Artikler
Oktober 27, 2008
Hærvejen til Grænsen
Den blev kaldt Oksevejen, Pilgrimsvejen, Adelvejen, Romervejen, Studevejen, Landvejen eller det flotte navn Via Regia, der betyder Kongevejen. Den var datidens motorvej. Omkring Hærvejen gemmer sig mange historiske og mystiske ting. Sidens redaktør har også
nogle specielle oplevelser på Hærvejen. Vi bevæger os ned fra Skrydstrup og lander ca. 20 km syd for grænsen.
Vi vendte os om. Pludselig var vi omringet af 5 – 6 tyske militærfolk. Vi befandt os lidt syd for grænsen på Hærvejen. Vi var åbenbart kommet på Militärisches Gebiet. Min kone ville vise mig noget af Hærvejen. Hun havde tidligere været med til at producere nogle film til Danmarks Radio med titlen Syv episoder fra Hærvejen.
Vi blev truet med fire år på vand og brød. Men fik dog beroliget de tyske militærfolk med at vi ikke var terrorister, og at vi hurtigst muligt efter at have vist vores pas, ville forlade området.
På æblerov med gevær
Nogle år tidligere i min glorværdige militærtid, var der også noget med våben og Hærvejen. Jeg var på øvelse med Telegraftropperne fra Århus i 1970 eller 1971 cirka 15 kilometer sydligere. Det foregik i en lille landsby også i nærheden af Hærvejen. Sorte September havde foretaget en aktion, så man var meget nervøs. Det var befolkningen også i byen. Alle børn og de smukke piger i byen blev pludselig beordret væk fra os.
Bevæbnet gik vi så på æblerov. Noget skulle vi få tiden til at gå med.
Men jeg blev beordret af mine vognkammerater, til at kontakte en bondemand, da jeg var den eneste, der kunne tale tysk. Vi ville i vores telegrafvogn gerne have friske æg og rundstykker til morgenmad. Så jeg bestak bonden med Erotische Magazine, som en af kollegaerne havde med.
Mange navne
Jo, der har sandelig altid været drama omkring Hærvejen. Det var datidens motorvej. Den blev kaldet for Oksevejen, Pilgrimsvejen, Adelvejen, Romervejen, Studevejen eller bare Landevejen. Og egentlig var der flere veje, der blev forenet ved vadesteder.
På Meyer’ s gamle kort fra 1648 blev den kaldt Via Regia – Kongevejen. Og et kort fra 1650 betegnede flere veje for Heerweg.
Navnet var jo meget rammende. En større hær kunne let komme frem, hvilket de mange volde og voldsteder langs vejen tyder på. En vendisk hær skulle for eksempel være trængt langt op i Jylland via Hærvejen i 1000 – tallet. Et befæstningsanlæg ved Øster Løgum bærer da også navnet Vendervold.
Hærvejen tjente som op – og tilbagetog for danske, svenske og tyske armeer. De første krigeriske opstandelser er beskrevet i det 10. århundrede.
De første veje
Oksetrukne kærrer blev udbredt for cirka 4.000 år siden. Før den tid var landsbyerne forbundet med fodstier og ride-ruter. De ældste spor findes som rester af
hulveje. De opstod, når kærrer og vogne kørte på det skrånede terræn. Hjulene åd sig dybere og dybere ned i bakkerne
Pottevejen, Guldvejen og Gamle Ribevej
Gang på gang har Hærvejen skiftet rute. Hvorfor vides ikke helt nøjagtig. Måske kan det have noget med naturens luner, at gøre. Begrebet Pottevejen fremkommer også. Det stammer fra Middelalderen og har noget med handelen med jydepotter at gøre.
På gamle kort kan man finde Alt Ri(e)perweg eller Riperweg. Den forbandt de to stiftsbyer Ribe og Slesvig. Det har helt sikkert været en meget trafikeret vej. Den ramte Hærvejen lige nord for Toldsted.
Denne gamle Ribe – vej har eksisteret siden Oldtiden. Den har også været kaldt Diagonalvej og senere Guldvejen. Der blev fundet både guld og rav langs vejen.
Vejpligt
Den ældste vej var ikke anlagt. Den blev anlagt af de kørende. Hjulspor dannede sig efterhånden. Blev de for dybe, kørte man bare ved siden af. De oprindelige spor blev så fyldt med sand eller indtørret dynd.
Allerede i Valdemar Sejr’ s Jyske Lov var der bestemmelser om vejenes vedligeholdelse. Det er i dag det, vi kalder for vejpligt. I 1241 bruges betegnelsen Kongens Hærstræde. Den havde en kæmpe betydning for kongen.
Toldsteder
Kongen og hertugen skulle tjene penge på vejen. Så derfor blev der oprettet toldsteder langs Hærvejen. Derom har man skriftlige kilder fra 1484. Fra toldstedet Niehuus har man skriftlige kilder fra 1375.
Hestehandelen var mere udbredt end studehandelen dengang. Ja, det var Danmarks mest udbredte eksportartikel næst efter Skåne – silden. Ved Gottorp Toldsted var afgiften 2 Skilling pr. okse eller hest.
Hærvejen havde stor betydning for handel og udveksling. Den allerældste handel har været eksport af råvarer som flint, rav og skind, huder, honning, kød og jydepotter. Den anden vej kom der kobber, tin, glas, våben og smykker fra Mellemeuropa.
En sart på Hærvejen
Vest for Aabenraa lå Toldsted, ja egentlig hed det Tollsted. Stedet omtaltes første gang i 1487, da Kong Hans opholdt sig her. Efter Sønderjyllands deling i 1544
blev Toldsted en vigtig indtægtskilde for de gottorpske hertuger. Vi går en tur på Hærvejen fra Skrydstrup og ned mod grænsen. Her finder vi en overraskelse. Skydstrup – pigen. Hun var lyshåret og efter forholdene usædvanlig høj
1.70.
Lidt sydligere ved Immervad fik Erik af Pommeren bank af holstenerne i 1422. Her har vi også Immervad Bro, som virker malplaceret. Men det er fordi å-løbet er ført udenom. Den smukke granitbro er fra 1722.
Vi var lige ved at glemme den sagnomspundne Margrethevold. Det var en slags folkevold, der skulle beskytte mod onde fjender.( Læs mere om denne og andre voldanlæg i artiklen: De første mennesker i Tønder).
En række stednavne tyder på, at der her i nærheden har været et sted, hvor man søgte hen på pilgrimsfærd. Pilgrimsstien, Pilgrimshede, Munkeskovshøj m.m.
Fra Pilgrimshøj kan man i klart vejr se Ribe Domkirke i nordvest og Havnbjerg mod øst.
Lige vest for Hovslund lå tidligere en hellig kilde. Her blev Valdemar Sejr kureret af Skønne Helene, da han havde forstuvet sin fod. Hærulf – Stenen har fundet sin gamle plads efter 80 års ophold i Berlin. Dette sted tyder på, at Hærvejen også blev brugt i vikingetiden.
Ved Strangelhøj ligger en bautasten, der siges, at vende sig, når der lugtede af nybagt brød.
Vi passerer Tinghøj. Navnet vidner om, at der her har været et tingsted. Måske har det været et af de talrige kultsteder langs Hærvejen. Ved Lerskov har man fundet en omfattende samling af våben fra bronzealderen og lidt sydligere er der gjort betydelig fund fra stenaldere. Det er også her ved Lerskoven, der har været en vold, der gik længere ud mod Genner Bugt.
Omkring Rødekro
Lige før Rødekro findes en gammel vejsten fra 1793 med indskriften
Dette kan dog ikke være den før omtalte Gamle Ribevej. Byen Rødekro er jo opkaldt efter Rødeåen, som har forbindelse til Vidåen. En halv kilometer øst for Rødekro lå borgen Brunberg.
Lidt sydvest for Rise lå der en stor militærlejr med tropper. Ved Årslev Mølle skulle der have været et gammelt tingsted kaldet Riddersal. Kunne det måske have været resterne af det berømte Urnehoved Tingsted?
Rise kro var betydelig ældre end Røde kro. Kirken var også udsædvanlig stor. Måske havde det noget at gøre med, at der på præstegårdsmarken lå en hellig kilde. Her har man valfartet til. Ved kirken lå også en stendysse. Måske har det kristne gudshus ligget på hedensk helligjord. Her lå endnu en borg Risborg.
I sen vikingetid lå en borg i nærheden af Hjordkær i nærheden af Søderup. Her døde Svend Estridsen i 1074. Her er også fundet et lille guldkammer. Stedets ældste kirke har ligget i nærheden, vest for Sønder Ønlev.
Men der er også rester af en gammel sognekirke ved Nørre Ønlev. Den skulle efter signende være brændt af danskere i 1011. Fra stenalderen er der i nærheden fundet 10 økser.
Ved Årslevgård er der fundet to armringe fra 1300 f.Kr.
Vi nærmere os det før omtalte Toldsted. Her lå også en stor hærvejskro, hvor mange kongelige har overnattet. Kroen brændte i 1544. Kigger man på gamle kort finder man navnet Bolbro. Lige nord for kroen lå en dam. Her kunne stude og heste få sig en tår, inden turen gik syd på.
Frisernes vej
Næsten parallelt med Hærvejen er der spor af en til tider yngre vejstrækning fra Immervad ned til grænsen. Den blev kaldt Æ Frisvej (Frisernes vej). Denne Friserej søgte mod Tinglev, mens Hærvejen søgte mod Uge.
Friservejn søgte nu mod sydvest. Noget tyder på, at Hærvejen også engang er gået mod Tinglev. Her lå Wallenstein i 1627. Ved den lejlighed brændte han landsbyen Uge ned til grunden.
Urnehoved
Urnehoved Tingsted har ligget mellem Uge og Bolderslev siger historikkerne. Lige ved Hærvejen. Det har været i brug siden vikingetiden. Sven Estridsens søn Knud blev kåret som konge her. Sidste gang vi hørte om tinget var i 1523, da Christian den Anden blev hyldet her. En herredsfoged ved navn Niels Henriksen
skulle være forjaget af folk.
Der peges på hele seks steder, hvor tinget kunne have ligget. Fra gammel tid bestod Danmark af såkaldte lande, som havde hver sit ting, dannet af en række herreder. Navnet Urne er en afledning af Ure eller Ore. Det betyder stenet jordbund. Hoved bruges som det øverste af noget.
I Saxo fortælles, at Erik Ejegods frilleson (!)Harald Kejsa i året 1134 lod sig kåre som konge ved Urnetingets stemmer. Stormandsslægten Urne er en af de ældste danske adelsslægter. I Bjolderup Kirke ligger en sten med rune-skrift. På den står Ketil Urne ligger her.
Rester af den nordiske gudelære
Bolderslev første stavelse er udledt af Balder. Et ord fra den nordiske mytologi. Noget tyder på, at der også har været en helligdom her. egnen synes i høj grad at have været stedet, hvor der foregået en kamp mellem den nye kristne religion og dyrkelsen af den gamle asatro. I Bolderslev lå der også i sin tid en kongsgård.
Også navnet Todsbøl kan føres tilbage til den nordiske gudelære. Ved Raabjerg Mose er der fundet tre bronzeøkser.
Oldermorsdiget
Det spændene sted Oldermersdiget, Olgordiget eller Oldemorsdiget er et vold – og palisadeanlæg, der strækker sig på en strækning af 15 kilometer. Der har været brugt så meget træ, at flere skove i området er blevet udryddet. Det er nu ikke så meget tilbage af dette anlæg, og hvad funktionen har været, er man uenige om. Det kan have været en spærring mellem daner og sakser. Træmaterialet er dateret tilbage fra 1 – 200 e.Kr. Det kan også have været en spærring mellem jyder og anglere.
Andre beslægtede anlæg er Magrethevolden ved Skovby og Trældiget ved Jordrup. Og så havde vi også anlægget ved Lerskov.
Danmarks ældste træbygning
Lidt væk fra Hærvejen finder vi Kliplev. Her finder vi Danmarks ældste træbygning, et klokketårn fra 1300’tallet. En del af tømmerkonstruktionen kender vi fra vikingetiden.
I nærheden ligger gemt bag en masse krat Tingbjerg. Som navnet angiver, har det også her været et tingsted.
Gejlå
De mange broer er karakteristisk for hærvejen. Immervad, Gejlå Broen og Pouls bro. Allerede omkring 1600 har det ved sidstnævnte været en gangbro. Den nuværende bro ved Gejlå er fra 1818. Men den har afløst en betydelig ældre bro. nogle steder på Hærvejen har der været en form for stenvase. Det var i hvert fald tilfældet ved Gejlå.
Allerede i bronzealderen må vi formode, at åen er blevet passeret til fods eller hest. Dengang var åen betydelig mere vandrig. Den første bro er måske opført i vikingetiden. De skriftlige kilder omtaler den første træbro i 1660 – opført af husfoged J. Møller fra Flensborg.
På grund af dårlig vedligeholdelse fik den en meget kort levetid. I 1765 opførtes derfor en ny træbro. Den nuværende bro blev indviet den 21. august 1818. Den er som det ses indhugget på broens gelændersten, opført af Thomas Fries fra Flensborg. Byggeprisen var 3.030 mark – heraf 530 mark i arbejdsløn. Men så var det også 10 års garanti på arbejdet.
På den anden gelændersten ses årstallet 1779. Dette stammer fra erstatningen af trægelænderet på den sidste træbro med de nuværende stenstøtter.
Kigger man efter ved Gejlå kan man også se, at det er et tidligere vadested. Der ligger stensætninger i åen.
Selv mindre vadesteder var frygtet. Åmanden krævede hvert år sine ofre. Vadestederne blev hvert år forbedret med ris – og grenflet.. I bronzealderen blev tømmer og planker lagt ud på vadestederne. Åbne træbroer blev dog bygget i vikingetiden.
Og her i Gejlå bør man besøge mine gode venner hos Hærvejens Købmand. Desværre tror jeg ikke mere, at butikken er i familiens eje.
Bommerlund Plantage
Nord for Gejlå broen lå Bommerlund Kro, og historien om snapsen, kroen og kromanden vender vi tilbage til i en særskilt historie. Kroen blev nedlagt i 1900.En sten fra 1960 markerer begivenheden.
I 1799 blev der på strækningen mellem Oksekjær i Holbøl Sogn og Bov rejst tre lygtefyr på høje pæle. Ja så havde man også en kro, og den hed selvfølgelig Lygtekroen.
Den gamle Klostervej fra Flensborg til Løgumkloster har passeret syd for Gejl å inde i Bommerlund Plantage. Her findes endnu en gammel vejvisersten til Løgum Closter. Fra 1778, samt flere sten med landsby – og personnavne.
Ved plantagens begyndelse står en gammel kopi af en vildtbanepæl med Christian den Syvendes navnetræk. Originalen opbevares på Bov Museum Museet ligger i herredsfogedgården Oldemorstoft, hvis historie går tilbage til 1472. Gården havde sin storhedstid i 1600’tallet, hvor den var sæde for herredsfogederne
for Vis Herred. I den tid kom Christian den Fjerde en gang imellem forbi.
Den krumme vej
Lige før vi kommer ind i Bov kommer vi ind på en meget gammel vejstrækning. Det er lykkedes for lokale, at bevare den. Og et stykke derfra ligger en af Danmarks ældste kroer, Bov Kro fra 1566.
Sydligst i byen går en vej mod Rønsdam. Denne strækning bliver kaldet for Den Krumme Vej. Strækningen er et alternativ til den egentlige Hærvej og er den foretrukne vej indtil Flensborg. Den stammer fra 1200’tallet. Mange fastholder dog, at det er den egentlige Hærvej. Den blev brugt frem til slutningen af
1800’tallet. Men med grænsedragningen i 1920 var det slut.
Den ældste hærvej gik i en bue uden om Øster Gejl nord om Kruså og Bov, hvor den krydsede Oksevejen. Og fortsatte i en ny bue vest om Frøslev til grænsen ved Simondys.
Oksevejen fortsætter derimod ind gennem Padborg til grænsen. Helt dernede ligger en gammel helligkilde, Kongelunden.
Frøslev Skrinet
I nærheden af Fårhus ved noget, man kalder for Elfing Bjerg skulle en røverbande med en høvding, der kaldte sig Elfing have holdt til. Og så må vi ikke glemme Frøslev Skrinet. Det var et fransk relikvieskrin eller rejsealter fra det 12 århundrede. Et flot stykke emaliearbejde fra Limoges. Fundet blev gjort i 1872 i Frøslev Mose nær ved grænsen. Hvordan den er havnet der, ved man ikke.
Øst for Padborg i Søndermose blev der i begyndelsen af 60’erne udgravet 5 plankebyggede brønde fra jernalderen, måske endda fra vikingetiden.
Nyhus Slot
Ca. 400 meter syd for grænsen kan vi se resterne af voldstedet for Nyhus Slot. Slottet blev opført før 1365. Egentlig var det borgen for Flensborg. Men da Duborg blev opført i 1411 forsvandt Nyhus betydning.
Den 30. november 1431 indtog holstenerne slottet. De holstenske grever besluttede kort tid efter, at rive det ned.
Det menes at Margrethe den Første havde ophold på slottet, da hun besøgte Flensborg. Her blev hun smittet, og døde ved Okseøerne i Flensborg Fjord.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 23. – 02 – 2022
Oktober 27, 2008
Gader og veje i Aabenraa
Hvorfor hedder det Aabenraa? Vi forsøger at finde et svar. Ligeledes giver vi et svar på hvad 30 gader, veje og steder i Aabenraa betyder.
Forsøgende på at fortyske de aabenraaske gadenavne er bortset fra Forstallé aldrig slået an. Byens forvaltningssprog var tysk, men folkesproget var dansk, synnejysk og “aabenraask”
Aabenraa:
Vi starter med bynavnet. Obenroe (1257) villa Apenradensie (latin 1259), Apenra(ca. 1275), Obenraa (1335), Oppenra (ca. 1360), Apenrha (1376), Oppenroe (1391), Openra (ca. 1420), Apenraa (1512), Apenrade (1598), Aabenroy (ca. 1640), Aabenraae (1652).
Før år 1000 er et lille fiskeleje blevet til. Den begyndte ved det nuværende Skibbroen. Vi kan forestille os, at de ældste bysbørn er kommet hertil via vandvejen. De har foran sig set en aaben ør. Det eneste sted, hvor de kunne lande. Ør er et gammelt nordisk ord for strand. Hermed har vi brugt ordet Open ør, Opnør.
Jamen hvordan bliver dette ord så til Afenraa? Et å bliver hyppigt til et a. En københavnerpige siger:
Og vekselvirkningen mellem b og f skulle vi i Sønderjylland være huskendt med. Man siger jo i Aabenraa ikke blot Afenrå, men også ”ofen” for åben ”efel” for æble osv.
Opnør har været den lille bebyggelse ved bakkens fod på selve den åbne ør, selve den åbne strand. Opnør å har været navnet på den å, der løb ud i fjorden, og så blev navnet på den by, der lå værnet bag dens vand.
Korttegneren Johannes Meijer, der ca. 1640 har gjort tilføjelser til Claus Organists optegnelser skriver:
Men det væsentlige dengang var fjorden. Aaben – ør – å, Openørå, Aabenraa et godt navn, der siger os noget om et fiskerleje ved en åben ør og en bispestad, der søgte sig værn bag grav og å.
Barkmøllegade:
Her boede jeg i mange år. Her stod barkmøllen, der malede barkmel til garvernes skind.
Bolbro:
Det er navn på den gamle bro over åen ved Søndermølle. Det betyder bul – bro, træbro.
Borgmesterløkken:
Betyder borgmesterens indelukkede eng.
Farversmølle:
Her har man nok malet farver.
Frydendal:
Navnet er jo flot, måske for flot. Her lå i sin tid rakkerkulen. Øgenavns – gaderne ligger alle uden for den egentlige bykerne. Det er sikkert hovne borgere, de har brugt nedsættende navne til de beskedne trafikårer.
Fuglsang:
Er et marknavn, der forklarer sig selv.
Gildegade:
I nærheden blev Aabenraa` s anden kirke Skt. Knuds Kirke opført, ligeledes er antagelig et gildehus opført, deraf navnet.
Hjelmallé:
Blev oprindelig anlagt af amtsskriver Hans Petersen i ca. 1590 som en vej mellem slottet og ladegården.
Jomfrugangen:
Dette navn vil man gerne forklare på den måde, at her boede nonnerne. Men der har så vidt vides aldrig været nonner i Aabenraa. Har det mon været en ”Liebes – Allé”. Allerede i Pontoppidans Atlas fra 1668 hedder gaden ”Jomfrue – Gangen”. Her boede i sin tid – lige uden for byen, bekvemt og dog af vejen – nogle kvinder for hvem man bestemt ikke kan påstå, var jomfruer.
Jørgensgård:
Har navn efter det Skt. Georgs Hospital, den Jørgensgård, det spedalskhedshospital, som engang har ligget her og i øvrigt har haft sit eget Skt. Jørgens Kapel.
Skt. Jørgens Sø i København er opkaldt efter sådan et hospital.
Karpedam:
Har selvfølgelig navn efter den karpeavl, der blev drevet her.
Kilen:
Er et gammelt ord, der betegner den inderste del af ”et vand”, en fjord, et sumpet fjordengdrag, der snart var tørt, snart var fuld af vand. Det bliver også brugt i bynavnet Kiel.
Kirkebjerget:
Egentlig er Storegade og Ramsherred anlagt på Kirkebjerget. På toppen lå en stor borg, her blev Sct. Nicolai Kirke opført.
Klinkbjerg:
Her blev tidligere oprettet en teglværksbakke, hvor der blev fremstillet klinker.
Langegade:
Sådan hed Storegade før i tiden
Langevad:
Dette var et vadested, der lå i nærheden af Karpedam.
Møllepold:
Betyder møllebakke. Pold er det samme som i hattepuld.
Oldermandsløkken:
Ja navnet giver sig selv.
Persillegade:
Så vidt jeg husker er Persillegade ikke en gade, der er bevokset med grønt. Det er nok snarere et drillenavn.
Posekærvej:
Den hed nok oprindelig Porsekærvej, vejen ved kæret, hvor der voksede porse.
Pudsgade
eller Putsgade hed i sin tid den gadestump, der nu er indlemmet i Klinkbjerg og går fra Svinget til Barkmøllegade. Navnet stammer sikkert fra pytgade eller pøsegade, som et meget fugtigt og pløret sted.
Purrekil:
Er navnet på et gammelt hul i Kilen, hvor man fangede krebs.
Ramsherred:
I gamle dage var dette navn kendetegnet ved, at være en vej, der førte nord ud af en by. Her boede byens ”pak”. Det var løse fugle, tatere, sigøjnere, løsagtige piger, rakkerkarle m.m. Det var en lidet agtet gade.
Rebekkagangen:
Mon navnet har noget at gøre med bibelens Rebekka ved brønden at gøre? Men navnet er måske mere historisk betinget. I gamle dage var Maden (Jørgensmaden) og Kilen ufarbare om vinteren, men om sommeren gik det an. Man gik ned hvor Rebekkagangen var, ind i Madestien (senere Teatergyden)
over sommerstien, der omtrent fulgte nuværende Rebekkagangens forløb. Teglværksarbejder Hermann Davidsen på Jørgengård var gift med en dame, der hed Rebekka. Hyppigt har denne dame måttet gå ned ad gangen, der i øvrigt vistnok tilhørte hendes mand, og lidt efter lidt er navnet opstået.
Rådmandsløkken:
Betyder rådmandens vænge. I København fik embedsmændene på et tidspunkt vænger tildelt som en del af deres løn.
Rugkobbel:
Betyder Rugmark
Skibbrogade:
Hed egentlig fra gammel tid, Østergade.
Skovfennen:
Er blot en skovgræsmark
Snekrog:
Betyder det skrå hjørne.
Tømmergården:
En lille gade som er ”resterne” af den oprindelige tømmergård, dvs. skibsværfternes tid.
Vognmarken:
Det er egentlig snyderi. Den er nemlig lavet på en navnløs mark og opkaldt efter det navn, som den havde i de dage, da boligvognene efter 1945, så uhyggelig tæt på, at blive anbragt derude. Gammelt er dette navn ikke, men meget talende. Gad vide om, man har hugget det fra københavnerne. På den københavnske Vognmark græssede vognmændenes heste.
Wollesgyde:
Har navn efter rådmand Wolle.
Dette var kun en del af Aabenraa´ s gader og veje.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 6.02.2022
Oktober 27, 2008
Fårhuslejren
Er lejren et martyrium – eller var det en nødvendighed. Lejren taler man helst ikke om. 3.500 var fanget her. Kadaverdisciplin og afstraffelser hørte til dagens orden. Vagtmandskabet stjal pakker, tobak og kontanter. Fangerne mærkede følgerne i mange år efter deres hjemsendelse. Mindretallet diskuterede i 2004, om de ville søge om en undskyldning. Var retsopgøret retfærdigt? Læs også om, hvordan vi behandlede de tyske flygtninge, og hvordan det tyske mindretal hyldede Hitler. Mange vil opleve den artikel som rystende læsning.
Historien begynder med en fætter/kusine fest i min afdøde kone Hanne´ s familie for mange år siden. Dagen efter kommer jeg til at snakke med en Hanne’ s onkler. De fortalte mig, at de havde været fangevogter i Frøslevlejren.
Pludselig sagde den ene onkel
Det gav faktisk et gib i os begge. Det var mange år senere, oppe i nærheden af Mariager, jeg fik dette at vide.
Fårhuslejren er et ømtåleligt emne, som man nødig vil berøre. Heller ikke i min familie. Min far talte dog meget om det. Han sagde ofte, at det var de forkerte, der blev straffet efter krigen. Dem, der tjente på tyskerne slap fri, sagde han.
Opholdet i Fårhuslejren fik eftervirkninger for mange sønderjyske familier i mange år fremover. I denne artikel vil vi også komme ind på det forhold. Var retsopgøret efter krigen egentlig retfærdigt?
Bund Deutscher Nordschleswiger
Den 22. november 1945 blev paraplyorganisationen for de tyske mindretals organisationer oprettet. Det var imens retsopgøret var i fuld gang. Et stort antal af foreningens medlemmer var interneret i Fårhuslejren, anklaget for landsforræderi.
I det tyske mindretal følte man sig meget forurettet, da også hjemmetyskere, som ikke have haft noget med de nazistiske organisationer, var fængslet med henvisning til deres tyske sindelag. Man var forurettet, men glemte måske selvransagelse og selvkritik.
Fra 1933 – 45 var det tyske mindretal knyttet tæt til nazismen.
Efter 1945 gjorde man forsøg på, at fastholde mindretallets rettigheder og ejendomme, samt fastholde mindretallets rettigheder. Desuden ønskede man at opretholde de tyske privatskoler.
Men dette blev først gennemført efter at mindretallet efter en del diskussion måtte underskrive en loyalitetserklæring over for den danske stat den 1. december 1945. Dette dannede grundlag for den nye organisation Bund Deutscher Nordschleswiger.
I dag varetager paraplyorganisationen 23 børnehaver, 17 skoler, efterskole og gymnasium. Man har desuden et generalsekretariat i Aabenraa og et sekretariat i København. Det samlede budget er på ca. 235 millioner kroner, hvoraf 45 % kommer fra Danmark, 33 % fra Tyskland, og 22 % er egne indtægter (Kilde: Grænseforeningen).
Dyrlæge Jens Møller
Dyrlæge Jens Møller blev i 1935 valgt til leder af det tyske mindretals nyoprettede naziparti National
– Sozialistische Deutsche Arbeiter – Partei Nordschleswig. I perioden 1939 – 43 var han medlem af Folketinget for Slesvigsk Parti. Jens Møller ville have Nordschlesvig Heim ins Reich. Hans opfordring til Hitler var
Han blev dog kaldt til Berlin, hvor han blev opfordret til at dæmpe sig.
I forbindelse med retsopgøret, blev han idømt 12 års fængsel på grund af det nære samarbejde med besættelsesmagten. Han blev dog benådet i 1950. han forsøgte dog at komme tilbage- Men flertallet i BDN tog afstand fra hans udmeldinger.
Jens Møller døde i en trafikulykke i 1951.
Initiativer fra Mindretallet
Blev Mindretallet uretfærdig behandlet? Hvad skete der egentlig inden Fårhuslejren?
Opgøret med de såkaldte landssvigere efter 1945 blev et opgør med en hel befolkningsgruppe, som havde eftervirkninger adskillige år fremover. Mindretallet var efter Hitlers magtovertagelse blevet gennem-nazificeret. Og det skyldtes ikke mindst Jens Møller. Mindretallet blev underlagt nazipartiet efter tysk mønster.
SK (Schleswigsche Kammeradschaft) svarende til SA – blev oprettet. Deutsche Jungen – und Mädchenschaft Nordschleswig mindede meget om Hitler – Jugend. Bund Deutscher Mädel fik indblik i den nazistiske ideologi i de hjemmetyske privatskoler.
Besættelsen blev hilst velkommen
Den tyske indmarch i Danmark blev hilst velkommen af det tyske mindretal. Man håbede på en grænserevision. Men også på andre måder, blev mindretallet aktiv.
Kreditanstalt Vogelgesang gik i gang med en jordkamp. Deutsche Berufsgruppenn Nordschleswig etablerede en Liefergemeinschaft, der sørgede for, at de
hjemmetyske virksomheder fik favorable muligheder for at levere til den tyske værnemagt.
Hvervekampagne
En anden opgave var at hverve unge mennesker til Waffen SS. Det foregik allerede fra 1939, og som regel i skolerne og idrætsforeningerne. Lærerne lagde, ifølge min far stort pres på eleverne. Og det tyske mindretal iværksatte en storstilet hvervekampagne. Omkring 1.500 fra det tyske mindretal meldte sig til Waffen SS og yderligere 500 til Værnemagten. 750 vendte aldrig tilbage.
I januar 1943 begyndte mindretallet hvervningen til Zeitfreiwilligendienst. Det var en slags uniformeret hjemmeværn, der skulle bistå de tyske tropper, hvis der skulle komme en allieret invasion i Danmark. I alt meldte der sig 1.600.
Et andet korps Selbstshutz på cirka 450 mand blev oprettet i 1944, primært for at beskytte hjemmetyske virksomheder mod sabotage.
Mindretallet sørgede også for indkvartering af tusindvis af tyske flygtninge. Man mobiliserede også frivillige til gravning af skanser tværs over Nordslesvig, vendt mod en allieret invasion.
En avis og dens solidaritet
Gennem Nordschleswigsche Zeitung udtrykte mindretallet deres uforbeholdne solidaritet med besættelsesmagten. Det skabte et særdeles hadefuldt forhold til mindretallet.
Disse spændinger blev udløst efter den 5. maj, hvor modstandsbevægelsen sørgede for afhentning af landssvigerne.
Ydmygende anholdelser
Lastbilerne strøg gennem gaderne, hver udstyret med en politimand og 4 – 5 riffelbevæbnede mænd. De arresterede hjemmetyskerne og værnemagerne. Forskræmte blev de jaget op på bilerne. Minderne om jødeforfølgelserne blev vagt til live. Der blev spyttet, sparket og hujet af dem.
Man kunne ikke vente til, der var udsendt en arrestordre, og det med det juridiske så man stort på i begyndelsen.
1.000 fra Tønder anholdes på en uge
Fangerne blev overført til Frøslevlejren, der efter 1. juni 1945 efter anmodning fra modstandsbevægelsen blev omdøbt til Fårhuslejren. I Sønderborg blev 600 interneret på Sønderborg Slot. Efter 1946 blev den nedlagt, og fangerne overført til Fårhuslejren.
Den første uge efter befrielsen blev der alene fra Tønder Politikreds overført over 1.000 mand til Fårhuslejren.
Hævn
Det var et vagtkompagni fra Den danske Brigade, der passede på fangerne. Senere på sommeren overgik bevogtningen til ny-indkaldte.
150 Frøslevfangere var forblevet i lejren og varetog også bevogtningsopgaver. Den 17. maj tiltrådte kaptajn Digmann som lejrkommandant. Han var tidligere Lager-ældste i Frøslevlejren.
Ledelsen og kommandantskabet bestod af modstandsfolk og blandt dem var mange gengangere fra Frøslevlejrens fangeledelse.
Nu kunne man rigtig tage hævn. Nogle fra vagtmandskabet skød efter for godt befindende. Vagtmandskabet stjal fra de internerede. Det overgik også min bedstemor, der var draget fra Højer til Fårhus med mad og andre ting til min bedstefar Det var sjældent, at han fik tingene. Vagtmandskabet tog sig selv af lækkerierne.
Tobaksvarer og andre personlige ejendele blev også ”beslaglagt” af vagtpersonalet. Kontanter og pakker forsvandt også på mystisk vis.
Digmanns lederskab var kontant. Hammeren faldt prompte hos ham. Ikke over for vagtmandskabets disciplin og moral, men over for fangerne. Mange indsatte måtte en tur i Fårhuslejrens arrest på vand og brød. Det gjaldt også for min bedstefar, der protesterede over, at han ikke måtte få sine pakker.
Vold over for fangerne forekom også ofte. Ifølge lejrdisciplinen var dette dog forbudt, men ledelsen så igennem fingrene med det.
Grundloven sat ud af spil
Mindretallet protesterede mod, at de tilbageholdte ikke blev stillet for en dommer inden for 24 timer. Det var modstandsbevægelsen, der organiserede interneringen. Reelt var grundloven sat ud af spil. På den anden side ville det have været umuligt med det store antal internerede på så kort tid, at leve op
til grundlovens bestemmelser.
De forskellige politikredse arbejdede på højtryk for nogenlunde at leve op til retssamfundets bestemmelser. Dagligt blev mellem 35 og 50 internerede stillet for en dommer.
Dømt af samfundet – og naboen
Næsten 3.000 medlemmer af det tyske mindretal blev dømt under retsopgøret og ca. 500 var interneret i en periode uden at blive dømt. Men alle hjemmetyske familier blev ramt. De blev lagt for had.
På landsplan blev godt 13.000 danskere dømt som landssvigere. Langt den største del af de dømte, nemlig godt 2.100 personer blev dømt for at have gjort tysk krigstjeneste. 1.100 blev dømt som Zeitfreiwillige. Og 125 medlemmer af Selbtschutz blev dømt.
I den groveste del blev 52 hjemmetyskere dømt for tysk polititjeneste, og 31 blev dømt for angiveri, dvs. Stikkeri af danske medborgere. 700 blev dømt for værnemageri, dvs. Utilbørligt økonomisk samarbejde med besættelsesmagten. Zeitfreiwillige fik omkring 1 ½ års fængsel, mens Selbstschutz-medlemmer fik ca. 2 1/2 år.
Min far havde sikkert ret. Mange danske virksomheder, der ikke tilhørte det tyske mindretal, som havde tjent på tyskerne, blev ikke dømt. Han nævnte en masse eksempler, som jeg dog ikke vil gengive her.
Lovgivning med tilbagevirkende kraft
Den lov som de fleste hjemmetyskere blev dømt efter, blev først vedtaget den 1. juni 1945. Lovgivningen blev kaldt for Straffelovstillægget. Og straffede med tilbagevirkende kraft. En noget senere lov kaldet for Værnemagerloven straffede også med tilbagevirkende kraft.
Den lov som man brugte med hjemmetyskerne var straffelovens § 101 stk. 2. Den sagde, at der under krig eller truende krig hjælper fjenden, straffes med fængsel fra 1 til 12 år.
Det tyske mindretal gjorde gældende, at Danmark formelt ikke var i krig med Tyskland.
Situationen ændrede sig den 29. august 1943, da regeringen trådte tilbage. Efter 5. maj 1945 gjorde tyskerne gældende at man ikke have været i krig med Danmark. Man gjorde gældende, at man respekterede dansk suverænitet og at det var tale om en såkaldt fredsbesættelse af Danmark.
Man kan vel med rette også kalde interneringen for en slags beskyttelse. De lange knives nat kunne sagtens være ”foregået”. Og der havde ikke været mulighed
på så kort tid, at ændre lovgivningen.
Det sønderjyske råd: Udvis dem
I vinteren 1944 – 1945 havde den sønderjyske modstandsbevægelse oprettet Det Sønderjyske Råd. Umiddelbart efter befrielsen udsendte rådet sit mindretals-program. Heri hed det sig blandt andet:
De sønderjyske Danske Samfund som arrangerede en masse møder støttede Det Sønderjyske Råd’ s program. Medlemmer af Dansk Samråd mente dog, at det var uklogt, at fare for hårdt frem mod mindretallet.
Retsopgøret sluttede vel med et kompromis mellem de to synspunkter.
Mere udgydelse
Det man så glemmer, at nævne i denne forbindelse er, at opholdet i Fårhus forfulgte én i mange år. Ikke kun foragt fra naboen. Nej samfundet straffede i mange år bagefter. De frontfrivilliges familie måtte tilbagebetale soldater – sold og familie-understøttelse, som de havde modtaget fra Tyskland.
Der fulgte også mange tilfælde af selvtægt, hærværk og bombeattentater mod hjemmetyskere og deres ejendom. Afsavnene, de økonomiske forhold og det barske ophold i Fårhus skabte en dyb kløft til det danske samfund.
Dømt på handlinger – ikke holdninger
Fra dansk side fastholdt man, at mindretallet blev dømt efter handlinger og ikke holdninger. Man påstod også, at mindretallet ikke blev kollektivt dømt.
Den danske konge tog imod fredsbesættelsen under protest. Man tillod, at danske statsborgere deltog i tysk krigstjeneste og adskillige artikler på denne side vidner om, at besættelsen af Danmark langt fra var fredfyldt.
Helt op til midten af 1960’erne bekendtgjorde mindretallet i valgprogrammer, programerklæringer og åbne breve, at de var blevet uretfærdige behandlet. I 1965 blev der oprettet et kontaktudvalg mellem mindretallet og statsministeriet.
Diskussionen fortsætter
Men diskussionen var ikke slut. I 1994 mente amtsborgmester og formand for den selvejende institution Frøslevlejren, Kresten Philipsen, at de ville være en god ide, at lave en Fårhus – udstilling. Dette fik forhenværende redaktør Robert Huhle i blækhuset. Han mente, at der var tre årsager til Philipsens udmeldinger.
Tidligere Frøslevfange, Torkild Antonsen svarede: Ikke på vilkår.
Bjørn Svensson blandede sig i debatten:
De var alle stikkere?
I majdagene 1945 kunne beboerne i Aabenraa opleve en af de hvide busser med påskriften:
Nu skal der retfærdigvis oplyses, at det kun var et meget lille mindretal i Fårhus – lejren, der var stikkere. Måske kan man godt forstå den såkaldte Fårhus-mentalitet, hvor følelsen at være uretfærdigt dømt udgjorde en hovedingrediens.
Kadaverdisciplin
Disciplinen var mere end streng. En vigtig grund til dette, var at ledelsen havde nøje kendskab til, hvordan fangerne kunne undgå reglerne. Kadaverdisciplinen var fremherskende i alle de år.
Martyrium eller nødvendighed
Mens Frøslevlejren for Danmark er et minde om tysk besættelse, dansk modstand og tilfangetagelse, så er det i det tyske mindretals selvforståelse et symbol på et hårdt og uretfærdigt retsopgør efter Anden Verdenskrig.
Selv den dag i dag, skal der trædes forsigtig når talen falder på lejren ved Padborg. Ved den dansk – tyske grænse ånder historien endnu.
Fangerne fra mindretallet sad der længere end danskerne. Hænger mindretallet fast i ”Fårhus-mentaliteten?”. Er de stadig i offerrollen? Nej det er de ikke mere. men det varede særdeles længe. Da vi skrev artiklen var man endnu i offerrollen.
Det var som ofte familiens forsørger, der sad i lejren. 3.500 af et mindretal på 25.000 – 30.000 sad i lejren. Mindretallet kunne vel ikke undgå at lægge mærke til danskernes modstand mod besættelsesmagten.
Så sent som i 2004 diskuterede man i det tyske mindretal om man skulle forlange en undskyldning af den danske stat. Er Fårhuslejren et martyrium eller en nødvendighed.
Varulve
Påskelørdag den 20. april 1946 blev der smidt en håndgranat ind på politistationen i Tinglev.
Sådan stod det at læse Jydske Tidende.
Gruppen var opstået lokalt på Løgumkloster – egnen. Formålet var at bekæmpe anti-tyske danskere. Drivkraften i gruppen var primært motiveret af ønsket om hævn for interneringen af forældre i Fårhus – lejren.
