet
Nørrebro Handelsforening var ikke enig med alt hvad Bydelsrådet foretog sig, men man havde et godt samarbejde. Man støttede aktivt en bevarelse af dette råd, fordi det forstærkede nærdemokratiet.
Indkøbsordning støtter de ældre
Bydelsrådet støttede også oprettelsen af NH Distribution. De ældre fik deres varer leveret på Christianiacykler, der ikke belastede miljøet. Priserne blev holdt
nede, fordi man også lavede indkøb i Netto, Fakta m.m. Senere skiftede selskabet navn til Handelsstandens Indkøbsordning. Men Københavns Kommune brød pludselig en aftale, og selskabet blev solgt. Resultatet blev et stort tab for Nørrebro Handelsforening.
Handelsforeningen var også med til at stifte en arbejdsløshedskasse for erhvervsdrivende samt et forsikringsselskab.
Detailhandelen trives stadig på Nørrebrogade. Omsætningen her er langt større end i Fields. Det tænker man nok ikke så meget over i det daglige.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 11.04.2022
Marts 30, 2008
For at illustrere historien startes der med undertegnedes egne lidelser. Læsere er derfor velkommen til at springe de første kapitler over. Tønder har været plaget af stormflod, brand, sygdom, vagabondplage, og mangel på social omsorg. Mange har frivillig bidraget til den sociale omsorg i Tønder.
I Tønders historie, er der tre plager, der går igen:
Og det er det sidste, denne artikel handler om.
Mine egne lidelser
For mit eget vedkommende fylder min lidelseshistorie ikke så meget i statistikkerne. Jeg har dog i høj grad mærket det i min nærmeste omgangskreds. Mange taler om sygdom ligesom der tales om vejret. Nogle gange er dette berettiget. Det er altid legalt at få medynk.
Måske, kære læser, kan du springe de første afsnit over, for de fortæller om min egen lidelseshistorie.
Elefantmanden
Jeg var kun et halvt år gammel, da jeg fik fjernet mine mandler eller var det polypperne? Som 8 – 9 årig fik jeg røde hunde og fåresyge på en gang. Jeg blev et tilløbsstykke på Lærkevej. Naboer og familie strømmede til. De skulle se, hvordan sådan en elefantmand, så ud.
Skoletandlægen
Noget af det værste var, at møde op hos skoletandlægen. Det foregik på Kongevej. En lang smal gang førte ned til Skafottet. Inde i venteværelset var der sådan en blå IQ – terning. Hvis denne IQ – terning og det venteværelse eksisterer endnu er den terning fuld af angstens sved fra mig. Tandlægen hed hvis nok Jensen, og havde også et fly stående ud på Tønder Flyveplads.
En gang ville han fjerne to hjørnetænder hos mig. Min mor nedlagde veto. Måske er det derfor jeg i dag har et mærkeligt bid. Min nuværende tandlæge har kun set et lignende tilfælde. Det hedder noget meget fornemt på latin.
I dag er jeg ikke bange for at gå til tandlæge. Om det skyldes min tandlæges pædagogiske evner, eller hans skønne klinikassistenter, ved jeg ikke. Og de to kindtænder sidder der stadig.
Skideballe af Bulder og præsten
En dag besvimer jeg på Tønder Kommuneskole med et vindue over mig. Festsalen skulle bygges om, og man havde valgt at stille disse vinduer alle steder. I stedet for at spørge efter min velbefindende måtte jeg stå ret for Bulder (sådan blev skoleinspektøren kaldt). Jeg fik en ordentlig skideballe med spyt og det hele.
Et par dage efter, troede præsten, at jeg var faldet i søvn i forbindelse med konfirmationsforberedelse. En ny skideballe. Jeg fortalte, at jeg var syg. Jørn Jepsen fulgte mig over til det nærmeste toilet, som faktisk lå et stykke derfra. Jeg fik vand i hovedet, men det hjalp ikke.
Præsten må have modtaget en velsignelse, for han afbrød undervisningen, og kørte mig hjem i en himmelsk Folkevogn. Det var stort for min mor. Det var ikke hver dag en præst ringer på hendes dør.
Om eftermiddagen kom Dr. Jark, der kunne fortælle, at en byld i halsen var undervejs. En masse penicillin blev udskrevet, og hele 14 dage var jeg væk fra skole. Bylden forsvandt.
Akut til Sønderborg
Mange år efter var jeg i byen med bagermestre og bagerjomfruer i Aabenraa. Det var sjovt. Jeg drak et par under bordet i Gammel Dansk.
Næste morgen var den hel gal. Heldigvis var en af bagerjomfruerne, min daværende kæreste, Anne Magrethe hjemme hos mig. Jeg gjorde fagter og skrev på en seddel, at hun skulle ringe efter en vagtlæge med det samme. Min hals var ved at lukke.
En vagtlæge ankom efter nogen tid. Men det lugtede af ”meget Gammel Dansk”. På en eller anden måde havde den læge ikke humoristisk sans. Han var ved at gå igen. Men min veninde, som ikke sådan lod sig kue af noget som helst, stillede sig i vejen for lægen. Han var tvunget til at kigge ned i min løgnhals.
Nu gik alvoren op for ham.
Jeg kører, svarede min veninde.
Heldigvis havde hun en veninde, der ikke havde drukket Gammel Dansk hele natten. I Sønderborg diskuterede de, om jeg skulle opereres. Overlægen mente, at det kunne klares med penicillin og observation.
Anne Magrethe, du redede mit liv
Efter en uge blev jeg udskrevet. Efter at penicillinen var sluppet op, henvendte jeg mig til min lokale læge, den berømte Carsten Vagn Hansen. Men han var på ferie. En vikar kaldte mig for et pjok. Han kunne ikke se, at det var noget galt.
Næste dag var smerterne uudholdeligt. Min kæreste ringede til hendes læge. Han tog imod mig med det samme, ringede til Sønderborg, hvor jeg straks blev indlagt. Operationen blev foretaget dagen efter. Overlægen havde måttet afbryde en vagt for at operere.
Jeg var tæt i hovedet
Tilbage igen til Tønder Kommuneskole. Her var det Dr Dahl vore årlige check.
Jeg klagede over, at jeg ikke kunne høre, og altid havde ondt i hovedet. Han fandt ud af at jeg var tæt i hovedet. Det var det sikkert mange, der ville have skrevet under på. Men jeg havde både pandehule – og bihulebetændelse. Og det havde jeg haft i mange år. Ingen havde opdaget det, heller ikke mig selv.
Så oven over Børnenes Paradis skulle jeg så levere snot i en bakke, mens meget smukke assistenter overværede dette. Det var lidt ydmygende. Ellers var det
lidt mærkelig, når de brød gennem næsen op til panden. Det kunne man faktisk godt høre.
Alt dette skete under realeksamen. Så jeg mødte op med vat i næsen o.s.v. Måske var det af medlidenhed, at jeg fik ret gode karakterer. Lærer Runge og Lærer Sørensen mente dog, at der var taget lidt for meget, også noget hjernemasse.
Mors Kamillete og fars øl hjalp
Takket være min mors Kamillete og varm mælk med honning, samt min fars kop eller to – guldøl, som han brugte som medicin har jeg ikke været mere syg
– heller ikke efterfølgende.
Tønders mange lidelser
I 1349 prægede den sorte pest i Tønder, og 13 år efter druknede en masse mennesker under en stormflod. Den 1. november 1436 er der igen stormflod. Det samme gentager sig i 1593, 1597, 1615 og 1634
I 1539 dræber pesten 600 indbyggere. Og 10 år efter må 149 dukke under for den samme epidemi. I 1580 plager pesten igen, og i 1602 er der 600 mennesker der dør. Pesten kommer igen i 1627, 1628 og1639. I 1808 dør en masse indbyggere af dysenteri.
Der er brand i byen i 1517,1522, 1581, 1586, 1622, 1642, 1649 og 1725
En slurk varmt øl er bedre end Medicus
I Tønder var det langt tilbage i tiden omvandrende medicinmænd, der stod for lægehjælpen. Ellers kunne man altid få hjælp hos barberen, når det gjaldt sår og småskader. Godt nok var der nogle læger, der slog sig ned i byen i midten af 1600 – tallet, men de fortrak hurtigt igen. Om det var fordi, borgerne var utilfredse med dem, eller omvendt, vides ikke.
De fleste ville hellere lade sig kurere ved
To apoteker
Først i 1691 fik man ansat en Physicus.
Allerede fra 1623 havde man et apotek i byen. Apotekeren havde en særstilling. Han blev betragtet som en embedsmand, der var fri for borgerlig tyngde.
Han havde også ret til at holde vinstue.
Magistraten så med lidt ublide øjne på apotekerens rolle. Derfor blev der i 1650 oprettet en såkaldt Nebenapotheke. Den fortsatte helt til 1920 under det missigende navn Alte Apotheke.
Helligåndshus
Enhver købstad havde i middelalderen et Helligåndshus. Her kunne gamle og svagelige finde pleje. Det var en blanding af vore dages syge – og plejehjem. Et sådant hus har sikkert eksisteret i Tønder, før det omtales første gang i 1523.
Det vides, at Frederik den 1. tillod at indsamle midler til en ny bygning. Den gamle var antagelig brændt ved Østergades brand i 1517. Tønder har desuden haft et Sct. Jørgens Hospital for Spedalske. Hertug Frederik ofrede en Gylden til Sct. Jørgen i Tønder. Måske har Gørresmark (Georgs Mark) haft sin oprindelse herfra.
En ny brand i 1647 ødelagde igen Helligåndshuset. Stiftelsen bag dette hus var dog efterhånden blevet velstående. Efter en ny ordning i 1705 kunne hospitalet dog kun rumme 24 personer.
De fattige gik for lud og koldt vand
Den sociale forsørg havde ligget i kirkens hånd. Men ved reformationen tog fyrsterne kirkegodset, men de glemte at overtage forsorgen for fattige, gamle og syge. Om Sct. Jørgens Hospital forlyder det intet. Men Helligåndshospitalet beholdt dog sine jorde og vedblev med at være alderdomshjem. Også i 1725 brændte hospitalet atter.
De fattige gik for lud og koldt vand. Prakker – og Stodderfogeden drev de fremmede tiggere til kommunegrænsen med sin pisk. De syge og svagelige blev læsset på en vogn og kørt til kommunegrænsen, hvor de blev kastet af på fremmed grund.
Hver lørdag, tiggeri fra dør til dør
Dem der var hjemmehørende i byen blev påført et mærke. Hver lørdag efter prædiken samlede stodderkongen dem i en flok og drog dem på tiggeri fra hus til hus. Dem, der var så svage, at de ikke kunne gå med i flokken, ja dem var der også tænkt på. Der var opstillet bøsser ved byens porte, og der blev lavet indsamlinger ved bryllupper og andre fester.
Fattigskat
I 1787 fik Fysikus Kvichauff ved frivillige bidrag rejst et sygehus i Østergade, men på en eller anden måde kom der aldrig gang i det.
Fattigvæsnet var blevet ny-organiseret. Enhver borger tegnede sig for en frivillig ugentlig fattigskat, der blev opkrævet af fire borgere, en fra hvert kvarter. Hver lørdag blev pengene så udbetalt.
Peter Strucks skjulte testamente
Kniplingshandler Peter Struck testamenterede 91 demant (1 demant = ½ ha) jord ude i marsken til oprettelse af et vajsenhus, men hans svigersøn havde efter Peter Strucks død holdt det hemmeligt. Provst Schrader opdagede ved et tilfælde sammenhængen. Strucks svigersøn måtte udlevere jordene og en stor sum penge i tilgift.
Det blev både til et vajsenhus og hjælp til genrejsning af Helligåndshospitalet. I første omgang blev der plads i vajsenhuset til 12 forældreløse drenge.
I den anden tilbygning indrettede Schrader et Tugthus. Det var nærmest tale om en fattiggård. Her blev åndssvage, sindssyge, drankere og arbejdssky personer blev tvangsindlagt og opdraget til nyttigt arbejde.
Fattigkollegium, Folkekøkken og Fattiggård
I 1820 anlagde kommunen kolonihaver til de fattige, og i 1826 oprettedes en arbejderanstalt i Østergade. Et folkekøkken blev oprettet i 1831. Her tilberedte man den første vinter 7.550 portioner mad.
Ved et regulativ af 1842 blev der oprettet et Fattigkollegium og byen inddelt i 12 fattigdistrikter, hver med en fattigplejer.
I 1847 brændte Gørresmark. Seminariet som gården tilhørte, havde ikke råd til at genopføre gården. I 1853 indgik kommunen en kontrakt med seminariet om at forpagte jorden i 50 år. Man genopførte bygningerne og på den måde opstod fattiggården på Gørrismark. Her blev de arbejdsduelige beskæftiget i landbruget.
Herberge zur Heimat
I 1855 byggedes der på Fysikus Ulrichs foranledning et nyt sygehus i Østergade ved indgangen til anlægget. Efter 1870 var den store plage Vagabondplagen. Gang på gang bankede en tigger på døren. I Tønder dannede man Foreningen mod tiggeri. Medlemmerne gav madbons i stedet for penge.
I 1880 indrettede man i Østergade Herberge zur Heimat. Her overnattede hvert ¨år 2.000 vagabonder og rejsende svende. I 1921 overtog kommunen bygningen, og indrettede dem til boliger for enlige gamle kvinder. Ejendommen blev kaldt Carsten – Wilms Stiftelsen til minde om initiativtagerne.
Nyt sygehus
I 1892 vedtog Tønder Kredsdag at give tilskud til oprettelse af kredssygehuse i Tønder, Højer, Løgumkloster, Nibøl, Læk, Westerland og Wyk. Grev Schack
foreslog, at der blev bygget et stort sygehus i Tønder, men forslaget blev nedstemt. Og byen var det sidste sted, hvor sygehuset var færdigt. Det blev taget i brug i 1898.
I 1925 foretog Tønder Amt og By en stor udvidelse af sygehuset. Det var stor anerkendelse til overlæge Dr. Med. Friherre v. Wetheren.
Nyt alderdomshjem
Det gamle Helligåndshospital ved Østerport havde i århundrede varetaget den filantropiske forsorg. I Tønder. Hospitalets formue var i 1920 blevet forøget med en gave af Kaptajn A. Leonhardt på Cuba. Kaptajnen, der var født i Tønder blev ved den lejlighed udnævnt til æresborger.
