Artikler
September 14, 2008
Hør om manden, der var gift med en ”ligkone”. Nødtørft blev forrettet på gaden. En lugte- og studietur blev foretaget. Brandværnet havde aftrædelsesparade på Rådhuset. Og i Skyttelavet havde Hans glemt “å knap æ baus” Læs også om ligvognen, kloakrensning
og gadefejning, Kyrbis, spejdere og meget mere – samt Aabenraa´ s originaler.
Byens hovedgade opstod omkring år 1200 som en kirkesti på by-bakken. Fra det gamle bycentrum: Søndertorv, Søndergade og Storetorv førte en port og en bro over voldgraven ved præsternes Kalanthus, nu Rådhuset. Kirkestien blev efterhånden bebygget.
I tidens løb kom der en forlængelse nord for kirken. Her nedsatte skarns – og rans-folk sig ved den nu rørlagte Tyvkærsbæk. De trampede en sti op til kirken. På den måde opstod Ramsherred. Så allerede dengang var der gågade i Aabenraa.
Nødtørft blev forrettet på gaden
Husene klemte sig ind, hvor der nu var plads. Man tog ikke hensyn til bakkens stejlhed. Gaden var ikke brolagt. Men da det gik stejlt op ad den lerede by-bakke, var man nødt til at belægge med en såkaldt stenvase. Der var ingen kloakering, så byens renovation røg ud på gaden, hvor svin og høns gik og rodede. Samme vej gik natpotterne. En del borgere havde ikke eget ”das”, men forrettede deres nødtørft på gaden. Og sådan så det ud i mange år.
Gaden var byens liv
Aabenraa var lille og fattig. Gaden var byens liv. Her foregik alt, hvad der interesserede borgerne – den daglige færd, slagsmål og skænderier, handel og omsætning, studeprang og grisesalg. Har var markeder, begravelser, fester og optog.
Her drog fremmede krigsfolk hærgende gennem byen. Transportmidlerne udviklede sig ikke meget. Det var de tunge transportvogne med okse – og hesteforspand og de lettere vogne, der prægede gadebilledet.
Lugte – og studietur i det sydlige
Byens vandforsyning blev ordnet med by-brønde. Dette var et yndet samlings – og sladdersted. Vandet fik man leveret fra det vandrige Galgebjerg. senere fik man kloaknet og lagt gasledninger ned og den emsige Werck med det drabelige Kejser Wilhelm skæg havde travlt med sin stige for at tænde lamperne. Senere
blev der oprettet lokale elværker og elforsyning indtil den blev kommunal underkabelmester Stückers overopsyn.
Et nyt billede i gaderne blev vognene fra Abfuhr – natrenovationen, som byens vise fædre efter en lugte – og studietur i det sydlige fik moderniseret med skruelågsspande, nu kunne der så også køres om dagen.
Transport i Aabenraa 1932
Men lad os kigge lidt på, hvordan det så ud i 1932:
Gadens stille liv blev afbrudt af en vældig larm, når æ rufoemaand – Brødrene Andersens tunge vogne asede op ad Ramsherred med jernbanefragtgods. Lange gnister sprang fra hestenes hove, når de ramte en lidt for høj brosten. På bukken sad begge brødre iført groft-stribede trøjer, læderforklæde og kasket. Den ene havde tømmerne, den anden sad med hånden forsvarligt på bremsen for at bremseklodserne på hjulene kunne slå i, hvis vognen kom i skred på de glatte brosten.
Lettere vogne som tømmervogne fra Voetmann, der kørtes af Bentzen og Honnens havde ingen bremseklodser med en slags slædesko i en kæde, som blev sat på hjulet, når vognene skulle ned ad byens stejle gader. Det blokerede og bremsede under en vældig larm, ild og gnister.
Senere fik man mindre fragtvogne som ” Julles eller Peter mæ æ hest” Mange af byens firmaer havde store hesteforspand som kornfirmaerne Hans Ries og I.A. Schmidt ”helmusser”. Sidstnævnte brugte Oldenborgere, som om søndagen blev forspændt med en karet, “en feitong” eller en kane til familieudflugter eller badeture til Skarrev.
Masser af trafik
Flyttevognene fyldte også vældigt op i de smalle gader, og her dominerede vognmændene Brink og Thomsen. I fast trafik var også kulfirmaernes støvede vogne
med koks og briketter. Her husker man måske vognmand Laumann, der både solgte koks fra Gasværket og solgte sodavand. Han sad normalt på en sæk bagerst på ladet og lod benene dingle langs siden, mens solen skinnede på hans blankslidte let duknakkede læderklædte ryg. Det var klokkeklemt og gemytlig
hygge, når byens madammer, som høns, der skulle fodres, kom trippende med deres spande og kander for at købe i mælk i løsvægt hos de hvide enspændere. Det var brødkuske, den sjove vogn fra DDPA, som kørte petroleum til butikkerne, ølvogne, sodavandsvogne osv.
Tunge lastbiler forbudt på hovedvejen
I løbet af 1930’erne blev hovedgaden fredet for den tunge gennemkørende trafik, der i flere hundrede år var gået op gennem byen.
Som beskæftigelsesarbejde blev den ny Kystvej og Havnegade (H.P. Hanssensgade) bygget. Dermed blev den gamle hovedvej aflastet. Hovedgaden blev også fri for den tunge havnetrafik. Da bilerne blev større, forbød man endda de tunge lastbiler, at køre rundt i gaderne, og man indførte ensrettet færdsel.
Men der var stadig masser af liv på den gamle hovedgade. Her kom vognen med latrinspandene langsomt trillende, mens “Dæhnert” og hans medhjælpere med spandene i åg over nakken, slæbte dem ind og ud af husene, andagtsfuldt, begloet af ungerne. Det spændene var, om man var så heldig, at nogle af spandene skvulpede over.
Kloakrensning
Kommunens folk kørte rundt med vogne med lange stænger med firkantede stænger med firkantede skovle i enden til rensning af kloakkerne. Og det lugtede.
“Luxusvogne” og Varecykler
Lidt efter lidt forsvandt hestevognene for at blive afløst af små ½ tons lastvogne. Købmand Jes Zetterquist på Søndertorv havde en sådan, så han kun afhente hønseblandinger hos Union. Vognen kunne om søndagen omdannes til “æ Luxusvogn”, idet han med et hejseværk i laden kunne hejse ladet op og “Luxusvognen”med sæder og kaleche ned.
Vognen kunne laste nøjagtig 500 kg og der blev vogtet nidkært over, at det ved indkøbene ikke blev overlæs.
Efterhånden dukkede varecyklerne op, den lange Long John og den korte med lille hjul og varelad foran, men mærkelig nok slog varemotorcyklen ikke an.
Gadefejning
Onsdag og lørdag skulle gaden fejes, og der blev højlydt strid og mundhuggeri om gadens midterlinje og sidelinjerne. “Dem aa æ Mærken” havde den største tørn, fordi gaden var bredere. En særlig taktik blev udbredt., når man med kostens kant kunne vippe møget, der sad i sprækkerne mellem brostenene, op.
Der var hån og spot fra naboerne, når heste efterlod sig friske pærer på de netop ren-fejede brosten.
Liv og glade dage på gaden
“Fiskerøche” Olsen fra Møllegade solgte fisk i gaden og senere var det Peter ”Licheglaj” Thomsen, der ind imellem foreviste verdens største ål på markeder. Senere stod “Hannstein” der med kasketten og råbte: “Røchet silll”
Byens første pølsevogn blev etableret af bager Eskild Madsen. Han fik lov at opslå sin stade ved Rådhusets sydligste flagstang. Efterhånden blev den udvidet med foldevægge og plader, så den helt tog pippet fra Frelsens Hærs Hold gryden i kog, der lænede sig op af den anden flagstang. Og Dansk Arbejde’ s – af “uldfabrikant Japsens” opsatte – lyssøjle “Køb Danske Julevarer”.
Også to ismænd fik man – foruden en rigtig is-butik i gaden. Brdr. Reuss stod med deres åbne vogne ved Rådhuset og jernbaneoverskæringen i Nørreport. Her kunne man formedels 5 øre få sig en is i en såkaldt trykt – nærmest pap – vaffel, der senere lå og flød på gaden, men man kunne også få ispinde til 10 øre leveret fra “Affenraa Isenkremfabrik i Callesensgade”
Gift med ”lig-kone”
Apropos flyde – ja så havde man også en “Optiker fra æ gæe”, en mand, der var udstyret med en gevaldig skulderpose og et spyd, hvormed han spiddede papiraffald og puttede det i posen. Han hed Hansen og man påstod af og til “så lichglaj ue” men det var nok fordi han kone var lig-kone.
Datidens lokalavis
Stort opløb samlede det når “æ mand mæ æ klok” slog sine tre langsomme slag med den store klokke og med høj klar røst forkyndte, at
På markedspladsen havde man hestemarkeder og grisemarkedet, der tidligere afholdtes omkring Storetorv.
Ligvognen
Når kirkeklokkernes tunge klemt satte i, midt om dagen så man ligvognen med “Kahle eller Thomsen” på bukken værdigt skride op af gaden, dreje af
ved Mutter Stahlbohms hus og forsvinde ad Pottegade. Den sorte vogn havde en forgyldt engel på baldakinen og blev trukket af to sorte heste med nypudsede hove, sorte ” Chaberaker og fjerduske” på hovedet.
En tåget em stod ud af hestenes åndehuller, og for at fuldende det sørgelige billede, havde pisken en lille sort sløjfe på skaftet. Højt på bukken en ensom kusk iført slængkappe og høj hat eller baret.
Lys og pynt
Ved slige lejligheder, men også ved skytteoptog eller guldbryllup, hvor gadernes vinduer var illumineret med levende lys, var gadernes brosten bestrøet med hvidt sand og blomster, om vinteren dog med gran.
Skyttelavet
Byens optog gik også gennem byen. her var Skyttelavet med kommunens kontorbud Harms i ”diplomat” med den gamle præseter-tang og skytterne i kjole,
akvavit og trægeværer.
Restauratør Cramer kommanderede med høj røst skytterne til at træde an:
kommanderede han, hvorefter Petsen med lige så høj og klar røst svarede:
Kyrbis og spejdere
I Aabenraa var der masser af optog.
Ringrideroptog med datidens brede arbejdsheste, optags-optog til havefest på Lindbjeg med årets største Kyrbis (græskar) i højtideligt optog. Af og til sås
et politisk optog med Kommunist – Schrøder og 20 – 30 tilløbere, de ville “storme æ rajhus”.
Spejderorkestret, hvis ildfulde dirigent Tegevaldt’s hat bølgede i bakkedal, da tyske spejdere
Brandvæsenets aftrædelsesparade
Også de sommerlige udrykninger af brandvæsnet med orkester fra stationen bag rådhuset. Når “Lemhöfer ug Kortlepel og Stehr”, og hvad de nu hed, i løb måtte håndtere de tunge håndtrukne sprøjter og stigevogne (brandbil fik man først til jubilæet 1938) op ad Rådhusbakken, stod orkestret foran rådhuset
med forgyldt hjelmkam og skulderklapper og spillede. Her stod alle de statelige overbrandmænd på rad, alle med guldkantede hjælme. Her så man “gartner Erichsen, Kapelmester Stücker, Margarine – Petersen m.fl.”
Der var afsluttende aftrædelsesparade i rådhusets gård med “æ rau moe æ rejhus” Ved disse lejligheder gjorde Lange Hansen sig altid bemærket med anfald.
Byorkesteret
Mere adstadigt var det såkaldte byorkester under ledelse af den trivelige musikdirektør Kreutzmann, når de troppede op i ”diplomat og høj hat” for at gå til kongemodtagelse på havnen.
Musikerne “Kreutzmann og Brandt” spillede også i Kino-teatrat og Biografen til datidens stumfilm, og det var ofte Hoppe, der havde stort besvær med at holde ungerne i ro, indtil Kreutzmann bekvemmede sig til at komme. Men legendarisk var det, når hans tykke fingre strøg hen over klaviaturet under Tom Mix’ vilde jagter
Gadens originaler
På gaden så man også Lange Hannes, Tumbe Frans, Sild – Dres og Fisk – Katrine med fisk i gamle høje barnevogne. Så var det også Store Louise, Anton mæ æ haach, Hannemann, Patrioten Haugård, Meinberg ”Tatteratah” og Jacob Speckhahn, der gik og sang:
Skyttegravslandskab
Hovedgaden blev hvert år med iver og flid inden asfalten kom, brækket op af kommunen, så det lignede et skyttegravslandskab i Flandern. Her følte byens mange krigsdeltagere sig helt hjemme, når de traf hinanden på gaden., og genoplivede historierne.
Afsted til Flensborg
Butiksindehaverne boede som regel over butikkerne. Mange stod i butiksdøren og så de mange, der gik ned af Rådhusgade til rutebilen, for at benytte de kursbillige turistmark til indkøb i Flensborg
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 06.o02. 2022
September 14, 2008
Var hun en kongelig datter? Havde hun to søskende, hvoraf den ene var H.C. Andersen? Læs denne fantastiske historier, der bygger på masser af myter, hypoteser, kendsgerninger og rester af vandrehistorier. Mange mystiske episoder forbinder både Jomfru Fannys liv og H.C. Andersen.
Var hun en dronning uden krone? Et symbol på danskhedens overlevelse? I hvert fald er mystikken om hende, en god historie.
Slotsgade 14 – Aabenraa
I 1805 hører beboerne i Slotsgade en kongelig postvogn komme skrumplende gennem gaden. Den gjorde holdt foran nr. 14 – et lille gæstehus tilhørende Brundlund Slot. Folk stimlede sammen, og sladderen gik. Næste morgen kunne man se en velklædt kvinde stående med et spædbarn i vinduet.
Nogle dage efter fløj et stykke børnelinned med et fyrsteligt monogram over i naboens have.
Undervist på Brundlund Slot
Kort tid efter blev pigebarnet fra vinduet døbt. I Aabenraa’ s kirkebog står der:
Faddere var kammerjunker von Qualen og frue. Det vakte en del undren. Normalt var en kvinde, der fødte et uægte barn dømt til tugthus, vand og brød, eller flere år i Spindehuset. Men det skete ikke, og Aabenraa’ s befolkning mødte hende ikke med foragt.
Naboerne så, at der var en livlig trafik mellem Brundlund Slot og Slotsgade 14. Den lille pige, der i daglig tale blev kaldt Fanny, fik også sin skolegang på slottet. Hun blev undervist sammen med amtmand Steenmands børn.
”Københavnsk Porcelæn”
Hendes konfirmationskjole var af sort fløjl. Hun havde en kiste med det fineste linned. Og der var flere stel af københavnsk porcelæn og en del sølv – og guldsmedearbejder med – og uden krone. Man undres over, at en ganske almindelig tjenestepige uden for ægteskab kunne have denne rigdom.
Til livets ophold fik pleje-moderen og barnet regelmæssigt penge, altid i ”specier”, sendt fra København. Madam Enge, som Christine Heise (Fanny` s plejemor) kaldte sig, tjente desuden en del ved såkaldt ”franskvask”, dvs. Behandling af den tids kniplingskapper, ærmer og lignende. Hussproget var tysk,
men efterhånden blev Fanny dansk både i sind og tanker. Efter at have boet en del år i Slotsgade flyttede de om på Storetorv, hvor de boede på 1. etage i Daniel Møllers hus.
Derfra flyttede de op i Ramsherred, hvor de i mange år boede i ”frontispice – lejligheden” hos bødker Tøgesen, kaldet Hartmeyer (nuværende Ramsherred 34), skråt over over for rebslager Garbens ejendom.
Charlotte Frederikke
For at finde ud af, hvem denne pige var, dukker vi ned i dr. Phil. Signe Prytz’ s bog: Frederik den Syvendes Barndom og hans nærmeste Omgangskreds. Signe Prytz skriver:
Hun var gravid – uden for ægteskabet
Deklarationen af forlovelsen blev dog yderligere udskudt, da det nogle måneder efter viste sig, at Charlotte Frederikke ventede sig. Det passede ikke kongen, at skulle præsentere en gravid prinsesse ved hoffet i København. Han dikterede, at hendes opholdssted skulle være Plön, et slot i Holsten, som hørte under kronen. Her blev jomfru Fanny født i sommeren 1805.
Frederik Blüchers bror, der var amtmand i Aabenraa sørgede diskret for, at barnet blev bortadopteret til en ung pige, der havde tjent prinsessen på Plôn.
Se alt dette var noget Signe Prytz havde fundet ud af. Og det var ikke bare fri fantasi. Hun havde af Frederik den Niende fået lov til at dukke ned i en lang række arkivalier på rigsarkivet, hovedsagelig breve til – og fra prinsesse Charlotte Frederikke. Dertil hendes dagbøger og regnskaber.
Den lille pige blev bragt til Aabenraa, hvor amtmand C.D. von Blücher tog den lille pige i forvaring.
Frederik von Blücher skulle være far?
Historien kan ikke være mere vild, fordi Conrad Daniel von Blücher, der havde nær tilknytning til kongefamilien hævdede, at det var hans bror Frederik von Blücher, der var far til arveprinsens fire børn, blandt andet prins Christian, den senere Christian den Ottende og jomfru Fanny. Arveprinsens ægteskab havde
i mange år været barnløst indtil Frederik von Blücher kom ind i billedet.
De ”adelige faddere”
Amtmanden stod nævnt som fadder. Desuden er nævnt kammerjunkerinde Franzisca Genovera von Quale, der var søster til amtmandens kone.
Kammer-junkerindens mand Frederik Carl Ferdinand er også nævnt, ligesom Elise Heise, søster til Fanny’ s angivelige mor. Hun var kammerpige hos fru Qualen. Fruen tilhørte kredsen af hoffolk ved hoffet i Mecklenburg og havde været kammerjomfru hos prinsesse Charlotte Frederikke. Det mærkelige var, at alle havde en tilknytning til Charlotte Frederikke.
En lille buttet og koket Kattekilling
Fannys mor, prinsesse Charlotte Frederikke blev gift med sin Christian i 1806. I 1807 fik de en dreng, der døde kort tid efter dåben. I 1808 flyttede de til Amalienborg. Sammen fik de sønnen, Frederik (senere Syvende). Men den ret livlige prinsesse havde en skandale med sin franske musiklærer, og blev bortvist til Boller Slot ved Horsens. Så allerede i 1810 blev de skilt igen. Her kedede hun sig og rejste til Rom. Her konverterede hun til katolicismen. Senere oversatte hun børnebøger. I et af værkerne om Christian den Ottende bliver Charlotte Frederikke af Mecklenburg – Schwerin beskrevet:
Holder historien?
Historien virker utrolig. I Sønderjysk Månedsskrift i 1964 forsøger Morten Kampenhøver at afvise, at kongehuset skulle være involveret. Der har også været forsøgt, at lave en tidsplan for Christian Frederiks færden, men den holder ikke.
Kunne ikke begå sig på de bonede gulve
Flere gange under sin opvækst blev Fanny inviteret til Gråsten Slot og til øen Föhr, hvor Christian den Ottende ofte ferierede.
Men hun følte sig ikke rigtig hjemme på de bonede gulve. Selv om hun var undervist på tysk og hofsproget var tysk, talte hun dansk med sønderjysk dialekt. Og sådan noget kunne slet ikke bruges slige steder.
Efter nogle år i Slotsgade flyttede Fanny og Christine Heise hele to gange. Til sidst købte Fanny et lille hus i Persillegade.
Sygdommen var et vendepunkt
Fanny blev forelsket i en ung student. Man han vragede hende, og hun forblev ugift.
I en alder af 27 år blev hun alvorlig syg. Ingen troede, at hun ville overleve. Men en dag forsvandt feberen. Sygdommen blev et vendepunkt i hendes liv. Pludselig kunne hun se ud i fremtiden. Hun forudsagde de slesvigske krige, nederlag og sejre, samt tiden efter 1864. Hun kunne dog ikke sætte årstal på. Det var også hende der forudsagde, at kongen ville ride over grænsen på en hvid hest:
Forudsigelser
H.P. Hansen gjorde meget, for at dette skulle blive virkelighed i 1920. Da red Christian den Tiende over grænsen på en hvid hest. Man ordnede det også sådan, at de danske tropper kom sydfra ind i Aabenraa, selv om det var en stor omvej.
Og hesten som Christian den Tiende brugte, hed Malgré Tout var vitterlig hvid, det var nemlig en albino.
Hun forudsagde Isted – slaget. Efter Treårskrigen begyndte Fanny at tale om krigen i 1864:
De fleste af Fannys syner drejede sig om krigsbegivenheder, dog så hun også politiske tildragelser. Hunså Frederik den Syvendes ligfærd, idet hun forudsagde, at et højtfornemt lig skulle udskibes fra vor landsdel.
Flere gange udtalte Jomfru Fanny, at hun så en stor tysk flåde ligge på reden, en forudsigelse, der gav sejlmager Cornett anledning til overfor sin hustru at bemærke:
Den halve tyske flåde lå inden Genforeningen gentagende gange på Aabenraa red.
Året efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 blev der udgivet en bog om hende. Den fik nærmest en symbolsk betydning for danskheden. Under anden verdenskrig forbød tyskerne den.
Nordslesvigs dansksindede befolkning troede på Fannys spådom og med fuld fortrøstning på, at de kom til Danmark.
De tysksindede var ikke glade for disse forudsigelser. Hun blev aldrig straffet for det, men hun fik en del advarsler. Således forsøgte den daværende provst, at tale hende tilrette. Hun kunne også forudsige hverdagsting. Børnene gik en stor bue forbi hendes hus.
En god ven
Barber og kirurg P.W. Speckhahn var nogle af de få, som Fanny havde noget med at gøre. Speckhahn var tilflyttet fra Flensborg ordnede hendes pengesager. En tilknytning til amtmanden havde han også. Det var også Speckhahn, der hjalp Fanny med at købe et hus i Persillegade, hvor hun boede til sin død.
I 1848 døde Christian den Ottende og understøttelsen blev sparsom. Efter et stykke tid, stoppede den helt. Frederik den Syvende forsøgte at få kontakt, men Fanny afslog. Officielt levede Jomfru Fanny af at være syerske.
Det er min mor
Under en udflugt til Lyksborg sammen med nogle af de damer fra Aabenraa, der støttede hende, var hun pludselig blevet væk. De fandt hende stående foran et maleri på slottet: Det er min mor. Billedet var et maleri af Charlotte Frederikke.
De fremtrædende kvinder inden for danskheden omgikkes hende i Aabenraa Den 27. marts 1881 døde Jomfru Fanny. En stor skare danske mænd fulgte hende til graven, dog sås to kvinder bagerst, hvilket var uhørt dengang. Det var Anne Junggren og Karen Michelsen.
Fanny ville ikke flytte til København
Hvordan kunne det være, at en almindelig tjenestepige havde så højtidelige faddere? Hvordan kunne det være, at en fattig syerske havde råd til at købe et hus? Faktum er, at hun et eller andet sted fra fik såkaldte specier.
Ifølge Marie Thomsen blev der sendt en kongelig postvogn til Aabenraa. I den sad to høje officerer,
der skulle overtale Fanny til at flytte til København.
Fanny og pleje-moderen besøgte sine formodede forældre på Gråsten Slot. Ved den lejlighed skulle Fanny efter sit eget udsagn ikke have været tilstrækkelig underdanig overfor Caroline Amalie, fordi hun vidste, at hun var prinsessen jævnbyrdig. Herover blev både prinsessen og pleje-moderen meget fortørnede.
Sølvtøj beslaglagt
Efter Jomfru Fanny` s død blev det sølvtøj, der var forsynet med en krone, beslaglagt af landråd v. Levetzau.
I 1907 aflagde Marie Lassen fra Sdr. Hostrup sammen med slægtninge et besøg på Rosenborg. De fik en speciel rundvisning af assistent Faaborg. Da de trådte ind i et værelse i Frederik den Syvendes afdeling faldt fru Lassens blik på et oliemaleri på væggen. Uvilkårligt udbrød fru Lassen:
I værelsets midte stod et mahognibord med glasmontrer, hvor der lå en del sager, som efter fru Lassens mening havde tilhørt Fanny. Her lå slidte sølvskeer, som fru Lassen nogle gange hjemme i den lille stue i Aabenraa havde rørt rundt med i Fannys store hvide porcelænskopper med guldkant. Her lå også en del af Fannys kendte broderier. Tyl indfattet i kammerdug.
Efter at assistent Faaborg havde fået nærmere forklaring angående Fanny, forklarede han, at det omtalte oliemaleri var et billede af prinsesse Charlotte, der før havde hængt på Lyksborg Slot., og alt hvad der fandtes i Frederik den Syvendes afdeling havde tilhørt denne slægt.
