I 1813 fik den unge norske maler, J.C. Dahl en opgave af Peter von Scholten. Han skulle male udsigten fra Det Hvide Hus. Det kom der to smukke malerier ud af. Se Østerbros historie baseret på  disse to malerier. Vi skal bl.a. besøge Sortedamssøen, Blegdammene og meget mere. Et par kattuntrykkerier, Tapetfabrik og en voksdugs – fabrikant besøger vi også. Og så kigger vi på det hus, hvor maleren Købke, blev født.

 

Det Hvide Hus

Den unge maler J.C. Dahl fik til opgave af Peter von Scholten  at male udsigten fra Det hvide Hus. Malerierne findes i dag på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksberg Slot. Det er gennem disse to malerier, vi lader os lede rundt, og på denne måde får et enestående billede af Østerbro i begyndelsen af 1800 – tallet.

Det Hvide Hus havde adressen Østerbro 107.  Navnet Østerbro kommer af, at vejen uden for Østre Portmpå det første stykke vej var brobelagt. I begyndelsen af 1800 – tallet var området udenfor Østerport tyndt befolket.

 

Langt mellem husene

I 1801 boede der 659 på Østerbro. Der var langt mellem husene. Uden for byporten var der ingen beboelse, men på begge sider lå der kirkegårde. Holmens  til venstre og Garnisons til højre. Når man havde passeret Acciseboden omtrent på hjørnet af Kastelsvejen, så man Det Hvide Hus på højre hånd.

 

Søholt

Huset, som også på den tid blev kaldt Søholt blev opført i sidste halvdel af 1700 – tallet som lystejendom for etatsråd Niels de Hofman. Det var et hvidkalket 2 – etagers hus med mansardtag og sortglaserede tagsten og med 3 – fagkviste med altaner ud mod vej – og havesiden.  I årene 1778 – 1813 hed ejeren Lars Larsen. Han var tømmerhandler og grosserer samt en af Københavns største skibsredere. Herudover var han direktør i Den Danske og Nordiske Speciers Bank. Han boede inde i Nyhavn. Søholt,  som jo lå langt ude på Østerbro, var hans landsted til sommerbrug.

Det var ud for Søholt de danske forhandlere mødtes med de engelske kommissærer for at underskrive kapitulationen den 6. september 1807, efter det katastrofale nederlag, hvor englænderne sejlede bort med vores flåde.

 

Von Scholten bliver ejer

Den næste ejer af huset var stabskaptajn Peter von Scholten, som fik købekontrakt på huset i 1812, men skødet gjaldt kun selve huset. Grunden, som huset lå på var fæstet af staden, så den skulle først frikøbes. Her er formodentlig forklaringen på, at handelen først blev tinglyst i 1813.

Scholten ejede kun huset i en kort periode, for allerede året efter overtog toldskriver og justitsråd, Hans Boye ejendommen ved et skøde af den 5. september 1814. I vejviserens gaderegister
for 1816 – 1817 viser det sig, at han nu er død. Østerbro 107 ejes nu af justitsrådsinde Birgitte Cathrine Boye, der i 1815 havde arvet Søholt efter hendes mand.

1819 – 25 boede juristen A.S. Ørsted i Det Hvide Hus. Han var på det tidspunkt etatsråd og deputeret i Danske Kancelli og blev senere statsminister.

 

Familien Rosenkilde

I årene 1834 – 42 havde skuespilleren Christian Niemann Rosenkilde og hans familie bolig her. Han blev en meget elsket skuespiller og spillede flere komiske roller i Holberg – forestillinger. Hans datter, Julie Sødring  var også skuespiller, og hun har skrevet sine erindringer, som er udgivet med noter i 1951.

 

Julie Sødings erindringer

Fra de snævre, men hyggelige værelser i Adelgade flyttede familien Rosenkilde om sommeren ud til Østerbro – det var som at ligge på landet. Hun har blandt andet således skildret deres ophold i huset:

• Mange vil sikkert endnu kunne mindes Det Hvide Hus på Østerbro. Det laa lige for Søen og lignede nærmest et gammelt Palæ. Huset bestod af en Stue, 1 ste Sal og nogle Værelser oppe i det høje mørke Mansardtag. Tillige var der et herligt stort Loft med Altaner ud mod Søen og Haverne. Vor Lejlighed bestod af første Sal og nogle af Loftsværelserne. Værelserne var høje og luftige. Til Ejendommen hørte en stor prægtig Have, der strakte sig om bag Huset med en Mængde Frugttræer.

Det var et plankeværk i haven langs en lindealle der adskilte haven fra assessor, apoteker Møllers ejendom, Vennersro. Dennes store have stødte op til Classens Park og mod nord strakte Tuteins ejendomme sig.

 

Von Scholten i Det Hvide Hus

Men vi koncentrerer os om de par år  Scholten ejede Søholt.  Peter Carl Frederik von Scholten (1784– 1854) var oprindelig uddannet på Landkadetakademiet. Han gjorde tjeneste ved Vestindiske Hærstyrke, og blev taget til fange ved englændernes besættelse af Dansk Vestindien.

I 1807 blev han ført til England  som krigsfange, men blev året efter frigivet. I Danmark blev han udnævnt som sekondløjtnant a´la suite i Det Sjællandske Jægerkorps, hvor hans far var major.   1810 giftede den 26 – årige Scholten sig med Anne Elisabeth Thortsen  kaldet Lise. Han blev kammerjunker i 1812 og året efter blev han stabskaptajn.

I 1813 blev Peter von Scholten adjudant for Frederik den Sjettes generaladjudant Franz Christopher von Bülow. Scholten  blev desuden medlem af de røde fjer, tilnavnet for generaladjudantstaben, der i krigsårene 1807 – 14 dannede kreds omkring Frederik den Sjette.

Gennem Büllow fik Scholten personlig kontakt til kongen og denne har formentlig hjulpet ham til pengene til købet af Søholt. På trods af, at der findes en del litteratur om Scholten, findes der ingen omtale af hans korte tid på Østerbro. Vi har dog et håndgribeligt bevis i kraft af disse to malerier, han bestilte hos en ung kunstner, som i den periode blev undervist på Kunstakademiet, nemlig maleren J.C. Dahl.

 

Maleren J.C. Dahl

Dahl var 24 år, da han kom til København  i 1811. Han ønskede at male store landskaber. Han blev undervist på Kunstakademiet, og hvor undervisningen af eleverne bestod mest i
at tegne gipsafstøbninger af antikke figurer og udføre maleøvelser, der bestod i at kopeire de store mestres malerier.  Det kan derfor tænkes, at Dahl med glæde har taget imod von Scholtens tilbud om at male de to landskabsbilleder af udsigten fra Det Hvide Hus.

Under Dahls  syv år lange ophold i Danmark blev han hurtig kendt som en dygtig maler og hans kunder var både kongehuset og landets overklasse. I 1818 forlod han landet og fik i 1824 et professorat i Dresden.

 

Udsigt fra Sortedamssøen

Det første af Dahls malerier viser en eftermiddagsstemning ved Sortedamssøen med byens tårne og længst væk Frederiksberg Slot i horisonten. I billedets forgrund ses Sorte Dam, den sorte dæmning, som spærrede for søens udløb i Øresund, og som nævnt i 1858  skiftede navn og blev til vore dages Østerbrogade.  Til venstre i billedet skimtes Citadelsvejen (Kastelsvejen), i dag Classensgade.  Næste vej er den nuværende Dag Hammerskjölds Allé, dengang hed den Østerbros Allé eller blot Alleen.

Til venstre for huset på hjørnet ses Farimagsvej i dag Farimagsgade og til højre for huset lå Kærlighedsstien  eller Ægteskabsstien eller Venskabsstien, som den også kaldtes. Det er her Øster Søgade ligger i dag. Så mange veje var der samlet på det sted, der nu hedder Lille Triangel.

 

Münters bolig

Lader man blikket følge søens sydlige bred, ser man et hus i alt det grønne. Det er matrikel 117, hvor grunden strakte sig til Farimagsvej og helt ned til søen. Den blev i 1770 købt af præsten Balthasar Münter, som i 1765 var kommet til Danmark  for at være præst for den tyske menighed ved Sankt Petri Kirke.

Münters hjem lå  inde i byen og her ude på landstedet var samlingssted for tidens kunstnere og videnskabsmænd, og selv kom han til at spille en rolle i det kulturelle og religiøse liv.  Han er blandt andet kendt for sine samtaler med Struensee, som han blev bestikket sjælesorger for i 1772, mens denne sad i sin celle i Kastellet og ventede på sin dom. Münter udgav samme år bogen: Bekehrungsgeschichte des Grafen Struensee.

 

Sønnen med til at grundlæge Nationalmuseet

Sønnen Friederich overtog ejendommen efter Balthasar Münters død i 1793. På baggrund af hans store interesse for arkæologi blev han medlem af Kommissionen for de Nordiske Oldsagers Opbevaring, og var en af grundlæggerne af det senere Nationalmuseum.  Friederich Münters søster Friederike blev som 18 – årig gift med den rige købmand og administrator af Dansk – Vestindisk Kompagni, Constantin Brun. Han var en af de rigeste mænd i Danmark omkring statsbankerotten i 1813.

 

Friederikke Bruns erindringer

Foruden deres hjem i Bredgade havde de også landstedet Sophienholm  ved Bagsværd Sø. Sophienholm er i dag udstillingssted for skiftende kunstudstillinger. Friederikke Brun udgav flere digtsamlinger og en række dagbøger og rejseskildringer. I sine Ungdomserindringer skildrer hun farens have ved Sortedamssøen:

• Beliggenheden var virkelig ret yndig, og Udsigten maatte kaldes smuk. Thi fra Vinduerne i Huset saae vi mod Øst ud over Sundet, som myldrede af Liv og trængsel.
• Mod Syd aftegnede sig prægtigt Kjøbenhavns skyggefulde Volde og Taarnenes Omrids. Mod Vest saae vi ud over den spejlblanke Sø, de af grønnende Buskads hegnede Bredder,
  oplivede af Landskaber, Fabrikker og Blegepladser, op mod den langsomt skraanende Bakke, der krones af Frederiksberg Slot med dets Haver. Vi fik anskaffet os en lille god Baad, og admiral Adam Moltke i egen Person lærte mig at ro, saa jeg ofte i Timevis alene roede Fader, Moder og Søster rundt paa Søen.

 

Huset blev kaldt ”Elba” 

Efter Frierich Münters død overtog grosserer Johan Friederich Zinn ejendommen, som han kaldte Elba. Hans datter, Emma blev i slutningen af 1820erne trolovet med komponisten J.P.E. Hartmann  ved en højtidelighed i haven ved en lille høj, som siden i familien blev kaldt Tante Emmas Høj.

 

Collinsgade

Da Øster Søgade blev anlagt i 1870erne og Farimagsgade udvidet, blev den store have beskåret og senere solgt for, at man kunne opføre de store femetagers ejendomme sidst i 1800 – tallet. Gaderne kom til at hedde Zinngade og Elbagade, man da der også findes en Elbagade  på Amager er den senere blevet omdøbt til Collinsgade.

 

Gartner Reeh

Længere nede ad søens sydøstligste bred havde gartner Reeh sin planteskole, som han anlagde i 1760. Området kaldte han Østerholm og husene lå der, hvor Høyensgade og Hallinsgade ligger i dag.

Gartner Reeh var en af de første, der dyrkede kartofler på disse kanter, og han blev derfor kaldt Kartoffelmanden. Efter sigende stammer navnet Kartoffelrækkerne, som rækkehusene kom til at hedde, fra de mange rækker med hyppede kartofler, som før fandtes her. Læger havde advaret mod de elendige boligforhold mange levede under. Efter de frygtelige følger koleraepidemien i 1853 havde, dannedes en byggeforening til opførelse af arbejderboliger her i Kartoffelrækkerne, som flere andre steder i byen.

 

Sølvgades Mølle

I horisonten ind mod København,  ses flere tårne og møller. Til venstre for træets stamme ses Garnisons  Sygehus. Derefter kommer Sølvgades Mølle, som var placeret på Quitzows Bastion. Den gamle stubmølle blev i 1770 erstattet af en hollandsk mølle, som stod i 100 år, før den blev revet ned i 1870. I dag ligger Statens Museum for Kunst, der hvor møllen tidligere stod.

Lidt længere til højre ses Rosenborg Slot, som Christian den Fjerde  lod opføre 1606 – 1607. Efter tre ombygninger blev det til et pragtslot. Det var kongebolig frem til 1710, og er nu kulturhistorisk museum.

Lidt bag det ses Trinitatis Kirke og Rundetårn. Også her var det Christian den Fjerde, der var bygherre til dette højst originale bygningskompleks. Rundetårn stod færdigt i 1642, mens kirken først blev færdig i 1656.

 

Gothes Mølle

Den næste mølle som ses, er kæmpemøllen Gothers Mølle på Stadsoberstens Bastion. Efter at have været stubmølle fra 1650 – 1752 blev den genopført som hollandsk mølle i 1753. Den nedbrændte i 1867, og i dag ligger Nørreport – indgangen til Botanisk Have, hvor møllen før stod.

 

Vor Frues Kirke

Den næste bygning i rækken er Vor Frue kirke. Den har haft et kæmpespir på 120 meter. Det nuværende tårn er 58,5 meter højt. Under englændernes bonbardement i 1807 nedbrændte
kirken totalt. Sidste kirke i rækken er Sct. Petri Kirke, den tyske menigheds samlingssted.

 

Jenners Kattuntrykkeri

Går vi videre til søens nordvestligste bred, finder vi blegdammene, som var lange smalle jordstykker, der gik mellem Dossseringen, det var stien langs Sortedamssøen og
Blegdamsvej. Vejen blev anlagt i 1661, og skulle anlægges i en bredde af 24 alen med en beplantning af lind eller pil på begge sider.  Efter svenskekrigene 1657 – 60 måtte der kun bo blegmænd og lignende folk herude. De fleste af grundene blev anvendt til blegning af hørgarn og bomuldstøj, som blev gjort vådt og bredt ud til blegning i solen. Længst borte i billedet på
den 8. blegdam, havde den hollandske familie Jenner  i 1700 – tallet deres kattuntrykkeri. Friederike Brun fra Elba fortæller i sine ungdomserindringer, at hun ofte roede over søen og besøgte familien Jenner. Hun kom meget på kattun-fabrikken og følte sig helt hjemme i farver – og malerstuerne og var fortrolig med glittepressen.

 

Kierkegaard med i ejerkredsen

Kattuntrykkeriets  ejerskab blev udvidet i 1806 med fire af de førende klædehandlere i byen. Den ene var Michael Pedersen Kierkegaard, som var far til Peter Christian og Søren Kierkegaard.   I den anden ende af den 8. blegdam, den der vender mod søen, indrettede restauratør Olsen i 1880erne sin restaurant Søfryd.

 

Østerbro Isværk

På den 12. blegdam lå  Østerbros Isværk. Man udnyttede de kolde vintre, så når søen var frosset helt til, skar man isen i mindre stykker og opbevarede den i isolerede lagerrum, der om sommeren fik kalket tagene hvide.   På den 13. og 14. blegdam indrettede Jacob Parnemann 1776 også et kattuntrykkeri. Det er formentlig fra hans tid det fire-etegers bindingsværkshus stammer. Det blev oprindeligt brugt som tørrehus for bomuldsstofferne og senere til gymnastiklokale. Det blev nedrevet i 1883.

 

Her blev Chresten Købke født

1813 fik tobaksfabrikant Christian Anthonsen Siegumfeldt skødet på 15. blegdam, og det følgende år stod huset færdig. Det var dette hus, bagermester Peter Behrendt Købke flyttede ind i 1833, da han flyttede fra Kastellet. Huset og omgivelserne har vi en del billeder af, da sønnen Christen Købke fandt motiverne til mange af sine malerier her.

Selve huset havde indkørsel fra Blegdamsvej og rummede 23 værelser, så der var plads til hele den store familie. På samme blegdam lå ved søsiden en villa, som fra 1870erne var restaurant
, og i haven var der lysthuse, keglebaner, musiktribune og andre forlystelser.

 

Manchesterfabrik

I slutningen af 1700 – tallet ville staten hjælpe industrien til at fremstille tekstiler her i landet. Man havde tidligere måtte importere alt fra udlandet. Staten var villig til at investere betydelige beløb i foretagendet, som man forventede ville give et pænt overskud.

Da man ikke havde erfaring herhjemme, bad man den svenske altmuligmand, Charles Axel Nordberg om at komme til Danmark og anlægge en Manchesterfabrik. Det var en fabrik, der kunne fremstille de yndede kattuntrøjer.

 

Bomuldsfaktur

Man dannede Det Kongelige privilegerede Bomuldsfaktur og indrettede fabrikken på 20. blegdam. Fabrikken skulle ud over at fremstille bomuldsklædet også være uddannelsessted
for tekstilindustrien. Man havde store ambitioner og fabrikken blev udvidet og bredte sig over blegdammene 19, 20, 21 og 22.  Fabrikationen gik imidlertid ikke så  godt, for maskinerne voldte til stadighed problemer. Under krigen i 1807 blev det hele ødelagt og fabrikationen stoppede.

I 1810 står kattunfabrikant O.C. Reincke som ejer, og i 1811 overtog fabrikant C.F. Juncker  den 20. blegdam, og fik en omfattende produktion i gang med 120 ansatte og 16 daglejere.

 

Tapetfremstilling

På den 21. blegdam fik Zacharias Niemann den ide at fremstille tapeter. Han havde forstand på at lave kønrøg. Han ansøgte derfor kongen om tilladelse til at etablere en manufaktur uden for Øster Port. Han mente, at kunne dække hele Danmark og Norges forbrug. Han fik tilladelse på betingelse af, at det var kvalitet, som han fremstillede. I første  omgang skulle han dække behovetpå Sjælland. Niemann fik sin fabrik og erhvervede grunden. Han valgte dog senere at sælge sine privilegier til Sven Svendsen  og Joachim Severin Bonsack.

 

Voksdugs– fabrikanten

I 1834 havde Jørgen Ernst Meyer fået borgerbrev og kunne nu smykke sig med titlen, malermester. Voksdug blev fremstillet af lærred, som først blev strøget over med lim for at tætne strukturen i stoffet. Derefter blev der smurt fernis på, ofte i mange lag, og der blev slebet med sandpapir ind imellem. Til sidst blev der trykt et mønster på. Det var altså en langsommelig
affære, men det blev meget brugt, både til regntøj og duge og til gulvbelægning.

Han fik i 1838 sit eget patent på fremstilling af voksdug. Han ville gerne have en produktion som også kunne holde malersvende beskæftiget om vinteren, og hertil egnede voksdugsfabrikation sig godt..  I 1840 blev det muligt for ham at fæste og senere købe en grund ved Sortedamssøen, den tidligere 21. blegdam.

Først i 1853, hvor militærets grænse for nybyggeri udenfor voldene blev opgivet, blev det muligt for ham at købe og bygge fabrik, villa og have. Blegdamsvej 92b var en lang strimmel jord, der gik fra Blegdamsvej og ned til Sortedamssøen, Ryesgade var endnu ikke anlagt. Den tidligere Manchester – fabrik var gået konkurs, og de havde efterladt et stort hus nede ved Sortedamssøen med to etager og med loftetage. Her slog Meyer sig ned med sin familie.

Fabrikken blev indrettet således, at spildvarmen fra ovnene med fabrikation af lakarbejdet blev udnyttet til tørring af produktionen af voksdug. Senere startede han sit eget lakkogeri og en fabrikation af blikvarer til lakering.

En folketælling viser, at Jørgen Ernst Meyer flyttede sammen med sine tre døtre og sin gamle mor, der var blevet enke. På samme adresse boede i 1845 også en Nikoline Schneider – formentlig som husholderske til at se efter hus og børn, foruden to tjenestepiger.

I 1850 er Jørgen Ernst sat som husfader og Nikoline  er nu hans kone. De blev gift den 9. juli 1845, da han var 43 og hun 25 år.

 

Udsigt mod Øresund

Det andet maleri viser en morgenstemning over Søholts have og Øresund. I haven var der mange frugttræer og blomsterbede med skyggefulde gange. For enden af haven ligger naboens hus og til venstre ligger dammen i professor Nachtigals have. Ved dammens bred ses det særprægede hus i Tuteins have. Til højre ses Kastellets volde og indløbet til havnen, og længere borte ligger fortet Trekroner. På sundet er der talrige sejlskibe og den svenske kyst skimtes i det fjerne.

Der ses flere personer på billedet og Jan Buchter har forsket i det, og fundet frem til følgende konklusion.

 

Scholtens chef på maleriet

Hvis vi forudsætter, at billedet med udsigten over sundet er malet i eftersommeren 1813, så havde Scholtens familie på det tidspunkt følgende medlemmer: Hustruen Lise  var 27 år gammel, det ældste af deres to børn, datteren Elisabeth Cartharine var lige fyldt to år og den yngste, Adelgrunde Elise Marie var et halvt år. Peter von Scholten selv var 29 år.

Disse fire personer passer fint til maleriet, den unge kvinde med de to små børn og den unge mand til venstre på havebænken. Men foruden disse er der også den høje og noget ældre mand, ham der sidder til højre på bænken. Det kan ikke være Scholtens far eller svigerfar, de er begge døde før 1813. Det er derfor nærliggende at antage, at det er Scholtens overordnede, generalmajor F.C. Von Bülow, der da var 44 år.

Bülow var sammen med kongen nøglefiguren i Scholtens liv, og han var den, der havde gjort købet af Søholt muligt. Derfor må det være Bülow, der på maleriet har fået hæderspladsen ved siden af Scholten.

 

Vejemester på Sct. Thomas

Den 28. januar 1814 tog von Scholten sin afsked fra militæret, for dagen efter at blive udnævnt til vejermester på Sct. Thomas. Scholtens hastige salg af Søholt skyldtes sikkert den kraftige reduktion af militæret samme år, og Scholten har sikkert set det som sin redning, da han fik embedet som kgl. måler og vejer på Sct. Thomas.  Søholt fik senere fjernet sine to altaner, hvilket man kan se på billeder, som er senere end 1857.

 

Forkerte titler

De to malerier befinder sig som sagt på Frederiksberg Slot,  men har fejlagtigt fået titlerne, Udsigter fra det Tuteinske Landsted på Østerbro. Jan Buchter har påpeget, at billederne ikke er set fra Tuteins Rosendahl men fra Det Hvide Hus.

Misforståelsen er måske opstået ved at det ikke er den 88 – årige Frederik Tutein, der har stået for overdragelsen af billederne til museet.

I stedet har andre, der ikke kendte forhistorien, fortalt at malerierne var fra Østerbro, hvor familien Tutein i sin tid havde det kendte landsted Rosendal. Frederik Tutein må have vidst, at billederne ikke var fra hans bedsteforældres landsted, idet familien først solgte Rosendal i 1853, da Frederik Tutein var 28 år gammel.  Og således sluttede vores rundtur omkring et hus i 1800 – tallets Østerbro

 

Kilde:

• Østerbro Lokalhistoriske Forening
• Litteratur Østerbro
• www-dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

 – www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf er 101 artikler fra Østerbro:

• Blegdamme på Blegdamsvej
• Christen Købke – en maler på Østerbro
• Classens Have på Østerbro
• Garnisons Kirkegård
• Henrettelse på Østerbro
• Kartoffelrækkerne på Østerbro
• Kastellet (1- 5)
• Livet i Nyboder og på Østerbro
• Østerbro langs søerne og mange flere 

Redigeret 10.10.2021

 

Tak til Østerbro Lokalhistoriske Forening. Tre forskellige Helgoland blev etableret ved Svanemøllen. Den ene forliste på Saltholm. Den sidste blev lukket grundet forurening. Badeanstalter
dengang, blev bestilt hos en skibsbygger. Og et tip: Snaps fjerner lus. En behjertet sjæl forsøgte sig med transportable badekar. Det var nok lidt besværlig for vandet måtte bæres op.

Almindelig at bade i
Øresund

Udover at nyde udsigten var det også  almindeligt at man badede i Øresund, og der var oprettet flere badeanstalter i havnen og nord for denne.

 

Vandet skulle bæres op

Et badekar i lejlighederne kunne der nemlig ikke blive tale om i disse år, da vandet skulle bæres op ad trapperne. Men også et bad ude i byen var en sjælden luksus. Badeanstalter måtte ikke anlægges uden efter tilladelse fra Vandkommissionen, og denne vågede over sine pumpe – og springvand.

 

Transportable badekar

Et bad kunne fås på Frederiks Hospital i Bredgade, og desuden fandtes fra ældre tid en enkelt anstalt i Hotel du Nord. Den var kongelig privilegeret, og badene var her meget dyre.  I 1840 fik enken efter Herman Randulf, krigsassessor og fregatkaptajn i brasiliansk tjeneste tilladelse til at anlægge en badeanstalt i gården til nr. 230 ved Nørrevold,  men vandet dertil skulle man tage fra gårdens egen brønd.

Året efter ansøgte Dominico Capozzi om bevilling til,

• ved hjælp af transportable badekar at betjene dem, som måtte attrå  sådant med bade hjemme i deres huse, såvel af brøndvand, søvand som kolde og varme samt svovl – og urtebade.

Magistraten anbefalede andragendet,

• da vi vil skønne, at noget herimod kan være at erindre, efterdi hverken Søbadeanstalten ved Rysenstens Bastion eller vognmand Jørgensen, der nu ejer Hotel du Nord, er i besiddelse af nogen eneret til at holde bade.

 

Dampbad

I 1846 anbefalede Magistraten ligeledes et andragende fra hattefabrikant Feldberg i Kronprinsensgade om at indrette et dampbad. Det fornødne dampanlæg havde han allerede, da det brugtes til hans fabrikation af silkehatte.

 

Sø-badeanstalt fra 1824

Der fandtes en sø-badeanstalt anlagt ved Rynestens Bastion i 1824 og i 1840 fik gartner Rasmus Limkilde så tilladelse til at anlægge et badehus i Kallebodstrand ud for sin ejendom Ratzeborg, men de lå så langt ude på Vesterbro, at de ikke fik nogen betydning for Østerbro – borgerne.

 

Billedhugger Møens badeanstalt

Udenfor den gamle Østerport blev den første badeanstalt opført i 1843 af billedhugger Møen på kammerherre Classens strandjord. Møen solgte i 1854 sit etablissement til forhenværende hovmester Engelbrecht, der fik bevilling til at fortsætte forretningen.

 

Badehuse ved Strandvejen

Bechs Badeanstalt ved Kalkbrænderiet nævnes 1847, og samme år fik Jens Knudsen tilladelse til at anlægge en badeanstalt ved siden af Møens. Flere og flere begyndte at bygge badehuse
ved Strandvejen, så de bagved liggende grundejere protesterede, da badehusene ville tage udsigten til Sundet.

 

Offentlig badested

Som offentligt badested på Østerbro benyttedes den søndre kaj ved Gamle Kalkbrænderi, men til sidst klagede fabriksejer Krause over det, og han tilbød at anvise et bestemt stykke af stranden til gratis badeplads.

 

Snaps fjernede lusene

Som sagt havde hygiejnen vanskelige kår i hjemmet i starten af 1900 – tallet. Der var ikke toilet og bad i lejlighederne. Badningen måtte ofte ske i køkkenet, og om vinteren blev børnene vasket i en balje vand foran kakkelovnen.  Det er fortalt, at en snaps skyllet i håret kunne fjerne lusene. Mange københavnere benyttede havnen og Øresund til at holde hygiejnen i orden. Ved folketællingen i 1906 blev der oplyst, at 4.700 eller 3,8 pct. havde adgang til baderum. Af to og tre værelses lejligheder havde 800 eller godt 1 pct. adgang til et badeværelse.

 

Svømning som fag fra 1814

Med skoleloven af 1814 indførtes svømning som fag. De sø-badeanstalter som blev opført i kystbyerne, skulle danne rammen om denne undervisning helt frem til 1920 – 30, hvor de første
svømmehaller blev bygget.

 

Østerbro Svømmehal

Den 1. november 1929 åbnedes Østerbro Svømmehal af Kong Christian den Tiende  og Thorvald Stauning efter et samarbejde mellem kommunen og Københavns Idrætspark. Hele anlægget kostede 1,6 mil. Kroner. Derefter kom Frederiksberg Svømmehal i 1934 og først i 1953 åbner Damsøbadet.  Efterhånden som skolerne fik egne badefaciliteter afsluttedes gymnastiktimen med det obligatoriske brusebad. Til badet fik eleverne udleveret sæbe og træuld. Vandet var 37 grader og afsluttedes med en kold douche på ca. 20 grader. Det føltes iskoldt.

 

Svanemøllen

Svanemøllebugten er navngivet efter Svanemøllen som nedbrændte i 1892. Der havde før ligget en stubmølle her, den var blevet opført i 1758. Den fik sit navn efter en svanedam, der lå
i nærheden, og som også gav navn til værtshuset Svanholm.  Der var ellers kun få bebyggelser i området, så Svanemøllen kunne rigtig udnytte vinden fra Øresund.

 

Den første Helgoland

Den første Helgoland, sø-badeanstalt lå på det gamle Svanholms jorder, hvor Svanholms Tivoli og Svanholm beværtningen i sin tid også lå.  Ved siden af Svanemøllen  med indgang fra Strandvejen lå et hus bygget i 1700 – tallet, ved navn Frederiksdal. Ejendommen blev i 1883 overtaget af en kaptajn J.G.A. Nilsson, der etablerede en sø-badeanstalt, som han kaldte Helgoland.
Hvorfor – dette navn?

Grunden til at han brugte dette navn, kan man kun gisne om, men øen ved Tysklands  nordkyst var blevet kendt som solskinsøen, på grund af de mange solskinstimer, det milde klima på grund af golf-strømmen og de helbredende kurbade. Dette sundheds renomme ville man sikkert gerne overtage. Øen havde for øvrigt i en lang periode været dansk.

 

Badeanstalt bestilt hos skibsbygger

Nilsson var året før kommet til København fra Stockholm med tyve svømmere for at give opvisning. Han fandt imidlertid forholdene så primitive, at han fik ideen til at bygge en badeanstalt. Af etatsråd C. Ferslev  købte han grunden på Strandvejen nr. 20 for 20.000 kr., og en badeanstalt blev bestilt hos skibsbygger Rosenfeldt. I alt 30.000 kroner kostede badeanstalten.  Sø-badeanstalten Helgoland var konstrueret, så den flød på pontoner af zink, og den åbnede som en sommerforlystelse den 16. juni 1885.  I huset var der også andre forlystelser. Der var Café, Konditori og Krohave med musik, ja selv em keglebane var der plads til.

 

Mulighed for vinterbadning

Om sommeren lå badeanstalten for anker i Svanemøllebugten, og den første vinter overvintrede badeanstalten på Orlogsværket. Næste vinter ville Orlogsværket ikke have det store skrummel liggende, og derfor måtte badeanstalten ligge ude hele året. Det gav mulighed for vinterbadning, og så vidt man kan se, begyndte man allerede at vinterbade i november 1886.

Der blev indrettet et kammer for damer og et for herrer på 3 x 3 alen med en kakkelovn placeret så  den kunne give lidt varme til begge rum. Man kunne snakke sammen, men ikke se
hinanden, for allerede den gang brugte man ikke badedragt.

 

Badeanstalt endte på Saltholm

Den 10. marts 1896 stak den flydende badeanstalt til søs. Vinteren var udsædvanlig hård, og hele Sundet var frosset til med store isflager. En kraftig vestenvind, rev med isens hjælp, hele badeanstalten løs fra fortøjningerne, og drev under stor dramatik i land først på Middelgrundsfortet,  og senere på Saltholm hvor den led totalforlis.

Forretningen blev derefter døbt om til Carlsberg – Pavillonen med hovedsagelig  øl – salg. I samme område fandtes flere sø-badeanstalter af forskellige størrelser, bl.a. kan man læse på et skilt, at der til højre for Svanemøllens grund lå Engelbrechs Sø-badeanstalt.

 

Helgoland 2

Helgoland 2 blev opført i 1897, og denne gang blev den bygget på pæle for at gøre den mere stabil. Den lå omtrent der, hvor Solvænget mødes med Strandpromenaden
i dag. Den nye og mindre Helgoland blev bygget af resterne af den gamle badeanstalt og i folkemunde kaldet Bondegården.

 

Vinterbadeanstalt

Tæt ved land byggede man i 1900 en vinterbadeanstalt med hoffotograf Juncher Jensen som initiativtager. Anstalten havde en sal omgivet af 8 værelser for herrer og seks for damer. Desuden var der 5 store kakkelovne, et styrtebad, en vægt og gymnastikredskaber. Det var den tid, man gav disse gale mennesker, der badede om vinteren navnet, vikinger.

 

Beretning fra 1903

I Illustreret Tidende  den 1. februar 1903 har vi fundet følgende beretning:

• Den, der en vintermorgen kommer tidligt ud af Strandvejen vil da træffe en skare tættilknappede damer og herrer cyklende eller til fods med kurs mod badeanstalten Helgoland,
  hvor hver morgen – om vejret er aldrig så forrygende – tager deres bad i Øresunds salte vover. Dem har beboerne herude givet tilnavnet Vikinger og Strandmænd. De hengiver sig til et badeliv, så friskt og muntert, som ingensinde om sommeren. Et fuldtonede ”Godmorgen” fra samtlige tilstedeværende lyder den indtrædende i møde, og efter en hurtig afklædning går det lige på hovedet i søen. Nogle svømmer omkring, så de ligner hvalrosser, idet isen fryser på overskægget, men som regel tages der kun 5 a 6 dukkerter, så
  hurtigt op, hastig påklædning, og man skynder sig til dagens gerning. Der bader en 100 herrer og en 50 damer, næsten alle kendte københavnere, der kan glæde sig ved et godt helbred og godt humør. De er vist de eneste, der ikke vil indrømme, at Nansen udførte nogen storbedrift, da han sprang i vandet efter den bortdrenve kajak, idet der jo i 25 graders
  kulde er helt lunt i vandet, der kun står på 0 grad.
• Årets store fest falder altid i januar, da bliver alle skjoldmøer og vikingerne, alle dem, der vinteren igennem har badet, optaget i laget og modtager deres vikingebrev, da serveres der med flæskekage og fosterbroderskålen drikkes på gammel vikingevis i mjød, da er begejstringen altid stor, og der drikkes skåler for, at den gamle heltekraft i Norden ikke må
  uddø.

 

En ny Strandpromenade

De to badeanstalter fik lov til at stå  til 1914, hvor man ønskede at anlægge den ny Strandpromenade,  og derfor ville man flytte kystlinjen længere ud. Man brugte blandt andet jorden fra Boulevardtunnelprojektet til opfyldningen. Man havde vedtaget en vejplan i 1917, som førte Strandvejen langs kysten og videre nordpå, men det viste sig umuligt at videreføre den over Tuborgs grund, og her stopper den stadig i dag.

 

Gode penge i badeanstalter

Firmaet A.W. Colding’s Efterflg.,  der boede i Kalkbrænderihavnsgade, havde import af salt fra engelske og tyske saltværker  sammen med, at de drev handel med koks og kul.   Da badeanstalter på den tid igen var blevet moderne, mente man, at det var gode penge at tjene i den branche. Så i 1911 bad man, den tidligere skibstømrer J.P.V. Hansen, om at bygge en badeanstalt i Svanemøllebugten.

 

Helgoland 3

Denne tredje Helgoland blev bygget 3 – 4 hundrede meter sydligere end de foregående sø-badeanstalter, nemlig der hvor Svanemølle – lystbådehavnen i dag er beliggende og ca. udfor stedet, hvor Café Jorden Rundt ligger. Den ny beliggenhed tog blandt andet hensyn til, at man ikke skulle genere udsigten for, som ordførende for udvalget i Borgerrepræsentationen sagde:

• ganske overordentligt prægtige villagrunde…..på det vistnok smukkeste udsigtspunkt byen har.

Det at gå på badeanstalt var nu oppe i tiden og adspredelser var der ikke så mange af dengang. I 1913 stod det tredje Helgoland færdig. Den blev Nordens største badeanstalt, den hvide by på vandet, og blev også bygget på pæle. Ved de store idrætsstævner kunne anlægget huse 2.000 tilskuere omkring 100 – meter bassinet, som var et konkurrence-bassin med vipper og udspringstårne. I alt bestod den af syv lukkede bassiner, omklædningsrum og en stor restaurant.

 

Kloakudløb 

I 35 år kom Helgoland til at ligge i Svanemøllebugten. Placeringen var mildest talt ikke heldig, idet Øresundshospitalet, der dengang var et tuberkulosehospital, havde kloakudløb direkte
i Øresund.  Imidlertid var Københavns Kommune begyndt at kloakere byen, men skidtet blev ført u-renset gennem kloakledning ud i Svanemøllebugten.

 

Lukket på  grund af forurening

Helgoland blev lukket i 1932 på grund af forureningen og revet ned i 1937. Helgoland blev genopbygget ved Amager Strand, hvor vandet stadig er rent. I Svanemøllebugten blev der gjort plads til den nye lystbådehavn.

 

En åben kloak

En af Københavns ældste åbne kloaker er nu lukket. Det var den gamle Lersøgrøft, der løb langs S – banen (Ryparken Station) under Lersøpark Allé og Lyngby – motorvejen. Det var en åben kloak med skrå  betonfliser på siderne. Det var en spændende legeplads for drengene, der kunne springe fra side til side ved at træde på fliserne. Det gjaldt om at holde farten, ellers dumpede man i vandet (lortet).   Lersøgrøften var en del af Københavns første store kloaksystemer fra længe før, byen fik sin nuværende form. Den oprindelige Lersø, som var en naturligt skabt sø strakte sig i en stor bue om byen.

 

U-renset ud i Svanemølle – bugten

Søen blev brugt til både dag – og natrenovation. Københavns Borgerrepræsentation havde i slutningen af 1800 – tallet livlige debatter om søens anvendelse. Det endte med, at den ad åre blev fyldt op, blandt andet med almindeligt affald og senere brugt til park og kolonihaver.  Den åbne rende brugtes først og fremmest til overløb fra det almindelige kloaksystem, som 10 og 12 gange flød over på grund af kraftig regnskyl.  Regnen kunne være så voldsom, at vandmasserne fik rensningsanlæggene til at blokere og kloakvandet blev lukket u-renset ud i Svanemøllebugten.

 

Kunstig strand ved Svanemøllen

Borgerrepræsentationen i København har etableret en kunstig strand i Svanemøllebugten ved Strandpromenaden. Og nu er vandet rent. Det var det her i sommers, hvor vi var ude og dyppe tæerne. Den kunstige strand trækker virkelig mange mennesker til.
Kilde:-

• Østerbro Lokalhistoriske Forening
• Jørgen Kisbye Møller m.fl: Omkring Svanevænget, kvarteret ved Svanemøllebugten (1983)
• Kongeriget Danmark, Statistisk topographisk Beskrivelse, J.P. Trap (1879)
• Svend Aaakjær m.fl.: København Før og Nu – bd. 5 /Hassing 1950
• Palle Lauring: Ude og inde i København 1850 – 1820 /Gyldendal 1965
• Hans Helge Madsen: Østerbros Herligheder – en bydels identitet/ Nationalmuseet 1986
• Hans Helge Madsen: København før og nu og aldrig /Fogtdal 1983
• Illustreret Tidende
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler heraf 101 artikler fra Østerbro:

• Classens Have på Østerbro
• Gamle Havne på Østerbro
• Langelinie – dengang
• Nord for Østerbro
• Strandvejens Historie

Under Nørrebro (304 artikler) 

• Latriner og kloaker på Nørrebro 
• Med tog over Lersøen
  

Redigeret 11.-10-2021

Klunserne byttede koner. Missionspenge blev investeret hos slikmutter. Politiet på  Fælledvejen var indstillet på  jokes. I 1965 var der 123 udskænkningssteder på
Nørrebro. Vi kigger på Nørrebro – moden i 1930 – 1940erne. Og så går vi Stefans Biografteater. Der var små værelser og lokum i gården. Så var der mange enlige kvinder på Nørrebro. Og ved Nørrebros Runddel var der for mange træer. Vi skal også i teater og til bal i Folkets Hus. 

  

 

Den gamle Runddel

Nørrebros Runddel blev anlagt samtidig med Jagtvejen i 1750. Man plantede masser af træer. Men efterhånden som trafikken voksede fik man problemer med de store poppeltræer., der var plantet med 2 – 3 meters mellemrum. Møllerne mente også, at træerne tog for meget vind fra deres møller. Så i 1844 blev det bestemt, at hver anden af træerne skulle fældes. Ja egentlig var det for sent. For man sagde på Nørrebro, at på grund af manglende vind var den ene vindmølle blevet til en hestemølle.

Forskønnelsesudvalget mente også, at man fremover skulle plante lind – eller elmetræer. De hele gamle nørrebroer mener, at det er på Runddelen  at Nørrebros hjerte befinder sig. I 1924 blev Runddelen forvandlet til det, vi stort set, ser i dag.

Dronning Louises Bro

Den 7. september 1887 fyldte Dronning Louise 70 år. Men det var også den dag, hvor Dronning Louises Bro blev indviet i sin fulde bredde.

Skt. Stefans Apotek

Det var også ved Runddelen, at Hovedstadens Brugsforening blev dannet. Det var her, hvor Nørre Central Café og dansestedet Troika lå.

I februar 1890 søgte Farmaceutisk Medhjælperforening tilladelse til at oprette to nye apoteker i  København. Det Kongelige Sundhedskollegium havde fundet frem til at der var et særligt behov Den del af Københavns Kommune, som ligger udenfor Jagtvejen og Falkoneralleen med de tilhørende Dele af Brønshøj Kommune.

Det var et område, der husede 120.000 mennesker. Derfor foreslog kollegiet, at der foreløbig blev åbnet to apoteker. Et, der skulle dække Frederiksberg (H.C. Ørsted Apotek) og så et på Nørrebro – kanten.  Det var ikke noget lille kvarter, området skulle dække.  Det nye apotek blev opført på  den grund, der tilhørte den gamle Øhlunds Mølle.

Dengang rejste der sig en flot apoteker – bygning midt på marken. Men Skt. Stefans Apotek var født.

Enlige kvinder

I visse kvarterer på Nørrebro udgjorde enlige kvinder, der var forsørgere hele 40 pct. Sådan var det i 1901. Mere end andre steder havde de erhvervsarbejde. I baggårdene var der mange små arbejdspladser. Men der var også mange store som Schmidt, Mygind og Hüttemeiers Maskinfabrik og Schiønning og Arvè.  I 1909 var ugelønnen for en faglært arbejder 18 kroner.

Små værelser og lokum i gården

Værelserne i Nørrebrogade 225 var små i 1917. Køkkenet var ude på gangen. I soveværelset kunne sengene ikke engang stå ved siden af hinanden. Det var karbidlampe i stuen og gasblus til oplysning i køkkenet. Der var ingen lys i opgangen. Der var gammeldags lokum i gården. Det var ikke sjovt midt om natten, at skulle ned fra femte sal med et stearinlys i hånden for at besørge nede i Retiraderne.

Natmændene kom med deres ladvogn med to heste forspændt og hentede de fulde tønder. Sikke en hørm. Ja prisen for hele herligheden om måneden var, hvad man kunne tjene om ugen i papirfabrikken i Skyttegade.  Storvask foregik i køkkenet. Nogen var heldige, at have en mørk kælder til rådighed. Her foregik det med et gammeldags vaskebræt. En petroleumslampe gav et lidt uhyggeligt skær. Men tøjet skulle være rent. En del var heldige at have et tørreloft oppe på sjette sal.

Gården var belagt med brosten. Men her var også jord, hvor beboerne havde kaninbure stående. Når dyrene var fede nok, blev der serveret kaninsteg. Der var masser af rotter i gården og mus i lejlighederne. Der blev sat musefælder op i køkkenskabene, og der var altid fangst.

God legeplads ved Ladegårdsåen

Området omkring Ladegårdsåen var en sjov legeplads. Om vinteren var der is på åen. Hvis man ikke havde en kælk kunne man snildt bruge et sildekasselåg, ja og skoletasken kunne også bruges.   Allerede i 1600 – tallet taltes der om forurening af åen. Kongen påbød bønderne om at rense den. Det samme gentog sig i 1620. En masse heste -, hunde og katte-lig har mange gange været med til at forstoppe åens løb.

Faktisk først i 1820 blev den første bro Büllovs-broen bygget over åen. Det var dog en privat bro, der kunne føre byggematadoren fra Nørrebros  slum til det pæne kvarter på Frederiksberg.

Bangert lavede senere en bro ved Brohusgade. Og selvfølgelig forlangte han bropenge. Man var jo ikke forretningsmand for ingenting.  Den tredje bro, Parcelbroen var i 1892 så faldefærdig, at den blev revet ned. Den blev erstattet af en jorddæmning. Ladegårdsåens skæbne var hermed beseglet.

Billig brændsel

Lige over ved Slangerup – banen i den sidste tid af første verdenskrig, sad koksdamen og pillede koks. Når lokomotiverne kom ind, smed de afbrændte kul ud, så var slaggerne blevet til koks. Ja hvis man var hurtig var det meget billig brændsel.   Det kunne man også finde på  byggepladserne. Dem var der masser af under første verdenskrig omkring Nørrebro. Så var det bare med at få en sæk med.

Det var ikke unormalt, at man gik til bageren med en spånkurv og fik for 50 øre gammelt brød –  fra dagen før. Det kunne sagtens varmes i ovnen.  Som børn elskede man, når spillemand
Viggo kom ned i gården med sin lirekasse. Så blev der danset, og beboerne smed mønter ned til ham pakket i avispapir.   Det var dengang, at købmændene havde åbent til kl. 23 om lørdagen.

De dansende brandsprøjter

Deroppe fra Nørrebrogade  var der en god udsigt, især når brandsprøjterne kom dansende hen ad sporvognsskinnerne. Det var hestevogn med firspand med to kuske på førersædet. Når hestene ramte skinnerne med deres hestehove, slog det gnister.

Efterhånden var der kommet petroleumslampe i stuen, og en skibslampe i soveværelset. Her brændte lyset ind til de små var faldet i søvn. Der var efterhånden også kommet en køkkenlampe, men stadig ingen lys på trappen.

Stefans Biografteater

Der hvor Hillerødgade og Nordbanegade mødes, lå den lille biograf Stefans Biografteater. Der var stor søgning af børnene til søndagsforestillingerne. Men inden skulle man lige forbi slikmutter  i Skodsborggade. Her kunne man købe æble på pind. Det var æbler, der var dyppet i en varm glasurmasse, og derefter afkølet.

Børnene måtte pænt vente, indtil døren gik op. Inden da havde de betalt de 40 øre. Og det gik hurtig, da dørene åbnede sig. Det var med at finde de bedste pladser. Børnepladserne
var bænke anbragt foran i teatret. Bagved sad de voksne på klapstole.   To store kakkelovne var der, en på  hver side. I loftet var der de skønneste friser, som forstillede billeder fra romertiden.

Det var stumfilm, der blev vist i biografen før august 1928, hvor biografen lukkede. Men der var både en klaverspiller og en violinist, der kunne dramatisere forestillingen.  Mandags – og torsdagsfilm var mere alvorlige film bestemt for det voksne publikum, mens repertoiret fra fredag til søndag var mere børne –  og ungdomsvenligt.

Det var i de år, hvor cowboy –  helten Tom Mix var en af de store trækplastre i biograferne verden over. Andre store navne var Fyrtårnet og Bivognen. Så var der også Chaplin  og Harald Lloyd. Jo der blev sandelig stampet i gulvet og piftet, når Tom Mix red efter banditterne.

Luften i biografen har ikke været god. Børnene opdagede det ikke. De var for optaget af det, der foregik op på lærredet. Men under forestillingen kom en kontrollør og sprøjtede med håndsprøjte i salen.

Da Greven af Monte Cristo havde premiere men der var startvanskeligheder. Skibet Pharo stod stille på lærredet, og filmen knækkede samme sted hele tre gange. Men til sidst kom skibet i havn, og historien kunne fortsætte.

I Social Demokraten den 19. august 1928 kunne man læse følgende annonce:

• Stefans Biograf kl. 5 – 7 1/4 – 9 ¼: Politichefens Datter med Tom Mix samt Harald Lloyd Til søs i 2 Akter
• Teatret indstiller sin Drift fra og med i Dag. Direktionen takker det store Publikum, der gennem Aarene har vist Teatret sin Velvilje.

Jagtvej 69

Jagtvej 69 blev som bekendt revet ned efter en masse ballade. Dette hus rummede en masse minder. Og en stor del af Nørrebros historie foregik netop her. Gennem årene havde der været afholdt tusinder af foreningsfester i huset.

Det var her, Hr. Gundeman havde danseskole i 30 – 40erne. Undervisningen foregik om aftenen  og søndag formiddag var der dansant, med en særlig entré. Det kostede 2 kr., men det var stuvende fuldt.   Hr. Gundeman stod på en stol i højre side af salen og råbte, 1- 2 – 3. Der var akkompagnement af et klaver. Når man havde lært at danse kunne man kaste sig ud i alle de fester, der foregik i huset.

Man købte gerne en billet i forvejen hos en af foreningsmedlemmerne for 75 øre. Det gav først adgang til en teaterforestilling. Bagefter var der så bal. Et baltegn kostede 1 – 2 kr. Musikken bestod som regel af et 6 – mands orkester. Ja, der blev spillet tidens populære melodier: Stakkels Gigolo, Ti små snavsede fingre, Det var på Capri.

Moden – dengang

Til venstre for scenen holdt stampublikummet til. Deres påklædning var dengang en nydelig habit, altid nypressede benklæder. Jakken var kort med store revser, lidt vat i skuldrene og
benklæderne var vide for neden. Et sådant sæt tøj kunne man købe skræddersyet hos en af Nørrebros  mange skrædder-forretninger for 5 kr. om ugen, hvis man ikke havde råd til at købe det kontant.

Skjorten var gerne stribet , et smart slips og et lille lommetørklæde i brystlommen samt sorte sko. Sådan var swinger – påklædningen dengang.

Masser af bal

Hårfrisøren var tætklippet i nakken og i spidsen. Dengang var der masser af bal i byen, Gimle, Rossini – Rømersgade, Weinold, Folkets Hus på Enghavevej og mange andre steder. Og de unge, nybegyndere kaldte man Turister. De kunne ikke rigtig begå sig på dansegulvet og blev ofte mødt med forargelige øjekast af de garvede.

I de år var en hvid skjorte med sorte prikker det store julegavehit. Meget udbredt dengang var også en slips, pyntelommetørklæde samt tørklæde i en slags silkekvalitet. En noget billigere model var poloskjorten, som kunne fås i forskellige farver. Moderne var en rød poloskjorte med hvid slips.   Men ellers var svinger – moden en stribet skjorte.

Når det var pinsebal, som sluttede om morgenen ved 5 – tiden, kom mælkemanden med en kasse sødmælk. Mange tog videre til kolonihaverne, hvor der var et hornorkester eller harmonikaspillere.

Man kunne også tage hen i den lille danserestaurant Resi i Hillerødgade.  Her var dans til et tre – mands orkester. Restauranten havde et slogan:

• Hvorfor sidde hjemme med sin thesi, når man kan more sig i Resi.

Stauning på  besøg 

Men som sagt skete der meget i Folkets Hus på Jagtvej 69. Således fejrede Socialdemokratiets 12. kreds, 40 års jubilæumsfest. Den 13. januar 1933. Der var festale af statsminister Th. Stauning.  Derefter var der tale af folketingsmand O. Andersen.  Og så var det sandelig teater med Povl Vendelbos Teaterselskab. De opførte, Tante Jutta fra Calkutta. Bagefter var det bal til Emil Løftgrens Orkester til klokken 2.

123 værtshuse

Der har altid været gang i Nørrebro. Således var der op mod 1965 hele 123 udskænkningssteder på Nørrebro. Nogle af de danserestauranter som ikke er mere havde så eksotiske navne
som Bolero, Palma de Mallorca og Barcelona.  Og så kom Det nye Resi. Det blev et sandt beattempel.

Forsvundet er også den verdensberømte Oscar Davidsen på hjørnet af Griffenfeldtsgade og Åboulevarden. Prater blev til Zigøjnerhallen og senere Mickeys Dance Hall. Tyrolerkroen
skiftede navn til Nyroleren.

Den gamle Tagens-kro

Og når vi taler om gamle kroer, så  var det også den gamle Tagens-kro.Den stammer tilbage fra 1700 – tallet. Har var krohave. Man kunne få serveret i små hyggelige livlig malede lysthuse. Har var stort rykind, når soldaterkongen Frederik den Sjette holdt sine store manøvre på Fælleden med Borgervæbningens mere eller mindre velvillige bistand.

Sjov og ballade hos Politiet

I 1930 havde man på den store Fælledvejens Politistation stadig humor. Man brugte store skrivepulte. I et af disse pulte havde man opbevaret en sixpence og et kranium. Da en anmelder en gang dukkede op blev han bag skrivepulten mødt af et kranium iført six0ence, der med mørk stemme spurgte:

• Hvad kan jeg så gøre for Dem.

Værre var det næsten en gang, da to unge mennesker havde opholdt sig temmelig længe foran kirkegårdsmuren på Jagtvejen. To betjente havde observeret dette. Den ene betjent bevægede sig ind på kirkegården , iførte sig sine hvide handsker, og bandt et hvidt lommetørklæde om det ene håndled. Derefter kravlede han op på et gravgelænder, umiddelbart ud for det unge par,
stak den hvide arm ud over muren og sagde med hul røst:

• Kan vi så  få ro til at sove vores sidste søvn ?:

Det fortælles, at det unge par brølede af rædsel, og spænede væk i panik til megen morskab for betjentene og et postbud, der havde overværet morskaben.

Mad på Skolen 

Kapelvejens Skole var blevet til betalings-skole (1 kr. om måneden, og det var mere end det almindelige borgere havde råd til. Så mange blev flyttet over til Hans Tausensgades Skole.
Der var et stort køkken med komfur og store gryder.

Der blev serveret varm mad hver anden dag om vinteren i skolen. Men det var kun for de børn, der havde anmodet om det. Om mandagen blev der serveret biksemad. Ellers var det Blodbudding. Om lørdagen var der flæskesteg.

En lærerinde sørgede for at de trængte elever fik træsko og strømper. Denne Frk. Bruhn sørgede også for, at de særlig trængte kunne hente gammelt brød hos bageren. Den sociale nød i begyndelsen af 1900 – tallet var stor på Nørrebro.

Nørrebro – et bissekvarter

I 1930erne var dele af Nørrebro blevet et rigtigt Bisse – kvarter.  Det gjaldt om, at sætte sig i respekt fra starten.

Store Gert var spritter. Han holdt til på Blågårds Plads. Nørrebro – mødrene bad ham tit at holde øje med børnene, mens de var på indkøb. Han var den mest trofaste barnepige, man kunne ønske sig.

Missionspenge investeret hos slikmutter

Ellers lå der sprittere på  trapperne og sov. I 20erne og 30erne var der stor arbejdsløshed. Der var ikke meget handel i butikkerne. Mange unger blev om søndagen anbragt i Søndagsskolen. Det foregik blandt andet i gymnastiksale. Man fik 2 – øre med til en eller anden mission. Ofte blev missionspengene dog investeret hos slikmutter.

Brand på  teatret

Den 15. december 1931 skete der en katastrofe på Nørrebro. Teatret brændte. Johannes Meyer havde lige haft succes med hovedrollen i Styrmand Karlsens flammer. Han udtalte til Dagens Nyheder

• Det er forfærdeligt . Nu er det hele forbi. Og just som det gik så godt.

Buster Larsen får sin debut

Men Nørrebros Teater rejste sig fra asken. Teatret blev hurtig bygget op igen. 7. september 1932 kunne Johannes Meyer åbne igen med forestillingen To Slips, hvori et nyt talent så dagens lys – Buster Larsen. Dengang 12 år.

Buster Larsen  er født og opvokset på Nørrebro.

Klunserne bytter koner

Klunserne var meget aktive på  Nørrebro. Deres faste værtshus var Det grønne Hjørne på hjørnet af Jægersborggade og Stefansgade. Her kom senere en cykelbutik. Stedet var en værre
bule, hvor klunserne byttede koner. De sloges såmænd også om dem på stedet.

 

Kilde

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere

•   www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Anekdoter fra det gamle Nørrebro
• At bo på Nørrebro
• Barn på Nørrebro
• Blågårds – kvarteret gennem 400 år
• Dagligliv på Nørrebro – dengang
• Gamle historier fra Nørrebro
• Historien om Nørrebros Teater
• Historier fra Nørrebro 1880 – 1936
• Nørrebro Overskrifter 1903 – 1916
• Nørrebro – dengang
• Omkring Nørrebroparken 1 – 3
• Steder på Nørrebro
• Urtekræmmere, Spækhøkere og andre på Nørrebro m.m.
• Stauning på Nørrebro og mange flere artikler 

Redigeret 15.12.2021

 

Ved militæret blev Jens Hansen fra Aller i Sønderjylland, bare kaldt Jens Aller. Han blev en af Københavns største brændevinsbrændere og ølbryggere. Jens s enke bosatte sig i Odinsgade. Her blev Carl født. Han forelskede sig i naboens pige, Laura. Sammen skabte de Nordens største bladsucces. Og det foregik fra et trykkeri i Blågårdsgade. Ja man kan sige, at Carl og Laura fik Familien Danmark til at læse.

Familien stammer fra Sønderjylland

Det var Laura  og Carl der startede det hele. De sled sig til deres succes. Aller – koncernen kan takke disse to mennesker for deres succes. Og som så mange andre gode folk stammer familien fra Sønderjylland. Nærmere betegnet fra den lille by Aller ved Christiansfeld.

Hansen – navnet bortfaldt

Farfar, Jens Hansen aftjente sin værnepligt ved Fynske Dragonregiment. Og dengang blev man ikke benævnt med numre, men med den by, man kom fra. Så Jens Hansen synes, at det var passende at smide Hansen navnet væk, da han tog til København.

Stald på  første sal

Jens Aller blev en af Københavns største brændevinsbrændere og ølbryggere. I ejendommen, Store Kongensgade 110 stod familiens køer oppe på anden sal i baghuset. Køerne levede mest
af masken fra brændevins produktionen. De gav mælk og leverede varmen til fabrikken nedenunder. Ofte gik mælken til byens børn. Og den undergærede hvidtøl gik til de voksne. Det var mere sundt at drikke dette, frem for vand fra byens brønde.

Christian gik i faderens fodspor

Jens Aller  ejede store græsningsarealer ude på Nørre Fælled og Ydre Nørrebro. Sønnen, Christian Aller gik i faderens fodspor. Han var en af de første, der begyndte at bygge uden for Nørreport i 1830. Men sådan et byggeri var betinget af en masse restriktioner.

En villa i Odinsgade

Carl Aller blev født i 1845. Allerede i 1852 døde hans far, Christian Aller  kun 46 år gammel. Enken kunne ikke klare bryggeriet og landbruget. Det hele blev solgt for en pæn sum penge. Christian Allers enke med syv børn flyttede derefter ind i en nyopført villa på Odinsgade i et af de nye kvarterer på Nørrebro.

Et gæstfrit hus

Og det var her, at Carl voksede op. Moderen åbnede huset for kvarterets børn. Her fandt man et fristed. Allerede ved sin konfirmation vidste Carl,  hvad han ville være. Litograf og bogtrykker. Teknikken og selve bladudgivelsen fascinerede ham.

Eksperimenter på  værelset

Han kom i lære i CF. Aamodts Litigrafiske Etablissement. Men samtidig fortsatte han med eksperimenter i kvistværelset på Odinsgade. Det var stentryk, der fascinerede ham. Hans mor var dog efterhånden lidt bekymret. Vinduerne til hans værelse var efterhånden næsten sorte på grund af alle hans eksperimenter. Det var bestemt heller ikke ufarligt. Følgerne viste sig senere i livet.

Forsøgene lykkedes

I 1869 lykkedes forsøgene for Carl Aller. Han havde udviklet en speciel trykkemetode. Med en kemikaliekombination lykkedes det ham ved hjælp af et fotografi, at gengive kobberstik og
pennetegninger i stentryk.

Gift med Laura

I mellemtiden havde Carl fundet sammen med naboens datter. Hun hørte til den gruppe, der samledes i det gæstfrie hjem. Laura Bierring havde også mistet sin far ret tidligt. Han var en velhavende købmand og urtekræmmer. De giftede sig, da Carl Aller  som 26 – årig fik sit svendebrev den 20. oktober 1871.

Brystsyg

På bryllupsaftenen blev Carl Aller ramt af et grimt mavetilfælde. Lægen Peter Eberling blev tilkaldt. Diagnosen var brystsyg. Og denne diagnose indeholdt alt fra en lungesygdom til en tuberkulose. Men det var åbenlyst for enhver, at  Carl Aller under sine talrige eksperimenter havde indåndede en masse krasse kemikalier. Og det havde sat sig på lungerne. Men selv troede
han, at han var smittebærer.

Et legat på  100 rigsdaler

For sin revolutionerende opfindelse skulle Carl Aller have det eftertragtede H.C. Ørsteds Legat. Men det var Laura, der måtte skrive ansøgningen. Carl  var ordblind.  Priskomiteen ville dog ikke have noget med sagen at gøre, da de troede, at det drejede sig om kunsttryk og ikke et håndværk. Men alle tre dommere kom dog på uanmeldt besøg på Odinsgade. Her blev de overbevist om, at Carl skulle have legatet.

Med præmien fulgte 100 rigsdaler. Men det, der var endnu vigtigere var det blå stempel.

Banken var interesseret

I Danmarks Nationalbank  hørte man om den unge litograf og hans opfindelse. Derfor kaldte de ham til samtale. Han fik mod kvittering overladt en femrigsdaler- seddel. Få dage efter troppede han op med ti pengesedler. Ingen kunne genfinde originalen. Han fik med det samme tilbud om at lede et nyt seddeltrykkeri i Nationalbanken. Han fik også tilbudt 800 rigsdaler for sin opfindelse, mod at banken måtte bruge den.

Men Carl sagde nej, og Laura støttede ham. Han ville være bladudgiver i sin egen virksomhed.

Et trykkeri under loftet

Til sit projekt måtte parret pantsætte alt, hvad de ejede. Den 4. april 1874 var starten på Aller – eventyret. De penge, de kunne fremskaffe blev brugt i lejede lokaler i Holmens Kanal 7. Helt oppe under taget startede eventyret. Det lille trykkeri fik navnet Carl Allers Etablissement. De startede med bestillingsarbejde, men de ville helst i gang med at udgive noget selv.

Nordisk Mønster Tidende

Laura havde fremstillet en produktion af stikbreve med hækleopskrifter og mønstre. Først gik de til veninder, men flere og flere spurgte efter dem. Det gav ideen til det første blad, Nordisk Mønster – Tidende. Det så dagens lys den 7. januar 1874. I dag hedder bladet Femina.

Tilbage til Nørrebro

Pladsen blev efterhånden for trang. Parret vendte tilbage til barndommens Nørrebro. I Blågårdsgade blev der lejet lokaler med forkøbsret. Og inde i byen blev der oprettet et salgskontor.

Man udvidede kapaciteten og en række udgivelser fremkom. Blandt andet trykte man en billedbibel for forlaget Meyer og Trier. Hver fredag trykte man det satiriske blad, Ravnen.

Først kom sønnen, Axel, senere kom Valdemar til. Laura tog sig af de redaktionelle, mens Carl tog sig af produktionen. Panteobligationen blev betalt efter et par år. Nu kunne fogeden da holdes fra døren.

Har du tid til Illustreret Familie Journal

Carl havde ideerne. Han var inspireret af Illustreret Tidende. Det var datidens billedblad, hvor verdens begivenheder blev skildret i tegninger. Men efterhånden virkede dette blad lidt gammeldags og stift. En dag spurgte han så Laura, om hun blandt alle sine gøremål, havde tid til at samle stof til et nyt blad, der skulle hedde Illustreret Familie Journal. Kimen til Nordens største bladsucces var lagt. Det første blad kom på gaden den 7. januar 1877.

Gennem smukke illustrationer holdt bladet læserne ajour med datidens vigtigste begivenheder. Oplysning og underholdning skulle formidles ud til hjemmene, og teksten skulle både være humoristisk, alvorlig og informerende.  Laura var i begyndelsen både regnskabsfører, ekspeditionsstab og redaktør i samme person.

Kongen blev abonnent

Det første eksemplar i abonnement blev solgt til madam Svendsen, en værtshusholderske, der boede i forhuset til Blågårdsgade 22.  De første numre blev dog ikke trykt på Nørrebro. Det havde man ikke tilstrækkelig kapacitet til. Illustreret Familie Journal  blev øjeblikkelig en succes. Hans Majestæt Kong Christian den Niende ville gerne have to eksemplarer af bladet leveret til hoffet efter tre måneder.

Manden, der trak svinghjulet i Blågårdsgade blev overanstrengt. Carl var klar over, at hvis han skulle følge udviklingen måtte han investere i nye maskiner.

En ny bygning blev rejst

En ny hurtigpresse blev bestilt. Samtidig satte man en gasmaskine op i trykkeriet, der skulle drive pressen. Men den larmede ret så meget. Egentlig var trykkeriet indrettet i en gammel hestestald, og familien boede i en treværelses lige ved siden af.

Nabo – og genbogrunden blev købt. En ny trykkeribygning blev i hast opført. I begyndelsen af 188oerne fik man lavet aftaler med et norsk og et svensk trykkeri om trykning af Allers blade på henholdsvis norsk og svensk.

Romanbibliotek og leksikon

Laura fik ideen med Romanbiblioteket. Desuden udgav man lægebogen Med Lægen som Husven.  Men hun fik dog også tid til at føde døtrene Rigmor og Ragna. En kæmpe succes blev Allers Illustrerede Konversationsleksikon.

Socialt indstillede

Parret var meget socialt indstillede. Med jævne mellemrum udgav de særnumre af blade. Overskuddet gik til arbejdsløse og vanskelig stillede. Engang havde de indkøbt 10.000 stk. rugbrød a 4 pund som de havde uddelt blandt de trængende i København.

Den første dampmaskine

I 1886 blev den første dampmaskine installeret i Blågårdsgade. Gasmaskinen, de kaldte for Gaspeter blev skrottet. Det tilhørende remtræk blev også kasseret. I 1895 udkom Illustreret Familie Journal, som det første ugeblad i Norden i firefarvet tryk.

Mange tiltag

Efterhånden udsendte man også  kunsttryk. Da den russisk – japanske krig brød ud i 1904 udsendte ekstraudgaver af bladet med skildringer fra krigen. Der var tegninger fra krigsskuepladsen, kortskitser omkring krigens udvikling og fotos dukkede også op.

Man lavede et ekstra tillæg til Illustreret Familie Journal, som man kaldte Nyt fra Alle Lande., og bladet Krig og Fred blev forløberen for Billedbladet.

Laura og Carl  havde bestemte meninger om, hvad man kunne skrive og modsat. De forbød konsekvent at omtale forførelser, børnemishandlinger, dyrplageri og ugudelighed.

De to sønner med rigtige gener

De to sønner blev opdraget med henblik på at overtage virksomheden. De blev flasket op med ugeblade og trykkeriet. Laura og Carl var heldige. De havde hver især arvet deres forældres gener. I 1900 ekspanderede familien for alvor. Man overtog det hæderkronede bogtrykkeri Bianco Luno. Nu var det for alvor tid til at flytte fra Nørrebro.

Man flyttede til Valby, nærmere Valbygård.

Man slap ikke tøjlerne helt

Laura og Carl begyndte efterhånden at nyde frugterne  slid. De to virksomme sønner overtog mere og mere af etablissementet. Men de to gamle slap ikke helt tøjlerne. I 1879 var de flyttet helt ud til Sorgenfri  på en ejendom i Fuglevad.  En dag var Carl faldet for Sophienholm, der grænser ned til Bagsværd Sø. Han havde købt det på stedet.

De fik Danmark til at læse

Man kan sige, at Aller– Familien fik Familien Danmark  til at læse. Og helt uden litterær kvalitet var udgivelser langt fra. Således fik man koblet forfatterne Holger Drachmann og Hermann Bang til koncernen.

Laura døde med pen i hånden

I 1912 fik koncernen egen papirfabrik, for at sikre ensartet papirkvalitet.   I 1917 døde Laura med en pen i hånden. Og i 1926 døde Carl.

• Det var historien om Familien Aller på Nørrebro – men familiens historie er længe ikke slut.

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Under Fra Urtekræmmer til Shawarmabar finder du 29 artikler 
• Under Industri på Nørrebro og i Nordvest finder du 37 artikler 

Redigeret 16. – 12. 2021

 

Selv om der er mange Nørrebro – historier her på siden, kan det være at du ikke har fået nok. Her er en oversigt over de artikler, du kan downloade eller kan erhverve, hvis du er medlem af
Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv. De fleste af artiklerne kan du downloade her på siden. Men en rigtig god ide er at besøge hjemmesiden for lokalhistorisk forening.

Meld dig ind i Lokalhistorisk Forening

Rundt omkring findes der en masse Lokalhistoriske Foreninger, der er meget aktive. De arrangerer foredrag, udflugter og meget. Og frem for alt udgiver de nogle værdifulde publikationer. Nogle udgiver erindringer og historier kvartalsvis. Andre igen udgiver års – publikationer. Ofte er disse kun beregnet for medlemmer. Og et medlemskab koster trods alt kun fra 100 – 200 kr. i en sådan foreninger. Man burde melde sig ind.

Og hos boghandleren kan du stadig købe den nye Nørrebro bog, der udkom for et par år siden. Se artiklen Nørrebrohistorier – fra Fedtemadder til Fædregruppen.  Denne bog er nu udsolgt  Den sorte Nørrebro
– bog er desværre også udsolgt.

Vi bringer hermed en oversigt over de spændende historier, du kan læse i publikationerne, som er helt gratis at downloade. Og selvfølgelig får du også lige historierne fra de nye publikationer, som du kun kan erhverve, hvis du er medlem.

Årsskrift 2000:

Brødrende Cloëttas Chokoladefabrik
v/Karsten Skytte Jensen

Brødrene Bernhard og Christof Cloëtta grundlagde i 1862 en chokoladefabrik i Indre By. I 1901 flyttede fabrikken til Hørsholmsgade på Nørrebro, hvor den lå indtil 1954.

Brohusgade

Historien bag navnet på den lille gade mellem Åboulevarden og Rantzausagde

Colosseum
v/ Martin Tanggaard

Før i tiden var der mange biografer på Nørrebro. På Jagtvej  lå den mest sejlivede af dem alle, Colosseum, der eksisterede fra 1924 til 1983.

Et Nørrebro – miljø v/ Poul Nielsen

Forfatteren til disse erindringer blev født i Farumgade i 1922. Han fortæller om det blomstrende gade – og forretningsliv i barndomskvarteret omkring Hillerødgade og Nørrebrogade i 1920’erne og først i 30’erne.

Årsskrift 2001:

Odeon Teatret v/ Martin Tanggaard

Odeon Teatret på Fælledvej var en af Københavns gamle traditionsrige premierebiografer, en årrække ejet og drevet af den kendte kongelige skuespiller Bodil Ipsen.

Nørrebro Handelsforening gennem 110 år v/ Uwe Brodersen

Den 18. november 2001 kunne Nørrebro Handelsforening fejre 110 års jubilæum, og i den anledning udgav foreningen en bog forfattet af Uwe Brodersen. Artiklen, der handler om foreningens første år, er et redigeret uddrag fra bogen.

Blaagaard

Et lille uddrag af en erindringsskitse af Otto B. Wroblewski om Blågårdskvarteret  i 1830’erne.

Drengeår i tyverne på  Nørrebro v/Kai Edv. Jensen

Forfatteren til disse erindringer blev født på Nørrebro i 1915 og levede her til han som 17 – årig forlod bydelen.

H.C. Bangert – han satte sit præg på  Indre Nørrebro

Kaptajn Henrik Christian Bangert  brugte 20 år af sit liv på at blive den første store grundspekulant på Indre Nørrebro, men han var nogle få år for tidligt på den.

Årsskrift 2002:

Blågård

Artiklen fortæller bl.a. om Heegaards Jernstøberi, der blev grundlagt i 1828 som en af de første industrivirksomheder på Nørrebro. Virksomheden fremstillede alt fra husholdnings-genstande til dampmaskiner, industri – og landbrugsmaskiner. Blandt Nørrebros befolkning var Heegaard navnlig kendt for sine emaljerede gryder. Da jernstøberiet flyttede i 1898 blev grunden udlagt til Blågårds Plads.

Nora Bio

Nora Bio åbnede den 12. april 1935 i den yderste ende af Nørrebrogade. Den blev drevet af Arbejdernes Oplysningsudvalg for København, det senere AOF. Det var en rigtig luksus-biograf med 184 siddepladser og det var dengang

Københavns tredje største biograf. Nora lukkede den 2. april 1977. Som så mange andre biografer endte de sidste dage som supermarked.

Balders Hospital

Københavns Kommune besluttede 2. juni 1902 at erhverve den ejendom i Baldersgade, der tidligere havde givet plads for de Kellerske Anstalter. Hensigten var at indrette et filialhospital af Kommunehospitalet. Balders Hospital blev taget i brug 1. juni 1903 med 76 sengepladser.

Erindringer

Pensioneret sognepræst Svend Konggaards barndomserindringer fra kvarteret omkring Rantzausgade og Lundtoftegade i 1920’erne og 30’erne.

Et ”sporvejshistorisk” tilbageblik

Nørrebros Sporvejsselskab  blev oprettet i 1867, og det startede driften på Nørrebro – linjen den 6. december 1867. Linien blev betjent af 2 – etagers vogne med dobbelt hesteforspand og gik fra Kongens Nytorv til remisen ved Baldersgade.

 

Årsskrift 2003

Sejladsen på Søerne v/Sven Røgind

Denne artikel fortæller om den sejlads på Søerne, der fra 1890erne til op mod første verdenskrig nød stor popularitet, men som desværre måtte kæmpe med økonomisk modgang.

Sankt Johannes Kirke – fra tanke til virkelighed
v/Poul Sørensen

Sognepræst Poul Sørensen fortæller i denne artikel bl.a. om ophavsmændene til kirkeprojektet og problemerne med at rejse den nødvendige kapital, hvilket flere gange satte byggeriet i stå og gjorde byggeperioden meget lang.

En nørrebrodreng i gymnasiet
v/Svend Konggaard

Dette er anden halvdel af Svend Konggaards  barndoms – og ungdomserindringer. Nu følger fortsættelsen. Hvor forfatteren fortæller om sin gymnasietid.

Fælledvej
v/Richard Keller

Mange danske byer har en Fælledvej. København har tre, Amager Fælledvej, Vester Fælledvej og Fælledvej på Nørrebro, som denne artikel handler om.

Min barndoms biograf
v/Paul Paustian

I forlængelse af serien om Nørrebros biografer fortælles her om en af de første biografer på Nørrebro, Stefans Biografen, der fra 1913 til 1928 lå på hjørnet af Nordbanegade og Hillerødgade.

 

Årsskrift 2004

Ægirs Apotek
v/Karsten Skytte Jensen

Nørrebros kraftige udbygning fra ca. 1870 til 1910 betød behov for mange nye apoteker. Et af dem var Ægirs Apotek på hjørnet af Ægirsgade og Nannasgade. Det var indrettet af en af tidens store arkitekter P.V. Jensen – Klindt.

Udenfor Nørreport
v/Claudius Rosenhoff

I bogen Kjøbenhavn, Illustreret Vejviser og Beskrivelse over Byen og Omegnen finder vi en beskrivelse af Nørrebro i 1850erne.

Telefoniens templer
v/Karsten Skytte Jensen

I 1895 fik et selskab eneret til at bygge de første 10 telefonkiosker i København.  Det er arkitekten Fritz Koch, der tegnede de første kiosker, som han fik ros for.

Griffenfeldsgade 39
– matr. nr. 702 Udenbys Klædebo Kvarter
v/Jens Andersen

På denne adresse boede forfatteren til disse erindringer i årene 1928 til 1939. Foruden at fortælle om sit barndomshjem giver han detaljeret beskrivelse af arbejdsgangen i faderens fotoatelier.

 

Årsskrift 2005

Historien bag Plejehjemmet Sankt Joseph
v/Karsten Skytte Jensen

I maj 2005 lukkede Plejehjemmet Sankt Joseph i Griffenfeldsgade. Denne artikel fortæller historien om det tidligere hospital fra indvielsen i 1875 til hospitalet blev nedlagt i 1980.

Fra Nørrebro

Et tidsbillede fra Ydre Nørrebro anno 1886.

Lidt om min barndoms Ægirsgade v/Keld Sørensen

I disse erindringer fortæller Keld Sørensen om gadens butikker og om en del mennesker i Ægirsgade i 1950erne, som han husker det.

 

Årsskrift 2006

Uranienborg – et forstadshus v/ Karsten Skytte Jensen

På Nørrebrogade 168  ligger et fantastisk hus med en rigt dekoreret facade. Husets arkitekt er ingen ringere end Anton Rosen bl.a. kendt for Paladshotellet på Rådhuspladsen.

Gensyn med min barndoms gade
v/Willy Kok

Forfatteren fortæller i disse erindringer om et nostalgisk gensyn med barndommens gade, Struenseesgade og med Hellig Kors Skole.

Historien bag nogle gadenavne på Nørrebro

Rids af Blågårdskirkens tilblivelseshistorie v/Sven Hovard

Da Blågårdskirken i 2001 havde 75 års jubilæum skrev tidligere formand for menighedsrådet Sven Hovard om Blågårdskirken.

 

Årsskrift 2007

Københavns Hesteskofabrik v/John Lund

Erindringer skrevet af John Lund, der er født og opvokset på Nørrebro. Han arbejdede på hesteskofabrikken som arbejdsdreng i 1950erne

Ølunds Mølle  v/Tonny Svanekiær

København havde fra omkring 1670 og langt op i 1900 – tallet 60 fungerende møller. Denne artikel handler om en af de mest berømte, nemlig Ølunds Mølle, der lå på den nordlige side af Nørrebros Runddel.

Historier fra Nørrebro 1880 – 1936 v/Uwe Brodersen

Gode, sjove, groteske og anderledes historier kan ofte findes i aviser fra gammel tid. Her kommer ofte ting frem, som er glemt. Uwe Brodersen  har kigget i gamle aviser.

Det ny Nørrebro

En malende beskrivelse af Ydre Nørrebro fundet i Illustreret Tidende anno 1903.

Heimdalsgades historie v/Thomas Oldrup

Heimdalsgade  er i dag en af de mest etniske gader på Nørrebro. Søger man tilbage i gadens historie, finder man historier om besættere, om tidlig industri og finder frem til, at det var her, man fandt noget af det første bebyggelse på Ydre Nørrebro – måske endda bødlens gård.

 

Årsskrift 2008 (kan
først downloades i løbet af 2011 – som medlem kan du få den)

Nørrebro i 1830erne

I Otto B. Wroblewskis  erindringer findes denne skildring af Nørrebro i 1830erne.

En Nørrebrodreng vokser op v/Leif Ziegler

Første afsnit af Leif Zieglers barndomserindringer fra kvarteret omkring Husumgade i 1950erne.

Festlige facader v/Nina Søndergaard

Stuk var tidligere en meget typisk ting, både inde i husene og udenpå. I denne artikel ser historikeren Nina Søndergaard nærmere på nogle af de detaljer Nørrebros gader byder på.

 

Årsskrift 2009 (kan
først downloades i løbet af 2012 – som medlem kan du få den)

Astrid Noacks atelier i Rådmandsgade  af Hanne Petersen

Fra 1936 til 1950 boede og arbejdede billedhuggeren Astrid Noack i baghuset til Rådmandsgade 34. Her blev nogle af hendes mest kendte skulpturer skabt og her befandt hun sig godt trods beskedne forhold. Artiklen er et uddrag af Hanne Petersens bog Stærkere end livet – Astrid Noack 1888 – 1954.

En Nørrebrodreng vokser op v/Leif Ziegler

Anden afsnit af Leif Zieglers  barndomserindringer fra 1950ernes Nørrebro, om Havremarkens Skole og dens lærere, legekammeraterne, livet på gaden og i gården og dagligdagen i familien.

Flere festlige facader v/Nina Søndergaard

Mursten er andet og mere end en klump brændt ler. Mursten kan støbes i forskellige former og glaseres i farver, noget farveglade arkitekter ofte har benyttet sig af. Nørrebro har mange festlige facader hvor fantasien og farveglæden har fået frit spil.

 

Årsskrift 2010 (vil først kunne downloades fra 2013 – medlemmer vil kunne få den gratis)

En Nørrebrodreng vokser op v/Leif Ziegler

Tredje og sidste afsnit af Leif Zieglers barndomserindringer fra 1950ernes og 60ernes Nørrebro, om livet i familien, skolegangen og store og små oplevelser fra Husumgade og omegn.

Mindetavlen fortæller: Slaget på Fælleden – Louis Pio v/Sune Hundebøll

Rundt om i byen fortæller mindetavler om tidligere tiders folk og begivenheder. På huset Ravnsborggade 21 mindes arbejderlederen Louis Pio og Slaget på Fælleden. Pladen sidder på nr. 21 fordi Louis Pio  boede i baghuset på dette sted i 1872.

Den gjør et stort spektakel v/Flemming Bjerg Andersen

Den første bil i Danmark fra 1886 blev lavet af Urban Johansen i baggården til Nørrebrogade 38. Den står nu på Teknisk Museum  i Helsingør, og kaldes Hammel – vognen efter værkstedets mester Albert F. Hammel.

En historiefabrik v/ Morten Bencke

Formålet med en historiefabrik har været at opbygge et historisk arkiv med hidtil uhørte stemmer, usete billeder og alternative materialer, som man ikke normalt forbinder med et historisk
arkiv.

• god fornøjelse med at downloade de spændende artikler.
• Det er nu en del år siden vi skrev denne artikel. Nu er det efterhånden flere årbøger tilgængelig

 

• Hvis du vil vide mere:
• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Nørrebro finder du 341 artikler 

Redigeret 16. – 12. 2021

 

 

En boghandel i dag bliver sjælden 100 år. Og da slet ikke i samme familie. Når det så  også er på Nørrebro, hvor politikerne ikke lytter til detailhandelens ønsker, ja så er det ganske imponerende. Steenberg Bog & ide kører videre med fjerde generation. Læs den fantastiske historie om butikken, der blev ved med at udvide. Men nu er det hvis slut?

 

Trafikregler har sat sine spor

Mange gamle butikker er efterhånden lukket på Nørrebro. Man finder ikke mange butikker, der er over 100 år.

