Tønder og Omegn – 9. april 1940

En ordonnans kørte lige foran de tyske tropper og alarmerede kasernen i Tønder. Her kom til kampe i Abild, Sølsted og Bredebro. En kone forrådte soldaternes gemmested i Bredebro. En kobling røg af en af motorcyklerne. Og på Torvet i Tønder spyttede man efter de danske soldater og hånede dem.

 

De danske tab i Sønderjylland

I kampene mod tyskerne den 9. april var der 13 døde og 29 sårede på dansk side.

 

Alarm – beredskab

Allerede den 8. april var der befalet Alarmberedskab. Dette er højeste beredskab, som anvendes i fjendens nærhed. Ved dette beredskab holder et kompagni, batteri, deling osv. sig samlet i store rum, så man let kan komme ud.   Hjelme tornystre og brødposer kan aftages. Lædertøj kan løsnes, men ikke aftages. Al udrustning skal være på eller hos manden undtagen gevær, der normalt sættes sammen uden for rummets udgang.

Der skal til stadighed brænde afblændet lys i alle kvarterer. Der udleveres ikke bagage. Kørertøjer holdes pakket. Der hvor der forefindes heste, hviler mandskabet sammen med disse.  Motorkøretøjer holdes parat til øjeblikkelig start. Om nødvendigt varmes motorerne op med passende mellemrum.

Fra samtlige kvarterer afgives alarm – ordonnanser til nærmest foresatte chefs kvarter. I alle chefkvarterer skal der være telefonvagt døgnet rundt. Ved samtlige kvarterer blev der opstillet alarmpost.

 

Forhøjet beredskab

Næsthøjeste beredskabsform var Forhøjet beredskab.  Her skal tjenestefrit personale blive inden for afdelingens område og fra mørkets frembrud være i kvarter. Styrken samles til færre og større kvarterer. Der kan hviles afklædt. Våben og udrustning skal være anbragt således, at man selv i mørke kan gøre klar til øjeblikkelig udrykning.

 

Motorlarm den 8. april

Den 8. april krænkede et par tyske flyvere dansk territorium. Allerede tidlig om aftenen kunne der fra Sæd høres motorlarm. Ved 22.30 tiden kunne man fra Sæd Grænse se en ivrig trafik af biler og motorcykler.

 

Ordonnans til kasernen

En ordonnans var placeret ved grænsen. Han startede sin motorcykel og kørte mod Tønder. På kasernen løb han op på Bataljonskontoret. Obersten kom ind, og hørte meldingen om, at tyskerne var gået over grænsen. Der blev øjeblikkeligt alarmeret.   I Tønder,  hvor oberst A. Poulsen var chef, bestod styrken af Fodfolkspioner – kommandoens Befalingsmandsskoler
som igen bestod af Første Afværgeafdeling og 2. Cyklisthold, og et egentlig fodfolks – pioner – kompagni.

 

Grænse-gendameriet alarmerede

Fra Grænse-gendameriet  indløb der fast en situationsmelding hver time.

• Kl. 3.20 meldtes om motorlarm fra køretøjer langs grænsen fra Rends til Aventoft.
• Kl. 4.10 indløb melding om, at fire tyske militærpersoner stod og rokkede ved den danske grænsebom.
  Men en ordonnans kom som skrevet med alarmeringen.

 

Tyskerne stod næsten udenfor

Ordonnansen  blev bedt om, at køre mod Sæd, for at undersøge, hvor vidt tyskerne var kommet, men han nåede kun et lille stykke ned af Carstensgade, hvor han mødte en tysk motorcykel og tre panservogne. Han passerede tyskerne uden at det blev skudt på ham, og det gjorde han også på tilbagevejen.

Garnisonskommandanten gav ordre til tilbagetrækning. For skolernes vedkommende lød ordren at gå tilbage til Bredebro, mens Foldfolkspioner – kompagniet skulle rykke over Vennemose til Løgumkloster.

 

Ved Abild

Da man nåede Abild gik halvdelen af skolen i stilling, mens resten sendtes videre til Sølsted.  Om morgenen var soldaterne blevet vækket-

• kl. 4.30. De havde alle sovet i gymnastiksalen. Allerede ti minutter efter var de parate ved deres cykler.

Styrken ved Abild havde ikke nået at etablere en effektiv vejspærring før fjendtlige motorcyklister og panservogne dukkede op. Man nåede at få en påhængsvogn kørt frem og vendt på tværs af vejen på hovedvejen syd for Abild.

 

Koblingen gik

Men det kneb gevaldigt med at få krudtet frem til Abild. Den motorcykel, der stod parat med ammunition til maskinkanonen, ja den havde en defekt kobling. De to elever måtte skubbe motorcyklen de ca. 1 ½ km frem ad landevejen mod  Abild  med tyskerne lige hælene. På et tidspunkt måtte de lade motorcyklen stå. Det vil sige, at de tog nogle magasiner med sig efter at de havde skjult motorcyklen.

En maskinkanon åbnede ilden og tvang den forreste panservogn til standsning. Blandt andet på grund af den mangelfulde vejspærring besluttede kaptajnløjtnanten at gå tilbage til Bredebro for at vinde tid til at indrette spærringer.

 

Forfulgt af soldater

De to elever blev nu forfulgt af tyske soldater. I Abild lykkedes det for den ene at få fat i en cykel. Han forsvandt mod Tyvse.  Den anden søgte tilflugt i et hus, hvor han søgte dækning. Derfra beskød han tyskerne. Nu var der kun to tilbage. De forsøgte, at få fat i ham, der flygtede på  cykel. Senere vendte de tilbage og søgte efter den anden. Han havde gemt sig i spisekammeret, og der fandt tyskerne ham ikke.

Meningen var nu, at han ville slæbte den gemte motorcykel til Abild for at få den repareret. Men så mødte han Røde Kors Vognen. Og her fortalte man, at al modstand skulle opgives.

 

Tilbagetrækning fra Sølsted

I Sølsted  beordredes alle cyklisterne til Bredebro, således at der kun befandt  en Panserværns – halvdeling, da fjenden ca. 45 minutter efter viste sig. Den forreste panservogn blev ramt og
kørte i grøften. Den næste blev ligeledes ramt, men trak sig noget tilbage og åbnede ild med maskingeværer. Granater blev også kastet. Herefter gav kaptajnløjtnanten ordre til tilbagetrækning  til Bredebro. På vejen blev styrken angrebet af fly. Kuglerne begyndte at smælde omkring den danske styrke.

Det var ikke let for cykelkompagniet med tornyster og kappe på. Dette ragelse besværliggjorde bevægelserne.

 

Røbede gemmestedet over for fjenden

I Bredebro kom der til en kort ildkamp. Trefods – geværet kom i stilling ca. 50 meter syd for vejspærringen i en have lige ved vejen. Styrken fra Sølsted ankom. Ca. 100 meter sydligere åbnede et rekylgevær ild. Men det var kun i meget kort tid.

En kone, der havde set de danske soldater, røbede skjulestedet for de tyske fjender.

Man flygtede hen i en kalkkule ca. 10 meter fra vejen. Her så man, at flere blev taget til fange. Her lå man det meste af formiddagen. Da der kom en lille pause i kolonnen søgte man ind på en gård. Her fik man at vide, at de danske soldater havde fået ordre til at indstille al modstand og at man skulle overgive sig.

Da flere panservognskompagnier dukkede frem i den danske styrkes venstre flanke på vejen fra Løgumkloster indså Kaptajnløjtnanten, at kampen var håbløs. Tilbagegang var umulig, hvorefter man opgav modstanden. De danske soldater afvæbnet. Mens det foregik begyndte tyskerne pludselig at åbne ild fra kirkegården.

 

Læg på  plads igen

Civilbefolkningen var dukket op. De trodsede de skarpe projektiler. Der blev bakset med nogle sten og en vogn til afspærring og midt i det hele kommenterede en bonde situationen:

• I må  ikke smide de sække sådan. Det er mel i, og brændet skal I lægge på plads igen.

Han havde åbenbart ikke forstået alvoren i det hele.   Der var faktisk lavet fire afspærringer ved Bredebro. Allerede fra Sølsted havde fly beskudt de danske soldater.

 

Hånet af Tønders borgere

Efter overgivelsen blev de danske soldater proppet i to rutebiler og kørt til grænsen. Igennem Tønder By stod folk og hånede dem. Samtidig spyttede de på busserne. Efter at have været  over grænsen i en halv times tid, blev soldaterne ført tilbage til kasernen i Tønder.

Fodfolkspioner – kompagniet, der som nævnt skulle gå tilbage til Løgumkloster gik først i stilling i Tyvse. Kompagniet kom dog ikke der i kamphandlinger med de tyske tropper.

 

Danske fly skulle overvåge

Den 8. april kl. 12 blev der givet ordre til højeste alarm ved Luftværnsartilleriet ved Løgumkloster. Der blev udleveret skarp ammunition til befalingsmænd og mandskab. Ingen måtte forlade batteriet.  Man havde lige inden modtaget ordre fra afdelingen i Rødekro, at man ikke måtte skyde, da danske flyvemaskiner i løbet af eftermiddagen ville overtage bevogtningen af luftrummet over grænseegnene

Man afventede derfor i løbet af dagen marchordre nordpå. Men intet skete, og der var heller ikke spor af danske flyvemaskiner.

 

Larm høres fra Sild

Klokken 23 fik batteriet ordre til at lade soldaterne gå i kvarter  Klokken 4.30 ringede løjtnant Kjølsen, der i lytterapparatet havde hørt stærk flyvemaskine larm fra øen Sild.

 

Ram på bombefly

• Kl. 5.15 blev batteriet overfløjet af en tysk jagermaskine i en afstand af 2.500 meter. Den blev beskudt af 75 mm luftværnskanon. Maskinen sprang straks i vejret for at undgå videre beskydning. I alt blev der afgivet 6 skud.

Batterichefen blev vækket ved skydningens begyndelse og han gav straks ordre til at standse beskydningen.  Mens batterichefen var undervejs blev en tysk bombemaskine, da batteriet følte sig truet beskudt med 20 mm maskinkanoner i en afstand  af ca. 1.800 meter Maskinen blev truffet. Maskinen forsvandt i dykningen bag Vognhøj,  som om den gik ned.

De soldater, der skød fra batteriet havde aldrig skudt med materiellet før.  Senere fik man da også underretning om, at en bombemaskine skulle være landet ved Skærbæk, fordi tre af den syv mands store besætning skulle være blevet dræbt.

 

Batteri blev omringet

Batteriet fik ordre til at afmarchere til Vejle. Civilkøretøjer begyndte kl. halv syv at ankomme til batteriet. Man begyndte derefter læsningen af ammunition m.m. På det tidspunkt var Løgumkloster By  besat af tyske panservognstropper. Og det varede ikke længe før batteriet var omringet af tyske panservogne.

Batteriet blev ikke afvæbnet, men fik henstilling på at sætte geværerne sammen og lade mandskabet træde tilbage. Mellem klokken syv og halv otte fik mandskabet af de tyske myndigheder lov til at hente forplejning.

Kilde

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – div. artikler
  
  

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• under Tønder ligger der 283 artikler
• under Besættelsestiden (Før/under/efter) ligger der 362 artikler 

Redigeret 1. 11 . 2021

Længe før den 9. april var der advarsler,
om hvad tyskerne havde planer om. Også 
fra tysk side lod man advarsler sive. De kom fra dem, der ville styrte
Hitler. Herfra  informerede man om tyskernes dispositioner. Hemmelige
fredsforhandlinger blev ført med briterne.  Man var fra tysk side
bange for den britiske flåde. Men trods efterretninger foretog den
britiske flåde sig ikke meget. Hverken i
Holland/Belgien eller i Danmark

førte advarslerne til modforholdsregler. Her kom
Weserübung som en overraskelse  

Lokale havde anelser

Min far talte den 6. april 1940 med en
chauffør fra en fiskebil på Sønderport
i Tønder. Han fortalte, at der var store troppekoncentrationer
syd for grænsen.

I Højer
bemærkede man, at et stigende antal tyske fly i dagene op til 9. april
fløj op langs den danske vestkyst, og krænkede uden videre dansk territorium. 

Og i dagene op til den 9. april kunne man fra Sild
høre fly varme op til aktionen den 9. april.  

Den 8. april fløj et dansk fly langs
grænsen. Men længe før vidste den danske og engelske regering, at
tyskerne ville foretage et angreb mod Skandinavien.  

En advarsel fra 4. april

Om aftenen den 4. april 1940 modtog det
danske udenrigsministerium en advarsel fra Gesantskabet
i Berlin om angrebet.

Åbenbart var disse advarsler bagere,
end eftertiden vil gøre dem til. For på Christiansborg
tog man ikke advarslerne videre alvorlig. Man ville se tiden an.  

Ville slutte fred under gunstige betingelser

Den samme aften gik den tyske generalstabschef
F. Halder i hærens hovedkvarter i Zossen
en times kørsel syd for Berlin

til hærens øverstkommanderende W. von Braunchitz
for at forelægge ham beviser for, at den britiske regering var villig
til at slutte en for Tyskland
særdeles gunstig fred. , når blot Hitler
var fjernet.  

Det var en sammenhæng mellem de to begivenheder.
Den var foranlediget af Hitler –
modstandere i den tyske overkommandos efterretningstjeneste.  

Attentat
– forsøg den 20. juli 1944

Modstanden mod Hitler
var blevet tilspidset efter lynsejren over Polen
i september 1939. Næppe havde Hitler
fejret sin sejr før han ville angribe det vestlige Europa.
Dette anså generalerne for galskab.

Advarslen om angrebet mod Danmark

skal ses som en systematisk kamp mod at få Hitler
fjernet. Man forsøgte også forgæves med et attentat den 20. juli
1944.  

Mange
ønskede Hitler fjernet

Mange officerer i den toppen af den tyske
hærledelse ønskede Hitler
fjernet. Men man havde særdeles dårlige arbejdsbetingelser. Telefoner
blev aflyttet, falske informationer blev plantet og officerer blev overvåget.
SS, Gestapo og menige partifanatikere var stolte af at angive systemets
fjender.  

Menigmand så 

Hitler som frelseren

Allerede fra startet af Hitlers karriere
var der folk, der ville have Hitler
fjernet. Men menigmand i Tyskland
så Hitler som frelseren, der havde fået fjernet arbejdsløsheden
og fået gang i Tysklands industri.  

Vestlige stormagter var passive

De vestlige stormagter var også 
passive. Hitler valgte at udtræde af Folkeforbundet.
Han sprængte Versailles – traktaten
ved at indføre almindelig værnepligt. Det utrolige skete, at England
accepterede en flådeaftale tre måneder senere.

Hitler
opsagde Locarno – traktaten
og marcherede i 1936 ind i Rhinlandet.
I 1938 gennemførte han Østrigs
optagelse i Das Reich. Han indlemmede Sudeterlandet
og uden krig erobrede han den czekiske del af Czekoslovakiet. 

Ind i Rhinlandet

Som skrevet marcherede tyske tropper
ind i Rhinlandet. Efter den sidste krig måtte tyske soldater
ikke færdes her. Men Hitler
udnyttede en udenrigspolitisk situation. Ratifikationen af den fransk
– sovjetiske bistandspagt gav ham påskud til at hævde, at Tyskland
ikke mere var bundet af foreliggende aftaler.  

Tre uger om Polen

Passiviteten fra vesten blev den 3. september
1939 afløst af krigserklæring. Men der var ikke videre aktivitet derfra,
da Hitler på tre uger havde erobret Polen.  

Officerer myrdet

I den tyske hær var der efterhånden
kommet unge begejstrede nationalsocialister. De kunne kvæle al modstand
i officerskorpset mod Hitler.
Og denne var en af de mest snedige demagoger, der har tyranniseret et
folk i Verden.

Allerede i 1934 var en del officerer
blevet myrdet. Görring og Himmler
greb chancen og fik fjernet modstandere af systemet. Ja, det var flere
hundrede, der var blevet myrdet.  

Lydighed over for føreren

Halvanden måned efter – den 2.
august 1934 døde Hindenburg.
Nu lod Hitler hæren sværge ed til sig, ikke som i Weimartiden
om troskab mod folk og fædreland, men som i kejsertiden en ed til statsoverhovedet
personligt. Den var en hellig ed om ubetinget lydighed mod det tyske
riges og folks fører Adolf Hitler,
værnemagtens øverstkommanderende.

Generalstabschef Ludwig Beck
og mange andre følte sig overrumplet.  

General Oster advarede Danmark

Det var den senere general Hans Oster,
der i 1940 advarede Danmark
og Norge om det forestående angreb. Han ville advare vesten
om nationalsocialismens forbryderiske væsen. Han mente, at nationalsocialismens
stilling til kirken, til jøderne, til retsopfattelsen og til retsudøvelsen
havde udviklede sig til et rent politi
– og vilkårlighedsstyre.

Oster
sad centralt i efterretningstjenesten og havde fingeren på pulsen.  

Canaris imod Hitler

Oster
blev sammen med Canaris hængt i en sydtysk koncentrationslejr
på fem års dagen for Hitlers
overfald på Danmark og Norge
ganske få dage før amerikanske troppers ankomst i lejren.

Denne Oster

var født 1888 og forblev tro mod kejseren.  

Canaris
var en rank og flot rytterskikkelse og var præstesøn fra Alsace.
Fra fængslet skrev han til sin søn:  

• Til sidste
  åndedrag bliver ved med at være hæderlige karle, således som vi
  har lært det som børn og soldater. Komme hvad det vil, vi frygter
  kun Guds vrede, hvis vi ikke er redelige og hæderlige og gør vor pligt.

 

Admiral Canaris

var chef for efterretningsvæsnet fra 1935 – 1944.  

Briterne fik besked om grusomhederne

Forskellige forskere har påpeget, at
man ikke vidste, hvad der foregik af forbrydelser under Hitler
– styret. Det er ikke korrekt. Adskillige dokumenter fra 1940
dokumenterer, at Canaris netop udbredte kendskabet til SS`s
umenneskelige forbrydelser over for jøder og kristne i Polen.

Også andre generaler i den tyske
hær fik oplysninger om grusomhederne ved østfronten. Canaris

lod sin viden sive til englænderne, for at få disse til at reagere.
Han var meget bevidst på, at tyskerne gik deres undergang i møde.  

Rommel var medspiller

Disse to var nogle af de kendte, der
gerne ville af med Hitler. Men også en anden kendt, feltmarskal
E. Rommel var fast besluttet på handling mod Hitler.
Men desværre blev han tre dage før 20. juli (1944) attentatet såret,
da vestlige fly rettede deres kugler imod en bil på de franske landeveje.
Dermed mistede oprørerne en vigtig medspiller.  

Den britiske flåde skulle forhindre
invasion

Omkring 1. april diskuterede Canaris

og Oster mulighederne for, at den britiske flåde skulle forhindre
tyskernes invasion i Norge.

Hitler
– modstanderne havde også før aggressionen mod Czekoslovakiet
kontaktet briterne.  

Aktion udskudt 29 gange

I en tale proklamerede Hitler,

at Frankrig og England ville sønderbombe Tyskland.
Derfor var det Tysklands opgave at ødelægge de to landes militære
styrker. Angrebet mod Frankrig 
blev fastsat til 12. november. Men inden Hitler
rykkede ind i Holland, Belgien

og Frankrig den 10. maj 1940, havde aktionen været udsat 29
gange.  

Chamberleins tale

Hitler
– modstanderne vidste måske ikke at de havde en stor tilhænger
i Neville Chamberlein (premierminister indtil 11. maj 1940).
Dagen efter krigserklæringen den 3. september 1939 udtalte han i
Underhuset:  

• I denne krig kæmper vi
  ikke imod jer, det tyske folk, mod hvem vi ingen bitre følelser nærer,
  men mod et tyrannisk og sammensvoret styre, der ikke alene havde bedraget
  sit eget folk, men hele den vestlige civilisation og alt, der er os
  dyrebart.

 

Flere gange var der forhandlinger mellem
briterne og Hitler – modstanderne.
Forhandlingerne skete både i Bern
og Rom.  

Briternes fredsforslag

Briterne tilbød tyskerne en særdeles
fordelagtig fred, blot Hitler
var ryddet af vejen. To udsendinge fra Foreign Office

kom med følgende tilbud: 

1. Det sikres, at den britiske
   regering ikke militært til skade for Tyskland, f.eks. ved et angreb
   i Vesteuropa vil udnytte en forbigående krise, der måtte kunne opstå 
   i forbindelse med en aktion fra den tyske opposition.
2. Den britiske regering erklærer
   sig beredt til at samarbejde med en ny tysk regering, hvem den kan give
   sin tillid for at sikre en varig fred og at yde Tyskland den (til genrejsning
   efter krigen) nødvendige økonomiske hjælp.
3. Den britiske regering kan
   ikke forpligte sig yderligere uden forudgående indforståelse med den
   franske regering.
4. I tilfælde af Frankrigs
   deltagelse i forhandlingerne ville det være
   ønskeligt, om der kunne gives meddelelse om det omtrentlige tidspunkt
   for gennemførelse af det indre tyske foretagende.
5. Såfremt oppositionen for
   at lette gennemførelsen af sin aktion måtte
   ønske en vildledende (militær) manøvre fra vestmagterne, vil den
   britiske regering inden for mulighedernes ramme imødekomme et sådant
   ønske.

 

Østrig og Sudeterlandet
skulle forblive i Tyskland.
Og grænsen mod øst skulle se ud som før 1914. Mulighederne var at
erstatte Hitler med Göring.  

Forbindelse gennem Oster

Forbindelsen til briterne blev blandt
andet varetaget af Oster. De fortsatte senere gennem Vatikanet.

Når Hitler
– styret var væltet ville paven appellere til de krigsførende
om at aftale våbenstilstand og afslutte krigen.  

Forhandlingerne via Vatikanet
var rent og skær forræderi. Man måtte fare frem med forsigtighed.

Men Hitler
blev som bekendt ikke styrtet. Briterne var gennem disse forhandlinger
dog blevet meget velorienteret om, hvad der foregik i Tyskland.
Mange højtstående officerer deltog i kupplanerne mod Hitler. Briterne
var særdeles velorienteret om krigsplanerne.  

Flåden manglede støttepunkter

Allerede i 1937 påpegede storadmiral
Raeder over for sin forsvarsminister og påpegede de uheldige i
flådens svaghed i mangel på støttepunkter udenfor Østersøen
og Nordsøen.

Den 10. oktober 1939 henledte Raeder
Hitlers opmærksomhed på, at Trondhjem
kunne være et strategisk sted for at placere ubåde. Den 8. december
påpegede den samme over for Hitler,
at der mellem Norge og England
foregik en livlig handel.  

Quisling på 

banen

Den 12. december blev Quislings
synspunkter refereret over for Hitler. Man kunne gennemføre
besættelsen af Norge på 

• 1. ad fredelig vej
• 2. med magt

 

Quisling
tanke var at begå statskup og så tilkalde tysk hjælp. Hitler
lod sig overbevise af Quisling
om, at Norge var truet af engelsk besættelse. Men han mente,
at den bedste løsning var en tysk erobring uden norsk hjælp.  

Admiralen
ønskede 300 u – både

Tyskerne var bange for englændernes
flåde. Ved krigens udbrud havde Tyskland
kun 28 atlant – ubåde. Ubådschefen, admiral Dönitz
forlangte 300 u – både. Kun en tredjedel skulle være ved fronten,
en tredjedel skulle være hjemme og den sidste tredjedel skulle altid
være på rejse. Dönitz var meget interesseret i Trondhjem.  

Weserübung

Weserübung

som var kodeordet for angrebet mod Norge
og Danmark, var ikke admiral Raeders
livret. Den britiske flåde var væsentlig stærkere end den tyske.
Men også inden for hærledelsen og luftvåben ansås aktionen for at
være farlig. Således var både hærledelse og luftvåben således
meget skeptiske over for planerne.  

Planerne skulle holdes hemmelige

Angrebet kunne kun lykkes, hvis det for
modstanderne kom uventet og overraskende . Derfor blev det ganske særlig
fremhævet, at alle forberedelser skulle holdes absolut hemmeligt. I
Hitlers ordre af 1. marts om Weserübung

hedder det således:  

• Det er af den største
  betydning at vore forholdsregler rammer de skandinaviske stater såvel
  som vore vestlige modstandere overraskende. Alle forberedelser, navnlig
  tilvejebringelse af lastrum og af tropper såvel som deres afsejling
  skal tage hensyn hertil. Kan forberedelserne af afsejlingen ikke hemmeligholdes
  længere, skal andre mål (end Danmark
  og Norge) foregøgles officerer og soldaterne. Soldaterne må
  under alle omstændigheder først erfare de virkelige mål, efter at
  skibene er løbet ud .

 

Aktionerne skulle foretages på 
samme tid

Da Hitler
den 21. februar gav general von Falkenhorst

ordre til at forberede Weserübung,
var det hans beslutning først at gennemføre Gul.
Det var stikordet på angreb på Vesteuropa,
og først når dette angreb var nået til en hvis afslutning,
skulle Weserübung gennemføres. Imidlertid vaklede Hitler

i de følgende dage.

Jodl
foreslog, at begge foretagender skulle forberedes, således at de både
i tid og i anvendelsen af militære styrker var uafhængige af hinanden.
Hitler accepterede Jodls
forslag og meddelte derpå den 3. marts, at Weserübung
skulle gennemføres først og nogle dage senere Gul.  

Overraskende gennemførelse

En ordre fra general Falkenhorst
af 5. marts fremhæver overraskelsens nødvendighed og det samme gør
en ordre fra admiral H. Raeder: 

• Det er af den største
  betydning at vore forholdsregler rammer såvel de nordiske stater som
  vestmagterne. Alle forberedelser skal tage hensyn til dette ganske afgørende
  synspunkt…..Svagheden i styrker skal udlignes ved dristig handlinger
  og overraskende gennemførelse.

 

En vanskelig operation

Under en konference med Hitler

den 9. marts anså Raeder for sin pligt, at give Føreren
et klart billede af flådens del af Weserübung:  

• Det kritiske
  øjeblik bliver indsejlingen i havnene og kystforterne skal passeres.
  Det må ventes, at indsejlingen vil lykkes, his den gennemføres
  overraskende, og at nordmændene ikke hurtig nok vil træffe beslutning
  om at skyde, hvis de overhovedet er besluttet herpå. For skibene bliver
  tilbagerejse den vanskeligste operation, fordi det betyder, at de skal
  bane sig vej gennem de britiske flådestyrker.

 

Hoveddelen af den britiske flåde var
stationeret i Scapa Flow, mellem Orkney
– øerne. Det var en halv snes timers sejlads fra den norske kyst.  

Advarsel diskuteret den 26. marts

Allerede den 26. marts diskuterede man
i krigskabinettet i England
om tyske angrebsforberedelser. Således havde den britiske gesandt i
Stockholm indberettet om en koncentration af tyske fartøjer og
flyvemaskiner, der øjensynligt skulle besætte norske flyvepladser
og havne.

Den 30. marts oplyste admiral F. Darlan,
at Tyskland koncentrerede de fornødne styrker til en invasion
af Sydnorge, Stavanger eller Sverige.  

Mange tegn på 
invasion

• Den 2. april gav Hitler
  endelig ordre til gennemførelse af Weserübung den 9. april.
  Egentlig skulle invasionen have været foretaget fire uger tidligere,
  men isproblemer gjorde, at aktionen blev udskudt.
• Den 3. april underrettede
  Oster sent på eftermiddagen den hollandske militærattché oberst
  J.G. Sas om det forestående angreb mod Norge
  og Danmark.
• Samme dag afsejlede en tankbåd
  fra Wilhelmshafen og de første tre skibe med materiel fra

  Hamborg til Narvik.