Da fru Junggreen i 90’erne sammen med datteren Henriette og de aabenraaske dammer, fru Thaning og fru Helene Bruhn under et besøg hos Villars Lunn på Aggersvold, var på Rosenborg og trådte ind i værelset, hvor maleriet af prinsesse Charlotte hængte, udbrød hun overrasket:
Det endelig bevis ”begravet”
Jomfru Fanny blev efter hendes død lagt i en kiste af fru Junggreen, fru Thaisen Petersen fra Stubbæk og fru Petersen fra Sdr. Hostrup. De tre damer fandt blandt hendes efterladenskaber, et forkullet dokument, der indeholdt oplysninger om hendes fødsel. Uden at undersøge det nærmere, lagde de det under Fannys hovedgærde, for at hun kunne tage den hemmelighed om sin herkomst, hun ikke havde betroet dem, med i graven.
Kunne have besøgt H.C. Andersen
I 1844, da kongen var på sin årlige ferie til Föhr, havde han besøg af H.C. Andersen. Han inviterede også Fanny. Allerede som barn var hun inviteret på ferie ude på vadehavsøen Föhr.
Efter Christian den Ottendes død lod enkedronning Caroline Amalie forstå, at hun ønskede oplysninger om Jomfru Fannys levevilkår.
Ja og historien slutter ikke endnu, for det er nogle, der mener, at Jomfru Fanny og H.C. Andersen er søskende. Hvordan dog det?
Var Prins Christian søn af Blücher
I 1774 havde arveprins Frederik giftet sig med den Mechlenborgske prinsesse Sofie Frederikke. Han var 21 år, hun var 16. Han var ikke videre pæn, men hun var yndig med mørke øjne.
Prinsessen nedkommer i løbet af ægteskabets første 10 år med tre dødfødte døtre. Men fra prinsessen var 28 til 34 år satte hun 4 sunde og velskabte børn til verden, som desuden var smukke og intelligente. Myterne gik på at von Blücher morede sig med prinsessen, mens arveprinsen fornøjede sig med Sofie
Frederikkes purunge selskabsdame Caja Hviid.
Prins Christian skulle angivelig være søn af Frederik von Blücher.
På samme måde var Christian den Ottendes anden hustru, Caroline Mathilde officielt datter af den sindssyge Christian den Syvende. Men officielt vidste alle, at Struensee var faderen.
På dannelsesrejse
Christian den Ottende blev født i 1786, blev konge i 1839 og døde i 1848. I sin ungdom var han meget udadvendt og feteret, og deltog i det selskabelige liv omkring hoffet. Fra juni til oktober 1804 var han på en af sine dannelsesrejser. Det var i den periode H.C. Andersen blev undfanget.
Et af de første opholdssteder var badestedet Neundorf i det sydlige Tyskland.
Elise Ahlefeldt – Laurvig
Rygterne gik på, at Christian den Ottende havde et eventyr med den smukke begavede komtesse Elise Ahlefeldt – Laurvig. Et barn skulle have været resultatet. Komtessen forlod Danmark for altid i 1808 og giftede sig med en preussisk officer. I 1821 forlod hun hendes mand pga. tiltrækning til digteren Immermann,
som hun dog aldrig giftede sig med. I 1839 gled de fra hinanden og Elise oprettede en litterær salon i Berlin.
Hemmelige giftemål opløst
Elise og prinsen skulle efter rygterne være blevet hemmeligt gift i 1804, men ægteskabet blev opløst af den daværende reelle konge, Frederik den Sjette, der selv åbenlyst havde flere elskerinder. Den formelle konge, var den sindssyge Christian den Syvende. Elises far protesterede ikke. Han var afhængig af kongehuset.
Ja og barnet skulle angivelig være H.C. Andersen.
E. Ahlefeldt – Laurvig skriver i den spændene bog: Elise Ahlefeldts Historie:
Adolphine Laurvig
Angiveligt skulle der være kommet endnu et barn ud af eventyret mellem Elise og Christian, nemlig Adolphine Laurvig. Hun blev født 21.11.1807. På sit dødsleje hævdede hun, at kongen var hendes far. At Christian den Ottende ikke tog sig af Adolphine skyldtes at hun voksede op i social tryghed hos moderen.
Da Adolphine lå på sit dødsleje, kaldte hun sine børn til sig. Hun fortalte dem da, at den danske Konge og ingen anden var hendes lovlige Fader. Og med kongen mente hun Christian den Ottende.
Tre uofficielle søskende
Af indviklede veje fik vi så forenet Jomfru Fanny og H.C. Andersen som søskende og for den sags skyld også Adolphine Laurvig.
Et norsk barn
Er historien rigtig?
Vi tror på myten og at eventyret er rigtigt. Det er jo en god historie, men rigtige forskere vil ryste på hovedet. Myte-skabere synes at være utrættelige. Formodninger, rygter og kendsgerninger bliver blandet i en stor potte.
Christian den Ottende var særdeles kulant over for kvinder, som han besvangrede. Men han sikrede dem også økonomisk. Han havde et forhold til Johanne
Marie Brandvold. Og resultatet blev en søn, Carl Frederik Eide. Sønnen blev støttet økonomisk. Det kan man se i hoffets regnskaber.
Han fik også et andet barn, datteren Christiane Frederikke, der blev født 11. august 1814, og døde af mæslinger i september 1815. Christian Frederik blev ved med at støtte moderen også efter barnets død.
Kongens søn bliver skovfoged
Da Christian Frederik i 1815 giftede sig med prinsesse Caroline Amalie fra Augustenborg var det lykønskninger fra Johanne Marie Brandvold. Deres fælles søn Carl Frederik kom efter faderens ønske til Danmark i 1827 og blev udlært i skovbrug. I 1842 blev han skovrider i Sorø, og virkede her til sin død i 1882. Foruden sin gage fik han en fast årlig ydelse på 600 rigsdaler. Han havde et venskabeligt forhold til sin far, men også til sin halv-broder, kronprins Frederik.
Var kongen en præmietyr?
Man får nogle gange indtryk af, at Christian den Ottende var en præmietyr, og skulle være far til en halv snes børn uden for sine to ægteskaber. Var alle hans kvindelige bekendtskaber seksualobjekter? Det vides, at han også havde mange kvindelige venskaber, bl.a. til nonnen Marie Gabriella.
Ingen opgørelser over Jomfruen og H.C.A.
Da Oldenborgernes kongelinje 1863 uddøde med Frederik den Syvende blev deres forskellige forpligtelser opgjort. Man fandt forskellige opgørelser. Men man ledte forgæves efter opgørelser til Jomfru Fanny og H.C. Andersen.
Forskere har fundet ud af, at hvis Jomfru Fanny skulle være datter af prinsesse Charlotte Frederikke, så skulle sidstnævnte have været gravid i et godt stykke over 10 måneder.
Er der beviser nok?
Det er svært at tolke de forskellige teorier. Det er vel ikke logisk, at kongeligt afkom blev ladt i stikken. Den økonomiske støtte blev fortsat i flere generationer. Er det logisk, at et fyrstebarn skulle forblive en syerske?
Er de forskellige fortolkninger konstrueret så de passer i denne mytedannelse. Hvor er beviserne for at H.C. Andersen er datter af et forhold til komtesse Ahlefeldt?
H.C.A. møder Jomfru Fannys mor
H.C. Andersen opsøgte Jomfru Fannys formodede mor i Rom. Men han ville ikke have noget med hende at gøre. Ifølge hofchef oberst Poulsen var prinsessen en kronisk løgnhals, der ofte satte sin hofchef i pinlige situationer. Hun kunne ikke være et sandhedsvidne. Det havde H.C. Andersen måske fundet ud af. Så vidt vides opsøgte han aldrig sin formodede halvsøster i Aabenraa.
Hypoteser bliver til beviser
Det er ikke særlig populært at aflive myter, for folk elsker dem. Mange tror, da også stadig at Dannebrog faldt ned i Estland i 1219. En fjer bliver i mytedannelser ofte til fem fjer.
H.C. Andersen elskede at fortælle, hvem han omgik. Hvorfor skulle han hemmeligholde sin kongelige fortid? Hvorfor skulle han udelukkes, når hans halvbror, Carl Frederik Eide ikke blev det?
Rygter bliver drøftet i fuld alvor ved hjælp af dem skabes kendsgerninger. Hypoteser forvandles til beviser.
God plads til rygter
Kongehuset vogtede over sit ry. Uoverlagte bemærkninger kunne straffes hårdt. Der var sandelig god plads til rygter.
På et tidspunkt var der vedholdende rygter om, at Kong Frederik den Niende skulle have et uægte barn, der boede i Hellevad. Ak ja. Men er det hele en kulørt ugebladsroman. Det vil jeg lade være op til læserne at vurdere. Men ligesom Jomfru Fannys liv er det også meget mystik om H.C. Andersen.
Hvor er H.C.A. født?
Officielt er han født i Odense, den 2. april 1805. Dette er der forskere, der har boret i. Han er døbt i Sank Hans kirken, hvor hverken hans påståede far eller mor havde nogen tilknytning. Der er senere blevet rettet i kirkebogen.
Man ved, at kongehuset brugte denne kirke. Hans Andersen, der skulle have været H.C.A` s far var ikke ret høj, en mand omkring 165 cm. Moderen var en anelse højere, men meget bred. H.C. Andersen car 180 – 184 cm.
Broholm Slot
Elise har ikke født på godset i Tranekjær. Alt tyder på, at fødselsstedet er Broholm Slot. Der var et godt forhold mellem H.C. Andersens officielle mor, Anne Marie Andersdatter og fruen på Broholm, Edele Marie Sehestedt. Og mellem slægten Sehestedt og slægten Ahlefeldt – Laurvig var der også god kontakt. Efter overleveringer vides det, at der i 1805 blev født en dreng på Broholm Slot, hvortil Christian den Ottende skulle være far.
Og Anne Marie Andersdatter var den gang vaskekone på slottet.
Provst Gutfeldt
Provst Gutfeldt, der havde været præst ved Fredensborg Slotskirke i 11 år, og senere provst ved Holmens Kirke fra 1811 – 1823 skriver allerede i 1810 til præstefamilien Bunkeflod og oberst Høegh – Guldberg, at der i Odense bor en lille dreng, der er værd at hold øje med. Det skægge er, at Gutfeldt aldrig har
boet i Odense.
Kongelig legekammerat
I sin barndom legede den fattige skomagerdreng på Odense Slot med den senere Frederik den Syvende. Vi må huske, at vi var på enevældens tid. Vi finder meget om det mystiske i Erindringer, som aldrig er udkommet, men foræret til Henriette Wulff. Her henviser han ret ofte til kongehuset, især til kronprinsen
og hans familie. Meget senere i 1848, da Christian den Ottende døde, skriver Henriette Wulff til H.C.A.
Konfirmation – blandt de fine
Da H.C. Andersen skulle gå til konfirmation, insisterede han at gå på det på hold, der ellers var forbeholdt latinskoleeleverne og bedre folks børn. Provsten, der skulle undervise ham, brød sig ikke om, at Andersen sneg ind i en stand , som han ikke tilhørte , men magt til at forhindre det, havde han ikke.
Et meget ”tilfældigt” møde
På vej til København sidder der ”tilfældigvis” en Fru Hermansen, der har passet og plejet en prins Ferdinand. Denne kvinde hjælper ham med bolig, med job og med anbefalinger til andre hjem. Og i disse betydningsfulde hjem ligger der betydningsfulde summer og venter på ham.
Pastoren giver anbefalinger
Provst Gutfeldt dukker op igen under H.C.A.´ s første år i København. Efter at have fået afvist sit første stykke, sørger Gutfeldt for kontakt til Jonas Collin, direktør for Det Kongelige Teater. Han kommer med det ejendommelige forslag – fri skolegang på latinskolen i Slagelse.
H.C.A. kunne frit færdes på Det Kongelige Teater i tre år, trods stor fiasko som både skuespiller, sanger, danser og dramatiker.
Latinskolen bliver betalt
Da H.C.A. kom på Latinskolen i Slagelse var der nogen, der betalte for ham, desuden skulle der betales det dobbelte for ham. Og i den tid 1823 – 26, han var der, var kronprinsen på besøg i byen mange gange.
Inden studentereksamen læste han hos en privatlærer i København. Det var familierne Wulff og Collin, der hjalp ham til dette.
Underofficer i Kongens Livkorps
I 1829 indtrådte han i det danske forsvar, året efter blev han udnævnt som underofficer. Det var hos Kongens Livkorps. Og det var normalt forbeholdt sønner af adel og kongehus.
Det sjove er, at H:C. A ikke var brudt igennem overhovedet. Ja man sagde på Det Kongelige Teater, at han var talentløs. Først i midten af 1830’erne brød han igennem som forfatter med romanerne Kun en Spillemand, 0.T. og Improvisatoren. Og først i begyndelsen af 1840’erne brød han igennem med sine eventyr.
Prinsen besøger H.C. A´s mor
Faktum er at kongehuset støttede H.C.A. langt før han viste sine evner. De kom først cirka 20 år efter. Var Kongehuset virkelig så forudseende? Som ældre udtrykte H.C.A.:
Under et besøg i Odense i 1832 forlangte prins Christian Frederik at bese Doktors Boder, hvor H.C.A. voksede op. Her mødte prinsen. Anne Marie Andersdatter, der skulle have været meget fordrukken.
Let adgang til Hoffet
Det hele er brikker i et stort puslespil. Inden H.C.A. slog igennem havde han adgang til de danske herregårde og de europæiske fyrstehuse. Da Christian den Ottende lå på sit dødsleje, ønskede han H.C.A. ved sin side. Også forholdet til efterfølgeren Frederik den Syvende var godt. Nogen gange følte H.C.A. det for lidt pinligt. Kongen var måske lidt mere ligefrem end H.C.A. var.
Da Frederik den Syvende døde, ville H.C. A aflægge et sidste besøg ved kisten. Han fik særbehandling og tilladelse af Hoffet. Skomagerfamilien har måske kun fået nogle løse hentydninger om noget greveligt, da de adopterede H.C.A. Selv omtaler H.C.A. sig tit i sin ungdom som et forbyttet grevebarn, og mange af hans tidligere værker omhandler grevesønner.
Kongerækken
Hvordan var det lige med kongerækken dengang?
Da Frederik den Femte døde i 1766 blev han efterfulgt af sin 17 – årige søn, Christian den Syvende. Allerede da vidste man i inderkredsen, at det ikke stod rigtig til med den nye konge. Man havde håbet, at han ville vokse fra det, men i stedet udviklede det sig til en uhelbredelig sindssygedom, En sådan situation
havde Kongeloven ikke taget højde for. Den begavede læge Struensee regerede faktisk landet i stedet for, og havde en affære med dronning Caroline Marthilde. Dette førte til Louise Augusta. Dronningen havde i forvejen en søn, den senere Frederik den Sjette.
Dette kostede som bekendt Struensee livet. Man mener at det var adelen anført af kongens stedmor, Frederik den Femtes anden hustru, enkedronning Juliane Marie der stod bag kuppet.
Den lille kronprins var da kun fire år gammel.
Hun ville utvivlsom promovere sin egen søn og kongens halv-broder, den 19 årige arveprins Frederik. Hun ville have, at han skulle afløse Christian den Syvende. Men arveprinsen havde ikke rigtig evnerne. Det var læreren, teologen og historikeren Ove Høegh – Guldberg, der stod bag.
Da kronprins Frederik i 1784 blev konfirmeret, overtog den 16 – årige prins den enevældige magt på sin sindssyge faders vegne. Enkedronningen trak sin søn tilbage.
Enkedronningen Juliane døde i 1796, og allerede i 1805 fulgte arveprinsen efter. Ingen af dem kunne da ane, at kronprinsen hverken skulle få sønner eller sønnesønner, og at arveprinsens ældste søn derfor efter Frederik den Sjettes død i 1839 blev konge i Danmark under navnet Christian den Ottende.
Kilde:
Litteraturliste: Jomfru Fanny
Hvis du vil vide mere – Litteraturliste: H.C. Andersen
Hvis du vil vide endnu mere:
I 1959 skrev dr. Phil H.V. Gregersen i Sønderjysk Årsskrift:
Vidste H.C. Andersen hvem sine rigtige forældre var ?
Falske fødselspapirer ?
Vidste H.C. Andersen noget om sin halvsøster?
De var angivelig begge inviteret til Föhr, men Fanny afslog. Ifølge Marie Thomsen fik Fanny brev fra en Hr. Koch, der på enkedronning Caroline Amalies vegne gerne ville vide, hvordan hun havde det.
Denne Hr. Koch kan med megen sandsynlighed godt kunne have været Hofbrygmester Jørgen Hansen Koch, der både interesserede sig for H.C. Andersen og Jomfru Fanny. Koch havde også forbindelser til hoffet og tilhørte på et tidspunkt H.C. Andersens
vennekreds.
H.C. Andersen har aldrig nævnt Jomfru Fanny.
Kære læsere, myterne om H.C. Andersen og Jomfru Fanny fortsætter. Er det en sand historie, et eventyr, en vandrehistorie, eller – en myte ?
Vi er selv med til at aflive myterne i andre artikler – men igen – det er gode historier i myter.
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 7.02-2022
September 14, 2008
Aabenraa har en smuk natur og smukke piger. Gågaden var hyggelig og vi havde et godt kammeratskab os ansatte i butikkerne. I Bo Bojesens Boghandel havde vi det som en stor familie. Som HK – formand var man udsat i Aabenraa´ s natteliv. Medierne i Aabenraa var meget påvirkelige. Og så var der en, der mente, at man ikke både kunne sidde i Initiativ-udvalget og være HK – formand. En chefredaktør ville have fjernet en linje i et indlæg. Og som HK – formand kunne man ikke lave en avis, mente en journalist.
Sådan var ordene, da jeg ankom på Haderslevvej 60 i Aabenraa. Jeg ankom sammen med min gamle lagekammerat fra Tønder, Per Keller i en DSB – lastbil.
På Haderslevvej
Jeg havde lejet et værelse på 1. sal i en ældre villa hos et ældre ægtepar. Lige ved siden af lå parrets sovekammer, og et andet værelse var lejet ud til en ung mand. Vi havde fælles the – køkken. Af møblering kan jeg huske kurvebord og kurvestole. De var meget flinke hos arkitekt Nielsen. Men det var lidt underligt at bo der, for ubevidst tog man hele tiden hensyn.
Høj musik og pigebesøg var hvis ikke særlig velset. Mange år senere skulle jeg få en del med ægteparrets søn at gøre, da vi byggede nyt HK – hus.
Er dette livet – så frygt ej døden
Jeg havde fået arbejde i Bo Bojesens Boghandel i Ramsherred. For blot en uge før havde jeg afsluttet min glorværdige militære løbebane hos telegraftropperne på Langelandsgades Kasserne i Århus.
Ja sådan stod der ude på det kombinerede toilet og brusebad på kasernen Efter dette burde man være hærdet til, at tage imod udfordringen i Aabenraa.De første mange weekends tog man hjem til mor med vasketøj. Senere ringede min mor til mig:
Jeg skulle have holdt min kæft
Det var ikke mange man kendte i Aabenraa. Men det skulle senere ændre sig. Byen havde en skøn natur, smukke piger og mange forlystelser. Nej, det bliver ikke en udlevering af de pigebekendtskaber, jeg havde. Dette er en sober hjemmeside.
Egentlig kunne artiklen havde heddet Glade minder fra Aabenraa. Men det var lidt malurt i bægeret. Det var måske delvist min egen skyld. Jeg kunne bare have holdt kæft.
7 steder i Aabenraa
Foruden Haderslevvej, boede jeg i de 15 år på Tøndervej, Nybro, Storegade, Barkmøllegade, Jernbanegade og Frueløkke.
Jonna, bagerjomfruen som jeg skulle vække hver anden søndag morgen, når hun havde været ude at ture i Tønder fra de glade dage i Arnolds Bageri, var flyttet til Aabenraa. Hende og hendes mand skaffede mig værelset på Tøndervej. Og gode venner fra Rødekro skaffede mig ind på Nybro.
Tiden i Barkmøllegade var sjov. Det var Peter Moldt´s ejendom. Han var snedker og bedemand, og en person med meget humor. Vi har fået mange bajere sammen. På taget kunne man tage solbad. En sommer mistede Peter fuldstændig koncentrationen. Jeg havde besøg af en norsk veninde. Vi sad alle tre op på taget og fortalte historier i timevis, sikkert til stor fornøjelse for alle naboer.
Peter´ s kone, Hanne etablerede en børnetøjsbutik på Haderslevvej. Jeg hjalp med skilte og dekoration. For nogle år siden mødte jeg hende i Rens. Da spillede hun i Tinglev Brandværnsorkester.
Også på Tøndervej var det specielt sjov. Jeg boede hos indehaveren af Centrum Vinduer. Der boede også husets søn. Nogen gange gik det ret vildt for sig. Og de kiggede også da jeg pludselig rejste en walkie – antenne ude i haven. Ledningen skulle gå gennem deres stue og så ned i kælderen, men også det klarede de også i stiv arm. Min gode ven, advokat Melchiorsen stod og dirigerede.
Til fodbold i Aabenraa
Sammen med mine gode venner Thorbjørn og Flemming gik vi til fodbold på Aabenraa Stadion. I 2. division gik det godt, og hvor har vi råbt og skreget.
Jeg var med til at starte Aabenraa og Omegns Walkieklub. Mit kaldenavn var Alfa Fox 54 når jeg talte med lokale. Når jeg talte med Guldkysten, Jugoslavien og Frankrig hed jeg Radio Fox. Beboere i nærheden mente, at jeg pludselig deltog direkte i Radio Syd. De kunne pludselig høre mig midt under gudstjenesten,
da jeg brusede frem i radien.
Direkte i radio Syd
Og sidstnævnte har jeg også prøvet. I 45 minutter talte jeg direkte om teknologi sammen med en af Radio Syd ´s gæve journalister. Jeg var formand for sådan noget fornemt som ASL´s (Arbejdernes Sønderjyske Landsorganisation) Teknologiudvalg. I den forbindelse var det en stor oplevelse, at besøge Danfoss.
En stor familie
Min arbejdsplads var fantastik. Kock og hans kone behandlede os som vi var i familie. Vi blev også mange gange inviteret hjem privat.
Når varerne til katalogerne kom hjem, ja så fyldte det faktisk ret meget i butikken. Så skulle det slæbes ind af en sidedør, hvor der var en smal gang med en trappe op til de andre etager.
Da jeg var ankommet blev butikken udvidet til det tre – eller fire dobbelte. Vi havde overtaget Hotel Royal s køkken og nogle af værelserne på første sal. Jo klokken var der endnu, men der kom ingen søde tjenestepiger, når man forsøgte at ringe.
Den gang var der ikke noget, der hed stregkoder. Alle varer skulle mærkes. Og når de var det, blev varerne i første omgang placeret på trappen.
Når det ikke var plads, ja men så skulle varerne slæbes op på lageret – oppe på 2. sal.
Da jeg startede, var lageret fuld af gamle efterladenskaber. Gamle kassebøger, kardusark, regnskabspapir og karton. Jeg fik renset ud i det, og det er sikkert mange børnehaver i Aabenraa og omegn, der blev glade for alt det papir og karton, de fik foræret af os.
Oppe på løftet fra Ramsherred 28 var der en dejlig udsigt ned til havnen.
Snaps og honningkager
Vi havde nogle pragtfulde kunder. Og det meste foregik på synnejysk. Til nytår kom malermester Clausen med en flaske snaps. Og fru bankdirektør Rudolph kom med en dejlig honningkage til jul. På Nørrebro har jeg et par gange haft den glæde at hilse på Hr. og fru Clausen samt deres dejlige datter, Gitte.
Regnemaskiner og computere
Det var også den tid, hvor de første små regnemaskiner kom frem. Leopard 8 M var en af de første. Den kostede 799,- kr. Kl. 9 en lørdag blev den leveret. Den var solgt inden middag.
Så kom de såkaldte Dantron maskiner med røde tal, efterfulgt af Kovack, der havde store grønne tal.
De første computere dukkede frem. ZX – 80 og ZX – 81 med 1 kb Ram. Hold da op.
Jeg lånte en med hjem, og lavede et simpelt program med Basic – Spaghetti programmering. Ikke et øje var tørt. Men nu kom Spectrum 16 k og Spectrum 48 k og så i farver. Almindelige kassettebåndoptagere fungerede som en slags harddisk.
To kreative kunder
Jeg lavede en lille computerklub, som kunderne var begejstret for. To af disse kunder var Carsten Worsøe og Steen Sødergreen. To meget aktive unge mennesker. De lavede simpelthen en sløjfe af programmer som en slags demo. Jeg lavede en computerudstilling i vinduerne på halmballer meddemoprogrammet. Sådan noget havde man ikke set i Aabenraa før. Udstillingen blev også vist på TV – syd.
Steen Sødergreen og jeg havde mange politiske diskussioner. Han var konservativ, det var jeg bestemt ikke. Men han var meget kreativ og snakkede om at lave en piratradio med en sendemast på Galgebakken. Og han gjorde det faktisk, med lovlige midler. Han oprettede Radio Mojn, som i dag er udbredt over hele Sønderjylland. Den eksisterer hvis ikke mere.
Og Carsten Worsøe, der dengang var rødhåret blev senere medarbejder på Danmarks Radio og senere i Ålborg. Hvad Carsten laver nu, ved jeg ikke.
Nye computere dukkede frem Vic 20, Commodore 64 og Amstrad. Ja vi solgte sågar anlæg til læger og kontorer, bestående af Commodore 64, diskettestation Commodore 1541 og matrixprintere. Det var virkelig sjovt.
Spritprøven på Royal
Når en lærling var ved at være færdig skulle han bestå spritprøven. Den forgik på byens værtshuse. Vi startede inde hos naboen Hotel Royal. Jeg bestemte, hvor mange bajere, de skulle drikke inden jeg kunne acceptere, at de var udlært.
En af disse lærlinge var Jens Viltoft, hvis far og mor havde Folkehjem. Jens har hvis nok købt Stakladen i Aarhus. Også Jens´s lillebror startede sin karriere i Bo Bojesens Boghandel. Og så var det Finn Møller, hvis far havde boghandel i Nordborg. Ham måtte jeg støtte hjem til 4. maj kollegiet. Men det var nok fordi,
at vi lige skulle forbi Spar To i Vestergade. Her kom vi en overgang meget. Store skærme med videomusik blev vist her. Resultatet af den teknologiske udvikling havde indfundet sig i Aabenraa.
Jo, det var mange lærlinge, jeg med glæde vil huske. Tommy har i dag sin egen boghandel i Rødekro. Den eksisterer hvis heller ikke mere.
Sønderjylland – i hovedet
Jeg har præsteret et par gange, at vaske gågade, fordi dronningen kiggede forbi. Ja en dag var jeg lige ved at være skyld i, at en anden dronning fik Sønderjylland i hovedet. Jo, det var et antikt kort, der skulle op at hænge, som drattede ned. Fem minutter efter kom Dronning Ingrid med følge ind i butikken.
Man plejede ellers at varsle, når hun kom. Det var hendes chauffør, der kom ind i butikken, og fortalte, at hun kom dagen efter. Fru Kock plejede at servere kaffe for ham.
Gågaden – fuld af lort
Gågaden var fuld af ”lort” m.m., når ringrider – hestene havde været igennem. En dejlig duft bredte sig. Det var den energiske Peter Jessen, der stod for dette.
Han fik også de talrige fotos, jeg i tidens løb har taget af alle orkestre m.m.
Det var ikke så meget ”lort”, når Aabenraa Skyttelav marcherede igennem gaden. Dem vender vi tilbage til i en anden artikel.
De gamle samles
Det har været mange dejlige kollegaer hos Bo Bojesens Boghandel, som jeg mindes med glæde. En stor del af disse var forsamlet til en trist begivenhed, nemlig Fru Kochs begravelse. Hun døde alt for tidligt. Bagefter samledes vi på Hotel Royal – os gamle.
De mange forlystelser
Der var jo også Astoria. Svanen og Koks og Kul, som vi kaldte Sommerlyst på et tidspunkt. På et tidspunkt blev der også lavet et andet sted nede ved havnen med et eksotisk havn. Vedkommende, der ejede stedet, der var håndværker, havde også overtaget Postkroen. Og det var vel nok mit stamværtshus. Her har jag både skrålet, drukket og kysset. En fantastik oplevelse var her, at opleve Neander Jazzband.
Jeg husker ikke mere, hvad håndværkeren hed. Et par gange var jeg også med hjemme i privaten og fejre et par fester.
Havbunden var et specielt sted. Her fik man udleveret en sangbog, og så lagde Skipper Thorvald ellers for. Men han nøjedes ikke med det. Havde man fået smag for noget sødt, så kunne man være ganske forvisset om, at alle gæster skulle vide, hvem man ”havde bestemt sig for” Fra mikrofonen fortalte Thorvald
glædeligt, hvad der foregik på dansegulvet. Og hvem man nu var sammen med. Der er lavet en speciel artikel om ham.
Forhandlinger under byjubilæum
Da byen på et tidspunkt fejrede jubilæum, var det også Thorvald, der underholdt. Jeg var blevet formand for HK og der havde været nogle kontroverser mellem HK og arbejdsgiverne. Midt under det hele møder jeg så formanden for Arbejdsgiverforeningen, Erik Skifter Andersen. Og det blev sandelig kommenteret højlydt af Thorvald.
Jeg havde nu ingen problemer med nogen af arbejdsgiverne. Og Erik Skifter Andersen og mig fik da et par bajere sammen. Jeg kan dog ikke huske, hvem der betalte dem. Og Thorvald, ja han kommenterede så rigelig vores samtale fra mikrofonen.
Den vilde fødselsdag
Da jeg fyldte 30 år havde jeg besøg af Aabenraa Dame Boldklub. Det var den aften vi bankede Sovjet med 3 – 1. Søde Trille fra Odense var dukket op, og startede dagen med at spille på sin guitar inde i en baggård. Det var desværre ikke i den baggård, hvor jeg boede. så det var flere beboere, der mærkede
at jeg havde fødselsdag.
Det blev en ret fugtig dag og støjende. Der indløb da også klage fra naboen. Nogle af gæsterne kørte Indkøbsvogns – ræs fra Rådhuset ned til bus – stationen.
En ung mand bliver formand
Jeg havde siddet i bestyrelsen i HK et års tid, da man foreslog mig som formand. Jeg skulle afløse Uwe Nannsen, der var blevet borgmester i Gråsten. En del arbejde for HK – ungdom og et par foredrag var der blevet til, inden jeg fik formandshvervet.
Det var også interessant, men det var kun en fritidsbeskæftigelse. Man skulle deltage i et væld af møder. Og når nogen ville se giraffen skulle man sige ja.
Afdelingssekretær Werner Thomsen udtalte til pressen:
Murerarbejde bliver aldrig min hobby
Da jeg havde lagt grundstenen til vores flotte hus udtalte bygmester Thomas Lorentzen:
Jeg havde godt nok fået instrukser af min far, der var professionel. Men jeg nåede da at få sagt følgende:
Ak ja, det varede ikke så længe, det flottehus fik en trist skæbne. Det vender vi tilbage til.
Kampen om rødbøgen
Snart bredte det rygte sig, at vi ville fælde en gammel rødbøg ved siden af det nye hus. Rygterne var anført af seminarielektor Agnete Bisgaard. Jeg måtte flere gange i pressen og dementere de falske rygter. Rødbøgen passede fint ind i Arkitekt Niels Aage Nielsens flotte hus.
De gik bag min ryg
Jeg havde et fint samarbejde med de fleste ansatte og afdelingssekretæren. Da vi havde den såkaldte Rødding – konflikt, der gik ud på, at der skulle større åbenhed i HK, oplevede jeg, at enkelte bestyrelsesmedlemmer og afdelingsansatte gik bag min ryg. Det var ikke sjovt.
Samtidig blev jeg indlagt i på Sønderborg Sygehus og kunne læse i JydskeVestkysten, at jeg ikke ville udtale mig. Jeg kunne i bogstaveligt forstand ikke. I tre uger kunne jeg ikke tale.
Jeg fik sat den pågældende journalist på plads.
Ville ikke have besøg af SF’er
Rødding – konflikten handlede også om, at HK ville støtte Socialdemokratiet med 5 % af kontingentet. I Aabenraa havde vi aldrig støttet denne ordning. Tværtimod havde vi gennem vores Erfa – samarbejde advaret mod denne udvikling. Jeg udtalte, da stemmen var tilbage, at HK – medlemmer var intelligente
nok til selv at kunne vælge, hvem de ville stemme på. Situationen udviklede sig efterhånden absurd. Således truede medlemmer med at melde sig ud, fordi jeg havde inviteret SF’eren Inger Harms til et teknologimøde.
Til en af de talrige debatmøder, som jeg deltog i, mødte jeg en ung, temperamentsfuld og smuk pige, en VU’ er. Hendes navn var Eva Kjær Hansen. Det var hvis nok i Rødekro.
Angreb fra de borgerlige
Jeg var formand i 4 år. I den periode fik vi ansat yderligere to mand. Vi fik et nyt hus på 750 m2, efterlønsklub, ungdomsafdeling, arbejdsløshedsklub og arrangeret en masse debatmøder. FOF beskyldte os for at være for passive i teknologidebatten. Så jeg inviterede Jens Randers, der var formand for FOF til et debatmøde.
Jens Randers brugte lidt ufine metoder. Han påstod, at jeg havde to kasketter på. En som HK – formand og en som ansat i butik som solgte ”hjemmecomputere”.
Vi holdt en del møder omkring teknologi. Grænse-instituttet og de sønderjyske handelsstandsforeninger var kommet på kant med hinanden. Jeg inviterede dem til møde i det nye HK – Hus og de tog glædelig imod invitationen.
Jeg synes, det var tåbelig at kåre ”Den mest smilende ekspedient” Handelsstandsforeningen blev overbevist om, at man skulle kåre, butikken med den bedste service.
Den borgerlige presses forlængede arm
Og så er det med journalister, så skal vi ikke glemme Per Borgaard. På det tidspunkt var han redaktør på Jydske Tidende – Aabenraa afdelingen.
I fagbevægelsen var man utilfredse med Jydskes dækning af fagbevægelsens mærkesager. Vi havde et medieudvalg, hvor jeg også sad i. Her snakkede mine kollegaer fra de andre fagforeninger om de borgerlige avisers dårligdom. Hvad har I gjort ved det? Spurgte jeg. Nu skal jeg ikke som ny og uprøvet formand komme og belære dem.
En dag tog jeg mig sammen og henvendte mig til Jydske, og spurgte efter redaktøren. Og derinde sad så en te-drikkende og piberygende person., med benene på bordet.
Det udviklede sig til et varmt venskab, som består den dag i dag. Massevis af artikler har Per og hans kollegaer bragt i Jydske og senere Jydske/Vestkysten som jeg har været involveret i. Jeg gik aldrig forgæves.
Og fagbevægelsen i Aabenraa, hvordan reagerede de?
Dejlige mennesker
Ja sådan lød dommen fra den øvrige fagbevægelse. Men jeg tror nu nok at de var lidt misundelige. Jeg brugte faktisk en stor del af min tid som formand for HK i pressearbejde med informationer, kronikker og artikler. Jeg syntes, at det var vigtigt at kommunikere på linje med medlemmerne i stedet for at tale ned.
Og jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at bygningerne skulle fungere som folkeskole. Jeg har hørt, at en 10. klasse skulle undervises i lokalerne. 60 elever dukkede op til lokaler uden møbler den 12. august 2008. Møblerne kom først efter klokken 18.
Dengang var der virkelig liv i lokalerne hele tiden. I kælderen havde vi det vi kaldte EDB – undervisning, og i de andre lokaler huserede de forskellige udvalg.
Nu er afdelingen flyttet til Rødekro, og man har en formand fra Horsens. Længe leve rationaliseringen.
Jeg vil savne de gæve journalister som Heydenreich og kollegaen Tommy fra Vestkysten. Og fotografen Ernst Winkelmann og den underskønne fotograf frøken Borrgaard, der dog ikke er i familie med Per.
Da vi flyttede til Padborg så vi meget til Per og Grethe – to virkelige dejlige mennesker. Kommer I forbi Hærvejens Købmand i Gejlå kan I se noget af det som Per og Grethe har opbygget. Nu er det datteren, der fører det videre. Og Per blev indblandet i valgkampen i Bov, på et tidspunkt. Vi havde brugt ham i Kultur Paraplyen. Der talte han om, at Istedløven skulle flyttes til Bov. Det brugte borgmesteren så i valgkampen. Per stod også bag artiklen Tønders Hemmelige agent på Nørrebro. Hele to sider om denne web – side.
Chefredaktøren ringede
Jeg skrev også dengang en kronik, der hed Vi skal turde bruge medierne. Da beskrev jeg også fænomenet med journalisternes rige onkel. Den havde man nu svært at sluge på Jydske Tidende. Man ville kun bringe den, hvis en linje blev slettet. Og det var selve chefredaktøren der ringede til mig op i boghandelen. Jeg havde hørt historien fra en journalist fra Sønderborg. Det var vel rimeligt, at når man talte om at visse dele af fagbevægelsen havde en rig onkel, jamen så skulle offentligheden også vide, at journalister havde en sådan.
At artiklen blev bragt med den famøse linje i Vestkysten glemte jeg at fortælle Jydskes chefredaktør.
En uhyre sjælden gæst
Engang kom jeg til at ringe til fotograf Ernst og fortalte, at der boede en sjælden fugl i min opgang. Ernst lånte Fugle i Farver oppe i Bo Bojesens Boghandel. Vi
var begge enige om, at min fugl var sjælden. Men ak og ve ornitologer kunne efterfølgende fortælle avisens læsere, at fuglen var en husrødstjært aldeles ikke var sjælden – i hvert fald ikke i Aabenraa. Overskriften i Jydske Tidende var dengang: Uhyre sjælden gæst
Aktiv i Initiativ-udvalget
Jeg var også en del år medlem af Initiativ-udvalget, som var en afdeling af handelsforeningen i Aabenraa. Vi skulle sørge for aktiviteterne i Gågaden. Pludselig under vores indtagelse af den traditionelle biksemad på Viking rejste uddeleren fra Kvickly, Døssing sig. Han mente ikke, at det kunne være rigtig, at der sad
en HK – formand i Initiativ-udvalget i Aabenraa. Han var rigtig sur og gal.
Bagefter gik jeg hen til ham og spurgte, hvad problemet var. Det viste sig, at det ikke var min person, der var problemet. Det var blot princippet. Personlig har jeg aldrig haft noget imod Døssing.
For et års tid siden var jeg så heldig at møde hans datter i butikken på Nørrebro, og sendte i den anledning en hilsen til ham. Omkring juletid ville man have udvidet åbningstiden væsentlig. Det gik jeg selvfølgelig imod, og det var man sure over i Initiativ-udvalget.
Da Joan blev likvideret
Jeg var med til mange sjove ting i Initiativ-udvalget. Vi arrangerede musik med familien Vagn Hansen. Året efter var det med sønnen Kris i Neander Jazz Band. Et par af mine goder venner i Mads og Åkes Crazy Cabaret optrådte og savede Joan Vagn Hansen halv over. Det var en urolig opmærksomhed, dette
arrangement vakte. Jeg ringede til Jydske.
Nu har de indimellem været sjove hos den avis, for de svarede:
Og det sjove fortsatte, dagen efter. Under billedet af en lidende Joan kunne man læse:
Lucky Luke var sur
Og så arrangerede jeg Søs og Country musik fra Genner. De kaldte sig Kun for Sjov.
Lidt mere dødsygt var arrangementerne med Jan & René og Lucky Luke. De første var højrøvede og Lucky Luke, der skulle være sjov, kom for sent og var meget sur. Jeg klagede til forlaget, der havde anbefalet. Han blev hvis nok fyret.
Og da jeg lavede en avis for Initiativ-udvalget, henvendte en ældre journalist fra Jydske sig til mig. Som fagforeningsformand burde du nok ikke have gjort dette.
Vi arrangerede grillstegt humørgris, nej det var ikke Aabk´s maskot – gris Øffelia. Der var kæmpeskak, murstenskunst, Sønderborg – garden, Kirsten og
Hans Chr., kørsel med fjernstyrede biler og meget mere.
Konservativ Ungdom på HK – husets tag
En nat, hvor jeg havde kvindeligt besøg, tændte jeg min politi – scanner. Der var meldt om indbrud i HK – Huset. Jeg spidsede øre, og ville vandre over til huset. Men min veninde holdt mig tilbage. Det var nogle unge mennesker, der klatrede rundt på HK – Huset. Og i scanneren blev der nævnt navne. Jeg var
ikke i tvivl. Det var Konservativ Ungdom.
Næste dag bad jeg afdelingssekretæren i HK, Werner Thomsen om, at henvende sig til Politiet. Han ringede retur, og sagde, at det ikke stod noget i døgnrapporten om episoden. Det undrede mig. Jeg bad ham om at nævne, at en nabo havde henvendt sig til os. Politiet forklarede nølende, hvad der var sket.
En time efter ringede en kendt person fra byen, og spurgte om jeg ville gå til pressen. Hans søn havde været involveret. Det kunne kun være vagthavende hos politiet, der kunne have informeret ham.
Et stykke tid efter fik jeg en henvendelse fra Konservativ Ungdom. De sendte et foto, hvor man kunne se et stort banner på vores HK – Hus, hvor der stod Kina – restaurant. Fotoet tog vi med i vores velkomstbrochure, samt udleverede det under en pressekonference.
Inger Harms på låret
Da vi indviede vores hus, valgte vi at holde en offentlig reception. Fra Rådhuset gik vi gennem gågaden til vores hus. Brandværnsorkesteret gik i spidsen. Der var virkelige mange mennesker med til indvielsen. Frands Gregersen kiggede misundelig, da Inger Harms sad på mit lår.
Sammen med Benny Olsen fra afdelingen havde jeg lavet en pjece og fotograferet vores nye hus indefra. Denne pjece, der viste vores nye hus, havde vi sendt ud til alle medlemmer. Her var også det billede, som de unge konservative havde taget den nat, de klatrede rundt på huset.
Flensborg Avis på jagt
Vi havde på en aktion set, at Merkur var til salg. Vi holdt det hemmeligt, fordi Forbundet ikke skulle få den ide, at købe skulpturen. Den ville passe fint ind i
vores nye hus. På en eller anden måde havde Flensborg Avis fundet ud af dette. Det lavede de en stor historie ud af. Den gik på, at vi ruttede med medlemmernes penge. Ak ja, det havde sikkert været agurketid. Skulpturen som vi erhvervede før Forbundet, kostede 7.000 kr.
Trusler i Aabenraa
Men som offentlig person var det slut med at gå i byen i Aabenraa. Adskillige gange blev man lovet tærsk, og adskillige gange var der optræk til ballade. Disse trusler fortsatte, efter at jeg var fratrådt som HK – Formand.
I nogle af butikkerne sprang man kunderne over. Man ville først ekspedere HK – formanden. Det brød jeg mig ikke om.
”Hov” – Han er jo ikke medlem
Jeg kunne godt lide Steen Valentin Petersen fra DsU. Han var virkelig engageret og havde bedre visioner end hans ældre kollegaer i Socialdemokratiet. Jeg holdt en del arrangementer sammen med dem, og holdt også et par valgtaler.
En 1. maj tale i Løjt Feriecenter samt en på Folkehjem, blev det også til. Men midt under den på Folkehjem fandt Poul Quist Jørgensen, Dycke Hoff og Lis Greibe ud af, at jeg ikke var medlem af partiet. Det var en katastrofe
Senere fik jeg tilbudt om at melde mig ind i partiet. Man ville opstille mig til byrådsvalget på en sikker plads.
Egner mig ikke til partipolitik
Men jeg tror ikke, at jeg egner mig til partipolitik. Jeg kom op at skændes med Camma Larsen Leddet omkring socialdemokratiets manglende ”teknologi – politik”. Det skete i forbindelse med, at Aabenraa skulle være med i et forsøgsprojekt omkring teknologi. Jeg nåede aldrig at blive enige med hende. Men hun
fik da et chok, da min kone Hanne præsenterede hende for mig. De havde det fint sammen.
I forbindelse med teknologi – forsøget lærte jeg at sætte stor pris på bibliotekar Ib Madsen. Han anbefalede at jeg startede et aftenskoleprojekt omkring dette emne. Sammen med Ib arrangerede jeg flere møde i HK – Huset.
Dårlige arbejdsbetingelser
Vores store aktivitet i HK afstedkom min tilstedeværelse mange steder. Bestyrelsen ville ikke gå med til at bevillige flere penge til formandsposten, så det var
kun en ting. Det var at gå af. Jeg kunne ikke få bedre arbejdsbetingelser. Man mente, at formandsposten var et tillidshverv, og at det var naturligt, at jeg ofrede hele min fritid og til dels min arbejdstid på hvervet.
Med andre ord, alle mine fridage var inddraget til HK – arbejde. Jeg beundrede min chef, boghandler Koch for aldrig at brokke sig, over alt det, jeg blev nødt til at lave i min arbejdstid både for Initiativ-udvalget og for HK. På en eller anden måde lykkedes det dog mine efterfølgere at få bedre betingelser. Avisen skrev dengang:
Men den store aktivitet i HK – Huset skyldes også en kæmpe indsats af medarbejderne Flemming, Hans Christian, Helle, Benny og Werner. Sidstnævnte døde desværre alt for tidligt.
Hans Christian så jeg forleden optræde i Talent 2008. Han har ikke forandret sig meget siden dengang.
Mange gøremål
Man skulle selv lave kopier af sine egne beretninger til generalforsamlingerne, og heller ikke dengang kunne jeg finde ud af, at fatte mig i korthed. Til gengæld blev beretningerne altid bragt i de lokale medier. Ja vi fik da også omtale i de større medier, LO – Bladet m.m.
Jeg var med til at udforme annoncer og lave praktiske gøremål i forbindelse med arrangementer med Sebastian og Troels Kløvedal.
Efter Sebastian – koncerten i Sønderjyllandshallen var Frands Gregersen sur på mig, fordi jeg kom og drak bajere i pausen. Frands var bestyrer af Sønderjyllandshallen i mange år. Men jeg havde desværre også et job som vært for arrangementet.
Da Troels Kløvedal var på besøg, var vores ældste søn Thomas med. Efter foredraget fik jeg en bajer eller to sammen med Troels. Det var en oplevelse for Thomas. Hans mor havde nemlig boet i kollektiv med Troels i Mao´ s Lyst. Så det fik de snakket lidt om.
Som formand havde jeg kontakt med de forskellige udvalg og udarbejdede presseinfo for dem. Jeg husker også et møde, jeg var med til at arrangere. Det var med tidligere kriminalassistent Tove Nielsen og handlede om vold i hjemmet. Det var en rystende oplevelse.
Godt samarbejde med arbejdsgiverne
Trods genvordigheder havde vi et udmærket samarbejde med handelstandsforeningen og den lokale arbejdsgiverforening. Desværre nåede jeg ikke at oprette et tværfagligt butiksudvalg. Jeg synes mange af de butiksansatte var for passive. Denne sektion ville jeg gerne have forstærket.
Gågaden – et dejligt sted
Gågaden var et fantastisk sted. Os ansatte omkring boghandelen og så de ansatte i de andre virksomheder i nærheden havde et godt sammenhold. Vi mødtes i pauserne og havde det meget skægt. De var de skønne piger fra frisørsalonen, Femina. Og så var det Ulla og hendes søster over fra Bager Petersen, hvor der også var et lille konditori. De præsterede flere gange at putte sukker i mine pomfritter.
På den daglige tur kom jeg ofte i snak med skohandler Freddy Christiansen og Købmand Willy Schmidt. De var også med i Initiativ-udvalget. Nogle gange gik turen ned til Britta Feldt, der var formand for foreningen. Hun havde et parfumeri og havde et heftigt temperament. Det brugte hun blandt andet, da Frands
Gregersen ikke kunne overholde deadline til vores avis.
Royal
Inde på Royal som var mit spisested i mange år, var der også skønne piger. Der var en dejlig atmosfære, når der var musik derinde. Tønder Spillemændene, Ove Bager og de Fynske Spillemænd, Alex Campell – ja man kunne blive ved.
Jeg tjente et par middage ved at tegne et par skilte til dem. Det var en spiseseddel formet af vittighedstegninger.
Van Dango på Folkehjem
De danske sønderjyders mødested før Genforeningen , Folkehjem kunne også klare andet end 1. maj møder. Især et musi- arrangement husker jeg tydelig. Det var med Anne Grete og Van Dango. Hold da op, hvor det gyngede.
Skrivekløe – allerede dengang
Jeg forsøgte at markedsføre både butikken og HK – Aabenraa og foruden presseinfos skrev jeg på livet løs:
Og Jydske Tidende var med på den. Da nu Aabenraa var udset som prøvecenter for teknologi burde vi have en folkelig debat. Jeg lavede et oplæg med tegninger og tekst. Det kom i et stort opsat søndagstillæg.
Aktiviteter i butikken
Man gik aldrig forgæves til de lokale medier. Det er helt anderledes herover i København. I samarbejde med Sønderjysk Turistkreds lavede vi en udstilling i butikken med sønderjysk litteratur, keramik, fotostater, ægte Rømødragt m.m.
En specialudstilling om Nordisk litteratur lavede vi med Foreningen Norden.
I forbindelse med børnebogsugen var alle ansatte i butikken klædt ud som børnebogsfigurer. Selv var jeg Emil fra Lønneberg. Børnehaver kom op i butikken og fik saftevand og hjemmebagt kage. Og alt dette ville de lokale medier gerne skrive om.
Jeg havde skrevet en presseinfo omkring vores skolebøger i butikken oppe på 1. sal. Helt uventet dukkede der sandelig både en journalist og en fotograf op
Ja sådan var indledningen. Vi havde uheldigvis fået en masse varer hjem, som jeg ikke nåede at få ud, inden journalisten pludselig dukkede op.
Hanne´ s mange aktiviteter
Min senere kone lærte jeg at kende første gang under en generalforsamling på Folkehjem. Hun stillede nogle intelligente spørgsmål til regnskabet og beretningen. Jeg kunne godt mærke, at man var irriteret på hende
Senere mødte jeg hende i vores arbejdsløshedsudvalg. Hun havde lavet en række film omkring Hærvejen til Danmarks Radio. Hun blev senere leder af BIS
– video, der lavede en del produktioner til TV – Syd. Indslaget med ”Det rene vand” omkring giftlossepladser nåede helt til Folketinget.
”Til døden os skiller” var med Kirsten Sarens og Erik Paaske og handlede om malersyndromet. Her medvirkede vores store søn, Thomas som Erik Paaskes søn. Filmen blev meget rost og opnåede flere priser. Det blev også til en andre produktioner, ofte flere på en gang, bl.a. om ordblindhed og om begrebet tillidsmand.
Der var tryk på, og jeg måtte tage fri, for at hente den mindste i børnehaven.
En film om computerprogrammet Comal 80 af Tønder – drengen Børge Christensen, blev det også til. Men her var TV – Syd ikke tilfreds med underlægningsmusikken. Det var ”Det haver så nyeligt regnet” spillet på keyboard af (?) Mikkelsen fra Aabenraa.
Gift i hemmelighed
Hanne og jeg blev gift i al hemmelighed af borgmester Jens Terp Nielsen. Grunden til, at det skulle holdes hemmelig var, at vi begge to var offentlige personer. Jeg – som HK – formand m.m. og Hanne som filmproducent.
Egentlig ville vi gerne være blevet gift af vores nabo, som var præst i en frikirke i Aabenraa. Det skulle så være sket i Nicolai – Kirken. Men her sagde man nej.
Man ville ikke anerkende ham som præst.
Præsten og hans familie var dejlige naboer oppe på Frueløkke. Rasmus legede meget med især deres søn. En dag snakkede de om, hvem der var den stærkeste i verden. Rasmus sagde selvfølgelig:
Der manglede en flyttebil.
Da vi så flyttede og den ene flyttebil var fuld, ja da manglede det halve stadigvæk. Så i en fart måtte der bestilles en flyttebil mere. Og af sted gik det mod Padborg, hvor vi havde købt hus på Jernbanegade.
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 7.02.2022
September 14, 2008
Vi forsøger den umulige at gengive Aabenraa` s historie på 9 sider. Det er både De Tre Makreller, Ringridning, hekseafbrænding, borgmestermord, brand og kapsejlads vi skal igennem. Også i Aabenraa har svenskerne været på spild. Og vi glemmer selvfølgelig ikke Folkehjem.
Byen har haft flere navne: Apenrade – Aabenraa – Opnør.
Opnør kendes fra ordet opæn, der betyder åben, og fra ordet ør, der betyder sandet strandbred.
Det oprindelige Aabenraa lå i kvarteret omkring Skibbrogade. Landsbyens bønder har med stor sandsynlighed dyrket jorden på og omkring By-bakken, hvor Aabenraa nu ligger. I den tidligere middelalder er der opstået en udflytterlandsby, en såkaldt torp. Dette blev til landsbyen Kolstrup.
Kendt fra 1257
Obenroe nævnes første gang 3. maj 1257 og i Aabenraa Skraa fra 1. maj 1335 skrives byens navn på denne måde – Openraa. Fra 1400 – 1500 er stavemåden Apenraa. I 1598 hedder det Apenrader Kirchenordnung. Og navnet Aabenraa bruges i det legendariske værk Hertugdømmet Slesvig fra Trap, som jeg erhvervede hos min antikvarboghandel for 200 kr.
Legenden om Danneborg
Legenden fortæller, at i 1219 efter en sejr over estlænderne, så stævner Valdemar Sejr ind af Aabenraa Fjord på vej til tingstedet Urnehoved. Med sig har han selvfølgelig Dannebrog. Og det var det flag, der pludselig faldt ned fra himmelen i Estland. Denne begivenhed er mindet i navnet Kongehøj. Det er en lille
høj bag engene i Hjelm Skov.
Begivenhedsrig historie
I 1248 afbrændes Aabenraa af Erik Plovpenning. Han blev senere halshugget ved Slien på foranledning af sin bror, hertug Abel. Fra 1250 til ca. 1300 er Sønderjylland under de holstenske grever.
En stor mølle blev opført ved Mølleåen. I den forbindelse etableredes en mølledam vest for byen. En omløbskanal blev gravet tværs over by-bakken, syd for den nuværende Rådhusgang. Den var 20 meter bred og 4 meter dyb. Den dannede byens grænse mod nord.
I 1376 blev Aabenraa atter engang besat af de holstenske grever.
I 1200 opførtes Aabenraahus (Opnøraahus). Den har muligvis ligget i den vestlige del af Vestergade.
I 1411 nedrives Opnøraahus og opførelse af Brundlund Slot påbegyndes. Det er Margrethe den Første, der påbegynder bebyggelsen. I øvrigt er den tilhørende mølle, Danmark ældste bevarede vandmølle.
I 1429 drog holstenerne, støttet af hanseaterne hærgende gennem Sønderjylland. Aabenraa besejres, Brundlund Slot inddrages og de omkringliggende landsbyer Stollig, Bodum, Skovby og Løjt Kirkeby blev hærget. Bønderne søgte tilflugt på Tørning Slot ved Haderslev.
I 1514 indlemmedes Ramsherred i Aabenraa..
10. marts 1523 slog Hertug Frederik med 3.000 landsknægte og 200 ryttere lejr ved Rise. Herfra trængte tropperne længere nord på under ledelse af Johan Rantzau. En del af disse tropper angreb Aabenraa, Sønderborg og Flensborg.
Grunden til at Aabenraa blev angrebet var ifølge myterne, fordi byen ikke hurtigt nok skaffede øl til tropperne. Fortørnede ryttere svor, at de nok skulle lære byens borgere at tappe øl.
Vanskelige trafikforhold
Første gang man hørte om Aabenraa på skrift, var da munkene i Løgumkloster fik toldfrihed. Man talte om vor havn i Aabenraa. Men den er langt ældre.
Man kan godt mærke, at kirken ligger på en bakketop 16 meter over havet, hvis man går nede fra H.P. Hanssensgade op til kirken. Der var betydelige problemer med trafikken dengang. I 1635 skriver kartografen Johannes Meyer:
Et smukt landskab
Lige øst for By-bakken lå strandområderne (Madevej, H.P. Hanssensgade). Mod nordøst gik en del af fjorden Kilen helt ind til byen. Også mange store skove omkredsede Aabenraa dengang. Men lettest var det at komme ad søvejen til Aabenraa. På et meget tidligt tidspunkt satsede man på fiskeri og søfart.
Kører man fra sydvest fra Stubbæk ned mod Aabenraa Fjord, får man den skønneste udsigt ud over fjorden. Jeg glemmer aldrig en aften for adskillige år siden, hvor vi så kongeskibet ligge ude i fjorden. Det var et virkeligt flot syn.
Da vi i min tidlige ungdom tog en rask cykeltur fra Tønder til Aabenraa, cyklede vi også ind i Sønderskoven. Men vi var ikke klar over de dybe skrænter. Pludselig kunne jeg ikke se min gode ven, Ingolf. Han råbte, og nu så jeg ham hængende i en sweater på en gren med cyklen nedenunder. Det var langt ned. Jeg fik ham bugseret ind, og han lever i dag i bedte velgående i Tinglev.
Plyndret og afbrændt
Ved Sønderjyllands deling i 1490 blev Aabenraa en del af kongens part. Da Christian den Anden blev fordrevet og Frederik den Første rykkede nord på, blev Aabenraa pludselig fjenden. Byen blev plyndret og afbrændt. I 20 år led byen af indkvarteringer og hårde skatte. Men privilegierne blev bekræftet i 1530. Det årlige markeder blev flyttet fra Rise til byen.
Lutherdommen afløste katolicismen. I 1544 blev Sønderjylland delt mellem Christian den Tredje og hans brødre. Aabenraa tilfaldt Hertug Adolf på Gottorp.
I 1576 hærges Aabenraa af en kæmpe brand. Halvdelen af byens huse brændte ned til grunden. Ophavsmanden skulle være en lille pige. Efter branden forbød magistraten opførelse af stråtækte huse, men dette blev dog ikke overholdt.
Den 19. maj 1582 brændte Aabenraa igen. På Skibbroen havde Peter Bådebygger og Niels Ovesen tændt bål i forbindelse med deres skibstømmerarbejde. Tre forbipasserende borgere havde advaret dem. Men de havde svaret, at de vidste godt, hvad de havde med at gøre. Hvis I ikke har andet at lave så gå hjem og pust jeres eget bål, sagde de.
156 hoved-huse med stalde og skure, skolen, præsteboligerne, klokketårn og rådhus brændte.
Peter Bådebygger og Niels Ovesen blev senere på året anklaget for mordbrand og dømt til ilden og anden skarp straf. De har sikkert afsonet deres letsindige fremfærd under grusomme pinsler på Galgebakkens rettersted.
Masser af tømmer blev leveret fra Tønder og Løgumkloster Amter. De sønderjyske og nordtyske byer indsamlede 2.793 mark lybsk til genopbygning af byen.
Mordet på borgmesteren
Efter 1618 skulle alle tage opføres i tegl. Strenge straffe blev indført, hvis man tændte bål. Rygterne hævdede efter branden, at det var Guds straf over byen for mordet på borgmester Claus Esmark. Han blev formentlig myrdet af Jørgen Skytte, der var vildtskytte på Teglgården. Men det blev aldrig bevist.
Borgmesterfruen viste ingen tegn på sorg, hvilket bestyrkede mistanken om, at hun og hendes forældre havde bestilt skytten til at begå mordet.
De blev torteret til at indrømme mordet, og de blev begge henrettet ved halshugning. Enken blev også dømt til døden, men blev benådet og bortvist fra Slesvig – Holsten. Og Jørgen Skytte forsvandt for altid.
Heksen fra Aabenraa
Haderslevbødelen, Mester Diderik havde den ære at brænde en Aabenraa– heks på heksebålet i 1617. Anna Jørgensdatter indrømmede da også, at hun havde stået i lære hos en heks i Kappel. Hun havde dræbt nogle køer og ved nattetide havde hun danset på Galgebakken. I øvrigt havde hun omgang med djævlen.
Svenskerne kommer
Endnu en ulykke ramte byen under Kejserkrigen i 1627 – 29.
I september 1627 ankom Christian den Fjerdes hær til Aabenraa efter at have tabt slaget mod Tilly og Wallensteins hær ved Lutter am Barenberg.
Mange borgere var flygtet
Den 24. oktober dukkede svenskerne op og udplyndrede byen. Det samlede tab for byen blev opgjort til 12.819 rigsdaler. Kort efter ramtes byen af pest. Og den
3. – 4. maj 1629 udbrænder 24 huse.
I 1630’erne begyndte søfarten at have succes. Aabenraa var blandt de førende i sejladsen til Gotland. I 1641 blev en ny skole oprettet og Sct. Nicolai Kirke
blev udvidet.
Slotsgade udgjorde en enhed for sig selv og var i direkte konkurrence med byen. Men ak og ve, atter engang skete der ulykker. En masse plyndringer forekom under Svenskerkrigene 1644 – 45 og 1657 – 60. Hertugen var dog på svenskernes side.
Den 21. august 1657 besøgte selveste Karl 10. Gustav byen med 1.000 ryttere. I 1659 bragte udenlandske tropper også pesten med til byen. I 1660 passerer polske tropper byen. det resulterer i 70 ødelagte huse. Yderligere 70 huse var så medtagende, at beboerne ingen afgifter skulle betale.
Endnu en heks
Margrethe Krogh var egentlig anklaget for tyveri og hæleri. Men snart gik rygtet, at hun var heks, og for at finde ud af det, måtte hun gennemgå hekseprøven.
Den bestod i, at hun blev smidt i vandet. Svømmede hun ovenpå, var hun heks. Druknede hun, ja så var hun uskyldig!
Ja så kunne man bruge tortur, og her bekendte hun alt. Men man skulle lige først spørge hertugen. Og da han havde talt, var der ingen vej udenom. Hun måtte på heksebålet.
I 1663 blev en tyvagtig tigger brændemærket. Hun fik også kagestrygning, og blev drevet ud af byen. Hælerne, der havde aftaget hendes tyvegods blev naglet til kagen og fik et øre skåret af inden. Også disse blev jaget ud af byen.
Så var der igen brand. Denne gang i Slotsgade. Den opstod i Thomas Pelzers hus og bredte sig til de nærmeste kvarterer. Brandene opstod ofte, fordi man anvendte træskorstene, som var påført et tyndt lag puds. Og mange brugte stadig stråtag, folk have ikke råd til tegltag.
Forbryder bruges til medicinske forsøg
En mand fra Als videresolgte stjålne heste til soldater. Han blev pågrebet i Aabenraa. Men hans kone fik fremstillet falske nøgler til hans ben-lænker, så han slap fri midt om natten. I Randers blev han pågrebet med kone og børn. Under tortur erkendte han sine gerninger og dømtes til hængning Hertugen havde
dog bestemt, at hans døde krop skulle skæres ned i en kasse og bringes til professor Daniel Meyer på Kiel Universitets medicinske fakultet.
I 1702 fandtes en død gøgler på markedet. Det var det berømte Ild-menneske. Han var formentlig død af rottekrudt. Rakkeren skaffede hans lig af vejen. Og hertugen sendte en hertugelig advarsel til apotekere og krudtkræmmere til at være forsigtig med salg af denne vare.
I 1710 lød det fra prædikestolen, at alle stråtage skal fjernes inden 14 dage, ellers blev de 108 navngivne borgeres huse revet ned.
Skibsfarten i Aabenraa
Skibsbyggeriet gik i gang. Byen fik egen barber og apotek. Skibsfarten blev udvidet. Byen nød godt af Gottorps alliance med Sverige. Reelt var man dog i krig med Danmark. I 1713 blev byen besat af kongelige tropper og 700 svenske krigsfangere skulle indkvarteres. Mange skibe gik tabt, og den resterende del af handelsflåden blev beslaglagt og anvendt til transporttjeneste.
I 1721 blev det nu fattige Aabenraa indlemmet i det danske kongerige. Byen havde kun 1.250 indbyggere, men takket være skibsfarten steg velstanden. I 1750 var byens indbyggertal steget til 3.000. I 1860 var den sneget op til 5.000. I 1741 havde byen 115 hjemmehørende skibe, men i 1811 var der kun 13 skibe tilbage.
Den driftige skibsredder
Men byen havde Jørgen Bruhn. Hans rederi blev grundlagt i 1806. Efter krigen optog han sejlads på Sydamerika og Kinakysten. I 1819 rundede et af hans skibe Cap Horn. I 1862 var der 62 skibe hjemmehørende i Aabenraa.
Fremgangen kunne også aflæses i antallet af skibsværfter. Således var 200 – 300 skibstømrer ansat på byens 6 skibsværfter. Og den initiativrige Jørgen Bruhn
grundlagde også et værft på Kalø.
En masse initiativer
I begyndelsen af 1800 – tallet var nøden stor i Aabenraa. Man forsøgte med forskellige sociale foranstaltninger bl.a. nødbespisning. I 1818 oprettedes en sparekasse og i 1831 fattighaverne ved Hjelm.
Der opstod en del industri i Aabenraa. Det begyndte med J.P. Junggreens Tobaks-spinderi. I 1836 Marcussens Orgelbyggeri og i 1852 Stahlknechts Jernstøberi i Slotsgade.
Også med hensyn til byens infrastruktur skete der væsentlige ting. I 1856 blev Kilen inddæmmet. I 1847 – 1853 blev chausseen Flensborg – Aabenraa – Haderslev færdig. Og i 1861 blev Slotsgade indlemmet i byen. Et gasværk blev opført, og i 1863 var der opstillet 74 gaslygter i byen. Tiden efter Treårskrigen 1848 – 51 var der en solid fremgang for byen.
Kampen for danskheden
Omkring 1830’erne hyldede man i Aabenraa den danske konge som enevældig hersker. Man følte sig på en gang som aabenraaer, slesviger og borger i det dansk – tyske helstatsmonarki.
Den Slesvig – Holstenske bevægelse fik gang i den i Aabenraa eller Apenrade, som man sagde dengang. Det tysksprogede Algemeines Wochenblatt blev i 1839 forbudt af de konservative myndigheder.
De velhavende Aabenraa – borgere gik ind for Det tyske forbund, og skibene fra byen skulle sejle med det Slesvig – holstenske flag i stedet for Dannebrog, mente Aabenraa’ s reddere.
Men danskheden havde også mange tilhængere. Frederik Fischer udgav bladet Königlich privilligiertes Wochenblatt med dansk indhold. I 1840 skiftede det navn til Kongelig privilegerede Ugeblad for Aabenraa. Men det vakte dog forargelse. Så man gik tilbage, og brugte ordet Apenrade.
Det Slesvig – Holstenske oprør brød ud i 1848, og det fik støtte af byens danske borgmester og byråd. Men ønsket om at blive i den danske helstat med dansk konge var stærk i Aabenraa. Det fik de dansksindede til at oprette Frederiksklubben efter Frederik den Syvende.
Efter det Slesvig – holstenske nederlag i 1850 fik byen dansk borgmester og byråd. Dansk sprog blev indført i forvaltning, kirke og skole.
Efter det danske tilbagetog ved Dannevirke blev de preussiske troppers indtog hyldet på Søndertorv. Men der var flertal for Danmark i Aabenraa. Ved valg til den nordtyske Rigsdag i februar 1867 var der dansk flertal.
Aftagende skibsfart
I 1921 var befolkningen vokset til næsten 8.000. Nye kvarterer skød op uden for By-bakken. Ved Nørre Chausse (Haderslevvej) og på Forstallé blev der bygget. Her opstod der i tidsrummet 1900 – 1910 et helt nyt kvarter. Borgerskabet flyttede ud i de nye villakvarterer, mens bykernen med undtagelse af Storegade og Ramsherred udviklede sig til arbejderkvarterer.
I 1883 var en del af kommunens areal blevet indlemmet, og det syvdoblede med et, Aabenraa’ s areal. Resten af Kolstrup blev indlemmet i 1901.
Aabenraa var efterhånden Sønderjyllands førende søfartsby med langt større tonnage end Flensborg. I 1857 var der beskæftiget 500 mand på byens værfter. Endnu i 1870 sejlede mange Aabenraa – skibe på Kina og Ostindien. Men Flensborgs voksende flåde af dampskibe udkonkurrerede efterhånden Aabenraa.
Jernbanen kommer
til Aabenraa
I 1880 blev Apenrade Aktie – Bryggeri opført på Haderslevvej og i 1899 blev Callesens Motorfabrik grundlagt i Lavgade. Overbecks Kalkværk og Tømmerhandel, der senere blev til Cimbria blev grundlagt. J.P. Torps Jern – og Stålforretning så dagens lys i 1897. Voetmanns Tømmerhandel på havnen, havde efterhånden 56 arbejdspladser.
I 1868 blev der lagt en jernbaneforbindelse til stationen i Rødekro. I 1899 blev der anlagt en smalsporebane fra Aabenraa over Felsted til Gråsten. Denne blev udbygget med en Kleinbane over til Løjt – Hovslund til Løgumkloster.
Folkehjem
I 1900 købte Sprogforeningen Schweizerhalle ved Haderslevvej, og gjorde det til dansk forsamlingshus under navnet Folkehjem. Det er noget særligt at holde tale på Folkehjem. Det har undertegnede gjort i forbindelse med 1. maj, uden at være medlem af partiet. Men det kan I – kære læsere, læse et andet sted. Jeg var med til at arrangere et foredrag med Troels Kløvedal på stedet.
Jeg kommer også til at tænke på Jens Wiltoft, hvis far og mor bestyrede Folkehjem i mange år. Jeg var med til at lære Jens op i Bo Bojesens Boghandel. Ja, Jens’ s lillebror startede også sin karriere i boghandelen. Jens og hans familie var herlige mennesker.
Mere kulturkamp
I 1904 blev Sct. Jørgens Kirke indviet som dansk frikirke. I 1888 åbnede Aabenraa Museum, men det havde hvis ikke så meget med kulturkamp at gøre.
Fra 1867 var Albrecht von Krogh borgmester, og det var et tysksindet bystyre der regerede byen. Denne borgmester blev alvorlig kritiseret af den dansksindede del af befolkningen.
Dansk – tysk opdeling
Efter Genforeningen i 1920 blev havnen i Aabenraa udvidet. På et tørlagt område fik man anlagt 450 meter kaj. Den blev uddybet til 8,5 meter og blev Danmarks tredje dybeste havn og fik navnet Nyhavn.
Sønderjyllands Højspændingsværk leverede en stærk stigende mængde strøm til hele Sønderjylland. Aabenraa Andels – Svineslagteri blev oprettet som den første af sin slags i hele Sønderjylland. I Nygade opstod Dansk Glødelampefabrik i 1931.
Aabenraa’ s befolkning steg markant mellem 1920 og 1940. Nu boede der pludselig 11.000 mennesker i byen. Det skabte betydelig bolignød. Man forsøgte at afhjælpe med husvildebarakker og kommunale arbejderboliger.
Først i 1920’erne tog byggeriet fat med huse ved Reberbanen, alt i mens der blev bygget nye villaer ved Forstallé og Callesensgade. I H.P. Hanssensgade blev der også bygget. Grand Hotel, Aabenraa Teater og Telegrafvæsenets Bygning.
Det danske og tyske kørte hver for sig. Med skoler, gymnasier, børneinstitutioner, gudstjenester, aviser og butikker. Og opdelingen foregik i stor grad på det kulturelle område.
Nye projekter
I mellemkrigstiden var nøden stor. Der var ikke megen forståelse fra Aabenraa Byråd. Mange demonstrationer og møder førte dog til lidt mere hjælp. En del af de arbejdsløse blev sat til anlæggelsen af Kystvejen, Dyrskuepladsen, den vestlige omfartsvej og sportspladsen.
Modsætningen mellem det nazistiske mindretal og det danske flertal var voldsom efter 1940. En tysk avis udkom fra 1946. En tysk privatskole blev oprettet i 1947 og en tysk børnehave så dagens lys i 1956.
Nye boligblokke blev bygget ved Tøndervej og Løgumklostervej. I 1960’erne blev der bygget ved Petersborg. Rækkehuse og villabyggeri fortsatte i Rugkobbelkvarteret, og den gamle Skovriddergårds jorder forvandledes til villakvarter. Industrien flyttede til et nyt område langs Vestvejen.
Sønderjyllandshallen
Sønderjyllandshallen blev indviet i 1956 af statsminister H.C. Hansen. Egentlig skulle det have været et kulturhus, men det blev en multihal, hvor landsdelens
store messer, sportsstævner, kongresser og musikarrangementer blev afholdt. Selv var jeg med til at arrangere Sebastian – koncert for mange år siden. Og den mangeårige bestyrer, Frands Gregersen var et herligt og humoristisk bekendtskab, som jeg med glæde vil tænke tilbage på.
Ringridning i Aabenraa
I Aabenraa vil man hele tiden forsøge, at være de største, når det gælder ringridning. Man håber hele tiden at have mellem 550 og 650 ryttere.
Men egentlig er ringridning slet ikke spor sønderjysk. Den har sin baggrund i riddertidens turneringer. Ja den gang havde man også noget, der hed karrusel løb.
Helt op til Christian den Niende har danske konger dyrket dette karrusel-løb.
I 1766 blev det Blå Ridende Korps oprettet i Aabenraa. Korpset modtog dronning Caroline Mathilde ved samme lejlighed.