Denne varulve – bevægelse blev trevlet op. Ved Byretten blev N.W. dømt 12 års fængsel. Men ved Højesteret fik han halveret sin straf. Den 11. januar kunne Jydske Tidende dog fortælle om en hjemmetysk gruppe, der bestod af ti tidligere SS – folk. De var uddannet i partisankrig i Frankrig.
Antitysk holdning
I maj 1945 befandt der sig endnu 246.000 tyske soldater i Danmark, og et stort antal tyske flygtninge. Først i 1947 forlod de sidste tyske soldater landet. I den danske befolkning havde det udviklet sig til en stærkt anti – tysk holdning.
Omkring 2.000 tyske soldater blev sat til at fjerne miner. Cirka 10 % af disse omkom under arbejdet, et ukendt antal blev kvæstet og lemlæstet.
Krigsforbrydere
Ifølge international lov skulle Danmark indberette krigsforbrydelser. Grundlaget blev skabt af Krigsforbryderloven af 12. juli 1946. Der blev foretaget forundersøgelser mod 344 tyske statsborgere med henblik på at retsforfølge dem. Der blev dog kun rejst tiltale mod 77.
Endnu i 1965 skulle der have været en liste på 31 tyske – og østrigske krigsforbrydere, som man fra dansk side stadig ønskede at retsforfølge.
Den nationale stemning i befrielsesdagene
Befrielsesdagene handlede også om selvtægt, demonstrationer og ydmygende behandling af modstanderne og nedværdigende omtale af disse. De tyske flygtninge måtte under hele deres tilstedeværelse mærke denne holdning.
Den danske befolkning medinddrog flygtningene i deres had til alt tysk.
Den 5. maj 1945 befandt der sig 250.00 tyske flygtninge i Danmark, heraf var en tredjedel børn under 15 år. De blev bogstaveligt talt isoleret med pigtråd fra det danske samfund, og derefter hurtigst muligt forsøgt returneret til Tyskland.
Der befandt sig også 30.000 flygtninge under ubeskrivelige forhold ombord på skibe i Københavns Frihavn. De blev straks sejlet tilbage uden lægetilsyn. De første flygtninge kom med tog til Padborg, men de fleste kom af søvejen.
13.000 civile tyskere dør i Danmark
I 1945 døde 13.400 civile tyskere i Danmark uden at sundhedsmyndighederne ville undersøge, hvorfor. Halvdelen af disse (7.746) var børn under 15 år. Man var ligeglad om fjenden var børn, når kampen drejede sig mod nazismen og tyskerne.
Den officielle danske holdning over for disse flygtninge var, at man ikke ville medvirke aktivt til nogen form for hjælp til dem. Det var tyskernes egen problem.
Flygtningestrømmen opfattedes som endnu et overgreb fra tyskernes side. Alle ydelser skulle gives gennem tyske beslaglæggelser. Man forlangte, at for at flygtninge skulle hjælpes måtte der ske modydelser på den måde, at danskere i koncentrationslejre fik væsentlig bedre vilkår.
De yngre læger forlangte at alle danskere og jøder skulle sendes hjem, før man kunne forvente lægehjælp. Men hjemsendelsen af betjente og grænsegendarmer
ændrede ikke Danmarks indstilling. Og selv lige efter befrielsen skete der ikke væsentlige forbedringer.
Spædbørn dør
Da skibe ankommer til Frihavnen var der en del spædbørn, der er døende. De blev nægtet lægehjælp. Man mente fra dansk side heller ikke at Røde Kors skulle hjælpe, da de udelukkende betjente sig af frivillig arbejdskraft. Man kunne ikke regne med befolkningens støtte, når det drejede sig om, at de skulle hjælpe tyske statsborgere.
Man ville heller ikke fra dansk side hjælpe børn under fem år, som var de mest truede. De var henvist til de fuldstændig utilstrækkelig bemandede og udstyrede tyske lazaretter.
Epidemiske sygdomme behandles
Man bøjede sig lidt. Fordi man var bange for at epidemiske sygdomme ville brede sig til den danske befolkning, så sygdomme som tyfus, paratyfus, dysenteri og plettyfus blev behandlet.
Kaos efter befrielsen
På kapitulationstidspunktet var der totalt kaos omkring behandlingen af flygtningene. Indkvarteringsforholdene var kaotiske. I maj 1945 befandt godt 90.000 flygtninge sig i København på diverse skoler og idrætshaller.
De sanitære installationer var under al kritik, og det medførte svære epidemier af specielt tyfus blandt flygtningene.
Fra dansk side ville man have at de omgående blev sendt hjem, men fra engelsk side blev der meddelt, at dette ikke kunne ske de første 3 – 4 måneder.
Pressens rolle
Stemningen mod flygtningene var ikke blevet mildere. Selvtægten florerede med fuld pressedækning. Man beskrev fortsat de mange dødsfald uden den mindste form for medlidenhed. Danskerne følte ikke det mindste ansvar for de forhold, man bød flygtningene.
60 københavnske præster havde udsendt en pressemeddelelse om, hvordan forholdene i virkeligheden var i modsætning til det billede, pressen gav. Dette rejste en læserbrevstorm. Ikke mod pressen, men mod flygtningene og mod præsterne. Man krævede deres navne offentliggjort og en undersøgelse af deres indsats under besættelsen.
Genevekonventionen overtrædes
Lægebehandlingen var fortsat overladt til civile tyske læger, der havde været med i flygtningestrømmen og til lægerne tilhørerne værnemagten. Man fik englændernes tilladelse til at 85 tyske militærlæger og 360 sygeplejerskes status blev ændret fra militærpersonale til flygtninge.
De forblev mod deres vilje i Danmark som ulønnet sanitetspersonale, og de sidste forlod Danmark sammen med de sidste flygtninge i 1949. Denne tvungne internering uden løn var i klar modstrid mod Geneve-konventionen af 1929. Men så fik Danmark sin hævn.
Kosten
I kostreglementet er angivet eksempler på den varme mad, der blev serveret:
Man mente, at det hverken var bedre eller dårlige end hvad den almindelige dansker fik. Manglende indhold af kød, vitaminer og fedtstoffer så man stort på.
Dødsfald kunne være undgået
Den største gruppe flygtninge der døde i 1945 var børn under to år. De fleste døde antagelig af mave – infektioner og dehydrering, underernæring og børnesygdommene, mæslinger og skarlagensfeber. Det er næppe tvivl om, at de fleste dødsfald kunne have været undgået, hvis de danske læger var gået ind i en humanitær indsats for at redde dem i stedet for at afvise dem fra de danske sygehuse.
De forhold man bød flygtningene efter kapitulationen var ikke gode – indespærring og sammenstuvning i lejre med elendige sanitære installationer og ensformig og underlødig kost. Forholdene blev bedre med tiden, men i 1945 var de dårlige. Det viser indberetningerne fra embedslægerne. Det var ingen politisk dækning til at give dem bedre forhold.
Det var svært at tale tyskernes sag på det tidspunkt uden at blive mistænkeliggjort, men det er vel i virkeligheden i sådanne situationer, at lægeløftet skal vise sin værdi.
Havde min far ret?
Min far havde vel ret, det var ikke altid de rigtige, der blev straffet efter krigen. Og en anden ting er, at det nok ikke altid var det rigtige, hvad der stod i historiebøgerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 26. – 02 – 2022
Oktober 27, 2008
Frøslevlejren
Det værste ved Frøslevlejren var tanken om, at man kunne blive den næste, der skulle sydpå. Frøslev var verdens mærkeligste fangelejr. Den har sikkert sparet mange danskers liv. En masse illegale ting i lejren bevirkede, at man fik en meget tålelig tilværelse. Læs også om den glemte og fortiede KZ – lejr ved Husum.
Kun få kilometer fra Padborg blev Frøslevlejren opført. Den blev betegnet som tysk politifangelejr. Den 13. august 1944 blev den taget i brug. Høje pigtrådshegn omgav bygningerne. I hjørnerne var der fem vagttårne. Hvert tårn var omgivet af et maskingevær og en kraftig projektør.
En skøn jul
Jeg husker en jul, hvor vi var kørt ud til Frøslev Polde, hvor vi gik en tur i den fantastiske natur herude. Bagefter var der julearrangement i barakkerne. Udenfor kunne vi købe juletræer. Det var svært at forestille sig, at der skulle have ligget en lejr, der også sendte folk i døden.
Mellem 12.000 – 13.000 fangere opholdt sig i Frøslevlejren. Mange af disse blev sendt videre til tyske KZ– lejre.
Kommunister ulovlig indespærret
De danske myndigheder havde siden sommeren 1941 imod grundloven holdt flere hundrede kommunister interneret i Horserød – lejren. Foruden jøderne var 300 danske modstandsfolk sendt af sted.
Holdt ikke, hvad de lovede
Disse deportationer skulle helst ophøre, derfor kontaktede Udenrigsministeriets direktør, Svenningsen, tyskerne om man ikke kunne finde en anden måde at internere uønskede personer. I første omgang afviste tyskerne dette forslag.
Langt om længe blev man dog enig om, at såfremt man oprettede en lejr i Danmark, ville alle danskere undtagen jøderne blive sendt tilbage til den nye danske lejr. Desuden ville alle deportationer til KZ – lejrene ophøre. Tyskerne betingede sig dog, at lejren skulle ligge nær ved grænsen.
Men tiden viste, at tyskerne ikke var til at stole på.
Mindretallet imod Frøslevlejren
Frihedsrådet vendte sig imod tanken om en dansk lejr.
Også dyrlæge Jens Møller, leder af det tyske mindretal protesterede mod initiativet. Men efter et møde med Dr. Best nøjedes han med et forbud mod at mindretallets medlemmer tog arbejde i lejren. Dette blev dog ikke overholdt. Også i lejren i Ladelund arbejde flere medlemmer af det tyske mindretal (se artiklen ”En sønderjyde krydser sit spor).
Op til 5.000 fanger på en gang
Frøslevlejren blev opført med plads til 400. men tyskerne ønskede den hurtigt udvidet. Da den stod helt færdig var der plads til 1.500 fangere. Tyskerne ønskede, at fangerne fik et vist men begrænset selvstyre. Den tyske kommandant udpegede en dansk lejrchef. Denne var ansvarlig for ro og orden.. han fungerede også som forbindelsesofficer til tyskerne.
Barakkerne var utætte og den byggemæssige standard var ikke særlig god.
Det var 10 barakker til de mandlige beboere og 3 såkaldte stikker – barakker. Desuden var det Måttefletteriet, Sygebarakken, to kvindebarakker, værkstederne, vaskeriet, 2 spisebarakker samt aflusningsbarakken.
Hoved-vagt – tårnet stod midt i lejren. Hver mandebarak havde 6 wc – kummer og 12 vaske – kummer til at betjene barakkens ca. 150 mænd. Sidst i marts 1945 var lejren vokset til 5.000. da sov der ofte to mand i hver køje.
Fanger fra Horserød overføres
Da tyskerne besatte Horserødlejren lykkedes det for 100 af de kommunistiske fangere at flygte. Resten blev sammen med jøderne sendt til Tyskland. Da fangerne fra Horserød skulle overføres, troede de i første omgang, at de skulle til Sverige. Men glæden forsvandt hurtig. Med den tyske troppetransporter M/S Mors gik det syd på. På et tidspunkt troede man, at det man var på vej til en tysk KZ – lejr. Om eftermiddagen den 13. august 1944 løb skibet ind i Flensborg Havn. Glæden var stor, da man på kajen øjnede røde danske busser.
Den Danske Forvaltning sørgede for kost
Frøslevlejren afløste Horserødlejren. Den Danske Forvaltning sørgede for god kost til fangerne. Sturmbandführer Hillgärtner var ikke tilfreds med denne ordning, men han fik ikke sin vilje – i første omgang.
Den Danske Forvaltnings barak kom til at ligge uden for Frøslevlejren. Da landminerne blev lagt ud i efteråret 1944, blev de placeret rundt om Den danske Forvaltnings barak..
Tysklandstransporter
Det værste i Frøslevlejren var de såkaldte Tysklandstransporter. Det skete nærmest i flæng. Ingen kunne føle sig sikker. Det hang som en evig trussel over alle internerede.
Udtagelsen skete ved 3 – 4 tiden om morgenen, hvor Gestapo – og SS – Folk ofte i spirituspåvirket tilstand råbte op:
Så blev navnene råbt op på dem, der skulle af sted, og det skete cirka hver 10. dag. En god ide var at tage to sæt undertøj på, når man blev vækket midt om natten. Så kunne man da overleve de 2 – 6 døgn til Neuengamme eller Dachau.
Man blev ført til Harrislee Station, hvor bønderne solgte halmballer for 5 kroner pr. bundt. Det kunne man så altid varme sig i, på vej i kreaturvognene syd på.
Streng hausordnung
Hillgärtner gjorde tilværelsen surt for fangerne. Han forsøgte til enhver tid at nedbryde fangernes selvrespekt. Hausordnuing var særdeles streng. Vagterne bestod af ældre folk. For et par måneder af gangen skulle de forrette lettere vagttjeneste.
Over for dem stod Meisterne De havde ret stor magt. Forholdet mellem Meister og SS’ erne var ikke god. SS’erne havde bedre forhold og en bedre løn.
En generel bedømmelse af det tyske vagtmandskab er ikke mulig. Det var den brutale, modbydelige type og så var det de mere menneskelige typer, der gjorde, hvad de kunne, for at hjælpe fangerne.
Strejke hos banen
Som skrevet overholdt tyskernes ikke deres aftale. Deportationerne fortsatte. I Padborg nedlagde jernbanepersonalet den 15. september 1944 arbejdet i protest med deportationen. Strejken fortsatte gennem hele Jylland. Dette bevirkede at tysk militær besatte banegårds-terrænet i Padborg og de andre sønderjyske byer.
Den 19. september blev det danske politi og grænsegendarmerne sat ud af spillet. 1.680 politifolk førtes med skib fra København til Tyskland. Fra Fyn og Jylland kom 300 politifolk til Frøslev.
Stikkere i beskyttelse
Ligeledes kom der i september nogle specielle fangere til Frøslev. Det var tyske håndlangere, der blev indsat i en slags beskyttelses – internering, fordi de ikke længere kunne klare sig ude blandt befolkningen. Stikkerbarakkerne lå i et hjørne af den egentlige fangelejer. Deres børn blev kaldt for Stiklinger.
Den Danske Forvaltning afslog at stille levnedsmidler til rådighed for disse evakuerede. Deres forplejning blev overtaget af den tyske værnemagt.
Tag ikke for hårdt fat
Arbejdsmoralen hos de danske fangere var minimal. Der var ingen, der anstrengte sig. Men den 8. november forlangte tyskerne, at 700 af fangerne skulle transporteres syd for grænsen, for at lave panserspærringer. Det afstedkom en voldsom protest. Efter sigende fik kommandant Hillgärtner et voldsomt raserianfald, der varede en hel time. Det kunne høres over hele lejren.
Efter at arbejderne havde arbejdet med disse panserspærringer i fire dage, blev arbejdet pludselig afbrudt.
Når nye fangere kom til Frøslevlejren fik de følgende at vide:
Ifølge tyskerne skulle alle i arbejde. Der var værksteder for specielle håndværkere og kontorer for indre administration. Men hovedparten af de internerede var beskæftiget med jordarbejde. Lyng – og sandbanker skulle fjernes mellem barakkerne.
For enden af lejren skulle man kreere fine pyramider. Så skulle de ødelægges og bygges op igen. Og så var det også “Affiserholdet”, der på alle måder forsøgte
at slippe for udendørs – arbejde.
Himmelfartskommando
Efterhånden tog jernbanesabotagen et sådant omfang, at nogle af Frøslev – fangerne blev anbragt lige bag lokomotivet, som en slags levende skjold. Fangerne kaldte det Himmelfartskommando. Men ingen tog med Frøslev – fangere blev ramt af sabotører.
Nye ideer fra tyskerne
Tyskerne var ikke tilfreds med fangernes opførsel. Så de fik den ide, at dele lejren i tre afdelinger:
Heldigvis blev disse planer aldrig gennemført.
Tålelige forhold for fangerne
Ved hjælp af god organisering lykkedes det, at få etableret en ordning så hver indsat fik et ugentligt bad.
Hver 6. uge kunne fangerne modtage en pakke. Den måtte ikke overstige 10 kg. Kun vasketøj, toiletartikler, 90 cigaretter eller 40 cerutter, eller 20 cigarer eller 100 gr. Tobak eller 2 normalpakker skråtobakker, måtte den indeholde.
Fangerne måtte hver måned modtage og afsende et brev. De måtte ikke fylde mere end 20 linjer.Når fangerne fik besøg, skulle der være en tolk til stede. Overnatningsmuligheder til de besøgende tog befolkningen i Padborg sig af.
Med Røde Kors’ s hjælp blev der oprettet et bibliotek med flere tusinde bind. Det blev en vældig succes med op til 400 udlån om dagen. Der foregik en masse illegale forsendelser af breve og indsmugling af tobak m.m. det skete gennem lokale folk, der havde ærinde i lejren. Enkelte af de tyske vagtfolk hjalp til med smuglerierne, aktivt eller ved at lukke øjnene på det rette tidspunkt.
Det lykkedes også for nogle af fangerne at arrangere familiebesøg i en grusgrav i Frøslev Plantage. Det skete ved hjælp af skikkelige vagtfolk. Ja fangerne trænede også i eksercits,så det hele så mere disciplineret ud. Engang var den tyske SS – og politifører Den højere Pancke på besøg. Han udbrød fornøjet:
Vognmanden og den illegale post
Mellem fangerne var en unge sønderjysk vognmand H.P. Therkelsen. På forunderlig vis lykkedes det ham at transportere illegal post, selv om der var bevæbnet vagt med transporterne. Desværre ophørte disse transporter, da Therkelsen blev deporteret til Neuengamme.
Illegale radioer
Den eneste avis fangerne måtte læse, var Nordschleswigsche Zeitung, som ikke var særlig populær blandt dem. Så var det godt, at fangerne havde to illegale radioer. Nyhederne blev skrevet ned og sendt ud til alle fangere. Tyskerne vidste godt, at der var ulovlige radioer i lejren, men de fandt dem aldrig.
Gestapo havde ellers placeret stikkere i barakkerne. Da tyskerne pludselig foretog pludselige razziaer, var det eneste de fandt en brødrister og et illegalt brev. Det lykkedes heller ikke for dem, at finde et filmapparat og de film, der var optaget.
To fangere dræbt
En fange blev skudt fra vagttårnet, fordi han stod en halv meter for tæt ved pigtråden. Han var slet ikke klar over, at han ikke måtte stå der. En anden fange måtte lade livet, da han forsøgte at flygte. Han havde glemt minefeltet uden for lejren. Fra vagttårnene var der skudt helt vildt.
Scheisserei
En gang imellem opstod der epidemier med mavetilfælde. Scheisserei kaldte tyskerne det. Det var ikke sjovt, når 600 – 700 samtidig skulle på toilet. Når det så stod ud af begge ender og vandet slap op. Folk gjorde i bukserne, på gulvet eller i spande og dåser. Kloakforholdene var ikke dimensioneret til forholdene.
Frøslevlejren var i sig selv ingen rædsel. Det var sikkert verdens mest mærkelige fangelejr. Men man levede konstant med frygten for at blive sendt syd på. Og man var ikke sikker på, at komme tilbage.
Aflusning
Efterhånden som der kom fanger syd fra blev der indrettet en aflusningsbarak. Aflusningen bestod i begyndelsen af et varmt sæbebad af personen og desinfektion af tøj og eventuelt tæpper i et rum mede dampe. Men efterhånden blev luseproblemet større. Man fik indsmuglet insekttyfusmidlet Ivoran
til lejren.
Der opstod mange alvorlige epidemier. Mange fik plettyfus. Det var også eksempler på tuberkulose og lungebetændelse blandt de hjemvendte. Man modtog også fangere, der havde været udsat for tortur.
Sygebarakken
Sygebarakken var meget primitiv indrettet. Gennem Den danske Forvaltning leverede Gråsten Apotek ugentlige forsyninger af medicin. Men det var svært at få medicin, for tyskerne forbød alt inden for Rauschgifte, heriblandt koffein, morfin, spiritus m.m. Men også her fandt man på alternative ting. I løbet af december 1944 kunne man indrette en operationsstue i lejren. De sønderjyske sygehuse havde sponseret diverse ting.
En fjerdedel af de hjemvendte politifolk, der kom hjem fra Buchenwald var så syge, at de straks måtte indlægges i sygebarakken.