Samme familie i 100 år 

Engang var der mange boglader på  Nørrebro. Det er der ikke mere. Og det sandelig heller ikke mange boglader, der overlever i 100 år – og så i samme familie. Det sker den 11. oktober for Steenberg Bog & Ide, Nørrebrogade 163.  (2011)

Dynastiets Grand Old Man

Vi skal faktisk tilbage til indvielsen af Skt. Johannes Kirken på Skt. Hans Plads for 150 år siden. Har var der blandt andet givet to messing kirkebøsser. Giveren var blikkenslagermester Erik Viggo Alfred Steenberg. Han er Steenberg Dynastiets Grand Old Man. I 1864 boede han på Fælledvej på Nørrebro sammen med Anne Christine Bistrup.

Eddy Steenberg

Deres søn, Eddy Wilhelm Steenberg blev udlært i C.C.U. Johnsens Boghandel i Fåborg. Han blev medarbejder hos Oluf Hansen i Hobro. Senere arbejdspladser var hos Arent Flensborg i Ringsted, Schøning og Chr. Steinbach i København. Fra 1906 til 1911 var han bestyrer af H.A. Søllings Boghandel.

Succes for Eddy

Som 31 – årig startede han i 1911 på Nørrebrogade 177 med et salgsareal på 30 m2 Det var på et tidspunkt, hvor man på Nørrebro diskuterede om man skulle lukke kl. 19 mandag til torsdag i sommermånederne.

Der var møde i det hus, hvor det senere Ungdomshus kom til at ligge. Her var der filmforvisning fra Dansk Vestindien. Men det store diskussionsemne var nedlæggelse af Nørrebro Station. Nørrebro Handelsforening havde cirka 500 medlemmer.

Det gik dog godt for Eddy.  I 1919 erhvervede han nabobutikken, som var en frugtforretning. Pludselig var arealet på 60 m2. Det var hverken første eller sidste gang butikken udvidede.

Pludselig dødsfald

Men midt i succesen døde Eddy Steenberg – kun 46 år gammel. Han efterlod sig hustru og seks børn, herunder Viggo og Otto.  Hustruen Anny Viola fortsætter med at drive butikken, også efter at Viggo Steenberg  indtræder i firmaet.

Moderniseringer

I 1932 var den yngste søn, Aage udlært og er også parat til at tage sin tørn. Moderen var stadig beskæftiget i firmaet. Samtlige skillevægge i forretningen blev revet ned . Den ene indgangsdør blev nedlagt og inddraget til et stort vindue, og facaden blev renoveret.

Hugo Steenberg

Hugo Steenberg – nevø til Aage  gik i lære som boghandler i 1964.  Han nåede lige at komme med på Provinsboghandlerfagskolens sidste hold. Han var ellers blevet udlært som kontorassistent i Østifternes Kreditforening.. Under sin militærtid arbejde han til halv pris i boghandelen, efter kl. 15.

I 1966 startedes en kæmpe modernisering. Alt inventar blev fornyet. Nu blev der bedre adgang til reolerne, og kontorlokalerne blev inddraget til butikken. Loftshøjden blev ligeledes
reduceret med 60 cm.

Den sidste naboforretning

I 1973 erhvervedes den sidste naboforretning. Væggene blev revet ned. Resultatet blev en stor succes både i form af interiør og exteriør. Butikken var nu på 90 m2. Men der var ikke flere udvidelsesmuligheder.

Aage og Hugo kompagnoner

I 1974 døde Viggo Steenberg efter lang tids sygdom. Han havde i flere år siddet i kørestol. Begge ben var blevet fjernet som følge af en sukkersyge, som han havde haft siden han var ung. Aage og Hugo Steenberg fortsatte som kompagnoner.  Aage var kendt på Nørrebro. Han spillede orgel i Skt. Stefans Kirken og Anna Kirke. Han var en meget aktiv FDF’ er.

Ny butik købt

Den 1. april 1985 blev Asger Koefods Boghandel , Frederikssundsvej 15 købt. Iris Koefod havde drevet den alene efter hendes mands død. Forretningen bliver drevet som en filial af Nørrebrogade. Iris Koefod ansættes som leder af filialen. Forretningen blev medlem af Bogpa.

Nørrebrogade 163

Det var dog ikke slut med udvidelserne. I november 1988 flytter butikken fra Nørrebrogade 177 til Nørrebrogade 163.  Stedet var en af de første bebyggelser på Ydre Nørrebro i 1870erne. Dengang hed det Lygtevejen 8. Det var urtekræmmer Ottesen, der boede her. Han var både postmester og fattigforstander. Hans butiksdreng bar posten ud.

Nyt inventar

De nye lokaler er på 150 m2 med fuld kælder. Forretningen blev en del af Andelsboligforeningen Kronen. Den købes af Hugo Steenberg. Lokalerne indrettes med Modul Inventar til den nette sum af 400.000 kr. Firmaet ændrer nu navn til Steenberg Bog & Ide.

I 1990 indrettes filialen på  Frederikssundsvej med inventar fra den gamle forretning og fremstod nu som en hyggelig lettere moderniseret butik.

Engagerede medarbejdere

Hugo Steenberg blev i 1992 medlem af Boghandlerforeningens bestyrelse. Gennem årene har butikken haft særdeles engagerede folk både på chef – og medarbejderside.

Nye udvidelser

Men det var endnu ikke slut med udvidelser. Meget heldigt blev lampeforretningen i Heinesgade  sat til salg. Man besluttede atter engang, at udvide. Med et slag var salgsarealet udvidet til det dobbelte. Ombygningen begynder i 1995 og står på i næsten 2 år. Dette indebar nedrivning af flere vægge, flytning af ejendommens port og bygningen af et trappetårn i gården, som erstatning for den køkkentrappe, der skulle inddrages, for at få lokalerne til at høre sammen.

Resultatet blev en flot boghandel efter Bog & Ide konceptet. Aage Steenberg dør i sommeren 1997. Han var stoppet i butikken året før.

Martin Steenberg ansættes

I 1998 er ombygningen helt færdig.  Martin Steenberg – Hugos søn havde været ansat et års tid efter at have prøvet forskellige jobs. Martin besluttede sig for at gå i lære som boghandler og efter to års lærertid i Charlottenlund Bog & Ide var det nu håb om at 4. generation kunne fortsætte udviklingen.

Martin bliver ansat i Fisketorvets Bog & Ide,  da den åbner i oktober 2000. Han var med fra starten og prøvede på den måde at bygge en helt ny forretning op.

Frederikssundsvej lukker

Den 1. juni 2002 lukkes Frederikssundsvej – filialen og Marianne Amandus, som havde passet den alene de sidste par år, flyttes op på Nørrebrogade.  Den 1. august 2002 startede Martin
Steenberg fast i butikken. Året efter blev han valgt ind i Bog  & Ides bestyrelse.

Generationsskifte påbegyndes

I 2004 påbegyndtes en generationsskifte imellem Hugo og Martin. Aftalen indebar, at Hugo gradvis trappede ned for at gå på pension. For at få mere tid i butikken udtrådte Martin af bestyrelsen i Bog & Ide.  I 2005 udtrådte Hugo af bestyrelsen i Boghandlerklubben. Mange vil sikkert huske ham som en festlig fyr og en god rejsekammerat. Han fungerede ofte som en festlig toastmaster ved Lauriat-fester.

I 2010 gik Hugo ned på kun en arbejdsdag, efter at have arbejdet tre dage om ugen. Ved årsskiftet 2011/2012 er det så endelig slut med Hugos deltagelse i butikkens drift.  Generationsskiftet er fuldført.

Skybrud

Et lille skår i glæden op til 100 års dagen indtraf da butikkens kælder blev ramt af skybrud, som så mange andre butikker på Nørrebro. Det betyder  masser af istandsættelse og logistik – problemer.

Kunderne strømmer til

Måske er det slut med udvidelser. Men der foregår konstant ændringer i butikken. Således er butikken netop blevet malet i friske farver.

Trods store trafikale problemer på  Nørrebrogade, hvor kommunen konstant ændrer reglerne, fortsætter kunderne med at strømme til butikken. Og hvem ved, måske fortsætter femte generation af Steenberg – klanen butikken en skønne dag.

Overskuelighed og personlig betjening

I butikken lægges der meget vægt på overskuelighed og orden. En anden vigtig ting er den personlige betjening. Kunden skal til enhver tid føle sig velkommen.

Slet ikke slut med udvidelser 

Nej det var ikke slut med udvidelser. For i Nørrebro Bycenter indrettede Martin Steenberg også en butik. Nej det var ikke slut endnu. For pludselig kunne nabobutikken i bycentret overtages. Her indrettede Martin Steenberg en legetøjsbutik i Legekæden. Denne er også med i Index Retail, hvor også Bog & Ide er inkluderet.

Her var jeg med i over 20 år 

Tænk engang. Undertegnede var ansat her i hvis nok 23 år. Så måske kan jeg prale med, at jeg har haft en lille andel i udviklingen. For 5 1/2 år siden gik undertegnede på pension. Jeg vil mindes alle de skønne kollegaer og kunder gennem tiden. Det er skønt at møde kunderne fra dengang. når man er ude at holde foredrag.

 

Redigeret 12. – 12. – 2021

 

Skabelonen til spændingsromanen Vingeskudt var lagt med historiske kendsgerninger. I begyndelsen er romanen irriterende, men efterhånden tegner der sig et skæbnefællesskab. Historien får et meget dramatisk forløb. Vi får medlidenhed med kaptajnløjtnant Rüdiger. Det er ham, der er vingeskudt. Det er ikke hver dag, der bliver skrevet en spændingsroman, hvor udgangspunktet er vadehavsøen Mandø. Denne bog kan varmt anbefales.

 

Hvordan skriver man en god bog?

Hvordan skriver man en god bog? Ja man kan for eksempel få opsnappet en god og interessant historie, som virkelig har fundet sted, og så bruge denne som skabelon. Det har Martin Richardt fra Nørrebro gjort. Og det er der blevet en særdeles dramatisk historie ud af.

 

Irriterende i begyndelsen

Indrømmet, i begyndelsen syntes undertegnede, at handlingen var forvirret. Vi befandt os i forskellig tid og vidt forskellige steder. Lige hvor det blev mest spændende, ja så  skiftede vi i næste afsnit. Men efterhånden fandt man så ud af, at det var en grund til, at forfatteren brugte denne fortælleform?

 

Ingen helt

Normal er der i en fortælling en helt, men det er der faktisk ikke i denne meget dramatiske fortælling. Lad mig sige det fra starten. Det er en særdeles velskrevet bog, som starter
på Mandø.

 

En slagfærdig kvinde kommer til
øren

På vej til et togt bliver et engelsk bombefly skudt ned. Det bliver observeret fra en radarstation på  Mandø. Nu har det godt nok kun ligget radarstationer på Rømø  og Fanø, men i en skønlitterær roman må forfatteren gerne tage sig sine friheder. På Mandø lå kun en lytte-station.  i virkeligheden.

En engelsk pilot overlever nedskydningen og holder sig skjult på øen. Kommandøren på Radarstationen skal tilfældigvis besøge præstegården, og her sker der noget. Vi følger mandskabet på Radarstationen. Måske er det lidt kedeligt for dem. De søger noget aktion. Kommandant Rüdiger prøver på at holde sig gode venner med den danske befolkning, men købmanden kan ikke lide ham, fordi han er tysker.

En slagfærdig kvinde kommer på  besøg på øen. Kommandant Rüdiger fatter interesse for hende. Men han har også sin kone Claudia hjemme i Frankfurt.

 

Steen og Meike

Og her i Frankfurt møder vi socialrådgiver Meike, der bliver involveret i et mord på Gabi. Ligeledes møder vi arkitekten Steen et helt andet sted. Han bliver involveret i et spil, der bygger på
en løgn. Steen og Maikes  historie udvikler sig.

 

Uvenner med købmanden

Og på Mandø er den slagfærdige Cecilie ankommet. Meget nødtvunget meddeler købmanden dette til kommandant Rüdiger. De to bliver nærmest uvenner, og det er ikke godt for Rüdiger.

Vi møder pludselig Cecilie i hendes lejlighed ved søerne i København. Neden for står Gestapo og overvåger hende. Hun flygter ud af København mod Mandø.  Steen er på vej til sit fædrene ophav. Det fører ham forbi Mandø. Meike  haler en skuffe ud, og finder et spændende brev.

Købmanden hævner sig. Det får katastrofale følger for Rüdiger.

 

En forbindelse mellem personerne

Efter krigen når Rüdiger endelig hjem til sin Claudia. Deres kærlighed får i begyndelsen lykkelig udgang, men ak, det ender ikke godt. Men kære læser, der er en forbindelse med alle hovedpersonerne. Den vil vi ikke røbe her.

 

Falsk navn

Efter krigen opsøger  Cecilie igen Mandø, for at få et blik af Rüdiger. Og denne forsøger mange år senere gennem en fælles bekendt på Mandø at få kontakt med Cecilie.  Men det viser sig, at hun slet ikke hedder Cecilie Andersen. I stedet hedder hun Agnete Mørk.

 

Udmærket forhold til tyskerne

Sandheden er, at på Mandø havde lokalbefolkningen et udmærket forhold til tyskerne. Efter sigende havde den rigtige kaptajnløjtnant på lytterstationen en affære med en pige fra modstandsbevægelsen. Resultatet blev et barn.

 

Sympati for Rüdiger

Romanen beskriver også kriges gru. Hvor led kan man være mod hinanden. Og hvad kan ulykkelig kærlighed føre til. Skæbnefællesskaber er også en af overskrifterne. Man sidder også og får sympati for kaptajnløjtnant Rüdiger.  Det handler om det gode og det onde, bedrageri, forræderi og kærligheden.

Som romanen skrider frem, bliver man nysgerrig efter at kende personernes sammenhæng.

 

Tilbage er uvisheden

Vi oplever, at forældre og bedsteforældre ikke fortæller deres børn, hvad de foretog sig under den frygtelige krig. Man forsøger at ligge låg på. Tilbage er uvisheden.

Martin Richardt beskriver officererne i den tyske værnemagt både som brutale og menneskelige. Det der skete under krigen kan nemlig ikke bare være sort/hvid.

 

En flot vekselvirkning

Forfatterens baggrund som psykolog mærkes tydelig i hans skriverier. Ofte er det svulstige beskrivelser, andre steder stilfærdige. En flot vekselvirkning. Det er et flot sprogbrug gennem hele romanen.

Titlen på romanen er også  genial. Man tror, at det er fordi bombeflyet over Mandø bliver ramt. Men efter, at man er færdig med romanen, så ved man, at det er romanens hovedperson Rüdiger, der er blevet vingeskudt. Han havde ikke mere at leve for.

 

Lyst til at vide mere

Man sidder med en lyst til at vide, hvad der skete med piloten, der blev skudt ned. Og hvad skete der med Maike og Steen efter at de havde fået afklaring? Kunne købmanden på Mandø leve med det, han gjorde? De ansatte på Radarstationen, som vi lærte at kende, kom de godt hjem efter krigen?

 

En god debutroman

Det var godt Martin Richardt kom forbi Mandø og fik talt med to af de ældre medborgere. En god debutroman, og forfatteren har allerede skrevet den næste. Den foregår langt fra Mandø.  Vi slutter denne anmeldelse med et citat fra bogen:

• Det er ikke værd at sørge for den dag, man måske aldrig ser.

 

Martin Richardt: Vingeskudt Forlaget: Mellemgaard

– Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler

Redigeret 12. – 11. 2021

Det er sikkert en overraskelse for mange. En sønderjysk efterretningstjeneste eksisterede næsten siden Hitlers magtovertagelse. Særlig politimester Brix tog overvågningen af Det Tyske Mindretal alvorlig. Der Nordschleswiger sammenlignede ham med von Köller. 80.000 kort blev oprettet. Man overvågede tidligere SS – soldater, Fårhus fangere, Bondebevægelsen LS, Strasser – bevægelsen, Mindretallets blad. Knivsbjerg – festerne blev overvåget helt til 1961.

 

Grænsen skulle flyttes

Lige efter Anden Verdenskrig foregik der en massiv overvågning af det tyske mindretal. Det var politikommandør  Ernst Brix, der var igangsætter af dette projekt. Brix var tidligere politimester i Tønder  og Aabenraa. Han blev i 1951 den første chef i PET.

I månederne efter Hitlers magtovertagelse blev Det Tyske Mindretal særdeles modtagelig over for en grænserevision. I Berlin greb man dog ind over for aktioner fra Det tyske Mindretal.

Forskellige nationalistiske grupper opstod. Det førte til interne magtkampe. I 1935 samledes trådene i NSDAPN med dyrlæge Jens Møller som leder. Møllers projekt gik ud på

– Führer macht uns frei.

Mindretallet kæmpede for at få  flyttet grænsen op til Kongeåen.

 

I tysk uniform

Ca. 1.700 fra Det Tyske Mindretal deltog i diverse militære værn. Man trak i tysk uniform og blev uddannet i våbenbrug.  Mange unge mænd efterkom Mindretallets opfordring til at melde sig til tysk krigstjeneste.

 

3.500 blev anholdt

I sommeren 1945 blev 3.500 medlemmer af mindretallet anholdt. De fleste blev interneret i Fårhus – lejren. I løbet af retsopgøret blev cirka 3.000 tysksindede dømt med tilbagevirkende kraft for deres færden under besættelsen.

 

De moderate

Økonomien i Det Tyske Mindretals organisation hang i laser. Det var ikke meget tilbage. Tyske skoler var blevet lukket. Tyske institutioner var blevet beslaglagt og tyske mindesmærker sprunget i stykker.

De moderate tysksindede udsendte i september 1945 en erklæring, hvor de tog afstand fra begivenhederne under besættelsen. De tog afstand fra Mindretallets officielle holdning. De   opfordrede nu til at måtte opbygge deres organisation fra ny. Mange af disse var pengestærke folk fra købstæderne. Det var stor uenighed i Mindretallet med hvordan man skulle agere. Hele tre forskellige udkast blev diskuteret på et stormfuldt møde i Aabenraa den 22. november 1945. Man vedtog de moderates forslag. Det var en svær balancegang. Man anerkendte 1920 – grænsen. De internerede fik lovning på, ikke at komme hjem til social isolation.

Man finansierede blandt andet den nye mindretals – avis Der Nordschleswiger, der begyndte at udkomme i februar 1946.
De aggressive

BDN – Bund Deutscher Nordschleswiger  blev en realitet. Men indadtil var situation meget tilspidset. Mindretallet var ved at gå i opløsning. De moderate var utilfredse med udviklingen
inden for Mindretallets nyeste ledelse. De moderate mente bl.a. at Mindretallets talerør Der Nordschleswiger var for aggressiv.

Ifølge Ernst Brix  var 60 pct. af Mindretallet i virkeligheden rolige og besindige folk, mens de 40 pct. tilhørte den aggressive fløj. Det lykkedes for de moderate at få  gennemført deres vilje.

 

Die ”Dummen Dänen” 

Men en interessant melding kom fra Landbetjenten i Ravsted.  Således noterede han:

• Tilsyneladende er ingen af Hjemmetyskerne paa Egnen Lydhøre overfor Loyalitetserklæringen fra Østkysten, tværtimod kalder de Underskriverne for Spytslikkere, nogle siger endda, ”Kan de dummen Dännen ikke se, at en saadan Erklæring kun er lavet for at faa de uskyldigt internerede hjem og for derefter igen at oprette en fast Mur mod Danskheden”.

Siden 1955 har de to mindretal i grænselandet været omfattet af København – Bonn erklæringen.

 

Omfattende kartotekssystem

Efter Hitlers magtovertagelse i 1934 oprettedes i Sønderjylland  et Politiadjudant – embede. Dette embede var underkastet Justitsministeriet. Politiadjudanten skulle skabe et hurtigvirkende oplysningscentral for den sønderjyske landsdel. Især var man interesseret i Mindretallets arbejde. Der blev oprettet et omfattende kartotekssystem.

Det var politimesteren i Aabenraa, Fritz Jacobsen, der først havde hvervet. Som efterfølger i 1936 udnævntes amtmand Kristian Refslund Thomsen.  Amtmanden konkluderede, at Mindretallet ville flytte sindelags – grænsen nord på. Man ville skabe betingelser for en grænserevision.

Amtmanden bag sig fritaget for hvervet efter tyskernes aktion mod det danske politi i september 1944.  Efter 1945 ønskede Brix at udbygge efterretningsarbejdet over for Det Tyske Mindretal. Brix ville have en centralt  efterretningstjeneste i Sønderjylland.

Justitsministeren bakkede Brix op. Sønderjylland fik sin egen efterretningsvirksomhed. Man holdt nu nøje øje med især Det Tyske Mindretal. Især var der fokus på tysksindede tjenestemænd.

 

Mange meddelere

I lokalsamfundet skulle der udpeges meddelere. Hele én for hver 200 personer, mente Brix.  Og disse Vågne Vogtere skulle skaffes fra modstandsbevægelsen før 1945. De havde den rette kampånd.  Brix gjorde opmærksom på at i de ledende poster i BDN var de samme personer som havde haft ledende poster i NSDAPN.
Lovgivningen gjaldt ikke for efterretningsvæsnet

Justitsministeren  gjorde godt nok gældende, at man ikke måtte føre kartotek over personer, der ikke var straffede og udførte lovlig politisk virksomhed. Men denne regel syntes ikke, at være fulgt i den sønderjyske efterretningstjeneste.