Min ”tattoo – oplevelse”
I forbindelse med ringridning indførte man tattoo ved Brundlund Slot. Byens fine folk var inviteret til at sidde på tribunen, mens pøblen måtte nøjes med ståpladser. Jeg mente dengang, at jeg også var berettiget til en tribuneplads, for jeg kunne se, at formanden for Arbejdsgiverforeningen og Handelsstandsforeningen sad der. Jeg var HK – formand, med i Initiativ-udvalget og så meget andet. Så det måtte absolut være en forglemmelse, at
jeg ikke havde fået en invitation.
Min kone Hanne lavede nogle fremragende udsendelser til TV – Syd, så vi burde sidde der. Min lillebror, Erwin var også med, og teknisk webmaster (ikke dengang) Peter Rasmus gik i takt med de forskellige orkestre ude på plænen. Dengang var han vel 3 – 4 år. Der var virkelig rytme i ham.
Vi hilste pænt på borgmesteren, politimesteren osv. Men der var ikke plads til dem, der kom lidt senere. Og her vil jeg da godt undskylde over for dem, der ikke var plads til, og som havde fået en invitation.
Og i mine erindringer fra Aabenraa kan jeg huske, man altid havde hoved på et par dage efter en sådan gang ringridning. Man gik til den i Aabenraa. Ja, og så blev gågaden gjort rent af kommunens folk, når hestene havde afleveret deres pærer. Og i butikken hjalp vi selvfølgelig til.
Fagenes fest
Dengang fejrede vi også Fagenes fest. Og når man var noget ved musikken blev man involveret. Selv om vi i fagbevægelsen var uenige kunne vi godt more os sammen. Det skete da også flere gange, at jeg blev smidt i skummet af store SID – folk. Begivenhederne fandt sted i nærheden af Brundlund Skole, for det var
der, hvor man bagefter blev nødt til at tage et brusebad. Om man fejrer dette endnu i Aabenraa, ved jeg ikke.
Posten kommer til Aabenraa
I 1729 fik Aabenraa sin første postmester. Det var en privatmand i Hamborg, der sørgede for al transport i hertugdømmet Slesvig Holsten, og det var også ham, der ansatte postmestrene. Den første postmester i Aabenraa hed Thomas Thomsen. Han blev i 1754 afløst af en tidligere tjener fra Brundlund Slot, Daniel
Linde.
I hans tid blev postbefordringen kongelig, og man indførte også personbefordring. I 1765 blev Aabenraa en station på hoved-ruten ad Hærvejen. Og i den forbindelse blev vejforholdene til byen forbedret. Men postmesteren skulle have et anstændigt sted at bo, så et par huse måtte lade livet i Søndergade. Den nye postmestergård blev nærmest et palæ med stald og bryggerhus. Det flotte bygningsværk er fra 1758.
Aabenraa Havn
Indtil midten af 1900 – tallet har havnen spillet en afgørende rolle for Aabenraa. Fra midten af 1500 – tallet faldt aktiviteten på havnen. Det var de store byer i
Flandern, der tog over. I 1721 da Aabenraa kom ind under den danske konge, oplevede man en opgangsperiode. Antallet af skibe steg fra 45 i 1713 til 117 i 1747.
Omkring 1800 blev den såkaldte Tømmergårdshavn anlagt syd for Gammelhavn ved Mølleåens udløb. Her blev byens ældste værft, Poulsens værft anlagt.
Gammelhavn blev udvidet til 5 ½ meter, og i 1925 indviede Christian den Tiende hele herligheden. Værfterne i Aabenraa lukkede en efter en. De kunne ikke omstille sig til de nye tider. I 1993 blev havnen udvidet med en såkaldt Sønderjyllandskaj med en 11 meters dybde. I 1975 blev der anlagt en lystbådehavn.
En tur på fjorden
To gange var jeg som medlem af Aabenraa og Omegns Walkieklub med ude på en motorbåd, da der var kapsejlads på Åbenrå Fjord. Vi havde ingen redningsveste på, og det var sin sag at entre et stort sejlskib fra en lille motorbåd ude på fjorden. Vi skulle også sejle madpakker rundt til de forskellige stationer langs kysten. Det var en kæmpe oplevelse. Det var det også første gang man skulle tisse fra en motorbåd der gyngede. Det var noget med at kende vindretningen og sådan noget.
Bagefter fik vi så en stak bajere over på De tre makreller.
De tre Makreller
De tre Makreller er ikke kun navnet på et hyggeligt værtshus/spisested i forbindelse med Havbunden, hvor Skipper Thorwald sang og spillede. Det handlede også om sol-æg.
De tre Makreller er også Aabenraa’ s byvåben. Våbnet går tilbage til Middelalderen. Aabenraa fik stadsret i 1335 af hertug Valdemar af Sønderjylland. Måske
stammer byvåbnet fra den tid. Det ældste bevarede segltryk er fra 1421.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 8.-02.2022
September 14, 2008
Mange har i tidens løb skrevet vers om gågadens lyksaligheder. Vi har udvalgt et par stykker. I 2009 bliver gågaden 40 år – eller gør den det? For man tyvstartede dengang i 1968. Gågaden var den første og længste gågade i Sønderjylland.
Plakatsøjle med poesi
Da gågaden fejrede 14 år ville vi i Bo Bojesens Boghandel gøre noget særligt. Vi ville lave en reklamesøjle med gågadens historie. Til dette formål lånte jeg
købmand W.P. Schmidts scrapbøger. Og fandt også nogle poetiske og tankevækkende citater.
I 2009 bliver gågaden 40 år, og dog. Det bliver den vel allerede i år. For man havde allerede før den officielle indvielse den 3. september 1969 lavet forsøgsperioder op til højtiderne. Og det var min gamle chef, boghandler Koch, der den 3. september 1969 klippede snoren over.
Inden det var gågade
Der er skrevet mange vers om gågaden. I denne artikel har vi valgt nogle af de mange. Det første udpluk er fra 1968, hvor gaden som skrevet endnu ikke var officielt indviet. Det var dengang et pund kaffe kostede 6 kr. Her er hvad C.G . – hvem det så end er, fandt ud af:
Ballade i Aabenraa
I de gode gamle dage kom trafikken væltende fra begge retninger. Det må have været en sport, at gøre indkøb på Ramsherred og Storegade dengang. Protesterne kom mest fra den nordlige del. De mente, at gågaden først skulle begynde fra Barkmøllegade.
Men Aabenraa fik Sønderjyllands første og provinsens længste gågade.
Samme år var der ballade om, hvilke blomster man skulle bruge til pynt. Det fik Rimus til at digte en ballade om blomster i Jyllands Posten:
Samme år hed en af overskrifterne i Jydske:
Syng med på ”København København”
Nu blev det til rigtige planter og blomster, men man var skam meget betænkelig dengang. Læs bare, hvad Marguerite Hahnemann mente i 1969. De der har lyst kan synge verset på melodien København, København:
Springvand på Limonaden
Og i selveste Se og Hør skrev Ib Boye disse vers om Aabenraa´ s gågade:
Åbenrå (Aabenraa) – sangen
Stemningen var vendt i 1982. Selv borgmesteren skrev et vers i Turistavisen, det har vi dog ikke med her.
Vi slutter med Åbenrå – sangen. Den kan synges til Under den hvide bro:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 8.02.2022
September 14, 2008
(Tynne, Hæwe, Møltynne – dengång)
Dette er en delvis oversættelse af et foredrag på synnejysk om livet i det sydvestlige Sønderjylland. Foredraget blev holdt den 4. sept. 2008 i Æ Synnejysk Ambassade i København. Af hensyn til besøgende på denne side fra hele Danmark er det på nogenlunde dansk. Der kan dog forekomme synnejysk, Tynne – plat, Plat – tysk m.m. Vi bevæger os rundt på Jordsand, i Hæwe, Rudbøl, Awntout, Møltynne å Tynne. Nogle har sikkert læst det før. Men artiklen er nærmest en Greatest Hits af historier.
Æ kaffeboe
Jeg bliver ofte her i København spurgt om, hvad Synnejysk kaffebord er. Så det starter vi lige med. Til Synnejysk Kaffebord skal vi have
Man blev målt på, hvor god ens kaffebord var. Der skulle helst serveres 4 lagkage. En udtalelse fra Aventoft:
Det skal helst være 7 slags bløde og 7 slags hårde kager. Og så må man gerne stable på sin egen tallerken.
Jordsand
Vi står op på diget ved Højer Sluse. Min Opa havde en kikkert med. Prøv at kigge lidt mod nord. Her kan se en lille ø. Den hedder Jordsand,
sagde han. Næste gang – nogle år efter, da jeg kiggede, var øen væk.
Den 15. august 1689 underskrev den danske konge en aftale med den danske konge om at levere 7.000 soldater. Lejen af korpset kostede 240.000 rigsdaler. Hvis korpset skulle videre til Irland ville det koste 325.000 rigsdaler.
Og den engelske konge skulle erstatte dem, der ikke kom tilbage – en manglende infanterist med 10 rigsdaler, men en manglende hest med 50 rigsdaler.
Man havde fundet ud af at Jordsand var det bedste udskibningssted. Soldaterne skulle vade til Jordsand fra Hjerpsted til Jordsand. Derfra skulle de fragtes i små både til Lister Dyb, hvor de store både lå og ventede.
Men man havde ikke taget vejrguderne med i planlægningen, da udskibningen skulle finde sted i oktober måned. For pludselig stod Jordsand under vand. Udskibning foregik derefter fra Højer.
I ventetiden huserede soldaterne i området. Præster i Kejtum på Sild beretter:
Da de endelig tog afsted, så lød befrielsens suk fra beboerne i Ballum, Hjerpsted og Højer. Tiden med soldaterne havde været fuld af byrder.
Skeletter på Jordsand
Mange år senere opdagede Ehmsen fra Ballum, der havde forpagtet Jordsand en masse skeletter, når der var ebbe. De stammede fra dengang, da Christian den Fjerde i egen person på sit skib Trefoldigheden var med til at fælde 24 hollandske skibe. i Lister Dyb. 900 hollandske søfolk blev begravet på Sild og Jordsand.
Ja så talte man om at lave en jernbanestation på Jordsand. Man havde store planer om en Forbindelse fra London til St. Petersborg. Den skulle så gå til Lister dyb. Med robåd til Jordsand, og jernbane derfra via Højer og Tønder til Flensborg.
Vadehavet
Allerede i Oldtiden har det været livlig skibstrafik i omegnen af Højer og Tønder. Mellem Møgeltønder og Ballum var 94 skibe i fast rutefart med stude. Fra Tønder udgik der vikingetogter allerede i år 400.
Da tårnet på Møgeltønder Kirke blev ødelagt ved en storm i 1628, ville hollandske kaptajner betale en tredjedel af opførelsen. Eneste betingelse var, at den blev lige så høj som før. Det var et godt sømærke. Og her langs Vadehavet lå i midten af 1600 – tallet en kæmpe handelsflåde, faktisk Danmarks næststørste
flåde.
Fra Højer forsøgte man i 1850`erne at lave en dampskibsrute til Husum, men båden sad hele tiden fast i slikken, selv om den kun havde en dybdegang på 2 fod. Og i 1849/50 og 1864 lå kaptajnløjtnant O.C. Hammer og drillede tyskerne og østrigerne herude i Vadehavet. De kunne ikke få ram på ham.
Højer
I Højer sagde om Tønder:
Fra gammel tid var der gnidninger mellem Højer og Tønder. I 1660 klagede de i Tønder over, at der dagligt kørte 100 kornvogne vestpå til Højer. I 1687 – 88 forseglede kæmneren og byfogeden forseglede handels – og håndværkerboderne i Højer. Men i sidste ende lykkedes det for Højer at sejre. I 1706 fik de lov til at drive handel og håndværk.
Romantik i luften
Engang i slutningen af 1840’erne lå der en kanonbåd ude i Vadehavet. Kommandanten var Løjtnant Johan Ernst Kier, søn af den daværende borgmester i Haderslev. Og dengang kunne man ved højvande sejle helt ind til det, der i dag hedder Kiergården.
Her fik løjtnanten øje på gårdens datter, Jane. Og hun fik også øje på løjtnanten. Men den gamle Todsen, Janes far, var ikke så glad for forbindelsen. Det havde sikkert noget med det dansk – tyske at gøre.
Men de blev gift. Det sørgede Johan’ s far for. Der har virkelig været gang i den i Højer. Således afgik der op til 21 skibe afsted på en gang i 1870’erne
Lægen fra Højer
I 1867 kom en utraditionel læge til Højer. Han hed Theodor Jersild. Allerede første aften lagde man mærke til ham. I skænkestuen kunne en mand ikke få sin the-punch med.
– Vent et øjeblik, så hentede han sine instrumenter. Han bad nu manden åbne sin mund. Inden gæsterne vidste, hvad der skulle foregå, havde han spiddet mandens mandler på sit instrument. Så klappede Jersild manden på skulderen.
Da Højers smed havde fået en splint i øjet, lagde Jersild et reb om ham, og hængte ham op i en krog, så den store smed, var ved at kvæles. Derved vendte øjet sig i hovedet og lægen fik hurtig splinten fjernet.
Han udskrev koldt-vands-kure. Det gik ud på, at man foretog spadsereture og vandreture, når der var ebbe I Vadehavet. Der blev anskaffet baderekvisitter i Højer, og en sygeplejerske blev uddannet i brug af termometer og bad.
Jersild indførte mavepumpen, gips –og stivelsesbandage, og foretog vellykkede øre – øjneoperationer. Den gode mand fik kultstatus, folk valfartede til Højer.
På hans gravsten skulle der stå:
Og han var bang for, at dø skindød. Så han lovede sin gode ven, dyrlæge Hauge en belønning på et par tusinde Mark, hvis han ville komme og skære hans pulsåre over, når han hørte, at han var død.
Man havde både en dansk og en tysk læge i Højer. Det var en uddannet tandlæge i Postgade, og en tandteknikker, der udførte andet tandlæge arbejde. De repræsenterede hver deres kultur. Så i Højer kunne man få tænderne trukket ud både på tysk og dansk.
Højer havde syv værtshuse
Det kulturelle højdepunkt i Højer var i 1887 Stadt Tondern. Her optrådte sangere fra Nürnberg, en musiker fra New York og tryllekunstnere fra Berlin. Her kom overgendarm Christiansen, møller Roll, lærer Ewermann og skomager Martinus. Falle Simonsen foretrak Hotel Sylt.
Men det var på Ohlsens Hotel, der blev afholdt byrådsmøde, og det startede altid sådan:
Jernbanen til Højer
Den 30. juni 1892 kunne man i Tondernsche Nachrichten læse om den nye restaurant på Højer Sluse:
Jo Højer havde fået jernbaneforbindelse. I starten var der tre daglige forbindelser til Tønder. Rejsetiden var 37 minutter. Den direkte forbindelse varede 25 minutter. I 1897 kom der ligeledes 3 Badeschnellzüge fra Hamborg.
Kongen og pigen
ak ja, da Christian den 10. red over grænsen den 10. juli 1920 rakte en lille pige ham en buket blomster. Kongen tog hende op på armen. Og ikke et øje er tørt, for den lille pige var lille Johanne fra Højer. Og kongen holdt forbindelsen ved lige. Ved hendes konfirmation fik hun et guldarmbånd.
De tager det hele
Da der blev dansk flertal i Højer i 1946, var borgmester Andersen ikke så glad. Med sit dansksindede navn var han tysksindet. Han var heller ikke så begejstret for, at hans datter skulle giftes med den dansksindede fabrikant Kjærby’s søn. Han udtrykte det på den måde:
Og så var det tilbud hos Falle å æ Torv. Købte man en cykel hos ham, fik man et pund ål med i angebot.
Møgeltønder
I kirken i Møgeltønder findes et billede af Peter Henriksen, der døde i 1521 i en alder af 127 år. Om sagnet om Peter Henriksen er opstået af billedet eller omvendt vides ikke.
Ret og uret
I enklaven Møgeltønder havde de deres egen Tinghus, med deres egen rettergang. Den mest grufulde sag, var sagen mod provst Laurits Thomsen, hans hustru og datter. De blev dødsdømt fordi provsten med hustruens medvirken havde bedrevet hor med datteren. Provsten blev i 1614 brændt, men hustruen slap med
en noget mildere straf – halshugning. Andre prominente personer, der havde haft et forhold til præstekonen blev idømt kæmpebøder.
På 5 år blev 5 dødsdømt og 2 gjort fredløse.
Den blå tåge
I midten af 1700 – tallet ramte en kvægpest bønderne i Møgeltønder. Hele besætninger måtte aflives. I et brev fra 1745 fortæller inspektøren på Schackenborg, Lütken:
I alt døde 3.131 kreaturer på Schackenborg gods.
Greven forlangte underdanighed og disciplin. Der skulle betales store afgifter til grevskabet. På et tidspunkt havde bønderne fået nok, og de lavede oprør.
I Kongeriget som Møgeltønder tilhørte blev der indført en landmilitsordning. Med prygl og pisk blev bønder udkommanderet. Og bøndernes anfører blev anholdt af 23 dragoner og bragt til tvangsarbejderanstalten i Rendsborg.
Rudbøl
I 1629 havde den gottorpske hertug Frederik den Tredje den ide, at der i Rudbøl skulle oprettes en fristad, hvor alle religioner var tilladt. I den forbindelse skulle der graves en kanal til Flensborg. Grundet store ødelæggelser ved en stormflod i 1634 blev dette ikke til noget.
Omkring 1830 var der 30 bådfolk i Rudbøl. De tjente store penge, alt imens det blev vanskeligere at komme ind til Tønder. Når børnene skulle i skole foregik det enten med båd, på hesteryg eller med Æ klustag. Og sidstnævnte er meget sjovt ude i marsken.
Emil Nolde, den store kunstmaler, der er opvokset i nærhed af Rudbøl skriver:
Og så har det været afholdt Vædde-sejlen på Rudbøl Sø. Det startede kort efter den fransk – tyske krig i midten af 1870’erne. De tre hurtigste både fik præmier. En bolle punch var som regel førstepræmien. Men det fortælles også, at en lænestol engang har været førstepræmien.
Mellem Højer og Rudbøl sejlede før 1920 hjuldamperen Sylt, hvis skorsten kunne ligges ned, så den kunne gå under Rudbøl Bro.
Og hvorfor blev grænsen så mærkelig i Rudbøl. Jo Anton Nielsen henvendte sig til Kommissionen:
Og Anton fik sit ønske opfyldt. Der blev foretaget en afstemning i gaden. Derfor fik vi delingen midt i gaden.
Lige i nærheden af Rudbøl ligger den gamle landsby Lyst. Her blev børnene undervist i en fåresti. Engang kom provsten forbi, men da var eleverne for længst gået hjem. Provsten spurgte forundret, hvor klokken var, og fik svaret at i Lyst havde man ingen ”klok”. Hvordan klarer I jer så, spurgte provsten. Den såkaldte skoleleder svarede:
Aventoft
I Tønder sagde man om dem i Aventoft:
Da vi var unge sang vi
med på Petrula Clark´s melodi Down town:
Familien Brodersen kom ofte på Armins Gaststätte.
Skulle man til Aventoft i gamle dage kom man forbi Lægan Kro. Her havde kromændene i generationer været bådebyggere. Folk kom her til for at drikke kaffe og spise hjembagte honningkager. For at tiltrække kunder havde kroværten en net-overtrukken vandfyldt båd. I den befandt der sig to sælunger.
Som regel var der konen, der måtte til Tønder for at sælge fangsten.
Hvis en ung fisker blev gift med en pige, der havde haft plads hos bønderne, kunne man ikke forlange, at hun skulle drage til Tønder. Men hvis manden efter tre gange var kommet fuld hjem uden penge, måtte hun dog alligevel af sted.
Tønder
Man siger, at der allerede fra år 400 udgik vikingetogter fra Tønder. Man har fundet mønter fra 900 – tallet i nærheden. I følge Dansk Atlas fra 1781 havde Tønder allerede i 1017 en betydelig havne – og handelsplads. Vi havde samhandel med London. Og i 1130 kom vi på verdenskortet.
Æ sproch
Og sproget i Tønder og for den sags skyld er for uvedkommende mærkelig, særlig det sprog, der hedder Tønder – plat:
Og i 1920 sagde de tysksindede om de
dansksindede
Da kongen havde besøgt Højer og Møgeltønder, kørte de nordpå mod Skærbæk. Da de nåede til Abild, hilste en af byens bønder Laust på kongen
Laust ville til Skærbæk for at modtage kongen. Og han kom sandelig med ham i en af bilerne.
Og om en vognmand fra Højer, der kom ud for en ulykke sagde man.
En gang blev Døcher Smed kaldt ud til Forsøgsstationen ved Højer. Her spurgte en af karlene, der kom fra Sjælland, hvorfor Døcher Smed var tysk:
Karlen kiggede på Døcher Smed og sagde så:
Denne Døcher var også major i Æ Feuerwehr i Højer. Da nazismen slog igennem i Højer, blev kommandosproget tysk. Men mon ikke det var af praktiske grunde, at Døcher brugte følgende sprogbrug. Her er et eksempel.
Da der skulle holdes øvelse op skolepladsen ved Kjærbys Tæppefabrik, gav Døcher følgende ordre:
Se det kunne både danskere og tyske forstå.
Man sagde om en mand, at han var galt tysk eller tumbe dansk.
Spurgte man et barn, om hvordan det var at gå i skole, var svaret:
Smid ikke med maden
Den 27. august 1544 blev Hertug Hans nødt til at udsende en forordning. Den vigtigste var rangordningen ved bespisningen. Enhver skulle kende sin plads. Det viste sig, at det var nødvendig at indskærpe god bordskik. Man skulle forholde sig roligt, når der blev spist. Man måtte ikke kaste med kød, brød, fisk, knogler
eller andet.
I 1566 var det også galt. Hertugen meddelte, at der herskede for megen uskik, ødselhed og pengespild ved begravelser, bryllupper og barselsgilder. Også klædedragten var for luksus-præget.
Resultatet blev forbud mod gravøl. Kun familiemedlemmer og ”tyendet” måtte våge over den afdøde. Naboerne kunne komme med, men kun i beskedenhed – til begravelsen.
Til barnedåben måtte kun indbydes fadderne og derudover kun 5 af medlemmerne. Der måtte kun serveres 4 retter, og der måtte ikke drikkes øl. Og heller ikke vin. Blev flere indbudt skulle værten bøde med en gylden. Blev der serveret vin eller øl, kostede det 10 gylden.
Byens fornemme borgere måtte anvende silke og kammelot. Håndværkerne måtte benytte sig af engelsk klæde til kjortlen og ikke anvende fløjl. Tjenestefolk måtte nøjes med at bære kjortel af almindelig engelsk eller “kølnsk”klæde
Den mislykkede hængning
Ludde Jannsen var en rigtig skidt fyr. I de unge år havde han hugget sin fars arm af. I de senere år stjal han træ i Draved Skov. Han antændte også det fyrstelige vogterhus ved skoven. Derfor skulle Ludde hænges. Der blev rejst en galge i Draved Skov, og den 18. juni 1598 skulle hængningen finde sted. Men ak og ve, skarpretteren havde fået en for meget og fik to fingre i klemme. Han måtte kappe snoren for at få fingrene fri. Ludde havde da hængt og dinglet et stykke tid. da snoren blev kappet faldt han ned, og meget overraskende rejste han sig op.
Den 22. juli blev forsøget gentaget. Denne gang med held. Om det var den samme skarpretter vides ikke.
Ret og uret i Tønder
Og når vi nu er inde på ret og uret:
Politivedtægter
En gang om året udråbte man det, der hed barsprog. Oversat til nydansk vil det svare til politivedtægter:
Øl er bedre end Medicus
I Tønder har man hele tiden haft den opfattelse, at
Det var også i den ånd, jeg blev opdraget derhjemme.
Og øl var det nok af i Tønder. På et tidspunkt havde man 35 bryggerier, og verdensrekord i antallet af værtshuse pr. indbygger – et værtshus for hver 119.
Allerede fra 1623 var der et apotek i Tønder. Og for en sikkerheds skyld fik apotekeren ret til at holde en vinstue. For alle tilfældes skyld.
En aktiv socialpolitik
Tønder har gennem hele historien haft en aktiv socialpolitik. De fattige gik for lud og koldt vand. Prakker– og Stodderfogeden drev de fremmede tiggere ud til kommunegrænsen med en pisk. De syge og svagelige blev læsset på en vogn og kørt til kommunegrænsen, hvor de blev kasten af på fremmed grund.
Dem der var hjemmehørende i byen, blev påført et mærke. Hver lørdag efter prædiken samlede Stodderkongen dem i en flok og drev dem på tiggeri fra hus til hus.