• Den 4. april søgte Sas
  kontakt med det danske gesandtskab i Berlin og andre. Herfra
  indberettede man utvivlsomt hjem om det forestående angreb.
• Samme dag sender kammerherre

  H. Zahle, Danmarks gesandt i Berlin
  følgende hjem til Danmark:

• 1. Der forestår en
  ”aggression” mod Danmark, som skal finde sted i næste uge
• 2. Samtidig eller muligvis
  senere forberedes et indbrud i Holland, muligvis også
  Belgien.
• Den 5. april forlod endnu
  to fartøjer Hamborg med materiel til Trondhjem.
• Samme dag forelå der udenlandske
  radioefterretninger om det forestående angreb.
• Samme dag havde den svenske
  gesandt A. Richters henvendt sig til statssekretær Weizsäcker.
  Den svenske gesandt gjorde gældende, at man i Norge
  ventede en tysk aktion.
• Den 6. april modtager de britiske
  myndigheder en efterretning fra en neutral gesandt i  København,

  at en tysk division på ti skibe ville gå i land i Narvik
  natten til den 8. april.

• Daily Telegraph
  berettede i en artikel om store koncentrationer af tyske flådefartøjer
  i Østersøen.
• Den 6. april forlod de første
  transportskibe Stettin med tropper, heste og transportmateriel
  til Norge.
• Den 7. april udtalte flådechefen
  for de nordiske farvande, admiral Carls
  sig om risikoen ved foretagenet.
• Samme dag sejlede mange transportskibe
  fra Wilhelmshafen.

 

Briterne vidste meget

Læser man Churchills

erindringer, ja så kommer der nogle interessante detaljer frem.

I Krigskabinettet den 3. april havde
de britiske stabschefer drøftet mulighederne for en tysk invasion i
Skandinavien. Kigsminister Oliver Stanley
havde modtaget en rapport om, at tyskerne i Rostock
havde samlet en anselig styrke med det formål at indtage Skandinavien.

Udenrigsminister Lord Halifax
sagde, at efterretninger fra Stockholm,

synes at kunne bekræfte dette. Ifølge det svenske gesandtskab i
Berlin, var tyske skibe på i alt 200.000 tons samlet i Stettin
og Swinemunde. Om bord havde de tropper, hvis antal rygtevis
blev anslået til 400.000. 

Briterne lagde miner

Upåagtet af dette var britiske flådeenheder
sejlet til Norge for at lægge miner. Man havde ventet på samtykke
fra den franske regering.

Den 5. april var man sejlet fra Scapa
Flow, og den 8. april kl. 4.30 om morgenen lagde man inde under
kysten i nærheden af Bodø

miner. Området ligger 100 sømil syd for Narvik.

Da indberetningerne om det tyske angreb
kom, fik man ordre til at forlade området. Var de blevet liggende der
endnu et halv døgn, var den tysk flåde sejlet direkte ind i dem.  

Britiske fly ventede med at indberette

Da den tyske flåde med de nordligste
landgangsstyrker var stået ud natten til søndag den 7. april blev
en del af den sigtet af britiske flyvere kl. 8.05, da den var på højde
med Esbjerg.

Kl. 13.30 blev den omkring på højde
med Limfjorden sigtet af bombeflyvere. Man ville dog ikke røbe
positionen vad afsendelse af radiomeddelelse. Deres iagttagelser blev
derfor først meddelt kl. 17.30 for chefen for Home Fleet.  

En sen udrykning

Kl. 20.15 afsejlede en stærk eskadre
fra Scapa Flow. Denne eskadre satte ikke kurs mod den nærmeste
norske kyst, men mod nordøst, fordi dens chef troede, at de tyske enheder
skulle ud i Atlanterhavet. De krydsede den 8, april om eftermiddagen
ved 16 – tiden den rute som tyske krigsskibe havde fulgt 8 – 9 timer
i forvejen.  

Tyskerne overrasket over problemfri
invasion

For mange var det overraskende, at den
engelske flåde var taget på sengen.
Og i den tyske flåde var det glæde over at invasionen af Danmark

og Norge var foregået så problemfrit.

De tyske officerer var bange for at svenske
kaptajner, der anløb Østersø
– havnene havde indberettet forekomster af troppekoncentrationer.
Den britiske efterretningstjeneste var særdeles aktiv i Sverige.
Så de måtte have været klar over, hvad der foregik.

Canaris
og Oster var enige om, at en engelsk flådedemonstration ud for

Norges kyst, ville have tvunget Hitler
til at aflyse angrebet.

De to herrers ønske gik ikke i opfyldning.
Og Gestapo fandt aldrig ud af, at Oster
havde røbet angrebsplanerne.  

Canaris skuffet over briterne

SS
– brigadefører Werner Schellenberg

skriver i sine erindringer om den forrådte angrebsdato, at Hitler
overdrog Canaris at foretage denne undersøgelse, hvilken foranledigede
Obergruppenführer R. Heydrich
til at bemærke, at det var at gøre geden til gartner.

Canaris
og Oster, der var de egenetlig skyldige, skød skylden på udenlandske
diplomater og katolske gejstlige, fordi de var uden for Gestapos

rækkevidde.  

Da Canaris
var i København den 10. april erfarede han om søslaget ved
Bergen. Det fik ham til at udbryde:  

• Hvis bare englænderne
  var stukket til søs to dage tidligere, havde Hitler aflyst aktionen.

 

Den 10. jan. blev dele af planen røbet

Den 10. januar var en tysk flyvemaskine
nødlandet i Belgien . En del af de tyske angrebsplaner var ombord.
For den tyske overkommando var det uvist, hvor meget af disse planer,
som mandskabet havde nået at tilintetgøre.  

Uden militær betydning

Militært var efterretningerne om advarslerne
om den tyske invasion helt uden virkning. Oster
undrede sig over, at der i Danmark
og Norge ikke kom mobilisering og troppeforlægninger til grænsen.
Hverken i Danmark eller Norge

forekom der nævneværdige forholdsregler. Oster
havde helt sikkert regnet med den engelske flåde.  

Man blev alligevel overrasket

En sprængning af broen over viadukten
i Padborg kunne have forsinket de tyske troppers fremmarch. I
stedet måtte gendarmer lade livet, fordi tyske spioner troede, at de
var ved at anbringe sprængstoffer få timer før tyskernes indmarch.  

Egentlig forelå der en plan på 
flere jernbanestrækninger i tilfælde af en tysk invasion. Men tyskernes
besættelse kom åbenbart som en overraskelse trods mange advarsler.  

Og hvad kunne danskerne ellers selv have
gjort mod overmagten. Længe efter at modstanden var opgivet, kæmpede
danske soldater i Sønderjylland.
Mange døde i kampen. Kommunikationen fra København
svigtede i de afgørende timer.  

Kilde: Se

• Besættelsestidens Litteratur
  A – L
• Besættelsestidens Litteratur
  M – Å

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder over
  50 artikler om Besættelsestiden

Nørrebro Handelsforening ville hjælpe de ældre med at købe ind. Det skulle ikke være dyrere for dem. Man kunne bevare de lokale arbejdspladser. Og de
ældre var sikret det frie valg. Det blev en succes uden lige. NH – Distribution eller senere Handelsstandens Indkøbsordning fik 75 arbejdspladser. Men ak, Københavns Kommune havde en anden holdning til overholdelse af samarbejdskontrakten. Handelsforeningen blev tvunget til at sælge. Men man gjorde det på
en måde, så de ældre ikke led nød.  Det kostede så til gengæld. Bestyrelsen i Nørrebro handelsforening blev truet med at blive gjort økonomisk ansvarlig. Det kunne i yderste konsekvens have betydet, at undertegnede og resten af bestyrelsen skulle have gået fra hus og hjem. Handelsforeningen tabte både i Byretten og Landsretten. Kommunen måtte åbenbart gerne bryde kontrakten. De brugte Indkøbsordningen til besparelser. Køberen var Interware – en del af nemlig.com 

 

Ældrerådet protesterede

De ældre på Indre Nørrebro fik i slutningen af 1999 at vide, at Omsorgsafdelingen  skulle spare. Derfor besluttede politikerne, at de ældre skulle have varer et bestemt sted fra uden for bydelen.

Det fik Ældrerådet til at protestere. Man anfægtede, at det pågældende indkøbssted var dyrere med adskillige af deres varer, end der, hvor man plejede, at få varer fra. Ældrerådet
kunne heller ikke forstå, at i det udvalg, der tog beslutningen ikke rummede ældre eller handlende.

Bydelsrådet svarede, at de handlende ikke var interesseret. Det fik Nørrebro Handelsforening på barrikaderne.

 

Økologi/Social/Sundhed og erhvervspolitik blev forenet

Systemet fungerede på den måde, at de ældre blev visiteret af hjemmeplejen. Men det var NH – Distribution der modtog bestillingen på varerne, plukkede dem i de tilsluttede supermarkeder, og leverede varerne hos de ældre. Varerne blev leveret på Christiania – cykler. Ja man anbragte sågar også varerne i de ældres køleskabe. Og selskabet ringede også de ældre op, og modtog bestillingen.

Man kombinerede økologi, social –  og sundhedspolitik samt erhvervspolitik.

 

Det kunne have endt lykkeligt

Hjemmehjælperne fik nu tid til andre vigtige gøremål også til glæde for de ældre. Og det kunne så kun ende lykkelig. Men det gjorde det ikke. Mange arbejdede nærmest i døgndrift for at få en god ide praktiseret. Vi andre rendte til et utal af møder. Men fra starten var det som om, at nogle spændte ben for den gode ide.

 

Hvordan er det med etikken og moralen?

Og kommunen er indtil nu sluppet godt fra det – rent juridisk. Etisk og moralsk er de ikke sluppet godt fra det. Hvordan de slipper fra det i den næste juridiske instans, ja det kan kun tiden vise. Det endte ikke godt for Nørrebro Handelsforening.

Måske kan denne artikel advare andre, der vil samarbejde med nogen, der samtidig med at være forretningspartner også vil være formynder. En ting er sikkert, kommunens juridiske konsulenter har haft en god indtægt.

 

Vi må  ikke anfægte lovgivningen

Egentlig ville det måske have klædt kommunen at have indgået et forlig på et tidlig tidspunkt, for de har da så sandelig i sidste ende sparet en masse af borgernes penge. Som det vil fremgå af denne artikel lykkedes det kommunens embedsmænd at vildlede politikerne.

Og vi kunne ikke drømme om at anfægte byretten, som ikke mente, at Københavns Kommune har gjort noget som helst forkert. I vores demokrati er det ligeret for loven. Ingen ikke engang offentlig forvaltning har forrang for andre i det danske demokrati?

 

Bydelsrådet sparede 700.000 kr. årligt

NH Distribution/ Handelsstandens Indkøbsordning startede den 1. april 2000. Fra starten var der omkring 10 ansatte. Hurtig fandt man ud af, at mange ældre havde det svært med Dankort. Man fandt en  ordning, så de ældre kunne betale kontant. Ordningen skabte også tryghed. De ældre skulle ikke selv på gaden efter varerne.

Lederen af Bydelsrådet på Nørrebro, Jesper Langebæk vurderede, at Bydelsrådet sparede 700.000 kr. årligt.

 

Store interesse fra hele landet

I andre områder af København havde de ældre ingen valgmuligheder. Her var de tvunget til, at handle et sted. Her gad man ikke i første omgang at finde ud af, hvordan man klarede opgaven på Nørrebro.

Fra NH Distributions side tilbød man at være behjælpelig med at oprette en lignende ordning i alle 15 bydele i København.

Fra Svendborg, Randers, Slagelse  og Gråsten kom der forespørgsler om etablering af om lignende ordning. Fra Odense viste borgmester Anker Boye stor interesse. På et tidspunkt viste også  Post Danmark interesse for projektet.

 

Samarbejdspris

Da overborgmester Jens Kramer Mikkelsen overrakte den nystiftede pris Samarbejdsprisen i 2001 til NH Distribution sagde han, at selskabet sparede kommunen for fem millioner kroner årligt. Dengang mente han, at der var meget mere arbejde for selskabet, der på det tidspunkt havde 35 ansatte.

Samarbejdsprisen på 50.000 kr. blev brugt på medarbejderpleje

 

De fleste var tilfredse

Efterhånden kom der flere områder til ordningen, Indre Nørrebro, Ydre Nørrebro, Indre By  og Ydre Østerbro.

En evaluering foretaget i marts 2001 viste at

• 90 pct. var tilfredse med varerne
• 95 pct. var tilfredse med leveringstiden
• 97 pct. var tilfredse med budene

 

2.500 kunder

Inden årsskiftet 2001 servicerede NH – Distribution 2.500 ældre. Der blev indgået individuelle kontrakter med lokale butikker, og der blev fundet lokale bude. Men det hele blev styret fra Nørrebro.  I begyndelsen startede man i små  lokaler i Frederik den Syvendes Gade, men måtte snart udvide. Man tog yderlige lokaler i brug, der hvor  Nørrebro Nærpolitistation senere havde til huse

Men snart måtte man atter udvide. Og store lokaler i Titangade blev taget i brug.

Firmaet skiftede navn til Handelsstandens Indkøbsordning. Meningen var at de lokale handelsforeninger aktiv skulle gå ind og støtte ordningen.

 

Samarbejde med Bydelsrådet ikke altid let

Samarbejdet med Bydelsrådet på Indre Nørrebro var ikke helt uproblematisk. Man mente, at  Bydelsrådet manipulerede med nogle tal. Fra NH Distributions side havde man regnet sig frem til, at ordningen på Indre Nørrebro kun kostede en tredjedel af en tilsvarende ordning i Valby.

På Østerbro fik Østerbro Handelsforening  to gratis reklamer på Christiania – cyklerne til en værdi af 30.000 kr.

 

Efter tre år, 48 ansatte

Som et forsøg kom 400 ældre med fra Frederiksberg. Lokaler i dette område blev også taget i brug. Efter tre år var der 30 Christiania – cykler i brug. De ældre kunne vælge mellem Irma, Fakta, Netto og SuperBrugsen. På et år blev der omsat for 21 millioner kroner. Indkøbsordningen var efterhånden en stor arbejdsplads med 48 ansatte.

Nyt IT – udstyr blev anskaffet og selskabet udviklede et program, der gjorde det letter at klare det administrative. To elektriske biler blev anskaffet. Man fortsatte i den økologiske retning. Man håbede med tiden at kunne levere til alle 5 – 6.000 ældre i København og 3 – 4.000 ældre på Frederiksberg.

 

Et virvar af ansatte

Når man trådte ind i lokalerne på  Nørrebrogade emmede det med liv og travlhed. Et virvar af unge mennesker havde travlt med at ringe til kunder. Der var trange pladsvilkår. 41 tegnestifter er placeret på  et kort over København / Frederiksberg.  Disse symboliserede de supermarkeder, der var med i ordningen. Selskabet havde tre målsætninger:

• De ældre skal være tilfredse
• Kommunen skal spare penge i forhold til, at de selv skulle klare opgaven
• Vi skal lægge pengene i den lokale detailhandel

 

Der var en tilfredsheds – procent på 97 pct. Kommunen erkendte at de sparede fem millioner kroner pr. 1.000 ældre, der var tilknyttet ordningen. I 2002 var omsætningen nået op på 32, 5 millioner kroner.

 

Kommunal ansatte synes, at det var en dårlig ide

På Generalforsamlingen i NH – Distribution i 2002 kunne kunne Inger Poulsen fra Ældrerådet fortælle, at hun på et kursus, hvor hun deltog fik at vide af en kommunal konsulent, at det var en dårlig ide, at støtte de lokale handlende via en indkøbsordning. Det var hun blevet meget fortørnet over.

Inger Poulsen fortsatte med at fortælle, at det er forkasteligt, at politikerne hele tiden fortalte, at de ældre har valgmuligheder. 30 pct. af de ældre i København fik den laveste pension, og for dem var det vigtigt  at kunne få et pund hakket kød i Fakta for 27 kroner.

 

Manglende betaling

Johnny Beyer fortalte på generalforsamlingen, at kommunen næsten aldrig betalte til tiden. Så kunne det let opstå likviditetsproblemer, da NH Distribution modsat andre lignende selskaber ikke tjente på selve varen.

 

Ny direktør 

Johnny Beyer  var blevet ansat som direktør. Han brugte omkring 75 timer om ugen for at få organisationen til at fungere. Han var stadig formand for Nørrebro Handelsforening men havde grundet manglende tid opgivet jobbet som formand for SSH (Storkøbenhavns Sammenvirkende Handelsforeninger). Dette skulle senere få nogle uheldige følger.

 

I Titangade som Handelstandens Indkøbsordning

I 2004 var lokaleforholdene blevet for trange. Man flyttede ud i Titangade. På få år var man nu oppe på 75 ansatte. Indvielsen skete med et stort pølsebord. Alle brugere var inviteret.

For at lave positiv omtale og PR blev undertegnede sat til at lave et brugerblad.

Et repræsentantskab blev nedsat. Den bestod af Ældrerådet og medlemmer af Nørrebro Handelsforening. Dette råd skulle være med til at højne kvaliteten i Handelstandens Indkøbsordning.

 

Mange funktioner

Det var mange funktioner, at tage vare på i Indkøbsforeningen.

• Det var Ringeren, der ringede til aftalt tid, for at høre, hvad brugeren ønskede at bestille.
• Pakkeren, der pakkede varerne i supermarkedet
• Buddet, der bragte varerne ud
• Opretteren, der sørgede for at nye kunder blev registeret. Man aftalte i hvilken butik, brugeren ønskede at handle i. Leveringsdag og tidspunkt blev aftalt.
• Budchefen skulle sørge for, at der var nok bude på arbejde, så varerne kunne bringes ud.
• Receptionisten skulle sørge for, at rette løste problemer for brugerne
• Logistikchefen skulle finde ud af, om arbejdet kunne gøres bedre.
• Direktøren havde det politiske ansvar. Han skulle gå til politikerne, såfremt ting kunne gøres bedre fra det offentlige.
• Salgschefen stod for salg og indkøb til HI, deriblandt oprettelse af nye butikker samt reklameplads på selskabets efterhånden 40 Christiania – cykler.

 

Kommunal ansatte glemte at informere

Pludselig kastede medierne sig over et problem, der kunne være undgået. Medarbejdere fra Handelstandens Indkøbsordning havde ringet brugere op, som var afgået ved døden
eller indlagt på hospital. Problemet var, at medarbejdere ved Københavns Kommune ikke have fundet det nødvendig, at informere om det.

Fra kommunens side blev det givet udtryk for, at Handelsstandens Indkøbsordning  kun var ude på, at tjene flere penge. Ifølge kontrakten var det kommunens opgave at afmelde borgere.

Og kommunen reagerede ikke, trods det faktum, at HI orienterede kommunen om, at brugere ikke kunne træffes. Men kommunen forlangte, at få penge tilbage fra HI.

 

Holdt penge tilbage

Dette blev starten på en konflikt, der førte til HI`s dødsstød. Kommunen holdt simpelthen penge tilbage, og overholdt ikke deres betalingsbestemmelser. Ved forhandlinger truede kommunens embedsmænd at de ville finde et andet firma, såfremt HI ikke rettede ind til højre. Fra politisk side fik HI  at vide, at man skulle optræde mere afdæmpet.

 

Politikere blev vildledt

Embedsmændene orienterede politikerne om at HI uberettiget forlangte en merpris, men ikke om at kommunen reelt sparede penge på vareudbringningen. Politikerne fandt da også i anden omgang ud af, at de var blevet vildledt.

 

Hjemmehjælpere kunne ikke finde ud af teknikken

Et nyt problem opstod på Frederiksberg. Her skulle hjemmehjælperne sørge for at indsamle indkøbssedler og faxe dem til HI. Men ofte var det de ældre selv, der havde udfyldt dem. Og mange gange kunne man på HI  ikke tyde, hvad der var skrevet. Ja ofte var de helt ulæselig. Det kneb også med teknikken. Hjemmehjælperne skulle sende indkøbssedlen via faxen, men her kunne man ikke finde ud af teknikken. HI blev gjort ansvarlige for disse problemer.

 

Kommunen ville ikke betale den faktiske pris

En ny bombe blev dog leveret af kommunen. Man ville nu kun betale et beløb af 136 kr. pr. leverance. Man ville ikke betale for den faktiske pris. HI havde efterhånden 51 supermarkeder. Man blev nødt til at rationalisere og skære i servicen.

Og dette afstedkom kraftig kritik fra for eksempel Østerbro Avis. Og reaktionen fra HI var særdeles uheldig. Undertegnede forsøgte at rette op på det i et indlæg i bladet. Heldigvis var der andre brugere, der bakkede HI op i bladet.

Østerbro Avis havde brugt masser af spalteplads på at beskrive en enkelt brugers problemer. Hun skulle have varer fra en leverandør, der kun havde 14 kunder. Og det kunne praktisk ikke lade sig gøre. Efterfølgende forsøgte HI at finde en løsning. Men det var forgæves.

 

Direktør beskyldt for at stjæle 200.000 kr.

Den næste bombe kom i Jyllands Posten.  Her lykkedes det for formanden for SSH (Storkøbenhavns Samvirkende Handelsforeninger) at få fortalt at Handelstandens Indkøbsforeninger
havde indgået falske kontrakter og ført alle Københavns handelsforeninger bag lyset.

• I realiteten har han stukket pengene i egen lomme

Ja sådan var udsagnet fra Sven Grønsund formand for SSH og repræsentant for Valby Handelsforening.  Senere i artiklen gjorde formanden læserne opmærksomme på, at beløbet drejede sig om 200.000 kr.  Sven Grønsund blev senere dømt for sine udtalelser. Det kom til at koste 45.000 kr.

Udtalelserne var også begyndelsen til en nedtur for SSH. Et par år efter blev organisationen, som Nørrebro Handelsforening i sin tid startede, nedlagt.

Man kan så undre sig over Jyllands Postens tilgang. Hvordan kunne de videregive en sådan beskyldning uden at undersøge sagen. Det var ikke tale om et læserbrev eller lignende men en artikel på forsiden.

 

Embedsmænd igen på spil 

Men der lå en bombe under aftalen med Københavns Kommune. Ifølge reglerne må kommunen ikke betale mindre, end hvad de selv kunne udføre opgaven til. Her mente embedsmændene
at opgaven kunne løses for 136,- kr. En undersøgelse skulle fastslå om denne pris var rigtig.

 

Opgav samarbejde med kommunen

Repræsentantskabet besluttede at sælge firmaet. Man mente ikke, at firmaet kunne køre med kommunens kontraktbrud. Man betalte ikke til tiden, og budgettet kunne ikke holde med den ændrede betaling. Men kommunen ville ikke acceptere hvad som helst. HI var næsten tvunget til at sælge til Interware. Nu var det slut for de ældre med det frie valg. Nu havde de kun en
butik, at handle i.

 

Monopollignende forhold

Formand for Ældrerådenes Fællesudvalg mente, at det var en grund til at de ældre havde valgt Handelstandens Indkøbsordning:

• Nu får vi monopollignende tilstande. Et stort firma, hvor alle varerne ligger på  lager. Vi vil opfordre de ældre til at insistere på  en hjemmehjælper, for det er kommunen forpligtet til at tilbyde.

 

Frit-valgs – ordningen underminiret

Efter loven skulle det være en frit-valgs – ordning. Og lovgivningen siger helt klart at kommunen ikke må betale mindre, end hvad den enkelte kommune kunne levere varerne for.

Københavns Kommune havde selv beregnet, at det ville koste 25 millioner kroner at levere varerne ud til de 3.000 ældre, men Handelstandens Indkøbsordning kun havde modtaget 17 millioner kroner.

Forskellen skyldtes, at kommunen havde regnet ud, hvor mange ældre, der i alt var tilmeldt indkøbsordningen, mens Handelsstandens Indkøbsordning  kun havde modtaget penge for hver leverance.  Københavns Kommune brugte ordningen som besparelse, selv om intentionen fra regeringen var at sikre det bedste tilbud til borgerne.

 

En kontrakt til 13,6 millioner kr.

Københavns Kommune havde brugt 13,6 mio. kroner til at udarbejde kontrakten med Handelstandens Indkøbsordning. Et digert værk, må man nok sige. I den stod der bl.a., at man havde ret til at fakturere kunder, der ikke var frameldt inden kl. 16.

Dette annullerede Københavns Kommune.

De holdt simpelthen bare op med at betale. En masse revisorudgifter måtte bruges på det forhold.

 

Embedsmænd fortalte ikke sandheden

For HI gjaldt det om, at gøre overgangen så glidende som mulig. De ældre skulle ikke lide, fordi embedsmænd, politikere og HI ikke kunne finde ud af det. Men for de 75 medarbejdere var det tale om et farvel.

Og kommunen oplyste de ældre, at HI blot havde opgivet. De oplyste ikke noget om årsagen til dette. Jo i nogle medier, blev det sagt, at HI  ikke havde økonomi til at drive firmaet videre. Men det var jo ikke den fulde sandhed.

 

Ingen tak for glidende overgang

Og Nørrebro Handelsforening fik heller aldrig nogen tak for den måde, man lukkede selskabet ned på. For at de ældre ikke skulle lide, lavede man en glidende overgang. Det var ikke ret mange ældre, der kom til at mærke overgangen. Måske først, da de skulle til at krydse af i et katalog.

 

En nat med forhandlinger

Der sad vi så en hel nat og forhandlede med Interware, som dengang havde 1.750 kunder i København.  De fik nu HI`s 3.400 kunder for en klatskilling.  Det var Københavns Kommune, der bestemte, hvem man skulle sælge til.

 

Beklagelse fra Ældrerådet

Og tænk i Østerbro Avis kunne man læse, at HI var populær trods fejl og mangler. Og Ældrerådene i København mente, at HI var blevet unfair behandlet af Københavns Kommune. Og det mente vi som var tæt på også.

Ældrerådenes Fællesudvalg udsendte en presse- information:

• Ældrerådene skal stærkt beklage, at Handelstandens Indkøbsordning er ophørt, fordi den i de bydele, hvor den fungerede, sikrede en stor indkøbsfrihed for de ældre i de lokale butikker. Endvidere har der været en personlig kontakt mellem det enkelte bud og kunden.
• Rådene er endvidere af den opfattelse, at Sundhedsforvaltningen ikke helhjertet er gået ind i videreførelse af HI. Ældrerådene har tidligere gjort opmærksom på det overordnede uheldige i den monopollignende stilling Interware A/S nu vil opnå.

Flere af de ældre brugere gav udtryk for, at man fra kommunens side forsøgte at sabotere ordningen. Nu fik man så et katalog uden billeder, kun med numre, skrev nogle af de ældre.

 

En rasende bestyrelse

I referatet fra den ekstraordinære generalforsamling i Nørrebro Handelsforening fra den 21. oktober 2004 skrev jeg blandt andet:

• Formanden (Johnny Beyer) kunne oplyse, at indkøbsordningens omsætning var vokset til 1,7 millioner kroner og det er ca. 70 personer ansat.
• Egenkapitalen viser i dag et minus på 1,7 mio. kr. – og budgetterne viser et underskud på ca. 200.000 kr. om måneden.

 

Manglende indtjening på 

44.61 pr. leverance

• Efter bestyrelsens opfattelse administrer vores samarbejdspartner Københavns Kommune ikke efter frit valgs-lovgivningen. Blandt andet har de ikke evnen til at regne selv simple regnestykker ud – idet embedsmændene er kommet frem til 104,- kr. pr. tilmeldt borger – men vil i virkeligheden kun afregne det samme beløb efter reelt gennemførte leveringer.
• Denne inkonsekvens giver manglende indtjening på 44,61 kr. pr. levering. – og har gjort at selskabet ikke kan overleve på disse vilkår – idet vi ikke har avancer på de ældres vareindkøb.
• Bestyrelsen mener, at hvis beregningerne var foregået rigtig ville omsætningen være 100.000 kr. større pr. uge.
• Formanden mente, at Københavns Kommune ikke har ønsket at private indkøbsordninger skal lykkes.
• Derudover har Told – og Skattestyrelsen ændret momsfortolkningerne – således at indkøbsordninger under fritvalgs-lovgivningen ikke skal opkræve moms. Det betyder en udgift på mere end 126.000 kr. pr. måned.

 

Nørrebro Handelsforening kautionerede for underskuddet

• HI har bragt sagen for Konkurrence-styrelsen, der vil tage sagen op. Dette har en tidsramme på 4 – 12 måneder. Nørrebro Handelsforening har kautioneret over for banken for tre millioner kroner og over for kommunen på 700.000 kr. For ejendommen på Titangade er der kautioneret med seks måneders husleje.

 

Ingen respekt for indgåede aftaler

Bølgerne havde langt fra lagt sig på den ordinære generalforsamling i Nørrebro Handelsforening den 31. marts 2005. Bestyrelsen følte sig røvrendt af Københavns Kommune, og det skinnede også igennem i formandens beretning.

Johnny Beyer sagde blandt andet:

• I den seneste år, har der været utallige møder, hvor vi har drøftet forhold omkring Handelsstandens Indkøbsordning primært centreret om, at Københavns Kommunes embedsmænd havde svært ved at acceptere vores succesfulde ordning og det besynderlige forhold i, at Københavns Kommune tilsyneladende ingen respekt har for indgåede kontraktlige aftaler.

 

Ville nedsætte prisen med 15 pct.

• De skrev minsandten til os sidste forår og meddelte, at de havde besluttet, at prisen skulle nedsættes med cirka 15 pct. og de mente sig i deres fulde ret til, at ændre prisen uden forudgående drøftelser med os.

 

Betragter sig som myndigheder og ikke
forretningspartnere

• De betragter sig selv som myndigheder og ikke som forretningspartner, der har indgået aftaler med private aktører – vi protesterede naturligvis overfor de forhold – og fortalte, at gensidigt indgående kontrakter ikke ensidigt kunne ændres.
• De fastholdt deres påstand om, at de kunne ændre aftalen med dags varsel – indtil de omsider flere måneder efter – endeligt tog sig sammen til, at konsulere deres juridiske bagland.

 

• I mellemtiden havde de groft tilsidesat enhver moralsk forretningsforpligtelse – idet de bare tog sig den frækhed, at undlade at betale vores tilgodehavende.  – hvilket resulterede i, at Kommunen på et givet tidspunkt, havde forfalden saldo i vores favør på mere end én million kroner.
• I den periode var selskabet naturligvis betrængt økonomisk, og vi kan udelukkende tilskrive vores yderst tilfredsstillende samarbejde med Arbejdernes Landsbank, at vi kom igennem perioden.

 

Tilbageholdt beløb 

• Den første krise kulminerede den 30. juni 2004 – idet Kommunen opsagde vores aftale pr. den dato – hvilket resulterede i, at jeg måtte tage en flyver hjem fra min ferie – og måtte deltage i nogle meget hårde og drøje forhandlinger med Kommunens advokater og Direktører. Forhandlingerne gav i første omgang bonus, således at kommunen trak opsigelsen retur og vi kunne fortsætte vores arbejde til glæde for de ældre i København.

 

Manglede 6 – 7 millioner kr.

• De kom også som aftalt med en beregning om prisfastsættelse – denne beregning havde de foretaget ud fra antallet af tilmeldte borgere under indkøbsordningerne i København
  – med de afregnede kun for de reelt gennemførte ekspeditioner – hvilket giver en prisforskel på cirka 33 pct.- eller omregnet for vores vedkommende 6 – 7 millioner kroner.

 

• Vi fortalte naturligvis kommunen, at de på grundlag af denne beregning, netop havde underbetalt vores samarbejde med et betydeligt millionbeløb – kommunernes embedsmænd startede derefter forfra med deres problematiske og ikke regelrette indstilling til tingene.
• Derefter indstillede bestyrelsen, at vi skulle prøve, at komme ud af dette samarbejde hurtigst muligt – hvorefter vi indgik i nogle seriøse forhandlinger med flere forskellige
  private aktører.
• Vi besluttede os til at
  sælge aktiviteterne til vores største og mest seriøse konkurrent, Interware.

 

Falske beskyldninger om klager

Embedsmændene i Københavns Kommune fortalte politikerne og medierne, at klagerne i Handelstandens Indkøbsordning hobede sig op. Den hoppede en del medier og politikere på. Sandheden var, at der af 175.000 ekspeditioner var indløbet 132 klager. Og klagerne var et resultat af rationaliseringer opstået på grund af kommunens manglende betalinger.

 

Trussel fra Fagbevægelsen

Det var heller ingen hjælp at hente hos fagbevægelsen. SID Lager – og Handelsarbejdernes Forbund meddelte således, at hvis medarbejderne ikke fik en betydelig fratrædelsesgodtgørelse, så kunne de ikke garantere for, at medarbejderne ikke var syge i opsigelsesperioden.

 

Historien sluttede med økonomisk trussel 

Ja og kære læsere historien er ikke slut. Byrettens afgørelse er anket til næste instans. Det må være noget, der hedder retfærdighed i dette land.

Sagen blev også tabt i Landsretten. Det virker helt grotesk, at en kommune kan tillade sig at handle på denne måde. Og ikke nok med det. Kommunen mente også at bestyrelsen i Nørrebro Handelsforening skulle gøres økonomisk ansvarlig for udviklingen. Det vil sige, at i yderste konsekvens kunne vi have risikeret at gå fra hus og hjem, fordi vi havde indgået en aftale med Københavns Kommune som de kan bryde efter forgodtbefindende. 

Nu har man så givet nemig.com en frist til 1. november 2021 til at få bragt forholdene i orden for chaufførerne. Og hvis dette ikke lykkedes så må man finde en ny samarbejdspartner. Vi håber så ikke at denne samarbejdspartner oplever det samme som Nørrebro Handelsforening. 

 

Nørrebro er meget mere end grønthandlere, pizzeriaer og shawarmabarer. Her findes meget mere end bål og brand i gaderne og bandekrig. I bydelen opstår små
oaser af kultur – gourmet – café og anderledes butiksoplevelser. I 2021 – 10 år efter denne artikel bliver kvarteret rost til skyerne. I daf er det verdens mest “cool” kvarter. 

 

CNN og Wall Paper skamroser bydelen. Det har udviklet sig til den mest mangfoldige, hyggelige, åbne, farverige, vilde, bløde, spraglede og levende bydel i hovedstaden. En slags New York, mener nogle. Men bag ved lurer sociale problemer.

 

Nørrebro har meget at byde på

Nørrebro er andet end pizzeriaer og shawarmabarer. Aldrig har byen haft så kreativ et handelsliv. Dengang i fortiden valfartede jyske handelsfolk til Nørrebro for at se, hvordan man gjorde det på Nørrebro. Det var dengang, da Handelsforeningen havde 900 medlemmer. I dag kigger man undrende på den sammensætning at ydelser som visse butikstyper kan tilbyde.

 

CNN skamroser bydelen

I dag skamroser CNN og britiske blade Nørrebro. Det er ikke kun fordi, at Nørrebrogade er Europas største cykelgade. Det er også på grund af den måde detailhandelen er sammensat. Man oplever nye former for butikker. En varesammensætning som er unik. Og det utænkelige er sket, at den samme type butikker klumper sig sammen i samme område.

 

Spraglede og vild

Skal man sætte ord på udviklingen på Nørrebro, når vi sammenblander kulturelle, shopping og gastronomiske oplevelser ja så bliver det vel:

• mangfoldig, hyggelig, åben, farverig, vild, blød, spraglede og levende.

Nørrebro  viser sig efterhånden frem for verden med et kultur – café – og butiksliv, som man kan læse om i diverse turistguider. Her er masser af sommerfester, nytårsfester og musikfestivaller. Men man kan også se det rå og oprindelige Nørrebro. Det var måske en opgave for Wonderfull Copenhagen at gelejde krydstogtsturister ud på Nørrebro.

 

Kommercielt er et forbudt – ord

Om detailhandelen på Nørrebro  er ved at udvikle sig som noget specielt, kan kun vurderes af de øjne, der ser på det. Ordet kommercielt har altid været et forbudt – ord på Nørrebro. Men i sidste ende drejer det sig om at tjene penge. De såkaldte kommercielle butikker på Nørrebro opfylder også det sociale ansvar i deres beskæftigelses – politik. Men dette forhold, synes medierne er kedeligt at beskæftige sig med.

 

Små oaser

Rundt om i bydelen opstår oaser eller enklaver af unikke butikker. Såkaldte detailhandels – eksperter undrer sig. For analyserer man indtjeningen hos den enkelte Nørrebro – borger, så er det ikke meget tilbage til forbrug. Kun ude i Nordvest er indtjeningen lavere.

Nørrebro er den mindste men tættest befolkede bydel i København. Bydelens indbyggere komme fra hele verden. Over en femtedel er indvandrere eller efterkommere af indvandrere. Socialt set er der et meget stort arbejde at udføre på Nørrebro.

Der mangler masser af aktiviteter for de unge. To områder er udset til Hot Spot områder. Og en del erhvervsvirksomheder har lavet et netværk for at skaffe de unge arbejdspladser. I specielle områder for eksempel omkring Mjølnerparken er arbejdsløsheden uhyggelig stor.

 

 

 

 

 

Forsyningsgaden – Nørrebrogade

Nørrebrogade har fra gammel tid været forsyningsgaden. Her lå også de flotteste tøjbutikker. Her lå de største urtekræmmere. Og her lå engang de største kædebutikker. Men de forsvinder efterhånden. De to store varehuse i hver ende af Ydre Nørrebro
– Kvickly og Føtex

tager efterhånden kædebutikkernes vareudbud.  Handelslivet på Nørrebro har været så grueligt meget igennem, og det er endnu ikke slut. Men lige så stille er handelslivet ved at ændre karakter. Man ændrer sig efter kundernes efterspørgsel.

Engang ville Brask Thomsen købe gaden. Nu bruges den i et reklamefremstød for chips. 35.000 vil på Facebook omdøbe gaden.

 

Smagsoplevelser

Inden for fem minutters cykeltur, ligger der mindst seks bagere, der har slået sig ned på økologiske og gourmetagtige smagsoplevelse. Næste skud på stammen bliver Lagkagehuset  på Runddelen. Men allerede i 2009 åbnede Claus Meyer ”Det rene Brød i Jægersborggade. Og nu har han så inviteret verdens bedste bager til gaden. Det bliver garanteret trængsel i den lille gade.

 

Køb cykler på Nørrebro

Og cyklisterne langs Nørrebrogade har ikke levet forgæves. Op mod 20 steder langs den to kilometer lange gade med dens sidegader kan man købe en ny cykel. Ja og der kommer flere til.

 

Et loppemarked i 25 år

Og hver lørdag her i den lyse tid kan Nørrebro Handelsforenings Loppemarked opleves langs kirkegårdsmuren. I 25 år har de stået her. Men i år ser det ud som om de har vokseværk. Alle pladser fra Kapelvej til Runddelen synes at være optaget. Engang blev Loppemarkedet kåret til Danmarks længste.

• Dette Loppemarked er nu ophørt

 

Thomas Helmigs Plads

Skt. Hans Plads bliver kaldt Thomas Helmigs Plads. Man påstod, at uret på Skt. Johannes Kirken var fire minutter på den forkerte side til glæde for jyderne. Der påstås også, at her mødes de fine fra Østerbro, der ellers ikke tør vise sig på Nørrebro  i det daglige. Café Sebastopol bragte fransk kultur til torvet omkring 1994. Dette boheme kvarter er der dog nogle af de oprindelige Nørrebroer, der opfatter som klamt.

 

Elmegade

Elmegade op mod Skt. Hans Torv har udviklet sig til et spændende sted med caféer og øl-barer. Her findes også tøjbutikken Fünf, Cofee – shop med eget bageri, Launeuromat Cafè  med vaskeri og bogcafé.

Little India har indfundet sig her. Zims Kitchen og en ny Poppels Kælder serverer snart karry- retter.

 

Litterært input

Over på Gefärlich  kan du få oksespidsbryst på kartoffelmos for kun 135,- kr. Skal du have noget litterært og kulturelt input, ja så er det Det poetiske Bureau i Griffenfeldtsgade eller Litteraturhaus i Møllegade. Sidstnævnte har et hav af arrangementer. Selv meldte undertegnede sig til en rundvisning på Mosaisk Kirkegård,  men ak. Det var overtegnet.

 

Oplevelser i Guldbergsgade

Selv i Guldbergsgade er der oplevelser. Imperial tiltrækker folk fra andre bydele. Og har du bestilt plads, kan du nyde et fantastisk måltid i den nærliggende bistro, der serverer thai –
mad i høj klasse. Men ofte er pladserne booket ud. Tag ikke fejl. I Guldbergsgade holder de også gadefester. Således har min gode ven, musikeren  Micheal Klinke underholdt her flere gange. Og de handlende hjælper hinanden.

Her i nærheden har vi et kunstnerfællesskab Sympatisøren, cafèen Wascator, vinbaren sabotøren og meget mere.

 

De unge samles i weekenden

De unge samles her i weekenden for at gå på spillesteder som Rust eller Global. Og så er det populære barer som Funkes, Barcelona, Mexibar og Understellet.

 

Over 10.000 festede i Blågårdsgade

Den 7. maj festede over 10.000 gæster igennem i Blågårdsgade. Måske var der mange flere. Denne sides udsatte medarbejder oplevede en duft af alverdens mad, et virvar af loppefund, musik, cirkus og fest. Kendetegnende var det gode sammenhold

 

Den specielle
ånd

Enkelte tomme butikslokaler forefindes stadig i Blågårdsgade. Her kunne man godt tænke sig, værksteder for kreative unge. Det vigtige for gadens udøvere er, at nytilkommende skal passe ind i gadens specielle ånd. Man kunne måske også tænke sig en kaffebar med billig slavekaffe for en tyver.

 

SU– venlige spisesteder

Men her i forvejen et hav af caféer, blomsterbutikker, kaffebarer, musikbutikker, restauranter, sushi – og Tapas take away. Moderne koncepter som Raw Food findes her. Og minsandten om ikke det gamle koncept med Folkekøkken er taget op igen. Og årets café ligger selvfølgelig i Blågårdsgade. Her på gaden ligger også en del SU – venlige spisesteder.

 

Gadens mange kontraster

For enden af Blågårdsgade på Blågårds plads ligger Støberiet, som inviterede til strandfest. Eller hvad med spansk guitarmusik på Blågårds Apotek, som ikke er et apotek. Utroligt hvad der er sket med den gamle sti i slotshaven, som senere var den næst mest trafikerede gade på  Nørrebro. Når man en aften i den lyse tid bevæger ned af Blågårdsgade føler man sig hensat til det sydlandske. Mange kender hinanden. Vi er tilbage i provinsen.

Historisk rummer stedet også kontraster. Blågårds Plads har været rammen om så mange en arbejder – demonstration. Og 1. maj kan du være sikker på, at der lyder mange slagord ud over pladsen. Her vovede de konservative sig også engang ind, men de skulle de nok ikke have gjort. Der blev uddelt bøllebank.

Og lige bag ved i Rabarberlandet stod arbejderne sammen. Politiet måtte have forstærkning, når de skulle ind og anholde en person. De var ikke særlig populære i kvarteret.

 

Lille Mogadishu

Det er sjældent at området Lille Mogadishu opnår overskrifter i de blade, der trods alt omtaler Nørrebros lyksaligheder. Her er masser af somaliske butikker, klubber og restauranter. Området tiltrækker somaliere fra et stort område. Jo her i Griffenfeldsgade kan du få ægte afrikansk mad og købe de originale krydderier. Onde tunger påstår, at her foregår en livlig handel med khad.

 

Tomme butikker i Rantzausgade

I Rantzausgade er der masser af tomme butikslokaler. Livet her afspejler i høj grad områdets mangfoldige beboersammenhæng.

 

Københavns mest forvirrende gade

En af de mest forvirrende gader er Ravnsborggade, der efterhånden bliver til Ryesgade. Her finder vi Nørrebro Teater, Bogcafeen Underwood, Genbrugsbutikken Melange de Luxe, Høkeren i Ravnsborggade, Den japanske Bar, vinbutik, Japansk restaurant, Nørrebro Bryghus, Keramikbutik, Riccos kaffebar  og meget mere. Eksotiske navne som Kongfu Izukia
Bar ligger her, og en vinbutik ved navn Rhöne.

Nej Ravnsborggade er ikke bare en atikvitets-gade. Det er blevet en inspirerende shopping-gade. Her er masser af trendy tøjbutikker, indisk brugskunst og unikke smykker kan erhverves her.

Godt nok arrangerer man ikke loppemarked hver lørdag som Nørrebro Handelsforening, engang afholdte. men et stort loppemarked forefindes den 19. juni, den 25. september og den 20. november.

 

Man tiltrækker hinanden

Jægersborggade rummer hele 40 spændende butikker og restauranter. Butikkerne er fyldt med mad, kaffe, tøj og lækre ting til krop og sjæl. Gaden summer af iværksætterånd. Det
havde vi ikke troet, da vi sad i Informateket i Stefansgade og diskuterede projektet dengang.

En rivende udvikling har gaden gennemgået. Det troede man heller ikke, da der pludselig blev konstateret skimmelsvamp i mange kælderbutikker. Men tænk engang rummede gaden hele fem bagere. Det var dengang da Danmarks største andelsboligforening etablerede sig.

 

En mangfoldighed af butikker

Her dukker hele tiden nye spændende spisesteder frem, endda prisbelønnede. Her er restaurationer i topklasse. Og byens bedste brunch indtages her. Man tiltrækker hinanden. I dag
arrangeres der masser af events, fester og arrangementer.

Danmarksmesteren i kaffebrygning færdes her. Specielt musik kan fås i gaden.

Green Sushi fik topkarakter. Det samme gælder for kaffen i The Cofee Collective. Manfreds er en aflægger af top – restauranten over på den anden side, Relæ. Hos Manfreds er konceptet Take Away af højeste klasse. Eksotiske navne som Teoristens Vinbar finder du også i gaden.

Boligtilbehør og brugskunst ef høj kvalitet findes i flere butikker. Vil du gøre noget for din krop og sjæl kan du også gøre det. Tatoveringer fra med motiver fra den nordiske mytologi, kan du udsætte dig selv for. En økologisk frisør og økologisk ansigtspleje har du mulighed for at besøge. Eller hvad med zoneterapi, holistisk behandling af fødder, healing eller drømmetydning. Der mangler ikke noget.

Keramikværksted, handskemageri og guldsmede værksted er der selvfølgelig også.

 

Bevar nerven på Nørrebro

I gaden ser man ikke op til Elmegade, tvært imod. Man vil forsøge at bevare den specielle nerve der er i gaden. Det handler om, at bevare det skæve. Her kan faren jo nok lure, når man tænker på, hvad kommunen har gang i med Nørrebrogade. Ordet mainstream er ikke særlig populær blandt de unge, der byder alle de nye tiltag velkommen, som Nørrebro  kan frembyde. Nørrebro Handelsforening har i mange år kæmpet for at bevare det spraglede – selve nerven på Nørrebro.

Tilbage til Jægersborggade.  Hvilken handel, der står stærkest er svært at afgøre. Hash – handelen trives livligt i gaden. Denne lyssky handel kan beboerne overvære fra deres vinduer. Men åbenbart har parterne accepteret hinanden.

 

Initiativ i Stefansgade

Også Stefansgade  er ved at udvikle sig positivt. Området tiltrækker folk til fra store dele af København. Det mærker vi også ved de årlige Kulturelle Markedsdage i Nørrebroparken. De initiativrige folk i Stefanos var nogle af de første, bortset fra de gamle værtshuse i gaden. Stefanos har en fantastisk delikatesse – forretning og en lækker take – away forretning.

 

En halal – slagter i Haraldsgade

I Haraldsgade – kvarteret er det ikke meget detailhandel. En halal – slagter har dog en ganske god forretning. ca. 45 pct. af indbyggerne i området er anden etnisk herkomst. Men allerede nu er området stærkt præget af metro – byggeriet. Og dette bekymrer halal – slagteren og sikkert mange handlende på Nørrebro. Men det vender vi tilbage til i en senere artikel.

 

Engang masser af butikker

Ægirsgade var før i tiden fyldt med butikker, sådan er det ikke mere. Forældre – køb presser ejendomspriserne op i kvarteret.

 

Det nye New York/Berlin?

Når CNN nu interesserer sig så meget for Nørrebro  i positiv forstand, kan det så skyldes, at Nørrebro er ved at udvikle sig som byernes by – New York?

• Elmegade som et svar på Soho?
• Rantzausgade som Lower East Side
• Befolkningstætheden på Nørrebro svarer til The Big Apple?
• Steder i Haraldsgade – kvarteret minder nærmest om steder i Berlin?

 

Breaking News er på vagt

Men ak, det skal så lidt til, inden at det hele venter. Pludselig er Nørrebro ikke mere cool. CNN har været de første til at berette om  bål og brand i gaderne. Det samme gælder de danske medier. Breaking News er altid på stand by, når det gælder Nørrebro.

Læs mere om handelslivet på Nørrebro på www.norrebro.dk

• Dette er en artikel fra 2011 – Gad vide, hvor mange af de nævnte virksomheder, der i dag stadig eksisterer – Og meget interessant at bydelen nu 10 år after i 2021 bliver Verdens mest Cool Bydel 
• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under “Fra Urtekræmmer til Shawarmabar” – Nørrebro Handelsforenings Historie finder du  29 artikler 
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Under Industri fra Nørrebro/Nordvest finder du 37 artikler 

Redigeret 21.-1o. – 21

Mange tyske håndværkere i Staden. Det Tyske Kompagni startede handelsstandsforeningerne. Advarsel mod overforbrug i borgerskabet. Brændevin vandt indpas i Laugene. Ifølge regeringen var der for meget druk til fordærvelse i gilderne. Laugene var hele tiden under angreb. Regler blev konstant efterset. Laugene forfulgte hensynsløst de uorganiserede. Svendene savnede deres drikkelag.
Konstant var der ulovlig handel og ølsalg

 

Det Tyske Kompagni

Den fremmede handelstand levede som en selvstændig og uafhængig stat i staten. De havde deres egen jura. De opfyldte ingen borgerpligt og betalte kun en ringe afgift til biskoppen. Det var som regel tyskere, der i begyndelsen kun opholdt sig i byen om sommeren. Efterhånden overvintrede de også i landet. “Tydskemannegade” er opkaldt efter disse tyske købmænd.

“Det tydske Kompagni” var et meget eksklusivt selskab. Kun tyskere, navnlig fra Wismar, Stralsund og Stettin blev optaget her. De havde deres egen regler, der mindede en del om lavsreglerne.

 

Kun sælge i små partier

I Jacob Erlandsens Stadsret peges der på nogle bestemmelser, der sigter efter borgernes fordel. Således blev det pålagt de fremmede, at sælge i små partier. Man måtte ikke handle indbyrdes. Det kunne gå ud over den pris, borgerne skulle betale.

 

I lommen på tyskerne

Christian den Første var i lommen hos Lybækkerne. Han turde ikke at bryde deres privilegier. Christoffer af Bayern  havde flere planer om at erobre Lybæk
og sætter en stopper for deres konkurrence.

Men Christian den Første fik dog hævet “Det tydske Kompagni” Det betød, at der blev lige ret mellem danske og tyske købmænd. Nu skulle tyske købmænd have borgerskab, hvis de ikke ville ligge vinteren over.

 

Muligheden for billig tysk øl

Bønderne fik at vide, at de skulle bringe deres Varer til Torvs og hente deres fornødenheder i byerne. Men kongen udsendte den 30. september 1475 en underlig forordning:

• Tydske Mænd maa seile ind i vort Rige Danmark, men ingen Danske med Varer til Tydskland, imellem de tre Riger, er det tilladt de Danske at seile. Danske Borgere maa vel fragte deres Skibe ud til tydske Mænd for at føre disses Varer til Tydskland, men ikke selv sende Gods eller Kjøbmandsvarer med.

Kloge historikere har påvist, at på den måde kunne danskerne få forholdsvis billig tysk øl. Men den holdt ikke på længere sigt.

 

Overforbrug hos borgerskabet

Jo i mange år var det Hansestæderne, der drev handel herhjemme. Men i første halvdel af det 15. århundrede kom hollændere, skotter og englændere. Frederik den Første tilskrev Rigsrådet på tysk, men adelsmændene fortalte, at det så de ikke en gang til. Der var mange, der var blevet sure på tyskerne.

Men andre mente, at var et decideret overforbrug hos de lidt rigere med vin, silke, fløjl og damask. Desuden blev der importeret udenlandske øl-sorter hertil i tøndevis.

 

Det danske Kompagni

Danske skibe hentede nu masser af varer i udlandet. Tyskernes magt var blevet brudt. Efter reformation eksisterede “Det tydske Kompagni” slet ikke mere.

Nu hed det Det danske Kompagni. Det blev et samlingssted for fornemme borgere, både handelsmænd og håndværkere.

 

Et skyde – og papegøjeselskab

Fra sin start var Det danske Kompagni et skyde – og papegøjeselskab. Selskabets ældste gilde-skraa  er fra den 23. maj 1447. Formålet dengang var udelukkende selskabelig. Man kom for at more sig. Der blev budt på dans, drikkelag, fugleskydning og lignende. Der var også større fester knyttet til årets helligdage, jul, fastelavn og pinse. Også byens spidser samledes i dette selskab.

 

Forbindelse til Rådhuset

Man skulle være ærlige Folk, for at blive optaget. Senere måtte man ikke være medlem af et håndværkerlav. Gildets forbindelse til Rådhuset var meget nært.Da Kompagnihuset  i 1682 blev solgt, anvendtes salgssummen til betaling af byens gæld. Til modsætning for håndværkergilderne så det ud som om, at Det danske Kompagni samlede forskellige samfundsklasser.

 

Gratis sprut til Papegøjekongen

Papegøjekongen fik en guldring, men til gengæld skulle han give 6 tønder øl. Til gengæld drak han frit ved årets tre adeldrikke. Første gang med fire senere med to kvindelige gæster.

Kompagniet holdt også en årlig majfest. Alle brødre red fra hus og hjem med spillemænd, piber og trommer. Der var en, der blev kåret som maj-greve. Man pyntede sig med masser af grønne grene for at markere, at sommeren kom.

Oldermanden skulle klare enhver tvist, inden den havnede i retten. Brødrene havde ret til at bruge kompagnihuset til bryllup og værtsskab for en passende betaling.

 

Tvang i Lavet

I Håndværksgilderne  gik man også til den. Men det var ikke kun på det selskabelige, man gik til den. Man havde stor indflydelse. Gilderne og Laugene
havde deres ret til

• at forbyde Alle, som ikke ere Medlemmer, at drive Lavets Næring

Enhver der var medlem, skulle underkaste sig visse regler, forskrifter, indskrænkninger, kort sagt lavstvang.

 

Mange tyske håndværkere

De fleste københavnske håndværkere var dengang tyskere. På den måde udviklede lavs-systemet sig. Og det tog rigtig fart under Christoffer af Bayern, Erik af Pommern og Christian den Første.

Christoffer af Bayern befalede i sin stadsret, at laugenes oldermænd skulle indsættes af borgmestre og råd. Men efterhånden blev kontrollen med gilderne
hård. Der måtte ikke holdes møde uden overværelse af råd.

Der var fastsat bestemte priser for forskellige håndværk. Særlig over for bagere, øl-koner og guldsmede var man meget strenge. Her var der rig lejlighed
for forfalskninger og bedragerier. Såfremt man i gentagelsestilfælde blev grebet i dette, ja så mistede man sit borgerskab.

 

Bedrageri

Alt arbejde skulle så vidt det var muligt mærkes med byens stempel. Det var også for at komme bedrageri til livs. Kong Hans havde i 1490 udsendt en forordning:

• at Guldsmedene i vore Kjøbstæder her i Riget gjøre og arbejde meget ondt Sølv, ved hvilken vore kjære Undersåtter, den menige Mand besviges dem til Skade og Forfang i mange Maader.

 

Forlystelser, druk og gilde

Gildebrødrene samledes så ofte det kunne lade sig gøre i Lavshusene
til forlystelser, dans og drikkelag.

I disse bygninger fandtes i det mindste en stor sal, forsynet med bænke langs væggen og et mægtigt bord foran. Over bænken var der indmuret et skab, hvor Gildet opbevarede sine papirer, bøger, drikkekar m.m.

Man skiltes dog tidligt. Og tegn på opbrud skete efter, at en af gildets embedsmænd hamrede et stykke træ i bordet. På møderne var der også en anbefaling over, hvordan man skulle opføre sig. I en såkaldt Visitationsbog kunne man læse følgende:

• I maa ikke læbe udi Mad som Svin og Køer. Dernæst æde og drikke I med hverandre og sidde tilsammen og tale god Snak om Gud og den, som godt er, om Ægteskabs Handel, give hverandre Eders Børn og Døtre til Ægte, og lærer og underviser hverandre. Ja Somme giver ogsaa tilkjende, at de ere gladhjertige og sidde og sjunge eller kvæde en deilig Vise, give en Vise for i Dandsen, drikke hverandre til med et Ærinde af en Vise, som vi andre maa, dersom vi allers kunne fare vel derved. Djævelen skikker os saa mange onde Stunder dertil.
• Vi maa vel stjæle os en glad Stund til at drikke en Skaal Øl med hverandre endda også over vor Tørst, om vi ellers ikke slemme og dømme eller fortalte hverandre, eller bruge nogen anden Ugudelighed med løsagtige Noder, Boleviser eller ugudelig Gildminde.

 

En anderledes råhed

Moralen var anderledes dengang. Raahed og Voldsomhed var ikke blot tilstede i håndværkerstanden. Sværdet sad også løst hos adelsmændene. Mange havde adskillige mord på samvittigheden. Datiden dømte en sådan forbrydelse mildt.

 

Brændevinen vandt indpas

På gilderne drak man ikke kun dansk og udenlandsk øl, men også mjød og et utal af vinsorter. Og i 1528 bidrog en ny berusende drik til fornøjelighederne. Denne drik kaldtes  Brændevin. Man kaldte den også for Livsens Vand. Det blev også betragtet som et lægemiddel. Og med den blev det lettere, at holde rusen ved lige hele dagen.

Den indfødte københavnske handelstand var delt i tre lav.

 

De nye grosserer

Kjøbmændene, der også hed Vandtsnidere eller Klædebolavet., Kræmmere og Bryggere, hvortil Skippere på Christian den Fjerdes tid kom til

Vandtsnidere kan vel nærmest oversættes til Grosserer.

Disse var nok stadens mægtigste og rigeste. De havde detailhandel med klæde, fløjl, Damask og al slags silke og Sardug (blanding af lærred og bomuld).

De handlede også med kobber, tin, bly, jern, laks, ål, sælhundespæk, honning, humle, salt, hør, hamp, tjære, svovl, salpeter, trævarer, korn, mel, sæbe, smør,
huder, skind, flæsk, søm m.m.

 

Kræmmere

Det andet købmands – lav var Kræmmerne. Det var fortrinsvis detailhandlere. Af en Lavs-skraa de fik i 1559 ses det, at der solgtes kramgods fra Venedig, Nürnberg, Frankfurt samt “hav der gjøres i Tyskland”.

• De maatte ikke være i Kompagni med Fremmede, handle med Andres Penge eller sælge Fremmed Gods.

 

Bryggere

Den tredje fornemste handelsklasse var  bryggerne. Dengang herskede der et umådeligt øldrikkeri. Bryggerne havde eneret på at fabrikere og sælge dansk øl i store og små partier. Fremmede skippere og købmænd skulle købe Skibsøl af dem. De var til gengæld forpligtet til at levere godt øl til en af Magistraten fastsat takst.

De måtte også handle med Humle, Hør, Hamp, Beg, Tjære, Jern, Kobber, Tin, Bly og diverse preussiske og russiske varer. De måtte drive en slags Hørkramhandel. Desuden måtte de drive byttehandel med bønderne.

 

Dårlig dansk øl

Nu var den danske øl dengang ikke særlig velsmagende. Derfor foretrak de fleste tysk øl. Senere fik 12 borgere i København eneret til at sælge tysk øl fra deres herberger. De fik sat et mærke på deres ejendom, så man kunne se, at her blev der solgt tysk øl.

Men som alle regler dengang, blev denne også omgået.

Skipperne havde fået lov til at beskæftige sig med handel. Det fik dog først betydning fra Christian den Fjerdes tid. De solgte lige fra madvarer som Gryn,
Ærter, Bønner, Saltet Ål til færdigsyede klædningsstykker som skjorter, halskæder, forklæder m.m. (Se vores artikel Nyhavns historie).

I Rævebogen trykt i Lybæk i 1555 kaldes Kræmmere og Kjømænd for et “svigefuldt, argelistigt og bedrageligt Folk”.

 

Gældsfængsel

Det var ikke alle, der kunne betale. Derfor opstod begrebet Gældsfængsel.  Her blev alle dem indsat, som ikke betalte, selv om de var blevet dømt af retten. Man kaldte den også for Svæltekjælderen. Adelsfolk kunne dog ikke dømmes til at sidde i Gældsfængsel.

Næst efter handelsstanden så var håndværkerne den nyttigste Klasse Borgere som bidrog mest til Kjøbstædernes Udvikling.

 

Fra rigdom til armod

En af de store handelsmænd på Frederik den Andens tid var Markus Hess.  Han var borgmester i byen fra 1565 til 1589. Vi ser ham som hestehandler.
Kongen købte de bedste hos ham.

Vi ser ham også som skibsbygger. Desuden støbte han kanoner. Af andre ting handlede han med Salt, Korn, Uld, Klæde. Og et rederi med skibe havde han også. Omkring 1580 begyndte ulykkerne at rasle ned over ham . Han blev afskediget i 1589, men blev resten af sit liv friholdt for skat. Ja det endte med, at han bad kongen om hjælp til sin armod.

 

Masser af frihedsbreve

Netop også under Frederik den Anden skete der en stor indvandring. En masse tyske og hollandske håndværkere invaderede byen. Alle disse fik store friheder og begunstigelser. Man slap for skat, vagt og anden Tynge enten i et åremål eller for livstid.

Men i 1582 indløb der så mange klager, at kongen befalede at alle Frihedsbreve indtil videre skulle afskaffes.

 

Nye skraa

Flere håndværk fik i den tid nye skraa. Således Rebslagerne (1564), Tømmermændene (1575), Snedkerne (1576) og Bartskjærerne (1577).

I 1572 opstod et helt nyt lav nemlig Smørhandlernes. Men det må være gået dem dårligt. De kunne ikke betale deres afgifter, så de fik lov til at handle med høkervarer som Flæsk, Lys og fødevarer. Derved blev de et høkerlav, men det bestod ikke ret længe.

 

Sejlmagere i lav

Det var tegn i sol og måne på, at nogle lav misbrugte deres eneret ved at forlange for meget for deres ydelser. Kort før Frederik den Andens  død kom der en forordning om takster for alle vigtige næringsveje, Bager, skomagere, skræddere, smede, vognmænd og mange andre.

Der kom nye lavs-skraa for Seilmagere, Vandtsnidere, Bryggere og Tydskølførende. Sidstnævnte var for dem, der importerede øl og solgte det i store partier. Sejlmagerne  havde ikke været i lav før.

Bryggerne fik nu ret til at levere øl til flåden. De havde også fået fortrinsret til al den humle, der blev importeret til staden.

 

Druk til fordærvelse

Desværre havde ikke alle håndværkere råd til at lade sig optage i lavs – væsenet. Det var forbundet med en større udgift at skulle betale alle mad – og drikkevarer i forbindelse med en optagelse. Kongen mente, at der var

• meget unyttig Drik, Lavsbrødrene gik selv til Fordærvelse

Reglerne blev efterset

I år 1600 befalede kongen for at råde bod på alle onder, at alle Skraa skulle efterses og revideres. Man kunne se forandringerne i Rodemestrenes Skraa af 1606. Heri bestemmes, at den der indtræder i Lavet  skulle lægge Tre Daler i Bøssen og desuden give Oldermanden en daler, Lavsskriveren 1 Daler og De Fattige en Daler.

Vognmændenes Skraa fra 1610 fastsatte en Gylden som indgang samt fire Daler  til Lavshusets forbedring, til de fattige og Lavsbrødrenes jordefærd. Slagterne nægtede at sælge oksekød, så længe man ikke også ville købe lammekød af dem. Magistraten ville ikke finde sig i dette. Så de tillod “inden – og udenbys Folk at sælge Kjød paa Nytorv” Til en bestemt pris.

 

Forordninger hindrede ikke Lav.

Efterhånden tillod kongen flere og flere håndværkere til at drive deres erhverv uden at træde ind i Lav. Et vigtigt skridt traf kongen den 19.juni 1613. Han udsendte en forordning, hvori han ophævede al Lavstvang og indførte faktisk Næringsfrihed.

 

I forandret form

Laugene havde ikke kun negative sider. De fattige var blevet hjulpen og en hvis regulering fandt hele tiden sted. Så allerede i 1621 var kongen nødt til at genindføre Lavs – væsenet, dog i en lidt forandret skikkelse.

 

En forvirret tid

For at blive medlem af et Lav skulle man ikke mere have stået i lære eller lavet et mesterstykke. Og Lavs – husene måtte heller ikke mere bruges til drikkegilder. Skal man forske i denne interessante del af historien støder man på masser af modsigelser. Man spørger sig selv, hvad blev der egentlig besluttet?

 

Bagernes vilkår

I årene efter 1621 faldt en stor mængde af nye Lavs-skraa, artikler, bestemmelser m.m. Byfogeden, Kæmnere og Bagerens Oldermænd skulle hver måned undersøge om brødet var rent og ustraffeligt. Brødsalget skete efter gammel skik fra bagerens vinduer. Men på et tidspunkt blev bagerne nødt til at falbyde deres brød på Nytorv hver onsdag og hver lørdag. Kunden skulle have mulighed for at se, hvem der var den bedste bager.

Senere blev der indrettet offentlige bagerboder forskellige steder. Det hele var ikke så ligetil dengang. Kongen kunne fortælle, at privatfolk, som havde ret til at bage til eget brug, gav sig selv til at sælge brød. Og bagerne, ja de måtte ikke sætte lys i deres vinduer, sætte skilte på, eller i det hele taget gøre opmærksom på deres tilstedeværelse.

 

Ulovligt øl

Private bryggere gjorde det samme. De solgte ulovligt øl. For at gøre ende på dette, skulle man søge om tilladelse til at brygge hos Magistraten. I 1643 blev der således foretaget et syn over bryggergårdene. Bryggerne tilhørte Stadens Brygger-lav. I folkemunde blev det kaldt Det fornemme Bryggerlav.

 

Strenge regler for slagtere

I 1623 var der kommet nogle ordninger for slagterne. Man ville misbruget til livs. Al slagtning skulle nu foregå i Christoffer Valkendorfs Boder uden for Vesterport. Udsalg af kød skulle finde sted fra Slagterboderne på hjørnet af Skindergade og Klosterstræde eller på Nytorv.

Det var strengt forbudt “at slagte og udhugge magert Kokjød blandt Oxekjød” Det kostede Æren og Embedet at sælge selvdødt kød.

 

Vognmandslavet

Vognmandslavet var forpligtet til at vedligeholde broer og veje. Desuden skulle man fjerne byens skrald og hjælpe til i tilfælde af brand. De fik en del friheder og begunstigelser. Den bestod bl.a. i at overtage en del af Serridslevs gamle jorder til deres hestefoder og Lavs Ophold. Denne Vognmarken lå mellem Borgervang (Bryggervang) og Emdrup Mark.

I 1610 blev der vedtaget at 40 vognmænd havde eneret på vognmandskørsel. Dog måtte bønder og andre gerne køre for købmænd til årsmarkeder på Sjælland.

Man havde forsøgt at oprette nogle kompagnier. Den 18. november 1670 forsøgte man for tredje gang at oprette Ostindisk Handelskompagni.  Mange initiativer dengang faldt dog til jorden. Riget manglede penge og kreditter.

 

Lavene overlevede nok engang

Enevælden var dukket op. I oktober 1664 fastsatte en betænkning, at de forskellige Lav ikke mere skulle være så egenrådige. De ensartede svendetakster skulle
også ophøre, da en dygtig svend havde krav på en højere løn. Desuden mente man, at der var grænser for, hvor meget chikane og omkostninger, man skulle udsættes for, hvis man ikke var med i et Lav.

Men det var vanskeligt at komme noget fastbundet til livs. Således ville tyske bogtrykkere ikke anerkende deres danske og hollandske kollegaer. De mente ikke, at deres faglige kunden, kunne måle sig med deres. Sådanne stridigheder hørte til dagens orden også lavene imellem.

Lavene overlevede atter engang. Det gjorde de gamle gilder også. Igen blev der åbnet for øltønderne. Der blev igen afholdt store fester med dans, druk og spil.

 

Retterstedet blev flyttet

Det var tydeligt, at Lavenes magt var tilbage. Det så man tydeligt den 14. april 1668. Retterstedet på Hallandsaas (Kongens Nytorv)  og Retterstedet på Nytorv skulle flyttes. Det blev som sædvane var, Tømmerlavets job, at flytte det. Det skete med piber og trommer i et stort optog. Alle var bevæbnet med et redskab.

Byfogeden, Byens Kæmner og Underkæmner, diverse anførere, oldermænd og bisiddere, ja de var alle med i optoget. Retterstedet blev igen rejst foran Kastellet ved Østerport. Og som sædvane var, havde byen sponseret en masse Rostock-ker Øl.

Vandtsniderne og Kæmnerne var i 1651 indgået i et fælles lav. De kaldte sig Det Danske Kjøbmandskompagni. Men det ophørte allerede i 1688.

 

Vinhandlere

Vinudskænkning fandt sted fra talrige kældre i byen. Mange af de steder kunne man også få øl oh brændevin. Apotekere havde også ret til at holde vinudskænkning. Men herfra måtte der kun sælges i potter og anker. Men man måtte ikke fra samme kælder sælge både Fransk og Rhinsk.  I 1651 trådte vinhandlerne  sammen i et lav. Kun dem som ” havde tjent i seks aar og ejede en formue paa 1.000 Rdlr” kunne optages. Den fineste kælder var Stadens Vinkælder under Rådhuset.

 

Apotekerne

Noget nyt var kommet til staden omkring 1665, nemlig the og kaffe. I begyndelsen kunne dette kun købes på apoteket. Dengang var de mindst fire apoteker i byen, Svaneapoteket, Løveapoteket, Kong Salomons Apotek og Hofapoteket. Kongen havde i 1660 bestemt, hvad der måtte sælges på apotekerne.

 

Stridigheder i Lavene

I 1672 blev alle Lav igen gennemgået. Inden for selve Lauvene var stridighederne store. Snart blev det klaget, at en urmager og en kleinsmed var blevet udvist, fordi de skulle være uærlige. Snart kom mestre og svende på kant med hinanden og måtte have rettes hjælp for at udrede trådene. Mange gange nægtede lavene at optage medlemmer, der ellers opfyldte betingelserne. Man bagtalte hinanden og søgte at komme hinanden til livs. Og ofte endte det i håndgribeligheder.

Det pinte regeringen, at det københavnske lavsvæsen havde så tætte forbindelser til det tyske lavsvæsen.

 

En ”Benhøvling”

Der var forskellige ceremonier. Skulle en tømrersvend optages, skulle han gennem en benhøvling.

En snedkerdreng, der efter endt lærertid skulle gøres til svend, måtte den sidste søndag møde op hos Oldermanden  for at blive udskrevet. Han kaldtes nu en Konøgle. Det navn bevarede han ind til han var blevet “behøvlet”. Det var som regel dagen efter. En nøje indstuderet ceremoni fulgte. Derefter blev den nye svend forsynet med formularer, som han skulle bruge på sin udenlandsrejse. Disse formularer sikrede ham, at han altid var velkommen og et værdigt medlem af Lavet.

 

Borgerskab nødvendig

Man forsøgte flere gange, at komme lavsvæsnet til livs. Det som regeringen var utilfreds med, var at det var en stat i staten, og at de hele tiden undgik kontrol. Først ved forordninger af 23. maj 1681 og af 6. maj 1682 skete der en ændring.

Heri blev det godtgjort, at enhver måtte ernære sig ved sin lærte profession, når blot man havde erhvervet borgerskab ved Magistraten,  og havde betalt en mindre sum til de fattige, til Lavshuset, til Oldermanden og endelig til rådhusskriveren.

 

Forordning for Håndværkersvende

Rettigheder og pligter blev fastsat i “Forordning om Haandværkersvende og Drenge”
Nu fik alle Lav de næste par år nye artikler.

Alle disse artikler blev indledt med et forbud mod, at

• Nogen ernærer sig af det paagjældende Haandværk eller holder Svende og Drenge, før han har erhvervet Borgerskab og er indskreven i lavet, ligesom de slutter med en henvisning til forordningerne fra 1681 og 1682.

 

Kontrolforanstaltninger

Regeringen havde indført en række kontrolbestemmelser for at sikre borgerne mod Lavets  overgreb. Den indeholdt bestemmelser om, hvornår håndværkerne skulle have arbejdet færdig, og hvor meget, man måtte forlange for et udført arbejde. Det indeholdt også bestemmelser for, når møllere eksempelvis forfalskede melet.

Ølbryggere, slagtere og bagere kunne ikke mere sælge med overdreven fortjeneste. Varerne skulle være gode, og de måtte heller ikke mangle i salgsboderne. Der skulle være rigelig af varerne.

 

Fødevarekontrol – dengang

Man havde også en slags fødevarekontrol. Fire gange om året skulle man inspicere bagernes lofter og konfiskere alt muggent hvede og rug.

Hver 14. dag skulle politimesteren veje brødet og tjekke om bagermesteren overholdt lovgivningen. Var det ikke tilfældet kunne han forbyde deres Næring i 8 Uger. Hvis der var nogen, der sladrede, at en visitation var på vej, ja så skulle han af med 10 rigsdaler til Børnehuset.

 

Forskel i bødestørrelse

Kigger man i straffebestemmelserne, så gøres der forskel på mester og svend. Således idømmes en vognmand kun bøder, når han nægter, at køre. Begår en svend samme overtrædelse idømmes han fængsel i Stadens Kælder.

Enhver borger måtte gerne slagte og bage, men ikke videresælge produktet. Og enhver måtte gerne have vogn og hest, men måtte ikke udlåne.

 

Uenighed i Laugene

I 1692 søgte Krudenerere(Urtekræmmerne), Isenkræmmerne og Sukkerbagere at komme i samme lav. Det blev også tilladt, men allerede efter et
par år blev de så uenige, at de blev kaldt til samråd på Rådhuset.

 

En lang og besværlig vej

Vejen til at blive håndværksmester var lang og besværlig. Måske ikke lige besværlig i alle lav. Når en dreng blev taget i lære efter at have været taget på prøve i
nogen tid, blev der opsat en skriftlig kontrakt mellem mesteren og drengens pårørende. Han blev indskrevet i oldermandens bog og måtte i henhold
til Lavsartiklernes påbud tjene som dreng i tre, fire, fem eller seks år alt efter det pågældende håndværks beskaffenhed. Drengen kunne betale sig til at forkorte lærertiden.

I bogbinderbranchen blev den dreng, der kunne latin, belønnet med nedsættelse af tjenestetiden.

 

Mange betingelser skulle opfyldes

Der var forskellige andre betingelser forbundet med at komme i Lavene.  En vognmand i København skulle have mindst to par dygtige heste, en god kurvevogn og en gadevogn. Ingen kusk kunne optages, hvis han ikke havde tjent i staden som kusk i mindst tre år.

En skipper skulle have dug og disk i København. Desuden skulle han have bestået en navigations – prøve.

Kræmmere, Urtekræmmere, Isenkræmmere, sukkerbagere, vinhandlere og vintappere skulle være mindst 25 år gamle og have tjent deres læreår som drenge
og svende. De første skulle underkaste sig en eksamen. Kræmmerne skulle eksamineres i regnekunsten.

Silke – og Uldkræmmere skulle eje 2.000 Rigsdaler. Og ingen gæld for at starte deres handel. For Lærredskræmmere var beløbet 1.000 Rigsdaler.

Bryggerne var også underlagt streng kontrol. Som tidligere nævnt skulle deres bryggergårde godkendes. De skulle eje 2.000 Rigsdaler. Og det var meget detaljerede bestemmelser for øllets godhed og hvor mange slags øl, der måtte brygges.

 

Magistraten havde travlt

Mange af Lavene fik bøder. De ville ikke finde sig i de strenge kontroller. Noget tyder på, at der var kaos nogle steder. Således måtte svende, der var uddannet
i udlandet pludselig starte forfra i Danmark. Magistraten måtte i flere tilfælde ind og afbryde forbindelsen mellem københavnske og tyske lav.

I 1691 henvendte Oldermændene for Murerne, Smedene, Snedkerne og Tømrerne sig til kongen for at få større indtægter fra Lavskassen.
Men det fik de ikke meget ud af.

 

Svendene savnede deres drikkelag

Svendene savnede deres sammenkomster og drikkelag. Og langsom gik man igen tilbage til gammel sædvane. Det så ud til at forordningerne fra 1681 og 1682 ikke rigtig lod sig gennemføre. Fra regeringens side ville man ikke ophæve laugene totalt.

 

Ulovlig handel

I 1692 udarbejde Magistraten en betænkning, som viste at Håndeværker – og Handelsstanden ikke havde det så godt. Fremmede, der var fritaget for borgerlig tyngde, kunne sælge varerne meget billigere.

Mange soldater bedrev også ulovlig handel, uden at der blev grebet ind. Det var ofte høkeri og ølsalg til Skade for Borgerskabet.  De undlod også at betale skatter og afgifter.

Antallet af mestre i de forskellige lav steg også betænkelig. Og det betød masser af armod. Børnene måtte ud at tigge, før de kunne læse, hed det sig. Også konen måtte ud med tiggerstaven.

 

Ingen religionsfrihed – ifølge biskop

Fra regeringens side ville man lokke andre handelsdrivende til for at få gang i den københavnske handel. Derfor ville man give religionsfrihed. Men dette forslag satte biskop Wandal sig aldeles imod. Man forsøgte at få gang i klæde – manufakturet.

Et forsøg med handel på de danske besiddelser slog fejl flere gange. I 1678 talte Københavns Handelsflåde 116 fartøjer. I 1695 var der 295 skippere i hovedstaden.

 

Mørke tider

Det så ud som om at handelen tog et opsving omkring 1690, efter at have været på tilbagegang i en årrække. Men helt godt var det ikke. I Magistrats
– betænkningen hed det sig:

• Handelen bestaar alene i det, som indføres og konsumeres her, thi kun Lidet eller Intet kan udføres undtagen en ringe Del Vin og Salt, som dog ikke er Landsens Frugt, Hvorimod Rug og Byg, der i tidligere Tider bragte Penge ind i Landet og gav Handel og Næring, er nu paa Grund af Landmandens slette Tilstand og Uformuehed til at holde Kvæg og dyrke Jorden, ikke af den Godhed eller den Overflødighed, at de kan søges eller sælges.
• Vel har ”Den Franske Handel” i nogle faa aar havt nogen Aseelse, men paa Grund af den ulovlige Opbringelse og anden Mishandling af Skibene, som idelig sker af Engelske og Hollandske Kapere, bliver den ogsaa snart til intet, eftersom Enhver gruer for at vove sine Midler med saa stor Hazard og Perikel, og desuden kun ganske faa af Borgerskabet formaar at drive den Handel.

Handelstanden klagede over de høje afgifter. Byrderne var efterhånden også overvældende. Staten var dybt forgældet, og de tog sig ikke af de talrige klager, der hobede sig op. Krigene betød også, at der blev udskrevet krigsskat. I portene skulle der også betales nye skatter for at ind – og udføre varer.

De rige måtte låne staten penge. Og beløbene blev ikke tilbagebetalt som lovet.

 

Nye Torvemarkeder

Nye torvemarkeder opstod. Ved Knippels-bro stod der i 1692 ikke mindre end 64 fiskerkoner.

Galanterihandlere  blev tidens modebutikker. Her kunne man få alt lige fra glasperler til fløjls drengekasketter. Mange af de ting, som der blev handlet med, blev indført toldfrit.

 

Hensynsløs forfølgelse

Laugene forfulgte de enker, der ikke var i stand til at blive gift igen. Jagten på fuskere skete med stor iver og hensynsløshed. Man stjal værktøj og varer. I 1709 klagede fem borgere over, at de var blevet overfaldet af Oldermanden i Slagterlavet samt 10 – 12 Lavsbrødre.

I 1720 blev en øltapper  mishandlet af to barberer og tre betjente. Øltapperen barberede en af sine gæster, mens denne drak en pot øl hos ham. Den stakkels øltapper var sengeliggende i seks uger.

Grovsmede og Nagelsmede skændtes om, hvem der måtte sælge Bygningssøm. “Sverdefegere” og Isenkræmmere skændtes om salget af kårdeklinger. Der kunne fremdrages flere fejder. Men enden på det hele var en masse stridigheder, kævl og konflikter.

 

Konflikter truer

Svendene holdt sammen mod mestrene. Der kom til mange håndgribeligheder og arbejdsnedlæggelser. Alle disse ting tog meget af regeringens tid. Frimestre og erhvervsdrivende uden for lavene var et problem for de eksisterende Lav. Særlig beskyttelse nød soldater og matroser, der var blevet afskediget på grund af et handicap.

Ved Vibenshus havde 150 – 200 brændevinsbrændere  den 11. maj 1723 redet kongen i møde for at aflevere et protestbrev. Det eneste de fik ud af det, var at blive anholdt og senere benådet igen.

Hjulmagersvendene havde i 1727 klaget over, at deres tyske kollegaer ikke ville arbejde sammen med dem, når de kom til København. Det resulterede i at danskerne blev fyret.

 

Nødråb fra Slagterlavet

I København var det politimesteren, der førte kontrol. Og han var især ude efter  Slagterlavet. De tabte efterhånden modet og sendte en bøn til kongen:

• at maatte blive befriet fra Politiet og deres haarde Medfart.

Antallet af Lavsmestre i hovedstaden var i 1723 i alt 1.662. dertil kom 1.752 svende og 1.227 drenge. Det største Lav var Skrædderne (249), Skipperne
(212), Skomagerne (138) og Bryggerne (102).

 

De laveste

Lavest i rangdelingen var Brolæggere og Gørtlere. Også skorstensfejerne var ilde set, selv om de ikke mere blev betragtet som uærlige.  Natmænd og andre, der udførte uundgåelige gerninger til nytte og tjeneste var heller ikke velansete.

 

Skorstensfejer – der måtte flytte

Det varede længe inden man kom fordommene til livs. Således fik Bertel Seiller, som hidtil havde boet i St. Klemensgade og købt en gård på Nytorv
i 1727, befaling fra Magistraten om at sælge den igen. Han skulle finde sig et afsides liggende hus, for det stred “mod god Orden og Politi, at skorstensfejere og
deslige Betjente boede paa publique Steder”

 

Kilde: Se

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under København finder du 190 artikler bl.a. 
• Gamle Laug (Lav) og Gilder i København
• Flere gamle værtshuse i København
• Fra Ildebrand til Kæmner
• Gamle værtshuse i København
• København omkring år 1800
• København 1840 – 1880
• København for længe siden
• Strøgets Historie
• Under Nørrebro finder du 304 artikler bl.a.: 
• Nørrebro virksomheder 1923 (under Nørrebro)
• Nørrebros Detailhandel i 1960 og 1970 (under Nørrebro)
• Slagtermesteren fra Runddelen (under Nørrebro)
• Urtekræmmere, Spækhuggere og andre på Nørrebro (under Nørrebro)

 

• Se afsnittet: Fra Urtekræmmer til Shawarmabar (Detailhandelens udvikling på Nørrebro)
• Her finder du 29 artikler 

Redigeret 9 – 02 – 2022

Biskoppen følte sig truet. Han forbød lavene. Håndværker var embedsmænd. Hver Lav havde en Skraa. Medlemmerne skulle være ”ærlige” og ikke af ”rakkerslægt”. Man måtte ikke hælde øl på hinanden. De syge og fattige blev hjulpet. Man skulle give øl ved hver en lejlighed. De fattige fik ”fri drik”. Brødrene måtte regelmæssig til eksamen. Kødmagerne skulle levere kød til biskoppen.

 

Biskoppen følte sig truet

Dengang var der masser af håndværks – og købmandsgilder i København. Kirken havde stor magt, og biskoppen forsøgte at begrænse gildernes magt. Allerede i Stadsretten fra 1294 finder vi følgende bestemmelse:

• Da man ikke alene skal afholde sig fra det Onde, men ogsaa undgaa Anledningen dertil, saa maa aldeles ingen af de Foreninger, som i Folkemaalet kaldes Gilde eller Hvirving holdes i Kjøbenhavn, hverken hemmeligt eller aabenbart, ej nogen som helst andre Samlinger, der paa nogen Maade kan omgaa denne Bestemmelse og træde i stedet for de omtalte Gilder eller Samkvem, og hvorved denne nyttige Bestemmelses
  Øjemed paa nogen Maade kan hindres, uden de Gilder, som Biskoppen indstifter med sin Kapitels Samtykke. Men den som overtræder denne Bestemmelse skal bøde 40 Mk., det halve til Biskoppen, det halve til Byens Kasse, eller ogsaa skal han af Vanære udjages af Byen og maa ikke vende tilbage.
  Den der med sit Vidende modtager ham i sit Hus, bøde 3 Mk.

Denne bestemmelse skabte et stort røre, ja man kan kalde det et oprør. For borgerne ville ikke overholde bestemmelserne. Resultatet blev, at biskoppen konfiskerede indtægter, ejendomme og andre værdier.

 

Skytsengel for hvert håndværk

Men nogle lav fik lov til at bestå. Biskoppen havde i 1275 stadfæstet Skræddernes og Overskærernes Lav

De religiøse Gilder blev efterhånden Lavsgilder. Vognmændene  i Skt. Knuds Gilde dannede i 1478 deres eget. Skt. Andreæ Gilde blev i 1515 omdannet til et Gilde for Tømmermændene. Men de bevarede dog deres religiøse karakter.

Ofte var det en skytsengel for hvert håndværk. Således var Skt. Eligius skytsengel for Guldsmedene.  Men det kunne også være en tilfældighed, hvor man kunne henlægge gudstjenesten.

 

Bøder gik til alterlys

De bøder, man fik i lavene blev meget ofte omsat i voks til alterlys. De brændte for skytspatronens alter foran Lavets helgenbillede. På helgenes navnedag gik lavene i procession.

 

En håndværker var embedsmand

Fra middelalderen kaldtes et håndværk for et embede, og en håndværker for en embedsmand. Han ikke uden videre borgerret. I Tyskland måtte de kæmpe for at få det. Herhjemme har det ikke været samme problemer. Her har håndværkerne indtil handelstandens opkomst i det 15. århundrede haft samme rettigheder
som almindelige borgere.

Oprindelig var beslægtede håndværkere samlet i et lav. Sådan var det med Pungmagere, Remsnidere, Bundtmagere og Skindere.

 

Hvert Lav havde en skraa

Hvert lav havde sin egen vedtægt. Den kaldtes Skraa. Mange af disse bar dog præg, at de var lovet af folk, der normalt ikke beskæftigede sig med sådanne ting.

 

Medlemmerne skulle være ”ærlige”

En betingelse for at blive optaget i de yngre lav, men ikke i de ældste, var at medlemmerne var ærlige.

De måtte ikke være af Rakkerslægt. De skulle være ægte fødte. Inden for et år skulle de ofte ægte en hustru, og disse skulle være uberygtede.

Man skulle betale afgift, når man blev lærling, og når man blev mester.

Giftemål uden for laugene var i begyndelsen endnu ikke forbudt. Et ægteskab med mesters datter eller enke blev begunstiget af lavet.

 

Erik af Pommerns forordning

I 1422 udgav Erik af Pommern

en forordning med følgende indhold:

• Alle Embedsmænd (håndværkere) bjerge og nære sig af deres Embede, saa som er at Borgere og Bymænd, de som ikke saadanne Embeder have, som herefter nævnes, de bjerge sig med deres Købmandskab og med deres Brygning og saadan Købmandshaantering. Bager bjerge sig af bagning, Suder af deres Skogerning, Smed af hans Smedegerning, Guldsmed af hans Embede, Skrædder af hans Embede, Kræmmer af sit Embede, Skinder af sit Embede og særdeles alle Embedsmænd, i hvad som helst Embede de have, at hver af dem bjerger sig af sit Embede.
• Dog saa om nogle af disse Embeder vilde vorde ens derom i nogen Købstad og fare uskellig med sin Haantering, enten med Brygning eller Bagning
  eller med Skogerning eller med nogle af disse forskrevne Embeder, da skulle Borgmestre og Raadmænd med Fogdens Hjælp granske det ud saa ofte, som det Behov gøres, saa at dette forskrevne jo skællingen holdes og tilgaar efter det, som Vor Herre under og sætter Tiden i Landet til.

Kongen bestemte således, at der skulle være særskilte lav for nævnte håndværk.

I Kristoffers Stadsret  blev det påbudt, at oldermændene i lavene skulle indsættes af borgmestre og Raad. Han gav også øvrigheden fuldmagt til at ophæve de lav som synes at være unyttige og skade byen.

 

Mange Lav

I 1522 havde staden følgende lav. Her har vi forsøgt at opstille dem efter rangorden:

1. Bryggere
2. Guldsmede
3. Bagere
4. Smede
5. Skomagere
6. Skræddere
7. Remsnidere og Pungmagere
8. Kødmagere
9. Bartskærere
10. Bundtmagere og Skindere
11. Vognmænd
12. Dragere

Bryggerne har i 1422 været i lav med købmændene. Guldsmedene fik en tysk skrå i 1429 stadfæstet af kongen og dronningen og bekendtgjort for Høvedsmanden på slottet, Hr. Esge Brok og for borgmestre og Raad.

 

Mange retningslinjer

Ingen svend måtte arbejde på egen regning uden mesterens vidne. Når en svend forsømte mesterens arbejde skulle oldermanden vælge to mestre til at undersøge arbejdet. Herefter skulle de træffe en afgørelse.

Ingen svend kunne blive mester, uden at han havde tjent et år i staden. Og sådan kunne vi blive ved. Der var retningslinjer ned i mindste detalje. Havde man overtrådt disse vedtægter tre gange, skulle man rømme Staden.

 

Måtte ikke hælde øl på hinanden

Skraaen  indeholdt også, hvordan mestrene skulle omgås indbyrdes. Der var selvfølelig forskelle i de forskellige lav. Her er et par eksempler fra Guldsmedenes
lav. Mestre i Kompagni måtte ikke sidde og drikke med hinanden i kroer eller øl-huse. Bøder blev også udskrevet, når mestre skældte ud på hinanden eller slog hinanden på øret.

Den, der slog Kniv mod den anden skulle bøde 1 lødig Mark. Den, der slog en anden et Bæger Øl i Hovedet, skulle bøde en Fjerdedel Mark lødig, men slog han det i hans skød, var bøden 4 Mark. Den, der fratog en anden hans plads på Torvet skulle bøde en tønde Øl.

En enke skulle udvises samme ære som mester. Hun skulle ved død også følges til graven af Kompagniet.

 

Bagerne

Det synes ikke som om at bagerne i begyndelsen havde nogen lav. I Stadsretten  fra 1294 blev det tilladt, at enhver bager kunne bage så ofte han ville. Fra 1403 har der været et lav af mestre. Det blev stiftet til Skt. Kathrine. Hvert år, nemlig torsdag efter pinse og Skt. Knuds dag efter jul, skulle de lade holde Messe for Skt. Kathrines Alter i Frue Kirke.

Den broder, der ikke mødte og ofrede uden at have haft lovligt forfald, skulle give bøde. Ved indtrædelse i lavet skulle man give et Broderlys (alterlys).

Den Broder der blev fuld og spildte øl på den anden, skulle bøde. Man måtte ikke møde op med en lang kniv. Og der der spildte mere en håndsbredte øl på bordet, skulle bøde. Den, der fornærmede Oldermanden skulle bøde med en halv tynde øl.

 

De syge og fattige blev hjulpet

Hvis en broder blev syg skulle han have fire lybske Skilling fra Bøssen. Fik han det ikke bedre skulle han have yderligere fire Skilling.  Døde en broder, skulle de andre våge over ham om natten efter dødsfaldet. Om morgenen skulle de følge afdøde til kirken. De skulle alle ofre ved messen, og bringe afdøde til graven.
Ingen måtte gå før afdøde var lagt i jorden.

Det var forbudt at følge barbenet til graven, eller være iført en Skjortesæk. Hvis en broder var død andetsteds skulle man afholde messe.  Brødrene måtte ikke tiltale hinanden i vred Hu med Ord, der rørte paa Rygte og Ære.

 

Smedende

Smedende fik stadfæstet deres Skraa  i 1512. De var viet til Skt. Eligius. Lavet omfattede forskellige smede:

1. ”Sværdfegene”, hvis mesterstykke var et et ”Pasholteræsværd”, en ”Rytting” (dolk) og en kårde.
2. Kedelsmedene , der skulle fremstille em ”bryggerspand”, en ”bryggerkedel” og en ”sodekeddel” (suppekedel)
3. Grovsmedene, skulle smede en hestesko af tre ”Osmunder” (klumper af smedejern) en ”Bindeøkse” og et jerngreb.

Arbejdet skulle udføres i fire mestres nærværelse. Og ikke nok med det. Den kommende svend skulle traktere med seks Skilling øl og mad. Når så mesterprøven var godkendt, skulle han traktere sine brødre med en tønde øl og et fad fuldt af mad. Her skulle være en ost, et fad smør, og to ferske retter.

1. Klejnsmede, skulle under tilsyn smede et par sporer, en ”Spenrighel” og en stang til et ”bayersk bid” (til ridehest) eller et låseblad.
2. Knivsmede skulle smede blade til en ”Stegemetz” (dolk), en ”Weymetz” (jagtkniv) og en ”kvindekniv”.

 

Man måtte punge ud

Den nye mester skulle atter punge ud. I skraaen var det nøjagtig angivet, hvad han nu skulle punge ud med. Hver Broder skulle have:

• To hvedebrød, Et sigtebrød, Desuden skulle måltidet bestå af tre ”børster” skinker, fire retter med fersk mad, tre oste, tre fade smør, fire tønder dansk
  øl, og 12 nye bægere.

Dette Mester-øl  skulle serveres senest 14 dage efter optagelse i lavet. Men det var ikke slut i nu med udgifterne. En svend skulle tre gange om året stille over for Oldermanden og sine Brødre. Her blev hans moral undersøgt. Man skulle finde ud af, om han stadig var værdig til at forblive i lavet.

Når en Broder sårede en anden Broder, skulle seks brødre fastsætte hans bøde til lavet. Hvis man derimod dræbte en Broder, blev han udstødt og kunne aldrig mere komme ind i lavet.

En mester, der fik en ny lærling, skulle give en tønde øl eller 12 Skilling. Ingen måtte tage nogen i arbejde, uden at der er aftalt en bestemt løn. Og ingen svend måtte sælge arbejde uden Oldermandens og alle Brødrenes tilladelse.

 

Fri drik til de fattige

En fattig Broder, som led nød måtte to gange om året søge lavet og drikke frit. Dog skulle han lige huske at spørge Oldermanden først. To gange om året var det skiftedag. Det var til Mikkels-messe og Påske. Kun på disse dage måtte en mester tage en andens svend i tjeneste.

Smedenes lavshus var i 1547 placeret på Gråbrødrenes grund.

Skomagerne fik 1509 en skraa af Kong Hans. Men lavet er betydelig ældre. I 1434 var Kannikken Hans Kortsen den, der læste sjælemesse i Frue Kirke for Skomagerlavet.

 

Ægte født og god rygte

Inden man kunne blive optaget i dette lav, skulle man bevise, at man var ægte født og havde et godt rygte. Man skulle have tjent to år i staden som svend. Mesterstykket var et par gode støvler og tre par gode sko. Svenden skulle bede om optagelse tre gange.

Første gang skulle han give en tønde øl. Anden gang skulle han gøre sin Mestergerning og igen give en tønde øl. Tredje gang skulle han straks give 6 skilling
til Lavshuset. Samtidig skulle han give fire tønder øl, brød og skinke. Desuden to mark voks (alterlys). Han skulle så længe, han var yngste mester beværte de andre.

En skomagersvend, der ville gifte sig med en uberygtet skomagerdatter, skulle have mere frihed end nogen andre. Men han skulle også give den bedste Igangs-kost.

 

Eksamen – hver lørdag

Hver lørdag skulle to mestre gå omkring til alle Gildebrødre og vurdere deres arbejde. Hvis de fandt noget som var daarligt gjort, havde de ret til at tage det med og fremvise det for alle Gildebrødre. Her kunne det så pålægges en bøde.

Hver mester måtte have to svende. Havde man tre, måtte man afgive den ene, såfremt en af Brødrene manglede en.

Kom der fremmede skomagere til byen og tilbød fodtøj på torvedage eller på andre tider, skulle Byfogeden, Skomagernes Oldermænd og Lensmænd have ret til at beslaglægge det, indtil de gav bøder til Byfogeden.

 

Ingen skomager i to miles afstand

Der måtte ikke bo skomagere i to miles afstand fra byen, som fremstillede støvler eller sko for bønder eller andre. Dog måtte de gerne arbejde for præster og adelsmænd.

 

Skrædderne

Skrædderne fik deres skraa i 1275. Lavet var helliget Trefoldigheden. Måske var lavet det somme, som i 1527 kaldes Guds Legemes Lav.

Skrædderne havde et meget anset embede, idet de havde fælles lav med Overskærerne. De blev senere kaldt Klædekræmmere.

Men da kræmmerne som handlende hævede sig over håndværkerne, gik de ud af forbundet og sluttede sig sammen med andre købmænd.

Mesterstykket bestod i at skære et par Klæder, der skulle sys på Oldermandens bord. Også her skulle den forhåbentlig kommende svend betale for et
betragteligt arrangement. Ligesom i andre lav, måtte man ikke vædde, spille Hazard, slå terninger m.m.

 

Mesterstykket

Remsnidere og Pungmagere fremkom 3. april 1460 med en anmodning om en skraa på Rådhuset. De havde selv sammensat skraaen.

En Remsnider  skulle som mesterstykke

• gære et Bidsel, fade Hovedlavet i fem Ringe med Forøl (den forreste rem) fadet i tre Ringe og lodde Dupper paa alle Knotte. Desuden fade en slet Hage og gøre et Spændebælte.

En Pungmager skulle

• skære et par dobbelte handsker og rede dem op med silke. Desuden skulle de fremstille en Ringepung og en Kvindepung.

Også her måtte man betale for beværtningen.

 

Indførte varer blev undersøgt

Oldermanden og Stolsbroderen skulle undersøge indførte varer. De skulle undersøges, om de var retfærdige. Var de ikke det skulle der bødes til Kongen og Staden.

Fire gange om året, blev der holdt stævne, og da skulle Oldermanden og Stolsbroderen  bese hver Broders Gerning. Var varerne ikke udført korrekt måtte
der bødes til lavet.

Når en dreng ville lære embedet skulle han give en tønde øl, et fad salt mad med brød til og en Mk. Voks til Messen. En Broders søn skulle kun give den halve kost for at blive mester.

 

Kødmagerne skulle levere kød til biskoppen

Kødmagerne skulle i det 14. århundrede yde Biskoppen hver Søndag for 1 Sterling Kød hver. I 1443 fik kødmagerne i Dragør eneret til at stå med deres Kødmagerboder. Det var Kristoffer af Bayern, der gav dette privilegium.

 

Brødrene skulle dele

Indtil seks borgere måtte slå sig sammen og købe en ko af en bonde til egen Føde. En nabo måtte købe en lam til den halve pris.

Alle kødmagere

• måtte ride ud paa Landet og købe Øksner, Kør, Grise, Faar og Marsvin uden nogen Hinder, men opdagedes det, at man ikke købte til sit eget Vindues Behov, men til en Købmand eller anden Mand, skulde det være forbudt Gods.

Når det blev klaget over, at der blev solgt til for høje priser, skulle borgmestre og Raad sende en mand eller to til dem, når de huggede en Okse op,  og undersøge, hvad de tog for det.

 

Kødmagernes skraa

Kødmagerne fik en skraa, der sandsynligvis er fra 1496.

• En Kødmager skulde være ægte og ret, saa at han kunde staa i Lov og Tov med hver Dannemand og skulde have en uberygtet Dannekvinde til Hustru.

Der måtte kun bo Kødmagere i de dertil bestemte gårde. Og så måtte der kun hænge kød i et vindue i hver gård.

Ved indtrædelse i lavet skulle man gøre kost med to tønder Vismar-øl og fire tønder dansk øl, salt mad og fire ferske retter. Man skulle give et Bismerpund Voks og 1 lødig Mark.

Oldermanden skulle give orientering om, hvordan slagtning skulle foregå. Såfremt man ikke overholdt disse regler, vankede der bøder.

Ingen måtte råbe fra en andens vindue og sælge selvdødt dyr. Ingen måtte gøre en anden Forkøb paa Gaden eller ved Stranden. Når der var flere, der ville købe lam fra en vogn, måtte hver kun købe et.

Såfremt man købte flere okser og lam, skulle man spørge Lavsbrødrene, om de ville købe et. Når nogen ikke ville betale, kunne Oldermanden tillukke hans Vindue. Flere måtte ikke slå sig sammen og i fællesskab på gaden tilbyde marsvineflæsk.

 

Vinduet blev slået til

Når nogen løb vrede fra et stævne og ikke ville adlyde Oldermanden og hans Brødre, blev han udslettet af embedet og hans vindue blev slået til.

Han måtte for at genoptage sit embede gøre regnskab over for lavet. Hvor købmager-boderne lå, kan læses i artiklen Strøgets Historie. Bartskærernes Skraa
er ikke bevaret fra Middelalderen.

Skinder – embede

Bundtmagerne og Skinderne fik en Skraa af Kristoffer af Bayern. Lavet hed dengang Skinderembede. Skraaen  blev stadfæstet af Kong Hans i 1495 for begge embeder.

Mesterstykket var en Kvinde – skindkjortel og en Suben (Mandstrøje?). De skulle fremstilles i Oldermandens værksted. Lavet  holdt gudstjeneste i Gråbrødrekloster. Det var således formentlig et Marie – Gilde.

Oldermanden skulle overdrage en broder nøglerne til lysene i kirken. Denne skulle så tænde lysene ved festlige lejligheder.

 

Ingen fremmede måtte blande sig

I 1515 stadfæstede Christian den Anden en ny skraa. Han gav tillige det privilegium, at herefter måtte ingen fremmed buntmager  eller købmand offentlig på gaden eller i vindue tilbyde nyt skind.

 

Vognmændene

Vognmændene vedtog i 1478 en skraa, der i 1518 blev stadfæstet af borgmestre og raad. De havde udvalgt Skt. Peter
til deres beskytter.

Vognmændene skulle efter omgang køre Kongens og Stadens ærinde mod en passende betaling. De skulle have vogne, der var lukket både foran og bagved. Der skulle kunne gå mindst tre tdr. på vognen.

De måtte ikke skære tørv på byens mark eller grave ler eller sand på steder, hvor de ikke havde tilladelse til det.

Oldermanden skulle hver fredag tilskikke så mange vognmænd som mulig i hver gade

• at bortføre det Møg, der la sammenstuvet paa Gaden.

Fragt – takster

Man havde fastsat en bestemt takst for kørslen:

• For et Læs Ler fik de to Hvid
• For et Læs Kakkelovns Ler 2 Sk.
• For et Læs Sten fra Teglladen 1Sk.
• Et Læs Brosand to Hvid
• Et Læs Mursand 2 Sk.
• Et Læs Kalk 4 Sk.
• Tre Tønder at age fra Stranden og op i Byen eller omvendt to Hvid
• Det samme fik man for et Læs ved og en Sæk Humle
• For et Læs tomme Tønder en Hvid
• For et Læs Tømmer to hvid
• For et Læs Flyttegods 1 Sk.

Vognmændenes Lavshus lå på Kultorvet.

 

Dragerne

Dragernes Skraa er ikke bevaret fra Middelalderen. I en stor handelsby må der have været mange af dem. Deres oldermand nævnes i 1525.

 

Tømmermændenes skraa

Tømmermændenes Lav har indtaget en meget lav rang. Deres lav havde bestået i længere tid som Skt. Andreæ Gilde. Det vides, at de i 1515 fik Magistratens
og Byfogedens samtykke til en skraa.

Der er ikke kendskab til at man skulle begå et mesterstykke. Enhver mand eller svend som var tilstede i staden kunne inden for seks uger blive Broder
i Skt. Andreæ Gilde.

Oldermanden og Stolsbrødrene skulle følge ham på Rådhuset om med ed bevidne, at han kunne gøre fyldest i embedet. Dernæst skulle han give en tønde øl og 1 Mk. Voks til Sankt Andreæ Gilde.

 

Flere gilder

I Jordebogen fra ca. 1380 nævnes at der omkring Gammeltorv var tre grunde, som tilhørte Skt. Mariæ Gilde, Helligaands Gilde og Skt. Peders Gilde.
Desuden nævnes Skt. Nicolaj Gilde med en grund, hvis beliggenhed ikke kan stadfæstes.

Skt. Knuds Gilde var ikke dannet af bestemte håndværk. Skt. Eriks Gilde nævnes i 1513. De havde en grund i Kattesund. I 1538 skænkede Christian den Tredje
dette gildes ejendomme til Helligånds – Hospitalet.

Skt. Antonii Gilde nævnes i 1521. Dette gilde bestod af gejstlige og verdslige. Ja selv kvinder kunne optages i dette gilde.

 

Flere lavs – artikler følger

Hermed slutter vores første artikel om lav – og gilder i det gamle København, men vi er langt fra færdige. Indtil videre kan vi henvise til vores afsnit: Fra Urtekræmmer til Shawarmabar, der beskriver handelens udvikling på Nørrebro fra ca. 1890erne til i dag.

Kilde: 

• Litteratur København (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler 
• Herunder 190 artikler fra København 
• Anekdoter fra det gamle Christianshavn
• Christianshavn – dengang
• Fra Ildebrand til Kæmner
• Gamle værtshuse i København
• København – for længe siden
• Strøgets Historie og mange flere artikler 

Redigeret 12-02-2022

Jøderne har altid været forfulgte. De er stadig uønskede mange steder, bl.a. i visse områder af København. Dengang var de uønskede i håndværker og handelslav. I Flensborg råbte stænderforsamlingen: Ud med Jøderne. I 1930erne udviste den danske stat tusinder af jøder til en usikker fremtid. Også under besættelsen blev jøder udvist af den danske stat til KZ – lejre. Den danske racehygiejne blev rost i Tyskland. Den danske stat advarede mod jødiske – danske kærlighedsforhold

 

Over Øresund

Danskerne blev nærmest udråbt som helte, da de hjalp jøderne over Øresund. Man fik masser af goodwill verden over. Man glemte bare lige at nævne, at mange måtte bruge deres sidste sparepenge for at blive reddet. Selvfølgelig tjener det mange danskere til ære, at de risikerede deres liv for at de reddede jødernes liv.

Men det tjener ikke Danmark til ære den måde, vi behandlede jøderne før, under og efter den tyske besættelse.

 

Artikelliste bagerst

Vi har samlet en liste over 50 artikler om Besættelsestiden bagerst i denne artikel. (p.t. finder du 351 artikler om dette emne på vores hjemmeside)

 

Katolikkerne og jøder

Allerede ved vor tidsregnings begyndelse kom jøderne til Europa. I 1400 – tallet skærpedes tonen mellem den katolske kirke og jøderne. De blev tvunget til at udvandre. I den katolske verden blev jøderne beskyldt for at være årsag til epidemier.

 

De to grupperinger

Fra Spanien og Portugal bosatte de sig i Amsterdam.

Her opstod et jødisk centrum, og de var i høj grad med til at højne hollændernes økonomi. De havde gode forbindelser til kolonierne. Man kaldte dem for De sefardiske Jøder.

De adskilte sig fra den gruppe, der bosatte sig i Tyskland og Central – og Østeuropa. Disse blev evig forfulgt, og havde vanskeligheder ved at etablere sig et bestemt sted. De ernærede sig som småhandlende og pantelånere.

 

Religionsfrihed under overvågning

De første jøder kom til Danmark i slutningen af 1500tallet. Det var købmænd, der bosatte sig i  Altona.  Danmark havde i 1640 – 1650 været udsat for krige og epidemier, så man manglede kvalificeret arbejdskraft. Ja man ligefrem lovede de nye skattefrihed, hvis de kunne etablere nogle ordentlige produktionsvirksomheder.

Var man 15 familier samlet et sted fik man ret til at bygge synagoger. Men det var faktisk kun de velhavende jøder, man var interesseret i. Nu var der også tale om religionsfrihed under overvågning.

 

Skulle have lejdebrev

En forordning fra 1651 dikterede, at ingen jøder måtte give sig ind i landet uden lejdebrev. Man var ikke så meget interesseret i de tyske jøder. Man ville hellere have de portugisiske jøder. I 1678 sendte kongen et brev til Københavns Magistrat, hvor han påpegede, at jøder uden lejdebrev inden 8 dage skulle sendes ud af landet. I 1681 blev en overtrædelse af påbuddet om lejdebrev takseret til 1.000 rigsdaler.

Lejdebrev

Ofte fik man et lejdebrev på anbefaling eller fordi man tilhørte en anset familie. Man havde måske overtaget en forretning eller havde planer om at oprette et manufaktur. Jøder, der havde begået økonomisk kriminalitet blev øjeblikkelig afvist eller udvist. Man ville skåne andre for at blive snydt.

 

Den jødiske menighed

I 1684 fik hofjuveler Israel David og hans kompagnon Meyer Goldschmidt  kongelig tilladelse til at forrette gudstjeneste i deres hjem, men dog kun for lukkede døre. Dette var starten på den jødiske menighed. Fem år senere blev den første rabbiner ansat. Og i 1694 købte jøderne en begravelsesplads på Nørrebro.

I 1802 købte man grunden i Krystalgade, men først i 1833 blev deres synagoge bygget og indviet.

 

Vigtig med indflydelse

Da Simon Levin i 1724 efter at have været en skikkelig borger i Nakskov  ville bosætte sig i København regnede han ikke med problemer af nogen art. Men svaret fra Politi – og Commerce- kollegiet var følgende:

• Vi tør ej rekommandere Supplikantens Ansøgning, eftersom baade han og hans Familie er fattige, med hvilken slags Jøder Staden ej er tjent.

Men jøden Davis Heinrich Israel  måtte gerne bosætte sig. Han havde nemlig arbejdet for en af Københavns rigeste jøder.  Det var en stor forskelsbehandling. Regeringen tillod grupperinger af handelsfolk og håndværkere med en anden trosretning til at etablere sig i det 17. og 18. århundrede for at få gang i handelen
og økonomien. Man håbede på at få gang i manufakturen. Det gav arbejde til mange og kunne aflaste Fattigvæsnet.

 

Jøder uønsket i lav

Et stort problem var, at de forskellige håndværker og handels – lav ikke ville optage jøderne. Derfor var de i et konstant modsætningsforhold til for eksempel købmænds – lavene. Man kunne ikke tolerere, at andre kom ind på deres enemærker. Derfor var man fra myndighedernes side nødtvungne til at begrænse
jødernes produktion og handel. Det var stik i mod regeringens tanker.

Det betød at jøderne kom til at beskæftige sig med pengeforretninger, pantelånsvirksomhed, handel med brugte genstande samt te, kaffe og chokolade. Ja man kaldte det faktisk for jødehandel.

 

Store krav til jøderne

Store krav blev det stillet til jøderne, og det var borgerskabet godt tilfreds med. Den 4. november 1726 skrev Magistraten på vegne af borgerskabet og de kristne

i Københavns kommune til kongen. De takkede for:

• Indskrenkelse, at den hidtil af dennem (jøderne)selv tagne Frihed, ved deres Indreise og Nedsettelse her udi Staden.

I længden var det de tyske jøder, der fik størst betydning for hovedstaden. Den 29. marts 1814 stadfæstede Frederik den Sjette en anordning, der på de væsentlige punkter gav jøderne ligestilling med landets øvrige indbyggere.

Efterhånden bestod den jødiske menighed i Danmark af 1.600 personer. Sådan så det ud i 1780. De fleste boede i hovedstaden.

 

Man beholdt sine egne skikke

I 1788 havde de fået adgang til håndværkslavene. Men egentlig måtte jøderne ikke beklæde embeder før 1849. De havde nu også en forpligtigelse for at overholde den borgerlige lovgivning. De måtte ikke længere henvise til mosaiske love eller rabbinske forskrifter og vedtægter.

Man beholdt dog de jødiske regler omkring begravelsesskikke, omskærelse af drengebørn og de jødiske højtider. Sabat-hvilen blev også taget bogstaveligt.

Den jødiske menighed fik også tilladelse til at oprette deres eget bageri. Man tillod nemlig ikke mælk i forarbejdningen af brød.

Problemet med kosher-mad og sabbatten om lørdagen var et problem for det var en almindelig arbejdsdag. Det kunne godt være et problem for jødiske lærerdrenge hos kristne håndværkermestre.

 

Masser af angreb

I 1813 og senere i 1816 fremkom der voldsomme angreb mod jøderne. En af dem var fra Kongelig Konfessionarius, Chr. Bastholm:

• de har korsfæstet Jesus, de var troløse og skadelige borgere, de er kun optaget af penge og de er til fare for landets økonomi. De er egennyttige og dovne og som menighed er de en stat i staten.

 

Stænderforsamlingen: Ud med jøderne

I Hertugdømmerne gjaldt der andre regler end i Kongeriget. Pastor Lorenzen fra Adelby afleverede den 3. december 1840 en betænkning i den Slesvigske Stænderforsamling om jøderne. I den skrev pastoren blandt andet:

• Det ville være bedre og ud fra den kristelige stats principper konsekvent fra første færd at nægte disse fremmede som kristendommens fjender al adgang som tilfældet er den dag i dag i Norge.

I 1848 udgjorde jøderne den største minoritetsgruppe i København. De var omkring 3.800 mennesker.

 

Antisemitisme i Danmark

Forfølgelser af jøder skete mange steder rundt om i verden, i Rusland, Marokko  og Ungarn. Man har glemt, at der i 1919 blev dræbt 3.000 jøder i Ungarn. Hadet og mistroen til jøderne førte også til antisemitiske strømninger i Danmark. Trods jødernes begrænsede rettigheder kulminerede hadet og mistroen i de såkaldte jødefejder, som varede fra 1813 til 1820.

Man beskyldte jøderne for at være årsag til statsbankerotten i 1813. Det hjalp også til mistroen, at man havde oversat en tysk anti – jødisk bog med titlen Moses
und Jesus.

 

Bilcher forsvarede jøderne

Ja selveste Steen Steensen Blicher udgav et skrift

• Bør Jøderne taales i Staten?
• Han beskrev alvoren i deres religiøsitet, deres mådehold i livsførelse, deres godgørenhed samt deres flid med arbejdet til livets ophold og det på fuld lovlig vis, som han fremhævede. Også Grundtvig forsvarede jøderne. Men han havde dog nogle løftede pegefingre.

 

Uroligheder mange steder

Danskere angreb jøderne og deres ejendomme i forskellige byer. Fra prædikestolen kaldte Biskop Mynster borgerne til orden. Urolighederne startede i Raphaels Modebutik i Østergade. Husarerne måtte hjælpe politiet med at rydde gaden. En rasende folkemængde var forsamlet. Dagen før havde det været et opslag på Børsen, med en opfordring til at fordrive jøderne.

I slutningen af 1800 – tallet blev omrejsende håndværkere fra Polen og Rusland opfattet som en direkte trussel mod danske håndværkere.

 

Ikke i historiebøgerne

I historiebøgerne står det heller ikke meget om, at der fra 1875 til 1919 blev udvist 31.000 fra Danmark. Det skete efter retningslinjer i Lov om Tilsynet med Fremmede og Rejsende. De fleste af disse mennesker var jøder.

Opholdsbogen lignede Skudsmålsbogen og i § 1 hed det sig:

• Udenlandske Tatere, Musikanter, Forevisere af Dyr og Andet, Udøvere af Kraft – og Behændighedskunstner og lignende Personer, som vil ernære
  sig ved om-vandring har ikke adgang til landet.

Ville man have arbejde i Danmark,  skulle man kunne legitimere sig hos politiet for at få denne Opholdsbog. Man skulle kunne have økonomiske midler til at bestride sit tarvelige Ophold i 8 Dage.

 

En stramning af Fremmedloven

I 1913 fandt en administrativ stramning af fremmedloven sted og i 1916 indførtes pas – og visumtvang. I 1914 besluttede man sig for, at det var Chefen for Statspolitiets Kontor i København, der skulle udstede opholdstilladelser. Før den tid havde det været de lokale politimestre, der havde ansvaret for udlændingetilsyn. De havde også sørget for, at tilrejsende fremmede blev registreret ved Statspolitiet.

I 1938 undergik administrationen af udlændinge diverse strukturændringer. Og Statspolitiet kom nu til at hedde Rigspolitiet.

 

Udvisning til en usikker skæbne

I Danmark frygtede man, at de antisemitiske følelser ville tage til hvis flere jøder tog ophold i Danmark, da nazismen tiltog i Tyskland i 1930erne. Fra dansk side sendte man derfor hundredvis af jøder tilbage til en usikker skæbne.

Embedsmændene fortsatte den praksis også efter at Danmark var blevet besat. De udtalte, at det var det tyskerne ønskede. Men det svarer nødvendigvis ikke til sandheden. Nazisterne ville gerne af med jøderne.

Love, regler og en restriktiv administration bar med til at skabe en praksis for udvisning af jøder. Man satte ikke spørgsmålstegn i at udvise statsløse jøder og andre flygtninge til Nazi – Tyskland. Jøderne blev også behandlet som emigranter og ikke som politiske flygtninge.

Et stort samarbejde eksisterede i perioden 1935 til 1939 mellem det danske udenrigsministerium og nazi-styret i Tyskland med henblik på udvisning af jøder fra Danmark.

 

Forbudt kærlighed

Indledte en udvisnings – truet jøde et forhold til en dansk pige, ja så blev indsatsen for udvisning sat i vejret. Udlændingemyndighederne forpurrede på den måde adskillige forhold mellem jødiske mænd og danske kvinder. Pigerne og deres forældre blev kaldt til samtale i Fremmedafdelingen, hvor de fik at vide, at de kunne miste deres indfødsret,  dersom de rejste ud af Danmark.

 

Samarbejde med Nazi – Tyskland

Nu var man i Danmark langt fra uvidende om de restriktioner, fængslinger, interneringer, der foregik i Tyskland. Man lagde vægt på et godt og problemfrit
samarbejde med den store nabo mod syd. Fra 1933 til 1940 åbnede Danmark kun døren for 2.164 jøder.

 

Racisme fra danske embedsmænd

I 1933 skrev en medarbejder ved det danske gesandtskab i Berlin i forbindelse med jødernes udvandring:

• Selv om vi er liberale og fordomsfri, er der dog måske anledning til at være opmærksom på den fare, der herved kunne opstå for vor nordiske Racerenhed.

Værre var udtalelserne af den danske  legationsråd i Litauen i 1939. Han kommenterede udviklingen på følgende måde:

• Paa disse Kanter af Europa er man Antisemit. Det gælder Myndighederne, Befolkningen og de Fremmede. I øvrigt er alle Danske fra Baltikum, jeg har været i Berøring med. Østjøderne er et utiltalende og upaalideligt Folkefærd. Man søger da ogsaa her mere og mere at trænge dem ud af Handelen. Af det offentlige Liv er de allerede forsvundet.

 

Arv og Race

I 1934 udgav Dansk Forening for Social Oplysning en lille bog om Arv og Race. To af bogens forfattere beskæftigede sig med jøde – spørgsmålet. Begge anerkendte jødernes særlige racepræg. Man enedes om at tilbagevise verserende teorier om jødernes underlegenhed. Man fremhævede i stedet deres sociale og kulturelle overlegenhed. Ja man fik at vide, at det ikke var på grund af deres religion, men snarere deres

• Forspring i Tilpasning til Bylivet og Byerhvervene – altsaa i egentlig Forstand paa Grund af deres Race – at Jøderne vækker Uvillie.

Formålet har sikkert været at tage afstand til den tyske holdning.

 

Dansk ros til tysk racehygiejne

Inden da var den tyske lærerbog i racehygiejne udkommet. Den blev positivt anmeldt i Danmark, blandt andet af Axel Garboe  i Socialt Tidsskrift. Heri blev den jødiske race beskrevet som

• Selekteret med henblik på kontrol og udbytning af andre mennesker. Det kunne man se ud fra jødernes stærke position i handelslivet og i erhverv. De havde en god evne til at påvirke andre for eksempel presse, teater og jura. Kriminalitet var mere udbredt blandt jøder end i andre befolkningsgrupper.
  Det gjaldt både bedrageri, salg af usædelig litteratur og hvid slavehandel.

Bogen var udkommet på engelsk og den danske anmelder kaldte bogen for en Samvittighedsfuld og grundig Mands Værk.

Ja også nazisterne roste den danske racehygiejne.

 

Anti – jøde propaganda i Danmark

Nu var der en del, der troede på nazisternes jøde – løgn – også i Danmark. Og det var også betydningsfylde personer. Fra 1940 – 45 spillede statsminister
Scavenius en afgørende rolle som frontfigur mellem besættelsesmagten og politikerne.

For at tilfredsstille tyskerne meldte han sig ind i den tyske nazi – organisation Nordische Gesellschaft. Desværre har vi er på redaktionen ikke kunnet få bekræftet denne oplysning, da PET ikke giver adgang til medlemskartoteket, som i lighed med det såkaldte Bovrup – kartotek ikke er offentlig tilgængelig i Rigsarkivet. Godt nok kan man få en masse på nettet, men det er ikke det hele. 

Nordische Gesellschaft udbredte uvidenskabelige og fjendtlige raceteorier. De udsendte tidsskriftet Rasse (Race). Her var nazisterne aldeles uhæmmet i deres fjendtligheder over for jøder og romaer.

Efter oplysninger, som heller ikke har kunnet bekræftes, så havde man 8.000 medlemmer i Danmark.

 

Restriktiv administration

Det var en stærk restriktiv administration, der mødte de jødiske flygtninge som kom til Danmark  efter nazisternes indlemmelse af Østrig i marts 1938.

 

Danske jøder led økonomisk tab

Danske jøder led store økonomiske tab. De måtte afgive ledelsesposter i danske firmaer som handlede med Tyskland, efter indførelse af tyske love om arieserings – foranstaltninger.
Således blev formanden for Mosaisk Troessamfund, højesteretssagfører C.B. Henriques  tvunget ud af bestyrelsen i Siemens. Fra dansk side protesterede man ikke over de tyske love, men accepterede dem.

 

De fleste var væk

I midten af september 1943 gav Hitler ordre til Entlösung i Danmark. Aktionen skulle foregå natten mellem den 1. og 2. oktober. Men da var  allerede 7.000 jøder transporteret over Øresund.

Den nat fandt tyskerne kun 284. Og i alt 480 jøder blev sendt til KZ – lejre i Tyskland. De fem procent kom ikke hjem. I alt 6 millioner jøder blev dræbt under Anden verdenskrig . Fra tysk side havde man forventet at sende 5.000 jøder med skib fra København og 2.000 med tog fra Fyn og Jylland.

 

Det skriver vi ikke om

Dansk flygtningepolitik i 1930erne og 1940erne hører ikke til de smukkeste kapitler i Danmarkshistorien. Måske er det derfor, vi ikke har hørt så meget om det. I arkiverne finder man også 30 uafsluttede krigsforbrydelser. Modstandskampen har været det vigtigste, at beskæftige sig med for forskerne. At undersøge
bestemte aspekter fra besættelsestiden var ikke velanskrevet. Det paradoksale er, at netop besættelsestiden er det, der er skrevet mest om i Danmarkshistorien

 

Udråbt som spioner

Nogle af de jøder, der under besættelsen blev udvist af den danske stat, blev mange år efter pludselig udråbt som spioner. Men det var ganske almindelige jøder, herunder børn, der blev udvist.

 

Også uønsket efter besættelsen

Og efter besættelsen, blev mange jøder opfattet som kriminelle og anbragt i isolation. Det var nok ikke den velkomst, de havde regnet med. Går man tilbage for at se, hvem der blev udvist, er det ikke altid, at jøderne figurer på listerne.

Mange af dem, der blev udvist og som døde i KZ – lejre fik pludselig i 1963 tilladelse til at vende tilbage til Danmark velvidende at man vidste, at de var omkommende. Skulle dette dække over, at de var blevet udleveret til tyskerne?

For de flygtninge, der kom hjem fra Sverige var forholdene ikke blevet bedre. Endeløse ansøgninger om opholdstilladelse og arbejdstilladelse fulgte. Arbejde måtte de ikke medmindre det drejede sig om noget specialiseret arbejde, som ikke kunne udføres af danskere. Fagforbund, fagforeninger og andre interesseorganisationer blev spurgt, men de modsatte sig som oftest arbejdstilladelse og erhvervsgrundlag for jøder.

Beklagede man sig over de forhold, man blev budt, blev man truet med udvisning.

 

Diskrimination

Nogle af de jøder, der vendte tilbage fra KZ– lejrene ændrede deres navne. De var trætte af diskrimination.

 

Jøderne angribes af kommunisterne

På Land & Folk, Kommunisternes hoved-organ, blev jøderne beskyldt for at

• gjort det muligt for kapitalistiske elementer af jødisk oprindelse at stjæle fra den tjekkoslovakiske stat.

De frygtelige skueprocesser mod jødiske læger i Sovjetunionen i 1953 fik skribenterne på Land og Folk til at definere jøder som dyr og anklage dem for at være
spioner for fremmede magter.

Modstandsmanden, professor og minister i Befrielses – regeringen talte også om at zionistiske spioner havde været på spil.

 

1982: Jøder ud af Danmark

Så sent som i 1982 blev det efter en demonstration smidt svineblod mod en nabobygning til synagogen i Krystalgade. Her kunne man så læse:

• Jøder ud af Danmark

Det var tydeligt at venstrefløjen i Danmark personificerede krisen i mellem-østen med jøderne i Danmark.

 

2011: Jøder uønsket i dele af København

Og i 2011 skal man ikke vise sig som jøde i forskellige områder af København,  så er man hel sikker på, at blive chikaneret på den ene eller anden
måde.

Kilde:
Se

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Besættelsestidens Litteratur (diverse)
  
• Morten Thing: De russiske jøder i København 1882 – 1943 /Gyldendal
• Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson: Medaljens Bagside /Vandkunsten
• Lene Koch: Race Hygiejne 1920 – 56 / Informations Forlag
• Jens Rasmussen: Religionstolerance og Religionsfrihed/Syddansk Universitetsforlag
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler
• Under København finder du 190 artikler 
• Under Besættelsestiden før/under/efter finder du 362 artikler 
  

Redigeret 12. – 02 – 2022

 

Gabel byggede et lystslot. Prins Carl udvidede. Læs her om skandaler på Blågården. Vi skal hilse på Støvlet – Kathrine. Og så var der mange forliste industri – eventyr på Blågården. Her måtte zaren ikke bo. Kongens bror troede, at han ville stjæle.  Prins Carl havde hele 47 i sit hof, som vartede ham op. Hans kone havde kun 23. 

 

Teglgårdsmarken

På Frederik den Tredjes tid lå der helt fra Peblinge Søen til Assistens Kirkegård en stor mark, der blev kaldt for Teglgårdsmarken. Her lå byens teglgård.

 

Kongens yngling – Christopher Gabel

En af kongens ynglinge, Statholder Christopher Gabel, der også var tidligere kammerskriver og rentemester, byggede et lystslot med en mægtig have. Da teglstenene på taget var blå, ja så kaldte københavnerne slottet for Blaagaarden.

Man spørger sig selv, hvordan kunne Gabel få råd til at bygge dette slot. Han har sikkert udnyttet sin indflydelse hos kongen. Men han måtte vende sig til beskyldninger om bestikkelse. Han fik da også mange og mægtige fjender, derimellem  kronprinsessen, den senere Christian den Femte, dronning Sofie Amalie og Rosenkrantz-er  samt Ahlefeldt’ er .

 

Ikke så uddannet

I hans eftermæle efter 13. oktober 1673 stod der følgende:

• Han er ikke saa udannet, som det almindelig siges, og ser man hen til hans naturlige Begavelse, har han ingen Lige.

Gabel vidste, at hans magt stod og faldt med Kong Frederik. Han trak sig også straks, da kongen døde. I hans tid var Blågårds Have en prægtig have med mægtige lindealléer. Små pavilloner med blå tage lå spredt på grunden.

 

Prins Carl udvidede

I 1688 blev hele herligheden solgt til generalfeltmarskal Ulrik Frederik Gyldenløve. Han beholdt dog kun stedet i kort tid, hvorpå den kom i forskellige
officerers besiddelse. I 1706 overtog Kong Frederik den Fjerdes bror, Prins Carl stedet.

Han udvidede grunden ved at købe jord på den anden side af søen. Det var den såkaldte “Akeisebodvænge” mellem Peblinge Søen og Farimagsvejen .Han byggede den kendte hovedbygning, Blaagaarden.

 

Lod sig dirigere af von Plessen

Prins Carl  havde mange titler, men egentlig var han en ubetydelig personlighed. Han brugte sin tid til at ride, jage og læse i pietistiske bøger. Han
beskæftigede sig med guldmageri og havekunsten. Dengang hed haven Prinsens Have. Prinsen var fuldstændig i lommen på sin hofmester og senere minister Carl Adolf Plessen. Kongen sagde engang i spøg:

• Der kommer Prins Pless med min broder Carl

 

Et stort hof på Blågården

Det var et stort hof på Blaagaarden. Prinsens søster, Sophie Hedevig tilhørte også hoffet. Hun var en meget streng pietistisk dame, der havde 23, der passede på hende. Men prinsen havde hele 47 personer, der stod for sin opvartning.

 

Utilfreds med kongens valg

Prins Carl var ellers meget godmodig, men hans søster ophidsede ham i den grad, fordi Konge Frederik havde taget Anna Sophie Reventlow til dronning. Han forlod i vrede Blaagaarden sammen med sin søster i protest over kongen. Han blev dog overtalt til at stå fadder til et af deres børn.

Ved Prins Carls  død i 1729 testamenterede han Blaagaarden til Sophie Hedevig.

 

Hjælp zaren kommer

I 1719 skete en begivenhed, der vakte røre i København. zar Peter den Store havde lovet at hjælpe mod Karl den Store. Zaren havde 20.000 russere med. de blev plantet på Hveen. Men endnu flere blev placeret på Fælleden og andre steder i København.  Der kunne de ikke gøre så stor skade. Men 4.000 blev placeret foran Nørreport.

Kongen stolede med rette ikke så meget på zaren. De danske styrker var bundet i Norge. På Københavns Slot var det ikke plads til gæsten. Kongen bad sin bror på Blaagaarden at tage sig af zaren. Men han afslog. Og det var åbenbart af religiøse grunde. Han var både ængstelig for sit fine sølvtøj og så havde zaren også fået tilføjet Barbaren på sit CV.

 

Sophie Hedevig ville ikke giftes

Det var svært at få dikteret nogen mand til den strenge Sophie Hedevig. Hun var som unge blevet tvunget til at forlove sig med arveprins Georg af Kur – Sachsen. Men han kunne ikke holde hende ud. Han hævede forlovelsen til Christian den Femtes store fortvivlelse. Hendes mor, dronning Charlotte Amalie arbejde på en forbindelse til den senere tysk – romerske kejser, Josef den Første. Men Sophie Hedevig satte sig kraftig til modværge. Andre forslag fik hende til at proklamere, at hun ville forblive ugift hele sit liv.

 

Masser af rygter

Rygterne gik dog på, at hun stod i et meget intimt forhold til sin overkammerherre Carl Adolph v. Plessen. Ja man sagde endog, at var hemmelig gift. Men hun gjorde sit gods, Vemmetofte til et jomfrueligt kloster. Men ved hjælp af et gavebrev af 9. maj 1732 skænkede hun Blaagaarden, et Sølvtaffel og en Sølvbuffet til Plessen. Denne ville dog på grund af rygterne ikke modtage gaven. Men Kong Christian den Sjette blev vred og befalede ham til at overtage gården.

 

Skulle beskytte dronningen

Carl von Plessen havde foretaget de udenlandsrejser, der hørte til adelsfolkenes dannelse. Han blev knyttet til Prins Carls og Sophie Hedevigs hof. Han havde taget parti imod Anna Sofie Reventlow. Men der var dog ingen hævnaktioner fra kongens side. På hans dødsleje fik Plessen overrakt elefantordenen og afgive et løfte om, at han så inderlig skulle skærme Dronningen og hendes Børn mod deres mægtige Fjender.

 

Plessen tog sin afsked

Plessen holdt ikke sit løfte. Han var stadig imod Anna Sofie Reventlow.Derfor gjorde Christian den Sjette ham også til medlem af Konsiliet og til overkammerherre ved Hoffet. Han var intelligent og veltalende og styrede også godserne på bedste vis.

Dronning Sofie Amalie kunne dog ikke lide Plessen. Derfor tog han sin afsked den 27. april 1733. Kongen fratog ham også sine pensioner og de sluttede med at blive uvenner. Resten af sit liv levede Plessen med at bestyre sine godser. Han oprettede også 16 skoler for sine bønder.

Omkring Blaagaarden tilkøbte han en masse jorder. Men han opholdt op sig ikke meget herude.

 

Knud Lyne overtager

Efter hans død solgte arvingerne Blaagaarden til Rahbeks fars morbroder, Knud Lyne. Han var Konsumptionsskriver og en meget velstående mand. Han solgte ejendommen videre til Christian den Syvendes yndling, Holck.  Og det er så starten til den mørke afdeling i Blaagaardens historie.

 

Holck var stråmand

Frederik Vilhelm Conrad Holck blev som ung kammerpage hos kronprins Christian (den Syvende). Denne Holck havde sikkert ikke den bedste indflydelse hos kongen. Dronningen Caroline Mathilde  måtte ikke komme med på den store udenlandsrejse og turen til Slesvig Holsten. Holck sørgde for at blive udnævnt til Gehejmeråd og Hofmarskal.

To ægteskaber gav Holck rigdom. Først med stiftamtmand Stockfleths datter, der bragte ham en medgift på 80.000 Rigsdaler. Datteren døde kort tid efter af kopper.

Han blev også gift med en datter af Grev Danneskjold – Laurvigen, et barn på 15 år. Men Holck brugte og han forstod også at få penge ud af kongen. Derfor tog han også del i kongens orgier og togter rundt om i byen.

 

Støvlet – Kathrine blev præsenteret

Det var også Holck, der havde æren af, at føre kongen sammen med Prins Georg Ludvig af Braunschweig – Beverns uægte datter, Anna Kathrine Beuthak,
der under øgenavnet Støvlet – Katrine bjergtog kongen.

 

Udskejelser på Blågården

Holck mente, at det var bedst at forlægge alle disse udskejelser ud for byen. Skuepladsen blev derfor forlagt til Blaagaarden.  Lyne ville ellers slet ikke sælge sin ejendom. Og ingen tvivl om, at det var kongen, der var den egentlige køber. Støvlet – Kathrine blev eksporteret til Hamborg i 1768.

I eftersommeren 1760 fik Lyne sin nu ramponerede ejendom tilbage. Og Struensee gav Holck en fyreseddel på gråt papir. Masser af lindetræer var blevet fældet og inden døre var meget lagt øde. Men Støvlet – Kathrine og hendes horde havde ramponeret stort set det hele. Malerier, lofter, møbler, vægge. Den fordrukne skare inklusive kongen havde fulgt hendes ordre bare at ødelægge det hele. Og Holck havde været lige glad. Det var ikke hans penge, og hvis bare kongen morede sig.