 

Sønderjyske politimestre ikke enige

Noget tyder på at de sønderjyske politimestre ikke var enige i overvågningen. Der var således forskellige opfattelser af et møder, der var afholdt med politimestrene i Aabenraa. Men åbenbart fik Brix igen sin vilje. Efterretnings – virksomheden tog til i omfang i de følgende år. I løbet af 1948 var arbejdsbyrden efterhånden blevet større end før krigen.

 

Mere gang i arbejdet

Men Brix  var ikke tilfreds med resultaterne af afdelingens arbejde. Han mente, at opgaverne skulle deles i otte hovedområder, som udgjorde Mindretallets finansielle, kulturelle og politiske rygmarv.  Man skulle undersøge Mindretallets skolevæsen. Var det propagandapræget? Var lærerne blevet straffet som landsforrædere? Deltager de i politisk arbejde? Også børnenes forældre skulle undersøges. Har de altid været tysksindet? Havde tysksindede forældre, hvis børn ikke gik i tysk skole, været udsat for pression? Finansierer de tyske banker jordkøb?

Også de tyske banker skulle undersøges. Hvem var deres økonomiske bagmænd? Også styrkeforholdet mellem den moderate og den uforsonlige fløj skulle undersøges. Man skulle også undersøge, om der eksisterede forbindelser til  6. maj bevægelsen eller tidligere DNSAP – folk.

 

Tidligere SS – soldater skulle overvåges

Man var også bange for kommunistisk indflydelse. Derfor skulle SS – soldater, der var vendt hjem fra russisk fangenskab undersøges. Ud over tilsyn med DKP og ungdomsorganisationer, burde der også føres tilsyn med fabrikker og arbejdspladser, skytteforeninger, brevdueforeninger, eks – og importører til øst-zonen samt radioamatører.

 

Brix får nyt job

I december 1950 blev Ernst Brix udnævnt til vicepolitichef og leder af den nyoprettede Politiets Efterretningstjeneste. Hans efterfølger blev kontorchef i Justitsministeriet, N Schaumburg – Christensen.

Han bibeholdt sekretariatet i Aabenraa. Hver politimester skulle efter fælles aftale med visse mellemrum afgive beretning om forholdene inden for det nationalt – kulturelle. Indberetningerne skulle samles og videresendes til de respektive ministerier. Det var nye toner i organisationen og en form for decentralisering.

Overvågningen af Det Tyske Mindretal nåede aldrig den samme intensitet, som i Brix’ s tid som politikommandør. Faren fra Mindretallet syntes at være drevet over.

 

Rapport om Mindretallet

I 1955 udfærdigedes en rapport om mindretallets udvikling. Rapporten var meget overordnet. Den byggede på Mindretallets reorganisering efter befrielsen. Politiets ligeså omfangsrige artikelsamling om Mindretallet endte omkring 1958. I samme periode holdt politiet også op med at gemme programmerne fra Knivsbjerg – festen.

 

Es lebe Deutschland

I Højer  var situationen yderst spændt efter befrielsen. Atmosfæren var præget af rygter, trusler og mistænksomhed. Ifølge landbetjent Hartung var årsagen, at de lokale tysksindede opførte sig truende og provokerende som følge af de sanktioner, der fra dansk side var truffet mod medlemmer af Mindretallet.

Således kunne Hartung rapportere, at en vognmand under udgravningen til Højer Apotek havde råbt:

• Es lebe Deutschland. Deutschland skal nok komme igen.

 

Landbetjent truet

Den samme person havde noteret alle navnene på de danskere, der havde hjulpet med interneringerne. Hartung mente, at næsten alle Hjemmetyskere var fornærmet på danskerne. I Højer
blev Hartung som repræsentant for den danske retsstat gjort til syndebuk for retsopgøret. Ad omveje fik betjenten at vide, at han nok skulle søge sig en stilling i København, for det var ikke godt for Hartung at blive i Højer efter de store Interneringer.

Da Brix i begyndelsen af december 1945 opfordrede sine kollegaer til at indsende stemningsrapporter havde han medsendt Hartungs rapport. Opfordringen fra Brix var uden officiel bemyndigelse.

 

Præventiv overvågning

Brix var den mest fremtrædende forkæmper for en præventiv overvågning af Mindretallet. Men holdningen i det sønderjyske politi var at man i en given situation ikke kunne stole på Mindretallet.  Denne holdning var fremherskende længe efter at Brix havde forladt landsdelen. Så sent som i 1952 skete der stadig undersøgelser af Mindretallets forhold, dog langt fra med samme omhu som under Brix.

 

Landbetjentenes indberetning

Mange lokale politibetjente havde oplevet mange tysksindede stille sig i den tyske sags tjeneste. De havde også mærket den bitterhed og det had, som retsopgøret havde fremkaldt i
Mindretallet.   Om forholdene i Ravsted  skrev landbetjent Skousen:

• Flertallet af Mindretallet lever stadig i Hævnens Haab.

Også fra Tinglev kunne den lokale betjent Andersen berette om

–  Mindretallets udfordrende Opførsel, der begyndte at skræmme Danskerne.

 

Fuld af fordomme

Ernst Brix var fuld af fordomme. Han beskrev de tysksindede i almindelighed som Fremmedelement. Den nye mindretalsledelse med Dr. Wenich i særdeleshed som “en Nazibande, der laver Propaganda efter de bedste gøbbelske Metoder”

For Brix udgjorde det tyske mindretal en trussel mod den nationale sikkerhed.

 

Brix regnede ikke Det Tyske Mindretal

Brix
regnede ikke Det Tyske Mindretals erklæringer for noget, efter
at han havde set, hvem der satte sig i spidsen for organisationen. Han
udtalte:

• Hvis man fra dansk side skal kunne have tillid til den nye organisations ledelse over for den danske stat, må det være en forudsætning, at man til ledelsen vælger ikke – kompromitterede personer, hvis indstilling over for staten ikke er præget af den tyske nazismes hadefulde stilling overfor alt dansk

 

BDN oplyste ikke navne

Efter valget til BDN – bestyrelsen i maj 1947 havde man fra Mindretallets side ikke valgt at offentliggøre alle navne på bestyrelsesmedlemmerne.
Det blev forklaret med

• paa Grund af de nuværende Forhold ikke vil offentliggøre Navne.

Brix påpegede at:

• den Omstændighed, at man ikke fra tysk Side vil har villet offentliggøre Hovedbestyrelsens Navne, hvilket indikere at det er gamle Nazister, der atter optræder og behersker
  Foreningens Ledelse.

 

Der Nordschleswiger fordrejede tingene

Brix mente også, at Der Nordschleswiger fordrejede tingene. Således gav den Slesvig – Holstenske finansminister på et møde i Flensborg i 1949 udtryk for, at man anså det tyske mindretal for at være forfulgt. Syd for grænsen var opfattelsen, at en sådan forfølgelse virkelig fandt sted.

 

Retsopgøret blev betragtet som uretfærdigt

I Det Tyske Mindretal blev retsopgøret betragtet som uretfærdigt, og det blev betragtet som forfølgelse. Parterne var i perioder uforsonlige over for hinanden. Der kom til åben konfrontation. Fra tysk side blev det også givet udtryk for, at dansk politi forhalede opklaringen af bombeattentater mod tyske mål.

 

Alt blev noteret

Selv den mindste begivenhed blev omtalt i politiets mapper. Således skulle en søn af et BDN – bestyrelsesmedlem, der efter befrielsen var kommet i dansk skole den 5. maj 1947 have nægtet at deltage i skolens mindehøjtidelighed med begrundelsen, at

• det var for dem Sorgens Dag.

Selv de 38 tysksindede, der i efteråret 1947 havde anbefalet Ernst Reuters folketingskandidatur optrådte i Reuters sagsmappe.

Også tysksindede, der i mindre målestok engagerede sig i Mindretallets opbygning blev registreret i politiets kartotek over ledende tyskere.

 

Bladet blev overvåget

Brix overvågede også Der Nordschleswiger. Han kunne således oplyse, at bladet i 1949 blev trykt i Leck, syd for grænsen. Bladets produktion kostede ikke BDN en krone, da Landsregeringen  i Kiel betalte, og derudover angiveligt også skulle stå som ejer af trykkeriet.

Tønder Politi kunne oplyse, at bladet udkom i et oplag på 3.400. Den indførtes til Danmark via grænseovergangen Sæd. Distributionen til Sønderjylland foregik fra Tønder. Bladet havde 1,700 abonnenter. Halvdelen af det indførte oplag blev dels uddelt som frieksemplarer, dels solgt i løssalg.

Så sent som i 1957 blev der indført oplysninger i Der Nordschleswigers sagsmappe.

 

Børn blev chikaneret

I sagsmapperne omkring skoleforhold kunne man finde udsagn som:

• ja vort Barn kan de tvinge i dansk Skole, men vort gode tyske Hjerte, kan de aldrig rive ud af vort Bryst.

I Rødekro  skulle tyske børn, der var kommet i dansk skole have fået tærsk af tyske børn, der stadig modtog tysk undervisning, ligesom deres forældre skulle være chikaneret for at have sveget Tyskheden.

 

Knivsbjerg møderne overvåget til 1961

I 1947 begyndte Mindretallet igen at afholde Knivsbjerg – festerne. Her afholdt man sportsstævne og inviterede gæster fra Tyskland, der holdt festtaler. Politiet var yderst opmærksom på, hvad der skete til festerne. Man samlede festprogrammerne og teksterne til de taler, der blev holdt. De gæster, der holdt taler blev også registreret. Den sidste indførelse i mappen er så sent som fra 1961.

Da Knivsbjerg – festerne skulle begynde gik der rygter om, at Hjemmeværnet ville affyre et ordentligt skrald. Men alt forløb stille og rolig.

 

Attentat i Tinglev

Den lokale betjent i Tinglev blev natten til påskesøndag den 20. april 1946 udsat for et attentat. En tysk håndgranat var kastet gennem vinduet. Detonationen var så voldsom, at inventaret var blevet ødelagt. Heldigvis for landbetjent  Egebjerg Andersen og hans kone var de ikke hjemme. De havde næppe overlevet.

 

Varulve – angreb

Sagen blev undersøgt under stor opmærksomhed. Man mente, at det var et såkaldt Varulve – angreb. Men fra Mindretallets side, mente man, at det var Modstandsbevægelsen, der stod bag.

Medlemmer af den paramilitære Werwolf – organisation, der blev oprettet i krigens sidste år, skulle operere bag de allieredes linjer med henblik på at likvidere landsforrædere og udøve målrettet sabotage. Formentlig havde organisation ikke mere end et par hundrede medlemmer. De bestod mest af medlemmer af Hitler – Jugend og Bund Deutscher Mädel.

Seks mænd var blevet afhørt af politiet efter aktionen i Tinglev. Under sagen kom det frem, at der eksisterede et kartotek over tidligere Waffen -SS frivillige.

Gerningsmændene blev nu lokaliseret til Løgumkloster – området. Her blev 13 fortrinsvis yngre mænd og en kvinde anholdt. I politirapporten konstateredes, at flere af de fængsledes fædre var dømt for landsskadelig virksomhed.

Ifølge deres eget udsagn havde de dannet en Vareulve – gruppe, der havde til hensigt at ville terrorisere Danske, der efter deres Mening modarbejdede det tyske Mindretals Interesser.

Gruppen havde også planer om attentater mod provst Schülein i Løgumkloster, den lokale landbetjent Johansen, pastor Rishøjgaard, læge Højholdt samt en ikke navngivet lærer i Rends.

Planerne mod nogle af personerne var vidt fremskreden.   I forbindelse med optrevlingen af sagen i Løgumkloster fik politiet også kendskab til en såkaldt vareulvegruppe i Tønder på syv personer. De var alle fra Det Tyske Mindretal. Der blev også fundet nedgravet ammunition.  Intet tydede dog på, at disse Varulve – grupper var organiseret fra tysk side.

I alt 18 personer fra Det Tyske Mindretal var også blevet arresteret. Modstandsbevægelsen krævede, at den hoved- skyldige blev dømt til døden.

 

Edelweiss

I Fårhus – lejren gik der rygter blandt fangerne om etbalering af en nyetableret vareulv-gruppe, ved navn Edelweiss. Dette fik politiet til at gennemse alt post til og fra Fårhus – lejren.

 

Trussel mod Brix

I foråret 1946 modtog Brix en anonym hilsen, der nok nærmere lød som en trussel:

• Vi meddeler Dem hermed, at vi har oprettet et Forbund! Lad os i Ro! Vi lader Dem i Ro!
  Ærbødigst 46. Warulworg. Aabenraa.

Efterforskningen viste også, at sønderjyder var blevet uddannet til at virke bag de Allieredes Linjer i Tilfælde af en allieret Invasion af Danmark.

 

Samtale med politiet

Mange af de tysksindede, der efter befrielsen ikke var tilfredse med den loyale politik, som blev ført af den moderate del af Mindretallet dannede Foreningen af 6. maj 1945 med redaktør A. Olesen i spidsen.

Jes Schmidt medlem af BDN’ s bestyrelse blev kaldt til samtale med Aabenraa Politi. Han meddelte, at man ikke kunne stå i to foreninger. Politiet holdt øje med diverse møder og læste foreningens blad Revision.

Dette blad blev en konkurrent til Der Nordschleswiger. Helt frem til 1960 vedblev Politiet i Aabenraa med at læse bladet med hensigt på at slå til, hvis de skrev noget ulovligt.

 

Fårhus – fangere

I vinteren 1948 var der en sammenkomst mellem forhenværende Fårhus – fangere i Højer. Men initiativtageren samarbejdede med politiet og sendte desuden sin tale. Samtidig gjorde man opmærksom på, at sammenkomsten ikke var tænkt som et stratskud til dannelse af en forening eller politisk organisation.

Men den 2. oktober 1949 blev der i Tinglev dannet en forening, der henvendte sig til alle, der har været internerede eller som er dømt efter love med tilbagevirkende kraft. Foreningens formål var

•   at samle Styrke til en Indsats, der maa resultere i Opnaaelse af Ret for uretfærdigt Behandlede under ”Udrensningen” og dens ukontrollerede Stemningsbølger.

Fra Højer fik politiet melding om, at en hvervekampagne var i gang. Man uddelte brochurer fra den nye forening. Herigennem fik politiet kendskab til foreningens bestyrelse.

 

Bondebevægelsen LS

Da bondebevægelsen Landbrugernes Sammenslutning i 1947 viste tegn på, at reorganisere sig, kom de i politiets søgelys. Allerede i 1931, da organisationen blev oprettet havde man ikke været uimodtagelig for ideologisk indflydelse sydfra. Politiet havde en meddeler med til et møde på Folkehjem i Aabenraa  den 20. februar 1947:

• En stor Del var Faarhusfolk og tidligere danske Nazister.

Politiet noterede nogle af de mest fremtrædende gårdejere. Den 23. september samme år overværede en god mand et LS – møde på Kværs Kro:

• Dørvogter iført Ride-bukser (sorte), lange sorte Støvler og Sweater, var det første Syn, der mødte Deltagerne.

Den gode mand kunne notere, at 90 pct. af deltagerne var tidligere danske og tyske nazister. De var utilfreds med alt og alle.

 

Otto Strasser

Sidst i 1940 florerede der rygter om en kontakt mellem medlemmer af Det Tyske Mindretal og kredsen omkring Otto Strasser. Efter tyskernes kapitulation oplevede denne en politisk genfødsel med Bund für Deutsche Ernerung. Organisationens blad skulle cirkulere i tyske kredse især i Aabenraa og Tønder amter.

Denne Otto Strasser havde været medlem af det tyske NSDAP og hørte i 1920erne til kredsen omkring Joseph Goebbels. I 1930 blev han pga. uoverensstemmelser med Hitler  trængt ud på et sidespor. Derfor nedlagde han sit medlemsskab af partiet. Han dannede sit eget parti Schwartze Front. Den byggede på hans ide om marxistisk baseret national socialisme.
I 1933 flyttede han til Østrig og fra 1943 boede han i Canada.

 

Telefonaflytning og brevåbning

Angivelig skulle Det Sønderjyske Efterretningsvæsen have brugt telefonaflytning, brevåbning og ulovlig registrering. Man havde betalte meddelere. Hvor stort det antal var, er svært at fastslå.

Åbenbart var der kompetenc- stridigheder mellem Brix og de andre sønderjyske politimestre, bortset fra  Aabenraa og Tønder. Brix betragtede Det Tyske Mindretal som en trussel mod danske interesser. Og han fik åbenbart overbevist København.   Det kølige forhold mellem Dansk Politi og Det tyske Mindretal nåede sit højdepunkt i 1947.

 

80.000 kort

Kartoteket havde efterhånden et omfang af 80.000 kort fordelt på 80 kasser. Dele af dette register blev brugt helt frem til 1970erne af bl.a. Fremmedpolitiet. Et pressearkiv om Det Tyske Mindretal blev brugt frem til 1958.

 

Sammenligning med von Köller

Det Tyske Mindretal har aldrig glemt Brix. Da denne fyldte 70 år i sommeren 1972 stod følgende at læse i Der Nordschleswiger:

• Sein Einsatz diente im Endergebnis nicht der dänischen Sache im Grenzland und seine Härte gegenüber den deutschen Nordschleswigern lässt nach unseren Grenzland
  – Massstäben den Preussen – Köller völlig verblassen………
• Er selbst hat Nordschleswig nicht vergessen – die Nordschleswiger ihn auch nicht.

 

Man må sige, at det er en interessant udlægning, som den tyske mindretalsavis giver, ved at sammenligne von Köllers hårdhændede tvangsgermanisering af de dansksindede i Sønderjylland i form af bl.a. mødeforbud og tvangsudvisning – med Brix.

Kilde:
Se

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
  
• Litteratur Tønder
• Litteratur Højer
• Litteratur Aabenraa
• Kommissionsberetning Bind 2: Den politiske Overvågning, Sønderjylland/Schultz
• www,dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler . herunder 297 artikler fra Sønderjylland 
• Under Besættelsestiden (før/under/efter finder du 362 artikler 
  
  

Redigeret 12. – 11. 2021

 

Det er ubekvemt at tale om Fårhus – lejren. For Mindretallet er det tegn på  uretfærdighed. Vi andre har haft familiemedlemmer i lejren og undrer os over, at man ikke etablere et museum. Men her er der også  diskussioner. I dette pragtværk af en bog om Fårhuslejren sættes der også ansigter på de indsatte. Bogen beskriver fordomsfrit begivenhederne. Unge hjemmetyskere var under pres mange steder fra. Da de blev sat fri var problemerne ikke over. De blev også dømt for ”tab af almen tillid”. Og det fulgte dem i lang tid fremover.

 

Et pragtværk

Havde Fårhus – lejren været mere kendt, ville dette pragtværk Straffelejren, Fårhus, Landssvigere og Retsopgøret af Henrik Skov Kristensen være et oplagt emne til Årets Historiske Bog.

En københavner kender ikke lejren

Men spørger man en københavner om Fårhus – lejren ved han/hun ikke noget. For os sønderjyder er Fårhus – lejren noget andet. Det er noget vi har et forhold til. Da vi for efterhånden mange år siden boede i Padborg aflagde vi selvfølgelig også Frøslev – lejren et besøg. Ved den lejlighed spurgte jeg til resterne af Fårhus – lejren. Mit spørgsmål forblev ubesvaret. Der
blev pludselig koldt. Debatten om et Fårhus – museum vender vi tilbage til.

 

Fangevogter for bedstefar

Til en fætter/kusine fest  hos min afdøde kones familie mødte jeg en onkel, der havde været fangevogter for min bedstefar i Fårhuslejren. Det var en meget underlig fornemmelse.

 

Ubekvemt at tale om det

I familien er det ikke blevet snakket så meget om det. Dog løste min far lidt op for historien. Det var noget med, at min bedstefar blev nægtet mad, bragt til lejren fra Højer osv.For en stor del af sønderjyder er det stadig ubekvemt, at tale om det. Og måske skammer det danske samfund sig sikkert også. Eller gør de?

 

Symbol på uretfærdighed

Lejren har et symbolværdi for de dansksindede. Det var Frøslevlejren. Her sad dem, der turde, at gå op mod tyskerne. Men her var også Fårhuslejren. For Det Tyske Mindretal var det et symbol på en stor uretfærdighed.

 

Over 600 sider

Egentlig havde jeg besluttet ikke at anmelde bogen, da forlaget trods skriftlig tilkendegivelse, havde valgt ikke at sende et anmeldereksemplar. Men bogen er så vigtigt et dokument, at den bør anmeldes. Det er tale om en moppedreng på  over 600 sider. Den er inddelt i stor set tre afsnit:

1. Interneringslejren Fårhus
2. Straffelejren Fårhus
3. Fårhus som symbol og begreb i ”taberens” kollektive erindring

Det var Frihedsbevægelsens Lokalkomite i Tønder, der døbte lejren.