Axel, der fik tyfus
En meget populær fangevogter var Axel Larsen, der smuglede vigtige informationer ind i lejren. Han var blevet arresteret og indsat i arresten i Aabenraa. Nu var han så vendt tilbage som fange og udset til at blive deputeret. Der måtte handles hurtigt.
Det blev nødvendig at give ham tyfus vaccine. Han blev indlagt på Aabenraa Sygehus. Kort tid efter blev han sendt hjem.
Julen i Frøslevlejren 1944
Julen 1944 startede ikke for godt. Den 22. december var der igen en Tysklands – transport. Tidlig om morgenen den 24. december dukkede Røde Kors så pludselig op med gaver til alle 1.600 i lejren. Fangekoret sang og den danske Forvaltning havde sørget for rigelig bespisning. Ja flæskestegen var doneret af arbejderne fra et af de lokale slagterier. der blev holdt julegudstjeneste i alle 12 barakker, selv om det var forbudt.
Afslutningen nærmer sig
Da krigens slutning nærmede sig, blev lejrens røntgenapparater brugt så flittigt, at flere læger viste tegn på røntgenforgiftning. Dette skyldtes også de primitive forhold. Inde i lejren begyndte frygten at brede sig. Ville tyskerne i desperation udslette lejren? Modstandsbevægelsen havde tilbudt indsmugling af våben. Man havde i hemmelighed lavet en aftale med flere Meister om at sikre udvalgte fangers adgang til vagttårnene. Ja, man havde også dannet kampgrupper.
På vej til en krigsret
Den 4. maj om morgenen blev 17 mand, der efter tyskernes mening var de mest farlige, beordret til København, hvor de skulle stilles for en krigsret. Det var sandsynligt, at de fleste ville få en dødsdom. Transporten skulle afgå fra Padborg Station, med et tog, der skulle komme syd fra.
Mens man ventede, hørtes en voldsom buldren. Allierede fly rettede angreb mod mål ikke langt fra Padborg. Ved 17 tiden blev det meddelt, at turen var aflyst, og udsat til næste dag. Turen gik derfor tilbage til Frøslev.
Dannebrog til tops
Samme aften lød befrielsesbudskabet i en radio i Studenterstuen i Frøslevlejren. Frihedsbudskabet blev via en Wachtmeister givet til alle barakker. Første Maj begyndte som alle andre. Alt tydede på, at denne dag skulle blive som alle andre. Men klokken 8 gled et Dannebrog til tops. Den tyske kommandant Schriever
måtte overgive lejren til den danske Digmann.
Det store opbrud fulgte. Midt på eftermiddagen afgik der fra Padborg to særtog, der førte fangerne hjem. Nogle få hundrede blev tilbage. De meldte sig frivillig til grænsebevogtning og til lejrbevogtning.
Frøslevlejren ophørte den 5. maj. Derefter fik den navnet Fårhus – lejren og fungerede som dansk interneringslejr. I 1949 overtog forsvaret lejren, og den fik navnet Padborglejren. I 1968 overtog Civilforsvaret området under navnet CF – Kasserne, Padborg.
Bernadotte – transporterne af norske og danske fangere fra KZ – lejrene, blev inden den endelige overførsel midlertidig anbragt i Frøslev. Røntgenapparaterne var i brug fra 6 om morgenen til 21 om aftenen.
På dette tidspunkt var der omkring 5.500 i lejren.
De hvide busser
Transporten med de hvide busser kulminerede den 20. – 21. april 1945. Neuengamme blev tømt for nordiske fangere. 120 busser, heraf 100 danske deltog i denne redningsaktion.
Da Bernadotte aflagde Frøslevlejren den 22. april blev han hyldet af tusinder af fangere der sang: Du gamla, du fria. Det var en gribende oplevelse. Men vi skal lige huske, at der var mange, der deltog i aktionen med de hvide busser
Den glemte KZ – lejr
Lige syd for grænsen lå lejren Ladelund. Men måske er det ukendt, at der også eksisterede en lejr Husum – Schwesing.(Vi har skrevet en frygtelig artikel om stedet). Den var ligesom Ladelund en del af KZ lejren i Neuengamme. Over halvdelen af de 106.000 fanger, som i tiden fra 1938 til 1945 passerede Neuengamme, døde.
Den 23. august 1944 gav nazi – ledelsen ordre til at bygge den såkaldte Friesenwall, en forsvarsstilling langs den tyske vesterhavskyst. Oprettelsen af denne
vold blev påtvunget fangerne fra Neuengamme. Fire måneder efter blev denne plan opgivet på grund af den ændrede militære situation.
I kommunen i Schwesing øst for Husum stod en baraklejr, der tidligere var oprettet til militære anlægsarbejder. Den var egentlig beregnet til 400. Men i kreaturvogne blev 2.500 fanger transporteret til denne lejr. Fra Neuengamme. Fangerne blev tvungne til at grave den nye pansergrav i den tunge marskjord.
Ernæringen, indkvarteringen og den medicinsk behandling var absolut mangelfuld. Vilkårlige overgreb og mishandling på forskellig vis, var årsag til at ca. 500 døde her i den korte tid lejren eksisterede fra 25. september til 29. december 1945. Blandt de dræbte var adskillige danskere. De blev alle begravet i en massegrav i Husum.
Efter nedlæggelsen blev de overlevende transporteret tilbage til en uvis skæbne i Neuengamme.
Først ved en mindehøjtidelighed den 30. januar 1983 berettede overlevende fra lejren om dens eksistens. Selv om mange fra Husum må have kendt til dens eksistens, blev det fortiet.
Nogle skolebørn fik i 1970’erne kendskab til lejren, da de søgte i nogle arkiver. De begyndte at spørge og undersøgte andre arkiver.
Kilde:
Hvis du vil vide endnu mere:
26. – 02. – 2022
Oktober 27, 2008
Farvehandleren, der ville købe Nørrebrogade
Alex Brask Thomsen er opvokset på Nørrebrogade. Han blev udlært som farvehandler i sin fars butik. I skolen var han ”mærkelig”, men fik en god ven, der senere ”lokkede” ham over i den finansielle Verden. Han tilbød, at købe ”barndommens gade” for 250 millioner kroner. Han ville ikke begraves på Nørrebro, han var bange for at drukne!
Da Finansbanken i 1958 slog dørene op og tilbød udlån, blev det betragtet som uhørt. Finansbanken blev betragtet som Alex Brask Thomsens bank. I 1980 blev banken solgt for et trecifret beløb til Jyske Bank.
Overskriften kunne lige så godt have heddet Kapitalisten, der ville elskes. Han ville købe Nørrebrogade, Det Danske Hus i Paris og Tivoli og han ville sponsere Københavns Hovedbibliotek.
En ulv i fåreklæder
Nørrebro – drengen var ham de pæne ikke ville lege med – en ulv i fåreklæder. Egentlig skulle han bare have været ”& Søn” i faderens farvehandel på Nørrebrogade. Han blev uddannet farvehandler og tog realeksamen fra Efterslægten Efter handelsskolen kom han til Sadolin & Holmblad, og pludselig havde han gang i kemikaliehandel.
Bankvirksomhed
I 1955 begyndte han på noget helt andet. Sammen med en ven startede han Københavns Kreditbank med Danmarks Højeste rente. Banken krakkede i 1955, men da var den for længst blevet solgt.
Bedre gik det med Finansbanken, den voksede til Danmarks sjette største bank. Måske var der succes, fordi Brask fik kunder, de andre banker ikke ville lege med. Senere blev det Kreditbanken. I forbindelsen med salget af denne blev Brask anklaget. Men der blev aldrig rejst tiltale.
Radio Merkur
Som uofficiel bagmand i Radio Merkur gjorde han sig upopulær i mange kredse, men så sandelig også populær. Ude fra Øresund kunne man nu pludselig høre ordentlig musik. Radio Luxemburg havde fået en konkurrent.
Men ak, det var en piratradio, der også sendte ulovlig reklame.
Men initiativet bevirkede da, at Danmarks Radio sadlede om. Vi fik Jørgen Mylius (den gang uden d).
Brask solgte efter ”boringen” af Radio Merkur flere af piratradioens aktiviteter, bl.a. koncertbygningen Radio Merkur City, det tidligere Nørrebro Teater.
Navnet Brask stammer fra en biskop, Hans Brask i Lindkøbing, som i 1665 havde sæde i den dengang danske by Lund, inden Skånes afståelse til Sverige.
Bedsteforældrene var gartnere
Jens Brask Thomsen var den af bedsteforældrene, som Alex Braks Thomsen omtalte mest i sine erindringer og over for sine børn. Jens blev født i Ringkøbing i 1863 som søn af landmand Thomas Jensen Brask og hans hustru Dorthea Marie Pedersdatter.
Jens Brask Thomsen var gartner og begyndte at sælge blomster fra en trækvogn. Han giftede sig med Kirstine Margrethe. De fik to drenge, Waldemar og Anders, mens de boede i Korsgade 20 på Nørrebro.
Jens og Margrethe dyrkede blomster, som de solgte på grøntorvet på Israels Plads. De lejede et stykke jord af Københavns Kommune mellem Lygten og Frederiksborgvej. Senere købte de jord i Ullerød i nærheden af Kokkedal. , hvor familien flyttede til i 1904. Brask skriver i sine erindringer:
Far ”Anders” født på Nørrebro
Anders blev født i 1894 på Nørrebro som yngste søn af Jens og Kirstine. Han kom i lære i Melskens Farvehandel i Hillerød. Som kommis kom han til Peter Kjærs farvehandel i Nykøbing Falster. Her mødte Anders også sin tilkommende, Jenny. Men hun var først en tur i USA. Den 1. april 1919 kunne hun fejre sin 19 års fødselsdag som nygift og gravid.
Og barnet, det var Alex Brask Thomsen.
I 1920 flyttede den lille familie til Fensmarksgade 20 på Nørrebro. Alex var enebarn de første fem år af sit liv, inden han fik to søstre i 1924 og 1927.
Dundertale af mor
Far Anders blev repræsentant og besøgte skibsværfter og rederier. Han tjente styrtende med penge men var næsten aldrig hjemme. Det blev for meget for hustruen Jenny. En aften vidste hun, at gemalen opholdt sig på en restaurant på Fælledvej. Den fem – årige Alex tog moderen i hånden og den nyfødte Kirsten blev lagt i barnevognen. I hastige skridt gik det mod Fælledvej. Her holdt Jenny en dundertale. Det blev helt stille ved bordet, forsamlingen fulgte med hjem. Og senere på natten blev der taget en vigtig beslutning.
Farvehandel på Nørrebro
Anders Thomsen sagde farvel til karrieremulighederne og åbnede sin egen forretning. Nu kunne han være tættere på familien. Den 1. april 1927 blev en farve – og tapethandel på Nørrebrogade 228 overtaget. Året efter flyttede familien ind en fem – en – halv – værelses lejlighed på 4. sal i nr. 220 lige ved forretningen.
Anders Thomsen blev senere kasserere i Københavns Farvehandlerforening, og mange farvehandlere fra København og provinsen besøgte familien i den rummelige selskabslejlighed på Nørrebrogade.
Forretningstalent
Faren havde stor forretningstalent. Han havde sit eget limfabrikat og andre specialiteter, som han tjente gode penge på. Det var et velhavende hjem med unge pige til at hjælpe med husholdningen, som Alex voksede op i. Ja og så var der også råd til bil.
I lære hos far
Som knap 7 – årig begyndte Alex på Sjællandsgades Skole. Han fortsatte i Mellemskolen på Efterslægtens skole på Frederiksberg. Det kneb lidt med skolekundskaberne og Alex blev betegnet som en lidt mærkelig person.
Alex fik en rigtig god ven i Henning, der også kunne spille kort. De gik lange ture langs Ladegårdsåen.
Alex fik en middelmådig realeksamen og kom i lære hos faren. Sønnen skulle lære faget fra bunden og der blev ikke taget særlige hensyn. En dag fik Alex en lussing fra sin far. Ved middagsbordet sagde han:
Charmerende at tage af kassen
Anders var en god lærermester. Han gjorde meget ud af kundebetjening og salgspsykologi. Men han var også temperamentsfuld og hadede at tabe. Forholdet til Alex udviklede sig til et forhold præget af konkurrence og de holdt meget af at drille hinanden. På et tidspunkt blev Alex indviet i mere fortrolige forhold i butikken:
Morfaren, John William Clausen var landmand og havde en gård på Falster. Han var også handelsmand og deltidsbankbestyrer. Han var en god inspirationskilde for den unge Brask Thomsen.
Til provinsen
Mens Alex valgte butiksvejen, kom vennen, Henning i lære som vekslere. Det var Henning, der vakte interessen med at arbejde med penge. De to venner begyndte at købe aktier. Faren ønskede, at der på forretningen på Nørrebrogade, skulle stå Anders Thomsen & Søn. Alex mente, at det skulle være omvendt.
Men han blev ikke i butikken, men rejste til provinsen, hvor han blev repræsentant.
Brask tog videre til Paris, og vendte tilbage til Danmark i 1946. Han startede i 1947 A. Brask Thomsen A/S fra sin lejlighed i Lundtoftegade. I 1949 blev hans første barn født.
Alex Brask Thomsens eget firma
Firmaet flyttede til Toldbodgade. Efterkrigstidens mangel på varer blev starten på Brask´s optur. Familien flyttede til Hellerup. Brask handlede på et tidspunkt med kemikalier, men var aldrig hjemme. Måske var det derfor at interessen for at handle med penge igen opstod.
Kapitalistens målsætning
I Bredgade 37, hvor land og Folk havde til stede, havde man ikke noget imod at leje ud til to kapitalister, Henning og Alex Brask Thomsen. Salg af importbevilliger, var også noget makkerskabet påtog sig. Brask nedfældede nogle krav til det, han gad beskæftige sig med:
Derfor valgte han det med penge.
Tilbud på 250 millioner kroner
I slutningen af 1992 modtog overborgmester Jens Kramer Mikkelsen et brev med et udsædvanligt tilbud til Københavns Kommune. I brevet foreslog Brask, at navnet på hans barndomsgade skulle ændres til Alex Brask Thomsens Gade. På grund af hans families tilknytning til gaden gennem tre generationer. Til gengæld ville han betale 250 millioner kroner til kommunens betrængte
økonomi.
Per Bregengård fra Enhedslisten var positiv stemt:
Hans Thustrup Hansen, konservativ boligborgmester var også fristet af udsigten til de mange millioner i kommunekassen.
B.T. fik foretaget en undersøgelse, der viste at et flertal på 57 % af befolkningen var imod, at kommunen solgte ud af vejnavnene. Kun 4 % fandt, at det var i orden.
Skuffelse over afslag
Et par dage efter, mødtes Brask med overborgmesteren. Her foreslog sidstnævnte, at Brask jo kunne donere til enten en park i nærheden af Nørrebrogade, en svømmehal eller et bibliotek, der så kunne bære et skilt med hans navn. Brask svarede, at tilbuddet kun gjaldt Nørrebrogade ellers intet.
Brask fastholdt senere, at tilbuddet ikke var en provokation eller for at komme i medierne, det var et oprigtigt tilbud, og han var skuffet over afvisningen.
Efterlod sig en formue
Brask overtog kontrollen med tekstilvirksomheden Henriques & Løvgreen. Hans otium tilbragte han i Monaco.
Klaus Riskær Pedersen lånte penge hos ham. Penge havde Brask nok af. Da han døde efterlod han sig en formue på 10 milliarder kroner.
Ville ikke begraves og drukne på Nørrebro
Brask fortalte folk, at han ikke ville begraves på Nørrebro, fordi han var bange for at drukne i vand. Sandheden var vel snarere, at han fra starten havde bestemt, at han skulle begraves på Bispebjerg Kirkegård.
Begravelsen foregik dog fra Stefanskirken.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 1.04. 2022
Oktober 27, 2008
De vilde – på Nørrebro
Vi befinder os foran volden på Nørrebro fra ca. 1550 til 1800. De vilde regerede. Kongen befalede til lov og orden, men det hjalp ikke. Militæret ville have bygningsforbud, men heller ikke det lod sig styre. ”Den stærke mand” forlod Nørrebro med ulykkelige kvinder og en
stor gæld. Og så er det også historien om læreren, der ikke kunne få sin løn.
I 1567 blev kongen spurgt om tilladelse til at sælge nogle af byens udenbys grunde. Kongen gav tilladelse, men krævede, at grundene blev målt nøjagtigt op, og:
Kongens befalinger gjorde ikke indtryk
Desuden skulle køberne forpligtige sig til at opføre gode købstadsbygninger med tegltage og omgive grundene med plankeværk. Men grundene måtte ikke sælges uden Magistratens kendskab. Alt for mange undslog sig med at betale skat.
Mange havde deres kvæg gående herude og havde egne hyrder. Det blev nu forbudt. Man måtte heller ikke mere have løse hunde:
Hunde skulle være bundet i en forsvarlig lænke. Men kongens befaling havde ikke gjort større indtryk. 10 år senere var tilstanden foran voldene i sær på det nuværende Nørrebro meget værre.
De vilde der opholdte sig her, var uheldige elementer. De bosatte sig her, og var lige glade med forordninger og love. Dette bevirkede, at kongen nedlagde fuldstændig forbud mod at bo herude. Han befalede, at beboerne inden for to måneder skulle være fraflyttet deres boder.
Nye indskærpelser
Men Magistraten protesterede og nævnte over for kongen, at borgerne havde deres kvæg gående herude af hensyn til brandfaren inde i byen. Kongen bøjede sig, men borgerne skulle stå inde for deres egne folk:
Forholdene blev ikke synderligt bedre, selv om Magistraten forsøgte at føre tilsyn. I 1592 indskærpede Christian den Fjerde, at nu skulle forholdene bringes i orden.
I 1600 var der registeret hele 200 haver uden for Nørreport. Men der boede åbenbart ubudne gæster på området. Handel med tyvekoster, ulovligt ølsalg og hor trivedes i bedste velgående hos de vilde på Nørrebro.
Den tredje skanse blev aldrig færdig
Den tredje af skanserne i Christian den Fjerdes befæstningsanlæg, Ravnsborg, der lå ved dæmningen mellem Sortedamssøen og Peblingesøen blev først bygget i løbet af 1640’erne. Det vil sige, at den aldrig blev færdig.
Allerede i 1631 havde kongen pålagt København, at skaffe penge til byggearbejdet. Men det kneb med at skaffe midlerne. Christian den Fjerde indså, at det var mest sikkert, at holde Nørreport lukket.
Som skrevet blev skansen aldrig færdig. Under krigen 1658 – 1660 måtte byens forsvarer rømme den, og den blev ødelagt lige som de andre af Københavns fæstningsanlæg.
Kongen fik aldrig gennemført sin storstilede plan om byens befæstning. Den skulle have fulgt søernes østligste bred. Hvis dette var blevet gennemført, kunne byen have vokset sig betydelig større på et meget tidligere tidspunkt.
Teglgården
Samtidig med opførelsen af Ladegården indrettede Christian den Fjerde et farveri ved Sankt Jørgens Sø. I området mellem Ladegården og Ravnsborg fik byens teglgård sin plads. Den havde oprindelig ligget inden for voldene, hvor Teglgårdsstræde nu ligger. Inden år 1600 blev den flyttet ud, der hvor Nyboder nu ligger. Men i årene 1616 – 17 flyttede den ud på den anden ende af Peblingesøen.
Det areal hvor Teglgården lå på, blev kaldt Teglgårdsvænget, og dets grænser gik omtrent langs den nuværende Korsgade, Griffenfeldtsgade, Ladegårdsåen og Peblingesøen.
Teglgårdsvænget blev i 1660 købt af statholderen, Christoffer Gabel. Han købte også det areal, hvor Ladegården havde ligget. Han lagde de to store arealer sammen og skabte den store lystgård Blågården.
Der måtte ikke bygges
Den 4. juni 1661 befalede Frederik den Tredje at området mellem volden og søerne ikke mere måtte bebygges. Man var blevet klar over at vold og voldgrav ikke mere var nok, hvis København skulle forsvares.
Den 30. marts 1672 blev forbuddet mod at opføre bygningerne i området gentaget. Blegmændene måtte flytte til den anden ende af Sortedamssøen. De fik anvist plads nord for Store Ravnsborg langs Sortedamssøen. Dengang betalte blegmændene 25 – 30 ”daler” i afgift til stadens kasse af hver blegdam.