 

Ingen glans over hoffet

I historiebøger står der, at var Holck, der videresolgte Blaagaarden. Det er rigtigt. Knud Lynes arvinger solgte ejendommen til købmand Peter Tutein. Han solgte ejendommen efter tre år, sikkert fordi hans planer om at indrette en silkebåndsfabrik strandede. Storhedstiden var over, der var ikke mere plads til lystslotte.

Efter Christian den Sjettes pragtsyge og Strunsees fald, var det ikke så meget glans over hoffet mere. Enkedronningen Julianne Marie og hendes søn levede helst uden for København. Caroline Mathilde levede i landflygtighed. Hendes to børn, kronprins Frederik og Prinsesse Louise Augusta skulle først være voksne, inden de kunne holde hof.

Da kronprins Frederik styrtede Guldberg var Blågården allerede stærk i forfald. Den senere Frederik den Sjette kunne sagtens nøjes med de slotte, han havde.

 

Det kongelige danske Dugmanufaktur

Sammen med Det Kongelige danske Dugmanufaktur  anlagde Johan Paul Kalckenbrenner i 1780 en klædefabrik på grunden. Der hvor Slotsgade i dag ligger lod han hovedbygning og have forfalde. Værksteder, lagre, kontorer samt boliger for funktionærer og arbejdere blev bygget.

I 1786 blev Det Kongelige Dugmanufaktur ophævet. Ejendommen gik for en vurderingssum på 65.000 Rigsdaler. Over til Finanskollegiet. Bygninger blev derefter lejet ud til industrielle og private. Haverne og markerne blev bortforpagtet.

Skolelærerseminarium

Den 8. november 1790 oprettedes et kongeligt Skolelærerseminarium. Den senere Generalmajor Julius Paludan besøgte i sine drengeår, forstander Strøm
på Blaagaard Seminarium. I sine erindringer fra 1877 giver han en skildring af Blaagaard, som det så ud i begyndelsen af det 19. århundrede:

• I Begyndelsen af dette Aarhundrede fandtes kun en Mølle og nogle faa Bygninger langs Vejen mellem Kirkegaarden og det nuværende Nørrebrostræde omtrent i Flugt med Fælledvejen. Blaagaards Hovedbygning med Have laa paa Nordostsiden af dens Areal med nordre Side ud mod Nørrebrogade, et eenetagers Hus med Frontespice og vistnok et lille Taarn. Indkørselen til Slotsgaarden og Ridebanen var fra Nørrebrogade, hvor nu Slotsgade munder ud.
• Indtil for faa Aar siden (før 1873)stod der endnu de murede Portstoplper til Indkørslen. De to Bygninger, der nu danner henholdsvis den sydlige Hjørne af Slotsgade og Baggesensgade, er de blandt de faa rester, der endnu eksisterer af de gamle Slot. I sidstnævnte Hus havde jeg 1838 – 39 Sommerlejlighed, og der var dengang tydelige Spor at det tidligere havde været anvendt som Badestue.

 

Frederik den Sjette trængte til penge

Da englænderne i 1807 belejrede København måtte seminariet flytte til Jonstrup ved Værløse. Ved englændernes besøg blev resten af haven ødelagt. Frugttræerne var blevet fældet og anvendt som brænde. Indtil 1814 blev bygningerne brugt som lazaretter for landmilitær – etaten.

Da krigen var over trængte Frederik den Sjette til penge, så han solgte hele Blaagaarden på en aktion for 100.000 rigsdaler til sin generaladjudant von Römeling og divisionsadjudant, kaptajn von Scholten.

Købet var baseret på at udparcellere ejendommen. Men først anlagde de en bronze-fabrik, men den gik desværre i stykker. Så begge adjudanter mistede deres penge.

 

Heegaards Fabrikker

I 1828 anlagde isenkræmmer M. Anker Heegaard et jernstøberi og maskinfabrik. Siden 1804 havde han drevet en forretning i København. Man skulle have dispensation hos Demolerings  – Kommissionen til at bygge et – etages grundmuret værktøjsbygninger med bindingsværk. De blev placeret langs den nuværende Blågårdsgade.

På jernstøberiet blev der produceret kakkelovne, komfurer, gryder, kedler, fyrtøjer, brevpressere, gitre m.m. Fra 1841 foretog man også emaljering af gryder. Og i 1847 var der ansat 52 arbejdere på fabrikken, men dette tal steg stødt. Årligt blev der produceret 4.000 gryder, 4.500 pander, 1.900 kakkelovne og 140 skorstensindretninger.

Arbejdet på jernstøberiet startede kl. 5 om morgenen. Det gav selvfølgelig problemer for byportene åbnede først kl. 7. Men med 2 skilling kunne man dog få lov til at passere. Men for arbejderne var dette en betragtelig udgift. Da Anker Heegaard døde i 1837 gik fabrikken over til sønnerne. Kompagniskabet mellem sønnerne blev dog ophævet i 1847. Den ene af sønnerne førte det videre og udvidede virksomheden ved at købe jernstøberiet i Frederiksværk.

 

Grundene bliver solgt

Allerede i 1872 begyndte Heegaard at sælge ud af sine grunde. På arealet opstod Stengade, Bagergade (senere nedlagt), Todesgade, Baggesensgade og Korsgade. Desuden var det også en del af Prins Jørgensgade, som egentlig hed Louisegade,  opkaldt efter fabrikantens hustru. I 1898 flyttede den gamle fabrik fra Blaagaard til Lyngbyvejen.

 

Erindringer fra Nørrebro

I forlagsboghandler Otto B. Wroblewskis erindringer Nørrebro i Trediverne  får vi et godt indtryk, hvordan det så ud:

• Lige fra Stenhuggerhuset og op til Blaagaardsgade langs de smaa Alléer gik Blaagaardsvejen. Her laa først bl.a. en lille én – Etages Pavillon med Kvistetage, som stammede fra Lystslottets Tid og ved Slotsgade stod ligesom i Paludans Dage de to Stenpiller, der tidligere dannede Hoved-indkørslen til Blaagaard. Disse Piller var meget store og kronedes af en Gesims med en stor Jernkugle, og de var indbyrdes forbundne med en Jernstang.

Blaagaards hovedbygning var i Wroblewskis dage kun rester uden tag, vinduer og døre. På begge sider lå der lavere tilbygninger, der endnu var beboelig. I den ene ende boede en lysstøber. I den anden ende Nørrebros  gemytlige politiassistent Gaarborg, der var berømt for sine lystige indfald og historier.

 

Bagermesterens teater

En bagermester Schur havde købt hovedbygningen og omskabt den til Pantomimeteater. Det var det første Nørrebros Theater.  I 1827 lejede Pettoletti  teatret af bageren. Han engagerede linedansere og mimikere. Kongen blev søgt om tilladelse til at lade afholde Vaudeviller. Den 14. april 1833 brændte resterne af teatret.

 

Man fik en nøgle

En af fordelene ved at eje en parcel på Blaagaarden var, at man havde en nøgle til stien langs Sortedams – og Peblingesøen, som ikke var tilgængelig for almindelig dødelige.

 

Borgerlige Fornøjelsesselskab

En naboparcel til Wroblewski blev ejet af Assessor Koop, der hyppigt lejede sin ejendom ud til forskellige selskaber af fornøjelig art. Det var blandt andet til det borgerlige Fornøjelsesselskab Holbergs Minde, hvis muntre Punchesold var berømte i sin tid. Man kunne opleve Borgermajor Gaarbrechts Taler og Hymner til Borgerdyd, Krigsdaad og Venskab.

Grænsen mellem Koops og Wroblewskis haver lå midt i den nuværende Slotsgade.

 

Baumgarten

Den nuværende Nørrebrogade 49 var i 1880erne i “voksdugsfabrikør” Schorns  eje. Allerede i 1839 var stedet udlejet til en indvandret holstener, Hans Henrik Baumgarten. Han var maskinmester ved Berlings Trykkeri. I 1846 stiftede han i Møntergade firmaet Baumgarten & Burmeister. Det blev senere til Burmeister & Wain.

 

Den store grøft

Langs husrækken ude på Nørrebro lå den dybe grøft. Her samlede det sig i regnvejret et næsten bundløst mudder. En kendt tømmermester, man kaldte Bjælken købte disse grøfter. Man smilte ad ham. Men Bjælken døde rig. Det var netop de grøfter, man skulle bruge for vinde så meget plads som mulig. Grøfterne blev også anvendt som løbegrav, når der var manøvre på Nørre Fælled. Nørrebros  knægte samlede masser af patroner i grøften. De blev anvendt til fyrværkeri i haverne. Og når far var på øvelser så besøgte hele familien ham og havde mad og drikke med til ham. Jo, Napoleon skulle også have noget at leve af under krigsmanøvre.

 

På vej til kirkegården

Det var også her på Nørrebrogade man kunne observere 12 studenter fra Regensen bære kisten i sorte kapper, efterfølgende af ligeledes sørgekappede mænd og drenge følge kisten. Aldrig var der kvinder med. Det var mere uorganiseret, da ubehøvlede kister var læsset op på arbejdsvogne fulde af lig ramt af pest.
Her var der ingen, der fulgte med.

Assistens Kirkegaard var blevet et tilløbsstykke – både i den ene og anden form.

Kilde

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:
–  www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 

• Under Nørrebro finder du 304artikler

 

• Blaagaard Seminarium
• Blaagaards – kvarteret gennem næsten 400 år
• Blågårds Plads på Nørrebro
• Blågårdsgade – dengang
• Den stinkende kloak på Nørrebro
• Barn på Nørrebro
• Historien om Nørrebros Teater
• Uden for voldene
• At bo på Nørrebro
• Byggespekulanter på Nørrebro
• Russiske Tropper i Fælledparken og mange flere artikler 

Redigeret 17.12.2021

De var der alle til indvielsen af kirken i 1861. Og pastor Frimodt fik folk til at besvime. Det var ikke unormalt at folk skulle bæres ud. Folk strømmede til at lytte til hans flammetaler. Præsten var med til at oprette flere kirker på det Guds – forladte Nørrebro. Pastor Frimodt var dog antisocialist, og socialisterne mente, at han var de borgerliges forlængede arm.

 

Stort område

Kirken har ligget der længst – på Nørrebro. Ja den har ligget der siden den 25. august 1861, hvor den blev indviet. Dengang var sognearealet enormt. Det strakte sig fra Rynesten i vest til Øresundskysten i øst og ud til Lersøen og Slukefter i nord. Dengang var befolkningsantallet på 16.000 sjæle, moderat, men det skulle hurtig ændre sig.

 

Starten gik i 1852

Vi skal tilbage til 1852, hvor to unge teologer, Ludvig Helweg og Nicolaj Holten fandt hinanden. De dannede en komité, hvis formand blev P.D. Feilberg, der var arkivar i Nationalbanken.  Det var disse tre, der efter ni års kamp, endelig kunne se, at kirken blev indviet.

Ja Nicolai Holten skrev faktisk et indlæg i Fædrelandet med titlen:

• Er det ikke Muligt, at Menigheden selv rejser en Kirke

Opførelsen skete hovedsagelig for privat indsamlede midler, men med tilskud og støtte fra magistraten og et lån fra staten. I alt 116.000 rigsdaler blev der fremskaffet. Det gik lidt trægt med indsamlingen. Den 11. august 1853 havde man kun lige fået indsamlet, så man kunne bygge et våbenhus. Det hjalp lidt, da en pensioneret præst ved navn Rafn gik ind og hjalp til med indsamlingen. I 1854 var indsamlingen forøget med 4.000 rigsdaler.

 

Inspireret af Bindesbøl

Og den skulle ligge på Skt. Hans Plads. Vinder af denne konkurrence blev Theodor Sørensen. Han var nyuddannet og stærk inspireret af datidens store kirkearkitekt, Michael Gottlieb Bindesbøll. Det var også Sørensen, der stod for Alderstrøsts fuldendelse. Man påbegyndte bygningen af Skt. Johannes Kirke
i 1856.

 

Grundsten – til ære for Gud

Byggegrunden, der lå på Blegdams Fælled blev foræret af Københavns Kommune og Krigsministeriet. Og på grundstenen stod der:

• Til Ære for Gud og Opbyggelse af Menigheden.

Grundstenen blev lagt den 20. juni 1856. Frederik den Syvende nedlagde grundstenen. Kirkens arkitekt, Theodor Sørensen kom med murske og murhammer placeret på en fløjlspude. Ved den lejlighed havde kongen 1.000 rigsdaler med.

 

Tilløbsstykke

Og det var første gang man brugte den gotiske stil omkring København. Og borgerskabet inde fra byen valfartede ud til stedet. Man skulle da se, hvad der foregik. Dengang blev det berettet at kirken havde en længde af 70 alen mellem murerne og en bredde af 40 alen i korsfløjene. Den øvrige bredde var 27 ½ alen. Man gik ind i et prægtigt og et hvælvet rum, sagde man dengang.

Lige i nærheden blev der bygget en kommuneskole. Jo et rigtig lille torv dannede sig efterhånden. Kirken var opkaldt efter den nærliggende Skt. Hans Torv. Det var herfra, der udgik hyrevogne til Dyrehavsbakken.

 

To altertavler

Altertavlen består af et maleri fra 1818, forestillende Kristi Himmelfart.  Det vil sige, at ved indvielsen havde man ingen altertavle. Det var arkivar Feilberg,
der forærede en kopi efter Rubens, Korsfæstelsen. Den hænger nu i kirkens øster arm, og nåede aldrig at opfylde sin hensigt.

Oprindelig var alt træværk malet i en mørk brun egetræsfarve, hvis kulør endnu kan ses på soklerne til indsamlingsbøsserne ved kirkens indgang.

 

Imponerende Orgel

Et imponerende orgel efter datidens forhold, fik man også. Med 54 stemmer må det have været at af de største i København. Man var så heldig at få foræret døbefonten i marmor af stenhugger Jochumsen. Og dåbskanden blev foræret af brændevinsbrænder, Jean Willians. Brygger Jacobsen skænkede i 1876 to relieffer, der hænger i korsarmene.

 

Kongen omgivet af løbere

Jo, der siges skam at der var løbere foran Kong Frederik den Syvendes karet, da han ankom til indvielsen. Og han havde selveste Grevinde Danner med. Man skulle tro, at han godt kunne finde frem til stedet. Tårnet var på 54 meter.

Det var ingen, der havde troet, at der skulle gå så lang tid med byggeriet. Men det måtte stoppes undervejs Man manglede simpelthen penge. De første beregninger i 1852 havde tydet på, at man skulle bruge 30.000 rigsdaler. Men regningen kom i alt til at lyde på knap 117.000 rigsdaler.

 

Pyntet på Nørrebrogade

På Nørrebrogade var der pyntet med flag og blomsterdekorationer. Højtideligheden blev også overværet af arveprinsen, ministre, overpræsidenten, borgmestre og rådmænd. Kongen blev modtaget af Sjællands biskop, Martensen, som førte ham til sin æresplads.

En speciel Andante
af Emil Hartmann blev opført i kirken. Biskoppen holdt en tale foran alteret og foretog den egentlige indvielse. Han glemte heller ikke, at holde en bøn for kongen og kongehuset.

 

Gudløshed

Kirken havde fået en rigtig forkæmper for Gud som præst. Han kunne godt se gudløsheden, denne Rudolf Frimodt. Vækkelsen var i høj grad påkrævet og blev det nok ikke mindre – på Nørrebro.

 

I 1874 bestod sognet af 40.000 sjæle

Situationen i midten af 1800 – tallet var, at der var mangel på kirker i hele København. Befolkningen på Nørrebro måtte vandre ind til den gamle by for at gå i kirke. Befolkningen i København  blev fordoblet i tidsrummet 1800 til 1870. Antallet af præster og kirker forblev uændret.

Og sognet voksede med enormt. Kirkelige handlinger som bryllupper, barnedåb og sjælesorg blev til tider hastet igennem. Man var i den grad overbebyrdet. I 1874 bestod sognet af 40.000 sjæle. I 1885 var man oppe på 60.000 indbyggere på trods af, at Sankt Stefans, Hellig Kors og Sankt Jacobs Sogne var blevet udskilt fra Skt. Johannes Sogn.

 

Socialister før og imod

Socialister på Nørrebro gjorde nu heller ikke tingene bedre for kirken. Nu skal dertil siges, at mange socialister dog mente, at Jesus var en af deres, som også kæmpede de små i samfundet.

 

Grundlagde Indre Mission

Den gode pastor Frimodt fandt på Nørrebro mange fortabte sjæle. Måske var det en af årsagerne til, at han i 1865 grundlagde Københavns Indre Mission. Og der måtte absolut flere kirker til på Nørrebro for at kunne klare presset. Vores pastor og Indre Mission gik i spidsen, og den 26. september 1874 kunne den
næste kirke på Nørrebro – Skt. Stefans Kirke indvies.

 

Flere nye kirker

Men udviklingen fortsatte på Nørrebro. De vantro måtte nødvendigvis have flere kirker. I løbet af syv år fra 1874 til 1880 fik København  fire nye kirker, Stefans, Jakobs, Paul og Matthæus. Og det var ikke mindst Frimodts fortjeneste.

 

Socialister skulle bekæmpes

Frimodt var antisocialist. I den socialistiske presse blev Frimodt udsat for voldsom kritik. Han blev fremstillet som borgerskabets og overklassens typiske gejstlige lakaj.  Efter 1872 så han som sin vigtigste hoved-kamp at bekæmpe socialismen.

 

Arbejderne i kirken

Også politimester Crone mente, at socialisterne skulle udryddes. Da arbejderne forsøgte, at holde møde på Nørre Fælled  i 1872, blev grundloven sat ud af kraft. Arbejderne blev angrebet af store politistyrker og husarer. Borgerskabet var skræmt af socialisternes møde.

På et tidspunkt blev døren til Skt. Johannes Kirken trykket ind. Arbejderne var trængt op i en krog. Pastoren lod sig dog ikke anfægte, af arbejdernes indtrængen. Han fortsatte sin prædiken:

• På Moses stol sidder nu de skriftkloge og farisæerne.

Og nede fra arbejderne lød der en dyb stemme:

• Det er hørt.

 

En markant præst

Frimodt betragtede kirkerne som Høfder, der skulle bryde massernes oprørte hav. Han ville lærer masserne, at Jesus havde to naturer

• en guddommelig
• en menneskelig

Men hvem var han, denne markante præst? Han var født på Birkendegård under Lerchenborg. Hans forældre var godsinspektør, Kammerraad Johan Frimodt og Nicoline Cathrine.

Han blev student fra Borgerdydskolen på Christianshavn i 1848, og kandidat i 1854. Nogle år var han religionslærer og i 1857 fik han ansættelse som adjunkt i Sorø. Hans ønske var dog, at blive præst. Og det blev han så i 1861 i Skt. Johannes Kirken.

 

Stifter af søndagsskolen

Hans præstegerning satte spor. Han havde en stærk personlighed og en varm forkyndelse. I 1865 han en af de ivrigste i stiftelsen af Kirkelig Forening for Indre Mission i København. Til sin død i 1879 var han foreningens formand. Søndagsskolerne og Magdalene hjemmet  var også hans fortjeneste.

 

Folk besvimede

Frimodt var de mest omtalte præst i byen – i disse år. Han var en af de nye missionske præster. Han flammetavler fyldte Skt. Johannes Kirken søndag efter søndag. Nogle kaldte ham Helveds prædikanten,  der malede himlen rød over København. Størstedelen af tilhørerne var alvorlig grebet af hans ildefulde forkyndelse. Mange sad under prædiken med ansigtet skjult i hænderne og adskillige hulkede højt, eller udstødte ubeherskede suk eller skrig.

Ja sådan fortalte Henrik Pontoppidan, der havde Skt. Johannes Kirken som sin sognekirke.

Et af Frimodts  drastiske virkemidler var, at han midt under en prædiken med fremstrakt hånd og direkte tiltalte en eller anden tilhører nede på det tætpakkede kirkegulv.

• Du gamle synder dernede, ja dig med det hvide hår og skæg. Det er dig, jeg taler til nu. Og mærk dig mine ord. Dommens dag er nær for dig. Er du beredt?

Der skete ting og sager i Skt. Johannes Kirken under Frimodts prædiken. Et frivillig samariterkorps var altid til stede i kirken, når Frimodt  prædikede. De bar mange af de udpegede ud, som var besvimet efter pastorens manende ord.

Ved at løfte sit flammende sværd drev han mange forvildede sjæle tilbage til kirken.

 

Alle talte om præsten

Den dynamiske Frimodt er begravet uden for kirkens sydlige korsarm sammen med sin kone Sophie Magdalene. En mindesten minder om den præst alle talte om – ikke kun på Nørrebro.

Kirken er bygget som en hal med tre lige høje spidshvælvede skibe og to korsarme, tårn med våbenhus og hovedindgang i sydvest. På hver side af våbenhuset findes to små bygninger, et præsteværelse og en såkaldt skriftestol.  Ved kirkens 50 års jubilæum skænkede Brygger Jacobsen nogle glasmalerier.

 

Kilder: 

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Assistens Kirkegaard – 250 år
• Da Gertrud rejste fra kisten
• Grundtvig på Nørrebro
• Kirke og Mennesker på Nørrebro
• Livet på Assistens Kirkegaard
• Under jorden – på Assistens Kirkegaard
• Begravelse på Assistens Kirkegaard 1887
• Og mange flere artikler
  

Redigeret 17. 12. 2021

Fra Odinsgade til Ågade. Dette er tredje og sidste del af guiden over Nørrebros lokaliteter. Hvorfor hedder lokaliteterne det som de gør? Hvad er det specielle ved dem? Læs det her.

Kære læser. Du er nu kommet til tredje og sidste del af vores lille lyn – guide over Nørrebro. Vi har angivet artikler, hvor du kan få
mere at vide, om de enkelte aktiviteter. Men www.dengang.dk indeholder over 304 artikler om det gamle Nørrebro, så hvis du selv går på opdagelse, kan du finde meget mere. God fornøjelse. Igen skal vi lige nævne at disse tre artikler høre til de mest kopierede artikler på Nettet uden kildeangivelse. “Du må godt – med kildeangivelse. 

 

Odinsgade

Navngivet 1860 efter den nordiske hoved-gud Odin. Han boede i borgen Valhal i Asgård og var gift med Friga, med hvem de fik sønnen Balder.

 

Odins Tværgade

Navngivet omkring 1907 som sidegade til Odinsgade

 

Ole Jørgensens Gade

Navngivet omkring år 1900 efter viktualiehandler Ole Jørgensen, der sad i bestyrelsen for det konsortium, som udstykkede grundene omkring gaden. Navnet er ført godkendt i 1967. Kun fordi navnet havde været brugt i så lang tid, blev den godkendt, men Gadenavnsudvalget havde sine betænkeligheder.

 

Overskæringen

Navngivet 1937 efter beliggenheden ved den gamle jernbane fra København til Hellerup, der passerede lige vest for vejen. Navnet sigter til jernbanens krydsning med den nuværende Mimersgade.

 

Parcelbroen

Uofficielt navn på det sted, hvor Griffemfeldsgade (indtil 1879. Parcelvej) og H.C. Ørsteds Vej krydser Åboulevarden. Den bro, der førte over Ladegårdsåen
lå for enden af Parcelvej.

 

P.D. Løvs Allé

Navngivet omkring 1908 efter malermester P.D. Løv, der medvirkede ved mange ejendomsbyggerier på Nørrebro

 

Peblingesøen

Den midterste af de søer, som ligesom en flod omgiver Københavns Indre By. Navnet kendes tidligst 1615 i formen Peblingsøe.  Søen har navnet efter dæmningen ved den nuværende Gyldenløvsgade. Denne dæmning (ældre dansk: dam) omtales allerede i 1524 som Pefflinge dammen. Navnet indeholder ordet pebling, er betyder latinskoleelev. Det tog 2.000 soldater tre somre at udgrave søen. De startede i 1725.

Se artiklen:

• Søerne foran Nørrebro

 

Peblinge Dossering

Dossering kommer fra det franske Dos, som betyder ryg. Navnet kan også sammenlignes med gadens fortsættelse mod syd, Svineryggen, der oprindelig betegnede dæmningen over  Skt. Jørgens Sø.

 

Peter Fabers Gade

Navngivet 1897 efter telegrafdirektør Peter Faber. Han er desuden kendt for sangene Dengang jeg drog afsted og Højt fra træets grønne top. Før 1897 hed gaden Lille Guldbergsgade.

 

Prinsesse Charlottes Gade

Anlagt og navngivet omkring 1862 efter prinsesse Charlotte Friederike, Frederik den Syvendes mor. Prinsesse Charlotte Frederikke af Mecklenburg – Schwerin blev i 1806 gift med den senere Christian den Ottende, og fødte Frederik den Syvende . Hendes forhold til en sanger førte til skilsmisse i 1809. Hun fik anvist slottet i Horsens som bopæl. Her livede Garnisonens  officerer gevaldigt op, da hun ankom.

Hun gik siden over til den katolske tro, og slog sig ned i Rom. Hun forargede borgerskabet med sit letfærdige liv. Men i den almene befolkning var hun meget populær.  Gaden er en sidegade til Frederik den Syvendes gade. Kongen skulle have givet sin tilladelse til navngivningen.

Læs mere om prinsessen og få svar på, hvorfor H.C. Andersen besøgte hende i Rom i artiklerne

• Jomfru Fanny fra Aabenraa
•  Jomfru Fanny, Myte eller virkelighed

 

Prins Jørgens Gade

Navngivet 1858 efter den danske prins Jørgen, Fredrik den Tredjes søn, som ved ægteskab blev den engelske dronning Annes prinsgemal. Han arvede efter efter Frederik den Tredje betydelige godser på Sydsjælland. Hans navn er knyttet til Vordingborg. Gaden kaldtes i 1850erne og 1860erne for Louisegade.

Prinsesse Anne (Stuart) kom på tronen i 1702, og Prins Jørgen tog navnet George. Anne blev gravid 15 gange. Hun fødte dog kun fem levende børn, som alle døde som små. Dermed uddøde Stuarterne.  Under Anden Verdenskrig valgte BBC Prins Jørgens March som kendingsmelodi for sine propaganda –udsendelser til Danmark. Ja melodien blev så populær, at den nu bruges til at annoncere Eurovisions – udsendelser.

Navnet har en hvis tilknytning til Griffenfeldsgade, idet Griffenfeld i begyndelsen af 1670erne forsøgte af få Prins Jørgen gjort til konge af Polen.

Et rovmord var skyld i at gaden ikke mere skulle hedde Louisegade opkaldt efter Anker Heegaards kone. Læs artiklen:

• Da Louisegade blev til Prins Jørgens Gade 

 

Rabarberlandet

Uofficielt navn på et område af  Nørrebro omkring Rantzausgade. Navnet kendes fra sidst i 1800tallet og hentyder til, at det spekulationsbyggeri, der blev bygget, var opført på tidligere gartnerjord, hvor der bl.a. blev dyrket rabarber.

Læs artiklerne

• Byggespekulation på Nørrebro
•  At bo på Nørrebro
• Rabarberlandet 

 

Rantzausgade

Navngivet 1906 efter et lokalt ønske. Det har fra starten været uklart, hvilken Rantzau gaden egentlig er opkaldt efter. Hvis gadenavnet skal ses i sammenhæng
med Griffenfeldsgade er det tale om rigsgreve Ditlev Rantzau, hvis første kone Cathrine Brockdorff, som var Griffenfelds elskerinde.