For Helligåndshospitalets midler blev der i perioden 1939 – 1940 rejst et smukt alderdomshjem ved Leos Allé for 36 ældre mennesker. Samtidig opførtes to bygninger med tilsammen 16 lejligheder for byens egne midler, beregnet for aldersrentenydende.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 18. – 09. 2022
Marts 30, 2008
En kraftig storm ødelagde afskibningen fra Jordsand. I stedet måtte dette forgå fra Højer. Den engelske konge havde bedt om hjælpetropper fra Danmark. Dette betød at landsdelen skulle sørge for proviant. Det kunne mærkes. Et skib sprang læk, flere kolliderede, og en del sejlede på grund. Men størstedelen af flåden ankom til England. Et enkelt skib strandede ved Hollands kyst, og et skib blev kapret af franskmændene.
I den første artikel om øen Jordsand ud for Højer, blev vi af Gerd Uwe fra Tønder gjort opmærksom på, at der var blevet udskibet over 6.000 soldater fra den nu forsvundne ø. Vi fortsætter i denne artikel med den mærkelige historie om alle de soldater, der skulle vade ud til øen.
En veltrænet hær
Danmark havde efterhånden fået en veltrænet hær. 30.000 godt klædte og vel øvede folk. Dette rygte var også nået til England. Her ville Wilhelm den 3. erobre Irland, men James den 2. ville ikke uden videre give det land tilbage til England. Og han havde endda fået tilsagn om støtte fra Ludwig den 14 af Frankrig. Ja det befandt sig hele 10.000 franske soldater i Irland.
Den engelske konge låner danske tropper
Den engelske konge ville låne danske tropper. Og den 15. august 1689 blev der underskrevet en aftale:
Hest mere værd end en infanterist
Lejen for korpset blev fastsat til 240.000 rigsdaler, men såfremt, som tilfældet blev, korpset skulle til Irland, blev lejen forhøjet til 325.000 rigsdaler. Betaling skulle ske med halvdelen ved ratifikation af traktaten, resten ved korpsets ankomst til deres bestemmelsessted.
Tre måneder efter endt krig skal tropperne sendes tilbage, og kongen forpligter sig til at tilbagelevere så mange mænd, som han havde modtaget, eller erstatte manglende infanterister med 10 rigsdaler og manglende heste med 50 rigsdaler (Var en tabt hest mere værd end en tabt soldat?).
Stor styrke samlet
Kongen beordrede skriftligt Land – og Søetatens deputerede,
Styrken skulle samles ved Ribe. De forskellige afdelinger kom bl.a. fra København, Odense, Kolding og Skanderborg. Kongen inspicerede personlig de enkelte afdelinger inden deres afmarch fra Ribe. Generalstaben bestod af Hertug Ferdinand Wilhelm af Würtenberg – Neustadt som ledende chef.
En samlet styrke på 7.102 personer og 1.719 heste foruden officerer, knægte og vogne blev samlet.
Styrken flyttet til Ballum – Hjerpsted området
Kongen beordrede en kortlægning og pejling af indløbene ved Ribe og List, hvilket blev udført af katografen Niels Hegelund. Han betegnede List dyb som en mod vest
beskyttet ankerplads med 19 favne vand, mans han ikke anså Ribe dyb som egnet til udskibningen.
Proviant skulle fremskaffes
Kongen havde håbet på udskibning fra Ribe. Efter ankomsten til Ribe blev hæren flyttet til Ballum – Hjerpsted området.
Det krævede stor planlægning.
Derfor skrev han til amtsskriverne Jens Christensen,
Ribe og Nicolaus Tych, overinspektøren på Schackenborg:
Den gang fandtes der i Ribe kun tre bagere, og de kunne dagligt bage 450 brød. Det daglige behov til tropperne var 1.750 stk., idet hver soldat fik et seks punds brød hver fjerde dag. Der henstilledes derfor til de borgere, der ejede bageovne, at træde hjælpende til.
Ridefoged Jakob Kling i Haderslev fik ordre til at holde 500 tønder mel i beredskab, for deraf at lade 3000 brød bage.
Borgmesteren i Ribe blev anmodet om at indkøbe 177 skippund ost, 88 skippund smør og 1,500 – 2.000 tønder skibsøl.
På Schackenborg havde man oplagret 22.237 pund ost og nogle og tyve tønder smør. Med Københavns Bryggerlav var der blevet afsluttet kontrakt om en ugentlig levering af 3.000 tønder velbrygget øl. Men også fra Ribe, Haderslev, Flensborg og Sønderborg kom der øl.
Fra Flensborg blev der leveret 100 ruller allerbedste sejldug. Og i Glückstadt købte man 500 oksehoveder til at føre vand i. I København blev der indkøbt et skibsapotek med kirurgiske instrumenter.
Og vi er slet ikke færdige endnu. Der blev også købt flæsk, gryn, ærter, salt, olie til lamper, hængemåtter, klæder, sko, strømper og skjorter.
Til hver hest blev der pr. dag indkøbt ½ skæppe hakkelse og atten pund hø.
Stor kraftanstrengelse for
landsdelen
Kongen fulgte med på nærmeste hånd. Den 9. oktober var han ved Ballum og Hjerpsted. I hans dagbog skriver han.
For landsdelen var det en stor kraftanstrengelse, at skaffe de store leverancer af proviant m.m. Det kunne godt mærkes i vinteren 1689 – 1690.
Børnene havde det sjovt. Troppernes passage var en enestående oplevelse med farver, musik og leben. Men for de voksne var det en kostbar og bitter fornøjelse, at skulle sælge store dele af deres vanskeligt bjergede høst til næppe ret store priser.
Regimenterne på plads
Den 10. oktober var hæren stort set samlet i en lejr ved Ribe på nær Oldenborgske Regiment, der var sejlet til Rømø, hvorfra man besluttede at udskibe det direkte.
Generalstaben skulle indkvarteres i Hjerpsted. En stor lejr blev arrangeret ved Skærbæk. Denne by og Brøns fik pålagt at fremskaffe 30 læs tørv, 40 læs halm og 60 læs hø til troppernes ophold. En del af hæren ankom 12. oktober til Ballum, hvor den slog lejr.
Den 19. oktober ankom rytterregimenterne, der blev indkvarteret i Mjolden, Randerup og Emmerlev Sogne. Disse blev indkvarteret under tag på gårdene.
Præsten i Hjerpsted ville have dækket udgifter
Den samlede styrke blev ensidigt lagt på den kongelige enklave, og der blev udtrykkeligt gjort opmærksom på, at de gottorpske undersåtter var fritaget for forpligtigelser i forbindelse med troppestyrkens passage. Således foreligger der en skrivelse fra den daværende præst i Hjerpsted, Pastor Trans, hvori han oplyser, at han den 12. til 23. oktober har haft opstaldet 12 af hertugens (af Württemberg) heste i præstegården, og at de i denne tid, havde fortæret fire læs hø. Desuden er der på bøndervogne ført fire læs hø til Jordsand. Han anmoder om, at måtte få erstattet disse in natura med tolv læs byg – og rughalm, to læs lyngklapninger, nitten læs tørv og fire læs flaver, som er blevet anvendt. Præstegården hørte ikke til enklaverne og havde derfor ingen forpligtigelser af denne art over for kongen.
Udskibning fra Højer
Den 21. oktober blev infanteriets heste taget ombord, mens generalstaben blev taget ombord den 23. Samme dag marcherede Det Juelske Kavaleri-regiment til Jordsand, men blev overrasket af en stærk sydveststorm., som satte hele øen under vand. Da regimentet havde opholdt sig her i tre dage, en del af tiden under vand, opgav man videre udskibning over Jordsand. Rytterregimentet blev under uhyre vanskeligheder ført tilbage til Hjerpsted. Man vadede i vand til livet og efterlod dele af bagagen. Straks efter blev man beordret mod Højer.
Herfra fandt den resterende udskibning sted i dagene den 28. 29. og 31. oktober, samt 1. 2. og 3. november.
Masser af skibe
Til overførslen af såvel tropper som proviant havde man samlet alle mindre skibe fra oplandet. Fra Rømø havde man fået 22 store og 12 små både, fra Ballum 2 smakker, fra Fanø 15 store både, fra Hjerting en skude, fra Ribe 3 pramme og fra Dagebøl og Galmsbøl 6 store og 12 små både. Dertil kom orlogsskibenes chalupper og både.
Transportflådens 80 skibe fra de fleste jyske havne samledes ved Listerdyb. Der var udskrevet skibe fra Sønderborg, Flensborg, Egernførde, Husum, Randers og Horsens.
Stort ubehag for befolkningen på sild
Ventetiden brugte soldaterne på Sild, til stort ubehag for beboerne. Præsten i Kejtum beretter, at besætningen stjal både gæs, høns og får:
Dårlig planlægning
Det kan undre, at kongen under sin planlægning ikke havde kontaktet lokale kræfter, for vejret ved Vestkysten kan være meget lumsk, særlig om efteråret. Det hårde vejr satte soldaternes moral på prøve. Der udbrød også børnekopper blandt mandskabet. Adskillige døde, mens andre så deres snit til at stikke af.
Ballum – præsten F. Blichenberg fortæller i 1754:
Klar til afsejling
På trods af alle genvordigheder blev ombord-tagningen gennemført med nogen forsinkelse. De første ombordtagende kom til at opholde sig i næsten 3 uger på skibene, inden afsejlingen
fandt sted. Forsinkelsen fordrede yderligere proviant tilvejebragt, og i de sidste dage tilgik der troppestyrken endnu 300 vogne med 500 tønder øl og 10.000 brød.
Endelig den 6. november var man klar til afsejling. Et befrielsens suk har ganske givet lydt hos beboerne i Ballum, Hjerpsted og Højer. Tilbage står erindringen om en byrdefuld og begivenhedsrig måned, der endnu kan spores i overleveringer på egnen.
Kollisioner og grundstødninger
Da von Stoecken ville føre den store flåde ud gennem Listerdyb gik flere skibe på grund, ligesom der ved kollisioner og andre uheld opstod flere større eller mindre skader. Blandt dem, der gik på grund var korpsets chef Hertugen af Würtemberg.
Von Stoecken lod de skibe, der var kommet i åbent vand, vente til alle skibe var bragt flot, men den 7. november blæste en storm op fra øst, og den tvang flåden til at lette anker med de ca. 70 skiber, der var sejlklare.
Landgang ændret
Meningen var, at man skulle have sejlet til Edinburgh, men allerede den 9. november fik hoved-flåden på nu 46 skibe Englands kyst i sigte ved Flamboroughs Head. Man søgte at krydse mod nord med flåden, men måtte opgive forehavendet med at nå Edinburgh. I stedet returnerede flåden til Flamboroughs Head. I mellemtiden var flåden vokset til 59 både.
Lidt syd for Flamboroughs Head gik skibet Det Kongelige Håb på grund med to kompagnier af Livgarden ombord. Skibet mistede begge sine ankre og fik brækket de to forreste master. Den begyndte også at tage vand ind.
Man kom i land ved Bridlington, hvor enhederne blev meget vel modtaget af befolkningen. Den øvrige flåde fik lov til at gå i land ved Hull. Et skib var dog ankommet til Edinburgh, hvor det ventede på hoved-floden. På grund af massiv østenstorm gik man i land ved Newcastle.
Kun 10 mand af de 7.000 omkom på vej over Nordsøen.
”Det gode håb” sprang læk
Dronningens Livregiment som bestod af seks kompagnier på hver 113 mand. Bataljonsstaben samt 1. og 2. kompagni var blevet taget ombord i skibet Dansche Havfrue, mens 3.4.og 5. kompagni var blevet indskibet på Samson. Sidstnævnte sprang læk straks efter afsejlingen ud for Listerdyb. Man besluttede at returnere til Elbe – mundingen. Herfra sendte man de fire kompagnier i land og sendte dem tilbage til deres hjem-garnison i Glückstadt, indtil et nyt transportskib var blevet fundet.
Overmandede franskmændene
Den 3. december indskibedes de fire kompagnier igen. Den 4. december sejlede to skibe mod England. Men 5 dage senere under vindstille blev de angrebet af den franske kaperkaptajn
Jean Bart. Der var ikke muligt, at sætte sig til modværge. Det ene af de to skibes danske soldater overmandede dog franskmændene. Skibet strandede ved Zeeland på Hollands kyst, med alle ombordværende blev reddet. Ved hollændernes hjælp blev denne del af styrken bragt til England, hvor den forenedes med hovedstyrken i Yorkshire.
Danske soldater i den franske hær
Men franskmændene tog 16 officerer samt 305 underofficerer og soldater til fange.. Den franske konge så dem som krigsfanger, men det gjorde den engleske konge William den 3. ikke, da endnu ikke var trådt i hans tjeneste.
En stor del af de danske soldater indtrådte i den franske hær. Alternativet var skumle fængsler. Et nyt regiment opstod i Frankrig under navnet Yul Danois.
Men ingen af de danske officerer brød deres troskabsed til den danske konge. De måtte opleve 18 måneders fængselsophold under kritiske vilkår. Først i juni 1691 blev de danske fangers situation endelig løst, idet de af englænderne blev udvekslet med et tilsvarende antal franske officerer fra Irland.
Duel i England
En lille mindetavle på ydervæggen af St. Marys Church, ca. 10 km nord for Kingston – Upon – Hull, minder om danske soldaters tilstedeværelse. To danske soldater blev begravet ved kirken den 23. december 1689. den ene henrettet for i en duel, at have slået den anden ihjel, og den anden som første offer for duellen.
Den 27. marts 1690 var den danske styrke 5.600 infanterister og 996 kavalerister. Siden afgangen fra Danmark havde man mistet 99 infanterister samt 6 kavalerister og så dem, der befandt sig i Frankrig.
Sejr over irlænderne
Den hær som danskerne nu indgik i, bestod af 36.000 mand. De var sammensat af englændere, hollændere, tyskere, irske protestanter samt et finsk regiment. De danske soldater var de mest frygtede af irerrne. Fra vikingetiden havde den tradition overlevet, at danskerne engang skulle komme tilbage for at ødelægge landets børn.
Over for Wilhelm den 3`s sammenbragte styrke stod James den 2.`s styrke med 20.000 irer og 10.000 franskmænd.
Den 1. juli 1690 stod det store angreb. James den 2. led et klart nederlag. For Wilhelm den 3. betød det, at han fik adgang til Dublin og de frugtbare dele af Irland.