Grundene var 80 – 100 alen i bredden. På den lange led blev de begrænset af Sortedamssøen og i den anden ende af en grøft, der blev gravet langs Blegdamsvejen. . denne vej blev første gang nævnt i 1694. den blev dengang påbudt, at den skulle have en bredde af 24 alen. Side om side lå de aflange blegdamme, 16 i alt ud mod det tidligere Vartov.
8 urtegårdsmænd (gartnere) fik anvist plads herude. Men i beskrivelser fra 1673 kunne man iagttage, at der var mindst 7 møller uden for Nørreport og 1 uden
for Østerport. Virksomheder, der havde til huse på demarkationslinjen flyttede længere ud.
Ingen huse måtte opføres nærmere end 2.000 alen fra voldene. Ja sådan lød det i en ny forordning udstedt den 28. juni 1682. Demarkationslinjen gennemskar nu Fællederne et kort stykke og fulgte den nuværende Jagtvej – Falkoner Allé – linje.
Undtaget fra forordningen var huse, der var opført uden for Peblingesøen, og huse, der var opført af proprietærer, som allerede stod opført i Jordebogen.
Frederik den Femte ønskede dog, at området skulle bebygges af 4 – 500 huse efter modeller, som han selv udarbejdede. En del huse blev bygget, men kun langs hovedvejene.
Demarkationslinjen flyttes
I 1798 rykkede demarkationslinjen ind til Ryesgade – Blågårdslinjen. Igen kom der forbud mod bebyggelser. De allerede opførte bygninger skulle fjernes inden for tre år. Byggebestemmelserne blev lempet, men demarkationslinjen blev nu atter udvidet til Falkoner-alleen. Alt byggeri indenfor linjen skulle godkendes af en kommission. Ja, selv om man byggede inden for 1.000 alen uden for linjen skulle det godkendes.
Kun bygninger af bindingsværk i en etage og med kælder måtte opføres. Ejerne skulle forpligte sig til at rive huset ned, når der opstod krig.
Da treårskrigen opstod i 1848 talte man igen om fæstninger ved demarkationslinjen.
Gabel ejede det meste af Nørrebro
Christoffer Gabel ejede det meste af Nørrebro, da han overtog Teglgårdsvænge og Ladegården i 1661. Hans besiddelser omfattede også Sankt Jørgens Sø. Hans besiddelser omfattede således hele strækningen langs Peblingesøen fra Nørrebrogade til Ladegårdens sydlige del og på Blågårdsområdet gik det helt ned til Griffenfeldsgade. Den gang gik Peblingesøen dog i en bugt ind over det område, hvor nu Ewaldsgade og Thorupsgade ligger.
Gabel lod Sankt Jørgens Sø tørlægge for at få mere jord til græsning. Men dette var kongen imod. Det gavnede bestemt ikke Københavns forsvar, og Gabel blev tvunget til igen at lede vand i søen. Kongen købte i 1680 Ladegården og dermed Sank Jørgens Sø.
Da søerne i årene 1725 – 27 blev reguleret læssede man store mængder med mudder og dynd op på de tilstødende grunde. Det klagede urtegårdsmændene over. Magistraten gav dem medhold.
På Ravnsborg fik Andreas Behrenz privilegium på at måtte brygge og brænde brændevin.
Militæret var på vagt
Det var ikke let, hverken for de vilde eller almindelige borgere dengang på Nørrebro. Militæret var hele tiden på vagt med, hvad der måtte bygges. Magistraten og byens kommandant havde hele tiden stridigheder om dette spørgsmål.
I 1734 havde tre bryggere fået fæstebrev på første blegdam, hvor de ville anlægge et hollænderi. De havde fået tilladelse til at opføre en kostald af bindingsværk.
Men da de desuden begyndte at bygge en mindre bygning til foder, greb kommandanten Grev Sponnec ind.
Bedst som tømrersvendene var i gang med at bygge huset, ankom militæret. De arresterede tømrerne og satte dem i arresten ved Nørreport. Magistraten protesterede over for kongen og anfægtede at både Grev Sponneck og Grev Laurvig havde bygninger på deres grunde. Der måtte gælde de samme regler for alle.
Bygningerne fik lov til at blive stående, men kongen lod Magistraten vide at:
I løbet af det 18 århundrede opstod der en række lystejendomme, og en del industri voksede op herude. Dette kunne militæret ikke forhindre.
Den mest vilde – den stærke mand
Også en del værtshusholdere bosatte sig. Deriblandt var Den Stærke mand. Det var Johan Carl von Eckenberg, som i 1722 købte en have ved det nuværende Sankt Hans Gade og indrettede et teater her. Han udgav et skrift, hvor han berettede om sine egenskaber:
Da Den Stærke Mand begyndte at spille teater, følte teatret i Lille Grøngade, at privilegierne blev overtrådt, og der blev nedlagt forbud mod dette. Han omgav sig med masser af kvinder og brød et ægteskabsløfte. Jo han havde en tvivlsom vandel.
Magistraten lod politiet gribe ind
Den stærke mand forlod landet i hast, efterladende sig pante – veksel – og anden gæld. Haven blev solgt ved en aktion. I mange år blev stedet kaldt Den Stærke Mands Have.
Blegdamsskolen
I 1761 oprettedes den første offentlige skole uden for volden – Blegdamsskolen. Magistraten skænkede en del af 12. blegdam som byggeplads. Ved indsamling
og midler fra Rådhusets fattigkasse blev skolen bygget.
Skoleholderen skulle alle søgnedage undervise ungdommen i læsning, skrivning og regning. Han fik også den vanskelige opgave selv at skulle indkræve skolepenge.
Skolehuset var en bygning på 13 fag. Dens ydre mål var 10 x 12, 5 meter. Foruden lærerens lejlighed var der et par værelser og køkken, foruden to skoleværelser. Piger og drenge blev undervist i hver deres rum.
Men det kneb med lærerens løn og vedligeholdelsen.
I begyndelsen af det 19. århundrede fik skolen konkurrence fra to andre skoler. I 1848 fik en af de nye skoler navnet Blegdamsskolen, mens den første ved 12. blegdam fik navnet Magistatens Blegdamsskole. I 1871 blev den lukket.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 1. 04. 2022
Oktober 27, 2008
Bov Kommune – under besættelsen
Man kunne mærke, at Flensborg var tæt på. Mange fly passerede over kommunen. Sabotage på jernbaneanlægget var hyppige. Efter krigen modtog man et væld af flygtninge. Og så var der en invasion af cirka 3.000 tyskere, der skulle bygge en voldgrav fra Sønderhav til Nordsøen.
Man havde vidst det et stykke tid. Forbipasserende havde set troppebevægelser syd på, og jernbanepersonalet i Padborg havde fået meldinger fra deres kollegaer sydpå. Men alligevel kom de tyske troppers indtog som en overraskelse.
Tre gendarmer dræbt
En dramatisk episode natten til den 9. april skete ved Viadukten på Nørregade i Padborg. Tre gendarmer så to mistænkelige personer, som senere viste sig at være to tyske civilklædte SA – soldater. Pludselig åbnede de to ild mod gendarmerne Birk, Hansen og Albertsen. De to døde øjeblikkelig, den tredje døde
senere. Dr. Due kunne ikke gøre noget. Tyskerne havde troet, at gendarmerne havde til opgave, at sprænge viadukten.
Dansk militær havde faktisk forberedt en sprængning af viadukten under jernbanen. Der var boret dybe huller ind i cementen.
Andagt
Boghandler Møller i Nørregade samlede familien og de ansatte fra boghandlen og den anden butik han ejede ved siden af, Tatol, og holdt en lille andagt, inden dagenes arbejde, begyndte.
Hagekors – flaget fjernet
Allerede tidlig om morgenen kørte tyske tropper ind fra Kruså og Padborg. På Nørregade kunne man se en flok unge mennesker, der på en af lastbilerne sad og sang og spillede mundharmonika.
Den rullende krigsmaskine – lastvogne, panservogne, skyts og motorcykler var ikke et rart syn. De fleste tyske soldater var strunke og tillukkede. Men der var dog hjemmetyskere, der hilste på dem, som befriere.
På toldstedets flagstang ved Oksevejen smældede det tyske hagekorsflag, men ikke ret længe. Det blev pillet ned og flagstangen blev fjernet af den energiske danske toldforvalter Schytt.
Dramaet i Frøslev Mose
Fra 1920 var den dansk – tyske grænse blevet bevogtet af Grænse-gendameriet. De havde fået at vide, at de ikke skulle indlade sig i kamphandlingerne. Det var centralt for besættelsesmagten at bevogtningen skulle forblive i danske hænder.
Begivenhederne den 29. august 1943 betød ingen ændringer. Men den 19. september 1944 blev korpset afvæbnet i forbindelse med Operation Möwe. 291 af korpsets folk blev interneret i Frøslevlejren. 141 blev deporteret til KZ– lejre, 38 kom aldrig hjem.
Disse grænsegendarmer kom ud for lidt af hvert. En råkold tåget nat var en gendarm på vej gennem den uvejsomme Frøslev mose, da han pludselig hørte svage stemmer. Han så to mennesker nærme sig. Han anholdt dem, og førte dem ind mod Padborg. En kollega kom nu til stede. Men i løbet af et kort øjeblik tog den ene af de anholdte en bajonet op af sin støvle, og huggede den i halsen på den ene gendarm, og knuste kæben på den anden.
Men det lykkedes for den ene gendarm, trods det at han var hårdt såret at trække pistolen. Han tømte magasinet på den ene anholdte. Manden døde på stedet. Bajonetten havde ramt millimeter fra halspulsåren. Det viste sig, at den ene af de anholdte var en deserteret tysk soldat.
Mælkemanden havde spændt Lotte for
Overtalt var der pludselig grønne uniformer og støvletramp. Under viadukten var der konstant placeret vagter. Efter et par dage var der sorte rullegardiner
overalt. Tyskerne havde beslaglagt alt benzin. De erhvervsdrivende var nødt til at få påmonteret en gasgenerator, som blev fyret med træ. Men mælkemanden spændte hesten Lotte foran bilen.
Værnemagten kunne bruge det hele. Snart var hylderne tomme i butikkerne. Nu skulle man pludselig til at vende sig til rationeringsmærker. På banegården ankom særtog med fjendtlige diplomater på vej syd på.
En kold vinter
Det blev en meget kold vinter. Og mange gjorde lige som i gamle dage, at grave tørv i Frøslev mose, Smedeby mose og Kollund mose. Man lærte nye metoder til, hvordan man kunne brænde kaffe, tørre blade til the, og koge sæbe selv. Nogle forsøgte sig med hjemmelavet tobak.
Spærreballoner fløj over Kollund og Padborg
Fra Padborg kunne man se, når spærreballonerne kom op. De blev fastholdt med stålwire. En gang imellem gjorde disse spærreballoner sig selvstændig og fløj mod Kollund eller Padborg.
Ofte blev beoerne vækket af luftalarmer. Overalt i området havde tyskerne oprettet antiluftskyts. Kanonerne drønede, og masser af vinduer er gået på den bekostning. Sprængstykker drattede hyppigt ned i området. Lyskastere, kanonbatterier, flakbatterier og lytteposter var placeret rundt om i kommunen. En primitiv tysk feltflyveplads blev oprettet i Fårhus.
Angreb mod lyskaster
En nat blev et allieret fly fanget i lysstrålen fra en lyskaster over Kruså Møllesø. Flyet vendte om og gik i en glidende bevægelse nedad til angreb på stillingen. Lyskasteren gik ud, og der døde flere soldater i stillingen.
Øvelser på fjorden
Allerede før krigen hørte man skyderi i sognet. Der blev holdt øvelsesflyvning over fjorden. Man skulle ramme torpedoer i fjorden. Når det blev mørkt tændtes ”grønne og hvide sole” over fjorden.
Børn og voksne dræbt
Det skete også at englænderne fra deres bombefly ramte forkert. Og banelinjen var ofte mål for englændernes bombardement. Når de engelske fly skulle bombardere Flensborg, gik de meget lavt ind over Padborg. Det skete også da skibsværftet i Flensborg blev ramt. Mørke røgskyer steg til vejrs. Desværre gik
det også ud over en børnehave, hvor børn og voksne blev dræbt.
Sabotageaktioner
Sabotører var der også i kommunen. Der var også en gruppe i Frøslev. Her fik man i fuldt dagslys transporteret våben under viadukten til Frøslev. En gruppe i Bov var der også. Og illegale aviser blev distribueret rundt i kommunen.
En dag fik indehaveren af en kiosk i Kruså en seddel, om at kiosken ville blive sprængt, hvis han fortsatte med at handle med tyskerne. Han fortsatte og kiosken blev sprængt.
I Kruså lå også en større hvid villa, den blev under krigen brugt som tysk skole. En dag hørte tyske soldater, at nogle modstandsfolk havde planer om, at sprænge den i luften. For at undgå sprængning arresterede tyskerne nogle ledende folk i kommunen blandt andet sognerådsformanden og indlogerede dem i villaen. Den blev ikke sprængt.
Ved Padborg Station skete der ofte sabotageaktioner. Ved reparationer af disse ødelæggelser, anvendte tyskerne ofte russiske krigsfanger. Disse var i den strenge vinter kun iført en pyjamas – lignende dragt.
Ofte kom der flymotorer til stationen, og så gik man rundt med en jernstang og drejede rundt så ledningerne kortsluttede. Det gik som ofte 8 – 10 dage, så blev motorerne returneret fra Aalborg til Tyskland. Med fuldt overlæg lavede man hårde rangeringer for at ødelægge tyskernes mandskabsvogne.
Cigaretter, tobak og chokolade til gendarmerne
Da Frøslevlejren blev etableret blev vejen til Fårhus spærret for gennemkørsel. Beboerne herude måtte være indstillet på at blive undersøgt af tyske vagter, når de kørte i området. Og så blev man advaret mod stikkeren Mads Pelving. Beboerne vidste udmærket, hvor han opholdt sig i Fårhus.
Købmand Svend Jacobsen gjorde sit til, at gendarmerne skulle få en behagelig rejse, da de blev ført bort fra Frøslevlejren. Den ene bil var kørt ind til købmanden, og da den kørte derfra smed Jacobsen masser af cigaretter, tobak og chokolade op til gendarmerne, der var på vej til en ukendt skæbne.
Evakueringsplaner
I tilfælde af evakuering havde kommunen udsendt en blanket, hvor man skulle oplyse om hvilke værdier man havde i huset. Ligeledes blev alle bilejere orienteret om, at de skulle have en ekstra familie med, når de flygtede. Flygtningene strømmede til Flensborg. Byen havde næsten fordoblet sit indbyggertal.
Karantænestationer i Padborg og Kruså
En karantænestation blev anlagt i Padborg i efteråret 1943. Det skulle være en gennemgangslejr for alle dem, der arbejdede i Tyskland. Det var ikke forbudt at arbejde, at arbejde i Tyskland, men efterhånden var det ikke så populært.
Man behandlede kønssygdomme, smittebærende kropslus og lungetuberkulose. Man anlagde stationen ved godsbanen. De ikke kørende lokomotiver leverede damp til aflusningen.
I efteråret 1944 blev karantænestationen suppleret med fire barakker, beregnet til 50 personer hver. Da det hele var overstået havde ca. 15.000 fangere passeret modtagestationerne i Kruså og Padborg. I perioder måtte man også tage togvogne til hjælp. Et langt vogntog var rangeret ud på Smedebybanen. På Krusågårds jorder var der anlagt barakker, og kort før krigens slutning blev vandmøllen i Kruså indrettet som karantænestation for tyske flygtninge.
”Farlig” stanniol
Bønderne på egnen var blevet advaret mod de såkaldte Windows, Det var stanniol-strimler, der blev kastet ned for at forstyrre de tyske radarsignaler. Man mente, at det var for at forgifte kreaturerne. En af landmændene slikkede på strimlerne og sagde til sine børn:
Det skete selvfølgelig ingenting, og bønderne holdt op med at samle strimlerne ind.
I 1943 blev Rønshoved Strandhotel nærmest jævnet med jorden af en bombe. Det var en temmelig stor bygning på tre etager. Den rummede på daværende tidspunkt en række uniformerede Hitler Jugend drenge fra Hamborg.
Masser af krigshandlinger
Den 2. december 1943 passerede general Rommel grænsen i et specialtog på vej nordpå for at inspicere de tyske værnemagtsanlæg langs vestkysten.
Den 15. februar 1944 styrtede et engelsk fly ned i Rinkenæs. Men inden fik den kastet sine brandbomber, og en af dem ramte en gårdsplads på Holbøl Mark. Den udviklede så meget varme, at vindueskarmene begyndte at brænde.
Den 27. august 1944 blev der kastet 5 sprængbomber ned i Frøslev Plantage. Bomberne stammede fra et allieret fly, der var beskadiget af tysk antiluftskyts. Piloten lettede maskinen for sin bombelast over det øde område. Maskinen styrtede hvis nok senere ned på Als.
Udtynding i plantager og skove
Den 16. november 1944 udstedte den tyske værnemagt 72 dekreter på pligthugst af 915.000 tankgravpæle (ca. 90.000 m3) samt 17.500 m3 tømmer. Noget af den hugst gik ud over Frøslev – og Bommerlund Plantage.
I Kelstrup Plantage havde skovfogeden flere gang forsøgt at undgå denne hugst. Men han blev truet med en pistol af en SS – soldat. 200 russiske fangere hjalp til med hugsten i Kelstrup Plantage.
Tyske soldater på ferie
Kollund Strandhotel fungerede som en oase for de tyske soldater, der var tilknyttet Flakregiment Flensborg. Hver 8. – 10. uge kunne mandskabet komme på et 2 – dages ferieophold på hotellet. Rigtige senge i hotelværelser, kaffe af rigtige bønner med ægte dansk fløde. Det var næsten som at være i paradis, selv om det kun lige var på den anden side af grænsen. Frokost, middagslur, eftermiddagslur og en spadseretur i områdets dejlige natur. En af de store fornøjelser under opholdet var at købe danske varer som flæsk og fløde hos købmand Filskov i Kollund.
Smuglerier
Der skete en omfattende smugling af danske fødevarer til Tyskland. Ofte var disse fødevarer gemt i gasgeneratorerne på bilerne. Når chaufførerne kom til Kobbermøllen solgte de kødet til tyskerne for gode priser. Tolderne havde ikke lov til at kontrollere militære forsendelser. Her skete der også en omfattende smugling af danske fødevarer.
Pansergrav
I januar 1945 skulle der graves en pansergrav gennem Sønderjylland og Slesvig. Den blev påbegyndt i Bov Kommune. Der skulle pludselig skaffes kvarter til 3.000 mennesker. Samtlige skoler blev lukket og indrettet til indkvartering. Da skolerne blev forladt var de i en forfærdelig forfatning.
Pansergraven skulle graves fra Sønderhav til Klangsbøl ved Nordsøen. Den var 4 meter bred og 2 ½ meter dyb. Al jord blev opkørt med trillebør 15 meter fra graven til 1 meters højde. . I tilknytning til graven blev der bygget flere skyttegrave. Graven gik gennem hele Bov sogn ind i Medelby sogn. Det var mænd fra de bomberamte byer Hamborg Altona, Kiel, Lübeck og Neumünster, der kom som såkaldte schippere.
Uheldig nedskydning
Den 12. januar blev en gård på Kollundbjerg ramt af en bombe. Det viste sig senere, at det var en magnetisk sø-mine
nedkastet i faldskærm. Sandsynligvis var det tale om et Halifax bombefly, der blev skudt ned over Flensborg Fjord, der havde kastet minen.
Om eftermiddagen den 5. marts kom et troppetransporttog ind på Padborg Station. Pludselig kom et par tyske jagere drønende over toget, i næste øjeblik styrtdykker en af jagerne direkte ned mod toget. Mandskabet ved luftværnskanonerne på toget blev grebet af skræk og kanonerne blev rettet mod flyveren. I forvirringen troede man, at det var fjenden, selv om det var tydelige tyske nationalmærker på flyet. Det lød en række skud, og de ramte så præcis, at flammerne
i næste øjeblik står ud af maskinen, og den styrter til jorden med et brag.
Skideri på Padborg Station
Når troppetransporter ankom til Padborg var der ikke nok toiletter til de tyske soldater. De tyske soldater væltede ud af togene og satte sig det første bedste sted. Det kunne være 600 soldater i sådan et tog. Det var stort set ingen mulighed, så det hastede, når de nåede stationen. De to toiletter på Padborg
Station rakte slet ikke.