Det kunne have været Johan Rantzau. Han var godsejer, statholder i Sønderjylland og dansk rigsråd. Som ung var han soldat i udenlandsk tjeneste, rejste
siden i Europa og kom helt til Jerusalem.  I Worms hørte han Martin Luther. I Danmark satte Frederik den Første ham i spidsen for den danske hær. Rantzau belejrede og udsultede i 1523 københavnerne, der holdt med den landflygtige Christian den Anden.

Hans søn, Henrik Rantzau var derimod fredens mand. Som ung var han i huset hos Luther. Det var hos ham, Tycho Brahe fandt sit første tilholdssted , da han havde vendt København ryggen, træt af de herskende kredses snæversyn.

Vi kan da også nævne Daniel Rantzau, der var feltherre og faldt i den nordiske syvårskrig ramt af en kanonkugle under belejringen af Varberg.

Men inden vi skal igennem en hel adelsslægt, så tror jeg, vi har fundet den rigtige Rantzau. Nemlig Anthon William Wilhelm Theobald Rantzau. Han var nok den mest produktive viseskriver, som kongeriget nogen sinde har haft. Hen imod 4.000 viser blev det til. Han var direktør for an masse sangerindepavilloner. En af dem var Store Ravnsborg. Han var populær på Nørrebro, fordi han arrangerede velgørenhedskoncerter.

Mange på Nørrebro som måske ikke kendte så meget til historien troede, at vejen var opkaldt efter den store Panserbasse Rantzau, som var leder af Fælledvejens Politistation i mange år.

Fra 1874 til 1906 kaldtes vejen Nordvestvejen.

Det var nu ikke alle Rantzauer, der var lige populære. Det kan man tale om i Sønderjylland, selv om slægten bliver positiv omtalt i den vest – sønderjyske nationalsang For en fremmed barsk og fattig.

( Læs artiklerne om Møgeltønder og Schackenborg samt artiklen Trøjborg – nord for Tønder). Vi har også flere artikler om Panserbassen Rantzau. 

 

Ravnsborggade

Navngivet 1858 efter lystejendommen Store Ravnsborg. Jorden var blevet udstykket, og gaden er en forlængelse af den oprindelige adgangsvej til lyststedet. Ejendommen omtales i 1659 som Raufnsburg.. Allerede inden svenskekrigen lå her en skanse med et hus. Huset betegnes på et svensk spionkort fra 1658 som byfogedens hus. Hvis det er rigtigt, så er det byfoged Klaus Iversen Ravn, der har lagt navn til stedet. Han udnævntes som byfoged i 1638 og blev rådmand i 1660.

Allerede sidst i 1600tallet var Ravnsborg delt op i et Lille og Store Ravnsborg. Det er dog først senere at Lille Ravnsborg flyttede ud til Solitude. Her på den nedlagte skanse, som Christian den Fjerde aldrig fik gjort helt færdig, åbnedes officielt Nørrebros første værtshus. Det var Merhof, der havde fået denne bevilling for et heltemod.

På nabogrunden Store Ravnsborg blev der også indrettet en kro. Stedet var et yndet forlystelsessted i hele 1700tallet. Og dem kom der mange af i tidens løb. Det var uhyggelig svært at nå byens porte med tør hals. I Store Ravnsborgs hovedbygning startede Nørrebros Teater. I Ravnsborggade 21 trykte Louis Pio i 1871 – 71 bladet Socialisten.  Det var her politiet arresterede ham den 5. maj 1872.

Det var på værtshuset Lille Ravnsborg over for Assistens Kirkegård at Johanne Louise Heiberg voksede op. Hun startede sin karriere med at danse på billardbordene.

Læs artiklerne:

• Nørrebro i begyndelsen
• De vilde på Nørrebro
• Uden for Voldene
  
• Solitude et lyststed på Nørrebro
• Historien om Nørrebros Teater
• Louis Pio på Nørrebro
•  Arbejderkamp på Nørrebro
• Historien om Første Maj

 

Ravnsborg Tværgade

Navngivet 1858 som forbindelsesvej mellem Ravnsborggade og Sortedams Dossering.

 

Refnæsgade

Navngivet 1915 efter den sjællandske halvø Røsnæs, dengang blev den skrevet Refnæs.

 

Rovsingsgade

Navngivet 1927 efter kirurg og professor Thorkild Rovsing. Strækningen på Østerbro er den ældste del af vejen.  Han var både hospitalskirurg og havde en privat klinik. Han var en kort overgang undervisningsminister i Otto Liebes regering. Han var ikke særlig populær hos arbejderne. Han var medlem af bestyrelsen i Samfundshjælpen,  hvis opgave var at finde strejkebrydere. Og det var studenter og andre der ikke solidariserede med de strejkende arbejdere mere end villige til.

 

Ryesgade

Navngivet 1860 efter generalmajor Olaf Rye, der ledede det danske udfald fra Fredericia den 6. juli 1849. De belejrende Slesvig – Holstenere blev slået, men Olaf Rye  faldt selv ligesom 499 andre danskere. Han er i dag begravet på Garnisons Kirkegården. Omkring 1870 er der opstået en navnegruppe i området, med personer, der gjorde sig gældende i de Slesvigske krige.

Kvarteret omkring Ryesgade opstod i 1870erne og 1880erne. Egentlig var det et meget naturskønt område, men spekulationsbyggeriet omdannede dette til det rene slum. En overgang var gaden den tættest befolkede gade i København. Og her skulle rotterne have været ekstraordinær store.

Her lå den første kaffebar allerede i 1950erne. Dem hed Travcafeén og lå i nummer 50. Og i nummer 58 lå det berømte BZ – hus her i 3 ½ år. Det blev besat den 1. juni 1983.

Læs artiklerne:

• BZ – bevægelsens historie på Nørrebro
•  Nørrebro 2011

 

Rådmandsgade

Navnet givet 1860 til det første blinde stykke af den nuværende gade, dvs. fra Dagmarsgade og nordøst på, frem til skellet indtil Rådmandsmarken.  Området var tilgået Københavns Kommune i 1539 og blev anvendt til aflønning af byens rådmænd. Helt til 1795 fungerede denne ordning.

Rådmændene nævnes første gang i 1275, da Roskilde – bispen indsatte sin foged og tolv rådmænd til at styre byen, København for sig. Ideen var tysk. Et stort område mellem Jagtvejen og Lersøen kaldte man for Borgmester Vang  og Råds Vang.

Læs artiklerne:

• Nørrebro i begyndelsen
• Nørrebro og naboerne 
• Hvad skete der med Serridslev?
• Fra Kæmner til Ildebrand

 

Sakramentes kirken

Katolsk kirke opført 1915 – 1917 og navngivet efter de hellige sakramenter.

 Læs artiklerne:

• Kirker og Mennesker på Nørrebro
•  Et hospital på Nørrebro

 

Samuels Kirke

Den ældste del er opført 1924 – 25 og navngivet efter profeten Samuel fra Det Gamle Testamente

Læs artiklen:

• Kirker og Mennesker på Nørrebro

 

Sandbjergvej

Navngivet 1925 efter den nordsjællandske bebyggelse Sandbjerg mellem Hørsholm og Holte.

 

Sankt Hans Gade

Navngivet omkring 1860 efter beliggenheden. Det var her blegdam nr. 1 lå.

Læs artiklen:

• Blegdamme på Blegdamsvej
• Omkring Skt. Hans Torv 

 

Sankt Hans Torv

Navngivet 1858 efter beliggenheden foran Sankt Johannes Kirken. Her lå malkepladsen for kvæget på Nørre Fælled. Fra slutningen af 1700tallet udgik en masse kapervogne herfra. Det var især Sankt Hans aften, man drog afsted herfra til skovs. Man kørte over Store Vibenshus og Ordrup,  inden Strandvejen blev sat i stand. Fra begyndelsen af 1800tallet ændrede trafikvanerne sig. Nu havde man fået repareret Strandvejen.

Læs artiklerne

• Forlystelser i København
• Nørrebro 2011
• -Strandvejens historie
• Omkring Skt. Hans Torv 

 

Sankt Johannes Kirke

Navngivet ved grundstensnedlæggelsen i 1856 efter Johannes Døberen  i Det Ny testamente. Det var her arbejderne søgte tilflugt, da politi og husarer angreb dem, da de forsøgte at holde møde på Fælleden. Sankt Johannes Kirke var Nørrebros første. Kirken blev berømt, fordi man havde en meget energisk præst, der hed Frimodt.

Læs artiklerne

• Kirker og Mennesker på Nørrebro
• Kampen på Fælleden
• Fælledparkens historie
• Arbejderkamp på Nørrebro
• Skt. Johannes Kirke
• I skal råbe mig Nørrebro op 

 

Sankt Josephs Hospital

Opført som katolsk privathospital 1873 – 75 af Sankt Josephs Søstrenes Orden. Siden 1979 drevet af Københavns Kommune. Fra 1985 som plejehjem og nu som administration.

Læs artiklen:

• Et hospital på Nørrebro

 

Sankt Stefans Kirke

Opført 1873 – 74 navngivet efter den kristne kirkes første martyr, Sankt Stefan.

Læs artiklerne:

• Kirker og Mennesker på Nørrebro
• Skt. Stefans Kirke – en kirke med frisind 

 

Sigurdsgade

Navngivet 1923 efter sagnhelten, Sigurd, der dræbte slangen Fafner.

 

Simeons Kirke

Opført 1912 – 14 og navngivet efter Simeon, der i Det Nye Testamente modtager Jesus ved fremstillingen i templet og profeterer om hans videre skæbne .

Læs artiklen:

• Kirker og Mennesker på Nørrebro

 

Sjællandsgade

Navngivet 1885. Omkring denne gade udviklede der sig en mindre navnegruppe, Fyensgade fra 1897, Langelandsvej 1890 og Jyllandsvej 1877.  Før 1885 hed vejen Thranesvej efter den lokale grundejer, grosserer L.E. Thrane. 

Læs artiklen: 

• Sjællandsgade på Nørrebro

 

Sjællandsgades Sideallé

Her lå nogle bevarede alle-træer og gamle arbejderboliger fra forrige århundrede.

 

Skodsborggade

Navngivet 1916 efter den nordsjællandske kystby, Skodsborg. Før 1916 hed gaden en kort årrække, Ordrupgade.

 

Skotterupgade

Navngivet 1918 efter kystbebyggelsen  Skotterup lidt syd for Snekkersten.  Allerede i middelalderen var der mange skotter i Helsingør. De bekostede et alter i Sankt Olai Kirke men det var for at ære deres egne helgener, Sankt Jakob, Sankt Andreas og Sankt Ninianus. De lånte også navnet til det lille fiskeleje.

 

Skrivervangen

Navngivet 1928 sigtende til hovedstadens skriver, der ligesom andre af byens embedsmænd havde del i indtægterne af jordene heromkring. Selv boede Københavns by-skriver gratis i et stenhus på hjørnet af Gammeltorv og Klædeboderne – nutidens Skindergade. Han nød desuden embedsjord og honorarer for at udfærdige skøder, domme og lister over våbenføre mænd.

Læs artiklen

• Fra Kæmner til Ildebrand

 

Skyttegade

Navngivet 1874 efter jobbeskrivelsen Skytte.

 

Slangerupgade

Navngivet omkring 1915 efter den nordsjællandske by, Slangerup. På navngivning – tidspunktet lå gaden parallelt med Tagensvej, frit ned mod Nordbanen  og banen til Slangerup.

Løs artiklerne:

• Tog til Nørrebro
• Nørrebros mange Stationer
•  Med tog over Lersøen

 

Slejpnersgade

Navngivet 1937 efter Odins ottebenede hest, Slejpner. Fra 1917 til 1931 brugtes navnet om den vestligste del af Mimersgade.

 

Slotsgade

Navngivet 1858 som den oprindelige adgangsvej til Blågård. Slottet var kongelig eje og derfor undertiden omtales som slot. Gadens indkørsel fra Nørrebrogade var indtil 1873 flankeret af to murede søjler.

Læs artiklerne:

• Blågårdsgade dengang
• Blågårdskvarteret gennem 400 år
• Vi har flere artikler om Blågården 

 

Solitudevej

Navngivet omkring 1863 som adgangsvej til lystejendommen Solitude,  som lå syd for nuværende Bangertsgade. Ejendommen, er navngivet med det latinske Solitudo. Det betyder ensomhed. Ejendommen lå her helt til 1902.

Landstedet opførtes 1720 af Grev U.A. Holstein. Denne lensgreve måtte holde sig fra hoffet. Grevinde Vieregg, Frederik den Fjerdes elskerinde hadede ham som pesten. Kongen kunne dog godt lide ham. Og han var gift med en halvsøster til  Anna Sophie Reventlow, kongens nye dronning til venstre hånd. Så på den måde kunne Holstein godt blive kongens højeste embedsmand. I slutningen af århundredet blev Solitude vaccinationsanstalt. Her blev de første koppevaccinationer i Danmark foretaget.

Senere blev det forlystelsessted og udflugtsmål for københavnerne. Den første udstykning af jorden, der strakte sig ned til Ladegårdsåen startede i 1853.

Læs artiklen:

•  Solitude, en lystejendom på Nørrebro

 

Sorgenfrigade

Navngivet 1905 efter det nordsjællandske slot, Sorgenfri

 

Sortedam Dossering

Navngivet officielt 1948 efter beliggenheden langs Sortedams Sø. Før 1948 var adressen blot Dosseringen. Stivolden langs søen i al fald siden sidst i 1800tallet har båret det nuværende navn

Læs artiklerne:

• Søerne foran Nørrebro
• Østerbro langs søerne

 

Sortedams Sø

Den nordligste af de tre københavnske søer. Navnet kendes tidligst 1619 i formen Soerte dam. Første del Sort sigter givetvis til mørkt, mudret vand. Sortedams Søen er en kunstig sø. Den blev dannet sammen med Peblinge Søen  ved opstemning. Vandet kom fra Ladegårdsåen.  Hensigten var at skaffe vand til stadens
forsvarsanlæg og vandmøller, samt drikkevand til diverse gadebrønde.

Siden 12. november 1687 har det været strengt forbudt at vaske vogne og klæder i søen. Man må heller ikke kaste ådsler i den. Og tænk i gamle dage kom de små københavnere ikke med storken – de små (peblinge) blev fisket op af søen.

Læs artiklerne:

• Søerne foran Nørrebro
•  Østerbro langs søerne

 

Sorte Firkant

Uofficielt navn givet 1972 til saneringsområdet omkring Blågårdsgade. Området var på saneringsplanen fra 1971 markeret med en sorte-brun farve. Mange mener, at navnet stammer fra alle de sociale sager, der var i området. Man havde markeret sagerne med kortnåle på et kort.

Læs artiklerne:

• At bo på Nørrebro
•  Blågårdskvarteret gennem 400 år
• Bulldozersanering ødelagde detailhandelen
• Dagligliv på Nørrebro, dengang
• Barn på Nørrebro

 

Stefansgade

Navngivet 1880 efter beliggenheden ved Skt. Stefans Kirke. Vejen er en gammel forbindelsesvej til Havremarken.  Den hed før 1880, Havremarksvej. Navnet Havremarken er i 1930 genoptaget på en skole.

Her ligger et af Københavns ældste værtshuse, Cafè Peter, og også Stefanshus. Her blev jeg sammen med en anden kendt person smidt ud, fordi vi sang tyske slagere og Beatles. Her lå bryggerierne Stefan og Hafnia.  Langsomt er kvarteret ved at blive et in – sted

Læs artiklerne:

• Nørrebro 2011
•  Arbejderne og Industri på Nørrebro 1 – 2
• Arbejderne på Nørrebro
• Omkring Nørrebroparken 1 – 3
• Stuntkvinden fra Stefansgade

 

Stengade

Navngivet 1858, muligvis efter boghandler Chr. Steen, som ejede nogle grunde her. Selv boede han på Nørrebrogade 45. Ved Prins Jørgens Gade, hvor vejen var spærret med en bom, begyndte navnet Stengade.  Navnet omfattede første stykke mellem Korsgade og Baggesensgade. Det sidste stykke frem til Nørrebrogade hed til 1927, Nørrebrostræde.

Læs artiklen: 

• Brand i Stengade

 

Stevnsgade

Navngivet 1915 efter det østsjællandske område, Stevns. Ordet er udledt af det olddanske ord for ambolt. Har det mon noget med klinten at gøre?

 

Struenseegade

Navngivet 1906 efter Johan Friedrich Struensee. Han var livlæge for den sindssyge konge Christian den Syvende. Han var ligeledes en kort overgang første
– minister og dronning Caroline Mathildes elsker. Hun fødte ham en datter. Samme år styrtede han Bernstorffs
regering og tiltog sig enevældig magt. Fra 1771 kaldte han sig Geheime-kabinetsminister.

En stor del af dette år regerede han Danmark fra slottet i Hørsholm.  Han indførte nogle love, der forenklede administrationen ved at afskaffe overflødige stillinger. Han indførte trykkefrihed, forbedrede landboreformer og udfoldede anden humanistisk virksomhed. Blandt andet afskaffede han børns arbejde. Mange af de mest fremskridtsvenlige reformer blev omstødt ved hans fald.

I 1772 blev han arresteret og anklaget for majestætsfornærmelse og brud på kongeloven. Kort tid efter blev han henrettet på Øster Fælled. Sammen med sin nære medarbejder Enevold Brandt.

Han indrettede blandt andet et privathospital på Nørrebro, og han var ofte på Fasanjagt på Fælleden.

Læs artiklerne:

• Henrettet på Østerbro
• Henrettet på Øster Fælled Torv 

 

Svalen

Apotek åbnet 1914 og navngivet efter svalen, som en efterligning af gamle apotekernavne som for eksempel Delfinapoteket.

 

Søllerødgade

Navngivet 1904 efter den nordsjællandske landsby og forstad Søllerød. Stykket mellem Stefansgade og Vedbækgade  hed indtil 1934, Brønshøjgade.

 

Sølund

Plejecenter opført 1978 som en udvidelse af tidligere Nørre Hospital. På stedet lå tidligere optagelseshjemmet Sølund med navn efter beliggenheden ved Sortedams Sø.

 

Tagensvej

Navngivet efter Tagenshus. Det var navnet på opsynsmandens hus ved hjørnet af Rådmandsgade. Huset har givetvis taget navn efter opsynsmanden, Tage Nielsen. Men både hus og adgangsvej er betydelig ældre. Tage Nielsen døde i 1710.

Der hvor huset blev bygget, antagelig i 1631, var der allerede i 1616 blevet rejst en fuglestang, der blev benyttet til afretning af kongelige jagtfalke. I 1694 blev de rindrettet skydebaner, hvor borgerne kunne skyde om kap. Stykket mellem Jagtvej og Blegdamsvej er først anlagt i 1899. Vejnavnet har været kendt siden 1860.

En sporvognslinje var allerede etableret i 1887 ud til Tagensvej. Den gik over åbent land uden gadeanlæg mellem Blegdamsvej og Jagtvej. Det var fabrikant Sophus Hauberg,  stifter af den fabrik, der senere kom til at hedde Titan.

Læs artiklen 

• Købmandsforretningen på Tagensvej

 

Thit Jensens Vej

Navngivet 1994 efter forfatterinden Thit Jensen.

 

Thorsgade

Navngivet 1863 efter guden Thor. Og denne Thor er tordenguden, der skaber torden ved at køre over himlen med bukkeforspand. Hans hammer er Mjølner.

Løs artiklen.

• Mysteriet i Thorsgade

 

Thorupsgade

Navngivet omkring 1868 efter kancelli-råd Ole Thorup, der en tid ejede de fleste grunde ved den senere gade. I 1859 oprettede han Thorups Stiftelse i nr. 6 – 8. Den var til gavn for ældre, ugifte eller ægtefolk efter embedsmænd.

Thorup stiftede tillige et legat til opdragelsens fremme. Dets renter blev 1920 givet til Opfostringshuset , der derefter tog navnet Det Kgl. Opfostringshus & Den Thorupske Stiftelse.

 

Thyrasgade

Navngivet omkring 1870 efter dronning  Thyra, gift med Gorm den Gamle. Måske var det Thyra Danebod, der byggede det ældgamle forsvarsanlæg Dannevirke.  Thyra og Gorm ligger begravet i Jelling. Med dem begynder Danmarks officielle kongerække.

 

Tibirkegade

Navngivet 1915 efter den nordsjællandske landsby, Tibirke.

 

Tikøbgade

Navngivet 1929 efter den nordsjællandske sogne-by, Tikøb. Før Højbanens  anlæggelse i 1929 var vejen en del af Glentevej.

 

Titangade

Navngivet 1918 efter beliggenheden langs bagsiden af maskinfabrikken Titan anlagt ved Tagensvej i 1897. Den græske mytologis 22 titaner er gudernes modstandere – jordfødte børn af Uranos, Himlen  og Gaia, Jorden. Den øverste titan er Kronos, tiden.

• Du kan på vores side læse en artikel om Titan

Tjørnegade

Navngivet 1874 efter buskvæksten, tjørn

 

Todesgade

Navngivet 1873 efter forfatteren og lægen  Johann Clemens Tode. Han havde et lyst sind og førte skalpellen med sikker hånd. Han blev hofrejsekirurg og professor. Men han døde i meget fattige kår. Det var hans venner og elever, der bekostede gravmælet på Assistens Kirkegård.

Hans videnskabelige mesterstykke var sonderingen mellem gonorré og syfilis. Han skrev roman, skuespil, faglige afhandlinger og viser.

 

Tømrergade

Navngivet 1862 efter jobbetegnelsen tømrer.

 

Udbygade

Navngivet 1915 efter den sjællandske landsby, Udby

 

Uffesgade

Navngivet 1941 efter den nordiske sagnhelt Uffe hin Spage (den kloge).Ifølge sognet dukkede han op til dåd og nedkæmpede to tyskere i en holmgang på en ø i Ejderen. Før 1941 hed gaden Ølundsgade  efter Ølunds Mølle, opført 1826 af Chr. J. Ølund. Den var i drift til 1880. De sidste rester af denne mølle blev nedrevet omkring 1980 i en gård øst for gaden.

Der hvor Ølunds Mølle senere lå, anlagdes i 1804 en reberbane af kaptajn i Borgervæbningen, Toksvær. Man sagde, at hans rækværk var blevet ødelagt af en
storm, så man kunne se direkte ind i hans lokum. Og der kunne man så se, hvad der foregik. Uha.

   Læs artiklen:

• Ølunds Mølle

 

Valhalsgade

Navngivet 1928 efter Odins hal, Valhal. I den nordiske mytologi er det samlingssted for døde krigere.

 

Valkyriegade

Navngivet omkring 1915. Valkyrier  er de kvinder, som Odin udsender til kamppladser for at føre de faldne til Valhal.

 

Vedbækgade

Navngivet 1916 efter den nordsjællandske bebyggelse Vedbæk. Før 1916 hed gaden Gentoftegade.

 

Vermunds gåde

Navngivet 1928 efter sagnkongen Vermund, der var far til Uffe hin Spage. Før 1928 blev vejen en årrække kaldet Natkulevej og Mygindsvej efter grundlæggeren af et renovationsfirma for enden af gaden. Mygindsvej fortsatte over Jagtvej til Nørre Allé, lidt syd for den nuværende Universitetspark.

 

Vingelodden

Navngivet 1964 som en blind sidevej til Banevingen. Før 1964 blev vejen kaldt Forbindelsesvejen.

 

Vulkangade

Navngivet omkring 1909 efter smedenes gud i den romerske mytologi, Vulkan (Vulcnos). Vulcanos havde værksted under vulkanen Etna, hvor han smedede våben til broderen Mars. Gaden er en blind fortsættelse af Vølundsgade. Navnet skal ses i den sammenhæng. Vulkan er et modstykke til den nordiske mytologis Vølund.

 

Vævergade

Navngivet 1874 efter erhvervet væver

 

Vølundsgade

Navngivet 1904 efter den nordiske mytologis stærke smed, Vølund. Før 1904 blev gaden en kort årrække kaldet for Lokesgade.

 

Wesselgade

Navngivet 1860 efter digteren Johan Herman Wessel. Før 1860 blev gaden en kort årrække kaldt Blågårds Østergade. Wessels hovedværk var Kærlighed uden strømper, et musikalsk sørgespil efter parodierede dårlige nordiske efterligninger af udenlandske mestre.

 

Ydunsgade

Navngivet omkring 1901 efter den nordiske mytologis gudinde Ydun.

 

Ægirsgade

Navngivet 1899 efter den nordiske mytologis havgud, Ægir. Han holdt til ved Læsø og var gift med Ran, som fiskede de druknede søfolk op i net. Deres 9 søstre var havets bølger. I Ægirsgade finder man også en af Nørrebros mange stiftelser Købmandsstiftelsen grundlagt af Urtekræmmerforeningen (Ægirsgade 55 – 65, Balders Plads 1 – 3, Nannasgade 18 – 20). I dag indeholder bygningerne Andelsboligforeningen Kræmmerhuset.

• På vores side har vi to artikler om Urtekræmmerforeningen

Åboulevarden

Navngivet 1897 i forbindelse med overdækningen af Ladegårdsåen, som siden da har løbet under gadens midte. Før da hed gaden på åens nordside, Ågade
og på sydsiden, Ladegårdsvejen efter beliggenheden ved Ladegården. Ladegården var oprindelig en avlsgård under Københavns Slot. Ladegården  blev i 1710 brugt som krigslazaret. Derefter blev den brugt til forskellige sociale formål. Men rygtet blev stadig dårligere. Det hele blev nedrevet i 1920erne.

Læs artiklerne:

• Den stinkende kloak på Nørrebro
•  Fattiglemmer på Ladegården
• Ladegården, dengang
• Det var på Frederiksberg
•  Solbjerg, Nyby og Ny Amager

Ågade

Fra 1870 til 1897 navn på gadestykket på nordsiden af Ladegårdsåen mellem Peblinge Søen og Skyttegade. I 1908 anvendt som navn på den vestlige forlængelse af dette stykke frem til Jagtvej, hvorfra vej og navn i 1919 blev forlænget til Borups Allé. På strækningen mellem Peblinge Søen og Skyttegade i 1897 erstattet af navnet Åboulevarden i forbindelse med overdækningen af Ladegårdsåen.

Vi iler lige med at fortælle at åen ikke blev overdækket over det hele på en gang. Den var åbenbart så dyb, at man kunne drukne i den. Det skete for fire fine damer natten mellem den 26. og 27. november 1812, da en karet var på vej fra et bryllup. Den styrtede i Ladegårdsåen.

• Vi har på vores side en masse artikler om Ladegården og åen. På YouTube har vi også lavet to videoer. 

Kilde: Se

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler 
• www.norrebro.dk 
• Uwe Brodersen: Nørrebro Handelsforening gennem 110 år 
• Uwe Brodersen: Omkring Nørrebroparken 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Under Fra Urtekræmmer til Shawarmabar (Nørrebro handelsforenings historie) finder du 29  artikler 
• Under Industri på Nørrebro og i Nordvest finder du 37 artikler 

• Gader og veje på Nørrebro
• Flere Gader og veje på Nørrebro
• Gamle Gader og veje på Nørrebro
• Nørrebros Gader A – G
• Nørrebros Gader H – N

 

Andre lyn – guides:

• Gader og veje på Frederiksberg A – J (under København)
• Gader og veje på Frederiksberg K – Å (under København)
• Gader og veje på Østerbro (under Østerbro)
• Flere gader og veje på Østerbro (under Østerbro)
• Gader og veje i Aabenraa(under Aabenraa)
• Gader og veje i Tønder (under Tønder)

Redigeret 20. 12. 2021