Stort tab for Livgarden
Den irske hær trak sig tilbage til befæstede byer og til fæstningen med hovedstyrken til Limerick. Den 27. august forsøgte man et angreb på hovedstyrken. Men irerne havde held til at afvise, og påføre den engelske hær betydelige tab. Livgarden mistede ved denne aktion alene over 100 mand.
Kilder:
Redigeret 9. 12. 2021
Marts 30, 2008
Dette er Nørrebros historie fra 1527 – 1850. Vi har forsøgt at fange de væsentligste ting. Magistraten kunne ikke lide den stærke mand og dampkraften. En jøde blev begravet under politi – og militærskorte. Det lystige liv foregik på Blågården. Nye ejere glemte dog at betale afgift til Staten.
Nørrebro – området var egentlig en del af Serridslevs område. Siden 1527 har den hørt under København. Før den tid strakte byen sig kun til søerne.
Serridslev forsvandt
Serridslev tilhørte kongen og Roskildebispen. Selve landsbyen lå omtrent der hvor Vibenshus ligger i dag. Antagelig forsvandt Serridslev i 1523, da Johan Rantzau efter Christian den Andens flugt slog sig ned i omegnen med en hær på cirka 6.000 mand. Man ville tvinge København til overgivelse.
Efter et halvt års belejring gav byen op.
Frederik den 1. overtog magten. Han foretog store befæstningsarbejder, blandt andet fik han søerne opdæmmet. To år efter overtog han også Roskildebispens andel. Den største del af landsbymarken blev udlagt til fælleder, hvor borgerskabet kunne græsse deres kreaturer. Resten blev dyrket.
Ny belejringshær
Allerede i 1535 lå en ny belejringshær i Serridslev. Det var Christian den 3.`s hær. På et møde på Nørre Fælled i juli 1536, måtte man bede kongen om nåde. I 1539 fik byens borgmestre og rådmænd overladt en vang i Serridslev Mark som en tak for deres arbejde med stadens anliggender.
Nørre Landevej
Over Fælleden strakte Nørre Landevej sig. Det var datidens Nørrebrogade. Den havde dog ikke samme linje som i dag. Dengang var Sortedams-søen og Peblingesøen en sø. Vejen fra Nørreport gik ud i landet på dæmningen mellem Peblingesøen og Skt. Jørgens sø. Derefter drejede den mod nordøst og overskred bygrænsen ved Hyltebro.
Den nuværende Nørrebrogade er antagelig blevet anlagt i sin nuværende retning i slutning af 1600 tallet. Fra 1560 eksisterede der nemlig en dæmning, der adskilte Sortedams-søen og Peblingesøen.
I 1562 kaldes denne overgang, Fjellebroen. Senere hed den Langebro. Og i Christian den Fjerdes tid hed den Peblinge-broen.
Kongevej
Den nuværende Lynbyvej og Øster Allé eksisterede også meget tidlig, dog i en lidt anden retning. Frederik den Anden lod i 1580’erne bygge en kongevej, som endte ved Vibenshus. Her lå allerede en vej, der gik ud af byen.
Møllen og Teglgården
I begyndelsen af 1600 – tallet opstod der en spredt bebyggelse på den tidligere Serridslev Mark. Byens teglværk, Teglgården flyttede herud i 1616 – 1617. Den havde tidligere ligget ud for Østerport.
Fuglestangen blev hejst ved Teglgården. Den blev brugt til afretning af falke til fuglejagt. Det var også her det tidligere Tagenshus lå. En hollandsk mølle blev rejst her. Den blev i 1635 solgt til to garvere. De to flyttede senere til den senere Guldbergsgade. Men en tid hed denne gade dog Barkmøllevejen.
Vibenshus
I 1629 opstod Store Vibenshus som
Navnet stammer fra Hans Andersen Vive, der boede her omkring 1635. Op til 1700 – tallet hed huset Vivens Hus.
Kongen anlagde en jagtvej
Da Christian den Fjerde gennemførte sin store udvidelse af Københavns befæstning, planlagde han også befæstningen langs søerne. Udenfor Sortedams-søen påbegyndte han Ravnsborg Skanse. Den skulle betales af byen, men den blev aldrig helt færdig. I 1658 måtte den rømmes,
da svenskerne dukkede op.
Det var også Christian den Fjerde, der i 1622 anlagde en bro over Ladegårdsåen, omtrent ud for den nuværende Gartnergade. Kongen anlagde også en jagtvej på Nørrebro. Det eneste der er tilbage af denne, er Møllegade.
De første grundejere indfinder sig
I 1661 fik Johan Merhof tilladelse til at anlægge et hus udenfor Sortedams-søen tæt ved Nørre Landevej med ret til at udskænke øl til de vejfarende. På nabogrunden, Store Ravnsborg havde borgmester Kristoffer Hansen og Hans Nansen allerede anlagt fiskedamme.
I slutningen af århundredet ejedes Store Ravnsborg af kammerjunker Vind. Og langs den nuværende Skt. Hans Gade havde borgmester Batholemæus Jensen fæstet en grund. Helt ude ved Hyltebro havde Jacob Rustmaster fået overladt en plads.
Den første industri kommer til Nørrebro
Foruden den omtalte barkmølle lå der i slutningen af 1600 – tallet seks andre møller, desuden et limsyderi beliggende tæt til kongelige Majestæts Jagtvej.
Dette limsyderi omtales første gang 1694 og lå i nærheden af det nuværende Solitudevej.
Demarkationslinje i 1682
Mellem Nørrebro og Østerbro nede ved Sortedams-søen lå der omkring 1670 en del småhuse. Det var blegmændene, der holdt til her. Men de måtte flytte.
For i 1682 blev demarkationslinjen lagt ud i en afstand af 2.000 Alen fra voldene, således at den største del af området mellem søerne og den nuværende Jagtvej kom til at ligge inden for den. Men en kongelig resolution fra 1685 kundgjorde godt nok, at alle huse skulle sløjfes med undtagelse af blegmændenes huse og møllerne.
Men hvis man havde de rette forbindelser, kunne der godt gøres undtagelser.
Blågården
I 1694 erhvervede deputerede i Generalkommissariatet Reinhold Meyer en lystejendom, som lå på Teglgårdens tidligere plads. Teglgården var lagt øde efter svenskernes belejring i 1658, og blev ikke senere opbygget.
Efter krigen erhvervede erhvervede Christoffer Gabel den tilliggende grund, Teglgårdsvangen, som dækkede størstedelen af området mellem Nørre Landevej, Peblingesøen, Ladegårdsåen og den nuværende Griffenfeldtsgade. Han indrettede en lille sommerbolig på området.. Og det var den ejendom, Meyer købte.
En del af det store område blev lagt ud som en park med fiskedamme, og Meyer byggede et større lyststed. Han indrettede også et Hollænderi og et gartneri på grunden. I 1706 købte Frederik den Femtes bror, Prins Carl ejendommen, og fra den tid blev den kaldt Blågård.
Langs søerne blev der bygget på arealer, der før var fælled.
Markmanden
De store fælleder var Nørre Fælled og Øster Fælled.
Til at varetage det daglige tilsyn, var der ansat en Markmand eller Markfoged. En af disse var Holger Dønneke som i 1682 boede på det sted, som nu er Nørrebrogade 68. Han lagde også navn til det vandhul, der lå ved Nørre Allé, Holger Danske.
Han kunne forhindre, at man skar tørv eller tog sand, de steder, hvor det var forbudt. Men han kunne ikke stille noget op mod militæret.
Militæret på Fælleden
I 1679 var det hvis nok første gang, der blev holdt mønstring på Fælleden. Helt op til vort århundrede skændtes byen og militæret om brugen af Fælleden.I 1710 kæmpede 15.000 soldater i 4 uger på Nørre Fælled. Da de var væk indberettede kæmneren, at de havde:
I 1716 lå en del af den russiske hær på Fælleden. Da de havde forladt området, så Fælleden heller ikke godt ud.
Efter lange forhandlinger forhandlinger lykkedes det for en række bryggere, at få tilladelse til at bygge en stald på Fælleden. Men under byggeriet i 1728 trådte en deling soldater til, og arresterede håndværkerne. Efter langvarige forhandlinger fik huset lov til at stå. Men kongen greb resolut ind:
Man lagde fra militærets side vægt på, at de fik så meget plads som mulig. I 1753 og 1755 lå store troppekoncentrationer på Fælleden. For at lette troppernes Mouvements og Evolutions var der forud givet ordre til, at en del af de omkringliggende marker skulle forblive udyrket.
Rådmandsmarken
Uden for Fælleden lå Rådmandsmarken. Til dagligt var der stille og fredeligt. Vangemandens hus var den eneste bebyggelse. Men i slutningen af det 17. århundrede var det en tilbagevendende begivenhed, når de gode borgmestre og rådmænd om sommeren i fællesskab besigtigede høsten på deres vang. De sluttede med et ordentligt gilde. Der var indrettet festplads, og rejst telte.
De høje herrer havde selv medbragt kok og fine vine, som de nød i hinandens selskab. Tjenestefolket måtte tage til takke med en lidt anden form for fortæring. Her på Rådmandsmarken havde skydeselskabet holdt til i en halv snes år. Det var også her fredsforhandlingerne med svenskerne foregik i 1659.
De store veje anlægges
Vejene i området var ikke gode. Og bedre var det ikke, da nogle af bydelens hoved- færdselsårer blev anlagt. Nørre Allé blev påbegyndt i 1744, Blegdamsvejen er fra 1770’erne. Begge veje udgik fra fra Fælledvejen, den gamle vej ved kvægets malkeplads. Pladsen blev senere kendt som Skt. Hans Plads.
Herfra blev kildegæster til Dyrehaven og Kirsten Piils kilde i sidste del af det 18. århundrede fragtet. Øster Allé blev i sin nuværende skikkelse anlagt i 1750, og Jagtvejen, der forbandt Falkonergården med Vibenshus blev anlagt omtrent samtidig.
Den gamle hovedvej, nu kendt som Nørrebrogade blev reguleret og omlagt i 1780’erne.
Masser af lyststeder.
Langs Blegdamsvejen ved den inderste del af Nørrebrogade fortsatte den langsomme bebyggelse.. det var lyststederne, der dominerede herude. I 1755 blev der lempet en del m.h.t. hvad der måtte bygges. Størstedelen af husene var stadig lave bindingsværkslænger.
Forlystelser på Nørrebro
Befolkningen bestod mest af håndværkere, arbejdere, møllere, gartnere og øltappere. Værtshuslivet florerede ganske godt herude. Det var som regel kvarterets egne, der holdt disse værtshuse i live, men Nørrebro tiltrak efterhånden også borgerne inde fra byen. I året 1800 fortæller Nyerup således:
I begyndelsen af århundredet havde Nørrebro oplevet et forlystelsesetablissement, som også trak folk fra byen hertil. Det var den stærke mand, tyskeren Eckenberg, som i 1722 overtog Barthalemæus Jensens tidligere grund langs Skt. Hans gade. Her startede han et forlystelsessted, hvor han optrådte med sine kunststykker. Et skrift beretter om dette:
Bystyret så ikke med gode øjne på hvad der skete. De havde bragt i erfaring at
Stedet blev lukket. En ny ejer kom i 1763, som kunne tilbyde at
Ærbarheden var vendt tilbage til Nørrebro.
Masser af industri
Lige op til dette lå Store Ravnsborg. Her var et meget besøgt gæstgiveri. Langs Blegdammene voksede store gartnerier frem. Flere fabrikker, der beskæftigede
sig med manufaktur dukkede frem.
I 1719 indrettede Fr. Holmsted et Kattuntrykkeri ved Blegdamsvejen. Ved den 8. Blegdam blev et andet oprettet. Grev Daneskjold Laurvigens sømfabrik etablerede sig i nærheden. I 1780 startede en stor bomuldsfabrik på den anden Blegdam, med staten som største aktionær.
Den lille skole ved Blegdammen
Alle disse fabrikker trak folk til. Derfor var der behov for en lille skole. I 1761 blev der oprettet en lille skole på den 12. Blegdam. Det var omtrent der hvor Trepkasgade udmunder i Blegdamsvejen.
Raadmand Volteren inspicerede skolen i 1787. Han vendte meget mismodigt tilbage. Bygningerne var forfaldne, plankeværket var væltet, og Blegdamsgrøften, der løb udenfor, udbredte “ret en pestilentisk Stank”
Først i begyndelsen af det 19. århundrede blev det gjort noget ved problemerne. Digteren, Fr. Høegh – Guldbergs blev en energisk leder af en ny skole. Efterhånden blev det den bedste Almueskole i Byen.
Den jødiske kirkegård
Langs den nordlige del af Nørrebrogade var det en sparsom bebyggelse ved Fælledvejen og mellem denne og Møllegade, hvor der allerede i 1694 blev gjort klar til anlæggelse af den jødiske kirkegård.
Det var de tyske jøder, der først fik tilladelse til at indrette en begravelsesplads på dette sted, langt ude for byen. Jøderne var dengang ilde set. I 1729 førte byens politimester selv an i løjerne
Det forlød nemlig at prokurator Gedeløches var overgået til jødedommen inden sin død. Men uheldigvis var han blevet begravet ude på Garnisons Kirkegården. Han måtte graves op, og ligvognen måtte eskorteres med både politi og militær til Nørrebro. Politimesteren brugte lejlighed til at håne jøderne ved denne lejlighed.
Lygten Kro
Udenfor kirkegården opstod der i løbet af det 18. århundrede nogle reberbaner. Helt ude ved Hyltebro overtog Konrad Berg i 1718 Lygten Kro. Han forsynede den med nye bygninger.
Mange ejere på Blågården
På den sydlige side af Nørrebrogade, dominerede Blågården. Prins Carl udvidede mod syd, så grunden nåede næsten helt ned til Ladegårdsåen. Han lod også en ny hovedbygning opføre. Helt ned til Peblingesøen var det et storslået haveanlæg med fiskedamme og lindealléer. Der var statuer, blomsteranlæg og lysthuse. I 1765 købte Knud Jacobsen Lyne, Blågården og bosatte sig i økonomiboligen. Statsminister Rosenkrantz havde lejet sig ind i hovedbygningen.
Fire år senere erhvervede Christian den Syvendes gode ven, Grev Conrad Holck ejendommen, og nu kom der rigtig liv på Blågården.