Ved Vajsenhuset oprettede pastor Schrader et Tugthus. Det var nærmest tale om en fattiggård. Her blev åndssvage, sindssyge, drankere og arbejdssky elementer tvangsanbragt og opdraget til nyttigt arbejde.
Og når vi taler om sundhed, så blev Fysikus Ulrich stenet ud af Tønder af tyskerne efter 1864. Men de ville gerne behandles af ham. Men de turde ikke gå ind af hovedindgangen. Tænk, hvis der var andre tyskere, der så dem.
De mange besættelser
Der har altid været mange soldater indkvarteret i Tønder. Og det var dyrt for befolkningen. En tøndring, der havde 4 kosakker boede i1814 fortalte:
Hvilken en menu.
Brandregler
Tønder er brændt mange gange. i 1762 indførte Frederik den Femte nogle nye regler.
I 1873 fandt politimesteren ud af at næsten halvdelen af byens brandspande var ubrugelige. Der var hul i dem. Og det var mange, der fik en bøde på 3 daler.
I 1874 var bogtrykker Rothe’ s bedstemor hos boghandler Drøhse i Storegade, og sad netop og syede på en af de moderne symaskiner fra Amerika. Sådan et apparat var meget kostbart. Og sådan et apparat kunne i begyndelsen godt give nogle ildgnister. Pludselig blev døren revet op af forretningens karl. Han var lige blevet medlem af æ Feuerwerhr.” Det æ Bran – det æ bran” Han tager den dyre maskine og kaster den ud fra 1. sal Han mente, at han havde forhindret
en storbrand.
Vajsenhuset
I 1860’erne fik Æ vajsenhus en ny Waisen – vater, der hed Hagerup. Han havde et trist liv, først mistede han et barn, så sin kone og til sidst døde han selv kun 39 år. Men da han kom til Tønder, han fandt han en kone oppe på Humlekærren, hvor hun var tjenestepige. Han beskrev hende sådan:
Et program for Vajsenhus så sådan ud:
Bemærk menuen.
Og det var åbenbart dyrt at blive gift i Tønder dengang. Hør hvad Hagerup skriver:
Ja, det kan jo undre, hvad jordmoderen skulle til brylluppet.
Hjuldamperen i Tønder
I 1130 var Tønder kommet på verdenskortet, takket være en anerkendt katograf. Dette kom tøndringerne sig aldrig over. Nu vil man genskabe denne storhed ved at anlægge en havn på Skibbroen.
Lidt af denne storhed oplevede man også i 1871. Grundet et væddemål på et værtshus på øen Sild, anløb hjuldamperen Grev Bismarck Tønder. Den var på 10 meter, og det kneb, da også gevaldigt med at få den vendt nede ved Skibbroen. Straks opstod tanken om fast damper – forbindelse til Højer.
Livredderne
I 1878 gravede man en kanal fra Møllestrømmen til Skibbroen. Her druknede dog adskillige tyndringer. Men mange blev også reddet af brødrene Christensen fra Aalborg. De var henholdsvis skrædder og skomager, men var habile svømmere. De blev næsten betragtet som Tynne – knajte, selv om de ikke kunne snak æ sproch.
Danskheden– eller manglen på samme
Danskheden havde dårlige kår i Tønder. Man så ned på Danmark i slutningen af 1880’erne. De mente ikke at den danske hær var større end at æ Feuerwehr i Affenrå ku arrester´dem.
Og dansksindede kunne ikke få nogen af alle de legater, som digegreverne havde sponseret, då ka da bare ta´hjem til Danmark.
I Tønder talte man Tynne – plat, som vi har hørt. Og de politiske gnidninger blev beskrevet således:
Den højtidelige bedemand
I slutningen af 1890’erne var buddet på Rådhuset samtidig bedemand og en yderst vigtig person, synes han selv. Når han skulle overbringe en indbydelse, begyndte han at træde ud på Rådhustrappen iført sort tøj og høj cylinderhat, der var forsynet med langt sørgeflor, så langt, at han måtte bær det over den ene arm.
Stolt skred han over torvet og trådte ind hos købmand Oluf P. Olufsen. Pigen kaldte på fru Olufsen, og når bedemanden (Herrendiener, kaldtes han – byrådets tjener) og fruen havde taget den nødvendige positur, begyndte han med gravalvorlig og højtidelig mine:
Derefter bukkede bedemanden højtideligt og fruen hilste ligeledes. Når dette ceremoniel var overstået, steg manden ned fra piedestalen og pludselig var han menneske igen og sagde på synnejysk:
Wachtmeister Bergmann
Min far snød den gamle politibetjent Bergmann. Man fik penge ved at aflevere vandrotter hos ham. Det var den tids skadedyrs – bekæmpelse. Min far og hans kammerater opdagede, at Bergmann gravede rotterne ned i jorden ved sit hus på Kongevejen. Så de gravede dem op igen, vaskede dem i Vidåen, og solgte dem nok engang. Men det blev opdaget.
Denne Bergmann var en afholdt politibetjent i Tønder. Styrken bestod kun af ham. Han var tidligere slagtersvend hos slagtermester Bödewadt. Han havde tjente de flotteste soldater i Tyskland – Wandelsberger Hussaren.
Han fik udarbejdet såkaldte drukkenboltlister – det var dem man ikke skulle servere for. Godt man ikke boede i Tønder dengang. Det var særlig galt, der hvor murersvendene holdt til – i folkemunde Zum Blutigen Knochen.
Men ellers var det seminaristerne, der holdt til på Schweitzerhalle, som trængte til afkøling, Bergmann mest beskæftigede sig med. Han sørgede dog for at de nåede at blive løsladt, så de kunne nå deres skole.
På et tidspunkt blev Tønders politistyrke udvidet med hunden Adifaks. Træning af hunden blev sponseret af Sparekassen. Og sådan en hund skulle også have noget at spise. Bergmann havde i forvejen 8 børn, der skulle afspises, så han fik tilskud på 20 mark til Adifaks.
Han var så populær, at børnene, når de var i Flensborg og så en politibetjent råbte:
Men han var også et skræk-eksempel. Hvis Karl Heinz ikke tog sin levertran, sagde forældrene:
Revolutionen i Tønder
I 1918 ramte revolutionen også Tønder. Folkemængden på Torvet i Tønder forlangte, at det røde flag blev hejst på Rådhuset. Borgmester Poulsen måtte sig til sidst bøje sig for kravet. Men det var nu lettere sagt end gjort. Ingen af Tønders manufakturhandlere havde rødt stof. Folkemængden indtog efterhånden
en truende holdning. Men så trådte Pauline Poulsen til. Hun gav resolut sit røde underskørt og ofrede det på byens alter. Skørtet blev sprættet op. Få minutter senere vajede det røde flag fra rådhusets flagstang.
Folkemængden jublede over at se revolutionens symbol.
Asta Nielsen og ”Æ Geiger”
Der var format over kino i Vestergade. Særlig når Heine Geiger, spillede. Det var tale om Meinert Lützen som også var cykelhandler i Popsensgade:
Og det gjorde han særlig energisk under en Asta Nielsen film. Man ser Asta stå på Møns Klint med selvmord i øjnene. Fødderne bevæger sig længere og længere mod kanten. Vinden suser gennem hendes sorte klædning. Pludselig lyder der fra en tilskuer nederst bag i salen:
En ”latrinær” historie
Min far var nok ikke en af de meste artige, da han var ung. Han fortalte, at de et par nytårsaftner tømte natspande i folks forstuer. Og når vi nu er under bæltestedet, så skal I have denne historie fra latrinvognen. Hvad mon det igen hedder på synnejysk+ Æ Muchvogn? Det var Kalle og Kedde, der sad foran på Latrinvognen (Muchvogn):
På Torvet i Tønder
På Torvet samledes ”Det lille Byråd” på deres daglige vandring. Mange problemer blev løst på denne vandring. Forsamlingen bestod af bankdirektør Johannes Paulsen, cigarhandler Petersen, og boghandler Jefsen.
En af byens originale befandt sig også på Torvet. Det var Hermann Heronimus. Det var ham, der ville have en Strassenbahn fra Tondern nach Mogeltondern.
Og ham selv skulle være Shaffner.
Den nervøse postmester
I Richtsensgade lå byens andet posthus. Og her var en postmester, der fik dårlige nerver. Han hed Holschhausen. Han skulle arrangere festivasen omkring den senere Kejser Wilhelm den Førstes besøg i Tønder i 1868. Han ankom i tog, og skulle dagen efter transporteres videre med firspand. Sådan en havde man ikke
i Tønder.
I hast sendte man fra Kiel en instruktør, og dagen før Wilhelms ankomst skulle den lokale ekvipage holde generalprøve. Det gik så galt, at den forreste beriders arm måtte amputeres.
Nu gik adjudanten dog med til, at man kunne nøjes med en tospand. Men det ville Wilhelm ikke gå med til. En postbestyrer fra Løgumkloster meldte sig frivillig. Og første – berideren måtte overtage den første beriders uniform, med det resultat, at kasketten hele tiden faldt ned i ansigtet på ham.
Postmesteren var bange for at blive afsat, og han sendte tjenestepigen til bygrænsen for senere at aflægge beretning. Hun vendte glædestrålende tilbage, men da var postmesteren for længst gået til køjs. Nerverne kunne ikke klare belastningen.
Over Ægypten
På en af mine stamværtshuse i Tønder, Centralhalle, fortalte Shustermeister Riggelsen engang om en tur til Berlin. Børnene havde spurgt om, hvad DK stod
for. Riggelsen havde svaret Dänemarks König.
Dengang havde bilerne fra Tønder forbogstavet Æ – Und was bedeutet das, spurgte børnene. Riggelsen
svarede: Auch über ”Ægypten”.
Nogen kom altid galt af sted i Tønder. Det gjorde politimester Aage Seidenfarten også, da han udtalte følgende i 1920:
Sunde regler fra SG West
Min bror var aktiv i SG West. Ja det er onde tunge, der på står, at SG står for Saufgemenischaft West. Men det er den tyske sportsforening i Tønder. Jo man havde tidligere i Tønder haft Turner Feuerwehr, Kaufmänischer Turnverein. Men i SG West var man især dygtige til Faustball, Schlagball og atletik.
I et jubilæumsskrift fra 1924 kan vi lære noget af denne moral:
Og det skægge er, at SG West faktisk udgjorde det danske landshold i Faustball ved VM i Østrig i 1990. Da Dannebrog steg til tops, sang de
Er det nu en københavner eller en den, der har læst dette, og mener, at det er fuld af stavefejl. Så er det ikke sandt. Det er nemlig tysk, plattysk, Tynne-Plat eller sønderjysk.
Hvis du vil læse mere:
Redigeret 15. – 03. – 2022
September 14, 2008
Broernes Brandvæsen blev omorganiseret mange gange. Mange møller brændte både på Østerbro og Nørrebro. Folkene fra Ladegaardens Brandværn var så fulde, at de ikke kunne stå på benene. En ”Kunstfyrværker” var skyld i en brand på Nørrebrogade. En bedstemor væltede en tændt petroleumsovn.
Politimester Torm og brandmajor Preisler havde stillet nogle forskellige forslag til anskaffelser til Broernes Brandvæsen.
Broernes Brandvæsen
I midten af 1700 – tallet bestod korpset af 1407 mand. Broernes Brandvæsen havde eksisteret under beskedne former siden 1742 – 43. Meningen var, at der omkring år 1800 skulle dannes særskilte afdelinger underlagt Stadens Brandkorps. Omkostningerne til et brandværn på Nørre – Øster – og Vesterbro skulle betales af borgerne selv.
På hver af Stadens Broer, skulle der anskaffes en sprøjte og den fornødne antal Vandkar.
Der skulle ansættes to politibetjente, der skulle dele opsynet af brandvæsnet i de tre “brodele”
Masser af møllebrande
I årene 1848 – 1858 var der især de mange møllebrande, der beskæftigede brandkorpset:
Omorganisering af korpset
Atter engang i 1858 kiggede Kommissionen på en omorganisering af brandkorpset. Der skulle være en lønnet højst kommanderende. På nattevagten skulle der være en underofficer og to menige. I hvert distrikt skulle der findes en sprøjte, en redningsstige og andre fornødne Apparater. På Nørrebro skulle der være to sprøjter.
Men Kjøbenhavns Brandforsikring ville ikke være med til at betale. De ville ikke have sin Virksomhed udstrakt til Forstæderne.
Et nyt samråd besluttede i 1868, at Nørrebro skulle have to større og en mindre sprøjte. Østerbro skulle have en større og en mindre sprøjte. Ministeriet mente dog, at der manglede en station ved Strandvejskvarteret på Østerbro, og en station ved Kløvermarkskvarteret.
Brygger Jacobsen mente, at mange af de frivillige brandfolk ikke udviste nok disciplin, og at der skulle afholdes øvelser, for at få disciplinen hævet. Samme
Jacobsen forærede senere brandkorpset et par dampsprøjter.
Endelig i 1868 blev to udkast præsenteret for Rigsdagen:
Det Kommunale Brandværn er en realitet
Den 1. august 1870 over Det Kommunale Brandværn samtlige vagter.
Allerede den 1. december 1870 var brandvagten i Lægeforeningens Boliger (Brumleby) oprettet i Bygning G. Den tidligere alarmeringsstation i Markmandens Hus ved Trianglen var flyttet hertil.
Fra 1. januar 1872 var der oprettet en brandstation på Ladegården, med en stor brandsprøjte. Hoved-vagten fra Kongens Nytorv blev flyttet til Kastellet.
I november 1875 flyttede Lygtevejens Station, Lygtevejen 24 (Nørrebrogade 174) til Nørrebrogade 162.
I april 1878 flyttede stationen i Guldbergsgade 3 til Fælledvej 22 A
I oktober 1880 flyttede Nyboders Station til Adelgade 115.
Den 30. april 1881 oprettedes en brandstation på Østerbrogade 47. Folkene i Brumleby blev sagt op. Og tre automatiske alarmer blev opsat på Østerbro.
Atter brand i møllerne
Når en udrykning blev iværksat med dampsprøjte, så krævede det ikke mindre end 3 kuske og fem heste. Så det kunne godt tage noget tid, inden brandkorpset nåede frem.
Klager over Ladegaardens Brandværn
Ved branden den 20. april 1872 hos Anker Heegaards Teglbrænderi klagede politiet over Ladegaardens Brandværn. Men problemet var, at politiet ikke havde sørget for ordentlig afspærring.
På et tidspunkt agiterede forstanderen på Ladegaarden for, at brandmændene på Ladegaarden, skulle have lønforhøjelse, men de var nu ikke altid lige populære.
Den 7. september 1879 nedbrændte et finér-skæreri på Kastelsvej 3. Ved branden blev brandkorpset assisteret af artillerister fra Sø-etaterne og af matroser fra et russisk orlogsskib. Men også brandværnet fra Ladegaarden hjalp til. Det vil sige, at de var så berusede, at de ikke kunne stå på benene.
Episoden førte til, at brandmandskabet fra Ladegaarden fremover optrådte i en anden uniform end de andre brandfolk.
Brand i Blegdamsmøllen
Natten mellem den 16. og 17. maj 1885 rykkede brandkorpset ud til en større brand i Blegdamsmøllen, Møllegade 20. Ilden fortærede også et kedelhus, en staldbygning og en del mindre tilstødende bygninger.
Vandforsyningen til de mange fremmødte sprøjter var utilstrækkelig, så man måtte hente vand gennem en 600 Alen lang Trykslange fra ”Holger Danskes Briller” på Nørrefælled.
Brand i Kirkeskolen
Den 12. januar 1886 var der ild i De Forenede Kirkeskoler (Nørrebrogade 37). Ved den lejlighed kom brandassistent Hyller til skade, idet han blændet af røg gik gennem et hul, der var brændt i et gulv. Magistraten sørgede for, at Hyller ikke fik nogle udgifter som følge af sit hospitalsophold.
Fire mennesker omkommer
Den 12. juli 1899 opstod der brand i et snedkerværksted i stueetagen i Nordvestvej 26. Sprøjterne var ved brandstedet allerede 7 minutter efter alarmeringen.
Men branden havde bredt sig med rivende hast. Og 29 beboere var i livsfare.
Fire mennesker omkom. En mand døde, da han sprang ned fra taget. En kvinde styrtede til jorden, da hun mistede taget under nedføring. To kvinder blev kvalt, og deres lig blev fundet delvis forkullet.
Barn og bedstemor omkommer
Også en brand på Prinsesse Charlottesgade kostede menneskeliv. Det skete den 23. januar 1920 i nummer 1.
Branden opstod i en lejlighed på første sal. Da brandfolkene trængte ind i lejligheden fandt de i en barnevogn et stærkt forkullet lig af et cirka halvårs barn.
Kort tid efter fandt man en ældre kone liggende bevidstløs på gulvet i et rum ved siden af trappen. Hun var iført nattøj og var stærk forbrændt på armene. Hun døde senere på hospitalet. Kvinden var barnets bedstemor. Hun var kommet til at vælte en tændt petroleumsovn. Da petroleummen flød ud blev det antændt.
Hun blev grebet af panik og for ud, uden barnet og uden at lukke dørene.
Ophidset stemning
Den 3. februar 1925 blev brandvæsnet ved et-tiden om natten kaldt til Nørrebrogade 108, hvor forhuset, der bestod af stueetage med butikker, 1. og 2. sal samt
tagetage blev ramt af en voldsom brand.
Branden opstod i en kunstfyrværkers lejlighed, hvor et betydeligt og ulovligt oplag af fyrværkeri-krudt blev opbevaret. Inden brandværnets ankomst var en ældre kvinde sprunget ud af 1. sal mod gården. Hun blev alvorlig kvæstet.
Efter godt en times slukning, var ilden blev dæmpet. Men stemningen var ophidset, og den var rettet med den uforsigtige Kunstfyrværker.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
September 14, 2008
En ”Kongelig Højhed” jagtede græsenker på Nyboder. Søren Kierkegaard kunne lide Nyboder – pigernes ynder. Man skulle tidligt på arbejde, da Christian den Fjerde selv kontrollerede arbejdernes flid – klokken 4 om morgenen. Der var hånds – og halsret over de elever der var ”i fast tjeneste”. Nyboder var Kongens By med egne forordninger. Nyboder – borgerne måtte ikke vise sig i Frederiksberg Have, på voldene og ved broerne.
Det er ikke meget tilbage af det oprindelige Nyboder. Navnet Nyboder stammer fra bebyggelsen ved Bremerholm. Fødselsåret fra 1608 til 1636 er blevet
nævnt, men officielt har man valgt 1631. Den første bygmester var Thomas Wallmeiister.
Ekstra told
I begyndelsen gik det dog langsomt med at få bygget de 620 boliger, som Christian den Fjerde egentlig havde planlagt. Grunden var pengemangel.
Dokumenter viser, at byggeriet allerede var i gang i 1629. Det ville koste 132.000 Rigsdaler at opføre husene. Det var i sig selv en bedrift, at fuldføre byggeriet. Den 28. januar 1631 blev der udsendt et kongebrev, hvori der stod, at der skulle opkræves en afgift
ved alle toldsteder
Disse afgifter skulle være med til at betale byggeriet. På et tidspunkt talte man også om at opføre kolonihaver til Nyboder – folkene uden for voldene, men det blev dog aldrig til noget. I 1647 var der opført en ny Østerport.
Det var ret så omfattende byggeri, man var gået i gang med. Lagde man alle husrækkerne sammen i en lige linje, ville det fylde hele vejen fra Østerport Station til Hellerup Station.
Nyboder kom til at fylde meget. Ideen til byggeriet havde Christian den Fjerde sikkert lånt af de andre af datidens store flådemagter. Der fandtes i København ældre boder med samme formål. Det var de såkaldte skipperboder. De lå lige over for Holmen.
Sankt Anna By
Allerede i 1625 havde Christian den Fjerde drømt om, at han ville skabe en ny by, der skulle hedde Sankt Anna By. Den skulle bygges rundt om en stor kirke. Den skulle være 12 – kantet og have en diameter på 12 alen. Ja, den skulle også kaldes Matroskirken.
Først i 1642 gik man i gang med dette. Et hold på 100, deriblandt et større antal kvindfolk. Han nåede det dog ikke. Kirken blev aldrig bygget og beboerne kunne ikke lide navnet Sankt Anna By.
18 nye gader og stræder
Hele 18 gader og stræder blev anlagt. Mod nord blev Nyboder begrænset af Tulipanstræde, Elefantstræde og Hundestræde. Ind mod byen blev grænsen dannet af Lavendelstræde, Hjortestræde og Hindestræde. Mod øst strakte Nyboder sig ned til stranden. Mod vest nåede Nyboder til Rigensgade.
Husrækkerne lå i retningen nordøst til sydøst og blev gennemskåret af to tværgader, Adelgade og Borgergade. Førstnævnte blev i ældre tid kaldt Den store
Adelgade og Djuregade. Kongen holdt selv øje med byggeprocessen i begyndelsen. Han fandt mange fejl. Den 26. juni 1634 skriver Christian den Fjerde til Rentemesteren:
I de første fem år blev der bygget 178 boder:
En stor plads opstod i området Man tillod at græsset voksede her. Derfor fik det navnet Grønland (Grønneland).
Det blev brugt som eksercerplads. Men også som rettersted. Her måtte en tysk fændrik i 1676 lade livet i galgen:
Den første bager
Allerede i 1646 blev Abraham Holtermann udnævnt som autoriseret bager af Christian den Fjerde:
Ballade ved Majstangen
Skt. Hans aften 1690 havde man hejst Majstangen i Nyboder. I festens rus snuppede efter sigende en soldat et eller andet fra en pige, hvorefter nogle matroser for løs på ham. Snart var et større slagsmål i gang. Matroserne brugte knive og stænger. Kvinderne kastede med sten. Soldaterne anvendte deres bajonetter
og sabler. Det hjalp ikke, at officererne manede til ro og orden. Adskillige sårede måtte bæres væk.
Episoden førte til, at vagterne blev udstyret med morgenstjerner. Forskellige steder blev der opsat pæle med halsjern. Her blev Forbrydere stillet op til skræk og advarsel.
Mange værtshuse
Der kom adskillige handlende i Nyboder.
Ved Toldbodvejen blev der i 1695 både gangsti og kørerbane. Her nedsatte sig adskillige brændevinshandlende. Man havde mange kunder, især fra Holmen. Men det var i Brokkensbod, man serverede de største snapse.
Et eftertragtet Husbrev
”Kongens Hus” i Nyboder var meget eftertragtet. Man fik et Husbrev som nærmest var en kontrakt, hvori man kunne opregne pligter og rettigheder. Fra 1727 ved vi, at et sådant Husbrev blev givet til dem, der havde gjort sig fortjent til det, eller som var meget trængende. Hvis man forpligtede sig til at aftjene Marinen
et vist antal år, kunne man også gøre sig fortjent til et Husbrev.
Ofte var der op til 16 personer i de 45 m2. Og nu var det ikke kun sø-folkets ansatte, der boede her, selv om det nok var hensigten. På et tidspunkt blev husene også brugt som kaserne for værnepligtige.
Et specielt Nyboder – sprog
Sproget i Nyboder var specielt. Det var en blanding af det københavnske almuesprog og søfolkenes sprog. Det var også præget af, at samfundets mest rå klasse havde til huse her. Mange Nyboder – folk trøstede sig også med flasken.
Nyboder – folket dannede grundstammen på de mange skibsbesætninger, der vandt så mangen et søslag. Her var også nationalfølelse og kærlighed til konge og fædreland.
Beboerne fik udleveret lys til at sætte i vinduerne, når der var en festlig begivenhed at fejre hos kongefamilien. Den følgende dag havde man fri, for man skulle sidde længe op, for at puste lysene ud.
– Naar den røde Hane galede over Hovedstaden, mødte folkene fra Nyboder frem i kampen mod flammerne i København. De viste også deres værd under Københavns brand i 1795, hvor hele Holmen var omspændt af flammer.
I fængsel
I Nyboder var der en vagt med tilhørende Hundehul. Her lå også et sprøjtehus. Der var noget, der var værre end Hundehullet. Det var hvis man var så uheldig at blive indsat i Gammelhavn. Hvis man ikke kunne byde på drikkevarer, blev der udøvet vold mod én fra de andre fangere. Man tog tøjet fra den nye som en slags pant, såfremt man ikke fandt kontanter. Så skulle man skaffe kontanter, og så kunne det være, man fik sit tøj igen.
En anden risiko var, at få Smitsot. Det var snævre, stinkende og usunde fængsler. Her kunne sygdom let opstå. Fra historien kender man til mange dødsfald i de danske fængsler.
Borgerne i Nyboder var ikke underlagt almindelig retspleje. De sorterede under Holmens admiral. Kongen bevogtede Nyboders område, som var det et privat område. Magistraten skulle ikke blande sig.
