Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Under jorden – på Assistens Kirkegaard

Februar 24, 2009

Det var ikke så lige til at blive begravet – dengang. Masser af forordninger og regler skulle overholdes. Og der var stor forskel på rig og fattig.

Borgerskabet gik meget op i, at man skulle huske deres eftermæle. Den mere storslåede begravelse efter den anden fandt sted. Men nu gjorde regeringen et felttog mod ødselheden. Den 7. november 1682 udkom den store Forordning om Begravelser. I denne kunne man blandt andet læse at:

  • at megen stor Overdaadighed og unyttig Omkostning af de Fleste over deres Stand og Vilkaar gjøres af en vrang Indbildning, at derved de Afdøde sker nogen Ære og Tjeneste.

 

Betal dig til en stor begravelse

Selv om Assistens Kirkegaard på Nørrebro først blev indviet i 1760, og skønt der kom flere forordninger, så fik denne dog betydning for, hvordan man kom til at ligge under jorden. Begravelserne blev dog ikke mindre af disse forordninger. For dem, der kunne betalte sig til en stor begravelse.

Man blev begravet efter rang. Med forordningen blev man inddelt i klasser:

  1. Grever
  2. Gehejmeråder, Friherrer og “Ober – Charger”
  3. “Militaire”, som havde ladet deres Tapperhed se i Kongens Tjeneste tillands og til vands
  4. Andre af rangen indtil Landsdommere
  5. De øvrige Rangen og Adelige
  6. Geistlig og verdslig Øvrighed, Præster i “Kjøbstæderne og graduerede Personer”
  7. Alle andre

Alle klasser havde nu fået deres egen begravelse.

Greverne kunne opsætte monumenter over de afdøde efter deres egen Lyst. Gehejmeråder og ligestillede måtte overtrække ligkisterne med fløjl lade tre Stuer drage, bruge Himmel over Liget samt Ligvogn med seks heste for.

De andre af rangen indtil landsdommere:

  • maa kun have to Ligstuer dragere og bruge Ligvogn med 4 Heste, de øvrige i Rangen og Adelige maa kun lade en Stue overtrække med Sort, og saaledes bestandig simplere efter Stand og Vilkaar.

 

Penge var afgørende

Nu var det dog en mulighed for almindelige dødelige, at få en fin begravelse for forordningen sluttede med følgende bemærkning:

  • Skulde ellers Nogle, som ikke dertil særdeles ere privilegerede, kunne erholde vores allernaadigste Tilladelse deres Døde paa selv behagelig Maade og med større Bekostning at begrave, da skal samme allernaadigste Bevilling først skrives paa stemplet Papir til 50 rdl. Arket og dog desforuden betales til Hospitalerne for hver Post, som er imod Forordningen.

Ja, det har ganske givet ikke været let at forstå dengang. Forordningen blev ikke overholdt, så en ny fremkom i 1724.

 

Vaagestue og livvagt

Når en velstående borger var død, blev liget klædt på af kvinder og lagt i en kiste, som helst skulle være af egetræ. Ved denne ceremoni var et stort antal slægtninge, venner og naboer til stede. Disse blev trakteret med mad, drikke og konfekt.

At alle familiemedlemmer iklædte sig sørgeklæder, var en selvfølge. Men også Tyendet uddeltes der sørgeklæder, sørgestrømper, sørgesko og handsker.

Ligkisten, som stod åben, anbragtes i den sort beklædte lig-stue, omkredset af vokslys. Ofte var der våben og skjolde, selv om afdøde ikke havde haft ret til at bære disse. Så længe liget stod over jorden blev der holdt Vaagestue eller sagt med andre ord Livvagt.

 

Det gik lystigt for sig

Ofte gik det lystigt for sig, idet unge og gamle tilbragte tiden i sørgehuset med forskellige lege, og traktementet fejlede ikke noget.  Om dagen strømmede nærmere og fjernere bekendte til for at kondolere familien, og der blev overrakt trykte Lig-vers. I reglen var disse vers forfattet af en eller anden Studiosus,
enten på bestilling eller af egen drift, for at opnå en lille indtægt.

Holberg vidste også, hvor fornøjeligt det gik til i Vaage – og Sørgestuer:

  • Jeg erindrer mig i min Barndom, hvilken Glæde det var for mig og Andre, naar vi fik at vide, at et af vore Naboers Børn var død, thi derpaa fulgte mange gode fede Dage.

Liget stod længe over jorden. Ja ti uger var ikke usædvanligt. Når begravelsen skulle finde sted gik bedemanden (som også blev brugt ved bryllupper) rundt og indbød folk til at følge eller bære. Ved udbæringen af kisten var kvinderne forsamlet i lig-stuen, og her blev der serveret vin, mad og konfekt.

Ligkisten som i reglen bar indskrift, var dækket af et prægtigt klæde, blev nu enten båret af studenter eller kørt gennem byen på en ligvogn, efter fulgt af skoledrenge i sørgekapper og et stort antal med sort overtrukne eller kun sortmalede karosser.

 

Begravelse om aftenen

Når begravelsen forgik om aftenen, ledsages Toget af personer med hornlygter, gaslygter eller trekantede lygter, men også papirlygter. De fleste lygter var lejet til formålet.

Kirken var fuldt oplyst med voks – og tællelys. Elever fra Vor Frue Skole sang kristelige lig-salmer. Derpå holdt præsten en lig-tale og kastede jord på kisten, når den var nedsænket i graven.

 

Kommunal Ligbærerinstitution

Begravelsesforordningen af 1682 førte til oprettelsen af en kommunal Ligbærer institution i to klasser – en overklasse, bestående af 36 skikkelige Mænd
og Borgere
, som skulle bære alle fornemme Lig og en underklasse for de lavere samfundslag.