Kongen besøgte ofte Holck, og ofte var det dennes kun 12 – årige hustru der var værtinde. Trods pengegaver fra kongen var Holcks økonomi dårlig. Men det afholdt ham ikke fra stor selskabelighed. Der kom drivhuse og nyttehaver på ejendommen. Men i 1770 faldt Holck i unåde, og kunne ikke mere klare sine forpligtigelser.
Efter at Blågården var blevet forpagtet ud, overtog købmand Peter Tutein ejendommen. I 1780 var det Generalmagasinet og en tysk fabrikør Kalckenberners tur. I nyopførte fabriksbygninger på ejendommen blev der oprettet klædeindustri. Men det gik slet ikke. En række mindre virksomheder rykkede ind i længerne, og i 1790 blev hovedbygningen sæde for landets største seminarium.
Solitude
Nu vat det slut med at være landsted. Men hos naboen, Solitude varede dette ind i det 19. århundrede. Denne lystgård lå for enden af Solitudevej. Der var grev U.A. Holstein, der indrettede gården som landsted. Da kronprins Christian (den Sjette) og Sofie Amalie blev gift i 1721 blev de modtaget på Solitude, hvor ministre modtog dem.
Senere ejede Grev Danneskjold – Samsøe gården. I 1728 overtog Grev Sponneck gården med ret til krohold. Denne Grev Sponneck var byens kommandant.
I 1770 blev stedet indrettet til Inokulationsanstalt. Det var et hospital beregnet for børn, hvor man kunne podes mod Kokopper. Det var en af Struensees påfund. Men i 1783 ophørte dette, og Solitude fortsatte som landsted.
I 1790’erne samlede Det Forenede Musikalske Selskab sig herude. Mere folkelig var Lille Ravnsborg. Det lå på hjørnet af Kappelvej og Nørrebrogade. Her var
der mulighed for keglen og billard. Traditionen var, at det var her, at man skulle drikke gravøl efter den lange vandring ud til Assistens Kirkegården.
Ventegodt
Kirkegården blev indviet i 1760. Og det var jo J.S. Augustin, der som den første standsperson blev begravet herude. Tidligere var grunden blevet brugt til tobaksdyrkning.
På den anden side af Jagtvejen var der i denne periode ikke megen bebyggelse. Vi skal dog ikke glemme gården Ventegodt, i nærheden af det nuværende Esromgade. I 1762 blev de ejet af Kammerråd von Schmeiden., senere af vinhandler Ole Hofgaard. Fra 1794 var det overkrigskommissær, Johan Wiewilds ejendom.
Uden for Jagtvejen havde vi Havremarken, Kløvermarken, og Brudesengen. Sidstnævnte lå mellem Nørrebrogade og den nuværende Mimersgade.
Borgerskabet holder sommerferie på Nørrebro
Byens borgerskab flyttede efterhånden på landet. Således siges det at generalprokurør, Henrik Stampe i 1770’erne om sommeren boede paa Blegdammen.
Adskillige havde sommerboliger på Nørrebro.
De trange omgivelser inde i København fik borgerskabet til at søge ud til de landlige omgivelser på Nørrebro. Pensionister og tidligere erhvervsdrivende nød deres alderdom herude.
Der var kun få butikker på Nørrebro på daværende tidspunkt. En bager, en urtekræmmer, et mælkeudsalg, og nogle spækhøkere. Skulle man have andet, måtte man vandre den lange vej ind til staden. Det gjaldt også for skolebørnene, såfremt forstadens visdom ikke var nok for dem.
Idyllen på Nørrebro blev forstyrret af englænderne i 1807. Beboerne havde fået at vide, at de ikke måtte komme ind i byen. De skulle søge ud i landet. Efter at englænderne havde forladt området, blev tilsynet med byggeriet ude foran voldene skærpet.
Nye foreninger
På Assistens Kirkegård vendte livet tilbage. Mange mente, at der foregik for megen lystighed herude. Den bestandige Borgerlige Forening holdt til på Store Ravnsborg. Her holdt man broderskabet, borgersindet og fædrelandskærligheden ved lige. På Solitude holdt en anden forening til, nemlig Holbergs Minde. Keglebanerne og de mange beværtninger prægede forlystelseslivet på Nørrebro.
Det første teater
Italieneren Pettoletti havde fået bevilling til at oprette et teater udenfor stadens porte.. Det foregik på Blågården. Med adgangen til teatret var ret besværlig.
Gæsterne måtte balancere på en meget smal bro over en dyb vejgrøft. Derefter skulle man forcere en bundløs vej. En svensk gæst, der i 1830 havde besøgt teatret skrev således, at underholdningen ikke kunne måle sig med det, der foregik på Vesterbro Teater, og publikum bestod for størstedelen af pak.
Teatret brændte i 1833 og blev ikke senere opført. Omkring 1800 boede der 700 indbyggere på Nørrebro. I 1850 var der lidt over 3.000 indbyggere herude. Bebyggelsen fandt sted langs Blegdammene, Fælledvejen, og Nørrebrogades midterste del.
Overfor kirkegården lå der en stor reberbane, der gik helt hen til Runddelen. Og helt herude lå Ølunds Mølle.
Den ”farlige” dampkraft
Farver Holmblad havde lejet betydelige arealer på Blågården. Men i 1816 købte to af Frederik den Sjettes adjudanter, Oberst Remeling og Kaptajn Scholten hele Blågårds – området uden for søerne, og begyndte at udstykke jorden. Men de glemte dog at betale afgift til staten.
Så efter en halv snes år tog staten ejendommen. De solgte så de sidste arealer.
Blandt dem, der købte grunden var M.A. Heegaard. Han havde etableret en sommerbolig med en stor have omkring. To år senere indrettede han et jernstøberi på grunden. H.J. Bing ansøgte om tilladelse til at anlægge en papirfabrik i Blågårdskvarteret. Men Magistraten var ikke så begejstret for dampkraften.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 11. – 04. – 2022
Marts 30, 2008
Byen var i høj grad præget af Tæppefabrikkens storhed og fald. Mange beboere i Højer har i tidens løb været ansat på fabrikken. Det har dog ikke altid været lige
let for fabrikken. Krig, oliekrise og nationale modsætninger, var nogle af barrierene. I dag lever navnet dog videre.
Højer Tæppefabrik var for Højer det samme som Danfoss for Nordborg. Min tante Sonja arbejdede der i mange år. Og jeg tror også, at flere andre familiemedlemmer i byen, arbejdede der. På min mormors (Oma) side, var der hvis nok nogle fra familien Tønder, der også arbejdede på Tæppefabrikken.
Den mest betydningsfulde aktør i Højer
Fra 1930 og cirka 40 år frem var Højer Tæppefabrik den mest betydningsfulde aktør i Højer. Og det var ikke mindst fabrikant A.R. Kjærbys fortjeneste. Ja det officielle navn var for fabrikken var Sønderjydsk Tæppefabrik.
Dampmaskinen kommer
Egentlig var det et uldspinderi oprettet i 1877. Det var Mads Madsen, der startede det. Året efter var det Mathias Ebbesen, der førte virksomheden videre. 2 – 3 mennesker var ansat på det
lille spinderi, og det var bønderne på egnen, der leverede ulden.
Ved Ebbesns død i 1890 blev O.K. Amstrup chef. Han giftede sig med Ebbesens enke. Og snart skete der noget nyt idet Amstrup fik en dampmaskine i brug.
Udvidet produktion
Ved en brand i 1899 kom der flere maskiner til og et par væve. Produktionen blev udvidet til garnproduktion, vævede stoffer. Og så småt begyndte man at fremstille præstegårdsløbere.
I 1918 solgte Amstrup virksomheden til E. Kieler. Men efter kun et år overtog A.R. Kjærby, fabrikken med den klausul, at handelen kunne gå tilbage, såfremt den ny grænse blev trukket nord om Højer.
Fra en uldspinder-familie
Anders Rasmussen Kjærby var 3. generation af en fynsk uldspinder-familie. Efter en uddannelse på Brandts Klædefabrik i Odense arbejde han forskellige steder i ind og udland. Sin hustru, Emmy Keidel fandt han i Hannover. De blev gift i 1903. I 1906 flyttede de tilbage til Danmark.
I 1920 havde fabrikken ansat 6 – 7 personer. Nu blev der også vævet stof til damekjoler og herretøj, samt uldtæpper og rejseplaids. Og det gik ret godt
En bestilling fra København redder fabrikken
Men de fleste kunder kommer sydfra. De var nu afskåret fra at handle med virksomheden i Højer. I Foråret 1922 var Kjærby på fallittens rand.
En bestilling på 300 meter løbestof fra et københavnsk firma, blev fabrikkens redning. Fabrikken var ikke beregnet til tæppefremstilling, så en masse praktiske problemer måtte løses i stor hast. Tæppestoffet blev leveret.
Bedre maskiner
Bedre maskiner og udvidelse af bygningerne, betød at der i 1931 var 25 beskæftigede.
Nationale modsætninger hindrer udvidelse
Efterspørgslen var stærkt stigende. Den disponible grund blev for lille. Kjærby skulle bruge bedre elforsyning, vandforbrug og kloakafløb og mere plads til udvidelse. Men det tyske flertal i Højer byråd satte sig i 1936 på bagbenene.
Ved kommunalvalget i 1933 blev der igen syv tyske og fire danske stemmer. Der blev valgt to viceborgmestre: 1: urmager, Laurids Mathiesen, tysk og 2: fabrikant A.R. Kjærby, dansk.
Tre arbejdere fra fabrikken tog til København og bad statsminister Stauning tage affære. Der var allerede lavet forberedelser til at fabrikken skulle flytte til Bogense, men i 1937 blev problemerne løst. I 1939 var der 130 beskæftigede, og fabrikken var den største industrivirksomhed i Tønder amt.
Mangel på uld
Under anden verdenskrig var der mangel på uld. Den blev på fabrikken blandet med klude af alle slags. For at holde produktionen i gang, gik man over til at fremstille papirtæpper.
Kreativiteten var stor. Man kunne ikke købe nye maskiner i udlandet under krigen, så fabrikken fik indrettet et maskinværksted, der selv skulle fremstille maskiner. På den måde klarede man sig gennem krigen. Man havde ansat mellem 90 og 100.
Familie-aktieselskab
I 1937 var virksomheden blevet omdannet til et familie-aktieselskab. A.R. Kjærby var bestyrelsens formand, desuden bestod den af bankdirektør Johs. Poulsen, Tønder, Kjærbys svigersøn, J.C. Nielsen, sønnen Johannes Kjærby og endnu en svigersøn, Vilhelm Mathiasen.
Ingen overenskomst
A.R. Kjærby og hustru var i 1937 flyttet til Kolding, men allerede året efter bosatte de sig i Aabenraa. Men samme år døde han pludselig.
Kjærby ville ikke lave overenskomst med tekstilarbejderforbundet. En blokade mod fabrikken var virkningsløs. Lokalbefolkningen ville gerne arbejde på fabrikken. De betragtede Kjærby som deres far. Konflikten varede i fire år. Først i 1936 blev der oprettet overenskomst.
Stor udvidelse
I 1949 påbegyndtes en stor udvidelse af fabrikken. Mod vest blev der etableret et nyt kedelhus med vaskeri og farveri og lidt senere en stor ny væverihal. Man begyndte nu også at fremstille Axminstertæpper. Og i 1951 solgte man to km løbestof til plenar-salen i FN – bygningen i New York. Til Aalborghallen lavede man Danmarks største tæppe.
Statsafgift på gulvtæpper
I 1952 begyndte man at lave Wiltontæpper. Det var blandt andet takket være Johannes Kjærbys tekniske snilde.
I 1954 blev der lagt 25 % statsafgift på gulvtæpper, og da tolden på udenlandske tæpper samtidig var lave, skabte det i en periode vanskeligheder, med afskedigelser til følge. I 1954 brændte spinderibygningen og nopperiet. Skaden androg cirka en million kroner.
Succes med eksport
Først i 50’erne var man begyndt på eksport. I løbet af en halv snes år, var man oppe på at eksportere ca. halvdelen af produktionen, og antallet af beskæftigede nåede op på 200. Fra 1959 samarbejde man med kunstnerparret Rita og Vincent Lerche. Det betød en stor fornyelse i farver og mønstre. Nye eksportmarkeder som Canada, USA og Japan kom til.
Rationaliseringer
I 1966 gennemførte fabrikken en rationalisering. Man opgav selv at fremstille garn, og koncentrerede sig om vævningen. Det varede dog adskillige år inden denne ændring blev gennemført.
Direkte fra fabrik til forbruger
Pludselig kneb det med afsætningen. Der blev ikke solgt det antal tæpper, man havde regnet med. I 1972 stoppede man pludselig med at sælge gennem tæppeforretninger. Nu gik man udelukkende over til at sælge direkte fra fabrik til forbruger..
Man havde overtaget den nedlagte kommuneskoles bygninger, og i gymnastikfløjen blev der indrettet udstillings – og salgslokaler i to etager. I forbindelse med dette, blev der indrettet
et cafeteria. Man fik dispensation af kommunalbestyrelsen til at holde åbent i weekenden. Dette fremkaldte voldsomme protester af tæppehandlere. En salgsfilial i Odense og Herning blev også oprettet.
Arbejdsdeling
I 1973 satte oliekrisen ind, hvilket resulterede i en afmatning på eksportmarkedet. I 1974 måtte man lave en arbejdsdeling blandt de 130 ansatte. Den 5. juli 1974 måtte virksomheden standse sine betalinger. I årets første halvdel havde man oparbejdet et underskud på en million kroner. Fabrikkens gæld var på 12 millioner kroner. Men fabrikkens værdi var dog over dette tal.
Fabrikken fortsætter med 40 medarbejdere
Den 15. september 1975 købte fabrikant Per Campen virksomheden med det formål, at føre den videre som tæppefabrik, og stadig satse på kvalitetsvarer. Man fortsatte med 40 medarbejdere, og filialerne i Odense og Herning blev nedlagt. Ligeledes ophørte det direkte salg fra fabrikken og man forsøgte at genetablere forbindelsen til tæppehandlerne. Omkring 1980 blev spinderiet nedlagt.
Billige udenlandske tæpper ødelagde det efterhånden for fabrikken. Man satsede nu på tæpper til intuitioner.
Efter fabrikant Campens død, førte enken, Lissi Campen fabrikken videre og senere blev den overtaget af datteren, Carina Campen. Af hensyn til konkurrencen begyndte man at gå på akkord med hensyn til kvaliteten. Denne kvalitet havde været varemærket i Kjærbys tid.