Det gav noget værre svineri.
Efter krigen kom der også et tog med tyske soldater til Padborg på vej hjem. De havde også dårlig mave, og satte sig mellem sporene for at klare sagerne. Men det mente de engelske soldater ikke kunne være rigtig. De kommanderede de tyske soldater til at fjerne afføringen. Gik det for langsomt skød englænderne i
gruset bag tyskerne.
De hvide busser
Hele Padborg var fyldt op med busser inden afgangen. De var parkeret overalt. På sportspladsen, veje, p – pladser og baneterrænet. Alle vogne var forsynet med brændstof, mad, spiritus og tobak.
Den 20. april 1945 kl. 6.45 rullede de af sted i kolonner af 15 stk. Først kørte de hurtige svenske busser. Kl. 18.30 rullede den sidste af de i alt 120 busser af sted.
Omkring mejeriet i Kruså blev der indrettet en modtagelseslejr til de hvide busser. Også ved selve grænsestationen blev der stillet barakker til rådighed. Sønderborg Hospital havde lavet store junger med en sammenkogt ret beregnet til svage maver. Mejeriet selv kogte havregrød, skænkede mælk og uddelte håndmadder. Der var tale om en mægtig kø, da busserne kom hjem fra Tyskland. Ikke alle busser var egnet til transporten.
I alt lykkedes det at hjemføre 17.000 fangere, heraf 7.000 danskere og nordmænd, og 10.000 af andre nationaliteter.
Det var en stor og farlig opgave. Chaufførerne kørte med livet som indsats nat og dag gennem de sønderskudte byer og ødelagte veje. De blev ofte standset af luftalarmer, og de blev også beskudt.
Skud ved Jernbanen
En dag i april kom et allieret jagerfly ind over Padborg. Nogle unge tyske soldater skød efter flyet. Det vendte om og beskød jernbaneterrænet hele tre gange. En tysklandsarbejder fik sin arm skudt af, men de unge soldater, der havde skudt mod flyet, slap uskadte.
De to ”Spøgelsestog”
Den 22. april 1945 troede man, at nu kunne man se en ende på alle anstrengelser i Kruså og Padborg med arrangementet med de hvide busser. Men det var ikke slut. Meningen var, at der skulle hentes syge kvinder i Ravensbrück. Men kommandanten her, meddelte, at man kunne tage alle med, da lejren skulle evakueres.
Man havde sendt 15 ambulancer. Der kunne presses ca. 15 personer i hver. 112 personer ankom til Padborg. Men der var behov for afhentning af mange flere personer.
Det såkaldte Spøgelsestog fra Ravensbrück ankom efter store problemer med hele 56 godsvogne fyldt med 4.300 til Padborg. Det ankom den 30. april. Man havde frygtet det værste. Seks dage havde toget været undervejs.
Ganske uanmeldt kom der den 2. maj endnu et spøgelsestog med 60 godsvogne. De kom fra Neuengamme. I nærheden blev det bombet, så man frygtede det værste. I rasende fart blev der organiseret mad til flygtningene. Fra mange hjem blev der leveret mad.
Mange af disse lignede ikke mennesker Mange var døde under transporten. De udsultede kvinder løb efter ankomsten rundt i haverne i nærheden af banegården for at finde noget spiseligt. Da kvinderne skulle i bad frygtede de det værste. De troede, at det var gaskamrene, de skulle ind i.
18 ejendomme ødelagt i Kollund
Kollund blev den 3. maj ramt af 8 sprængbomber. Der skete materiel skade på 18 ejendomme, samt på et vandtårn og en transformerstation. Det halve af skolen blev ødelagt. Den 5. maj var karantænestationen i Padborg vært for de løsladte fra Frøslevlejren
195.000 tyske soldater ud-marcherede
Da tyskerne nåede Kruså grænse blev de visiteret. En masse effekter blev taget fra de tyske soldater og lagt på Krusågårds marker. Efterhånden lignede disse marker en losseplads. Ja faktisk ud-marcherede 195.000 tyske soldater.
Også heste blev konfiskeret og lukket ind i en indhegning.
Den 6. maj kom et tog med tyske telefondamer til Padborg. De blev nødt til at gå til Kruså. De slæbte hver tre – fire store kufferter. Et par fiskekasser blev fremskaffet. Med dem forsøgte de at trække deres store kufferter. De nåede ikke langt før de blev nødt til at sortere. Efterhånden blev de nødt til at efterlade mere og mere. Den 12. maj drev 6 nøgne lig i land i Kollund. Flere af dem var stukket i maven med en kniv. Man havde en ide om, at der var tale om flygtninge.
Grænsebevogtning
Lige efter krigen blev grænsebevogtningen foretaget af Den danske Brigade fra Sverige. Ved Sønderborg Landevej blev der oprettet barakker til dem.
Efter et par måneder overtog genindkaldt mandskab fra garden bevogtningen. Efter dem kom genindkaldte værnepligtige. Der blev opstillet barakker ved Pluskær, Simondys, Kristiansminde og Frøslevmark.
Til sidst kom grænsegendarmerne. Barakkerne blev senere flyttet og delvis udskiftet
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 27. – 02. – 2022
Oktober 27, 2008
Billeder fra min historie
Af Jens – Chr. Kjær, Brande
Tønder i 1960’erne. Søndergade, Frilandsvej, Brorsonsvej, Tved Plantage m.m.
Jeg blev født i Slesvig by, døbt Tranebjerg på Samsø, konfirmeret i Brande, blev gift i Brande og har fået tre børn i Brande. Fra Samsø kan jeg ikke rigtigt huske, men kun, hvad der er mig fortalt sidenhen.
Far var bibliotekar i Tranebjerg, mor hjalp til og det gjorde jeg såmen også. I hvert fald så lykkedes det mig engang, at tage en ordentlig bid af reolen, men måske var det en stor hjælp alligevel. Det var også her jeg forsøgte, uvist af hvilken grund, at slugen en daler (2 krone, de var det tidspunkt nærmest på størrelse med dagens fem’ r) nå mor fik den dog banket ud igen, så det gik.
En fru Nielsen boede overfor biblioteket, jeg besøgte hende, da vi havde boet et par år i Tønder, og ville op og gense Tranebjerg. Til venstre for biblioteket lå der et gartneri. og længere ned ad gaden boede min bedste ven Bjarne, hvis far var cykelsmed.
Selvom vi kun boede til jeg var fem år nåede jeg sammen med andre at lave ulykker. Overfor og til venstre for fru Nielsen lå skolen dengang og deres toilet bygning syntes vi manglede noget, så vi tog os det job at male dørene, og guderne må vide, hvor vi fik det fra, men den maling vi brugte, var desværre tjære,
så dørene og vi så ikke specielt godt ud. Dørene stod der endnu, den gang jeg besøgte Fru Nielsen efter et par år i Tønder.
Jeg har også fra Samsø et evigt minde i form af en flækket lillefinger negl på venstre hånd, som kom i klemme i en bildør, alt er tilgivet, det var en folkevogns boble.
Som skrevet, så flyttede vi til Tønder, da jeg var fem år gammel. Far arbejde som bibliotekar ikke længere alene, men med flere kollegaer. Det var et spændende bibliotek. Stort i forhold til Samsø. Et kæmpe børnebibliotek og voksen afdeling, og ikke mindst en i dag ganske utænkelig ting, en læsesal, hvor der var absolut stilhed, ve den der bryd den stilhed. Der var i forbindelse med læsesalen et mikrofilm bibliotek, yderst spændende for en knægt som mig.
Da vi senere, som elever, gennem folkeskolen, blev ført nærmere ind i bibliotekssystemets hemmeligheder, var det min far, der underviste, men på tidspunkt, var jeg langt forud for mine skolekammerater af helt naturlige årsager.
Vi begyndte i Tønder med at bo i Søndergade 12.
Skråt overfor var der købmandsforretning og lidt længere henne ad vejen mod Vidå lå bageren. Gik man lidt i den anden retning og drejede til højre hed vejen Vidågade og her lå min børnehave, fortsatte man, kom man til min fremtidige skole
Tønder Seminaries Øvelsesskole (senere Holmeskole og et lille stykke derfra)
For at gøre Søndergade færdig, hvis man gik videre end bageren fik man Uldgade på højre hånd og kort derefter på venstre hotellet. Krydsede man Vidå, så lå Friluftbadet på venstre hånd lidt på vej mod Grænsebyen Sæd.
Der lå også en Cykelsmed på Søndergade hen mod torvet, her fik jeg min første cykel og med den, og tiden derefter, cyklede jeg tønder by og omegn tynd.
Vi flyttede fra Søndergade til Frilandsvej 32. Et ret nyt kvarter med parcelhuse lettere forskudt for hinanden og dog sammenbyggede. Her havde vi en hyggelig Fru Thorsen, som på det nærmeste fungerede, som en reserve bedstemor for os blandt andet. Haven stødte op til den næste række parcelhuse og her boede Bredager, som var politimand. Han havde 2 sønner, Niels og Jens. Han havde selvfølgelig en schæfer, som jeg, så vidt jeg husker, var en rigtig god politihund.
Han fik en ny schæfer, jeg kan ikke huske hvorfor, men ny stor krabat af en hund, jeg husker at jeg fik en tur i hækken engang, da tillod mig, at snakke med politimandens Jens på deres grund. Hunden så sit snit til at fare ud og forsvare en del af sin flok.
Jeg trak mig hurtigt bagud uden at se hvorhen, og endte i hækken inden Fru Bredager fik kaldt på den. På det tidspunkt gik det op for mig, at vi da vist havde
en hybenrose hæk. Samme hund, fik desværre forkærlighed for små babynumser, og det gik jo ikke, så den blev aflivet. Bredager fik en ny hund, der mest af alt lignede Pluto, og mindst lige så kærlig, jeg tror ikke rigtig, det lykkedes Bredager, at få gjort den til en politihund.
Vi var tre Jens’ er på Frilandsvej, lille, mellem og store Jens (jeg var den store). På samme gade boede en af mine bedste venner og skolekammerater, Hans Christian også. Vi var en gang på cykeltur til Trøjborg, det er en gammel borgruin med vandgrav omkring. Her fangede Hans Christian en snog, som han partout skulle have med hjem, og det ku’ ikke gå hurtig nok, så han nåede hjem længe inde, jeg fik mig aset hjem.
I min klasse var der 3, der hed Per. Den ene var jeg ikke specielt ven med, kan ærlig talt ikke huske hvorfor, men sådan var det, han boede på Grev Schacksvej. Per Frederiksen havde en tvillingsøster, som hed lise, de boede i området ved Ryttergade, hvor også Flemming og Ebbe(Ebbe’ s far var mælkemand,
ja det kunne man godt være dengang) boede.
Den sidste Per, var min bedste ven, mens jeg boede i Tønder. Per Bro Pedersen boede på Leos alle. Hans far var lærer, og vi havde ham til Sløjd. Han flyttede
til Fyn, hvor de i øvrigt var kommet fra, det var hans fars lærergerning, der afgjorde hvor de boede. Det gjorde det også for Hans Christian, da hans far var i militæret. Pigerne i klassen, ja, jeg var måske ikke den mest opmærksomme på dem.
Vi havde 4, der hed Ulla, den ene hed Ulla Petersen, en anden Ulla Børsen Nielsen. Der var også en Jette Ostermann. Jeg har lige fundet min gamle poesibog, det er derfor jeg lire navne af. En Solveig Hubsmann og Helga H. samt Rosvitha og Sonja Thomsen. Her er nogle af drengene som også var i min klasse, Leif,
Bjarne, Erling, Hans Jørn og Rainer Gerlach.
En hemmelige kæreste havde jeg også (hun vidste det for eksempelvis heller ikke) var Elisabeth, hun boede på hjørnet af Ribe Landevej og Grev Schacksvej. Ikke langt fra hende lidt længere ude ad Ribe Landevej boede min dansklærer, som på forbindeligt vis demonstrerede, hvordan man burde holde på sin blyant, ligesom jeg gjorde, bevist, idet han slog den ud ad hånden på mig i et øjebliks fravær, så den røg gennem det meste af klasseværelset.
Nå, men inden vi flyttede fra Frilandsvej 32 til Brorsonsvej nr. 27 (en nabogade) nåede jeg så også lige, at brænde vores legehus af, sådan. Det var vist ikke alle, der synes at vores have levede op til de gængse standarder, men den var brugbar for os børn.
Jeg tror kun vi boede på Brorsonsvej et års tid, inden vi flyttede igen, men inden da fik jeg da lejlighed til at afprøve fars samlede udvalg af tobak. Pibe, cigaretter og cigarer, jo jeg var stor i hatten – et ganske kort stykke tid, jeg blev så syg af det, at jeg troede, at det var sidste, jeg skulle. Sympati skulle
man lede længe efter, der var ikke noget at hente hos min far, han syntes, jeg havde godt af det. Og fik ret – det var det bedste, for jeg prøvede ikke den fornøjelse sidenhen.
Vi flyttede tilbage til Frilandsvej, denne gang til nr. 10. Haven stødte op til Aalykkes hus, sønnen Leif var mit store forbillede de år, han var noget ældre gik i lære som elektriker, jeg ville også være elektriker, når jeg blev ældre – helt sikkert. Jeg var engang med ham ude til et job. Vi kørte på hans scooter, og jeg havde aldrig før hørt så megen sværgen og banden, som da han satte den loftlampen op (jeg har sidenhen fået forståelse for fænomenet). Leif fik senere en Volvo 544, også kaldet væltepeter, det lykkedes i hvert fald Leif at vælte med den i et sving, måske med lidt for meget fart på, men jeg tror også jeg kan huske noget
med en pludselig haglbyge.
Nå men det med elektriker faget var ikke noget der holdt, hverken for mig eller Leif, han blev politimand, og jeg besøgte ham langt senere på Færøerne, hvor han var udstationeret. (et PS. så vendte han tilbage til Tønder, som politimand)
Før der blev bygget på parallelvejen til Frilandsvej, Schradersvej, var der her kolonihaver. På et tidspunkt syntes jeg, det var sjovt, at gå rundt derover, og gøre forsøg med lidt bål – i det små selvfølgelig. Et af stederne, ved et træ mislykkedes det, og jeg forsatte videre. Jeg kom senere til at se mig tilbage, og opdage at det mislykkede forsøg var blevet en succes, idet træet på nærmeste stod flammer, nå måske i røg, men jeg fór tilbage for at slukke ilden. Det ville ikke rigtig lykkes, ikke før jeg fik hjælp.
Desværre var det vores gamle nabo politibetjenten Bredager, så det kom ikke til at foregå i stilhed på hjemmefronten. Og helt uskyldig kunne jeg jo ikke se ud, da fars lighter dukkede frem af lommerne. Jeg har fortrængt, hvad straffen blev, men jeg har lighteren i min besiddelse i dag.
Nogle af de andre drenge på min alder synes, at det med lystfiskeri i Vidå var sagen, så på et tidspunkt skulle jeg jo også prøve. Men hvilken skuffelse. Det lykkedes mig at få fisk på krogen, men halvvejs oppe til broen, hvor vi stod på, sprang den af igen. Det havde jeg simpelthen ikke tålmodighed til, så jeg tog hjemad igen med min fiskestang, line og krog.
På vej hjem var uheldigt rigtigt ude, og jeg fik krogen i låret. Det var ikke en helt almindelig krog, det var nemlig tre i en krog, og de to af dem sad i låret. Heldigvis var der ikke langt til cykelsmeden på Carstensgade, og den klarede han let og elegant, om end ikke uden smerter. Det var så den sport.
Apropos sport, så var det også i Tønder, at far forsøgte, at få mig til at spille tennis, men mit håndled var ikke af den stive slags, så det blev til badminton. Vi
trænede på Tønder Kommuneskole. Vi havde en træner og var 9 spillere, så det var ret intenst undervisning.
Jeg var med i spejderbevægelse i Tønder, som ulveunge. Vores leder boede på Ryttergade. Selve møderne foregik på hjemmeværnets gård (jeg mener at huske at det var det den blev brugt til), jeg kan ikke huske præcist hvor, men et sted i nærheden Ulriksalle og Viddingherredsgade. Vi brugte en del tid i Tved plantage, og jeg kan se, at spejderhuset er flyttet derud nu.
Jeg var i hvid gruppe og fik navnet Mongo, hvilket er et desmerdyr, det var jeg rimelig stolt af. Når det var mørkt havde vi lys på cyklerne, og det var af den type kaldet NEFA lygter. Når man skruede toppen fast lyste vidunderet. Vi brugte dem også til at kaste med – op i luften, mens de var tændte, det var sjovt. På spejderlejr kom vi også – oppe ved Juelsminde. Det v ar sjovt og dejligt. Engang fik en eller anden af de store drenge den ide, at man på skrømt skulle begrave (selvfølgelig en af de mindre) i strandkanten. Vedkomne skulle så gemme sig, for at det skulle se rigtig ud. Til middagsmaden manglede der så en spejder, og lederne kunne ikke rigtig finde ud af det, indtil der var en der gjorde opmærksom på den sandhøj, som angiveligt skulle indholdet vedkomne spejder,
stor var lettelsen for lederne, da det viste sig, ikke at indeholde
en begravet spejder.
Den udvalgte ulveunge, blev kaldt frem, fra sit gemmested og heldigvis fik lov til at spise med. Det var jeg glad for, eftersom det var mig, der midlertidig var blevet begravet. Jeg nåede at blive både gruppeassistent og gruppefører for hvid gruppe, inden vi forlod Tønder.
I det før omtalt friluftsbad lærte jeg at svømme. Vi var engang i fjernsynet, og fremviste de forskellige trin i undervisningen, jeg svømme rundt, sammen med andre med hænderne på et kork-bræt og fremviste perfekte benspjæt.
Jeg nævnte badminton før, lidt lystfiskeri, der gik i fisk, der var også andre ting, som ikke gik helt som forventet. Før badminton prøvede jeg også fodbold. Fodboldbanen lå på det, der nu er den nyeste del af Nygade mellem Schradersvej og Ribe Landevej. Det foregik på den måde, at jeg kom til træning, fik at vide, at jeg skulle tage pladsen som venstrewing, og i øvrigt følge den anden wing-spiller på modsatte side, under hele træningskampen.
Det gjorde jeg så, og aldrig har jeg været med til en mere uinteressant sport. Jeg så ikke bolden i den times tid det varede. Det blev så også min eneste gang på et fodbold hold, badminton vandt, der får man i det mindste bolden hele tiden uanset om man vil det eller ej.
I Tønder tiden er også den tid, hvor vi jo hvert år, så Storken bygge rede ikke ret langt fra skolen, jeg tror vi i Tønder havde 2 par hvert år (fra 1956 til 1963). Vi havde endnu en trumf, vores skolegård grænsede ud til en afstikker af Vidå og der havde vi det meste af tiden, et svane par at se på og fodre. Drama blev det også til, når der var en svane for meget.
Jeg nævnte før Schradersvej, da de begyndte at bygge, kom der jo ofte lastbiler med materialer til byggepladserne. En gang sad en stor lastbil med hænger fast i mudderet. Falck sendte deres lille kranbil derover, men det hjalp ikke rigtig noget. Så kom den mellemste, uden at der skete meget ved det. Det var først da den
store kranbil ankom at det lykkedes, prøv at forestil jer en lastbil med hænger og tre kranbiler foran, det var rigtig spændende for os
drenge i kvarteret.
Ved et arrangement, hvor der også var amerikansk lotteri, vandt en af mine søstre et gavekort. Det endte med at jeg fik det, det var ”en dags vagt hos Falck i Tønder”. Alle tiders drengedrøm, det var jo ikke gået i dagens Danmark, hvis det havde været i dag, så var min søster taget af sted. Nå men jeg fik lov af klasselæren, at bruge en dag på Falck-stationen, mod at jeg fortalte for klassen bagefter, det sidste der, var jeg ikke specielt glad for, at sidde der oppe foran alle de andre og fortælle, men det gik jo alligevel.
En af de ting jeg også fik afprøvet var at være bydreng. Jeg blev bydreng for en isenkræmmer forretning i Vestergade ikke langt fra Handels- og landbrugsbankens domæne, det var her jeg fik min første bankbog, som jeg vandt i en eller konkurrence med 100 kr. på bogen, en fyrstelig sum, synes jeg dengang. Det var heller ikke langt fra biografen. Som bydreng kørte jeg vare ud, fejede fortov og andre småting. Forretningen havde også udlejning af tallerkner, bestik og andet udstyr hertil. En af de længere ture var med en græsslåmaskine.