Man havde svært ved at indordne sig efter regler og forordninger i Nyboder. I 1705 måtte Livgarden og Grenaderkorpset haste mod Nyboder for at holde orden.
Sygdom og lidelser
Under krigen i 1710 opstod der ombord på flåden en smitsom Forrådnelsesfeber, der angreb mange og medførte døden for de fleste. Henved 6.000 søfolk bukkede under, heriblandt mange i Nyboder. Men det skulle blive meget værre.
I 1711 kom pesten til København. En tredjedel af byens befolkning omkom.
Man nedsatte en sundheds-kommission, der skulle træffe foranstaltning til epidemiens bekæmpelse. I Nyboder blev der ansat en barbermester med en svend, der skulle bedømme kvarterets sundhedstilstand og sørge for de dødes jordefærd.
De syge skulle med det samme transporteres til lazaretter og hospitaler. Men det var ikke lige let, at holde styr på det hele. På Vodrofs Gaard og ved Ladegaarden talte man om bestikkelse, forbrydelser og andet uskik blandt patienterne.
Nyboder – folket brød sig ikke om læger, hospitaler og læger. De ville helst død derhjemme.
Flåden blev holdt i søen så længe som muligt, og mandskabet led meget under kulden. I november blev de nødt til at anlægge havn. De raske skulle samles på Nyholm i en baraklejr indtil pesten var forbi. Men folkene opsøgte deres familier i Nyboder uden hensyn til pestens rædsler.
Tæt uden for Kastellet blev der gravet 6 fod dybe grøfter, hvor de afsjælede legemer blev nedlagt i flere lag og i uafbrudte rækker.
Begravelse i Nyboder
Når sygdom ramte en Nyboder – mand, blev han omgående indlagt på hospitalet i Nellikegade, hvis ikke han valgte at ligge syg i hjemmet.
Mange begravelser udgik også fra Nellikegade. Sørgetoget, hvor enken ikke deltog gik efter gammel skik gennem afdødes gade. Uden for hjemmet standsede man, og stillede kisten på nogle skamler. På fortovet var der strøet sand og gran. Nu kom den sørgende enke ud og lagde en krans på kisten.´, et sidste
farvel.
Sørgetoget fortsatte uden enken til kirkegården. Begravelse, dengang var helt overladt til mændene. Deltagere uden uniform lejede som regel sorte sørgekapper. Efter begravelsen samledes man i det sørgende hjem. Trak det ud om aftenen, serveredes en Bolle brændt Punch.
Masser af krudt
Et farligt bekendtskab var Krudtbrænderiet. Midt under belejringen i 1658 opstod der ild i krudtbrænderens hus. Og ved eksplosionerne, der fulgte:
Også i 1779 sprang der krudt i Nyboder. Da var det Krudttårnet, der sprang i luften. Resultatet blev 7 døde og 47 kvæstede. Bygningerne fik skader for 40.000 Rigsdaler. Men hvor store skaderne egentlig var, er der uenighed om. På gamle kort kan det ses, at mange huse simpelthen var forsvundet, antagelig forårsaget af eksplosionen.
Bange for svenskerne
Året 1716 bøde på en meget streng vinter. Matroserne måtte træde til som vagter ved Øresund. Man var bange for at svenskerne ville vade over Øresund. Det var en hård tørn, og matroserne fik først deres løn ved årets afslutning.
Nye huse
Man forsøgte at hensætte penge. Men under krigen 1709 – 1720 blev der kun hensat 7.000 Rigsdaler Det var alt for lidt. I 1743 oprettede man Nyboders
Fond. Gennem den forsøgte man at få de nødvendige midler til udvidelse og vedligeholdelse.
I 1757 besluttede man at lade 70 huse opføre mellem Elefantgade og Elsdyrsagde. I 1789 blev Krokodillegade bygget. Formentlig kort tid efter blev Svane
– og Gaasegade bebygget.
Manglende vandforsyning og brobelægning
Beboerne havde langt til vandforsyning. Enkelte brønde fandtes i Adelgade og Borgergade. Man kunne også forsyne sig fra Kastels-graven. Kongen befalede, at der skulle føres en ledning fra Rosenborg Slotshave til Nyboder. Beboerne skulle selv udføre arbejdet.
Fra starten var vejene ikke brolagte. Det hændte ofte, at belæssede vogne sad fast i dyndet.
Efter 1765 blev der bevilliget 12.000 Rigsdaler til brolægningen. Men om man gjorde dette godt nok, kan man have sine tvivl om. Således måtte Ulvegades belægning laves om i 1827.
Ingen natrenovation
Indtil 1717 havde man ikke almindelig dagrenovation. Man kastede bare det hele på gaden. I 1778 bestemte man, at beboerne skulle feje gaderne to gange om ugen. Kommunen fik også mere system over renovationen. Men helt godt blev det bestemt ikke.
Rakkeren, der fjernede ådsler og skarn fra byens gader blev anbragt i forlængelse med Nyboders huse i nærheden af Rigensgade. Denne person blev betragtet som uærlig. Han skulle bo fjernt fra almindelige mennesker, som ikke ville omgås en uærlig person.
Måtte ikke holde værksted
Det var forbudt at holde værksted i Nyboder, men i de private hjem blev der udført mange forskellige håndværk. I 1735 fik håndværkerne lov til at arbejde for hinanden, og i 1784 blev der tilladt at arbejde for alle og sælge til alle.
Bryllup i Nyboder
Nyboder – manden blev gift i en ung alder. Den udkårende var oftest af samme klasse. Men for at blive gift, skulle man først have en friseddel af kompagnichefen. Denne seddel skulle man så fremvise til provsten ved Bremerholms Kirke. Denne provst skulle forestå vielsen. Inden 8 uger efter denne seddels udstedelse, skulle vielsen være fundet sted.
Stadsmusikeren skulle have 4 mark for at deltage. Var det det tale om fattigfolk kunne han dog gå ned til 3 Mark.
Og når Nyboder – manden var blevet gift, var det ikke en skam at hjælpe til i husholdningen. Blev man ældre, var man sikret en beskeden pension. Huset og kosten var ikke en uvæsentlig del af dette.
Fogeden stod i døren
Men nu var alt ikke fryd og gammen, bare fordi man boede i ”Kongens Hus” Det kneb nemlig en gang imellem at få udbetalt sin løn. Nogle gange gjorde man oprør mod dette. Ved udgangen af 1688 var der ikke løn til bådsmændene, de måtte nøjes med to skjorter i stedet for rede penge. I 1690 havde mandskabet 187.00 Rigsdaler til gode, og i 1693 var dette beløb vokset til 267.000 Rigsdaler. Det kunne mærkes i Nyboder.
Fogederne måtte en gang imellem trække deres våben, når de kom til Nyboder for at kræve ind.
Når man ikke kunne få sin løn, og fogeden stod for døren var det kun en mulighed, og det var tiggeri. Men ved en kongelig forordning i 1732 truede man med, at de hvis koner og børn blev truffet i tiggeri, skulle bortjages fra divisionerne.
De stakkels arbejdere skulle møde når som helst på arbejde, når det krævedes af dem. De fik ikke noget vederlag uden for reglementeret arbejdstid. Protesterede man, blev man indsat på Bremerholm. Vedblev man med at være genstridig, kunne Standretten på stedet dømme én til døden i galgen.
Stor forskel på lønningerne
Der var stor forskel i den løn man fik i Sø-etaten. Vi dukker lige ned i lønregnskaberne i slutningen af 1670’erne. Den årlige indkomst var:
Som tillæg fik bådsmænd også 12 alen klæde, mens bøsseskytter og skippere fik 6 alen klæde hvert år.
Som regel slog lønnen ikke til for den almindelige arbejder, så måtte konen også træde til. Størstedelen af de koner man mødte på gadehjørnerne, der solgte
fisk og grøntsager var Nyboder – madammer.
Lang arbejdsdag
Som regel arbejde Nyboder – manden udendørs. Når vejret viste sig fra sin værste side, blev der holdt øje med dispensationsflaget både på Holmen og Nyboder. Når det blev hejst måtte arbejderne gå hjem.
Man startede tidlig på arbejde på Holmen på Christian den Fjerdes tid. Grunden var, at kongen selv ville føre tilsyn med arbejdernes flid. Det skete ofte kl. 4 om morgenen.
Senere mødte man kl. 4.45 om sommeren, og kl. 8.30 om vinteren. Dog måtte smedene møde noget før. Hvis man ikke mødte til tiden, så blev de såkaldte brikkepenge på 10 rigsdaler om året trukket fra.
Om middagen havde man 1 – 2 timer fri. Dagens arbejde sluttede kl. 19 om sommeren og kl. 15 om vinteren. Senere blev den lange middagspause afkortet og fyraften var så kl. 16.
Bespisning
Alle blev bespist på Spiiseboden, der lå på Bremerholmen. De overordnede og Nyboder – ansatte, der var gift, måtte hente deres naturalier på Proviantgården.
Hver mands ration bestemtes nøje, og en Mønsterskriver kontrollerede om alt gik efter reglementet. Der blev serveret ærter 14 gange om ugen, middag og aften, samt 6 – 8 potter øl pr. mand dagligt. De må have været tørstige dengang.
Da boden ophørte sin virksomhed, måtte alle hente deres ration på Proviantgården. Kosten var beregnet månedsvis:
Selv om man ikke måtte sælge provianten, gjorde mange det alligevel og omsatte gevinsten til flydende varer. Blev det opdaget fik man 81 Slag Tamp.
Rettigheder og pligter
Det var ikke nemt at bo i Nyboder. I 1718 opsatte inspektør Thiellesen en plakat med følgende ordlyd:
Københavns politimester havde en bemærkning til plakaten, at der ifølge kgl. Forordning af 26.11. 1709 ”må aldeles her ingen svin holdes over 3 dage, eller svinesti haves under svinenes konfiskation og 10 rigsdalers straffe”. Desuden foreslog han, at brandvæsenet, der under hans direktion ligesom renovationsvæsenet, forårsager, at plakaten skal udsendes i politimesterens navn og i overensstemmelse med politiforordningerne.
Kvinder med skarp tunge
Kvinder kunne blive dømt for at bruge en skarp tunge. De kunne blive dømt af Holmens eller Skibsofficerernes Ret. Manden kunne, når han kom hjem fra
arbejde, se hans kone under Mængdens spot og spe bære ”Fiddellen”. Dette ”instrument” var formet som en violin.
Klager over naboer kunne ikke undgås i så stort et område som Nyboder, og det kunne både gå ud over konerne og deres mænd. Det var således galt i 1717 i Elefants-længen nr. 5, hvor en arkeli-mester boede i hus med en tidligere bøsseskytter.
Arkeli – mesterens kone klagede over, at hun ikke kunne være i fred for den anden kone, Kristine, der skældte hende ud for alt muligt og endog gik på hende med hug og slag, så hun i sin mands fraværd ikke kun få fred. Klagen blev fulgt op af 7 andre arkeli-mestres koner, der boede i samme længe.
Resultatet blev da også, at bøsseskytter Erich Madsen Trundhjem blev udsagt af huset på grund af hans kones uforlige-hed med naboerne.
På samme måde gik det samme år for profos Jan Job i Rævegade 32, der dagligt holdt et meget uskikkelig hus med skælden og smælden og værre med eder og banden. Desuden havde han truet med at gøre en ulykke, hvorfor den anden beboer i huset var bange for sin familie. Også han fik vidner fra naboer og
genboer om det ukristelige liv profossen førte, hvorfor resultatet også førte, hvorfor resultatet også her blev en udvisning af huset.
Tappenstregen
Der skulle være ro i Nyboder inden Tappenstregen. Denne bestod af tre vægtere med lange lanser og en trommeslager. Den drog ned af Borgergade, Delfingade og hjem af Rigensgade. Ingen officerer eller menig måtte vise sig på gaden efter at trommerne havde lydt. Hvis det var nødvendigt at færdes i området, måtte man have en passerseddel. Men også her var Nyboder – folket ret kreative. Hvis de kom for sent hjem fra værtshuset vidste de godt i hvilke gader de under ingen omstændigheder måtte vise sig.
Men det var også et spørgsmål, om man turde vise sig ude i Nyboder, når der var bælg ragende mørkt.
Fjernelse af 1 stk. hest
Hvem skulle betale hvad og hvorfor? Ja det var ikke altid lige let, at lave regnskab dengang. Kort efter årsskiftet i 1703 kom to gardere med hest gennem Nyboder. Pludselig faldt hesten død om på Nellikevej, hvorefter garderne flygtede ind mod byen. Man kunne ikke få navnene på garderne. Natmanden ville ikke fjerne hesten uden forudbetaling. Inspektøren i Nyboder fik så at vide, at han selv måtte sørge for hestens fjernelse og i øvrigt føre udgiften på sit eget regnskab.
Nyboder – folket uønsket
Nyboder – folket var ikke velset så mange steder. Man sagde om dem, at de gik tarvelig klædt og at de opførte sig hensynsløs. I 1747 forbød Hofmarskallatet,
at de ikke måtte benytte Frederiksberg Have. I 1750 måtte de heller ikke betræde voldene, og senere måtte de heller ikke vise sig på broerne. De blev sat lavere end den laveste almue.
To – etagers huse
I 1756 begyndte man at bygge i to etager. Dimensionerne blev lidt større. De sidst opførte to – etagers længer blev opført i Ulvegade og Bjørnegade. De vakte opsigt med deres moderne udstyr. Beboerne kunne dog ikke rigtig lide de blyindfattede ruder.
Ballade
Ofte var det kampe mellem matroser og marinere, således også i 1759. Det startede som regel i Adelgade og endte med adskillige sårede og døde. Så sent som i 1807 var der kampe.
Her angreb marinere med geværer, Nyboder. Deres fjender havde kun sten til at forsvare sig med. Beboerne lukkede sig inde bag vinduesskodderne. Men marinerne trængte ind i husene og mishandlede beboerne og voldtog kvinderne. Nyboders vagt blev taget med storm, Skilderhuset forsvandt og arbejdsklokken lød. Efterfølgende gjorde marinerne mytteri på Trekroner.
Da Struensees fjender i januar 1772 sejrede, var der almindelig glæde i Nyboder. Men i sejrsrusen blandede man sig med Byens pøbel og udplyndrede 60 Steder.
Mange havde sikkert misforstået Struensee og dem der efterfølgende overværede den brutale henrettelse af ham, vendte slukøret tilbage til Nyboder.
Det dybeste mørke
Det dybeste mørke spredte sig over kvarteret. Mens den øvrige by havde kendt til gadebelysning, indførtes der i Nyboder kun en sparsom belysning med søvnige tranlygter i 1800 – tallet. Tre Spaanehaugsmænd fik i 1803 det hverv at passe dem.
Fester og udflugter
Den største fest i Nyboder var den der blev afholdt på Valborgs Dag. Så blev Majstangen hejst.
Om søndagen tog man ud i naturen – til familie-haverne i Pileallé, hvor man spiste den medbragte mad. Bagefter tog man en tur i Frederiksberg Slotshave., hvor man kunne være så heldig, at se Frederik den Sjette sejle i kanalerne med kone og børn, roet af fint uniformerede Nyboder – mænd.
Mange tog også en tur i De fattiges Dyrhave ved Kalkbrænderiet. Her var rigtig liv og rigtige abekatte. Måske tog man en tur i Classens Have med madpakken. Her var der udsigt over Øresund.
Højdepunktet var den årlige tur til Dyrehavsbakken. Hjemturen var drøj. Småkårsfolk havde ikke råd til at benytte kaperkuskene. Når man så skulle bære de
små, ja så var vejen lang.
Lejen var ens
Lejen var ens for alle huse. I 1870 var den på 60 rigsdaler årligt. Beløbet blev fratrukket, når man fik udbetalt løn. Boligen var ofte en del af lønne. Den øvrige løn kunne bestå af mundering, sygepleje, skolegang for børnene og kost.
Skolegang i Nyboder
Allerede i 1621 stiftede Christian den Fjerde Holmens Skole eller Korskolen. Dens hovedformål var at uddanne kordrenge til Holmens Kirke. I 1800 blev Korskolen lagt sammen med Laksegadens Skole.
Nyboder Skole var Københavns første almueskole. Undervisningen var gratis og skolegangen var frivillig. Det skulle alene være lysten til at lære noget, som fik børnene til at søge skolen.
I 1711 fik skolen et legat på 600 Rigsdaler. Fra 1714 blev renterne delt mellem skolemesteren og børnene. I 1721 underviste skolen 50 børn. Her blev det nævnt, at skolen fyldte tre Nyboder – huse.
I 1759 var man oppe på 60 børn. Alt imens gik 300 – 400 børn rundt på gaderne:
Mange forældre holdt deres børn tilbage, fordi de skulle være med til at tigge om føden. Og om vinteren blev mange børn holdt tilbage. Det var simpelthen for koldt i skolestuen. På et tidspunkt blev skolen nævnt som Broens Skole.
To fattigskoler blev oprettet omkring 1730’erne. De var beregnet for tiggende og vaneagtige børn. Den ene lå i et lejet hus i Adelgade, senere i en bygning mellem Salvie – og Bagerensgade. I 1798 overgik disse skoler til Fattigvæsenet.
I 1786 havde Nyboder hele seks skoler, beregnet til 100 drengebørn. Undervisningen foregik efter en plan som kapellanerne ved Holmens Kirke havde udarbejdet. De mange små skoler umuliggjorde dog en ensartet undervisning.
I fast tjeneste
I 1816 indrettedes i Gaasegade lokaler, hvor 24o drenge, kunne undervises. De var alle i ”fast tjeneste” og fik uniform og kost. For dem, der ikke ville i ”fast tjeneste” åbnedes der i 1820 i Svanegade en skole, beregnet til 160 drenge.
Man begyndte i skolen som 8 – årig. Uniformen bestod af en temmelig høj hat, en blå trøje, hvide lærredsbukser og sko med snørebånd. De to første år fik man
hver måned 2 ½ skræppe rug. De næste to år fik de fuld kost og 4 mark om måneden. De sidste to år blev de Kompagnidrenge og fik 7 mark om måneden.
Efter endt skolegang overgik drengene til Holmen eller Flåden som lærling. Som 20 – årig var han udlært. De næste 20 år var han stavnsbundet til Flåden, som
tak for godtgørelserne.
Det var velset i de små hjem i Nyboder, hvis deres søn kunne klare det, Han kunne så bidrage til husholdningen. Så var det bare ærgerligt, hvis man fødte en datter Når drengen kom fra skole måtte han ofte hjælpe pigen hos en eller anden officer med at bære vand, kløve brænde. Ja somme tider måtte han møde kl. 5 om morgenen for at børste støvler.
Pigeskoler
Efter 1786 var Laksegades Korskole den eneste skole, hvortil Nyboders pigebørn havde adgang. Efter 1810 fik de også adgang til skoler i Klærkegade og Hoppeslænge. I 1857 – 1858 flyttede pigeskolerne til en fælles skole på hjørnet af Borger – og Kamelgade.
I 1874 blev Nyboders skolevæsen nedlagt. Fra 1878 have marinen ikke nogen skole under deres bestyrelse, idet sø-etatens børn søgte kommuneskoler.
Den engelske belejring
Under englændernes belejring slog projektilerne hyppigt ned i Nyboder. En masse matroser var ude på søen i kamp mod englænderne, og mange deltog i kampen i Classens Have. Under belejringen var der masser af lovløshed på Nyboder. Der blev spillet om penge på de forskellige brandtomter.
Konerne solgte kogte varme kartofler, så ikke uden grund blev Adelgade omdøbt til Kartoffelkysten. Men Adelgade blev også kaldt Tyvetorvet. Nyboder var, for at bruge et moderne udtryk, visitationsområde. Her fandtes adskillige tyvekoster.
Nyboder – folket gik sammen med studenterne til general Peymann på d´Àngleterre. De forlangte at blive kørt ud til fjenden og dø med ære. Men Peymanns svar var bevæbnede soldater der blev sendt ud for at rydde Torvet – under stor tumult.
Efter at belejringen af englænderne var ophørt, kom der mere ordnede forhold i Nyboder.
Sø-ettatens Hospital blev opført 1806 – 1806 mellem Balsam – (Olfert Fischersgade) og Nellikegade (Fredericiagade)
Husbogen
I 1816 fik hver selvstændig beboer en hus-bog, hvori han skulle indskrive alle husets beboere. Husbogen bevirkede også, at en del ukvalificerede samme år blev udvist af Nyboder. Staklerne var dømt til at blive husvilde.
Lavene forstod det ikke
Det travle håndværkerliv i Nyboder blev ivrigt fulgt af de forskellige lav i København. Således udsendte Rebslavenes oldermand i 1840 en skrivelse:
Allerede i 1785 blev det bevilliget, at i stedet for at give Nyboder – manden en ordentlig løn, fik de tilladelse til at fremstille og sælge grove trøjer, lærreder, dynevår, gulvtæpper m.m.
Kongelig højhed på jagt efter græsenker
En københavnsk spækhøker foreslog i 1841, at samle alle Københavns letlevende damer i den af Nyboders længe, der lå nærmest ude mod porten og volden.
Og så gik rygterne på, at en Kongelig Højhed gik rundt og jagtede græsenker i Nyboder. En enkelt gang skulle han have fået en endefuld af en af de skønne
græsenker.
Kolera i Nyboder
I 1853 rasede koleraen i København. Efter signende opstod det første tilfælde i Nyboder. Nyboder var dog det kvarter, der først fik indrettet en station,
hvor menigmand kunne rekvirere lægehjælp og medikamenter. På skibskirkegården blev der oprettet et kapel
Byggespekulation
Efterhånden tabte Nyboder terræn. I 1845 blev en stor grund solgt til et børnehospital og i 1864 forsvandt yderligere grunde. Et nyt kvarter var opstået herude.
Ved bortsalg 1853 – 1878 afhændedes så meget af det sydlige kvarter, at Nyboders areal nærmest blev halveret.
Længe efter længe af Christian den Fjerdes boder sank i grus. Byggespekulanterne havde nået Nyboder. På tomterne rejstes i 1868 Frimurerlogen, i 1877 St. Pouls Kirken og de høje grimme boligkaserner. Bystyret burde nok ikke på denne måde have fjernet disse historiske minder.
I 1856 blev Sø-etatens Pigeskole opført mellem Haresgade og Kamelgade (Gernersgade). I 1869 blev den omdannet til kadetskole.
Nyboder skulle udryddes
I 1865 foreslog den kendte arkitekt, kammerherre Meldahl, at resterne af Nyboder skulle jævnes med jorden. Også forfatteren Johannes V. Jensen syntes, at
Nyboder skulle forsvinde.
Kierkegaards syn på Nyboder – piger
Når Søren Kierkegaard gik i Frederiksberg Have var han ikke blind for Nyboder – pigernes ynde. Han skrev om dem:
Fra hvid til gul
I de resterende huse blev der efterhånden lagt trægulve. De gamle ovne, der fyldte så meget, blev erstattet af kakkelovne. Husenes farve blev i 1860 forvandlet fra hvid til den hyggelige gule farve. I 1890 kom der endelig et ordentligt kloaksystem. Gas og vand blev indlagt og vandposterne i gaderne forsvandt.
De gamle vejnavne forsvinder
Det var stadskonduktør, ingeniørkaptajn og vejviserens grundlægger, Krak, der havde ansvaret for at de historiske gadenavne på Nyboder forsvandt. I 1869 lykkedes det ham at få Lavendelgade og Hjertelængen omdannet til Klerkegade. Seks gader, Blancogade, Akadiegade, Kaninlængen, Bjørnegade, Nellikegade fik det nye navn Fredericiagade.
Marineministeriet tog initiativ til at afskaffe navnet Kamelgade, der tillige med Meriansgade blev til Gernersgade.
I 1897 blev Bryggerlængen, Ulvegade og Balsamgade slået sammen til Olfert Fischersgade.
Leopardlængen, Elefantgade og Tulipangade blev til Suensonsgade.
I 1891 havde St. Poulsgade opslugt Salviegade, Enhjørningsgade samt Lorentzensgade. Den sidstnævnte var opkaldt efter en af byggematadorerne H.P. Lorentzen. Det var Frederik den Ottende, der havde lovet at opkalde en gade efter ham.
Ikke i Nyboder – stil
I 1900 ophørte Sø-etatens Hospital. Dets virksomhed for epidemistiske sygdomme blev overført til det nye hospital på Tagensvej. I 1903 blev der opført embedsboliger for marinens officerer på St. Pauls Kirkeplads. Den var opført i 3 etager – i røde mursten. Og mindede slet ikke om Nyboders byggestil.
