Artikler
November 13, 2011
Paraplymager Zacchi. Herman Hieronimus, Skomager Wegener, Borgmester Richtsens, Lappeskrædder Eichorn, En masse sirup hos S.C. Lorenzen. Og så skal vi opleve kongens besøg.
Fra snedker til slagter
Her boede snedker Cosmos. Paraplymager Zacchi befandt sig i Vestergade. Og i Søndergade havde vi pibemager Gerken. Tønder og kar til saltet flæsk med eget røgeri var der hos bødker Bertelsen i Kogade. Heine Slaute var hesteslagter i Østergade.
Herman Hieronimus
Herman Hieronimus intelligens var måske ikke så stor. Han var glad, når Skyttekorpset eller Æ Feuerwehr kom gående med orkester i spidsen. Alle gamle tøndringer kendte ham og der blev hilst.
Smed med 8 børn
Smed Steffen boede i Kogade. Hans far havde fået tolv børn. Og rebslager Reinholdt kaldte sig for Tønders sidste Slesvig – Holstener. Sidstnævnte fik hilst på kongen ved Ringriderforeningens jubilæum i 1937. Det var stort.
Klippede inden han kunne gå
Skomagermester Wegner i Smedegade havde to sønner. Det ejendommelige ved den yngste var, at han kunne tegne og klippe, inden han kunne gå. Han sad ofte i sin barnevogn og tegnede og klippede mænd og heste i papir. Den lille knægt hed Hans Wegner. Han kom i lære hos møbelsnedker Stahlberg her i byen. Siden blev han møbelsnedker. Hans produktioner kunne senere findes på Museum of Modern Art i New York. I Vandtårnet i Tønder er der en permanent udstilling af hans ting.
Guldsmede
Vi kunne også fortælle om alle de mange guldsmede, der havde samlet sig omkring Slotsgade, Spikergade og Uldgade. Og den der vidste mest om det, var Sigurd Schoubye.
Kniplepigerne
I over 200 år kniplede pigerne i Tønder fra de var 6 år ofte 16 timer om dagen til en ussel løn på kun 4 – 5 skilling om dagen. Selv under tranlampens svage skær måtte de gøre det. En af dem, der tjente en formue på kniplinger var borgmester Richtsen. Han lod til sin kones store fortvivlelse fremstille tre store rokokoskabe. De findes i dag på museet og danner højdepunktet i Tønders snedkerkunst.
Man skal lade mor råde
Lappeskrædder Eichorn sad oppe på sit tagkammer i Richtsensgade og talte om sin kone. Deres ægteskab havde været barnløst, men de havde opdraget tre adoptivbørn. Han sagde engang:
Hornorkester på Torvet
På byens torv var der i 20erne regimentsmusik. Et hornorkester på en halv snes mand i deres blå uniformer. Der stod de søndagsklædte borgere så og lyttede på. Ovre foran klosterbageren, det gamle gavlhus, og på sydsiden fra apotekets hjørne ned til gæstgivergården Den hvide Svane, og så videre på vestsiden ned foran den tyske borgmester Olufsens købmandsbutik.
Studene
Helt tilbage fra 1600 – tallet drev man stude gennem Tønder. De højtrøstede prangere kunne høres over det hele. Det var med at undgå efterladenskaberne. En masse af disse stude blev eksporteret syd på. Ofte foregik det over Vadehavet. Og disse fladbundede både, hvormed transporten foregik kom ikke tomme tilbage. De medførte manufaktur – og kolonialvarer, især krydderier, tobak og kridtpiber. Og som ballast brugte de fliser.
Kig bare på Tønder Museums flotte samling af hollandske vægfliser. Og disse blev efterlignet på en fabrik i Store Kongensgade.
Købmandsgården
Helt unikt er den gamle købmandsgård med indgang nede fra Skibbrogade. Her hang endnu i min ungdom den gamle hejsekran. Med den halede man varerne op på loftet, sække med mel og gryn, sukker og ris og andre gode sager. På gårdspladsen lå tønderne med tran og sidenhen med petroleum. Her var staldene og den gamle tobaksfabrik. Man kunne finde en morsom figur i nichen op mod muren.. Det var en indianer med bælte af tobaksblade. Jo det var den såkaldte tobaksmand. Tænk engang inde i den lille bygning gik en hest rundt og rundt og trak skæreværket, hvor tobakken fik den første behandling.
”Dreje en tut”
Mange har sikkert gættet det,. Vi er i S.C. Lorenzens gård. Min storebror var i her i lære. Det var meget, man skulle igennem som lærling. Først skulle de lære at dreje en tut. Man skulle lave kræmmerhus til bom (bolsjer). For nogle gik det let, andre lærte det aldrig. Nu tror jeg dog ikke min storebror var igennem dette. Skulle man lære at regne, kunne det godt vanke lussinger hvis der manglede en 1 øre, eller hvis lærlingen var snutte (næsvis). Man skulle også lære at veje og meget andet.
En masse sirup
En lørdag aften blev en lærling sendt ned på lageret med en kande for at hente sirup fra tønden. Det var sent, og lærlingen havde travlt med at komme hjem. Hurtig fik han spunsen ud og kanden fyldt. Om søndagen var butikken åben fra 7 til 9 og atter fra 11 til 1. Lærlingen havde fri. Den gamle købmand havde et ærinde på lageret. På gulvet flød det med sirup. Alt var løbet ud af tønden og dækkede gulvet med et tyndt lag. Lærlingen havde ikke fået slået spunsen helt ind og i nattens løb var det hele så flydt ud.
Hurtig gik der bud efter synderen, og han måtte så møjsommeligt skovle al siruppen op og vaske gulvet. Det tog det meste af søndagen i den gamle købmandsgård.
Kongebesøg
Selv om der var mange spændinger i byen, så elskede man monarken. Frederik den Sjette gæstede byen i 1824. På en indskrift ved Sønderport stod følgende:
Pebet ud af byen
Han blev hyldet af ringridernes Frederiksgarde, af Skyttekorpset og jublende borgere. Om aftenen var byen illumineret. Men kongen gik tidligt til ro. Allerede kl. 5.30 næste morgen måtte
de kongelige embedsmænd stille med deres protokoller og hovedbøger. Enevælds-kongen var en lille brøsig mand, der godt kunne give en skideballe.
Det blev en travl morgen. Kongen var til gudstjeneste og til frokost hos amtmanden. Klokken 9 forlod han byen ad Vesterport. Her blev han hilst af indskriften:
Vanskelighederne kom senere. Da en deputation af Slesvig – Holstenere var i København i 1848 nær ved at blive pebet ud af byen. Og imellem de to slesvigske krige blev der fra dansk side begået fejl og overgreb
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler, heraf 283 artikler fra Tønder, bl.a.
Redigeret 20-09-2021
Oktober 22, 2011
Dette er den tredje vandretur på Vesterbro. Vi går lige fra Skydeselskab til Bymuseum. Her var fornemmeselskabslokaler. Efterhånden blev der for farligt at skyde efter papegøjen.
Et forhus i Absalonsgade fik wc i 1923, baghuset først i 1941, og så måtte 4 lejligheder dele et. Vi kigger også på et sjusket byggeri, hvor murværket skvattede sammen. Her var 18 møllebakker, en stub – og gryne-mølle.
Den tredje vandretur
Her er tredje del af vores historiske vandretur på Vesterbro. Vi er efterhånden nået til området omkring Absalonsgade.
18 møllebakker
På det lave terræn ned mod Kalvebod Strand opstod en masse møller. De blev opført på små kunstigt opkastede møllebakker. Således var der i 1620 alene på sydsiden af broen hele 18 møllebakker.
Man kan måske i dag fornemme, at området omkring Absalonsgade var afgrænset af reberbanerne i den ene ende og Skydebanen i den anden ende. Her lå dengang den store Banemølle eller Rebslagermølle.
En stampe – og en gryne-mølle
I begyndelsen af det 18. århundrede bestod hele området af vænger. De blev ejet af Magistraten. Og de fleste var såkaldte Rådmands – vænger.
I 1733 fik Feldberedder Christian Gottschalck fæste på to sådanne vænger. Han fik tilladelse til at oprette en stampemølle, som han lod opføre sammen med et beboelseshus. I 1740 overtog øltapper Jakob Lindberg fæstet og købte bygningerne. Han opnåede privilegium til at indrette en Gryne-mølle.
Næste mand på stedet var P.A. Oberkamp, som var en stor forretningsmand og grundejer på Vesterbro. Efter en langvarig kamp med møllelauget fik Oberkamp såvel privilegium til Grynemøllen som lå ud til Vesterbro, som i 1749 tilladelse længere ind på grunden at opføre en vindmølle. Den blev flyttet hertil fra en ugunstig beliggenhed på Nørrebro.
Lille Banemøllestræde
Senere blev de to møllegrunde solgt hver for sig. Johan Gottlieb Horn fæstede Gryne-møllen og Banemøllen bagved. En lang smal adgangsvej blev etableret. Den blev kaldt Lille Banemøllestræde.
Banemøllens store grund var på næsten otte tdr. land. Det meste af den tilhørte efterhånden Dines Nielsen. I 1802 foretog han et nybyggeri på syv fag på grunden. Men ak, efter englændernes besøg måtte
såvel hus som mølle genopbygges efter 1807.
Svane overtager grunden
I 1809 fik Jesper Hansen Hamborg en livslang fæstekontrakt. Denne gik i arv til datteren Thrine Deichmann. Fruen ønskede dog at bortforpagte møllen. Den blev overtaget af naboen. J.G. Zeltner, der drev Grynemøllen.
Enkefruen lod i 1843 opføre to store bygninger på grunden. Samme år solgte hun hele herligheden for 13.000 Rigsdaler . til den unge møllermester Niels Peter Ludvig Svane.
På Grynemøllen havde Magistraten glemt at forny fæstekontrakten siden 1795. Det betød at Zelners arvinger kunne sidde uhindret og afgiftsfri inden fejlen blev opdaget i 1862 ved anlæggelse af Absalonsgade.
Jernbanevolden tog vinden
I 1846 blev 34.000 kvadratalen eksproprieret til anlæg af jernbanen København – Roskilde, som her løb dobbeltsporet på en dæmning langs vandet. Denne ekspropriering foregik dog ikke fredeligt. Svane hævdede, at jernbanevolden hindrede vindens frie adgang til stubmøllen. De udkommanderede synsmænd, begge møllermestre altså kollegaer, gav Svane medhold. De skønnede, at møllens kapacitet var nedsat med en fjerdedel. Dette blev takseret med en årlig erstatning på 200 rigsdaler.
Den sidste mølle
I begyndelsen af århundredet havde kommunen solgt væsentlige grunde for at skaffe midler til genopbygningen efter branden i 1795. Mange steder havde man ikke heftet fæsteafgiften siden 1819. Kommunen forstod ikke rigtig at tjene på det store jordsalg.
I 1853 var Svanes mølle en af de sidste, der var tilbage på Vesterbro. Fra Banemøllestræde havde anlægget nærmest taget sig ud som et lille landsted, haven med mange gamle frugttræer, tjørnehække og sågar lysthus samt overdækket keglebane.
En god grundpris
For 7.900 Rigsdaler. fik Svane i 1854 et skøde på en godt fem tønder stor grund. Det giver en grundpris på ti kvadratalen for en rigsdaler. Få år senere solgte staten byggerunde på Gammelholm for ti rigsdaler pr. kvadratalen. Svane opgav møllen og investerede i boligbyggeri. De eksisterende bygninger blev indrettet til lejligheder, som han udlejede.
Absalonsgade
I foråret 1856 planlagde Svane for alvor udparcelleringen af sin store ejendom. Stubmøllen blev revet ned og en gade af den nu lovbefalede 20 alens bredde blev anlagt i nord – sydlig retning. Endnu var det kun med navlestrengs forbindelsen til Vesterbrogade med Lille Banemøllestræde.
Absalonsgade var hermed anlagt, og navnet givet med rådstueplakat 11.05.1859.
Halmtorvet
På jernbanevolds plads blev der også udstykket en vej. Den fik navnene Stormgades Forlængelse, Ny Stormgade, Sønder Boulevard for så til sidst at ende som Halmtorvet.
En driftig mand
Svanes store ejendom blev solgt i tidsrummet 1865 – 1877. Svane døde selv først i 1895. Han stod selv for det meste af udstykningen. Han var bygherre på flere af husene og boede selv i en af dem. Ellers var det lokale bygmestre og håndværkere, der i samarbejde opførte husene. Således stod murermestrene P.C. Henriksen og H.F. Olsen som bygherre på ikke mindre end 11 ejendomme i området.
Og Svane blev bestyrelsesformand i et asylselskab. Et børneasyl blev indrettet i det gamle grundmurede møllehus indtil det i 1875 måtte vige for nybyggeri. Det er her, hvor Absalonsgade 19, ligger.
Politi – og brandstation
Hvis vi kigger på Absalonsgade 9, så blev bygningen i 1881 – 82 opført som politi – og brandstation. Selv boede den driftige Svane i Absalonsgade 15. Her boede kunstmaleren, Fritz Syberg på 4. sal i 1880erne.
Sjusket byggeri
At et byggeri kan foregå for hurtig ses af eksemplet Absalonsgade 20. To huse blev opført af betonsten. Men byggeriet var af så dårlig kvalitet, at myndighederne allerede efter en måned blev alarmeret. Et påbudt byggestop i december fik murermester N. Petersen omstødt.
Men i februar 1866 i forbindelse med et voldsomt regnskyl, styrtede en del af gårdfacaden ned. En inspektion afslørede væsentlige knusninger i de nederste etagers betonsten især i pillerne. Dette afstedkom et generelt forbud mod betonbyggeri. Huset blev derefter opført i traditionelle materialer og taget i brug i oktober 1866. Men en politirapport fra maj 1867 afslørede manglende bygningsattest. Den forelå først den 10.05.1867.
Sene wc’er
I Absalonsgade 44 fik forhuset i 1923 wc til hver lejlighed. Men først så sent som i 1941 kom der først wc’er i sidehusene, men kun en pr. fjerde lejlighed.
Skydeselskabet leder efter en grund
Fæsteren, den lollandske postmester Christen Dam betale 16 Rigsdaler. Om året i lejeafgift på skydebane – område. Den store 16 fags bindingsværksgård ud mod Vesterbrogade var dog hans private ejendom.
Omkring midten af århundredet overtoges fæstet af gartner Frantz Christopher Sauerach, der købte gården og fortsatte dyrkningen af den store have, der var anlagt på den nordlige del af grunden, mens resten henlå som vænge ned mod stranden.
Det Kongelige Skydeselskab ledte med lys og lygte efter en egnet lokalitet. Og her havde man den helt rigtige grund. Selskabets historie kan føres tilbage til middelalderen. Siden 1682, da man solgte det gamle kompagnihus mellem Kompagnistræde og Brolæggerstræde havde man ført en omflakkende tilværelse med tilbagegang og opløsning som følge.
Senest havde man holdt til hos agent Bjørn på Christianshavn. Men enken ville efter mandens død i 1750 ikke længere spille vært.
Papegøjestangen væltede
Man ønskede derfor en fast skydeplads til både skive – og fugleskydning. Kongen havde i 1751 givet sin tilladelse til projektet. Magistraten bevilligede frihed for næringsskat på 50 Rigsdaler. Et skydehus og et markørhus samt en skydemur skulle opføres. Og den første fugleskydning blev gennemført i august 1753.
Men ak, Papegøjestangen blæste i 1761 omkuld formedelst ælde. Skydeselskabet havde ikke råd til at bekoste en ny. Men kongen trådte hjælpende til og bekostede en ny. Den blev så stående helt til 1816.
Magistraten hjalp
Alt var ikke fryd og gammen. Man havde til stadighed genvordigheder med værterne på Skydebanen. Selskabet ønskede derfor selv at overtage stedet. Men man kunne ikke skaffe de 8.200 Rigsdaler. Som det ville koste. Så ejeren Joachim Wentzell blev siddende på Skydebanen til sin død i 1780.
For at hjælpe Skydeselskabet gjorde Magistraten nu brug af sin forkøbsret til gården. Man købte i 1780 gården af Wentzells enke for 6.000 Rigsdaler plus 100 rigsdaler. Så længe, hun levede.
Man tilbød straks at sælge videre til Skydeselskabet for samme pris. Man ville oven i købet låne pengene som en første prioritets obligation taget af midlerne i Helliggejst Fattiges Skole.