Jeg kørte på Long John cykel fra Tønder ud til omtrent der, hvor i dag Vestre omfartsvej møder Nørre Landevej, det var dengang langt ude og det var meget varmt den dag. Det der med porcelæn udkørsel var min store skræk, men ikke desto mindre, hvorfor køre tre gange når man kan køre en gang. Resultatet
giver næste sig selv, jeg kunne knapt styre cyklen og det endte med et brag på hovedgaden. Og det endte også her med at være bydreng, ikke så meget uheldet, men mere at der ikke var tid til de vigtige lektier, mente mine forældre.
Da vi flyttede i 1963 glippede kontakten til klassekammeraterne desværre. Jeg vendte tilbage til Tønder for en kort bemærkning i 1971. I 3 måneder havde jeg residens på Tønder kasserne, som rekrut inden vi blev afsendt til Karup Flyvestation for mit vedkommende.
Far havde fået stilling som bibliotekar i Brande og flyttede først, ligesom han i øvrigt også havde gjort ved flytningen fra Samsø til Tønder. Vi kom i sommeren 1963 og flyttede ind i det nye boligkompleks Lejerbo på Ørbækvej, den gule blok. Det var dengang, den sidste bygning indenfor bygrænsen ud ad Ørbækvej.
Det år begyndte jeg i 6. klasse på Præstelundskolen. Det var stadig med opstilling klassevis i gårdspladsen og indmarch ligeledes klassevis, det ændrede sig heldigvis senere.
Jeg fik straks kontakt en kammerat fra parallelklassen, Leo. Han boede længere ude af Ørbækvej i dag nr. 48. Overfor deres hus dengang gik en grusvej fra Ørbækvej til Brandlund Mose og videre til Nedergaardsvej. Lige kort efter krydsningen af vore dages Nordlundvej lå der en gård, den hed officielt ”Nordlund”,
men vi kaldte den altid ”Pjaltenborg” på grund af dens dårlige tilstand. Det var vejen til vores Eldorado, Heden og mosesøen, hvor jeg har tilbragt rigtig megen tid ude.
Vi fik vist lavet en del drengestreger, som vist alle unger gør, men et par stykker hænger endnu i hukommelsen. Der var stadig reminiscenser fra tørvegravningstiden ikke langt fra Pjaltenborg. Herfra ”lånte” vi engang nogle olietønder som vi brugte sammen med andre materialer til at lave en flåde, vi satte i mosesøen.
Den kunne vi dog ikke rigtig ha’ for os selv, så vi havde et træfninger med andre af de lokale knægte omkring den. Senere ”lånte” vi også en robåd, der lå ved søen. Vi roede rundt på søen og gemte båden et andet sted. Det var vist sagfører Midtgaards båd, og politiet var ude i området for at finde den igen, og eventuelt gerningsmændene, det sidste lykkedes ikke, men vi mistede båden.
Jeg drog meget rundt derude alene, men også med Leo og Mogens. Det var dengang, der fandtes et tårn ude i nærheden af Gumblebjerg. Det var UFO tårnet, en gittermast med en UFO lignende top. Den var vi oppe og klatre i, selvom den havde set bedre dage og egentlig ikke skulle bestiges. Det var rent faktisk beregnet til at observer fra også UFO ’er. Den er taget ned for mange år siden, jeg tror noget masten stadig ligger derude sidste jeg var i nærheden (ca. 2004)
Mens vi boede i Lejerbo havde vi en overgang en kolonihave. Den lå der, hvor det gamle Birkehuset og Ørbæklund ligger i dag.
Langs Drosselvænget gik en grusvej i min tid og et bøgehegn, som endte i en lille gran og fyrplantage. I bøgehegnet havde vi vores klatretræer. En af de største havde vi fortificeret med pigtråd således at vi kunne have den for os selv. Med os mener jeg os fra Lejerbo. Mosevænget drenge ville vi ikke have med. De prøvede og det lykkedes også en enkelt gang for en af dem at komme helt, men så havde vi nødudgangen. Nødudgangen, var ikke for sarte forældre, det var at kurer ned på ydersiden af træet grene.
Vedkommende indtrænger forsøgte at følge efter, men endte på skadestuen med brækket arm. Det var også i dette hegn at jeg fortsatte min passion for bål.
Det var fuldstændig under kontrol , på æres ord, men det synes sagfører Midtgaard ikke det var. Han blev fuldstændig tosset over det, og mor måtte ned og slukke bålet helt. Stor ballade over ingen ting syntes vi. Det forhindrede ikke mig i at have bål midt inde hans lille fyrlund tæt på hans hus, han boede i huset forenden af dagens Drosselvænge. Det forhindrede heller ikke at en af Lejerbo’ s piger fik sat ild i den græsmark, hvor i dag Lejerbo’ s røde blokke ligger.
Mellem Lejerbo og sagfører Midtgaards hus lå som skrevet den lille fyr- og gran plantage. Mellem den og det der blev Børnehaven Ørbækhaven lå der en mose, som vi også brugte megen tid på, blandt andet havde jeg fundet en hurtig rute tværs over den, og man skulle ikke træde ved siden af. Det var egentlig lidt underligt at man partout lagde en legeplads her til børnehaven.
I skolen fik jeg lidt af en overraskelse, idet jeg kom til at gå i 6.c, det var for mig nedtur. I Tønder var en klasse med den tilføjelse ’c’ en hjælpeklasse, og det synes jeg jo ikke ligefrem var nødvendig. Det tog lidt tid inden det gik op for mig, at det kun var et spørgsmål om antal elever, der bestemte hvor langt man nåede op i alfabetet.
I forhold til Tønder var 6. og 7. klasse i Brande noget af en nedtur. Jeg kom fra Tønder Seminarium Øvelsesskole, og selve dette øvelse betyd, at vi (Tønder) var længere fremme med mange ting i forhold til metoderne i at undervise. F.eks. havde jeg haft engelsk i 5. kl., og skulle nu til at starte forfra i Brande, der kedede jeg mig bravt (det var før individuelt undervisning). Det andet var danskundervisningen, som jeg synes var alt for gammeldags og tung, og jeg var absolut ikke gearet til den form. Pigerne i klassen, var desuden alle som én, forfordelt frem for drengene med den dansklærer vi havde.
Jeg er fra den årgang, der havde lærere som Hr. O. Nielsen, Aa. Nielsen, A. Norup, Peter Nielsen, Hauch, P. Andersen, Housted, Hr. Jørgensen, K.G. Stuckert og flere, som jeg ikke lige kan komme på.
7. kl. markerede dog en ændring på visse områder, idet vi fik fru Hauch til formning og Annelise Munch til sang. Med Hauch havde jeg dog en lille kontroverser med hensyn til hvordan, en bestemt keramik ting skulle laves, men vi kom dog over denne lille detalje, så senere, som murer havde Leo og jeg lidt småjobs. Annelise Munch og måske skulle vi holde på formerne, det var Frk. Munch dengang. Hun fik klassen til sang, og havde på forhånd fået at vide, hvem der var ballademagere, og dem var der nogle stykker af, så da time skred fremad begyndte de at røre på sig.
Men frk. Munch var trods sin ny-uddannelse ikke til at spøge med, hun slog ned med hård hånd, og de formastelige fik ordre til at stå op resten af timen, ikke noget med udenfor døren, eller op til skoleinspektøren (det var på det tidspunkt Tage Bundgaard Lassen), og det hjalp, der var ingen ballade resten af det år. Samme år giftede hun sig med Niels Truelsen på Nedergaard.
En gårdvagt var normalt en af lærerne der gik i skolegården og holdt øje med os unger, og ikke alle var lige gode til det. Der var aldrig ballade, når det var Peter Nielsen, som jeg havde til gymnastik og biologi. En ganske speciel herrer var Hr. O. Nielsen, læg mærke til Hr., det er absolut ikke nogen tilfældighed, der var respekt omkring den lærer. Han var den eneste lærer, der kunne tillade sig, at have gårdvagt fra læreværelset, sådan.
Efter konfirmationen (vi havde pastor Rasmussen) og 7. kl. skiltes klassens elever i tre retninger. Min ven Leo gik ud og blev læredreng på Brande Møbelfabrik, der arbejdede hans far på lageret. Der var flere der gik ud her og begyndte deres virke i industri, butik og landbruget. Hovedparten tog reallinjen, de fleste piger gik den vej. Resten, de tiloversblevne (knap så bogligbegavede) samt nogle fra Uhre skole gik i 8. og 9. kl., og her fulgte jeg med.
Vi fik Fru Truelsen til klasselærer. Det gik lidt bedre her de sidste år i folkeskolen, jeg fik også knyttet kontakt til parallelklassen, nemlig Mogens og Kurt. Mogens boede klods op af skolen på Præstelunden. Kurt kom ude fra gården Sønderlund på Sdr. Ommevej.
I 9. kl. var vi i erhvervspraktik 2 gange. Første gang var jeg hos arkitekt Kristensen, som boede og havde tegnestue på Johannes Hansensvej. Her brugte jeg lidt tid på en Lego (Modulex) model af hans forslag til det nye bibliotek som skulle ligge ved siden af SMP-centret. Den opgave fik han ikke, den gik til Wilhelm
Thorn. Den udformning som den fik, faldt ikke i DOMO (arkitekt Kristiansen) som havde tegnet SMP-centret, han havde hellere set en forlængelse af de linjer som han havde udstykket. Anden gang var jeg i praktik hos murermester Mouritz Pedersen. Jeg endte med at få en lærekontrakt med ham.
Jeg begyndte 1.8. 1967 med en tre år og otte måneder lang uddannelse til murer. Første læreår havde jeg den fyrstelige løn af 1,50 kr. i timen. Til at begynde med var arbejdstiden også indbefattet lørdag formiddag. Vi byggede bl.a. Thorn huse, Folkehuset, men ellers nogle få stykker om året Mouritz havde 2 lærlinge til at begynde med.
Da Ingolf, som var den ældste blev udlært, var jeg den sidste han havde. Han stoppede med murerfaget et par år efter at jeg var udlært i foråret 1971, og blev pedel i Vejle. Han døde kort tid efter. Mouritz var udlært hos sin far Kjeld Pedersen, der var en rimelig stor murermester. Hans bror blev også udlært her, men tog derefter en anden retning her i livet, det var Eric Storel.
Samtidig med at jeg begyndte læretiden sprang Leo fra møbelfaget og gik også i lære som murer hos Erik Olesen, Eriks lillebror Bent Egebjerg Olesen var i lære hos murermester Jens Johannesen. Vi blev udlært alle tre samtidig. Leo søgte arbejde andet steds i sidste ende i Skibbild. Jeg var først hos murermester Jørn
Frank Jensen i Fasterholt, hvorefter jeg blev indkaldt til militæret. Efter et årstid der, tog jeg på teknisk skole i Herning og tog TF 2 eksamen. Sommeren 1973 var jeg hos murermester Jens Nørgaard, Brande. Fra august 1973 til juni 1975 tog jeg HF. Også sommeren 1974 var jeg hos Jens Nørgaard.
Ville egentlig, som planen var, have taget til Ålborg for at studerer ,men opgav skolebøgerne. Hjalp med at flytte Brande Bibliotek fra Herningvej til Centerparken i januar 1975. Gik lidt ledig hvad angår murerfaget, men begyndte hos Bent Egebjerg Olesen afbrudt af kursus på tekniske skole og Lo skolen. Jeg blev hos Bent indtil 1979, hvor jeg havde et freelance job hos Chr. Bagger, Esbjerg. Siden hos W. Rahn Jensen, det var specielt rundbue byggeri i Brande Hallerne, jeg stod for, og lille smule ved Lejerbo’s rækkehuse på Fuglevænget.
Jens Johannesen, som i øvrigt også var udlært hos Mouritz, var jeg hos i 1981-82. Det blev til mere i murerfagets efteruddannelse bl.a. gibs-puds og byfornyelse. Det blev også til lidt hos Sigfred Jacobsen i Blåhøj; Enok Hansen, Brande; og et smut til Grindsted hos Spaabæk, endvidere til muremester Herluf Zülau Jørgensen, Ikast.
Men ryggen holdte ikke rigtigt til det, og efter et par ture nede hos kiropraktikeren, så valgte jeg at blive reparations – og flisemure hos først Erik Rasmussen, Herning, sidenhen hos Ole Kirkegaard også Herning.
Herefter, ja herefter stoppede jeg mit virke i murerfaget i 1989 og gik til Brande Hallerne, først som halassistent siden som halinspektør.
Cirka 11 år efter stoppede jeg på grund af stress og valgte at satse på industri hos Ravns vinduer og døre også kaldet Kernevinduet, nu kun Kerne. Det var i udleveringen som lager- og pakkemester. På grund af problemer med fodtøjet endte det med et kontor job samme sted, som logistikmedarbejder og lidt salg.
Se fotos på www.kjaersweb.dk
Se også www.brande-lokal.net
www.dengang.dk hører gerne fra dem, der bliver omtalt
i artiklen.
Redigeret 15. – 03. 2022
Oktober 27, 2008
Anekdoter fra Højer
Læs om den uheldige læge, der blev kørt over af sig selv. Om barberen, der skulle have konen til hjælp, da der skulle trækkes tænder ud. Så var det også el – bestyreren, der blinkede med lyset, når Dagny skulle komme hjem. Og så kunne Ludde pludselig tisse igen. Karoline tog gebisset ud af munden ved rutebilstationen. En hjemmetysker ville ikke hjælpes af dansksindede. Her er det en fordel at man kan lidt tysk og lidt synnejysk.
Vi har i en anden artikel skrevet om den mærkelige læge fra Højer. Men det var også den uheldig læge fra Højer. Det var Dr. Madsen, der i 1922 ville starte sin bil med et håndsving, mens den stod i gear. Det endte med, at bilen kørte over ham, og Dr. Madsen omkom.
Ispose til ”hævringe”
Og nu hvor vi er ved læger. Det skete ofte at lægerne ordinerede is til udvortes brug i Højer. Den blev oftest knust og anvendt i isposer. Særlig om morgenen var der mange hævringer, der af og til havde brug for en ispose på et smertende kranium. Nu kunne isen også købes på Højer Mejeri uden lægens indblanding. Her havde mejeriet også oprettet en offentlig badeanstalt bestående af to brusere. Den blev opvarmet med spilddamp fra dampmaskinen. Dette kunne man få for en 25 øre.
Bruserne på mejeriet blev efterhånden lidt medtaget, men man kunne stadig få et karbad.
Mejeriets lastvogn transporterede vand til grænsegendarmerne. De tyske gendarmer ville også gerne have vand. Man fik så lov til at køre over grænsen for at forsyne dem. Ved den lejlighed havde man også kernemælk med til dem. Tyskerne kvitterede med grog, og det stillede store udfordringer til chaufføren, der ikke altid var i stand til at køre hjem.
Groggene er endnu dyrere
En anden læge var Sanitätsrat dr. Med. Johannes Friederich Kühl. Han boede på Ballumvej og havde et kæmpe distrikt. Helt ned til Horsbøl, kom han på besøg. Han havde en lukket vogn og to – tre heste, der trak den. Ofte havde han en kusk, når han kørte ud.
Han havde kontakt til kusken ved hjælp af en fløjte, der var fastgjort til bukken, og inde i vognen stod i forbindelse med en gummibold, som dr. Kühl kunne trykke på.
Hvis vejene var ufremkommelige, så red han på sin hest. Dr. Kühl var absolut modstander af drikkeri. Da en noget besoffen hævring beklagede sig til ham, over at medicinen var forfærdig dyr, svarede Kühl:
Den alsidige barber
Vi skal have fat i endnu en læge. Ja, læge er så meget sagt. Det drejer sig om en barber, der kunne trække tænder ud. Det var barber Jacobs på Nørrevej. Han er omtalt i en gammel Højer –
vise: Im Trab läuft der Barbier. Jacobs gik rundt i Højer og barberede folk i deres hjem. Når det var travlt på Nørrevej råbte han på sin kone:
Ja og så trak han som skrevet, tænder ud. Og her hændte det også, at han skulle have konen til hjælp. Peter havde så genstridig en tand, at Jacobs ikke kunne klare den, mens Peter sad i barberstolen. Han måtte lægges på jorden, og så måtte konen sætte et knæ på brystet, mens Jacobs fjernede tanden.
Karolines gebis
Man kan heller ikke komme uden om Snitgaards Busser, som vi ofte er kørt med fra Tønder til Højer og omvendt. Her var der en flink chauffør, som blev kaldt Matte. Han var kendt for sine mange tjenester, og kørte normalt Ballum – bilen, der så fortsatte mod Tønder.
En dag mødte en kone op ved bilen. Hun tog sit gebis ud, og rakte ham det, og bad ham om at aflevere det hos tandlægen. Det kunne Matte da godt men:
Kalle var ikke ”godt disponeret”
Engang var et lystigt selskab ud at køre ved det gamle dige. Vognen væltede og selv om det var mørkt, blev det holdt mandtal. Den ældste, Kalle manglede. Man ledte og fandt ham siddende på kanten af en grøft med begge ben i vandet. De spurgte ham:
Og det kan man nok antyde. Han havde brækket begge ben.
Ludde kan igen tisse
Ludde var kendt som sur og tvær. Pludselig var han væk. Ingen vidste hvor han var, bortset fra hans kone. Efter 8 dage kom han tilbage til Højer
Han var helt forandret. Glad og munter. En dag sad Ludde ved Skolegade 13 ud for Postgade. Ingeborg Mathiesen var på vej til posthuset. Pludselig råbte Ludde:
Jo, Ludde var blevet opereret for prostata.
Gud ramte ved siden af
Der var masser af humor i det gamle hævringe. Heine var ude for at sætte kornneg sammen på marken – sit dem i skok. Pludselig kom der et forfærdeligt uvejr – regn – og tordenvejr.
Heine krøb i ly i en af ”skokkerne”. Da den blev for fugtig, flyttede han hen til en anden. Straks efter slog lynet ned lige, hvor han havde stået. Heine stak hovedet frem, rettede blikket op mod himlen og udbrød:
Meinert lavede selv el
I Toldgade lå Meinert Lützens Møbelfabrik. Han var den første snedker i Nordslesvig, der anvendte maskiner i sit værksted. Allerede ved århundredskiftet havde han dampmaskiner til at drive dem. Han lavede også selv elektrisk lys før der var elværk i byen.
De stakkels vagabonder
Også i Toldgade boede den sidste ridende gendarm fra tysk tid. Han fungerede som politibetjent i området. Havde han et ærinde uden for byen, red han med sabel og pikkelhue. Han tog
sig bl.a. af vagabonder. Når de blev anholdt, skulle de løbe ved siden af hans hest.
Kurvemager Schmidt
Kurvemager Schmidt i Nørregade solgte kurve, legetøj og nøbbelser. Han havde i mange år en god forretning. Med tiden blev han dog stokdøv. Han var gift med Mille. Hans yngste datter, Ingeborg (Bobbe Kärmache) havde en vissen arm, men kunne udføre næsten alt manuelt arbejde. Hun var en særdeles dygtig kniplerske. Det skete ofte, at kurvemager Schmidt gik til købmanden:
Så tog hun æ mütz af, anbragte æggene i den og tog den på hovedet og gik. Schmidt plejede også at sige, at han vejede 99 pund. Men når han havde fået byttel te unnen, så vejede han 100 pund. Engang havde han været til fest på Højkro. Han kørte i lettere besoffen tilstand med Rasmus Hindrichsen. Der var lidt vejarbejde, så blev det lidt slalomkørsel, og Schmidt faldt af vognen uden at Hindrichsen opdagede det.
Schmidt havnede på kanten af vejgrøften. En efterfølgende kusk standsede og spurgte, om hun ville med, men Schmidt svarede:
Fra ”den anden ende”.
De fleste huse i Højer havde et halvtag bag ved huset var der et kasseapparat med lokumsspand. Når de om aftenen skulle på huset, havde de gerne en lygte med. Spandens indhold blev tømt af i æ Muchkåe, den trillebør, man brugte, når man mugede møg.
Man havde natrenovation i byen.. En stor lukket kassevogn, som blev tømt ude på Vestermarken ved at dens forende blev hejst op, så indholdet gled ud af bagdøren.