I 1914 – 1918 satte adskillige Nyboder – folk livet til ved uskadeliggørelse af miner.
Elektrisk lys til Nyboder
Elektrisk lys blev først indført i Nyboder i 1917. Og i 1923 ophævedes Nyboders populære politikorps. Korpsets opgave var blandt andet, at hjælpe til rette, når der var syge og døde. Hvert år gik korpset husene igennem for at bedømme, om boderne trængte til reparation.
Sorte skyer over Nyboder
I 1930 blev Nyboders 300 års jubilæum (Var det ikke et år for tidligt?) fastholdt. Kommandør I.C.D. Bloch sagde ved den lejlighed:
Samme år blev Kronprinsessegade ført igennem Nyboder. Eksistensen var truet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 25. – 01 – 2022
September 14, 2008
Af Sven Petersen
Sven Petersen er journalist på magasinet ”campingferie.dk”. Han har skrevet denne interessante artikel om KZ – lejren i Ladelund ikke langt fra grænsen. Sven der er ”Tynne – knajt” ligesom denne sides redaktør siger bl.a. ”Jeg er slet ikke færdig med at få styr på forholdene i grænselandet lige efter krigen, så jeg skal tilbage til Medelby og Ladelund igen. ”Fra Svens fødeby var der ansat arbejdsledere og vagtpersonale i lejren i Ladelund. Artiklen har været bragt i en anden version i
”campingferie.dk”.
Det sker af og til, at man pludselig konfronteres med begivenheder eller forhold fra barndommen og ungdomsårene, som man aldrig har hørt om. Det skete for mig en grå, trist vinterdag for et par år siden på en campingtur hjemme på min fødeegn nær grænsen. Siden 1971 har jeg boet på Sjælland.
Fortiden dukker pludselig op
Ved indtjekningen på Camping Mitte i Medelby lige syd for den dansk/tyske grænse fik min kone og jeg et bundt turistbrochurer stukket i hånden – blandt dem et lille hæfte med forslag til en cykelrute, hvor man cykler på tværs i grænselandet og snart er på den ene, snart på den anden side af grænsen.
Ved læsningen af cykelbrochuren blev min opmærksomhed pludselig fanget af henvisningen til et mindested for en kz-lejr i Ladelund vest for campingpladsen i Medelby. En kz-lejr i Ladelund??? Umuligt! – det havde jeg aldrig nogen sinde hørt om. Brochuren fortalte, at der i 1944 – blot 1½ år før jeg blev født – havde ligget en koncentrationslejr kun 18-20 km fra mit fødehjem på Bylderup-kanten. Godt nok er det nord for den dengang noget stærkere markerede grænse, både fysisk og mentalt. Men alligevel…
Allerede før jeg kom i mellemskolen i Tønder, var jeg meget historisk interesseret – ikke mindst i forholdene under 2. verdenskrig. Bl.a. havde jeg samlet en større samling af flyveblade og andet propaganda-materiale – men en kz-lejr i Ladelund…!?!
Min nysgerrighed var vakt – og min kones med. Vi læste videre i cykelrutebrochuren, at der i Ladelund var et såkaldt permanent udstillings- og dokumentationscenter. Så næste dag kørte vi de 11 km til Ladelund og fandt straks bygningerne, som rummer KZ-museet. Et skilt med ordene KZ – Gedenkstätte sendte os ned ad en sidevej ved kirken.
Rystende skildringer
At udstillingen ligger ved siden af kirken, er ingen tilfældighed, fandt vi ud af. Det var nemlig her, ofrene fra lejren blev begravet. Udstillingen er en studiesamling, som til stadighed indsamler og videreformidler dokumentation om de grufulde forhold, fangerne levede og døde under.
En mulig forklaring på, hvorfor der aldrig blev talt om, at der havde eksisteret en kz-lejr så tæt på mit trygge barndomshjem, kan måske være, at den ”kun” nåede at fungere som kz-lejr i 6 uger, fra 1. november til 16. december 1944.
At der til gengæld var tale om en ren dødslejr, retfærdiggør ikke dens korte eksistens.
Fra 1938 og indtil nov. ’44 havde Ladelund-lejren været en af de mange såkaldte Reichsarbeitsdienst-lejre, dvs. arbejdslejre, hvor alle unge, tyske mænd skulle aftjene 6 måneders arbejdstjeneste før den egentlige værnepligt. De blev sendt ud i arbejde på egnens gårde, hvor fædrene og sønnerne var udskrevet til militærtjeneste ved Tysklands forskellige fronter. Herudover var de sat på opgaver til gavn for lokalsamfundet, fx dræningsprojekter, vejbyggeri osv. I den periode rummede lejren omkring 200 personer.
Et forrykt projekt
Hen mod slutningen af 1944, hvor situationen på Tysklands forskellige fronter blev mere og mere desperat, befalede Adolf Hitler, at der tværs over landet, et par kilometer syd for grænsen til Danmark, skulle graves en dyb panserværnsgrav. Det såkaldte Projekt Friesenwall. Dette vanvittige byggeprojekt skulle udføres af fanger fra Neuengamme. Arbejdslejren i Ladelund skulle være en såkaldt Aussenlager, men inden da blev lejren forsynet med højt, dobbelt pigtrådshegn samt 4 vagttårne, men ingen ekstra beboelsesbarakker. Den 1. og 2. november blev mere end 2000 fanger sendt fra Neuengamme i kreaturvogne. De blev stuvet sammen i de bygninger, som hidtil havde huset de nævnte 200 RAD-arbejdere. 298 af de godt 2000 fanger overlevede ikke de 6 uger i Ladelund. Der var ingen danske fanger imellem. Dertil lå lejren for tæt på grænsen.
Udstillingen fortæller, hvordan de forhutlede og forkomne fanger tidligt hver morgen, trods stærk underernæring og sygdom, blev kommanderet ud nord for landsbyen for med håndkraft at grave den dybe grøft. Tegninger og samtidige fotografier viser, at panserspærringen endte med at være 4-5 meter bred og over 3-4 meter dyb. Den strakte sig de 14 km fra Ladelund til Süderlügum. Man kan endnu enkelte steder finde spor af den i landskabet.
KZ – fangerne stod ofte ret op i 11 timer og skovlede i iskoldt vand og slam, udsat for tilråb og prygl fra de hårdhændede vagter. Mange døde under arbejdet, og lokalbefolkningen var vidner til, hvordan de døde hver dag blev ført fra lejren til kirken på simple vogne. Og her rører udstillingen ved et ømtåleligt emne:
Hvad vidste de lokale om forholdene i kz-lejrene?
Omkring dette ømtålelige spørgsmål synes jeg, at udstillingen er meget præcis; alle i landsbyen kunne dagligt følge, hvordan fangerne blev gennet til og fra tvangsarbejdet. Desuden er der dokumentation for, at mange i den lille landsby udmærket var klar over de grusomheder og den brutalitet, fangerne var udsat for i lejren et par km uden for byen. Udstillingen fortæller, at mange havde den indstilling, at fangerne var gemene forbrydere, som blot fik deres velfortjente straf.
Men sådan var det gudskelov ikke alle, der havde det. Det gør et dybt indtryk at læse de gribende beretninger om, hvordan enkeltpersoner forsøgte at hjælpe de stærkt udhungrede fanger ved at gemme lidt mad til dem ude i området, hvor de skulle arbejde. Ofte blev det opdaget, og de barmhjertige blev truet med selv
at havne i lejren. Ligesådan er det bevægende at læse de beretninger, som børn lige efter krigens afslutning kunne give om deres iagttagelser. Hvordan de om natten trak dynerne op over hovedet for at lukke skrigene fra lejren ude.
I forbindelse med mit arbejde med denne artikel har jeg haft kontakt med dokumentationscentrets daglige leder, fru Karin Penno-Burmeister, som fortæller, at der netop fra den landsby, jeg stammer fra, var en del personer, som var ansat som bl.a. vagtpersonale og arbejdsledere i lejren. Der var tale om personer fra det tyske mindretal. Fælles for dem var, at de aldrig fortalte venner, naboer og familie om deres arbejde, når de var hjemme. Jeg synes godt nok, historien kommer tæt på.
Fangerne fra Putten
Blandt de 298, som ikke overlevede opholdet i Ladelund, var den største enkeltgruppe 110 hollændere – alle fra den lille by Putten, ca. 60 km øst for Amsterdam. Natten til 1. oktober ’44 havde en modstandsgruppe beskudt et tysk Wehrmacht-køretøj, hvorved en tysk officer var blevet dræbt. Som hævn befalede den ansvarlige for Wehrmacht i Holland, at alle byens mandlige indbyggere skulle deporteres til tvangsarbejde i Tyskland – og landsbyen brændes ned. Hvilket den blev.
I alt 540 havnede i Neuengamme; kun 49 kunne efter krigen vende hjem til Holland. Siden er Putten ofte blevet kaldt Hollands Oradour eller Lidice.
En præst af en særlig støbning
At man efter krigen har helt nøje styr på, hvem der ikke overlevede de umenneskelige forhold i Ladelund, skyldes alene én person, Pastor Johannes Meyer, som var præst ved sognekirken i Ladelund, den luthersk-evangeliske St. Petri Kirche. Til ham transporteredes dagligt de døde fanger, pakket ind i papirsække.
I gennemsnit 50 om ugen. Over hver enkelt bad han et Fadervor, før han så nænsomt som muligt begravede dem i fællesgrave i kirkegårdens nordlige udkant. Gravene ligger der den dag i dag. I kirkegårdens forlængelse ligger dokumentationscentret. Selve lejren lå et par km nord for byen, op mod den danske grænse.
Minutiøst førte Pastor Meyer i det skjulte lister med de data, han kunne skaffe sig om de enkelte. Lejrens officielle dødsårsag var som oftest lungebetændelse. Men pastor Meyer var godt klar over, at døden som oftest skyldtes underernæring eller brutal vold fra fangevogternes side. Efter krigens afslutning førte han alle navne og personlige data ind i kirkens begravelsesregister, ligesom han personligt tog kontakt til de pårørende, hvor det var muligt.
Forsoning
Dette medførte tilnærmelser og forsoning mellem befolkningerne i Putten og Ladelund.
I 1950 besøgte 130 pårørende gravene på kirkegården i Ladelund, og de første tiltag bliver gjort for at oprette et mindested. Hvert år markeres begivenhederne dengang med højtideligheder i kirken og centret, og der lægges kranse og blomster ved gravene. Da vi besøgte stedet, lå der friske blomster.
I 1989 blev dokumentationscentret oprettet og udvidet i 2006. Der er permanent udstilling, ud over at der afholdes foredrag og filmforevisninger, ligesom der arrangeres undervisning af skoleklasser. Der er gratis entré til centret, som regnes for at være det ældste KZ-Gedenkstätte i Tyskland.
De første år efter krigen blev barakkerne i lejren, som ligger et par km nord for landsbyen, brugt som flygtningelejr. Den sidste barak blev revet ned i 1970. I dag er området igen udlagt som landbrugsjord. I en lille mindelund mellem vejen og marken er der en mindesten og en stålskulptur.
Offer for kollektivt hukommelsessvigt?
Hvordan kan så grufulde gerninger have fundet sted så tæt på det trygge lokalsamfund, hvor jeg levede de første 18-20 år af mit liv, uden at jeg havde hørt rygter om det på egnen? Jeg ved med garanti, at mine forældre, som var ærkedanske af sind og skind, ville have været åbne og fortalt, hvad de vidste.
Men jeg kan godt huske, at tiden i grænselandet var til forsoning dengang. Krigen var forbi, man skulle leve videre i fordragelighed. Der havde godt nok i krigsårene været nogle åbenlyse smuttere, men dem havde retsvæsnet eller modstandsfolkene taget sig af.
Jeg er slet ikke færdig med at få styr på forholdene i grænselandet lige efter krigen, så vi skal tilbage til Medelby og Ladelund igen. Bl.a. har jeg ikke fået helt styr på, hvorfor lejren blev nedlagt efter blot 6 uger som egentlig kz-lejr. Og så har vi i øvrigt aldrig besøgt Frøslevlejren, som heller ikke ligger så langt fra campingpladsen i Medelby.
Se Svens billeder fra Ladelund – under fotogalleri.
Litteratur, adresse og links:
KZ-Gedenk- und Begegnungsstätte
Ladelund
Raiffeisenstrasse 3
D-25926 Ladelund
Tlf. +49 (0)4666 449
www.kz-gedenkstaette-ladelund.
www.gedenkstaetten-uebersicht.
www.grenzroute.com/SEEEMS/2.
Udstillingskatalog på dansk fra
KZ-Gedenk und Begegnungsstätte Ladelund
Kr. 20,-
Turistbrochure:
Grænseruten & Nordsø-Østersø-Ruten
– en cykelguide over det dansk-tyske
grænseland.
Udleveres gratis på alle lokale turistbureauer
Tak det Sven`s interessante og
tankevækkende artikel. Husk at kigge på hans fotos i
”Fotogalleri”. Sven har lovet at vende tilbage med flere interessante
artikler.
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 28. – 02. – 2022
September 14, 2008
Måske skulle man have ”holdt sin kæft” og kendt sin plads i lokalsamfundet. Både min kone og jeg blev beskyldt for bedrageri i Padborg. Området har et kæmpe foreningsliv og der er masser af dejlige mennesker hernede. Men man skal ikke komme som tilflytter og tro, at man kan forandre det hele.
Vi ankom med to flyttebiler til Jernbanegade i Padborg. Jeg havde fået arbejde i Padborg Boghandel, og derfor havde vi købt et dejligt hus. Alt tegnede lyst og godt, og var det også i begyndelsen. Vi havde nogle skønne naboer i alle retninger.
Skønne naboer
En stor have krævede sit. Da vi ankom, var den godt tilgroet, men det fik vi gjort noget ved. En sø i haven med skrubtudsser var det sandelig også. I kælderen var der plads til børnenes værelser, vaskerum m.m. Vi måtte lige vende os til en slags smugkro lige ude for køkkenvinduet. Det var over hos PG, der også drev en købmandshandel. Skønne mennesker var de.
Skøn natur langs Gendarmstien
En fantastisk natur er der i området. Alle kender området ved Sønderhav og Kollund. Men gå en gang fra Kruså til Padborg af den gamle Gendarmsti. Ja og tænk i den gamle Krusåmølle var der en gang et lydstudie. Det var min gode ven, Den glade sønderjyde, der boltrede sig her. Og i Krusådalen, ”kom vi til at gå” over grænsen og stjal æbler. Her oplever man pludselig et landskab fra et ukendt århundrede.
Ikke langt fra Nørregade åbenbarer det sig en natur, der overrasker. Den gamle Padborg Skov, hvor også Friluftsteatret ligger er enestående. Går man herfra hen til baneskråningen oplever man dybe kløfter, vandløb gamle træer og søer.
Man kan faktisk fortsætte omkring Frøslev Polde, hvor et helt andet landskab åbenbarer sig. Her kunne man op til begyndelsen af 1800 – tallet observere Sønderjyllands største bestand af vilde ulve.
Plakat af Karl Otto Meyer
I boghandelen, hvor jeg arbejde kom de fra Sydslesvig og købte ind til de danske institutioner. Det var en stor oplevelse at høre om forholdene dernede. Vi solgte masser af kontorartikler, karton m.m. til dem. Og stort indtryk gjorde Karl Otto Meyer, da han kom og gav mig en signeret eksemplar af den plakat, der forestiller ham son ”en James Bond agtig type”. Han var meget behagelig, at tale med.
Det var også specielt at handle med speditørerne. De skulle have gode priser her og nu. Der var ingen betænkningstid. Da man havde vænnet sig til denne form, gik det meget godt med at få afsat varer til dem.
Problemer på skolen
Den store flyttede snart tilbage til Aabenraa for at gå på gymnasium. Vi fik ham ind på kollegiet.
Den lille startede på den tyske skole. Vi mente, at det ville give ham mere, og at han havde fordelen af et ekstra sprog. Skolen var fin nok, men der opstod dog nogle problemer, som ikke blev løst tilfredsstillende. Heldigvis var der en meget stærk familiegruppe. Ubehageligt var det, at mindretallets avis, Der Nordschleswiger tog skolens parti. Vi forældre havde indkaldt Schul – und Sprachverein, som også bakkede os op.
Først mange år efter fik vi en undskyldning af skolens leder, da vi tilfældigvis mødte ham.
Og i Padborg så man ikke med velvilje på, at man havde barn i tyske skole. Således påtalte et socialdemokratisk byrådsmedlem at vi havde barn i tysk skole. Jeg skulle sælge hende noget gavepapir, og foreslog noget med Dannebrog på.
Både den tyske skole og børnehave arrangerede mange aktiviteter. Det styrkede forældre – opbakningen. Og vi følte os ikke udelukket, selv om vi ikke var medlem af det tyske mindretal.
Et aktivt foreningsliv
Når man havde en aktiv dreng, blev man involveret i en masse ting i Padborg. Der var rige muligheder. Rasmus prøvede både det, at være spejder, spille tennis, fodbold og være bryder.
Fodboldklubben Bov IF var en af Sønderjyllands største. Vi skrev om de unges bedrifter i den lokale avis Bov Bladet. En fantastisk træner, Jørgen gjorde virkelig meget for børnene. Vi fulgte med overalt. Også da poderne vandt en stor turnering i Esbjerg. Og de vandt også det sønderjyske mesterskab i Indendørs – fodbold for mikroputter.
Også brydeklubben BK Uffe havde meget at byde på. Flotte øvelokaler og store stævner blev afholdt i Krusåhallen. Jeg blev sekretær i klubben, og sørgede for informationer til pressen. Også her viste Rasmus gode takter, og blev nummer to ved den sønderjyske mesterskab i sin klasse.
Hjem med politiet
Rasmus var en rigtig Emil fra Lønneberg type. Flere gange kom det lokale politi hjem med ham. Engang havde han moret sig med at kaste sig op mod noget kraftig blæst. Det skete lige uden for politistationen. Betjentene syntes, at det så noget ”hjælpeløst ud”. Så de fulgte ham hjem.
Engang havde Rasmus og Jesper iført sig militærtøj og ”leget grænseoverløbere” i nærheden af skoven. Det fik så det lokale politi til at iværksætte en storstilet aktion. Fangsten var så Jesper og Rasmus. De lavede meget de to. Ofte måtte min kone smide Jesper og Rasmus i badekar og vaske deres tøj. Jesper turde ikke komme hjem så snavset som han var blevet.
Og Jespers far, der var politibetjent i Aabenraa fangede grænseoverløbere i hans Lada.
Besøg af Jesper
I forbindelse med Ungdomshus – konflikten på Nørrebro var jeg flere gange i medierne, bl.a. i TV – Avisen. Det så en ung mand, der netop var blevet politibetjent i hovedstaden. Den unge mand besøgte mig i butikken på Nørrebro – det var Jesper, Rasmus´ s gode ven fra de vilde dage i Padborg. Jesper medvirkede også i en serie på en af kanalerne.
Men trods alle disse fortræffeligheder skal man nogle gange stikke fingeren i jorden. Det kneb måske nogle gange for Hanne og jeg. Som tilflytter kunne vi måske ikke vente til vi blev rigtig accepteret. Og det gav knubs.
Kulturelt Samråd
Jeg blev aktiv i Kulturelt Samråd. Her lavede vi en foreningsliste og lavede kulturelle arrangementer blandt andet med fokus på lys. Vi arrangerede forenings – messer med underholdning af lokale kræfter. Min gode ven, Per Borgaard holdt et bragende foredrag om Isted Løven, der efter hans mening skulle stå på Bov Bakke. Denne bemærkning blev senere brugt i valgkampen i Bov Kommune. Vi lavede også nogle små medlemsblade, som blev sendt ud til alle foreningsmedlemmer i kommunen. Hver måned havde vi en hel side i Bov Bladet. Men vi skulle kende vores plads.
På besøg ”i den borgerlige”
Partimæssigt var det meget anstrengt i Bov Kommune. De forskellige politikere var virkelige hårde over for hinanden. Selv om man jeg ikke begik mig i de borgerlige kredse, havde jeg stor sympati for borgmester Jens Helmig og Allan Niebuhr. De havde tid til at lytte, når man kom med forslag eller have problemer. Allan sidder i dag i Folketinget for de Konservative. Han eksploderede engang, da jeg fortalte ham, at man til valg i Folkeoplysningsudvalget lavede
en åbenlys fejl i valgproceduren. Jeg skulle måske også der, havde holdt min mund. (Artiklen er en del år gammel – Allan sidder ikke mere i Folketinget).
Og min kone og jeg var af Venstre inviteret til et møde med Peter Brixtofte på Frøslev Kro. Jeg blev sat til at skrive referat af mødet. På et tidspunkt spurgte Peter Brixtofte, om der var journalister til stede, og kiggede stift ned på mig. Nej blev det svaret, det er bare Uwe, der skriver referat. Senere, fik min kone, jeg og Peter Brixtofte en dejlig samtale. Min kone og ham var hvis nok gamle bekendte fra deres fælles fortid.
Ballade i handelsforeningen
På et tidspunkt blev jeg sekretær i den lokale handelsforening. Vi havde vores egen parti, der stillede op til byrådsvalget. På et tidspunkt blev jeg ringet op af journalist Heydenreich fra Jydske Tidende i Aabenraa, der gerne ville have en forklaring på, hvorfor den samme mand som vi i handelsforeningen havde stillet
op, også stillede op for De Konservative i Bov. Dette afstedkom desværre nogle store ubehageligheder. Det mærkede min kone også hos Samson, hvor hun arbejdede.
Det var mig der var sekretær i handelsforeningen, og meddelte pressen, hvad der skete, så ubehagelighederne rettede sig mod mig. Det gik også ud over mit arbejde i butikken. Kunder truede simpelthen med at handle et andet sted, hvis ikke jeg trak mine udtalelser tilbage.
Forinden havde jeg skrevet en kronik om, hvad det ville betyde for Padborg, hvis der kom et storcenter til byen. Og det var der nogen af byens spidser, der ikke brød sig om.
For at gøre en lang sag kort, så trak jeg mig som sekretær. Formanden som var malermester bakkede mig hele tiden op. Han mistede arbejde for flere hundrede tusinder af kroner.
Farvel til Padborg Boghandel
Kort tid efter fik jeg min opsigelse i Padborg Boghandel på grund af omorganisering, som det så flot hed sig. Min fagforening, Ledernes Hovedorganisation kunne ikke gøre noget. Heller ikke efter, at tre – fire firmaer som jeg havde handlet med gennem boghandelen, ringede til mig privat, og spurgte om det var rigtig, at jeg havde begået bedrageri. Det var et rygte, der havde spredt sig i byen. Hvor det kom fra, har jeg aldrig fundet ud af.
Afhørt af politiet
Min kone arbejdede et stykke tid hos en importør. Her skulle hun udføre et arbejde, som ikke var helt efter de retsprincipper, som en bogholder normalt arbejder efter. Hun kontaktede den lokale HK – afdeling, som ikke ville gøre noget ved det. Heller ikke hovedorganisationen gjorde noget. Det samme gjaldt den lokale bank. Tværtimod mærkede vi pludselig en chikane fra den lokale bank.
Og min kones arbejdsgiver holdt flere aftener ude foran vores hus på vejen. Det lokale politi ville ikke foretage sig noget. Jeg fik tvært imod at vide, hvis jeg foretog mig noget, kunne det blive mig selv, der blev anklaget.
Jeg kendte nogen i bankens hovedafdeling i Aabenraa og kontaktede dem. Så kom der skred i tingene. Vi blev kaldt til afhøring af bankens advokat – i banken. Vi blev hentet af bankens bil og ført ind af bankens bagindgang.
Men inden da mødte to kriminalbetjente fra Aabenraa op på vores bopæl alt i mens svigerfamilien var på besøg. Her blev min kone, Hanne næsten gjort
ansvarlig for, hvad der var sket.
Væk fra Padborg
Det var hårdt både psykisk og økonomisk. Efter et års tid måtte vi indse, at vi blev nødt til at forlade byen. En tidligere kæreste havde skaffet mig arbejde i København. En ny tilværelse startede i København. Og vi fik skiftet bank. Den gamle ville pludselig ikke låne penge til en ny tilværelse.
Trods vores nedtur i Padborg, var der masser af dejlige mennesker hernede, som jeg vil huske. Det var blandt andet vores dejlige venner i Gejlå, Per og Grethe. Per kom nogle gange med børnebørnene og så tegnefilm. Jeg tror, at det var Per selv, der var mest vild med disse tegnefilm.
En ny tilværelse startede for os i København. Det var på alle måder en mærkelig oplevelse nede i Padborg, hvor vi blev anklaget for mange mærkelig ting. Men vi blev der da trods alt i 7 år.
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 28. – 02. 2022