Fornemme selskabslokaler
Selskabets fornemme domicil blev tegnet af hofmurermester Brandemann. Grundstenen blev nedlagt på kongens fødselsdag den 29.01.1782. Men på grund af manglende midler blev selve byggeriet først påbegyndt
i 1786. Murermester Petermann fik entreprisen for 10.500 Rigsdaler. Året efter, den 10. maj kunne man foretage den festlige indvielse.
Forskellige tilbygninger blev foretaget i årenes løb. I 1846 blev 9.000 kvadratalen eksproprieret mod syd til anlæg af København – Roskilde banen.
Skydebanen rummede i adskillige år, Københavns fornemste selskabslokaler, mens selve Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab florerede med kongelige gæster og med medlemmer rekrutteret i de højere kredse.
For farligt at skyde efter papegøjen
Efterhånden som bebyggelsen skød op overalt blev det for farligt at skyde efter Papegøjen på stangen. I 1878 var der for første gang kun en græsfugl, man kunne skyde efter. Året efter fik man et lån på 80.000
kr. af universitetets midler til sikkerhedsmæssige foranstaltninger. Men det var også presserende at føre Istedgade tværs over grunden. I sommeren 1886 vedtog Borgerrepræsentationen en ekspropriation af det nødvendige gadeareal mod 10.000 kr. i erstatning. Projektet blev straks iværksat.
Den store gamle grund var nu delt i to. Den store 30 alen høje skydemur blev opført i gotisk borgstil. Den sydlige halvdel af skydebanegrunden blev i 1891 solgt for 155.000 kr. til murermester Viktor Jensen.
Privat
Store samlede etagebebyggelse blev foretaget, med små private stikgader på hver side af den nye 30 alen brede Skydebanegade. Grunden blev opdelt i mange små parceller. Facadens pompøse stil harmonerede dårligt med de ret små to – og fireværelses lejligheder. Men de blev udbudt for en rimelig leje.
Der var lidt privat over bebyggelsen. Således havde man egne vægtere, der patruljerede om natten. Ligeledes var gaden mod Sønder Boulevard var spærret med bom og mod Istedgade var det med Privat – skilte.
Bymuseum
Skydebanens hovedbygning med sidefløje og portbygning blev fredet i 1924, og skydemuren blev fredet i 1982. Det gamle bygningskompleks fra slutningen af det 18. århundrede gennemgik i nyere tid en række om – og tilbygninger. I 1948 lykkedes det for kommunen at købe en stor del af Skydebanehaven. Man indrettede en tiltrængt park med legeplads for kvarterets børn.
Skydningerne blev flyttet ud til Skydeselskabets nyerhvervede ejendom Sølyst ved Klampenborg.
I 1952 var der en stor debat om et hotelbyggeri på Skydebanens område. Ejendommen blev købt med statstilskud af Københavns Kommune. I 1954 – 1955 blev den gamle hovedbygning indrettet som bymuseum, mens sidefløjen blev indrettet som post – og telegrafmuseum.
Kilde:
Se
Hvis du vil vide mere:
– Om Vesterbro,
Læs
Redigeret 24.11.2022
Oktober 22, 2011
I 1813 fik den unge norske maler, J.C. Dahl en opgave af Peter von Scholten. Han skulle male udsigten fra Det Hvide Hus. Det kom der to smukke malerier ud af. Se Østerbros historie baseret på disse to malerier. Vi skal bl.a. besøge Sortedamssøen, Blegdammene og meget mere. Et par kattuntrykkerier, Tapetfabrik og en voksdugs – fabrikant besøger vi også. Og så kigger vi på det hus, hvor maleren Købke, blev født.
Det Hvide Hus
Den unge maler J.C. Dahl fik til opgave af Peter von Scholten at male udsigten fra Det hvide Hus. Malerierne findes i dag på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksberg Slot. Det er gennem disse to malerier, vi lader os lede rundt, og på denne måde får et enestående billede af Østerbro i begyndelsen af 1800 – tallet.
Det Hvide Hus havde adressen Østerbro 107. Navnet Østerbro kommer af, at vejen uden for Østre Portmpå det første stykke vej var brobelagt. I begyndelsen af 1800 – tallet var området udenfor Østerport tyndt befolket.
Langt mellem husene
I 1801 boede der 659 på Østerbro. Der var langt mellem husene. Uden for byporten var der ingen beboelse, men på begge sider lå der kirkegårde. Holmens til venstre og Garnisons til højre. Når man havde passeret Acciseboden omtrent på hjørnet af Kastelsvejen, så man Det Hvide Hus på højre hånd.
Søholt
Huset, som også på den tid blev kaldt Søholt blev opført i sidste halvdel af 1700 – tallet som lystejendom for etatsråd Niels de Hofman. Det var et hvidkalket 2 – etagers hus med mansardtag og sortglaserede tagsten og med 3 – fagkviste med altaner ud mod vej – og havesiden. I årene 1778 – 1813 hed ejeren Lars Larsen. Han var tømmerhandler og grosserer samt en af Københavns største skibsredere. Herudover var han direktør i Den Danske og Nordiske Speciers Bank. Han boede inde i Nyhavn. Søholt, som jo lå langt ude på Østerbro, var hans landsted til sommerbrug.
Det var ud for Søholt de danske forhandlere mødtes med de engelske kommissærer for at underskrive kapitulationen den 6. september 1807, efter det katastrofale nederlag, hvor englænderne sejlede bort med vores flåde.
Von Scholten bliver ejer
Den næste ejer af huset var stabskaptajn Peter von Scholten, som fik købekontrakt på huset i 1812, men skødet gjaldt kun selve huset. Grunden, som huset lå på var fæstet af staden, så den skulle først frikøbes. Her er formodentlig forklaringen på, at handelen først blev tinglyst i 1813.
Scholten ejede kun huset i en kort periode, for allerede året efter overtog toldskriver og justitsråd, Hans Boye ejendommen ved et skøde af den 5. september 1814. I vejviserens gaderegister
for 1816 – 1817 viser det sig, at han nu er død. Østerbro 107 ejes nu af justitsrådsinde Birgitte Cathrine Boye, der i 1815 havde arvet Søholt efter hendes mand.
1819 – 25 boede juristen A.S. Ørsted i Det Hvide Hus. Han var på det tidspunkt etatsråd og deputeret i Danske Kancelli og blev senere statsminister.
Familien Rosenkilde
I årene 1834 – 42 havde skuespilleren Christian Niemann Rosenkilde og hans familie bolig her. Han blev en meget elsket skuespiller og spillede flere komiske roller i Holberg – forestillinger. Hans datter, Julie Sødring var også skuespiller, og hun har skrevet sine erindringer, som er udgivet med noter i 1951.
Julie Sødings erindringer
Fra de snævre, men hyggelige værelser i Adelgade flyttede familien Rosenkilde om sommeren ud til Østerbro – det var som at ligge på landet. Hun har blandt andet således skildret deres ophold i huset:
Det var et plankeværk i haven langs en lindealle der adskilte haven fra assessor, apoteker Møllers ejendom, Vennersro. Dennes store have stødte op til Classens Park og mod nord strakte Tuteins ejendomme sig.
Von Scholten i Det Hvide Hus
Men vi koncentrerer os om de par år Scholten ejede Søholt. Peter Carl Frederik von Scholten (1784– 1854) var oprindelig uddannet på Landkadetakademiet. Han gjorde tjeneste ved Vestindiske Hærstyrke, og blev taget til fange ved englændernes besættelse af Dansk Vestindien.
I 1807 blev han ført til England som krigsfange, men blev året efter frigivet. I Danmark blev han udnævnt som sekondløjtnant a´la suite i Det Sjællandske Jægerkorps, hvor hans far var major. 1810 giftede den 26 – årige Scholten sig med Anne Elisabeth Thortsen kaldet Lise. Han blev kammerjunker i 1812 og året efter blev han stabskaptajn.
I 1813 blev Peter von Scholten adjudant for Frederik den Sjettes generaladjudant Franz Christopher von Bülow. Scholten blev desuden medlem af de røde fjer, tilnavnet for generaladjudantstaben, der i krigsårene 1807 – 14 dannede kreds omkring Frederik den Sjette.
Gennem Büllow fik Scholten personlig kontakt til kongen og denne har formentlig hjulpet ham til pengene til købet af Søholt. På trods af, at der findes en del litteratur om Scholten, findes der ingen omtale af hans korte tid på Østerbro. Vi har dog et håndgribeligt bevis i kraft af disse to malerier, han bestilte hos en ung kunstner, som i den periode blev undervist på Kunstakademiet, nemlig maleren J.C. Dahl.
Maleren J.C. Dahl
Dahl var 24 år, da han kom til København i 1811. Han ønskede at male store landskaber. Han blev undervist på Kunstakademiet, og hvor undervisningen af eleverne bestod mest i
at tegne gipsafstøbninger af antikke figurer og udføre maleøvelser, der bestod i at kopeire de store mestres malerier. Det kan derfor tænkes, at Dahl med glæde har taget imod von Scholtens tilbud om at male de to landskabsbilleder af udsigten fra Det Hvide Hus.
Under Dahls syv år lange ophold i Danmark blev han hurtig kendt som en dygtig maler og hans kunder var både kongehuset og landets overklasse. I 1818 forlod han landet og fik i 1824 et professorat i Dresden.
Udsigt fra Sortedamssøen
Det første af Dahls malerier viser en eftermiddagsstemning ved Sortedamssøen med byens tårne og længst væk Frederiksberg Slot i horisonten. I billedets forgrund ses Sorte Dam, den sorte dæmning, som spærrede for søens udløb i Øresund, og som nævnt i 1858 skiftede navn og blev til vore dages Østerbrogade. Til venstre i billedet skimtes Citadelsvejen (Kastelsvejen), i dag Classensgade. Næste vej er den nuværende Dag Hammerskjölds Allé, dengang hed den Østerbros Allé eller blot Alleen.
Til venstre for huset på hjørnet ses Farimagsvej i dag Farimagsgade og til højre for huset lå Kærlighedsstien eller Ægteskabsstien eller Venskabsstien, som den også kaldtes. Det er her Øster Søgade ligger i dag. Så mange veje var der samlet på det sted, der nu hedder Lille Triangel.
Münters bolig
Lader man blikket følge søens sydlige bred, ser man et hus i alt det grønne. Det er matrikel 117, hvor grunden strakte sig til Farimagsvej og helt ned til søen. Den blev i 1770 købt af præsten Balthasar Münter, som i 1765 var kommet til Danmark for at være præst for den tyske menighed ved Sankt Petri Kirke.
Münters hjem lå inde i byen og her ude på landstedet var samlingssted for tidens kunstnere og videnskabsmænd, og selv kom han til at spille en rolle i det kulturelle og religiøse liv. Han er blandt andet kendt for sine samtaler med Struensee, som han blev bestikket sjælesorger for i 1772, mens denne sad i sin celle i Kastellet og ventede på sin dom. Münter udgav samme år bogen: Bekehrungsgeschichte des Grafen Struensee.
Sønnen med til at grundlæge Nationalmuseet
Sønnen Friederich overtog ejendommen efter Balthasar Münters død i 1793. På baggrund af hans store interesse for arkæologi blev han medlem af Kommissionen for de Nordiske Oldsagers Opbevaring, og var en af grundlæggerne af det senere Nationalmuseum. Friederich Münters søster Friederike blev som 18 – årig gift med den rige købmand og administrator af Dansk – Vestindisk Kompagni, Constantin Brun. Han var en af de rigeste mænd i Danmark omkring statsbankerotten i 1813.
Friederikke Bruns erindringer
Foruden deres hjem i Bredgade havde de også landstedet Sophienholm ved Bagsværd Sø. Sophienholm er i dag udstillingssted for skiftende kunstudstillinger. Friederikke Brun udgav flere digtsamlinger og en række dagbøger og rejseskildringer. I sine Ungdomserindringer skildrer hun farens have ved Sortedamssøen:
Huset blev kaldt ”Elba”
Efter Frierich Münters død overtog grosserer Johan Friederich Zinn ejendommen, som han kaldte Elba. Hans datter, Emma blev i slutningen af 1820erne trolovet med komponisten J.P.E. Hartmann ved en højtidelighed i haven ved en lille høj, som siden i familien blev kaldt Tante Emmas Høj.
Collinsgade
Da Øster Søgade blev anlagt i 1870erne og Farimagsgade udvidet, blev den store have beskåret og senere solgt for, at man kunne opføre de store femetagers ejendomme sidst i 1800 – tallet. Gaderne kom til at hedde Zinngade og Elbagade, man da der også findes en Elbagade på Amager er den senere blevet omdøbt til Collinsgade.
Gartner Reeh
Længere nede ad søens sydøstligste bred havde gartner Reeh sin planteskole, som han anlagde i 1760. Området kaldte han Østerholm og husene lå der, hvor Høyensgade og Hallinsgade ligger i dag.
Gartner Reeh var en af de første, der dyrkede kartofler på disse kanter, og han blev derfor kaldt Kartoffelmanden. Efter sigende stammer navnet Kartoffelrækkerne, som rækkehusene kom til at hedde, fra de mange rækker med hyppede kartofler, som før fandtes her. Læger havde advaret mod de elendige boligforhold mange levede under. Efter de frygtelige følger koleraepidemien i 1853 havde, dannedes en byggeforening til opførelse af arbejderboliger her i Kartoffelrækkerne, som flere andre steder i byen.
Sølvgades Mølle
I horisonten ind mod København, ses flere tårne og møller. Til venstre for træets stamme ses Garnisons Sygehus. Derefter kommer Sølvgades Mølle, som var placeret på Quitzows Bastion. Den gamle stubmølle blev i 1770 erstattet af en hollandsk mølle, som stod i 100 år, før den blev revet ned i 1870. I dag ligger Statens Museum for Kunst, der hvor møllen tidligere stod.
Lidt længere til højre ses Rosenborg Slot, som Christian den Fjerde lod opføre 1606 – 1607. Efter tre ombygninger blev det til et pragtslot. Det var kongebolig frem til 1710, og er nu kulturhistorisk museum.
Lidt bag det ses Trinitatis Kirke og Rundetårn. Også her var det Christian den Fjerde, der var bygherre til dette højst originale bygningskompleks. Rundetårn stod færdigt i 1642, mens kirken først blev færdig i 1656.
Gothes Mølle
Den næste mølle som ses, er kæmpemøllen Gothers Mølle på Stadsoberstens Bastion. Efter at have været stubmølle fra 1650 – 1752 blev den genopført som hollandsk mølle i 1753. Den nedbrændte i 1867, og i dag ligger Nørreport – indgangen til Botanisk Have, hvor møllen før stod.
Vor Frues Kirke
Den næste bygning i rækken er Vor Frue kirke. Den har haft et kæmpespir på 120 meter. Det nuværende tårn er 58,5 meter højt. Under englændernes bonbardement i 1807 nedbrændte
kirken totalt. Sidste kirke i rækken er Sct. Petri Kirke, den tyske menigheds samlingssted.
Jenners Kattuntrykkeri
Går vi videre til søens nordvestligste bred, finder vi blegdammene, som var lange smalle jordstykker, der gik mellem Dossseringen, det var stien langs Sortedamssøen og
Blegdamsvej. Vejen blev anlagt i 1661, og skulle anlægges i en bredde af 24 alen med en beplantning af lind eller pil på begge sider. Efter svenskekrigene 1657 – 60 måtte der kun bo blegmænd og lignende folk herude. De fleste af grundene blev anvendt til blegning af hørgarn og bomuldstøj, som blev gjort vådt og bredt ud til blegning i solen. Længst borte i billedet på
den 8. blegdam, havde den hollandske familie Jenner i 1700 – tallet deres kattuntrykkeri. Friederike Brun fra Elba fortæller i sine ungdomserindringer, at hun ofte roede over søen og besøgte familien Jenner. Hun kom meget på kattun-fabrikken og følte sig helt hjemme i farver – og malerstuerne og var fortrolig med glittepressen.
Kierkegaard med i ejerkredsen
Kattuntrykkeriets ejerskab blev udvidet i 1806 med fire af de førende klædehandlere i byen. Den ene var Michael Pedersen Kierkegaard, som var far til Peter Christian og Søren Kierkegaard. I den anden ende af den 8. blegdam, den der vender mod søen, indrettede restauratør Olsen i 1880erne sin restaurant Søfryd.
Østerbro Isværk
På den 12. blegdam lå Østerbros Isværk. Man udnyttede de kolde vintre, så når søen var frosset helt til, skar man isen i mindre stykker og opbevarede den i isolerede lagerrum, der om sommeren fik kalket tagene hvide. På den 13. og 14. blegdam indrettede Jacob Parnemann 1776 også et kattuntrykkeri. Det er formentlig fra hans tid det fire-etegers bindingsværkshus stammer. Det blev oprindeligt brugt som tørrehus for bomuldsstofferne og senere til gymnastiklokale. Det blev nedrevet i 1883.
Her blev Chresten Købke født
1813 fik tobaksfabrikant Christian Anthonsen Siegumfeldt skødet på 15. blegdam, og det følgende år stod huset færdig. Det var dette hus, bagermester Peter Behrendt Købke flyttede ind i 1833, da han flyttede fra Kastellet. Huset og omgivelserne har vi en del billeder af, da sønnen Christen Købke fandt motiverne til mange af sine malerier her.
Selve huset havde indkørsel fra Blegdamsvej og rummede 23 værelser, så der var plads til hele den store familie. På samme blegdam lå ved søsiden en villa, som fra 1870erne var restaurant
, og i haven var der lysthuse, keglebaner, musiktribune og andre forlystelser.
Manchesterfabrik
I slutningen af 1700 – tallet ville staten hjælpe industrien til at fremstille tekstiler her i landet. Man havde tidligere måtte importere alt fra udlandet. Staten var villig til at investere betydelige beløb i foretagendet, som man forventede ville give et pænt overskud.
Da man ikke havde erfaring herhjemme, bad man den svenske altmuligmand, Charles Axel Nordberg om at komme til Danmark og anlægge en Manchesterfabrik. Det var en fabrik, der kunne fremstille de yndede kattuntrøjer.
Bomuldsfaktur
Man dannede Det Kongelige privilegerede Bomuldsfaktur og indrettede fabrikken på 20. blegdam. Fabrikken skulle ud over at fremstille bomuldsklædet også være uddannelsessted
for tekstilindustrien. Man havde store ambitioner og fabrikken blev udvidet og bredte sig over blegdammene 19, 20, 21 og 22. Fabrikationen gik imidlertid ikke så godt, for maskinerne voldte til stadighed problemer. Under krigen i 1807 blev det hele ødelagt og fabrikationen stoppede.
I 1810 står kattunfabrikant O.C. Reincke som ejer, og i 1811 overtog fabrikant C.F. Juncker den 20. blegdam, og fik en omfattende produktion i gang med 120 ansatte og 16 daglejere.
Tapetfremstilling
På den 21. blegdam fik Zacharias Niemann den ide at fremstille tapeter. Han havde forstand på at lave kønrøg. Han ansøgte derfor kongen om tilladelse til at etablere en manufaktur uden for Øster Port. Han mente, at kunne dække hele Danmark og Norges forbrug. Han fik tilladelse på betingelse af, at det var kvalitet, som han fremstillede. I første omgang skulle han dække behovetpå Sjælland. Niemann fik sin fabrik og erhvervede grunden. Han valgte dog senere at sælge sine privilegier til Sven Svendsen og Joachim Severin Bonsack.
Voksdugs– fabrikanten
I 1834 havde Jørgen Ernst Meyer fået borgerbrev og kunne nu smykke sig med titlen, malermester. Voksdug blev fremstillet af lærred, som først blev strøget over med lim for at tætne strukturen i stoffet. Derefter blev der smurt fernis på, ofte i mange lag, og der blev slebet med sandpapir ind imellem. Til sidst blev der trykt et mønster på. Det var altså en langsommelig
affære, men det blev meget brugt, både til regntøj og duge og til gulvbelægning.
Han fik i 1838 sit eget patent på fremstilling af voksdug. Han ville gerne have en produktion som også kunne holde malersvende beskæftiget om vinteren, og hertil egnede voksdugsfabrikation sig godt.. I 1840 blev det muligt for ham at fæste og senere købe en grund ved Sortedamssøen, den tidligere 21. blegdam.
Først i 1853, hvor militærets grænse for nybyggeri udenfor voldene blev opgivet, blev det muligt for ham at købe og bygge fabrik, villa og have. Blegdamsvej 92b var en lang strimmel jord, der gik fra Blegdamsvej og ned til Sortedamssøen, Ryesgade var endnu ikke anlagt. Den tidligere Manchester – fabrik var gået konkurs, og de havde efterladt et stort hus nede ved Sortedamssøen med to etager og med loftetage. Her slog Meyer sig ned med sin familie.
Fabrikken blev indrettet således, at spildvarmen fra ovnene med fabrikation af lakarbejdet blev udnyttet til tørring af produktionen af voksdug. Senere startede han sit eget lakkogeri og en fabrikation af blikvarer til lakering.
En folketælling viser, at Jørgen Ernst Meyer flyttede sammen med sine tre døtre og sin gamle mor, der var blevet enke. På samme adresse boede i 1845 også en Nikoline Schneider – formentlig som husholderske til at se efter hus og børn, foruden to tjenestepiger.
I 1850 er Jørgen Ernst sat som husfader og Nikoline er nu hans kone. De blev gift den 9. juli 1845, da han var 43 og hun 25 år.
Udsigt mod Øresund
Det andet maleri viser en morgenstemning over Søholts have og Øresund. I haven var der mange frugttræer og blomsterbede med skyggefulde gange. For enden af haven ligger naboens hus og til venstre ligger dammen i professor Nachtigals have. Ved dammens bred ses det særprægede hus i Tuteins have. Til højre ses Kastellets volde og indløbet til havnen, og længere borte ligger fortet Trekroner. På sundet er der talrige sejlskibe og den svenske kyst skimtes i det fjerne.
Der ses flere personer på billedet og Jan Buchter har forsket i det, og fundet frem til følgende konklusion.
Scholtens chef på maleriet
Hvis vi forudsætter, at billedet med udsigten over sundet er malet i eftersommeren 1813, så havde Scholtens familie på det tidspunkt følgende medlemmer: Hustruen Lise var 27 år gammel, det ældste af deres to børn, datteren Elisabeth Cartharine var lige fyldt to år og den yngste, Adelgrunde Elise Marie var et halvt år. Peter von Scholten selv var 29 år.
Disse fire personer passer fint til maleriet, den unge kvinde med de to små børn og den unge mand til venstre på havebænken. Men foruden disse er der også den høje og noget ældre mand, ham der sidder til højre på bænken. Det kan ikke være Scholtens far eller svigerfar, de er begge døde før 1813. Det er derfor nærliggende at antage, at det er Scholtens overordnede, generalmajor F.C. Von Bülow, der da var 44 år.
Bülow var sammen med kongen nøglefiguren i Scholtens liv, og han var den, der havde gjort købet af Søholt muligt. Derfor må det være Bülow, der på maleriet har fået hæderspladsen ved siden af Scholten.
Vejemester på Sct. Thomas
Den 28. januar 1814 tog von Scholten sin afsked fra militæret, for dagen efter at blive udnævnt til vejermester på Sct. Thomas. Scholtens hastige salg af Søholt skyldtes sikkert den kraftige reduktion af militæret samme år, og Scholten har sikkert set det som sin redning, da han fik embedet som kgl. måler og vejer på Sct. Thomas. Søholt fik senere fjernet sine to altaner, hvilket man kan se på billeder, som er senere end 1857.
Forkerte titler
De to malerier befinder sig som sagt på Frederiksberg Slot, men har fejlagtigt fået titlerne, Udsigter fra det Tuteinske Landsted på Østerbro. Jan Buchter har påpeget, at billederne ikke er set fra Tuteins Rosendahl men fra Det Hvide Hus.
Misforståelsen er måske opstået ved at det ikke er den 88 – årige Frederik Tutein, der har stået for overdragelsen af billederne til museet.
I stedet har andre, der ikke kendte forhistorien, fortalt at malerierne var fra Østerbro, hvor familien Tutein i sin tid havde det kendte landsted Rosendal. Frederik Tutein må have vidst, at billederne ikke var fra hans bedsteforældres landsted, idet familien først solgte Rosendal i 1853, da Frederik Tutein var 28 år gammel. Og således sluttede vores rundtur omkring et hus i 1800 – tallets Østerbro
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf er 101 artikler fra Østerbro:
Redigeret 10.10.2021
Oktober 22, 2011
Tak til Østerbro Lokalhistoriske Forening. Tre forskellige Helgoland blev etableret ved Svanemøllen. Den ene forliste på Saltholm. Den sidste blev lukket grundet forurening. Badeanstalter
dengang, blev bestilt hos en skibsbygger. Og et tip: Snaps fjerner lus. En behjertet sjæl forsøgte sig med transportable badekar. Det var nok lidt besværlig for vandet måtte bæres op.
Almindelig at bade i
Øresund
Udover at nyde udsigten var det også almindeligt at man badede i Øresund, og der var oprettet flere badeanstalter i havnen og nord for denne.
Vandet skulle bæres op
Et badekar i lejlighederne kunne der nemlig ikke blive tale om i disse år, da vandet skulle bæres op ad trapperne. Men også et bad ude i byen var en sjælden luksus. Badeanstalter måtte ikke anlægges uden efter tilladelse fra Vandkommissionen, og denne vågede over sine pumpe – og springvand.
Transportable badekar
Et bad kunne fås på Frederiks Hospital i Bredgade, og desuden fandtes fra ældre tid en enkelt anstalt i Hotel du Nord. Den var kongelig privilegeret, og badene var her meget dyre. I 1840 fik enken efter Herman Randulf, krigsassessor og fregatkaptajn i brasiliansk tjeneste tilladelse til at anlægge en badeanstalt i gården til nr. 230 ved Nørrevold, men vandet dertil skulle man tage fra gårdens egen brønd.
Året efter ansøgte Dominico Capozzi om bevilling til,
Magistraten anbefalede andragendet,
Dampbad
I 1846 anbefalede Magistraten ligeledes et andragende fra hattefabrikant Feldberg i Kronprinsensgade om at indrette et dampbad. Det fornødne dampanlæg havde han allerede, da det brugtes til hans fabrikation af silkehatte.
Sø-badeanstalt fra 1824
Der fandtes en sø-badeanstalt anlagt ved Rynestens Bastion i 1824 og i 1840 fik gartner Rasmus Limkilde så tilladelse til at anlægge et badehus i Kallebodstrand ud for sin ejendom Ratzeborg, men de lå så langt ude på Vesterbro, at de ikke fik nogen betydning for Østerbro – borgerne.
Billedhugger Møens badeanstalt
Udenfor den gamle Østerport blev den første badeanstalt opført i 1843 af billedhugger Møen på kammerherre Classens strandjord. Møen solgte i 1854 sit etablissement til forhenværende hovmester Engelbrecht, der fik bevilling til at fortsætte forretningen.
Badehuse ved Strandvejen
Bechs Badeanstalt ved Kalkbrænderiet nævnes 1847, og samme år fik Jens Knudsen tilladelse til at anlægge en badeanstalt ved siden af Møens. Flere og flere begyndte at bygge badehuse
ved Strandvejen, så de bagved liggende grundejere protesterede, da badehusene ville tage udsigten til Sundet.
Offentlig badested
Som offentligt badested på Østerbro benyttedes den søndre kaj ved Gamle Kalkbrænderi, men til sidst klagede fabriksejer Krause over det, og han tilbød at anvise et bestemt stykke af stranden til gratis badeplads.
Snaps fjernede lusene
Som sagt havde hygiejnen vanskelige kår i hjemmet i starten af 1900 – tallet. Der var ikke toilet og bad i lejlighederne. Badningen måtte ofte ske i køkkenet, og om vinteren blev børnene vasket i en balje vand foran kakkelovnen. Det er fortalt, at en snaps skyllet i håret kunne fjerne lusene. Mange københavnere benyttede havnen og Øresund til at holde hygiejnen i orden. Ved folketællingen i 1906 blev der oplyst, at 4.700 eller 3,8 pct. havde adgang til baderum. Af to og tre værelses lejligheder havde 800 eller godt 1 pct. adgang til et badeværelse.
Svømning som fag fra 1814
Med skoleloven af 1814 indførtes svømning som fag. De sø-badeanstalter som blev opført i kystbyerne, skulle danne rammen om denne undervisning helt frem til 1920 – 30, hvor de første
svømmehaller blev bygget.
Østerbro Svømmehal
Den 1. november 1929 åbnedes Østerbro Svømmehal af Kong Christian den Tiende og Thorvald Stauning efter et samarbejde mellem kommunen og Københavns Idrætspark. Hele anlægget kostede 1,6 mil. Kroner. Derefter kom Frederiksberg Svømmehal i 1934 og først i 1953 åbner Damsøbadet. Efterhånden som skolerne fik egne badefaciliteter afsluttedes gymnastiktimen med det obligatoriske brusebad. Til badet fik eleverne udleveret sæbe og træuld. Vandet var 37 grader og afsluttedes med en kold douche på ca. 20 grader. Det føltes iskoldt.
Svanemøllen
Svanemøllebugten er navngivet efter Svanemøllen som nedbrændte i 1892. Der havde før ligget en stubmølle her, den var blevet opført i 1758. Den fik sit navn efter en svanedam, der lå
i nærheden, og som også gav navn til værtshuset Svanholm. Der var ellers kun få bebyggelser i området, så Svanemøllen kunne rigtig udnytte vinden fra Øresund.
Den første Helgoland
Den første Helgoland, sø-badeanstalt lå på det gamle Svanholms jorder, hvor Svanholms Tivoli og Svanholm beværtningen i sin tid også lå. Ved siden af Svanemøllen med indgang fra Strandvejen lå et hus bygget i 1700 – tallet, ved navn Frederiksdal. Ejendommen blev i 1883 overtaget af en kaptajn J.G.A. Nilsson, der etablerede en sø-badeanstalt, som han kaldte Helgoland.
Hvorfor – dette navn?
Grunden til at han brugte dette navn, kan man kun gisne om, men øen ved Tysklands nordkyst var blevet kendt som solskinsøen, på grund af de mange solskinstimer, det milde klima på grund af golf-strømmen og de helbredende kurbade. Dette sundheds renomme ville man sikkert gerne overtage. Øen havde for øvrigt i en lang periode været dansk.
Badeanstalt bestilt hos skibsbygger
Nilsson var året før kommet til København fra Stockholm med tyve svømmere for at give opvisning. Han fandt imidlertid forholdene så primitive, at han fik ideen til at bygge en badeanstalt. Af etatsråd C. Ferslev købte han grunden på Strandvejen nr. 20 for 20.000 kr., og en badeanstalt blev bestilt hos skibsbygger Rosenfeldt. I alt 30.000 kroner kostede badeanstalten. Sø-badeanstalten Helgoland var konstrueret, så den flød på pontoner af zink, og den åbnede som en sommerforlystelse den 16. juni 1885. I huset var der også andre forlystelser. Der var Café, Konditori og Krohave med musik, ja selv em keglebane var der plads til.
Mulighed for vinterbadning
Om sommeren lå badeanstalten for anker i Svanemøllebugten, og den første vinter overvintrede badeanstalten på Orlogsværket. Næste vinter ville Orlogsværket ikke have det store skrummel liggende, og derfor måtte badeanstalten ligge ude hele året. Det gav mulighed for vinterbadning, og så vidt man kan se, begyndte man allerede at vinterbade i november 1886.
Der blev indrettet et kammer for damer og et for herrer på 3 x 3 alen med en kakkelovn placeret så den kunne give lidt varme til begge rum. Man kunne snakke sammen, men ikke se
hinanden, for allerede den gang brugte man ikke badedragt.
Badeanstalt endte på Saltholm
Den 10. marts 1896 stak den flydende badeanstalt til søs. Vinteren var udsædvanlig hård, og hele Sundet var frosset til med store isflager. En kraftig vestenvind, rev med isens hjælp, hele badeanstalten løs fra fortøjningerne, og drev under stor dramatik i land først på Middelgrundsfortet, og senere på Saltholm hvor den led totalforlis.
Forretningen blev derefter døbt om til Carlsberg – Pavillonen med hovedsagelig øl – salg. I samme område fandtes flere sø-badeanstalter af forskellige størrelser, bl.a. kan man læse på et skilt, at der til højre for Svanemøllens grund lå Engelbrechs Sø-badeanstalt.
Helgoland 2
Helgoland 2 blev opført i 1897, og denne gang blev den bygget på pæle for at gøre den mere stabil. Den lå omtrent der, hvor Solvænget mødes med Strandpromenaden
i dag. Den nye og mindre Helgoland blev bygget af resterne af den gamle badeanstalt og i folkemunde kaldet Bondegården.
Vinterbadeanstalt
Tæt ved land byggede man i 1900 en vinterbadeanstalt med hoffotograf Juncher Jensen som initiativtager. Anstalten havde en sal omgivet af 8 værelser for herrer og seks for damer. Desuden var der 5 store kakkelovne, et styrtebad, en vægt og gymnastikredskaber. Det var den tid, man gav disse gale mennesker, der badede om vinteren navnet, vikinger.
Beretning fra 1903
I Illustreret Tidende den 1. februar 1903 har vi fundet følgende beretning:
En ny Strandpromenade
De to badeanstalter fik lov til at stå til 1914, hvor man ønskede at anlægge den ny Strandpromenade, og derfor ville man flytte kystlinjen længere ud. Man brugte blandt andet jorden fra Boulevardtunnelprojektet til opfyldningen. Man havde vedtaget en vejplan i 1917, som førte Strandvejen langs kysten og videre nordpå, men det viste sig umuligt at videreføre den over Tuborgs grund, og her stopper den stadig i dag.
Gode penge i badeanstalter
Firmaet A.W. Colding’s Efterflg., der boede i Kalkbrænderihavnsgade, havde import af salt fra engelske og tyske saltværker sammen med, at de drev handel med koks og kul. Da badeanstalter på den tid igen var blevet moderne, mente man, at det var gode penge at tjene i den branche. Så i 1911 bad man, den tidligere skibstømrer J.P.V. Hansen, om at bygge en badeanstalt i Svanemøllebugten.
Helgoland 3
Denne tredje Helgoland blev bygget 3 – 4 hundrede meter sydligere end de foregående sø-badeanstalter, nemlig der hvor Svanemølle – lystbådehavnen i dag er beliggende og ca. udfor stedet, hvor Café Jorden Rundt ligger. Den ny beliggenhed tog blandt andet hensyn til, at man ikke skulle genere udsigten for, som ordførende for udvalget i Borgerrepræsentationen sagde:
Det at gå på badeanstalt var nu oppe i tiden og adspredelser var der ikke så mange af dengang. I 1913 stod det tredje Helgoland færdig. Den blev Nordens største badeanstalt, den hvide by på vandet, og blev også bygget på pæle. Ved de store idrætsstævner kunne anlægget huse 2.000 tilskuere omkring 100 – meter bassinet, som var et konkurrence-bassin med vipper og udspringstårne. I alt bestod den af syv lukkede bassiner, omklædningsrum og en stor restaurant.
Kloakudløb
I 35 år kom Helgoland til at ligge i Svanemøllebugten. Placeringen var mildest talt ikke heldig, idet Øresundshospitalet, der dengang var et tuberkulosehospital, havde kloakudløb direkte
i Øresund. Imidlertid var Københavns Kommune begyndt at kloakere byen, men skidtet blev ført u-renset gennem kloakledning ud i Svanemøllebugten.
Lukket på grund af forurening
Helgoland blev lukket i 1932 på grund af forureningen og revet ned i 1937. Helgoland blev genopbygget ved Amager Strand, hvor vandet stadig er rent. I Svanemøllebugten blev der gjort plads til den nye lystbådehavn.
En åben kloak
En af Københavns ældste åbne kloaker er nu lukket. Det var den gamle Lersøgrøft, der løb langs S – banen (Ryparken Station) under Lersøpark Allé og Lyngby – motorvejen. Det var en åben kloak med skrå betonfliser på siderne. Det var en spændende legeplads for drengene, der kunne springe fra side til side ved at træde på fliserne. Det gjaldt om at holde farten, ellers dumpede man i vandet (lortet). Lersøgrøften var en del af Københavns første store kloaksystemer fra længe før, byen fik sin nuværende form. Den oprindelige Lersø, som var en naturligt skabt sø strakte sig i en stor bue om byen.
U-renset ud i Svanemølle – bugten
Søen blev brugt til både dag – og natrenovation. Københavns Borgerrepræsentation havde i slutningen af 1800 – tallet livlige debatter om søens anvendelse. Det endte med, at den ad åre blev fyldt op, blandt andet med almindeligt affald og senere brugt til park og kolonihaver. Den åbne rende brugtes først og fremmest til overløb fra det almindelige kloaksystem, som 10 og 12 gange flød over på grund af kraftig regnskyl. Regnen kunne være så voldsom, at vandmasserne fik rensningsanlæggene til at blokere og kloakvandet blev lukket u-renset ud i Svanemøllebugten.
Kunstig strand ved Svanemøllen
Borgerrepræsentationen i København har etableret en kunstig strand i Svanemøllebugten ved Strandpromenaden. Og nu er vandet rent. Det var det her i sommers, hvor vi var ude og dyppe tæerne. Den kunstige strand trækker virkelig mange mennesker til.
Kilde:-
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler heraf 101 artikler fra Østerbro:
Under Nørrebro (304 artikler)
Redigeret 11.-10-2021
Oktober 22, 2011
Klunserne byttede koner. Missionspenge blev investeret hos slikmutter. Politiet på Fælledvejen var indstillet på jokes. I 1965 var der 123 udskænkningssteder på
Nørrebro. Vi kigger på Nørrebro – moden i 1930 – 1940erne. Og så går vi Stefans Biografteater. Der var små værelser og lokum i gården. Så var der mange enlige kvinder på Nørrebro. Og ved Nørrebros Runddel var der for mange træer. Vi skal også i teater og til bal i Folkets Hus.
Den gamle Runddel
Nørrebros Runddel blev anlagt samtidig med Jagtvejen i 1750. Man plantede masser af træer. Men efterhånden som trafikken voksede fik man problemer med de store poppeltræer., der var plantet med 2 – 3 meters mellemrum. Møllerne mente også, at træerne tog for meget vind fra deres møller. Så i 1844 blev det bestemt, at hver anden af træerne skulle fældes. Ja egentlig var det for sent. For man sagde på Nørrebro, at på grund af manglende vind var den ene vindmølle blevet til en hestemølle.
Forskønnelsesudvalget mente også, at man fremover skulle plante lind – eller elmetræer. De hele gamle nørrebroer mener, at det er på Runddelen at Nørrebros hjerte befinder sig. I 1924 blev Runddelen forvandlet til det, vi stort set, ser i dag.
Dronning Louises Bro
Den 7. september 1887 fyldte Dronning Louise 70 år. Men det var også den dag, hvor Dronning Louises Bro blev indviet i sin fulde bredde.
Skt. Stefans Apotek
Det var også ved Runddelen, at Hovedstadens Brugsforening blev dannet. Det var her, hvor Nørre Central Café og dansestedet Troika lå.
I februar 1890 søgte Farmaceutisk Medhjælperforening tilladelse til at oprette to nye apoteker i København. Det Kongelige Sundhedskollegium havde fundet frem til at der var et særligt behov Den del af Københavns Kommune, som ligger udenfor Jagtvejen og Falkoneralleen med de tilhørende Dele af Brønshøj Kommune.
Det var et område, der husede 120.000 mennesker. Derfor foreslog kollegiet, at der foreløbig blev åbnet to apoteker. Et, der skulle dække Frederiksberg (H.C. Ørsted Apotek) og så et på Nørrebro – kanten. Det var ikke noget lille kvarter, området skulle dække. Det nye apotek blev opført på den grund, der tilhørte den gamle Øhlunds Mølle.
Dengang rejste der sig en flot apoteker – bygning midt på marken. Men Skt. Stefans Apotek var født.
Enlige kvinder
I visse kvarterer på Nørrebro udgjorde enlige kvinder, der var forsørgere hele 40 pct. Sådan var det i 1901. Mere end andre steder havde de erhvervsarbejde. I baggårdene var der mange små arbejdspladser. Men der var også mange store som Schmidt, Mygind og Hüttemeiers Maskinfabrik og Schiønning og Arvè. I 1909 var ugelønnen for en faglært arbejder 18 kroner.
Små værelser og lokum i gården
Værelserne i Nørrebrogade 225 var små i 1917. Køkkenet var ude på gangen. I soveværelset kunne sengene ikke engang stå ved siden af hinanden. Det var karbidlampe i stuen og gasblus til oplysning i køkkenet. Der var ingen lys i opgangen. Der var gammeldags lokum i gården. Det var ikke sjovt midt om natten, at skulle ned fra femte sal med et stearinlys i hånden for at besørge nede i Retiraderne.
Natmændene kom med deres ladvogn med to heste forspændt og hentede de fulde tønder. Sikke en hørm. Ja prisen for hele herligheden om måneden var, hvad man kunne tjene om ugen i papirfabrikken i Skyttegade. Storvask foregik i køkkenet. Nogen var heldige, at have en mørk kælder til rådighed. Her foregik det med et gammeldags vaskebræt. En petroleumslampe gav et lidt uhyggeligt skær. Men tøjet skulle være rent. En del var heldige at have et tørreloft oppe på sjette sal.
Gården var belagt med brosten. Men her var også jord, hvor beboerne havde kaninbure stående. Når dyrene var fede nok, blev der serveret kaninsteg. Der var masser af rotter i gården og mus i lejlighederne. Der blev sat musefælder op i køkkenskabene, og der var altid fangst.
God legeplads ved Ladegårdsåen
Området omkring Ladegårdsåen var en sjov legeplads. Om vinteren var der is på åen. Hvis man ikke havde en kælk kunne man snildt bruge et sildekasselåg, ja og skoletasken kunne også bruges. Allerede i 1600 – tallet taltes der om forurening af åen. Kongen påbød bønderne om at rense den. Det samme gentog sig i 1620. En masse heste -, hunde og katte-lig har mange gange været med til at forstoppe åens løb.
Faktisk først i 1820 blev den første bro Büllovs-broen bygget over åen. Det var dog en privat bro, der kunne føre byggematadoren fra Nørrebros slum til det pæne kvarter på Frederiksberg.
Bangert lavede senere en bro ved Brohusgade. Og selvfølgelig forlangte han bropenge. Man var jo ikke forretningsmand for ingenting. Den tredje bro, Parcelbroen var i 1892 så faldefærdig, at den blev revet ned. Den blev erstattet af en jorddæmning. Ladegårdsåens skæbne var hermed beseglet.
Billig brændsel
Lige over ved Slangerup – banen i den sidste tid af første verdenskrig, sad koksdamen og pillede koks. Når lokomotiverne kom ind, smed de afbrændte kul ud, så var slaggerne blevet til koks. Ja hvis man var hurtig var det meget billig brændsel. Det kunne man også finde på byggepladserne. Dem var der masser af under første verdenskrig omkring Nørrebro. Så var det bare med at få en sæk med.
Det var ikke unormalt, at man gik til bageren med en spånkurv og fik for 50 øre gammelt brød – fra dagen før. Det kunne sagtens varmes i ovnen. Som børn elskede man, når spillemand
Viggo kom ned i gården med sin lirekasse. Så blev der danset, og beboerne smed mønter ned til ham pakket i avispapir. Det var dengang, at købmændene havde åbent til kl. 23 om lørdagen.
De dansende brandsprøjter
Deroppe fra Nørrebrogade var der en god udsigt, især når brandsprøjterne kom dansende hen ad sporvognsskinnerne. Det var hestevogn med firspand med to kuske på førersædet. Når hestene ramte skinnerne med deres hestehove, slog det gnister.
Efterhånden var der kommet petroleumslampe i stuen, og en skibslampe i soveværelset. Her brændte lyset ind til de små var faldet i søvn. Der var efterhånden også kommet en køkkenlampe, men stadig ingen lys på trappen.
Stefans Biografteater
Der hvor Hillerødgade og Nordbanegade mødes, lå den lille biograf Stefans Biografteater. Der var stor søgning af børnene til søndagsforestillingerne. Men inden skulle man lige forbi slikmutter i Skodsborggade. Her kunne man købe æble på pind. Det var æbler, der var dyppet i en varm glasurmasse, og derefter afkølet.
Børnene måtte pænt vente, indtil døren gik op. Inden da havde de betalt de 40 øre. Og det gik hurtig, da dørene åbnede sig. Det var med at finde de bedste pladser. Børnepladserne
var bænke anbragt foran i teatret. Bagved sad de voksne på klapstole. To store kakkelovne var der, en på hver side. I loftet var der de skønneste friser, som forstillede billeder fra romertiden.
Det var stumfilm, der blev vist i biografen før august 1928, hvor biografen lukkede. Men der var både en klaverspiller og en violinist, der kunne dramatisere forestillingen. Mandags – og torsdagsfilm var mere alvorlige film bestemt for det voksne publikum, mens repertoiret fra fredag til søndag var mere børne – og ungdomsvenligt.
Det var i de år, hvor cowboy – helten Tom Mix var en af de store trækplastre i biograferne verden over. Andre store navne var Fyrtårnet og Bivognen. Så var der også Chaplin og Harald Lloyd. Jo der blev sandelig stampet i gulvet og piftet, når Tom Mix red efter banditterne.
Luften i biografen har ikke været god. Børnene opdagede det ikke. De var for optaget af det, der foregik op på lærredet. Men under forestillingen kom en kontrollør og sprøjtede med håndsprøjte i salen.
Da Greven af Monte Cristo havde premiere men der var startvanskeligheder. Skibet Pharo stod stille på lærredet, og filmen knækkede samme sted hele tre gange. Men til sidst kom skibet i havn, og historien kunne fortsætte.
I Social Demokraten den 19. august 1928 kunne man læse følgende annonce:
Jagtvej 69
Jagtvej 69 blev som bekendt revet ned efter en masse ballade. Dette hus rummede en masse minder. Og en stor del af Nørrebros historie foregik netop her. Gennem årene havde der været afholdt tusinder af foreningsfester i huset.
Det var her, Hr. Gundeman havde danseskole i 30 – 40erne. Undervisningen foregik om aftenen og søndag formiddag var der dansant, med en særlig entré. Det kostede 2 kr., men det var stuvende fuldt. Hr. Gundeman stod på en stol i højre side af salen og råbte, 1- 2 – 3. Der var akkompagnement af et klaver. Når man havde lært at danse kunne man kaste sig ud i alle de fester, der foregik i huset.
Man købte gerne en billet i forvejen hos en af foreningsmedlemmerne for 75 øre. Det gav først adgang til en teaterforestilling. Bagefter var der så bal. Et baltegn kostede 1 – 2 kr. Musikken bestod som regel af et 6 – mands orkester. Ja, der blev spillet tidens populære melodier: Stakkels Gigolo, Ti små snavsede fingre, Det var på Capri.
Moden – dengang
Til venstre for scenen holdt stampublikummet til. Deres påklædning var dengang en nydelig habit, altid nypressede benklæder. Jakken var kort med store revser, lidt vat i skuldrene og
benklæderne var vide for neden. Et sådant sæt tøj kunne man købe skræddersyet hos en af Nørrebros mange skrædder-forretninger for 5 kr. om ugen, hvis man ikke havde råd til at købe det kontant.
Skjorten var gerne stribet , et smart slips og et lille lommetørklæde i brystlommen samt sorte sko. Sådan var swinger – påklædningen dengang.
Masser af bal
Hårfrisøren var tætklippet i nakken og i spidsen. Dengang var der masser af bal i byen, Gimle, Rossini – Rømersgade, Weinold, Folkets Hus på Enghavevej og mange andre steder. Og de unge, nybegyndere kaldte man Turister. De kunne ikke rigtig begå sig på dansegulvet og blev ofte mødt med forargelige øjekast af de garvede.
I de år var en hvid skjorte med sorte prikker det store julegavehit. Meget udbredt dengang var også en slips, pyntelommetørklæde samt tørklæde i en slags silkekvalitet. En noget billigere model var poloskjorten, som kunne fås i forskellige farver. Moderne var en rød poloskjorte med hvid slips. Men ellers var svinger – moden en stribet skjorte.
Når det var pinsebal, som sluttede om morgenen ved 5 – tiden, kom mælkemanden med en kasse sødmælk. Mange tog videre til kolonihaverne, hvor der var et hornorkester eller harmonikaspillere.
Man kunne også tage hen i den lille danserestaurant Resi i Hillerødgade. Her var dans til et tre – mands orkester. Restauranten havde et slogan:
Stauning på besøg
Men som sagt skete der meget i Folkets Hus på Jagtvej 69. Således fejrede Socialdemokratiets 12. kreds, 40 års jubilæumsfest. Den 13. januar 1933. Der var festale af statsminister Th. Stauning. Derefter var der tale af folketingsmand O. Andersen. Og så var det sandelig teater med Povl Vendelbos Teaterselskab. De opførte, Tante Jutta fra Calkutta. Bagefter var det bal til Emil Løftgrens Orkester til klokken 2.
123 værtshuse
Der har altid været gang i Nørrebro. Således var der op mod 1965 hele 123 udskænkningssteder på Nørrebro. Nogle af de danserestauranter som ikke er mere havde så eksotiske navne
som Bolero, Palma de Mallorca og Barcelona. Og så kom Det nye Resi. Det blev et sandt beattempel.
Forsvundet er også den verdensberømte Oscar Davidsen på hjørnet af Griffenfeldtsgade og Åboulevarden. Prater blev til Zigøjnerhallen og senere Mickeys Dance Hall. Tyrolerkroen
skiftede navn til Nyroleren.
Den gamle Tagens-kro
Og når vi taler om gamle kroer, så var det også den gamle Tagens-kro.Den stammer tilbage fra 1700 – tallet. Har var krohave. Man kunne få serveret i små hyggelige livlig malede lysthuse. Har var stort rykind, når soldaterkongen Frederik den Sjette holdt sine store manøvre på Fælleden med Borgervæbningens mere eller mindre velvillige bistand.
Sjov og ballade hos Politiet
I 1930 havde man på den store Fælledvejens Politistation stadig humor. Man brugte store skrivepulte. I et af disse pulte havde man opbevaret en sixpence og et kranium. Da en anmelder en gang dukkede op blev han bag skrivepulten mødt af et kranium iført six0ence, der med mørk stemme spurgte:
Værre var det næsten en gang, da to unge mennesker havde opholdt sig temmelig længe foran kirkegårdsmuren på Jagtvejen. To betjente havde observeret dette. Den ene betjent bevægede sig ind på kirkegården , iførte sig sine hvide handsker, og bandt et hvidt lommetørklæde om det ene håndled. Derefter kravlede han op på et gravgelænder, umiddelbart ud for det unge par,
stak den hvide arm ud over muren og sagde med hul røst:
Det fortælles, at det unge par brølede af rædsel, og spænede væk i panik til megen morskab for betjentene og et postbud, der havde overværet morskaben.
Mad på Skolen
Kapelvejens Skole var blevet til betalings-skole (1 kr. om måneden, og det var mere end det almindelige borgere havde råd til. Så mange blev flyttet over til Hans Tausensgades Skole.
Der var et stort køkken med komfur og store gryder.
Der blev serveret varm mad hver anden dag om vinteren i skolen. Men det var kun for de børn, der havde anmodet om det. Om mandagen blev der serveret biksemad. Ellers var det Blodbudding. Om lørdagen var der flæskesteg.
En lærerinde sørgede for at de trængte elever fik træsko og strømper. Denne Frk. Bruhn sørgede også for, at de særlig trængte kunne hente gammelt brød hos bageren. Den sociale nød i begyndelsen af 1900 – tallet var stor på Nørrebro.
Nørrebro – et bissekvarter
I 1930erne var dele af Nørrebro blevet et rigtigt Bisse – kvarter. Det gjaldt om, at sætte sig i respekt fra starten.
Store Gert var spritter. Han holdt til på Blågårds Plads. Nørrebro – mødrene bad ham tit at holde øje med børnene, mens de var på indkøb. Han var den mest trofaste barnepige, man kunne ønske sig.
Missionspenge investeret hos slikmutter
Ellers lå der sprittere på trapperne og sov. I 20erne og 30erne var der stor arbejdsløshed. Der var ikke meget handel i butikkerne. Mange unger blev om søndagen anbragt i Søndagsskolen. Det foregik blandt andet i gymnastiksale. Man fik 2 – øre med til en eller anden mission. Ofte blev missionspengene dog investeret hos slikmutter.
Brand på teatret
Den 15. december 1931 skete der en katastrofe på Nørrebro. Teatret brændte. Johannes Meyer havde lige haft succes med hovedrollen i Styrmand Karlsens flammer. Han udtalte til Dagens Nyheder
Buster Larsen får sin debut
Men Nørrebros Teater rejste sig fra asken. Teatret blev hurtig bygget op igen. 7. september 1932 kunne Johannes Meyer åbne igen med forestillingen To Slips, hvori et nyt talent så dagens lys – Buster Larsen. Dengang 12 år.
Buster Larsen er født og opvokset på Nørrebro.
Klunserne bytter koner
Klunserne var meget aktive på Nørrebro. Deres faste værtshus var Det grønne Hjørne på hjørnet af Jægersborggade og Stefansgade. Her kom senere en cykelbutik. Stedet var en værre
bule, hvor klunserne byttede koner. De sloges såmænd også om dem på stedet.
Kilde
Hvis du vil vide mere
Redigeret 15.12.2021
Oktober 22, 2011
Ved militæret blev Jens Hansen fra Aller i Sønderjylland, bare kaldt Jens Aller. Han blev en af Københavns største brændevinsbrændere og ølbryggere. Jens s enke bosatte sig i Odinsgade. Her blev Carl født. Han forelskede sig i naboens pige, Laura. Sammen skabte de Nordens største bladsucces. Og det foregik fra et trykkeri i Blågårdsgade. Ja man kan sige, at Carl og Laura fik Familien Danmark til at læse.
Familien stammer fra Sønderjylland
Det var Laura og Carl der startede det hele. De sled sig til deres succes. Aller – koncernen kan takke disse to mennesker for deres succes. Og som så mange andre gode folk stammer familien fra Sønderjylland. Nærmere betegnet fra den lille by Aller ved Christiansfeld.
Hansen – navnet bortfaldt
Farfar, Jens Hansen aftjente sin værnepligt ved Fynske Dragonregiment. Og dengang blev man ikke benævnt med numre, men med den by, man kom fra. Så Jens Hansen synes, at det var passende at smide Hansen navnet væk, da han tog til København.
Stald på første sal
Jens Aller blev en af Københavns største brændevinsbrændere og ølbryggere. I ejendommen, Store Kongensgade 110 stod familiens køer oppe på anden sal i baghuset. Køerne levede mest
af masken fra brændevins produktionen. De gav mælk og leverede varmen til fabrikken nedenunder. Ofte gik mælken til byens børn. Og den undergærede hvidtøl gik til de voksne. Det var mere sundt at drikke dette, frem for vand fra byens brønde.
Christian gik i faderens fodspor
Jens Aller ejede store græsningsarealer ude på Nørre Fælled og Ydre Nørrebro. Sønnen, Christian Aller gik i faderens fodspor. Han var en af de første, der begyndte at bygge uden for Nørreport i 1830. Men sådan et byggeri var betinget af en masse restriktioner.
En villa i Odinsgade
Carl Aller blev født i 1845. Allerede i 1852 døde hans far, Christian Aller kun 46 år gammel. Enken kunne ikke klare bryggeriet og landbruget. Det hele blev solgt for en pæn sum penge. Christian Allers enke med syv børn flyttede derefter ind i en nyopført villa på Odinsgade i et af de nye kvarterer på Nørrebro.
Et gæstfrit hus
Og det var her, at Carl voksede op. Moderen åbnede huset for kvarterets børn. Her fandt man et fristed. Allerede ved sin konfirmation vidste Carl, hvad han ville være. Litograf og bogtrykker. Teknikken og selve bladudgivelsen fascinerede ham.
Eksperimenter på værelset
Han kom i lære i CF. Aamodts Litigrafiske Etablissement. Men samtidig fortsatte han med eksperimenter i kvistværelset på Odinsgade. Det var stentryk, der fascinerede ham. Hans mor var dog efterhånden lidt bekymret. Vinduerne til hans værelse var efterhånden næsten sorte på grund af alle hans eksperimenter. Det var bestemt heller ikke ufarligt. Følgerne viste sig senere i livet.
Forsøgene lykkedes
I 1869 lykkedes forsøgene for Carl Aller. Han havde udviklet en speciel trykkemetode. Med en kemikaliekombination lykkedes det ham ved hjælp af et fotografi, at gengive kobberstik og
pennetegninger i stentryk.
Gift med Laura
I mellemtiden havde Carl fundet sammen med naboens datter. Hun hørte til den gruppe, der samledes i det gæstfrie hjem. Laura Bierring havde også mistet sin far ret tidligt. Han var en velhavende købmand og urtekræmmer. De giftede sig, da Carl Aller som 26 – årig fik sit svendebrev den 20. oktober 1871.
Brystsyg
På bryllupsaftenen blev Carl Aller ramt af et grimt mavetilfælde. Lægen Peter Eberling blev tilkaldt. Diagnosen var brystsyg. Og denne diagnose indeholdt alt fra en lungesygdom til en tuberkulose. Men det var åbenlyst for enhver, at Carl Aller under sine talrige eksperimenter havde indåndede en masse krasse kemikalier. Og det havde sat sig på lungerne. Men selv troede
han, at han var smittebærer.
Et legat på 100 rigsdaler
For sin revolutionerende opfindelse skulle Carl Aller have det eftertragtede H.C. Ørsteds Legat. Men det var Laura, der måtte skrive ansøgningen. Carl var ordblind. Priskomiteen ville dog ikke have noget med sagen at gøre, da de troede, at det drejede sig om kunsttryk og ikke et håndværk. Men alle tre dommere kom dog på uanmeldt besøg på Odinsgade. Her blev de overbevist om, at Carl skulle have legatet.
Med præmien fulgte 100 rigsdaler. Men det, der var endnu vigtigere var det blå stempel.
Banken var interesseret
I Danmarks Nationalbank hørte man om den unge litograf og hans opfindelse. Derfor kaldte de ham til samtale. Han fik mod kvittering overladt en femrigsdaler- seddel. Få dage efter troppede han op med ti pengesedler. Ingen kunne genfinde originalen. Han fik med det samme tilbud om at lede et nyt seddeltrykkeri i Nationalbanken. Han fik også tilbudt 800 rigsdaler for sin opfindelse, mod at banken måtte bruge den.
Men Carl sagde nej, og Laura støttede ham. Han ville være bladudgiver i sin egen virksomhed.
Et trykkeri under loftet
Til sit projekt måtte parret pantsætte alt, hvad de ejede. Den 4. april 1874 var starten på Aller – eventyret. De penge, de kunne fremskaffe blev brugt i lejede lokaler i Holmens Kanal 7. Helt oppe under taget startede eventyret. Det lille trykkeri fik navnet Carl Allers Etablissement. De startede med bestillingsarbejde, men de ville helst i gang med at udgive noget selv.
Nordisk Mønster Tidende
Laura havde fremstillet en produktion af stikbreve med hækleopskrifter og mønstre. Først gik de til veninder, men flere og flere spurgte efter dem. Det gav ideen til det første blad, Nordisk Mønster – Tidende. Det så dagens lys den 7. januar 1874. I dag hedder bladet Femina.
Tilbage til Nørrebro
Pladsen blev efterhånden for trang. Parret vendte tilbage til barndommens Nørrebro. I Blågårdsgade blev der lejet lokaler med forkøbsret. Og inde i byen blev der oprettet et salgskontor.
Man udvidede kapaciteten og en række udgivelser fremkom. Blandt andet trykte man en billedbibel for forlaget Meyer og Trier. Hver fredag trykte man det satiriske blad, Ravnen.
Først kom sønnen, Axel, senere kom Valdemar til. Laura tog sig af de redaktionelle, mens Carl tog sig af produktionen. Panteobligationen blev betalt efter et par år. Nu kunne fogeden da holdes fra døren.
Har du tid til Illustreret Familie Journal
Carl havde ideerne. Han var inspireret af Illustreret Tidende. Det var datidens billedblad, hvor verdens begivenheder blev skildret i tegninger. Men efterhånden virkede dette blad lidt gammeldags og stift. En dag spurgte han så Laura, om hun blandt alle sine gøremål, havde tid til at samle stof til et nyt blad, der skulle hedde Illustreret Familie Journal. Kimen til Nordens største bladsucces var lagt. Det første blad kom på gaden den 7. januar 1877.
Gennem smukke illustrationer holdt bladet læserne ajour med datidens vigtigste begivenheder. Oplysning og underholdning skulle formidles ud til hjemmene, og teksten skulle både være humoristisk, alvorlig og informerende. Laura var i begyndelsen både regnskabsfører, ekspeditionsstab og redaktør i samme person.
Kongen blev abonnent
Det første eksemplar i abonnement blev solgt til madam Svendsen, en værtshusholderske, der boede i forhuset til Blågårdsgade 22. De første numre blev dog ikke trykt på Nørrebro. Det havde man ikke tilstrækkelig kapacitet til. Illustreret Familie Journal blev øjeblikkelig en succes. Hans Majestæt Kong Christian den Niende ville gerne have to eksemplarer af bladet leveret til hoffet efter tre måneder.
Manden, der trak svinghjulet i Blågårdsgade blev overanstrengt. Carl var klar over, at hvis han skulle følge udviklingen måtte han investere i nye maskiner.
En ny bygning blev rejst
En ny hurtigpresse blev bestilt. Samtidig satte man en gasmaskine op i trykkeriet, der skulle drive pressen. Men den larmede ret så meget. Egentlig var trykkeriet indrettet i en gammel hestestald, og familien boede i en treværelses lige ved siden af.
Nabo – og genbogrunden blev købt. En ny trykkeribygning blev i hast opført. I begyndelsen af 188oerne fik man lavet aftaler med et norsk og et svensk trykkeri om trykning af Allers blade på henholdsvis norsk og svensk.
Romanbibliotek og leksikon
Laura fik ideen med Romanbiblioteket. Desuden udgav man lægebogen Med Lægen som Husven. Men hun fik dog også tid til at føde døtrene Rigmor og Ragna. En kæmpe succes blev Allers Illustrerede Konversationsleksikon.
Socialt indstillede
Parret var meget socialt indstillede. Med jævne mellemrum udgav de særnumre af blade. Overskuddet gik til arbejdsløse og vanskelig stillede. Engang havde de indkøbt 10.000 stk. rugbrød a 4 pund som de havde uddelt blandt de trængende i København.
Den første dampmaskine
I 1886 blev den første dampmaskine installeret i Blågårdsgade. Gasmaskinen, de kaldte for Gaspeter blev skrottet. Det tilhørende remtræk blev også kasseret. I 1895 udkom Illustreret Familie Journal, som det første ugeblad i Norden i firefarvet tryk.
Mange tiltag
Efterhånden udsendte man også kunsttryk. Da den russisk – japanske krig brød ud i 1904 udsendte ekstraudgaver af bladet med skildringer fra krigen. Der var tegninger fra krigsskuepladsen, kortskitser omkring krigens udvikling og fotos dukkede også op.
Man lavede et ekstra tillæg til Illustreret Familie Journal, som man kaldte Nyt fra Alle Lande., og bladet Krig og Fred blev forløberen for Billedbladet.
Laura og Carl havde bestemte meninger om, hvad man kunne skrive og modsat. De forbød konsekvent at omtale forførelser, børnemishandlinger, dyrplageri og ugudelighed.
De to sønner med rigtige gener
De to sønner blev opdraget med henblik på at overtage virksomheden. De blev flasket op med ugeblade og trykkeriet. Laura og Carl var heldige. De havde hver især arvet deres forældres gener. I 1900 ekspanderede familien for alvor. Man overtog det hæderkronede bogtrykkeri Bianco Luno. Nu var det for alvor tid til at flytte fra Nørrebro.
Man flyttede til Valby, nærmere Valbygård.
Man slap ikke tøjlerne helt
Laura og Carl begyndte efterhånden at nyde frugterne slid. De to virksomme sønner overtog mere og mere af etablissementet. Men de to gamle slap ikke helt tøjlerne. I 1879 var de flyttet helt ud til Sorgenfri på en ejendom i Fuglevad. En dag var Carl faldet for Sophienholm, der grænser ned til Bagsværd Sø. Han havde købt det på stedet.
De fik Danmark til at læse
Man kan sige, at Aller– Familien fik Familien Danmark til at læse. Og helt uden litterær kvalitet var udgivelser langt fra. Således fik man koblet forfatterne Holger Drachmann og Hermann Bang til koncernen.
Laura døde med pen i hånden
I 1912 fik koncernen egen papirfabrik, for at sikre ensartet papirkvalitet. I 1917 døde Laura med en pen i hånden. Og i 1926 døde Carl.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 16. – 12. 2021
Oktober 22, 2011
Selv om der er mange Nørrebro – historier her på siden, kan det være at du ikke har fået nok. Her er en oversigt over de artikler, du kan downloade eller kan erhverve, hvis du er medlem af
Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv. De fleste af artiklerne kan du downloade her på siden. Men en rigtig god ide er at besøge hjemmesiden for lokalhistorisk forening.
Meld dig ind i Lokalhistorisk Forening
Rundt omkring findes der en masse Lokalhistoriske Foreninger, der er meget aktive. De arrangerer foredrag, udflugter og meget. Og frem for alt udgiver de nogle værdifulde publikationer. Nogle udgiver erindringer og historier kvartalsvis. Andre igen udgiver års – publikationer. Ofte er disse kun beregnet for medlemmer. Og et medlemskab koster trods alt kun fra 100 – 200 kr. i en sådan foreninger. Man burde melde sig ind.
Og hos boghandleren kan du stadig købe den nye Nørrebro bog, der udkom for et par år siden. Se artiklen Nørrebrohistorier – fra Fedtemadder til Fædregruppen. Denne bog er nu udsolgt Den sorte Nørrebro
– bog er desværre også udsolgt.
Vi bringer hermed en oversigt over de spændende historier, du kan læse i publikationerne, som er helt gratis at downloade. Og selvfølgelig får du også lige historierne fra de nye publikationer, som du kun kan erhverve, hvis du er medlem.
Årsskrift 2000:
Brødrende Cloëttas Chokoladefabrik
v/Karsten Skytte Jensen
Brødrene Bernhard og Christof Cloëtta grundlagde i 1862 en chokoladefabrik i Indre By. I 1901 flyttede fabrikken til Hørsholmsgade på Nørrebro, hvor den lå indtil 1954.
Brohusgade
Historien bag navnet på den lille gade mellem Åboulevarden og Rantzausagde
Colosseum
v/ Martin Tanggaard
Før i tiden var der mange biografer på Nørrebro. På Jagtvej lå den mest sejlivede af dem alle, Colosseum, der eksisterede fra 1924 til 1983.
Et Nørrebro – miljø v/ Poul Nielsen
Forfatteren til disse erindringer blev født i Farumgade i 1922. Han fortæller om det blomstrende gade – og forretningsliv i barndomskvarteret omkring Hillerødgade og Nørrebrogade i 1920’erne og først i 30’erne.
Årsskrift 2001:
Odeon Teatret v/ Martin Tanggaard
Odeon Teatret på Fælledvej var en af Københavns gamle traditionsrige premierebiografer, en årrække ejet og drevet af den kendte kongelige skuespiller Bodil Ipsen.
Nørrebro Handelsforening gennem 110 år v/ Uwe Brodersen
Den 18. november 2001 kunne Nørrebro Handelsforening fejre 110 års jubilæum, og i den anledning udgav foreningen en bog forfattet af Uwe Brodersen. Artiklen, der handler om foreningens første år, er et redigeret uddrag fra bogen.
Blaagaard
Et lille uddrag af en erindringsskitse af Otto B. Wroblewski om Blågårdskvarteret i 1830’erne.
Drengeår i tyverne på Nørrebro v/Kai Edv. Jensen
Forfatteren til disse erindringer blev født på Nørrebro i 1915 og levede her til han som 17 – årig forlod bydelen.
H.C. Bangert – han satte sit præg på Indre Nørrebro
Kaptajn Henrik Christian Bangert brugte 20 år af sit liv på at blive den første store grundspekulant på Indre Nørrebro, men han var nogle få år for tidligt på den.
Årsskrift 2002:
Blågård
Artiklen fortæller bl.a. om Heegaards Jernstøberi, der blev grundlagt i 1828 som en af de første industrivirksomheder på Nørrebro. Virksomheden fremstillede alt fra husholdnings-genstande til dampmaskiner, industri – og landbrugsmaskiner. Blandt Nørrebros befolkning var Heegaard navnlig kendt for sine emaljerede gryder. Da jernstøberiet flyttede i 1898 blev grunden udlagt til Blågårds Plads.
Nora Bio
Nora Bio åbnede den 12. april 1935 i den yderste ende af Nørrebrogade. Den blev drevet af Arbejdernes Oplysningsudvalg for København, det senere AOF. Det var en rigtig luksus-biograf med 184 siddepladser og det var dengang
Københavns tredje største biograf. Nora lukkede den 2. april 1977. Som så mange andre biografer endte de sidste dage som supermarked.
Balders Hospital
Københavns Kommune besluttede 2. juni 1902 at erhverve den ejendom i Baldersgade, der tidligere havde givet plads for de Kellerske Anstalter. Hensigten var at indrette et filialhospital af Kommunehospitalet. Balders Hospital blev taget i brug 1. juni 1903 med 76 sengepladser.
Erindringer
Pensioneret sognepræst Svend Konggaards barndomserindringer fra kvarteret omkring Rantzausgade og Lundtoftegade i 1920’erne og 30’erne.
Et ”sporvejshistorisk”
Nørrebros Sporvejsselskab blev oprettet i 1867, og det startede driften på Nørrebro – linjen den 6. december 1867. Linien blev betjent af 2 – etagers vogne med dobbelt hesteforspand og gik fra Kongens Nytorv til remisen ved Baldersgade.
Årsskrift 2003
Sejladsen på Søerne v/Sven Røgind
Denne artikel fortæller om den sejlads på Søerne, der fra 1890erne til op mod første verdenskrig nød stor popularitet, men som desværre måtte kæmpe med økonomisk modgang.
Sankt Johannes Kirke – fra tanke til virkelighed
v/Poul Sørensen
Sognepræst Poul Sørensen fortæller i denne artikel bl.a. om ophavsmændene til kirkeprojektet og problemerne med at rejse den nødvendige kapital, hvilket flere gange satte byggeriet i stå og gjorde byggeperioden meget lang.
En nørrebrodreng i gymnasiet
v/Svend Konggaard
Dette er anden halvdel af Svend Konggaards barndoms – og ungdomserindringer. Nu følger fortsættelsen. Hvor forfatteren fortæller om sin gymnasietid.
Fælledvej
v/Richard Keller
Mange danske byer har en Fælledvej. København har tre, Amager Fælledvej, Vester Fælledvej og Fælledvej på Nørrebro, som denne artikel handler om.
Min barndoms biograf
v/Paul Paustian
I forlængelse af serien om Nørrebros biografer fortælles her om en af de første biografer på Nørrebro, Stefans Biografen, der fra 1913 til 1928 lå på hjørnet af Nordbanegade og Hillerødgade.
Årsskrift 2004
Ægirs Apotek
v/Karsten Skytte Jensen
Nørrebros kraftige udbygning fra ca. 1870 til 1910 betød behov for mange nye apoteker. Et af dem var Ægirs Apotek på hjørnet af Ægirsgade og Nannasgade. Det var indrettet af en af tidens store arkitekter P.V. Jensen – Klindt.
Udenfor Nørreport
v/Claudius Rosenhoff
I bogen Kjøbenhavn, Illustreret Vejviser og Beskrivelse over Byen og Omegnen finder vi en beskrivelse af Nørrebro i 1850erne.
Telefoniens templer
v/Karsten Skytte Jensen
I 1895 fik et selskab eneret til at bygge de første 10 telefonkiosker i København. Det er arkitekten Fritz Koch, der tegnede de første kiosker, som han fik ros for.
Griffenfeldsgade 39
– matr. nr. 702 Udenbys Klædebo Kvarter
v/Jens Andersen
På denne adresse boede forfatteren til disse erindringer i årene 1928 til 1939. Foruden at fortælle om sit barndomshjem giver han detaljeret beskrivelse af arbejdsgangen i faderens fotoatelier.
Årsskrift 2005
Historien bag Plejehjemmet Sankt Joseph
v/Karsten Skytte Jensen
I maj 2005 lukkede Plejehjemmet Sankt Joseph i Griffenfeldsgade. Denne artikel fortæller historien om det tidligere hospital fra indvielsen i 1875 til hospitalet blev nedlagt i 1980.
Fra Nørrebro
Et tidsbillede fra Ydre Nørrebro anno 1886.
Lidt om min barndoms Ægirsgade v/Keld Sørensen
I disse erindringer fortæller Keld Sørensen om gadens butikker og om en del mennesker i Ægirsgade i 1950erne, som han husker det.
Årsskrift 2006
Uranienborg – et forstadshus v/ Karsten Skytte Jensen
På Nørrebrogade 168 ligger et fantastisk hus med en rigt dekoreret facade. Husets arkitekt er ingen ringere end Anton Rosen bl.a. kendt for Paladshotellet på Rådhuspladsen.
Gensyn med min barndoms gade
v/Willy Kok
Forfatteren fortæller i disse erindringer om et nostalgisk gensyn med barndommens gade, Struenseesgade og med Hellig Kors Skole.
Historien bag nogle gadenavne på Nørrebro
Rids af Blågårdskirkens tilblivelseshistorie v/Sven Hovard
Da Blågårdskirken i 2001 havde 75 års jubilæum skrev tidligere formand for menighedsrådet Sven Hovard om Blågårdskirken.
Årsskrift 2007
Københavns Hesteskofabrik v/John Lund
Erindringer skrevet af John Lund, der er født og opvokset på Nørrebro. Han arbejdede på hesteskofabrikken som arbejdsdreng i 1950erne
Ølunds Mølle v/Tonny Svanekiær
København havde fra omkring 1670 og langt op i 1900 – tallet 60 fungerende møller. Denne artikel handler om en af de mest berømte, nemlig Ølunds Mølle, der lå på den nordlige side af Nørrebros Runddel.
Historier fra Nørrebro 1880 – 1936 v/Uwe Brodersen
Gode, sjove, groteske og anderledes historier kan ofte findes i aviser fra gammel tid. Her kommer ofte ting frem, som er glemt. Uwe Brodersen har kigget i gamle aviser.
Det ny Nørrebro
En malende beskrivelse af Ydre Nørrebro fundet i Illustreret Tidende anno 1903.
Heimdalsgades historie v/Thomas Oldrup
Heimdalsgade er i dag en af de mest etniske gader på Nørrebro. Søger man tilbage i gadens historie, finder man historier om besættere, om tidlig industri og finder frem til, at det var her, man fandt noget af det første bebyggelse på Ydre Nørrebro – måske endda bødlens gård.
Årsskrift 2008 (kan
først downloades i løbet af 2011 – som medlem kan du få den)
Nørrebro i 1830erne
I Otto B. Wroblewskis erindringer findes denne skildring af Nørrebro i 1830erne.
En Nørrebrodreng vokser op v/Leif Ziegler
Første afsnit af Leif Zieglers barndomserindringer fra kvarteret omkring Husumgade i 1950erne.
Festlige facader v/Nina Søndergaard
Stuk var tidligere en meget typisk ting, både inde i husene og udenpå. I denne artikel ser historikeren Nina Søndergaard nærmere på nogle af de detaljer Nørrebros gader byder på.
Årsskrift 2009 (kan
først downloades i løbet af 2012 – som medlem kan du få den)
Astrid Noacks atelier i Rådmandsgade af Hanne Petersen
Fra 1936 til 1950 boede og arbejdede billedhuggeren Astrid Noack i baghuset til Rådmandsgade 34. Her blev nogle af hendes mest kendte skulpturer skabt og her befandt hun sig godt trods beskedne forhold. Artiklen er et uddrag af Hanne Petersens bog Stærkere end livet – Astrid Noack 1888 – 1954.
En Nørrebrodreng vokser op v/Leif Ziegler
Anden afsnit af Leif Zieglers barndomserindringer fra 1950ernes Nørrebro, om Havremarkens Skole og dens lærere, legekammeraterne, livet på gaden og i gården og dagligdagen i familien.
Flere festlige facader v/Nina Søndergaard
Mursten er andet og mere end en klump brændt ler. Mursten kan støbes i forskellige former og glaseres i farver, noget farveglade arkitekter ofte har benyttet sig af. Nørrebro har mange festlige facader hvor fantasien og farveglæden har fået frit spil.
Årsskrift 2010 (vil først kunne downloades fra 2013 – medlemmer vil kunne få den gratis)
En Nørrebrodreng vokser op v/Leif Ziegler
Tredje og sidste afsnit af Leif Zieglers barndomserindringer fra 1950ernes og 60ernes Nørrebro, om livet i familien, skolegangen og store og små oplevelser fra Husumgade og omegn.
Mindetavlen fortæller: Slaget på Fælleden – Louis Pio v/Sune Hundebøll
Rundt om i byen fortæller mindetavler om tidligere tiders folk og begivenheder. På huset Ravnsborggade 21 mindes arbejderlederen Louis Pio og Slaget på Fælleden. Pladen sidder på nr. 21 fordi Louis Pio boede i baghuset på dette sted i 1872.
Den gjør et stort spektakel v/Flemming Bjerg Andersen
Den første bil i Danmark fra 1886 blev lavet af Urban Johansen i baggården til Nørrebrogade 38. Den står nu på Teknisk Museum i Helsingør, og kaldes Hammel – vognen efter værkstedets mester Albert F. Hammel.
En historiefabrik v/ Morten Bencke
Formålet med en historiefabrik har været at opbygge et historisk arkiv med hidtil uhørte stemmer, usete billeder og alternative materialer, som man ikke normalt forbinder med et historisk
arkiv.
Redigeret 16. – 12. 2021
Oktober 22, 2011
En boghandel i dag bliver sjælden 100 år. Og da slet ikke i samme familie. Når det så også er på Nørrebro, hvor politikerne ikke lytter til detailhandelens ønsker, ja så er det ganske imponerende. Steenberg Bog & ide kører videre med fjerde generation. Læs den fantastiske historie om butikken, der blev ved med at udvide. Men nu er det hvis slut?
Trafikregler har sat sine spor
Mange gamle butikker er efterhånden lukket på Nørrebro. Man finder ikke mange butikker, der er over 100 år.
Samme familie i 100 år
Engang var der mange boglader på Nørrebro. Det er der ikke mere. Og det sandelig heller ikke mange boglader, der overlever i 100 år – og så i samme familie. Det sker den 11. oktober for Steenberg Bog & Ide, Nørrebrogade 163. (2011)
Dynastiets Grand Old Man
Vi skal faktisk tilbage til indvielsen af Skt. Johannes Kirken på Skt. Hans Plads for 150 år siden. Har var der blandt andet givet to messing kirkebøsser. Giveren var blikkenslagermester Erik Viggo Alfred Steenberg. Han er Steenberg Dynastiets Grand Old Man. I 1864 boede han på Fælledvej på Nørrebro sammen med Anne Christine Bistrup.
Eddy Steenberg
Deres søn, Eddy Wilhelm Steenberg blev udlært i C.C.U. Johnsens Boghandel i Fåborg. Han blev medarbejder hos Oluf Hansen i Hobro. Senere arbejdspladser var hos Arent Flensborg i Ringsted, Schøning og Chr. Steinbach i København. Fra 1906 til 1911 var han bestyrer af H.A. Søllings Boghandel.
Succes for Eddy
Som 31 – årig startede han i 1911 på Nørrebrogade 177 med et salgsareal på 30 m2 Det var på et tidspunkt, hvor man på Nørrebro diskuterede om man skulle lukke kl. 19 mandag til torsdag i sommermånederne.
Der var møde i det hus, hvor det senere Ungdomshus kom til at ligge. Her var der filmforvisning fra Dansk Vestindien. Men det store diskussionsemne var nedlæggelse af Nørrebro Station. Nørrebro Handelsforening havde cirka 500 medlemmer.
Det gik dog godt for Eddy. I 1919 erhvervede han nabobutikken, som var en frugtforretning. Pludselig var arealet på 60 m2. Det var hverken første eller sidste gang butikken udvidede.
Pludselig dødsfald
Men midt i succesen døde Eddy Steenberg – kun 46 år gammel. Han efterlod sig hustru og seks børn, herunder Viggo og Otto. Hustruen Anny Viola fortsætter med at drive butikken, også efter at Viggo Steenberg indtræder i firmaet.
Moderniseringer
I 1932 var den yngste søn, Aage udlært og er også parat til at tage sin tørn. Moderen var stadig beskæftiget i firmaet. Samtlige skillevægge i forretningen blev revet ned . Den ene indgangsdør blev nedlagt og inddraget til et stort vindue, og facaden blev renoveret.
Hugo Steenberg
Hugo Steenberg – nevø til Aage gik i lære som boghandler i 1964. Han nåede lige at komme med på Provinsboghandlerfagskolens sidste hold. Han var ellers blevet udlært som kontorassistent i Østifternes Kreditforening.. Under sin militærtid arbejde han til halv pris i boghandelen, efter kl. 15.
I 1966 startedes en kæmpe modernisering. Alt inventar blev fornyet. Nu blev der bedre adgang til reolerne, og kontorlokalerne blev inddraget til butikken. Loftshøjden blev ligeledes
reduceret med 60 cm.
Den sidste naboforretning
I 1973 erhvervedes den sidste naboforretning. Væggene blev revet ned. Resultatet blev en stor succes både i form af interiør og exteriør. Butikken var nu på 90 m2. Men der var ikke flere udvidelsesmuligheder.
Aage og Hugo kompagnoner
I 1974 døde Viggo Steenberg efter lang tids sygdom. Han havde i flere år siddet i kørestol. Begge ben var blevet fjernet som følge af en sukkersyge, som han havde haft siden han var ung. Aage og Hugo Steenberg fortsatte som kompagnoner. Aage var kendt på Nørrebro. Han spillede orgel i Skt. Stefans Kirken og Anna Kirke. Han var en meget aktiv FDF’ er.
Ny butik købt
Den 1. april 1985 blev Asger Koefods Boghandel , Frederikssundsvej 15 købt. Iris Koefod havde drevet den alene efter hendes mands død. Forretningen bliver drevet som en filial af Nørrebrogade. Iris Koefod ansættes som leder af filialen. Forretningen blev medlem af Bogpa.
Nørrebrogade 163
Det var dog ikke slut med udvidelserne. I november 1988 flytter butikken fra Nørrebrogade 177 til Nørrebrogade 163. Stedet var en af de første bebyggelser på Ydre Nørrebro i 1870erne. Dengang hed det Lygtevejen 8. Det var urtekræmmer Ottesen, der boede her. Han var både postmester og fattigforstander. Hans butiksdreng bar posten ud.
Nyt inventar
De nye lokaler er på 150 m2 med fuld kælder. Forretningen blev en del af Andelsboligforeningen Kronen. Den købes af Hugo Steenberg. Lokalerne indrettes med Modul Inventar til den nette sum af 400.000 kr. Firmaet ændrer nu navn til Steenberg Bog & Ide.
I 1990 indrettes filialen på Frederikssundsvej med inventar fra den gamle forretning og fremstod nu som en hyggelig lettere moderniseret butik.
Engagerede medarbejdere
Hugo Steenberg blev i 1992 medlem af Boghandlerforeningens bestyrelse. Gennem årene har butikken haft særdeles engagerede folk både på chef – og medarbejderside.
Nye udvidelser
Men det var endnu ikke slut med udvidelser. Meget heldigt blev lampeforretningen i Heinesgade sat til salg. Man besluttede atter engang, at udvide. Med et slag var salgsarealet udvidet til det dobbelte. Ombygningen begynder i 1995 og står på i næsten 2 år. Dette indebar nedrivning af flere vægge, flytning af ejendommens port og bygningen af et trappetårn i gården, som erstatning for den køkkentrappe, der skulle inddrages, for at få lokalerne til at høre sammen.
Resultatet blev en flot boghandel efter Bog & Ide konceptet. Aage Steenberg dør i sommeren 1997. Han var stoppet i butikken året før.
Martin Steenberg ansættes
I 1998 er ombygningen helt færdig. Martin Steenberg – Hugos søn havde været ansat et års tid efter at have prøvet forskellige jobs. Martin besluttede sig for at gå i lære som boghandler og efter to års lærertid i Charlottenlund Bog & Ide var det nu håb om at 4. generation kunne fortsætte udviklingen.
Martin bliver ansat i Fisketorvets Bog & Ide, da den åbner i oktober 2000. Han var med fra starten og prøvede på den måde at bygge en helt ny forretning op.
Frederikssundsvej lukker
Den 1. juni 2002 lukkes Frederikssundsvej – filialen og Marianne Amandus, som havde passet den alene de sidste par år, flyttes op på Nørrebrogade. Den 1. august 2002 startede Martin
Steenberg fast i butikken. Året efter blev han valgt ind i Bog & Ides bestyrelse.
Generationsskifte påbegyndes
I 2004 påbegyndtes en generationsskifte imellem Hugo og Martin. Aftalen indebar, at Hugo gradvis trappede ned for at gå på pension. For at få mere tid i butikken udtrådte Martin af bestyrelsen i Bog & Ide. I 2005 udtrådte Hugo af bestyrelsen i Boghandlerklubben. Mange vil sikkert huske ham som en festlig fyr og en god rejsekammerat. Han fungerede ofte som en festlig toastmaster ved Lauriat-fester.
I 2010 gik Hugo ned på kun en arbejdsdag, efter at have arbejdet tre dage om ugen. Ved årsskiftet 2011/2012 er det så endelig slut med Hugos deltagelse i butikkens drift. Generationsskiftet er fuldført.
Skybrud
Et lille skår i glæden op til 100 års dagen indtraf da butikkens kælder blev ramt af skybrud, som så mange andre butikker på Nørrebro. Det betyder masser af istandsættelse og logistik – problemer.
Kunderne strømmer til
Måske er det slut med udvidelser. Men der foregår konstant ændringer i butikken. Således er butikken netop blevet malet i friske farver.
Trods store trafikale problemer på Nørrebrogade, hvor kommunen konstant ændrer reglerne, fortsætter kunderne med at strømme til butikken. Og hvem ved, måske fortsætter femte generation af Steenberg – klanen butikken en skønne dag.
Overskuelighed og personlig betjening
I butikken lægges der meget vægt på overskuelighed og orden. En anden vigtig ting er den personlige betjening. Kunden skal til enhver tid føle sig velkommen.
Slet ikke slut med udvidelser
Nej det var ikke slut med udvidelser. For i Nørrebro Bycenter indrettede Martin Steenberg også en butik. Nej det var ikke slut endnu. For pludselig kunne nabobutikken i bycentret overtages. Her indrettede Martin Steenberg en legetøjsbutik i Legekæden. Denne er også med i Index Retail, hvor også Bog & Ide er inkluderet.
Her var jeg med i over 20 år
Tænk engang. Undertegnede var ansat her i hvis nok 23 år. Så måske kan jeg prale med, at jeg har haft en lille andel i udviklingen. For 5 1/2 år siden gik undertegnede på pension. Jeg vil mindes alle de skønne kollegaer og kunder gennem tiden. Det er skønt at møde kunderne fra dengang. når man er ude at holde foredrag.
Redigeret 12. – 12. – 2021
Oktober 22, 2011
Skabelonen til spændingsromanen Vingeskudt var lagt med historiske kendsgerninger. I begyndelsen er romanen irriterende, men efterhånden tegner der sig et skæbnefællesskab. Historien får et meget dramatisk forløb. Vi får medlidenhed med kaptajnløjtnant Rüdiger. Det er ham, der er vingeskudt. Det er ikke hver dag, der bliver skrevet en spændingsroman, hvor udgangspunktet er vadehavsøen Mandø. Denne bog kan varmt anbefales.
Hvordan skriver man en god bog?
Hvordan skriver man en god bog? Ja man kan for eksempel få opsnappet en god og interessant historie, som virkelig har fundet sted, og så bruge denne som skabelon. Det har Martin Richardt fra Nørrebro gjort. Og det er der blevet en særdeles dramatisk historie ud af.
Irriterende i begyndelsen
Indrømmet, i begyndelsen syntes undertegnede, at handlingen var forvirret. Vi befandt os i forskellig tid og vidt forskellige steder. Lige hvor det blev mest spændende, ja så skiftede vi i næste afsnit. Men efterhånden fandt man så ud af, at det var en grund til, at forfatteren brugte denne fortælleform?
Ingen helt
Normal er der i en fortælling en helt, men det er der faktisk ikke i denne meget dramatiske fortælling. Lad mig sige det fra starten. Det er en særdeles velskrevet bog, som starter
på Mandø.
En slagfærdig kvinde kommer til
øren
På vej til et togt bliver et engelsk bombefly skudt ned. Det bliver observeret fra en radarstation på Mandø. Nu har det godt nok kun ligget radarstationer på Rømø og Fanø, men i en skønlitterær roman må forfatteren gerne tage sig sine friheder. På Mandø lå kun en lytte-station. i virkeligheden.
En engelsk pilot overlever nedskydningen og holder sig skjult på øen. Kommandøren på Radarstationen skal tilfældigvis besøge præstegården, og her sker der noget. Vi følger mandskabet på Radarstationen. Måske er det lidt kedeligt for dem. De søger noget aktion. Kommandant Rüdiger prøver på at holde sig gode venner med den danske befolkning, men købmanden kan ikke lide ham, fordi han er tysker.
En slagfærdig kvinde kommer på besøg på øen. Kommandant Rüdiger fatter interesse for hende. Men han har også sin kone Claudia hjemme i Frankfurt.
Steen og Meike
Og her i Frankfurt møder vi socialrådgiver Meike, der bliver involveret i et mord på Gabi. Ligeledes møder vi arkitekten Steen et helt andet sted. Han bliver involveret i et spil, der bygger på
en løgn. Steen og Maikes historie udvikler sig.
Uvenner med købmanden
Og på Mandø er den slagfærdige Cecilie ankommet. Meget nødtvunget meddeler købmanden dette til kommandant Rüdiger. De to bliver nærmest uvenner, og det er ikke godt for Rüdiger.
Vi møder pludselig Cecilie i hendes lejlighed ved søerne i København. Neden for står Gestapo og overvåger hende. Hun flygter ud af København mod Mandø. Steen er på vej til sit fædrene ophav. Det fører ham forbi Mandø. Meike haler en skuffe ud, og finder et spændende brev.
Købmanden hævner sig. Det får katastrofale følger for Rüdiger.
En forbindelse mellem personerne
Efter krigen når Rüdiger endelig hjem til sin Claudia. Deres kærlighed får i begyndelsen lykkelig udgang, men ak, det ender ikke godt. Men kære læser, der er en forbindelse med alle hovedpersonerne. Den vil vi ikke røbe her.
Falsk navn
Efter krigen opsøger Cecilie igen Mandø, for at få et blik af Rüdiger. Og denne forsøger mange år senere gennem en fælles bekendt på Mandø at få kontakt med Cecilie. Men det viser sig, at hun slet ikke hedder Cecilie Andersen. I stedet hedder hun Agnete Mørk.
Udmærket forhold til tyskerne
Sandheden er, at på Mandø havde lokalbefolkningen et udmærket forhold til tyskerne. Efter sigende havde den rigtige kaptajnløjtnant på lytterstationen en affære med en pige fra modstandsbevægelsen. Resultatet blev et barn.
Sympati for Rüdiger
Romanen beskriver også kriges gru. Hvor led kan man være mod hinanden. Og hvad kan ulykkelig kærlighed føre til. Skæbnefællesskaber er også en af overskrifterne. Man sidder også og får sympati for kaptajnløjtnant Rüdiger. Det handler om det gode og det onde, bedrageri, forræderi og kærligheden.
Som romanen skrider frem, bliver man nysgerrig efter at kende personernes sammenhæng.
Tilbage er uvisheden
Vi oplever, at forældre og bedsteforældre ikke fortæller deres børn, hvad de foretog sig under den frygtelige krig. Man forsøger at ligge låg på. Tilbage er uvisheden.
Martin Richardt beskriver officererne i den tyske værnemagt både som brutale og menneskelige. Det der skete under krigen kan nemlig ikke bare være sort/hvid.
En flot vekselvirkning
Forfatterens baggrund som psykolog mærkes tydelig i hans skriverier. Ofte er det svulstige beskrivelser, andre steder stilfærdige. En flot vekselvirkning. Det er et flot sprogbrug gennem hele romanen.
Titlen på romanen er også genial. Man tror, at det er fordi bombeflyet over Mandø bliver ramt. Men efter, at man er færdig med romanen, så ved man, at det er romanens hovedperson Rüdiger, der er blevet vingeskudt. Han havde ikke mere at leve for.
Lyst til at vide mere
Man sidder med en lyst til at vide, hvad der skete med piloten, der blev skudt ned. Og hvad skete der med Maike og Steen efter at de havde fået afklaring? Kunne købmanden på Mandø leve med det, han gjorde? De ansatte på Radarstationen, som vi lærte at kende, kom de godt hjem efter krigen?
En god debutroman
Det var godt Martin Richardt kom forbi Mandø og fik talt med to af de ældre medborgere. En god debutroman, og forfatteren har allerede skrevet den næste. Den foregår langt fra Mandø. Vi slutter denne anmeldelse med et citat fra bogen:
Martin Richardt: Vingeskudt Forlaget: Mellemgaard
– Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
Redigeret 12. – 11. 2021
Oktober 22, 2011
Det er sikkert en overraskelse for mange. En sønderjysk efterretningstjeneste eksisterede næsten siden Hitlers magtovertagelse. Særlig politimester Brix tog overvågningen af Det Tyske Mindretal alvorlig. Der Nordschleswiger sammenlignede ham med von Köller. 80.000 kort blev oprettet. Man overvågede tidligere SS – soldater, Fårhus fangere, Bondebevægelsen LS, Strasser – bevægelsen, Mindretallets blad. Knivsbjerg – festerne blev overvåget helt til 1961.
Grænsen skulle flyttes
Lige efter Anden Verdenskrig foregik der en massiv overvågning af det tyske mindretal. Det var politikommandør Ernst Brix, der var igangsætter af dette projekt. Brix var tidligere politimester i Tønder og Aabenraa. Han blev i 1951 den første chef i PET.
I månederne efter Hitlers magtovertagelse blev Det Tyske Mindretal særdeles modtagelig over for en grænserevision. I Berlin greb man dog ind over for aktioner fra Det tyske Mindretal.
Forskellige nationalistiske grupper opstod. Det førte til interne magtkampe. I 1935 samledes trådene i NSDAPN med dyrlæge Jens Møller som leder. Møllers projekt gik ud på
– Führer macht uns frei.
Mindretallet kæmpede for at få flyttet grænsen op til Kongeåen.
I tysk uniform
Ca. 1.700 fra Det Tyske Mindretal deltog i diverse militære værn. Man trak i tysk uniform og blev uddannet i våbenbrug. Mange unge mænd efterkom Mindretallets opfordring til at melde sig til tysk krigstjeneste.
3.500 blev anholdt
I sommeren 1945 blev 3.500 medlemmer af mindretallet anholdt. De fleste blev interneret i Fårhus – lejren. I løbet af retsopgøret blev cirka 3.000 tysksindede dømt med tilbagevirkende kraft for deres færden under besættelsen.
De moderate
Økonomien i Det Tyske Mindretals organisation hang i laser. Det var ikke meget tilbage. Tyske skoler var blevet lukket. Tyske institutioner var blevet beslaglagt og tyske mindesmærker sprunget i stykker.
De moderate tysksindede udsendte i september 1945 en erklæring, hvor de tog afstand fra begivenhederne under besættelsen. De tog afstand fra Mindretallets officielle holdning. De opfordrede nu til at måtte opbygge deres organisation fra ny. Mange af disse var pengestærke folk fra købstæderne. Det var stor uenighed i Mindretallet med hvordan man skulle agere. Hele tre forskellige udkast blev diskuteret på et stormfuldt møde i Aabenraa den 22. november 1945. Man vedtog de moderates forslag. Det var en svær balancegang. Man anerkendte 1920 – grænsen. De internerede fik lovning på, ikke at komme hjem til social isolation.
Man finansierede blandt andet den nye mindretals – avis Der Nordschleswiger, der begyndte at udkomme i februar 1946.
De aggressive
BDN – Bund Deutscher Nordschleswiger blev en realitet. Men indadtil var situation meget tilspidset. Mindretallet var ved at gå i opløsning. De moderate var utilfredse med udviklingen
inden for Mindretallets nyeste ledelse. De moderate mente bl.a. at Mindretallets talerør Der Nordschleswiger var for aggressiv.
Ifølge Ernst Brix var 60 pct. af Mindretallet i virkeligheden rolige og besindige folk, mens de 40 pct. tilhørte den aggressive fløj. Det lykkedes for de moderate at få gennemført deres vilje.
Die ”Dummen Dänen”
Men en interessant melding kom fra Landbetjenten i Ravsted. Således noterede han:
Siden 1955 har de to mindretal i grænselandet været omfattet af København – Bonn erklæringen.
Omfattende kartotekssystem
Efter Hitlers magtovertagelse i 1934 oprettedes i Sønderjylland et Politiadjudant – embede. Dette embede var underkastet Justitsministeriet. Politiadjudanten skulle skabe et hurtigvirkende oplysningscentral for den sønderjyske landsdel. Især var man interesseret i Mindretallets arbejde. Der blev oprettet et omfattende kartotekssystem.
Det var politimesteren i Aabenraa, Fritz Jacobsen, der først havde hvervet. Som efterfølger i 1936 udnævntes amtmand Kristian Refslund Thomsen. Amtmanden konkluderede, at Mindretallet ville flytte sindelags – grænsen nord på. Man ville skabe betingelser for en grænserevision.
Amtmanden bag sig fritaget for hvervet efter tyskernes aktion mod det danske politi i september 1944. Efter 1945 ønskede Brix at udbygge efterretningsarbejdet over for Det Tyske Mindretal. Brix ville have en centralt efterretningstjeneste i Sønderjylland.