Nogle steder havde man indrettet sig komfortabelt, således at man havde kasseapparatet stående inde i huset, men med et lem ud i det fri, så renovationsarbejderne kunne tage spanden den vej ud. En kone fra byen havde en aften været til gæst hos en familie, hvor man havde en sådan indretning. Men da hun havde et ærinde derude, kom hun ind helt ophidset:
Hvortil hendes mand tørt bemærkede:
Man kan se det på rabarberne
Men der var mange i Højer, der ikke ville betale for natrenovationen. Helt op til 1950’erne var der til lærerlejlighederne på kommuneskolen lokummer med spande, som lærerne selv tømte. Men som en af lærerne sagde:
Ein Kaltes und ein Warmes
Apoteker Waldemar Neusse var kendt på byens værtshuse. Han havde sin daglige tur med sin gravhund Nickel. Hvert sted afgav han den samme bestilling:
Det var en kælderkold og en til stuetemperatur. Han tog de første hos Christine Nissen på Stadt Tondern, derpå to hos Ohlsens på Torvet, to hos Jordt på Hotel Sylt, to hos Henny på Centralhotellet, to hos Pørksen u å æ Slus, og to hos Tedjen i Ny Frederikskog.
Han var sikkert påvirket, men som æ hævringe sagde, det skete aldrig ekspeditionsfejl på apoteket.
Tarzan i Højer
Og når vi nu er i gang med apoteket. Så boede der i loftværelset med to vinduer i gavlen en kvindelig provisor. En Tarzan i Højer benyttede, når det var mørkt, et stort træ, og svang sig via det til så mange en hyrdetime med den skønne. Men denne trafik opdagede apoteker Neuesse.
Han sendte bud efter en arbejdsmand:
Dagny skal hjem
I mange år var Niels Johansen værkbestyrer på el – værket. Når hans datter var ude om aftenen, og han synes, at det var på tide, at hun skulle komme hjem, blinkede han med lyset. Så vidste hun besked. Ja det gjorde de alle sammen i Højer, og de sagde til hinanden:
Højers dyreste taxi – tur
En aften sad to hævringe, Peter og Kesse på Peters Kro. Pludselig siger Peter:
Hotel Sylt lå over på den anden ende af Torvet. Ikke ret langt skulle man mene. Nu var der dog ingen taxaer hjemme i Højer. Så der blev ringet efter en taxa fra Tønder. Nogen tid efter kom taxaen fra Tønder:
Mon ikke de to hævringe fik et chok, da de fik regningen for den ultrakorte taxatur – 20 kroner. Det var mange penge – dengang.
Den samme tro
Æ Friessskomache boede til leje i en lille tilbygning til Møllegade 9. Han stammede fra Friesland, deraf navnet.
Boligen bestod kun af et rum. Særlig sundt var det ikke, og han led også af astma. Derfor kaldte æ hævringe ham også for Andreas Pust. Når han gik til købmanden, havde han altid en potte med, som han hældte brændevin i.
Engang lånte han to mark af Pastor Rolfs. Da han stak pengene i lommen, sagde han:
Næh, det regnede pastoren ikke med.
Æ Friesskomache sagde derpå:
Dann lieber kriechen
Modsætningsforholdene mellem dansk og tysk var ikke så fremherskende som i Tønder. Men en gang imellem opstod der situationer. En hjemmetysker havde været på kro og fået en ordentlig hårbyttel Han kunne ikke stå på benene og væltede rundt i rendestenen. Et par mænd kom forbi. De kendte udmærket manden og tilbød at hjælpe.
Manden i rendestenen spurgte:
De to måtte vedgå, at de var danske, hvortil manden i rendestenen sagde:
Ja tro det eller lade være. I Højer havde man også et alkoholfrit gæstgiveri. Det lå hvis nok på Ballumvej.
Er du kommet hjem?
Når Heimwehr og hvad de ellers hed under 2. verdenskrig øvede sig i eksercits og marchøvelser, gik de gennem Højers gader og sang Wir fahren nach Engeland.
En dag efter en sådan episode mødte en dansksindet og en tysk sindet hinanden i Mellemgade:
Ved siden af en tysker
En ung hævring var kommet hjem fra første skoledag og faderen spurgte hvordan det var gået.
Frontberetning i Højer – bussen
I rutebilen under 2. verdenskrig mellem Højer og Tønder sad en flok hjemmetyskere og snakkede om de sidste frontberetninger. Den ene havde lige hørt i radioen, at det tyske luftforsvar
lige havde skudt syv fjendtlige fly ned. Dette fik en dansksindet, der sad ved side af til beundrende men måske ironisk til at spørge:
Ja og sådan kunne vi blive ved. Og det gør vi i en anden artikel. Hæwe er nu en hyggelig by – Synes I ikke.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 8. 12. 2021
Oktober 27, 2008
Anekdoter fra det gamle Aabenraa
Her var både en kongeborg og en bispeborg. Her skete ting og sager ved midnatstid i Hjelm Skov og her kom Dannebrog i land. Her fik man fat i en landsforræder og Æ Kykelhahn var landsdelens bedste øl. Humlen kom fra Præstens Humlehave. Hør også om, hvor Æ Holm lå
En enestående natur
Pludselig befandt vi os i Åbæk Bugt. Vi kom fra vandvejen. Og et par dyk blev det også til. For cirka 4 meter nede havde vi anbragt en kæmpe spand med øl. Vandet var bare helt klart. Hvor var det pragtfuldt. Sikke en natur.
Gå en tur ud af Knapstien, rundt om knappen, over Åbæk, hjem gennem Jørgengård Skov. Via Oldemors trapper, måske gennem Dambjerg. Det er en idyl.
Eller gå en tur ud af Forstallé forbi skovriderboligen, forbi Peterslund ud ad Vestermarksvej gennem Hjelm skov til Hjelmallé. Og man kunne blive ved. Nyd udsigten fra Galgebakken. Naturen omkring Aabenraa er enestående.
En ulæselig bog
For dyre penge skrev Vilhelm Marstrand en bog om det middelalderlige Aabenraa. Bogen er næsten ulæselig, og handler mere om bydannelsesprincipper og Urnehoved Ting. Meget i bogen er genoptryk af Claus Organists(Claus Møller) bog fra 1620. Han forstod, at bruge sine øjne.
Det ældste kvarter
Den ældste by har ligget ved den åbne strand, hvor nu Skibbroen ligger, og det ældste bebyggede kvarter var derfor Skibbroen, Skibbrogade, Fiskergade og Gildegade. Men nogle mener også, at omkring Nymølle lå et endnu ældre kvarter. Det har eksisteret allerede i vikingetiden, før år 1000.
En kongeborg
Byens første kirke hed St. Andreas Kapel. Den lå ude ved Bolbro. Det var der, hvor slusen førte vandet under Søndergade. Kapelbjerget er den forhøjning, hvor Søndergades mølle senere lå..
Der hvor Sct. Nikolaj Kirke nu ligger, blev kaldt Kirkebjerget. Her siges det, at kongen byggede en borg. Da Mutter Stahlboms hus i 1949 blev nedrevet, opdagede man under en opfyldning. Der havde ligget en voldgrav på stedet. Denne voldgrav fulgte den retning som i dag hedder Store Pottegade, Lille Pottegade, Kirkepladsen sydlige del og Storegades østlige ende. En kongeborg må have eksisteret allerede ca. 1025. I år 1148 brændte venderne by og borg af. Fiskelejet og kongeborgens tid sluttede.
Byens nye midtpunkt
Bispen i Slesvig fik opgaven at bygge byen op igen. Bykernen blev flyttet lidt op og ind i landet. Hans midtpunkt blev det vi i dag kalder Storetorv. Vi fik gadenavne som Østergade (nu Skibbrogade), Søndergade og Vestergade. Sidstnævnte var helt ny og førte lige ned til den nyopførte borg, Aabenraahus.
Den lå på hjørnet af Nygade og Vestergade i dag.
En ny stadsgrav blev gravet ind fra Kilen, sådan hed den inderste del af fjorden. Den har fulgt den retning som nu Rådhusgangen har.
Sct. Knuds Kirke
Sct. Andreas Kapel var ikke nok for bispen. Derfor blev Sct. Knuds Kirke opført. Den har måske ligget omkring Skibbrogade 7. Her er der i flere omgange fundet menneske-knogler. Det er nok ikke tilfældigt at kirken fik dette navn. Knud Lavard var Slesvig – bispens særlige helgen. Sct. Knuds-gildet i Slesvig
har sikkert haft en finger med i spillet. Vi ved, at der i Aabenraa har været et Sct. Knuds Gilde. Det er ikke utænkeligt at Gildegade har navn efter et Sct. Knuds gilde – hus, som her har ligget tæt ved Sct. Knuds kirke.
By-rettigheder
Borgen har sikkert været godt befæstet. Vi ved, at kongen i år 1252 bortskænkede den gamle borgtomt på bakken, og her opførtes Sct. Nikolai Kirke. Kirken blev indviet til fiskernes og de søfarendes helgen.
Efterhånden blev bispestaden for snæver. Der blev bygget op af Langegade, som Storegade først hed, helt op til nuværende Pottegade. Da Mutter Stahlboms hus faldt, fandt man i udgravningen trærester, der kan forklares som rester af en gammel gadebro, ad hvilken man fra Langegade har kunnet komme over graven og ud af den sammenhængende bebyggelse. Uden for denne bro er så senere Ramsherred opstået. Nu var byen så stor, at den måtte have by-rettigheder. I 1249 havde den allerede sit eget tingsted.
Den 1. maj 1335 er den ældst bevarede by-lov, bys-skrå, underskrevet. Men den er en latinsk oversættelse af en dansk affattet ældre bys-skrå. Antagelig stammer den tilbage fra 1260.
Nyt slot opførtes
Efterhånden gik fæstningsværkerne så småt i forfald. I 1411 rev dronning Margrethe Aabenraahus ned og opførte Brundlund Slot. Den kom til at ligge uden for byen i Kongs-lund.
Det mærkelige var, at både kongens borg, bispens borg og nu den nye dronningeborg blev placeret uden for byen.
Nu blev der pludselig plads til nye gader. Nybro og Nygade og senere Slotsgade blev opført uden for byen. Det har stillet krav til mængden af mursten. Det er nok fra den tid Klinkbjerg stammer. Det var en teglværksbakke, hvor der blev lavet klinker.
Aabenraa – i Christian den Fjerdes tid
I Christian den Fjerdes tid bestod Aabenraa af Skibbroen, Fiskergade, Skibbrogade (Østergade), Søndertorv, dele af Søndergade, Storetorv, Vestergade, en lille del af Nybro, Nygades østligste side, bebyggelsen omkring Sct. Nicolai, Store Pottegade, Kirkegangen (nu Lille Pottegade), Vægterpladsen, Klinkbjerg, Nørretorv, Ramsherred, Storegade og Barkmøllegade.
Byen udviklede sig til en rigtig havneby, og Wallenstein overvejede i 1628 at omdanne havnen til en tysk krigshavn.
Protester mod nedrivning
Da Mutter Stahlboms hus blev revet ned, var der store protester. Men huset stod ikke til at redde. Indvendig var bygningen meget forfalden. Byen havde ikke midler til at genrejse huset på forsvarlig vis. Her har været både kro, melhandel og apotek.
Hjelm Skov – ved midnatstid
Går man ved midnatstide gennem Hjelm skov, kan det hænde, at man hører hundeglam og jægerhorn. Og måske et råb:
Det er Günderoths glade jagt, der er i gang.
Sagnet fortæller, at amtmand Günderoth på Brundlund og hans broder Andreas elskede at jage i Hjelm Skov, hvor der dengang havde været meget vildt.
Den fromme og ædle amtmand var sikkert ked af at hans kære hustru ikke havde skænket ham nogen arvinger. Hans broder, Andreas var uden kone. Grunden skulle have været ulykkelig ungdomskærlighed. Amtmanden og broderen havde skænket en masse penge til alderdomsstiftelsen og skolestiftelsen i Nygade, og slægtningene følte sig bedraget for en rig arv.
Kigger man efter i historiebøgerne var det dog ikke amtmand Günderoth, men en anden Günderoth, der havde skænket disse penge, men historien er dog god nok alligevel. Under en jagt var han blevet opsøgt af slægtninge, der bebrejde ham, at han ikke tænkte på dem.
I det samme kom en ung pige i bondedragt. Hvad vil du mit barn, spurgte amtmanden. Med pigen var en lyslokket dreng. Hun fortalte, at hun kom fra sin døende søster, der var mor til drengen. Hun skulle bede amtmanden om, at bære god ved drengen, hvis far var en af amtmandens slægtninge. For længe siden var denne ophørt at efterkomme sine forpligtelser.
Amtmanden vendte om og kiggede på sine klagende slægtninge:
Slægtningene drog bort i vrede, men pigen faldt på knæ, og takkede amtmanden for sin godhed. Hun ville bede Gud skænke amtmanden, hvad han allermest hold af.
Han svarede, at han ønskede at kunne jage i skoven til evig tid. Så næste gang, du går en tur i Hjelm Skov ved midnat så lyt efter. Det kan være du hører råbet:
Dannebrog gik i land
Et andet sagn fortæller om at Kong Valdemar efter sejren ved Reval i 1219 stævnede ind af fjorden ved Opnør. Han kom så langt ind som muligt. Turen skulle gå videre til Urnehoved.
For enden af de lange grønne enge mellem Forstallé og Hjelmallé helt ud til Hjelm Skov, ligger en lille høj, som i daglig tale kaldes Kongens Forhøjning
eller Kongehøjen. Her gik Kong Valdemar i land. Hans båd havde i stævnen et flag, der faldt ned fra himlen under slaget. Flaget var et symbol, et korsbanner,
der signerede hans sejr i Gudherrens navn. Og det var jo selvfølgelig Dannebrog.
I Hjelm Skov modtog hans hjemmeværende mænd ham. Rygtet var ilet forud for kongen. Og her mødte ”danernes flagdug” første gang dansk jord. Aabenraa er Dannebrogs første by.
En landsforræder i Aabenraa
Kong Valdemar den Store havde to sønner. Den ældste Knud var allerede i faderens levetid kåret til hans efterfølger på rigets trone. Den yngste var udset til at blive hertug i Sønderjylland. Han hed Valdemar.
Mens han var umyndig skulle hans slægtning biskop Valdemar af Slesvig som statholder styre Sønderjylland. Men 17 år gammel overtog prins Valdemar sit høje embede som grænsevagt. Men nu viste det sig, at biskop Valdemar ikke ville lade sig fraviste den magt, han som statholder havde siddet med. Han havde langt højere planer.
Denne biskop Valdemar var illegitim søn af prins Knud Magnussen, altså sønnesøn af kong Niels. Han krævede sit kongelige blod respekteret, og da han var en yderst snedig højtbegavet mand, forstod han at spille på Danmarks vanskeligheder. Han søgte forbindelse med den tyske kejser, der rejste krav om, at kong Knud Valdemarsøn skulle anerkende, at Danmark var et tysk len. Han søgte venskab med greven af Holsten, og grev Adolf var – som alle holstenske grever i tidens løb har været det – gerne til sinde at skaffe sig fordele på Danmarks bekostning.
Han søgte forbindelse med den nordtyske gejstlighed – især ærkestedet i Bremen, der ikke ønskede for stor selvstændighed i det danske rige. Han rejste også
til Norge, og her lykkedes det ham, at samle en flåde på 35 krigsskibe. Med disse truede han det danske rige.
Samtidig faldt hans forbundsfælde Grev Adolf ind over Slesvigs sydgrænse. Det tør nok siges, at den ikke engang 20 – årige gamle hertug Valdemar fik nok at se til.
Biskoppen søgte til Aabenraa. Man havde gættet på årsagen. Måske ville han herfra til tinge på Urnehoved. Måske kaldte han sig allerede konge af Danmark. Men danske konger skulle vælges på tinge, og det havde han tænkt sig, skulle ske fra Urnehoved.
Rent lovmæssigt skulle dette dog ske fra Viborg, men det så han vel bort fra. Men han tog ind på borgen, som i sin tid lå, hvor nu Nybro og Vestergade skærer hinanden. Her overraskede den unge hertug ham, fangede og lænkede ham på hænder og fødder. Han blev sendt over til sin broder, kong Knud den Fjerde, der lod bispen sætte i fængsel på Søborg Slot.
Hermed blev Danmarks skæbne afgjort. Den 8. juli 1191 blev der således skrevet danmarkshistorie i Aabenraa. I 14 år sad landsforræderen fængslet. Lige så snart han blev løsladt begyndte hans rænkespil igen, men det slap han ikke godt fra. Pavens banderole ramte ham.
Aabenraa – omkring 1800
I årene 1797, 1798 og 1799 foretog den tyske geograf Carl G. Küttner en ”Reise durch Deutschland, Dänemark, Schweden, Norwegen und ein Theil von Italien.
Denne rejse beskrev han i et stort værk på tre bind, formet i breve. Nogle af disse breve beskrev Aabenraa:
Præstens humlehave
Da Sct. Nickolai Kirke blev opført i 1252, blev kirkegården også flyttet herop. Jorden, hvor Skt. Knuds Kirke havde stået blev solgt til borgere som kålhaver, dels overladt præsteembedet som en del af lønnen. Gennem hele middelalderen kaldte man området for Præstens Humlehave.
Humle var i det gamle Aabenraa en meget stor handelsartikel. Den brugtes bl.a. i ølbrygningen. Den Aabenraaske øl Kykelhahn var brygget på præstehumle. Det var af særdeles god kvalitet og meget velsmagende.
Æ Holm
Arealet ud mod Østergade, som den øverste del af Skibbrogade hed i ældre dage, blev solgt fra. Her blev der i meget gammel tid bygget huse. Skibbrogade var en af byens vigtigste gader, hoved-færdselsåren fra havnen. Byens kerne var middelalderen igennem Skibbrogade, Fiskergade, Søndergades øverste del, Gildegade. Denne del af byen kaldtes æ Holm.
Krise i 1864
Byen blev hårdt ramt i 1864 og årene derefter. Endnu i 80’erne var der næsten intet nybyggeri. Den 1. december havde byen 6.215 indbyggere. Heri var iberegnet de garnisonerede soldater. I november 1884 var indbyggertallet sunket til 6.066. Faldet skyldtes at erhvervsvirksomheder flyttede. Også mange beboere fraflyttede af nationale grunde. Skibsbyggeriet stagnerede og ophørte helt. I 1895 var indbyggertallet kun 5.564.
Byggeboom omkring 1900 – tallet
Omkring 1900 – tallet begyndte indbyggertallet at stige. En stor byggevirksomhed opstod. Adskillige af byens forretningsvirksomheder er opstået i denne periode.
Hertil kom en masse anden byggevirksomhed.
Vi skal heller ikke glemme Reichsbank (Sparekassen) og sygehusets første afsnit. Der blev bygget på det opfyldte Karpedam, store dele af Gammel Kongevej,
Bjerggade, den indre del af Kolstrup, Forstallé, hele Møllegade, del af Sønderchausse (nu Flensborgvej). Også Callesensgade blev bebygget.
Den Nordslesvigske Folkebank byggede sit hus på hjørnet af Storegade og Kirkepladsen. Folkehjem blev skabt på grundlag af det gamle Schweizerhalle. Sankt Jørgens Kirke blev opført på en del af Folkehjems grund. Advokat Schmidt opførte en villa, der senere blev tysk konsulat og senere Aabenraa Børnehjem. Skibsrederne Jebsen og Jessen byggede villaer ude bag Lindsnakke.
Lige inden krigen blev man færdig med at bygge Präparandenanstalt i Callesensgade (Statsskolens anneks og pedelbolig).
De tre store byggeperioder
I Aabenraas historie er der tre store byggeperioder.
Den første var fra 1740 til 1790. Her var det gavlhusene og gavlkvisthusene. Den anden periode er monumentalbyggeriets og villaernes periode. Det var fra 1900 – 1914. Den tredje periode er tiden efter anden verdenskrig, og er hovedsagelig andelsbyggeriets og de mindre en – og to – familie-husets periode. Den prægede efterhånden byen med Rugkobbelkvarteret, Hjelmgården, Strandgården, Solgården, Lindsnakke-husene og de mange mindre huse i byens udkant.
Der blev selvfølgelig også bygget uden for disse perioder. Grand Hotel, Post – og telegrafvæsnets store ejendom på H.P. Hanssensgade, Grænsekommandoen – tidligere tysk privatskole. Landsarkivet er fra mellemkrigstiden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 6.02.2022