Konkursbegæring
I 1991 var der kun beskæftiget 14 medarbejdere, men året efter blev staben yderligere formindsket. I September 1992 indgav firmaet konkursbegæring. Dermed var det definitivt slut med Højer Tæppefabrik.. Byen Højer har i høj grad været påvirket af Tæppefabrikkens storhed og fald. Og mange borger i Højer kan den dag i dag berette om deres arbejde på Højer Tæppefabrik i dens storhedstid
Navnet lever videre
Men navnet Højer Tæppefabrik bliver videreført. I dag fra en adresse i Skævinge, drevet af Familien Degn – Hansen. Virksomheden beskæftiger sig udelukkende med vævning og slag af gulvtæpper. På deres hjemmeside står bl.a.
Kilde:
Hvis du vil læse mere:
Redigeret 10 – 12 – 2021
Marts 30, 2008
Nogle gange kan vi tage fejl. Vi holder på de forkerte historiske kilder. Det har vi gjort med hensyn til, hvem der boede på og ejede Kiers Gaard. Vi retter på fejlen
I artiklen Højers Historie skriver vi blandt andet
Dette har fået Kjærbys oldebarn til at reagere. Joa B. Kjærby skriver:
Og vi skal beklage over for Joa. Hun har helt ret. Vi har brugt nogle forkerte historiske oplysninger.
Fæstegård under Schackenborg
Kiers Gaards nuværende firlængede bygning er opført i 1759, efter at gården brændte i både 1756 og 1758. Fra 1739 var gården i familien Todsens besiddelse, som fæstegård under Schackenborg.. Hans Chr. Todsens datter giftede sig i 1849 med løjtnant Johannes Ernst Kier, søn af borgmesteren i Haderslev. Det var Todsens ikke meget for, og det var Johannes egen far, der giftede dem.
Deres søn Hans Chr. Kier overtog gården i 1884. Den var i familiens eje indtil 1973.
Forpagter for østersskrabninger
I 1700 – tallet var gårdens besidder forpagter af østersskrabningerne i Vadehavet. Der var en dyb pril, der gik tæt ind til gården, så man kunne transportere østerserne lige ind til det pakhus, der ligger sydvest for gården. Det kaldes den dag i dag for Østershuset.
Indtil slutningen af 1800 – tallet var det almindeligt, at der blev serveret østers ved bryllupper i Højer.
Russiske krigsfangere
I 1906 blev Christian Kier ejer af gården. Han blev indkaldt som soldat i 1914. To år senere døde han. Hans enke sad da tilbage med fire børn. Hun drev ejendommen videre, og sønnen Hans overtog ejendommen, da han blev voksen.
I den periode var der russiske krigsfangere, der arbejde på egnens gårde. Der arbejde også en på Fedder Rolls gård i Østerende. Man lavede en aftale om, at de to fangere arbejde skiftevis på de to gårde, og det fungerede fint.
Seminarium for Tekstildesign og brugsgrafik
I 1939 blev gården nedlagt som landbrugsejendom, og jorden solgt fra. Hans Kier boede på ejendommen til sin død i 1971. To år efter solgte hans enke den til Højer Kommune og Sønderjyllands Amt.
Kiers Gård tiltrak mange kunstinteresserede, og i gårdens lade blev der indrettet en teatersal for amatørteaterforeningen Teatergaleasen. I 1986 startede der et Seminarium for Tekstildesign og Brugsgrafik på ejendommen.
På græsplænen foran findes en jættestue fra den yngre stenalder. Den er dog flyttet hertil.
Kilde:
Hvis du vil læse mere
Redigeret 10. – 12. 2021
Marts 30, 2008
Denne lange liste indeholder størstedelen af gader og veje på Østerbro. Ofte fortæller navnene en god gang lokalhistorie. For Østerbros vedkommende er det tydeligt, at der har været masser af militær i området. Men også havnen spiller en rolle. Der er en hel serie af danske byer og øer, samt komponister.
Vi har brugt en hel masse kilder i vores efterforskning. Disse kilder vil senere foreligge på en liste, som vi kalder Litteratur Østerbro. Det er en liste, som vi arbejder på. Den vil du kunne finde omkring 1. maj 2008 her på siden. Vi ønsker god fornøjelse. Hvis du vil udprinte, så husk, at have en masse papir parat. Listen er nu opdateret som almindelig artikel.
I de foreliggende samt kommende artikler om Østerbro, vil du kunne læse meget mere om de forskellige gader, veje og pladser på Østerbro.
A.E. Kriegersvej:
Anders Frederik Krieger (1817 – 1893) var politiker, og boede på hjørnet af Rosenvængets Tværgade og A.L. Drewsensvej. Krieger var politiker og nær ven med skuespillerinden Johanne Louise Heiberg.
A.L. Drewsens Vej:
Justitarius Adolph Ludvig Drewsen (1803 – 1885) var gift med en datter af gamle Colin, og boede i en villa på vejen. H.C. Andersen var en kær gæst. Han kom hver tirsdag og blev bespist. Drewsen stiftede foreningen af 1837 til Forsømte Børn.
Abildgaardsgade:
Maleren og grafikeren Nicolai Abildgaard (1743 – 1809) var bror til lægen, senere stadsphysikus Peter Christian Abildgaard, grundlægger af Veterinærskolen på Christianshavn,
Aggersborggade:
Vekselmager Hans Christian Aggersborg (1812 – 1895) var en af de største villaejere i Classens have.
Amerikakaj:
Her lagde amerikabådene til
Annekegade:
Nederlandsk og tysk kæleform for Anna
Arendalsgade:
Efter byen Arendal ved den norske kyst.
Askøgade:
Efter en ø i Smålandshavet
Baltikavej:
”Mare Balticum” er den latinske betegnelse for Østersøen og Bælterne
Bechgaardsgade:
Komponisten Julius Andreas Bechgaard (1843 – 1916) var organist ved den katolske Sankt Ansgar Kirke.
Bellmans Plads (Bellmans
Gade): Efter den svenske viseforfatter og komponist, Carl Michael Bellmann (1740 – 1795). Bellmann blev for alvor populær i 1840’ernes København.
Bergensgade:
Efter Norges næststørste by
Berggreensgade:
Komponisten Andreas Peter Berggreen (1801 – 1880) Huskes bl.a. for Den yndigste rose er fundet og Vær velkommen Herrens år.
Biskop Krags Vænge:
Efter Roskilde – bispen Krag (død 1300). I 1294 gav han købstaden København en udvidet stadsret. Han grundlagde i 1296, Helligaandshospitalet, som senere blev sammenlagt med Vartov. Gammel Kloster ligger i Biskop Krags Vænge.
Blegdamsvej:
Blegmændene lagde de fugtede stoffer frem i solen, og siden blev de hærdet i nattekulden. Der var i alt 24 blegdamme, der startede fra Skt. Hans Gade. I 1672 blev disse blegmænd beordret væk på grund af voldenes forsvar. I 1800’tallet dukkede de dog op igen. Den sidste mand lukkede og slukkede i 1867.
Blindestien:
Løber langs Blindeinstituttet
Bogensegade:
Efter den nordfynske købstad.
Bolandsvej:
Boland er et distrikt i den nordvestlige del af Grib Skov med navn efter en forsvunden gård. Navnet betyder opdyrket jord.
Bopa Plads:
Modstandsgruppen Bopa, startede som Kopa, Kommunistiske Partisaner, men skiftede navn til Bopa. Det betyder Borgerlige Partisaner, for at narre Gestapo. Med cirka 1.000 aktioner var det den mest aktive af alle modstandsgrupper.
Borgmester Jensens Allé
Jens Jensen (1859 – 1928) måtte ud at tjene som 12 –årig. Han blev uddannet som malersvend. Han var formand for De Samvirkende
Fagforbund. Han var Københavns første socialdemokratiske borgmester, valgt i 10. kreds. Han var ophavsmanden til Idrætsparken.
Borthigsgade:
Kammerherre Christian Frederik Neve Bothig (1822 – 1905) solgte byggegrunde til Arbejdernes Byggeforening.
Brammingegade.
Efter jernbaneknudepunktet ved Esbjerg.
Bredelandsvej:
Bredeland ligger ved Mårum i Nordsjælland.
Bryggergade:
Bryggeriet Aldersro blev nedrevet i 1900, efter først at være fusioneret med Marstrands Bryggeri på Vodroffsvej, hvorpå begge indgik i De Forenede Bryggerier.
Bryggervangen:
Her havde Københavns bryggere indtil 1500’tallet et stort græsningsareal for heste og kreaturer.
Børskovvej:
Efter den fældede skov mellem Esrum Kloster og Villingerød i Nordsjælland.
Carl Johans Gade:
Den svenske konge Karl 14. Johan (1783 – 1844)var vel Napoleons bedst begavede marskal. Han var døbt Jean – Baptiste Bernadotte. Blev i 1810 tronfølger. Dronning Ingrid var sjette led efter Karl 14. Johan.
Carl Nielsens Allé:
Komponisten Carl Nielsen (1865 – 1931) var vel nok Danmarks mest betydelige komponist. Vi kender Du danske sommer, jeg elsker dig og Jens Vejmand.
Christiansmindevej:
Landstedet Christiansminde var opført af murermester og brandkaptajn Christian West.
Classensgade:
Opkaldt efter generalmajor Johan Frederik Classen (1725 – 1792). Han oprettede Frederiksværk, tidens største kanon – og krudtfabrik. Hans store formue gik til velgørende formål. Dengang var Classensgade adgangsvej til Justineborg, opkaldt efter hustruen til Peter Hersleb Classen, bror til overnævnte. Broderen arvede jorden, og købte Det Kongelige Fiskehus. Det var i Classens Have der blev udkæmpet nogle slag mod englænderne i 1807. I øvrigt blev Victor Borge født i nummer 40.
Collinsgade:
Embedsmanden Jonas Collin (1776 – 1861) huskes dels for at have anlagt Kongelunden, dels for sin omsorg for H.C. Andersen. Collin var i to perioder direktør for Det Kongelige Teater.
Containervej:
På vejen ligger en containerterminal.
Dag Hammarskjölds
Allé: FN´s generalsekretær døde i et flystyrt. Indtil 1962 var gaden en del af Østerbrogade.
Dampfærgevej:
Færgeruten til Malmø åbnede i 1895.
Danstrupvej:
Efter landsbyen nord for Fredensborg. I Vikingetiden har en vis Dan lagt sin gård her.
Drejøgade:
Den sydfynske ø, danner dette navn.
Eckersberggade:
Guldaldermaleren, professor C.W. Eckersberg (1783 – 1853) var ven med Thorvaldsen og fra 1919 professor for Akademiet. Har præget dansk malerkunst som ingen anden. Han blev offer for den tids koleraepidemi i København. (På vores hjemmeside kan du læse om denne sønderjyske maler)
Edward Griegs Gade:
Den norske komponist Edvard Grieg (1843 – 1907) komponerede bl.a. musikken til Peer Gynt.
Egebæksvej:
Efter den forsvundne landsby ved Espergærde.
Emdrup Bakke:
Emdrup har sikkert navn efter det gamle mandsnavn Imbri.
Emdrupvej:
Følger nogenlunde den gamle landevejs forløb. Siden 1580 forsynede den opstemte Emdrup Sø – eller Lundehussø – København med vand. I årenes løb er udhulede træstammer fra det gamle ledningsnet fundet mange steder.
Engelstedsgade:
Carl Sophus Neergaard Engelsted (1823 – 1914) deltog som marinelæge i De Slesvigske Krige. Han var overlæge ved Almindeligt Hospital under koleraepidemien i 1853 og påpegede tidligt, at tuberkulose kan helbredes.
F.E. Ulriks Gade:
Fattiglægen Frederik Ferdinand Ulrik (1818 – 1917) var medstifter af Arbejdernes Byggeforening. Han var efter krigen 1864 blevet udvist fra Hertugdømmene og blev fattiglæge i København. Folk har ikke kunnet dy sig for at kalde gaden Fulderiksgade. (På vores hjemmeside har vi to artikler om denne populære læge, der blev stenet ud af Tønder)
Faksegade:
Efter stationsbyen.
Fanøgade:
Efter øen ved vestkysten.
Farimagsgade (Lille):
Den tidligere Farimagsvej fra Østerbro til Vesterbro gik i zigzag og forbandt Østerport, Nørreport og Vesterport. Den nuværende er anlagt på det tidligere fæstningsareal efter 1870. Navnet hænger måske sammen med at Christian den Fjerde skulle være kommet kørende på vejen, hvor han så mødte en bonde, der ikke ville vige for kongen. Kongen havde så beordret sine vogne til side, for at bonden kunne køre forbi. Så far da i mag, skulle kong Christian have sagt, idet bonden passerede. Men historien er dog lidt tvivlsom.
Fiskedamsgade:
Svenske lejetropper fik blandt andet også ødelagt fiskedammene uden for Vesterport. Derfor beordrede Frederik den Tredje 12 karpedamme anlagt på Østerbro tæt ved kysten. Kongens jæger Johan Dantzer fik 1679 fribolig i Kongens Fiskehus på hjørnet af Classensgade og Strandboulevarden. Han fik tilladelse til udskænkning af vin og øl. Han anlagde også skydebane og andre forlystelser, og stedet blev et meget søgt traktørsted.
Folke Bernadottes Allé:
Grev Folke Bernadotte (1895 – 1948) evakuerede efter forhandlinger med SS – føreren Himmler i 1945 med de hvide busser danske og norske KZ – fanger. Dræbt i Jerusalem af den jødiske Stern – organisation, da han fungerede som mægler i Palæstina – konflikten. (På vores hjemmeside har vi tre artikler om “De Hvide Busser”).
Frederik den Femtes Vej:
(1723 – 1766). Han var Danmark/Norges konge fra 1746. Han indførte pietismen til hoffet. Han var udskejende og fordrukken. Han grundlagde Frederiks Hospital i Bredgade i 1752, som i 1910 blev flyttet til Rigshospitalet.
Fritjof Nansens Plads:
Polarforskeren Fritjof Nansen (1861 – 1930) var den første, der krydsede Grønland på ski. Med skibet Fram udforskede han havstrømmene nord for Sibirien. Efter Første Verdenskrig udførte han et stort humanitært hjælpearbejde. Han medvirkede til hjemsendelse af 45.000 krigsfanger. Han skaffede fødevarer til sultne i Volgaområdet, hvor bolsjevikkernes forfølgelse af bønder havde skabt en hungerkatastrofe. I 1922 modtog han Nobels fredspris.
Fruebjergvej:
Fruebjerg er en af de højeste bakker i Grib Skov i Nordsjælland – 65 m. Ved foden ligger en kilde, som i den kristne tid fik navnet Vor Frue Kilde, og blev udstyret med et kapel af munkene på Ebeltoft Kloster. Stedet var helligt i forvejen, så Vor Frue har nok afløst Freja.
Fåborggade:
Den fynske købstads forstavelse betyder hun-ræv.
Gammel Kalkbrænderi Vej:
I 1731 blev kalkbrænderiet efter et par år ved Langebro flyttet ud omkring Nordhavns S – station – lige ud til kysten. Otte år senere opførtes yderligere et brænderi. Kalkbrænderihavnen blev anlagt samtidig med Frihavnen i 1895. I nutidens nr. 16 lå dengang familien Melchiors landsted, Rolighed. Her døde H.C. Andersen den 4. august 1875.
Gartnerivej:
Tidligere lå der et orkidégartneri på vejen.
Gefionsgade:
Gefion var en evig ugift frugtbarhedsgudinde, der havde avlet fire sønner med en styg jætte. Dem omskabte hun til okser, som trak ploven. Hun pløjede Sjælland ud af Sveriges land, derved opstød søen Vänern.
Gittervej:
Efter Frihavnsgitteret omkring Frihavnen.
Glænøgade:
Øen sydøst for Skælskør har måske navn efter sine klinter – det betyder klar og lys.
Gribskovvej:
Efter Danmarks største skov. Betydningen er jord som kan gribes. Skoven har været kongejord.
Gunhildsgade:
Kvindenavnet var meget populært i den tidligere Middelalder. Begge led betyder kamp. Svend Tveskægs mor hed Gunhild.
Gunnar Nu Hansens Plads:
Gunnar Nu Hansen (1905 – 1992) var i generationer indbegrebet af dansk sportsjournalistik. Tilnavnet røber hans begejstring.
Gustav Adolfs Gade:
Efter den svenske krigerkonge Gustav 2 Adolf (1594 – 1632) der i Trediveårskrigen tog over efter Christian den Fjerde.
Gyritegade:
Det nordiske kvindenavn betyder gudinde og skøn.
H.C. Lumbyes Gade:
Hans Christian Lumbye (1810 – 1874) var med på noderne ved Tivolis åbning i 1843 valgte at gå i Johann Strauss den Ældres fodspor. Hverken Champagnegaloppen eller musikken til balletten Napoli er gået af mode.
H.P. Ørums Gade:
Lægen Hans Peter Ørum (1847 – 1904) blev borgerrepræsentant i 1894 og tog initiativ til oprettelse af Lægevagten og Boserup Seminariet.
Hallinsgade:
Værkmester Niels Hallin (1832 – 1870) var medstifter af Arbejdernes Byggeforening og foreningens første formand. Han var anden-mester på Burmeister og Wain. Han havde arbejdet i England som jernstøber, hvor han noterede sig forskellen på spekulationsbyggeri og socialt byggeri.
Halskovsgade:
Efter halvøen nord for Korsør. Betyder en skovklædt skråning.
Hammershusgade:
Efter middelalderborgen på Bornholms nordspids. I lang tid Nordens stærkeste, men ingen fæstning er stærkere end penge. Det lykkedes for Corfitz Ulfeldt og Leonora Christine at flygte.
Hans Knudsens Plads:
Pastor emeritus Hans Knudsen (1813 – 1886) stiftede i 1872 Samfundet som antager sig vanføre og lemlæstede børn, der i 1930 erhvervede en grund ved pladsen. Knudsen havde en kort tid været præst i den danske koloni Trankebar i Indien.
Haraldsgade:
Kong Harald Blåtand (død 986) hævder på den store Jellingsten, at have gjort danerne kristne. Han flyttede i alle fald hovedstad – fra Jelling til Roskilde.
Hedemannsgade:
Hans Christopher Frederik Hedemann (1792 – 1859) var den yngste oberstløjtnant ved udbruddet af det Slesvig – holstenske oprør i 1848. Han blev alligevel øverstbefalende for den danske hær og udnævnt til generalmajor. Selvom de danske styrker stod sig ved både Bov, Slesvig og Als, var krigsministeren klogere og Hedemann blev fyret.
Heisesgade:
Peter Arnold Heise (1830 – 1879)har komponeret melodier til en mængde romancer, bl.a. Jylland mellem tvende Have. Det er også blevet til en mængde operaer, korværker, balletter m.m.
Helgesensgade:
Officeren Hans Helgesen (1793 – 1858) var født i Oslo. Efter krigen mod Sverige 1813 – 1814 nægtede han at aflægge ed til den svenske konge. Han fik tilladelse til at indtræde i den preussiske hær, og deltog ved slaget ved Waterloo, hvor Napoleons skæbne blev beseglet. Fransk gift og senere officer i Nationalgarden. Hustruen døde, så han rejste til Norge. Og derfra til Danmark, hvor Christen den Ottende gav ham en lille pension. Det Slesvig – holstenske oprør i 1848 betød fast arbejde. I 1849 blev han oberstløjtnant og får kommando over en brigade, hvormed han indtager Frederiksstad. Han forsvarede byen
tappert. Helgesen var en rigtig helt.
Helsingborggade:
Efter Helsingørs svenske genbo, Helsingborg.
Henrik Harpestrengs Vej:
Efter dansk middelalders mest berømte læge, ”kannikken” Henrik Harpestreng (død 1244). Han var kendt for sin beskrivelse af lægeurterne.
Herninggade:
Endnu i 1840 havde den midtjyske tekstil-by kun 21 indbyggere. Navnet er tydet som horn. Et fremspringende bakkeparti.
Hesseløgade:
Hesselø ligger i Kattegat, 27 km nord for Hundested.
Hildursgade:
Valkyrienavnet Hilde betyder kamp og Hildes leg er sagaens omskrivning for det samme. Den skønne Hildur blev bortført til Orkneyøerne, men faderen indhentede sin svigersøn. Det kom til en drabelig kamp mellem de to hære, som varede ved til solen gik ned. Næste morgen vækkede Hildur ved trolddom de faldne krigere til ny kamp, og det skal hun fortsætte med lige til Ragnarok.
Hjalmar Brantings Plads:
Hjalmar Branting (1860 – 1925) dannede Sveriges første socialdemokratiske regering. Han støttede de norske ønsker om selvstændighed, og talte imod at føre krig på spørgsmålet. Det norske Storting havde god grund til at tildele ham Nobels fredspris i 1921. Indtil Brantings død hed pladsen, Stockholms Plads.
Hjelmsgade:
Marsk Stig residerede ifølge folkevisen på Kattegatøen ud for Ebeltoft – betyder den hjelmformede bakke.
Hjortøgade:
Efter en lille ø mellem Tåsinge og Drejø.
Hjørringgade:
Efter Vendsyssels gamle købstad.
Hobrogade:
Efter købstaden ved Mariager Fjord. Ho er en gammel betegnelse for bugt.
Holbækgade:
Efter Tuse Herreds købstad – navnet betyder hule eller hul.
Holstebrogade:
Den nordvestjyske købstad har navn efter et hul. Her lå i årtusinder vadestedet over Storåen.
Holsteinsgade:
Frederik von Holstein (1771 – 1853) var chef for de frivillige kongelige Livjægerkorps. Under den engelske belejring i 1807 angreb de det engelske hovedkvarter på Hellerupgård. Angrebets tyngdepunkt lå i Holsteinsgade. Eftersom Holstein havde vist mere end almindelig vovemod på krigsskuepladsen blev han fundet egnet som chef for Det Kongelige Teater. Her blev han fra 1811 til 1840. I 1849 blev Johan Ludvig Heiberg chef, og sendte den gamle herre en fribillet – ståplads. Det fik Holstein til at sprutte, at han aldrig mere ville sætte sine fødder i teatret.
Hornemans Gade:
Johan Ole Emil Horneman(1809 – 1870) komponerede bl.a. musikken til Dengang, Jeg drog af sted og Højt fra træets grønne top.
Horsensgade:
Den østjyske købstads navn er afledt af hest især gammel hoppe.
Horserødvej:
Efter landsbyen vest for Helsingør – også afledt af hors, gammel hoppe.
Hovgaardsgade:
Polarforskeren Andreas Peter Hovgaard (1853 – 1910) deltog i svenskeren Nordenskjölds berømte Vega – ekspedition i 1882 – 1883. Med
Dijmphna drev han indefrosset over et år i Karahavet for at finde nogle store øer, som han formodede fandtes nord for Sibirien. Han fandt dem ikke, men det viste sig senere, at han havde ret. I sine sidste år var han kongens jagtkaptajn.
Høyensgade:
Niels Laurits Andreas Høyen (1798 – 1870) var den dominerende – og første – danske kunsthistoriker i 1800`tallet. For ham var det nationale alt afgørende, så han var skræddersyet til sin tid. Kunstforeningen i København skyldes ham. Han var imponerende aktiv, både som videnskabsmand og folkelig foredragsholder. Det var ham, der opfandt de danske middelalderkirker.
Indiavej:
Indiakajen anlagdes med henblik på Indiens – handelen.
Irmingersgade:
Johan Heinrich Georg Irminger (1798 – 1854) havde været adjudant hos Christian den Ottende og Frederik den Syvende. I 1849 fik han under de slesvigske krige kommandoen over en bataljon. I København tvivlede man på hans evner. Men efter udfaldet mod Fredericia, tog han kommandoen efter Ryes fald. I slaget ved Isted optrådte han på ny i den klassiske stil. Han forsvarede også de vestlige marskegne. Men Irminger var nedslidt. To år efter krigen tog han sin afsked. Året efter rejste han til Tyskland. Han døde på et sindssygehospital i Sachsenberg.
J.A. Schwartz Gade:
Kunstdrejer Johan Adam Schwartz (1820 – 1874) blev i 1868 indvalgt i bestyrelsen for Arbejdernes Byggeforening. En af de første gader foreningen opførte, fik hans navn. Han var engageret i forbedring af den faglige uddannelse og ville forene kunst og håndværk. Hans berømte elfenbensdrejeri lå i Sværtegade 3, hvor en mindeplade er opsat i porten. Lokalet er bevaret af Nationalmuseet.
J.E. Ohlsens Gade:
Jørgen Ernst Ohlsen (1814 – 1862) overtog gartneriet ved faderens død i 1845. Han var den første, der arrangerede blomsterudstillinger og avlede frø. Enken Albertine og sønnen lagde hovedvægten på frøerne og firmanavnet J.E. Ohlsens Enke blev berømt.
Jagtvej:
Den blev anlagt i 1750 fra Falkonergården til Store Vibenshus. Resten til Østerbrogade fulgte i 1768. Vejen var fra start forbeholdt hoffet. Dele af Jagtvejen var før den blev anlagt en sti til jagtselskaber. På Nørrebro havde kongen længe før anlagt en Jagtvej, som ikke har noget med denne at gøre. Af den gamle Jagtvej er kun Møllegade tilbage.
Jellingegade:
Gorm. Thyra og Harald Blåtand gjorde Jelling berømt. Højanlægget er Danmarks største gravanlæg. Jelling er måske afledt af gul.
Jens Juels Gade:
Maleren Jens Juel (1745 – 1802) er ophav til motiver på pengesedler. Han var hofmaler og vel den betydeligste portrætmaler i dansk kunst overhovedet. Født på Fyn.
Jens Kofods Gade:
Ved Roskildefreden i 1658 blev også Bornholm afstået til Sverige. Jens Pedersen Kofoed (1628 – 1691) var en voldsom natur. I 1654 fik han et manddrab på samvittigheden og blev skyndsomst soldat i den danske hær. Ved freden blev han hjemsendt som menig rytter. Han deltog i en konspiration mod de svenske besættelsesstyrker. Da den svenske kommandant, oberst Printzenskôld en dag uden følge red ind i Rønne for at opkræve skatter, tog de sammensvorne ham til fange. Da han ikke ville makke ret, skød Kofod ham med sin pistol. Ved at foregive, at Prinzensköld var i live, fik man enken og den lille garnison på Hammershus til at åbne portene og overgive sig. Efter krigen overgav bornholmerne sig til Frederik den Tredje. Kofod fik slået en streg over drabene, blev udnævnt til landkaptajn, fik gården Maglegård ved Svaneke uden afgift, og levede til sine dages ende.
Jens Munks Gade:
Christian den Fjerde sendte Jens Munk (1579 – 1628) ud for at finde en søvej til Amerika. Kun Munk og et besætningsmedlem overlevede. Torkild Hansen har i en meget spændende bog beskrevet dramaet.
Johan Svendsens Vej:
Johan Svendsen (1840 – 1911) var født i Norge. Han var førstekapelmester for Det Kongelige Kapel. Festpolonaise er hans mest kendte komposition.
Juliane Maries Vej:
Juliane Marie (1729 – 1796) var Frederik den Femtes anden dronning. Kongen tog initiativ til oprettelse af Frederiks Hospital i Bredgade. Nu flankerer Juliane Maries Vej og Frederik den Femtes Vej Rigshospitalet. Dronningen skulle i den grad hade Struensee, at rygterne gik på, at hun dagligt havde kikkerten rettet mod hans jordiske levninger på stejlen ved Amerikamøllen nedenfor Frederiksberg Bakke. Behjertede mennesker fik dem en nat fjernet. Anledningen til at knytte hendes navn til vejen, skulle være at Frederiks Hospital (nu Kunstindustrimuseum) blev flyttet til Rigshospitalet.
Kalkbrænderihavn:
Den ny kalkbrænderihavn afløste i 1895 en ældre lidt længere inde.
Kastellet:
Den officielle betegnelse er Citadellet, Frederikshavn til ihukommelse af Frederik den Tredje, der i 1663 beordrede en ny Fæstning opført til afløsning af Faderens. Her sad Struensee og ventede sin halshugning. Her sad Griffenfeld osv. Tyske tropper sprængte sig den 9. april 1940 gennem Norgesporten. Helt
frem til 1950’erne brugte Kastelbageren en surdej, maleren Købkes far havde lavet. (På vores hjemmeside har vi 7 – 8 artikler om Kastellet)
Kastelsvej:
Vejen hed egentlig Citadelvejen, og var kørervej fra Østerbro til Kastellet.
Kattegatvej:
Måske er det hollænderne, der har døbt farvandet. Vikingetidens betegnelse var Jyllandshavet eller Norgeshavet.
Keldsøvej:
Efter en nu udtørret sø vest for Havreholm i Nordsjælland. Tolket som Kedelsø.
Kertemindegade:
Efter den nordfynske købstad. Navnet er sammensat af fjordens gamle navn Kirt. Betyder indskæring og munding.
Kildevældsgade:
Landstedet Kildevæld og senere traktørsted lå på hjørnet af Østerbrogade og Borgervænget. Her lå faktisk en kilde.
Kildevænget:
Efter Vartov Kilde – også kaldt Sankt Hans Kilde.
Kirsteinsgade:
Finansmanden Carl Ludvig Kirstein (1793 – 1862) steg konstant i graderne indenfor statsadministrationen – student 1811, etatsråd 1832. Han blev medlem af direktionen for Det Kongelige Teater. Allerede i 1838 havde han fået nok og trak sig tilbage til landstedet Nøjsomhed.
Klosterrisvej:
Klosterris Hegn er en lille skov syd for Hornbæk i Nordsjælland.
Klostervænget:
Se under Gammel Kloster.
Klubiensvej:
Højesteretssagfører Anton Hieronymus Klubien (1834 – 1893) var Frihavnsselskabets første juridiske konsulent. På rejser i ungdommen blev han ven med
nordmanden Henrik Ibsen.
Koldinggade:
Efter den østjyske købstad. Bynavnet er afledt efter fjorden eller øen den kolde.
Kong Oscars Gade:
Oscar den Anden var Sveriges konge 1872 – 1907 – og Norges til 1905. En irsk doktor Wilde hjalp han over en ”stæroperation”. Og betalingen? Det var nok for Wilde, bare sønnen måtte hedde Oscar.
Korsørgade:
Korsør har altid været det vigtigste overfartssted til Fyn. Navnet kan betyde et kors, et gammelt sømærke.
Krausesvej:
Harthugger – stenhugger – J.W. Krause (1803 – 1889) var medejer og senere eneejer af Kalkbrænderiet.
Kristianiagade:
Oslos gamle navn var i brug fra 1624 til 1925 – efter byggekongen Christian den Fjerde.
Kroghsgade:
Gerhard Christoph von Krogh (1785 – 1860) var kommanderende general under slaget ved Isted den 25. juli 1850. Slaget var en af de største udkæmpet på åben mark i Norden. 41.000 danske overfor 27.000 Slesvig – Holstenske. Krogh blev fændrik som 5-årig, sekondløjtnant som-10 årig, generalmajor som 62-årig. Kavaler hos Frederik den Sjettes dronning Marie Sophie Frederikke i 28 år.
Kuhlausgade:
Komponisten Daniel Friedrich Kuhlau (1786 – 1832) var født i fyrstedømmet Hannover. Det er ham, der komponerede musikken til Elverhøj.
Langelinie (Langelinie Allé)
(Langeliniekaj) Siden promenaden foran Kastellet blev åbnet i 1848 blev åbnet for offentlig adgang, har den været udflugtsmål. I endnu højere grad, da Den Lille Havfrue kom på plads i 1913. Langeliniekajen er anlagt i 1895 for at adskille Frihavnen fra Københavns Havn.
Langøgade:
Hvor stammer dette navn fra? Mindst otte danske øer hedder Langø.
Lautrupsgade:
Skibsbygger C.N. Lautrup (1835 – 1913) havde værft, først på Østerbro – siden i Hellerup.
Lersø Parkallé:
Lersøen eller Rørsøen havde forbindelse til Sundet gennem Rosbækken, indtil Lygteåen blev gravet for at skaffe drikkevand til København. Lygteåen gemmer sig stadig under Lygten. I 1800’tallets slutning var søen tørret ud, og afløst af et morads, hvor kurvemagere i omegnen hentede råmaterialer, og hvor Lersø-bøllerne holdt til. Bøllen er en nydelig blomst, men måtte ligge navn til de mere – især mere – eller mindre ”besofne” eksistenser, der huserede i mosen. (Vi har her på siden 5 – 6 artikler om disse Lersø – bøller)
Levantkaj:
Det Nære Østen hedder også ”Levanten” og har lagt navn til Frihavnens nordkaj.
Lindenovsgade:
Efter admiral Godske Lindenov (død 1612) som Christian den Fjerde sendte over Atlanten. Han vendte hjem til København, og blev åbenhjertigt fejret. Som uigendriveligt bevis på Grønlands fortsatte eksistens havde den barske ”hugaf” bare kidnappede to grønlændere.
Lipkesgade:
Portrætmaler Alexis Christian Lipke (1819 – 1895) meldte sig blandt de første liebhavere til grunde i Classens Have. Var tegnelærer ved københavnske skoler, men drev de sidste år land – og havebrug her på Østerbro. Hans ”Wilhelmine” var gartnerdatter.
Livjægergade:
Livjægerne og Herregårdsskytterne gjorde udfald mod de engelske belejringsstyrker den 31. august 1807 fra Classens Have.
Lundehusvej:
Lundehus var et vagthus ved Lyngbyvejen, hvor der skulle betales vejpenge. Når man alligevel havde pungen fremme, kunne man lige så godt skylle støvet fra halsen. Derfor voksede stedet til en stor gæstgivergård. Den blev nedlagt i 1929.
Lundingsgade:
General Niels Christian Lunding (1795 – 1871) sad som kommandant i fæstningen Fredericia både under krigen 1848 – 1850 og i 1864. Da han overtog kommandoen i december 1863, tilrådede han at opgive fæstningen. Det ville man ikke i København, så han gik energisk i gang med at forstærke den. Han forsvarede den også med stor dygtighed. Da ordren så kom om at rømme, nedlagde Lunding kommandoen.
Lundsgade:
Efter Lund i Skåne – Danmarks ærke-bispe-by i den katolske tid.
Lüdersvej:
Ferdinand Vilhelm Lüders (1827 – 1895) blev i 1872 havnekaptajn, dvs. øverste chef for Københavns Havnevæsen.
Lyngbyvej:
Er et afsnit af den gamle kongevej til Hillerød (Frederiksborg) og Hørsholm (Hirschholm). Fra slutningen af 1700 – tallet fik den almindelige trafik lov at færdes på vejen mod at betale bompenge.
Løfasvej:
Rederiet Løfa blev dannet i 1901, og havde adresse her.
Løgstørgade:
Efter købstaden ved Limfjorden. Navnet er nok dannet af løgh, gammeldansk for vaskevand og ør betyder stenet strandbred.
Malmøgade:
Skånes største og Sveriges tredje-største by.
Manøgade:
Vadehavsøens navn er udledt af mand. Måske er det fordi, at øen er brugt som begravelsesplads.
Marmorkaj (Marmorvej)
Henføres til Den Ankerske Marmorforretning.
Marskensgade:
Marsken var i Middelalderen hærens leder og efter rigshofmesteren og kansleren den mægtigste i riget. Titlen var lånt fra Frankrig, marechal. Det betød oprindelig (heste)staldmester.
Marstaldsgade:
Efter handelspladsen på Ærø. Betydningen er hestestalden.
Marthagade:
Efter Martha – Maria Magdalenas og Lazarus` søster – hende der ærlig spurgte om ikke også Maria kunne give en hånd med. Det aramaiske kvindenavn
betyder fruen eller herskerinden. Lazarus var formentlig adelig.
Masnedøgade:
Efter øen mellem Falster og Sjælland.
Melchiors Plads:
Grosserer Moritz Gerson Melchior (1816 – 1884) ejede landstedet Rolighed. – opført 1790 – 1791. Dengang gik den lige ud til Øresund. Her kom H.C. Andersen og her døde han 4. august 1875. Melchior var den første jøde, der var medlem af grosserersocietetet, og han var formand 1873 – 1884. Han var medstifter af Privatbanken.
Mellem-kaj:
Efter Mellem-bassinet i Frihavnen.
Middelfartgade:
Efter den fynske købstad – det mellemste overfartssted.
Møllegårdsvej:
Møllegården brændte i 1903.
Mårumvej:
Efter den nordsjællandske landsby – betydningen er i skoven. Navnet passer stadig. Landsbyen ligger i et hak i Grib Skov.
Niels W. Gades Gade:
Komponisten og dirigenten Niels Wilhelm Gade (1817 – 1890) komponerede otte symfonier og blandt andet musikken til Bournonville – balletterne Napoli og Et Folkesagn.
Nordhavnen (Nordhavnsvej):
Nordhavnen betegner området mellem Langeliniekajens yderspids og søfortet Trekroner.
Nordkaj:
Havneanlægget begyndte i årene 1885 – 1894.
Nordsøvej:
Tyskerne kalder naturligt nok Vesterhavet for Nordsee.
Nyborggade:
Den fynske færge-by lå i Middelalderen så praktisk midt i det hele, at man holdt Danehof her.
Nygårdsvej:
Opkaldt efter ejendommen Nygård.
Nøjsomhedsvej:
Landstedet Nøjsomhed lå ved Østerbrogade 118.
Nørre
Allé (ulige nr.): Alléens linde blev plantet i 1744 – den blev også kaldt Kongevejen til Helsingør.
Oliemøllegade:
Efter Danske Oliemøller og Sæbefabrikker A/S. Nu ligger der et forretningscenter på grunden.
Oluf Palmes Gade:
Efter den svenske statsminister Olof Palme (1927 – 1986), der blev myrdet.
Olufsvej:
Udstykkeren, Oluf Bang Winge (1785 – 1867) var kul – og vinhandler. Det var dengang, da børnene på vejen kaldte sig olerødderne.
Omøgade:
Storebæltsøens navn er tydet som højere (end Agersø).
Oslo Plads:
Indtil 1962 blev pladsen regnet for en del af Østerbrogade. Det gamle navn Oslo er sammensat af Oss (en as, nordisk Gud) og lo (lysning).
Otto Mallings Gade:
Komponisten Otto Valdemar Malling (1848 – 1915) komponerede bl.a. balletten Askepot.
Ourøgade:
Øens navn betyder øen ved bredden.
Ove Rodes Plads:
Politikeren Ove Rode (1867 – 1933) var medstifter af Det Radikale Venstre og redaktør på dagbladet Politiken. Indenrigsminister 1913 – 1920.
Per Henrik Lings Allé:
Den svenske digter Per Henrik Ling (1776 – 1839) er udnævnt til den svenske gymnastiks far. Alléen ligger ved Idrætsparken.
Petersborgvej:
Tsar Peter den Store kom i 1716 til København for at starte en krig mod Sverige. I september ankom 19.000 russere fra Warnemünde. Da Tsaren begyndte at undersøge voldenes højde og tykkelse, fæstningsgravenes bredde, de danske geværer, kanonernes kaliber osv., troede københavnerne inklusive Frederik den Fjerde, at han måske ville angribe hovedstaden. Artilleristerne ved Øster – og Nørreport – byportene nærmest den russiske lejr på Fælleden var i højeste alarmberedskab. Det russiske besøg blev opgjort til 5.699 rigsdaler og 14 skilling. Efter besøget blev villaen ude på landet opkaldt efter den by zar Pjotr havde bygget sig. Russiske officerer havde haft kvarter her, mens soldaterne boede i telte. Den gamle landvillas navn overgik senere til beboelsesejendommen
Petersborg.
Poul Henningsens Plads:
Arkitekt, vise – og forfatter, dragebygger, lys-menneske og såkaldt samfundskritiker, Poul Henningsen (1894 – 1967).
Ragnagade:
Det nordiske kvindenavn er sammensat af ord for guderne, de styrende og strid.
Ramløsevej:
Efter den nordsjællandske lokalitet ved Arre Sø. Det betyder skråning eller græsgang ved en sump.
Randersgade:
Efter den østjyske købstad. Det betyder sandsynligvis bakkekam og stendynge.
Redhavn, Nordre:
Red er betegnelsen for en ankerplads ud for en by eller havn.
Reersøgade:
Efter en lokalitet syd for Kalundborg. Afledt af ordet Reidar.
Ribevej:
Ansgar grundlagde efter sigende Danmarks første kirke i Ribe. Navnet betyder nok flodbred.
Ringkøbinggade:
Den vestjyske købstad er opkaldt efter det nærliggende Rindum – bebyggelsen ved renden.
Ringstedgade:
Købstaden Ringsted er Sjællands gamle tingsted. Mange af de ældste kongelige ligger begravet i Sankt Bendts Kirke – et tidligere Benskinner kloster – bl.a. Valdemar 1. og 2. plus Knud Lavards skrin. Omkring 1400 opregnede man 20 kongegrave. Bynavnet kan hentyde til tingstedets tre sten eller mandsnavnet Ring.
Romsøgade:
Efter øen i Storebælt
Rosbæksvej:
Rosbækken afvandede Lersøen. I Middelalderen drev den Rosbæks Mølle ved Gammel Vartov. De tre mølledamme blev anvendt til dambrug. Ros betyder (strids)hest.
Rosendalsgade:
Den hovedrige schweizer – statens salpeterleverandør med mange jern i ilden både i Danmark – Norge og resten af verden Reinhard Iselin (1715 – 1781) blev optaget i friherrestanden i 1776. Den initiativrige mand havde i 1761 anskaffet sig et landsted på hjørnet af Østerbrogade og Slagelses-vej. Året efter fik det navnet Rosendal.
Rosenvængets Allé:
Se også ovenstående. I 1857 blev ejendommen udstykket til et fornemt villakvarter, hvor bl.a. fru Heiberg, malerne Vilhelm Marstrand og P.C. Skovgaard flyttede ind. Kvarteret var fashionabelt. Her boede også politikere, vekselerere og fabrikanten, William Wain (B&W). (Du kan finde en artikel om dette sted på vores hjemmeside).
Rothesgade:
Juristen, dr. Phil. Carl Ludvig Kirstein Rothe (1859 – 1923) var en tid redaktør af Berlingske Tidende. Spændte vidt. Kursusleder på Søofficer- og Officersskolen, formand for bestyrelsen af Dansk – Vestindisk lotteri. Sidste ejer af landstedet Nøjsomhed, hvorpå vejen er anlagt.
Rovsingsgade:
Lægen Niels Thorkild Rovsing (1862 – 1927) var en af sin tids ypperste kiruger. Professor ved Frederiks Hospital.
Rubikonvej:
Da Cæsar overskred floden, Rubicon, erklærede han den populære overlevering
Rudolph Berghs Gade:
Ludvig Sophus Rudolph Bergh (1824 – 1909) var zoolog og læge med speciale i hud – og kønssygdomme. Hans fordomsfri syn på prostituerede patienter vakte opmærksomhed i samtiden.
Ryesgade:
Generalmajor Olaf Rye (1791 – 1849) førte i ni uger klogt sin 5. brigade langsomt op gennem Jylland og ud på Helgenæs. Her blev man udskibet og overført til fæstningen Fredericia.. Den 6. juli gik de danske styrker på de Slesvig – Holstenske stillinger. Efter timers nærkamp var sejren dansk. Blandt de 500 døde danske, var Rye. Ingen så hvordan eller hvornår. Siden har man sagt om faldne, at de er gået til Ryes brigade. Han er begravet på Garnisons Kirkegård.
Rymarksvej:
I 1766 oprettede Torkel Baden, Rygård. Gården blev udstykket i 1902 af C.L. Ibsen. Hovedbygningen var indrettet til kloster af den katolske Sankt Mikaels Stiftelse, som driver Den Franske Skole. Gårdnavnet er indledt af et ord for rydning.
Ryparken:
Under navnet, Seksualparken udødeliggjorde Hans Scherfig bebyggelsen i romanen Idealister. Det gamle navn var Ole Nielsens vej – efter samme Nielsen (1834 – 1900), der var medejer af Møllegården ved Lyngby – Emdrupvej.
Ryvangs Allé:
I 1622 anlagde Christian den Fjerde et område mellem Sankt Jørgens Sø og Kalveboderne til Ladegården. Som erstatning fik København nu Ryvangen på 196 tdr. Land, der til da havde været en del af Gentoftes jorder. Ved vejen til vangen, som var delt i tre – Strandagrene, Vestagrene og Engeskifterne – blev Vangehuset bygget til opsynsmanden. Ryvangen er også blevet kaldet Bryggervangen – fra det gamle marknavn. I Ryvangen ligger mindelunden for henrettede frihedskæmpere.
Rønnegade:
Navnet på Bornholms hovedstad er sikkert udledt af rådden (tang?).
Samsøgade:
Efter Kattegatøen.
Sankt Jakobs Gade:
Ligger over for Sank Jacobs kirke.
Sankt Kjelds Gade (Sankt Kjelds Plads):
Sankt Kjeld (død 1150) er en af de få danske helgener. Han var biskop i Viborg, og gavmildheden i egen person.
Scherfigsvej:
Bagermester Christian Adolf Scherfig (1800 – 1880) var grundejer i Hellerup. Han ankom fra Pommern i 1817 som bagersvend, blev seks gange fagets oldermand, var borgerrepræsentant og politiker.
Sejrøgade:
Efter øen i Kattegat.
Silkeborg Plads (Silkeborggade):
I 1844 anlagde Michael Drewsen – kendt fra Strandmøllen – en papirfabrik i Silkeborg og dermed fik byen det, som gjorde den til købstad i 1900. Bynavnet er forbundet med silke og silende vand.
Sionsgade:
Efter slotskirken fra 1896. Zions bjerg er en af de høje, Jerusalem er bygget på.
Skanderborggade:
Skanderborg har navn efter slottet, som blev nedrevet efter 1767. Frederik den Anden holdt lige så meget af Skanderborg som af Frederiksborg Slot. Navnet er efter en middelalderlig landsby, Skanderup – Skandis landsby. Skandi er formodentlig et mandsnavn.
Skarøgade:
Skarø ligger ved Tåsinge – betydningen er skår.
Skovgårdsgade:
Maleren Peter Christian Thomsen Skovgaard (1817 – 1875) boede godt nok på Østerbro, men i Rosenvænget.
Skudehavnen (Skudehavnsvej):
Skudehavnen lå færdig i 1921.
Smedelinien:
Spadserestien fra Churchillparken til Bernadottes Allé. I 1853 blev der bygget et hus til 15. Bataljons bøssesmed ved Lollands Kontre-garde. I de gode gamle dage stod der en vagt ved hver af Kastellets porte og Smedelinien afpatruljeredes
Sortedam Dossering:
Dossering betegner en vold eller en vej på en vold. – afledt af dos, et fransk ord for ryg. Der har været nogen forvirring om hvilken af søerne navnet har været
knyttet til, men ikke om betydningen. Allerede i Middelalderen har en dæmning stemmet Ladegårdsåens vand op, dels for at skaffe byens drikkevand,
dels for at skaffe vand til voldgraven og møllerne. Siden 12. november 1687 har det været strengt forbudt at vaske vogne og klæder i søen, såvel som at kaste ådsler i den. I gamle dage kom de små københavnere ikke med storken – de små (peblinge) blev fisket op af søen.
Sorøgade:
Sorøs navn er måske udledt af et oldnordisk ord, for smuds eller dynd.
Spangbergsgade:
Morten Petrovitj Spangberg (1698 – 1761) var født i Strandby ved nutidens Esbjerg. I 1720 trådte han i russisk tjeneste. Deltog i Vitus Berings ekspedition til Ishavet, og grundlagde både byen, Okhotsk og den russiske Stillehavsflåde. Han satte sig ud over forholdsordren om at forblive i Sibirien efter Berings død og rejste til St. Petersborg. Dommen var selvfølgelig en dødsdom. Men det man ikke kan få tilladelse til, kan man undertiden få tilgivelse for. Tsaren lod ham slippe med en mindre degradering. Spangsberg er blevet karakteriseret som tyrannisk og ”havesyg”.
Stadens Vænge:
Rede penge undgik man gerne, så byens embedsmænd fik aflønning i form af jord, som de selv eller andre kunne dyrke.
Stavangergade:
Efter den sydnorske havneby som er landsted for norsk olieproduktion.
Steen Billes Gade:
Steen Andersen Bille (1751 – 1833) var søn af en kontreadmiral, og blev selv admiral. I 1787 – 1800 chef for en dansk styrke. I 1797 overvandt han en flåde ud for Tripolis. To år efter fik en algerisk flåde det glatte lag. København var trætte af nordafrikanske pirater og/eller kapere. Under slaget på Rheden var Bille chef for forsvaret af Københavns søside, og meget imod Peymanns kapitulation til Nelson. Bagefter var han en energisk leder af kanonbådskrigen – måske havde han lært af piraterne i Middelhavet.
Stjernestok:
En stjerne markerede at bygningen rummede marketenderi.
Stockholmsgade:
Gaden ligger på den nedlagte fæstnings for-terræn. Navnet skyldes en plads med have og beværtning lige som de Frederiksbergske familie-haver. I 1682 angives Stockholm at ligge ved Gammeltoftsgade nær nutidens Sølvtorv. Forklaringen kan have sammenhæng med belejringen, men også at stedet med københavnernes øjne ligesom ”Stockholm lå pokker i vold”. Blandt lækkerierne fandtes friskmalet gedemælk.
Strandboulevarden:
Gaden blev anlagt i 1896 samtidig med Frihavnen. Først året efter fik den sit navn.
Strandpromenaden:
Overskudsjorden fra gravearbejderne i forbindelse med anlægget af Boulevardbanen medgik til Strandpromenaden. Servitutter sikrede grundejerne sundudsigt frem til 1999.
Strandvejen (59 – 95, 2 – 32E):
Siden den utålmodige Christian den Anden den 10. august 1515 hentede sin brud, Habsburgeren Elisabeth, selveste Karl den Femtes søster, på Hvidøre, gik det slemt tilbage for Strandvejen. Dengang var det Adelsvejen til Helsingør. Med tiltagende vejtrafik var det uheldigt at den hele tiden sandede til eller blev oversvømmet. Nedladende blev den kaldt Sandvejen. De, der havde råd, brugte Kongevejen over Fortunen – selv gæster til Dyrehaven. Men i begyndelsen af 1800 – tallet fik behjertede privatfolk sat skik på vejen, som så blev kildegæsterness foretrukne rute. 1865 åbnede Københavns anden sporvognslinje
– Sankt Annæ Plads – Lille Vibenshus. Det følgende år blev den forlænget til Hellerup. Fra 1883 kom der dampsporvogn mellem Trianglen og Bellevue, men den fik hestene til at stejle og løbe løbsk. Strandvejen blev dengang kaldt En terrorismens alfavej. I 1892 kom der en elektrisk sporvogn. (På vores hjemmeside kan du også læse en artikel om Strandvejens Historie)
Strømsvej:
Højesteretssagfører Rasmus Nyerup Strøm (1842 – 1918)var medlem af Frihavnsaktieselskabets bestyrelse, folketingsmand, nationalbankdirektør og borgerrepræsentant.
Stubkaj:
Efter et tidligere havneforløb.
Studsgaardsgade:
Lægen Carl Ludvig Studsgaard (1830 – 1899)havde ry som sin tids bedste kirurg. Under krigen 1864 gjorde han sig bemærket ved flere lazaretter. I 1875 blev han overkirurg ved Kommunehospitalet.
Sundkrogsgade (Sundkrogen):
Bugten ved Kalkbrænderihavnen forsvandt, da havnen blev anlagt i 1965.
Svanemøllevej:
Svanemøllen var en såkaldt hollandsk mølle syd for Tuborg. Vingerne brændte i 1892, men møllebygningen overlevede. Den blev drevet videre som restaurant Fokina indtil 1944, hvor sabotører sprængte den i luften, fordi den blev frekventeret af tyske soldater. Svanemøllen markerede Strandvejens begyndelse.
Svanevænget:
Før udstykningen tilhørte arealet Svanemøllen.
Sølundsvej:
Efter ejendommen, Sølund.
Søpassagen:
Fører til Sortedams Sø.
Saabyesvej:
Billedhuggeren August Vilhelm Saabye (1823 – 1916) var kolossalt stærk. En gang gik han fra København til Frederiksborg Slot med et udkast, som han ville vise kongen – Frederik den Syvende. Samme dag gik han vejen tilbage. Kongen købte ikke. H.C. Andersen – monumentet i Kongens Have og J.P.E. Hartmann på Sankt Annæ Plads er af Saabye. Deltog som frivillig i krigen i 1848. En søn og en sønnesøn blev admiraler.
Teglstrupvej:
Efter en forsvunden middelalderlig gård i Nordsjælland. Navnet eksisterer i Teglstrup Hegn – navnet er forbundet med thegn. Dette betyder, en fri mand. I dette tilfælde: den fri mands gård.
Teglværksgade:
George Owen anlagde i 1856 teglværket Aldersro. To år efter begyndte ølbryggeriet af samme navn. Aldersrogade er opkaldt efter dette.
Thomas Laubs Gade:
Komponisten Thomas Linnemann Laub(1852 – 1927) er en af de store komponister af danske sange. Fra 1891 var han organist ved Holmens Kirke. Det var
Laub, der stemte rådhusklokkernes tonesammensætning efter en stump skånsk middelaldermode.
Trepkasgade:
Johan Christian Mathias Trepka (1809 – 1850) var i maj 1850 forfremmet til oberst. Under slaget ved Isted 25. juli, blev han ramt i brystet.
Trianglen:
Pladsen er trekantet og var allerede i 1700’tallet holdeplads for kapervogne, der tog søndagsgæster til Dyrehaven, eller hvor de nu skulle hen.
Tronhjems Plads (Trondhjemsgade):
Den norske domkirkeby hed tidligere Nidaros.
Trælastkaj:
Hentydning til firmaet Nordisk Træimport.
Tåsingegade:
Øen Tåsinge er nok navngivet efter Thos, farvandet mellem Fyn og Tåsinge.
Ulvesundvej:
Efter sundet, der skille Møn og Sjælland
UNICEF
– plads: United Nations Children’s Fund – FN’s organisation for børn og unge oprettet i 1946 har lagerfaciliteter i frihavnen
Universitetsparken:
Universitetsparken er anlagt på den gamle Nørre Fælled. Tandlægehøjskolen var den første institution som rykkede ud.
Upsalagade:
Efter domkirkebyen Uppsala, hvor Sveriges ældste universitet blev grundlagt i 1477.
Urbansgade:
Pave Urban den Tredje stadfæstede 21. oktober 1186 Absalons overtagelse af byen Havn til Roskilde Bispestol. Dokumentet er det ældst kendte med relation til København. Urban døde det følgende år.
Vangehusvej:
Markvogterhuset Vangehuset blev nedbrudt i 1950’erne. Det lå på Strandvejen 87.
Vardegade:
Efter den vestjyske købstad.
Ved Vænget:
Hentyder til Rosenvænget.
Vejrøgade:
Flere øer bærer navnet, der er forbundet med både vejr og vædder.
Vennemindevej:
Københavns Bryggerlav ejede et mindre hus på Bryggervangen med navnet Venneminde. Det blev før englandskrigene ombygget til en decideret lystejendom Wenners Minde. Den lå på østhjørnet ved Jagtvejen. Men gadens navn er hentet fra en yngre ejendom – Lille Venneminde, nede ved Otto Mallings Gade.
Venøgade:
Limfjordøens navn er uklart.
Vermundsgade:
Ifølge Saxo var Kong Vermund far til ”Uffe hin Spage”.
Vibekegade:
Vibeke er en plattysk kæleform af det nordiske Viborg – kamp eller helligdom, vi eller værn.
Vibenshus Runddel:
Store Vibenshus var fra 1629 bolig for opsynsmanden ved Kongevejen. Her var også kro, vejene var støvede dengang. Navnet minder om Hans Andersen Vive, der blev myrdet i 1649. Om det var hans nidkær med opkrævningen af bompenge, der kostede ham livet, vides ikke. Vej patruljerne blev afskaffet ved kongelig resolution 29. september 1767. To år senere var chausséen fra Vibenshus til Lyngby åben for trafik – mod betaling. En borgmester Hersleb lod i 1700’tallet en trædesten for ryttere anbringe ved Vibenshus. Krydset var trafikknudepunkt også efter at Jagtvejen
mellem Falkonergården og Runddelen var åbnet i 1750. Det gamle hus nedbrændte i 1925. Ti år før var det slut med opkrævning af bompenge.
Viborggade:
Efter den jyske købstad, hvor kongevalg i århundrede fandt sted. Betydningen er afledt af vi, der betyder helligdom.
Victor Bendix Gade:
Victor Emanuel Bendix (1851 – 1926) var komponist og professor ved Konservatoriet, hvor han blev Wagner – fan. Som dirigent fremførte han Wagners storværker længe før de kom op på Det Kongelige Teater.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 01.01.2022