.

Et museum – nej tak

Og da Kresten Philipsen  mange år senere foreslog dette, blev han beskyldt for at være naiv og bare ude på at kapre stemmer hos mindretallet. Heller ikke tidligere amtmand og borgmester Erik Jessen var begejstret. Og slet ikke Sprogforeningens formand, Jørgen Mågård.   Formanden for Bund Deuscher Nordschleswiger, Hans Heinrich Hansen mente dog:

• Tolerancen må  bero på gensidighed.

Efterhånden bredte diskussionen sig til de landsdækkende aviser. Og det gik bestemt ikke stille for sig. Historien om Fårhus – lejren er og bliver et ømtåleligt emne. Det mærker vi også her på redaktionen.

 

Hvem sad her?

Interneringen foregik efter lister. Det vil sige Den Danske Brigade  fra Sverige havde deres egen liste. Der var vel ca. 40.000 på listerne.  Hvorfor kom man i Fårhus – Lejren. Ja lad os tage de 901, der i første omgang blev internerede fra Tønder. De blev alle betragtede som farlige, bortset fra 23:

• 550 blev betragtet som Heimwehr
• 50 var værnemagere
• 30 var stikkere
• 10 var Hipo – folk
• 30 var grænsevagter
• 100 var SS – frivillige
• 40 var Vagtmænd og Organisation TODT – folk
• 90 blev betragtet som provokatører, nazister eller fejltagelser.

 

Transporteret i hvide busser

Og man behøvede ikke at være skyldig for at blive interneret. Mange blev anholdt og i Tønder foregik transporten på åbne lastbiler, hvor skarpladte våben blev peget mod en. Her blev man så anbragt på Missionshotellet, indtil den videre transport. Alt imens havde byens dansksindede haft lejlighed til at spytte og håne de anholdte.

Fra Aabenraa  foregik transporten til Faarhus – lejren blandt andet i De hvide busser. På siden havde man skrevet “Stikkere på vej til Faarhus”. 

 

Var det nu fjenden?

DNSAP var ikke et ulovligt parti. Så det at være medlem, skulle ikke være nok til at blive interneret.  Man havde et problem. I straffelovens §101 stk. 2 hedder det:

• at den der under krig eller truende udsigt til krig hjælper fjenden, straffes med fængsel fra et til tolv år.

Men nu var det sådan, at tyskerne ikke havde erklæret Danmark krig. De påstod, at de kun var kommet herop for at beskytte landet. Derfor skulle der hurtigst muligt fremskaffes et Straffelovs – tillæg. Det skulle være med tilbagevirkende kraft. Modstandsbevægelsen forlangte, at lovgivningen skulle gælde fra 9. april 1940.

 

Wir hatten immer Hunger

Bogen giver en skildring af det, der nærmer sig en koncentrationslejr i Danmark. Har var tårne med maskingeværer. Her var disciplin og konstant afstraffelse, hvis man ikke udførte en ordre med det samme. Man blev ikke udsultet, som der påstås andre steder fra.

Ingen sultede, men forplejningen var elendig særlig i begyndelsen. . Lejrens inspektør blev betragtet som umenneskelig.

• Wir hatten immer Hunger

Sådan står der i mange erindringsbøger fra Fårhus -lejren.  I starten var maden heller ikke god. Men den blev bedre. Brødsuppen var virkelig velsmagende. Klipfisken, der var hovedret to gange om ugen, var ikke god.

 

Oprør 

Og der var åbenbart store disciplinære problemer i vagtkompagniet. Det gik blandt andet ud over de internerede, der fik frastjålet deres ting. Der er eksempler på, at fangevogterne skød ned gennem rækkerne. De indsatte er blevet prikket med bajonet. Nervepres og åndelig tortur har været til stede.   En køkkenbrand i 1945 antændte både indsatte og personalet. Et varselsskud ramte en af de ansatte i armen. Det fik en af mindretallets ledere til at skrive, at der ofte blev skudt, og folk ofte blev såret.

 

Uden middagsmad

Man kunne komme i Straffe – barak. Inden det skete, blev man undersøgt af en læge, der skulle afgøre, om man nu også kunne holde til det. Kun hver tredje dag fik man varm middagsmad.   Straffen for undvigelse var 15 dage i straffebarak uden middagsmad.

 

Barske forhold

Behandlingen af nogle af de indsatte lå lige på kanten og sikkert også over. Der var forskel på, om man bar gammelt nag eller om man var fængselsbetjent. Fra at være interneringslejr var Fårhuslejren fra august 1945 til nedlæggelsen i 1949 straffefangelejr.

Forholdene for de internerede har været barske. Det fremgår af Instruks for behandling af de internerede. Bare det at man glemte at hilse, ja så faldt hammeren.  Problemet var, at Fårhus
– lejren var overfyldt. Fængselsvæsenet anbefalede, at der maks. måtte være 900 indsatte ad gangen. På et tidspunkt var der faktisk 5.500 på en gang. Stadsingeniøren fra Sønderborg kommanderede øjeblikkelig en forbedring af kloakeringsforholdene.

 

Fængselsinspektøren korrigerede dommen

Der har været påstået at 13 er blevet dræbt i Fårhus – lejren. Det har Henrik Skov Kristensen ikke kunnet finde beviser for. I perioden maj – juni 1945 er to døde i lejren, og en tredje er død på Aabenraa Sygehus. I alle tilfælde er der der optaget politirapport, og i ingen af tilfældene var der tale om vold.

Når fængselsinspektør Gjerstrup  mente, at en indsat havde fået en for mild dom, kunne han finde på, at korrigere rettens dom. Han kunne finde på at anbefale, at den pågældende ikke blev benådet eller løsladt før tid.

 

Grundloven sat ud af kraft

Grundloven var for en tid sat ud af kraft, og man indførte i haste en lovgivning med tilbagevirkende kraft. Den ophobning af had, der var sket under krigen og besættelsen måtte Fårhus – fangerne bøde for. For taberne er Fårhus et symbol på uretfærdighed.

 

Loyalitets – konflikt?

Det Tyske Mindretal var først blevet forledt af Tyskland, som de hyldede under besættelsen, senere blev de forrådt af Danmark, som slæbte dem i retten som landsforrædere. Men handler det ikke om menneske – ideologi?  De tysksindede mente, at de var i en form for loyalitetskonflikt. De krævede særbehandling af den danske stat.

 

Enorm pres på  de unge

Kollaboratørerne gjorde bare, hvad samlingsregeringen havde sagt, de skulle gøre. Men havde den danske regering opfordret dem til at melde sig til Waffen SS eller i andre tyske uniformer. Problemet for den unge tysksindede var det enorme pres fra skolelæreren, organisationen, idrætsforeningen, kammerater, Nordschleswiger Zeitung m.m.

I straffeudmålingen blev der efter en del tid taget hensyn til alder og om man var medlem af Det Tyske Mindretal. Den gennemsnitlige straf for fronttjeneste blev sat ned fra fem til et år.

 

De valgte nazismen

Det Sønderjyske Råd  farede frem med forslag om omfattende udvisninger. Mindretallet gjorde gældende, at de havde samarbejdet med tyskerne, bl.a. ved at levere frontfrivillige. De mente, at dette var fuldt lovligt, da det ikke herskede krigstilstand. Men viste Mindretallet loyalitet over for den danske stat? Da de skulle vælge mellem nazisme og demokrati, valgte de det første.

Mindretallet gjorde gældende, at de havde oplevet massive ødelæggelser på deres ejendom.

 

Et forkert valg

Den danske stat var så emsig, at frontfrivillige blev afkrævet tilbagebetaling af soldatersold og familie-understøttelse, som de havde modtaget under krigen. De havde valgt forkert og det gik
aldeles hårdt ud over økonomien i mange år fremover.

 

Den økonomiske ruin

Det juridiske opgør var lammende for mindretallet. Når forsørgeren blev indsat i Fårhus – lejren kunne det betyde økonomisk ruin for familien. Bund Deutscher Nordschleswiger skrev i 1945:

• Hvis man eksempelvis i dag går en tur gennem Tønders gader, vil man se, at hver anden eller tredje forretning er uden chef, fordi han er interneret. Det drejer sig om gamle, solide foretagender, som for en stor dels vedkommende har været ejet af samme borger-familie i genrationer. Hårdt ramt er også mange dygtige håndværkere og arbejdere, ikke færre præster og læger, embedsfolk og kommunalt ansatte……
• Det drejer sig om medlemmer af en befolkningsgruppe, som er bundet til jorden, og som indtil majdagene i år aldrig har været i konflikt med lov og ret eller i øvrigt har noget med politiet at gøre.

Natten mellem den 30. juni og 1. juli 1945 blev fem butikker i Tønder sprunget i luften. Indehaverne sad i Fårhus – lejren.

 

Samarbejdspolitikken

Samarbejdspolitikken betød, at danskerne slap heldigere ud af krigen end for eksempel Holland  eller Norge. Men det betød også at tyskerne ikke skulle binde så mange tropper her i landet for at holde befolkningen i skak. Den 4. maj kl. 20.36 lød frihedsbudskabet. Nu var det tid til at tage hævn – retfærdig eller uretfærdig.

 

Kom regeringen til selverkendelse?

Min far påstod, at der var flere der blev uberettiget afstraffet, nogle blev slet ikke afstraffet. Hvorfor blev regeringen ikke stillet til ansvar for kommunist – forfølgelsen, grundlovsbruddet og jødedeportationer til KZ – lejre? Savner man ikke en form for selverkendelse? Man er hurtig til at bebrejde Det Tyske Mindretals rolle.

Værnemagere endte i topstillinger. 26 danske skibe blev henholdsvis minesprængt og torpederet af tyskere. Det får unge ikke noget at vide om i skolen.

 

Ministeren stillet til ansvar

I Rigsdagen blev den ansvarlige minister, Frode Jacobsen stillet til ansvar til dels for forholdene i internaterne og til dels for tempoet i afviklingen af internaterne. Der blev vedtaget en lov
for uforskyldt internerede. Men den gav nu ikke de store muligheder for oprejsning.

 

Hårdt fysisk arbejde

Det var belastende for de afstraffede, at komme tilbage i samfundet efter afståelsen af straffen. De blev forfulgt både på den ene og den anden måde. Var de selv skyld i det? Meningerne er mange. Interessen for emnet spores også her på siden.

Det var først i sidste øjeblik, at man tog sætningen hårdt fysisk arbejde ud af loven. I motiver til lovens § 3 stod der, at straffene skulle være strenge for at virke afskrækkende. Først i 1947 blev landssvigerne dømt som alm. afsonere.

 

Ansigter på de indsatte

Ind imellem blev der sat ansigter på de indsatte. Vi får beskrivelser af udvalgte, og hører deres historie. Det gør bogen ekstra spændende. Men sikke dog et arbejde. Endog min bedstefar har forfatteren fundet frem til.

 

Harboe Kardel

Vi får også uddrag af Fårhus – bøger, bl.a. en dagbog af Harboe Kardel. Han er født i 1893 og vokset op i Tønder.  Under Første Verdenskrig gjorde han tjeneste i den tyske hær. I 1934 blev han ansat på Nordschleswigsche Zeitung. I 1944 blev han chefredaktør.

Men allerede fra 1935 var han med i Jens Møllers NSDAP – N, hvor han straks blev ortsgruppenleiter i partiets Aabenraa – kreds.  Han blev bl.a. dømt for at være medansvarlig for oprettelse af Zeitfreiwilligen – og Selbstschutz – korpsene.  Han deltog også i hvervningen af unge til fronttjeneste. Tyskfjendtlige ytringer og overgreb mod mindretallet rapporterede han videre til rigstyske instanser.

På avisen bragte han hadske angreb mod danske institutioner. I 1948 blev han idømt seks års fængsel, men efter kort tid benådet.

 

Kardels dagbog

Kardel skrev delvis sin dagbog på toiletpapir. I 1968 valgte man at gengive dagbogen i Der Nordschleswiger. Noget tyder på, at passager i optegnelserne er blevet efterrationaliseret.Som hos de fleste indsatte, udviklede familiens økonomi sig katastrofalt. Den 20. okt. skriver Kardel  i sin dagbog:

• Nationalsocialismen har ikke forbedret menneskerne – tværtimod.

Den 26. april 1947 skrev han:

• mange tyskere slår forstanden fra, når de taler politik. Alt er følelser.

I slutningen af marts 1948:

• Mange almindelige tyskere mangler ofte en besindig national holdning. De kender kun to holdninger:
• Enten tilbedelse eller pralende opførsel, som forarger enhver fremmed egenart. Men lidelsens styrke afhjælper dette. Det må vi håbe.

Kardel mente også, at retsopgøret var uretfærdigt. Han beskrev det på denne måde:

• Tyskland tabte krigen og Danmark forstanden.

 

Dømt til døden

En mere frygtet og brutal indsat var den tidligere KZ – vagt, Anton Peter Callesen fra Burkal. Han var blevet dødsdømt i alle tre instanser for sine forbrydelser. Han skulle have begået drab på flere fangere. To måneder efter sin sidste dom i 1950 blev han benådet til livslang fængsel. Men i 1960 blev han løsladt fra Vridsløselille.

Mange af de indsattes familier talte kun tysk. Men det ville lejrkommandanten ikke finde sig i. Fremover skulle der tales dansk. Der var mange måder at chikanere på.

 

Manglende lægehjælp

Den lægelige behandling led meget tilbage at ønske. En fængselsbetjent optrådte med skiftende succes som helbreder, indtil man havde fået en ordning etableret. Senere blev
en ung læge antaget som lejr – læge. Han spurgte altid:

• Hvad ordinerede lægen sidste gang.

 

Et illegalt råd 

Retsopgøret i Sønderjylland virkede mere problematisk end andre steder. Omfanget var massivt. Og de tiltalte kom især fra Mindretallet.  I Fårhus– lejren havde man nedsat et (illegalt) juridisk råd, der fortalte, hvad man skulle sig i retten. Men det blev opdaget.

 

Ulykke og bundløs elendighed

Mange forstod ikke, at de skulle straffes. Pastor Beuck fra Aabenraa  blev i Fårhus – lejren verbalt overfaldet af den tidligere fører Jens Møller. Pastoren blev beskyldt for forræderi over
for Mindretallet, og fordi han havde erklæret loyalitet over for den danske stat. Efterfølgende skrev Beuck
til Jens Møller:

• De har gennem deres helt igennem ansvarsløse politik, Deres såkaldte førerskab og gennem Deres åndelige terror som de og deres partikammerater udøvede, styret talløse
  nordslesvigske mænd og deres familier ud i livslang ulykke og bundløs elendighed.

 

Tab af almen tillid

Straffen efter Fårhus – opholdet var ikke forbi. Nu skulle man se, om man kunne redde familiens økonomi. Men det var svært at finde arbejde. De dansksindede ville ikke arbejde sammen med dem, der havde været indsat i Fårhus – lejren.

Man var også blevet dømt som Tab af almen tillid. Det betød, at de dømte med deres handlinger i særlig grad har sat sig ud fra det danske samfund. Det betød:

• Afkald af stemmeret og valgbarhed i offentlige anliggender
• Afkald på offentlig tjeneste og adgang til at opnå offentlig tjeneste og hverv
• Ret til at drive selvstændig næring, hvis udførelse var betinget af næringsbrev eller lignende adkomst.
• Ret til pension, understøttelse eller anden form for ydelse fra det offentlige er bortfaldet m.m.

 

Fordomsfri fremlæggelse

Inden for de sidste par år, er der kommet en del væsentlige bøger, der beskriver Sønderjyllands  historie. Denne hører til de mest væsentlige. Til tider er den mere
spændende end en kriminalhistorie. Bogen er meget afvekslende. Forfatteren skriver selv:

• At lægge historien frem så fordomsfrit, nøgtern og ærligt som muligt.

Det er så sandelig lykkedes for forfatteren.

Den sene selverkendelse

Mon ikke det er sammenholdet og den Faarhus – mentalitet som Der Nordschleswiger  så ofte har skrevet om, der har forhindret, at selverkendelsen i Mindretallet kom så sent. De har så længe befundet sig i offerrollen.  Man kan vel godt forstå dele af Mindretallets anklage. Hævnen var sød fra de dansksindedes side.

Mon ikke også københavneren snart kender Fårhus – lejren.

Den næste bog

Henrik Skov Christensen er nu gået i gang med en bog om Frøslevlejren. Det skal så blive spændende, om man så får den tilsendt.

Henrik Skov Kristensen:  Straffelejren – Fårhus, landssvigerne og retsopgøret  Nyt Nordisk Forlag

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
  
• Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler) 
• Frøslevlejren
• Fårhuslejren
• Harreslev – dengang
• Under Sønderjylland (207 artikler): 
• Den Sønderjyske efterretningstjeneste
• Det Tyske Mindretal og mange flere 

 

Redigeret 17-10.2021

Dette er tredje del af foredraget ”Fra Østergade til Nørrebro”  Dette er en humoristisk guide til hvordan det er at bo i København. Hvis du følger denne guide bliver det lettere for dig, at begå  dig her. Der er forskel på sønderjyder og københavnere, ikke kun på sproget, men også på den måde, man begår sig på, lever,
behov, vittigheder m.m. Find også ud af i hvilke bydele, du nogenlunde kan gå i fred. Læs også, hvad du helst skal undgå. Find også i denne artikel, københavnernes særheder. Fortæl dem aldrig at de har mere til fælles med svenskere end med jyder.

 

Københavnere elsker begrebet ”udkants – Danmark” 

Københavnerne elsker begrebet Udkants – Danmark. På den måde kan København fremstå som centrum og Jylland og især Sønderjylland som et u – land.   Man taler ofte om Jyde
– mafiaen, der har tiltusket sig et stykke motorvej.

 

Dette begejstrer københavnerne

Noget som begejstrer københavnere er:

• Kunstig strand
• Arbejderklasse
• At true med at flytte til Sverige
• Enhedslisten
• At hidse sig op over arkitektur
• Juice – barer – de findes i næsten hver gade i København
• Meget brede cykler, der fylder hele cykelstien 

 

Dette hader københavnerne:

• At anlægge Lynetteholmen 
• At bygge på Amager Strandpark 
• Biler 

 

Vigtige milepæle i Københavns historie

Når du første gang er i København så bevæg dig ikke væk fra S – Togs skiltet. Det er et stort S. Ellers kan du ikke finde hjem igen. Det er vigtigt for dig at vide, at

• Spillestedet Vega ligger over en begravelsesplads for urene
• De offentlige fruentimmere, også kaldet ludere, blev undersøgt af politiet, for at tjekke om de yngste af dem, var udviklet nok til at kunne bestride erhvervet.
• Tivoli skulle kunne pakkes ned i løbet af 24 timer, i tilfælde af svenskernes angreb.
• I gamle dage blev fattige bragt til Københavns Universitet i Krystalgade, hvor de blev kogt og brugt til anatomiske forsøg.
• Man har aldrig arrangeret traktor – træk på Kløvermarken på Amager, selv om man har nok af plads.

 

Cykling er en kampsport

I København er cykling en kampsport.

Du skal ikke ønske dig at komme bag en ladcykel, eller Christiania – cykel. Det er københavnernes svar på en trailer. Den er konstrueret sådan, at den fylder hele cykelstien i bredden i hvert fald på Amagerbrogade. Der findes 15.000 af dem i hovedstaden.

I 1985 skrev Emma Gad  i Takt og Tone .Hendes beskrivelse passer stadig:

• Er der noget Punkt, hvor mangel paa god Tone – eller for at sige det rent ud – uopdragenhed breder sig efter en stor Maalestok, saa er det i Cykelsporten. Lære – og Butiksdrenge er ligefrem livsfarlige, naar de i snævre Gader, omtrent liggende paa Maven, halser afsted med uartige Tilraab til de ældre Fodgængere, der passerer Kørebanen eller vover at færdes paa denne, som Cyklisterne betragter som Eneejere af. Det er som, der farer en Djævel i ellers medgørlige Ynglinge, naar de bestiger en cykel.

Overhaler du to cyklende kvinder, kan du være sikker på, at de tale i I – pod, mobil eller lignende. Du får fingeren, hvis du påpeger, at de fylder for meget.

 

Færdselsregler gælder ikke for cyklister

Færdselsreglerne generelt gælder ikke for cyklister i hovedstaden. Her må man gerne køre over for dødt, cykle på fodgængerovergangene og fortove.  Man har indført cyklende politi, men
har ikke set dem siden starten.  Onde tunger påstår, at alle cykler er punkteret. De har ikke nogen til at lappe dem.