Da Lig-bæring før havde været en af studenternes hoved-indtægter, og de ikke frivilligt ville give afkald på den, klagede de til kongen. Det blev bestemt at:

  • til de Geistlige Lig at bære saavelsom til deres, som af Akademiet dependerer og haver studeret, maa alene Studenter bruges, naar Saadant begjæres.

Men ellers måtte ingen befatte sig med lig-bæring uden de kommunale ligbærere.

 

Ingen ville begrave ”de uærlige”.

Under pesten i 1711 blev man dog igen nødt til at henvende sig til studenterne. Det er betegnende for datidens opfattelse af de såkaldte uærlige Folk, hvortil i den almindelige bevidsthed hørte skarpretteren, natmanden,” hestegildere”, “svinesnidere”, skorstensfejere, renovationsfolk m.m. Disse nægtede ligbærernes underklasse at bære til graven.

Derfor blev deres bestaltning delvis taget fra dem. Der blev anlagt sag mod dem, men da de bad om forladelse, slap de med en Mulk.  En forordning af 1685 forbød, at stemple de overnævnte fag som uærlige. Men det varede meget længe end det slog an i befolkningen.

Pesten havde bevirket oprettelsen af flere kirkegårde, blandt andet Assistens Kirkegården på Nørrebro.

 

Slut med at blive begravet i kirken

Hver kirke havde sin begravelsesplads indenfor murene i selve kirkebygningen. Havde man penge nok og var en velanset borger kunne man blive begravet her. Men i 1805 var det slut med denne uskik, eftersom kongen:

  • ikke fandt det sømmeligt, at Bygninger, indviede til det høieste Væsens Dyrkelse, tillige afbenyttedes som Gjemmesteder for Legemer, der overgaves til Forraadnelse, ligesom den fra mindre oplyste Tider nedarvede Skik at begrave de Døde i Kirkerne ofte havde havt farlige Tilfælde, ja enddog Helbreds Tab for de Efterlevende til Følge.

 

”Udenbys” Kirkegårde

Af udenbys kirkegårde havde byen i Frederik den Fjerde’ s tid: Skibs-kirkegaarden og Garnisons- kirkegaarden, begge udenfor Østerport. Den sidste indviet under pesten men først taget i regelmæssig brug i 1720, samt den Mosaiske Kirkegaard
uden for Nørreport hinsides Peblingesøen. I 1704 blev denne kirkegård omgivet af et plankeværk.

 

Håndhævelse af forordninger

De forskellige forordninger blev ikke respekteret, og for myndighederne har det sikkert også været vanskeligt at styre. Således skrev politimester Ole Rømer
i en indstilling til kongen i 1705:

  • Ved en Borger af de 32 Mænd ved navn Syling, hans Begravelse er udi April Maaned begaaet nogle Forseelser imod Forordningerne, hvis Bøder beløbe sig temmelig høit, nemlig til 230 Rdlr., af hvilke de 180 Rdlr. Ere for Ligets indeholdelse ni Dage over Tiden og de 50 Rdlr. For Kisten med
    Baj var overdækket. Enken, som af mig er ansøgt om at fyldestgjøre samme Bøder, beraaber sig paa at have suppliceret derom til Hans Majestæt,
    hvorfor jeg ei har turdet fortfare, men venter allernaadigst Resolution, om fornævnte Bøder skulle betales, moderens eller ganske eftergives.
    Holder for min allerunderdanigste Skyldighed at erindre i denne Sag, at alle Begravelsesforordningens Bøder ere temmelig store, og at de neppe nogen Tid ere betalte, men Posterne, endel ved sær Benaadnings Breve enten tilladte eller efterladte, en Del for visse Vanskeligheders Skyld ganske henhvilet.

 

En dyr begravelse

Det var ganske dyrt at blive begravet inden for borgerskabet. Dr. O. Nielsen har offentliggjort omkostningerne ved en Stadshauptmands begravelse i 1719.

  • Til sørgeklæder 440 Rdlr.
  • 51 Rdlr. til skrædder,
  • 140 Rdlr. til traktement
  • 38 Rdlr. til sort baj til Omtrækning og Beklædning. Måske var dette til beklædning af Ligstuen.

I meget fornemme kredse sørgede man for at male paneler og vindueskarme sorte, ja endog gulvene. Ligkisterne var ofte af egetræer. Dette blev anset for at være noget af det fineste.

 

Ligvogne og ligkistebeslag

En Søgeforordning af 1724 formåede at standse den stigende luksus i sørgedragter. En kæmpe modstand mødte Ligvogne. Disse blev knyttet til de enkelte kirker. Men i nogle sogne fik bedemænd privilegium til at holde og udleje ligvogne.

I 1719 blev det forbudt at bruge ligkistebeslag med forsølvning, forgyldning eller fortinning. Dette fik så Gørtlerne til at protestere. Et kompromis blev vedtaget. Man fik lov til at forfærdige ligkistebeslag af bly uden billeder, sort – og hvidmalede. Men det var kun rangpersoner, Stadens 32 Mænd og andre vederhæftige Handelsmænd, der måtte anvende dette.

 

Kilde: 

  • Litteratur Nørrebro
  • www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere: 

  • www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
  • Under Nørrebro finder du 304 artikler 

 

  • Begravelse på Assistens Kirkegaard 1887
  • Livet på Assistens Kirkegaard
  • Genforenet på Assistens Kirkegaard 
  • Assistens Kirkegaard – en oase 
  • Kejserinde Dagmar på Nørrebro 
  • Assistens Kirkegård – 250 år 
  • Da Gertrud rejste sig fra kisten 
  • Røde Faner på Assistens Kirkegård 

 

Redigeret 31. 03. 2022


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro