Artikler
December 13, 2011
Adelsslægten fra Aabenraa (von Saldern)
Egentlig stammer adelsslægten von Saldern længe sydfra. Men den mest berømte, Caspar von Saldern er født på Brundlund Slot . Han reddede Danmark fra at komme i krig med russerne. Det tog han sig også en fyrstelig betaling for. Men alternativet havde sikkert været meget mere bekostelig. Hør også historier om andre fra slægten. Slægtsforskere henvises til litteraturlisten bagerst i artiklen.
I familie
Forleden holdt jeg et foredrag om Østerbro. Her fortalte arrangøren mig, at han havde aner i Sønderjylland. Ja han nedstammede fra en adels-familie med ridderkors. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at jeg udmærket kendte dele af den familie.
En ældgammel slægt
Nu er det nok en tilsnigelse, at påstå, at familien stammede fra Aabenraa. Men den mest berømte i familien var Caspar van Saldern. Han er født på Brundlund Slot og fik faktisk ridderkorset, fordi han reddede Danmark for en krig mod mægtige Rusland. Ham vender vi tilbage til senere i artiklen. Slægten van Saldern eller von Saldern er en ældgammel adelsslægt. Og vi skal meget længere syd på end Aabenraa.
Mange navne
Slægten er gået under navnene Saldern, Salder, von Saldern og van Saldern. Vi skal ned til Hildelsheim og Braunschweig, Satzgitter og Brandenburg.
Sagnet går tilbage til år 718
Sagnet fortæller, at stamherren til familien allerede kom til Tyskland i året 718. Han kaldte sig Sieghard de Rosis. Omkring 1102 kan man finde de første optegnelser om familien. I 1161
er der en optegnelse Thidericicius de Saldere. Men slægtsforskere vil sikkert først anerkende ridderen Burchard von Salder i 1226 som den egentlige stamherre. Fra 1299 – 1332 finder vi en Johann van Salder. Johann var Burgherr på Lichtenberg i Saltzgitter.
Kamp med hertuger
I 1299 finder vi her en dommer og amtmand ved navn Aschwin von Salder. Mellem 1379 og 1382 berettes der om, at slægten tilraner sig en del ejendomme og jord i området. Der har åbenbart foregået en kamp mellem slægten og hertugerne i området. I det 15. århundrede blev slægten von Saldern fortrængt fra borgen.
En kirke i Bad Wilsnack
Slægten ejede fra 1560 Wilsnack, Ôvelgünde og Jackel og Werder/Altmark. I en kirke i Bad Wilsnack er der masser minder om slægten fra ca. 1658 -1732. Her finder vi navne som Jakob Friedrich von Saldern, der var gift med Ottilie Elisabeth von Bismarck. Vi finder også minder om Matthias Friedrich von Saldern. Og fra det preussiske hof Friedrich August von Saldern
og hans kone Elisabeth Charlotte von Saldern.
Plattenburg
I 1552 kom Plattenburg i Matthias von Salderns besiddelse. Og den var i slægtens besiddelse helt til 1945. Også Zernikow var i slægtens besiddelse.
Slægtens besiddelser
Omkring år 1400 nævnes Aschwin von Saldern som ejer af borgen Wohldenberg ved Holle. Slægten havde også ejendomme i fyrstedømmerne Braunschweig – Wolfenbüttel og Hildesheim. I Sachsen – Lauenburg havde Heinrich von Saldern bestemt at hans ejendom efter hans død skulle gives til kirken.
Tvunget til at forlade ejendommen
Hans von Saldern blev tvunget til at forlade sin ejendom. Han måtte meget ,mod sin vilje forlade sin ejendom Lutter am Baren-Berge.
Et slot blev sat i brand
I 1515 overtog Burchard von Saldern slottet Lauenstein fra sin far. Der var opstået en kontrovers med biskop Johannes. Der kom til en del kampe, der endte med at slottet blev sat i brand. I 1579/80 lod Heinrich von Saldern, slottet Henneckenrode ved Braunschweig ombygge. I 1570 havde Kurt von Saldern bygget slottet, Nettlingen. Han solgte det i 1611.
En skole med slægtens navn
I 1589 stiftede enken efter Mathias von Saldern, Gertrud von Saldern en skolestiftelse i Brandenburg. Denne skole består stadig. Hun skænkede også en ejendom til stiftelsen. Der var nogle betingelser med gaven og stiftelsen:
En stentavle med navnet på stifteren og von Salderns våben blev anbragt i ejendommens indgang. Inden den tidligere bispegård blev indrettet som skole, blev det nødvendig med en omfattende ombygning.
Op – og nedture for skolen
Dengang var de vigtigste fag, religion, tysk, latin, græsk, retorik, musik og historie. I 1594 indløb der klage om druk på skolen. Fra 1622 til 1706 befandt skolen sig i en krise. Dårlige lærer og elever gjorde det ikke bedre. I 1713 skete der en forbedring af undervisningen, skolen blev også udbygget. Forskellige kombinationer med gymnasier m.m. fulgte.
I 1818 kaldte skolen sig for Saldernsche höhere Bürgerschule. I 1852 kaldte skolen sig for Realskole. I 1882 blev den kaldt Realgymnasium. Den 31. marts 1945 blev skolebygningerne
alvorlig beskadiget
Meffersdorf i Schlesien
I tiden omkring Kong Friedrich den Store levede den kongelige preussiske landråd Gustav von Saldern – Plattenburg sammen med sin kone, Thusnelda. De fik fem børn. Den ældste af børnene, Thusnelda, arvede slottet Meffersdorf i Schlesien.
Flygten fra Den røde Armé
I 1945 flygtede Sieghard von Saldern fra Den røde Armé til vesten. Plattenburg ejendom blev udstykket. Efter 1990 vendte den ældste søn, Dietrich von Saldern tilbage. Han grundlagde en forening, hvis formål er, at bevare Plattenburg.
Et udvalg af personligheder
Hans von Salder
Den danske gren af familien kan føres tilbage til Hans von Saldern (1521 – 1597) i Neumünster. Han kom til byen i 1550. Hans søn hed også Hans von Saldern (død i Neunmünster 1627)Han var borgmester, tolder, kornskriver. Han omtales første gang i byens historie i 1614.
Hans søn Caspar von Saldern var født i Neunmünster. Han blev den 10. marts 1640 udnævnt til sognefoged i Neunmünster.. Han blev første gang nævnt i byens historie i 1633. Han nævnes sidste gang 13. februar 1668.
Slægten kommer til Aabenraa
Han søn hed ligeledes Caspar von Saldern (20. maj 1641 i Neunmünster – 9. juni 1722 i Aabenraa). Han var gift to gange. Han kom som ung til Aabenraa og blev 27. april 1666 udnævnt som amtsskriver efter sin svigerfar. I 1680 blev han tillige toldforvalter og 1695 borgmester. I 1706 førte han titlerne amtsskriver, borgmester, kornskriver og toldforvalter. Indtil 1692 havde han indtægter fra Slotsmøllen.
Sognefoged i Terp
Den 10. juni 1667 ægtede han Cathrina Margaretha Stahl (1649 – 1676) Med hende fik de børnene Sebastian von Saldern (1671 – 1748). Han var præst i Starup og Grarup. De fik datteren, Catharina Benedicta von Saldern (1672 – 1746). Sønnen Caspar von Saldern (1673 – 1749) var sognefoged i Terp. Og endelig fik de datteren, Catharina von Saldern (1676
– 1702).
Gift med Günderoth
Den nævnte sognepræst i Starup – Grarup, Sebastian von Saldern var gift med Elonora Lohmann (1682 – 1767) og far til Frederich von Saldern (1707 – 1775). Han blev derefter gift med Hedvig Elonora Jürgensen (død 1712). Med hende fik han børnene, Christian Albrecht von Saldern (død 1742), Catherina Margretha von Saldern (1681 – ?), Georg Jürgen von Saldern (1683 – 1705), Sophia von Saldern (1684 – 1748). Hun blev gift med Heinrich von Gúnderoth (1674 – 1750). Til sidst fik de sønnen Friedrich von Saldern (1685 – 1722). Sophia og Heinrich von Günderoth var barnløse, men meget velhavende. De oprettede Günderoths Stiftelse i Aabenraa.
Forældrene til den berømte søn
Friedrich von Saldern blev amtsforvalter i Aabenraa, men flygtede i 1720 med amtsarkivet til Hamborg. Derefter flygtede han senere til Sverige. I 1721 blev han amtsforvalter i Neunmünster. I 1710 giftede han sig med Anna Maria Kamphøwener (1691 – 1775). Det er disse to, der er forældre til den mest berømte von Saldern. Nemlig Caspar von Saldern.(1710
– 1786) Han var både blå og hvid ridder. Han blev adlet og ophøjet til dansk lensgreve.
Oberst i den russiske hær
Friedrich von Saldern havde desuden sønnerne, Berendt, Caspar, Friedrich, Carl Friedrich og Christian Albrecht (død 1742), samt døtrene Hedevig Elonora og Anna Catharina von Saldern. Carl Friedrich von Saldern (1719 – 1770) blev dansk generalmajor.
I 1752 blev han sekondløjtnant i Dronningens Livregiment. 1759 var han kaptajn i Slesvigske Infanteri Regiment. Han var også oberst i russisk tjeneste. Et familiegravsted findes i Bordes holm Klosterkirke.
Et hus opkaldes
Fra 1744 – 1746 blev der i Neunmünster opført det, der nu kaldes Das Caspar von Saldern Haus. I dag er det en vigtig kulturbygning i byen.
Stridigheder
Men lad os vende blikket til den mest berømte van Saldern. – Caspar von Saldern. Han uddannede sig som jurist ved universiteterne i Kiel og Göttingen. Han blev embedsmand i det gottorpske Holsten, hvor han blev amtsforvalter i Neumünster. En heftig strid opstod med amtmand Greve Gerhard von Dernath. Men det gottorpske gehejmeråd bakkede Caspar op.
Men flere stridigheder fulgte. De ledende statsmænd i det lille hertugdømme kunne ikke rigtig enes med Caspar von Saldern. Denne valgte så at flygte til Rusland. Her opholdt den daværende gottorpske hertug Carl Peter Ulrik sig i sin egenskab af russisk tronfølger.
Sur på Danmark
Casper von Saldern var nu så heldig at indynde sig hos hertugen og fik titlen af holstensk gehejmeråd. Her opholdt han sig så i nærheden af hertugen. Det var også i denne stilling han kunne give sin fyrstelige herre nogle gåde råd, da denne i 1762 besteg den russiske trone. En af de første mål Carl Peter Ulrik stillede sig selv, var at føre krig mod Danmark. I 1732 havde Danmark tilbudt hans far den gigantiske sum af en million daler for at opgive sine krav på Slesvig. Han havde svaret:
Dette had mod danskerne var åbenbart gået i arv til sønnen.
Oprustning
Allerede i sommeren 1751 havde udenrigsminister Bernstorff knyttet kontakt til den holstenske embedsmand og godsejer. Den politiske situation i Rusland var til stor fare for Danmark. Man havde allerede allieret sig med den franske general Claude Louis de Saint – Germain. Generalens ide var, at indtage en forsvarsstilling i Mecklenburg. I forvejen var der en neutralitetshær i Holsten på 24.000 mand. I 1762 havde generalen organiseret i alt 37.000 mand.
En flåde på 24 linjeskibe, 12 fregatter og to hukkerter var klar. Svenskerne havde dog afvist russernes krav om, at benytte svenske havne.
Ultimative krav
De russiske krav var bl.a. tilbage-givelse af de gottorpske dele af Slesvig, samt afståelse af de kongelige dele af Holsten med Femern og Helgoland. Kravet var ultimativ. Den russiske hær rykkede langsom frem mod den danske.
I Sankt Petersborg skete den 9. juli det, som mange havde håbet på. Zar Peter blev styrtet af en militærrevolte ledet af hustruen Katharina. Hun opkastede sig til selvhersker. En af hendes første handlinger var at kalde sin hær tilbage.
En plads i solen
Caspar von Saldern var både egoist, herskesyg, pengekær, brutal og hidsig i sin fremfærd. Men han var også en begavet mand, snu og handlekraftig. Regeringen i København havde brug for sådan en person, for at forhindre en krig. Casper von Saldern kunne sagtens se situationen ud fra sin egen fordel. Utvivlsomt forsøgte han at skaffe sig en plads i solen. Han ville også sikre sin slægt en anset stilling.
For den dansk – tyske – norske helstat var Caspar von Saldern en god mand. Han søgte også at løse det gottorpske problem. I 1765 udtalte den danske udenrigsminister Bernstorff:
En høj pris
I første omgang lykkedes det ikke von Saldern, at få kejser Peter 3. til at aflyse eller bare at udsætte krigen. Men krigen blev ikke til noget. Kejseren var styret af Katherina 2. Saldern
havde forhandlet første gang i vinteren 1766 – 67. Og endelig den 30, april 1773 kunne der underskrives en traktat.
Der måtte betales en høj pris for von Salderns hjælp. Lige fra 1762 måtte den danske regering punge ud. Efterhånden løb disse krav op i 140.000 rigsdaler, 33.000 rubler foruden 1.000 dukater og en kostbar gulddåse. Så måtte statskassen betale ham en pension på årlig 6.000 specier og lige så mange rigsdaler. At han så tillige i 1768 blev lensgreve og Ridder af Elefanten
havde mindst at sige.
Fik sin vilje
Man måtte også finde sig i hans hovmod og selvrådighed under hans ophold i København under forhandlingerne Således fik von Saldern med kongens hjælp også fjernet nogle personer, han ikke brød sig om, med kongens hjælp. Ja han fik sin vilje hele vejen igennem.
Da Caspar von Saldern ankom til København den 22. november 1766 fra Sankt Petersborg til København havde han forlangt en standsmæssig bolig og en kongelig karet stillet til rådighed.
Det grænsede til pengeafpresning
Aftalen med russerne blev en bemærkelsesværdig blanding af storpolitiske linjer og varetagelse af holstenske særinteresser ned til de mindste detaljer, med brutal udnyttelse af den svækkede danske forhandlingsposition. Det grænsede til pengeafpresning. Caspar von Saldern vågede som en høg over sin elskede Holstens særinteresser.
Den danske konge skulle hvert år udrede en større sum til zarinaen.
Von Salderns indflydelse
Flere ønskede udenrigsministerens afgang, men von Saldern bad indflydelsesrige personer om at støtte ham. Det var også von Salderns fortjeneste at grev Moltke kom til magten.
Faldt i unåde
Da Caspar von Saldern havde opnået sit højdepunkt i indflydelse og politiske sejre rejste der sig en fjendtlighed mod ham i Rusland. Hans fjender fik vendt kejserinden mod ham. Han faldt fuldstændig i unåde. Åbenbart havde han forsøgt at gøre tronfølgeren til kejserindens medregnet. Dette beseglede hans skæbne og hans indflydelse blev brudt.
Et flot gods
Resten af sit liv levede han som privatmand på sit gods Schierensee i Holsten, indtil han døde. Hans interesse for kunst og havedyrkning gjorde det holstenske herresæde til en nordeuropæisk seværdighed. Godset ligger i området Rendsburg – Eckernförde. Ja det ligger i selve naturparken Westensee.
I 1771 blev har russisk gesandt i Warschau . Men han kom i strid med de fleste polske politikere, og måtte hurtig rømme skuepladsen.
Sønnen arvede godset
Sønnen, der bar en grevetitel, som faderen ikke selv brugte, oppebar af den danske regering en årlig pension på 3.000 rigsdaler, som faderen havde krævet. Sønnen hed Carl Hinrich
von Saldern – Günderoth.(1739 i Neunmünster – 1788 på godset Schierensee). Han var holstensk godsejer og amtmand.
Han arvede godset Schierensee efter sin far. Han antog grevetitlen og lagde Günderoth til sit navn. Hans tante ægtede som tidligere nævnt Heinrich von Günderoth i Aabenraa.
Fra 1766 til sin død var han amtmand for Cronshagen, Kiel, Bordersholm amter. I 1768 blev han stor-fyrstelig kammersekretær. Senere kongelig dansk konferensråd, kammerherre og gehejmeråd.
Ligesom sin far var han medlem af det Slesvig – Holstenske ridderskab samt ridder af Hvide Ørns Orden (Polen), Sankt Stanislaus Orden og Sant Annas Orden (Rusland). Han døde kun to år efter sin far, 48 år gammel, uden mandelige arvinger.
Søsteren blev adelsdame
Søsteren hed Anna Maria von Saldern (1738 – 1773 i Hamborg). Hun var holstensk adelsdame. Hun modtog faderens ophøjelse i adelstanden i 1768 i Ordenen de l’Union Parfaite.
Familiegravsted
Caspar von Saldern ligger begravet på familie – gravstedet i Borders-holm Kirke. På Schierensee findes der stadig adskillige malerier af ham.
Adel i Danmark
Adel i Danmark er en samfundsklasse, der nød en del privilegier og særrettigheder indtil Grundlovens indførelse i 1849 og Lensafløsningen i 1919. Den danske adel, kan groft inddeles i
ur-adel, brevadel, højadel og lavadel. I dag består den af ca. 200 slægter. De kan være u-betitlede friherre (baroner), lensherrelige (lensbaron), grevelige og lensgrevelige.
Som ur-adel regnes den adel, der kendes før reformationen (1536), mens brevadelen er den adel, der derefter har fået sit adelskab efter et patent (enten embedsmænds eller militærfolk, heraf sværdadel)
Som højadel regnes den gamle rigsrådsadel og den betitlede adel efter enevældens indførelse 1660. I alt har der eksisteret ca. 725 danske adelsslægter i tidernes løb. Vi vil senere her på siden bringe en artikel om etik og moral i den danske adel. Men kære læsere, ha’ venligst tålmodighed.
Kilder:
Vi har ikke gjort brug af alle kilder. Men bringer dette på grund af den store interesse for slægtsforskning
Slægtsforskning:
Hvis du vil vide mere :
Redigeret 22-11. 2021
December 13, 2011
Hvordan så det ud på Rolighed i gamle dage. Vi besøger familien Melchior, som plejede H.C. Andersen de sidste år af hans liv. Han fik besøg af en engelsk forfatter på Rolighed. Ud fra H.C. Andersens dagbog kan vi følge ham, men i hans sidste dage, var han ikke selv i stand til at skrive den. Læs her om den dansker, der nok er mest kendt i verden.
Artiklens indhold
Denne artikel indeholder følgende hovedafsnit:
Et supplement
Vi har tidligere bragt artiklen H.C. Andersens sidste dage på Østerbro. Denne artikel er et supplement til denne artikel. Bagerst i artiklen vil vi bringe en liste over, hvor H.C. Andersen
i øvrigt optræder her på siden.
De sidste ti leveår tilbragte H.C. Andersen meget af sin tid hos Familien Melchior på landstedet Rolighed på Gammel Kalkbrænderivej. Den 9. september 1866 vender H.C. Andersen tilbage fra en rejse fra Portugal og den 4. august 1875 dør han på Rolighed. Inden da havde han opnået stor international berømmelse og fået udgivet sine bøger på mange sprog. Hans
rejselyst bragte ham ud på mange herregårdsbesøg og 30 europarejser. H.C. Andersen er nok den mest kendte dansker i udlandet.
Rolighed – længe før
Hvis man i begyndelsen af 19. århundrede gik fra Trianglen ad Kalkbrænderivejen , som i dag er Nordre Frihavnsgade, ville man have St, Petersborg på højre hånd og Hjørnelund på venstre. Man ville befinde sig i en allé, som var anlagt som adgangsvej til den smukke ejendom Rolighedsdal. Drejede man fra alléen ad vejen til venstre, stødte man kort tid efter på en anden vej til højre, Gammel Kalkbrænderivej. Vejen førte gennem en gammel bondegård, Krauses Gård og endte ved Kalkbrænderierne ved kysten.
Kalkværker
I 1732 havde det været et kalkværk ved Blåtårn nær ved Langebro, som blev nedlagt. Felix du Sart og Anthoine Bonfils fik rettigheder til at anlægge et nyt kalkværk på et stykke jord, der i sin tid blev kaldt Baadsmands Skanse, og som lå ved stranden udenfor Østerport. 1736 sælger Felix du Sarts sin halvpart til Kongelig Køkkenmester Matieu Torp som igen i 1749 sælger den videre til Kongelig Majestæts Heede – Ridder Peter Abraham Oberkampff.
Da dette gamle kalkværks monopol udløb i 1776, blev det ikke fornyet, og en nyt kalkværk blev anlagt ligeledes udenfor Østerport nær ved det gamle værk. Kalkbrænderiets tre interessenter blev Peter Abraham Oberkampffs søn, regimentsquarteermester Andreas Oberkampff, professor Harsdorff og justritsraad Lassen.
Kassesvig
Oberkampff, der i 1784 blev udnævnt til Overkrigskommissær, begik i 1788 kassesvig og dømtes til at have:
Oberkampffs lyststed og vænge blev i 1796 tilskødet stenhugger Jens Karleby og gik i 1804 over i admiral Lorenz Fiskers eje. En anden parcel tilhørende familien Bonfils, blev 1784 – 86 tilskødet viceadmiral, højesteretsadvokat Caspar Gottlob Schmidt for den ret betydelige sum af 11.886 Rigsdaler. Ved et overdragelsesdokument i 1789 overlades Schmidt de to resterende parceller, som han lægger til sin have.
Det var sidstnævnte Schmidt, der på denne grund i 1790 – 91 lod opføre den gård, som senere blev til landstedet Rolighed, beliggende omtrent midt på Gl. Kalkbrænderivej.
Søren Gyldendal
I 1795 solgte Schmidt sin ejendom til agent Søren Gyldendal. Det var nu første gang vi støder på navnet Rolighed. Det var den samme Gyldendal, som var stifter af Den Gyldendalske Boghandel. Søren Gyldendal boede på Rolighed til sin død i 1802.
Familien Hegermann – Lindencrone
Enken afhændede ejendommen til daværende Captain og senere Generalliujtenant Johan Henrik Hegermann med tillagt navn Lindencrone og adlet i 1818.
Hegermann – Lindencrone erhvervede i 1844 et jordlod på 1 ½ tdr. land vest for haven og et lod på 2 ½ tdr. land nord for haven og fik det lagt til Rolighed.
Louise Hegermann – Lindencrone var nær tilknyttet til den Heibergske kredse. Hun var født 1778 og var datter af Kammerherre Lindencrone til Gjorslev og hustru Bolette Marie. Louise Hagermann – Lindencrone samlede i tidens løb en stor kreds af personligheder i sit smukke hjem på Rolighed, mest fra den litterære og kunstneriske verden. Til husets faste gæster hørte således biskop Mynster, Oehlenschläger, Ingemann, Sibbern m.fl.
Fru Gyllembourg
Ligesom fru Gyllembourg, hvis veninde hun var, fremtrådte fru fru Hegermann – Lindencrone først som en moden kvinde i litteraturen. Nogen større litterær værdi kan man dog næppe sige, at hendes værker havde, men hendes kendskab til datidens high life, giver fortællingerne en vis kulturhistorisk værdi.
I forfald
Familien ejede landstedet i 48 år. I de sidste år i perioden forfaldt ejendommen meget. En beretning fra dengang fortæller, at vandet dækkede gulvet i kælderen. Bygningerne var tilholdssted for rotter og mus som frit løb rundt i værelserne. Havens tilstand var også slem. Der stod vand på jorden, og det var kun på stierne, man kunne gå tørskoet. Gik man udenfor stien kunne man synke i til knæene.
Tvermoes overtager ejendommen
Tvermoes overtog ejendommen. Han ofrede meget tid og en anselig sum på at restaurere ejendommen. Han begyndte med at få gravet grøfter, så fugtigheden igen kunne komme ud af huset.
Et radikalt eftersyn
Hovedbygningen fik også et radikalt eftersyn fra øverst til nederst. Der blev opsat nye trapper, både til gården og til haven. I Køkkenet kom der et nyt Komfur, Spisekammer, Fadebuur og Frugtkjelder. Der blev ofret nye vinduer med store ruder i stueetagen og på kvisten og nye kakkelovne i hele bygningen. Alt blev malet og tapetseret.
I gården blev der lavet et nyt grundmuret udhus til stald, vognremisse og brændehus. Selve gårdspladsen blev brolagt med pudsede sten, og ladegårdsbygningen på den anden side af vejen fik et eftersyn.
En hilsen til tidligere ejere
Efter en meget lang gennemgang af alt, hvad denne restaurering omfattede, slutter den gode Tvermoes med ordene:
M. Tvermoes, Rolighed Octbr. 1850.
Det var denne ejendom Moritz G. Melchior købte til sin familie, og som vi skal følge nærmere.
Familien Melchior
Moritz Gerson Melchior blev født 1816. Han var en meget respekteret person indenfor samtidens erhvervsliv. Allerede i sin tidligste ungdom var han beskæftiget i familiefirmaet Moses & Søn G. Melchior. Han blev grosserer i 1840, og da faderen døde i 1845 blev han firmaets seniorchef.
Vanskeligheder ved at få borgerrettigheder
Firmaet Moses & Søn G. Melchior, blev grundlagt i 1761 af Moses Melchior. Han var taget til København for at søge lykken og evt. skaffe sin far, en jødisk købmand i gaden “Hinter den Hütten” i Hamborg forbindelser der. Jøderne havde vanskeligt ved at få borgerrettigheder i Danmark på dette tidspunkt.
Melchior får tilladelse
Det 18. århundredes enevælds-konger var opmærksomme på den betydning, disse mennesker havde for handelslivet, med forsøgte samtidigt at undgå, at der dannedes et sluttet jødisk
samfund i staten. Man søgte at undgå dette ved at tilbyde dem borgerret i provinsbyerne, især i Fredericia og Nakskov.
I København var det betydelig vanskeligere at få denne ret. Det kunne som regel kun opnås ved at ægte en allerede her bosat jødinde. Det lykkedes for Moses Melchior, og i et dokument kan vi i oversættelse læse:
Dygtig og fremsynet
Som tredje generation i firmaet ser vi Moritz G. Melchior som en dygtig og fremsynet købmand, der deltog i det offentlige liv og havde adskillige tillidsposter. Han var blandt andet med i C.F. Tietgens kreds og medstifter af Privatbanken, Frihavnen og direktør i Store Nordiske telegrafselskab. Melchior var formand for Mosaisk Troessamfund, borgerrepræsentant, medlem af Grosserer – Societetets Komité fra 1849. Fra 1873 til sin død var han dets formand. Det var blot for at nævne nogle af hans tillidsposter.
I Landstinget
Han var i perioden 1866 – 74 medlem af Landstinget uden at han rigtig kom til at spille en rolle i det politiske liv. Han savnede evnen til at klare sig i en diskussion, og det var yderligere vanskeliggjort af, at han var ret tunghør.
M.G. Melchior interesserede sig levende for tidens kunstneriske udtryk, og han havde så nær kontakt med de mest kendte navne indenfor malerkunst, musik og litteratur, at disse ofte var gæster i Melchiors hjem.
Den yngre bror
Vi bør ikke undlade at omtale Moritz Melchiors ni år yngre bror Moses Melchior Jun. Samtiden betragtede ham som den dygtigste købmand af de to. Til trods for at han lige som broderen havde talrige tillidsposter, nægtede han konsekvent at modtage offentlige dekorationer og titler. Morits Melchior var bl.a. etatsråd.
Filantropi
Moses Melchior var kendt for sin filantropi og en anselig del af hans kontorpersonales arbejde bestod i at bogføre og registrere gaver og lån, der aldrig krævedes tilbagebetalt. Der verserede talrige anekdoter om hans velgørenhed. En dag fik han besøg af en agent, der var kendt som en ret misliebig person. Denne ville låne 5.000 kr. Da Melchior spurgte om, hvad pengene skulle bruges til, svarede han, at det var til en forretning, på hvilken han regnede, at han skulle tjene 500 kr.
Handel med Dansk Vestindien
På denne tid var firmaet et af Danmarks mest betydelige handelshuse, som i stort omfang drev rederi og oversøisk handel – navnlig på St. Croix. Efter at man i nogen tid havde sejlet til De Vestindiske Øer med indkøbte skibe, begyndte man selv at bygge skibe. Man kunne så indrette skibene efter de forskellige størrelser på sukker – og romfadene. Disse skibe kunne så sejle fuldt lastet ud og hjem, som regel kunne de gennemføre to rejser om året.
Da handelen var på sit højeste, indførtes der årligt ca. 8.000 tønder sukker og 1.000 – 1.500 fade rom. Sukkeret blev solgt her i landet. Rommen gik til Tyskland. De danske Sukkerfabrikkers støtte fra staten fortrængte efterhånden det importerede råsukker, og rederivirksomheden måtte opgives. Derimod var firmaet i slutningen af det 19. århundrede vel nok den største importør af te til Danmark. Hvert år tog firmaets medarbejdere til London og købte det meste af Danmarks te-forbrug på te-auktionerne.
Dorothea Melchior
Moritz Melchior ægtede den 17. juni 1846 sin kusine, Dorothea Henriques, født 1823, datter af vekselerer Ruben Henriques. Hun fødte otte børn. Ægteparret førte et særdeles gæstfrit hus, såvel i deres store lejlighed på Højbro Plads, som i deres sommerbolig på landstedet Rolighed ved Kalkbrænderierne. Navnlig samledes der bestandig en stor kreds af kunsterne og forfattere.
Den samlende faktor
På trods af Moritz Melchiors interesse for samtidens kunstnere var det vel især Dorothea Melchior, der var den samlede faktor for kredsen af forfattere, malere og musikere.
H.C. Andersen på Rolighed
H.C. Andersens venskab med den velhavende jødiske familie Melchior, indledes i begyndelsen af 1860erne, da H.C. Andersen var på sin karrieres højdepunkt. På Højbro Plads og fra 1866 også på Rolighed fandt H.C. Andersen sit andet hjem her. Ofte skrev han, at han tog hjem, når han tog til Rolighed, selvom han havde sin egen lejlighed.
Hjemmets hjem
Han fandt i Rolighed sit Hjemmets Hjem. En betegnelse han tidligere havde brugt om Collins hjem. Når familien Melchior gradvis overtog familien Collins tidligere rolle som forfatterens hjem, skyldtes det i høj grad, Dorothea Melchior.
Verdensmanden
H.C. Andersen var verdensmanden. Der havde fået udgivet sine eventyr jorden rundt. Han havde på den anden side også behov for den omsorg, som Fru Melchior kunne give ham. Hun havde overskud til at lytte til ham og rådgive ham. Man kan læse, at hun ofte måtte hjælpe den upraktiske digter, for eksempel når han skiftede bolig.
H.C. Andersen møder familien
Dorothea Melchior bliver den sidste af H.C. Andersens moderlige veninder og beundrerinder. Første gang Fru Melchior optræder i hans dagbog er i 1862, idet han sender en buket blomster. De mødes hos vekselerer Martin Henriques og dennes hustru Therese i hjemmet i Tordenskjoldsgade, der også var et samlingssted for danske og udenlandske sangere, musikere
og komponister. Til disse musikalske soriéer bliver H.C. Andersen sammen med August Bounoville faste gæster, og her møder han Melchior. Selvom H.C. Andersen nu er et nationalt klenodie og hyldes som det geni han er, har han i høj grad brug for hjerterum og åndelig opmærksomhed.
Sammenkomster
Han bliver inviteret til sammenkomster i Familien Melchiors hjem, og indtræder med tiden i den højt kultiverede jødiske familie som dens kæreste husven. På Rolighed får han sine egne værelser med balkon til haven og med udsigt over Øresund. Haven er et andet af hans foretrukne steder. Her har han det godt. Børnene er glade for ham på grund af hans opfindsomme lege
og spøgefulde omgangsform.
Så op til Fru Melchior
Vi kender i dag mange af de klip og billedbøger, som han har skabt til børnene. På rejserne, der stadig er mange af, optræder Dorothea som en inspirerende korrespondance partner.De skriver mange og lange breve, og han er sikker på altid at få en varm modtagelse, når han vender hjem fra sine rejser.
Således indleder H.C. Andersen sit brev skrevet i Paris den 2. april ved midnatstid 1866, og det beskriver glimrende hans forhold til Melchior – familien.
Første gang på Rolighed
Første gang H.C. Andersen ankom til Rolighed for en længere periode var den 9. september 1866. Han var netop vendt hjem fra Portugal og skriver i dagbogen:
Det var ikke let at tyde H.C. Andersens dagbog. Dem blev ofte ført, når han kom hjem sent om aftenen.
Hvor lå Rolighed?
Der findes i dag intet spor efter Rolighed. I 1898 blev alt jævnet med jorden og området udlagt til etageboliger. Vi har derfor måttet søge efter gamle kort, som viser os den præcise beliggenhed.
Stor udstrækning
De fleste bliver nok forbavset over at se, hvor stor udstrækning Roligheds have egentlig havde, i perioden hvor Melchior ejede stedet. Denne udgjorde, det der i dag udgør Marstalsgade,
Hobrogade. Grenågade og en del af Nordre Frihavnsgade. Haven udgjorde også den ene side af et stort stykke af Gammel Kalkbrænderivej og Silkeborggade.
Ved siden af Rolighed lå stenhugger J.W. Krauses firlængede gård. Han har givet navn til Krausesvej, ligesom Melchiors Plads er opkaldt efter Moritz Melchior Den højre del af huset af huset var i Rosenborgstil. Den blev bygget i Melchiors tid. Selve Rolighed var beliggende på Gammel Kalkbrænderivej.
Engelsk besøg på Rolighed
En ung engelsk digter og litteraturforsker Edmund Gosse besøgte i 1872 København. Han boede hos provst Fog, som bragte Gosse ind i mange digteres og kunstneres stuer. Gosse udgav disse optegnelser i bogen: To besøg i Danmark. Vi bringer her en beskrivelse af besøget i udpluk.
Boede på Nyhavn
Det var ikke hver mands sag ved et besøg i København at få adgang til denne beundringsværdige diger. Han var gammel og skrøbelig, og en livvagt af venner værnede om ham. Fog havde på vor morgentur ført mig op til H.C. Andersens københavnske ungkarlebolig – jeg tror den lå i Nyhavn med udsigt over kanalen tæt ved Charlotteborg. Men her fik vi den korte besked, at han var på landet. Ikke længere end det var til landstedet Rolighed, som tilhørte hans venner, Melchiors.
På Landet
Landstedet lå tæt ved kysten, omgivet af yndige haver, ikke langt fra den nordlige fæstningsvold. Man gik ud igennem Kastellet, fortsatte langs med glaciset (volden) og kom så gennem det spredt bebyggede villakvarter omkring kalkbrænderierne ud til Rolighed. Provsten havde fra hr. Melchior opnået en venlig indbydelse til at komme derned den eftermiddag og tage mig med. Det ville være Andersen kært at se mig. Rolighed lå ikke længere ude på landet, end vi mageligt gik hele vejen og snart var derude.
Andersen var altid velkommen
Her havde Andersen lidt efter lidt fået sit andet hjem. Rolighed svarede til sit navn, og det var denne egenskab ved stedet, som havde bragt hans jødiske venner til at foreslå ham at bo der i længere tid hvert år. På Rolighed var Andersen altid ventet og velkommen. En del af huset, en tre – fire smukke værelser, stod udelukkende til hans rådighed, og han kom og gik, som han ville.
Melchior – energisk i lokale spørgsmål
Hr. Moritz Gerson Melchior, som mødte sine gæster på tærsklen og førte dem ind, var en smuk mand på hen ved tresindstyve år, noget tunghør, noget genert. Han indtog en ledende stilling i landets købmands – og bankier kredse, var måske dets rigeste borger. Han havde på dette tidspunkt sæde i Landstinget, men var, sagde man, ret ligegyldig over for politik. Han var derimod overmåde energisk, hvor det gjaldt kommunale eller filantropiske spørgsmål.
Rundvisning
Fru Melchior, som også kom til stede, var en født Henriques. Både de og deres børn talte fuldendt engelsk. De førte gæsterne rundt i parken og gennem en del af huset, uden at der blev sagt et ord om det, vi kom for.
Med krøllet paryk
Men så da man sad i dagligstuen, gik døren pludselig op, og ind trådte en meget høj ældre herre, klædt i tobaksbrun frakke og ditto benklæder, og med en krøllet paryk af tilsvarende farve.
Åndeligt arbejde
Hans øjne var ganske vist små, men spillede af liv og venlighed., og alt, hvad han sagde, var fint og ligefremt. Man havde forberedt ham på besøg af en ung englænder, og han tog straks min hånd i begge store hænder og klappede og knugede den.
Begejstret over Charles Dickens
Dickens var død, og hvordan han stadig levede i håb om at se London endnu engang.
Glad for udsigten
En lang hånd
Stemmen forsvandt
Mens Andersen nu sad og forklarede mig disse ting, blev hans stemme med ét helt borte, til min store forskrækkelse. Vi ringede på en tjener. Han hentede familien, og alle så på mig, som om jeg havde spildt blæk i en af deres sjældne falianter eller tabt en af de pragtfulde vaser.
Hengav sig i ståhej
Andersen vender tilbage
Langs Søerne
Vi vandrede hjem langs ydersiden af Søerne, som dengang dannede byens grænse mod vest. Og med ét sprang månen ud af trætoppene som en stor lysende blomst, en guldkugle
svævende i det violblå rum. De kastede sit lys midt ned i vor metafysiske diskussion og tryllede os tavse.
H.C. Andersens død
Den 19. juni 1875 var sidste gang H.C. Andersen selv kom til at skrive i sin dagbog. Herefter er dagbogen til den 27. juli dikteret af H.C. Andersen til fru Dorothea Melchior eller en af hendes døtre, Harriet og Louise. Enkelte ord og sætninger er skrevet af Nicolai Bøgh.
De sidste notater
Fra 28. juli til 4. august nedskrev fru Melchior selv de daglige notitser.
På Assistens Kirkegård
H.C. Andersen ligger begravet på Assistens Kirkegård i et gravsted fælles med vennen Edvard Collin og dennes kone Henriette. Da der omkring 1920 opstod en del offentlig polemik omkring Collin’ernes behandling af H.C. Andersen, lod en efterkommer af familien, Edvards og Henriettes gravsten flytte til det Collinske familiegravsted, så kun Andersens gravsten er på graven.
Kilde:
Flere H.C. Andersen
– bøger under artiklerne om Jomfru Fanny fra Aabenraa (under Aabenraa)
– vi har ikke kunnet fremskaffe alt det viste kildemateriale, derfor har vi ikke gjort brug af alt. Men af hensyn til interesserede har vi valgt at vise hele listen.
Flere artikler, hvor du kan læse om H.C. Andersens liv:
Her kan du læse om, da H.C. Andersen besøgte kongen på øen Föhr i Vadehavet. Da han blev sat i forbindelse med sin evt. halvsøster i Aabenraa, Jomfru Fanny. Man mente at Jomfru Fanny og H.C. Andersen havde samme far. Da han ikke forstod konflikten mellem det danske og tyske i Sønderjylland, da han besøgte hertugen på Augustenborg. Og da han tiggede mad hos de velhavende i Rosenvænget – kvarteret:
Hvis du vil læse mere:
Under København (191 artikler)
Under Sønderjylland (207 artikler)
Under Aabenraa (169 artikler)
Redigeret 10 – 10. 2021
November 13, 2011
Fra gammel tid boede der mennesker i Tinglev. Vi skal høre om Olgerdiget, en trækirke, en ny flagstang på stationen, et lig i Tinglev Mose og om missionsfester. Her var præsten glad for degnens unge datter. Vi skal høre om en katastrofebrand i Terkelsbøl, om nazister i Tinglev. Og endelig om et foredrag undertegnede
holdt i Tinglev på dansk/synnejysk/tysk. Blev buhet ud af halvdelen af pædagogerne. Ja så skal vi også høre om kolonister i Sofiedal og meget mere.
De første mennesker i Tinglev
De første mennesker omkring Tinglev har antagelig boet i Terkelsbøl. Her er der fundet rester fra bopladser fra den ældre stenalder. Men ellers er der omkring moseområderne, der er gjort mange fund. Beboerne dengang var jægere, samlere og fiskere. Også fra yngre stenalder er der gjort en del fund.
Nationalmuseet har registeret 45 gravpladser omkring Tinglev. Men der kan sagtens have været mere, der bare er blevet ødelagt.
Den største samling af gravhøje findes i Gårdeby. Andre steder i sognet er det sikkert beliggenheden af oldtidens hærvej, der er skyld i gravhøjene. Og disse gravhøje stammer oftest fra Bronzealderen.
Olgerdiget
Når vi taler om Jernalderen, ja så kan vi ikke undgå Olgerdiget, der er gået fra Petersborg i nord til Bjerndrup Mølleå ved Gårdeby i syd. Udgravninger har vist, at der her var en vandførende grøft med vand fra 75 cm til 2 meter. Vest for denne har der været to – tre palisaderækker. Men hvad er Olger – diget? Var det et forsvarsanlæg? Et vejspærringsanlæg? Og hvem var den evt. fjende?
Måske var det en grænse for to stammer. Syd for boede anglerne, der var blevet fordrevet fra øerne. Fund har bevidnet, at det har været et meget uroligt sted, hvor der har fundet mange kamphandlinger sted. Først under Harald Blåtand (958 – 987) lykkedes det at samle landet, men da havde Olgerdiget længe mistet sin betydning.
En trækirke
Tinglev har haft en trækirke, der lå omtrent der, hvor den nuværende kirke ligger. Den blev bygget på tre gravhøje.
Christian den Fjerdes lejetropper var ikke meget bevendt i 30 års krigen. De flygtede med General Wallenstein i hælene. Begge hære nedbrændte alt, hvad de kom i nærheden af. Tinglev
lå ved de store veje, så de rovlystne soldater har hærget sognet.
Svenskerne hårde ved Tinglev
Værre gik det næsten i 1644, da Torstensson fra Tyskland drog op gennem Jylland. Soldaterne kunne ikke sprænge kirkedøren. I stedet lavede de et stort hul i muren. De stjal den kostbare messehagel og andre genstande. Men de fik ikke fat i kirkesølvet. Degnen havde været forudseende og gemt sølvet i en mose. Men præsten anlagde senere sag mod degnens søn, fordi man åbenbart aldrig genfandt kirkesølvet.
Og den stakkel præst havde flere bekymringer. Kirketårnets kostbare kobbertag havde løsnet sig, og sognet havde ikke råd til at få det repareret.
I 1668 blev kobberpladerne taget ned og sendt til Lybæk og solgt for 1.000 mark. Nu skulle tårnet i stedet for tækkes med spån. Adskillige i sognet blev dræbt af svenskerne.
Et lig i mosen
Den 17. april 1699 blev der i Tinglev Mose fundet et kvindelig. I halvandet år lå de på lit de parade i Våbenhuset. Det var en del af datidens opklaring. Befolkningen blev opfordret med at komme med en forklaring. Hvem var hun? Hvordan var hun kommet ud i mosen?
Men blandt folk fandt man dog en forklaring. Det gik rygter om et mord, der tidligere i århundredet var blevet forøvet i et hus i Tinglev.
Her var en omvandrende handelsdame taget ind for at overnatte. Hun var dog ikke senere set i live. Tværtimod havde nogle set husejeren hin nat have set husejeren køre bort med en sæk på en trillebør. I retning mod mosen.
I kirkens dødsregister, kan det ses, at hun den 18.oktober 1700 er blevet begravet uden for kirkemuren. Det sted i mosen, hvor hun blev fundet, blev senere kaldt for Kvindemose.
Præsten glad for degnens datter
Pastor Hoeg levede i uvenskab med degnen Jes Friedrichsen. Præsten forlangte hvis lidt mere af degnen, end man kunne forlange:
Pastoren havde et godt øje til degnens unge datter. En dag inviterede hun pastoren hjem til sig, under dække af, at forældrene ikke var hjemme. Præsten fulgte indbydelsen, men opdagede for sent, at han var lokket i baghold. Forældrene var hjemme. De greb ham, trak ham ud i stalden og puttede ham i et vandingstrug.
I 1763 blev pastor Hoeg afskediget på grund af overtrædelsen af det 6. bud. I sin afskedsprædiken skulle han have sagt:
Ingen bly på spiret
Man ville gerne have det flotte kirketårn tilbage. Brandkassen gav 2.410 mark. Men fra Tønder lød det nej fra brandinspektøren. Der lød også et nej fra provst Balthasar Petersen. Brandinspektøren sagde at kobber tiltrak lyn og provesten mente, at det var pral Efter en visitats står der i kirkekrøniken fra 1809:
En af borgerne foreslog, at man hellere skulle andrage hos provsten, om at bygge et højt simpelt tårn. Og sådan blev det, Højden blev på 35,5 meter.
Præstens uregerlige søn
Ikke alle præstebørn var lige artige. Således drak pastor Zoegas søn, Paulus en håndværker fuld i altervin. Og ikke nok med det. Da håndværkeren skulle sove rusen ud, anbragte Paulus, en Jomfru – Maria figur ved siden af ham.
Danske gudstjenester forsvinder
Helt fra Reformationstiden havde kirkesproget i Tinglev været dansk. Kun da tyske kolonister kom til sognet i 1764, blev der indført tysk gudstjeneste. Efter 1864 fortsattes der med dansk gudstjeneste, indtil der i 1888 kom en forordning om, at seks dansk gudstjenester årligt skulle bortfalde og erstattes af tyske.
Ni måneders fængsel til redaktøren
Da pastor Johansen i 1888 bekendte sig til tyskheden vakte det opsigt. I Flensborg Avis blev der skrevet en artikel om pastorens overdreven fortyskningsdriver. En del andre artikler fulgte. Fra tysk side anlagde man sag mod Flensborg Avis.
Det medførte en streng fængselsdom på ni måneder til redaktør Jens Jessen og seks måneders fængsel til bogholder Vrang.
Missionsfester
Både Indre Mission og Herrnhuter – Samfundet fik indflydelse i sognet. Der blev afholdt Missionsfester med op til 3.000 besøgende. De første fester startede i 1906. Men de nåede deres højdepunkter i 1920’erne og 1930’erne.
Degneskolen
I Tinglev lå degneskolen i begyndelsen vest for præstegården. De 13 fag tilhørte sognet, og de resterende 5 fag tilhørte degnen. I landsbyerne oprettedes omkring år 1700, de såkaldte bondeskoler. De blev kaldt sådan, fordi initiativet til disse skoler kom fra bønderne. I Tinglev blev disse kaldt bi-skoler.
Disse fandtes i lejede lokaler i Terkelsbøl, Kravlund, Eggebæk. Gårdeby og Bajstrup. Her foregik undervisningen om vinteren. Læreren fik foruden en dårlig løn, også kosten. Sidstnævnte fik han på skift hos landsbyens beboere.
Efterhånden blev degneskolen i Tinglev helårsskole. Udgifterne betale forældrene, men også kirke – og fattigkassen kom med bidrag.
Religionsundervisning
Religionsundervisningen havde den dominerende plads, men i begyndelsen af 1700 – tallet var læsning og regning også blevet dominerende. I et regulativ fra 1804 blev der fastslået at eleverne skulle gå i skole fra deres 6. år til konfirmationsalderen. De største børn kunne få fri om sommeren til markarbejde, hvis ellers præsten gav sin tilladelse.
Dansksindede lærere burde forsvinde
Fortyskningerne af skolerne begyndte så småt med skoleinstruksen af 28. august 1871, i hvilken tysk blev indført som obligatorisk undervisningsfag i alle nordslesvigske skoler undtagen i de første to skoleår. Men det var svært at gennemføre. De fleste lærere kunne ikke tysk og deres sympatier lå også andre steder. Bladet Grenzbote skrev i 1876 blandt andet:
På Tinglev Station
I 1862 blev det besluttet, at Tinglev skulle være stationsby. Stationen blev bygget halvanden kilometer øst for landsbyen – midt på den grønne eng. I 1867 åbnede man jernbanen fra Tinglev
til Tønder. Tinglev blev et jernbaneknudepunkt. Så mange passagerer har ventet her. Grundet forsinkelser har de tilbragt mange timer her. En passager foreslog, at den tid , man tilbragte på Tinglev Station skulle godskrives i skærsilden.
Den tyske stationsforstander blev i haven
Da den danske stationsforstander J.A. Wissenbach ankom til Tinglev den 22. april 1920 efter Genforeningen ville han aflægge sin tyske forgænger et besøg. Men det var nu ikke den mest hjertelige modtagelse, man kunne tænke sig. Den vagthavende trafikassistent havde følgende besked til ham fra forstanderen:
En ny flagstang
Da den nye danske stationsforstander ville male den gamle sorte og tyske flagstang hvid, for at den kunne bære Dannebrog, opstod der problemer. De danske foreninger i Tinglev protesterede og sørgede for, at der kom en ny flagstang til stationen.
En enkedronning i Tinglev
Natten mellem den 11. og 12. juni 1920 gjorde Enkedronning Louises egen salonvogn holdt på Tinglev Station. Hun blev hyldet af dansksindede sønderjyder, der overrakte blomster.
Da stationsforstanderen igen ville blæse til afgang, sagde enkedronningen:
Sangen blev afsunget, og derefter gled særtoget ud fra stationen mod nord med 13 minutters forsinkelse.
Krigsfangere i Tinglev
Første Verdenskrig betød at mange mænd var væk fra landsdelen i lange perioder. Samtidig opstod en ubehagelig varemangel, som især gik ud over landbruget. I hele Nordslesvig savnede man 20.000 – 30.000 mand i landbruget. Så måtte kvinderne også overtage dette arbejde.
I 1915 kom krigsfangere, især russiske ud til landbrugsejendommene som arbejdskraft. I Bajstrup havde man en krigsfangelejr med russiske, engelske og franske krigsfangere. Mange af krigsfangerne var med til at afvande Tinglev Sø. 16 af fangerne døde her under deres ophold og er begravet på Tinglev Kirkegård.
Nazister i Tinglev
Tinglev havde ikke færre end tre forskellige nationalsocialistiske partier at vælge imellem. Størst tilslutning havde Tinglev Sogn NSAN (National – Socialistische Arbeitsgemeinschaft Nordschleswig). Det blev stiftet i nabosognet Burkal i 1933.
Det var efter et møde den 1. april 1933 på Saksborg Kro at nazificeringen af det tyske mindretal startede. Dr. Møller havde erklæret NSAN for død, men under et møde på Hansens Gæstgivergård led Dr. Møllers parti NSDAPN et stort nederlag.
Modstandsgruppe
Under besættelsen opstod der også en modstandsgruppe i Tinglev. De blev i slutningen af 1944 taget af Gestapo og ført til Staldgården i Kolding. Via Frøslevlejren blev de i januar 1945 sendt til Neuengamme. Tre af dem nåede aldrig hjem igen. Den 8. april 1945 blev Tinglev Station ramt af en bombe, hvorved en tysk soldat omkom.
Protest fra Tinglevs lærere
De tyske skoler blev som bekendt lukket efter anden verdenskrig. Den officielle forklaring var, at de tyske lærerbøger skulle have fjernet det, som var i strid med dansk retsopfattelse.
Børnene skulle i stedet undervises enten i særklasser med en dansk lærer som leder, og en dansk lærer i fagene dansk, historie og geografi. Resten af undervisningen kunne godt foregå af en tysk lærer. Andre muligheder var at tidligere tyske elever indmeldtes i stedlige danske skoler, eller i tysksprogede privatskoler. En tredje mulighed var hjemmeundervisning.
Ordningen med særklasser medførte stor modstand blandt de danske lærere i Tinglev.
Dette afstedkom voldsom reaktion fra pressens side. Samtlige lærere fra Tinglev blev indkaldt til et møde med skoledirektionen i Tønder. Her læste formanden, lensgreve O.D. Schack
en skarp ministeriel næse op. Meget langsomt føjede lærerne sig efterhånden.
Et foredrag i Tinglev
Det var også her i Tinglev min kone og mig var inviteret til at komme med vores synspunkter på mindretallets skolesystem. Både Rasmus og Thomas havde gået i tysk skole. I forbindelse med en ny bog, der udkom, skrev vi en kronik, men forslag til fornyelse i mindretallets skolepolitik. Kronikken vakte opsigt. På mødet på Tingleff Volkshochschule/Nachschule holdt jeg mit indlæg på dansk, tysk og sønderjysk. Den ene halvdel af pædagogerne peb og hujede, og var stærk utilfreds. Den anden halvdel klappede og var begejstret.
Volkshochschule var en bevidst fortyskningskilde. I 1937 skrev man følgende i årsberetningen:
I marts 1945 blev skolen indrettet som flygtningelazaret. I slutningen af 1945 blev stedet indrettet som kaserne for de politibetjente, der skulle stå for grænsebevogtningen.
Fattiggård
Allerede tidligt mærkede også Tinglev at den tids landsbysamfund havde skarpe klasseskæl. Højest rangerede var gårdmændene. Langt under dem rangerede Kådnere og håndværkerne. Derefter fulgte daglejerne. De sidstnævnte var, når vejret ikke artede sig, henvist til Fattiggården. Disse Fattiggårde blev oprettet i begyndelsen af 1800 – tallet, og var trods alt et socialt fremskridt.
I Tinglev placerede man sognets fattiggård på Kravlund Mark. Her boede i 1845 tre familier med en halv snes børn.
Brandværn
De Frivillige brandværn i området har altid haft stor betydning. Allerede den 16. maj 1888 blev Tinglev Frivillige Brandværn oprettet. I 1913 oprettedes Bajstrup – Broderup Frivillige Brandværn.
Frygtelig katastrofe
I begyndelsen af august 1924 kom brandværnene ud for en forfærdelig brandulykke, der kostede tre menneskeliv. Natten mellem den 3. og 4. august udbrød der ild i gårdejer Peter Mikkelsens gård, Bygaden 50 i Terkelsbøl. Peter Mikkelsens to døtre og et barnebarn omkom.
Brandvæsnet havde holdt fest i Tinglev. De troede, at de skulle til en harmløs brand i Terkelsbøl. En del af mandskabet gik med, med et hornorkester i spidsen. Da de hørte, at der var indebrændte hold de inde.
I Vestslevigs Tidende kunne man den 4. august læse:
Dr. Alnor kunne intet stille op Årsagen til branden var man uenig om. Nogle påstod, at det var den elektriske installation. Andre mente, at blæsten havde fået ilden fra ildstedet til at brede sig. Branden gjorde et dybt indtryk på mange i sognet. Der hvilede den dybeste medfølelse til den efterladte familie. Foran ligtoget gik 28 unge piger i hvide kjoler og strøede blomster.
I udkanten af Tinglev havde folk fra egnen taget opstilling. Yderligere 400 havde taget opstilling ved kirkegården. Den lille dreng var anbragt i samme kiste som moderen.
Tinglevs ældste købmandsgård
Der har været mange gamle købmandsforretninger i Tinglev. Således blev Hovedgaden 18 bygget af købmand Jacob Skov i 1897. Han havde indtil da haft købmandsforretning i møllen.
I Hovedgaden 102 lå Tinglevs ældste og mest ansete købmandsforretning. Den blev i 1892 overtaget af Friedrich Damm. En halv snes år senere opførte han en købmandsgård på grunden.
Brændevinsbrænderi
På Gl. Aabenraavej 7 byggede kromand C. Fr. Prahl i 1880 et brændevinsbrænderi. Her boede i 1909 Detlef Nissen Raben. Han kørte postvogn fra Tinglev over Terkelsbøl og Bredevad
til Ravsted. Det var en lukket vogn med plads til 8 personer. Senere boede her Kedde Mælkemand, der i 45 år kørte mælkevogn i Tinglev og omegn.
Boghandleren i Tinglev
Selvfølgelig skal vi også nævne Hovedgaden 17, fordi den i dag drives af en kollega til mig (er ophørt) . Ejendommen blev bygget i 1897 af kreaturhandler Hans Asmussen, der på cykel kørte rundt i oplandet og opkøbte kalve og svin. Via Tinglev Banegård blev de solgt til større byer, bl.a. Hamburg. I 1906 indrettede han i sit hus en papirvarehandel. Hustruen indrettede en systue. I 1918 førte tre af søstrene Asmussen en boghandel på stedet. I 1978 blev butikken overtaget af Inge Vollertsen, som jeg på en af mine ture til Tinglev besøgte.
Det ældste bageri
Omkring 1794 blev Hovedgaden 96 bygget. Den rummede Møllers Bageri – det ældste bageri i Tinglev. En af de første bagere på stedet var Peter Mallgraf, der i 1827 solgte bageriet til bager Jørgen Meyer. Bageriet brændte i 1863. Et nyt bageri blev bygget lidt øst for brandtomten. På den gamle plads byggede slagter Mathias Peter Jepsen et slagteri.
Kirkekroen
På Hovedgaden 100 lå kirkekroen. Det var den siden 1700 – tallet.. Men det var vel først i 1937, at skomager Hans Bertelsen fra Ravsted gav stedet det officielle navn.
Hansens Gæstgivergård
En anden stor gæstgivergård er Hansens Gæstgivergård. Første kromand, der nævnes er Jes Iwersen, der tilsyneladende har giftet sig til ejendommen. I 1889 tilførtes et forsamlingssted til ejendommen.
Sognefoged – gård
En tidligere sognefogedgård skal også nævnes. Det er Hovedgaden 122. Den ejedes i 1735 af sognefoged Peter Christensen. På et tidspunkt startede der også krodrift på ejendommen. I 1832 blev gården erhvervet af kniplingshandler Georg Hansen fra Tønder. Der var ikke mange kniplerske i Tinglev. De fandtes lidt mere vestlig for kommunen.
Ejendommen bliver senere kendt som Hjørnekroen.
Farvergården
På Nørremarken 23 lå en spændene gård Tinglevgård – Farvergården. Gården var farveri i ca. 200 år. Farveriet blev startet farver Jens Jepsen fra Ravsted.
Koloniststedet Sofiedal
Og når vi nu er i Tinglev skal vi lige et smut til Sofiedal. Måske en tur over grænsen? Oprindelig blev stedet oprettet som hjemsted for tyske kolonister, som i 1762 kom til Sønderjylland
for at opdyrke hede – og moseområder. Kong Frederik den Femte havde sendt agenter til Tyskland for at hverve folk til kultiveringsarbejdet.
Kolonisternes fæsterbrev
Disse kolonister kom i oktober 1762 i et langt vogntog fra Flensborg til Kravlund. Her gjorde de ophold på kroen. Her blev de fragtet videre til de sogne, hvor de skulle virke. De nye indvandrere havde fået 20 års frihed for skatter og afgifter.
Et beboelseshus ventede på dem. Huset havde også stald. Desuden fik de trækdyr og kvæg. Inden afrejse fra Tyskland havde de fået udbetalt 100 gylden i rejsepenge. Det som kolonisterne skrev under på, havde følgende ordlyd (oversat):
Underskrevet på
Tønder Amtshus/20 december 1765
F.W. Holstein
Kolonisterne flygter
20 kolonister med familier kom til kolonien Sofiedal. Men det hele var ikke så rosenrødt. Det var slidsomt at opdyrke hede-jorden. Det kneb med at få stillet sulten både for
dyr og mennesker. Derfor var der mange, der besluttede sig for at desertere.
Natten til den 25. maj 1765 flygtede 14 familier i al hemmelighed i nattens muld og mørke. De medtog fire heste og to vogne, hvor al deres habengut blev placeret. Inspektøren for kolonisterne i Tønder Amt satte efter dem på hest, men der var ingen spor af dem.
Kun en kolonist tilbage
Efter tre års forløb var der i Sofiedal kun en af de oprindelige kolonister tilbage. Deres efterladte koloniststeder blev efter kort tid overtaget af hjemmehørende danskere på samme vilkår,
som tyskerne havde haft. Helt op til midten af 1800 – tallet blev det kaldt koloniststeder.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 12. – 11. 2021
November 13, 2011
Solbjerg blev nedlagt, Uheldige hollændere og en kirke uden klokke og orgel. Der var tre kongeveje på Frederiksberg. Så var der Alhambra og Forlystelsernes Allé. H.C. Andersen blev gal i Frederiksberg Have og Zoologisk Have tager form. Vi besøger også Bakkehuset og Betty Nansens Teatret.
Solbjerg blev nedlagt
Christian den Fjerde forlangte, at Solbjerg blev nedlagt. Jorden skulle bruges til den nye ladegård. Det var ellers i 1186 at landsbyen Solbjerg blev lagt under Roskilde Bispestol.
Ny Hollænder-by
Begyndelsen til Frederiksberg opstod da Frederik den Tredje i 1651 lod 20 familier flytte fra Amager ud til jordene ved Københavns Slots nye ladegård, som Christian den Fjerede nogle år tidligere havde ladet opføre. Det var efterkommere af de hollandske kolonister, som i 1521 var hentet til Amager for at forsyne Hoffet og københavnerne med grøntsager.
I Allegade, tæt ved det nuværende rådhus byggede de tyve familier den lille landsby, der blev kaldt Ny – Amager eller Ny – Hollænder-by.
Driften af den nye ladegård gik ikke som den skulle. Det var for dyrt at forsyne hoffet på den måde. Kongen havde set om efter noget andet. Ude på Amager havde hans oldefar, Christian den Anden sørget for hofbeholdning. Hovedstaden fik samtidig sin beholdning af smør og grøntsager.
De havde et godt ry
De havde ry for deres fine mejerivæsen og højt uddannede havebrug. Måske var man hermed kom ud af den gammeldags ladegårds – drift. Tanken lå nær, at nogle af hollænderne skulle overtage selve ladegårdsdriften. Godt nok hed det sig, at de hollandske bønder havde fået jorden til evig eje. Ordningen indeholdt dog så mange forpligtigelser og rettigheder, at det var tale om en slags forpagtere for kongen.
De fire hovedmænd der foretog koloniseringen i 1651 hed Dirich Clausen Reiders., Jan Cornelsen, Peter Jacobs og Claus Sibrandts. Landsbyen kom til at ligge øst for Solbjergs gamle by-tomt. Gårdene lå i to snorlige rækker fra nord til syd som påmindelse om hollandsk akkuratesse og ordenssans. By-gaden er bevaret i den nuværende Allègade.
Der blev også bragt orden i markinddelingen. Markskel skød op overalt. Sørens Vænge, Bertels Portage og Hans Liebtes Krog er blevet opkaldt efter dengang.
Klammerivejen
Det mest pudsige marknavn er Clammerijs Agger, hvorefter Peter Bangs Vej oprindelig blev døbt. Klammerivejen. I folkemunde forklarede man det med, at Peter Bangs Vej var så smal, at to køretøjer dårligt kunne passere, uden at der opstod skænderi mellem kuskene.
Hollænderne fik lov til at indrette sig, som de ville. De dannede et lille samfund helt for sig selv. De værnede om deres særstilling, retsvæsnet.
Kirke uden klokke og orgel
Den nuværende kirke, som blev indviet i 1734 er opført efter hollandsk forbillede, og det er ikke uden grund. Den var i øvrigt dens klokker, som inspirerede Grundtvig til salmen, Kirkeklokke, ej til Hovedstæder.
Frederiksbergs første tilknyttede præst tiltrådte sit embede den 1. maj 1703. Det var nu ikke de bedste forhold, han havde at prædike under. Han havde også meget at se til. Han var samtidig præst i Brønshøj og Rødovre.
Han havde dog det held, at kongen var begyndt at interessere sig for kirkelige forhold, mens han opholdt sig på Frederiksberg, alt i mens Københavns Slot blev ombygget. Der var et stykke jord, som slotsforvalteren ikke brugte til nogen særligt. Her kunne sagtens ligge en kirke.
Udkastet til den ny ejendommeligt udseende kirke skyldtes bygmesteren, M. Dusart, der tegnede en ottekantet kirke med sokkel af huggene sten og røde mure. Kirken blev færdig i løbet af 1933 og kostede 8.100 rigsdaler over to finansår.
Selv om kongen havde skænket 2.000 rigsdaler, og selvom prinsesse Sophie Hedevig skænkede nogle tiender til formålet, havde man dyb gæld og kunne hverken skaffe ur eller orgel.
En ukendt velynder gav i 1738 via en københavnsk urmager et slag-ur med 30 – timers værk og fire skiver med tal af ægte guld. Orgelet fik man først i 1753. Klokkespillet var synligt på facaden med en roterende stjerne. Med behørig billedskærearbejde kom prisen op på 536 rigsdaler, og organisten fik en årsløn på 30 rigsdaler.
Uheldige hollændere
Det hele så meget lovende ud med de der hollændere. Men det hele endte som en stor fejltagelse. Og som en tragedie. Hollænderne kom snart i vanskeligheder. Måske var det ikke de allerdygtigste bønder, der havde fulgt kongens opfordring, eller også havde hollænderne fra starten haft forholdene imod sig.
Solbjergs stive ler-bund har sikkert ikke været så attraktiv som Amagers fede jord. Afgiften på 35 rigsdaler pr. gård pr. år synes også at have været ganske højt. Bønderne rendte efterhånden ind i en bundlunds gæld til kongen. Pesten i 1654 var en dårlig start. Og i 1658 kom svenskekrigen og belejringen. Hollænder – byen blev evakueret , idet den befandt sig midt i krigshandlingerne.
Da krigshandlingerne fandt de deres nyopførte by øde og ruineret. De begyndte at sælge dele af deres ladegårdsmark fra – stik imod alle aftaler. Resultatet blev, at 1680 var halvdelen af bønderne fremmedelementer. Køberne eller lejerne betalte heller ikke afgift til kongen.
I 1697 sluttede den sørgelige historie om hollænderne og Ny Amager. Hollænderbyen fik nådestødet og blev befriet for sine trængsler. En ildebrand havde hjemsøgt byen og lagt næsten alle gårde øde.
Rentekammeret fyrer hollænderne
Bønderne var blevet kaldt op til Rentekammeret, som fortalte dem, at det var kongens vilje, at de ikke mere skulle drive jordene på Ny Amager, dels fordi de havde misligholdt aftalerne. Men mest fordi de var bagud – som altid – med betalingen og ikke havde udsigt til at betale. Den kongelige husholdning fik for lidt ud af hollændernes arbejde. Allerede i 1600 – tallet havde kongehuset fået øje på Frederiksbergs landelige idyl. I begyndelsen af 1650erne opførtes den kongelige lystgård Prinsessens Gård i Ny – Amager.
Falke optrænet til jagt
I navnet Falkoner Allé lever en erindring om den kongelige Falkonergård, som blev anlagt af Christian den Femte omkring 1670. Her blev islandske falke optrænet til jagt, mens jagthunden så varsomt til.
Mondænt skær
Tilstedeværelsen af de kongelige familie og Hoffet kastede et mondænt skær over Ny – Amager. Her blev holdt maskerader, og de høje herskaber udklædte sig i Amager – dragter. De deltog med liv og lyst i de specielle, hollandske fastelavnsløjer, som f.eks. at slå katten af tønden.
Tre kongeveje på Frederiksberg
Ja og hele tre kongeveje har det været på Frederiksberg. De tre kongeveje var:
Den nye Kongevej er den yngste af de tre. Den blev anlagt som en storslået indkørsel til Frederiksberg Slot. Den havde en firedobbelte trærækker og den var lukket med porte i begge ender. Først var de af træ, siden med jern.
Tidspunktet for de første anvendelse af dens nuværende navn Frederiksberg Alle er ukendt, men selve vejen blev anlagt i årene 1700 – 1704. Den blev også kaldt Slots Alle og Konge Alle. Det har indirekte givet navn til den parallelle Gammel Kongevej, der fik dette navn omkring 1700.
Da sporvognen i 1863 kom ud fra Runddelen fra Sank Annæ Plads, blev vejen offentlig. Gammel Kongevej har ligge, hvor den ligger i umindelige tider og har haft mange forskellige navne, blandt andet Roskildegaden, som kongen døbte den i fordums tider. Den næstældste vej på Frederiksberg er formentlig Islev – vejen, der i 1664 kaldtes Den gamle Kongevej. Den lå, hvor Rolighedsvej og Godthåbsvej ligger i dag, og fungerede som almindelig kørevej for vejfarende langs åen udenom Ladegården.
Ejerne til lystgårdene havde egne nøgler
Prøv at tag en tur langs Frederiksberg Allé. Dengang var det en aflåst allé til kongens slot med de fire rækker lindetræer og et ekstra fortov. Engang lå her lystgårde langs alléen. Ejerne af gårdene havde nøgler til porten.
Kun 27 huse på Frederiksberg
I 1718 bestod Frederiksberg kun af en lille by med 27 gadehuse. Det var de store bindingsværkshuse på 13 fag ned til lilleputhuse med kun to fag. Byen havde en mærkelig særstilling blandt landets øvrige bebyggelser. Der var et anstrøg af fornemhed, efter at slottet var blevet bygget. Men bønderne i byen var fattige.
Men i byen havde de en venlig mand, der ofte red rundt og følte sig sikker blandt sit folk. Det var Frederik den Fjerde. Han kod bønderne slippe for at betale skat i otte år.
Illegal ølbrygning
I den første tid efter, at slottet var blevet bygget, var det vanskeligt at oprette noget, der lignede landbrug.
Byen fik flere og flere håndværkere, blandt hvilke de illegale ølbryggere klarede sig bedst. I midten af det 17. århundrede var det ved at komme gang i gæstgiverierne. Kongen havde fjernet landbrugsgrundlaget for de fleste bønder ved at annektere det meste af jorden til eget brug. Der var masser af soldater til at passe på kongen, når han befandt sig på slottet. Og de forstod at skylle øllet ned.
Den illegale ølbrygning blomstrede. Toldvæsnet meldte sig og forsøgte på forskellige måder at lokke de illegale bryggere i en fælde. Ofte stak disse toldere pengene i egen lomme. I 1721 da man ville forbyde alt krohold på Frederiksberg, gik kongen ind og fastslog, at det hele skulle være som hidtil.
Prinsens Gård brændte 1733. Tilbage stod kun nogle enkelte udbygninger. Hovedparten af deres bygninger blev lagt ind under ladegården.
Selvstændig landsby
I 1765 overgik Frederiksberg fra at være kongelig ladegårdsjord til selvstændig landsby. Da blev 29 jordlodder bortauktioneret. Og tænk i 1769 boede der faktisk kun 1.030 indbyggere på Frederiksberg.. I 1834 boede her kun 1.491. Men så gik der også stærk. I 1870 var der 16.878. og i 1890 boede der 46.954 på Frederiksberg. Tallet nåede sit maksimum i 1940erne til 118.993. Og dog, i 1961 var min hvis nok oppe på 119.000. I 1765 købte Henrik Wium på offentlig auktion ca. 28 tdr. land af kronens gamle ladegårdsmark. I 1768 opfører han en gård, der blev kaldt Godthåb.
Først købstad i 1899
Den 29. december 1857 underskrev Frederik den Syvende loven om Frederiksberg Kommunes fremtidige økonomiske selvstyre. Loven trådte i kraft den 1. juni 1858. Men først i 1887 blev Frederiksberg selvstændig retskreds, og først i 1899 købstad. Den første borgmester og det første Magistrat blev først valgt i 1919.
Store ændringer i vejnettet
Siden de sidste årtier i 1700 – tallet har Frederiksbergs vejnet gennemgået store ændringer. Dengang havde man i realiteten kun Roskildevej og Pile Allé som gennemgående veje. Godthåbsvej endte ved Bülowsvej . Når man skulle ind til byen måtte man foretage en omvej til Åboulevard (Ladegårdsvej)for at komme uden om Ladegården.
Pile Allé havde forbindelse til Valby Langgade og Gammel Køgevej . Gammel Kongevejs forlængelse gennem Peter Bangsvej kom først i 1880erne. Dette medførte mange klager. Fordi trafikanter foretrak denne vej frem for Roskildevej.
Historien om Gimle
I 1866 opførte tracteur M. Hansen Gissemann et tre – etagers forhus og en et – etagers baghus på Grundtvigsvej 14, som dengang hed Bianco Lunos Side Allé, opkaldt efter den berømte bogtrykker. Disse bygninger blev senere berømt under navnet Gimle.
Stedet blev hurtig populært både blandt amatør – sangforeninger og hos håndværksmestre, som brugte enhver anledning til at holde fest her. I 1874 opførtes det egentlige Gimle – en syv fags bygning i 2 etager. Med skiftende ejere fortsatte dets eksistens som traktørsted frem til 1956, hvor det blev overtaget af Landbohøjskolen.
Det var her på Gimle, at der den 6. juni 1876 samledes 75 delegerede fra hele Danmark for at vedtage det første partiprogram for Socialdemokratiet. Kongressen varede i tre dage. Efter 1960 blev Gimle til kantine og studenterbygning for Landbohøjskolens studerende.
Fra Barok – til Engelsk Have
Et andet historisk sted er Revy – museet, der er flyttet ind på Riises fine landsted, opført i 1860. Så er vi ved Frederiksberg Have, som man så mangen en gang har løbet rundt i. Det værste var ikke at komme op af bakken, det var at komme ned igen. Haven blev egentlig opført som et barokanlæg i slutningen af 1600 – tallet. Bølgerne gik til tider højt i diskussionen om, hvorvidt de kongelige slots – og haveanlæg skulle følge tidens mode og omlægges til “saakaldt engelsk Hauge”.
Frederiksberg Have bestod egentlig af to dele. Den sydlige del, Søndermarken og den nordlige, Frederiksberg Slotshave. Det samlende midtpunkt var Frederiksberg Slot, der blev påbegyndt i 1699 og færdigbygget i starten af 1700 – tallet af den unge Frederik den Fjerde. Frem til 1852 var slottet kongebolig.
Officersskolen
I dag er Slottet hjemmehørende under Forsvarsministeriet. Siden 1869 har det tjent som ramme for officersskolen.
Søndermarken
Søndermarken har været anlagt som lystskov med tydelig inspiration fra jagtterræn. Fra 1784 til 1788 skete der store forandringer. Slotshaven har været meget stramt styret. Helhedsindtrykket har været et særdeles velordnet anlæg. Her skete også store ændringer omkring 1790. En del af de private gemakker blev åbnet for offentligheden.
Oehlenschlægers fader har tjent på Frederiksberg Slot siden 1780. Fra 1815 var det med titlen af slotsforvalter. Derfor voksede lille Adam op i østre sidefløj på slottet.
Tilstrømning vokser til Frederiksberg Have
Op gennem 1800 – tallet tiltog tilstrømningen til Frederiksberg Have. I den vestlige ende af Slotshaven lå den såkaldte Brune Dyrehave, der var hjemsted for hjorte og vildsvin. Ornitolog dr. phil. Niels Kjærbølling var i 1851 på besøg i Berlin med henblik på etablering af en Zoologisk Have i København.
Zoologisk Have tager form
Gradvist tog det form. I begyndelsen var det et beskedent udbud af dyr i nødtørftigt sammenflikkede bure, en ræv i lænke, en skildpadde i en spand og en sælhund i en vaskebalje. Efter at Kjærbøllings søn havde overtaget faderens projekt og Christian den Niende i 1872 var indtrådt som aktionær kom der gang i projektet.
Arealet i Frederiksberg Have blev yderligere udvidet. En hovedindgang blev åbnet og restauranter kom til. I 1905 blev det karakteristiske udsigtstårn opført.
Bakkehuset – Kulturets centrum
Vi skal op ad Valby Bakke til adressen Rahbeks Allé 23 for at besøge en milepæl i Frederiksbergs kulturliv – nemlig Bakkehuset. Det Leben der udspandt sig her i 1800 – tallets første årtier fik betydning for hele kulturlivet i Danmark.
Bakkehuset var en af se såkaldte vangehuse, som lå i udkanten af Ladegårdens jorder. Dengang lå det i forhold til det trange København langt ude på landet. På et tidspunkt fungerede stedet også som gæstgiveri. Det var her, at Knud Lyne Rahbek og hans kone Kamma skabte en oase, hvor tidens personligheder mødtes. Svigersønnen var arkitekten C.F. Hansen.
Var H.C. Andersen gal?
Og selvfølgelig var H.C. Andersen med blandt tilskuerne den dag, da enevælds-kongen kom på statue. I hans dagbog fra den 10. oktober 1858 kan vi læse følgende:
Ligesom Kierkegaard var Andersen ofte at finde i haven. I en af hans optagelserne kan man læse:
Forlystelsernes Allé
Frederiksberg Allé er blevet kaldet Forlystelsernes Allé. I sidste halvdel af 1800 – tallet var det den folkelige underholdning, der dominerede alléen og dens nærmeste omgivelser, varieté
– og revyscener, traktørsteder og sangerindepavilloner. Men dette billede ændrede sig.
Alhambra
Ude på Frederiksberg Allé lå en stor lystgård, Aleenlyst. Haveanlægget var fornemt udstyret med eksotiske planter. Ejeren var musikhandler Emil Hornemann. Han var dog ikke videre interesseret i dette og tilbød derfor Georg Carstensen, at han kunne overtage det på favorable vilkår. Carstensen skrev til kongen, om tilladelse til at indrette en forlystelseshave. Carstensen fik sin tilladelse:
Der blev desuden pålagt bevillingshaveren at sørge for Orden, Sikkerhed og Velanstændighed, ligesom støjende forlystelser var forbudt.
Carstensen rejste en kapital på 150.000 rigsdaler. Og startede Alhambra. Det kneb dog med at få pengene hjem. Det var ikke muligt at starte som planlagt den 24. juli 1856. Mellem jul og nytår blev Carstensen syg. Den 4. januar 1857 døde han af en heftig lungebetændelse, kun 44 år gammel.
Hans nære ven, Løjtnant Garde overtog ledelsen og åbnede Alhambra
den 21. august 1857.
Konkurs
Men ak, allerede i 1861 blev Alhambra erklæret konkurs første gang, hvorefter familien Hornemann købte det tilbage for 22.000 rigsdaler. Hornemanns søn blev ny leder, men ak den 23. januar 1870 gik stedet atter fallit.
Ny udvikling
Den nye udvikling startede i 1917, da Betty Nansen erhvervede Alexandra Teater og tidligere Frederiksberg Morskabsteater. I 1920erne rykkede Ludvig Brandstrup og hans revyhold Co – Optimisterne ind i Lorry – komplekset, Allégade 9. Riddersalen blev efterhånden en værdig konkurrent til Betty Nansen Teatret.
I 1938 rykkede Svend Melsing ind i det tidligere forlystelsesetablissement Sommerlyst, der siden 1918 under navnet Fønix Teatret havde dyrket farcen, operetten og revyen. Men nu under navnet Frederiksberg Teater satte det sig mere ambitiøse mål.
Mange villaer
Med opgivelsen af demarkations-terrænet, kom der gang i villabyggeriet på Frederiksberg. En ak de mest aktive villa – arkitekter var Henning Wolff. Han opkøbte selv markerne, udstykkede og bebyggede dem. I alt opførte han mere end 60 stykker på Frederiksberg.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Frederiksberg
Redigeret 18. – 11. – 2021
November 13, 2011
De var svære at holde styr på. Kun en enkelt betjent turde at gå ind til dem. I september 1901 gik de på rov. Dem der kom i vejen for dem, fik en på kassen. Flydende og fast føde blev hugget undervejs. Politiet fik fat i de fleste. Men først, da man fik hunde blev Lersøen renset for bøller og bisser. De blev overskrifter på mange viser. Læs her om Karen Spidsmus, Ferdinand, Spiritus, Kno – Anders, Gloøje og mange andre. Og egentlig hedder det Lersø – bøller og Fælled – bisser.
Svær at holde styr på
Det var svært for ordensmagten at få styr på Lersø – bisserne. I 1901 var det Station 8 på Lyngbygade (nu Hillerødgade) der skulle holde styr på dem.
Lersø – slaget
Et stort slag mellem Lersø – bøllerne og politiet fandt sted natten mellem den 29. og 30. september 1901.
Egentlig var det ikke tale om et slag, men snarere et brutalt overfald på en politimand, som de næsten slog ihjel. Men i folkemunde bliver episoden kaldt for Lersø – slaget.
Provianten slap op
Bøllerne havde siddet og drukket på en beværtning i Gormsgade. Her blev Spiritus uvenner med en arbejdsmand som han i den anledning gav en skalle. Derefter brød de ind hos en købmand i Dagmarsgade og stjal øl og cigarer. Tyvekosterne sad de og nød på en mark ved Ægirsgade. Da provianten slap op brød de ind hos en anden købmand i gaden og forsynede sig.
Men snart slap også den proviant op. Flere indbrud fulgte på deres vej. De gik ad Lersøvejen og overfaldt vagten på kloakanlægget.
Søborghus Kro
Efter overfaldet drog de bort fra byen og nåede om morgenen Søborghus Kro. Har brød de ind og stjal mad og drikke, som de nød i haven. En tømmersvend kom på tværs. Han fik prygl og flygtede.
Dyrehaven
De tog nu vejen til Dyrehaven, hvor de om natten brød ind i Bakkens Hvile og stjal mad og spiritus, hvorefter de søgte natteleje på høloftet i et foderhus. Nogle af dem blev her i flere dage, mens andre søgte flere steder hen for at stjæle til livets ophold.
Anholdt på Øster Fælled
I spredt flok gik det nu atter mod hovedstaden. De første to blev anholdt på Øster Fælled, hvor de lå og nød diverse spise – og drikkevarer, som de havde stjålet hos en købmand i Kildevældsgade.
Deres tilståelser var nogenlunde i overensstemmelse med politiets fremstilling. Politiet havde efterhånden anholdt dem alle med undtagelse af Ferdinand Eriksen.
Mange bisser
Flokken bestod af Knokkeldrengen, Musen, Kno – Anders, Spiritus, Gloøjet, Lange – Herman og mange andre. Det var næsten et erhverv at være Lersø – bølle eller bisse.
Kæmpe område
Lersøen lå dengang lidt nordvest for København. På grænsen mellem København og Utterslev Mark. Det var herude, hvor ærligheden hører op. Lersøen strakte sig fra den nuværende Højbanen, Harreskovbanen, Godsbanegården, Bispebjerg Hospital og videre mod Østerbro.
Fred og ingen fare
Midt ud i dette vildnis boede Lersø – bøllerne i primitive huler. Her var fred og ingen fare, for ikke engang politiet turde vove sig derud i den daglige tjeneste. Jo, der var en betjent, der turde. Han var så stærk, at han kunne klare hver eneste af dem. Ham kaldte de Bølle – Jørgen, og ham havde de respekt for.
Lersø – ballader
Lersø – bøllerne havde det hyggeligt ude i pilene. Hulerne blev møbleret af effekter fra lossepladsen Mamrelund. Der var en ganske særegen stemning derude, når de lå i hulerne og sang viser om deres bedrifter på landjorden, bl.a. Lersøballader:
Et digt om rov
Musen blev sammen med Gloøje taget i Kildevældsgade, da de var ude på rov. Da panserne kom, blev det sgu sjov, hed det i beretningerne:
Flugt til Århus
Lersø – slaget var kun en lille lokal episode ude på Nørrebro. Men det satte noget i gang. Lersø – bøllen Ferdinand Eriksen var flygtet sammen med Karen Spidsmus. De havde taget damperen til Århus. Her boede de et halv års tid, men blev snuppet af politiet. Det var ikke noget for dem. Allerede første nat lavede Ferdinand alle tiders forsvindingsnummer.
Et stort revy – nummer
Skuespiller Frederik Jensens store vise i 1902 lød således:
Karen Spidsmus blev 80 år
Lersøbøllen Ferdinand døde i 1919. Karen Spidsmus levede til hun blev 80 år. I de senere år blev hun noget apatisk og blev en original.
Unde fordrev bøllerne
Efter nogle års strid med Lersø – bøllerne blev det politiet for meget. Daværende politiinspektør Mellerup fik anskaffet nogle politihunde som man tog med ud til bøllerne. Det gav store resultater. Hundene var ikke bange for bisserne. Der blev uddelt mange bidesår.
Dette gentog sig flere gange. Efterhånden fortrak bøllerne sig til andre græsgange. Lersøen gennemgik store forandringer. Der blev ryddet op og efterhånden nåede civilisationen herud.
Befriet og anholdt
Beboere i Utterslev Mark mærkede ikke noget til bøllerne. De var fredet. Engang brød bøllerne ind på politivagten på Tranevej for at befri en kammerat. De låste den vagthavende
inde i detentionslokalet og tog kammeraten med. Men ind-bryderne blev kort tid efter anholdt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 14. – 12. 2021
November 13, 2011
Foredrag afholdt for Dansk Handicap Forbund, Strandvejen 142c, Charlottenlund den 25. oktober. Vi kigger på Ungdomshuset, Jægersborggade, Allotria, De 113 skud, Byggeren, den jyske invasion, Lygtekroen, Station A og B, Dagligliv på Nørrebro, lus fnat og lopper, kommunister i kamp, kirkegården, to præster. Og så er det arbejderkampen, Blågårdskvarteret, de primitive broer, den stærke mand og meget andet.
Breaking News
Velkommen til et tilbageblik på Nørrebro. Det er anden gang, jeg gæster jer. I et par timer skal jeg underholde jer, om et kvarter som det meste af Danmark kender fra Breaking News. TV 2 News helikopter har ofte svævet over bydelen, for at fortælle, at her er der altid bål, brand og husbesættelser.
En ting er i hvert fald sikker, der har altid været bøller på Nørrebro. Når man kun har to timer, kan vi jo ikke komme ind på det hele. Men I er selvfølgelig altid velkommen på min hjemmeside. Men det I skal høre nu
De primitive broer
Nørrebro var ligesom en ø. Tre primitive broer førte til kvarteret. Broen over Peblingesøen var smal. Snedkermester Mou foreslog, at man lavede færgefart over søen. Murermester Petersen
ville bygge en træbro og påkræve en afgift på to øre, for dem, der passerede broen. Der blev vitterlig bygget en træbro i 1878.
Et læserbrev i Socialisten konstaterede, at broen var ideel for selvmordere. Man fik våde fødder. Og det pæne borgerskab kunne i hvert fald ikke passere broen i selskabstøj.
Stenhuggerhuset
Når det endelig var lykkedes, at passere broen, var det første hus, man stødte på, Stenhuggerhuset. Det var en forfalden hytte, der dannede et værdigt sidestykke til Druknehuset. Dette hus tilhørte Selskabet for Druknedes og andre Skindødes redning. I Stenhuggerhuset boede Knud Mikkelsen. Han førte tilsyn med redningsudstyret.
På et tidspunkt, da det store byggeboom begyndte, bad kommunen Knud Mikkelsen om at flytte. Men denne svarede, at han ikke kunne læse. Så han havde bare smidt beskederne fra kommunen væk.
Livet på Søerne
På Sortedamssøen blev der dyrket sejlsport. Beboerne på Blegdammen kunne mod et depositum på 5 mark få udleveret en nøgle til begge ender af Sortedams Dosseringn. Man kunne, hvis man gav Knud en drikkeskilling, få ham til at låse portene op.
Først med anlæggelse af Skt. Hansgade i 1851 – 1853 blev Sortedams Dosseringen en offentlig gangsti.
Blegdamme
Hvor Ravnsborg have endte, der startede blegdammene. De var nummereret fra 1 til 23, Den sidste endte på Trianglen på Østerbro. Her lå de hvide lærredsstykker paa Bleg, bevogtet af vægterne. I hvide kapper gik de rundt med lygte i bæltet. De blæste i kohorn for at holde tyveknægte væk. Måske var det også for at holde sig åben.
Skt. Hans Gade blev etableret oven over Første Blegdam. På anden blegdam blev Ting – og Arresthuset etableret i 1847 – 48.
Den første kirke
Den første kirke var Skt. Johannes Kirken. Den blev meget dyrere end beregnet. Flere gange, måtte man stoppe arbejdet undervejs. Den første præst, man havde blev meget berømt og berygtet. Folk strømmede til. Pastor Frimodt fik folk til at besvime. Han pegede på kirkegængerne, og kunne finde på i flere minutter at fortælle, at de havde syndet. Men det var de vant til i kirken, man havde simpelthen et samaritter – korps, der hurtig var til stede med en båre.
En anden præst
Når vi nu er ved præster, så nægtede Pastor Ifersen fra Hellig Korskirken at vie murersvend August Jensen og hans kæreste. Murersvenden havde nemlig været gift før, så det stred mod hans samvittighed. Men August Jensen gik videre til Kirkeministeriet, de mobiliserede biskoppen. Pastoren blev idømt 200 kr. i bøde eller 20 dages hæfte. Han gik dog videre til Højesteret, der til alles overraskelse frikendte ham. Og murersvenden gik til en anden præst.
Den ældste skole
Kigger man i gamle jubilæumsskrifter, er der mange skoler, der bryster sig med, at være den ældste skole på Nørrebro. Men den ældste var den, der blev anlagt ved 12. blegdam på hjørnet af Trepkasgade og Blegdamsgade. Den blev oprettet i 1761. Det var ikke sjovt at være lærer her. Læreren måtte selv indkassere sin løn hos forældrene. Det lugtede fra blegdammene og der var ikke meget plads på skolen. I en meddelelse fra Magistraten lød der:
Den stærke mand
Allerede i 1722 havde tyskeren Von Eckenburg etableret et forlystelsessted i nærheden af den nuværende Sct. Hansgade. Her optrådte Den Stærke Mand. Han kunne de mest utrolige ting. Ak, han lovede uskyldige piger sit hjerte. Og han betalte ikke sine regninger. Pludselig var han forsvundet. Og det mest forfærdelige var, at han optrådte i kirketiden.
Kørelæreren fra Ryesgade
Det første stykke af Ryesgade blev anlagt i 1858. Først i 1881 blev den ført igennem til Østerbrogade. I øvrigt påstod børn dengang, at de havde set rotter lige så store som en hund. Og rotter var der i tusindvis af i Ryesgade – dengang.
En enkelt mand var godt tilfreds med tilværelsen. Det var Løjtnant H. Schow. Han underviste folk i at køre cykel eller som det hed. Velocipeder. Den lukkede gade var fantastisk til det formål.
De stakkels Piger
I begyndelsen af Fælledvej lå den store to – etagers Grams Have. Det var et meget populært traktørsted. Gram var en afdanket kaptajn, og havde købt stedet. Han havde efter sigende fire meget smukke døtre. De var veninde med enkefrue Hansens døtre, Marie og Emilie. De seks piger sad så mangen en eftermiddag og ventede på en bestemt person, nemlig forfatteren Christian Winther. Han blev kaldt Ridderen af Nørrebro.
Og ja, det blev den 19. årige Marie, der løb af med ridderen.
Blågården
På den anden side lå de sørgelige rester af den flotte have til Blågården. Her var pavilloner og i tidens løb samlingssteder for adskillige selskabelige foreninger. Her havde været klædemanufaktur, plantager og meget mere.
Her lavede italieneren Pelotti teater. Det var et kæmpe udstyrsstykke med lys og lyd. Men det var svært dengang, at komme dertil. Først skulle man balancere over en smal bro over en vejgrøft. Og det sidste stykke vej var nærmest bundløst.
De sang falsk
Der er sket meget på Blågården i tidens løb. Ja det er nok til flere timers historiefortælling. Her var også seminarium, der blev stiftet i 1791 og meget mere. Da Biskop Balle skulle begraves, sang elever fra Blågården. Men den ny biskop kunne ikke holde det ud, så falsk sang de, så han afbrød dem.
Det kniber med moralen
Men der var også problemer med moralen. Således havde Blågården åbnet for Vajsenhus – børn i 1795. En del af disse børn var piger. Og alle de seminarie – studerende var alle mænd. Biskop Balle skrev dengang:
Kort tid efter blev seminariet flyttet til Jonstrup.
Mange tjenestefolk på Blågården
Da Prins Carl overtog Blågården havde han 47 personer til at opvarte sig. Hans kone, Sophie Hedvig havde dog kun 23. Man arrangerede dyrekampe. To hunde mod en bjørn. Man håbede på, at hundene sejrede. Man skulle nemlig fortære den eller de døde til den efterfølgende middag. Det var også herude at kongen dyrkede sine elskerinder. Det skete mere eller mindre diskret. Jo der var gang i den på Blågården.
En stat i staten
Beboerne gav senere fordring på jagtret på Blågårdens jorder. Vejene var private og beboerne var fri for vej -, vægter og lygteskat. Da de i begyndelsen heller ikke fik vand fra søerne slap de for vandskat. Jo det var faktisk en stat i staten.
En stinkende grøft
De første veje var i en sørgelig forfatning. De var uden fortove, uden belægning. Drikkevand fik man fra brønde. Indtil man fandt ud af, at vandet kom fra kirkegården, så måtte man i hast etablere forbindelse til Ladegården og Peblingesøen.
En stinkende grøft ville Magistraten ikke gøre noget ved. Det var ikke deres bord. Det var jo privatejet. Spildevandet fra grøften blandede sig med drikkevandet. Først omkring 1871 blev problemerne for beoerne løst.
Byggespekulanterne
Da portene blev nedlagt, kom der sandelig gang i byggeriet. De nye grundejere var byggespekulanter. De skulle ikke selv bo på stedet. De ville ikke give mere penge ud, end højst nødvendig. Det gik rent anarki i foretagendet:
Byggespekulanterne tog heller ikke hensyn til hygiejnen. Sten på sten blev klasket op i den tilladte højde. Ja regler var det ikke meget af. Borgerrepræsentationen bestod for det meste af disse grundejere, så de var ikke interesseret i at ændre lovgivningen til deres bagdel.
Lejekaserner på kryds og tværs
Lejekaserne blev opført på kryds og tværs. Profitten lå i at hobe flest mulige mennesker sammen.
Arbejderkvarter med slum
I løbet af få år lykkedes det for byggespekulanten Bülow på få år at omdanne Blågårdskvarteret til et arbejderkvarter med slum fra begyndelsen. Regnvand og kloakslam omdannede vejene
til bundløs ælte. Det kunne så bare løbe ned i Sortedamssøen. Og vandet fra denne blev også brugt som drikkevand.
Bangert var også en stor byggematador. Han satte en masse ting i gang. Men til sidst blev det for meget. Han blev erklæret konkurs. Først lang tid efter, kom der egentlige byggevedtægter.
Blågårds Plads
På Blågårds plads havde Heegaard etableret storindustri. Her blev der fremstillet gryder og kedler, kakkelovne og komfurer. Ja man forsøgte sig endda med landbrugsmaskiner. På et tidspunkt forsøgte Familien Heegaard sig med musikstrenge fremstillet af dyretarme. Men de få beboere der var der dengang, protesterede over en forfærdelig lugt. Man måtte indstille produktionen.
Solitude
Blågårdsvej og Korsvej gennemskar den stor slotshave. Her lå Heegaards Jernstøberi, et par lysstøberier og en voksdugsfabrik. På hjørnet af Blågårdsvej og Nørrebrogade lå Peter Hansens berømte blomstergartneri.
Undervisning i ride-kunst
Kunstberider Jean Lustre havde købt ejendom, og tænk i år 1800 fik han tilladelse til at undervise i ride-kunsten og andre legemsøvelser. Det var noget borgerskabet så frem til. Uden for Blågård lå Solitude. Den tilhørte i 1840erne byggespekulant, kaptajn Bangert.
En gartner brugte en del af jorden til at dyrke rabarber. Og ordet kom til at hænge over kvarteret i mange år, Rabarberlandet.
Københavns kommandant
På Solitude boede også engang Københavns kommandant, Grev Sponnec. Det var ham, der skulle sørge for Københavns sikkerhed, men det klarede han nu ikke ret godt i 1728, da en tredjedel af København brændte. Det var en dag, hvor der havde været brandøvelse, og alle var fulde, både politimester, brandmester og dem der skulle slukke evt. brand.
Marinen blev sat til at passe på kongens skibe, langt fra branden. Der var ingen vand i Peblingesøen. Vandet måtte de tage fra Stadsgraven. Men så skulle man jo vække kongen, han havde nøglen til porten. Men vække ham, det ville man ikke.
Ladegårdsåen
Denne å har budt på en del dramaer. Her begik en bankrøver selvmord efter et bankrøveri på Østerbrogade. Men et andet drama udspillede sig her. En mørk november – aften 1812 kom et selskab kørende i karet ud fra grosserer Marieboes landsted Rolighed ind mod byen. Kusken væltede med vognen ud i Ladegårdsåen og fire damer druknede. Ulykken gav anledning til, at en række piletræer blev plantet langs den nøgne å-bred. En sten blev anbragt på Åboulevarden med den simple påskrift 26 – 27. nov. 1812.
Store Ravnsborg
Her etablerede Den bestandige Borgerlige Forening sig. En kunstner forvildede sig herud i 1804. Her afbrændte han sit store kunstfyrværkeri.
Nødtørftsanstalter
På Nørrebro var der en stor produktion af Nødtørftsanstalter. Berlingske Tidende skrev:
Den Første Bil
Og over i Hammels Gård, Nørrebrogade 38 havde værkfører Urban Johannsen fra Hammels Maskinfabrik lavet en vogn, som kunne køre helt uden heste. Og dette kastede medierne sig også over:
Det forfærdelige klokkespil
Politidirektøren havde til stadighed holdt fast i en ide, med at klokkespil på sporvognene var en god ide. Han mente, at folk går og sover på gaderne og lader sig påkøre. Men medierne gjorde opmærksom på, at der langs Nørrebrogade hele tiden lød en utålelig kimen, der truede med at ødelægge folks nerver. Det lød som en kirkeklokke.
Medierne var utilfreds
Efter talrige klager, besluttede politidirektøren i stedet at anbringe en kraftig bjælke mellem hjulene. Men det var medierne også utilfredse med.
Hvor blev sporvognen af?
Den 12. marts 1900 gik man over til faste stoppesteder. Det vakte stor forvirring hos kunderne. Indtil da, kunne man stoppe en sporvogn midt på gaden. Men med de faste stoppesteder
oplevede konduktørerne, at passagererne stod og vinkede med spadserestokke og alt mulig. De ville have sporvognen til at stoppe, men den forsvandt bare i rasende fart, efterladende truende passagerer.
Damer – pas på
Det var ikke let at leve med alle de tekniske ting. Og når nu damerne skulle begå sig med det nye, ja så gav det anledning til eftertanke. Hør blot her, hvad datidens medier kunne berette om det:
Arbejderne
Hver gang arbejderne skulle gennem portene inde fra byen ud til Nørrebro for at arbejde, skulle de betale. Det var de meget irriteret over. Allerede i 1840 kom der et ønske fra Nørrebros fabrikanter om, at åbne for portene før kl. 6. Men det ville politimester Drewsen ikke.
Ville have sporvogn til sin fabrik
Og Sophus Hauberg manglede folk til sin maskinfabrik på Tagensvej. Men de havde vanskeligheder med at komme derud. Først fik han etableret en dæmning i stedet for den livsfarlige bro over søerne.: Dæmningen var så bred, at der kunne køre en sporvogn over den.
Men ak sporvognen skulle køre over militært område på Fælleden. Man kunne ikke have civilt personale på militært område to gange om dagen. Men man fik lavet en ordning med bomme. Først i 1899 åbnede man helt op.
Arbejderne holdt sammen
Arbejderne holdt sammen. De opbyggede deres egen kultur, fra vugge til grav. De oprettede børneinstitutioner, meldte sig ind i DUI og DSU. Far var i arbejdersangkoret, varer blev købt i Brugsen. Brændsel blev købt i Arbejdernes Brændselsforretning. Kød og pålæg i Arbejdernes Kødforsyning. Øl blev købt fra Stjerne – bryggeriet, og mælk fra Enigheden. Sko fik man også i arbejdernes egne butikker. Og havde man penge til overs, det havde de færreste, ja så blev de sat i Arbejdernes Landsbank.
De socialistiske blade
Men inden man kom så vidt, skulle arbejderne gennem Nørrebro gennem så meget. I maj og juli 1871 udkom to pjecer. De blev kaldt for Socialistiske Blade. Og selv om grundloven var indført, så gjaldt den ifølge politidirektøren ikke for arbejderne. Man fandt efterhånden ud af, at folkene bag disse blade, var Pio, Brix og Gerleff. Disse personer blev arresteret natten før et møde på Fælleden.
Det store slag
Og dette møde blev forvandlet til et stort slag. Politi og husarer slog løs på arbejderne, der forsøgte at bruge deres ytringsfrihed. På Kastellet sad bevæbnede soldater parat til at slå ned på arbejderne. På et tidspunkt blev arbejderne trængt tilbage til Skt. Johannes Kirken. Døren gik op og arbejdere søgte tilflugt inde i kirken. Præsten fortsatte sin prædiken uforstyrret. Han nåede til
Nede fra arbejderne hørte man nu en meget dyb stemme:
Og de socialistiske ledere fik lange fængselsstraffe og blev mere eller mindre udvist af Danmark.
Grundloven var ikke til for arbejderne
Arbejderne på Nørrebro følte ikke at Grundloven havde givet dem nye rettigheder. De mente, at den først og fremmest prioriterede borgerskabet og de velhavende bønder. Indtil 1915 var der kun 18 pct. af Danmarks befolkning, der havde stemmeret. 82 pct. blev anset for at være uværdige.
Livlig detailhandel
Nørrebro var engang Danmarks største indkøbscenter. Her var et utal af butikker. Nørrebro Handelsforening var absolut Danmarks største handelsforening med 700 medlemmer.
Alt skulle aftappes
Alt skulle aftappes. Lige fra petroleum til brændevin. Alle andre ting skulle vejes og pakkes. Man tog søndagen med. Her havde man åben fra 7 til 9 og igen fra 16 til 21.
På Nørrebrogade lå de standsmæssige butikker, særlig inden for manufakturbranchen. Ellers var det mest småbutikker, nogle trin ned i en kælder, eller op i en høj stue.
Småt med udstillingsvinduer
Det var småt med udstillingsvinduer. Udstillingerne kunne stå i månedsvis. Tobaksforretningerne lignede hinanden. Høkerne ville næppe være godkendt af fødevarekontrollen i dag. Bagerne havde de allernødvendigste typer af brød. Ikke noget med wienerbrød og flødeskumskager. Spækhøkere fandtes der både i Blågårdsgade og på Nørrebrogade.
Alle rigtige mænd drikker brændevin
Den sociale nød tvang folk til sammenhold og fællesskab. Man hjalp hinanden, passede hinandens børn og organiserede sig fagligt og socialt. Nørrebro var præget af arbejdsløshed, druk og meget trange økonomiske forhold. Mottoet i Rabarberland var:
Bespisnings – foreninger
Folk strømmede til fra hele Danmark. Men det var om at finde et arbejde. Understøttelse havde man ikke noget af. Fattigloven sagde, at tilflyttere skulle sendes tilbage for hjemkommunens regning, hvis de ikke kunne forsørge sig selv.
For 25 øre kunne man få ¼ rugbrød og en halv fjerding madfedt. Jordemoderen kostede 8 kroner og en konfirmation hos præsten kostede 5 kroner. Man kunne i Bespisnings – foreningerne en gang imellem få en gang suppe. Og i skolerne var der vinterbespisning for de mest blege.
Uniformerede voldsmænd
For enden af Korsgade var det en politivagt, hvor uartige mennesker blev gennembanket. Man var konstant på vagt over for politiet. I Rabarberlandet kaldte man politiet for uniformerede voldsmænd.
Da pølsevognen kom
Nørrebro Handelsforening beskæftigede sig i tidens løb med både store og små ting til glæde for detailhandelen på Nørrebro. En af de mere pudsige ting i 1920erne var, da man skulle tage stilling til de første pølsevogne. Det fik formanden til at sige følgende til et medlemsmøde:
Irmas personalepolitik
På Nørrebro startede Carl Schepler, Irma – kæden. Starten var en lille kælderbutik, hvor der blev solgt æg og margarine. Men det som historiebøgerne ikke fortæller var, at han førte en benhård personalepolitik.
Her måtte kontordamerne ikke snakke sammen. Hvis de blev afhentet af en mand, blev de afskediget dagen efter. De måtte heller ikke have børn. Men egentlig var stedet ikke værre og bedre end andre steder. Det var svært for kvinder, at være ude på arbejdsmarkedet dengang.
I Privatbankens regulativ § 3 stod der:
Men telefondamerne havde fået nok. Det ville de ikke finde sig i. Efter en uges strejke fik de deres vilje. De blev ikke fyret, selv om de havde indgået ægteskab.
Jødevejen
Ja den hed Møllegade, Møllevej, Sandgravervej og Jødevej. Her ligger Mosaisk Kirkegård, anlagt i 1694. Og her lå danseboden, som selvfølgelig hed Det gamle testamente.
Jøderne på Ventegodt
Og når vi nu er ved jøderne. Så boede Familien Melchior på Ventegodt. Det lå omtrent, hvor Esromgade og Lundtoftegade ligger i dag.
Familiens børn gik i skole inde på Højbro Plads. De fik at vide, at de måtte køre med bønderne ind til byen, hvis disse ikke forlangte mere end 2 skilling. Forlangte de tre skilling, måtte de stakkels børn gå.
Assistens Kirkegården
Kirkegården rummer masser af spændende historier. En af dem er historien om Gertrud Bodenhof.
Allerede som 20 – årige døde hun. Den 23. juli 1798 blev hun begravet. Men natten efter fik hun besøg af to gravrøvere. De stjal to øreringe. Da de skulle til at hive vielsesringen af, åbnede hun pludselig øjnene, rejste sig halvt op i kisten og udbrød:
Hun havde tryglet og bedt, og lovet gravrøverne guld og en rejse til Amerika. Men røverne blev bange og slog hende ihjel med en spade.
Det er ganske vist
Mange år senere tilstod en af lig-røverne gerningen på sit dødsleje på Fredriks Hospital i Bredgade. Og det er ganske vist. For tilståelsen blev givet til Jacob Peter Mønster, den senere biskop af Sjælland.
Episoden blev undersøgt. Man kunne hverken af – eller bekræfte episoden. Der udkom en bog om historien skrevet af minister Viggo Starcke i 1953. Man konstaterede, at skelettet lå i en mærkelig stilling.
Hun havde røde kinder
Broderen til Gertrud, den unge Rosted udtalte dagen efter begravelsen:
Allerede i 1783 udgav teologen Dr. Bastholm et skrift om levende begravelse. Han foreslog bl.a. at der skulle blæses i trompet for at se, om de døde skar ansigt, eller om de vågnede.
Ved et kapel i nærheden af Runddelen fik de døde en snor om håndleddet, der var forbundet til en klokke – inde hos opsynsmanden. Bedemænd i USA og England solgte kister med ilt-tilførelse og signalapparater i tilfælde af………I 1804 fandt man ud af, at 509 grave var blevet hjemsøgt af gravrøvere.
Forandring på Kirkegården
Det var en sønderjysk adelsmand Johan Samuel Augustin der var årsag til, at det nu blev trendy at blive begravet herude.
I sit testamente nævnte adelsmanden, at han aldrig med forsæt eller mod sin vilje havde fornærmet nogen i sit levende liv. Hans døde legeme skulle ikke påføre andre nogen skade. Derfor anmodede han, at blive bestrøget med en tilstrækkelig mængde kalk i en simpel kiste, 10 fod dybt.
Liv og glade dage på kirkegården
Og tænk i 1805 klagede bladet Politivennen over, at der på kirkegården var stavefejl på gravstenene. I tidens løb var der liv og glade dage på kirkegården. Myndighederne stod magtesløse. I bladet Politivennen kunne man læse, at kirkegården kunne sammenlignes med Offentlig Værtshus i Ben-huset. Der kom også en forordning, hvori der stod
anført, at
Rødhårede ingen adgang
Ja man mente, at man ikke engang måtte møde op med festligt hår. Rødhårede skulle nægtes adgang. Det kunne smøres med komøg, for ikke at bryde den højtidelige stemning. Men
hvad med lugten?
Døde af vand fra kirkegården?
I 1879 fortælles der, at flertallet af nogle beboere i et hus nede ved Ladegårdsåen var fundet døde. Man mente, at det skyldtes, at kirkegårdsvandet var havnet i åen. Beboerne havde så drukket af vandet fra åen.
Entré ønskes
Tilstrømningen til kirkegården var stor. Man talte om, at indføre entré. Taksten skulle være 4 – 8 skilling eller 8 – 10 skilling om hverdagen. Om søndagen skulle det være gratis. Det skulle dog være gratis for kirkegårdsarbejdere og de pårørende.
Ja man talte om, at bygge tribuner, så alle kunne overvære begravelserne.
Standsmæssig begravelse
Da grosserer Jørgen Beck skulle begraves fulgte hele 110 kareter fra Nyhavn til Nørrebro. Og da Johan Leonard Fix, direktør for Asiatisk Kompagni skulle bringes til hvile, skulle det gøres standsmæssigt.
Mord på Kirkegården
Jeg tror, at det var i 1914, at der udkom en bog, der foregik på kirkegården. Den hed Rotterne. Men der er sket andre uhyggelige ting. Således har barnemorderen fra Jægersborggade, Dagmar Overby begået et par mord her på kirkegården.
Man anslår, at hun begik ca. 25 mord på spædbørn. Hendes foretrukne løsning for at slette alle spor var, at smide dem i kakkelovnen. Hun fandt ud af, at æter havde en beroligende
virkning på hende. Og det var ofte under æter – rus, hun begik mordene.
Hun passede spædbørnene, der ofte var født uden for ægteskab. Når moderen så ville se til barnet, var det en anden, der lå i barnevognen. På den måde kunne hun tjene en masse penge.
Et indtørret lig
En mor havde fortrudt, at hendes spædbarn var blevet overladt til Dagmar Overby. Hun blev mistænksom og henvendte sig til politiet. De efterforskede sagen og fandt knoglerester i kakkelovnen, flere sæt børnetøj i skufferne og et glemt indtørret lig oppe på loftet.
Lugt på Runddelen
I 1890erne var der ikke meget bebyggelse fra Nørrebros Runddel til Lyngbyvejen. Der var et par arbejderboliger og nogle kolonihaver. Men bag dette lå byens natrenovation. Vejen dertil blev i folkemunde kaldt Sortevej.
Åbne latrintønder
Her kom natmændene i nattens løb med de såkaldte chokoladevogne. På dem stod åbne latrintønder. Dette betød en forfærdelig stank. En betjent, der skulle gøre tjeneste fra Runddelen til Lyngbyvejen udtalte, at når vindene var i en bestemt retning, var han nødsaget til at tilbagelægge strækningen i løb.
Inde på pladsen tømtes latrinen ud i dybe overdækkede kanaler for at bundfælles. Kanalerne førte ud til et hul på størrelse med Runddelen.
I stille vejr hændte det at gassen fra latrinen samlede sig i rørene. Så kunne der ske større eller mindre eksplosioner. Latrinen blev afhentet til omegnens gartnerier og brugt som mødding – velbekomme.
Nørrebros anden kirke
Midt ude på marken ved en markvej, der hed Havremarksvej blev Nørrebros anden kirke bygget. I den forbindelse kunne man i datidens medier læse:
De forstod virkelig, at bruge det danske sprog dengang.
Lersø
– bøllerne
Egentlig var Lersøen ikke en sø, men et sumpet areal, der strakte sig langs Lygteåen. Den dannede grænse mellem Utterslev og Københavns Kommune. Området strakte sig fra Nørrebrogade til Lyngbyvej, og fra Bispebjerg Bakke til Haraldsgade, der dengang hed Gammel Renovationsvej. Lersøen var en af byens store lossepladser. Her blev både afleveret dag –
og natrenovation.
Her befandt byens alkoholiserede sig. De kunne godt arbejde, når det var nødvendigt. Og med kvindfolkene stod det endnu værre til. De skaffede sig til dagen og vejen ved tyveri og det, der var værre.
Allerede på Christian den Fjerdes tid, vidste man, at her ude boede ikke Guds bedste børn. Bøllerne befandt sig længe herude i området.
Gratis husleje
Huslejen var jo gratis. I det tætte pilekrat kun man snildt indrette sig nogenlunde tørt, hvis man havde et sejldug. Varmen blev leveret på flaske. Bajersk øl hørte ikke til her. Det var for de fine. Favoritten var en flaske brændevin, der blev rundet af med en skibsøl, eller en pot skummet mælk. Det var også sundt og nærende.
Og så var det altid en bager, der havde gammelt brød. Og var man for en gangs skyld ædru kunne man sikre sig et stykke flæsk eller en høne. Man solgte rottehaler til politiet Det fik man 10 øre for pr. stk. En ganske god pris. En flaske brændevin kostede uden en krone, dengang.
Maja Robinson
Man kunne finde på at slås indbyrdes. Årsagen var Maja Robinson. I sine yngre dage var hun ualmindelig smuk. Man sagde om hende, at hun havde været gift med en læge fra et fremmed kontinent. Og rygterne ville vide, at hun stadig fik penge af ham. Og når de kom var der fest og ballade i Lersøen.
Når hun var ædru, det skete dog ikke så tit, kunne hun tale et meget kultiveret sprog. Man forsøgte flere gange at redde hende fra sumpen, men forgæves. Politiet vidste godt, hvad der skete.
Men kun når man havde hunde til rådighed gik man herud, ellers fik man tærsk.
Omkring 1910 kom civilisationen også herud, og bøllerne forsvandt. Samtidig steg brændevinen til svimlende priser. Lersø – bøllerne blev til Fælled – bisser.
!918 – et ondt år på Nørrebro
Der var gader på Nørrebro, der var helt øde. Folk lå syge fra kælder til kvist. Dr. Schäfer fandt en familie, hvor man, kone og tre børn lå alvorlig syge. Ved siden af lå det fjerde barn, død. Alle sammen af Spansk Syge.
En værkfører havde på fire dage mistet tre døtre. Den 3. november 1918 stod der 58 kister på Assistens Kirkegaard. Begravelserne startede om morgenen kl. 8.30 og fortsatte uafbrudt til kl. 16. Inden for 10 dage havde der været 300 begravelser på kirkegården.
Storbedrageren Alberti
Den 11. juni 1932 går en ældre mand ned ad Nørrebrogade. Dagen før var han fyldt 81 år. På hjørnet af Fælledvej ville han gå over stoppestedet ind mod centrum. Han blev fanget mellem en linje 5 og en linje 7. Sporvognskonduktørerne brugte både klokke og bremse, men den ældre man var tydeligvis forvirret. Han stoppede op, og det var tåbeligt.
Han blev bragt til Rigshospitalet. Der var ingen tegn på livsfarlige kvæstelser. Men tre dage efter, døde han. Og manden, ja det var storsvindleren, forhenværende justitsminister, byggespekulant m.m. Alberti. Igennem 20 år lykkedes det for Alberti at skjule sine ulovligheder.
Slaget på Fælleden i 1934
Ja det var så sandelig også et slag på Fælleden i 1934. Kommunister og sejlende søfolk havde inviteret til møde. De havde godt nok fået forbud mod at afholde det. Da talerne begyndte, dukkede det ridende politi op. 200 kommunister dukkede frem og bombarderede politiet med sten. Hestene blev bange. Men så kom politiassistent Tværmoes med et halvt hundrede mand til slagmarken. Betjentene havde smurt stavene ind i grøn sæbe, så urostifterne ikke kunne få fat i dem. Det udviklede sig til et regulært slag.
Til sidst blev kommunisterne slået på flugt. På kommunisternes kontor i Blågårdsgade blev folketingsmedlemmerne Axel Larsen og Munch Petersen arresteret.
Slaget ved Blågårds Plads 1935
Det var ikke første eneste gang, der var ballade på Nørrebro. I slutningen af september 1935 havde Konservativ Ungdom, valgt fjendernes samlingssted på Blågårds Plads. Politiet havde ryddet pladsen for kommunister. Men det gik galt, da KUerne skulle hjem. 200 betjente kunne ikke forhindre at de konservative fik en ordentlig omgang tærsk. Og det fik de selv om der var udrykningsvogne og ridende politi med i optoget.
Forstoppelse
Toiletterne lå nede i gården. Her var masser af rotter. Når man boede på fjerde etage gad man ikke om natten bevæge sig herned med et stearinlys. Der var ingen lys på gangen. Når man skulle tisse, brugte man en potte. Når den var fuld tømte man den i håndvasken. Det var ellers de store drenge, der skulle tømme familiens potte. Det var det ikke høj status i. Så det skete som regel efter mørkets frembrud. Og det var ikke skæg, når der også var pølser i. Så skvulpede det.
Men det skete jo så, at de her Pølsedrenge fandt på en anden løsning. Hele indholdet både det store og det lille blev tømt i vasken. Resultatet blev, at indholdet dukkede op hos naboen og faldstammen blev tilstoppet. Man kan godt forestille sig, den stank, der bredte sig i lejlighederne især om sommeren.
Lus, fnat og lopper
At have lus var den største skam, der kunne overgå børnene. Havde man fået det, ja så gik man i gang med olie, der havde en kraftig stænk af petroleum. Et dejligt universalmiddel, der fik hovedbunden til at boble. Det var meget uheldigt, hvis skolelægen opdagede, at man havde fnat. Disse små mider var ret irriterende. Så måtte børnene en tur på Kommunehospitalet.
Og det var en barsk omgang. Man blev smurt ind i en fed substans, der skulle sidde en tid. Så blev man sænket ned i et kæmpe badekar med varmt vand.
Efter endt opblødning blev man skuet med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig. Børnene skreg. Og derhjemme måtte man huske at udskifte sengetøjet og alt andet skulle vaskes.
Mange lejligheder på Nørrebro var en sand lopperede. Det var fugtigt og ikke mange muligheder for udluftning. Pludselig følte man det krible og krable op af sig. Gulve og paneler blev vasket i salmiakspiritus og møblerne skoldet. Det kunne holde utøjet i skak i nogen tid, indtil de atter kravlede gennem gulve,
vægge og lofter.
Dagligliv på Nørrebro
Hver tredje barn på Nørrebro arbejdede ude, ofte mange timer om dagen. De gik halvsultne i seng. Små piger tog tidlig op med mor for at gå med aviser. De fattige sov sammen. Dragekister, skuffer og pjaltekasser blev taget i anvendelse. Man kendte ikke til privatliv. Man sov sammen, gik på lokum sammen og spiste sammen.
Man startede dagen med øllebrød, spegesild eller rugbrøds-humbler med fedt på. Drengene blev sendt ud for at hente brænde. De største gik i skole eller skulkede, fordi de var nødt til at arbejde.
Skolen – et frygtet indslag
Skolen var et frygtet indslag i dagligdagen. Man fik med spanskrøret for den mindste forseelse. I skolen hørte prygl til dagens orden. Seks timer om dagen – seks dage om ugen . Ja skolen var en udfordring for børnene. Forfatteren Marin Andersen Nexø, der gik i skole på Nørrebro, betragtede skolen som en kronisk krigstilstand.
Ingen børne – mad
Dengang var der på Nørrebro ikke noget, der hed børne – og voksenmad. Bevares maden blev skåret ud og det blev dyppet i varm mælk eller øl. Og så skete det da også, at der blev lavet vælling til de allermindste. Et gebis i konfirmationsgave var ikke ualmindelig – dengang.
Forgiftning
Dengang havde man hverken køle – eller fryseskab. Det var svært at holde madvarer som rå fisk eller råt kød frisk i mere end to dage. Bakterierne florerede i uforarbejdet kød og den halvlunkne mælk.
Tænk i perioden 1900 – 1904 døde hvert fjerde barn af maveforgiftning. Og det var en uhyggelig dødsprocent for børn af enlige mødre. Den var helt oppe på 60 pct.
Samme tøj i ugevis
Almindelige mennesker gik i det samme tøj i dage og uger. Det skete også, at tjenestepigerne på Nørrebrogade overtog herskabets undertøj og gik med det, inden det blev sendt til vask.
Emma Gad giver gode råd
Det var sikkert ikke mange på Nørrebro, der lagde mærke til, at Emma Gad i 1903 kom med værket, Vort Hjem.
Heri skrev hun bl.a.
En anden fagbog, der udkom i 1909, der hed Barnet, har sikkert heller ikke været en bestseller hos boghandlerne på Nørrebro – dengang. Heri fastslog man:
Hvor kommer Jernbanen?
Allerede i 1863 susede der tog gennem Havremarken. I første omgang gik turen til Lyngby over Hellerup. Det var godt nok øde herude. Der var kun nogle værtshuse og nogle spredte gårde. Rygterne gik på, at her skulle der placeres en jernbanestation.
Trafikbehovet steg
Men befolkningen var ved at være utålmodige. Trafikbehovet var stigende. I 1884 havde Nørrebro Sporvej solgt 426.554 biletter a 5 øre. Ganske imponerende. I samme år havde en række Nørrebro – borgere fundet ud af, at nu skulle man hav en jernbanestation til bydelen. Man kunne ikke vente længere.
Men endelig i 1886 skete der noget. Det viste sig at jernbanestationen kom til at bestå af to stationer. Afgangsstationen A kom til at ligge ved Bjelkes Alle’s udmunding i Stefansgade. Den betjente trafikken mod Hellerup.
Ankomst – stationen B blev anlagt ved Lyngbygade (Hillerødgade). Her ankom dem, som havde været en tur i Nordsjælland. Og her kunne man så tage en tur til København. Måske var det lettere at tage sporvognen fra Nørrebrogade?
Stakkels damer
Forceret spekulationsbyggeri bag Stefans Kirken førte til, at der ikke var egentlig adgangsvej til de nye jernbanestationer. Det fik de daværende medier til at skrive:
Terrænet var ikke godt. Man havde vel ikke afvandet ordentligt. Der var heller ikke nogen form for brolægning. Om sommeren skulle man vade i flyvesand fra Nørrebrogade til stationen. Om vinteren var det med at få de lange støvler på, for da sank man nærmest i bund i dynd og smadder.
Travlhed på stationen
I perioden fra 1870 – 1890 blev godsmængden på Nordbanen femdobbelt. Al godstrafik til og fra Nordhavnen og Frihavnen foregik via Nørrebro Station.
Uheld på Stationen
I 1907 forudsagde en rangermaskine stod ravage. Ca. 50 meter fra remisen faldt fyrbøderen, der kørte maskinen af denne. Formentlig havde hans jakke grebet fat i regulatoren, som dermed fik hele armen. Maskinen for afsted ind i remisen og ned i skydebroens grav, tværs over denne og op på sporene med forhjulene. Det var lige langt nok til at give en anden rangermaskine et sådant fur, at denne røg gennem remisemuren og væltede udenfor. Begge maskiner blev noget ramponeret og bygningerne tog alvorlig skade. Fyrbøderen, der faldt af maskinen, brækkede et par ribben og fik hul i hovedet.
Slangerup – banen åbner
Den egentlige indvielse af Slangerup – banen foregik den 19. april 1906. Et flagudsmykket tog med to lokomotiver begav sig kl. 11.30 fra Lygten Station med omkring 100 honoratiores ombord.
Undes lystigheder
Dagbladet Politiken berettede dagen efter, at afgangen med den frokost, der ventede i Slangerup blev forsinket. Stationsforstanderens hanhund havde søgt ly for regn og tumult under en jernbanevogn. Toget kunne først starte efter at en behjertet tilskuer havde hentet sin hunhund, som havde fornøjet sig med stationsforstanderens hund.
Glædelig begivenhed på Lygten Station
I maj 1906 skete der en glædelig begivenhed på Lygten Station. En ung kvinde nedkom med et barn. I datidens medier stod følgende:
Omkring Lygtekroen
Lygtekroen kunne føres tilbage til slutningen af 1500 tallet. Efterhånden blev kroen mærket af tidens tand. På vinduerne stod der til sidst Café. På kroen serverede man stadig Gammel Øl i Kjælderstuen og Bajersk Øl i Gjæstestuen mod byen. Men sagkyndige påstod, at der ikke var forskel på smagen trods det, at der var stor forskel på prisen.
Et enkelt glas – eller to
Der var stadig mange gæster, der ville tage afsked med byen med et lille glas eller to. Dette kunne man nu få adskillige steder på Nørrebrogade. Nogle steder havde man prøvet at forny
sig. Et sted kaldte man Orfeum, der havde indrettet sig med flag og vimpler. Og de havde malet deres lysthuse grønne.
I 1870erne var det Den Hvide Svane og Nykro, der var de førende traktørsteder derude.
Latrin – depot
På Lersø – arealet havde Københavns Kommune anlagt et større latrin – oplag. Man transporterede den ulækre substans i såkaldte chokoladevogne. Det skete flere gange, at indholdet eksploderede på Nørrebro Station. Desværre var chokoladevognene heller ikke tætte. Det betød, at de efterlod en hel stribe bag sig. Men denne stribe fattede Nørrebros hunde stor interesse for.
I de godt 15 år som Station Lersøen eksisterede, blev der afsendt 208.907 tons latrin. Da man var færdige ude på Kløvermarken blev Station Lersøen nedlagt.
Den jyske invasion
Omkring Nordbanevej havde de jyske indvandrere samlet sig. Det begyndte allerede omkring århundredeskiftet. På Nørrebro synes man godt nok, at de talte et mærkeligt sprog. De spiste de kartofler og gulerødder. Og kartofler spiste de til alt. Efterhånden oprettede de deres grøntsags – forretninger.
Bonderøve
Jyderne blev kaldt bonderøve, og man mente, at de burde lære dansk. De gik mærkelig klædt. Mændene smed aldrig jakken. Kvinderne gik med tørklæder om hovedet og sjal. Den ene familiesammenføring efter den anden fandt sted. De avlede som kaniner, sagde københavnerne. De havde en mærkelig religion (Indre Mission). De skulle lære størstedelen af bibelen udenad, mente københavnerne.
Først da jyderne gik på værtshus, lyttede til syngepiger og gik på bordel, begyndte de at blive respekteret. Man havde vænnet sig til jøderne, hvorfor skulle man så ikke vænne sig til jyderne.
Nørrebro under besættelsen
Protesten mod den tyske besættelsesmagt kostede mange menneskeliv på Nørrebro. Det kulminerede under den såkaldte Folkestrejke. Nørrebro kogte i dobbelt forstand. Temperaturen nærmede sig 25 – 30 grader i de ni dage i sommeren 1944. Selv brandfolk, der forsøgte at slukke ilden fra de mange bål, blev beskudt af tyskerne folk fra Schalburg – korpset.
En telefondame der befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt blev skudt gennem halsen. I Baggesnesgade blev en kvinde dræbt og tre andre hårdt såret, da en tysk patrulje
pludselig dukkede op og affyrede deres maskinpistoler.
Bulldog blev afbrændt
Varehuset Bulldog blev plyndret og brændt. Der var bygget barrikader over Nørrebrogade. Schalburg – korpset kom forbi og dræbte fem mand. Flere tysker – venlige virksomheder
blev plyndret og brændt af. Tyskerne opstillede kanoner, der kunne skyde ned af Nørrebrogade. Vidner talte om 12 – 20 dræbte og sårede. Lørdag den 1. juli tvang tyskerne tilfældige
borger til at ryge barrikaderne.
Skudt i hovedet
På Fælledvej tilbød Edmund Holmgodt Jensen nogle unge kvinder at hente mælk til deres småbørn. De turde ikke selv. De stod i porten til Fælledvej 15, hvor de i lighed med Jensen boede. De skulle bare have krydset gaden. Vores mand nåede også over gaden hen til porten, hvor han kunne få mælk. Men her blev han indhentet af en tysk soldat, der skød ham gennem hovedet. Han segnede død om i porten.
Flere forbipasserende blev såret af tyskernes kugler, blandt andet en en uniformeret brandmester på vej hjem fra tjeneste på Fælledvejens Brandstation. En anden fik sit underansigt skud af ved samme lejlighed.
Et utal af sabotageaktioner foregik på Nørrebro. Efter besættelsen skete der også en del likvideringer fra modstandsbevægelsen på Nørrebro – også på uskyldige.
Menneske – eller Bulldozersanering
Etagebyggerier var ren spekulation. Jo mere man kunne bygge på et meget lidt område, jo lettere bedre var det. Kvaliteten var også derefter. Den pæne side vente ud mod søen. Befolkningen på Nørrebro var langt over 100.000 mellem de to krige. Familier blev stuvet sammen på 25 m2. Lokum i gården og rotter på loftet.
Et persisk marked
På et tidspunkt lignede dele af Nørrebro et persisk marked, slagtere, bagere, værtshuse, drukkenbolte og værksteder i gårdene. Der var hørm af brunkål, piskefløde og nybagt brød. Senere blev luften blandet med kaustisk soda. Alt skulle pludselig afsyres.
Nørrebro beboeraktion
En søndag i juni 1973 holdt Nørrebro Beboeraktion fest på en tomt. Pludselig kørte en lastbil ind med brædder og værktøj. Firkantens Byggelejeplads kaldet Byggeren var født. Nørrebro Beboeraktion havde i deres velmagtsdage 350 aktive. De var aldeles utilfreds med overborgmester, Pelle Jarmer. Denne udtalte:
Det hele endte med båd i gaderne. Flere tusinder beboere og aktivister dannede en blokade. Politiet slog hårdt ned. Over 1.000 betjente var i aktion. Hele kvarteret eksploderede i vrede.Den 5. maj 1980 gik mellem 10.000 og 15.000 mennesker i demonstration fra Blågårds Plads til Rådhuspladsen. Men slaget var tabt for Nørrebro.
Allotria
Blikkenslager Karl Edward Jacobsen fik sig noget af en overraskelse, den 11 januar 1983. Pludselig hørte han støj inde fra sit værksted. Gulvet i hans kælder blev brudt op. Pludselig dukkede 35 bz´er frem i lyset. Gennem flere uger havde de unge mennesker gravet en 13 meter lang tunnel fra det gamle værtshus Allotria over til den forskrækkede blikkenslager.
Og det lykkedes også for de unge mennesker at køre forbi de 500 betjente i Korsgade.
Gang i BZ – Bevægelsen
Der var rigtig gang i besætter – virksomheden på Nørrebro. De unge var imod politikere, arbejdsløsheden og forældrene i deres parcelhuse. Der kom til mange kampe. Således var overskrifterne i forbindelse med en aktion i Ryesgade:
Nørrebro den 18. maj 1993
Denne dato er sikkert glemt af de fleste. Men ikke af de butiksfolk, der ikke kunne få hjælp af politiet. Den aften og nat faldt der 113 skud på Nørrebro. Folk mente, at politiet optrådte provokerende fra start. Harmen resulterede i hærværk, ildspåsættelser og blindt raseri. Politiledelsen havde besluttet at sende 300 betjente fra landet til Nørrebro.
Ordensmagten i undertal
Ordensmagten var klart i undertal. De var ikke færdiguddannede. På Fælledvej gik det helt galt. Politiet manglede tåregas, radioforbindelsen røg. Styrken blev presset tilbage af en rasende folkemængde. Brosten og kasteskyts fløj gennem butiksvinduer og efter betjentene.
Af frygt for helt at miste kontrollen affyrede politiet 113 skud mod danske statsborgere. 11 demonstranter måtte behandles for skudsår på Rigshospitalet.
Mange skader
En tredjedel af den indsatte politistyrke får fysiske skader under kampene. 92 betjente blev rapporteret skadet og 61 blev sygemeldt. Efter syv år meldes der om betjente,
der stadig fik krisehjælp. Gennem 90erne bryder flere politifolk sammen.
En af lederne, en vicepolitikommissær gifter sig senere med en af de kvindelige betjente, der var med i aktionen. Han forlader styrken og går langsom i opløsning. I 1999 slår han sin kone ihjel, og året efter hænger han sig i Ringsted Arrest.
Politiet undersøger sig selv og finder ud af, at man har overholdt alle demokratiske regler. Årsagen til demonstrationen var, at 50,7 pct. havde stemt nej til Maastricht – traktaten.
Weidekamp fortrød
Ved sin afgang i 1989 spurgte man overborgmester Weidekamp, om det var noget, han fortrød:
Folkets Hus fra 1893
Og dette ungdomshus blev født som Folkets Hus i 1893. Den har været rammen om mange politiske møder gennem tiden. Her har været masser af baller, juletræsfester og boksestævner.
Ungdomshuset
Det var tidlig morgen. Klokken var lidt før 7. Vi havde Bogudsalg. Et par mærkelige biler holdt foran Jagtvej 69. Lidt efter kunne vi fra vores køkken i butikken følge et skue, der nærmest lignede en amerikansk actionfilm.
Ambulancer i Heinesgade
Uroen bredte sig hurtig. Ambulancer kørte ned af Heinesgade. Fra Nørrebrogade truede unge autonome med at smadre vore vinduer. De havde set urobetjente blandt vore kunder. Den store omsætning udeblev. De fleste butikker var allerede lukket. Ti minutter før almindelig lukketid, besluttede jeg af hensyn til personalets sikkerhed at lukke butikken. Det var vores kunder aldeles utilfredse med. Men jeg kunne se, at situationen udviklede sig alvorligt ude foran.
Rekordbesøg på hjemmesiden
Handelsforeningens hjemmeside oplevede rekord – besøg. Ungdomshuset linkede til flere af vore 40 artikler om kampen. Det samme gjorde de største dagblade. Men ikke alle var tilfredse med vores holdning. Vi fik hadefulde mails fra politibetjente, embedsmænd og politikere. Personlig blev jeg truet med Pressenævnet af en toppolitiker.
Det kostede samfundet 230 millioner kroner
Butikker mistede omsætning for 30 millioner kroner og samfundet betalte 230 millioner kroner inklusive ekstravagter til politiet. Ja selv blev jeg truet med kropsvisitering af en stresset
betjent, fordi han ville have, at jeg skulle bevise, hvor jeg arbejdede. Ja på et tidspunkt fik Nørrebro Handelsforening tilbudt huset for 1 kr.
Jægersborggade
En af de kendte gader i kvarteret er Jægersborggade. Gaden blev kendt fordi der her foregik en livlig hashhandel. En del af dette er nu flyttet til Nørrebroparken. Det kommer samtidig med, at madrestauranter og alternative butikker blomstrer i gaden. De første spor af gaden går tilbage til 1880erne. Dengang var det en grusvej, som blev omkranset af et – eller toetagers huse.
Den store bebyggelse af Jægersborggade tog først endelig fat, efter at stationen var anlagt. Ved udgangen af 1886 var ikke mindre end 18 byggekonsortier i gang med at bygge. Det var her i Jægersborggade, hvor Alberti tjente nogle af sine penge. Men også chokoladefabrikant Cloétta og justitsråd Schioldann ejede mange bygninger på gaden.
En hel gade til salg
På hjørnet af Jagtvejen og Jægersborggade optrådte syngepiger fra 1889 til 1903. De blev skiftet ud med billardborde. Så sent som i 1958 lå her Café Jægersborg. Det var også her, at en svensk godsejer meddelte, at han ville skille sig af med Jægersborggade.
Land og Folk sluttede en af deres artikler med:
På et tidspunkt var der næsten rockerkrig i gaden. I den ene ende holdt Galopping Goose til, mens Fithy Few holdt til i den anden ende.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13. – 12. 2021
November 13, 2011
Foredrag afholdt den 17. november 2011 i Dansk Handicap Forbund, Strandvejen 142 c, Charlottenlund. Vi kigger på en forstad med kort levetid. Så er der syrebåde, Frihavnen, russiske strejkebrydere, kristne siger nej til restaurationer og forlystelser. Vi besøger Classens Have og Danmarks ældste villakvarter, H.C. Andersen på Rolighed, Badeanstalter, Garnisons Kirkegård. Og så er det også lige Struensees henrettelse, Kastellet, Sangerinde – pavilloner. Vi når lige en tur på
Strandvejen, et par mord, uheldige betjente og grusomheder under besættelsen. OBS: Dette er en lang artikel.
En tidlig bydel
Allerede meget tidlig søgte borgerskabet til Østerbro. Området mellem Østerport og fæstningsanlægget/sygehuset Vartou blev indrettet som et skakbrædt. Her blev veje anlagt og grundende udloddet. Den nye bydel fik navnet Palmaille. Forbilledet var en bydel i Altona. Det var Københavns elite, der havde fået skøder herude.
Kort levetid
Ja sådan var beskrivelsen, og vi er tilbage omkring 1650. Men ak kun et årti fik den skønne bydel lov at leve. De kære svenskere var på vej, og forstæderne skulle være krigsskueplads. Så den 9. august 1658 besluttede man, at afbrænde alt. Forstædernes historie kunne starte forfra. I 1670erne kunne man se en beskeden begyndelse langs Borgergade og Adelgade. Sankt Annæ Kvarteret tog sit udgangspunkt i navngivningen af kongelige titler og tilnavne:
I 1640 var Nyboder færdig. Her tog man udgangspunkt i blomster – og dyrenavne.
Østre Forstad
De to forstæder mod nord og øst blev ikke genopbygget på deres gamle placering. Nye forstæder opstod på den anden side af Peblingesøen og Sortedammen. Østre Forstad startede med mange lysthaver og traktørsteder.
Søerne
Søerne gav dengang også mulighed for selvmord. Digteren Jens Baggesen forsøgte. En dag i 1802 vandrede han rundt for at finde et egnet sted. Han havde ikke til det daglige brød. Men Baggesen fandt aldrig et egnet sted.
Selvmord
Hvad det ikke lykkedes for Baggesen, lykkedes for billedhuggeren Johannes Wiederwelt. Han kastede sig i december 1802 i Sortedamssøen.
Syrebåde
Tænk dengang afgik færgen fra færgebroen ved Østerbrogade. I 1894 afgik færgerne hver 7 ½ minut. Købmand E.M. Olesen fik meget modvilligt tilladelse til at bedrive bådfart med petroleumsbåde. Beboerne i nærheden klagede over stanken. Motorerne var nu heller ikke så driftssikre. Bådene blev en slags sidestykke til de såkaldte syrevogne, der var sat ind på sporvognsstrækningen Nørrebro – Gothersgade.
Nye både blev kaldt De elektriske både. Man reklamerede med, at passagerne fik frisk luft. Man kunne leje de såkaldte promenadebåde, hvor indtil 12 personer kunne spise frokost.
Fredag aften gav Husarernes Musikkorps koncert fra en illumineret båd. Man kunne så følge med fra passagerbåde, som kostede 50 øre.
Otto Mønsted sponserede
I 1916 var man oppe på 350.000 passagerer i de fire sommermåneder. Ganske imponerende. Otto Mønsted var enesponsor for den populære færgefart. Alle færgerne var på siden påmalet
Otto Mønsted Svane – margarine er fast og holdbar. I stævnen på færgerne var svanen smukt placeret som galionsfigur. Det var populært at holde frokostudflugter på søen. Skulle det være ekstra festligt, kunne man bestille illumination.
Ansøgninger om restaurationsdrift
I 1890erne var der tumult omkring et større restaurationsanlæg ved Sortedamssøen. Kommunen modtog i alt ti ansøgninger. Argumenterne var både gode og talrige. En ansøger ville lave en bespisningsanstalt til rimelige priser. En anden sammenlignede stedet med Alsterpavillonen i Hamborg.
Menighedssamfund sagde nej
Men de store projekter blev ikke til noget. Medlemmerne af Skt. Jacobs Menighedssamfund foranstaltede en underskriftsindsamling mod forslagene. Omkring 2.000 borgere skrev under på:
Menighedssamfundet omfattede hele Østerbro. Den drivende kraft var den indremissionske præst Peter Krag. Medlemstallet var allerede i 1893 oppe på hele 1.000 medlemmer. Et af hovedtemaerne var den stigende forlystelsessyge.
Politidirektør lyttede
Menighedssamfundets synspunkter havde stor sympati hos politidirektøren. Måske var det årsagen til, at mange afslag, når det gjaldt Østerbro – dengang. Således søgte 30 personer i tidsrummet fra 1905 – 1921 om biografbevilling på Østerbro. Samtlige fik afslag.
Kysten ved Strandboulevarden
Dengang gik kysten omtrent der hvor Strandboulevarden i dag går. Da Frihavnen blev bygget blev kysten flyttet et par hundrede metermod øst.
Masser af småhavne
Inden da lå der en masse småhavne langs kysten. Over det hele hvilede en duft af stillestående vand samt træ og rådden tang. Duften af tjære blandede sig nu og da. Gennem gamle plankeværker kunne man skimte en både ude på Sundet. Her lå en masse joller, sandpramme og tømrerpladser. Pælebroer og lave bolværker, der var grønslimede og forfaldne var her.
Dårlige rønner
På Ydre Østerbro lå der dengang endnu små rønner af en meget dårlig kvalitet. De var bygget af murbrokker og gammelt skrammel. Her boede sandgravere, fiskere og arbejdere. Når der kom penge var der liv og glade dage på beværtningerne.
Ballade ved lønningsdag
På hjørnet af Batterivej og Sibbernsvej (nu Strandboulevarden) lå Lars Nielsens Beværtning. Her udartede der sig ofte efter lønningsdag ballade mellem Zulukafferne og Nihilisterne. Efter slagene blev de sårede behandlet hos nærmeste barber.
Frihavnen
Ja den nye Frihavn skabte store ændringer på Østerbro. Vi fik også en ny Langelinie. I villahaverne i Rosenvænget viste familiemedlemmerne sig ikke mere under åben himmel
Ja sådan skrev Politiken, dengang.
Østerbro gik i vandet
Der, hvor de store skibe for nogle år siden lagde til, gik man nu rundt med trillebør. Fæstningsværker blev sløjfet, voldgrave blev opfyldt og kirkegårde nedlagt. Østerbro gik i bogstavligt forstand i vandet.
Cirka 2.000 arbejdere var beskæftiget med at anlægge Frihavnen. Grundende i de nærliggende gader steg efterhånden i værdi.
Der manglede skibe
Da Frihavnen skulle indvies var den helt tom. Man fik i hast Tietgen til at fylde den med DFDS – skibe. Men udenlandske journalister undrede sig over, at der slet ingen varer var i havnen.
Russiske strejkebrydere
I 1902 opstod der en strejke blandt søfolk og havnearbejdere. Men egentlig kunne det ikke ses i Frihavnen. Arbejdsgiverne fik hurtig engageret 500 strejkebrydere. Det var russere, og for dem måtte arbejdsgiverne punge ud med en overpris, nemlig den betydelige dagløn af tre kroner samt kost og logi. Russerne fandt det dog kritisabelt, at de ikke måtte ryge og drikke i arbejdstiden. Men de fik dog en slags kompensation af rigelig skibsøl. Konkurrencen mellem de forskellige Atlanterhavs – ruter var benhård. Nye dobbeltskruede færger kom til. De kunne medtage 1.800 passagerer.
Langelinie
Dengang i 1880 havde man også en pavillon. Den hed Esplanade – Pavillonen. På førstesalen spillede den fortræffelige pianist, Cappelen. Egentlig var Langelinie en del af Kastellets befæstning. Den kunstige bakke ved Gefion Springvandet eksisterede endnu ikke.
De kongelige
Adskillige kongelige personer kom her. Prins Valdemar elskede at tumle rundt i en kajak. Og man kunne være heldig at møde Christian den Niende til hest. Og måske ved sin side, hans bor, Greve Hans af Glücksborg.
Sejlsport var den rigtige sport
Jo det var sejlsporten, det var den rigtige sport, mente Borgerskabet. Man foragtede det nymodens “cykleri”. Dem der cyklede var dumme, man sagde dengang:
Dansk Forening for Lystsejlads blev senere til Kongelig Dansk Yacht – Klub. Allerede tidligt havde man opbakning fra kongehuset, adelen, aristokratiet og det bedre borgerskab.
Den stakkels havfrue
Da Søndre Frihavn blev anlagt, mistede man promenaden langs Kastellet. I stedet blev der anlagt en park og en promenade langs Langeliniekajen. Og den mest udsatte på disse kanter – med overhældning af maling og halshugget m.m. var Den Lille Havfrue, udført af Edv. Eriksen i 1913.
Den ny Langelinie
Borgerne på Østerbro mistede deres direkte mulighed for at komme til vandet. Det var man ret utilfreds med. Løsningen på konflikten var at man lagde en barriere af jernbanedæmning og toldgitter mellem boligkvarterer og haveområder. Den nye Langelinie var blevet mere snævert, men til gengæld længere. Man kunne dog ikke mere bevæge sig frit gennem Langelinie
og op ad Øresundskysten.
Folk strømmede til, for at få et blik af de kongelige, men vel også for selv at blive set. I 1910 var det premierløjtnant Reehnitzer og hans ubåd Dykkeren, der trak folk af huse. I 1944 røg Langeliniepavillonen i luften efter en sabotageaktion.
Krigsretssag
I 1692 førtes en krigsretssag med forbindelse til Store Vibenshus. En underofficer havde først siddet og drukket i en kælder ved stranden. Han begav sig derefter ud til Store Vibenhus.
Her mødte han to fruentimmer. Herfra gik de til Lundehuset og spillede kegler. Derfra gik de tilbage til Store Vibenshus, hvor de kappedes om, hvem der kunne drikke mest. Det endte med et kæmpe slagsmål, efter at man havde indtaget 8 kander øl.
Brændevinsbrændere protesterede
Herude ved Vibenshus samledes også i 1723 alle brændevinsbrænderi for at aflevere en protest til Frederik den Fjerde. Denne handling blev af kongen betragtet som utilbørlig optræden. Det kunne have ført til “Unaade og stor Straf” Men politimesteren nøjedes med at give en stor advarsel.
Kørsel på Kongevejen
Ved en kongelig resolution af 29. september 1767 ophævedes kongevejsordningen for vejstrækningen fra Store Vibenshus til Fredensborg. Den almindelige færdsel mod betaling af bompenge startede den 10. november.
Østerport
I 1703 blev porten flyttet fra Rigensgade til hjørnet og Folke Bernadottes Allé. Der lå dengang dybe grøfter her. Og det kunne efter mørkets frembrud være særdeles farligt at færdes her. Den 19. november 1801 befalede kongen simpelthen, at vejen udenfor Østerport skulle forsynes med hele otte lygter. Det var tranlygter. Så hvor meget det egentlig havde hjulpet var et spørgsmål. Og her i 1801 havde Østerbro 659 indbyggere.
Classens Have og Aggersborg
Den danske hær stod faktisk i Holsten for at forsvare sine interesser over for franskmændene. Da englænderne kom i 1807, havde man forventet, at de ville angribe fra søsiden. Men
de gik i land. Det kom til det historiske slag i Classens Have. Men egentlig varede slaget kun tre – fire timer. Danskerne havde samlet en broget flok af Borgerværn, Landværn og Livjægere. Alt i alt var man 11.000 mod englændernes 30.000 mand.
Englænderne gik i land
Den 16. august var englænderne gået i land ved Vedbæk. Ni dage senere stod englænderne uden for København i en linje fra Classens Have, på ydersiden af søerne, ad Blegdamsvej forbi Blågård og Ladegården til Kalvebod Strand. Den danske flåde var ikke blevet mobiliseret. Der skete kun sporadiske angreb fra danske kanonbåde.
Englænderne: Danske Soldater var som bønder
Den 31. august blev lederen af angrebet i Classens Have, den 70 – årige Peymann såret af en flintekugle i låret. Til lægen sagde han:
Kampen i haven betød på dansk side, 24 døde og 98 sårede. I første omgang havde man fået englænderne til at flygte. Men i anden omgang var det danskerne, der måtte flygte ind på Kastellet. Englænderne havde ikke meget til overs for de danske soldater. De kæmpede ganske bravt sagde de, men virkede som bønder i uniform, uden metode og dømmekraft.
Dømt til døden
Og selv om Peymann havde kæmpet tappert blev han og tre andre officerer dømt til døden. Nogen skulle jo stå til regnskab for ydmygelsen. Men de blev dog benådet af kongen.
Danmark ydmyget
Om aftenen den 20. oktober stod englænderne ud gennem Sundet med de første 100 skibe. Dagen efter fulgte den engleske hovedstyrke på 80 krigsskibe og 243 transportskibe. Man
lagde tæt på den svenske kyst og Helsingborg, hvor man saluterede for den svenske konge. Han var taget ned fra Stockholm for med skadefryd at iagttage det prægtige syn af arvefjenden
Danmarks ydmygelse.
Haven – en stor byggeplads
Midt ud i søen i Danmarks største have lå Aggersborg. Men ak og ve. Classens Have endte som en stor byggeplads. Her kom Lipkesgade, Livjægergade, Willemosegade og Ringstedgade.
Kunstnere på Aggersborg
Aggersborg blev efterhånden omgivet af stenklodser. Rosendal oplevede sine sidste dage med butikker i stueetagen. Det Hvide Hus på hjørnet af Classensgade lyste op med minder om Rosenkilde og Julie Sødring.
Og her på Aggersborg boede vores store maler, P.C. Skovgaard:
Fiskerhus
Egentlig går historien om Classens Have tilbage til 1658, hvor den hed Verner Klaymans Have. I haven fik den pensionerede jæger, Johan Dantzer lov til i et fiskerhus, at udskænke øl og vin og oprette fiskedamme. I 1707 havde Fiskerhuset betegnelsen, Traktørsted. I 1728 var det faktisk et gourmet – sted. Der blev serveret fisk og vildt for fornemme Liebhavere – til en civil pris.
Sønderjysk familie
I 1754 blev hele herligheden solgt til J.F. Classen. Han var født i Oslo, men stammede som så mangen en god mand fra det sønderjyske, hvor familienavnet var Clausen. Den aktive forretningsmand drev krudtværk i Frederiksværk. Men han drev også vognfabrik, voksdugsfabrik, fajancefabrik, vokslysstøberi, gørtlerværksted, guldsmedeværksted, rebslagerbane og meget mere.
Hans virke omfattede også landbrug, kvægavl og skovbrug. Han ejede flere godser og et stort bibliotek, der omfattede 20.000 bind. Hans bror oprettede senere en landbrugsskole i haven.
Strandpromenade
Langs kysten anlagde han en strandpromenade for offentligheden som en forlængelse af Langelinie. Og københavnerne benyttede sig af det. De gik helt ud til kalkbrænderierne og nød de tusindvis af skibe ude på Sundet.
Danmarks ældste villakvarter
Rosenvænget er Danmarks ældste villa – kvarter. Kvarteret afgrænses af gaderne Rosenvængets Sideallé. Holsteinsgade, Livjægergade, Næstvedgade, Strandboulevarden, Nordre Frihavnsgade og ved Vænget. I 1863 kunne man i Illustreret Tidende læse:
Byggespekulanter holdt væk
Hovedvejen førte ned til stranden. Senere fulgte kvarterets andre villaveje. Og de skulle ifølge vedtægterne være 20 alen bredde. Villaerne måtte ikke være over tre etager. Byggespekulanterne holdt man væk ved hjælp af servitutter.
Ikke meget lys
De efterhånden 50 villaer kom til at ligge i landelige omgivelser med dejlig frisk luft og skøn udsigt. Men idyllen var da til at overse. De få lygter kunne ikke oplyse vejene. Om aftenen og vinteren må det have været mørkt. I regn – og snevejr må de landelige veje have ligget hen som morads. For enden af Rosenvængets Hovedvej nede ved Strandpromenaden var det låst. Kun privilegerede personer som H.C. Andersen fik en nøgle udleveret.
De kendte
Her boede alle de kendte, krigsministeren, malerne Skovgaard, Marstrand, Aagaard og marinemaler Sørensen. Holger Drachmann og ikke mindst Johanne Louise Heiberg var her.
De kunstige tænder afprøves
Her fik H.C. Andersen mange gratis middage. Det var fast at hver tirsdag var det hos højesteretssagfører Drewsen. Her prøvede han sine kunstige tænder første gang i marts 1864. Ikke alle brød sig om eventyrdigterens evige jagt efter gratis bespisning, mens andre satte stor pris på hans besøg. Egentlig var H.C. Andersen ikke så begejstret at skulle underholde børnene ved deres fødselsdage.
Finsens Institut breder sig
De rige beboere havde søgt at hindre, at Finsens Institut hele tiden udvidede. Borgerskabet var bange for, at de patienter, der kom med deres hudsygdomme, kunne smitte. Og de vansirede ansigter var ikke noget borgerskabet brød sig om. Efterhånden ejede Instituttet en tredjedel af alle villaer. Beboerne påberåbte sig gamle servitutter, men efterhånden åd etagebyggeriet sig ind på området.
Kryolit-fabrikken
Ved Kalkbrænderiet begyndte man i 1858 anlæggelse af Kryolitselskabets Fabrik – Øresund. Julius Thomsen havde fundet ud af, hvordan man omdannede kryolit til soda. Fabrikken blev faktisk først lukket i 1990. Erhvervskomplekset Tietgens Have, Skat og Charlottehaven ligger i dag på stedet.
De Fattiges Dyrehave
Ude ved Kalkbrænderierne lå forlystelsesstedet De fattiges Dyrehave. Her var gynger, skydebaner og andet gøgl. Det lå der, hvor Strandboulevarden 88 – 98 i dag. Storhedstiden var i anden halvdel af 1800tallet. Fra teltbeværtningerne blev der serveret brændevin fra den nærliggende spritfabrik til arbejderne og bådførerne fra kalkbrænderierne og andre steder. Det var især søens folk, der kom her. Det havde også ry derefter.
Men her var også karruseller, keglebaner og andre fornøjelser for dem, der ikke havde råd til at tage i den rigtige Dyrehave. Endnu i 1876 lå der 15 lysthuse i haven.
Rolighed
Rolighed blev kaldet Det lille Rosenborg. Her kom de fine. Men i 1850 så bygningen forfærdelig ud. Men den blev istandsat. I 1857 overtog grosserer Melchior bygningen, og det var her H.C. Andersen udåndede 4. august 1875.
Ja sådan sagde vores berømte eventyrdigter.
Søen stinker
Egentlig boede han i Nyhavn 18. Allerede et år før sin død beklagede han sig:
En måned før han døde, lod han sin kuffert pakke, købe nyt tøj og bestille 200 nye visitkort. Han tænkte også på at bygge sig en villa. Det skulle være et eventyrhus som lignede Fru Heibergs i Rosenvænget.
Prøvet lidt af hvert
Men der var ikke flere medikamenter ud over morfinen, der virkede på ham. Han havde ellers prøvet lidt af hvert.
Andersen havde spurgt Fru Melchior om hun kunne skære hans pilsåre over, hvis hun en dag fandt ham livløs. Han ville ikke risikere, at blive begravet i levende live.
Strandboulevarden
Anlæggelsen af Strandboulevarden blev vedtaget i Borgerrepræsentationen i 1895. Den førte direkte hen til Københavns Svineslagteri. Man fik aldrig ført linjen videre nordpå til Strandvejen. Egentlig var der mange navne til den nye boulevard, Borups Boulevard, Hagemanns Boulevard og Fru Heibergs Boulevard.
Badeanstalter
Her på Østerbro lå der i tidens løb en masse badeanstalter. Martin Andersen Nexø fortalte, at han og de andre børn fra Skt. Hans Gades Skole badede på den militære badeanstalt. Det var her Helgoland 3, kom til at ligge
Badeanstalt drev til havs
Helgoland 1 lå ved kysten fra 1885. den var anlagt på zinkpontoner. Men den drev til havs og blev slået til vrag. Ja den endte på Saltholm. Helgoland 2 blev bygget på pæle i 1897. Men i 1914 blev den afmonteret for at skaffe plads til den nu promenade. Ja egentlig var der også en Helgoland 2b. Det var en vinterbadeanstalt. Anstalten indeholdt en sal omgivet af 8 værelser for herre og 6 for damer. Der var fem store kakkelovne, et styrtebad, et vægt og gymnastikredskaber.
Et besøg i 1902
Ja lad os prøve at aflægge Badeanstalten Helgoland et besøg i 1902:
Garnisons Kirkegård
Her på kirkegården kunne man aldrig finde på at smide tøjet, som på Assistens Kirkegård. Efter anordning af Kong Frederik den Tredje blev der i 1664 anlagt en gravplads uden for demarkationslinjen. Næsten samtidig anlagde man lige over Skibskirkegården. Denne kirkegård blev lagt under flådens kirke. Det er i den, der i dag kaldes Holmens Kirkegård.
Straffefangere holdt ikke længe
I begyndelse var det kun Landmilitæret, der brugte kirkegården. Den kommunale pestkirkegård kom til at ligge lige op ad Garnisonskirkegården. Soldater blev sat til at grave en række grøfter på arealet nord for Kastellet op mod det nuværende Classensgade. På grund af smittefaren trak kommandanten dog sine soldater tilbage.
I stedet blev 17 fangere fra Bremerholm sat til arbejdet. De blev lovet deres frihed, når de var færdige med arbejdet. Efter nogle få dages arbejde var der dog kun to fangere, der var arbejdsdygtige. Resten var enten døde eller stærkt svækkede.
Kanonskud skulle fjerne stanken
Kun gennem Østerport måtte der dengang transporteres lig. Mange lig lå u-begravede hen. Og det betød en frygtelig stank. Soldaterne på Kastellet beklagede sig. Man affyrede kanonskud for at sprede stanken.
Kisten flyttet tre gange
Jøderne i København var udsat for antisemitisme. I 1729 døde Jens Gedeløcke. Han blev begravet på Garnisons Kirkegård. Snart gik det rygter om, at han slet ikke var kristen. Han var blevet lokket af jøderne for at opgive den rette lutherske tro. Politimester Hans Himmerich befalede at liget skulle graves op og overflyttet til jødernes kirkegård på Nørrebro. Et helt kompagni soldater skulle sørge for transporten. Og det var jøderne selv, der skulle grave liget op.
Og på Nørrebro måtte de under slag fra soldater grave et nyt sted for Gedeløcke. Jøderne klagede til direkte til kongen. De fik tilladelse til at flytte kisten til et tredje sted, der hverken var i kisten eller i jødisk indviet jord.
Fattig – kirkegård
Der hvor den amerikanske ambassade i dag ligger, lå fra 1770 til 1858 en fattig – kirkegård for Almindelig Hospital i Amaliegade. Den nordligste del var kirkegård for stokhusslaver og henrettede forbrydere.
Dengang var kirkegården noget forsømt. Fædrelandet skrev således i 1858:
Hunde – kirkegård
Senere blev dette stykke hunde – kirkegård. Mange af Østerbros velplejede mopser fandt her i forbrydernes nedlagte grave, deres sidste hvilested under gravsten af marmor.
Lille Amalienborg
Efter at denne del af kirkegården blev nedlagt, opførtes i 1916 Lille Amalienborg til trægrosserer Harald Simonsen. Det var herfra, at von Hanneken dirigerede slagets gang under besættelsen. Her boede Erna Hamilton, som var Guld Haralds datter. Hun fik aldrig en eksamen, skønt hun var kvik og intelligent. Hun boede her længe, og flyttede først herfra, da hun blev gift anden gang. Ja hun nåede også at blive gift en tredje gang.
Kongen kan også lugte
I 1726 havde vognmændene fået lov til at udføre renovationen gennem Østerport. Men de smed bare renovationen ned i søen eller på en åben plads i nærheden. Da man fandt ud af, at kongen en gang imellem kom gennem Østerport, fik vognmændene forbud mod denne praksis. For også kongen kunne lugte den forfærdelige stank, der kom fra søen og området i nærheden.
Struensee og Brandt
På en lille jordhøj, blev der engang anbragt en granitsten på Fælleden. Det var til minde om en sindssyg konge og hans ulykkelige 19 årige dronning. Det var også historien om Struensee
og Brandt. De blev fængslet i januar 1772 og anbragt i Kastellet. Og den 28. april blev de i hver sin vogn og ledsaget af officerer og et kommando ført ud til Øster Fælled.
Struensee måtte vente
Et skafot var rejst på stedet. Brandt fik først den højre hånd, og derefter hovedet afhugget. Alt imens holdt Struensee nedenfor i sin vogn. Han kunne høre de hug, der skilte hans ven af med livet. Bagefter kom turen til ham. For at retfærdigheden kunne ske fyldest, blev deres legemer bagefter parteret og lagt på stejle og hjul. De blev et bytte for himlens fugle.
Byen var næsten affolket. Alle havde bevæget sig herud for at følge den frygtelige eksekution. Ja man sagde, at der var 30.000 tilskuere.
Landsforræderi
De blev begge dømt for landsforræderi og majestætsfornærmelse. Struensee havde desuden udfordret kongemagten og fået barn med dronning Caroline Mathilde. Ja Struensees forræderi var grunden til, at man indførte indfødsret. Dengang havde en femtedel af befolkningen, tysk som førstesprog.
Fremskridt
Struensee havde mødt Christian den Syvende under dennes Europa – rejse i 1768. Kongen havde dengang vist tegn på sindssyge. Struensee havde god indflydelse på kongen og blev hyret til livlæge. Og livlægen fik mere og mere magt. Det lykkedes ham, at få kongen til afskedige statsrådet. Struensee kunne så selv underskrive lovene. I de to år han var ved magten lykkedes
det ham, at gennemføre et utal af reformer, bl.a. indførelse af trykkefriheden. Med et hug fik han også afskaffet bøndernes hoveri. Han indførte bedre sociale forhold og et mildere straffevæsen.
Henrettet for politisk magt
Godsejere og adelige vendte sig mod Struensee. De lavede et kup og fik livlægen dømt for majestætsfornemmelse, fordi han havde været kongen utro med dronningen. Reelt blev han dog
dømt for sin politiske magt. En gruppe kupmagere med kongens stedmor og halvbror i spidsen fik Struensee og Brandt arresteret. En retssag fulgte. Og begge blev dømt til døden.
Til skræk og advarsel
De legemlige rester blev senere lagt ud til retterstedet på Vesterbro. Hoffet havde ønsket, at man fra Frederiksberg Slot kunne glæde sig over synet. Det siges, at ligene lå her i årevis til skræk og advarsel.
Henrettet med skrig
Der var barske afstraffelses – metoder dengang. I skarpretterens prisliste fra dengang i 1698 kan nævnes:
En dyr aflivning
I 1675 blev Erik Lagefoged, der havde myrdet forpagteren på St. Knuds Kloster, ”justificeret” på følgende måde. Først blev hans hjerte skåret ud af ham, og bødelen slog ham med det på munden. Derpå knustes hans arme og ben med et hjul. En rem blev skåret af hans bug og en af hans ryg. Hans hoved blev afhugget og sat på en pæl. Endelig blev hans legeme parteret og lagt på fire stejler. Skulle man tolke skarpretterens prisliste, så havde denne aflivning været en bekostelig affære.
Griffenfelds lidelser
Den 6. juli 1676 blev Griffenfeld ført ud af sit fængsel i Kastellet til Paradepladsen. Midt på pladsen var der spredt noget skinnende hvidt sand med sort klæde over. Ved siden af stod den dødsdømtes ligkiste, overtrukken med sort stof og våben, der hidtil havde siddet på hans stol i Helligåndskirken. Kredsen var omringet af soldater. Men der var også tilskuere til stede. Griffenfeld tog afsked med de tilstedeværende, bevidnede sin uskyld og forsikrede, at han havde haft statens og kongens vel for øje.
Han opløftede sine hænder til Gud og erklærede, at han modtog døden som en retfærdig straf, fordi han havde søgt Jordens Konge mere end Himlens. Hans frimodige og gudhengivende holdning gjorde et stærkt indtryk hos de tilstedeværende.
Bødelen trådte nu frem med sit våben:
Den dødsdømte svarede:
Min sjæl i din hånd
Derefter tog Griffenfeld sin paryk og halsklud af. Han lagde sig på knæ og bad en kort bøn. Derpå lagde han sig på knæ:
Pardon i Kongens Navn
Derefter gav han tegn til bødelen, om at hugge til. Denne nølede imidlertid, sandsynligvis efter ordre. Men da han endelig løftede sværdet med begge hænder, trådte generaladjudant Schack frem og råbte:
Dette afstedkom et sus i forsamlingen. Schack læste nu den kongelige ordre. Griffenfeld var blevet benådet. Han havde fået livsvarig fængsel.
Mord og selvmord ved Trianglen
Der hvor Øster Elektricitetsværk rejste sine kæmpemure i 1901 – 1902 lå en ejendommelig gård med et fornemt præg over sig. Den bestod af tre lave, til dels sammenhængende længer. Denne gård blev opført af den jyske bonde, Steffen Smidt. Han begyndte som arbejder på Sukkerraffinaderiet Unionen. Her blev han efterhånden mester. Det brændte, og Schmidt opførte et nyt raffinaderiet i Bredgade.
Men ak og ve. Schmidt begik falskneri med salg af sukker. Og det blev opdaget. Så Schmidt tog livet af sig selv. Hans karl boede i en del af gården, og blev ret så rig. Og det rygtedes. Derfor blev han myrdet.
Strandvejen/Østerbrogades historie
En udfaldsvej blev anlagt fra Østerport ved portens omlægning i 1647. Oprindelig hed vejen Østerbro eller Østerstenbro. Indtil 1858 hed den Strandvejen fra Trianglen. Fra 1949 kom også det sidste stykke fra Lille Vibenshus til Svanemøllen til at hedde Østerbrogade.
Strandvejens historie er også omgivet af mystik. Ved Tårbæk tales der om møder med genfærd. Mange skibe forliste og ligene drev ind til stranden. Men den har ikke altid været let at køre på. Således hedder det i en kongelig forestilling fra 1779:
Kidnapningsforsøg
I 1777 ville den engelske sørøver John Nordcross i samarbejde med svenskerne bortføre kronprins Christian, den senere Christian den Sjette. Det var lige før det lykkedes.
Omkring år 1800 oplevede man langs Strandvejen nord for Østerbro et sandt byggeboom af landssteder. Og udflugterne gik også til Dyrehavsbakken og længere nord på. Helt op til Rungsted tog man på udflugt. Men Strandvejen var slet ikke gearet til alt den trafik.
Hvide som snemænd
En passager på dampskibet Caledonia fortalte om turen gennem Sundet en dejlig juni – morgen i 1819:
Han så Sjællands yndige kyst glide forbi, med alle landsteder, haver, bakker og marker. Ud for Charlottenlund ændrede billedet sig. Hele Strandvejen derinde så han nu indhullet i støvskyer, hvor mange hundrede vogne rullede afsted. Hvide som snemænd ankom de til Klampenborg. Men her trådte såkaldte børstedrenge til. For et par skilling befriede de folk for det værste støv. Omsider fandt man så ud af at lade Strandvejen vande. Og det gjorde man helt ind til Lille Vibenshus.
Åndelig undergang
Man havde bevist, at sådanne gadevandinger havde en gavnlig virkning “paa de lavere Klassers Moralitet” Støvet udviklede miasmer (bakterier) som virkede fortrinsvis på maven. Derfor søgte mændene og undertiden også kvinderne tilflugt i spirituøse drikke. Dette bevirkede således til familiernes legemlige og åndelige undergang, sagde kloge mennesker dengang.
Det vakte en del forargelse på Strandvejen, at se kvindekønnet på disse nymodens transportmidler, cyklen. De kæmpede en ulige kamp for at holde balancen og skørterne på plads. Man havde sandelig noget at snakke om, når man iagttog dem. Således udtalte en læge:
Mange gamle traktørsteder
På Søholt blev der også drevet traktørsted. I 1722 kunne man læse, at man for billig betaling kunne blive betjent efter sin stand i den smukke have. Omkring kilderne i det yderste af Østre Forstad florerede udskænkningsstederne og forlystelserne. En populær vise fra begyndelsen af 1700tallet fortalte følgende:
Gyldenlund var det senere Charlottenlund. Allerede i 1653 var der her indrettet et værtshus af Frederik den Tredjes kammertjener, Jakob Petersen. Dette navn går igen i forbindelse med
den lystgård som Ulrik Frederik Gyldenløve lod bygge på stedet. Her var Christian den Femte ofte på besøg.
Trianglen
Man tror det næppe. Men Trianglen lå dengang omkring år 1800 hen som et grønt idyl. Pladsen var lejet ud til en jomfru Windsløw, der havde gæs og kalkuner gående her. Trianglen
var fra tidlig tid et trafikknudepunkt.
Harders morgenkaffe
Herfra udgik også mange hestesporvogne. Fra Trianglen op ad Øster Allé gik også en rute. Her hed kusken dengang Harder. Om sommeren var det ikke et problem at sidde på bukken. Men om vinteren i sne og frost, kunne det være en barsk omgang. Her kunne man godt tænke sig en hjertestyrkning, når man kørte ind med Østerbros grosserere og embedsmænd.
Et stykke oppe af alléen gjorde Harder holdt. Det stod der ikke noget om i køreplanen. Men her gik han så hen til sin forlovede, Marie, der tjente på Huggeblokken i Skjoldgade. Her drak han sin morgenkaffe. Imens ventede de frysende nede i vognen, men det blev accepteret.
”Popo – stød ”
Skulle man fra Vester – til Østerbro kunne man tage med Farimagsvej Og også dengang i 1839 havde man en slags Københavner – guide, Heri skrev Johan Behrend:
Kapervogne
På Trianglen holdt kapervognene. Kuskene kæmpede om kunderne. Ja de blev ligefrem overfaldet for at få fyldt vognene. For en kapervogn kørte ikke før, den var fyldt op med mindre, man havde betalt for den. Turen gik til skovene nord på. Der var indrettet venteværelse hos konditor Larsen.
Farlig for kvinder
Om bord på sådan en kapervogn, skændtes man, så det bragede. Men det kunne også være morsomt efter en glad dag på Dyrehavsbakken. I en turistguide fra den tid hedder det sig:
Smagløst
Johan Ludvig Heiberg var bestemt ikke begejstret for disse ture nord på. Det fremgår tydelig af hans beskrivelse:
Døde heste på
vejen
Det med de døde heste, havde noget på sig. Således fortæller en avisartikel fra 1852:
Arbejdsdag på 16 – 17 timer
Der var masser af trafik gennem Trianglen. Masser af omnibusser gik også nord på. De havde eksotiske navne som Hertha 1 og Hertha 2, Figaro, Solen m.m. Man sad ret ubekvemt på to bænkerækker. En kæmpe omnibus beregnet til 50 personer blev konstrueret. Den skulle trækkes af 6 – 8 heste. Men det var mere end datidens politi kunne tolerere. De forbød denne farlige
transport.
De hestetrukne sporveje var flot dekorerede. Men stakkels kusk. Han måtte selv hente hestene hos de forskellige vognmænd og aflevere dem igen, når arbejdsdagen var slut. Det betød
en arbejdsdag på 16 – 17 timer.
Lige efter Trianglen på Strandvejen havde man fri udsigt over havet. Nogen følte sig dog generet af kalkrøgen fra kalkovnene på kalkbrænderierne.
Bien
En ny tidsvarende ventesal blev bygget i 1907. men byggeriet vakte stor diskussion. I folkemunde kaldte man det i folkemunde Bien eller Suppeterrinen.
Seks betjente regulerede færdslen
Trafikmængden tiltog efterhånden på Trianglen. Således måtte der i 1920erne udkommanderes seks betjente til at regulere trafikken. De skulle forhindre de værste ulykker. Trianglen var dengang kaotisk med hestevogne, biler, sporvogne, cyklister, træk – og barnevogne samt fodgængere.
Sangerinde – pavilloner
Ved Lille Trianglen har der ligget beværtninger langt tilbage i tiden. Her var også to sangerinde – pavilloner. De lå skråt over for hinanden. Den ene hed Aléenlyst, men blev også kaldt for Gravens Rand, fordi den lå lige op ad indgangen til Holmens Kirkegård og ved siden af kirkegraverens hus. Den anden pavillon lå over for Farimagsgades udmunding i Østerbrogade.
Den var nabo til Heldts Café på hjørnet af Classensgade. Her lå en masse lysthuse.
I 1864 var der 21 af den slags sangerinde – pavilloner i København. Men for mange skete der noget moralsk forkasteligt på disse steder. Københavns Politidirektør syntes ikke om stederne. Han mente, at det var forskoler for den offentlige prostitution, og at kvinder der optrådte her var mere eller mindre løsagtige.
Luk de pesthuller
Siden den ny politilov fra 1863 var der ikke givet flere tilladelser til at holde musikselskaber. En ung mand, der led af kærestesorg til en af sangerinderne forsøgte at skyde sig selv i selve pavillonen. Dette eksempel brugte præsterne til at udtale, at pavillonerne var den dødelige fristelse for unge mænd – luk de pesthuler, sagde præsterne.
Bompenge
Man talte meget tidlig om en jernbane fra København til Klampenborg. Men Københavns Amtsråd var meget imod dette. Bommen ved Slukefter gav gode indtægter, og dem ville man sandelig ikke undvære. Man kom frem til at 928.700 besøgte Klampenborg på et år. En del kom dog også med dampskib.
Fungerede i 90 år
I Berlingske Tidende den 27. juni 1825 kunne man læse, at bompenge – opkrævning var påbegyndt. I proklamationen stod det anført, at det var ind til videre. Ingen havde i den vildeste fantasi troet at ordningen skulle fungere i 90 år. Man opførte et lille hyggelig bomhus ved Slukefter. Har skulle københavnerne stands hver gang de kom ridende eller kørende op af Strandvejen.
Skulle militæret betale?
Fritaget for bompenge var ejerne af nogle af lyststederne. Desuden skulle entreprenørerne heller ikke betale. Det var dem, der forsøgte at vedligeholde Strandvejen. Men bompengeordningen var meget upopulær. I 1867 kom der til et skænderi med Gardehusarregiments officerer. De værgede sig ved at betale. Krigsministeriet havde den opfattelse, at officerer skulle fritaget. Den 31. marts 1915 var den sidste dag, hvor bompengene blev opkrævet.
Dampsporvejene
Et meget specielt arbejde blev foretaget i årene 1883 – 1884 på vejstrækningen mellem Trianglen og Klampenborg. Det var sporanlægget for dampsporvognen. Arbejdet var besværligt og hele anlægget i virkeligheden forfejlet og ødelægende for Strandvejen. Man måtte presse det massive sporanlæg ned i den forvejen smalle vej.
Forventningerne var skruet helt op. Man måtte kun køre med 2 1/8 mil i timen. Men ak og ve i 1887 forlangte ministeriet at hastigheden blev sat ned til 1 ¾ mil i timen. Desuden skulle dampsporvognen afgive lydsignaler for vejfarende og beboerne.
Mange uheld
Men der var et sandt trafikkaos dengang. Ved Hellerup meddeltes det, at der den 11. juni 1884 i tidsrummet kl. 9 til 24 blev talt 832 enspændere og 1.024 tospændere. Ja og hestene
var ikke gode venner med denne dampsporvogn. Og det skete mange uheld.
Birkedommer i Nordre Birk udtalte:
Men hestene var også bange for et andet monstrum. Det var den nye “bicycle”
Dårlig konstruktion
Lokomotiverne var konstrueret med alt for små kedler. Når den skulle af en lille bakke måtte passagerne ud og hjælpe med at skubbe. Selv de mindste snedrivere sad den fast i. Og det blev ofte alt for varmt i passagerrummet. Dampsporvognen havde en kort levetid.
Kildevæld
Mange kender det hyggelige værtshus Kildevæld lige over for Svanemølle Station. Den er opkaldt efter den berømte kilde, der konkurrerede med Kirsten Piils Kilde. Man søgte herhen især Skt. Hans aften i den tro, at kilden havde en helbredende virkning. Men i tidens løb blev disse mange kilder langs Strandvejen for meget for politimester Ole Rømer. Der var tit klager over uvæsen herude. En masse svenske tiggere holdt også til her. Allerede tidlig var myndighederne trætte af det umoralske liv, der foregik herude.
Byens bestillingsmænd
På Ydre Østerbro lå de forskellige vanger til byens bestillingsmænd, Bryggervangen, Vognmandsmarken, Borgervangen m.m.
Den uheldige betjent
I nærheden af Aldersrogade havde en betjent udset sig sin sædvanlige siddeplads til indtagelse af sin frokost. Dengang havde betjentene 7 timers uafbrudt tjeneste. De skulle hele tiden blive på deres post, derfor var de nødsaget til at spise i det fri. Den omtalte betjent havde fundet ud af, at en omvendt latrintønde var en udmærket siddeplads. En dag fandt renovationsselskabet ud af, at gøre tønden tættere, ved at påføre tjære eller asfalt. Men det var den pågældende betjent dog ikke blevet orienteret om.
Efter en times hvil ville betjenten rejse sig, men han hang uhjælpelig fast. Han kunne ikke komme løs, fordi tjæren eller asfalten var smeltet.
Papegøjen og betjenten
På Lyngbyvejen fandtes en berygtet beværtning, hvis indehaver altid var i strid med politiet. Foruden at have beværtning var han kaperkusk på Dyrehavsbakken. Ved lukketid sørgede han for at vognen var stopfuld af berusede passagerer. Han lovede dem, at de kunne fortsætte hjemme i hans beværtning. Samtidig plukkede han dem efter alle kunstens regler. En af de betjente, der holdt øje med hans beværtning, blev kaldt papegøjen på grund af hans formidable næse.
Som hævn for Papegøjens foretagsomhed anskaffede kromanden en papegøje, som blev anbragt i værtshusets vindue, hver gang den pågældende betjent havde vagt.
Ildkongen
Og når vi nu er i gang med politiet. Så lå Østerbros første politivagt på Lille Vibenshus. Og her fik vagtkommandøren et øgenavn, Ildkongen. En aften kom en vagabond ind på vagten og fortalte, at han var skyldig i ildspåsættelse. Men vagtkommandøren smed ham ud. Han ville ikke høre det fordrukne sludder. Det var ikke så godt, for vagabonden var virkelig brandstifter.
Men ildkongen havde været bange for at skrive en rapport om hændelsen, for han kunne ikke skrive mere and sit navn. Skulle han endelig skrive en rapport, måtte han diktere det for en skrivekyndig.
Mord i Brumleby
Den 28. december 1914 kl. 14 indløb der til politistationen i Nordre Frihavnsgade en anmeldelse. Den 82 årige enkefrue Dyrberg Nielsen var fundet myrdet i Lægeforeningens Boliger
i Brumleby. Politiet indfandt sig straks. Den gamle dame havde fået en række alvorlige sår i hovedet. Hun lå fuld påklædt i sengen. Den højre arm hang ud over sengekanten. Betjentene
kunne straks se, at pulsåren var skåret over ved håndleddet. Det kom frem, at den gamle dame havde sparet en del penge op, så hun kunne få en pæn begravelse.
Venindens søn vidste besked
Venindens søn vidste, hvor pengene lå. Han havde blod på sin jakke. Men han påstod, at det var fra et cykelstyrt. Men hvorfor havde han den gamle dames guldur på sig. Ret hurtig viste det sig, at det var en medskyldig. Det var vognstyrer Petersen. De beskyldte begge hinanden for mordet. Men de blev begge dømt for mordet. Tugthus på livstid.
Mordet 1893
Fra 1881 ledede hun det nyoprettede drengehjem Karna på Østerbro. Hun var agtet for hendes moderne opdragelsesmetoder. Men hun havde begået et mord på en af de drenge, hun havde i sin varetægt.
Hermafrodit
En psykiater og en fødselslæge konstaterede at hun var hermafrodit. Hendes misdannede kønsdele var snarere mandlige. Inden sagen kom frem tog han/hun navneforandring til Vilhelmi.
Han blev idømt dødsstraf. Det blev senere ændret til livsvarig tugthus. I 1905 blev han dog løsladt og giftede sig derefter, og tog navneforandring til Frederik Vilhelm Schmidt. Han/Hun
havde ofte forført offeret, den 16 årige Volmer Sjøgren. Ved hjælp af opium blev drengen bedøvet og derefter kvalt med uldtæpper.
I fængslet fik han/hun dog lov til at beskæftige sig med syning, da han/hun ikke kendte til mandlige sysler, konstaterede datidens medier.
De vilde øvelser
Det var ikke kun arbejderkamp, der foregik på fælleden. Elever fra den militære højskole øvede også herude. Engang imellem kom de til at skyde kreaturer og heste, der græssede herude. Men snart var det ikke mere græs tilbage. Det var trådt ned af militærstøvler.
Fest og ballade
Der var også fest og ballade, når Borgervæbningen holdt øvelser. Skønne uniformer og musik i spidsen. Normalt bestod øvelsen i at angribe Lille Vibenshus. Der kom både jægere, dragoner og glinsende hestegardister. Men mest populær var nu Borgervæbningens øvelser.
Koner, børn og kærester drev ofte med. Efter øvelserne stod den på druk og det, der var endnu værre. Mangen en tapper soldat er faldet ned i den store afvandings – og afføringskanal langs Blegdamsvejen. Og gadedrengene havde det herligt. De fandt altid krudt, som de kunne bruge inde i staden. De stakkels menige havde svært ved at genfinde kompagniet og holde sig på benene. Og sønnen måtte støtte faderen og passe på geværet i hjemmarchen.
Tak børn
Frederik den Sjette var nu godt tilfreds med forholdene. Under Konge-revyerne på Fælleden sagde han altid:
Hagekors i Parken
De tyske idrætsudøvere var ambassadører for det tredje rige. I 1934 var der landskamp mellem Tyskland og Danmark. DBU accepterede, at man spillede en orkesterversion af Horst Wessel – lied. I den lovpriser man Hagekorset, Hitler og SA. Ved samme lejlighed var der en masse danskere, der råbte Sieg Heil ud over Parken.
I 1939 bar den berømte gymnastik – instruktør, Niels Bukh og hans gymnasiaster et hagekors – flag ind på Østerbro Stadion. Denne Bukh fortsatte med at lovprise det nazistiske styre. Det
samme gjorde de berømte svømmere, Ragnhild Hverger og Jenny Kammersgaard. Også Spartas boksestævner foregik under hagekors – flag. Jøder var ikke velkommen, når danske sportsfolk kæmpede mod tyskerne. Dansk Idræts Forening accepterede tyskernes krav også inden besættelsen.
Tyskervenlige sportsfolk
Ude i den store verden betragtede man danske sportsfolk som tyskervenlige under anden verdenskrig. Mange af sportsarrangementerne foregik på Østerbro. Vi fortsatte efter besættelsen med at fægte, svømme, cykle, bokse, bryde, spille fodbold og håndbold, som om intet var hændt.
Mord i Vordingborggade
Den 26. september 1942 lød der en masse skud i Vordingborggade 19. Christian Michael Rottbøll blev skudt ned af dansk politi. Ved obduktionen viste det sig, at han var blevet dræbt med 16 skud. Han var i allieret tjeneste, da han blev skudt ned. Kriminalassistent Øst fik en belønning på 200 kr. for nedskydningen. Rottbøl havde gennem militæret forsøgt at etablere modstand mod tyskerne. Men militæret ville absolut ikke medvirke.
En stikker i Faxegade
Hedvig Delboe i Faxegade havde stukket flere til Gestapo. Hun var skyld i manges død. Hun overlevede to likviderings – forsøg, og flygtede til Norge. Men hun vendte tilbage til Danmark.
Hun havde taget navneforandring, men blev genkendt af en vaks boghandlermedhjælper hos boghandler Wiene på Østerbrogade.
Man fandt ud af, hvor hun boede. Og den 9. marts 1944 blev hun likvideret. I politirapporten hed det:
Fru Delbo havde i sidste halvdel af november 1943 opsøgt Gestapo og forklaret, at hun havde kontakt til nogle sabotører, som hun mod betaling ville angive. For hendes venlige service havde hun modtaget 35.000 kr.
Far sover – Mor er væk
Søndag den 13. november 1944 ringede en 3 – årig pige på hos en ekspeditionschef i Webersgade 11. tredje sal. Hun fortalte, at hendes far lå på gulvet og sov, og moderen ikke var der. Den lille pige og hendes forældre boede på femte sal. Ekspeditionschefen gik med den lille pige op i lejligheden og fandt faderen liggende død på gulvet, dræbt af et skud. Under noget gammelt tøj fandt man moderen, ligeledes dræbt af skud. Hun havde også en del snitsår på hals og arme.
Ved ligene fandtes to tomme patronhylstre kal. 7,65, men ingen skydevåben. Der var hverken fjernet papirer eller penge. Alt tydede på, at det var tale om en likvidering.
Hipo på hævntogt
Den 20. april kørte Hipo rundt og brugte natten på terrorangreb. De var sure over, at modstandsbevægelsen havde skudt deres chef, tidligere kriminalbetjent, Erik V. Petersen. Det gik blandt andet ud over en assurandør på Sankt Kjelds Plads 2. Han blev dræbt med seks skud gennem hovedet. En ukendt mand blev desuden fundet dræbt i kvarteret omkring Ragnhildsgade.
4. maj blev dyr
Alene den 4. maj kostede i København 11 dræbte og 62 sårede. Og den første uge efter befrielsen kostede i København 94 dræbte og 393 sårede. I Ryvangen fandt man i en lund grave med 200 dræbte.
De fem grusomme år
Jeg kunne have fortalt endnu flere grusomme historier fra Østerbro under besættelsen, men nøjes med følgende:
De sørgelige kendsgerninger fra de fem onde år:
Kære tilhørere, det var, hvad jeg havde valgt at fortælle jer. Jeg kunne have valgt anderledes. Tak for i aften.
Redigeret 10.10.2021
November 13, 2011
Vi besøger landstederne, Amerika, Retraite og Lykkens Prøve. VI besøger de gamle værtshuse, Hvide Hest, Mikkel Vibes Kro, Callundborg, Hjortehus, Sorø Kloster, Den sorte Adler og Hinden. Vi besøger Københavns første Vauxhall. Vi besøger Galgemøllen. Og så ser vi på anlæggelsen af Frydensvej(Sundvedsgade),
Dannebrog – bebyggelsen
Vi er nu nået til den fjerde historiske vandring på Vesterbro. Vi er nået til Dannebrogsgade – bebyggelsen. Denne grund hørte i begyndelsen af det 18. århundrede til Magistratens jorde. Det var såkaldt borgmester – jord hvis indtægt tilfaldt stadens borgmestre.
Humlehaven
I 1741 fik Peter Abraham Oberkamp fæstebrev på den store frodige grund, der sammen med nabogrunden gik under betegnelsen Humlehaven. Det var med i fæstebetingelserne, at det ikke måtte bygges på grunden.
Lykkens Prøve
I 1788 fik den daværende fæster tilladelse til at bygge på grunden. Men først i 1790 opførte bygmester Johan Martin Quist et stateligt toetagers forhus med sidefløj. Han kaldte sin flotte ejendom for Lykkens Prøve. Der blev også etableret to 50 alen lange keglebaner.
En progressiv drengeskole
I 1795 overtog den tyske hofpræst i København, Christoph J.R. Christiani såvel fæste som bygninger. Samme år åbnede han en eksklusiv og særdeles progressiv drengeskole. Da undervisningen foruden de traditionelle fag omfattede gymnastik, ridning og uddannelse i forskellige håndværk samt havebrug.
Efterhånden havde skolen 50 elever og en stor lærerstab. Så man måtte bygge til. Først tilkom i 1796 en udvidelse mod vest i to etager på syv brede fag. En yderligere udvidelse kom senere. Christianis Institut kunne med sin 54 meter facade sagtens konkurrere med naboen, Skydebanen i arkitektonisk værdighed.
Udsat for kritik
Men ak og ve. Christianis moderne pædagogik blev udsat for en del kritik, ligesom skolepengene på 300 rigsdaler faldt folk for brystet. Nye personer i ledelsen medførte væsentlige strukturændringer. Efterhånden gik det skolen rigtig dårligt.
I 1806 blev Quists oprindelige bygninger frasepareret. Stamparcellen blev købt af Jacob Hjorth, der i haven lod opføre en 67 alen lang grundmuret bygning med skænkestue, billardstue og to keglebaner.
Træt af Danmark
I 1810 blev skolemanden m.m. Christiani træt af sin karriere som skolemand i Danmark og rejste hjem til Tyskland.
Urtekræmmer Møller købte hele den store grund for 24.000 rigsdaler i 1819. I 1846 blev 8.000 kvadratalen i den sydlige del eksproprieret til anlæg af jernbanen København – Roskilde.
Dannebrogsgade oprettet
Møller fik solgt ejendommen til to jyder, Hasselbalck og Lund. I 1854. Men de helt store penge tjente Harboe, da han købte ejendommen. Han var grosserer og sukkerraffinaderi. Han foreslog at oprette en gade vinkelret på Vesterbrogade på 20 alen. Det var den gade, der i 1858 fik navnet Dannebrogsgade.
Dannebrogs Tværgade
En Tværgade var også på tegnebrættet. I begyndelsen hed den Dannebrogs Tværgade. Senere ved anlæg af kirken blev den omdøbt til Matthæusgade. Udparcelleringen af den store ejendom kom til at strække sig over resten af århundredet.
Mikkel Vibes Kro
Mellem Skydebanen og Mikkel Vibes Kro på strækningen, der i dag udgør Vesterbrogade 61 – 67 lå der langt op i det 18. århundrede kun vænger og haver. De tilhørte staden, som lod dem bortfæste. Og skal vi lige stoppe op ved en af de ældste og store ejendomme dengang, Mikkel Vibes Kro. Den lå der, hvor Vesterbrogade 69 – 73 B i dag er placeret.
Halvpart til hver
I 1619 skødede Christian den Fjerde en stor grund 80 x 350 alen til borgmester Mikkel Vibe og kongelige tolder Jacob Mikkelsen med en halvpart til hver. Der blev givet bevilling til krohold og skydebane. Økonomisk tilskud, skattelempelser og toldprivilegier skulle være med til at sætte det hele i gang. I 1638 købte Mikkelsen, Vibes andel, men der kom hurtig dårlige tider. Bygningerne forfaldt og krodriften ophørte.
Genopførelse af kroen
Først i 1671 fik kongens teltmager, Niels Erlandsen tilladelse til at genopføre kroen, dog uden de oprindelige toldbegunstigelser. I begyndelsen af det 18. århundrede drev Familien Lafont i flere generationer kroen, der nu gik under navnet Den grønne Hest. Bygningskomplekset lå, der hvor ejendommen Vesterbrogade 69 – 71 er placeret.
Blegeri
Fra 1755 til 1795 fulgte ejerskabet en karakteristisk ægteskabsrunde. Kort før århundredeskiftet ændredes driften på ejendommen. Prokurator Peter Aabye var blevet nægtet byggetilladelse, indrettede et blegeri. I 1805 fik Aabye dog tilladelse til at bygge en ny stald, lo og lade.
I 1809 blev ejendommen overtaget af J.H. Honory og hofbogtrykker E.A.N. Møller. De indrettede en kemisk virksomhed med laboratorium.
Papirfabrik
I 1814 lod nye ejere , arvinger efter hofråd David Amsel Meyer, Handelsfirmaet Bendix og Davidsen, matriklen opdele i to nye parceller. Senere kommer der en papirfabrik på ejendommen. Men det er åbenbart ikke gået så godt, for i 1834 forsøger statskassen, at få gården solgt.
Saxogade anlægges
Den store vestlige ejendom fortsatte op gennem første halvdel af det 19. århundrede med forskellige industrivirksomheder, indtil lim-fabrikør og lysstøber Niels Haslund i 1866 lod de gamle bygninger nedrive. Han anlagde Saxogade og påbegyndte den store udparcellering af området.
Værtshuset Hinden
Vest for Den grønne Hest og som en lille enklave i den næste dybe grund drev øltapper Jens Christian Hind virksomhed. Senere var det enken Else Marie og svigersønnen Johan Theodor Wezell, der drev værtshuset Hinden.
Adam Oehlenschläger fødes
I 1771 overtog slotsforvalter N. Voigt ejendommen, der nu omfattede et toetagers forhus i mur og bindingsværk i ti fag og vest herfor et lavt materiale-hus. Her fødtes Adam Oehlenschläger
den 14. november 1779. Forskellige ejere fulgte i hurtig rækkefølge. Huset blev revet ned i 1863. Han skrev dog følgende digt om sit barndomshjem:
Pasning af diger
Allerede i 1651 blev den smalle grund, der i dag afspejles i Oehlenschlægersgade – bebyggelsen afstukket og overdraget af Magistraten som ejendom til Peder Hansen Korsør, der arbejdede for staden med vedligeholdelsen af digerne.
Grunden, der ikke måtte bebygges, strakte sig svagt kileformet godt 100 alen mellem Vesterbro og Stranden. I 1668 fik Korsør dog gæstgiverbevilling af Frederik den Tredje. En kro med udhuse blev opført ved landevejen. I begyndelsen af det 18. århundrede fortsatte krodriften under forskellige ejere.
Foruden krodriften blev der drevet et hollænderi med stald til 50 køer, samt efter tilladelse fra Christian den Sjette en skydebane.
Gartneri og frugtplantage
I 1743 solgtes alt til en kendt Vesterbro – borger, Wulf Ottesen. I 1758 var det stivelsesfabrikant Heinrich Wium, der købte det efterhånden anselige bygningskompleks af grundmuret
forhus og sidehus samt flere lange bindingsværkshuse. Efter Wiums død var der gartneri og frugtplantage.
700 aldeles runderede træer
I 1807 kræver overkrigskommissær August C. Mohr erstatning for 700 stk. aldeles ruinerede hollandske frugttræer.
Den gamle vej til Pesthuset og Vester Fælled gik her. Længere mod vest blev en ny vej anlagt i 1780erne ( Enghavevej). Forskellige bygninger blev anlagt på grunden.
Apotek
I 1795 havde apoteker Johan Gottlieb Blau åbnet Vesterbro Apotek i forhuset. Efter 16 år flyttede apoteket over på den modsatte side – i dag nr. 72.
Familien Mohr
Familien Mohr havde åbenbart fået styr på deres frugttræer. I 1826 var der 2.000 frugttræer, bl.a. ferskner, abrikoser, vin og valnødder. Her var levende hegn, 1300 lindetræer og 200 ahorn, foruden tjørn, roser, asparges, jordbær, syre og krydderurter. I 1846 eksproprieredes den sydlige del af vænget til jernbanen
Kaalundsgade
I 1890 blev den vestlige del af denne grund udlagt officielt til gade – Kaalundsgade.
Oehlenschlægersgade dannes
I 1857 var det slut med Mohr – dynastiet. Proprietær Christopher Madsen Rosberg anlagde en privat vej over grunden. I 1859 var det denne vej, der blev til Oehlenschlægersgade.
Magistraten havde ellers nægtet byggetilladelse. Man henviste til byggeforbuddet i 1651 – skødet. Rosbergs enke fortsatte sagen, der først kom til en afgørelse i 1874. Her frafaldt
Magistraten sit byggeforbud mod at enken skænkede jord til Istedgades forlængelse og til Matthæusgade.
Tilbage til Grønne hest område
Men tilbage, hvor vi startede omkring Den grønne Hest (Mikkel Vibes Kro) – området. I 1780erne fik arkitekten, professor og hofbygmester Caspar Frederik Harsdorff således fæste på det store vænge, der med 67 alen front mod Vesterbrogade strakte sig ned til stranden, til dels også bag Mikkel Vibes Kro.
Her lod Harsdorff opføre en statelig, enkelt og velproportioneret gård. Den lå på Vesterbrogade 67 indtil 1902. Harsdorff lod den store grund opdele i tre. Han beholdt selv den ene grund.
Til fabriksinspektøren
Vesterbrogade 65 blev fæstet af apoteker Franz Heinrich Møller, grundlægger og fabriksinspektør på Den kongelige Porcelænsfabrik. Han fik opført en flot gård på stedet. Også den lå her næsten uforandret til 1902.
Allerede i 1795 solgte Harsdorff sin ejendom til urmager J. Brandt. Men fæstet på grunden beholdt han. I 1805 solgte Brandt gården til konferensråd, skolemester Louigi Chiariny, der samtidig købte den tidligere fæstegrund.
Københavns første Vauxhall
Her indrettede han i 1806 haven til sin beværtning, Københavns første Vauxhall med illumination og nyopført danselokale. Stedet blev en succes. Folk myldrede til stedet. I 1808 blev Chiarinys ejendom imidlertid sat på aktion og solgt til tømmerhandler og grosserer Erik Nisson.
Apoteker Müllers ejendom på nabogrunden blev solgt til etatsråd Ove Malling og i 1808 til dr. med. Henrik Rosted. Nissons ejendom blev i 1836 solgt til grosserer Danchell, der lod fabriksbygninger opføre. I 1816 blev nabobygningen købt af bagermester Piper.
Fælled – området
I begyndelsen af det 18. århundrede lå der allerede en række mindre fæsteejendomme på Vesterbrogades sydside fra Kaalundsgade til Enghavevej. Det oprindelige bagskel forløb omtrent
100 – 120 alen fra broen.
Matrikelnumrene 45 – 50
I 1799 – 1800 blev fælledstykkerne umiddelbart syd for grundene, inklusive den gamle pesthus-kirkegård solgt til de respektive Vesterbro – ejere og indlemmet i disses grunde. Adgangen til fælleden var til at begynde med i østenden af denne Vesterbrogade – strækning. I 1780erne blev den gamle malkesti i den modsatte ende etableret som officiel adgangsvej, der førte helt over til Kongens Enghave.
I 1806 blev grundende nummereret med matrikelnumrene 45 – 50.
En keglebane
Nr. 50: I 1677 havde Magistraten udstedt brev på denne samt nabogrunden mod vest til Hans Bøgesen, men ved århundredeskiftet var delen sket.
Fra 1704 – 1714 var ejeren hederider Arvid Rasmussen. I 1715 blev hus og grund købt på auktion af skomager Christian Henrich Gierwulff. I 1717 hed ejeren Christen Michelsen. Det er sandsynligvis i de år at værtshuset Den blå Stud er etableret. I næsten 100 år var ejendommen i familiens eje.
I 1771 bestod bygningen af forhus og sidehus, begge gammeldags. I 1793 er der kommet en lange keglebane. I 1807 da Andreas Petersen var ejer, er der blevet opført nye bygninger. Forskellige ejere fulgte. Først i 1884 forsvandt de gamle bygningsanlæg. Enkefrue Rosborg lod Kaalundsgade anlægge over en del af grunden, mens resten blev opdelt i parceller og solgt.
Den sorte Adler
Nr. 49: Den næste grund havde 49 ½ alen mod broen. Det var den vestlige del af Hans Bøgesens sted fra 1677. Grunden svarer til Vesterbrogade 83 i dag.
I 1694 blev grunden endnu ubebygget vænge, fæstet af kongens skrædder, mester Johan Schumacher. I 1707 fulgte Werner Könne, Prædiker til den Reformerte Kirke. I 1715 fik kongelige køkkenskriver Rasmus Hollersen fæste. Tre år efter havde han bygget ud til broen. I 1737 købte hofskriver og stempelpapirsforvalter Ole Lystgaard stedet.
I 1742 bød Bryggerlavet enken 6.031 rigsdaler for stedet. Da var der åbenbart værtshus eller gæstgiveri på stedet. Det vides, at Den sorte Adler og senere Stadt Hamburg lå på adressen. En række forskellige værtshusholdere fulgte.
Valdemarsgade bliver anlagt
I 1784 fik klæde-fabrikørerne Gottlieb og August Kramer fæste for livstid. Der blev indrettet væveri med tre faste klædevæverstole, klædepresse, tørrerammer m.m. Omkring århundredeskiftet bestod stedet af det omtrent fire-fløjede bygningsanlæg med frontkvist, brænde – og farverhuse samt væverværksted. Forskellige ejere fulgte.
Valdemarsgade blev anlagt på en lille del af denne grund. I 1874 – 76 blev de gamle bygninger nedrevet.
Sorø kloster
Nr. 48: Områdets største grund kom herefter. Den havde en facade-længde mod broen på ca. 130 alen. Det svarer til beliggenheden af i dag Vesterbrogade 85 – 91. Her havde brygger Anders Rasmussen i 1676 bryggerstavn og kålhave. I begyndelsen af det 18. århundrede var her også et gæstgiveri, der gik under navnet Sorø Kloster.
I 1714 blev det drevet af skomager og gæstgiver Christen Hansen Tønder. I 1719 hed gæstgiveren underfoged og øltapper Hans Knudsen Sølling, indtil Christopher Nelling, leverandør og kongelig køkkeninspektør i 1732 overtog stedet.
Kones spillegæld
Han oprettede desuden et stopperi til opfedning af fjerkræ. Forskellige ejere fulgte. Interessant er dog at konstatere, at agent Johan Christopher Amberg i 1783, måtte overlade stedet til konferensråd Jens Jessenius Clasen, grundet sin kones spillegæld på 9.000 rigsdaler. Forskellige ejere fulgte.
Fornemt udstyr
Den store gammel gård havde et fornemt udstyr med bl.a. malede landskaber i havestuen. Det var sandsynligvis udført af en tidligere jer, Brünniche. Her var også et ottekantet lysthus, tyrkisk telt, haveskulpturer, fornemme lysthuse og fuglehus. På grunden blev en del af Valdemarsgade anlagt.
Blomster – og lysthus
På Vesterbrogade 89 lod postkontrollør Peter Wilhelm Gensen i 1852 opføre en villa i middelalder – stil. I 1860erne var det godsejer C.F.S Leth der ejede villaen. I haven lod han opføre blomster – og lysthus. I 1881 var det læge C. Mundt, der boede her. I 1898 rev malermester P.D. Løw villaen nedrive, hvorefter han opførte det eksisterende og fire-fløjet etagehus.
Galgemøllen
Nr. 47: Den næste grund på Vesterbrogade var Nybromølle også kaldet for Galgemøllen, efter den nærliggende murede galge på Vester Fælled, der lå der over for Sorte Hest fra 1622 – 1799. Møllen nævnes allerede i 1673, hvor møller Oluf Germandsen skulle have haft pladsen fra før svenskernes belejring (1658 – 1660). Fra 1724 – 1739 havde brygger Otte Lerche fæstet møllen, men ellers var det rigtige møllere som var her.
Allerede i 1739 var det et otte fags forhus mod broen med et 12 fags sidehus. Vindmøllen var længere tilbage på grunden.
Siden 1773 fulgte også fæstet på vænget bagved. Men her måtte der hverken graves, pløjes, plantes eller sås. Og man måtte da sandelig heller ikke bygge. Man kunne så sætte kreatur på græs på vænget. Det var for resten den gamle pesthus-kirkegård, der havde ligget her. Forskellige fæstere fulgte.
I 1806 bestod bygningskomplekset af forhus med 48 alen facade, stuehus, stald, slagtehus-materiale-hus samt vindmøllen på en ottekantet muret fod i to etager. Senere blev udhusene udskiftet med et nyt sidehus. Dertil kom også en hestemølle.
Jernstøberi
På naboparcellen 47a, som i mange år tilhørte fabrikanterne Borch og Henriksen udviklede der sig efterhånden et større fabrikskompleks til jernstøberi.
Markmandhus
Nr. 46: Denne grund svarer nærmest til beliggenheden af Vesterbrogade 97 – 99 i dag. Her lå ved en markvej stadens lille markmandshus. I 1673 boede her hyrde Niels Jensen og dyrevogter Mathias Lauridsen.
I 1756 kom her fornemme folk, nemlig kommandør Friedrich Güntelberg. Han blev efterfulgt af enkefruen og derefter af dennes nye ægtefælle, generalkrigskommissær Alexander Ross.
Her var et rigtigt overklasse – landsted.
Hjortehus
Der var gobeliner på væggene og glasdøre til haven, Og her var lysthus i to etager, keglebane og en hvælvet lindeallé. Traktør Jacob Nissen Hiort omdøbte stedet fra Eensom til Hjortelund.
Lystgården Retraite
Nr. 45: Vi er nu nået til den sidste grund, og den der i dag svarer til Vesterbrogade 101. I 1735 oprettede tøjsmed Stökter her en såkaldt tysk smedje. I midten af det 18. århundrede var fæsterne her slagtere og hestehandlere, indtil prokansler Erik Pontoppidan i begyndelsen af 1760 indrettede en lystgård, der senere gik under navnet Retirade eller Retraite. Forskellige fæstere fulgte.
Bygningsanlægget bestod helt til 1894. Det bestod af et 32 alen lang bindingsværkshus i 14 fag med to tre fags frontkviste samt sidehus-længer med feldbereder-værksted.
Hvide Hest Området
Hele den store strækning af delområdet, der i dag går fra Enghavevej til Vesterfælledvej omfattede én stor gæstgiver – ejendom. Bagskellet, der lå ca. 120 alen syd for Vesterbrogade og som oprindelig dannede grænse mod Københavns store fælles græsningsområde, Vester Fælled, afspejles stadig i Tøndergade samt i knækkende på Enghavevej og Vesterfælledvej.
Gæstgivergården Callundborg
I det 18. århundrede holdt markmanden til herude. Bygningsanlægget, der var placeret nærmest byen voksede efterhånden fra en lille otte fags stråtækt ejendom i 1712 til et 18 fags bindingsværks forhus i en etage, 40 alen langt og med 21 alen sidelænge i 1793.
Markmands – arbejdet var på dette tidspunkt for længst veget for gæstgiveri, sandsynligvis efter at brygger Mogens Selstrup i 1740 havde overtaget fæstet på stedet.
Hvide Hest
I 1775 sad øltapper Hans Stæhr på gæstgivergården med fæste for livstid på det store vænge. Stedet blev kaldt Callundborg Herberg, men benævnes senere som Hvide Hest. Den gamle tilknytning til fælleddriften blev dog længe bevaret. Stadens fold til indebrænding , dvs. hvor kreaturerne blev ejermærket før udsætning til det fri sommerliv på græsgangene, lå i gæstgivergårdens vænge lige vest for bygningsanlægget.
Efter Hans Stæhr fulgte i 1808 hans søn, hørkræmmer Christian Stæhr.
Men få år efter dennes død, blev det store vænge, som familien havde haft i fæste, at staden opdelt og bortaktioneret som selvstændige ejendomme.
Udvidelser
Selve bygningerne med have, som strakte sig 265 alen langs Vesterbro fra hjørnet af den gamle malkevej senere Enghavevej, blev købt af kaptajn, buntmager Liebenberg. Efter hans død i 1819 blev den store ejendom overtaget af hans arvinger., som i 1829 solgte vængestykket til gartner J.C. Hansen.
I 1834 blev den gamle gæstgivergård forlænget mod øst med en 21 alens staldlængde, der i 1847 blev ombygget til beboelse.
Frydsvej (Sundevedsgade) anlægges
Efter demarkationslinjens tilbagerykning i 1852 påbegyndte gartneren en storstilet udparcellering. I 1852 frasolgte han en stor parcel, der i dag udgør fire grunde ved det østlige hjørne
af Sundevedsgade/Vesterbrogade. Kort efter lod han anlægge Frydsvej (nu Sundevedsgade) tværs over vænget ned til de fællesarealer, som han også havde erhvervet.
Lyststedet Amerika
Et lille lyststed blev opført. Det var en et etagers bygning på 24 x 17 alen. I 1814 blev ejendommen købt af generalkonsulent John Murray Forbes. Han døbte stedet Amerika.
Den amerikanske vindmølle
Forbes ”mekanikus” Winstrup lod opføre en vindmølle efter et sindrigt amerikansk patent på en parcel af Vester Fælled syd for Amerika. Den blev i folkemunde kaldt Amerika – møllen. Men bygmesteren kaldte den selv Nye Winstrup Mølle.
Brændevinsbrænder Westergaard overtog møllen i 1838.
På en aktion i 1820 blev lyststedet Amerika købt af justitsråd Petersen. Få år senere var det baronesse Elisabeth Sophie Bretton, der stod som ejer. Efter forskellige ejere var det Stadskonduktør Schlegels arvinger, der lod Amerika udparcellere i syv grunde i 1854. Hovedbygningen lå, der hvor vi i dag har Vesterbrogade 131 – 135.
Forskellige stilperioder
Landstedslignende villaer blandede sig med ældre bygninger. Mange af disse bygninger måtte vige for nybyggeri. I dag fremtræder denne del af Vesterbrogade særdeles broget og forskelligartet. Forskellige stilperioder er repræsenteret.
Vi slutter hermed vores fjerde vandring gennem Vesterbros historie. Vi vender senere tilbage med Istedgade og Enghavevej.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 18- 11 – 2021
November 13, 2011
Foredrag afholdt den 6. november 2011 på Nørrebro Bibliotek i Bragesgade. Det Sønderjyske Kaffebord blev et symbol på sammenhold under tyskertiden fra 1864
– 1920. Den overlevede to verdenskrige. Det sønderjyske kaffebord og Sort Sol er det, der trækker turister til. Men er det den ægte vare, som turisterne bliver budt. Hvorfor er det lige, at det Sønderjyske kaffebord byder på så mange traditioner.? Få den sande historie her, fra en, der er opvokset med den ægte vare. Nutidens skønhedsidealer gør, at det ægte Sønderjyske Kaffebord i dag har svært ved at begå sig.
Sønderjyder har noget for sig selv
Sønderjyder har noget som andre ikke har. Og det er
Sproget
Vi kan jo starte med sproget, og en hyldest til det sønderjyske kaffebord. Digtet I skal høre stammer helt ude ved Vadehavet – fra Ballum.
Et fantastisk digt, der slutter af med at konstanterne, at såfremt du ikke er ved godt helbred og har en stor mave, så skal du aldrig indtage sønderjysk kaffebord. Og læg mærke til, at selv om flere i digtet var mætte, ja så pressede værtinden gæsterne til at spise mere.
Bevarelse af det sønderjyske
Og man gør jo også noget for at bevare det sønderjyske sprog. Her i København har vi Æ Synnejysk Ambassade. Her kan eksil – sønderjyder dyrke det sønderjyske sprog. Nede i Sønderjylland har man Æ Synnejysk Forening.
Ordet Mojn
Ordet Mojn er blevet trend i visse kredse. Det er sket efter, at Anders Lund Madsen er begyndt at bruge det. Det er også navnet på et ugeblad i Flensborg og en radiostation i Aabenraa.
Ja vi siger Mojn morgen, middag og aften. Man diskuterer så, hvordan det skal staves.
Men der er mange dialekter i Sønderjylland, skal vi hilse at sige. I en omkreds af 15 km fra Tønder er der mindst seks forskellige dialekter. Både prøjserne og danskerne brugte sproget i den nationale krig.
Specielle drikkevaner
I Sønderjylland drikker vi Grog, Farisæer, Friesengeist eller Kaffepunch. Og så stammer Bommerlund – snapsen fra Sønderjylland. Der findes et specielt plattysk mundheld:
Det betyder:
Lige syd for grænsen har friserne deres nationaldrik, der hedder Flipps. Den laves af varmt øl med æg og rom. På øen Föhr havde man en drik, man kaldte Tote Tante. Den bestod af Kakao tilsat alkohol. Nogle steder med flødeskum.
Verdensrekord i Tønder
Nu handler dette foredrag ikke om alkohol. I kan læse mere om sønderjydernes drikkevaner og opskrifter på disse på min hjemmeside. Men I skal lige have med, at Tønder havde verdensrekord i antal af værtshuse pr. indbygger.
Kulinariske herligheder
Egentlig forstår jeg ikke, hvorfor turistforeningen i Tønder ikke gør mere ud af, at fremhæve de kulinariske lækkerier, som byen kan byde på. Hør blot her:
Falsk reklame
Forleden holdt jeg et foredrag, hvor vi blev beværtet med en lækker tre retters menu. Der blev sagt, at desserten var Sønderjysk kaffebord. Men det havde ikke noget med Sønderjysk
kaffebord at gøre.
Der bydes på
30 slags kager I dag er det sort sol og sønderjysk kaffebord, der trækker turister til Sønderjylland. Kroer og hoteller tilbyder i dag et overdådigt kaffebord med op til 30 forskellige slags kager. Hvorfor er det lige at Sønderjysk kaffebord er blevet så populær. Jo, det er fordi, at det er en stærk tradition bag ved og en historie. Det sønderjyske kaffebord blev en slags sammenhold mod det prøjsiske styre. Kaffebordet blev en slags ståsted for danskheden.
Pludselig med i Kejserriget
Efter Danmarks nederlag i 1864 var omkring 175.000 dansk talende – og følende indbyggere i det tidligere danske hertugdømme Slesvig med et pennestrøg blevet statsborgere i Det Tyske Kejserrige, som blev proklameret i 1871.
De glemte en paragraf
Efter krigen mellem Preussen og Østrig i 1866 blev der i fredstraktaten indført en § 5. Den indeholdt en aftale om, at de nordligste amter i Slesvig skulle afstås til Danmark, hvis befolkningen ønskede dette. Men den aftale, holdt de ikke.
Store krav til mave og sjæl
Vi andre voksede op med det overdådige kaffebord. Når der var konfirmation, barnedåb, rund fødselsdag eller familie træf blev der disket op med det overdådige kaffebord. Og så skulle man også have suppe, steg og dessert.
Det sønderjyske kaffebord stiller virkelig krav til din mave. Ikke underligt at vi altid skulle ud og gå efter en gang sønderjysk kaffebord. I vores tid med slankekure og økologi er det sønderjyske kaffebord ikke særlig moderne. Og man skal virkelig have tid, for at gå i kast med det rigtige sønderjyske kaffebord.
I dag bestemmer du selv
I dag er det ikke så meget sport ved det sønderjyske kaffebord. I hvert fald ikke, hvis det indtages på en kro eller hotel. Her bestemmer du selv, hvor meget du vil spise. Hele herligheden står fremme, så du selv kan gå op og hente det. Men sådan var det ikke oprindelig. Da foregik det hele ved bordet, og man lagde mærke til, hvor meget du fik at spise. Spiste du ikke nok, blev det kommenteret.
120 opskrifter
Enhver sønderjysk familie havde deres egne opskrifter og navne på deres kager. Her på siden kan du finde ca. 120 opskrifter på lækre kager, småkager, skærekager og lagkager. Det var prestige for de sønderjyske husmødre at overgå nabokonen i det sønderjyske kaffebord. Man snakkede om det i sognet.
Ingen spiritusbevilling
Men udviklingen tog rigtig fat i slutningen af 1800 – tallet, hvor Sønderjylland var under preussisk styre. Myndighederne straffede dem, der gav tilladelse til, at de dansksindede kunne holde møde. Derfor blev man nødt til selv at bygge danske forsamlingshuse, hvor man kunne holde møde. Man kunne ikke få spiritusbevilling. Det var slut med øl og punch. Derfor blev det til kaffe og kager i stedet. Og kagerne blev medbragt. Hurtig opstod der så en kappestrid mellem kvinderne. Hvem kunne bage de bedste kager?
Man tog selv kagerne med
Det sønderjyske kaffebord opstod sammen med den blå sangbog, udgivet af Sprogforeningen. Man sang fædrelandssange og havde inviteret spændende mennesker til at holde foredrag. Disse foredrag var oplivende og styrkede danskheden. Foredragsholderne nord for Kongeåen kunne rejse hjem og fortælle om de overdådige kaffeborde.
Man hyggede sig sammen under foredragene og fædrelandssangene. Familierne tog selv lagkager og skærekager med til møderne. Konerne overgik hinanden med duftende fade. Kagefadene skulle vandre rundt før foredragene. Man skulle fylde sin tallerken, så man ikke forstyrrede foredragsholderen.
Tysk Gendarm: Danskerne æder for meget kage
De tyske myndigheder ville ikke give spiritusbevilling. Alle møder blev overværet af en tysk gendarm. En af dem blev helt led af alt det bagværk:
Foredragsholderen var gerne en nordslesvigsk journalist, frimenighedspræst eller vandrelærer. Ja nogen gange kunne det også være en landmand. Det kunne også være en kendt person fra Danmark, hvis han ellers fik indrejse – tilladelse.
50 forsamlingshuse i 1914
Foredragsforeningerne udsprang af den grundtvigske bevægelse. En masse danske bevægelser opstod. De mødtes de steder, hvor indehaveren trodsede forbuddet mod at udleje til de
dansksindede. På alle måder blev de chikaneret af prøjserne. Derfor måtte man bygge selv. De første danske forsamlingshuse blev bygget i 1892.
Også højskolerne i Sønderjylland blev ramt af de preussiske restriktioner.
I 1914 var der 50 forsamlingshuse, hvor man kunne samles. Foreningsliv og forsamlingshusene gjorde de dansksindede slesvigere til danske sønderjyder. Nord fra støttede man massivt disse initiativer.
Tyskheden bredte sig
En lov fra 1876 bestemte, at tysk skulle være det eneste tilladte sprog i den offentlige forvaltning. Den nye generation af preussiske embedsmænd var præget af den nationale ideologi. Man var indstillet på at fremskynde germaniseringen af de erobrede landsdele. Fortyskningen ramte også folkeskolen. Lærerne skulle tale tysk til børnene og sørge for, at de også indbyrdes talte tysk.
Danske vandrelærer blev forfulgt
Danske vandrelærer på gårdene blev forfulgt af de tyske myndigheder. Og med støtte fra den tyske regering blev der opkøbt over 300 ejendomme i det sønderjyske. Nu skulle landmænd med den rigtige germanske indstilling komme til landsdelen.