Heller ikke fodgængere synes, at kende reglerne. Således blev undertegnede angrebet af rasende pensionister med paraplyer, da de pludselig entrerede cykelstien. Bussen var 300
meter væk. Den kan godt gøre ondt sådan en paraply, når den rammer ens hoved.

 

Udbytte to stjålne cykler

Københavnerne gør ellers meget for cyklerne. Således bliver cykelstien på Nørrebrogade hele tiden bredere, og kørebanen smallere og smallere. Husk på at fra Nørrebro til Frederiksberg er cykelstien ikke ret bred. Her er det som regel kø, når du skal overhale. Langs den ene side af Søerne, er der en meget bred cykelsti.

Man har ofret 25 fodhvilere til de trætte cyklister. Og så har man brugt 3,5 millioner kroner til chip, så man kan finde sin cykel, når den har været stjålet. Man har fundet to. Men det er flot. For når man ringer til politiet, mens en polsk varevogn ved nattetide er ved at fylde bilen med cykler, så lyder det fra politiet, når man endelig kommer igennem. Vi har ingen ledige biler klar problemet selv.

 

El – Løbehjul 

Man havde ellers fået dem afskaffet. Men nu er de her igen. De ligger alle steder, hvor de ikke skal være. Københavnerne kan heller ikke rigtig finde ud af reglerne. Når de er blevet brugt, så kaster københavnerne dem i søerne eller kanalerne.

 

Metro ikke rutche-bane

En integreret sønderjyde nyder synet af en u-integreret sønderjyde, der sidder helt fremme i Metroens forrude og jubler, som var det en rutsjebane. Når man nu sidder i Metroen – lad være med at trykke på klistermærkerne for at komme ud. Dørene åbner automatisk.

 

Billig guidede tur

En billig tur rundt om i København  er havnebusserne. Her kan du også se Amalienborg. Her er ikke så mange forstyrrende turister. Der er dog ingen guide med på turen. Du skal selv forsyne dig med en kikkert og Politikens: Turen går til København.

 

De er ikke rigtige indianere

Når du beundrer de fløjtespillende indianere på Rådhuspladsen, skal du vide, at deres fjerpragt er falsk. Desuden spiller de playback til en ghettoblaster. Antagelig bor de i Rødovre eller Mjølnerparken.

 

Set i Olsen – banden

Virk ikke begejstret når du genkender en boligblok, du har set i Olsen – Banden eller Forbrydelsen.  Du skal heller ikke referer til Matador– spillet, når du nærmer dig Vimmelskaftet, Trianglen eller Büllowsvej.

 

Det er bare TV 2 – News

Når du hører en helikopter, så  lad vær med at spejde efter den. Så afslører du, at du er sønderjyde. Du skal heller ikke peje efter den, som du gør i Tønder.  Det er TV2 News, der er på vej til Nørrebro eller helikopteren på vej til Rigshospitalet.

 

Du når aldrig frem

Lad være med at flytte dig for udrykningskøretøjer. Skulle du gøre det hver gang, kommer du aldrig frem.

 

Københavnerenes afstandsbedømmelse

Når københavnere skal angive afstande, bruger de tidsbegreber. Bor man 2,5 km. Væk, så siger man:

• 15 min. på  cykel
• eller tre kvarter i bil

Ved bilkørsel tillægges altid desuden 25 minutter til et finde en p – plads.

 

Pas på dit kropssprog

Taler du sønderjysk spørger københavnerne, hvilket land du kommer fra. Kommer der sønderjyder ind i butikken og snakker, forlanger københavnerne, at det bliver tekstet.

Københavnere mener, at man kan genkende en sønderjyde på en dårlig krops-holdning, anspændte skuldre og en lidt flad energi.

Den største ansamling af sønderjyder møder man på Landbohøjskolen, hvor Æ Synnejysk Ambassade  holder til, eller på Amalienborg Slotsplads, når der er mærkedag.

Men du finder også mange sønderjyder ved at gå ind i en virksomhed og spørge efter chefen.

 

80 kr. for Stempelkaffe 

Københavnerne betaler rask væk 80 kr. for en gang stempelkaffe, blot man kalder det et eksotisk navn. Ja man har hele 15 forskellige navne til et kop kaffe.  Du skal nok vænne dig til de eksotiske navne og priser. Det er anderledes end i Tønder.

 

Pas på – Hot Dog

Københavnerne elsker navnet Gourmet. De betaler gerne tre gange prisen, når det hedder Gourmet –  Hot Dog. Pas på de steder, hvor man reklamerer med en over 150 års opskrift på hot dog. Navnet stammer nemlig fra England og hentyder til hvilket dyr, der oprindelig lagde kroppen til bespisningen.

En ristet hot dog med det hele, indeholder i København ikke rødkål.

Sennep er som udgangspunkt, den søde sennep. Man skal selv bede om den krasse.

 

Gode tips – til Københavner – Lejlighed 

Sønderjyder, der ikke har aftjent værnepligt som københavner, skal betale ekstra i husleje.

Gode tips til, når du skal flytte ind i en københavner – lejlighed:

• Hvis der foran indgangsdøren står en masse Christiania – cykler, så du skal flytte disse for at komme ind ad hoveddøren, og skal du skræve over diverse barne – og klapvogne, samt trækvogne, kan du være sikker på, at blive vækket kl. 6 både i hverdagen og weekenden. Så er ejendommen invaderet af skrigende unger.

 

• Ønske du mangfoldighed, skal du holde øje med paraboler. De er proportional med antallet af indvandrere. Sådan en parabol er udelukkende indstillet på at modtage arabiske kanaler. Som regel er der 8 indvandrere pr. parabol.

 

• Man kan også gå efter andelsboliger, hvor der er ældre mennesker. Når de så bliver rigtig gammel og skal på plejehjem eller dør, bliver ejendommen som regel tilbudt nærmeste nabo. Så kan du pludselig lave en to gange to værelses lejlighed. Gå efter navne som Henry, Adele, Aaase, Ejvind, Edith, Kjeld eller Aage.

 

Københavner Bad

Man har et begreb, der hedder Københavner – bad. Det er nærmest en telefonboks med haveslange og dræn placeret midt i køkkenet eller i soveværelset.

 

Bak ind – toilet

Ikke alt er stort i København. Det gælder især lejlighederne. De københavnske badeværelser kaldes Bak – ind Toilet. Det kræver virkelig øvelse. Du skal bestemme dig inden, du går ind, hvad du skal. Man bakker nærmest numsen ind i et skabslignende rum. Men københavnere kan se fordele i alt:

1. Tisser du i badet rammer du altid kummen
2. Du gør badeværelset rent, mens du bader
3. Væggene vil altid gribe dig, hvis du er beruset
4. Har du tømmermænd og dårlig mave, kan du sidde på toilettet og kaste op i håndvasken.

 

Ufattelig meget larm

Bor man i de københavnske etageejendomme er det ufattelig meget larm. På Østerbro sender økologiske forældre deres afkom på græs flere gange daglig. Det skaber også tumult.

Som sønderjyde skal man lige vende sig til:

1. Lyden af overboen, der tisser
2. Snorkende eller stønnende medborgere. Alle sover med åbne vinduer om sommeren
3. Og hvis den ellers virker – dørtelefonen. Dens ringen er altid et chok. Ofte er det udlændinge, der ringer på alle dørklokker og meddeler -”Reklamer” . Og dem er det ufattelig mange af.
4. Mange københavnere har et anseeligt antal af I – pads, Tabs og mobiltelefoner. De siger en anden lys hver anden gang. 
5. Din dørtelefon kan også udgive diverse lyde fra sig 

 

Københavnere er glade for overvågning 

Københavnere er meget glade for overvågning. Hver gang de ser et kamera i bybilledet hilser de pænt. Det kunne nemlig være, at det var det rigtige TV. De går også ind for ansigts-genkending. Derfor lægger alle københavnere make up hver gang de skal hen efter Fast Food.

 

Ekstra gebyr for visse varer

Man behøver nødvendigvis ikke at flytte rundt i København hele tiden. Man kan stoppe en af de 15.000 ladcykler og tilbyde 100 kr. for en flytning. Gør lige opmærksom på, at du ikke har håndvåben eller narko. Det kræver københavnerne som regel et ekstra gebyr for.

Man kan også bruge biludlejningsfirmaet

Lej et lig. Det er som regel faldefærdige varevogne, som måske ikke holder til flytningen.

 

Svenskerne – fælles fjende

Hvis du vil gøre dig gode venner med en københavner, skal du bare fortælle dårlige vittigheder om svenskere. En fælles fjende er godt. Man kan godt bruge de dårlige jokes, man kender om tyskere, men husk. Svenskere går ikke i gule regnfrakker og Helmut Schmidt kasketter.

Og man plejer heller ikke at klippe danske piger skaldet, når de er kærester med en svensker.

 

Gør som om du forstår svensk

Du skal som sønderjyde ikke spille fornærmet, når du bliver ekspederet af en svensker. Gør som om, du forstår alt, hvad der bliver sagt. Disse har ikke fundet det nødvendigt, at lære dansk.

Fortæl aldrig en københavner, at han har flere gener til fælles med en svensker end til en jyde.

 

Motionsløb populær om søndagen

Motionsløb omkring søerne er moderne, især om søndagen. Det har vi alle prøvet. Men husk de søer er ikke ægte. De har faktisk været brugt til drikkevand. Men det kan være farligt. For på samme tid fremviser alle nybagte forældre deres afkom.  Og den plads du deler med disse kondiløbere er ikke uendelig stor. Nogle københavnere skal have mere plads end andre. Derfor pas på de ikke havner i søen. Som et nyt tiltage, så mener el – løbehjulsbrugere også at de har adgang her.

 

Frivillig i Havnen

I mange jyske byer er det forbundet med livsfare at hoppe i havnen. I København gør man det frivilligt.

 

Åbenlys tale om sexliv

Og en københavner taler hele tiden og længe. De taler åbenlys om deres sexliv i mobiltelefoner på cykelstien, bussen og S – toget. De elsker at blive set og hørt.

Københavnere griner også af deres egne vittigheder. Du bør som sønderjyde også grine, når du fortæller en vittighed, så signaliserer du, at du er i gang med en vittighed.  Men du skal nok ikke regne med at en københavner forstår den – hverken på den ene eller anden måde.

 

De forskellige behov

De væsentligste behov for en sønderjyde er at trække vejret, få søvn og have et varmt sted at skide. Københavnernes behov er sushi, løbe omkring søerne og have mange hits på google.

 

Husleje – uforudsete udgifter

Mange københavnere betragter husleje – og varmeregninger som uforudsete udgifter. Byture, cafébesøg og pizzaer er faste udgifter. Hvis du har bil i København,  ja så kan du roligt afsætte 2.000 – 3.000 kr. hver måned til parkeringsafgifter  og parkeringsbøder

 

Pisserenden og Skidenstræde

Pisserenden i det Indre København er et mondænt sted med eksklusive restauranter og spisesteder og dyre tøjbutikker. Men som sønderjyde vil du hurtig opdage, hvorfor det hedder sådan. For kigger du i opgange, døre, porte og baggårde, forstår man godt, hvorfor det hedder Pisserenden.

Man havde også i København noget der hed Skidenstræde.

Dunsten af afføring var simpelthen så kraftig. I 1818 fik man navneforandring til Krystalgade.

Man kan ikke finde noget sted, der hedder Lokum. Datidens ord for Lokum hed Hysken. Og der findes faktisk noget, der hedder Hyskenstræde.

 

Lorteøen

Ja når vi nu er der, så hedder Amager, Lorteøen, fordi man her smed Københavns lort. Det var nat-mændene, der tømte spandene, mens folk sov. Og de vogne det blev transporteret i, hed chokoladevogne. Det er ikke fordi, at københavnerne taler uden om 

Og tænk, sammen med lokalhistorisk Forening på Nørrebro fyldte vi en hel kirke, for at snakke om Lort og Latriner på Nørrebro.

 

Pas på  – tåregas

Du skal vide, at når du besøger Nørrebronx også kaldet Nørrebro, skal du tage nogle forholdsregler i tilfælde af tåregas angreb. Skyl øjne, mund og næse i mælk. Behovet for dette har dog været større.

 

Klappet på inderlåret af en mandelig betjent 

Sig ikke grimme ting til en morgensur betjent. Ofte er Nørrebro visitationszone, og det er ikke noget, der er værre at blive klappet på inderlåret af en mandelig betjent. Og så kan han være fra Jylland.

 

Du skal ikke ligne en lømmel

Undgå at ligne en lømmel. Arrestation kan finde sted uden grund. Betjente kan nemlig bruge den såkaldte lømmelpakke. Engang blev 2.000 lømler anholdt. En del af dem blev anbragt i hundeburer.

 

Brug hættetrøje med omtanke

Brug hættetrøjer med omtanke. Forkert brug kan få alvorlige følger. På Nørrebro  bruger man oftest hætten. I Sønderjylland hænger den bare på.

 

Frokost oven over de døde

Mens orme gnasker sig igennem de mest eksklusive andel af jordiske rester, sidder studerende, børnefamilier og nyforelskede og indtager frokosten ovenover de døde – på  Assistens Kirkegård. Jo det var noget andet, at få mad hjemme i haven på Lærkevej 25.

 

Thomas Helmigs Plads

Skt. Hans Torv  bliver kaldt for Thomas Helmigs Plads på grund af den store mængde af jyder. Københavnerne accepterer navnet for at jyderne føler sig som gæst på tålt ophold i København.  Her er uret på tårnet af Skt. Johannes Kirke også indstillet efter Århus – tid.

 

Københavnernes svar på  Landsstævne

Demonstrationer foregår ofte på  Nørrebro. Men de falder sjældent i god jord hos politiets indsatsledere – der ofte er fra Jylland.  Og 1. maj månederne i Fælledparken er Københavns svar på Landsstævnerne.

 

Er burkaen ægte

Hvis du møder en tillukket klædedragt, så hedder det en burka. Der går to rundt på Nørrebro.  Men det kan også være en undercover – journalist fra Ekstra – Bladet eller et efterskole – projekt, der gemmer sig under klædet.

 

Undersøg, hvad der er politisk korrekt

Man skal passe meget på, hvordan man helt politisk korrekt omtaler de fremmede. De kaldes ikke gæstearbejdere, nydanskere, perker, flygtninge eller perle. Hvis du skal vide, hvilket ord, du skal bruge i dag så tjek på på politiken.dk

Du skal ikke spørge, hvor de kommer fra. Det vil sige, det må du godt spørge din kioskmand, din grønthandler, din pizzamand og din frisør om. Det skal være plads til alle, også  til sønderjyder.

Københavnere på Nørrebro kan finde på at prise mangfoldigheden og samtidig beklage sig over, at der er alt for mange indvandrere.

 

Masser af hvidvins
– branderter

Følg med Facebook, når du vil til releaseparties eller ferniseringer. Dem er der mange af, især i meget små lokaler og især på Nørrebro. Her kan du få dig en rigtig hvidvins – brandert. Københavnerne kunne aldrig finde på, at smide dig ud. Tænk hvis du var anmelder.

 

Pas på  t – shirts

Man skal ikke købe t – shirt med påtryk Vesterbronx eller Nørrebronx. Man skal købe neutrale klædningsstykker. Man kan altid sige, at de er købt på et loppemarked i Berlin, New York
eller Tokyo. Det er cool, at sige det i København.

 

Brug aldrig jyde – vittigheden

• En ung mand kommer til session og lægen undersøger, hvordan han er skabt
• Jeg kan se, at du er omskåret, Er du jøde?
• Nej svarer manden, jeg er jyde, og det der er bare slidtage.

 

Ingen skudhuller på  Østerbro

Du skal være klar over, at Østerbro, hvor jeg bor ikke er fuld af skudhuller og narkomaner. Der er heller ikke noget, der hedder Østerbronx. Her i dette fine kvarter betaler man masser af penge for en vintergæk hos blomsterhandleren.

 

Stakkels barn

Når du så som sønderjyde føder et københavner – barn kan du godt kræve psykolog – hjælp. For der sker nogle ting:

• Når barnet som den eneste ikke spiser op ved bordet.
• Når barnet stirrer tomt hen foran sig, når farmor peger ned i billedbogen – Hvad siger grisen? – Hvor er koen?
• Måske skal du søge hjælp hos andre sønderjyder i hovedstaden.

Du skal heller ikke forvente at din ny svigermor kan lave opbagt sovs.

 

Stop en sønderjyde

Når du skal have sat hylder op, så  stop en tilfældig sønderjyde på gaden. For det eneste Gør det selv arbejde en københavner kan, er at sætte spånplader op foran vinduerne, når der er optræk til ballade på Nørrebro.

 

De fleste kommer med hjem

Bliv heller ikke overrasket over, at dit barns børnehave ikke er større end et bryggers. For om lidt kommer der en stor bus, og kører dit barn og andre uden for København.  Det kaldes en Udflytterbørnehave.  Langt de fleste børn bliver fundet ude i skoven, inden man igen tager hjem.

 

Brug ikke disse ord i København

Det er nogle ord, du ikke skal bruge, når du færdes i København:

1. Træls – drop ordet med det samme
2. I Sønderjylland fryser man fingrene. I København fryser man om fingrene. Forbered dig på spørgsmålet: Hvordan fryser du sine fingre – putter du dem i fryseren?
3. Kald ikke et lyskryds for blinklys. Et blinklys er noget, der sidder på en bil.
4. Københavns banegård hedder i daglig tale, Hoved-banen, og slet ikke banegården. Kald det heller ikke Togstationen. Og i København har man heller ikke sådan en ordning som i Tønder, hvor det hedder Tønder H og Tønder Øst.
5. Kald ikke Strøget for Gågaden

 

Vink til mor – i fjernsynet

En af fordelene ved at bo i København er at man kan komme i fjernsynet. Det gør man ved at stille sig ind og vinke under optagelserne til Aftenshovet og God Morgen Danmark.

 

Sønderjyder drukner i turister

I Indre By som ikke hedder Centrum kan sønderjyder bo i fred. De drukner i mængden af turister.

 

Beskyldes for at gøre det hyggelig

På Vesterbro bliver sønderjyder beskyldt for at gøre det lige så hyggelig som Tønder. Her på Vesterbro er jyder generelt en betydelig minoritet.

 

Alarm på  Christianshavn

På Christianshavn er det højeste alarmberedskab med hensyn til sønderjydernes bondementalitet.

 

Plads til kummefryser på  Frederiksberg

Frederiksberg er det eneste sted, hvor der også er plads til en kummefryser. Her er det ufarligt at færdes for sønderjyder med penge og god opførsel. Brovtende sønderjyder, talende sønderjysk i træsko bliver dog mødt med nedladende blikke.

 

Hjemve – så Østerbro

Jyder med hjemve kan dog tage en tur op ad Østerbro. Her er både Randersgade, Viborggade, Århusgade og Ålborggade, stavet med Å. Her er også en gade opkaldt efter en
fysikus fra Tønder .

 

Minder om Slesvig og Sønderjylland

På Nørrebro  og en del af Frederiksberg har man opkaldt gader efter politikere fra Slesvig – Holsten. Der er også en Genforeningsplads og Genforeningskirke.

 

Pas på  din tarmflora

Men ellers er det at bo på Nørrebro – med livet som indsats, også for sønderjyder. Måske skal vores tarmflora lige omstille sig til det eksotiske køkken, der udspiller
sig her.   Og man skal lige vænne sig til, at foredrag i Mjølnerparken bliver oversat til urdu.

 

Sønderjysk kaffebord bliver misbrugt

Københavnerne er faktisk vilde med Sønderjysk Kaffebord. De er så vilde med det, at de præsenterer en masse lagkager og kalder det for Sønderjysk Kaffebord. De har ingen begreb om Ballume Knepkache, Bekkenøer. Brøetort eller Goeraj.

De ved ikke noget om de syv bløde og de syv hårde kager.   Men kære sønderjyde, tilgiv de københavnere. De ved ikke bedre.

 

Velkommen til hovedstaden

• Kære sønderjyske medborgere, jeg håber, at jeg med denne guide har gjort det lettere for dig, at begå dig i det sønderjyske.
• Kære Sønderjyde, velkommen til hovedstaden

 

NB: 

Og selv om københavnerne praler af al den teknik, de kan præstere, så har de endnu ikke fået tekstet, når vi taler sønderjysk

 

Om mere NB 

For at skrabe endnu flere turister til, så har Visit Copenhagen indført en regel med at kinesere ikke skal gennemgå et cykel-kursus inden de sætter sig op på sådan en. Resultatet er, at de ikke kender de danske færdselsregler. Desuden ser det ud, at de har fået dispensation til at køre mod dig på cykelstien. Hvordan se fremover gebærder sig på El – løbehjul skal tiden vise. Der er foreløbig bevilliget penge til at sætte det kinesiske tegn for Stop and Go på alle El – løbehjul.

 

Kilde:

• Samtlige Litteraturlister

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler heraf
• 304 artikler fra Nørrebro
• 191 artikler fra København
• 283 artikler fra Tønder

Redigeret 31. – 10. – 2021.