Justitsministeren bakkede Brix op. Sønderjylland fik sin egen efterretningsvirksomhed. Man holdt nu nøje øje med især Det Tyske Mindretal. Især var der fokus på tysksindede tjenestemænd.
Mange meddelere
I lokalsamfundet skulle der udpeges meddelere. Hele én for hver 200 personer, mente Brix. Og disse Vågne Vogtere skulle skaffes fra modstandsbevægelsen før 1945. De havde den rette kampånd. Brix gjorde opmærksom på at i de ledende poster i BDN var de samme personer som havde haft ledende poster i NSDAPN.
Lovgivningen gjaldt ikke for efterretningsvæsnet
Justitsministeren gjorde godt nok gældende, at man ikke måtte føre kartotek over personer, der ikke var straffede og udførte lovlig politisk virksomhed. Men denne regel syntes ikke, at være fulgt i den sønderjyske efterretningstjeneste.
Sønderjyske politimestre ikke enige
Noget tyder på at de sønderjyske politimestre ikke var enige i overvågningen. Der var således forskellige opfattelser af et møder, der var afholdt med politimestrene i Aabenraa. Men åbenbart fik Brix igen sin vilje. Efterretnings – virksomheden tog til i omfang i de følgende år. I løbet af 1948 var arbejdsbyrden efterhånden blevet større end før krigen.
Mere gang i arbejdet
Men Brix var ikke tilfreds med resultaterne af afdelingens arbejde. Han mente, at opgaverne skulle deles i otte hovedområder, som udgjorde Mindretallets finansielle, kulturelle og politiske rygmarv. Man skulle undersøge Mindretallets skolevæsen. Var det propagandapræget? Var lærerne blevet straffet som landsforrædere? Deltager de i politisk arbejde? Også børnenes forældre skulle undersøges. Har de altid været tysksindet? Havde tysksindede forældre, hvis børn ikke gik i tysk skole, været udsat for pression? Finansierer de tyske banker jordkøb?
Også de tyske banker skulle undersøges. Hvem var deres økonomiske bagmænd? Også styrkeforholdet mellem den moderate og den uforsonlige fløj skulle undersøges. Man skulle også undersøge, om der eksisterede forbindelser til 6. maj bevægelsen eller tidligere DNSAP – folk.
Tidligere SS – soldater skulle overvåges
Man var også bange for kommunistisk indflydelse. Derfor skulle SS – soldater, der var vendt hjem fra russisk fangenskab undersøges. Ud over tilsyn med DKP og ungdomsorganisationer, burde der også føres tilsyn med fabrikker og arbejdspladser, skytteforeninger, brevdueforeninger, eks – og importører til øst-zonen samt radioamatører.
Brix får nyt job
I december 1950 blev Ernst Brix udnævnt til vicepolitichef og leder af den nyoprettede Politiets Efterretningstjeneste. Hans efterfølger blev kontorchef i Justitsministeriet, N Schaumburg – Christensen.
Han bibeholdt sekretariatet i Aabenraa. Hver politimester skulle efter fælles aftale med visse mellemrum afgive beretning om forholdene inden for det nationalt – kulturelle. Indberetningerne skulle samles og videresendes til de respektive ministerier. Det var nye toner i organisationen og en form for decentralisering.
Overvågningen af Det Tyske Mindretal nåede aldrig den samme intensitet, som i Brix’ s tid som politikommandør. Faren fra Mindretallet syntes at være drevet over.
Rapport om Mindretallet
I 1955 udfærdigedes en rapport om mindretallets udvikling. Rapporten var meget overordnet. Den byggede på Mindretallets reorganisering efter befrielsen. Politiets ligeså omfangsrige artikelsamling om Mindretallet endte omkring 1958. I samme periode holdt politiet også op med at gemme programmerne fra Knivsbjerg – festen.
Es lebe Deutschland
I Højer var situationen yderst spændt efter befrielsen. Atmosfæren var præget af rygter, trusler og mistænksomhed. Ifølge landbetjent Hartung var årsagen, at de lokale tysksindede opførte sig truende og provokerende som følge af de sanktioner, der fra dansk side var truffet mod medlemmer af Mindretallet.
Således kunne Hartung rapportere, at en vognmand under udgravningen til Højer Apotek havde råbt:
Landbetjent truet
Den samme person havde noteret alle navnene på de danskere, der havde hjulpet med interneringerne. Hartung mente, at næsten alle Hjemmetyskere var fornærmet på danskerne. I Højer
blev Hartung som repræsentant for den danske retsstat gjort til syndebuk for retsopgøret. Ad omveje fik betjenten at vide, at han nok skulle søge sig en stilling i København, for det var ikke godt for Hartung at blive i Højer efter de store Interneringer.
Da Brix i begyndelsen af december 1945 opfordrede sine kollegaer til at indsende stemningsrapporter havde han medsendt Hartungs rapport. Opfordringen fra Brix var uden officiel bemyndigelse.
Præventiv overvågning
Brix var den mest fremtrædende forkæmper for en præventiv overvågning af Mindretallet. Men holdningen i det sønderjyske politi var at man i en given situation ikke kunne stole på Mindretallet. Denne holdning var fremherskende længe efter at Brix havde forladt landsdelen. Så sent som i 1952 skete der stadig undersøgelser af Mindretallets forhold, dog langt fra med samme omhu som under Brix.
Landbetjentenes indberetning
Mange lokale politibetjente havde oplevet mange tysksindede stille sig i den tyske sags tjeneste. De havde også mærket den bitterhed og det had, som retsopgøret havde fremkaldt i
Mindretallet. Om forholdene i Ravsted skrev landbetjent Skousen:
Også fra Tinglev kunne den lokale betjent Andersen berette om
– Mindretallets udfordrende Opførsel, der begyndte at skræmme Danskerne.
Fuld af fordomme
Ernst Brix var fuld af fordomme. Han beskrev de tysksindede i almindelighed som Fremmedelement. Den nye mindretalsledelse med Dr. Wenich i særdeleshed som “en Nazibande, der laver Propaganda efter de bedste gøbbelske Metoder”
For Brix udgjorde det tyske mindretal en trussel mod den nationale sikkerhed.
Brix regnede ikke Det Tyske Mindretal
Brix
regnede ikke Det Tyske Mindretals erklæringer for noget, efter
at han havde set, hvem der satte sig i spidsen for organisationen. Han
udtalte:
BDN oplyste ikke navne
Efter valget til BDN – bestyrelsen i maj 1947 havde man fra Mindretallets side ikke valgt at offentliggøre alle navne på bestyrelsesmedlemmerne.
Det blev forklaret med
Brix påpegede at:
Der Nordschleswiger fordrejede tingene
Brix mente også, at Der Nordschleswiger fordrejede tingene. Således gav den Slesvig – Holstenske finansminister på et møde i Flensborg i 1949 udtryk for, at man anså det tyske mindretal for at være forfulgt. Syd for grænsen var opfattelsen, at en sådan forfølgelse virkelig fandt sted.
Retsopgøret blev betragtet som uretfærdigt
I Det Tyske Mindretal blev retsopgøret betragtet som uretfærdigt, og det blev betragtet som forfølgelse. Parterne var i perioder uforsonlige over for hinanden. Der kom til åben konfrontation. Fra tysk side blev det også givet udtryk for, at dansk politi forhalede opklaringen af bombeattentater mod tyske mål.
Alt blev noteret
Selv den mindste begivenhed blev omtalt i politiets mapper. Således skulle en søn af et BDN – bestyrelsesmedlem, der efter befrielsen var kommet i dansk skole den 5. maj 1947 have nægtet at deltage i skolens mindehøjtidelighed med begrundelsen, at
Selv de 38 tysksindede, der i efteråret 1947 havde anbefalet Ernst Reuters folketingskandidatur optrådte i Reuters sagsmappe.
Også tysksindede, der i mindre målestok engagerede sig i Mindretallets opbygning blev registreret i politiets kartotek over ledende tyskere.
Bladet blev overvåget
Brix overvågede også Der Nordschleswiger. Han kunne således oplyse, at bladet i 1949 blev trykt i Leck, syd for grænsen. Bladets produktion kostede ikke BDN en krone, da Landsregeringen i Kiel betalte, og derudover angiveligt også skulle stå som ejer af trykkeriet.
Tønder Politi kunne oplyse, at bladet udkom i et oplag på 3.400. Den indførtes til Danmark via grænseovergangen Sæd. Distributionen til Sønderjylland foregik fra Tønder. Bladet havde 1,700 abonnenter. Halvdelen af det indførte oplag blev dels uddelt som frieksemplarer, dels solgt i løssalg.
Så sent som i 1957 blev der indført oplysninger i Der Nordschleswigers sagsmappe.
Børn blev chikaneret
I sagsmapperne omkring skoleforhold kunne man finde udsagn som:
I Rødekro skulle tyske børn, der var kommet i dansk skole have fået tærsk af tyske børn, der stadig modtog tysk undervisning, ligesom deres forældre skulle være chikaneret for at have sveget Tyskheden.
Knivsbjerg møderne overvåget til 1961
I 1947 begyndte Mindretallet igen at afholde Knivsbjerg – festerne. Her afholdt man sportsstævne og inviterede gæster fra Tyskland, der holdt festtaler. Politiet var yderst opmærksom på, hvad der skete til festerne. Man samlede festprogrammerne og teksterne til de taler, der blev holdt. De gæster, der holdt taler blev også registreret. Den sidste indførelse i mappen er så sent som fra 1961.
Da Knivsbjerg – festerne skulle begynde gik der rygter om, at Hjemmeværnet ville affyre et ordentligt skrald. Men alt forløb stille og rolig.
Attentat i Tinglev
Den lokale betjent i Tinglev blev natten til påskesøndag den 20. april 1946 udsat for et attentat. En tysk håndgranat var kastet gennem vinduet. Detonationen var så voldsom, at inventaret var blevet ødelagt. Heldigvis for landbetjent Egebjerg Andersen og hans kone var de ikke hjemme. De havde næppe overlevet.
Varulve – angreb
Sagen blev undersøgt under stor opmærksomhed. Man mente, at det var et såkaldt Varulve – angreb. Men fra Mindretallets side, mente man, at det var Modstandsbevægelsen, der stod bag.
Medlemmer af den paramilitære Werwolf – organisation, der blev oprettet i krigens sidste år, skulle operere bag de allieredes linjer med henblik på at likvidere landsforrædere og udøve målrettet sabotage. Formentlig havde organisation ikke mere end et par hundrede medlemmer. De bestod mest af medlemmer af Hitler – Jugend og Bund Deutscher Mädel.
Seks mænd var blevet afhørt af politiet efter aktionen i Tinglev. Under sagen kom det frem, at der eksisterede et kartotek over tidligere Waffen -SS frivillige.
Gerningsmændene blev nu lokaliseret til Løgumkloster – området. Her blev 13 fortrinsvis yngre mænd og en kvinde anholdt. I politirapporten konstateredes, at flere af de fængsledes fædre var dømt for landsskadelig virksomhed.
Ifølge deres eget udsagn havde de dannet en Vareulve – gruppe, der havde til hensigt at ville terrorisere Danske, der efter deres Mening modarbejdede det tyske Mindretals Interesser.
Gruppen havde også planer om attentater mod provst Schülein i Løgumkloster, den lokale landbetjent Johansen, pastor Rishøjgaard, læge Højholdt samt en ikke navngivet lærer i Rends.
Planerne mod nogle af personerne var vidt fremskreden. I forbindelse med optrevlingen af sagen i Løgumkloster fik politiet også kendskab til en såkaldt vareulvegruppe i Tønder på syv personer. De var alle fra Det Tyske Mindretal. Der blev også fundet nedgravet ammunition. Intet tydede dog på, at disse Varulve – grupper var organiseret fra tysk side.
I alt 18 personer fra Det Tyske Mindretal var også blevet arresteret. Modstandsbevægelsen krævede, at den hoved- skyldige blev dømt til døden.
Edelweiss
I Fårhus – lejren gik der rygter blandt fangerne om etbalering af en nyetableret vareulv-gruppe, ved navn Edelweiss. Dette fik politiet til at gennemse alt post til og fra Fårhus – lejren.
Trussel mod Brix
I foråret 1946 modtog Brix en anonym hilsen, der nok nærmere lød som en trussel:
Efterforskningen viste også, at sønderjyder var blevet uddannet til at virke bag de Allieredes Linjer i Tilfælde af en allieret Invasion af Danmark.
Samtale med politiet
Mange af de tysksindede, der efter befrielsen ikke var tilfredse med den loyale politik, som blev ført af den moderate del af Mindretallet dannede Foreningen af 6. maj 1945 med redaktør A. Olesen i spidsen.
Jes Schmidt medlem af BDN’ s bestyrelse blev kaldt til samtale med Aabenraa Politi. Han meddelte, at man ikke kunne stå i to foreninger. Politiet holdt øje med diverse møder og læste foreningens blad Revision.
Dette blad blev en konkurrent til Der Nordschleswiger. Helt frem til 1960 vedblev Politiet i Aabenraa med at læse bladet med hensigt på at slå til, hvis de skrev noget ulovligt.
Fårhus – fangere
I vinteren 1948 var der en sammenkomst mellem forhenværende Fårhus – fangere i Højer. Men initiativtageren samarbejdede med politiet og sendte desuden sin tale. Samtidig gjorde man opmærksom på, at sammenkomsten ikke var tænkt som et stratskud til dannelse af en forening eller politisk organisation.
Men den 2. oktober 1949 blev der i Tinglev dannet en forening, der henvendte sig til alle, der har været internerede eller som er dømt efter love med tilbagevirkende kraft. Foreningens formål var
Fra Højer fik politiet melding om, at en hvervekampagne var i gang. Man uddelte brochurer fra den nye forening. Herigennem fik politiet kendskab til foreningens bestyrelse.
Bondebevægelsen LS
Da bondebevægelsen Landbrugernes Sammenslutning i 1947 viste tegn på, at reorganisere sig, kom de i politiets søgelys. Allerede i 1931, da organisationen blev oprettet havde man ikke været uimodtagelig for ideologisk indflydelse sydfra. Politiet havde en meddeler med til et møde på Folkehjem i Aabenraa den 20. februar 1947:
Politiet noterede nogle af de mest fremtrædende gårdejere. Den 23. september samme år overværede en god mand et LS – møde på Kværs Kro:
Den gode mand kunne notere, at 90 pct. af deltagerne var tidligere danske og tyske nazister. De var utilfreds med alt og alle.
Otto Strasser
Sidst i 1940 florerede der rygter om en kontakt mellem medlemmer af Det Tyske Mindretal og kredsen omkring Otto Strasser. Efter tyskernes kapitulation oplevede denne en politisk genfødsel med Bund für Deutsche Ernerung. Organisationens blad skulle cirkulere i tyske kredse især i Aabenraa og Tønder amter.
Denne Otto Strasser havde været medlem af det tyske NSDAP og hørte i 1920erne til kredsen omkring Joseph Goebbels. I 1930 blev han pga. uoverensstemmelser med Hitler trængt ud på et sidespor. Derfor nedlagde han sit medlemsskab af partiet. Han dannede sit eget parti Schwartze Front. Den byggede på hans ide om marxistisk baseret national socialisme.
I 1933 flyttede han til Østrig og fra 1943 boede han i Canada.
Telefonaflytning og brevåbning
Angivelig skulle Det Sønderjyske Efterretningsvæsen have brugt telefonaflytning, brevåbning og ulovlig registrering. Man havde betalte meddelere. Hvor stort det antal var, er svært at fastslå.
Åbenbart var der kompetenc- stridigheder mellem Brix og de andre sønderjyske politimestre, bortset fra Aabenraa og Tønder. Brix betragtede Det Tyske Mindretal som en trussel mod danske interesser. Og han fik åbenbart overbevist København. Det kølige forhold mellem Dansk Politi og Det tyske Mindretal nåede sit højdepunkt i 1947.
80.000 kort
Kartoteket havde efterhånden et omfang af 80.000 kort fordelt på 80 kasser. Dele af dette register blev brugt helt frem til 1970erne af bl.a. Fremmedpolitiet. Et pressearkiv om Det Tyske Mindretal blev brugt frem til 1958.
Sammenligning med von Köller
Det Tyske Mindretal har aldrig glemt Brix. Da denne fyldte 70 år i sommeren 1972 stod følgende at læse i Der Nordschleswiger:
Man må sige, at det er en interessant udlægning, som den tyske mindretalsavis giver, ved at sammenligne von Köllers hårdhændede tvangsgermanisering af de dansksindede i Sønderjylland i form af bl.a. mødeforbud og tvangsudvisning – med Brix.
Kilde:
Se
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 12. – 11. 2021