Köhler – tiden
Den preussiske administration blev betydelig mere barsk, da den tidligere preussiske indenrigsminister, Ernst Mathias von Köhler skulle administrere styret. Med hård hånd slog han den danske agitation ned. De dansksindede skulle lære at hæfte solidarisk. Med andre ord. Hvis en begik en fejl, skulle flere straffes.
Han udviste folk i massevis. Det gik især ud over tjenestefolk, der arbejde i dansksindede hjem. Man fik kun en frist på 24 timer til at forsvinde. Men når en far blev udvist, kunne det
betyde økonomisk ruin for hele familien.
Denne von Köhler tog rigtig fat omkring 1898. Dansksindede møder blev opløst uden grund. Fra 1901 var almindelige møder så godt som udelukket for de dansksindede. Der var også skarp censur i ytringsfriheden. Preusserne forsøgte at overtage de danske aviser.
Man flygtede eller udvandrede
Man havde pligt til at aftjene den preussiske værnepligt. Det var der ikke alle, der ville. Man udvandrede til Det forjættede Land eller flygtede til Danmark. Ved den lejlighed blev ikke så få skudt. Man mente dog, at det ville skade den danske sag, hvis alle unge mænd flygtede. Cirka 10 pct. af de 30.000 nordslesvigere, der deltog i krigen på tysk side, flygtede.
En af flugtruterne gik ud over Vadehavet. Men her var placeret dige-vagter. Og de tyske patruljebåde kun nemt opsnappe de flygtende. Mange af dem, der ikke havde kendskab til Vadehavets luner druknede under flugtforsøget.
Familier til de flygtende blev ofte fængslet i 9 – 10 måneder. Og sønderjyder, der var hjemme på orlov fra fronten blev overvåget af de preussiske myndigheder. Desertørerne mistede deres tyske statsborgerskab og fik deres formue konfiskeret.
Massearrestation
Ved krigsudbruddet til første verdenskrig blev 300 dansksindede i Sønderjylland arresteret af de preussiske myndigheder.
Danske embedsmænd smidt ud
I 1864 var de danske embedsmænd blevet udvist. Selv den afholdte læge Ulrich i Tønder udvist. Ja han blev stenet ud af byen. Selv tyskerne havde opsøgt ham. Men de gik ikke ind ad fordøren. Det kunne jo være at ligesindede kunne se, at man blev behandlet af en dansksindet læge.
Københavnske aviser og manglende research
I forbindelse med de slesvigske krige var de københavnske formiddagsblade ude med sensationshistorier om at Kong Christian den Niende begik højforræderi, fordi han ville sælge Danmark til tyskerne. Dengang eksisterede Tyskland ikke. Man havde Det Tyske Forbund. Tyskland blev først en samlet stat i 1871. Da kongen kom med tilbuddet i 1863, var Holsten, hvor kongen var fyrste allerede i det tyske forbund.
Det har sikkert været det sidste desperate forsøg på at bevare Slesvig – Holsten som en samlet enhed.
Efter sejren i den første slesvigske krig overgik de københavnske aviser sig selv i helteberetninger. Selvtilliden kendte ingen grænser. Stor – Danmark var til stede. Der var ingen grænser for, hvor gode vi var. Men hovmodet stod for fald.
Genera deMeza havde advaret mod at gå i krig mod Bismarck. Men han blev fyret. Gamle mænd kom til at besegle Danmarks skæbne. Tænk, hvis Bismarck var gået videre, så havde vi været en del af Tyskland. Preusserne havde oprustet, det havde man ikke gjort i Danmark. I København vidste man ikke hvad der foregik i grænselandet.
Varemangel
Efter udbruddet af første verdenskrig opstod der varemangel og restriktioner. Det satte en naturlig dæmper på selskabeligheden. Man havde heller ikke lyst til overdådigheden. Husmoderens opfindsomhed blev sat på en prøve.
Erstatningskaffe
Under krigen lavede man erstatningskaffe. Den dårligste bestod af grønne ærter og byg, der var hårdt brændte. Lidt bedre var maltkaffe af ren byg. Bedst var rugkaffe.
Kålrabikage
I byerne bagte man kålrabikage. Det var en pladekage af kålrabimos blandet med kartoffelmos, sødet med roesirup og krydret med citron-essens – velbekomme.
Meget var “verboten”
På landet havde gendarmerne travlt med at overvåge, at der ikke i smug blev slagtet, kværnet smør, eller bagt brød på gårdene. Det var aldeles “verboten” Efterhånden var rationerne i Sønderjylland helt nede på 1.000 kalorier om dagen. Det svarer til en tredjedel af, hvad en almindelig arbejder skulle bruge.
Pres på kvinderne
Alt dette lagde et enormt pres på kvinderne. De var ikke kun alene, om at skaffe mad og klæde til huset. De var også alene om børnene. De skulle gøre mands arbejde på mark og i stald, i værksted og fabrik på kontor og butik. De fik dog en smule hjælp af krigsfangere i tysk fangenskab.
Kaffens indtog
Allerede i 1700 – tallet var kaffen kommet til Danmark. I begyndelsen var det kun det bedre borgerskab, der fik kaffe, grundet prisen. I en forordning af 1783 blev det forbudt for den danske almue, at drikke kaffe.
Den første kogebog
Den første danske kogebog kom i 1740. den hed En lidet proberet kage – bage – syltebog.
Søndagsdrik i sønderjyske hjem
Men kaffen blev billigere og forordningen ophævet. Omkring 1840 blev kaffen en søndagsdrik i mange sønderjyske hjem.
En kaffepunch
I 1850erne blandede man kaffe med brændevin. Kaffepunchen var født. Man placer en Groschen (eller en 25 øre) i bunden af koppen. Så hælder man kaffe i. Derefter fylder man så meget brændevin i, at man kan se mønten.
Værtinden lagde vægt på, at man lovpriste hendes kaffebord, og det gjorde man bedt i ædru tilstand. Derfor udviklede det sønderjyske kaffebord kun til at omfatte en eller to kaffepunche.
Den sønderjyske drikkekultur kan ellers byde mange spændende kombinationer. Det kan også ses her på siden.
Den første kogebog i Sønderjylland
Det var især på gårdene, at kaffebordet udviklede sig først. I byerne var det ikke god tone med at fråse med kager. Det gjaldt både for middel – og overklassen.
I den sidste halvdel af 1800 – tallet begyndte kaffebordene med et hvis kageudvalg at vinde indpas i de danske hjem og i alle samfundslag. Komfurovne var indført, og der var sandelig også kommet bage-bøger
Det vil sige den første Koge – bage-bog kom i 1838 i Sønderjylland. Dem hed Prachtiches Kochbuch.
Opskrifter på
gotisk
Min mor brugte sin fritid til at finde nye opskrifter. De er gengivet i en bog med gotisk håndskrift. Blandt de 120 opskrifter på kager til det sønderjyske kaffebord her på siden, er en del af min moders. Støbejerns komfurerne blev afløst af regulære ovne.
Kaffebord som mellemmåltid
Kagebageriet blev endnu mere udbredt efter 1860. Det første bageri foregik i ler-form. Man lavede søsterkage, mandelkage, risengrødtærte og forskellige budding. Disse blev i begyndelsen
ofte serveret som desserter. Snart opstod et mellemmåltid. For alvor opstod det sønderjyske kaffebord. Kringler var ret almindelige. Småkageudvalget begrænsede sig dengang til forskellige slags tvebakker og pebernødder.
Kager som vafler, krum-kager og Gode råd kunne bages i vaffeljern på det åbne ildsted. I 1870erne startede en omfattende produktion af kaffestel, sidetallerkner og forskellige kaffestel.
Kaffekomsammen om aftenen
Omkring år 1900 blev der bagt endnu flere kager. Aftenen forløb med kortspil for mændene og kvinderne syslede med sytøj. Ved 22 – tiden blev der serveret kaffe med friskbagt hvedebrød med smør, gærkringle og sandkage med creme. Hvis der var noget specielt at fejre, ja så var der også pladekage med tre slags småkager. Som regel blev der drukket tre kopper
kaffe. Den sidste var en kaffepunch.
Man moppede hinanden
I de små sønderjyske byer og på landet blev der afholdt nabogilder. Her gjaldt det om at overgå hinanden. Ved disse gilder blev der serveret fire lagkager. Nogle gange endda fem. Selv om kvinderne i de små bysamfund var venner til daglig, gjaldt det om at erklære lagkagerne for mislykkede:
Sådanne bemærkninger kunne få bondekonerne til at bryde helt sammen. Man kunne også få denne bemærkning:
Kirke, køkken og børn
I det tyske kejserrige havde kvinderne ikke stemmeret eller ret til at være medlem af en forening. Den kvindelige virketrang begrænsede sig til
Måske var det derfor, at kappestriden om de bedste kager opstod.
Du skal fylde din tallerken
Man kan godt blive chokeret over sønderjysk kaffebord. Og det kræver også forberedelse fra den, der skal indtage det. Store tallerkner bliver budt rundt, og du skal tage noget af hvert. Du skal fylde din egen tallerken til bristepunktet. Alt andet er uhøfligt over for værtinden.
Kommunikation under kaffebordet
De hjemmebagte boller (pumler) ligger sådan, at undersiden er smurt ind i smør. En butterdejsagtig krans af wienerbrød skinner lige så kraftig som en sønderjysk rapsmark, ligger indbydende tilbage. Ind imellem skal man kommunikere. Det foregår med nik og blinkende øjne. Indimellem blev der visket og grinet.
En tyngde mærkes i maven
For nybegynderen vil der snart kunne mærkes en tyngde i maven. Men det er ikke over. For hus- moderens stolthed, den første store kage vil snart indfinde sig. Pyntet med kirsebær og skåret ud i kilotunge stykker. En afvisning er en fornærmelse. Og her er rigeligt af smør og fløde og andre usunde produkter.
Smagsoplevelser og åndenød
Talrige smagsoplevelse vil indfinde sig. Snart vil nybegynderen kunne mærke åndenød. Man skulle ned med det, for Napoleonskagen var på vej. Snart var tallerkenen igen fyldt med butterdej fyldt med vaniljebudding. Koppen fyldes for femte eller sjette gang. Man er efterhånden for udmattet til at protestere over for de argumenter, der kommer i en politisk diskussion. Sveden pibler frem.
En forhammer i brystkassen
Snart vil smagsløgene hyle. Legemet kæmper. Man har det som en forhammer i sit brystkasse. På det tidspunkt er det måske godt med noget frisk luft. Selv om man havde efterladt sin tallerken tom, er den nu igen fyldt. Nøddetærte så tyk som et strygejern. Den er blevet opfedet med smørcreme. Ved siden af, var man blevet færdig. Nu var man bagefter. De næste kager var på vej.
Er kaffen blevet til tjære?
Man havde troet, at man var nået til enden. Ak nej. Nu kom de berømte småkager, sukkerkringler, kyskager. En masse varianter med og uden chokolade. Det var som om kaffen var blevet stærkere, nærmest som tjære.
Hvad hedder det på sønderjysk?
Endelig efter adskillige timer, var man færdig. Man vaklede hjemad. Gangen var blevet anderledes. Så har man indtaget
Stopkager
Man starter med de bløde kager og slutter med de hårde. Stopkagerne var for at afføde de sultne karle, der altid var sultne. Stopkagerne består af gærbrød, det vil sige boller, kringle samt søsterkage. Derefter kommer pladekagerne og honningkagerne. Så kom turen til tærterne. Lagkage hedder tort på sønderjysk. Og der bør være 2 – 3 stykker med enten creme eller flødeskum.
Til slut får man bækkenør, småkager – gerne 7 – 8 slags.
Kalorieholdigt kulturfænomen
Jo det sønderjyske kaffebord har et særlig ry på grund af de nationalhistoriske forhold i grænselandet. Det er blevet et kalorieholdigt kulturfænomen.
Man skulle tage for sig
Fadene blev hurtig sendt på omgang. Værtindens rolle var også at nøde. Det betød, at hun skulle tilskynde, at man spiste og tog for sig. Værtindens prestige skulle nødig lide skade.
Kagebordets struktur
Der en hvis struktur i det sønderjyske kaffebord. Fra det bløde til det hårde. Fra det fede og fugtige til det tørre og magre. Man starter som skrevet med syv slags bløde kager. Først gode mættende stopkage, som boller, kringle, sandkager. Derpå får man to slags torter (lagkager). Dette er måltidets højdepunkt, og viser værtindens formåen.
Den bløde afdeling sluttes af med et låg i form af en flødekage eller en cremesnitte (napoleonskage). Når alt dette er fortæret med fire – fem kopper kaffe, kan man slappe af med syv slags hårde kager. Så er det småkagernes tur.
Småkagerne
Her er der talrige muligheder. Det kan være Goderåd (Goeraj) bagt enkeltvis i vaffeljern. De brune og hvide fedtkager bør ikke mangle. Og os i Tønder og omegnen fik også knep-kager.
Knepkache kommer sikkert fra tysk Kneip. Det er nordtysk dialekt og betyder drenge.
Der skal langskaftede kagejern til at lave de vaffelagtige Goj Raj, som betyder Gode råd.
Det sønderjyske kaffebord kræver mange talenter
Nye skønhedsidealer vandt indpas, og kvinder kom ud på arbejdsmarkedet, Et rigtigt sønderjysk kaffebord kræver en uge i køkkenet. Det har været en kraftpræstation af min mor, bedstemor og tanter – dengang. Og man skal kunne dette der bage-kunst og de specielle teknikker:
Husmødrene havde æg, fløde, mel og sukker på gårdene.
En hyldest fra Peter Seeberg
Sønderjyden og forfatteren Peter Seeberg skrev i 1968 et lille hyldest til sine barndoms kaffeborde. Han var ellers en stor gourmet og ynder af det franske køkken:
I 1970 var det indskrænket
Ak ja. I begyndelsen af 1970 var det sønderjyske kaffebord i hjemmene kun en skygge af sig selv. Nu var det kun
Tiden er imod Sønderjysk kaffebord
Det er i denne tid så meget, at tage hensyn til. Kalorieforbrug, kolesterol, kulhydrater og fedtprocenter. Her der slet ikke plads til det sønderjyske kaffebord.
Kilde:
Se
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 12. – 11. – 2021
November 13, 2011
Der har været mange fantastiske musikoplevelser i Visemøllen. Møllen blev opført som kornmølle, men endte som leverandør af strøm. Læs om familien Bachmann som forpagter og ejere. I Tønder opstod der en mølle – fejde. Og en lille mølle tilhørende en farver skabte panik hos heste. Der er uenighed om vandløbenes historie i Tønder og Omegn. Flere brande og ulykker har hærget vandmøllen.
Fantastisk oplevelse
For en del år siden efterhånden oplevede vi en fantastisk koncert med Rasmus Lyberth i forbindelse med Tønder – festivalen på dette historiske sted. I dag bliver stedet kaldet Bachmanns Vandmølle.
Botshaus
I mange hundrede år er vandet fosset forbi møllen ved Kongevejen. Her ligger de to roklubber, og lige bag ved bestyrede min onkel og tante i mange år Botshaus.
En mølle i 1436
I forbindelse med Tønderhus blev en mølle anlagt. Allerede i 1436 var der skriftlige vidnesbyrd om en mølle. Dengang talte man dog om en mølle sydøst for Abild. Man talte om, at Galgestrømmen var den egentlige Mølledam.
Men generelt er historikerne uenige om vandløbenes historie i Tønder og omegn.
Uoverensstemmelser i Tønders historie
Inden udgravningen af det nye rådhus i 1980 var der iflg. Uwe Thomsen nogle helt groteske uoverensstemmelser med Fortidsmindeforsamlingen om områdets frigivelse til byggeriet. Uwe Thomsen skriver på sin hjemmeside:
Således mener Uwe Thomsen,
der blev en upopulær person på byggepladsen dengang, at Arnå/Hvirlå – omlægningen har været afsluttet før 1498. Se i øvrigt de interessante betragtninger om vandløbenes placering dengang på
Ændring af åen
Vidåens udspring ligger i det gamle Aabenraa Amt ved landsbyen Øster Løgum. Til Solvig hed åen Arnå. Allerede dengang førte åen en masse vand med sig. Men der var perioder, hvor tilgangen af vand var sparsom. Amtmand Dietrich Blome foreslog derfor, at man i gjorde noget ved sagen. Vidåen blev derfor i tidspunktet 1587 – 1598 reguleret. Fra Korntved skete der ændringer. Fra de nuværende jernbanebro til den nuværende mølle lavede man en hel ny kanal. Jorden blev brugt til at skabe et dige. Efter aftale med godset Solvig blev også Hvirlå en del af Vidåen.
Den nye mølle
Efter at den ny mølle blev bygget, ser det ud til at Jacob Andresen også kaldet Jacob Møller fungerede som slotsmøller. Han nævnes i 1589 og 1601. Oprindelig blev møllen opført som en
kornmølle i tilknytning til Tønderhus Slot, som en fyrstelig distriktsmølle. Fundamentet stammer af store kampesten, der stammede fra Gråbrødreklostret.
Hvem skal betale?
I 1641 fandt man ud af, hvem der skulle betale for møllens drift. Og i 1663 udsendte amtmanden i Tønder til omegns – kommunerne, at de skulle sørge for, at holde digerne i orden.
Møllen i 1692
I 1692 var Christopher Thöning forpagter på møllen. Han opførte en lille bygning ved møllen. Desværre døde han tidlig, og hans enke Marina førte forpagtningen videre. Den 5. april 1701 skrev hun under på en fem – årig forpagtning med forvaltningen på Gottorp.Bønderne havde pligt til af få malet hos bestemte møller.
Upopulær møller
Forpagtningen blev ikke forlænget. Nu overtog Nicolas Hansen forpagtningen fra 1706. Han indførte nye regler over for bønderne, og satte hårdt mod hårdt over for de bønder, der ikke over holdt deres mølle – pligt. Og disse klagede over hans hårdhed. Han døde i 1728 og hans arvinger fortsatte mølledriften til 1731. I løbet af de år var alle tre møllesten blevet udskiftet. Man havde selv hentet dem i Husum.
Mange jern i ilden
Efterhånden forfaldt møllen. Men den nye forpagter Peter Klautoft forsøgte at udbedre skaderne. Den nye forpagter der var borger i Flensborg, forsøgte at udbedre skaderne. Han havde mange jern i ilden – den nye forpagter.
Byen som forpagter
Officielt var det nu byen, Tønder, der stod som forpagter. Der var tale om By-møllen i Tønder. I mange år var det ungkarlen, Christian Andersen, der var møller for byen. Senere møder man Andreas Christiansen, der i 1774 kom Schaflund. Han var gift med en kvinde fra Frøslev.
Masser af oversvømmelser
Men det kneb gevaldigt med at holde digerne i orden og få renset vandløbene. Ofte gav det oversvømmelse, og der kom ikke nok vand til møllen i Tønder. Det gamle mølleværk fungerede ikke ordentlig. Og møllernes høst måtte ofte bringes til andre møller.
Store udgifter for Magistraten
I 1761 blev vindmøllen fuldstændig fornyet. Tømmeret fik man fra Aabenraa. Ved vandmøllen blev der i 1768 etableret en ny sluse. Den store bro på nordsiden af møllen blev repareret for 379 Mk. Men de store udgifter bekymrede Magistraten.
Et hus overtages
Efterhånden kunne møllebygningen ikke mere rumme en familie. Man diskuterede, om der skulle bygges nyt. Men man blev enige om at overtage branddirektørens hus, der lå lige ved møllen. Den skulle bruges til møllerens hus. Dette skete i 1798.
Den første Bachmann
En møller fra Sommersted meldte sig. Det var Christian Nissen Bachmann. Han tilhørte ikke fra et mølle – dynasti, men fra en bondefamilie. Selv blev han født i Toftlund i 1757. Han blev gift i 1792 med Elisabeth Catharina, som var søster til en møller fra Tørning. Lige derefter forpagtede han en mølle i Møgeltønder Sogn.
Desværre blev konen efter kort tis syg. Fysikus Krichow fra Tønder kunne ikke stille meget op. Hun døde den 11. december 1793 og efterlod den lille kun 24 uger gamle Asmus Bachmann.
Møllen i Møgeltønder blev opgivet. Bachmann havde måske allerede på det tidspunkt fattet interesse for møllen i Tønder. Der skulle to licitationer til før Christian Nissen Bachmann kunne overtage møllen. Han var 42 år da eventyret i Tønder startede. Han var den første i et helt familie – dynesti. Han fornyede mølledriften og forstod at sætte sig igennem.
Heste i panik
En lille mølle var blevet oprettet ved slusen. Det var farver Jacob Hansen, der havde fået lov til at drive den for en meget beskeden sum i afgift. Men den larmende mølle førte ofte til panik hos de heste, der passerede den nærliggende bro. Det var kun et held, at hestene ikke forsvandt ned i vandet. Mølleren blev beordret til at opføre et plankeværk.
Brand i 1806
Bachmann fik ført sine nye planer ført i værk, men ak den 12. december 1806, mens Bachmann ikke selv var til stede, brændte det hele ned. Han måtte selv betale for genopbygningen.
Han forlangte godtgørelse af forpagtningsafgiften. Men det fik han ikke. Til møllen oprettede han også et rensningsanlæg og flere bygninger. Pagten ophørte i 1811 med blev forlænget med seks år. I 1817 blev den forlænget med 12 år.
Mølle – konflikt
Bachmann kom i konflikt med en anden møller i Tønder. Eschel Petersen var kommet til Tønder fra Løjt. Han giftede sig ind i en familie, der havde relationer til Rundemølle. Han blev nemlig i 1746 gift med Catharina Thor Straten. Sammen med Friedrich Sönnichsen oprettede han en grynmølle ved Tved. Møllen blev dog revet ned og oprettet ved Papegøjevej. En af arvingerne, Christian Thomsen klagede over Bachmanns udvidelse af mølledriften. Men det fik Thomsen ikke rigtig noget ud af.
Ville overtage møllen til nedlæggelse
Lige før den tredje pagtperiode var forbi, døde Christian Nissen Bachmann i 1829. Da han ikke havde giftet sig, efter sit korte ægteskab, gik arveretten til sønnen Asmus Boysen Bachmann.
Men den føromtalte Thomsen forsøgte at overtage møllen for nedlægge den. Så kunne han nemlig uden konkurrence videreføre sin egen mølle ved Papegøjevejen.
Besværlig arvesag
Arvesagen var dog besværlig. En fætter til den afdøde kom til sidst til Tønder. Familien ville beholde møllen, men på denne måde kom en enden gran af familien ind i mølledriften. Endelig i 1836 blev Jørgen Bachmann accepteret som møller. Da vandmøllen måtte ligge stille, bad Jørgen Bachmann om et nedslag i pagtafgiften. Som begrundelse anførte han, at der var lønomkostninger til seks ansatte på møllen. Vindmøllen kunne slet ikke give den samme indtægt.
Vigtig møde på Stadt Hamburg
Den 17. marts 1860 skete der noget væsentligt. Grundet en lovændring var møllerne nu til salg. En offentlig auktion fandt sted på Stadt Hamburg. Denne auktion vandt Jørgen Backmann.
Han fik en købskontrakt dateret den 20. august 1860. Sælger var Det kongelige Finansministerium og som underskriver for Tønder Amt var ritmester von Brockdorff. Købsprisen var på 60.000 rigsdaler, og 15.000 rigsdaler skulle falde den 1. november 1860 og den 1. maj 1861. I prisen var inkluderet både vand og vindmølle, broer, rensningsanlæg, mark og bygninger.
Mange anordninger
Bachmann skulle nøje rette sig efter anvisninger. Han måtte ikke forårsage oversvømmelser. Han måtte heller ikke uden videre indstille mølledriften. Bachmann var 60 år gammel, da han ikke længere skulle forpagte møllerne, men kunne betragte det som sit eget.
Teglværks– familie
I 1832 var han i Broager blevet gift med Maria Sophia Heide, datter af en teglværksejer. De fik fem sønner. Den ældste gik i faderens fodspor og blev møller. To af sønnerne drog til Sundved og til Broagerland, hvor bedstefaderens teglværker havde ligget. Den yngste, Carl Asmus blev jurist, og amtsdommer i Haderslev.
Tragiske ulykker
En skøn junidag i 1849 blev den niårige Heinrich Friedrich offer for møllerdammen. Og det var ikke sidste gang familien Bachmann mistede et familiemedlem nær deres arbejdsplads. I 1943 opslugte det mørke vand den femårige Conrad.
Købekontrakt underskrives
Den ældste søn af Jørgen Bachmann var til minde om den første møller i familien døbt i navnet Christian Nissen Bachmann. Han var blevet født på møllen i Tønder i 1833. I 1859 blev han i Møgeltønder gift med Maria Therese Feddersen. 1.september 1866 skrev den nye ejer under på købekontrakten. Han døde som 59 – årig, den 5. juni 1892. Konen var død tre år tidligere.
Mindeord
Tondernsche Zeitung som udkom tre gange ugentlig skrev mindeord om den afdøde. Avisen fortalte at et meget stort følge fulgte mølleren på hans sidste vej. Det var med musikkorps i spidsen og med medlemmer af Ringriderkorpset. Her var han æresmedlem.
Brand i Møllen
Den 14. juli 1892 genlød Tønder af hornmusik og trommer. Borgerne blev vækket kl. 1 om natten. Der var brand i byen. Den ene af vandmøllerne stod i brand. Brandvæsnet ilede til stede, men der var masser af træværk i møllen, så brandfolkene havde ikke en chance.
Stor byggeaktivitet
Hans Feddersen Bachmann havde efter faderens død overtaget ledelsen. Han var straks gået i gang med at bygge en ny moderne mølle. Der var dog store problemer. Hans far havde ikke efterladt testamente. Han havde to brødre, der var ungkarle, og som også døde som ungkarl. En ældre bor var advokat i Aabenraa. Han døde dog kort efter arvedelingen. Den eneste søster var gift med en fra Berlin kommende børnelæge, Dr. med. Adolf Thaysen.
1892 var præget af stor byggeaktivitet, men produktionen blev ikke indstillet af den grund. Da den ny større mølle var færdig, var det ikke mere brug for vindmøllen ved Solvig.
Den nye mølle
I en annonce fra Tondernschen Zeitung fra 2. december 1892 bekendtgjorde Hans F. Bachmann, at nu havde man startet produktionen i den nye vandmølle. I en artikel i avisen fremgår det også, at der var bygget et stort kornlager. Til forskel var den afbrændte mølle blev den nye mølle nu drevet af et stort møllehjul. Denne var af jern. Men den 21. marts 1893 skete der en eksplosion i møllehjulet. Murværket på førstesal blev gennemboret. Heldigvis skete der ingen personskade.
I forbindelse med en købmandsslægt
En forbindelse til købmandsslægten Klüver skete gennem brylluppet mellem fjerde generation af Bachmann – familien med Johanna Agatha Elisabeth Klüver.
Trange tider
I 1911/1912 fremkom de første planer om en afvanding af Tøndermarsken. Det har sikkert ført til tanker hos Hans F. Bachmann om, der nu var nok vand til at fortsætte mølledriften.
Første verdenskrig var heller ikke gode tider for mølledriften, Den 7. januar 1918 døde Hans F. Bachmann.
En tidlig død
Hans ældste søn, Ernst havde meldt sig som frivillig. Han var faldet ved fronten. Sønnen Hans Feddersen Bachmann havde hjulpet faderen med mølledriften. Ved faderens død blev det hele lagt på skulderen af den unge søn.
Begge brødre bliver ejere
Tilhørsforholdet til Danmark betød store omvæltninger for virksomheden. I det Preussiske Handelsregister kunne man se en anmærkning den 6. februar 1918 se
Dette ejerskab blev bibeholdt til 1938. I mellemtiden havde en anden søn, Karl Bachmann gennemgået en omfattende uddannelse i kornhandel. Samme år tildelte moderen begge sønner ejerskab af virksomheden.
Brødrene gift i samme familie
Og begge sønner fandt deres hustruer hos familien Hagge. Karl Bachmann blev den 30. september 1934 gift med Jeanette Hagge. Fra dette ægteskab er der tre børn, Hans Feddersen Bachmann, Ernst Bachmann og Ilse Bachmann. Den anden af brødrene Hans Feddersen Bachmann var allerede den 17. april 1926 blevet gift med Freja Hagge. De fik børnene, Elisabeth og Karl.
Levering af strøm
I 1931 blev der indbygget en ny 120 hk turbine, der kunne levere 200.000 kilowatt. Det betød, at møllen også kunne give strøm til byen. De store massive bygninger fra det tidligere Victoria – bryggeri blev anskaffet som kornlager. Selv om marsken blev afvandet kom det ikke til at gå ud over møllens funktion. Gennem generationer drev familien
Bachmann Tønders ældste industrianlæg, der drev forretning med korn og foderstoffer. Ja faktisk havde de forpagtet/ejet møllen fra 1799. I anden halvdel af 1920erne var der endnu 6 ansatte. Det var dog ikke ved maling af mel, men fremstilling af elektricitet, at vandmøllen i efterkrigstiden havde stor betydning. Den omtalte turbine var placeret ved det lille gennemløb ved møllens nordende.
Andelshaver i Sønderjyllands Højspændingsværk
Byrådet havde flere gange diskuteret den voksende efterspørgsel på el. Belastningen af byens el – værk steg. En løsning var til slutning til Sønderjyllands Højspændingsværk. De var begyndt at levere kraft til afvandingen af marsken. Men det blev afslået i 1931. Grunden var levering af strøm fra vandmøllen. Men produktionen svarede ikke til forbruget, så i 1935 blev byen andelshaver i Sønderjyllands Højspændingsværk.
Møllebygninger bliver revet ned
I 1976 blev møllebygningerne på nær den fredede vandmølle nedrevet efter at produktionen forinden var flyttet til et nyt anlæg ved Kærgårdvej. Møllebygningerne blev allerede fredet i 1921. Først i 1976 blev el – fremstillingen indstillet. Tønder Kommune overtog derefter møllebygningerne.
Pæle hales op
I forbindelse med anlægsarbejde i 1976 konstaterede man en række pæle i åbunden. Entreprenøren trak i alt 960 pæle op. Pælene stammede fra omlægningen af åløbet i slutningen af 1500 – tallet. Man besluttede en konservering ved lufttørring. Disse pæle blev senere brugt til restaureringsarbejder af forskellige art. Blandt andet er pælene anvendt til restaurering af gangbroen ved Hertug Hans jagtslot Grøngaard. I 1996 blev møllebygningen restaureret. I Tønder går den under benævnelsen Visemøllen.
Tønders dyreste trappe
Opstemningen ved Bachmanns Vandmølle har hidtil spærret totalt for laksefisken Snæblens muligheder for at komme op i Vidåen. Det er der nu rådet bod på, idet der er konstrueret et nyt vandløb i siden af Møllesøen, en såkaldt Faunapassage. Snæblen findes kun i Vadehavet og er en af EU’s truede fiskearter. Står man på broen ved Vandmøllen kan man beskue Tønders dyreste trappe, den såkaldte Fisketrappe.
Kilde
Hvis du vil vide mere
Redigeret 20-09-2021